Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/60

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 91-103).

Kong Erik Magnussøn efterlod sig af sine tvende Egteskaber – med Margareta af Skotland, og med Isabella Grevinde af Carrik, Datter af Robert Bruce af Carrik, og Søster til den som Skotlands Konge saa berømte Robert Bruce – ingen Søn, men kun af det sidste en Datter, Ingebjørg. Ifølge Kong Magnus’s Rigsarvefølgelov var altsaa hans Broder, Hertug Haakon, Arving til Norges Kongedømme. Han havde allerede under sin Broders Regjering taget en virksom Deel i Statsstyrelsen, og det udentvivl ikke alene som næsten selvstændig Styrer i den Deel af Riget, der var henlagt til hans Hertugdømme, men ogsaa som Kongens stadige Raadgiver, og man kan næsten sige Medstyrer, i alle Kongedømmets almindelige Anliggender. Da det af Alt maa sluttes, at Haakon i Kraft og Karakterfasthed har staaet langt over sin Broder, er det høist sandsynligt, at han, fra den Tid han kom til sine myndige Aar, stedse har øvet stor Indflydelse paa Kong Erik, med hvem han uafbrudt synes at have levet i den bedste Forstaaelse.

Haakons Arveret var efter Loven uomtvistelig og lader heller ikke til at have mødt nogen Modstand. Han blev tagen til Konge i Midten af August Maaned 1299, fra hvilken Tid han findes at have regnet sit Kongedømmes Aar. Efter al Sandsynlighed er dette skeet paa St. Laurentii Dag den 10de August, paa Ørething i Nidaros; og troligen er han samme Dag bleven kronet i Christkirken af Erkebiskop Jørund^[1]. Er denne Formodning om Stedet for Haakons Antagelse til Konge og Tiden for hans Kroning rigtig, saa er det rimeligt, at han har hastet med den sidste Ceremoni, for at ikke senere Indtrædelsen af Interdiktet over Erkebiskoppen ifølge Dommen af 10de Juni næst forud skulde lægge Hindringer i Veien. Nu var det vel ogsaa Erkebiskoppen, i den mislige Stilling, hvori han befandt sig, om at gjøre at vinde den nye Konges Gunst, og derfor har han neppe fra sin Side gjort nogen Vanskelighed med Hensyn til Kroningsed eller andet lignende.

I hvordan nu end dette er, saa findes udtrykkelig fortalt, at Kong Haakon under sit Ophold i Nidaros i Anledning af Kroningen fik istand et Slags Forlig mellem Erkebiskoppen og hans Kapitel^[2], hvilket vel ogsaa, om end blot for Øieblikket og for et Syns Skyld, maatte til, for at Kroningen med fuld Høitidelighed kunde udføres. Forliget, heder det, stod dog ikke længer ved Magt end til Kongen havde forladt Byen, da den gamle Trætte igjen udbrød^[3]. Spørgsmaal er alligevel, om dette er skeet saa ganske strax. Erkebiskoppen findes nemlig at have forladt Nidaros paa samme Tid som Kongen, eller i al Fald ikke meget længe efter; thi i Midten af November Maaned var han i Oslo. Det er rimeligt, at han har fulgt Kongen paa dennes Reise syd efter til Bergen, hvor Haakon findes at have været i Slutningen af August Maaned (23de-28de August), at der Biskop Narve har slaaet sig i Kongens Følge, da denne drog længer syd efter, at ogsaa Biskop Arne af Stavanger senere er kommen til, og at nu alle disse Biskopper ere dragne med Kongen til Oslo, hvor han findes at være ankommen for 24de November^[4]. I ethvert Fald er det vist, at Erkebiskoppen og de to nævnte Biskopper i den første Halvdeel af November vare samlede i Oslo med Biskopperne af Oslo og Hamar. Alle Norges Biskopper vare saaledes samtidigen der tilstede, efter al Sandsynlighed nærmest i Anledning af Haakons Antagelse til Konge i den sydøstlige Deel af Riget.

Under denne Sammenkomst blev Sagen mellem den stavangerske Biskop og hans Kapitel atter bragt paa Bane. De delegerede Dommeres Brev af 19de Juni næst forud var blevet Biskoppen forkyndt af de tilnævnte Executorer i hans Gaard i Stavanger den 3die September i flere Klerkers og Lægmænds (blandt de sidste Lagmandens, Sigurd af Randes) Nærværelse^[5]; og samme Dag stevnede Kongen fra Hvitingsøerne ti af Biskoppens Tilhængere til at møde for sig een Maaned efter Stevningens Forkyndelse og staa til Rette, fordi de havde siddet de pavelige Dommeres og Kongens tidligere Breve overhørige^[6]. Det maatte nu blive Biskop Arne tydeligt, at ikke alene Dommerne, men ogsaa Kongen var bestemt paa at gribe Sagen an med Alvor, og dette har bevæget ham til at indfinde sig i Oslo. Her optraadte, som det lader, Erkebiskoppen og Biskop Narve af Bergen, muligen paa Kongens Opfordring, der har villet have en Ende paa den langvarige Strid, hvori ogsaa den verdslige Magt var bleven paakaldet, som Meglere mellem Parterne, og udvirkede, at disse formeligen underkastede sin Sag de delegerede Dommeres Afgjørelse med høitidelig Forpligtelse til at holde sig denne efterrettelig under Straf af en Bod paa 20 Pund Sterling for Overtræderne. Dette Compromis, som det benævnes, blev indgaaet den 13de November 1299 og forkyndt ved et aabent Brev udstedt af Erkebiskoppen og Biskop Narve^[7]. Herved var altsaa Biskop Arne den tidligere Udflugt afskaaren, at han ikke erkjendte Dommernes Berettigelse, da han ikke havde givet sit Samtykke til deres Udnævnelse. Ifølge dette Compromis afsagde nu Biskop Eyvind af Oslo og Abbed Baard (Biskop Thorstein af Hamar var forhindret fra at møde) den næstfølgende 1ste December en ny Dom, hvorved alle forhen faldne Domme og Bansættelser hævedes, og Biskop Arne tilpligtedes at lade Chorsbrødrene nyde deres Beneficier, og deres Halvdeel af Testamenter, givne Kathedralkirken i Stavanger uden nærmere Bestemmelse, samt andre opregnede ringere Indtægter. Dog bleve nogle Posters Afgjørelse udsat til næstkommende 15de Mai^[8]. Dommen blev imidlertid, som det lader, ikke fuldstændig fældet før den 14de Juni 1300, da der tildømtes tvende Lægmænd, den ene Kongens Hirdmand, den anden Lagmandens Ombudsmand, en Bod af en Deel Prester i Stavangers Biskopsdømme, fordi disse uretfærdigen havde excommuniceret de nævnte Lægmænd paa Grund af at de tidligere havde, ifølge Dommernes og Kongens Bud, borttaget fra Biskopsgaarden en Deel Korn, som var Chorsbrødrene frarøvet^[9].

Med Opfyldelsen af den nye Dom gik det imidlertid ikke bedre end med Opfyldelsen af de tidligere. Endnu ved Udgangen af 1301 var Striden saa langt fra at være til Ende, at Dommerne, Biskop Eyvind og Abbed Baard, ved et Brev af 18de December fra Oslo maatte paalægge tvende Chorsbrødre af Bergen, Peter Mata og Nikolaus Pila, at drage til Stavanger og der ved Bans Tvang bringe Dommen af 14de Juni 1300 til Fuldbyrdelse, da hverken Biskop eller Kapitel vilde rette sig efter den, men tvertimod vare ragede i end større Strid med hinanden end forhen^[10]. Dette er det sidste Dokument, som er os levnet i denne haardnakkede Tvist. Hvad de nævnte bergenske Chorsbrødre have udrettet, vides ikke. Alt blev vel neppe bilagt før ved Biskop Arnes Død. I 1302 den 16de September var han tilstede paa et Høvdingemøde i Oslo^[11], og det følgende Aar 1303 døde han^[12]. Da hans Eftermand var af Kapitelets egen Midte og en af hans fornemste Modstandere, maa, om ikke for, saa ved dette Valg Freden ved Stavangers Biskopsstol antages at være gjenoprettet. Kong Haakon viser sig under den hele Strid at have vedligeholdt et velvilligt Sindelag mod Kapitelet, hvilket han ved sit Brev af 1ste Juni 1300 tog under sit kongelige Vern og tilsikkrede de samme Friheder, han tidligere som Hertug ved sit Brev af 12te Mai 1292 havde skjænket det^[13].

Striden i Nidaros’s Kirke var imidlertid bleven voldsommere end nogensinde for. Den Stilstand, der var indtraadt i Anledning af Kongens Kroning, var, som allerede sagt, blot fremkaldt ved den øieblikkelige Nødvendighed, og ganske vist ligesaalidet fra den ene som fra den anden Side alvorlig meent. Man finder ikke Spor til, at Erkebiskop Jørund har gjort noget Skridt for at opfylde Dommen af 10de Juni 1299. Snarere skulde man tro, at han er faren øster i Landet til Oslo, for at have et Paaskud til at sidde den overhørig. Imidlertid udløb de fastsatte Terminer for dens Opfyldelse (8de og 29de September s. A.), og han var nu ifølge Dommen at ansee som excommuniceret. Han kan maaskee ved Retskneb, ved sin Indflydelse paa sit Biskopsdømmes Presteskab og de Midler, som hans Metropolitanmyndighed gav ham i Hænde, have forhalet Excommunicationens høitidelige Forkyndelse; men derved var Dommens Virkning ikkun udsat, ikke tilintetgjort.

Uagtet han nu selv var i denne meer end tvivlsomme Tilstand med Hensyn til Kirken og sin Embedsmyndighed, dristede han sig dog til at erklære Kapitelet i Interdikt, hvis det ikke inden en vis Termin opgav de Præbender og Privilegier, som han, trods den faldne Dom, frakjendte det. Han forkyndte ogsaa den oftere nævnte Chorsbroder Jon Gudmundssøn Elg, Kapitelets daværende Skatmester, for afsat fra Embede og Beneficium, hvis han ikke inden en bestemt Tid afgav til Erkebiskoppen de til Kathedralkirkens Bygning skjænkede Gaver, hvilke det dog tilkom Kapitelet ligesaavel som Erkebiskoppen at forvare og bestyre^[14]. At under saadanne Omstændigheder Chorsbrødrene viste sig ulydige og opsætsige mod Erkebiskoppen efter dennes Tilbagekomst til Nidaros (maaskee i Slutningen af Aaret 1299), var ikke at undres over. De have naturligviis dertil fundet god Grund i hans Overhørighed af den sidst fældede Dom, og de have ganske sikkert ikke undladt at fremstille ham som en Excommuniceret, hvem de, saalænge han var i denne Stand, ei skyldte Lydighed. Mængden baade af Lærde og Læge i Nidaros maa heri have givet Chorsbrødrene Ret; thi baade den hele Skole, og Abbeden af Holm, og alt Byfolket erklærede sig aabenbare paa Kapitelets Side, og af Geistligheden fandtes der fast ingen, som vilde eller turde frembære noget Budskab, der var Chorsbrødrene imod^[15]. Erkebiskoppen havde sin eneste Støtte i sine bevæbnede Svende og i Jon Flæming samt Presten Laurentius Kalfssøn, hvilken sidste han i 1296 havde givet Olafskirken i Nidaros^[16], ganske vist uden Chorsbrødrenes Samtykke og aldeles mod deres Villie.

Erkebiskoppen, heder det, for først frem mod Chorsbrødrene med Paamindelser, men da dette ikke hjalp, lod han Jon Flæming opsætte et Banbrev over de Opsætsiges Formænd, Sighvat Lande, Audun Raude og Eilif Kortin. Dette paalagde Erkebiskoppen Laurentius at oplæse i Christkirken den følgende Dag, som var en stor Høitid (hvilken siges ikke), under Gudstjenesten Laurentius forudsaa, at han herved vilde gjøre sig Chorsbrødrene, der allerede vare uvenlig stemte mod ham, til uforsonlige Fiender; men han troede ikke at burde være sin Herre og Velgjører ulydig og paatog sig det farlige Hverv. Dagen efter, under Høimessen, da alle Chorsbrødrene vare samlede i Choret, traadte Laurentius op over Choret og læste der med høi og klar Røst Bansættelsesbrevet, og bød, at Messen skulde ophøre, hvis ikke de tre Bansatte fjærnede sig. Sighvat Lande sagde blot: „Du behøver ikke at skrige saa høit Islænding! vi høre nok hvad Du siger“. Derpaa forlode de Bansatte Kirken og gik hjem. Prestens Dristighed synes at have overrasket dem. Men fra denne Stund af kunde Laurentius – siges der – aldrig vise sig offentlig uden at være udsat for Chorsbrødrenes Efterstræbelser, endogsaa i sine Embedsforretninger^[17].

Engang blev han paa Gaden overfalden af Skoleklerkerne, der vilde fange ham. Han flygtede for dem op til Christkirken og fik grebet fat i Kirkedørens Ring. Men hans Forfølgere lagde ligefuldt Haand paa ham, reve Kjortelen af ham og vare i Færd med at drage ham bort fra hans Fredested, da Erkebiskoppens Svende paa hans Nødraab kom ham til Hjælp og friede ham af Faren.

En anden Gang skulde en anseet Husfrue af Staden begraves ved Olafs Kirke, til hvilken hun sognede. Laurentius sang Sjælemesserne med sine Klerker under megen Høitidelighed, omgiven af en Mængde Blus og Kjerter Da kom Skoleklerkerne til i overlegen Mængde, borttoge Blus og Kjerter og afbrød hele Begravelsestjenesten. Laurentius og hans Medhjælpere maatte vige for Magten, og først den følgende Dag fik han under Dækning af Erkebiskoppens Svende forrettet Sjælemesserne og Liget jordet^[18].

Disse Træk af Voldsomhed tale vist nok ikke til Fordeel for Chorsbrødrenes Tilhang, men man maa vel mærke sig, at de ere fremstillede af en af Erkebiskoppens Venner, der helst dvæler ved hans Modstanderes Misgreb uden tillige at omtale de Udfordringer fra Erkebiskoppens Side, som ganske vist vare gangne forud og havde fremkaldt dem. Een Ting er klar: at Erkebiskoppen havde den almindelige Mening, i det mindste i Nidaros, imod sig; og det havde han utvivlsomt forskyldt ved sin Ubesindighed, sit Overmod og sin Herskesyge, hvilket Alt i Striden med hans Kapitel meer ledede ham end oprigtig Retsfølelse og Embedsiver.

Erkebiskoppens Sag stod i Grunden ikke godt. Dommen af 10de Juli 1290 hvilede paa ham. Saalænge han ikke havde opfyldt dens Bestemmelser, kunde Chorsbrødrene med Rette ansee ham for bansat og suspenderet fra sin Embedsmyndighed, og følgelig den Bansættelse, han under saadanne Omstændigheder havde udtalt over dem, for ugyldig. Han følte vistnok ogsaa selv det mislige i sin Stilling og Nødvendigheden af at udvirke Pavens kraftige Mellemkomst for at rede sig ud af den. Han gav sig tidlig i 1301 paa Reisen til Rom, men kom ikke længer end til Paris Her blev han syg, og lod, som det heder, ved Fuldmægtig sin Sag foredrage for Paven, medens han selv i Paris afventede Udfaldet. Dette skal have været til hans Fordeel – i det mindste maa han selv have foregivet noget saadant^[19]; og ud paa Sommeren tiltraadte han Hjemreisen.

Chorsbrødrene havde imidlertid heller ikke siddet uvirksomme. Det gjaldt her om at møde Erkebiskoppens Tilstelninger ved Kurien i Tide, og i dette Øiemed havde de afsendt Jon Gudmundssøn Elg for at føre deres Sag. Da Jon kom til Brügge i Flandern, var Erkebiskop Jørund netop der paa sin Hjemreise. Erkebiskoppen har ganske naturlig frygtet Følgerne af Jons Nærværelse i Rom, og for at hindre den, tog han sin Tilflugt til det voldsomme og retskrænkende Middel, at lade Jon den 30te Juli 1301 gribe paa Gaden i Brügge og med Magt slæbe i Fængsel. Jon blev dog, da ingen bestemt Beskyldning var fremsat mod ham, den følgende Dag sat i Frihed, efterat han havde stillet Borgen for at ville møde for Retten. Men da han den 1ste August, i Følge med Provsten til St. Marie Kirke i Brügge, gik til Erkebiskoppens Herberge for at spørge om Grunden til sin Fængsling, holdt Erkebiskoppen Huset lukket og negtede at give noget Svar paa hans Forespørgsel. Derimod henvendte Erkebiskoppen sig den 3die August med en Skrivelse til Officialen for Biskopsdømmet Tournai, under hvilket Brügge henhørte, og bad, at han vilde befale Dekanen af Brügge at sætte Jon Elg fast eller idetmindste sikkre sig hans Person. Som Grund angav kun Erkebiskoppen, at Jon i Biskopsdømmet Tournai havde begaaet visse Forbrydelser, hvorom Officialen senere skulde blive underrettet. Han ønskede nu Jon fastholdt, indtil Officialen med det Første selv kom til Brügge, forat da Erkebiskoppen for hans Domstol kunde faa Ret over den Anklagede.

Officialen, som udentvivl fandt Erkebiskoppens Færd noget mistænkelig, sendte strax (4de August) hans Brev til Dekanen af Brügge og paalagde denne at gjøre sig nøie bekjendt med dets Inhold, og saafremt han havde Sikkerhed for, at Jon storligen havde forbrudt sig der i Biskopsdømmet, da opfylde Erkebiskoppens Forlangende. I Kraft af dette Paalæg gik Dekanen til Erkebiskoppen og tilkaldte ogsaa Jon Elg. Erkebiskoppen maatte nu rykke frem med sin Beskyldning, og denne lød paa, at Jon der i Biskopsdømmet havde bestjaalet ham; Erkebiskoppen fordrede sig det Stjaalne gjengivet, og indtil dette skeede, den Anklagede fastholdt. Søn negtede reent ud Beskyldningen, hvilken dog Erkebiskoppen tilbød sig at bevise. Dekanen fastsatte da en Dag, paa hvilken Erkebiskoppen skulde fremføre sine Beviser, for at Sagen derpaa kunde have sit videre Gjænge. Dagen var den 11te August; men den hengik uden at Erkebiskoppen lod høre fra flg. Derimod rygtedes det, at han imidlertid havde efterstræbt Søn Elg for at fange ham og føre ham med sig til Norge paa det Skib, han havde fragtet til Hjemreisen. Efterstræbelsen mislykkedes, og Erkebiskoppen seilede afsted fra Brügge uden at oppebie Afgjørelsen af den Sag, han med saa megen Ophævelse havde reist. At det Hele var et nedrigt Paaskud af Erkebiskoppen for at faa Jon Elg i sin Magt og saaledes hindre hans Reise til Rom, er tydeligt nok. Efter hvad der var foregaaet, kunde naturligviis Dekanen af Brügge intet Videre gjøre ved Sagen, helst da Jons Uskyld nu maatte være ham indlysende. Han opsatte den 19de August, efter Erkebiskoppens Afreise, en Kundgjørelse, hvori Sagens Gang fremstilledes^[20], og dette Dokument, kan man vel begribe, blev et vigtigt Indlæg i Kurien mod Erkebiskoppen, da Søn Elg endelig naaede Rom.

Erkebiskop Jørund kom imidlertid lykkelig hjem til Norge, forinden hans Sammenstød med Søn Elg did havde kunnet rygtes i sit sande Sammenhæng. Han undlod naturligviis ikke at fremstille Udfaldet af sin Reise i det for sig selv fordeelagtigste Lys, hvad enten han nu virkelig havde udvirket nogen gunstig Kjendelse af Kurien eller ikke. Men Chorsbrødrene lode sig – som det synes – ikke blende ved hans Fremstilling; de vilde opbie Udfaldet af sin egen Budsending i Rom, førend de underkastede sig. Under Erkebiskoppens Fraværelse havde Abbed Arne af Holm, ifølge pavelig Beskikkelse, den 1ste Juli 1301, tildømt dem Indtægterne af den meget omtvistede Mærens Kirke^[21]. Den samme Prælat havde ogsaa, ligeledes ifølge pavelig Bemyndigelse, bansat en vis Ingjald, Chorsbroder af Hamar, og en Prest Audun med Tilnavnet Joka, ganske vist Erkebiskoppens Tilhængere, fordi de havde lagt voldsom Haand paa det nidarosiske Kapitels Medlemmer, – en Bansættelse, der senere voldte Abbeden Ubehageligheder, da de tvende Bansatte, og flere med dem, tilføiede ham Overlast i selve Christkirken, da han der den 29de October 1301 forrettede sin Andagt^[22]. Den sidste Voldshandling foregik rimeligviis efter Erkebiskoppens Hjemkomst og neppe uden hans Vidende og Villie. I ethvert Fald formildede saadan Fremfærd ikke Chorsbrødrenes forbittrede Stemning, og hine gunstige Domme maatte naturligviis bestyrke dem i deres Modstand mod Erkebiskoppen. Da de saaledes – fremturede i sin Ulydighed, besluttede endelig Jørund at tage sin Tilflugt til Kongedømmet for ved Hjælp af dettes verdslige Magt at tvinge dem. Og han har rimeligviis hastet hermed saameget som muligt, for at faa udvirket et afgjørende Slag i Sagen fra denne Side, førend ugunstige Oplysninger om hans Færd mod Jon Elg, og derhos Efterretninger om dennes muligen heldige Bestræbelser i Rom kunde indløbe til Norge.

Kong Haakon havde hidtil, saavidt skjønnes, været en rolig og upartisk Tilskuer af Striden. Havde han maaskee i Anledning af sin Kroning vist Erkebiskoppen en eller anden Velvillie, saa havde han ogsaa tydeligt givet Kapitelet Prøver paa sin Yndest, idet han ved tvende Breve, af 28de August 1299 fra Bergen og af 10de Februar 1300 fra Lo (i Opdal?), havde taget Chorsbrødrene med Alt hvad deres var under sit kongelige Vern^[23]. Nu lykkedes det imidlertid Erkebiskoppen, uvist ved hvilke Midler og hvilke Forestillinger, at drage Kongen for Øieblikket over paa sin Side. Erkebiskop Jørund – heder det – stod sig paa den Tid meget godt hos Kongen og tilskrev ham derfor om den Uro Chorsbrødrene voldte ham, idet han tillige bad Kongen at komme selv til Nidaros for at tugte dem med sin kongelige Magt. Haakon opfyldte Erkebiskoppens Bøn og for – rimeligviis om Vaaren 1302 fra Bergen, hvor han havde havt sit Vintersæde^[24] – til Throndhjem med et stort Følge af Lærde og Læge, blandt de første ogsaa – som det lader – en eller flere Biskopper.

Da Kongen var kommen til Nidaros, blev et Thing stevnet der i Kongsgaardens Sommerhal, og Erkebiskoppen og Chorsbrødrene tilsagte at møde for Kongen. Forsamlingen, heder det, var talrig, og mange Fremmede, som opholdt sig i Byen, vare tilstede. Kongen sad i sit Høisæde og hos ham Erkebiskop Jørund; ud fra Kongen sad Rigets verdslige Høvdinger og Riddere, ud fra Erkebiskoppen sad de tilstedeværende Lydbiskopper, Chorsbrødre og Prester; Almuen sad yderligere i Hallen paa Gulvet. Foran Høisædet var reist en Talestol. Paa den fremtraadte Kongens Kansler, Magister Aake, en lærd og veltalende Klerk, der længe havde studeret i Udlandet. Han skulde føre Ordet paa Kongens Vegne. Efter lydeligen at have opfordret Forsamlingen til Taushed, talede Aake først paa Latin, og udviklede vidløftigen, hvorledes Høvdingerne paa en rigtig Maade havde at benytte sin aandelige saavelsom sin verdslige Magt. Derpaa gik han over til at udvikle i det norske Sprog med megen Veltalenhed Undermænds Skyldighed mod deres Overordnede, hvorledes de skulde lyde disse, endog om der kunde være et eller andet at udsætte paa deres Fremfærd. Han vendte sin Tale med Skarphed mod Chorsbrødrene, viste hvor usømmelig deres Opførsel mod Erkebiskoppen havde været, og erklærede, at de havde fortjent Revselse af den verdslige Arm, ved Kongens Sverd.

Chorsbrødrene bleve forknytte ved denne haarde Tiltale; men endnu værre bleve de til Mode, da Kongen selv reiste sig og talede først paa Latin og siden paa Norsk i samme Mening som Kansleren. Kongen forelagde dem tvende Kaar: enten at de, som banlyste af Erkebiskoppen, skulde være utlæge af Norge med alle sine Tilhængere, eller og at de strax paa Stedet skulde falde Erkebiskoppen til Fode og lægge sin hele Sag i hans Vold med Kongens og de bedste Mænds Raad. De skulde uopholdelig forlade Mødet, hvis de ei opfyldte dette Kongens Bud. Chorsbrødrene saa nu intet andet Raad for sig end at gjøre som Kongen bød. De stode op, faldt Erkebiskoppen til Fode og lagde sin Sag i hans Vold.

Den følgende Dag blev Forliget mellem dem og Erkebiskoppen forkyndt, og gjensidigt Løfte aflagt om Fred og Tilgivelse^[25].

Dette ved Kongens kraftige Mellemkomst istandbragte Forlig har man dog, de forudgangne Trudsler uagtet, al Anledning til at antage for støttet paa, og væsentlig stemmende med Forliget af 1297, og følgelig for ret gunstigt for Chorsbrødrene. Det gav imidlertid for Øieblikket Erkebiskop Jørund Skinnet af at være Seierherre; og dette har det vel ogsaa været Kongens fornemste Ønske at udvirke for Erkestolens egen Verdigheds Skyld. At gjøre noget virkeligt Skaar i Chorsbrødrenes hjemlede Rettigheder til Erkebiskoppens Fordeel, derpaa har han neppe nogensinde tænkt. Jørund synes at have ledsaget Kongen fra Mødet i Nidaros tilbage til Bergen, hvor han i Aaret 1302 indviede den nye Apostelkirke, Kongens Kapel, til hvilken Kong Magnus Haakonssøn havde i 1274 lagt Grundvolden i sin Urtegaard (grasgarðr). Den ældre Apostelkirke i Kongsgaarden blev da nedreven^[26].

Medens Erkebiskop Jørund i Nidaros ved Kongedømmets Hjælp feirede et Slags Triumf over sine Chorsbrødre, vandt disse en langt væsentligere Seier over ham i den pavelige Kurie. Jon Elg havde efter sin Ankomst til Rom arbeidet med Kraft og Held for sine Brødres og sin egen Sag. Han fik gjort en gjentagen Appel mod Erkebiskoppen gjældende og udvirkede, at Pave Bonifacius overdrog Sagens Undersøgelse og endelige Afgjørelse til sin Kapellan, Magister Baltram af Mailand, Archipresbyter og auditor causarum apostolici palatii. Denne stevnede paa lovlig Maade gjentagende Parterne til at møde før sig personligen eller ved Fuldmagt. Erkebiskoppen hverken mødte selv eller lod møde for sig paa de første Stevninger, hvorimod til enhver Termin Kapitelet og Jon Elg lode møde ved sin Prokurator, Frederik af St. Severino. Endelig mødte, som det synes paa fjerde Stevning, Thorstein, Chorsbroder af Hamar, med Erkebiskoppens Fuldmagt, og siden som hans Prokurator, Andreas af Pipernum. Da Sagen nu fra begge Sider var foredragen og af Dommeren undersøgt, og Erkebiskoppens Prokurator „per contumaciam“ udeblev fra det endelige Møde, saa fældte Baltram omsider den 11te April 1302 den Dom: at Erkebiskoppens Anklage og Domme (deri iberegnede hans Bansættelser) mod Kapitelet, ligesom og hans Suspensionsdom mod Jon Elg, – Alt var ugyldigt og magtesløst, og Erkebiskoppen skyldig at udrede Sagens Omkostninger efter senere Vurdering^[27].

Denne Dom blev samme Aars Sommer bragt til Norge og strax paa Kapitelets Foranstaltning ved bekræftede Afskrifter udbredt over hele Landet. En Afskrift blev udstedt i Bergen den 14de August af Kathedralkirkens Kapitel og Official samt Minoriternes Convent og Guardian^[28]. En anden blev udstedt i Oslo den 28de August af Biskopperne Narve af Bergen, Eyvind af Oslo og Thorstein af Hamar^[29]. Erkebiskop Jørund, som selv par tilstede i samme Aars September Maaned i Oslo paa et der afholdt Høvdingemøde af Geistlige og Verdslige^[30], maatte saaledes her for Kongen, Rigets Lydbiskopper og Stormænd staa som overvunden af sit Kapitel, – vistnok en ikke ringe Ydmygelse for den stolte Metropolitan.

Endnu synes dog Jørund en Tid at have stampet imod Dommen, dog vistnok kun i magtesløs Fortvivlelse. Det følgende Aar 1303 maatte nemlig en med pavelig Fuldmagt udrustet Executor til Norge for at indsætte det nidarosiske Kapitel og Jon Elg i deres Ret. Denne Executor par Everard, Dekan af Upsal. Ifølge hans Paalæg og Bemyndigelse kundgjorde Biskop Narve af Bergen, hans Official og Kapitel ved Brev af 6te September 1303 den til Fordeel for det nidarosiske Kapitel og Jon Elg fældede Doms Bestemmelser, samt at intet Interdikt, ingen Excommunication og ingen Suspension hvilede paa dem, men at de tvertimod vare af ubesmittet Rygte og lydige Sønner af den hellige Moder, Kirken. Denne Kundgjørelse blev oplæst samme Dag under Gudstjenesten i Bergens Kathedralkirke for den samlede Mængde og siden i alle Stadens og Biskopsdømmets Kirker^[31]. Den 7de September blev en Kundgjørelse af lignende Indhold, med Trudsel om Ban for dem, som handlede derimod, udstedt i Nidaros af Abbederne Kristian af Tautra og Arne af Holm^[32]. I dette sidste Brev paaberaabes Biskopperne af Oslos og Hamars Bemyndigelse ved Siden af Dekanen af Upsals. Man maa saaledes antage, at den pavelige Doms Fuldbyrdelse er bleven stillet under i det mindste tre af de norske Lydbiskoppers Tilsyn, og at Dommen derhos har faaet den størst mulige Offentlighed over hele Norge baade blandt Lærde og Læge. Mod saadanne kraftige Foranstaltninger har vel Erkebiskoppen omsider maattet give tabt, saa meget meer som han nu ikke længer synes at have fundet nogen Støtte i Kongedømmet. Man sporer heller ikke nogen fortsat Gjenstridighed fra hans Side. Tvertimod synes Jørund i sin hele følgende Embedstid at have maattet bøie sin stive Nakke under sit Kapitels vistnok ikke lette Aag.

Udfaldet af de nu omtalte Kampe ved tvende af Norges Biskopsstole maa nødvendigviis have bidraget uendelig meget til at hæve de norske Domkapitlets Anseelse og befæste deres Selvstændighed. Deres Ret til at staa sine Biskopper ved Siden ikke alene som Raadgivere, men ogsaa som virkelige Deeltagere i Udøvelsen af flere den biskoppelige Myndigheds vigtigste Forretninger, ja for Erkestolens Vedkommende endog i Erkebiskoppens Metropolitanvirksomhed, – var nu afgjort ved gjentagne Domme, udgangne .fra og stadfæstede af selve det apostoliske Sæde, og denne Ret kunde vanskeligen igjen rokkes ved nogen enkelt Biskops vilkaarlige Herskelyst, saalænge som Kapitlernes Valgfrihed blev staaende ubeskaaren. I Domkapitlerne vare ogsaa paa denne Tid, ligesom i den næst foregaaende og næst paafølgende, øiensynligen den norske Kirkes bedste aandelige Kræfter sammentrængte. Deres Medlemmer vise sig dannede ved Studier baade i Hjemmet og ved de udenlandske Høiskoler, og derhos i en stadig Forbindelse ligesaavel med disse som med den romerske Kurie. De maa derfor ansees for at have været sit Kald som Biskoppernes Raadgivere og Medhjælpere, baade i Kirkens Styrelse og Presternes Underviisning, fuldkommen voxne efter Tidens Fordringer.

Hvad ellers Pavens Optræden i hine Tvistigheder angaar, da dølger sig neppe visse Spor af den Avindsyge, hvormed allerede gjennem lang Tid den romerske Kurie havde betragtet ikke alene Metropolitatmyndigheden, men ogsaa den biskoppelige Myndighed i den under Rom lydende Kirke. I Metropolitanerne frygtede Paverne Medbeilere i den almindelige Kirkestyrelse og saa dem derfor gjerne ydmygede. Biskopperne vilde de gjerne, saavidt muligt, gjøre til sine umiddelbare Tjenere og saa afhængige af Kurien som muligt. Af den første Stræben kan man udentvivl for en stor Deel forklare sig den Omstændighed, at i den stavangerske Kirkestrid, som dog efter Kirkens Love og de af Kardinal Vilhelm i sin Tid opstillede Grundsætninger burde have været nærmest paadømt af Erkebiskoppen, saavidt skjønnes, aldeles unddroges dennes Dommermyndighed og afgjordes ved ham underordnede Prælater, der umiddelbart af Paven vare beskikkede til Dommere; – og ligeledes den Omstændighed, at i den nidarosiske Kirkestrid Paven satte en af Erkebiskoppens egne Lydbiskopper samt en Chorsbroder til hans Dommere, noget som neppe kunde ansees ret stemmende med en Metropolitans høie Stilling i Kirken. Af den sidste Stræben, nemlig efter at holde Biskopperne i stadig Afhængighed af Rom, seer man en Yttring i den aabenbare Gunst, som i begge Stridigheder fra Kirkens Side vistes Chorsbrødrene. Grundsætningen: divide et impera! var forlængst en Hovedregel i den fine, for ikke at sige underfundige, pavelige Statskunst; denafprægede sig ogsaa i denne Statskunsts Virksomhed paa det fjærne Norges Kirkeforhold.

1. Rigtignok angives i yngre Annaler den 1ste November (Allehelgens Dag) 1299 for hans Kroningsdag, hvorimod de ældre Kilder ikke nævne Dagen. Det har imidlertid store Vanskeligheder at forene hans Ophold i Nidaros paa den Tid – og i Nidaros samstemme alle Kilder om at Kroningen er foregaaen – med Dateringsstedet for flere af hans i dette samme Aar udstedte Breve. Se Isl. Ann. 174, Bp. Laur. S. c. 12, jfrt. m. Kongens Breve af 1299 og 1300, der lade os see ham i Bergen 23–28 August, i Hvitingsøerne udenfor Stavangerfjord den 3die September, i Oslo den 24de November og paa Oplandene i Gudbrandsdalen i Februar 1300. Er muligen en gammel Læsefeil i en Annal af en Forkortning (allraheilagra messo f. á Laurentius messo) Aarsagen?
2. Bp. Laur. S. c. 13.
3. Bp. Laur. S. Ssts.
4. N. Dipl II. 49.
5. Dipl. A. M. II. 248, N. Dipl II. 48.
6. N. Dipl. II. 48.
7. Suhm D. H. XI. 932–934 jfrt m. 358.
8. Suhm D. H. XI. 358.
9. Suhm D. H. XI. 370, jfrt. m. 397.
10. S. D. H. XI. 307.
11. N. g. L. III. 46.
12. Isl. Ann. 182.
13. N. Dipl. I. 82.
14. Dom af 11te April 1302, N. Dipl. III. 55.
15. Bp. Laur. S. c. 12. Man har saa meget mindre Grund til at tvivle om denne almindelige Stemning i Nidaros mod Erkebiskoppen, som den bevidnes af en Saga, der ellers aabenbare er partisk for Erkebiskoppen.
16. Bp. Laur. S. c. 9.
17. Bp. Laur. S. c. 13.
18. Bp. Laur. S. c. 14.
19. Bp. Laurentius’s S. c. 12, jfrt. m. Isl. Ann. 180.
20. Dokumentet findes udg. N. Dipl. III. 51–53.
21. N. Dipl. II. 55.
22. N. Dipl III. 53.
23. N. Dipl. II. 47, 51.
24. Isl. Ann. 178, 180. – Breve fra Bergen af 5te October og 13de December 1301.
25. Bp. Laur. S. c. 14, 15.
26. Isl. Ann. 144, 180.
27. Dommen i N. Dipl III. 55–59.
28. N. Dipl. III. 59.
29. N. Dipl. III. 60.
30. N. g. L. III. 46.
31. N. Dipl III. 62, 63.
32. N. Dipl III. 64.