Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/73

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 213-222).

I den norske Kirke var der nu i de nærmest følgende Aar roligt. Imidlertid foregik flere Biskopsskifter.

I den skaalholtske Biskop Arne Helgessøns Sted, der døde i Norge i Begyndelsen af 1320^[1], kom den islandske Prest Orm Thorsteinssøn paa Valg og reiste til Norge; men han døde samme Aar før sin Indvielse. Derpaa valgtes en vis Orm Steinssøn, men han frasagde sig i 1321 Valget, lovede en Pilegrimsreise til Rom og døde kort efter^[2]. Nu valgtes Grimar Skutessøn, Abbed af Holm, til Skaalholts Biskop tidlig i 1321. For at spare sine Lydbiskopper en besværlig Reise til Nidaros for at overvære hans Indvielse, lod Erkebiskoppen ham drage til Bergen, og bemyndigede ved Brev fra Nidaros af 3die Mai Biskop Audfinn til at indvie ham i Overvær af Biskop Signar af Færøerne, der altsaa endnu ikke var dragen til sin Stol, og Biskop Haakon af Stavanger^[3]. Audfinn udførte Indvielsen den 28de Juni, modtog Grimms Ed, og gjorde Indberetning om det Hele til Erkebiskoppen^[4]. Grimar kom imidlertid ikke til Skaalholt; thi medens Kjøbskibet, der skulde føre ham over til Island, laa i en norsk Havn og ventede paa Bor, døde han. De islandske Annaler sige, at han kun var Biskop i tre Maaneder, men i denne Tid havde han i Gjestebud og Overdaad bortødet meget af sin Biskopsstols Gods. Han havde derfor intet godt Lov af Islændingerne, der, fordi han lod slagte en Mængde Fæ til sine Gjestebuder, gav ham Øgenavnet Skurdgrimar, det vil sige Slagtergrimar^[5]. Nu traf endelig Erkebiskoppens og Chorsbrødrenes Valg en Mand, der virkelig kom til Skaalholts Stol. Det var en norsk Prædikebroder Jon Haldorssøn, eller som han ogsaa kaldes efter sin Moder: Freygerdssøn, en redelig, veltalende og meget lærd Mand, der for sine Studiers Skyld længe havde opholdt sig ved Universiteterne i Paris og Bologna. Der bemærkes om ham, at han talede Latin med samme Færdighed som sit Modersmaal. Jon blev indviet den 1ste August 1322 og kom til Island til sin Biskopsstol det følgende Aar^[6].

I Aaret 1322 døde Biskopperne Haakon af Stavanger og Helge af Oslo. Den første døde før 30te Mai^[7]. Begge synes at have været meget anseede Mænd. I deres Sted valgtes og indviedes samme Aar: Erik til Stavanger, og Salomon Thoraldessøn, Chorsbroder af Nidaros, til Oslo. Om den sidste veed man, at han havde studeret i Udlandet, og var allerede i 1305 Chorsbroder i Nidaros^[8]. Han er oftere ovenfor nævnt. Maaskee ere begge disse Biskopper indviede samtidig med Jon Haldorssøn, altsaa den 1ste August 1322.

Ved denne Tid døde endelig ogsaa Biskop Audun Thorbergssøn Raude til Hole. Uagtet han i sin Embedstid havde adskillige Stridigheder med enkelte af Nordlandets Prester, og i Begyndelsen ikke var saa ganske vel anseet, fordi han var en Udlænding og ikke ret vant ved Landets Skik, saa erhvervede han sig dog efterhaanden et godt Lov af Folket baade for Embedsvirksomhed og for Gudsfrygt, geistlig Lærdom og Veltalenhed. Han holdt Skolen ved sin Kirke i god Stand og forsørgede den med velskikkede Lærere. Allermest blev han dog priset for sit Høvdingesind, sin Pragt og Gjestfrihed. Han byggede meget baade paa sin Kathedralkirke og paa sin Biskopsgaard, og ved sin Gjestfrihed gjorde han sig mangen Modstander til Ven. Det fortælles om ham, at naar han, som ofte kunde skee, havde Stevnemøde hjemme paa Hole med sine Uvenner, og der saa under deres Forhandlinger meldtes, at Maaltidet var rede, pleiede han at sige til sine Modstandere: „Lader os nu gaa til Bords! vi skulle ikke give Maden Skyld for, at I ere utilfredse med mig.“ Naar han da med Munterhed havde bevertet dem rigeligen, havde han tillige som oftest omstemt deres Sind, saa at de forligede sig med ham og lagde sin Sag i hans Vold. Hans Adfærd mod sin fordums Modstander Laurentius Kalfssøn viser ogsaa hans Sindelag fra en fordeelagtig Side. Laurentius holdt dengang til i Thingøre Benedictiner-Kloster, hvor han i 1316 endogsaa lod sig vie til Munk, samtidig med sin unge Søn Arne, som han havde avlet i Norge, og som kort forud var kommen over til ham. I Førstningen gav Biskop Audun kun liden Agt paa ham, men siden drog han ham meer og meer til sig, forligede sig fuldkommen med ham og satte sin Dattersøn Eystein Raud i Skole hos ham i Thingøre. Audun kom ikke til Provinsialconciliet i 1320; men senere samme Aar, eller ogsaa i det følgende drog han til Norge og opholdt sig i Nidaros hos Erkebiskop Eilif den sidste Vinter af sit Liv. I Julen 1321 holdt han et herligt Gjestebud, som varede i mange Dage, og i hvilket Erkebiskoppen selv var tilstede. Men under dette Gjestebud blev Audun syg, og hans Sygdom tog til under Lægebehandlingen. Længe stred han imod og var hver Dag hos sine Gjester og deeltog i deres Glæde. Men før Gjestebudet var sluttet, blev han saa svag, at han maatte gaa til Sengs, hvilket han gjorde efterat have taget en vakker Afsked med sine Gjester, og paalagt dem at forblive der Gjestebudet til Ende, hvorledes det end gik med ham. Hans Sygdom tiltog nu, og da han nærmede sig Døden, kom Erkebiskop Eilif til ham for at raadføre sig om hvo der helst skulde kaares til hans Eftermand. Audun anbefalede da fremfor alle Andre Broder Laurentius Kalfssøn baade paa Grund af hans Gudsfrygt og hans Lærdom og Dygtighed. Erkebiskoppen gjorde nogle Indvendinger, idet han mindede om ældre Forhold og Laurentius’s Opførsel imod dem begge under Striden mellem Erkebiskop Jørund og Chorsbrødrene. Men Audun vilde ikke høre noget herom; han talte for Laurentius med saadan Varme, at det fremkaldte Taarer hos alle Omkringstaaende. Han døde derpaa den 27de Januar 1322 og blev begraven i Marie Kirke i Nidaros.

Erkebiskop Eilif fulgte hans Anbefaling, og paa et kort efter holdet Kapitelsmøde blev Laurentius Kalfssøn kaaret til Biskop af Hole. Tidenden om Valget kom samme Aar til Island; men Laurentius drog først det følgende Aar til Norge, hvor han led Skibbrud ved Haalogaland og blev Vinteren over hos Erkebiskoppen i Nidaros under den venskabeligste Behandling. Da han kom for Erkebiskoppen, heder det, faldt han denne til Fode og bad om Tilgivelse for hvad han havde forseet sig mod ham. Men Erkebiskoppen gik ham imøde, reiste ham, udbad sig selv hans Tilgivelse og bød ham velkommen som sin Gjest. Laurentius blev indviet St. Hans Dag, den 24de Juni, 1324 i Overvær af Biskopperne Audfinn af Bergen og Vilhjalm af Orknøerne; Stedet nævnes ikke, maaskee har det været i Bergen. Samme Aar seilede han over til Island, tog sin Stol i Besiddelse og holdt den første Biskopsmesse paa Allehelgenesdag, den 1ste November^[9].

I noget over tre Aar stod den Rigsstyrelse ved Magt i Norge, som efter Kong Haakon Magnussøns Død havde dannet sig. Maaskee har den i Formen nogenlunde svaret til denne Konges Bestemmelse; men i Gjerningen lededes den, som allerede bemærket, af Hertuginde Ingebjørg og hendes Yndlinger, – og det paa en meget mislig Maade. Uvillien over hendes Fremfærd tiltog imidlertid baade i Sverige og Norge, og da Sveriges misnøiede Stormænd i Juli Maaned 1322 havde i Skara indgaaet en Forbindelse til Indskrænkning af hendes Anmasselser, begyndte ogsaa Utilfredsheden at give sig Luft i Norge.

Ønsket om en Forandring i Rigsstyrelsen synes at være blevet almindeligt i Norge og deeltes, saavidt man kan skjønne, ogsaa af Styrelsesraadet, der følte sig tilsidesat og afmægtigt. Man henvendte sig i denne Spending til Erkebiskop Eilif. Han kom ogsaa paa Opfordring om Vinteren 1322–23 til Oslo, hvor efter hans Kaldelse, Rigets fornemste verdslige Store og Kongens haandgangne Mænd, samt Biskopperne Halvard af Hamar, Salomon af Oslo og Jon af Skaalholt samledes til et Møde den 20de Februar 1323. Efterat her bittre Klager vare førte mod den hidtilværende Rigsstyrelse i Norge, overdrog man ved eenstemmig Beslutning Erkebiskoppen at udvælge Riget en Formand, hvem de Forsamlede paa Forhaand lovede at lyde, saalænge han overholdt sin Troskab mod Kongen og Riget. Ifølge denne Fuldmagt kaarede Erkebiskoppen Hr. Erling Vidkunssøn til Rigets Formand. Valget blev samtykket paa et almindeligt Thing i Oslo, hvor Erling lovede i sit Formandskab at paasee Kongens og Rigets Hæder og Gavn^[10]. Hermed var da den af Kong Haakon indsatte Rigsstyrelse ved et Raad af 12 Mænd hævet, og een enkelt Rigsforstander sat i Stedet.

Øiemedet med denne Forandring var aabenbare deels at give Rigsstyrelsen større Kraft og Eenhed, deels og især at udestænge Hertuginde Ingebjørgs og hendes Yndlingers Indflydelse. Dette sidste lykkedes ogsaa. Vel finder man endnu en Stund Hertuginden en og anden Gang optrædende ved Siden af Rigsforstanderen og det norske Raad i vigtige Statsforhandlinger; men dette er mest i Tilfælde, hvor hendes Stilling som Kongens Moder nødvendig maatte fordre saadant. Paa den egentlige Statsstyrelse øvede hun ei meer nogen Indflydelse, skjønt hun stedse synes at have været behandlet af Nordmændene med Agtelse og Opmærksomhed. Efterat hun i 1327 havde egtet Knut Porse, der tidligere var ophøiet til Hertug af Søndre-Halland og Samsø, blev hun stedse meer og meer fremmed for sit Fædreneland. Hun blev atter Enke i 1330, men havde fremdeles sit stadige Ophold i sine danske Besiddelser, udenfor Norge, som hun kun ganske enkelte Gange synes at have besøgt.

Erling Vidkunssøn, som nu i henved ni Aar, stod i Spidsen for Norges Rigsstyrelse med Navn af Drotsete, var en Mand i sin kraftigste Ungdomsalder, udentvivl den rigeste af alle Landets verdslige Høvdinger og af en Æt, som altid havde været agtet næst Kongeætten for Landets første. Han var nemlig af Arnmødlinga- eller Arnunga-Ætten, af dens bjarkøske Linie, som i forrige Aarhundrede havde ved Giftermaal erhvervet alle den samme Æts giskøske Linies Ejendomme. Han havde arvet sin Farbroder, den oftere før nævnte Hr. Bjarne Erlingssøn af Giska, der døde i 1313, og var nu den eneste Repræsentant for den mægtige og indflydelsesrige Æt. Hans Farbroder Bjarne var i sin Tid, som vi have seet, en af de virksommeste Forsvarere af Kongedømmets Ret imod Erkebiskop Jons Anmasselser, og Bjarnes Grundsætninger angaaende Kongedømmets og Kirkens gjensidige Forhold synes at være blevne optagne af Brodersønnen. Erling maa alligevel have staaet sig godt med den maadeholdne Erkebiskop, hvis Raad og Bistand i Landsstyrelsen han ogsaa senere sees jævnligen at have benyttet. Erling var nemlig ingenlunde aldeles uindskrænket i sit Rigsformandskab. Man finder, at han jævnligen har havt Samtræde og Overlægninger med de Rigets Stormænd, som efter ældre Anskuelse betragtedes som Kongedømmets naturlige og selvskrevne Raadgivere, og blandt disse indtog Erkebiskoppen og Biskopperne fremdeles, som allerede i meer end eet Aarhundrede havde været Tilfælde, den første Plads.

Norge stod, som allerede for er berørt, ved denne Tid i et fiendtligt Forhold til det russiske Rige i Novgorod og de dette underlagte tschudiske Folkefærd. Landets nordlige Dele havde i Kong Haakons Tid været udsatte for Russers, Finners og Karelers Herjetog, og efter hans Død blev det hermed endnu værre^[11]. Da Angriberne deels vare, som det lader, virkelige Hedninger, deels hørte til den græsk-russiske Kirke, hvilke den romersk-katholske ansaa som kjættersk, og hvis Tilhængere den ikke regnede for bedre end Hedninger, – saa var det ganske i sin Orden, at den norske Styrelse henvendte sig til Paven for at erholde dennes Bestemmelse for, at Nordmændenes Kamp mod hine Fiender skulde ansees for en hellig Krig til Christendommens Forsvar. Pave Johannes XXII udstedte ogsaa fra Avignon den 10de Februar 1323 et Brev til alle Troende i Norge, i hvilket han meddeelte alle dem, som døde i Kampen til Norges Forsvar mod de hedenske Finner og Bjarmer, den samme Syndsforladelse, som Enhver fik, der drog det hellige Land til Undsætning^[12].

En saadan Opmuntring fra Kirkens Side kunde ogsaa høielig tiltrænges. I dette samme Aar 1323 skede nemlig et ødelæggende Indfald af Russerne paa selve Haalogaland, hvor de brændte Bjarkø, Drotsetens egen Gaard^[13]. Opfordringen til Erling, at tage sig kraftigen af Rigets Forsvar paa disse Kanter, blev saaledes, endog af private Hensyn, saa meget meer paatrængende. Men der maatte foruden de pavelige Løfter ogsaa overordentlige Pengebidrag til for at gjøre Forsvaret virksomt, og Rigets Skat var ved Hertuginde Ingebjørgs ufornuftige Ødslen udtømt. Under disse Omstændigheder kastede Drotseten sit Blik paa den norske Kirke, som den der i en Sag, hvilken saa nær angik Christendommens Opretholdelse i Norge, var skyldig at hjælpe Staten efter Evne med Pengemidler. Han indledede Underhandlinger herom med Norges Biskopper, og, da han fandt i det mindste enkelte af disse uvillige til at komme hans Ønsker imøde, ogsaa med selve den pavelige Kurie. Udentvivl har han handlet herom allerede paa et Raadsmøde i Bergen i September eller October Maaned 1324, ved hvilket Erkebiskoppen og Biskopperne Salomon af Oslo og Audfinn af Bergen vare tilstede^[14]; senere paa et Raadsmøde i Nidaros i Marts 1325^[15], samt endelig paa et lignende i Bergen, maaskee ogsaa i Viken. Men paa alle har han mødt Indsigelse fra Geistlighedens Side. Biskop Audfinn af Bergen, der efter Erlings Indsættelse til Rigets Formand synes at have sluttet sig nærmere til Hertuginde Ingebjørgs Parti, var hans skarpeste Modstander. Erkebiskop Eilif derimod synes, ledet af fædrenelandssindede Hensyn, at have været meer villig til at imødekomme Drotsetens Forlangende, da denne gjentagende skriftlig henvendte sig til ham i denne Sag, i hvilken Drotseten forresten ganske vist understøttedes af Raadets verdslige Medlemmer^[16].

Der fandt paa denne Tid en liden Spending Sted mellem Erkebiskoppen og Biskop Audfinn. Anledningen var Tiendeforhold. En Knar (et stort Handelsskib) kom fra Grønland til Bergen med Ladning af grønlandske Varer. Audfinn fordrede Tiende af Kjøbmændene; men nogle af disse, som det lader de fornemste, havde hjemme i Throndhjem, og paastode, at de der havde at betale Tienden. Audfinn stod paa sin formeentlige Net, opbar Tienden, men viste dog Erkebiskoppen den Opmærksomhed at lade den henligge i Erkebiskoppens Gaard i Bergen til videre Opgjør og tilskrev ham herom den 24de Juli 1325^[17]. Erkebiskoppen paastod i sit Svar af 5te August samme Aar, at Tiendeydelsen skulde rette sig efter Sogneforhold og Vintersidden, at Thrønderne, som fore paa Grønland, ifølge gammel Skik, havde tiendet til Erkebiskoppen og hans Prester, og at deres Gods ogsaa, saavidt han vidste, havde sin Oprindelse og Tilvext fra Throndhjem. Han udtrykte sig forresten med meget Maadehold og takkede endog Biskoppen for den Opmærksomhed han havde viist ved at henlægge Tienden i Erkebiskoppens Gaard til nærmere Opgjør^[18]. Man hører ikke videre til denne Sag, og rimeligvis er den bleven bilagt i Mindelighed. Den forhindrede heller ikke, at Erkebiskoppen i Slutningen af 1325, som det lader fortrinsviis, henvendte sig til Biskop Audfinn om hans Raad og Hjælp med Hensyn til Drotsetens Forlangende.

Audfinns Svar fra Begyndelsen af 1326 kaster meget Lys baade over hans egne Tanker om Sagen og over de daværende norske Forhold i det Hele. Han og hans Chorsbrødre – siger han – tro, at der, paa Grund af det Uaar, som nogen Tid har hvilet over hans Biskopsdømme, og som rammer Geistligheden ei mindre end Lægfolket, ingen Hjælp fra dets Geistlighed kan ventes til noget Krigsudbud; saa meget mindre, som den Tiende, Paven selv har paalagt, ikke uden stor Nød erholdtes formedelst Fattigdommen. Erkebiskoppen ved desuden bedre end han, hvor strengt Paven forbyder Kirkens Beskatning og Betyngelse ved den verdslige Øvrighed. Det tykkes Folk underligt, hvor der bliver af Kronens Gods i Norge, hvilket dog skulde spares for saadanne Landets høist vigtige Anliggender. Det synes ham farligt nu at indrømme slige Forlangender, der eengang indrømmede, letteligen blive gjentagne, – Forlangender, som selve Norges Konger aldrig fik drevet igjennem, hvormeget de end stræbte derefter. Kunde endogsaa Biskoppen og hans Brødre samtykke dette, hvilket de ikke kunde, saa troede han, at den øvrige Geistlighed i Biskopsdømmet aldrig godvilligen indrømmede det. Erkebiskoppen – lægger han til – har vistnok ogsaa erfaret af Magister Paals (Paal Baardssøns) Breve, at der i Kurien ivrigen ansøges (fra den norske Styrelses Side) hos Paven om, at Geistligheden over hele Norge maa blive skatlagt. Det kan da omsider blive tungt nok for fattige Klerker, naar de først af Biskopperne i selve Norge, og siden af Paven skulde lægges under slig Tvang. Han beder til Slutning Erkebiskoppen indstændigen, at han ei vil lade sig det mishage, at Audfinn, af anførte Grunde, ikke har skaffet denne Sag nogen Fremgang hos sin Geistlighed^[19]. – Her yttrer sig fra Biskop Audfinns Side en bestemt Modstand mod Drotseten og hans Styrelsesmaade; og da Biskoppen heri ganske vist ikke stod ene, men i det mindste i sin Stand fandt meer end een Tilhænger, saa maa man deraf slutte sig til en allerede fremtrædende Spending mellem den verdslige og geistlige Magt i Staten.

Imidlertid vare den norske Regjerings Sendebud (ambaxiatores) ved Kurien, Bertrandus de Suciolis og Raymund de Lamena (den sidstnævnte havde i sin Tid været Kong Haakon Magnussøns Læge) heldige i sine Underhandlinger. Pave Johannes XXII udstedte fra Avignon den 13de August 1326 et Brev til sine Nuntier, Prædikebroderen Johannes de Senone og Bernardus de Ortolis, hvilke han var i Færd med at sende til Norden for i Norge og Sverige at opkræve og berigtige den sex Aars Pavetiende, der var indrømmet paa Conciliet til Vienne, – at de paa Grund af de ved Kong Magnus’s Sendemænd fremførte Klager over den Nød Kongens Riger, og især Norge, led ved Indfald og Herjninger af de hedenske Kareler og Russer, skulde overlade Kongen Halvdelen af den i hans Riger indkomne Pavetiende til Landets Forsvar^[20]. Dette var en Hjælp, der maatte agtes for ganske betydelig; kun Skade, at den kom for seent. Thi allerede en god Stund for Pavens Brev udstedtes, og endnu meget længer, før dets Indhold kunde blive bekjendt i Norge, var Fred mellem dette Rige og Novgorod sluttet i sidstnævnte Stad den 3die Juni 1326 ved Kong Magnus’s Sendebud, en vis Haakon^[21]. Der blev saaledes rimeligviis for det Første ikke videre Tale om nogen særskilt Pengebevilgning af den norske Geistlighed til Landets Forsvar.

Dermed var dog ikke den paa ny optændte Tvist mellem Rigsstyrelsen og Kirken neddæmpet. Tvertimod begyndte just nu den gjensidige Uvillie mellem Drotseten og Biskop Audfinn at træde klarere for Dagen, og det lykkedes den sidste meer og meer at drage de øvrige norske Biskopper med ind i Striden. Saaledes pustede han aabenbare til den Uenighed, som ved denne Tid opstod mellem Biskop Salomon i Oslo og de kongelige Klerker, der beskyttedes af Raadet, i det mindste af visse Medlemmer af dette og blandt dem Drotseten.

En af Salomons Chorsbrødre, en Magister Arne, havde om Sommeren indgaaet i Cistercienserklosteret paa Hovedø, og havde strax efter opgivet i Biskoppens Hænder sin Præbende i Kapitelet. Men efter en meget kort Tids Forløb gik han atter ud af Klosteret og traadte i Drotsetens Tjeneste. Herover klagede Klosterets Abbed for Biskop Salomon, der fandt sig opfordret til først at advare Arne, og derpaa fælde en Excommunicationsdom over ham. Arne appellerede til det apostoliske Sæde og forlangte af Biskoppen Følgeskrivelse (apostolos). Men da Biskoppen meddeelte ham denne i Form af en Gjendrivelsesskrivelse, vilde han ikke modtage den. Arne blev imidlertid betragtet som Kongens Klerk, havde sit Tilhold i Kongsgaarden, og erklærede aabenlyst, at han gav Biskoppens Bud eller Ban en god Dag, og at han uden Hensyn dertil vilde omgaaes hver brav Mand. Biskoppens Fremfærd blev derimod udskregen som fornærmelig mod Kongen, skjønt i Virkeligheden ingen Uærbødighed mod Kongen af Biskoppen var udviist. Om denne Sag tilskrev Biskop Salomon Audfinn og søgte hans Raad, idet han tillige erklærede, at hvis Audfinn fandt, at han havde baaret sig urigtigt ad, da vilde han gjerne gjøre sin Feil god igjen^[22].

I sin Svarskrivelse gav Audfinn ham fuldkommen Ret i hvad han havde gjort, og bestyrkede ham ved forskjellige Anførsler af Decretalerne. Hvad det angaar – yttrede han videre – at Arne nu kalder sig Kongens Klerk og kryber i Skjul under den verdslige Magt for at erholde Hjælp i sin Ulydighed mod Kirkens Lov, og ikke vil rette sig efter Biskop Salomons Bud og Ban, da er han derved selvbansat. Biskopperne i Norge skulde have lidet at gjøre, hvis Kongens Klerker skulde drive alt det igjennem, som de ønskede, og der ingen skulde være, som over dem kunde dømme. Gud mon heller ikke ville, at Paven skulde give dem saa sterke Privilegier. Kapelmagisteren og hans, det vil sige Kongens, Klerker, ere ikke unddragne den biskoppelige Myndighed uden alene i de Punkter, som udtrykkeligen ere nævnte i Pave Clemens V’s Privilegium. Heruuder hører ikke det forhaandenværende Tilfælde; og Biskoppen har derfor her med Rette anvendt sin straffende Myndighed. Biskop Salomon kan ogsaa – siger han til Slutning – hvis ham og hans Chorsbrødre tykkes raadeligt, forlange af Erkebiskoppen og de øvrige Biskopper, at de hver i sine Kirker offentlig erklære Arne excommuniceret, indtil han vender tilbage til sin Skyldighed^[23].

Man kjender ikke videre til denne Sags Gang eller Udfald; men der er Anledning til at tro, at den er bleven mindeligen bilagt, helst da Biskop Salomon ingenlunde i sin Skrivelse lægger den Paastaaelighed for Dagen, som fremlyser af Audfinns Svar; Salomon træffes desuden i det følgende Aar som den eneste norske Biskop ved Dr. Erling Vidkunssøns Side ved Fredsslutningen mellem Norge og Danmark til Konghella den 14de Juni 1227^[24]. Men hvad Biskop Audfinn angaar, da seer man tydeligen af hans Optræden som Raadgiver i hiin Sag, hvor dybt han bevarede Naget til Kapelgeistligheden, og hvor gjerne han vilde Drotseten til Livs.

1. S. o. f. II. 198.
2. Isl. Ann. 216.
3. Finn Joh. II. 60, 61.
4. Suhm D. H. XII. 55, 347.
5. Isl. Ann. 216.
6. Isl. Ann. 218, Finn. Joh. II. 61, 62.
7. Suhm D. H. XII. 64 (eft. Barth. Mskr. E. 171).
8. Sml. II. 192.
9. Isl. Ann. 218, 220, 226; Bp. Laur. S. c. 34,35; Finn. Joh. II. 163, 164, 178; Espol. Aarb. þ. I. c. 26, 32, 34, 37.
10. Sml. til N. S. og H. V. 534–541.
11. Suhm D. H. XII. 148.
12. Suhm D. H. XII. 82 (efter Bzovius og Raynald).
13. Isl. Ann. 218.
14. Suhm D. H. XII. 94; Sml. V. 543–547.
15. N. Dipl. III. 134.
16. Se Bp. Audfinns Brev til Erkebiskoppen fra Begyndelsen af 1326. (Sml. 550–553), hvilket strax nærmere skal omtales.
17. Sml. V. 547.
18. Sml. V. 548–550.
19. Sml. V. 550–553.
20. Sv. Dipl. III. 728, 729, jfr. Suhm D. H. XII. 148 (begge Steder efter Raynaldus). Mon ikke den her nævnte Erkebiskop af Narbonne, der med tvende af sine Lydbiskopper skulde føre de nærmere Anordninger om Delingen, er kommen ind ved en Feiltagelse eller Feillæsning af Raynaldus istedet for Erkebiskoppen af Nidaros?
21. Sml. V. 553–555.
22. Brev af 28de September, Barth. Mskr. E. 195.
23. Barth. Mskr. E. 197–199.
24. Sml. V. 555–557.