Ordbog over det norske Folkesprog

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
(1813-1896)
Utgitt av Carl C. Werner & Comp.,  (s. 3-8).
Fortale.

 Den tiltagende Kundskab om vort Lands gamle Sprog har vistnok hos Mange vakt Ønsker om at have Anledning til en fuldkomnere Kundskab om vort nuværende Folkesprog, for at kunne sammenligne det nye med det gamle og lægge Mærke til den Plan eller Retning, som Sproget i den senere Tid har fulgt. De hjælpemidler, som man hidtil har havt til denne Kundskab, ere ikke tilstrækkelige til at give en saadan Oversigt af Sproget i det Hele, som paa denne Tid kunde ansees ønskelig, da de ere tilkomne paa en Tid da der endnu fandtes kun liden Interesse for Folkesproget, og man altsaa ikke kunde foretage noget stort Arbeide af denne Art. Endskjønt nu en fuldstændig Ordbog over Folkesproget ogsaa paa nærværende Tid er vanskelig at tilveiebringe, maatte dog ialfald et Forsøg dertil ansees nødvendigt, og det vilde derfor mest komme an paa, hvorledes en saadan Ordbog skulde indrettes, for at den bedst kunde svare til sin Hensigt. I der nærværende Bog nu fremkommer som et saadant Forsøg, anseer Forfatteren sig altsaa forpligtet til at gjøre Rede for, hvilke Kilder Indholdet er samlet af, og hvilken Plan der er fulgt ved Behandlingen af samme. De Fordringer, som man kan gjøre til et saadant Værk, ere nemlig paa denne Tid saa mange og store, at det er vel maa befrugtes, at Arbeidet ikke vil findes tilfredstillende, og imidlertid er der saa mange Vanskeligheder ved Udførelsen, at Arbeidet neppe nogensinde kan blive frit for Feil og Mangler.

 Det eneste almindelige norske Glossarium, som man hidtil har havt, er Hallagers norske Ordsamlig, trykt i Kjøbenhavn 1802. Denne Samling er for det meste dannet ved en sammføielse af de Dialekt-Ordsamlinger, som paa den Tid forefandtes, nelim Jensens og Pontoppidans Glossarier fra Bergens Stift. Wilse's Ordbog fra Smaalehnene og en utrykt Ordsamlig fra Tellemarken af Will, samt af de mindre Samlinger, som fandtes i enkelte Landskabsbeskrivelser, saasom Strøms over Søndmør, Hjorthøns over Guldbrandsdalen og flere. Hertil har Udgiveren føiet de Samlinger, som han selv har tilveiebragt; deels ved egen Iagttagelse og deels ved bekjendtskaber fra forskjellige Distrikter. Hallagers Bog indeholder temmelig meget i Forhold til Størrelssen og maatte for sin Tid ansees som en meget nyttig Bog, da den indeholder de almindeligste af de Ord, som ere særegne for det Norske og som ikke ere bekjendte af Skriftsproget. Forklaringerne ere imidlertid meget korte, og der mangler saadanne grammatikalske Bestemmelser som Anførelse af Kjøn, Bøiningsformer og deslige. Hallager har ellers havt i Sinde at forøge sine Samlinger og bekrefter give en forbedret Udgave af sin Bog; men denne Plan er ikke kommen til Udførelse, og Forfatteren har formodentlig savnet den fornødne Anledning eller Opmuntring dertil.

 Siden den forrige norske Ordbog udkom, er altsaa henved et halvt Aarhundrede forløbet, og i denne Tid er der indtraadt store Forandringer, som maa haven en betyrdelig Indflydelse paa denne Sag. For det Første har vort Fødeland gjenvundet den Selvstendighed, som det i saa lang Tid havde savnet, og det maa derfor nu være os saa meget mere magtpaaliggende at fjerne vort Folks rette og egentlige Tungemaal saavel i det Hele som i de enkelte Forgreninger. Dernæst har Kundskaben om det gamle Sprog gjort saadanne store Fremskridt i den seneste Tid, at man nu langt bedre end forben kan vide, hvorledes Folkesproget skal behandles, medens man tillige kan vente, at dets egentlige Værd og Betydning vil blive langt anderleders anseet end i forrige Tider. Den gamle Snak om Bondesprogets Slethed og Styghed vil ikke længere finde noget Medhold hos de Sprogkyndige, da allerede en kun overfladisk Kundskab om det gamle Sprog er nok til at vise, at det netop er dette Bondesprog, som vi maae holde os til, hvis vi ville sætte nogen Priis paa Nationaliteten i Sproget. Det er saaledes at haabe, at Erkjendelsen af Sprogets rette Værd vil efterhaanden blive mere og mere almindelig, og at selve Almuen vil derved ledes til at fatte mere Agtelse for Fædrenesproget og søge at holde samme vedlige.

 Samlingen af Stoffet eller Indholdet i denne Bog er skeet ved en almindelig Undersøgelse af Dialekterne, saaledes at de Ord, som ikke forhen vare Forfatteren bekjendte fra Føre-Egnen, ere efterhaanden samlede ved Reiser og Ophold i de Forskjellige Egne i Landet. Begyndelsen til dette Arbeide skeede for omtrent otte Aar siden, efter Foranstaltning af det kgl. norske Videnskabe-Selskab i Trondhjem, og Arbeidet er siden blevet fortsat ved dette Selskabs Understøttelse. En Deel af Udbyttet af den foretagne Undersøgelse er allerede udkommer i „Det norske Folkesprogs Grammatik“, som blev udgivet her paa Stedet for to Aar siden; men den største og vigtigste Deel indeholdes i nærværende Værk. Arbeidets Begyndelse er omtalt i Fortalen til Grammatiken; mine Reiser i dette Anliggende begyndte saaledes nordenfra igjennem de vestenfjeldske Distrikter og bleve siden fortsatte igjennem det Søndenfjeldske og Nordenfjeldske, saaledes at jeg opholdt mig nogen Tid i ethvert af de store Distrikter for at iagttage Dialekternes Former og for at optegne de Ord, som jeg ikke forhen havde, og som enten leilighedsviis eller ved nærmere Efterspørgsel befandtes at være brugelige i Distriktet. Foruden min første store Ordsamling fra Søndmør (fornemmelig Voldens Præstegjæld) fik jeg saaledes efterhaanden en Række af mindre Ordsamlinger fra forskjellige Egne. De største af disse Samlinger vare fra Sogn (Sogndal), Nordhorblehn (Hammer), Hardanger (Ullensvang), Tellemarken (Sillejord), Guldbrandsdalen (Sell), Ørkedalen (Svorkmoe), Inderøen (Sparboen) og Helgeland (Vefsen). Ræst efter disse komme Samlingerne fra Voss, Søndhordlehn, Jæderen, Sætersdalen, Hallingdal, Valdres, Nordmør og Fosen. Fra enkelte andre Distrikter (Søndfjord, Ryfylke, Mandal og de fyldigste Egne i Agershuss Stift) har jeg derimod havt kun ubetydelige Samlinger, og fra nogle Distrikter i Udkanterne af Landet (nemlig Smaalehnene og den nordlige Deel af Nordlandene) har jeg ikke havt nogen egentlig Ordsamling. Der er saaledes adskillige Egne, hvori der endnu kunde være meget at samle, og i Særdeleshed, troer jeg, at Sætersdalen, Hallingdal og Valders ere de Distrikter, hvori der endnu kunde gjøres en rig Efterhøst af Ord og Former. Desuden kunde der vist være adskillige Bidrag af faae i de Afsidesliggende Sogne og Bygder, som jeg ikke har kommer til at bereise, da det nemlig for mig kom mest an paa at kjende Sprogets større Forgreninger eller Egenhederne ved de store Distrikters Sprogarter, og jeg altsaa fandt det tjenligst for Sagen at fortsætte Undersøgelsen i Midten af Distriktet, istedetfor at reise omrking i Udkanterne af samme, hvorved Udbyttet maatte blive for lidet i Forhold til den Tid og Umage, som dertil maatte anvendes. Samlingen i det Hele kan altsaa ikke endnu ansees som fuldstendig, og man vil lettelig indsee, at en ganske fuldstændig Ordsamlig for det Første maatte blive en umulig Ting, og at det ialfald vilde udkræve en meget lang Tid og en usædvanlig Udholdenhed, om man skulde opholde sig saalænge i ethvert Distrikt, at man kunde trænge rigtig tilbunds i Dialekten med dens forskjellige mindre Forgreninger.

 Det Stof, som her er behandlet, er saaledes i det Hele overført fra Talesproget, og ingen Deel af Samlingen er ligefrem optagen efter ældre Samlinger. De Ord, som findes samlede hos Hallager eller aadfyredte i forskjellige nyere Skrifter, har jeg søgt at benytte paa den Maade, at jeg forud ordnede dem efter de Distrikter, hvori de skulde forekomme, og derefter gjennemgik disse Samlinger paa Stedet med Forespørgsel om Ordnes Brug og Betydning. Skrevne Samlinger har jeg kun paa eet eller to steder truffet paa, og disse ere da blevne benyttede paa samme Maade som de foranførte. Ellers beklager jeg, at jeg først efter Slutningen af mine Reiser er bleven vidende om et Par større Samlinger, som jeg altsaa ikke har havt Leilighed til at benytte paa denne Maade, og hvoraf jeg saaledes ikke har troet at burde optage noget, med Undtagelse af nogle faa af de mærkeligste Ord, som her ere tilføiede med en Antydning om, at jeg ikke selv har hørt Ordene. Denne Forsiktighed grinder sig ikke saa meget paa Tvivl om Ordenes Rigtighed, som paa en utilbøielighed til at afvige fra den forhen fulgte Plan, hvorefter jeg kun vilde optage, hvad jeg havde hørt hos Almuen i Distrikerne.

 Angaaende Behandlingen af Stoffet har jeg forhen søgt at udvikle min Plan i en Opsats „om en Ordbog over det norske Almuesprog“, skreven i Slutningen af 1845 og trykt i 4de Binds 1ste Hefte af „det kgl. norske Videnskabs-Selskabs Skrifter i det 19de Aarhundrede“. Da man imidlertid vel kunde ønske at have en saadan Plan i selve Ordbogen, kommer jeg her til at gjentage det væsentligste af bemeldte Opsats. Med Hensyn til Ordbogens Indretning i det Hele, skulde den efter denne Plan indeholde samtlige Dialekter, betragtede som et enkelt Sprog, og altsaa ikke deles i særskilte Ordbøger for de enkelte Forgeninger, da dette ikke vilde give den rette Oversigt af Dialekternes indbyrdes Forhold. Ligeledes skulde Ordbogen indeholde ikke blot de mere sjeldne og ubekjendte Ord, men saavidt som muligt indbefatte det hele Forraad af norske Ord, som have nogen bestemt Betydning og trænge til særskilt Forklaring. Dette følger nemlig ogsaa af den Plan at betragte Dialekterne samlede som et selvstændigt Sprog, der kun udgaaer fra vort Lands eget gamle Sprog og ikke kan indskudes under noget af de nuværende Nabosprog.

 I Henhold hertil ere de usammensatte Ord i Almindelighed optagne, uagtet mange af dem ere allerede bekjendte fra Skriftsproget. Af de sammensatte Ord er derimod en stor Deel forbigaaet, nemlig de Ord, som ikke nødvendigt trænge til Forklaring, fordi de ere sammenføiede af saadanne Ord, hvis Betydning er vel bekjendt, og hvis Forbindelse er saa simpel, at de kunne betragtes som adskilte Ord. Desuden ere Steds- og Personsnavne udelukkede, forsaavidt de ikke brukes som Appellativer. Udeladte er ogsaa asskillige Eder og Skjælsord samt enkelte andre, som kun bruges i grov og obscøn Tale og som ikke synes at være til nogen Berigelse for Sprogstoffet. Fremmede Ord, som i den seneste Tid ere indkomne ved Skriftsproget, ere ligeledes udeladte, forsaavidt som de ikke have antaget nogen egen Form eller egen Betydning.

 Der er ellers en anden Klasse af Ord, som ofte har givet Anledning til Tvivl om, hvorvidt samme skulde optages eller ikke, nemlig de mange unødvendige Ord, som enten udtrykke et utydeligt og ubetydeligt Begrebe ller blot bruges som en Forandring af andre Ord uden noren særegen Betydning. Det gives nemlig tildeels en stor Mængde af Synonymer for enkelte Ting, hvorom der ofte tales; Til Exempel kan der anføres, at det Begreb: kludre (ellerslæde uden Fremgang) udtrykkes ved en Mængde lignende Ord. saasom klatre, kratle, kaltre, katle, kotle, kokle, kolke, klakke, kladde, klafse, klaasse, kaasse. Naar alle saadanne Ord skulde optages lige villigt og forklares lige omhyggeligt, vilde de udfylde en stor Deel af Bogen, som kunde være anvendt til noget bedre. Imidlertid hænder det dog ofte, at et Ord, som saaledes synes at være uvigtigt i Betydningen, dog findes at være vigtigt i Formen, da en vis Overgang i Sproget eller en vis Slægt af Ord kan blive nærmere oplyst ved samme. Man maatte derfor være varsom med at udelade saadanne Ord, da det let kan hænde, at et Ord som man saaledes har forskubt, vil senere findes at have et Værd, som man ikke forhen kunde ane. I Begyndelsen af mit Arbeide var jeg meget tilbøielig til at udelukke saadanne Ord, da jeg frygtet for, at der skulde blive en altfor stor Mængde af dem, og at de saaledes skulde være til Hinder for Sprogets Anseelse. Da jeg imidlertid efterhaanden opdagede, at adskillike saadanne Ord havde en dybere Grund i Sproget og stode i Forbindelse med ægte gamle Former, har jeg i den senere Tid været langt mindre kræsen med Hensyn til de overflødige Ord; de ere saaledes blevne optagne, men affærdigede saa kort som muligt, tildeels kun med en Henviisning til et mere bekjendt Ord, som har den samme Betydning.

 Efter visse Bemærkninger om Bogens Indhold i det Hele bliver det nødvendigt at tale om Behandlingen af Ordenes Form, især de lexikalske Former med deres Forandringer i Dialekterne. her komme vi altsaa til en Sag, hvorom der kunde være meget at sige, og hvis udførlige Afhandling vilde blive altfor vidtløftig for en Fortale. Det maa først tages i Betragtning, at det Sprog, som her behandles, er et Talesprog uden Skrift eller litteratur; det er altsaa ikke en bestemt boglig Sprogform, som her skal fremstilles, men det er et levende Sprog, som paa een Gang skal overføres fra Tale til Skrift. Dette Sprog har den Beskaffenhed tilfælles med flere nyere Talesprog, at det overalt stræber efter Lethed og Megelighed for Udtalen og altsaa forkorter eller sammentræffer saadanne Former, som synes at være noget haarde eller noget lange og slæbende i Talens Løb. Hertil kommer at Sproget bestaaer af mange Dialekter, hvori disse Forandringer og Forkortninger altsaa foregaae paa forskjellige Maader. Naar nu disse Dialekter skulle betragtes samlede som et Heelt, maa man altsaa vælge en af de forskjellige Former til at sætte i Spidsen, og dette Valg maa gjøres efter en vis Plan, idet man altid maa erindre sig, at den Form, som her sættes først, vil altid komme mest i Betragtning, blandt andet ved enhver Henviisning til Ordbogen. Dersom der nu fandtes en Dialekt, som havde et afgjort Fortrin fremfor de øvrige, og som overalt tilbød de fuldkomneste Former, da vilde det være bedst at sætte denne Dialekten i Spidsen, saa at Sprogformen i det Hele blev læmpet efter samme. Men en saadan Dialekt kan der ikke paavises; det er derimod Tilfældet, at den Form, ssom ved en Sammenligning med andre Sprog viser sig at være den fuldkomneste, findes snart i den ene, snart i den anden Dialekt, og er undertiden meget sjelden, undertiden endog forsvunden i Talesproget. Desuden gjælder det her ei alene at foretrælle den bedste Form, men ogsaa at beholde en vis Lighed og Analogie i de foretrukne Former, saa at disse i det Hele kunde danne en bestemt og regelmæssig Sprogform. Man seer altsaa, at der i denne Sag er megen Anledning til Vilkaarlighed og Eensidighed, hvorved Sproget let kunde faae et andet Udseende end det egentlig burde have; men man vil ogsaa let indsee, at det her er vanskeligt at sige, hvilken Plan der er den bedste, og at enhver Plan vilde være udsat for at blive lastet og misbilliget fra forskjellige Sider.

 Da vi nu ere saa heldige at have Adgang til at kjende det gamle Sprog, hvorfra Folkesproget er udgaaet, saa kunne vi rigtignok deraf for en stor Deel vide at bestemme Ordenes rette Form. Naar nu den gamle Form virkelig endnu findes, om endog kun i faa Dialekter, synes det ogsaa at være temmelig klart, at denne Form bør foretrækkes, ligesom Skrivemaaden i det Hele bør læmpes efter det gamle Sprog og ikke efter vort nuværende Skriftsprog. Naar derimod den gamle Form er enten meget sjelden eller ganske tabt, kan der være Tvivl om, hvorvidt Ordene skulde føres tilbage til den gamle Form. Forsaavidt som det ikke kom an paa at vise Sprogets nuværende Forfatning, kunde der vist være megen Grund til en saadan Tilbageførelse; man vilde derved faae en fuldkommen og usvækket Sprogform, der vilde forholde sig til Dialekterne saaledes, som det svenske og det danske Skriftsprog forholder sig til den svenske og danske Dagltigtale, hvori den ogsaa gives en Mængde svækkede Former, som afvige fra den Form, der er hævdet ved Skriftsprogene. Ved strax at antage denne Plan vilde man saaledes opnaae den Fordeel, at Læseren fra først af blev vant til at see Ordene i deres egentlige Skikkelse og derved til at gjøre sig fortrolig med Tanken om en norsk Sprogform, som staaer over de forskjellige Dialekter.

 Men ihvor nyttigt og nødvendigt det end kan være at have denne Plan Øie, vilde det dog neppe være tilraadeligt at lægge an oaa en fuldstændig Gjennomførelse af samme i en Bog som denne. Det maatte her komme mest an paa at fremvise Tingen saaledes som den virkelig forefindes. En Opstilling af forældede Former vilde ansees som en Afvigelse fra Sandheden, og Læseren vilde deraf tage Anledning til at ansee Bogen som upaalidelig; Almuen vilde ikke vedkjende sig visse Former, og den Sprogkyndige vilde heller ikke være tilfreds med en Form, som kun staaer paa Papiret og eller ikke bruges. Dernæst maa det erindres, at det nye Norske er ikke længere det samme som det gamle, endskjøndt det har megen Lighed dermed; naar nu altsaa en vis Afvigelse fra det gamle Sprog gaaer igjennem samtlige Dialekter, da kunde dette ansees som en Egenhed ved det Norske, og saadanne Egenheder maae ansees at være ligesaa berettigede i dette som i andre Sprog; de kunne desuden være til megen Nytte ved Sprogenes Sammenligning. Endelig maa det betænkes, at en gjennemført Restitution ad de svækkede Former vilde medføre mange Vanskeligheder, blandt andet ved saadanne Ord, hvis gamle Form man ikke med Vished kan vide, da man her maatte bygge paa Formodninger om Ordets Oprindelse og saaledes let komme til at opstille en Form, som senere hen vilde befindes at være urigtig.

 Af visse Grunde syntes det raadeligst at holde sig til den virkelige Talebrug og kun at foretrække de Former, som stemme bedst med det gamle Sprog, altsaa at anlægge Sprogformen efter nogle af de bedste Dialekter og søge at faae den saa regelmæssig og konsekvent som muligt. Det er saaledes kun i nogle faa Tilfælde, at jeg har vovet at opstille en Grundform, som jeg ikke egentlig har forefundet, og i disse Tilfælde er da entern Formen angivet som ubrugelig, eller ogsaa er den Deel af Ordet, som bortfaller i Udtalen, bleven betegnet ved Indcirkling eller Parentheser. De Tilfælde, hvori dette er skeet, ere hvor den fuldkomne Form vel ikk en forefunden, men dog tydelig lader sig paavise, enten ved de forefundne Overgangsformer (f. Ex. ved det Ord braga) eller ved Afledningen og de beslægtede Ord (f. Ex. ved Ordet fetla), og hvor Ordet sikkerlig vilde have havt den angivne Form, hvis det fandtes i visse andre Dialekter. Ligeledes er denne Maade anvendt ved enkelte Ord, som ellers vilde blive adskilte fra den Ordrække, hvortil de høre, f. Ex. ved „Flo(d)mꜳl“, som, naar det skulde skrives Flomaal, vilde komme for langt bort fra de andre Ord, som begynde med Flod. I de øvrige Tilfælde, hvor den fuldkomne Form er tabt, er kun den brugelige Form opstillet foran, men den egentlige Form er angivet enten i Forklaringen eller strax ved Siden af Ordet (f. Ex. Vær, for Verb). Den Sprogform, som her er opstillet, er saaledes ikke endnu nogen ganske fuldkommen Form eller noget Normalsprog; der vil altsaa behøves et nyt orthografisk Register eller en ny Grammatik, hvis et saadant Normalsprog skulde ansees nødvendigt. Forøvrigt vil man forhaabentlig finde, at der ved den her opstillede Sprogform er gjort en stor Tilnærmelse til Normalsproget, og at de Tilfælde, hvori en fuldkomnere Form nødvendigt burde antages, ikke ere saa særdeles mange.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.