Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/58

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 68-83).

Den Strid, som den norske Kirke havde udholdt mod Kongedømmet, og som nu lykkeligen var neddæmpet, afløstes ved Stridigheder i Kirken selv, hvilke ganske vist ei lidet have bidraget til den Eftergivenhed, der fra Biskoppernes Side i den næstfølgende Tid vistes mod den verdslige Statsmagt. Disse Stridigheder angik, som stedse i hiin Tid var Tilfælde i Norge, ikkun Kirken i dens ydre Former, ikke Christendommens Lære. Deres Gjenstand var deels Forholdet mellem den verdslige Geistlighed og visse Munkeordener, deels Forholdet mellem Biskopperne og deres nærmeststaaende Underordnede. I begge Slags var det Kathedralkirkernes Chorsbrødre der spillede Hovedrollen.

Det er allerede tidligere paaviist, hvorledes de tvende Tiggerordener, Prædikebrødrene og Minoriterne, fast ligefra deres Indførelse i Norge, der som andensteds bleve betragtede med avindsyge Øine af den verdslige Geistlighed. Biskopperne kunde i Almindelighed ikke vel lide dem, fordi de vare frigjorte fra alt biskoppeligt Overtilsyn og løde umiddelbart under Paven. Prestestanden kunde endnu mindre lide dem paa Grund af den dem tillagte Prædikeret, ved hvilken de jævnligen gjorde Afbræk i Sognepresternes Indflydelse paa sit Sognefolk, og derved tillige i deres og deres Kirkes Indtægter. Sognepresterne ansaa overhovedet Alt, hvad der gaves og offredes hine Ordensbrødre paa Grund af deres Prædikevirksomhed, for at være sig selv, saa at sige, fraranet. Men Chorsbrødrene vare de dog især blevne forhadte, da de i Norge havde sine Conventer eller Klostre i de samme Stæder, hvor Biskopperne og Kapitlerne havde sit Sæde, og hvor netop Chorsbrødrene for en stor Deel havde sine Præbende-Kald.

Det var Prædikebrødrene, som i Norge tidligst og oftest kom i fiendtlig Berøring med den verdslige Geistlighed. Baade i Bergen og Nidaros havde de allerede oftere, som forhen fortalt, været udsatte for Chorsbrødrenes Forfølgelse^[1]. Men ved denne Tid, omkring 1290, fandt dette i høiere Grad end før Sted i Bergen. Chorsbrødrene der havde nemlig faaet istandbragt et Forbud mod Prædikebrødrene: at Ingen inden Bergens Biskopsdømme, som nød kirkelige Indtægter, maatte give dem Husly eller Mad eller Almisse. Den bergenske Biskop Narve, der selv havde været Prædikebroder, fandt, som rimeligt kunde være, dette ubilligt og uchristeligt, og paa en Synode eller et Prestemøde søgte han at faa Forbudet tilbagekaldt. Men da reiste de tilstedeværende Chorsbrødre sig med de heftigste Beskyldninger mod Ordenen og forhindrede ikke alene den af Biskoppen forsøgte Tilbagekaldelse, men fik endog, mod hans Villie, en Bestemmelse dreven igjennem, hvorved enhver Prest, som viste Prædikebrødrene noget Venskab, skulde være berøvet sit Embede. Alle de nærværende Prester forpligtedes derhos under Trudsel om Ban og Afsættelse, at holde denne Synodalbeslutning fuldkommen hemmelig. At Biskoppen her intet kunde udrette, viser noksom, i hvilken Afhængighed han allerede var bragt af sit Kapitel. Den fiendtlige Synodalbeslutning blev imidlertid Prædikebrødrene bekjendt, og disse tøvede nu ikke med at henvende sig til Kongen om Beskyttelse. I sin mærkelige Bønskrivelse fare de med Heftighed løs paa sine Modstandere og erklære til Slutning, at de skrive dristigen, fordi de vide, at deres Brev ikke vil komme over i deres Fienders Hænder^[2]. De have altsaa sikkert stolet paa Kongens Velvillie og Hjælp, hvilken efter al Sandsynlighed ikke heller har ladet denne dengang saa meget yndede Orden i Stikken. Hans Forholdsregler kjende vi imidlertid ikke. Kapitelet har ganske vist maattet give noget efter; men Tvisten fortsattes dog endnu i mange Aar og kom først en Stund hen i det følgende Aarhundrede til et Slags Afgjørelse^[3].

En ikke mindre Hadskhed udvistes ved samme Tid af Kapitelet i Oslo mod Minoriterne. Hertug Haakon, til hvis Omraade Staden Oslo hørte, havde, ifølge Kongens Villie og Folkets Ønske didhen indkaldt en Deel Minoriter-Brødre og havde skjenket dem en Tomt for derpaa at opføre en Kirke og andre nødvendige Bygninger. Da nu Brødrene begyndte at bygge et Bedehus (oratorium) paa den dem givne Grund, forbød Oslos Kapitels Erkeprest (archipresbyter), Simon, dem dette, som han sagde, ifølge Bemyndigelse af Biskop Eyvind. Brødrene paaberaabte sig sine Privilegier, der fritog dem for al biskoppelig Overhøihed og stillede dem umiddelbart under det apostoliske Sæde; de forlangte paa Grund heraf det udstedte Forbuds Gjenkaldelse. Erkepresten vilde imidlertid ikke høre paa disse Forestillinger. Brødrene appellerede til Paven; men Erkepresten foragtede denne Appel og forkyndte endogsaa Han over Brødrenes Arbeidsfolk ved hiint Bygningsverk. Ja han gik saa vidt, at han lod Herjulf, Kapitelets Skolemester (scholasticus) og en Deel andre seculære Klerker, ledsagede af bevæbnet Folk, nedrive til Grunden alt hvad der var opbygget af Bedehuset. Brødrene henvendte sig nu til Biskoppen selv; men denne, saa langt fra at tage dem i Beskyttelse, truede dem meget meer med at ville offentlig lyse Ban i sit Biskopsdømmes Kirker over Brødrene selv samt deres Velgjørere og Velyndere. Brødrene paa sin Side paastode, at Erkepresten og Skolemesteren ved den udøvede Vold vare faldne i Ban, og henvendte sig ifølge sit Privilegium umiddelbart til det apostoliske Sæde. Den daværende Pave, Nikolaus III, hørte selv til Minoriternes Orden og maatte paa Grund heraf finde sig saa meget mere opfordret til at tage sig af de Forurettede. Han udstedte den 11te November 1291 en Skrivelse til Erik, Abbed af St. Michaels Benediktinerkloster i Bergen, samt til Provsten og en Chorsbroder ved Apostelkirken sammesteds, hvori han bød disse at indstevne Biskop Eyvind personlig eller ved Fuldmægtig, Erkepresten og Skolemesteren personlig, samt Oslos Kapitel ved Fuldmægtig, at møde for Paven inden fire Maaneder fra Indstevningcn for „at gjøre og modtage, hvad Rettens Orden tilsagde“^[4]. De nærmere Omstændigheder ved Rettergangen kjendes ikke; men vist er det, at Biskop og Kapitel maa have givet efter, thi i 1298 finder man Minoriter-Conventet i Oslo i fuld Stand^[5].

Det er mærkeligt ved disse omtrent samtidige Tvistigheder mellem de tvende Tiggerordener og Kapitlerne, at Minoriterne henvendte sig lige til Paven om Vern, medens Prædikebrødrene foretrak at ty til den verdslige Statsmagt. Det synes antyde, at de sidste, under den foregaaende Strid mellem Kirke og Kongedømme, have gjort sig dette paa en eller anden Maade forbundet og derfor staaet høit i dets Gunst. Det kan vel ogsaa hende, at Prædikebrødrene, paa Grund af den Spending, som allerede dengang fast overalt i Europa var indtraadt mellem dem og Minoriterne, mindre have stolet paa Pave Nikolaus’s Hjælp, end dennes egne Ordensbrødre, Minoriterne. Pavernes Partiskhed før enkelte Klosterordener var nemlig ved mange Leiligheder kjendelig. De her omtalte Stridigheder vare dog af mindre Indflydelse paa den norske Kirke, end de, som til samme Tid udspandt sig mellem et Par af Norges Biskopper selv og deres Kapitler. Kapitlerne ved alle Norges Kathedralkirker vare i Løbet af dette Aarhundrede blevne rige ved Gaver, tildeels af Biskopperne selv. Beviser paa dette sidste ere allerede givne med Hensyn til Nidaros’s Kapitel. For flere andres Vedkommende kan det samme godtgjøres af endnu tilværende Gavebreve^[6]. Med den voxende Rigdom udviklede sig ganske naturligen hos disse Collegier en vis Selvstændighedsfølelse, og denne tiltog meer og meer alt eftersom deres Ret til at vælge vedkommende Biskopper lidt efter lidt erkjendtes af Kongedømmet. Men deres Stilling som Balgcollegier ved Biskopsstolenes Besættelse aabnede igjen en Udvei for dem til at gjøre sig Biskopperne forbundne, ja vel endogsaa til foreløbigen at afæske den, paa hvem de vilde lade sit Valg falde, Betingelser til deres egen Fordeel, f. Ex. en Deeltagelse i Udøvelsen af den biskoppelige Embedsmyndighed, der gik ud over deres egentlige medgivne Ret som Biskoppens Raad, Deelagtighed ’ visse af Biskopsstolens Indtægter, og andet lignende. Hertil kom, at Kapitelet under vedkommende Biskopsstols Ledighed var sammes Bestyrer og havde alt dens Gods under sine Hænder; ogsaa deri var en Anledning til at paasee eget Tarv. Endelig maa betænkes den Lethed, hvormed visse Grundsætninger i saadanne stedsevarende Collegier kunne forplantes og paaholdes, noget som giver dem en ikke ringe Fordeel ligeover for skiftende Embedsmænd, som Biskopperne vare. Alt dette samvirkede til at hæve Kapitlerne i Almindelighed til en høi Betydning og en stor Magt i Norges Kirke, som i andre Landes. Vi have allerede seet Exempel paa, hvorledes Bergens Kapitel vovede at trodse sin Biskop og vidste at sætte Synodalbeslutninger igjennem, der ganske stred mod hans Anskuelse og Ønske; vi skulle ogsaa see Beviser paa andre Kapitlers dristige Opførsel.

Erkestolens Kapitel var, som let kan tænkes, fortrinlig udstyret baade med Indtægtskilder og Rettigheder, og var derhos et talrigt Collegium. Allerede under Kampen mellem Kong Haakon Haakonssøn og Hertug Skule have vi seet det optræde med en vis Selvstændighed, og det ikke altid i fuldkommen Samklang med sin Erkebiskop (Sigurd). Det er viist, hvorledes Erkebiskop Einar stræbte at beklippe dets Indtægter, men hvorledes det siden benyttede Erkebiskopsvalget til at gjenvinde alt det Tabte. Den ellers saa myndige Erkebiskop Jon synes at have handlet i fuldkommen Eendrægtighed med sit Kapitel, hvis Præbender han endog forøgede^[7]. I de sex Aar Erkestolen stod ledig efter Erkebiskop Jons Død havde Kapitelet dens Bestyrelse i sine Hænder og forsømte da neppe Leiligheden til at bestyrke sine egne Rettigheder, ligesom det og ret fik Smag paa Magtens Udøvelse. Nu blev endelig Jorund Erkebiskop Hans Udvælgelse kunde vistnok ikke siges at være foregaaet uden Kapitelets, i det mindste visse af dets Medlemmers, Indflydelse; men i Formen var den dog fremgaaet ved pavelig Provision, altsaa umiddelbart fra Pavens egen Magtfuldkommenhed. Kapitelet kan vel neppe heller have havt Anledning til at paabinde ham nogen foreløbig Valgbetingelse. Man maa udentvivl tænke sig Stillingen noget nær saaledes: Jorund har paa sin Side betragtet sig som aldeles ubunden ved nogensomhelst Erkjendtlighed mod Kapitelet, som Ihændehaver af sin biskoppelige og erkebiskoppelige Myndighed ved Guds og Pavens Naade alene, uden nogen Mellemkomst af Kapitelet, han har derfor troet sig at staa til dette i en overordnet Formands ubetingede Forhold, og følgelig at kunne fordre af det fuldkommen Lydighed; – Kapitelet derimod har holdet fast ikke alene paa sin i selve Institutionen medgivne almindelige Ret, men ogsaa paa alle de Særrettigheder, som det troede sig hjemlede ved længere Tids Sedvane og ved forudgaaende Erkebiskoppers lydelige eller stiltiende Indrømmelsen Desuden have ganske vist de af Kapitelets Medlemmer, som for Paven havde bragt Jørund i Forslag, troet sig at eje et selvskrevet Krav paa hans Erkjendtlighed, om end ikke mod Kapitelet som et Heelt, i hvis Fuldmagt de dog kun havde handlet ved at foreslaa ham, saa dog i det mindste mod dem personligen; hvorfor man ogsaa netop gjenfinder flere af dem som hans bittreste Modstandere. I dette gjensidige Forhold laa naturligviis en frugtbar Spire til Uenighed: – en Opfordring til Erkebiskoppen at gjøre sig uafhængig og adlydt; til Kapitelets Chorsbrødre, at vise ham Modstand for at gjøre sin egen formeente Ret gjældende. Følgen blev en langvarig, forargerlig og for Hierarchiet selv farlig Strid.

Allerede i 1291 skal denne Strid have taget sin Begyndelse^[8]. Den dreiede sig deels om Nidaros’s Kapitels Ret til visse Præbender og Indtægter, deels om dets Forhold til Erkebiskoppen i Udøvelsen af dennes Embedsmyndighed. Hvad Kapitelets Chorsbrødre i begge Henseender paastode som hevdet Ret udvise flere, deels i 1293, deels maaskee noget senere, til deres Fordeel optagne Vidnesbyrd. Disse forklare Chorsbrødrenes Ret til en Deel Præbendekirker, som maa være blevne dem formeente af Jørund, samt til visse Indtægter af Kathedralkirken og Fordele af Erkebiskoppens Gaard, hvilke ligeledes maa have været dem forholdte. Desuden gives Forklaring over mange Rettigheder-, de havde nydt lige til Jørunds Tid, og navnligen under Erkebiskop Jon. De havde bestyret og opbaaret Indtægterne af alle dem tilkommende Præbender ogsaa under disses Ledighed, og Erkebiskoppen havde aldrig besat samme uden efter Overlæg med og Samtykke af Chorsbrødrene. Med deres Raad og Samtykke havde Erkebiskoppen stadfæstet vedkommende Kapitlets Valg af Biskopper, Abbeder og Abbedisser, eller beskikket saadanne der, hvor ingen Kapitler fandtes, som f. Ex. Priorerne af Kastel-Klosteret i Konghella og Elgesæter Kloster ved Nidaros, – ligesaa beskikket Embedsmænd ved Kathedralkirken, og det ikke alene de vigtigere, som Raadsmand i Erkebiskoppens Gaard, Skolemester, Skatmester, Pønitentiarius (den som hører Skriftemaal og paalægger Pønitens) og Sakristan (Seglbevarer og Sekretær samt Tilsynsmand med det hellige Inventarium), men ogsaa de lavere Bestillingsmænd lige ned til Klokkere, – endelig foretaget Ordination og bestemt Skrift. Ingen Mand læg eller lærd var lyst i Ban uden Chorsbrødrenes Raad og Villie. Erkebiskoppen havde aldrig visiteret Kirker eller Klostere uden at have havt to eller flere af Chorsbrødrene med sig. Naar Erkebiskoppen ei var ved sit Sæde, havde Chorsbrødrene øvet al biskoppelig Dommermyndighed samt besat ledige Kirker, tilsat Vikarier, holdt Prestemøder, givet Dispensationer og saadant mere. Endogsaa i Erkebiskoppens Nærværelse havde de ofte ladet paagribe, fængsle og straffe urolige Klerker. Endelig havde de med Erkebiskoppen fort Tilsyn med Kirkens Inventarium^[9]. Man seer hvilken Magt Nidaros’s Kapitel havde vidst at tilegne sig, og kan let begribe, hvor bunden en stolt og myndig Erkebiskop maatte finde sig ved at have et saadant Collegium ved sin Side, der ikke alene paastod at være hans Raad, hvilket skulde høres af ham ved Udøvelsen af hans Embedsmyndighed, men ligefrem fordrede at dele denne med ham i flere vigtige Stykker.

At Jørund, ledet af sit heftige, herskesyge Sindelag, har i mange Maader forgaaet sig imod Chorsbrødrene ved at krænke deres hevdede Rettigheder, er utvivlsomt, ligesom og at han har behandlet dem paa en uforsigtig, udfordrende Maade uden billigt Hensyn til den vigtige Plads, Kapitelet canonisk retligen indtog i Kirken; men ligesaa vist er det ogsaa, at Chorsbrødrene i sin Modstand gav ham Lige for Lige uden synderlig at agte hans erkebiskoppelige Høihed og sit eget underordnede Forhold. Erkebiskoppen, som naturligviis helst vilde kue dem ad Lovens Vei, søgte dertil en lovkyndig Hjælper og Raadgiver, og fandt denne i en udenlandsk Geistlig, i en vis Jon Flæming (Johannes af Flandern), der længe havde studeret i Paris og Orleans en god Klerk og en saa dygtig Lovkyndig, at hans Magt i den Henseende ei skal have været at finde i Norge. Han var rigtignok ikke det norske Sprog mægtig, og dette var ham i Begyndelsen ei til liden Hinder i at virke for Erkebiskoppens Sag hos Lægfolket; men ogsaa denne Mangel blev afhjulpen, da den dygtige og velstuderede Islænding, Presten Laurentius Kalfssøn, der i 1294 var kommen til Norge, det følgende Aar traadte i Erkebiskoppens Tjeneste. Laurentius var en ung, kraftig og dristig Mand, dengang 28 Aar gammel; han sluttede et nøie Venskab med Jon Flæming og nød af ham Underviisning i den almindelige Kirkeret, hvorimod han til Gjengjæld tjente Jon som Tolk, og benyttedes af Erkebiskoppen i de vigtigste Erinder. Jon og Laurentius vare Jørund en stor Støtte i hans Forhandlinger med Chorsbrødrene^[10]. Men paa den anden Side vare heller ikke disse blottede for Hjælpemidler. Deres største Styrke synes at have ligget deels deri, at de virkelig, i det mindste i Formen, havde Retten paa sin Side, og deels i deres indflydelsesrige Forbindelser i Rom og i den pavelige Kurie. Man maa nemlig vel mærke, at to af de Chorsbrødre, der udtrykkeligen nævnes som Hovedmændene for og Lederne af Kapitelets Modstand lige fra Begyndelsen af, Sighvat Lande og Audun Thorbergssøn Raude^[11] havde begge været Kapitelets Fuldmægtige i Rom baade i Anledning af Narves Valg i 1284, og i 1286–1287 dengang da Jørund blev af Pave Nikolaus IV valgt til Erkebiskop. Sighvat for sin Deel havde desuden været der tidligere, ligesom ogsaa senere, da han i 1288 søgte Jørunds Pallium. Han især maa saaledes antages at have knyttet Forbindelser i Kurien, og det var, som forhen fortalt, egentlig hans Indflydelse hos Paven man i Norge tilskrev Jørunds Valg^[12]. Den tredie navngivne Formand for Reisningen var Eilif Kortin eller Korte, Arnessøn^[13], der siden blev Jørunds Eftermand paa Erkestolen, og følgelig maa have nydt stor Anseelse blandt sine Brødre. Endelig finder man ogsaa Jon Gudmundssøn Elg mellem Forkjæmperne før Kapitelets Sag; men han er ganske vist den samme Chorsbroder Jon, som tilligemed Sighvat og Audun havde Kapitelets Fuldmagt ved Kurien, da Jørund valgtes. Chorsbrødrene havde saaledes Anførere, som ikke alene vare nøie kjendte med den pavelige Kurie og vidste, hvorledes denne bedst skulde paavirkes, men ogsaa efter al Sandsynlighed havde henstaaende Amter der, paa hvis Hjælp de kunde lide. Det var derfor intet Under, at de førte et djærvt Sprog mod Erkebiskoppen, naar denne vilde behandle dem som sine i Et og Alt undergivne Klerker, og at de besvarede hans Fordring paa Bøder for deres Ulydighed og hans Trudsler om Fængsel og Ban med Appel til det pavelige Sæde.

I 1294 maa det rimeligviis allerede været kommet temmelig vidt med Striden, og Erkebiskoppen have skredet til, eller i det mindste truet med at bruge verdslig Magt imod Chorsbrødrene. Dette maa man formode deraf, at Kongen under 29de Juni dette Aar udstedte et Brev fra Bergen til Hr. Erlend Amundessøn og Lagmændene Nikolaus og Eilif, at de skulde hjælpe Chorsbrødrene i Nidaros til Lov og Ret, hvis de kunde behøve det, saaledes at Lægmænd ei skulde tilføie dem nogen Vold enten paa deres egen Person, eller paa deres Svende eller deres Gods^[14]. Erkebiskoppen nævnes vel ikke her, men man har efter Omstændighederne Grund til at tænke paa et eller andet Spil fra hans Side til Chorsbrødrenes Skade, hvori visse Lægmænd skulde række Haanden til Udførelse af hans fiendtlige Hensigten I alt Fald forudsætter Brevet, at Chorsbrødrene maa have følt sig truede fra en eller anden Kant, og ikke stolet paa Erkebiskoppens Beskyttelse, siden Kongen har fundet sig opfordret til at tage sig af dem.

I 1295 viser Striden sig tydelig at være i fuld Opblussen. Erkebiskoppen havde under et Ophold paa Haalogaland kaldet Chorsbrødrene eller disses Ombudsmand til sig derfor at afgjøre visse Sager. Denne Kaldelse havde Chorsbrødrene ikke adlydt, da de fandt det ubilligt, at de eller deres Ombudsmand mod Sedvane skulde fare en saa lang Vei, og det ovenikjøbet uden Sikkerhed om at træffe Erkebiskoppen, der ikke havde fastsat hverken bestemt Tid eller Sted. For denne og maaskee ogsaa for anden før udvist Ulydighed havde Erkebiskoppen ved sit Brev tilkjendegivet dem, at de vare forfaldne i en Bod af ikke mindre end 1000 Mark Sølv, og havde, som det synes, tillige erklæret dem for midlertidig bansatte, indtil Boden udrededes, en Bansættelse som dog Chorsbrødrene af egen Myndighed underkjendte. Hertil kom, at Erkebiskoppen ei vilde erkjende den for Kapitelets Ombudsmand, som Chorsbrødrene dertil havde udseet af sin Midte, og det uagtet de gave ham Valget mellem tvende: Jon (Elg?), som de fortrinsviis ønskede og vel allerede havde beskikket, og en ved Navn Askel; – hvorimod Erkebiskoppen havde taget paa Raad med sig en vis Helge, som senere var død, hvilken han erklærede for Kapitelets Ombudsmand, men som Chorsbrødrene ikke vilde erkjende i denne Egenskab.

Da Erkebiskoppen var kommen tilbage til Nidaros, søgte Chorsbrødrene at opnaa et Forlig med ham og formaaede Lagmanden Eilif, Nikolaus af Husabø og Vilhjalm af Torg til at optræde som Meglere. Disse gik da den 4de Juni for Erkebiskoppen, fremsatte Chorsbrødrenes Undskyldning for at de ei have adlydt hans Kaldelse til Haalogaland, og derhos deres Ønske om, at Erkebiskoppen nu vilde uddele de Præbender og Beneficier, der vare ledige, da han herved kunde tage enten samtlige Chorsbrødre paa Raad, eller deres Ombudsmand, Jon eller Askel, hvilken han selv vilde. Til det sidste svarede Erkebiskoppen, at de nu kom for seent; han havde allerede anordnet meget efter Overlæg med den afdøde Helge, Kapitelets forhenværende Ombudsmand, og siden havde Chorsbrødrene ikke indfundet sig personligen eller ved Ombudsmand paa hans Kaldelse inden 15 Dage. De udsendte bemærkede, at Stevnedagen, der var Chorsbrødrene forkyndt, havde været senere, og at Chorsbrødrene nu tilbøde at afgjøre hvad der endnu var uafgjort. Men hertil svarede Erkebiskoppen: „nei! ikke ere de Chorsbrødre; i Ban ere de, og ei ville vi have med dem at gjøre.“ De udsendte bragte det imidlertid ved sine Bønner dertil, at Erkebiskoppen indgik paa en Sammenkomst med Brødrene næste Dag.

Til denne Sammenkomst indfandt sig da, i Følge med de tre Mellemmænd, fem Chorsbrødre: Erlend Styrkarssøn^[15], Magister Oblaud Vegardssøn^[16], Audun (Raude), Jon (Elg) og Askel Kolbeinssøn^[17], paa Kapitelets Vegne. Der blev da talet adskilligt mellem dem med Rolighed, og blandt andet tilbøde Chorsbrødrene sig, hvad de allerede længe før havde tilbudt, at antage Askel til Ombudsmand, dog med den Erklæring fra Jons Side, at han i ingen Deel erkjendte sig uegnet til Ombudet, og fra de øvrige Brødres Side, at de indrømmede Askels Valg „for Fredens Skyld.“ Hertil svarede Erkebiskoppen som tidligere, at dette nu kom for seent; han havde allerede forordnet alt i Overeenskomst med Helge. Askel vilde han kun antage paa det Vilkaar, at Alt skulde forblive ved Magt, som forhen var bestemt. Chorsbrødrene erklærede da reentud, at de ei erkjendte Helge for at have været en Chorsbroder af deres Midte, eller for at have havt deres Kapitels Ombud. De erklærede derimod Alt det for ugyldigt, som Erkebiskoppen i Overeenskomst med ham havde bestemt foregaaende Vinter og Vaar, ligesom og alt andet, som Erkebiskoppen havde forordnet uden Chorsbrødrenes Samtykke, forsaavidt som de havde Ret til heri at raade med. Denne uforbeholdne Erklæring synes at have slaaet Erkebiskoppen, og han erklærede sig omsider tilfreds med, at Askel var Kapitelets Ombudsmand. Jon har han altsaa ikke kunnet taale.

Men nu fremkom Chorsbrødrene med Anke over det Brev, de havde modtaget fra Erkebiskoppen, hvori han paalagde dem en Bod af 1000 Mark De havde, sagde de, strax appelleret i denne Anledning for hans Ombudsmand; de forelæste nu paa Stedet Appellen, og overleverede den til Erkebiskoppen. Denne lod dem da vide, at han fremdeles ansaa dem for bansatte, da de ikke, imod hans Samvittighed, havde kunnet dømme dem frie for Ban, som han havde bansat. Hertil svarede Chorsbrødrene, at da de havde appelleret til Paven, var Bansættelsen ugyldig; hvis Erkebiskoppen vilde nyde Dom for sit Vedkommende, maatte han og finde sig i, at samme Ret kom dem til Gode. Erkebiskoppen erklærede da, at han ei vilde lade sig dømme af sine Undermænd. Chorsbrødrene vare faldne i Straf, fordi de ei vare komne paa hans Kaldelse. Han troede sig berettiget til at kalde sine Klerker for sig, og hvis de ei kom, eller udredede hvad han paalagde dem, da til at lade dem strax sætte fast. De tilstedeværende Lægmænd søgte at jævne paa Sagen og bringe Parterne til et mindeligt Forlig, – men, som det lader, forgjæves^[18]. Den hele Forhandling bærer Vidne om begge Parters ophidsede Sindsstemning samt om den Hadskhed og det Overmod, hvoraf Erkebiskop Jørund i denne Sag lod sig lede.

Ikke mindre viste sig dette hans Sindelag i en anden Sag, hvori han nærmest havde med en Enkelt af Kapitelet at gjøre, nemlig den oftere nævnte Jon Elg. Erkebiskoppen havde afsat Presten til Ølveshaug (Alstahaug i Skogn), Jon med Tilnavnet Ovidius, som det lader, fordi han var en Tilhænger af Chorsbrødrene^[19], og havde beskikket i hans Sted en vis Paal med Tilnavnet Bjert. Over dette var blevet anket for Kurien, og Bonifacius VIII, der var bleven Pave den 24de December 1294^[20], overdrog Chorsbroderen Jon Elg, som det apostoliske Sædes for Tilfældet beskikkede Dommer (judex delegatus), at dømme i Sagen, – en Omstændighed, som viser, hvor anseet denne Chorsbroder maa have været i den pavelige Kurie, og hvilke mægtige Forbindelser han der fra ældre Tider maa have havt. Jon dømte Paal Bjert til at vige Ølveshaugs Kirke, og da han ikke vilde lyde Dommen, lyste han ham, ifølge pavelig Bemyndigelse, i Ban for hans Halstarrighed.

Denne Bansættelse, der naturligviis var høist krænkende for Erkebiskoppen, meddeelte Jon i en Skrivelse af 21de Februar 1296 ni Sogneprester i Nidaros By, med det Paalæg, at de, under Bans Straf over dem selv i Tilfælde af Ulydighed, skulde forkynde Paal bansat i fine Kirker hver Søndag under Messen med Klokkeringen og slukkede Lys, indtil han adlød Jons og Kirkens Befalinger. Sognepresterne kom herved i den største Forlegenhed, da de maatte frygte alt af Erkebiskoppens Forbittrelse, hvis de opfyldte Paalægget. De henvendte sig derfor til Erkebiskoppen og forlangte hans Raad. Denne udfærdigede da under 24de Februar en Skrivelse til dem, hvori han erklærede, at han ved at undersøge de pavelige Breve, til hvilke Jon Elg støttede sig, havde overbeviist sig om, at de vare udvirkede ved Fordreielse af Sandheden og falske Angivelser. Der var nemlig sagt, at Paal Bjert imod al Ret havde fortrængt Jon Ovidius fra hans Kirke, da dog Paal var canonisk indsat af Erkebiskoppen, og den anden afsat med Rette paa Grund af sine Forseelser. Da nu desuden Paal havde stillet sig og alle fine Eiendomme under det apostoliske Sædes Beskyttelse, saa erklærede Erkebiskoppen hele Jon Elgs Fremgangsmaade for ganske ubeføiet og forbød Sognepresterne at foretage sig noget imod Paal.

Sognepresterne vidste nu ingen anden Udvei end i en Skrivelse af 1ste Marts at meddele Jon Elg Erkebiskoppens Forbud. Som enfoldige Mænd – sige de – og ukyndige i Retten ere de ganske tvivlraadige om hvad de i denne indviklede Sag skulle gjøre; men da de see, at Straf og Fare fra en af Siderne vanskeligen kan undgaas, saa have de troet helst at burde tilsidesætte Jons Befaling, da de hos ham lettere vente at erholde Tilgivelse. Da det altsaa er deres ordentlige Dommers Forbud og Trudsel med Ugunst, som har bevæget dem til at være Jons Befaling overhørige, bede de ham ydmygeligen ansee deres Handling med Mildhed og holde dem deres Ukyndighed til Gode^[21]. Man kan let sætte sig ind i de her omhandlede Sognepresters ubehagelige Stilling, da de saaledes vare satte mellem tvende Ilde. Tonen i deres Brev vidner om deres Frygt for Erkebiskoppens Heftighed og lader skimte igjennem en vis Tiltro til Jon Elg, af hvem de idetmindste ventede en mildere Bedømmelse af deres Overhørighed mod hans Befaling.

Omtrent samtidig med disse Forhandlinger finder man, at Kapitelet har indgivet Klage til Paven over en Prest ved Navn Nikolaus Golia, der forurettede Chorsbrødrene med Hensyn til deres Præbendekirke Mæren (i Sparboen). Ogsaa heri maa Erkebiskoppen have havt Haand med, da Kirken hørte til Nidaros’s Biskopsdømme. Klagen fremkaldte en Skrivelse fra Pave Bonifacius af 16de December 1296, hvori denne forordner Abbeden af Holm til Dommer i Sagen uden Appel^[22]. Abbed Arne af Holm optraadte senere som en erklæret Tilhænger af Kapitelet og var det utvivlsomt allerede nu. Man seer saaledes ogsaa i hans Udnævnelse til Dommer i nærværende Sag et Beviis paa, hvorledes den romerske Kurie begunstigede Kapitelet, og i Grunden var Erkebiskoppen imod.

Kapitelets almindelige Appel til det apostoliske Sæde i den før omtalte større Sag havde imidlertid nydt Fremgang Ikke mindre end 14 Chorsbrødre nævnes som Appellanter, og blandt disse findes paa Eilif Kortin nær alle de Personer, der før ere betegnede som Hovedlederne af Modstanden mod Jørund: Sighvat Vigfussøn (Lande), Mgr. Oblaud Vegardssøn, Audun Thorbergssøn (Raude), Jon Elg og Askel Kolbeinssøn. Ved Skrivelse af 1ste Februar 1297 forordnede Pave Bonifacius Baard Serkssøn, Chorsbroder af Bergen, til Dommer i Sagen, med Paabud at kalde Parterne for sig, høre dem og derpaa dømme uden Appel og see Dommen udført med pavelig Myndighed^[23]. Denne Baard Serkssøn var en Mand af stor Anseelse, Chorsbroder ved Kongens Kapel Apostelkirken i Bergen og for Tiden Kongens Kansler^[24]. Før denne kom til at skride ind, synes dog Kongen at have fundet det nødvendigt at tage sig af Sagen, og allerede i 1296 lader det til, at han ved sin Indflydelse har faaet et foreløbigt Forlig bragt i Stand mellem de stridende Parter. For yderligere at see dette stadfæstet begav han sig om Sommeren 1297 til Throndhjem, og her blev nu paa Tautra den 23de Juni en Overeenskomst mellem Erkebiskop Jørund og hans Chorsbrødre vedtagen fra begge Sider og skriftlig opsat.

Denne Forenings Bestemmelser ere følgende: – 1) Chorsbrødrene skulle vise Erkebiskoppen al skyldig Ærbødighed og Lydighed, men han være dem en mild Fader og behandle dem hæderligen i alle Dele. – 2) Chorsbrødrene skulle være paa Raad med Erkebiskoppen og give sit Samtykke ved Valg af Biskopper til Island, Grønland, Færøerne og Suderøerne, samt ved Stadfæstelsen af Rigets øvrige Biskopper, samt af Abbeder-, Abbedisser og Priorer i Erkebiskopsdømmet. – 3) Med deres Raad og Samtykke skulle bortgives alle Kirker i Staden, ane Præbender, alle Beneficier ved Christkirken, alle Veitslekirker (til Erkestolens Gods eller Indtægter hørende Kirker?) i Herederne og de Beneficier, hvortil ikke er Sogn; alle andre Kirker paa Landet maa derimod Erkebiskoppen besætte uden deres Samtykke. – 4) Al Dommermyndighed skal Erkebiskoppen udøve med Chorsbrødrenes Raad, ikke skal han interdicere eller bansætte Lærd eller Læg, eller foretage andre saadanne vigtige Ting uden deres Raad eller Samtykke. – 5) Med deres Raad og Samtykke skal Erkebiskoppen beskikke Skolemester, Sakristan, Skatmester, Vikarier og Diakoner. – 6) Kirkens Gods og Liggendefæ skal gjemmes med Chorsbrødrenes Vidende, og en eller tvende af dem dertil have Nøglerne. – 7) Alle Testamenter, der gives til Nidaros Kirke uden nærmere Bestemmelse, skulle deles lige mellem Erkebiskoppen og Kapitelet; hvad før er givet, holdes efter gammel Sedvane. – 8) Tilladelse til at begraves paa Kirkegaarden (til Christkirken) skal først begjæres af Erkebiskoppen, hvis han er tilstede, siden af Chorsbrødrene; de sidstes Tilladelse er tilstrækkelig, hvis Erkebiskoppen er fraværende; i Kirken selv skal ingen begraves uden begges Samtykke. – 9) Hver Chorsbroder skal af Kirkens Offer og Gods have een Mark reent Sølv og et Pund Vor om Aaret. – 10) For det Tab, Chorsbrødrene have lidt ved ikke at erholde den sidstnævnte Indtægt, siden Erkebiskop Jørund kom til Embedet, samt for det Tilgodehavende, de forøvrigt kunne have.at fordre af Erkebiskoppen, skjænker denne til deres Kommitte Kirken paa Stein med alle de Indtægter, som Erkebiskoppen deraf opbærer, med Ret til at beskikke Prest til samme Kirke, dog med Erkebiskoppens Samtykke. – 11) Han skjænker dem ogsaa sin Halvdeel af St. Olafs Kirke (i Nidaros), saa at de for Fremtiden skulle have denne heel, og ligeledes Haugs Kirke. – 12) Skatmesteren skal gjøre Regnskab før Erkebiskoppen og Chorsbrødrene hvert Aar. – 13) Inventarium skal stedse optages ved en Erkebiskops Død. – 14) De Kirker og andre Beneficier, hvilke Erkebiskoppen paa egen Haand, eller Chorsbrødrene paa egen Haand have bortgivet, skulle forblive efter den engang gjorte Bestemmelse for næste Aar; men de Beneficier, som fra nu af blive ledige, skulle besættes efter de ovenfor givne Forskrifter. – 15) Denne Forordning skal staa ubrødeligen i Erkebiskop Jørunds Dage, ubeskaarne før begge Parters Vedkommende Sedvaner og Rettigheder, som een af dem eller begge kunne ville underkaste Prøve af sin Dommer (Paven?). – Foreningen blev sluttet i Overvær af Kong Erik, Hr. Bjarne Erlingssøn, Hr. Jon Røgnvaldssøn og Hr. Baard (Serkssøn) Kansler, hvilke alle satte sine Segl med Erkebiskoppens og Kapitelets Segl under Brevet, der blev udfærdiget tredobbelt, eet for Kongen, eet før Erkebiskoppen og eet før Chorsbrødrene^[25].

Jævnfører man dette Forlig med hvad fører udhævet angaaende Kapitelets Fordringer og Stridspunkterne under den forudgaaende Trætte^[26], saa indsees letteligen, at Fordelen i det Hele bliver paa Kapitelets Side. Man faar af dette Aktstykke et tydeligt Begreb om, hvad der har været dømt som Kapitelets uomtvistelige Rettigheder. Disse ere i Sandhed meget store og lægge et ikke ringe Baand paa Erkebiskoppens Myndighed baade som Metropolitan og Biskop. Den sidste Artikel er noget uklar og synes at udtale et Forbehold, som let kunde give Anledning til ny Tvist, i det mindste i kommende Erkebiskoppers Dage. Imidlertid maa vel denne Forening, der blev afsluttet i Overvær ikke alene af Kongen men ogsaa af Pavens delegerede Dommer, nemlig Kansleren Baard Serkssøn, i alle sine udtrykkelig optagne Artikler være anseet som endelig; og man har vel tænkt sig, at dermed den hele forargelige Strid skulde være sluttet, – noget hvori man dog, som det Følgende vil vise, høieligen bedrog sig.

Foreningen til Tautra sluttedes under Frostathingets Afholdelse. Paa dette var ogsaa Kongen og Erkebiskoppen tilstede, og der gjorde Erik med Jørunds Raad og Samtykke flere Anordninger, hvis Indhold dog ikke nærmere opgives^[27]. Udentvivl var det ved denne samme Leilighed, at Kongen gjorde Erkebiskop Jørund til sin Jarl og lod ham som saadan sverge sig Troskab^[28], – et Skridt, som er uden Sidestykke baade før og siden i den norske Historie. Hvilke Bevæggrundene hertil have været, siges ingensteds. Kun saameget meddele senere Oplysninger, at Kongen gjorde det „paa nogle af sine Raadgiveres Tilskyndelse,“ – at det skeede „uden Pavens Vidende og særlige Tilladelse“, – at Erkebiskoppens Ed betragtedes som „homagium“ d. e. han blev derved Kongens haandgangne Mand, eller om man saa vil: Vassal, – og at der „fra begge Sider, fra den ene under Kongens Segl og fra den anden under Erkebiskoppens og det nidarosiske Kapitels, blev udstedt aabent Brev angaaende visse Rettigheder, som meddeltes Erkebiskoppen i Egenskab af Jarl til Gjengjæld for hans Ed“^[29]. Rimeligviis har Erkebiskop Jørund i sin mislige Stilling følt, at han trængte til Kongedømmets kraftige Beskyttelse, og Kongen eller rettere hans indflydelsesrige Raadgivere have med Glæde grebet Leiligheden til at bringe den norske Kirkes Overhoved i et verdsligt Underdanighedsforhold til Kongedømmet, – et Forhold ganske modsat det, hvorom Erkebiskop Eystein i sin Tid, og vel ogsaa Erkebiskop Jon engang havde drømt. Fra hvem end dette Raad har havt sin Oprindelse^[30], tør man visseligen betegne det som ubesindigt og farligt. Tænkte man sig det som en Udvei til at afskjære al videre Strid og Forvikling mellem Kirke og Stat, og til at gjøre den første for bestandig afhængig af den sidste, saa vilde man vist med Tiden have kommet til at føle, at man havde forregnet sig. Thi en saadan Sammenblanding af geistligt og verdsligt Embedsforhold, for hvilket Norge hidtil havde gaaet fri, vilde upaatvivlelig der, som i saa mange andre Lande, have ledet til endnu større Forviklinger og til en endnu større Spending mellem begge Magter, end nogensinde før havde fundet Sted. At Erkebiskop Jørund gik ind paa en saadan Foranstaltning, ja maaskee selv bidrog sit til at fremkalde den, er kun et yderligere Beviis paa den Forfængelighed og Uklogskab, der ved meer end een Leilighed fremlyser som Træk i hans Karakter. Lykken var, at dette ukirkelige Forhold blev uden kjendelige Virkninger, ja, som det lader, næsten ubemærket i Jørunds Dage, og formelig ophævet ved hans Død.

I det samme Aar 1297 blev endelig den langvarige Strid paa Island om Kirkegodsets Bestyrelse og Patronatsretten til Kirkerne afgjort. I 1291 var Biskop Arne af Skaalholt, som for fortalt, vendt tilbage til Island. Han havde vundet Kongens Yndest i Norge; men hans Modstandere i Hjemmet synes fremdeles at have havt altformegen Indflydelse hos de egentlig raadende Stormænd i Norge, til at Kongens personlige Gunst kunde komme ham synderlig til Gode. De kongelige Sysselmænd, Thord Hallssøn og Kristoforus Vilhjalmssøn, der i Aaret 1293 kom til Island, traadte i Grunden i Rafn Oddssøns Fodspor, og havde Kongebreve for sig, paa hvilke de beraabte sig. Hr. Thorvard Thorarinssøn i Spidsen for Lægfolket slog sig paa deres Side. Biskop Arne satte imod dem slu gamle Fasthed og slog om sig med Bansættelser, hvor intet andet kunde hjælpe. Han synes i 1295 at have faaet udvirket et Kongebrev til sin Fordeel, og da Thorvard samme Aar var dragen til Norge for at tale Lægfolkets Sag, saa benyttede Arne hans Fraværelse til at gjennemdrive i 1296, at tolv Bønder af Skaalholts Biskopsdømme, i den hele derværende Almues Navn, tilsvore ham alle Kirker og Kirkeejendomme i Biskopsdømmet. Thorvard Thorarinssøn døde samme Aar i Norge, men dog først efterat det havde lykkets ham igjen at faa Kongen omstemt; og da Gudmund Skaldstikill kort efter kom til Island for at træde i den Afdødes Sted, var det saa langt fra at han medbragte Kongens Stadfæstelse paa det af Arne foretagne Skridt, at han meget mere stevnede de tolv Bønder til Norge at staa til Rette for Kongen. Arne besluttede at følge dem og drog i 1297 til Norge. Da han her traf sammen med Kongen og Erkebiskoppen, blev endelig den islandske Kirkesag bragt til Afgjørelse. Det blev nemlig med alle Parters Samtykke bestemt: – at alle de Kirker, hvis Gods for Halvdelen eller mere ejedes fra gammel Tid af Lægfolk, skulde overgives til disses Bestyrelse, frie for alt Paakrav af Biskoppen; men for alle de øvrige Kirker skulle han ene raade. Denne Overeenskomst blev afsluttet og ved et kongeligt Brev, forkyndt paa Øgvaldsnes den 2den Mai eller den 13de September 1297^[31]. Udfaldet var neppe ganske stemmende med den ivrige Hierarchs Ønske; men han har vist nok indseet, at bedre Kaar for nærværende ikke var at opnaa, helst da han vel fandt, at han i Erkebiskoppen ei havde nogen ret kraftig Støtte, deels fordi denne ei var inde i de islandske Forholde, og deels fordi han nu havde ganske andre, for ham personligen meer magtpaaliggende Sager i Hovedet.

Biskop Arne vendte ei meer tilbage til sin Fædreneø. Han blev Vinteren over i Norge og døde her i Bergen den 17de April 1298 i sit 62de Aar efterat have beklædt sin Biskopsstol i 29 Aar^[32]. Han var utvivlsomt baade med Hensyn til Lærdom, Aandskraft og Standhaftighed en af sin Tids meget udmærkede Geistlige. I den hele Strid mellem Kongedømmet og Kirken have vi seet ham spille en fremragende Rolle, som de hierarchiske Grundsætningers Forfegter. Han vakte sig mange og mægtige Modstandere, men selv disse kunde ikke negte hans aabne Færd og velmeente Iver deres Agtelse. Arne Thorlakssøns Eftermand paa Skaalholts Stol blev, efterat denne i flere Aar havde staaet ledig, hans Søstersøn, Arne Helgessøn, der først indviedes i 1303.

1. S. o. f. I. 411, 453, II. 2.
2. Brevet af Juli Maaned men uden Aar, N. Dipl. II. 26. f.
3. Langes Klhist. 518 ff.
4. N. Dipl III. 31–33.
5. Langes Klhist. 677.
6. For Oslos: Bisk. Haakons Brev af 1264, N. Dipl. III. 9; – for Stavangers: Bisk. Thorgils’s Brev af 1266, N. Dipl. II. 11, Bp. Arnes Br. af 14de Septbr. 1283, N. Dipl. II. 21.
7. N. Dipl. III. 14.
8. Isl. Ann. 166; Bp. Laurentius’s S. (Mskr.) c. 5.
9. Tre Vidnesbyrd, det ene af 20de Febr. 1293, og de andre to udaterede, N. Dipl. III. 34, 36–41.
10. Bp. Laur. S. c. 7–11.
11. Bp. Laur. S. c. 12.
12. Bp. Arnes S. c. 58.
13. Br. af 18de Aug. 1303, N. Dipl. II. 60.
14. N. Dipl. II. 31.
15. N. Dipl. III. 43.
16. Sst.
17. Sst.
18. De tre Underhandleres Brev om denne Sag, N. Dipl. III. 41.
19. Jon af Ølveshaug er blandt Udstederne af et Vidnesbyrd til Chorsbrødrenes Fordeel, N. Dipl. III. 38.
20. Pave Nikolaus IV døde den 4de April 1292. Efter ham stod Pavestolen ledig i 2 Aar paa Grund af Kardinalernes Uenighed. Først den 5te Juli 1294, valgtes Cølestin VI hvilken dog igjen nedlagde Pavedømmet den 23de Decbr. samme Aar; og nu valgtes Dagen efter den bekjendte Bonifacius VIII.
21. Dipl. Arn. Magn. II. 170.
22. N. Dipl. II. 33.
23. N. Dipl. III. 43.
24. Som saadan har han beseglet flere kongelige Breve mellem 1294 og 1298. N. g. L. III. 26; N. Dipl. II. 31, 37, I. 81 o. f. St.
25. N. Dipl. III. 44–46.
26. S. o. f. II. 72, 73.
27. Isl. Ann. 172.
28. Ssts.
29. Brev af 13de Jan. 1310, hvorved denne Foranstaltning efter Jørunds Død gjenkaldes, N. Dipl. I. 113.
30. Som af Foreningen til Tautra viser sig vare Herrerne Bjarne Erlingssøn og Jon Røgnvaldssøn samt Kansleren Baard Serkssøn derved tilstede; de samme Herrer have muligen ogsaa med Hensyn til Erkebiskoppens Jarledømme været hans Raadgivere.
31. Brevet findes hos Finn Joh. I. 401, jfrt. II. 39; men der er urede med Hensyn til Tiden.
32. Bp. Arnes S. c. 80, jfrt. m. Isl. Ann. 172 og Jon Esptolins Aarb. þ. l. c. 10–13.