Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/72

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 196-213).

Under denne Sagernes Stilling var det ganske naturligt, at den norske Geistlighed, befriet fra den Tvang, der under Haakons kraftige Styrelse havde hvilet paa den, igjen reiste Hovedet i Veiret, følte sin Betydning som en Magt i Staten, og søgte at gjøre sin Indflydelse gjældende.

Erkebiskop Eilif var en klog og maadeholdende Mand, besjælet, som det lader, af et oprigtigt Fædrenelandssind, der forbød ham at misbruge sin ophøiede Stilling, til nu at fremkomme med hierarchiske Fordringer, der ikkun vilde have fremkaldet nye Splittelser og gjort Rigets Tilstand misligere end den allerede var. Hans Optræden var fredelig og meglende, dog, saavidt man kan skjønne, ingenlunde blottet for den nødvendige Kraft. Den Omstændighed, at han i Mellemtiden mellem Kong Haakons Død og Magnus’s Antagelse til Konge var paa en Maade bleven anerkjendt som Rigsvikarius, maatte give ham en fastere Holdning og stille ham over de opdukkende Partier.

Hos en anden af Norges Prælater raadede derimod en mere urolig og hierarchisk Aand. Biskop Audfinn af Bergen var udentvivl den første af sine daværende norske Standsbrødre i canonistisk Lærdom og i Embedsiver. Han lignede heri sin Broder og Formand, Biskop Arne, ligesom og i Kraft og Dygtighed; men han var besindigere end denne, og, som det synes, mindre haardnakket i uvæsentligere Ting. For ham, som tidligere for Arne, var den kongelige Kapelmagister og den hele Kapelindretning en skarp Torn i Øiet, og han ansaa nu udentvivl Omstændighederne gunstige for at komme den til Livs. Han tilbagekaldte i 1319 Gaven af Fane Kirke, som Biskop Narve i sin Tid havde skjænket Apostelkirkens Chorsbrødre^[1] og kom derved i en heftig Strid med disse, især tvende af dem, Johan Erikssøn og Grimar Ormssøn, hvilke appellerede til Erkebiskoppen og Paven^[2]. Hertil sluttede sig udentvivl ogsaa den forargelige Tvist, han i Begyndelsen af 1320 havde med Botolf Haakonssøn, Chorsbroder af Nidaros, hvilken havde i Apostelkirken øvet Haandgribeligheder mod en Prest, som der paa Biskoppens Vegne skulde oplæse nogle Breve, indeholdende Forbud mod visse overtroiske Valfarter i Bergen. Botolf appellerede til Erkebiskoppen, men blev alligevel sat i Ban af Audfinn^[3]. Endelig tog Audfinn sig af Sognepresterne i Bergens By, der førte Klage over Presterne til Apostelkirken og visse Klostermænd, fordi disse trængte sig ind i deres Embedskreds ved at meddele deres Sognemænd Kirkens Tjeneste, og derved tilsnege sig det Offer og den Skyldighed, som tilkom Sognepresterne. Audfinn forbød ved Kundgjørelse af 27de Marts 1320 saadant strengeligen under Bans Straf og fastsatte med det samme Grændsen for visse af Byens Kirkesogne^[4].

Alt dette voldte ikke ringe Optøier i Bergen, om hvilke Erkebiskoppen baade af Audfinn selv og af Andre blev underrettet^[5]. Erkebiskoppen synes ingenlunde i Et og Alt at have billiget Audfinns Fremfærd; men hans Brev til denne af 18de April vidner om hans Maadehold og sunde Sands. Han synes ilde – siger han – om den Støi og Uro, som finder Sted i Bergen; men det er hans Raad, at de, som ville bedre sig og med Ydmyghed bede om Naade, ogsaa blive tagne til Naade, paa det at den hellige Kirkes Uvenners Flok maa blive saa meget mindre, som Biskoppen viser Folket større faderlig Kjærlighed, hvortil Erkebiskoppen veed, at Gud har givet Audfinn baade Bid og Villie. Forresten lover Erkebiskoppen at styrke Kirkens Ret og revse dens Fiender efter Evne og Skyldighed. Han agter at komme til Bergen til Pindse (18de Mai) og venter der at træffe Kongen^[6].

Paa den anden Side bleve Klager over Biskop Audfinns Fremfærd indbragte for Kongen og dennes Moder, som om han havde gjort Indgreb i Kongedømmets Ret med Hensyn til de kongelige Kapeller. Ophavsmanden til disse Klager er ikke vanskelig at gjette; det var selve Kapelmagisteren, Finn Haldorssøn^[7]. De fremkaldte irettesættende Kongebreve til Biskoppen, hvilke denne imidlertid besvarede med Negtelse af de gjorte Beskyldninger, Anker over Bagvaskelse og Forsikkringer om En Ærefrygt og Hengivenhed for Kongen^[8].

I al denne Trætte indtraadte en Stands ved et Provinsialconciliums Samling i Bergen. Et saadant synes allerede længe at have været paatænkt af Erkebiskoppen. I 1318 havde han udstedt Kaldelse til de islandske Biskopper^[9], ifølge hvilken den skaalholtske Biskop Arne Helgessøn i 1319 drog til Norge, medens derimod Audun af Hole, der ogsaa havde tiltraadt Reisen, blev dreven tilbage til Island^[10]. Kongeskiftet i Norge har rimeligviis voldet Udsættelse af Conciliet, og i Mellemtiden døde Biskop Arne Helgessøn i Norge den 21de Januar 1320. Han havde i sin Embedstid havt den Sorg, at Skaalholts Kathedralkirke, en stor og pragtfuld Tømmerbygning, afbrændte i 1309 ved Lynild; men han havde viist stor Virksomhed for at faa en ny Kirke reist, og havde dertil modtaget stor Hjælp ved Gaver baade fra Island og Norge^[11]. Han havde viist sig som en fredelig men dog nidkjær Kirkens Forstander. – Omtrent ved samme Tid, i 1319 eller Begyndelsen af 1320 døde ogsaa Biskop Botolf af Hamar, til hvis Embedsførelse lidet eller intet kjendes. I hans Sted valgtes en vis Magister Halvard. Han omtales som Electus nærværende i Bergen den 19de Juni 1320^[12], men som Biskop den næst paafølgende 7de Juli^[13]. Mellem disse Dage falder altsaa hans Indvielse, hvilken maa være foregaaet i Bergen lige under Provinsialconciliet. – Broder Signar skal ogsaa i dette samme Aar være indviet til Biskop paa Færøerne^[14]; men dette maa være skeet tidligere paa Aaret, eftersom han allerede kalder sig Biskop i et Brev af April Maaned, og udentvivl i Nidaros^[15].

Provincialconciliet var af Erkebiskop Eilif berammet at samles til St. Hans, 24de Juni, 1320 i Bergen^[16]; og allerede før den Tid havde Hertuginde Ingebjørg med den unge Konge og en heel Deel verdslige Stormænd indfundet sig sammesteds. Conciliet har saaledes rimeligviis staaet i Forbindelse med et almindeligt Høvdingemøde eller Rigsmøde. Som tilstedeværende Biskopper nævnes foruden Erkebiskop Eilif: Helge af Oslo, Vilhjalm af Orknø, Audfinn af Bergen, Haakon af Stavanger, Halvard af Hamar og Signar af Færøerne, altsaa alle Biskopper af selve Norge og tvende af Skatlandene. Paa dette Biskopsmøde fattedes en heel Deel vigtige kirkelige Bestemmelser, hvilke af samtlige Biskopper vedtoges og udfærdigedes den 9de Juli. De mærkeligste ere i Korthed følgende:

1) Klostrene vedkommende:

Ingen Klosterformand maa, under Straf af Afsættelse, indtage Nogen i Klosterregelen ved Kjøb eller Overeenskomst.

Hver Biskop skal i sit Biskopsdømme paasee, at der i Klostrene ikke indtages flere Personer end som Klosterets Gods tilsteder; Antallet af Klosterets Beboere skal ei forøges uden dets Rigdom voxer, og selv da ikke uden Biskoppens Samtykke.

Ingen Klostermand, der efter aflagt Klosterløfte ejer noget for sig selv, maa tages til kirkelig Begravelse, med mindre han forud har bødet for sit Brud.

2) Bansstraffen vedkommende:

Alle foregaaende Biskoppers Forordninger om Troens Bestyrkelse, om Ærefrygt for de hellige Ting og om gode Seder stadfæstes; men alle ulovlige Bansstraffe (bannspinur), Suspensioner og Interdikter, som ere bestemte af tidligere Biskopper, tilbagekaldes.

Hvis de Mænd, der ere udstødte af Kirken, forlige sig med den for sin Død, skal deres Lig føres til Kirken, med Undtagelse af dem, som efter gammel Landsskik ei maa begraves ved Kirke, som Tyve og Røvere eller lignende domfældte Forbrydere, hvilket skeede til Afskrækkelse (et hoc ad terrorem).

Forlanger bansat Mand i Livsfare Prest, og tilbyder sig under Ed at bøde til Gud og Kirken efter sin Biskops Dom, da skal Presten lade ham love dette for Vidner; løse ham derpaa, hvis Døden er overhængende, og yde ham Tjeneste som en anden Christen Bliver han maalløs, før Presten kommer, men lovlige Vidner beedige, at han var rede til det før nævnte, da løse Presten ham. Kommer han sig efter Afløsningen, da søge han snarest muligt til sin Biskop og være hans Dom underkastet. Bryder han hvad Andre have svoret paa hans Vegne, straffes han som om han havde svoret selv. Den som er falden i Paveban af selve Verket, skal, før han løses, sverge at fare til Paven eller Erkebiskoppen, med mindre Biskoppen anderledes vil ordne Sagen. Men hvis bansat Mand dør uløst, da maa ingen løse ham uden den, som havde Magt dertil, medens han var i Live, og selv det kun paa Vilkaar, at Alt, hvad han har forbrudt, forud er bødet, og det derhos er beviist, at han selv vilde have forligt sig, hvis han havde kunnet. Ikke maa den kaldes løst, som ei er løst af den, som dertil har Magt.

3) Vedkommende de geistlige Personer, deres Stilling til Kirke og Stat, samt deres Skyldighed med Hensyn til kirkelige Forretninger:

Hver Klerk, som med Raad eller Daad hjælper Nogen imod den hellige Kirke til Nedbrydelse af dens Frihed, skal være af selve Verket suspenderet fra Embede og Indtægt (ab officio et beneficio. I samme Straf falde de Klerker, som med Vidende og Villie underkaste sig nye Baand eller Paalæg (tolla), eller give sig under Lægmænds Vold, og derved tilintetgjøre Klerkernes Privilegier. Hver den, som overbevises om aabenbar Sammenrottelse mod det biskoppelige Sædes Lov og Frihed eller mod den biskoppelige Verdighed, skal ikke kunne kaares til nogen Plads ved den Biskopsstol eller blive Canonicus der, hans Straf efter Loven forøvrigt uformindsket.

Alle Klerker skulle holde sig fra Strid og Trætte og al Usedelighed, holde sig til Dyd og Guds Tieneste, som deres Stand tilkommer.

Enhver Prest eller Klerk af de høiere Grader (infra sacros), af hvad Stilling han end er, skal afholde sig fra Frilleliv. Hvis han har Frille aabenbare i sit Hus eller paa sin Bekostning een Maaned efter at have hørt nærværende Forordning, da bøde han Biskoppen: hvis han er Hovedprest, 4 Mark, hvis han er Kapelprest eller Diakonus, 2 Mark. Holder han siden Frille to Uger, bøde han det dobbelte. Retter han sig ikke herpaa inden 10 Dage, har han forbrudt Kirke eller Beneficium. Paasee ikke Hovedpresterne dette overholdt af fine Underprester, da være de selv samme Straf underkastede.

Naar en Biskop dør, skal hver Prest (i hans Biskopsdømme) i de næste tolv Maaneder synge syv Sjælemesser for hans Salighed; for hver Prestes Sjæl skal synges tre.

Eftersom Børn ofte dø udøbte, naar man ei kan faa Prest, paa Grund af deres Ukyndighed som ere tilstede, da skal Sognepresten ofte og nøie underrette sit Sognefolk om Adfærden med Daaben i saadant Tilfælde. – Det skal ogsaa ofte lyses for Folket, at Egteskab er forbudt mellem Frænder nærmere end i 5te Led, og mellem aandelig Beslegtede.

Alslags Frilleliv og Hor er forbudet af den hellige Kirke. Hver som har fæstet sig en Kvinde efter Guds Lov, skal holde Bryllup med hende inden tolv Maaneder efter Fæstemaalet, dog saaledes at det bliver lyst i Kirken tre Søndage for Brylluppet, paa det at den, der ved lovlige Forhindringer, derom kan vidne. De Børn, der avles efter en saadan Lysning, ere at betragte som egtefødte, om end Hindringer for Egteskabet siden aabenbares, hvorimod, hvis Lysningen ei er forudgangen, Børnene ere uegtefødte.

Presterne skulle holde sine Døbefunter rene, tætte og vel lukkede. De skulle tage (af Biskoppen) ny Chrisma (viet Salve), hver tolvte Maaned og gjemme den, ligesom og Nadveren (eucharistiam) omhyggeligen i Kirken, saa at intet ureent kommer dertil, i modsat Fald skal Presten suspenderes fra Messesang i tre Maaneder.

Presten skal være tilstede hver Tid, han lovligen bliver kaldet for at døbe Barn eller til syg Mand; og dør ved hans Skyld Barnet udøbt, eller den Syge uskriftet, da være han af selve Verket suspenderet fra Embede og Indtægt, og have forbrudt til Biskoppen alt det Gods, han af Kirken har erhvervet. Dog skal Presten hentes ordentligen, hvad enten det er til Lands eller Søs, med Hest baade frem og tilbage, eller med Baad, saaledes at han ei selv behøver at ro.

Presten skal lyse for sit Sognefolk, at hver Mand eller Kvinde, som dertil har Skiens Alder, skal i det mindste een Gang om Aaret gaa til Skrifte for sin Sogneprest, og kun med dennes Tilladelse for nogen Anden. Hvis Udensognsmand, med mindre det er en Pilegrim eller Langveisfarende, kommer uden Orlov til en Prest, da skal denne strax sige ham, at han hverken har Magt til at løse eller binde ham, og vise ham tilbage til hans Sogneprest.

Ingen Prest skal høre den Mands Skriftemaal, som han ved er i Ban, førend han heraf er løst ved den, der har at løse ham efter Loven. Herom skal Presten allerførst spørge i Skriftemaalet, og dernæst om den Skriftende kan sin Religionslærdom: Credo, Paternoster, Ave Maria og Adfærden ved Barnedaab; kan han ei dette, skal Presten paalægge ham at lære det saasnart som muligt.

Ingen Prest skal i Skriftemaalet opfordre nogen til at sverge, at han aldrig oftere skal begaa den skriftede Synd; thi hvis den Skriftende siden bryder sin Ed, forsynder han sig dobbelt.

Presten skal undervise sine Skriftebørn om hvorledes de retteligen skulle gaa til Skrifte: at de skulle aabenbare sin egen Synd, uden derfor at navngive nogen anden, samt at de uden Fordølgelse skulle skrifte alle sine Synder med Anger. Han skal videre opmuntre den Skriftende til at afholde sig før Fremtiden fra de skriftede Synder; vise ham paa den ene Side den Løn, han derfor kan vente af Gud, og paa den anden Side den store Straf, han vil paadrage sig, om han dør i disse Synder. Og hvis han med Anger lover Forbedring, skal Presten sætte ham Pønitens (skrift), lægge Haand paa hans Hoved og udsige Absolutionen: „Et ego absolvo te auctoritate domini nostri Jesu Christi et beatorum apostolorum Petri et Pauli et officii mihi commissi ab iis peccatis, qvæ confessus es, et ab omnibus aliis, qvæ oblitus es; in nomine patris et filii et spiritus sancti. amen.“ d. e. „Jeg løser dig af vor Herres Jesu Christi og de salige Apostles Peters og Paals og det mig betroede Embedes Myndighed fra de Synder, som du har bekjendt, og fra alle andre, som du har forglemt, i Navn Faders og Søns og Helligaands. Amen.“ Men hvis Nogen siger, at han ikke vil aflade en eller anden Synd, da skal Presten høre hans Skriftemaal og give ham følgende Raad: „Om du end ejede hele Verden og vilde give den i Almisse, og om du end fastede dit hele Liv, da erhvervede du dig dog ikke derved Himmerige, saalænge som du ligger i en Hovedsynd, eller har Villie til fremdeles at begaa den. Dog raader jeg dig til at faste, give Almisse og udføre andre gode Gjerninger, samt stedse bede; thi desto for mon Gud oplyse dit Hjerte og vække dig til Anger og Bod“. Men Presten skal ikke meddele ham nogen Absolution, med mindre han følger hans Raad, og kommer som først tilbage til ham. Ikke heller skal Presten give Nogen Absolution for enkelt skriftet Synd, med mindre han skrifter alle og vil bede dem.

Enhver Prest skal iagttage, at han ikke sætter Nogen en saadan Skrift, som denne erklærer, at han umulig kan holde; thi hans Synd bliver større, hvis han ei holder den.

Presterne skulle ogsaa nøie lægge Mærke til, at der er visse Synder, f. Ex. Tyveri, Ran og Besiddelse af uhjemlet Gods, hvilke ei kunne bødes, med mindre Ejeren eller hans Arvinger faa Sit tilbage om end lønligen. Lader dette sig ikke gjøre, da gives Almisser efter Prestens Raad. Har Synderen ei Gods til Erstatning, da sætte Presten ham Skrift og give ham Absolution med Paalæg at give fuld Erstatning, saasnart han formaar.

Alle Prester, som have Kirker efter Guds Lov og have taget Sjæleforsørgelse (curam animarum) af Biskoppen, have fuld Magt, hver i sit Sogn, til at sætte Skrift og løse fine Sognemænd fra alle lønlige Synder, som de skrifte for ham. Men i følgende Tilfælde skal henvises til Biskoppen, og ei Afløsning gives af nogen anden: – først hvis Nogen er falden i det Ban, som Loven giver Biskoppen alene Ret til at løse af, nemlig, om Nogen har lagt hadefuld Haand paa Klerk eller Klostermand; – og for det andet, om nogen Geistlig, Prest, Diakonus eller Subdiakonus, har udført nogen Tjeneste i Kirken under en større Excommunication (in majori excommunicatione), eller om Nogen har overskredet eller forglemt sine Vielser, eller ørlovsløst taget Vielse af nogen Anden end sin egen Biskop, Undtagelse kan dog finde Sted, om den er Døden nær, som skrifter; thi da maa enhver Prest løse ham af alle skriftede Synder, dog paa den Betingelse at han skrifter dem for Biskoppen, hvis han kommer sig igjen.

Hvis en Prest „bryder Skrift“ (ryfr skript: bryder den Pønitens, som er ham paalagt? eller: bryder Skriftemaalets Hemmelighed?) da være han berøvet sine Vielser, have forbrudt sit Gods til Biskoppen, og hensættes i det strengeste Kloster for der bestandig at bøde med sin Anger. – Syg Mand skal man ikke sætte nogen Skrift men høre hans Skriftemaal og sige: „Du skal have fuld Tro og Haab og Paakaldelse til den almægtige Gud, at han verdiges at tilgive dig alle dine Synder, og du skal kalde Dig til Forbøn Jomfru Maria og alle Guds Helgene, og give før din Sjæl til Kirker og Fattige, hvad Gud indblæser dig; men ingen anden Skrift sætter jeg dig, med mindre du kommer dig. Indfind dig da hos mig saasnart som muligt.“ Presten skal foreholde ham at angre, lægge Haanden paa hans Hoved og give ham Absolution.

Ingen Prest maa nogen Dag sige Messe, førend han i Forveien har holdt ordentlig Ottesang og Prima.

Ingen Prest, der ved sig stedt i nogen Hovedsynd, fordriste sig til at sige Messe, førend han redeligen har skriftet denne Synd for den Prest, han først naar; med mindre Nødvendighed er forhaanden, da skal han angre Synden med det Forsæt at ville skrifte og bøde den, saasnart han naar en Prest.

Presten skal paa det omhyggeligste tilsee, at ingen Urenhed kommer til den indviede Vin eller det indviede Brød i Alterens Sakramente, og at intet deraf spildes: Kommer en Draabe af „Christi Blod“ ved Uagtsomhed paa Corporalet eller Alterdugen, skal Presten to det af over selve Kalken, paa Alteret, i tre Vand og selv drikke Vaskevandet. Kommer den paa noget Træ, skal han omhyggeligen afslikke Draaben, siden skave Træet, brænde Spaanerne og kaste Asken i Alteret, saaledes at den ei bliver traadt under Fødder. Finder han en heel eller bruden Oblat og er i Uvished om den er indviet, skal han nyde den efterat have nydt Vinen (post receptionem Sangvinis). Presten skal, naar han farer i Herredet til nogen Syg have med sig det viede Brød (viaticum) reenligen gjemt. Han skal selv bære det paa Brystet til og fra Kirke og ikke give det nogen anden i Hænde, som ei er Prest eller Diakonus af Vielse.

Presten skal ikke betjene nogen anden Prests Sognemand uden Fornødenhed under Bod af tre Mark til Biskoppen.

Han skal holde Messeklæder og Alterklæder og alt hvad som hører til Gudstjenesten reent, og Vaskningen skal forrettes med den største Omhu, tildeels i selve Kirken. Hvad der af indviede Klæder eller Redskaber er udslidt, skal brændes i Kirken og Asken lægges under Altergulvet.

Enhver skal begraves ved sin Sognekirke, med mindre han frivilligen har valgt sig Gravsted ved en anden Kirke; da skal han begraves ved denne, men hans Sogneprest skal have Fjerdeparten af alt Offer, som følger Liget. Skeer derimod saadant paa Grund af Lokken eller Overtalelse, da være Kirken, hvor han begraves „i Pavens Forbud“, saaledes at der hverken Lig maa begraves eller Messe synges, indtil Sognekirken har sin fulde Ret. Hver Prest, som har lokket en andens Sognemand til at vælge sig Begravelse ved hans Kirke, er skyldig at føre Liget tilbage til den Dødes Sognekirke tilligemed alt Offer, som følger Liget. Pilegrime, Reisende og Udlændinger maa med Rette begraves i det Kirkesogn, hvor de dø, med mindre de gjøre en anden Anordning for sig.

Lig skal ikke nedsættes paa Skjærthorsdag efter Messen, paa Langfredag, paa Paaskeaften efter Messen og paa Paaskedag.

Hvis en Mand bliver dræbt, som er i store Synder, eller i Ban, eller i Forbud af den hellige Kirke, maa hans Lig ei nedsættes i Kirkegaarden. Gjøres dette med Vold, da skal ingen Tjeneste forrettes ved denne Kirke, for man har henvendt sig til Biskoppen. Imidlertid skal Presten yde sit Sognefolk al Tjeneste (udenfor Kirken), og hvis han behøver at indvie Sakramentet til Syge, da tillades ham at sige Messe i den samme Kirke lønligen med een Mand eller tvende.

Den hellige Kirkegaard skal negtes Alle, som ere i Ban, eller udelukkede af den hellige Kirke (excommunicerede), med mindre de paa Dødssengen ere løste af Presten, eller med Anger forlangte Afløsning uden at kunne erholde den, og døde i denne Anger; da skal Presten løse den Afdøde og derpaa begrave ham.

Aabenbare Aagerkarle, Kjettere eller Selvmordere skulle ei jordes paa Kirkegaard, med mindre Biskoppen selv tillader det.

Den sidste Salvelse (oleam) skal ikke negtes nogen Egtehustru i Barselseng; men en Frille skal den negtes, med mindre den, som holder hende, lover at fæste hende, eller og hun lover at skilles fra ham, hvis hun kommer sig.

Gjør en Kone Barsel tre Uger før Paaske, være det hende tilladt at gaa i Kirke paa Paaskedag og der tage Tjeneste (Alterens Sakramente).

Friller, Horkvinder og de Kvinder som avle Børn med Frænder i forbudne Led, skulle ei ledes i Kirke efter sin Barselseng; hvo der leder dem bøde til Biskoppen en halv Mark.

Ingen Prest maa skifte, give eller selge bort noget af den Indtægt eller de Messeklæder, som ligger til Prestekaldet, eller af andet Gods, som fra gammel Tid ligger til Prestebordet, uden med sin Biskops Raad; ellers er Kjøbet ugyldigt, det dobbelte tilbagebetales, og 3 Mark bødes til Biskoppen. Samme Straf er den underkastet, der ved Efterladenhed og Vanrøgt lader Jord eller andet Gods gaa fra sin Kirke, medens han bestyrer den. De „Kirke-Kjør“, som tilhøre Prestebordet, eller gives dertil i hans Embedstid, skal han tage Nytten af eller bortleie, medens han forestaar Kirken; men han eller hans Arving skal overlevere dem alle til Eftermanden, eller bøde fuld Erstatning til denne og desuden i Søgsmaalsfald 3 Mark til Biskoppen.

Den Prest, som modtager en Kirke efter Gudslov, bortbygsle de Ejendomme, som ligge til Presteindtægten paa saamange Aar, som skjønsomme Mænd finde tjenligt for Jorden. Har han fuldt Bol (fullt ábœli, fuld Prestegaard) og leier sig en anden Jord til, saaledes at han derved lægger Bolet øde, da bøde han som sex skjønsomme Mænd vurdere. Ødelægger han Jorden ved at betinge sig større Landskyld af den, end den kan bære, erstatte han efter sex Mænds Vurdering og bøde 6 Ører til Biskoppen. Forøvrigt skal Presten med Hensyn til Prestejordens Benyttelse og Bebyggelse samt Bortflytningen fra den være samme Bestemmelser underkastet, som Landsloven opstiller for Leilændingen (naturligviis saaledes, at Eftermanden træder i den tilflyttende Leilændings Sted, og Biskoppen paa Kirkens Vegne betragtes som Landsdrotten).

Af enhver Jordens Grøde skal Tiende gjøres i det Sogn, hvor den voxer, hvor saa Ejeren opholder sig.

Alle Geistlige (lærðir menn) skulle opføre sig sømmeligen og vogte sig for al Slags nye, iøinefaldende Moder i Klædedragt, baade hvad Snit og Farve angaar. De skulle i Overklæder have eenfarvet Tøi, dog ikke gult, grønt eller rødt; sit Skjæg og sin Krone (Isse) skulle de lade rage saa ofte som behøves, og have Haaret rundt afskaaret om Hovedet saa kort, at Ørelappen sees, eller og bøde een Mark. Alt usømmeligt Erhverv er dem forbudet, nemlig at indkjøbe noget for igjen at selge det dyrere.

De skulle ei tage Ombud af Lægfolk til nogen Sagførsel, eller møde paa Stevne for Lægmands Dom, undtagen de søge sin eller sin Kirkes Ret, eller og dens Ret, som Loven tillader dem at søge, nemlig Frænders, Enkers eller faderløse Børns. Det er alle Klerker under Bansstraf forbudet at sidde i nogen Dom, skrive Breve eller Domme, eller være i noget Raad eller Samtykke i Sager, hvor det gjælder Mænds Liv eller Lemmer; heller ikke skulle Geistlige bære Vidne eller aflægge Ed for Lægmænd, eller underkaste sig eller sine Sager disses Dom uden sin Biskops Orlov. Det er dem forbudet at deeltage i Bryllupper, som ei i Forveien ere lovligen lyste, under Straf af tre Aars Suspension og yderligere Revselse, hvis Biskoppen saa synes.

Det er Presterne forbudet under Suspensions Straf at synge Egteskabs-Messe (pusanar messu) for Enker, naar de giftes; det maa kun skee for Jomfruer.

Presten maa ikke, under Bans Straf, forud gjøre nogen Handel eller noget Vilkaar eller kræve Betaling for Egtevielse (pusan), Begravelse, den sidste Olies Meddelelse (olean), eller for nogen prestelig Tjeneste; thi enhver er skyldig at yde dette uden Tingen (kauplaust). Men efterat det er forrettet, tillades at kræve gammel Skyldighed (fornu sklldu) og at modtage med Tak hvad Enhver godvilligen vil give. Den Prest, som uden lovlig Grund forholder Nogen Tjeneste (Alterens Sakramente) paa Paaskedag, bøde til Biskoppen 3 Mark og være suspenderet fra Messesang i tre Maaneder.

Alle Hovedprester og Kapelprester, som have Sogn, skulle prædike Troen (telia trú) for sit Sognefolk hver Søndag.

Hovedpresterne skulle under Straf af Suspension fra Embedet selv synge Messe, navnligen paa alle Høitidsdage, og høre sine Sognemænds Skriftemaal ligesaavel som Vikarierne.

Presten, som synger Messe, skal selv blande Vand med Vin i Kalken, men ikke Klerken; der skal være meer Vand end Vin.

Ingen Prest skal tillade at sætte i Kirken Kister, Husgeraad eller Skibsredskab. Saadant maa indflyttes til Redning for Fiendehaand eller Ildsvaade, men skal igjen bortføres saa snart som muligt under een Marks Bod.

Gjør Nogen Almisse til en anden Kirke end sin Sognekirke, men hans Sogneprest anvender den anderledes end Giveren bestemte, da bøde Sognepresten til hiin Kirke og dens Prest det dobbelte, men til Biskoppen to Mark.

Ingen Prest maa synge Messe uden i Messeklæder, med Messebog foran sig, og med Kors og brændende Kjerter paa Alteret; en Klerk skal svare ham. I andet Fald bøde Presten til Biskoppen een Mark for hver Ting som mangler; med mindre der er nødvendigt Forfald, som f. Ex. at hans Klerk er død. Ganske er det forbudet, at nogen Kvinde maa tjene Presten for Alteret i Messen.

Det er ei Lægmand tilladt at staa i Choret (Sanghuset) hos Klerkerne, medens disse forrette Gudstjenesten (flytia tiðir), undtagen dem alene, der læse og synge med.

Prester skulle ei uden i Nødsfald bære Kampvaaben (fólkvapn) under Bod af en halv Mark.

Alle Apostelmessedage skulle holdes dobbelt (dupplex festum).

Naar en Prest dør, ere alle de nærmest værende Prester skyldige at indfinde sig og lade læse Psalmer for hans Sjæl, eller bøde Biskoppen en halv Mark.

Ingen Prest skal paa Paaskedag indvie mere Tieneste, end han siden uddeler; det tiloversblivende skal være nydt inden en halv Maaned, eller bøde tolv Ører.

Presterne skulle paa Paaskedag eller de andre Dage, da de skulle meddele Guds Legeme, undervise sit Sognefolk om, at man skal gaa med Rolighed og Velanstændighed til denne hellige Tjeneste; hver skal falde paa Knæ foran Alteret og ikke staa op, for han har nydt Guds Legeme og skyllet sin Mund vel med Vin eller Vand. Klerken skal have tilrede et reent Kar med Vand og give enhver, som tager Tjeneste.

Ligger en Prest syg, da sende han Bud efter en anden Prest, og den som er ham nærmest, er skyldig at hjælpe ham og hans Sognemænd.

Hvis en Prest bagtaler Nogen for Kongen eller Biskoppen, bøde sligt som hiin skulde, hvis Beskyldningen var sand. Men hvis en Geistlig bagtaler en Biskop for Kongen, da skal han fæste for sig Setter-Ed (sex Mænds Ed) af Geistlige og selv være den syvende; men bliver han overbeviist derom, da være alt hans Gods, baade i Land og Løsøre, ligesom og hans Embede og Indtægter i Biskoppens Vold.

Med Ede skulle Geistlige verge sig i saadanne Sager, som Kirkelovene nævne, men ikke med andre Renselser.

Alle Prester, som have Kirker, skulle sidde ved dem og være inden Sognet, og forlade det ikke uden fuld Nødvendighed. Det er dem aldeles forbudet at fare i Pilegrimsfærd eller nogensteds udenfor Biskopsdømmet uden sin Biskops Orlov.

Udenlandske Mænd og saa alle andre skulle erlægge sin Tiende af al Næring og Erhverv der, hvor de have sit Vintersæde og hvor de ere Julenat; medmindre de da ere i Gjestebud et andet Sted, i hvilket Tilfælde Tienden gaar efter Vintersædet.

4) Vedkommende Prestemøderne (Diøcesan-Synoderne):

Hver Geistlig, som bliver nævnt til Prestemøde, indfinde sig forfaldsløst, eller bøde Biskoppen tre Mark; saa bøde og den, som møder ukaldet, med mindre han har Sag at søge eller verge.

Hovedpresterne skulle nævne Geistlige til at fare og til at sidde hjemme, saaledes at heri vexles; og skal hver Hovedprest, der undlader at nævne Prester til Prestemødet hvert Aar, naar Prestemøde skal være, bøde som for sagt, og ligesaa hvis han ei indfinder sig selv, saafremt ikke gyldigt Forfald volder hans Udeblivelse, og da nævne han en af de Kapelprester (kapellu-prestar) som nærmest ere, til at møde for sig for den Gang.

Hver Prest skal, førend han farer hjemme fra, skrifte og berette (husla) enhver Syg og døbe Børn i sit Sogn; men de Geistlige, som ere hjemme, skulle uden Godtgjørelse røgte alle Kirkesognene under deres Sognepresters Fraværelse. Enhver bortreisende skal, næste Søndag før sin Afreise hjemme fra, lyse i Kirkedøren, hvo der skal betjene Sognet, medens han er borte.

Hver Prest skal have med sig til Synoden Stola, Haandbog og Overkjole (yfirsloppr); bøde een Øre for hvert, som han ikke har. Den Prest, der har sunget (været i Embede) fem Aar, skal eje Messeklæder og Tidebøger (tiðabœkr d. e. de til Gudstjenesten hørende Bøger), og fremvise dem paa Prestemødet.

Hvis en Prest paa sin Reise til Prestemødet kommer i en andens Sogn, medens denne er fraværende i samme Erinde, da maa hiin ustraffet forrette den Tjeneste, som forlanges af ham; han maa ei herfor kræve Løn, men vel modtage, hvad frivilligen gives ham, dog saaledes at den fraværende Sogneprests Indtægter ei derved formindskes.

Der skal ringes til Prestemødet efter at Evangelium er læst i Kathedralkirken og indtil Sanctus synges. De Geistlige skulle indfinde sig fastende og være samlede i Choret, naar Biskoppen indtager sit Sæde, eller bøde een Øre. Hver Prest skal paa Mødet sidde i Overkjole (í yfirsloppi) under Straf af een Øres Bod, og Høgendespresterne sidde hver hos sin Hovedprest.

Naar Mødet er sat, og Biskoppen, eller den som holder Mødet, har forrettet Tjenesten, undersøges om alle Prester ere tilstede. Den, som er i Byen og ikke forfaldsløst indfinder sig til Forhandlingerne, bøde tre Mark; men den som forfaldsløst gaar fra Mødet uden Tilladelse bøde to Ører.

Indtræder nogen uvedkommende i Kirken orlovsløst, bøde han een Øre.

De Prester og Diakoner, som ikke have Kirker og ikke have Sag at forsvare eller søge, skulle ei være paa Mødet uden Tilladelse, og heller ikke de Prester, som ville fare af Biskopsdømmet, under en Bod af tre Ører.

Paa Mødet skal undersøges, om Presterne i det forløbne Aar have ret tilsagt Messedage eller Festdage; ogsaa skal lyses naar Fasten og Advent indtræder i det kommende Aar.

Alle skulle opføre sig ordentligen paa Mødet, lytte opmærksomt til Biskoppens Tale, og andre Geistliges, som have noget at foredrage; Ingen begynde noget Kæremaal uden Biskoppens Tilladelse; hvis Nogen gjør dette eller paa anden Maade volder Forstyrrelse, bøde han hver Gang een Øre.

Ingen skal gjøre Anden falsk Beskyldning paa Prestemøde; den som det gjør, bøde som hiin skulde, om Beskyldningen var sand; med mindre han sander med enkelt Eed, at han troede sig at søge en ret Sag.

Paa Mødet skal oplæses Navnene paa alle de Geistlige, som i det forløbne Aar ere døde; hver Hovedprest skal gjøre det for sit Fylke. En Dag under Modet skal Biskoppen selv synge Sjælemesse, og i den skulle alle paa Mødet tilstedeværende Geistlige offre hver en engelsk Penning eller en halv Ørtug Sølv, hvilket Offer skal skiftes mellem de Fattige.

Hvo som aabenbarer Sager, forhandlede paa Mødet, hvilke Biskoppen vil have hemmeligholdte, han bøde tre Mark til Biskoppen og være suspenderet ved selve Gjerningen fra Indtægt og Embede i sex Maaneder. Biskoppen skifte Boden mellem de Fattige.

Den Prest, som bryder hvad Biskoppen vedtager paa Prestemødet, og de Geistlige der enes om, bøde tre Mark.

Hver Fylkesprest skal ordentligen bringe med sig til Prestemødet Romerskatten af hele sit Fylke, eller bøde en halv Mark; hvis nogen Kapelprest modvilligen undlader at udrede den til Fylkespresten forinden, da bøde han det samme.

Alle ere og skyldige at betale „Preste-Sølv“ (presta silfr) paa Prestemødet: hver Chorsbroder og Fylkesprest een Øre, hver Fjerdingsprest en halv Øre, og hver Kapelprest een Ørtug.

Hovedpresterne ere skyldige, inden een Uge efter sin Hjemkomst fra Prestemødet, at underrette de Kapelprester, som hjemme sidde i Heredet, om hvad der paa Mødet er blevet forhandlet og vedtaget. Hvad heraf rører Lægfolket, det skal baade de som vare paa Mødet, og de som sad hjemme, lyse og forklare for sit Sognefolk i Kirkedøren inden en halv Maaned efterat det bliver hver bekjendt, og siden saa ofte som det synes nødvendigt^[17].

Disse provinsiale Conciliebestemmelser for den norske Kirke ere de vidtløftigste af det Slags, hvilke ere os levnede. De ere hovedsageligen uddragne af de pavelige Decretaler, og ere ganske vist for den allerstørste Deel at betragte ikke som Nyheder i den norske Kirke, men som en Samling af kirkelige Sedvaner, der forlængst og efterhaanden allerede vare indførte og havde vundet Hevd, hvilken Samling, idet den nu stadfæstedes og udgaves af et Provinsialconcilium, fik fuldkommen Lovskraft i hele den norske Kirkeprovins.

Bestemmelserne om Klostrene ville sees at stemme i det Væsentligste med hvad allerede tidligere var forordnet paa Provinsialconciliet i Oslo 1306^[18]. Bestemmelserne om Bannet ere, som det lader,Indprentning af ældre Brug. Med en vis Forsigtighed ere de selvskrevne Banstilfælde antydede, maaskee for ikke ligefrem at stode an mod den verdslige Styrelse, der i Kong Haakon Magnussøns Aand hadede Bannet, navnligen anvendt som et Middel til at søge Kirkens Rettigheder uden Lovens Mellemkomst, samt til at aftvinge Lægfolket Ydelser, hvortil det ikke ifølge Loven var udtrykkelig forpligtet. Hvad endelig de talrige Bestemmelser om Presterne og Prestemøderne angaar, da vidne disse alle om en virksom Stræben efter at overholde streng Orden baade i Kirkestyrelsen og Gudstjenesten og Sogneforholdet, hvilken Stræben sikkert maa have baaret sine gode Frugter. Det bergenske Provinsialconcilium af 1320 maa overhovedet agtes for et af de mærkeligste for det Indblik, dets Bestemmelser give i den norske Kirkes daværende indre Forholde, hvilke med Hensyn til Tidsalderen vise sig i et gunstigt Lys.

Mod Biskop Vilhjalm af Orknøerne^[19], der var en af de i Conciliet deeltagende Prælater, fremsattes under hans Ophold i Bergen flere Klagepunkter fra Erkebiskoppens Side.

Da Biskop Vilhjalm, heder det, i hele Provinsen havde et ondt Rygte, saa havde Erkebiskoppen tidligere ladet hans Biskopsdømme visitere ved Kormak, Archidiaconus af Suderøerne og Grimar Ormssøn Præbendarius af Nidaros. Disse havde under sin Visitation eller strax efter dennes Fuldendelse afgivet en Indberetning til Erkebiskoppen, der var til Biskop Vilhjalms Fordeel. Han havde, sagde de, modtaget dem med Forekommenhed og understøttet deres Visitation. De havde paa denne erfaret, at Manglerne ved Kirkerne meer havde sin Grund i hans Formænds Efterladenhed, end i hans egen; han havde ikke i kort Tid kunnet bøde paa disse Mangler, men havde lovet at det skulde skee og anviist Midler dertil af sine Indkomster. Hvad de onde Rygter om hans Opførsel angik, som Erkebiskoppen især havde paalagt dem at undersøge, da kunde de forsikkre, at de vare usande; og især var dette Tilfælde med de Beskyldninger, der vare ham gjorte for Ukydskhed^[20].

Men ganske anderledes maa Visitatorerne senere have forklaret sig for Erkebiskoppen, hvad enten dette nu er skeet ifølge nye dem tilkommende Oplysninger, eller fordi de i sin første Indberetning have ladet sig utilbørligen paavirke af Biskoppen og dennes Venner, til hvilke Magnus Jarl af Øerne og hans Brud Catharina synes at have hørt.

De sees nemlig nu at have udsagt, at de ved nøiagtig Ransagning havde fundet, at Biskoppen, til Skade baade for Kathedralkirkens og de biskoppelige Bygningers Vedligeholdelse og for Presternes Underhold, havde formindsket Stolens Gods ved Afhændelse og Forlening; – at han ei canonisk havde bortgivet noget geistligt Embede, men antaget paa visse Aar, ja Maaneder, Fremmede, Omløbere, og Frafaldne mod en vis Afgift til Biskoppen; – at han havde tilsidesat den biskoppelige Anstændighed ved at overlade sig til støiende Jagtforlystelser, for at tie med andre Usømmeligheder; – at han havde været ligegyldig i sit Embede og ikke søgt at rette paa sine Uuderhavende, der vare Afgudsdyrkere, Troldkarle, Kjettere og i andre Maader Ugudelige, han havde endog blandt sit Tyende holdt aabenbare Bansatte. – Paa Grund af alle disse Beskyldninger afsatte Erkebiskoppen ham ved Brev af 17de Juli fra Biskopsgodsets Bestyrelse, idet han formanede ham til Forbedring.

En anden Anklage mod Biskop Vilhjalm var, at han havde fængslet en Canonicus af Orknøerne, Ingilbert Lyning, hvilken Erkebiskoppen havde sendt til ham for at forhøre om Peterspengen, ja havde frataget Ingilbert hans Præbende og alle hans Ejendomme, og havde dem endnu i sin Besiddelse, trods Erkebiskoppens Advarsel. Vilhjalm havde desuden i 15 Aar hemmeligen tilegnet sig selv en Deel af Romerskatten indtil et Beløb af 53 Mark Sterling. Erkebiskoppen forelagde ham i denne Anledning ved dem af 20de Juli, en Frist af 3 Maaneder, inden hvilken han under Bans Straf skulde udrede hine 53 Mark og gjenindsætte Ingilbert i hans Præbende.

Endelig beskyldtes Vilhjalm for at have tilbageholdt paa Orknøerne en nys afdød Frues Lig, uagtet hun havde erklæret at ville begraves i Nidaros’s Kirke (Kathedralkirke?). Ved saaledes at bryde den Afdødes sidste Villie var han falden i Interdikt efter Kirkeloven, hvorfra Paven alene kunde løse ham. Erkebiskoppen paalagde ham imidlertid ved Brev af 28 Juli paa egen Bekostning, og under Straf af Suspension fra Indgang i Kirken, at føre Liget til Throndhjem, og forbeholdt sig desuden at paalægge ham anden Straf for hans Ulydighed.

Disse tre Erkebiskoppens drevne bleve, rimeligviis efterat denne selv havde forladt Bergen, den 5te August oplæste af den fornævnte Grimar for Biskop Vilhjalm i den bergenske Biskops Consistorium.^[21].

Biskop Vilhjalm maa udentvivl have været en Prælat af det Slags, hvorpaa det sydlige og vestlige Europa ved denne Tid afgav saa mange Exempler, – meer verdslig og fri i sin Levemaade, end Kirkeloven tillod, og den norske Kirke endnu havde vant sig til at taale. Han har vel taget sig enkelte engelske og skotske Biskopper til Mønster, og hans Adfærd har maaskee vakt mindre Anstød paa Orknøerne, hvor den megen Berøring med Skotterne allerede tidlig synes at have givet Folkets Seder Præget af en vis Vildhed og Tøilesløshed. Men Erkebiskop Eilif har ikke villet see gjennem Fingre med sligt; og man maa formode, at Biskop Vilhjalm har lovet Bedring og i det mindste ser det første rettet paa sin Opførsel og afhjulpet de væsentligste Ankeposter. Imidlertid seer man, at Erkebiskoppen fremdeles har holdt et vaagent Øie med ham. Thi i 1321 finder man, at Erkebiskoppen atter har havt Visitatorer over paa Orknøerne, nemlig de førnævnte Grimar og Ingilbert. Disse indgave dengang hver for sig en Indberetning, der havde saadanne Besynderligheder ved sig, at Erkebiskoppen ved Brev af 25de Marts 1322 opfordrede Biskop Audfinn af Bergen til, paa sine Vegne, at kræve af dem en canonisk og rigtig Underretning, navnligen om Processen med den orknøiske Biskop, ja endog paalægge dem Ban for deres Forsømmelighed^[22].

En anden Sag, som ganske vist under de norske Biskoppers Samvær i Bergen har været bragt paa Bane, var Tvisten mellem Biskop Audfinn og Kapelmagisteren.

Audfinn havde allerede gjort alle Forberedelser til at forfølge denne Sag for den pavelige Kurie. Han havde beskikket sin Chorsbroder, Paal Baardssøn, der studerede i Paris, til sin Fuldmægtig og havde oversendt ham rigelige Pengebidrag for dette Øiemed^[23]. Alligevel har sandsynligviis den fredeligsindede Erkebiskop ved sin personlige Nærværelse omstemt ham. Sagen undergaves nemlig nu fra begge Sider Erkebiskoppen, Biskop Halvard af Hamar og Salomon Thoraldessøn, Chorsbroder af Nidaros, som Voldgistsdommere til endelig Afgjørelse. Dette er rimeligviis skeet i Bergen; men Voldgiftsdommen blev afsagt i Tunsberg den 16de August samme Aar (1320). Efterat nemlig Mødet i Bergen var sluttet, drog Kongen og hans Moder, efter den 19de Juli^[24], øster i Landet, og ledsagedes didhen af Erkebiskoppen og flere af de paa Provinsialconciliet samlede Prælater. Under alle disse Ophold i Tunsberg blev rimeligviis den nævnte Voldgiftsdom fældet.

Dommen lød paa Følgende: 1) Alle, som „endog i tvivlsomme Ting“ havde stødt an mod Biskop Audfinns Verdighed, skulde bede ham om Tilgivelse, hvilken denne uden Vanskelighed „naadigen“ burde skjænke dem. Alle Bansættelseserklæringer (sentenciæ), der fra den ene eller anden Side vare afsagte, skulde være tilbagekaldte, alle Voldsomheder og Forurettelser glemte, og Biskoppen skulde uden Vanskelighed løse eller lade løse alle dem, som i denne Anledning trængte til Afløsning. – 2) Begrændsningen af Kirkesognene i Staden Bergen og Betroelsen af Sjæle-Omsorgen burde fremdeles som forhen umiddelbart høre under Biskoppen, dog med den Tillempning for den forbigangne Tid, at af alle de Tiender, som uden Biskoppens Anordning ere ydede, skulde Halvdelen erstattes, men den anden Halvdeel naadig eftergives „for Fredens Skyld.“ – 3) Fane Kirke skulde nu som tidligere tilhøre Apostelkirken, med al Eiendom, hvilken inden een Maaned efter Dommens Lysning skulde gjenerstattes. – 4) Hvis Kongen, Dronningen og deres Børn maatte ønske at modtage i Apostelkirken Herrens Legeme, da skulde det og være tilladt deres Følge af Riddere og Svende der at communicere, for saavidt ingen af dem var i Kirkens Forbud. I Kongens og Dronningens Fraværelse skulde det samme være tilladt Fehirden, „der sidder i Kongens Gaard,“ hans Kone og Børn. Alle samme kongelige Kapels Klerker skulde det være tilladt at begraves der i Kirken eller paa dens Kirkegaard, og ligesaa alle Andre, som der frit vælge sin Begravelse, dog med Forbehold af den Ret, som i sligt Tilfælde tilkom Sognepresten. I Apostelkirken maatte Kongens Børn døbes, og de som Kongen, Dronningen eller deres Børn selv holdt over Daaben, og skulde til en saadan Forretning Chrisma og Olie leveres fra Kathedralkirken. I Apostelkirken maatte endelig ogsaa de Egtefolk vies, hvis Bryllup Kongen eller Dronningen holdt i sin Gaard eller paa sin Bekostning. – 5) Provst, Chorsbrødre og Prester af omhandlede Kapel skulde forøvrigt aldeles ikke befatte sig med Uddelingen af Sakramenter eller med Administration af hvad Sognepræsterne tilkommer, med mindre Biskoppen af sin Naade dertil gav særlig Fuldmagt. – 6) Hvis nogen Tvivl kunde vækkes med Hensyn til nogen Artikel i Dommen, da forbeholdtes Voldgifsmændene Afgjørelsen og den nærmere Fortolkning^[25].

Denne Dom, der i det Hele bærer Upartiskhedens Præg, synes at være bleven adlydt af begge de stridende Parter, skjønt den neppe fuldkommen behagede nogen af dem. Om Parterne selv vare tilstede i Tunsberg, siges ikke. Den paafølgende 18de September var Biskop Audfinn i Bergen, hvor han afgjorde et tvivlsomt Abbedissevalg i Nonneklosteret (Nunnusetr)^[26].

1. N. Dipl. III. 113.
2. Breve af 13de October – 21de November 1319. Suhm D. H. XI. 858 (efter Barth. Mskr. E. 15–22.)
3. kterne i denne Sag af 20de Marts 1320 i Barth. Mskr. E. 36–51, jfr. Suhm D. H. XII. 29–31.
4. Suhm D. H. XII. 30, 337.
5. Suhm D. H. XII. 31, 338.
6. Barth. Mskr. E. 61.
7. Biskop Signar af Færøerne hans Brev til Audfinn, rimeligviis af April Maaned 1320 (Barth. Mskr. E. 61): Signar har erfaret, at nogle af Biskoppens Avindsmænd, hvoriblandt især Finn, skrive meget til Forskjellige mod Biskoppen. Men Erkebiskoppen er Audfinns og Sandhedens Ven; og omendskjønt man taler om, at mange Sager skulle oprippes mod Audfinn i de øvrige Prælaters Nærvær, saa behøver han dog ikke at frygte.
8. Breve af Marts? 1320 til Kongen og Hertuginden, Saml. t. d. n. F. S. og H. I. 525.
9. Isl. Ann. 214.
10. Isl. Ann. 212.
11. Isl. Ann. 194, 198.
12. Brev af denne Dag Mskr.
13. Suhm D. H. XII. 33.
14. Isl. Ann. 216.
15. See hans Brev til Audfinn omtalt o. f. II. 197.
16. Erkebiskoppens Kaldelsesbrev til Biskop Audfinn af 7de Samme s. A. Suhm D. H. XII. 28.
17. Disse Conciliebestemmelser ere os bevarede i tre forskjellige Dokumenter, af hvilke det ene mest opholder sig ved Bestemmelserne angaaende Klosterlivet, det andet ved de Geistliges Stilling med Hensyn til deres Stand og ved den Adfærd, de have at iagttage med Hensyn til Bannet; det tredie, som er det vidtløftigste, ved Presternes Forhold til deres Menigheder og til Gudstjenesten og de dermed forbundne Handlinger, samt ved Prestemøderne eller Diøcesansynoderne, om hvilke sidstnævnte desuden udførligen handles, især med Hensyn til Nidaros’s Biskopsdømme, i et eget Tillæg Bestemmelserne, der rimeligviis, som alle Statuter givne paa Provinsialconcilier, egentlig have været affattede paa Latin, ere levnede i en udentvivl samtidig Oversættelse, og findes trykte i N. g. L. III. 246–270 og 307. I nærværende Udtog ere de for en bedre Oversigts Skyld ordnede nogenlunde efter Indholdet.
18. S. o. f. II. 106.
19. Indviet 131O, s. o. f. II. 153 f.
20. Suhm D. H. XII. 37 (efter Barth. Mskr. E. 134–136.
21. Suhm D. H. XII. 33–35, efter Barth. Mskr. E. 137–145.
22. Suhm D. H. III. 64.
23. Suhm D. H XII. 147 (efter Barth. Mskr. E. 107).
24. Paa denne Dag var nemlig Kongen endnu i Bergen, da en Stadfæstelse paa denne Bys Rettigheder blev udstedt og beseglet i hans Overvær. N. g. L. III. 149–151.
25. Mskr. i den Arn. Magn. Dipl. Sml. jfr. Suhm D. H. XII. 35–37.
26. N. Dipl. III. 115. (Der var 36 vælgende Nonner).