Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/36

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 349-355).

Efter Guttorms Død valgte Chorsbrødrene i Nidaros og Skule Jarl, som just der opholdt sig, Sigurd Abbed af Tautra til Erkebiskop. Sigurd var dengang udenlands, som det synes i Rom eller paa Reisen didhen ifølge pavelig Indstevning. Jarlen og Chorsbrødrene underrettede ved Breve Kongen, som dengang var i Oslo, om det foretagne Valg, og bade ham skrive til Paven med Anbefaling for Sigurd. Kongen var imidlertid ikke denne gunstig, og Biskop Nikolaus, der for Tiden havde meget at sige i Kongens Raad, synes heller ikke at have yndet ham. De indvendte mod Sigurd, at han havde en Sag at svare for vedkommende det Embede i Kirken, han for havde bestyret, – at han ikke var skikket til et saa høit Kald som det, hvortil han var valgt, – og at han ikke var Kongens Ven. Kongen var derfor saalangt fra at følge Opfordringen fra Nidaros, at han tvertom, i Forening med Biskop Nikolaus, skrev til Paven mod Sigurd, og anbefalede i hans Sted Peter af Husastad (Husstad i Inderøen i Throndhjem), der var Overbringer af Jarlens og Chorsbrødrenes Budskab, og skulde bringe deres Anbefalings-Breve for Sigurd til Rom^[1]. Peter var af den i Throndhjem anseede Standala-Æt og udentvivl selv Chorsbroder ved Christkirken i Nidaros I denne Egenskab maa han nemlig antages at have været tilstede paa Rigsmødet i Bergen i 1223^[2]. Peter for da til Paven og blev endnu samme Aar 1224 indviet til Erkebiskop^[3]. Det følgende Aar kom han igjen til Norge.

Imidlertid havde Ribbungernes Parti atter reist sig i det østlige Norge. Fra Høvdingemødet i Bergen havde Sigurd Ribbung fulgt Skule Jarl til Throndhjem, og Jarlen havde paataget sig at bevogte ham. Men den følgende Sommer 1224 lykkedes det Sigurd at undkomme fra Nidaros. Han flygtede over Østerdalene til Vermeland, hvorhen Levningerne af Ribbungernes Flok ved Kong Haakons Virksomhed vare fortrængte, satte sig atter i Flokkens Spidse, og begyndte at herje paa Oplandene. Kongen, som paa denne Tid førte Styrelsen i det sydlige Norge, medens Jarlen styrede Throndhjem, maatte paany gribe til Vaaben mod dem. Han forfulgte dem utrættelig og trængte endog dybt ind i Vermeland for at afskrække Vermerne fra at yde dem Bistand; men han kunde dog ikke ganske betvinge dem, da deres Flokke vare vidt spredte, og Skule Jarl desuden kun lunkent understøttede Kongen, som dog om Vaaren 1225 havde egtet Skules Datter Margreta.

Det var dog neppe Skules Lunkenhed alene, som denne Gang svækkede Virkningen af Kong Haakons raske Færd. Ogsaa Biskop Nikolaus af Oslo gjorde Sit for at lamme Kongens Foretagender. Nikolaus havde vist nok i den senere Tid givet sig Mine af at være Kongens oprigtige Ven, især efterat denne havde overtaget Styrelsen af Rigets sydlige Deel; han havde indsneget sig i Haakons Fortrolighed og var bleven en af hans fornemste Raadgivere. Sin Indflydelse viste han ikke alene ved Erkebiskopsvalget i 1224, hvilket allerede er omtalt, men ogsaa ved en Kirken nær rørende Foranstaltning, som samme Aar blev gjennemdreven. Kongen og Biskop Nikolaus fik nemlig lovtaget og i Lovbogen indført paa Borgarthing og, som det lader, ogsaa paa Eidsivathing Kardinal Nikolaus’s Bestemmelse om Gaver eller Testamenter, hvilken maa antages før den Tid ikke at have nyt fuldkommen Lovskraft i Viken og paa Oplandene^[4]. Alligevel afholdt ikke Kongens Tillid og Fortrolighed denne Rænkesmed fra underhaanden at hjælpe Sigurd Ribbung deels ved hemmelige Underretninger, deels ved uformærkt at lægge Kongen Hindringer i Veien.

Men Nikolaus nærmede sig nu med sterke Skridt sin Banes Ende. Under et uophørligt Spil med Løgn og Svig var han bleven gammel uden at have naaet noget for sin Ærgjerrighed, Hevnlyst og Had tilfredsstillende Maal. Han stod paa Gravens Rand, da han endnu maatte erfare, at Kongen var kommen under Veir med hans forræderske Forbindelse med Ribbungerne, og havde faaet Breve i Hænde, som paa det klareste vidnede mod ham. Samvittigheden synes nu endelig at have rørt sig i den gamle Synder. Allerede meget syg sendte han Kongen Bud og bad ham komme til sig i Oslo. Kongen kom til hans Sygeleie, men kunde ikke undlade at bebreide ham hans sidste Forræderi. Biskoppen tilstod det, og bad kun Kongen om Tilgivelse. Kongen skjænkede ham den med Blidhed og forblev hos den Døende, indtil hans Liv var endt. Han lod derpaa Nikolaus med sømmelig Pragt stæde til Jorden, og fulgte ham selv til Graven, idet han yttrede, „at Nikolaus neppe havde fundet sin Lige i denne Verdens Klogskab“^[5]. Saaledes døde da i 1225 Biskop Nikolaus Arnessøn af Oslo i en Alder af over 70 Aar, efterat have beklædt sin Biskopsstol i 35, i hvilken Tid han kan siges at have været en fredsforstyrrende Plageaand for sit Fædreneland.

Medens Kongen i 1225 havde fuldt op at gjøre i det sydøstlige Norge med at bekjæmpe og forfølge Ribbungerne, kom Erkebiskop Peter om Høsten tilbage fra Rom. Han synes at være landet ved Bergen, hvorfra han sendte Kongen den Anbefalingsskrivelse, han bragte fra Paven, idet han udbad sig Kongens Venskab og lovede at være ham tro. Paa samme Tid indløb til Kongen Breve fra Nidaros fra Chorsbrødrene og Skule Jarl, i hvilke der føres heftig løs mod Peter. De kaldte ham en Forræder, beskyldte ham for at have kjøbt Erkebiskopsnavnet med St. Olafs Gods og bade Kongen paagribe ham som en Bedrager mod den hellige Kirke. Kongen sendte med sin sedvanlige Oprigtighed disse Breve til Erkebiskoppen og tilbød ham med det samme enten at komme øster til Kongen eller at oppebie denne i Kongsgaarden (i Bergen?), da Kongen saa selv skulde følge ham til Nidaros^[6]. Heraf blev imidlertid intet. Hvad enten nu Kongen er bleven opholdt for længe i Viken, hvor han maatte forblive over Julen 1225–26, til at Erkebiskoppen kunde bie paa ham, eller, hvad vel er rimeligere, Erkebiskoppen har foretrukket uden Kongens Mellemkomst at forlige sig med Jarlen, der før Tiden var Styrer i den Landsdeel, som udgjorde hans Biskopsdømme, og med sine Chorsbrødre, hvis Venskab var ham saa vigtigt i hans biskoppelige Embedes Udøvelse; – nok er det, Erkebiskoppen drog uden Kongens Følge til Nidaros, og snart efter finder man ham i fuldt Venskab med Jarlen og Chorsbrødrene. Forliget synes ikke at have mødt nogen Vanskelighed. Peter var ingen paalidelig Mand, ligesom Standala-Ætten, af hvilken han var, i det hele ikke havde noget godt Ord paa sig for Trofasthed^[7]. Han synes ikke at have gjort sig nogen Samvittighedsskrupel ved at opgive Kongens, sin Velgjørers, Sag for at slutte sig til Skules og de ham hengivne Chorsbrødres; og dermed var Forsoningen mellem dem let udvirket. Dette viste sig snart aabenbart.

Medens nemlig Kongen i Begyndelsen af Aaret 1225 var i Bergen for at samle friske Stridskræfter mod Ribbungerne, skrev Sigurd Ribbung fra Oplandene til Nidaros til Jarlen og Erkebiskoppen med Bøn om, at de vilde skaffe ham forligt med Kongen; og derpaa faldt han, uden at oppebie Svar, ind i Viken med stor Hærmagt og bemægtigede sig Oslo. Erkebiskoppen og Jarlen optoge Sigurd Ribbungs Begjæring med Velvillie og skreve strax til Kongen, at han maatte slutte Forlig med Ribbungerne. Erkebiskoppen lod endogsaa den Trudsel følge, at hver den skulde være i Ban, som øvede nogen Ufred, før et Forligsmøde var blevet afholdt. Dette Brev og Budskab kom først til Viken, hvor man i Nidaros troede, at Kongen endnu opholdt sig, og det virkede her hemmende paa Birkebenernes Virksomhed, da de nødig vilde udsætte sig for Ban ved at angribe Ribbungerne, skjønt Anledningen var god. Men da Brevet naaede Kongen i Bergen, blev han, som rimeligt var, yderst opbragt paa Erkebiskoppen, og skrev ham tilbage i de bittreste Udtryk, i det han blandt andet yttrede følgende: „I skrev til os i Høst, Herre Erkebiskop, da I kom til Landet, at I og Chorsbrødrene ikke vare hinandens Venner; men nu gaar det som Ordsproget siger: Krage søger Mage, og Forrædere slutte sig sammen. Det sande I Fæller! Dog i hvorledes det nu er, saa skal Gud skifte mellem mig og Sigurd Ribbung, ikke Biskopperne“^[8]. Kongen fortsatte ogsaa sine Rustninger for snarest muligt at komme Birkebenerne i Viken til Undsætning. Men da fik han uventet Budskab om Sigurd Ribbungs Død og derhos Opfordring til at hindre Ribbungerne fra at skaffe sig en ny Høvding i Junker Knut, Haakon Galins Søn.

Sigurd Ribbung døde i Oslo 1226. Hans Mænd holdt hans Død hemmelig saalænge som muligt, og sendte imidlertid Bud til Gautland til Junker Knut med Indbydelse at sætte sig i Ribbungernes Spidse. Knut modtog Indbydelsen paa sin Moders Raad, for strax til Norge, før Kongen kunde hindre det, og lod sig paa Raumarike give Kongenavn. Men Mængden af Vikværingerne vare ham imod, og da Kong Haakon selv kom til Viken, maatte Ribbungerne undvige til forskjellige Kanter. Kongen for frem med megen Mildhed og stræbte med det Gode at bringe Knut til Underkastelse; Ribbungerne holdt sig imidlertid endnu en Stund paa Oplandene, og først det følgende Aar 1227 blev Flokken ganske tilintetgjort, efterat Junker Knut havde givet sig i Haakons Vold og var bleven tagen til Naade af denne. Knut blev siden sit hele Liv Kong Haakon tro.

At Erkebiskoppen og Skule Jarl have havt visse forræderiske Hensigter med sin tvetydige Optræden til Sigurd Ribbungs Fordeel i Begyndelsen af 1226, er altfor sandsynligt. Man finder, at Skule paa denne Tid har havt Planer fore til et Korstog, at han derom har underrettet Paven og erholdt dennes Opmuntring. Man har nemlig tvende Breve af Honorius III denne Sag vedkommende. – Det ene er af 3die Novbr. 1226 til Archidiaconus af Hjaltland, hvori det heder, at Paven baade ved den norske Jarl Skules og ved den nidarosiske Erkebiskops Breve er bleven underrettet om, at Jarlen ifølge guddommelig Indskydelse stunder det hellige Land til Undsætning, og at han for dette Øjemed gjør prægtige Forberedelser og har tilbudet Alle, som ville følge ham, fri Overfart. Derfor har Paven, der gjerne vil hjælpe ham i hans gudfrygtige Forehavende, tilstaaet ham den Tyvendedeel af de geistlige Indtægter i bemeldte Erkebiskops og hans Lydbiskoppers Diøceser, hvilken paa det almindelige Concilium (det fjerde lateranske i 1215?) er bestemt til det hellige Lands Hjælp; hvorom han underretter Archidiaconus som Indsamler. – Det andet Brev af 4de November s. A. er stilet til Erkebiskoppen af Nidaros og indeholder en Opfordring til denne i Anledning af Skules forestaaende Korstog, at prædike og lade prædike Korset i sin Provinds, hvorhos Paven giver ham Fuldmagt til at meddele Excommunicerede, der lade sig korse, Absolution^[9]. – Da man af begge Breve seer, at Erkebiskoppen ligesaavel som Jarlen har skrevet om denne Sag til Paven, og at dette maa være skeet i Slutningen af 1225 eller Begyndelsen af 1226, saa kan man neppe undgaa at tænke sig det Hele som skeet efter Erkebiskoppens Tilskyndelse, og at denne ved at indskyde Skule en Plan, hvorved Jarlen baade fik Paaskud til at foretage Rustninger og derhos Udsigter til Pengebidrag af Kirkens Midler, har indsmigret sig hos ham og afvendt hans Vrede. Naar man betragter de daværende Forhold i Norge bliver det vist meer end tvivlsomt, om Skule har meent det alvorligt med Korstoget. Det vil senere sees, at han ved flere Leiligheder, netop naar Forholdet mellem ham og Kongen var spendt, gav sig Mine af at ville foretage et eller andet helligt Tog, udentvivl for derunder at dække sine mistænkelige Rustninger; og at dette ogsaa var Tilfældet nu, er der god Anledning til at formode. Erkebiskop Peter har da været Jarlen en tjenstfærdig Haandlanger, og Sigurd Ribbung har af dem begge været udseet til ogsaa at spille en Rolle i det forræderske Anslag. I Forbindelse hermed stod ligeledes ganske vist den Reise, som Jarlen og Erkebiskoppen foretoge til Bergen i Vaaren eller Sommeren 1226. Men hvilke nu end deres Planer kunne have været, saa synes disse at være blevne forstyrrede ved Sigurds uventede Død. Da Kongen spurgte Jarlens og Erkebiskoppens Komme til Bergen, sendte han strax Bud didhen fra Viken og bad dem oppebie hans Ankomst, da han snarest muligt vilde indfinde sig. Forholdene paa Oplandene og i Viken vare ingenlunde fredelige, og Junker Knut indtog endnu en fiendtlig og truende Stilling; alligevel maa Kongen have anseet et Møde med Jarlen og Erkebiskoppen for saa paatrængende nødvendigt, at han for den Sags Skyld vilde vove at forlade Krigens Skueplads i de sydøstlige Landsdele. Erkebiskoppen, der havde en ond Samvittighed, vovede ikke at afvente Kongens Komme, men drog tilbage til Nidaros, overladende til Jarlen at jævne deres Sag. Mødet mellem Jarlen og Kongen synes at være løbet af i al Venskabelighed. Hvorvidt det er blevet talt om Jarlens Korstog, vides ikke; kun saameget er vist, at det aldrig gik for sig. Heller ikke veed man hvad der er blevet forhandlet med Hensyn til Erkebiskoppen. Han og Kongen saa hinanden aldrig meer; thi Erkebiskop Peter døde endnu samme Aar efter sin Tilbagekomst til Nidaros.

Hvad der er meddelt om Erkebiskop Peters Virksomhed i Norges Statsanliggender giver os intet fordeelagtigt Begreb om hans Ærlighed. Hvad hans kirkelige Virksomhed angaar under hans korte Metropolitanstyrelse, da vides derom meget lidet. Flere norske Biskopsstole stode ledige ved hans Tiltrædelse til Erkestolen, eller rettere maaskee, de til dem udvalgte Biskopper havde endnu .ikke, paa Grund af Erkesædets Ledighed, modtaget sin Indvielse. Dette skede i Løbet af 1226, idet Arne blev indviet til Bergen, Askel, som tilforn var Kong Haakons Kapellan eller Kansler, til Stavanger, og Orm til Oslo, maaskee den samme, der blandt de paa Rigsmødet i Bergen nærværende Geistlige, nævnes Abbed af Tunsberg. Samme Aar blev ogsaa Simon indviet til Biskop af Suderøerne^[10]. Alle disse Biskopsvielser forrettedes naturligviis af Erkebiskop Peter. En Sigurd med Tilnavn Biskopssøn, der allerede i 1239 og senere flere Gange nævnes blandt Norges fornemste Lendermænd, angives at have været en Søn af Erkebiskop Peter^[11], naturligviis, efter Tiden at dømme, avlet længe for dennes Valg til Erkebiskop. Peter har altsaa været gift; om han var det som Erkebiskop vides ikke. Han døde den 9de Oktober 1226^[12].

I Peters Sted valgtes Thorer, der kaldes med Tilnavn: hin Thrøndske^[13], udentvivl fordi han var Thrønder af Fødsel, og desuden vel ogsaa for at skjelne ham fra den ældre Erkebiskop Thorer. Han for efter sin Udvælgelse til Rom. Hans Indvielse henføres til 1227^[14]. Da Pave Honorius III døde dette Aar den 18de Marts, er det rimeligt, at Thorer er bleven indviet af Gregorius IX, der valgtes Dagen efter sin Formands Død. I Aaret 1228 om Vaaren kom Thorer som indviet igjen tilbage til Norge og blev meget venskabeligen modtaget af Kongen Haakon og Skule Jarl, hvilke han traf i Oslo^[15].

Under Thorers Metropolitanstyrelse, der ligesom hans Formands var kortvarig, blev den forlængst afdøde Erkebiskop Eystein Erlendssøn høitidelig erklæret af den norske Kirke for Helgen. Dette skede i 1229^[16], og ganske vist paa det Møde eller Provincialconcilium i Nidaros, til hvilket Erkebiskop Thorer findes at have kaldet alle de norske Biskopper om Sommeren i det nævnte Aar^[17]. Ved denne Leilighed maa da Optagelsen og Skrinlægningen af Eysteins Been have foregaaet. Om Kongen og Jarlen ved denne høitidelige Handling have været tilstede, kan ikke sees af de gamle Efterretninger. Eysteins eller St. Augustini kostbare Skrin blev siden forvaret i Christkirken i Nidaros ligetil Reformationen. At denne Hierarchiets Forkjæmper i Norge nu, 41 Aar efter sin Død, blev erklæret for Helgen, var naturligviis et betydningsfuldt Skridt fra den norske Kirkes Side, et Vink om dens fortfarende hierarchiske Stræben paa den af Eystein lagte Grundvold. Det var imidlertid en Helgenophøielse, som maa være foretagen uden Pavens foreløbige Samtykke. Der findes nemlig et Brev af Pave Gregorius IX af 20de April 1241 til Abbederne af Tautra og Holm samt Prædikebrødrenes Prior i Nidaros, hvori der paalægges disse at anstille nøiagtig Undersøgelse om Eysteins Liv og Undergjerninger, og derom gjøre Indberetning til Paven, for at han siden kan bestemme sig med Hensyn til den nidrosiensiske Erkebiskops (da Sigurds) og dennes Lydbiskoppers samt den norske Konges Haakons fremsatte Ønske, at Paven vilde lade Eystein indskrive paa Helgenernes Liste^[18]. Og ikke engang ved den Leilighed blev hans Canonisation afgjort, thi man finder endnu et yngre Brev af Clemens IV, af 26 Septbr. 1268, hvori en lignende Undersøgelse paalægges Biskoppen af Bergen og Abbederne af Tautra og Holm^[19]. Om den pavelige Stadfæstelse nogensinde er indtruffen, og i saa Fald naar, vides ikke.

1. H. H. S. c. 100.
2. Se ovenfor S. 346.
3. Isl. Ann. 100.
4. N. g. L. I. 447, jfr. o. f. S. 225.
5. H. H. S. c. 138.
6. H. H. S. c. 131.
7. H. H. S. c. 143.
8. H. H. S. c. 142, 143.
9. N. D. I. 8, 9.
10. Isl. Ann. 100: jfr. Haak. H. S. c. 86.
11. Haak. H. S. c. 196. Not.
12. H. H. S. c. 159.
13. H. H. S. c. 159.
14. Isl. Ann. 102.
15. H. H. S. c. 160.
16. Isl. Ann. 104.
17. H. H. S. c. 162.
18. N. Dipl. I. 18.
19. Suhm D. H. X. 623.