Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/25

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 259-269).

Erkebiskop Eystein var, som man vel kan tænke, ikke uvirksom under Kampen mellem Magnus og Sverrer, men stod den første bi baade i Raad og Daad. Han søgte saa meget det stod til ham at opildne Modet hos Magnus’s Tilhængere i Throndhjem og afverge de skadelige Følger af den thrøndiske Almues Forkjærlighed for Sverrer. Erkebiskoppen øvede især stor Indflydelse paa Bymændene i Nidaros; han ledede i 1178 deres Modstand mod Sverrer, da denne kom did, og i det Slag ved Hattarhamar strax udenfor Byen, som Borgerne holdt med ham, var det Erkebiskoppens vel rustede og vel bemandede Langskib, der afgjorde Seieren til Bymændenes Fordeel^[1]. Erkebiskoppen synes dog ligesaalidt i dette Slag som i noget andet selv at have været tilstede, eller baaret Vaaben – noget som hans Standsbrødre andensteds just ikke vare bange for at gjøre trods Kirkelovens udtrykkelige Forbud. I saa Henseende lader Eystein til at have holdt strengt paa sin egen og Kirkens Verdighed. Da Erling Skakke var falden 1179, og hans Død havde nedslaget Modet paa mange af Magnus’s Tilhængere, var det Eystein der især trøstede dem og Kongen, idet han paa et Thing i Bergen yttrede, at Tabet af Erlings Klogskab og Krigserfarenhed vel var føleligt, men at Erling ved sin Haardhed havde vendt Manges Sind bort fra Magnus’s Sag, hvilke nu med Glæde vilde offre Liv og Gods for en Konge, de af Hjertet elskede^[2]. Han fulgte ogsaa Kongen det følgende Aar 1180 paa hans Tog til Throndhjem^[3], men blev her kun Vidne til Magnus’s store Nederlag i Slaget paa Ilevold. Da Magnus efter dette Uheld for til Danmark for at søge Hjælp hos Kong Valdemar, drog Erkebiskop Eystein over til England, hvorfra han lyste Ban over Sverrer^[4].

Eystein forblev i hele tre Aar i England fjærnet fra sit Sæde. Han og hans Følge synes her at have udspredt mange af de ufordeelagtige Rygter om Sverrer, hvilke vi gjenfinde hos samtidige og kort efter levende engelske Historieskrivere^[5]. Om Aarsagen til at han saalænge holdt sig borte fra sin Biskopsstol findes ingen sikkre Oplysninger. Man maa formode, at han fandt sin Stilling i Throndhjem, midt imellem Sverrers Tilhængere, ubehagelig og farlig, og at han maaskee ogsaa, efter at have lært Sverrers Dygtighed bedre at kjende, begyndte at mistvivle om den heldige Udgang af Magnus’s Sag. I det Sidste maa man bestyrkes ved hans Færd, efterat han endelig i 1183 var vendt tilbage til Norge. Magnus’s Sag syntes netop dengang at have faaet et Opsving ved nogle vundne Fordele; men strax efter blev han overrumplet i Bergen af Sverrer, mistede sin hele Flaade og flygtede atter til Danmark. Efter denne Hendelse sluttede Erkebiskoppen, som var tilstede i Bergen, Forlig med Sverrer og vendte derpaa tilbage til Nidaros til sit Sæde^[6].

Angaaende Vilkaarene for dette Forlig vide vi Intet. At et af de væsentligste har været Sverrers Løsning af det Ban, Eystein havde udtalt over ham i England, har man al Grund til at antage; skjønt det altid maa synes besynderligt, at Sverrers ellers saa udførlige Saga ikke med et Ord omtaler denne Bansættelse, hvilken dog engelske Skribenter kjende. Aarsagen kan maaskee være den, at Bansættelsen, som var forkyndt i et fremmet Land, og som desuden, anvendt paa en norsk Konge, var noget for Nordmændene ganske nyt og usædvanligt, ikke er bleven almindelig bekjendt i Norge, – og at Sverrer derfor ikke heller har villet give sin Afløsning nogen iøinefaldende Offentlighed. Han har tvertimod fundet sig bedst tjent med at lade en Hemmelighed hvile over det Hele, hvilken det heller ikke kunde være Erkebiskoppen til noget Gavn at bortrydde, naar han paa den ene Side saa Bansættelsen uden Virkning, og paa den anden Side selv af Hjertet ønskede et Forlig med Sverrer, hvilket kunde igjen bringe ham i rolig Besiddelse af Erkestolen. Hvad de øvrige Tvistepunkter angaar som kunde og maatte være mellem Erkebiskoppen og Sverrer angaaende Kongedømmets og Kirkens indbyrdes Forhold, da har det maaskee forekommet begge tjenligst at lade dem for Øjeblikket hvile. Paastanden om St. Olafs Lenshøihed var allerede i Gjerningen af Sverrer tilbageviist, og man kan vel sige, af Eystein selv opgiven ved hans Erkjendelse af Sverrers Kongedømme. De andre Kirken og Erkesædet af Magnus Erlingssøn indrømmede Privilegier har Sverrer aabenbare aldrig samtykket og end mindre stadfæstet; men om han end har bestemt udtalt deres Ugyldighed, har han maaskee ikke villet yppe nogen offentlig Strid herom med den altid høit anseede og mægtige Erkebiskop, helst naar denne fra sin Side heldede til Eftergivenhed. Han har ikke ved at hobe et Overmaal af Ydmygelse paa den allerede ydmygede Kirkehøvdings Hoved villet drive ham til et muligt fortvivlet Skridt, der endnu kunde blive ødelæggende for Sverrer selv. Udentvivl have begge Parter fundet det fordeelagtigst for det Første i forstilt Rolighed at see Tiden an. I Hjertet kunne de vist aldrig have troet hinanden oprigtigen eller stolet paa Fredens Varighed. Da Magnus det følgende Aar 1184 for sidste Gang angreb Sverrer, sporer man ikke, at Erkebiskoppen har sat sig i Bevægelse til den førstes Undsætning; og Magnus’s Fald i Slaget ved Fimreite samme Aar har vel fuldkommen bestyrket Erkebiskoppen i hans allerede valgte, Tiden iagttagende Statskløgt. Erkebiskop Eystein optraadte ikke meer paa den verdslige Statsvirksomheds Skueplads; her havde han – og det følte han sikkert selv – nu udspillet sin Rolle, da han i Sverrer havde fundet sin Overmand.

Den Virksomhed, i hvilken vi hidtil have betragtet Erkebiskop Eystein, kan snarere kaldes Statsmandens end Prestens. Det var i det mindste Kirkens verdslige Tarv og Vælde han i denne Virksomhed nærmest havde for Øie. Og dog tør man ikke negte, at et høiere aandeligt Formaal hos ham, som hos flere af dens Tids fremragende Kirkefyrster, kan have ligget i Tankens Baggrund, et Formaal, til hvis Opnaaelse Kirkens verdslige Vælde ikkun skulde tjene som Middel. Saa meget er vist, at Eystein ikke benyttede sin Indflydelse hos Thrønderne og hos Nordmændene i det Hele alene til Gjennemdrivelsen af sine hierarchiske Planer, men ogsaa til Samfundsordenens Forbedring og Bestyrkelse. Derom vidne flere Bestemmelser i Lovbogen, især i Frostathingsloven, hvilke udtrykkelig tillægges hans Medvirken, og som bleve vedtagne under Magnus Erlingssøns Kongedømme. De angaa Regler for Thingskikkene paa Frostathinget, Indskjærpelse af Thingfreden, Overholdelse af Ro, Ret og Orden i Rigets Indre, samt Straffe for Overtrædelsen heraf og for Brud paa fældet Dom og given Tryghed^[7]. Her sees Erkebiskop Eystein paa en saare hæderlig Maade at have laant Kongedømmet og Erling Skakkes Landsstyrelse en hjælpsom Haand.

Nærmere Eysteins geistlige Kald ligger imidlertid hans Virksomhed for Christenrettens Ordning og Fuldstændiggjørelse, skjønt vistnok heri hans hierarchiske Aand nødvendig maatte fremlyse. Eystein sammensatte og fik Thrønderne til at vedtage en ny Christenret, som det rimeligviis har været hans Mening med Tiden at faa indført i hele sin Kirkeprovins. Vi have ikke denne Christenret levnet aldeles saadan som den udgik fra Eysteins Haand; men der er al Grund til at tro, at dens væsentlige Indhold er bevaret i den Christenret, som findes i den endnu tilværende ældre Frostathingslov^[8]. Man maa af de Forhandlinger mellem Kong Sverrer og Eysteins Eftermand, som senere skulle omtales, slutte, at Eysteins Christenret har, om end i det Væsentlige bygget paa den ældre af den hellige Olaf, indeholdt mange Forandringer og nye Bestemmelser til Biskoppens og Geistlighedens Fordeel. Det var jo vistnok ogsaa en Selvfølge, at Eystein maatte stræbe at føre de Særrettigheder, som Erling Skalke og Magnus Erlingssøn havde tilsagt Kirken, i Brug og Sedvane, ved at faa dem optagne eller gjorte gjældende i Christenretten. Den ovennævnte Frostathingslovens Christenret er vel, sammenlignet med den ældre Gulathingslovs og den ældre vikske, gunstigere for Geistligheden end disse, og man mærker vistnok i enkelte Artikler en mere hierarchisk Aand; men man maa alligevel i denne Henseende finde den meget maadeholden og maadeholdnere, end den af Eystein kunde ventes. Da man derhos savner Bestemmelser, som Eysteins synes at maatte have indeholdt, saa er det rimeligt, at den nu tilværende er en i enkelte Dele omarbeidet og tillempet Udgave af hiin, fra den tidligere Halvdeel af det 13de Aarhundrede, hvori det ved sin hierarchiske Retning mest stødende er blevet bortskaaret. Eysteins Christenret findes, hvor den omtales, benævnt Guldfjeder (gullfiöðr)^[9], et Navn, som egentlig synes at have været tillagt selve Haandskriftet, hvori den fremlagdes, eller muligen en heel Frostathings-Lovbog, som Eystein har ladet afskrive, og hvori hans Christenret var indført i den gamles Sted tilligemed de øvrige Forandringer i Frostathingsloven, som Eystein havde faaet udvirket. Denne Lovbog, hvilken Udstrækning den nu end maa have havt, modsættes den ældre Lovbog, der kaldes Graagaas (grágás), hvilken var foranstaltet skreven af Kong Magnus den Gode. Muligen ligger i denne Modsætning mellem tvende Haandskrifter af Loven, – eller Lovbøger i den mest indskrænkede Betydning, – Anledningen til de tvende besynderlige Navne. Graagaasen har været en allerede gammel og dertil simpelt skreven og uanselig Bog, Eysteins Guldfjeder derimod en Bog, der var ny, skreven med større Kunst og navnligen prydet med Farver og Forgyldinger; den sidste skjelnede sig fra den første som en Fugl med guldskinnende Fjedre fra en uanselig mørkfarvet Vildgaas. Eysteins Virksomhed for at ordne Frostathingslovens Christenret paa en til Tidens og Hierarchiets Fordringer svarende Maade er saaledes utvivlsom, skjønt man ei længer er i Stand til at paapege Enkelthederne ved denne Ordning.

En af Grundene til Eysteins Stræben for Udvidelse af Erkesædets Indtægter, var, som allerede ovenfor berørt, hans Ønske, at lade den norske Metropolitanverdighed fremtræde i en forøget ydre Glands. Hertil hørte naturligviis, at Kathedral- eller Metropolitan-Kirken var en stor og pragtfuld Bygning. Eystein maa have fundet, at den gamle Christ- eller Trinitatis-Kirke fra Olaf Kyrres Tid ikke ganske svarede til denne Fordring, at den derfor maatte udvides og forskjønnes. Hermed synes han at have sysselsat sig gjennem en stor Deel af sin Embedstid. For at skaffe den nye, udvidede Kirke bedre Rum lod han nedtage den tætved liggende Marie-Kirke, som Kong Harald Haardraade havde bygget^[10], og lod den flytte over paa den anden Side af Nidelven og reise igjen som Kirke for Elgesæter Kloster, hvilket han selv havde oprettet for regulære Kanniker af St. Augustins Orden^[11]. Af Eysteins Tilbygninger til den ældre Christkirke og hans Eftermænds Fortsættelser af det af ham paabegyndte Verk fremstod ved Midten af det følgende Aarhundrede den store og pragtfulde Bygning, hvis Ruiner man endnu i Throndhjems Domkirke beundrer.

Med Hensyn til Eysteins egentlige Metropolitanvirksomhed kom det naturligviis ikke lidet an paa den Medvirkning, som hans Lydbiskopper ydede ham. Men disse kjende vi desværre for selve Norges Vedkommende ikke stort meer end af Navn. – I Bergen varede den fornævnte Paals Biskopsdømme ligefra 1156 og til 1194. Hvorlænge han har havt Nikolaus Peterssøn til Modbiskop^[12], vides ikke. To for hans Kirke mærkelige Begivenheder indtraf i hans Embedstid, i hvilke han utvivlsomt har været Hovedmanden: Kathedralkirken, den store Christkirke, i Bergen blev fuldendt, rimeligviis før 1164^[13], og derved Biskopssædet fuldkommen fæstet ved denne By; – og den hellige Sunnivas Levninger bleve i 1170 overflyttede til denne samme Kirke fra Selia, hvor de hidtil havde været bevarede^[14]. Der gives forresten Paal det Vidnesbyrd, at han var en driftig og myndig Mand (skörungr mikill)^[15]. – I Stavanger fulgtes Jon Birgerssøn af en vis Peter, om hvem vi intet vide. Hans Eftermand var igjen Amunde, som maa have nedlagt sit Embede før 1183^[16], uvist af hvilken Grund, men som ikke døde før 1183^[17]. Ham fulgte Erik, en Søn af den Ivar Skrauthanke eller Skrauthanske, der tidligere er nævnt blandt Nidaros’s Biskopper. Erik var en af Kong Magnus Erlingssøns ivrige Tilhængere og viste sig som saadan især i 1181, efterat Magnus havde tabt Slaget ved Nordnæs i Bergen^[18]. Denne Biskop kom senere, som vi skulle see, til at spille en vigtig Rolle, da han hævedes paa Metropolitansædet. – I Oslo var Thorstein bleven Vilhjalms Eftermand i 1157 eller 1158; hans Virksomhed er ubekjendt, og han døde rimeligviis i 1169. Hans Eftermand Helge maa have været en fremragende Personlighed. I 1170 nemlig, da han endnu kun var udvalgt Biskop, var han Kong Magnus’s og Erling Skakkes Sendemand hos Kong Valdemar i Danmark og indledede der Fredsuuderhandlingerne mellem dette Rige og Norge^[19]. Han døde i 1190. – I Hamar vare Biskopperne den Tid: først en Orm, Arnalds Eftermand, og derpaa en Ragnar; disse tvendes baade Embedstid og Virksomhed er ubekjendt. Ragnars Eftermand var Thorer, som senere skal omtales. – Paa Orknøerne levede Biskop Vilhjalm den Gamle ligetil 1168, da han døde efter 66 Aars virksomme Styrelse. Hans Eftermand hed ogsaa Vilhjalm og døde i 1188, samme Aar som Erkebiskop Eystein^[20]. – Paa Færøerne døde Biskop Mathæus i 1157^[21]. Hans Eftermand Roe, der før er omtalt, blev indviet i 1162^[22]. Med dennes Datter, Astrid, synes Sverrer at have været gift, før han kom til Norge. Roes Dødsaar kjendes ikke. – Paa Grønland skal Arnalds Eftermand, Jon Knut^[23], have været Biskop i hele 37 Aar, nemlig fra 1150 til 1187, i hvilket Aar han døde. Hans Eftermand hed ogsaa Jon med Tilnavn Sverrersfostre og skal være indviet i 1188 eller maaskee rettere i 1187^[24].

Paa Island døde Skaalholts Biskop Kløng Thorsteinssøn i 1176. Tre Aar forud, da han allerede følte sig svag af Alderdom, havde han ansøgt Erkebiskop Eystein om Tilladelse til at nedlægge sit Embede og faa en Anden valgt i sit Sted. Erkebiskoppen tillod, at en Anden maatte vælges, hvilken han lovede at indvie; dog skulde Kløng forestaa Gudstjenesten og Undervisningen, saalænge han dertil var i Stand, om han end ikke formaaede at overfare sit Biskopsdømme. Kløng bad nu paa næste Althing Islands Høvdinger om at vælge en Biskop; men de henskjøde Valget til ham selv, og nu valgte han den høit anseede Thorlak Thorhallessøn. Denne havde i sin Ungdom efter at være bleven viet til Prest studeret i Udlandet i sex Aar, først i Paris og siden i Lincoln. En Stund efter sin Hjemkomst blev han Prior og siden Abbed i det nyoprettede Kloster i Thykkvabø for regulære Kanniker af St. Augustins Orden. Da han nu var bleven valgt til Biskop, skulde han reise til Norge for at modtage sin Indvielse; men dette blev, uvist af hvad Grund, udtrukket saa længe, at Kløng imidlertid døde, og et Brev indtraf fra Erkebiskoppen, der paaskyndede den nye Biskops Valg. Thorlak reiste da endelig i 1177 til Norge. Han blev, som det heder, vel modtagen af Erkebiskoppen; men Erling Skakke var ham imod, og Erkebiskoppen vilde ikke indvie ham, uden at han dertil havde Kongens og Erlings Tilladelse, – en Omstændighed, som synes vise, at Erling gjerne har villet udstrække det norske Kongedømmes Myndighed ogsaa til Island, som dog var ganske uafhængigt af Norge, – at han har grebet denne Leilighed for at vise Islændingerne hvad han magtede, – og at Erkebiskoppen har endnu følt sig i det Afhængighedsforhold til Erling, at han nødig har villet handle reent ud mod dennes Ønsker, selv om det var i en Sag som nærværende, med hvilken Norges Konge egentlig intet havde at skaffe, deels fordi den var en reen Kirkesag, og deels fordi den angik et Land af Erkebiskoppens Provins, hvilket ikke var Norges Kongedømme undergivet. Man seer, at Eystein endnu lige over for Erling har troet at maatte benytte sine nyerhvervede Rettigheder med Varsomhed. Erkebiskoppen fik dog endelig udvirket Kongens og Erlings Samtykke til Thorlaks Indvielse, og denne gik nu for sig den 2den Juli 1178 i Overvær af Biskopperne Paal af Bergen og Erik af Stavanger^[25]. Paa Hole Stol sad den gudfrygtige og høibyrdige Brand Sæmundssøn, der var indviet i 1164, ligetil sin Død i 1201.

Af Eysteins Metropolitanvirksomhed med Hensyn til Island findes Spor i tre endnu bevarede Skrivelser til Islændingerne^[26]. Den første af disse, omtrent fra 1176, er stilet til Islands Biskopper, Høvdinger og Almue. Erkebiskoppen ivrer her først mod den Voldsomhed, mange Mænd der i Landet have vist mod Geistlige, hvilke de have saaret ja endog dræbt, samt mod den Løsagtighed, som der gik i Svang, – Uordener, som Biskopperne burde paatale med Kraft, og ved sine Advarsler søge at standse, eller i Tilfælde af Modvillie straffe med Ban. Dernæst gjør han følgende Bestemmelser: Prester, som have begaaet Manddrab, forbydes at forrette nogensomhelst Gudstjeneste. – Prester forbydes at paatage sig Udførelsen af Retssager, undtagen for sine fattige Frænder, eller faderløse Børn, eller vergeløse og tillige fattige Kvinder. – Hver, som mishandler eller dræber en Prest eller Munk, skal være i Guds og Pavens Ban, og kan for Drab eller Lemlæstelse ikke modtage Afløsning uden af Paven selv, men for Saar og Slag ikkun af Erkebiskoppen.

Den anden Skrivelse handler om Kirkefreden, hvorledes den strengt bør overholdes ogsaa for dem, som søge Tilflugt i en Kirke mod Voldsomhed, og hvorledes Brud herimod skal straffes med Ban. Den samme Fred bør hvile over alle Geistlige og Munke samt Pilegrime til hellige Steder indenlands eller udenlands. – I den tredie Skrivelse belægges Kvinderan og Voldtægt med Ban.

Disse Skrivelser finde tildeels Sidestykker i visse allerede ovenfor antydede Bestemmelser i den ældre Frostathings- og den ældre Gulathings-Lov, til hvilke Erkebiskop Eystein deels udtrykkelig nævnes, deels maa ansees som Ophavsmanden^[27]. At han altsaa har stræbt gjennem Lovgivningen at virke for Sedeligheden baade i Norge selv, og i alle de Lande, over hvilke hans Metropolitanmyndighed strakte sig, er tydeligt, – ligesom ogsaa at han har troet, at den kirkelige Bansstraf, ved grove Forbrydelser mod Sedeligheden samt mod Kirken og dens Personer, burde gaa ved Siden af den Straf af Bøder eller Fredløshed, som den verdslige Lov fastsatte. Forresten seer man tydeligen i de Punkter, som angaa Presterne, en Bestræbelse paa den ene Side for at verne om Presteembedets Verdighed ved derfra at udelukke Personer, der havde begaaet iøinefaldende Voldshandlinger, samt forbyde Presterne ufornøden Indblanding i verdslige Retssager, – og paa den anden Side for at give Prestens Person al den Beskyttelse, som Kirken formaaede særligen at give den, ved nemlig at bestemme Bansstraf for grovere Voldshandlinger mod ham, altsaa en Bestræbelse for, saavidt Kirken ved egne Midler magtede, at priviligere Presteembedet og Prestens Person.

Idet Erkebiskop Eystein paa denne Maade stræbte at nærme sig eet af den canoniske Rets Hovedformaal, viser det sig af andre Forhandlinger med Islændingerne, at han ogsaa havde et andet stadigen for Øie, nemlig at unddrage Kirkens Gods Lægfolks Bestyrelse for at stille det til Kirkens egen og dens Personers udelukkende Raadighed. At han her vendte sit Blik fortrinsviis paa Island, var en naturlig Følge af allerede forhen paapegede islandske Forhold, nemlig at der, med Undtagelse af Kathedralkirkerne og de faa Klosterkirker, fast alle Kirker vare private Mænds Eiendom, og deres hele Økonomi bestyret af disse verdslige Eiere. Da Eystein i Aaret 1178 havde indviet den nidkjære og hierarchisksindede Thorliak Thorhallessøn til Biskop af Skaalholt, paalagde han denne efter sin Hjemkomst at virke for det nævnte Øiemed. Dette stemmede ogsaa ganske med Thorlaks eget Sind; og kort efter at han var kommen til sit Sæde, begyndte han ved Indvielsen af nogle nye Kirker, at negte Eierne Bestyrelsesretten af disse Kirker og deres Gods. Herved vaktes Misnøie og Spending. I Førstningen syntes det dog som Biskop Thorlak, der støttede sig til Erkebiskoppens Bud og den canoniske Ret (Guds Lov, som han kaldte den), skulde have Fremgang. Men da netop indtraf i Norge Birkebenernes Seire over Magnus Erlingssøn, Erling Skakkes Fald, og kort efter Erkebiskoppens Reise fra Norge og længere Ophold i England. Biskop Thorlak følte sig berøvet sin Metropolitans kraftige Understøttelse, medens hans Modstandere saa sig bestyrkede ved de norske Forholde og muligen ogsaa ophidsedes fra Norge; han fandt det derfor nødvendigt at give efter, og lade Kirkegodsets Bestyrelse blive ved det Gamle^[28].

Man har al Grund til at tro, at Erkebiskop Eystein i Norge, hvor Leilighed gaves, har handlet i fuld Overeensstemmelse med hvad han paalagde Biskop Thorlak med Hensyn til Island. Men Sagen havde i Norge, efter de herværende Forholde, ikke den indgribende almene Vigtighed som paa Island, og vakte derfor i Begyndelsen mindre Opsigt. Vi ville imidlertid senere faa at see, at denne Sag indtog sin Plads iblandt Tvistepunkterne mellem Sverrer og Eysteins Eftermand paa Erkesædet.

Som henhørende til Eysteins Metropolitanvirksomhed maa vi ogsaa nævne den Lettelse, som han af Pave Alexander III. (1159–1181) til Fordeel for den norske Almues Næringsdrift fik udvirket i de ældre strenge Bestemmelser mod Arbeide paa Helligdagene, idet nemlig Sildefiskeri, med Pavens Indrømmelse, blev tilladt paa enhver Tid, naar Silden søgte Land, kun med Undtagelse af de allerstørste Helligdage^[29].

At Eystein har yndet Videnskaberne og navnligen havt Smag for Fædrenelandets Historie, maa man slutte deraf, at hans Samtidige, Munken Thiodrek (Theodcericus monacus), en Nordmand og rimeligviis en Thrønder, tilegnede ham en kort norsk Historie, skreven paa Latin og omfattende Tiden fra Harald Haarfager indtil Sigurd Jorsalfarers Død^[30]. Denne lille Bog, der kan sees at være forfattet efter 1176, er især mærkelig ved den omfattende Læsning, den røber, af latinske Verker, ikke alene af Middelalderen, men og af den klassiske Oldtid. Hvis man ei vil antage, at hans Citater ere Uddrag af disse Verker, gjorte under tidligere Ophold i Udlandet, hvilket ikke er synderlig rimeligt, saa maa man fatte et godt Begreb om den Bogsamling, som allerede i Eysteins Tid har været i Nidaros, udentvivl ved Kathedralkirken.

Den sidste biskoppelige Handling af Eystein, der i Sagaen omtales, synes ikke antyde noget særdeles bittert Sindelag mod Sverrer og hans Slegt. Den angik Sverrers Søster Cecilia. Denne var, som forhen fortalt, af Erling Skakke, imod sin Villie, bleven giftet ud af Norge med den svenske Lagmand Folkvid. Da Sverrer var kommen til Magten, forlod Cecilia sin Husbonde og reiste tilbage til Norge, hvor det nu var Sverrers Hensigt at gifte hende med den anseede og mægtige thrøndiske Høvding, Baard Guttormssøn af Rein. I Førstningen satte Erkebiskop Eystein sig imod Giftermaalet, som stridende mod Kirkens Lov, da Folkvid, Cecilias første Mand, endnu var i Live; Eystein paastod, at hun skulde vende tilbage til ham. Men da Cecilia med Vidner godtgjorde, at Egteskabet med Folkvid havde været tvunget, og følgelig netop efter Kirkens Lov, som fordrede Brudens Samtykke, var ugyldigt, – saa gav Eystein efter og tillod hendes Egteskab med Baard 1184 el. 1185^[31].

Om Høsten 1187 blev Erkebiskop Eystein syg i Nidaros, og holdtes ved Sengen udover Julen. Da han mærkede Dødens Nærmelse, kaldte han til sig Kong Sverrer, som just var tilstede i Throndhjem. Han og Kongen havde nu en lang Samtale, som det lader, uden Vidner. Da de skiltes, skal Erkebiskoppen – saa paastod idet mindste Sverrer – have bedet denne om Tilgivelse for hvad han muligen, under Kampen mellem ham og Magnus, kunde have forseet sig mod ham; og Mødet endtes med et fuldkomment Forlig og en gjensidig Tilgivelse. Eystein døde den 26de Januar 1188, efterat han i henved 27 Aar havde øvet Metropolitanmyndigheden over den norske Kirke. Han blev begraven i Christkirkens Sakristi (skrúðhús). I en Tale, som Sverrer strax efter holdt i samme Kirkes Chor, berettede han, hvad der var foregaaet mellem ham og Erkebiskoppen under deres sidste Sammenkomst, og lagde naturligviis megen Vegt paa den Tilstaaelse, Erkebiskoppen ved denne Leilighed skulde have gjort: „at han i sin Modstand mod Sverrer var gaaet videre, end som han vidste var ret for Gud; men Aarsagen dertil havde været, at han ei syntes, han kunde unddrage Magnus sin Bistand“^[32]. Rigtigheden af dette Udsagn beror vist nok paa Sverrers Sanddruhed alene, og denne kunde her være noget tvivlsom; – alligevel er der, saavidt os bekjendt, i Eysteins Fremfærd i hans seneste Leveaar Intet, som bestemt modsiger, at hans tidligere Dom om Sverrer og dennes Kongedømme jo i mange Maader kan være bleven formildet.

Et Tilbageblik paa Eysteins Embedsliv i det Hele kunde af den overfladiske Betragter let fremkalde den Dom: at hans Metropolitanstyrelses Slutning ei holdt, hvad dens Begyndelse i Hierarchiets Sag lovede, og at hans senere Aar røbe Lunkenhed eller Svaghed. En saadan Dom vilde dog udentvivl være høist overilet. Man maa her vel mærke sig, at det Kjæmpeskridt, som Hierarchiet i 1164 gjorde, ikke var Frugten af en længe næret Plan og ikke forberedt gjennem Aarrækker ved didhen sigtende lempelig Tilnærmelse. Det var pludseligt, uforudseet, fremkaldt ved et Sammenstød af gunstige Omstændigheder, hvilke det neppe stod i nogen menneskelig Aands Magt forud at beregne. Eystein greb de givne Forhold med Dristighed og tilvendte Hierarchiet en Seier, hvorom Ingen fem Aar i Forveien kunde have drømt. Men i al sin Dristighed var ganske vist Eystein klog nok til at indsee, at denne Seier, netop fordi den var uforberedt, fordi den kom Geistligheden ligesaavel som Lægfolket aldeles uventet, maatte befæstes med stor Varsomhed og derfor nyttes med meget Maadehold. Et ligesaa pludseligt Omslag kunde ellers lettelig indtræde, naar Folk og Styrelse fik roligen besindet sig. Og Forsigtighed var saa meget mere nødvendig, som neppe alle Biskopper i Norge, meget mindre det lavere Presteskab, endnu ret vare gjennemtrængte af Hierarchiets Aand, saaledes at de fattede Vigtigheden af Eysteins Skridt og Nødvendigheden af at slutte sig om ham i en sterk Fylking til dets Forsvar. Under slige Forholde, og især efter det indtraadte Kongeskifte, vilde det have været en Daarlighed af Eystein, ved hensynsløs Benyttelse af de vundne Fordele at udæske den verdslige Statsmagt. I sig selv langt klogere og mere stemmende med den fine romerske Statskunst var det, at lade Folk og Kongedømme for det Første føle Virkningen af den sluttede Overeenskomst saa lidet som muligt, ja endog holde dens Indhold i det Enkelte i en vis Dunkelhed, – for siden efterhaanden, altsom god Leilighed gaves, at bringe dens Bestemmelser i virkelig Udøvelse. Betragtes Sagen fra dette Standpunkt, maa man i Eysteins senere Maadehold see velberegnet Klogskab, ikke Lunkenhed for Hierarchiets Sag eller Vakklen i Grundsætninger og Svaghed i Karakteren.

Eysteins Virksomhed baade som Statsmand og Biskop henfører ham utvivlsomt blandt de mærkeligste og mest begavede Personligheder, som Norges Historie har at opvise. Hans virkelige Fortjenester af den norske Kirke, og vel endnu meer hans Stræben for Hierarchiet paaskjønnedes senere af den norske Kirke derved, at den i Aaret 1229 erklærede ham for en Helgen^[33].

1. Sv. S. c. 28.
2. Sv. S. c 39.
3. Sv. S. c. 44.
4. Sv. S. c. 48, 78; Roger de Hoved. ed. Saville p. 600.
5. Nemlig de ovenfor anførte: Vilhelm af Newbury og Roger af Hoveden.
6. Sv. S. c. 78.
7. N. g. L. I. 128 jfr. 182, 183 og 19.
8. N. g. L. I. 129–156.
9. Sv. S. c. 117.
10. Se ovenfor S. 136.
11. Sn. Har. Haard. S. c. 39; Fornm. s. VI. 267: Ágrip c. 36; jfr. Munch III. 38.
12. Se ovenfor S. 230.
13. Se ovenfor S. 237.
14. Isl. Ann. 70.
15. Biskop Thorlaks S. s. Werl. anecd XXV.
16. Munch III. 129.
17. Isl. Ann. 74.
18. Sv. S. c. 58.
19. Munch III. 30.
20. Isl. Ann. 68, 70.
21. Isl. Ann. 64.
22. Isl. Ann. 66.
23. Se ovenfor S. 170.
24. Isl. Ann. 76; Sturl. S. þ. 3 c. 4, 6.
25. Hungrv. c. 19; Finn Joh. I. 287–289: Werl. anecd. XXIII–XXV.
26. Finn Joh. I. p. 236–244.
27. N. g. L. I. 19, 182.
28. Finn Joh. I. 289–295: Werl. anecd. XXIII–XXXII eft. den haandskr. Thorlaks-Saga.
29. Æld. Frthl. II. c. 26. i N. g. L. I. S. 139.
30. Scr. r. Dan. V. 311–341.
31. Sv. S. c. 100; Peter Claussen (Udg. 1757) S. 557.
32. Sv. S. c. 107.
33. Isl. Ann. 104.