Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/109

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 651-674).

109.

Fredrik I vælges til Danmarks Konge 1523. Mellemrige i Norge, under hvilket de ledige Biskopsdømmer besættes. Olaf Engelbrektssøn sex og tyvende Erkebiskop. Henrik Krummedike og Vincentius Lunge. Kristian II opsiges, og Fredrik I vælges i 1524. Fredriks norske Haandfæstning.

Før endnu Kristian II havde forladt Kjøbenhavn, blev Hertug Fredrik den 26de Marts 1523 paa Viborg Landsthing valgt og hyldet til Danmarks Konge af det jydske Rigsraad og den jydske Adel samt Fuldmægtige fra Kjøbstæderne og Herederne. I Roskilde den 3die August udstedte han sin Haandfæstning som dansk Konge. Denne var meget indskrænkende for Kongedømmet, derimod i høi Grad fordeelagtig for Adelen, ligesom og for den katholske Kirke, forsaavidt nemlig Kongen lovede aldrig at ville tillade Nogen at prædike Luthers Lære, eller tale imod Paven og den romerske Kirke^[1]. I Aarets Løb blev Fredrik antagen til Konge i hele Danmark, skjønt Kjøbenhavn, der endnu forsvaredes af Kristians Tilhængere, først aabnede sine Porte for ham i Januar 1524. I paafølgende August Maaned mødte en dansk Herredag i Kjøbenhavn, og under denne blev Fredrik kronet den 10de August 1524. Den som forrettede Kroningen var, da Lunds Erkestol dengang stod ubesat, den fra Sverige landflygtige Erkebiskop af Upsal, Gustav Trolle, noget der vakte Opsigt og Mistanke hos de Svenske om, at Kong Fredrik derved vilde antyde et Slags Forbehold af sin Ret til Sveriges Kongedømme. Men Adgangen til dette var ham dog allerede paa det bestemteste afskaaren derved, at de Svenske paa Rigsdagen i Strengenæs, den 7de Juni 1523, havde valgt Gustav Erikssøn til Sveriges Konge, og paa Fredriks Forespørgsel erklæret sig imod nogensomhelst Fornyelse af Kalmarforeningen forsaavidt fælles Konge angik. Sverige var dermed afgjørende udtraadt af det Statsforbund, som i 1397 var indgaaet, men som aldrig havde vundet nogen Fasthed, ja som ikke engang kan siges at have været bygget paa en Grundvold af fuldgyldig Lov.

Da Kristian II i April 1523 drog til Nederlandene, var Norge det eneste af hans Riger, som ikke var i Opstand mod ham. Neppe tør man paastaa, at dette var fordi Kristian var saa meget mere elsket af Nordmændene end af sine Undersaatter i Danmark; thi det er noksom sikkert, at Mængden af den danske Borgerstand og Almue var ham ligesaa hengiven som den danske Adel hadede ham. Sagen var vel egentlig den, at Almuen i Norge holdtes i Ave af Kristians myndige Embedsmænd, som Jørgen Hanssøn i Bergen, Hans Mule i Oslo o. fl., saaledes at den, om den end kunde have grundede Anker mod Kongen, hvilket man forresten ikke ved, dog ikke vovede at lade dem komme til Udbrud i en Reisning^[2]; og hvad Norges Raad angaar, da var dette allerede tilforn, som vi have seet, af Kristian bragt til en fuldkommen Afmagt ligeoverfor Kongedømmet, og ved Kongens Afreise var det derhos berøvet tre af sine geistlige Medlemmer, da Erkebiskopsstolen og tvende Biskopsstole vare ledige. Der var saaledes for Øieblikket ingen Magt i Norge, der med nogen Virkning kunde optræde som Ordfører for et misnøiet oprørsksindet Parti, om end et saadant havde været til. Tvertimod er det ganske rimeligt, at Kristian vilde have fundet baade sikker Tilflugt og et ikke ringe Tilhang i Norge, om han havde tyet didhen i Begyndelsen af 1523, istedet for at flygte til Nederlandene.

Ved denne Tid var man netop sysselsat i Norge deels med igjen at besætte de ledige Biskopsstole, deels med at bringe allerede foretagne Besættelser i Orden. Begge Dele lykkedes snarest med Bergens Biskopsstol.

Vi have allerede omtalt, at da Biskop Andor var død en af de første Dage i Juni Maaned 1522^[3], overbragte tvende Udsendinge af Bergens Kapitel Kong Kristian Budskabet herom, idet de sandsynligvis med det samme, paa Kapitelets Vegne, skulde indhente Kongens Tilladelse til at foretage Valg paa en ny Biskop. De udsendte vare Kanniken Magister Geble Pederssøn og, som det synes, Dekanus Hans Knutssøn^[4]. Naar de først ere komne Kristian til Orde, vide vi ikke, men nogen Erklæring med Hensyn til det forestaaende Biskopsvalg finder man ikke at Kongen har afgivet for lige under sin Afreise fra Kjøbenhavn, nemlig den 24de Marts 1523. Erklæringen gaar ud paa, at det ikke skulde være Kongen ukjært, om Kapitelet valgte Dekanus Hans Knutssøn; men han vilde derfor ingenlunde foregribe dem i at følge den hellige Aands Indskydelse og vælge eller postulere den, som de ansaa for den bedst skikkede. Hane havde Kapitelet da al præsentere for Kongen, at denne igjen ved sin Skrivelse kunde anbefale ham Paven eller Erkebiskoppen af Nidaros til Konfirmation^[5]. Man skulde imidlertid næsten tro, al Kapitelet ikke har biet saalænge med at foretage Valget, som til Kongens Brev kom det til Hænde. Der blev heller ikke ved Valget taget Hensyn til Kristians Ønske. Kapitelets Valg faldt nemlig allerede den 14de April 1523, ikke paa den af Kongen udpegede Dekanus Hans Knutssøn, men paa Kirkens Archidiakonus Olaf Thorkelssøn. Denne beskrives som en Mand, der ikke paa nogen Maade udmærkede sig ved Lærdom, undtagen at han var kyndig i Historien, især den norske, – men var verdslig sindet, dygtig i verdslig Handel, driftig til at skrabe Penge og Gods sammen, og dertilmed hengiven til Vellevnet, især en Ven af sterkt Øl^[6]. Den fornævnte Kannik Geble Pederssøn blev nu sendt til Rom for at søge Pavens Konfirmation paa Valget; og denne blev endelig givet, efter megen Tidsspilde for Geble og mange Pengeudgifter baade til Paven – dengang udentvivl endnu Adrian VI, der først døde den 14de September 1523 – og til Kardinalerne og Kuriens øvrige Tjenere^[7]. Dette var imidlertid nu Tingenes almindelige Gang. Ved Olafs Valg synes saaledes, paa Grund af det norske Kongedømmes Ledighed, Kongens Samtykke, at være blevet forbigaaet. Hvo der i Erkebiskopsstolens Ledighed har indviet ham vides ikke; rimeligvis har del været enten Hoskold af Stavanger eller Magnus af Hamar, thi disse vare dengang de eneste norske Biskopper, som dertil synes at have været fuldkommen egnede. Ikke heller ved man, hvor Indvielsen er foregaaet. Men for Aarets Udgang kalder Olaf sig Biskop af Guds Naade^[8], og da maa han følgelig ogsaa have modtaget Indvielsen.

Heller ikke Gjenbesættelsen af Nidaros’s Erkestol voldte nogen særdeles Vanskelighed, da Erkebiskop Erik Walkendorss Død var kommen til det nidarosiske Kapitels Kundskab. Han døde, som vi have seet, i Rom den 28de November 1522^[9]. Brev med Efterretning herom kom fjerde Pinsedag, den 27de Mai 1523 til Nidaros’s Kapitel; og strax Løverdagen derefter, den 30te Mai, samlede dette sig paa et beleiligt Sted i Domkirken til Valg. Dette faldt paa en af dets egen Midte, Dekanus Magister Olaf Engelbrektssøn. Ved et Brev af næstfølgende 4de Juni underrettede Kapitelet Kong Kristian om Valget med Bøn om, at han vilde samtykke og stadfæste det^[10].

Olaf Engelbrektssøn var af god norsk Æt, og førte adeligt Vaabenskjold; han skal have været en Søn af Engelbrekt Erikssøn til Helle i Stavanger Biskopsdømme. Han var i Aaret 1503 bleven indskreven ved Universitetet i Rostok^[11], hvor han saaledes maa antages at have faaet sin Magistergrad, og opholdt sig endnu der den 10de Juli 1503, hvilket kan sees af et Afladsbrev for ham af denne Dag^[12]. Allerede i Aarene 1516 og 1517 omtales han som Dekanus (Degn) i Nidaros^[13]; og i Erkebiskop Eriks seneste Styrelsesaar sees han at have tillige været dennes Official og at have været høit fortroet af ham^[14].

Meget snart efter sit Valg tiltraadte Olaf sin Reise til Rom. Man maa antage, at allerede dengang Opstanden i Danmark mod Kong Kristian har været bekjendt i Nidaros, ja vel ogsaa maaskee Kongens Afreise fra Kjøbenhavn til Nederlandene. Disse Omstændigheder have ganske vist opfordret Nidaros’s Kapitel til at ile, saameget som det gjorde, med Erkebiskopsvalget, hvilket det nu kunde vente skulde blive uhindret fra Kongedømmets Side; og den udvalgte har med Forsæt lagt sin Reise over Nederlandene, hvor han kunde vente at træffe sammen med Kristian II, der endnu var at ansee for Norges lovlige Konge, og virkelig erkjendt som saadan af hele Folket. Olaf synes at have fundet Kristian i Mekeln i Brabant. Her udstedte Olaf i det mindste den 15de Juli 1523 et Brev, hvori han „paa sin Prestedom, Conscientse, Ære og Redelighed“ tilsagde Kong Kristian „Huldskab, Mandskab og Troskab“, samt hans Dronning og Børn al Hjælp. Han skal understøtte dem alle „som en Prælat og Erkebiskop bør sin rette Herre og Konge“, og aldrig gjøre noget Forbund eller nogen Opreisning mod dem^[15]. Udentvivl har han derpaa modtaget Kongens Anbefalingsbrev til Paven.

Han maa være kommen til Rom enten strax før Pave Adrian VI’s Død, hvilken indtraf den 14de September 1523, eller under Pavestolens paafølgende Ledighed, der varede til samme Aars 19de November. Men paa denne Dag valgtes Clemens VII til Pave, og Olaf Engelbrektssøn biede nu ikke længe paa sin Stadfæstelse og Indvielse. Han blev indviet i Rom i Slutningen af December Maaned 1523^[16], og synes endnu at have opholdt sig der den 14de Februar 1524^[17]. Hjemreisen lagde han over Tydskland, hvor han var i Lybek den 26de Marts, og i Segeberg i Holstein den 7de April^[18]. Men hvorvidt han har taget denne Vei for at træffe sammen med den nu i Danmark valgte og antagne Konge Fredrik I, og hvorvidt han, om saadant Møde har fundet Sted, har underkastet sig eller indgaaet nogen Forpligtelse til den nævnte Konge, – dette er noget, som hidtil ei med Aktstykker er bevist, skjønt Formodning derom har været yttret. Erkebiskoppens Adfærd efter hans Hjemkomst bærer, saavidt skjønnes, ikke Vidne derom, skjønt Muligheden ingenlunde kan negtes. Til sit Sæde i Nidaros kom han den 31te Mai 1524, et Aar efter sin Udvælgelse^[19].

Størst Vanskelighed havde det med at faa bragt Oslo Biskopsstols Besættelse i fast Orden. Efter hvad der var skeet i 1521 og 1522^[20], skulde det synes som om Biskop Anders Mus’s Resignation og Hans Mules Valg til Oslo Stol maatte være en afgjort Sag. Men skjønt den sidstnævnte ganske vist havde Kong Kristians Samtykke, saa havde han dog ingen erkebiskoppelig eller pavelig Stadfæstelse og end mindre nogen Indvielse, dengang da Kristian forlod sine Riger i April 1523; og Biskop Anders’s Resignation var hverken saa frivillig eller saa oprigtig meent, at jo den vægelsindede og trættekjære gamle Mand kunde fristes til en Tilbagekaldelse, naar han saa sin Fiende, Electus Hans Mule, berøvet den Støtte, han hidtil havde havt i den flygtede Konge. Anders fremtraadte ogsaa virkelig den 11te August 1523, man ved ikke paa hvilket Sted, men rimeligvis et Sted i Skaane eller paa Sjælland, og erklærede i Vidners Paahør for Notarien Valter Mortimer, at han ved List og aabenbare Rænker, udenfor al Retfærdighed og retslig Orden, var bleven afsat fra sin Biskopsstol og berøvet det meste af sit Gods. Han gjenkaldte derfor nu sin Resignation, hvilken han paastod, og tilbød sig med Vidner at ville godtgjøre, var ham aftvungen ved Trudsler paa Livet (metu mortis). Over denne Biskop Anders’s Erklæring blev paa Stedet et Notarialdokument optaget^[21].

Man kan ikke godt undlade at mistænke det Parti i Danmark, der nu begyndte alvorligen at virke for at Fredrik I ogsaa kunde blive Norges Konge, – at det har egget Biskop Anders til dette Skridt. Thi Hans Mule var kjendt nok som en af Kristians ivrigste Tilhængere og mest fortroede Mænd; af ham kunde man vente sig Modstand mod Fredriks Antagelse i Norge, og derfor vilde man have ham bort baade fra Biskopsstolen i Oslo og fra Befalingen over Akershus Slot. Men Hans Mule havde en rum Samvittighed, og hans Begjærlighed efter Magt og Penge var større end hans Hengivenhed for sin tidligere Herre, der havde hævet ham saa høit og sat saa megen Tillid til ham. Han viste sig, strax han mærkede Faren, rede til et Omslag. Han ilede med at opsige Kong Kristian „Huldskab, Mandskab og tro Tjeneste“ og skyndte sig derpaa til Leiren for Kjøbenhavn, hvor Kong Fredriks ældste Søn, Hertug Kristian, med en Deel af Danmarks Raad var tilstede for at drive paa Stadens Beleiring. Her kundgjorde han for Raadet, at han havde „opskrevet“ Kong Kristian, tiltraadte den Feide, Danmarks Raad og Indbyggere havde foretaget mod ham, og lovede samme Raad, da Kong Fredrik selv var fraværende, at ville være denne huld og tro. Han overgav ogsaa Raadet i Kongens Sted Akershus Slotslov (Befalingen paa Akershus). Denne modtog han dog igjen Dagen efter af Hertug Kristian, under den Forpligtelse at holde den til Kong Fredriks og Danmarks Riges Raads Haand. Han skulde efter denne Dag vove Liv og Gods for Kong Fredrik og Danmarks Riges Raad, paa det Vilkaar, at ogsaa det Brev, som Hertug Kristian og Raadet havde givet ham, holdtes i alle Punkter. Herpaa udstedte Hans Mule sit aabne Brev med sit Segl under, den 18de October 1523^[22].

Ved denne forræderske Færd baade mod Kong Kristian og mod Norges Rige afvendte Hans Mule det truende Uveir og vedblev for det Første baade at være Electus til Oslo og Høvedsmand paa Akershus^[23]. Men det er tydeligt, at Kong Fredrik ikke havde nogen ret Tiltro til ham, og at Hans Mule ikke var Manden, hvem Kongen vilde sætte i Spidsen for sin Sag i Norge. Man seer, at det var Kongen om at gjøre at skille ham ved Akershus, hvorimod Kongen viste sig villig til at hjælpe ham til Oslo Biskopsstol, forudsat dog, at dette skede paa nogenlunde gode Betingelser for Anders Mus. En Overenskomst maatte altsaa tilveiebringes mellem disse to Mænd. Om en saadan underhandledes der allerede i Slutningen af 1523 i Oslo ved Henrik Krummedike, som paa Kong Fredriks Vegne gjorde Hans Mule visse Tilsagn i en Skrivelse af 7de December^[24]; den kom istand i 1524 i Juni Maaned. Anders Mus lovede at ville holde sit Forlig med Hans Mule om Oslo Biskopsstols Afstaaelse til denne, og ei ved nogen Klage for Paven eller Erkebiskoppen lægge Hindringer i Veien for hans Stadfæstelse og Indvielse. Men til Gjengjæld betingede han sig: Skiens og Tunsbergs Provstier, Prestegjældene Eker, Lier, Sanden og Næs samt Tanum i Viken, hele Molands Gaard med Gods sammesteds, Borgen for at Hans Mule efter sin Stadfæstelse og Indvielse skulde betale 4000 Mark danske til Indkjøb af Kobber for Domkirken og til Opretholdelse af en Gudstjeneste til Jomfru Marias Ære, som Biskop Anders havde indstiftet, endelig Udleverelsen af en Deel Sager, som han paastod Hans Mule havde berøvet ham ulovligen. Erkebiskoppen skulde ogsaa sikkre ham for Tiltale af Paven paa Grund af den indgangne Overenskomst^[25]. Da Biskop Anders havde indgaaet paa dette, tilskrev Kong Fredrik den 15de Juni fra Kjøbenhavn Erkebiskop Olaf og sagde ham, at han og Danmarks Riges Raad nu havde istandbragt et Forlig mellem Biskop Anders Mus og Electus Hans Mule, saaledes at den sidstnævnte skal beholde Oslo Biskopsdømme. Derfor beder Kongen Erkebiskoppen at meddele Hans Mule Stadfæstelse paa Biskopsdømmet og indvie ham eller give andre Biskopper af Norge Fuldmagt til at indvie ham, saaledes at han uden videre Forhaling og Bekostning kan komme til sit Biskopsdømme^[26]. Den næstfølgende 19de Juni udstedte Ridder Henrik Krummedike, ligeledes i Kjøbenhavn, sit aabne Brev, hvori han lovede Kong Fredrik, at Hans Mule, Electus til Oslo, saasnart han fik den Kontrakt, som var sluttet mellem Anders Mus og ham om Oslos Biskopsdømme, beseglet med Biskop Anders’s, Biskop Magnus af Hamars, Provst Ditlef Reventlofs og Ridder Tyge Krabbes Segl, skulde afgive Akershus Slot med alt Tilhørende til Kong Fredrik eller dennes Fuldmægtige, og ei efter den Dag besatte sig med Akershus Slot eller Len uden Kongens Bud og Samtykke^[27]. Endelig den 29de Juni udstedte Anders Mus, ogsaa i Kjøbenhavn, sit Brev, hvorved han lover de fire i Henrik Krummedikes Brev nævnte Mænd, at vilde holde det sidst indgangne Forlig med Hans Mule, nemlig det som nys ovenfor er omtalt^[28].

Hermed synes da denne Sag at have været afgjort nogenlunde til alle nærmest vedkommende Parters Tilfredshed. Hans Mule var nu ubestridt Electus til Oslo og indfandt sig som saadan til Raadsmødet i Bergen i August Maaned 1524. I Bergen og under dette Møde, ved hvilket alle Norges Biskopper vare tilstede, maa Hans Mules Indvielse være foregaaet. I Breve af 23de August og 2den September, udstedte af Raadet, forekommer han nævnt blandt dettes Medlemmer som Biskop i Oslo^[29]; inden den Tid har han altsaa været indviet. Hans Biskopsdømme varede imidlertid ganske kort. Thi den 24de September samme Aar 1524 druknede han ved den jydske Kyst i Nærheden af Vestervig Kloster, rimeligvis paa Reisen fra Bergen, enten til Oslo eller til Danmark. Der fortælles, at han, da Skibet strandede, vilde redde sig i Skibsbaaden med ni Andre; men Baaden kantrede, og de omkom alle. Den øvrige Besætning derimod forblev paa Vraget og reddedes. Samtiden troede, at hans Dødsmaade var en Straf, fordi han ved ulovlige Midler havde tilvendt sig Biskopsdømmet^[30]. Hans Broder, Lydke Mule, der kaldes: „velbyrdig Svend“ (d. e. Væbner), stillede senere store Fordringer til Oslo Kirke for hvad Hans Mule til dens Bygning og andet Behov havde udlagt. Han havde ogsaa erholdt Kong Fredriks Brev paa disse Fordringer. Men Oslo Kapitel gjorde ikkedestomindre i et Brev til Kongen af 1ste August 1525 Forestillinger herimod, – om med nogen Nytte vides ei^[31].

Efter Hans Mules Død maa man næsten tro, at Anders Mus igjen har overtaget Oslos Biskopsdømme, eller man har idetmindste anseet det som en Selvfølge, at han ved en ny Biskops Valg maatte have den første Stemme, maatte optræde som den der atter frivillig valgte sig en Eftermand. Denne blev Hans Reff, rimeligvis dansk af Fødsel^[32]; men siden i flere Aar Kannik i Nidaros, i hvilken Stilling vi ovenfor have seet ham nævnt 1520. Han havde studeret i Paris^[33] og var juris utriusque baccalaureus. Hans Reffs Valg maa være foregaaet ganske tidlig i 1525 og en Stund for samme Aars 28de Februar^[34]. Han siger sig selv at være „af verdige Fader, Biskop Anders Mus, kaaren og af hans ærlige Kapitel endrægtigen samtykket til Biskop og Formand over Oslos Biskopsdømme;“ og dette siger han i et Brev, udstedt af ham i Throndhjem den 9de Marts 1525, i hvilket han kundgjør, at da han af flere Aarsager ikke kan saa hastig komme til sin Herre Kong Fredrik og faa hans Stadfæstelse og Samtykke paa Oslo Biskopsstol, saa har han paa sin gode Tro lovet Erkebiskop Olaf at ville være Kong Fredrik og Norges Rige huld og tro^[35]. Hans Reff havde kort for sit Valg været hos Kong Fredrik^[36], og dennes Stadfæstelse er vistnok ikke længe udebleven. Anders Mus, der vedblev at kalde sig: „med Guds Naade Biskop i Oslo“, holdt sig siden rolig, skjønt han i flere Aar overlevede sin Frasigelse. Endnu den 7de Januar 1531 finder man ham i et Slags geistlig Virksomhed i sit fordums Biskopsdømme^[37]. I 1532 nævnes han flere Gange som Deeltager i Raadsforhandlinger; men fra den Tid omtales han, saavidt bekjendt, ikke mere.

Ogsaa Hole Biskopsstøl paa Island blev nu ordentlig besat. Vi have seet, at den islandske Prest Jon Aressøn om Sommeren 1522 af Hole Biskopsdømmes Prester, ifølge Nidaros’s Kapitels Tilladelse, saagodt som enstemmigen valgtes til Hole Biskop; men vi have ogsaa seet, at Biskop Ogmund Paalssøn i Skaalholt arbeidede mod dette Valg, vilde fremdrage en af sig afhængig Prest, Jon Einarssøn, til Biskopsstolen, og i det Hele vilde skalte og valte med dens midlertidige Bestyrelse efter eget Tykke uden at agte de Forholdsregler, som af det nordlandske Presteskab vare tagne. Dette mødte imidlertid hans Anmasselser med en skarp Indsigelse og holdt fast ved sin udvalgte Jon Aressøn^[38].

Saaledes støde Sagerne endnu i 1523. Jon tænkte paa at reise til Norge dette Aar med et tydsk Skib; men Skibet blev ikke færdigt om Høsten og maatte ligge Vinteren over ved Nordlandet, medens en Deel af Mandskabet var hos den udvalgte Biskop paa Hole. Biskop Øgmund besluttede sig imidlertid til at benytte Omstændighederne for at faa Jons Reise ganske forstyrret. Han udstedte et formeligt Forbud mod hans Bortfærd fra Island, og Forbudsbrevet vilde han have Jon Aressøn forkyndt personligen, da han, naar dette skede, ventede, at Jon ikke skulde vove at handle mod Forbudet. Det gik imidlertid uheldigt med Forkyndelsen, idet Jon tre Gange paa en listig Maade – som det fortælles – undveg at modtage den. Derpaa sendte Jon henimod Paaske 1524 en af sine Svende til Skaalholt med Fredsforslag til Øgmund. Nu vilde denne ved en listig Streg overraske sin Modstander. Han lod Jons Sendemand paa det bedste beverte i Paaske-Helligdagene, som om han blot opholdt ham for at faa sit Svar istand; men paa den fjerde Dag Paaske, den 30te Marts, tiltraadte han i al Skynding og Hemmelighed sin Reise til Nordlandet med et talrigt Følge. Sendemanden fik først dette at vide den følgende Morgen, og det medtog Tid, før han fik fat paa sine Heste; alligevel lykkedes det ham at ride Øgmund forbi og ad Gjenvei naa Hole før Biskoppen. Tydskerne vare alt komne til sit Skib, og da nu Jon fik Varsel om Biskop Øgmunds Komme, red han øieblikkelig fra Hole og tog ligeledes Veien til Skibet. Øgmund var ham lige i Hælene med tre hundrede Mand, men indhentede ham ikke. Øgmund udstedte nu Forbud til Tydskerne mod at flytte Jon til Norge og truede dem med Overlast, hvis de ei adlød. Tydskerne imidlertid, som vare seilfærdige, svarede blot, at de skulde møde Biskoppens Angreb. Heraf blev dog intet. Derimod skal det have lykkets Jon Aressøn før sin Afreise ved en tro Klerk at faa oplæst et Stevningsbrev for Øgmund, medens denne opholdt sig paa Hole, hvorved han stevnedes for Erkebiskoppen; og det lykkedes ikke engang Øgmund at faa Fingre paa den dristige Klerk, der lykkelig undkom. Det tydske Skib gik nu til Søs, drev først hen under Grønland og maatte derfra søge tilbage til Husavik paa Islands Nordkyst. Men her blev det provianteret, gik igjen til Havs og naaede nu uden videre Uheld Norge.

Biskop Øgmund blev siddende paa Hole ud paa Vaaren og skikkede nu Biskopsstolen efter sin Villie. Den 6te Juni 1524 holdt han et almindeligt nordlandsk Prestemøde paa Videvold i Skagafjorden og tvang her de nordlandske Prester til at gjenkalde deres Valg paa Jon Aressøn og derimod vælge den for nævnte, af Ogmund foreslagne, Jon Einarssøn. Kun to Prester lode sig ikke tvinge, uagtet Biskoppens Mænd mishandlede dem paa det voldsomste. Øgmund sendte derpaa Jon Einarssøn til Norge med dette Valg og med alle sine Anklager imod Jon Aressøn.

Ved begge de Valgtes Komme til Norge havde Nidaros’s Kirke faaet sin Erkebiskop i Olaf Engelbrektssøn, og under hans Dom kom den hele Valgsag, hvad enten nu dette er skeet i Nidaros eller i Bergen, under eller strax før Raadsmødet der. Biskop Øgmunds Beskyldninger mod Jon Aressøn lykkedes det denne fuldkommen at gjendrive. Deriblandt var ogsaa den, at Jon skyldtes for at have bestjaalet Hole Kirke for alt dens Sølv og ført det bort med sig. Jon fremlagde formeligt Vidnesbyrd af tvende Prester for, at det var nedgravet og gjemt i Kirken. Jon Aressøn synes i det Hele at have gjort et godt Indtryk paa Erkebiskoppen og sine øvrige Dommere; og derfor, skjønt man erkjendte, at Jon Einarssøn for Lærdoms Skyld var bedre skikket til Biskop, lod man dog Nordlændingernes første Valg paa Jon Aressøn blive ved Kraft, i det man saa gjennem Fingre med hans Mangel paa Lærdom og især Øvelse i det latinske Sprog. Hans Ukyndighed i Latinen maa ogsaa have været paafaldende, hvis den gamle Fortælling er sand, at han ved sin Indvielse ikke engang selv kunde give de tilhørende Svar paa dette Sprog, men Presten Olaf Hjaltessøn, der ledsagede ham, maatte svare til Erkebiskoppens Spørgsmaal. Det fortælles ogsaa, at, da han efter fuldbragt Vielse gik fra Erkebiskoppen, faldt Biskopshuen af ham, hvilket baade han selv og Andre skulle have udtydet som et ondt Forvarsel for hans Biskopsdømmes ulykkelige Ende. Han var 40 Aar gammel, da han modtog sin Indvielse, maaskee til samme Tid som Hans Mule. Han deeltog som indviet Biskop i Raadsmødet i Bergen og var som saadan med at udstede de ovennævnte Breve af 23de August og 2den September 1524^[39]. Det bemærkes om ham, at han, saalangt fra at bære noget Nag til sin Medbeiler Jon Einarssøn, tvertimod stedse vedligeholdt et oprigtigt Venskab med denne. I det følgende Aar 1525 kom Jon Aressøn tilbage til Island og indtog sit Sæde^[40].

Vi have seet, hvorledes den norske Kirkes Styrelse efter Kristian II’s Flugt i 1523 ordnede sig ved de ledige Biskopsstoles Besættelse. Vi maa nu ogsaa omtale, hvorledes den verdslige Statsstyrelse efterhaanden ordnede sig fra den saagodtsom fuldkommen opløste Tilstand, hvori den befandt sig ved samme Tid, og hvilken vi ovenfor have antydet.

Da Norge berøvedes sin lovlige Konge paa en Tid da Nidaros’s Erkestol stod tom, savnedes den Person, der efter gammel Lov og Vedtægt skulde, i Kongedømmets Ledighed, optræde som Kongens selvskrevne Vikarius, som den norske Styrelses Hoved, indtil en ny Konge lovligen var antagen. I denne Rigets hovedløse Stilling var det nødvendigt, at et eller andet Raadsmedlem maatte uopfordret træde frem i den manglende Erkebiskops Sted, samle Raadet og see til at saa et Slags Rigsstyrelse i Gang. En Stund har man ganske naturlig ventet en eller anden Bestemmelse angaaende Rigsstyrelsen fra den bortdragne Kong Kristian, der havde efterladt sine Embedsmænd paa tvende af Rigets vigtigste Slotte, nemlig Jørgen Hanssøn paa Bergens Kongsgaard og Hans Mule paa Akershus. Men ingen kongelig Bestemmelse kom; og de ovennævnte Embedsmænd havde ingen lovlig Fuldmagt for det Tilfælde, som nu var indtruffet, nemlig at Kongen havde fjærnet sig fra sine Riger, og de tvende af disse havde formeligen opsagt ham Lydighed og hver for sig valgt en ny Konge. Hine Embedsmænd følte sig desuden usikkre i sin Stilling, og den ene af dem, Jørgen Hanssøn, reiste endog efter sin Herre til Nederlandene, og overdrog midlertidig Bergens Slot til en Anden, nemlig til den føromtalte Hans Knutssøn, Dekanus i Bergens Kapitel, hvilken, som vi have seet, Kristian ønskede til Bergens Biskop, og følgelig ansaa for en tro og hengiven Mand. Under disse Omstændigheder kunde et meer afgjørende Skridt ei længer udsættes. Ingen var nu nærmere til at gjøre Begyndelsen end den af Norges verdslige Stormænd, der i Raadet stod Erkebiskoppen og Biskopperne næst i Verdighed, – og det var Hr. Nils Henrikssøn, Ridder allerede i 1489^[41] og for Tiden Kongens Hovmester i Norge. Denne var uomtvistelig dengang Norges rigeste og mest anseede Stormand. Han synes vel hverken at have eiet Dristighed eller Ærgjerrighed nok til at optræde som sit Fædrenelands Befrier, eller engang som en vel skikket Partihøvding; men paa ham hvilede udentvivl fortrinsvis Almenhedens Øie, og Thrønderne, blandt hvilke han var Lensmand og havde sit Hovedsæde paa Østeraat Gaard, have ganske vist gjort Sit til at støde ham frem. Med ham forenede sig den, som det lader, paa Oplandene mest indflydelsesrige Stormand, Ridderen Hr. Olaf Galle, ogsaa en indfødt Nordmand og siden længere Tid Medlem af Raadet. Disse to, og, som det heder, „Nogle med dem“, hvilket vel vil sige nogle flere Medlemmer af det norske Raad, traadte da sammen, uvist forresten naar og hvor, og besluttede, at Nils Henrikssøn skulde fordre sig opgiven Kongsgaarden i Bergen og overtage Styrelsen af det Nordenfjældske (Nordlandene), Olaf Galle derimod fordre Akershus og overtage det Søndenfjældske (Sønderlandene) „Norges Rige til Bedste, indtil de fik en anden Herre og Konge for sig igjen her i Riget“.

Dette Skridt var, som let sees, nødvendigt og fuldkommen lovligt. Thi forladt af sin Konge, kunde Norge, efter sin dagjældende Statsforfatning, ingen anden øverste Statsmagt erkjende end det norske Raad. Men da den fattede Beslutning skulde gjennemdrives, mødte strax Vanskeligheder. Da Olaf Galle krævede Akershus, negtede Electus til Oslo, Hans Mule, i Egenskab af Kong Kristians Mand og Tjener at opgive ham Slottet. Det kom til en aaben Feide mellem ham og Olaf Galle, i hvilken denne sidstes Gaard paa Hedemarken blev ranet og brændt, og han selv af Hans Mules Magt fortrængt til Sverige og forfulgt ind i dette Rige, hvor han bad om Hjælp mod Kong Kristians Tilhang^[42]. Ikke bedre gik det Nils Henrikssøn med Bergens Kongsgaard, hvilken Hans Knutssøn vegrede sig for at opgive, og som det lykkedes ham at holde ligetil henimod Enden af 1523^[43].

Uden at det saaledes oprindelig synes at have været Nils Henrikssøns og Olaf Galles Hensigt at træde i afgjort Opstand mod Kong Kristian, fik dog deres Foretagende udseendet af at gaa i denne Retning, derved at de nødtes til at bruge væbnet Magt mod Kristians Mænd og Tilhængere for at opretholde det norske Raads lovlige Myndighed. Men intet kunde være kjærkomnere for Kong Fredrik af Danmark og det danske Rigsraad end den Forvirring i Begreberne og den indre Røre, som herved opstod i Norge. Fredrik havde nemlig foresat sig at berøve sin Brodersøn den norske Krone ligesaavel som den danske; og i det danske Rigsraad var beredt paa at gjøre alt for at vedligeholde Forbindelsen mellem Danmark og Norge, og for at vinde det Herredømme i sidstnævnte Rige, hvortil det med saa stort Held havde lagt Grundvolden under de oldenborgske Kongers Styrelse. Baade Konge og Raad havde ogsaa allerede begyndt at drive sit Spil for dette Øiemed, og den Mand, de først og fremst udsaa til sit Redskab heri, var den os fra for af noksom bekjendte Hr. Henrik Krummedike.

Denne ganske vist djærve og dygtige, men, som det lader, lidet redelige Mand havde, lige siden kort efter Knut Alfssøns Drab, været uden nogen fremtrædende høiere Virksomhed i Norge, og holdt for det meste til i Danmark. Men sit meget arvede og kjøbte Jordegods i hint Rige ejede han endnu, og om han end under Kristian II, i det mindste for en Tid, havde mistet sine Len der, saa havde han dog af samme Konge faaet Løfte om at faa dem igjen, da han ganske kort før Kongens Bortreise, som saa mange andre danske Adelsmænd, svor ham en fornyet Troskabs Ed. Strax efter, endnu for Kristians Flugt, opsagde han imidlertid ligefuldt den 7de April denne, gik over til Fredrik og hyldede ham; og ikke længe efter begyndte Kongen at nytte hans Tjeneste i de norske Anliggender.

Allerede i Mai Maaned 1523 finder man, at Hr. Henrik er optraadt som et Slags Statholder eller Befalingsmand paa Fredriks Vegne over det søndenfjældske Norge^[44], – paa en Tid altsaa, da der intet Skridt var gjort fra norsk Side til at opsige Kong Kristian, langt mindre til at vælge Fredrik. Men hans egentlige Virksomhed i Norge synes dog især at have begyndt, efterat han i Slutningen af Juli og Begyndelsen af August havde været samlet med Kong Fredrik paa Herredagen i Roskilde, hvor han som Medlem af Danmarks Rigsraad deeltog i Udstædelsen af Kongens danske Haandfæstning den 3die August^[45]. Hans mange Forbindelser fra ældre Tider i den sydlige Deel af Norge have udentvivl mægtig hjulpet ham i hans Bestræbelser for at skaffe Fredriks Sag Fremgang, og Fredrik har vistnok allerede været sikker paa at finde Tilhængere i Norge, da han den 5te August 1523 fra Roskilde udstedte sin Opfordring til Nordmændene, at antage ham til Konge istedetfor Kong Kristian, som saa ukristeligen, umildt og uretfærdigen havde behandlet baade de Norske og Danske, samt at opretholde den Forening med Danmark, som var indgaaet i Dronning Margretas Tid, og ikke uden stor Skade kunde hæves. Opfordringen var naturligvis forresten opfyldt med de herligste Løfter^[46]. At Fredrik paa denne Maade søgte at vinde Stemmer for sit Valg til Norges Konge, faar staa ved sit Verd. Men naar han til samme Tid, den 9de August, modtog Hyldingsed af tvende Mænd paa de norske Hisingboeres Vegne^[47], og ikke længe efter, den 2den September, forlenede Væbneren Hans Erikssøn med det norske Slot Baahus^[48], – saa var dette aabenbar Anmasselse fra hans Side, der lidet passede med hans samtidige Henvendelse til Nordmændene om at blive ved deres fri Valg antagen til Norges Konge, og med de gyldne Løfter om Opretholdelsen af Norges Lov og Friheder, som han med det samme udstrøde. Ligesaalidet ærlig var hans Fuldmægtiges, Henrik Krummedikes, Fremfærd, naar denne henvendte sig til de søndenfjældske Stormænd og Bygdemenigheder enkeltvis og lokkede dem til at hylde Fredrik. At Hr. Henrik har havt en Haand med i Hans Mules Overgang til Fredrik i Oktober 1523, kan man saa meget mindre omtvivle, som man kort efter, i December samme Aar og senere, seer ham være Mellemmand ved Hans Mules Opgivelse af Akershus^[49]. Ligesaalidet kan man tvivle om, at det var ham, der bragte et venligt Forlig istand mellem samme Hans Mule og den til Sverige fortrængte Hr. Olaf Galle, som, idet han nu vendte tilbage til Norge, rimeligvis midlertidig opgav sit Krav paa Akershus Slot og paa Styrelsen af det Søndenfjældske^[50]. Til samme Tid fik Henrik overtalt Biskop Magnus af Hamar og Gaute Galle, Olafs Broder, til at sende Kong Fredrik Hyldingsbreve^[51]. Ogsaa med Almuen paa Hedemarken underhandlede han, idet han benyttede sig af den Forvirring og Skræk, som Fiendtlighederne mellem Hans Mule og Olaf Galle havde afstedkommet i disse Egne, og forestilte den i sine Breve, at han nu var ifærd med at thinge Landet under Kong Fredrik og af denne havde Fuldmagt til at skifte Lov og .Det Søndenfjælds. Bønderne paa Hedemarken opfordrede endogsaa Hr. Henrik i Brev af 4de November 1523 til selv at indfinde sig hos dem, da de vilde foranstalte Akers-Thing afholdt, til hvilket Bønderne vilde møde ligefra Dovrefjæld^[52]. Men alle disse Hr. Henriks lidet ærlige og lidet lovlige Forhandlinger vare alle til Kong Fredriks og det danske Rigsraads Gavn; og det var derfor intet Under, at ligesaavel dette Raad som Kongen og hans Søn Hertug Kristian overøste Hr. Henrik med Taksigelser for hvad han havde gjort for dem i Norge^[53].

Det synes fremlyse af hele Henrik Krummedikes Ferd under denne Virksomhed, at hans Tanke var, at bringe Norge under Kong Fredrik og det danske Rigsraad, uden at der levnedes dets eget Raad nogen selvstændig styrende Myndighed. Denne Underhandlen enkeltvis med de mest formaaende Stormænd, medens han forbigik Norges Raad som Enhed og Statsmagt, eller lod som om det slet ikke var til, maatte jo efter al Sandsynlighed sluttelig lede til hint Maal, hvilket man forresten allerede havde nærmet sig ved den Skjelnen mellem Raadet Nordenfjælds og Raadet Søndenfjælds, og ved den selvstændige Optræden af hvert især af disse, hvilken spores at være bleven meer og meer almindelig i den senere Tid. Men var dette end Henrik Krummedikes Plan, og stemmede det end med hvad Fredrik og det danske Rigsraad selv fortrinsvis ønskede, – saa lykkedes det dog ikke dennegang at drive det igjennem. Og den væsentligste Aarsag hertil var udentvivl den, at Henrik Krummedike ikke var Fredriks eneste Haandlanger i Norge, men at en Anden, maaskee endnu dygtigere optraadte i samme Egenskab ved hans Side med andre Grundsætninger og andre Planer, hvilke desuden de daværende Forhold i Norge kunne siges i visse Maader meer at have begunstiget end Henrik Krummedikes.

Denne Mand, der fra nu af i en tolv Aars Tid spillede den vigtigste Rolle i Norge og havde en afgjørende Indflydelse paa dets Skjebne, var Ridder Vincentius Vincenssøn Lunge, en dansk Adelsmand af store Egenskaber: veltalende, kløgtig, kundskabsrig, forretsningsdygtig og djærv. Han havde studeret ved fremmede Universiteter og var Doktor saavel i Filosofi som i den geistlige og verdslige Ret. Han havde i 1521 været udnævnt til Professor i Lovkyndigheden ved Kjøbenhavns Universitet og var i samme Aar valgt til dets Rektor. Han forlod dog snart den lærde Bane og blev i 1522 forlenet med Krogen af Kristian II. Det gik ham som Henrik Krummedike: han svor Kristian en fornyet Troskabsed, men gik desuagtet strax efter over til Fredrik. Han var som Ridder og Medlem af Danmarks Riges Raad om Sommeren 1523 nærværende paa Herredagen i Roskilde og nævnes blandt de Raadsmedlemmer, der udstædte Fredriks danske Haandfæstning den 3die August. Der har han rimeligvis modtaget Kongens Befaling at drage til det nordensjældske Norge med den ovennævnte Opfordring af 5te August, og træde i Underhandlinger med Raad og Folk i den Deel af Norge. Hans Afsendelse til det Nordenfjældske har saaledes efter al Sandsynlighed været omtrent samtidig med Begyndelsen af Henrik Krummedikes egentlige Virksomhed i det Søndenfjældske; men man seer ikke saa hastig Sporene af Vincentius’s Færd, som af Henriks.

Vi finde Vincentius i Bergen mod Slutningen af Aaret 1523. Hofmesteren Hr. Nils Henrikssøn samt Biskopperne Hoskold af Stavanger og Olaf af Bergen stode just paa den Tid i de ivrigste Underhandlinger med Dekanus Hans Knutssøn, hvem, som ovenfor er fortalt, Jørgen Hanssøn havde overdraget Bergens Kongsgaard paa Kong Kristians Vegne i sin egen Fraværelse. Skjønt Hans Knutssøn ikke havde Magt nok til at fyldestgjøre de Fordringer, der med Rette kunde gjøres paa ham som kongelig Befalingsmand, og skjønt han fra Tydskernes Side paa Bryggen truedes med et Angreb, hvilket han vilde have ondt for at modstaa, da hans Mænd vare faa og Kongsgaarden endnu var høist ufuldkomment befæstet, saa fandt han og hans Mænd det dog længe uoverensstemmende med sin Ære at opgive Gaarden. Endnu den 25de November, paa et da afholdt Møde, afslog han dette, og først den 5te Dag Jul, den 29de December, opgav han Kongsgaarden paa hæderlige Vilkaar.

Meningen var, som vi have seet, at Hr. Nils Henrikssøn skulde overtage Befalingen paa Bergens Kongsgaard; men han laa under Forhandlingerne den 25de November paa Sygesengen, og han døde inden Opgivelsen fandt Sted. Han efterlod ingen egtefødt Søn; kun en uegtefødt, Henrik Nilssøn, der i 1518 blev indskreven ved Universitetet i Rostok, og siden, i 1524, med pavelig Dispensation med Hensyn til Mangelen ved hans Fødsel, indført i den geistlige Stand^[54] og længe levede som Kannik i Nidaros. Med sin Hustru, den raske og driftige Fru Ingerd Ottesdatter Rømer, efterlod han sig derimod fem Døttre, hvilke alle efterhaanden bleve gifte med danske Stormænd^[55]. Med den ældste af disse, Margreta, var den til (Norge nys ankomne Vincentius Lunge netop bleven gift, og Hr. Nils overdrog ham paa sin Dødsseng Formynderskabet for sine øvrige Døttre. Derved blev denne Stormand indgiftet i Norge og saaledes ifølge hundredaarig Vedtægt at betragte lige med født Nordmand, hvem intet stod i Veien for at optages i Norges Raad og forlenes med norske Slotte. Til ham overdrog nu den 29de December Biskopperne Hoskold og Olaf Bergens Kongsgaard, da de Ingen vidste, heder det, der bedre kunde forsvare Almuen mod Uret og Overvold, og „da han vilde være en god, tro norsk Mand, byggendes og boendes hos dem“. Han forpligtede sig til at holde Kongsgaarden „til Norges Krone og den høibaarne Fyrste og Herre, som Gud har forseet og undt, Konge over Danmarks og Norges Rige skal være“^[56]. Saaledes blev da, ved et Sammenstød af flere heldige Omstændigheder, Vincentius Lunge lige ved sin Optræden i Norge ikke alene Hoved for Rigets anseligste og rigeste Æt, men ogsaa Høvedsmand for et af dets fornemste Slotte, hvilket Embede i den senere Tid den verdslige Overbestyrelse af saagodt som hele det Nordenfjældske havde fulgt, og fremdeles skulde følge efter den Bestemmelse, der var gjort for Nils Henrikssøn, i hvis Sted Svigersønnen nu i alle Henseender indtraadte. Og Hr. Vincentius kunde neppe siges at have ulovligen anmasset sig denne ophøiede Stilling, hvilket man kunde sige om Henrik Krummedike og hans Statholderskab Søndenfjælds. Thi Befalingen over Bergens Kongsgaard var Hr. Vincentius formeligen overdragen af de tvende Biskopper, der for Øieblikket, da den 3die Mand i dette Styrelsesraad var død, kunde ansees for det nordenfjældske Norges lovlige midlertidige Styrelse, og for at repræsentere det norske Rigsraad i den Deel af Landet. Hr. Henrik derimod støttede sin Myndighed ene og alene til Fuldmagt af en Konge, som endnu .ikke vedkom Norge, og forresten til enkelte søndenfjældske Raadsmedlemmers og enkelte Bygdemenigheders Indrømmelse, hvilke hverken kunde siges at repræsentere det søndenfjældske Raad eller den hele søndenfjældske Almue.

Vincentius Lunge havde i hin sin Stilling til Norges Rige unegtelig et stort Fortrin for Henrik Krummedike. Det synes han ogsaa selv at have følt ligesaavel som sin større Uafhængighed af Kong Fredrik; og det Ene med det Andet har aabenbare bestemt hans følgende politiske Handlemaade. Han vilde Norges Forening med Danmark under samme Konge, men han vilde ingenlunde dets Underkastelse under Danmarks Rigsraad, eller de tvende Rigers Raads Sammensmeltning, hvorved naturligvis det norske vilde gaa op og forsvinde i det langt talrigere og mægtigere danske; tvertimod vilde han Norges Selvstændighed under et eget norsk Raad, der skulde være det danske fuldkommen sideordnet. At ogsaa en saadan Statsordning stemmede bedst baade med Hr. Vincentius’s Fordeel og med hans ærgjerrige Stolthed, er ikke vanskeligt at indsee. Han var i en Hast bleven den Rigeste og Mægtigste blandt det nordenfjældske Norges, ja man tør vel næsten sige blandt hele Norges, Stormænd, han havde derimod, saavidt vides, ikke særdeles store Ejendomme eller Forleninger i Danmark, skjønt han, som vi have seet, var Medlem af dette Riges Raad^[57]; – videre var det norske Raad faatalligt, det havde af verdslige Medlemmer, især af virkelige Nordmænd, neppe een eneste høit begavet eller fremragende Personlighed i sin Midte, og hvad dets geistlige Medlemmer, Biskopperne, angik, saa var heller ikke nogen af dem provet i politisk Dygtighed, ligesom vel for Vincentius’s Øie allerede Hierarchiet ravede mod sin Undergang; – endelig forekom ganske vist den norske Almue, Norges Bønder, den fordomsfulde, adelsstolte danske Ridder, at være en saa ubetydelig Størrelse, at ingen Modstand af dens Ønsker eller Villie var at frygte, helst da jo virkelig allerede siden længe dens Magt var splittet og brudt og dens Røst forstummet. Kunde han nu under disse Omstændigheder danne af Norges Raad en nogenlunde fast sammentrængt oligarchisk Statsmagt, selvstændig baade mod oven og mod neden, og kunde han saa dernæst selv, ved Hjælp af sine overlegne Egenskaber, blive Sjælen i denne Statsmagt, hvortil der var de bedste Udsigter, – saa var jo i Norge den videste Mark aabnet for hans Ærgjerrighed og Herskelyst.

Det er forresten med alt dette slet ikke sandsynligt, at Vincentius Lunge følte noget varmt for Norges egentlige folkelige Selvstændighed; hans egen Ophøielse og Magt synes nærmest at have staaet ham for Øie, og en inderlig Tilslutning til det norske Folk spores ikke at være kommen ham i Tanke. Med en Datidens dansk Herremands hele Adelsstolthed saa han vist ned ikke alene paa Norges Bønder, men ogsaa paa dets faa norskættede Stormænd, hvilke vel i hans Mening ikke vare stort bedre end Bønder; og det er rimeligt, at han allerhelst skulde have seet det hele norske Raad besat med indgiftede eller indvalgte danske Adelsmænd, naar han kun selv kunde være den første i denne herskende Klasse, og afskjære den fra al Underdanighed under det danske Rigsraad.

Vi see, at Vincentius Lunge og Henrik Krummedike arbeidede i tvende hinanden temmelig modsatte Retninger, skjønt begge arbeidede for Kong Fredriks Sag. At en Spending mellem disse to Mænd heraf maatte udvikle sig, var saagodt som uundgaaeligt, og Norge kunde ved Begyndelsen af 1524 siges paa en Maade at have deelt sig mellem dem.

Nu kom om Vaaren 1524 Erkebiskop Olaf Engelbrektssøn med fuld Metropolitanmyndighed tilbage til Norge^[58], og Riget havde nu i ham sit lovlige vikarierende Overhoved under Kongedømmets Ledighed. Han var nu den, hvem det tilkom at optræde som det norske Raads Formand, at samle det om sig og søge at bringe det til en endrægtig Beslutning.

Et Raadsmøde kom nu, som allerede ovenfor berørt, istand i Bergen i August Maaned 1524. Her samledes med Erkebiskoppen Norges ældre Biskopper, Hoskold af Stavanger, Magnus af Hamar og Olaf af Bergen, desuden Hans Mule af Oslo, som nu rimeligvis modtog sin Vielse, og den ligeledes nyviede Jan Aressøn af Hole, i alt følgelig sex Biskoper af den norske Kirke, – samt af de verdslige Stormænd: Ridderne Vincentius Lunge, Olaf Galle, Gaute Galle, Jachim Gris, og Væbnerne eller Svendene Erik Ugerup, Olaf Bagge, Erik Erikssøn og Jørgen Krukow, i alt otte Verdslige. Det Søndenfjældske var følgelig repræsenteret ligesaavel som det Nordenfjældske, men Henrik Krummedike var ikke tilstede, udentvivl fordi Erkebiskoppen ikke har villet erkjende ham for Medlem af det norske Rigsraad, og heri har havt Hr. Vincentius paa sin Side. Forresten var en Raadsforsamling af fjorten Personer, efter hvad der i Norge i senere Tider var det Almindelige, at regne ser temmelig talrig.

Et af Raadets første Foretagender var formelig at opsige Kong Kristian Lydighed. Dette skede den 5te August 1524^[59]. Med Hensyn til hans Eftermand i Norges Kongedømme var der, saavidt man ved, ikke Tale om nogen anden end Kong Fredrik af Danmark. Men den Mening gjære sig derhos gjældende, at hans Antagelse skulde betragtes som et frit Valg uden Hensyn til Arveret, og at hans Kongedømme skulde indskrænkes ved en egen Haandfæstning for Norges Vedkommende, hvorved da Norge skulde fmemtræde som et selvstændigt, Danmark fuldkommen sideordnet Rige. At Vincentius Lunge har været Hovedmand ved denne Haandfæstnings Affattelse, og at det er hans Styrelsesgrundsætninger i det Verdslige, som igjennem den fortrinsvis udtale sig, er der stor Grund til at tro. Det var ogsaa Vincentius, hvem det blev fortroet at forelægge Kong Fredrik det af Raadet vedtagne Udkast og modtage hans Tiltrædelse til og Stadfæstelse av samme. Imidlertid er det ogsaa klart, at Erkebiskoppen og Biskopperne have havt en virksom Haand med i Arbeidet, og at mangen Bestemmelse skriver sig fra dem. Hvad Tid Raadet er blevet færdig med Udkastet til Haandfæstningen, vides ikke; men man seer, at det er forblevet samlet, og at ogsaa Vincentius har deeltaget i dets Forhandlinger en Stund ind i September Maaned.

Raadet viste den fiendtligste Stemning mod Henrik Krummedike og fulgte heri udentvivl Hr. Vincentius's og maaske ogsaa Erkebiskoppens Vink. Et Brev til Kongen, udfærdiget i Bergen den 23de August i Raadets Navn, vidner herom. Det er en formelig Klage mod Hr. Henrik og en Udvisning ikke alene af Rigets Raad, men hvad meer er, af selve Norges Land. I Kong Hans's og Kong Kristians Tid – heder det – havde Hr. Henrik Krummedike stor Magt, Befaling og Forlening i Norge, hvori han dog opførte sig uredelig og utilbørlig baade mod Rigets aandelige og verdslige Herrer og mod den fattige Almue, saa Ingen ham stort takker eller agter. Han havde ti Len i Riget, af hvilke han gjorde dette ringe eller ingen Tjeneste og Afgift, og dog, ikke fornøiet hermed, fordrede han dagligen mere sig til Gavn, men Rigets Indbyggere til Besværing og Tvang i alle Maader. Derfor har Raadet nu taget fra ham alle hans Len og overdraget dem til Andre, der haabes at skulle vise sig Kongen og Riget troere; og Raadet lader derhos i Ydmyghed Kongen vide, at det efter denne Dag aldeles ikke vil have Hr. Henrik i sin Midte, og ei heller have ham boende eller opholdende sig i Riget. Dets Bøn og Begjæring er, at Kongen saaledes vil ordne denne Sag, at Raadet og Rigets Indbyggere ikke herefter skal skee nogen Overlast eller Skade af ham, da man ellers med Tiden nødes at komme til yderligere Handling med ham derom^[60]. – Stilen i dette bittre og myndige Brev røber Hr. Vincentius som Sammensætteren.

Samme Dag udstedte Raadet, dog uden Olaf Galles Deltagelse, et andet Brev, hvori det gav en Fremstilling af Nils Henrikssøns og især Olaf Galles Foretagender i forrige Aar, om dennes Strid med Hans Mule, hvilken dog var bleven venligen forligt, da sidstnævnte var gangen Kong Fredrik til Haande. Siden havde Hr. Olaf, som altid tilforn, vist sig „Norges Krone en tro indfødt Mand“, hvilket man er forvisset om, at han ogsaa for Fremtiden vil vedblive at være. Det er derfor Raadets Bøn til Kongen, at han vil forlene Hr. Olaf Galle med Akershus Slot og Len, hvilket Raadet, i Fortrøstning til Kongens Samtykke, har lovet og tilsagt ham, „efterdi han er en duelig, nyttig indfødt Rigets Ædling, som Riget i alle Maader vel trænger til“^[61].

Den 2den September vare alle de ovenfor nævnte Raadsmedlemmer tilsammen i Bergen, da de paa denne Dag fældte Dont i en Arvesag^[62]; og endnu den 7de September maa Raadet have været samlet der, da det paa denne Dag udfærdigede en Skrivelse til Kong Gustav i Sverige angaaende Vikens, eller den nordlige Deel af Baahuslens, Tilbagegivelse til Norge, hvilket Landskab Svenskerne i Begyndelsen af 1523 havde besat^[63]. En af dets Forretninger paa nærværende Møde maa forresten ogsaa have været at indvilge en Skat til Kong Fredrik^[64].

Naar Raadsmødet har opløst sig, vide vi ikke; men før dette er skeet, har ganske vist ikke Vincentius Lunge givet sig paa Veien til Kong Fredrik med Haandfæstningen og med Klagebrevet mod Henrik Krummedike. Han fandt Kongen i Ribe og overgav ham her begge Dele. At Haandfæstningen har fuldkommen opfyldt Kongens Ønske og Haab, derom har man al Aarsag at tvivle; men paa den ene Side stod den myndige Hr. Vincentius som dens dygtige Talsmand, og paa den anden Side stod den afsatte Kong Kristian endnu som en frygtelig og truende Fiende. Fredrik havde i Grunden intet Valg. Haandfæstningen blev ham udentvivl forelagt færdigskreven paa Pergament og forsynet med tolv Raadsmedlemmers Segl, og Kong Fredrik vedtog og stadfæstede den paa Ribehus den 24de November 1524 ved ogsaa at fæste sit Kongesegl under i Spidsen for Raadsmedlemmernes.

Mange Artikler i Fredriks norske Haandfæstning ere laante af hans danske; mange ere Gjentagelser fra ældre Haandfæstninger især Kong Hans’s og Kristian II’s; men nogle ere ogsaa nye og eiendommelige. De som vi her fortrinsvis ville paapege, deels for deres Eiendommelighed deels for deres Sammenhæng med Kirken, ere følgende:

Kongen skal elske Gud, styrke og forsvare den hellige Kirke og dens Tjenere samt verge om dens Privilegier og Friheder.

Han skal aldrig tilstede Kjættere, Luthers Disciple eller andre, at prædike eller lære, lønligen eller aabenbare, imod Gud, den hellige Kirkes Tro, Paven og den romerske Kirke; men hvor saadanne Kjættere findes i Norge vil han lade dem straffe paa Liv og Gods.

Han skal holde Norges Riges Indbyggere ved St. Olafs og Norges Riges Lov og Landets gamle gode Sedvaner.

Han skal, med Rigets Raads Hjælp, forhindre, at nogen Sag, aandelig eller verdslig, drages eller indkaldes til Rom, førend den først er behandlet for Rigets Prælater efter Rigets Privilegier.

Hver Biskop og Prælat skal og maa bruge den hellige Kirkes Ret og Jurisdiction saa frit, som de fra Arilds Tid have nydt og brugt den.

Kongen skal hjælpe Erkebiskoppen, Biskopper og Prælater, Riddere og Riddersmændsmænd, Norges Riges Raad, af Kronens Len, saaledes at de ikke skulle besøge Herredag og bære anden Rigets Tyngde ganske paa egen Kost og Tæring; „thi deres Gods er ikke frit med kongelig Rente (skattefrit til Kronen) som i Danmark“.

Prælater og Domherrer (Kanniker, Chorsbrødre) i Norge skulle nyde fri Valgret efter Kirkeloven, at kaare Erkebiskop, Biskopper, og Prælater, undtagen til de Prælaturer og Præbender, hvortil Kongedømmet har Patronatsret.

Har Kongen Tiltale til nogen Biskop, Prælat eller anden Klerk, da skal han tiltale ham for hans tilbørlige Dommer,i hvad Sag det er, undtagen den angaar Jordedele, Kjøbstadgods eller andre aldeles verdslige Sager, hvilke bør behandles for verdslige Dommere.

Tiltale til noget Medlem af Rigets Raad, som gjælder Ære, Liv og Gods, skal skee for det hele Rigsraad.

Kongen skal ikke formene nogen Biskop, Ridder eller Riddersmandsmand at befæste sin Gaard i Norge sig selv og Riget til Gavn.

Kongen skal ikke skrive eller kalde sig ret Arving til Norge efter denne Dag.

Kongen skal modtage alle Slotslove i Norges Rige af Norges Riges Raad og forpligter sig til at overdrage dem til samme Riges Ædlinge, indfødte og indgiftede gode Mænd, at holde dem til Kongens Haand, og til Erkebiskoppen af Throndhjems og Norges Raads Haand, efter Kongens Død.

Da Norges Rige er et frit Valgrige, skal Kongen ikke forlange af Rigets Raad eller dets Indbyggere, at nogen hans Søn eller nogen Anden i hans Tid skal udvælges til Konge efter ham.

Ingen skal efter denne Dag optages i Norges Riges Raad, uden den, som Kongen med Raadet optager, og da skal han sverge den Ed, som tilhører.

Kongen skal, med Norges Raads og Indbyggeres Hjælp, indløse Orknøerne og Hjetland til Norges Krone, hvilke hans Fader Kong Kristian udsatte uden Norges Riges Raads Samtykke og Villie.

Naar nogen Herredag skal staa, skal Kongen med Brev og vist Bud forkynde det eet eller et halvt Aar forud.

Kongen skal lade sig krone i Norge, i Throndhjem eller andensteds inden Riget, hvor ham og Norges Riges Raad synes bedst og bekvemmeligst at være.

Ingen Kongens Foged eller Embedsmand skal befatte sig med den hellige Kirkes Tiende eller Rente.

Ingen skal i Norge have sit Gods frit med kongelig Rente (skattefrit) Kronen til Skade og Afdrag, uden de Sædegaarde, som Kirken og Ridderskabet have, samt Ytterøen og Grib, som fra gammel Tid have ligget „frit med al kongelig Rente“ under Erkestolen i Throndhjem, og endelig de som Kongen det naadeligen har forundt eller vil forunde, eller som fra Arilds Tid have været fri.

Alle Prester skulle have sine Prestegaarde fri, samt sit eget Folk, som de have i Tjeneste i Prestegaarden, med al kongelig Rettighed indtil Utlægemaal; og skal ingen Prestemand holde nogen utlæg mod Kronens Foged, efterat han er dømt efter Loven.

Kongen skal holde sine Breve ved Magt og ei give Brev imod Brev.

Ældre Privilegier, Norges Prælater, Herrer og Indbyggere vedkommende, ligesom og lignende vedkommende Norges Krone, hvor de findes og kunne bevises, skulle staa ved Magt, nærværende Reces dog uforkrænket.

Kongen forpligter sig til at holde denne Haandfæstning, som han har besvoret og i sin Kroning vil yderligere besverge; og gjør han noget derimod og ei vil lade sig undervise af Norges Raad, da skulle Rigets Indbyggere ei meer være ham „Huldskab, Mandskab, Ed eller tro Tjeneste“ pligtige, men derimod være skyldige til at afverge det^[65].

Vi see lettelig, at der i Haandfæstningen ei alene er sørget for Norges Selvstændighed, som den dengang kunde opfattes, men ogsaa for den norske Kirkes Frihed og Rettigheder. Om det første hovedsagelig skriver sig fra Vincentius Lunge, som dog ganske vist heri kraftigen understøttedes af Erkebiskoppen og de indfødte norske Raadsmedlemmer, saa skriver det sidste sig naturligvis fra Erkebiskoppens og Biskoppernes Opmærksomhed paa Geistlighedens Standsfordele, om hvilke det nu var saa meget nødvendigere at hegne ved den offentlige Ret, som Reformationen fra Tydskland af allerede truende nærmede flg. Hr. Vincentius kan man i denne Deel af Haandfæstningen saa meget mindre ansee for Bestemmelsernes Ophavsmand, som han udentvivl allerede i sit Hjerte var en Tilhænger af Luthers Lære og af Kirkereformationen samt, som senere viste sig, nærede ganske andre Grundsætninger med Hensyn til Kirkestyrelsen, end de som Haandfæstningen udtaler. Forøvrigt savner man i den norske Haandfæstning to mærkelige Artikler Kirken vedkommende, der findes i den danske, nemlig den ene, at Kongen i Regelen ei skal tilstede Nogens Valg til Biskopsdømme i Danmark, uden han der er „indfødt af Riddere og Svende“ (d. e. uden han er indfødt dansk Adelsmand), – og den anden, at Kongen ei skal udnævne, præsentere eller tilstede nogen Udlænding til Prælatdømme, Kirke eller Kirkelen i Danmark, ei heller tilstede „nogen Kurtisaner (d. e. pavelige Hofembedsmænd) eller Andre derudover danske Mænd at molestere, som hertil ofte skeet er“. Aarsagen til disse Artiklers Udeladelse ligger øiensynlig deels i Norges Statsforhold, da Landet manglede en talrig Adel, deels i danske Interesser, der gjerne vilde holde Danske Adgangen aaben til norske Kirkeembeder og geistlige Indkomster.

Hvad Klagen mod Hr. Henrik Krummedike angaar, da blev ogsaa den af Hr. Vincentius fremlagt for Kongen. Men Hr. Henrik var selv tilstede, modbeviste den ved en Ed af 24 Riddere og blev frifunden af Kongen. Derved kom han dog ikke tilbage i Besiddelsen af sine Len. Vel skrev Kongen den 2den December 1524 til Erkebiskop Olaf, at det norske Raad ikke heri skulde gjøre Hr. Henrik nogen Hindring. Men Brevet var uden Virkning, og Kongen selv raadede ham strax efter at stille Sagen i Bero indtil Videre. Forholdet mellem ham og Hr. Vincentius blev, som let kan tænkes, ved alt dette værre og ikke bedre. I Virkelighed kom Henrik Krummedike ikke igjen i fuld Besiddelse af sine norske Len før i 1529, hvorom senere skal tales^[66]. Vincentius var endnu paa Krogen Slot (ved Helsingør) den 6te Januar 1525, men inden den 28de Februar var han igjen i Bergen efter velforrettet Erende^[67]. Fredrik I var da nu, og skrev sig siden: udvalgt Konge til Norge. Videre kom han ikke. Han blev aldrig Konge til Norge, da han ikke nogensinde blev kronet der.

1. G. L. Baden, Afhandlinger III. 72–101.
2. See Jørgen Hanssøns Brev til Kristian af 26de Juni 1519, Behrmann II. 89, hvor Brevskriveren til Slutning taler om sine Forhandlinger med Almuen: „Jeg har thinget og ladet thinge med Almuen heromkring og have somme svaret vel og somme ganske ilde som forgiftige Skalke. Mig haabes de skulle faa Skalkeløn. Jeg har begyndt at regjere med nogen af dem, saa de andre begynde allerede at grue for sig; men mig haabes jeg skal vel komme til Pas med dem, saa Eders Naade skal ingen Skade have deraf“.
3. S. o. f. II. 642.
4. Nor. Sml. I. 8.
5. N. Dipl. IlI. 788.
6. Beskrivelsen er nærmest udgangen fra Olafs daværende Kapitelsbroder og senere lutherske Eftermand, Mgr. Geble, der kjendte ham nøie. Norske Sml. I. 3–6.
7. Norske Sml. I. 9.
8. Saml. VI. 64.
9. S. o. f. II. 639.
10. Kapitelets Brev til Kongen N. Dipl. I. 772.
11. Norske Sml. I. 81.
12. N. Dipl. II. 748–749.
13. N. Dipl. II. 777–778, III. 775.
14. S. o. f. II. 633.
15. N. Dipl. I. 773.
16. At det skede i dette Aar siger Biskopsfortegnelsen i Scr. r. D. VI. 617; men at Indvielsen ikke var foregaaet den 12te December 1523, vidner et Brev af 15de Februar det følgende Aar N. Dipl III. 790.
17. N. Dipl. III. 790.
18. Allen, Breve til Kr. II’s og Fredr. I’s Hist. I. 270; Paludan-Müller, Grevens Feide II. 5 Not. De Breve, som hos Allen i et Brev til Erkebiskoppen fra en Kommissionen i Rom af 4de August 1524 nævnes, hvilke vise Erkebiskoppens Ophold i Lybek sabbatho sancto (26de Marts) og i Segeberg den 7de April 1524, bevise intet angaaende Øiemedet af Opholdet paa de nævnte Steder.
19. Scr. r. D. VI. 617.
20. S. o. f. II. 640–641.
21. N. Dipl. III. 788–789.
22. N. Dipl. II. 791.
23. See hans Brev af 14de April 1524. N. Dipl. II. 793.
24. Dan. M. 3die Rekke II. 260.
25. N. Dipl I. 776–777.
26. Sst. I. 775.
27. Sst. I. 793.
28. Sst. I. 776–777.
29. N. Dipl. I. 777, 779.
30. Chron. Skib. Scr. r. D. II. 577.
31. N. Dipl. II. 795–797.
32. Broder af Paal Reff, Kannik i Kjøbenhavn, der besørgede Trykningen af Missale Nidrosiense, s. o. f. II. 631.
33. Langes Klh. 2den Udg. 175. Not. 1.
34. Dette viser sig af et Brev af Vincentius Lunge af denne Dag fra Bergen, hvori han anbefaler Hans Reffs allerede fuldbyrdede Valg til Erkebiskoppens Understøttelse, og omtaler ham, som værende paa Reisen til Erkebiskoppen. Sml. I. 47.
35. N. Dipl. I. 781.
36. Sml. I. 48.
37. N. Dipl. III. 812.
38. S. o. f. II. 646.
39. S. o. f. II. 657.
40. Finn Joh. II. 651–655; Espol. Aarb. þ. 3. Cap. 51–54.
41. N. Dipl II. 703.
42. N. Dipl. I. 777–778.
43. Sml. VI. 64–68.
44. Brev af 21de Mai 1523 omtales han som den, der „har Besaling over menige Norges Rige søndenfjælds paa høibaarne Fyrstes Hertug Fredriks Vegne“. Langes Klh. 1ste Udg. 759.
45. G. L. Badens Afh. III. 72.
46. Sml. VI. 61–63. Det der forekommende Brev er rigtignok kun stilet til Indbyggerne i Norge „nordenfor Lindesnes“: men man har al Grund til at antage, at et lignende har været udstedt til Indbyggerne i det Søndenfjældske.
47. N. Dipl. II. 790.
48. Smst. II. 791.
49. S. o. f. II. 656–657.
50. N. Dipl. I. 778.
51. Danske Mag. 3die Række II. 259.
52. Smst. II. 260–261.
53. Det danske Rigsraads Breve af 26de September og 25de November 1523, K. Fredriks Brev af 2den December og Hertug Kristians af 5te December s. A. Dan. Mag. 3die Rekke II. 258–259, 261–264.
54. N. Sml. I. 83.
55. Sml. III. 562.
56. Sml. VI. 64–68; jfr. Paludan-Müller, Grevens Feide II. 5–7; Sml. III. 558–562.
57. S. o. f. II. 665.
58. S. o. f. II. 655.
59. Det er en aabenbar Feiltagelse, naar Hvitfeldt henfører Opsigelsen til samme Dag 1523, hvilket paa flere Steder er paavist, blandt andre i Sml. VI. 63. Not. 3.
60. Dan. Mag. 3die Række II. 266–267.
61. N. Dipl. I. 777–778.
62. N. Dipl. I. 779.
63. Sml. I. 332–333.
64. Sst. 48.
65. Sml. I. 1–42.
66. Dan. Mag. 3die Række II. 251, 267–269.
67. Sml. I. 47.