Hopp til innhold

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/104

Fra Wikikilden
Chr. Tønsbergs Forlag (2s. 570-581).
◄  103.
105.  ►

104.
Uroligheder i Norge efter Kristian I’s Død. Erkebiskop Gaute Rigsvikarius. Hr. Jon Smør Rigsforstander. Hans, Kristian I’s Søn, vælges til Norges Konge i Halmstad 1483 og krones samme Aar i Nidaros.

Kristian I’s ældste Søn Hans eller Johannes var allerede i Faderens levende Live antagen til hans Eftermand i alle de tre nordiske Riger, i Danmark 1455[1], i Norge og Sverige 1458[2]. Han havde ogsaa i Begyndelsen af 1474 været i Norge og der i Oslo under 1ste og 3die Februar udstedt et Par Breve i Regjeringsanliggender, hvorved han kalder sig: „Kong Kristians Søn, kaaret Konge til Danmark, ret Arving til Norges Rige[3]. Alligevel reiste der sig strax efter Kristians Død Vanskeligheder med Hensyn til hans Valg ikke alene i Sverige, hvor Steen Sture fra 1470 regjerede uafhængig af Kristian, som Rigsforstander med kongelig Myndighed, men Ogsaa i Norge.

Under de mange Forhandlinger, som i Kristians seneste Regjeringsaar havde fundet Sted med Sveriges Rigsforstander og Raad om hans Gjenindsættelse i Sveriges Kongedømme, havde Kristian i 1476 den 31te August i Rotneby i Bleking givet det Tilsagn, at ved hans Død de tre Rigers Raad skulde samles i Halmstad eller Kalmar for at vælge en ny fælles Konge[4]. Dette kunde ansees som en Gjenkaldelse af Hans’s Valg og en Tilbagegivelse til de tre Rigers Raad af deres Valgfrihed. Om det har været udtrykkelig paaberaabt vides dog ikke. I Danmark var det Forholdet til Slesvig og Holstein, der sinkede Hans’s Hylding, hvilken først gik for sig i Mai 1482 paa en Rigsdag til Kallundborg[5]. I Norge og Sverige var imidlertid et Møde med det danske Raad til Halmstad strax efter Kristians Død tilsagt; men Steen Sture blev paa Veien did syg eller forstilte sig saa, og Mødet, som maa have fundet Sted i Sommertiden 1481, skiltes ad uden at nogen Bestemmelse om Kongevalget toges[6]. Og førend et nyt Møde kunde komme istand, vare særskilte Underhandlinger mellem Norge og Sverige allerede indledede.

Erkjendtes Norge i Overensstemmelse med sin gamle Statsret, hvilken aldrig formelig var hævet, for et Arverige, og det norske Raads Erklæring og Hylding af 1458 for staaende ved Magt, da var Hans’s Ret til Kongedømmet uomtvistelig. Men en saadan Forvirring havde i Tidens Løb indsneget sig i dette Riges statsretlige Forhold ved dets Forbindelse med Danmark og Sverige, at man nu, selv uden at holde sig til Kristians Tilsagn af 1476, aldeles ikke kunde siges at være paa det Rene med, hvad enten Norge skulde ansees for Arverige eller Valgrige. Denne Forvirring i Begreberne viste sig allertydeligst i de Forhandlinger, Kong Hans i 1482 havde med sin Broder, Hertug Fredrik, eller rettere med sin Moder, Dronning Dorothea, paa hans Vegne, da endogsaa den Paastand kunde fremsættes, at Norge burde tilfalde Fredrik som Fædrenearv, eller deles mellem Brødrene som andet Arvegods. Men dengang afviste Hans denne Paastand med den Erklæring, at Norge var et Valgrige, hvilket dog ikke hindrede, at baade han selv kaldte sig Arving til Norge, og at Fredrik og dennes Efterkommere ligeledes antoge samme Titel[7]. Det norske Raad troede sig udentvivl at øine en Fordel i at betragte Norge som Valg rige. Vist er det ogsaa, at holdt man paa den ene Side fast ved Tanken om de tre Rigers Forening under Iagttagelse af hvert enkelts Selvstændighed, og skulde paa den anden Side Overenskomsten til Bergen mellem Norge og Danmark af 1450 have nogensomhelst Betydning, uden at det sidste Riges fri Valgret ophævedes, saa maatte man indrømme, at en Forandring virkelig var foregaaet i Norges Statsret, og at dette var blevet et Valgrige[8]. Saaledes tog Erkebiskop Gaute Sagen; thi han optraadte strax efter Kong Kristians Død som Rigets Vikarius og ansaa følgelig Kongedømmet i Norge som ledigt. I August Maaned 1481 var han i Bergen samlet med flere Medlemmer af Raadet og afgjorde i Forening med dem Sager, der hørte under Kongedømmet. Saaledes udstedte Erkebiskop Gaute, Biskopperne Hans af Bergen, Karl af Hamar og Eilif af Stavanger, samt fem verdslige Raadgivere, blandt hvilke de to Riddere Jon Smør og Alf Knutssøn, den 25de August Lensbrev for Thorleif Bjørnssøn at være Islands Hirdstyrer i tre Aar og sætte Lensmænd i alle Sysler der paa Øen[9]. Og den 12te September næst efter udstedte Gaute, Biskopperne Hans af Bergen og Olaf af Hole, samt Hr. Jon Smør og tre Væbnere paa Norges Raads Vegne et Brev til Raadet i Lybek, hvorved den Ret, som den afdøde Kong Kristian, uden Raadets Vidende, havde tilstaaet Hamborg, at handle paa Island, ophævedes, hvorimod Bergen, som tidligere, skulde være Stapelstad for den islandske Handel[10]. Erkebiskoppen maa have sammenkaldt dette Raadsmøde, og man seer, at han og Raadet har handlet med selvtagen kongelig Myndighed.

Det er sagt af Hvitfeld, og det har været almindelig antaget, at Steen Sture i Sverige, strax efter at Kristians Død var kommen til hans Kundskab, traadte i Underhandling med Erkebiskop Gaute, med hvem han allerede tidligere skal have staaet i venskabelig Forbindelse; og man har derfor troet, at Gautes og det norske Raads selvstændige Optræden i 1481 og senere var en Følge af Hr. Steens hemmelige Indskydelser[11]. Hertil findes imidlertid i de gamle Brevskaber fra den Tid intet tydeligt Spor; og der synes at kunne have været i Omstændighederne Opfordring nok alligevel til Gaute at handle som han gjorde. I de første Underhandlinger med Sverige, som vi kjende noget til, fremtræder heller ikke Erkebiskop Gaute personligen. Det var Biskopperne Gunnar af Oslo, Hans af Bergen og Karl af Hamar, Paal Abbed af Hovedø, Provst og Kansler Ivar Vikingssøn samt sex Riddere, blandt hvilke Alf Knutssøn og Einar Fluga, og fem Svende, der som Norges Raad sluttede i Oslo, den 1ste Februar 1482, en Overenskomst med Sveriges Raads fuldmægtige Sendebud, Sven, Kannik af Upsal, og Jens Knutssøn, Væbner: at Norge og Sverige skulde staa hinanden bi til Opretholdelse af deres Frihed og Ret, og navnligen ved det forestaaende Kongevalg det ene Rige intet foretage uden med det andet Riges Raad. I et andet Brev af samme Dag og Sted fra de nævnte Biskopper og en Deel af de øvrige Raadsmedlemmer til Sveriges Riges Raad bedes dette udvirke, at et aftalt Møde mellem de tre Rigers Fuldmægtige til Kalmar kan blive afholdt i Lødøse, og i dette Brev omtales endogsaa, at Væbneren Guttorm Tjeld, der ellers nævnes som Medlem af Norges Raad, havde været forud som sammes Sendebud inde i Sverige hos det svenske Raad, hvorved synes antydet, at det første Skridt til Underhandlingen var gjort fra norsk Side. Med sidstnævnte Brev fulgte nogle fra norsk Side opsatte Artikler, indeholdende Klager over de Brøst, Norges Rige meentes at have lidt i Kong Kristians Tid, og paa hvilke man ønskede raadet Bod, førend en ny Konge kaaredes til Norge. Blandt Klagepunkterne var Anke over Orknøernes og Hjaltlands Bortpantning; – over at Baahus forholdtes Norges Raad af Kongen; – over at Kirker og Klostere vare brændte, Biskop og Prælater, Riddere og Svende myrdede, uden at Ret derfor var opnaaet, hvorved sigtedes til Biskop Thorleifs og Hr. Olaf Nilssøns Drab i 1455 samt Munklifs Klosters Brand, for hvilket alt Kongen ikke havde udvirket fuldstændig Opreisning af Hanseaterne; – over at Kronens Kirker og Len overdroges Udlændige, og mere lignende[12].

Disse Omstændigheder tilsammentagne synes vise, at det norske Raads Færd har været forud vel overlagt, og at, om end Erkebiskop Gaute har været Sjælen i den yttrede Modstand, saa bar han ganske vist her ikke handlet som et blot Redskab i Steen Stures Hænder.

Erkebiskop Gaute deeltog, som sagt, ikke personligen i de nu omtalte Underhandlinger med det svenske Raad ligesaalidet som Hr. Jon Smør. Ingen af dem kan derfor antages paa den Tid at have været søndenfjælds, i det mindste ikke i Nærheden af Oslo. Men ud paa Sommeren 1482 finder man dem begge tilstede med det øvrige Raad paa denne Kant af Landet. Af et Indulgentsbrev viser det sig, at Erkebiskop Gaute og Biskopperne Gunnar af Oslo, Hans af Bergen, Karl af Hamar og Eilif af Stavanger, altsaa alle Norges Biskopper, vare samlede den 25de Juli ved Jarlsø eller Jærsø nær Tunsberg[13]; og her var ogsaa flere af de verdslige Raadsmedlemmer samlede. Anledningen til denne Sammenkomst var udentvivl en Hærsamling og et forehavende Tog mod Baahus Slot, hvilket man vilde tvinge Jørgen eller Yrian Larenssøn til at opgive Raadet. Herfra blev nu atter underhandlet med det svenske Raad.

Om det før omtalte Modet Halmstad i Sommeren 1481 har været besøgt af norske Fuldmægtige, og i saa Fald hvilke disse have været, vides ikke. At Erkebiskoppen ei der har været tilstede, synes hans Ophold i Bergen i August Maaned samme Aar at godtgjøre[14]. Mødet løb, som vi have seet, frugtesløst af. Senere var, som ogsaa ovenfor er fortalt, et nyt Møde fastsat til Kalmar, hvilket det norske Raad havde ønsket forflyttet til Lødøse. Herimod havde Kong Hans og de Danske, som det lader, intet at indvende, – ja de yttrede endog, at Mødet i Lødøse kunde finde Sted mellem de Norske og Danske, om end de Svenske ikke mødte. Men det norske Raad vilde, i Kraft af den tidligere Overenskomst med Sverige, ikke indlade sig paa noget Møde, hvor ikke tillige svenske Fuldmægtige kom; og da nu de Svenske fremdeles holdt fast paa Kalmar som Stedet, og det norske Raad blev for seent herom underrettet, saa var Følgen, at Mødet i Lødøse gik overstyr, uden at heller de Norske fik Leilighed til at søge det i Kalmar. Erkebiskop Gaute, Biskopperne Hans af Bergen og Eilif af Stavanger, Jon Smør og fire andre verdslige Raadsmedlemmer oplyste disse Omstændigheder og fremførte sin Undskyldning til Sveriges Raad i en Skrivelse fra Jarlsø Havn af 1ste August[15].

Mødet i Kalmar, der efter Bestemmelse holdtes ved Midten af Angust, ledede ikke til noget Afgjørende, da nemlig de svenske Fuldmægtige den 10de August vel erklærede sig villige til at vælge Kong Hans paa visse fremsatte Betingelser, men dog tillige paastode, at det endelige og formelige Valg maatte udsættes, indtil ogsaa det norske Raad kunde afgive Mode og fremkomme med sine Ankepunkter. Et nyt Mode skulde ved svenske Sendebud senere aftales i Kjøbenhavn, til hvilket da ogsaa de Norske kunde indfinde sig[16].

Imidlertid ankom til det norske Raad som Sendebud fra det danske Jakob Fris, Biskop af Børglum, og Hr. Anders Nilssøn i det Erinde at underhandle om Hans’s Hyldning og Antagelse til Norges Konge. Men da de ingen Fuldmagt havde til at afhjælpe de af Nordmændene fremsatte Klagepunkter, og Raadet desuden ikke vidste, hvad der i Kalmar kunde være vedtaget, saa fik Sendebudene intet afgjørende Svar paa sit Erinde ligesaalidt som paa den Indbydelse, de medbragte til det norske Raad at mødes med det danske paa en Herredag i Kjøbenhavn, der skulde holdes den 24de August. Om denne Underhandling tilskrev Biskopperne Hans af Bergen og Eilif af Stavanger det svenske Raad under 16de August[17].

Men medens de danske Sendebud saaledes afferdigedes, havde Krigsforetagendet mod Baahus sin Fortgang. Her kunde dog ikke Erkebiskop Gaute, der hidtil havde vist sig som den norske Rigsstyrelses Formand, passende optræde som den Øverstbydende; baade hans geistlige Stilling og Norges Sedvaner vare herimod. En verdslig Høvding udkrævedes til Hærens Fører. Denne Omstændighed gav udentvivl Anledning til, at en Rigsforstander (regni Norvegiæ gubernator) udnævntes, rimeligvis af Raadet, og efter gammel Skik paa Erkebiskoppens Forslag. Denne Rigsforstander var den oftere nævnte Ridder Jon Svalessøn Smør. Han var en ætstor og anseet Mand, var allerede i 1458 som Ridder og Medlem af Rigets Raad paa Mødet i Skara, og havde senest, som vi have seet, været Høvedsmand paa Bergens Kongsgaard og Fehirder eller Skatmester, en Stilling, som han synes at have indtaget siden Tiden omkring 1467[18]. Han drog nu mod Baahus, ledsaget af Erkebiskoppen, Biskopperne Hans af Bergen og Eilif af Stavanger samt flere verdslige Raadsmedlemmer. Almuen i Baahus Len, som havde været haardt plaget af Høvedsmanden Jørgen Larenssøn, kom strax „Mand af Huse“ til Raadet i Malstrand, og man begyndte med dens Bistand Baahus Slots Beleiring. Men Jørgen negtede fremdeles at opgive Slottet, idet han ventede Undsætning fra Danmark. Det tilstedeværende norske Raad med Erkebiskoppen og de to Biskopper samt Rigsforstanderen i Spidsen henvendte sig nu atter ved en Skrivelse af 24de August fra Leiren for Baahus til det svenske Raad, forklarede dette Omstændighederne og bad om Hjælp fra de nærmeste svenske Landskaber for at vinde Slottet[19].

Til samme Tid skrev ogsaa Raadet til Hans, som det benævner: „den verdige unge Herren“, og til Danmarks Riges Raad, udentvivl med Forestillinger om Opgivelsen af Baahus; og for man fik Svar fra Sverige og den forlangte Oplysning om Udfaldet af Mødet i Kalmar, kom fra Danmark nye Sendebud, nemlig Biskoppen af Odense og nogle Verdslige af Rigets Raad[20], hvilke medbragte en Svarskrivelse paa Brevet til Danmarks Konge og Raad, hvori de Norske opfordredes til at afstaa fra Beleiringen af Baahus. De Norskes Foretagende fremstilledes som en „Opreisning“ og som et Brud paa „den kjærlige Bebindelse mellem Rigerne“. Denne Beskyldning stødte ganske naturligt det norske Raad, der fandt, at det ikke kunde opgive Beleiringen „helst for Almuens Skyld“, og at de Danske i dette Tilfælde vare de, som brøde Forbundet og „den evige Fred“. „Det var en skadelig Fred, om hvert Rige ei maatte søge sin Ret indenlands og forsvare sit eget Land og sine egne Thegner (Undersaatter). Efter Forbundet skulde det ene Rige heri hjælpe det andet og ikke være det til Hinder“. Dette forestillede Erkebiskoppen og de to Biskopper samt Rigsforstanderen og fem andre verdslige Raadsmedlemmer det svenske Raad i en ny Skrivelse af 15de September fra Leiren for Baahus, idet de tillige yttrede, at, „hvis Baahus længer blev i udenlandske Mænds (de Danskes) Hænder, var det at frygte, at dette vilde komme baade Sverige og Norge til Skade, hvilket de Nærmestboende i Sverige havde erfaret“. De tilføiede endnu de mærkelige Ord: „Den Artikel blandt andre skreven, at de tre Riger skulle forbindes under een Konge til evig Tid, (hvad den angaar) tykkes os ei nyttigt at være, at det skeer saa uoverlagt (oberaad), fordi det har ingen god Fremgang havt til denne Tid, og vore Efterkommere ville dog vide deres syneste (?), og staar til frygtende, at det da maatte komme til mere Skade og større Uenighed“. Brevet ender med den Bøn, at de Svenske vilde komme dem til Hjælp i deres retfærdige Sag, navnligen Vestergøterne. Forresten fortrøstede de sig paa Guds Hjælp og vilde vel forsvare sin Ret indenlands[21].

Der var Alvor og Sandhed i denne de Norskes Skrivelse, der blottede de Danskes og deres Konges eensidige Anskuelse af Foreningen. Før Brevet imidlertid synes at være kommet det svenske Raad tilhænde, affærdigede dette sit Svar paa de Norskes tidligere Brev af 24de August. Om nu end ikke det norske Raads seneste Vink var blevet de Svenske bekjendt, saa skulde man dog tro, at disse, efter Alt hvad der var foregaaet i Sverige i de sidste femti Aar og især siden 1470, havde agtet paa de Norskes Opfordring om Hjælp og sluttet sig aabent, fast og afgjørende til dem for at verne om de tvende Rigers Ret. Men det skede ikke. Det svenske Raads Svar, hvad enten nu Steen Sture selv havde tilsagt det eller ikke, fyldestgjorde ganske vist paa meget nær ikke det norske Raads Forventning Det var forsigtigt, og man kan gjerne sige koldt. Det svenske Raads Sendebud havde i September været i Kjøbenhavn Dronning Dorothea og „den unge Herre“ (Kong Hans) havde samtykket alle de i Kalmar den 16de August opsatte Artikler, og de svenske Sendebud havde heller ikke ved denne Leilighed undladt at paasee Norges Bedste. Et Møde af alle tre Rigers Fuldmægtige var aftalt at holdes i Halmstad til næste Aars 13de Januar (tyvende Dag Jul), og dette Møde bedes de Norske indstændigen ogsaa at søge for at raadslaa og beslutte angaaende „de tre Rigers og deres Indbyggeres Privilegier, Friheder, Bedste og Bestand“. Man havde givet fire af det danske Raads Medlemmer Leide gjennem Vestergøtland til Norge, og det var ønskeligt, om det norske Raad kunde komme overeens med dem om at faa Baahus ud af Jørgen Larentssøns Hænder. Men kunde dette ingenlunde skee, saa synes det dem, at de Norske burde nøies med at sikkre sig mod hans Indgreb i Bestyrelsen af Land og Len, indtil Mødet i Halmstad var afholdt[22].

Det svenske Raads kolde Svar paa Nordmændenes Bøn om Hjælp har ganske vist gjort det norske Raad modtageligere for de danske Sendemænds Forestillinger. Det er rimeligvis de samme Sendebud, der omtales i de Svenskes Brev, som de Norske omtale i sit af 15de September, nemlig Biskoppen af Odense med Følge, og disse ere, trods den Uvillie, hvormed de modtoges af det norske Raad i Leiren for Baahus, dog forblevne i Nærheden for at friste nye Underhandlinger. Saadanne kom strax efter i Gang i Lødøse i Vestergøtland lige ved den norske Grændse. De danske Sendebud gjorde sig nu al mulig Umag for at virke paa Erkebiskop Gaute og de norske Herrer, saaledes at disse skulde indgaa paa at hylde Hans og igjen tiltræde den gamle Forening med Danmark. De lovede paa Hans’s Vegne, at Norges gamle Friheder ikke alene skulde blive opretholdte, men endogsaa forøgede; og angaaende de Klagepunkter, som det svenske Raad havde overgivet paa egne og det norskes Vegne, da skulde der ingen Vanskelighed møde med deres Afhjælpelse. Det norske Raad lod sig efter længere Underhandling overtale og erklærede den 22de September i Lødøse at ville møde i Halmstad til 13de Januar næstkommende[23]. Underhandlingernes Udfald blev strax berettet til Kjøbenhavn, og den 14de Oktober udstedte Hans fra denne Stad sit Leidebrev for Steen Sture og de andre Herrer af Sveriges Raad, som efter Løfte skulde indfinde sig i fastsat Tid til Modet i Halmstad[24].

Mødet blev holdt efter Aftale i Begyndelsen af 1483. Hans var selv tilstede og af Danmarks Raad: Erkebiskop Jens af Lund, Biskopperne Olaf af Roskilde og Karl af Odense samt tretten verdslige Raadsmedlemmer, som Fuldmægtige paa Danmarks Riges og dets Indbyggeres Vegne. Af Norges Raad indfandt sig: Erkebiskop Gaute, Biskopperne Hans af Bergen og Karl af Hamar, Jon Smør, som nu ikke meer bærer Rigsforstanders Navn men kun kaldes Ridder, samt foruden ham fem verdslige Raadgivere, nemlig tre Riddere og to Væbnere[25], Alle som „Fuldmægtige paa Norges Riges og dets Indbyggeres Vegne“. Disse danske og norske Fuldmægtige vare tilstede ved fastsat Tid, den 13de Januar; men endnu ikke vare det svenske Raads Fuldmægtige komne. Først den 29de Januar indfandt sig paa det svenske Raads Vegne fire Sendebud, to Riddere og to Væbnere, hvilke dog ingen Fuldmagt havde til for Tiden at indgaa paa noget Kongevalg, men blot paa Sveriges Vegne skulde forlange Modet udsat til Sommeren og forresten stadfæste Freden og Forbundet mellem de tre Riger. De Svenskes Forlangende om Mødets og med det samme Kongevalgets Udsættelse blev ikke indrømmet; derimod besluttede de norske og danske Fuldmægtige strax, for de tvende Rigers Vedkommende, at foretage Valget, med Forbehold for de Svenske senere at kunne tiltræde dette.

Den 1ste Februar 1483 valgtes nu Hans til „en fuldmægtig Herre og Konge over Danmarks og Norges Rige“, og istedetfor at han hidindtil havde skrevet sig: „Hans med Guds Naade udvalgt Konge til Danmarks og Sveriges Rige, ret Arving til Norge, Hertug i Slesvig, Holstein o. s. v“, antog han nu strax Titelen: „Hans med Guds Naade Danmarks, Norges Venders og Goters Konge, udvalgt Konge til Sveriges Rige, Hertug o. s. v“. Trods Hyldingen i Kallundborg i 1482, ansaa han følgelig ikke sit Valg til Danmarks Konge for fuldbyrdet før nu.

Jævnsides med Valget gik Kong Hans’s Vedtagelse og Udstedelse af en vidløftig Haandfæstning, fælles for Danmark og Norge, hvilken optoges i selve Valgbrevet af 1ste Februar, og besegledes under Eet med dette baade af Kongen og begge Rigers Raad. I Haandfæstningen er tydelig nok taget Hensyn til de af det norske Raad tidligere indgivne Ankepunkter, hvis Afhjælpelse er tilsagt. De Artikler, som især have Betydning for Norge og navnligen vedrøre Kirken ere følgende:

Kongen vil over alle Ting elske Gud og styrke den hellige Kirke og dens Tjenere samt opretholde alle dens Prigilegier, hvad enten disse er den given af Paven eller af fremfarne Konger og Fyrster.

Kongen skal ikke selv, eller lade Andre, befatte sig med Biskoppers eller Prælaters Valg, eller indtrænge Nogen i Kirkens Beneficier imod dens Ret og Friheder, de Prestegjæld dog undtagne, til hvilke Kongen og Kronen har Patronatsret; og Ingen skal have Kirkens Land eller Gjæld uden de ere Indsødte i hvert Rige og dertil skikkede.

Hvad der i forgangne Aar og navnligen i Kong Kristians Tid er Norges Rige fragaaet i Land eller Indtægt, skal Kongen paa sin kongelige Ed snarest muligt, med Raadets Raad, skaffe Norges Krone tilbage.

Hvad der er foregaaet mellem Kongen og Norges Riges Indbyggere efter hans Faders Død til denne Tid skal være en afgjort Sag paa alle Sider.

Mynt skal slaaes i Throndhjem af Nidaros’s Domkirke, ifølge dens Prigilegier, og ligesaa i Bergen og Oslo; Mynten skal være jævngod med dansk Mynt.

Hverken Kongen eller nogen verdslig Dommer skal have Magt til at dømme i Sager, der vedkomme Kirken, dens Personer, Tjenestefolk eller Gods, ifølge Privilegium eller gammel Sedvane, men saadant skal rettes for Kirkens Dom. Heller ikke skal Kirkens Personer befatte sig med nogen verdslig Dom videre end Kirkens Lov og Privilegier udvise.

Kongen eller hans Embedsmænd skulle ikke befatte sig med at ind- eller afsætte Kirkens Personer, eller Landboer og Tjenere paa Kirkens Gods; ei heller skulle de paalægge Kirker eller Klostere nogen Skat eller Byrde.

Ingen skulle være Lagmænd i Norge uden Rigets indfødte Mænd.

Ingen skulle optages i Rigets Raad uden Rigets indfødte Mænd af Riddere og Svende, og det ikkun efter Rigets Raads Raad, og under den Ed, som dertil hører.

Rigets Skat og Brevskaber skulle i Norge blive paa Kongsgaarden i Bergen; to Geistlige og to Verdslige tillige med Kammermesteren (Skatmesteren, Fehirden) skulle dertil have Nøglerne og gjøre Kongen Regnskab en Gang om Aaret.

Rigets Klenodier, Breve, Indkomster og Overskud af disse skulle ikke føres ud af hvert Rige uden med Raadets Raad.

Kongen skal, naar han ogsaa er antagen i Sverige, være eet Aar i hvert af de tre Riger, med mindre et Riges Tarv fordrer et længere Ophold der, hvilket Rigets Raad skal afgjøre.

Naar Kongen drager af et Rige i det andet, skal han skikke fire af Rigets Raad til i hans Fraværelse at sørge for Opretholdelsen af Lov og Ret.

Kongen skal troligen tilhjælpe, at passende Bod kan udvirkes for de Tydskes ugudelige Gjerning i Bergen paa Biskop Thorleif, Hr. Olaf Nilssøn med Flere.

Kongen og Raadet i hvert Rige skal aarligen sende tre af Raadet, en Biskop og to af Ridderskabet, til Møde paa Rigernes Grændse, saaledes at disse ni komme sammen vexelvis eet Aar i Kongsbakke, det andet i Lødøse og det tredie i Konghella, St. Olafs Dag, for at handle om hvad Aarsager til Uvillie mellem Rigerne der maatte være opkomne.

I Norge skal hvert andet Aar Raadet samles til Overveielse af Rigets Erinder, hvad enten Kongen er inden eller uden Landet; dette Raadsmøde skal vexelvis holdes i Oslo og i Bergen, og skal Erkebiskoppen af Nidaros have Magt til at sammenkalde det.

Kongen skal ingen Forandring gjøre med Lenene i Norge, før han der er kronet.

Han skal ei heller kræve nogen Rente eller Afgift, som falden er i Norge fra Kong Kristians Død og indtil han selv der bliver kronet.

Naar Sveriges Riges Indbyggere have fuldbyrdet at tage Kong Hans ogsaa til sin Konge, skal denne Haandfæstning ogsaa gjælde for dem[26].

Denne Haandfæstning af 1ste Februar 1483 kaldes almindelig: den halmstadske Reces. Senere paa Aaret, i August Maaned, kom i Kalmar et Møde istand mellem svenske Fuldmægtige og Medlemmer af det danske Raad, hvilke ved denne Leilighed ogsaa handlede som Fuldmægtige paa Norges Vegne, og paa dette Møde vedtoges den saakaldte kalmarske Reces af 7de September 1483, hvilken i Hovedsagen var ligelydende med den halmstadske, og hvis Hensigt var at bane Kong Hans Veien ogsaa til Sveriges Krone[27]. Som bekjendt reiste sig dog nye Vanskeligheder, som fremdeles uddrog Fuldbyrdelsen af hans Hylding i Sverige lige til 1497.

Det havde nu lykkets Kong Hans og de Danske at sprenge Særforbundet mellem Norge og Sverige, hvilket var paa gode Veie til fuldkommen at oprive den større Forening mellem de tre Riger, og som, hvis dette end ikke var skeet, dog fast overholdt maaskee kunde have sikkret Norge en selvstændigere Stilling i Foreningen ligeoverfor Danmark, end nu, trods Haandfæstningens glimrende Tilsagn, i Virkeligheden blev det til Deel. At kalde den Rørelse i Norge, som ved denne Leilighed fandt Sted, og hvori Erkebiskop Gaute og et Par af Norges Biskopper øiensynligen spillede Hovedrollen, at kalde den et Oprør, et Brud paa ældre Forpligtelser, hvilket Mange have gjort[28], er neppe retfærdigt. Hyldingen af Kristian I’s ældste efterlevende Søn i 1458 som Faderens umiddelbare Eftermand var virkelig paa en Maade gjort magtesløs ved Kristians ovenberørte Tilsagn i 1476, og tilintetgjorde desuden ingenlunde Norges Ret til at sørge for Afhjælpelsen af sine grundede Anker, for det stedte den valgte Konge til virkeligt Indtræde i Kongedømmet. Og andet var det jo ikke, det norske Raad ved denne Leilighed gjorde. At det, som i Brevet af 13de September, kunde yttre Misnøie med Foreningen mellem de tre Riger, naar Norges Ret krænkedes derved, at en vigtig norsk Fæstning forholdtes Raadet ved dansk Hjælp, – deri kan man da ikke fortænke det. Det norske Raad negtede jo forøvrigt ikke at antage Hans til Norges Konge, men det vilde blot forud sikkre sig hans udtrykkelige Tilsagn om at afhjælpe visse Klagepunkter; og da man havde erholdt dette Tilsagn, antog man ham godvilligen. At Hans selv ikke ansaa Valget og Hyldingen i Faderens levende Live som ubetinget bindende for noget af de tre Riger, viste noksom hans egen Opførsel, idet han ikke engang kaldte sig reent ud „Danmarks Konge“ men kun „udvalgt Konge til Danmark“ ligetil Antagelsen i Halmstad var foregaaet og Haandfæstningen der vedtagen. Ligesaalidt som Bevægelsen bør kaldes et Oprør, ligesaalidt er det rigtigt, naar man har fremstillet den som en Tilstelning af et vist Parti[29], hvilken altsaa ikke skulde have fundet synderlig Deeltagelse hos den norske Almenhed. Vel er det saa, at man ved denne Leilighed ingen bestemte (prøver har paa den norske Almues Stemning, uden blot hvad Indbyggerne i Baahuslen angaar. Men det norske Raad sees at have handlet med stor Endrægtighed, og ingen Splittelse spores dennegang, som den, der fandt Sted under Bevægelsen i 1449, – en Omstændighed, der noksom tyder paa, at Raadet har vidst sig at have et Rygstød i Folkets Ønske, hvilket ogsaa dets ovennævnte Yttring i Brevet af 15de September, at det „for Almuens Skyld“ ikke kunde opgive Beleiringen af Baahus, end yderligere bestyrker.

Da nu Vanskelighederne med Kong Hans’s Valg for Danmarks og Norges Vedkommende vare fuldkommen beseirede, lod han sig paa en Herredag til Kjøbenhavn krone til Danmarks Konge den 18de Mai. Ottende Dag derefter for han til Søs til Oslo, hvor han den 3die Juli udgav Rettebøder for Norge[30], og derfra over Land til Nidaros, hvor han den 20de Juli 1483 blev kronet til Norges Konge af Erkebiskop Gaute[31]. Den 23de Juli var han endnu i Nidaros[32]. Paa Tilbageveien var han den 1ste August i Gudbrandsdalen[33], og i Midten af samme Maaned synes han allerede igjen at have været i Danmark.

To af de verdslige Raadsmedlemmer, der ere omtalte som Deeltagere i den nys skildrede Bevægelse i Norge, Jon Svalessøn Smør, der en kort Tid havde været Rigsforstander, og Ridderen Einar Olafssøn Fluga, der ogsaa Urolighederne i 1449 havde været en fremtrædende Personlighed, døde samme Aar som Halmstad-Foreningen kom i Stand. De druknede begge tilsammen i 1483 ved Jarlsø eller Jærsø ved Tunsberg[34].

  1. Hvitf. u. 1458; Jahn 342 angiver 1456.
  2. S. o. f. II. 560.
  3. N. Dipl. I. 654, III. 657.
  4. Hadorf II. 298, s. o. f. II. 569, jfr. Jahn 342.
  5. Hvitf. u. 1482; Hahn 345 f., 563, 564.
  6. Hvitf. u. 1481; Jahn 344.
  7. Hvitf. u. 1482: Jahn 346.
  8. S. o. f. II. 546. Jahns Udvikling af Norges Stilling ved denne Leilighed (343) er udentvivl i høi Grad eensidig.
  9. Thorkel. Anal. 149.
  10. N. Dipl. III. 678.
  11. Hvitf. u. 1481; Jahn 347.
  12. Hadorf II. 302–306.
  13. N. Dipl II. 681.
  14. S. o. f. II. 571.
  15. Hadorf II. 306–307.
  16. Hadorf II. 308.
  17. Hadorf II. 309–810.
  18. N. Dipl. III. 614, II. 647; jfr. Sml. IV. 593. Hvad der anføres efter Oedmans Baahus Lens Beskrivelse (84), at Jon var Høvedsmand paa Baahus mellem 1451 og 1454, er maaskee mindre sikkert, naar man lægger Mærke til, ak sammesteds nævnes som hans Formand: Jørgen Laurssøn, der neppe er nogen anden end den nys ovenfor nævnte Jørgen eller Yrjan Larenssøn.
  19. Hadorf II. 310–312.
  20. Jahn 348. De maa have været afreiste fra Danmark omkring 6te September.
  21. Hadorf II. 312–313.
  22. N. Dipl. III. 685. Slutningen af Brevet mangler, saaledes ak man ikke seer, naar og hvor det er udstedt: men det synes mig klart af Indholdet, at deri de Norskes Brev af 26de August, ikke det af 15de September, besvares.
  23. Hvitf. u. 1482; Sml. IV. 348.
  24. Hadorf II. 313–314.
  25. Blandt disse verdslige Raadsmedlemmer er hverken Alf Knutssøn eller Einar Fluga.
  26. Sml. IV. 347–363; Hvitfeld u. 1483.
  27. Hadorf II. 316, 318–333; Hvitf. u. 1483; Jahn 350.
  28. Saaledes Jahn og flere danske Historikere baade før og efter ham.
  29. Jahn 348.
  30. Paus II. 273–275.
  31. Hvitf. II. 1483.
  32. N. Dipl. I. 672.
  33. N. Dipl. III. 689.
  34. Sml. III. 605, Not. 2, IV. 114.