Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/21

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det var under Brødrene Eyſteins, Sigurds og Inges, Harald Gilles Sønners, Fælleskongedømme i Norge, at den norſke Kirke fik ſin egen Metropolitan, efterat den paa det nærmeſte i et halvt Aarhundrede havde, ligeſom ogſaa den ſvenſke Kirke, ſtaaet under den danſke Metropolitan i Lund. Denne vigtige Foranſtaltning udgik naturligviis fra Paven, ſom øverſte Styrer af den høiere Kirkeordning i den almindelige romerſke Kirke.

Hvad der har givet den nærmere Anledning, er hverken i indenlandſke eller fremmede Kilder udhævet. Den Tanke ligger imidlertid nær, at den norſke Kirke, i Følelſen af ſin indre Kraft, og Nordmændene overhovedet, i Følelſen af ſin folkelige og ſtatsretlige Selvſtændighed, have havt en Spore til at ſøge ſig frigjorte fra en fremmed Metropolitanmyndighed, der, om den end ikke i de kirkelige Forholde optraadte trykkende, dog altid i ſit Væſen kunde ſynes ſaarende for Nationalfølelſen; — og man maa ſaaledes gjette, at Foreſtillinger i den norſke Kirkes, det norſke Kongedømmes og det norſke Folks Navn have været indbragte for Paven, udtalende Ønſket om den norſke Kirkes Udſondring fra dens Provinſialforhold under Lunds Metropolitankirke til en ſærſkilt kirkelig Provins. Det ſamme Ønſke maa ved denne Tid ogſaa være fremſat fra den ſvenſke Kirke. Hver af disſe Kirker, og iſær den norſke, ſtrakte ſig over vide Landſtrøg, og kunde ſaaledes vel tiltrænge et ſærſkilt kirkeligt Overopſyn. Hver af dem omfattede derhos allerede det fulde, og den norſke meget mere end det fulde Antal Biſkopsdømmer, hvilket gammel Vedtægt faſtſatte ſom det mindſte for at danne en egen Provins, nemlig fem. Begge havde endelig for længſt antaget Præget af Nationalkirker, ligeſom de og omfattede ſelvſtændige og politiſk uafhængige Stater. Selv deres Stilling, i Forening med Henſyn til Chriſtendommens Bedſte, talte ſaaledes for deres Udſondring af det ældre Metropolitanforhold og Frigjørelſe fra Provinſial-Afhængigheden til den lundſke Kirke, der desuden i de danſke Biſkopsdømmer alene maatte ſynes at have en Metropolitanvirkſomhed, ſom den havde nok med at beſtride.

Til disſe Betragtninger af vedkommende Kirkers eget Bedſte, Betragtninger, der let maatte paatrænge ſig, eller lade ſig gjøre gjældende hos den romerſke Stol, kom endnu Pavedømmets egen Politik. Det havde nemlig længe været en Grundſætning i den pavelige Statskunſt, at Metropolitanmyndigheden til Pavedømmets Fordeel burde ſvækkes. Derfor taaltes ikke vel altfor vidtløftige kirkelige Provinſer, hvilke, iſær naar de vare vidt fjærnede fra Rom, let kunde fremkalde hos de ſtyrende Metropolitaner Uafhængighedstanker, der ſtode i Strid med Ideen om Pavens Magtfuldkommenhed og den romerſke Kirkes ved Pavedømmet repræſenterede ydre Eenhed. Ogſaa dette politiſke Henſyn maatte ſtemme den romerſke Stol gunſtigt for Nordmændenes og Svearnes Ønſke, og drive den til at komme dette med Velvillie imøde. Paverne maatte endelig ad flere Veie være komne til Erfaring om, at den norſke og ſvenſke Kirke hver for ſig nu havde udviklet ſig til den Grad af indre Kraft, at det var gavnligt ja nødvendigt for den romerſke Stol at ſætte ſig i en mere umiddelbar Forbindelſe med dem, baade for at kunne itide give deres Udvikling den Retning, ſom ſtemmede med det romerſke Syſtem, og for at kunne drage de mere materielle Fordele af dem, ſom Paverne aldrig lode ſig gaa ganſke ud af Sigte. Tiden var altſaa kommen for Pavedømmet, at optræde i ſin Magtfylde hos Europas tvende nordligſte Folkefærd, og ved at laane deres Kirker et Gjenſkin af ſin egen jordiſke Glands, ſikkre ſig deres ſtadige Underkaſtelſe og Lydighed.

Hvilke Underhandlinger der ere gangne forud for det Skridt, ſom Pavedømmet nu gjorde, hvilke Anſøgninger der ere blevne“det forelagte fra Norges og Sveriges Side, og hvilke Modforeſtillinger der rimeligviis ere gjorte fra den lundſke Erkebiſkops, — det vide vi ikke. Vi have kun for os ſelve Kjendsgjerningen, at Skridtet blev gjort, og at det for Norges Vedkommende ingen væſentlige Vanſkeligheder mødte.

Det var Pave Eugenius III, der indtog den romerſke Stol fra 1145 til 1153, ſom iſtandbragte Verket. At Nidaros, hvor den hellige Olaf hvilede, blev valgt til Sæde for den.norſke Kirkes Metropolitan, fulgte af ſig ſelv. Den førſte Plan for Norges Vedkommende var, at den daværende Biſkop i Nidaros, Reidar[1], ſkulde beklædes med den nye Verdighed i Rom af Paven ſelv. Reidar drog ogſaa virkelig derhen og blev indviet; men paa Hjemveien døde han i Sydlandene i 1151 og kom ſaaledes ikke til ſin Stol. Han nævnes imidlertid i den ældſte Biſkopsfortegnelſe ſom „den førſte Erkebiſkop i Norges Konges Rige“; og han kaldes ligeledes „Erkebiſkop“ i Annalerne, hvor disſe omtale hans Død[2]. Men ſkjønt ſaaledes ved Reidars Indvielſe til Erkebiſkop Sagen angaaende den norſke Kirkes ſæregne Metropolitan allerede i Grunden var afgjort, ſaa valgte dog Pave Eugenius, da Reidar var død, en ny Vei til Sagens Fuldbringelſe. Han beſluttede nemlig nu at affærdige til Norden en Legat, beklædt med fuld apoſtoliſk Myndighed, for at ordne ikke alene den norſke men ogſaa den ſvenſke Kirkes Forholde, og for at træffe alle nødvendige Forholdsregler med Henſyn til Oprettelſen af ſærſkilte Metropolitanverdigheder for begge, ja for ſtrax paa Pavens Vegne at meddele de Perſoner, han til disſe maatte udſee, deres Verdighedstegn, Pallium. Valget af Legaten gjorde Pave Eugenius Ære. Det var Kardinalen Nikolaus, Biſkop af Alba, ogſaa kaldet, maaſkee med et Familienavn, Brekſpere. Han var af Fødſel en Engelsmand, og havde, ſom det heder, fra en Tiggerdreng af gjennem alle Kirkens Grader opſvunget ſig ved ſine udmærkede Gaver, ſit rene og ſtrenge Levnet, ſit nøie Kjendſkab til alle Kirkens Anliggender, og ſin kraftige hierarchiſke Aand, til at blive Kardinal-Biſkop, fra hvilken Verdighed det var ham beſkikket ſenere at opſtige paa ſelve St. Peters Stol. Hans Kraft og Klogſkab udpegede ham ſom en virkſom Arbeider i Kirkens Sag; hans hierarchiſke Grundſætninger lovede Pavedømmet en tro Talsmand; og den Kjendſkab han, ſom født og opdragen i England, havde til de nordiſke Forholde og iſær til Norge, der ſtod i ſaa megen Berøring med England baade i det Kirkelige og Verdslige, — alt dette ſikkrede hans Beſtræbelſer en Fremgang, ſom neppe en Mand af mere fremmed Nationalitet havde kunnet haabe. Nikolaus ſveg ikke den Tillid Paven ſkjænkede ham. Han begyndte ſin Legation i Norge, hvorhen han ankom ſøveis, rimeligviis fra England, den 20de Juli 1152[3].

Af de Brødre ſom dengang vare Norges Konger havde ikkun den ældſte, Eyſtein, naaet en fuldmoden Alder af noget over 25 Aar; den anden Sigurd, der fordi hans Mund var noget ilde dannet, kaldtes med Øgenavnet: Mund, var neppe 20 Aar; og den tredie Inge kun henved 17 Aar gammel. De ſkildres ſom ulige af Sindelag. Eyſtein var klog og ſkarpſindig, men derhos gjerrig og paaholdende. Sigurd var letſindig, fremfuſende, lettroende og vankundig, men derhos veltalende, behagelig i Omgang og ligeſaa mild mod ſine Venner ſom han var grum mod ſine Fiender. Begge disſe Brødre lignede hinanden ellers deri, at de vare ærgjerrige, voldſomme og ſtivſindige. Inge var blid i Tale og Væſen, gavmild og modtagelig for ſine Raadgiveres Foreſtillinger. Inge var den af Brødrene, ſom beſad de elſkværdigſte og meſt vindende Sindets Gaver, men med et ſmukt Anſigt, bar han paa et vanført, visſent og kryplet Legeme, medens hans tvende Brødre vare, om ikke ſaa ſmukke af Anſigt, velſkabte, ſterke, vaabenføre og vaabenøvede Mænd. Eyſtein og Sigurd overſaa Inge og nærede viſtnok allerede den Gang Tanken om at udelukke ham af Kongedømmet ſom legemlig udygtig til at opfylde dettes Pligter. Men Inge ſad faſtere i ſit Kongeſæde end hans Brødre troede. Lendermændene gjaldt paa denne Tid i Norge meer end maaſkee nogenſinde. De havde under den ſvage Harald Gille og rinder hans Sønners Mindreaarighed ført den hele Landsſtyrelſe paa Kongedømmets Vegne. De havde i henved 20 Aar været vante til at raade i Kongedømmets Navn og havde nu ondt ved at vende tilbage i ſit gamle Lydighedsforhold rinder et ſelvſtændigt Kongedømme. Dette fordrede imidlertid de ſelvraadige og ſtivſindige Brødre Eyſtein og Sigurd, der gjerne vilde øve ſin kongelige Myndighed i den ſtørſt mulige Udſtrækning. Inge derimod, i Bevidſtheden om ſin perſonlige Svaghed og ſin Trang til Hjælp for at kunne opfylde ſit kongelige Kald, betragtede Lendermændene — og det viſt nok ganſke i den norſke Samſundsordens Aand — ſom ſine naturlige Raadgivere, der ſkulde udfylde hvad han ſelv manglede i Modenhed og Styrerdygtighed. Herved hendroges Landets viſeſte, mægtigſte og rigeſte Mænd paa Inges Side, medens de frygtede de tvende andre Konger ſom fiendtlig ſtemte mod Lendermandsvældet. Men Lendermændene havde ogſaa, ifølge ſin ved gammel nedarvet Vedtægt og Samfundsordenens hele Væſen befæſtede patriarchalſke Anſeelſe, den meſt afgjorte Indflydelſe paa Landets Bønder og Almue. De vare paa det nøieſte bundne til Hauldernes eller Odelsbøndernes Klasſe og ſaa at ſige Folkets Ledere og Talsmænd. Paa den Side de ſtode, ordnede ſig ogſaa Kjernen af Folket. Saaledes havde Inge, ſin legemlige Vanførhed uagtet, i Lendermændenes Raad og Folkets Kjærlighed og Medfølelſe en Støtte, der gjorde hans Kongedømme baade ſikkrere og kraftfuldere end hans Brødres, trods disſes Foragt for ham og indbildte Overlegenhed i Styrerdygtighed. Denne Kongebrødrenes indbyrdes Stilling medførte ganſke naturlig en ſtor Spending, og en Splidens Aand ulmede i Kongedømmets Skjød, hvilken truede med et nærforeſtaaende voldſomt Udbrud.

Saaledes ſtode Sagerne i Norge ved den pavelige Legats Komme. Den kloge Nikolaus ſynes ſtrax at have gjennemſkuet Forholdene og derefter beſtemt ſin Fremgangsmaade. „Han lagde — heder det i Sagaen — ſtor Vrede paa Kongerne Sigurd og Eyſtein, og de maatte gaa til Forlig med ham; men med Kong Inge kom han ſærdeles vel overeens og kaldte ham ſin Søn“[4]. Nikolaus har baade i Kong Inges Karakter og i hans Stilling ſeet en ſikker Borgen for, at gjennem ham Kirkens Sag bedſt kunde fremmes, og Nordmændene ſnareſt vindes for Pavedømmets Øiemed. Han tog derfor, ſom man ſeer, Inge paa en Maade under ſin Beſkyttelſe mod hans Brødre, og vandt derved virkelig hans og hans Tilhangs fuldkomne Tiltro og Hengivenhed. Man maa af Sagaens Ord ſlutte, at Kongerne Eyſtein og Sigurd ikke ſtrax have viiſt ſig ſaa føielige mod Legaten, ſom denne kunde ønſke, men at han har vidſt at overvinde deres Modſtand; og dette kunde neppe falde ſaa vanſkeligt, naar han i ſin egen ærefrygtbydende Stilling, ſom den der var iklædt hele den romerſke Stols Myndighed, tillige havde Kong Inge og dennes mægtige Parti blandt Høvdingerne og Folket paa ſin Side. En Overeenskomſt blev nu ſluttet mellem de tre Konger og Kardinal Nikolaus, hvorved visſe Indrømmelſer fra Kongedømmets Side gjordes Kirken. Overeenskomſten blev ved Ed ſtadfæſtet af Brødrene, og den ældſte af disſe, Kong Eyſtein, udſtedte derom et Brev. Dette er imidlertid nu ikke længer til, og heller ikke kjendes andenſtedsfra Overeenskomſtens Punkter i det Enkelte; men at den i Hovedſagen har vedkommet de nye Indretninger af Kardinalen, hvorom ſtrax nedenfor vil blive Tale, maa antages for høiſt rimeligt, ligeſom ogſaa, at den har indeholdt en Opgivelſe fra Kongernes Side af Kongedømmets Ret til at udkaare Biſkopper og beſkikke Sognepreſter[5]. „Da nu — heder det videre i Sagaen — alle Kongerne vare blevne forligte med ham, føiede han dem i, at vie Jon Birgersſøn til Erkebiſkop i Throndhjem, og overgav ham det Klæde, ſom kaldes Pallium, og beſtemte, at Erkebiſkopsſtolen ſkulde være i Nidaros, der hvor den hellige Kong Olaf hviler; men før havde der kun været Lydbiſkopper i Norge“[6]. Den Jon Birgersſøn, der modtog Pallium af Kardinal Nikolaus, var forud Biſkop i Stavanger, og forflyttedes altſaa nu herfra til Nidaros, hvis Biſkopsſtol juſt var ledig efter Biſkop Reidars Død i foregaaende Aar 1151[7]. Et nyt Biſkopsdømme blev desuden indſtiftet, hvis Sæde var Hamar ved Miøſen, og til hvilket blev henlagt ſtørſte Delen af Oplandene. Herved blev Oslos Biſkopsdømmes Omraade betydelig indſkrænket, da det, ſom nu underlagdes Hamars Stol, forhen havde tilhørt Oslos. Biſkopperne i Oslo ſees i ſenere Tider, ganſke viſt med Henſyn til dette ældre Forhold, at have paaſtaaet Stemme for ſig og ſit Kapitel ved de hamarſke Biſkoppers Valg. Om noget ved nærværende Leilighed har været beſtemt, hvortil hin Paaſtand kunde ſtøttes, vides ikke. Den blev i ſenere Tider ikke ubeſtridt, ſom vi længere henne i Hiſtorien ſkulle ſee.[8]. Til førſte Biſkop i Hamar blev beſkikket den tidligere omtalte Arnald, der havde været Biſkop paa Grønland. Saaledes var der nu fem Biſkopsdømmer i ſelve Norge; og disſe tilligemed de to paa Island ſamt Biſkopsdømmerne paa Orknøerne, Færøerne, Grønland og Suderøerne bleve den nyoprettede Erkeſtols Provins, Provincia Nidrosiensis. Den norſke Kirke var herved udløſt af ſit Underdanighedsforhold til Erkeſtolen i Lund og havde erholdt ſin egen Metropolitan, hvis Omraades Grændſer vare faſtſatte. Nogen Fundations-Bulle ſynes ikke Legaten at have medbragt. Sagen ſkulde vel ved hans Fuldmagt være ganſke ordnet, og Legaten ſelv have aflagt Beretning i Rom om ſin Misſions Udfald, før en ſaadan Bulle udſtedtes.

Oprettelſen af Nidaros’s Erkeſtol var den vigtigſte Frugt af Kardinal Nikolaus’s Legation til Norge; men den var ikke den eneſte. Han efterlod ſig flere Spor af ſin Virkſomhed, hvilken vi dog desværre ikke kjende i dens fulde Udſtrækning.

Sagaerne nævne et Forbud mod Vaabenbyrd i Kjøbſtæderne, ſom han fik iſtandbragt: „at ingen her — heder det — ſkulde uſtraffet bære Vaaben undtagen tolv Mænd, ſom udgjorde Kongens Følge“[9], — et Forbud, ſom imidlertid ſynes ſnart at være blevet ſlappet eller at være gaaet i Forglemmelſe.

Af andre Kilder kjende vi flere Indretninger af ham, der i kirkelig Henſeende vare af ſtørre Vigtighed, og længer bleve ſtaaende ved Magt. Førſt og fremſt maa nævnes Oprettelſen af Kapitler ved alle Kathedralkirkerne i ſelve Norge, en Indretning, ſom ſigtede til at bringe Biſkoppernes Valg i fuldkommen canoniſk Orden. Den gamle Vedtægt i Kirken, at Biſkopperne ſkulde udvælges hver af ſit Biſkopsdømmes Geiſtlighed, havde ſiden det 9de Aarhundrede i de fleſte til den romerſke Kirke hørende Lande givet Plads for en anden Valgmaade, der af Pavedømmet havde vundet Stadfæſtelſe. Der oprettedes nemlig ved Kathedralkirkerne Kollegier af Geiſtlige, hvilke ſom et Slags Repræſentanter for det ſamtlige Klerus ſkulde vælge vedkommende Biſkopper og tillige ſtaa disſe ved Siden ſom kirkeligt Raad. Et ſaadant Kollegiums eller Kapitels Medlemmer kaldtes: Canonici, Kanniker, og kunde enten henhøre til en vis Kloſterorden, og i ſaa Fald almindelig til en eller anden Congregation af Preſt-Munke af St. Auguſtins Regel, — eller de kunde være Preſter, der ikke hørte til nogen Kloſterorden. I førſte Tilfælde benævntes de: Canonici regulares, regelbundne Kanniker, og dannede et ordentligt Convent; i det andet Tilfælde kaldtes de: Canonici sæculares, verdsliggeiſtlige Kanniker, og havde Preſtekald til Beſtyrelſe og Underhold (Præbender), men ſkulde dog leve ſammen i et Slags kloſterlig Forening og have fælles Bordhold, mensa communis. Antallet af ethvert ſaadant Kollegiums Medlemmer var ubeſtemt og beroede paa, hvilke Underholdningsmidler der ſtode til Kapitelets Raadighed. Dette var Indretningen ved Domkapitlerne i Almindelighed; og ſaadanne ſkulde nu indføres i Norge. En Bevæggrund ſom herfor anførtes var naturligviis, at den beſtaaende Maade, paa hvilken Biſkopperne beſkikkedes, nemlig af Kongedømmet, i ſig ſelv var ucanoniſk, ikke ſtemmende med den romerſke Kirkes Love. Men at ſkaffe denne Bevæggrund i og for ſig Indgang var ikke ſaa ganſke let; thi det gjaldt her om at faa Kongedømmet til at opgive et vigtigt Prærogativ. De for Øieblikket raadende Forholde maatte tages til Hjælp. Det blev udpeget, hvor farligt det i Grunden var, at Biſkopperne beſkikkedes af Kongedømmet, under en Statsforfatning, der indrømmede dettes Deelbarhed. Naar der, ſom nu netop var Tilfældet, raadede tre Konger i Landet under en fuldkommen ligelig Samſtyrelſe og uden nogen Landsdeling, og der mellem dem herſkede Meningsulighed om et Biſkopsvalg, ſaa var man udſat for at tre forſkjellige Perſoner kunde blive udnævnte til een og ſamme Biſkopsſtol, hvorved den farligſte Forſtyrrelſe kunde opſtaa i Kirken. Det var derfor nødvendigt at indrette ved Kathedralkirkerne geiſtlige Valgkollegier, der, i det mindſte iTilfælde af Uenighed mellem de ſamſtyrende Konger, kunde gjøre Udſlag i Biſkopsvalget og ſaaledes forebygge en Splittelſe i Kirken, hvoraf ſtor Forargelſe og Skade kunde reiſe ſig. Paa denne Anſkuelſe ſynes Kongerne at være gangne ind og at have vedtaget Oprettelſen af Kapitler ved alle Biſkopsſtole i Landet, — dog med det Forbehold, eller i det mindſte i den Mening, at derved ikke noget Skaar gjordes i Kongedømmets ældre Ret, naar kun de ſamſtyrende Konger vare indbyrdes enige med Henſyn til Biſkopsvalget. Saaledes, ſeer man i det mindſte, at Beſtemmelſen ſenere er blevet fortolket fra Kongedømmets Side. Legaten har med egte romerſk Statskunſt lempet ſig efter en Betragtningsmaade, ſom for Øieblikket ſtøttede ham i Gjennemførelſen af ſin Plan; og han har ſikkert haabet, at naar Kapitlerne førſt vare oprettede, og den egte hierarchiſke Aand var dem indblæſt, ſaa vilde de nok i Fremtiden ſelv vide at give ſin Valgret den ſande canoniſke Betydning. De nødvendige Midler bleve nu ſkaffede til Veie for Kapitlernes Underhold ved Præbenders Henlæggelſe til Biſkopsſtolene, og Kanniker, eller ſom de i Norge paa Grund af deres Tjeneſte i Choret kaldtes, Chorsbrødre bleve beſkikkede. De vare overalt i Norge Canonici sæculares eller verdsliggeiſtlige, nemlig Preſter, der havde ſine Sognekald, hvilke de, naar disſe ikke vare ganſke i Kathedralkirkens Nærhed, beſtyrede ved Vikarier, for ſelv at være ved Biſkopsſtolen og opfylde ſit Kald ſom Biſkoppens Raadgivere og Biſkopsdømmets Beſtyrere i Tilfælde af Biſkoppens Fraværelſe eller Stolens Ledighed. De beſkikkedes af vedkommende Biſkop og ſkyldte ham Lydighed. Indretningen kom, ſom vi ſenere ſkulle ſee, til at ſpille en vigtig Rolle i den norſke Kirkeforfatning. Foruden ved Kathedralkirkerne i ſelve Norge finder man ikkun Kapitler ved Kathedralkirkerne paa Orknøerne og Suderøerne[10].

En Beſtemmelſe blev ogſaa iſtandbragt med Henſyn til Sognepreſternes Anſættelſe, ſaaledes at denne meer udelukkende end forhen lagdes i vedkommende Biſkoppers Hænder. Man finder nemlig, at Paven og Biſkopperne ſenere hen paaſtode, at Kongerne ved denne Leilighed „frivilligen opgave ſin Patronatsret til Norges Kirker“, altſaa overdroge til Kirkens egne Forſtandere den Ret til at beſkikke Sognepreſter, eller det Overtilſyn med disſes Anſættelſe, ſom ældre Vedtægt havde hjemlet Kongedømmet. Man ſeer vel ogſaa, at denne Paaſtands Rigtighed femti Aar efter kaldtes i Tvivl fra Kongedømmets Side, og at dette i ethvert Fald erklærede Opgivelſen for ugyldig. Men at noget er udvirket i denne Retning af Kardinal Nikolaus til Geiſtlighedens Fordeel, er fuldkommen klart; kun at man ikke veed med Sikkerhed, hvorvidt Kongernes Føielighed har ſtrakt ſig, — om Opgivelſen har været ubetinget, ſom Geiſtligheden paaſtod, eller om Biſkopperne have fortolket den i en videre Udſtrækning end Kongerne oprindelig have tænkt ſig[11]. At der med det Samme har været gjort Skridt til ogſaa at udvirke af Sognealmuerne et lignende Afkald paa deres Ret til Stemme ved deres Sognepreſters Valg, er høiſt rimeligt, ligeſom og at dette har lykkets.

En anden Ting af ſtor Vigtighed for Hierarchiet, hvilken Kardinal Nikolaus fik ſat igjennem, var en Forandring i den verdslige Lov med Henſyn til Retten at gjøre Gaver. Denne Ret var efter den ældre norſke Lovgivning yderſt indſkrænket. Formue, iſær faſt Ejendom, betragtedes meer ſom tilhørende Ætten end enkelt Mand; Beſidderen, der egentlig kun var Bruger, var følgelig ude af Ret til i nogen ſtørre Maaleſtok at afhænde Formuen; dette kunde i alle Fald ikke ſkee uden nærmeſte lovlige Arvings Samtykke. Nogen Ret til at gjøre Teſtamente udenfor den føromtalte Hovedtiende[12] erkjendte Loven ſtrengt taget aldeles ikke; thi naar ſlet ingen i Loven nænnet Arving var til, arvede Kongedømmet. Dette var til ſtor Hinder for alle betydeligere Gaver til Kirken. Kardinal Nikolaus fik nu vedtaget — ſom det heder — „med Raad af alle Biſkopper i Landet og tolv de viſeſte Mænd af hvert Biſkopsdømme“, at det ſkulde ſtaa Enhver frit, Kvinde ſom Mand, at bortgive en Tiendedeel af det Land og det Løsøre, ſom han havde modtaget ved Arv, men en Fjerdedeel af hvad han ſelv havde erhvervet, og dette maatte han bortſkjenke til hellige Steder, eller til Frænder, eller til Ubeſlegtede, alt efter egen fri Villie-i. Retten til at gjøre Gaver eller Teſtamente blev vel endnu, ſom ſees, nogenlunde indſkrænket; men den var dog ſtor i Sammenligning med den tidligere, og at den iſær kom til at yttre ſig i Sjælegaver, i Gaver til Kirken, er, naar man ſeer hen til Tidens Aand, let begribeligt. Legaten fik her aabnet en Rigdomskilde for Kirken, ſom ſnart viſte ſig at overtræffe alle andre, og ſom efterhaanden indbragte den en uafhængig Formue, paa hvilken ſom en Hovedpille den kunde ſtøtte ſin Selvſtændighed. Øieblikkelig bar maaſkee Beſtemmelſen mindre rige Frugter; thi den var ikke fremgaaet under de lovvedtagne Former og tiltrængte for at blive almeengjældende Lov at ſamtykkes paa hvert enkelt af Landets Lagthing. Men den havde dog allerede i ſin Fremtræden viſtnok en kraftig Mening for ſig, og dens lovlige Vedtagelſe udeblev ikke. I Froſtathings- og i Gulathings-Loven ſynes den ſtrax at være optagen; i Eidſivathings- og Borgarthings-Loven ſkeede det vel formeligen førſt i 1224, men dette forhindrer dog neppe, at den ogſaa i disſe to Lagdømmer tidligere har øvet Indflydelſe og i alle Fald lettet Arvingernes Samtykke, iſær til Sjælegaver inden de ved Beſtemmelſen optrukne Grændſer[13].

Endnu et Verk af Kardinal Nikolaus var Indførelſen af den ſaakaldte Romerſkat eller Peterspengen (Ruma skattr, denarius sancti Petri), en Skat til den romerſke Stol, der i Norge udrededes aarligen med een tællet Penning (peningr talinn) af Enhver ſom ejede i det mindſte tre tællede Mark foruden Vaaben og Klæder[14], Vel findes der neppe noget udtrykkeligt Udſagn for at denne Skat blev vedtagen i Norge netop efter Nikolaus’s Forſlag eller Opfordring; men flere Omſtændigheder gjør dog dette i høieſte Grad ſandſynligt. Man ved nemlig af ſikkre Kilder, at Nikolaus under ſin Legation i Sverige fik den indført der; og man finder den ikke omtalt i de to ældſte Chriſtenretter, der ere ældre end Nikolaus’s Misſion, medens den omtales ſom vedtagen i Froſtathingslovens Chriſtenret, deri Hovedſagen ſkriver ſig fra anden Halvdeel af det 12te Aarhundrede. Dette ſynes nogenlunde ſikkert at knytte dens Indførelſe til Kardinal Nikolaus’s Legation i Norge. Skatten var af Vigtighed, iſær for den derved udtalte og beſtandig hos Folket opfriſkede Erkjendelſe af Roms og Pavens kirkelige Overhøihed.

Man finder ogſaa at Kardinal Nikolaus har bragt Geiſtlighedens Cølibat, eller ugifte Stand, paa Bane i Norge, ligeſom han vides at have gjort det ſamme ſenere i Sverige. Men paa ingen af Stederne lykkedes det ham at drive nogen Cølibatslov igjennem. Preſterne i Norge paaſtode endogſaa ſenere, da deres Cølibat igjen bragtes paa Bane, at Kardinal Nikolaus under ſin Legation havde tilladt dem at indgaa Egteſkab[15]. Skjønt der, ſom det lader, ikke herfor fandtes noget ſkriftligt Beviis, ſaa er det dog i ſig ſelv ganſke rimeligt, at Nikolaus har fundet Modſtanden i Norge mod Cølibatsloven altfor afgjørende, og at han har ladet den falde eller givet en Dispenſation fra den, fordi han mærkede, at Tiden endnu ikke var kommen til at gjennemtvinge den.

Endnu en Ting maa til Slutning omtales. Kardinal Nikolaus ſkal have givet Nordmændene og Svearne en Katechismus, hvis Indhold ſiden fulgtes, ſaalænge Katholicismen varede[16]. Medfører denne Beretning Sandhed, da maa man udentvivl forſtaa den ſaaledes, at Nikolaus har meddeelt den norſke Geiſtlighed en af ham forfattet, med den dagjældende romerſke Lære nøie ſtemmende, forklarende Fremſtilling af Trosartiklerne til Brug ved Chriſtendoms-Undervisningen; og er dette rigtigt, ſaa er der igjen al Sandſynlighed for, at det er denne Nikolaus’s Fremſtilling, der i norſk Overſættelſe findes indført ſom Begyndelſe til Chriſtendomsbolken i de nyere Landslove for Norge og Island fra Midten af det trettende Aarhundrede.

De ydre Former, under hvilke Kardinal Nikolaus har udført ſin Legation i Norge, findes ingenſteds beſtemt omtalte. Et Par Vink giver dog det allerede ovenfor anførte Man ſeer paa den ene Side, at en Sammenkomſt har fundet Sted mellem ham og de tre ſamſtyrende Konger, og paa den anden, at ogſaa et ſtort Mode har været afholdt, til hvilket, „alle Landets Biſkopper og tillige tolv de viſeſte Mænd af hvert Biſkopsdømme“ have indfundet ſig for at raadſlaa med Legaten. Hiin Sammenkomſt mellem ham og Kongerne maa antages at have faldet ſammen med dette ſtore Møde, og det Hele har da været et Rigsmøde, der er blevet ſammenkaldt i Anledning af Legatens Komme, og paa hvilket hele Rigets bedſte Kræfter, baade verdslige og geiſtlige, have været forenede og ſammenvirkende. Det har været et Høvdingemøde (höfðingiafundr) af ſamme Slags ſom man ſenere ved forſkjellige vigtige Leiligheder treffer paa i Norges Hiſtorie, en Blanding af et almindeligt norſk Kirkemøde og en almindelig verdslig Raadsforſamling, hvad man ſenere undertiden betegnede ved det fremmede Navn Parliament (parlamentum, parliamentum). Et ſaadant Plove var efter Norges Statsforfatning og Samfundsforhold det bedſte Organ, gjennem hvilket Legaten kunde virke for ſit Øiemed. Hvor det har været afholdt findes ikke udtrykkelig angivet; men man ſeiler neppe, naar man antager Nidaros for Stedet. Mødet ſtod nemlig i den nærmeſte Forbindelſe med Nidaros’s Ophøielſe til Metropolitanſæde, og Overrækningen og Iførelſen af Pallium kunde ikke nogenſteds mere pasſende foregaa end juſt i den Kirke, hvor Norges Skytshelgen hvilede, og ſom var beſtemt til at være for Fremtiden Norges Metropolitankirke.

Kongerne have altſaa i Anledning af Kardinal Nikolaus’s Legation til Norge ſammenkaldt et almindeligt Rigsmøde i Nidaros, til hvilket alle Biſkopper i Landet og tolv de viſeſte Mænd af hvert Biſkopsdømme have indfundet ſig. Paa dette Mode er Overeenskomſten mellem Kongerne og Legaten kommen i Stand, og den ſidſtes Beſtemmelſer Kirken vedkommende blevet antagne. Under dette har ogſaa Nikolaus høitidelig iklædt Biſkop Jon Birgersſøn Pallium og derved ophøiet ham til Erkebiſkop og den norſke Kirkes Metropolitan, — hvilket da har gaaet for ſig i Chriſtkirken i Overvær af alle tre Konger, af Norges Biſkopper, nemlig: Sigurd af Bergen, Vilialm af Oslo og den nytilſatte Arnald af Hamar, ſamt af de mange paa Mødet tilſtedeværende Høvdinger. Ved denne høitidelige Leilighed og i denne glimrende Forſamling var det ogſaa, at den islandſke Skald, Preſten Einar Skulesſøn, paa Kong Eyſteins Opfordring, fremſagde ſit Kvad om den hellige Olaf, der er bekjendt under Navnet Geisli d. e. Straalen, og anſeet for et af den Tids ypperſte Skaldeſtykker[17]. Intet blev ſaaledes forſømt, der kunde gjøre Høitideligheden ſaa herlig ſom muligt.

Bi have nu udhævet de Træk af Nikolaus’s Legationsverk, ſom ere os bekjendte, eller til hvilke vi med nogenlunde Sikkerhed kunde ſlutte. Betragte vi hans Virkſomhed i det Hele med Henſyn til den norſke Kirke, ſaa kunne vi ikke andet end tilkjende ham Hierarchiets Grundlæggelſe i Norge. Han ordnede den norſke Kirkes ſelvſtændige Provinſialforhold, — aabnede Adgangen for canoniſke, af Kongedømmet uafhængige Biſkopsvalg, ligeſom og for Sognepreſternes ordentlige Anſættelſe ved Biſkopperne, — ryddede den væſentligſte Hindring af Veien for Kirkens Berigelſe ved teſtamentariſke Gaver, — og bevirkede endelig det hele Folks tydelige Anerkjendelſe af den romerſke Stols Overhøihed ved Indrømmelſen af Romerſkatten. Dette var alt ſterke Hjørneſtene, paa hvilke under gunſtige Omſtændigheder af dygtige Biſkopper kunde reiſes en faſt hierarchiſk Bygning. Han havde hermed udrettet, hvad han for Tiden formaaede at udrette for ſin Legations Øiemed, og viſt nok ogſaa hvad han for Tiden fandt nødvendigt. Han kunde nu anſee ſin Legation i Norge fuldendt, og forlod Landet med en gunſtig Stemning for Nordmændene og ledſaget af deres Høiagtelſe og Kjærlighed. „Han udbedrede — ſiger Sagaen — i mange Maader Nordmændenes Seder, medens han var i Landet. Ikke har nogen udenlandſk Mand været i Norge, ſom alle i ſaa høi Grad have agtet, eller ſom bar formaaet ſaa meget hos Almuen, ſom han. Han for tilbage til Syden med ſtore Vennegaver og erklærede, at han ſkulde i Fremtiden være Nordmændenes bedſte Ven“[18].

Nikolaus drog fra Norge til Sverige, hvorhen han ſkal være kommen imod Slutningen af Aaret 1152. I Anledning af hans Komme holdtes — ſom man tror — et Kirkemøde i Linkjøping, paa hvilket flere Beſtemmelſer bleve vedtagne i Lighed med hvad der var ſkeet i Norge. Alligevel lykkedes det ham ikke at faa den ſvenſke Kirkes Provinſialforhold endeligen ordnet. Aarſagen var den Splid, ſom raadede i Sveriges Indre. Det ſvenſke Rige omfattede nemlig tvende indbyrdes avindſyge Folkefærd: Svear og Gauter; og disſe kunde ikke enes om, hvilket af begge ſkulde nyde den Ære at have Erkeſtolen i ſin Midte. Følgen blev, at Sagen henſtod uafgjort, da Legaten forlod Sverige for at vende tilbage til Rom over Danmark. Her beſøgte han i 1153 Erkebiſkop Askel eller Eskil i Lund. Han overgav til denne det for Sveriges Metropolitan beſtemte Pallium med Paalæg at iklæde dermed den vordende ſvenſke Erkebiſkop, naar Svearne og Gauterne vare komne til Enighed om, hvor Erkeſtolen ſkulde være. Han ſkal ved denne ſamme Leilighed have lovet Askel ſom en Erſtatning for det Skaar, der var gjort i hans Metropolitanmyndighed ved Udſondringen af den norſke og ſvenſke Kirke til ſelvſtændige Kirkeproviuſer, at udvirke for Lunds Erkeſtol Primatet over den ſvenſke Kirke, hvilket indbefattede Retten til paa Pavens Vegne at meddele dens vordende Metropolitaner Pallium. Ved en ſenere Pavebulle blev ogſaa Erkebiſkoppen af Lund virkeligen udnævnt til den ſvenſke Kirkes Primas, og meddeelte i denne Egenſkab den førſte Erkebiſkop af Upſal paa Pavens Vegne hans Pallium i Aaret 1164.

Den norſke Kirke derimod blev fuldkommen unddragen al Afhængighed af Lunds Erkeſtol. I den egentlige Fundationsbulle nemlig for Erkeſædet i Nidaros, udſtedt af Eugenius den 3dies Eftermand, Pave Anaſtaſius IV (1153—1154), i November 1154 og medundertegnet af Biſkop Nikolaus af Alba ſelv ſom Kardinal, erklæredes, at den norſke Metropolitan ſkulde ſtaa umiddelbart under Paven; og dette blev ſtedſe ſiden overholdt. Om Kardinal Nikolaus have vi kun at tilføie, at han ſtrax efter Anaſtaſius III’s Død den 2den December 1154, blev udvalgt til Pave med Navnet Hadrianus IV, og beklædte St. Peters Stol med ſtor Anſeelſe til ſin Død, den 1ſte September 1159. Han ſkal efter vore Sagaers Vidnesbyrd ſtedſe have viiſt en Forkjærlighed for Nordmændene, ſom til Gjengjæld holdt ham ſaa høit i Ære, at Folkemeningen erklærede ham for en hellig Mand, ſkjønt Kirken ikke indførte ham i Helgentallet. „Saa ſagde de Mænd — heder det — ſom i hans Dage kom til Rom, at aldrig havde han ſaa magtpaaliggende Ting at tale med Nogen, at han jo talede førſt med Nordmændene, naar disſe henvendte ſig til ham. Han var ikke længe Pave, og nu er han anſeet for en hellig Mand“[19].

  1. Se ovenfor S. 169.
  2. Norſk Tdſkr. V. 41: Isl. An. 62.
  3. Sn. S. I. og E. S. c. 24; Ol. H. S. c. 260.
  4. Sn. S. E. I. S. c. 23.
  5. Om Underhandlinger mellem Nikolaus og de tre Konger tales i Kong Haakon Sverrersſøns Brev: „Jeg indrømmer den hellige Kirke og de Geiſtlige al den Frihed, ſom den bor have efter ſom de hellige Skrifter dømme mellem mig og dem, og den hellige Kirke har havt fra ny og gammel Tid, mit Kongedømme uſkadt og al min kongelige Verdighed, overeensſtemmende med det, ſom Kardinal Nikolaus forordnede, og de tre Konger, Eyſtein, Sigurd og Inge indrømmede og ſvore, og K. Eyſteins Brev vidner“. N. g. L. I. 446; jfr. Magn. Erls. Brev, N. g. L. I. 444, og Pave Gregorius IXs Brev af 5te Octbr. 1234, norſk Diplomat. I. 11.
  6. Sn. S. E. I. S. c. 23.
  7. Se ovenfor S. 219.
  8. Der forekommer mig ingen tilſtrækkelig Grund være til at antage med Munch, at Oplandene, eller en ſtor Deel af disſe, før havde ligget under Throndhjems Biſkopsdømme. Munch II. 867.
  9. Sn. S. I. og E. S. c. 23.
  10. Om Oprettelſen af Domkapitler i Norge ſee: „Afhandling om den norſke Kirkes Forhold til Staten“, udg. ſom Anh. til Kongeſpeilet Chriſtiania 1848, S. 186.
  11. Gregorius vis IX af 5 Octbr. 1234 i norſk Diplomat. I. 11, og Innocentius IVs Br. af 19 Decbr. 1247, jfrt. m. ovenn. Afhandling og S. 178 ovenfor.
  12. Se ovenfor S. 160.
  13. Norges gl. Love I. 447, jfrt. m. tilſvarende Steder i den ældre Gulathings- og Froſtathings-Lov, ſſt. 55 (G. L. c. 129), 209, 213 (F. L. IX. c. 4, 18).
  14. N. gl. L. I. 137.
  15. Se Gregorius IX.s Brev til Erkeb. Sigurd af 16de Mai 1237, Norſk Dipl. I. 15.
  16. Suhm D. H. VI. 135; Munch II. 871 Not. 3; begge efter Manrique ann. Cisterc. II. 46.
  17. Morkinſkinna i Fornm. s. VII. 355, jfr. Munch II. 866.
  18. Sn. S. J. E. S. c. 23.
  19. Sn. S. J. E. S. c. 23.