Den norske Kirkes Historie under Katholicismen/48

Rudolf Keyser

Den norske Kirkes Historie under Katholicismen

Chr. Tønsbergs Forlag, 1856 (1, s. 440-462).

Der er fra dette Tidsrum levnet os en Fremstilling af Christendommens Troslære, saadan som den i den norske Kirke af dens Lærere var fremsat i det norske Sprog, stemmende med den almindelige romerske Kirkes af Paverne godkjendte Trosbekjendelse, samt vedtagen af Konge og Folk og indseet i Landsloven som Christendomsbolkens Begyndelse. Vi have den vistnok ikke i nogen ældre Lovbog, end i den saakaldte Haakonarbok, der er fra Kong Haakon Haakonssøns seneste Rigsaar, og indeholder en Frostathingslov tillempet af Kongen for hans nye Undersaatter, Islændingerne. Fremstillingen findes imidlertid gjentagen i Kong Magnus Haakonssøns (Lagabøters) omarbeidede Lovbog, baade i den almindelige Lands- og By-Lov for Norge, og i den Lov, han fik indført paa Island. Den maa altsaa antages allerede i Kong Haakons Tid at have været erkjendt som Rettesnor for Christendomsundervisningen i hele den norske Kirke. Men denne norske Trosbekjendelse er ganske vist ikke først opsat i Haakons seneste Styrelsesaar, eller endog i hans Tid, om den end muligen da først har faaet Plads i Lovbogen. Den skriver sig utvivlsomt fra en ældre Tid, fra det her omhandlede Tidsrums Begyndelse; og det er, som forhen yttret, heel sandsynligt, at den egentlig er opstillet og stadfæstet af Kardinal Nikolaus i 1152 som en i fuldkommen rettroende Udtryk affattet Bekjendelse af Christendommens Hovedlære, paa hvilken Presterne i den norske Kirke skulde grunde sin Christendomsundervisning, og hvilken enhver Nordmand skulde tilegne sig, for at blive tællet blandt Kirkens rettroende Medlemmer. Er denne Anskuelse rigtig, at den egentlig er Kardinal Nikolaus’s Verk, da maa man antage, at den af ham er oprindelig forfattet paa Latin og siden, paa hans Bud og muligen endog under hans Opsigt, overført i det norske Sprog til Forhindring af al Vranglære. Dette er da den Katekismus for Nordmændene, som der er Tale om, at Nikolaus i sin Tid skulde have forfattet^[1].

Stedet i Lovbøgerne, hvor Trosbekjendelsen udtales, lyder som følger:

„Det er vor Lovs Ophav, som er Ophavet til alt Godt: at vi skulde holde og have den christelige Tro. Vi skulle tro paa Gud Fader, Himmelens og Jordens almægtige Skaber. Vi skulle tro paa vor Herre Jesum Christum, hans eenbaarne Søn, som avlet er af den Hellige Aands Kraft og født af Jomfru Maria, pint under Pilatus’s Velde, korsfæstet, dødet og begraven; nedsteg til Helvede at løse derfra alle sine Venner; paa den tredie Dag efterat han var døbet i sin Manddom, sin Guddom uforkrænket, opsteg han af Døden og var siden hos sine Læresvende i 40 Dage, fra Paaskedag og til Himmelfartsdag, og steg da op til Himmelen, og derfra skal han komme paa denne Verdens yderste Dag at dømme Enhver efter hans Fortjeneste. Vi skulle tro paa den Hellige Aand, at han er sand Gud som Fader og Søn, og de tre Begreber er een Gud. Vi skulle tro alt det, som alt christent Folk (den hele Christenhed) tror, og alle hellige Mænds Samfund og den hellige Kirke forhen har samtykt med ubrødelig Fasthed. Vi skulle tro, at Synderne forlades i Daaben og Anger og Skriftegang, ved vor Herre Jesu Christi Legeme og Blod, der helliges i Messen, ved Bøn, ved Almisser og Faster og ved alt andet Godt, som man gjør, tænker eller siger. Vi skulle tro, at Enhvers Legeme, som er kommen i Verden eller komme kan til Dommedag, skal da opstaa; og derpaa skulle de, som ilde gjorde og ikke angrede med Bod i denne Verden, have endeløs Kval med Djævelen og hans Erindsvende i Helvede; men de, som godt have gjort i denne Verden, skulle da faa og have evindelig Glæde med Gud og hans Hellige i Himmerige“^[2].

Efterat have gjengivet denne gamle norske Trosbekjendelse, gaa vi til Kirkeforfatningen i det nu omhandlede Tidsrum, og ville betragte den under de samme tre Hovedafsnit, som vi have gjort ved det første Tidsrums Slutning.

I. Den væsentligste Forandring, som i nærværende Tidsrum foregik med den norske Kirkes Embedsmænd og Geistlighed i det Hele, var den, at Baandet mellem den Overordnede og underordnede blev strammere knyttet, og at den norske Kirke som Eenhed blev meer fremtrædende. Sognepresten blev meer afhængig af sin Biskop, da hans Beskikkelse ifølge Loven lagdes i dennes Haand. Biskoppen var ikke længer i sit Biskopsdømme saa eneraadende i kirkelige Anliggender som tidligere, fra den Stund han paa den ene Side fik et Samfund af Chorsbrødre, et Domkapitel, til sit Raad, og paa den anden Side fik sit nærmeste Overhoved i en norsk Metropolitan. Nidaros’s Erkebiskop endelig blev detHoveddrivhjul, hvorom hele den norske Kirkes Bevægelser fra nu af dreiede sig; og han stod umiddelbart under Paven og modtog fra selve den romerske Kurie aabne Forskrifter og hemmelige Indskydelser med Hensyn til sin Metropolitanvirksomhed. Den norske Kirkes hierarchiske Ordning var saaledes for det kirkelige Embedsvæsens Vedkommende fuldendt.

Vi have allerede omtalt, at Presters Beskikkelse til Norges Sognekirker maa antages at være ifølge Kardinal Nikolaus’s Anordning i 1152 overdraget Biskopperne, hver i sit Omraade, og at den Rettighed, som i foregaaende Tidsrum deels Sognemenigheden deels Kongedømmet i saa Henseende udøvede, er bleven godvilligen opgivet, om end maaskee ikke ganske paa een Gang, saa dog efterhaanden og i Løbet af det tolvte Aarhundrede^[3]. I den norske Christenret, der nærmest fremstiller de nu gjældende kirkelige Forhold, den gamle Frostathingslovs nemlig, udtales udtrykkelig Biskoppens Ret til at beskikke Prester; og med den stemmer i dette Stykke baade den ældre Eidsivathings Christenret og den saakaldte Sverrers Christenret^[4]. I de Lande udenfor selve Norge, hvilke hørte til den norske Kirke og støde under det norske Kongedømme, er sandsynligviis den samme Regel indført, skjønt man derom intet sikkert ved. Ikkun Island gjorde en Undtagelse; thi der paa Øen synes de ældre Forhold med Sognekirkernes Besættelse ved disses Ejeres Valg^[5], at have vedligeholdt sig ogsaa gjennem hele nærværende Tidsrum, om end ikke ganske upaatalt fra Erkebiskoppens Side.

De samme tre Klasser af Prester, som i foregaaende Tidsrum fandtes i Norge^[6], synes, efter Christenretterne at dømme, ogsaa i nærværende at have holdt sig, i det mindste i Navnet. En væsentlig Forskjel mellem dem maatte imidlertid bortfalde ved den nye Beskikkelsesmaade, da Menighedens Indflydelse paa Heredspresternes Valg og Kirkeejernes paa Høgendespresternes eller Kapelpresternes ophørte. Dem tillagdes alle Titelen: Sira, der ganske vist er af udenlandsk Oprindelse og egentlig det franske sire, Herre.

Presternes Underholdning forblev udentvivl i Hovedsagen hvilende paa det samme Grundlag, der i Slutningen af foregaaende Tidsrum var lagt. Overalt hvor Tienden var vedtagen, og det var ganske vist nu den aller største Deel af Landet, tilkom en Fjerdepart af den Sognepresten, hvorhos han opbar Betaling for visse kirkelige Forretninger, hvilken dog, ligesom Offeret betragtedes som en frivillig Ydelse. I de enkelte Landsdele derimod, hvor den almindelige Tiende ikke endnu var vedtagen, havde Sognepresten sit Underhold af Sognefolkets lovbestemte personlige Ydelse (prestreiða), samt af den ligeledes lovbestemte Betaling for kirkelige Forretninger; der havde han ogsaa Andeel af den saakaldte Hovedtiende, om hvilken forud er talt^[7]. Sogneprestens Underholdning var saaledes overalt sikkret og vistnok mangesteds rigelig. For de Prester, som intet egentligt Kirkesogn havde, men forrettede Kapellans og Vikarius’s Tjeneste, var naturligviis Indtægterne afhængige af Overeenskomst, og oftest vel heel tarvelige.

For Presternes Opdragelse og Undervisning til deres kirkelige Kald har der aabenbare i dette Tidsrum været sørget med ikke saa ganske ringe Omhyggelighed. Ved Kathedralkirkernes Oprettelse og Biskopsstolenes Henlægning til disse, samt senere hen end meer ved Domkapitlernes Indstiftelse har der tillige været sørget for Skolers Indretning i Forbindelse med hine Kirker og under Biskoppernes og Kapitlernes umiddelbare Opsyn. En Skole omtales saaledes at have været i 1217 ved Christkirken i Nidaros^[8]; og en maa have været i 1248 ved Kathedralkirken i Oslo, da Haakon, som i dette Aar valgtes til Biskop der, siges forud at have været Skolemester^[9]. Man tør nu slutte for vist, at ikke Kathedralkirkerne i Nidaros og Oslo alene have havt Skoler, men at saadanne have været oprettede ved alle Norges og den norske Kirkes Biskopsstole, og det udentvivl lige fra det her omhandlede Tidsrums Begyndelse, ja sommesteds allerede før. Paa Island omtales Skole i Skaalholt allerede under den første islandske Biskop Isleif (1056–1080)^[10], og den første Hole-Biskop, Jon Øgmundssøn (1106–1121) indrettede en Skole ved sin Biskopsstol og satte tvende Lærere ved den: en i latinsk Grammatik og en i latinsk Poesi og Musik^[11]. At Kathedralkirken i Nidaros har i Erkebiskop Eysteins Tid ejet en ikke ganske ubetydelig Bogsamling, derom synes Thiodrek Munks Norges Historie at bære Vidne^[12]. Den Fordring paa geistlige Kundskaber, som man i Norge gjorde til en dygtig Prest, kan saaledes nu ikke længer have været saa ganske ringe. Dette bestyrkes ogsaa, naar man seer hen til den videnskabelige Dannelse, Kong Sverrer lagde for Dagen, skjønt han kun var oplært i Hjemmet og til at vorde Prest.

Biskopperne havde vel i dette Tidsrum de samme Pligter og de samme Rettigheder som inden Udgangen af det næst foregaaende var fastsat^[13]; men deres Stilling ikke alene i Kirken men og i Staten blev efterhaanden langt mere indflydelsesfuld og fremragende, end den tidligere havde været. Deres personlige Ret stilledes over Lendermandens, jævnt med Jarlens^[14]; en Biskop var saaledes efter Nordmændenes Begreb tiginn maðr eller tignarmaðr, det vil sige: fyrstelig Mand af Verdighed, og hans Stilling blandt Kongedømmets selvskrevne Raadgivere, lige med Jarlen, om en saadan fandtes, og over Lendermændene, var dermed given. Han skrev sig ogsaa paa almindelig udenlandsk Viis: af Guds Naade (dei gratia, með guðs miskunn) og tiltaltes allerede nu: Herre. Biskopsindtægterne, skjønt flydende af de samme Kilder som ved Slutningen af foregaaende Tidsrum, bleve dog udentvivl nu rigere, og det maaskee væsentligen ved stadig Forøgelse af Biskopsstolenes Jordegods.

Det er allerede oftere berørt, at Oprettelsen af Domkapitler eller Samfund af Chorsbrødre ved de norske Kathedralkirker istandbragtes lige i nærværende Tidsrums Begyndelse ved Kardinal Nikolaus. Det er ogsaa paapeget, at Hovedøiemedet med denne Indstiftelse var at gjøre Biskoppernes Valg uafhængigt af Kongedømmet og af enhver verdslig Magt i Staten, idet fra nu af Valget skulde lovligen og canonisk skee ved enhver Kirkes Chorsbrødre uden nogensomhelst verdslig Indflydelse. Men det vil derhos, af hvad forud er fortalt, være indlysende, at disse geistlige Kollegier ingenlunde strax kom i uomtvistet og udeelt Besiddelse af den Valgret, som var dem tiltænkt. Kongernes Opgivelse af deres Ret blev indskrænkende fortolket, deels som om den kun gjaldt det Tilfælde, at flere samstyrende Konger gaves i Landet, og disse ei kunde komme til Enighed om Valget af en Biskop; og deels, selv om den egentlige Valghandling indrømtes vedkommende Kapitels Chorsbrødre, forbeholdtes dog som Kongedømmets Ret Kongens baade foreløbige Tilladelse til at Valget foretoges ved Kapitelet, og hans efterfølgende Samtykke til den Valgtes Indsættelse. Fra førstnævnte Side synes allerede baade Kong Inge Haraldssøn og Erling Skakke paa sin Søn Kong Magnus’s Vegne, at have taget Sagen, – ikke at tale om Kong Sverrer, som i tydelige Ord udtalte denne sin Anskuelse^[15]. Fra den anden Side toges aabenbare Tingen af Kong Haakon Haakonssøn ved meer end een Leilighed^[16]. Sverrer synes, da han ei sandt det tilraadeligt eller passende at beskikke Biskopper ganske efter eget Valg, at have villet opstille den Regel, at Kongen i Forening med sine Raadgivere, deriblandt naturligviis de værende Biskopper fortrinsviis medregnede, valgte til den ledige Biskopsstol; og deri har han udentvivl havt gammel Vedtægt, ældre end Kardinal Nikolaus’s Sendelse, for sig^[17]. Haakon Haakonssøn derimod synes mere at have heldet til Indrømmelse af de enkelte Kapitlers Valgret, ikkun med Forbehold af Kongens Samtykke til Valget baade i Form og Virkelighed^[18]. Udentvivl findes denne hans Grundsætning nærmest udtalt i den gamle Eidsivathings Christenret, naar det her heder: „Den skal Biskop være til Stolen, som Kongen vil, og som ret er valgt dertil, og som her li Norge) er viet til Forretningen og Stolen (el. til Stav og Stol ifølge en anden Læsemaade“)^[19]. Med Alt dette er det dog tydeligt, at Kapitlernes Valgret under Tidsrummets Løb stedse meer og meer blev en Virkelighed, medens Kongens foreløbige Tilladelse og paafølgende Samtykke i samme Mon blev af underordnet Betydning^[20].

Ved Biskopsvalgets Henlæggelse til vedkommende Domkapitel blev altsaa under det nu omhandlede Tidsrum den Sag ordnet for den norske Kirkes Vedkommende overeensstemmende med den canoniske Ret eller Paveloven. Kapitlerne bleve naturligviis med det samme underkastede de almindelige i den romerske Kirke vedtagne Valgregler. Til disse hørte: – Valget skulde være foretaget inden tre Maaneder vare hengangne fra den Tid Biskopsstolen blev ledig, da i modsat Fald Valgretten overførtes paa vedkommende Metropolitan^[21]. Vælgerne skulle enes og ikke splitte sig i Partier, i hvilket Tilfælde det ogsaa tilkom Metropolitanen at raade for Valget^[22]. Ved den Valgte maatte ingen canonisk Mangel findes, f. Ex. at han var uægtefødt, Prestesøn, eller Lægmand. I saadant Tilfælde var Valget ikke fuldgyldigt, men kun at betragte som en Ansøgning, der gjennem Metropolitanen indsendtes til Kurien og der afgjordes ved Pavens Indvilgelse eller Afslag. Den Valgte benævntes da i Kirkesproget ikke: Electus, men Postulatus (Forlangt, Foreslaaet^[23]). Klostermænd regnedes blandt dem, som ikke fuldstændigen kunde vælges, men maatte postuleres. Grunden hertil var deels den, at en Klostermand ikke altid tillige havde den nødvendige foreløbige geistlige Vielse, og derfor strengt taget ikke hørte ind under de geistlige Grader (ordines ecclesiastici), deels og især den, at en Klostermand var bunden ved sit Klosterløfte, hvilket kun Paven kunde løse ham fra. – Endelig maa bemærkes, at Paven allerede dengang forlængst havde udtalt sin saakaldte Provisionsret (jus provisionis), det vil sige: Retten til selv, hvis han fandt det hensigtsmæssigt, umiddelbart eller ved særlig udnævnte Befuldmægtigede, „at forsørge“ den ledige Biskopestol med en Forstander^[24]. Af denne Ret benyttede Paverne sig imidlertid endnu sparsomt og almindeligviis kun naar særegne Grunde vare tilstede.

Naar Biskoppens Valg var foregaaet, skulde dette ved Kapitelets befuldmægtigede Sendebud og dets Skrivelse forkyndes Metropolitanen, som derpaa havde at undersøge dets Gyldighed, og ifald han fandt det canonisk, stadfæste det. Den Valgte blev derpaa ordentligviis høitideligen indviet (consecratus) af sin Metropolitan paa Tid og Sted, som denne bestemte, og i Overvær af mindst tvende Biskopper af samme Provins. Først efter at dette var skeet, kaldtes han: Biskop (episcopus); indtil da blot: udvalgt Biskop (electus eller postulatus, i det gamle norske Sprog biskupsefni d. e. Biskopsemne). Fra hans Indvielsesdag regnedes hans Biskopsdømmes-Aar.

Der fandtes, som allerede forhen yttret^[25], ikke ved alle Biskopsstole i den norske Kirke, eller Nidaros’s Provins (provincia Nidrosiensis), som den nu i Kirkesproget kaldtes, Domkapitler. Dette var kun Tilfældet ved de fem i selve Norge, samt ved Orknøernes og Suderøernes; derimod ikke ved de to islandske, den grønlandske og færøiske. Men med Hensyn til disse bragtes dog ogsaa Biskopsvalget efterhaanden i et Slags canonisk Orden, idet nemlig Nidaros’s Metropolitankirke og dens Kapitel tilvendte sig samme. Vi have seet, hvorledes dette gik til med de islandske Biskopsstole henimod Midten af det 13de Aarhundrede. Med den grønlandske og færøiske er det udentvivl indtraadt tidligere og strax efter Erkestolens Oprettelse. Hvad den færøiske angaar, finder man dog, at der senere, som paa sit Sted bliver at omtale, opkom Tvist mellem Erkestolen og Bergens Biskopsstol, der ogsaa gjorde Paastand paa Valgretten.

Alle de fem Domkapitler i selve Norge dannedes af saakaldte Canonici sæculares, det vil sige: Medlemmerne vare Verdsliggeistlige, ikke Klostermænd af nogen vis Munkeorden. De kaldtes almindeligst Chorsbrødre (korsbrœðr) og havde sit Underhold deels af visse Kapitelet tillagte Præbender eller Prestekald, som de bestyrede enten personligen eller ved Vikarier, deels af det saakaldte Fællesbord, mensa communis, hvilket var udstyret med ikke ubetydelige Ejendomme, deels endelig af en vis Andeel af det til Kathedralkirken faldende Offer. De havde sine særegne Boliger i Nærheden af Kathedralkirken. Deres Antal var forskjelligt ved de forskjellige Kirker og til forskjellige Tider; det afhang nemlig meget af de tilliggende Præbenders Mængde og Rigdom. Nidaros’s Kapitel sees saaledes i 1253 at have havt i det mindste 15 Chorsbrødre^[26]; i dets største Velmagt henimod Reformationen skal det have havt 24^[27]. Bergens Kapitel havde 12 Chorsbrødre^[28]. Antallet ved de øvrige tre Kathedralkirker i Norge kjendes ikke, men formodes ligeledes at have været 12^[29]. De fornemste Medlemmer af Domkapitlerne vare andensteds: Provst (præpositus), Erkedegen (Archidiaconus), Erkeprest (Archipresbyter), Dekan (Decanus), og Sanglærer (Cantor), hvilke ansaas paa en Maade for Kapitlets Embedsmænd og kaldtes fortrinsviis Prælater. Man kan imidlertid ikke paavise alle disse Embedsmænd ved hvert enkelt af de.norske Kapitler og mindst i heromhandlede Tidsrum. I Spidsen før Nidaros’s Kapitel synes ved denne Tid en Erkeprest at have staaet^[30], senere synes Erkedegnen at have været regnet som den fornemste. Den fornemste i Oslos Kapitel synes altid at have været en Erkeprest; i de øvrige tre Erkedegner. Til Kapitelets Medlemmer regnedes udentvivl altid den ved Kathedralkirkens Skole ansatte Skolemester. Alle til et Kapitel hørende Chorsbrødre vare udentvivl kun sjælden samtlige tilstede ved Kathedralkirken, idet nogle af dem jævnligen synes at have opholdt sig ved sine Prestekald, nogle at have studeret i Udlandet, nogle endelig at have været borte i Kirkens Erinder. Men de Tilstedeværende dannede Biskoppens Raad og havde en vigtig Stemme med ham i Kathedralkirkens og Biskopsstolens Anliggender. Naar Biskopsstolen var ledig, eller Biskoppen fraværende, hvilede dens Bestyrelse i Kapitelets Hænder. Ligesom Chorsbrødrene valgte Biskoppen, saaledes besatte denne igjen de i Kapitelet ledigblivende Pladse og bortgav Præbenderne; dog paastod og udvirkede Chorsbrødrene allerede tidlig, at deres Raad ved saadan Besættelse af Biskoppen skulde høres. Kapitlerne stræbte overhovedet tidlig efter at indtage en selvstændig Stilling ved Biskoppernes Side, og vi ville i det følgende see, at dette næsten overalt, skjønt under en kjendelig Modstræben af Biskopperne, lykkedes dem. Med de norske Domkapitelers indre Organisation ere vi forresten lidet bekjendte. Om Orknøernes Kapitel vide vi, at en Erkedegen stod i Chorsbrødrenes Spidse, og at denne jævnligen havde sit Sæde paa Hjaltland for at holde Tilsyn med Kirkevæsenet der^[31].

Erkebiskoppen af Nidaros var fra 1152 den norske eller nidarosiske Kirkeprovinses Hoved, Forstander for dens ti Lydbiskopper, og nød som saadan alle efter Tidens Begreber en Metropolitan tilkommende Rettigheder, ligesom ogsaa alle sammes Pligter paalaa ham. Han skulde have Indseende med sine Lydbiskoppers Valg, at det skeede paa canonisk Maade, skulde stadfæste det og derpaa indvie de.Valgte; – han skulde af og til visitere sine Lydbiskoppers Biskopsdømmer enten personlig eller ved befuldmægtigede Visitatorer; – han skulde endelig, saa ofte som muligt, samle sine Lydbiskopper til Provincial-Concilier for at overveie Provinsens almindelige Kirkeanliggender, og han skulde ved disse Moder føre Forsædet. Nidaros’s Erkebiskops Valg foregik, som enhver anden Biskops, ved Erkestolens Kapitel. Men Valget skulde stadfæstes umiddelbart af Paven selv, og den biskoppelige Indvielse meddeles ham af denne, saafremt den Valgte ikke allerede i Forveien var Biskop. I ethvert Fald skulde han af Paven modtage Metropolitanverdighedens Særkjende, det saakaldte Pallium, et tre til fire Finger bredt, hvidt, med sorte Kors indvirket, uldent Baand, hvilket han bar rundt om Skuldrene, med den ene Ende nedhængende over Brystet indtil Knæerne, dog kun naar han selv forrettede Messeembedet paa visse af de største Kirkehøitider, og da udenover alle Messeklæderne. For at modtage dette Verdighedstegn, hvilket fulgte ham i Graven, skulde i Regelen enhver Erkebiskop af Nidaros saasnart som muligt efter sit Valg personlig indfinde sig i den pavelige Kurie. Undtagelse kunde dog skee, idet Paven oversendte Pallium, med Fuldmagt til visse af Provinsens Lydbiskopper, at iklæde den valgte Erkebiskop dermed paa Pavens Vegne. Indtil denne høitidelige Iklædning var foregaaet, benævntes han kun Archielectus (paa Norsk: Erkibiskupsefni). Som Tegn paa sin Metropolitanverdighed havde han ogsaa Ret til at lade bære et Kors foran sig i høitidelige Optog inden sin Provinses Grændser. Erhvervelsen af Pallium var en kostbar Sag ikke alene paa Grund af Romerreisen men ogsaa formedelst andre Omkostninger, som dermed vare forbundne. Til Dækning heraf inddrev Erkebiskoppen efter sin Hjemkomst en Hjælp af sine Lydbiskopper, kjendt under Navnet: subsidium eller subventio pallii^[32]. Forresten synes Nidaros’s Erkebiskop, i det mindste i dette Tidsrum, ingen Indtægter at have nydt udenfor hvad hans Biskopsdømme afgav; men disse have vi seet, at allerede Erkebiskop Eystein søgte at strække saavidt som muligt, idet han paaberaabte sig Opretholdelsen af Erkestolens Verdighed.

I Maaden, hvorpaa Nidaros’s Erkebiskop modtog sin Metropolitanverdighed og dennes ydre Mærker, laa allerede en iøinefaldende Hentydning paa hans, og gjennem ham den norske Kirkes umiddelbare og sterkt bindende Afhængighed af den romerske Biskopsstol, af Paven. Og end mærkbarere blev dette Afhængighedsforhold nu for det hele norske Folk, fra den Høieste til den Laveste, ved Indførelsen af den saakaldte Romerskat (rumaskattr) eller Peterspenge (denarius Sti. Petri), der udentvivl skede samtidig med Erkesædets Oprettelse og istandbragtes ved Kardinal Nikolaus^[33]. Man finder den først paabuden i den gamle Frostathingslovs Christenret, hvor det heder: „Romerskat (rumaskatt), een tællet Pening aarlig, skal Enhver udrede, den som eier Verdi for tre tællede Mark foruden Vaaben og enkelt Klædning; baade Karl og Kvinde skal udrede den, eller bede en Øre for Peningen (d. e. 30 Peninger for hver Pening, som udebliver“)^[34]. Afgiften var personlig i strengeste Betydning, ligestor for Alle, rige eller fattige, naar de kun vare i den lovbestemte Formuesstand.

I dette Tidsrum støder man først ved enkelte Leiligheder paa Embedsnavnet Provst (præpositus, prófastr)^[35], uden at man dog finder nogen Oplysning om, hvad dengang egentlig derved forstodes. Senere, og rimeligviis allerede nu, gaves deri Norge to Slags Provster. Det ene Slags vare Forstanderne for visse større Kirker, der, i Lighed med Kathedralkirkerne, hver for sig underholdt et Kollegium af Kanniker eller Chorsbrødre, i hvis Spidse da stod en Provst, der tillige var Kirkens Sogneprest. Saadanne Kirker kaldtes Kollegiatkirker (ecclesiæ collegiatæ). Det andet Slags udgjorde et vigtigt Hjul i Kirkens Embedsverk, et Mellemled kan man næsten sige, mellem Biskop og Prest. Disse Provster var paa en Maade Biskoppens Ombudsmænd i visse Dele af hans Biskopsdømme og havde baade med hans kirkelige og verdslige Anliggender at gjøre, dog som det lader mest med de sidste, nemlig Søgsmaal for Retten, Opkrævning af Indtægter og saadant lignende. I ældre Tid lader det til at have været Lægfolk, som udførte deslige Forretninger paa Biskoppens Vegne, og de kaldtes da, i Lighed med Kongens Forretningsmænd af samme Slags: Biskoppens Aarmænd (biskups ármaðr). Men senere hen toges dertil Prester inden Biskopsdømmet, eller i alt Fald Mænd med kirkelig Vielse; og fra den Tid synes Provstenavnet egentlig at være blevet dem tillagt. I det paafølgende Tidsrum ville vi oftere komme til at tale om denne sidste Klasse af Provster, der da ikke betragtedes med synderlig gunstige Øine. I nærværende Tidsrum er det maaskee oftest Provster af første Slags, der menes, naar Navnet forekommer.

Klostergeistligheden og Klostervæsenet, der i foregaaende Tidsrum ikkun var i sin Begyndelse i Norge, gjorde i dette Tidsrum betydelige Fremskridt. Til de allerede indførte ældre Klosterordener: Benediktinere, Cluniacensere og Cisterciensere, der havde sine Klostre i Norge, kom nu flere nye, nemlig: Augustinere eller regelbundne Kanniker (canonici regulares), Præmonstratensere, Prædikebrødre (fratres prædicatores) eller Dominicanere og Minoriter, (fratres minores) eller Franciskanere.

Af de nævnte ældre Ordener var det, saavidt bekjendt, ikkun Cistereiensernes, som i dette Tidsrum forøgede sine Klostre i Norge. Omkring 1150 blev nemlig et Kloster for Bernhardiner-Nonner stiftet i Bergen, det saakaldte Nunnusetr, og i 1207 blev Cistercienser Klostret paa Tautra i Throndhjemsfjorden oprettet ved Munke fra Lyse i Bergens Biskopsdømme. De nyindførte Ordener viste sig virksommere.

Augustiner-Ordenen bar Navn efter sin foregivne Stifter, den hellige Augustinns, Biskop i Hippo i Afrika († 403), men havde egentlig sin Oprindelse fra Chrodegand, Biskop af Metz, som i Slutningen af det ottende Aarhundrede udkastede en egen Ordensregel for de Geistlige af sit Biskopsdømme, hvilke han formaaede til at flytte sammen ved sin Kathedralkirke under et klosterligt Liv, og hvilke siden fik Navnet: Canonici regulares. Hans Indretning var Begyndelsen til de for omtalte Domkapiteler, der ogsaa paa mange Steder vedbleve at dannes af saadanne regelbundne Kanniker, medens paa andre Steder det egentlige Klosterbaand mellem deres Medlemmer betydelig løsnedes, og disse gik over til at blive saakaldte Canonici sæculares, som vare Verdsliggeistlige, der strengt taget ikke hørte til nogen egentlig Klosterorden. Af disse sidste dannedes, som allerede omtalt, de norske Kathedralkirkers Kapitler. De rette Augustinere eller regelbundne Kanniker (Canonici regulares secundum regulam sancti Augustini) delte sig igjen i mange forskjellige Afdelinger, eller efter Kirkesprogets Udtryk: Congregationer, og flere Klostre af dem oprettedes i Norge. Det var i Begyndelsen af nærværende Tidsrum, at denne Orden fik Indgang her, og den fremhjalpes, som det lader, af Biskopperne, til hvilke, ligesom til Domkapitlerne, deres Klostre synes at have staaet i et nøiere Afhængighedsforhold end de øvrige Ordeners. Augustinerklostre i Norge vare: Elgesæter- eller Helgesæter-Kloster ved Nidaros, oprettet af Erkebiskop Eystein omkring 1170^[36], – Kastelkloster i Konghella, oprettet før 1180, i Oslos Biskopsdømme, men dog, i det mindste i senere Tid, ligesom Elgesæter, underlagt Erkebiskoppen og Kapitlet i Nidaros^[37], – Halsnøkloster paa Sunnhordaland, – Jonskloster i Bergen for Augustinere-Barfodmunke, begge under Bergens Biskopsdømme og omtrent fra samme Tid som de førstnævnte, – Utsteinskloster i Rygiafylke under Stavangers Biskopsdømme fra Tidsrummets Slutning eller vel endog det trettende Aarhundredes sidste Fjerdedeel, –og endelig maaskee Reins Nonnekloster, stiftet af Skule Jarl omkring 1230^[38]. Paa Island oprettedes af denne Orden: Thykkvabøs- eller Verskloster ved 1168, – Helgafellskloster omkring 1180, – Vidøkloster 1226 – og Modruvoldskloster ved Udgangen af det trettende Aarhundrede^[39]. Augustinerklostrene forestodes af Priorer. Ordensdragten var sort med hvid Chorskjorte over.

Præmonstratenserne udgjorde i Grunden ikkun en Congregation af Augustinerne, udmærket ved en strengere Regel. Ordenens Stifter var den hellige Norbert (1122), og den havde sit Navn af Stamklostret Premontre i Champagne. Medlemmerne vare Prestmunke og Ordensdragten hvid. Klosterforstanderne benævntes deels Provster, deels Abbeder og vare alle afhængige af Abbeden af Premontre, hos hvem de skulde indfinde sig paa visse Tider til Generalkapitel. Af denne Orden fandtes tvende Klostre i Norge. Det ene i Tunsberg var stiftet umiddelbart fra Premontre, forestodes af en Abbed og var allerede til omkring 1190. Det andet i Dragsmark, i det østligste Viken, blev oprettet af Kong Haakon Haakonssøn ved Midten af det trettende Aarhundrede og forestodes ligeledes af en Abbed^[40].

Men baade disse sidstnævnte og alle de tidligere omtalte Klosterordener fordunkledes snart af de i Begyndelsen af det trettende Aarhundrede stiftede tvende Tiggerordener (fratres mendicantes): Prædikebrødrene eller Dominicanerne og Minoriterne eller Franciscanerne, baade ved disses Medlemmers Talrighed og ved den Indflydelse, de vandt ikke alene i Kirken men ogsaa i det borgerlige Liv. Begge Ordener bleve, som for er sagt, stiftede omtrent samtidig (1215 og 1216)^[41]; og da de vare byggede paa samme Grundtanke, fik de, uden nogen Overeenskomst mellem Stifterne, en paafaldende Lighed i sin hele indre Indretning. I Modsætning til de ældre Klosterordeners Stræben efter Rigdom – noget som forresten ogsaa var ganske stridende mod den oprindelige Tanke med dem – opstillede Tiggerordenerne som den første Grundsætning, at de, foruden sine Boliger (domus), ingen faste Eiendomme skulde besidde, men at deres Medlemmer stedse skulde være sande Tiggere, der sammenbetlede det Nødvendige for hver Dag. De skulde derhos foredrage den rene af Paven godkjendte katholske Tro og ivrigen stræbe for dens Udbredelse. Alt var beregnet paa at nærme dem, saameget muligt, til Folkets lavere Klasser og skaffe dem Indflydelse hos disse, samt overhovedet paa at knytte Lægfolket til dem. Hertil sigtede den Ret, som tillagdes begge Ordeners Medlemmer: at prædike og høre Skriftemaal. Hertil sigtede og den nye Indretning ved dem begge, at de udenfor sine Klostere kunde optage under Navn af sine Ordeners Tertiariere (tertiarii sti. Dominici, sti. Francisci) alle de Lægfolk, som maatte ønske sig deelagtiggjorte i Ordenernes Velsignelse og Fordele, uden at de saaledes optagne behøvede at aflægge noget Klosterløfte eller i nogensomhelst Maade forandre sin borgerlige eller huslige Stilling; de vare kun forpligtede til, hver i sin Kreds efter Evne at virke for Ordenen og forresten adlyde dennes Foresatte. Med Hensyn til disse Ordeners Styrelse var i begge monarkiske og republikanske Former paa en klog Maade blandede. I Spidsen for hver af dem stod en Ordensgeneral med udstrakt Myndighed, hvis Embede ei var forbundet med Bestyrelsen af noget vist Kloster, men hvis Sæde var i Rom. Han havde et Raad ved sin Side, og i hans Valg deeltog ikke alene Ordenens høiere Embedsmænd, men og den hele Mængde af Ordensbrødre gjennem sine Befuldmægtigede. Ved deres Generalkapitler indfandt sig ligeledes saadanne Befuldmægtigede, valgte af de enkelte Klosterets Medlemmer. Disse Indretninger gave begge Ordener en indre Fasthed og en ydre Indflydelse, som ingen af de ældre Ordener havde ejet. Om deres hurtige Udbredelse, ogsaa til Norge, og om det mindre venskabelige Sammenstød, der her som andensteds snart indtraadte mellem dem og Sæculargeistligheden, i hvis Virksomhed de grebe ind, – derom have vi ovenfor talt^[42]. De bleve meget hastigen næsten overalt anseede med ugunstige Øine baade af ældre Klosterordener og af Prestestanden; men ligefuldt fremblomstrede de med forunderlig Hurtighed, for en stor Deel vistnok af den Grund, at Paverne, der fuldelig skattede deres Verd for Hierarchiet, understøttede dem paa det Kraftigste.

Hvad de Særegenheder angaar, der udmærkede Prædikebrødrene (fratres prædicatores, predikarar), da vare Ordenens Huse eller Klostere fordeelte i Provinser (provinciæ). Bestyrerne af de enkelte Klostere benævntes: Priorer (af Nonneklostrene: Priorinder). I Spidsen for enhver Provins stod en Provinsialprior (prior provincialis). Alle stode under Ordensgeneralen (superior generalis) i Rom, og til dennes Valg sendte hver Provins to Befuldmægtigede. Provinsernes Antal var først otte, senere tolv. En af dem var Dacia eller provincia daciana, der omfattede Rigerne Norge, Sverige og Danmark med tilliggende Lande. Ordensdragten var hvid med sort Hættekappe. I daglig Tale benævntes de hyppigen, især i Danmark: Sortebrødre. De erholdt i det sydlige Europa en frygtelig Navnkundighed som Inkvisitionens Forstandere. I Norge havde Ordenen Klostere i de vigtigste Stæder: Nidaros, Bergen og Oslo; derimod synes den ikke at have havt Klostre i Laudsbygderne, og heller ikke, saavidt vides, i Norges Bilande^[43].

Minoriterne (fratres minores) vare endnu strengere i Begrebet om Ordensmedlemmernes Armod end Prædikebrødrene Minoriten skulde intet eie uden de allernødvendigste Klædningsstykker: et Par Buxer og en Kjortel med Hætte, alt af grovt, askefarvet Tøi; hans Belte var en Strikke, og hans Fodtøi en Træklods under den bare Fodsaale. Heraf benævntes Ordenen i Norge hyppigen: Barfodbrødre (berfœttabrœðr), ligesom ellers i Norden: Graabrødre. De enkelte Klosteres Forstandere benævntes Guardianer (guardiani); Nonneklosternes Forstandersker: Priorinder. Ordenen var inddelt i Provinser, hver under Opsyn af en Provinsialminister (minister provincialis), og Provinserne igjen i Custodier (custodiæ): hver under en Custos. Blandt Provinserne var Dacia, der omfattede de tre nordiske Riger; og under den udgjorde Norge et eget Custodi. Ordensgeneralen, der havde sit Sæde i Rom, benævntes: Generalminister (minister generalis). Minoriternes Orden havde Klostere i alle Norges vigtigere Kjøbstæder: i Bergen, Stavanger, Tunsberg, Oslo, Marstrand og Konghella, men, som det lader, ikke i Landsbygderne. Af de nævnte Klostere vare vistnok ikke alle til i det her omhandlede Tidsrum, men sikkert de tre: i Bergen, Tunsberg og Konghella. Ordenen nærmede sig end mere end Prædikebrodrcne til de laveste Klasser og optog en Mængde Tertiariere^[44].

At Klosterstiftelserne i Norge under dette Tidsrum have tiltaget i Rigdom som i Antal, derom kan man ikke tvivle; men at ogsaa Ordenen i den indre Bestyrelse ligesom Klostertugten allerede har begyndt at slappes, derom synes det tidligere fortalte om Nidarholms Kloster og dets Abbed Bjørn at vidne^[45].

II. Kirkens religiøse Skikke undergik neppe i Norge under nærværende Tidsrum nogen væsentlig Forandring. Man stræbte kun i alle Stykker, hvor noget Mangelagtigt endnu kunde findes, at nærme sig de bestaaende canoniske Forskrifter saameget som muligt, medens man forresten fulgte de nyere pavelige Bestemmelser med Opmærksomhed og ligeledes søgte at tilegne sig dem saa hastig det lod sig gjøre.

Begrebet om Sakramenterne vandt i nærværende Tidsrum større Bestemthed, og disses Fastsættelse til de tidligere nævnte syv^[46] blev efterhaanden godkjendt i den hele romersk-katholske Kirke. Alligevel finder man dem ikke endnu udtrykkeligen opregnede i de norske Christenretter, som kunne ansees for nærmest at skildre dette Tidsrums Forhold – hvilket navnligen er Tilfælde med Frostathingslovens Christenret^[47] –, idet Sakramenterne i dem, ligesom i de ældre, kun tilfældigviis omtales.

Med Hensyn til Daaben findes i Frostathingslovens Christenret den Bestemmelse, at hvert Barn, som fødes, skal opfostres samt christnes og føres til Kirke „hvis der er Mandshoved paa det“. Ingen særlige Bestemmelser om Misfostere findes, som i de ældre Christenretter^[48]. Erkebiskop Jons Bestemmelse, hvorved selve Moderen i Nødsfald tillades at døbe sit Barn, uden at hun derfor behøver at skilles fra sin Mand, – er ovenfor omtalt^[49]; ligeledes Pave Gregorius IX’s Forbud mod at døbe Børn i Øl, hvis Vand ikke var ved Haanden^[50].

Ved Confirmationen vides ikke i dette Tidsrum nogen Forandring at være foregaaet.

Begrebet om Nadveren blev, som ovenfor omtalt^[51], ved Pave Innocentius III nærmere fastsat paa det fjerde lateranske Concilium i 1215, samt dette Sakrament nøiere forbundet med Skriftemaalet eller Pønitensen end tidligere var Tilfældet. Conciliets Bestemmelse herom findes i Hovedsagen gjengiven i Frostathingslovens Christenret, naar det her heder: „Enhver ældre end syv Aar skal aarligen paa Paaskedag tage corpus domini, hvis han kan komme til Kirke, eller i andet Fald den første Dag, han er i Stand til at besøge Kirken eller træffer Presten. Men hvis han er femten Aar gammel eller ældre, og det ikke er ham paalagt i Skrift at afholde sig fra Nadveren (husl), og han hensidder tolv Maaneder uden at tage Nadveren, og derhos æder Kjød før han har taget den, da falder han første Aar i en Bod af tre Mark og ligesaa det andet og tredie; men han være utlæg (fredløs) om han hensidder længer. Men hvis Presten ikke vil meddele ham Nadveren paa Grund af hans Ufornuft (óskil), da skal den, hvem Nadveren negtes, henskyde sin Sag til Biskoppen eller til Chorsbrødrene, hvis Biskoppen ikke er tilstede, og æde ikke Kjød strafløst, førend han har faaet sin Sag afgjort“^[52]. Den udviklede Lære om Transsubstantiationen eller Forvandlingen i Nadveren medførte, som bekjendt, snart at Vinen i samme blev Lægfolk forholdt. Men naar dens Meddelelse blot i een Skikkelse er bleven indført i den norske Kirke, vides ikke. At dette endnu ikke var skeet, da Pave Gregorius IX i 1237 udstedte sit Brev om Nadveren til Erkebiskop Sigurd, synes tydeligt af Brevets Indhold^[53].

Kirkebodens eller Pønitensens Sakrament blev ogsaa i dette Tidsrum bestemtere udviklet af Kirken. Paa det lateranske Concilium i 1215 forordnedes nemlig, at man skulde skrifte alle sine Synder for sin Sogneprest mindst een Gang om Aaret, og at Presten skulde nøie undersøge den Skriftendes Tilstand og derefter bestemme Boden; men selve Skriftemaalet skulde han holde hemmeligt. Rimeligviis er dette Paabud meget hastig blevet gjort gjældende i Norge ligesaavel som det om Nadveren. I Frostathingslovens Christenret findes Bestemmelse for, hvorledes Skriftbrud skulde straffes. „Det er Skriftbrud (skriptrol) – heder det – naar en Mand falder tilbage til den samme Synd, som han for har begaaet, i det som Straf rammer og til Skrifte blev baaret, eller naar han ikke har forladt Landet efter som i Skrift var ham paalagt.“ Der skal i dette Tilfælde bødes Biskoppen tre Mark første, anden og tredie Gang; men hvis det oftere skeer, er Angjældende utlæg d. e. fredløs, og hans Gods forbrudt til Biskoppen^[54]. Vi have forresten i de forudgaaende Skildringer seet, at Nordmændene under dette Tidsrum lærte Bansættelsen i dens forskjellige Former tilstrækkeligen at kjende, endog i dens for Statssamfundet frygteligste Form: som Interdikt over alle en bansat Konges Undersaatter, der ei vilde opsige ham Lydighed. Bansættelsen i Almindelighed omtales ogsaa i den gamle Frostathingslovs Christenret, hvor det heder: „Hvis Biskoppen bansætter en Mand, da skal denne have tre Maaneders Frist til at rette paa sin Sag. Men paa det at Folk ikke længer (end denne Frist varer) skal indvikle sig i hans Ulykke, saa stevne (efter dens Forløb) Biskoppens Aarmand ham Thing og gjøre ham utlæg, med mindre han strax paa Stedet retter sin Sag. Biskoppen have alt hans Gods, men Kongen Ret til at kjøbe hans Jord (landkaup)“^[55]. Denne Bestemmelse maatte naturligviis give Bansættelsen over den private Mand forøget Kraft.

De tre øvrige Sakramenter: Ordinationen, Egteskabet og den sidste Salvelse, opfattedes udentvivl inden den norske Kirke i dette Tidsrum ganske fra samme Synspunkt som i foregaaende; og hvad Egteskabet særligen angaar, da blev dette neppe nu meer end for betragtet af Nordmændene i Almindelighed som en, strengt taget, religiøs Forbindelse. I Lovene savnes fremdeles Fordringen af Kirkens Velsignelse for Egteskabets Gyldighed, og heller ikke gjøres dets Ophævelse udtrykkeligen afhængig af nogen Kirkens-Dom, uden som forhen i Tilfælde af forbudet Slegtskabsforhold mellem Egtefællerne. Med Hensyn til dette Forhold opstiller forøvrigt Frostathingslovens Christenret endnu den gamle Regel, at Egteskab først er tilladt i syvende Led Slegtskab og femte Led Svogerskab^[56], uagtet, som vi over før have omtalt, det lateranske Concilium i 1215 tillod Egteskab melem Frænder i femte Led^[57].

Med Hensyn til Kirkerne, deres Rang, Vedligeholdelse, Gjenopbyggelse og Fredhellighed, finder man i dette Tidsrum de ældre Bestemmelser i alt Væsentligt vedligeholdte. De gamle tre Klasser af Kirker omtales fremdeles ligesom og den Almuen paaliggende Vedligeholdelses- og Gjenreisningsforpligtelse. Et Slags Tilskyndelse til at bygge Fylkeskirkerne af Steen findes i Frostathingslovens Christenret i den Bestemmelse, at hvis Almuen er uenig om, af hvilken Materie Kirken skal bygges, „da skulle de raade, som bedre ville og de skjønsommeste ere^[58]“. I samme Lov finder man og først Forskjel gjort mellem Straffen for Brud paa Kirkes og Kirkegaards Fredhellighed i Forhold til Kirkens Anseelse. „Hvis – heder det – en slaar en anden med hadefuld Haand, hvad han saa slaar ham med, eller saarer eller dræber i Christkirke eller i Mariekirke (begge i Nidaros) eller paa deres Kirkegaard, da har han, som over Drabet, forbrudt Gods og Fred, Land og Løsøre. Men det Gods eier halvt den hellige Kong Olaf og halvt den jordiske Konge. Men den som er slagen eller saaret tage i Forveien sin Ret dobbelt af det Gods. … Men hvis en gjør det samme i Fylkeskirke eller paa Fylkeskirkegaard med hadefuld Haand, da bøde han 15 Mark Sølv, halvt til Kirken, halvt til Biskoppen og komme ikke i Landet igjen, før han har bødet til Kirken. Men hvis sligt gjøres i Høgendeskirke eller paa dens Kirkegaard med hadefuld Haand, bøde 7$\scriptstyle {\frac {1}{2}}$2 Mark sølvvurderet, halvt til Kirken, halvt til Biskoppen og komme aldrig i Landet før til Kirken er bødet. Saa skal være overalt, hvor Kirkefreden bliver brudt“^[59]. Bestemmelsen her gjælder nærmest Frostathingslagen; men man kan ikke tvivle paa, at tilsvarende Bestemmelser ogsaa ere blevne fattede for de øvrige Landsdeles Vedkommende, saaledes at overalt Kathedralkirkerne og Fylkeskirkerne, eller de Kirker, som traadte i disse sidstes Sted, ere blevne anseede for meer hellige end de ringere Kirker^[60].

Kirketjenesten maa overhovedet antages i dette Tidsrum at være bleven pragtfuldere end for, ligesom det viser sig, at Festdagenes Antal er blevet forøget, og nye Faster synes at være blevne indførte foran visse store Helligdage. Saaledes paabydes i Frostathingslovens Christenret „Faste ved Salt og Brød“ om Eftermiddagene forud for den tidligere Marie-Messe (15de August) og Allehelgens-Messe (1ste November), hvilken Faste alle, som ere tolv Aar gamle eller ældre skulle iagttage „til godt Aar, og Fred og Helse for alle Mænd“, under en Bod af 6 Ører til Biskoppen. Den Mad, som Husbonde og Husmoder paa den Dag skulde have fortæret, den skulde paa selve Messedagen uddeles til de Fattige efter at være fort til Kirken og der indviet^[61]. En ligedan Faste paabydes Eftermiddagen for Olafs-Messe (29de Juli)^[62]. I Begravelsesskikkene foregik, som det lader, ingen væsentlig Forandring^[63].

Eden vedblev at staa under Kirkens Opsyn. Gudsdomme nævnes endnu i Frostathingslovens Christenret^[64]; men de afskaffedes ganske i Norge ved Kardinal Vilhelm af Sabina i 1247^[65].

III. Den norske Kirkes Styrelse og statsretlige Forhold skred i dette Tidsrum sterkt frem mod det af Pavedømmet opstillede hierarchiske Maal, om end under megen Kamp og jævn Modstand. Det er dog ikke saameget i Tidsrummets Kirkelove, – hvortil vi fortrinsviis regne Frostathingslovens Christenret, den saakaldte Sverrers Christenret og Eidsivathingslovens Christenret, – at Fremskridtet i denne Retning aabenbarer sig. Christenretterne bære endnu et Præg af det foregaaende Tidsrums Kirkeforfatning, som næsten maa forundre Iagttagerne, og som ikkun lader sig forklare af deres fortsatte Fremstaaen og Udvikling ad den almindelige Lovgivnings Vei, gjennem en Overeenskomst mellem Almue, Biskopper og Konge, hvorved de verdslige Statsmagter havde saa at sige det afgjørende Ord, og hvorved man fra deres Side længst mulig holdt paa det Gamle og ikkun med den største Varsomhed og halv modvilligen tilføiede det Nye. Man tør maaskee endog sige, at hine Christenretter, næsten i selve deres Tilblivelse, vare i flere Stykker forældede i Sammenligning med hvad Brugen allerede havde hevdet. Det er derimod Tidsrummets ovenfor skildrede kirkelige Begivenheder, der maa vise os Omfanget og Betydningen af Hierarchiets Fremskridt. Man maa dog heller ikke, hvad forhen paa sit Sted er bemærket, af Kardinal Vilhelms Brev af 16de August 1247 slutte, at den norske Kirke i Sandhed og Virkelighed allerede dengang var i ubestridt Besiddelse af alle de Fordele, der nævnes^[66]. Den skulde i saa Fald allerede da have saagodtsom havt sit Maal inde, idet de to vigtigste af dens fem ovenfor omtalte hierarchiske Fordringer vare den fuldkommen indrømmede, nemlig: uforstyrret Beskikkelse af fine Embedsmænd og selvstændig Dommermyndighed. Saa vidt var den ganske vist endnu ikke kommen, skjønt dens Fordringer paa de af Pavedømmet opstillede Særrettigheder stedse bleve bestemtere og meer høilydende, og i Virkeligheden ogsaa havde mødt Eftergivenhed fra de verdslige Statsmagters Side i meer end eet væsentligt Punkt. – Vi ville gjenkalde os i Erindringen hine fordrede Særrettigheder, hvilke vi tidligere have opregnet^[67], og see hvad der med Hensyn til hver enkelt af dem var opnaaet. Tidsrums Udgang. Biskoppernes Valg ved Domkapitlerne var blevet den gjældende Regel, og Sognepresternes Ansættelse ved Biskopperne var godkjendt af Kongedømmet og bestemt i Christenretterne. Endelig var Geistlighedens Cølibat indført i den norske Kirke. Sel finder man ei endnu nogen udtrykkelig Bestemmelse om dette sidste i Tidsrummets Christenretter; men Pave Gregorius IX’s tidligere omtalte Brev til Erkebiskop Sigurd^[68] af 16de Mai 1237, sætter det ligefuldt udenfor al Tvivl, at et afgjørende Skridt i denne Sag allerede da var taget, og at Biskopperne ligesaalidt som Paven nu længer heri vilde høre paa Udflugter og Indvendinger, men have den romerske Kirkes Paabud sat i Kraft. Nogen Eftergivenhed er efter al Rimelighed viist med Hensyn til de allerede forud gifte Prester; men for Fremtiden maatte man ansee Presternes Indtrædelse i Egteskab for en afgjort Ulovlighed, der egnede sig til Straf fra Kirkens Side. Geistlighedens Afsondring fra Lægfolket ved en Opløsning af Familielivets sterkeste Baand var saaledes ogsaa gjennemdreven. Den norske Kirke kan følgelig siges ved dette Tidsrums Udgang at have i Hovedsagen opnaaet den saameget eftertragtede Frihed i sine Forstanderes og Embedsmænds Valg og Beskikkelse, ligesom dens Geistlighed nu virkelig havde antaget Præget af en særskilt Stand i Staten.

2. Den samme Uafhængighed i sin Formues Bestyrelse, som vi have seet, at den norske Kirke i foregaaende Tidsrum besad, beholdt den uangreben ogsaa i nærværende; dog, vel at mærke, ogsaa med de i forrige Tidsrum gjældende Indskrænkninger: i Norge for det Kapelkirkerne tilhørende Jordegodses Vedkommende, forsaavidt Private vare disse Kirkers Ejere; samt paa Island for Kirkegodsets Vedkommende i Almindelighed, da alle Sognekirkerne der fremdeles vare Privates Ejendom og deres Patronatsret underkastet. Anledning til Anker fra Kirkens Side i dette Punkt manglede saaledes ikke ganske, ja var, hvad Island angik, endog i høi Grad tilstede^[69]. Vi ville ogsaa i det Følgende see, at dette Punkt der paa Øen i næste Tidsrum afgav et Hovedemne til Tvist mellem Geistlighed og Lægfolk.

3. Kirkens Lovgivningsmyndighed forblev i nærværende Tidsrum ganske paa samme Standpunkt som i det foregaaende; det vil sige: den gik ind under Statens Lovgivningsmyndighed i alt hvad som rørte den verdslige Samfundsorden, og kunde blot i reenkirkelige Anliggender siges at eje Selvstændighed^[70]. Imidlertid var med Erkestolens Oprettelse ogsaa Adgangen aabnet til Afholdelsen af norske Provincialconcilier; og i disse var atter et passende Organ givet for en selvstændig, hele den norske Kirkeprovins omfattende, kirkelig Lovgivning, naar Staten blot kunde bringes til at kjende Provincialconciliernes Ret i denne Henseende. Her var da atter et aabent Tvistemne mellem Kirke og Stat i Norge, som man ikke undlod at optage i det næstfølgende Tidsrum.

4. Kirkens selvstændige Dommermyndighed, øvet i ret canonisk Form efter Pavedømmets Forskrifter^[71], skulde ifølge Kardinal Vilhelms kort ovenfor nævnte Brev allerede for Midten af det 13de Aarhundrede have været fuldkommen indrømmet i Norge. Men i denne Kardinalens Paastand maa ganske vist stikke enten en Misforstaaelse fra hans Side af de bestaaende norske Statsforhold, eller og en slu Fordølgelse af Kjendsgjerninger til Hjælp for Kirkens Fordringer i kommende Tider. Norges Love nemlig fra nærværende Tidsrum, de verdslige ligesaalidt som Christenretterne, indeholde intet Spor til Erkjendelsen af selvstændige geistlige Domstole, men forudsætte tvertimod paa det Bestemteste, at kirkelige Sager, forsaavidt de kom til Rettens Afgjørelse, paadømtes ved de almindelige verdslige Domstole. En gjennemgribende Forandring gjærede imidlertid allerede i det norske Retsvæsen, forberedt ved faste Lagmænds Ansættelse som Retsbestyrere, hvem tillige et Slags dømmende Myndighed var indrømmet, for det Tilfælde at de tvistende Parter foretrak at underkaste sig deres Kjendelse (orskuðr) istedetfor Thingets Dom. Denne Indretning, der skrev sig fra Slutningen af det 12te Aarhundrede, indskrænkede vist nok, hvis den benyttedes, Geistlighedens ældre Adgang til selv at øve Indflydelse paa Kirkesagers retlige Afgjørelse, idet den derved overlodes til en enkelt Lægmand istedet for paa de underordnede Thing til Thingmændene, blandt hvilke ogsaa Geistlige kunde være, eller paa Lagthinget til Lagretten, fra hvilken Geistlige neppe vare udelukkede^[72]. Man maa rigtignok vel mærke sig, at Loven ikke endnu opstillede Retssagers Afgjørelse ved Lagmands Kjendelse som nogen Nødvendighed, men overlod til de tvistende Parters eget Godtykke at vælge mellem den og Thingets Dom. Alligevel er det sikkert, at Geistligheden, udentvivl forudseende en snart indtrædende, for sig mindre gunstig Forandring i den norske Rettergangsorden, har i dette Tidsrum meer og meer lydeligt krævet særegne kirkelige Domstole, indrettede efter den canoniske Lovs Forskrifter. Allerede Striden mellem Kong Sverrer og Erkebiskop Erik viser dette^[73]. Sagen har dog aabenbare endnu ikke i det her omhandlede Tidsrum faaet det for Kirken gunstige Udfald, som Kardinal Vilhelms Brev synes forudsætte. Den har derimod staaet som et Krav, tydeligen udtalt fra Geistlighedens Side, som et Tvistens Emne mellem Kirke og Stat, hvilket vi snart skulle see spiller en Hovedrolle i det næste Tidsrums store Kamp.

5. Kirkens Fritagelse for verdslige Statsbyrder fandt fremdeles Sted i samme Udstrækning som i foregaaende Tidsrum. Men neppe var dette nu længer fyldestgjørende for Kirkens høiere Foresatte, der gjerne maatte ønske Ledingsfriheden udstrakt til alle de mange Geistlige og Verdslige, de holdt i sin Tjeneste, og til hvilke denne Frihed efter Loven ikke strakte sig. Paa den anden Side betragtede Kongedømmet med skjæve Øine den norske Kirkes allerede betydelige og stedse voxende Formue, af hvilken intet Bidrag ydedes til Statens Øiemed, og som det gjerne ønskede paa en eller anden Maade at see beskattet til sin egen Fordeel, saameget heller, som det saa, at den romerske Stol, at Paverne nu begyndte at skatlægge den paa flere Maader, som det hed, til den almindelige Kirkes Bedste. Vi have seet, at det for enkelt Tilfælde, hvor Christendommens Fremme kunde paaskydes, lykkedes Kong Haakon Haakonssøn gjennem Paven at udvirke Bidrag af Kirkens Indtægter^[74]. Men til at gjøre disse Bidrag stadige og faste, til at overføre dem paa Kirkens rørlige og urørlige Formue, dertil gav endnu Landslovens Bestemmelser om Skatteydelsen i Almindelighed ingen Anledning. Men ogsaa i denne Henseende var en stor Forandring i Gjære, hvilken det var det følgende Tidsrum forbeholdt at see istandbragt, og som afgav en Tilvext til de allerede før omtalte Tvistens Emner mellem Stat og Kirke.

Opfatte vi nu endelig i et kort Overblik den norske Kirkes Tilstand under det Tidsrum, vi nu forlade, saa finde vi den at udfolde et kraftigt Liv og en mangesidig Virksomhed. I Ordningen af sin indre Styrelse og af sit Embedsvæsen gjør den Kjæmpeskridt fremad. Dens Indflydelse spores i alle Retninger: i Samfundsordenens Udvikling, – i Sedernes Formildelse og Afslibning, navnligen i Vikingelivets og Trældommens Forsvinden, – i de fredelige Næringsveies Udvidelse og Opblomstren, – i den aandelige Dannelses Opsving, ikke alene ved Fremdragning og Frugtbargjørelse af Nordmændenes ejendommelige Kundskaber, Erfaringer og Aandsfrembringelser, men ogsaa ved Belæring hentet fra Udlandet og Tilegnelse af almindelig europæisk Videnskabelighed og Kunst. Den norske Kirkes Selvstændighed grundes fastere og fastere deels gjennem dens Indretninger, deels gjennem dens allerede store Formue, til hvis stadige Forøgelse Loven fra 1152 om Gaver og Testamenter aabnede vide Udsigter^[75]. Men ved Siden heraf mærke vi ogsaa let Brøst og Mangler at fremtræde ved Kirken, som tidligere ei fandtes eller i det mindste ei saa sterkt aabenbarede sig. Dens Higen og Tragten vender sig øiensynligen meer og meer mod verdslig Glands og Magt og Høihed, hvorved dens rette Maal, Christendommens Fremme, om just ikke strax tabes af Sigte, dog maa befrygtes snart at ville træde i Baggrunden. Dens hierarchiske Stræben antager en mod Kongedømmet og den ældre Statsorden uvenlig Retning, idet den vil kue hiint og forme denne efter egne eensidige og egennyttige Ønsker, – idet den, i samme Mon som den knytter sig selv fastere til Roms Biskop, ogsaa vil paatvinge det hele hjemlige Statssamfund den romerske Kuries Ledelse, – idet den endelig for at vinde sin Geistlighed Standsfordele drager den ud ikke alene af det medborgerlige Livs Baand, men ogsaa af Familielivets. Vanen at herske uindskrænket i det Aandelige, forenet med Følelsen af den Magt, overlegen Dannelse og Kundskab giver, indblæser overhovedet den norske Kirkes Styrere en Længsel efter ogsaa at herske i det Verdslige, som hverken stemmer med Kirkens egen eller med Statens Tarv, men som kun egger til en gjensidig Modstand, der fortsat i Længden maa splitte Samfundet og gjennem den hele Stats Svækkelse til Slutning ogsaa drage Statskirkens Forfald efter sig. Som i det Tidsrum, vi nu forlade, den norske Kirkes hierarchiske Glands, saa langt fra at fordunkles i den i sit nærmeste Udfald ingenlunde heldige Kamp mod Kongedømmet, tvertimod stedse tiltager, saaledes skulle vi see denne Glands i det næste Tidsrum, efter en gjentagen Kamp af lignende Udfald som den første, at naa sit Høidepunkt, medens dog, under Kirkens glimrende Ydre, og tilsyneladende Virkekraft, dens allerede paapegede indre Meen stadigen udvikle sig til en Hensygnen, der snart ogsaa i det Ydre skulde vise sig.

1. S. o. f. S. 226.
2. I det gamle norske Sprog: Þat er upphaf laga várra, som upphaf er allra góðra luta, at vér skolum hallda ok hafa kristiliga trú. Vér skulum trúa á Guð föður allsvalldanda (almátkan Hb.) skapara himins ok iarðar. Vér skolum trúa a várn dróttin Jesum Christum hans einga son, er getinn er af krapti heilags anda ok fœddr af Mariu mœy, pindr undir Pilats valldi, krosfestr dœyddr ok grafinn, steig (fór Hb.) niðr til helvítis at lœysa þaðan alla sína vini (menn Hb.), þriðia dag eptir er hann var dœyddr í sínum manndómi, ósködduum sínum guddomi (í sínum mannd. o. s. v. mgl. Hb.), reis hann upp af dauða ok var síðan með lærisveinum sínum. xl. daga frá páskadegi ok til uppstigningardags (helga þórsdags Hb.), ok steig þá til himina upp ok þaðan skal hann koma à efsta degi þessa heims at dœma hvern eptir sínum verðleika. Vér skolum trúa a helgan anda, at hann er sannr guð sem faðir ok sonr, ok þær þriar skilningar er einn guð. Vér skolum þat allt trúa er trýr öll kristileg þióð ok allra (mgl. Hb.) heilagra manna samband ok heilög kirkia hefir samþykt aðr (mgl. Hb.) með óbrigðiligri staðfestn. Vér skolum trúa at syndir firirlatazt í skirn ok (í sk. mgl. Hb., som derimod tilf: með sanni) iðran, ok skriptagang, með holldi ok bloði várs herra Jesu Christi (várs drottins Hb.) er í messunni helgazt, með bœnahalldi, með ölmusugerðum ok föstum ok með öllum öðrum góðum lutum er menn gera ok hugsa eða mæla. Vér skolum trúa at hvers manns likamr er í er kominn heiminu eða koma kan tii dóma dags skal þá upp rísa, ok þaðan af skolu þeir er illa gerðu (gera Hb.) ok eigi iðruðuzt með ifirbót (ok eigi o. s. v. mgl. Hb.) þessa heims hafa endalausan ófagnað með fiandanum (diöflinum Hb.) ok hans erendrekum (englum Hb.) í helvíti, en þeir sem gott hafa gert þessa heims skolu þa fá ok hafa eilifan fagnað með guði ok hans helgum í himiríki.“ Hovedtexten er tagen af Magnus’s Landslov, men de smaa Forskjelligheder i Haakonarbok ere indskudte i ( ) og betegnede Hb. N. gl. L. I. 2611, II. 22.
3. S. o. f. S. 178, 224, 310, 322.
4. N g. L. I. 135, 385, 416; jfr. o. f. S. 177.
5. Jfr. o. f. S. 179.
6. S. o. f. S. 172–176.
7. S. o. f. S. 160, 176.
8. Haak. H. S. c. 13.
9. Haak. H. S. c. 263.
10. Hungrv. c. 2.
11. Finn. Joh. I. 326.
12. S. o. f. S. 267, f.
13. S. o. f. S. 181.
14. Saaledes baade i den ældre Gulathings- og den ældre Frostathings Lov. N. gl. L. I. 71, 244.
15. S. o. f. S. 222–224, 233, 271, 282–284, 312.
16. S. o. f. S. 349.
17. Saaledes baade ved Valget til Stavanger og til Bergen; s. o. f. S. 271, 282–284, 291.
18. Saaledes ved Erkebiskopsvalgene i 1224 og 1254, samt ved Valgene til Hamar i 1251 og 1260: s. o. f. S. 349, 420, 422, 423, 427.
19. N. g. L. I. 385.
20. Saaledes ved Erkebiskop Einars Valg, s. o. f.S. 422, 423.
21. Decr. P. I. Dist. 63. c. 35; jfr. o. f. S. 427.
22. Decr. P. I. 63. c. 36.
23. S. o. f. S. 337.
24. S. o. f. S. 420.
25. S. o. f. S. 224.
26. S. o. f. S. 420.
27. Schon. Thrond. Domk. Beskr. 229–245.
28. Bergens Kalvsk. 102.
29. Munch II. 879.
30. S. o. f. S. 420.
31. Munch II. 879.
32. Jfr. o. f. S. 422.
33. S. o. f. S. 226.
34. N. g. L. I. 137.
35. S. o. f. S. 346.
36. S. o. f. S. 263, jfr. Munch III. 38.
37. Munch III. 39.
38. Lange Kl. H. 61, 344, 387, 507, 561, 589, 729.
39. Finn Joh. IV. 55, 65, 82, 96.
40. Scr. r. D. IV. 418, 419; Langes Klosth. 78–83, 681–690, 719–728.
41. S. o. f. S. 410.
42. S. o. f. S. 410, 411.
43. Langes Klost. 99–105.
44. Langes Klosth. 91–99.
45. S. o. f. S. 370.
46. S. o. f. S. 188.
47. S. o. f. S. 393–397.
48. N. g. L. I. 130; jfr. o. f. S. 189, 190.
49. S. o. f. S. 232.
50. S. o. f. S 414.
51. S. o. f. S. 336.
52. N. g. L. I. 144.
53. S. o. f. 412.
54. N. g. L. I. 152.
55. N. g. L. I. 154.
56. N. g. L. I. 147.
57. S. o. f. S. 36.
58. N. g. L. I. 133.
59. N. g. L. I. 134.
60. Jfr. Best. i Sverrers Chr. r. c. 18 og 19, N. g. L. I. 1, 416, 417.
61. N. g. L. I. 141.
62. N. g. L. I. 144.
63. N. g. L. I. 135, 136.
64. N. g. L. I. 145.
65. S. o. f. S. 381.
66. S. o. f. S. 382.
67. S. o. f. S. 203.
68. S. o. f. S. 412, 413.
69. S. o. f. S. 204–206.
70. S. o. f. S. 296–209.
71. S. o. f. S. 209.
72. S. o. f. S. 210.
73. S. o. f. S. 278, 286.
74. S. o. f. S. 389.
75. S. o. f. S. 225.