Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/89

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 396-410).

Olaf Haakonssøn Norges Konge. Hans Moder, Margreta Valdemarsdatter af Danmark. Øgmund Finnssøn Drotsete. Biskopsskifter. Erkebiskop Thrond dør 1381. Nikolaus nittende Erkebiskop. Vinalde Henrikssøn tyvende Erkebiskop.

Kong Haakon efterlod, saavidt vides, ikke andre Børn end Sønnen Olaf, henved 10 Aar gammel, allerede siden 1370 ved Valg Danmarks Konge og nu ved sin Faders Død lovlig Arving til Norges Rige. Baade han og hans Moder Margreta vare udentvivl ved Haakons Død i Danmark; og det er en mærkelig Omstændighed, til hvis Oplysning endnu al Adgang savnes, – at uagtet Haakon maa være død senest i Begyndelsen af September 1380, alligevel hverken Margreta eller Olaf findes at være optraadt i Norge før i Begyndelsen af det følgende Aar, og da er det først Margreta alene, som der viser sig. Den 11te Januar 1381 var hun nemlig paa Akershus, hvor hun ved sit Brev kundgjorde, at hun, „efter sin kjæreste Herres, Kong Haakons, Død og Frafald ifølge Guds Villie, med Rigets Raads Raad og Samtykke, paa sin kjære Søns, Kong Olafs, og paa sine egne Vegne,“ havde stadfæstet alle Marie-Kirkens Privilegier, „indtil Gud af sin Naade har forundet hende, at hendes kjære Søn, Kong Olaf, selv kommer.“ Hun kalder sig i dette Brev: „Norges og Svearnes Dronning,“ altsaa med den Titel, der tilkom hende som den afdøde Konges Hustru^[1]. Olaf var den Tid endnu i Danmark, hvor han den 19de Januar findes at have holdt Retterthing i Slagelse^[2]. Først længer ud paa Aaret kom han til Norge, hvor han i Nidaros (paa Ørething?) den 29de Juli, St. Olafs Dag, blev tagen til Norges Konge, ved hvilken Leilighed „hans Drotsete Øgmund Finnssøn og flere gode Mænd af Rigets Raad, paa hans Vegne, tilsvore Almuen over hele Norge gammel Ret og Lov at holde og holdes lade.“ Blandt dem, som her vare tilstede, nævnes udtrykkeligen „Kongens Frænde, Hr. Sigurd Hafthorssøn,“ der tilligemed Drotseten har sat sit Segl under et Vernebrev for Indbyggerne af Jamteland^[3], udstedt samme Dag i Kongens Navn og med hans Segl. Olaf kalder sig i dette Brev, som i alle sine senere norske Breve: Norges, Daners og Goters Konge (Noregs, Dana og Gota konongr). Dronning Margreta kan ikke have været tilstede ved Olafs Antagelse til Konge i Nidaros; thi man har Brev af hende udstedt paa Vardberg Slot den 28de Juli^[4]. Rimeligviis har Underhandlinger og Frygt for Angreb fra den svenske Konge Albrekts Side gjort Margretas Ophold i Nærheden af Gøtelven nødvendigt.

Allerede før Olafs høitidelige Antagelse til Norges Konge har rimeligviis Bestemmelse været fattet af Rigets Raad angaaende Styrelsen i Norge under Olafs Mindreaarighed. Man finder, at den har været ordnet omtrent paa samme Maade som under Magnus Erikssøns Mindreaarighed i Aarene 1323–1332, idet nemlig Hr. Øgmund Finnssøn, med Titel af Kongens Drotsete, stod i Styrelsens Spidse og satte sit Segl med Kongens under de i dennes Navn udfærdigede Breve, medens Provsten ved Mariekirken i Oslo, Hr. Henrik Henrikssøn, Kongens Kansler^[5], havde hans norske Segl i Forvar og svarede for dets Benyttelse. Ved begges Side stod Kongens eller Rigets Raad, af hvis Medlemmer idetmindste nogle vare tilstede ved alle vigtigere Regjeringssagers Afgjørelse. I Raadet sad endnu mægtige verdslige Høvdinger fra den ældre Tid, som Brødrene Jon og Sigurd, Hafthorssønner, Kongens Frænder, hvorhos Erkebiskoppen og Biskopperne der indtoge sin ældre Plads, ligesom og Provsten ved Apostelkirken i Bergen, nu den fornævnte Vinalde Henrikssøn^[6] oftere nævnes blandt dets Medlemmer, og det under den fra ældre Tider bekjendte Titel: kongelig Kapelmagisier (Magister capellarum regis). I Formen var der, saavidt skjønnes, ikke levnet Dronning Margreta nogen bestemt Plads i Norges Styrelse; men hendes Indflydelse paa samme spores dog visselig i meer end een Retning, og det ikke alene i de udenrigske Forhold, hvor hun altid viser sig som den ledende Kraft, men ogsaa ofte i de indenrigske^[7].

Omtrent samtidigen med Kongeskiftet i Norge, indtraf ogsaa flere Biskopsskifter i den norske Kirke. – I 1380 døde Biskop Magnus af Hamar^[8] og havde til Eftermand Sigurd. – I samme Aar døde ogsaa Biskop Botolf af Stavanger^[9]. Til hans Eftermand valgtes Halgeir Asmundssøn og blev, som det heder, indviet af Erkebiskop Thrond. Men kort efter kom en vis Olaf fra Kurien i Rom, og havde der opnaaet at blive indviet til Stavanger. Han maa udentvivl have havt formaaende Anbefalinger hjemmefra, maaskee Dronning Margretas, og benyttet de schismatiske Forhold for at drive fik Ønske igjennem hos Pave Urbanus, som kun behøvede at nytte sin Provisionsret. Den lovlig valgte og viede Halgeir maatte naturligviis vige for sin af Paven Stavanger Stol paatrængte Medbeiler^[10]; men han beholdt dog sin Biskopstitel og synes en Tid at have været Biskop Olaf paa en Maade tilforordnet som Vikarius^[11].

Ved denne Tid døde ogsaa Biskop Oddgeir Thorsteinssøn af Skaalholt^[12]. Han synes at have været en af de bedre og virksommere Biskopper paa Island i den senere Tid. Han var i 1379 dragen til Norge og døde der i Bergen 1381 den 18de August ved et Ulykkestilfælde, idet han nemlig, rimeligviis under Forberedelserne til sin Tilbagereise, faldt fra Skibsdækket ned i det dybeste af Skibsrummet og slog sig ihjæl. Han blev begraven i Christkirken i Bergen^[13]. Skaalholts Stol stod efter Oddgeirs Død ledig i et Par Aar og blev i denne Mellemtid bestyret af en Prest Paal som Official^[14].

Det mærkeligste Dødsfald blandt den norske Kirkes Biskopper var imidlertid Erkebiskop Thronds. Han døde i 1381; Dødsdagen kjendes ikke, kun saameget veed man, at han endnu levede den 18de Februar i det nævnte Aar^[15]. Af hans Metropolitanvirksomhed ere, som allerede antydet, faa Spor levnede. Til Thronds Eftermand valgtes af samtlige Chorsbrødre Presten Haakon Ivarssøn, udentvivl en af Kapitelets egne Medlemmer. Haakon begav sig i 1382 paa Veien til Kurien for at søge sin Stadfæstelse og sit Pallium. Men da han kom i Tydskland, fik han vide, at en dansk Mand ved Navn Nikolaus allerede var indviet i Kurien til Erkebiskop af Nidaros^[16].

Dette var Nikolaus Jakobssøn Finkenoghe, ogsaa kaldet Ruser eller Rusare, en dansk (maaskee egentlig tydsk?) Adelsmand, der synes at have været vel anskreven baade hos Kong Valdemar Kristofferssøn, medens denne var i Live, og siden hos Dronning Margreta. Det maa nemlig ganske vist være denne samme Nikolaus Ruzer, til hvem i Forening med hans Broder, Peter Rukenhop, Valdemar i sine seneste Regjeringsaar havde overladt Slottene paa Øen Als at bestyre^[17]. Dengang skulde man tro, at Nikolaus endnu var Lægmand. I 1379 nævnes han i et Brev: Nikolaus Ruser, Canonicus af Roskilde^[18], og maa da følgelig være gangen ind i den geistlige Stand. Af et senere Brev, som nedenfor nærmere skal omtales, seer man, at han af Kong Olaf paa Livstid havde faaet et Par Gaarde og en Mølle i Danmark. Da denne Kong Olafs Gave maa antages gjort paa Dronning Margretas Tilskyndelse eller ved hende, lader sig deraf slutte, at Nikolaus paa en eller anden Maade har gjort sig fortjent af Dronningen. Naar man nu lægger alle disse Omstændigheder tilsammen, kan den Gjætning neppe synes overilet, at Margreta har havt en virksom Haand med i Spillet ved Nikolaus’s Udvælgelse til Nidaros’s Erkesæde, og at hun, da hun ei har formaaet at faa ham valgt paa lovlig Maade ved Nidaros’s Kapitel, har uden dettes Vidende skyndsomt sendt ham til Paven med sin Anbefaling og udvirket hans Beskikkelse ved pavelig Provision, før Haakon Ivarssøns Valg rygtedes til Kurien. Da Urbanus VI i Rom var den Pave, hvem Kong Haakon for sin Død paa Norges og Danmarks Vegne havde erkjendt^[19] maa Nikolaus’s Provision og Indvielse være skeet ved ham, og det vel tildeels af statskloge Hensyn, for nemlig ved Føielighed i slige Dele, der intet kostede ham, at holde Dronningen fast ved sin Sag^[20]. Hvorledes det senere er gaaet med Haakon Ivarssøn, vides ikke. Nikolaus derimod kom som Erkebiskop af Nidaros tilbage til Danmark, hvor han var den 8de November 1382 da han ved sit Brev aftraadte til Dronning Margreta de Ejendomme, som Kong Olaf tidligere havde skjænket ham. Han kalder sig i dette Brev: „Nikolaus af Guds og det apostoliske Sædes Naade Erkebiskop af Nidaros (Deiet Apostolicæ sedis gratia Archiepiscopus Nydrosiensis)“, og Hr. Johan Rut, Ridder, samt hans egen Broder, Peter Jakobssøn „kaldet Finkenoghe“ beseglede med ham til Vitterlighed^[21]. Maaskee har Nikolaus ved denne Overdragelse skullet vise Dronningen sin Erkjendtlighed, fordi hun havde hjulpet ham til Erkebiskopsverdigheden.

Hvorledes Nikolaus’s Valg er blevet optaget af den norske Geistlighed og det norske Raad, siges intet Sted udtrykkeligen; men Maaden hvorpaa Annalerne udtale sig herom lader en vis Forargelse skimte igjennem, der sikkert er en Gjenklang af den daværende almindelige Mening i Norge. Flere af dem sige nemlig, at han var en dansk Lægmand^[22], og at han ved Ankomsten til Norge ikke havde Pallium^[23]. Ingen af Delene synes at medføre Sandhed; thi var han tilforn, som vi have seet, Canonicus i Roskilde, maa han vel have været geistlig, – og var han, som Annalerne selv indrømme, viet i Kurien, maa han vel ogsaa med det samme have modtaget Pallium. Men Udladelsen tjener dog til at vise, hvor ilde anseet blandt Nordmændene hans Valg og hans Personlighed har været.

I 1383 kom Erkebiskop Nikolaus til Norge^[24], og samme Aar i August Maaned finder man ham i Tunsberg samlet med alle Norges daværende Biskopper: Jon i Oslo, Jakob i Bergen, Olaf i Stavanger og Sigurd i Hamar. En Raadsforsamling blev nemlig paa nævnte Tid og Sted afholdt, ved hvilken Kong Olaf selv synes at have været tilstede, og en Forordning angaaende Handelen blev udstedt den 26de August. Af Raadet nævnes efter Sedvane Erkebiskoppen og Biskopperne først, dernæst blandt de Verdslige de tvende Herrer (Riddere) Øgmund Finnssøn (Drotseten) og Sigurd Hafthorssøn og endelig fem Andre (Svende) med Haakon Jonssøn i Spidsen^[25]. At det nærmest har været i Egenskab af Raadsmedlemmer, at alle disse Biskopper denne Gang vare forsamlede, maa antages; men om de tillige have ved samme Leilighed holdt et Provinsialconcilium, lader sig ikke afgjøre. Dog er dette mindre rimeligt ifølge hvad der senere vil blive anført om Erkebiskop Nikolaus’s Metropolitanvirksomhed.

Sætter Nikolaus’s Beskikkelse til Nidaros’s Erkestol den Tids Kirkeforhold i et ufordeelagtigt Lys, saa er det ikke mindre Tilfælde med Besættelsen af en anden Biskopsstol inden den norske Kirke. Vi have seet, at Skaalholts Biskopsstol paa Island i 1381 blev ledig ved Biskop Oddgeirs Død^[26]. Hvad der er blevet gjort af Nidaros’s Kapitel til dens Gjenbesættelse, vides ikke; rimeligviis har Kapitelet, under Erkestolens Ledighed, intet Valg kunnet foretage. Af denne Henstand synes en dansk Mand, ved Navn Mikael, der senest skal have været Pønitentiarius i Rom, at have benyttet sig. Han udvirkede i 1383, at han i Kurien blev udnævnt og indviet til Biskop af Skaalholt^[27]. Man maa antage, at dette er skeet deels ved hans Forbindelser med indflydelsesrige Personer af Pavens Omgivelse, deels, paa Grund af Landsmandsskabet, ved Dronning Margretas Anbefaling. Her blev da atter Nidaros’s Kirkes Ret tilsidesat ved en pavelig Provision, og en Mand valgt til Biskop, der som dansk maatte forudsees at have endnu mindre Kjendskab til de islandske Forhold end en Nordmand, for ikke at sige en Islænding, kunde have. Mikael synes ikke at være kommen til sit Sæde før i 1385^[28].

Denne uordentlige Besættelse af den norske Kirkes Erkestol og flere af dens Biskopsstole i Løbet af ganske faa Aar har, som allerede antydet, neppe gaaet for sig uden Dronning Margretas hemmelige eller aabenbare Indflydelse; thi hvorfor skulde det ellers netop være danske Mænd, der bleve fremdragne og indtrængte, da dog tidligere den norske Kirke og den norske Styrelse havde viist sig omhyggelig for at see Kirkens vigtigste Embeder i Indfødtes Hænder? Sagen har ganske vist været den, at den kloge og herskesyge Margreta gjerne har villet tilvende sig en Indflydelse paa Norges Regjering, som den bestaaende Styrelsesform ikke egentlig hjemlede hende. Hun har fuldt vel indseet de Brøst, der fandtes ved det norske Raad, – hvor lidt grundfæstet de verdslige Raadgiveres Stilling i Virkeligheden var, hvor liden Kraft, der i Grunden fandtes hos dem til at opretholde Rigets Selvstændighed i Egenskab af Folkets Repræsentanter, og hvor let det lod sig gjøre at overfløie deres fædrenelandske Bestræbelser, om de med Varme nærede nogen saadanne, ved at indbringe fremmede, hende hengivne og af hende afhængige Personer i Raadet, hvilke kunde arbeide for hendes Hensigter, der utvivlsomt allerede dengang gik ud paa en fastere og varigere Sammenknytning mellem Norge og Danmark. Men at bringe verdslige danske Høvdinger ind i det norske Raad, det var endnu en vanskelig Sag. Saamegen Kraft og Selvfølelse var vel endnu levnet hos de norske Stormænd, i det mindste hos nogle af dem, at de med al Magt vilde have stredet herimod. Mænd som Øgmund Finnssøn og begge Hafthorssønnerne, Jon og Sigurd, mindedes endnu bedre og ærefuldere Tider, og følte sig ved sin høie Byrd saa fast knyttede til Norges Selvstændighed, at de ei vilde lade sig paatrænge som Sidemænd i Raadet verdslige udenlandske Herrer, der vare fremmede for Norges eiendommelige Tarv. Med Raadets geistlige Medlemmer forholdt det sig derimod anderledes. Under den Slaphed, som for Tiden raadede i alle kirkelige Forhold, lige fra det splittede Pavedømme af og ned til de laveste kirkelige Embedsstillinger, – kunde hun virke for de norske Biskopsstoles Besættelse med Mænd efter sit Sind, ligemeget om danske eller norske; og ligesaamange af sine Tilhængere som det kunde lykkes hende at faa indtrængt paa Biskopsstolene, ligesaamange vegtige Stemmer havde hun med det samme vundet i Rigets Raad, til hvis Medlemmer de som Biskopper vare selvskrevne. Denne Vei valgte hun altsaa for efterhaanden at gjøre det norske Raad til et Redskab for sine Planer; og den kunde allerede nu siges at aabne de mest lovende Udsigter for hendes Ærgjerrighed. I den danske Biskop Jakob af Bergen havde hun fra ældre Tid, som det lader, en varm Tilhænger; det samme maa antages om Biskop Olaf af Stavanger, der, om han end ikke var dansk, dog efter al Rimelighed var befordret efter hendes Anstiftelse; saa kom dertil selve Nidaros’s Erkebiskop, hvis umaadelig vigtige Stilling i Norge ogsaa i verdslig Henseende allerede oftere er fremhævet; og endelig fik hun ogsaa i Mikael en dansk Biskop paa Island, som der kunde befordre hendes Ønsker. Saaledes var aabenbare den herskende Uorden i den norske som i den hele romerske Kirkes Styrelse Margreta til stor Hjælp i hendes Plan: først at skaffe sig selv Indflydelse i Norges Regjering og derpaa at udvirke en stadig Forening mellem dette Rige og sit Fædreneland Danmark.

I 1383 blev paa Orknøerne øvet en stor Ugjerning, idet Biskoppen der, Vilialm, blev dræbt^[29]; men hvad Aarsagen var til Drabet, og hvo Gjerningsmanden var, siges ikke.

I 1385 døde Biskop Jon af Oslo^[30]. Ogsaa ham synes Dronning Margreta at have regnet blandt sine Tilhængere, eller idetmindste at have gjort sig Umage for at vinde. Man finder nemlig, at hun, medens hun i Vinteren 1384–1385 med sin Søn Kong Olaf opholdt sig paa Akershus og i Oslo^[31], ved et Brev givet i denne Stad den 14de Januar 1385 skjænkede „den hæderlige Herre, vor gode Ven“ Biskop Jon af Oslo, Frihed for hans Landbo paa hans Gaard Folkestad i Vettahered (i Ranrike) fra al Slags Leding, Skat og Told i Biskoppens Levetid^[32]. Jon nød dog ikke længe godt af denne Dronningens Gave; thi han døde, som sagt, endnu samme Aar. Han maa mod Slutningen af sine Dage have været svagelig og udygtig til at opfylde sine Embedspligter, eftersom man seer, at en Coadjutor eller Medhjælper har været ham tilforordnet, hvis Navn dog ikke opgives, og at denne i Forening med Biskopsstolens Official har bestyret den osloske Kirkes Anliggender^[33]. Han døde i September Maaned 1385^[34]. Hans Eftermand var Eystein Aslakssøn, der allerede i 1371 omtales som Chorsbroder i Oslo^[35], og 1383 som Provst i Oslos Provstedømme^[36]. Det er ei usandsynligt, at han netop har været sin Formands Hjælpebiskop, og i saa Fald allerede for denne Stilling har modtaget biskoppelig Indvielse uden dog at bruge den biskoppelige Titel. At han er bleven indviet af Erkebiskop Nikolaus, kan ikke antages, ifølge hvad strax nedenfor om denne vil blive fortalt. Rimeligviis er han enten indviet af en norsk Lydbiskop ifølge Erkebiskoppens Fuldmagt, eller ogsaa i Rom. Af 22de September 1386 har man Brev udstedt af ham i Oslo som Biskop^[37]; man ved altsaa med Sikkerhed, at han for den Tid har tiltraadt sit Embede.

Om Erkebiskop Nikolaus’s Embedsvirksomhed give de gamle Annaler et høist ufordeelagtigt Vidnesbyrd. Han udførte, siges der, medens han var i Norge, ingen biskoppelig Forretning ingen Vielse og ingen Confirmation^[38]. Og dog var han i fire Aar Erkebiskop. Naar undtages den ene Leilighed, Raadsmødet i Tunsberg i 1383, da han omtales som nærværende^[39], finder man ikke det ringeste Spor til hans Ophold eller Virken i Norge, saaledes at vi ikke engang vide, om han nogensinde har besøgt sit Sæde i Nidaros. I 1386, fra 15de til 29de Juli, var han i Danmark og der tilstede paa den af Kong Olaf og Dronning Margreta holdne Rigsdag i Nyborg, hvor han, med Erkebiskoppen af Lund og flere danske Biskopper, deeltog i Forhandlinger det danske Rige alene vedkommende^[40]. Ved denne Leilighed blev af de forsamlede Biskopper Indulgenser givne til forskjellige danske Kirker, og blandt Udstederne nævnes sidst ogsaa en Biskop Henrik af Garde^[41]. Den grønlandske Biskopsstol var altsaa da igjen besat, efter at have staaet ledig siden Biskop Alfs Død^[42]; men hvorledes det er gaaet til med denne Besættelse, fortælles ingensteds. Alfs Død blev, som før sagt, just bekjendt i Norge i 1383, altsaa efterat Nikolaus var bleven Erkebiskop. Men nu heder det om ham, at han, medens han var i Norge, ingen Vielse forrettede. Spørgsmaalet bliver da, hvor og af hvem denne Henrik er bleven viet til Biskop af Garde. Da han just nu var tilstede med Nikolaus i Danmark, ligger den Formodning nær, at han under den omtalte Sammenkomst af Biskopper er bleven indviet af Nikolaus, skjønt udenfor dennes Provins. Dette var vistnok en stor Uregelmæssighed, men som vel Nikolaus, hvis hele biskoppelige Forhold selv synes at have været en Uregelmæssighed, ikke bekymrede sig synderlig om^[43]. Hvor længe Forresten Nikolaus den Gang havde været i Danmark, veed man ikke; men man veed, at han havde med lig en heel Deel Sager, Bohave og kostbare Klenodier Nidaros’s Biskopsstol tilhørende, ja endog dens større og mindre Segl^[44]. Deraf skulde man næsten slutte, at han fandt sig bedre tilfreds i Danmark end i Norge, og at han agtede i førstnævnte Land at tage sit stadige Ophold og fortære sine rigelige Indkomster, medens han derfra styrede sit Biskopsdømme og sin Provins. Skjønt sligt hidtil var uhørt i Norge, var det ikke sjældent andensteds i den romerske Kirke; og Paverne havde jo selv givet Exempel paa det samme Lovbrud ved i en lang Aarrække at tage sit Ophold i Avignon og aldrig engang besøge deres egentlige Sæde i Rom.

Naar man ret overveier de Træk, der ere os bevarede og ovenfor fremstillede af Erkebiskop Nikolaus’s Færd, kan man umulig andet end i ham see en uverdig Prælat og en for sin Provins fordervelig Metropolitan, der visselig havde mange Sidestykker blandt samtidige Biskopper andensteds i Europa, men hvis Mage ei hidtil havde beklædt Nidaros’s Erkestol. Det bedste var, at hans Styrelsestid kun varede kort. Han døde i 1386^[45], under Opholdet i Danmark.

Endnu samme Aar valgtes til Nikolaus’s Eftermand Vinalde Henrikssøn. Denne skal efter en gammel Opgivelse have været svensk af Fødsel^[46], hvilket Nogle have troet burde egentlig forklares saaledes, at han var fra det Sydligste af Viken eller Baahus Len, altsaa fra en af de norske Bygder paa Sveriges Grændse^[47].

Men om han ogsaa virkelig var født i Sverige, saa er det alligevel klart, at han i en saa ung Alder er kommen til Norge og bleven optagen i den norske Kirke, at han ikke kunde regnes for en Udlænding. Det tidligste, man ved om ham, er, at han af Biskop Salomon (1322–1352) beskikkedes til Prest paa Thiorn, og at han strax efter den store Mandedød, da der var saa stor Mangel paa Prester, ifølge samme Biskops Foranstaltning bestyrede flere nærliggende Kirkesogn. Imellem Aarene 1365 og 1375 nævnes han oftere i Breve som Chorsbroder i Oslo, hvilket vil sige: ved Oslos Kathedralkirke, men tillige finder man, at han i Aarene 1365 og 1366 har været Kong Haakons Klerk og Seglforvarer samt forrettet som hans Vicekansler, skjønt han ei udtrykkelig nævnes saa^[48]. I 1375 kaldes han Chorsbroder i Nidaros og Oslo. I 1381 var han Provst til Apostelkirken i Bergen og Kapelmagister samt Medlem af Raadet^[49], altsaa i en af de høieste Stillinger, som den norske Kirke og Stat havde at frembyde. Af alt dette maa man med Grund slutte, at Vinalde Henrikssøn har været en af den norske Kirkes daværende dygtigste og virksommeste Prælater, samt at han har nydt Kong Haakons og vel ogsaa Dronning Margretas særdeles Tiltro. At han var denne sidste hengiven synes hans senere Færd som Erkebiskop at vise, og man tør saaledes maaskee antage, at hendes Indflydelse har virket med til hans Valg, skjønt Vinaldes Stilling vistnok alligevel var saa fremtrædende, at neppe Nogen kunde synes mere egnet til den norske Kirkes høieste Verdighed end han. Han kan, efter hvad allerede er sagt om hans tidligere Forfremmelse, ikke være født senere end i 1330, og var saaledes ved sin Udnævnelse mindst omkring 60 Aar gammel^[50].

Da Erkebiskop Nikolaus først kan være død i den senere Halvdeel af 1386, og nogen Tid maatte hengaa, inden hans Død i Danmark kunde blive forkyndt i Nidaros, saa maa Vinaldes Valg, forudsat at Alt dermed gik lovligt og ordentligt til, være foregaaet henimod Aarets Slutning, og han har vel neppe givet sig paa Reisen til Kurien for at modtage sin Indvielse og sit Pallium for i Begyndelsen af 1387. Det maa antages, at han er bleven indviet i Rom ved Pave Urbanus VI. I August Maaned samme Aar finde vi Vinalde i Danmark paa Hjemreisen, just ved den Tid, da den unge Kong Olafs Død indtraf, – en Begivenhed, der truede med at fremkalde nye Forviklinger i Norden, og som for Norges Selvstændighed havde de vigtigste Følger.

Vi have seet, hvorledes Styrelsen i Norge ordnede sig ved Olafs Tiltrædelse, som en Formynderstyrelse ved Rigets Raad med en Drotsete og en Kansler i Spidsen, hvilke tvende, og først og fremst Drotseten, vare de egentlige Udøvere af Kongedømmets Myndighed i den unge Konges Navn, hvad enten denne selv var tilstede i Norge eller ikke. Da Kong Olaf var født i 1370 eller 1371^[51], maa han antages at have allerede i 1385 eller 1386 naaet den Alder af 15 Aar, i hvilken baade hans Fader og Farfader synes at have tiltraadt Selvstyrelsen i Norge som myndige. Til nogen Forandring ved denne Tid i den ovenfor skildrede Styrelsesorden viser sig dog intet bestemt Spor. Man finder idetmindste Hr. Øgmund Finnssøn endnu den 8de October 1386, som „Kongens og Rigets Drotsete i Norge“ handle i Forening med Raadet paa Kong Olafs Vegne^[52]. Efter den Tid maatte altsaa Forandringen være foregaaet, og da rimeligviis under Kong Olafs personlige Ophold i Norge. At han har været der tilstede i Marts Maaned 1387, er ikke usandsynligt, skjønt et Stevningsbrev af 13de Marts udstedt i hans Navn i Oslo og beseglet af Kansleren Hr. Henrik Henrikssøn ikke er fuldkommen tilstrækkeligt Bevis for Olafs personlige Nærværelse^[53]. Saadanne Breve kunde Kansleren ifølge sin Embedsmyndighed udstede i Kongens Navn og med hans Segl ogsaa i hans Fravær. Endskjønt det saaledes kan synes paafaldende, og ikke let lader sig forklare, at Kong Olafs Mindreaarighed uddroges længer end Tilfældet havde været med de tvende næst foregaaende norske Konger, saa maa man dog indrømme, at den Omstændighed, at der ingen Breve af 1387 nu findes, udstedte af Øgmund Finnssøn som Drotsete, eller hvori han nævnes som saadan, meget vel kan være en reen Tilfældighed, og at der intet egentligt Bevis gives for at Olaf nogensinde har overtaget Selvstyrelsen i Norge som myndig Konge. Neppe lader dette sig heller godtgjøre om ham med Hensyn til Danmark, hvor Dronning Margreta udentvivl har forestaaet Styrelsen paa hans Vegne ligetil hans Død. Kong Olaf døde paa Falsterbod Slot i Skaane den 3die August 1387^[54]. Dødsdagen er maaskee mindre sikker, men ganske paalideligt synes det at være, at hans Lig den 4de August blev fort til Sorø, hvor Legemet blev begravet, medens Indvoldene bleve jordede i Lunds Kathedralkirke^[55]. Han var da 16 eller 17 Aar gammel^[56], altsaa endnu i en saa ung Alder, at man vel vanskelig kan have fældet nogen sikker Dom om hans Karakter og Dygtighed, helst da han liden eller ingen Anledning synes at have havt til personligen at udøve Kongedømmets Skyldighed. Naar derfor Hvitfeld siger om ham, at „han var en god og from Konge, stille og dydelig“, saa er dette vel snarere en Mening, han selv har dannet sig om Olaf, end en Dom, han har fundet udtalt i sine Kilder. Naar han lægger til, at „Olaf holdt god Fred i sin Tid, holdt hver Mand ved Lov og Ret, og havde gjerne nogen af sit Raad med sig hvor han for frem, samt hørte gjerne Sager“, – saa kan dette for Norges Vedkommende gjælde forsaavidt den indre Fred i Olafs Tid ikke vides at have været i nogen mærkelig Maade forstyrret; hvorimod Landets nordlige Dele i Aaret 1385 eller 1386 paa ny bleve hjemsøgte af Russerne, der „dræbte Mandfolket, fangede Kvinder og Børn og ranede Gods“^[57]. Hvad Island angaar, da var neppe den indre Fred der synderlig at rose; thi det heder udtrykkelig i Annalerne ved 1382, at „Ufredsflokke og Usikkerhed der tiltog“^[58]. For Danmarks Vedkommende synes vistnok paa nogle Bondeuroligheder nær i Skaane, hvilke med Strenghed bleve dæmpede, Fred og indre Retssikkerhed i Olafs Tid at have været god i Sammenligning med hvad den var i Kong Valdemar Kristofferssøns stormfulde Dage. Men dette var dog maaskee ganske lidet den unge Olafs personlige Egenskaber og Dygtighed at tilregne.

Imidlertid, hvilke meer eller mindre glimrende Forhaabninger Nordmændene end have fæstet ved Kong Olafs Person, er det sikkert, at hans Død kom dem heel uventet; og ganske vist voldte den hos Mængden af Folket en uskrømtet Sorg. Thi Nordmændene hang med inderlig Hengivenhed ved det arvelige Kongedømme og ved sin gamle Kongeæt. Eengang var dennes mandlige Stamme i Løbet af Aarhundredet uddøet; men gjennem et kvindeligt Led var en ny Green atter fremskudt, hvilken man havde faaet kjær, og med hvis fremtidige Blomstren man forbandt Haabet om Fædrenelandets Selvstændighed, Ro og Lykke. Nu var denne nye Greens mandlige Linie igjen uddøet, og det kunde være tvivlsomt, om nogen lovbestemt Kongedømmets Arving gaves, med hvem Folket kunde finde sig tjent. En stor Misstemning hos Nordmændene viste sig unegtelig i deres Tvivl om Kong Olafs virkelige Død. I de samtidige islandske Annaler angives den ved 1387 med det korte og utydelige Udtryk: „Kong Olaf Haakonssøns Forsvinden (hvarf)“^[59]; senere hen under 1393 anføres: „da sagde somme Mænd, at Olaf, Margretas Søn, var dragen udenlands (hefði útgengit, var dragen i Pilegrimsfærd?)“^[60]; og i Flatøbogen, en Sagasamling, der er fuldendt før 1395, heder det ved Slutningen af en Fortegnelse paa Norges Konger fra Olaf tilbage til Harald Haarfager: „Et Aar senere end før er sagt (1387) forsvandt (hvarf) Kong Olaf Haakonssøn. Danerne sagde, at han var død, men Nordmændene vilde ei tro det“^[61]. Man tror nødig paa Tabet af det, man ugjerne vil miste; saa gik det ved denne Leilighed Nordmændene, ligesom det i langt ældre Tider var gaaet dem, da Kong Olaf Tryggvessøn faldt ved Svolder.

Der maa have været visse særegne, gaadefulde Omstændigheder forbundne med Kong Olaf Haakonssøns Død, hvilke ikke alene have kunnet befordre hin Mistro blandt Nordmændene med Hensyn til dens Virkelighed, men som ogsaa have kunnet vække og vedligeholde den andensteds, samt netop udenfor Norge gjøre det muligt for en Bedrager 15 Aar efter at udgive sig for Olaf og, som det lader, finde Tiltro hos Mange i sin Paastand^[62]. Nogle have gjættet paa en Hemmeligholdelse af Olafs Død i nogen Tid, for at Stemningen imedens kunde bearbeides til Fordeel for Margretas Udnævnelse til Rigernes Bestyrerinde^[63]. Andre have tilladt sig at udtale den høist ærekrænkende Mistanke mod Margreta, at hun af Herskesyge skulde have ryddet sin Søn afveien, enten ved strax hemmeligen at lade ham dræbe, eller ved i lang Tid at holde ham fangen, medens hun udgav ham for død, og derpaa, da han kom løs og fremtraadte med sit Krav paa Riget, lade ham brænde som en Bedrager^[64]. Den sidste Gjætning forudsætter hos Margreta en saadan Blanding af Umoderlighed, Grumhed og Herskesyge, som man ikke bør og ikke kan antage uden ifølge de haandgribeligste Beviser; og disse ere her aldeles ikke forhaanden. Men negtes kan det forøvrigt heller ikke, at den Omstændighed, at en foregiven Olaf senere kunde vove at fremstaa, og at han kunde finde Tiltro hos Mange baade i og udenfor Norges Rige, vidner om, at Margretas Rygte hos hendes Samtidige ikke har været det bedste, og om at man almindelig nærede Mistro til hendes Karakters Reenhed og hendes Statsklogts Redelighed.

1. Or. perg. i A. M. S. fasc. 54 No. 2 d.
2. Suhm D. H. XIV. 93.
3. N. g. L. III. 213.
4. Suhm D. H. XIV. 95.
5. Jfr. o. f. II. 388.
6. Jfr o. f. II. 388.
7. Det er saaledes urigtigt naar mere Historikere (f. Ex. Suhm D. H. XIV. 199) omtale Margreta, som den, der efter Kong Haakons Død styrede Norge i Egenskab af sin Søn Olafs Formynderske.
8. Isl. Ann. 332. Om Magnus’s Udvælgelse s. o. f. II. 387.
9. S. o. f. II. 386. Aaret angives forskjellig: 1379, 80, 81, Isl Ann. 332; det andet af disse Aar synes at have mest Rimelighed for sig, da Botolfs valgte Eftermand skal være indviet af Erkebiskop Thrond, der, som snart skal sees, døde i 1381.
10. Isl Ann. 332.
11. Brev af 1392 i den A. M. S. fasc. 38 No. 2; ligeledes kalder han sig selv: „med Guds Naade Biskop“ i et Transscript, som han i Forening med Abbed Mathias af Tautra udstedte i Nidaros den 14de Juni 1384. N. Dipl III. 343. Det er vel ogsaa ham som nævnes sidst blandt Biskopperne, uden at noget Sæde tillægges ham, i 1388 den 10de Febr. ved Raadsforsamlingen i Oslo, da Erik af Pommern erklæredes for Margretas Arving (Paludan Müller, observ. crit. 105–108). Muligen ei det ogsaa ham som i 1392 bliver nævnt: „Halgeir Biskop iFærøerne“ (Suhm D. H. XIV. 568).
12. S. o. f. II. 386.
13. Finn Joh. II. 122, 123: Isl. Ann. 332. Dødsaaret 1381 antages af Finn Jonssøn: Annalerne vakle mellem 1379, 80 og 81.
14. Isl. Ann. 336; jfr. Finn Joh. II. 123.
15. Br. af 18de Febr. 1381, hvori Thrond nævnes som værende i Live, i N. Dipl. II. 364; Isl. Ann. 332. Annalerne vakle mellem 1379, 80 og 81; men at det sidste er det rigtige, viser det anførte Brev. Naar en gammel Biskopsrekke siger om Thrond, at han var Erkebiskop i 13 Aar mindre end 2 Maaneder, 2 Uger og 3 Dage (Sc. r. D. VI. 616), saa stikker heri ganske vist en Vildfarelse eller Feilskrivning. Er han, som rimeligt er (s. o. f. II. 391) bleven indviet i Begyndelsen 1373 og død tidlig i 1381, saa har hans Styrelsestid været omkring 8 Aar, og en Feillæsning af XIII for VIII kunde da tænkes mulig, skjønt de manglende 2 Maaneder &c. vanskelig i saa Fald lade sig forklare, da Tiden snarere synes at overstige 8 Aar end modsat. Tinde man maaskee gjætte, at i den nævnte Biskopsrekke ikke alene XIII var en Feillæsning for VIII, men ogsaa „minus“ indkommet urigtigt, saaledes at Stedet i sin Heelhed skulde lyde: Thronderus annis VIII, duobus mensibus, duabus. septimanis et tribus diebus, d. e. Thrond i 8 Aar, 2 Maaneder, 2 Uger og 3 Dage?
16. Isl. Ann. 334, hvor der dog vakles mellem Aarene 1380, 81 og 82. For i 1381 kan umulig Haakon Ivarssøns Valg være foregaaet, da Erkeb. Thrond, som ovenfor sagt, først døde efter 18de Febr. i dette Aar. Da Nikolaus, som strax vil sees, i November 1382 var i Danmark, rimeligviis paa Tilbageveien fra Kurien, saa synes sidstnævnte Aar at maatte have Fortrinet, hvilket Aar ogsaa de flatøske Annaler antage.
17. Suhm D. H. XIV. 11.
18. Suhm D. H. XIV. 65.
19. S. o. f. II. 395.
20. Finn Jonssøn i sin Kirkehist. I. 454 siger rigtignok, at Nikolaus var indviet i Avignon; men i de islandske Annaler nævnes kun „páfagarðr“ d. e. Kurien, hvorved ganske vist den i Rom er meent.
21. Brevet paa Latin findes aftryk i Suhm D. H. XIV. 529; Udstedelsesstedet nævnes ikke, men kan neppe betvivles al have været i Danmark, jfr. Suhm D. H. XIV. 113. Denne hans Broder Peter Jacobosøns Finkenoghe er da ganske vist den samme, som tidligere kaldes Peter Rukenhop.
22. Isl. Ann. 334.
23. Isl. Ann. 336.
24. Ssts.
25. N. g. L. III. 216–218.
26. S. o. f. II. 398.
27. Isl. Ann. 334; dog er ikke fuldkommen Enighed med Hensyn til Aaret, idet nogle Annaler ogsaa angive 1381 og 1382 Finn Jonssøn antager 1383, II. 132.
28. Isl. Ann. 336; nogle angive 1383 og 1384; det sidste antager Finn Jonssøn II. 132.
29. Isl. Ann. 330. Ogsaa her finder Usikkerhed Sted med Hensyn til Aaret, idet nogle Annaler anføre 1383, andre 1382 og atter andre 1381. Jfr. Suhm D. H. XIV. 130.
30. Jfr. o. f. II. 398.
31. Et Brev af Kong Olaf til Fordeel for Marie Kirke i Oslo, givet den 6te Decbr. 1384 paa Akershus og beseglet i hans eget Overvær, findes i N. Dipl. II. 378.
32. N. Dipl. II. 379.
33. Br. af 18de og 23de Aug. samt af 19de Septbr. 1385 i N. Dipl. II. 381, 382, III. 348.
34. Ifølge Indskriften paa hans Liigsteen, som ikke ser meget lang Tid tilbage endnu fandtes udenfor et Hus i Oslo. De la Gardiska Archivet III. 8, jfrt. med Sjøborgs Sml. I. 131.
35. Br. af 25de Novbr. 1371, N. Dipl. II. 328; ligesaa i Br. af 14de Marts 1372, N. Dipl. III. 290; af 23de Marts 1374, sammest. II. 334; af 5te Novbr. 1376. sammest. II. 344; af 7de Aug. 1377, sammest. II. 347.
36. N. Dipl. III. 341 (Br. af 23de Novbr. 1383).
37. N. Dipl. II. 384, ligesaa af 3die Decbr. s. A. samsts. I. 369.
38. Isl. Ann. 338. Naar Finn Jonssøn i sin Islands Kirkehistorie (I. 454) ved at berette dette lægger til: „utpote omnino indoctus et literas ignorans,“ saa er Tillægget udentvivl hans egen Slutning deraf, at han antager de Annalers Udsagn for fuldkommen rigtigt, der kalde Nikolaus en Lægmand.
39. S. o. f. II. 401.
40. Suhm D. H. XIV. 159–162, 172. Blandt andet forlenedes daa denne Rigsdag Grev Nikolaus af Holstein og hans Brodersønner, Gerhard, Albert og Henrik arveligen med Hertugdømmet Sønderjylland, som kort forud var hjemfaldet til den danske Krone.
41. Suhm D. H. XIV. 172.
42. S. o. f. II. 394.
43. Henriks Indvielse til Grønland henføres rigtignok i Annalerne til 1387, 88 eller 89 (Isl. Ann. 344, jfrt. m. Grøn. hist. Mindesm. III. 34, 62, 127–130); men de omtalte Indulgensbreve af 1386 vise formeentlig tilstrækkelig at dette er en Vildfarelse; havde han dengang blot været Electus, vilde han ikke uden at dette var tillagt være opregnet blandt Biskopperne.
44. Br. af 8de Septbr. 1387 i N. Dipl. I. 371.
45. Isl. Ann. 338; at de øvrige i dem opgivne Aar, 1384 og 1385 ere urigtige viser det næst ovenfor anførte Naar Erkebiskopsfortegnelsen i Scr. r. D. VI. 616 siger, at han indehavde sit Biskopssæde i fem Aar, saa er dette unøiagtigt; thi hans Styrelsestid kan kun regnes for omtrent fire Aar, hvis han ikke maaskee skulde være indviet til Erkebiskop, medens Thrond endnu levede?
46. Scr. r. D. VI. 616.
47. Sml. IV. 589.
48. S. o. f. II. 388.
49. N. Dipl. I. 347–48.
50. Om Vinalde Henrikssøns tidligere Levnetsløb see Sml. IV. 579–582 Not.
51. Isl. Ann. 320, 322; Fornald. Sög. II. 15: jfr. Suhm D. H. XIII. 679.
52. Brev af denne Dag, givet i Bergen. N. Dipl. I. 366.
53. N. Dipl. II. 386. Ligesaa liden Sikkerhed har man deri, at Pontoppidan i sin Kirkehistorie omtaler i 1387 et Concilium i Tunsberg af alle Norges Biskopper, paa hvilket Kong Olaf var tilstede (II. 231). Pontoppidan anfører ei sin Kilde, og til et saadant Concilium findes ellers, saavidt hidtil bekjendt, intet Spor. Hvad mere er, det kan ikke have været noget egentligt Concilium (Provinsialconcilium), da dengang ingen Erkebiskop var i Landet; det maatte have været et Raadsmøde, ved hvilket alle Landets Biskopper vare samlede. Rimeligviis er dog hele Beretningen en Vildfarelse.
54. Scr. r. D. I. 135, VI. 229. Olaf sees den 29de Juli at have været i Skaane, nær ved Falsterbod; der gives nemlig et Brev, udstedt i Ystad i hans Navn paa St. Olafs Dag H. C. Behrmann: Beretn. om K. Oluf Hagensens Død&c. Kbh. 1846. S. 3–4.
55. Ifølge en omtrent samtidig latinsk Annal Scr. r. D. VI. 534, jfr. Hvitfeld ved 1387 og Suhm D. H. XIV. 180–183. Naar Behrmann i sit ovennævnte Skrift S. 6–7 forklarer den paa alle hine Steder opgivne Begravelsesdag „dominica ante festum beati Laurentii,“ d. e. Søndagen før St. Laurentii Dag, ved den 7de August, da maa han, trods den Sikkerhed, hvormed han fremsætter sin Forklaring, dog nok have feilet: thi baade efter Beregningen i „L’art de verifier les dates“ og i „Pilgrams Calendarium“ falder bemeldte Søndag i 1387 paa 4de August, ligesom Aarets Søndagsbogstav er F, ikke som Behrmann angiver B. Olafs Dødsdag den 3die Aug., hvis Dagen er fuldkommen rigtig, bliver altsaa Løverdagen, den næste Dag før Begravelsesdagen, ikke som Behrmann antager: Onsdagen, fire Dage før. Det Paafaldende ved den skyndsomme Begravelse, saafremt Dødsdagen ellers er rigtig, er følgelig ikke bortryddet ved Behrmans Paastand. Denne Behrmanns Feiltagelse er forresten ikke bemærket i Langes Anmeldelse af Skriftet i Literaturtidende 1845–1846 No. 17 og 19, S. 298–304 og 317–320.
56. Jfr. hvad strax ovenfor er sagt om hans Fødselsaar.
57. Isl. Ann. 338.
58. Isl. Ann. 334.
59. Isl. Ann. 340.
60. Isl. Ann. 358.
61. Fornald. Sög. II. 16.
62. Den svenske Ericus Olai, der skrev sin Sveriges Historie kort efter Midten af del 15de Aarhundrede, udlader sig om Olafs Død paa følgende Maade: „Hvor der blev af hans (Haakons) Søn Olaf, eller hvor og paa hvad Maade han døde, vides ikke: undtagen at hans Moder har ladet en vis Olaf, der kaldte sig hendes Søn, opbrænde.“ Ericus Olai i Scr. r. Sv. II. 112. I Preusen og maaskee ogsaa andensteds maa det Rygte have været udbredt, at Olaf var omkommen paa Søen i en Storm, medens dog flere af Skibsmandskabet reddede sig, og nogle ogsaa paastode, at Kongen var sluppen derfra med Livet (den preusiske Skribent Henneberger fra det 16de Aarh. fortæller dette i Anledning af den foregivne Kong Olaf, jfr. Suhm D. H. XIV. 181, Behrmann 16–18.
63. Gram, Suhm, Lagerbring og fl. jfr. Suhm D. H. XIV. 180, Lgbr. III. 695. Behrman har i sit ovenn. Skrift. S. 9–11 anført vegtige Grunde mod en saadan Hemmeligholdelse: dog svekkes disse noget ved den Feil han har begaaet med Hensyn til Bestemmelsen af Begravelsesdagen s. o. f.
64. Den svenske Messenius og Flere efter ham.