Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/71
Kong Haakon Magnussøn havde, som ovenfor sagt, før sin Død, udnævnt de Mænd, der skulde føre Rigsstyrelsen i Norge under hans Efterfølgers Mindreaarighed. De otte af disse, Kansleren og syv verdslige Personer, kjendes som nærværende hos Kongen i Tunsberg kort før hans Død. De fire øvrige derimod kjendes ikke, ligesaalidt som det vides med Sikkerhed, hvilke de tvende Biskopper have været, der ifølge Forordningen af 16de September 1302 skulde bistaa Styrelsesraadet i Indseendet med Rigets Skat. Nærmest maa man dog gjette paa Erkebiskop Eilif og Biskop Haakon af Stavanger, eftersom disse tvende kort efter Kongens Død findes at være tilstede i Oslo og der deeltage i de mellem de norske og svenske Herrer aabnede Underhandlinger.
En Aftale angaaende Norges og Sveriges indbyrdes Stilling maatte nemlig, paa Grund af de stedfindende Forhold, snarest muligt træffes mellem begge Rigers styrende Høvdinger. Norges Rige havde vistnok i den afdøde Konges Dattersøn, den treaarige Magnus Erikssøn, sin lovbestemte Arving; men baade var denne for Øieblikket udenfor Rigets Grændser, og desuden havde Kong Haakon i sin Forordning om Rigsstyrelsen ingen Bestemmelse gjort for det Tilfælde, at hiin Norges Arving ogsaa kunde blive et andet Riges Konge. Haakon var i sin Rigsstyrelseslov gaaet ud fra den Forudsætning, at hans umyndige Efterfølger ikkun skulde bære Norges Krone; og de seneste Omveltninger i Sverige, forsaavidt Haakon oplevede dem, havde endnu ikke ganske kunnet rokke hiin Forudsætning. Thi om end Kong Birgers Afsættelse maatte agtes for ugjenkaldelig udtalt, for en allerede indtraadt Kjendsgierning, saa havde dog hans Søn, Junker Magnus, skjønt for Øieblikket det hertugelige Partis Fange, ingenlunde ved sin Faders Brøde fortabt sin egen Ret, som tidligere valgt til sin Faders Eftermand. Men Stemningen hos det seirende Parti i Sverige var nu saa ophidset, at det ligesaa lidet vilde vide af Magnus Birgerssøn, som af Birger selv til Sveriges Konge; hvorimod det med een Mund fordrede Hertug Eriks Søn, som det havde i sin Midte, hævet paa Sveriges Trone. Denne Svenskernes Beslutning, som Haakon ikke med Sikkerhed havde kunnet forudsee, kom saaledes strax efter hans Død til Modenhed, og sattes uopholdelig i Verk med den største Bestemthed og Kraft, idet Folkets almindelige Stemme kaarede Norges Arving til Sveriges Konge.
Dette Tilfælde laa, som sagt, udenfor Haakons Formynderskabslov, hvilken de af ham udnævnte Rigsstyrere havde edeligen forpligtet sig til at overholde, og fra hvilken deres hele styrende Myndighed udgik. Under saadanne Omstændigheder synes det norske Styrelsesraad ikke at have trøstet sig til at handle paa egen Haand med den fulde kongelige Myndighed, som Haakon havde lagt i dets Hænder, saa meget mindre da det ikke havde den unge Konge, i hvis Navn det skulde styre, i sin Midte. Maaskee har det heller ikke fundet Stemningen i Norge, helst blandt Rigets øvrige Stormænd, saa gunstig for sig som det kunde ønske til ene at optræde afgjørende i en saa vigtig Sag. Vist er det, at Norges og Sveriges indbyrdes Stilling i den forestaaende Forening under een og samme Konge bestemtes fra norsk Side ikke ved det norske Styrelsesraad, men ved en større Forsamling af Norges fornemste Stormænd, der kaldede eller ukaldede havde indfundet sig til et Raadsmøde ikke længe efter Kong Haakons Død.
Medens ogsaa i Sverige de geistlige og verdslige Høvdinger samlede sig i Upsal til en Herredag eller Rigsdag for at vælge sin Konge, afgik i Juni Maaned et svenskt Gesantskab til Norge med Biskop Karl af Linkjøping i sin Spidse. Dette traf sammen i Oslo med ovennævnte Rigsforsamling. Tredive norske Herrer, nemlig Kansleren Ivar Olafssøn og 29 deels Lendermænd deels Riddere, nævnes som tilstedeværende, samt desforuden Erkebiskop Eilif, der rimeligviis i Egenskab af et Slags Rigsvikar har indtaget Forsædet, og Biskop Haakon af Stavanger, maaskee som den anden Rigsstyrelsesraadet tilforordnede Biskop. Andre norske Biskopper nævnes ikke udtrykkelig som nærværende. Underhandlingerne mellem de svenske fuldmægtige Sendemænd og de norske Herrer dreves den 26de, 27de og 28de Juni i Oslos Biskopsgaard og ledede til en Overeenskomst, der beedigedes og besegledes fra begge Sider. Ved denne forpligtede Sveriges Mænd sig til snarest muligt at vælge den unge Magnus Erikssøn til Konge over hele Svea- og Gøta-Rige. Derpaa skulde de føre ham til Norge, hvor han da ogsaa skulde tages til Konge efter Norges Lov. Han skulde skifteviis opholde sig i begge Riger, og ikke ledsages af det enes Mænd længer end til det andets Grændser. Rigerne skulde forresten være fuldstændig adskilte, og Norges Indtægter alene anvendes efter Hertuginde Ingebjørgs og det norske styrende Rigsraads Skjøn[1].
Da dette var afgjort hastede de svenske Sendemænd tilbage til Sverige, og her blev nu paa den i Upsal forsamlede Rigsdag Magnus Erikssøn valgt til Svea- og Gøta-Konge den 8de Juli. Kort efter gav man sig paa Veien med ham til Norge, hvor han ankom i den senere Halvdeel af August, og blev, som det lader, modtagen i Baahus (Bagahus) af Norges geistlige og verdslige Høvdinger.
Alle Norges Biskopper synes der at have været tilstede. Den 23de August havde nemlig Norges Prælater[2] paa Baahus Slot en Sammenkomst med de svenske Biskopper Karl af Linkjøping og Benedikt af Skara for at overlægge om Pavetienden, baade den af Clemens V og den af Johannes XXII udskrevne[3]. Der fattedes ved denne Leilighed en Deel vigtige Beslutninger, sigtende til at gjøre hiin Skat til den pavelige Kurie mindre byrdefuld for begge Rigers Geistlighed: En Fjerdepart skulde fradrages alle Prælaters og Klerkers Midler, før Tienden fastsattes og betaltes. Af Offer skulde ingen Tiende ydes. Indbragte en ledig Kirke meer end 6 Mark Sterling, da skulde Tienden først fradrages til det hellige Lands Undsætning, derpaa 6 Mark Sterling afholdes til dem der forrettede Tjenesten ved Kirken, og saa skulde Resten gaa til det pavelige Skatkammer. Afstod en sit Beneficium for at faa et bedre i Stedet, saa skulde det første ei ansees for ledigt, medens Paven tog Indtægterne af det andet[4].
Strax efter at dette geistlige Møde var afholdt, førte de norske Herrer Magnus over til Tunsberg, hvor rimeligviis allerede forud Haugathing var stevnet, og paa dette Thing blev Magnus Erikssøn høitideligen taget til Norges Konge den 26de August[5]. Derpaa forblev han Vinteren over i Norge tilligemed sin Moder Hertuginde Ingebjørg.
Ingebjørgs Stilling som Kongens Moder, og den Indrømmelse der var gjort paa Rigsmødet i Oslo, at hun i Forbindelse med Styrelsesraadet skulde tilsee Anvendelsen af Norges Indtægter, aabnede hende en Indflydelse paa Rigsstyrelsen, som ingen egentlig Hjemmel havde i den afdøde Konges Formynderlov. Ung som hun var, og dertilmed som det lader temmelig letsindig, misbrugte hun snart denne Adgang til Indblanding i Regjeringens Anliggender. Hun tilsidesatte Styrelsesraadet og lod sig paavirke af udenforstaaende Yndlinger, af hvilke den mest fremtrædende endogsaa var en Udlænding. Det var den unge danske Ridder Knut Porse, en urolig og ærgjerrig Eventyrer, der havde været en ivrig Tilhænger af Hertug Erik og efter dennes Død en af Hovedmændene for det hertugelige Parti.
Knut Porse havde sine egennyttige Hensigter, der især vare rettede paa Danmark. Her døde Kong Erik den 19de November 1319, og dennes Broder Kristoffer blev den 25de Januar 1320 valgt til hans Eftermand, tildeels, som det synes, ved Knut Porses indflydelsesrige Bistand. Kristoffers Uduelighed og Danmarks indre Søndersplittelse aabnede nu en vid Mark for Knuts Herskesyge; og i at tilfredsstille denne, hjalp Ingebjørg ham baade ved egemnægtigen at benytte Norges Kongesegl mod Kanslerens og Styrelsesraadets Vidende og Villie, og ved at bortødsle til hans Fordeel Kongedømmets Skat og Indtægter.
Snart vakte Hertugindens Egenmægtighed og Styrelsesraadets Afmagt Opsigt i Norge, og et Parti synes at have dannet sig mod hende og hendes fremmede Tilhang, maaskee allerede i Slutningen af 1319. En anseet ung Nordmands, Ulf Saxessøns, Fangenskab, som man i Norge troede paa svensk Anstiftelse, gav Anledning til Klager fra Norge til det svenske Rigsraad. Men dette oplyste, at Ulf var bleven fangen ved Udlændinger fra Vardberg i Nørre-Halland, hvor Knut Porses Tilhængere, med Ingebjørgs Vidende, havde sit Hovedsæde, og det svenske Raad opfordrede endog det norske til at have strengere Indseende med Hertugindens Fremfærd. Imidlertid havde hun ganske vist endnu mange Tilhængere blandt Norges Stormænd, og Rigsstyrelsen i Norge gik et Par Aar sin skjæve Gang under hendes ufornuftige Ledning.
- ↑ N. g. L. III. 146–149.
- ↑ Prælatis de solida terra regni Norwegiæ convenientibus.
- ↑ S. o. f. II. 166 f., 173 f.
- ↑ Sv. Dipl. III. 417, Suhm D. H. XI. 857 (cft. Barth. Mskr. E. 55R).
- ↑ Magnus’s Regjeringsaar i Norge regnes fra en Dag efter 23de og før 27de August. Man kan her gjette paa enten den 24de (Bartholomæus Dag, en Apostels Dag og altsaa en større Fest) eller paa den 26de (Søndagen næst efter). Da nu Biskopperne, der rimeligviis ikke have skilt sig fra den unge Konge ved en saadan Leilighed, endnu den 23de vare i Baahus, faa synes Tiden at være vel knap for at de og Kongen allerede Dagen efter kunde være paa Haugathing ved Tunsberg. Søndagen den 26de bliver altsaa den Dag, som har størst Sandsynlighed for sig. At Magnus blev tagen til Norges Konge paa Haugathing siges udtrykkeligen i Brev af 20 Februar 1323 (Saml. til Norges Hist. V. 534–541).