Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/34
Erkebiskop Thorer Gudmundssøn overlevede ikke Haakon Jarl meer end et halvt Aars Tid. Han døde den 8de August 1214. Til hans Eftermand valgtes Guttorm, hvis Slegt og Fadersnavn ingensteds findes omtalt[1]. Guttorm drog endnu samme Aar til Rom, hvor han det følgende Aar 1215 modtog sin Indvielse[2]. Rimeligviis har han under sit Ophold i Rom overværet det fjerde lateranske almindelige Concilium, som paa Pave Innocentius IIIs Kaldelse holdtes fra den 11te til den 30te November 1215, og paa hvilket ikke mindre end 412 Biskopper skulle have været personligen tilstede. Blandt de mange vigtige Bestemmelser, som ved denne Leilighed fattedes, maa især mærkes den, hvorved Læren om Transsubstantiationen, eller Forvandlingen i Nadverens Sakramente, fastsattes som en Trosartikel i den romerske Kirke. I Forbindelse hermed gaves ogsaa nøiere Forskrifter med Hensyn til det nævnte Sakrament, der nu nærmere sammenknyttedes med Skriftemaalet, end hidtil havde været Tilfælde. Der bestemtes nemlig: at enhver Christen, Mand eller Kvinde, som var kommen til Skjelsaar, skulde skrifte alle sine Synder for sin Sogneprest mindst een Gang om Aaret og opfylde den Kirkebod (Pønitens), der blev ham paalagt. Ligesaa skulde enhver i Paasken, i det mindste, modtage den hellige Nadveres Sakrament, saafremt han ikke ifølge sin Sogneprests Raad fandt sig beføiet til at afholde sig derfra for en Tid. Forsømtes dette skulde han udstødes af Kirken og berøves kirkelig Begravelse. Paa dette Concilium blev ogsaa de i Egteskab forbudne Slegtskabsgrader indskrænkede fra sjette til fjerde Led, saaledes at Egteskab nu blev tilladt mellem Frænder i femte Led[3]. – Saafremt Erkebiskop Guttorm har været tilstede paa Conciliet, maa han antages, at have bragt de fattede Bestemmelser hjem med sig. I 1216 kom han tilbage til Norge og tiltraadte sin Erkestol. Samme Aar indviede han Magnus Gissurssøn til Biskop af Skaalholt og Sørkver til Biskop af Færøerne[4].
I Aaret 1216 døde Biskop Martin af Bergen, og til hans Eftermand valgtes Haavard, Chorsbroder ved samme Biskopsstol. Han var en lærd og sedelig Mand og eenstemmig udkaaren baade af Kong Inge og af Geistligheden og Folket i Bergen. Alligevel vovede ikke Erkebiskop Guttorm, Paven uadspurgt, at indvie ham; thi han var Søn af en Prest og avlet, medens Faderen var i sit prestelige Embede; og under disse Omstændigheder var han efter den strenge canoniske Ret at betragte som uegtefødt, og som udygtig til endog at modtage prestelig Vielse uden pavelig Dispensation. Det er første Gang, at en saadan canonisk Mangel ved en Biskops Valg findes at være gjort gjældende i Norge; og at den nu blev fremhævet, var naturligviis et Forbud paa en nær forestaaende Indførelse af den allerede i de fleste romersk-katholske Lande paatvungne Cølibatslov. Haavard kunde følgeligen ikke betragtes som valgt (electus), men kun som ønsket eller foreslagen (postulatus); og Erkebiskoppen med Chorsbrødrene henvendte sig til Paven om den nødvendige Dispensation, med den Erklæring, at de ingen anden dygtig Mand vidste at foreslaa til den ledige Biskopsstol. Deres Ansøgning kom ikke til Innocentius III’s Afgjørelse. Denne store Pave døde nemlig den 16de eller 17de Juli 1216. Den 18de i samme Maaned blev Honorius III valgt til hans Eftermand; og han meddelte under 1ste April 1217 den forlangte Dispensation. Samme Aar blev Haavard indviet til Bergens Biskop[5].
Den virksomme Innocentius III havde i sine seneste Regjeringsaar vist sig meget ivrig for at bringe et Korstog istand til det hellige Lands Undsætning og havde for dette Øiemed sendt Opmuntringsskrivelser omkring til fast alle Europas Fyrster. Kong Inge maa ogsaa have modtaget en saadan. Han har rimeligviis givet et lovende Svar og maaskee ogsaa virkelig havt i Sinde at bidrage enten personligen eller ved Hjælpetropper til den hellige Krig. Man har nemlig en Skrivelse til Kongen fra Pave Honorius III af 6te Marts 1217, hvori Paven, der deelte sin Formands Iver for Korstoget, takker Inge, fordi han har lyttet til dennes Opfordring, og nu iler, om ikke selv, saa dog ved sine Krigsmænd og Skibe til det hellige Lands Undsætning. I Andledning heraf tager Paven Korsfarerne og deres Ejendomme under sin Beskyttelse og stadfæster det Forlig, som ved Erkebiskop Thorers og flere norske Prælaters og Høvdingers Mægling var sluttet mellem Inge og Filippus; idet han forbyder Alle at forurolige Inge og hans Rige[6]. Men ihvad nu end Inge virkelig kan have havt i Sinde med Hensyn til Korstoget, saa hindrede Døden ham fra at udføre det, ja endogsaa fra at modtage det omtalte Pavebrev. Udentvivl stod imidlertid hermed i Forbindelse en Reise til det hellige Land, som samme Aars Sommer blev foretagen af en blandt Birkebenernes Høvdinger, Roar Kongsfrænde, med et Skib, og af Erlend Thorbergssøn med et andet, hvilket sidste Tunsbergsmændene havde udrustet. Roar kom til Akersborg eller Ptolemais og Erlend til Damiat eller Damiette, og begge, heder det, havde Held med sig paa Reisen[7]. Dette var dog vistnok snarere at betragte som en Pilegrimsreise end som noget Korstog
Efter en langvarig Sygelighed døde Kong Inge Baardssøn i Nidaros den 22de April 1217 i sin bedste Alder. Hans Død blev især beklaget af Bondealmuen, mod hvilken han havde vist sig mild og venlig, hvorfor den og sammenlignede ham med Sigurd Jorsalfarer.
Kong Inges Død truede med at vække nye Splittelser i Birkebenernes Parti til Forstyrrelse af den indre Fred, som nu i flere Aar til Landets Held havde bestaaet. Spiren til disse Splittelser laa i den Forvirring, som nu engang havde indsneget sig i Begreberne om Kongearvefølgen, og som ikke saa let lode sig hæve, da den allerede skrev sig fra Magnus Erlingssøns Valg i 1161 og var bleven forøget ved Inge Baardssøns og ved Arveforliget af 1213 mellem Inge og Haakon Jarl; den næredes desuden omhyggeligen af en Mand, der nys var fremtraadt paa Begivenhedernes Skueplads, en Mand, der med Klogskab og Krigerdygtighed forbandt megen Ærgjerrighed, og som rugede over høitstræbende Planer. Denne Mand var Skule Baardssøn, Kong Inges yngre Halvbroder, en Søn af Baard Guttormssøn i dennes senere Egteskab, indgaaet efter Cecilia Kongsdatters Død. Skule var paa denne Tid i sin Alders Kraft, 28 Aar gammel. Han havde taget en virksom Deel i alle vigtigere Begivenheder under Inges senere Regjeringsaar, og havde især efter Haakon Jarls Død øvet megen Indflydelse over den svagelige Konge. Han havde vundet mange hengivne Venner blandt de yngre Birkebener og havde ikke forsømt at indynde sig baade hos Erkebiskoppen og hos Chorsbrødrene i Nidaros. Paa sit sidste Sygeleie havde Kong Inge givet ham Jarlsnavn og overdraget ham hele Hirdstyrelsen. Skule var tilstede i Nidaros ved Inges Død og begyndte strax at sætte sig i Virksomhed for at drive sine ærgjerrige Hensigter igjennem ved det nu forestaaende Kongevalg
Skule havde allerede i Inges levende Live i al Hemmelighed stræbt at udforske Stemningen hos de mest formaaende Høvdinger blandt Birkebenerne med Hensyn til Valget af en Konge efter Inges Død. Det skulde synes, at den ligeste Vei var at holde sig til Arvefølgeforliget af 1213, ifølge hvilket den unge Knut, Haakon Jarls Søn, utvivlsomt skulde arve Kongedømmet. Men dette laa ikke i Skules Plan, og Omstændighederne havde derhos meget forandret sig efter den mægtige og indflydelsesrige Haakons Død. Dennes Enke Kristin havde forladt Norge med sin Søn og havde taget sit Tilhold med ham i Sverige hos den vestgøtiske Lagmand Askel, som hun senere egtede. Erkebiskop Thorer, som havde understøttet Haakon Jarls Planer, var ikke mere, og Knut havde, som det lader, ikke længer en eneste kraftig Talsmand for sin Ret. Skule fremholdt Inges uegtefødte Søn Guttorm, hvem, som han yttrede, Birkebenerne vel helst vilde tjene efter Faderens Død; men han hentydede ved Siden heraf paa sit eget Slegtskabsforhold til Inge: at han nemlig var dennes samfædre egtefødte Broder, og følgelig efter den private Arvelov hans Arving, idet nemlig egtefødt samfædre Broder i den private Arvegang udelukkede uegtefødt Søn. Hvor urimelig end denne Skules Hentydning i sig selv maatte forekomme enhver, der gik ud fra den eneste strengt lovlige Anskuelse, at Kongedømmet var en Odel for Harald Haarfagers Æt, og altsaa slet ikke kunde arves af en Mand, der hverken paa fædrene eller mødrene Side stammede fra hiin Æt, men kun var kommen i et Slags Svogerskabsforhold til den, som gjorde ham til en af dens gjennem Kvinde stammende Ætlingers private Arving, – saa var den dog listig nok og medede paa Geistlighedens Understøttelse. Thi vilde denne gjøre Kirkens Anskuelse om den egte Fødsels Fortrin i Kongearven gjældende, hvilket den havde gjort ved Magnus Erlingssøns Valg ligesom og ved Arveforliget af 1213, og vilde den derhos gjøre den private Arvegang gjældende ogsaa for Kongearvefølgen, hvortil den aabenbar heldede, – saa var det klart, at den nu, naar den gik ud fra Inge som Kongedømmets virkelige og lovlige Ejermand, maatte, hvis den vilde handle følgerigtigt, give hans egtefødte Broder Fortrinnet for hans uegtefødte Søn. Men alle Skules listige Forestillinger og Hentydninger fandt ingen Anklang hos de ældre og indflydelsesrigeste Birkebener, der havde tjent under Sverrer, holdt ham i kjærligt Minde og hang fast ved hans mandlige Æt ligesom ved hans Anskuelser om Kongearvefølgen, at den nemlig maatte rette sig efter St. Olafs Lovs Bestemmelser. De erklærede aabenlydt, at den unge Haakon, Kong Haakons Søn, var den eneste og utvivlsomme Arving til Kongedømmet, naar Inge faldt fra. Skule havde saaledes her ikke fundet nogen Trøst; men hans ærgjerrige Forhaabninger vare ikke dermed tilintetgjorte, eller hans rænkefulde Virksomhed afskaaren.
Aldrig før var Kong Inge død, før de tvende Partier begyndte at arbeide hvert for sin Sag, først hemmeligen siden aabenbare. De gamle Birkebener-Høvdinger og Flertallet af Hirden erklærede sig eenstemmig og afgjørende for den trettenaarige Haakon Haakonssøn, der ligesom Skule var tilstede i Nidaros, hvor han var sat i Skole for at faa en geistlig Opdragelse. Skule Jarls Venner og Tilhængere vare derimod paa sin Side ikke saa ganske enige indbyrdes: Skule selv, for et Syns Skyld, og mange Andre, vistnok for Alvor, erklærede sig for den elleveaarige Guttorm Ingessøn; men Nogle, der vare dybere indviede i Skules hemmelige Hensigter, forsvarede dennes egen Ret til Kongedømmet, som den afdøde Konges egtefødte Broder. Blandt Bønderne, som i Mængde kom til Byen fra hele Throndhjem, vare ogsaa Meningerne deelte. Alle de Ældre erklærede for sig og sine Sønner, „at de kun vilde have den til Konge, som kongebaaren var paa fædrene Side, lige op til Hedendommen, saaledes at intet Kvindeled var kommet imellem.“ Mange af de Yngre erklærede sig derimod for Skule Jarl og Guttorm.
Under denne tvivlsomme Stemning fandt Skule det tjenligst at faa Sagens Afgjørelse uddragen. Erkebiskop Guttorm var nemlig fraværende paa Haalogaland, og hans Tilstedeværelse vilde Skule gjerne afvente, da han haabede, at Erkebiskoppen vilde slaa sig paa de Chorsbrødres og Geistliges Side, der gjerne saa Sverrers Æt aldeles tilintetgjort. Erkebiskoppens Tiltrædelse til Skules Parti vilde naturligviis kaste et vegtigt Lod i Skaalen til Skules Fordeel. Men da Haakons Tilhængere af Hirden mærkede denne Uddragelse, fordrede de haardnakket af Jarlen, at han strax skulde holde et foreløbigt Thing og paa dette lade Haakon erklære for Kongeemne (vordende Konge), og saaledes skulde han benævnes, indtil Ørething kunde blive afholdt. Vilde Jarlen ikke opfylde dette Forlangende, truede de med at fore Haakon til Gulathingslagen og der faa ham tagen til Konge. Skule maatte give efter; men paa Thinget fremkom han nu med den Indvending, at Haakons Kongebyrd ei var beviist, uagtet, som før er sagt, denne ingensinde tilforn var dragen i ringeste Tvivl. Haakons Tilhængere beraabte sig herpaa, men erklærede tillige, at derned Glæde vilde underkaste sig Jærnbyrd, og Haakons Moder Inga beredte sig endogsaa til Jærnbyrden. Men da det kom til Stykket, blev Jærnet bortgjemt og desuden Erkebiskoppens Fraværelse paaskudt, uden hvis Samtykke Chorsbrødrene ei turde lade Prøven foregaa. Nu tabte Haakons Tilhængere Taalmodigheden og lode, alle Udflugter fra Modstandernes Side uagtet, Ørething stevne over hele Thrøndelagen med en Halvmaaneds Frist. De bleve i høi Grad opmandede ved Sendebud og Breve fra Bergen, hvorved endogsaa den udvalgte Biskop Haavard og flere Geistlige aabent erklærede sig for Haakons Ret til Kongedømmet: „thi hans Æt havde stedse raadet for Norge Mand efter Mand“.
Haakons Sag havde saaledes allerede taget en meget god Vending, da Ørething paa bestemt Tid traadte talrigt sammen. Blandt Thingmændene synes ingen Tvivl at have raadet med Hensyn til Haakons Ret, og hans Antagelse til Konge kunde saaledes nu forud regnes for afgjort. Alligevel greb Modstanderne til et sidste Middel for at hindre eller udsætte den. Det var gammel Skik, at paa den Dag en Konge skulde tages paa Ørething blev St. Olafs Skrin udbaaret paa Thinget, for at den antagne Konge paa denne Helligdom kunde aflægge sin Konge-Ed. Nu lode Chorsbrødrene Skrinet indlæse, og da de Mænd kom, som skulde hente det til Thinget, fandt de Kirken stængt og mødte derhos den Trudsel fra Chorsbrødrene, at hver den skulde være i Ban, som vovede at opbryde Kirken eller udbære Skrinet. Al Vold blev fra Thingets Side klogeligen undgaaet. Men man gav ligefuldt Haakon Haakonssøn Kongenavn efter gammel Skik ved en tilstedeværende Bonde, og tildømte ham Land og Thegner (Undersaatter), med den Erklæring, at Thrønderne tilsagde ham Lydighed og undersaatlig Skyldighed (lýðskylda, þegnskylda) ligesaa fuldstændigen, som om baade Kongen havde svoret Bønderne Ed, og de ham. Dagen efter aflagde Hirden paa en Hirdstevne sin Ed til Haakon som Konge og til Skule som Jarl, og modtog af dem de Navnbøder (Embedsstillinger), som hver havde havt af Kong Inge.
Haakon Haakonssøn var saaledes Norges lovlige Konge, og ved hans Antagelse var den gamle Kongearvefølge hævdet netop i den Stund, da den efter længere Vaklen stod Fare for ganske at opgives og levne Pladsen for en ny, af Geistligheden begunstiget og fra først af anlagt til Hierarchiets Fordeel. Strax efter fore Kongen og Jarlen til Bergen. Her havde imidlertid Chorsbrødrene i Nidaros ved Breve stræbt at ophidse Biskop Haavard og Domkapitelet mod Kongen, og det havde lykkets dem at vække nogen Vaklen hos den bergenske Geistlighed ved Trudsel om Erkebiskoppens Vrede. Men da Kongen selv ankom til Byen, lod Geistligheden al Betænkelighed fare, erklærede sig aabenlydt for ham og modtog ham med de største Hædersbeviisninger. Paa det i Bergen afholdte Gulathing blev Kong Haakon uden Indsigelse antagen af alle Gulathingsmændene. Skule Jarl saa nu nok, at hans Udsigter med Hensyn til Kongedømmet, i det mindste for Øieblikket, vare tilintetgjorte, og han maatte nøies med at nytte sine Rænker til at udstrække sit Omraade som Jarl saa vidt som muligt. Sin første Fordring paa Halvdelen af det hele Rige lykkedes det ham ikke at drive igjennem; men han erholdt alligevel en Trediedeel af Norge og Skatlandene, og fik denne Deling vedtagen og besvoret paa Thinget.
Bagler-Kongen Filippus havde imidlertid ogsaa sat sig i Bevægelse, rimeligviis paa Biskop Nikolaus’s Raad og ifølge forudgaaende hemmelige Underhandlinger med Skule, der, medens han endnu selv havde Haab om Kongedømmet, synes endog med Opoffrelser at have villet drage Filippus paa sin Side. Denne troede vel ogsaa, efter Omstændighedernes Medfør, at Skule, enten i sit eget eller i sin Brodersøns Navn, vilde blive den raadende for Kongedømmet, og henvendte derfor til ham sin Fordring paa Halvdelen af Norge, uden at nævne Haakon Haakonssøn eller tage noget Hensyn til ham. Skule afslog ikke reent ud Filippus’s Fordring, men gav ham Løfte om, at han skulde for det næste Aar beholde den Deel af Riget, han allerede havde inde, og imidlertid skulde deres Sag blive afgjort paa et Møde, til hvilket Biskopperne og de bedste Mænd i Landet skulde indfinde sig. Men før dette Svar naaede Filippus, døde denne ved Tunsberg uden at efterlade Børn. Baglerhøvdingerne søgte at holde hans Død hemmelig, indtil de kunde faa sat en ny Konge i sin Spidse, og dertil havde de udseet Sigurd, en Søn af deres forrige Konge Erling Steinvæg. Birkebenerne i Viken kom alligevel under Veir med Hemmeligheden og gjorde i største Hast Kongen og Jarlen bekjendte med den vigtige Tidende. Disse skyndede til Viken med al den Krigsmagt, de kunde opdrive, det lykkedes dem at komme sine Modstandere i Forkjøbet, og – som det lader ved Biskop Nikolaus’s Hjælp – at bevæge Mængden af Baglerne deels til Underkastelse deels til at slutte en Vaabenstilstand. Kong Haakon blev nu tagen til Konge og Skule til Jarl paa Thingene i Viken lige til Gautelv.
Ved fine Tilhængeres Iver og et Sammenstød af flere heldige Omstændigheder var saaledes den unge Haakon Haakonssøn i Løbet af Aaret 1217 bleven erkjendt for Konge over hele Norge, og det af baade Birkebener og Bagler. Men meget Gjæringsstof fandtes rundt om i Landet. Skule Jarl havde langt fra ikke ganske opgivet sine ærgjerrige Hensigter og aflod ikke heller sine hemmelige Rænker for at bestyrke det mægtige Parti, han havde blandt Birkebenerne, og for at drage Geistligheden paa sin Side. Erkebiskop Guttorm havde endnu ikke erkjendt Haakon som Konge, og hans Opførsel under de forudgaaende Begivenheder var høist tvetydig. Under Forhandlingerne i Nidaros havde han, som før sagt, været borte, enten af Tilfælde eller med Plan. Ved de senere Forhandlinger i Aaret 1217 nævnes han slet ikke, og maa antages at have holdt sig udenfor dem. Men da Kongen og Jarlen om Vaaren kom til Throndhjem, modtog han Kongen med en paafaldende Kulde ja næsten Foragt, medens han viste Jarlen al Forekommenhed og Fortrolighed. Da Kongen æskede en Forklaring over denne Opførsel, rykkede Erkebiskoppen ud med Sproget, og erklærede, at han saavel som de øvrige Biskopper ikke kunde lade upaaagtet de tvivlende Rygter, der løb omkring med Hensyn til Haakons Byrd; denne Tvivl maatte være hævet, for Erkebiskoppen fuldeligen kunde erkjende ham. Men til samme Tid som Erkebiskoppen aabenlyst førte denne Tale, yttrede han i lønlig Samtale med Haakons fornemste Raadgiver, Dagfinn Bonde, at han i sit Hjerte var Kongens Ben, og at Kongen med Taalmod burde finde sig i de mødende Vanskeligheder, hvilke vist vilde ende sig til hans Ære og hans Modstanderes Skam. Et stort Rigsmøde blev da aftalt til Bergen om Sommeren, og her skulde denne Sag afgjøres.
Til fastsat Tid 1218 mødte i Bergen alle Norges Biskopper: Erkebiskop Guttorm, Biskopperne Nikolaus af Oslo, Ivar af Hamar, Henrik af Stavanger og Haavard af Bergen, samt Bjarne af Orknøerne; desuden mange andre Geistlige, alle de fornemste verdslige Høvdinger i Landet og de bedste Bønder. Strax før dette Møde blev fra Erkebiskoppens Side det Ønske fremsat, at Haakon nu vilde lade den Jærnbyrd foregaa, som forhen fra hans Side var tilbuden, for at derved al Tvivl om hans Byrd kunde blive hævet. Mange af Haakons Raadgivere løde haant om dette Forlangende, og Dagfinn Bonde yttrede endog, at hvis noget Jærn nu skulde bæres i denne Sag, da maatte det være koldt Jærn mod Kongens Uvenner. Jærnbyrden blev alligevel antagen af Kongen. Med Iagttagelse af de almindelige Skikke bar Kongemoderen, Inga, Jærnet, og uagtet Rænker synes at have været spillede fra Jarlens Side lige til den sidste Stund, lykkedes dog Jærnbyrden fuldkommen. Paa det strax efter afholdte Thing bekjendtgjorde Erkebiskoppen selv Prøvens heldige Udfald, og Ban blev forkyndt for hver den, som fremtidigen yttrede nogen Mistro med Hensyn til Haakons Byrd. Dette var den sidste Gang Prøven med det gloende Jærn blev anvendt i Norge til Beviis for Kongebyrd; og ikke meget længe efter blev den, som senere skal fortælles, med alle andre Gudsdomme, afskaffet i den norske Rettergang. Paa Rigsmødet i Bergen blev Forliget mellem Kongen og Jarlen stadfæstet, og Udsigterne til Enighed mellem dem syntes nu at blive bedre.