Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/Fortale

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Den her givne Fremſtilling af den norſke Kirkes Hiſtorie under Katholicismen tør ligeſaalidet gjøre Fordring paa at anſees for udtømmende med Henſyn til Emnet, ſom paa at være fuldendt med Henſyn til Formen. I begge Henſeender kunde den ganſke viſt have vundet, hvis dens Udgivelſe havde været udſat endnu en Stund. Men er det ſandt, hvad Flere have ſagt mig, at det fuldkomne Savn af en ſærſkilt Bearbeidelſe af den norſke Kirkes Hiſtorie er meget føleligt, og at man længes efter at ſee det ſnareſt muligt, om end blot nogenlunde tilfredsſtillende, afhjulpet, — ſaa troer jeg, at nærværende Arbeide, alle ſine Mangler uagtet, kan gjøre Nytte, og at det derfor ikke længer bør unddrages Offentligheden. Jeg udgiver det altſaa i Haab om en ikke altfor ſtreng Bedømmelſe og med det inderlige Ønſke, at det maatte tjene til at forberede og fremſkynde et fuldkomnere Arbeide over ſamme Emne, der ved ſine Fortrin kunde bringe mit i Forglemmelſe.

Jeg anſeer det overflødigt at gjøre her i Fortalen ſærſkilt Rede for de Kilder, jeg har benyttet, helſt da de, med Undtagelſe af nogle ganſke faa endnu blot i Haandſkrift tilværende korte Dokumenter, ere trykte og findes i bekjendte Verker. I ſelve mit Arbeide er under Texten Hjemmel anført for Alt, hvad ikke hører til almeenkjendte Ting, og Læſeren vil af disſe Anførſler let udfinde mine Kilder.

Jeg forudſeer, at Mange i min Fremſtilling ville ſavne tilfredsſtillende Oplysning om, hvorledes det chriſtelige Lærebegreb opfattedes af den norſke Geiſtlighed og af denne atter meddeltes Folkets Almeenhed. I dette Stykke maa jeg ſøge min Undſkyldning i Kildernes Fattigdom hvad den Materie angaar, — en Fattigdom, der igjen for en ſtor Deel har fin Grund i den middelaldrige romerſke Kirkes Forkjærlighed for hvad man kan kalde den ydre Kirkebygning, den hierarchiſke Form. Denne den romerſke Kirkes almindelige Aandsretning gjorde ſig nemlig, ſom venteligt var, ogſaa gjældende hos den norſke Geiſtlighed, der øienſynligt havde Tanken meer henvendt paa Kirkeordningen end paa Kirkelæren, og ſom derfor har efterladt langt færre Spor af ſin Virkſomhed for dennes Udvikling end af ſin Stræben for hins Fuldkommengjørelſe efter Pavedømmets Maaleſtok.

Mange ville muligen ogſaa bebreide mig, at jeg har opholdt mig altfor meget ved den norſke Statshiſtorie, og derved vidtløftiggjort min Fremſtilling meer end nødvendigt. Men ſkjønt jeg ſelv ved mangen Leilighed har følt dette og gjort mig Betænkelighed derover, ſaa har jeg dog paa den anden Side frygtet for, at en ſtørre Korthed i Fortællingen af de reent verdslige Begivenheder ſkulde gjøre min Fremſtilling af Kirkeforholdene uklar og navnligen vanſkeliggjøre Opfatningen af Forholdet til enhver Tid under Katholicismen mellem Kirke og Stat i Norge; — og at dette rigtig opfattes, anſeer jeg for at være af fortrinlig Vigtighed i en Hiſtorie, hvor dog den ydre Kirke, ifølge Sagens Natur, kommer til at ſpille Hovedrollen. Jeg indrømmer imidlertid gjerne, at min overveiende Syſlen gjennem en lang Aarrække med Fædrelandets politiſke Hiſtorie kan i omtalte Tilfælde muligen have ledet mig paa Afvei; men jeg vover iſaafald at gjøre Regning paa mine Læſeres Overbærenhed.

Min Behandling af det mig foreliggende Emne under fire Hovedtidsrum tror jeg vil findes naturlig og derfor vinde de fleſte Læſeres Bifald. Det førſte Tidsrum, fra Chriſtendommens Indførelſe i Norge indtil 1152, fremſtiller den norſke Kirkes tidligſte Udvikling, før Hierarchiet endnu i den begyndte at ſpille nogen iøinefaldende Rolle. Det andet Tidsrum, fra Nidaros’s Erkeſtols Oprettelſe i 1152 indtil Kong Haakon Haakonsſøns og Erkebiſkop Einars Død i 1263, fremſtiller det romerſke Hierarchies Indbryden i Norge og den hierarchiſke Kirkeordnings raſke Fremſkridt. Det tredie Tidsrum, fra 1263 til den ſorte Døds Ophør i 1350, fremſtiller den hierarchiſke Kirkeordens bedſte Blomſtringstid. Det fjerde Tidsrum endelig, fra 1350 indtil den norſke Kirkes Reformation i 1537, fremſtiller Kirkeordenens Forfald under Kalmar-Foreningen og Forbudene paa den ſtore religiøſe Omveltning. Hvert Tidsrum vil, ſom jeg haaber, viſe ſig i ſin ſæregne Karakter, ſom uden Vanſkelighed vil kunne opfattes af ſelve Kjendsgjerningerne, om end mine Henpegninger og Bemærkninger ſtundom maatte være mindre tydelige eller heldige. Jeg maa beklage, at det fjerde Tidsrums ſidſte Aarhundrede, muligen kan forekomme Læſerne overfladiſk behandlet; men herfor maa de for mig tilgjængelige Kilders Beſkaffenhed for en ſtor Deel bære Skylden.

Jeg har ikke udſtrakt min Fremſtilling længer end over den katholſke Tidsalder af den Grund, at de Kilder til den norſke proteſtantiſke Kirkes Hiſtorie, hvilke jeg hidtil har kunnet overkomme, ſynes mig altfor fattige og mangelfulde til at kunne afgive Emne for en nogenlunde nøiagtig Skildring. Man tør maaſkee haabe, at i den nærmeſte Tid Hiſtoriegranſkernes flittige Gjennemgaaelſe af Archiver og andre Haandſkriftſamlinger kan for den proteſtantiſke Tidsalder bringe hidtil ukjendte vigtige Kjendsgjerninger for Dagen, og Udfaldet af disſe Beſtræbelſer bør man, ſom jeg tror, heller oppebie, end fremkomme nu med noget, ſom ikke alene maatte agtes aldeles utilfredsſtillende, men endog muligen ſenere kunde viſe ſig at være fuldkommen falſkt.

Min Stræben i nærværende Arbeide har gaaet ud paa at fremſtille Sandheden. Skulde jeg undertiden i mine Domme findes at have fejlet, da er det Evnen, der i Fremdragningen og Forklaringen af Kjendsgjerningerne har ſvigtet mig, ikke Villien.

Chriſtiania i Juni 1856.