Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/88

Fra Wikikilden
Chr. Tønsbergs Forlag (2s. 379-396).
◄  87.
89.  ►

Det næstforløbne tyveaarige Tidsrums uheldbringende Indflydelse paa Norges Stat og Kirke. Begivenheder i Kirken mellem 1375 og 1380. Uordener paa Island. Biskopsskifter. En pavelig Nuntius Guido, i Norge. Erkebiskop Olafs Død i 1372. Thrond attende Erkebiskop. Kong Haakons seneste Regjeringsaar. Hans Søn, Olaf, bliver Danmarks Konge. Haakon Magnussøns Død 1380.

Af den korte Udsigt, som er given over Statsrørelserne i Norden i Tidsrummet fra 1355, da Haakon Magnussøn tiltraadte Norges Kongedømme, indtil 1374, da hans Fader Magnus Erikssøn endte sit urolige Liv, vil man allerede kunne slutte, at dette tyve Aars Tidsrum ei just var nogen gylden Alder for Norge. Vistnok er det saa, at Norge paa langt nær ikke led, hvad Sverige maatte lide ved indre Splid, ved de Stores Oprørsaand og Herskesyge, ved Almuens Undertrykkelse, ved Fremmedes Inddragelse i Landet, ved ustyrlige Krigerflokkes Færd igjennem det fra den ene Ende til den anden, kort ved Lovløshed og Selvtægt i mangfoldige Retninger. I Norge raadede, saavidt vides, i al denne Tid fuldkommen Enighed mellem Folk og Konge; ingen Undertrykkelse af de Store omtales at have fundet Sted mod Almuen, heller ingen Renker fra deres Side at være spundne mod Kongedømmet; ingen mager føres over, at Loven jo har været holden i Agt og Ære ligesaavel af Høvdinger som af Bønder; ingen Antydning findes til, at de første, som en egen Stand i Staten, har tilegnet sig Særrettigheder paa de sidstes Bekostning; Landsstyrelsen synes at have gaaet sin regelmæssige Gang, Kongen styrede med Raads Raad, og i hans Forfald Raadet med Kansleren eller stundom en Drotsete i sin Spidse; Rettergangen havde, efter alt hvad man kan dømme, sit lovlige Gjænge; – Alt stod i disse Forholde, som det lader, ganske vel til. Men ved Siden heraf medførte Haakons Stræben for at hjælpe sin Fader mod dennes Fiender i og udenfor Sverige, og for at opretholde sig selv som Konge i sidstnævnte Rige, da han dertil var bleven valgt i 1362, øiensynligen store Anstrengelser og Opoffrelser fra Norges Side baade i Leding og i overordentlige Pengetilskud, hvilket alt, omendskjønt det lader til at have været godvilligen givet af Kjærlighed til Haakon, nødvendigviis maa have faldet Landsfolket til stor Byrde, og hemmet dets Velstands og Næringsveies Udvikling. Saa kom hertil Krigen med Hansestæderne, – den heraf følgende Forstyrrelse i Landets Handelsforholde og Herjning af dets Kyster, – Fredens Kjøb ved Gjentagelse af ældre og Tilstaaelse af nye Handelsforrettigheder for Hansen, – hvilket tilsammen efterhaanden aldeles lammede Nordmændenes egen Handel og Søfart. Videre maatte Løsesummen for Magnus’s Frigivelse udredes af Norge, og man finder, at Kongerne i den Anledning have i 1371 henvendt sig til Bønderne med Begjæring om et drøit overordentligt Tilskud, nemlig fem Mark (naturligviis norsk Mynt) af hver fuld Bonde og tre Mark af hver Halvvirkesbonde, at udrede inden Jul[1]. Saadanne Tyngsler paa et Land af indskrænkede Hjælpekilder, og som nys forud paa det skrækkeligste var blevet herjet af Pesten, efter at det i en Række af Aar havde vantrivets under en uordentlig, slap og ødsel Styrelse, – kunde umuligen andet end virke nedtrykkende, ja næsten ødelæggende.

Men det værste af Alt var dog den Hendøen af Folkeaanden, den Stillestaaen i Statslivet, som sterkere og sterkere spores, og det maaskee ikke mindst netop i den døsige Rolighed, der hvilede over Land og Folk, ret som et Forbud paa den sig nærmende Dødssøvn. Bønderne, tilfreds med at see sin huslige Virksomhed hver i sin nærmeste Kreds nogenlunde beskyttet af en mild og veltænkende Konge, tabte Staten ganske af Sigte; de gjorde sig neppe engang den Møie at iagttage de Former for en friere Selvstyrelse, som Loven fremdeles hjemlede dem, men de overlode Alt til de kongelige Embedsmænd. Bymændene fandt sig som oftest med Taalmodighed i det fremmede Handelsaag, der vistnok tyngede haardt paa deres Skuldre, men som de manglede Kraft og Bestemthed til at afkaste, selv naar gunstig Leilighed syntes at tilbyde sig. Hos Høvdingerne, de geistlige som de verdslige, der dannede Kongens og Rigets Raad, viste sig sjælden eller aldrig nogen alvorlig og kraftig Fremadstræben, ikke engang nogen personlig Ærgjerrighed eller Herskelyst; de lagde, naar Kongen ikke saa at sige tvang dem frem paa Statslivets Tumleplads, Hænderne i Skjødet og foretrak at nyde sin Overflod i Ro fremfor at uleilige sig med en selvstændig Statsvirksomhed, hvortil dog deres Livsstilling og Tidsalderens almindelige Anskuelse kaldte dem. Literær eller videnskabelig Virksomhed spores næsten ikke meer, hverken i national norsk, eller i almindelig europæisk Retning; og ikke nok med, at den frembringende Kraft i saa Henseende lidt efter lidt gik til Grunde, – ogsaa Sandsen for at nyde og bevare Forfædrenes aandelige Frembringelser, tabte sig. Selv det saa herligt udviklede og engang saa flittig dyrkede Landssprog begyndte sterkt at forvanskes, og det netop i de høiere Kredse, hvor Skriftsproget især skulde finde sin Støtte.

Fæster man alt dette skarpt for Øie, saa vil man vel neppe prise Norges Tilstand ved denne Tid, trods den indre Ro og Orden, der synes at have raadet i Landet, som nogen lykkelig og for Fremtiden lovende. Neppe vil man kanskee engang, vel overveiet, regne den for herligere end Sveriges Tilstand med al dennes Splid og Forvirring. Thi i Sverige seer man dog Livskraft, skjønt denne yttrede sig paa en vild, lovløs, næsten statsopløsende Maade; – der seer man dog Virken, skjønt denne viser sig uordnet, selvraadig, oprørsk, usamdrægtig, blottet for sand Statsklogskab og, hvad værre er, ogsaa ofte for Retsind og Sandhedskjærlighed; – der seer man, skjønt Folket selv sjælden fremtræder, dog en Høvdingestand, udsprungen af Folket, der handler i Folkets Navn, og er Rigets Raad, der er nidkjær, som oftest kanskee meer end tilbørligt, for sin Stilling som Magt i Staten, og for sit Lands Opretholdelse som selvstændigt Rige, om end med saare egennyttige Sidehensyn. For Staten er dog altid Liv og Virken, om end i visse Retninger udskeiende, at foretrække for en dødlignende Søvn. Det er ogsaa en Kjendsgjerning, som aldrig maa forglemmes, at i Sverige, ret modsat af hvad der fandt Sted i Norge, just paa denne Tid, da saamegen Tummel og Uorden herskede i Landets Indre, den aandelige Virksomhed først begyndte at fremtræde i en national Literatur, der benyttede Folkets Sprog, uddannede dette og gav det den Karakter, som det indtil denne Dag har vedligeholdt.

Men spores en Hendøsen i den norske Stat, saa spores en ikke mindre Hendøsen i den norske Kirke. Hvad enten man vender sig til Tidens Aarbøger eller til dens Brevskaber, da finder man ligelidet Tegn til Liv og Kraft i Kirken. Underretningerne om dens Rørelser blive meer og meer magre; Provinsialconcilier omtales saa godt som aldrig, endnu mindre ere Bestemmelser af saadanne levnede; endogsaa Biskopsrækkerne lade sig kun med Vanskelighed fuldstændiggjøre, og med end større Vanskelighed lader de enkelte Biskoppers Styrelsestid sig bestemme. Man begynder at samle i et næsten ugjennemtrængeligt Mørke, og splittes dette stundom af en Lysstraale, da er det man seer sjælden eller aldrig opmuntrende.

De første Efterretninger Kirken vedkommende, der møde os i Tidsrummet efter Kong Haakons Regjeringstiltrædelse i 1355, angaa Begivenheder paa Island, hvilke tydelig vise, at der nu i den norske Kirke, og navnligen i den islandske, skortede baade paa god Aand og god Orden. Da den oftere omtalte Hole-Biskop Orm Aslakssøn drog til Norge i 1355[2], satte han Arngrim, Abbed af Thingene Kloster, hvem han et Par Aar i Forveien havde indviet som saadan, til Official i Hole Biskopsdømme under sin Fraværelse. Denne Abbed Arngrim var en ilde berygtet Mand; og Presterne i Hole Biskopsdømme negtede ham Lydighed paa Grund af de mange slemme Klager, som førtes mod ham. Det gik ogsaa paa et Prestemøde i Skagafjorden i 1357 saa vidt, at Arngrim maatte frasige sig Officialembedet, til hvilket en Prest, Thorstein Hallssøn, blev beskikket i hans Sted. Arngrim blev ligeledes afsat fra sin Abbedsverdighed[3].

Imidlertid døde, som allerede fortalt, Biskop Orm imod Slutningen af 1356 i Norge[4]. Dengang opholdt sig endnu der Jon Erikssøn Skalle, som i 1343 var ved en Feiltagelse bleven viet til Biskop paa Grønland, medens Biskop Arne der endnu levede[5]. Senere var vel Arne død omtrent ved 1350[6]; men hvad enten nu hans Dødsfald ikke var blevet bekjendt i Norge, eller Jon Erikssøn ingen Lyst havde til at fare til Garde Stol, – nok er det, Jon eftertragtede nu den ledige Hole Biskopsstol. Det lader til, at Erkebiskop Olaf ikke bar havt noget mod den af ham attraaede Forflyttelse; men da Jon allerede var indviet til en anden Biskopsstol, stod det ikke i Erkebiskoppens Magt at opløse det Baand, som bandt ham til denne, og derfor maatte Sagen overlades Pavens Afgjørelse. Jon ilede da i 1357 til Kurien i Avignon, udvirkede, som han i det mindste selv paastod, Innocentius VI’s Løfte om Hole Stol, og vendte derpaa tilbage, uden dog at have kunnet erholde sit Beskikkelsesbrev, hvilket skulde sendes efter ham til Flandern, og der udløses af ham med en bestemt Pengesum. Et Pavebrev indløb ogsaa efter Tilsagn, hvilket Jon hjembragte til Norge. Men, at dømme efter det Stykke af Brevet, hvis Indhold er os levnet, har det neppe været et egentligt Beskikkelsesbrev for Jon, men kun et Fuldmagtsbrev til Erkebiskoppen at beskikke Hole Biskopsstol en verdig Forstander, om han end dertil valgte en, der allerede før var Biskop[7]. Da imidlertid Erkebiskop Olaf, ifølge denne pavelige Fuldmagt, skal have valgt Jon, saa synes i Grunden Beskikkelsen at have været i sin Orden, og Jon Holes lovlige Biskop.

Efterretningen om Jons ordentlige Beskikkelse naaede til Island allerede i 1358[8], men han selv drog først derover i 1359. Han led Skibbrud ved Kysten, og Skibet ødelagdes; dog reddedes hele Besætningen. Da Jon kom til Hole, opgav Presten Thorstein strax, uden at raadføre sig med Presteskabet, sit Officialembede i hans Hænder; alle Nordlændinger, læge og lærde, gave sig under ham uden Indsigelse, og da han den 1ste November holdt sin første Biskopsmesse i Hole, modtog han et rigt Offer. Det synes dog snart at have vakt nogen Opmærksomhed, at de Breve, som skulde bevise hans Udnævnelse, ei efter Sedvane bleve oplæste i Choret; og det varede ei længe før det Rygte udbredte sig i Biskopsdømmet, at Jon ei var paa lovlig Maade kommen til sit Embede, og at han ingen Bevisligheder fra Paven havde at fremlægge[9]. Jon synes virkelig at have manglet saadanne, hvad enten han nu aldrig havde erhvervet dem, eller han havde tabt dem i Skibbrudet.

Da den forrige Official, Thorstein Hallssøn, kom under Veir hermed, bragte han i 1361 alle Prester i Biskopsdømmets østlige Deel i Oprør, og drog med dem og mange Lægmænd til Hole for at affordre Biskoppen hans Bevisligheder. Ved deres Komme vilde Biskoppen ikke tale med dem; de derimod paa sin Side yttrede, at han var Grønlands men ikke Holes Biskop, og Thorstein krævede tre Gange Bevisligheder af Jon for at han var Holes lovlige Biskop, uden at Jon besvarede Kravet. De oprørske Prester toge da alt Stolens Gods i den østlige Deel af Biskopsdømmet under sit Forvar. Biskoppen, som havde en Deel af de vestlige Prester paa sin Side, erklærede de Opsætsige for afsatte fra deres Embede. Men Thorstein og hans Parti brød sig ei herom, forrettede ligefuldt Tieneste i sine Kirker, og tillod sig adskillige Voldsomheder mod Jons Undergivne[10]. Et Forligsstevne om Vaaren 1362 i Hole løb frugtesløst af[11], og da Oprøret mod Jon greb om sig, fandt denne det sikkrest endnu samme Høst at ty til Norge for at søge Hjælp hos Erkebiskoppen. Han opholdt sig hos Olaf om Vinteren, men fik, som det heder, ingen Trøst hos ham[12], – en Omstændighed, der, hvis den forholder sig rigtig, gjør Jons Sag mistænkelig.

Medens der saaledes i Hole Biskopsdømme herskede en fuldkommen kirkelig Uorden, stod det ogsaa i Skaalholts Biskopsdømme heel misligt til. Biskop Gyrd Ivarssøn, som i 1351 havde taget Skaalholts Stol i Besiddelse[13], synes at have været en ganske virksom Mand, dog gik hans Virksomhed, som det lader, mest ud paa verdslige Ting, paa at sikkre og brugbargjore Biskopsstolens Gods og Rettigheder[14]. I de første Aar af sin Embedsstyrelse synes han at have staaet paa en venskabelig Fod med den før nævnte høit begavede og anseede, men derhos urolige og opsætsige Augustiner-Munk af Tykkvabø Kloster, Eystein Asgrimssøn[15], og at have benyttet hans Hjælp i Embedsanliggender. Siden reiste sig derimod Uenigheder mellem dem, som skulle have voldet Biskoppen megen Ærgrelse og meget Bryderi. I Aarene 1355–1357 var Gyrd i Norge samtidig med Broder Eystein[16], og under dette Ophold synes den sidste at have indyndet sig hos Erkebiskop Olaf og Kapitelet i Nidaros. I 1358, Aaret efter at Gyrd var kommen tilbage til sin Biskopsstol, indfandt Broder Eystein sig paa Island i Følge med en vis Eyolf Brandssøn, Chorsbroder af Nidaros; de vare beskikkede til Visitatorer paa Erkebiskoppens Vegne. I denne Egenskab fore de meget egenmægtigen frem, indsatte blandt andet den før nævnte, i forrige Aar afsatte Abbed Arngrim igjen i hans Verdighed i Thingøre Benedictiner-Kloster, trods alle de Magen der førtes mod ham, og uagtet han havde svoret sig ind i Prædikebrødrenes Orden i Bergen. De udpressede ogsaa Penge af Læge og Lærde paa alle mulige Maader. Herved opstod der Spending mellem dem og Biskop Gyrd, og det fortælles, at Broder Eystein skal have digtet Nid om Biskoppen, som denne tog sig meget nær. Tvisten mellem dem gik saa vidt, at Eystein stevnede Gyrd for Erkebiskoppen, men Gyrd satte Eystein i Ban. Begge beredte sig i 1359 til at fare til Norge; dog kom for Afreisen et Forlig i Stand, og Broder Eystein modtog af Biskoppen Officialembedet i Islands vestlige Fjerding. Eystein erkjendte, heder det, den Brøde, han havde begaaet ved at digte Nid om Biskoppen, og for at udsone den digtede han det berømte religiøse Kvad Lilia (Lilien), som endnu er levnet, og med Rette holdes for et af den norrøne Skaldekunsts fortrinligste Frembringelser. I 1361 gik endelig Begges Reise til Norge for sig. Det Skib, paa hvilket Biskop Gyrd var, forgik med ham og hele den øvrige Besætning. Broder Eystein derimod kom til Norge og drog til Helgeseter Augustiner-Kloster ved Nidaros, til hvis Broderskab han i den senere Tid synes at have hørt, men døde der henimod Paaske 1362[17].

Udpresningerne, der paa denne Tid øvedes af Biskopper og Visitatorer, maatte falde Islændingerne saa meget tungere, som de tillige udsugedes af de kongelige Embedsmænd, til hvilke Landets Indtægter bortleiedes. Vi have allerede omtalt, at denne Skik indførtes af Kong Magnus Erikssøn i 1354, da han bortleiede Landet paa tre Aar til Ivar Vigfussøn Holm. Efter ham kom i 1358 fire Hirdstyrere, der atter havde leiet alt Landet af Kongen paa tre Aar, og viste sig ligesaa anmassende som til samme Tid de tvende kirkelige Visitatorer[18]. Nordlændingerne gjorde Opstand mod den af Hirdstyrerne, der synes at have været den værste, Jon Guttormssøn med Tilnavnet Skraaveifa, mødte ham mandsterke og dreve ham i 1360 bort fra den nordlige Fjerding[19]. Selve Hirdstyrerne vare indbyrdes uenige, og i 1361 sloges deres Mænd paa Althinget[20]. Bedre blev det ikke, da de Fires Embedstid var forbi, og Kongen i sidstnævnte Aar udnævnte Sund Andressøn, en Nordmand, til Hirdstyrer over hele Landet, atter for tre Aar, med Bortleining af alle kongelige Indtægter. Smid vilde i Forening med Jon Guttormssøn straffe Nordlændingerne for deres Opstand, og de drog i 1362 med en Flok fra Sydlandet nord i Eyafjorden. Men her mødte Nordlændingerne dem ved Gaarden Grund, og det kom den See Juli til en blodig Kamp mellem begge Flokke. Nordlændingerne seirede, og baade Smid og Jon Guttormssøn med mange flere bleve dræbte[21]. – Man seer, hvorledes Uordenen i den verdslige Styrelse paa Island gik Haand i Haand med Uordenen i Kirken; og naar man hertil regner de Uaar og Landeplager, som samtidigen rammede Landet, saa maa man indrømme Sandheden af Islændingernes Paastand, at Kong Magnus Erikssøns Regjeringstid var en af de værste Ulykkesperioder for Island[22].

Efter Gyrd Ivarssøn blev Thorarin Signrdssøn, der troes at have været norsk, valgt og indviet til Skaalholt. Da han i 1363 drog over til sit Sæde, fulgte Biskop Jon Erikssøn med ham og søgte at komme i fuld Besiddelse af Hole Stol. Men da Jon ingen Bevisligheder havde at fremlægge nu meer end tilforn, mødte han den samme Modstand af Eyfirdingerne som tidligere[23], men erkjendtes dog af de Fleste i Biskopsdømmets vestlige Hereder, uagtet han, besynderlig nok, ikke heller i de nærmest paafølgende Aar var i Stand til at erhverve tilstrækkelige Bevisbreve enten fra Kurien eller fra Erkebiskoppen[24]. I 1366, da Styrelsen paa Island tildømtes Kong Haakon, naturligviis paa Grund af hans Faders, Kong Magnus’s, Fangenskab, udkom et Brev af Haakon, hvori en høi Bod til Kongen fastsattes for hver den Lægmand, som ikke erkjendte Jon for lovlig Biskop til Hole[25]. Men heller ikke dette formaaede at neddæmpe Opsætsigheden mod ham. Da besluttede Jon sig endelig til selv at søge sine Bevisligheder i Kurien. Han drog did i 1371, erholdt hvad han ønskede, og kom i 1372 atter til sit Sæde med de fornødne Pavebreve. Nu først erkjendte alle Eyfirdingerne ham for sin Biskop, og fra den Tid var Jon i uforstyrret Besiddelse af sin Biskopsstol[26].

Hvad Thorarin Sigurdssøn i Skaalholt angaar, da var han ikke længe Biskop. Hans Dødsaar angives i Annalerne forskjelligt: 1364, 1368 og 1369[27]; det første antages af nyere islandske Historikere for det rette[28]. Hans Eftermand var Oddgeir Thorsteinssøn, der ogsaa troes at have været en Nordmand og tidligere Chorsbroder ved Bergens Kathedralkirke[29].

Hvad vi i dette samme Tidsrum (1355–1375) vide om Biskopperne og andre høie Prælater i den øvrige norske Kirke, er ubetydeligt. I 1358 døde Biskop Sigfrid af Oslo[30]. Hans Eftermand var Halvard, om hvem man kun ved, at han maa have tiltraadt Oslos Stol før Udgangen af September Maaned 1361[31].

Ved samme Tid finder man ogsaa en ny Biskop af Stavanger, nemlig Botolf[32]. Biskop Gyrd maa altsaa for den Tid være død, men Dødsaaret kjendes ikke.

Som Biskop paa Færøerne nævnes i 1365 en Arne Svæla, om hvem dog intet andet vides, end at han i det nævnte Aar paa en Reise fra Færøerne blev dreven nord til Island, hvor han opholdt sig Vinteren efter hos Biskoppen af Skaalholt[33]. Om denne Arne har været en umiddelbar Eftermand af den Biskop Halvard eller Haavard, som ifølge Annalerne døde i 1348[34], lader sig ikke afgjøre. Biskopsrekken for Færøerne nævner her tvende Biskopper efter hinanden med Navnet Arne, af hvilke den sidste gives Tilnavnet Svæla[35].

Med Besættelsen af Grønlands Biskopsstol havde det altid gaaet noget uordentligt til, forsaavidt oftest et temmeligt langt Mellemrum fandt Sted mellem den ene Biskops Afgang og den næstes Tiltrædelse, – en uundgaaelig Følge af Landets Fjærnhed fra Norge og den ustadige Forbindelse mellem begge. Og denne Forbindelse var, efter alt hvad man kan skjønne, endogsaa meer afbrudt nu end i ældre Tider, medens Norges Søfart var i sin Blomstring. Den store Mandedød kan desuden hertil have virket sit, skjønt det ikke findes omtalt, at den naaede Grønland. Det er saa langt fra, at man kan antage en aarlig Samfærsel mellem dette Land og Norge at have fundet Sted paa denne Tid, at man tvertimod har al Grund til at tro, at mangen Gang en heel Rekke af Aar led hen, saa at intet norskt Skib kom til Grønland; og af andre Folkefærds Handlende besøgtes ei Landet, ligesaalidt som Folket selv der længere med egne Skibe udførte sine Handelsvarer, hvilke forresten vare verdifulde. Under saadanne Omstændigheder kunde lettelig en lang Tid henlide, før en grønlandsk Biskops Død blev bekjendt i Norge, og dernæst atter lang Tid, før en ny kunde faa Leilighed til at komme derover. Vi have seet ovenfor, at Biskop Arne, som i 1343 falskeligen sagdes at være død, virkelig døde omkring 1350, men at Jon Erikssøn Skalle, der tidligere var indviet til Garde Stol, ligefuldt forblev i Norge, og siden foretrak Hole Stol paa Island for hiin. Nogen Lunkenhed fra Erkebiskoppens Side maa dog dertilmed have fundet Sted. Thi det varede ligetil 1365, før en ny Biskop til Grønland blev indviet, nemlig en vis Alf[36]; og han kom ikke til sit Sæde i Garde for i 1368, da det bemærkes, at Biskopsstolen havde staaet ledig i hele 19 Aar[37]. Naar man tænker sig, hvor uundværlig en Biskop i hine Tider maa have været til Kirkeordenens Opretholdelse i et saa afsidesliggende Land, maa man næsten undres over, at Christendommen der ikke reent gik til Grunde.

Paa Hamars Biskopsstol efterfulgtes Haavard af Magnus, der skal have været dansk[38]. Der findes neppe af Biskop Haavard noget Brev senere end fra 1363[39], og inden 1369 maa han være død; thi i et Brev af sidstnævnte Aar, 19de Mai, nævnes Magnus som Hamars Biskop[40].

Biskop Gisbrikt i Bergen døde i 1370. Hans Eftermand var en Broder Benedikt, altsaa en Munk. Denne havde allerede tiltraadt Biskopsstolen den 21de Februar 1371, da han udstedte et Brev i Bergen, hvorved han stadfæstede, paa Kong Haakons Opfordring, visse Apostelkirkens Rettigheder. Ved samme Brev er den Bemærkning gjort, at Benedikt kun forestod Bergens Kirke i eet Aar, at han berøvede Kirken og Kapitelet deres Privilegier, og at hans Bestemmelser bleve erklærede ugyldige[41]. Hvorledes Sammenhængen hermed har været, vides forøvrigt ikke, ligesaalidt som hvorvidt han efter sin korte Styrelse er død, eller er bleven nødt til at fratræde. Hans Eftermand var Jakob, kaldet med Tilnavnet: den Gamle eller den Ældre, dansk af Æt og tilforn Prædikebroder. Han skal være bleven indviet i 1372[42].

I 1371 eller omkring den Tid døde den nys forud nævnte Biskop Halvard af Oslo. Det sidste Brev, hvori han nævnes, er af 14de November 1370[43]. Hans Eftermand var Jon, der første Gang, saavidt vides, nævnes som Biskop i et Brev af 31te Juli 1373[44].

Paa Orknøerne vare i Tiden mellem 1310 og 1383 tvende Biskopper af Navnet Vilialm; men hvor længe hver af disse har styret, vides ikke. Om den første af dem er forhen talt. Den anden var det udentvivl, som den 23de Mai 1369 i Kirkiuvaag sluttede et Forlig med „den velbaarne Mand Haakon Jonssøn“[45].

Peter Erikssøn, Provst til Marie Kirke i Oslo og Kongens Kansler, findes endnu i 1369 virksom ved Underhandlinger, som dreves med Hansestæderne[46]. I Aarene 1365 og 1366 nævnes dog ogsaa oftere Hr. Vinalde Henrikssøn, Chorsbroder i Oslo og Kongens Klerk, som den der har beseglet med Kongens Segl og følgelig har havt dette i Forvaring[47]. Denne Mand har altsaa dengang forrettet som Vicekansler; vi skulle siden see ham i høiere Stillinger i Kirken. Peter Erikssøn maa være død inden Udgangen af 1373; thi i et Brev af 21de December dette Aar nævnes Henrik Henrikssøn som Provst ved Marie-Kirken[48]. Rimeligviis har han med denne Stilling tillige modtaget Kongens Segl, som senere i en Rekke af Aar var ham betroet. – Som Provst ved Apostel-Kirken i Bergen nævnes i 1373 Hr. Thorstein Halgrimssøn[49].

Af alle disse Prælaters kirkelige Virksomhed i det her omhandlede Tidsrum findes saagodt som intet Spor, ligesaalidt som af selve Erkebiskop Olafs. Ved sin Embedstiltrædelse synes Olaf, som før omtalt, at have følt Provinsialconciliernes Vigtighed; men efter det, som maa antages at have været holdt i 1352[50], er intet saadant antydet. Vel finder man undertiden flere af de norske Biskopper samlede; men dette synes altid at have været i Egenskab af Kongens Raadgivere, som Medlemmer af Rigets Raad, og, i det mindste i Hovedsagen, for verdslige Anliggenders Skyld. Saaledes vare den 29de September 1361 Erkebiskop Olaf, og Biskopperne Halvard i Oslo, Gisbrikt i Bergen, Haavard i Hamar og Botolf i Stavanger samlede med begge Kongerne, Dronning Blanka, Jon og Sigurd Hafthorssønner og Øgmund Finnssøn paa Baahus, udentvivl i Anledning af Forbundet med Hansestæderne mod Kong Valdemar[51]. I 1366 den 24de Juni nævnes Erkebiskop Olaf samt Biskopperne Botolf af Stavanger og Gisbrikt af Bergen tilligemed de tre sidstnævnte verdslige Herrer som de, til hvilke Hansestæderne havde henvendt sig i sine Anliggender med Norge[52]. I 1369 den 19de Mai vare Biskopperne Halvard af Oslo og Magnus af Hamar blandt dem, der paa Akershus Slot beseglede Kong Haakons Fuldmagt til Fredsunderhandlinger[53]. I 1370 den 1ste Juli vare paa Baahus Slot Biskopperne Botolf af Stavanger og Halvard af Oslo med blandt Forloverne for Stilstanden mellem Kong Haakon og Hansestæderne[54]; og samme Aars 19de Juli vare Erkebiskop Olaf, og Biskopperne Halvard af Oslo og Magnus af Hamar i Marstrand Medbeseglere af Kong Haakons Brev om Rustninger mod Kong Albrekt[55]. At Biskopperne ved saadanne Sammenkomster som de nævnte i 1361 paa Baahus og 1370 i Marstrand kunne tilligemed de verdslige Overlægninger ogsaa have afhandlet kirkelige Sager, lader sig vel ikke benegte; men lidet sandsynligt er det dog, at de da have været samlede til noget egentligt Provinsialconcilium.

Af Kong Haakon kjendes kun ganske faa Foranstaltninger Kirken vedkommende, alle af underordnet Vigtighed. Man finder, at han, i Lighed med sin ældre Navne, har taget sig særdeles af Marie-Kirken i Oslo og udstedt flere Breve til Fordeel for den og dens Forstander[56]. Man finder ogsaa, at han under et Ophold i Nidaros har den 23de September 1366 med sit Raad stadfæstet de Vernebreve, som hans Fader og Oldefader havde givet Chorsbrødrene ved Christkirken der[57]. Endelig har man et Brev af ham til Folket i Oslos Biskopsdømme, givet i Oslo den 26de April 1365, hvori han indskjærper den ordentlige Udredelse af den aarlige Skat til St. Olaf og St. Halvard – „een tællet Pening af hvert Kreatur, der synes i Boet bedre at have end at undvære“ –, hvilken i hans Forfædres Dage frivilligen paa Alles Vegne var lovet under Navn af Olafsskot, men som i seneste Tid tilbageholdtes eller betaltes forsømmeligen; en Bod til Kongen af 6 Ører bestemmes for den som ikke rettede sig efter dette Kongens Brev og udredede den omhandlede Skat hvert Aar[58].

Tegn til det apostoliske Sædes Virksomhed i Norge paa denne Tid see vi kun i dets Pengekrav. Den 31te August 1361 beskikkede Pave Innocentius VI fra Avignon Biskop Bertrand af Lybek til sin Nuntius i Danmark, Sverige og Norge med Fuldmagt til at modtage og kvittere for alle den romerske Stol tilkommende Penge[59]. Hans Fuldmagt har rimeligviis ogsaa omfattet Tilbagebetalingen af det Kong Magnus tilstaaede Laan, hvilken dog neppe paa den Tid har kunnet fyldestgjøres. Den 12te September 1362 døde Innocentius VI, og til hans Eftermand valgtes i Avignon, den 23de i samme Maaned, Urbanus V. Denne udnævnte den 6te August 1363 fra Avignon Guido de Cruce af Mirepoir’s Biskopsdømme til sin Nuntius i de tre nordiske Riger[60]; men ogsaa hans Erinde var, som af Udnævnelsesbrevet erfares, at opbære det pavelige Tilgodehavende. Den 25de Juni 1364 var Guido i Stavanger, hvor han kvitterede Biskop Botolf for Peterepengen af Stavangers Biskopsdømme for de sidstforløbne 7 Aar, samt for Resten af den ved Pave Clemens VI paalagte fireaarige Pavetiende[61]. I Bergen var han den næstfølgende 20de Juli, da han indsatte Ivar Holm til Underindsamler af de pavelige Indtægter af Islands Biskopsdømmer[62]. Denne Gang gjaldt hans Sendelse forresten ogsaa en ny treaarig almindelig Pavetiende[63]. Kong Haakon paastod ved denne Leilighed, efter ældre Skik, Frihed for de kongelige Kapeller og deres Bestyrere og Klerker, hvilken ogsaa den pavelige Nuntius ved deres Sammenkomst i Tunsberg indrømmede. Men alligevel maa Indsamlerne i Bergens Biskopsdømme, Abbederne Mathias af Munkeliv og Peter af Lyse, have forsøgt at opdrive Tienden ogsaa af de derværende kongelige Kapeller. Dette Skridt fremkaldte et Brev af Kongen, givet i Aalborg i Danmark af 8de Juni 1365, hvori han strengeligen forbød Indsamlerne at fordre noget af hans Kapeller og Kapelgeistlige, samt underrettede dem om Nuntiusens Indrømmelse i denne Henseende[64]. Sagen omtales ikke videre, og Kongen har saaledes rimeligviis drevet sit Ønske igjennem. Urbanus V døde den 19de December 1370, og den 30te i samme Maaned valgtes Gregorius IX til hans Eftermand. Gregorius skjænkede ved et Brev fra Avignon af 3die December 1371 store Indulgenser og Aflad til Nidaros’s Kathedralkirke i Anledning af en bekostelig Istandsættelse, som den tiltrængte, og skulde denne Pavens Gave gjælde i det mindste i tyve Aar[65].

Efterat have i meer end tyve Aar forestaaet Nidaros’s Kirke døde Erkebiskop Olaf, rimeligst i Slutningen af 1372[66]. Til at bedømme hans Karakter som Metropolitan og Menneske savnes tilstrækkelige Oplysninger; kun saameget kan man sige, at ingen større Splid inden den norske Kirke selv, eller mellem den og Kongedømmet i hans Styrelsestid synes at have fundet Sted, – noget der muligen kan antages som Beviis paa hans maadeholdende og fredelige Sindelag.

Til Olafs Eftermand valgtes Thrond, om hvis tidligere Stilling intet vides. Han er rimeligviis indviet i Avignon af Pave Gregorius XI. Tiden for hans Valg og Indvielse er ligesaa lidet sikker, som Tiden for hans Formands Død. Den første Gang Thrond nævnes som Metropolitan er i Anledning af en Dom, afsagt i Bergen den 23de Juli 1373 af ham, Øgmund Finnssøn og Haakon Jonssøn, tilnævnte af Kong Magnus[67]. Han kalder sig ved denne Leilighed: „med Guds Naade Erkebiskop i Nidaros“, hvilket viser, at han allerede da var indviet; thi ellers maatte han efter almindelig Brug have kaldet sig Electus, Postulatus eller Erkebiskopsemne. Hans Indvielse i Kurien kan altsaa ikke være foregaaet senere end i Begyndelsen af 1373. Den 9de October 1374 finder man, at han har været i Tunsberg, da han skjænkede Indulgenser til St. Laurentius’s Kirke sammesteds[68].

Ved sin Fader Magnus’s Død i December 1374 var Haakon Magnussøn bleven Enestyrer i Norge med alle tilliggende Lande; og med Aaret 1375 kan man sige, at et nyt Vendepunkt indtraadte i Udviklingen af Norges Statsforhold, ligesom og i Retningen af Haakons Styrervirksomhed. I dette Aar begyndte nemlig først de politiske Følger af hans Giftermaal med Margreta, Valdemars Datter af Danmark, for Alvor at fremtræde.

Da deres Egteskab i 1363 sluttedes, var Margreta 11 Aar gammel, og i denne Alder kunde hun naturligviis ingen Indflydelse øve paa sin Egteherre eller paa hans Rigers Anliggender. Men da hun naaede en modnere Alder, vidste snart hendes kraftige og slu Aand, en Aand, der fuldkommen betegnede hende som Valdemars Datter, at gjøre sig gjældende i begge Retninger. Maaskee kan hendes Indflydelse allerede regnes fra 1370 eller 1371, da hun i Oslo fødte Haakon Sønnen Olaf[69]: og det er ikke usandsynligt, at den ved den Tid lod sig tilsyne i den danske Jakobs Befordring til Bergens Biskopsstol[70]. Men i 1375 aabnede sig en videre Kreds for hendes Virksomhed. Den 24de October i dette Aar døde nemlig hendes Fader, Kong Valdemar Kristofferssøn, paa Gurre Slot i Sjælland uden at efterlade sig nogen Søn. Vel var Danmark et Valgrige; men i Valget holdt man sig dog der, ligesom i Sverige, helst inden den kongelige Æt. Valdemars tvende Døttres Afkom stod saaledes nu nærmest. Den ældre Datter, Ingebjørg, der havde været gift med Henrik af Meklenborg, Søn af Hertug Albrekt den ældre og Broder til Kong Albrekt af Sverige, var død, men efterlod en Søn Albrekt. Den yngre Datter var Margreta, som ogsaa havde en Søn, Olaf.

Den unge Albrekt af Meklenborg, ansaa, som Søn af den ældre Datter, sit Valg for sikkert, kaldte sig strax Danmarks Konge, optog det danske Rigsvaaben og lod sig i Wismar den 6te November af Keiser Karl IV meddele et Anbefalingsbrev til det danske Riges Stænder. Haakon og Margreta derimod tillode sig ingen saadanne foreløbige Anmasselser, men droge med deres Søn Olaf saa hastig som mulig selv til Danmark og vare der tilstede i Kallundborg allerede den 10de November. Paa det danske Rigsraad kom Kongevalgets Udfald an; og hos dettes vigtigste geistlige og verdslige Medlemmer vidste Margreta nu at indynde sig, især hos de geistlige, samt hos Rigets Drotsete og Forstander, den mægtige og af Valdemar høit fortroede Henning Putbusch eller Podebusk. En Herredag til Odense, der holdtes inden Aarets Udgang, løb frugtesløs af paa Grund af de forskjellige Meninger, der søgte at gjøre sig gjældende. Et Parti ønskede nemlig Olaf til Konge, et andet Albrekt af Meklenborg, et tredie endelig paastod, at da Kongeættens Mandslinie nu var uddød, en indfødt dansk Adelsmand burde vælges[71]. Kongevalget blev saaledes udsat.

I Mellemtiden arbeidede de forskjellige Partier hvert for sin Sag; dog synes det tredie hastigen at være traadt i Skyggen for de tvende førstnævnte. Disses Virksomhed yttrede sig dog paa en høist forskjellig Maade. Meklenborgerne søgte at styrke sig ved Forbund med Greverne af Holstein, hvem de paa Forhaand lovede betydelige Dele af det danske Rige; derved stødte de imidlertid ganske vist mange af de mere dansksindede Rigsraader bort fra sig, hvilke frygtede, at Tydskhedens Overvegt i Danmark, der allerede var stor nok, under et meklenborgsk-holsteinsk Herredømme skulde blive fuldkommen afgjørende. Margreta derimod søgte under sin personlige Nærværelse i Danmark at vinde den almindelige Stemning i Landet selv for sig og sin Søn. Til Hansestædernes Bistand beilede begge Parter; men de kloge Kjøbmænd fandt det sikkrest at see Tiden an, og udsatte under forskjellige Paaskud sin Erklæring.

Det viste sig snart, at Margreta havde slaaet ind paa den rette Vei; og skjønt hendes Fader, Valdemar, havde været mindre end elsket af Folket og de Store i Danmark, saa begyndte dog meget snart den almindelige Mening, oprørt udentvivl ved Meklenborgernes Anmasselser, at træde paa hendes Side. Jyderne erklærede sig først for Olaf og indbøde Skaaningerne til at forene sig med dem for at vælge ham. Skaaningerne gik den 4de Marts 1376 ind herpaa, og snart tiltraadtes denne Forening af flere danske Landskaber. Forgjæves stræbte det meklenborgske Parti imod denne Beslutning, og forgjæves lovede Keiseren den unge Albrekt sin kraftigste Bistand. Paa en Rigsdag i Slagelse valgtes Olaf Haakonssøn den 3die Mai 1376 til Danmarks Konge og vedtog den ham forelagte Haandfæstning, for hvis Overholdelse hans tilstedeværende Forældre, Haakon og Margreta, erklærede sig som Forlovere[72]. Den næstfølgende 14de August holdt Kong Haakon med sine norske Raadgivere – 4 Riddere og 5 Svende – et Møde med Hansestædernes Fuldmægtige i Kallundborg, og her blev en endelig Fred sluttet mellem Norge og Stæderne[73], medens samme Dag i Korsør mellem Stædernes Fuldmægtige og det danske Raad blev afgjort, at den Fred, som allerede mellem Valdemar og Stæderne var sluttet, skulde af Kong Olaf og det danske Rigsraad stadfæstes[74].

Ganske vist var det egentlig Meningen, at begge Olafs Forældre skulde føre et Slags Formynderskab for ham som Danmarks Konge i hans Mindreaarighed; men saavidt man kan skjønne, overlod Haakon denne Virksomhed ganske til Margreta, der ogsaa nu saagodt som stadigen synes at have opholdt sig med sin Søn i Danmark, medens Haakon i Norge sysselsatte sig med dette Riges Anliggender. Heri fulgte han baade Klogskabs og Billigheds Fordringer, og de Danske kunde ei andet end dermed være høist tilfreds, helst da Margreta fuldkommen var sit Kald voxen.

I Haakons seneste Regjeringsaar finder man, at Jamtelands kirkelige Tilstand har paakaldt hans Opmærksomhed. Vi have før oftere omtalt Jamtelands særegne Stilling, idet Landet udgjorde en Deel af Norges Rige og i alt Verdsligt lod under Norges Lov og Styrelse, men dog i kirkelig Henseende hørte til Upsals Biskopsdømme og under den upsalske Erkebiskops geistlige Omraade. Vi have ogsaa ovenfor seet, at dette indviklede Forhold i 1303 havde fremkaldt en Overeenskomst mellem Erkebiskop Olaf Allessøn af Upsal og den ældre Kong Haakon Magnussøns Fuldmægtige, Presten Erlend Styrkaarssøn, hvilken samme Kong Haakon i 1305 ved sit Brev havde midlertidigen stadfæstet[75]. Ved denne Overeenskomst var det, saavidt vides, siden forblevet. Men nu i den yngre Kong Haakons senere Dage maa Klager være ham forebragte fra Jamterne over Krav fra Geistlighedens Side, hvilke ingen Hjemmel havde i den omtalte Forening. I denne Anledning udstedte Kongen den 16de Juni 1378 fra Bergen et Brev til Jamterne, hvori han erklærer, at han, efterat have med sit Raad gransket den Overeenskomst mellem dem og Erkebiskop Nikolaus, hvilken hans Oldefader Kong Haakon havde samtykket, nu byder, at denne stadigen skal overholdes, indtil han selv og hans Raad kan anordne noget bedre. Han forbyder navnligen Provsten hos dem og andre lærde Mænd at betynge dem over hvad bestemt er i Overeenskomsten, og paalægger Jamterne ikke at underkaste sig nogen Tyngsel, der gaar ud over den Ret, de hidtil have havt i kirkelig Henseende[76].

I 1378 døde Biskop Alf af Garde, og saa ringe var Forbindelsen dengang mellem Norge og Grønland, at hans Død først 6 Aar efter, nemlig i 1383, blev bekjendt i Norge[77]. Efter Alfs Død hengik saaledes flere Aar før Gardes Stol igjen besattes. Men Aaret efter 1379 omtales for første Gang et større Herjetog af Eskimoerne, hvilke Nordmændene kaldte Skrælinger, paa Grønland, hvorved atten af de norske Indbyggere siges at være blevne dræbte og to Drenge at være bortførte i Trældom[78]. For den Gang synes Angrebet ikke at have havt videre Følger; men siden gjentoges disse Skrælingetog oftere og ledede endelig til de norske Indbyggeres Udryddelse.

I 1378 tog den langvarige Splittelse (det store Schisma) i Pavedømmet sin Begyndelse, en Splittelse, der forargede Christenheden og undergrov det apostoliske Sædes Vælde. Fra mange og forskjellige Sider havde allerede længe yttret sig stort Misnøie med Pavernes Ophold i Avignon og Fjærnelse fra deres rette Sæde i Rom. Urbanus V havde givet efter for den almindelige Stemme og var i 1367 flyttet til Rom; men allerede i 1370 lod han sig af sine Kardinaler bevæge til at vende tilbage til Avignon, hvor han, som for fortalt, samme Aar døde. Hans Eftermand, Gregorius XI, kunde heller ikke i Længden modstaa de Opfordringer, som stormede ind paa ham, og drog i 1377 til Rom for der at tage sit stadige Sæde; men han døde den 27de Marts 1378. De i Rom tilstedeværende Kardinaler valgte nu den 9de April Urbanus VI, en Italiener. Han vakte imidlertid snart ved sin Strenghed Misnøie hos et stort Parti af Kardinalerne, især hos de franske, der udgjorde Kardinaltollegiets overveiende Deel; disse fjærnede sig til Fondi, gjorde her en høitidelig Indsigelse mod Urbanus’s Valg, som fremtvunget, efter deres Foregivende, ved Romernes Trudsler, og valgte den 21de September samme Aar, 1378, Clemens VII, en Franskmand, som det følgende Aar med sit Anhang af Kardinaler flyttede til Avignon. Det lykkedes Clemens at blive anerkjendt af en Deel europæiske Staters Styrere, i Frankrige, Spanien, Skotland, Sicilien, og flere mindre, medens dog den overveiende Deel erkjendte Urbanus, og blandt dem de nordiske Riger. Kong Haakon af Norge hilsede ham med en Lykønskningsskrivelse[79]. Saaledes var da den romersk-katholske Christenhed splittet mellem tvende Paver, der gjensidigen banlyste hinanden, og i hele 40 Aar fandtes ingen almindelig anerkjendt Pave. Urbanus’s Bansbrev over Clemens kom ogsaa til Norge og blev der oplæst i Kirkerne overalt omkring i Landet[80]. Man kan let tænke sig hvad Indtryk sligt maatte gjøre paa Lærde og Læge, og hvorledes Troen paa Pavens Hellighed og Ufeilbarhed derved hos de mere Tænkende maatte svækkes.

Om Erkebiskop Thronds Virksomhed vides kun meget lidet. Han holdt et Provinsialconcilium i Bergen, rimeligviis om Høsten 1376, og han var endnu tilstede der i Byen den 4de December dette Aar[81]. Et andet Provinsialconcilium skal han have holdt i Hamar i Midten af Aug. Maaned 1380[82]. Men ingen Efterretning findes om hvad der paa disse Concilier er forhandlet, og end mindre ere Statuter fra dem levnede.

Kong Haakon Magnussøn den Yngre, eller, som han ogsaa kaldes: den sjette, overlevede sin Fader kun i noget over fem Aar. Døden bortrev ham i 1380 i hans bedste Alder, ikke meer end 40 Aar gammel. Han døde i Oslo[83], men Dødsdagen vides ikke. Saameget er kun sikkert, at han den 11te Juni endnu var i Live, og da opholdt sig i Tunsberg[84], hvorimod hans Død ved Mikkelmesse Tid d. e. den 29de September var almindelig bekjendt[85]. Vist er det ogsaa, at et Par gamle Breve findes, hvilke ere daterede fra hans 26de Riges Aar, som først begyndte efter Midten af August 1380[86]. Man kunde heraf ledes paa den Formodning, at han ikke er død før i Slutningen af August eller Begyndelsen af September det nævnte Aar[87].

Gamle og troværdige Efterretninger give Haakon et meget godt Lov. De næsten samtidig nedskrevne islandske Flatø-Annaler sige, idet de omtale hans Død: „man holder ham for en god (hellig?) Mand“[88]; og den vel underrettede Historieskriver Æneas Sylvius Picolomini (Pave under Navnet Pius II fra 1458–1464) yttrer om ham, at „han skal have været en guddommelig (d. e. hellig?) Mand, overordentlig elsket og afholdt af sine Undersaatter“[89]. Hvad vi af norske Kilder vide om ham, synes at bestyrke disse rosende Vidnesbyrd. Det betegner ham som en kjærlig Søn og som en Konge, der vilde sit Folks Vel, om han end ikke formaaede at vække dets hendøende Kraft til et forynget Liv.

  1. Suhm D. H. XIII. 690 (Br. af Magnus og Haakon til Bønderne af Hardanger og Vors af 10de Septbr. 1371).
  2. S. o. f. II. 357.
  3. Isl. Ann. 290.
  4. S. o. f. II. 358.
  5. S. o. f. II. 282.
  6. Isl. Ann. 318, hvor det heder, at i 1368 havde Grønland i 19 Aar været uden Biskop.
  7. Isl. Ann. 288–290.
  8. Isl. Ann. 292.
  9. Isl. Ann. 294.
  10. Isl. Ann. 300.
  11. Isl. Ann. 302.
  12. Isl. Ann. 308.
  13. S. o. f. II. 356.
  14. Finn Joh. II. 103.
  15. S. o. f. II. 303.
  16. Isl. Ann. 288.
  17. Isl. Ann. 292, 294, 296, 298, 302.
  18. Isl. Ann. 292.
  19. Isl. Ann. 296.
  20. Isl. Ann. 296.
  21. Isl. Ann. 304–310; Espol. Aarb. 1. þ. c. 70–72.
  22. Espolin Aarb. þ. 1. c. 73.
  23. Isl. Ann. 310.
  24. Isl. Ann. 314.
  25. Isl. Ann. 316.
  26. Isl. Ann. 320, 322.
  27. Isl. Ann. 318.
  28. Finn Joh. II. 117; Espol. þ. 1. c. 73.
  29. Isl. Ann. 320; Finn Joh. II. 122. En Chorsbroder af Bergens Kirke af dette Navn forekommer blandt dem, der vare tilstede ved Provinsialconciliet i Nidaros 1351. N. g. L. III. 306.
  30. Isl. Ann. 294.
  31. N. Dipl II. 292 (Brev af 29de Septbr. 1361).
  32. Ssts.
  33. Isl. Ann. 314.
  34. Isl. Ann. 276.
  35. N. Tidskr. V. 44.
  36. Isl. Ann. 314.
  37. Isl. Ann. 318.
  38. Hvitfeld.
  39. 3die Febr. 1363, N. Dipl. I. 291.
  40. Lappenb. II. 670.
  41. N. Dipl. I. 313. Brevet viser forresten, at Biskop Gisbrikt dengang maa være død eller aftraadt, og at saaledes Annalerne udentvivl feile, naar de henføre hans Død til 1371, 72 eller 73. Isl. Ann. 324.
  42. Isl. Ann. 324, jfrt. m. Björgvinar Kalfskinn 6.
  43. N. Dipl II. 322.
  44. N. Dipl. III. 296.
  45. N. Dipl. I. 308.
  46. Kg. Haakons Brev af 5te Septbr. 1369, Lappenb. II. 673–74.
  47. N. g. L. III. 186; N. Dipl II. 307; Isl. Ann. 316.
  48. N. Dipl. II. 333.
  49. Br. af 23de Juli 1373, N. Dipl. III. 294.
  50. S. o. f. II. 349.
  51. N. Dipl II. 292: s. o. f. II. 373.
  52. Lpb. II. 592.
  53. Lpb. II. 670.
  54. Lpb. 703–705.
  55. N. Dipl. 320.
  56. Br. af 1360 5te Febr., N. Dipl. II. 288; af 1364 22de Septbr., Or. perg. A. M. S. fasc. 54 No. 2 b.; af 1368 30te Novbr. sts. fasc. 55 No. 4; af 1372 eller 1373 sts. fasc. 55 No. 6; af 1370 14de Novbr., N. Dipl II. 322.
  57. N. Dipl. II. 307.
  58. N. g. L. III. 186.
  59. Suhm D. H. XIII. 447.
  60. N. Dipl. III. 262.
  61. Notarial-Transscr. perg. A. M. S. fasc. 35 N. 13.
  62. N. Dipl. III. 266.
  63. Br. af 14de Jan. 1365 af tvende Chorsbrødre i Stavanger, „generales collectores decime triennalis“ i dette Biskopsdømme. Or. perg. A. M. S. fasc. 35 No. 15.
  64. N. Dipl. I. 296.
  65. N. Dipl. I. 316.
  66. Hans Dødsaar opgives forskjelligt i forskjellige Annaler, nemlig 1371, 72 og 73, men efter alle i et Aar, da en stor Mandedød herskede i Norge (Isl. Ann. 324). Efter en gammel Biskopsrekke skal han have været Erkebiskop l 23 Aar (Scr. r. D. VI. 616). Denne Angivelse kunde nogenledes passe paa Dødsaaret 1373, og dette Dødsaar har ogsaa Flatø-Annalerne, der ere skrevne før 1400. Alligevel maa han ganske vist være død tidligere. Sidste Gang han nævnes er ved det foromtalte Raadsmøde i Marstrand den 19de Juli 1370 (s. o. f. II. 389); men ved Midsommers Tid 1373 man, som vi strax skulle see, hans Eftermand allerede være indviet i Kurien og hjemkommen derfra. Denne sidste Omstændighed synes bestemt at antyde Olafs Død som indtruffen senest mod Slutningen af 1372.
  67. N. Dipl. III. 294.
  68. N. Dipl. I. 324.
  69. Isl. Ann. 320, 322; Lagerbr. III. 685, 686; Suhm D. H. XIII. 679.
  70. S. o. f. II. 388.
  71. Suhm D. H. XIV. 2–7.
  72. Suhm D. H. XIV. 11–20.
  73. Suhm D. H. XIV. 22–24.
  74. Suhm D. H. XIV. 24.
  75. S. o. f. II. 103.
  76. N. g. L. III. 201.
  77. Isl. Ann. 330, 334; jfr. o. f. II. 387.
  78. Isl. Ann. 330.
  79. Suhm D. H. XIV. 54 (efter Bzovii Annaler).
  80. Isl. Ann. 334.
  81. Br. af denne Dag, hvori Erkebiskoppen nævnes som nærværende i Bergen, og et Concilium omtales, for nylig holdt sammesteds. N. Dipl. I. 332.
  82. Br. skal være udfærdiget af ham den 17de Ang. i Hamar under bemeldte Concilium. Suhm D. H. XIV. 92.
  83. Visbys Annaler i Sc. r. D. I. 260; Ericus Olai i Sc. r. Sv. II. 112.
  84. N. Dipl II. 360, 361.
  85. N. Dipl III. 327.
  86. N. Dipl. I. 345, III. 320.
  87. Saameget er i ethvert Fald fuldkommen sikkert, at den Dødsdag, som Hvitfeld angiver, og som Flere efter ham have antaget, nemlig 1ste Mai 1380, ikke er rigtig.
  88. Isl. Ann. 330–332.
  89. Æneas Sylvius’s Ord i hans Cosmographia c. 33 ere følgende: „in hac terra (Dania) patrum nostrorum memoria Valdemarus regnavit, in Svecia Magnus, Aqvinus in Norvegia, qvem ferunt divinum fuisse hominem, miro provincialium amore et obseqvio cultum, huic conjux Margareta fuit Valdemari filia.“ Jfr. Lgbr. III. 412 Not. 1, Suhm D. H. XIV. 82 (paa sidste Sted citeres urigtigen Æneas Sylvius’s Skrift de Frederico III. c. 25).