Hopp til innhold

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/66

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Den norske Kirkes Historie under Katholicismen
Chr. Tønsbergs Forlag,  (2, s. 145-153).
◄  65.
67.  ►

Med Erkestolen i Nidaros havde Biskop Arne en Tvist angaaende Besættelsen af Færøernes Biskopsstol. Denne blev ledig i 1308, da Biskop Erlend, som havde beklædt den i henved 38 Aar, døde under et Ophold i Bergen den 13de Juni[1]. Ved Færøernes Kathedralkirke var intet eget Kapitel, og Valget eller Provisionen af Biskoppen, tilkom, „ifølge det apostoliske Sædes Privilegier og billiget Sedvane“, Nidaros’s Erkebiskop og Kapitel[2]. Disse havde ved de tre seneste Besættelser valgt en Chorsbroder af den bergenske Kathedralkirkes Kapitel. Herved troede Biskop Arne, at Bergens Kirke havde erhvervet en Hevd, hvilken Nidaros’s Erkebiskop og Kapitel var forpligtet til at agte ved Valget af Erlends Eftermand. Idet han den 17de Juni meldte Dødsfaldet til Nidaros, bad han derfor om, at man vilde iagttage at vælge „efter Sedvane“ den nye Biskop af Bergens Kirkes Skjød[3]. Men desuagtet valgte Erkebiskop Jørund den 18de August 1308 med sit Kapitels Raad og Samtykke Lodin (Ludovicus), Sogneprest til St. Peters Kirke paa Borgund, af Nidaros’s Biskopsdømme, i den Afdødes Sted[4]. Det er aabenbart, at Erkebiskoppen og hans Kapitel ved dette Valg troede sig at være i sin gode og uomtvistelige Ret; derfor gav de ei heller Bergens Biskop nogen Underretning om hvad der var skeet, førend Erkebiskoppen i sin Skrivelse af 6te Februar 1309, ved hvilken han gjentagende opfordrer Biskoppen til at indfinde sig .til det paatænkte Provinsialconcilium i Nidaros, i Forbigaaende tilkjendegav, at han blandt andre Kirkens Forretninger ogsaa vilde ved samme Leilighed indvie den udvalgte Biskop til Færøerne[5]. Men Biskop Arne saa heri en Forurettelse mod Bergens Kirke. Han var ikke seen med at indgive under næstfølgende 4de Marts i Forening med sit Kapitel en Appel til det apostoliske Sæde mod Lodins Valg. Han udhævede heri den nævnte Omstændighed med de tre foregaaende færøiske Biskopper. Den første af disse, Peter, – sagde han – var før sin Beskikkelse til Færøernes Kirke den bergenske Biskops Kapellan og senere hen Bergens Biskop (1257–1270); men i Mellemtiden bestyrede han Færøernes Biskopsstol i 10 Aar eller længer (1247–1257?). Næst efter ham toges Gaute, Chorsbroder af Bergen, til Færøernes Biskop og havde dette Sæde i 6 Aar eller længer. Hans Efterfølger var igjen den i forrige Aar afdøde Erlend, ligeledes forud Chorsbroder af Bergen, hvilken i meer end 37 Aar havde bestyret den færøiske Biskopsstol[6]. Til at overbringe Erkebiskoppen og siden retligen forfølge denne Appel udnævntes samme Dag af Biskop og Kapitel Chorsbroderen Peter Haakonssøn den ældre, hvis Bemyndigelse hertil gjentoges i Kundgjørelse af 23de Marts, under hvilken Dag samme Peter ogsaa beskikkedes til, som Biskoppens og Kapitelets Fuldmægtige, at møde paa det forestaaende Provinsialconcilium, hvis et saadant skulde blive afholdt inden Himmelfartsdag næstkommende (den 8de Mai). Han skulde efter Skik og Brug udbede sig Erkebiskoppens Følgeskrivelse (apostolos) med Appelen, som han derpaa, saavidt skjønnes, skulde bringe til den pavelige Kurie[7].

Biskop Arne havde tidligere, i en Skrivelse til Erkebiskoppen af 16de Marts i Anledning af Conciliet, meddeelt denne Appelen underhaanden og i Afskrift, og med det samme yttret, at han inden en Maaned efter Appelens Udstedelse agtede at lade sine Fuldmægtige tiltræde Reisen til Kurien[8]. Denne kom imidlertid ikke til at gaa saa hastig for sig. Thi endnu den 10de April var Peter Haakonssøn i Bergen. Paa nævnte Dag og Sted udstedte nemlig Biskop Arne og hans Kapitel, blandt hvis nærværende Medlemmer Peter nævnes, en Kundgjørelse, hvori Appellen omtales som oplæst, og tillige Undskyldning anføres for det at Biskoppen ikke saa sig i Stand til at sende flere Fuldmægtige til det apostoliske Sæde i Anledning af Appellens Forfølgelse. Der var – heder det her – ved Bergens Kirke kun et bestemt Antal Chorsbrødre, nemlig 12 og ikke flere; og af disse vare for Tiden to i Paris for at studere, een i England, to i Kong Haakons bestandige Tieneste, een i Erkebiskoppens Forretninger, saaledes at kun sex vare virkelig „residerende“ d. e. tjenstgjørende ved selve Kathedralkirken, af hvilke oven i Kjøbet een ved Løfte havde forpligtet sig til at besøge St. Thomas i England, og da han allerede stod færdig til at tiltræde Reisen, ikke heller kunde ansees for residerende. Dette ringe Antal hjemmeværende Personer til at tjene Kathedralkirken, og desuden de fiendtlige Indfald, hvormed Norges Rige netop forstyrredes, var Aarsagen til, at Biskoppen ikke kunde afsende flere Procuratorer i den Hast, som Anliggendet fordrede[9].

Under denne Udhaling indtraf Erkebiskop Jørunds Død den 11te April 1309[10], og allerede den 17de i samme Maaned udstedte Nidaros’s Kapitel, i Kraft af sin Myndighed medens Erkestolen stod ledig, Brev til Biskop Ketil af Stavanger (som den ældste af Norges daværende Lydbiskopper), hvori han underrettedes om Lodins lovlige Valg samt opfordredes til at indvie ham, efterat have tilkaldt tvende andre den nidarosiske Kirkes Lydbiskopper, og modtage paa samme Kirkes og dens Kapitels Vegne hans Troskabs- og Lydighedsed (fidelitatis et obedientiæ juramentum)[11]. Først en Stund efter indtraf den bergenske Kirkes Appel og blev formeligen forkyndt i Nidaros, skjønt den, som ovenfor viist, allerede en Maanedstid forud der var underhaanden bekjendt. Den lader ikke til at have gjort synderligt Indtryk paa Chorsbrødrene. De opfyldte uden Vanskelighed Biskop Arnes Forlangende om en Følgeskrivelse (apostoli), hvilken de udstedte den 10de Mai, affattet i Form af en Gjendrivelse (literæ refutatoriæ). Efterat have omtalt Lodins Valg ved Nidaros’s Erkebiskop og Kapitel samt den bergenske Kirkes Appel herimod af 4de Marts, erklærede de, at da Kirkernes og især Kathedralkirkernes Provision og Valg ifølge den canoniske Ret burde være fuldkommen fri, saa, om end den nidarosiske Kirke har besat Færøernes Biskopsstol engang af sit eget Skjød, en anden Gang af en anden Kirkes, – havde den dog derved hverken indrømmet eller havt i Sinde at indrømme den bergenske eller nogen anden Kirke nogensomhelst Ret med Hensyn til Provisionen[12].

Imidlertid havde, som sagt, det nidarosiske Kapitel, allerede før Appellens Modtagelse, givet Befaling til den udvalgte Lodins Indvielse, og Lodin synes nu, uagtet Appellen var ham bekjendt, at have drevet paa at hiin Befaling skulde bringes til Udførelse. Da Biskop Arne hørte dette, tilskrev han den 31te Mai 1309 sine tre norske Medbiskopper, meddeelte dem sin Appel, og bad dem paa det instændigste at udsætte Indvielsen, indtil han selv havde faaet dem i Tale. Handlede de anderledes, yttrede han, vilde det være farligt for dem selv, som det var fornærmeligt mod ham[13]. Han skrev ogsaa den paafølgende 4de Juni til Kapitelet i Nidaros, og idet han bevidnede Chorsbrødrene sin Sorg over Erkebiskop Jørunds Død, opfordrede han dem tillige, hvis de med. Hensyn til den færøiske Kirkes Anliggender maatte have noget ham ubekjendt at indvende, at de da derom maatte underrette ham, før Sagen gik til Kurien. Thi saafremt han maatte finde, at nogen canonisk Indvending af dem med Beviser kunde anføres mod hans Forehavende, da vilde han derfra afstaa og indvilge hvad dem syntes rigtigt[14]. Kapitelet havde i Grunden allerede afgivet Svaret paa denne Opfordring i det Appellen tilføiede Følge- og Gjendrivelsesbrev, og rimeligviis har det ikke indladt sig paa nogen udførligere Beviisførelse for Biskoppen.

Lodins Indvielse blev dog for det første udsat. Man finder, at han, tilligemed Norges fire Lydbiskopper, har fulgt Haakon paa dennes Tog til Danmark i Juli Maaned 1309, og at han paa Tilbageveien fra Mødet i Kjøbenhavn har været samlet med dem ved Ekerøerne i Gautelvens Munding. Her forlangte han den 26de Juli af Biskopperne af Stavanger og Hamar at blive indviet ifølge det nidarosiske Kapitels Mandat. Men da foreviste Biskop Arne ham sin Appel i Original og kundgjorde den selv i de øvrige Biskoppers Paahør. Lodin maatte nu for det første opgive sin Paastand om at blive indviet, og den appellerede Sag gik til Kurien, hvor den omtales som henstaaende den 17de September 1310[15]. Man ventede, at Lodin personligen skulde begive sig til Kurien for der selv at forsvare sin Sag, og Biskop Arne har, som det lader, formeligen opfordret ham dertil. Han undskyldte sig imidlertid med en gammel Fodskade, hvilken dog Modparten paastod allerede for længst var læget. Rimeligviis har Lodin fundet det unyttigt at paatage sig den besværlige og kostbare Reise, saameget mere, som den udvalgte Erkebiskop Eilif allerede havde overdraget ham den færøiske Kirkes Gods, saa at han indtil Sagen afgjordes havde tilstrækkeligt Underhold for sig og sit Folk[16].

I Kurien henstod Sagen længe, og den var endnu uafgjort, da det almindelige Concilium, som siden nærmere skal omtales, i 1311 traadte sammen i Vienne. Men strax efter Slutningen af dette Concilium, ved hvilket baade Erkebiskop Eilif og Biskop Arne samt Fuldmægtige fra Nidaros’s og Bergens Kapitler vare tilstede, blev Sagen igjen bragt paa Bane, og det paa den Maade, at Erkebiskop Eilif paa egne og den fraværende Lodins Vegne, samt Nidaros’s Kapitel ved sin Fuldmægtige, paa den ene Side, og Biskop Arne selv samt Bergens Kapitel ved sin Fuldmægtig paa den anden, valgte til Voldgiftsmand Erkebiskop Nikolaus (Ketilssøn) af Upsal, som ogsaa havde været ved Conciliet, og som tidligere under et Ophold i Bergen 1309, rimeligviis paa Tilbagereisen fra Kurien, hvor han havde søgt sit Pallium, var bleven noget bekjendt med den omhandlede Sag[17]. Dette skede i Vienne den 10de Mai 1312. Det bestemtes, at Voldgiftsdommen skulde være afsagt inden 30 Dage, efterat Erkebiskoppen af Upsal og begge Parterne vare komne til Brügge i Flandern, naturligviis paa sin Hjemreise; og Parterne skulde holde sig Dommen efterrettelig under en drøi Straf af 400 Florener i Guld[18]. Dette er den sidste Oplysning der haves om Sagens Gang Erkebiskop Nikolaus’s Dom er, saavidt vides, ikke bevaret; men man maa antage, at den er falden til Gunst for det engang skeede Valg, og at derpaa Lodin endeligen er bleven indviet. Thi baade findes Lodin opført i Rækken af færøiske Biskopper[19], og han nævnes som Færøernes Biskop i Annalerne der hvor disse omtale hans Død i 1316[20]. Biskop Arnes Paastand synes ogsaa virkelig, efter alt hvad der af det nys anførte om denne Sag kan dømmes, at havet være ganske blottet for gyldige Grunde; og hans Fremfærd ved denne Leilighed giver saaledes udentvivl et Beviis blandt flere paa denne Prælats Stridbarhed og haardnakkede Fastholdenhed paa sin Kirkes Rettigheder, de være sig virkelige eller indbildte.

Det lader sig let begribe, at for en Biskop af Arnes Karakter maatte Kapelmagisteren og den hele Indretning med de kongelige Kapeller være en Torn i Øiet. Alle Norges Biskopper følte vistnok nogen Uvillie mod Indretningen; thi om end ikke de kongelige Kapeller, med samt deres Forstandere og øverste Formand, ved de tidligere omtalte pavelige Bestemmelser vare aldeles unddragne den biskoppelige Myndighed, saa var det dog altid en ikke uvigtig Indskrænkning i denne, at Kongen kunde beskikke Kapelmagister, og han igjen, eller og Kongen selv, de enkelte Kapellers Provster eller Prester. Rigtignok skeede Beskikkelsen under den mildere Form af en Præsentation eller et Forslag, men det laa dog i Sagens Natur, at vedkommende Biskop var forpligtet til at antage og indvie eller indsætte den Foreslagene, hvis ikke afgjørende canoniske Grunde kunde anføres mod hans Person. Ogsaa Kapelmagisternes Visitations- og Strafferet med Hensyn til Kapellerne, skjønt den som ovenfor viist var tilstaaet med et vist Forbehold til Gunst for den biskoppelige Myndighed, maatte ikke destomindre betragtes som et Indgreb i dennes Omraade. Retten endelig for Kapelmagisteren ved visse Leiligheder at optræde i biskoppeligt Skrud og forrette Gudstjenesten paa biskoppelig Viis kunde i hine Tider ikke gjælde for noget uvæsentligt, men maatte fortolkes som et Tegn paa, at denne Prælat i ydre Verdighed paa en Maade sideordnedes Biskopperne; saaledes vilde Kongen idet mindste ganske vist have det forstaaet.

Men maatte alt dette gjøre et ubehageligt Indtryk paa de norske Biskopper i Almindelighed, saa var dog utvivlsomt Bergens Biskop den, som det allermest vedrørte. I hans Biskopsdømme var nemlig sammenligningsviis de fleste kongelige Kapeller beliggende, og hvad der var saarest, han havde Apostelkirken og Kapelmagisteren lige under sine Øine i samme By, hvor han havde sit Sæde og sin Kathedralkirke. Her laa altsaa Anledning til fiendtlige Rivninger nærmest.

Til at fremkalde saadanne bidrog ogsaa den Ubestemthed, som endnu i mange Stykker raadede med Hensyn til Kapelmagisterens kirkelige Stilling. Hans af Paven udtalte Forstanderskab for alle de kongelige Kapeller kunde forklares i en videre og i en engere Udstrækning. Kongen og Kapelmagisteren selv foretrak det første, Biskopperne naturligviis det sidste.

Strax efter Indstiftelsens Grundlæggelse kom det derfor til Tvist om dens Fortolkning. Man seer, at Kongen og Kapelmagisteren, vist nok med Uret, forklarede Pavens Udtryk: „forestaa (præsit)“ saaledes, at Kapelpresterne vare ganske unddragne vedkommende Biskoppers Dommermyndighed, – at det tilkom Kongen at foreslaa eller præsentere dem for Kapelmagisteren, og at det tilkom denne at ind- og afsætte dem, uden at adspørge Biskoppen, – og endelig at Kapelmagisterens Visitationsret over Kapellerne udelukkede Biskoppens. Sagen var aabenbar den, at Kongen ansaa Indstiftelsen, som den fra Paven var udgangen, ikkun for et Grundlag, hvorpaa der efterhaanden til Kongedømmets Fordeel skulde bygges videre. Biskopperne følte dette og fandt det bedst i Tide at rykke frem med sine Indsigelser og meddele Paven sine Ankeposter. Hvo af dem der har gjort det første Skridt, vides ikke sikkert, men ganske rimeligt er det, at det netop har været Biskop Arne.

Maaskee have allerede i 1308 Forespørgsler været gjorte i Kurien angaaende Udstrækningen af den Kapelmagisteren indrømmede Myndighed, og i Forbindelse hermed Klager førte og Oplysninger meddeelte. Pave Clemens V synes ogsaa nu at have seet, at den Indstiftelse, til hvilken han havde givet sit Minde, lettelig kunde opfattes paa en Maade, der var anstødelig for den biskoppelige Myndighed, og udvides saaledes, at den muligen kunde komme til at svække denne i utilbørlig Grad ligeoverfor Kongedømmet. I 1309 udstedte han derfor en Skrivelse, som nærmere fortolkede hans Indstiftelsesbrev af 5te Februar forrige Aar, og navnligen fremsatte hans Mening med Udtrykket: „forestaae (præsit)“. Dette Ord, yttrede han, maatte ikke tages i en saa vid Mening, at Kapelpresterne skulde være unddragne den biskoppelige Jurisdiction derved at Kongen præsenterede dem, eller Kapelmagisteren have Ret til at indsætte og afsætte dem, Biskopperne uadspurgte. Kongen – siger han – havde Ret at præsentere, men Biskopperne til at ind- og afsætte. Nogle Kapeller vare desuden ei stiftede af Kongen eller hans Forfædre, og med Hensyn til dem havde Kongen og hans Kapelmagister aldeles ingen Ret[21]. Fordi Kapelmagisteren kunde visitere, derved betoges ei Biskopperne deres Visitationsret. Med Hensyn endelig til de mindre Forseelser, i hvilke der var tilstaaet Kapelmagisteren dømmende Myndighed over Kapelpresterne, da var dermed kun meent deres Forseelser vedrørende den canoniske Gudstjeneste (horæ canonicæ) og deres Overtrædelse af de for dem særligt givne Bestemmelser[22].

At denne pavelige Fortolkning ikke stod i nogen egentlig Strid med hans Instiftelsesbreve, er klart; men alligevel har den ganske vist ikke været efter Kongens og Kapelmagisterens Sind. Om Kongen strax har gjort nogen Indvending imod den, vides ikke; saameget er dog vist, at alle Tvistepunkter ei dermed vare afgjorte. Allerede det følgende Aar 1310 opstod Trætte mellem Biskop Arne og Kapelmagisteren, Finn Haldorssøn. Den første beskyldte nemlig Kapelpresten ved Allehelgens Kirke og Hospital i Bergen for at tilegne sig andre Sognekirkers Lig, Offer og Tiende tvertimod Biskoppens Forbud. Han kaldte den 31te Marts Presten for sig og truede ham med Ban, hvis han ikke aflod hermed. Næste Dag bragte Presten Biskoppen et Brev fra Kapelmagisteren, hvori denne paastod, at Presten var i sin gode Ret, naar han meddeelte de geistlige Sakramenter til dem, som boede paa Grunde i det omhandlede kongelige Kapels Sogn, og henskjød Sagens Afgjørelse til Kongen, naar denne kom til Bergen. Tvisten har altsaa angaaet Grændsen for Allehelgens Kirkens Sogn. Da Biskoppen imidlertid ikke vilde laane Øre til Kapelmagisterens Forestilling, saa appellerede Finn til Paven og udbad sig Biskoppens Følgebrev (apostolos), hvilket Arne den 14de April meddeelte, idet han dog erklærede Appellen for ugrundet[23]. Sagen var i sig selv ubetydelig, men viser hvor spendt Forholdet var mellem de to Prælater.

Biskopperne, og ganske vist især Arne, greb enhver Anledning til at bringe Kapelmagisteren og Kapelpresterne i Forlegenhed. En saadan Anledning fandt de deri, at Kapelmagisteren, som ikke havde biskoppelig Vielse, ikke selv kunde forrette, til Tjeneste for de ham undergivne Kapeller, visse kirkelige Handlinger, hvilke kun en virkelig viet Biskop kunde udføre, f. Ex. at indvie den hellige Olie og Chrisma, som Presterne skulde benytte ved Sakramenterne, rense Kirker og Kirkegaarde, naar disse vare blevne besmittede, og saadant lignende. Hermed gjorde Biskopperne Vanskeligheder, naar det gjaldt Kapellerne, naturligviis paa Grund af det uafhængige Forhold disse paastode at indtage i andre Henseender. Men paa denne Maade stod det i Biskoppernes Magt at lægge Kapelpresterne væsentlige Hindringer i Veien for en fuldstændig Udførelse af de gudstjenstlige Handlinger ved deres Kirker. Forestillinger imod en saadan Fremgangsmaade bleve naturligviis gjorte til Paven, og denne nødtes herved til atter at indskride med sin Magtfuldkommenhed, denne Gang dog til Fordeel for Kapellerne og Kapelgeistligheden.

Ved Brev af 12te Marts 1311 fra Avignon bød han de norske Biskopper, at de skulde meddele „hans kjære Søn“ de kongelige Kapellers Magister, hans Efterfølgere og deres Vikarier Chrisma og hellig Olie for de Kapeller, som fandtes i deres Biskopsdømme, rense disse Kapeller, deres Kirker og Kirkegaarde, samt velsigne deres Altere og Billeder, saa ofte som saadant tiltrængtes eller fordredes af Magisteren eller hans Vikarier. Og for det Tilfælde, at Ulydighed skulde blive udviist mod dette hans Bud, overdrog han Abbederne af Lyse og Hovedø fuld Myndighed til at tvinge de trodsige ved Kirkens Straffe til at efterleve det[24]. Ved et andet Brev af 13de Marts forkyndte Paven, at han, paa Kong Haakons Begjæring, havde udvidet sin tidligere Bestemmelse angaaende Kapelmagisterens Brug af biskoppeligt Skrud og Ret til at uddele biskoppelig Velsignelse i Apostel Kirken i Kongens Nærværelse, derhen, at han skulde være berettiget til begge Dele paa hver af de større (dobbelte) Festdage og ved Kapellernes Visitation, samt overalt hvor han forrettede Gudstjeneste i Kongens Nærværelse[25].

Man mærker tydeligen, at Pave Clemens af de norske Biskopper er bleven gjort opmærksom paa de skadelige Følger for den biskoppelige Myndighed, som Kapel-Indretningen i Norge kunde drage efter sig, og at han derfor nu klogeligen ved nærmere Fortolkninger gjorde al den Indskrænkning i Kapelmagisterens virkelige Selvstændighed, som hans første Instistelsesbrev paa nogen Maade kunde tillade, medens han dog paa den anden Side ikke alene med Strenghed tilholdt Biskopperne at opfylde deres Skyldighed mod Kapellerne, men ogsaa, for at smigre Kongen, forøgede Glandsen ved Kapelmagisterens ydre Optræden. Kong Haakon var visselig altfor klog til ikke at skjønne Forskjellen mellem den sande Indflydelse og den tomme udvortes Glimmer; men han maatte her lade det forblive ved Pavens Bestemmelser og trøste sig med, at Grundlaget dog var der, og at heldigere Omstændigheder vel med Tiden kunde tillade Bygningens Fuldendelse. Det gik imidlertid her som med næsten alle Haakons med sandt Statsmandsblik udkastede Planer til den norske Samsundsordens Foryngelse: han døde for tidlig til selv at see dem grundigen gjennemførte; og den Tilstand, som ved hans Død indtraadte i Norge, var saa langt fra at begunstige en Fremskriden i den af ham udpegede Retning, at den tvertimod virkede hemmende paa al videre Fremgang til det Bedre; og om den end ikke formaaede at lede Samfundsordenen tilbage i den Udviklingsgang, som Haakon saa kraftigen havde afbrudt, gav den alligevel Statsforfatningen et Ustøhedens og Forvirringens Præg, som altfor snart sorte Rigets Selvstændighed Undergangen imøde.

  1. ↑ N. Dipl. II. 78.
  2. ↑ Kapitelets Brev af 10de Mai 1309, Barth. Mskr. E. 526–28.
  3. ↑ Suhm D. H. XI. 596 (eft. Barth. Mskr. E. 325 og 336).
  4. ↑ Ovenn. Br. af 10de Mai 1309.
  5. ↑ N. Dipl. III. 82, jfr. o. f. II. 125.
  6. ↑ Tvende Kundgjørelser af 4de Marts 1300, Barth. Mskr. E. 501–503, 509I jfr. Suhm D. H. XI. 627; og o. f. I. 435, hvilket sidste Sted ved nærværende kan fuldstændiggjøres.
  7. ↑ Brev af 23de Marts 1309, Barth. Mskr. E. 509–511; jfr. Suhm D. H. XI. 627.
  8. ↑ N. Dipl. III. 85.
  9. ↑ Brev af 10de April 1309, Barth. Mskr. E. 512–14; jfr. Suhm D. H. XI. 628.
  10. ↑ S. o. f. II. 132.
  11. ↑ Brev af 17de April 1309, Barth. Mskr. E. 519.
  12. ↑ Brev af 10de Mai 1309, Barth. Mskr. E. 526–28.
  13. ↑ Brev af 31te Mai 1309, Barth. Mskr. E. 515–16.
  14. ↑ Brev af 4de Juni 1309, Barth. Mskr. E. 517–18.
  15. ↑ Om alt dette oplyser Brev af 26de December 1310 eller 26de Januar 1311, Barth. Mskr. E. 551–555, og af 30te Januar 1311, Ssts. 555–56.
  16. ↑ Vidnesbyrd af 1ste Februar 1311, Barth. Mskr. E. 556–58. Om det Hele jfr. Suhm D. H. XI. 676.
  17. ↑ Erkebiskop Nikolaus’s Brev af 4de Marts 1309, Bergen, i Barth. Mskr. 503–504, jfr. Suhm D. H. XI. 627.
  18. ↑ Sv. Dipl. III. 62–64.
  19. ↑ Langes Tidsfrist V. 44.
  20. ↑ Isl. Ann. 210.
  21. ↑ Man skulde heraf næsten formode, at der har været gjort Forsøg paa at udstrække Kapelmagisterens Myndighed over alle Landets Kapeller, ikke blot de 14 kongelige; eller have maaskee Biskopperne oplyst, at ikke alle de 14 vare virkelig funderede af Konger?
  22. ↑ Suhm D. H. XI. 626 giver Indholdet af Pavebrevet, hvis Datering et anføres, efter Barth. Mskr. E. 523.
  23. ↑ Suhm D. H. XI. 654, cft. Barth. Mskr. E. 530.
  24. ↑ N. Dipl. I. 115, 116.
  25. ↑ N. Dipl. I. 116, 117.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Den_norske_Kirkes_Historie_under_Katholicismen/66&oldid=185828»