Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/115

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 759-773).

115.

Hr. Nils Lykkes Fængsling. Erkebiskoppen sender Kristoffer Throndssøn til Oslo. Underhandlinger der. Det søndenfjældske Raad nærmer sig endnu meer end før til Kong Kristian III. Pfalzgreve Fredrik optræder som Kristian II’s Svigersøn med Fordringer. Henvender sig til Erkebiskop Olaf om Hjælp i Norge.

Man kan ikke tvivle om, at Vincentius Lunges og det søndenfjældske Raads Adfærd har krænket Erkebiskop Olaf dybt. Har han muligen engang drømt om at kunne i denne kongeløse Tid lede Raadet som dets Formand, ja om at kunne bortskjænke Norges Krone til den Fyrste, som han selv sandt tjenlig for Rigets Selvstændighed og for den romerske Kirkes Opretholdelse, – saa maatte nu denne Drøm svinde, da han tydelig saa sig overfløiet af Vincentius Lunge og hans dansksindede Tilhængere. Vistnok kunde det ikke undgaa hans Opmærksomhed, at det søndenfjældske Parti inden sig selv ikke var synderlig enigt, at Biskopperne Magnus og Hans meer bøiede sig for Hr. Vincentius’s Kraft, Heftighed og Overmod, end samstemmede med ham i Grundsætninger og Følelser; alligevel maatte han indsee, at Vincentius for Øieblikket i Eet og Alt havde Overtaget, og at han kunde være sikker paa baade Hertug Kristians og det danske Raads Medfølelse og Bistand. Thi vilde Hr. Vincentius end et norskt Raad, saa var det dog i Grunden et norskt Raad af danskfødte Mænd han kjæmpede for, medens Tanken om Norges egentlige Nationalselvstændighed var ham ligesaa fremmet som Omhuen for den romerske Kirkes Opretholdelse. Det var ikke underligt, om Erkebiskop Olaf, med sin langtfra faste Karakter, nu begyndte at vakle meer end nogensinde, at samle efter Midlerne, ved hvilke han skulde støtte sin Myndighed, ja maaskee redde sin Tilværelse som Erkebiskop.

Det første han greb til var at opgive Nils Lykke for muligen derved at drage Vincentius Lunge og med ham det søndenfjældske Raad igjen til sig. Muligen har dette Offer faldet Erkebiskoppen saa meget lettere, som han maa være kommen under Veir med, eller i alle Fald have fattet Mistanke om Hr. Nils’s hemmelige Underhandlinger med Hertug Kristian, og desuden synes at have mærket lutherske Skikke hos ham, – som at han ikke iagttog Fasten, ikke agtede Helgenerne og de syv Sakramenter, at han havde ladet holde Messer paa Dansk og Bryllupper paa forbudne Tider, og saadant meer. Erkebiskoppen lod sin høitbetroede Tjener Kristoffer Throndssøn angribe ham paa Fosen Gaard, og da han havde overgivet sig, blev han ført som Fange til Stenvikholm Slot i Slutningen af Juni eller Begyndelsen af Juli 1535. Erkebiskoppen nedsatte en Ret i Throndhjem, og for den anklagede Kristoffer Throndssøn Nils Lykke. Denne blev da den Tide (14de?) Juli dømt i Erkebiskoppens Hænder paa Norges Krones Vegne med sit Gods; men hans Liv skulde spares indtil Norges Raad havde dømt i hans Sag og bestemt hans Straf^[1].

Kristoffer Throndssøn sendtes nu paa Erkebiskoppens Vegne til Oslo, at foredrage Nils Lykkes Sag for Raadet der. I en offentlig Forsamling paa Raadstuen i August Maaneds første Halvdel, hvorved Biskop Hans Reff, Provsten Morten Krabbe, Vincentius Lunge og Gaute Galle vare tilstede, fremsatte Kristoffer Sagen og forlangte Raadets Dom. Vincentius Lunge anklagede ogsaa Nils Lykke og paastod, at hans Gjerning var Banssag og Dødssag. De to Prælater holdt sig til Kirkeretten, og maa følgelig have dømt Sagen at være en Fredløshedssag^[2]. Gaute Galle derimod vegrede sig bestemt for at fælde nogen Dom, men henskjød Sagen til en almindelig Herredag^[3]; og de tilstedeværende Lagmænd fandt sig ikke berettigede til at dømme hvor det gjaldt en Ridders Liv, ligesom de heller ikke sandt Loven klar nok i dette Stykke. Vincentius Lunge udvirkede dog omsider, at de Forsamlede tiltraadte Prælaternes Dom, der nu blev fort i Pennen og leveret Kristoffer Throndssøn, for at Erkebiskoppen ogsaa kunde besegle den. Hans Reff raadede dog underhaanden Erkebiskoppen til at fare varsomt og ikke forhaste sig med Dommens Udførelse, da man hverken kjendte den vordende Konges eller det danske Rigsraads Mening om Sagen.

En anden Sag, hvorom Erkebiskoppen ved samme Leilighed eskede det søndenfjældske Raads Mening, var Besættelsen af Bergens ledige Biskopsstol. Den lidet agtede og ganske vist ogsaa lidet agtverdige Biskop Olaf Thorkelssøn døde paa Vors den 23de Mai 1535. Tre Geistlige stræbte efter at følge ham i Biskopsdømmet, nemlig: Geble Pederssøn, Bergens Kapitels Erkedegn, Magister Ivar Kjeldssøn (Jul?), der synes at have været Prælat ved Apostelkirken i Bergen^[4], og den oftere nævnte Morten Krabbe, Provst ved Mariekirken i Oslo og Norges Kansler^[5]. Af disse havde den første og den sidste mest Udsigt til at erholde Biskopsdømmet. Geble var en indfødt Nordmand af god Æt fra Helgeland, havde gaaet i Skole først i Throndhjem, siden i Bergen, havde saa studeret i Alkmar i Holland og i Løven i Brabant, hvor han var bleven Magister og hvor han havde gjort Bekjendtskab med Vincentius Lunge. Efter sin Hjemkomst forestod han Skolen i Bergen og blev Kannik ved Kathedralkirkens Kapitel sammesteds 1518. Han var i Rom for at søge Biskop Olafs Konfirmation^[6] og blev derpaa Kapitelets Archidiaconus, hvilket han endnu paa denne Tid var^[7]. Mgr. Morten Krabbe var af dansk Adelsslegt, havde fornemme Forbindelser i Danmark og havde, som det heder, tjent Kongen (Kong Fredrik) baade som Gesant og i hans Kancelli. Erkebiskoppen var stemt for Magister Geble, hvis Hengivenhed for Reformationen rimeligvis dengang baade var Almenheden og hans Overordnede en Hemmelighed; og Erkebiskoppen havde anbefalet ham i sine Skrivelser med Kristoffer Throndssøn til det søndenfjældske Raad. Dette var derimod afgjørende stemt for Morten Krabbe, og tilkjendegav Erkebiskoppen sin Mening ligefrem i sin Svarskrivelse af 14de August, udstedt af Biskopperne af Hamar og Oslo samt af Vincentius Lunge og Gaute Galle. De mærkede, yttrede de heri, at Erkebiskoppen vilde have Mgr. Geble til Biskop i Bergen. Dette stemmede dog, efter deres Mening, ikke med Geistlighedens vanskelige og farlige Stilling. Geble var en „fin, lærd, ærlig Mand“; men der var „intet mandeligt Hjerte og Raad i ham“. De talte for Morten Krabbe og bade, at Erkebiskoppen gjennem Kapitelet vilde lade denne postulere og selv konfirmere ham; han var, sagde de, „en mandelig, høistforstandig talende og raadende, og en vidtforsøgt Mand“ af stor Slegt og istand til at staa Geistligheden trofast bi. Biskop Hans Reff udtalte sig vidtløftigere herom i et eget Brev til Erkebiskoppen af samme Dag. Han vil ikke, siger han, i denne Sag gjøre andet end hvad Erkebiskoppen selv byder. Han har dog tidligere skrevet til Erkebiskoppen for Morten Krabbe, og han frygter, at om denne ikke kommer til Biskopsstolen med Erkebiskoppens og det bergenske Kapitels Samtykke, da vil Hertug Kristian alligevel indtrænge ham, dels paa Grund af hans Slegt og dennes Bønner, dels paa Grund af hans Tjenester som Ambassadør til fremmede Fyrster og i hans Naades Kancelli. Han er en lærd og „vidt forfaren“ Mand, som kan blive Erkebiskoppen og sit Biskopsdømme til Ære og Hjælp, og som Erkebiskoppen nødig skulde ville undvære, naar han først er kommen i den Stilling. Skeer det med Erkebiskoppens gode Villie, kan der komme meget godt ud deraf; skeer det alene ved Andres Indvirkning, kan det føde det modsatte af sig i Fremtiden. Kunde derfor Erkebiskoppen saaledes drive det, at Bergens Kapitel vilde postulere eller vælge Morten Krabbe efter Erkebiskoppens Raad, og under hans Konfirmation, da skal det troligen blive til hans og Kirkens Bedste. Hertug Kristian skal neppe ville synes om Mgr. Geble i det Embede, om han saa end faar sin Konfirmation af den romerske Kurie. Morten Krabbe – heder det til Slutning – staar forresten for sin egen Person ikke saa heftig efter Biskopsstolen; men Biskoppen tager kun Hensyn til hans Duelighed og til den Gavn, Erkebiskoppen vil kunne nyde af ham. I et senere Brev af 2den September kom Biskoppen tilbage til denne samme Sag og yttrede for Erkebiskoppen, at Mgr. Geble ikke syntes ham skikket for Biskopsdømmet paa denne Tid, men at Morten Krabbe derimod havde meget for sig. I samme Retning havde ogsaa allerede tidligere, i Juli Maaned, baade Biskop Hans og Vincentius Lunge udtalt sig i Breve til Geble Pederssøn, i hvilke de havde ladet ham vide, at Erkebiskoppen havde skriftligen samtykket Mgr. Morten Krabbe til Bergens Biskopsstol, – noget som ganske vist ikke kan have været stemmende med Sandheden. Paa Erkebiskop Olaf virkede imidlertid disse Forestillinger fra det søndenfjældske Raad saameget, at han fremdeles lod Bergens Biskopsstol henstaa ubesat^[8].

Erkebiskoppen lod endelig ogsaa ved Kristoffer Throndssøn handle med det søndenfjældske Raad om Kongevalget. Han havde jo i disse Herrers Brev af 13de Mai deres Mening for sig; men endog blot Hensyn til egen Verdighed maatte vel afholde ham fra strax at tiltræde deres Valg og derved ligesom godkjende deres uformelige og usømmelige Fremfærd i denne Sag. Han maa have ønsket idetmindste at vide, om deres Valg i den Form, det var fremgaaet, var ugjenkaldeligt, og om det ikke kunde formes paa en for hans Stilling som .det hele norske Raads Formand meer passende Maade. Han lod dem sige, at han endnu ikke havde erklæret sig for nogen Herre, og at hans Stemme var fuldkommen fri; men han ønskede at høre deres Raad om hvad der tjente Riget bedst. De svarede imidlertid kun hertil, at .de nu som før ikke vidste noget bedre Raad end at vælge Hertug Kristian. Erkebiskoppen burde forene sig med dem i dette Valg, og gjøre Undskyldninger for, at hans Erklæring kom saa seent; han burde dog med det samme forbeholde Norges Rige dets Friheder ligesom ogsaa fordre Kong Fredriks Haandfæstning at staa ved Magt indtil den nye Konge kom til Norge for at krones^[9].

Forresten indtraf under Kristoffer Throndssøns Ophold i Oslo en Hendelse, som vist ikke forbedrede Forholdet mellem Vincentius Lunge og Erkebiskoppen, og som skal have i høi Grad vakt Kristoffers Forbittrelse mod Hr. Vincentius. I et Gjestebud hos denne sidste, som det lader, kort før Kristoffers Tilbagereise til Throndhjem, opstod en heftig Trætte mellem ham og Verten, under hvilken fornærmelige Ord faldt fra den sidstes Side imod Erkebiskoppen; ja Vincentius skal, efter en senere Beretning, være gaaet saa vidt i sin overmodige Grovhed, at han gav Kristoffer et Slag paa Øret^[10]. Sagen var farlig; og Biskop Hans i Forening med Provsten Morten Krabbe ilede med at underrette Erkebiskoppen i et Brev af 16de August om den ubehagelige Hendelse, tydelig i den Hensigt at indlægge et forsonende Ord og mildne Erkebiskoppens billige Vrede. Trætten, sige de, havde fundet Sted silde om Aftenen, da Gjesterne vare drukne. Erkebiskoppen maa ikke agte paa de Ord, som ved denne Leilighed kunne være faldne, men holde Venskab med Hr. Vincentius; thi aldrig, sige de, udfordres Endrægtighed i Riget meer end nu. I et senere Brev af 18de August fortæller Biskop Hans Erkebiskoppen, at Hr. Vincentius og Kristoffer nu atter ere forligte, og beder ham indstændigen at holde Enighed med den første, da Tiderne ere saa farlige^[11]. Tvisten synes saaledes vel for Øieblikket at have været forligt, i det mindste i det Ydre; men den lod fremskimte Vincentius’s virkelige Sindelag mod Erkebiskoppen, og Kristoffer Throndssøn glemte neppe den Fornærmelse, der var ham og hans Herre tilføiet, om han end maaskee har forladt Oslo tilsyneladende forsonet.

Kristoffer Throndssøn kunde ved Hjemkomsten til Throndhjem give sin Herre mange mundtlige Efterretninger om det søndenfjældske Raads og Hr. Vincentius’s Stemning, der fuldstændiggjorde og forklarede de Skrivelser, Erkebiskoppen med ham fra denne Kant modtog. Med Hensyn til Nils Lykke fulgte Erkebiskoppen Biskop Hans Reffs Raad. Han udsatte hans Sags endelige Afgjørelse og lod ham indtil videre hensidde i Fangenskab paa Stenvikholm. Besættelsen af Bergens Biskopsstol udsatte han ligeledes som allerede fortalt. Angaaende Stemningen i Kongevalgssagen endelig erfarede han, at den var uforandret, eller snarere endnu bestemtere bøiet for Hertug Kristian end før. Dertil virkede de Tidender, man efterhaanden fik om Kristians heldige Fremgang i Danmark, hvorom ogsaa Kristoffer maa have bragt nyere og sikkrere Efterretninger, end Erkebiskoppen tidligere har havt.

I Midten af Marts 1535 var Hertug Kristians Krigsmagt fra Als gaaet over til det sydlige Fyen. Johan Rantzau førte den. For at virke mod ham var ved Midten af April Grev Johan af Hoya, en af de tydske Hærførere, kommen over fra Sjælland. Men Hertug Albrekt af Meklenborg, som nu paa en Maade havde Overanførselen over de Tydske, med Tilsidesættelse af Grev Kristoffer, handlede ikke med tilbørlig Kraft og sendte ikke Greven af Hoya fornøden Forsterkning fra Sjælland, mens derimod Johan Rantzau bestandig fik Tilstød fra Jylland og fra Slesvig. Ogsaa Lybekkerne viste sig lunkne i at undsætte Greven af Hoya fra Søsiden. Under disse for Hertug Kristians Sag gunstige Omstændigheder kom det den 11te Juni til et Slag mellem begge Hære paa Øxnebjerg nær Assens, i hvilket Johan Rantzau vandt en afgjørende Seier. Erkebiskop Gustav Trolle, som var med i Slaget paa de Greveliges Side, blev dødelig saaret og døde strax efter; Greven af Hoya blev dræbt. De Tydskes Magt paa Fyen var dermed tilintetgjort, og Hertug Kristian kunde vende sig mod Sjælland. Den 18de Juli viste hans Flaade sig i Øresund for Kjøbenhavn og Malmø, og den 24de Juli kunde Kristian i egen Person begynde Kjøbenhavns Beleiring.

Efterretningerne om denne Kristians seierrige Fremgang og om det søndenfjældske Raads Vedhængen ved hans Valg maatte naturligvis gjøre et sterkt Indtryk paa Erkebiskop Olaf. Han kunde nu ikke ret vel, uden at sætte sin hele Stilling paa Spil, dvæle længer med at svare paa de Søndenfjældskes Opfordring, og det ved en Tiltrædelse til deres Valg paa Hertug Kristian. Men dette Skridt gjorde han, som man vel kan tænke, kun nødig og modstræbende. Det skeede – ikke paa den Maade, som de Søndenfjældske havde ønsket det og i sit Brev af 13de Mai udtalt, nemlig ved aabent Valgbrev, beseglet af de nordenfjældske Herrer, hvilket Valgbrev de søndenfjældske siden kunde tilføie sine Segl og saa sende til Hertug Kristian, – heller ikke ved en umiddelbar Skrivelse til Kristian selv; det skeede ved et Brev af Erkebiskoppen alene til Biskop Hans Reff og Hr. Vincentius Lunge.

Brevet var givet i Throndhjem, den 10de September, og Indholdet omtrent følgende: – Da Raadet ikke har kunnet komme til Throndhjem, „saa er Erkebiskoppen nu alvorligen til Sinds, at samtykke og fuldbyrde for sit Hoved den Kaaring, som de verdige Fædre og strenge Riddere søndenfjælds have gjort i den hellige Trefoldigheds Navn, høibaarne Fyrste og mægtigste Herre Hertug Kristian til sin Herre og Konge at være“, paa det at ikke de to Riger, som længe under een Konge have været forbundne, igjen skulle skilles. Han beder de Tilskrevne, at de ville fremme hans Sag paa det bedste hos Kongen og Danmarks Raad. Han vil overdrage den Deel af Landet, som udgjør hans Biskopsdømme, i Kongens Hænder, uden al videre Bekostning og Besvær for denne, og være ham huld og tro^[12]. – Breve af samme Indhold skrev han ogsaa til flere af de danske Raadsmedlemmer, baade Prælater og verdslige Herrer, og sendte sin Kannik Jens Olssøn med alle disse Skrivelser til Oslo. Han forsynede denne samme med sin Fuldmagt til at handle efter Omstændighederne paa sine Vegne, og medgav ham derfor endogsaa sit Segl, paa det at han kunde sætte det for de Breve, som i Oslo maatte blive udfærdigede i Anledning af Valget^[13].

Men endnu før Erkebiskoppen havde gjort dette Skridt til at komme de søndenfjældske Raadsmedlemmers Ønske imøde, havde disse bestemt sig til at gaa end videre i den Retning, de havde slaaet ind paa. Og hertil bleve de øiensynlig drevne ved nye Efterretninger om Hertug Kristians fortsatte heldige Fremskridt i Danmark, idet han den 18de August havde i Lund modtaget Skaaningernes Hylding. Hele Danmark, paa Stæderne Kjøbenhavn, Malmø og Landskrona nær, havde nu gaaet ham til Haande og erkjendt ham for Danmarks udvalgte Konge. De søndenfjældske Raadsmedlemmer gjorde Udkast til et Hyldingsbrev, hvori de tilsagde Hertug Kristian Huldskab og Mandskab, og altsaa bandt sig yderligere til ham, end ved det forudgaaende Valg. De havde ogsaa besluttet, at Vincentius Lunge skulde reise til Danmark for at overbringe Kristian Valget og Hyldingen. Om alt dette underrettede de Erkebiskoppen ved tvende Breve af 1ste September. I det ene, beseglet af Biskopperne Magnus og Hans samt af Morten Krabbe og Vincentius Lunge, sendte de Udkast til Hyldingsbrevet, til en Instruktion og til et Fuldmagtsbrev, idet man anmodede Erkebiskoppen om, hvis han tiltraadte deres Beslutning, da at udferdige Hyldingsbrevet paa Pergament, besørge det forseglet af de nordenfjældske Raadsmedlemmer og derpaa sende det tilbage til de søndenfjældske. Disse skulde da ogsaa forsegle det og besørge det til dets Bestemmelse. I det andet Brev, udferdiget i de tre ovennævnte Prælaters Navn samt i Riddernes Gaute Galles og Klaus Bildes, foreslaaes, at Hr. Vincentius skal sendes til Kristian; og Erkebiskoppen opfordres til at give ham til Reiseomkostningernes Bestridelse 300 rinske Gylden af Thrøndelagens Indkomster samt af Nils Lykkes Len, som nu vare i Erkebiskoppens Verge. Man vilde for det første bede Kristian stadfæste den Haandfæstning, som hans Fader havde givet Norge. Man yttrede, at man vilde vente paa Erkebiskoppens Svar til Jul; men hvis det ikke indløb til den Tid, saa man sig nødt til at skride videre i Sagen paa egen Haand. I et Brev af 2den September, hvilket Biskop Hans Reff særskilt tilskrev Erkebiskoppen, og hvori han tillige, som for fortalt, omhandlede Bergens Biskopsstols Besættelse, – opfordrede han Erkebiskoppen til at holde Venskab med Vincentius Lunge og behandle dennes Sendebud vel. Ja han lod sig endog forlyde med, at det kunde være godt at gjøre Hr. Vincentius til Norges Riges Hovmester, hvilket Embede ei havde været besat siden Hr. Nils Henrikssøns Død. Man seer tydelig, at Biskoppen har arbeidet for en Udsoning mellem de to Modstandere, at han endnu bar frygtet Følgerne af Hr. Vincentius’s fornærmelige Adfærd mod Kristoffer Throndssøn, og at han saa meget som muligt har villet formilde Erkebiskoppens billige Fortørnelse mod den overmodige og anmassende Herre, der førte det store Ord i det søndenfjældske Raad og saagodt som ganske vendte dette efter sin egen Villie^[14].

Vincentius Lunges Sendebud, der bragte de sidst omtalte Breve til Erkebiskoppen, og dennes Fuldmægtige, Kanniken Jens Olssøn, maa næsten antages at have reist hinanden forbi paa Veien mellem Throndhjem og Oslo. Men saasnart som Jens Olssøn var kommen til sidstnævnte Sted med sin Herres Breve, hvilket vel maa være skeet i Slutningen af September, sendte de søndenfjældske Herrer strax dem af disse Breve, som vare skrevne til danske Stormænd, til deres Bestemmelse; og de tilskreve selv med det samme sine Venner i Danmark, at Erkebiskoppen nu havde erklæret sig for Kristian III^[15]. De søgte derved at binde ham til denne ligesaa fast, som om han havde ligefrem og formeligen valgt og hyldet ham, hvilket Erkebiskoppen imidlertid ikke havde gjort, ligesaalidet som Kristian fra sin Side havde underkastet sig nogen udtrykkelig Forpligtelse mod Norges Rige. Kristian og Erkebiskop Olaf stode saaledes, de søndenfjældske Herrers Tjenstiver uagtet, endnu retslig ubundne af hinanden, saalænge som Erkebiskoppen ikke havde beseglet noget Valgbrev eller Hyldingsbrev, og Kongen ikke nogen norsk Haandfæstning.

Men skjønt Hr. Vincentius for Offentligheden gav sig Mine af at handle i alt dette samstemmig med det søndenfjældske Raad og uden Svig mod Erkebiskoppen, ja endogsaa lod denne ved Hans Reff forsikkre, at hvis han blev afsendt til Kong Kristian med Valg- og Hyldingsbrevet, da skulde han tale alt Godt om Erkebiskoppen og ikke hvile, for han havde udvirket, at denne blev tagen til Naade af Kristian, – saa gik han dog til samme Tid sin egen skjulte Vei for at indynde sig personligen hos den vordende Konge og nedsætte Erkebiskoppen i dennes Øine. Herfor er et skriftligt Bevis os levnet i en Instrux af 4de September, skreven med Vincentius’s egen Haand og bestemt for hans Tjener, Lasse Skonning, der skulde gaa til Danmark, rimeligvis som Overbringer af de ovenomtalte Breve, og ved samme Leilighed skulde fremstille sig for Kong Kristian og overrække ham Vincentius’s Brev og Hilsen. I denne Instrux paalægges det Sendebudet hemmeligen at sige Kristian Følgende: – Erkebiskoppen af Throndhjem havde endnu ikke samtykket ham som Norges Konge, men var af Hjertet derimod. Uagtet alle det søndenfjældske Raads Opfordringer til ham at give sit Samtykke, havde han uddraget dette fra Dag til Dag Da et falskt Rygte var kommet til Throndhjem om at Greven af Oldenborg havde vundet Slaget i Fyen, havde Erkebiskoppens Folk holdt sig lystige og i Borgestuen drukket Kristian Fynbos Skaal, hvormed de meente den gamle Kong Kristian (Kristian II). Der vilde allerede for længe siden have været Afsendinger fra Norge hos Kongen, hvis ikke Erkebiskoppen havde voldet Opsættelse. Vincentius handlede idelig med ham om at han skulde gaa Kongen tilhaande, og hannoinclude>

1. Palud.-Müller, Gr. Feide II. 71–73.
2. Jons Chrr. c. 49, Norg. g. L. II. 375.
3. Heri havde han tydelig Fredrik IIs Haandfæstning for sig; der heder det nemlig: Tiltale til noget Medlem af Rigets Raad, som gjelder Ære, Liv og Gods, skal skee for det hele Rigsraad. S. o. f. II. 672.
4. Langes Klh. 2den Udg. 262, jfrt. m. N. Dipl. II. 826.
5. Disse tre omtales som Kandidater til Embedet i to Breve af Morten Krabbe til Biskop Hans af Oslo og til Vincentius Lunge af 29de December 1535 i det norske Rigsarchivs münchenske Samling.
6. S. o. f. II. 653.
7. N. Saml. I. 7–8.
8. Breve fra det søndenfjældske Raad og Biskop Hans Reff til Erkebiskop Olaf af 14de August 1535; fra Hans Reff til Samme af 2den Septbr. s. A.; fra Geble Pederssøn til Samme af 13de Decbr. s. A., – alt i det norske Rigsarchivs münchenske Saml. 1535.
9. Breve i det norske Rigsarchivs münchenske Saml. af 1535, 14de August, nemlig et Brev fra Raadet til Erkebiskoppen, et andet fra Biskop Hans Reff til Samme, jfrt. m. Pal.-Müller, Gr. F. II. 73–75.
10. Suhms nye Sml. III. 271.
11. Breve af 16de og 18de August 1535 i det norske Rigsarchiv, münchenske Sml., jfr. Pal.-Müller, Gr. F. II. 79.
12. Palud.-Müller, Aktst. II. 136.
13. Sam. Gr. Feide II. 76.
14. Breve af 1ste og 2den Septbr. 1535 i det norske Rigsarchivs münchenske Sml., jfrt. m. Pal.-Müller, Gr. F. II. 76–77, 82.
15. Pal.-Müller, Gr. F. II. 77; Hans Refss og Morten Krabbes Brev til Erkebiskop Olaf af 15de Novbr. 1535 i det norske Rigsarchivet münchenske Saml.

</noinclude> havde nu sat ham en bestemt Frist, inden hvilken han maatte erklære

sig; hvis ikke dette skede, vilde de søndenfjældske Herrer af Raadet handle paa egen Haand. Bergenhus, Erkebiskoppen og alt det Nordenfjældske havde endnu ei villet erklære sig for Kongen, undtagen Vardøhus Slot og de Len, som Vincentius havde, – de vare indthingede under Kongens Magt. Bilde Kongen give Hr. Vincentius et aabent beseglet Befalingsbrev paa at indtage, ham tilhaande, Bergenhus Slot og alt det Nordenfjældske, paa hvad Maade han bedst kunde, ved Magt eller Underhandling, da vilde han dertil gjøre sit Bedste. – De sidste Udladelser vise Hr. Vincentius’s Begjærlighed efter igjen at faa Bergenhus i sin Haand, og at han, for at naa dette Maal, ikke tog i Betænkning at fremstille ganske uden Grund den daværende Befalingsmand, Thord Roed, for Kongen som mindre paalidelig. Forresten fremlyser af denne Opsats, som af flere Breve fra dette Aar, Hr. Vincentius’s, ikke altid redelige, Anstrengelser for at overbevise Kong Kristian om sin Hengivenhed og om sin Uundværlighed for hans Valgs og Sags Fremme i Norge^[1].

Det var vistnok stemmende med Sandhed, naar Hr. Vincentius sagde, at Erkebiskoppen i sit Hjerte var imod Kristian III’s Valg til Norges Konge, og at han især voldte den Udsættelse, som med Hensyn hertil havde fundet Sted. Men Ingen kan dog i Grunden fortænke Erkebiskoppen, at han, naar han kjendte Kristians Hengivenhed for den lutherske Lære og Kirkereformationen, ikke forhastede sig i en Sag, som han kunde være forvisset om vilde blive af den største Indflydelse paa den norske Kirkes fremtidige Stilling Ingen kan undres over, at han, for han gav sin afgjørende Stemme til Valget af en Konge, der var aabenbar frafalden fra den Kirke, af hvilken Erkebiskoppen selv var et Medlem, og det et saare høitstaaende Medlem, saa sig varsomt for, om ikke en anden valgbar Fyrste kunde findes, der var, den romerske Kirke tro. Det var jo ogsaa ganske naturligt, at Erkebiskoppen følte sig stødt ved sine Modstanderes, især Hr. Vincentius’s, anmassende Opførsel, idet de saa at sige vilde aftvinge ham en Tiltrædelse til deres Valg, og at han netop derved indtoges af en forøget Modbydelighed for dette. Han var fuldkommen i sin gode Ret, da han i August Maaned lod de søndenfjældske Herrer tilkjendegive, at han endnu betragtede sin Stemme med Hensyn til Kongevalget som fuldkommen fri, endogsaa naar han dengang ikke nærmere udtalte sig om Nogen, paa hvem han muligen kunde lade sin Stemme falde, hvis han ei vilde give den til Kristian III. Naar han derimod senere ved sit Brev af 10de September virkelig gav det søndenfjældske Raad al Anledning til at tro, at han nu var oprigtig stemt for Kristians Valg, og at hans formelige og bindende Tiltrædelse til dette ikke skulde udeblive, naar paasordredes, og han desuagtet vedblev at speide omkring sig efter en anden Fyrste, hvem han kunde opstille i Kristians Sted paa Norges Kongestol, – saa stod han visseligen ikke længer reen overfor sine Modstandere. Men det politiske Kneb, han heri brugte, var dog noget i hin Tid, og vel til alle Tider, altfor almindeligt til at kunne fælde ham for Historiens Domstol som en troløs Forræder, – saa meget mindre som just nu en ny Forfegter af den fangne Kristian II’s Sag var fremstaaet, der ganske naturlig maatte have tildraget sig Erkebiskop Olafs Opmærksomhed, og hos ham vakt store Forventninger. Dette var Pfalzgreve Fredrik af Pfalz.

Fredrik var en Broder af den daværende Churfyrste, Ludvig, af Pfalz, og ved denne Tid lidt over femti Aar gammel. Han havde fra sin Ungdom af staaet i en nær Berøring med den østerrigsk-burgundiske Fyrsteæt, havde erhvervet sig Ry for Hærførerdygtighed og havde havt Anledning til at vise Keiser Karl V og hans Broder, den romerske Konge Ferdinand, Tjenester, som gjorde Krav paa deres Erkjendtlighed. Den vilde de, efter Ferdinands Forslag, vise ved at give ham sin Søsterdatter, Kong Kristian II’s ældste Datter Dorothea, tilegte og, da Kristian ikke længer havde nogen Søn i Live, med hende lade følge hendes Faders Fordringer paa de nordiske Riger. Forhandlingerne om denne Sag vare begyndte i Mai 1534. Den stødte i Førstningen paa Vanskeligheder, men blev endelig i April 1535, under en Sammenkomst mellem Keiser Karl og Pfalzgreven i Barcellona i Spanien, bragt i Rigtighed. Fredrik drog til Nederlandene, hvor Dorothea opholdt sig hos Regentinden, Dronning Maria af Ungarn, og i Brüssel blev han den 18de Mai 1535 høitidelig trolovet med den fjortenaarige Kongedatter. Regentinden vilde nu, at Fredrik strax skulde drage til Danmark for der at optræde med sine Fordringer paa Kristian II’s Vegne, – hvilket ogsaa dengang kunde synes meget tilraadeligt, medens Lykken endnu ikke afgjort heldede til nogen af de to stridende Parters Side. Men Fredrik bestemte sig, efter Andres Raad, til først at holde sit Bryllup i Heidelberg i Pfalz, og dette skede ikke for den 26de September. Saaledes gik den for hans Optræden i Danmark gunstigste Tid unyttet forbi, og Sagerne der havde taget en for Kristian III afgjørende heldig Vending, før endnu Pfalzgrevens Plan var kommen til nogen fuld Modenhed^[2].

Det var under alt dette i sin fuldkomne Orden, at baade Keiseren, og den burgundisk-nederlandske Regentinde, og Pfalzgreven selv overveiede Hjælpemidlerne, som de nordiske Riger tilbøde for deres Plans Udførelse, – og her maatte Norge ikke sidst komme i Betragtning, da man under den megen Handelsforbindelse, som fandt Sted mellem dette Rige og Nederlandene, her vel maatte kjende de norske Forhold og vide, at den norske Kongestol endnu stod ledig. Man vidste ogsaa, at Erkebiskop Olaf, der i Mellemrigets Tid ifølge sin Stilling var det norske Kongedømmes Vikarius og det norske Raads Formand, havde været i 1532 Kristian II’s tro Tilhænger, havde lidt meget for hans Skyld, frygtede det lutherske Partis kirkereformatoriske Stræben og nærede Mistanke mod Kristian III, baade fordi denne var Reformationens Ven, og fordi han paastod Arveret til Norges Krone. Erkebiskop Olaf var saaledes en Mand, til hvem man med de bedste Forhaabninger kunde henvende sig om Understøttelse for Pfalzgrev Fredriks Sag fra Norges Side. I Overbevisning herom udstedte ogsaa Keiser Karl, allerede under sin Sammenkomst med Pfalzgreven i Barcellona, derifra den 10de April 1535 et Brev til Erkebiskoppen, hvori han underrettede denne om Pfalzgrevens forestaaende Giftermaal med Kristian II’s ældste Datter og paa en smigrende Maade anbefalede ham sammes Sag, idet han tillige gav tvende Stormænd, Biskop Georgius af Brixia og Ridder Lardon af Breda, Fuldmagt som sine Underhandlere hos ham. Ligeledes tilskrev Pfalzgreven ham selv, dog først den 26de August, fra Heidelberg, om Raad og Hjælp for den Sag, i hvilken han agtede at optræde. Begge disse Breve bleve imidlertid, uvist af hvilken Grund, for det første tilbageholdte, som det synes, i Nederlandene ved Dronning Marias Hof^[3], og kom ikke for i Slutningen af November, som vi snart skulle see, Erkebiskoppen til Hænde.

Pfalzgrev Fredriks Trolovelse og dermed forbundne Planer bleve hastig bekjendte for Kong Kristian III og hans Parti, ligesom for det norske Raad. Biskop Hans Reff kunde i et Brev fra Oslo af 13de Juli underrette Erkebiskop Olaf om det Rygte, som gik, at Pfalzgreven rustede sig for at optræde med væbnet Haand i Kristian II’s Sag^[4], og allerede for maa Tidenden om Trolovelsen i Brüssel ganske vist have naaet Throndhjem. Man kan ikke tvivle om, at den har gjort et sterkt Indtryk paa Erkebiskoppen. At en streng-katholsk Fyrste egtede den sønneløse Kristian II’s ældste Datter og derved overtog den fangne Konges Sag, samt at dette skede under den mægtige og kloge Keiser Karls Samtykke og med de bedste Udsigter til hans Hjælp, – dette kunde ikke andet end hæve Erkebiskop Olafs synkende Haab. Ganske vist var det ikke uden Indflydelse paa hans Erklæring i August Maaned ved Kristoffer Throndssøn til de søndenfjældske Raadsmedlemmer: „at hans Stemme endnu var fri“. Og man maa ligeledes tro, at det ogsaa var medvirkende til hans senere tilsyneladende vaklende, men dog snarere afventende Holdning. Men, at Erkebiskoppen strax, paa Grund heraf, skulde, uden nærmere Opfordring, have indladt sig i Underhandlinger med Pfalzgreven eller den burgundiske Regjering, og gjort den ene eller den anden bindende Løfter, – dette er hidtil ubevist og i sig selv uantageligt. Thi at Pfalzgrevens Gesant, Hubert, i sin Fremstilling for Keiser Karl under sit Ophold hos denne i Neapel i November 1535, nævnte Erkebiskoppen af Throndhjem blandt sin Herres Tilhængere, og som den der vilde holde næsten hele Norge paa hans Side^[5], støttede sig aabenbare ikke til nogen bestemt Erklæring, mundtlig eller skriftlig, fra Erkebiskoppens Side, men kun til Huberts Kundskab om de daværende norske Forhold og paa rimelige Formodninger, han deraf uddrog. Erkebiskoppens varsomme Karakter forbød ham ganske vist at gjøre det første Skridt; og det er desuden klart, at hans norske Uvenner i December, da Erkebiskoppen dog virkelig havde modtaget Keiserens og Pfalzgrevens ovenomtalte Skrivelser, endnu ingen Anelse havde om nogen Forbindelse mellem ham og de nævnte Fyrster. I hine Breve, som Erkebiskoppen først modtog med et af sine Skibe fra Holland den 23de November^[6], findes heller ikke det mindste Udtryk, der henpeger paa et forudgaaende Tilsagn fra hans Side, eller paa nogen tidligere indgangen Forbindelse mellem ham og Pfalzgreven.

Keiser Karls Brev af 10de April indeholder, foruden Anbefalingen for de tvende Sendebud fra ham, der vare bestemte til Norge, men ikke kom did, og foruden Underretningen om Pfalzgreve Fredriks forestaaende Giftermaal med Dorothea, ikkun en Opfordring til at vælge Pfalzgreven til Norges Konge. – Pfalzgreven, i sin Skrivelse af 26de August, omtaler med Yttringer af Paaskjønnelse og Taknemmelighed, det Taalmod, med hvilket Erkebiskoppen har baaret sine og sit Fædrenelands Lidelser, og den Troskab, han har vist.mod hans Frænde og Fader Kong Kristian II. Han underretter Erkebiskoppen om sit Egteskab med Kristians ældste Datter og sin Hensigt at ville gjøre sit Yderste for at befri Kristian og tilveiebringe Enighed, Rolighed og Fred i alle hans Riger. Hvorledes Ufreden der er opstaaet, og hvo der har voldet den, ved Erkebiskoppen bedst selv. Da Pfalzgreven er overbevist om, at det er Erkebiskoppens høieste Ønske, at hans christelige Forsæt kan faa Fremgang, saa beder han om hans Raad, ved hvilke Midler dette bedst kan skee. Han vil for den Sag, med Venner og Venners Hjælp, vove sig selv og al sin Ejendom. Han vil være Erkebiskoppen i høieste Maade takskyldig, om denne vil tilskrive ham, hvorvidt han kan forlade sig paa ham og Norges Riges Indbyggere. Han skal da give Erkebiskoppen sin egen Stilling hemmeligen tilkjende^[7].

Skjønt intet her, som sagt, hentyder paa, at Erkebiskoppen selv havde gjort noget første Skridt til et Forbund med Keiseren og Pfalzgreven, saa er det dog aabenbart, at Skrivelserne i høi Grad have glædet ham og vakt hans Forhaabninger. Han meddelte, rimeligvis i Begyndelsen af December Maaned, sin Fortrolige, Kanniken Jens Olssøn, som fremdeles var i Oslo, deres Indhold i al Hemmelighed og yttrede med det samme, at der ikke kunde være meer at vente end nu. Dog lægger han til: „Mennesket spaar, men Gud raader (homo proponit, Deus autem disponit)“. Han torde altsaa ikke hengive sig ganske til sit glade Haab. For de i Throndhjem tilstedeværende Medlemmer af Erkestolens Kapitel holdt han derimod Brevene for det første hemmeligt; i det mindste paastode de dette senere, da det gjaldt dem om at rense sig i Kong Kristians Øine for Deelagtighed i Erkebiskoppens paafølgende voldsomme Adfærd, hvilken de da fremstillede som staaende i Forbindelse med og tildeels som en Følge af de samme Breve^[8].

Imidlertid synes det, efter Jens Olssøns Komme til Oslo, for en længere Tid at have været stille her i Kongevalgsagen, enten fordi Hr. Vincentius og de søndenfjældske Herrer have virkelig villet holde sig strengt til sit Løfte og ikke gjøre noget videre Skridt i Sagen, før den Erkebiskoppen satte Frist med Hensyn til Hyldingsbrevets Udstedelse var forbi, altsaa før Jul, – eller fordi Pfalzgreve Fredriks Optræden har indgivet dem selv lidt Betænkelighed ved at fremskynde for Øieblikket Kristian III’s Valg og Hylding meer end høist nødvendigt, – eller endelig fordi Jens Olssøn maaskee ikke har fundet det tjenligt at gjøre dem strax bekjendte med den hele Udstrækning af den ham medgivne Fuldmagt, især med Hensyn til Anvendelsen af Erkebiskoppens Segl. Vist er det, at intet Spor findes til, at man i Tiden fra Jens Olssøns Komme til Oslo, hvilken, som før sagt, sandsynligvis maa sættes i Slutningen af September, og ligetil langt ud i November Maaned, har gjort noget alvorligt ved Sagen, eller forlangt af Erkebiskoppens fuldmægtige Sendebud, at han skulde benytte sin Fuldmagt og Erkebiskoppens Segl. Et nyt Stød fra Danmark udfordredes for atter at sætte de søndenfjældske Herrer i Rørelse for Kristian III’s Sag.

1. Instruxen findes i det norske Rigsarchiv. münchenske Samling under 1535. Dateringen paa den: „Løverdagen post decollationem Joannis evangelistæ“ er aabenbart en Feilskrivning for: post decoll. Johannis baptistæ. Jfr. Palud.-Müller, Gr. Feide II. 79–81.
2. Pal.-Müller, Gr. F. II. 92–102.
3. Pal.-Müller. Gr. F. II. 306.
4. Brev af nævnte Dag i det norske Rigsarchivs münchenske Sml. 1535.
5. Pal.-Müller, Gr. F. II. 307.
6. Smsts. 83.
7. Hvitf. Krist. III. u. 1536.
8. Erkebiskoppens udaterede Brev til Johannes Olavi, Canonicus Nidrosiensis, i det norske Rigsarchivs münchenske Sml.; det throndh. Kapitels Brev til Krist. III af 13de Jan. 1538 i Dan Mag. VI. 290–292. Jfr. Pal.-Müller, Gr. F. II. 83 Not.