Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/32

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Budſkabet om Sverrers Død blev tilligemed de Breve, han havde ſkrevet til ſin Søn, i ſtørſte Skynding bragt til Nidaros og, før nogen anden viſte det her, meddelt Haakon Sverrersſøn. Denne blev derpaa ſtrax hyldet af den tilſtedeværende Hird og kort efter, om Vaaren 1202, paa Øre-Thing af Thrønderne tagen til Konge over hele Norge[1]. Sverrer havde viſtnok foruden Haakon havt en anden Søn, Sigurd med Tilnavnet Lavard, der var død før Faderen i 1200; og denne Sigurd havde igjen efterladt en Søn, Guthorm, et ſpedt Barn. Til ham blev imidlertid for dette Sinde intet Henſyn taget i Kongearven, udentvivl ifølge den Grundſætning, ſom allerede havde gjort ſig gjældende ved Haakon Magnusſøns Tilſideſættelſe for Olaf Kyrre[2], og fordi Loven dengang faſtſatte, at i den private Arvegang Søn udelukkede Sønneſøn[3].

Haakon havde allerede i Faderens levende Live ved flere Leiligheder viiſt en Tapperhed og Beſindighed, der ſkjænkede ham Birkebenernes Tillid; derhos var han ſmuk, veltalende, blid, nedladende og af gode Seder[4]. Han manglede ved Siden heraf ikke Alvor og Strenghed, naar det gjalt om at holde ſit Krigsfolk i Ave og beſkytte Bønderne mod Vold og Uret fra deres Side[5]. Alt dette gjorde ham ſnart venſæl over hele Landet. Den Aandsdannelſe og Smag for Lærdom, ſom udmærkede hans Fader, var ogſaa en Tilgift til Haakons øvrige gode Egenſkaber, og at han har beſiddet en for den Tid og for en verdslig Høvding ganſke ualmindelig lærd Dannelſe, derom vidner et ſtørre bogligt Arbeide af ham, ſom endnu er os levnet, nemlig den norſke Bearbeidelſe af den berømte religiøſe Fortælling om Barlaam og Joſaphat, hvilken han overførte fra Latin[6]. Om han end ikke fuldkommen har naaet ſin Fader i ubøielig Kraft – noget hvorom man dog vanſkelig af hans korte Styrelſe kan dømme –, ſaa overgik han ham maaſkee igjen i dyb religiøs Følelſe, chriſtelig Mildhed og Forſonlighed. Haakon beſad ſaaledes utvivlſomt en Karakter, ſom netop Norges mislige Stilling fordrede hos dets Konge; og han ſvigtede ikke ſit Folks Haab.

Den Udſoning mellem Kongedømme og Kirke, ſom Sverrer for ſin egen Deel vel maatte mistvivle om at gjennemdrive, den anſaa han for udførbar ved ſin Søn. Derfor ſkal han have raadet denne til Forlig[7]; og dette Raad, ledſaget af de nødvendige Anviisninger, har ganſke viſt udgjort det væſentlige Indhold af de Skrivelſer, Sverrer paa ſit Yderſte udfærdigede til ſin Søn. Raadet fandt en god Anklang i Haakons Hjertelag og Forſtand. En af hans førſte Styrelſeshandlinger, maaſkee den allerførſte, var at tilbagekalde de landflygtige norſke Biſkopper. Disſe løde, ſom det ſynes uden Betænkelighed, hans Kaldelſe. Allerede om Sommeren 1202 indfandt de ſig alle i Norge, og efterat de havde forliget ſig med Kongen, og Erkebiſkoppen havde løſt ham, hans Tilhængere og Landet af det paahvilende Ban og Interdikt, drog Biſkopperne hver til ſit Biſkopsſæde[8]. Den Haſt, i hvilken Forliget kom i Stand, vidner tilfulde om hvor paatrængende nødvendigt det fra begge Sider føltes at være.

I Anledning af dette Forlig udſtedte Kong Haakon Sverrersſøn, rimeligviis i 1202, et Brev, ſom endnu er levnet. Det er paa Norſk og ſtilet til „Erkebiſkop Erik, alle de øvrige Biſkopper og lærde Mænd (d. e. Geiſtlige), alle Bønder og Bothegner“, altſaa til hele det norſke Folk. Det lyder ſom følger: „Gud forunde mig at tale til Eder Biſkopper hvad mig er til Gavn og Lykke, til Fred og Held for Landet, hele Landsfolket til Befrielſe, os Alle til Glæde og Nytte nu og ſtedſe. Større Elendighed og Ulykke og ſørgelig Strid har længe tynget paa os og paa vort Land, end være burde, hvis Lykken var med os; og man kan deſto værre næſten ſige, at det er reent forbi med dette Land, hvis ikke Gud af ſin hellige Miſkundhed ſnarligen kommer det til Hjælp. Thi ſaagodt ſom de Fleſte ere frafaldne, ſom med Retfærdighed vilde vogte Landet og Landslovene, og elſke Gud og den hellige Kirke; de derimod leve efter, der lade ſig beherſke af Overmod og Vranghed, Avind og ond Villie, og ſom idelig ville øve alſkens Uretfærdighed. Nu frygte hverken Lærde eller Læge Gud og gode Mænd; tvertimod lever nu hver ſom ham lyſter i Lovløshed. Loven foragtes, men Ran raader; Uſedelighed voxer, og Sedelighed gaar til Grunde; Kvinder bliver ſkammeligen krænkede og Kirker opbrudte; og al Chriſtendom ſtaar for Fald; hvis ikke Gud og gode Mænd give Raad, ſaa at det kan blive bedre. – Men for at vende min Tale til Eder Biſkopper angaaende vor Sag, da er den ſtore Uenighed Eder bekjendt, der har fundet Sted mellem Kongedømmet og Eder. Næſten Alle paaſtaa, at de Ulykker, ſom en Tid lang have rammet dette Land, have reiſt ſig af denne Uenighed. Da nu disſe Trætter og Ulemper os imellem have længe varet, os til meget Beſvær og ſtor Ulykke, og dem dog næſten allermeſt, ſom mindſt Deel have havt deri, nemlig Bonden, ſom Landet bygger, – ſaa ville vi nu gjøre en Ende paa dem for Guds og den hellige Kirkes Skyld og ikke længer lade Trods eller Avind herſke mellem Kirken og Kongedømmet. – Nu vil jeg, at alle Mænd ſkulde vide, at jeg opgiver hele denne Strid og Trætte, ſom har været mellem Kongedømmet og Biſkopsdømmet, og indrømmer jeg den hellige Kirke og Geiſtligheden al den Frihed, ſom den tilkommer, efter hvad de hellige Skrifter udviſe mellem mig og dem, og ſom den hellige Kirke har havt fra ny og gammel Tid, mit Kongedømme og min fulde kongelige Verdighed ubeſkaaret, – overeensſtemmende med det ſom Kardinal Nikolaus forordnede, og de tre Konger Eyſtein, Sigurd og Inge indrømmede og ſvore, og Kong Eyſteins Brev vidner, og Kong Magnus ſtadfæſtede, og ligeſaa min Fader med ſit Brev, og ſom de Eder vidne, der bleve ſvorne for Legaten Fidentius, den Gang da Jarlen yppede Trætte med Erkebiſkop Eyſtein om den hellige Kirkes Frihed. – Men Kirken og alle lærde Mænd (Geiſtlige) indrømme derimod mig, at de ſkulle yde mig al den Hæder og Ære (lign ok sœmd), ſom de have at yde den lovlige Konge, og ſom de hellige Skrifter og Landsloven udviſe, at mig tilkommer. – Nu har jeg gjort Gud og den hellige Kirke denne Indrømmelſe mig til Fred og Held, til Gavn og Lykke, og alt Landsfolket til Glæde, nu og ſtedſe“[9].

Her er med ſterke og mørke Farver ſkildret den ulykkelige Stilling, hvori Norge ved den forudgaaende Strid var kommet. Under ſaadanne Omſtændigheder kan man ei undres over, at ikke mange Vanſkeligheder gjordes ved Faſtſættelſen af Forligets Betingelſer, og at disſe i Grunden bleve vaklende og ubeſtemte. Ved en nøiere Drøftelſe af dem i det Enkelte har man fra begge Sider frygtet for at rage i ny Tviſt. Forliget maatte uden Opſættelſe iſtandbringes, – det var begge Parters Mening. Men dette kunde blot ſkee, naar Betingelſerne opſtilledes i muligſte Almindelighed, naar man for Øieblikket undgik alle Enkeltheder og nærmere Forklaringer og med en ſtiltiende Overeenskomſt henſkjød ſaadanne til kommende Tider. Begge Parter havde da i Grunden med Henſyn til disſe forbeholdt ſig ſin lovlige Ret, ſom de imidlertid ikke nu yderligere vilde paatale. Alt ſattes i Virkeligheden tilbage i den Stilling, hvori Sagen ſtod ved Tviſtens Ophav. En ſaadan Fremgangsmaade var meer end eengang forhen med Fordeel benyttet af Paverne i deres kirkelige Statskunſt, og i den norſke Kirke var den ei heller fremmed efter Kardinal Nikolaus’s og Erkebiſkop Eyſteins Dage. Paa den anden Side havde ganſke viſt ogſaa Kong Sverrer fundet den ved flere Leiligheder anvendelig til Kongedømmets Bedſte, og det er heel ſandſynligt, at han udtrykkelig har udpeget den for ſin Søn. At nærværende Forlig bærer det her antydede Præg derom vil man lettelig overbeviſe ſig ved lidt nærmere at betragte de Betingelſer, ſom Kong Haakons Brev for begge Parters Vedkommende opſtiller.

Fra Kongedømmets Side gjøres Kirken aldeles ingen nye Indrømmelſer, og de ældre, ſom ſtadfæſtes, nævnes ikke enkeltviis; men deels antydes de i almindelige Udtryk: „al den Frihed, ſom den (Kirken) tilkommer efter de hellige Skrifters Udviſende“, og „ſom den har havt fra ny og gammel Tid“, ſamt med det betydningsfulde indſkrænkende Tillæg: „mit Kongedømme og min fulde kongelige Verdighed ubeſkaaret“, – deels bliver med Henſyn til dem henviiſt til ældre Forhandlinger og Overeenskomſter, hvilke opregnes, dog uden at deres Indhold gjengives, paa en Maade ſom viſer, at Brevets udſteder har tænkt ſig dem ſom et Slags Retteſnor for Udtydningen af den forud givne almindelige Indrømmelſe. Disſe ældre Forhandlinger indſkrænke ſig i Grunden til tvende.

Den førſte er Kardinal Nikolaus’s Forordning, beſvoren af de tre daværende Konger og bekræftet ved Kong Eyſteins Brev, ſamt ſenere ſtadfæſtet ved Breve udſtedte af Kong Magnus Erlingsſøn og Sverrer. Hvad denne Forhandling angaar, da maa den, efter hvad forhen er paaviiſt, næſt alt hvad der ſtaar i Forbindelſe med Nidaros’s Erkeſtols Oprettelſe, have dreiet ſig om Preſters Beſkikkelſe til Landets Kirker, Domkapitlers Oprettelſe ved Kathedralkirkerne og Biſkoppernes Valg. Men med Henſyn til alle disſe Punkter, og iſær det ſidſte, maa der i Hoveddokumentet (Kong Eyſteins Brev?) have fundet nogen Utydelighed Sted, ſiden Geiſtligheden, under Striden med Sverrer, fortolkede det ſom indeholdende en fuldkommen Opgivelſe af Kongedømmets gamle Ret til at blande ſig i Preſters Beſkikkelſe og Biſkoppers Valg, medens Sverrer, der dog ſelv ſkulde have ſtadfæſtet Brevet, paaſtod, at hiin Kongedømmets Ret kun paa en ſaare betinget Maade var opgiven, – nemlig blot for det Tilfælde, at flere ſamſtyrende Konger ved enkelt Leilighed ikke indbyrdes kunde enes i bemeldte Rets Udøvelſe. Naar nu altſaa i Haakons Brev ingen yderligere Fortolkning tilføies, men den ældre Indrømmelſe ſtadfæſtes i ſin ældre utydelige Form, ſaa lodes naturligviis begge Parter fremdeles Adgang til at forklare den hver paa ſin Maade.

Den anden Forhandling, ſom paaberaabes, er de Ede, der bleve ſvorne for Legaten (Fidentius) under Jarlens (d. e. Erling Skakkes) Tviſt med Erkebiſkop Eyſtein. Hvad hermed menes er ikke ganſke ſikkert; men om ogſaa dermed ſkulde være meent den Akt, hvorved Kong Magnus Erlingsſøn offrede ſin Krone til St. Olaf og nærmere beſtemte den norſke Kirkes Særrettigheder, hvilket dog ingenlunde er ganſke ſikkert[10], ſaa indſkrænkes dog ogſaa Virkningen af denne Indrømmelſe ved det forudgaaende: „mit Kongedømme og min fulde kongelige Verdighed ubeſkaaret;“ thi ubeſkaaret kunde jo aldrig Kongedømmet kaldes, naar det fra ſelvſtændigt forvandledes til et Len af Kirken.

Fra Kirkens Side er Indrømmelſen eller Tilſagnet ligeſaa almindeligt og ubeſtemt, nemlig „at den ſkulde yde Kongen al den Hæder og Ære, ſom den havde at yde den lovlige Konge, og ſom de hellige Skrifter (den canoniſke Ret) og Landsloven ud viſer, at ham tilkommer.“ Her er nemlig ſlet ikke talt om, hvorledes ſkulde forholdes i Tilfælde hvor den canoniſke Ret og Landslovene ikke ſtemmede med hinanden; og Sverrer havde desuden viiſt, at af ſelve den canoniſke Ret kunde uddrages Forſkrifter, der tydeligen talte for Kongedømmet imod de vigtigſte af Geiſtlighedens tidligere Fordringer. Det Dokument, ſom med ſtørſt Klarhed og Beſtemthed udtaler Kirkens Ret, nemlig Pave Cøleſtinus III’s foromtalte Bulle af 15de Juni 1194[11], nævnes mærkelig nok ikke med et eneſte Ord i Kong Haakons Brev; og den maa dog antages at have været begge Parter vel bekjendt. Man ſkulde næſten tro, at dette Dokument er forſættelig ladet uberørt, netop fordi det var altfor beſtemt til Geiſtlighedens Fordeel, og Kongen af den Grund ikke ved nogen Stadfæſtelſe vilde godkjende det, medens det paa den anden Side altid ſtod Geiſtligheden frit for igjen at drage det for Lyſet, naar gunſtig Anledning gaves.

Det Forlig, ſom ſluttedes mellem Kong Haakon Sverrersſøn og den norſke Kirke, var ſaaledes i Grunden ingen endelig Fred men blot en Vaabenhvile. Denne blev imidlertid baade langvarig og ligeſaavel for Stat ſom for Kirke høiſt gavnlig. Under en alvorlig Strid havde baade Kongedømme og Kirke erfaret, hvad en ſaadan Strid vilde ſige, og i en lang Aarrække ſkyede man nu omhyggeligen fra begge Sider at berøre de Tviſtepunkter, fra hvilke den havde reiſt ſig. En vis Spænding mellem begge Magter ſpores viſtnok ved meer end een Leilighed, men man undgik at ſætte Sagen paa Spidſen. Geiſtligheden indſaa, at den ved klog Varſomhed og ved efterhaanden at forberede Folkemeningen, ſikkrere nærmede ſig ſit Maal end ved fremfuſende Magtſprog; og Kongedømmet, der ſelv var ryſtet under den udſtandne Kamp, og endnu langtfra ikke var ſikkret for indre Splittelſe, fandt ſig bedſt tjent med at gaa forſvarsviis frem, medens det igjen ſamlede Kræfter og befæſtede ſig paa det Grundlag af nye ſtatsretlige Anſkuelſer, ſom Sverrer havde udpeget.

Ved det afſluttede Forlig ſynes man aldeles ikke at have raadført ſig med eller engang taget noget ſærligt Henſyn til Paven, og denne ſynes ikke at have erholdt nogen Underretning derom, førend efterat Alt var bragt i Rigtighed. Dette var ikke efter Innocentius III’s Sind, og man ſporer tydelig i den førſte Skrivelſe fra ham til Norges Erkebiſkop og Biſkopper efter Forligets Afſluttelſe, en Skrivelſe udſtedt fra Anagnia d. 24de Januar 1204, at han følte ſig ſtødt ved Erkebiſkoppens Fremfærd. Han yttrer viſtnok ſin Glæde over den Forandring, der var foregaaet i Norge ved Sverrers Død: „Vort Hjerte – ſiger han – har frydet ſig i Herren, og vi have, med verdig Tak til den almægtige Gud, følt en levende Glæde over det Klarveir, ſom han har ſkjænket efter Mørket, over Roligheden efter Stormen. Vi have nemlig hørt, at Sverrer er død, han ſom voldeligen havde anmasſet ſig Norges Rige, og ved hvem almindelig Forvirring og Ødelæggelſe truede det hele Land – – –, og at hans Søn har fulgt ham i Kongedømmet uden at fortfare i hans Forſætter, idet han har kaldet de Landflygtige tilbage, elſker og hædrer Kirken og Geiſtligheden og ſtyrer Land og Folk i fuldkommen Fred og Rolighed“. Men han yttrer derhos ſin Forundring over Erkebiſkoppens ubeſindige Selvraadighed: at løſe dem paa egen Haand, ſom Paven ſelv havde banlyſt. „Vi ere forreſten – ſiger han – ei lidet forundrede over, at Du, Broder Erkebiſkop, i din egen Ubeſindighed ikke har betænkt Dig paa at løſe ham (den afdøde Sverrer eller Kong Haakon?) og hans Tilhængere fra den Excommunication, hvori de ved vor Myndighed vare bundne. Du har derved anmasſet Dig hvad der ikke tilhørte og ingenlunde tilkom Dig; og paa Abens Viis, der efterligner Menneſkets Lader, har Du givet Dig Udſeende af at ville gjøre hvad Du ikke kan eller med Rette bor gjøre; og Du maa vide, at Du baade derved ſelv er falden i en Vildfarelſe, og har gjort, at de, ſom fremdeles befinde ſig i Ban, falſkeligen anſee ſig for løſte“. Han paalægger derfor Erkebiſkoppen at gjenkalde denne ſin overilede Afløsning, hvilken han da igjen ſenere, ifølge pavelig Bemyndigelſe, kunde meddele dem, efter modtagen edelig Forſikkring; hvorpaa han havde at ſende nogle af dem, paa egne og de øvriges Vegne, til Paven og medgive disſe ſin Anbefalingsſkrivelſe[12]. Da dette pavelige Paamindelſesbrev udſtedtes, var imidlertid – ſom ſenere ſkal fortælles – allerede Kong Haakon død, og det kunde ſaaledes for hans Perſon ingen Følger drage efter ſig. Om det forøvrigt har fremkaldt nogen ſærlig Forholdsregel fra Erkebiſkoppens Side er ubekjendt.

Udſoningen mellem Kong Haakon og Kirken ſyntes at ville drage en Udſoning mellem de fiendtlige politiſke Partier i Landet efter ſig. – En Bevægelſe, ſom Baglerne ſtrax efter Sverrers Død gjorde fra Viken for at angribe Birkebenerne i det veſtlige Norge, blev tilbageſlagen, og deres Stilling i det øſtlige Norge blev meer og meer uſikker, da Almuen overalt begyndte at helde over til den venſæle Haakon. Deres unge Konge Inge Magnusſøn, hvilken Birkebenerne aldrig have villet erkjende for den han udgav for, tyede til Oplandene og tog ſit Sæde paa Helgeøen i Mjøſen. Men her blev han om Høſten 1202 overfalden af de oplandſke Bønder og tagen af Dage. Da nu ogſaa Biſkop Nikolaus lod til at ville opgive Partiet – i det mindſte kunde han nu ſtrax efter Geiſtligbedens Forlig med Kongen ikke aabenlyſt tage ſig af det –, ſaa opløſte Baglernes Flok ſig, og de ſom ikke ſøgte Haakons Tilgivelſe, flygtede til Danmark eller Sverige. Haakon kunde ſaaledes i Sommeren 1203 betragte hele Norge ſom fredet, og paa ſin Færd gjennem Landet lige til Gautelv blev han overalt tagen til Konge uden Modſigelſe.

Haakon Sverrersſøns Rigsſtyrelſe begyndte ſaaledes under de lyſeſte Udſigter for Gjenoprettelſen af Norges indre Rolighed. Men hans Kongedømme ſkulde kun blive af kort Varighed. Allerede 1204, den førſte Januar, døde han uventet i Bergen under Omſtændigheder, ſom vakte Mistanke om, at han var bleven forgiven af ſin Stifmoder, Sverrers Enke, Dronning Margreta.

  1. Fornm. s. IX. 1, 58–60.
  2. S. o. f. S. 137.
  3. Norg. gl. L. I. 48, 205.
  4. Fornm. s. IX. 4, 76.
  5. Fornm. s. IX. 64–66.
  6. Barlaams ok Joſaphats Saga. udg. Chriſtiania 1851. Fort. XII. XIII.
  7. Fornm. s. IX. 2.
  8. Fornm. s. IX. 2, 64.
  9. N. g. L. I. 444 f.
  10. Se ovenfor S. 245.
  11. Se ovenfor S. 285 f.
  12. Werl. Anecdoton LXIII.