Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/39

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Hertug Skule faldt og de indre Partiſtridigheder i Norge ſtandſede, vare 38 Aar henledne, efterat den norſke titte ved Kong Sverrers Død var traadt ud af den ſtørſte Forvirringstilſtand, hvori den nogenſinde havde været lige ſiden ſin Grundlæggelſe. Tiden var ikke lang, ikke ſtort længer end een Menneſkealder. Men alligevel havde Kirken nu, ſaavidt ſkjønnes, allerede gjenvundet ſine fulde Kræfter, og ſtod, om end ikke i den ſamme hierarchiſke Herſkerglands ſom i Erkebiſkop Eyſteins Dage, ſaa dog ganſke viſt paa en langt ſikkrere Grundvold af ſand kirkelig Myndighed. Dens Formænd vare vaagnede af hine forfængelige Drømme om en hierarchiſk Rigsſtyrelſe, øvet i St. Olafs Navn ved en Konge, ſom offentlig erkjendte ſig for hans Vasſal og derved forpligtede ſig til at gaa i den nidaroſiſke Kirkes Ledebaand, – om et norſk Kongedømme, der kunde bortſkjænkes og tilbagetages af Nidaros’s Erkebiſkop paa St. Olafs Vegne, – om en ſaa udſtrakt Myndighed baade i det Geiſtlige og Verdslige, at den følgerigtigt gjennemført, neppe engang havde kunnet billiges af ſelve Pavedømmet. Thi dette modſatte ſig med opmærkſom Skinſyge Metropolitanernes altfor ſtore Selvſtændighed. Derimod havde den norſke Kirkes Forſtandere nu vundet en langt klarere Indſigt i ſin ſande Stilling til det norſke Kongedømme og det norſke Folk; de havde opfattet baade hvad der lod ſig gjennemføre af deres hierarchiſke Planer, og den rette Maade at ſøge det gjennemført; de havde fattet, at Maadehold, i det mindſte tilſyneladende Maadehold, og klog Tillempning forenet med Taalmodighed var langt at foretrække før ſtivſindet Trods og fremfuſende Kraftyttringer; de havde lært ikke at overvurdere ſine egne Kræfter, ikke at maale disſe alene efter Biſkoppernes og de høie Prælaters fremragende Stilling i Samfundet, men meget mere efter den Aand, ſom gjennemtrængte Preſteſkabet og Geiſtligheden i dens Heelhed; de vare endelig ved ſin ſenere hyppige Samfærdſel med Rom og ved ſine Erkebiſkoppers længere Ophold der, naar de modtoge Pallium, blevne indviede i den egte hierarchiſke Statskunſt og havde faaet udpeget, hvorledes denne lod ſig med Fordeel anvende paa de norſke Forholde. Saaledes var den norſke Kirke nu utvivlſomt langt ſterkere end da den traadte i Kampen mod Sverrer, og derhos langt forſigtigere. Den indſaa, at den ligeoverfor en Konge af Haakon Haakonsſøns Karakter intet kunde udrette med Paaſtaaelighed og Trods; men at den kun ved en klog og lempelig Benyttelſe af indtrædende gunſtige Omſtændigheder, kunde nærme ſig ſin Stræbens Maal, idet den ſnarere i Stilhed ruſtede ſig til en mulig Kamp i Fremtiden, end aabenbare udæſkede til en ſaadan. At den imidlertid aldrig tabte ſit hierarchiſke Maal af Sigte, viſte nokſom de Forhandlinger, ſom i Haakons ſenere Regjeringsaar førtes mellem Kirken og Kongedømmet i Anledning af Kongens stifte om at blive kronet.

De Vanſkeligheder, Haakon fra førſt af havde mødt i at faa ſin Ret til Kongedømmet erkjendt, – Skule Jarls ſenere uafladelige Rænker for at ſtyrte ham derfra eller i det mindſte opkaſte ſig til hans Medkonge, – endelig den Vaklen i Begreberne om Kongearvefølgen, ſom fra Magnus Erlingsſøns Valg havde indſneget ſig, og ſom vedligeholdtes ved Kirkens Anſkuelſe om den egte Fødſels høie Betydning, – Alt dette havde tidlig maattet vække hos Haakon Ønſket om at ſee ſit Kongedømme fuldkommen befæſtet ved den efter Tidsalderens Mening ſaa betydningsfulde Kroning. Iſær ſynes Haakon ſelv at have følt visſe Skrupler med Henſyn til ſin uegte Fødſel. Viſtnok var denne i Følge gjældende Lov og ved gammel Vedtægt ikke til Hinder for hans Kongearvefølge; dette var ogſaa tydelig nok udtalt af rette Vedkommende baade ved hans Antagelſe til Konge paa Ørething i 1217, og ſenere end yderligere paa Rigsmødet i Bergen 1223, ved hvilken ſidſte Leilighed endogſaa hans Arveret kunde ſiges at have faaet den norſke Kirkes Stadfæſtelſe ved Erkebiſkoppens Erklæring. Alligevel kunde det ikke undgaa Haakons Opmærkſomhed, at den gamle Vedtægt, ſom i Kongearvefølgen ſatte egtefødte og uegtefødte Kongeſønner i lige Ret, ikke var i ſin fuldkomne Orden. Den ſtred baade mod Kirkens Lov og mod den private Arvegang; og den havde derhos unegtelig bidraget ſit, og det ikke mindſt, til de indre Uroligheder, ſom i lang Tid havde voldet Norges Ulykke. Men heldede han nu til Kirkens Anſkuelſe, at den egte Fødſel i Kongearven burde for Fremtiden have en Forret, og at der ved hans egen Fødſel virkelig klæbede en Mangel, – ſaa laa den Tanke nær, førſt at faa denne Mangel hævet gjennem Kirkens antagne Magtſuldkommenhed, hvilket da kunde bedſt ſkee i Forbindelſe med hans kirkelige Indvielſe til Kongedømmet ved Salvingen og Kroningen, og ſiden, naar han ſelv paa denne Vei var bleven indſat i den Egtefødtes fulde Ret, da at faa den egtefødte Kongeſøns Forret for den uegtefødte erkjendt i Landets Lov.

Haakon havde ogſaa gjort et betydningsfuldt, man kan næſten ſige afgjørende, Skridt mod dette Maal, idet han i 1240, da Skules Opſtand tog en truende Vending, havde ladet ſin ældſte, egtefødte, otteaarige Søn Haakon, give Kongenavn førſt paa Ørething og derpaa i Bergen, uagtet han havde en ældre, uegte Søn, Sigurd, født før 1225, altſaa før hans Egteſkab med Margreta Skulesdatter, og ſaaledes dengang mindſt 15 Aar gammel[1]. Derved havde han tydelig nok udtalt ſin Henſigt: at gjøre den egte Fødſels Forret gjældende i Kongearvefølgen efter ſin Død; og da der ei er Tale om nogenſomhelſt Indſigelſe fra Thingmændenes Side mod den unge Haakons Antagelſe, maa man ſlutte, at de ere gangne ind paa Kongens Anſkuelſe, der viſtnok ogſaa er bleven kraftig underſtøttet af den tilſtedeværende Erkebiſkop Sigurd.

Man kan ſaaledes neppe være i Tvivl om Haakons Bevæggrunde i ſin Stræben efter at opnaa Kroningen. Man kan det ſaa meget mindre, ſom man finder, at Spørgsmaalet om hans Fødſel i vedkommende Underhandlinger er indblandet ſom noget ganſke væſentligt, og derhos at disſe Underhandlinger ere blevne førte umiddelbart mellem Kongen og den romerſke Stol, ſom den eneſte Magt, der efter Tidens Begreber med fuld Gyldighed kunde udfylde den uegte Fødſels Mangler.

Man veed ikke, naar Haakon har gjort det førſte Skridt for at opnaa Kroningen, ei heller om han førſt derom har henvendt ſig til den norſke Erkebiſkop. Dette er dog i ſig ſelv ganſke rimeligt, og det er da vel ſkeet ſtrax eller kort efter Rigsmødet i Bergen 1223. Men Erkebiſkop Guttorms ſnart paafølgende Død har rimeligviis i ſaa Fald bevirket en Stands i Sagen. Med hans Eftermand Peter ſtod Kongen, ſom forhen viiſt, efter hans Tiltrædelſe til Erkeſtolen, i et ſpendt Forhold; og hvis Kongens Ønſke da har været fremſat, har det rimeligviis mødt Vanſkeligheder. Hvis imidlertid disſe have været hentede fra Kongens uegte Fødſel, da har viſtnok Haakon, efter hvad før er ſagt, lettelig gaaet ind paa at ſøge dem hævede ved Pavens Magtfuldkommenhed; og dette har da givet Anledningen til at Kongen nu beſtemte ſig til derom at handle umiddelbart med den romerſke Kurie. Fra nu af ere Oplysninger om Sagens Gang at hente af de den vedkommende Pavebreve.

Saavidt man af disſe kan ſlutte, har Haakon førſt henvendt ſig med ſin Begjæring om Kroningen til Pave Gregorius IX, og det i 1227 (ſamme Aar ſom Gregorius blev Pave) eller i Begyndelſen af 1228. Begjæringen havde til Følge, at Paven ved Skrivelſe til Erkebiſkoppen af Lund i Danmark og Biſkoppen af Skara i Sverige overdrog disſe at anſtille de nødvendige foreløbige Underſøgelſer om „Kongens Udvælgelſe og perſonlige Stilling, hans Riges Tilſtand, og alle de øvrige Omſtændigheder, ſom kunne være nødvendige at kjende med Henſyn til hans Forfremmelſe til Kroningen og hans Sags Fortgang“, og derom gjøre Indberetning til Paven, for at denne med ſtørre Sikkerhed kunde tage ſine Beſtemmelſer. Med dette Skridt af Paven fandt imidlertid ikke Kongen ſig tilfredsſtillet af den Grund, at han havde Erkebiſkoppen af Lund mistænkt for at være ſig imod. Han ſendte derfor en Befuldmægtiget (procurator) til Rom, der foredrog Paven Kongens Ønſke om, at det paalagte Hverv maatte blive Erkebiſkoppen frataget og overladt en Anden. Kongens yttrede Mistanke ſynes at have været underſtøttet ved Oplysninger, hvilke Paven har fundet fyldeſtgjørende[2]; og den maa udentvivl have ſtaaet i en eller anden Forbindelſe med Skule Jarls Beſøg i Danmark og Underhandlinger med den danſke Konge i 1228. Det kom dog ikke til noget Skridt fra Pavens Side mod Erkebiſkoppen af Lund, da den norſke Befuldmægtigede kort efter kunde meddele Paven, at baade Erkebiſkoppen af Lund[3] og Biſkoppen af Skara i Aarets Løb vare afgangne ved Døden.

Nu overdrog Paven ved Brev af 13de Febr. 1229 Underſøgelſen til Erkebiſkop Thorer af Nidaros og Biſkop Arne af Bergen[4]. Men heller ikke dette ledede til Maalet, da Erkebiſkop Thorer døde i Begyndelſen af det følgende Aar, viſt ikke meget længe efter Modtagelſen af Pavens Brev, og Biſkoppen af Bergen ikke anſaas bemyndiget til at foretage Sagen alene. Da Kongen nu herom underrettede Paven, udnævnte denne ved Skrivelſe af 9de Septbr. 1231 Biſkop Askel af Stavanger og Ciſtercienſer-Abbeden af Stanley i England til i Forening med Biſkop Arne af Bergen at underſøge Kongens Sag[5]. Hvad disſe nye Befuldmægtigede have foretaget vides ikke. Sagen kom nu i Langdrag, og i næſten 10 Aar findes den ei omtalt. Aarſagen hertil har uden Tvivl været deels den mellem Kongen og Paven indtraadte Spending i Anledning af Biſkop Paal af Hamars Sag (1234–1237), deels Urolighederne mellem Kongen og Skule.

Førſt efterat disſe ved Skules Død vare ſtillede, ſynes Sagen igjen at være ſat i Gang, og det ved Erkebiſkop Sigurd og de norſke Biſkopper, naturligviis efter Overlæg med Kongen og paa dennes Begjæring. Kongen var nu nemlig igjen optagen i Pave Gregorius IX’s fulde Naade, ſaameget mere ſom han havde modtaget Korſet. Erkebiſkoppen og Biſkopperne ſkreve til Paven, at Haakon overeensſtemmede med Norges Lov og Sedvane havde efterfulgt ſin Fader, ſkjønt han var hans uegte Søn, i Kongedømmet, efterdi ingen egtefødte Sønner gaves og heller ikke andre nære Slegtninger, der med Rette kunde følge; derfor anholdt de nu om Pavens Samtykke til at Kong Haakon, uanſeet Mangelen ved hans Fødſel, maatte ſalves og krones, iſær da han ingenſomhelſt verdslig Fyrſte var underkaſtet. Denne Foreſtilling bevirkede, at Paven igjen under 8de Juli 1241 overdrog Benedictiner-Abbeden af St. Michaels Kloſter i Bergen ſamt Prædikebrødrenes (Dominicanernes) Provincialprior i Norge at underſøge Kongens Sag og gjøre Indberetning om den. Thi uagtet han – ſom han yttrede – ſærdeles elſkede Kongen ſom en katholſk Fyrſte og det apoſtoliſke Sæde hengiven, og han gjerne vilde fremme Kongens Ære, ſaameget han med Gud formaaede, ſaa kunde han dog ikke i nærværende Anliggende gaa letſindigen frem[6].

Kroningsſagen var rigtignok ſaaledes nu igjen kommen i et Slags Gang, men Udſigterne til en endelig Afgjørelſe fjærnede ſig atter, da Pave Gregorius IX ſamme Aar 1241 den 21de Auguſt døde. Hans Eftermand Cøleſtinus IV regjerede kun ganſke kort, og derpaa ſtod Paveſtolen ledig næſten i to Aar, indtil endelig den kraftfulde Innocentius IV udvalgtes den 25de Juni 1243. Nu varede det ikke længe, før Underhandlingerne om Kroningen tog en for Kongen heldigere og raſkere Vending.

Den oftere forhen omtalte Abbed Bjørn af Holms Kloſter opholdt ſig ved denne Tid i Rom for der at føre ſin Sag angaaende Kloſterets mislige Beſtyrelſe. Han ſynes at være kommen i Yndeſt hos Innocentius, og da han i Aaret 1244 vendte tilbage til Norge, medbragte han et Pavebrev til Kongen affattet i de naadigſte og venſkabeligſte Udtryk, „ſaaledes at neppe ſligt Brev fra nogen Pave var kommet til Norge“[7]. Haakon lod ikke denne Pavens gunſtige Stemning hengaa ubenyttet. Det følgende Aar 1245 indbød han Erkebiſkop Sigurd og Norges Biſkopper til et Møde, ſom det lader i Bergen, og bad dem nu ſkrive med ſig til Paven og ſøge om Tilladelſe til at krone Kongen.

Forhandlingerne paa dette Møde viſe tydeligen, at den hierarchiſke Aand endnu var ved fuldt og friſkt Liv hos den norſke Kirkes Formænd, og den ſande Grund ſkimter maaſkee her igjennem, hvorfor Kroningsſagen hidtil havde gaaet ſaa trægt, hvilket neppe kunde have været, hvis Biſkopperne ſtrax havde laant den ſin oprigtige og kraftige Biſtand. Men Tingen var juſt, at denne vilde de ikke yde omſonſt. Her frembød ſig en Leilighed, hvor Geiſtligheden muligen kunde aftvinge eller afliſte Kongedømmet vigtige Fordele; og en ſlig Leilighed maatte ikke lades unyttet til Hierarchiets Bedſte. At en ſaadan Tanke har gjort ſig gjældende hos Biſkopperne ligefra den Tid Haakons Kroning førſt kom paa Bane, er høiſt rimeligt, ligeſom og at deres hierarchiſke Ønſker ikke have været uden Indflydelſe paa Sagens tidligere langſomme og beſværlige Gang. Nu traadte den frem i klare Ord. Da Kongen nemlig fremkom med ſit Forlangende, ſvarede Biſkopperne ſtrax, at de gjerne vilde opfylde det; men da ventede de ogſaa, at Kongen vilde forøge Kirkens Ret. Ja de erklærede derhos, at Haakon ſkulde ſværge den ſamme Kroningsed, ſom Kong Magnus Erlingsſøn havde aflagt, da han blev kronet. Denne Fordring afviſte imidlertid Kongen med Uvillie. „Kongerne – ſagde han – have allerede indrømmet Eder ſaa ſtore Rettigheder, at jeg vanſkeligen formaar at lægge noget til; og ovenikjøbet have I udſtrakt dem videre end de i ſig ſelv medføre. Men ſværger jeg en ſaadan Ed, ſom Kong Magnus ſvor, da forekommer det mig, at min Hæder ved Kroningen mindſkes iſtedetfor at øges; thi han agtede ikke hvad han gjorde, naar han kun fik det, hvortil han ingen Ret havde. Med Guds Hjælp haaber jeg ikke at ſkulle behøve at modtage eller kjøbe af Eder, hvad Gud retteligen har kaaret mig til efter min Fader og mine Forfædre; og det ſkulle I ſandeligen vide, at med Guds Naade ſkal jeg frit erhverve min Krone, og bære den uden alle byrdefulde Baand, eller ogſaa ſkal den aldrig komme paa mit Hoved.“ Hermed afbrød Haakon Forhandlingerne om ſin Kroning med Biſkopperne. Men kort efter aabnede han dem igjen umiddelbart med Paven. Han ſendte nemlig til denne ſine Befuldmægtigede Ciſtercienſer-Abbeden Laurentius af Hovedø og Bjarne Chorsbroder af Nidaros, hvilke havde at frembære Kongens Brev med Bøn om, at Paven vilde ſende en af ſine Kardinaler til Norge for at ſalve og krone ham[8].

Pave Innocentius IV laa paa denne Tid i aabenbar Feide med Keiſer Fredrik II, og havde i 1244 maattet flygte for ham fra Rom til Lyon, hvor han i flere Aar tog ſit Sæde. Her holdt han i 1243, i Juli Maaned, et almindeligt Concilium, paa hvilket han høitidelig banſatte Fredrik og erklærede ham afſat fra Keiſerverdigheden. Det var nu Innocentius om at gjøre at ophidſe mod Fredrik alle Europas Fyrſter, ja at bringe et Slags Korstog iſtand mod ham ſom Chriſtendommens Fiende, og derhos at faa ſamlet ſaa mange Penge ſom muligt for at underſtøtte dette ſit Øiemed. Kong Haakon havde allerede dengang vundet et Navn i Europa. Han havde ved Sendemænd ſat ſig i Forbindelſe med flere af dets Fyrſter, og blandt disſe ogſaa for længe ſiden med Keiſer Fredrik, der havde gjengjældt hans Venſkabsyttringer og Gaver med lignende, ſaaledes at et meget fortroligt Forhold var opſtaaet mellem dem[9]. Paven havde desuden gjennem Abbed Bjørn og andre norſke Geiſtlige, der i egne eller Kirkens Anliggender opholdt ſig i den romerſke Kurie, havt Anledning til at erfare, at Haakon var en kraftfuld og klog Konge, der raadede over vidtløftige Lande og et ſtridbart Folk, at han utvivlſomt, efter den danſke Valdemar Sejers Død 1241, var den dygtigſte ſom den mægtigſte af Nordens Fyrſter, ſamt endelig, at han, hvilket ſenere nærmere ſkal omtales, havde modtaget Korſet til det hellige Lands og Chriſtendommens Undſætning. Det maatte ſaaledes forekomme Innocentius at være en Vinding, hvis han kunde faa Haakon dragen over fra Keiſerens Side paa ſin, eller i ethvert Fald ved Tjeneſter faa gjort ham den romerſke Stol forbunden og ſaaledes udvirke af ham hans Neutralitet i den ſtore Strid, og maaſkee derhos velkomne Pengegaver. Paven optog derfor Haakons Anſøgning med udmærket Velvillie. Han ſkrev ham tilbage fra Lyon under 30te October 1246, at han til Opfyldelſe af Kongens Ønſke vilde ſende Kardinal-Biſkoppen, Vilhelm af Sabina, til Norge ſom ſin fuldmyndige Legat[10], og – hvad der udentvivl var Haakon allermeſt magtpaaliggende – han hævede ved Brev til ham af næſtfølgende 8de November Mangelen ved hans Fødſel, ſaaledes at den hverken ſkulde gjøre noget Skaar i hans egen kongelige Verdighed, eller i hans egtefødte Arvingers Ret til at følge ham i Kongedømmet.

Brevets Indhold er i det Hele mærkeligt og omtrent følgende: – „Den evige Guds forunderlige Godhed har paa mangfoldige Maader hædret ſin Dronning-Brud Kirken, men deri har han iſær gjort dens Stilling lykkelig, at han har tildeelt den en ſaadan Magtfylde, at den kan hjælpe ikke alene de Ringe men endog de Høitſtaaende til et berømt Navn og en forøget Magt. At betragte de Fortjeneſter af reen Gudsfrygt og Tro, hvorved Norges Konger, af berømmelig Ihukommelſe, have glimret blandt Verdens katholſke Fyrſter, forſkaffer Paven og Kirken en ſtor Glæde. Derfor opſtaar i hans Sjæl et levende Ønſke, at Kongen, der er det apoſtoliſke Sæde ſaa kjær, maa for ſine udmærkede Fortjeneſter ſaaledes beriges med ſamme Sædes Naade, at, med Guds Biſtand, for ham og hans Arvinger en ſtor Ære deraf udſpringer og hans Lykke derved forøges. Da nu Kongens Fader, Haakon Norges Konge, berømmelig Erindring, efter hvad erfares, har avlet ham, ſelv ugift med en ugift Kvinde, ſaa viſer Paven hans Høihed den ſærdeles Velvillie, med ſine Brødres Raad, af apoſtoliſk Myndighed, at diſpenſere ham i denne Henſeende, ſaaledes at han uden Hinder af hiin Mangel ſtedes til den kongelige Stols Verdighed og til alle Kongedømmets lovlige Handlinger, ſamt at hans legitime Arvinger ſuccedere ham i hans Herredømme og Ære. Paven haaber, at Kongen og hans Arvinger fæſte denne ſaa ſtore Naade ſaaledes i ſin Erindring, at han og de finde ſin Glæde i at behage Alles Skaber ved et dydigt Levnet, og hans hellige Kirke ved en ſtedſe voxende oprigtig Hengivenhed“[11].

Pavens Øiemed med Biſkop Vilhelms Sendelſe var dog ikke alene Kong Haakons Kroning. Som det apoſtoliſke Sædes Legat ſkulde han desuden underſøge den norſke Kirkes Tilſtand, og hans Legation ſtrakte ſig ogſaa til Sverige. Dette tilkjendegav Paven ikke alene ved ovennævnte Brev til Kongen af 30te October, hvori han anbefaler denne „med Ærbødighed at modtage Legaten“ og „ſee hans fromme Raad ſatte i Kraft,“ – men ogſaa ved ſin Anbefalings Skrivelſe af 3die Novbr. ſ. A. „til Erkebiſkopper, Biſkopper, Abbeder, Priorer, Decaner, Archidiaconer, Provſter og andre Kirkens Prælater ſamt den hele Geiſtlighed, Jarler, Lendermænd og Almue i Norge og Sverige.“ I denne ſidſte opfordres de Tilſkrevne til at modtage Legaten, naar han kommer, „ſom en Frelſens Engel med Glæde og Ærefrygt,“ og „i ham efter yderſte Evne hædre Pavens egen Perſon,“ i det de ſaaledes adlyde hans gavnlige Befalinger og Paamindelſer, at han maa glæde ſig ved at have fundet i dem ærefrygtsfulde Sønner. I modſat Fald vil Paven ſtadfæſte hans Dom over de Opſætſige, og lade den ubrødelig iagttage indtil pasſende Opreisning gives[12]. –

I Fuldmagtsbrevet til Legaten af ſamme Dag yttrer Paven, at han ifølge ſine Brødres Raad meddeler ham Myndighed til at ſammenkalde den norſke og ſvenſke Provinſes Prælater ſamt de verdslige Høvdinger, ſom han finder pasſende, – at han efterat have indhentet deres Raad (i Norge) ſkal paa Pavens Vegne krone hans „kjære Søn i Chriſto Norges berømmelige Konge,“ – og endelig at han har at udføre det ham overdragne Hverv klogeligen og rosverdigen, ſaaledes at Guds Ære og Kirkens og Kongens Hæder derved kan befordres og ved Guds Biſtand en gavnlig Forfatning for hine Provinſer kan fremſpire[13].

Man ſeer, at Legatens kirkelige Myndighed i Norge og Sverige var meget udſtrakt, og at ved hans Sendelſe Forbedringer i begge Landes Kirkeforfatning tilſigtedes. Men ved Siden af ſit offentlige Hverv ſkal han ogſaa have havt det hemmelige, overalt paa ſin Reiſe at vække Keiſeren Fiender og at ſkrabe Penge ſammen for det pavelige Skatkammer[14]. Legaten var forreſten en Mand, der om han end ikke før havde beſøgt Norge, dog maatte anſees for at have meer end almindeligt Kjendſkab til de nordiſke Landes Forholde. Thi ligefra 1225 havde han næſten uafbrudt, førſt ſom Biſkop af Modena og ſiden ſom Kardinal-Biſkop af Sabina, opfyldt en Legats Forretninger ved Livernes og Preusſernes Omvendelſe og ved Ordningen af Kirkevæſenet hos dem; og under denne Virkſomhed var han kommen i jævnlig Berørelſe baade med de Danſke og Svenſke, ja han havde endog i geiſtligt Erinde beſøgt den ſvenſke Ø Gotland.

  1. H. H. S. c. 109, jfrt. m. c. 223, 225.
  2. cum idem rex haberet prefatum archiepiscopum ex rationabili causa suspectum.“ N. Dipl. I. 9.
  3. I Norſk Diplom. I. 9 og 10, udfyldes det aabne Rum for Erkebiſkoppens Navn med: Andree; det antages altſaa at have været Andreas Sunesſøn. Men denne fraſagde ſig Erkebiſkopsverdigheden allerede 1224 paa Grund af Sygelighed, og havde til Eftermand Peter Saxesſøn forhen Domprovſt ved Lunds Kirke. Andreas døde rigtignok førſt 4de Juni 1228, men det er dog ikke rimeligt, at den her omhandlede Underſøgelſe overdroges ham efter hans Reſignation. Rimeligere er det, at her menes Peter Saxesſøn, hvilken døde 1228, 10de Juli. Suhm D. H. IX. 475, 565, 571.
  4. N. Dipl I. 9.
  5. N. Dipl. I. 10.
  6. N. Dipl I. 20.
  7. H. H. S. c. 246.
  8. H. H. S. c. 247; N. Dipl. I. 25.
  9. H. H. S. c. 191.
  10. N. Dipl. I. 25.
  11. N. Dipl I. 29.
  12. N. Dipl I. 26.
  13. N. Dipl I. 26.
  14. Suhm D. H. X. 89 (efter Mathæus Weſtmonaſterienſis 335).