Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/Fortale
Den her givne Fremstilling af den norske Kirkes Historie under Katholicismen tør ligesaalidet gjøre Fordring paa at ansees for udtømmende med Hensyn til Emnet, som paa at være fuldendt med Hensyn til Formen. I begge Henseender kunde den ganske vist have vundet, hvis dens Udgivelse havde været udsat endnu en Stund. Men er det sandt, hvad Flere have sagt mig, at det fuldkomne Savn af en særskilt Bearbeidelse af den norske Kirkes Historie er meget føleligt, og at man længes efter at see det snarest muligt, om end blot nogenlunde tilfredsstillende, afhjulpet, – saa troer jeg, at nærværende Arbeide, alle sine Mangler uagtet, kan gjøre Nytte, og at det derfor ikke længer bør unddrages Offentligheden. Jeg udgiver det altsaa i Haab om en ikke altfor streng Bedømmelse og med det inderlige Ønske, at det maatte tjene til at forberede og fremskynde et fuldkomnere Arbeide over samme Emne, der ved sine Fortrin kunde bringe mit i Forglemmelse.
Jeg anseer det overflødigt at gjøre her i Fortalen særskilt Rede for de Kilder, jeg har benyttet, helst da de, med Undtagelse af nogle ganske faa endnu blot i Haandskrift tilværende korte Dokumenter, ere trykte og findes i bekjendte Verker. I selve mit Arbeide er under Texten Hjemmel anført for Alt, hvad ikke hører til almeenkjendte Ting, og Læseren vil af disse Anførsler let udfinde mine Kilder.
Jeg forudseer, at Mange i min Fremstilling ville savne tilfredsstillende Oplysning om, hvorledes det christelige Lærebegreb opfattedes af den norske Geistlighed og af denne atter meddeltes Folkets Almeenhed. I dette Stykke maa jeg søge min Undskyldning i Kildernes Fattigdom hvad den Materie angaar, – en Fattigdom, der igjen for en stor Deel har fin Grund i den middelaldrige romerske Kirkes Forkjærlighed for hvad man kan kalde den ydre Kirkebygning, den hierarchiske Form. Denne den romerske Kirkes almindelige Aandsretning gjorde sig nemlig, som venteligt var, ogsaa gjældende hos den norske Geistlighed, der øiensynligt havde Tanken meer henvendt paa Kirkeordningen end paa Kirkelæren, og som derfor har efterladt langt færre Spor af sin Virksomhed for dennes Udvikling end af sin Stræben for hins Fuldkommengjørelse efter Pavedømmets Maalestok.
Mange ville muligen ogsaa bebreide mig, at jeg har opholdt mig altfor meget ved den norske Statshistorie, og derved vidtløftiggjort min Fremstilling meer end nødvendigt. Men skjønt jeg selv ved mangen Leilighed har følt dette og gjort mig Betænkelighed derover, saa har jeg dog paa den anden Side frygtet for, at en større Korthed i Fortællingen af de reent verdslige Begivenheder skulde gjøre min Fremstilling af Kirkeforholdene uklar og navnligen vanskeliggjøre Opfatningen af Forholdet til enhver Tid under Katholicismen mellem Kirke og Stat i Norge; – og at dette rigtig opfattes, anseer jeg for at være af fortrinlig Vigtighed i en Historie, hvor dog den ydre Kirke, ifølge Sagens Natur, kommer til at spille Hovedrollen. Jeg indrømmer imidlertid gjerne, at min overveiende Syslen gjennem en lang Aarrække med Fædrelandets politiske Historie kan i omtalte Tilfælde muligen have ledet mig paa Afvei; men jeg vover isaafald at gjøre Regning paa mine Læseres Overbærenhed.
Min Behandling af det mig foreliggende Emne under fire Hovedtidsrum tror jeg vil findes naturlig og derfor vinde de fleste Læseres Bifald. Det første Tidsrum, fra Christendommens Indførelse i Norge indtil 1152, fremstiller den norske Kirkes tidligste Udvikling, før Hierarchiet endnu i den begyndte at spille nogen iøinefaldende Rolle. Det andet Tidsrum, fra Nidaros’s Erkestols Oprettelse i 1152 indtil Kong Haakon Haakonssøns og Erkebiskop Einars Død i 1263, fremstiller det romerske Hierarchies Indbryden i Norge og den hierarchiske Kirkeordnings raske Fremskridt. Det tredie Tidsrum, fra 1263 til den sorte Døds Ophør i 1350, fremstiller den hierarchiske Kirkeordens bedste Blomstringstid. Det fjerde Tidsrum endelig, fra 1350 indtil den norske Kirkes Reformation i 1537, fremstiller Kirkeordenens Forfald under Kalmar-Foreningen og Forbudene paa den store religiøse Omveltning. Hvert Tidsrum vil, som jeg haaber, vise sig i sin særegne Karakter, som uden Vanskelighed vil kunne opfattes af selve Kjendsgjerningerne, om end mine Henpegninger og Bemærkninger stundom maatte være mindre tydelige eller heldige. Jeg maa beklage, at det fjerde Tidsrums sidste Aarhundrede, muligen kan forekomme Læserne overfladisk behandlet; men herfor maa de for mig tilgjængelige Kilders Beskaffenhed for en stor Deel bære Skylden.
Jeg har ikke udstrakt min Fremstilling længer end over den katholske Tidsalder af den Grund, at de Kilder til den norske protestantiske Kirkes Historie, hvilke jeg hidtil har kunnet overkomme, synes mig altfor fattige og mangelfulde til at kunne afgive Emne for en nogenlunde nøiagtig Skildring. Man tør maaskee haabe, at i den nærmeste Tid Historiegranskernes flittige Gjennemgaaelse af Archiver og andre Haandskriftsamlinger kan for den protestantiske Tidsalder bringe hidtil ukjendte vigtige Kjendsgjerninger for Dagen, og Udfaldet af disse Bestræbelser bør man, som jeg tror, heller oppebie, end fremkomme nu med noget, som ikke alene maatte agtes aldeles utilfredsstillende, men endog muligen senere kunde vise sig at være fuldkommen falskt.
Min Stræben i nærværende Arbeide har gaaet ud paa at fremstille Sandheden. Skulde jeg undertiden i mine Domme findes at have fejlet, da er det Evnen, der i Fremdragningen og Forklaringen af Kjendsgjerningerne har svigtet mig, ikke Villien.
Christiania i Juni 1856.