Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/24
Birkebenernes Flok var dog ikke ganske tilintetgjort. Dens, rigtignok yderst ringe, Levninger samlede sig igjen i Skovbygderne paa Sveriges Grændse, og Kong Eysteins Fald gav Pladsen for en ny Hødving, hvem det var beskikket snart at sprede en uventet Glands over det for ødelagt anseede Parti.
Denne nye Høvding var den berømte Sverrer. Over hans Fødsel og Ungdomsliv hviler en Dunkelhed, som vel aldrig fuldkommen lader sig sprede. Han kaldte sig Søn af Kong Sigurd Mund. Mange af hans Samtidige og meer end Een af den følgende Tids Historiegrandskere have betvivlet Sandheden af dette Udsagn, og anseet ham for en klog, dygtig, af Lykken begunstiget Usurpator[1]. Fuldgyldige Beviser for eller mod hans Paastand kunde neppe hans Samtid fremlægge, og end mindre vil det vistnok lykkes Eftertiden. At drøfte denne Sag nøiere hører dog ikke til det os foreliggende Emne. Det være mig blot tilladt her at yttre som min personlige Mening: at langt mere synes at tale for end imod hans Paastands Sandhed.
Sverrer skal være født 1151, og i sit 5te Aar af sin Moder Gunhild og sin Stiffader Unas være ført over til Færøerne, hvor den sidste havde en Broder Roe, som senere blev Øernes Biskop. Hvem der var hans rette Fader – heder det – blev holdet hemmeligt, i Begyndelsen uvist af hvilken Grund, senere vel for at unddrage ham Erling Skakkes Efterstræbelser; og han gik for at være Unas’s Søn. Hvad der maa ansees sikkert er, at han paa Biskop Roes Foranstaltning fik en geistlig Opdragelse, og allerede havde gjennemgaaet de lavere Grader og var viet til Prest, da han i sit 24de Aar af sin Moder fik Oplysning om sin virkelige Fader. Han drog nu i 1176 til Norge for at udspeide, hvad Fremtids Udsigter der kunde være for ham. Til Fremgangen af Birkebenernes Reisning satte han ingen Lid og vilde derfor ikke slaa sig til dem. For Erkebiskop Eystein, til hvem Biskop Roe havde raadet ham at henvende sig, vovede han ikke at aabenbare sin Hemmelighed, da han hørte, hvor fast Venskabet mellem ham og Kong Magnus var knyttet. Af Erling og Magnus selv kunde han naturligviis ingen Anerkjendelse vente af sin Ret. Han fandt i Forholdene, fem de dengang vare i Norge, og hvilke han nøie eftersporede, ingen Opmuntring, ligesaalidt som i Erlings og Kong Magnus’s Sindsstemning, hvilken han under en personlig Nærmelse grandskede uden at være kjendt af dem. Han drog derfor, med Opgivelse af alle Forhaabninger om at vinde sin Ret, til sin Søster Cecilia i Vermeland, der modtog ham som sin Broder.
Netop ved den Tid faldt Kong Eystein Meyla paa Re, og Birkebenernes Parti var berøvet sin Høvding. Et Rygte havde udbredt sig i Norge om hvo Sverrer var, og man vidste hvor han var at finde. Den svage Levning af Birkebenerne opsøgte ham, tvang ham paa en Maade til at sætte sig i deres Spidse, og gav ham, saasnart de vare komne paa norsk Grund, Kongenavn d. 13de Marts 1177.
Hermed var da Sverrer skudt frem – som han selv paastod, og som i sig selv er rimeligt – mod sin Villie paa den farlige Bane, der førte ham til Hæder og Høihed, men ogsaa til et stormfuldt Liv, fra Begyndelsen til Enden uden Ro og uden Hvile.
Vi kunne her ikke i det Enkelte forfølge Sverrers Kamp med Magnus Erlingssøn om Norges Kongedømme. Vi maa blot udhæve: at han ved sin Klogskab og Fasthed dannede Birkebenerne fra en fortvivlet Flok af Fredløse til en Hær af sande Helte, – at han endnu samme Aar, som han under de uheldigste Udsigter var traadt i deres Spidse, saa sig istand til at føre dem til Throndhjem, hvor han paa Ørething blev tagen til Konge, – at han efter tvende Aars Kampe under vexlende Krigslykke fældede Erling Skakke i et Slag ved Nidaros 1179, – og at han endelig ogsaa fældede Kong Magnus Erlingssøn 1184 i et blodigt Søslag ved Fimreite i Sogn.
Sverrer havde under hele denne Kamp med Magnus de største Vanskeligheder at overvinde, – Vanskeligheder som ikkun hans Uforsagthed, Udholdenhed, rigt begavede Aand og den Tillid til Guds Bistand, som i det mindste af hans egne Yttringer fremlyser, kunde sætte ham i Stand til at møde. Man har vist nok i disse hans ofte gjentagne Yttringer af Tillid til Guds Bistand for hans retfærdige Sag villet see mere List, ja vel Hykkleri, end Oprigtighed; – men det er svært for menneskeligt Øie at læse hvad der staar i Ens Hjerte; og naar Sverrer paaberaabte sig det guddommelige Forsyns Hjælp, der havde frelst ham af saa mangen truende Fare, som et øiensynligt Bevis for sin Ret, saa kan man i alle Fald ikke negte, at hiin Hjælp i Sandhed var virksom tilstede, og at Sverrer i det mindste var et udkaaret Redskab i Forsynets Haand til at møde Hierarchiets Overgreb i Norge og styrte det fra den farlige Høide, til hvilken det havde opsvunget sig, og paa hvilken det var i Færd med at fæste Fod, vist nok ligesaameget til den sande Christ-Kirkes som til Statens Fordærvelse.
De Vanskeligheder Sverrer havde at bekjæmpe lade sig let fatte. Først havde han i Erling Skakke en Modstander ligesaa prøvet i Statskløgt som i Hærførerdygtighed, og i Kong Magnus en Fiende, der vel ikke i hine Egenskaber kunde maale sig med sin Fader, men som igjen havde sin Fordeel deri, at Fleertallet af Folket elskede ham og var ham oprigtig hengivet. – Dernæst havde Sverrer fast uden Undtagelse Norges indflydelsesrige Lendermænd imod sig. Disse havde nemlig knyttet sin Sag til Kong Magnus’s og saa i hans, den ved dem fremhjulpne Lendermandssøns, Kongedømme en Sikkerhed for Opretholdelsen af sin egen nedarvede Ret til, som Kongens naturlige Raadgivere, at gribe ind i Landstyrelsen og lede denne til egen Hæder og Fordeel; medens de derimod i Sverrer saa en Konge, der støttende sig til en af deres Stemme uafhængig Arveret, til Vaabnenes Magt og sit eget Krigerheld, vilde lægge strenge Baand paa deres Selvraadighed, og rimeligviis hæve sine egne Tilhængere, næsten udelukkende Folk af en lavere Stand, men udmærkede ved Mod og Dygtighed, over deres Hoveder. – Videre havde Sverrer største Delen af Almuen mod sig. Den var, som for sagt, indtagen for Magnus’s elskverdige Personlighed, kunde vanskeligen ved haandgribelige Beviser overtydes om Sandheden af Sverrers Kongebyrd, og nærede Fordomme mod ham, hvilke omhyggeligen vare den indblæste af dens verdslige og aandelige Ledere. Den saa i Sverrer en Forstyrrer af den fremblomstrende indre Fred og deraf følgende Velstand, og den saa i hans Tilhængere Ransmænd, der kun stundede efter „at feie Bondens Gjemmer med sine skidne Hænder“[2]. Dog gjorde Thrønderne herfra en Undtagelse, idet de bestandig yttrede Forkjærlighed for Sverrer, strax erkjendte hans Ret og understøttede ham, saavidt hans Modstanderes Overmagt og Erkebiskop Eysteins Indflydelse tillod dem. – Endelig, hvad der var det farligste af Alt, Sverrer havde i den norske Kirkes indflydelsesrigeste Forstandere dødelige Fiender. Han havde vovet at søge Kongedømmet i Følge en Arvelov, som Kirken troede sig at have afskaffet; han havde vovet at sætte sig op imod den af Kirken kaarede og indviede Konge, og erklære dennes Kongedømme for en ulovlig Anmasselse; han havde ved dette Skridt noksom viist, at han agtede den hele Overeenskomst mellem Kong Magnus og Erkebiskoppen for ugyldig, at han, med Tilsidesættelse af St. Olafs Lenshøihed over Norge, vilde forfegte Kongedømmets Uafhængighed af Erkesædet; og med det samme vakte han grundet Formodning om, at han ogsaa vilde underkjende alle de øvrige Særrettigheder, som ved hiin Overeenskomst vare Kirken hjemlede. I alt dette maatte Kirkens Forstandere, i det mindste enkelte af dem, og deriblandt den mest formaaende, Erkebiskoppen, finde Grund mere end nok til at stille sig mod Sverrer med al sin Magt og Indflydelse, til at forfølge ham med det bittreste Had. De forsømte derfor ikke baade i og udenfor Norge at udraabe Sverrer for en frafalden Prest, der havde forsyndet sig mod Guds Kirke ved at udtræde af den geistlige Stand, – for en Bedrager, der tilløi sig Kongebyrd, – for en ugudelig Troldmand, der skyldte Djævelen og sine Troldkunster alt sit Held og saadant mere[3]. De udtalte selv og lærte Folket at udtale Forbandelser over Sverrer og hans Mænd i Livet og i Døden, medens de sikkert lovede Magnus’s Tilhængere, som faldt for dennes Sag, at deres Sjæle skulde være i Paradis, før deres Blod var blevet koldt paa Jorden[4].
Saa stærk en Fiendemagt havde Sverrer at stride mod i sin Kamp med Magnus Erlingssøn om Kongedømmet. Og han førte Kampen ligesaavel med aandelige som legemlige Vaaben. Mod Erlings Kløgt og Krigerdygtighed satte han sin egen Overlegenhed i begge Henseender, og mod Magnus’s Vensælhed hos Folket i det sydlige og vestlige Norge satte han Thrøndernes Hengivenhed og sine Birkebeners Troskab. Mod Lendermændenes Had stillede han sine egne Krigshøvdingers Ærgjerrighed, som han smigrede og opeggede ved at love dem deres fældede Modstanderes Hædersnavne og Rigdomme[5]. Almuens Uvillie og Fordomme søgte han at bekjæmpe ved skaansom Overbærenhed, ved de fredelige Næringsveies Beskyttelse, ved belærende Taler og ved bitter Spot. Sine Fiender i Kirken mødte han helst med kirkelige, eller i alle Fald aandelige Vaaben, med Kirkens egen Lære og Landslovens Bestemmelser, – og heri kom utvivlsomt hans geistlige Opdragelse, der ikke synes at have været overfladisk, ham høieligen til Gode.
Sverrer med sit Skarpsyn gjennemskuede udentvivl meget snart det hierarchiske System, som Erkebiskop Eystein ved Overeenskomsten med Erling Skakke havde søgt gjennemført i Norges Statsret, og paa hvilket, som paa en Grundsteen, Retmæssigheden af Magnus Erlingssøns Kongedømme hvilede. Han indsaa de vigtige, for Kongedømmet fordærvelige Slutningsfølger, som deraf kunde uddrages; men han opfattede ogsaa dets indre Brøst og svage Sider. Han saa, at det støttede sig paa Grundsætninger, der havde et vist Medhold i den romerske Kirkes allerede udtalte Paastande, men som dog overalt i Europa bekjæmpedes med vigtige Grunde, hentede fra Kirkens ældre Forhold og tidligere Lære; og han saa derhos, at det var ganske stridende mod Aanden i Norges gamle Samfundsorden i dennes hele indre Sammenhæng. Denne Samfundsorden, med sit af Lendermændenes patriarkalske Myndighed ledede Folke- eller Bondevælde og sit af begge temmelig indskrænkede Kongedømme, fandt Sverrer udentvivl i mange Dele forældet, rystet ved de forudgaaende indre Uroligheder, og uovereensstemmende med de statsretlige Anskuelser, som nu havde gjort sig gjældende fast over hele det vestlige Europa. Her var først – og det tidlig – det oprindelige germaniske Folkevælde blevet kvalt af et gjennem Lensvæsenet udviklet Adelsvælde; og for at holde dette Stangen havde igjen Kongemagten meer og meer støttet sig til en guddommelig Ret, til den Christendommens Lære, at al Øvrighed er af Gud, hvilken anvendt paa den høieste verdslige Øvrighed, Kongedømmet, opstillede dette som en Gave af Gud, og Ihændehaveren som Konge af Guds Naade. Pavedømmet vilde fortolke dette som eenstydende med: Konge af Kirkens eller Pavens Naade og vilde see dette betegnet i Kongens Salving og Kroning, ved hvilken kirkelige Handling, udført af Kirkens Forstandere, den guddommelige Bemyndigelse først meddeeltes Kongen gjennem Kirken af dennes frie Villie. Men herimod gjorde Kongerne den kraftigste Indsigelse, idet de paastode at have sin Kongemyndighed umiddelbart af Gud og ikke igjennem Kirken og dens Forstandere paa Guds Vegne; hvad enten saa Kongen var Konge ifølge lovligt Valg eller Arveret, var altsaa den guddommelige Bemyndigelse strax tilstede, og Salvingen og Kroningen kom kun til som en symbolsk Handling, hvorved Kirken fremstillede og tydeliggjorde hiin allerede givne guddommelige Bemyndigelse for Almeenhedens Øine, og som Kirken følgelig i Grunden ikke kunde negte at udføre, naar Kongen paa lovlig Maade havde erhvervet sit Kongedømme. I Norge havde man før Magnus Erlingssøns Kroning intet Begreb om en guddommelig Oprindelse af Kongedømmet. Man saa dettes Oprindelse ikkun i en gammel allerede under Hedendommen afsluttet Overeenskomst mellem Folket paa den ene Side og Harald Haarfagers Æt paa den anden. I Magnus fik man først en Konge af Guds Naade, men i den Betydning som Pavedømmet og Hierarchiets Tilhængere vilde have Udtrykket fortolket: af Kirkens eller St. Olafs Naade. Sverrer forkastede aldeles et saadant Kongedømme. Dog vilde han paa den anden Side ikke vende tilbage til Nordmændenes gamle Anskuelse af Kongedømmet som oprundet af en blot og bar retslig Overeenskomst. Kongedømmets guddommelige Ret vilde han ikke slippe; men han opstillede imod den hierarchiske Anskuelse heraf, som Erkebiskop Eystein havde gjort gjældende, den ovenomtalte kongelige Anskuelse – om jeg saa maa kalde den –, som allerede var paa god Vei til at skaffe sig almindelig Indgang i de europæiske Rigers Statsret.
Vi kunne danne os et klart Begreb om den Anskuelse, Sverrer i ovennævnte Henseende opstillede, af tre Kilder: af de flere Taler, som i Sverrers Saga forekomme, hvilke upaatvivlelig paa det nærmeste ere ordret optegnede som de fløde af Sverrers Mund; – af et Stridsskrift om Kirkens Forhold til Staten, som er forfattet i Sverrers Regjeringstid, fuldkommen i hans Aand, og ganske vist efter hans umiddelbare Tilsagn; – og endelig især af Kongespeilet, dette mærkelige Skrift, der skjønt det ikke, som Enkelte have troet, kan være forfattet af Sverrer selv, dog øiensynligen er fra hans Tid, skrevet af en af hans Tilhængere, og i alt, hvad angaar Kongedømmet og Kirken, støttet til hans Meninger. Ifølge disse Kilder tør man udhæve som Sverrers Anskuelse i Hovedsagen Følgende:
Gud har umiddelbart indstiftet tvende Myndigheder her paa Jorden: den kongelige og den biskoppelige, eller Kongedømmet og Kirken. Hver har sit af Gud givne Omraade: Kongedømmet omfatter alle verdslige Ting, Kirken alle aandelige. Den ene af disse Myndigheder kan ikke gaa ind paa den andens Enemærker, uden at Gud, af hvem de hver især ere indstiftede, derved fortørnes. Thi begges Omraade er Guds Eiendom, og Biskoppen ligesaavel som Kongen ikkun jordisk Bestyrer af hvad der tilhører Gud alene. Baade Konge og Biskop ere derimod, som Guds hinanden sideordnede Tjenere, skyldige at understøtte hinanden gjensidigen i deres guddommelige Embeder. Kongedømmet er et Billede af selve den guddommelige Høihed, og Kongen af Gud beskikket i det høieste Dommersæde paa Jorden. Hver Konge, som bærer fuld kongelig Verdighed, kaldes med Rette Herrens Salvede; og Christus, medens han var paa Jorden, gav Exemplet paa hvorledes man bør ære og lyde Kongen, idet han baade selv betalte Kongedømmet Skat og bød St. Peter, som han dog satte til den prestelige Verdigheds Hoved, at betale den. Idet man hædrer Kongen for det Navns Skyld, som han har af Gud, hædrer man Gud selv, og den som ikke bærer Ærefrygt for Kongens Høihed, han frygter ikke Gud. Gud selv har givet Kongen i Hænde sit skarpe Sverd til al Slags legemlig Revselse. Det bider altid saart, endogsaa naar dermed hugges uretteligen; dog har Kongen for Brugen at gjøre Gud alene Regnskab, men et strengt Regnskab, der gjælder evig Fordømmelse. Med samme Sverd har Kongen ogsaa at verne om Kirken, hvis Biskoppen ei fuldkommen seer sig istand dertil. Thi Biskoppen har vistnok ogsaa af Gud erholdt et Revselsens Sverd; men det er kun et Ordets Sverd, der hviler i Munden og ikke i Haanden, med hvilket han blot kan negte den, der vanærer Kirken, den aandelige Føde, som denne meddeler (d. e. excommunicere ham), og hvilket, hvor saart det end bider – saarere end Kongens, – naar dermed retfærdigen hugges, dog aldeles ikke bider, hvis det bruges uretteligen, men tvertimod da hugger den selv til Meen, som svinger det[6].
Man indseer let, at denne Lære, idet den stiller Kongedømme og Kirke som sideordnede Indstiftelser af Gud, alligevel, paa en ingenlunde utydelig Maade, stiller Kirken i dens Fremtræden paa Jorden under Kongedømmet og indskjærper Biskopperne i jordiske Forhold den samme Lydighed mod deres Konge, som enhver anden Undersaat skylder ham; – at den lægger en ubegrændset jordisk Myndighed i Kongens Hænder, hvilken Myndighed Kongen har af selve Gud, som hans Salvede ifølge sin kongelige Verdighed, uden Kirkens eller Biskoppernes Mellemkomst, og for hvis Benyttelse han staar Gud ene til Ansvar; – at den endelig ved en simpel Følgeslutning endog unddrager Kongens Person, som hellig ved den Verdighed Gud umiddelbart har betroet ham, fra Kirkens Dommermyndighed i aandelige Sager, hvilken den forresten indrømmer Biskopperne at udøve endog ved Excommunication.
Hvorledes Sverrer af en saadan Lære kunde udlede et Forsvar for sit eget Kongedømme imod Kirkens Paastande til Fordeel før Magnus Erlingssøns, er ikke vanskeligt at begribe. Sverrer paastod at være Konge ifølge Rigets lovbestemte Arvefølge og en lovformelig Antagelse, overhovedet ifølge en lige siden Rigets Stiftelse tilværende og aldrig retlig ophævet Lov; medens Magnus derimod var Konge ifølge en nyere selvgjort Bestemmelse, der aldrig ad retslig Vei havde vundet Gyldighed som almindelig Landslov, og som man desuden maatte give tilbagevirkende Kraft for deri at finde nogen Støtte for Retmæssigheden af hans Kongedømme. Sverrer var altsaa ifølge selve sin lovlige Adkomst til Kongedømmet den sande Herrens Salvede, medens Magnus ikkun var den jordiske Kirkes Salvede ifølge en Anmasselse af Biskopperne. Hos Sverrer hvilede den guddommelige Ret i al sin Fylde, og den kunde ingen Excommunication eller Bansættelse fra Kirkens Side udslette. Kirkens Sverd var mod ham uvirksomt og vendte sig kun mod Biskopperne selv, som vovede ulovligen at hugge med det. Enhver Reisning af hans Undersaatter mod ham var et Oprør mod Gud selv, hvilket han var berettiget til, ja pligtig at revse; og for Maaden, hvorpaa han revsede det, stod han kun Gud til Ansvar.
Læren gjennemført i streng Følgerigtighed var farlig ikke for Kirkens jordiske Magt alene, men ogsaa for Folkets Frihed og gamle Ret. Den sammentrængte nemlig al mulig Statsmyndighed i Kongedømmet, som den eneste af Gud beskikkede Øvrighed i jordiske Ting, og erkjendte ingen anden Statsmagt. Den stillede i Grunden Kongen over alt jordisk Ansvar, over enhver ældre statsretlig Overeenskomst mellem Kongedømme og Folk, paa hvilken Norges Samfundsorden hidtil hvilede, og kunde saaledes, strengt fulgt, lede til det mest uindskrænkede og utaaleligste Kongedespoti. Det var ogsaa paa denne Lære, med dens Misforstaaelse af det christelige Begreb om Øvrighed – der naturligviis ikke udelukkende betegner Kongedømmet, men enhver lovlig indstiftet Statsmagt –, at det uindskrænkede Kongevelde byggedes, som i mange af Europas Lande under de følgende Aarhundreders Løb stræbte, at indsnige sig, hvad ogsaa efterhaanden tildeels lykkedes. I Norge fandt vistnok ogsaa Læren hastig Anklang; men baade Sverrer selv, som her først benyttede den, og hans Ætlinger paa Norges Kongestol, der alle bekjendte sig til den i større eller mindre Udstrækning, formildede den høieligen i dens Anvendelse baade med Hensyn til Kirken og med Hensyn til Folket. Alligevel ledede den, – understøttet af Tidsaandens Retning, af de gamle Samfundsforholdes Rystelse ved de indvortes Uroligheder, af de gamle folkelige Statsformers Utilstrækkelighed for en fremskridende Tids Krav, – til en uformærket Udvidelse af Kongemagten paa Folkemagtens Bekostning. Efter noget meer end eet Aarhundredes Forløb var Folkemagten saa at sige kun til i Formen, medens i Virkeligheden al Statsmyndighed var sammentrængt i Kongedømmet, som vel benyttede sin Magt mildt og faderligt og derfor var Folket kjært, men som dog viste sig under senere Forviklinger og Norges Indtræden i et videre Statsforbund, at være uskikket til alene, uden nogen det norske Folk repræsenterende Statsmagt, at opretholde det norske Riges Selvstændighed. Saaledes var udentvivl den Lære om Kongedømmets Væsen, som Sverrer nærmest opstillede til sit eget Kongedømmes Forsvar mod Hierarchiets Anmasselser, kraftig medvirkende til en gradviis Forandring i Norges Samfundsorden, der i sine fjærnere Følger var uheldbringende for Riget.
- ↑ Werlauffs Anecdoton XVIII: „usurpator felix, virtutibus et vitiis æqve insignis.“
- ↑ Sv. S. c. 96.
- ↑ Sv. S. c. 33, 34, 60, 90, 99, 122: Sax. Gram. l. XIV; Guilh. Neubrigensis l. III. 6; Roger de Hoveden, ed. Saville. p. 599–600.
- ↑ Sv. S. c. 38, 99.
- ↑ Sv. S. c. 35.
- ↑ Kgsp. c. 44 og 45, jfrt. m. c. 69 og 70.