Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/22

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (1s. 229-246).

Kardinal Nikolaus’s Ophold i Norge havde for Øieblikket dæmpet den ulmende Tviſt mellem de norſke Konger; men det varede ikke lang Tid for den igjen livnede op og endelig ſlog udi lys Lue. Eyſtein og Sigurd, ſkjønt ſelv ikke i den bedſte Forſtaaelſe, forenede ſig endelig afgjørende om at udelukke Inge fra Kongedømmet. Men denne, eller rettere hans kloge og kraftige Raadgivere, kom Brødrenes Planer i Forkjøbet. Sigurd blev dræbt 1155 i Bergen, Eyſtein havde to Aar efter 1157 den ſamme Skjebne i det øſtlige Viken, og Inge Haraldsſøn var nu Norges Enekonge.

Under denne uhyggelige Brødre-Strid fremtræder en Kjendsgjerning, ſom vedrører Kirken, og ſom viſer paa den ene Side, at den udhævede Fare ved Biſkopsvalgenes Afhængighed af et deelbart Kongedømme, ikke var greben af Luften, — og paa den anden Side, hvor lidet Kongerne i Virkeligheden anſaa ſig indſkrænkede i ſin Beſkikkelſesret ved de nys indførte Domkapitler. Da nemlig Biſkop Sigurd i Bergen døde 1156[1], beſkikkede Kong Eyſtein ſin Kapellan Paal til hans Eftermand; men hermed var Kong Inge ikke fornøiet, og da Kong Eyſtein var fældet, drev han Paal egenmægtigen fra Biſkopsſtolen og indſatte en Nikolaus Petersſøn fra Sogn til Biſkop i hans Sted. Paal kom vel ſenere igjen til ſin Ret, men dette er dog neppe ſkeet før efter Kong Inges og maaſkee ogſaa Modbiſkoppens Nikolaus’s Død. En lignende Vilkaarlighed udviſte Inge, da Erkebiſkop Jon døde, hvorom lidt nedenfor ſkal tales[2].

Inge Haraldsſøn havde ved ſine Brødres Fald hævet ſig til at blive Norges Enekonge. Men under den forudgaaende Kamp havde der af hans Brødres Tilhængere dannet ſig et faſtſluttet Parti, ſom vel ikke ſtrax var ſterkt nok til at omſtyrte Inges Kongedømme, men ſom dog altid havde det i ſin Magt at uro ham i hans Enevælde. Dette Parti ſatte i ſin Spidſe Sigurd Munds unge Søn, Haakon med Tilnavnet Herdebred. Det fandt en Støtte i Thrønderne, der blandt Nordmændene havde været gunſtigſt ſtemt mod Inges Brødre, og det lykkedes Haakon ved et uformodet Tog til Throndhjem at blive tagen til Konge her 1159, dog ſaaledes at kun den Trediepart af Kongedømmet tilkjendtes ham, ſom hans Fader havde beſiddet. Det er høiſt tvivlſomt, øm dette Skridt kunde anſees for lovligt, ſaalænge Inge endnu var i Live[3]; —— viſt er det, at denne ſidſte ikke i nogen Maade vilde erkjende Haakons Ret. En blodig Kamp mellem de to Partier tog nu ſin Begyndelſe. Overmagten var viſt nok endnu afgjørende paa Inges Side; men der indſneg ſig Avind og Misforſtaaelſe mellem hans to fornemſte Raadgivere, de mægtige Høvdinger Gregorius Dagsſøn og Erling Ormsſøn med Tilnavnet Skakke, en Omſtændighed der ſvækkede Partiets Kraft. Inge var lidt ſenere uheldig nok til at miſte ſin ſikkreſte Støtte, Gregorius Dagsſøn, der faldt i et Slag i Nærheden af Konghella mod Haakons Parti den 7de Januar 1161; og ikke fuldt een Maaned efter faldt Inge ſelv den 3die Februar i et Slag paa Iſen ved Oslo.

Haakon Sigurdsſøn Herdebred var nu før Øieblikket den eneſte ſom bar Kongenavn i Norge, en uerfaren Yngling paa 14 Aar, ſom desuden ikke nød det Held at være omgiven af Raadgivere, der vare ſit vanſkelige Kald voxne. Iſtedetfor med Alvor at ſøge en oprigtig Udſoning med Høvdingerne for Inges fremdeles mægtige men nu kongeløſe Parti, vakte Haakon ſtrax disſes Mistanke og eggede dem derved til en Fortvivlelſens Modſtand. I Spidſen for Inges Parti ſtod, efter Gregorius Dagsſons Død, dennes Medbeiler Erling Skakke, der ikke havde ſin Lige blandt Norges Høvdinger i Kraft og Klogſkab. Erling hørte baade paa Firderne og Møderne til Norges mægtigſte og anſeligſte Lendermandsætter, og derhos var han gift med Kong Sigurd Jorſalfarers egtefødte Datter Kriſtin. Han havde, ſom ovenfor er berørt, i Forening med Orknøernes Jarl, Røgnvald Kale og flere Høvdinger, gjort et Tog til Jeruſalem (1152—1155)[4], hvilket høieligen hævede ham i hans Landsmænds Agtelſe, og efter ſin Hjemkomſt til Norge havde han ſtadigen holdt ſig paa Inges Side ſom en af dennes indflydelſesrigeſte Raadgivere. Da Erling var kommen til Vished om, at han af Modpartiets Høvdinger kun havde Ondt at vente, fattede han den driſtige Beſlutning at opretholde Inges Parti og ſelv blive dets øverſte Leder. Han ſamlede ſtrax til Bergen Inges fornemſte Tilhængere og fik deres høitidelige Tilſagn om at ville holde Partiet ſammen. Men for at dette kunde give ſin Modſtand Vegt i Folkets Øine maatte det have en Konge i ſin Spidſe. Man kjendte for Tiden ingen Kongeſøn, ſom man kunde eller vilde ſætte op mod Haakon. Da fik den ſlue Erling ledet Valget hen paa ſin egen Søn, Sigurd Jorſalfarers Datterſøn, Magnus, et Barn paa fem Aar, i hvis Navn Erling ſelv, ſom hans naturlige Verge, ſkulde føre Styrelſen. Det var noget aldeles nyt og hidtil uhørt i Norge, at man gav En Kongenavn, ſom ikke i mandlig Linie ſtammede fra Harald Haarfager og ikke var Kongeſøn; men ſaa ſtor var Erlings Indflydelſe og ſaa vel vidſte han at benytte ſig af den Ærefrygt og Kjærlighed, ſom endnu knyttede ſig til Sigurd Jorſalfarers Minde, at Sagen havde Fremgang. Magnus blev paa et Thing i Bergen i 1161 tagen til hele Norges Konge, med Tilſideſættelſe af Norges gamle Konge-Arvefølge, og imod en Konge, hvis Arveret efter Loven var utvivlſom.

Erling følte ſig dog endnu for ſvag til at vove en Kamp mod Haakon og beſluttede førſt at ſtyrke ſig ved udenlandſk Hjælp. Han drog til den danſke Konge Valdemar I, for at ſøge hans Underſtøttelſe og han fik den imod hemmeligt Løfte om, at Viken ſkulde blive Danekongen afſtaaet, naar Magnus blev befæſtet i Norges Kongedømme. Med danſk Forſterkning vendte han nu tilbage til Norge, hvor imidlertid Haakon Herdebred var tagen til hele Landets Konge i Throndhjem. Det lykkedes Erling efter nogle heldige Kampe at overrumple Haakon og fælde ham i et Slag ved Øen Sek i Raumsdalsfjorden 1162. Erling drog nu ſtrax til Throndhjem, hvor han fik ſin Søn Magnus paa Ørething tagen til Konge over hele Norge, ſkjønt ikke ganſke med Thrøndernes gode Villie. Høvdingerne for Haakons Parti ſtillede vel Sigurd, en anden Søn af Sigurd Mund, i ſin Spidſe med Kongenavn; men Rigets bedſte Kræfter ſtode allerede til Erlings Raadighed. Sigurds Parti blev uden ſynderlig Vanſkelighed ſplittet, og Sigurd ſelv fangen og henrettet 1163.

Der var nu for Øieblikket ingen Høvding af Indflydelſe i Norge, ſom aabenlydt vovede at hæve ſin Stemme mod Magnus Erlingſøns Kongedømme. Alligevel følte ikke Erling det ſikkret. Han vidſte vel, at det ikke var grundet paa gammel Lov og Landsret; han vidſte at Norges Almue og iſær Thrønderne holdt faſt ved den gamle Arvefølgeorden i Harald Haarfagers Mandslinie, og han forudſaa, at ligeſaaſnart ſom en Kongeſøn viſte ſig, vilde denne finde Tilhang, og Magnus’s Kongedømme atter ſvæve i Fare. Under disſe tvivlſomme Omſtændigheder var det, at Erling vendte ſig til Kirken for i dens Biſtand at finde en Støtte for ſin ærgjerrige Stræben, — et Skridt, ſom drog de vigtigſte Følger baade for Stat og Kirke efter ſig.

Jon Birgersſøn var udentvivl allerede en aldrende Mand, da han blev ophøiet paa Nidaros’s Erkeſæde. Han havde nemlig forud lige fra omkring 1135 (hans Formands Reinalds Dødsaar) været Stavangers Biſkop. Hans Erkebiſkopsdømme varede ikke meer end fem Aar. Det eneſte Spor, der, ſaavidt bekjendt, er efterladt af hans kirkelige Virkſomhed, er en Beſtemmelſe optagen i den ældre Froſtathingslovs Chriſtenret Daaben vedkommende. Hvis en Kvinde er ganſke ene, naar hun føder, og Barnet er ſaa ſvagt, at det ei kan føres til Preſt, og ingen anden er i Nærheden, ſom kan hjælpe det til Daaben, da ſkal Moderen ſelv døbe det, heller end at det ſkal dø udøbt. Hun ſkal døbe det i Vand, hvis det er til; hvis ikke dyppe det tre Gange i Dug, eller i Sne, eller i Sø; eller hvis ingen af Delene ere til, da gjøre Korstegn med Spyt paa dets Bryſt og Skuldre under Fremſigelſe af Daabsordene, og give det Navn. Barnet kan da begraves i viet Jord, og Konen behøver ei at ſkilles fra ſin Mand. I Begyndelſen af denne Beſtemmelſe heder det: „Saa har Erkebiſkop Jon ſagt og tilladt“[5]. Jon Birgersſøn døde i 1157[6].

Hans Eftermand var Eyſtein Erlendsſøn. Denne blev ikke valgt til Erkebiſkop paa den Maade, ſom nu, efter at Nidaros’s Kirke havde faaet ſit Kapitel, maatte anſees for lovlig eller canoniſk: ved dettes Valg. Han udnævntes derimod af Kong Inge Haraldsſøn, hvis Kapellan og Skatmeſter (féhirðir) han forud var, paa en aldeles vilkaarlig Maade uden Henſyn til Chorsbrødrene i Nidaros[7]. Men i Eyſtein fik ligefuldt Kirken og Hierarchiet en Forkjæmper, ſom i Driſtighed og hvitſtræbende Planer neppe fandt ſin Overmand blandt Nidaros’s følgende Erkebiſkopper. Eyſtein Erlendsſøn ſkildres ſom en Mand, der med ſtor Veltalenhed[8] og et myndigt Væſen forbandt ſtor Dygtighed[9]. Om hans aandelige Gaver og hierarchiſke Sindelag vidner nokſom hans ſenere Færd. Han hørte desuden til en af Thrøndelagens mægtigſte Ætter, langt ude paa Kvindeſiden beſlegtet og beſvogret med ſelve Kongeætten, en Omſtændighed, der lagde en ikke ringe Vegt til den Anſeelſe, ſom hans høie Plads i Kirken i og for ſig medgav. Endelig maa hans foregaaende Stilling ſom Kong Inges Skatmeſter og Kapellan, hvilket ſidſte vil ſige det ſamme ſom ſenere Tiders Kansler, have gjort ham fortrolig med alle Kongedømmets Anliggender, baade offentlige og hemmelige. Alt dette, iſær under den norſke Stats daværende mislige indre Stilling, under den verdslige Magts Sønderſplittelſe, maatte forud betegne Eyſtein ſom den, hvem en mægtig Indgriben i Fædrenelandets Fremtidsſkjebne var forbeholdt.

Imellem Eyſteins Udnævnelſe til Erkebiſkop ved Kong Inge og hans virkelige Tiltrædelſe af Erkeſtolen ſynes en temmelig lang Tid at være forløben. Hans Udnævnelſe ſynes at maatte være foregaaet 1157 eller 1158, men hans Indvielſe og Tiltrædelſe henføres med Beſtemthed til 1161. Hvad Aarſagen har været til denne Henſtand finde vi ingenſteds angivet. Vi kunne dog her maaſkee opſtille nogle rimelige Gjætninger. Førſt er det heel ſandſynligt, at den kloge Eyſtein har villet ſikkre ſig Kapitelets eller Chorsbrødrenes Stemme i Nidaros, for at han ikke af Paven ſkulde blive anſeet ſom paatrængt Erkeſtolen paa en aldeles ucanoniſk Maade, ved et blot og bart kongeligt Magtſprog. Men til at ordne dette er vel nogen Tid hengaaet. Derpaa maa det antages, at han har begivet ſig til Rom. Hertil maatte han føle en dobbelt Opfordring: ſom den der ikke i Forveien var Biſkop, maatte han dertil indvies, — og dernæſt ſkulde han modtage ſit Pallium. Erkeſædets Fundationsbulle udtaler tydeligen, at den vordende Metropolitan ſkulde indfinde ſig perſonligen hos Paven for af ham at modtage Indvielſen og med det ſamme forpligte ſig til beſtandig Underkaſtelſe under ham og den romerſke Kirke[10]. Regelen anſaas viſt nok ogſaa ſtedſe at være den: at den valgte Erkebiſkop, forſaavidt han endnu ikke havde Biſkopsvielſe, ſkulde modtage denne af Paven ſelv tilligemed Pallium, og hvis han allerede var Biſkop, dog hos Paven ſkulde perſonlig ſøge og af ham iklædes ſit Pallium. Undtagelſe fra denne Regel kunde gives, det vidſte ſig ved ſenere indtrædende Tilfælde, ſaaledes at Pallium nemlig overſendtes fra Rom; men det er ikke rimeligt, at noget ſaadant med Henſyn til Eyſtein fandt Sted, lige i Erkeſtolens førſte Tilværelſe, og da det udentvivl maatte være Eyſtein ſelv magtpaaliggende at træffe ſammen med Paven, ſom ved hans Udnævnelſe ganſke viſt endnu var den alle Nordmænd ſaa vel bekjendte Hadrianus IV. Eyſtein har ſaaledes, efter at have bragt ſit Valganliggende i Norge i Rigtighed, tiltraadt en Reiſe til Rom. At nu igjen hans Ophold her er blevet langvarigere end maaſkee paaregnet, dertil kunne vi let i de daværende romerſke Forholde finde tilſtrækkelig Grund. Hadrianus IV døde haſtigen d. 1ſte Sptbr. 1159, maaſkee for Eyſteins Ankomſt, i ethvert Fald for hans Indvielſe. Men efter Hadrianus’s Død indtraadte et deelt Pavevalg: Fleertallet af Kardinaler valgte Alexander III, et Mindretal derimod Victor IV, og Europas Riger deelte ſig mellem disſe Paver. Victor erkjendtes af Keiſer Fredrik den 1ſte, Alexander af de fleſte andre europæiſke Fyrſter. Victors Parti fik for en Tid Overhaand i Italien, og Alexander maatte i April 1161 tage ſin Tilflugt til Frankrige. Disſe Tviſtigheder maa ganſke viſt have forſinket Eyſteins Indvielſe, da han naturligviis førſt maatte erklære ſig for een af Paverne. Han ſynes at have traadt paa Alexanders Side, da man finder Norge omtalt blandt de Riger, ſom erkjendte denne; og der er al Sandſynlighed for at han af Alexander er bleven indviet og iklædt Pallium enten ganſke tidlig i Aaret 1161 i Italien, for Paven flygtede herfra, eller længer ud paa Aaret i Frankrige, efter Alexanders Ankomſt did. I hvorledes nu end dette forholder ſig, ſaa er det ſikkert, at Eyſtein i Slutningen af 1161 var kommen indviet til ſit . Erkeſæde; thi en Indſkrift viſer, at han den 26de November dette Aar, hvilket udtrykkelig kaldes hans Biſkopsdømmes førſte (regnet fra hans Indvielſe), i Egenſkab af Erkebiſkop indviede et Alter i Nidaros’s Kathedralkirke[11]. Er nu den Forudſætning rigtig, at Eyſtein eet Aars Tid eller mere har opholdt ſig i Syden i Pave Alexander IIIs Nærhed, ſaa har han havt en god Skole at uddanne ſig i, og har viſt ikke heller ladet Tiden ubenyttet. Alexander var ſom bekjendt en af ſit Aarhundredes kraftigſte, ſtatsklogeſte og meeſt hierarchiſkſindede Paver-, af hvem Eyſtein ret kunde lære hvorledes Kirkens Forſtandere ſkulde bekjæmpe den verslige Magts Indflydelſe, og derhos kunde ſee dette i Gjerningen udført i Striden mellem Alexander og Keiſer Fredrik. Desuden havde Eyſtein under et ſaadant Ophold den bedſte Anledning til grundigen at ſtudere den canoniſke Ret og gjøre ſig bekjendt med det nye Syſtem af denne, ſom førſt for 10 Aar ſiden var opſtillet i Decretum Gratiani. Fra Eyſteins Tid af finder man ogſaa denne almindelige Kirkelov hyppig paaberaabt i den norſke Kirke under Navnet Guds Lov (guðs lög), og ſom ſaadan modſtillet den verdslige Landslov (lög manna eller landslög).

Da Erkebiſkop Eyſtein i 1161 tiltraadte ſit Embede blev han modtagen med Velvillie af alt Folket, dog fortrinsviis af Thrønderne; thi alt Storfolket i Thrøndelagen var deels beſlegtet deels beſvogret med ham, og alle vare de hans fuldkomne Venner. Eyſtein benyttede ſtrax denne ſin Venſælhed til Kirkens Fordeel. Han talede med Bønderne om hvor fattig Erkeſtolen var i Forhold til ſin Verdighed, og hvormeget den trængte til at ophjælpes, ſaafremt den nu ſkulde viſe ſig i ſaa meget ſtørre Glands end forhen, da den blot var et Biſkopsſæde. Han foreſlog, at Folket ſkulde underſtøtte den ved at indrømme Erkebiſkoppen Ret til at opbære den ham ifølge Chriſtenretten tilkommende Sagøre, d. e. de ham tilhørende Boder, i Øre Sølvverdi (eyrir silfrmetinn d. e. Øre i gangbar Sølvmynt), iſtedet for at den hidtil betaltes paa ſamme Maade ſom Kongens Sagøre, nemlig i den ſaakaldte Lovøre (lögeyrir eller sex alna eyrir d. e. Øren beregnet til ſex Alen Vadmel), der kun udgjorde Halvdelen. Ved denne nye Beregningsmaade vilde altſaa Erkeſtolens Indtægt af Sagøren blive det dobbelte af hvad den hidtil havde været. Tilgrebet var ſterkt; men ſaa ſtor Fremfærd var der hos Eyſtein, og ſaa vel blev han underſtøttet af ſine mægtige Frænder og Venner, at han fik drevet Sagen igjennem. „Det blev — heder det — dømt efter Loven (ɔ: lovligen vedtaget paa Froſtathinget) for hele Thrøndelagen og i alle de Fylker, ſom hørte til hans Biſkopsdømme (altſaa ogſaa i begge Mørefylkerne, Raumsdølafylke, Naumdølafylke, og Haaleygiafylke)“[12].

Dette var allerede et vigtigt Skridt fremad, men det fulgtes ſnart af andre, langt mere driſtige og betydningsfulde. Ikke længe efter kom Erling Skakke til Throndhjem, — rimeligviis Vaaren 1162, da hans Søn Magnus efter Haakon Herdebreds Fald blev tagen til Konge paa Ørething[13]. Der var nu mange ſom klagede for Erling over hvad Erkebiſkoppen havde drevet igjennem. Alt var jo viſtnok gaaet lovligen til, forſaavidt det var indrømmet af Folket til Thinge; men en vigtig Forandring var dog gjort i Lovens udtrykkelige Beſtemmelſer uden Kongedømmets Vidende og Samtykke; og hvorvidt dette var i ſin lovlige Orden kunde være meget tvivlſomt, iſær da Forandringen gjaldtet Punkt, der vedkom Landsretten eller den offentlige Ret og ikke den private, og da Kongedømmet derved paa en Maade var ſtillet i et ugunſtigere Forhold end Erkeſædet. Erling gav for det Førſte intet Svar paa den forebragte Klage, men førte ſig den dog i Stilhed til Minde.

Der var, ſom let kan tænkes, meget vedkommende Landsſtyrelſen, hvorom Erling behøvede at raadſlaa med Erkebiſkoppen, og de havde ofte Samtaler i Eenrum. Ved en ſaadan Leilighed bragte Erling paa Bane den nylig ſkeede Forøgelſe i Erkebiſkoppens Sagøre og lod ſig forlyde med, at denne ei ſtemmede med Kong Olafs Lov. Eyſtein ſvarede hertil, at Forøgelſen var indrømmet af Bønderne med fri Villie til Guds Ære og Erkeſædets Ophjælpelſe. Den hellige Olaf havde ſelv givet Loven ſom han dengang fik Almuens Samtykke til; men der ſtod ingenſteds i den, at det ſkulde være forbudet at forøge „Guds Ret“. Erling yttrede da, at hvis Erkebiſkoppen vilde forøge ſin Ret, ſaa burde han ogſaa hjælpe Erling til at faa Kongedømmets Ret forøget i ſamme Mon (at Kongedømmet nemlig ſkulde erholde ſin Sagøre beregnet paa ſamme fordeelagtige Maade ſom Erkeſædet). Men hertil ſvarede Erkebiſkoppen, at Erling allerede nokſom havde ſørget for ſin Søns Navn og Magt. Havde Erkebiſkoppen beregnet ſin Sagøre af Thrønderne anderledes end Loven bød, ſaa troede han dog, at Loven langt grovere var overtraadt deri, at der var en Konge over Landet, ſom ikke var Kongeſøn; dette lod ſig ikke forſvare ved Loven, og var uden Exempel i Landet. Da denne Ordvexling havde varet en Stund, bemærkede Erling, at heller end at bebreide hinanden, burde de gjenſidigen underſtøtte hinanden. Han var villig til at hjælpe Erkebiſkoppen at ſtyrke Kirkens Magt, hvis denne til Gjengjeld vilde ſtyrke hans Søns Kongedømme. Hvad dette manglede i Retmæsſighed efter Landsloven, det kunde Erkebiſkoppen udfylde ved Guds Lov, om han nemlig vilde ſalve og krone Magnus til Norges Konge. Denne Handling, ved hvilken Kirken optraadte ſom indviende og velſignende, ſkulde altſaa efter Erlings Mening borttvætte det Ulovlige, ſom klæbede ved Magnus’s Kongedømme, og gjøre ham i Folkets Øine til en verdig Stamfader for en ny Kongeæt. Erling haabede vel ſaamegetmere paa dens Virkſomhed, da Salving og Kroning hidtil havde været uanvendt i Norge, og ſaaledes vilde ſprede en ganſke ny Glands over hans Søns Kongenavn. Erkebiſkoppen mærkede let, hvo der meſt trængte til den anden; han ſaa, at han, ſom Sagerne ſtode, uden Vanſkelighed kunde foreſkrive Erling ſine Betingelſer, og Forbundet mellem disſe tvende ſtatskloge Mænd blev ſluttet.

Før endnu disſe Underhandlinger vare komne til fuld Modenhed, ſaa at de i ſin Udførelſe kunde fremtræde for Almeenheden, indtraf en Omſtændighed, ſom udentvivl paaſkyndede deres endelige Afſluttelſe. I Aaret 1163, rimeligviis mod Aarets Ende, ankom til Norge en pavelig Legat, Magiſter Stefanus, udſendt af Alexander III. Man kjender ikke det egentlige Øiemed for hans Sendelſe; men at hans Komme faldt beleilig for begge de underhandlende Parter, kan neppe omtvivles. Et ſtort, almindeligt Rigsmøde, paa een Gang et Biſkopsmøde eller Provinſial-Concilium og et Høvdingemøde, blev i denne Anledning, i Sommeren 1164, afholdt i Bergen, til hvilket foruden Erkebiſkoppen Landets Biſkopper, en Mængde lavere Geiſtlige, og en ſtor Deel verdslige Høvdinger indfandt ſig. Erling Skakke, ſom juſt om Vaaren havde udryddet de ſidſte Levninger af Sigurd Sigurdsſøns Parti i Viken, kom naturligviis til Modet med den unge Konge. Da Erkebiſkoppen nu havde indviet Legaten i ſit og Erlings Forehavende og med Lethed vundet hans Samtykke, blev Sagen forelagt de øvrige Biſkopper og Geiſtlige, der uden Modſigelſe ſluttede ſig til ſin Metropolitan. Derpaa blev den otteaarige Magnus Erlingsſøn med al den Pragt, ſom kunde opdrives, ſalvet og kronet i Chriſtkirken[14]) i Bergen af Erkebiſkop Eyſtein i Overvær af den pavelige Legat og fem Biſkopper, fire norſke og een islandſk; de norſke udentvivl: Thorſtein af Oslo, Villialms Eftermand, Orm af Hamar, Arnalds Eftermand, Paal af Bergen og Peter af Stavanger, Jons Eftermand; den islandſke: Brand Sæmundsſøn af Hole, der efter Bjørn Gilsſøns Død i 1162 var bleven valgt og nu netop var bleven indviet af Erkebiſkoppen. Erling og tolv Lendermænd aflagde med den unge Konge Kroningseden, hvis Indhold man ikke kjender, men ſom maa have været affattet ſterkt til Gunſt for Kirken, da ſenere Konger ei vilde indlade ſig paa at aflægge den ſom ſkadelig for Kongedømmets Ret[15].

Ved Magnus Erlingsſøns Kroning havde Erkebiſkop Eyſtein opfyldt ſin Deel af Overeenskomſten. Hvorledes Erling Skakke og Kong Magnus opfyldte ſin, derom tie vel vore Sagaer; men af andre Kilder vide vi med Sikkerhed, at Magnus’s Krone blev kjøbt dyrt, ja man kan ſige: med Kongedømmets Ydmygelſe under Kirken. Der hviler viſt nok nogen Dunkelhed over denne Sag, dog mindre med Henſyn til det virkelige Indhold af de fra Kongens Side indgangne Forpligtelſer, end med Henſyn til Tiden, da disſe offentlig bleve udtalte, ved Brev ſtadfæſtede og i Landsloven indførte. Hvad der fra Kongedømmets Side indrømmedes var i Hovedſagen følgende: — Norges Rige ſkulde for evindelige Tider tilhøre Gud og den hellige Olaf, under hvis Overhøihed (dominium) Kongen ſkulde foreſtaa det ſom hans Vicarius og Vasſal (tamqvam suus vicarius et ab eo tenens); og til Tegn paa Kongedømmets beſtandige Underkaſtelſe ſkulde ved enhver Konges dødlige Afgang hans Krone offres paa Metropolitankirkens Alter. Erkebiſkoppen ſkulde videre have Net til Meeludførſel til Island for et viſt Læſtetal. Alle Pilegrimer til den hellige Olaf ſkulde paa det Strengeſte beſkyttes, og Vold mod dem ſtraffes med Fredløshed. Beſmittelſe af Metropolitankirken og andre Kathedralkirker ſkulde ſtraffes med forhøiede Bøder. Kongen og alle hans Mænd ſkulde rigtig yde Tiende. De Særrettigheder, der allerede vare Metropolitanſædet indrømmede til Ære for Pallium, ſkulde være ſtadfæſtede[16]. Biſkopsvalgene og Kirkernes Beſættelſe ſkulde endelig foregaa uden nogenſomhelſt Indblanding fra Kongedømmets Side[17].

I den nærmeſte Forbindelſe med disſe Kirken indrømmede Rettigheder, ſtod en Beſtemmelſe med Henſyn til Kongearvefølgen og Kongens Udnævnelſe, der ogſaa letteligen vil ſees at være væſentligen til Kirkens Fordeel, om end derved tillige tilſigtes en Stadfæſtelſe af Magnus Erlingsſøns Kongedømme og Udelukkelſe af alle fremtidige Fordringer, ſom kunde blive dette farlige. Beſtemmelſen gaar ud paa Følgende: — Den ſkulde være Norges Konge, der var Norges Konges ældſte egtefødte Søn, med mindre Ondſkab eller Uforſtand gjorde ham udygtig til Kongedømmet, da iſaafald den af hans ſamfædre Brødre ſkulde træde i hans Sted, hvem Erkebiſkoppen, Lydbiſkopperne og tolv af dem tilnævnte Mænd af hvert Biſkopsdømme dertil fandt ſkikket. Var ingen egtefødt Søn forhaanden, da ſkulde den være Konge, ſom var nærmeſt i Arv efter de Tilnævntes (tilnævnte Vælgeres) Dom, hvis han ſyntes dem ſkikket. Opſtod Meningsulighed mellem de Tilnævnte, da ſkulde Fleerheden raade, naar Erkebiſkop og Biſkopper ſtode paa ſamme Side (fylgia). Efter Kongens Død, ſkulde alle Biſkopper, Abbeder, Hirdſtyrere og hele Hirden ſamt tolv de viſeſte Mænd af hvert Biſkopsdømme, tilnævnte af Biſkoppen, inden een Maaned ſøge til den hellige Olaf for at raadſlaa med Erkebiſkoppen, og ved denne Leilighed ſkulde den afdøde Konges Krone offres for hans Sjæl og hænge der (hos St. Olaf d. e. over hans Alter i Kathedralkirken) evindeligen Gud og den hellige Kong Olaf til Hæder[18]. Men hvis nogen paa anden Maade lod ſig tage til Konge, da ſkulde han have Gods og Fred forbrudt, ligeſom og enhver ſom dertil underſtøttede ham, og være i Guds og alle Helgenes, Pavens, Erkebiſkoppens og alle Lydbiſkoppers Ban. De ſom Biſkopperne tilnævnte med ſig til denne Færd, men ſom unddroge ſig for den, ſkulde være i Interdict (í forboðum), brodige 40 Mark til Kongen, og ikke begraves ved Kirken, hvis de døde i Interdictet[19].

Betragter man nu denne Overeenskomſt mellem Kongedømme og Kirke i dens Helhed og Konſekvens, maa man finde, at den medførte en gjennemgribende Forandring i hele Norges Statsforfatning, idet denne, ſaa at ſige med et eneſte Slag, formedes til et Ideal af hvad en Stat efter Pavedømmets Grundſætninger ſkulde være; — og man maa for ſaavidt beundre Erkebiſkop Eyſteins Kløgt. Kirkens enkelte Særrettigheder træde her i Baggrunden ſom nødvendige Følger af den ſtore Hovedſætning: Norges Kongedømme er et Len af St. Olaf, — hvilken Hovedſætning igjen paa en klog Maade er praktiſk gjennemført i et af Kirkens Dom afhængiggjort Kongevalg. Grundſætningen paa hvilken den hele hierarchiſke Bygning hvilede ſkulde anſkueliggjøres ved Kronens Offring paa St. Olafs Alter. Den hellige Olaf ſkulde være Norges virkelige men uſynlige Konge, — en Foreſtilling, der allerede var Nordmændene tilvant. Han repræſenteredes ſynligen af tvende Perſoner: af Norges Erkebiſkop, ſom den af ham ſtiftede norſke Kirkes Forſtander, — og af Norges Konge, ſom Landets verdslige Styrer ifølge St. Olafs Forlening. Men Kongens Verdighed eller Uverdighed til Lenet bedømtes af Norges Erkebiſkop med hans norſke Lydbiſkopper, hvilke herved, ifølge en høiere myſtiſk Bemyndigelſe kun udtalte Lensherrens, St. Olafs, Dom over ſin Vasſal. Kongedømmet blev ſaaledes underordnet Erkeſædet, og Erkebiſkoppen St. Olafs nærmeſte Repræſentant, hvilken dog naturligviis ikke derfor unddroges det Lydighedsforhold, hvori han ſtod til St. Peters Repræſentant og Efterfølger, Paven. Dette var en hierarchiſk Bygning ſaa god ſom nogen Pave kunde forlange.

Den gamle Kongearvefølge var den: at hver Kongeſøn, ligemeget om egtefødt eller uegtefødt, var efter ſin Fader berettiget til Kongedømmet eller Deel i ſamme, og hvorvidt denne allerede ved Fødſelen givne Ret var tilſtede hos den enkelte Perſon, det bedømtes af Bønderne eller Folket til Thinge, ſom efter at have underſøgt dette og fundet det i Orden, tildømte Vedkommende Kongedømmet ved en høitidelig Retshandling og meddelte ham Kongenavnet ved En af ſin egen Midte. Denne Kongearvefølge indſkrænkedes nu paa den ene Side ved den egte Fødſels og Førſtefødſelens Forret; — dette maatte ſynes hver, ſom tænkte noget dybere over Norges hidtilværende Forhold, gavnligt, da derved Kongedømmets ſande Eenhed vandtes, og den Kilde til indre Splid ſtoppedes, ſom Kongedømmets Deelbarhed mellem flere Kongeſønner og de uegteſødte Kongeſønners lige Arveret med de egtefødte altid holdt aaben, og det efter Erfaringens Vidnesbyrd til Landets ſtore Ulykke. Paa den anden Side udvidedes Kongearvefølgen derved, at den ikke udelukkende og udtrykkelig heftedes ved Kongeſønner af Harald Haarfagers mandlige Linie, men udſtraktes til den nærmeſte Mand i Arv[20], følgelig ogſaa til Mænd, ſom havde ſin Arveret gjennem Kvinder. Men i begge Tilfælde ſkulde Arvingens Ret ikke ſom forhen afgjøres ved en Dom af Bønderne til Thinge; den blev derimod ligeſaavel ſom den Arveberettigedes moralſke Verdighed til Kongedømmet gjort afhængig af en Dom, der ſkulde udtales af Mænd, tilnævnte af Biſkopperne, en Dom ſom desuden fordrede Erkebiſkoppens og Biſkoppernes Tiltrædelſe eller Samtykke for at være fuldgyldig. Man kunde ikke vel under de tilſtedeværende Forhold, naar Kongedømmets Arvelighed ſkulde opretholdes og et Skin af Stemme ved Kongens Antagelſe levnes Folket, paa nogen kløgtigere Maade ſikkre Kirken Kongedømmets fuldſtændige Underkaſtelſe og Afhængighed.

Man kan undres over, at Erling Skakke med ſin Klogſkab og Ærgjerrighed var iſtand til at indgaa paa Beſtemmelſer, der i ſaa høi Grad nedverdigede Kongedømmet og undertrykte dets Selvſtændighed ſom Statsmagt. Men man maa herved betænke, hvad allerede er antydet, at Beſtemmelſerne ogſaa indeholde meget, der aabenbare maatte agtes at være til Gunſt for Magnus’s Kongedømme og tjene til dettes Befæſtelſe. Ifølge den nyopſtillede Statsret var Magnus, ſom den af Kirken ſamtykkede, Norges ene lovlige Konge; egtefødte norſke Kongeſønner af Harald Haarfagers Mandslinie fandtes ikke mere, hvilke Kirken ifølge dens udtalte Grundſætning øm den egtefødte Kongeſøns Fortrin kunde have foretrukket før ham, og de uegtefødte kunde, netop paa Grund af deres uegte Fødſel, ikke komme i Betragtning, naar Kirkens Dom havde udtalt ſig til den egtefødte (egtefødt Søn af egtefødt Kongedatter), om end ikke kongebaarne, Magnus’s Fordeel. Som Herrens Salvede og den hellige Olafs Vasſal ſtod han desuden omgiven af et Helligdommens Vern, hvilket Ingen kunde angribe uden derved tillige at optræde ſom Kirkens og St. Olafs aabenbare Fiende, der ved et ſaadant Skridt ſelv udelukkede ſig af Kirkens Samfund, kom i Kirkens Ban. Lægger man nu hertil, at Erling engang havde ſat ſin Søns Ophøielſe ſom ſin Livsopgave, gjort den til Maalet for al ſin Virkſomhed, og at den Ærgjerrighed, ſom var Drivhjulet i alle disſe Forhandlinger fra Erlings Side, var reen perſonlig, — ſaa vil man ikke ſaameget undres over, at denne forreſten ſaa kraftige og dybtſeende Aand i ſin egennyttige Stræben fæſtede ſig ved Øieblikkets Fordeel og greb efter den med begge Hænder, om han end nødvendig maatte føle, at de Opoffrelſer, hvormed han kjøbte denne Fordeel, i ſine ſandſynlige Følger vilde bringe Ydmygelſe over hans Søns Afkom, hvis dette — ſom han maatte forudſætte — arvede det for Stamfaderen ſaa dyrt kjøbte Kongedømme. Erkebiſkop Eyſtein ſtaar her i et langt fordelagtigere Lys end Erling. Eyſtein arbeidede nemlig til et Maal, der gik langt ud over den perſonlige Ærgjerrighed, et Maal, hvilket hans Anſkuelſe, hans Stilling i Kirken og hans Forhold til Rom maatte i hans egne Øine hellige og derhos udmale ſom herligt og frugtbringende, ikke for ham og hans Tid alene, men for kommende Slegter og de fjærneſte Tider.

Indholdet af denne mærkelige Overeenskomſt er her fremſtillet efter tvende Kilder: et Brev udſtedt af Kong Magnus Erlingsſøn til Erkebiſkop Eyſtein[21], og en Artikel i den ældre Gulathingslov[22]; — det førſte udtaler Rigets Overdragelſe til St. Olaf ſamt opregner de øvrige af Magnus ſkjænkede eller ſtadfæſtede Særrettigheder for Kirken, — den anden fremſtiller den nye Kongearvefølge og Reglerne for Kongernes Antagelſe.

Hvad den ſidſte Kilde angaar, da har der aldrig været og kan vel ikke heller med Grund blive opkaſtet nogen Tvivl om dens fuldkomne Paalidelighed; dens Indhold kan man viſt uden ringeſte Betænkelighed antage for at være, hvad det i Overſkriften udgives for, nemlig: „Nye Beſtemmelſer (nýmæli), ſom bleve vedtagne ifølge Kong Magnus’s, Erkebiſkop Eyſteins og Erling Jarls og alle de viſeſte Mænds i Norge, deres Overlægning (umræðum)“.

Med Henſyn til Egtheden af det førſtnævnte Dokument derimod har der været fremſat Tvivl, hvilke man ikke kan negte finde nogen Støtte i dets eget Indhold under den Skikkelſe, hvori det er blevet os bevaret. Men dette er, vel at mærke, ikkun i en Afſkrift fra det 17de Aarhundrede, hvilken aabenbare paa flere Steder er feilfuld og utydelig, ſamt vidner om at være tagen, neppe efter Originalen ſelv, men ſnarere efter en Afſkrift, ja maaſkee Afſkrifts-Afſkrift af ſamme. Man har bemærket, at det har en Datering, ſom nødvendig maa være urigtig, — og at dets Hovedindhold, nemlig Rigets Overdragelſe til St. Olaf, i ſenere Dokumenter, hvor der dog kunde være fuld Anledning til at omtale det, ikke udtrykkelig nævnes før end i det førſte Udkaſt til Overeenskomſten mellem Kong Magnus Lagabøter og Erkebiſkop Jon af 1273; — og paa Grund heraf har man troet, at hele Brevet er et Opſpind af den norſke Geiſtlighed fra det 13de Aarhundrede. Hvad det førſte angaar, nemlig den urigtige Datering (1276, x Kal. Aprilis d. e. 23de Marts, hvilken Dag i Brevet ſelv nævnes ſom Paaſkedag), da kan Dateringens Urigtighed og Umulighed ikke afviſes. Men paa den anden Side kan dette paa Grund af den Skikkelſe, hvori vi nu have Brevet for os, let forklares ſom en ſenere Afſkriver-Feil, uden at man behøver at erklære hele Dokumentet af den Grund for et Falſkeri. Hvad den anden Indvending angaar, da gjendrives den ligefrem derved, at netop Hovedſagen i Brevet, Rigets Overdragelſe til St. Olaf, bekræftes ved den omtalte Artikel i den ældre Gulathingslov, hvor Kronens Offring efter Kongens Død udtrykkelig nævnes. Thi denne Offring ſkulde jo netop være et Symbol paa Underkaſtelſen; og at der ſiges, at den ſkulde offres „for den Afdødes Sjæl“, kan ikke gjøre nogen Forandring i denne Anſkuelſe, da Artikelens hele Indhold nokſom viſer, hvad Offringen egentlig ſkulde betegne, om det end er udtrykt paa en mindre tydelig Maade end i Brevet — muligen med Forſæt, for at undgaa et alt for ſterkt Anſtod. At en Overeenskomſt netop af det ovenanførte Indhold har været afſluttet mellem Kongedømmet og Kirken, mellem Erling Skakke paa det førſtes, og Erkebiſkop Eyſtein paa den ſidſtes Vegne, maa ſaaledes antages for utvivlſomt. Det Eneſte, ſom en nøiegaaende og tvivlende Sammenligning mellem de tvende Kilder kunde give Anledning til at formode, er i det Høieſte det, at begge Parter i Overeenskomſten, og iſær Erling, gjerne have villet for det førſte holde denne noget hemmelig, i det mindſte i dens fulde Udſtrækning. Om dette har været Tilfælde, er Grunden ikke vanſkelig at opdage. Erkebiſkoppen har frygtet mulig Indſigelſe mod det Hele fra Folkets Side, hvis Overeenskomſten fik fuld Offentlighed, for Folkemeningen varſomt var forberedt; og Erling maatte vel føle ikke alene Frygt men ogſaa Skamfuldhed ved ſtrax aabenlyſt at vedgaa, hvorledes han, for at ſikkre ſin Søn Kongedømmet, havde opoffret dettes Selvſtændighed og ældgamle Ret. Noget ganſke lignende fandt fra Erlings Side Sted med Henſyn til Vikens Afſtaaelſe til Danekongen for at erholde dennes Hjælp. Den var ogſaa længe en dyb Hemmelighed, indtil endelig Erling ved Valdemars paatrængende Fordringer blev nødt til at aabenbare den for Vikværingerne, hvis Misnøie den da ogſaa i høieſte Grad vakte; og den Sag blev kun med Vanſkelighed udjævnet ſaaledes, at Afſtaaelſen blev omgaaet derved, at Erling tog Viken til Len af Kong Valdemar med Jarlsnavn, medens forøvrigt Forholdene bleve ved det Gamle, og Danekongens Overhøihed over Viken kun var til i Navnet. Om Erling kan have havt en lignende Tanke i Baghaanden med Henſyn til Overeenskomſten med Erkebiſkop Eyſtein, nemlig ved gunſtig Leilighed at faa den kuldkaſtet ved Hjælp af Folkets Stemme, — det er noget, ſom viſt altid bliver umuligt at afgjøre, ſkjønt det ikke er uligt Erlings øvrige Sluhed og ſamvittighedsløſe Statskløgt. Viſt er det imidlertid, at noget aabenbart Skridt af ham i denne Retning ingenſteds med Beſtemthed antydes[23]. Erling trængte ogſaa i hele ſin Levetid alt for meget til Erkebiſkoppens Underſtøttelſe, til at han ſkulde have vovet at bryde med denne; og hans Søn Kong Magnus var af en altfor aaben og ridderlig Karakter til at have villet i ſin myndige Alder indlade ſig paa ſlig Underfundighed, der vilde have ſkjændet baade hans eget og hans Faders Navn ved at ſtemple dem ſom Løftebrydere, ja ſom Menedere imod Kirken.

Det kan ſaaledes være høiſt rimeligt, at baade hiint Brev og Artikelen i Gulathingsloven ere noget yngre end den egentlige Overeenskomſt, om end begge Dele ere fuldkommen egte. Maaſkee tænker man ſig retteſt Gangen i det Hele paa følgende Maade: En Overeenskomſt mellem Erling Skalke og Erkebiſkop Eyſtein, aldeles ſtemmende med hvad ovenfor er anført, er bleven afſluttet umiddelbar før Kong Magnus Erlingsſøns Kroning; men denne Overeenskomſt har — ſom endnu dengang i Norge var det almindeligſte — været afſluttet mundtlig i den pavelige Legats, de norſke Biſkoppers og maaſkee enkelte andre paalidelige Vidners Overvær, i hvis Vidnesbyrd, ligeſom i de fra begge Sider ſvorne Ed er, den havde ſin lovlige Sikkerhed. Førſt efter dens Afſluttelſe er Kroningen foregaaet, og Kroningseden, ſom Erling og tolv Lendermænd med den umyndige Konge aflagde, har været ſaaledes indrettet, at ogſaa den indeholdt en Betryggelſe for Overeenskomſtens Faſthed. Senere — uviſt naar — har Erling benyttet ſin Indflydelſe i Gulathingslagen, hvor han havde de meſt udbredte Ætforbindelſer, til at faa den ovenanførte Artikel om Kongens Antagelſe vedtagen paa Gulathing og indført i Gulathingsbogen; det var den Deel af Overeenskomſten, ſom var ham meſt magtpaaliggende, og den blev vedtagen med en Varſomhed i Udtryksmaaden, ſom paa den ene Side kunde gjøre den nogenlunde ſmagelig for Thingmændene, og paa den anden Side maaſkee tilſtede i enkelte Dele en gunſtigere Forklaring for Kongedømmet, end egentlig af Erkebiſkoppen var paatænkt. Erkebiſkoppen har atter længere hen fundet Kirkens Sag ved den brugte Fremgangsmaade mindre betrygget end ønſkeligt var, og fordret en ſkriftlig Erklæring fra Kongedømmets Side; og denne fik han ved Kong Magnus’s ovenomtalte Brev. Dettes aabenbare forvanſkede Datering lader ſig med ſtørſt Lethed og Sandſynlighed berigtige til 1174 den 24de Marts, ſom er Paaſkedag Netop paa denne Tid truedes Magnus’s Kongedømme ved et Parti, det reiſte ſig i det øſtligſte af Viken paa Sveriges Grændſe, de ſiden ſaa berømte Birkebener, der havde i ſin Spidſe en Kongeſøn, nemlig Eyſtein med Tilnavnet Meyla, en Søn af Kong Eyſtein Haraldsſøn. Partiet viſte ſig om Vinteren mellem 1173 og 1174, eller i den allerførſte Begyndelſe af ſidſtnævnte Aar. Denne Omſtændighed har drevet Kong Magnus og hans Fader til at føie Erkebiſkoppens Ønſke. Ifølge dette har da Magnus, ſom nu ſelv var fuldmyndig til Landsſtyrelſen, nemlig 18 Aar gammel, i Nidaros’s Kathedralkirke, paa Paaſkedag 1174, i egen Perſon offret ſin Krone til St. Olaf og ledſaget denne høitidelige og offentlige Handling med Udſtedelſen af hiint mærkelige Brev, der ſkulde tjene til ubrødelig Sikkerhed for den tidligere mundtlig afſluttede Overeenskomſt. I Brevet nævnes Erling aldeles ikke; det er udſtedt af Magnus ſom ſelvſtyrende Konge og er ſtilet til „Eyſtein, af Guds Naade Thrøndernes Erkebiſkop, det apoſtoliſke Sædes Legat, og alle Biſkopper, Geiſtligheden og alt Folket i Norge“[24]. Hvad ellers Udtrykket: „det apoſtoliſke Sædes Legat“ angaar, da kan det ikke af drevet ſees, enten dette er en Titel for Erkebiſkop Eyſtein, eller derved antydes en ſæregen pavelig Legats Nærværelſe. Kong Haakon Sverrersſøns oftere forhen nævnte Brev omtalter: „Ede, ſom bleve ſvorne før Legaten Fidentius, dengang da Jarlen (Erling Skakke) trættede (hóf deilu) med Erkebiſkop Eyſtein om den hellige Kirkes Frihed“[25]. Man har almindelig antaget, at Navnet Fidentius er feilagtigt for Stefanus, og at med de nævnte Ede menes dem; ſom bleve aflagte i Anledning af Magnus’s Kroning 1164; og man har til Beſtyrkelſe derfor anført, at Fidentius førſt kom ſom Legat til Norden i 1196 og døde i Begyndelſen af 1197 i Lund i Danmark uden at komme til Norge. Men muligt kunde det dog ligefuldt være, at Fidentius engang tidligere, omkring 1174, har været afſendt i pavelige Erinder til Norden, at han dengang har været tilſtede i Nidaros, da Magnus offrede ſin Krone, og at det ſaaledes virkelig kan være ham, ſom i Brevet er meent ved uret apoſtoliſke Sædes Legat“. Kong Magnus’s Handling og Brev var i dette Tilfælde end mere betydningsfuldt og forbindende.

Vi have ſaa udførligen handlet om Overeenskomſten mellem Erkebiſkop Eyſtein og Erling Skakke, fordi den ſtaar ſom en høiſt mærkelig Kjendsgjerning, oplyſende ikke alene Norges kirkelige Forholde i Middelalderen, men ogſaa Pavedømmets hierarchiſke Grundſætninger i det Hele, hvor farlige de vare for Kongemagten, og paa hvilken nærgaaende Maade for denne de gjordes gjældende, naar Leilighed tilbød ſig. Det er et Træk, ſom klarligen viſer, til hvilket Maal den Tids Hierarchi ſtræbte, og hvor klogt og kraftigen Omſtændighederne benyttedes for at naa det.

  1. Isl. Ann. 64.
  2. Afhandling om den norſke Kirkes Forh. til Staten, Anh. t. Udg. af Kgſp. S. 186.
  3. Se ovenfor S. 137.
  4. Se ovenfor S. 170.
  5. N. g. L. I. 131. jfr. ovenfor S. 189.
  6. eller 1158. Isl. Ann. 64.
  7. Afhandlingen i Udg. af Kongeſp. S. 186.
  8. sniallr maðr mikill“ Fgrſk. 179.
  9. skörungr mikill“ Snorre Magn. Erl. S. c. 16.
  10. Successores autem tui ad Romanum pontificem tantum recepturi donum consecrationis accedant, et ei simili modo et Romanæ ecclesiæ subjecti semper existant“, N. g. L. I. S. 440.
  11. Suhms og Schønings Forbedringer S. 415.
  12. Sn. Mgn. Erl. S. c. 16; Fgrſk. 179.
  13. Fgrſk. 179: ſe ovenfor S. 232.
  14. Sver. S. c.97 (Not. 10).
  15. Om disſe Forhandlinger mellem Erling Skakke og Erkebiſkop Eyſtein findes tvende i Hovedſagen ſtemmende, men i Enkelthederne lidt afvigende Beretninger, nemlig i Fagrſkinna S. 179, 180, og i Snorres Magnus Erlingsſøns Saga c. 16, 21, 22. Ved nøie at ſammenholde begge, forekommer det mig — hvad ogſaa i ſig ſelv er rimeligſt —, at Forhandlingerne have været drevne i længer Tid, paa forſkjellige Steder og ved forſkjellige Leiligheder, hvilket Fagrſkinna antyder, da derimod Snorre lader alt blive afgjort i Bergen ſtrax for Kroningen. Jeg har antaget med Fgrſk., at Forhandlingerne ere begyndte i Nidaros engang da Erling der var tilſtede, og da forekommer mig det rimeligſt, at dette har været om Vaaren 1162, da Magnus Erlingsſøn paa Ørething blev tagen til hele Norges Konge. Man har ſom mig ſynes al Grund til at tro, at Erkebiſkoppen og med ham Geiſtligheden i ſig ſelv har været gunſtig ſtemt mod Erling, ſom den der ſtod i Spidſen for Inges gamle Parti, Mat Erling har tiet ſtille med de Beſværinger han kunde have at fremføre mod Erkebiſkoppen, indtil Magnus var tagen til Konge paa Ørething, at ikke den indflydelſesrige Erkebiſkop ſkulde lægge Hindringer i Veien for denne vigtige Handling, — men at han, da den lykkelig var fuldbragt, har vovet ſig til at gjøre Erkebiſkoppen Foreſtillinger, rimeligviis iſær for at fele ham paa Tænderne, og at dette nu ſtrax har ledet til friere Forklaringer fra begge Sider. Grundlaget for Overeenskomſten er nu blevet udkaſtet i Nidaros, men Pagten er førſt bleven fuldkommen afgjort paa Mødet i Bergen 1164, kort før Magnus’s Kroning virkelig foregik. Munch er i enkelte, dog mindre væſentlige Dele, af en anden Mening øm Forhandlingernes Gang; ſe det norſke Folks Hiſtorie II. 926—939.
  16. Præterea dignitates et privilegia huic ecclesiæ propter honorem pallii concessa et legibus confirmata, sc. de augmento eqvorum et de farina ducenda xxx lest, et de hereditate advenarum clericorum … annuo et confirmo. N. g. L. I. S. 443 f.
  17. Med Henſyn til denne ſidſte Artikel heder det i. Dokumentet: „Et præter hoc de electionibus faciendis et ecclesiis disponendis, in qvibus olim regius consensus abolitus est et abjuratus, scilicet regibus irreqvisitis et episcopatus darentur et ecclesiæ, et reliqva tunc concessa, in honorem dei et meimet salutem his literis et annuo et confirmo“. (N. g. L. I. S. 444). Er her Tale om en forudgaaende Afſvergelſe fra Kongedømmets Side gjort paa Magnus Erlingsſøn Vegne? eller om en endnu ældre? — hvilken da maatte være en Afſvergelſe af Kongerne Eyſtein, Sigurd og Inge Haraldsſønner, og da rimeligviis den hvortil Kong Haakon Sverrersſøns Brev ſigter; ſe ovenfor S. 221, 224.
  18. eptir því sem iátti Magnus konungr, hinn fyrsti koronaðr konungr i Noregi“ — tilføies her i ſelve Grundtexten.
  19. Æld. G. L. c. 2, i N. g. L. I. 3. f.
  20. Thi at her ei kan ogſaa tænkes paa Kvinde forbyde baade Ordene i Lovſtedet og i det Hele den i Norge almindelige og endnu længe efter herſkende Anſkuelſe, at Kongedømmet ei kunde beſtyres ved nogen Kvinde.
  21. N. g. L. I. 442—444.
  22. Æld. Gul. L. c. 2 (N. g. L. I. 3 f.)
  23. Det eneſte ſkulde muligen være i Kong Haakon Sverrersſøns Brev, paa det Sted, ſom nedenfor vil blive anført i Anledningen af Legaten Fidentius.
  24. Magnus dei gratia rex Norvegiæ Augustino eadem gratia Throndensium archiepiscopo, apostolicæ sedis legato et universis episcopis, clero et omni populo per Norvegíam constitutis salutem“.
  25. N. g. L. I. 445. Jeg ſkylder dog at bemærke, at Navnet Fidentius kun findes i det ved Udgaven benyttede Hovedhaandſkrift, medens i det andet blot læſes: Legaten uden Navns Tilføielſe.