Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/25

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Erkebiſkop Eyſtein var, ſom man vel kan tænke, ikke uvirkſom under Kampen mellem Magnus og Sverrer, men ſtod den førſte bi baade i Raad og Daad. Han ſøgte ſaa meget det ſtod til ham at opildne Modet hos Magnus’s Tilhængere i Throndhjem og afverge de ſkadelige Følger af den thrøndiſke Almues Forkjærlighed for Sverrer. Erkebiſkoppen øvede iſær ſtor Indflydelſe paa Bymændene i Nidaros; han ledede i 1178 deres Modſtand mod Sverrer, da denne kom did, og i det Slag ved Hattarhamar ſtrax udenfor Byen, ſom Borgerne holdt med ham, var det Erkebiſkoppens vel ruſtede og vel bemandede Langſkib, der afgjorde Seieren til Bymændenes Fordeel[1]. Erkebiſkoppen ſynes dog ligeſaalidt i dette Slag ſom i noget andet ſelv at have været tilſtede, eller baaret Vaaben – noget ſom hans Standsbrødre andenſteds juſt ikke vare bange for at gjøre trods Kirkelovens udtrykkelige Forbud. I ſaa Henſeende lader Eyſtein til at have holdt ſtrengt paa ſin egen og Kirkens Verdighed. Da Erling Skakke var falden 1179, og hans Død havde nedſlaget Modet paa mange af Magnus’s Tilhængere, var det Eyſtein der iſær trøſtede dem og Kongen, idet han paa et Thing i Bergen yttrede, at Tabet af Erlings Klogſkab og Krigserfarenhed vel var føleligt, men at Erling ved ſin Haardhed havde vendt Manges Sind bort fra Magnus’s Sag, hvilke nu med Glæde vilde offre Liv og Gods for en Konge, de af Hjertet elſkede[2]. Han fulgte ogſaa Kongen det følgende Aar 1180 paa hans Tog til Throndhjem[3], men blev her kun Vidne til Magnus’s ſtore Nederlag i Slaget paa Ilevold. Da Magnus efter dette Uheld for til Danmark for at ſøge Hjælp hos Kong Valdemar, drog Erkebiſkop Eyſtein over til England, hvorfra han lyſte Ban over Sverrer[4].

Eyſtein forblev i hele tre Aar i England fjærnet fra ſit Sæde. Han og hans Følge ſynes her at have udſpredt mange af de ufordeelagtige Rygter om Sverrer, hvilke vi gjenfinde hos ſamtidige og kort efter levende engelſke Hiſtorieſkrivere[5]. Om Aarſagen til at han ſaalænge holdt ſig borte fra ſin Biſkopsſtol findes ingen ſikkre Oplysninger. Man maa formode, at han fandt ſin Stilling i Throndhjem, midt imellem Sverrers Tilhængere, ubehagelig og farlig, og at han maaſkee ogſaa, efter at have lært Sverrers Dygtighed bedre at kjende, begyndte at mistvivle om den heldige Udgang af Magnus’s Sag. I det Sidſte maa man beſtyrkes ved hans Færd, efterat han endelig i 1183 var vendt tilbage til Norge. Magnus’s Sag ſyntes netop dengang at have faaet et Opſving ved nogle vundne Fordele; men ſtrax efter blev han overrumplet i Bergen af Sverrer, miſtede ſin hele Flaade og flygtede atter til Danmark. Efter denne Hendelſe ſluttede Erkebiſkoppen, ſom var tilſtede i Bergen, Forlig med Sverrer og vendte derpaa tilbage til Nidaros til ſit Sæde[6].

Angaaende Vilkaarene for dette Forlig vide vi Intet. At et af de væſentligſte har været Sverrers Løsning af det Ban, Eyſtein havde udtalt over ham i England, har man al Grund til at antage; ſkjønt det altid maa ſynes beſynderligt, at Sverrers ellers ſaa udførlige Saga ikke med et Ord omtaler denne Banſættelſe, hvilken dog engelſke Skribenter kjende. Aarſagen kan maaſkee være den, at Banſættelſen, ſom var forkyndt i et fremmet Land, og ſom desuden, anvendt paa en norſk Konge, var noget for Nordmændene ganſke nyt og uſædvanligt, ikke er bleven almindelig bekjendt i Norge, – og at Sverrer derfor ikke heller har villet give ſin Afløsning nogen iøinefaldende Offentlighed. Han har tvertimod fundet ſig bedſt tjent med at lade en Hemmelighed hvile over det Hele, hvilken det heller ikke kunde være Erkebiſkoppen til noget Gavn at bortrydde, naar han paa den ene Side ſaa Banſættelſen uden Virkning, og paa den anden Side ſelv af Hjertet ønſkede et Forlig med Sverrer, hvilket kunde igjen bringe ham i rolig Beſiddelſe af Erkeſtolen. Hvad de øvrige Tviſtepunkter angaar ſom kunde og maatte være mellem Erkebiſkoppen og Sverrer angaaende Kongedømmets og Kirkens indbyrdes Forhold, da har det maaſkee forekommet begge tjenligſt at lade dem for Øjeblikket hvile. Paaſtanden om St. Olafs Lenshøihed var allerede i Gjerningen af Sverrer tilbageviiſt, og man kan vel ſige, af Eyſtein ſelv opgiven ved hans Erkjendelſe af Sverrers Kongedømme. De andre Kirken og Erkeſædet af Magnus Erlingsſøn indrømmede Privilegier har Sverrer aabenbare aldrig ſamtykket og end mindre ſtadfæſtet; men om han end har beſtemt udtalt deres Ugyldighed, har han maaſkee ikke villet yppe nogen offentlig Strid herom med den altid høit anſeede og mægtige Erkebiſkop, helſt naar denne fra ſin Side heldede til Eftergivenhed. Han har ikke ved at hobe et Overmaal af Ydmygelſe paa den allerede ydmygede Kirkehøvdings Hoved villet drive ham til et muligt fortvivlet Skridt, der endnu kunde blive ødelæggende for Sverrer ſelv. Udentvivl have begge Parter fundet det fordeelagtigſt for det Førſte i forſtilt Rolighed at ſee Tiden an. I Hjertet kunne de viſt aldrig have troet hinanden oprigtigen eller ſtolet paa Fredens Varighed. Da Magnus det følgende Aar 1184 for ſidſte Gang angreb Sverrer, ſporer man ikke, at Erkebiſkoppen har ſat ſig i Bevægelſe til den førſtes Undſætning; og Magnus’s Fald i Slaget ved Fimreite ſamme Aar har vel fuldkommen beſtyrket Erkebiſkoppen i hans allerede valgte, Tiden iagttagende Statskløgt. Erkebiſkop Eyſtein optraadte ikke meer paa den verdslige Statsvirkſomheds Skueplads; her havde han – og det følte han ſikkert ſelv – nu udſpillet ſin Rolle, da han i Sverrer havde fundet ſin Overmand.

Den Virkſomhed, i hvilken vi hidtil have betragtet Erkebiſkop Eyſtein, kan ſnarere kaldes Statsmandens end Preſtens. Det var i det mindſte Kirkens verdslige Tarv og Vælde han i denne Virkſomhed nærmeſt havde for Øie. Og dog tør man ikke negte, at et høiere aandeligt Formaal hos ham, ſom hos flere af dens Tids fremragende Kirkefyrſter, kan have ligget i Tankens Baggrund, et Formaal, til hvis Opnaaelſe Kirkens verdslige Vælde ikkun ſkulde tjene ſom Middel. Saa meget er viſt, at Eyſtein ikke benyttede ſin Indflydelſe hos Thrønderne og hos Nordmændene i det Hele alene til Gjennemdrivelſen af ſine hierarchiſke Planer, men ogſaa til Samfundsordenens Forbedring og Beſtyrkelſe. Derom vidne flere Beſtemmelſer i Lovbogen, iſær i Froſtathingsloven, hvilke udtrykkelig tillægges hans Medvirken, og ſom bleve vedtagne under Magnus Erlingsſøns Kongedømme. De angaa Regler for Thingſkikkene paa Froſtathinget, Indſkjærpelſe af Thingfreden, Overholdelſe af Ro, Ret og Orden i Rigets Indre, ſamt Straffe for Overtrædelſen heraf og for Brud paa fældet Dom og given Tryghed[7]. Her ſees Erkebiſkop Eyſtein paa en ſaare hæderlig Maade at have laant Kongedømmet og Erling Skakkes Landsſtyrelſe en hjælpſom Haand.

Nærmere Eyſteins geiſtlige Kald ligger imidlertid hans Virkſomhed for Chriſtenrettens Ordning og Fuldſtændiggjørelſe, ſkjønt viſtnok heri hans hierarchiſke Aand nødvendig maatte fremlyſe. Eyſtein ſammenſatte og fik Thrønderne til at vedtage en ny Chriſtenret, ſom det rimeligviis har været hans Mening med Tiden at faa indført i hele ſin Kirkeprovins. Vi have ikke denne Chriſtenret levnet aldeles ſaadan ſom den udgik fra Eyſteins Haand; men der er al Grund til at tro, at dens væſentlige Indhold er bevaret i den Chriſtenret, ſom findes i den endnu tilværende ældre Froſtathingslov[8]. Man maa af de Forhandlinger mellem Kong Sverrer og Eyſteins Eftermand, ſom ſenere ſkulle omtales, ſlutte, at Eyſteins Chriſtenret har, om end i det Væſentlige bygget paa den ældre af den hellige Olaf, indeholdt mange Forandringer og nye Beſtemmelſer til Biſkoppens og Geiſtlighedens Fordeel. Det var jo viſtnok ogſaa en Selvfølge, at Eyſtein maatte ſtræbe at føre de Særrettigheder, ſom Erling Skalke og Magnus Erlingsſøn havde tilſagt Kirken, i Brug og Sedvane, ved at faa dem optagne eller gjorte gjældende i Chriſtenretten. Den ovennævnte Froſtathingslovens Chriſtenret er vel, ſammenlignet med den ældre Gulathingslovs og den ældre vikſke, gunſtigere for Geiſtligheden end disſe, og man mærker viſtnok i enkelte Artikler en mere hierarchiſk Aand; men man maa alligevel i denne Henſeende finde den meget maadeholden og maadeholdnere, end den af Eyſtein kunde ventes. Da man derhos ſavner Beſtemmelſer, ſom Eyſteins ſynes at maatte have indeholdt, ſaa er det rimeligt, at den nu tilværende er en i enkelte Dele omarbeidet og tillempet Udgave af hiin, fra den tidligere Halvdeel af det 13de Aarhundrede, hvori det ved ſin hierarchiſke Retning meſt ſtødende er blevet bortſkaaret. Eyſteins Chriſtenret findes, hvor den omtales, benævnt Guldfjeder (gullfiöðr)[9], et Navn, ſom egentlig ſynes at have været tillagt ſelve Haandſkriftet, hvori den fremlagdes, eller muligen en heel Froſtathings-Lovbog, ſom Eyſtein har ladet afſkrive, og hvori hans Chriſtenret var indført i den gamles Sted tilligemed de øvrige Forandringer i Froſtathingsloven, ſom Eyſtein havde faaet udvirket. Denne Lovbog, hvilken Udſtrækning den nu end maa have havt, modſættes den ældre Lovbog, der kaldes Graagaas (grágás), hvilken var foranſtaltet ſkreven af Kong Magnus den Gode. Muligen ligger i denne Modſætning mellem tvende Haandſkrifter af Loven, – eller Lovbøger i den meſt indſkrænkede Betydning, – Anledningen til de tvende beſynderlige Navne. Graagaaſen har været en allerede gammel og dertil ſimpelt ſkreven og uanſelig Bog, Eyſteins Guldfjeder derimod en Bog, der var ny, ſkreven med ſtørre Kunſt og navnligen prydet med Farver og Forgyldinger; den ſidſte ſkjelnede ſig fra den førſte ſom en Fugl med guldſkinnende Fjedre fra en uanſelig mørkfarvet Vildgaas. Eyſteins Virkſomhed for at ordne Froſtathingslovens Chriſtenret paa en til Tidens og Hierarchiets Fordringer ſvarende Maade er ſaaledes utvivlſom, ſkjønt man ei længer er i Stand til at paapege Enkelthederne ved denne Ordning.

En af Grundene til Eyſteins Stræben for Udvidelſe af Erkeſædets Indtægter, var, ſom allerede ovenfor berørt, hans Ønſke, at lade den norſke Metropolitanverdighed fremtræde i en forøget ydre Glands. Hertil hørte naturligviis, at Kathedral- eller Metropolitan-Kirken var en ſtor og pragtfuld Bygning. Eyſtein maa have fundet, at den gamle Chriſt- eller Trinitatis-Kirke fra Olaf Kyrres Tid ikke ganſke ſvarede til denne Fordring, at den derfor maatte udvides og forſkjønnes. Hermed ſynes han at have ſysſelſat ſig gjennem en ſtor Deel af ſin Embedstid. For at ſkaffe den nye, udvidede Kirke bedre Rum lod han nedtage den tætved liggende Marie-Kirke, ſom Kong Harald Haardraade havde bygget[10], og lod den flytte over paa den anden Side af Nidelven og reiſe igjen ſom Kirke for Elgeſæter Kloſter, hvilket han ſelv havde oprettet for regulære Kanniker af St. Auguſtins Orden[11]. Af Eyſteins Tilbygninger til den ældre Chriſtkirke og hans Eftermænds Fortſættelſer af det af ham paabegyndte Verk fremſtod ved Midten af det følgende Aarhundrede den ſtore og pragtfulde Bygning, hvis Ruiner man endnu i Throndhjems Domkirke beundrer.

Med Henſyn til Eyſteins egentlige Metropolitanvirkſomhed kom det naturligviis ikke lidet an paa den Medvirkning, ſom hans Lydbiſkopper ydede ham. Men disſe kjende vi desværre for ſelve Norges Vedkommende ikke ſtort meer end af Navn. – I Bergen varede den fornævnte Paals Biſkopsdømme ligefra 1156 og til 1194. Hvorlænge han har havt Nikolaus Petersſøn til Modbiſkop[12], vides ikke. To for hans Kirke mærkelige Begivenheder indtraf i hans Embedstid, i hvilke han utvivlſomt har været Hovedmanden: Kathedralkirken, den ſtore Chriſtkirke, i Bergen blev fuldendt, rimeligviis før 1164[13], og derved Biſkopsſædet fuldkommen fæſtet ved denne By; – og den hellige Sunnivas Levninger bleve i 1170 overflyttede til denne ſamme Kirke fra Selia, hvor de hidtil havde været bevarede[14]. Der gives forreſten Paal det Vidnesbyrd, at han var en driftig og myndig Mand (skörungr mikill)[15]. – I Stavanger fulgtes Jon Birgersſøn af en vis Peter, om hvem vi intet vide. Hans Eftermand var igjen Amunde, ſom maa have nedlagt ſit Embede før 1183[16], uviſt af hvilken Grund, men ſom ikke døde før 1183[17]. Ham fulgte Erik, en Søn af den Ivar Skrauthanke eller Skrauthanſke, der tidligere er nævnt blandt Nidaros’s Biſkopper. Erik var en af Kong Magnus Erlingsſøns ivrige Tilhængere og viſte ſig ſom ſaadan iſær i 1181, efterat Magnus havde tabt Slaget ved Nordnæs i Bergen[18]. Denne Biſkop kom ſenere, ſom vi ſkulle ſee, til at ſpille en vigtig Rolle, da han hævedes paa Metropolitanſædet. – I Oslo var Thorſtein bleven Vilhjalms Eftermand i 1157 eller 1158; hans Virkſomhed er ubekjendt, og han døde rimeligviis i 1169. Hans Eftermand Helge maa have været en fremragende Perſonlighed. I 1170 nemlig, da han endnu kun var udvalgt Biſkop, var han Kong Magnus’s og Erling Skakkes Sendemand hos Kong Valdemar i Danmark og indledede der Fredsuuderhandlingerne mellem dette Rige og Norge[19]. Han døde i 1190. – I Hamar vare Biſkopperne den Tid: førſt en Orm, Arnalds Eftermand, og derpaa en Ragnar; disſe tvendes baade Embedstid og Virkſomhed er ubekjendt. Ragnars Eftermand var Thorer, ſom ſenere ſkal omtales. – Paa Orknøerne levede Biſkop Vilhjalm den Gamle ligetil 1168, da han døde efter 66 Aars virkſomme Styrelſe. Hans Eftermand hed ogſaa Vilhjalm og døde i 1188, ſamme Aar ſom Erkebiſkop Eyſtein[20]. – Paa Færøerne døde Biſkop Mathæus i 1157[21]. Hans Eftermand Roe, der før er omtalt, blev indviet i 1162[22]. Med dennes Datter, Aſtrid, ſynes Sverrer at have været gift, før han kom til Norge. Roes Dødsaar kjendes ikke. – Paa Grønland ſkal Arnalds Eftermand, Jon Knut[23], have været Biſkop i hele 37 Aar, nemlig fra 1150 til 1187, i hvilket Aar han døde. Hans Eftermand hed ogſaa Jon med Tilnavn Sverrersfoſtre og ſkal være indviet i 1188 eller maaſkee rettere i 1187[24].

Paa Island døde Skaalholts Biſkop Kløng Thorſteinsſøn i 1176. Tre Aar forud, da han allerede følte ſig ſvag af Alderdom, havde han anſøgt Erkebiſkop Eyſtein om Tilladelſe til at nedlægge ſit Embede og faa en Anden valgt i ſit Sted. Erkebiſkoppen tillod, at en Anden maatte vælges, hvilken han lovede at indvie; dog ſkulde Kløng foreſtaa Gudstjeneſten og Undervisningen, ſaalænge han dertil var i Stand, om han end ikke formaaede at overfare ſit Biſkopsdømme. Kløng bad nu paa næſte Althing Islands Høvdinger om at vælge en Biſkop; men de henſkjøde Valget til ham ſelv, og nu valgte han den høit anſeede Thorlak Thorhallesſøn. Denne havde i ſin Ungdom efter at være bleven viet til Preſt ſtuderet i Udlandet i ſex Aar, førſt i Paris og ſiden i Lincoln. En Stund efter ſin Hjemkomſt blev han Prior og ſiden Abbed i det nyoprettede Kloſter i Thykkvabø for regulære Kanniker af St. Auguſtins Orden. Da han nu var bleven valgt til Biſkop, ſkulde han reiſe til Norge for at modtage ſin Indvielſe; men dette blev, uviſt af hvad Grund, udtrukket ſaa længe, at Kløng imidlertid døde, og et Brev indtraf fra Erkebiſkoppen, der paaſkyndede den nye Biſkops Valg. Thorlak reiſte da endelig i 1177 til Norge. Han blev, ſom det heder, vel modtagen af Erkebiſkoppen; men Erling Skakke var ham imod, og Erkebiſkoppen vilde ikke indvie ham, uden at han dertil havde Kongens og Erlings Tilladelſe, – en Omſtændighed, ſom ſynes viſe, at Erling gjerne har villet udſtrække det norſke Kongedømmes Myndighed ogſaa til Island, ſom dog var ganſke uafhængigt af Norge, – at han har grebet denne Leilighed for at viſe Islændingerne hvad han magtede, – og at Erkebiſkoppen har endnu følt ſig i det Afhængighedsforhold til Erling, at han nødig har villet handle reent ud mod dennes Ønſker, ſelv om det var i en Sag ſom nærværende, med hvilken Norges Konge egentlig intet havde at ſkaffe, deels fordi den var en reen Kirkeſag, og deels fordi den angik et Land af Erkebiſkoppens Provins, hvilket ikke var Norges Kongedømme undergivet. Man ſeer, at Eyſtein endnu lige over for Erling har troet at maatte benytte ſine nyerhvervede Rettigheder med Varſomhed. Erkebiſkoppen fik dog endelig udvirket Kongens og Erlings Samtykke til Thorlaks Indvielſe, og denne gik nu for ſig den 2den Juli 1178 i Overvær af Biſkopperne Paal af Bergen og Erik af Stavanger[25]. Paa Hole Stol ſad den gudfrygtige og høibyrdige Brand Sæmundsſøn, der var indviet i 1164, ligetil ſin Død i 1201.

Af Eyſteins Metropolitanvirkſomhed med Henſyn til Island findes Spor i tre endnu bevarede Skrivelſer til Islændingerne[26]. Den førſte af disſe, omtrent fra 1176, er ſtilet til Islands Biſkopper, Høvdinger og Almue. Erkebiſkoppen ivrer her førſt mod den Voldſomhed, mange Mænd der i Landet have viſt mod Geiſtlige, hvilke de have ſaaret ja endog dræbt, ſamt mod den Løsagtighed, ſom der gik i Svang, – Uordener, ſom Biſkopperne burde paatale med Kraft, og ved ſine Advarsler ſøge at ſtandſe, eller i Tilfælde af Modvillie ſtraffe med Ban. Dernæſt gjør han følgende Beſtemmelſer: Preſter, ſom have begaaet Manddrab, forbydes at forrette nogenſomhelſt Gudstjeneſte. – Preſter forbydes at paatage ſig Udførelſen af Retsſager, undtagen for ſine fattige Frænder, eller faderløſe Børn, eller vergeløſe og tillige fattige Kvinder. – Hver, ſom mishandler eller dræber en Preſt eller Munk, ſkal være i Guds og Pavens Ban, og kan for Drab eller Lemlæſtelſe ikke modtage Afløsning uden af Paven ſelv, men for Saar og Slag ikkun af Erkebiſkoppen.

Den anden Skrivelſe handler om Kirkefreden, hvorledes den ſtrengt bør overholdes ogſaa for dem, ſom ſøge Tilflugt i en Kirke mod Voldſomhed, og hvorledes Brud herimod ſkal ſtraffes med Ban. Den ſamme Fred bør hvile over alle Geiſtlige og Munke ſamt Pilegrime til hellige Steder indenlands eller udenlands. – I den tredie Skrivelſe belægges Kvinderan og Voldtægt med Ban.

Disſe Skrivelſer finde tildeels Sideſtykker i visſe allerede ovenfor antydede Beſtemmelſer i den ældre Froſtathings- og den ældre Gulathings-Lov, til hvilke Erkebiſkop Eyſtein deels udtrykkelig nævnes, deels maa anſees ſom Ophavsmanden[27]. At han altſaa har ſtræbt gjennem Lovgivningen at virke for Sedeligheden baade i Norge ſelv, og i alle de Lande, over hvilke hans Metropolitanmyndighed ſtrakte ſig, er tydeligt, – ligeſom ogſaa at han har troet, at den kirkelige Bansſtraf, ved grove Forbrydelſer mod Sedeligheden ſamt mod Kirken og dens Perſoner, burde gaa ved Siden af den Straf af Bøder eller Fredløshed, ſom den verdslige Lov faſtſatte. Forreſten ſeer man tydeligen i de Punkter, ſom angaa Preſterne, en Beſtræbelſe paa den ene Side for at verne om Preſteembedets Verdighed ved derfra at udelukke Perſoner, der havde begaaet iøinefaldende Voldshandlinger, ſamt forbyde Preſterne ufornøden Indblanding i verdslige Retsſager, – og paa den anden Side for at give Preſtens Perſon al den Beſkyttelſe, ſom Kirken formaaede ſærligen at give den, ved nemlig at beſtemme Bansſtraf for grovere Voldshandlinger mod ham, altſaa en Beſtræbelſe for, ſaavidt Kirken ved egne Midler magtede, at priviligere Preſteembedet og Preſtens Perſon.

Idet Erkebiſkop Eyſtein paa denne Maade ſtræbte at nærme ſig eet af den canoniſke Rets Hovedformaal, viſer det ſig af andre Forhandlinger med Islændingerne, at han ogſaa havde et andet ſtadigen for Øie, nemlig at unddrage Kirkens Gods Lægfolks Beſtyrelſe for at ſtille det til Kirkens egen og dens Perſoners udelukkende Raadighed. At han her vendte ſit Blik fortrinsviis paa Island, var en naturlig Følge af allerede forhen paapegede islandſke Forhold, nemlig at der, med Undtagelſe af Kathedralkirkerne og de faa Kloſterkirker, faſt alle Kirker vare private Mænds Eiendom, og deres hele Økonomi beſtyret af disſe verdslige Eiere. Da Eyſtein i Aaret 1178 havde indviet den nidkjære og hierarchiſkſindede Thorliak Thorhallesſøn til Biſkop af Skaalholt, paalagde han denne efter ſin Hjemkomſt at virke for det nævnte Øiemed. Dette ſtemmede ogſaa ganſke med Thorlaks eget Sind; og kort efter at han var kommen til ſit Sæde, begyndte han ved Indvielſen af nogle nye Kirker, at negte Eierne Beſtyrelſesretten af disſe Kirker og deres Gods. Herved vaktes Misnøie og Spending. I Førſtningen ſyntes det dog ſom Biſkop Thorlak, der ſtøttede ſig til Erkebiſkoppens Bud og den canoniſke Ret (Guds Lov, ſom han kaldte den), ſkulde have Fremgang. Men da netop indtraf i Norge Birkebenernes Seire over Magnus Erlingsſøn, Erling Skakkes Fald, og kort efter Erkebiſkoppens Reiſe fra Norge og længere Ophold i England. Biſkop Thorlak følte ſig berøvet ſin Metropolitans kraftige Underſtøttelſe, medens hans Modſtandere ſaa ſig beſtyrkede ved de norſke Forholde og muligen ogſaa ophidſedes fra Norge; han fandt det derfor nødvendigt at give efter, og lade Kirkegodſets Beſtyrelſe blive ved det Gamle[28].

Man har al Grund til at tro, at Erkebiſkop Eyſtein i Norge, hvor Leilighed gaves, har handlet i fuld Overeensſtemmelſe med hvad han paalagde Biſkop Thorlak med Henſyn til Island. Men Sagen havde i Norge, efter de herværende Forholde, ikke den indgribende almene Vigtighed ſom paa Island, og vakte derfor i Begyndelſen mindre Opſigt. Vi ville imidlertid ſenere faa at ſee, at denne Sag indtog ſin Plads iblandt Tviſtepunkterne mellem Sverrer og Eyſteins Eftermand paa Erkeſædet.

Som henhørende til Eyſteins Metropolitanvirkſomhed maa vi ogſaa nævne den Lettelſe, ſom han af Pave Alexander III. (1159–1181) til Fordeel for den norſke Almues Næringsdrift fik udvirket i de ældre ſtrenge Beſtemmelſer mod Arbeide paa Helligdagene, idet nemlig Sildefiſkeri, med Pavens Indrømmelſe, blev tilladt paa enhver Tid, naar Silden ſøgte Land, kun med Undtagelſe af de allerſtørſte Helligdage[29].

At Eyſtein har yndet Videnſkaberne og navnligen havt Smag for Fædrenelandets Hiſtorie, maa man ſlutte deraf, at hans Samtidige, Munken Thiodrek (Theodcericus monacus), en Nordmand og rimeligviis en Thrønder, tilegnede ham en kort norſk Hiſtorie, ſkreven paa Latin og omfattende Tiden fra Harald Haarfager indtil Sigurd Jorſalfarers Død[30]. Denne lille Bog, der kan ſees at være forfattet efter 1176, er iſær mærkelig ved den omfattende Læsning, den røber, af latinſke Verker, ikke alene af Middelalderen, men og af den klasſiſke Oldtid. Hvis man ei vil antage, at hans Citater ere Uddrag af disſe Verker, gjorte under tidligere Ophold i Udlandet, hvilket ikke er ſynderlig rimeligt, ſaa maa man fatte et godt Begreb om den Bogſamling, ſom allerede i Eyſteins Tid har været i Nidaros, udentvivl ved Kathedralkirken.

Den ſidſte biſkoppelige Handling af Eyſtein, der i Sagaen omtales, ſynes ikke antyde noget ſærdeles bittert Sindelag mod Sverrer og hans Slegt. Den angik Sverrers Søſter Cecilia. Denne var, ſom forhen fortalt, af Erling Skakke, imod ſin Villie, bleven giftet ud af Norge med den ſvenſke Lagmand Folkvid. Da Sverrer var kommen til Magten, forlod Cecilia ſin Husbonde og reiſte tilbage til Norge, hvor det nu var Sverrers Henſigt at gifte hende med den anſeede og mægtige thrøndiſke Høvding, Baard Guttormsſøn af Rein. I Førſtningen ſatte Erkebiſkop Eyſtein ſig imod Giftermaalet, ſom ſtridende mod Kirkens Lov, da Folkvid, Cecilias førſte Mand, endnu var i Live; Eyſtein paaſtod, at hun ſkulde vende tilbage til ham. Men da Cecilia med Vidner godtgjorde, at Egteſkabet med Folkvid havde været tvunget, og følgelig netop efter Kirkens Lov, ſom fordrede Brudens Samtykke, var ugyldigt, – ſaa gav Eyſtein efter og tillod hendes Egteſkab med Baard 1184 el. 1185[31].

Om Høſten 1187 blev Erkebiſkop Eyſtein ſyg i Nidaros, og holdtes ved Sengen udover Julen. Da han mærkede Dødens Nærmelſe, kaldte han til ſig Kong Sverrer, ſom juſt var tilſtede i Throndhjem. Han og Kongen havde nu en lang Samtale, ſom det lader, uden Vidner. Da de ſkiltes, ſkal Erkebiſkoppen – ſaa paaſtod idet mindſte Sverrer – have bedet denne om Tilgivelſe for hvad han muligen, under Kampen mellem ham og Magnus, kunde have forſeet ſig mod ham; og Mødet endtes med et fuldkomment Forlig og en gjenſidig Tilgivelſe. Eyſtein døde den 26de Januar 1188, efterat han i henved 27 Aar havde øvet Metropolitanmyndigheden over den norſke Kirke. Han blev begraven i Chriſtkirkens Sakriſti (skrúðhús). I en Tale, ſom Sverrer ſtrax efter holdt i ſamme Kirkes Chor, berettede han, hvad der var foregaaet mellem ham og Erkebiſkoppen under deres ſidſte Sammenkomſt, og lagde naturligviis megen Vegt paa den Tilſtaaelſe, Erkebiſkoppen ved denne Leilighed ſkulde have gjort: „at han i ſin Modſtand mod Sverrer var gaaet videre, end ſom han vidſte var ret for Gud; men Aarſagen dertil havde været, at han ei ſyntes, han kunde unddrage Magnus ſin Biſtand“[32]. Rigtigheden af dette Udſagn beror viſt nok paa Sverrers Sanddruhed alene, og denne kunde her være noget tvivlſom; – alligevel er der, ſaavidt os bekjendt, i Eyſteins Fremfærd i hans ſeneſte Leveaar Intet, ſom beſtemt modſiger, at hans tidligere Dom om Sverrer og dennes Kongedømme jo i mange Maader kan være bleven formildet.

Et Tilbageblik paa Eyſteins Embedsliv i det Hele kunde af den overfladiſke Betragter let fremkalde den Dom: at hans Metropolitanſtyrelſes Slutning ei holdt, hvad dens Begyndelſe i Hierarchiets Sag lovede, og at hans ſenere Aar røbe Lunkenhed eller Svaghed. En ſaadan Dom vilde dog udentvivl være høiſt overilet. Man maa her vel mærke ſig, at det Kjæmpeſkridt, ſom Hierarchiet i 1164 gjorde, ikke var Frugten af en længe næret Plan og ikke forberedt gjennem Aarrækker ved didhen ſigtende lempelig Tilnærmelſe. Det var pludſeligt, uforudſeet, fremkaldt ved et Sammenſtød af gunſtige Omſtændigheder, hvilke det neppe ſtod i nogen menneſkelig Aands Magt forud at beregne. Eyſtein greb de givne Forhold med Driſtighed og tilvendte Hierarchiet en Seier, hvorom Ingen fem Aar i Forveien kunde have drømt. Men i al ſin Driſtighed var ganſke viſt Eyſtein klog nok til at indſee, at denne Seier, netop fordi den var uforberedt, fordi den kom Geiſtligheden ligeſaavel ſom Lægfolket aldeles uventet, maatte befæſtes med ſtor Varſomhed og derfor nyttes med meget Maadehold. Et ligeſaa pludſeligt Omſlag kunde ellers lettelig indtræde, naar Folk og Styrelſe fik roligen beſindet ſig. Og Forſigtighed var ſaa meget mere nødvendig, ſom neppe alle Biſkopper i Norge, meget mindre det lavere Preſteſkab, endnu ret vare gjennemtrængte af Hierarchiets Aand, ſaaledes at de fattede Vigtigheden af Eyſteins Skridt og Nødvendigheden af at ſlutte ſig om ham i en ſterk Fylking til dets Forſvar. Under ſlige Forholde, og iſær efter det indtraadte Kongeſkifte, vilde det have været en Daarlighed af Eyſtein, ved henſynsløs Benyttelſe af de vundne Fordele at udæſke den verdslige Statsmagt. I ſig ſelv langt klogere og mere ſtemmende med den fine romerſke Statskunſt var det, at lade Folk og Kongedømme for det Førſte føle Virkningen af den ſluttede Overeenskomſt ſaa lidet ſom muligt, ja endog holde dens Indhold i det Enkelte i en vis Dunkelhed, – for ſiden efterhaanden, altſom god Leilighed gaves, at bringe dens Beſtemmelſer i virkelig Udøvelſe. Betragtes Sagen fra dette Standpunkt, maa man i Eyſteins ſenere Maadehold ſee velberegnet Klogſkab, ikke Lunkenhed for Hierarchiets Sag eller Vakklen i Grundſætninger og Svaghed i Karakteren.

Eyſteins Virkſomhed baade ſom Statsmand og Biſkop henfører ham utvivlſomt blandt de mærkeligſte og meſt begavede Perſonligheder, ſom Norges Hiſtorie har at opviſe. Hans virkelige Fortjeneſter af den norſke Kirke, og vel endnu meer hans Stræben for Hierarchiet paaſkjønnedes ſenere af den norſke Kirke derved, at den i Aaret 1229 erklærede ham for en Helgen[33].

  1. Sv. S. c. 28.
  2. Sv. S. c 39.
  3. Sv. S. c. 44.
  4. Sv. S. c. 48, 78; Roger de Hoved. ed. Saville p. 600.
  5. Nemlig de ovenfor anførte: Vilhelm af Newbury og Roger af Hoveden.
  6. Sv. S. c. 78.
  7. N. g. L. I. 128 jfr. 182, 183 og 19.
  8. N. g. L. I. 129–156.
  9. Sv. S. c. 117.
  10. Se ovenfor S. 136.
  11. Sn. Har. Haard. S. c. 39; Fornm. s. VI. 267: Ágrip c. 36; jfr. Munch III. 38.
  12. Se ovenfor S. 230.
  13. Se ovenfor S. 237.
  14. Isl. Ann. 70.
  15. Biſkop Thorlaks S. ſ. Werl. anecd XXV.
  16. Munch III. 129.
  17. Isl. Ann. 74.
  18. Sv. S. c. 58.
  19. Munch III. 30.
  20. Isl. Ann. 68, 70.
  21. Isl. Ann. 64.
  22. Isl. Ann. 66.
  23. Se ovenfor S. 170.
  24. Isl. Ann. 76; Sturl. S. þ. 3 c. 4, 6.
  25. Hungrv. c. 19; Finn Joh. I. 287–289: Werl. anecd. XXIII–XXV.
  26. Finn Joh. I. p. 236–244.
  27. N. g. L. I. 19, 182.
  28. Finn Joh. I. 289–295: Werl. anecd. XXIII–XXXII eft. den haandſkr. Thorlaks-Saga.
  29. Æld. Frthl. II. c. 26. i N. g. L. I. S. 139.
  30. Scr. r. Dan. V. 311–341.
  31. Sv. S. c. 100; Peter Clausſen (Udg. 1757) S. 557.
  32. Sv. S. c. 107.
  33. Isl. Ann. 104.