Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/36

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter Guttorms Død valgte Chorsbrødrene i Nidaros og Skule Jarl, ſom juſt der opholdt ſig, Sigurd Abbed af Tautra til Erkebiſkop. Sigurd var dengang udenlands, ſom det ſynes i Rom eller paa Reiſen didhen ifølge pavelig Indſtevning. Jarlen og Chorsbrødrene underrettede ved Breve Kongen, ſom dengang var i Oslo, om det foretagne Valg, og bade ham ſkrive til Paven med Anbefaling for Sigurd. Kongen var imidlertid ikke denne gunſtig, og Biſkop Nikolaus, der for Tiden havde meget at ſige i Kongens Raad, ſynes heller ikke at have yndet ham. De indvendte mod Sigurd, at han havde en Sag at ſvare for vedkommende det Embede i Kirken, han for havde beſtyret, – at han ikke var ſkikket til et ſaa høit Kald ſom det, hvortil han var valgt, – og at han ikke var Kongens Ven. Kongen var derfor ſaalangt fra at følge Opfordringen fra Nidaros, at han tvertom, i Forening med Biſkop Nikolaus, ſkrev til Paven mod Sigurd, og anbefalede i hans Sted Peter af Huſaſtad (Husſtad i Inderøen i Throndhjem), der var Overbringer af Jarlens og Chorsbrødrenes Budſkab, og ſkulde bringe deres Anbefalings-Breve for Sigurd til Rom[1]. Peter var af den i Throndhjem anſeede Standala-Æt og udentvivl ſelv Chorsbroder ved Chriſtkirken i Nidaros I denne Egenſkab maa han nemlig antages at have været tilſtede paa Rigsmødet i Bergen i 1223[2]. Peter for da til Paven og blev endnu ſamme Aar 1224 indviet til Erkebiſkop[3]. Det følgende Aar kom han igjen til Norge.

Imidlertid havde Ribbungernes Parti atter reiſt ſig i det øſtlige Norge. Fra Høvdingemødet i Bergen havde Sigurd Ribbung fulgt Skule Jarl til Throndhjem, og Jarlen havde paataget ſig at bevogte ham. Men den følgende Sommer 1224 lykkedes det Sigurd at undkomme fra Nidaros. Han flygtede over Øſterdalene til Vermeland, hvorhen Levningerne af Ribbungernes Flok ved Kong Haakons Virkſomhed vare fortrængte, ſatte ſig atter i Flokkens Spidſe, og begyndte at herje paa Oplandene. Kongen, ſom paa denne Tid førte Styrelſen i det ſydlige Norge, medens Jarlen ſtyrede Throndhjem, maatte paany gribe til Vaaben mod dem. Han forfulgte dem utrættelig og trængte endog dybt ind i Vermeland for at afſkrække Vermerne fra at yde dem Biſtand; men han kunde dog ikke ganſke betvinge dem, da deres Flokke vare vidt ſpredte, og Skule Jarl desuden kun lunkent underſtøttede Kongen, ſom dog om Vaaren 1225 havde egtet Skules Datter Margreta.

Det var dog neppe Skules Lunkenhed alene, ſom denne Gang ſvækkede Virkningen af Kong Haakons raſke Færd. Ogſaa Biſkop Nikolaus af Oslo gjorde Sit for at lamme Kongens Foretagender. Nikolaus havde viſt nok i den ſenere Tid givet ſig Mine af at være Kongens oprigtige Ven, iſær efterat denne havde overtaget Styrelſen af Rigets ſydlige Deel; han havde indſneget ſig i Haakons Fortrolighed og var bleven en af hans fornemſte Raadgivere. Sin Indflydelſe viſte han ikke alene ved Erkebiſkopsvalget i 1224, hvilket allerede er omtalt, men ogſaa ved en Kirken nær rørende Foranſtaltning, ſom ſamme Aar blev gjennemdreven. Kongen og Biſkop Nikolaus fik nemlig lovtaget og i Lovbogen indført paa Borgarthing og, ſom det lader, ogſaa paa Eidſivathing Kardinal Nikolaus’s Beſtemmelſe om Gaver eller Teſtamenter, hvilken maa antages før den Tid ikke at have nyt fuldkommen Lovskraft i Viken og paa Oplandene[4]. Alligevel afholdt ikke Kongens Tillid og Fortrolighed denne Rænkeſmed fra underhaanden at hjælpe Sigurd Ribbung deels ved hemmelige Underretninger, deels ved uformærkt at lægge Kongen Hindringer i Veien.

Men Nikolaus nærmede ſig nu med ſterke Skridt ſin Banes Ende. Under et uophørligt Spil med Løgn og Svig var han bleven gammel uden at have naaet noget for ſin Ærgjerrighed, Hevnlyſt og Had tilfredsſtillende Maal. Han ſtod paa Gravens Rand, da han endnu maatte erfare, at Kongen var kommen under Veir med hans forræderſke Forbindelſe med Ribbungerne, og havde faaet Breve i Hænde, ſom paa det klareſte vidnede mod ham. Samvittigheden ſynes nu endelig at have rørt ſig i den gamle Synder. Allerede meget ſyg ſendte han Kongen Bud og bad ham komme til ſig i Oslo. Kongen kom til hans Sygeleie, men kunde ikke undlade at bebreide ham hans ſidſte Forræderi. Biſkoppen tilſtod det, og bad kun Kongen om Tilgivelſe. Kongen ſkjænkede ham den med Blidhed og forblev hos den Døende, indtil hans Liv var endt. Han lod derpaa Nikolaus med ſømmelig Pragt ſtæde til Jorden, og fulgte ham ſelv til Graven, idet han yttrede, „at Nikolaus neppe havde fundet ſin Lige i denne Verdens Klogſkab[5]. Saaledes døde da i 1225 Biſkop Nikolaus Arnesſøn af Oslo i en Alder af over 70 Aar, efterat have beklædt ſin Biſkopsſtol i 35, i hvilken Tid han kan ſiges at have været en fredsforſtyrrende Plageaand for ſit Fædreneland.

Medens Kongen i 1225 havde fuldt op at gjøre i det ſydøſtlige Norge med at bekjæmpe og forfølge Ribbungerne, kom Erkebiſkop Peter om Høſten tilbage fra Rom. Han ſynes at være landet ved Bergen, hvorfra han ſendte Kongen den Anbefalingsſkrivelſe, han bragte fra Paven, idet han udbad ſig Kongens Venſkab og lovede at være ham tro. Paa ſamme Tid indløb til Kongen Breve fra Nidaros fra Chorsbrødrene og Skule Jarl, i hvilke der føres heftig løs mod Peter. De kaldte ham en Forræder, beſkyldte ham for at have kjøbt Erkebiſkopsnavnet med St. Olafs Gods og bade Kongen paagribe ham ſom en Bedrager mod den hellige Kirke. Kongen ſendte med ſin ſedvanlige Oprigtighed disſe Breve til Erkebiſkoppen og tilbød ham med det ſamme enten at komme øſter til Kongen eller at oppebie denne i Kongsgaarden (i Bergen?), da Kongen ſaa ſelv ſkulde følge ham til Nidaros[6]. Heraf blev imidlertid intet. Hvad enten nu Kongen er bleven opholdt for længe i Viken, hvor han maatte forblive over Julen 1225–26, til at Erkebiſkoppen kunde bie paa ham, eller, hvad vel er rimeligere, Erkebiſkoppen har foretrukket uden Kongens Mellemkomſt at forlige ſig med Jarlen, der før Tiden var Styrer i den Landsdeel, ſom udgjorde hans Biſkopsdømme, og med ſine Chorsbrødre, hvis Venſkab var ham ſaa vigtigt i hans biſkoppelige Embedes Udøvelſe; – nok er det, Erkebiſkoppen drog uden Kongens Følge til Nidaros, og ſnart efter finder man ham i fuldt Venſkab med Jarlen og Chorsbrødrene. Forliget ſynes ikke at have mødt nogen Vanſkelighed. Peter var ingen paalidelig Mand, ligeſom Standala-Ætten, af hvilken han var, i det hele ikke havde noget godt Ord paa ſig for Trofaſthed[7]. Han ſynes ikke at have gjort ſig nogen Samvittighedsſkrupel ved at opgive Kongens, ſin Velgjørers, Sag for at ſlutte ſig til Skules og de ham hengivne Chorsbrødres; og dermed var Forſoningen mellem dem let udvirket. Dette viſte ſig ſnart aabenbart.

Medens nemlig Kongen i Begyndelſen af Aaret 1225 var i Bergen for at ſamle friſke Stridskræfter mod Ribbungerne, ſkrev Sigurd Ribbung fra Oplandene til Nidaros til Jarlen og Erkebiſkoppen med Bøn om, at de vilde ſkaffe ham forligt med Kongen; og derpaa faldt han, uden at oppebie Svar, ind i Viken med ſtor Hærmagt og bemægtigede ſig Oslo. Erkebiſkoppen og Jarlen optoge Sigurd Ribbungs Begjæring med Velvillie og ſkreve ſtrax til Kongen, at han maatte ſlutte Forlig med Ribbungerne. Erkebiſkoppen lod endogſaa den Trudſel følge, at hver den ſkulde være i Ban, ſom øvede nogen Ufred, før et Forligsmøde var blevet afholdt. Dette Brev og Budſkab kom førſt til Viken, hvor man i Nidaros troede, at Kongen endnu opholdt ſig, og det virkede her hemmende paa Birkebenernes Virkſomhed, da de nødig vilde udſætte ſig for Ban ved at angribe Ribbungerne, ſkjønt Anledningen var god. Men da Brevet naaede Kongen i Bergen, blev han, ſom rimeligt var, yderſt opbragt paa Erkebiſkoppen, og ſkrev ham tilbage i de bittreſte Udtryk, i det han blandt andet yttrede følgende: „I ſkrev til os i Høſt, Herre Erkebiſkop, da I kom til Landet, at I og Chorsbrødrene ikke vare hinandens Venner; men nu gaar det ſom Ordſproget ſiger: Krage ſøger Mage, og Forrædere ſlutte ſig ſammen. Det ſande I Fæller! Dog i hvorledes det nu er, ſaa ſkal Gud ſkifte mellem mig og Sigurd Ribbung, ikke Biſkopperne“[8]. Kongen fortſatte ogſaa ſine Ruſtninger for ſnareſt muligt at komme Birkebenerne i Viken til Undſætning. Men da fik han uventet Budſkab om Sigurd Ribbungs Død og derhos Opfordring til at hindre Ribbungerne fra at ſkaffe ſig en ny Høvding i Junker Knut, Haakon Galins Søn.

Sigurd Ribbung døde i Oslo 1226. Hans Mænd holdt hans Død hemmelig ſaalænge ſom muligt, og ſendte imidlertid Bud til Gautland til Junker Knut med Indbydelſe at ſætte ſig i Ribbungernes Spidſe. Knut modtog Indbydelſen paa ſin Moders Raad, for ſtrax til Norge, før Kongen kunde hindre det, og lod ſig paa Raumarike give Kongenavn. Men Mængden af Vikværingerne vare ham imod, og da Kong Haakon ſelv kom til Viken, maatte Ribbungerne undvige til forſkjellige Kanter. Kongen for frem med megen Mildhed og ſtræbte med det Gode at bringe Knut til Underkaſtelſe; Ribbungerne holdt ſig imidlertid endnu en Stund paa Oplandene, og førſt det følgende Aar 1227 blev Flokken ganſke tilintetgjort, efterat Junker Knut havde givet ſig i Haakons Vold og var bleven tagen til Naade af denne. Knut blev ſiden ſit hele Liv Kong Haakon tro.

At Erkebiſkoppen og Skule Jarl have havt visſe forræderiſke Henſigter med ſin tvetydige Optræden til Sigurd Ribbungs Fordeel i Begyndelſen af 1226, er altfor ſandſynligt. Man finder, at Skule paa denne Tid har havt Planer fore til et Korstog, at han derom har underrettet Paven og erholdt dennes Opmuntring. Man har nemlig tvende Breve af Honorius III denne Sag vedkommende. – Det ene er af 3die Novbr. 1226 til Archidiaconus af Hjaltland, hvori det heder, at Paven baade ved den norſke Jarl Skules og ved den nidaroſiſke Erkebiſkops Breve er bleven underrettet om, at Jarlen ifølge guddommelig Indſkydelſe ſtunder det hellige Land til Undſætning, og at han for dette Øjemed gjør prægtige Forberedelſer og har tilbudet Alle, ſom ville følge ham, fri Overfart. Derfor har Paven, der gjerne vil hjælpe ham i hans gudfrygtige Forehavende, tilſtaaet ham den Tyvendedeel af de geiſtlige Indtægter i bemeldte Erkebiſkops og hans Lydbiſkoppers Diøceſer, hvilken paa det almindelige Concilium (det fjerde lateranſke i 1215?) er beſtemt til det hellige Lands Hjælp; hvorom han underretter Archidiaconus ſom Indſamler. – Det andet Brev af 4de November ſ. A. er ſtilet til Erkebiſkoppen af Nidaros og indeholder en Opfordring til denne i Anledning af Skules foreſtaaende Korstog, at prædike og lade prædike Korſet i ſin Provinds, hvorhos Paven giver ham Fuldmagt til at meddele Excommunicerede, der lade ſig korſe, Abſolution[9]. – Da man af begge Breve ſeer, at Erkebiſkoppen ligeſaavel ſom Jarlen har ſkrevet om denne Sag til Paven, og at dette maa være ſkeet i Slutningen af 1225 eller Begyndelſen af 1226, ſaa kan man neppe undgaa at tænke ſig det Hele ſom ſkeet efter Erkebiſkoppens Tilſkyndelſe, og at denne ved at indſkyde Skule en Plan, hvorved Jarlen baade fik Paaſkud til at foretage Ruſtninger og derhos Udſigter til Pengebidrag af Kirkens Midler, har indſmigret ſig hos ham og afvendt hans Vrede. Naar man betragter de daværende Forhold i Norge bliver det viſt meer end tvivlſomt, om Skule har meent det alvorligt med Korstoget. Det vil ſenere ſees, at han ved flere Leiligheder, netop naar Forholdet mellem ham og Kongen var ſpendt, gav ſig Mine af at ville foretage et eller andet helligt Tog, udentvivl for derunder at dække ſine mistænkelige Ruſtninger; og at dette ogſaa var Tilfældet nu, er der god Anledning til at formode. Erkebiſkop Peter har da været Jarlen en tjenſtfærdig Haandlanger, og Sigurd Ribbung har af dem begge været udſeet til ogſaa at ſpille en Rolle i det forræderſke Anſlag. I Forbindelſe hermed ſtod ligeledes ganſke viſt den Reiſe, ſom Jarlen og Erkebiſkoppen foretoge til Bergen i Vaaren eller Sommeren 1226. Men hvilke nu end deres Planer kunne have været, ſaa ſynes disſe at være blevne forſtyrrede ved Sigurds uventede Død. Da Kongen ſpurgte Jarlens og Erkebiſkoppens Komme til Bergen, ſendte han ſtrax Bud didhen fra Viken og bad dem oppebie hans Ankomſt, da han ſnareſt muligt vilde indfinde ſig. Forholdene paa Oplandene og i Viken vare ingenlunde fredelige, og Junker Knut indtog endnu en fiendtlig og truende Stilling; alligevel maa Kongen have anſeet et Møde med Jarlen og Erkebiſkoppen for ſaa paatrængende nødvendigt, at han for den Sags Skyld vilde vove at forlade Krigens Skueplads i de ſydøſtlige Landsdele. Erkebiſkoppen, der havde en ond Samvittighed, vovede ikke at afvente Kongens Komme, men drog tilbage til Nidaros, overladende til Jarlen at jævne deres Sag. Mødet mellem Jarlen og Kongen ſynes at være løbet af i al Venſkabelighed. Hvorvidt det er blevet talt om Jarlens Korstog, vides ikke; kun ſaameget er viſt, at det aldrig gik for ſig. Heller ikke veed man hvad der er blevet forhandlet med Henſyn til Erkebiſkoppen. Han og Kongen ſaa hinanden aldrig meer; thi Erkebiſkop Peter døde endnu ſamme Aar efter ſin Tilbagekomſt til Nidaros.

Hvad der er meddelt om Erkebiſkop Peters Virkſomhed i Norges Statsanliggender giver os intet fordeelagtigt Begreb om hans Ærlighed. Hvad hans kirkelige Virkſomhed angaar under hans korte Metropolitanſtyrelſe, da vides derom meget lidet. Flere norſke Biſkopsſtole ſtode ledige ved hans Tiltrædelſe til Erkeſtolen, eller rettere maaſkee, de til dem udvalgte Biſkopper havde endnu .ikke, paa Grund af Erkeſædets Ledighed, modtaget ſin Indvielſe. Dette ſkede i Løbet af 1226, idet Arne blev indviet til Bergen, Askel, ſom tilforn var Kong Haakons Kapellan eller Kansler, til Stavanger, og Orm til Oslo, maaſkee den ſamme, der blandt de paa Rigsmødet i Bergen nærværende Geiſtlige, nævnes Abbed af Tunsberg. Samme Aar blev ogſaa Simon indviet til Biſkop af Suderøerne[10]. Alle disſe Biſkopsvielſer forrettedes naturligviis af Erkebiſkop Peter. En Sigurd med Tilnavn Biſkopsſøn, der allerede i 1239 og ſenere flere Gange nævnes blandt Norges fornemſte Lendermænd, angives at have været en Søn af Erkebiſkop Peter[11], naturligviis, efter Tiden at dømme, avlet længe for dennes Valg til Erkebiſkop. Peter har altſaa været gift; om han var det ſom Erkebiſkop vides ikke. Han døde den 9de Oktober 1226[12].

I Peters Sted valgtes Thorer, der kaldes med Tilnavn: hin Thrøndſke[13], udentvivl fordi han var Thrønder af Fødſel, og desuden vel ogſaa for at ſkjelne ham fra den ældre Erkebiſkop Thorer. Han for efter ſin Udvælgelſe til Rom. Hans Indvielſe henføres til 1227[14]. Da Pave Honorius III døde dette Aar den 18de Marts, er det rimeligt, at Thorer er bleven indviet af Gregorius IX, der valgtes Dagen efter ſin Formands Død. I Aaret 1228 om Vaaren kom Thorer ſom indviet igjen tilbage til Norge og blev meget venſkabeligen modtaget af Kongen Haakon og Skule Jarl, hvilke han traf i Oslo[15].

Under Thorers Metropolitanſtyrelſe, der ligeſom hans Formands var kortvarig, blev den forlængſt afdøde Erkebiſkop Eyſtein Erlendsſøn høitidelig erklæret af den norſke Kirke for Helgen. Dette ſkede i 1229[16], og ganſke viſt paa det Møde eller Provincialconcilium i Nidaros, til hvilket Erkebiſkop Thorer findes at have kaldet alle de norſke Biſkopper om Sommeren i det nævnte Aar[17]. Ved denne Leilighed maa da Optagelſen og Skrinlægningen af Eyſteins Been have foregaaet. Om Kongen og Jarlen ved denne høitidelige Handling have været tilſtede, kan ikke ſees af de gamle Efterretninger. Eyſteins eller St. Auguſtini koſtbare Skrin blev ſiden forvaret i Chriſtkirken i Nidaros ligetil Reformationen. At denne Hierarchiets Forkjæmper i Norge nu, 41 Aar efter ſin Død, blev erklæret for Helgen, var naturligviis et betydningsfuldt Skridt fra den norſke Kirkes Side, et Vink om dens fortfarende hierarchiſke Stræben paa den af Eyſtein lagte Grundvold. Det var imidlertid en Helgenophøielſe, ſom maa være foretagen uden Pavens foreløbige Samtykke. Der findes nemlig et Brev af Pave Gregorius IX af 20de April 1241 til Abbederne af Tautra og Holm ſamt Prædikebrødrenes Prior i Nidaros, hvori der paalægges disſe at anſtille nøiagtig Underſøgelſe om Eyſteins Liv og Undergjerninger, og derom gjøre Indberetning til Paven, for at han ſiden kan beſtemme ſig med Henſyn til den nidroſienſiſke Erkebiſkops (da Sigurds) og dennes Lydbiſkoppers ſamt den norſke Konges Haakons fremſatte Ønſke, at Paven vilde lade Eyſtein indſkrive paa Helgenernes Liſte[18]. Og ikke engang ved den Leilighed blev hans Canoniſation afgjort, thi man finder endnu et yngre Brev af Clemens IV, af 26 Septbr. 1268, hvori en lignende Underſøgelſe paalægges Biſkoppen af Bergen og Abbederne af Tautra og Holm[19]. Om den pavelige Stadfæſtelſe nogenſinde er indtruffen, og i ſaa Fald naar, vides ikke.

  1. H. H. S. c. 100.
  2. Se ovenfor S. 346.
  3. Isl. Ann. 100.
  4. N. g. L. I. 447, jfr. o. f. S. 225.
  5. H. H. S. c. 138.
  6. H. H. S. c. 131.
  7. H. H. S. c. 143.
  8. H. H. S. c. 142, 143.
  9. N. D. I. 8, 9.
  10. Isl. Ann. 100: jfr. Haak. H. S. c. 86.
  11. Haak. H. S. c. 196. Not.
  12. H. H. S. c. 159.
  13. H. H. S. c. 159.
  14. Isl. Ann. 102.
  15. H. H. S. c. 160.
  16. Isl. Ann. 104.
  17. H. H. S. c. 162.
  18. N. Dipl. I. 18.
  19. Suhm D. H. X. 623.