Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/90

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 410-422).

Dronning Margreta vælges til Norges Riges Forstanderske, og derpaa Erik af Pommern til Norges Konge i 1389. De norske Biskoppers Virksomhed herved.

Strax Kong Olafs Død var bleven bekjendt, fatte Margretas i Skaane tilstedeværende Venner sig i Bevægelse for at sikkre hende Rigsstyrelsen i Danmark, og allerede den 10de August 1387, altsaa ikke meer end 6 Dage efter at Olafs jordiske Levninger vare førte til Graven, blev Margreta i Bunds Kathedralkirke og paa Lunds Landsthing valgt til „fuldmægtig Frue og Husbonde og det ganske Danmarks Riges Formynder“, saaledes at man ikke skulde vælge nogen til Konge, som var hende imod, eller uden hendes Raad og Villie^[1].

I det Brev, som ved denne Leilighed udstedtes, nævnes: „Erkebiskopper og Lydbiskopper, Riddere og Svende, og flere Rigets Mænd og Menighed af alle Danmarks Lande“ som nærværende ved og samtykkende Valget; men som Brevets Udstedere nævnes kun: Vinalde Erkebiskop af Nidaros, Peter Biskop af Aarhus, Henning Podebusk, Danmarks Riges Drotsete og 10 Riddere og Svende^[2]. Det er ligesaa paafaldende, at her Erkebiskop Magnus af Lund ikke nævnes, som at den norske Erkebiskop Vinalde nævnes i Spidsen, hvilken sidste dog intet havde med Danmarks Riges Anliggender at skaffe. Ihvordan man forklarer sig den første Omstændighed, saa er den sidste et haandgribeligt Bevis paa Vinaldes Hengivenhed for Margreta og Billigelse af hendes, ham ganske vist vel bekjendte Maner til Danmarks og Norges nærmere Forening; thi uden dette vilde han vel aldrig være optraadt i det danske Rigsraads Midte. Man maa forøvrigt formode, at Erkebiskop Vinalde har været det vigtigste Drivhjul i dette hele Skridt til Margretas Fordeel, og at det har været det lille Parti af det danske Rigsraad, som her saa dristigen synes at være optraadt, om at gjøre, at faa en Valgbeslutning i Stand til Fordeel for Margretas Rigssormynderskab i Danmark, for den meklenborgske Albrekt, hendes Søstersøn, der tidligere havde været paa Valg til Danmarks Konge, kunde faa fremsat sit Krav og muligen dannet et Parti for sig blandt de danske Stormænd.

Det Hele var aabenbar et Hastverksskridt, hvis Gyldighed udentvivl let paa Grund af Formen kunde have blevet benegtet. Men Margretas Parti i Danmark var sterkt, og det varede ikke længe før det skede Valg blev tiltraadt af andre danske Landskaber. Den 21de August blev Margreta valgt, med samme Udtryk som i Lund, paa Sjællands Landsthing i Ringsted, under Ledning af Henning Podebusk, og den 26de October næst efter i Odense, paa Fyens Landsthing. Dagen for hendes Valg i Jylland vides ikke; men hvad enten det er foregaaet for eller efter hendes Valg i Fyen, saa skeede det utvivlsomt inden Aarets Udgang. Ved alle angaves som Grund: at hun var Kong Valdemars Datter og Kong Olafs Moder, samt at man i mange Maader havde prøvet hendes gode Villie, Yndest og Velgjerninger^[3]. Man seer let, at disse Valg lagde Kongedømmet og Rigsstyrelsen i hendes Hænder, uden at derfor Navnet af Danmarks Dronning tillagdes hende. Den Titel, hun fra nu af brugte var: „Margreta med Guds Naade Norges og Sveriges Dronning (hvilken Titel hun bar efter sin Mand), og Danmarks Riges rette Arving og Fyrstinde“.

Ligesom Erkebiskop Vinalde i Danmark var virksom for at hjælpe Margreta til Rigsstyrelsen, saaledes maatte man vente, at han ogsaa i Norge vilde arbeide for hendes Sag. Det kan vel neppe heller være nogen Tvivl underkastet, at han var Manden, som Dronningen særligen havde udseet til at bane fine (Maner der Veien. Men for han forlod Danmark, havde han et Anliggende sin Erkestol vedkommende at udrette, og det var at sammensamle og tilbageføre det den tilhørende Løsøre, hvilket, som for sagt, Erkebiskop Nikolaus, hans Formand, havde slæbt med sig til Danmark. Dette mødte imidlertid ingen Vanskelighed. Ridderen Johan Rut, Dronningens Embedsmand paa Vordingborgs Slot, havde paa hendes Vegne taget Godset under Forvar og oplod det paa hendes Bud til Vinalde imod dennes Kvittering for de modtagne Sager, given i Vordingborg den 8de September 1387. Kvitteringen er i det nedertydske Sprog, som den Gang brugtes meget i Danmark, og stilet til Dronning Margreta og det menige Danmarks Rige; og Erkebiskoppen lover deri, at han ogsaa skal skaffe sit Kapitels Kvittering for Modtagelsen, hvilken enten skal overdrages Dronningen, „saasnart hun kommer med ham til Norge“, eller, hvis dette ikke skeer, blive tilsendt den Høvedsmand paa Vordingborg, som da er^[4]. Sagerne, som i Kvitteringen opregnes, ere forresten af meget forskjelligt Slags og for det meste verdifulde, helst efter den Tids Maalestok.

Om Dronning Margreta har begivet sig i Følge med Erkebiskop Vinalde til Norge, eller den sidstnævnte er dragen i Forveien for at bearbeide Stemningen til hendes Fordeel, det vide vi ikke; men i Begyndelsen af det følgende Aar 1388, allerede i de første Dage af Februar, finde vi dem begge i Oslo eller paa Akershus Slot, samlede med det norske Raad og ivrigen sysselsatte med Ordningen af Norges Anliggender i Overeensstemmelse med Margretas Planen At Olafs Død maatte være kjendt i Norge længe for Udgangen af 1387, lader sig ikke betvivle; thi om det ogsaa maaskee varede en god Stund, for den der blev formelig kundgjort, saa var det neppe muligt andet, end at et Rygte om, hvad der inden August Maaneds Midte var kjendt over hele Danmark, ogsaa maatte naa til Norge senest i Løbet af September Maaned. Men dette Rygte modtoges udentvivl, efter hvad for er sagt, med Mistro; og rimeligviis har Margreta ikke fundet det tjenligt for fine Hensigter at sprede Mistroen for hastig, paa det at ikke Raadet i Norge muligen skulde tage noget afgjørende Skridt, førend hun selv eller Erkebiskop Vinalde kom tilstede. Hermed havde det dog, som det lader, i Grunden ingen synderlig Fare; thi neppe var det norske Raad dengang besjælet af nogen virksom Foretagelsesaand, og desuden traf det sig for Margreta saa heldigt, at Erkebiskoppen af Nidaros, der her skulde optræde som Rigsvikar^[5], var hos hende i Danmark og under hendes personlige Paavirkning. Drotsetens Embedsmyndighed, som udgangen fra Kongedømmet, tænktes ganske vist ophørt ved Kongens Død, og det maatte synes stemmende med Loven, at i nærværende Tilfælde, hvor der aabenbare kunde blive Spørgsmaal om et Kongevalg i egentligste Betydning, Erkebiskoppens Komme maatte afventes, da han ved et saadant skulde være den ledende Formand, eller paa en Maade Hellig Olafs Repræsentant. Intet Spor findes heller til nogen offentlig Bevægelse i Norge under den Mellemtid, da Landet var uden nogen øverste Styrelse; baade Høvdingerne og Folket synes i Stilhed, om end ikke uden Ængstelse, at have ventet hvad der vilde indtræde, naar Erkebiskoppen kom i Landet.

Da Norge var et Arverige med en i Loven bestemt Arvefølge, saa blev naturligviis der det første Spørgsmaal, om der fandtes nogen saa nær Frænde efter den uden Børn afdøde Konge, at han ifølge Frændskab kunde kaldes Kongedømmets lovlige Arving Der gaves, som allerede forhen berørt, tvende Love for Kongearvefølgen i Norge: Magnus Lagabøters, der ikke synes formeligen at være sat ud af Kraft, men havde beholdt sin Plads i de fleste Afskrifter af Lovbogen, – og Haakon Magnussøns af 1302. Ifølge begge disse skulde Arveretten regnes efter Frændskabets Nærhed med den sidst afdøde Konge, dog i Grunden med den Indskrækning, at Arvingen altid skulde være af Kongeætten, enten gjennem Mand eller Kvinde^[6].

Den afdøde Olafs nærmeste Frænde var hans Systrung (d. e. Mosters Søn), den unge Albrekt af Meklenborg, Søn af Henrik af Meklenborg og Ingebjørg af Danmark, Olafs Moders, Margretas, ældre Søster, den samme Albrekt, som havde været paa Valg til Danmarks Konge med Olaf efter Valdemars Død. Systrung var udtrykkelig nævnet i begge Arvefølgelovene, i Magnus Lagabøters i 12te, i Haakon Magnussøns i 11te Arv. Begge Steder gjordes dog de Betingelser, at Mødrene skulde være samfædre, egtefødte og komme af ret Norges Kongeæt^[7]. Den sidste af disse Betingelser kunde vistnok ikke siges med Hensyn til Albrekts Moder at være forhaanden; thi Ingebjørg var ligesaalidt som hendes Søster, Dronning Margreta, af Norges Kongeæt. Men af denne var dog virkelig Albrekt selv paa fædrene Side, skjønt gjennem tvende Kvindeled: nemlig sin Farmoder Eufemia og hendes Moder Hertuginde Ingebjørg, den ældre Kong Haakon Magnussøns Datter; og denne Omstændighed kunde bøde paa Mangelen ved hans Moders Byrd.

Nærmest ham stod hans Farbroder, Kong Albrekt af Sverige, Olafs Faders Søskendebarn (Farfaders Søsters Søn). Denne Slegtskabsgrad var ikke udtrykkeligen nævnt i nogen af Konge-Arvefølgelovene; men den kunde komme ind under den private Arvelovs 10de Arv^[8], og i begge Konge-Arvefølgelovene fandtes til Slutning den Bestemmelse, at naar ingen opnævnt Arving fandtes, skulde det private Arvetal følges, naar kun Arvingen var af den rette Kongeæt^[9], hvilket sidste gjaldt om Kong Albrekt, som Eufemias Søn, ligesaavel som om hans føromtalte Navne, hendes Sønnesøn.

Fjærnere Frænder af Kong Olaf vare de tvende Brødre, Ridderne Jon og Sigurd, egtefødte Sønner af Hafthor Jonssøn og af Agnes, Kong Haakon Magnussøn den Ældres uegte Datter. Disse Brødre vare altsaa Systrunger, eller samfædre Mosters Sønner, til Olafs Farfader, Kong Magnus Erikssøn, derhos af den norske Kongeæt gjennem blot eet Kvindeled, Nordmænd paa Fædrene som paa Mødrene, og Høvdinger af største Anseelse blandt sine Landsmænd. Hvis det gjaldt om at staa den gamle norske Kongeæts med Haakon Magnussøn uddøde Mandslinie nær, saa kunde Ingen da levende gjøre hine tvende Brødre Rangen stridig, hvilte vare Kong Haakons Dattersønner og i sin Tid, som egtefødte Sønner af negte Datter, vilde have været hans utvivlsomme Arvinger, hvis hans egte Datter Ingebjørg og hendes Søn ikke havde været^[10]. Men nu, da Frændskabet skulde regnes fra Kong Olaf, kunde de ikke komme ind i Arvetallet, om man ogsaa tog dette efter den private Arvelov, end mindre efter Kongearven. Begge Brødrene vare desuden ved denne Tid meget gamle Mænd, over de syvti og kanskee nærmere de otteti^[11], saa at Tanken paa Graven maatte ligge dem nærmere end Lysten til Kongedømmet, om end muligen Folkets Valg kunde have villet byde en af dem Norges Krone. De maatte i saa Fald have tænkt meer paa sine Efterkommere end paa sig selv; de havde nemlig begge egtefødte Sønner: Haakon Jonssøn og Haakon Sigurdssøn^[12]. Den førstnævnte af disse maa, skjønt endnu kun Svend eller Væbner af Verdighed (rimeligviis fordi hans Fader, som var Ridder, endnu levede), allerede have været en Mand af modnere Alder og ikke ringe Anseelse; thi før 1369 var han kongelig Sysselmand og fra 1370 af nævnes han oftere som Medlem af Kongens Raad. Og ham maa ganske vist, som af det Følgende vil sees, et Parti af Nordmændene have havt i Sigte som Kongeemne for det Tilfælde, at et virkeligt Kongevalg skulde indtræde.

Ingen af de her opregnede Personer stode altsaa i et saadant Slegtskabsforhold til den sidst afdøde Konge, at dette hjemlede ham nogen fuldkommen uomtvistelig Arvefølge efter Kongearvelovene. En nøiere Overveielse af den Sag i Rigets Raad maatte følgelig erkjendes nødvendig, for Folket ved en høitidelig Konge-Antagelse fældte den afgjørende Dom. Hvad der i Mellemtiden fra Kong Olafs Død indtil Dronning Margretas Komme til Norge kan have været talt inden det norske Folks engere Kredse angaaende det ledige Kongedømmes Besættelse, lader sig ikke oplyse; men til nogen større Forsamling af Høvdinger eller Almue findes i denne Mellemtid intet Spor. Først da Dronningen og Erkebiskoppen allerede vare tilstede, sees Raadet samlet i Oslo, uden at man ved, om det er sammentraadt uopfordret eller paa Erkebiskoppens Kaldelse; og den 2den Februar 1388 udstedte det sin Kundgjørelse, at have valgt Dronning Margreta til Norges Riges Forstanderske.

I Spidsen for Kundgjørelsesbrevets Udstedere nævnes Erkebiskop Vinalde og næst ham Biskopperne Eystein af Oslo, Olaf af Stavanger, Sigurd af Hamar og Henrik af Grønland samt Henrik Henrikssøn, Provst til Marie Kirke i Oslo, Rigets Kansler i Norge. Efter disse geistlige Herrer opregnes tyve Verdslige, af hvilke dog kun de tvende først nævnte, Ulf Holmgeirssøn og Ulf Jonssøn kaldes Riddere, og de øvrige, blandt hvilke Haakon Jonssøn staar først, følgeligen blot maa have været Svende eller Væbnere. Kundgjørelsen er stilet til „alle Mænd over hele Norge og dets Skatlande“. Udstederne erkjende, at de, – paa Grund af at deres kjære Frue, Fru Margreta, „af Guds Naade Norges og Sveriges Dronning, og ret Arving og Fyrstinde til Riget i Danmark“, var Kong Haakons Husfru og den nylig afdøde

Kong Olafs Moder, – og paa Grund af den Gunst

og gode Villie, de altid af hende have befundet og end}} haabe af hende, – have eendrægteligen med god Villie udvalgt og antaget hende til sin og det ganske Norges Riges „mægtige Frue og rette Husbonde“. Hun skal være bemyndiget til at „forestaa og raade Riget i Norge“, baade Land, Slot, Fæste og Thegner, „baade sydlig og nordlig over hele Norge og dets Skat- lande, i alle hendes Livsdage“. De have paa sine egne og paa alt Norges Riges Vegne tilsagt, lovet og svoret hende „huldt Mandskab og tro Tieneste, imedens hun lever“. De have samtykket ikke at holde flere Huskarle og faste Svende (setosveina) end som Lovbogen og Hirdskraa vidne. De have samtykket, at Almuen over hele Norge skal, paa Grund af Rigets Krav, udrede for et Aar fuld Almenning. Hun har lovet dem og Folket, at hun i alle sine Levedage skal holde dem Lov og Landsret. Derfor bede og raade de, at Almuen skal gjøre Dronningen den samme Troskabsed, og at hver Sysselmand i sin Syssel skal modtage denne Ed, samt at man skal være hendes Ombudsmænd hjælpsomme og lydige i Alt hvad der efter Lov og Landets gamle Sedvane skyldes Rigets rette Høvding^[13].

Saaledes var da ved en Raadsbeslutning Norges øverste Styrelse og Kongedømmets fulde Myndighed for første Gang lagt i en Kvindes Haand. Om Raadet herved har fortrinsviis støttet sig til den private Arvelov, ifølge hvilken Moder i tredie Arv tog Arv efter egtefødt Søn^[14], eller det har betragtet sin Handling som et frit Valg, ved hvilket det nærmest tog Hensyn til Margretas prøvede Styrerdygtighed, – lader sig ei med Bestemthed udlede af Kundgjørelsesbrevets Ord. Disse hentyde virkelig paa begge Betragtningsmaader, og Grundene for Valget ere saa ubestemt udtalte, at det synes, som om man med Forsæt har villet undgaa en nøiere Udvikling, der muligen ikkun vilde have gjort deres Uholdbarhed indlysende. Thi vanskeligt kunde det dølges, at hvis man støttede sig til Margretas Arveret som Moder, da var baade hendes Fortrin for begge de ovennævnte meklenborgske Fyrster høist tvivlsomt for ikke at sige nbeviseligt, og desuden manglede den da en for Kongearven uundværlig Betingelse, nemlig den, at hun skulde være af den rette Kongeæt. Men paa den anden Side, hvis man erklærede Margreta kaaret til Rigsstyrelsen ved et fuldkommen frit Valg, da opstod Spørgsmaalet, om de i Loven for et saadant Valg foreskrevne Former vare i Eet og Alt iagttagne^[15], hvilket man neppe turde paastaa. Man fandt sig derfor udentvivl bedst tjent med at lade Grundene for det første hvile i Dunkelhed, og prøve hvorvidt det gjorte Valg vilde tale for sig selv.

Neppe har dog dette, da det blev videre bekjendt, vundet den norske Almenheds udeelte Bifald. Nordmændene vare fra ældgammel Tid vante til at vide en Konge, om det saa end var blot i Navnet, som Rigets Hoved, og det er høist rimeligt, at den store Mængde ikke har fundet sig fyldestgjort ved den mægtige Frue og rette Husbonde, som Raadet havde givet dem i Stedet. Yttringer af en saadan Stemning omkring i Landet have udentvivl snart trængt frem til Dronningens og Raadets Øren, og det er dertilmed høist sandsynligt, at den unge Hertug Albrekt af Meklenborg og muligen ogsaa Haakon Jonssøn have været nævnte af de Misnøiede som Mænd, der egnede sig til Kongedømmet. Dette har da opfordret Dronningen og det fremdeles i Oslo forsamlede Raad til et andet Skridt, som skulde forsone Almenheden i Norge med Margretas Valg, derved at Udsigten aabnedes til at erholde en Konge, der baade var af hendes Slegt og tillige kunde siges at stamme fra den gamle norske Kongeæt, og saaledes passende kunde danne Udgangspunktet for en ny Kongerekke.

Allerede den 16de Februar samme Aar 1388, paa Akershus, udstedte Erkebiskop Vinalde, Biskopperne Eystein i Oslo, Olaf i Stavanger, Sigurd i Hamar og Halgeir (der i sin Tid havde været valgt og indviet til Stavanger Stol men havde maattet vige for Olaf?)^[16], Henrik, Provst til Mariekirken i Oslo samt tretten Verdslige, blandt hvilke Haakon Jonssøn nævnes først, og som ellers alle paa to nær ere nævnte blandt Udstederne af Kundgjørelsen af 2den Februar, – i Egenskab af „Norges Riges Raadgivere“ en ny Kundgjørelse af følgende Indhold: – Efterat de havde udvalgt og antaget Dronning Margreta „til deres og hele Norges Riges kjære og rette Frue og mægtige Fyrstinde, at raade, styre og forestaa Riget i Norge alle hendes Livsdage“, da spurgte hun dem alle „og Rigets Mænd i Norge“, hvo der var næst Arving til Norges Riges Kongedømme, naar hun forlod dette Liv. Hun nævnte Hertug Albrekt af Melkenborg, sin Søstersøn, som den hun helst havde seet som sin Eftermand i Norges Rige. Men da viste Raadet „skjelligen og retteligen med Loven“, at Hertug Albrekt og hans „fædrene Forældre“ havde været imod Norge og dets Konger, og med ingen Ret kunde blive dette Riges Arvinger. Derimod var „Kong Olafs Moders, Dronning Margretas, Søsterdatters ældste Søn, som er Hertug Vratislav af Pommerns Søn“, den retteste Arving til Riget, og skulde være dets Konge, og efter hans dødelige Afgang hans rette Arvinger: hans Søn, om han er til, dernæst hans Broder, og dernæst hans fædrene Frænder, „hvilke fornævnte, den ene efter den anden, skulle være rette Arvinger og Konger i Norges Rige efter det Kongetal, som nu begynder med denne Kong Olafs Moders, Dronning Margretas, Søsterdatters Søn“. Og skulde denne hendes Søsterdatters Søn og hans Venner af hende fortjene, at hun vilde have ham til Konge i Norge i sit levende Live, da er det Udstedernes gode Villie, at det bliver fuldbyrdet med Dronning Margretas Raad og Villie, – dog med det Vilkaar, at hun skal være „fuldmyndig i al Maade, som for er sagt, at raade, forestaa og styre Norges Rige alle sine Levedage“. Alt dette havde de besluttet paa egne og paa Norges Riges Mænds Vegne og bekræftet ved at forehænge Brevet sine Segl^[17].

I den nærmeste Forbindelse med denne vigtige offentlige Handling staar en anden kun to Dage efter følgende. Den 18de Februar udstedtes atter paa Akershus en Kundgjørelse, hvorved Erkebiskop Vinalde, Biskopperne Olaf af Stavanger og Sigurd af Hamar samt sex verdslige Medlemmer af Raadet vidnede: – at de samme Dag og Sted havde været nærværende, seet og hørt, at Haakon Jonssøn for Dronning Margreta, for dem og for andre Norges Riges Raadgivere personligen var tilstede og med Haand paa Bogen (Evangeliet) aflagde den Ed: „at han aldrig har stræbt efter at blive Konge i Norges Rige“, og erklærede: „at han ingen Ret eller Paatale havde til Norges Rige i nogensomhelst Maade, og aldrig vilde tragte derefter og aldrig paa nogen Maade indtrænge sig deri“. Men han svor og erklærede uden Tvang, fuldkommen frivillig: „at han aldrig i sit Livs Dage vilde blive Konge i Norge“. Udstederne bekræftede sit Vidnesbyrd ved at forehænge sine Segl^[18].

Dronning Margreta havde saaledes af det norske Rigsraad faaet en fornyet Bekræftelse paa sin egen livsvarige styrende Myndighed, medens tillige Arvefølgen efter hende fradømtes den hende forhadte Albrekt af Meklenborg, – som forresten ved denne Tid, i Slutningen af 1387 eller Begyndelsen af 1388, døde barnløs^[19], – og derimod tildømtes en Fyrste, som endnu var et Barn, og for hvis personlige Indblanding i Regjeringsanliggenderne hun saaledes for lang Tid kunde vide sig sikkret. Hun havde ogsaa faaet et fuldstændigt og, som det lader, aldeles oprigtigt Afkald paa alt Medbeilerskab til Kongedømmet af Haakon Jonssøn, en Mand, som ganske vist havde et stort Parti blandt sine Landsmænd, og som, hvis han havde havt Ærgjerrighed, let sunde blevet hendes Herredømme farlig. Men uagtet alt dette befæstede Margreta i Magten, saa maa dog, efter hvad man kan slutte, Folkets Ønske om en Konge ei derved være forstummet; og den kloge Margreta maa have fundet det sikkrest at imødekomme det, saameget mere som Raadets Erklæring af 16de Februar paa en Maade opfordrede hertil. Den Mand, der var fremhævet som lovlig Arving til Norges Rige efter Margreta, og hvilken hun selv maa antages at have udseet, idet hun lod Raadet udtale hendes egen Villie som dets og Folkets Dom, – var den sex Aars gamle Erik, en Søn af Hertug Vratislav af Pommern med Maria, en Datter af Margretas ældre Søster Ingebjørg og Henrik af Meklenborg, altsaa en Søstersøn af den forbigaaede og imidlertid afdøde Albrekt af Meklenborg.

Denne Erik blev da det følgende Aar 1389, uvist paa hvilken Dag og paa hvilket Sted, af det norske Raad formelig tagen til Norges Konge. Kundgjørelsesbrevet herom er udstedt af Erkebiskop Vinalde, Henrik Sinkler, Jarl i Orknøerne, Biskopperne Jakob af Bergen, Eystein af Oslo og Olaf af Stavanger, Ridder Malis Sparre (af Orknøerne) og fjorten andre verdslige Mænd, blandt hvilke Haakon Jonssøn nævnes først. De have – heder det – nøie gransket Norges Lovbøger og af dem udfundet, at Erik, Hertug Vratislavs Søn af Pommern, er ret Arving til Norges Kongedømme, og efter hans Død bør hans Søn arve Riget, eller hans Broder, hvis Søn ei er til, eller hans Farbroder, hvis hverken Søn eller Broder gives, eller, hvis ingen af de førnævnte leve, da den som er den nærmeste Frænde efter Kong Erik af hans Slegt og fra ham at regne. Ifølge heraf tage de, paa egne og paa hele Norges Riges Vegne, fornævnte Erik, „og hans rette Arvinger efter ham, som før skrevet staar“, til sin og Norges Riges Konge og rette Herre. Dog skal Dronning Margreta ubeskaaret nyde al sin Ret inden Norges Rige, og navnligen sin Morgengave, som er Baahus med Alt hvad dertil ligger, og skal hendes Testamente holdes, og skal hun raade over alt Riget Norge, baade Hus og Fæste og Land, Fogeder og Sysselmænd ind- og afsætte og Riget styre efter sin Villie „uden alt Regnskab, indtil Kong Erik eller hans rette Arving kommer til Myndighedsalder“. Til Bekræftelse herpaa have de paa egne og paa Norges Riges Vegne med god Villie hængt sine Segl for dette Brev^[20].

Man seer, at ved denne Raadsbeslutning ikke alene Erik toges til Norges Konge, men ogsaa Margretas Rigsstyrelse indskrænkedes til hans Umyndighedsaar, medens den efter Erklæringen af 16de Februar 1388 burde, selv om Erik toges til Konge, vedblive alle hendes Levedage. I denne vigtige Ændring tør man vel see en ny Eftergivelse fra Dronningens Side for Almenhedens Ønske. Om den har været aldeles frivillig, lader sig nu ikke afgjøre; men tilsagt af Statskløgt var den ganske vist, hvad enten den nærmest udgik fra Dronningen eller fra Raadet, hvilket sidste dog synes ganske at have ladet sig lede af Margreta. Høist rimelig har denne skarpsynte Kvinde ved nærmere at prøve Stemningen blandt Nordmændene fundet, at det vilde falde hende høist vanskeligt, om ikke umuligt, at udøve Kongedømmets Myndighed over dem i sit eget Navn alene. Hun har derfor foretrukket den sikkrere Vei, at udøve den i en umyndig Konges Navn, understøttet af paalidelige Tjenere og Haandlangere. Og da hun først havde slaaet ind i denne Retning, blev hun ikke staaende paa Halvveien, men søgte at gjøre Eriks Kongedømme i Norge saa lovligt, almenerkjendt og folkeligt som muligt. Hun hentede den unge Erik til sig i Danmark og behandlede ham der som Norges Konge, idet hun lod ham sætte sit Segl med hendes for et Brev, som hun den 29de Juni 1389 i Helsingborg udstedte til Fordeel for Biskop Jakob af Bergen^[21]. Derpaa lod hiin ham føre op til Norge, hvor han i samme Aars September Maaned blev efter gammel Skik høitidelig tagen til Konge paa Ørething i Throndhjem, og det var den oftere nævnte Haakon Jonssøn, som her gav ham Kongenavn^[22]. Saaledes havde nu Norge atter sin Konge efter at have været kongeløst i to Aar.

Eriks Valg og hele Margretas Adfærd ved denne Leilighed var dog endnu langt fra at fyldestgjøre den norske Almenheds Ønsker og Anskuelser. Herom vidne de mærkelige Udtryk, hvori de samtidige flatøiske Annaler fortælle Sagen. Efter nemlig at have fortalt, at „den Mand, som heder Erik, Barn af Alder“ blev tagen til Konge, lægge de til: „om denne Mand blev sagt, at han var en Søstersøn (Søsterdatters Søn) af Dronning Margreta, men at hans Fader var i Tydskland. Alle Norges Mænd syntes lidet om denne Adfærd (um þá breitni), og især Folket i Skatlandene“^[23]. Her fremskimter aabenbare ikke alene Misnøie med den Forandring, som var foregaaet i Norges Statsforhold derved, at under Margretas Ledning et Barn og dertilmed en Udlænding var hævet til Kongedømmet, men ogsaa den samme Mistillid til Margretas Redelighed, som spores i de før omtalte Yttringer med Hensyn til Kong Olafs Død^[24]. Det lyder som om Fortælleren paa en forblommet Maade vil beskylde Dronningen for at have paalistet Nordmændene Erik til Konge under den falske, eller i det mindste tvivlsomme Paastand, at han var hendes nære Frænde; og dette skulde da vel igjen være gjort for ganske at stænge Veien til Norges Kongedømme for hendes egen Søn Olaf, hvis denne atter kunde fremstaa fra sin Forsvinden. Alt viser, at underlige og høist ufordelagtige Rygter have været i Omløb blandt Nordmændene om Margretas Færd; men de gamle Efterretninger ere alt for sparsomme til at man af dem skulde formaa at udrede den sande Sammenhæng med hine Rygters Indhold og Oprindelse. Paa en Misstemning mod Dronningen kunde maaskee ogsaa den Omstændighed hentyde, at i de Forhandlinger, der angaa hendes Ophøielse til Rigsstyrelsen og Eriks Antagelse til Konge, hverken Kong Olafs Drotsete, den høit formaaende Hr. Øgmund Finnssøn, eller de kongeættede Brødre Jon og Sigurd Hafthorssønner nogensinde nævnes som deeltagende, uagtet de dog alle endnu dengang vare i Live. Ogmund vides af gamle Breve at have levet den 14de April 1388, men at være død inden den 1ste August 1392^[25]; Sigurd Hafthorssøn levede udentvivl endnu i 1391, og hans Broder Jon synes endog at have levet efter 1395^[26]. Var det virkelig af Mistillid til Margreta og Misnøie med Sagernes Gang i Norge at disse høibyrdige, anseede og med Norges politiske Forholde gjennem et langt og virksomt Statsliv fortrolige Høvdinger ved denne Leilighed holdt sig tilbage, saa maa ganske vist Dronningens Foretagender have havt et stort og mægtigt Parti imod sig blandt Nordmændene. Hvad Haakon Jonssøn angaar, der i alle hine Forhandlinger optræder som en føielig Understøtter af Margretas Sag, og som synes at have godvilligen opgivet sine egne glimrende Udsigter til Magten for at tjene hendes Planer, – da sige Annalerne om ham, idet de fortælle, at han paa Ørething gav Erik Kongenavn, at han kort efter døde^[27]; ligesom om Forfatteren skulde ville have antydet, at han i Grunden fortrød den Rolle, han havde spillet, og at Græmmelse forkortede hans Liv.

Men har der end blandt en stor Deel af Nordmændene hersket en ugunstig Stemning mod Margreta og den af hende opstillede Konge og nye Kongeæt, og har end denne ugunstige Stemning maaskee strakt sig til enkelte af Norges anseligste og høibyrdigste Høvdinger, saa synes det dog utvivlsomt, at Mængden af det daværende Raads Medlemmer, blandt hvilke vistnok en heel Deel nye Navne vise sig, villigen bar tjent hendes Ønsker og arbeidet for hendes Planer. Og fortrinsviis gjælder dette om Erkebiskop Vinalde, de øvrige norske Biskopper og Kansleren Henrik Henrikssøn, hvilke alle, og især Erkebiskoppen med sin umaadelige Indflydelse, synes at have virket efter yderste Evne for at hæve hende til Rigsstyrelsen og hendes unge Frænde til Kongedømmet. Margretas Gave af 100 Mark Sølv til Kathedralkirken i Oslo den 6te Marts 1388^[28], hendes Bekræftelse af Mariekirkens Privilegier af 13de Marts samme Aar^[29], og hendes Brev udstedt i Helsingborg den 29de Juni 1389 til Fordeel for Biskop Jakob i Bergen^[30], vidne ogsaa om, at hun i den mest farlige Tid ikke undlod at opfriske de høie geistlige Herrers Hengivenhed for sig ved Gaver og Gunstbevisninger. Af det sidstnævnte Brev fremgaar desuden, at hun i sit allerede tidligere gjorte Testament^[31] havde betænkt Bergens Kirke med 100 Mark Sølv; og hvis hun i samme Forhold – hvorom neppe kan være nogen Tvivl – havde betænkt de øvrige norske Kathedralkirker og større geistlige Stiftelser efter sin Død, saa laa ogsaa heri en kraftig Opfordring for de norske Prælater til at antage sig hendes og hendes Slegts Ophøielse med Varme. At hun og Kong Erik, uvist paa hvilken Tid, overlod Erkebiskop Vinalde Sparbyggia Fylke som Len paa Levetid^[32], skulde vel ogsaa betragtes som en Gunstbevisning, dog meer personlig, mod Erkebiskoppen for udviste politiske Tjenester. Man tør saaledes vistnok uden Betænkning sige, at Norges Biskopper og høie Geistlighed ved sin Indflydelse har givet det kraftigste Stød til den vigtige, gjennemgribende Forandring, der ved Margretas Antagelse til Rigsforstanderske og Erik af Pommerns Antagelse til Konge foregik i Norges Statsforhold.

1. Suhm D. H. XIV. 189, 190.
2. Brevet findes paa Dansk hos Hvitfeld IV. 45–47.
3. Hvitfeld IV. 47–50; jfr. Suhm D. H. XIV. 190–192.
4. N. Dipl. I. 371–373.
5. S. o. f. II. 318.
6. N. g. L. II. 27, III. 45.
7. Smsts.
8. N. g. L. II. 83.
9. N. g. L. II. 27, III. 48.
10. N. g. L. III. 47 (9de Arv).
11. Deres Fader Hafthor Jonssøn, døde i 1320 (Isl. Ann. 216), og da begge Brødrene allerede i 1333 optraadte selvstændigen i Forbindelse med Erling Vidkunsson og Ulf Saxessøn imod Kong Magnus (s. o. f. II. 264), saa maa man antage, at de ere fødte en god Stund før 1320; rimeligviis i det seneste omkring 1315.
12. Om Haakon Sigurdssøn er det aldeles sikkert, at han var Sigurd Hasthorssøns Søn. Om Haakon Jonssøn, siges, saavidt bekjendt, ingensteds i vore gamle Kilder udtrykkeligen, at han var en Søn af Jon Hasthorssøn, og der har været Historikere, der have antaget ham for Søn af Kong Magnus Erikssøns (uegte?) Datter, Ara, Aasa eller Anna, med en svensk Herre, Jon Magnussøn af Læma Slegten (Lgbr. III. 698, Scr r. Sv. II. 166). Men alle Omstændigheder vel overveiede, saa er dog Sandsynligheden for denne sidste Mening langt ringere end for den i Texten fremsatte, hvilken ogsaa nyere Historiegranskere have i Almindelighed hyldet (Sml. I. 39, Not. 3; IV. 124–130, 583–591, hvor udførlige Oplysninger gives om hele den her omtalte Æt).
13. N. Dipl. III. 357.
14. Magn. L. L. V. c. 7, N. g. L. II. 81.
15. Magn. L. L. II. c. 6, N. g. L. II. 27–28, jfrt. m. Haakon Magnussøns Forordn. af 1320, N. g. L. III. 47.
16. S. o. f. II. 398.
17. Paludan-Müller: observationes criticæ 105–108.
18. N. Dipl. III. 358.
19. Suhm D. H. XIV. 202.
20. Original paa Norsk aftr. i Paludan-Müllers observationes 108–111; – – den latinske Original, aftr. i N. Dipl. III. 362–364, indeholder blot Eriks Antagelse til Konge, men ikke Slutningsartikelen vedkommende Dronning Margreta. I begge mangler Dag og Sted. Malis Sparre findes i det latinske Brev ikke nævnt blandt Udstederne.
21. N. Dipl. II. 395.
22. Isl Ann. 350. Annalerne vakle med Hensyn til Aaret (1388–91); men at dette ei virkelig 1389, og at Antagelsesdagen ligger mellem 11te og 25de September (maaskee 14de September, Korsmesse?), lader sig tilfulde bevise af en Mængde gamle norske Breve, der alle regne Eriks Riges Aar fra den Tid. N. Dipl. I. XXXI. At Erik personlig var tilstede i Throndhjem, da han der toges til Konge, viser sig uimodsigeligen af et Brev af 3die Septbr. 1440 udstedt af Erkebiskop Aslak Bolt til Bevidnelse af et Frihedsbrev for Almuen i Opdal, givet af Erik med Rigets Raad paa Reisen til Throndhjem for der at antages til Konge. Man seer af dette Brev ogsaa, at Erik dengang ledsagedes af Erkebiskop Vinalde, Biskopperne Eystein af Oslo og Sigurd af Hamar, Haakon Jonssøn, Hr. Amund Bolt, Hr. Alf Haraldssøn, Haakon Stumpe og andre flere af Rigets Raad i Norge. N. Dipl. III. 549.
23. Isl. Ann. 350.
24. S. o. f. II. 409.
25. Utrykte Breve.
26. Sml. IV. 126, 128.
27. Isl. Ann. 350. Haakon Jonssøn troes at være død 1391 eller 1392. Sml. IV. 589.
28. N. Dipl. I. 373.
29. Orig. i Arn. Magn. Sml.
30. N. Dipl. II. 395, jfr. o. f. II. 420.
31. S. o. f. II. 419.
32. Dette oplyses af Dronningens Instruktion for Kong Erik paa hans Reise til Norge i 1405 (Ny. D. Mag. VI. 259), hvorom senere skal tales.