Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/68

Fra Wikikilden
Chr. Tønsbergs Forlag (2s. 165-174).
◄  67.
69.  ►

Saagodtsom i Hælene paa de fra Conciliet i Vienne hjemvendende norske Prælater kom ogsaa Pave Clemens V’s Pengekrav til den norske Kirke. Allerede før Conciliet i Vienne samledes, havde Clemens bragt et nyt Korstog paa Bane og seet sig om efter Pengebidrag dertil. Korstogsiveren havde siden den franske Konge Ludvig IX’s Død i 1270 mærkeligere tabt sig i Europa. Men da Ptolemais eller Acre, den sidste Besiddelse af Betydenhed, som den latinske Christenhed endnu ejede i Palæstina, faldt den 16de Januar 1291 efter en fortvivlet Kamp i den ægyptiske (babyloniske) Sultans Hænder, vaktes der igjen nogen Bevægelse i Vesten. Denne var dog kun øieblikkelig. Den svandt hen, da den ikke længer understøttedes af Pave Nikolaus III’s Iver; og efter hans Død i 1292 var der i flere Aar ingen alvorlig Bestræbelse for det hellige Lands Undsætning. Under Clemens V’s Pavedømme blev imidlertid Johanniter-Riddernes, Kongen af Cyperns og Kongen af Armeniens Krav paa Understøttelse saa høitlydende, at Paven ikke kunde lade det upaaagtet.

I Forbindelse med sin første Kaldelse til Conciliet i Vienne lod Clemens en Rundskrivelse af 11te August 1308 udgaa fra Poitiers over hele Europa, hvori Geistligheden opfordres til at understøtte hans Bestræbelser ved Prædiken, Indsamling af Gaver og Bidrag af dens egne Indtægter. Saaledes skulde alle Prester bidrage med eet Aars Indkomst. Det Indsamlede skulde anvendes til et Korstog paa fem Aar, i hvis Spidse Johanniter-Ridderne vilde stille sig[1]. Derfor overdroges Bidragenes Indsamling til denne Ordens Fuldmægtige. Saadanne indfandt sig ogsaa i 1311 og 1312 i Danmark og i Sverige[2], og disses Fuldmagter strakte sig ligeledes til Norge[3]. Da imidlertid en almindelig Tiende som før omtalt[4] var bleven bevilget paa Conciliet i Vienne den 6te Mai 1312, tog Paven Indsamlingen meer umiddelbart under sig[5]. Allerede samme Aar skulle i denne Anledning pavelige Sendebud være komne til Norge[6], og den 1ste December udgik fra Avignon Pave Clemens’s Skrivelse til Erkebiskoppen af Nidaros og alle hans Lydbiskopper, hvori de paamindedes om, at der paa Conciliet var vedtaget, som Hjælp for det hellige Land, en Tiende i sex Aar af alle geistlige Indkomster, og at dennes Ydelse skulde tage sin Begyndelse i Norge med 1ste April næstfølgende Aar. En lignende Skrivelse udgik ogsaa til alle Klosterordener, de ridderlige undtagne[7]. Paven havde vel i disse Skrivelser givet nærmere Forskrifter for Opkrævningsmaaden, men disse vare for Norges Vedkommende ikke i alle Dele udførbare. Derfor sammenkaldte Erkebiskop Eilif for nøiere at overlægge Sagen et Provinsialconcilium i Nidaros, hvilket blev af, holdt den 24de November 1313, og hvis Bestemmelser bleve udstedte den 1ste December næstfølgende.

Paa Conciliet vare tilstede, foruden Erkebiskoppen selv, Biskopperne Helge af Oslo, Ingjald af Hamar og Audun af Hole. Arne af Bergen nævnes ikke; rimeligviis har enten Uvillie mod Erkebiskoppen i Anledning af den nys førte Strid angaaende Palliumshjælpen afholdt ham, eller og maaskee snarere Sygdom hindret ham fra personligt Møde. Da de forsamlede Biskopper mellem sig nøie havde overveiet – heder det –, hvorledes den apostoliske Befaling (mandatum) ved dem kunde udføres paa den virksommeste Maade, saa da det var umuligt, hvad Formen angik, at iagttage den i Alt, især for visse Dele af den nidarosiske Provins, bestemte de sig til at følge en Fremgangsmaade, hvorved de troede at komme Befalingen saa nær som muligt. De fattede Bestemmelser vare i Hovedsagen følgende:

Enhver Biskop skulde i sit Biskopsdømme udvælge to paalidelige Indsamlere, for at sammendrage Tienden af Biskoppens, Chorsbrødrenes og Kapitelets Indtægter. – I Kirkesognene og paa Landet skulde ligeledes beskikkes Indsamlere, hvilke paa eget Ansvar skulde opbære Tienden og bringe den til Staden (nemlig hvor Biskoppen havde sit Sæde), og der skulde beskikkes Fuldmægtige (procuratores), som i Biskoppens og Kapitelets Navn skulde modtage den i hele Biskopsdømmet indsamlede Tiende under nøiagtigt Regnskab og nedlægge den i sikkert Forvar. – Saavel Biskopper, Abbeder og andre Klostermænd, som Chorsbrødre, Sogneprester og andre Bestyrere af Kirker og Kapeller skulde af alle de Indkomster, der erlægges i Gjenstande, som ei kunde bevares, udrede Tienden i rede Penge efter bestaaende Verdi og rimelig Vurdering; hvis Indtægterne solgtes for en vis Pris, skulde Tienden deraf retteligen erlægges. – Vikarier skulde i Regelen ikke erlægge Tiende af sine Vikariater, da selve Præbendens Indehaver her skulde være den Ydende. – Af Begravelser og andre uvisse Indtægter skulde Enhver betale efter fornuftigt Skjøn, og hvis Indsamlerne ei dermed vilde nøies, efter den Overordnedes Dom. – Af Testamenter i Penge eller Løsøre skulde Tiende simpelthen udredes (af selve Kapitalen); men af testamenteret urørligt Gods eller Kvæg, skulde Tienden erlægges af de deraf faldende Indtægter (af Renten). – Af Jorder, som Geistlige dyrke for egen Regning, skal Tiende udredes af deres Jordskyld (census?). – I ethvert Biskopsdømme skulde Tiderne for Udredelsen fastsættes af Biskoppen selv, dog saaledes at Tienden for hvert Aar kunde være fuldkommen betalt inden 1ste October[8].

Efter disse Regler blev altsaa i den nidarosiske Provins den vedtagne Pavetiende at opbære. Det paaskudte Øiemed, det hellige Lands Undsætning, kom den forøvrigt lidet eller intet til Gode; den slugtes i det pavelige Skatkammers bundløse Svælg, for at bortsløses til et uverdigt Pavehofs ødsle Forlystelser.

Den Skatteydelse til Pavedømmet, som i Lighed med den her omtalte, foregik i Form af geistlig Tiende, faldt vist nok ikke, som Tilfældet var med Peterspengen, Almeenheden umiddelbart til Byrde; men middelbart gjorde den det dog, og det ganske sikkert i en ikke ringe Grad. Thi netop saadanne Udredsler benyttedes nu af Geistligheden som Paaskud til ikke alene at udpresse af Almuen Gaver – frivillige i Navnet, men dog som oftest i Virkeligheden aftvungne med en moralsk Tvang, – men ogsaa til at udstrække Kirkens Ret med Hensyn til Indtægter af Lægfolket saavidt, som dette paa nogen Maade, lod sig gjøre. Kongedømmet maatte derfor uafladelig holde et skarpt Øie med Geistlighedens Fremfærd i denne Henseende, at den ikke skulde øve et altfor utilbørligt Tryk paa Almuen. En saadan Omsorg fremlyser, som af flere Kong Haakons allerede omtalte Forordninger, saaledes ogsaa af en, som han udgav fra Bergen den 12te August 1313 til Bedste for sit Riges nordligste Dele, for Haalogaland og for de dertil nærmest grændsende Finner. I denne Forordning bestemmer han nemlig blandt mere, som nærmest vedkommer den verdslige Styrelse, Følgende Kirken anrørende:

De Prester, som høre lønligt Skriftemaal, skulle ei have Provstedømme, overeensstemmende med hvad allerede var paabudet i Kong Eriks Retterbod[9]. – Alle skulle udrede sine Tiender vel og redeligen, men Kongen vil paa ingen Maade, at nogen ny Tiende skal paalægges, eller at den skal kræves strengere end fra gammel Tid har været. – Paa Grund af Finnernes Trang og store Fattigdom, baade med Hensyn til Fortjeneste og Livets Nødvendigheder, har han gjort den Formildelse, at de i tyve Aar fra det de have antaget Christendommen, ikke skulde, hvad enten de falde i Sag til Kongedømmet eller til Christenretten eller Erkebiskoppen, betale meer end en Trediedeel af den Bod, som Lovbogen bestemmer. Men naar disse tyve Aar ere forledne, skulle de svare fuld Bod, som andre „Bomænd“ (búmenn d. e. norske Beboere af Landet), dog med Skaansel og Miskunhed, hvor saadant sømmer. – Han advarer baade Kongedømmets og Erkebiskoppens Aarmænd (Ombudsmænd), at de ei maa sagsøge Finnerne uretfærdigen, eller naar de komme til dem i Fjordene, skræmme dem til at betale efter Aarmændenes Villie. Men hvorsomhelst saadant bliver beviseligt, der skulle Sysselmænd eller Lagmænd, eller hvo der er stedt i Nærheden see til, at der gjøres ikke alene Kongen men ogsaa Finnerne Ret, eftersom Vedkommende ville svare for Gud og Kongen, samt saaledes at det kan tjene til Advarsel for dem, der fordriste sig til Sligt[10].

Forordningen er mærkelig, deels fordi den giver et let forstaaeligt Vink om Geistlighedens Fremfærd i hine fjærne, under Erkebiskoppens umiddelbare Omraade hørende Egne, – deels fordi den saavidt bekjendt er den første, som giver et Indblik i Christendommens Tilstand blandt de Norges Kongedømme underkastede Finner. Man seer nemlig, at Omvendelsesverket vist nok endnu vare i fuld Gang blandt dem, men at kirkelige Udpresninger ogsaa have gaaet Haand i Haand med Omvendelsen; og man maa slutte, at Frygten for hine mangen Gang har været hinderlig for dennes Fremgang. Kong Haakons Bestemmelser til deres Tarv ere ligesaa vise, som de ere menneskekjærlige, og rigtig overholdte maatte de sikkert lede til Christendommens Fremme blandt Finnerne, ligesaavel som til Befæstelsen af disses Forbindelse med Norges Rige. Og det sidste var nu saameget meer paatrængende nødvendigt, som allerede i Løbet af det næstforgangne halve Aarhundrede, og især under Haakons egen Rigsstyrelse, flere haandgribelige Tegn havde viist, at Russerne og de med dem forbundne tschudiske Folkefærd higede efter Herredømmet over Finnerne, ja vel ogsaa efter at udbrede sin Magt over det til Finmarken nærmest grændsende Haalogaland[11].

I Aarene fra 1313 til 1317 fandt mange Biskopsskifter Sted i den norske Kirke, og Omstændighederne ved disse ere ogsaa næsten det eneste af Vigtighed, som for de nævnte Aar, foruden hvad allerede er fortalt, lader sig øse af de gamle Kilder til Oplysning for Kirkens Historie. – Først døde nu den oftere omtalte Biskop Jørund Thorsteinssøn af Hole den 1ste Februar 1313 i en meget høi Alder, efterat han i hele 46 Aar havde forestaaet Hole-Stol[12]. Han skildres som en slu og verdensklog Mand, der i den for Islands Kirke saa stormfulde Tid ved Slutningen af det 13de Aarhundrede vidste at sno sig mellem de stridende Parter, saaledes at han uden egentlig at tage nogen iøinefaldende virksom Deel i Kampen, dog som oftest fik drevet sine Ønsker igjennem. Han havde Lykken med sig og var en Høvding i sit Væsen, pragtfuld, gavmild og vensæl; derhos roses han for den Omhu han skjænkede Undervisningen ved sin Biskopsstol, idet han drog til sig dygtige Lærere[13]. Han fik for sin Død Leilighed til at vise en Forsonligheds- og Retfærdighedshandling mod sin fordums Uven, Presten Laurentius Kalfssøn. Om denne er senest fortalt, at han om Vaaren 1309, paa de nidarosiske Chorsbrødres Bud, blev i Lenker sendt over til Island i Biskop Jørunds Vold[14]. Saasnart Kjøbskibet, der førte ham, var kommet til Havs, brøde Kjøbmændene Lenkerne af Laurentius og behandlede ham godt paa Overfarten. Da han kom til Hole og for Biskop Jørund, faldt han denne til Fode; men Biskoppen reiste ham strax, satte ham ved sin Side og samtalede med ham paa det blideste, og det uagtet Biskoppen allerede havde modtaget Chorsbrødrenes mod Laurentius ugunstige Skrivelse og tillige deri var bleven underrettet om hans varme Beskytters, Erkebiskop Jørunds, Død. Han bød Laurentius for det første at udhvile sig nogle Dage paa Hole og derpaa frit opholde sig, hvor han vilde, paa Island. Presteligt Embede – sagde Biskoppen – turde han ei give ham for Chorsbrødrene; men Laurentius kunde ligefuldt gjøre stor Nytte med sin Undervisning. Laurentius opholdt sig ogsaa i forskjellige Klostere, hvor han underviste Brødrene; og hermed vedblev han, uagtet Chorsbrødrene skreve over til Island og tilkjendegave sit Misnøie med at Laurentius behandledes saa vel, da han dog burde være Skrift (Pønitens) underkastet. Dette Vink lod nemlig Biskop Jørund upaaagtet. I Jørunds seneste Alderdomssvaghed beskikkedes Presten Kodran Ranessøn ham af Erkebiskop Eilif til Medhjælper eller som det kaldtes: Coadjutør[15]. Da Biskop Jørunds Død om Sommeren 1313 blev indberettet til Erkestolen, saa udvalgte Erkebiskop og Kapitel til hans Eftermand af Kapitelets egen Midte den oftere for nævnte Audun Thorbergssøn Raude, som paa den Tid var den mest anseede af Chorsbrødrene. Han var – heder det – meget yndet af Kongen, og havde i lang Tid været dennes Fehirde (Skatmester) i Throndhjem; han var en meget mægtig Mand og havde længe været Prest til Thrandarnes Kirke paa Haalogaland[16]. En Datter af ham ved Navn Olof omtales[17], hvilket viser, at han enten har været gift, før han indtraadte i den geistlige Stand, eller ogsaa, hvad maaskee er rimeligere, at han ikke har holdt sig Cølibatsloven saa strengt efterrettelig. Audun blev indviet i Nidaros den næst paafølgende 25de November, altsaa under det før omtalte Provinsialconciliums Samvær, i hvis Forhandlinger han derpaa som Biskop deeltog[18]. Først i 1315 kom han over til Island til sit Sæde[19].

Omtrent et Aar efter Jørund døde Biskop Arne Sigurdssøn af Bergen i 1314. Han har ofte været omtalt i det Foregaaende, og Træk ere der meddeelte, som kunne tjene til at bedømme hans Karakter og Embedsvirksomhed. Efter hans Samtids Anskuelser og Maalestok har han ganske sikkert været betragtet som en udmærket nidkjær og dygtig Biskop, trods hans umiskjendelige Stridbarhed og Stivsind. Han drev sin Kathedralkirkes, Christkirkens, Bygning med megen Iver. Dette viser sig af et mærkeligt, udateret latinsk Brev, rimeligviis skrevet mellem 1307 og 1309, til hans Broder Audfinn Sigurdssøn, senere Chorsbroder af Bergen, som dengang opholdt sig i Udlandet (rimeligviis i Paris, og nærmest for sine Studiers Skyld), og som havde i Sinde ogsaa at besøge den pavelige Kurie. Biskoppen beder nemlig Audfinn, hvis han kommer til Kurien, da der at overlægge med Nikolaus Gysonis (Biskoppens Commissionær sammesteds?), om det skulde være muligt at udvirke hos Paven, at af den Tiende-Fjerdepart, som tilkom Kirkerne i hans Biskopsdømme, Halvparten, eller en anden bestemt Deel, eller en vis Sum, f. Ex. 40 Mark Sterling, maatte aarligen til en vis, nærmere bestemmende Tid tilstaas hans Kirke til dens Istandsættelse (pro reparatione fabricæ). Audfinn skulde ogsaa skaffe ham en brav ung Mand, der forstod Tækningskunsten og at berede Steenheller til Tækning af Bygninger, samt om muligt ogsaa forstod Malning og Forfærdigelsen af Glasvinduer (fenestras vitreas); dog skulde han, før han antog Manden, lade Biskoppen vide, hvor kostbar han gjorde sig (qvam carum aut difficilem se faciat). Brevet indeholder forøvrigt ogsaa andre Erinder, der ikke ere uden Interesse til Oplysning af Tidens Forholde. Audfinn skulde, hvis Kurien for Øieblikket var gunstigt stemt for Uegtefødtes Dispensation, udvirke Biskoppen af Paven Fuldmagt til at dispensere en 20 eller 30 dygtige Personer for deres uegte Fødsel, endogsaa om de maatte være Prestesønner (nemlig saaledes at de kunde erholde prestelig Vielse og Embede). Kunde han lettere erholde denne Dispensation af en eller anden Kardinal, vilde Biskoppen dermed være tilfreds. Audfinn skulde desforuden raadføre sig med Kurien om, hvorvidt de Eximerede (exemti) f. Ex. Prædikebrødrene, naar de i nogen Deel overskrede sine Privilegier, kunde holdes i Ave af Stedets Ordinarius (regelmæssige geistlige Dommer, d. e. Biskop) med kirkelig Straf (per censuram ecclesiasticam), og hvis de ikke agtede denne, da kunde paagribes og holdes i Fængsel af Ordinarius. Biskoppen vil ikke raade Audfinn at drage til Kurien paa Grund af Veiens Længde og Reisens Kostbarhed, medmindre Kurien holder sig meer i Nærheden end tilforn (i en fransk By, istedetfor i Rom?). Dog hvis Kurien er naadig (si curia est graciosa), skal han ikke betænke sig paa at drage did, og Biskoppen sender ham en Membran (en beseglet ubeskreven Blanket?) for at han kan opsætte sig en Fuldmagt for hans Erinder i Kurien (ad faciendum tibi procuratorium ad negocia in curia). Nikolaus Gysonis skal han betale i Salarium efter nærmere Overeenskomst. Til sine Udgifters Bestridelse skal Audfinn have de 10 Pund Sterling, som Biskoppen har sendt ham, og derfor intet kjøbe til Kirken. Hvis Audfinn selv var forhindret fra at reise (occupatus), skulde Ivar (?) fare, og ham skulde Audfinn da overdrage Membranen[20]. – Man sporer i disse Arnes Forskrifter et ikke ringe Kjendskab til Kurien, og til Maaden, hvorpaa man der skulde drive sine Anliggender. Man faar ogsaa et yderligere Vidnesbyrd om den livlige Forbindelse, der ved disse Tider fandt Sted mellem den norske Kirke og det apostoliske Sæde, samt om Arnes kloge Benyttelse af denne Forbindelse til sin Biskopsstols Gavn.

Arne havde, da han døde, været Biskop i noget over otte Aar; Biskoppernes Embedstid regnedes nemlig fra deres Indvielse, og Arne maa være død i Begyndelsen af 1314. Thi endnu i Løbet af dette samme Aar blev hans Eftermand baade valgt og indviet. Denne Eftermand var den Afdødes nys omtalte Broder, Audfinn Sigurdssøn (Audfinnus Sigvardi), Chorsbroder af Bergens Kathedralkirkes Kapitel, der som saadan i Egenskab af Kapitelets Fuldmægtig i 1311–12 havde mødt ved Conciliet i Vienne[21].

Samme Aar 1314 døde Biskop Ingjald af Hamar[22]. Han synes at have været en i Kirken mindre fremtrædende Personlighed. Hans Eftermand var Botolf, rimeligviis den Samme, der i 1306 nævnes som Chorsbroder i Hamar, og som udentvivl har været en Prælat af ikke ringe Anseelse allerede den Gang, efterdi man finder, at Biskop Arne af Bergen udnævnte ham, ved Siden af et Medlem af sit eget Kapitel, til sin Fuldmægtig ved Provinsialeonciliet i Oslo[23]. Tiden for Botolfs Valg og Indvielse kjendes forresten ikke.

Ligeledes døde i 1314 Thord, Biskop af Garde i Grønland. Han var i 1309 kommen til Norge, uvist i hvilken Anledning, og havde, som det synes, siden opholdt sig der, hvor han ogsaa døde. Til hans Eftermand valgtes en vis Arne, der endnu samme Aar skal være dragen til sit Sæde[24].

I 1316 druknede Biskop Lodin af Færøerne[25], som i latinske Dokumenter benævnes: Ludovicus, – den samme, hvis Valg faa Aar forud havde voldet saamegen Strid mellem Biskopsstolen i Bergen og Erkesædet i Nidaros. Som hans Eftermand nævnes i den færøiske Biskopsrække en vis Signar, om hvem intet videre oplyses. Han skal dog først have været indviet i 1320[26], saaledes at, hvis ingen Biskop har været mellem ham og Lodin, den færøiske Stol maa have staaet ledig i flere Aar, hvilket da muligen er foranlediget ved en eller anden ny urede med Hensyn til Valget.

Endelig døde i 1317 Biskop Ketil af Stavanger[27]. Han havde i sin Embedstid paa sit Kapitels Vegne havt meget udestaaende med Abbederne Jon og Erik samt Brødrene i Halsna angaaende et omtvistet Laxefiske ved Farstad i Suladal, – en langvarig Strid, hvori Klosteret paakaldte Kongedømmets og den verdslige dømmende Myndigheds Indblanding, medens Biskoppen herimod gjorde Indsigelse, da Sagen var Klerker imellem og saaledes, efter hans Paastand, ikke kunde afgjøres ved Lægmænds Dom eller for verdslig Domstol. Sagen, som tog sin Begyndelse strax efter Biskop Ketils Tiltrædelse i 1304, blev ikke afgjort i hans Levetid, men synes først at være endt ved en Lagmandsdom i 1322, hvorved begge de stridende Parter tildømtes Deel i Fisket[28]. Dette er et yderligere Exempel paa, hvorledes Retssager i den Tid kunde udtrækkes fast i det uendelige, og hvorledes geistlige Stiftelser og Personer i sine indbyrdes Trætter deels indskjøde sig under og deels nødtes at ty til verdslig Domstol for at faa sit Mellemværende afgjort, i hvor meget end Biskopperne satte sig imod en saadan, som de kaldte det, ucanonisk Afgjørelsesmaade. Til Ketils Eftermand paa Stavangers Biskopsstol valgtes en vis Haakon, om hvis tidligere Stilling intet vides, og hvis Indvielsestid er ubekjendt, undtagen for saavidt at den findes at ligge før 16de Juli 1318[29].

Den føromtalte Tiende til det hellige Lands Undsætning var allerede en streng Skat paa Kirken; men skjønt den lidet eller intet kom det allerede forlængst tabte hellige Land til Gode, saa var den dog ikke tilstrækkelig for det ødsle Pavehofs Behov. De avignonske Paver vare udmærket opfindsomme og virksomme baade i at efterspore nye Indtægtskilder og i at holde de ældre i god Gang. Den norske Kirke blev i denne Henseende heller ikke sparet.

Pave Clemens V døde i Frankrige den 25de April 1314. De i Carpentras forsamlede Kardinaler kunde ikke enes om et nyt Valg, da det romerske og det franske Parti blandt dem stod alt for skarpt mod hinanden, og Følgen blev, at Pavestolen stod ledig i meer end to Aar. Endelig gik de franske Kardinaler af med Seieren. Franskmanden Johannes XXII blev valgt i Lyon den 7de August 1316 og kronet sammesteds den næst paafølgende 3die September. Derved var Pavestolens Forbliven i Frankrige for en lang Tid sikkret. Allerede den 8de December samme Aar lod Pave Johannes fra Avignon udgaa en Skrivelse til Erkebiskoppen af Nidaros og alle Geistlige under ham, baade Verdsliggeistlige og Ordensgeistlige, hvori paabødes, at det første Aars Indkomster af alle geistlige Embeder (beneficia) i Nidaros’s Provins, hvilke nu vare, eller i de næstkommende tre Aar bleve ledige, skulde, paa Grund af trængende Nødvendighed for det apostoliske Sæde, henlægges til dettes Skatkammer. Undtagelse gjordes dog med Hensyn til de erkebiskoppelige eller biskoppelige Kirker (Kathedralkirkerne?), de regulære Abbedier (?), geistlige Embeder (beneficia), hvis aarlige Indtægt var under 6 Mark Sølv, samt Vikariater og Kapellanier, – til hvilke samtlige Afgiften ei skulde udstrækkes. Paven vilde besørge dette indsamlet ved Collectorer og Subcollectorer. Modsætsige skulde tvinges ved kirkelige Straffe, Forbud og Ban[30]. Ved et andet Brev af samme Dag overdrog Paven Erkebiskoppen af Nidaros og dennes Lydbiskopper samt de tvende Chorsbrødre af Nidaros, Magistrene Halvard og Thorkel, at beskikke de nødvendige Indsamlere og Underindsamlere i Nidaros’s Provins; og maatte det Indsamlede ikke anvendes til noget andet Brug end det opgivne, men troligen indbetales til det apostoliske Kammer[31]. Dette er det første hidtil bekjendte Spor til de saakaldte Annaters (annatæ) Opbærelse i den norske Kirke og Henlæggelse til Pavestolen for en vis Tid. I Begyndelsen af det følgende Aar, den 3die Februar 1318, meddelte Pave Johannes fra Avignon Erkebiskoppen og Kapitelet i Nidaros Fuldmagt til herefter at indsamle Peterspengen i den nidarosiske Provins, samt til at inddrive det tilbagestaaende af denne Skat fra forbigangen Tid[32].

  1. Jfr. den pavelige Cirkulær-Bulle i Sv. Dipl. II. 534–542 og flere didhenhørende Breve Ssts. 542–544; jfr. Suhm D. H. XI. 570, 605.
  2. Suhm D. H. XI. 671; Sv. Dipl. III. 52, 69–72.
  3. Suhm D. H. XI. 720.
  4. S. o. f. II. 156.
  5. Suhm D. H. XI. 720.
  6. Isl. Ann. 202.
  7. Suhm D. H. XI. 693, 720, efter Barth. Mskr. E. 368–69, 640–49.
  8. N. Dipl. I. 123–125 (eft. Orig. Br. paa Pergament i den Arne Magn. Dipl-Saml. fasc. 31, No. 5); jfr. Suhm D. H. XI. 720.
  9. S. o. f. II. 39.
  10. N. g. L. III. 106–108.
  11. S. o. f. II. 110.
  12. Bp. Laur. S. c. 20.
  13. Espol. Aarb. þ. l. c. 24.
  14. S. o. f. II. 131.
  15. Espolin þ. l. c. 21–24.
  16. Bp. Laur. S. c. 30.
  17. Ssts.
  18. S. o. f. II. 167.
  19. Espolin þ. l. c. 26; Finn Joh. II. 156; Isl. Ann. 204.
  20. Barth. Mskr. E. 315–16 (hvor Brevet findes mellem tvende andre, af hvilke det første er af 1307, det andet af 1309) jfr. Suhm D. H. XI. 631.
  21. Isl Ann. 204, 206; jfr. o. f. II. 155, samt Sv. Dipl. III. 62–64.
  22. Isl Ann. 206; jfr. Suhm D. H. XI. 743.
  23. S. o. f. II. 106. Det kan nemlig ikke have været den Botolf Haakonssøn, der i 1311 og 1313 i Breve omtales som Chorsbroder af Orknø og Kongens Fehirde eller Skatmester i Bergen (se N. Dipl III. 114 og Suhm D. H. XI. 716): thi denne nævnes endnu i samme Stilling i Brev af 1322 (N. Dipl. I. 143).
  24. Isl. Ann. 196–198, 206; Suhm D. H. XI. 763.
  25. Isl Ann. 210.
  26. Isl. Ann. 216.
  27. Isl. Ann. 210.
  28. Bp. Ketils Br. af 24de Septbr. 1310, Orig. i d. A. M. S. jfr. Langes Klh. 562, 563, 566–570.
  29. Br. af denne Dag, hvori Haakon nævnes som Stavangers Biskop, Suhm D. H. XI. 837.
  30. Suhm D. H. XI. 788; samme Skrivelse for Sveriges Vedkommende, Sv. Dipl. 289–293.
  31. Suhm D. H. XI. 789.
  32. Suhm D. H. XI. 811.