Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/99

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (2, s. 513-527).

Kong Eriks Afsættelse og Kristoffer af Bayerns Valg til Konge, først i Danmark, saa i Sverige, og endelig i Norge 1442. Tilbageblik paa den norske Stats og Kirkes Forhold under Erik.

Forliget til Oslo af 18de Februar 1437 lægger tydelig for Dagen, at man nu i Norge var kommen til den Overbevisning, at Rigets selvstændige Stilling i det indgangne Statsforbund maatte sikkres, deels ved Udlændingers Udelukkelse fra Landets Embeder, deels ved nærmere Bestemmelser af Forbundsvilkaarene. Til den samme Overbevisning var man ogsaa kommen i hvert af de to andre Riger, og fra Sveriges Side blev Kravet paa saadanne nøiere Bestemmelser lydeligst udtalt. En Forening mellem Rigerne som den, Margreta havde stræbt for, og Kong Erik i hendes Fodspor havde villet gjennemdrive, viste sig nu, da Almenheden i hvert af dem havde saaet Øinene op, som en Umulighed, som et Tankefoster, der ikke i Virkeligheden fandt Livsnæring. Men et Forbund mellem dem ligeover for Udlandet, under Opretholdelse af hvert enkelts fulde Selvstændighed, var en Tanke, som endnu de mest oplyste og indflydelsesrige Mænd blandt de tre Folk nærede, idet mindste de, som ikke altfor meget blendedes af personlig Ærgjerrighed og Vindesyge. For et saadant Forbund, meente man, skulde en fælles Konge være det sammenknyttende Baand og den synlige Repræsentant, medens hvert enkelt Riges Selvstændighed skulde opretholdes og repræsenteres ved dets særskilte Raad af indfødte Mænd og ved visse særegne høie Rigsembedsmænd, hos hvilke Kongedømmets udøvende Myndig- hed nærmest skulde hvile med Hensyn til Rigets indre Anliggender, naar Kongen ei personligen var tilstede inden dets Grændser. Denne Tanke og dette Ønske udtaltes ideligen af de Svenske under deres uafladelig afbrudte og gjenoptagne Underhandlinger med Kong Erik, efterat Utilfredsheden med hans Styrelse havde givet sig Luft i en fuldkommen Folkereisning. Erik selv maatte, om end som det lader under en.bestandig indre Modstræben, laane det almindelige Ønske Øre. Muligen kunde han ved en fornyet Forbundsakt, bygget paa de Grundsætninger, som den almindelige Stemme udtalte, og ved en oprigtig Overholdelse af dens Bestemmelser, have reddet sit Kongedømme; men hans Forholdsregler vare halve og vaklende, og dertilmed neppe udsprungne af nogen oprigtig Villie.

At man i alle tre Riger alvorligen har tænkt paa et nyt Forbund efter de ovenantydede Anskuelser, viser det mærkelige endnu tilværende Udkast, der fremstiller Vilkaarene for et saadant. Det er udarbeidet af sex Rigsraader, to af hvert Rige, nemlig de tre Erkebiskopper: Johannes Laxmand af Lund, Olaf af Upsal og Aslak Bolt af Nidaros, samt tre Riddere: Axel Pederssøn (Thott) af Danmark, Krister Nilssøn (Vasa, Drotsete) af Sverige og Endride Erlendssøn af Norge. Men naar og hvor det er forfattet, vides ikke, undtagen at det maa være efter Begyndelsen af 1436 og inden Midten af 1438. Man har gjettet paa Høsten 1436, strax før eller under Rigsdagen i Søderkjøping, der holdtes i October Maaned samme Aar; men dette er, som sagt, blot en Gjetning^[1].

I Indledningen omtales som Grundlag for det der opstillede Forbund den Forening, som Margreta i Kalmar havde istandbragt mellem de tre Riger ved at saa Erik valgt til deres fælles Konge. Een Konge vilde de nu ogsaa have, „dog saaledes at hvert Rige skulde blive ved sin Lov og Ret“ (d. e. beholde sin fuldkomne Selvstændighed). Derpaa opstilledes følgende nærmere Bestemmelser:

1) Kongen skal ikke i noget Rige unddrage eller sætte anden Lov og Ret,“ undtagen med „menige Rigets Indbyggeres Samtykke og gode Villie.“ – 2) Kongen skal sætte Drotsete og Marsk i hvert Rige „efter Rigets Raads Raad,“ og overlade dem den Myndighed, de hør have: Drotseten skal i alle Domme have Myndighed, „som Kongen selv var tilstede,“ over alle andre Dommere; han skal paasee Rettens ordentlige Gang, hvori alle Indbyggere skulle paa hans Tilsigelse hjælpe ham, „som Kongen selv var tilstede.“ Marsken skal understøtte Drotseten i Haandhævelsen af Lov og Ret „i Kongens Sted,“ og sørge for Dommenes Udøvelse; han skal ogsaa i Krigstid være Formand for den væbnede Magt og styre den med gode Mænds Raad. – 3) Kongen skal og have en Hofmester i hvert Rige at komme ham imøde og styre Kongens Gaard efter Rigets gode Sedvane. – 4) Andre Embedsmænd, „som Kongens Gaard tilhører,“ maa Kongen, om han vil, have af alle tre Riger; „og dette er ret, især fordi at et Rige ei skal sige, at det ene Rige elskes over de andre.“ – 5) Kongen skal have en øverste Kansler i hvert Rige, som har Rigets Segl, og ligeledes en Gaardskansler. – 6) Kongen skal hvert Aar besøge alle tre Riger og der udføre sit kongelige Embede – 7) Han skal, hvis ingen særdeles Hindring indtræffer, opholde sig i hvert Rige fire Maaneder om Aaret; og naar han farer af det ene Rige i det andet, skal han have med sig af hvert Rige to af sit Raad, for at han i paakommende Tilfælde kan afgjøre Sager, der ere alle tre Riger vedkommende. – 8) Naar Krig paakommer noget af Rigerne, skulle de alle tre staa som eet; og naar det dertil kommer, skulle alle Rigers Raad overveie hvad Magt og Hjælp der til Modstand behøves Det Rige, som kommer det andet til Hjælp, skal sørge for sit Krigsfolks Underhold, indtil det kommer i det Rige, som Hjælpen behøver; siden skal Kongen og dette Riges gode Mænd skaffe Hjælpehæren det Fornødne og forestaa den, saalænge som Hjælpen udfordres, og erstatte den hvad Skade den lidet. Kongen eller hvilketsomhelst af Rigerne skal ikke vitterligen begynde Krig uden med alle tre Rigers Samtykke; men hvad de ere komne overens om, skulle de stadigen holde hinanden. – 9) Naar Konge skal vælges, skal dette tilgaa paa følgende Maade: Drotsete og Marsk i det Rige, hvor Kongen dør, skal forkynde hans Afgang til de tvende andre Riger, og da ere Valgmænd af hvert Rige skyldige at møde i Halmstad. Men Valgmændene skulle være 40 af hvert Rige; af Sverige: Erkebiskoppen af Upsal med Biskopperne af Linkjøping og Skara, Drotseten og Marsken, Lagmændene af Upland, Sødermanland, Østergøtland, Finnland og Gotland, hver af de fire førstnævnte Lagmænd med een Ridder som „Medholdsmand (medhaldersmenn),“ een Borgermester af enhver af følgende Steder: Stokholm, Visby, Aabo, Kalmar, Søderkjøping og Lødøse, og endelig to Odelsbønder af hver Lagsaga^[2]; – af Danmark: Erkebiskoppen af Lund med Biskopperne af Roskilde og Ribe, Drotsete og Marsk, alle Landsdommere, nemlig: af Jylland, Skaane, Sjælland, Fyen og Laaland, med 9 Riddere som „Medholdsmænd,“ nemlig to af hvert af de fire førstnævnte Landskaber og een af Laaland, een Borgermester af hver af følgende Steder: Ribe, Viborg, Aarhus, Randers, Aalborg, Odense, Roskilde, Kjøbenhavn, Kallundborg, Lund, Malmø og Nakskov, endelig to Odelsbønder af hvert af følgende Landskaber: Jylland, Skaane, Sjælland og Fyen^[3]; – af Norge: Erkebiskoppen af Nidaros med Biskopperne af Oslo og Bergen, Drotsete og Marsk, Provsten af Marie Kirke i Oslo, Lagmændene af Thrøndelagen, Bergen, Tunsberg, Oslo, Borgasyssel og Viken, tolv norske Riddere efter Drotsetens og Marskens Valg, een Raadmand af hver af følgende Steder: Nidaros, Oslo, Bergen og Tunsberg, endelig to Odelsbønder af Thrøndelagen, to af Bergens Biskopsdømme, to af Stavangers Biskopsdømme, to af Hamars Biskopsdømme, to af Borgasyssel og to af Viken^[4]. Den, som disse 120 fuldmægtige Valgmænd endrægtigen vælge, han skal være alle tre Rigers Konge. – 10) Om Kongen efterlader een egtefødt Søn, da skal denne være Valget nærmest, hvis Valgmændene vide ham dertil skikket. Efterlader Kongen flere Sønner, da vælge de den af dem, som de helst ville, hvad enten han er yngre eller ældre; de øvrige Sønner skulle da forsees med „andet Herskab og Len i Riget,“ som sømmeligt er. Har Kongen egte Datter, skal man skaffe hende et passende Gifte. Efterlader Kongen ingen egtefødt Søn, da staar Valget frit til de 120 Valgmænd. – 11) Foretrække nu Valgmændene at kaare en indenlandsk Mand fremfor en udenlandsk Herre, da skal først ved Lodkastning afgjøres, af hvilket Rige man skal vælge ham. Man skal skrive hvert Lands Navn paa en Sedel, og de tre Sedler, der alle maa være lige store, lægges for et syvaarsgammelt Barn, og den Sedel, som Barnet tager, af det Rige skal man for den Gang kaare Kongen – 12) Naar de førnævnte 120 Valgmænd komme sammen til Valget, da skulle først de tre Erkebiskopper aflægge Ed paa, „at de ville vælge uden al Partiskhed og Egennytte efter sin bedste Samvittighed til Rigernes og Indbyggernes Tarv;“ og naar de have svoret, „skulle de forestave Eden og modtage Ordet af alle de øvrige Vælgere.“ – 13) Kan man ei komme overens om Valget, „saa skal man ei derfor Konge miste.“ De 40 Valgmænd af hvert Rige skulle da af sin Midte udnævne fire de fornuftigste, to Geistlige og to Verdslige, saa at de tilsammen blive tolv. Disse skulle derpaa strax gjøre sin Ed paany og saa samles i eet Hus, og ei adskilles, før de ere blevne enige om Valget; og derved skal det da blive. – 14) Den som bliver „biltog“ i Sverige, „fredløs“ i Danmark og „utlæg“ i Norge, han skal ingensteds Fred have i de tre Riger. – 15) Told og Mynt og andre saadanne Sager, hvorom det vilde blive for langt at handle i dette Skrift, henskydes til Kongen og hans Raad i hvert Rige, at de dermed styre og raade som de finde nyttigst for Rigerne efter bedste Samvittighed og efter som de ville svare for Gud^[5].

Forfatterne til dette Dokument navngives, som allerede sagt, i dets Begyndelse, og man maa af visse Ord i Indledningen tro, at de have havt et Slags Bemyndigelse af Kongen; men om de ogsaa have havt en lignende af de enkelte Rigers Raad, siges ikke. To af dem: den danske Axel Pederssøn og den norske Endride Erlendssøn havde været tilstede i 1397 paa Mødet i Kalmar og medbeseglet Vidnesbyrdet om Kong Eriks Kroning^[6]; de maa altsaa have kjendt nøie til de ved samme Leilighed mundtlig tagne Beslutninger om Rigernes Forening, skjønt ingen af dem nævnes blandt Udstederne af det skrevne Udkast. Den svenske Krister Nilssøn nævnes vel ikke blandt de ved hint Møde nærværende; men han var en gammel Mand, som alligevel kan antages at have havt nøie Underretning om de der drevne Forhandlinger. Nærværende Opsats giver saaledes, jævnført med udkastet af 1397, et godt Indblik i det Omslag, som i de mellemliggende 40 Aar var foregaaet i Folkestemningen. Man var i 1397 indgaaet vakt en svævende Forening, i hvilken Margreta lagde alt for meget, de forenede Folk næsten intet, – en Forening, hvilken man, om man vilde, kunde fortolke som Indledning til en fuldkommen Stats- og Folke-Sammensmeltning, eller hvilken man paa den anden Side, hvis man derved fandt sig bedre tjent, kunde paastaa var blot midlertidig, knyttet ved en Tilfældighed og opløselig ved en ny Tilfældighed. I 1436 var man af Erfaringen bleven belært med Hensyn til hin Forenings største Mangler, hvilke man troede laa i dens Ubestemthed, men man havde dog ikke vundet noget klart Blik med Hensyn til hvorledes en ny burde indrettes. Nu opstillede man en Forening, hvis Uopløselighed man stræbte at sikkre ved de tydeligste Bestemmelser om Kongevalget, men i hvilken man derhos vilde strengt opretholde hvert enkelt Riges Selvstændighed, og forebygge det enes Fortrin for eller Overvælde over det andet. Det fælles Kongedømme, der dog skulde være det Rigerne sammenknyttende Baand, blev ikke udstyret med nogen iøinefaldende stor Myndighed; snarere lod udkastet ane, at man for at afverge Vilkaarlighed fra Kongens Side gjerne vilde hæve Raadet og de høie Rigsembedsmand i hvert af Rigerne paa Kongedømmets Bekostning, og gjøre dette tit et Skyggebillede. Derimod opstilledes flere smaalige, formelle Bestemmelser, hvilke, idet de tænktes at afverge alt Skin af Ulighed mellem Rigerne, i Grunden vanskeliggjorde Foreningens strenge Overholdelse. Den sidste Forening blev imidlertid ligesaalidet som den første til meer end et blot Udkast. Bindende Lovskraft fik den aldrig, skjønt Grundsætningen, paa hvilken den var bygget, fastholdtes i de nærmeste Tider især fra Sveriges Side, med hvis historisk givne Forhold den maaskee ogsaa kan siges bedst at stemme.

Hvor stor eller liden Andeel i Forfatterskabet af dette mærkelige og i flere Stykker fortjenstlige Udkast de tvende norske Deeltagere, Erkebiskop Aslak og Hr. Endride Erlendssøn, have havt, er det nu umuligt at bestemme. Hvad der sikkert maa tillægges dem er Bestemmelsen angaaende Kongevalget, forsaavidt Norge deri skulde deeltage. Og denne Bestemmelse, maa man indrømme, var vel afpasset efter de norske Forhold, – naar først Nordmændene for Alvor vilde opgive sit arvelige Kongedømme og gaa ind paa et Statsforbund med en af alle de forenede Riger i Fællesskab valgt længe som Hoved. Men for Mængden af det norske Folk stod endnu denne sidste Tanke langt fra ikke klart og bestemt udpræget.

Eriks Kongedømme blev imidlertid alt meer og meer undergravet og vaklende baade i Sverige og Danmark. Hvad der endnu en liden Stund opretholdt det i førstnævnte Rige, var den indbyrdes Splid mellem selve de styrende Stormænd og den Misundelse, som mange af disse nærede mod Karl Knutssøn. Dette gjorde, at et Parti i Sverige fremdeles holdt sig til Erik, i det mindste i Navnet, og at Underhandlinger og Overenskomster mellem ham og hans Modstandere endnu af og til kunde istandbringes. Endnu den 9de Juli 1438 blev en Overenskomst sluttet til Kalmar mellem det svenske og danske Raad, hvorved man erkjendte Erik for begge Rigers fuldmyndige Konge, og vedtog en „evig Forening“ mellem Rigerne, omtrent paa den gamle Kalmar-Forenings Vilkaar. Men denne Fornyelse af Foreningen erkjendtes dog af begge Parter for ikke at kunne være nogen endelig Beslutning, deels fordi Fuldmægtige fra Norge ei vare tilstede, og deels fordi Tiden ikke tillod at opstille alle Vilkaarene udførligen. Man lod endogsaa indflyde en Slutningsartikel, hvori bestemtes, at i Tilfælde af Kongevalg skulde det først afgjøres: om det var bedre at vælge een Konge over alle tre Riger, eller om hvert Rige skulde have sin egen Konge, dog med Forbehold, at ogsaa i sidste Tilfælde det gamle Forbund med Hensyn til gjensidig Hjælp skulde blive staaende ved Magt^[7]. Saaledes løsnedes Foreningen meer og meer, idet man nu næsten var kommet til det Punkt at betragte den blot som et Forsvarsforbund mellem Rigerne, hvilket ikke engang nødvendig krævede en fælles Konge.

Denne fornyede Erkjendelse af Eriks Kongedømme var dog neppe synderlig oprigtig meent fra det svenske og danske Raads Side; og Erik selv synes heller ikke at have sat stor Lid til den. Han var allerede led og træt af al den Tummel, som omgav ham. Han var i 1437 tyet til den afsidesliggende Ø Gotland for der i noget større Ro at afvente Tingenes Gang, og han skulde udentvivl med Glæde have opgivet Kongedømmet, havde man kun i Danmark og Sverige føiet hans Ønske, at vælge Bugislaf af Pommern til hans Eftermand. Men dette vilde man ikke. Tvertimod da Erik fremturede i sit Stivsind og ved sin Fjærnelse til Gotland syntes at have vendt Danmark Ryggen, indlod det danske Raad sig i Underhandlinger med Hertug Kristoffer af Bayern og tilbød denne Rigsforstanderskabet i Danmark. Kristoffer modtog Tilbudet. I Lybek blev han i Juni 1439 mødt af det danske Rigsraad, og den 23de Juni antagen til Danmarks Rigsforstander, hvorpaa Raadet samme Dag udstedte og tilsendte Kong Erik sit Opsigelsesbrev, hvilket denne modtog en Maaned senere paa Gotland.

Saasnart man i Sverige spurgte dette det danske Raads Skridt ilede man med et lignende. Det svenske Raad samlede sig i September Maaned samme Aar 1439i Telge, opsagde Erik Huldskab og Troskab og bekræftede Karl Knutssøn i hans Stilling som Sveriges Rigsforstander.

Medens man saaledes i Danmark og Sverige ganske opgav Kong Erik, var det som om man i Norge netop stræbte at slutte sig fastere til ham, hvad enten dette nu har været fordi Nordmændene følte sand Medynk med sin gamle Konge i hans Ulykke, eller fordi de frygtede for at indvikles i skadelige Uroligheder og forværre sin Stilling istedetfor at bedre den ved at følge Danernes og Svenskernes Exempel. Erik havde ikke hidtil opfyldt Nordmændenes i 1437 yttrede Ønske om en egen Drotsete. Alligevel gjorde Nordmændene i Begyndelsen af 1439, under Anførsel af Jon Ummereise og Olaf Bul, et Indfald i Sverige for at understøtte Kongens Sag der, og beleirede Elfsborg^[8]. Toget havde ingen synderlig Virkning, men maatte dog overbevise Kongen om Norges Hengivenhed. Da nu fire Udsendinger fra Norge, to Riddere og to Lagmænd, indfandt sig hos ham i Visby paa Gotland med fornyet Begjæring om, at han vilde beskikke en Drotsete for Norge, idet de forelagde ham Raadets Forslag paa tre Personer, nemlig Olaf Haakonssøn, Erlend Endridessøn og Sigurd Jonssøn, saa valgte han den sidstnævnte, der synes personlig at have været tilstede, og udstedte fra Visby den 3die September 1439 sit Beskikkelsesbrev for ham, hvilket satte ham, under Kongens Fraværelse, i Spidsen for Landsstyrelsen i Norge og gav ham Overopsyn over Kongedømmets Indtægter og Rettens Pleie. Han fik Fuldmagt til at tage Regnskab af alle Fogeder, og skulde sende de Indtægter, som tilkom Kongen, didhen hvor denne befalede. Alle Norges Mænd opfordredes til at være Sigurd lydige, helst fordi han havde svoret „og gjort os her sin Ed“, at ville holde alle Norges Indbyggere ved Lov og Ret og paa Opfordring hjælpe Enhver hertil i Kongens Fraværelse, – at ville styrke og ei i nogen Maade forringe Kongens og Kronens Ret, samt at ville holde dette Brev, som han vilde svare for Gud og bekjendt være for Kongen og hans Raad og menige Rigets Indbyggere i Norge. Blandt det som i Brevet paalagdes Drotseten var ogsaa, at han, i Tilfælde af Kong Eriks Død, skulde for Hertug Bugislaf af Pommern gjøre det samme som for Kongen selv, i hans levende Live^[9]. At Erik vovede at indføre et saadant Paalæg i Drotsetens Beskikkelsesbrev, viser noksom, hvor fuldt og fast han stolede paa, at Nordmændene endnu hang ved sit Kongedømmes Arvelighed, og hvor lidet han tiltroede dem at have sat sig ind i Statsforeningens Hovedbetingelse: en fælles valgt Konge.

Der havde dengang i meer end 50 Aar ei været Drotsete i Norge, nemlig ikke siden Hr. Øgmund Finnssøn var det i Kong Olafs Dage. Sigurd Jonssøn var baade med Hensyn til Æt og Rigdom en af Norges anseeligste Mænd. Hans Fader, Hr. Jon Marteinssøn til Sudrheim eller Sørum, havde været Ridder og Medlem af Rigets Raad, og hans Moder var Agnes, en Datter af Hr. Sigurd Hafthorssøn og Ingebjørg Erlingsdatter. Han stammede saaledes gjennem sin Moder baade fra Norges gamle Kongeæt og fra Giskøætten, og han var ved Arv kommen i Besiddelse af det meste af denne sidste Æts store Jordegods. Han havde desuden selv længe været Medlem af Norges Raad og var i 1437 bleven Ridder^[10].

I Forbindelse med Sigurd Jonssøns Udnævnelse til Drotsete synes ogsaa en Forandring at være foregaaet med Kanslerembedet i Norge. Vi have seet, at siden Kansleren Arne Sigurdssøns Død havde dette Embede været skilt fra Provstiet ved Mariekirken i Oslo, og overdraget tvende efter hinanden følgende Biskopper i Oslo: Jakob og Jon. Men ved denne Tid finder man, at Biskop Jon har fratraadt hint Embede, og at Andres Mus, der allerede længe forud var Provst til Mariekirke, har overtaget det i hans Sted. Sidste Gang Biskop Jon vides at have forrettet som Kansler, er ved Udstedelsen af et Landsvistbrev i Oslo den 26de Mai 1434^[11]. Men Andres Mus, der allerede i 1424 nævnes som Provst til Mariekirke^[12] og endnu i Juli 1437 bærer dette Embedsnavn alene, omtales, hvad strax efter skal sees, i Sommeren 1440 tillige som Kansler. I Mellemtiden mellem 1437 og 1440 er altsaa den Forandring foregaaet, hvorved Kanslerembedet i Norge atter sattes i sit gamle Forhold til Mariekirkens Provsti.

Om Kong Erik ved at tilsætte en Drotsete i Norge, og derved give Landsstyrelsen her, under sin Fraværelse, større Fasthed og Selvstændighed, har havt fortrinsvis til Hensigt at komme Nordmændenes billige Ønsker i Møde og sikkre sit ældste Riges Tarv; eller om han ikke snarere har havt sin egen og sin Æts Fordeel nærmest for Øie, nemlig i det tro Norge muligen at sikkre sig og Hertug Bugislaf et Vern og en Modvegt mod de tvende andre frafaldne Riger, – dette er noget som vanskelig lader sig afgjøre. Det Sikkre er, at han dette Skridt uagtet, og uagtet den Hengivenhed Nordmændene endnu længe vedbleve at vise ham, dog ikke benyttede med Kraft og Klogskab de Fordele, som herved aabnedes ham, men tvertimod med sit sædvanlige Vankelmod strax igjen lagde Hænderne i Skjødet og selv opgav sin Sag.

Eriks Skjebne kunde nemlig ved hans Afsættelse ingenlunde siges at være afgjort i Danmark og Sverige. I begge Lande fandtes Folk, der vare misnøiede med den nye Tingenes Orden, og som gjerne havde laant en Haand til Eriks Gjenindsættelse, hvis denne ikkun havde skredet ind med Bestemthed. Vel dvælede de Danske ikke længe med at vælge Kristoffer til Konge. Han blev som saadan hyldet allerede den 9de April 1440 paa Viborgs Landsthing, efterat han i Forveien havde lovet at underskrive en Haandfæstning. Men at hans Valg ikke var fremkaldt ved nogen udeelt Almenvillie, det viste noksom den frygtelige Opstand, som kort efter udbrød mod ham i det nordligste Jylland, og som først i 1441 blev dæmpet ved Vaabenmagt, tildeels af Fremmede, og straffet med oprørende Strenghed. I Sverige vare Meningerne deelte, idet Nogle ønskede Foreningen med Danmark gjenoprettet ved Kristoffers Valg til Konge, Andre derimod understøttede Karl Knutssøns ærgjerrige Hensigter, og talte for en fuldkommen Adskillelse fra Danmark ved at hæve Rigsforstanderen til Kongedømmet. Karl fandt det imidlertid ved nærmere Beregning fordelagtigere for Øieblikket at selge sin Stemme til Kristoffers Valg saa dyrt som muligt; og Kristoffer selv lovede Alt hvad de Svenske og Rigsforstanderen forlangte af ham. Kristoffer blev saaledes om Høsten 1441 modtagen ogsaa som Sveriges Konge og kronet i Upsal den 14de September.

Men Erik, som fremdeles opholdt sig paa Gotland, benyttede ligesaalidet Bondeopstanden i Danmark og den indre Splid mellem Sveriges Store, som Nordmændenes Hengivenhed, til sin Fordeel. Følgen blev, at ved Udgangen af 1441 var de tvende førstnævnte Riger slupne ham ganske af Hænderne, og Norge derved fuldkommen afskaaret fra al umiddelbar Forbindelse med ham i den Afkrog af hans Riger, hvor han nu havde taget sit faste Sæde.

Det manglede imidlertid ikke paa Opfordringer til Nordmændene baade fra Sveriges og Danmarks Side, at tiltræde Opstanden mod Erik; men de vilde længe ikke indlade sig herpaa. Det norske Raad følte vistnok, i hvilken farlig Stilling det satte Norge ved at afslaa Naborigernes Forlangende; men man haabede endnu, at Erik skulde kunne opmande sig til et kraftigt Skridt. Om Sommeren 1440 var det norske Raad samlet i Oslo, og forblev der, som det lader, hele Juli og August. Der vare tilstede Erkebiskop Aslak, Biskopperne Jon af Oslo, Peter af Hamar, Olaf af Bergen, Gotskalk af Hole og Gregorius af Grønland, Drotseten Sigurd Jonssøn, Kansleren Andres Mus, Provst til Mariekirken i Oslo, videre en Mængde verdslige Raadgivere og desuden en heel Deel af „Rigets Tjenestemænd“ (Embedsmænd). Man besluttede her at sende fire Fuldmægtige: tvende Geistlige, Biskop Jon af Oslo og Sigurd Bjørnssøn Provst til Apostelkirken i Bergen, og tvende verdslige Raadgivere, Jon Ummereise og Kolbjørn Gerst, – til Kong Erik for at foreholde ham Norges mislige Stilling; og man udfærdigede tvende Breve, som disse Mænd skulde overbringe, det ene af 4de Juli, det andet af 22de August, i hvilte man eskede Kongens Raad og Bestemmelse, idet man tillige yttrede, at man, hvis Kongen ei kom dem til Hjælp, muligen kunde blive nødt til at opsige ham sin Tjeneste og „see sig om efter andet Herskab“. Med denne Sendefærd gik det uheldigt. Jon Ummereise døde før Afgangen fra Norge, og de tre øvrige Sendebud hverken naaede selv sin Bestemmelse eller fik de medgivne Breve afsendte til Kong Erik. De bleve nemlig anholdte i Øresund af Kong Kristoffers Udliggere, og Sigurd Bjørnssøn og Kolbjørn Gerst vendte i Slutningen af September tilbage til Norge, medens Biskop Jon derimod med Breve og Dokumenter blev i Danmark. Da de tvende Sendemænd vare komne hjem igjen til Norge, havde de i November Maaned en Sammenkomst med Drotseten Sigurd Jonssøn paa Akershus og maa her have ført Klage over Biskoppens Adfærd. Thi da en Indbydelse indtraf fra det svenske Raad til det norske at møde til en Overlægning i Lødøse i Begyndelsen af det følgende Aar, og Drotseten tilligemed Sigurd Bjørnssøn og Kolbjørn Gerst i denne Anledning den 25de November tilskrev Biskop Audun af Stavanger med indstændig Anmodning at samles med dem for at være en af dem, som skulde fare til Dagen i Lodøse, – saa lode de i samme Brev Ord falde om Biskop Jons Færd som „skadelig for Landet og dem Alle“ og „ikke gjort paa det Bedste“^[13]. Biskop Jon blev imidlertid en Stund i Danmark og maa der udentvivl have drevet hemmelige Underhandlinger med Kong Kristoffer. I nys nævnte Skrivelse omtales nemlig, at Biskoppen havde i Havde et Brev fra Kristoffer til det norske Raad, hvilket han ei endnu havde villet meddele dette; og man seer af senere Forklaringer, at han aldeles ikke havde afsendt Raadets Breve til Kong Erik efter deres Bestemmelse. Først henimod Jul kom Biskop Jon tilbage til Norge, men var endda ikke at formaa til at aflevere de Brevskaber han havde i sit Forvar før den tolvte Dag Jul (den 5te Januar 1441)^[14].

Mødet i Lødøse mellem de Norske og Svenske fandt Sted efter Aftale ved Kyndelsmesse (i Begyndelsen af Februar) 1441. Biskop Audun af Stavanger var ei, som paatænkt, der tilstede, men derimod Provst Sigurd Bjørnssøn, Kolbjørn Gerst og tvende andre Verdslige. Angaaende Kristoffers Valg blev intet afgjort, eftersom hans Sendebud til Mødet ei vare forsynede med behørig Fuldmagt. Derimod blev den 9de Februar et Forbund sluttet mellem Norge og Sverige^[15]. Strax efter Mødet, den 10de Februar, tilskrev de fire norske Sendemænd Kong Erik fra Baahus, underrettede ham om Sammenhængen med det norske Raads Sendebud og Breve til ham, forestilte ham Norges vanskelige Stilling og bad ham paa det indstændigste om at komme sine tro Undersaatter til Hjælp, eller i alt Fald tilskrive dem sin Villie^[16]. Man ved ikke om Brevet kom Kongen til Hænde. Sikkert er det, at hverken Undsætning eller Trøst fra hans Side blev Norge til Deel.

Et nyt Møde holdtes i Kalmar ved St. Hans Dags Tid 1441 mellem norske og svenske Fuldmægtige. Denne Gang mødte fra norsk Side Erlend Endridessøn, Provsten Sigurd Bjørnssøn, Kolbjørn Gerst og fem andre. Forbundet mellem Norge og Sverige blev fornyet, men intet angaaende Kongevalget afgjort^[17].

I saadan pinlig Uvished henled hele Aaret 1441. Det norske Raad udsatte saa længe som muligt sin endelige Erklæring. Men da nu ogsaa om Høsten i det nævnte Aar Sverige, som før er sagt, havde antaget Kristoffer til Konge, og de mest paatrængende Opfordringer til Norge fra de tvende andre Riger fremdeles indkom, saa maatte Nordmændene om- sider give efter for Nødvendigheden. Et stort Mode holdtes af alle tre Rigers Raad om Sommeren 1442 i Lødøse, ved hvilket Erkebiskopperne Johannes Laxmand af Lund, Nikolaus af Upsal og Aslak af Nidaros vare tilstede, og desuden blandt de øvrige Biskopper for Norges Vedkommende: Jon af Oslo, Audun af Stavanger, Olaf af Bergen, Gotskalk af Hole, Gunnar af Hamar og Hemming af Færøerne^[18]. Til dette Møde indfandt sig ogsaa paa foregaaende Kaldelse Almuens fuldmægtige Ombudsmænd fra Norges Fylker i stort Antal, hvilke den 1ste Juni udstedte sit Brev paa den norske Almues Vegne, at denne var fornøiet med hvad Norges Raad paa nærværende Møde bestemte med Hensyn baade til Kristoffers Antagelse til Norges Konge og andre Rigets Anliggender^[19]. Hermed var da Kristoffer af Bayern tagen til Norges Konge. Han drog strax efter til Oslo, hvor han blev kronet, og hvor han endnu opholdt sig den 10de Juli^[20].

Saaledes endte Kong Eriks Styrelse i Norge efter at have varet i noget over 52 Aar. Han var dengang da han mistede sit sidste Kongerige henved 60 Aar gammel. Han overlevede sin fuldkomne Afsættelse i flere Aar, først paa Gotland til 1449 og siden i Rygenvalde i sit Fædreneland Pommern, hvor han døde i 1459 i en Alder af 76 Aar.

At Kong Erik ikke omfattede Kirken med nogen Kjærlighed eller Omhu, ligesaalidet i Norge som i sine tvende andre Riger, viser hans Historie tydeligen. For Norges Vedkommende have vi i det Foregaaende seet tilstrækkelige Prøver derpaa. Blandt Svenskernes Klagepunkter til de Norske mod ham af 1434 heder det: „han har fordærvet Kirken og Christendommen, idet han satte uverdige og ulærde Skarnsmennesker til Biskopper, saadanne som hverken agtede Gud eller Retfærdigheden, og overdrog dem den aandelige Biskopsmagt ret ligesom han var en Pave, hvilket leder til Kjetteri“^[21]; og flere lignende Beskyldninger tilføies, i hvilke der med nogen Overdrivelse laa alt for megen Sandhed, – det viser en Jon Gerikssøns og en Arne Klemetssøns Beskikkelse til Biskopper ved Eriks Magtsprog. Ikkun visse Klosterordener findes han at have vist en varm Yndest. Hvorledes han fremdrog Birgittinerne og skaffede dem Indgang i Danmark og Norge, er ovenfor udførligen fortalt. Ogsaa Karmeliternes Orden yndede han og indførte den fra Tydskland til Danmark, hvor han i 1410 oprettede et Kloster for dem i Landskrona. Til Norge kom imidlertid denne Orden ikke^[22].

Mærkeligere er det Forsæt Kong Erik engang havde, at oprette en Høiskole, eller som det paa Latin hed: studium generale, etsteds i sine Riger. Dertil udfordredes, efter Tidens Begreb, pavelig Tilladelse, og Kongen henvendte sig om en saadan til Pave Martinus V. Denne opfyldte hans Bøn, og tillod i en Bulle fra Florens af 26de Mai 1418, at et Universitet maatte oprettes etsteds i hans Riger efter Erkebiskoppen af Lunds og Biskoppen af Roskildes nærmere Bestemmelse (altsaa ganske vist i et af deres Biskopsdømmer), hvilket Universitet skulde nyde samme Friheder som Universiteterne i Paris og Bologna, dog maatte Theologi der ikke foredrages^[23]. Det er rimeligt, at en Høiskole for Geistlige, der vilde uddanne sig til Kirkens høiere Embeder, netop var det som Kongen og hans Raadgivere ønskede, og at Pavens Tilladelse med den nævnte Indskrænkning syntes dem at være uden synderligt Verd. Deraf kom det udentvivl for en stor Deel, at der under Erik intet Skridt blev gjort for at bringe det udtalte Forsæt til Udførelse. Det blev først igjen optaget meer end femti Aar senere.

Uagtet det ikke lykkedes dengang at faa oprettet en Høiskole inden de forenede nordiske Riger, saa indtraadte dog ved denne Tid en Forandring med Hensyn til Stedet, hvor den nordiske og navnligen den norske Geistlighed søgte sine høiere theologiske og kirkeretlige Kundskaber. I 1419 blev nemlig et fuldstændigt Universitet oprettet i Rostok, og dette drog snart, paa Grund af sin nærmere Beliggenhed og det lettere Samkvem, Studerende fra alle de nordiske Riger til sig. De norske Geistliges høiere Uddannelse ved Universiteterne i England og Frankrige ophørte fra nu af, som det lader, saa godt som ganske, medens det videnskabelige Baand derimod mellem Norge og Tydskland stedse droges fastere sammen, – noget som dog maaskee allerede kan siges at have været forberedet ved de tydske Hansestæders Overvælde i de norske Handelsforhold.

Siden Harald Haarfager, det norske Riges Grundlægger, havde, paa Magnus Erikssøn nær, Ingen siddet i Norges Kongedømme saa længe som Erik af Pommern. Men som Norge under Haralds Styrelse først fremtraadte i Staternes Rekke, saa syntes det under Eriks at være paa god Vei til atter at udslettes af den. Hans Kongedømmes Tid var for Norge et halvt Aarhundrede af Ulykke og Nedverdigelse. I de første tredive Aar synes Nordmændene ikke ret at have været sig sin mislige Stilling bevidste, ligesom de i det Hele endnu lidet synes at have tænkt over den Statsforfatning, i hvilken de, saa at sige uvidende, vare blevne inddragne. Men fra 1420 af begyndte, som vi have seet, Utilfredshedsyttringer fra Nordmændenes Side at lade sig høre, der vidnede om, at de følte Mangler ved Landsstyrelsen; og allerede fra den Tid af udviklede sig udentvivl den Gjæring i Folket, hvilken efter 1435 gav sig aabenbar Luft.

Norge som Statssamfund var imidlertid ved 1420 allerede nedsunket i en Umyndighedstilstand, af hvilken det havde ondt for igjen at hæve sig. Naar Kongedømmet svigtede sin Pligt, fattedes Hoveddrivhjulet i det norske Statsverk; og en Statsmagt, der midlertidig kunde med Kraft indtage Kongedømmets Sted, fandtes ikke. Norges verdslige Høvdinger, gave, i Egenskab af Rigets Raad, intet Livstegn fra sig, og den norske Kirkes Forstandere, der, ifølge de forhen oftere paapegede norske Statsforhold, egentlig dannede det daværende Rigsraads faste Kjerne, og vare bedst istand til at opretholde dets Anseelse, – ogsaa de vare forstummede. Den norske Kirke nemlig, der i den tidligere Halvdeel af det 14de Aarhundrede unegtelig var den bedst ordnede Indretning i det norske Statssamfund, havde efter 1350 Aar for Aar tabt i Virkekraft og var under Margreta og Erik – som vi have seet – bleven en Bold for verdslig Vilkaarlighed, hvortil ogsaa dens Hjælpeløshed under Pavedømmets store Splittelse kun altfor meget maatte opfordre. Saalænge den var i en saadan Svaghedstilstand, var liden Støtte for Statssamfundet fra dens Side at vente.

Ikke desto mindre var det dog Kirkens Forstandere, der, da det norske Folk igjen kom til lidt Besindelse og Eftertanke, først grebe den faldefærdige Stat under Armene; og udentvivl maa Mosen herfor især tillægges Erkebiskop Aslak Bolt. Vi have seet, hvorledes han stræbte at bringe Liv ind igjen i den norske Kirke ved at sætte Provinsialconcilierne paany i Gang. Med Biskopsstolenes Besættelse gik det ogsaa, da han var bleven nogenlunde fast i sin Metropolitanstyrelse, ordentligere til end i Eriks forudgaaende Regjeringstid. I begge Henseender fandt Erkebiskoppen en Støtte i den baselske Kirkeforsamlings gavnlige Virksomhed, der utvivlsomt lagde et ikke ganske svagt Baand paa Kongens tidligere Vilkaarlighed i Kirkens Sager. Men det var ikke i denne sin nærmeste og egentlige kirkelige Virkekreds alene Erkebiskop Aslaks Indflydelse aabenbarede sig. Det var udentvivl ogsaa han, som igjen satte Liv i Norges Raad. Han viser sig som Hovedmanden i de Raadsforhandlinger, der i 1437 bragte Amund Sigurdssøn til at nedlægge Vaaben; og i alle de senere Forhandlinger i Anledning af Misnøiet med Kong Erik og med Statsforbindelsen mellem de tre Riger see vi ham blandt Hovedpersonerne. Den af Norges Biskopper, som næst ham synes at have været virksommest i disse Statssager, var Biskop Audun af Stavanger, hvis Navn idelig her nævnes med Erkebiskoppens. Den danskfødte Biskop Jon af Oslo derimod stod, som det lader, allerede nu i et spendt Forhold til sin Metropolitan ikke alene i geistlige men ogsaa i verdslige Forhold.

Sporer man saaledes i Eriks seneste Regjeringsaar atter noget Liv i det norske Riges Raad, sporer man hos det en Stræben efter at bringe nogen Orden i Norges forfaldne Landsstyrelse, efter at vække Nordmændenes Selvstændighedsfølelse og bringe Norge til at indtage den det tilkommende Plads i det nordiske Statsforbund, – saa er der al mulig Grund til at tro, at dette væsentlig skyldtes Erkebiskop Aslaks og de med ham enige og ligesindede norske Biskoppers Indflydelse paa Raadets verdslige Medlemmer. At Erkebiskoppen og det norske Raad i det længste holdt paa Erik af Pommern, havde aabenbare sin Grund deri, at den almindelige Stemning hos Nordmændene var for deres gamle Arvekonge og i det Hele for Kongedømmets Arvelighed efter gammel Landslov og efter det Erik ved hans Antagelse gjorte Tilsagn. Raadet har for sit Vedkommende ganske vist paa denne Tid indseet den Modsigelse, hvori det norske Kongedømmes Arvelighed stod til Norges, som det hed „uopløselige“ Statsforbindelse med tvende Valgriger; det maa have indseet – og det viser jo ogsaa udkastet til den fornyede Forbundslov, i hvis Affattelse Erkebiskop Aslak og et af de mest anseede verdslige Raadsmedlemmer tog Deel –, at Norge for at kunne blive fast ved Forbundet maatte give Slip paa sit Kongedømmes Arvelighed. Men det norske Folks Almenhed havde ikke tænkt sig ind i hint Forhold, og dens Villie gjaldt endnu alt for meget, til at Raadet i et saa væsentligt Stykke turde uden Betænkelighed gaa sin egen Vei. Det norske Raads .Stilling har saaledes været høist vanskelig, og hvormeget det end – og især udentvivl dets geistlige Deel – kan have været stemt for Statsforbundets Opretholdelse, saa var det kun de mest tvingende Opfordringer fra svensk og dansk Side samt Eriks fuldkomne Opgivelse af sin egen Sag, der formaaede det til at tage et afgjørende Skridt: opsige Erik og vælge Kristoffer af Bayern, – og det endda først efterat Folket dertil havde givet sit udtrykkelige Samtykke. Ved Modet i Lødøse, da det skede, finde vi alle de daværende Biskopper i selve Norge og desforuden Biskopperne af Hole og Færøerne tilstede, den norske Kirke var altsaa der sterkt repræsenteret.

1. Lgbr. IV. 166: Jahn 169.
2. Regner man Lagsagaernes eller Lagdømmernes Tal for ti, saa kommer ved denne Opregning Antallet 40 ud; nemlig: 3 Biskopper, Drotsete, Marsk, 5 Lagmænd, 4 Riddere, 6 Borgermestere og 20 Odelsbønder.
3. Altsaa: 3 Biskopper, Drotsete og Marsk, 5 Landsdommere, 9 Riddere, 12 Borgermestere og 8 Odelsbønder; men disse giver tilsammen kun 39, hvilket er een forlidet. Maaskee er een Odelsbonde for Laaland glemt.
4. Dette er: 3 Biskopper, Drotsete, Marsk, Kansler, 6 Lagmænd, 12 Riddere, 4 Raadmænd, 12 Odelsbønder, hvilket rigtig gjør 40.
5. Hadorff II. 117–123; Hvitf. under 1436; Jahn 167–170.
6. Suhm D. H. XIV. 407.
7. Hadorff II. 124–126; Jahn 177.
8. Lgbr. IV. 196 f.; Jahn 182.
9. Thorkel. Analecta 123.
10. Sml. IV. 130, 597 ff.
11. N. Dipl I. 537.
12. N. Dipl. I. 500, jfr. III. 518, 531.
13. Afskr. i Vadstena Brevbog efter Lange.
14. Jahn 519.
15. Hadorf II. 141.
16. Jahn 195, 517–520.
17. Hadorf II. 143.
18. Ny D. Mag. I. 68.
19. N. Dipl. III. 557: Jahn 200, 522.
20. N. Dipl. I. 566.
21. Hadorff II. 78.
22. Daugaard om de danske Klostere 28.
23. Pontop. II. 521–526; Hvitfeldt under 1418.