Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/21

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 217-229).

Det var under Brødrene Eysteins, Sigurds og Inges, Harald Gilles Sønners, Fælleskongedømme i Norge, at den norske Kirke fik sin egen Metropolitan, efterat den paa det nærmeste i et halvt Aarhundrede havde, ligesom ogsaa den svenske Kirke, staaet under den danske Metropolitan i Lund. Denne vigtige Foranstaltning udgik naturligviis fra Paven, som øverste Styrer af den høiere Kirkeordning i den almindelige romerske Kirke.

Hvad der har givet den nærmere Anledning, er hverken i indenlandske eller fremmede Kilder udhævet. Den Tanke ligger imidlertid nær, at den norske Kirke, i Følelsen af sin indre Kraft, og Nordmændene overhovedet, i Følelsen af sin folkelige og statsretlige Selvstændighed, have havt en Spore til at søge sig frigjorte fra en fremmed Metropolitanmyndighed, der, om den end ikke i de kirkelige Forholde optraadte trykkende, dog altid i sit Væsen kunde synes saarende for Nationalfølelsen; – og man maa saaledes gjette, at Forestillinger i den norske Kirkes, det norske Kongedømmes og det norske Folks Navn have været indbragte for Paven, udtalende Ønsket om den norske Kirkes Udsondring fra dens Provinsialforhold under Lunds Metropolitankirke til en særskilt kirkelig Provins. Det samme Ønske maa ved denne Tid ogsaa være fremsat fra den svenske Kirke. Hver af disse Kirker, og især den norske, strakte sig over vide Landstrøg, og kunde saaledes vel tiltrænge et særskilt kirkeligt Overopsyn. Hver af dem omfattede derhos allerede det fulde, og den norske meget mere end det fulde Antal Biskopsdømmer, hvilket gammel Vedtægt fastsatte som det mindste for at danne en egen Provins, nemlig fem. Begge havde endelig for længst antaget Præget af Nationalkirker, ligesom de og omfattede selvstændige og politisk uafhængige Stater. Selv deres Stilling, i Forening med Hensyn til Christendommens Bedste, talte saaledes for deres Udsondring af det ældre Metropolitanforhold og Frigjørelse fra Provinsial-Afhængigheden til den lundske Kirke, der desuden i de danske Biskopsdømmer alene maatte synes at have en Metropolitanvirksomhed, som den havde nok med at bestride.

Til disse Betragtninger af vedkommende Kirkers eget Bedste, Betragtninger, der let maatte paatrænge sig, eller lade sig gjøre gjældende hos den romerske Stol, kom endnu Pavedømmets egen Politik. Det havde nemlig længe været en Grundsætning i den pavelige Statskunst, at Metropolitanmyndigheden til Pavedømmets Fordeel burde svækkes. Derfor taaltes ikke vel altfor vidtløftige kirkelige Provinser, hvilke, især naar de vare vidt fjærnede fra Rom, let kunde fremkalde hos de styrende Metropolitaner Uafhængighedstanker, der stode i Strid med Ideen om Pavens Magtfuldkommenhed og den romerske Kirkes ved Pavedømmet repræsenterede ydre Eenhed. Ogsaa dette politiske Hensyn maatte stemme den romerske Stol gunstigt for Nordmændenes og Svearnes Ønske, og drive den til at komme dette med Velvillie imøde. Paverne maatte endelig ad flere Veie være komne til Erfaring om, at den norske og svenske Kirke hver for sig nu havde udviklet sig til den Grad af indre Kraft, at det var gavnligt ja nødvendigt for den romerske Stol at sætte sig i en mere umiddelbar Forbindelse med dem, baade for at kunne itide give deres Udvikling den Retning, som stemmede med det romerske System, og for at kunne drage de mere materielle Fordele af dem, som Paverne aldrig lode sig gaa ganske ud af Sigte. Tiden var altsaa kommen for Pavedømmet, at optræde i sin Magtfylde hos Europas tvende nordligste Folkefærd, og ved at laane deres Kirker et Gjenskin af sin egen jordiske Glands, sikkre sig deres stadige Underkastelse og Lydighed.

Hvilke Underhandlinger der ere gangne forud for det Skridt, som Pavedømmet nu gjorde, hvilke Ansøgninger der ere blevne“det forelagte fra Norges og Sveriges Side, og hvilke Modforestillinger der rimeligviis ere gjorte fra den lundske Erkebiskops, – det vide vi ikke. Vi have kun for os selve Kjendsgjerningen, at Skridtet blev gjort, og at det for Norges Vedkommende ingen væsentlige Vanskeligheder mødte.

Det var Pave Eugenius III, der indtog den romerske Stol fra 1145 til 1153, som istandbragte Verket. At Nidaros, hvor den hellige Olaf hvilede, blev valgt til Sæde for den.norske Kirkes Metropolitan, fulgte af sig selv. Den første Plan for Norges Vedkommende var, at den daværende Biskop i Nidaros, Reidar^[1], skulde beklædes med den nye Verdighed i Rom af Paven selv. Reidar drog ogsaa virkelig derhen og blev indviet; men paa Hjemveien døde han i Sydlandene i 1151 og kom saaledes ikke til sin Stol. Han nævnes imidlertid i den ældste Biskopsfortegnelse som „den første Erkebiskop i Norges Konges Rige“; og han kaldes ligeledes „Erkebiskop“ i Annalerne, hvor disse omtale hans Død^[2]. Men skjønt saaledes ved Reidars Indvielse til Erkebiskop Sagen angaaende den norske Kirkes særegne Metropolitan allerede i Grunden var afgjort, saa valgte dog Pave Eugenius, da Reidar var død, en ny Vei til Sagens Fuldbringelse. Han besluttede nemlig nu at affærdige til Norden en Legat, beklædt med fuld apostolisk Myndighed, for at ordne ikke alene den norske men ogsaa den svenske Kirkes Forholde, og for at træffe alle nødvendige Forholdsregler med Hensyn til Oprettelsen af særskilte Metropolitanverdigheder for begge, ja for strax paa Pavens Vegne at meddele de Personer, han til disse maatte udsee, deres Verdighedstegn, Pallium. Valget af Legaten gjorde Pave Eugenius Ære. Det var Kardinalen Nikolaus, Biskop af Alba, ogsaa kaldet, maaskee med et Familienavn, Brekspere. Han var af Fødsel en Engelsmand, og havde, som det heder, fra en Tiggerdreng af gjennem alle Kirkens Grader opsvunget sig ved sine udmærkede Gaver, sit rene og strenge Levnet, sit nøie Kjendskab til alle Kirkens Anliggender, og sin kraftige hierarchiske Aand, til at blive Kardinal-Biskop, fra hvilken Verdighed det var ham beskikket senere at opstige paa selve St. Peters Stol. Hans Kraft og Klogskab udpegede ham som en virksom Arbeider i Kirkens Sag; hans hierarchiske Grundsætninger lovede Pavedømmet en tro Talsmand; og den Kjendskab han, som født og opdragen i England, havde til de nordiske Forholde og især til Norge, der stod i saa megen Berøring med England baade i det Kirkelige og Verdslige, – alt dette sikkrede hans Bestræbelser en Fremgang, som neppe en Mand af mere fremmed Nationalitet havde kunnet haabe. Nikolaus sveg ikke den Tillid Paven skjænkede ham. Han begyndte sin Legation i Norge, hvorhen han ankom søveis, rimeligviis fra England, den 20de Juli 1152^[3].

Af de Brødre som dengang vare Norges Konger havde ikkun den ældste, Eystein, naaet en fuldmoden Alder af noget over 25 Aar; den anden Sigurd, der fordi hans Mund var noget ilde dannet, kaldtes med Øgenavnet: Mund, var neppe 20 Aar; og den tredie Inge kun henved 17 Aar gammel. De skildres som ulige af Sindelag. Eystein var klog og skarpsindig, men derhos gjerrig og paaholdende. Sigurd var letsindig, fremfusende, lettroende og vankundig, men derhos veltalende, behagelig i Omgang og ligesaa mild mod sine Venner som han var grum mod sine Fiender. Begge disse Brødre lignede hinanden ellers deri, at de vare ærgjerrige, voldsomme og stivsindige. Inge var blid i Tale og Væsen, gavmild og modtagelig for sine Raadgiveres Forestillinger. Inge var den af Brødrene, som besad de elskværdigste og mest vindende Sindets Gaver, men med et smukt Ansigt, bar han paa et vanført, vissent og kryplet Legeme, medens hans tvende Brødre vare, om ikke saa smukke af Ansigt, velskabte, sterke, vaabenføre og vaabenøvede Mænd. Eystein og Sigurd oversaa Inge og nærede vistnok allerede den Gang Tanken om at udelukke ham af Kongedømmet som legemlig udygtig til at opfylde dettes Pligter. Men Inge sad fastere i sit Kongesæde end hans Brødre troede. Lendermændene gjaldt paa denne Tid i Norge meer end maaskee nogensinde. De havde under den svage Harald Gille og rinder hans Sønners Mindreaarighed ført den hele Landsstyrelse paa Kongedømmets Vegne. De havde i henved 20 Aar været vante til at raade i Kongedømmets Navn og havde nu ondt ved at vende tilbage i sit gamle Lydighedsforhold rinder et selvstændigt Kongedømme. Dette fordrede imidlertid de selvraadige og stivsindige Brødre Eystein og Sigurd, der gjerne vilde øve sin kongelige Myndighed i den størst mulige Udstrækning. Inge derimod, i Bevidstheden om sin personlige Svaghed og sin Trang til Hjælp for at kunne opfylde sit kongelige Kald, betragtede Lendermændene – og det vist nok ganske i den norske Samsundsordens Aand – som sine naturlige Raadgivere, der skulde udfylde hvad han selv manglede i Modenhed og Styrerdygtighed. Herved hendroges Landets viseste, mægtigste og rigeste Mænd paa Inges Side, medens de frygtede de tvende andre Konger som fiendtlig stemte mod Lendermandsvældet. Men Lendermændene havde ogsaa, ifølge sin ved gammel nedarvet Vedtægt og Samfundsordenens hele Væsen befæstede patriarchalske Anseelse, den mest afgjorte Indflydelse paa Landets Bønder og Almue. De vare paa det nøieste bundne til Hauldernes eller Odelsbøndernes Klasse og saa at sige Folkets Ledere og Talsmænd. Paa den Side de stode, ordnede sig ogsaa Kjernen af Folket. Saaledes havde Inge, sin legemlige Vanførhed uagtet, i Lendermændenes Raad og Folkets Kjærlighed og Medfølelse en Støtte, der gjorde hans Kongedømme baade sikkrere og kraftfuldere end hans Brødres, trods disses Foragt for ham og indbildte Overlegenhed i Styrerdygtighed. Denne Kongebrødrenes indbyrdes Stilling medførte ganske naturlig en stor Spending, og en Splidens Aand ulmede i Kongedømmets Skjød, hvilken truede med et nærforestaaende voldsomt Udbrud.

Saaledes stode Sagerne i Norge ved den pavelige Legats Komme. Den kloge Nikolaus synes strax at have gjennemskuet Forholdene og derefter bestemt sin Fremgangsmaade. „Han lagde – heder det i Sagaen – stor Vrede paa Kongerne Sigurd og Eystein, og de maatte gaa til Forlig med ham; men med Kong Inge kom han særdeles vel overeens og kaldte ham sin Søn“^[4]. Nikolaus har baade i Kong Inges Karakter og i hans Stilling seet en sikker Borgen for, at gjennem ham Kirkens Sag bedst kunde fremmes, og Nordmændene snarest vindes for Pavedømmets Øiemed. Han tog derfor, som man seer, Inge paa en Maade under sin Beskyttelse mod hans Brødre, og vandt derved virkelig hans og hans Tilhangs fuldkomne Tiltro og Hengivenhed. Man maa af Sagaens Ord slutte, at Kongerne Eystein og Sigurd ikke strax have viist sig saa føielige mod Legaten, som denne kunde ønske, men at han har vidst at overvinde deres Modstand; og dette kunde neppe falde saa vanskeligt, naar han i sin egen ærefrygtbydende Stilling, som den der var iklædt hele den romerske Stols Myndighed, tillige havde Kong Inge og dennes mægtige Parti blandt Høvdingerne og Folket paa sin Side. En Overeenskomst blev nu sluttet mellem de tre Konger og Kardinal Nikolaus, hvorved visse Indrømmelser fra Kongedømmets Side gjordes Kirken. Overeenskomsten blev ved Ed stadfæstet af Brødrene, og den ældste af disse, Kong Eystein, udstedte derom et Brev. Dette er imidlertid nu ikke længer til, og heller ikke kjendes andenstedsfra Overeenskomstens Punkter i det Enkelte; men at den i Hovedsagen har vedkommet de nye Indretninger af Kardinalen, hvorom strax nedenfor vil blive Tale, maa antages for høist rimeligt, ligesom ogsaa, at den har indeholdt en Opgivelse fra Kongernes Side af Kongedømmets Ret til at udkaare Biskopper og beskikke Sogneprester^[5]. „Da nu – heder det videre i Sagaen – alle Kongerne vare blevne forligte med ham, føiede han dem i, at vie Jon Birgerssøn til Erkebiskop i Throndhjem, og overgav ham det Klæde, som kaldes Pallium, og bestemte, at Erkebiskopsstolen skulde være i Nidaros, der hvor den hellige Kong Olaf hviler; men før havde der kun været Lydbiskopper i Norge“^[6]. Den Jon Birgerssøn, der modtog Pallium af Kardinal Nikolaus, var forud Biskop i Stavanger, og forflyttedes altsaa nu herfra til Nidaros, hvis Biskopsstol just var ledig efter Biskop Reidars Død i foregaaende Aar 1151^[7]. Et nyt Biskopsdømme blev desuden indstiftet, hvis Sæde var Hamar ved Miøsen, og til hvilket blev henlagt største Delen af Oplandene. Herved blev Oslos Biskopsdømmes Omraade betydelig indskrænket, da det, som nu underlagdes Hamars Stol, forhen havde tilhørt Oslos. Biskopperne i Oslo sees i senere Tider, ganske vist med Hensyn til dette ældre Forhold, at have paastaaet Stemme for sig og sit Kapitel ved de hamarske Biskoppers Valg. Om noget ved nærværende Leilighed har været bestemt, hvortil hin Paastand kunde støttes, vides ikke. Den blev i senere Tider ikke ubestridt, som vi længere henne i Historien skulle see.^[8]. Til første Biskop i Hamar blev beskikket den tidligere omtalte Arnald, der havde været Biskop paa Grønland. Saaledes var der nu fem Biskopsdømmer i selve Norge; og disse tilligemed de to paa Island samt Biskopsdømmerne paa Orknøerne, Færøerne, Grønland og Suderøerne bleve den nyoprettede Erkestols Provins, Provincia Nidrosiensis. Den norske Kirke var herved udløst af sit Underdanighedsforhold til Erkestolen i Lund og havde erholdt sin egen Metropolitan, hvis Omraades Grændser vare fastsatte. Nogen Fundations-Bulle synes ikke Legaten at have medbragt. Sagen skulde vel ved hans Fuldmagt være ganske ordnet, og Legaten selv have aflagt Beretning i Rom om sin Missions Udfald, før en saadan Bulle udstedtes.

Oprettelsen af Nidaros’s Erkestol var den vigtigste Frugt af Kardinal Nikolaus’s Legation til Norge; men den var ikke den eneste. Han efterlod sig flere Spor af sin Virksomhed, hvilken vi dog desværre ikke kjende i dens fulde Udstrækning.

Sagaerne nævne et Forbud mod Vaabenbyrd i Kjøbstæderne, som han fik istandbragt: „at ingen her – heder det – skulde ustraffet bære Vaaben undtagen tolv Mænd, som udgjorde Kongens Følge“^[9], – et Forbud, som imidlertid synes snart at være blevet slappet eller at være gaaet i Forglemmelse.

Af andre Kilder kjende vi flere Indretninger af ham, der i kirkelig Henseende vare af større Vigtighed, og længer bleve staaende ved Magt. Først og fremst maa nævnes Oprettelsen af Kapitler ved alle Kathedralkirkerne i selve Norge, en Indretning, som sigtede til at bringe Biskoppernes Valg i fuldkommen canonisk Orden. Den gamle Vedtægt i Kirken, at Biskopperne skulde udvælges hver af sit Biskopsdømmes Geistlighed, havde siden det 9de Aarhundrede i de fleste til den romerske Kirke hørende Lande givet Plads for en anden Valgmaade, der af Pavedømmet havde vundet Stadfæstelse. Der oprettedes nemlig ved Kathedralkirkerne Kollegier af Geistlige, hvilke som et Slags Repræsentanter for det samtlige Klerus skulde vælge vedkommende Biskopper og tillige staa disse ved Siden som kirkeligt Raad. Et saadant Kollegiums eller Kapitels Medlemmer kaldtes: Canonici, Kanniker, og kunde enten henhøre til en vis Klosterorden, og i saa Fald almindelig til en eller anden Congregation af Prest-Munke af St. Augustins Regel, – eller de kunde være Prester, der ikke hørte til nogen Klosterorden. I første Tilfælde benævntes de: Canonici regulares, regelbundne Kanniker, og dannede et ordentligt Convent; i det andet Tilfælde kaldtes de: Canonici sæculares, verdsliggeistlige Kanniker, og havde Prestekald til Bestyrelse og Underhold (Præbender), men skulde dog leve sammen i et Slags klosterlig Forening og have fælles Bordhold, mensa communis. Antallet af ethvert saadant Kollegiums Medlemmer var ubestemt og beroede paa, hvilke Underholdningsmidler der stode til Kapitelets Raadighed. Dette var Indretningen ved Domkapitlerne i Almindelighed; og saadanne skulde nu indføres i Norge. En Bevæggrund som herfor anførtes var naturligviis, at den bestaaende Maade, paa hvilken Biskopperne beskikkedes, nemlig af Kongedømmet, i sig selv var ucanonisk, ikke stemmende med den romerske Kirkes Love. Men at skaffe denne Bevæggrund i og for sig Indgang var ikke saa ganske let; thi det gjaldt her om at faa Kongedømmet til at opgive et vigtigt Prærogativ. De for Øieblikket raadende Forholde maatte tages til Hjælp. Det blev udpeget, hvor farligt det i Grunden var, at Biskopperne beskikkedes af Kongedømmet, under en Statsforfatning, der indrømmede dettes Deelbarhed. Naar der, som nu netop var Tilfældet, raadede tre Konger i Landet under en fuldkommen ligelig Samstyrelse og uden nogen Landsdeling, og der mellem dem herskede Meningsulighed om et Biskopsvalg, saa var man udsat for at tre forskjellige Personer kunde blive udnævnte til een og samme Biskopsstol, hvorved den farligste Forstyrrelse kunde opstaa i Kirken. Det var derfor nødvendigt at indrette ved Kathedralkirkerne geistlige Valgkollegier, der, i det mindste iTilfælde af Uenighed mellem de samstyrende Konger, kunde gjøre Udslag i Biskopsvalget og saaledes forebygge en Splittelse i Kirken, hvoraf stor Forargelse og Skade kunde reise sig. Paa denne Anskuelse synes Kongerne at være gangne ind og at have vedtaget Oprettelsen af Kapitler ved alle Biskopsstole i Landet, – dog med det Forbehold, eller i det mindste i den Mening, at derved ikke noget Skaar gjordes i Kongedømmets ældre Ret, naar kun de samstyrende Konger vare indbyrdes enige med Hensyn til Biskopsvalget. Saaledes, seer man i det mindste, at Bestemmelsen senere er blevet fortolket fra Kongedømmets Side. Legaten har med egte romersk Statskunst lempet sig efter en Betragtningsmaade, som for Øieblikket støttede ham i Gjennemførelsen af sin Plan; og han har sikkert haabet, at naar Kapitlerne først vare oprettede, og den egte hierarchiske Aand var dem indblæst, saa vilde de nok i Fremtiden selv vide at give sin Valgret den sande canoniske Betydning. De nødvendige Midler bleve nu skaffede til Veie for Kapitlernes Underhold ved Præbenders Henlæggelse til Biskopsstolene, og Kanniker, eller som de i Norge paa Grund af deres Tjeneste i Choret kaldtes, Chorsbrødre bleve beskikkede. De vare overalt i Norge Canonici sæculares eller verdsliggeistlige, nemlig Prester, der havde sine Sognekald, hvilke de, naar disse ikke vare ganske i Kathedralkirkens Nærhed, bestyrede ved Vikarier, for selv at være ved Biskopsstolen og opfylde sit Kald som Biskoppens Raadgivere og Biskopsdømmets Bestyrere i Tilfælde af Biskoppens Fraværelse eller Stolens Ledighed. De beskikkedes af vedkommende Biskop og skyldte ham Lydighed. Indretningen kom, som vi senere skulle see, til at spille en vigtig Rolle i den norske Kirkeforfatning. Foruden ved Kathedralkirkerne i selve Norge finder man ikkun Kapitler ved Kathedralkirkerne paa Orknøerne og Suderøerne^[10].

En Bestemmelse blev ogsaa istandbragt med Hensyn til Sognepresternes Ansættelse, saaledes at denne meer udelukkende end forhen lagdes i vedkommende Biskoppers Hænder. Man finder nemlig, at Paven og Biskopperne senere hen paastode, at Kongerne ved denne Leilighed „frivilligen opgave sin Patronatsret til Norges Kirker“, altsaa overdroge til Kirkens egne Forstandere den Ret til at beskikke Sogneprester, eller det Overtilsyn med disses Ansættelse, som ældre Vedtægt havde hjemlet Kongedømmet. Man seer vel ogsaa, at denne Paastands Rigtighed femti Aar efter kaldtes i Tvivl fra Kongedømmets Side, og at dette i ethvert Fald erklærede Opgivelsen for ugyldig. Men at noget er udvirket i denne Retning af Kardinal Nikolaus til Geistlighedens Fordeel, er fuldkommen klart; kun at man ikke veed med Sikkerhed, hvorvidt Kongernes Føielighed har strakt sig, – om Opgivelsen har været ubetinget, som Geistligheden paastod, eller om Biskopperne have fortolket den i en videre Udstrækning end Kongerne oprindelig have tænkt sig^[11]. At der med det Samme har været gjort Skridt til ogsaa at udvirke af Sognealmuerne et lignende Afkald paa deres Ret til Stemme ved deres Sognepresters Valg, er høist rimeligt, ligesom og at dette har lykkets.

En anden Ting af stor Vigtighed for Hierarchiet, hvilken Kardinal Nikolaus fik sat igjennem, var en Forandring i den verdslige Lov med Hensyn til Retten at gjøre Gaver. Denne Ret var efter den ældre norske Lovgivning yderst indskrænket. Formue, især fast Ejendom, betragtedes meer som tilhørende Ætten end enkelt Mand; Besidderen, der egentlig kun var Bruger, var følgelig ude af Ret til i nogen større Maalestok at afhænde Formuen; dette kunde i alle Fald ikke skee uden nærmeste lovlige Arvings Samtykke. Nogen Ret til at gjøre Testamente udenfor den føromtalte Hovedtiende^[12] erkjendte Loven strengt taget aldeles ikke; thi naar slet ingen i Loven nænnet Arving var til, arvede Kongedømmet. Dette var til stor Hinder for alle betydeligere Gaver til Kirken. Kardinal Nikolaus fik nu vedtaget – som det heder – „med Raad af alle Biskopper i Landet og tolv de viseste Mænd af hvert Biskopsdømme“, at det skulde staa Enhver frit, Kvinde som Mand, at bortgive en Tiendedeel af det Land og det Løsøre, som han havde modtaget ved Arv, men en Fjerdedeel af hvad han selv havde erhvervet, og dette maatte han bortskjenke til hellige Steder, eller til Frænder, eller til Ubeslegtede, alt efter egen fri Villie-i. Retten til at gjøre Gaver eller Testamente blev vel endnu, som sees, nogenlunde indskrænket; men den var dog stor i Sammenligning med den tidligere, og at den især kom til at yttre sig i Sjælegaver, i Gaver til Kirken, er, naar man seer hen til Tidens Aand, let begribeligt. Legaten fik her aabnet en Rigdomskilde for Kirken, som snart viste sig at overtræffe alle andre, og som efterhaanden indbragte den en uafhængig Formue, paa hvilken som en Hovedpille den kunde støtte sin Selvstændighed. Øieblikkelig bar maaskee Bestemmelsen mindre rige Frugter; thi den var ikke fremgaaet under de lovvedtagne Former og tiltrængte for at blive almeengjældende Lov at samtykkes paa hvert enkelt af Landets Lagthing. Men den havde dog allerede i sin Fremtræden vistnok en kraftig Mening for sig, og dens lovlige Vedtagelse udeblev ikke. I Frostathings- og i Gulathings-Loven synes den strax at være optagen; i Eidsivathings- og Borgarthings-Loven skeede det vel formeligen først i 1224, men dette forhindrer dog neppe, at den ogsaa i disse to Lagdømmer tidligere har øvet Indflydelse og i alle Fald lettet Arvingernes Samtykke, især til Sjælegaver inden de ved Bestemmelsen optrukne Grændser^[13].

Endnu et Verk af Kardinal Nikolaus var Indførelsen af den saakaldte Romerskat eller Peterspengen (Ruma skattr, denarius sancti Petri), en Skat til den romerske Stol, der i Norge udrededes aarligen med een tællet Penning (peningr talinn) af Enhver som ejede i det mindste tre tællede Mark foruden Vaaben og Klæder^[14], Vel findes der neppe noget udtrykkeligt Udsagn for at denne Skat blev vedtagen i Norge netop efter Nikolaus’s Forslag eller Opfordring; men flere Omstændigheder gjør dog dette i høieste Grad sandsynligt. Man ved nemlig af sikkre Kilder, at Nikolaus under sin Legation i Sverige fik den indført der; og man finder den ikke omtalt i de to ældste Christenretter, der ere ældre end Nikolaus’s Mission, medens den omtales som vedtagen i Frostathingslovens Christenret, deri Hovedsagen skriver sig fra anden Halvdeel af det 12te Aarhundrede. Dette synes nogenlunde sikkert at knytte dens Indførelse til Kardinal Nikolaus’s Legation i Norge. Skatten var af Vigtighed, især for den derved udtalte og bestandig hos Folket opfriskede Erkjendelse af Roms og Pavens kirkelige Overhøihed.

Man finder ogsaa at Kardinal Nikolaus har bragt Geistlighedens Cølibat, eller ugifte Stand, paa Bane i Norge, ligesom han vides at have gjort det samme senere i Sverige. Men paa ingen af Stederne lykkedes det ham at drive nogen Cølibatslov igjennem. Presterne i Norge paastode endogsaa senere, da deres Cølibat igjen bragtes paa Bane, at Kardinal Nikolaus under sin Legation havde tilladt dem at indgaa Egteskab^[15]. Skjønt der, som det lader, ikke herfor fandtes noget skriftligt Beviis, saa er det dog i sig selv ganske rimeligt, at Nikolaus har fundet Modstanden i Norge mod Cølibatsloven altfor afgjørende, og at han har ladet den falde eller givet en Dispensation fra den, fordi han mærkede, at Tiden endnu ikke var kommen til at gjennemtvinge den.

Endnu en Ting maa til Slutning omtales. Kardinal Nikolaus skal have givet Nordmændene og Svearne en Katechismus, hvis Indhold siden fulgtes, saalænge Katholicismen varede^[16]. Medfører denne Beretning Sandhed, da maa man udentvivl forstaa den saaledes, at Nikolaus har meddeelt den norske Geistlighed en af ham forfattet, med den dagjældende romerske Lære nøie stemmende, forklarende Fremstilling af Trosartiklerne til Brug ved Christendoms-Undervisningen; og er dette rigtigt, saa er der igjen al Sandsynlighed for, at det er denne Nikolaus’s Fremstilling, der i norsk Oversættelse findes indført som Begyndelse til Christendomsbolken i de nyere Landslove for Norge og Island fra Midten af det trettende Aarhundrede.

De ydre Former, under hvilke Kardinal Nikolaus har udført sin Legation i Norge, findes ingensteds bestemt omtalte. Et Par Vink giver dog det allerede ovenfor anførte Man seer paa den ene Side, at en Sammenkomst har fundet Sted mellem ham og de tre samstyrende Konger, og paa den anden, at ogsaa et stort Mode har været afholdt, til hvilket, „alle Landets Biskopper og tillige tolv de viseste Mænd af hvert Biskopsdømme“ have indfundet sig for at raadslaa med Legaten. Hiin Sammenkomst mellem ham og Kongerne maa antages at have faldet sammen med dette store Møde, og det Hele har da været et Rigsmøde, der er blevet sammenkaldt i Anledning af Legatens Komme, og paa hvilket hele Rigets bedste Kræfter, baade verdslige og geistlige, have været forenede og sammenvirkende. Det har været et Høvdingemøde (höfðingiafundr) af samme Slags som man senere ved forskjellige vigtige Leiligheder treffer paa i Norges Historie, en Blanding af et almindeligt norsk Kirkemøde og en almindelig verdslig Raadsforsamling, hvad man senere undertiden betegnede ved det fremmede Navn Parliament (parlamentum, parliamentum). Et saadant Plove var efter Norges Statsforfatning og Samfundsforhold det bedste Organ, gjennem hvilket Legaten kunde virke for sit Øiemed. Hvor det har været afholdt findes ikke udtrykkelig angivet; men man seiler neppe, naar man antager Nidaros for Stedet. Mødet stod nemlig i den nærmeste Forbindelse med Nidaros’s Ophøielse til Metropolitansæde, og Overrækningen og Iførelsen af Pallium kunde ikke nogensteds mere passende foregaa end just i den Kirke, hvor Norges Skytshelgen hvilede, og som var bestemt til at være for Fremtiden Norges Metropolitankirke.

Kongerne have altsaa i Anledning af Kardinal Nikolaus’s Legation til Norge sammenkaldt et almindeligt Rigsmøde i Nidaros, til hvilket alle Biskopper i Landet og tolv de viseste Mænd af hvert Biskopsdømme have indfundet sig. Paa dette Mode er Overeenskomsten mellem Kongerne og Legaten kommen i Stand, og den sidstes Bestemmelser Kirken vedkommende blevet antagne. Under dette har ogsaa Nikolaus høitidelig iklædt Biskop Jon Birgerssøn Pallium og derved ophøiet ham til Erkebiskop og den norske Kirkes Metropolitan, – hvilket da har gaaet for sig i Christkirken i Overvær af alle tre Konger, af Norges Biskopper, nemlig: Sigurd af Bergen, Vilialm af Oslo og den nytilsatte Arnald af Hamar, samt af de mange paa Mødet tilstedeværende Høvdinger. Ved denne høitidelige Leilighed og i denne glimrende Forsamling var det ogsaa, at den islandske Skald, Presten Einar Skulessøn, paa Kong Eysteins Opfordring, fremsagde sit Kvad om den hellige Olaf, der er bekjendt under Navnet Geisli d. e. Straalen, og anseet for et af den Tids ypperste Skaldestykker^[17]. Intet blev saaledes forsømt, der kunde gjøre Høitideligheden saa herlig som muligt.

Bi have nu udhævet de Træk af Nikolaus’s Legationsverk, som ere os bekjendte, eller til hvilke vi med nogenlunde Sikkerhed kunde slutte. Betragte vi hans Virksomhed i det Hele med Hensyn til den norske Kirke, saa kunne vi ikke andet end tilkjende ham Hierarchiets Grundlæggelse i Norge. Han ordnede den norske Kirkes selvstændige Provinsialforhold, – aabnede Adgangen for canoniske, af Kongedømmet uafhængige Biskopsvalg, ligesom og for Sognepresternes ordentlige Ansættelse ved Biskopperne, – ryddede den væsentligste Hindring af Veien for Kirkens Berigelse ved testamentariske Gaver, – og bevirkede endelig det hele Folks tydelige Anerkjendelse af den romerske Stols Overhøihed ved Indrømmelsen af Romerskatten. Dette var alt sterke Hjørnestene, paa hvilke under gunstige Omstændigheder af dygtige Biskopper kunde reises en fast hierarchisk Bygning. Han havde hermed udrettet, hvad han for Tiden formaaede at udrette for sin Legations Øiemed, og vist nok ogsaa hvad han for Tiden fandt nødvendigt. Han kunde nu ansee sin Legation i Norge fuldendt, og forlod Landet med en gunstig Stemning for Nordmændene og ledsaget af deres Høiagtelse og Kjærlighed. „Han udbedrede – siger Sagaen – i mange Maader Nordmændenes Seder, medens han var i Landet. Ikke har nogen udenlandsk Mand været i Norge, som alle i saa høi Grad have agtet, eller som bar formaaet saa meget hos Almuen, som han. Han for tilbage til Syden med store Vennegaver og erklærede, at han skulde i Fremtiden være Nordmændenes bedste Ven“^[18].

Nikolaus drog fra Norge til Sverige, hvorhen han skal være kommen imod Slutningen af Aaret 1152. I Anledning af hans Komme holdtes – som man tror – et Kirkemøde i Linkjøping, paa hvilket flere Bestemmelser bleve vedtagne i Lighed med hvad der var skeet i Norge. Alligevel lykkedes det ham ikke at faa den svenske Kirkes Provinsialforhold endeligen ordnet. Aarsagen var den Splid, som raadede i Sveriges Indre. Det svenske Rige omfattede nemlig tvende indbyrdes avindsyge Folkefærd: Svear og Gauter; og disse kunde ikke enes om, hvilket af begge skulde nyde den Ære at have Erkestolen i sin Midte. Følgen blev, at Sagen henstod uafgjort, da Legaten forlod Sverige for at vende tilbage til Rom over Danmark. Her besøgte han i 1153 Erkebiskop Askel eller Eskil i Lund. Han overgav til denne det for Sveriges Metropolitan bestemte Pallium med Paalæg at iklæde dermed den vordende svenske Erkebiskop, naar Svearne og Gauterne vare komne til Enighed om, hvor Erkestolen skulde være. Han skal ved denne samme Leilighed have lovet Askel som en Erstatning for det Skaar, der var gjort i hans Metropolitanmyndighed ved Udsondringen af den norske og svenske Kirke til selvstændige Kirkeproviuser, at udvirke for Lunds Erkestol Primatet over den svenske Kirke, hvilket indbefattede Retten til paa Pavens Vegne at meddele dens vordende Metropolitaner Pallium. Ved en senere Pavebulle blev ogsaa Erkebiskoppen af Lund virkeligen udnævnt til den svenske Kirkes Primas, og meddeelte i denne Egenskab den første Erkebiskop af Upsal paa Pavens Vegne hans Pallium i Aaret 1164.

Den norske Kirke derimod blev fuldkommen unddragen al Afhængighed af Lunds Erkestol. I den egentlige Fundationsbulle nemlig for Erkesædet i Nidaros, udstedt af Eugenius den 3dies Eftermand, Pave Anastasius IV (1153–1154), i November 1154 og medundertegnet af Biskop Nikolaus af Alba selv som Kardinal, erklæredes, at den norske Metropolitan skulde staa umiddelbart under Paven; og dette blev stedse siden overholdt. Om Kardinal Nikolaus have vi kun at tilføie, at han strax efter Anastasius III’s Død den 2den December 1154, blev udvalgt til Pave med Navnet Hadrianus IV, og beklædte St. Peters Stol med stor Anseelse til sin Død, den 1ste September 1159. Han skal efter vore Sagaers Vidnesbyrd stedse have viist en Forkjærlighed for Nordmændene, som til Gjengjæld holdt ham saa høit i Ære, at Folkemeningen erklærede ham for en hellig Mand, skjønt Kirken ikke indførte ham i Helgentallet. „Saa sagde de Mænd – heder det – som i hans Dage kom til Rom, at aldrig havde han saa magtpaaliggende Ting at tale med Nogen, at han jo talede først med Nordmændene, naar disse henvendte sig til ham. Han var ikke længe Pave, og nu er han anseet for en hellig Mand“^[19].

1. Se ovenfor S. 169.
2. Norsk Tdskr. V. 41: Isl. An. 62.
3. Sn. S. I. og E. S. c. 24; Ol. H. S. c. 260.
4. Sn. S. E. I. S. c. 23.
5. Om Underhandlinger mellem Nikolaus og de tre Konger tales i Kong Haakon Sverrerssøns Brev: „Jeg indrømmer den hellige Kirke og de Geistlige al den Frihed, som den bor have efter som de hellige Skrifter dømme mellem mig og dem, og den hellige Kirke har havt fra ny og gammel Tid, mit Kongedømme uskadt og al min kongelige Verdighed, overeensstemmende med det, som Kardinal Nikolaus forordnede, og de tre Konger, Eystein, Sigurd og Inge indrømmede og svore, og K. Eysteins Brev vidner“. N. g. L. I. 446; jfr. Magn. Erls. Brev, N. g. L. I. 444, og Pave Gregorius IXs Brev af 5te Octbr. 1234, norsk Diplomat. I. 11.
6. Sn. S. E. I. S. c. 23.
7. Se ovenfor S. 219.
8. Der forekommer mig ingen tilstrækkelig Grund være til at antage med Munch, at Oplandene, eller en stor Deel af disse, før havde ligget under Throndhjems Biskopsdømme. Munch II. 867.
9. Sn. S. I. og E. S. c. 23.
10. Om Oprettelsen af Domkapitler i Norge see: „Afhandling om den norske Kirkes Forhold til Staten“, udg. som Anh. til Kongespeilet Christiania 1848, S. 186.
11. Gregorius vis IX af 5 Octbr. 1234 i norsk Diplomat. I. 11, og Innocentius IVs Br. af 19 Decbr. 1247, jfrt. m. ovenn. Afhandling og S. 178 ovenfor.
12. Se ovenfor S. 160.
13. Norges gl. Love I. 447, jfrt. m. tilsvarende Steder i den ældre Gulathings- og Frostathings-Lov, sst. 55 (G. L. c. 129), 209, 213 (F. L. IX. c. 4, 18).
14. N. gl. L. I. 137.
15. Se Gregorius IX.s Brev til Erkeb. Sigurd af 16de Mai 1237, Norsk Dipl. I. 15.
16. Suhm D. H. VI. 135; Munch II. 871 Not. 3; begge efter Manrique ann. Cisterc. II. 46.
17. Morkinskinna i Fornm. s. VII. 355, jfr. Munch II. 866.
18. Sn. S. J. E. S. c. 23.
19. Sn. S. J. E. S. c. 23.