Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/75

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 235-243).

Paa denne Tid hendte i Nidaros en stor Ulykke. Den pragtfulde Kathedralkirke, Christkirken, afbrændte den 4de April 1328, som var 2den Paaskedag. Ikke alene alt Træverket i den brændte, men ogsaa meget af Murverket, Steenpillarer og Steenbuer baade foroven og forneden, tog Skade, ligesom Klokker og mange andre Klenodier ødelagdes. Erkebiskop Eilif udstedte den 12te August fra Nidaros Rundskrivelser til alle sine Lydbiskopper, hvori han forkyndte dem denne Ulykke. Christkirken – siger han deri — kunde kaldes en Krone og Prydelse ikke alene for Norge men og for flere Lande, paa Grund af den hellige Olafs Anseelse, „der hædrede den ved sin Nærværelse, og med sine herlige Jærtegn og sit Forbønsord (árnaðarorð)“. Han skildrer Ødelæggelsen paa Murene som saa stor, at man kunde vente sig end større Skade, hvis de ei snarligen bleve istandsatte. Men hertil havde han ei selv Evne. Derfor henvendte han sig til alle „Guds, den hellige Olafs og sine Venner“ med Bøn om Hjælp til Kirkens Gjenopbyggelse, idet han mindede om den Ære og Sjælehjælp, hvori de derved kunde vorde deelagtige, og særligen om de Indulgenser, som Paven havde forundt alle dem, der bidroge til dens Opførelse^[1]. Dette Erkebiskoppens Opraab havde til Følge, at der overalt i Provinsen blev bedet for Nidaros’s Kirke, og at store Gaver til den bleve samlede^[2].

Biskop Audfinn af Bergen havde, samtidigen med sin ovenomtalte Tvist med Drotseten og Raadet, mange andre vigtige Sager at tage Vare paa, og hans Adfærd med Hensyn til disse Vidner, ligesom alt hvad for om denne Prælat er berettet, om hans Virksomhed og Nidkjærhed for sin Biskopsstols Tarv og Ære.

I 1325 kom for Audfinns Domstol i Bergen en Hexesag. Den for Anvendelse af Trolddom beskyldte var en Enke, Ragnhild med Øgenavnet Tregagaas. Hun havde allerede i sin Mands levende Live havt utilladelig Omgang med en vis Baard, skjønt hun var beslegtet med ham i forbudne Led. Af Kjærlighed til ham og for at forstyrre hans egteskabelige Forbindelse med en Bergliot havde hun nu indladt sig paa at øve overtroiske Trolddomsgjerninger og fremsige visse „kjetterske“ Besvergelser, hvilke hun havde lært i sin Ungdom. Da Rygtet herom blev meer og meer udbredt, stevnede Biskoppen hende for sig den 28de Januar, men kunde da ingen Tilstaaelse faa af hende. Hun blev imidlertid fængslet, og tilstod endelig ved et nyt Forhør den 8de Februar, skræmmet ved Sysselmandens Trudsler, alle de med hende gjorte Beskyldninger. Da hun imidlertid siden yttrede overordentlig stor Anger, og det desuden erfaredes, at hun rinder Udøvelsen af sin Forbrydelse ikke havde været ved sin fulde Forstand, saa dømte Biskoppen hende, efterat hun havde afsvoret sin Vildfarelse, til en meget streng livsvarig Pønitense i Faster, samt til en syvaarig Pilegrimsfærd til hellige Steder udenfor Norge^[3].

Under Audfinns Biskopsstyrelse — Aaret vides ikke — kom et Forlig og en Overeenskomst i Stand mellem Bergens Presteskab og Prædikebrødrene sammesteds, der sigtede til at gjøre en Ende paa de mange forargelige Tvistigheder, som næsten uafbrudt i en lang Række af Aar havde været yppede fra begge Sider. Overeenskomsten sluttedes ved en Voldgift, i det Sagens Afgjørelse overgaves visse af og blandt begge de stridende Parter udvalgte Mænd; – paa Presteskabets Side: Biskop Audfinn og tvende af hans Chorsbrødre, paa Prædikebrødrenes Side: Prioren Olaf og tvende Ordensbrødre, alle af Conventet i Bergen. Blandt Overeenskomstens Artikler maa udhæves: — at Prædikebrødrene skulde beholde et omtvistet Legat af Biskop Narve; – at Chorsbrødrene og Prædikebrødrene ikke skulde forstyrre hinandens Begravelser og Sjælemesser, men holde disse i en vis bestemt Orden; — at Prædikebrødrene skulde strengeligen agte de Bansættelser, som ved Bergens Biskop eller hans Official forkyndtes, og ikke styrke eller hjælpe den bergenske Kirkes Fiender eller arbeide til dens Skade, saalænge ingen Uret øvedes mod dem af Biskoppen eller hans Kapitel; — at Prædikebrødrene i sine Skriftemaal og sine Taler skulde formaa Folket til retteligen at yde Tiende; – endelig at alle forhenværende Tvistigheder hermed skulde være for evig glemte og neddyssede, og at Prædikebrødrene skulde udvirke nærværende Overeenskomst stadfæstet af sin Provinsialprior i Aarets Løb^[4].

I 1328, i Begyndelsen af Aaret, havde Audfinn en Trætte med Abbed Arnald og Klostret i Halsna angaaende Forsømmelse i Udredningen af Kathedratikum (den aarlige Afgift til Biskopsstolen) samt om visse Tiendeforholde. Efter nogen Brevvexling i Marts og April, endtes denne Trætte dermed, at Abbeden, som først havde vist sig noget stridig, lagde hele Sagen i Audfinns Vold, hvis Kjendelse af 24de April faldt meget lempelig for Modparten^[5].

Siden efter afgav han den 8de Juni samme Aar Kjendelse i en Trætte mellem Nonneklosteret i Bergen og Abbed Arne af Lyse om et Laxefiske i Os^[6]. Kjendelsen var til Nonneklosterets Fordeel. Abbeden var dog hermed utilfreds, appellerede den 12te Januar 1329 til Erkebiskoppen og forlangte Følgeskrivelse (apostolos) af Audfinn. Denne stevnede ham for sig, men Abbeden erklærede, at han ikke havde at møde eller svare for Biskoppen ifølge sit Klosters Immunitet, og fortfor med sin Appel. Audfinn gjendrev den 1ste Marts Appellen som ugyldig foruden af andre Grunde saa især af den formelle, at den forsildig var indgiven, nemlig hele 7 Maaneder efter Biskoppens Kjendelse, istedet for at det skulde være skeet inden 10 Dage. Med saadan Folgeskrivelse kom Sagen for Erkebiskoppen, som den 26de Juni 1329 stadfæstede Biskop Audfinns tidligere Dom^[7].

Den sidste Trætte Audfinn vides at have havt var med selve Erkebiskoppen, og angik Besættelsen af Dals Kirke i Bergens Biskopsdømme^[8]. Erkebiskop Eilif havde erfaret, at denne Kirke havde staaet saa længe ledig (over et halvt Aar?), at Bortgivelsen af den, ifølge det lateranske Conciliums Statuter, var lovligen gaaen over til Erkebiskoppen. Han gav den derfor den 6te October 1329, i Overvær af sine Chorsbrødre, til en af disse, Baard Einarssøn, og meldte dette ved et Brev fra Nidaros af 10de samme Maaned til Biskop Audfinn med Begjæring, at Biskoppen vilde oplade Kirken til Baard, naar denne med det første indfandt sig^[9]. Hermed var dog Audfinn ingenlunde tilfreds, helst da han allerede havde bortgivet Kirken til en af sine egne Klerker, og desuden efter hans Paastand Erkebiskoppen havde feilet i sin Fremfærd paa Grund af mangelfuld Underretning. Da han den 2den November havde modtaget Erkebiskoppens Brev, svarede han denne tilbage i en høflig Skrivelse, at han gjerne, af Hensyn til Erkebiskoppen, skulde have samtykket Kirkens Bortgivelse til Baard, hvis han ikke allerede længe i Forveien, nemlig den 27de September næst forleden, under sin Visitation paa Stedja i Sogn, havde bortgivet Dals Kirke til sin egen Klerk Arnfinn, som for Tiden studerede i Canterbury. Biskoppen kunde og vilde saaledes ikke berøve Arnfinn den Ret, han ved sin Beskikkelse havde erholdt. Hvad det angik – vedblev han – at Bortgivelsen af Kaldet, paa Grund af det halve Aars Forløb, skulde være tilfalden Erkebiskoppen, da medførte dette ikke Sandhed, om end saadant var berettet Erkebiskoppen af Folk, som ikke vidste ret Besked. Thi Formanden, Biskoppens Chorsbroder, Hr. Haakon Thoressøn, havde først indgivet sin Resignation den 13de August. Han beder Gud forlade dem, som ville sætte Splid mellem Erkebiskoppen og ham, og besverger Erkebiskoppen ikke at sætte sig i Bevægelse for denne Sags Skyld, da hans Tiltale, hvis Ret skal fremfare, liden eller ingen Grundvold har. „Men hvis saa kan falde, siger han til Slutning, som I talede med os i Sommer i Tunsberg, at nogen af Eders Venner skulde ville tækkes et eller andet Beneficium hos os, for hvilket vi kunne raade, da ville vi gjerne heri opfylde Eders Villie, saavidt vi kunne efter Loven“^[10]. Dog udstedte Audfinn ved Siden af dette saa forsonligt lydende Brev, i sit Consistorium i Bergen den 7de November en formelig Appel til det apostoliske Sæde, under hvis Beskyttelse han — som han siger — stiller sig, for at ikke Erkebiskoppen ved Excommunicationsdom eller anden Straf skal søge at indtrænge Hr. Baard i det omhandlede Beneficium; – og til denne Appel forlangte han Erkebiskoppens Følgeskrivelse (apostolos)^[11]. Erkebiskoppen svarede ham herpaa fra Nidaros den 6te December, idet han opkastede Tvivl, om Dals Kirkes Ledighed skulde netop regnes fra Hr. Haakons Resignation^[12]. Forresten er dette Brev affattet i en ligesaa forsonlig Tone som Biskoppens, saa at det lader som denne Sag, om hvis Gang intet videre findes, er bleven bilagt i Mindelighed^[13].

Det følgende Aar 1330 døde Biskop Audfinn af Bergen. Der findes Breve af ham fra dette Aar af 15de Marts^[14] og 24de April^[15]; han har altsaa overlevet den sidstnævnte Dag. Om hans Karakter, Virksomhed og høie Anseelse blandt de samtidige norske Biskopper er allerede tilstrækkelig talt i det Foregaaende.

Til hans Eftermand valgtes og, som det lader, indviedes i dette samme Aar Magister Haakon^[16], maaskee den samme Chorsbroder af Bergen, Haakon Thoressøn, der nævnes i Anledning af Striden mellem Audfinn og Erkebiskoppen angaaende Besættelsen af Dals Prestekald Haakons Magistertitel viser, at han har studeret i Udlandet, og den Samling af Breve, der er levnet fra ham^[17], og som for en meget stor Deel ere af privat Natur og i det norske Sprog, vidner om at han har været en meget skolelærd Mand, der dog ved Siden af det latinske Sprog ogsaa benyttede Modersmaalet i sin Skriftvexling, og det med en Smag og Reenhed, som minder om dets bedste Tid.

I 1330 døde ogsaa den i det Foregaaende ofte omtalte Provst til Apostelkirken i Bergen og kongelig Kapelmagister Hr. Finn Haldorssøn^[18], Biskopperne Arnes og Audfinns virksomme Modstander. Efter Voldgiftsdommen af 16de August 1320^[19] synes han at have holdt sig rolig og ikke oftere oprippet Tvisten med Bergens Biskopsstol. Han har udentvivl følt, at de store Forhaabninger, der engang knyttede sig til Kapelmagisterens Embede, med Kong Haakon Magnussøn vare udslukkede, og at Stemningen hos den norske Rigsstyrelse ikke længere var for deres Gjenvækning. Hans Eftermand som Provst ved Apostelkirken var Guttorm Paalssøn. Titelen af kongelig Kapelmagister findes efter denne Tid sjælden anvendt, sandsynligviis et Tegn paa, at man nu ansaa den geistlige Embedsmyndighed, som den egentlig skulde betegne, for mindre betydningsfuld, end den fra først af var paaregnet at skulle blive.

Det følgende Aar 1331 døde Biskop Laurentius Kalfssøn af Hole paa Island den 16de April, 63 Aar gammel^[20]. Som Beviis paa hans ualmindelige Skolelærdom (klerkdómr) anfører hans Saga, at han gjorde latinske Vers ligesaa let og hurtigt som den Flinkeste ellers talede det latinske Sprog^[21]. Om hans canonistiske Lærdom er tidligere berettet. Dertilmed havde han altid viist sig som en meget gudfrygtig, retskaffen og i sin geistlige Stilling, baade da denne var underordnet og i sit Biskopsdømme, nidkjær Mand. Under sit Ophold i Norge havde han stiftet Bekjendtskab med en vis Thurid Arnesdatter af Borgund og avlede med hende, skjønt allerede dengang forlængst Prest af Vielse, Sønnen Arne, som han vedkjendte sig, og som siden samtidig med Faderen gik ind i Thingøre Benediktinerkloster paa Island^[22]. Den samme Thurid havde senere en Søn, Baard, med Presten Salomon, ganske vist den samme nidarosiske Chorsbroder, som i 1322 blev Biskop af Oslo^[23]. Dette, i Forbindelse med hvad før er fortalt om Biskop Audun Raude^[24], viser hvorledes Cølibatsloven overholdtes, og hvortil den ledede. Naar selv en Mand af Laurentius’s almindelig priste strenge Seder kunde vitterligen forsynde sig mod den, og saa høitstaaende Prælater som de tvende andre ovennævnte kunde gjøre sig skyldige i samme Overtrædelse, uden at dette findes at have lagt den mindste Hindring i Veien for deres videre Forfremmelse, eller endog skadet deres Rygte, saa indseer man let, hvor daarligt det i Almindelighed maa have været bevendt med Cølibatets Sag, og hvor lemfældig den offentlige Mening baade i og udenfor Kirken maa have været i sin Dom om deslige Overtrædelser. Broder Arne, Laurentius’s Søn, siges forresten at have slegtet sin Fader paa med Hensyn til Hoved og Lærdom; men trods sit Klosterløfte og Faderens Paamindelser forfaldt han til Drukkenskab og andre Udskeielser, der voldte hans Fader megen Sorg^[25]. Paa sit Yderste lod Biskop Laurentius skikke et Brev til Erkebiskop Eilif, hvori han forestillede denne, hvormeget bedre det vilde være for Hole Kirke at have en islandsk Biskop end en norsk, fordi den første kjendte bedre til Landets Skik; og han anbefalede som sin Eftermand Presten Egil Eyjolfssøn^[26]. Denne reiste ogsaa samme Sommer til Norge, var Vinteren over der og blev virkelig valgt af Erkebiskoppen og hans Kapitel, ifølge Laurentius’s Anbefaling. Han blev indviet paa Trinitatis Søndag, den 14de Juni 1332. Erkebiskoppen kunde ei selv paa Grund af Sygdom forrette Indvielsen, men denne blev udført af Biskop Haakon af Bergen, altsaa efter al Rimelighed i denne Stad. Samme Sommer for Egil til Island, hvor han ankom i August og holdt sin første Biskopsmesse den 8de September^[27].

Imidlertid var en vigtig Forandring foregaaet i den norske Rigsstyrelse. Endnu paa et Raadsmøde i Oslo den 9de August 1331, ved hvilket Erkebiskop Eilif og Biskop Salomon af Oslo udtrykkelig nævnes som tilstedeværende, finder man Hr. Erling Vidkunssøn optrædende som Kongens Drotsete ved Siden af bemeldte Biskopper „og det øvrige Rigets Raad, som her nu var samlet“, ved Udstedelsen af en Forordning om Udlændingers Handel og Liggetid i Kjøbstæderne; og i Forordningens Slutning anvendes den siden 1327 almindelig vedtagne Formel: „Til sandt Vidnesbyrd om at vort (Kongens) Raad har saa samtykket med os, satte med vort Segl Hr. Erling Vidkunssøn, vor Drotsete i Norge, sit Segl for dette Brev ..... Hr. Paal Baardssøn, vor Kansler, beseglede (satte Kongens Segl for Brevet), Paal Klerk skrev“^[28]. Dengang var Drotseten altsaa endnu i fuld Udøvelse af sin Embedsmyndighed som Rigsstyrelsens Formand. Men i et Kongebrev af 24de April 1332, hvori Kongens Raad dog nævnes, omtales ei Drotseten, idet Paal Baardssøn, Kongens Kansler, alene nævnes ved Slutningen som den beseglende, og Paal Klerk som den skrivende^[29], og efter denne Tid omtales Hr. Erling ingensteds meer som Drotsete, skjønt hans Navn ellers i Brevskaber ofte forekommer. I Slutningen af 1331 eller Begyndelsen af 1332 maa han følgelig være aftraadt fra sin Stilling som Formynderstyrelsens Formand, og da ingen Anden findes at være kommen i hans Sted som saadan, men derimod alle kongelige Breve i de nærmeste Par Aar efter ere udstedte under Kongens Segl alene, maa man antage, at Erlings Aftrædelse er bevirket derved, at Kongen selv har overtaget Rigsstyrelsen som myndig.

Kong Magnus var født i 1316^[30], følgelig fyldte han i Løbet af 1331 sit 15de Aar. Med denne Alder, det fyldte 15de Aar, udtraadte, ifølge den før Magnus Lagabøters Tid gjældende Lovgivning, i det private Liv Myndigheden^[31], og den samme Regel har vi, nok ogsaa gjældt for Kongen, om ikke hans Myndighedsalder, i det mindste i den ældste Tid, endogsaa er indtraadt med det fyldte 12te Aar. Heri var nu vistnok ved Magnus Lagabøters Lovgivning gjort en Forandring, idet nemlig det fyldte 20de Aar opstilledes som Myndighedsalderen i det private Liv^[32]), hvortil ogsaa Kong Haakon Magnussøn havde holdt sig i Forordningen af 16de September 1302 ved at bestemme Kongens Myndighedsalder^[33]. Men denne Forordning var, som vi have seet, allerede i saa mange andre Henseender tilsidesat, at man vel ei heller har anseet sig synderlig bunden ved dens Bestemmelse om Kongens Myndighedsalder, naar de mest raadende i Rigsstyrelsen fandt sig bedre tjent med at fravige den. Uagtet nu Drotseten, efter alle Mærker at dømme, havde ført Rigsstyrelsen baade med Kraft og Klogskab, saa havde han, som forhen viist, mægtige Modstandere ikke alene inden Rigets store Raad i Biskopperne, i det mindste enkelte af dem, men ogsaa inden det mindre, saakaldte daglige Raad, i Kansleren. Desuden maa formodes, at Landsfolket i Almindelighed har stundet efter at see sin Konge som selvstyrende saasnart som muligt; dette var et fremtrædende og betegnende Træk i Folkeaanden allerede fra ældgamle Tider. Alle disse Omstændigheder have ganske vist i høiere eller ringere Grad gjort sig gjældende til at virke den indtrædende Forandring i Rigsstyrelsen; og Drotseten maa have fundet sig opfordret til at vige for dem, hvad enten han nu har gjort dette selvkaldet, eller ifølge Fordringer, som han ikke har seet sig istand til at afvise. Spørger man, hvo der ved Forandringen vandt den største Indflydelse paa Rigsstyrelsen, da synes Svaret at maatte blive: Kansleren. Han beholdt nemlig, som man seer af Kongebrevene for de næst følgende Aar, Kongeseglet i sit Verge, og maatte, saalænge dette vedblev, unegtelig kaldes den mest raadende i den unge Konges daglige Raad, hvad enten Kongen selv var tilstede i Landet, eller Raadet under hans Fraværelse i Sverige førte Rigsstyrelsen i hans Navn.

Hvilken Virksomhed Erkebiskop Eilif har øvet ved denne Forandring, vides ikke med Sikkerhed; men da han som et Slags Rigsvikarius havde i sin Tid kaaret Hr. Erling Vidkunssøn til Rigsformandskabet, maa man antage, at han ogsaa først og fremst maatte adspørges ved dette Rigsformandskabs Ophævelse, og at han dertil har givet sit udtrykkelige Samtykke. Det er derfor ogsaa rimeligt, at Forandringen er besluttet og iverksat under hans Nærværelse i Oslo og paa Raadsmødet der i August Maaned 1331, ikke længe efter at den ovenomtalte Forordning af 9de August var udstedt.

Det er forøvrigt høist sandsynligt, at Kong Magnus, omtrent samtidig med sin Optræden i Norge som myndig Konge, ogsaa i samme Egenskab selv har overtaget Rigsstyrelsen i Sverige, hvor siden 1322, en Drotsete ligesom i Norge stod i Styrelsens Spidse paa Kongens Vegne. Dette maa sluttes deels deraf, at den siden 1322 værende svenske Drotsete, Knut Johanssøn, just ved denne Tid findes at have ophørt at bære Drotsetenavn, uden at nogen ny forekommer i hans Sted, – deels deraf, at troligen ved de i 1332 forefaldne Forhandlinger angaaende Erhvervelsen af Skaane, hvilke dreves af ham udelukkende i Egenskab af Sveriges Konge, findes at handle selvstyrende uden at noget Raad nævnes^[34]. Maaskee staar ogsaa i Forbindelse med hans ved denne Tid indtrædende Myndighedsalder et Brev af Pave Johannes XXII, udstedt i Avignon den 20de August 1331, hvilket indrømmer Kongen den Begunstigelse, at maatte af sin selvvalgte Skriftefader meddeles den fuldkomne Syndsforladelse i Dødstilfælde, hvilken Paven undertiden ved særligt Priviligium pleiede meddele høitstaaende Personer^[35].

Erkebiskop Eilif overlevede ikke meer end et Aars Tid den omtalte Forandring i Rigsstyrelsen. Han døde den 2den November 1382^[36] efter at have i 21 Aar, fra sin Indvielse at regne, og 23 Aar, fra sit Valg, forestaaet Nidaros’s Kirkeprovins. Den norske Kirke synes under hans virksomme, kloge og milde Styrelse at have trivets vel baade i det Aandelige og i det Verdslige; der herskede før det meste Fred i dens Indre, ligesom ogsaa dens Forhold til Staten i det Hele forblev fredeligt, uagtet det, som vi have seet, eengang i det mindste, var temmelig spendt. Under Eilifs Styrelsestid synes den norske Kirke at have staaet paa Toppunktet af indre Orden, og ydre Glands og Velvære, hvad den katholske Tid angaar.

1. Sml. V. 561—568; Bp. Laur. S. c. 57; Isl. Ann. 224.
2. Bp. Laur. S. c. 57. At dette ikke alene skeede paa Island, følger af sig selv.
3. Sml. V. 479—494.
4. Barth. Mskr. E. 165—171; Langes Klh. 520–523.
5. Breve herom af 1ste og 21de Marts, 11—13, 24de April 1328 i Barth. Mskr. E. 228—231, jfr. Langes Klh. 571.
6. Breve herom af 8de Juni, Barth. Mskr. E. 255, 256.
7. Langes Klh. 551–556.
8. Der var i Bergens Biskopsdømme flere Kirker af dette Navn; her er rimeligviis meent den i Sogn, nemlig nuværende Lyster Kirke. Munchs Norg. Beskr. i Middelalderen 105.
9. Barth. Mskr. E. 269.
10. Barth. Mskr. E. 269—270.
11. Barth. Mskr. E. 271—72.
12. Barth. Mskr. E. 272.
13. Jfr. Suhm D. H. XII. 199.
14. N. Dipl. I. 171.
15. Suhm D. H. XII. 218.
16. Isl Ann. 232.
17. Iblandt Barth. Mskr.
18. Isl. Ann. 232.
19. S. o. f. II. 212.
20. De fleste Annaler sætte hans Død til 1330, men de ældste, de saakaldte kongelige Annaler, til 1331, og disses Angivelse synes at burde gives Fortrinet. Isl. Ann. 228.
21. Bp. Laur S. c. 3.
22. S. o f. II. 215.
23. Bp. Laur. S. c 16.
24. S. o. f. II 170.
25. Espol. Aarb. þ. I. c. 49.
26. Bp. Laur. S. c. 59: Espol. Aarb. þ. I. c. 50.
27. Isl. Ann. 234; Espol. Aarb. þ. I. c. 52. De Annaler, som sætte Laurentius’s Død i 1330, sætte Egils Indvielse i 1331, og dette antager baade Finn Johnssen i sin Kirkehistorie (II. 182) og Espolin i sine Aarbøger. I Tilfælde at Egils Indvielse virkelig er foregaaet i 1331, falder Trinitatis Søndag paa den 26de Mai. Er Egils Indvielse, som af mig antaget, foregaaet i 1332, da har den Sygdom, der hindrede Erkebiskop Eilif i at indvie ham, rimeligviis været den samme, af hvilken Erkebiskoppen mod Slutningen af 1332 døde. Er derimod Indvielsen foregaaet i 1331, maa Erkebiskoppen igjen have kommet sig af sin Sygdom, da man finder ham, som strax skal omtales, den 9de August dette Aar samlet med Drotseten og Rigets Raad i Oslo.
28. N. g. L. III. 157–159.
29. Orig. Dipl. i det norske Rigsarchiv, indeholdende Kongens Stadfæstelse paa en ældre Lagmandsdom.
30. S. o. f. II. 187.
31. Æ. G. L. c. 190 (N. g. L. I. 69); Æ. F. L. IV. c. 34 (N. g. L. I. 168) o. fl. St.
32. N. L. L. V. c. 22 (N. g. L. II. 90).
33. N. g. L. III. 50; jfr. o. f. II. 112, 113.
34. Lagerbr. III. 262, 263.
35. N. Dipl. II. 156.
36. Isl. Ann. 236.