Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/22

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 229-246).

Kardinal Nikolaus’s Ophold i Norge havde for Øieblikket dæmpet den ulmende Tvist mellem de norske Konger; men det varede ikke lang Tid for den igjen livnede op og endelig slog udi lys Lue. Eystein og Sigurd, skjønt selv ikke i den bedste Forstaaelse, forenede sig endelig afgjørende om at udelukke Inge fra Kongedømmet. Men denne, eller rettere hans kloge og kraftige Raadgivere, kom Brødrenes Planer i Forkjøbet. Sigurd blev dræbt 1155 i Bergen, Eystein havde to Aar efter 1157 den samme Skjebne i det østlige Viken, og Inge Haraldssøn var nu Norges Enekonge.

Under denne uhyggelige Brødre-Strid fremtræder en Kjendsgjerning, som vedrører Kirken, og som viser paa den ene Side, at den udhævede Fare ved Biskopsvalgenes Afhængighed af et deelbart Kongedømme, ikke var greben af Luften, – og paa den anden Side, hvor lidet Kongerne i Virkeligheden ansaa sig indskrænkede i sin Beskikkelsesret ved de nys indførte Domkapitler. Da nemlig Biskop Sigurd i Bergen døde 1156^[1], beskikkede Kong Eystein sin Kapellan Paal til hans Eftermand; men hermed var Kong Inge ikke fornøiet, og da Kong Eystein var fældet, drev han Paal egenmægtigen fra Biskopsstolen og indsatte en Nikolaus Peterssøn fra Sogn til Biskop i hans Sted. Paal kom vel senere igjen til sin Ret, men dette er dog neppe skeet før efter Kong Inges og maaskee ogsaa Modbiskoppens Nikolaus’s Død. En lignende Vilkaarlighed udviste Inge, da Erkebiskop Jon døde, hvorom lidt nedenfor skal tales^[2].

Inge Haraldssøn havde ved sine Brødres Fald hævet sig til at blive Norges Enekonge. Men under den forudgaaende Kamp havde der af hans Brødres Tilhængere dannet sig et fastsluttet Parti, som vel ikke strax var sterkt nok til at omstyrte Inges Kongedømme, men som dog altid havde det i sin Magt at uro ham i hans Enevælde. Dette Parti satte i sin Spidse Sigurd Munds unge Søn, Haakon med Tilnavnet Herdebred. Det fandt en Støtte i Thrønderne, der blandt Nordmændene havde været gunstigst stemt mod Inges Brødre, og det lykkedes Haakon ved et uformodet Tog til Throndhjem at blive tagen til Konge her 1159, dog saaledes at kun den Trediepart af Kongedømmet tilkjendtes ham, som hans Fader havde besiddet. Det er høist tvivlsomt, øm dette Skridt kunde ansees for lovligt, saalænge Inge endnu var i Live^[3]; –– vist er det, at denne sidste ikke i nogen Maade vilde erkjende Haakons Ret. En blodig Kamp mellem de to Partier tog nu sin Begyndelse. Overmagten var vist nok endnu afgjørende paa Inges Side; men der indsneg sig Avind og Misforstaaelse mellem hans to fornemste Raadgivere, de mægtige Høvdinger Gregorius Dagssøn og Erling Ormssøn med Tilnavnet Skakke, en Omstændighed der svækkede Partiets Kraft. Inge var lidt senere uheldig nok til at miste sin sikkreste Støtte, Gregorius Dagssøn, der faldt i et Slag i Nærheden af Konghella mod Haakons Parti den 7de Januar 1161; og ikke fuldt een Maaned efter faldt Inge selv den 3die Februar i et Slag paa Isen ved Oslo.

Haakon Sigurdssøn Herdebred var nu før Øieblikket den eneste som bar Kongenavn i Norge, en uerfaren Yngling paa 14 Aar, som desuden ikke nød det Held at være omgiven af Raadgivere, der vare sit vanskelige Kald voxne. Istedetfor med Alvor at søge en oprigtig Udsoning med Høvdingerne for Inges fremdeles mægtige men nu kongeløse Parti, vakte Haakon strax disses Mistanke og eggede dem derved til en Fortvivlelsens Modstand. I Spidsen for Inges Parti stod, efter Gregorius Dagssons Død, dennes Medbeiler Erling Skakke, der ikke havde sin Lige blandt Norges Høvdinger i Kraft og Klogskab. Erling hørte baade paa Firderne og Møderne til Norges mægtigste og anseligste Lendermandsætter, og derhos var han gift med Kong Sigurd Jorsalfarers egtefødte Datter Kristin. Han havde, som ovenfor er berørt, i Forening med Orknøernes Jarl, Røgnvald Kale og flere Høvdinger, gjort et Tog til Jerusalem (1152–1155)^[4], hvilket høieligen hævede ham i hans Landsmænds Agtelse, og efter sin Hjemkomst til Norge havde han stadigen holdt sig paa Inges Side som en af dennes indflydelsesrigeste Raadgivere. Da Erling var kommen til Vished om, at han af Modpartiets Høvdinger kun havde Ondt at vente, fattede han den dristige Beslutning at opretholde Inges Parti og selv blive dets øverste Leder. Han samlede strax til Bergen Inges fornemste Tilhængere og fik deres høitidelige Tilsagn om at ville holde Partiet sammen. Men for at dette kunde give sin Modstand Vegt i Folkets Øine maatte det have en Konge i sin Spidse. Man kjendte for Tiden ingen Kongesøn, som man kunde eller vilde sætte op mod Haakon. Da fik den slue Erling ledet Valget hen paa sin egen Søn, Sigurd Jorsalfarers Dattersøn, Magnus, et Barn paa fem Aar, i hvis Navn Erling selv, som hans naturlige Verge, skulde føre Styrelsen. Det var noget aldeles nyt og hidtil uhørt i Norge, at man gav En Kongenavn, som ikke i mandlig Linie stammede fra Harald Haarfager og ikke var Kongesøn; men saa stor var Erlings Indflydelse og saa vel vidste han at benytte sig af den Ærefrygt og Kjærlighed, som endnu knyttede sig til Sigurd Jorsalfarers Minde, at Sagen havde Fremgang. Magnus blev paa et Thing i Bergen i 1161 tagen til hele Norges Konge, med Tilsidesættelse af Norges gamle Konge-Arvefølge, og imod en Konge, hvis Arveret efter Loven var utvivlsom.

Erling følte sig dog endnu for svag til at vove en Kamp mod Haakon og besluttede først at styrke sig ved udenlandsk Hjælp. Han drog til den danske Konge Valdemar I, for at søge hans Understøttelse og han fik den imod hemmeligt Løfte om, at Viken skulde blive Danekongen afstaaet, naar Magnus blev befæstet i Norges Kongedømme. Med dansk Forsterkning vendte han nu tilbage til Norge, hvor imidlertid Haakon Herdebred var tagen til hele Landets Konge i Throndhjem. Det lykkedes Erling efter nogle heldige Kampe at overrumple Haakon og fælde ham i et Slag ved Øen Sek i Raumsdalsfjorden 1162. Erling drog nu strax til Throndhjem, hvor han fik sin Søn Magnus paa Ørething tagen til Konge over hele Norge, skjønt ikke ganske med Thrøndernes gode Villie. Høvdingerne for Haakons Parti stillede vel Sigurd, en anden Søn af Sigurd Mund, i sin Spidse med Kongenavn; men Rigets bedste Kræfter stode allerede til Erlings Raadighed. Sigurds Parti blev uden synderlig Vanskelighed splittet, og Sigurd selv fangen og henrettet 1163.

Der var nu for Øieblikket ingen Høvding af Indflydelse i Norge, som aabenlydt vovede at hæve sin Stemme mod Magnus Erlingsøns Kongedømme. Alligevel følte ikke Erling det sikkret. Han vidste vel, at det ikke var grundet paa gammel Lov og Landsret; han vidste at Norges Almue og især Thrønderne holdt fast ved den gamle Arvefølgeorden i Harald Haarfagers Mandslinie, og han forudsaa, at ligesaasnart som en Kongesøn viste sig, vilde denne finde Tilhang, og Magnus’s Kongedømme atter svæve i Fare. Under disse tvivlsomme Omstændigheder var det, at Erling vendte sig til Kirken for i dens Bistand at finde en Støtte for sin ærgjerrige Stræben, – et Skridt, som drog de vigtigste Følger baade for Stat og Kirke efter sig.

Jon Birgerssøn var udentvivl allerede en aldrende Mand, da han blev ophøiet paa Nidaros’s Erkesæde. Han havde nemlig forud lige fra omkring 1135 (hans Formands Reinalds Dødsaar) været Stavangers Biskop. Hans Erkebiskopsdømme varede ikke meer end fem Aar. Det eneste Spor, der, saavidt bekjendt, er efterladt af hans kirkelige Virksomhed, er en Bestemmelse optagen i den ældre Frostathingslovs Christenret Daaben vedkommende. Hvis en Kvinde er ganske ene, naar hun føder, og Barnet er saa svagt, at det ei kan føres til Prest, og ingen anden er i Nærheden, som kan hjælpe det til Daaben, da skal Moderen selv døbe det, heller end at det skal dø udøbt. Hun skal døbe det i Vand, hvis det er til; hvis ikke dyppe det tre Gange i Dug, eller i Sne, eller i Sø; eller hvis ingen af Delene ere til, da gjøre Korstegn med Spyt paa dets Bryst og Skuldre under Fremsigelse af Daabsordene, og give det Navn. Barnet kan da begraves i viet Jord, og Konen behøver ei at skilles fra sin Mand. I Begyndelsen af denne Bestemmelse heder det: „Saa har Erkebiskop Jon sagt og tilladt“^[5]. Jon Birgerssøn døde i 1157^[6].

Hans Eftermand var Eystein Erlendssøn. Denne blev ikke valgt til Erkebiskop paa den Maade, som nu, efter at Nidaros’s Kirke havde faaet sit Kapitel, maatte ansees for lovlig eller canonisk: ved dettes Valg. Han udnævntes derimod af Kong Inge Haraldssøn, hvis Kapellan og Skatmester (féhirðir) han forud var, paa en aldeles vilkaarlig Maade uden Hensyn til Chorsbrødrene i Nidaros^[7]. Men i Eystein fik ligefuldt Kirken og Hierarchiet en Forkjæmper, som i Dristighed og hvitstræbende Planer neppe fandt sin Overmand blandt Nidaros’s følgende Erkebiskopper. Eystein Erlendssøn skildres som en Mand, der med stor Veltalenhed^[8] og et myndigt Væsen forbandt stor Dygtighed^[9]. Om hans aandelige Gaver og hierarchiske Sindelag vidner noksom hans senere Færd. Han hørte desuden til en af Thrøndelagens mægtigste Ætter, langt ude paa Kvindesiden beslegtet og besvogret med selve Kongeætten, en Omstændighed, der lagde en ikke ringe Vegt til den Anseelse, som hans høie Plads i Kirken i og for sig medgav. Endelig maa hans foregaaende Stilling som Kong Inges Skatmester og Kapellan, hvilket sidste vil sige det samme som senere Tiders Kansler, have gjort ham fortrolig med alle Kongedømmets Anliggender, baade offentlige og hemmelige. Alt dette, især under den norske Stats daværende mislige indre Stilling, under den verdslige Magts Søndersplittelse, maatte forud betegne Eystein som den, hvem en mægtig Indgriben i Fædrenelandets Fremtidsskjebne var forbeholdt.

Imellem Eysteins Udnævnelse til Erkebiskop ved Kong Inge og hans virkelige Tiltrædelse af Erkestolen synes en temmelig lang Tid at være forløben. Hans Udnævnelse synes at maatte være foregaaet 1157 eller 1158, men hans Indvielse og Tiltrædelse henføres med Bestemthed til 1161. Hvad Aarsagen har været til denne Henstand finde vi ingensteds angivet. Vi kunne dog her maaskee opstille nogle rimelige Gjætninger. Først er det heel sandsynligt, at den kloge Eystein har villet sikkre sig Kapitelets eller Chorsbrødrenes Stemme i Nidaros, for at han ikke af Paven skulde blive anseet som paatrængt Erkestolen paa en aldeles ucanonisk Maade, ved et blot og bart kongeligt Magtsprog. Men til at ordne dette er vel nogen Tid hengaaet. Derpaa maa det antages, at han har begivet sig til Rom. Hertil maatte han føle en dobbelt Opfordring: som den der ikke i Forveien var Biskop, maatte han dertil indvies, – og dernæst skulde han modtage sit Pallium. Erkesædets Fundationsbulle udtaler tydeligen, at den vordende Metropolitan skulde indfinde sig personligen hos Paven for af ham at modtage Indvielsen og med det samme forpligte sig til bestandig Underkastelse under ham og den romerske Kirke^[10]. Regelen ansaas vist nok ogsaa stedse at være den: at den valgte Erkebiskop, forsaavidt han endnu ikke havde Biskopsvielse, skulde modtage denne af Paven selv tilligemed Pallium, og hvis han allerede var Biskop, dog hos Paven skulde personlig søge og af ham iklædes sit Pallium. Undtagelse fra denne Regel kunde gives, det vidste sig ved senere indtrædende Tilfælde, saaledes at Pallium nemlig oversendtes fra Rom; men det er ikke rimeligt, at noget saadant med Hensyn til Eystein fandt Sted, lige i Erkestolens første Tilværelse, og da det udentvivl maatte være Eystein selv magtpaaliggende at træffe sammen med Paven, som ved hans Udnævnelse ganske vist endnu var den alle Nordmænd saa vel bekjendte Hadrianus IV. Eystein har saaledes, efter at have bragt sit Valganliggende i Norge i Rigtighed, tiltraadt en Reise til Rom. At nu igjen hans Ophold her er blevet langvarigere end maaskee paaregnet, dertil kunne vi let i de daværende romerske Forholde finde tilstrækkelig Grund. Hadrianus IV døde hastigen d. 1ste Sptbr. 1159, maaskee for Eysteins Ankomst, i ethvert Fald for hans Indvielse. Men efter Hadrianus’s Død indtraadte et deelt Pavevalg: Fleertallet af Kardinaler valgte Alexander III, et Mindretal derimod Victor IV, og Europas Riger deelte sig mellem disse Paver. Victor erkjendtes af Keiser Fredrik den 1ste, Alexander af de fleste andre europæiske Fyrster. Victors Parti fik for en Tid Overhaand i Italien, og Alexander maatte i April 1161 tage sin Tilflugt til Frankrige. Disse Tvistigheder maa ganske vist have forsinket Eysteins Indvielse, da han naturligviis først maatte erklære sig for een af Paverne. Han synes at have traadt paa Alexanders Side, da man finder Norge omtalt blandt de Riger, som erkjendte denne; og der er al Sandsynlighed for at han af Alexander er bleven indviet og iklædt Pallium enten ganske tidlig i Aaret 1161 i Italien, for Paven flygtede herfra, eller længer ud paa Aaret i Frankrige, efter Alexanders Ankomst did. I hvorledes nu end dette forholder sig, saa er det sikkert, at Eystein i Slutningen af 1161 var kommen indviet til sit . Erkesæde; thi en Indskrift viser, at han den 26de November dette Aar, hvilket udtrykkelig kaldes hans Biskopsdømmes første (regnet fra hans Indvielse), i Egenskab af Erkebiskop indviede et Alter i Nidaros’s Kathedralkirke^[11]. Er nu den Forudsætning rigtig, at Eystein eet Aars Tid eller mere har opholdt sig i Syden i Pave Alexander IIIs Nærhed, saa har han havt en god Skole at uddanne sig i, og har vist ikke heller ladet Tiden ubenyttet. Alexander var som bekjendt en af sit Aarhundredes kraftigste, statsklogeste og meest hierarchisksindede Paver-, af hvem Eystein ret kunde lære hvorledes Kirkens Forstandere skulde bekjæmpe den verslige Magts Indflydelse, og derhos kunde see dette i Gjerningen udført i Striden mellem Alexander og Keiser Fredrik. Desuden havde Eystein under et saadant Ophold den bedste Anledning til grundigen at studere den canoniske Ret og gjøre sig bekjendt med det nye System af denne, som først for 10 Aar siden var opstillet i Decretum Gratiani. Fra Eysteins Tid af finder man ogsaa denne almindelige Kirkelov hyppig paaberaabt i den norske Kirke under Navnet Guds Lov (guðs lög), og som saadan modstillet den verdslige Landslov (lög manna eller landslög).

Da Erkebiskop Eystein i 1161 tiltraadte sit Embede blev han modtagen med Velvillie af alt Folket, dog fortrinsviis af Thrønderne; thi alt Storfolket i Thrøndelagen var deels beslegtet deels besvogret med ham, og alle vare de hans fuldkomne Venner. Eystein benyttede strax denne sin Vensælhed til Kirkens Fordeel. Han talede med Bønderne om hvor fattig Erkestolen var i Forhold til sin Verdighed, og hvormeget den trængte til at ophjælpes, saafremt den nu skulde vise sig i saa meget større Glands end forhen, da den blot var et Biskopssæde. Han foreslog, at Folket skulde understøtte den ved at indrømme Erkebiskoppen Ret til at opbære den ham ifølge Christenretten tilkommende Sagøre, d. e. de ham tilhørende Boder, i Øre Sølvverdi (eyrir silfrmetinn d. e. Øre i gangbar Sølvmynt), istedet for at den hidtil betaltes paa samme Maade som Kongens Sagøre, nemlig i den saakaldte Lovøre (lögeyrir eller sex alna eyrir d. e. Øren beregnet til sex Alen Vadmel), der kun udgjorde Halvdelen. Ved denne nye Beregningsmaade vilde altsaa Erkestolens Indtægt af Sagøren blive det dobbelte af hvad den hidtil havde været. Tilgrebet var sterkt; men saa stor Fremfærd var der hos Eystein, og saa vel blev han understøttet af sine mægtige Frænder og Venner, at han fik drevet Sagen igjennem. „Det blev – heder det – dømt efter Loven (ɔ: lovligen vedtaget paa Frostathinget) for hele Thrøndelagen og i alle de Fylker, som hørte til hans Biskopsdømme (altsaa ogsaa i begge Mørefylkerne, Raumsdølafylke, Naumdølafylke, og Haaleygiafylke)“^[12].

Dette var allerede et vigtigt Skridt fremad, men det fulgtes snart af andre, langt mere dristige og betydningsfulde. Ikke længe efter kom Erling Skakke til Throndhjem, – rimeligviis Vaaren 1162, da hans Søn Magnus efter Haakon Herdebreds Fald blev tagen til Konge paa Ørething^[13]. Der var nu mange som klagede for Erling over hvad Erkebiskoppen havde drevet igjennem. Alt var jo vistnok gaaet lovligen til, forsaavidt det var indrømmet af Folket til Thinge; men en vigtig Forandring var dog gjort i Lovens udtrykkelige Bestemmelser uden Kongedømmets Vidende og Samtykke; og hvorvidt dette var i sin lovlige Orden kunde være meget tvivlsomt, især da Forandringen gjaldtet Punkt, der vedkom Landsretten eller den offentlige Ret og ikke den private, og da Kongedømmet derved paa en Maade var stillet i et ugunstigere Forhold end Erkesædet. Erling gav for det Første intet Svar paa den forebragte Klage, men førte sig den dog i Stilhed til Minde.

Der var, som let kan tænkes, meget vedkommende Landsstyrelsen, hvorom Erling behøvede at raadslaa med Erkebiskoppen, og de havde ofte Samtaler i Eenrum. Ved en saadan Leilighed bragte Erling paa Bane den nylig skeede Forøgelse i Erkebiskoppens Sagøre og lod sig forlyde med, at denne ei stemmede med Kong Olafs Lov. Eystein svarede hertil, at Forøgelsen var indrømmet af Bønderne med fri Villie til Guds Ære og Erkesædets Ophjælpelse. Den hellige Olaf havde selv givet Loven som han dengang fik Almuens Samtykke til; men der stod ingensteds i den, at det skulde være forbudet at forøge „Guds Ret“. Erling yttrede da, at hvis Erkebiskoppen vilde forøge sin Ret, saa burde han ogsaa hjælpe Erling til at faa Kongedømmets Ret forøget i samme Mon (at Kongedømmet nemlig skulde erholde sin Sagøre beregnet paa samme fordeelagtige Maade som Erkesædet). Men hertil svarede Erkebiskoppen, at Erling allerede noksom havde sørget for sin Søns Navn og Magt. Havde Erkebiskoppen beregnet sin Sagøre af Thrønderne anderledes end Loven bød, saa troede han dog, at Loven langt grovere var overtraadt deri, at der var en Konge over Landet, som ikke var Kongesøn; dette lod sig ikke forsvare ved Loven, og var uden Exempel i Landet. Da denne Ordvexling havde varet en Stund, bemærkede Erling, at heller end at bebreide hinanden, burde de gjensidigen understøtte hinanden. Han var villig til at hjælpe Erkebiskoppen at styrke Kirkens Magt, hvis denne til Gjengjeld vilde styrke hans Søns Kongedømme. Hvad dette manglede i Retmæssighed efter Landsloven, det kunde Erkebiskoppen udfylde ved Guds Lov, om han nemlig vilde salve og krone Magnus til Norges Konge. Denne Handling, ved hvilken Kirken optraadte som indviende og velsignende, skulde altsaa efter Erlings Mening borttvætte det Ulovlige, som klæbede ved Magnus’s Kongedømme, og gjøre ham i Folkets Øine til en verdig Stamfader for en ny Kongeæt. Erling haabede vel saamegetmere paa dens Virksomhed, da Salving og Kroning hidtil havde været uanvendt i Norge, og saaledes vilde sprede en ganske ny Glands over hans Søns Kongenavn. Erkebiskoppen mærkede let, hvo der mest trængte til den anden; han saa, at han, som Sagerne stode, uden Vanskelighed kunde foreskrive Erling sine Betingelser, og Forbundet mellem disse tvende statskloge Mænd blev sluttet.

Før endnu disse Underhandlinger vare komne til fuld Modenhed, saa at de i sin Udførelse kunde fremtræde for Almeenheden, indtraf en Omstændighed, som udentvivl paaskyndede deres endelige Afsluttelse. I Aaret 1163, rimeligviis mod Aarets Ende, ankom til Norge en pavelig Legat, Magister Stefanus, udsendt af Alexander III. Man kjender ikke det egentlige Øiemed for hans Sendelse; men at hans Komme faldt beleilig for begge de underhandlende Parter, kan neppe omtvivles. Et stort, almindeligt Rigsmøde, paa een Gang et Biskopsmøde eller Provinsial-Concilium og et Høvdingemøde, blev i denne Anledning, i Sommeren 1164, afholdt i Bergen, til hvilket foruden Erkebiskoppen Landets Biskopper, en Mængde lavere Geistlige, og en stor Deel verdslige Høvdinger indfandt sig. Erling Skakke, som just om Vaaren havde udryddet de sidste Levninger af Sigurd Sigurdssøns Parti i Viken, kom naturligviis til Modet med den unge Konge. Da Erkebiskoppen nu havde indviet Legaten i sit og Erlings Forehavende og med Lethed vundet hans Samtykke, blev Sagen forelagt de øvrige Biskopper og Geistlige, der uden Modsigelse sluttede sig til sin Metropolitan. Derpaa blev den otteaarige Magnus Erlingssøn med al den Pragt, som kunde opdrives, salvet og kronet i Christkirken^[14]) i Bergen af Erkebiskop Eystein i Overvær af den pavelige Legat og fem Biskopper, fire norske og een islandsk; de norske udentvivl: Thorstein af Oslo, Villialms Eftermand, Orm af Hamar, Arnalds Eftermand, Paal af Bergen og Peter af Stavanger, Jons Eftermand; den islandske: Brand Sæmundssøn af Hole, der efter Bjørn Gilssøns Død i 1162 var bleven valgt og nu netop var bleven indviet af Erkebiskoppen. Erling og tolv Lendermænd aflagde med den unge Konge Kroningseden, hvis Indhold man ikke kjender, men som maa have været affattet sterkt til Gunst for Kirken, da senere Konger ei vilde indlade sig paa at aflægge den som skadelig for Kongedømmets Ret^[15].

Ved Magnus Erlingssøns Kroning havde Erkebiskop Eystein opfyldt sin Deel af Overeenskomsten. Hvorledes Erling Skakke og Kong Magnus opfyldte sin, derom tie vel vore Sagaer; men af andre Kilder vide vi med Sikkerhed, at Magnus’s Krone blev kjøbt dyrt, ja man kan sige: med Kongedømmets Ydmygelse under Kirken. Der hviler vist nok nogen Dunkelhed over denne Sag, dog mindre med Hensyn til det virkelige Indhold af de fra Kongens Side indgangne Forpligtelser, end med Hensyn til Tiden, da disse offentlig bleve udtalte, ved Brev stadfæstede og i Landsloven indførte. Hvad der fra Kongedømmets Side indrømmedes var i Hovedsagen følgende: – Norges Rige skulde for evindelige Tider tilhøre Gud og den hellige Olaf, under hvis Overhøihed (dominium) Kongen skulde forestaa det som hans Vicarius og Vassal (tamqvam suus vicarius et ab eo tenens); og til Tegn paa Kongedømmets bestandige Underkastelse skulde ved enhver Konges dødlige Afgang hans Krone offres paa Metropolitankirkens Alter. Erkebiskoppen skulde videre have Net til Meeludførsel til Island for et vist Læstetal. Alle Pilegrimer til den hellige Olaf skulde paa det Strengeste beskyttes, og Vold mod dem straffes med Fredløshed. Besmittelse af Metropolitankirken og andre Kathedralkirker skulde straffes med forhøiede Bøder. Kongen og alle hans Mænd skulde rigtig yde Tiende. De Særrettigheder, der allerede vare Metropolitansædet indrømmede til Ære for Pallium, skulde være stadfæstede^[16]. Biskopsvalgene og Kirkernes Besættelse skulde endelig foregaa uden nogensomhelst Indblanding fra Kongedømmets Side^[17].

I den nærmeste Forbindelse med disse Kirken indrømmede Rettigheder, stod en Bestemmelse med Hensyn til Kongearvefølgen og Kongens Udnævnelse, der ogsaa letteligen vil sees at være væsentligen til Kirkens Fordeel, om end derved tillige tilsigtes en Stadfæstelse af Magnus Erlingssøns Kongedømme og Udelukkelse af alle fremtidige Fordringer, som kunde blive dette farlige. Bestemmelsen gaar ud paa Følgende: – Den skulde være Norges Konge, der var Norges Konges ældste egtefødte Søn, med mindre Ondskab eller Uforstand gjorde ham udygtig til Kongedømmet, da isaafald den af hans samfædre Brødre skulde træde i hans Sted, hvem Erkebiskoppen, Lydbiskopperne og tolv af dem tilnævnte Mænd af hvert Biskopsdømme dertil fandt skikket. Var ingen egtefødt Søn forhaanden, da skulde den være Konge, som var nærmest i Arv efter de Tilnævntes (tilnævnte Vælgeres) Dom, hvis han syntes dem skikket. Opstod Meningsulighed mellem de Tilnævnte, da skulde Fleerheden raade, naar Erkebiskop og Biskopper stode paa samme Side (fylgia). Efter Kongens Død, skulde alle Biskopper, Abbeder, Hirdstyrere og hele Hirden samt tolv de viseste Mænd af hvert Biskopsdømme, tilnævnte af Biskoppen, inden een Maaned søge til den hellige Olaf for at raadslaa med Erkebiskoppen, og ved denne Leilighed skulde den afdøde Konges Krone offres for hans Sjæl og hænge der (hos St. Olaf d. e. over hans Alter i Kathedralkirken) evindeligen Gud og den hellige Kong Olaf til Hæder^[18]. Men hvis nogen paa anden Maade lod sig tage til Konge, da skulde han have Gods og Fred forbrudt, ligesom og enhver som dertil understøttede ham, og være i Guds og alle Helgenes, Pavens, Erkebiskoppens og alle Lydbiskoppers Ban. De som Biskopperne tilnævnte med sig til denne Færd, men som unddroge sig for den, skulde være i Interdict (í forboðum), brodige 40 Mark til Kongen, og ikke begraves ved Kirken, hvis de døde i Interdictet^[19].

Betragter man nu denne Overeenskomst mellem Kongedømme og Kirke i dens Helhed og Konsekvens, maa man finde, at den medførte en gjennemgribende Forandring i hele Norges Statsforfatning, idet denne, saa at sige med et eneste Slag, formedes til et Ideal af hvad en Stat efter Pavedømmets Grundsætninger skulde være; – og man maa for saavidt beundre Erkebiskop Eysteins Kløgt. Kirkens enkelte Særrettigheder træde her i Baggrunden som nødvendige Følger af den store Hovedsætning: Norges Kongedømme er et Len af St. Olaf, – hvilken Hovedsætning igjen paa en klog Maade er praktisk gjennemført i et af Kirkens Dom afhængiggjort Kongevalg. Grundsætningen paa hvilken den hele hierarchiske Bygning hvilede skulde anskueliggjøres ved Kronens Offring paa St. Olafs Alter. Den hellige Olaf skulde være Norges virkelige men usynlige Konge, – en Forestilling, der allerede var Nordmændene tilvant. Han repræsenteredes synligen af tvende Personer: af Norges Erkebiskop, som den af ham stiftede norske Kirkes Forstander, – og af Norges Konge, som Landets verdslige Styrer ifølge St. Olafs Forlening. Men Kongens Verdighed eller Uverdighed til Lenet bedømtes af Norges Erkebiskop med hans norske Lydbiskopper, hvilke herved, ifølge en høiere mystisk Bemyndigelse kun udtalte Lensherrens, St. Olafs, Dom over sin Vassal. Kongedømmet blev saaledes underordnet Erkesædet, og Erkebiskoppen St. Olafs nærmeste Repræsentant, hvilken dog naturligviis ikke derfor unddroges det Lydighedsforhold, hvori han stod til St. Peters Repræsentant og Efterfølger, Paven. Dette var en hierarchisk Bygning saa god som nogen Pave kunde forlange.

Den gamle Kongearvefølge var den: at hver Kongesøn, ligemeget om egtefødt eller uegtefødt, var efter sin Fader berettiget til Kongedømmet eller Deel i samme, og hvorvidt denne allerede ved Fødselen givne Ret var tilstede hos den enkelte Person, det bedømtes af Bønderne eller Folket til Thinge, som efter at have undersøgt dette og fundet det i Orden, tildømte Vedkommende Kongedømmet ved en høitidelig Retshandling og meddelte ham Kongenavnet ved En af sin egen Midte. Denne Kongearvefølge indskrænkedes nu paa den ene Side ved den egte Fødsels og Førstefødselens Forret; – dette maatte synes hver, som tænkte noget dybere over Norges hidtilværende Forhold, gavnligt, da derved Kongedømmets sande Eenhed vandtes, og den Kilde til indre Splid stoppedes, som Kongedømmets Deelbarhed mellem flere Kongesønner og de uegtesødte Kongesønners lige Arveret med de egtefødte altid holdt aaben, og det efter Erfaringens Vidnesbyrd til Landets store Ulykke. Paa den anden Side udvidedes Kongearvefølgen derved, at den ikke udelukkende og udtrykkelig heftedes ved Kongesønner af Harald Haarfagers mandlige Linie, men udstraktes til den nærmeste Mand i Arv^[20], følgelig ogsaa til Mænd, som havde sin Arveret gjennem Kvinder. Men i begge Tilfælde skulde Arvingens Ret ikke som forhen afgjøres ved en Dom af Bønderne til Thinge; den blev derimod ligesaavel som den Arveberettigedes moralske Verdighed til Kongedømmet gjort afhængig af en Dom, der skulde udtales af Mænd, tilnævnte af Biskopperne, en Dom som desuden fordrede Erkebiskoppens og Biskoppernes Tiltrædelse eller Samtykke for at være fuldgyldig. Man kunde ikke vel under de tilstedeværende Forhold, naar Kongedømmets Arvelighed skulde opretholdes og et Skin af Stemme ved Kongens Antagelse levnes Folket, paa nogen kløgtigere Maade sikkre Kirken Kongedømmets fuldstændige Underkastelse og Afhængighed.

Man kan undres over, at Erling Skakke med sin Klogskab og Ærgjerrighed var istand til at indgaa paa Bestemmelser, der i saa høi Grad nedverdigede Kongedømmet og undertrykte dets Selvstændighed som Statsmagt. Men man maa herved betænke, hvad allerede er antydet, at Bestemmelserne ogsaa indeholde meget, der aabenbare maatte agtes at være til Gunst for Magnus’s Kongedømme og tjene til dettes Befæstelse. Ifølge den nyopstillede Statsret var Magnus, som den af Kirken samtykkede, Norges ene lovlige Konge; egtefødte norske Kongesønner af Harald Haarfagers Mandslinie fandtes ikke mere, hvilke Kirken ifølge dens udtalte Grundsætning øm den egtefødte Kongesøns Fortrin kunde have foretrukket før ham, og de uegtefødte kunde, netop paa Grund af deres uegte Fødsel, ikke komme i Betragtning, naar Kirkens Dom havde udtalt sig til den egtefødte (egtefødt Søn af egtefødt Kongedatter), om end ikke kongebaarne, Magnus’s Fordeel. Som Herrens Salvede og den hellige Olafs Vassal stod han desuden omgiven af et Helligdommens Vern, hvilket Ingen kunde angribe uden derved tillige at optræde som Kirkens og St. Olafs aabenbare Fiende, der ved et saadant Skridt selv udelukkede sig af Kirkens Samfund, kom i Kirkens Ban. Lægger man nu hertil, at Erling engang havde sat sin Søns Ophøielse som sin Livsopgave, gjort den til Maalet for al sin Virksomhed, og at den Ærgjerrighed, som var Drivhjulet i alle disse Forhandlinger fra Erlings Side, var reen personlig, – saa vil man ikke saameget undres over, at denne forresten saa kraftige og dybtseende Aand i sin egennyttige Stræben fæstede sig ved Øieblikkets Fordeel og greb efter den med begge Hænder, om han end nødvendig maatte føle, at de Opoffrelser, hvormed han kjøbte denne Fordeel, i sine sandsynlige Følger vilde bringe Ydmygelse over hans Søns Afkom, hvis dette – som han maatte forudsætte – arvede det for Stamfaderen saa dyrt kjøbte Kongedømme. Erkebiskop Eystein staar her i et langt fordelagtigere Lys end Erling. Eystein arbeidede nemlig til et Maal, der gik langt ud over den personlige Ærgjerrighed, et Maal, hvilket hans Anskuelse, hans Stilling i Kirken og hans Forhold til Rom maatte i hans egne Øine hellige og derhos udmale som herligt og frugtbringende, ikke for ham og hans Tid alene, men for kommende Slegter og de fjærneste Tider.

Indholdet af denne mærkelige Overeenskomst er her fremstillet efter tvende Kilder: et Brev udstedt af Kong Magnus Erlingssøn til Erkebiskop Eystein^[21], og en Artikel i den ældre Gulathingslov^[22]; – det første udtaler Rigets Overdragelse til St. Olaf samt opregner de øvrige af Magnus skjænkede eller stadfæstede Særrettigheder for Kirken, – den anden fremstiller den nye Kongearvefølge og Reglerne for Kongernes Antagelse.

Hvad den sidste Kilde angaar, da har der aldrig været og kan vel ikke heller med Grund blive opkastet nogen Tvivl om dens fuldkomne Paalidelighed; dens Indhold kan man vist uden ringeste Betænkelighed antage for at være, hvad det i Overskriften udgives for, nemlig: „Nye Bestemmelser (nýmæli), som bleve vedtagne ifølge Kong Magnus’s, Erkebiskop Eysteins og Erling Jarls og alle de viseste Mænds i Norge, deres Overlægning (umræðum)“.

Med Hensyn til Egtheden af det førstnævnte Dokument derimod har der været fremsat Tvivl, hvilke man ikke kan negte finde nogen Støtte i dets eget Indhold under den Skikkelse, hvori det er blevet os bevaret. Men dette er, vel at mærke, ikkun i en Afskrift fra det 17de Aarhundrede, hvilken aabenbare paa flere Steder er feilfuld og utydelig, samt vidner om at være tagen, neppe efter Originalen selv, men snarere efter en Afskrift, ja maaskee Afskrifts-Afskrift af samme. Man har bemærket, at det har en Datering, som nødvendig maa være urigtig, – og at dets Hovedindhold, nemlig Rigets Overdragelse til St. Olaf, i senere Dokumenter, hvor der dog kunde være fuld Anledning til at omtale det, ikke udtrykkelig nævnes før end i det første Udkast til Overeenskomsten mellem Kong Magnus Lagabøter og Erkebiskop Jon af 1273; – og paa Grund heraf har man troet, at hele Brevet er et Opspind af den norske Geistlighed fra det 13de Aarhundrede. Hvad det første angaar, nemlig den urigtige Datering (1276, x Kal. Aprilis d. e. 23de Marts, hvilken Dag i Brevet selv nævnes som Paaskedag), da kan Dateringens Urigtighed og Umulighed ikke afvises. Men paa den anden Side kan dette paa Grund af den Skikkelse, hvori vi nu have Brevet for os, let forklares som en senere Afskriver-Feil, uden at man behøver at erklære hele Dokumentet af den Grund for et Falskeri. Hvad den anden Indvending angaar, da gjendrives den ligefrem derved, at netop Hovedsagen i Brevet, Rigets Overdragelse til St. Olaf, bekræftes ved den omtalte Artikel i den ældre Gulathingslov, hvor Kronens Offring efter Kongens Død udtrykkelig nævnes. Thi denne Offring skulde jo netop være et Symbol paa Underkastelsen; og at der siges, at den skulde offres „for den Afdødes Sjæl“, kan ikke gjøre nogen Forandring i denne Anskuelse, da Artikelens hele Indhold noksom viser, hvad Offringen egentlig skulde betegne, om det end er udtrykt paa en mindre tydelig Maade end i Brevet – muligen med Forsæt, for at undgaa et alt for sterkt Anstod. At en Overeenskomst netop af det ovenanførte Indhold har været afsluttet mellem Kongedømmet og Kirken, mellem Erling Skakke paa det førstes, og Erkebiskop Eystein paa den sidstes Vegne, maa saaledes antages for utvivlsomt. Det Eneste, som en nøiegaaende og tvivlende Sammenligning mellem de tvende Kilder kunde give Anledning til at formode, er i det Høieste det, at begge Parter i Overeenskomsten, og især Erling, gjerne have villet for det første holde denne noget hemmelig, i det mindste i dens fulde Udstrækning. Om dette har været Tilfælde, er Grunden ikke vanskelig at opdage. Erkebiskoppen har frygtet mulig Indsigelse mod det Hele fra Folkets Side, hvis Overeenskomsten fik fuld Offentlighed, for Folkemeningen varsomt var forberedt; og Erling maatte vel føle ikke alene Frygt men ogsaa Skamfuldhed ved strax aabenlyst at vedgaa, hvorledes han, for at sikkre sin Søn Kongedømmet, havde opoffret dettes Selvstændighed og ældgamle Ret. Noget ganske lignende fandt fra Erlings Side Sted med Hensyn til Vikens Afstaaelse til Danekongen for at erholde dennes Hjælp. Den var ogsaa længe en dyb Hemmelighed, indtil endelig Erling ved Valdemars paatrængende Fordringer blev nødt til at aabenbare den for Vikværingerne, hvis Misnøie den da ogsaa i høieste Grad vakte; og den Sag blev kun med Vanskelighed udjævnet saaledes, at Afstaaelsen blev omgaaet derved, at Erling tog Viken til Len af Kong Valdemar med Jarlsnavn, medens forøvrigt Forholdene bleve ved det Gamle, og Danekongens Overhøihed over Viken kun var til i Navnet. Om Erling kan have havt en lignende Tanke i Baghaanden med Hensyn til Overeenskomsten med Erkebiskop Eystein, nemlig ved gunstig Leilighed at faa den kuldkastet ved Hjælp af Folkets Stemme, – det er noget, som vist altid bliver umuligt at afgjøre, skjønt det ikke er uligt Erlings øvrige Sluhed og samvittighedsløse Statskløgt. Vist er det imidlertid, at noget aabenbart Skridt af ham i denne Retning ingensteds med Bestemthed antydes^[23]. Erling trængte ogsaa i hele sin Levetid alt for meget til Erkebiskoppens Understøttelse, til at han skulde have vovet at bryde med denne; og hans Søn Kong Magnus var af en altfor aaben og ridderlig Karakter til at have villet i sin myndige Alder indlade sig paa slig Underfundighed, der vilde have skjændet baade hans eget og hans Faders Navn ved at stemple dem som Løftebrydere, ja som Menedere imod Kirken.

Det kan saaledes være høist rimeligt, at baade hiint Brev og Artikelen i Gulathingsloven ere noget yngre end den egentlige Overeenskomst, om end begge Dele ere fuldkommen egte. Maaskee tænker man sig rettest Gangen i det Hele paa følgende Maade: En Overeenskomst mellem Erling Skalke og Erkebiskop Eystein, aldeles stemmende med hvad ovenfor er anført, er bleven afsluttet umiddelbar før Kong Magnus Erlingssøns Kroning; men denne Overeenskomst har – som endnu dengang i Norge var det almindeligste – været afsluttet mundtlig i den pavelige Legats, de norske Biskoppers og maaskee enkelte andre paalidelige Vidners Overvær, i hvis Vidnesbyrd, ligesom i de fra begge Sider svorne Ed er, den havde sin lovlige Sikkerhed. Først efter dens Afsluttelse er Kroningen foregaaet, og Kroningseden, som Erling og tolv Lendermænd med den umyndige Konge aflagde, har været saaledes indrettet, at ogsaa den indeholdt en Betryggelse for Overeenskomstens Fasthed. Senere – uvist naar – har Erling benyttet sin Indflydelse i Gulathingslagen, hvor han havde de mest udbredte Ætforbindelser, til at faa den ovenanførte Artikel om Kongens Antagelse vedtagen paa Gulathing og indført i Gulathingsbogen; det var den Deel af Overeenskomsten, som var ham mest magtpaaliggende, og den blev vedtagen med en Varsomhed i Udtryksmaaden, som paa den ene Side kunde gjøre den nogenlunde smagelig for Thingmændene, og paa den anden Side maaskee tilstede i enkelte Dele en gunstigere Forklaring for Kongedømmet, end egentlig af Erkebiskoppen var paatænkt. Erkebiskoppen har atter længere hen fundet Kirkens Sag ved den brugte Fremgangsmaade mindre betrygget end ønskeligt var, og fordret en skriftlig Erklæring fra Kongedømmets Side; og denne fik han ved Kong Magnus’s ovenomtalte Brev. Dettes aabenbare forvanskede Datering lader sig med størst Lethed og Sandsynlighed berigtige til 1174 den 24de Marts, som er Paaskedag Netop paa denne Tid truedes Magnus’s Kongedømme ved et Parti, det reiste sig i det østligste af Viken paa Sveriges Grændse, de siden saa berømte Birkebener, der havde i sin Spidse en Kongesøn, nemlig Eystein med Tilnavnet Meyla, en Søn af Kong Eystein Haraldssøn. Partiet viste sig om Vinteren mellem 1173 og 1174, eller i den allerførste Begyndelse af sidstnævnte Aar. Denne Omstændighed har drevet Kong Magnus og hans Fader til at føie Erkebiskoppens Ønske. Ifølge dette har da Magnus, som nu selv var fuldmyndig til Landsstyrelsen, nemlig 18 Aar gammel, i Nidaros’s Kathedralkirke, paa Paaskedag 1174, i egen Person offret sin Krone til St. Olaf og ledsaget denne høitidelige og offentlige Handling med Udstedelsen af hiint mærkelige Brev, der skulde tjene til ubrødelig Sikkerhed for den tidligere mundtlig afsluttede Overeenskomst. I Brevet nævnes Erling aldeles ikke; det er udstedt af Magnus som selvstyrende Konge og er stilet til „Eystein, af Guds Naade Thrøndernes Erkebiskop, det apostoliske Sædes Legat, og alle Biskopper, Geistligheden og alt Folket i Norge“^[24]. Hvad ellers Udtrykket: „det apostoliske Sædes Legat“ angaar, da kan det ikke af drevet sees, enten dette er en Titel for Erkebiskop Eystein, eller derved antydes en særegen pavelig Legats Nærværelse. Kong Haakon Sverrerssøns oftere forhen nævnte Brev omtalter: „Ede, som bleve svorne før Legaten Fidentius, dengang da Jarlen (Erling Skakke) trættede (hóf deilu) med Erkebiskop Eystein om den hellige Kirkes Frihed“^[25]. Man har almindelig antaget, at Navnet Fidentius er feilagtigt for Stefanus, og at med de nævnte Ede menes dem; som bleve aflagte i Anledning af Magnus’s Kroning 1164; og man har til Bestyrkelse derfor anført, at Fidentius først kom som Legat til Norden i 1196 og døde i Begyndelsen af 1197 i Lund i Danmark uden at komme til Norge. Men muligt kunde det dog ligefuldt være, at Fidentius engang tidligere, omkring 1174, har været afsendt i pavelige Erinder til Norden, at han dengang har været tilstede i Nidaros, da Magnus offrede sin Krone, og at det saaledes virkelig kan være ham, som i Brevet er meent ved uret apostoliske Sædes Legat“. Kong Magnus’s Handling og Brev var i dette Tilfælde end mere betydningsfuldt og forbindende.

Vi have saa udførligen handlet om Overeenskomsten mellem Erkebiskop Eystein og Erling Skakke, fordi den staar som en høist mærkelig Kjendsgjerning, oplysende ikke alene Norges kirkelige Forholde i Middelalderen, men ogsaa Pavedømmets hierarchiske Grundsætninger i det Hele, hvor farlige de vare for Kongemagten, og paa hvilken nærgaaende Maade for denne de gjordes gjældende, naar Leilighed tilbød sig. Det er et Træk, som klarligen viser, til hvilket Maal den Tids Hierarchi stræbte, og hvor klogt og kraftigen Omstændighederne benyttedes for at naa det.

1. Isl. Ann. 64.
2. Afhandling om den norske Kirkes Forh. til Staten, Anh. t. Udg. af Kgsp. S. 186.
3. Se ovenfor S. 137.
4. Se ovenfor S. 170.
5. N. g. L. I. 131. jfr. ovenfor S. 189.
6. eller 1158. Isl. Ann. 64.
7. Afhandlingen i Udg. af Kongesp. S. 186.
8. „sniallr maðr mikill“ Fgrsk. 179.
9. „skörungr mikill“ Snorre Magn. Erl. S. c. 16.
10. „Successores autem tui ad Romanum pontificem tantum recepturi donum consecrationis accedant, et ei simili modo et Romanæ ecclesiæ subjecti semper existant“, N. g. L. I. S. 440.
11. Suhms og Schønings Forbedringer S. 415.
12. Sn. Mgn. Erl. S. c. 16; Fgrsk. 179.
13. Fgrsk. 179: se ovenfor S. 232.
14. Sver. S. c.97 (Not. 10).
15. Om disse Forhandlinger mellem Erling Skakke og Erkebiskop Eystein findes tvende i Hovedsagen stemmende, men i Enkelthederne lidt afvigende Beretninger, nemlig i Fagrskinna S. 179, 180, og i Snorres Magnus Erlingssøns Saga c. 16, 21, 22. Ved nøie at sammenholde begge, forekommer det mig – hvad ogsaa i sig selv er rimeligst –, at Forhandlingerne have været drevne i længer Tid, paa forskjellige Steder og ved forskjellige Leiligheder, hvilket Fagrskinna antyder, da derimod Snorre lader alt blive afgjort i Bergen strax for Kroningen. Jeg har antaget med Fgrsk., at Forhandlingerne ere begyndte i Nidaros engang da Erling der var tilstede, og da forekommer mig det rimeligst, at dette har været om Vaaren 1162, da Magnus Erlingssøn paa Ørething blev tagen til hele Norges Konge. Man har som mig synes al Grund til at tro, at Erkebiskoppen og med ham Geistligheden i sig selv har været gunstig stemt mod Erling, som den der stod i Spidsen for Inges gamle Parti, Mat Erling har tiet stille med de Besværinger han kunde have at fremføre mod Erkebiskoppen, indtil Magnus var tagen til Konge paa Ørething, at ikke den indflydelsesrige Erkebiskop skulde lægge Hindringer i Veien for denne vigtige Handling, – men at han, da den lykkelig var fuldbragt, har vovet sig til at gjøre Erkebiskoppen Forestillinger, rimeligviis især for at fele ham paa Tænderne, og at dette nu strax har ledet til friere Forklaringer fra begge Sider. Grundlaget for Overeenskomsten er nu blevet udkastet i Nidaros, men Pagten er først bleven fuldkommen afgjort paa Mødet i Bergen 1164, kort før Magnus’s Kroning virkelig foregik. Munch er i enkelte, dog mindre væsentlige Dele, af en anden Mening øm Forhandlingernes Gang; se det norske Folks Historie II. 926–939.
16. „Præterea dignitates et privilegia huic ecclesiæ propter honorem pallii concessa et legibus confirmata, sc. de augmento eqvorum et de farina ducenda xxx lest, et de hereditate advenarum clericorum … annuo et confirmo. N. g. L. I. S. 443 f.
17. Med Hensyn til denne sidste Artikel heder det i. Dokumentet: „Et præter hoc de electionibus faciendis et ecclesiis disponendis, in qvibus olim regius consensus abolitus est et abjuratus, scilicet regibus irreqvisitis et episcopatus darentur et ecclesiæ, et reliqva tunc concessa, in honorem dei et meimet salutem his literis et annuo et confirmo“. (N. g. L. I. S. 444). Er her Tale om en forudgaaende Afsvergelse fra Kongedømmets Side gjort paa Magnus Erlingssøn Vegne? eller om en endnu ældre? – hvilken da maatte være en Afsvergelse af Kongerne Eystein, Sigurd og Inge Haraldssønner, og da rimeligviis den hvortil Kong Haakon Sverrerssøns Brev sigter; se ovenfor S. 221, 224.
18. „eptir því sem iátti Magnus konungr, hinn fyrsti koronaðr konungr i Noregi“ – tilføies her i selve Grundtexten.
19. Æld. G. L. c. 2, i N. g. L. I. 3. f.
20. Thi at her ei kan ogsaa tænkes paa Kvinde forbyde baade Ordene i Lovstedet og i det Hele den i Norge almindelige og endnu længe efter herskende Anskuelse, at Kongedømmet ei kunde bestyres ved nogen Kvinde.
21. N. g. L. I. 442–444.
22. Æld. Gul. L. c. 2 (N. g. L. I. 3 f.)
23. Det eneste skulde muligen være i Kong Haakon Sverrerssøns Brev, paa det Sted, som nedenfor vil blive anført i Anledningen af Legaten Fidentius.
24. „Magnus dei gratia rex Norvegiæ Augustino eadem gratia Throndensium archiepiscopo, apostolicæ sedis legato et universis episcopis, clero et omni populo per Norvegíam constitutis salutem“.
25. N. g. L. I. 445. Jeg skylder dog at bemærke, at Navnet Fidentius kun findes i det ved Udgaven benyttede Hovedhaandskrift, medens i det andet blot læses: Legaten uden Navns Tilføielse.