Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/35

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 343-348).

De fornemste Baglerhøvdinger havde vist nok, som forhen fortalt, sluttet en Vaabenstilstand med Kong Haakon og Skule Jarl efter Kong Filippus’s Død, men ganske var dog ikke Oprørsaanden udslukt i det sydøstlige Norge. Dette viste sig allerede Vinteren mellem 1217 og 1218, da en Flok Landstrygere samlede sig i Skovbygderne paa den svenske Grændse og tog til Høvding en vis Bene eller Benedikt, der tidligere havde optraadt først som Leieprest og siden som Gjøgler, men nu udgav sig for en Søn af Magnus Erlingssøn og kaldte sig Magnus. Hans Flok betragtedes i Førstningen med Foragt, og man tillagde den for dens Usselheds og Fattigdoms Skyld Øgenavnet Slitunger; men den vakte dog efterhaanden meer og meer Ugavn i Viken ved sine Plyndringer, og da den blev understøttet af enkelte blandt de mere anseede Bønder, tiltog dens Dristighed, og den begyndte at blive farlig. Slittungernes Optræden havde imidlertid for det Første en gavnlig Virkning. Thi de Baglerhøvdinger, som endnu sad i Viken i et Slags Uafhængighed, men som dog ikke vilde slaa sig til en saa foragtelig Oprørsflok, nærmede sig nu afgjørende Birkebenerne og kaldte disse til Hjælp. Kongen og Jarlen indfandt sig ogsaa i Viken strax efter Forliget til Bergen, Slitungerne bleve angrebne i alle sine Tilflugtssteder, og maatte endelig igjen ty til Grændseskovene. I denne Kamp stode Birkebener og Bagler paa een og samme Side; og Følgen deraf var, at efter Slitungernes Fordrivelse gik de Baglerhøvdinger, som forrige Aar havde sluttet Vaabenstilstand med Birkebenerne, formelig Haakon og Skule til Haande, og nedlagde sit Partinavn. Hermed endtes da den store og langvarige Splittelse mellem Birkebener og Bagler, som nu i meer end tyve Aar havde voldet Norge Ulykke; og Baglernavnet forsvandt.

En Affødning af denne store Splittelse var imidlertid et nyt Parti, vistnok af underordnet Betydning, men dog mægtigt nok til i flere Aar at forstyrre Roligheden i det sydøstlige Norge. En Baglerhøvding, Gudolf af Blakkastad, der fandt sig tilsidesat af Birkebenerne, lod om Vinteren 1219–1220 hente fra Danmark en Søn af Bagler-Kongen Erling Steinvæg ved Navn Sigurd og satte denne i Spidsen for en Flok, som han i Hast havde dannet. Partiet blev kaldet Ribbunger d. e. Ransmænd og vandt snart Styrke, idet Bene med Levningerne af Slitungerne slog sig sammen med dem. Biskop Nikolaus af Oslo synes ikke at have gaaet ganske fri for Mistanke om tidligere at have staaet i hemmeligt Ledtog med Slitungerne^[1], og nu troede man, og det ganske vist ei uden Grund, at Ribbungerne i ham havde en hemmelig Støtte. De bleve imidlertid med saadan Kraft angrebne af Kongen og Jarlen, at de i 1222, efter at den ene af deres Høvdinger, Bene, var dræbt, saa sig nødte til at ty mod Sveriges Grændse. Deres Parti vilde nu rimeligviis være blevet ganske oprykket, hvis Biskop Nikolaus havde fulgt Skules Opfordring og hjulpet ham til dets Udryddelse. Men dette stemmede ikke med Nikolaus’s Planer. Han arbeidede derimod paa at bringe et Forlig istand mellem Sigurd Ribbung og Jarlen, og det kom omsider dertil, at Sigurd gav sig og sin Flok i Jarlens Vold, i det han opgav sit Kongenavn, imod at Jarlen tog ham under sin Beskyttelse.

Rolighed var saaledes igjen for Øieblikket tilveiebragt i Norges Indre. Men Skule Jarl rugede fremdeles over ærgjerrige Planer, og mellem ham og Kongen raadede atter en Spending, som hvert Øieblik truede med at bryde ud i aabenbar Kamp. Vel havde Fredens Venner bragt en Trolovelse i Stand mellem den unge Konge og Skules Datter Margreta for saaledes at knytte dem nærmere sammen, og det kunde heller ikke være Skule ubekjendt, at hele Norges Almue var Haakon af Hjertet hengiven; hans Ærgjerrighed lyttede desuagtet alt for meget til de geistlige og verdslige Høvdinger, som ønskede at tilintetgjøre Sverrers Æt, og derfor ideligen blæste ham i Øret, at han som Kong Inges egtefødte Broder dog var den retmæssige Arving til Kongedømmet^[2]. Flere Omstændigheder tyde paa, at Skule ved denne Tid omgikkes med forræderiske Anslag. Allerede i 1220 eller tidligere havde han henvendt sig til Paven og søgt dennes Beskyttelse. Frugten heraf var et Brev af Pave Honorius III af 5te December 1220, hvorved denne tog ham og hans Ejendele, baade dem han besad og dem han kunde senere erhverve, under sit og St. Peters Vern^[3]. Senere havde han paa egen Haand udstrakt sit Omraade videre end ved Forliget til Bergen var fastsat. Nu, da han havde faaet Sigurd Ribbung i sin Magt, gjorde han om Vaaren 1223 en Reise til Danmark for at besøge Kong Valdemar II. Udentvivl var det hans Hensigt at drage denne mægtige og ærgjerrige Fyrste ind i sine Planer og faa hans Bistand til deres Udførelse. Men da han kom til Kjøbenhavn, fik han høre, at Valdemar just var tagen til Fange af Greve Henrik af Schwerin, og at der fra denne Side altsaa ingen Hjælp var at haabe. Han vendte derfor hastig tilbage til Norge.

Kong Haakon havde imidlertid besluttet at lade sin Ret til Kongedømmet endnu engang paakjende af en Forsamling, der maatte ansees for at udtale det hele norske Folks Stemme. Han sammenkaldte fra alle Rigets Dele de fornemste verdslige og geistlige Høvdinger, alle Lagmænd samt nogle af hvert Fylke udnævnte Bønder til et Møde i Bergen om Sommeren 1223. Dette Rigsmøde, eller Høvdingemøde (höfðingiafundr) som Sagaen kalder det, aabnedes den 29de Juli. Den norske Kirke var sterkt repræsenteret. Fra Nidaros’s Biskopsdømme mødte: Erkebiskop Guttorm, Asgaut Abbed af Holm, Sigurd Abbed af Tautra, Svein Prior af Elgesetr, Mester Bjarne, Peter af Husastad og Eystein Raadsmand, de tre sidste udentvivl paa Nidaros’s Kapitels Vegne. Fra Bergens Biskopsdømme vare tilstede: Biskop Haavard, Nikolaus Erkedjakn og Sigurd Abbed (af Munkelif?); fra Stavangers: Biskop Henrik. Fra Oslos Biskopsdømme mødte: Biskop Nikolaus, Askatin Abbed af Hovedø, Orm Abbed af Tunsberg, Provsterne Ivar Gesling af Oslo, Jofreyr af Tunsberg, Amunde af Grenland og Olaf af Konghella. Fra Hamars Biskopsdømme mødte: Thorgeir Erkedjakn, Mester Thorleif og Provst Baard; derimod nævnes ikke den daværende Biskop Halvard, der i 1221 havde fulgt Ivar Skjalge, som samme Aar var død^[4]. Desuden vare tilstede Biskop Sørkver af Færøerne og Biskop Bjarne af Orknøerne, hvilken sidste var kommen i Følge med Øernes Jarl Jon^[5]. Kongen var allerede i Bergen fra Vinteren af. Skule Jarl indfandt sig fra Viken med Sigurd Ribbung i sit Følge; ligesaa var Guttorm, Kong Inges Søn, tilstede, og Sendemænd fra Junker Knut (som han kaldtes), Haakon Galins Søn, der opholdt sig i Vester-Gautland. Efter mange forudgaaende Forhandlinger holdtes den afgjørende Sammenkomst i Kongehallen Søndagen den 20de August.

Erkebiskop Guttorm aabnede paa Kongens Opfordring Forhandlingerne, i det han fremstillede hvilke de vare, som paastode Arveret til Norges Rige, og hvorpaa hver især støttede sin Paastand. Kong Haakon var allerede i Besiddelse af Riget, og hans Ret støttedes derpaa, at han var Arving dertil efter sin Fader og alle sine Forfædre, „der havde raadet for dette Land Mand efter Mand, saaledes at aldrig noget Kvindeled var kommet imellem.“ Skule Jarl paastod at være Arving til Riget efter Kong Inge, sin Broder. Guttorm, Kong Inges Søn, fordrede Riget efter sin Fader. Sigurd Ribbung paastod at være berettiget til Riget efter Kong Magnus Erlingssøn, som han kaldte sin Farfader. Endelig paaberaabte Junker Knut sig ved sine Sendemænd Arveforliget af 1213, ifølge hvilket han som Haakon Jarls egtefødte Søn var baade dennes og Kong Inges Arving. Efter denne Fremstilling opfordrede Erkebiskoppen de Tilstedeværende til at sige deres Mening.

Forhandlingerne førtes først med nogen Heftighed baade fra Jarlens og Kongens Side, idet den første paastod, at han som Kong Inges samfædre og egtefødte Broder var dennes Arving i videste Udstrækning efter St. Olafs Lov; medens Kongen blot indrømte, at Skule var Inges Arving til alt det Gods, som de Brødre med Rette havde arvet efter sin Fader. Bebreidelser fremkastedes ogsaa fra Kongens mod Jarlens Tilhængere for de Raad, som disse havde givet sin Herre, – Raad hvilke imidlertid nu Ingen vilde vedkjende flg. Omsider henvendte Kongen sig til Lagmændene og æskede deres Kjendelse. Den gamle Gunnar Grjonbak, Lagmand af Thrøndelagen, og den ældste af Lagmændene, ansat allerede i Sverrers og Erkebiskop Eysteins Dage, erklærede nu først uforbeholdent og klart, at ifølge St. Olafs Lov Kong Haakon alene af dem, der gjorde Fordring paa Riget, havde Ret dertil; og alle de øvrige fem Lagmænd gave den samme Kjendelse.

Da Lagmændene havde talt, erklærede Erkebiskoppen, at deres Mening ogsaa var hans, og at Haakon ifølge ret Arv var ene berettiget til hele Norge. Alligevel ønskede han, at det Forlig, som var oprettet mellem Kongen og Jarlen med Hensyn til Landets Deling, skulde forblive ved Magt til Befordring af Enigheden mellem dem. Han haabede ogsaa, at Kongen vilde vise sig god mod sin Frænde Guttorm. Om Sigurd Ribbung kunde han intet sige.

Efter denne Afgjørelse af Hovedsagen, kom Landeskiftet mellem Kongen og Jarlen paa Tale, og ved Erkebiskoppens Megling kom ogsaa denne Sag i Rigtighed. Derpaa hævedes dette mærkelige Rigsmøde, hvorved den gamle Kongearvefølge, for hvilken Sverrer i sin Tid havde kjæmpet, ikke alene af Landets verdslige Høvdinger og det hele Folks Talsmænd stadfæstedes, men endogsaa af den norske Kirke gjennem dennes Hoved Erkebiskoppen erkjendtes^[6].

Erkebiskop Guttorm overlevede ikke længe det store Høvdingemøde. Han døde det følgende Aar 1224, den 6te Februar^[7]. Flere af den norske Kirkes Biskopper døde omtrent samtidig med ham. Biskop Bjarne Kolbeinssøn af Orknøerne, en af sin Tids berømteste Skalde, døde i det næst foregaaende Aar 1223, enten under eller strax efter Rigsmødet i Bergen, ved hvilket han var tilstede. Dette maa sluttes deraf, at hans Eftermands, Jofreyrs, Indvielse henføres til det nys nævnte Aar^[8], og altsaa maa være udført af Guttorm. Samme Aar som Erkebiskoppen, men rimeligviis længere ud paa Aaret, døde ogsaa Haavard Biskop til Bergen og Henrik Biskop til Stavanger^[9]. Guttorm havde forestaaet Erkestolen omtrent i 8 Aar, og i denne Tid, som vi have seet, ved meer end een Leilighed grebet ind i Statsbegivenhedernes Gang. Hans Færd i Tvisten mellem Kong Haakon og Skule Jarl viser sig oftere tvetydig, og det er ikke let at see, hvilken af de tvende Fyrster han i Hjertet var mest hengiven; dog maa man tro, at han i det mindste mod Slutningen har afgjørende heldet til Kongens Side, om han end maaskee for gammelt Venskabs Skyld har troet ogsaa at maatte paasee Jarlens Tarv, saameget mere som han derved udentvivl har troet at fremme Landets indre No.

Om Guttorms egentlige geistlige Virksomhed ere kun faa Oplysninger levnede. Nogle Pavebreve til ham kjendes, men de angaa mindre vigtige Gjenstande. I et af 25de Juli 1216 opfordrer Pave Honorius III ham og hans Lydbiskopper til at bestyrke dem, som i deres Biskopsdømmer have modtaget Korset, saa at de ikke skulde lade sin Iver kjølnes ved Efterretningen om hans Formands Innocentius’s Død^[10]. – Under 12te Januar 1221 takker Pave Honorius III ham for en oversendt Pengesum, en Deel af den til den romerske Kirke skyldige Skat. – Under 1ste Februar samme Aar gav Paven ham Fuldmagt til at løse dem af Ban, som formedelst Vold (mod Geistlige?) vare faldne deri, og som vare forhindrede fra selv at søge Afløsning i Rom, dog kun forsaavidt deres Forseelse ikke var altfor grov. – Under tredie Februar samme Aar formanede Paven Erkebiskoppens Lydbiskopper til at modtage ham vel paa hans Visitatsreiser, lade ham faa den skyldige Underholdning og staa ham bi i Indsamlingen af Peterspengen^[11]. Af det sidste Brev maa man slutte, at de norske Lydbiskopper ikke altid have modtaget Erkebiskoppen med den skyldige Velvillie og Opmærksomhed, naar han ifølge sin Metropolitanret og Metropolitanpligt visiterede i deres Biskopsdømmer. Man seer ogsaa, at han af Paven maa være bleven bemyndiget som Overindsamler af Peterspengen i Norge.

En paa de Tider vigtig Rettighed erholdt Erkestolen under Guttorms Bestyrelse, nemlig Ret for Erkebiskoppen til at lade slaa Mynt. Denne Ret er Erkebiskop Guttorm og alle hans lovlig valgte Efterfølgere tilsagt ved et Brev af Kong Haakon, hvilket almindelig, dog uden tilstrækkelig Hjemmel, henføres til 1220. Den Mynt, som det herved tilstaas Erkebiskoppen at slaa „til St. Olafs Kirkes Bedste“, skulde være af samme Godhed som Kongens Mynt^[12]. Rettigheden forblev ubestridt indtil 1281, da den af Kongedømmet tilbagekaldtes.

1. H. H. S. c. 46.
2. H. H. S. c. 85.
3. N. Dipl. I. 6: Suhm. D. H. IX. 274.
4. Isl. Ann. 96.
5. De Geistlige opregnes i Haak. H. S. c. 86. Biskop Bjarne af Orknøerne kan saaledes ikke være død i 1222, som det heder i Annalerne (Isl. Ann. 96), men er dog rimeligviis død under eller strax efter Rigsmødet s. n. f.
6. Om Rigsmødet i Bergen se Haak. Hs. S. c. 85–98.
7. Suhm D. H. IX. 485.
8. Isl. Ann. 98, jfr. o. f. S. 346. Bjarne havde været Biskop fra 1188 se ovenfor S. 294. Hans mest bekjendte Skaldeverk er Jomsvikinga-Drapa, hvilken endnu for største Parten er levnet. Fornm. s. XI. 163–176.
9. Isl. Ann. 98.
10. Norsk Dipl. I. 2.
11. Suhm D. H. IX. 391.
12. N. g. L. I. 446.