Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/105

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 581-593).

105.

Norge under Kong Hans’s Styrelse indtil 1503. Stemningen i Norge. Partier der. Knut Olafssøn og Henrik Krummedike. Knut Alfssøns Drab.

Ingen Forandringer af Betydenhed synes at være foregaaede i Norge ved Kong Hans’s Tiltrædelse. Et af de vigtigste Embedsskifter, som udentvivl fandt Sted i Forbindelse med Kongeskiftet, var Hr. Ivar Vikingssøns Afgang baade som Kansler og som Provst ved Mariekirke i Oslo. Man seer, at denne hans Afgang ikke foregik strax ved Kong Kristians Død; thi endnu i 1482, under Mellemriget, nævnes han som Indehaver af begge Embeder og Medlem af Raadet^[1]. Men for den 10de October 1485 havde han faaet sin Eftermand som Provst og tillige ganske vist som Kansler. Denne Eftermand var Hr. Jon Paalssøn, som den 1ste Mai 1482 endnu blot var Kannik ved Mariekirke i Oslo, men den 10de October 1485 nævnes som Provst i Oslo^[2]. Høist rimeligt bliver det altsaa, at Skiftet er foregaaet i 1483 under Kong Hans’s Ophold i Norge i Anledning af Kroningen, og at Hr. Ivar har maattet vige, fordi hans Færd under Mellemriget har mishaget Kongen. Ivar, der i meer end tredive Aar havde været Provst og Kansler, findes at have overlevet sin Fratrædelse fra begge Embeder en rum Tid. Endnu i 1498 levede han i Varna Kloster eller Hospital^[3], og han maa saaledes have opnaaet en meget høi Alder. Eftermanden Hr. Jon Paalssøn var Provst og Norges Kansler under hele Kong Hans’s Styrelsestid, dog nævnes ogsaa i denne Tid nemlig i 1486, en Præbendatus ved Mariekirke, Hr. Thorkel Jensøn, som Vicekansler^[4].

Gunnar Thiostolfssøn Holk, Biskop i Oslo^[5], viste sig, som vi ovenfor have seet, med de øvrige norske Biskopper virksom under Mellemriget 1481–1483, og deeltog i Forhandlingerne med Sverige i 1482. Han havde dengang i næsten treti Aar forestaaet Oslo Biskopsstol og i næsten fireti indtaget en fremragende Stilling i Norges Raad. Den sidste Leilighed, ved hvilken han nævnes, er paa Mødet ved Jarlsø den 25de Juli 1482^[6]; i de senere Forhandlinger forekommer hans Navn ikke. Han maa da have været meget gammel og er udentvivl død i dette samme Aar^[7]. Hans Eftermand paa Oslo Stol var Nikolaus Kalib, om hvis foregaaende Stilling intet vides.

Kong Hans skildres som en ærlig, ligefrem, ordholden Mand, der ikke befattede sig med Statskneb. Han viste sig ogsaa i Almindelighed mild og eftergivende, endog i sine Tvistigheder med den ham i Klogskab og Kraft uendelig meget overlegne, men mindre redelige, svenske Rigsforstander Steen Sture, der idelig ved sine listige Underhandlinger prøvede hans Taalmodighed og forholdt ham Sveriges Krone. Men alle Kongens gode Egenskaber uagtet, synes dog Nordmændene ikke i Eet og Alt at have været tilfreds med hans Styrelse. Allerede tidlig i hans Styrelses Tid spores en vis Gjæring i Norge, hvortil dog den egentlige Aarsag ikke kjendes. Rimeligvis har man, og det neppe uden Grund, fundet ham noget lunken i at opfylde de Løfter, han havde givet Nordmændene i sin Haandfæstning. Man har ogsaa her gjættet, at Steen Sture har havt en Haand med i Spillet, og at Erkebiskop Gaute har staaet i Forbindelse med ham; men tilstrækkeligt Bevis herfor mangler hidtil^[8]. Det er i 1486, at tydelige Spor vise sig til urolige Rørelser i Norge og et spendt Forhold mellem Kongen og Erkebiskoppen. Og Urolighederne maa ikke have været ubetydelige, det kan man slutte af Kongens alvorlige Foranstaltninger. Han havde nemlig i Begyndelsen af Aaret Udbud af Danmark baade af Lenene og af Kjøbstæderne. Samlingstiden for Krigsfolket fastsattes til fjorten Dage efter Paaske (dette Aar den 26de Marts), og Toget skulde gjælde Norge. En Styrelse blev i Januar Maaned udnævnt for Danmarks forskjellige Landskaber under Kongens Fraværelse udenfor Riget, og denne har følgelig været tænkt at blive ikke saa ganske kort^[9]. Om Toget virkelig har fundet Sted i den Maalestok, som Forberedelserne lade formode, vides ikke; men hvad der er vist er, at Kong Hans om Sommeren selv var i Norge. Muligen har han ved sin personlige Nærværelse fundet Stillingen mindre farlig end Rygtet havde udraabt; og virkelig spores ikke andet, end at Sagen er bleven hastig og i Mindelighed jævnet.

I Juli Maaned var Kongen i Bergen samlet med Erkebiskop Gaute og udentvivl med hele Norges Raad^[10]. Man seer, at der har været Tvist mellem Kongen og Erkebiskoppen angaaende Patronatsretten til Trums Kirke, hvilken Ret Erkebiskoppen, uvist under hvad Paaskud, maa have tilegnet sig. St. Marie Kirke i Trums var fra gammel Tid et af de fjorten kongelige Kapeller^[11], og Kongens Patronatsret til den var saaledes uomtvistelig. Kongen lod ogsaa forelægge Erkebiskoppen Pavebrev, der beviste hans Patronatsret til Kirken, og Gaute maatte give efter. Den 18de Juli udstedte han i Bergen under sit og sit Kapitels Segl et aabent Brev, hvori han erklærede, at da Kongens Ret ved de fremlagte Pavebreve var bevist, havde han med sit Kapitels Raad opgivet denne Patronatsretten til nævnte Kirke med al Rente og Rettighed, som dertil bor at ligge, dog paa det Vilkaar, at naar den er ledig, en dygtig indenlandsk Klerk præsenteres til den, hvilken bliver i ret Lydighed under Erkebiskoppen og hans Eftermænd^[12].

En anden Kirkesag blev af Erkebiskop Gaute afgjort paa dette samme Møde. Almuen af Midsyssel paa Agder klagede ved tvende Fuldmægtige for Erkebiskoppen over visse Byrder, som den paastod, at dens Geistlighed uden Ret paalagde den. Det ene Klagepunkt var, at der fordredes meer end Loven bestemte for Begravelser; det andet, at der vare Kirkerne fragaaet Ejendomme, som med Rette tilhørte dem. Vedkommende Biskop, Eilif af Stavanger, var tilstede og svarede paa Klagen, at Almuen i Midsyssel selv havde opgjort Brev om Kirkernes Ejendomme og Presternes Indtægt og Rettighed, hvilket Brev ikke burde overdømmes; og havde han i den Anledning for et Aar siden stevnet nogle af Almuen til Nidaros for Erkebiskoppen, og da de ei indfandt sig, faaet Kostholdsbrev paa dem. Efter at have undersøgt Sagen fra begge Sider, gjorde Erkebiskoppen, med Biskop Eilifs Samtykke og andre gode Mænds Raad, følgende Bestemmelse: – Først angaaende Begravelser, at efter Bonde eller Hustru skal efter gammel Sedvane gives 2 Mark, mindre dog hvis Evne ei er til, eller der er mange Børn; efter ugift Sott eller Datter over 16 Aar 1 Mark, ligesaa efter Leiedreng paa fuld Løn; efter Barn mellem 7 og 16 Aar $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Mark; efter yngre Barn mindre. Dernæst angaaende Kirkernes Ejendomme, da lovede Biskop Eilif, at det skulde komme tilbage til Kirkerne, som lovligen bevises at tilhøre dem. Endelig angaaende Kostholdet, hvori de vare idømte, da opgav Biskoppen dette; dog skulde Almuen for sin Ulydighed gjøre ham en venskabelig Villighed, der ikke voldte dem nogen Tyngsel. Herom udstedte Erkebiskoppen den 31te Juli i Bergen sit Brev, som blev medbeseglet af Biskop Eilif^[13]. Kongen synes slet ikke at have blandet sig i denne Sag.

At Kong Hans’s Stemning mod Nordmændene, og det norske Raads mod ham ved hans Komme til Norge ikke var den bedste, er tydeligt nok. Men under Opholdet i Bergen forsonede han sig, heder det, med Erkebiskoppen og de Norske, som tilforn syntes ham uvillige, og man gjorde hinanden gjensidigen de bedste Løfter^[14]. At et venskabeligere Forhold var indtraadt, syntes ogsaa vise sig et Par Aar senere. Thi i Sommeren 1489 indfandt sig det norske Raad: Erkebiskop Gaute, Biskopperne Hans af Bergen, Eilif af Stavanger, Herman af Hamar, Herlog Electus af Oslo, Kristiern Provst i Bergen og Jon Paalssøn Provst i Oslo, ser Riddere (Alf Knutssøn nævnes først) og to Svende, i Kjøbenhavn, hvor det den 25de Juli, paa det norske Folks Vegne, antog og hyldede Kongens ældste, dengang otte Aar gamle Søn, Kristian, til Faderens Eftermand som Konge i Norge, med udtrykkelig Tilsidesættelse for dette Tilfælde af enhver Artikel i Kongens Haandfæstning (i Recesser-tie til Kalmar og Halmstad), der kunde være den foretagne Hylding imod. Brev om denne Handling blev udstedt og forseglet af alle de nævnte Raadsmedlemmer samt tillige af tre Abbeder, tolv Væbnere og ni Lagmænd, Alle af Norge^[15].

Navnene paa de ved Kristians Hylding tilstedeværende Biskopper vise, at nogle Biskopsskifter da vare foregaaede i den norske Kirke, og flere indtraf i de næst paafølgende Aar.

Biskop Karl Sigurdssøn af Hamar^[16] var udentvivl en af Kong Hans høitbetroet Mand i verdslige Anliggender. I 1485 var han Høvedsmand paa Akershus; var endnu i Live og der tilstede den 25de September 1487, men døde sammesteds for 28de December i dette Aar^[17]. Allerede den 16de Januar 1488 var Herman Thorgilssøn valgt til hans Eftermand. Denne havde studeret i Rostok, hvor han blev immatrikuleret den 23de Mai 1473, og var siden Kannik i Oslo og Hamar. Den 30te Juni 1488 var han i Florens i Italien, saa han synes at have personlig søgt sin Confirmation i Rom^[18]. Den 25de Juli 1489 have vi seet ham som indviet Biskop paa Raadsmødet i Kjøbenhavn.

Rimeligvis i Begyndelsen af 1489 døde Biskop Nikolaus Kalib af Oslo^[19], om hvem man næsten intet ved. Hans Eftermand var Herlog Vigleikssøn Kornyng, forud Kannik ved St. Halvards Kirke i Oslo. Den 25de Juli 1489 var han, som vi have seet, Electus og Confirmatus, da han var nærværende i Kjøbenhavn ved Hertug Kristians Hylding. Naar han som indviet har tiltraadt sin Stol, vides ikke^[20].

Oinkring 1490 døde Biskop Magnus Eyolfssøn af Skaalholt^[21] og havde til Efterfølger Stefan Jonssøn, ogsaa en Islænding, der havde studeret i mange Aar i Udlandet, baade i Frankrige og paa andre Steder, og var vel anseet før sin Lærdom og sine Kundskaber^[22]. Han kom til Island og tiltraadte sin Stol i 1491^[23].

Biskop Olaf Røgnvaldssøn af Hole^[24] døde den 15de Juli 1495 under et Ophold i Udlandet. Han havde i sin lange Styrelsestid vist sig som en virksom og myndig Kirkens Forstander, der ingen Indgreb taalte i sit kirkelige Omraade fra de verdslige Embedsmænds Side. Hans haarde, stive og begjærlige Sindelag indledede ham i idelige Processer, hvor han fra først af oftere var den angribende end den angrebne, og hans Ihærdighed lod ham som tiest til Slutning gaa af med Seieren. Ved saadanne Leiligheder sparede han da ikke sine Modstandere men udpressede af dem store Bøder i Jordegods og Penge, til sin Stols og sin egen Berigelse^[25]. I de sidste Aar af hans Levetid, 1494 og 1495, rasede en frygtelig Mandedød paa Island^[26]. Olaf havde en Brodersøn ved Navn Gotskalk Nikolaussøn, hvilken rimeligvis var norsk af Fødsel, men Prest i Hole Biskopsdømme. Han blev af Hole Biskopsdømmes Geistlighed i Vaaren 1497 valgt til sin Farbroders Eftermand. Valget blev paa samme Aars Althing stadfæstet, og Gotskalk drog til Norge, hvor han blev indviet af Erkebiskop Gaute. Han vendte tilbage til Island i 1499 og tiltraadte sit Sæde. Han var som sin Formand en haard og havesyg Mand, virksom i at berige ikke alene sin Biskopsstol men ogsaa sig selv, det sidste igjen til Fordeel for sine Børn, af hvilke han havde flere med en Frille, der aabenlyst levede med ham som hans Husholderske^[27].

Af pavelige Foranstaltninger med Hensyn til den norske Kirke omtales ved denne Tid een, som vilde være mærkelig, om den var sikker.

I 1490 skal Pave Innocentius VIII, som i 1484 havde fulgt Sixtus IV, og som regjerede til 1492, have meddelt den norske Kirkes Prester Tilladelse til, i Mangel af Vin, at benytte Mjød eller anden Landets Drik i Nadverens Sakrament^[28]. Rigtigheden af denne Beretning er imidlertid, og det som det synes med Grund, bleven dragen i Tvivl. Innocentius maa, hvis Dispensationen virkelig er given, have havt ganske andre Anskuelser end Pave Gregorius IX havde, da han i 1237 erklærede sig om den Sag til Erkebiskop Sigurd^[29].

Urolighederne i Norge omkring Aaret 1486, de være sig af større eller mindre Betydenhed, bleve, som vi nys have seet, hastigen stillede. Men ti Aar senere, henimod Aarhundredets Slutning, begyndte atter Tegn paa en indre Gjæring og paa en vis Spending mellem tvende Partier i Landet at lade sig tilsyne.

De to Partier, som Kristian I’s Valg for henved femti Aar siden havde fremkaldt i Norge, vare i Grunden aldrig ganske uddøde. Det ene var mere strengt norsksindet og havde Opretholdelsen af Norges Selvstændighed, om end som Led af et nordisk Statsforbund, for Øie; dette holdt paa Valgriget som en Nødvendighed for at sikkre Norges Selvstændighed i Foreningen, og paa Kongens Iagttagelse af hvad han i sin Haandfæstning havde tilsagt Norge, medens det derhos var tilbøieligt til at søge en Støtte i Sverige, saaledes at Nordmænd og Svensker skulde gjøre fælles Sag ser at modstaa Danmarks Stræben efter en Overvegt i Foreningen, hvilken Stræben man troede de oldenborgske Konger begunstigede. Det andet Parti var mere dansksindet og arbeidede stadigen paa at knytte Norge saa fast som muligt til Danmark, for at disse to Stater ved gjensidig Hjælp kunde tvinge Sverige igjen ind i Foreningen og til at antage fælles Konge med Danmark. Dette Parti vidste klogeligen at benytte den norske Almues Forkjærlighed for Arveriget og holdt, for Norges Vedkommende, ikke saa meget strengt paa Haandfæstningens Tilsagn, navnligen med Hensyn til Landets Styrelse ved indfødte Mænd. Paa det første Parti stod, som vi have seet, i sin Tid Erkebiskop Aslak Bolt, medens samtidig med ham Hr. Hartvik Krummedike var Hovedmanden for det dansksindede Parti. Dette sidste gik i 1449, som vi vide, af med Seieren, og Hartvik Krummedike var længe dets Hovedmand i det norske Raad, hvor han, skjønt Udlænding og egentlig dansk Herremand og Godseier, havde vundet Sæde, da han ved et norsk Giftermaal var bleven Eier af en Mængde Jordegods i det sydlige Norge.

Imidlertid traadte fra henved 1460 en norsk Stormand op som Hr. Hartviks Medbeiler til Indflydelsen i Norge, og dette var den ovenfor oftere nævnte Hr. Alf Knutssøn af en Æt, som man efter Vaabenet (tre Roser) har kaldet Ros. Alf var paa fædrene Side Svensk, men stammede gjennem sin Moder fra Sigurd Hafthorssøn og den norske Kongeæt, ligesom og fra Giskeætten, hvis rige Godser i Norge han for en stor Deel havde arvet. Han kunde saaledes i Rigdom fuldkommen maale sig med Hr. Hartvik, medens hans Slegtskab ligesom og den Omstændighed, at han eiede Godser ligesaavel i Sverige som i Norge, maatte gjøre ham tilbøielig til at opretholde Enigheden og Forbundet mellem disse to Riger. Alf Knutssøn var altsaa ligesaa naturlig hentrukken til det norske mod Sverige heldende Parti, som Hartvik Krummedike til det dansksindede; og begge maatte snart blive hinandens erklærede Modstandere. Uenigheden mellem dem fremkaldte stundom blodige Optrin. Saaledes omtales, at medens Hr. Hartvik var Høvedsmand paa Akershus, dræbte Hr. Alf Knutssøn Lasse Jenssøn, hans Foged paa Hedemarken^[30]. Og dette har neppe været den eneste Bloddaad i deres Tvist.

Man ved ikke hvad der fra Først af har givet Alf Knutssøn et Overtag over sin Modstander; men vist er det, at Hr. Hartviks og det danske Partis Indflydelse i Norge, tildeels ved Alf Knutssøns Indflydelse, i de senere tyve Aar af Kristians Styrelse var i Dalen, medens naturligvis i samme Mon det norske Parti hævede sig^[31]. Det var ogsaa dette Parti med Erkebiskop Gaute, Jon Smør og Knut Alfssøn i sin Spidse, hvilket vi i Urolighedsaarene 1481–1483 have seet raade i Norge, medens man paa den Tid saagodtsom intet Spor finder til det danske Partis Virksomhed i Landets Indre. Dette skriver sig rimeligvis for en stor Deel derfra, at det danske Parti for Øieblikket var uden nogen fremtrædende Høvding, da nemlig Hr. Hartvik var død omkring 1476^[32]. Men efterat Hans’s Valg til Norge var lykkelig gjennemdrevet, synes det som det danske Parti lidt efter lidt igjen er kommet til Aande. Det fik ogsaa nu snart en ny og kraftfuld Høvding i Hartvik Krummedikes eneste Søn, Henrik, der arvede alle sin Faders store Ejendomme baade i Norge og Danmark. Henrik Krummedike var vel ved sin Faders Død for ung til strax at optræde som Partihøvding; men saasnart han var kommen til den mandige Alder, var bleven Ridder (før 1485), havde saaet Forleninger i Norge og var bleven Høvedsmand paa Baahus Slot (før 1490), begyndte han at træde i sin Faders Fodspor som det danske Partis Høvding i Norge og tillige som Alf Knutssøns Modstander. Da nu Alf Knutssøn omkring 1496^[33] døde, og hans Søn, Ridder Knut Alfssøn, arvede hans Rigdom og Indflydelse samt blev Høvedsmand paa Akershus, saa blev han og Henrik Krummedike de tvende Førere, om hvilke de to hinanden modsatte Partier i Norge sluttede sig.

Den første Leilighed ved hvilken vi finde Knut Alfssøn og Henrik Krummedike i nogen nærmere Berørelse, var ved Elfsborgs Beleiring og Indtagelse i den senere Halvdeel af 1497, da begge de nævnte Høvdinger i Forening anførte Kong Hans’s Krigsfolk. Dengang vare de vel, i det mindste tilsyneladende, Venner; muligen kan dog ved denne Leilighed hemmelig Avindsyge mellem dem som Hærførere have bidraget til Beleiringens Langvarighed, ligesom det og kan have opbragt Knut Alfssøn, at Lønnen for Slottets endelige Indtagelse synes at være bleven Henrik Krummedike alene til Deel^[34]. Strax efter udbrød, ved Slutningen af 1497 og Begyndelsen af 1498, nogle Bondeuroligheder i visse Landskaber i det sydøstlige Norge, der hørte til Knut Alfssøns Len. Bøndernes Reisning her var imidlertid, saavidt skjønnes, ingenlunde rettet umiddelbart mod Kong Hans, men mod Knut Alfssøn selv og dennes underordnede Fogeder. Reisningen udgik fra Nes Tredjing og Ullenshofs Tredjing paa Romerike. Almuen der underrettede ved et ubeseglet Brev Hr. Knut om, at en Engelbrekt Gunnarssøn havde slaget hans Foged ihjel under dennes Opkræving af Kongens Visøre, og at hele Almuen paatog sig Gjerningen som øvet med dens Samtykke. Men Hr. Knut, som af Brevets Overbringer troede sig at være kommen til Erfaring om, at det ikke hang rigtig sammen med Almuens Ansvarlighed, advarede den, efter forudgaaende Overlæg med Biskop Herlog af Oslo, Provsten til Mariekirken sammesteds og flere af Raadet, ved en Skrivelse fra Akershus af 29de November 1497, og forlangte af den, hvis den virkelig vilde staa ved sin Erklæring, at sende ham denne under tolv Mænds Segl ved fire Fuldmægtige, hvilke da skulde have frit Leide frem og tilbage^[35]. Han maa imidlertid have anseet Bevægelsen for farlig og for let at kunne udstrække sig videre; thi kort efter, den 16de December, tilskrev han Henrik Krummedike paa Baahus, og bad denne møde sig i Borgesyssel, paa det at de kunde forlige sig om tidligere Mellemværende og derpaa samle saameget Stridsfolk som muligt for at tvinge Urolighederne, hvilke han omtaler som udstrakte over hele Landet søndenfjælds^[36].

Man finder ikke, at Hr. Henrik har fulgt denne Opfordring; man seer derimod, at Bevægelsen kort efter har været i Tilvext og antaget Præget af et stort Opløb. Almuen af Nes og Odalen sendte Budkjævle ud over hele Akershus Len samt flere Len. Budkjævlet var, heder det, brændt i den ene Ende og med Hank i den anden^[37], og stevnede Henderne til Akers Thing. Hid strømmede ogsaa den 6te Februar 1498 Almuen i Mængde, men aabenbare uden at kjende Hovedmændene for eller den egentlige Hensigt med Sammenløbet. Biskop Herlog af Oslo og Erkepresten der, karve Thoresen, samt Borgermester og Raadmænd af Byen kom tilstede paa Thinget, og der optraadte ogsaa Knut Alfssøn paa Kongens Vegne, idet han spurgte Almuen ad, hvo der havde samlet den, og om hvad Hensigten var med dette Sammenløb. Men Almuen tilstod oprigtigen, at den ikke vidste hvad Thingbudet gjaldt, og den havde intet andet Forlangende at fremføre end kun i Almindelighed, at Hr. Knut skulde holde den ved Norges Lov. Da han nu lovede dette og forresten tiltalte Almuen med gode Ord, saa viste ogsaa denne sig lydig og føielig, og erkjendte, at den havde ladet sig vildlede. Biskoppen erklærede med de tilstedeværende gode Mænds Samtykke for hele Almuen, at hvo som for Fremtiden opskar et saadant Budkjævle, skulde være Landsforræder ligesom og Enhver som løb derefter, undtagen det udgik paa Kongens Bud eller ved hans Lensmænd, naar det syntes dem magtpaaliggende. Almuen lovede derpaa at vise sig hørige og lydige i alt Lovligt mod Hr. Knut og de øvrige Lensmænd, som Kongen beskikkede^[38]; og hermed opløstes, saavidt man kan skjønne, dette store Sammenløb uden videre Uorden.

At dog Almuens Stemning mod Hr. Knut og hans Fogeder ikke hermed strax er bleven ganske forsonet, det viser den formelige Klage, som Bønderne og Almuen i Eidsvolds Sogn kort efter, ved en Skrivelse af 25de Mai 1498, tilstillede Kong Hans, og som var rettet mod Hr. Knuts forhenværende Foged paa Romerike, Lasse Skjol, der beskyldtes for flere særligen opnævnte uretfærdige og retskrænkende Handlinger, for hvilke han og synes at have været dræbt af Almuen^[39]. Vi vide imidlertid ikke hvilke Virkninger denne Klage har havt.

Der findes vel intet Bevis for, at Hr. Henrik Krummedike har havt Haand med i Spillet ved disse gaadefulde Uroligheder; men tænkeligt er det, at han just ikke saa ganske ugjerne har seet sin Medbeiler i slig Forlegenhed, hvilken tillige kastede en Skygge paa hans Embedsførsel i Kongens Tjeneste og mod dennes Undersaatter, og at han derfor ikke har forhastet sig med at komme Knut Alfssøn til Hjælp. I saa Fald har Begivenheden ganske vist tjent til at forøge Spendingen og Uvillien mellem de tvende Stormænd. Alligevel synes disse Uroligheder ingenlunde at have været af den Beskaffenhed, at de kunde gjøre Knut Alfssøn mistænkt hos Kongen for oprørsk Sindelag. Ligesom Knut synes at maatte have nydt Kongens Tiltro, da han sattes til Henriks Medanfører ved Elfsborgs Beleiring, saa finder man heller ikke strax efter de omtalte Uroligheder Spor til nogen Mistanke fra Kongens Side mod ham. Men i 1499 viser det sig tydeligen, at en alvorlig Tvivl om Knuts Troskab var vakt hos Kongen, og af Breve fra denne til Henrik Krummedike af 29de September og 23de Oktober i nævnte Aar sees, at Kongen da har fundet Knut Alfssøns Færd mistænkelig, at han har frygtet hans Stemning, og at han har overdraget sin Fortrolige at have et opmærksomt Øie med hans Foretagender^[40]. Vi kunne, ved at see dette, neppe tvivle om, at Henrik har pustet til Kongens Uvillie mod den mægtige norske Høvding; og det kan vel hende, at en Følelse hos Knut af at være miskjendt af sin Konge og bagtale hos denne af en Mand, der nu maa antages at have været hans vitterlige og erklærede personlige Uven, og som stod paa et modsat Parti i Norge af det, til hvilket Knut selv havde sluttet sig, kan have draget den sidstnævnte ind i den Forbindelse med Kong Hans’s Fiender i Sverige, der, hvad vi nu strax skulle see, voldte hans Død.

Kong Hans var endelig i 1497 bleven erkjendt for Konge i Sverige, og Steen Sture havde fratraadt sit Rigsforstanderskab der. Men ikke før havde Kongen i 1500 lidt det bekjendte Nederlag i Ditmarsken, før Sverige igjen blev uroligt, og Steen Sture atter optraadte i de misnøiede Svenskes Spidse. Da Gjæringen i Sverige i 1501 begyndte at blive alvorlig, var Knut Alfssøn der tilstede, og traadte uden Dølgsmaal paa Hr. Steens Side. Om han ved denne Leilighed har havt nogen, om ogsaa blot hemmelig, Fuldmagt fra det norske Raads Side, eller har handlet efter Tilskyndelse fra enkelte af dettes Medlemmer, eller om han har gaaet sin egen Vei, stolende paa sin personlige Indflydelse i Norge, hvilken han har troet vilde sætte ham i Stand til senere at forsvare det gjorte Skridt, – derom ere vi uvidende. Men vist er det, at han i Egenskab af norsk Raadsmedlem deeltog i de misnøiede svenske Herrers Forhandlinger i Vadstena i August og September Maaned 1501, og at disse Herrer derfor i sine Klagebreve af 1ste August og 27de September kalde sig Sveriges og Norges Raad. I det sidstnævnte Brev findes endog en egen Artikel, hvori Knut Alfssøn siger sig at have klaget for Kongen og Rigets Raad over den Uret og Overvold, som ham og Norges Indbyggere af Hr. Henrik Krummedike og flere navngivne Mænd var tilføiet, og dagligen tilføies af Kong Hans’s Embedsmænd, Rigets og hans hadskeste Fiender, uden at der dog gjordes ham Lov eller Ret paa hans Kæremaal^[41]. Allerede i Forveien havde Hr. Knut tilsendt Kongen sit Undsigelsesbrev, hvilket gjorde, at Kongen for 9de September have erklæret ham for at have forbrudt sit Len og tillige budet sine Embedsmænd i Norge at lægge hans Arvegods under Kronen^[42].

I Slutningen af 1501 brød Opstanden ud i Sverige under Steen Stures Anførsel, og efter Overlæg med ham, som det lader, drog nu Knut Alfssøn til Norge for ogsaa at reise dette Rige mod Kongen. Det lykkedes ham med en Deel af det sydøstlige Norge, hvor Akershus synes at være forblevet i hans Hænder, og hvor han, trods Bondeopløbet mod ham i 1498, maa have havt Kort Tilhang blandt Almuen. Ogsaa i det norske Raad har han utvivlsomt havt Venner, om end disse ikke vovede aabenbare at erklære sig for ham; og deraf har vistnok Raadets Uvirksomhed reist sig, hvorover Kongen undrer sig og klager i et Brev til Henrik Krummedike af 28de Oktober 1501, og som han senere synes at have villet overvinde ved at tilskrive i Januar Maaned 1502 Raadet og Lagmændene baade Nordensjælds og Søndenfjælds, at de skulde dømme efter Norges Lov, hvad Ret. Kongen, paa Norges Krones Vegne, kunde have til Knut Alfssøns Gods for den Utroskab, denne havde vist^[43]. Man seer alligevel intet Spor til at Raadet bar rørt sig for Kongens Sag, og Knut Alfssøn indtog i Begyndelsen af 1502 en virkelig truende Stilling. Anførerne for Kongens Tilhængere Henrik Krummedike, Høvedsmand paa Baahus, og Mathias Olafssøn, Høvedsmand i Tunsberg, kunde med de Folk, de selv havde, og med Udbudet af sine Len intet afgjørende udrette mod ham. Knut spillede Mester paa Oplandene. Biskop Herman af Hamar, tog sig her af Kongens Sag, men blev fangen, og, som det hed, haardt medhandlet^[44]). Et Angreb af Henrik Krummedike i Juni Maaned paa Akershus blev tilbageslaget^[45]. Lykken vendte sig imidlertid igjen snart paa det danske Partis Side. Henrik Krummedike fik Forsterkning fra Danmark og drog igjen for Akershus fra Søsiden, medens Mathias Olafssøn nærmede sig fra Landsiden. Knut Alfssøn indlod sig i Underhandlinger og fik fri Leide af det danske Partis Anførere til et Møde, ved hvilket ogsaa Biskop Herlog af Oslo og Kansleren Jon Paalssøn skulde være tilstede. Han begav sig ombord paa Henriks Skib, men her kom det til en Ordstrid, der udartede til Slagsmaal, og nu blev Knut Alfssøn dræbt, og hans Lig siden kastet i Søen. Dette skede den 18de (eller 25de?) August 1502.

Kort efter, den 26de August, blev et Slags Forklaring optagen over Drabet ved Lagmændene af Oslo og Tunsberg paa et offentligt Møde paa Torvet i Oslo, og godtgjordes det, som det hed, af Hr. Henrik og hans Tilhængere, at Knut Alfssøn i Forveien havde brudt Leiden i flere Stykker, og at han havde havt i Sinde den paafølgende Nat at brænde Oslo By; hvorfor Drabsmændene dømtes sagløse, men Hr. Knuts Gods forbrudt til Kongen og Norges Krone. Et Dokument blev ogsaa udstedt ved samme Leilighed over den afgivne Forklaring og den fældede Dom. Men hele Sammenhængen med Knuts Drab er og bliver ligefuldt høist dunkel, og megen Lid til det afgivne Udsagn, har Samtiden aabenbare ikke sat^[46]. Vel kom Akershus efter Knut Alfssøns Drab i det danske Partis Hænder, og Henrik Krummedike fik Ros af Kong Hans for sin Færd^[47]. Men Gjæringen i det sydlige Norge var dermed ikke stillet; tvertimod Opstanden tiltog endogsaa for det Første paa en foruroligende Maade, især efter Tilskyndelse af den Dræbtes Enke Fru Mereta^[48], der siden egtede Hr. Svante Nilssøn Sture i Sverige. Først i det følgende Aar 1503 lykkedes det Kongens Søn, den unge Hertug Kristian at dæmpe den for Øjeblikket^[49]. Naar undtages Biskop Herman af Hamar, der, som allerede fortalt, stod paa Kongens Side, og Biskop Herlog af Oslo, der dog kun synes at være optraadt som Megler, vides ingen af Norges Biskopper at have været indviklet i disse Uroligheder. Kansleren Jon Paalssøn synes under det Hele at have nydt Kong Hans’s fuldkomne Tiltro^[50].

1. Br. af 1ste Febr. 1482 Hadorf II. 302, jfr. o. f. II. 572; Br. af 11te Marts s. A. N. Dipl. I. 670.
2. N. Dipl. II. 680, 687. Han havde studeret i Rostok, hvor han blev immatrikuleret den 7de October 1466. Nor. Sml. I. 78.
3. Langes Klh. 2den Udg. 399.
4. Landsvistbrev af 18de Juli 1486, Oslo. N. Dipl. II. 690.
5. Fra 1453, s. o. f. II. 529.
6. S. o. f. II. 573.
7. Sml. IV. 545–546.
8. Hvitf. u. 1486; Jahn 355, 356.
9. Molbechs nordiske Tidsskrift I. 432; jfr. Jahn 365 f.
10. Allerede den 5te Juli var Kongen i Bergen. Paus II. 277.
11. S. o. f. II. 121, Not. 2.
12. Br. af 18de Juli 1486. N. Dipl. I. 683.
13. N. Dipl. I. 684.
14. Hvitf. u. 1486.
15. N. Dipl. II. 703.
16. Fra 1473, s. o. f. II. 566.
17. Sml. IV. 543; N. Dipl II. 692.
18. N. Dipl II. 693; Saml. IV. 543; Norske Sml. I. 79; Langes hdskr. Opt.
19. Fra 1483, s. o. f. II. 582.
20. Sml. IV. 541–542.
21. Fra 1476, s. o. f. II. 567, jfr. Espol. Aarb. þ. 2. c. 82.
22. Finn Joh. II. 490–491; Espol. Aarb. þ. 2. c. 74.
23. Espol. Aarb. þ. 2. c. 87.
24. Fra 1460, s. o. f. II. 563.
25. Finn Joh. II. 590–610. Espol. Aarb. þ. 2. paa mange Steder.
26. Espol. Aarb. þ. 2. c. 92, 94.
27. Finn Joh. II. 616–628; Espol. Aarb. þ. 2. c. 96, 100.
28. Hvitf. u. 1490; Pontop. II. 329, 694.
29. S. o. f. I. 411–412.
30. Dette Drab omtales ganske i Forbigaaende l et Brev af 1516, 14de Marts, N. Dipl. I. 756.
31. Ny Dan. M. VI. 36–39.
32. Dan. M. 3die R. II. 2.
33. Han var endnu i Live den 28de Oktober 1495. N. Dipl. I. 709.
34. Danske Mag. 3die Rekke II. 5, 25.
35. N. Dipl. II. 731.
36. N. Dipl. II. 732.
37. En Trudsel for de ikke Mødende om Brand og Hængning.
38. N. Dipl. I. 715–717.
39. N. Dipl II. 734. Lasse Skjøl omtales i el Brev fra Kongen til Henrik Krummedike af 22de Juli 1499 som død, og det heder tillige, at Henrik Krummedike paa Kongens Vegne havde opbaaret Boden efter ham. Danske Mag. 3die Rekke II. 32.
40. Danske Mag. 3die Rekke II. 33, 34.
41. Hadorf II. 375, 379, 381.
42. Danske Mag 3die Rekke II. 38.
43. Danske Mag. 3die Rekke II. 9, 39, 42.
44. Danske Mag. 3die Rekke II. 49; Hvitf. u. 1502.
45. D. M. 3die R. II. 46.
46. Dette Dokument, der skulde afgive den sikkreste Kilde til Oplysning om Sagen, findes efter Originalen aftrykt i Danske Mag. 3 R. II. 48–50, og ligeledes hos Hvitfeld u. 1502; men det stemmer ikke ganske paa begge Steder og bærer i det Hele Præget af at være et med Unøiagtighed og Skjødesleshed affattet Stykke. Den skibyske Krønike, hvis Efterretning om Knut Alfssøn synes skreven i 1524, altsaa ikke stort meer end 20 Aar efter hans Død, siger om ham, at han var meer enfoldig end ond, og at nogle svenske „Forrædere“ benyttede sig af hans Enfoldighed; og om hans Drab siger den, at Johannes Jakobssøn, Biskop af Roskilde, og Henrik Krummedike lokkede ham ombord paa sit Skib ved offentlig Leide, „som burde have været holden endog den grummeste Tyrk“, og dræbte ham, da han intet ondt ventede sig, paa en Maade, „som kunde sømme troløse Forrædere, og ikke Vogtere af Tro og Eed“ (Scr. r. D. II. 562). Og dette er dog en dansk Mand, som dømmer saa. Ogsaa Hvitfeldt, som dog kanskee her følger den skibyske Krønike, siger om Knut, at han ellers var en „from enfoldig Mand, men af Hr. Steen ilde forført“, og at han blev „ihjelslagen paa den Leide, ham var given; dog Andre ville sige, at som han havde drukket med Gesanterne (de danske) paa Skibet og vilde trine over Skibsbordet og stige i Baaden, skal han være falden og have slaget sig ihjel“ (Hvitf. u. 1502). Det sidste viser, at man i Førstningen, i Følelsen af det urigtige og uverdige i Drabet, har villet give Sagen den Vending, at Hr. Knut var kommen af Dage ved sin egen Uforsigtighed, og at først, da denne Paastand ikke kunde opretholdes, har man skredet til Udfærdigelsen af hint Dokument, hvorved Hr. Knuts Drab skulde gives Udseende af at være aldeles lovligt. At dette ikke forholdt sig rigtigt, har man følt ligesaavel fra de Danskes, som fra Nordmændenes Side. Senere hen siger Hvitfeldt: „for denne Hendelses Skyld med Hr. Knut Alfssøn, var stor Eftertale en Tid lang. Hans Lig blev staaende over Jorden i tolv Aar paa Akershus. Hans Jordegods blev annammet (inddraget) dog siden løsgivet for nogen Underhandlings Skyld, som skede af de svenske Sendebud 1504“.
47. Danske Mag. 3 R. II. 50.
48. Sst. 51.
49. Jahn 404.
50. Danske Mag. 3 N. II. 41, 42.