Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/33

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 325-336).

Haakons Død gav Tegnet til de gamle Partistridigheders fornyede Udbrud. Haakons eneste, uegte Søn, der bar Faderens Navn og længe efter blev Norges Konge, var endnu ikke født, og den Forbindelse, hvori han var avlet, nemlig med en fornem Kvinde i Viken ved Navn Inga, var kun enkelte af den Afdødes fortroligste Venner bekjendt. Nærmest arveberettiget til Kongedømmet var da en Brodersøn af Haakon, Guttorm, en Søn af Sigurd Lavard, Sverrers tidligere afdøde Søn, et Barn paa fire Aar; og ham toge de i Bergen tilstedeværende Høvdinger til Konge to Dage efter Haakons Død. Han var vel ikke hvad Loven egentlig fordrede: Kongesøn; men hvad der maatte agtes nogenlunde ligegjældende, naar saadan ikke gaves: en Konges Sønnesøn, altsaa i mandlig Linie af den gamle Kongeæt. Med det samme blev afgjort, at Sverrers Søstersøn, Haakon Galin, en Søn af Cecilia med den svenske Lagmand Folkvid, en tapper og ærgjerrig Mand, der allerede under Sverrer havde udmærket sig blandt Birkebenernes Høvdinger, skulde med Jarlsnavn styre Riget i Kongens Mindreaarighed, medens hans Halvbroder, den unge Inge Baardssøn, en yngre Søn af Cecilia med den ætstore Thrønderhøvding Baard Guttormssøn af Rein, skulde forestaa hele Throndhjem. Disse Foranstaltninger bleve længer ud paa Aaret stadfæstede paa Ørething af Thrønderne.

Imidlertid var ikke saasnart Kong Haakons Død bleven bekjendt over Landet, før Baglernes Parti atter reiste Hovedet. Flere af dets Anførere, som den milde Haakon havde tilladt at forblive i Norge, frygtede en strengere Medfart af de nye Landsstyrere og skyndte sig derfor til Danmark, hvor deres landflygtige Staldbrødre vare ifærd med at kaare sig en ny Høvding i en vis Erling, kaldet med Tilnavnet Steinvæg, der udgaves for en Søn af Magnus Erlingssøn. En Baglerhær var allerede før Vinterens Udgang rustet, og den danske Konge Valdemar II, der havde fulgt sin Broder Knut VI i Regjeringen, havde givet dem Haab om Bistand.

Ogsaa Biskop Nikolaus i Oslo begyndte nu igjen sit rænkefulde Spil og haabede dennegang ved at forbinde sig med Baglernes Parti ikke alene at styrte eller i det mindste svække Birkebenerne og Sverrers forhadte Æt, men endogsaa at hæve en af sine egne nærmeste Frænder til Magten i Norge. I det han nemlig viste sig gunstig stemt mod Baglerne ved disses Ankomst til Viken og tilsyneladende ogsaa mod deres Anfører Erling, da denne henvendte sig til ham med Begjæring om at faa bevise sin Fødsel ved Jærnbyrd, arbeidede han hemmeligen paa at faa ham skudt tilside, og sin egen Søstersøn, Filippus Simonssøn, i hans Sted sat i Baglernes Spidse. Han havde i al Stilhed faaet Kong Valdemar vunden for sine Hensigter og fik under forskjellige Paaskud Jærnbyrden udsat, indtil Kongen i Juni Maaned kom til Tunsberg med en sterk dansk Flaade og Filippus i sit Følge. Men da Nikolaus nu rykkede frem med sin Hensigt og foreslog Baglerne Filippus til Anfører istedetfor Erling, mødte han en afgjort Modstand baade hos Hæren og Baglernes Tilhang blandt Bønderne. Alle erklærede, at de kun vilde tjene Magnus Erlingssøns Søn. Nikolaus maatte da, af Frygt for at Partiet ellers skulde opløse sig, give sit Samtykke til at Erling blev Baglernes Konge; men han benyttede listigen den Afhængighed, hvori Erling stod til ham med Hensyn til Jærnbyrden, for hemmelig at aftvinge ham det Løfte, at han skulde gjøre Filippus til sin Jarl, da Biskoppen igjen skulde hjælpe ham, saa Jærnbyrden fik et heldigt Udfald. Saaledes blev Erling efter heldig overstaaet Jærnbyrd ved Midsommers Tid 1204 tagen til Baglernes Konge, og Filippus til hans Jarl. Baglernes Parti var atter reist i Viken under den danske Konges Beskyttelse, og Biskop Nikolaus var paa ny som i Fordumsdage Sjælen i alle dets Foretagender.

Under det at Baglerne indtoge en truende Stilling i Viken, døde den unge Kong Guttorm hastigen i Throndhjem den 11 August 1204, kort efter at han var bleven antagen paa Ørething. Ogsaa ved hans Død yttrede sig Mistanke om Forgiftning, og denne Gang var den Mistænkte en svensk Frue, Kristin Nikolausdatter, Dronning Margretas Søsterdatter, der stod i stort Venskab med Haakon Galin og senere blev hans Hustru.

Endnu var det ikke bekjendt, at Haakon. Svererssøn havde efterladt sig en Søn, og der var saaledes ingen i mandlig Linie nedstammende fra Sverrer eller den gamle Kongeæt, hvilken Birkebenerne kunde tage til Konge i den Afdødes Sted. Man maatte da vende sig til den kvindelige Sidelinie fra Kong Sigurd Munds Datter, Sverrers Søster, Cecilia, og her frembød sig da hendes tvende Sønner: Jarlen Haakon Galin, den ældre og upaatvivlelig den dygtigere, men af svensk Fædreneæt, og Inge Baardssøn, der kun var henved 16 Aar gammel, men paa fædrene Side af den bedste Æt i Thrøndelagen. Bøndernes Villie, der understøttedes af Erkebiskop Erik, gjorde Udslaget til den sidstes Fordeel, og Inge blev tagen til Konge paa Ørething, dog saaledes at Haakon med Jarlsnavn skulde dele den styrende Myndighed med ham og være Hærens Anfører. Norge fik saaledes fire styrende Høvdinger, nemlig tvende Konger, hver med sin saagodt som sideordnede Jarl: Kong Inge og Haakon Jarl paa Birkebenernes Side, og Kong Erling og Filippus Jarl paa Baglernes.

Den gamle Kamp mellem Birkebener og Bagler begyndte nu paa ny med ligesaastor Voldsomhed som nogensinde, og med afvexlende Lykke. Denne Gang var den imidlertid Kirken uvedkommende. At Biskop Nikolaus stod paa Baglernes Side var nemlig nu aldeles ikke for Kirkens Skyld, men, som før er yttret, deels af gammelt Had til Birkebenernes Høvdinger og Sverrers Slegt, deels af verdslige egennyttige Hensigter, for at hæve sin egen Søstersøn Filippus. Biskop Ivar af Hamar var udentvivl ligeledes, paa Grund af Uvillie mod Sverrers Æt og Birkebenerne, gunstig stemt for Baglerne^[1]. De øvrige Biskopper derimod: Niaal af Stavanger og Martin af Bergen synes at have indtaget en roligt upartisk og mæglende Stilling; Erkebiskop Erik skal endogsaa have været en særdeles Ven af Kong Inge, skjønt han ikke var gunstig stemt mod Haakon Galin^[2]. Denne sidste var for Tiden Birkebenernes egentlige Hoved og den, som vel nærmest udtalte og forfegtede Sverrers Grundsætninger. Heri maa man udentvivl før en Deel søge Grunden til Erkebiskoppens mindre gunstige Stemning mod ham, skjønt ogsaa andre Aarsager antydes, blandt hvilke Haakons Forhold til den svenske Fru Kristin udtrykkelig nævnes, dog uden at der angives hvad der i dette Forhold egentlig mishagede Erkebiskoppen^[3]. At noget kirkeligt Spørgsmaal af større Vigtighed afgav Stridsemne mellem de kjæmpende Partier, eller engang ved denne,Tid var paa Bane, omtales ikke i de gamle Beretninger. Kampens Gang i det Enkelte hører følgelig ikke hjemme i nærværende Fremstilling

Erkebiskop Eriks Blindhed maatte naturligviis i mange Henseender være ham til Hinder i hans Embedspligters Opfyldelse. Dette følte han selv, og derfor fattede han allerede i 1205 den Beslutning frivillig at fratræde Erkestolen, som han nu under megen Modgang havde indtaget i omtrent 16 Aar, af hvilke 10 vare henledne i Landflygtighed. Han kaldte til sin Eftermand Thorer, Gudmund Flates Søn, Chorsbroder af Oslo, som derpaa drog til Rom, hvor han blev viet og modtog sit Pallium^[4]. Erik overlevede sin Fratrædelse i flere Aar; endnu i 1213 nævnes han som medvirkende ved en offentlig Forhandling, som senere skal omtales; men samme Aar angives ogsaa i Annalerne som hans Dødsaar^[5]. Han havde, saavidt skjønnes, i sin Embedstid vist sig som en ivrig Kirkens Tjener, og skjønt hierarchisk sindet og handlende i Hierarchiets Aand fortjener han neppe ganske de Bebreidelser for Overmod og Umaadeholdenhed, som flere baade ældre og nyere Sverrers Beundrere have gjort ham. Den forudgaaende Fremstilling vil – som jeg tror – derom bære Vidne. Omtrent samtidig med Erkebiskop Eriks Fratrædelse døde Biskop Niaal af Stavanger enten i 1204 eller i 1207^[6]. Hans Eftermand var Henrik, om hvis forudgaaende Stilling intet vides. Nogle Aar forud i 1201 den 6te August var Biskop Brand Sæmundssøn af Hole død^[7] og havde samme Aar faaet til Eftermand Gudmund Aressøn, om hvem vi senere komme til at tale.

Erkebiskop Thorer Gudmundssøn siges at have været en viis og vensæl Mand, der øvede stor Myndighed og nød megen Anseelse i Norge^[8]. Han kom efter sin Indvielse i Rom tilbage til Norge i 1207 og tiltraadte sin Erkestol. Skjønt udgangen fra Oslos Domkapitel, der, at dømme efter dets Biskops Sindelag, neppe kunde være ganske upartisk i Striden mellem Birkebener og Bagler, optraadte han dog strax som en Mægler mellem Partierne^[9]. I sin Stræben for Fredens Oprettelse i Norge fik han ganske uventet en Medhjælper i Biskop Nikolaus.

Blandt Baglerne var nemlig indtraadt en vigtig Forandring, der gav Nikolaus’s Virksomhed en meer fredelig Retning. Lige i Begyndelsen af 1207 døde Baglerkongen Erling i Tunsberg. Han efterlod sig tvende unge Sønner, af hvilke Baglerhæren utvetydig ønskede sig den ene til Konge. Men Biskop Nikolaus fik ved sine Rænker og sin Indflydelse paa Vikens Bønder drevet igjennem, at Erlings Sønner bleve tilsidesatte, og Kongenavnet derimod givet Filippus Jarl^[10]. Da Nikolaus nu havde opnaaet sit længe nærede Ønske, at faa sin Frænde hævet til Kongedømmet, men Baglernes Sag alligevel stod paa en høist usikker Fod, saa synes han at have vendt sit Sind til Fred, i den Tanke ved et Forlig at sikkre Filippus en Deel af Norge, hvilken siden under gunstige Omstændigheder let kunde udvides. I Sommertiden 1207, medens Birkebener og Bagler kjæmpede med vexlende Held i det vestlige Norge, drog Nikolaus til Throndhjem til Erkebiskop Thorer og aftalte med denne, at de begge af al Magt skulde arbeide for en Fred. Hovedbetingelserne for Freden bleve ogsaa udkastede af dem. Nikolaus fik derpaa ved en Sammenkomst med Filippus i Tunsberg om Vaaren 1208 denne lettelig overtalt til at gaa ind paa sine Planer, og om Sommeren indfandt baade Erkebiskoppen og Nikolaus sig i Bergen for her at drive Underhandlingerne med Kong Inge og Haakon Jarl. Nikolaus var herved Hovedmanden og for frem med sin sedvanlige List og Tvetungethed. Hans Forslag var, at Filippus skulde faa en Trediepart af Riget, nemlig Oplandene og Viken, uafhængig, og derhos Kong Sverrers Datter Kristin til egte. Forslaget mødte heftige Indsigelser fra Birkebenernes Side, der ikke vilde indrømme Filippus Kongenavn. Alligevel fik Nikolaus ved sin sledske Tale drevet igjennem, at et Fredsmøde blev vedtaget fra begge Sider, at holdes om Høsten ved Hvitingsø. Mødet gik for sig paa den bestemte Tid. Erkebiskop Thorer indfandt sig i Følge med Kong Inge og Haakon Jarl; Biskop Nikolaus med Filippus. Erkebiskoppen og Biskoppen vare Underhandlerne. Birkebenerne vilde ikke paa nogen Maade gaa videre end til at indrømme Filippus Oplandene og største Delen af Viken, nemlig Landet mellem Svinesund og Rygiarbit, samt Kristin til egte; derimod skulde han nedlægge sit Kongenavn og som Jarl sværge Kong Inge Troskab og Lydighed. Nikolaus og Filippus, der for Øieblikket vare de svagere, saa sig omsider nødsagede til at gaa ind herpaa, og Forliget blev bekræftet ved Ed fra begge Sider.

Det blev imidlertid ikke troligen opfyldt af Baglerne. Filippus nedlagde nemlig ikke sit Kongenavn; men da han lovede i Øvrigt at ville overholde Forliget, kom det ikke til noget nyt Brud, og Egteskabet mellem ham og Kongedatteren Kristin blev fuldbyrdet i 1209. Saaledes fik da endelig Norge ved Biskoppernes Mægling den indre Fred, hvortil Landet saa høieligen trængte; men en Fred, der var kjøbt ved Rigets Splittelse, og som kun vilde have lovet liden Varighed, om ikke Kong Inges milde, eftergivende og redelige Sindelag havde støttet den mod den stolte og stridbare Haakon Jarls Misnøie. Filippus var vistnok ikke heller nogen stivsindig, trættekjær Mand, men han synes at have slegtet sin Morbroder vel meget paa i Hang til Rænker og Sluhed, hvis ikke maaskee hans tvetydige Fremfærd ved mangen Leilighed har været Frugten af den overlegne Nikolaus’s vel beregnede og uimodstaaelige Indskydelser. Noget har det ganske sikkert ogsaa bidraget til Fredens Opretholdelse, at Filippus, udentvivl paa Nikolaus’s Raad, underkastede sin Sag Pavens Kjendelse, medens Birkebenernes Høvdinger undsloge sig herfor. Pave Innocentius III, der var vant til at optræde som Dommer Keisere og Konger imellem, greb denne Appel med Begjærlighed og udstedte under 7de Juni 1211 et Brev til Erkebiskop Thorer, hvori han paalægger ham og hans Lydbiskopper at undersøge, hvo der havde mest Ret til Norges Rige, Filippus eller Inge^[11]. Om en saadan pavelig Fuldmagt end ikke ledede til nogen endelig Afgjørelse af Tvisten Birkebener og Bagler imellem eller til at hæve Splittelsen af Norges Rige, saa er det dog klart, at den i høi Grad maatte forsterke Erkebiskoppens og Biskoppernes Indflydelse til den indre Freds Opretholdelse, naar de selv, hvilket nu var Tilfældet, vare gunstig stemte herfor.

En anden Tvist, der udelukkende vedrørte Birkebenernes Parti, men som let kunde have havt farlige Følger, blev ogsaa ved Biskoppernes Mellemkomst bilagt. Den ærgjerrige og urolige Haakon Jarl var ikke tilfreds med at dele Landsstyrelsen og Rigets Indtægter med sin Halvbroder Kong Inge; han vilde ogsaa have Kongenavn. For dette Øiemed indgik han hemmelig Forbindelse med flere af Landets mægtigste Høvdinger, der heller ikke viste sig uvillige til at staa ham bi. Men da Inge kom under Veir hermed og gjorde den hele Sag offentlig, viste den almindelige Mening sig saa afgjort til hans Fordeel, at Haakon maatte afstaa fra sit Forsæt, som var: at tvinge sin Broder til i levende Live at dele Kongenavnet med ham. En anden vigtig Bestemmelse fik han imidlertid ved Biskoppernes Hjælp drevet igjennem, der skulde sikkre ham og hans Afkom Kongedømmet efter Inges Død. Han fordrede nemlig, at en Overeenskomst skulde afsluttes med Hensyn til Rigsarvegangen, og at i denne et Fortrin skulde gives den egte Fødsel. Heri maatte naturligviis Biskopperne staa paa hans Side; thi baade var det Kirkens Sag i Almindelighed at verne om Egteskabets Hellighed, og følgelig i Kongearven som i al anden Arv at opretholde den egte Fødsels Forret, og desuden faldt Haakons Paastand sammen med Hovedanskuelsen i den Rigsarvefølge, som i sin Tid Erkebiskop Eystein og Erling Skakke havde opstillet, – en Rigsarvefølge, som vist nok ikke havde vundet fuld Lovskraft, men hvis Grundsætninger dog Kirken maatte finde sig opfordret til at understøtte. Haakon vilde, som det lader, først gjøre Grundsætningen om den egte Fødsels Forret gjældende med Hensyn til sit eget og Inges indbyrdes Forhold. Han forekastede nemlig Inge, at denne selv ikke var egtefødt, eftersom hans Moder Cecilia havde giftet sig med Baard Guttormssøn, medens hendes første Mand Folkvid, Haakons Fader, endnu var i Live; det senere Egteskab burde kjendes ugyldigt, men det første at staa ved Magt. Dette gjendrev imidlertid Inge ved at paaberaabe sig Erkebiskop Eysteins Tilladelse til Baards og Cecilias Egteskab. Alligevel kunde han ikke forhindre, at Grundsætningen blev gjort gjældende for Rigsarvefølgen efter hans Død, da Biskopperne haardnakket paastod, at den burde være Konge, som foruden at nedstamme fra Kongeætten tillige var egtefødt. Et Forlig og en Overeenskomst mellem Inge og Haakon blev saaledes under Biskoppernes Mægling afsluttet i Nidaros 1213, hvorved bestemtes, at den længstlevende af dem skulde arve den andens Rige; men efter begges Død, skulde den af deres Sønner, der var egtefødt, være Norges Konge. Dette Forlig blev skriftlig opsat og beseglet ikke alene af Kong Inge og Haakon Jarl, men ogsaa af Erkebiskop Thorer og den fratraadte Erkebiskop Erik, samt af Biskopperne Nikolaus af Oslo og Martin af Bergen^[12]. Det Hele var aabenbare til Haakon Jarls Fordeel; thi han havde en egtefødt Søn, Knut, medens Inge kun havde en uegtefødt Søn, Guttorm.

Endnu betydningsfuldere blev denne Overeenskomst derved, at slet intet Hensyn blev taget til den, som utvivlsomt efter Lovens gamle, aldrig lovlig ophævede Kongearvefølge havde nærmere Ret til Kongedømmet end baade Kong Inge og Haakon Jarl eller deres Afkom. Dette var den unge Haakon Haakonssøn, Sverrers Sønnesøn, født i 1204 efter sin Faders Kong Haakon Sverrerssøns Død. Han opholdt sig nu blandt Birkebenerne, snart hos Haakon Jarl og snart hos Kong Inge; og disse vare saa langt fra at nære ringeste Tvivl om hans Kongebyrd, at Jarlen endogsaa ved forefaldende Leilighed havde ladet sig forlyde med, at begge Brødrene i Grunden sad inde med hans Fædrenearv^[13]. Mængden af Birkebenerne hang ved ham som den eneste mandlige Spire af Sverrers Æt med den inderligste Kjærlighed og ansaa hans Ret til Kongedømmet for uomtvistelig^[14]. Ja endogsaa blandt Baglerne havde flere formaaende Høvdinger i sin Tid kastet Øinene paa Haakon Haakonssøn, som den der, hvis de toge ham til sin Konge, vilde sikkre deres Parti Overvegten i Landet, da han utvivlsomt efter den hellige Olafs Lov havde den nærmeste Ret til Kongedømmet^[15]. Men, alle disse Omstændigheder uagtet, blev Haakon Haakonssøns Ret ved det omtalte Forlig ganske skudt tilside, ja man kan næsten sige af Biskopperne fuldkommen fradømt ham som uegtefødt. Man feiler vistnok ikke, naar man heri seer en veloverlagt Plan fra Geistlighedens Side, til ganske at bortstøde den forhadte Sverrers mandlige Linie fra Kongedømmet, i det man med det samme omstyrtede den af ham forfegtede gamle Kongearvefølge, og fastsatte en ny, der saa meget muligt kunde nærme sig den af Erkebiskop Eystein ved Magnus Erlingssøns Valg opstillede, og give et friere Spillerum for Kirkens Indflydelse. Af Haakon Jarl, til hvis Fordeel den hele Foranstaltning nærmest syntes at tjene, haabede Geistligheden ganske vist Gjentjenester, naar den havde hjulpet hans Ærgjerrighed til at overvinde de Følelser for Ret og Pligt, som endnu kunde røre sig hos ham.

Efter dette Arveforlig synes virkelig et fortroligere Forhold end nogensinde før at være indtraadt mellem Erkebiskop Thorer og Haakon Jarl, og denne deres Fortrolighed lader til for en Deel at have været rettet mod Kong Inge. Denne skjønt endnu ung af Aar var allerede plaget baade af Legemssvaghed og især af tiltagende Tungsind. Til det sidste bidrog vistnok meget det spendte Forhold, hvori han følte sig at staa til sin herskesyge Halvbroder, Haakon Jarl. En farlig Opstand af Bønderne i Throndhjem tilskreves Jarlens og Erkebiskoppens hemmelige Rænker^[16]. Det er ikke usandsynligt, at de ved at vække Inge Uro have villet drive ham til at frasige sig Kongedømmet. End mere ængstende og nedtrykkende for Kongen maatte et snigmordersk Forsøg være, der gjordes mod ham ved en af hans mest fortroede Mænd. Ogsaa for Anstiftelsen heraf synes en sterk Mistanke at have hvilet paa Haakon Jarl^[17].

Alle Haakons ærgjerrige Bestræbelser bleve imidlertid snart standsede. Han overlevede ikke et Aar Forliget til Nidaros, og hans uventede Død i Bergen lige i Begyndelsen af 1214 gav Kong Inge Enestyrelsen over den nordlige og vestlige Deel af Norge^[18].

Af hvad allerede er fortalt sees, at Erkebiskop Thorer virksomt greb ind i de daværende Statsrørelser i Norge og paa en Maade, som udentvivl maatte bidrage meget til igjen at hæve Erkestolens Magt og Anseelse. Man seer ham i al den Tid optræde i Biskoppernes Spidse som en Mægler mellem de stridende Partier i Staten, vist nok væsentlig i Fredens Tjeneste, men neppe uden stadigt Sidehensyn til Kirkens verdslige Fordele. Et af verdslige Hensyn mindre paavirket christeligt Sindelag udviste de norske Biskopper i disse urolige Tider ved at erklære sig med Bestemthed og Kraft imod Nordmændenes ikke endnu ganske udslukte Hang til Vikingetog i fremmede Lande. Da nemlig efter Forliget til Hvitingsø mellem Birkebener og Bagler mange Krigshøvdinger af begge Partier og meget Krigsfolk vare komne ud af sin længe tilvante og ofte ret fordeelagtige Virksomhed, foretog flere Flokke af dem et Tog til Vesterlandene, for der under de Stridigheder, som rasede mellem de suderøiske Konger, at herje og vinde Bytte. Paa dette Tog blev megen Vold udøvet endogsaa mod hellige Steder. Toget gav dog ikke det glimrende Udbytte, som Deeltagerne havde forestillet sig, da der opstod Splittelse mellem Vikingeflokkene selv indbyrdes, og flere af dem bleve slagne. Men de, som vendte tilbage til Norge, bleve efter Hjemkomsten strengt irettesatte af Biskopperne for sin uchristelige Adfærd^[19].

Ved den Tid da Thorer tiltraadte sin Erkestol blev et nyt Kloster af Cistercienser-Ordenen stiftet i Throndhjem, nemlig paa Tautra (nuv. Tutterøen). Det blev grundet af Munke fra Lyse-Kloster i Bergens Biskopsdømme og indviet den 25de Marts 1207, rimeligviis af Thorer^[20].

Forholdene paa Island gave ogsaa Erkebiskop Thorer Anledning til der at optræde i Kraft af sin Metropolitanmyndighed som Mægler i en Kirken vedrørende Strid. De islandske Biskopper havde, som oftere forhen antydet, gjennem hele det 12te Aarhundrede, ligesom ogsaa tidligere, indtaget en saare hæderlig og indflydelsesrig Stilling i deres Fædreneøs Statsforholde. De havde længe ved sin kloge og verdige Adfærd været Støtter for den indre Fred, og da denne fra Aarhundredets Midte var bleven rokket ved de verdslige Høvdingers Ærgjerrighed og indbyrdes Misundelse, havde Biskopperne holdt sig udenfor al virksom Deeltagelse i Partikampene og kun stræbt at mildne disses ulykkelige Følger ved sine Advarsler og sin Mægling. De havde i det Hele staaet sig godt med baade Høvdinger og Almue, og den Agtelse de nøde havde bidraget til mægtigen at styrke Kirken. De verdslige Høvdingers mangehaande Berørelser med Kirkestyrelsen – en Følge af Forhold, der skreve sig lige fra Christendommens Grundlæggelse paa Øen – gav imidlertid Anledning til mange Misbrug, som allerede tidligere ere paapegede, og som let kunde virke Brydninger mellem den geistlige og verdslige Magt, hvis ikke Biskopperne i Modarbeidelsen af hine Misbrug udviste tilbørligt Hensyn og Maadehold. Dette yttrede sig først – som allerede forhen berørt – da Biskop Thorlak Thorhallessøn i Skaalholt (1178–1193), ansporet af Erkebiskop Eystein, søgte at indskrænke de verdslige Kirkeejeres Raadighed over deres Kirker og sammes Gods. Thorlak maatte give efter for Lægfolkets Modstand, og derved stilledes for dette Sinde den udbrydende Storm^[21]. Hans Eftermand, den for omtalte Paal Jonssøn (1195–1211), der selv stod i den nøieste Slegtskabs- og Venskabsforbindelse med Øens mægtigste verdslige Høvdinger, vogtede sig under sin Embedstid vel for at vække den neddæmpede Strid paa ny. Den med begge disse skaalholtske Biskopper samtidige Biskop af Hole, Brand Sæmundssøn (1164–1201), iagttog den samme forsigtige Fremgangsmaade som Paal og opretholdt det fredelige Forhold mellem den geistlige og verdslige Magt i Staten, skjønt han flere Gange med Kraft og tildeels med heldig Virkning traadte mellem de stridende Høvdinger paa Nordlandet og paatalte begangne Voldsomheder^[22].

Men en Forandring indtraadte ved Brands Død. Til hans Eftermand valgtes den 1ste September 1201, efter Islands Sedvane af Biskopsdømmets Menighed eller rettere af Nordlandets Høvdinger med Landets anden Biskops Raad og Samtykke, Presten Gudmund Aressøn, en Mand af fattig og ringe Fødsel, men geistlig lærd efter den Tids Maalestok. Han havde hidtil flakket meget om i Landet og havde erhvervet sig et stort Ord for Hellighed og rene Seder. Gudmund var da han valgtes 41 Aar gammel, drog til Norge og blev 1203 den 21de Februar, indviet i Nidaros af Erkebiskop Erik. Saasnart han var kommen hjem igjen til sin Stol, begyndte han at vise megen Selvraadighed. Han stødte Storfolket, selv dem, som mest havde bidraget til hans Ophøielse, ved at gribe ind i deres hævdede Rettigheder; og han bebyrdede Bondealmuen ved at flakke om med et stort Følge, tildeels af Tiggere ja Ugjerningsmænd, hvilke paatoge sig en Helligheds Maske, der behagede den i sin egen Hellighed forgabede og dertil ganske vist noget taabelige og høist forfengelige Biskop. Det kom snart til voldsomme Optrin mellem ham og enkelte af Nordlandets mægtigste Høvdinger, og Biskoppen slog hensynsløst om sig med Bansættelser, ligesom han ogsaa lod sine Mænd forsvare Biskopsstolens Ret med Vaaben. Slagsmaal mellem Biskoppens Folk og Tiggerfølge paa den ene Side og hans Modstandere paa den anden blev Dagens Orden, og Drab og Voldsomheder den naturlige Følge. Nordlandets mægtigste Høvding, Kolbein Tumessøn, en af Biskoppernes Uvenner, tilsatte endog i 1208 Livet i en af disse Kampe. Uvillien hos den bedre Deel af Nordlændingerne mod Biskoppen var i Grunden saa stor, at Striden snart vilde have været afgjort til hans Modstanderes Fordeel, hvis der ikke under de raadende Partiuroligheder altid havde været enkelte Høvdinger, der fandt det gavnligt for sin egen Sag at tage sig af den ufornuftige Hellige og opretholde ham, skjønt de selv ikke kunde billige hans Paastand, at geistlige Personer endog i ganske verdslige Sager skulde være unddragne den verdslige Dommermyndighed.

Da Rygtet om disse blodige og forargelige Optrin naaede til Norge, kunde Erkebiskop Thorer ikke andet end indskride med sin Myndighed. Efter at han først forgjæves havde søgt at stille til Rette mellem de Stridende ved Skrivelser, udfærdigede han i Aaret 1212 et Brev til Island, hvori han stevnede 8 af Landets Storhøvdinger, der havde optraadt i Striden deels mod deels med Biskop Gudmund, til sig i Norge, hvor da ogsaa Biskoppen skulde indfinde sig, og den hele Sag underkastes Erkebiskoppens Undersøgelse og Dom. „Det som er øvet mod Biskop Gudmund – yttrer Erkebiskoppen – er mod alle Guds Love, hvis det forholder sig saa som mange sige, at Lægmænd have fordømt ham – da dog ingen har Ret til at dømme ham uden Paven, og vi paa Pavens Vegne –, og han er afsat fra sit Embede, og nogle af hans Mænd og Prester dræbte“^[23]. Denne Stevning havde til Følge, at virkelig tvende af Gudmunds fornemste Modstandere indfandt sig i Norge i 1213; Gudmund selv derimod kunde først komme i 1214. Sagen kom imidlertid ikke til nogen Afgjørelse paa Grund af Erkebiskoppens i samme Aar indtrufne Død.

Et Par Biskopsskifter indtraf i den norske Kirke, under Thorers Styrelse, hvilke ikke ovenfor ere berørte. I 1209 døde Grønlands Biskop Jon Sverrersfostre og havde til Eftermand en vis Helge, der dog ikke før i 1212 kom til sin Stol^[24]. Biskop Paal Jonssøn af Skaalholt døde i 1211 den 29de November. Den til hans Eftermand udvalgte Teit Bersessøn døde i Norge i 1214 for sin Indvielse; og nu blev i 1215 Magnus Gissurssøn valgt^[25]. I 1212 endelig døde Biskop Svein af Færøerne, der i Biskopsrekkerne opføres som Roes Eftermand, uvist fra hvilket Aar. Sveins Efterfølger var Sverker eller Sørkver^[26].

1. Se ovenfor S. 302.
2. Fornm. s. IX. 8, 96.
3. Fornm. s. IX. 96.
4. Fornm. s. IX. 142; Isl. Ann. 84 (u. A. 1205).
5. Isl. Ann. 90.
6. Isl. Ann. 84 og 86. De samme Annaler henføre underlig nok hans Død til begge Aar.
7. Finn Joh. I. 330–335.
8. Fornm. s. IX. 142.
9. Fornm. s. IX. 156.
10. Fornm. s. IX. 146–150.
11. Suhm D. H. IX. 197 f.
12. Fornm. s. IX. 198–200; Haak. H. S. c. 5.
13. H. H. S. c. 5.
14. H. H. S. c. 9 o. fl. St.
15. H. H. S. c. 4.
16. Fornm. s. IX. 202–204.
17. Fornm. s. IX. 204–206.
18. Fornm. s. IX. 206 f.
19. Fornm. s. IX. 188 f.
20. Lange. Klosth. S. 373.
21. Se ovenfor S. 267.
22. Finn Joh. I, 330–335.
23. Brevet paa Norsk i Sturlunga S. þ. 4 c. 8 (I. 2. S. 14); Finn Joh. I. 255–257.
24. Se ovenfor S. 264; Isl. Ann. 86, 90.
25. Biskop Paals S. c. 17; Finn Joh. I. 306, 307.
26. Isl. Ann. 90, 92.