Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/20

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have nu fulgt den norſke Kirkes Udvikling indtil Midten af det tolfte Aarhundrede, i dens Fremſkriden under Kongedømmets og overhovedet den verdslige Statsmagts Ledning. Ved denne Tid indtræder, ſom allerede yttret, et Hovedvendepunkt i dens Hiſtorie, og det er Hierarchiets Grundlæggelſe i Forening med Nidaros’s Ophøielſe til den norſke Kirkes Metropolitanſæde, ſom betegner dette. Men inden vi gaa over til det nye Tidsrum, i hvilket Hierarchiet, efter førſt at have flaaet Rødder i den norſke Kirkes Grund, haſtigen og kraftigen udviklede ſig, medførende efterhaanden væſentlige Forandringer i flere kirkelige Forholde, — ville vi ſtræbe at give en kort Overſigt over den norſke Kirkeforfatning, ſaadan ſom den maa antages at have fæſtet ſig i det Tidsrum, vi nu have gjennemgaaet. Meget, ſom tilhører den romerſk-katholſke Kirkeſorfatning i Almindelighed, ville vi komme til at berøre; men vi ville dog fortrinsviis hefte Opmærkſomheden paa det, der forekommer os paa en eller anden Maade eiendommeligt for den norſke Kirke.

Vi ville da betragte denne fra tre Hovedſider og omhandle: I. Kirkens Embedsmænd d. e. Geiſtligheden, Klerus; — II. Kirkens religiøſe Skikke; — og III. Kirkens Styrelſe og ſtatsretlige Forhold.

I. Kirken havde ſin egen Embedsſtand (clerus), hvori ethvert Medlem (clericus modſ. laicus; klerkr, lærðr maðr, modſ. leikmaðr) optoges ved en Indvielſe (ordinatio, vigsla). I denne Embedsſtand vare igjen forſkjellige Grader (ordines), hver iſær med ſin eiendommelige Indvielſe. Deres Antal regnedes almindelig for otte, af hvilke de fire ringere (ordines minores), regnede nedenfra opad, vare: Ostiarius (Dørvogter, Klokker, klukkari), Lector, Exorcista, Acolothus; de fire høiere (ordines maiores) regnede paa ſamme Maade: Subdiaconus (subdiákn), Diaconus (diákn), Presbyter eller Sacerdos (prestr), Episcopus (biskup). For alle de høiere Grader var Tonſuren eller den ragede Isſe et Særkjende. Indvielſen til en ringere Grad maatte gaa forud for Indvielſen til en høiere. Den biſkoppelige Grad udfordredes til at foretage hvilkenſomhelſt geiſtlig Indvielſe; men Biſkopsvielſen udførtes af en overordnet Biſkop (Erkebiſkop, Metropolitan). Paven var egentlig blot Roms Biſkop, men derved, ſom St. Peters formeente Efterfølger, den hele romerſk-katholſke Kirkes Overbiſkop. Hver Grad havde ſit Forretningsomraade, ſom ikke maatte overſkrides, i det mindſte ikke fra den lavere til den høiere. De ſex førſte Grader omfattede egentlig Standens tjenende Medlemmer; Preſtens Grad: dens lærende Medlemmer, hvorfor ogſaa Preſten af Nordmændene udtryksfuldt benævntes: kennimaðr d. e. Lærer; Biſkoppens endelig: dens ſtyrende Medlemmer, hvorfor ogſaa Biſkoppen ofte benævntes: forstióri kirkiunnar d. e. Kirkens Forſtander, Beſtyrer. Denne hele Indretning var fælles for den norſke Kirke med den romerſk-katholſke i Almindelighed.

Vi ville ikke opholde os ved de lavere geiſtlige Grader, hvis Indflydelſe i Kirken vare af en meget underordnet Betydenhed, men begynde med Preſten og hans Embedsſtilling

Preſtens Hovedpligt var Folkets Undervisning i Chriſtendommen og Udførelſen af Gudstjeneſten og de med den i Forbindelſe ſtaaende Handlinger. For at ordne Preſtens Virkſomhed i denne Henſeende beſtemtes overalt, hvor Chriſtendommen nogenlunde var grundfæſtet, en Inddeling af Landet i faſte geiſtlige Embedskredſe, hver med ſin Preſt ſom geiſtlig Forſtander; og disſe Embedskredſe ſluttede ſig igjen hver til en Kirke, eller indviet Bygning, hvor Gudstjeneſten afholdtes for den tilliggende Kredſes Beboere. En ſaadan geiſtlig Inddeling af Landet kom ogſaa ved Chriſtendommens Indførelſe haſtig i Stand i Norge, viſt nok paa en Maade allerede i Olaf Tryggvesſøns Tid, men nogenlunde fuldſtændig, ſom det lader, i Olaf den Helliges; og den har maaſkee tildeels havt ſit Forbillede i en lignende, ſom allerede fandt Sted i hedenſke Tider med Henſyn til Hofene eller Templerne. En ſaadan Kreds benævntes i Norge Kirkeſogn (kirkiusókn), d. e. Indbegrebet af dem, der ſøgte en vis Kirke, i Lighed med Thingſogn (þingsókn), Indbegrebet af dem der ſøgte et viſt Thing; og Sognets geiſtlige Forſtander: Sognepreſt (sóknarprestr).

Kirkerne i Norge vare imidlertid af forſkjellig Rang, og derved opſtod tillige en Rangforſkjel mellem de ſtyrende Preſter. De forſkjellige Klasſer af de norſke Kirker vare fra gammel Tid tre: Fylkeskirke (fylkiskirkia), Heredskirke (heraðskirkia) og Høgendeskirke (hœgendiskirkia).

Fylkeskirkerne vare de høieſte i Rangen og udentvivl tillige de ældſte i Landet. De havde, ſom det lader, ſit Navn deraf, at der ved Chriſtendommens førſte Indførelſe i Norge kun var een Kirke i hvert Fylke, i de Dele af Norge, hvor Fylkes-Inddelingen vedligeholdtes i ſin oprindelige ſkarpe Begrændsning. Fylkeskirkerne havde derfor egentlig hjemme i Froſtathings- og Gulathingslagen[1], hvor der virkelig ogſaa i Regelen kun fandtes een Kirke med dette Navn i hvert Fylke, hvilken Kirke opretholdtes af alle Fylkesmændene, og ofteſt ſynes at have ſtaaet paa ſamme Sted, hvor Fylkeshofet ſtod i Hedendommens Tider. Benævnelſen fandtes ogſaa i Viken, hvor der dog var ſer Kirker af denne Rang og dette Navn, ſkjønt Fylkerne i det egentlige Viken kun regnedes for tre[2]. Paa Oplandene eller i Eidſivathingslagen derimod brugtes ikke Benævnelſen Fylkeskirke, men til Fylkeskirkerne i de øvrige Landsdele ſvarede her Hovedkirkerne (höfuðkirkiur), af hvilke der i de Fylker, hvor en Tredjings-Inddeling fandt Sted, var een i hver Tredjing (þriðiungr), altſaa tre i hvert Fylke[3], — en Indretning ſom muligen ſkriver ſig derfra, at Oplandene noget ſenere blev chriſtnet end det øvrige Norge og ſtrax ved Chriſtendommens Indførelſe blev forſynet med flere Kirker, end Tilfældet havde været i de øvrige Hovedlandsdele. Fylkeskirkerne, hvor de fandtes, vare i Regelen fra Olaf Tryggvesſøns Tid, Hovedkirkerne eller ſom man kunde kalde dem Tredjingskirkerne paa Oplandene derimod fra Olaf den Helliges. Fylkeskirkerne benævntes ellers ogſaa med Navnet: Hovedkirker.

Heredskirkerne vare de næſte i Rang. Benævelſen har ſin Oprindelſe derfra, at der i Regelen fandtes een ſaadan Kirke i hvert Hered (herað) eller Underafdeling af Fylket, hvilken Kirke var dette Hereds Hovedſognekirke. Men Navnet var ikke almindelig anvendt over hele Norge; det havde egentlig hjemme i Viken, Gulathingslagen[4] og vel ogſaa i de Fylker, ſom hørte til Froſtathingslagen udenfor det egentlige Throndhjem (Þrándheimr) eller de otte thrøndiſke Fylker. I Throndhjem ſelv fandtes nemlig egentligen ſlet ikke dette Slags Kirker, da Fylkeskirkerne, i det mindſte i det her omhandlede Tidsrum, tillige vare Hovedſognekirker hver i ſit Fylke (eller maaſkee, hvor Fylket var deelt i to Halvfylker, hvert med Fylkes-Rettigheder, — hver i ſit Halvfylke), hvorimod alle andre Kirker i Fylket betragtedes ſom Høgendeskirker eller Annexkirker til Fylkeskirken[5]; og i Eidſivathingslagen fandt udentvivl et lignende Forhold Sted, idet heller ikke der Heredskirker nævnes, men blot Hovedkirker, ſom modſættes Høgendeskirker; dog kan det maaſkee hende, at her Benævnelſen Hovedkirke undertiden har været udſtrakt til enhver Hovedſognekirke og ſaaledes indbefattet foruden Hovedkirken i hver Tredjing tillige de Kirker ſom andenſteds benævntes Heredskirker[6]. I de Landsdele, hvor Benævnelſen Heredskirker fandt Sted, der ombyttedes denne ofte med Benævnelſerne: Fjerdingskirker (fiórðungskirkiur) og Ottingskirker (áttungskirkiur)[7], alt efterſom Fylket var deelt i Fjerdinger eller Ottinger, hvilken Inddeling oprindelig faldt ſammen med Heredsinddelingen. Dette gjælder dog i Grunden kun om visſe af de veſtlige Kyſtfylker, derimod ikke om Viken, hvor Benævnelſen Heredskirker udelukkende bruges om denne Klasſe. Heredskirkerne maa overhovedet betragtes ſom yngre end Fylkeskirkerne, fremkaldte efterhaanden ved Chriſtendommens videre Udbredelſe og Grundfæſtelſe i Landet, da Behovet af flere Gudshuſe ved den ſterkere Sogning af Almuen blev mere paatrængende nødvendig. De ſkrive ſig dog viſt for en meget ſtor Deel allerede fra Olaf den Helliges Tid. Heredskirkerne byggedes og vedligeholdtes af vedkommende Hereds Almue.

Høgendeskirkerne vare de ſidſte i Rang. Navnet betegner ligefrem: Lettelſeskirker, Bekvemmelighedskirker, og antyder deres Oprindelſe. Det var Kirker, ſom enten Almuen i mere afſondrede Dele af vidtløftige Kirkeſogn opførte for ſin Lettelſes Skyld, for at kunne have Gudstjeneſte til enkelte Tider hjemme i ſin Bygd, ſaaledes at de ikke behøvede ſtedſe at ſøge til den fjærne Sognekirke, — eller ſom enkelt formuende Mand opførte for ſit eget huslige Brug i ſamme Henſigt. De ſvarede altſaa til hvad man i vore Tider kalder Annexkirker og Kapeller og betjentes enten af Hovedſognets Preſt ſelv, eller af en anden Preſt, der forrettede ſom hans Vikarius eller Kapellan. Af denne Klasſes Oprindelſe ſees let, at den overhovedet maa betragtes ſom den yngſte af de tre nævnte Klasſer. Imidlertid nævnes den i alle de ældſte Chriſtenretter, og ſom hørende hjemme i alle Landsdele. Indretningen af dette Slags Kirker maa følgelig antages at have fulgt meget ſnart efter Indretningen af Heredskirkerne, ſkjønt den forudſætter en allerede almindelig og beſtemt begrændſet Sogne-Inddeling.

Af hvad allerede er ſagt om disſe tre Klasſer af Kirker i Norge vil let kunne ſluttes, at ikkun Fylkeskirkerne, og de tilſvarende Hovedkirker paa Oplandene, ſamt Heredskirkerne vare fuldſtændige Sognekirker, hvorimod dette ikke kunde ſiges om Høgendeskirkerne. Ved de tvende førſte Klasſer fandtes ogſaa altid Kirkegaard (kirkiugarðr) eller tilhørende, Kirken omgivende Begravelſesplads, hvorfor de tillige vare og kaldtes Begravelſeskirker (greftrarkirkiur)[8], medens dette neppe ſtedſe var Tilfældet med Høgendeskirkerne.

Kirkerne i de opblomſtrende Kjøbſteder ſynes overhovedet at have været regnede i Klasſe med Heredskirkerne. Da Kathedralkirker byggedes ved Biſkopsſtolene bleve disſe naturligviis betragtede ſom de ypperſte i Rangen af alle Landets Kirker, over ſelve Fylkeskirkerne.

Med Henſyn til Sogne-Inddelingen i Norge har viſt nok fra førſt af Kongerne Olaf Tryggvesſøn og Olaf den Hellige øvet megen Indflydelſe. Men ſenere maa man antage, at denne Sags Ordning ſaagodtſom udelukkende har været Biſkopperne overladt og udført efter Overeenskomſt mellem dem og Bønderne, iſær efterat Landet var blevet inddeelt i Biſkopsdømmer, og hver Biſkop havde faaet ſin beſtemte Landsdeel til Omraade. Tiendens Indførelſe forudſætter en allerede fuldkommen gjennemført Sogne-Inddeling Men denne er dog viſt nok i Norge betydelig ældre end hiin og rimeligviis omtrent jævngammel med Chriſtendommens fuldſtændige Indførelſe, fra Olaf den Helliges ſeneſte Dage eller den nærmeſte Tid efter hans Fald. De ældſte Beſtemmelſer i den gamle Gulathingslovs Chriſtenret forudſætte allerede en Sogne-Inddeling ſom beſtaaende[9]; men disſe Beſtemmelſer ſkrive ſig om end ikke alle fra Olaf den Hellige, ſaa dog i det mindſte fra Olaf Kyrre (1066—1093), og give ſaaledes al Anledning til at tro, at Sogne-Inddelingen var fuldkommen ordnet ved Midten af det 11te Aarhundrede, ved 1050. At Kirkeſognene i Begyndelſen have været ſaare vidløftige, men efterhaanden ved flere Kirkers Opbyggelſe og en lettere Adgang til at erholde tjenſtgjørende Preſter, ere blevne deelte og ſaaledes mere indſkrænkede, er der al Grund til at antage.

Den Forſkjellighed i Rang, ſom raadede mellem de norſke Kirker gik ganſke naturlig over paa Preſterne, der foreſtod dem. Ligeſom der var tre Klasſer af Kirker, var der ogſaa tre Klasſer af Preſter: Fylkespreſter (fylkisprestar) eller tilſvarende Hovedpreſter (höfuðprestar), Heredspreſter (heraðsprestar) og Høgendespreſter (hœgendisprestar). I Throndhjem, hvor Fylkeskirken i Regelen var den eneſte Hovedſognekirke i hvert Fylke, medens de øvrige Kirker blot vare at betragte ſom Høgendeskirker eller Annexkirker til denne, der var Fylkespreſten den eneſte egentlige Sognepreſt i Fylket, medens de øvrige Preſter vare at anſee ſom hans Høgendespreſter d. e. Vikarier eller Kapellaner. Dette Forhold er, ſaavidt ſkjønnes, ogſaa tydelig udtrykt i den ældre Froſtathingslovs Chriſtenret, hvor Benævnelſen prestlingr d. e. liden Preſt, Underpreſt, ſynes at være eenstydende med hœgendisprestr og betegne dennes ganſke underordnede Stilling[10]. Noget lignende kan maaſke Forholdet have været paa Oplandene, hvor heller ikke Heredskirker eller Heredspreſter nævnes, med Hovedpreſterne, at nemlig Hovedpreſten har været den eneſte egentlige Sognepreſt i Fylkes-Tredjingen. Den gamle Eidſivathingslovs Chriſtenret lader os i Uvished i denne Henſeende. I de øvrige Landsdele derimod, hvor ſelvſtændige Heredskirker fandtes, der vare Heredspreſterne ved disſe ſelvſtændige Sognepreſter; og Fylkespreſten havde, ſaavidt ſkjønnes, ingen egentlig overordnet Myndighed over Fylkets Heredspreſter. Fylkespreſten var blot Sognepreſt i det Sogn, ſom laa til Fylkeskirken, men var over Heredspreſterne i Rang. Om han maaſkee oprindeligen har havt et Slags Tilſyn med Fylkets Heredspreſter i Lighed med vor Tids Provſter, er noget ſom ikke lader ſig afgjøre ved Chriſtenretterne. I ſig ſelv er det ikke ganſke uſandſynligt. Høgendespreſterne, efter Navnet: Lettelſespreſter, Hjælpepreſter, vare derimod aldrig ſelvſtændige Sognepreſter, men vare deels disſes Kapellaner eller Vikarier, deels fornemme Folks Huskapellaner. I begge Tilfælde vare de i et Afhængighedsforhold, ſom Sognepreſten ikke kjendte. I Høgendespreſternes Tal kunde man paa en vis Maade regne Kongens Hirdpreſter (hirðprestar), hvilke imidlertid paa Grund af deres Stilling til Kongen nøde en fortrinlig Anſeelſe, ſkjønt de i Grunden ikke vare andet end hans Huskapellaner. Til hvilken ſom helſt af de nævnte tre preſtelige Stillinger udfordredes een og ſamme preſtelige Vielſe, ligeſom Embedsdragten ved kirkelige Forretninger var den ſamme, nemlig: hvid, fodſid Mesſeſkjorte (alba, messuserkr), derovenpaa den ſaakaldte Stola (stola), et hvidt med Kors betegnet Baand hængende om Halſen ned til Knæerne, og endelig under ſelve Mesſeembedetyderſt: Mesſehagel (casula, hökull).

De norſke Sognepreſters Underhold ſynes i Chriſtendommens førſte Tider, ja vel i den ſtørre Deel af det her omhandlede Tidsrum, at have været temmelig ubeſtemt og uſikkert. I denne Henſeende var der viſtnok fra førſt af bedre ſørget for Fylkespreſterne og de dem ſideordnede Hovedpreſter end for de øvrige Sognepreſter. Fylkespreſterne ſynes nemlig at have havt ſin Andeel af det til Fylkeskirkerne lige ved deres Oprettelſe henlagte Jordegods, ligeſom ogſaa den beſtemte Afgift fra Bøndernes Side efter Mandtallet, hvilken benævntes: Preſtreide (prestreiða), nærmeſt ſynes at vedkomme dem. Desuden havde de lovbeſtemt Betaling for de fleſte geiſtlige Forretninger udenfor den egentlige Gudstjeneſte, ſamt frivilligt Offer. Heredspreſternes Indtægter ſynes derimod, med Undtagelſe af den lovbeſtemte Betaling for geiſtlige Forretninger, oprindeligen at have været meget uvis og for ſtørſte Delen beroet paa en Overeenskomſt mellem den tiltrædende Preſt og hans Sognemenighed, — noget ſom maatte bringe ham i et beſværligt Afhængighedsforhold til denne[11]. Vi kjende imidlertid disſe oprindelige Forholde ikkun tildeels for Gulathingslagens Vedkommende; thi kun den gamle Gulathingslovs Chriſtenret naar i ſine ældre Beſtemmelſer op til en ſaa fjærn Tid, da derimod alle de andre gamle Chriſtenretter ere yngre end Tiendens Indførelſe. Tiendens Vedtagelſe medførte nemlig en gjennemgribende Forandring i Sognepreſternes Underhold og frembragte ſaavidt ſkjønnes i dettes Ydelſesmaade en fuldkommen Lighed mellem Fylkespreſter og Heredspreſter. En Fjerdepart af Tienden i hvert Kirkeſogn henlagdes nemlig nu til Sognepreſten; hvorimod den tidligere Preſtreide bortfaldt, dog ſaaledes at Betaling for visſe geiſtlige Forretninger vedligeholdtes[12]. Hvor gammel egentlig Udlægningen i Almindelighed af Preſtegaarde (prestaból) til Sognepreſternes Underhold er, vides ikke, ſkjønt den viſt nok ſtiger langt op i Tiden. Høgendespreſternes Underhold blev naturligviis, ifølge deres Stilling, altid afhængig af en Overeenskomſt enten med Sognepreſterne, for hvilke de vikarierede, eller med de Lægmænd, hvis Huskapellaner de vare.

Med Henſyn til de norſke Sognepreſters Anſættelſe ſynes i forſkjellige Forhold og til forſkjellige Tider temmelig forſkjellige Regler at have gjældet. — I Gulathingslagen bleve ifølge den gamle Chriſtenret Fylkespreſterne, ſom det ſynes, beſkikkede af Biſkoppen uden at Sognemenigheden derved havde nogen Stemme. Anſættelſen af Heredspreſterne derimod, hvis Underhold tildeels afhang af en Overeenskomſt mellem dem og Sognemenighederne, blev for en ſtor Deel afhængig af vedkommende Menigheders Ønſke. Fremgangsmaaden ſynes ifølge den gamle Chriſtenret at have været den, at naar en Preſt ved en Heredskirke ſkulde anſættes, da anſattes han af Biſkoppen, men kun paa eet Aar. Kunde han nu i Løbet af dette Aar faa ordnet ſit Forhold til Menigheden tilfredsſtillende for begge Parter, anſaas han efter Aarets Forløb for faſt anſat, og da kunde Biſkoppen mod hans egen og Bøndernes Villie ikke flytte ham fra hans Kald, med mindre han gjentagne Gange forſømte de ham paahvilende Pligter. Derimod maa det antages, at hvis han ikke i Aarets Løb kunde faa ſluttet nogen faſt Overeenskomſt med Menigheden, og følgelig han og Menigheden ved Aarets Udgang ikke vare gjenſidig fornøiede med hinanden, da paalaa det Biſkoppen at anſætte en anden paa ſamme Vilkaar[13]. Hvor længe denne Beſkikkelſesmaade med Henſyn til Heredspreſterne har ſtaaet ved Magt, vide vi ikke; dog har den rimeligviis været anvendt gjennem hele det her omhandlede Tidsrum, eller i det mindſte indtil Tiendens Indførelſe. — Hvad Viken angaar, da kan ikke af den gamle vikſke Chriſtenret ſees, om nogen ſæregen Fremgangsmaade har fundet Sted ved Preſters Anſættelſe til Fylkeskirkerne; men om Heredskirkerne heder det, at Bønderne (Sognemenigheden) ſkulde vælge Preſt til ſin Heredskirke og have den, ſom de vilde. Biſkoppen kunde da ikke lovligen afſætte ham fra denne Kirke, med mindre der ſkaffedes Vidnesbyrd af de tvende nærmeſte Sognepreſter for, at han paa Grund af Vankundighed var udygtig til at foreſtaa Kirken[14]. I Viken var altſaa Menighedernes Ret til at kalde ſine Sognepreſter, forſaavidt i det mindſte disſe foreſtode Heredskirker, en ved Loven afgjort Sag. — Froſtathingslagens Chriſtenret have vi ikke mere i dens gamle, oprindelige Form; men ſelv dens nyere Bearbeidelſe, der er yngre end det her omhandlede Tidsrum, ſynes henpege paa en gammel Menighedernes Ret ogſaa i Froſtathingslagen til at have en Stemme med i Anſættelſen af ſine Sognepreſter. Det heder nemlig: „Biſkoppen ſkal raade for Kirker og al Chriſtendom og anſætte de Preſter, ſom han vil; og han har lovet os det, at vi ſkulle have de Preſter ſom behage os og ſom ret forſtaa ſin Tjeneſte. Det er gammel Ret[15]. Her antydes udentvivl, at efter gammel Ret i Froſtathingslagen Sognepreſternes Anſættelſe meſt beroede paa Menighedernes Ønſke, men at Kaldsretten ſiden var overdragen Biſkoppen, dog imod det Løfte, at han ikke ſkulde paatrænge nogen Menighed en Sognepreſt, ſom den ikke kunde lide. — Eidſivathingslagens Chriſtenret ſiger, at Biſkoppen ſkal beſkikke Preſter, ſaadanne ſom han ved beſidde de nødvendige Kundſkaber for tilbørligen at kunne røgte deres Embede[16]. Denne Chriſtenret er imidlertid ogſaa kun levnet i en Bearbeidelſe, der er yngre end det her omhandlede Tidsrum, og ſaaledes kan muligen Beſtemmelſen om Preſternes Anſættelſe ved Biſkoppen være kommen ind ved en Lovforandring fra en ſenere Tid, da man i Hierarchiets Aand vilde have Sognepreſternes Anſættelſe udelukkende overladt Biſkopperne. — Men ved Siden af den Ret ved Sognepreſternes Anſættelſe, ſom de ældſte Chriſtenretter udtrykkelig indrømme deels Biſkopperne deels Sognemenighederne, maa ogſaa en lignende Ret, ſom Chriſtenretterne ikke omtale, have været Kongedømmet forbeholdt. Det vil nemlig under det næſte Tidsrum blive omtalt, at Kongerne i 1152 ſkulle have frivilligen opgivet ſin Patronatsret (jus patronatus) til Norges Kirker[17], hvilket naturligviis forudſætter, at en ſaadan Ret tidligere tillaa Kongedømmet. Nærmeſt har den udentvivl vedrørt Fylkeskirkerne eller Hovedkirkerne, hvilke, ſom det lader, fra førſt af ere blevne byggede og udſtyrede af Kongedømmets Gods og altſaa paa en Maade kunde ſiges at tilhøre Kongen. Neppe har dog denne Kongedømmets Patronatsret over Norges Kirker i det Hele villet ſige ſtort andet, end at Kongedømmet tænktes at fore et øverſte, Biſkoppernes endog overordnet, Tilſyn med Landets Sognekirker og med Preſternes Anſættelſe ved dem, — noget ſom ingenlunde medfører, at Kongen ſelv beſkikkede vedkommende Preſter, eller at endog blot hans Samtykke nødvendigen udfordredes ved enhver Sognepreſts Valg. — Af alt det Anførte ſynes det ſaaledes tydeligt, at i den norſke Kirkes førſte Udviklingstid de norſke Sognemenigheder have havt en vegtig Skemme ved Anſættelſen af ſine Sognepreſter, medens dog vedkommende Biſkop, ſom den der ſkulde prøve og indvie enhver Preſt, havde Leilighed til at hindre aldeles uværdige og ukyndige Perſoner Indtrædelſen i den preſtelige Stand, og medens Kongedømmet, ſom baade Statens og Statskirkens øverſte ſtyrende Magt, førte Tilſynet med det Hele. — Hvad endelig Høgendespreſternes Beſkikkelſe angaar, da, hvis en ſaadan Preſt ſkulde være Annerpreſt og en Sognepreſtes Vikarius, kom udentvivl baade denne ſidſtes og Sognefolkets Ønſke i Betragtning, ligeſaavel ſom Biſkoppens Samtykke til Beſkikkelſen udkrævedes; hvor Høgendespreſten derimod var enkelt Mands Huskapellan, eller anſat ved hans Ejendomskirke, der havde denne Mand Kaldsretten, og var da den Kaldede allerede preſtviet, blev Biſkoppens Samtykte, om det ogſaa indhentedes, viſtnok i Almindelighed en blot og bar Form.

Af hvad nu er ſagt om de norſke Preſters Underhold og Anſættelſe vil let ſees, at deres Stilling i Samfundet langt fra ikke endnu kunde kaldes gunſtig for Udviklingen af nogen kraftig Standsaand hos dem. Naar man derhos betænker, at Cølibatet endnu ikke var indtrængt i den norſke Preſteſtand, men at Preſterne for det meſte vare Familiefædre, og ikke alene ved Fødſel men ogſaa ved Egteſkab knyttede til Landets Bønder, hvis Levemaade de, ſom for ſtørſte Delen Jordbrugere, i ſit huslige Liv ganſke maatte efterligne, — ſaa kan man ei undres paa, at Baandet mellem dem og det øvrige Landsfolk endnu var for ſterkt til at kunne med Eet løſes i den Grad ſom en ret hierarchiſk Kirkeordning fordrede; og ſaaledes blev Preſternes Stilling i Norge for det førſte en Modvegt mod Hierarchiet, ſom det kun langſomt lykkedes dette at overvinde.

Vi maa ſærſkilt med nogle Ord omtale de islandſke Preſter, da deres Stilling havde noget viſt eiendommeligt ved ſig, ſom ikke ganſke ſvarede til hvad der var gjældende i Norge. Det er forhen berørt, at paa Island den egentlige Landsſtyrelſe hvilede hos Goderne, hvis Myndighed i Hedendommens Tid var baade verdslig og preſtelig. Ved Chriſtendommens Indførelſe ſøgte de ſaavidt muligt at opretholde den ikke alene i førſte men og i ſidſte Henſeende. For dette Øiemed byggede Goderne ſelv Sognekirker paa ſin Grund og forbeholdt ſig og ſin Æt Eiendomsretten til disſe Kirker. Andre formuende og mægtige Mænd fulgte Godernes Exempel og reiſte ligeledes Kirker paa ſine Gaarde. Saaledes ſkede det, at alle Øens Sognekirker vare enkelte Mænds, deels Goders, deels rige Bønders private Eiendom. Allerede herved fik Goderne og de øvrige verdslige Kirkeejere ſtor Indflydelſe i Kirkens Anliggender. Men denne Indflydelſe forøgedes derved, at Kirkeeierne ofte lode ſig ſelv preſtvie til at foreſtaa ſine Eiendomskirker, og ſaaledes forenede virkelig ofte Goderne, efter Chriſtendommens Indførelſe ligeſaavel ſom i Hedendommen, den preſtelige Embedsmyndighed med den verdslige. Og antog end ikke Kirkeejeren ſelv Preſtekaldet, ſaa havde han ifølge Islands Chriſtenret Lov til at lade paa egen Bekoſtning En oplære og indvie til Preſt ved ſin Kirke, hvilken Preſt da ikke maatte igjen forlade denne Kirke uden Ejerens Tilladelſe eller uden at have oplært en anden til at træde i ſit Sted[18]. Paa denne Maade kom naturligviis Sognepreſten i det ſtrengeſte Afhængighedsforhold til Kirkeejeren. Endelig, hvis Kaldet ikke beſattes paa en af disſe tvende Maader, ſaa ſtod endnu en tredie Beſættelſesmaade aaben. Kirkeejeren ſluttede nemlig en ordentlig Leiekontrakt men en preſtviet Mand om at foreſtaa Kirken ſom Leiepreſt (leiguprestr). I dette Fald ſluttedes Leien kun paa eet Aar ad Gangen, hvilket da gav Anledning til idelige Omſkiftninger og Slutningen I hvilketſomhelſt Fald af disſe blev Preſtekaldet en Indtægtskilde for Kirkeejeren, der ſelv tog hvad Overſkud der blev af Kaldsindkomſterne, naar der var ſørget for Kirkens Vedligeholdelſe og Preſtens betingede Lønning. Dette Forhold blev ſtaaende ved Magt gjennem hele det Tidsrum, vi nu have gjennemgaaet, ja ſtrakte ſig, ſom ſenere ſkal ſees, endog langt ud over dette. At under ſaadanne Omſtændigheder de islandſke Preſter ofteſt maatte erholde et ſaare verdsligt Præg er let at begribe, hvorimod det er at forundres over, at ſaa mange af dem desuagtet kunde vedligeholde et Ry for theologiſke Kundſkaber, ſom de virkeligen ſynes efter Tidens Forholde at have fortjent. — Af det anførte ſees, at Forſkjellen mellem Preſternes Stilling i Norge og paa Island væſentligen laa deri, at Kirkerne i Norge for den allerſtørſte Deel vare vedkommende Sognemenigheders Ejendom, medens de paa Island alle vare enkelte Mænds Ejendom, hvilke til dem havde Kaldsret.

De Kundſkaber, der fordredes for at kunne opnaa Preſtvielſe og ſiden blive Sognepreſt, vare ligeſaalidt i Norge, ſom andenſteds paa den Tid betydelige eller dybtgaaende. Færdighed i at læſe, en Smule Latin for de kirkelige Formularers og Bønners Fremſigelſe i dette Sprog, Kjendſkab til Kirkens Hovedlærdomme i den Skikkelſe, hvori de vare af Paven ſtadfæſtede, for deri at kunne underviſe Lægfolket, Sikkerhed i Udførelſen af Gudstjeneſtens Skikke og Sakramenternes Meddelelſe, og endelig ſaamegen kalendariſk Kundſkab, ſom behøvedes for rigtigen at tilſige Feſtdage eller Mesſedage og Faſter, hvilket hørte med til Sognepreſtens Embedsſkyldighed, — dette var det Hele, ſom ſtrengt taget udfordredes for at indtræde i det preſtelige Kald, og ſom viſt nok ovenikjøbet, iſær i Chriſtendommens førſte Tider, fordredes og maatte fordres med megen Skaanſel. Disſe Kundſkaber erholdtes ved Underviisning deels — og det iſær i de ældſte Tider — af Biſkopperne ſelv, deels af de dygtigere blandt Preſterne, i hvis Hus da Lærlingerne opholdt ſig, og under hvem de i ſin Læretid gjorde Tjeneſte i Kirkens lavere Grader. Om faſte Skoler til Preſternes Dannelſe allerede i dette Tidsrum have været oprettede ved Norges Biſkopsſtole, er uviſt, om end langtfra ikke uſandſynligt. De vordende Preſters Oplærelſe for deres Kald var dog viſtnok overhovedet endnu at betragte ſom en privat Sag; men Biſkopperne havde, ſom forhen omtalt, at prøve enhver Preſtlærlings Kundſkaber, og førſt naar han fandt disſe tilſtrækkelige, at meddele ham Preſtvielſe. Den Preſt, ſom havde modtaget et Kirkeſogn var i Regelen ſtrengt bunden til dette, ikke alene ſaaledes, at han ei undtagen i Nødstilfælde eller paa Opfordring fra Biſkoppen maatte udføre preſtelige Forretninger i en anden Preſts Sogn, men ogſaa ſaaledes, at han, naar undtages paa Biſkoppens Kaldelſe, ei maatte reiſe udenfor ſit Kirkeſogns Grændſer uden at have erholdt ſin Menigheds Tilladelſe. Dette ſidſte foreſkrives i det mindſte udtrykkelig i den gamle vikſke Chriſtenret[19]. Var Preſten forſømmelig i ſine Embedsforretninger, kunde han, ſom forhen berørt, af Biſkoppen afſættes fra Kaldet.

Det biſkoppelige Embede var, ſom allerede omtalt, Kirkens høieſte Grad (ordo), Biſkopperne: Kirkens Styrere. Vi have i det Foregaaende oftere havt Leilighed til at omhandle Udviklingen af det biſkoppelige Embede i den norſke Kirke og de norſke Biſkoppers Stilling til Kongedømmet og Menigheden i det gjennemgangne Tidsrum. Efter Biſkopsdømmernes Ordning i Slutningen af det 11te og Begyndelſen af det 12te Aarhundrede omfattede den norſke Kirke i Norge og de fra Norge bebyggede Lande, ſom vi have ſeet, 10 Biſkopsdømmer, af hvilke 4 i ſelve Norge. Biſkoppernes Embedspligter vare i den norſke Kirke de i hele den romerſk-katholſke Kirke almindelig vedtagne. Hver Biſkop ſkulde i ſit Biſkopsdømme (biskupsdœmi) have nøie Tilſyn med Chriſtendommen, og at Preſterne rigtig beſørgede ſit Embede; han ſkulde derhos indvie eller ordinere Preſterne og alle andre Kirkens Tjenere, konfirmere Ungdommen og vie Kirker, Altere, Kirkekar og Chrisma eller den hellige Olie. Til Opfyldelſen af disſe Pligter paalaa det ham, naar ikke meget vigtige Forfald indtraf, aarligen eller til visſe Tider at overfare eller viſitere hele ſit Biſkopsdømme og indfinde ſig ved enhver af dets Sognekirker. Forſømte han dette i noget Kirkeſogn, da havde han forbrudt ſine Indtægter af Kirkeſognet for det Aar. Paa disſe Viſitatsreiſer og ligeledes paa andre Reiſer, ſom han foretog i Embedsforretninger, vare Bønderne paa Tilſigelſe ſkyldige at ſkydſe ham og hans Følge, hvis Antal i Chriſtenretterne faſtſættes efter Forretningernes Beſkaffenhed og andre Omſtændigheder til 10, 15 eller 30 Mand. Tiden for hans Ophold ved hver Sognekirke var ogſaa lovbeſtemt: efter Omſtændighederne 3 eller 5 Nætter. For hans og hans Følges Underhold i denne Tid havde deels Sognemenigheden, deels Sognepreſten at ſørge[20].

En Biſkops Verdighedstegn var: Biſkopsſtaven (baculus, bugall), Ringen (annulus) og Biſkopshuen (infula, mitra, mitr). Ved kirkelige Forretninger bar han over Mesſeſkjorten og Stolaen en til Knæerne naaende pragtfuld Kjortel, kaldet Dalmatica, og derudenpaa, naar han forrettede Mesſen, Mesſehagelen (casula), eller ved andre Leiligheder en koſtbar Chorkaabe (cappa, kantarakápa). Biſkoppens faſte Indtægt før Tiendens Indførelſe omtales kun i den gamle Gulathingslovs Chriſtenret, men maa antages at have været den ſamme i alle Landsdele; den kaldtes Biſkopsreide (biskupsreiða) d. e. Udredſel til Biſkoppen, og var faſtſat efter Mandtallet til een Ørtug (omtr. Sølvſpecie) for hver 40 Perſoner i hans Biſkopsdømme[21]. Ved Tiendens Indførelſe bortfaldt denne Biſkopsreide, og Biſkoppen erholdt i Stedet en Fjerdedeel af Tienden i hvert Kirkeſogn[22]. Til faſte Indtægter kan ganſke viſt ogſaa allerede nu regnes Landſkyld af det Biſkopsſtolen tilhørende Jordegods. En uvis, men ſikkert ganſke betydelig Indtægt var Boder for Overtrædelſe af Chriſtenrettens Bud, hvilke Boder, naar de ei overſkred tre Mark, tilfaldt Biſkoppen alene, medens de høiere deeltes med Kongen.

At de norſke Biſkoppers Valg og Anſættelſe i dette Tidsrum nærmeſt laa i Kongedømmets Hænder, medens de islandſke Biſkoppers Valg udførtes af Islands verdslige Høvdinger og Preſteſkab i Forening, — og at ſamtlige den norſke Kirkes Biſkopper modtoge ſin biſkoppelige Indvielſe af udenlandſke Metropolitanbiſkopper, deels af ſaadanne, ſom ingen af Paven meddeelt Metropolitanret over den norſke Kirke beſad, deels af den virkelige Metropolitan, nemlig førſt Erkebiſkoppen af Hamborg eller Bremen, ſiden Erkebiſkoppen af Lund, — dette er allerede forhen tilſtrækkelig oplyſt, ligeſom ogſaa, at disſe lovlige Metrepolitaners kirkelige Indflydelſe i Norge og tilliggende Lande ikkun ſynes at have været ringe, ja næſten blot i Navnet. Baandet mellem de norſke Biſkopper indbyrdes var udentvivl i dette Tidsrum endnu kun meget ſlapt. Hver af dem virkede, ſom det lader, ganſke ſelvſtændig i ſit Omraade. Sit ſtatsretlige Samholdspunkt havde de for ſelve Norges Vedkommende i Kongedømmet og i Kongen, der betragtedes om end ikke ganſke ſom den norſke Kirkes Overhoved, ſaa dog ſom dens mægtige Beſkytter og ſom den indflydelſesrigeſte Megler i alle dens vigtigſte Anliggender. Paven erkjendtes ſom den almindelige romerſke Kirkes høieſte ſynlige Overhoved; men for at han i denne Egenſkab kraftigen kunde indvirke paa den norſke Kirke, manglede endnu det nødvendige Mellemled, nemlig en ſæregen Metropolitan. Nogen lovbeſtemt Afgift af Norge til den romerſke Kirkes Hoved, ſom ſynligt Tegn paa Underdanighed, findes endnu ikke i dette Tidsrum at have været indført.

Vi have nu betragtet den geiſtlige Embedsſtands Stilling i Norge indtil Midten af det 12te Aarhundrede. Men ved Siden af dette Klerus i ſtrengere Betydning, havde ogſaa Norge, ſom ovenfor viiſt, allerede fra Begyndelſen af det 12te Aarhundrede erholdt en Kloſtergeiſtlighed eller Ordensgeiſtlighed. Dennes oprindelige Kald var, ſom bekjendt, ikke egentlig at indtræde i noget beſtemt kirkeligt Embedsforhold, eller i de almindelige kirkelige Grader; men den ſkulde ved et afſondret, ſtrengt Liv, under idelig Andagtsøvelſe og Selvbetragtning, ved rene Seder og Selvopoffrelſe ſtræbe at vinde Guds ſærdeles Velbehag og tjene ſine Medchriſtne til et lyſende Exempel i alle chriſtelige Dyder. Den dannede intet i ſig afſluttet Heelt, men beſtod af forſkjellige, indbyrdes uafhængige Samfund, der hvert for ſig var underkaſtet visſe Regler (regulæ), der altid indeholdt en Skjærpelſe af de almindelige Kirkelove og en forøget Strenghed. Derfor benævntes Medlemmerne overhovedet: regulares, Regelbundne; og da deres oprindelige Maal meer var egen Fuldkommengjørelſe ved Afſondring fra den øvrige Verden, end kraftig umiddelbar Indvirkning paa denne, ſaa benævntes i Modſætning til dem de Geiſtlige, hvis Virkſomhed i Egenſkab af Kirkens Tjenere meer var rettet mod det Ydre: sæculares eller Verdsliggeiſtlige. Denne Adſkillelſe og de dermed forbundne Benævnelſer vedbleve, ſkjønt i Tidens Løb Regular-Geiſtlighedens Aand og Stilling betydelig forandrede ſig, og i visſe Henſeender nærmede ſig Sæcular-Geiſtlighedens, medens paa den anden Side ogſaa denne laante adſkilligt af hiins Indretninger.

Kloſterlivet var paa en Maade udſprunget af Eneboerlivet; men dette var allerede traadt i Baggrunden, da Chriſtendommen naaede Norge, og kommer her ſaagodt ſom ſlet ikke til Syne. Kloſtervæſenet derimod vandt ogſaa for Norge ſin Betydning, ſkjønt maaſkee ſammenligningsviis mindre end for de fleſte andre Europas Lande. Det laa forøvrigt i Indretningens Natur og den Afſondring fra alt Verdsligt, ſom var ſaa nær forbunden med dens Grundidee, at det enkelte Folks Ejendommelighed her kun ſvagt kunde fremtræde. Den for en vis Kloſterorden beſtemte Regel maatte ſtrengt følges af Ordenens Medlemmer, i hvilket Land eller blandt hvilket Folk de end befandt ſig. Her fandt ei de Tillempninger Sted, ſom med Sæcular-Geiſtligheden ofte vare nødvendige med Henſyn til den verdslige Samfundsorden og de ældre verdslige Love, og ſom gave Anledning til ſæregne Chriſtenretter for de enkelte Lande, ja i Norge for de enkelte Landsdele. De ældre norſke Chriſtenretter, der hvilede paa en Overeenskomſt mellem Biſkop og Landsfolk, berøre derfor ſlet ikke Kloſtervæſænet, og af dem er ſaaledes ingen Oplysning at hente om dets Standpunkt i Norge. Derimod vil en kort Overſigt over Kloſtervæſenet i Almindelighed i det romerſk-katholſke Europa paa den Tid, hvorom her handles, tillige give os en Foreſtilling om hvorledes det var beſkaffet i Norge.

Kloſtere fremſtode førſt ved flere Eneboeres Sammenflytning i et fra den øvrige Verden ſtrengt afſluttet religiøſt Broderſkab. Saadanne Foreninger dannedes i Førſtningen blot af Mænd; men ſenere fremſtod ogſaa lignende af Kvinder. Indtrædelſen i dem medførte Forpligtelſe til den ſtrengeſte Kydſkhed, hvortil fordredes ugift Stand, og til Afkald paa Livets verdslige Glæder. Siden udviklede ſig de beſtemte, mere i det Smaalige gaaende Regler for de enkelte Foreninger, og ved disſe Reglers Forſkjellighed igjen flere Kloſterordener. Kloſterlivets Hjem var egentlig Øſterlandene. I det veſtlige Europa var det, ſom bekjendt, Benedict af Nurſia i Italien, der i Begyndelſen af det 6te Aarhundrede bragte et paa visſe Regler grundet Kloſterliv for begge Kjøn ret i Gang, og fra den Tid udbredte det ſig ogſaa i Veſten med uhyre Hurtighed.

Kloſterløftet, eller det Løfte man aflagde ved Indtrædelſen i et Kloſter, udtrykte overalt en tredobbelt Forpligtelſe: til Armod, Kydſkhed og Lydighed. En Kloſterboer maatte ingen ſæregen Formue eje. Han ſkulde i ugift Stand føre et reent Levnet, hvorfor han ogſaa af Nordmændene benævntes: hreinlifismaðr. Han var endelig ſkyldig ubetinget at følge ſit Kloſters Regel. Den ældſte Kloſterregel i Veſt-Europa var Benedict af Nurſias, hvoraf Navnet Benedictinere. Men ſiden, da enkelte ivrige Kloſtervenner deels vilde opretholde den forfaldende Kloſtertugt, deels ved forøget Strenghed bringe Kloſterlivet det dem foreſvævende Helligheds-Ideal nærmere, foretoges Afændringer i den hellige Benedicts oprindelige Regel; og nu opſtod efterhaanden en Mængde deels Congregationer eller afændrede Underafdelinger af Benedictinernes Orden, deels aldeles nye Ordener. Disſe ſtræbte i Almindelighed ved deres Stiftelſe at overtræffe hinanden i Strenghed. Men jo ſtrengere en Ordensregel var, deſto kortere overholdtes den ſom ofteſt i ſin Reenhed, og Reformationer i de enkelte Kloſtere, hvorved disſe med Tvang ſkulde bringes tilbage til Regelens nøiagtige Overholdelſe, kom ſnart til at høre til Dagens Orden. Paverne vare overhovedet ivrige Befordrere af Kloſterlivets Udbredelſe, da Indretningen ved ſin Uafhængighed af al verdslig Magt var fortrinlig ſkikket til at danne en Hovedſtøtte og et kraftigt Befordringsmiddel for Pavedømmet og for Hierarchiet i det Hele.

Den indre Indretning i ethvert Kloſter (monasterium, claustrum, coenobium, conventus, paa Norſk: klaustr, múnklíf, nunnusetr) var grundet paa Lighed og Broderſkab mellem Medlemmerne (monachi og moniales, paa Norſk: múnkar og nunnur), hvilke derfor kaldte hinanden indbyrdes Brødre eller Søſtre. De bare eens Dragt, ſpiſte ved eet Bord og ſov i Regelen i eet Værelſe. Dragten var ſimpel for begge Kjøn: en fodſid Kjortel med Hætte, og en Kappe at bære udenover, naar de vare ude; derhos for Nonnerne en tætſluttende Hue og Slør. Munkene havde raget Isſe, Nonnerne kort afklippet Haar. Ethvert Kloſters Forſtander eller Forſtanderſke valgtes almindelig af og blandt Medlemmerne, beſtyrede Kloſterets Ejendomme, optog nye Medlemmer, paaſaa Regelens Overholdelſe, underſøgte ſine Underordnedes Forhold og beſtemte Straffen for deres Forſeelſer overeensſtemmende med Regelens Bydende. Paa visſe Dage i Ugen ſamledes alle Medlemmerne til et ſaakaldet Kapitel (capitulum) for at høre Forſtanderens Beſtemmelſer og Domme. Sin Forſtander ſkyldte de ubetinget Lydighed ligeſaavel ſom Kloſterregelen, for hvis Overholdelſe han nærmeſt var anſvarlig. Forſaavidt dannede ethvert Kloſter ſaa at ſige en liden monarchiſk Stat. Men paa den anden Side ſkulde det egentlig ſtaa under et Slags Overopſyn af den Biſkop, i hvis Biſkopsdømme det var beliggende. Enhver Kloſterforſtander eller Kloſterforſtanderſke ſkulde høitideligen og med Velſignelſe indſættes af vedkommende Biſkop og kunde ogſaa i nogle Ordener under visſe Omſtændigheder afſættes af ham. Imidlertid var denne Afhængighed ofte kun til i Navnet. Saare hyppig var det Tilfælde, at Paven af ſin Magtfuldkommenhed fritog, eller ſom det kaldtes eximerede visſe Kloſtere fra den biſkoppelige Overmyndighed, ſaaledes at Biſkoppen af denne i Grunden kun beholdt den ceremonielle Indſættelſesret, hvorimod ſaadanne Kloſtere for øvrigt paa en Maade ſtode umiddelbart under Kirkens øverſte Hoved, og deres Forſtandere ſaa at ſige vare Biſkopperne ſideordnede i Rang. Flere Kloſterordener vare desuden ved ſelve ſin indre Organiſation i Virkelighed eximerede. I nogle Ordener havde nemlig alle didhen hørende Kloſtere en ſtyrende Centralmagt i et almindeligt Ordenskapitel (capitulum generale), ſom igjen kunde være forſkjellig dannet, men ofteſt beſtod af ſamtlige eller de vigtigſte til Ordenen hørende Kloſteres Forſtandere. I andre Ordener erkjendtes alle Kloſteres Afhængighed af eet eller flere Moderkloſtere. I begge Tilfælde var den biſkoppelige Overmyndighed ikkun en Skygge. Disſe Omſtændigheder frembragte meget ofte et ſpændt Forhold mellem Kloſterordenerne og Biſkopperne. Ikke heller var det ſjældent, at der mellem Kloſterordenerne indbyrdes fandt et Korporationsnid Sted, der kunde fremkalde høiſt forargelige Optrin.

Forſtanderen for et Munkekloſter benævntes forſkjellig i de forſkjellige Ordener: Abbed (abbas, ábóti), Prior, eller ſjældnere Præpoſitus. Abbednavnet var i dette Tidsrum det almindeligſte og det ſom medførte den høieſte Rang; Abbeden gik nemlig i Rang næſt efter Biſkopperne. En Abbed havde gjerne ſom underordnede Embedsmænd i ſit Kloſter en Prior, en Subprior og en Sacriſtan, hvilken ſidſte var Kloſterets Seglbevarer og Skatmeſter. Naar i Ordener, ſom ellers havde Abbeder, et Kloſter beſtyredes af en Prior ſom Forſtander, da tilkjendegav dette ſom ofteſt, at Kloſteret kun betragtedes ſom en Filialafdeling af et Abbedi. Men der var forreſten ogſaa Ordener, hvori Abbeder ikke fandtes, og der indtoge Priorerne disſes Plads. Forſtanderſken for et Nonnekloſter benævntes: Abbedisſe (abbatissa, paa Norſk: abbadís) eller Priorinde (priorissa). Til Medhjælper i Beſtyrelſen af Kloſterets økonomiſke Anliggender havde hun en Geiſtlig, der af Kloſteret udvalgtes med vedkommende Biſkops Samtykke, og ſom benævntes: Prior eller Proviſor, Raadsmand (ræðismaðr). Det var ellers en Følge af Sagens Natur, at Nonnekloſtrene iAlmindelighed vare den biſkoppelige Myndighed ſtrengere underordnede end Munkekloſtrene.

Ethvert Kloſter havde ſin ſæregne Kirke, og til at beſørge Gudstjeneſten i denne var anſat en Preſt med underornede kirkelige Tjenere. Preſten valgtes i Almindelighed ved hvert enkelt Munkekloſter, ligeſom og de underordnede Kirketjenere, af og blandt Kloſterets egne Munke. Da imidlertid blot i ganſke faa Ordener preſtelig eller i det hele kirkelig Ordination fordredes for dens Medlemmer, og følgelig ſelve Kloſter-Forſtanderen kunde være en Mand, der ikke var viet til nogen af Kirkens Grader, ſaa bleve i Almindelighed i ethvert Kloſter nogle af Munkene udſeede til at modtage den for Gudstjeneſtens og de egentlige kirkelige Forretningers Udførelſe nødvendige Ordination af vedkommende Biſkop. Nonnekloſtrene havde ogſaa hver for ſig ſin ſæregne Preſt, der var Nonnernes Sjæleſørger. Ogſaa han kaldtes af Conventet d. e. Kloſterforſtanderſken og Kloſterets Nonner; men Biſkoppens Indflydelſe gjorde ſig dog viſt nok her i Almindelighed meer gjældende ved Anſættelſen, end Tilfælde var med Munkekloſtrene.

I Kloſtrene var der ellers foruden de egentlige Munke og Nonner en Deel Lægbrødre og Lægſøſtre (fratres conversi, sorores conversæ), hvilke ei havde aflagt Kloſterløfte. Dette var Lægfolk, ſom enten havde taget Tjeneſte ved Kloſteret, eller ſom for Penge gave ſig derind for at nyde en anſtændig Pleie og derhos erhverve ſig en Delagtighed i den guddommelige Naade, ſom ſærligen tænktes at hvile over det hellige Sted.

Hvad her er ſagt om Kloſtrene i Almindelighed gjælder da ogſaa de norſke Kloſtere. Den Skik ſom i Udlandet fordetmeſte var raadende, at ethvert Kloſter valgte ſig en verdslig Høvding til Beſkytter (advocatus), ſynes i Norge at have været ubekjendt. Her anſaas, ſom det lader, Kongen ſom den naturlige verdslige Beſkytter for alle Kloſtere inden hans Rige.

De Ordener, ſom vides at have havt Kloſtere inden den norſke Kirkes Omraade allerede i det her omhandlede Tidsrum d. e. for Midten af det 12te Aarhundrede, indſkrænke ſig til Benedictinernes Orden med dens Congregationer Cluniacenſere og Ciſtercienſere.

Beuedictinernes Orden i dens uafændrede Skikkelſe udmærkede ſig ved Ordensregler, der ei vare til Overdrivelſe ſtrenge, men opfordrede baade til legemlig og aandelig Arbeidſomhed; den regnedes derfor i ſenere Tider blandt de mildeſte Ordener. Dens Kloſtere havde intet ydre Forenigspunkt. Kloſterforſtanderne benævntes Abbeder og Abbedisſer og vare i Almindelighed temmelig uindſkrænkede. Ordensdragten var ſort; deraf deres norſke Navn Svartmúnkar. Af denne Orden vare i heromhandlede Tidsrum i Norge: St. Michaels Kloſter i Bergen og St. Albani Kloſter paa Selia, begge for Munke, Gimsø Kloſter ved Skien, St. Marie Kloſter ved Oslo, og Bakke Kloſter ved Nidaros, alle tre for Nonner; af denne Orden var ogſaa det eneſte paa den Tid paa Island, nemlig Thingøre Munke-Kloſter.

Cluniacenſernes Orden var den ældſte Congregation af Benedictinerne, ſtiftet 910 og benævnt efter Stamkloſteret Cluny i Bourgogne. Ordensreglerne vare meget ſtrengere end de oprindelige Benedictineres, og Ordensdragten ſom disſes ſort. Kloſterforſtanderne benævntes Abbeder og ſkyldte alle Abbeden af Cluny, ſom Congregationens Hoved, Lydighed. Til denne Orden hørte af Norges Kloſtere i dette Tidsrum Holms Munke-Kloſter ved Nidaros, der dog ogſaa undertiden nævnes ſom Benedictiner Kloſter.

Ciſtereienſernes Orden endelig ſtiftedes 1098 og benævntes efter Citeaux (Cistercium) i Bourgogne. Den fulgte i det væſentlige den hellige Benedicts Regel, der dog ogſaa hos dem var gjort noget ſtrengere. Ordensdragten var hvid eller hvidgraa med ſort Kappe. Kloſterforſtanderne benævntes Abbeder. De enkelte Kloſtere erkjendte Stamkloſteret i Citeaux for Ordenens Foreningspunkt, og dettes Abbed var dens superior generalis. Under hans Forſæde ſkulde i Regelen alle Ordenens Abbeder ſamles paa visſe Tider til et Capitulum generale, ſom afgjorde alle Ordensanliggender og beſørgede de enkelte Kloſtere viſiterede ved Befuldmægtigede af ſin egen Midte. Af denne Orden var i Norge i dette Tidsrum: St. Marie Kloſter i Lyſe under Bergens Biſkopsdømme og St. Marie Kloſter paa Hovedøen under Oslos Biſkopsdømme, begge Munke-Kloſtre og ſtiftede ved Munkekolonier fra England imod Tidsrummets Slutning, nemlig det førſte 1146 og det andet 1147.

Kloſtervæſenet var ſaaledes endnu kun i ſin Barndom inden den norſke Kirke; Kloſtrene i ſelve Norge vare kun 8 i Tallet, og ingen af dem, ſaavidt man kan ſkjønne, ſterkt befolkede. Sit Underhold havde de væſentligſt af det Jordegods, ſom ved deres Stiftelſe tillagdes dem, vel iſær af Kongerne og vedkommende Biſkopper[23].

II. Kirkens religiøſe Skikke havde allerede i det her omhandlede Tidsrum fra en oprindelig Enfoldighed udviklet ſig til et kunſtigt Syſtem, paa hvilket for den hele veſtlige Kirkes Vedkommende dens ſynlige Overhoved, den romerſke Biſkop, havde trykket ſit Segl. Derved vare alle yderligere Forandringer gjorte afhængige af hans Beſtemmelſe eller Stadfæſtelſe, i det de enten paabødes ved umiddelbare pavelige Decreter, eller vedtoges paa almindelige, under Pavens Forſæde og Indflydelſe afholdte Concilier eller Kirkemøder. Hvor en vis Folkekirke kunde gjennem en ældre, uafhængig Tradition have vedligeholdt enkelte afvigende Skikke, der var det Gjenſtand for Pavens ivrigſte Beſtræbelſer at faa disſe udryddede eller omformede i det egte romerſke Syſtem. Forſigtig Statskløgt kunde undertiden i et eller andet Land fremkalde en Opſættelſe af Syſtemets ſtrenge Gjennemførelſe; men dette var fra Pavens Side kun en midlertidig Eftergivenhed, der ſnareſt muligt igjen maatte vige til Fordeel for den kirkelige Eenhed, ſaadan ſom den af Paven opfattedes og paatvanges den ham underordnede Chriſtenhed. Tiden for det pavelige Enevældes Gjennemførelſe i hele den romerſk-katholſke Kirke nærmede ſig allerede med ſterke Skridt, og Kirke-Læren ſaavel ſom Kirke-Skikken var allerede ſaagodt ſom underkaſtet Pavens vilkaarlige Cenſur. Under ſaadanne Omſtændigheder kunne vi ikke vente i det forliggende Emne at finde væſentlige eller endog blot ſterkt iøinefaldende Særegenheder for den norſke Kirke; det allermeſte, ſom vi her komme til at afhandle, tilhører den romerſke Kirke i dens Almindelighed paa det Standpunkt, den indtog ved det 12te Aarhundredes Begyndelſe, ved Aar 1100.

Den norſke Kirke antog de ſamme Sakramenter, ſom paa den Tid vare antagne i den almindelige romerſke Kirke. Endſkjønt hverken Navnet Sacramentum eller noget tilſvarende norſkt Navn findes i de ældſte norſke Chriſtenretter, ſaa betegnes de dog enkeltviis ſom anerkjendte. De vare, ſom vides, under Katholicismen ſyv, nemlig: Daab (baptismus), Confirmation (confirmatio), Nadvere (eucharistia), Kirkebod (poenitentia), Ordination (ordo, ordinatio), Egteſkab (matrimonium conjugium), og den ſidſte Salvelſe (unctio extrema). Men i det her omhandlede Tidsrum var neppe endnu hiint Tal fuldkommen lovbeſtemt i Kirken, ligeſom i det Hele Begrebet: Sakrament endnu var noget ſvævende.

Daaben (Norſk: Skírn eg. Renſelſe) omfattede to Handlinger: Betegnelſe med Korſets Tegn (prima signatio, Norſk: primsigning), og den egentlige Daab. Korsbetegnelſen gik forud og foretoges med Chrisma eller Olie indviet af Biſkoppen. Daaben foregik ved tregange gjentagen Neddypning i Vand, der var indviet med Korſets Tegn, og idet den ſædvanlige Daabsformular blev fremſagt: „Jeg døber dig N. i Navn Faders og Søns og Helligaands.“ Overøsning kunde til Nød træde i Stedet for Neddypning, ligeſom Spyt for Chrisma. Ethvert Barn ſkulde være døbt inden en vis, i Chriſtenretten opgiven Tid; døde det uden Daab, maatte det ſom hedenſk ikke begraves paa Kirkegaarden, eller i viet Jord. Daaben betegnedes derfor i Chriſtenretterne ſom „Hævning fra Hedendommen“ (hafning or heiðnum dómi) I Regelen ſkulde Daaben forrettes af vedkommende Sognepreſt og i Kirken. I Nødstilfælde, hvis Barnets Liv ſvævede i Fare, kunde den dog foregaa hjemme eller andenſteds og udføres af hvilkenſomhelſt, der var kommen til nogenlunde Skjels Aar og Alder, dog af Mand heller end af Kvinde, og kun i høieſte Nød af ſelve Faderen eller Moderen paa Grund af det aandelige Slægtſkab (guðsiviar), i hvilket disſe derved kom til hinanden, et Forhold, der efter den almindelige Regel gjorde deres egteſkabelige Samliv for Fremtiden utilladeligt. Derfor paalaa det Enhver, ſom var tolv Aar gammel, at kunne Daabsformularen. Saadan Hjemmedaab ſkulde imidlertid, hvis Barnet levede, ſtadfæſtes af Preſten, dog uden gjentagen Neddypning i Vand. En Mand og en Kvinde ſkulde holde Barnet til Daaben, hvilke derved indtraadte i et aandeligt Slægtſkab (cognatio spiritualis, Norſk: guðsiviar) ikke alene til Barnet, men ogſaa til den, ſom forrettede Daaben, og til hinanden indbyrdes. Det holdtes udentvivl allerede fra Chriſtendommens førſte Indgang i Norge for Faddernes Skyldighed at ſørge for, at Barnet ſnareſt mueligt lærte Troesartiklerne (Credo) og Fadervor (Pater noster), hvilket ligeſom ogſaa Daabsformularen Enhver døbt i Regelen ſkulde kunne, naar han var tolv Aar gammel. Den hedenſke Udſættelſe af Børn med Forældrenes Raad blev naturligviis i den chriſtne norſke Lov forbuden, dog i den førſte Tid, ſom det lader, ja muligen gjennem hele dette Tidsrum, kun under en Bod af 3 Mark, ſenere under Fredløsheds Straf. Et Slags Udſættelſe af rene Vanſkalminger tillades dog endnu i de ældſte norſke Chriſtenretter. Hvis ſaaledes efter den gamle Gulathings Chriſtenret et Barn fødtes ſaa vanſkabt at „ Anſigtet vendte did, hvor Nakken ſkulde være, eller Hælene i Tæernes Sted,“ da ſkulde man fore det Barn til Kirke og „hæve det fra Hedendommen,“ lægge det derpaa ned i Kirken og lade det dø. I Vikens gamle Chriſtenret heder det: „Man ſkal opføde hvert Barn, ſom baaret bliver til Verden, chriſtne det og føre det til Kirke; med mindre det er født med Vanſkabning. Men den maa være ſtor paa det Menneſke, ſom Moder ei maa give Mad: Hælene vende i Tæernes Sted og Tæerne i Hælenes, Hagen mellem Skuldrene og Nakken fremme paa Bryſtet, Leggene foran paa Benene, Øinene i Nakken, Sæls Labber og Hunds Hoved; det ſkal føres did, hvor hverken Menneſker eller Fæ færdes og bindes der; det er den Ondes Sted. Er et Barn belgbaaret, det er: har det en Belg i Stedet for Anſigt, ſaaledes at hver Mand kan ſee, at det ei kan tage Næring, da ſkal man bære det til Kirke, lade det primſigne og lægge det for Kirkedøren. Den nærmeſte Frænde vogte det, indtil det er dødt. Man ſkal begrave det i Kirkegaarden, og bede for dets Sjæl det bedſte man kan, og haabe paa Gud“. Ogſaa i den gamle Eidſivathings Chriſtenret findes en tilſvarende, dog mildere Beſtemmelſe. I den gamle islandſke Chriſtenret heder det blot: „man ſkal fore hvert Barn, ſom fødes, til Kirke ſnareſt muligt, af hvad Skabning det end er“[24].

Confirmationen (norſk: ferming, biskupan) omtales i alle de ældſte norſke Chriſtenretter, dog kun i Forbigaaende og uden at Skikkene derved nærmere beſkrives[25]. Men disſe have, ſaavidt ſkjønnes, været de almindelige i den romerſke Kirke paabudne. Confirmationen kunde ikke forrettes uden af Biſkoppen alene, og meddeeltes Børnene nogle Aar efter at de vare døbte. Biſkoppen gjorde, under Fremſigelſen af en vis Formular[26] og visſe Bønner, alt paa Latin, Korſets Tegn i Confirmandens Pande med Chrisma. Derpaa gav han ham et ſagte Slag paa Kinden med de Ord: Pax tecum! og anbefalende ham til de Faddere, ſom ved denne Handling ligeſaavel ſom ved Daaben maatte være tilſtede (hallda undir biskups hönd). Den Confirmeredes Pande blev nu omvunden med et bredt hvidt Baand (fermadregill), at ikke Salven ſkulde bortrinde, og dette Baand blev førſt løſt paa den ſyvende Dag efter.

Nadveren benævntes af Nordmændene deels med det Latinſke corpus domini, deels med Navnet husl, der nærmeſt ſynes hentet fra det Angelſaxiſke, hvor husl eller husel egentlig betegner Offer, og dernæſt bruges om Alterens Sacrament; det tilſvarende gotiſke Navn er hunsl. Dette Sakrament var forbundet med Mesſen, i hvilken Brødet og Vinen indviedes af den forrettende Preſt og derpaa uddeltes enten ved Preſten ſelv eller ved den for Alteret tjenende Diaconus. Saadan var Kirkens almindelige Brug, hvilken man ogſaa maa antage at have gjældet i Norge. Nadverens Sakrament omtales ellers ſlet ikke hverken i de tvende ældſte norſke Chriſtenretter, Gulathings og Vikens, eller i den gamle Islands Chriſtenret. I Eidſivathings Chriſtenret derimod nævnes paa eet Sted: „at lade ſig meddele Nadveren“ (láta husla sik)[27]. De nærmere Beſtemmelſer om dette Sakrament, ſom findes i den ældre Froſtathingslovs Chriſtenret[28], er ganſke viſt fra en Tid ſenere end det her omhandlede Tidsrum, efterſom Forſkrifter givne paa det fjerde lateranſke Concilium i 1215 ſynes for dem at ligge til Grund.

Kirkeboden eller Pønitenſen berøres oftere i de ældſte norſke Chriſtenretter under Navnet skrift eller i Flt. skriftir[29], et Navn ſom ogſaa maa antages overført fra det Angeilſaxiſke (scrift). Pønitenſen omfattede efter den katholſke Kirkes Lære tre Dele: Anger, Syndsbekjendelſe og Erſtatning (contritio cordis, confessio oris, satisfactio operis). At den har været ſaaledes opfattet ogſaa i den norſke Kirke lige fra dennes Ophav viſer ſig deraf, at allerede i de ældſte Chriſtenretter Udtrykket: ganga til skrifta, gaa til Skrifte, hvilket nærmeſt betegner Angeren og Syndsbekjendelſen, idelig ſættes i Forbindelſe med Udtrykket: „ok bœta við Krist eller bœta við Guð, d. e. og bøde til Chriſt eller Gud.“ Syndsbekjendelſen, det egentlige Skriftemaal, ſkulde i Regelen aflægges for Sognepreſten eller for en Perſon med preſtelig Vielſe. Preſten ſom modtog Syndsbekjendelſen paalagde ogſaa Erſtatningen og meddelte Afløsningen i mindre vigtige Tilfælde; i vigtigere derimod var dette forbeholdt Biſkoppen, for hvem da Bekjendelſen maatte gjentages. Den i de ældſte Chriſtenretter udtrykkelig omtalte Erſtatning beſtod i lovvedtagne Pengebøder, der i Regelen tilfaldt Biſkoppen. Men ved Siden af disſe ſeer man tydeligen, at der ogſaa har gaaet andre Straffe, ja der omtales Tilfælde, hvor ſaadanne Straffe ikke have været forbundne med nogen lovbeſtemt Pengebod. Disſe egentlige Kirkeſtraffe beſtode da i Norge ſom andenſteds i overordentlige Faſter, i Oplæsning af Bønner, i Valfarter til hellige Steder, og i Afhold fra visſe Livets Bekvemmeligheder, ſjældnere i denne Tid i anden legemlig Refſelſe (Pidſken), og de vare afmaalte efter de for Preſten bekjendte Synders antagne Storhed. Dette Slags Pønitenſe var det, ſom oftere afkjøbtes ved Pengeydelſer til Kirken, der vel maa ſkjelnes fra de i Chriſtenretterne lovbeſtemte Bøder. Disſe vare nemlig i Grunden mere en verdslig end en geiſtlig Straf, og maatte i her omhandlede Tidsrum i Regelen ſøges ved den almindelige Rettergang til Thinge; hiin Frikjøbelſe derimod fra de egentlige Kirkeſtraffe var en reen Kirkeſag, hvori den verdslige Ret ikke havde at blande ſig. Den høieſte reenkirkelige Straf var i hine Tider, ſom bekjendt, Excommunicationen eller Interdiktet d. e. Udelukkelſe af Kirken, hvilken Straf paalagdes af Biſkoppen. Den deelte ſig igjen i to Slags: den mindre Excommunication (excommunicati0 minor, paa Norſk: forboð), en midlertidig Udelukkelſe fra Kirken og dens Sakramenter; og den ſtørre Excommunication (excommunicatio major, anathema, paa Norſk: bann, bannsöngr, bann ok bölbonir), Udelukkelſe af Kirken med Forbandelſe. En offentlig Advarſel til den Skyldige ſkulde altid gaa forud; agtedes ikke denne, indtraadte og forkyndtes den ringere Excommunication, hvilken igjen var en ny Advarſel om at gjøre Kirken Fyldeſt, hvis man ei vilde falde i det ſtore Ban. Dette ſidſte var en formelig Fredløshedserklæring fra Kirkens Side, hvormed den Skyldige under de meſt udſøgte og ſkrækkelige Forbandelſer udelukkedes ikke alene fra Kirken, men fra alle Chriſtnes Samfund. En Løsning ogſaa fra denne ſtore Banſættelſe var alligevel mulig, naar den Skyldige gik i ſig ſelv, gjorde Bod og gav Kirken Opreisning; dog var naturligviis ſtørre Vanſkeligheder og ſtørre Opoffrelſer forbundne med Løsningen fra den. Excommunicationen i begge Skikkelſer var imidlertid endnu i dette Tidsrum, ſaavidt ſkjønnes, et Særſyn i Norge. Den berøres ikke ligefrem i de ældſte Chriſtenretter og kom viſtnok ganſke ſjælden til Udøvelſe førend efter Hierarchiets Befæſtelſe. Dog maa man mærke ſig, at den Udvisning af Kongens Land (fari or landeign konungs várs), ſom i den gamle Gulathings Chriſtenret omtales, og den Henvisning til hedenſk Land, fordi man ei vil være Chriſten (fari á land heiðit, þó vill hann eigi kristinn vera), der forekommer i den gamle vikſke Chriſtenret, begge Steder ſom Straf for meget ſtore Brud mod Chriſtendommen, hvilke Synderen ikke vil udſone[30], — at den dog i Grunden er en Banſætning, om end udtalt i meer verdslige Udtryk.

Ordinationen, paa Norſk: vígsla, Vielſe til geiſtligt Embede, forrettedes af Biſkoppen alene. Skikkene dermed vare forſkjellige for de forſkjellige geiſtlige Grader, ſom Indvielſen gjaldt; væſentlig henhørende til Preſtevielſen (prestvígsla) var: Salvelſe, Haandspaalæggelſe og den ſaakaldte inflatio eller Beaandelſe, der ledſagedes af de Ord: accipe spiritum sanctum! Dette gjaldt i hele den romerſke Kirke, følgelig ogſaa i den norſke, ſkjønt Chriſtenretterne ikke derom indeholde ſærlige Beſtemmelſer.

Egteſkabet, paa Norſk: hiúskapr, opfattedes endnu, i Egenſkab af Sakrament, høiſt ufuldkomment af Nordmændene. De vare fra Hedendommen af vante til at betragte Egteſkabet ganſke ſom en retslig Overeenskomſt, og denne Anſkuelſesmaade overførtes væſentligen i den chriſtelige Lovgivning. Vel bragtes ved denne Egteſkabet ind under Kirkens Omraade, forſaavidt ſom allerede i de ældſte Chriſtenretter ſtrengt Forbud indførtes imod egteſkabelig Forbindelſe mellem Perſoner inden visſe Frændſkabs- eller Svogerſkabs-Led, — i dette Tidsrum: det ſyvende Led for Frændſkab, det femte for Svogerſkab[31], — eller i et viſt aandeligt Slegtſkab ved Daab eller Confirmation, — hvilket Forbud det tilkom Geiſtligheden at ſee overholdt. Men ikke i nogen af de ældre Chriſtenretter, ligeſaalidt ſom i den verdslige Lov, omtales Kirkens Velſignelſe eller en ordentlig Vielſe ſom Betingelſe for Egteſkabets Gyldighed. . Ikke heller findes her nogen udtrykkelig Beſtemmelſe, der gjør Egteſkabets Ophævelſe afhængig af nogen Kirkens Dom, uden forſaavidt Spørgsmaalet var om Slegtſkab mellem Egtefolkene i forbudne Led. Fleerkoneri er viſtnok forbudet allerede i de ældſte Chriſtenretter[32]; men aabenbare meer af verdslige Grunde, navnlig af Henſyn til Arveretten, end af Grunde hentede fra Egteſkabets religiøſe Hellighed.

Den ſidſte Salvelſe, paa Norſk benævnt ólean, omtales oftere i de ældſte norſke Chriſtenretter[33]. Den ſkulde, efter den romerſke Kirkes almeengjældende Vedtægt, kun meddeles Døende ved en Preſt. Denne ſalvede med Chrisma alle de Lemmer paa den Syge, hvilke anſaas for Sandſernes ydre Organer, under den Bøn, at Gud ved denne Salvelſe og for ſin Barmhjertigheds Skyld vilde tilgive den Døende de Synder, han i ſin Sandſelighed havde begaaet.

Hvorledes der for Gudstjeneſtens Afholdelſe ligefra Chriſtendommens førſte Indførelſe var ſørget ved Kirkers Opbygning, er allerede ovenfor paa flere Steder omtalt, ligeſom ogſaa disſe Kirkers forſkjellige Stilling og Rang er udviklet. Angaaende deres Vedligeholdelſe eller Gjenopbyggelſe i Tilfælde af fuldkomment Forfald findes i de ældſte Chriſtenretter omhyggelige Beſtemmelſer.

Ved Fylkeskirkerne eller Hovedkirkerne paalaa Vedligeholdelſen og Gjenopbyggelſen, ſom allerede forhen berørt, ſamtlige Fylkesmænd; og tiltrængtes en Gjenopbyggelſe, da ſkulde denne paa Stevning være udført inden eet Aars Forløb, under Straf af 15 Marks Bod for alle Fylkesmændene, hvilken Bod — i Gulathingslagen i det mindſte — halv tilfaldt Kongen, halv Biſkoppen, og Arbeidet ſkulde ligefuldt ſenere udføres[34]. Vikens gamle Chriſtenret afviger noget fra de øvrige med Henſyn til denne Beſtemmelſe, og har desuden et mærkeligt Tillæg hvilket muligen i den ældre Tid ogſaa har gjældet for de øvrige Landsdele. Den faſtſætter Stevnetiden for Fylkeskirkens Opbyggelſe til to Aar. Forſømmelſen bødes med 15 Mark. Stevningen ſkulde da atter gjentages med ſamme Bod for Overhørighed, og ſaaledes ogſaa den tredie Gang. Men da ſkulde gjøres Fylkesmændene den fjerde Stevne, og den ſkulde være paa blot fire Maaneder; og vare de endda ulydige, „da — heder det — indtræder det eneſte Tilfælde, i hvilket det er Kongen tilladt at herje i ſelve Landet, naar det nemlig gjælder om at tvinge Folket ved Vaabenmagt til Chriſtendommen. Han ſkal ikke dræbe Mænd og ikke brænde Hus, men deres Gods og deres Kvæg ſkal han tage og beholde ſom Krigsbytte. Men ſaaſnart ſom de æde nyt Korn, da ſkulle Stevningerne gjentages paa ſamme Maade ſom før“[35]. Beſtemmelſen bærer Præget af at ſkrive ſig fra Chriſtendommens aller førſte Tider Forſømmelſe af Bidrag til Fylkeskirkens Bygning fra en enkelt Fylkesdeels, eller enkelt Bondes Side ſtraffedes med forholdsviis mindre Bøder.

Skulde en Heredskirke opbygges, havde ſamtlige Heredets Bønder at udføre dette inden eet Aar, under Straf af 3 Marks Bod til Biſkoppen, og vare dog ligefuldt ſkyldige til at opføre den[36]. Ogſaa her er Vikens gamle Chriſtenret ſtrengere. Den faſtſætter vel Stevnetiden til to Aar, under ſamme Bod af 3 Mark for Forſømmelſe; men naar Stevningen derpaa endnu tvende Gange frugtesløſt var gjentagen, da ſkulde gjøres Heredsmændene een Maaneds Stevne, og hvis da ikke Kirken var opbygget, ſkulde hver Bonde i Heredet bøde 3 Mark[37].

Hvad Høgendeskirkerne angaar, ſaa, hvis de vare fra førſt af oprettede af et heelt Bygdelag, og vare dettes Ejendom, gjaldt for deres Gjenopbyggelſe ſamme Regel ſom for Heredskirkernes; men var en Høgendeskirke oprettet af enkelt Mand, og var den enkelt Mands Ejendom, da blev Forholdet noget anderledes. Laa Kirken paa Kirkeejerens egen Odelsjord, og han paa Stevning ikke opbyggede den inden eet Aar, ſkulde han bøde 3 Mark, og ligeſaa det andet og tredie Aar. Men lod han Tomten ſtaa øde i hele tre Aar, da havde han forbrudt den Jord, paa hvilken Kirken var bygget, til Kongen. Kongen ſkulde nu have Kirken opført inden eet Aar; ſkede dette ikke, kunde Bonden tage ſin Jord tilbage. Men den gamle Skyldighed paalaa ham da atter, og opfyldte han den heller ikke nu inden eet Aar, da var Jorden Kongens for ſtedſe. Denne Beſtemmelſe findes vel egentlig kun ſaadan i den gamle Gulathingslovs Chriſtenret; men meget nær tilſvarende Beſtemmelſer findes ogſaa i den gamle vikſke og i Eidſivathingslovens Chriſtenretter, ſaa at man har fuld Grund til at antage den Regel for almindelig, at langvarig Forſømmelſe af en Kapelkirkes Gjenopbygning medførte for Kirkeejeren Forbrydelſe af den Jord, paa hvilken Kirken ſtod, hvis den var hans Odel. Ejedes derimod Kirken af een Mand, men Jorden, paa hvilken den ſtod, af en anden, da paalaa Opbygningsforpligtelſen Kirkeejeren, og i Tilfælde han ikke var iſtand til at opfylde den, ſkulde han være landflygtig ſaalænge indtil han fandt Midler dertil[38].

Overhovedet ſeer man af de ældſte Chriſtenretter, at der var en erkjendt Grundſætning, at hvor en Kirke førſt var bygget, der maatte Tomten aldrig lægges øde. Derfor var med Henſyn til Kapelkirkerne hine ſtrenge Beſtemmelſer tagne, hvorved man ſaavidt muligt ſøgte at binde Opholdelſesforpligtelſen til den Jord, paa hvilken de vare byggede.

Vedligeholdelſen af den enhver Sognekirke tilliggende Kirkegaard (kirkiugarðr) eller Begravelſesplads paalaa de ſamme Perſoner, hvem ſelve Kirkens Vedligeholdelſe paalaa.

Enhver Kirke ſkulde indvies af vedkommende Biſkop, hvilket foregik med mangfoldige Ceremonier. Ogſaa Klokker og Altere, af hvilke der ofteſt vare flere i hver Kirke, bleve ſærſkilt indviede af Biſkoppen. Om Kirken ſiden ved Ildsvaade eller paa anden Vis led nogen Skade, behøvede den efter ſin Iſtandſættelſe ingen ny Indvielſe, med mindre Ødelæggelſen, ſom var overgaaet den, havde været ſaa voldſom, at ſelve Hovedalteret eller Høialteret havde været nedbrudt og forſtyrret.

Kirke og Kirkegaard vare fredhellige Steder, hvor ingen Voldsgjerning maatte øves eller Blod udgydes med fiendtlig Hu. Skeede ſaadant, da var den Skyldige falden i ſtor Straf, der kunde ſtige til Fredløshed, og Stedet var beſmittet, indtil Biſkoppen havde ved Bønner og Beſtænkning af viet Vand renſet det[39]. Kirkerne betragtedes ogſaa ſom Friſteder, hvor Forfulgte og Forbrydere kunde være ſikkre, indtil Loven havde dømt dem. Man ſporer ellers ikke i Chriſtenretterne fra dette Tidsrum med Henſyn til Kirkernes Fredhellighed den Forſkjel i Rang, ſom ſenere gjorde ſig gjældende.

Vi ſee ſaaledes, at der paa mangehaande Maader i de gamle Chriſtenretter var ſørget for, at Folket i Norge ikke ſkulde mangle indviede Kirker, i hvilke Gudstjeneſten regelmæsſigen kunde foregaa.

Kirketjeneſten, hvilken man i hine Tider ſtræbte at omgive med al den Glands og Pragt, ſom Forholdene gjorde mulig, beſtod væſentlig i Pſalmeſang, Forelæsning og Mesſe.

Hvad der i Kirkerne blev ſjunget var deels Overſættelſer af Davids Pſalmer, deels Hymner til Chriſti, Marias og Helgenernes Pris, Alt i det latinſke Sprog. — Hvad der oplæſtes var Stykker af den hellige Skrift, baade af det gamle og nye Teſtamente, af Kirkefædrene og af Helgeners Levnet. Oplæsningen foregik i det latinſke Sprog; men her ſynes det og at have været brugeligt overalt i den norſke Kirke, at Preſten tilføiede et Slags Forklaring af det Oplæſte paa Norſk. Ogſaa Prædiken holdtes ved ſærdeles Anledninger paa Norſk. Sjældnere var dog, ſom det lader, disſe Prædikener originale Foredrag; ofteſt vare de Overſættelſer eller Efterligninger af latinſke Homilier. Man har endnu en ſaadan norſk Homilieſamling, hvis Alder udentvivl maa antages at ſtige op til det her omhandlede Tidsrum. — Mesſen (missa, messa) i Navnets ſtrængeſte Betydning var den Deel af Kirketjeneſten, i hvilken den hellige Nadvere indviedes, og Chriſti Legeme og Blod fremſtilledes for Menigheden (Mesſeofferet). Den var at anſee ſom Kirketjeneſtens høieſte Glandspunkt. Navnet Mesſe brugtes imidlertid ogſaa ofte om Gudstjeneſte i Almindelighed. Vi have ikke fra dette Tidsrum levnet nogen Forſkrift for Ordenen i Kirketjeneſtens Afholdelſe i Norge, men maa antage, at her Kirkens almindelige Vedtægter have gjældet, nemlig, at der ved enhver Sognekirke ſkulde paa hver Søn- og Helligdag ſamt paa hver Dag i Langefaſten, i Julefaſten (før Juul) og i Kvatemberfaſterne holdes tre Gange Gudstjeneſte: Otteſang (óttusöngr) i den tidligſte Morgenſtund, Høimesſe (hámessa) henimod Middagen og Aftenſang (aptansöngr) om Eftermiddagen[40]. Ved Kloſtrene og vel ogſaa ved Kathedralkirkerne iagttoges dagligen de ſaakaldte horæ canonicæ, eller Gudstjeneſte med Sang paa visſe Dagens Tider. De vare ſommeſteds 7, ſommeſteds 8 i Døgnet. En Overſættelfe af det Latinſke horæ er det gammelnorſke tiðir, Tider, hvilken Benævnelſe almindelig brugtes om Kirketjeneſten udenfor den egentlige Mesſe, altſaa Kirketjeneſte, ſom ikke var forbunden med Nadverens Indvielſe. Til Veiledning ved Mesſen og Kirkeſangen var der ved hver Kirke Mesſebøger (messubók, missale, breviarium), hvori indeholdtes hvad der ſkulde oplæſes og afſynges; og at disſe Bøger fandtes og vare i Orden, var en af de Ting, ſom det paalaa Biſkopperne at paaſee.

De gamle norſke Chriſtenretter ere meget ſtrenge med Henſyn til Helligholdelſen af Søndage og Helligdage ved Ophør af alt Arbeide. Søndagshelgen tog ſin Begyndelſe Løverdags Eftermiddag ved Non d. e. omtrent Klokken 3, og varede til Mandags Morgen i Otten d. e. ogſaa omtrent Klokken 3. Hvo ſom foretog ſig noget Arbeide i denne Tid ſkulde i Regelen ſtraffes med Boder til Biſkoppen. Helligdagene udenfor Søndag opregnes ogſaa i Chriſtenretterne, og de ere allerede i dette Tidsrum mange, ſkjønt der ſiden blev flere. De vare af forſkjellig Betydenhed, idet Helgen ved nogle af dem begyndte den foregaaende Dag, ligeſom Tilfældet var med Søndagen, ved andre derimod ikke ſtrakte ſig udenfor ſelve Dagen. Arbeide paa hine ſtraffedes ogſaa med ſtørre Boder end Arbeide paa disſe. Foran de allerſtørſte gik en kortere eller længere Faſte[41]. Forreſten anſaas Helligdagene ſelv ſom Glædesdage, paa hvilke, udenfor Gudstjeneſten, Glæde og Lyſtighed intet Anſtødeligt medførte. De ældſte Chriſtenretter gjorde det endog til Pligt — ſom allerede forhen er berørt — at feire de ſtørſte chriſtelige Høitider f. Ex. Julen med Gilder, der fik Offentlighed og en forøget Høitidelighed derved, at flere Bønder forenede ſig til deres Afholdelſe, ligeſom forhen ved de hedenſke Offergilder, og under dem mindedes Chriſtus og Helgenerne i ſine Skaaler. Saadanne Gilder ved Jul og Allehelgensmesſe omtales i den gamle Gulathingslovs Chriſtenret under Navnet ölgerð d. e. Anſtilling af Drikkelag, og Øllet, heder det, „ſkal ſignes Chriſt og St. Maria til Tak, til gode Aaringer og Fred“[42]. I Froſtathingslovens Chriſtenret omtales et lignende Gilde ved Jonsmesſe under Navn af Jonsmesſe-Øl[43]. Undladelſe ſtraffedes med Boder til Biſkoppen.

I den nærmeſte Forbindelſe med Kirketjeneſten ſtod Procesſioner eller geiſtlige Optog. Af disſe lægger allerede de ældſte norſke Chriſtenretter megen Vegt paa een, nemlig den ſom ſkulde finde Sted aarligen paa Chriſti Himmelfarts Dag, eller ſom den ogſaa kaldes: den hellige Thorsdag (helgi þörsdagr), og de tre næſt foregaaende Dage. Da ſkulde efter almindelig Kirkeſkik hver Preſt gaa med Kors og brændende Kjerter foran ſig, under Bønner og Udſtænkning af Vievand, omkring ſin Kirke og dens Kirkegaard, ledſaget af hele den forſamlede Menighed; ligeſaa vandrede enhver Husbonde, fulgt af Familie og Tyende med Korſet omkring ſit Hus, og over ſin Ager og Eng, nedbedende Guds Velſignelſe over ſin Ejendom. Af denne Skik fik disſe Dage af vore Forfædre Navnet: Gangdagar d. e. Procesſionsdage.

De lovbeſtemte Faſter ere i de gamle norſke Chriſtenretter de almindelige: 1, Langefaſten (lánga fasta), der varede i ſyv Uger nemlig fra Aſkeonsdag indtil førſte Paaſkedags Morgen. 2, Kvatemberfaſterne (ymbrudagar), der vare fire om Aaret, hver paa tre Dage. 3, Julefaſten (jólafasta), der var de ſex nærmeſte Dage før Jul. 4, Hver Fredag, ſom derfor almindelig benævntes: Faſtedag (föstudagr)[44].

Faſte beſtod overhovedet i Afhold fra Kjødſpiſer. Men der gaves ogſaa ſtrengere Grader af den, ſom Faſten ved Brød, Salt og Vand, ja endog ved blot Vand, hvilket var den egentlige ſaakaldte Vandfaſte (vatnfasta). Chriſtenretterne ere meget omhyggelige i at beſtemme Bøder og Straf for alle Faſte-Overtrædelſer, noget ſom viſer hvor ſtor Vegt Kirken i hine Tider lagde paa Faſtens Iagttagelſe. De forbinde hermed Forbud mod at nyde visſe Dyrs Kjød til hvilkenſomhelſt Tid. Heſtekjød er naturligviis herved ikke forglemt, ſaa meget mindre da Spiſen deraf betragtedes ſom en Levning fra Hedendommen.

Det paalaa, ſom allerede forhen yttret, Sognepreſterne at underrette ſin Sognemenighed om Tiden, paa hvilken Helligdage og Faſter indtraf. Underretningen ſkede ved Kors, ſom Preſten opſkar og udſendte, og hvilket Bønderne vare forpligtede til ſikkert at befordre fra Gaard til Gaard gjennem hele Kirkeſognet efter ſamme Regler, ſom gjaldt for Thingbud[45].

Den romerſke Kirke udhævede, ſom bekjendt, i hine Tider visſe fromme Handlinger, hvorved man ſkulde vinde Guds Velbehag og befordre ſin Sjæls Salighed. Paa disſe ſporer man, at Nordmændene ogſaa have lagt megen Vegt. Maaſkee de Handlinger, ſom medførte en ſtor Selvplage, ſom overordentlige Faſter, Pidſkninger og lignende, ikke endnu og iſær ikke i Chriſtendommens allerførſte Tider, havde vundet ſtor Indgang hos dem, navnligen forſaavidt de efter deres Begreber medførte en utilbørlig Selvfornedrelſe. Det er nemlig rimeligt, at Folkekarakteren her frembragte en vis Modſtræben, ſom kun gradviis kunde betvinges af den almindelige Tidsaands Magt. Men der var andre fromme Handlinger, ſom meer pasſede med Nordmændenes Anſkuelſer. Saaledes begyndte Valfarter til hellige Steder tidlig — man kan gjerne ſige ſtrax efter Chriſtendommens Indførelſe — at komme i Brug. Allerede Einar Thambarſkjælver og Thorer Hund omtales i Sagaerne ſom foretagende Pilegrimsreiſer til Rom og Jeruſalem. Dette ſidſte Sted var naturligviis det fornemſte Maal for Pilegrimernes Vandringer. At forrette ſin Bøn ved Chriſti Grav og bade ſig i Jordans Flod anſaas for kraftige Midler til Sjælens Renſelſe. Nærmeſt Jeruſalem ſtod naturligviis Rom, ſom Sæde for St. Peters Efterfølger, Kirkens ſynlige Overhoved. I Norge ſelv blev ſnart St. Olafs Helligdom i Nidaros et berømt Valfartsſted. Almisſer, deels til hellige Steder, deels og iſær til de Fattige i Almindelighed, kom ogſaa haſtigen i Anſeelſe. Saadanne og lignende fromme Handlinger foretoges deels ſom paalagt Bod deels ifølge Løfter, ſom man i Farens Stund havde gjort, for at erholde Guds eller Helgeners Hjælp, deels endelig ifølge den Tanke, at de kom Sjælen tilgode efter Døden og forkortede Skjærsildens Plager. Dette ſidſte Øiemed havde ellers fortrinligen de ſaakaldte Sjælemesſer (sálumessa), der bleve holdne for de Afdøde, enten paa deres egen foreløbige Foranſtaltning i levende Live, eller paa Foranſtaltning af deres nærmeſte Efter-levende Naar de vare ſaaledes indſtiftede, at de ſkulde aarligen gjentages paa den Afdødes Dødsdag, benævntes de: Aartider (ártiðir, anniversaria).

Om Begravelſesſkikkene i Norge i dette Tidsrum indeholde de ældſte Chriſtenretter mange Oplysninger. I viet Jord, d. e. paa Kirkegaarden, ſkulde alle Chriſtne begraves, med Undtagelſe af de groveſte Forbrydere, Banſatte og Selvmordere; alle disſe ſkulde begraves i Stranden, i Flodmaalet, der hvor Sø og grøn Torv mødtes. At begrave nogen Chriſten i Hang eller Steenrøs d. e. paa hedenſke Viis ſtraffedes med Bøder til Biſkoppen; Liget ſkulde igjen opgraves og føres i viet Jord. Intet Lig maatte uden høieſte Nødvendighed ſtaa ujordet længer end i 5 Dage. Naar Liget kom til Kirke, ſkulde Preſten gaa det imøde og ſynge over det de vedtagne Bønner imod en i Loven faſtſat Betaling. Var Preſten ikke hjemme, ſkulde Liget alligevel begraves; naar han da kom hjem, ſkulde man ſtøde en Stor igjennem Jorden ned paa Ligkiſten, Preſten ſkulde gyde Vievand i Hullet og ſynge Ligſang over Graven. At grave Lig i ældre Gravſted, hvorved den før begravnes Levninger forſtyrredes, var forbudet, ligeſom at kaſte død Mands opgravede Been udenfor Kirkegaarden. Fundne Lig og Betleres ſkulde føres til nærmeſte Kirke, og Preſten maatte ikke negte dem Begravelſe. Havde nogen i ſit eget Hus ei Folkehjælp nok til at bringe Lig til Kirke, da ſkulde han tilkalde ſine Naboer, og disſe vare ſkyldige at hjælpe ham. Hver ſkulde i Regelen begraves ved ſin Sognekirke. Begravelſe inde i ſelve Kirken var endnu en Sjældenhed, hvortil endog i langt ſildigere Tid Biſkoppens ſærdeles Tilladelſe udfordredes. I det her omhandlede Tidsrum, da man endnu i den verdslige Lov ſtrengt ſkjelnede mellem visſe Klasſer i Statsſamfundet, fremtraadte denne Adſkillelſe i al ſin Skarphed ogſaa med Henſyn ti Begravelſespladſen paa Kirkegaarden. En vis Deel af den var beſtemt for Lendermænd, en anden for fribaarne Bønder og deres Børn, en tredie for Frigivne og deres Børn, en fjerde endelig for Trælle og ubekjendte af Søen opdrevne Lig, ſom man paa Haarſkurden kjendte for at være af Nordmænd. Den fornemſte Plads var nærmeſt Kirken — efter Vikens gamle Chriſtenret: under Tagdryppen fra Kirketaget; den ringeſte narmeſt Kirkegaardshegnet. Med Begravelſen var almindelig forbunden et Gjeſtebud eller Arveøl (erfiöl, erfðaöl), hvorved den Afdødes Arving tog Arven efter ham i Beſiddelſe. Dette holdtes almindelig enten paa den ſyvende eller paa den tredivte Dag (paa Uge- eller Maanedsdagen) efter hans Død. Skikken var nedarvet fra Hedendommen. Den gjordes chriſtelig derved, at Arveøllet tillige betragtedes ſom, eller forbandtes med et Sjæleøl (sáluöl), et Gjeſtebud for den Afdødes Sjæl, der altſaa var forenet med kirkelige Forbønner for denne. Naar Gjeſtebudet var af ſidſte Beſkaffenhed, da var det Sognepreſtens Embedspligt at være tilſtede derved, og da ſkulde „Preſten og hans Kone ſidde i Høiſædet“[46]. Saa lovligt anſaa man endnu dengang i Norge Preſternes Egteſkab for at være.

I den nærmeſte Forbindelſe med Kirkens religiøſe Skikke ſtod ifølge den Tids Love tvende Retshandlinger, nemlig Eden (eiðr) iſær Renſelſes Eden, og Gudsdommen (guðskirslir ɔ: Gudsrenſelſe, Renſelſe fra Beſkyldning ved Guds Hjælp); begge vare nemlig byggede paa en religiøs Anſkuelſe og foretoges ved Kirkens og dens Embedsmænds Biſtand, og den ſidſtnævnte derhos under Kirkens umiddelbare Opſyn og Anſvar.

Eden aflagdes, forſaavidt den var Renſelſesed, i Kirken, og i ethvert Tilfælde med Haanden paa en Bog, indeholdende Guds Ord, hvad enten det nu var Bibelen, eller Evangeliet, eller Mesſebogen, eller paa Korſet, eller paa en eller anden Helligdom (f. Ex. Skrin med Helgenlevninger). Det førſte var det almindeligſte, og en ſaadan Ed kaldtes Bog-Ed, bókareiðr[47]. Den ældſte chriſtelige Edsformular ſynes at have været den: „Hjælpe mig Gud i dette ſom i hiint Lys!“[48]. Senere var den følgende: „Dertil lægger jeg Haand paa den hellige Bog (eller paa Helligdommen), og det ſkyder jeg til Gud at o. ſ. v. — — Gud være mig huld om jeg ſiger ſandt, vred om jeg lyver“[49]. For Meened var i den ældre Chriſtenret en ſtor Bod faſtſat[50].

Af Gudsdomme omtales kun tvende i de gamle norſke Chriſtenretter ſom gjældende ifølge Loven, nemlig: Jærnbyrd (járnburðr) og Kjedeltag (ketilfáng, ketiltak)[51].

Jærnbyrd, eller rettere Prøven med det gloende Jærn, foregik paa to Maader. — Den almindeligſte, ſom Lovene egentlig forudſætter, og ſom nærmeſt ſvarer til Navnet Jærnbyrd, var, at den, ſom ſkulde renſe ſig fra en Beſkyldning, bar i ſin Haand et gloende Jærn et viſt Antal Skridt, hyppigſt ni. Naar han ved Maalet havde bortkaſtet Jærnet, blev Haanden ſtrax forbunden, og Baandet forſeglet. Efter tre Dages Forløb aabnedes Forbindingen, og fandtes da Haanden uſkadt, anſaas den Beſkyldte frifunden, i modſat Fald Beſkyldningen mod ham beviſt, begge Dele ved Guds egen Kjendelſe. — Den anden Maade var, at den, ſom ſkulde renſe ſig, gik med bare Fødder, over et viſt Antal, almindelig ni, gloende Plogjærn. Naar han var kommen til Enden, kaſtede han ſig i en opredt Seng, og efter tre Dages Forløb underſøgtes hans Fødder. — Prøven ſkulde paa Landet foregaa i vedkommende Fylkeskirke eller Hovedkirke, og i Byerne ved en beſtemt dertil udſeet Kirke. Den ved Kirken anſatte Preſt forrettede den nødvendige Tjeneſte ved Prøvens Udførelſe, og under hans nøie Tilſyn forberedte den Beſkyldte ſig flere Dage forud til Prøven ved Faſte og Bønner. Den ſamme Preſt havde at løſe Bindet og med andre tilſtedeværende geiſtlige Vidner bedømme, hvorvidt Haanden eller Fødderne vare uſkadte.

Kjedeltaget beſtod deri, at den Beſkyldte optog med blottet Arm en Steen af en ſydende Kjedel; var Haanden uſkadt, var han frifunden. Denne Prøve ſynes efter Chriſtenretterne at have været iſær for Kvinder, og meſt i Tilfælde af Beſkyldning for Trolddom.

Begge Slags Gudsdomme ere upaatvivlelig indførte til Norge med Chriſtendommen, og nærmeſt fra England, i hvis Retsſyſtem de fra ældgammel Tid vare vedtagne.

III. Den norſke Kirkes Styrelſe og ſtatsretlige Forhold var endnu ikke bygget paa faſte, af Ideen om en almindelig ydre Kirke udſprungne Grundſætninger. Dette er noget, ſom i den forudgaaende hiſtoriſke Fremſtilling oftere er antydet. At dette ſkulde være anderledes, var heller ikke at vente. Hiin Idee levede viſtnok allerede i den ældſte chriſtelige Kirke, og den var Aarhundreder før den Tid, hvorom her handles, fremtraadt ſom kraftig virkende til Pavedømmets Udvikling og til Sammentrængningen af den høieſte kirkelige Myndighed over hele Veſten i den romerſke Biſkops Perſon. Alligevel ſtillede Ideens ſtatsretlige Gjennemførelſe ſig neppe ret klart for Pavernes Øie, før Gregorius VII i Slutningen af det 11te Aarhundrede (1073—1085) udtænkte og udtalte en beſtemt og konſekvent Theori for den almindelige Kirkeſtyrelſe, hvorved Kirken baade ſkulde erholde den forønſkede ydre Eenhed, og tillige blive ikke alene uafhængig af al verdslig Magt, men endog Staten overordnet iſtedetfor underordnet. En klart udviklet Theori for Kirkeſtyrelſen i Almindelighed var altſaa ikke til, da den norſke Kirke grundlagdes; og efterat den var fremſat, behøvedes naturligviis Tid, for den kunde blive bekjendt i det fjærne Norge, og end længere Tid, før den der kunde rigtigen opfattes. Dette faldt ſaameget vanſkeligere, ſom Gregors hierarchiſke Theori ſtrax fandt en almindelig Modſtand, og det ikke blot hos alle verdslige Magthavere, men ogſaa hos en Mængde af Kirkens baade høiere og lavere Embedsmænd, — en Modſtand, ſom gjorde, at den kun langſomt og deelviis blev ſat i Udøvelſe. I ſin Heelhed blev den ſom bekjendt, aldrig gjennemført, maaſkee fordi den i ſig ſelv var en praktiſk Umulighed. — Til dette Savn af en inden den romerſke Kirkes Omraade almindelig Theori for Kirkeſtyrelſen kom ogſaa, at ikke engang en fuldſtændig, ſyſtematiſk ordnet Samling af den romerſke Kirkes ældre og yngre Love endnu fandtes, til hvilken de enkelte Statskirker kunde ſtøtte ſig med Henſyn til ſin Ordning ſom til en ufeilbar og ufravigelig Retteſnor. En ſaadan Samling kom førſt i Stand netop ved Udgangen af dette Tidsrum, da den italienſke Munk Gratian (1151) fuldbragte ſin Samling af Decretaler (decretum Gratiani), der kom til at danne Grundlaget for den ſenere af Paven ſtadfæſtede og af den romerſke Kirke anerkjendte kirkelige Retsſamling (corpus juris canonici). Den norſke Kirke ſavnede altſaa endnu de væſentligſte ydre Betingelſer før klart at kunne opfatte baade ſin egen ſtatsretlige Stilling ſom et Lem af den almindelige romerſke Kirke, og dennes ſtatsretlige Stilling overhovedet ſtemmende med Pavedømmets Idee; — men begge Dele vare uomgjængelig fornødne for at den norſke Kirkeſtyrelſe kunde blive ſkarpt formet efter almindelig-kirkelige Grundſætninger.

Hertil kom, at Nordmændene i Hedendommens Tid ikke anſaa Aſatroens Preſter for en egen Stand i Statsſamfundet. Som en ſaadan vilde de ogſaa nødigen betragte den chriſtelige Kirkes Tjenere. Men at man betragtede dem ſom en egen Stand var dog i Grunden nødvendigt, hvis man ſkulde indrømme Kirken en fuldkommen ſelvſtændig Styrelſe, hvilende paa almindelig-kirkelige, uden for Folkets ejendommelige Statsret liggende, Grundſætninger. Kongedømmet var efter Norges gjældende Statsret den hele Landsſtyrelſes Middelpunkt, i hvilket Folkets Selvſtyrelſe fandt en ſammenknyttende og ledende Kraft. Kongedømmet i Norge havde ogſaa ved Chriſtendommens Indførelſe der øvet en gjennemgribende Virkſomhed, hvilken baade i Folkets og dets egen Mening nødvendig maatte ſtadfæſte dets Overhøihed ligeſaavel med Henſyn til Kirkens ſom til Statens Styrelſe. Men en ſaadan Overhøihed maatte det for Kirkens Vedkommende give Slip paa og overlade den til en udenfor Norge ſtaaende Magt, hvis Kirkeſtyrelſen efter Tidens Begreb ſkulde være fuldkommen ſelvſtændig og indpasſet i den almindelige Kirkes Idee, ſom den udtalte ſig i Pavedømmet. Saaledes laa der ogſaa i baade det norſke Folks og det norſke Kongedømmes Anſkuelſe af Fædrenelandets Statsret en mægtig Hindring for at indrømme den norſke Kirke den ſtatsretlige Stilling, ſom ſtemmede med Pavedømmets Grundſætninger, forudſat ogſaa at disſe, indklædte i et ordnet og klart Syſtem, havde været bekjendte i Norge.

Kirken ſkulde ifølge Pavedømmets Grundſætninger i hvert enkelt Statsſamfund være begavet med ſaadanne Friheder og Rettigheder, der gjorde det muligt og let for den, at holde Baandet, ſom bandt den til de øvrige rettroende Statskirker og fremfor alt til den almindelige romerſke Kirkes Hoved, ſterkt og ſtrammet, ſaaledes at ikke eiendommelige ſtatsretslige Henſyn ſkulde hemme dens lokale Virkſomhed, eller gjøre denne betinget af nogenſomhelſt Magt uden den kirkelige, der var ſammentrængt i Pavedømmet. Dette var Kirkens ſaameget paaberaabte Immuniteter og Privilegier.

Den norſke Kirke beſad viſtnok allerede i dette Tidsrum, ſaagodt ſom fra ſin førſte Oprindelſe, enkelte Særrettigheder; men disſe vare ſaa ringe, ſaa faa og ſaa lidet iøinefaldende, at de knap kunne nævnes i Sammenligning med dem, ſom den romerſke Kirke nu aabenlydt fordrede for ſig og ſin Geiſtlighed ſom Stand. De ſaaledes fordrede Særrettigheder vare: 1. Kirkens Uafhængighed med Henſyn til Beſkikkelſen af ſine Embedsmænd og Geiſtlighedens Afſondring ſom en egen Stand i Staten. 2. Kirkens uafhængige Beſtyrelſe af ſit Gods. — 3. Den kirkelige Lovgivningsmyndigheds Afſondring fra den verdslige og Henlæggelſe til Geiſtligheden og Kirkens Hoved, Paven. — 4. Kirkens ſelvſtændige Dommermyndighed. — 5. Kirkens og dens Perſoners Fritagelſe fra Statens Byrder. Vi ville lidt nærmere betragte hver enkelt af disſe Særrettigheder med Henſyn paa Norge, og vi ville da ſnart ſee, i hvor ufuldkommen en Grad den norſke Kirke endnu var i Beſiddelſe af dem.

1. Kirkens Embedsmænd ſkulde beſkikkes ved Kirkens egen Myndighed: — Biſkopperne ſkulde vælges af Geiſtligheden, eller dens Repræſentanter, — Preſterne igjen beſkikkes af Biſkopperne inden hvers Omraade, — Geiſtligheden i det Hele danne en Kirken alene opoffret Stand, ved Cølibatet udreven af de almindelige Familieforholde og verdslige Forbindelſer. Men vi have allerede ſeet, at i Norge var det Kongerne, der udvalgte Biſkopperne, og at paa det under den norſke Kirke hørende Island, deelte Lægfolket, iſær de verdslige Høvdinger-, Valgretten med Geiſtligheden. Og hvad Preſterne angaar, da er det viiſt, at deres Beſkikkelſe inden den norſke Kirke ingenlunde var en udelukkende Ret for vedkommende Biſkop, men meget meer i de fleſte Tilfælde afhang af Sogne-Menighedernes eller de private Kirkeejeres Valg og Overeenskomſt med de Valgte, medens der i det Høieſte levnedes Biſkoppen en Forkaſtelſesret, et Veto. Geiſtligheden i det Hele erkjendtes ikke ſom nogen egen Stand i Staten; den var hverken ved Cølibat eller nogen anden ſæregen Leveviis adſkilt fra det øvrige Folk, men tvertimod knyttet til dette med Familielivets og det huslige Livs ſterkeſte Baand; og de Geiſtlige havde ikke ſom ſaadanne nogen ſærſkilt Ret paa ſin Perſon, med mindre en høiere Embedſtilling i Kirken ſatte dem i Rang med Statens verdslige Høvdinger og gav dem i Lighed med disſe en høiere perſonlig Ret, end den ſom ifølge deres Fødſel tilkom dem. I det her omhandlede Punkt ſvarede altſaa ingenlunde den norſke Kirkes ſtatsretlige Stilling til det romerſke Syſtem og Pavedømmets Fordringer.

2. Kirkens Formue ſkulde ene beſtyres af vedkommende Kirkens Embedsmænd under Biſkoppernes Tilſyn og udelukkende anvendes til Bedſte for Kirken og dens Perſoner, eller til Øiemed ſom vedkom Kirken, f. Ex. Fattiges Underſtøttelſe, eller ſom Kirkens Forſtandere beſtemte. Dette var en ældgammel chriſtelig Vedtægt, hvilken dog i Aarhundredernes Løb havde undergaaet mangfoldige Afændringer, for en ſtor Deel paa Grund af det indviklede Forhold, ſom paa de fleſte Steder i Europa var indtraadt ved Lensvæſenet, ikke alene mellem Kirkens og Statens, men ogſaa mellem Kirkens og Privates Ejendom. Den gamle Grundſætning var neppe nogenſteds længer overholdt med Strenghed; og ſkjønt enkelte Paver, iſær Gregorius VII, forfegtede den med Iver, ſaa lod den ſig dog vanſkelig under de da beſtaaende europæiſke Forholde gjennemføre, iſær fordi en Mængde af Kirkens Prælater nøde rige verdslige Forleninger, der mangefold overveiede deres kirkelige Indkomſter, og ſom de maatte give Slip paa, hvis Staten eller de Verdslige ſkulde ſlippe den Indblanding i Beſtyrelſen og Anvendelſen af Kirkens Formue, hvilken gammel Sedvane eller Misbrug hjemlede dem. Her maatte nemlig gjenſidig Opoffrelſe til, ligeſaavel fra Geiſtlighedens ſom fra Lægfolkets Side, hvis Sagen ſkulde komme i den rette Gang. Denne Sagernes Stilling faſt overalt i Europa gjorde, at der ved den norſke Kirkes førſte Grundlæggelſe ikke for denne blev indrettet eller udtrykkelig betinget nogen ſelvſtændig Økonomi. Dens ydre Opretholdelſe hvilede fortrinsviis, ſom vi ovenfor have ſeet, i det her omhandlede Tidsrum deels paa lovlig vedtaget Bidrag fra Folkets Side, deels paa aldeles frivillig privat Godgjørenhed; den hvilede i forholdsviis ringe Grad paa ſelvſtændig Formue, iſær Grundejendom. Hvor Biſkopperne, Preſterne og Kirkerne havde hver for ſig ſit nødvendige tarvelige Underhold, og det for ſtørſte Delen ved Menighedernes Bidrag, der kunde ikke blive Tale om en oplagt Kirkeformue, om en de nødvendigſte Udgifter overſkydende Indtægt, om en Ejendomsbeſtyrelſe i det Hele ſaa vidtløftig og indviklet, at der kunde næres nogen Frygt for, at den laa over Kirkens Forſtanderes Evner, ſaaledes at den verdslige Statsmagt deri ſkulde behøve at indblande ſig, eller ſee nogen Fordeel ved en ſaadan Indblanding. Ikke engang Tiendens Indførelſe kunde ſiges heri at gjøre nogen væſentlig Forandring. Dens Fordeling var nemlig lovbeſtemt[52]. Biſkop og Sognepreſt havde naturligviis hver for ſig fri Raadighed over ſin Andeel. Da videre Biſkopperne ſkulde have Indſeende med Kirkebygningernes Opretholdelſe, ſaa laa den Andeel af Tienden, ſom for dette Øiemed var beſtemt, ſelvſkreven under vedkommende Biſkops Beſtyrelſe. Hvad nu endelig angaar den Deel af Tienden, ſom tilfaldt Sognets Fattige, ſaa tilfaldt denne dem i Egenſkab af Kirkens Almisſelemmer, og Sognepreſten var ſaaledes ſelvkaldet til Uddeler, i hvilken Forretning han imidlertid underſtøttedes og kontrolleredes af Sognets Bønder. Saaledes ſynes Sagen med Kirkeøkonomien overhovedet at være dreven i Norge; og dette lettedes derved, at Sognekirkerne der ſjælden ejedes af enkelte private Lægmænd, men hver af ſin Sognemenighed, forſaavidt denne var pligtig til dens Opretholdelſe, og for øvrigt ſaa at ſige ejede ſig ſelv. I ſaa Maade nød altſaa Kirken i Norge i ſin Formues Beſtyrelſe ſin fulde Ret. — Anderledes ſtillede Sagen ſig dog i det Tilfælde at Kirkerne vare enkelte private Lægmænds Ejendom, der opretholdtes paa deres Bekoſtning og Anſvar imod at Ejerne oppebar de dertil flydende Indtægter, ſom Tilfældet var med flere Høgendeskirker i ſelve Norge, og med alle Kirker paa Island, —eller naar faſte Eiendomme vare henlagte til Kirkernes Opretholdelſe af Lægmænd under den Forudſætning, at Giverne eller deres Efterkommere ſkulde vedblive at ſtyre Ejendommene til Kirkernes Bedſte. Her blev Forholdet mere indviklet; thi her blev Beſtyrelſen af Kirkens Ejendom afhængig af Perſoner udenfor Kirkens Embedsſtand, altſaa uovereensſtemmende med Kirkens Grundſætninger. Men Kirkens egen Fordeel gjorde her, at den maatte ſee igjennem Fingre med det ukirkelige i Beſtyrelſesformen; thi ſtreng Gjennemførelſe af den kirkelige Grundſætning vilde i ſaadanne Tilfælde have grebet paa en ſaa ſtødende Maade ind i de gjældende Begreber om privat Ejendomsret, at Kirkers Opførelſe ved private Lægmænd, og private Gaver til Kirker i faſte Ejendomme, ſtrax vilde have ſtandſet. Da imidlertid, ſom allerede omtalt, det ſidſte Forhold endnu var mindre almindeligt i ſelve Norge, ſaa kunde Beſtyrelſen af Kirkens Formue der overhovedet ſiges at være ſtemmende med, eller i alle Fald ikke i mærkelig Mon ſtridende mod Pavedømmets Grundſætninger. Paa Island derimod maa man kalde den daværende Beſtyrelſe af Sognekirkernes Gods efter Tidens Anſkuelſe ukirkelig, da den faa at ſige udelukkende laa i Lægfolks Hænder.

3. Kirkens ſelvſtændige, uafhængige Lovgivningsmyndighed ſkulde ifølge Pavedømmets Grundſætninger fremtræde deri, at ingen verdslig Statsmagt ſkulde have Ret til at foreſkrive Kirken Love; hvorimod al almindelig Kirkeret ſkulde udgaa alene fra Kirkens geiſtlige Forſtandere under Pavens Samthkke, eller fra Paven ſom Kirkens jordiſke Hoved; medens den enkelte Statskirkes geiſtlige Ret ſkulde lempes efter den almindelige Kirkeret ved ſamme Statskirkes geiſtligeFormænd, uden Indblanding af nogen verdslig Statsmagt, hverken Kongedømme eller Folk. Dette ſkulde ikke alene gjælde med Henſyn til den reenreligiøſe eller rituelle Deel af Kirkeretten, men ogſaa med Henſyn til den Deel deraf, ſom beſtemte Kirkens og dens Perſoners Stilling i Statsſamfundet, eller deres verdslige Stilling. Thi ogſaa denne ſkulde faſtſættes, ikke ifølge Overeenskomſt mellem begge angjældende Parter, Kirke og Stat, men eenſidigen ifølge Beſtemmelſer, ſom fra ældre Tid af Kirken eller rettere Paven vare vedtagne. Dette var i ſtreng Slutningsfølge Pavedømmets Paaſtand i dette vigtige Punkt, der imidlertid var og blev et ſtadigt Stridspunkt mellem Kirke og Stat over hele Europa. Man var faſt overalt villig til at indrømme Kirken den forlangte Lovgivningsmyndighed i reen-kirkelige Sager, vedkommende Tro og Kirkeſkikke; men man benegtede den i dens forlangte uindſkrænkede Form i Sager, ſom angik Kirkens og dens Perſoners verdslige Stilling. Her vilde de verdslige Statsmagter, om ikke vilkaarlig raade, ſaa dog have en vegtig Stemme med i Ordningen. Og om der end fra Kirkens Side ſtundom viſte ſig en Tilbøielighed til i det ſidſte Stykke at komme den verdslige Statsmagt noget imøde, ſaa blev dog Grændſen mellem det Reenkirkelige og det Kirkeligverdslige altid vanſkelig at opdrage med Skarphed, — hvoraf Overgreb ſnart fra den ene ſnart fra den anden Side blev en uundgaaelig Følge. Da enhver enkelt Statskirke ved ſin førſte Begrundelſe meer eller mindre trængte til den verdslige Statsmagts Biſtand, var den ogſaa nødſaget til i Førſtningen at gjøre denne Indrømmelſer; men naar den havde vundet Faſthed, vilde den gjerne tage disſe tilbage og under Pavedømmets Ledning nærme ſig dettes Grundſætninger ſaavidt muligt.

Hvorledes i Norge den ældſte Kirkelovgivning, den ældſte Chriſtenret, fremgik, have vi allerede ſeet. Den fremgik af en Samvirken mellem Kirkens Forſtandere, Kongedømmet og det lovgivende Folk, i hvilken Samvirken det ſidſte, i det mindſte i Formen, gjorde Udſlaget. Dette var nu ikke aldeles ſtemmende med Pavedømmets Grundſætninger, men det maatte paa Grund af de forhaandenværende Forhold taales. De førſte norſke Biſkopper ſynes heller ikke at have været ſaa gjennemtrængte af Pavedømmets Fordomme, at de fandt hiin Samvirken i nogen ſærdeles Grad ſtridende mod deres egen eller Kirkens Verdighed; de ſynes tvertimod at have indſeet, at en ſaadan Fremgangsmaade baade var chriſtelig og Kirken gavnlig, og derved at have handlet i god Tro, uden noget liſtigt Forbehold for kommende Tider. Veien var ſaaledes afſtukken, ſom i den kirkelige Lovgivning gjennem hele dette Tidsrum ſtrengt ſynes at have været fulgt. Alle Beſtemmelſer i de norſke Chriſtenretter udgik fra Folkets lovgivende Forſamlinger, ved en Samvirken mellem Biſkop og Bønder, og ſom det ſynes under Kongedømmets ſtadige Ledning og Megling. Hvad ſom angik Kirkens Lære og religiøſe Skikke ſynes man, med tilbørlig Følelſe af det Rette, meer og meer at have overladt til Biſkoppernes egen Raadighed; men hvad ſom berørte Staten, hvad ſom greb ind i den verdslige Ret og blev Gjenſtand for verdslig Dommermyndigheds Afgjørelſe, ſom verdslige Straffe og Boder for Overtrædelſer af Chriſtenrettens Beſtemmelſer, det faſtſattes efter Overeenskomſt mellem Biſkop og Bønder. Chriſtenretterne vare, ſom forhen er viiſt, lige fra førſt af forſkjellige for de forſkjellige Lagdømmer, hvori Norge den Tid var inddeelt — en Følge af Maaden, hvorpaa de fra førſt af bleve givne. Fra de forſkjellige Lagthing udgik ogſaa de ſenere Tillæg eller Forandringer i dem, og Folket eller Bønderne ere næſten altid de talende. Væſentlig for Chriſtenrettens Skyld indfandt vedkommende Biſkop og ſaamange af Lagdømmets Preſter, ſom han tilnævnte, eller oprindelig endog alle Sognepreſter, ſig paa det aarlige Lagthing, og her ſavnedes ſaaledes aldrig ſagkyndige Geiſtlige, hvis Mening kunde høres, naar Kirkeſager kom under Forhandling. Ogſaa omtales Preſtemøder (prestamót) eller Diøceſan-Synoder, hvilke Biſkopperne aarligen afholdt, hver i ſit Biſkopsdømme, i Regelen udentvivl ſamtidigen med Lagthinget, og paa ſamme Sted ſom dette[53]. I disſe Moder kunde da reenkirkelige Sager afhandles, medens tillige de geiſtlige Sager, der ſiden maatte forebringes Lagthinget til Afgjørelſe, kunde foreløbigen ſærſkilt overlægges af Biſkop og Preſteſkab. Med en ſaadan Indretning ſeer man let, at Biſkop og Preſteſkab havde fuld Anledning ei alene til at faa gjort ſine Raad og ſin Stemme gjældende i al kirkelig Lovgivning, men ogſaa til i denne at øve en overveiende moralſk Indſkydelſe, om nu end de paa Lagthinget ſamlede Bønder i Formen gjorde det endelige Udſlag.

Viſt nok var denne Lovgivningsorden for Kirkens Vedkommende ikke ſom den burde være efter Pavedømmets Anſkuelſe og ikke gunſtig for Hierarchiets Opſving; men den hvilede paa friſindede Grundſætninger, ſtemmede med Folkets almindelige Retsorden og pasſede godt til Norges daværende Forhold. Man finder heller ikke i dette Tidsrum noget beſtemt Spor til, at Biſkopperne have ſtræbt efter at forſkaffe den norſke Kirke en meer ſelvſtændig Lovgivningsmyndighed, end den, ſom ved den beſkrevne Orden var den indrømmet. Det eneſte ſom maaſkee kunde tyde herhen er den Sætning, hvormed den gamle vikſke Chriſtenret ſlutter: „Nu er Chriſtenretten fremſat, ſaadan ſom vi kunne erindre den; ſkorter noget deri, da bøde Biſkopperne derpaa ifølge ſin Net (með sinum réttyndum; el. með sinum boðorðum ok réttyndum ɔ: med ſine Bud og Rettigheder)“[54]. Men hermed kan dog neppe forſtaaes andet, end, at man, for det Tilfælde at den lovtagne Chriſtenret ved en enkelt forefaldende Leilighed ſkulde viſe ſig ufuldſtændig, indrømmede Biſkoppen en proviſoriſk Myndighed til midlertidig at fuldſtændiggjøre den, indtil dette ad den almindelige Lovgivningsvei kunde ſkee. — Paa ſamme Maade ſom det gik til med Kirkelovgivningen i Norge, gik det ogſaa til i den islandſke Friſtat. Den islandſke Chriſtenret udgik fra Islands Althing ganſke ſom de norſke fra Norges Lagthing. Paa det aarlige Althing var foruden Landets Biſkop, eller ſenere tvende Biſkopper, ogſaa et betydeligt Antal Preſter tilſtede, og af disſe Geiſtlige forberedtes og foreſloges alle kirkelige Lovarbeider, hvilke ſiden forhandledes og vedtoges i den lovgivende Forſamling, Lagretten, hvor Biſkopperne havde Sæde.

Den meſt iøinefaldende Mangel ved den her ſkildrede Kirkelovgivningsorden i den norſke Kirke er den, at fuldkommen Eenhed i Kirkelovgivningen vanſkelig kunde tilveiebringes og heller ikke tilveiebragtes. Den norſke Kirkes Biſkopper virkede nemlig, ſom allerede før bemærket, uafhængige af hinanden indbyrdes hver i ſit Omraade paa den Maade ſom ham ſyntes bedſt, og ſom han bedſt kunde enes med Lagthinget i det Lagdømme, til hvilket hans Biſkopsdømme hørte. Ingen national Metropolitanverdighed dannede Sammenknytningspunktet for deres Virkſomhed; og den fremmede Metropolitan, under hvem de hørte, ſtod ikke i et ſaa beſtemt udpræget ſtatsretligt Forhold til det norſke Rige, at han med Kraft kunde gjøre ſin Myndighed gjældende. Men hiin Mangel paa Eenhed var dog i Virkeligheden ikke ſaa væſentlig, ſom man ved førſte Øiekaſt let kunde ledes til at antage. Thi ſkjønt de i den norſke Kirke gjældende Chriſtenretter, den islandſke iberegnet, vare fem i Tallet, ſaa vare de dog alle byggede paa ſamme Grundlag, nemlig paa det af den hellige Olaf og Biſkop Grimkel udarbeidede, og ſtemmede derfor med hinanden i alle de vigtigſte og ſelve Religionen og dens Udøvelſe meſt rørende Punkter. Desuden var Mangelen paa Eenhed i den norſke Kirkelovgivning en Mangel, ſom den delte med den verdslige Lovgivning, og ſom derfor Nordmændene hverken fandt paafaldende eller følte ſom et Onde.

4. Kirkens ſelvſtændige Dommermyndighed ſkulde yttre ſig deri, at enhver Retsſag, der paa nogen Maade angik Kirken, ikke alene dens Lære og Ritus, men ogſaa dens Ejendom og dens Perſoner, kort enhver Retsſag, der i det pavelige Syſtem var betegnet ſom hørende under Kirkens Omraade, den ſkulde paakjendes og dommes af geiſtlige Dommere, nemlig i førſte Inſtans af vedkommende Biſkop, og i Appellationsinſtans af Metropolitanen, fra hvem den endelig i ſidſte Inſtans kunde føres ind for Paven. Angik Sagen en Biſkop, ſkulde den umiddelbart paadømmes af hans Metropolitan; angik den ſelve Metropolitanen, ſkulde den umiddelbar paadømmes af Paven eller dennes Tilforordnede (judices delegati). Denne Retsorden var endnu ganſke ukjendt i den norſke Kirkeforfatning De gjældende Chriſtenretter kjende ikke nogen anden ſelvſtændig Dommermyndighed hos Kirken, end den ſom ſtod i Forbindelſe med Retten til at paalægge Pønitens, hvorunder man maa tænke ſig indbefattet Retten til at paalægge Interdikt, ſkjønt dette ikke udtrykkelig nævnes, — altſaa kun den Dommermyndighed, ſom angik Samvittighedsſager, iſær de der aabenbaredes i Skriftemaalet, og hvilke den verdslige Dommermyndighed egentligen ikke kunde naa. Udenfor disſe Sager gjorde hverken en Sags Beſkaffenhed ſom henhørende under Chriſtenrettens Beſtemmelſer, eller en Perſons Stilling ſom Geiſtlig eller Kirkens Embedsmand, eller en Ejendoms Beſkaffenhed ſom Kirkegods, nogen Undtagelſe med Henſyn til Rettergangen. Dommermyndigheden var i alle Tilfælde hos Folket, hvad enten Sagen efter gjældende Retsorden ſkulde paakjendes ved Voldgiftsdommere, eller paa Heredsthing eller paa Lagthing. Rettergangsordenen var den, at hvor Sagen laa under Chriſtenretten, der var Biſkoppen eller hans Ombudsmand, og i enkelte Tilfælde Sognepreſten, Sagſøgeren, ligeſom den idømte Bod enten heel eller for en Deel tilkom Biſkoppen, kun i enkelte faa Tilfælde Sognepreſten. Anklageretten hvilede ſaaledes i alle de Sager, hvilke Chriſtenretten betegnede ſom geiſtlige, hos Kirkens Forſtandere, men Dommermyndigheden hos de almindelige Domſtole. Maaſkee var dog ikke herved Geiſtligheden ganſke udelukket fra al Indflydelſe paa Dommen i geiſtlige Sager. Paa Heredsthingene var viſtnok i Almindelighed geiſtlige Perſoner tilſtede, iſær naar Kirkeſager der ſkulde ſøges; og paa Lagthingene vare, ſom ovenfor bemærket, baade vedkommende Biſkopper og enten alle Sognepreſter, eller visſe af Biſkopperne tilnævnte, ſkyldige forfaldsløſt at indfinde ſig. Der var ſaaledes ved begge Leiligheder fuld Anledning til at høre Geiſtliges Mening, før den endelige Dom faldt i en Kirkeſag. Da det ſynes at have været almindelig Vedtægt, at meer vanſkelige Sager paa Heredsthingene foreløbig underſøgtes og paakjendtes af et mindre Udvalg af Thingmændene, før den endelige Dom fældtes af ſamtlige, ſaa er det rimeligt, at i Kirkeſager tilſtedeværende Geiſtlige fortrinsviis ere nævnte eller i det mindſte hørte i dette Udvalg. Paa Lagthinget var Lagretten den egentlige Domſtol, til hvis Dom de øvrige Thingmænd gave ſit Samtykke. Men i Lagretten var intet til Hinder for at ogſaa Geiſtlige kunde nævnes; og i ethvert Fald var, ſom for ſagt, rimeligviis i Regelen Preſtemødet ſamtidigt med Lagthinget, og hiin geiſtlige Forſamlings Mening om en geiſtlig Retsſag var da neppe uden Indflydelſe paa den dømmende Lagrettes Afgjørelſe. Paa det islandſke Althing gaves foruden de almindelige Retter (dómar) ogſaa en Preſteret (prestadómr), beſtaaende af tolv Preſter, udnævnte af vedkommende Biſkop, hvilken Ret havde at dømme i de Chriſtenretsſager, hvor Biſkoppen optraadte ſom Sagſøger mod en af ſine underordnede Preſter[55]. Preſteretten ſynes dog at have været en overordentlig Domſtol ſat for det enkelte Retstilfælde. Om en lignende Domſtol paa de norſke Lagthing, tie vore gamle Love, og den norſke Rettergangsorden paa Lagthingene ſynes ogſaa vanſkeligen at have kunnet tilſtede nogen ſaadan overordentlig Ret. — Af det her anførte vil overhovedet ſees, at der ved den norſke Rettergangsorden vel var ſørget for, at de under Chriſtenretten hørende og Kirken eller dens Perſoner vedkommende Sager kunde blive retfærdigen paadømte; men dette ſkulde ſkee ved de almindelige Domſtole og uden Indrømmelſe af nogenſomhelſt lovbeſtemte Særrettigheder.

5. Kirkens Fritagelſe fra verdslige Statsbyrder, hvad enten nu disſe beſtode i Skattebidrag eller i perſonlig Tjeneſte, ydet Staten i verdsligt Øiemed, — var en Fordring, der naturligviis grundedes paa Kirkens aandelige Væſen, og ſom ſkulde ſigte til at gjøre dens aandelige Virkſomhed ſaameget kraftigere, naar den befriedes fra verdslige Sorger og verdslige Syſler. Gjennemdrivelſen af denne Fordring ſkulde ſætte Kronen paa Kirkens Selvſtændighed, og gjøre dens Uafhængighed af Staten til en haandgribelig Kjendsgjerning Men for at dette kunde ſkee, maatte ogſaa Kirken ſtrengt overholde ſin Karakter ſom reen aandelig, og undgaa al Indblanding i verdslige Anliggender-, der paa den ene Side bortdrog den fra dens egentlige Maal, og paa den anden Side bragte den ind under den verdslige Statsmagts lovlige Omraade. Her maatte en ſaa ſkarp Grændſe optrækkes mellem det Aandelige og Timelige, ſom vel neppe nogenſinde vil blive mulig, ſaalænge det Aandelige fremtræder i det Timelige, ſaalænge Kirken omfatter Menneſker. Allermindſt kunde en ſaadan Grændſe optrækkes under det her omhandlede Tidsrums forviklede Forholde, da ved en lang Række af Misgreb, og det iſær i Veſt-Europa, Kirke og Stat havde i Aarhundreder gaaet ind paa hinandens Omraade, og derved en Forvirring i Begreberne om begges Ret var opſtaaet, der vanſkelig ved nogenſomhelſt Theori lod ſig løſe, i al Fald ikke uden de voldſommeſte Omveltninger. Over den allerſtørſte Deel af det veſtlige Europa var det blevet almindeligt, at baade de enkelte Statskirker og de enkelte Geiſtlige for timelig Fordeels Skyld vare indtraadte i Lensforhold til den verdslige Statsmagt, hvilke pligtede dem baade til Skatteydelſe og perſonlig Tjeneſte for Statens verdslige Øiemed. At træde ud igjen af disſe Forhold vilde være forbundet med økonomiſke Opoffrelſer baade før Kirken i dens Heelhed og for dens indflydelſesrigeſte Forſtandere, Opoffrelſer ſom disſe ſidſte vare høiſt uvillige til at indrømme. Gregorius VII fordrede af ſine Standsbrødre dette Offer til Kirkens Forherligelſe og til Begrundelſe af dens afgjorte Herredømme; men hans Fordring blev ikke paaagtet af den alt for verdsligſindede, egennyttige og kortſynede Mængde af Geiſtligheden. Kirkens Rettigheder i det her omhandlede Punkt vedblev ſaaledes at være en beſtandig aaben Kilde til de voldſommeſte Tviſtigheder i alle Europas Stater, der løde under den romerſke Stol. Thi ſaalænge Kirken for ſin timelige Fordeels Skyld overtog — Styrelſen og Benyttelſen af Statens Ejendomme og indtraadte i dens verdslige Syſler, kunde den ikke med noget Skin af Ret unddrage ſig for de Forpligtelſer til Staten, ſom deraf fløde, hvad enten disſe beſtode i perſonlig Tjeneſte eller i Skatteydelſe. Og naar den alligevel prøvede herpaa, ſaa kunde ikke Misnøie og Gjengjæld fra de verdslige Statsmagters Sider udeblive. Desuden ſyntes det under en ſaadan Sammenblanding af det Kirkelige og Verdslige, af Kirkens økonomiſke Anliggender og Statens, ikke at være ſtemmende med almindelig Billigheds Grundſætninger, at Kirken ei ſkulde bidrage noget til Statens Formaal, da den dog i ſaa mange verdslige Forhold nød Godt af Statens Beſkyttelſe. Udveien, man under disſe Omſtændigheder i mange Stater fandt, var den, at man vel ikke ligefrem indrømmede Kirken Frihed fra Deeltagelſe i Statens Byrder, men at man indrømmede Geiſtligheden ſom Stand, paa Kirkens Vegne, en ſæregen Selvbeſkatningsret med Henſyn til Staten, hvilket viſt nok var en ſtor Imødekommen fra Statens Side, men ſom dog ikke fornegtede den Retsgrundſætning, at Geiſtligheden var ſkyldig til at yde ſit Bidrag med til det Statsſamfunds Opretholdelſe, til hvilket den hørte. Forreſten var denne Sag i nogle Stater bedre og faſtere ordnet end i andre, dog overalt ved et Slags Overeenskomſt mellem Stat og Kirke, der ikke udeſtengte Misforſtaaelſer og Overgreb og deraf følgende idelig Spending.

Den norſke Kirkes Stilling i det her omhandlede Punkt var, ſammenlignet med mange andres, ganſke fordeelagtig. Den maatte nemlig endnu regnes for fattig, — i det mindſte for ſaavidt at den ingen overſkydende Formue ejede, om den end havde ſit nødvendige tarvelige Underhold, — og kunde ſaaledes ikke give den verdslige Statsmagt nogen ſæregen Opfordring til en Beſkatning. Desuden vare Grundſætningerne for Statsbyrdernes Fordeling i Norge ſaare ſimple, og i Formen, hvori de fremtraadte, Kirken ganſke gunſtige. Lensſyſtemet i ſin ſydgermaniſke Skikkelſe var ukjendt i Norge; der var ſaaledes ingen Anledning til de Forviklinger, ſom opſtode derved at Kirken eller Geiſtligheden modtog verdsligt Len og dermed tillige verdslige Lensforpligtelſer. Iſtedet herfor gjaldt i Norge Odelsſyſtemet, ifølge hvilket Jorden var Hauldernes eller Odelsbøndernes fri Ejendom, til hvilken Staten eller Kongedømmet ingen Overejendomsret havde, og hvilken den derfor heller ikke kunde beſkatte; derimod var enhver Nordmand ſkyldig til ved perſonlig Tjeneſte at bidrage til Opnaaelſe af Statens Øiemed og dertil at underſtøtte Kongedømmet. Alle Ydelſer til Staten gik derfor i Norge ud fra Perſon, ikke fra Jordbeſiddelſe eller anden Formue. Den væſentligſte og man kan ſige eneſte egentlige Statsbyrde var Bidrag til Landevernet, hvilket igjen efter Norges Beliggenhed og daværende Forhold i Grunden blev Bidrag til Søforſvaret. Dette Bidrag ydedes i alle Kyſtfylkerne ved den ſaakaldte Leding (leiðangr), hvilken deels beſtod i perſonlig Krigstjeneſte, deels i Udruſtning af Krigsſkibe, og deels endelig i Ydelſer af Penge eller Penges Verd, naar egentlig Krigsruſtning ikke behøvedes. I de indre Landsdele, ſom ei laa under Ledingsloven, der traadte en faſt Afgift af hver Husholdning, den ſaakaldte Visøre (visseyrir) iſtedet. Men i begge Tilfælde var dette Bidrag til Staten perſonligt, ydet enten ſtrengt efter Mandtal, eller efter Husholdningernes Størrelſe, ikke efter Formue eller Jordejendom. Forſaavidt altſaa Kirken ejede Jord, hvilede paa denne ingen Statsbyrde; den kunde ſelv bruge den eller leie den bort og deraf tage Landſkyld, ganſke paa ſamme Maade ſom Kongedømmet gjorde med ſin vidtløftige Jordejendom; Kirken bidrog i Egenſkab af Jordejer ligeſaalidt til Staten ſom enhver anden Bonde. Dens Formue i Løsøre var ligeledes efter den almindelige Samfundsorden ubetynget. Indtraadte den i Leilændingsforholde enten til Kongedømmet eller til privat Mand, var den underkaſtet den almindelige Leilændingslovgivning, og dette var en aldeles privat Sag. Der kunde altſaa ikke efter Norges Statsret blive Spørgsmaal om nogen Kirkens Beſkatning efter Jordejendom og Formue, da en ſaadan Beſkatningsmaade overhovedet ikke i Loven erkjendtes. Spørgsmaalet kunde da blot blive om Kirkens Perſoner. Men her opſtillede ſig ganſke naturligt den Betragtning, at forſaavidt perſonlig Krigstjeneſte angik, da var denne baade upasſende for og uforeenlig med Preſtens Embedsſtilling; og hvad de øvrige Ledingsydelſer vedrørte, da var disſes Øiemed oprindeligen et krigerſk, og med Krig og Feide burde Preſten intet have at ſkaffe. Derfor indrømmedes — og det rimeligviis ligefra Chriſtendommens Indførelſe — Geiſtligheden i denne Henſeende en efter Forholdene høiſt billig og henſigtsmæsſig Frihed. Enhver Biſkop var ledingsfri for ſig ſelv, ſin Preſt og ſin Degn, og enhver Sognepreſt for ſig, ſin Kone og een Klerk[56]. Men videre end til disſe Perſoner ſtrakte heller ikke Ledingsfriheden ſig, ſaaledes at Biſkoppen og Sognepreſten, hvis han ellers havde Familie eller Tyende, maatte for disſe yde Leding efter Mandtallet. At en tilſvarende Lettelſe har været Geiſtligheden indrømmet i de Dele af Landet hvor Visøre ydedes, maa antages, ſkjønt vi ei vide ſaa nøie hvorledes den har været ordnet. Hvad Kloſterfolket angaar, da er ingen udtrykkelig Oplysning at hente fra vore gamle Love. Kloſtervæſenet laa, ſom for bemærket, egentlig udenfor dem. Men juſt derfor har man al Grund til at antage, at det egentlige Kloſterfolk, ſom havde aflagt Kloſter-løftet, og derved var udtraadt af alle verdslige Forhold, var for deres Perſon fri for alle Bidrag til Staten. En anden offentlig Byrde, men ſom i hine Tider ſnarere maatte kaldes en Menighedsbyrde end en Statsbyrde, var Bidrag til Lagthingenes Opretholdelſe, det ſaakaldte Thingfarefæ (þingfarafé) eller Thingfarekjøb (þingfarakaup), nemlig Bidrag (efter Mandtallet?) til de Mænds Underhold, ſom paa de aarlige Lagthing nævntes til Fortrædere for hvert enkelt Lagdømmes Bønder, de ſaakaldte Nævndermænd (nefndarmenn). Men med Henſyn til dette Bidrag gjaldt den Retsregel, at de ſom enten ſelv vare nævnte til Lagthinget, eller var ſelvſkyldige til der at indfinde ſig, ikke deeltoge deri. Nu vare Biſkopperne og Sognepreſterne efter Loven ſelvſkrevne at møde paa vedkommende Lagthing, og ſaaledes vare de ifølge hiin Regel for ſine egne Perſoner befriede fra Tilſkud til Thingfareydelſen, hvilken forøvrigt ogſaa udelukkende ſynes at have hvilet paa Bønderne. Paa Island, hvor ingen Ydelſer til Landevernet udfordredes, og hvor forøvrigt de faa verdslige Statsbyrder vare ordnede efter ſamme Grundſætninger ſom i Norge, nemlig efter Perſon og ikke efter Formue, og hvor desuden Preſternes huslige Selvſtændighed ifølge deres Forhold til Kirkeejerne var langt mindre end i Norge, — der kunde ligeſaa lidet blive Spørgsmaal om nogen Kirkens Beſkatning ved den verdslige Statsmagt. Vi ſee ſaaledes, at ſelve Beſkaffenheden af Statsydelſerne i de Lande, ſom hørte til den norſke Kirke, og Maaden hvorpaa disſe Ydelſer udrededes var ſaadan, at de vanſkelig kunde falde Kirken til nogen Byrde, helſt med den ovennævnte Lettelſe for de geiſtlige Perſoners Vedkommende. Der kunde ikke med ringeſte Skin af Billighed inden den norſke Kirke reiſes Klager over Tryk fra den verdslige Statsmagts Side med Henſyn til Statsydelſer; og Spor til ſaadanne Klager findes heller ikke i nærværende Tidsrum, — de fremkom førſt i en ſenere Tid under forandrede Stats- og Kirkeforholde.

Sammenfatte vi nu i Korthed hvad ovenfor er udviklet om den norſke Kirkes Styrelſe og ſtatsretlige Stilling, ſaa bliver Slutningen, ſom deraf kan uddrages, følgende: — Den norſke Kirke ſtod til den norſke Stat i et naturligt, efter Tidsaand og ydre Omſtændigheder ganſke vel afpasſet Forhold. Den nød ingen ſtore og ſterkt iøinefaldende Særrettigheder, men Norges ſimple Samfundsorden paakaldte ei heller ſaadanne. Der var ſørget for dens ydre Opretholdelſe under Statens Vern, og den øvede fuld Raadighed i ſin Formues Beſtyrelſe for Statens Vedkommende, og for Privates, al den ſom kunde beſtaa med den gjældende private Ret; — den beſad den nødvendige Indflydelſe paa Lovgivningen for frit at kunne udvikle ſig i reen-kirkelig Retning og for ikke i ſin verdslige Stilling at undertrykkes af Staten eller nogen verdslig Magt; — den nød med Henſyn til Domſtolene al den Retsſikkerhed, ſom den beſtaaende Retsorden formaaede at afgive; — den var endelig fritagen for enhver Statsbyrde, der kunde ſiges at hemme dens rette Virkſomhed. I alle disſe Stykker maa man ſige, at den norſke Kirkes Stilling var upaaklagelig, ja vel endog, efter Tidens almindelige Forholde, god. Den var rigtignok med Henſyn til ſine Forſtanderes og Embedsmænds Beſkikkelſe i en vis Afhængighed af Kongedømmet, af Menighederne og af private Kirkeejere, der neppe ſtrengt taget var nødvendig og i flere Henſeender heller ikke var gavnlig; — men den ſynes ikke ſelv endnu at have følt ſig ſynderlig beſværet ved denne Afhængighed, og end mindre at have beklaget ſig over den ſom en Uretfærdighed. Man kan ſaaledes ſige, at Forholdet mellem Kirke og Stat, for den norſke Kirkes Vedkommende ſærſkilt betragtet, endnu ikke indeholdt i ſig nogen virkſom Spire til indbyrdes Spending og Tviſt. Men paa den anden Side var den norſke Kirke, baade ifølge Oprindelſe og egen Erkjendelſe, et Lem af den almindelige romerſke Kirke, lydende under dennes Hoved, Paven. Som et ſaadant Lem maatte den indpasſes i det romerſke Kirkelegemes Heelhed under Iagttagelſe af de Love, dettes Organisme efter dets Hoveds Skjøn paakaldte. Til en ſaadan Indpasning var den norſke Kirke med ſin daværende Forfatning ikke endnu ret ſkikket; dertil maatte den førſt bearbeides baade fra uden og fra inden. Den maatte i ſin Embedsſtand egges til at efterſtræbe en Løsning fra Staten og Afſlutning i ſig ſelv, der kunde forberede det fuldkomne Afhængigheds-Forhold til den romerſke Stol, ſom Pavedømmet fordrede. Dens Styrelſe, Lovgivning og Rettergangsorden maatte for den kirkelige Eenheds Skyld omſtøbes i den romerſke Form. Den maatte endelig gjøres rig, for ved Hjælp af en uafhængig og derhos overflødig Formue at kunne forſvare ſin ydre Selvſtændighed over for Staten, og desuden kunne afgive noget af ſit Overſkud til den almindelige romerſke Kirkeſtyrelſes, eller rettere Pavedømmets Bedſte. Alt dette ſkulde drives igjennem trods de Hindringer, dens allerede naturlig udviklede ſtatsretlige Stilling maatte lægge i Veien. Her aabnede ſig da en faſt uudtømmelig Kilde til Spending og Splid mellem den og Staten. Den norſke Kirke, ſom hidtil roligen og jævnt havde udviklet ſig i Eendrægtighed med de verdslige Statsmagter, og under disſes kraftige Vern havde indtaget en ordnet, hædret og virkſom Stilling i Statsſamfundet, blev ſnart, paa Roms Vink, fordringsfuld, ſtridig, underfundig, herſkeſyg, ſtræbende efter Afſondring fra Staten, drømmende endogſaa for en Stund om Statens Underkaſtelſe. Men dens Forſtandere, opmuntrede ved gunſtige ydre Omſtændigheder, og ſtolende paa Notits mægtige Biſtand begyndte Kampen mod den verdslige Statsmagt, førend de endnu ret havde indøvet ſine egne underordnede Kræfter, førend de endnu tilfulde havde ſikkret ſig det lavere Preſteſkabs levende Medvirkning, førend de havde indblæſt ſin Geiſtlighed den hierarchiſke Standsaand, der udfordredes, for at den med ubetinget Lydighed og faſt Eendrægtighed kunde ſlutte ſig nær til ſine Anførere for Tilkjæmpningen af disſes driſtige Formaal. Da de nu desuden ſnart ſtødte paa en baade kraftig og klog Modſtand fra Statens Side, ſaa gik de vel Glip af den afgjørende Seier, og maatte afſlaa meget i ſine førſte overmodige Fordringer; men den begyndte Kamp fortſatte de med vexlende Held, dog rinder ſtadig ſkjønt langſom Fremſkriden, og den Brand, ſom fra Rom af var kaſtet ind i det norſke Statsſamfund, udſlukkedes ikke ganſke, før ved Paveaagets fuldkomne Afkaſtelſe. Det er denne Kamp mellem Kirke og Stat inden den norſke Kirkes Omraade, ſom vil blive den vigtigfte Gjenſtand for den nærmeſt følgende Skildring, — en Kamp, der noget nær kan ſiges at begynde ved det norſke Metropolitanſædes Oprettelſe.

  1. N. g. L. I. 7, 133.
  2. N. g. L. I. 343, 358.
  3. N. g. L. I. 386, 387, 388.
  4. N. g. L. I. 8, 9, 344, 345.
  5. N. g. L. I. 135.
  6. N. g. L. I. 388, 389, jfr. Munch I. 2. S. 635.
  7. N. g. L. I. 8.
  8. N. g. L. I. 8, 133, 344, 345, 388.
  9. N. g. L. I. 11, 14.
  10. N. g. L. I. 136.
  11. N. g. L. I. 9.
  12. Om Tienden jfr. ovenfor S. 160.
  13. N. g. L. I. 9.
  14. N. g. L. I. 346.
  15. N. g. L. I. 435.
  16. N. g. L. I. 385.
  17. Norſk Dipl. I. 11, 33.
  18. Æld. isl. Chr. c. 13.
  19. N. g. L. I. 347.
  20. N. g. L. I. 6, 7, 20, 145, 345, 385, 386, 387.
  21. N. g. L. I. 7 jfr. m. 6.
  22. Jfr. o. f. S. 160.
  23. Om Kloſtergeiſtligheden og Kloſterne ſ. Lange: De norſke Kloſteres Hiſt. i Middelalderen.
  24. N. g. L. I. 12, 13, 339—341, 375—377; æld. isl. Chr. c. 1—3, jfrt. m. N. g. L. I. 131—133, 342.
  25. N. g. L. I. 16, 350; æld. isl. Chr. c. 14.
  26. Signo te signo crucis, et confirmo te chrismate salutis, in nomine patris et filii et spiritus sancti.
  27. N. g. L. I. 390 jf. 404.
  28. N. g. L. I. S. 144.
  29. N. g. L. I. 6. 11, 13, 15, 16, 340, 342; ældr. isl. Chr. c. 7. o. fl. S.
  30. N. g. L. I. 6, 12, 13, 341, 350, 351 o. fl. St.
  31. N. g. L. I. 15 (jfr. 147.), 355.
  32. N. g. L. I. 16.
  33. N. g. L. I. 14, 347 o. fl. St.
  34. N. g. L. I. 7.
  35. N. g. L. I. 344.
  36. N. g. L. I. 8.
  37. N. g. L. I. 344.
  38. N. g. L. I. 8, 344, 388.
  39. N. g. L. I. 352.
  40. Ældr. isl. Chr. c. 13; Finn J. I. 161.
  41. N. g. L. I. 9—11, 138—143, 348—350, 377, 379.
  42. N. g. L. I. 6.
  43. N. g. L. I. 137.
  44. N. g. L. I. 11, 144, 341—343, 383.
  45. N. g. L. I. 11, 137, 348, 378.
  46. Om Begravelſe: N. g. L. I. 13—15, 135, 136, 345, 390—392.
  47. N. g. L. I. 18.
  48. Islands Graagaas.
  49. N. g. L. I. 264, II. 30.
  50. N. g. L. I. 17.
  51. N. g. L. I. 20, 152, 318, 376 o. fl. St.
  52. Se ovenfor S. 160.
  53. N. g. L. I. 378.
  54. N. g. L. I. 352.
  55. Æld. Isl. Chr.r. c. 15.
  56. N. g. L. I. 97.