Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/65

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 132-145).

Kongen havde i Bergen før den 8de Mai, og inden han endnu havde tiltraadt sit Tog til Gautelven, Underretning om Erkebiskoppens Død, i hvilken Anledning han tog en Deel Erkestolen tilhørende og i Jonskirken under Abbed Peters Tilsyn hensatte Penge, nemlig en Kiste indeholdende Offer til St. Olaf, under sin Forvaring, idet han lod Pengekisten, efterat dens Indhold var optalt, henflytte til Apostelkirkens Sakristi^[1]. Kort efter, paa Reisen sydover, tog han ved Brev fra Øgvaldsnes paa sedvanlig Maade, i Erkestolens Ledighed, Nidaros’s Kirke og dens Chorsbrødre under sit kongelige Vern^[2]. Ved det dernæst foretagne Valg paa en ny Erkebiskop, kaarede Chorsbrødrene af sin egen Midte den oftere før nævnte, Eilif Arnessøn med Tilnavnet Kortin eller Korti, der udentvivl dengang var det mest anseede Medlem af Kapitelet, og i den seneste Tid Erkestolens Official. Laurentius’s Saga giver ham det Vidnesbyrd, at „han var en stor Høvding og af gode Seder“^[3]. Han ankom som Electus til Bergen den 1ste September, udentvivl for derfra at tiltræde sin Reise til Kurien. Reisen blev imidlertid udsat til næste Aar paa Grund af den sildige Aarstid^[4].

Blandt Norges daværende Biskopper udmærkede sig Arne Sigurdssøn af Bergen ved stor Embedsiver men ogsaa ved en vis haardnakket Paastaaenhed paa sin Stols Bedste, som han undertiden drev vel vidt, og som indledede ham i mere end een Strid baade med Overordnede og Underordnede. Strax ved sit Embedes Tiltrædelse søgte han at bringe Orden i en af Biskopsstolens Indtægter, nemlig det saakaldte Cathedraticum, hvilket ved denne Leilighed først omtales i Norge, skjønt Afgiften maa antages der allerede tidligere at have været i Brug. Cathedraticum var en vis aarlig Kjendelse af hver Kirke i Biskopsdømmet, Klosterne alene undtagne, „til Moderkirken, ved hvilken Biskopsstolen er“. Af Biskop Arnes Brev af Ribe Marts 1306 til Presterne paa Sunnhørdaland seer man, at den ifølge flere Diøcesan-Synoders Anordning skulde udredes med $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Løb Smør af hver Prest (Sogneprest?), Vikarierne (Chorsbrødrenes Vikarier?) undtagne, og med $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Løb af hver Kirke, liden eller stor. Han indskjærper Afgiftens ordentlige Indbetaling til hans Ombudsmand, der ogsaa har at hæve alt Efterstaaende siden sidste Synode i Bergen^[5].

Arne tog sig ogsaa med Iver af Kirketugten, og henvendte i saa Henseende især sin Opmærksomhed paa Cølibatets Overholdelse blandt Presterne. Man kan skjønne, at paa denne Tid Cølibatet for saa vidt har været gjennemdrevet i Norge, at Presterne ikke meer vovede at indgaa noget ordentligt Egteskab; men desto almindeligere har det ganske vist været, at de holdt Friller, undertiden aabenbare, men oftest under Navn af Husholdersker (lat. focariæ, i Danm. benævnte: Prestedeier). Denne Forargelse stræbte Arne at bortrydde ved Advarsler og Straffe. Paa en Synode i Bergen i 1307 varslede han tvende Prester om at forlade deres offentlige Friller inden een Maaned efter deres Hjemkomst^[6]. Siden finder man, at han har truet flere Sogneprester med Afsættelse fordi de holdt aabenbare Friller eller andre mistænkelige Kvinder i sit Hus; dog seer man ogsaa, at han har taget dem til Naade igjen, naar de rettede sig efter hans Befaling og skilte sig ved hine Kvinder^[7]. Ogsaa over Egteskabets Hellighed holdt han med Strenghed og taalte ikke, at Egtefolk af Letfærdighed eller uden lovgyldig Grund skiltes ad^[8].

Biskop Arne sorte omhyggeligt Tilsyn med de Klostere, der laa i hans Biskopsdømme og ikke vare eximerede, d. e. med Pavens Tilladelse unddragne hans biskoppelige Overopsigt. Dette Tilsyn var rettet ikke mindre paa Klostrenes Formuesforfatning og indre Orden, end paa Iagttagelsen af Biskopsstolens Rettigheder over dem. De ovenomtalte Conciliebestemmelser af 1306 vise, at ikke Alt i de norske Klostre var som det burde være, og at Klostertugten i visse Dele var slap. Biskoppernes Indblanding i deres Bestyrelse var derfor ingenlunde overflødig.

Augustiner-Klosteret ved Jonskirken i Bergen var paa denne Tid udarmet, især, som det lader, derved at det havde optaget for mange Proventfolk. For at hjælpe herpaa tillod Biskop Arne i 1306, at Klosteret udsendte nogle af sine Brødre for at indsamle Gaver ogsaa i andre Biskopsdømmer. Man har hans Anbefalingsbrev af 3die Marts 1306 til Biskop Ketil af Stavanger for en saadan Indsamler^[9]. Med de Onder, som fløde af det nævnte Klosters Fattigdom, fulgte ogsaa indre Uordener. Nogle af dets Noviser havde ikke alene lagt voldsom Haand paa hinanden indbyrdes, men ogsaa paa andre af Klosterets Folk samt paa enkelte Seculargeistlige, og havde herved, som og ved Ulydighed mod Abbeden Peter samt sine øvrige Foresatte paadraget sig Bans Straf. Desuden havde Flere ved Kjøb og Bestikkelser sneget sig ind i Klosteret og erholdt prestelig Vielse Herom henvendte Abbed Peter sig til Paven, og dennes Pønitentiarius, Kardinal Berengar, meddeelte ved Brev af 4de Februar 1308 Abbeden de Forholdsregler, han havde at følge ved at bestemme Straf over de Skyldige, ligesom han og befalede ham, saafremt nogen af Brødrene eller Converserne befandtes at eje noget personligen, da at fratage dem dette og anvende det til Klosterets almindelige Bedste^[10]. At Biskop Arne har medvirket baade til at disse Bestemmelser ere givne, og til at de siden bleve satte i Kraft, er høist sandsynligt.

Endnu klarere viser sig hans Virksomhed i visse Anliggender vedkommende Klosteret i Halsna paa Sunnhørdaland. Ogsaa dette Kloster hørte til Augustinernes Orden, og dets Munke vare regulære Kanniker. Abbeden Jon og Munkene havde udstødt af Klosteret en Broder, Erik den Færøiske, paa Grund af dennes Ulydighed, og forlangte Biskoppens Stadfæstelse paa Udstødelsen. Biskoppen overlagde Sagen med sine Chorsbrødre, og man var enig om, at den Udstødte vel havde høieligen forseet sig, men at Straffen dog var for haard, især da Abbeden ikke, førend han skred til at uddrive ham, havde sat ham nogen Pønitens og afventet hans Opfyldelse af denne. Biskoppen lod Abbeden og Brødrene dette vide i en Skrivelse af 17de Februar 1307, hvori han tillige yttrede, at den udviste Fremfærd vidnede om Brødrenes eget Overmod, da den hverken var støttet paa Guds eller Menneskenes Love. Han bød Abbeden for Fremtiden afholde sig fra saadan Fremfærd, og ikke foretage sligt, om end større Forbrydelser vare begangne, uden forud at have indhentet Biskoppens Raad^[11]. Erik den Færøiske blev atter optagen i Klosteret, som af det Efterfølgende vil sees.

Allerede denne Sag viser, hvilken stor Myndighed Biskoppen fordrede og virkelig øvede over Klosteret. End meer lagdes dette kort efter for Dagen i Anledning af en ny Abbeds Valg. Førnævnte Jon døde nemlig den 12te Februar 1308, og tvende af Klosterets Kanniker, Erik (ikke den Færøiske) og Arne henvendte sig nu til Biskoppen som Klosterets Diøcesan for at erholde hans Veiledning med Hensyn til Valget af en ny Formand. Biskoppen svarede dem imidlertid undvigende, at da Klosterets lovbestemte Frist til at vælge eller postulere en Abbed endnu ikke var udløben, hverken kunde eller vilde han blande sig i Valget, saalænge ikke dette formeligen var ham overdraget. Hermed droge de tvende Brødre bort. Den 1ste Juni næst efter overbragte tvende Brødre Biskoppen et Brev, der forkyndte, at Conventets Valg var eenstemmigen faldet paa den sidstnævnte Broder Erik. Biskoppen, der synes at have ventet, at Valget, efter det forud givne Vink, skulde have været formeligen overladt ham, var nu ikke tilfreds med hvad der var skeet, og hang sig ved den Omstændighed, at de tvende Fuldmægtige intet ordentligt Valgbrev havde at fremvise. Han underkastede derfor Valget tvende sine Chorsbrødres Undersøgelse, og ifølge deres Indstilling erklærede han den 12te Juli med sit Kapitels Samtykke det skede Valg for ugyldigt, og Valget nu hjemfaldet til ham, eftersom den lovbestemte Frist for samme var udløben^[12]. Biskoppen valgte imidlertid „per provisionem“ den samme Broder Erik. Det Hele opløste sig saaledes i en blot og bar Formalitetstvist, som dog tjener til at betegne Biskop Arnes strenge Paaholdenhed paa Biskopsstolens Ret, endog hvor det gjaldt Formerne alene^[13].

Klosteret i Halsna gav snart Biskop Arne meer at tage Vare. Den gjenindsatte Broder Erik den Færøiske gjorde nye Optøier, og Klage førtes desuden baade over Abbed Eriks og over Brødrenes slette Forhold. Biskoppen maatte i 1310 sende Inkvisitorer til Klosteret, og flere slemme Ankeposter opstilledes baade mod Abbeden og Brødrene, hvilke Ankeposter vise, at det stod meget slet til med Klostertugten der^[14]. Om Brødrenes urolige Aand og uklosterlige Færd vidner ogsaa den voldsomme Adfærd, som nogle af dem i 1310 tillod sig mod et Par af den stavangerske Biskops Leilændinger, hvilke de næsten sloge til Døde. Biskop Ketil kunde ikke faa Ret af Abbeden, før Kongen selv i 1313 maatte blande sig i Sagen^[15]. Biskop Arne synes paa Grund af alle disse Misligheder at have havt en Reformation af Klosteret for Øie; i det mindste lod han Ord falde om en saadan. Dog er det sandsynligt, at der ved et Besøg, som Biskoppen selv gjorde i Klosteret i 1311 og maaskee ogsaa ved et senere i April 1313 er blevet i Mindelighed raadet Bod paa de værste Uordener, ligesom og at Abbeden og drømme ved at love Bedring for Fremtiden have formildet Biskoppens vrede Stemning mod dem^[16].

Med de tydske Handelsmænd og Haandverkere i Bergen havde Biskop Arne en alvorlig og langvarig Strid angaaende Tiendens Ydelse. Under den fra Midten af det 13de Aarhundrede stedse tiltagende Handelsforbindelse mellem Norge og de nordtydske Handelsstæder, havde flere Tydskere taget Bolig i Norge, især i Bergen. De kunde henregnes til to Klasser. Den ene var de saakaldte Sutere (sútarar, sutores, eg. Skomagere), Haandverksmænd, der havde sine Boliger i Vaagsbunden. Den anden var de saakaldte Vintersiddere (vetrsetar), Handelsmænd, der forbleve Vinteren over i Byen og der eiede Hus eller havde leiet saadant for det hele Aar. De første synes at have staaet under Kongens særlige Beskyttelse, rimeligviis imod at betale ham derfor en vis Kjendelse. Med Hensyn til de sidste gjorde Loven ingensomhelst Undtagelse, at de jo skulde yde de samme Udredsler til Kongedømmet som Byens indfødte Husbønder^[17]. At nu alle disse Udlændinger i Bergen ogsaa betalte sin Tiende i Lighed med de øvrige Bymænd, var i sig selv rimeligt, ligesom og at man deri fulgte den almindelig gjældende Vedtægt, at der hvor en Mand havde sit faste Bosted Julenat, der skulde han i Regelen yde sine offentlige Udredsler for det følgende Aar^[18].

Slig Tiendeydelse af de i Norge for længere Tid bosatte Udlændinger havde dog neppe tidligere været strengt overholdt. De tydske Handelsstæders Undersaatter vare overalt hvor de nedsatte sig i fremmede Lande tilbøielige til at unddrage sig saavidt muligt de almindelige borgerlige Skyldigheder, hvorimod de søgte at danne et eget Samfund, der beskyttedes af den Stad, hvorfra de vare udgangne, og som vedblev, selv i det fremmede Land, at vise Moderstaden Lydighed fremfor Landets Styrelse. En saadan Tilbøielighed viste sig ogsaa sterkere og sterkere hos Tydskerne i Bergen, altsom de tydske Stæders Handel paa denne By udvidedes, og hine Stæders Magt og Selvstændighed med raske Skridt gik fremad. Udentvivl have Forsøg i denne Retning allerede i Kong Erik Magnussøns Tid fremkaldt den Bestemmelse i hans Retterbod for Bergen af 9de Marts 1295, at det under Straf som for Høiforræderi forbydes baade Indenlandske og udenlandske „at danne Foreninger (take sér nokor samheldni), eller oprette Samfund (gere nokor samhlaup var. samlag), eller forfatte Love og Bestemmelser for sig“^[19]. Hiin Tilbøielighed viste sig ogsaa – som det lader – tidlig, netop i Uvillie til at erlægge Tiende efter de i Norge gjældende Regler. Maaskee har man i Begyndelsen viist sig mindre nøieseende med dem heri, da deres Antal endnu ikke var ret betydeligt, og deres Ophold i Byen temmelig ustadigt. Men nu, da deres Tal bestandig var i Tiltagende ligesom ogsaa udentvivl deres Formue, blev Tiendekravet strengere og vakte fra deres Side aabenbar Modstand. Dette kunde ikke den ivrige Biskop Arne lade hengaa upaatalt.

I Aaret 1307 blev det ham af Tiendesamlerne tilkjendegivet, at alle Stuerne i Vaagsbunden havde undladt at betale sin Tiende for det forløbne Aar for Paaske (26de Marts), hvortil de – som det heder – efter Ret og gammel Sedvane vare pligtige. Biskoppen kaldte dem for sig, paamindede dem om deres Skyldighed og erklærede, at han vilde fremfare mod dem paa Rettens Vei, hvis de ikke inden en vis Termin betalte. Suterne synes at have henskudt sin Sag under Kongen, og at have paaberaabt sig det Ansvar, hvortil denne kunde drage dem, hvis de ydede Tienden uden hans Tilladelse. Biskoppen tilbød dem nemlig, at hvis de frygtede nogen Paatale fra Kongens Side, da skulde Tienden indtil dennes Ankomst til Byen blive nedsat hos Biskoppen under Laas og Lukke, saaledes at de selv havde Nøglen. Herpaa vilde de imidlertid ikke indlade sig, men vedbleve i sin Modvillighed.

Nu blandede nogle af Kongens Raad sig i Sagen og bade Biskoppen om at udsætte Betalingsterminen, indtil han havde faaet tale med Kongen. Herpaa indgik Biskoppen. Men da han havde været sammen med Kongen (udentvivl i Nidaros i Slutningen af April og Begyndelsen af Mai 1307)^[20], og denne ikke havde talt et Ord til ham om Suterne og disses Anliggende, saa kaldte han dem efter sin Hjemkomst atter for sig, foreholdt dem paa ny gjentagne Gange at opfylde deres Skyldighed, og lod, da det intet frugtede, lyse i Stadens Kirker, at de paa Grund af Udeblivelse med Tiendens Betaling vare forfaldne i den Straf, som Landets Love fastsatte. Derpaa kaldte han dem endnu en Gang den 10de September samme Aar for lig i sit Consistorium, hvor hans Chorsbrødre og flere gode Mænd vare forsamlede, og opfordrede dem her baade selv og ved Andre til Lydighed, idet han lovede dem Eftergivelse af Straf og Bod, hvis de afstode fra deres Modvillighed. Men da de fremdeles trodsede, saa forbød han dem høitideligen alle tilsammen Indgang i Kirken, og lod denne sin Dom skriftlig opsætte^[21].

Man savner bestemt Underretning om de nærmeste Følger af dette Skridt fra Biskoppens Side. At i det mindste nogle af Suterne have givet efter, er rimeligt; men Modvillien hos dem var ikke ganske undertrykt. Dette viste sig tydeligen deri, at de kort efter gjorde fælles Sag med Vintersidderne i disses Ulydighed med Hensyn til Tiendeydelsen.

I Aaret 1309 maatte nemlig Biskop Arne atter optræde mod de forsømmelige Tiendeydere i Bergen. Denne Gang seer man, at de skyldige vare „somme Husbønder og andre Kjøbmænd“, men især „de udenlandske Vintersiddere og Suterne i Vaagsbunden“. „Det synes ham underligt – siger han i sit Brev af 4de Mai 1309 – hvi Vintersidderne og Suterne meer unddrage sig for sin Skyldighed mod Kirken end de øvrige indfødte Bymænd, da dog Christenretten paabyder alle Mænd i Landet Tiendeydelse af alt ret Erhverv paa det Sted, hvor Enhver befinder sig Julenat“. „Det er ogsaa – lægger han til – gammelt Løfte og Tilsagn af Bergensmændene, siden de lede den store Skade ved Byens Brand^[22], at erlægge ordentlig sin Tiende efter den gamle Christenret; og det er at befrygte, at de Mænd, som ei ville holde dette Løfte, lidet betænke, hvad Staden kan overgaa, hvortil og Sandsynlighed har viist sig“. Biskoppen opfordrede alle Geistlige i Bergen, og navnligen Sognepresterne, hver i sit Kirkesogn at kræve Tiende af de fornævnte Vintersiddere, blandt hvilke han udhævede tre ved Navn: Jon og Godik i Bredesgaarden og Engelbrikt Gamle Løning, at de skulde have betalt inden en vis kort Frist. I Tilfælde af Overhørighed erklærede han dem udstødte af den hellige Kirke og forbød dem Indgang i nogensomhelst Kirke, indtil de underkastede sig Bod og bedrede sig. Denne Udstødelse af Kirken skulde lyses hver Helligdag, saalænge de fremturede i sin Ulydighed^[23]. Opfordringen blev udstedt under Kongens Ophold i Bergen^[24], og maa saaledes formodes at være skeet med dennes Vidende og Samtykke, skjønt han ikke yndede Geistlighedens Brug af Bannet for at tiltvinge sig sin Ret, og desuden kort i Forveien ved sit Brev af 26de Marts havde nævnt Suterne blandt de Lægfolk, som stode under Kongens Beskyttelse, og som af Geistligheden ikke maatte straffes, medens hans Appel til det apostoliske Sæde angaaende forskjellige Gjenstande stod uafgjort^[25]. Sagen var maaskee, at denne Appel siden af Kongen var opgiven, som Følge af Erkebiskop Jørunds mellemkommende Død.

Biskoppens Opfordring frugtede som det lader paa de indfødte Bymænd, maaskee ogsaa paa Suterne, som i den næste Tid efter ikke udtrykkeligen nævnes i denne Strid, – men ikke paa dem, den fortrinsviis gjaldt, nemlig de tydske Vintersiddere. Disse fremturede i sin Modvillighed, og de tre Hovedmænd, som Biskoppen tilforn navnligen havde udhævet, bleve virkelig forbudne Indgang i Kirken. Men de foragtede Forbudet, og modtoges i Prædikebrødrenes og Minoriternes Kirker, under det Paaskud, at disse tvende Ordener vare unddragne den biskoppelige Myndighed. Allerede den næstfølgende 31te Mai udstedte nu Arne en ny Skrivelse i denne Sag til alle Geistlige i Bergen, Ordensgeistlige saavel som Verdsliggeistlige, i hvilken han advarede disse i strenge Udtryk mod at stede dem, som vare af Biskoppen erklærede i Forbud, Adgang til sine Kirker, og tillige udstrakte sit Forbud til alle de overhørige Vintersiddere.

De udenlandske Vintersidderes Trods – yttrer Biskoppen i sin Skrivelse – nøder ham til at gribe haardere til efter Kirkelovene, end hans Ønske ellers var. Han har ofte med megen Skaansel fordret, at de skulde opgive, hvad Vern de havde for sig, idet de ei vilde yde Tiende som Landets Indfødte, da dog udenlandske Vintersiddere i Biskop Peters (1257–1270) og Biskop Askatins (1270–1277) Dage betalte Tiende som Indfødte, ja endog i Biskop Narves Tid (1278–1304), skjønt somme da unddroge sig fra sin Skyldighed. Dette kunde gamle Folk bevidne. De havde imidlertid hidtil kun svaret Biskoppen med korte og store Ord, ja saaledes at det ei bor gjentages for gode Christne. Biskoppen havde forbudet tre af dem, Formændene for den udviste Opsætsighed, de ovennævnte Engelbrikt, Godik og Jon, paa Grund af deres Ulydighed, Indgang i den hellige Kirke. Men desuagtet hørte han, at disse Mænd gik i Kirke som Andre, idet de sagde, at de ikke vare udelukkede af de Kirker, over hvilke Biskoppen ingen Raadighed havde, nemlig Prædikebrødrenes, Minoriternes og visse andre. De ledede herved enfoldige Christne i stor Vildfarelse, da de bragte dem til at tro, at den hellige Kirke er i sit Indre sondret, og at den, som er udelukket af een Kirke, ikke derfor er udelukket af alle, – medens det dog er de Christnes Tro og staar i Credo: at een er den hellige Kirke, et Forbund af gode Christne over hele Verden, saa vidt som Christendommen strækker sig, – hvoraf følger, at hver, som af Kirken er udelukket, ikke maa lovligen gaa i nogen Kirke, hvor han end er stædt. Nu da de fornævnte Vintersiddere, skjønt udelukkede fra Indgang i den hellige Kirke, fremture i sin Ondskab og Ulydighed, paaminder han dem om ikke at gaa i nogensomhelst Kirke, førend de have forbedret flg. Handler nogen af dem herimod, da sætter Biskoppen ham i Forbud og Ban, forbydende ham fra samme Stund al gudelig Betjening af Kirken og al Omgang med Christne i Mad eller Drikke, i Tale eller Handel. De Geistlige forbyder Biskoppen paa det Strengeste at lade nogen af dem Adgang til sine Kirker; indfinde de sig alligevel der, skal Kirkens Formand lyse Ban øver dem med Udslukning af brændende Kjerter og under Klokkeringning. Ingen Geistlig maa meddele dem „det hellige Embede“ inden Kirken, thi man skal vide for vist, at hver Geistlig som vidende meddeler bansat Mand dette, er selv udelukket fra Indgang i den hellige Kirke, i hvad Slags Geistlig han end er, Klostermand eller Verdsliggeistlig, ja Prædikere og Barfodbrødre (Minoriter) saavel som Andre. Dette er overeensstemmende med Pavens egen Forordning Biskoppen yttrer videre, at han nu med fuld Taalmodighed har ventet paa at andre udenlandske Vintersiddere (han nævner ved Navn tretten) skulle komme og hode Kirken. Men da dette ikke er skeet, forbyder han ogsaa dem Indgang i Kirken, indtil de bedre sig og gjøre Bod^[26]. – Den her paaankede Fremfærd;af Prædikebrødrene og Minoriterne maa ganske vist agtes at have været høist uforsvarlig, dog var den slet ikke ualmindelig. Den maatte naturligviis give Biskopperne og Sognepresterne den gyldigste Grund til Anke mod hine Ordener.

Men heller ikke det Skridt, Biskop Arne nu havde gjort, ledede til det forønskede Maal. Da Vintersidderne rimeligviis oftest kun vare et Slags Handelsfuldmægtige eller Faktorer for større Handelshuse i tydske Stæder, og som saadanne let kunde omflyttes, saa maa man formode, at dette deres temmelig løse personlige Forhold til Bergens By har givet dem Leilighed til at komme bort derfra i Sommertiden med de tydske Handelsskibe, og saaledes unddrage sig de videre slemme Følger af den dem personligen paalagte kirkelige Straf, med hvilken de vanskeligen kunde forfølges i deres fjærne Hjemstavn. Denne Omstændighed har udentvivl gjort dem djærvere i deres Trods, især saalænge de, hvad vist ikke manglede, dertil havde sine Foresattes Bifald. Man seer, at Sommeren 1309 er hengangen, uden at Biskoppen fik Ret paa sin Fordring, og at Vintersidderne stadigen have besvaret hans Krav med den Paastand, at det aldrig havde været Sedvane i Bergen, at de derværende Tydskere betalte Tiende Denne Paastand maatte Biskoppen søge at tilbagevise, og hertil valgte han den Tid, da Erkebiskop Eilif, som Archielectus, opholdt sig i Bergen om Høsten 1309.

Den 18de September blev nemlig et Vidnesbyrd optaget i Sagen. En Deel tydske Vintersiddere, hvoriblandt dog ingen af de tre tidligere bansatte Formænd nævnes, indkaldtes til Møde i den udvalgte Erkebiskops Herberge, og der, i dennes, samt flere kongelige Raadgiveres Overvær, krævede Biskop Arne atter Tiende af dem. Han forklarede derhos, hvad han før havde gjort i denne Sag, og lod derpaa oplæse tvende Breve af Kong Haakon, hvori denne bød, at alle udenlandske saavel som indenlandske Mænd, i hvad Stilling de end monne være, skulde yde ret Tiende og al anden Skyldighed til Kirken og dens Ombudsmænd efter Guds Ret og Landslov og gammel Sedvane. Da svarede paa de andre Vintersidderes Vegne Vernik Jungmeistar, at det hidtil aldrig havde været Sedvane i Bergen, at Tydskerne betalte Tiende; han og hans Brødre havde været der meer end 30 Vintre og havde aldrig tiendet. Biskoppen lod strax oplæse et Brev, der udviste, at i Aaret 1296 den daværende Lagmand i Bergen, Hr. Peter Gudleikssøn, og tre Mænd med ham havde gaaet i Borgen for en Deel navngivne Tydskere, hvilke vare blevne satte i Ban, fordi de ei vilde gjøre sin Tiende, at de skulde betale inden en vis Frist. Nu vedgik Vernik, at han rigtignok for ni Aar siden havde betalt Tiende, men da tvang Kongens Ombudsmand i Bergen, Hr. Basse Guttormssøn, ham dertil med kongelig Magt. Baade Vernik og alle de øvrige tilstedeværende Tydskere erklærede atter reent ud, at de aldrig skulde yde nogen Tiende, førend Kongen tvang dem dertil; thi det havde aldrig – sagde de – været Sedvane.

Biskoppen derimod vedblev sin Paastand, at det var gammel Sedvane. Dette – sagde han – var under Ed vidnet for Biskop Narve, og han var derfor ikke pligtig til atter at optage Vidnesbyrd herom. Alligevel for Sikkerheds Skyld fremførte han to gamle Mener som Vidner, og spurgte Tydskerne, om de havde noget mod dem at indvende? Tydskerne svarede nei; men stode med det samme op og gik alle bort, uagtet Biskoppen forbød dem at gaa, førend Vidnerne vare afhørte. En Prest, med tvende andre Geistlige som Vidner, gik strax paa Biskoppens Bud efter dem og stevnede dem tilbage; men de lode ikke Stevningen. Biskoppen lod da Vidnesbyrdene ligefuldt fremføre. Det ene af Vidnerne erklærede, at han for femti Aar siden, medens Peter var Biskop, famlede Tienden i Bergen, og da betalte de Tydskere, som vare Vintersiddere, ligesaavel som de Indsødte. Han opgav tre ved Navn, dog lagde han til, at dengang var der faa Vintersiddere i Bergen. Det andet Vidne udsagde, at han havde været tilstede og hørt paa, at en Husbonde i Bergen havde klaget for Kong Haakon Haakonssøn over, at Presten ved Peters Kirke vilde udstøde af den hellige Kirke en Tydsker, der boede hos ham, fordi Tydskeren negtede at gjøre ret Tiende. Hertil svarede Kongen: „Efterdi du leier til ham Hus paa tolv Maaneder som til vore Landsmænd og tager af ham den samme Skyldighed som af dine indenlandske Husleiere, da ville vi, at han skal staa i samme Forpligtelse til Gud og den hellige Kirke med Hensyn til Tiende og anden Udredsel, som vort Lands Mænd.“ Vidnet udsagde fremdeles, at en Tydsker laa syg, men Presten ved Korskirken vilde ikke meddele ham den sidste Salvelse, fordi han negtede at gjøre ret Tiende; da lod den Syge med Vidner betale Presten en halv veiet Mark i Tiende og modtog siden Sakramentet. Vidnet opregnede endelig ved Navn tre Tydskere, som dengang betalte Tiende, og det par for femti Aar siden eller længer. Begge Vidner erklærede, at de for otte Aar siden havde aflagt dette samme Vidnesbyrd for Biskop Narve i mange gode Mænds, indenlandskes og udenlandskes, Overvær^[27].

Dette optagne Vidnesbyrd godtgjorde i det mindste, at Tienden til forskjellige Tider havde været udredet af tydske Vintersiddere, og at dens Opkrævelse af dem havde meer end een Gang været billiget af Kongerne Det lod vel tillige den Sandhed skimte gjennem, at Tydskerne oftest havde været uvillige til at udrede Tienden, at de havde deels ved kirkelig deels ved kongelig Magt maattet tvinges dertil, og endelig at de i lange Mellemrum have undladt det. Dette kunde imidlertid i og for sig ikke hjælpe dem, saalænge det ikke bevistes, at deres Modstand eller Undladelse havde Medhold i Lov eller Privilegium, hvilket ei var skeet. Saaledes opfattede Kongen Sagen, da den kom for ham. Thi Aaret efter 1310 udgav han tvende Breve af 10de og 30te November til Vintersidderne, hvori han siger, at det ved Vidner er bevist, at de i gamle Dage have betalt Tiende; og derfor befaler han dem at udrede den efter gammel Viis, idet han tillige byder sin Lagmand og Sysselmand i Bergen at staa den hellige Kirke og dens Ombudsmænd bi til at erholde Ret^[28].

Støttende sig til disse Kongebreve opfordrede Biskop Arne den 12te Januar 1311f i flere anseede Mænds Paahør, Kongens Fehirde (Skatmester) i Bergen, Presten Botolf Haakonssøn (Chorsbroder af Orknøerne), at hjælpe Kirken til at erholde sin Tiende af Vintersidderne^[29]. Hvad Fehirden i Anledning af Biskoppens Opfordring har foretaget sig, vides ikke; men saa meget seer man, at Vintersidderne strax efter gik saa vidt i sin Forbittrelse mod Biskoppen, at de mellem sig kom overeens om ingen Handel at have med Biskopsgaarden eller med andre Geistlige hverken i Kjøb eller Salg. Stuerne i Vaagsbunden gjorde heri fælles Sag med dem, og nogle nys tilkomne tydske Kjøbmænd vovede paa Grund af dette Forbund heller ikke at handle med de Geistlige. Hvad der drev dem til dette Skridt var – som det heder – at Biskoppen havde ladet lyse Ban over den før omtalte Engelbrikt Løning og hans tvende Kammerater (Godik og Jon i Bredesgaarden,) hvilke altsaa fremdeles maa have været Formændene for Sammenrottelsen. Biskoppen lod da den 6te Marts 1311 forkynde for dem, at han for denne Gang, paa Kongens Bøn, ikke vilde foretage noget imod dem i Anledning af Tiendeydelsen, førend Kongen selv kom did. Men alle Vintersiddere, som vare i Byen, skulde inden otte Dage indfinde sig hos Biskoppen og bøde ham, hvad de havde forbrudt mod ham og Geistligheden ved den fattede Bestemmelse, og have tilbagekaldt denne inden samme Tid. Gjorde de ei dette, da vare de faldne i Ban, og det „ikke i den bergenske Biskops eller hans Chorsbrødres Ban, men i den romerske Paves Ban, hans, som er den almindelige hellige Kirkes Forstander og alle Christnes sande Dommer“. Og dette Ban vilde blive lyst over dem meget snart, efterat den givne Frist var udløben.

Vintersidderne maa for det første have siddet Paamindelsen overhørige; thi den 20de Marts 1311 blev den gjentagen^[30]. Senere maa de dog sandsynligviis have hævet Handelsforbudet, om ikke før saa da Kongen kom til Bergen. Ved Midten af Mai Maaned 1311 finder man ham der tilstede^[31], og da et Forbud, som det Vintersidderne havde istandbragt, maatte ansees for indgribende i Kongedømmets Ret, har han ganske vist, med det Gode eller med Tvang, bragt dem til at opgive det. Ved Kongens Indflydelse maa det vel ogsaa være bevirket, at begge Parter fandt sig i at lade selve Tiendesagen komme til Afgjørelse for verdslig Dom. Man seer nemlig, at Vintersidderne have skudt sig under Landsloven, og at Biskoppen, skjønt saadant ganske vist ikke stemmede med hans Begreber om Kirkens Dommermyndighed i geistlige Sager, har modtaget Borgen af Husbønderne i Byen for at Vintersidderne skulde møde paa Stevne for Lagmanden i Bergen, Eindride, til dennes lovlige Orskurd eller Kjendelse.

Paa Mødet indfandt sig Biskoppens Ombudsmand fra den ene Side, og tvende af de udenlandske Vintersiddere, Jon Lybek og Ertman i Knausen, fra den anden, desuden Kongens Ombudsmænd i Byen og mange andre gode Mænd. Biskoppens Ombudsmand fremførte Søgsmaalet og bad Lagmanden dømme som han vilde svare for Gud. Vintersidderne fremsatte sin gamle Paastand, at dem ikke tilkom at gjøre nogen Tiende, efterdi hverken de eller nogen anden Udlænding før gjorde Tiende i Bergen. Hertil blev dem svaret, at Loven selv lyder saa, at ingen udenlandske Handelsmænd skulde sidde Vintersæde i Bergen mellem Korsmesserne (d. e. fra 14de September til 3die Mai), og medens den Skik blev overholdt, da krævedes naturligviis ingen Tiende af dem; thi da var der ingen Udlændinger om Vinteren uden Suterne, og disse havde altid været vante til at udrede sin Tiende, netop af den Grund, at de sad i Byen Vinteren over. Tydskerne bemærkede herved, at Kongen dog havde i sin Magt at tillade dem at sidde i Byen om Vinteren, om end Lovbogen lød anderledes. Biskoppens Ombudsmand indlod sig ikke videre herpaa, men fordrede afgjort, om Lovbogen nogensteds siger, at Udlændinger skulde være meer fri for Tiende end Indlændinger. Dette maatte besvares benegtende. Lagmanden spurgte nu Tydskerne, om de havde noget Pavebrev eller Kongebrev at fremlægge, hvorved de befriedes fra Tiendeydelse i Norge. Hertil havde de intet at svare. Da oplæste Lagmanden for dem baade den nye og den gamle Christenret og gjorde dem opmærksomme paa, at Biskoppen er lige skyldig at gjøre dem christelig Tjeneste, der leie Hus for tolv Maaneder, som andre besiddende Mænd i Byen, hvoraf naturligviis fulgte, at hine ligesaavel som disse ogsaa vare skyldige at yde Kirken dens Ret. Lagmanden afsagde derfor den lovlige Dom: – at de nærværende og vordende Vintersiddere i Bergen vare skyldige at yde Tiende ligesaavel som indenlandske Mænd, der boede i Bergen Aar og Dag om. For den Bod, som kæredes paa dem hidtildags, sagde han dem fri. Men hvis de herefter fandtes uvillige til at erlægge sin Tiende, da skulde de baade betale den og Tiendefald (Bod for Tiendeforsømmelse), eftersom Loven bestemte, med mindre Biskoppen vilde bære over med dem. Denne Lagmandsdom blev afsagt i 1311, i Kong Haakons tolvte Regjeringsaar, altsaa før 10de August^[32].

Udentvivl have nu de tydske Vintersiddere givet efter. Havde de, som ikke er urimeligt, stolet paa noget Medhold fra den verdslige Magts Side i sin Opsætsighed mod Biskoppen, saa fandt de sig nu bedragne i dette Haab; og Tydskernes Handelsvælde var endnu ikke saa fast grundet i Norge – og mindst i Kong Haakons Tid –, at de turde byde Landets baade geistlige og verdslige Øvrighed Trods. Ved yderligere Halstarrighed kunde de let udsætte sig for, at Kongen bragte Loven i streng Anvendelse, og reent ud negtede dem at sidde Vinteren over i Bergen, hvilket vilde være deres Handel til stor Skade. De valgte vel derfor den efter Omstændighederne klogeste Udvei, at indrømme Biskoppen og Kirken deres Ret, helst da Lagmandsdommen dog forsaavidt var lemfældig mod dem, som den frifandt dem for alle Bøder for tidligere Tiendeforsømmelse. Hele denne Strid er forresten meget oplysende med Hensyn til de tydske Haandverkeres og Handlendes Forhold til Norge, og deres Opførsel i de Stæder, hvor det havde lykkets dem at indtrænge sig som Borgere.

1. Kongens Brev af 8de Mai 1309, N. Dipl. II. 82.
2. N. Dipl. III. 86.
3. „var hann mikill höfðingi ok góðsiðugr maðr“. Bp. Laur. S. c. 26.
4. Suhm D. H. XI. 631, (eft. Bartholinske Mskr.).
5. N. Dipl. III. 71.
6. Suhm D. S. XI. 565.
7. N. Dipl III. 88, 89.
8. N. Dipl. III. 87.
9. N. Dipl. I. 96.
10. Langes Klh. 510, 511; Suhm D. H. XI. 601.
11. Barth. Mskr. E. 314: Langes Klh. 563.
12. N. Dipl. I. 105. Havde nemlig ikke ei Klosters Medlemmer inden en vis i Regelen bestemt Tid kunnet enes om en Formands (Abbeds eller Priors) Valg, saa tilkom det vedkommende Biskop per provisionem at beskikke dem en saadan.
13. Langes Klh. 563, 564.
14. Tvende udaterede Breve af 1310, og Bp. Arnes Br. af 9de November s. A. Barth. Mskr. E. 105–107.
15. Bp. Ketils Br. af 26de Februar 1313, Kongens Br. af 14de October 1313.
16. Bp. Arnes Br. af 25de April 1313. Barth. Mskr. E. 409–10. Jfr. i det Hele Langes Klh. 564–569. Man har et Brev af Arne af 1ste April 1313 udstedt fra Halsna, Barth. Mskr. E. 539.
17. Nyere By-L. III. c. 6, N. g. L. II. 203.
18. Ssts. c. 7.
19. N. g. L. III. 24.
20. S. o. f. II. 115.
21. Barth. Mskr. E. 388–391, jfr. Suhm D. H. XI. 565.
22. Herved menes udentvivl den store Brand, som overgik Bergen i 1248 om Sommeren, M Dage efter Jonsmesse. Haak. Haakonss. S. c. 260; Isl. Ann. 118.
23. N. Dipl. II. 81.
24. Kongen var der endnu den 8de Mai, s. o. f. II. 132.
25. S. o. f. II. 126.
26. N. Dipl II. 83–85, jfr. 88, 89.
27. N. Dipl. I. 109–112.
28. N. Dipl. II. 90, 91.
29. N. Dipl. III. 94.
30. N. Dipl III. 96.
31. N. g. L. III. 90.
32. Lagmandens Eindrides Kundgjørelse af nævnte Tid, uden Dag. Mskr. No. 331 fol. i den Arn. Mag. Saml.