Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/34

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Erkebiſkop Thorer Gudmundsſøn overlevede ikke Haakon Jarl meer end et halvt Aars Tid. Han døde den 8de Auguſt 1214. Til hans Eftermand valgtes Guttorm, hvis Slegt og Fadersnavn ingenſteds findes omtalt[1]. Guttorm drog endnu ſamme Aar til Rom, hvor han det følgende Aar 1215 modtog ſin Indvielſe[2]. Rimeligviis har han under ſit Ophold i Rom overværet det fjerde lateranſke almindelige Concilium, ſom paa Pave Innocentius IIIs Kaldelſe holdtes fra den 11te til den 30te November 1215, og paa hvilket ikke mindre end 412 Biſkopper ſkulle have været perſonligen tilſtede. Blandt de mange vigtige Beſtemmelſer, ſom ved denne Leilighed fattedes, maa iſær mærkes den, hvorved Læren om Transſubſtantiationen, eller Forvandlingen i Nadverens Sakramente, faſtſattes ſom en Trosartikel i den romerſke Kirke. I Forbindelſe hermed gaves ogſaa nøiere Forſkrifter med Henſyn til det nævnte Sakrament, der nu nærmere ſammenknyttedes med Skriftemaalet, end hidtil havde været Tilfælde. Der beſtemtes nemlig: at enhver Chriſten, Mand eller Kvinde, ſom var kommen til Skjelsaar, ſkulde ſkrifte alle ſine Synder for ſin Sognepreſt mindſt een Gang om Aaret og opfylde den Kirkebod (Pønitens), der blev ham paalagt. Ligeſaa ſkulde enhver i Paaſken, i det mindſte, modtage den hellige Nadveres Sakrament, ſaafremt han ikke ifølge ſin Sognepreſts Raad fandt ſig beføiet til at afholde ſig derfra for en Tid. Forſømtes dette ſkulde han udſtødes af Kirken og berøves kirkelig Begravelſe. Paa dette Concilium blev ogſaa de i Egteſkab forbudne Slegtſkabsgrader indſkrænkede fra ſjette til fjerde Led, ſaaledes at Egteſkab nu blev tilladt mellem Frænder i femte Led[3]. – Saafremt Erkebiſkop Guttorm har været tilſtede paa Conciliet, maa han antages, at have bragt de fattede Beſtemmelſer hjem med ſig. I 1216 kom han tilbage til Norge og tiltraadte ſin Erkeſtol. Samme Aar indviede han Magnus Gisſursſøn til Biſkop af Skaalholt og Sørkver til Biſkop af Færøerne[4].

I Aaret 1216 døde Biſkop Martin af Bergen, og til hans Eftermand valgtes Haavard, Chorsbroder ved ſamme Biſkopsſtol. Han var en lærd og ſedelig Mand og eenſtemmig udkaaren baade af Kong Inge og af Geiſtligheden og Folket i Bergen. Alligevel vovede ikke Erkebiſkop Guttorm, Paven uadſpurgt, at indvie ham; thi han var Søn af en Preſt og avlet, medens Faderen var i ſit preſtelige Embede; og under disſe Omſtændigheder var han efter den ſtrenge canoniſke Ret at betragte ſom uegtefødt, og ſom udygtig til endog at modtage preſtelig Vielſe uden pavelig Dispenſation. Det er førſte Gang, at en ſaadan canoniſk Mangel ved en Biſkops Valg findes at være gjort gjældende i Norge; og at den nu blev fremhævet, var naturligviis et Forbud paa en nær foreſtaaende Indførelſe af den allerede i de fleſte romerſk-katholſke Lande paatvungne Cølibatslov. Haavard kunde følgeligen ikke betragtes ſom valgt (electus), men kun ſom ønſket eller foreſlagen (postulatus); og Erkebiſkoppen med Chorsbrødrene henvendte ſig til Paven om den nødvendige Dispenſation, med den Erklæring, at de ingen anden dygtig Mand vidſte at foreſlaa til den ledige Biſkopsſtol. Deres Anſøgning kom ikke til Innocentius III’s Afgjørelſe. Denne ſtore Pave døde nemlig den 16de eller 17de Juli 1216. Den 18de i ſamme Maaned blev Honorius III valgt til hans Eftermand; og han meddelte under 1ſte April 1217 den forlangte Dispenſation. Samme Aar blev Haavard indviet til Bergens Biſkop[5].

Den virkſomme Innocentius III havde i ſine ſeneſte Regjeringsaar viſt ſig meget ivrig for at bringe et Korstog iſtand til det hellige Lands Undſætning og havde for dette Øiemed ſendt Opmuntringsſkrivelſer omkring til faſt alle Europas Fyrſter. Kong Inge maa ogſaa have modtaget en ſaadan. Han har rimeligviis givet et lovende Svar og maaſkee ogſaa virkelig havt i Sinde at bidrage enten perſonligen eller ved Hjælpetropper til den hellige Krig. Man har nemlig en Skrivelſe til Kongen fra Pave Honorius III af 6te Marts 1217, hvori Paven, der deelte ſin Formands Iver for Korstoget, takker Inge, fordi han har lyttet til dennes Opfordring, og nu iler, om ikke ſelv, ſaa dog ved ſine Krigsmænd og Skibe til det hellige Lands Undſætning. I Andledning heraf tager Paven Korsfarerne og deres Ejendomme under ſin Beſkyttelſe og ſtadfæſter det Forlig, ſom ved Erkebiſkop Thorers og flere norſke Prælaters og Høvdingers Mægling var ſluttet mellem Inge og Filippus; idet han forbyder Alle at forurolige Inge og hans Rige[6]. Men ihvad nu end Inge virkelig kan have havt i Sinde med Henſyn til Korstoget, ſaa hindrede Døden ham fra at udføre det, ja endogſaa fra at modtage det omtalte Pavebrev. Udentvivl ſtod imidlertid hermed i Forbindelſe en Reiſe til det hellige Land, ſom ſamme Aars Sommer blev foretagen af en blandt Birkebenernes Høvdinger, Roar Kongsfrænde, med et Skib, og af Erlend Thorbergsſøn med et andet, hvilket ſidſte Tunsbergsmændene havde udruſtet. Roar kom til Akersborg eller Ptolemais og Erlend til Damiat eller Damiette, og begge, heder det, havde Held med ſig paa Reiſen[7]. Dette var dog viſtnok ſnarere at betragte ſom en Pilegrimsreiſe end ſom noget Korstog

Efter en langvarig Sygelighed døde Kong Inge Baardsſøn i Nidaros den 22de April 1217 i ſin bedſte Alder. Hans Død blev iſær beklaget af Bondealmuen, mod hvilken han havde viſt ſig mild og venlig, hvorfor den og ſammenlignede ham med Sigurd Jorſalfarer.

Kong Inges Død truede med at vække nye Splittelſer i Birkebenernes Parti til Forſtyrrelſe af den indre Fred, ſom nu i flere Aar til Landets Held havde beſtaaet. Spiren til disſe Splittelſer laa i den Forvirring, ſom nu engang havde indſneget ſig i Begreberne om Kongearvefølgen, og ſom ikke ſaa let lode ſig hæve, da den allerede ſkrev ſig fra Magnus Erlingsſøns Valg i 1161 og var bleven forøget ved Inge Baardsſøns og ved Arveforliget af 1213 mellem Inge og Haakon Jarl; den næredes desuden omhyggeligen af en Mand, der nys var fremtraadt paa Begivenhedernes Skueplads, en Mand, der med Klogſkab og Krigerdygtighed forbandt megen Ærgjerrighed, og ſom rugede over høitſtræbende Planer. Denne Mand var Skule Baardsſøn, Kong Inges yngre Halvbroder, en Søn af Baard Guttormsſøn i dennes ſenere Egteſkab, indgaaet efter Cecilia Kongsdatters Død. Skule var paa denne Tid i ſin Alders Kraft, 28 Aar gammel. Han havde taget en virkſom Deel i alle vigtigere Begivenheder under Inges ſenere Regjeringsaar, og havde iſær efter Haakon Jarls Død øvet megen Indflydelſe over den ſvagelige Konge. Han havde vundet mange hengivne Venner blandt de yngre Birkebener og havde ikke forſømt at indynde ſig baade hos Erkebiſkoppen og hos Chorsbrødrene i Nidaros. Paa ſit ſidſte Sygeleie havde Kong Inge givet ham Jarlsnavn og overdraget ham hele Hirdſtyrelſen. Skule var tilſtede i Nidaros ved Inges Død og begyndte ſtrax at ſætte ſig i Virkſomhed for at drive ſine ærgjerrige Henſigter igjennem ved det nu foreſtaaende Kongevalg

Skule havde allerede i Inges levende Live i al Hemmelighed ſtræbt at udforſke Stemningen hos de meſt formaaende Høvdinger blandt Birkebenerne med Henſyn til Valget af en Konge efter Inges Død. Det ſkulde ſynes, at den ligeſte Vei var at holde ſig til Arvefølgeforliget af 1213, ifølge hvilket den unge Knut, Haakon Jarls Søn, utvivlſomt ſkulde arve Kongedømmet. Men dette laa ikke i Skules Plan, og Omſtændighederne havde derhos meget forandret ſig efter den mægtige og indflydelſesrige Haakons Død. Dennes Enke Kriſtin havde forladt Norge med ſin Søn og havde taget ſit Tilhold med ham i Sverige hos den veſtgøtiſke Lagmand Askel, ſom hun ſenere egtede. Erkebiſkop Thorer, ſom havde underſtøttet Haakon Jarls Planer, var ikke mere, og Knut havde, ſom det lader, ikke længer en eneſte kraftig Talsmand for ſin Ret. Skule fremholdt Inges uegtefødte Søn Guttorm, hvem, ſom han yttrede, Birkebenerne vel helſt vilde tjene efter Faderens Død; men han hentydede ved Siden heraf paa ſit eget Slegtſkabsforhold til Inge: at han nemlig var dennes ſamfædre egtefødte Broder, og følgelig efter den private Arvelov hans Arving, idet nemlig egtefødt ſamfædre Broder i den private Arvegang udelukkede uegtefødt Søn. Hvor urimelig end denne Skules Hentydning i ſig ſelv maatte forekomme enhver, der gik ud fra den eneſte ſtrengt lovlige Anſkuelſe, at Kongedømmet var en Odel for Harald Haarfagers Æt, og altſaa ſlet ikke kunde arves af en Mand, der hverken paa fædrene eller mødrene Side ſtammede fra hiin Æt, men kun var kommen i et Slags Svogerſkabsforhold til den, ſom gjorde ham til en af dens gjennem Kvinde ſtammende Ætlingers private Arving, – ſaa var den dog liſtig nok og medede paa Geiſtlighedens Underſtøttelſe. Thi vilde denne gjøre Kirkens Anſkuelſe om den egte Fødſels Fortrin i Kongearven gjældende, hvilket den havde gjort ved Magnus Erlingsſøns Valg ligeſom og ved Arveforliget af 1213, og vilde den derhos gjøre den private Arvegang gjældende ogſaa for Kongearvefølgen, hvortil den aabenbar heldede, – ſaa var det klart, at den nu, naar den gik ud fra Inge ſom Kongedømmets virkelige og lovlige Ejermand, maatte, hvis den vilde handle følgerigtigt, give hans egtefødte Broder Fortrinnet for hans uegtefødte Søn. Men alle Skules liſtige Foreſtillinger og Hentydninger fandt ingen Anklang hos de ældre og indflydelſesrigeſte Birkebener, der havde tjent under Sverrer, holdt ham i kjærligt Minde og hang faſt ved hans mandlige Æt ligeſom ved hans Anſkuelſer om Kongearvefølgen, at den nemlig maatte rette ſig efter St. Olafs Lovs Beſtemmelſer. De erklærede aabenlydt, at den unge Haakon, Kong Haakons Søn, var den eneſte og utvivlſomme Arving til Kongedømmet, naar Inge faldt fra. Skule havde ſaaledes her ikke fundet nogen Trøſt; men hans ærgjerrige Forhaabninger vare ikke dermed tilintetgjorte, eller hans rænkefulde Virkſomhed afſkaaren.

Aldrig før var Kong Inge død, før de tvende Partier begyndte at arbeide hvert for ſin Sag, førſt hemmeligen ſiden aabenbare. De gamle Birkebener-Høvdinger og Flertallet af Hirden erklærede ſig eenſtemmig og afgjørende for den trettenaarige Haakon Haakonsſøn, der ligeſom Skule var tilſtede i Nidaros, hvor han var ſat i Skole for at faa en geiſtlig Opdragelſe. Skule Jarls Venner og Tilhængere vare derimod paa ſin Side ikke ſaa ganſke enige indbyrdes: Skule ſelv, for et Syns Skyld, og mange Andre, viſtnok for Alvor, erklærede ſig for den elleveaarige Guttorm Ingesſøn; men Nogle, der vare dybere indviede i Skules hemmelige Henſigter, forſvarede dennes egen Ret til Kongedømmet, ſom den afdøde Konges egtefødte Broder. Blandt Bønderne, ſom i Mængde kom til Byen fra hele Throndhjem, vare ogſaa Meningerne deelte. Alle de Ældre erklærede for ſig og ſine Sønner, „at de kun vilde have den til Konge, ſom kongebaaren var paa fædrene Side, lige op til Hedendommen, ſaaledes at intet Kvindeled var kommet imellem.“ Mange af de Yngre erklærede ſig derimod for Skule Jarl og Guttorm.

Under denne tvivlſomme Stemning fandt Skule det tjenligſt at faa Sagens Afgjørelſe uddragen. Erkebiſkop Guttorm var nemlig fraværende paa Haalogaland, og hans Tilſtedeværelſe vilde Skule gjerne afvente, da han haabede, at Erkebiſkoppen vilde ſlaa ſig paa de Chorsbrødres og Geiſtliges Side, der gjerne ſaa Sverrers Æt aldeles tilintetgjort. Erkebiſkoppens Tiltrædelſe til Skules Parti vilde naturligviis kaſte et vegtigt Lod i Skaalen til Skules Fordeel. Men da Haakons Tilhængere af Hirden mærkede denne Uddragelſe, fordrede de haardnakket af Jarlen, at han ſtrax ſkulde holde et foreløbigt Thing og paa dette lade Haakon erklære for Kongeemne (vordende Konge), og ſaaledes ſkulde han benævnes, indtil Ørething kunde blive afholdt. Vilde Jarlen ikke opfylde dette Forlangende, truede de med at fore Haakon til Gulathingslagen og der faa ham tagen til Konge. Skule maatte give efter; men paa Thinget fremkom han nu med den Indvending, at Haakons Kongebyrd ei var beviiſt, uagtet, ſom før er ſagt, denne ingenſinde tilforn var dragen i ringeſte Tvivl. Haakons Tilhængere beraabte ſig herpaa, men erklærede tillige, at derned Glæde vilde underkaſte ſig Jærnbyrd, og Haakons Moder Inga beredte ſig endogſaa til Jærnbyrden. Men da det kom til Stykket, blev Jærnet bortgjemt og desuden Erkebiſkoppens Fraværelſe paaſkudt, uden hvis Samtykke Chorsbrødrene ei turde lade Prøven foregaa. Nu tabte Haakons Tilhængere Taalmodigheden og lode, alle Udflugter fra Modſtandernes Side uagtet, Ørething ſtevne over hele Thrøndelagen med en Halvmaaneds Friſt. De bleve i høi Grad opmandede ved Sendebud og Breve fra Bergen, hvorved endogſaa den udvalgte Biſkop Haavard og flere Geiſtlige aabent erklærede ſig for Haakons Ret til Kongedømmet: „thi hans Æt havde ſtedſe raadet for Norge Mand efter Mand“.

Haakons Sag havde ſaaledes allerede taget en meget god Vending, da Ørething paa beſtemt Tid traadte talrigt ſammen. Blandt Thingmændene ſynes ingen Tvivl at have raadet med Henſyn til Haakons Ret, og hans Antagelſe til Konge kunde ſaaledes nu forud regnes for afgjort. Alligevel greb Modſtanderne til et ſidſte Middel for at hindre eller udſætte den. Det var gammel Skik, at paa den Dag en Konge ſkulde tages paa Ørething blev St. Olafs Skrin udbaaret paa Thinget, for at den antagne Konge paa denne Helligdom kunde aflægge ſin Konge-Ed. Nu lode Chorsbrødrene Skrinet indlæſe, og da de Mænd kom, ſom ſkulde hente det til Thinget, fandt de Kirken ſtængt og mødte derhos den Trudſel fra Chorsbrødrene, at hver den ſkulde være i Ban, ſom vovede at opbryde Kirken eller udbære Skrinet. Al Vold blev fra Thingets Side klogeligen undgaaet. Men man gav ligefuldt Haakon Haakonsſøn Kongenavn efter gammel Skik ved en tilſtedeværende Bonde, og tildømte ham Land og Thegner (Underſaatter), med den Erklæring, at Thrønderne tilſagde ham Lydighed og underſaatlig Skyldighed (lýðskylda, þegnskylda) ligeſaa fuldſtændigen, ſom om baade Kongen havde ſvoret Bønderne Ed, og de ham. Dagen efter aflagde Hirden paa en Hirdſtevne ſin Ed til Haakon ſom Konge og til Skule ſom Jarl, og modtog af dem de Navnbøder (Embedsſtillinger), ſom hver havde havt af Kong Inge.

Haakon Haakonsſøn var ſaaledes Norges lovlige Konge, og ved hans Antagelſe var den gamle Kongearvefølge hævdet netop i den Stund, da den efter længere Vaklen ſtod Fare for ganſke at opgives og levne Pladſen for en ny, af Geiſtligheden begunſtiget og fra førſt af anlagt til Hierarchiets Fordeel. Strax efter fore Kongen og Jarlen til Bergen. Her havde imidlertid Chorsbrødrene i Nidaros ved Breve ſtræbt at ophidſe Biſkop Haavard og Domkapitelet mod Kongen, og det havde lykkets dem at vække nogen Vaklen hos den bergenſke Geiſtlighed ved Trudſel om Erkebiſkoppens Vrede. Men da Kongen ſelv ankom til Byen, lod Geiſtligheden al Betænkelighed fare, erklærede ſig aabenlydt for ham og modtog ham med de ſtørſte Hædersbeviisninger. Paa det i Bergen afholdte Gulathing blev Kong Haakon uden Indſigelſe antagen af alle Gulathingsmændene. Skule Jarl ſaa nu nok, at hans Udſigter med Henſyn til Kongedømmet, i det mindſte for Øieblikket, vare tilintetgjorte, og han maatte nøies med at nytte ſine Rænker til at udſtrække ſit Omraade ſom Jarl ſaa vidt ſom muligt. Sin førſte Fordring paa Halvdelen af det hele Rige lykkedes det ham ikke at drive igjennem; men han erholdt alligevel en Trediedeel af Norge og Skatlandene, og fik denne Deling vedtagen og beſvoret paa Thinget.

Bagler-Kongen Filippus havde imidlertid ogſaa ſat ſig i Bevægelſe, rimeligviis paa Biſkop Nikolaus’s Raad og ifølge forudgaaende hemmelige Underhandlinger med Skule, der, medens han endnu ſelv havde Haab om Kongedømmet, ſynes endog med Opoffrelſer at have villet drage Filippus paa ſin Side. Denne troede vel ogſaa, efter Omſtændighedernes Medfør, at Skule, enten i ſit eget eller i ſin Broderſøns Navn, vilde blive den raadende for Kongedømmet, og henvendte derfor til ham ſin Fordring paa Halvdelen af Norge, uden at nævne Haakon Haakonsſøn eller tage noget Henſyn til ham. Skule afſlog ikke reent ud Filippus’s Fordring, men gav ham Løfte om, at han ſkulde for det næſte Aar beholde den Deel af Riget, han allerede havde inde, og imidlertid ſkulde deres Sag blive afgjort paa et Møde, til hvilket Biſkopperne og de bedſte Mænd i Landet ſkulde indfinde ſig. Men før dette Svar naaede Filippus, døde denne ved Tunsberg uden at efterlade Børn. Baglerhøvdingerne ſøgte at holde hans Død hemmelig, indtil de kunde faa ſat en ny Konge i ſin Spidſe, og dertil havde de udſeet Sigurd, en Søn af deres forrige Konge Erling Steinvæg. Birkebenerne i Viken kom alligevel under Veir med Hemmeligheden og gjorde i ſtørſte Haſt Kongen og Jarlen bekjendte med den vigtige Tidende. Disſe ſkyndede til Viken med al den Krigsmagt, de kunde opdrive, det lykkedes dem at komme ſine Modſtandere i Forkjøbet, og – ſom det lader ved Biſkop Nikolaus’s Hjælp – at bevæge Mængden af Baglerne deels til Underkaſtelſe deels til at ſlutte en Vaabenſtilſtand. Kong Haakon blev nu tagen til Konge og Skule til Jarl paa Thingene i Viken lige til Gautelv.

Ved fine Tilhængeres Iver og et Sammenſtød af flere heldige Omſtændigheder var ſaaledes den unge Haakon Haakonsſøn i Løbet af Aaret 1217 bleven erkjendt for Konge over hele Norge, og det af baade Birkebener og Bagler. Men meget Gjæringsſtof fandtes rundt om i Landet. Skule Jarl havde langt fra ikke ganſke opgivet ſine ærgjerrige Henſigter og aflod ikke heller ſine hemmelige Rænker for at beſtyrke det mægtige Parti, han havde blandt Birkebenerne, og for at drage Geiſtligheden paa ſin Side. Erkebiſkop Guttorm havde endnu ikke erkjendt Haakon ſom Konge, og hans Opførſel under de forudgaaende Begivenheder var høiſt tvetydig. Under Forhandlingerne i Nidaros havde han, ſom før ſagt, været borte, enten af Tilfælde eller med Plan. Ved de ſenere Forhandlinger i Aaret 1217 nævnes han ſlet ikke, og maa antages at have holdt ſig udenfor dem. Men da Kongen og Jarlen om Vaaren kom til Throndhjem, modtog han Kongen med en paafaldende Kulde ja næſten Foragt, medens han viſte Jarlen al Forekommenhed og Fortrolighed. Da Kongen æſkede en Forklaring over denne Opførſel, rykkede Erkebiſkoppen ud med Sproget, og erklærede, at han ſaavel ſom de øvrige Biſkopper ikke kunde lade upaaagtet de tvivlende Rygter, der løb omkring med Henſyn til Haakons Byrd; denne Tvivl maatte være hævet, for Erkebiſkoppen fuldeligen kunde erkjende ham. Men til ſamme Tid ſom Erkebiſkoppen aabenlyſt førte denne Tale, yttrede han i lønlig Samtale med Haakons fornemſte Raadgiver, Dagfinn Bonde, at han i ſit Hjerte var Kongens Ben, og at Kongen med Taalmod burde finde ſig i de mødende Vanſkeligheder, hvilke viſt vilde ende ſig til hans Ære og hans Modſtanderes Skam. Et ſtort Rigsmøde blev da aftalt til Bergen om Sommeren, og her ſkulde denne Sag afgjøres.

Til faſtſat Tid 1218 mødte i Bergen alle Norges Biſkopper: Erkebiſkop Guttorm, Biſkopperne Nikolaus af Oslo, Ivar af Hamar, Henrik af Stavanger og Haavard af Bergen, ſamt Bjarne af Orknøerne; desuden mange andre Geiſtlige, alle de fornemſte verdslige Høvdinger i Landet og de bedſte Bønder. Strax før dette Møde blev fra Erkebiſkoppens Side det Ønſke fremſat, at Haakon nu vilde lade den Jærnbyrd foregaa, ſom forhen fra hans Side var tilbuden, for at derved al Tvivl om hans Byrd kunde blive hævet. Mange af Haakons Raadgivere løde haant om dette Forlangende, og Dagfinn Bonde yttrede endog, at hvis noget Jærn nu ſkulde bæres i denne Sag, da maatte det være koldt Jærn mod Kongens Uvenner. Jærnbyrden blev alligevel antagen af Kongen. Med Iagttagelſe af de almindelige Skikke bar Kongemoderen, Inga, Jærnet, og uagtet Rænker ſynes at have været ſpillede fra Jarlens Side lige til den ſidſte Stund, lykkedes dog Jærnbyrden fuldkommen. Paa det ſtrax efter afholdte Thing bekjendtgjorde Erkebiſkoppen ſelv Prøvens heldige Udfald, og Ban blev forkyndt for hver den, ſom fremtidigen yttrede nogen Mistro med Henſyn til Haakons Byrd. Dette var den ſidſte Gang Prøven med det gloende Jærn blev anvendt i Norge til Beviis for Kongebyrd; og ikke meget længe efter blev den, ſom ſenere ſkal fortælles, med alle andre Gudsdomme, afſkaffet i den norſke Rettergang. Paa Rigsmødet i Bergen blev Forliget mellem Kongen og Jarlen ſtadfæſtet, og Udſigterne til Enighed mellem dem ſyntes nu at blive bedre.

  1. Suhm D. H. IX. 250; Fornm. s. IX. 208; Isl. Ann. 90.
  2. Isl. Ann. 90, 92.
  3. L’art de verifier les dates I. p. 321 (ed. Paris 1750).
  4. Isl. Ann. 92.
  5. Norſk Dipl. I. 5; Isl. Ann. 92; Suhm D. H. IX. 299.
  6. Norſk Dipl. I. 4; Suhm D. H. IX. 298.
  7. H. H. S. c. 30.