Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/27

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Chr. Tønsbergs Forlag (1s. 281-288).

Skjønt Striden mellem Kong Sverrer og den norſke Geiſtlighed allerede i ſit Udbrud viſte ſig voldſom, ſaa bar den dog ikke endnu det Hadſkhedens, Skadefrydens og Uforſonlighedens Præg, ſom ſenere yttrede ſig i den, og det iſær, maa man tilſtaa, fra Geiſtlighedens, eller rettere fra enkelte Geiſtliges Side, og meſt mod Kong Sverrers Perſon. Erkebiſkop Eriks Fremſtilling af Sagen for Paven er overhovedet meer maadeholden, end man næſten ſkulde vente ſig, og med Undtagelſe af Hentydningen paa Sverrers ulovlige Anmasſelſe af Kongedømmet, og hans Henſigt at berøve Erkebiſkoppen Midlerne til at kunne ſvare paa hans Indankning af Sagen for Paven, indeholder den ingen i høi Grad bittre og ſaarende Udfald mod hans Perſon. Det er egentlig meer en Foreſpørgſel til Paven, om hvad Erkebiſkoppen med Henſyn til de vakte Tviſtepunkter har at gjøre[1], og en Begjæring om Pavens Beſkyttelſe, – end en afgjørende Fordømmelſe af Sverrers Fremfærd, før denne af Paven var underſøgt. Sagen var overhovedet i den Gang, ſom begge Parter anſaa for den lovlige; den var nemlig af begge ſtevnet for Pavens Domſtol. Men ſnart blandede ſig lavere Lidenſkaber i Striden, der gav den et uverdigere Præg; og dette ſkyldtes udentvivl for en ſtor Deel en ny Hovedperſon, ſom optraadte i den. Dette var Biſkop Nikolaus Arnesſøn, hvis Valg til Biſkop netop ſtod i Forbindelſe med et af Tviſtepunkterne mellem Kongen og Erkebiſkoppen, og derfor findes i Erkebiſkoppens Fremſtilling til Paven berørt, uden dog at Perſonens Navn nævnes.

Nikolaus var en Søn af Høvdingen Arne af Stodrheim eller Stofrheim i Fyrdafylke (nuv. Staarum i Eids Preſtegjeld i Nordfjord) og af Dronning Ingerid Røgnvaldsdatter, af den ſvenſke Kongeæt, Kong Harald Gilles Enke og Kong Inge Haraldsſøns Moder, der i fjerde Egteſkab havde egtet Arne. Nikolaus var ſaaledes paa Fæderne af en mægtig Høvdingeæt i Fyrdafylke og paa Møderne af ſvenſk Kongeæt ſamt dertilmed Halvbroder til Kong Inge Haraldsſøn. Han ſtod følgelig ved ſin Byrd i den nærmeſte Forbindelſe med de ypperſte Ætter baade i Norge og i Sverige, og var ſaa at ſige født til at indtage en iøinefaldende Plads blandt Norges raadende Stormænd. Hans Aandsgaver maa ganſke viſt have været udmærkede; derom vidner mangfoldige Træk i hans Levnetsløb. Men han brugte dem ſamvittighedsløſt ſom Redſkaber for en æreſyg, hevngjerrig, falſk og underfundig Aands Indſkydelſer, og han blev en Forbandelſe for ſit Fædreneland, hvis Hæder han kunde være bleven. Fødſel og vel ogſaa ſenerehen Tilbøielighed ſtillede Nikolaus paa Erling Skakkes og Magnus Erlingsſøns Side, hvilke opretholdt Kong Inges Parti i Kampene om Kongedømmet efter denne ſidſtes Død; og paa Magnus’s Side optraadte han ogſaa i dennes Kamp mod Sverrer. Hans Virkſomhed omtales førſt i Sagaen i 1180, da han, rimeligviis født omkring 1150, var en tredive Aar gammel. Han var da i Slaget paa Ilevold ved Nidaros Anfører for en Afdeling af Kong Magnus’s Hær. Slaget fik et for Magnus ſaare uheldigt Udfald, og blandt de Faldne paa hans Side var Nikolaus’s yngre, eneſte Broder, Filippus af Herdla[2]. I det følgende Aar findes han ſom Underhandler fra Magnus’s Side ved et unyttigt Forligsſtevne[3]. Siden nævnes han i flere Aar ikke. Allerede før denne Tid maa det vel antages, at han er indtraadt i den geiſtlige Stand, om han end ikke har modtaget Preſtvielſen, ligeſom han rimeligviis fra Ungdommen af har faaet en geiſtlig Opdragelſe, – Alt noget ſom i hine urolige Tider ikke forhindrede, at han jo kunde optræde med Vaaben i Haand ſom Deeltager i Partikampen. Næſte Gang man finder ham omtalt, er ſom udvalgt Biſkop.

Sammenhængen med hans Valg fremſtilles i Sverrers Saga paa følgende Maade. Da Erkebiſkop Erik var kommen tilbage fra Rom, og en ny Biſkop til Stavanger ſkulde vælges, ſaa faldt Alles Valg paa Nikolaus Arnesſøn af Stodrheim. Men Kong Sverrer gjorde Indſigelſer herimod. Da Nikolaus mærkede dette, ſkrev han et Brev til Sverrers Dronning, Margreta, den ſvenſke Konge Erik den Helliges Datter, og den daværende ſvenſke Konges Knut Eriksſøns Søſter, hvori han overøſte baade Kongen og hende med Smiger og derhos berørte ſit Frændſkab til hende; Nikolaus og hun vare nemlig Nærſødſkendebørn[4]. Dronningen talte nu hans Sag hos Kongen og forebragte denne Nikolaus’s gode Løfter. Kongen erklærede, at han ingen Lyſt havde til at gjøre Nikolaus til ſtørre Mand end han allerede var; fik han nogen Magt i Norge, vilde ikke hans Sindelag til Sverrer derved forandres, eller hans Troſkab voxe. Dronningen trængte imidlertid ſtærkere ind paa Kongen, foreſtilte ham, hvormeget Nikolaus havde tabt i Kampen mellem Kongerne, og at Sverrer nu kunde bøde ham herfor ved at gjøre ham til Biſkop[5]; Nikolaus vilde ingen Utroſkab viſe, naar han førſt havde nedlagt ſine Vaaben og var bleven en til Kirken viet Mand. Kongen gav da endelig efter for hendes Bønner og ſagde, at han vilde føie hende: „men det venter jeg – yttrede han – at ikke langt vil henlide, førend baade du og mange andre angre dette“. Kongen udſtedte da ſit Brev, hvorved han forordnede, at Nikolaus ſkulde vies til Biſkop, og Erkebiſkoppen udførte Vielſen. Ved denne Tid døde Biſkop Helge af Oslo, og Nikolaus udvirkede nu af Erkebiſkoppen, at han fik denne Biſkopsſtol; til Biſkop i Stavanger blev da Niaal indviet[6].

Denne Sverrers-Sagas Fremſtilling er imidlertid neppe fuldkommen nøiagtig og trænger til at belyſes noget nærmere af andre Kilder. I Indledningen til den ovenomtalte ſaakaldte Sverrers Chriſtenret, der maa antages at være given paa et geiſtligt Møde 1190, opregnes de deeltagende norſke Biſkopper ſaaledes: Erkebiſkop Erik, Biſkop Paal, Biſkop Helge, Biſkop Niaal, Biſkop Thorer. Nu er det viſt, at Paal dengang var Biſkop i Bergen, Helge i Oslo og Thorer i Hamar. Niaal maa altſaa have været Biſkop i Stavanger, da han deeltog i dette Møde, og dermed ere de daværende Indehavere af alle norſke Biſkopsſtole opregnede, uden at Nikolaus blandt dem forekommer. Niaal var følgelig Biſkop af Stavanger allerede før Biſkop Helge af Oslo døde, medens man af Sagaens Udtryk ſkulde ſlutte, at Niaal blev førſt valgt til Biſkop af Stavanger, efter at denne Stol atter var bleven ledig ved Nikolaus’s Forflyttelſe til Oslo efter Helges Død. At Sagaen her er den unøiagtige ſynes ogſaa fremgaa af Erkebiſkoppens tidligere omtalte Fremſtilling til Paven. Den Biſkopsſtol, om hvis Beſættelſe han ſiger, at Tviſt havde været ham og Kongen imellem, og hvor Kongen indtrængte en anden Biſkop i Stedet for den, Erkebiſkoppen med Geiſtlighedens og Folkets eenſtemmige Samtykke havde udkaaret, er utvivlſomt Stavangers, den nemlig, ſom Erik for han blev Erkebiſkop ſelv havde beklædt, og de tvende Biſkopper maa da antages at have været Nikolaus og Niaal. Nu ſeer man af Sagaen, at Nikolaus førſt valgtes og havde alle Vedkommendes Stemmer for ſig undtagen Kongens, ſom gjorde Indſigelſer mod hans Valg. Følgelig var Nikolaus den, ſom Erkebiſkoppen i ſin Fremſtilling nævner ſom ſin Udvalgte, og Niaal derimod den, ſom Kongens indtrængte og tvang Geiſtligheden og Folket til at ſamtykke, men ſom Erkebiſkoppen paa Grund af det ucanoniſke Valg ikke vovede at indvie. Imidlertid maa Kongens Magt og Indflydelſe, da ovennævnte geiſtlige Møde holdtes i 1190, have været ſaa overveiende, at Nikolaus ikke der har været erkjendt ſom Stavangers Biſkop, men Niaal, rimeligviis dog kun ſom Udvalgt, er optraadt paa denne Biſkopsſtols Vegne. Men ſenere ſamme Aar døde Biſkop Helge af Oslo, hvilket ogſaa bevidnes af de gamle Annaler[7]; og nu fik Nikolaus med Kongens Samtykke denne Biſkopsſtol. Sagens rette hiſtoriſke Gang har altſaa formeentlig været følgende: – Erkebiſkop Erik valgte med Stavangers Biſkopsdømmes Geiſtligheds og Bønders eenſtemmige Samtykke, dog Kongen uadſpurgt, Nikolaus Arnesſøn til ſin Efterfølger paa Stavangers Stol, maaſkee allerede i 1189. Men Kongen gjorde Indſigelſe mod dette Valg – iſær af Mistro til Nikolaus’s Sindelag – og valgte paa ſin Side, Erkebiſkoppen igjen uadſpurgt, Niaal, hvem han vidſte at forſkaffe Geiſtlighedens og Folkets Samtykke ved ſin verdslige Indflydelſe. Erkebiſkoppen vovede rimeligviis ikke ligefrem at ugyldiggjøre dette Kongens Valg, og fandt ſig derfor i, at Niaal optraadte paa Mødet i 1190 ſom Stavangers Biſkop, men vilde dog ikke uden videre indvie ham. Baade Nikolaus og Niaal vare ſaaledes udentvivl kun Udvalgte (Electi) til Stavanger, da den osloſke Biſkop Helges Død aabnede en Adgang til at faa Tviſten afgjort. Imidlertid var Kongen ved ſin Dronnings Forbøn bleven bevæget til at give ſit Samtykke til Nikolaus’s Valg, og Erkebiſkoppen føiede ſig nu efter Kongens Ønſke med Henſyn til Niaal. Erkebiſkoppen indviede derpaa baade Niaal og Nikolaus, den førſte, overeensſtemmende med Kongens Valg, til Stavanger, og den anden, til Oslo, efter ſelv at have tilladt hans Forflyttelſe herhen fra den Stol, til hvilken han førſt af Erkebiſkoppen var bleven valgt. Sandſynligt er det da, at ogſaa Thorer til Hamar kun har været Electus, valgt efter Biſkop Ragnars Død, da han var tilſtede paa Mødet i 1190, efterſom han nævnes efter Niaal[8]. De følgende Begivenheder viſte forreſten altfor ſnart, at Kong Sverrer ikke havde feilet i ſin Dom om Nikolaus Arnesſøn.

Er dette den ſande Sammenhæng i den omhandlende Valgſag, ſaa finder man deri et nyt Bevis for, at Erkebiſkop Erik ikke i Eet og Alt var ſkyldig i det Stivſind og det Overmod, ſom man almindelig vil tillægge ham, ſkjønt Sverrers Fremgangsmaade viſt ikke heller ubetinget bør fordømmes. Begge Parter handlede efter modſtridende Grundſætninger, men ſom de dog hver for ſig anſaa for rigtige, og Erkebiſkoppen var maaſkee ikke den, ſom udviſte mindſt Maadehold. Thi naar man fæſter ſig for Øie den Stilling, i hvilken Kongedømmets og Kirkens gjenſidige Forhold nu engang var kommet i Norge, og Alt hvad der ligeſiden Kardinal Nikolaus’s Legation herhen var gjennemdrevet og ſtadfæſtet til den hierarchiſke Kirkeordnings Fremme, ſaa kan man neppe andet end finde Kong Sverrers Tilbageſtræben mod det ældre Standpunkt noget voldſom og overilet, om den end var fuldkommen velmeent og ſigtede til Landets Gavn, ja endog i visſe Maader berettiget. At Erkebiſkoppen i ſin Fremſtilling til Paven oprippede hiin Valgſag, hvilken maa anſees for at have været bilagt før han forlod Norge, kan ikke ſaa meget dadles, da den angik et Princip-Spørgsmaal, ſom vel for Tilfældet var løſt i Mindelighed, men ſom ved enhver Ledighed af en Biſkopsſtol kunde vækkes paa ny, og altſaa trængte til en formelig Afgjørelſe.

Erkebiſkop Erik forlod, ſom allerede fortalt, i Aaret 1191, rimeligviis ſtrax efter Midſommer, ſit Sæde og drog efter et kort Ophold i Bergen til Danmark, til Erkebiſkop Abſalon. Den 26de October ſamme Aar, finder man, at han var tilſtede ved Indvielſen af Gumløſe Kirke i Skaane[9]. Kort efter ſin Ankomſt til Danmark rammedes han af en Øienſvaghed, der ganſke berøvede ham Synet[10]. Desuagtet var han og hans Beſkyttere, Abſalon og den indflydelſesrige Abbed Vilhelm af Ebelholt, ikke uvirkſomme, og den før omtalte Fremſtilling af Erkebiſkop Eriks Sag for Paven var Frugten af deres Samvirken. Naar den er afſendt vides ikke, dog er det vel ſkeet ikke meget længe efter Erkebiſkoppens Komme til Danmark og rimeligſt i 1192[11].

Den daværende Pave var Cøleſtinus III (1191–1198), en Olding, der ved ſit Valg allerede var 83 Aar gammel. Man har af ham en Bulle, udſtedt den 15de Juni 1194 til Erkebiſkoppen, hvori han tager denne og den nidaroſiſke Kirke i St. Peters og ſin Beſkyttelſe, bekræfter alle dens ældre Privilegier og tilføier nye Beſtemmelſer. De Friheder og Rettigheder, ſom heri deels ſtadfæſtes deels gives, ere følgende: 1) Kirkens lovlig erhvervede Gods ſkal forblive for Erkebiſkoppen og hans Efterfølgere uangrebet og ubeſkaaret. – 2) Alle Friheder ſkjænkede Kirken af Norges Konger, iſær af Kong Magnus (Erlingsſøn), ſtadfæſtes. – 3) Erkebiſkoppen og hans Efterfølgere ſkulle have Ret til at beſkikke Preſter uden Kongens Samtykke eller Forſlag til alle kongelige Kapeller og alle andre Kirker og Kapeller i ſin Provins, ifølge de tidligere Kongers Opgivelſe af deres Patronatsret. – 4) I Valget af Biſkopper og Abbeder i hans Provins, ſkal hverken Kongen eller nogen verdslig Høvding blande ſig, eller deres Samtykke udfordres – 5) Ingen Geiſtlige ſkulle være forpligtede til at drage i Leding eller udrede Leding, undtagen de have kongelige Forleninger. – 6) Erkeſtolens Ret til en vis aarlig Korn-Udførſel til Island ſtadfæſtes – 7) Pilegrimer til St. Olaf ſkulle til enhver Tid nyde ſikker Fred. – 8) Geiſtlige maa ikke i Sager, hvor den canoniſke Ret forbyder ſaadant, underkaſte ſig verdslig Domſtol. – 9) Ingen indviet Kirke maa nedlægges eller flyttes uden vedkommende Biſkops Tilladelſe. – 10) Ingen Konge eller Fyrſte maa, uden Biſkoppernes Samtykke og de viſeſte Mænds Raad, forandre Landets vedtagne og ſkrevne Love, eller de deri beſtemte Bøder til Kirkernes og Geiſtlighedens Skade, ikke heller maa han af nogen Biſkop eller Abbed, ſom ikke har kongelige Forleninger (regalia), fordre, enten før eller efter deres Indvielſe, nogen Troſkabsed. – 11) I Tiendens Udredelſe ſkulle Kongerne med Henſyn til ſine Jorder og Gaarde følge de almindelige canoniſke Beſtemmelſer. – 12) Erkebiſkoppen ſkal have Ret til at kjøbe Falke. – 13) Ingen maa paa nogen Maade forurette Nidaros’s Kirke, eller borttage, forholde, indſkrænke eller betynge dens Ejendomme, men Alt ſkal bevares dem til Brug og Nytte, til hvis Beſtyrelſe og Underhold det er ſkjænket. – Hvis – heder det derpaa til Slutning – for Fremtiden nogen Geiſtlig eller Verdslig, der kjender denne pavelige Beſtemmelſe, vover at handle mod den, og gjentagende paamindet ikke opretter ſin Vrede ved en pasſende Fyldeſtgjørelſe, ſaa ſkal han være berøvet ſin Magt og ſin Verdighed, vide ſig ſkyldig for Guds Domſtol, berøves Gjenløſerens hellige Legeme og Blod og være underkaſtet den guddommelige Straf i den yderſte Dom[12].

Idet denne Bulle ſamlet fremſtiller den norſke Metropolitankirkes og Erkebiſkops Friheder og Rettigheder, ſaaledes ſom Paven godkjendte og ſtadfæſtede dem, afgjør den med det ſamme i pavelig Magtfuldkommenhed de forhaandenværende Tviſtepunkter mellem Kongen og Erkebiſkoppen til den ſidſtes Fordeel, ſamt fælder Bans Straf paa den Overhørige. Bullen maatte for Øieblikket være af den høieſte Vigtighed, da den indeholdt en Dom af en kirkelig Myndighed, ſom Sverrer ikke vovede at benegte eller unddrage ſig; – og den blev ogſaa for den følgende Tid et vigtigt Aktſtykke, idet den afgav et ſikkert Grundlag for den norſke Kirkes fremtidige Fordringer ligeoverfor Kongedømmet, – Fordringer, hvis Opnaaelſe nu blev dens Stræbens beſtemte og fuldtbevidſte Maal og Meed.

Uagtet denne Bulle ſaaledes maa anſees ſom Hoveddokumentet fra Pave Cøleſtinus’s Side i den her omhandlede Tviſt, ſaa var dens Udfærdigelſe dog neppe det førſte Skridt, Paven gjorde for at komme Erkebiſkop Erik til Hjælp i hans betrængte Stilling. Man maa af Sverrers Saga ſlutte, at Cøleſtinus allerede tidligere (1193?) har udfærdiget en Skrivelſe til Erkebiſkoppen, hvori han har givet denne Ret mod Sverrer, og belagt Kongen med Ban, hvis han ikke gav Erkebiſkoppen fuld Opreisning. Nævnte Saga fortæller nemlig vedkommende denne Sag følgende:

Erkebiſkopperne Erik og Abſalon lode Sendemænd fare til Rom med Breve til Paven, hvori det hele Forhold mellem Kong Sverrer og Erik for denne ſidſtes Bortfærd fra Norge var fremſtillet efter Erkebiſkoppens eget og hans Mænds Vidnesbyrd (altſaa den Fremſtilling, ſom allerede oftere er omtalt). Fra Paven blev ſvaret ganſke efter Erkebiſkoppens Forventning, nemlig at Paven lyſte Ban over Kong Sverrer, hvis han ikke indrømmede Erkebiſkoppen dennes fremſatte Fordringer. Pavebrevet, ſom indeholdt dette Svar, lod Erkebiſkoppen oplæſe i Danmark og lyſte hver Søndag i Choret Ban over Sverrer. Da Kongen ſpurgte dette til Norge, bragte han ofte den Sag paa Bane paa Thingene og fremſtillede det Hele ſom et Opſpind alene af Danerne og ingenlunde Pavens Ord. Det ſkulde ikke lykkes Erik Blinde – ſagde han – at fralyve ham hans Kongedømme. Den Forbandelſe, han lyſte over Kongen, havde ſlaaet ſig paa hans egne Øine. „De monne være i Ban – tilføiede han – ſom øve Bansverk, men jeg er Kongeſøn og ret kommen til dette Land og Rige, og jeg har taalt ſaa meget Ondt, før jeg vandt det, at jeg ikke vil opgive det for denne Sags Skyld. Erik kan endnu fare til ſin Stol, ſkjønt han er blind, naar han kun vil holde Landets Lov. Men om han end havde begge ſine Øine i Behold, ſom han nu er blind paa begge, og paa Forſtanden med, at han ei kan ſee hvad der er ret, ſaa vil jeg dog ikke bryde den hellige Kong Olafs Lov for hans Skyld, hvor megen Forbandelſe.han end lyſer“[13].

Denne Banſættelſe, ſom her omtales, maa være lyſt før Sverrers Kroning, ſom foregik i Slutningen af Juni Maaned 1194 (hvad ſenere ſkal fortælles), efterdi Anklagen mod de Biſkopper, der kronede ham, netop ſtøttedes dertil, at de havde kronet en, ſom var i Kirkens Ban. Altſaa kan Banſættelſen ikke have været udvirket ved den ovenomtalte Bulle af 15de Juni 1194, da denne umulig kunde være ſaa tidlig bekjendt i Danmark end ſige i Norge, at den kunde ſtaa i Veien for Kroningen. Der maa følgelig i den anførte Sagaberetning være Tale om en tidligere Paveſkrivelſe, ved hvilken Erkebiſkop Erik fandt ſig bemyndiget til at lyſe Ban over Sverrer, rimeligviis allerede i 1193, eller i alt Fald en god Stund for Midtſommer 1194.

Man ſeer af Sagaens Fortælling, hvorledes Sverrer ſøgte at møde Banſættelſen og gjøre den uvirkſom i det mindſte for fine Underſaatters Vedkommende, nemlig ved at fremſtille den af Paven givne Bemyndigelſe ſom et Opſpind, – Erkebiſkoppens Banlysning følgelig ſom uberettiget, og endelig den ſidſtes Blindhed ſom en Guds Straf over ham for hans, efter Sverrers Fortolkning, ulovlige Fremfærd. Kongen ſtøttede ſig, ſom man ſeer, fremdeles til Landsloven, St. Olafs Lov, og paaſtod, at intet var i Veien for at Erkebiſkoppen kunde vende tilbage til ſin Stol, naar han kun vilde holde ſig hiin Lov efterrettelig. At en ſaadan Fremſtilling ikke var i alle Dele ſtrengt ſandru, og at Kongen fremdeles holdt de væſentligſte Stridspunkter udenfor det norſke Lægfolks Kundſkab, er klart. En ſaadan Fremgangsmaade kunde visſelig ogſaa have den forønſkede Virkning, ganſke at lamme Banſættelſens Kraft, ſaalænge Kongen kunde holde den lavere Geiſtlighed, ikke at tale om Landets Lydbiſkopper, paa ſin Side, eller i en nogenlunde gunſtig Stemning; og dette var, ſom det lader, hidtil fuldkommen lykkets ham, ſkjønt det ikke ſaaledes ſkulde vare til Enden.

Sverrers Stilling var virkelig paa denne Tid ſaadan, at han tiltrængte al ſin Klogſkab og Kraft for at kunde holde ſig oppe. Allerede 1192 havde nemlig Øſkjæggernes Parti dannet ſig mod ham. Det havde til egentlige Førere tvende af Magnus Erlingsſøns fordums klogeſte og driſtigſte Partihøvdinger, hans Svoger Lendermanden Halkel Jonsſøn, og hans uegte Halvbroder Sigurd Erlingsſøn, almindelig kaldet Jarlsſøn, hvilke begge efter Magnus’s Død vare tagne til Naade og Forlig af Sverrer, men desuagtet nu ſpandt Rænker mod denne; og i Partiets Spidſe ſtilledes en ung Søn af Kong Magnus, ved Navn Sigurd. Den ſom hemmelig puſtede til Oprørsflammen var Biſkop Nikolaus Arnesſøn, der viſt aldrig havde meent noget alvorligt med ſine ſledſke Løfter, og nu begyndte det troløſe Spil, ſom han ſiden fortſatte gjennem ſit hele Liv. Øſkjæggernes Parti optraadte med Kraft, og det var kun med megen Anſtrængelſe, at Sverrer endelig i Vaaren 1194 fik det underkuet, da han vandt et afgjørende Slag over det i Florevaag ved Bergen, i hvilket den unge Sigurd Magnusſøn faldt tilligemed ſin fornemſte Leder Halkel Jonsſøn.

  1. super his omnibus, qvid nobis sit agendum, rogamus humiliter Sanctitatem vestram literis proseqvendum“.
  2. Sv. S. c. 46, 48.
  3. Sv. S. c. 60.
  4. Knytl. S. c. 82; jfr. Munch III. 260.
  5. gera hann tignarmann innanlands“, er egentlig Sagaens Ord. Biſkopperne regnes allerede den Gang i Norge blandt tignarmenn eller fyrſtelige Perſoner, blandt hvilke af Verdslige Ingen henregnedes, der var mindre Mand end Jarl.
  6. Sv. S. c. 111.
  7. Isl. Ann. ved 1190 (S. 78.)
  8. Munch tror, at Gangen i denne hele Valgſag har været noget anderledes end her fremſtillet, hvilket ſtaar i Forbindelſe med hans Mening, at Erkebiſkop Erik allerede forlod Norge mod Slutningen af 1190. See hans Norg. Hiſt. III. 259–262, 267, 268.
  9. Scr. rer. Dan. V. p. 377.
  10. Sv. S. c. 117.
  11. Suhm D. H. VIII. 274; Werl. Anecdoton XL.
  12. Norſk Diplomat. II. 2–4.
  13. Sv. S. c. 121.