Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/116

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 773-785).

116.

Kristian III begynder med større Kraft at drive paa sit Valg i Norge. Sender Klaus Bilde derhen som sin Underhandler. Vincentius Lunge vil have Kongens Erinde afgjort i Oslo; men Klaus Bilde vil have en Sammenkomst i Throndhjem med Erkebiskop Olaf. Flere af de søndenfjældske Raadsmedlemmer følge ham did.

Kristian III havde hidtil kun meget lidet indblandet sig umiddelbart i det norske Kongevalg. Han havde, som ovenfor sagt^[1], i Februar 1535 tilskrevet begge Norges Raadsafdelinger og i disse Breve paa en Maade erklæret sig for Norges rette Herre, det vil da sige: ifølge Arveret, – og i Kraft heraf bedet Nordmændene om Antagelse og Hjælp. Men da herpaa intet fyldestgjørende Svar og ingen Hylding var fulgt, derimod blot meer eller mindre lovende Tilsagn om, at han skulde blive tagen i Betragtning ved et kommende Kongevalg, vare ham givne, saa synes han at have bestemt sig til at lade Nordmændene for det første handle paa egen Haand, ikke indgaa paa nogen Forpligtelse til dem, men naar han var kommen i tryg Besiddelse af Danmark, tiltvinge sig Erkjendelsen af sin formeente Arveret til Norges Krone. Var dette, som ganske rimeligt er, hans Hensigt, da kom Erkebiskop Olafs Modstræben ham ret beleilig, og hans egen heldige Fremgang i Danmark under den paafølgende Sommers tidligere Deel maatte styrke ham i sligt Forsæt. Men mod Sommerens Slutning begyndte Udsigterne for ham atter at blive noget mørkere. Vel var han fremdeles heldig i den nærmeste Kreds. Men i det Fjærne truede Pfalzgreve Fredriks Fordringer, som den mægtige Keiser Karl syntes meer og meer bestemt paa kraftigen at understøtte; og til samme Tid maatte han mærke, at hans Venskabsforhold til den svenske Konge Gustav, ikke uden hans egen Skyld, i følelig Grad kjølnedes. For at virke paa den sidstnævnte gjorde han i September 1535 sin bekjendte hastige Reise til Stokholm, hvor han udentvivl har haabet at overraske Gustav ved sin Nærværelse, og ved sin for Dagen lagte Tillidsfuldhed afvinde ham en endmere opoffrende Hjælp, end den han allerede havde modtaget baade ved Hjælpetropper og Pengelaan. Men den kloge Gustav lod sig hverken overraske eller blende. Han viste Kristian al ydre Høflighed, men indlod sig ikke paa noget fornyet Forbund, ikke engang paa Tilsagn om noget gjentaget Pengelaan, før Kristian den 15de September havde, som Underpant for det tidligere modtagne og det nu attraaede nye Laan, givet ham Forskrivning paa Baahus Slot og Len samt Viken og paa Akershus Slot og Len, altsaa paa en meget betydelig Deel af Norge, hvor Kristian endnu ikke formeligen var valgt, men hvis Raads Samtykke han dog nødvendigen tiltrængte for at skaffe Pantsættelsen Sikkerhed. Han kom misfornøiet tilbage til sin Leir for Kjøbenhavn og fandt sig nu i den Nødvendighed at maatte drive paa Afgjørelsen af sit Valg i Norge for at kunne stille Kong Gustav den lovede Sikkerhed for en Pengehjælp, som han ikke godt kunde undvære.

Hovedsagen for Kristian blev nu at finde en paalidelig Mellemmand mellem sig og det norske Raad. Man skulde, efter alle Vincentius Lunges forudgaaende Anstrengelser for at vinde Kristians Yndest, vente sig, at denne havde valgt ham til sin fuldmægtige Underhandler i Norge; men dette blev dog ikke Tilfældet. Kristian synes, ligesaalidt som i sin Tid Kong Fredrik, at have næret fuldkommen Tiltro til hin ærgjerrige Stormand, ihvor skjønne Løfter han end gjorde. Kristian vidste fra ældre Tid af, at Hr. Vincentius egentlig arbeidede for et lidet, i Norge indsmuglet, dansk Partis Overmagt, hvis Hoved han selv vilde være, langt meer end for den danske Konges og det samtlige danske Rigsraads Herredømme deri Landet; – men hint var ingenlunde stemmende med Kristians allerede tidligere fremskimtende Ønske at vinde Norges Krone som sin Æts Arvelod. Han har derfor ikke villet, med mindre han blev tvungen af den yderste Nød, kaste sig Hr. Vincentius og hans Parti i Armene. Derimod foretrak han at henvende sig til Høvedsmanden paa Baahus, Klaus Bilde, der for Tiden havde Viken i Pant, og som i 1532 havde været med at drive Underhandlingerne i Norge paa Kong Fredriks Vegne. Ham vandt Kongen først fuldkommen for sin Sag ved den 18de October at tilsikkre ham og hans Efterkommere Viken, indtil det udløstes for den fulde Pengesum, hvorfor det stod i Pant; og nu overdrog Kongen ham at fare til Norge snarest muligt som Kongens fuldmægtige Underhandler og forsynet med hans Instruktion^[2].

Senere hen besluttede Kristian sig til at medgive Hr. Klaus som Ledsager paa hans Sendefærd til Norge en anden Mand, af hvis Indflydelse i Norge han kunde vente sig megen Hjælp i sit Forehavende, dersom det lykkedes at vinde ham for sig. Denne Mand var Hr. Esge Bilde, Hr. Klaus’s Farbroders Søn. Vi have seet, at Hr. Esge i Sommeren 1534 var falden i Lybekkernes Hænder^[3], og han havde været deres Fange først i Danmark og siden i Lybek ligetil November 1535. Men den 5te November fik han, ifølge en Forandring i det styrende Raad i Lybek, igjen sin Frihed og ilede nu tilbage til Danmark. Paa Tilbageveien havde han en Sammenkomst med Kristian paa Torning Slot ved Haderslev i Sønder-Jylland. Han maa her have givet Kongen fyldestgjørende Tilsagn om sin Hengivenhed og om at virke for hans Sag i Norge. Alligevel aflagde han hverken nogen Ed til ham som Norges Konge eller modtog Bergenhus Slot af hans Haand, – noget som den ærlige Hr. Esge ganske vist har fundet stridende mod sin tidligere Forpligtelse til Norges Raad. Han indgik aabenbare heller ikke paa nogen Forpligtelse mod Erkebiskop Olaf, hvis Sag man tvertimod seer, at han under sit Ophold i Danmark gjerne ønskede at forsvare og stille i det gunstigste Lys for Kongen. Men han indgik udentvivl paa Kristians Ønske, fordi han tænkte sig, ved sin mæglende Optræden mellem Erkebiskoppen og Vincentius Lunge, paa een Gang at kunne gavne baade Norge, for hvilket Land han virkelig synes at have vundet Godhed, og Kristian. Kongen maatte ogsaa kunne love sig meget af Hr. Esges Virken i Norge, naar han først havde sikkret sig hans Hengivenhed. Alligevel synes Kongen ikke at have meddelt Esge nogensomhelst Fuldmagt til at handle som Hr. Klaus sideordnet; denne sidste skulde fremdeles være Kristians egentlige Sendebud, hvem Esge kun skulde understøtte med sin Indflydelse. Hr. Esge fik blot Tid til i største Hast at besøge sin Gaard Balden i Halland og derfra medtage sin Hustru, for han med Klaus Bilde drog til Oslo^[4].

Hr. Klaus’s forestaaende Komme didhen var allerede de derværende norske Raadsmedlemmer forkyndt ved Breve fra Kong Kristian til Hr. Vincentius og til Biskop Hans, udstedte i Feltleiren for Kjøbenhavn den 18de October, altsaa samme Dag som Kongens Forhold til Klaus Bilde var ordnet. Til Norge synes disse Breve at være bragte af den samme Svend, som Hr. Vincentius i September havde sendt til Danmark, og de vare komne til sin Bestemmelse før den 13de November. De vare for begge de Tilskrevnes Vedkommende i Hovedsagen ligelydende Kongen, heder det, har udferdiget Hr. Klaus Bilde med sine mærkelige Hverv angaaende sin Udvælgelse, for at han strax skal drage nordenfjælds at handle herom i Overensstemmelse med den ham givne Instrux; og Kongen beder nu begge de tilskrevne Herrer, at de ville følge Hr. Klaus, „paa det at, naar han kommer did at handle vort Erinde, og han bliver vist for Døren, at vi da maa have der nogen igjen indenfor Døren, som vil vide vort Bedste.“ Kristian har følgelig været forud indtagen – rimeligvis netop især gjennem Hr. Vincentius’s omtalte hemmelige Forestillinger – imod Erkebiskoppen, har ventet sig Indsigelser fra hans Side og har villet, at Hr. Vincentius og Biskop Hans skulde hjælpe Klaus Bilde at overvinde disse. Forresten undskylder Kristian i Brevet til Hr. Vincentius, at han ikke kan overdrage ham Bergenhus, da Esge Bilde er i Fangenskab^[5], og Kongen ikke tvivler om, at de, der af ham ere efterladte i Befalingen, have den Forskrift af Esge, at de skulle holde ham Slotsloven „til tro Haand,“ indtil han kommer fri til dem igjen. Kongen kan altsaa ikke give Vincentius, hvad der endnu ikke er kommet i hans Magt, om end Esge Bilde tidt og ofte har tilbudet ham, at samme Slotslov skal holdes Kongen til Hænde. Kristian har altsaa ikke fundet det klogt at stole altformeget paa Hr. Vincentius og give ham altfor stort Raaderum i Norge. Derimod indbyder han ham i sit Brev til at følge Hr. Klaus tilbage til Danmark for der at komme sig til Orde. – I Brevet til Biskop Hans omtaler Kristian en Sølvskat af Norge, som Biskoppen skal hjælpe ham til, da han høieligen behøver den „for at mynte Penge af til at lønne sit Krigsfolk.“ Biskoppen indbydes derimod ikke til Danmark^[6].

Disse Breve satte naturligvis strax de i Oslo nærværende Raadsmedlemmer i Rørelse. Den 13de November vare Biskop Hans, Morten Krabbe og Hr. Vincentius alle samlede i Biskoppens Værelse, og blev Jens Olssøn, Erkebiskoppens fuldmægtige Sendebud, der endnu var tilstede i Oslo, kaldt for dem. Biskoppen underrettede ham om Klaus Bildes forestaaende Komme og om hans Agt at drage til Throndhjem. Herrerne spurgte Jens ad, om han havde Erkebiskoppens Secret eller Segl, saaledes at det, som i Oslo blev forhandlet og afsluttet, kunde blive dermed forseglet, da Erkebiskoppen havde sat sit fulde Fortroende til dem. Jens erklærede, at han havde Erkebiskoppens Segl. De lode sig nu forlyde med, at det syntes dem raadeligst at spare Erkebiskoppen og Almuen for Bekostningen med Hr. Klaus’s og de søndenfjældske Raadsmedlemmers Reise til Throndhjem. De have følgelig strax bestemt sig til, saafremt det var muligt, at faa Hr. Klaus holdt tilbage i Oslo, og der faa Sagen med ham afgjort ved Hjælp af Jens Olssøns Fuldmagt og Erkebiskoppens Segl.

Det var aabenbare Vincentius Lunge, der havde mest imod, at Klaus Bildes Erinde skulde afgjøres i Throndhjem under Erkebiskoppens egne Øine. Faldt nemlig Erkebiskoppen da til Føie og gik villig ind paa Kong Kristians Valg og paa hans øvrige Fordringers Opfyldelse, saa var Hr. Vincentius ikke længer den første Mand i Forhandlingerne og ikke den, hvem Kongen fortrinsviis blev Tak skyldig for disses heldige Udfald, – noget som Kristian tydeligen kun meget nødig vilde være. Erkebiskoppen og Klaus Bilde bleve da Hovedpersonerne, medens Hr. Vincentius rimeligen vilde komme til at staa i Skyggen. Han maatte her spille sit Spil fiint, og om muligt faa Throndhjemsreisen afvendt, uden at dette alligevel kastede nogen Mistanke paa ham som den, der heri handlede af personligt Nag mod Erkebiskoppen. Udentvivl var det herfor han den følgende Dag fik et Optrin i Stand i Raadet, hvortil Jens Olssøn skulde være Vidne. Den 14de November blev denne nemlig atter indkaldt for Raadet. Der stod Hr. Vincentius op og klagede over, „at Ord, Brev og Segl ikke holdtes,“ i det nemlig Erkebiskoppen ikke ordentlig udredede Vincentius en Deel Fisk, han var denne skyldig ifra Overenskomsten i 1532^[7]. Da imidlertid Biskop Hans og Provsten strax lagde sig mæglende imellem, standsede han sin Klage og gav dem Haanden paa, at han vilde være Erkebiskoppens Ven af Hjertet, og at han vilde fremme dennes Sag for Kongen og Danmarks Raad. Derpaa oplæste han en Tale, som han agtede at holde „paa Dansk“ for Kongen, og i hvilken han „ærligen og mærkeligen“ undskyldte Erkebiskoppen og Biskoppen af Hamar. Han vilde ogsaa, erklærede han, tale i samme Tone for Danmarks Raad, og han skulde bringe det til et endeligt Forlig mellem Kongen samt det danske Raad paa den ene Side og Erkebiskoppen paa den anden, før det kom til nogen Underhandling om Norges Riges Erinder. Jens Olssøn lovede nu paa Erkebiskoppens Vegne, at dennes Bud skulde være tilstede i Oslo inden 13de December med Hyldingsbrevet, Fuldmagten og de øvrige Erkebiskoppen under 1ste September tilstillede Breve^[8]. Herrerne lode fra sin Side Jens Olssøn forstaa, at det var deres Ønske, at han skulde drage med Hr. Vincentius til Danmark.

Alt giver tydelig nok tilkjende, at Hr. Vincentius nærede det bedste Haab om at holde Erkebiskoppen personligen udenfor Underhandlingerne med Klaus Bilde derved, at disse bleve drevne og afgjorte i Oslo med Benyttelse af Erkebiskoppens Fuldmagt og Segl, og at Vincentius, efter heldig at have fuldbragt dette, vilde som det hele norske Raads Fuldmægtige drage til Danmark til Kong Kristian og her endelig med ham umiddelbart bringe den hele norske Sag til Ende. Herved vilde Hr. Vincentius staa ene, uomskygget, som den glimrende Gjennemfører af dette vanskelige Hverv, hvem altsaa baade Kongen og Norges Rige skyldte den største Taknemmelighed.

Saasnart nu det foromtalte var foreløbigen afgjort efter Hr. Vincentius’s Ønske, tilskreve de nævnte tre Raadsmedlemmer, han, Biskoppen og Provsten, under 15de November Erkebiskop Olaf. De underrettede ham om Kong Kristians Skrivelser og Klaus Bildes forestaaende Komme til Throndhjem med Kongens magtpaaliggende Erinder. Disse angaa nærmest Kongens Udvælgelse der nord, samt en Sølvskat; og Kongen har bedet Biskop Hans og Hr. Vincentius at følge med Hr. Klaus. Erkebiskoppen, sige de, har forlængst sendt sit fuldmægtige Bud, Jens Olssøn, til Oslo med sit Segl og givet dem samtlige Fuldmagt til at raade i Rigets Erinder efter Leiligheden med Tilsagn om at ville fuldkommen holde hvad de endrægtigen maatte beslutte. Det synes dem derfor ikke nødvendigt at foretage den lange, besværlige Reise til Throndhjem. De have tilskrevet Hr. Klaus Bilde at være tilstede i Oslo den 13de December, til hvilken Tid de ogsaa have kaldet didhen Biskop Magnus af Hamar og Ridder Gaute Galle. Kunne de da nogenlunde komme overeens med Hr. Klaus om, at denne vil lade sig nøie med Beslutning og Svar i Oslo, skulde de gjøre sit Bedste hertil. Men vil Hr. Klaus endelig til Throndhjem, maa Kongens Skrivelse adlydes. Hr. Klaus har bedet dem opfordre Erkebiskoppen til imidlertid at „forskrive Rigets Raad der Nordenfjælds med alle ypperste, gjæveste Mænd skyndsomst at komme til Throndhjem.“ Dette synes dem imidlertid vanskeligen at kunne skee saa hastigen paa denne Aarstid i den haarde Vinter. De forlange derfor med det første Erkebiskoppens aabne, forseglede Fuldmagt i alle de Rigets Erinder, som Hr. Klaus efter sin Instrux maatte have at foredrage dem, paa det at de heri maa handle med fuld Myndighed paa Erkebiskoppens Vegne. Thi Erkebiskoppen kan let forstaa, at dersom deres Herres og Konges Erinde og Begjæringer ikke alvorligen og uforsømmeligen fremmes, da vil det optages dem Alle unaadigt.

Denne embedsmæssige Raadsskrivelse til Erkebiskoppen blev imidlertid ledsaget af tvende andre mere fortrolige Skrivelser af samme Dag: den ene fra Biskop Hans og Morten Krabbe i Forening, den anden fra Biskoppen alene.

I den første underrettes Erkebiskoppen om hvad Raadets Medlemmer, og navnligen Hr. Vincentius, før Jens Olssøns Ankomst til Oslo, havde søgt at udrette for Erkebiskoppen ved Skrivelser til deres Venner i Danmark, idet disse vare opfordrede til at lade Kongen vide, at Erkebiskoppen havde tiltraadt hans Valg og vilde bringe sit Biskopsdømme til at antage ham. De havde beholdt Jens Olssøn hos sig indtil Bud og Svar kom tilbage fra Danmark. Dette var nu indtruffet, og de havde dermed faaet vide, at Klaus Bilde er paa Veien til Oslo og vil komme did til 13de December. Kongen forlanger, at Hr. Vincentius skal følge med Hr. Klaus tilbage til Danmark. Da de nu have i Sinde at afgjøre Hr. Klaus’s Erinde i Oslo, og sende med Hr. Vincentius det Huldskabs- og Mandskabsbrev, af hvilket de tidligere have meddeelt Erkebiskoppen en Kopi, bede de denne sende dem samme Brev tilligemed Instruxen og Fuldmagten tilbage, enten fuldt udfærdigede under sit Segl, eller saaledes at han overlader de søndenfjældske Herrer Udfærdigelsen, samt Beseglingen med Erkebiskoppens Segl, som Jens Olssøn har. I sidste Fald skal der blive taget tilbørligt Hensyn til Stillingen ved Klaus Bildes Komme. Hr. Vincentius, fortælle de, havde ikke vist synderlig Lyst til at paatage sig Sendefærden til Danmark for at udrette det mundtligt, som ikke kunde udrettes ved Breve. Han lod dem vide, at han før havde gjort slige Reiser og ikke faaet sine Omkostninger godtgjorte af Norges Raad. Han trøstede sig ei til at gjøre denne, medmindre han fik en Hjælp af 300 rinske Gylden; fik han ikke den, saa han helst, at en anden gjorde Udlægget og Reisen samt derfor fik Takken. De vide imidlertid ingen anden, som kan paatage sig denne Færd, og søndenfjælds er der ei nogen Kronens Len at tage Pengene af; de bede derfor Erkebiskoppen at udlægge de 300 Gl. og sende dem til Oslo til 13de December.

I den anden Skrivelse, som er fra Biskop Hans alene, synes denne tale endnu aabnere. Erkebiskoppen – siger han – forlanger i alle sine Breve, at de skulle handle „efter Leiligheden“; men Leiligheden har været saa usikker paa alle Sider, at Biskoppen ikke har tordet med fuld Tryghed tage fat paa Erkebiskoppens Erinde. Tidenderne have været ganske mislige om Kongens Beleiring for Kjøbenhavn, om Pfalzgreven og om de Lybekske, indtil nu Hr. Vincentius’s Svend var kommen op fra Kongen fra Leiren. Hvad de, og navnligen Hr. Vincentius, have skrevet i Erkebiskoppens Sag til sine Venner i Danmarks Raad, er neppe blevet Kongen alvorligen forebragt, især at Erkebiskoppen har tiltraadt hans Valg, – siden Hr. Klaus Bilde er bleven affærdiget til Norges Raad nordenfjælds. En Kopi medsendes af Kongens Brev. Hr. Klaus skriver selv, at der ligger stor Magt paa den Reise; Aarsagen kan han ikke skrive Biskoppen til, men vil sige ham den ved deres Sammenkomst. Deraf maa man slutte, at han har andre Erinder at fare med, end netop de, Kongens Breve omtaler, og hans Reise til Throndhjem vil vist komme til at gaa for sig. Skeer det, da var det godt, om Erkebiskoppen vilde kalde Raadet og de bedste Mænd nordenfjælds til Throndhjem til samme Tid. Med Hr. Vincentius havde det ingenlunde været fuldtrygt, og han „havde ikke Hjerte til“ Erkebiskoppen. Denne maa dog ikke lade sig mærke dermed, og heller ikke agte paa falske Venners Skrivelser. Hr. Vincentius var fortrydelig, fordi han ikke fik Fisken i den fastsatte Termin; han troede nemlig heri at see „gammel Avind“ fra Erkebiskoppens Side. Han stødte sig ogsaa over, at dennes Tjenere „stundom havde havt unyttige Ord om ham“. Men nu har Biskoppen og Provsten drevet det dertil, at Erkebiskoppen maa fast forlade sig paa ham. „Han har holdt begges vore Hænder og tilsagt Eders Naade et grundigt og fast Venskab aabenbare og hemmeligen“. Man maa nu – erklærer Biskoppen – holde sammen; derpaa beroer baade Rigets og Erkebiskoppens Velfærd for en stor Deel. Brister Samholdet fra nogen af Siderne, „da vil det virke til Rigets, Kirkens, Troens, Raadets og menige Indbyggeres grundelige evige Skade og Fordærv“. Han raader Erkebiskoppen at lyse i sin Borgestue et fast Venskab mellem ham selv og Hr. Vincentius, og forbyde at tale om denne andet end godt; – og han bor mage det saa, at det kan komme Hr. Vincentius for Øre. Erkebiskoppen maa ogsaa skaffe Hr. Vincentius de 300 Gylden til Reiseomkostninger; thi Ingen i Riget er bedre skikket til Reisen end han, og Rigets Bestaaen samt Erkebiskoppens og Biskop Magnus’s Velfærd hænger deraf. Vincentius har paataget sig at skaffe dem begge Kongens Gunst, ser han afleverer Huldskabsbrevet, og før han giver sig ind paa Rigets vigtige Erinder. Kong Kristian er nu hyldet i Jylland, Sjælland og Skaane, „og er ikke andet troende eller tænkende, end at hans Naade bliver ved Magt, uden Gud vil anderledes have det“.

Man seer tydelig, at det i Grunden, trods alt hvad han gjorde sig kostbar; har været Hr. Vincentius meget om gjøre at blive det norske Raads fuldmægtige Sendebud til Kong Kristian, dog saaledes at han fik sine Reiseomkostninger godtgjorte. Han har derfor ikke sparet paa gode Løfter til Erkebiskoppen, Løfter, hvilke dog hans tidligere Fremfærd altid maa gjøre det saare uvist, om han virkelig var alvorlig til Sinds at holde. Forresten fremgaar af Hans Reffs sidstomtalte Brev, at det ingenlunde var Erkebiskoppens Skyld alene, at Afgjørelsen af Kristians Valg og Hylding blev udsat saalænge af det søndenfjældske Raad. Ogsaa hos dettes Medlemmer har hersket Ubestemthed. De have gjerne villet afvente Tingenes Udfald i Danmark; og det var dem derfor i Grunden ikke saameget imod, som de lode sig forlyde med, at Erkebiskoppens Adfærd gav dem et Paaskud til Udsættelsen af deres endelige Erklæring.

Mest maa vel ellers Erkebiskoppen antages at have lyttet til hvad hans Fortrolige og fuldmægtige Sendebud, Kanniken Jens Olssøn, skrev ham til fra Oslo om Forhandlingerne der i Anledning af Klaus Bildes forestaaende Komme. To Breve fra ham til hans Herre fra denne Tid ere levnede. Det ene synes at have været bestemt til at læses før Afsendelsen af Biskop Hans. Deri gjøres Rede for de Forhandlinger i Raadet, som ovenfor ere omtalte, og ved hvilke Jens Olssøn var tilkaldt; og Biskop Hans’s samt Provstens Bestræbelser for at stille Hr. Vincentius tilfreds og gjøre ham til Erkebiskoppens Ven udhæves. Erkebiskoppen staar ilde hos Kongen og en Deel af Danmarks Raad; han maa nu vise sig gunstig mod Hr. Vincentius. Dennes Fordring paa de 300 Gylden maa Erkebiskoppen søge at opfylde; der er nu intet Middel at gribe til uden at nytte Hr. Vincentius. Erkebiskoppen bør tilskrive ham kjærligen og fortro sig til ham; dette er Biskop Hans’s Raad. Han bør ogsaa tilskrive Klaus Bilde. Erkebiskoppen underrettes om hvad Jens Olssøn har lovet paa hans Vegne med Hensyn til Hyldingsbrevet og de andre Brevskaber. Han faar selv betænke, om han nu ogsaa vil skrive Kongen til, eller som før sætte Alt i Biskop Hans’s Hænder, indtil Sagen er afgjort, og da rette sig efter Leiligheden. Herrerne have besluttet, at Brevskriveren skal fare med Hr. Vincentius til Danmark. Han vil gjerne dette, siger han, for Erkebiskoppens Bedste. Han kan ved den Leilighed erfare meget, som kan være Erkebiskoppen nyttigt at vide for derefter at rette sin Fremfærd. Erkebiskoppen maa strax sende Budet tilbage igjen med Brevene og lade det skynde sig, hvis man vil forekomme Herrernes Reise til Throndhjem; Pengene kan han sende senere. Han beder Erkebiskoppen endelig intet forglemme af hvad der angaar Hr. Vincentius. „Unge Kong Kristian faar visselig Fremgang. Her er nu intet andet Middel til. Hvad som sagt var om Pfalzgreven var altsammen Løgn.“

Jens Olssøns andet Brev synes end mere fortroligt. Han ved, siger han, intet bedre Redningsmiddel for Erkebiskoppen, end det, han i sit første Brev har tilskrevet ham; og han kjender Ingen, som Erkebiskoppen nu bedre kan bruge end Hr. Vincentius. Han maa nytte alle de Venner, han har, mellem Kongen og sig, og opfylde Hr. Vincentius’s Fordring med Hensyn til Reisepengene, „om han vil blive ved Magt“. Hr. Vincentius har betinget sig, at Norges Raad skal staa fast ved ham, og ikke falde fra, som de før have gjort. Der er maaskee i Danmark mange Holsteinere og Andre, som ville have Forleninger i Norge; men dem ved Brevskriveren, at Hr. Vincentius vil staa imod. Han raader Erkebiskoppen at tilskrive denne eftergivende og venskabeligen, anbefale ham alle Rigets Erinder og tilsige ham sin faste Bistand i alt hvad han handler for Rigets Bedste. Erkebiskoppen maa forresten være belavet paa Klaus Bildes Komme til Throndhjem; det kan mærkes paa hans Brev til Biskop Hans, at han selv vil did. Erkebiskoppen maa snarest muligt meddele Jens Olssøn Forskrifter for, hvorledes han skal bære sig ad med de Breve, Erkebiskoppen sender til Oslo, om Herrerne drage Nord^[9].

Jens Olssøns Breve, som alle de øvrige nærmest omtalte, ere udstædte den 15de November og rimeligvis strax afsendte. Men Brevdrageren naaede, efter Erkebiskoppens Udsagn, paa Grund af Reisens Besværlighed, ikke til Throndhjem for den 5te December. Erkebiskop- pen havde altsaa, for han modtog dem, faaet over Nederlandene Keiser Karls og Pfalzgreve Fredriks Breve, hvilke vi tidligere have omtalt. Disse vare nemlig, som for sagt, komne ham til Hænde den 23de November. Vare de skikkede til at vække hos ham nye Forhaabninger, saa maatte de senere modtagne fra Oslo tjene til igjen at dæmpe disse. Vi have seet, at Erkebiskoppen i Hemmelighed og med en vis Glæde meddelte Jens Olssøn de over Nederlandene modtagne Nyheder^[10]; men man sporer ikke, idetmindste ikke af hvad han samtidigen svarede tilbage til Raadsmedlemmerne i Oslo, at de samme Tidender have bestemt ham til noget aabent Skridt mod Kristians Valg.

Erkebiskop Olaf skyndede med at udstæde de nødvendige Breve i Anledning af Efterretningerne søndenfra De ere alle givne i Throndhjem dels den 7de og dels den 8de December, altsaa kun to til tre Dage efter at han havde modtaget Brevene fra Oslo.

Erkebiskoppen takker Biskop Hans for den Umag, som han og Provsten havde gjort sig for at styrke Venskabet mellem ham selv og Hr. Vincentius. Han har – siger han – ikke ventet sig noget Ondt af denne, og han vil med Guds Hjælp skikke sig saa, at der fra hans Side ikke skal findes nogen Brøst, ligesom han og venter, at Hr. Vincentius vil vise sig ligedan mod ham baade lønligen og aabenbare. Erkebiskoppen vil med det Første sende de 300 Gylden, og han har intet imod at Jens Olssøn selger Hr. Vincentius til Danmark. Drager Klaus Bilde ikke til Throndhjem, forlader Erkebiskoppen sig nu som før paa Biskop Hans, at alt bliver indrettet i bedste Form og Mening paa Alles Vegne. Kopien af Hyldingen, Fuldmagten og Instruxen sender han ubeseglet tilbage, da han ingen har hos sig af Norges Raad; men han samtykker og indvilger i hvad det nu i Oslo samlede Raad beslutter. Han vil „med yderste Lempe og Flid“ tilskrive Hr. Vincentius. Komme Herrerne nord, skulle de være velkomne; dog vil han gjerne have nærmere Bud derom. Raadet der nord trøster han sig ikke til i Hast at faa samlet.

I et andet Brev til Biskop Hans og Kansleren, Provst Morten Krabbe under Eet takker Erkebiskoppen dem for hvad Godt de have skrevet for ham til deres Venner i Danmark. Han er tilfreds med, at man afgjør Klaus Bildes Erinde i Oslo, og han gjentager den Fuldmagt, han for har meddelt dem med Jens Olssøn.

Til Biskop Magnus af Hamar skriver han, at Klaus Bilde er ventende til Oslo ved St. Lucie Tid (13de December) med Kongens Erinde til Rigets Raad om Hylding og en stor Landshjælp eller Sølvskat. Raadet har kaldet Biskop Magnus og Gaute Galle til Oslo i den Mening der at underhandle med Hr. Klaus. Kommer denne Underhandling til at gaa for sig, beder han Biskoppen sørge for Norges Riges Bedste, „saa at intet bliver beseglet, som skadeligt eller ulideligt kan være.“ Vil Klaus Bilde til Throndhjem, har Jens Olssøn Befaling at give Biskop Magnus Underretning derom.

Erkebiskoppen lader Klaus Bilde vide, at hans Komme til Norge og Erinde til Raadet, er ham af dette forkyndt. Da Raadet har Erkebiskoppens Fuldmagt til at handle baade om Hyldingen og om andet, som Riget angaar, er der fra den Side intet i Veien for, at Sagen kan forhandles i Oslo. Hvis Hr. Klaus reiser strax derfra tilbage til Kongen, beder Erkebiskoppen ham at ville tale til hans Bedste baade hos Kongen og Danmarks Raad, „hvorsomhelst det kan behøves“. Drager han derimod til Throndhjem, skal han der være velkommen; – men nogen af Rigets Raad eller mange andre de ypperste og bedste af Landets Indbyggere nordenfjælds trøster han sig ikke til at kunne forsamle paa denne Aarets Tid.

Til Norges Raad søndenfjælds skriver endelig Erkebiskoppen under 8de December, at han har modtaget deres Brev om Klaus Bildes Komme til Norge. De have tænkt at kunne besvare hans Erinde i Oslo og have i den Anledning forlangt Erkebiskoppens Fuldmagtsbrev. Erkebiskoppen samtykker i hvad Klaus Bildes Instrux esker, og gjentager sin Fuldmagt, som han for har sendt dem med Jens Olssøn, „givende Eder Fuldmagt (efter den Leilighed, som sig nu i Rigets Erinde og Anliggende begiver, med samt i disse nu tilkommende kongelige Majestæts Hverv og Erinde, som Hr. Klaus Bildes oftmeldte Instrux indeholder og formelder) paa Vores Vegne Rigets og alles Vores Bedste at gjøre, lade, forhandle, bebreve, besegle og beslutte ligervis som vi personligen der hos Eder tilstede vare“. Dog dersom Klaus Bilde endelig strax vil drage den svære Reise til Throndhjem, da skal han og Raadet være Erkebiskoppen i alle Maader velkomne.

Om denne Fuldmagt har været ganske efter de søndenfjældske Raadsmedlemmers Ønske, lader sig ikke afgjøre; men at der laa nogen bevidst, vel overveiet Falskhed eller Tvetydighed i den fra Erkebiskoppens Side, tør man ikke heller paastaa. At Erkebiskoppen forresten har været fuldkommen forberedt paa begge Dele: et Raadsmøde i Throndhjem i Anledning af Klaus Bildes Sendelse, eller dennes Erindes Afgjørelse i Oslo, – det viser klarligen Indholdet af alle de ovenomhandlede Breve fra ham.

Det var imidlertid ikke alene Kongevalget og Skatten, som tænktes ved denne Leilighed at skulle enten i Throndhjem eller i Oslo afgjøres, men ogsaa Besættelsen af Bergens ledige Biskopsstol. Vi have før omtalt, at der til denne var flere Søgere, men at de tvende, det bergenske Kapitels Archidiaconus, Helgelændingen Mgr. Geble Pederssøn, og Kansleren, den danske Morten Krabbe, havde mest Udsigt til at faa den. Vi have seet, at den sidstnævnte havde formaaende Talsmænd i det søndenfjældske Raad^[11], og han havde ladet Erkebiskoppen vide, at han ventede ved sine danske Frænders og Venners Hjælp at faa Kong Kristians Samtykke og Brev paa Biskopsstolen med Klaus Bilde. Erkebiskoppen tilskriver ham under 7de December en høflig Lykønskning og beder ham søge Norges Raad i Oslo om dettes yderligere Understøttelse i sin Sag. Erkebiskoppen har skrevet til Bergens Kapitel om Biskopsvalget strax efter Jens Olssøns Afreise, men endnu ikke faaet noget Svar. Han vil gjerne i denne Sag rette sig efter Raadet. – Morten Krabbe har, saavidt skjønnes, ikke havt Bergens Kapitel paa sin Side, og Geble Pederssøn synes fremdeles, og det vistnok med Grund, at have næret det Haab, at Erkebiskoppen dog havde ham nærmest for Øie. Derfor skrev Geble under 13de December 1535 til Erkebiskoppen, at denne burde lade Bergens Biskopsstol staa ubesat, indtil en Sammenkomst mellem ham og Rigets Raad havde fundet Sted. Morten Krabbe fik heller ikke med Klaus Bilde det ventede og paaberaabte Samtykke af Kong Kristian; derfor skrev han den 29de December fra Oslo efter Biskop Hans og Hr. Vincentius til Throndhjem og bad dem tage sig af hans Sag paa Herredagen der, – en Bøn, som dog, ifølge Begivenhedernes Gang, blev ham til ingen Nytte^[12].

Vincentius Lunges og de søndenfjældske Raadsmedlemmers Haab om, at Klaus Bildes Erinder kunde lade sig afgjøre i Oslo, og Erkebiskoppen saaledes ikke personligen skulde komme til at indblande sig heri, blev imidlertid skuffet. Hr. Klaus kom i Følge med Hr. Esge til Oslo, før man havde ventet ham, og vilde ikke afstaa fra Throndhjemsreisen. Tvertimod han synes at have paaskyndet denne med al Kraft. Allerede den 10de December^[13] gave begge Bilderne, Vincentius Lunge og Biskop Hans Reff sig paa Veien, hvor siden ogsaa Biskop Magnus af Hamar slog sig i Følge med dem. Erkebiskop Olafs ovennævnte Breve af 7de og 8de December kunne altsaa ikke have naaet dem før deres Afgang fra Oslo, men kunne vel have kommet dem til Hænde paa Reisen, muligen allerede i Hamar, hvor det er tænkeligt, at de have dvælet lidt for at faa Biskop Magnus med sig. I Juledagene 1535 ankom de til Throndhjem^[14].

1. S. o. f. II. 753.
2. Palud.-Müller, Gr. F. II. 182–183. Kristian tilsikkrede Hr. Klaus Bilde Viken, uagtet han paa samme Tid underhandlede med Kong Gustavs Gesant, Erik Flemming, om at overlade Viken som Pant til den svenske Konge. En Forsikkring blev ogsaa udstedt den 23de October af Kristian og tolv Tilstedeværende af det danske Rigsraad, hvori Kristian lovede inden førstkommende Paaske at overdrage Gustav og Sveriges Rige Akershus, Baahus og Viken som Pant sst. 180–181.
3. S. o. f. II. 746.
4. Palud.-Müller, Gr. F. II. 256–257; Annal. f. nord. Oldk. 1853, 49–54.
5. Brevet var nemlig skrevet før Hr. Esges Løsgivelse og Tilbagekomst fra Lybek.
6. Kristians Breve til Hans Reff og V. Lunge af 18de Octbr. 1535 i det Norske Rigsarch. Münchenske Sml.
7. S. o. f. II. 734.
8. S. o. f. II. 766.
9. Alle de ovenomtalte Breve til Erkebiskoppen findes i det Norske Rigsarchivs münchenske Samling, under 1535.
10. S. o. f. II. 772.
11. S. o. f. II. 761.
12. Erkebiskop Olafs ovenomtalte Skrivelser af 7de og 8de December findes i det norske Rigsarchivs münchenske Samling under Aaret 1535, ligesaa Geble Pederssøns Skrivelse til Erkebiskoppen af 13de December og Morten Krabbes to Skrivelser af 29de December, den ene til Hans Reff, den anden til Vincentius Lunge. Jfr. i det Hele Palud.-Müller, Gr. F. II. 255, 256.
13. Hans Reffs Brev af 25de April 1536, Palud.-Müller, Aktst. II. 264.
14. Pal.-Müller, Gr. F. II. 257. At de kom til Throndhjem i „Jule hellige Dage“ siges udtrykkelig i Thrøndernes Brev af 7de Januar 1536, Pal.-Müllers Aktst. II. 206. Hvitfeld siger, ak det var „før Juleaften.“ Krist. III’s Hist. u. 1536.