Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/35

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

De fornemſte Baglerhøvdinger havde viſt nok, ſom forhen fortalt, ſluttet en Vaabenſtilſtand med Kong Haakon og Skule Jarl efter Kong Filippus’s Død, men ganſke var dog ikke Oprørsaanden udſlukt i det ſydøſtlige Norge. Dette viſte ſig allerede Vinteren mellem 1217 og 1218, da en Flok Landſtrygere ſamlede ſig i Skovbygderne paa den ſvenſke Grændſe og tog til Høvding en vis Bene eller Benedikt, der tidligere havde optraadt førſt ſom Leiepreſt og ſiden ſom Gjøgler, men nu udgav ſig for en Søn af Magnus Erlingsſøn og kaldte ſig Magnus. Hans Flok betragtedes i Førſtningen med Foragt, og man tillagde den for dens Usſelheds og Fattigdoms Skyld Øgenavnet Slitunger; men den vakte dog efterhaanden meer og meer Ugavn i Viken ved ſine Plyndringer, og da den blev underſtøttet af enkelte blandt de mere anſeede Bønder, tiltog dens Driſtighed, og den begyndte at blive farlig. Slittungernes Optræden havde imidlertid for det Førſte en gavnlig Virkning. Thi de Baglerhøvdinger, ſom endnu ſad i Viken i et Slags Uafhængighed, men ſom dog ikke vilde ſlaa ſig til en ſaa foragtelig Oprørsflok, nærmede ſig nu afgjørende Birkebenerne og kaldte disſe til Hjælp. Kongen og Jarlen indfandt ſig ogſaa i Viken ſtrax efter Forliget til Bergen, Slitungerne bleve angrebne i alle ſine Tilflugtsſteder, og maatte endelig igjen ty til Grændſeſkovene. I denne Kamp ſtode Birkebener og Bagler paa een og ſamme Side; og Følgen deraf var, at efter Slitungernes Fordrivelſe gik de Baglerhøvdinger, ſom forrige Aar havde ſluttet Vaabenſtilſtand med Birkebenerne, formelig Haakon og Skule til Haande, og nedlagde ſit Partinavn. Hermed endtes da den ſtore og langvarige Splittelſe mellem Birkebener og Bagler, ſom nu i meer end tyve Aar havde voldet Norge Ulykke; og Baglernavnet forſvandt.

En Affødning af denne ſtore Splittelſe var imidlertid et nyt Parti, viſtnok af underordnet Betydning, men dog mægtigt nok til i flere Aar at forſtyrre Roligheden i det ſydøſtlige Norge. En Baglerhøvding, Gudolf af Blakkaſtad, der fandt ſig tilſideſat af Birkebenerne, lod om Vinteren 1219–1220 hente fra Danmark en Søn af Bagler-Kongen Erling Steinvæg ved Navn Sigurd og ſatte denne i Spidſen for en Flok, ſom han i Haſt havde dannet. Partiet blev kaldet Ribbunger d. e. Ransmænd og vandt ſnart Styrke, idet Bene med Levningerne af Slitungerne ſlog ſig ſammen med dem. Biſkop Nikolaus af Oslo ſynes ikke at have gaaet ganſke fri for Mistanke om tidligere at have ſtaaet i hemmeligt Ledtog med Slitungerne[1], og nu troede man, og det ganſke viſt ei uden Grund, at Ribbungerne i ham havde en hemmelig Støtte. De bleve imidlertid med ſaadan Kraft angrebne af Kongen og Jarlen, at de i 1222, efter at den ene af deres Høvdinger, Bene, var dræbt, ſaa ſig nødte til at ty mod Sveriges Grændſe. Deres Parti vilde nu rimeligviis være blevet ganſke oprykket, hvis Biſkop Nikolaus havde fulgt Skules Opfordring og hjulpet ham til dets Udryddelſe. Men dette ſtemmede ikke med Nikolaus’s Planer. Han arbeidede derimod paa at bringe et Forlig iſtand mellem Sigurd Ribbung og Jarlen, og det kom omſider dertil, at Sigurd gav ſig og ſin Flok i Jarlens Vold, i det han opgav ſit Kongenavn, imod at Jarlen tog ham under ſin Beſkyttelſe.

Rolighed var ſaaledes igjen for Øieblikket tilveiebragt i Norges Indre. Men Skule Jarl rugede fremdeles over ærgjerrige Planer, og mellem ham og Kongen raadede atter en Spending, ſom hvert Øieblik truede med at bryde ud i aabenbar Kamp. Vel havde Fredens Venner bragt en Trolovelſe i Stand mellem den unge Konge og Skules Datter Margreta for ſaaledes at knytte dem nærmere ſammen, og det kunde heller ikke være Skule ubekjendt, at hele Norges Almue var Haakon af Hjertet hengiven; hans Ærgjerrighed lyttede desuagtet alt for meget til de geiſtlige og verdslige Høvdinger, ſom ønſkede at tilintetgjøre Sverrers Æt, og derfor ideligen blæſte ham i Øret, at han ſom Kong Inges egtefødte Broder dog var den retmæsſige Arving til Kongedømmet[2]. Flere Omſtændigheder tyde paa, at Skule ved denne Tid omgikkes med forræderiſke Anſlag. Allerede i 1220 eller tidligere havde han henvendt ſig til Paven og ſøgt dennes Beſkyttelſe. Frugten heraf var et Brev af Pave Honorius III af 5te December 1220, hvorved denne tog ham og hans Ejendele, baade dem han beſad og dem han kunde ſenere erhverve, under ſit og St. Peters Vern[3]. Senere havde han paa egen Haand udſtrakt ſit Omraade videre end ved Forliget til Bergen var faſtſat. Nu, da han havde faaet Sigurd Ribbung i ſin Magt, gjorde han om Vaaren 1223 en Reiſe til Danmark for at beſøge Kong Valdemar II. Udentvivl var det hans Henſigt at drage denne mægtige og ærgjerrige Fyrſte ind i ſine Planer og faa hans Biſtand til deres Udførelſe. Men da han kom til Kjøbenhavn, fik han høre, at Valdemar juſt var tagen til Fange af Greve Henrik af Schwerin, og at der fra denne Side altſaa ingen Hjælp var at haabe. Han vendte derfor haſtig tilbage til Norge.

Kong Haakon havde imidlertid beſluttet at lade ſin Ret til Kongedømmet endnu engang paakjende af en Forſamling, der maatte anſees for at udtale det hele norſke Folks Stemme. Han ſammenkaldte fra alle Rigets Dele de fornemſte verdslige og geiſtlige Høvdinger, alle Lagmænd ſamt nogle af hvert Fylke udnævnte Bønder til et Møde i Bergen om Sommeren 1223. Dette Rigsmøde, eller Høvdingemøde (höfðingiafundr) ſom Sagaen kalder det, aabnedes den 29de Juli. Den norſke Kirke var ſterkt repræſenteret. Fra Nidaros’s Biſkopsdømme mødte: Erkebiſkop Guttorm, Asgaut Abbed af Holm, Sigurd Abbed af Tautra, Svein Prior af Elgeſetr, Meſter Bjarne, Peter af Huſaſtad og Eyſtein Raadsmand, de tre ſidſte udentvivl paa Nidaros’s Kapitels Vegne. Fra Bergens Biſkopsdømme vare tilſtede: Biſkop Haavard, Nikolaus Erkedjakn og Sigurd Abbed (af Munkelif?); fra Stavangers: Biſkop Henrik. Fra Oslos Biſkopsdømme mødte: Biſkop Nikolaus, Askatin Abbed af Hovedø, Orm Abbed af Tunsberg, Provſterne Ivar Gesling af Oslo, Jofreyr af Tunsberg, Amunde af Grenland og Olaf af Konghella. Fra Hamars Biſkopsdømme mødte: Thorgeir Erkedjakn, Meſter Thorleif og Provſt Baard; derimod nævnes ikke den daværende Biſkop Halvard, der i 1221 havde fulgt Ivar Skjalge, ſom ſamme Aar var død[4]. Desuden vare tilſtede Biſkop Sørkver af Færøerne og Biſkop Bjarne af Orknøerne, hvilken ſidſte var kommen i Følge med Øernes Jarl Jon[5]. Kongen var allerede i Bergen fra Vinteren af. Skule Jarl indfandt ſig fra Viken med Sigurd Ribbung i ſit Følge; ligeſaa var Guttorm, Kong Inges Søn, tilſtede, og Sendemænd fra Junker Knut (ſom han kaldtes), Haakon Galins Søn, der opholdt ſig i Veſter-Gautland. Efter mange forudgaaende Forhandlinger holdtes den afgjørende Sammenkomſt i Kongehallen Søndagen den 20de Auguſt.

Erkebiſkop Guttorm aabnede paa Kongens Opfordring Forhandlingerne, i det han fremſtillede hvilke de vare, ſom paaſtode Arveret til Norges Rige, og hvorpaa hver iſær ſtøttede ſin Paaſtand. Kong Haakon var allerede i Beſiddelſe af Riget, og hans Ret ſtøttedes derpaa, at han var Arving dertil efter ſin Fader og alle ſine Forfædre, „der havde raadet for dette Land Mand efter Mand, ſaaledes at aldrig noget Kvindeled var kommet imellem.“ Skule Jarl paaſtod at være Arving til Riget efter Kong Inge, ſin Broder. Guttorm, Kong Inges Søn, fordrede Riget efter ſin Fader. Sigurd Ribbung paaſtod at være berettiget til Riget efter Kong Magnus Erlingsſøn, ſom han kaldte ſin Farfader. Endelig paaberaabte Junker Knut ſig ved ſine Sendemænd Arveforliget af 1213, ifølge hvilket han ſom Haakon Jarls egtefødte Søn var baade dennes og Kong Inges Arving. Efter denne Fremſtilling opfordrede Erkebiſkoppen de Tilſtedeværende til at ſige deres Mening.

Forhandlingerne førtes førſt med nogen Heftighed baade fra Jarlens og Kongens Side, idet den førſte paaſtod, at han ſom Kong Inges ſamfædre og egtefødte Broder var dennes Arving i videſte Udſtrækning efter St. Olafs Lov; medens Kongen blot indrømte, at Skule var Inges Arving til alt det Gods, ſom de Brødre med Rette havde arvet efter ſin Fader. Bebreidelſer fremkaſtedes ogſaa fra Kongens mod Jarlens Tilhængere for de Raad, ſom disſe havde givet ſin Herre, – Raad hvilke imidlertid nu Ingen vilde vedkjende flg. Omſider henvendte Kongen ſig til Lagmændene og æſkede deres Kjendelſe. Den gamle Gunnar Grjonbak, Lagmand af Thrøndelagen, og den ældſte af Lagmændene, anſat allerede i Sverrers og Erkebiſkop Eyſteins Dage, erklærede nu førſt uforbeholdent og klart, at ifølge St. Olafs Lov Kong Haakon alene af dem, der gjorde Fordring paa Riget, havde Ret dertil; og alle de øvrige fem Lagmænd gave den ſamme Kjendelſe.

Da Lagmændene havde talt, erklærede Erkebiſkoppen, at deres Mening ogſaa var hans, og at Haakon ifølge ret Arv var ene berettiget til hele Norge. Alligevel ønſkede han, at det Forlig, ſom var oprettet mellem Kongen og Jarlen med Henſyn til Landets Deling, ſkulde forblive ved Magt til Befordring af Enigheden mellem dem. Han haabede ogſaa, at Kongen vilde viſe ſig god mod ſin Frænde Guttorm. Om Sigurd Ribbung kunde han intet ſige.

Efter denne Afgjørelſe af Hovedſagen, kom Landeſkiftet mellem Kongen og Jarlen paa Tale, og ved Erkebiſkoppens Megling kom ogſaa denne Sag i Rigtighed. Derpaa hævedes dette mærkelige Rigsmøde, hvorved den gamle Kongearvefølge, for hvilken Sverrer i ſin Tid havde kjæmpet, ikke alene af Landets verdslige Høvdinger og det hele Folks Talsmænd ſtadfæſtedes, men endogſaa af den norſke Kirke gjennem dennes Hoved Erkebiſkoppen erkjendtes[6].

Erkebiſkop Guttorm overlevede ikke længe det ſtore Høvdingemøde. Han døde det følgende Aar 1224, den 6te Februar[7]. Flere af den norſke Kirkes Biſkopper døde omtrent ſamtidig med ham. Biſkop Bjarne Kolbeinsſøn af Orknøerne, en af ſin Tids berømteſte Skalde, døde i det næſt foregaaende Aar 1223, enten under eller ſtrax efter Rigsmødet i Bergen, ved hvilket han var tilſtede. Dette maa ſluttes deraf, at hans Eftermands, Jofreyrs, Indvielſe henføres til det nys nævnte Aar[8], og altſaa maa være udført af Guttorm. Samme Aar ſom Erkebiſkoppen, men rimeligviis længere ud paa Aaret, døde ogſaa Haavard Biſkop til Bergen og Henrik Biſkop til Stavanger[9]. Guttorm havde foreſtaaet Erkeſtolen omtrent i 8 Aar, og i denne Tid, ſom vi have ſeet, ved meer end een Leilighed grebet ind i Statsbegivenhedernes Gang. Hans Færd i Tviſten mellem Kong Haakon og Skule Jarl viſer ſig oftere tvetydig, og det er ikke let at ſee, hvilken af de tvende Fyrſter han i Hjertet var meſt hengiven; dog maa man tro, at han i det mindſte mod Slutningen har afgjørende heldet til Kongens Side, om han end maaſkee for gammelt Venſkabs Skyld har troet ogſaa at maatte paaſee Jarlens Tarv, ſaameget mere ſom han derved udentvivl har troet at fremme Landets indre No.

Om Guttorms egentlige geiſtlige Virkſomhed ere kun faa Oplysninger levnede. Nogle Pavebreve til ham kjendes, men de angaa mindre vigtige Gjenſtande. I et af 25de Juli 1216 opfordrer Pave Honorius III ham og hans Lydbiſkopper til at beſtyrke dem, ſom i deres Biſkopsdømmer have modtaget Korſet, ſaa at de ikke ſkulde lade ſin Iver kjølnes ved Efterretningen om hans Formands Innocentius’s Død[10]. – Under 12te Januar 1221 takker Pave Honorius III ham for en overſendt Pengeſum, en Deel af den til den romerſke Kirke ſkyldige Skat. – Under 1ſte Februar ſamme Aar gav Paven ham Fuldmagt til at løſe dem af Ban, ſom formedelſt Vold (mod Geiſtlige?) vare faldne deri, og ſom vare forhindrede fra ſelv at ſøge Afløsning i Rom, dog kun forſaavidt deres Forſeelſe ikke var altfor grov. – Under tredie Februar ſamme Aar formanede Paven Erkebiſkoppens Lydbiſkopper til at modtage ham vel paa hans Viſitatsreiſer, lade ham faa den ſkyldige Underholdning og ſtaa ham bi i Indſamlingen af Peterspengen[11]. Af det ſidſte Brev maa man ſlutte, at de norſke Lydbiſkopper ikke altid have modtaget Erkebiſkoppen med den ſkyldige Velvillie og Opmærkſomhed, naar han ifølge ſin Metropolitanret og Metropolitanpligt viſiterede i deres Biſkopsdømmer. Man ſeer ogſaa, at han af Paven maa være bleven bemyndiget ſom Overindſamler af Peterspengen i Norge.

En paa de Tider vigtig Rettighed erholdt Erkeſtolen under Guttorms Beſtyrelſe, nemlig Ret for Erkebiſkoppen til at lade ſlaa Mynt. Denne Ret er Erkebiſkop Guttorm og alle hans lovlig valgte Efterfølgere tilſagt ved et Brev af Kong Haakon, hvilket almindelig, dog uden tilſtrækkelig Hjemmel, henføres til 1220. Den Mynt, ſom det herved tilſtaas Erkebiſkoppen at ſlaa „til St. Olafs Kirkes Bedſte“, ſkulde være af ſamme Godhed ſom Kongens Mynt[12]. Rettigheden forblev ubeſtridt indtil 1281, da den af Kongedømmet tilbagekaldtes.

  1. H. H. S. c. 46.
  2. H. H. S. c. 85.
  3. N. Dipl. I. 6: Suhm. D. H. IX. 274.
  4. Isl. Ann. 96.
  5. De Geiſtlige opregnes i Haak. H. S. c. 86. Biſkop Bjarne af Orknøerne kan ſaaledes ikke være død i 1222, ſom det heder i Annalerne (Isl. Ann. 96), men er dog rimeligviis død under eller ſtrax efter Rigsmødet ſ. n. f.
  6. Om Rigsmødet i Bergen ſe Haak. Hs. S. c. 85–98.
  7. Suhm D. H. IX. 485.
  8. Isl. Ann. 98, jfr. o. f. S. 346. Bjarne havde været Biſkop fra 1188 ſe ovenfor S. 294. Hans meſt bekjendte Skaldeverk er Jomsvikinga-Drapa, hvilken endnu for ſtørſte Parten er levnet. Fornm. s. XI. 163–176.
  9. Isl. Ann. 98.
  10. Norſk Dipl. I. 2.
  11. Suhm D. H. IX. 391.
  12. N. g. L. I. 446.