Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/107

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 615-631).

107.

Kristian II bliver Danmarks og Norges Konge. Hans første Styrelsesaar. Erkebiskop Erik Walkendorf. Biskop Hoskold af Stavanger og Abbed Henrik af Utstein. Biskop Anders Mus i Oslo og Magister Hans Mule. Erkebiskop Eriks Virksomhed i Kongens og Kirkens Tjeneste.

Kong Hans’s Søn, Kristian II, var allerede i Faderens levende Live antagen til hans Eftermand i alle de tre nordiske Riger: – for Norges Vedkommende, som vi ovenfor have seet, i Kjøbenhavn den 25de Juli 1489^[1]. Sverige havde imidlertid ved Opstanden i 1501 igjen frafaldt sit Valg. Steen Sture var atter bleven Rigsforstander; ved hans Død i 1503, havde Svante Nilssøn Sture fulgt ham i Rigsforstanderskabet; og da Svante døde i 1512, var dennes Søn, Steen Sture den Yngre, valgt til at træde i Faderens Sted. Han vidste ved en Rekke af Underhandlinger at udhale i flere Aar Kristians Antagelse til Sveriges Konge. Norge og Danmark derimod bleve staaende ved det engang gjorte Valg, hvilket dog, efter almindelig indført Skik, ved en Hylding maatte opfriskes og gjentages.

Endnu medens Kong Hans levede, var i foregaaende Aar 1512 aftalt et Herremøde i Kjøbenhavn for alle tre Rigers Vedkommende, at muligen en Udsoning med Sverige kunde istandbringes. Dette Møde var fastsat til St. Hans Tid 1513. Erkebiskop Erik gav sig paa Reisen did i Begyndelsen af Mai med 140 Personer i sit Følge og kom ikke før end i September tilbage til sit Sæde^[2]. Mødet blev for Norge og Danmark et Hyldingsmøde. De fuldmægtige Sendebud, som vare tilstede for Sveriges Raad, vilde ikke gaa ind paa noget Kongevalg ved denne Leilighed, da de dertil ingen Fuldmagt havde. De andre tvende Rigers Raad enedes derimod om, paa Rigernes Indbyggeres Vegne, at „samtykke og fuldbyrde“ Kristians Valg til Danmarks og Norges Konge. Man kom overeens med ham om en for begge Riger fælles Haandfæstning; og den 22de Juli blev i Kjøbenhavn denne Haandfæstning, i Forening med begge Rigsraads under Eet udfærdigede Valg- eller Hyldingsbrev, udstedt og beseglet.

Sex og tredive geistlige og verdslige Herrer af de tvende Rigers Raad vare med at udstede dette Dokument; men af dem vare kun syv eller høist otte Medlemmer af Norges Raad, nemlig: Erkebiskop Erik Walkendorf af Nidaros, Biskopperne Anders Mus af Oslo, Andor af Bergen og Magnus af Hamar, Kristiern Pederssøn, Provst til Apostelkirken i Bergen, Nils Henrikssøn (Gyldenløve), Knut Knutssøn og Henrik Krummedike, om denne sidste forresten nu længer kunde regnes som Medlem af Norges Raad, da han siden 1503 synes at være fraflyttet dette Rige, og at have fast bosat sig i Danmark, om han end fremdeles havde store Len i Norge^[3]. Hvad Kongens Haandfæstning angaar, saa nærmede den sig til Kong Hans’s, men var i flere Punkter strengere end denne. Den udmærker sig ogsaa derved, at Bestemmelserne vedkommende hvert af de tvende Riger, for hvilke den var fælles, ere langt mere sammensmeltede end i Kong Hans’s. Norge forsvinder saaledes næsten ganske i Kristians Haandfæstning; kun ganske faa Artikler udhæves, som udelukkende for dette Rige, medens paa den anden Side mangfoldige Artikler, der dog ene passe til de danske Forhold, ogsaa overføres paa Norge, idet ingen Undtagelse eller intet Forbehold gjøres for dettes Vedkommende. For ganske tilfældigt kan man neppe ansee dette. Man kan ikke andet end deri see en Plan til en fremtidig Sammensmeltning af begge Rigers Raad, saa meget mere som man savner den i Hans’s Haandfæstning forekommende Bestemmelse om særegne Raadsmøder i Norge, og det i endnu ældre Haandfæstninger forekommende betingede Forbud mod at kalde Norges Raad til Møder udenfor Norges Grændser. Man faar idet Hele det Indtryk af Dokumentet, at Norge forsætlig er inddraget under Danmark, for at gjøre dets underordnede Stilling til dette Rige iøinefaldende. At nogle af de tilstedeværende norske Raadsmedlemmer have ønsket og foreslaaet Haandfæstningen anderledes indrettet for Norges Vedkommende, end den virkelig blev, – det viser den Fortegnelse paa „Norges Riges Brøst“, som har været fremlagt for Kongen, for Haandfæstningen blev vedtagen, og til hvilken Svar er blevet givet paa Kongens Vegne, idet Ankeposter-m enkeltviis enten ligefrem loves afhjulpne, eller omgaaes med et løst Tilsagn om nærmere at skulle komme under Overveielse^[4]. Men at disse Ønsker fra Nordmændenes Side ikke bleve drevne igjennem, det kan man med Rimelighed forklare af selve Maaden, hvorpaa Norge repræsenteredes paa Herremødet i Kjøbenhavn. De tilstedeværende norske Raadsmedlemmer udgjorde, som vi have seet, kun syv eller otte af samtlige ser og tredive; og af hine syv eller otte vare igjen Erkebiskop Erik, Biskop Anders, Provsten Kristiern Pederssøn og Henrik Krummedike alle danskfødte og udentvivl den danske Sag i Hjertet meer eller mindre hengivne.

Af Haandfæstningens Artikler ville vi kun udhæve følgende: – Kongen skal elske Gud, og den hellige Kirke og dens Tjeneres Ret styrke, og alle deres Privilegier, som dem friest forundte ere af den romerske Kirke og fremfarne Konger, stadfæste til ubrødelig Overholdelse. – Hver Biskop og Prælat skal bruge den hellige Kirkes Ret og Jurisdiction saa frit, som de den fra Arilds Tid nydt og brugt have. – Kongen skal aldrig hindre eller hindre lade noget Kapitels eller Klosters Valg, og aldrig indtrænge Prælater eller Formænd imod Kapitlers eller Klosteres Valg eller Samtykke. – Hver Biskop skal selv fjerde, med gode Mænd, som ham vorde tilskikkede af Kongen og Rigets Raad, sidde Retterthing to Gange om Aaret i sit Biskopsdømme og rette de Sager og Brøst, som der forekomme, dog Kongens og Kronens Ret uforkrænket. (Ved denne Artikel maa dog mærkes, at den rimeligvis gjælder Danmark alene, eller i alle Fald nærmest). – Har Kongen nogen Tiltale til Biskop, Prælat eller Klerk, skal den føres for tilbørlige Dommere her i Rigerne. – Ingen Udlænding skal optages i Rigets Raad ei heller styre Slot, Land og Len, men kun „Rigets gode Edlinge, som fødte ere af Riddere og Svende“; om nogen „Vanbørdig eller ikke edligfødt“ i Danmark og Norge nu har Slot, Len eller Landsthing, da skal han med det første afsættes; „dog i Norges Rige skikkes efter Rigets Leilighed“. – Kongen har tilsagt Norges Raad, at ville med det Første „med dets Raad og menige Norges Indbyggeres Hjælp og Trøst“ indløse Orknø og Hetland, igjen til Norges Krone^[5]. – Hvad der forresten i Haandfæstningen er strengt og for Kongedømmet indskrænkende har ganske vist Kristian antaget med det stiltiende Forsæt, ikkun at overholde det, forsaavidt han dermed fandt sig tjent.

Kristians Kroning til Danmarks Konge foregik det følgende Aar 1514, den 11te Juni (Trinitatis-Søndag). Samme Aar blev han ogsaa kronet til Norges Konge i Oslo, rimeligvis paa St. Olafs Dag, den 29de Juli^[6]. Man seer af flere Breve, at Kristian først har forladt Kjøbenhavn efter 4de Juli, men at han var i Oslo og paa Akershus mellem 23de Juli og 7de August; ligeledes sees, at allerede den 12te Juli alle Norges Biskopper: Erkebiskop Erik, Biskopperne Anders af Oslo, Andor af Bergen, Hoskold af Stavanger, „Magnus af Hamar, samt den danske Biskop Erik af Viborg, vare tilstede i Oslo. Dette var i Anledning af Kroningen; og et norskt Raadsmøde blev ogsaa ved denne Leilighed holdt. Erkebiskop Erik havde, efter eget Udsagn, ikke mindre end 1220 Personer i sit Følge, og var i 9 Uger borte fra sit Sæde^[7]. Det Brev af 12te Juli, i hvilket alle de da i Oslo tilstedeværende Biskopper nævnes, er et Indulgensbrev til Fordeel for St. Annas Alter i St. Halvards Kirke i Bergen^[8]. Et Brev af Kristian, Kirken tildeels vedkommende, er givet paa Akershus den 31te Juli, og skrevet til Indbyggerne paa Orknøerne. Han minder dem om, at de med Rette høre under Norges Krone, skjønt deres Land for Tiden stod Kongen af Skotland i Pant; dog agter Kongen med det allerførste igjen at indløse dem under Norges Krone. Imidlertid foreholder han dem, at de i det Aandelige altid have staaet under Erkebiskoppen af Nidaros, og at de altid have sendt sin Palliehjælp til Norge, og beder dem derfor, at de ville faa Kirkeværgerne over det hele Land til redeligen at udbetale til Erkebiskoppen af Nidaros eller hans Ombudsmand den Palliehjælp, som det bor ham at have efter god gammel Sedvane^[9]. Under 6te August, fra Oslo, beder ogsaa Kristian Nidaros’s Kapitel om at give ham nogle af St. Olafs Relikvier og overlevere dem til Erkebiskop Erik, der igjen vil sende dem til Kongen. Han lover at ville holde dem i Agt og Ære og forskylde Kapitelet og dets Kirke for den deri udviste Velvillie^[10]. Kongen var paa Tilbagreeisen til Danmark paa Vardberg Slot i Halland den 15de August, og til Kjøbenhavn var han kommen den 21de i samme Maaned^[11]. Han har saaledes denne Gang ikke været længere nord i Norge end i Oslo. Erkebiskop Erik, som endnu var i Nidaros den 24de Mai^[12], var igjen kommen did tilbage den 26de September, paa hvilken Dag han ved sit Brev gav Decanus, Archidiaconus, Cantor og „menige Kanniker“ ved Kathedralkirken, hvilke fra Arilds Tid havde havt sine Avlsgaarde „med alle kongelige Sager, Rente og Rettighed paa Kronens Vegne“, ogsaa de samme Avlsgaarde „fri med alle biskoppelige Sager og Rettighed“, saaledes at de selv skulde have Magt til at revse og tage Boder af sine Folk og Tjenere paa disse Avlsgaarde for hvad de brøde mod Kirken^[13].

Kristian II, der nu ved sin Kroning i Oslo var bleven Norges saavel som Danmarks fuldmyndige Konge, besad mange Egenskaber, der kunde gjøre ham skikket til en god Landsstyrer. Han havde baade en god Forstand og ikke faa Kundskaber, han var rask og virksom, han havde frigjort sig fra mange af sin Tids Fordomme og til- egnet sig Grundsætninger i Landsstyrelsen, der i flere Henseender fortjene Ros. Men han var tillige i høi Grad lidenskabelig, egenraadig, haard, mistænkelig og hevngjerrig. Han tilsidesatte alt Hensyn til bestaaende Forhold, naar han vilde drive noget Nyt igjennem, og han manglede ganske den Karakterens Aabenhed og Jævnhed, der skulde vinde ham hans Undersaatters Hjerter. Næsten ved enhver af hans Regjeringshandlinger, selv dem, som kunne synes mest velgjørende, maa man tvivle om hans Bevæggrundes Verd, om han ikke ligesaameget lededes af Had eller Hevn som af Iver for Retfærdighed eller Lyst til at gavne sit Folk. Han bar et dybt indgroet Nag til Klerkevelde eller Adelsvelde. Dette Nag indskjød ham visse frisindede Anskuelser med Hensyn til baade Kirke og Stat; men ved disse Anskuelsers Fremtræden i Handling, svæver man altid i Uvished, om ikke Egennytte eller Herskesyge er en virksommere Drivefjeder hos Kristian end Agtelse for Christendom og Folkefrihed.

Man tør nok med Sikkerhed paastaa, at ingen af de tidligere oldenborgske Konger, ja ingen af alle de foregaaende Unionskonger, har kjendt saa nøie Forholdene i Norge som Kristian II. I den Tid han stadig opholdt sig i dette Land som dets Styrer paa sin Faders Vegne havde han havt den bedste Leilighed til at iagttage dem i Nærheden. Det har sikkerligen ikke undgaaet hans Opmærksomhed, at det i Norge mindre var de verdslige Stormænd i Raadet, der vare Kongedømmets Myndighed i Veien, end de geistlige;,og han har ganske vist indseet, at de faa ætstore Slegter af egte norsk Herkomst, der endnu gjaldt noget ved Anseelse og Rigdom, langt fra ikke vare farlige. Han har udentvivl dertilmed lettelig udfundet, at Norge, dette Bondeland, hvor en Adel, som Stand i Staten, saa lidet havde formaaet at udvikle sig til nogen fremtrædende og raadende Stilling paa Bondealmuens, paa det egentlige Folks, Bekostning, – var langt mere modent og villigt til at lade sig styre af Kongen ved de Mænd, han valgte til sine Embedsmænd paa Grund af deres formeente Dygtighed, uden Hensyn til deres Stand, end det aristokratiske Danmark, hvor Adelen forlængst havde tilrevet sig en selvskreven Ret til alle vigtigere verdslige Embeder, og derhos næsten havde gjort uadelige Mænd umulige til enhver høiere Embedsstilling i Kirken. Med disse Forhold stadigen for Øie synes han at have indrettet sin norske Styrelse. Han fulgte ikke det Vink, som hans Haandfæstning gav ham, til at drage det svage norske Raad ganske ind under det danske, og saaledes gjøre dette sidste til begge Rigers egentlige Styrer; men han stræbte at underlægge Norge saa umiddelbart som muligt sin egen kongelige Myndighed, at styre det uindskrænket ved sine udkaarede helst uadelige Tjenere, ligemeget om disse vare norske eller danske eller endog ganske unordiske af Fødsel, og at nedtrykke eller rydde tilside alle dem, der havde Magt og Villie til at modarbeide dette hans Styrelsessystem. Men det var i Norge kun Biskopperne og enkelte andre høie Prælater, som ifølge sin Stilling endnu skulde kunne vove dette; og mod dem, mod den høiere Geistlighed, vendte sig derfor her væsentligen hans Uvillie og hans lidenskabelige, voldsomme Sind.

Erkebiskop Erik Walkendorf var vistnok længe Kristians Yndling og var udentvivl, som for er sagt, og som han selv tilstod, ved ham især fremhjulpen til sin ophøiede Stilling i den norske Kirke. Men han var en dansk Adelsmand og maa, som saadan, formodes i mange Stykker at have deelt sine danske Standsbrødres aristokratiske Anskuelser; og disse maa man tro, at han ikke altid har formaaet at dølge, da han først var kommen til Magten i den norske Kirke og var bleven den første Mand i Norges Raad. At han nok kan have ønsket den danske Herrestands Indflydelse udbredt til og styrket i Norge, at han derfor intet har havt imod, men tvertom snarere har medvirket efter Evne til, at Kristians Haandfæstning blev som den blev, – dette, tror jeg, bar man Lov til at gjætte, om end klare Beviser derfor mangle. Dette var imidlertid, hvis det saa forholdt sig, ingenlunde ganske efter Kristians Sind; og har desuden Erkebiskoppen maaskee altfor tydelig vist, at han følte sig i sin nye Verdighed at være en anderledes uafhængig Mand, end som Kristians Kansler eller Sekretær, saa kan man ikke undres over, at et spendt Forhold lidt efter lidt indtraadte mellem Kongen og hans fordums Yndling.

Det varede imidlertid endnu en Stund, for dette kom tilsyne. Erik Walkendorf var en statsklog, smidig og derhos saare driftig Mand. Dette var altsammen Egenskaber, som Kristian forstod at skatte. Erik havde fattet den Tanke, igjen at sætte Grønland i Forbindelse med Norge og Nidaros’s Erkestol. Landet havde nu forlængst været forglemt og ubesøgt. Der havde, som tidligere er fortalt, flere Gange af Paven været Biskopper beskikkede og indviede til Garde Stol; men de nøiedes med Titelen, kom aldrig til sit Sæde og lode sig bruge snart i Norge, snart i Danmark, snart paa Island som Vikarier for andre Biskopper eller ved ledige Biskopsstole. Den sidste af disse Biskopper af Garde paa Grenland, som vi ovenfor have nævnet^[14], er Andreas, hvem man ved 1460 seer styre Skaalholts Biskopsdømme paa Biskop Marcellus’s Vegne, i 1466 vikariere for Biskoppen af Linkjøping i Sverige og i 1476 være tilstede paa Mødet i Rotneby i Bleking^[15]. Rimeligvis har efter ham Ingen været indviet til Grønlands Biskopsstol før i Kristian II’s Tid. Erkebiskop Eriks Bestræbelser for igjen at faa Farten i Gang mellem Norge og Grønland, hvor man forestilte sig, at Nordmænd endnu boede, var baade i kirkelig Henseende en fortjenstlig Tanke, og maatte desuden af Hensyn til forventede Handelsfordele anbefale sig hos Kong Kristian, der altid viste sig virksom for Handelens og Næringsveienes Fremme. Det var sandsynligvis Erik Walkendorfs Forestillinger, som virkede, at Kristian hos den romerske Kurie søgte om Indulgenser eller Aflad for dem „der seilede til Øerne paa hin Side Ishavet“, – en Ansøgning, som i en Skrivelse fra Rom af 17de Juni 1514 blev indvilget, idet en „rigelig Indulgens“ meddeltes^[16]. Det stod vistnok ogsaa i Forbindelse med disse Kristians og Erkebiskoppens Planer, at en Nederlænder, Vincentius Kampe, ved denne Tid eller idet mindste før 1520, blev indviet til Grønlands Biskop. Han vikarierede en Stund i Odense Biskopsdømme, levede endnu i Maribo 1537 og er den sidste Titulærbiskop til Grønland i Katholicismens Tid^[17].

Erkebiskop Erik lod ransage gamle Bøger og udspørge gamle Mænd om Seiladsen og Veien til Grønland. Han fik en fuldstændig Kursforskrift opsat og gav bestemte Forholdsregler for Mandskabet paa det Skib, han agtede at afsende. Man ser af disse, at han har været i stor Uvished om de Beboeres Sindelag og Religion, som han ventede skulde forefindes paa Grønland. Han anbefaler derfor stor Varsomhed ved Landstigningen. De Klerke, der skulde følge med paa Toget, byder han ligeledes at fare frem med Forsigtighed. Mærke de, at Høvedsmanden i Landet, hvis der er nogen, eller Almuen selv ikke vil have dem der (altsaa ikke vare velvilligen stemte mod Christendommen og christne Lærere), da skulde de byde sig i Tjeneste som Skrivere eller Kapellaner, om de mærkede, at man vilde modtage dem som saadanne, eller endog som Tjenestekarle, saaledes at de først kunde faa Tjeneste og „siden skikke sig eftersom Behov gjøres“. Han vilde følgelig de skulde gaa frem med Missionærers Varsomhed og Kløgt, og ved sin Optræden rette sig ganske efter de Forhold, de fandt for sig. Han bød forresten, at man skulde føre to eller tre store Baade og de nødvendige Aarer med paa Skibet, at man skulde være forsynet med Alt fornødent til at gjøre store Ilde oppe paa Landet, hvis man fandt det Ubebygget, og at man skulde gjøre mange Mærker der, reise store Kors af Træ og hugge Kors i Træer og Stene, og andet lignende^[18].

Man seer, at Erik Walkendorf vel havde overveiet sin .Plan og havde i Sinde at svie ganske storartede Foranstaltninger til dens Udførelse. Bekostningerne vilde han selv afholde, eller maaskee rettere lade dem udrede af Nidaros’s Erkestol, saafremt Kong Kristian tillod det, og vilde overdrage ham Landet frit paa ti Aar. Men Kristian, heder det, vilde ei indgaa herpaa; og dermed gik hele det paatænkte mærkelige Foretagende overstyr^[19]. Det Hele vidner fordelagtigt om Erik Walkendorfs Forstand og Virkekraft.

Grunden til at Kong Kristian, da det kom til Stykket, slap dette Foretagende, i det han ei vilde indrømme Erkebiskoppens, saavidt skjønnes, ingenlunde ubillige Erstatningsfordring, var ganske vist, hvad ogsaa gamle Efterretninger sige^[20], det uvenskabelige Forhold, som imidlertid havde udviklet sig mellem Kongen og Erkebiskop Erik.

Endnu i 1515 stod denne paa Høiden af sin Magt og Kongeyndest. I det foregaaende Aar var et Egteskab blevet afsluttet mellem Kristian II og Elisabet eller Isabella af Østerige, en Datter af Filip af Burgund og Johanna af Kastilien, og Søster til Karl af Burgund, der snart efter blev saa navnkundig som Spaniens Konge og Tydsklands Keiser, Karl V. I Juni Maaned 1515 blev et Gesantskab afsendt til det burgundiske Hof i Nederlandene for at føre Kongens unge Brud til Danmark, og til Formand for dette Gesantskab blev Erkebiskop Erik Walkendorf udnævnt af Kongen. Hans Ledsagere vare Herrerne Henrik Gjø og Hans Bilde, begge Medlemmer af det danske Rigsraad, og Nils Henrikssøn (Gyldenløve), Medlem af det norske Raad og paa den Tid den rigeste og mægtigste verdslige Stormand i Norge. Gesantslabet gik til Søs til Nederlandene og bragte Elisabet i Begyndelsen af August Maaned til Danmark, hvor Brylluppet holdtes og den unge Dronnings Kroning foregik i Kjøbenhavn den 12te August^[21]. Erik Walkendorf var ifølge sin egen Opgave, i Anledning af denne Sendefærd, i 37 Uger borte fra sit Sæde i Kongens Tjeneste^[22].

Men hvor hæderlig end Erik Walkendorfs Stilling var i dette Gesantskab, og hvor meget den vidnede om Kongens Yndest og Fortrolighed, var det dog netop ved denne Leilighed, at Grunden lagdes til Kongens senere Unaade mod ham og hans endelige Fald. Rygtet om Kristians Forhold til Dyveke, der nu med sin Moder var flyttet fra Oslo til Kjøbenhavn, havde naaet til det burgundiske Hof; og den unge Hertug Karl, som ledsagede sin Søster ombord, udtalte sig herom til Erkebiskop Erik og bad ham paa hans Embeds Vegne at formane Kongen til at opgive dette forargelige Forhold. Erkebiskoppen skrev ogsaa herom til Kongen og skal desuden efter Hjemkomsten have talt med ham om samme Sag; men derved paadrog han sig hans Uvillie og, hvad der var farligere, Sigbrits Had. Det sidste var det, efter hans egen Paastand, som senere fældede ham. Sigbrit og hendes Datter, hed det, yttrede aabenbare i Kristians Bryllup, at denne havde lovet dem, at lægge Erik Walkendorf og alle hans for Had paa Grund af det, han, ifølge Hertug Karls mundtlige Paalæg, havde forebragt Kongen^[23].

Det er bekjendt, at Dyveke døde pludselig i 1517, som Rygtet sagde, forgiven, og at Kongen havde det danske Raad eller visse af dets Medlemmer mistænkt for at have voldet hendes Død. Men Sigbrits Indflydelse, saalangt fra at svækkes ved dette Dødsfald, blev tvertimod efter dette større end nogensinde tilforn, ligesom ogsaa Kristians Uvillie mod Raadet fra den Tid blev meer og meer kjendelig. Sigbrit var den Eneste, som kunde virke paa ham, hun var hans fornemste Raadgiver i alle Styrelsesanliggender, og han viste en afgjort Forkjærlighed for de Mænd, der ved hende bleve fremdragne til Embeder. Sigbrit var utvivlsomt et lyst Hoved, med Indsigter i Statshusholdningen og Grundsætninger vedkommende dens Ordning langt over hvad der paa den Tid i disse nordiske Lande var sedvanligt. Men hun hadede Høiadelen, og var ikke heller synderlig vel stemt mod den høiere Geistlighed; og hendes Tjenere, der dels vare Indfødte af en lavere Samfundsstilling, dels Udlændinger, overhovedet vistnok driftige og duelige om end ikke altid synderlig samvittighedsfulde Mænd, delte hendes Anskuelser og rakte en villig Haand til deres Gjennemførelse i Gjerningen. Over disse Mænd, ligesom over Sigbrit selv, var det, at Erik Walkendorf senere klagede sig, som dem, der forfulgte ham og gjorde ham alt det Meen, de formaaede.

Under sit Ophold i Kjøbenhavn i Anledning af Kongebrylluppet blev Erkebiskop Erik opfordret til at indskride i en Strid, der i Norge havde reist sig imellem Biskop Hoskold af Stavanger og Henrik Abbed af Utstein. Striden havde dengang allerede varet i et Par Aar, og den har i det Hele en paafaldende Lighed med den, som i den første Halvdeel af det 14de Aarhundrede førtes mellem Formændene for samme Biskopsdømme og samme Kloster, begge af Navnet Erik^[24]. Nu som da var det fra Biskoppens Side Beskyldninger for Overhørighed mod den biskoppelige Myndighed og for uskjelligt Levnet, fra Abbedens Side Klage over voldsom Medfart, der udgjorde Stridens Emne.

I Begyndelsen af 1514 – saa lød Abbedens Klage – da han selv var fraværende fra sit Kloster, i Kjøbenhavn, hvorhen han havde ledsaget en fransk og en skotsk Gesant, der vare drevne ind paa Stavangerkanten, og ingen Veiledning havde faaet af Biskop Hofkold, – havde denne sendt sine Mand til Klosteret, hvor de havde faret frem som Ransmænd og anrettet stor Skade, under Paaskud, som det lader, af at skulle optage Fortegnelse over Klosterets rørlige og urørlige Gods. Da Abbeden kom tilbage, drog han til Oslo, hvor Kongen dengang var for at krones, og hvor Erkebiskoppen og Biskopperne tillige vare samlede. Han klagede her sin Nød for Kongen, og Erkebiskop Erik meglede et Forlig mellem de Stridende. Biskoppen lovede dengang alt Godt og erkjendte blandt andet Klosterets Ret til Saurbø Kirke, en af de fordums kongelige Kapeller, hvilket Kongen havde skjænket det. Men desuagtet tog Biskoppen, strax han var kommen hjem fra Oslo, al Landskyld og Rettighed fra den nævnte Kirke. Aaret efter 1515 gik han endnu videre. Han for med væbnet Magt til Klosteret, hvor Abbeden dengang var hjemme, opbrød dets Porte, mishandlede Tyendet og vilde have gjort det samme med Abbeden, hvis denne ikke lykkelig var undsluppen. Tre Dage derefter lod Biskoppen, ved en Kannik ledsaget af tyve Tjenere, sit Interdikt over Klosteret og alle dets Beboere opslaa paa Klosterkirkens Dør og forbød alle Klosterets Undergivne at yde det dets Rettigheder. Lidt ’ efter kom han selv til Klosteret med en Hærmagt, stormede det formeligen, lagde Abbedens Tyende i Lænker, bankede ham selv i hans Seng og bragte ham derpaa bunden til Biskoppens Taarn i Stavanger, hvor Abbeden i hundrede Dage holdtes i haardt Fangenskab, og løstes ei deraf uagtet Borgen for ham bødes. Omsider lykkedes det dog Abbeden at undkomme fra Taarnet, og naa til Kongens Mænd, Hans Erikssøn og Jørgen Hanssøn, hvilke hjalp ham til Kjøbenhavn og medgave ham sit Vidnesbyrd.

Begge disse Mænd vare vel anseede hos Kongen; saa han rimeligvis paa deres Ord har taget sig af Abbeden og anbefalet ham til Erkebiskop Erik. Nu var det at denne, ved et Brev af 24de August 1515 fra Kjøbenhavn, paalagde Biskop Andor af Bergen, Kristiern Pederssøn, Provst til Apostelkirken sammesteds, Abbed Mikael i Lyse, Olaf Prior i Nonneseter i Bergen, Hr. Jørgen Hanssøn, Kannik i Lund samt Kapitelet i Bergen at træde sammen, stevne begge Parter for sig, høre og undersøge deres Klager, som fra Biskoppens Side gik ud paa, at Abbeden havde fort et uskjelligt Levnet, fra dennes Side igjen paa at Biskoppen havde mishandlet ham, og Biskoppens Svende derhos pint en Kvinde, rimeligvis for at tvinge en Bekjendelse ud af hende. Efter at have modtaget begge Parters Beviser og Renselser, skulde de dømme retfærdigen dem imellem^[25]. Man kjender imidlertid ikke Sagens endelige Udfald. Abbedens Beskyldninger synes at være i høi Grad overdrevne; men Biskoppen kan neppe heller fra sin Side have faret ganske retvist frem, i hvorledes det nu end kan have forholdt sig med den Brøde, der tillagdes Abbeden, og hvilken vi ei nøiagtig kjende, da Biskoppens Klage ikke er os levnet^[26].

I 1515 skulde da, som vi ovenfor have seet, den første Grund være lagt til et Omslag i Kongens gunstige Stemning mod Erkebiskop Erik Walkendorf. Dog varede det endnu nogle Aar, for denne faldt i synlig Unaade. Imidlertid kom flere af Sigbrits gode Venner til indflydelsfulde Embeder i Norge. Blandt disse hendes Venner maa man regne Jørgen Hanssøn, som ogsaa kaldes Jørgen Skriver, der allerede i 1514 nævnes som Kongens Ombudsmand eller Embedsmand paa Kongsgaarden i Bergen^[27]. Hans Olafssøn} eller Olssøn, Provst til Mariekirken i Oslo og Norges Kansler, maa udentvivl ogsaa regnes blandt Sigbrits Tilhængere. Jon Paalssøn, der saagodtsom i hele Kong Hans’s Tid havde beklædt hine tvende Embeder baade under Kongens egen Styrelse og under Kristians, nævnes, saavidt vides, senest som deres Indehaver i et Landsvistbrev, udstedt i Kristians Navn, af 18de April 1512 i Oslo^[28]. Om han er død i sine Embeder, eller er fratraadt dem efter Kong Kristians Tronbestigelse, vide vi ikke; men den 4de Marts 1516 finde vi Hans Olafssøn nævnt i hans Sted^[29]. Som den tredie af samme Kammeratskab maa nævnes Magister Hans Mule, der, sin geistlige Stand uagtet, var Kongens Embedsmand eller Høvedsmand paa Akershus Alle disse tre Mænd viste sig meget fiendtlig stemte mod visse af Norges Biskopper og synes virkelig paa en Maade af Kongen og Sigbrit at være skikkede dem paa Nakken for at plage dem. Og om Hans Mule især kan dette siges baade med Hensyn til Biskop Anders Mus af Oslo og Erkebiskop Erik. Han faar af en samtidig Krønikeskriver det Skudsmaal, at han, i den Mening som Almenheden tager Troskab, var mod Kong Kristian den allertroeste; thi han var rede til at føie denne i Alt, uden at tage Hensyn til, om det Kongen bød ham, var en Christen verdigt eller ei, naar kun Kongens Kasse paa hvilkensomhelst Maade derved kunde fyldes^[30].

Til Biskop Anders Mus’s Embedsvirksomhed kjendes kun lidet; dog forekommer fra hans Biskopsdømmes Tid en Forhandling Tienden vedkommende, der kaster Lys over hvorledes en vis Deel af denne nu anvendtes paa en fra dens oprindelige Bestemmelse forskjellig Maade. Der findes nemlig en Erklæring, given i Oslo den 4de Marts 1516, af Hans Olafssøn, Provst og Kansler, Knut Knutssøn Ridder, Lagmændene i Oslo, Tunsberg og Skien, to Borgermestere og to Raadmænd af Oslo, angaaende „den Fjerdepart af Tienden, som Bønderne selv ind med dem have, som kaldes: Bondelod, og som bor skiftes efter Biskoppens Raad“. De sige sig at have erfaret, at afdøde Biskop Herlog i sin Tid optog bemeldte Bondelod til Domkirkens Behov. De have ogsaa hørt af gamle Bønder, at Biskop Gunnar (Holk) for ham ligeledes optog den og skiftede den efter Christen- retten. Nu vide de, at Biskop Anders har fordret samme Bondelod og har kundgjort for Almuen i de fleste Prestegjæld i sit Biskopsdømme, hvorledes den bør og skal skiftes: noget til Domkirken, naar denne dertil trænger, som nu er Tilfældet; noget til fattige Skoledegne og fattige Folk ligesom og til fattige Bønder, der ikke kunne forskaffe sig Saakorn i haard Tid, og skulle de, naar de bede Biskoppen eller hans Provst derom, i saadant Tilfælde beholde sin egen Lod, og dertilmed have noget af deres Part i Sognet, som ere meer formuende. Denne Biskop Anders’s Fremgangsmaade synes Erklæringens Udstedere at være billig og retvis; og er Almuen pligtig at skifte nævnte Bondelod efter Biskoppens Raad, som Christenretten, hvilken de have undersøgt, udviser, og som man i Hamars Biskopsdømme baade i dette Aar og Aaret tilforn har gjort^[31].

Der findes ikke i de gamle Christenretter, end ikke i Erkebiskop Jons, nogen Bestemmelse for at Biskoppen skulde have noget særligt umiddelbart Indseende med Anvendelsen af den Fjerdedeel af Tienden, hvorom her er Tale, nemlig Bøndernes Deel eller Bondelodden; den er tydelig nok tilegnet de Fattige i Sognet, og dens Fordeling overladt til Bønderne selv med Sogneprestens Raad og Veiledning. Man har ganske vist tænkt sig, at vedkommende Biskop skulde have et Overtilsyn hermed, som med alle andre kirkelige Sager; men dertil har vist nok ogsaa hele hans Ret i dette Stykke indskrænket sig. Den første Bestemmelse, der kjendes, hvorved Bondeloddens oprindelige Anvendelse søges forandret, er den som findes i den 20de Artikel i Statuterne af Provinsialconciliet i Oslo, holdt 1436 under Erkebiskop Aslak Bolts Forsæde. Her henlægges nemlig Halvdelen af Bondelodden til verdige Klerkers Underhold, som studere ved privilegerede Høiskoler; men en Indvilgelse i denne Henseende forudsættes dog her at skulle udvirkes fra Almuens Side ved Biskoppernes kjærlige Forestillinger^[32]. Herved er udentvivl fra først af Veien banet for en meer umiddelbar Indblanding af Biskopperne i Bestemmelsen af Bondeloddens Anvendelse og Fordeling; og hvorledes denne til Slutning ganske er kommen i deres Hænder, sees af det ovenfor omhandlede Dokument. Man seer, at den nu kun for en ganske ringe Deel, ja man kan næsten sige undtagelsesvis, kom, efter sin oprindelige Bestemmelse, Sognets Fattige tilgode.

Anders Mus havde forresten Ord for at være en lidet dygtig Kirkens Forstander. Han var, heder det, paa Grund af Dorskhed og sløvt Hoved uverdig til Biskopsdømmet^[33]. Han var i sin Tid ved kongeligt Magtsprog indtrængt paa Oslo Biskopsstol; men nu arbeidede man paa igjen at faa ham borttrængt fra den; og hertil viste Hans Mule sig som et saameget virksommere Redskab, da han selv udentvivl allerede havde sikker Udsigt til at vorde Anders’s Eftermand. Som Høvedsmand paa Akershus voldte han Biskoppen alt det Bryderi og al den Ærgrelse, som han formaaede, og Provsten Hans Olafssøn stod ham heri troligen bi. Hans Mules Svende mishandlede Biskoppens Folk, hvor de kunde komme til hermed, og Provsten, der gav sig Mine af at ville megle Fred, fremførte Usandheder, som gjorde Spliden større istedetfor at stille den. Fogderne i i Nærheden, hvilke stode i Afhængighedsforhold til Hans Mule, understøttede denne, og det samme synes Borgerne og Øvrigheden i Oslo fordetmeste at have gjort. Anders Mus havde neppe hverken blandt Læge eller Lærde paa de Kanter nogen ret oprigtig og formaaende Velynder; thi han var, som siden viste sig, ingenlunde vel anseet af sin underordnede Geistlighed.

Ved Begyndelsen af 1517 fandt Biskoppen sin Stilling saa betrængt, og, som han selv forsikkrede, saa farlig, at han under 3die Januar i nævnte Aar henvendte sig til Kongen med en ynkelig Klageskrivelse. Denne er imidlertid i sit Indhold saa forvirret og saa opfyldt med løst Sladder, at man vanskelig faar nogen ret Rede paa, hvo der egentlig var første Ophavsmand til de deri omtalte Optøier, eller hvorledes deres Gang og Sammenhæng i Sandhed var. Saameget synes imidlertid klart, at Hans Mule og Provsten ikke have taget tilbørligt Hensyn til Kirkens og Biskoppens Verdighed, og at deres Færd mod ham i mange Maader har været tirrende, tøilesløs og ulovlig. Mærkelig er den Yttring i en Tilskrift til Klagen, at det var Biskoppen forebragt, at Kongen skulde have lovet ham ondt, hvilket Rygte Biskoppen selv havde meddeelt Kristian ved en Sammenkomst med denne i Kallundborg, – og at det var saadan Snak, som afholdt Oslos Borgere fra at give ham et fordelagtigt Vidnesbyrd, da de isaafald frygtede, at Hans Mule skulde anklage dem og komme dem i Skade. Man seer ogsaa, at Biskoppen har frygtet for, at Provsten skulde fare med Hast til Kongen for at anklage ham, og at Kongen skulde agte meer paa Provstens Ord end paa hans, hvorfor han minder Kristian om, hvad Biskoppen oftere har sagt ham, at han ikke forstaar sig paa „Skalkes Løgn“. Tør man ellers tro Biskoppens Fortællinger i denne Klage, saa har baade Magister Hans og Provsten ført et løsagtigt og forargende Levnet ligesom og Presterne ved Mariekirken, hvilke desuden sloges og hugges indbyrdes uden at ville tage Afløsning af Biskoppen, der dog var den eneste, som havde Magt til at give dem den. Biskoppen bønfalder til Slutning om, at Kongen ei vil lade ham „saa hadelig fordrives“ i hans Alderdom, da han dog har tjent troligen baade Kongens Fader og ham selv^[34].

Biskoppens Klage har ganske vist ikke virket meer end maaskee for Øieblikket lidt større Tilbageholdenhed og .Forsigtighed fra Hans Mules og Hans Olafssøns Side. Biskoppens Dom var udentvivl alt fældet, og det varede kun kort, før dette blev Alle aabenbart.

Men det var ikke mod Biskop Anders alene, Hans Mule optraadte paa en fiendtlig og krænkende Maade, det var ogsaa mod Erkebiskop Erik, hvem man ganske vist ikke kunde beskylde hverken for Uduelighed, eller Uvirksomhed, eller Mangel paa skyldig Lydighed mod Kongen.

I Begyndelsen af 1517 maa rimeligvis Erkebiskoppen endnu have staaet paa en nogenlunde venskabelig Fod med Kristian. Han laante nemlig da paa sin Kirkes Vegne Kongen en ikke ubetydelig Sum Penge i forgyldt og uforgyldt Sølv, i alt 1600 Lod, og gav tillige en Anvisning paa 200 rinske Gylden. Derfor modtog han imidlertid som Pant, ifølge Kongens eget Tilbud, Helgelands Len. Kongens Skriver, Jens Freyd, udstedte sit Brev for Pengenes Modtagelse i Throndhjem (Nidaros) den 21de Februar nævnte Aar, og Vidner vare Ridder Nils Henrikssøn (Gyldenløve), som ved denne Leilighed kaldes Kongens Hovmester i Norge, og Dekanus Olaf Engelbrektssøn^[35].

I 1519 viser Erkebiskoppen sig fremdeles som Kongens tro og virksomme Tjener; men da yttrer sig hos ham ved Siden heraf en sterk Uvillie mod Magister Hans Mule og Klage over dennes utilbørlige og lovløse Fremfærd. Om begge Dele oplyser Erkebiskoppens Brev til Kongen fra Nidaros af 26de Marts i det nævnte Aar.

Nogle Bønder af Jamteland havde været inde i Sverige hos Rigsforstanderen, Hr. Steen Sture, og havde klaget for denne, at de lede stor Undertrykkelse med Skat og i andre Maader; de bade ham at hjælpe dem i deres Nød. Fogden i Helsingeland lavede sig da, rimeligvis paa Hr. Steens Opfordring til at drage ind i Jamteland med 40 til 50 Mand for at thinge Almuen fra Kong Kristian, medens Lensmanden der, Hr. Olaf Galle, var fraværende. Da Erkebiskoppen fik dette at vide, sendte han i Forening med Hr. Nils Henrikssøn Olaf Galles Foged nogle Karle til Undsætning og forsynede dem vel med Penge, at de ei skulde falde Almuen til Byrde; der var nemlig haard Tid i Jamteland ligesom i Throndhjem. De skreve ogsaa Almuen til, opmuntrede den at blive tro under Norges Krone og advarede dem om hvad Følgen vilde blive, hvis de anderledes gjorde. Da Erkebiskoppens Folk thingede med dem, svarede de vel, lovede at staa fast ved hine og meente, at om der end kom tusind Hofmænd af Sverige, skulde de ikke lade sig tvinge. De lovede og at have sine Speidere ude paa alle Kanter, og hvis Svenskerne kom, vilde de møde „Mand af Huse“ for at modstaa dem. Alligevel kom kort efter de Svenske, to hundrede Mand sterke, ganske uventet ved Nattetid lige midt ind i Landet og til de Gaarde, hvor Erkebiskoppens Mænd laa. Disse vare ikke, efter Løfte, blevne varslede af Bønderne, tvertimod var det en Lensmand af Jamteland, der viste Svenskerne Vei lige til Gaardene, og Erkebiskoppens Mænd vidste ikke af nogen Ufred, før deres egne Vagter saa Fienden ganske nær. Alligevel gjorde de Modstand, og der blev døde og saarede paa begge Sider. Men nu fik de Svenske sat Ild paa Huset, som Erkebiskopsmændene vare i, og flere af disse bleve dræbte, andre fangne, og kun nogle undkom, der laa i den Gaard, som var længst borte. De Undkomne vilde reise Almuen og gjengjælde Svenskerne deres Angreb, for de forlode Landet; men det var umuligt for dem at faa en eneste Mand med sig. Jamterne indvendte nemlig, at om det end nu lykkedes dem at slaa de Svenske, saa vilde disse dog snart komme igjen og skjænde og brænde; medens de nu ikke gjorde Jamterne andet end godt. Uagtet det saaledes ei lykkedes Erkebiskoppens Mænd at faa reist Bønderne i Jamteland mod de Svenske, sendte de alligevel en Opfordring til disse, at de skulde bie i Landet i tre Dage, „om de vare Hofmænd“. Men herpaa agtede de ikke. De thingede med Almuen om at gaa Hr. Steen til Haande, hvortil en Deel svarede ja, men en Deel ogsaa nei; og dermed forlode de igjen Landet om Morgenen før det dagedes.

Alt dette fortæller Erkebiskoppen i sit Brev til Kongen, og raader denne at tilskrive Hr. Olaf Galle, at han strax skal personligen indfinde sig i Jamteland, som er hans Len, og der styrke Almuen som sig bør. Han skal faa Hjælp af Erkebiskoppen og Hr. Nils Henrikssøn, naar han varsler dem.

Slutningen af samme Brev er derimod rettet paa Hans Mule. Dennes Foged, Peder Verkmester, siger Erkebiskoppen, opfører sig utilbørligen mod Almuen, helst naar han er drukken, saaledes at deraf gaar et ondt Rygte. Han rider Bønder overende og tramper dem under Hestefødder; han binder dem, uagtet de byde Dom for sig; han mishandler Kvinder og forfølger dem med Vold; hans Mænd endelig rane St. Olafs Pilegrime og fratage dem hvad St. Olaf tilkommer. Kirkens Frihed krænke de hvor de kunne. Erkebiskoppen ved vel, at saadant ikke er Kongens Villie, men han kan dog ikke andet end underrette ham derom ifølge Almuens Klage. Naar Erkebiskoppen lader Mester Hans det vide, saa bliver han vred. Erkebiskoppen har nu paany tilskrevet ham, at han maa rette sig selv og raade Bod paa de anførte Misligheder, hvilken Paamindelse han ønsker til Gud, at Hans Mule maatte ville følge^[36].

Angaaende de i dette Brev omtalte Fiendtligheder fra svensk Side i Jamteland, da seer man, at Jamternes Misnøie med den norske Styrelse har givet det første Stød til dem. Hvorvidt de have været fortsatte, ved man ikke. I ethvert Fald har ganske vist Kong Kristians heldige Tog til Sverige i Begyndelsen af 1520 gjort en Ende paa dem, da Steen Sture nu fik andet at tage vare, og desuden strax i Begyndelsen af Krigen, efter det uheldige Slag ved Bogesund, døde af et Saar den 9de Februar.

Erkebiskoppens Klage til Kongen over Hans Mule findes ikke at have fremkaldt noget Skridt fra Kristians Side til at kue Sidstnævntes Overmod. Tvertom er det rimeligt, at den kun har bidraget til at forbittre Kongens Stemning mod Erkebiskoppen, helst da Hans Mule nu sikkerligen ikke har sparet at sværte denne saa meget som muligt. Det offentlige Rygte gav i det mindste Hans Mules Angivelser især Skylden for Erkebiskop Eriks snart paafølgende Ulykke^[37].

Hvad vi hidtil have seet af Erik Valkendorfs Virksomhed gaar næsten udelukkende i verdslig Retning og lærer os ham at kjende meer som en dygtig og virksom Statsmand end som en nidkjær Metropolitan og Biskop. Ganske har han dog ikke over sine Statsmandssysler glemt sin geistlige Skyldighed. Netop ved den her omhandlede Tid var han sysselsat med et Arbeide, som ganske vedkom Kirken, og som, efter det Standpunkt denne endnu indtog, ingenlunde var uvigtigt. Han var sysselsat med at skaffe den norske Kirke trykte Missaler og Breviarier. Det Missale eller den Messebog, han havde ladet udarbeide til Brug for den hele norske Kirke^[38], blev trykt i Kjøbenhavn 1519 og Trykningen fuldendt den 25de Mai dette Aar. Fortalen oplyser Verkets Hensigt og Tilblivelse. Der var – heder det – i hele den nidarosiske Provins en følelig Mangel paa Messebøger. De, som vare for Haanden, vare meget gamle Haandskrifter med usedvanlige, nu ei mere brugelige Bogstaver og derfor neppe læselige. Desuden vare de hist og her feilagtige. Flere verdsliggeistlige Prester havde af den Grund ved Gudstjenesten benyttet Cistereiensernes, Prædikebrødrenes og Minoriternes Messebøger (lecturas), medens dog alle Provinsens Sognekirker bør, i det som læses og synges i Gudstjenesten, rette sig efter Metropolitankirken. Erkebiskop Erik Walkendorf havde villet raade Bod paa denne Mangel og udvirke, at Messen overalt i hans Biskopsdømme og Norges Provins kunde høitideligholdes paa een Maade. Derfor havde han ladet udarbeide et Missale efter den nidarosiske Metropolitankirkes Brug ved Magister Olaf Engelbrektssøn, samme Kirkes Dekanus, og Hr. Peter Sigurdssøn, dens Kantor; og dette havde han overladt Paal Reff, Kannik i Kjøbenhavn, at trykke. For hver Gudfrygtig, som i Gudstjenesten bruger denne Bog, udloves 40 Dages Indulgens. Breviariet (Breviarium Nidrosiense) er trykt i Paris, ligeledes i 1519. Kirkerne i Norge sees at have, rimelig forskudsvis, bidraget til eller betalt for Missalet, og ved dettes Fordeling har Hans Reff, Kannik i Nidaros og juris utriusque baccalaureus, gaaet Erkebiskoppen tilhaande^[39].

1. S. o. f. II. 584.
2. Erkebiskoppens egen Opgave i Br. af 28de August 1521, s. Hvitf. u. dette Aar.
3. Danske Mag. 3die Rekke II. 129 ff.
4. Langes Norsk Tidssk. I. 217–222, og hans Bemærkninger ved selve Dokumentet sst. 222–286, især 224–226.
5. Sml. IV. 363–377.
6. Werlauff om de nor. Kongers Salv. og Kron. 38. Hvitfeldt omtaler i Kr. IIs Historie under 1514 Kristians Kroning i Norge, men uden at nævne Dagen; dog seer man ogsaa af hans Fortælling, at Kongen har været i Oslo den 4de August.
7. Brev af 28de Aug. 1521, se Hvitf. under dette Aar.
8. N. Dipl. I. 750.
9. N. Dipl. I. 751–752.
10. N. Dipl. I. 753. Forresten om Tiden for Kristians Ophold i Oslo i Anledning af Kroningen see N. Dipl. I. 751, 752; II. 770: III. 766; Finn Joh. II. 520: Suhms Sml. II. 2. 63; Paus II. 282–283.
11. Regesta diplomatica historiæ Danicæ I. 639.
12. Pontop. II. 744. jfr. o. f. II. 610. Not. 2.
13. Schøn. Domk. Beskr. Anh. 83.
14. S. o. f. II. 560.
15. Grønl. hist. Mindesm. III. 911–912.
16. Sst. 192–193.
17. Sst. 193–198.
18. Sst. 482–497.
19. Grønl. hist. Mindesm. III. 490.
20. Sammesteds III. 483.
21. Hvitf. Kr. II. u. 1515; jfr. Br. til Erik Walkendorf fra hans Broder Hans af 24de April. Ny Dan. Mag. II. 121; Breve fra Er. Walk. til Kongen af 10de Juli, 4de og 5te Aug. Dan. Mag. II. 25–32.
22. Br. af 28de Aug. 1521, Hvitf. u. d. A.
23. Hvitf. Kr. II. u. 1515; jfr. m. Walkendorfs Breve af 28de August 1521, Hvitf. u. d. Aar, og af 13de Febr. 1522, N. Dipl. I. 767–768.
24. S. o. f. II. 248–250.
25. N. Dipl. I. 755.
26. Om denne Sag see Langes Klh. 1ste Udg. 599 ff. 2den Udg. 384–386, hvor den udførlig er fremsat efter Kildedokumenter.
27. N. Dipl. II. 771.
28. N. Dipl. I. 746.
29. N. Dipl. II. 775; ligesom i Brev af 8de Juli s. A. ssts. III. 773.
30. Chron. Skibyense, Scr. r. D. II. 577.
31. N. Dipl. II. 775, Danske Mag IV. 207.
32. S. o. f. II. 493, 494.
33. „Ob inertiam et ingenii stuporom episcopatu indignum“, siger Chronicon Skibyense om ham Scr. r. Dan. II. 577.
34. Anders Mus’s Klage til Kongen, trykt i Danske Mag. IV. 275–281. Beskyldningerne mod Hans Mule og især mod Provsten for uanstændigt Levnet med Evind Kandegyders Datter, finde ellers Bestyrkelse i et Klagebrev til Kongen fra samme Kvindes Søster af 26de Januar 1522. N. Dipl. III. 785.
35. N. Dipl. III. 775.
36. N. Dipl. I. 761–763.
37. Chron. Skib., Scr. r. Dan II. 578.
38. Missale pro usu totius regni Norvegie secundum ritus sancte metropolitane nidrosiensis ecclesie. Impr. Hafnie arte magistri Puuli Reff ibidem Canonici 1519, 25 Mai.
39. Hans Kvittering til Ertebiskoppen af 31te October 1520, Throndhjem. N. Dipl. I. 764.