Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/96

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 478-485).

Birgittinerordenens Udbredelse over de tre nordiske Riger. Munklifs Benedictinerkloster i Bergen omdannet til Birgittinerkloster. Anklager mod Birgittinerne. Kongen og Biskopperne tage sig af deres Sag.

Det omtalte store Møde i Vordingborg af Biskopper fra alle de tre nordiske Riger synes for en Deel, om just ikke nærmest, at være foranlediget ved Birgittinerordenens Stilling; i det mindste fandt paa Mødet vigtige Forhandlinger Sted angaaende den nævnte Orden. Denne havde nemlig nu udbredt sig til alle tre Riger, men havde ogsaa paa den anden Side fundet heftige Modstandere, som ivrede mod dens Grundvæsen og de deraf, som paastodes, oprundne Uordener inden dens Samfund. Dog for vi gaa over til at berøre disse Anklageposter mod Ordenen, maa vi omtale dens Indførelse i Norge.

Dronning Margreta havde i sin Tid næret megen Yndest for den hellige Birgittas Orden og for Vadstena Kloster. Hun lod sig endog i 1403 optage i Ordenens Broderskab som soror ab extra^[1]. Baade Kong Erik og Dronning Filippa fulgte senere sin Fostermoders Exempel og viste sig yderst gunstig stemte mod Ordenen; ogsaa Filippa lod sig optage som verdslig Søster i Vadstena. Imidlertid varede det dog en god Stund, førend noget ret alvorligt Skridt blev gjort for at faa oprettet Klostere af St. Birgittas Regel i Danmark og Norge. En ejendommelig Vanskelighed laa i det store Antal Medlemmer af begge Kjøn, der efter Regelen fordredes til et fuldstændigt Kloster, hvorved naturligvis Oprettelsen af ethvert saadant fra Ny af blev saare kostbart, især paa en Tid, da Svermeriet for Klosterlivet i det Hele var begyndt i høi Grad at kjølnes. Vadstena Kloster i Sverige synes desuden længe selv at have tiltrængt de Gaver, som Ordenens Velyndere i alle tre Riger maatte ville yde. Dronning Margreta havde dog i sine sidste Levedage lovet et Birgittinerklosters Opførelse i Danmark og skjænket Grund dertil i Skjeminge paa Laaland i Odense Biskopsdømme. Kong Erik gjentog dette Løfte under et Ophold i Vadstena i 1413^[2], og lagde strax kraftig Haand paa Verket ved at begynde de nødvendige Bygninger paa den af Margreta skjænkede Grund, og ved i 1417 at opfordre i Christi Navn til at yde milde Gaver til Arbeidets Udførelse^[3]. Saaledes opstod Maribo Kloster paa Laaland, der snart efterfulgtes af Mariager Kloster i Aarhus Biskopsdømme i Jylland. Udsendinge fra Klosteret i Vadstena, Ordenens Moderkloster, forestod Indretningen af det i Maribo, og dannede dets første Befolkning; men det varede længe, før denne naaede det foreskrevne Tal, og før Klosterets Bygninger bleve fuldendte.

Det var ganske naturligt at Kong Erik, ved Siden af sin Omhu for Maribo Kloster i Danmark, ogsaa maatte tænke paa et Birgittinerklosters Oprettelse i Norge. Men hvad som nu end fra Først af dertil kan have været Aarsagen, – her arbeidedes ikke for Oprettelsen af noget Kloster fra ny af, men for Omdannelsen af et ældre Kloster til Bolig for Birgittinere. Det Kloster, som man dertil udsaa, og som virkelig ogsaa blev omdannet, var Munklifs Benedictinerkloster i Bergen, et af Norges ældste og rigeste. Ganske uden Modstand skede imidlertid ikke denne Forandring, skjønt den længe i Stilhed synes at have været forberedt, og det med megen Slughed.

Da Jon Abbed af Munklif ved 1408 blev Skaaholts Biskop^[4], fulgte en vis Stein ham i Abbedverdigheden, en, som det lader, klog og hos Kong Erik vel anskreven Mand. Denne Stein var udentvivl selv en Ynder af Birgittinerordenen, og kan derfor muligen hos Kong Erik have fremkaldt den første Tanke om en Forandring med det Kloster, hvis Forstander han var, – en Forandring, til hvilken ogsaa Klosterets samtidige Forfald og slette Tilstand kan have givet yderligere Opfordring. I Januar Maaned 1414 var Stein i Danmark, i Helsingborg, og har der udentvivl holdt Overlægninger med Kong Erik om det antydede Øiemed. For samme Sags Skyld synes han fra Danmark at have begivet sig til Vadstena, hvor han findes at have været i Marts 1414. Høist sandsynlig staar ogsaa i Forbindelse med Kongens og Steins Plan, at denne sidste netop blev udseet af Kongen til at møde for Norges Vedkommende paa Conciliet i Kostnits. Det heder nemlig, at han indfandt sig der „for Norges Konge, sit Kloster og Linkjøpings Biskop“^[5], hvilken sidste var Vadstena-Klosterets Foresatte. Han maa altsaa antages at have været sat istand til at underhandle med Paven og Conciliet som Fuldmægtig for dem, som den paatænkte Forandring nærmest angik.

Imidlertid blev intet Afgjørende ved denne Leilighed udrettet, maaskee paa Grund af det indtrædende Paveskifte^[6], og i 1418 sees Abbed Stein atter at have været hjemme ved sit Kloster. Først omkring 1420 traadte Planen aabenlysere for Dagen. Ved den Tid seer man, at Birgittinermunke med Abbed Steins Indrømmelse havde Tilhold i Klosteret, og at de havde en Haand med i Bestyrelsen af dettes Eiendomme. Ved samme Tid mærkedes det ogsaa, at Stein ikke alene ingen nye Benedictinermunke optog i Klosteret, men endogsaa arbeidede af al Magt paa at faa de ældre, som vare der tilbage, bortfjærnede, saaledes at han endog til Slutning kunde paastaa, at Benedictinerconventet der blot bestod af ham selv og een gammel og skrøbelig Broder. Da det nu ved Steins Slughed var bragt saavidt, og Benedictinerconventets Forfald var blevet vitterligt, bragtes, som det lader, Sagen under nærmere Overveielse paa et Møde i Juni 1420 paa Laaland, hvor Kongen havde samlet hos sig flere af den norske Kirkes Biskopper, og blandt disse Aslak Bolt, der som Bergens daværende Biskop skulde have et Slags Tilsyn med Munklifs Kloster. Biskop Aslak maa ved denne Leilighed være bleven inddragen i Kongens Plan, om han ikke allerede tilforn har været vunden før den. Fra nu af optræder nemlig han som en Hovedtalsmand for den paatænkte Forandring Efter Hjemkomsten til Bergen tilskrev Biskop Aslak den 10de September 1420 Pave Martinus V, at det norske Folks Hu stod til den hellige Birgittas Orden, og at det var et almindeligt Ønske at see den indført i Landet. Nu var Munklifs Benedictinerkloster, paa Grund af flere sammenstødende Uheld, næsten øde. Alles Øine, Kongens, Raadets og Almuens, vare henvendte paa dette som et passende Sted for Birgittinerne; to Munke af denne Orden fra Maribo, som Kongen havde ladet reise om i Norge, havde fundet det i alle Maader hensigtsmæssigt; Abbeden og den eneste i Klosteret gjenværende Benedictinermunk havde endelig med Glæde samtykket i at ville indtræde i Birgittinerordenen, naar Pavens Tilladelse dertil udvirkedes. Biskoppen ansøgte derfor Paven om, at Munklif med sine Indtægter maatte overgaa til den nye Orden. Ansøgningen blev understøttet af Biskopperne Arne af Skaalholt og Anbjørn af Hamar, der vare nærværende paa den Tid i Bergen; og disse beraabte sig ligeledes paa Nordmændenes eenstemmige Ønske samt paa Umuligheden af at opretholde Munklif for Benedictinerne. Samtidig hermed gav Biskop Aslak ligesom og Abbed Stein og hans Convent sit Samtykke til at Munklif overdroges til Birgittinerne, saafremt Paven bifaldt dette.

Med disse Breve afreiste Abbed Stein samme Høst til Kong Erik, fik dennes Anbefalingsbrev for Klosterets Overgang til Birgittinerne og ligeledes, paa hans Anmodning, et lignende af Keiser Sigismund, hvorpaa han begav sig til Rom. Ansøgningen blev nu foredragen for Pave Martinus, og denne gav den 26de November 1421 et gunstigt Svar. Paven erklærede sig tilbøielig til at føie Kongens Ønske og paalagde vedkommende Biskop, nemlig Aslak Bolt i Bergen, saafremt Benedictinerklosteret ikke ved Abbeden og Munkene kunde reformeres, da at forandre det til et Birgittinerkloster, hvilket det da siden bestandig skulde vedblive at være. Klosterets Abbed og Munke af Benedictinerordenen skulde, hvis de forlangte det, optages i Birgittinerklosteret, og dette skulde for Fremtiden nyde alle de Fordele, som vare Ordenens øvrige Klostere indrømmede^[7].

Det var nu kommet til Alvor med Munklifklosterets Omstøbning. Men nu fremtraadte ogsaa Modstanderne af den forehavende Omformning med kraftige Modforestillinger. Der viste sig at være tvende Partier. Paa det ene, der ønskede Forandringen, stod Kongen, Biskop Aslak og Abbeden Stein; paa det andet, der ønskede Benedictinerconventet opretholdt, stod Forstanderne for de ældre Klostre i Bergen og dens Omegn, hvilke rimeligvis med skjæve Øine have seet de nye Birgittineres Begunstigelse paa en ældre Ordens Bekostning. Nærmest laa for Øieblikket Sagens Afgjørelse i Biskop Aslaks Haand; men han havde allerede erklæret sig for Omformningen. Han havde i sin Indstilling til Paven yttret, at da han personlig visiterede Klosteret, havde han der kun fundet Abbeden og een Broder, begge nedtyngede af Alderdom. Ved disse var det umuligt at reformere Klosteret, der allerede havde lidt meget baade i aandelig og verdslig Henseende^[8]. I Modsætning hertil erklærede imidlertid Abbed Thorkel af Lyse og hans Cistercienserconvent, Prædikebrødrenes Prior Johannes, og Minoriternes Guardian Gerlak samt begge disses Conventer, i et Vidnesbyrd af 20de Januar 1422, at Benedictinerklosteret Munklif var forsynet med alle fornødne Bygninger, dets Kirke med tilhørende hellige Kar og Bøger, at det havde tilstrækkelige Indtægter af alle Slags, og at otte Munke, der havde aflagt Løftet, „som oftest“ der opholdt sig. Men Abbeden gjorde sig, med Biskoppens Hjælp, al Umag før at faa disse Munke ud af Klosteret og den hellige Benedictus’s Regel afskaffet. Han havde indtrængt Munke af Frelserens Orden i Klosteret, og paa mange Maader vist svigfuld Uvillie mod de derværende Brødre af Benedictus’s Regel. Han havde endog bragt det dertil, at nogle af disse holdtes i Fængsel af Biskoppen, og de øvrige frygtede at berøves Klosteret, hvis de ei ved deres Ordens Fædres Hjælp kunde reddes^[9].

Biskop Aslak havde dog, som sagt, Pavens Bemyndigelse og Kongens Ønske at støtte sig til, og foretog Omdannelsen. Han løste, paa Abbed Steins Forlangende, denne fra hans Løfte til den hellige Benedictus’s Regel, efterat han havde opgivet sin Abbedverdighed i Biskoppens Hænder; hvorpaa Stein af Biskoppen modtog Birgittinerordenens Dragt og aflagde nyt Løfte overensstemmende med den hellige Birgittas Regel. Og nu forandrede Biskoppen Klosteret til et St. Birgittas Kloster, idet han indførte Brødre og Søstre fra Maribo i virkelig Besiddelse af Klosteret med alle dets Ejendomme og Rettigheder^[10].

For at Forandringen kunde have fuld Gyldighed udkrævedes Pavens endelige Stadfæstelse af hvad der var skeet; og om denne ansøgte nu Kong Erik. Men forinden den indløb, gjorde Modstanderne endnu et Forsøg paa, om muligt, at forstyrre Foretagendet. Prædikebrødrenes Prior, Peter Oldemarket, Minoriternes Guardian, Gerlak Gruter, en Chorsbroder ved Apostelkirken, Johannes Strelov, og Johannes Leffardi, Prest til St. Peter, Alle i Bergen, udstedte den 5te Januar 1424, til Fordeel for en efter deres Paastand brøstholden Broder Johannes van dem Berge af Benedictinerordenen i Munklif, en ny Erklæring, stilet til den tydske Geistlighed i Almindelighed og til visse Klosterforstandere i det nordlige Tydskland i Særdeleshed, i hvilken Erklæring Abbed Stein og tildeels ogsaa Biskop Aslak paa det skarpeste angrebes. Stein, hed det, havde uretfærdigen udjaget hin Broder fra Klosteret, og da han af Frygt havde taget sin Tilflugt til Prædikebrødrene, havde Stein bansat baade ham og Prædikebrødrenes Prior, samt alle Andre, som hjalp den betrængte Broder. Prioren havde stevnet Abbeden for Biskoppens Domstol, men han havde ikke mødt. Fortid havde Stein for Birgittinermunkenes Skyld, hvilke han forlængst havde indbragt i Klosteret, tilsat dettes Gods og Klenodier; og han havde foretaget tre Udenlandsreiser, og engang endog været tre Aar borte for at bevirke Klosterets Ophævelse. Han havde i lang Tid ingen Broder villet optage, uagtet flere ærbare Prester havde ønsket at indlemmes i Ordenen; og af de otte Brødre, der fandtes ved Klosteret, havde han fordrevet nogle ved Løgn og Falskhed og kjøbt andre til at forlade det. Nogle havde han endog faaet Biskoppen til at fængsle, og han havde berøvet Munke, der i ni Aar havde været i Regelen, deres Dragt. Alt dette havde han gjort for at udrydde Benedictinerne af Klosteret og gjennemdrive sin Villie med Hensyn til Birgittinernes Indflytning^[11].

Det er meer end sandsynligt, at der i begge Parters Fremstilling findes store Overdrivelser, og at Abbed Steins Fremfærd ingenlunde i Et og Alt har været lovlig eller redelig, ligesaalidet som Biskoppens. Pave Martinus selv maa ganske vist have næret nogen Tvivl, eftersom hans endelige Stadfæstelse paa Forandringen længe udeblev. Men omsider seirede dog Birgittinernes Parti, og den 15de Juni 1126 udstedte Martinus fra Rom sin Stadfæstelses-Bulle, hvorved Omstøbningen af Munklifs Kloster fuldkommen bekræftedes^[12].

Munklif var da fra nu af et Birgittiner-Kloster. En Deel Brødre og Søstre vare allerede indflyttede fra Maribo, og flere kom efter fra selve Moderklosteret i Vadstena. Det varede imidlertid endnu en Stund, for den nye Stiftelse kom i sin fuldkomne Orden. I 1427 finder man, at en Generalecnfessor allerede har været ansat og Brødreconventet istandbragt. Men først i 1434 erkjendte Moderklosteret i Vadstena Stiftelsen som fuldendt, idet nemlig Vadstenas Diarium siger: „i dette Aar begyndte Medlemmer af vor Orden at bebo Munklifs Kloster i Bergen, hvilket før havde tilhørt Brødre af den hellige Benedictus’s Orden“^[13]. Først ved den Tid er da rimeligvis en Abbedisse bleven indviet til Klosterets øverste Forstanderske, og Søstrenes ligesaavel som Brødrenes Samfund blevet fuldtalligt^[14].

Men imedens Birgittinernes Orden saaledes, under Kong Eriks varme Beskyttelse, udbredte sig og slog Rod i alle de tre nordiske Riger, trak sig, som allerede yttret, et Uveir sammen over den fra uden, hvilket truede Ordenens Tilværelse idet mindste i dens oprindelige Form. Samlivet mellem Søstre og Brødre, rigtignok under paabuden streng Afsondring, men dog i eet og samme Kloster, synes tidlig at have vakt Betænkeligheder hos En og Anden, og at have sat onde Tunger i Rørelse og onde Rygter i Omløb. Udentvivl har dertil meget bidraget den Omstændighed, at den første Abbedisse i Vadstena, Ingegerd Knutsdatter, skjønt hun var den hellige Birgittas Datterdatter, dog ingenlunde viste sig det hende betroede Embede verdig, men tvertimod førte et saa letfærdigt Levnet, at man nødtes til at lade hende aftræde^[15]. Dette kan nemlig ikke andet end have vakt stor Opsigt, og givet Anledning til at Mange drog Slutninger fra Forstanderskens Adfærd til Livet i det hele Klostersamfund.

En Augustinermunk ved Navn Johannes fremkom endelig med en formelig Anklage mod Ordenen, idet han paastod, at Nonnernes og Munkenes Samvær i eet Kloster, trods den paabudne strenge Afsondring, foraarsagede et utugtigt Levnet, og at man derfor burde iverksætte en Adskillelse af Klostrene, saaledes at hvert Kjøn fik sit særskilte. Denne Anklage virkede, at i 1428 en Stevning udgik fra Rom til Ordenens Forstandere at møde i Lybek for at afgive Oplysninger for den i Sagen beskikkede Dommer, en Kardinal Johannes^[16]. Hvorledes denne Stevning blev adlydt, og om Sagen i Lybek er bleven røgtet med Alvor, vides ikke; men saameget sees, at Ordenens Anklagere ikke dengang ere blevne bragte til Taushed. Thi paa Conciliet i Basel hævede sig igjen Stemmer mod Ordenen, baade med Hensyn til de blandede Klostere og til den hellige Birgittas Aabenbaringer; og i 1433 udgik fra Conciliet en Stevning til Confessor og Abbedisse i Vadstena at møde i Basel. Dette vakte Forbauselse og Ængstlighed hos den Ordenen saa hengivne Kong Erik, og har ganske vist ikke bidraget lidet til, at han paa den før omtalte Herredag i Vordingborg, i Sommeren 1434, samlede om sig saamange Biskopper. Han behøvede nemlig disses Hjælp for at kunne optræde med Eftertryk som Birgittinerordenens Talsmand hos Conciliet, – og han fik den. Selv udstedte han den 3die Juli fra Vordingborg en Anbefalings- og Forsvarsskrivelse for Ordenen, og det samme gjorde tolv af de tilstedeværende Biskopper af alle tre Riger med Erkebiskopperne af Lund og Nidaros i Spidsen^[17]. Indholdet af begge Skrivelser var en Lovprisning af Ordenens Stifterinde, af dens egen Fortjeneste og af dens Medlemmers verdige og opbyggelige Levnet. Hertil føiedes en Forsikkring om at Afsondringen mellem begge Kjøn i Klostrene overholdtes med Strenghed og ventedes ved Bygningernes hensigtsmæssige Indretning, ved faste og vel vedligeholdte Mure, der adskilte Søstrenes Boliger fra Brødrenes; – noget som næsten alle Biskopperne kunde bevidne og navnligen de, som vare Birgittinerklostrenes Visitatorer. Ogsaa den hellige Birgittas Aabenbaringers Bog anpristes paa det varmeste.

Disse tvende Skrivelser bleve foredragne for Kirkemødet den 26de Marts 1435. Mange af de forsamlede Fædre vare allerede forud gunstig stemte mod Ordenen, og da den nu saa varmt blev forsvaret af de nordiske Rigers baade geistlige og verdslige Øvrighed, ligesom og af de nordiske Kirkers fuldmægtige Sendebud til Conciliet, – saa gik Birgittinerne med Seier ud af Kampen. Ordensreglerne bleve uforandret bestaaende, og den hellige Birgittas Aabenbaringer erkjendtes for egte og guddommelige^[18].

Erkebiskop Aslak var efter den store Herredag endnu den 27de August 1434 i Danmark. Paa nævnte Dag udstedte han nemlig i Kjøbenhavn en Kvittering til Kong Erik for dennes Gave af 300 Nobler til Nidaros’s Kathedralkirke, til Bekostning af en stadig Salmesang der. De 100 af hine Nobler udbetaltes Erkebiskoppen, medens de øvrige 200 afkvittedes paa Aslaks (Formands, Erkebiskop Askels, Gjæld til Kongen^[19]. Aslak Bolt har saaledes ikke vendt ganske tomhændet tilbage til sin Kirke fra sit her omtalte Ophold i Danmark.

1. Diar. Vadst. i Scr. r. Sv. I. 116.
2. Sammest. 132.
3. Pontop. II. 514–516.
4. S. o. f. II. 451.
5. S. o. f. II. 458 Not. 3.
6. S. o. f. II. 559.
7. Munklifs Brevbog udg. af Munch 17–19.
8. Munklifs Brevb. 21.
9. Langes Klh. 1ste Udg. 776–777.
10. Munkl. Brevb. 21–22.
11. Langes Klh. 1ste Udg. 777–790, jfr. 2den Udg. 288.
12. Munklifs Brevb. 19–22.
13. Scr. r. Sv. I. 152.
14. Om hele denne Forandring see Langes Klhist. 124–126, 458–472, 775–780, 2den Udg. 280–294.
15. Lgbr. III. 851; jfr. Diar. Vadst. Scr. r. Sv. 116, 131; i Diariet er imidlertid ikke talt om Aarsagen til hendes Resignation.
16. Pontop. II. 550 f. under 1428: jfrt. m. Diar. Vadst. Scr. r. Sv. I. 147.
17. Erkebiskopperne Peter af Lund og Aslak af Nidaros, af Guds og det apostoliske Sædes Naade, Biskopperne Nafne af Odense, Johannes af Roskilde, Jon af Oslo, Sigge af Skara, Audun af Stavanger, Thomas af Strengenæs, Herman af Viborg, Peter af Hamar, Gerard af Børglum og Severin af Færøerne. Lgbr. IV. 319, 584–588.
18. Lgbr. IV. 318–321; Pont. II. 555 f.
19. N. Dipl II. 537; jfr. o. f. II. 466.