Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/24

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Birkebenernes Flok var dog ikke ganſke tilintetgjort. Dens, rigtignok yderſt ringe, Levninger ſamlede ſig igjen i Skovbygderne paa Sveriges Grændſe, og Kong Eyſteins Fald gav Pladſen for en ny Hødving, hvem det var beſkikket ſnart at ſprede en uventet Glands over det for ødelagt anſeede Parti.

Denne nye Høvding var den berømte Sverrer. Over hans Fødſel og Ungdomsliv hviler en Dunkelhed, ſom vel aldrig fuldkommen lader ſig ſprede. Han kaldte ſig Søn af Kong Sigurd Mund. Mange af hans Samtidige og meer end Een af den følgende Tids Hiſtoriegrandſkere have betvivlet Sandheden af dette Udſagn, og anſeet ham for en klog, dygtig, af Lykken begunſtiget Uſurpator[1]. Fuldgyldige Beviſer for eller mod hans Paaſtand kunde neppe hans Samtid fremlægge, og end mindre vil det viſtnok lykkes Eftertiden. At drøfte denne Sag nøiere hører dog ikke til det os foreliggende Emne. Det være mig blot tilladt her at yttre ſom min perſonlige Mening: at langt mere ſynes at tale for end imod hans Paaſtands Sandhed.

Sverrer ſkal være født 1151, og i ſit 5te Aar af ſin Moder Gunhild og ſin Stiffader Unas være ført over til Færøerne, hvor den ſidſte havde en Broder Roe, ſom ſenere blev Øernes Biſkop. Hvem der var hans rette Fader – heder det – blev holdet hemmeligt, i Begyndelſen uviſt af hvilken Grund, ſenere vel for at unddrage ham Erling Skakkes Efterſtræbelſer; og han gik for at være Unas’s Søn. Hvad der maa anſees ſikkert er, at han paa Biſkop Roes Foranſtaltning fik en geiſtlig Opdragelſe, og allerede havde gjennemgaaet de lavere Grader og var viet til Preſt, da han i ſit 24de Aar af ſin Moder fik Oplysning om ſin virkelige Fader. Han drog nu i 1176 til Norge for at udſpeide, hvad Fremtids Udſigter der kunde være for ham. Til Fremgangen af Birkebenernes Reisning ſatte han ingen Lid og vilde derfor ikke ſlaa ſig til dem. For Erkebiſkop Eyſtein, til hvem Biſkop Roe havde raadet ham at henvende ſig, vovede han ikke at aabenbare ſin Hemmelighed, da han hørte, hvor faſt Venſkabet mellem ham og Kong Magnus var knyttet. Af Erling og Magnus ſelv kunde han naturligviis ingen Anerkjendelſe vente af ſin Ret. Han fandt i Forholdene, fem de dengang vare i Norge, og hvilke han nøie efterſporede, ingen Opmuntring, ligeſaalidt ſom i Erlings og Kong Magnus’s Sindsſtemning, hvilken han under en perſonlig Nærmelſe grandſkede uden at være kjendt af dem. Han drog derfor, med Opgivelſe af alle Forhaabninger om at vinde ſin Ret, til ſin Søſter Cecilia i Vermeland, der modtog ham ſom ſin Broder.

Netop ved den Tid faldt Kong Eyſtein Meyla paa Re, og Birkebenernes Parti var berøvet ſin Høvding. Et Rygte havde udbredt ſig i Norge om hvo Sverrer var, og man vidſte hvor han var at finde. Den ſvage Levning af Birkebenerne opſøgte ham, tvang ham paa en Maade til at ſætte ſig i deres Spidſe, og gav ham, ſaaſnart de vare komne paa norſk Grund, Kongenavn d. 13de Marts 1177.

Hermed var da Sverrer ſkudt frem – ſom han ſelv paaſtod, og ſom i ſig ſelv er rimeligt – mod ſin Villie paa den farlige Bane, der førte ham til Hæder og Høihed, men ogſaa til et ſtormfuldt Liv, fra Begyndelſen til Enden uden Ro og uden Hvile.

Vi kunne her ikke i det Enkelte forfølge Sverrers Kamp med Magnus Erlingsſøn om Norges Kongedømme. Vi maa blot udhæve: at han ved ſin Klogſkab og Faſthed dannede Birkebenerne fra en fortvivlet Flok af Fredløſe til en Hær af ſande Helte, – at han endnu ſamme Aar, ſom han under de uheldigſte Udſigter var traadt i deres Spidſe, ſaa ſig iſtand til at føre dem til Throndhjem, hvor han paa Ørething blev tagen til Konge, – at han efter tvende Aars Kampe under vexlende Krigslykke fældede Erling Skakke i et Slag ved Nidaros 1179, – og at han endelig ogſaa fældede Kong Magnus Erlingsſøn 1184 i et blodigt Søſlag ved Fimreite i Sogn.

Sverrer havde under hele denne Kamp med Magnus de ſtørſte Vanſkeligheder at overvinde, – Vanſkeligheder ſom ikkun hans Uforſagthed, Udholdenhed, rigt begavede Aand og den Tillid til Guds Biſtand, ſom i det mindſte af hans egne Yttringer fremlyſer, kunde ſætte ham i Stand til at møde. Man har viſt nok i disſe hans ofte gjentagne Yttringer af Tillid til Guds Biſtand for hans retfærdige Sag villet ſee mere Liſt, ja vel Hykkleri, end Oprigtighed; – men det er ſvært for menneſkeligt Øie at læſe hvad der ſtaar i Ens Hjerte; og naar Sverrer paaberaabte ſig det guddommelige Forſyns Hjælp, der havde frelſt ham af ſaa mangen truende Fare, ſom et øienſynligt Bevis for ſin Ret, ſaa kan man i alle Fald ikke negte, at hiin Hjælp i Sandhed var virkſom tilſtede, og at Sverrer i det mindſte var et udkaaret Redſkab i Forſynets Haand til at møde Hierarchiets Overgreb i Norge og ſtyrte det fra den farlige Høide, til hvilken det havde opſvunget ſig, og paa hvilken det var i Færd med at fæſte Fod, viſt nok ligeſaameget til den ſande Chriſt-Kirkes ſom til Statens Fordærvelſe.

De Vanſkeligheder Sverrer havde at bekjæmpe lade ſig let fatte. Førſt havde han i Erling Skakke en Modſtander ligeſaa prøvet i Statskløgt ſom i Hærførerdygtighed, og i Kong Magnus en Fiende, der vel ikke i hine Egenſkaber kunde maale ſig med ſin Fader, men ſom igjen havde ſin Fordeel deri, at Fleertallet af Folket elſkede ham og var ham oprigtig hengivet. – Dernæſt havde Sverrer faſt uden Undtagelſe Norges indflydelſesrige Lendermænd imod ſig. Disſe havde nemlig knyttet ſin Sag til Kong Magnus’s og ſaa i hans, den ved dem fremhjulpne Lendermandsſøns, Kongedømme en Sikkerhed for Opretholdelſen af ſin egen nedarvede Ret til, ſom Kongens naturlige Raadgivere, at gribe ind i Landſtyrelſen og lede denne til egen Hæder og Fordeel; medens de derimod i Sverrer ſaa en Konge, der ſtøttende ſig til en af deres Stemme uafhængig Arveret, til Vaabnenes Magt og ſit eget Krigerheld, vilde lægge ſtrenge Baand paa deres Selvraadighed, og rimeligviis hæve ſine egne Tilhængere, næſten udelukkende Folk af en lavere Stand, men udmærkede ved Mod og Dygtighed, over deres Hoveder. – Videre havde Sverrer ſtørſte Delen af Almuen mod ſig. Den var, ſom for ſagt, indtagen for Magnus’s elſkverdige Perſonlighed, kunde vanſkeligen ved haandgribelige Beviſer overtydes om Sandheden af Sverrers Kongebyrd, og nærede Fordomme mod ham, hvilke omhyggeligen vare den indblæſte af dens verdslige og aandelige Ledere. Den ſaa i Sverrer en Forſtyrrer af den fremblomſtrende indre Fred og deraf følgende Velſtand, og den ſaa i hans Tilhængere Ransmænd, der kun ſtundede efter „at feie Bondens Gjemmer med ſine ſkidne Hænder“[2]. Dog gjorde Thrønderne herfra en Undtagelſe, idet de beſtandig yttrede Forkjærlighed for Sverrer, ſtrax erkjendte hans Ret og underſtøttede ham, ſaavidt hans Modſtanderes Overmagt og Erkebiſkop Eyſteins Indflydelſe tillod dem. – Endelig, hvad der var det farligſte af Alt, Sverrer havde i den norſke Kirkes indflydelſesrigeſte Forſtandere dødelige Fiender. Han havde vovet at ſøge Kongedømmet i Følge en Arvelov, ſom Kirken troede ſig at have afſkaffet; han havde vovet at ſætte ſig op imod den af Kirken kaarede og indviede Konge, og erklære dennes Kongedømme for en ulovlig Anmasſelſe; han havde ved dette Skridt nokſom viiſt, at han agtede den hele Overeenskomſt mellem Kong Magnus og Erkebiſkoppen for ugyldig, at han, med Tilſideſættelſe af St. Olafs Lenshøihed over Norge, vilde forfegte Kongedømmets Uafhængighed af Erkeſædet; og med det ſamme vakte han grundet Formodning om, at han ogſaa vilde underkjende alle de øvrige Særrettigheder, ſom ved hiin Overeenskomſt vare Kirken hjemlede. I alt dette maatte Kirkens Forſtandere, i det mindſte enkelte af dem, og deriblandt den meſt formaaende, Erkebiſkoppen, finde Grund mere end nok til at ſtille ſig mod Sverrer med al ſin Magt og Indflydelſe, til at forfølge ham med det bittreſte Had. De forſømte derfor ikke baade i og udenfor Norge at udraabe Sverrer for en frafalden Preſt, der havde forſyndet ſig mod Guds Kirke ved at udtræde af den geiſtlige Stand, – for en Bedrager, der tilløi ſig Kongebyrd, – for en ugudelig Troldmand, der ſkyldte Djævelen og ſine Troldkunſter alt ſit Held og ſaadant mere[3]. De udtalte ſelv og lærte Folket at udtale Forbandelſer over Sverrer og hans Mænd i Livet og i Døden, medens de ſikkert lovede Magnus’s Tilhængere, ſom faldt for dennes Sag, at deres Sjæle ſkulde være i Paradis, før deres Blod var blevet koldt paa Jorden[4].

Saa ſtærk en Fiendemagt havde Sverrer at ſtride mod i ſin Kamp med Magnus Erlingsſøn om Kongedømmet. Og han førte Kampen ligeſaavel med aandelige ſom legemlige Vaaben. Mod Erlings Kløgt og Krigerdygtighed ſatte han ſin egen Overlegenhed i begge Henſeender, og mod Magnus’s Venſælhed hos Folket i det ſydlige og veſtlige Norge ſatte han Thrøndernes Hengivenhed og ſine Birkebeners Troſkab. Mod Lendermændenes Had ſtillede han ſine egne Krigshøvdingers Ærgjerrighed, ſom han ſmigrede og opeggede ved at love dem deres fældede Modſtanderes Hædersnavne og Rigdomme[5]. Almuens Uvillie og Fordomme ſøgte han at bekjæmpe ved ſkaanſom Overbærenhed, ved de fredelige Næringsveies Beſkyttelſe, ved belærende Taler og ved bitter Spot. Sine Fiender i Kirken mødte han helſt med kirkelige, eller i alle Fald aandelige Vaaben, med Kirkens egen Lære og Landslovens Beſtemmelſer, – og heri kom utvivlſomt hans geiſtlige Opdragelſe, der ikke ſynes at have været overfladiſk, ham høieligen til Gode.

Sverrer med ſit Skarpſyn gjennemſkuede udentvivl meget ſnart det hierarchiſke Syſtem, ſom Erkebiſkop Eyſtein ved Overeenskomſten med Erling Skakke havde ſøgt gjennemført i Norges Statsret, og paa hvilket, ſom paa en Grundſteen, Retmæsſigheden af Magnus Erlingsſøns Kongedømme hvilede. Han indſaa de vigtige, for Kongedømmet fordærvelige Slutningsfølger, ſom deraf kunde uddrages; men han opfattede ogſaa dets indre Brøſt og ſvage Sider. Han ſaa, at det ſtøttede ſig paa Grundſætninger, der havde et viſt Medhold i den romerſke Kirkes allerede udtalte Paaſtande, men ſom dog overalt i Europa bekjæmpedes med vigtige Grunde, hentede fra Kirkens ældre Forhold og tidligere Lære; og han ſaa derhos, at det var ganſke ſtridende mod Aanden i Norges gamle Samfundsorden i dennes hele indre Sammenhæng. Denne Samfundsorden, med ſit af Lendermændenes patriarkalſke Myndighed ledede Folke- eller Bondevælde og ſit af begge temmelig indſkrænkede Kongedømme, fandt Sverrer udentvivl i mange Dele forældet, ryſtet ved de forudgaaende indre Uroligheder, og uovereensſtemmende med de ſtatsretlige Anſkuelſer, ſom nu havde gjort ſig gjældende faſt over hele det veſtlige Europa. Her var førſt – og det tidlig – det oprindelige germaniſke Folkevælde blevet kvalt af et gjennem Lensvæſenet udviklet Adelsvælde; og for at holde dette Stangen havde igjen Kongemagten meer og meer ſtøttet ſig til en guddommelig Ret, til den Chriſtendommens Lære, at al Øvrighed er af Gud, hvilken anvendt paa den høieſte verdslige Øvrighed, Kongedømmet, opſtillede dette ſom en Gave af Gud, og Ihændehaveren ſom Konge af Guds Naade. Pavedømmet vilde fortolke dette ſom eenstydende med: Konge af Kirkens eller Pavens Naade og vilde ſee dette betegnet i Kongens Salving og Kroning, ved hvilken kirkelige Handling, udført af Kirkens Forſtandere, den guddommelige Bemyndigelſe førſt meddeeltes Kongen gjennem Kirken af dennes frie Villie. Men herimod gjorde Kongerne den kraftigſte Indſigelſe, idet de paaſtode at have ſin Kongemyndighed umiddelbart af Gud og ikke igjennem Kirken og dens Forſtandere paa Guds Vegne; hvad enten ſaa Kongen var Konge ifølge lovligt Valg eller Arveret, var altſaa den guddommelige Bemyndigelſe ſtrax tilſtede, og Salvingen og Kroningen kom kun til ſom en ſymbolſk Handling, hvorved Kirken fremſtillede og tydeliggjorde hiin allerede givne guddommelige Bemyndigelſe for Almeenhedens Øine, og ſom Kirken følgelig i Grunden ikke kunde negte at udføre, naar Kongen paa lovlig Maade havde erhvervet ſit Kongedømme. I Norge havde man før Magnus Erlingsſøns Kroning intet Begreb om en guddommelig Oprindelſe af Kongedømmet. Man ſaa dettes Oprindelſe ikkun i en gammel allerede under Hedendommen afſluttet Overeenskomſt mellem Folket paa den ene Side og Harald Haarfagers Æt paa den anden. I Magnus fik man førſt en Konge af Guds Naade, men i den Betydning ſom Pavedømmet og Hierarchiets Tilhængere vilde have Udtrykket fortolket: af Kirkens eller St. Olafs Naade. Sverrer forkaſtede aldeles et ſaadant Kongedømme. Dog vilde han paa den anden Side ikke vende tilbage til Nordmændenes gamle Anſkuelſe af Kongedømmet ſom oprundet af en blot og bar retslig Overeenskomſt. Kongedømmets guddommelige Ret vilde han ikke ſlippe; men han opſtillede imod den hierarchiſke Anſkuelſe heraf, ſom Erkebiſkop Eyſtein havde gjort gjældende, den ovenomtalte kongelige Anſkuelſe – om jeg ſaa maa kalde den –, ſom allerede var paa god Vei til at ſkaffe ſig almindelig Indgang i de europæiſke Rigers Statsret.

Vi kunne danne os et klart Begreb om den Anſkuelſe, Sverrer i ovennævnte Henſeende opſtillede, af tre Kilder: af de flere Taler, ſom i Sverrers Saga forekomme, hvilke upaatvivlelig paa det nærmeſte ere ordret optegnede ſom de fløde af Sverrers Mund; – af et Stridsſkrift om Kirkens Forhold til Staten, ſom er forfattet i Sverrers Regjeringstid, fuldkommen i hans Aand, og ganſke viſt efter hans umiddelbare Tilſagn; – og endelig iſær af Kongeſpeilet, dette mærkelige Skrift, der ſkjønt det ikke, ſom Enkelte have troet, kan være forfattet af Sverrer ſelv, dog øienſynligen er fra hans Tid, ſkrevet af en af hans Tilhængere, og i alt, hvad angaar Kongedømmet og Kirken, ſtøttet til hans Meninger. Ifølge disſe Kilder tør man udhæve ſom Sverrers Anſkuelſe i Hovedſagen Følgende:

Gud har umiddelbart indſtiftet tvende Myndigheder her paa Jorden: den kongelige og den biſkoppelige, eller Kongedømmet og Kirken. Hver har ſit af Gud givne Omraade: Kongedømmet omfatter alle verdslige Ting, Kirken alle aandelige. Den ene af disſe Myndigheder kan ikke gaa ind paa den andens Enemærker, uden at Gud, af hvem de hver iſær ere indſtiftede, derved fortørnes. Thi begges Omraade er Guds Eiendom, og Biſkoppen ligeſaavel ſom Kongen ikkun jordiſk Beſtyrer af hvad der tilhører Gud alene. Baade Konge og Biſkop ere derimod, ſom Guds hinanden ſideordnede Tjenere, ſkyldige at underſtøtte hinanden gjenſidigen i deres guddommelige Embeder. Kongedømmet er et Billede af ſelve den guddommelige Høihed, og Kongen af Gud beſkikket i det høieſte Dommerſæde paa Jorden. Hver Konge, ſom bærer fuld kongelig Verdighed, kaldes med Rette Herrens Salvede; og Chriſtus, medens han var paa Jorden, gav Exemplet paa hvorledes man bør ære og lyde Kongen, idet han baade ſelv betalte Kongedømmet Skat og bød St. Peter, ſom han dog ſatte til den preſtelige Verdigheds Hoved, at betale den. Idet man hædrer Kongen for det Navns Skyld, ſom han har af Gud, hædrer man Gud ſelv, og den ſom ikke bærer Ærefrygt for Kongens Høihed, han frygter ikke Gud. Gud ſelv har givet Kongen i Hænde ſit ſkarpe Sverd til al Slags legemlig Revſelſe. Det bider altid ſaart, endogſaa naar dermed hugges uretteligen; dog har Kongen for Brugen at gjøre Gud alene Regnſkab, men et ſtrengt Regnſkab, der gjælder evig Fordømmelſe. Med ſamme Sverd har Kongen ogſaa at verne om Kirken, hvis Biſkoppen ei fuldkommen ſeer ſig iſtand dertil. Thi Biſkoppen har viſtnok ogſaa af Gud erholdt et Revſelſens Sverd; men det er kun et Ordets Sverd, der hviler i Munden og ikke i Haanden, med hvilket han blot kan negte den, der vanærer Kirken, den aandelige Føde, ſom denne meddeler (d. e. excommunicere ham), og hvilket, hvor ſaart det end bider – ſaarere end Kongens, – naar dermed retfærdigen hugges, dog aldeles ikke bider, hvis det bruges uretteligen, men tvertimod da hugger den ſelv til Meen, ſom ſvinger det[6].

Man indſeer let, at denne Lære, idet den ſtiller Kongedømme og Kirke ſom ſideordnede Indſtiftelſer af Gud, alligevel, paa en ingenlunde utydelig Maade, ſtiller Kirken i dens Fremtræden paa Jorden under Kongedømmet og indſkjærper Biſkopperne i jordiſke Forhold den ſamme Lydighed mod deres Konge, ſom enhver anden Underſaat ſkylder ham; – at den lægger en ubegrændſet jordiſk Myndighed i Kongens Hænder, hvilken Myndighed Kongen har af ſelve Gud, ſom hans Salvede ifølge ſin kongelige Verdighed, uden Kirkens eller Biſkoppernes Mellemkomſt, og for hvis Benyttelſe han ſtaar Gud ene til Anſvar; – at den endelig ved en ſimpel Følgeſlutning endog unddrager Kongens Perſon, ſom hellig ved den Verdighed Gud umiddelbart har betroet ham, fra Kirkens Dommermyndighed i aandelige Sager, hvilken den forreſten indrømmer Biſkopperne at udøve endog ved Excommunication.

Hvorledes Sverrer af en ſaadan Lære kunde udlede et Forſvar for ſit eget Kongedømme imod Kirkens Paaſtande til Fordeel før Magnus Erlingsſøns, er ikke vanſkeligt at begribe. Sverrer paaſtod at være Konge ifølge Rigets lovbeſtemte Arvefølge og en lovformelig Antagelſe, overhovedet ifølge en lige ſiden Rigets Stiftelſe tilværende og aldrig retlig ophævet Lov; medens Magnus derimod var Konge ifølge en nyere ſelvgjort Beſtemmelſe, der aldrig ad retslig Vei havde vundet Gyldighed ſom almindelig Landslov, og ſom man desuden maatte give tilbagevirkende Kraft for deri at finde nogen Støtte for Retmæsſigheden af hans Kongedømme. Sverrer var altſaa ifølge ſelve ſin lovlige Adkomſt til Kongedømmet den ſande Herrens Salvede, medens Magnus ikkun var den jordiſke Kirkes Salvede ifølge en Anmasſelſe af Biſkopperne. Hos Sverrer hvilede den guddommelige Ret i al ſin Fylde, og den kunde ingen Excommunication eller Banſættelſe fra Kirkens Side udſlette. Kirkens Sverd var mod ham uvirkſomt og vendte ſig kun mod Biſkopperne ſelv, ſom vovede ulovligen at hugge med det. Enhver Reisning af hans Underſaatter mod ham var et Oprør mod Gud ſelv, hvilket han var berettiget til, ja pligtig at revſe; og for Maaden, hvorpaa han revſede det, ſtod han kun Gud til Anſvar.

Læren gjennemført i ſtreng Følgerigtighed var farlig ikke for Kirkens jordiſke Magt alene, men ogſaa for Folkets Frihed og gamle Ret. Den ſammentrængte nemlig al mulig Statsmyndighed i Kongedømmet, ſom den eneſte af Gud beſkikkede Øvrighed i jordiſke Ting, og erkjendte ingen anden Statsmagt. Den ſtillede i Grunden Kongen over alt jordiſk Anſvar, over enhver ældre ſtatsretlig Overeenskomſt mellem Kongedømme og Folk, paa hvilken Norges Samfundsorden hidtil hvilede, og kunde ſaaledes, ſtrengt fulgt, lede til det meſt uindſkrænkede og utaaleligſte Kongedespoti. Det var ogſaa paa denne Lære, med dens Misforſtaaelſe af det chriſtelige Begreb om Øvrighed – der naturligviis ikke udelukkende betegner Kongedømmet, men enhver lovlig indſtiftet Statsmagt –, at det uindſkrænkede Kongevelde byggedes, ſom i mange af Europas Lande under de følgende Aarhundreders Løb ſtræbte, at indſnige ſig, hvad ogſaa efterhaanden tildeels lykkedes. I Norge fandt viſtnok ogſaa Læren haſtig Anklang; men baade Sverrer ſelv, ſom her førſt benyttede den, og hans Ætlinger paa Norges Kongeſtol, der alle bekjendte ſig til den i ſtørre eller mindre Udſtrækning, formildede den høieligen i dens Anvendelſe baade med Henſyn til Kirken og med Henſyn til Folket. Alligevel ledede den, – underſtøttet af Tidsaandens Retning, af de gamle Samfundsforholdes Ryſtelſe ved de indvortes Uroligheder, af de gamle folkelige Statsformers Utilſtrækkelighed for en fremſkridende Tids Krav, – til en uformærket Udvidelſe af Kongemagten paa Folkemagtens Bekoſtning. Efter noget meer end eet Aarhundredes Forløb var Folkemagten ſaa at ſige kun til i Formen, medens i Virkeligheden al Statsmyndighed var ſammentrængt i Kongedømmet, ſom vel benyttede ſin Magt mildt og faderligt og derfor var Folket kjært, men ſom dog viſte ſig under ſenere Forviklinger og Norges Indtræden i et videre Statsforbund, at være uſkikket til alene, uden nogen det norſke Folk repræſenterende Statsmagt, at opretholde det norſke Riges Selvſtændighed. Saaledes var udentvivl den Lære om Kongedømmets Væſen, ſom Sverrer nærmeſt opſtillede til ſit eget Kongedømmes Forſvar mod Hierarchiets Anmasſelſer, kraftig medvirkende til en gradviis Forandring i Norges Samfundsorden, der i ſine fjærnere Følger var uheldbringende for Riget.

  1. Werlauffs Anecdoton XVIII: „usurpator felix, virtutibus et vitiis æqve insignis.
  2. Sv. S. c. 96.
  3. Sv. S. c. 33, 34, 60, 90, 99, 122: Sax. Gram. l. XIV; Guilh. Neubrigensis l. III. 6; Roger de Hoveden, ed. Saville. p. 599–600.
  4. Sv. S. c. 38, 99.
  5. Sv. S. c. 35.
  6. Kgſp. c. 44 og 45, jfrt. m. c. 69 og 70.