Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/33

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Haakons Død gav Tegnet til de gamle Partiſtridigheders fornyede Udbrud. Haakons eneſte, uegte Søn, der bar Faderens Navn og længe efter blev Norges Konge, var endnu ikke født, og den Forbindelſe, hvori han var avlet, nemlig med en fornem Kvinde i Viken ved Navn Inga, var kun enkelte af den Afdødes fortroligſte Venner bekjendt. Nærmeſt arveberettiget til Kongedømmet var da en Broderſøn af Haakon, Guttorm, en Søn af Sigurd Lavard, Sverrers tidligere afdøde Søn, et Barn paa fire Aar; og ham toge de i Bergen tilſtedeværende Høvdinger til Konge to Dage efter Haakons Død. Han var vel ikke hvad Loven egentlig fordrede: Kongeſøn; men hvad der maatte agtes nogenlunde ligegjældende, naar ſaadan ikke gaves: en Konges Sønneſøn, altſaa i mandlig Linie af den gamle Kongeæt. Med det ſamme blev afgjort, at Sverrers Søſterſøn, Haakon Galin, en Søn af Cecilia med den ſvenſke Lagmand Folkvid, en tapper og ærgjerrig Mand, der allerede under Sverrer havde udmærket ſig blandt Birkebenernes Høvdinger, ſkulde med Jarlsnavn ſtyre Riget i Kongens Mindreaarighed, medens hans Halvbroder, den unge Inge Baardsſøn, en yngre Søn af Cecilia med den ætſtore Thrønderhøvding Baard Guttormsſøn af Rein, ſkulde foreſtaa hele Throndhjem. Disſe Foranſtaltninger bleve længer ud paa Aaret ſtadfæſtede paa Ørething af Thrønderne.

Imidlertid var ikke ſaaſnart Kong Haakons Død bleven bekjendt over Landet, før Baglernes Parti atter reiſte Hovedet. Flere af dets Anførere, ſom den milde Haakon havde tilladt at forblive i Norge, frygtede en ſtrengere Medfart af de nye Landsſtyrere og ſkyndte ſig derfor til Danmark, hvor deres landflygtige Staldbrødre vare ifærd med at kaare ſig en ny Høvding i en vis Erling, kaldet med Tilnavnet Steinvæg, der udgaves for en Søn af Magnus Erlingsſøn. En Baglerhær var allerede før Vinterens Udgang ruſtet, og den danſke Konge Valdemar II, der havde fulgt ſin Broder Knut VI i Regjeringen, havde givet dem Haab om Biſtand.

Ogſaa Biſkop Nikolaus i Oslo begyndte nu igjen ſit rænkefulde Spil og haabede dennegang ved at forbinde ſig med Baglernes Parti ikke alene at ſtyrte eller i det mindſte ſvække Birkebenerne og Sverrers forhadte Æt, men endogſaa at hæve en af ſine egne nærmeſte Frænder til Magten i Norge. I det han nemlig viſte ſig gunſtig ſtemt mod Baglerne ved disſes Ankomſt til Viken og tilſyneladende ogſaa mod deres Anfører Erling, da denne henvendte ſig til ham med Begjæring om at faa beviſe ſin Fødſel ved Jærnbyrd, arbeidede han hemmeligen paa at faa ham ſkudt tilſide, og ſin egen Søſterſøn, Filippus Simonsſøn, i hans Sted ſat i Baglernes Spidſe. Han havde i al Stilhed faaet Kong Valdemar vunden for ſine Henſigter og fik under forſkjellige Paaſkud Jærnbyrden udſat, indtil Kongen i Juni Maaned kom til Tunsberg med en ſterk danſk Flaade og Filippus i ſit Følge. Men da Nikolaus nu rykkede frem med ſin Henſigt og foreſlog Baglerne Filippus til Anfører iſtedetfor Erling, mødte han en afgjort Modſtand baade hos Hæren og Baglernes Tilhang blandt Bønderne. Alle erklærede, at de kun vilde tjene Magnus Erlingsſøns Søn. Nikolaus maatte da, af Frygt for at Partiet ellers ſkulde opløſe ſig, give ſit Samtykke til at Erling blev Baglernes Konge; men han benyttede liſtigen den Afhængighed, hvori Erling ſtod til ham med Henſyn til Jærnbyrden, for hemmelig at aftvinge ham det Løfte, at han ſkulde gjøre Filippus til ſin Jarl, da Biſkoppen igjen ſkulde hjælpe ham, ſaa Jærnbyrden fik et heldigt Udfald. Saaledes blev Erling efter heldig overſtaaet Jærnbyrd ved Midſommers Tid 1204 tagen til Baglernes Konge, og Filippus til hans Jarl. Baglernes Parti var atter reiſt i Viken under den danſke Konges Beſkyttelſe, og Biſkop Nikolaus var paa ny ſom i Fordumsdage Sjælen i alle dets Foretagender.

Under det at Baglerne indtoge en truende Stilling i Viken, døde den unge Kong Guttorm haſtigen i Throndhjem den 11 Auguſt 1204, kort efter at han var bleven antagen paa Ørething. Ogſaa ved hans Død yttrede ſig Mistanke om Forgiftning, og denne Gang var den Mistænkte en ſvenſk Frue, Kriſtin Nikolausdatter, Dronning Margretas Søſterdatter, der ſtod i ſtort Venſkab med Haakon Galin og ſenere blev hans Huſtru.

Endnu var det ikke bekjendt, at Haakon. Sverersſøn havde efterladt ſig en Søn, og der var ſaaledes ingen i mandlig Linie nedſtammende fra Sverrer eller den gamle Kongeæt, hvilken Birkebenerne kunde tage til Konge i den Afdødes Sted. Man maatte da vende ſig til den kvindelige Sidelinie fra Kong Sigurd Munds Datter, Sverrers Søſter, Cecilia, og her frembød ſig da hendes tvende Sønner: Jarlen Haakon Galin, den ældre og upaatvivlelig den dygtigere, men af ſvenſk Fædreneæt, og Inge Baardsſøn, der kun var henved 16 Aar gammel, men paa fædrene Side af den bedſte Æt i Thrøndelagen. Bøndernes Villie, der underſtøttedes af Erkebiſkop Erik, gjorde Udſlaget til den ſidſtes Fordeel, og Inge blev tagen til Konge paa Ørething, dog ſaaledes at Haakon med Jarlsnavn ſkulde dele den ſtyrende Myndighed med ham og være Hærens Anfører. Norge fik ſaaledes fire ſtyrende Høvdinger, nemlig tvende Konger, hver med ſin ſaagodt ſom ſideordnede Jarl: Kong Inge og Haakon Jarl paa Birkebenernes Side, og Kong Erling og Filippus Jarl paa Baglernes.

Den gamle Kamp mellem Birkebener og Bagler begyndte nu paa ny med ligeſaaſtor Voldſomhed ſom nogenſinde, og med afvexlende Lykke. Denne Gang var den imidlertid Kirken uvedkommende. At Biſkop Nikolaus ſtod paa Baglernes Side var nemlig nu aldeles ikke for Kirkens Skyld, men, ſom før er yttret, deels af gammelt Had til Birkebenernes Høvdinger og Sverrers Slegt, deels af verdslige egennyttige Henſigter, for at hæve ſin egen Søſterſøn Filippus. Biſkop Ivar af Hamar var udentvivl ligeledes, paa Grund af Uvillie mod Sverrers Æt og Birkebenerne, gunſtig ſtemt for Baglerne[1]. De øvrige Biſkopper derimod: Niaal af Stavanger og Martin af Bergen ſynes at have indtaget en roligt upartiſk og mæglende Stilling; Erkebiſkop Erik ſkal endogſaa have været en ſærdeles Ven af Kong Inge, ſkjønt han ikke var gunſtig ſtemt mod Haakon Galin[2]. Denne ſidſte var for Tiden Birkebenernes egentlige Hoved og den, ſom vel nærmeſt udtalte og forfegtede Sverrers Grundſætninger. Heri maa man udentvivl før en Deel ſøge Grunden til Erkebiſkoppens mindre gunſtige Stemning mod ham, ſkjønt ogſaa andre Aarſager antydes, blandt hvilke Haakons Forhold til den ſvenſke Fru Kriſtin udtrykkelig nævnes, dog uden at der angives hvad der i dette Forhold egentlig mishagede Erkebiſkoppen[3]. At noget kirkeligt Spørgsmaal af ſtørre Vigtighed afgav Stridsemne mellem de kjæmpende Partier, eller engang ved denne,Tid var paa Bane, omtales ikke i de gamle Beretninger. Kampens Gang i det Enkelte hører følgelig ikke hjemme i nærværende Fremſtilling

Erkebiſkop Eriks Blindhed maatte naturligviis i mange Henſeender være ham til Hinder i hans Embedspligters Opfyldelſe. Dette følte han ſelv, og derfor fattede han allerede i 1205 den Beſlutning frivillig at fratræde Erkeſtolen, ſom han nu under megen Modgang havde indtaget i omtrent 16 Aar, af hvilke 10 vare henledne i Landflygtighed. Han kaldte til ſin Eftermand Thorer, Gudmund Flates Søn, Chorsbroder af Oslo, ſom derpaa drog til Rom, hvor han blev viet og modtog ſit Pallium[4]. Erik overlevede ſin Fratrædelſe i flere Aar; endnu i 1213 nævnes han ſom medvirkende ved en offentlig Forhandling, ſom ſenere ſkal omtales; men ſamme Aar angives ogſaa i Annalerne ſom hans Dødsaar[5]. Han havde, ſaavidt ſkjønnes, i ſin Embedstid viſt ſig ſom en ivrig Kirkens Tjener, og ſkjønt hierarchiſk ſindet og handlende i Hierarchiets Aand fortjener han neppe ganſke de Bebreidelſer for Overmod og Umaadeholdenhed, ſom flere baade ældre og nyere Sverrers Beundrere have gjort ham. Den forudgaaende Fremſtilling vil – ſom jeg tror – derom bære Vidne. Omtrent ſamtidig med Erkebiſkop Eriks Fratrædelſe døde Biſkop Niaal af Stavanger enten i 1204 eller i 1207[6]. Hans Eftermand var Henrik, om hvis forudgaaende Stilling intet vides. Nogle Aar forud i 1201 den 6te Auguſt var Biſkop Brand Sæmundsſøn af Hole død[7] og havde ſamme Aar faaet til Eftermand Gudmund Aresſøn, om hvem vi ſenere komme til at tale.

Erkebiſkop Thorer Gudmundsſøn ſiges at have været en viis og venſæl Mand, der øvede ſtor Myndighed og nød megen Anſeelſe i Norge[8]. Han kom efter ſin Indvielſe i Rom tilbage til Norge i 1207 og tiltraadte ſin Erkeſtol. Skjønt udgangen fra Oslos Domkapitel, der, at dømme efter dets Biſkops Sindelag, neppe kunde være ganſke upartiſk i Striden mellem Birkebener og Bagler, optraadte han dog ſtrax ſom en Mægler mellem Partierne[9]. I ſin Stræben for Fredens Oprettelſe i Norge fik han ganſke uventet en Medhjælper i Biſkop Nikolaus.

Blandt Baglerne var nemlig indtraadt en vigtig Forandring, der gav Nikolaus’s Virkſomhed en meer fredelig Retning. Lige i Begyndelſen af 1207 døde Baglerkongen Erling i Tunsberg. Han efterlod ſig tvende unge Sønner, af hvilke Baglerhæren utvetydig ønſkede ſig den ene til Konge. Men Biſkop Nikolaus fik ved ſine Rænker og ſin Indflydelſe paa Vikens Bønder drevet igjennem, at Erlings Sønner bleve tilſideſatte, og Kongenavnet derimod givet Filippus Jarl[10]. Da Nikolaus nu havde opnaaet ſit længe nærede Ønſke, at faa ſin Frænde hævet til Kongedømmet, men Baglernes Sag alligevel ſtod paa en høiſt uſikker Fod, ſaa ſynes han at have vendt ſit Sind til Fred, i den Tanke ved et Forlig at ſikkre Filippus en Deel af Norge, hvilken ſiden under gunſtige Omſtændigheder let kunde udvides. I Sommertiden 1207, medens Birkebener og Bagler kjæmpede med vexlende Held i det veſtlige Norge, drog Nikolaus til Throndhjem til Erkebiſkop Thorer og aftalte med denne, at de begge af al Magt ſkulde arbeide for en Fred. Hovedbetingelſerne for Freden bleve ogſaa udkaſtede af dem. Nikolaus fik derpaa ved en Sammenkomſt med Filippus i Tunsberg om Vaaren 1208 denne lettelig overtalt til at gaa ind paa ſine Planer, og om Sommeren indfandt baade Erkebiſkoppen og Nikolaus ſig i Bergen for her at drive Underhandlingerne med Kong Inge og Haakon Jarl. Nikolaus var herved Hovedmanden og for frem med ſin ſedvanlige Liſt og Tvetungethed. Hans Forſlag var, at Filippus ſkulde faa en Trediepart af Riget, nemlig Oplandene og Viken, uafhængig, og derhos Kong Sverrers Datter Kriſtin til egte. Forſlaget mødte heftige Indſigelſer fra Birkebenernes Side, der ikke vilde indrømme Filippus Kongenavn. Alligevel fik Nikolaus ved ſin ſledſke Tale drevet igjennem, at et Fredsmøde blev vedtaget fra begge Sider, at holdes om Høſten ved Hvitingsø. Mødet gik for ſig paa den beſtemte Tid. Erkebiſkop Thorer indfandt ſig i Følge med Kong Inge og Haakon Jarl; Biſkop Nikolaus med Filippus. Erkebiſkoppen og Biſkoppen vare Underhandlerne. Birkebenerne vilde ikke paa nogen Maade gaa videre end til at indrømme Filippus Oplandene og ſtørſte Delen af Viken, nemlig Landet mellem Svineſund og Rygiarbit, ſamt Kriſtin til egte; derimod ſkulde han nedlægge ſit Kongenavn og ſom Jarl ſværge Kong Inge Troſkab og Lydighed. Nikolaus og Filippus, der for Øieblikket vare de ſvagere, ſaa ſig omſider nødſagede til at gaa ind herpaa, og Forliget blev bekræftet ved Ed fra begge Sider.

Det blev imidlertid ikke troligen opfyldt af Baglerne. Filippus nedlagde nemlig ikke ſit Kongenavn; men da han lovede i Øvrigt at ville overholde Forliget, kom det ikke til noget nyt Brud, og Egteſkabet mellem ham og Kongedatteren Kriſtin blev fuldbyrdet i 1209. Saaledes fik da endelig Norge ved Biſkoppernes Mægling den indre Fred, hvortil Landet ſaa høieligen trængte; men en Fred, der var kjøbt ved Rigets Splittelſe, og ſom kun vilde have lovet liden Varighed, om ikke Kong Inges milde, eftergivende og redelige Sindelag havde ſtøttet den mod den ſtolte og ſtridbare Haakon Jarls Misnøie. Filippus var viſtnok ikke heller nogen ſtivſindig, trættekjær Mand, men han ſynes at have ſlegtet ſin Morbroder vel meget paa i Hang til Rænker og Sluhed, hvis ikke maaſkee hans tvetydige Fremfærd ved mangen Leilighed har været Frugten af den overlegne Nikolaus’s vel beregnede og uimodſtaaelige Indſkydelſer. Noget har det ganſke ſikkert ogſaa bidraget til Fredens Opretholdelſe, at Filippus, udentvivl paa Nikolaus’s Raad, underkaſtede ſin Sag Pavens Kjendelſe, medens Birkebenernes Høvdinger undſloge ſig herfor. Pave Innocentius III, der var vant til at optræde ſom Dommer Keiſere og Konger imellem, greb denne Appel med Begjærlighed og udſtedte under 7de Juni 1211 et Brev til Erkebiſkop Thorer, hvori han paalægger ham og hans Lydbiſkopper at underſøge, hvo der havde meſt Ret til Norges Rige, Filippus eller Inge[11]. Om en ſaadan pavelig Fuldmagt end ikke ledede til nogen endelig Afgjørelſe af Tviſten Birkebener og Bagler imellem eller til at hæve Splittelſen af Norges Rige, ſaa er det dog klart, at den i høi Grad maatte forſterke Erkebiſkoppens og Biſkoppernes Indflydelſe til den indre Freds Opretholdelſe, naar de ſelv, hvilket nu var Tilfældet, vare gunſtig ſtemte herfor.

En anden Tviſt, der udelukkende vedrørte Birkebenernes Parti, men ſom let kunde have havt farlige Følger, blev ogſaa ved Biſkoppernes Mellemkomſt bilagt. Den ærgjerrige og urolige Haakon Jarl var ikke tilfreds med at dele Landsſtyrelſen og Rigets Indtægter med ſin Halvbroder Kong Inge; han vilde ogſaa have Kongenavn. For dette Øiemed indgik han hemmelig Forbindelſe med flere af Landets mægtigſte Høvdinger, der heller ikke viſte ſig uvillige til at ſtaa ham bi. Men da Inge kom under Veir hermed og gjorde den hele Sag offentlig, viſte den almindelige Mening ſig ſaa afgjort til hans Fordeel, at Haakon maatte afſtaa fra ſit Forſæt, ſom var: at tvinge ſin Broder til i levende Live at dele Kongenavnet med ham. En anden vigtig Beſtemmelſe fik han imidlertid ved Biſkoppernes Hjælp drevet igjennem, der ſkulde ſikkre ham og hans Afkom Kongedømmet efter Inges Død. Han fordrede nemlig, at en Overeenskomſt ſkulde afſluttes med Henſyn til Rigsarvegangen, og at i denne et Fortrin ſkulde gives den egte Fødſel. Heri maatte naturligviis Biſkopperne ſtaa paa hans Side; thi baade var det Kirkens Sag i Almindelighed at verne om Egteſkabets Hellighed, og følgelig i Kongearven ſom i al anden Arv at opretholde den egte Fødſels Forret, og desuden faldt Haakons Paaſtand ſammen med Hovedanſkuelſen i den Rigsarvefølge, ſom i ſin Tid Erkebiſkop Eyſtein og Erling Skakke havde opſtillet, – en Rigsarvefølge, ſom viſt nok ikke havde vundet fuld Lovskraft, men hvis Grundſætninger dog Kirken maatte finde ſig opfordret til at underſtøtte. Haakon vilde, ſom det lader, førſt gjøre Grundſætningen om den egte Fødſels Forret gjældende med Henſyn til ſit eget og Inges indbyrdes Forhold. Han forekaſtede nemlig Inge, at denne ſelv ikke var egtefødt, efterſom hans Moder Cecilia havde giftet ſig med Baard Guttormsſøn, medens hendes førſte Mand Folkvid, Haakons Fader, endnu var i Live; det ſenere Egteſkab burde kjendes ugyldigt, men det førſte at ſtaa ved Magt. Dette gjendrev imidlertid Inge ved at paaberaabe ſig Erkebiſkop Eyſteins Tilladelſe til Baards og Cecilias Egteſkab. Alligevel kunde han ikke forhindre, at Grundſætningen blev gjort gjældende for Rigsarvefølgen efter hans Død, da Biſkopperne haardnakket paaſtod, at den burde være Konge, ſom foruden at nedſtamme fra Kongeætten tillige var egtefødt. Et Forlig og en Overeenskomſt mellem Inge og Haakon blev ſaaledes under Biſkoppernes Mægling afſluttet i Nidaros 1213, hvorved beſtemtes, at den længſtlevende af dem ſkulde arve den andens Rige; men efter begges Død, ſkulde den af deres Sønner, der var egtefødt, være Norges Konge. Dette Forlig blev ſkriftlig opſat og beſeglet ikke alene af Kong Inge og Haakon Jarl, men ogſaa af Erkebiſkop Thorer og den fratraadte Erkebiſkop Erik, ſamt af Biſkopperne Nikolaus af Oslo og Martin af Bergen[12]. Det Hele var aabenbare til Haakon Jarls Fordeel; thi han havde en egtefødt Søn, Knut, medens Inge kun havde en uegtefødt Søn, Guttorm.

Endnu betydningsfuldere blev denne Overeenskomſt derved, at ſlet intet Henſyn blev taget til den, ſom utvivlſomt efter Lovens gamle, aldrig lovlig ophævede Kongearvefølge havde nærmere Ret til Kongedømmet end baade Kong Inge og Haakon Jarl eller deres Afkom. Dette var den unge Haakon Haakonsſøn, Sverrers Sønneſøn, født i 1204 efter ſin Faders Kong Haakon Sverrersſøns Død. Han opholdt ſig nu blandt Birkebenerne, ſnart hos Haakon Jarl og ſnart hos Kong Inge; og disſe vare ſaa langt fra at nære ringeſte Tvivl om hans Kongebyrd, at Jarlen endogſaa ved forefaldende Leilighed havde ladet ſig forlyde med, at begge Brødrene i Grunden ſad inde med hans Fædrenearv[13]. Mængden af Birkebenerne hang ved ham ſom den eneſte mandlige Spire af Sverrers Æt med den inderligſte Kjærlighed og anſaa hans Ret til Kongedømmet for uomtviſtelig[14]. Ja endogſaa blandt Baglerne havde flere formaaende Høvdinger i ſin Tid kaſtet Øinene paa Haakon Haakonsſøn, ſom den der, hvis de toge ham til ſin Konge, vilde ſikkre deres Parti Overvegten i Landet, da han utvivlſomt efter den hellige Olafs Lov havde den nærmeſte Ret til Kongedømmet[15]. Men, alle disſe Omſtændigheder uagtet, blev Haakon Haakonsſøns Ret ved det omtalte Forlig ganſke ſkudt tilſide, ja man kan næſten ſige af Biſkopperne fuldkommen fradømt ham ſom uegtefødt. Man feiler viſtnok ikke, naar man heri ſeer en veloverlagt Plan fra Geiſtlighedens Side, til ganſke at bortſtøde den forhadte Sverrers mandlige Linie fra Kongedømmet, i det man med det ſamme omſtyrtede den af ham forfegtede gamle Kongearvefølge, og faſtſatte en ny, der ſaa meget muligt kunde nærme ſig den af Erkebiſkop Eyſtein ved Magnus Erlingsſøns Valg opſtillede, og give et friere Spillerum for Kirkens Indflydelſe. Af Haakon Jarl, til hvis Fordeel den hele Foranſtaltning nærmeſt ſyntes at tjene, haabede Geiſtligheden ganſke viſt Gjentjeneſter, naar den havde hjulpet hans Ærgjerrighed til at overvinde de Følelſer for Ret og Pligt, ſom endnu kunde røre ſig hos ham.

Efter dette Arveforlig ſynes virkelig et fortroligere Forhold end nogenſinde før at være indtraadt mellem Erkebiſkop Thorer og Haakon Jarl, og denne deres Fortrolighed lader til for en Deel at have været rettet mod Kong Inge. Denne ſkjønt endnu ung af Aar var allerede plaget baade af Legemsſvaghed og iſær af tiltagende Tungſind. Til det ſidſte bidrog viſtnok meget det ſpendte Forhold, hvori han følte ſig at ſtaa til ſin herſkeſyge Halvbroder, Haakon Jarl. En farlig Opſtand af Bønderne i Throndhjem tilſkreves Jarlens og Erkebiſkoppens hemmelige Rænker[16]. Det er ikke uſandſynligt, at de ved at vække Inge Uro have villet drive ham til at fraſige ſig Kongedømmet. End mere ængſtende og nedtrykkende for Kongen maatte et ſnigmorderſk Forſøg være, der gjordes mod ham ved en af hans meſt fortroede Mænd. Ogſaa for Anſtiftelſen heraf ſynes en ſterk Mistanke at have hvilet paa Haakon Jarl[17].

Alle Haakons ærgjerrige Beſtræbelſer bleve imidlertid ſnart ſtandſede. Han overlevede ikke et Aar Forliget til Nidaros, og hans uventede Død i Bergen lige i Begyndelſen af 1214 gav Kong Inge Eneſtyrelſen over den nordlige og veſtlige Deel af Norge[18].

Af hvad allerede er fortalt ſees, at Erkebiſkop Thorer virkſomt greb ind i de daværende Statsrørelſer i Norge og paa en Maade, ſom udentvivl maatte bidrage meget til igjen at hæve Erkeſtolens Magt og Anſeelſe. Man ſeer ham i al den Tid optræde i Biſkoppernes Spidſe ſom en Mægler mellem de ſtridende Partier i Staten, viſt nok væſentlig i Fredens Tjeneſte, men neppe uden ſtadigt Sidehenſyn til Kirkens verdslige Fordele. Et af verdslige Henſyn mindre paavirket chriſteligt Sindelag udviſte de norſke Biſkopper i disſe urolige Tider ved at erklære ſig med Beſtemthed og Kraft imod Nordmændenes ikke endnu ganſke udſlukte Hang til Vikingetog i fremmede Lande. Da nemlig efter Forliget til Hvitingsø mellem Birkebener og Bagler mange Krigshøvdinger af begge Partier og meget Krigsfolk vare komne ud af ſin længe tilvante og ofte ret fordeelagtige Virkſomhed, foretog flere Flokke af dem et Tog til Veſterlandene, for der under de Stridigheder, ſom raſede mellem de ſuderøiſke Konger, at herje og vinde Bytte. Paa dette Tog blev megen Vold udøvet endogſaa mod hellige Steder. Toget gav dog ikke det glimrende Udbytte, ſom Deeltagerne havde foreſtillet ſig, da der opſtod Splittelſe mellem Vikingeflokkene ſelv indbyrdes, og flere af dem bleve ſlagne. Men de, ſom vendte tilbage til Norge, bleve efter Hjemkomſten ſtrengt iretteſatte af Biſkopperne for ſin uchriſtelige Adfærd[19].

Ved den Tid da Thorer tiltraadte ſin Erkeſtol blev et nyt Kloſter af Ciſtercienſer-Ordenen ſtiftet i Throndhjem, nemlig paa Tautra (nuv. Tutterøen). Det blev grundet af Munke fra Lyſe-Kloſter i Bergens Biſkopsdømme og indviet den 25de Marts 1207, rimeligviis af Thorer[20].

Forholdene paa Island gave ogſaa Erkebiſkop Thorer Anledning til der at optræde i Kraft af ſin Metropolitanmyndighed ſom Mægler i en Kirken vedrørende Strid. De islandſke Biſkopper havde, ſom oftere forhen antydet, gjennem hele det 12te Aarhundrede, ligeſom ogſaa tidligere, indtaget en ſaare hæderlig og indflydelſesrig Stilling i deres Fædreneøs Statsforholde. De havde længe ved ſin kloge og verdige Adfærd været Støtter for den indre Fred, og da denne fra Aarhundredets Midte var bleven rokket ved de verdslige Høvdingers Ærgjerrighed og indbyrdes Misundelſe, havde Biſkopperne holdt ſig udenfor al virkſom Deeltagelſe i Partikampene og kun ſtræbt at mildne disſes ulykkelige Følger ved ſine Advarsler og ſin Mægling. De havde i det Hele ſtaaet ſig godt med baade Høvdinger og Almue, og den Agtelſe de nøde havde bidraget til mægtigen at ſtyrke Kirken. De verdslige Høvdingers mangehaande Berørelſer med Kirkeſtyrelſen – en Følge af Forhold, der ſkreve ſig lige fra Chriſtendommens Grundlæggelſe paa Øen – gav imidlertid Anledning til mange Misbrug, ſom allerede tidligere ere paapegede, og ſom let kunde virke Brydninger mellem den geiſtlige og verdslige Magt, hvis ikke Biſkopperne i Modarbeidelſen af hine Misbrug udviſte tilbørligt Henſyn og Maadehold. Dette yttrede ſig førſt – ſom allerede forhen berørt – da Biſkop Thorlak Thorhallesſøn i Skaalholt (1178–1193), anſporet af Erkebiſkop Eyſtein, ſøgte at indſkrænke de verdslige Kirkeejeres Raadighed over deres Kirker og ſammes Gods. Thorlak maatte give efter for Lægfolkets Modſtand, og derved ſtilledes for dette Sinde den udbrydende Storm[21]. Hans Eftermand, den for omtalte Paal Jonsſøn (1195–1211), der ſelv ſtod i den nøieſte Slegtſkabs- og Venſkabsforbindelſe med Øens mægtigſte verdslige Høvdinger, vogtede ſig under ſin Embedstid vel for at vække den neddæmpede Strid paa ny. Den med begge disſe ſkaalholtſke Biſkopper ſamtidige Biſkop af Hole, Brand Sæmundsſøn (1164–1201), iagttog den ſamme forſigtige Fremgangsmaade ſom Paal og opretholdt det fredelige Forhold mellem den geiſtlige og verdslige Magt i Staten, ſkjønt han flere Gange med Kraft og tildeels med heldig Virkning traadte mellem de ſtridende Høvdinger paa Nordlandet og paatalte begangne Voldſomheder[22].

Men en Forandring indtraadte ved Brands Død. Til hans Eftermand valgtes den 1ſte September 1201, efter Islands Sedvane af Biſkopsdømmets Menighed eller rettere af Nordlandets Høvdinger med Landets anden Biſkops Raad og Samtykke, Preſten Gudmund Aresſøn, en Mand af fattig og ringe Fødſel, men geiſtlig lærd efter den Tids Maaleſtok. Han havde hidtil flakket meget om i Landet og havde erhvervet ſig et ſtort Ord for Hellighed og rene Seder. Gudmund var da han valgtes 41 Aar gammel, drog til Norge og blev 1203 den 21de Februar, indviet i Nidaros af Erkebiſkop Erik. Saaſnart han var kommen hjem igjen til ſin Stol, begyndte han at viſe megen Selvraadighed. Han ſtødte Storfolket, ſelv dem, ſom meſt havde bidraget til hans Ophøielſe, ved at gribe ind i deres hævdede Rettigheder; og han bebyrdede Bondealmuen ved at flakke om med et ſtort Følge, tildeels af Tiggere ja Ugjerningsmænd, hvilke paatoge ſig en Helligheds Maſke, der behagede den i ſin egen Hellighed forgabede og dertil ganſke viſt noget taabelige og høiſt forfengelige Biſkop. Det kom ſnart til voldſomme Optrin mellem ham og enkelte af Nordlandets mægtigſte Høvdinger, og Biſkoppen ſlog henſynsløſt om ſig med Banſættelſer, ligeſom han ogſaa lod ſine Mænd forſvare Biſkopsſtolens Ret med Vaaben. Slagsmaal mellem Biſkoppens Folk og Tiggerfølge paa den ene Side og hans Modſtandere paa den anden blev Dagens Orden, og Drab og Voldſomheder den naturlige Følge. Nordlandets mægtigſte Høvding, Kolbein Tumesſøn, en af Biſkoppernes Uvenner, tilſatte endog i 1208 Livet i en af disſe Kampe. Uvillien hos den bedre Deel af Nordlændingerne mod Biſkoppen var i Grunden ſaa ſtor, at Striden ſnart vilde have været afgjort til hans Modſtanderes Fordeel, hvis der ikke under de raadende Partiuroligheder altid havde været enkelte Høvdinger, der fandt det gavnligt for ſin egen Sag at tage ſig af den ufornuftige Hellige og opretholde ham, ſkjønt de ſelv ikke kunde billige hans Paaſtand, at geiſtlige Perſoner endog i ganſke verdslige Sager ſkulde være unddragne den verdslige Dommermyndighed.

Da Rygtet om disſe blodige og forargelige Optrin naaede til Norge, kunde Erkebiſkop Thorer ikke andet end indſkride med ſin Myndighed. Efter at han førſt forgjæves havde ſøgt at ſtille til Rette mellem de Stridende ved Skrivelſer, udfærdigede han i Aaret 1212 et Brev til Island, hvori han ſtevnede 8 af Landets Storhøvdinger, der havde optraadt i Striden deels mod deels med Biſkop Gudmund, til ſig i Norge, hvor da ogſaa Biſkoppen ſkulde indfinde ſig, og den hele Sag underkaſtes Erkebiſkoppens Underſøgelſe og Dom. „Det ſom er øvet mod Biſkop Gudmund – yttrer Erkebiſkoppen – er mod alle Guds Love, hvis det forholder ſig ſaa ſom mange ſige, at Lægmænd have fordømt ham – da dog ingen har Ret til at dømme ham uden Paven, og vi paa Pavens Vegne –, og han er afſat fra ſit Embede, og nogle af hans Mænd og Preſter dræbte“[23]. Denne Stevning havde til Følge, at virkelig tvende af Gudmunds fornemſte Modſtandere indfandt ſig i Norge i 1213; Gudmund ſelv derimod kunde førſt komme i 1214. Sagen kom imidlertid ikke til nogen Afgjørelſe paa Grund af Erkebiſkoppens i ſamme Aar indtrufne Død.

Et Par Biſkopsſkifter indtraf i den norſke Kirke, under Thorers Styrelſe, hvilke ikke ovenfor ere berørte. I 1209 døde Grønlands Biſkop Jon Sverrersfoſtre og havde til Eftermand en vis Helge, der dog ikke før i 1212 kom til ſin Stol[24]. Biſkop Paal Jonsſøn af Skaalholt døde i 1211 den 29de November. Den til hans Eftermand udvalgte Teit Berſesſøn døde i Norge i 1214 for ſin Indvielſe; og nu blev i 1215 Magnus Gisſursſøn valgt[25]. I 1212 endelig døde Biſkop Svein af Færøerne, der i Biſkopsrekkerne opføres ſom Roes Eftermand, uviſt fra hvilket Aar. Sveins Efterfølger var Sverker eller Sørkver[26].

  1. Se ovenfor S. 302.
  2. Fornm. s. IX. 8, 96.
  3. Fornm. s. IX. 96.
  4. Fornm. s. IX. 142; Isl. Ann. 84 (u. A. 1205).
  5. Isl. Ann. 90.
  6. Isl. Ann. 84 og 86. De ſamme Annaler henføre underlig nok hans Død til begge Aar.
  7. Finn Joh. I. 330–335.
  8. Fornm. s. IX. 142.
  9. Fornm. s. IX. 156.
  10. Fornm. s. IX. 146–150.
  11. Suhm D. H. IX. 197 f.
  12. Fornm. s. IX. 198–200; Haak. H. S. c. 5.
  13. H. H. S. c. 5.
  14. H. H. S. c. 9 o. fl. St.
  15. H. H. S. c. 4.
  16. Fornm. s. IX. 202–204.
  17. Fornm. s. IX. 204–206.
  18. Fornm. s. IX. 206 f.
  19. Fornm. s. IX. 188 f.
  20. Lange. Kloſth. S. 373.
  21. Se ovenfor S. 267.
  22. Finn Joh. I, 330–335.
  23. Brevet paa Norſk i Sturlunga S. þ. 4 c. 8 (I. 2. S. 14); Finn Joh. I. 255–257.
  24. Se ovenfor S. 264; Isl. Ann. 86, 90.
  25. Biſkop Paals S. c. 17; Finn Joh. I. 306, 307.
  26. Isl. Ann. 90, 92.