Ordbog over det norske Folkesprog

Fra Wikikilden
Jump to navigation Jump to search
(1813-1896)
Utgitt av Carl C. Werner & Comp.,  (s. 3-8).
Fortale.

 Den tiltagende Kundskab om vort Lands gamle Sprog har viſtnok hos Mange vakt Ønſker om at have Anledning til en fuldkomnere Kundſkab om vort nuværende Folkeſprog, for at kunne ſammenligne det nye med det gamle og lægge Mærke til den Plan eller Retning, som Sproget i den ſenere Tid har fulgt. De hjælpemidler, ſom man hidtil har havt til denne Kundſkab, ere ikke tilſtrækkelige til at give en ſaadan Overſigt af Sproget i det Hele, ſom paa denne Tid kunde anſees ønſkelig, da de ere tilkomne paa en Tid da der endnu fandtes kun liden Interesſe for Folkeſproget, og man altſaa ikke kunde foretage noget ſtort Arbeide af denne Art. Endſkjønt nu en fuldſtændig Ordbog over Folkeſproget ogsaa paa nærværende Tid er vanſkelig at tilveiebringe, maatte dog ialfald et Forſøg dertil anſees nødvendigt, og det vilde derfor meſt komme an paa, hvorledes en ſaadan Ordbog skulde indrettes, for at den bedst kunde ſvare til ſin Henſigt. I der nærværende Bog nu fremkommer ſom et ſaadant Forſøg, anſeer Forfatteren ſig altſaa forpligtet til at gjøre Rede for, hvilke Kilder Indholdet er ſamlet af, og hvilken Plan der er fulgt ved Behandlingen af ſamme. De Fordringer, ſom man kan gjøre til et ſaadant Værk, ere nemlig paa denne Tid ſaa mange og ſtore, at det er vel maa befrugtes, at Arbeidet ikke vil findes tilfredſtillende, og imidlertid er der ſaa mange Vanſkeligheder ved Udførelſen, at Arbeidet neppe nogenſinde kan blive frit for Feil og Mangler.

 Det eneſte almindelige norſke Glosſarium, ſom man hidtil har havt, er Hallagers norſke Ordſamlig, trykt i Kjøbenhavn 1802. Denne Samling er for det meſte dannet ved en sammføielſe af de Dialekt-Ordſamlinger, ſom paa den Tid forefandtes, nelim Jenſens og Pontoppidans Glosſarier fra Bergens Stift. Wilſe's Ordbog fra Smaalehnene og en utrykt Ordſamlig fra Tellemarken af Will, ſamt af de mindre Samlinger, ſom fandtes i enkelte Landſkabsbeſkrivelſer, ſaaſom Strøms over Søndmør, Hjorthøns over Guldbrandsdalen og flere. Hertil har Udgiveren føiet de Samlinger, ſom han ſelv har tilveiebragt; deels ved egen Iagttagelſe og deels ved bekjendtſkaber fra forſkjellige Diſtrikter. Hallagers Bog indeholder temmelig meget i Forhold til Størrelsſen og maatte for ſin Tid anſees ſom en meget nyttig Bog, da den indeholder de almindeligſte af de Ord, ſom ere ſæregne for det Norſke og ſom ikke ere bekjendte af Skriftſproget. Forklaringerne ere imidlertid meget korte, og der mangler ſaadanne grammatikalſke Beſtemmelſer ſom Anførelſe af Kjøn, Bøiningsformer og deslige. Hallager har ellers havt i Sinde at forøge ſine Samlinger og bekrefter give en forbedret Udgave af ſin Bog; men denne Plan er ikke kommen til Udførelſe, og Forfatteren har formodentlig ſavnet den fornødne Anledning eller Opmuntring dertil.

 Siden den forrige norſke Ordbog udkom, er altſaa henved et halvt Aarhundrede forløbet, og i denne Tid er der indtraadt ſtore Forandringer, ſom maa haven en betyrdelig Indflydelſe paa denne Sag. For det Førſte har vort Fødeland gjenvun- det den Selvſtendighed, ſom det i ſaa lang Tid havde ſavnet, og det maa derfor nu være os ſaa meget mere magtpaaliggende at fjerne vort Folks rette og egentlige Tungemaal ſaavel i det Hele ſom i de enkelte Forgreninger. Dernæſt har Kundſkaben om det gamle Sprog gjort ſaadanne ſtore Fremſkridt i den ſeneſte Tid, at man nu langt bedre end forben kan vide, hvorledes Folkeſproget ſkal behandles, medens man tillige kan vente, at dets egentlige Værd og Betydning vil blive langt anderleders anſeet end i forrige Tider. Den gamle Snak om Bondeſprogets Slethed og Styghed vil ikke længere finde noget Medhold hos de Sprogkyndige, da allerede en kun overfladiſk Kundſkab om det gamle Sprog er nok til at viſe, at det netop er dette Bondeſprog, ſom vi maae holde os til, hvis vi ville ſætte nogen Priis paa Nationaliteten i Sproget. Det er ſaaledes at haabe, at Erkjendelſen af Sprogets rette Værd vil efterhaanden blive mere og mere almindelig, og at ſelve Almuen vil derved ledes til at fatte mere Agtelſe for Fædreneſproget og ſøge at holde ſamme vedlige.

 Samlingen af Stoffet eller Indholdet i denne Bog er ſkeet ved en almindelig Undersøgelſe af Dialekterne, ſaaledes at de Ord, ſom ikke forhen vare Forfatteren bekjendte fra Føre-Egnen, ere efterhaanden ſamlede ved Reiſer og Ophold i de Forſkjellige Egne i Landet. Begyndelſen til dette Arbeide ſkeede for omtrent otte Aar ſiden, efter Foranſtaltning af det kgl. norſke Videnſkabe-Selſkab i Trondhjem, og Arbeidet er ſiden blevet fortſat ved dette Selſkabs Underſtøttelſe. En Deel af Udbyttet af den foretagne Underſøgelſe er allerede udkommer i „Det norſke Folkeſprogs Grammatik“, ſom blev udgivet her paa Stedet for to Aar ſiden; men den ſtørſte og vigtigſte Deel indeholdes i nærværende Værk. Arbeidets Begyndelſe er omtalt i Fortalen til Grammatiken; mine Reiſer i dette Anliggende begyndte ſaaledes nordenfra igjennem de veſtenfjeldſke Diſtrikter og bleve ſiden fortſatte igjennem det Søndenfjeldſke og Nordenfjeldſke, ſaaledes at jeg opholdt mig nogen Tid i ethvert af de ſtore Diſtrikter for at iagttage Dialekternes Former og for at optegne de Ord, ſom jeg ikke forhen havde, og ſom enten leilighedsviis eller ved nærmere Efterſpørgſel befandtes at være brugelige i Diſtriktet. Foruden min førſte ſtore Ordſamling fra Søndmør (fornemmelig Voldens Præſtegjæld) fik jeg ſaaledes efterhaanden en Række af mindre Ordſamlinger fra forſkjellige Egne. De ſtørste af disſe Samlinger vare fra Sogn (Sogndal), Nordhorblehn (Hammer), Hardanger (Ullensvang), Tellemarken (Sillejord), Guldbrandsdalen (Sell), Ørkedalen (Svorkmoe), Inderøen (Sparboen) og Helgeland (Vefſen). Ræſt efter diſse komme Samlingerne fra Voſs, Søndhordlehn, Jæderen, Sætersdalen, Hallingdal, Valdres, Nordmør og Foſen. Fra enkelte andre Diſtrikter (Søndfjord, Ryfylke, Mandal og de fyldigſte Egne i Agershuss Stift) har jeg derimod havt kun ubetydelige Samlinger, og fra nogle Diſtrikter i Udkanterne af Landet (nemlig Smaalehnene og den nordlige Deel af Nordlandene) har jeg ikke havt nogen egentlig Ordſamling. Der er ſaaledes adſkillige Egne, hvori der endnu kunde være meget at ſamle, og i Særdeleshed, troer jeg, at Sætersdalen, Hallingdal og Valders ere de Diſtrikter, hvori der endnu kunde gjøres en rig Efterhøſt af Ord og Former. Desuden kunde der viſt være adſkillige Bidrag af faae i de Afſidesliggende Sogne og Bygder, ſom jeg ikke har kommer til at bereiſe, da det nemlig for mig kom meſt an paa at kjende Sprogets ſtørre Forgreninger eller Egenhederne ved de ſtore Diſtrikters Sprogarter, og jeg altſaa fandt det tjenligſt for Sagen at fortſætte Underſøgelſen i Midten af Diſtriktet, iſtedetfor at reiſe omrking i Udkanterne af ſamme, hvorved Udbyttet maatte blive for lidet i Forhold til den Tid og Umage, ſom dertil maatte anvendes. Sam- lingen i det Hele kan altſaa ikke endnu anſees ſom fuldſtendig, og man vil lettelig indſee, at en ganſke fuldſtændig Ordſamlig for det Førſte maatte blive en umulig Ting, og at det ialfald vilde udkræve en meget lang Tid og en uſædvanlig Udholdenhed, om man ſkulde opholde ſig ſaalænge i ethvert Diſtrikt, at man kunde trænge rigtig tilbunds i Dialekten med dens forſkjellige mindre Forgreninger.

 Det Stof, ſom her er behandlet, er ſaaledes i det Hele overført fra Taleſproget, og ingen Deel af Samlingen er ligefrem optagen efter ældre Samlinger. De Ord, ſom findes ſamlede hos Hallager eller aadfyredte i forſkjellige nyere Skrifter, har jeg ſøgt at benytte paa den Maade, at jeg forud ordnede dem efter de Diſtrikter, hvori de ſkulde forekomme, og derefter gjennemgik disſe Samlinger paa Stedet med Foreſpørgſel om Ordnes Brug og Betydning. Skrevne Samlinger har jeg kun paa eet eller to steder truffet paa, og disſe ere da blevne benyttede paa ſamme Maade ſom de foranførte. Ellers beklager jeg, at jeg førſt efter Slutningen af mine Reiſer er bleven vidende om et Par ſtørre Samlinger, ſom jeg altſaa ikke har havt Leilighed til at benytte paa denne Maade, og hvoraf jeg ſaaledes ikke har troet at burde optage noget, med Undtagelſe af nogle faa af de mærkeligſte Ord, ſom her ere tilføiede med en Antydning om, at jeg ikke ſelv har hørt Ordene. Denne Forſiktighed grinder ſig ikke ſaa meget paa Tvivl om Ordenes Rigtighed, ſom paa en utilbøielighed til at afvige fra den forhen fulgte Plan, hvorefter jeg kun vilde optage, hvad jeg havde hørt hos Almuen i Diſtrikerne.

 Angaaende Behandlingen af Stoffet har jeg forhen ſøgt at udvikle min Plan i en Opſats „om en Ordbog over det norſke Almueſprog“, ſkreven i Slutningen af 1845 og trykt i 4de Binds 1ſte Hefte af „det kgl. norſke Videnſkabs-Selſkabs Skrifter i det 19de Aarhundrede“. Da man imidlertid vel kunde ønſke at have en ſaadan Plan i ſelve Ordbogen, kommer jeg her til at gjentage det væſentligſte af bemeldte Opſats. Med Henſyn til Ordbogens Indretning i det Hele, ſkulde den efter denne Plan indeholde ſamtlige Dialekter, betragtede ſom et enkelt Sprog, og altſaa ikke deles i ſærſkilte Ordbøger for de enkelte Forgeninger, da dette ikke vilde give den rette Overſigt af Dialekternes indbyrdes Forhold. Ligeledes ſkulde Ordbogen indeholde ikke blot de mere ſjeldne og ubekjendte Ord, men ſaavidt ſom muligt indbefatte det hele Forraad af norſke Ord, ſom have nogen beſtemt Betydning og trænge til ſærſkilt Forklaring. Dette følger nemlig ogſaa af den Plan at betragte Dialekterne ſamlede ſom et ſelvſtændigt Sprog, der kun udgaaer fra vort Lands eget gamle Sprog og ikke kan indſkudes under noget af de nuværende Naboſprog.

 I Henhold hertil ere de uſammenſatte Ord i Almindelighed optagne, uagtet mange af dem ere allerede bekjendte fra Skriftſproget. Af de ſammenſatte Ord er derimod en ſtor Deel forbigaaet, nemlig de Ord, ſom ikke nødvendigt trænge til Forklaring, fordi de ere ſammenføiede af ſaadanne Ord, hvis Betydning er vel bekjendt, og hvis Forbindelſe er ſaa ſimpel, at de kunne betragtes ſom adſkilte Ord. Desuden ere Steds- og Perſonsnavne udelukkede, forſaavidt de ikke brukes ſom Appellativer. Udeladte er ogſaa asſkillige Eder og Skjælsord ſamt enkelte andre, ſom kun bruges i grov og obſcøn Tale og ſom ikke ſynes at være til nogen Berigelſe for Sprogstoffet. Fremmede Ord, ſom i den ſeneſte Tid ere indkomne ved Skriftſproget, ere ligeledes udeladte, forſaavidt ſom de ikke have antaget nogen egen Form eller egen Betydning.

 Der er ellers en anden Klasſe af Ord, ſom ofte har givet Anledning til Tvivl om, hvorvidt ſamme ſkulde optages eller ikke, nemlig de mange unødvendige Ord, ſom enten udtrykke et utydeligt og ubetydeligt Begrebe ller blot bruges ſom en Forandring af andre Ord uden noren ſæregen Betydning. Det gives nemlig tildeels en ſtor Mængde af Synonymer for enkelte Ting, hvorom der ofte tales; Til Exempel kan der anføres, at det Begreb: kludre (ellerſlæde uden Fremgang) udtrykkes ved en Mængde lignende Ord. ſaaſom klatre, kratle, kaltre, katle, kotle, kokle, kolke, klakke, kladde, klafſe, klaasſe, kaasſe. Naar alle ſaadanne Ord ſkulde optages lige villigt og forklares lige omhyggeligt, vilde de udfylde en ſtor Deel af Bogen, ſom kunde være anvendt til noget bedre. Imidlertid hænder det dog ofte, at et Ord, ſom ſaaledes ſynes at være uvigtigt i Betydningen, dog findes at være vigtigt i Formen, da en vis Overgang i Sproget eller en vis Slægt af Ord kan blive nærmere oplyſt ved ſamme. Man maatte derfor være varſom med at udelade ſaadanne Ord, da det let kan hænde, at et Ord ſom man ſaaledes har forſkubt, vil ſenere findes at have et Værd, ſom man ikke forhen kunde ane. I Begyndelſen af mit Arbeide var jeg meget tilbøielig til at udelukke ſaadanne Ord, da jeg frygtet for, at der ſkulde blive en altfor ſtor Mængde af dem, og at de ſaaledes ſkulde være til Hinder for Sprogets Anſeelſe. Da jeg imidlertid efterhaanden opdagede, at adſkillike ſaadanne Ord havde en dybere Grund i Sproget og ſtode i Forbindelſe med ægte gamle Former, har jeg i den ſenere Tid været langt mindre kræſen med Henſyn til de overflødige Ord; de ere ſaaledes blevne optagne, men affærdigede ſaa kort ſom muligt, tildeels kun med en Henviisning til et mere bekjendt Ord, ſom har den ſamme Betydning.

 Efter visſe Bemærkninger om Bogens Indhold i det Hele bliver det nødvendigt at tale om Behandlingen af Ordenes Form, iſær de lexikalſke Former med deres Forandringer i Dialekterne. her komme vi altſaa til en Sag, hvorom der kunde være meget at ſige, og hvis udførlige Afhandling vilde blive altfor vidtløftig for en Fortale. Det maa førſt tages i Betragtning, at det Sprog, ſom her behandles, er et Talesprog uden Skrift eller litteratur; det er altſaa ikke en beſtemt boglig Sprogform, ſom her ſkal fremſtilles, men det er et levende Sprog, ſom paa een Gang ſkal overføres fra Tale til Skrift. Dette Sprog har den Beſkaffenhed tilfælles med flere nyere Taleſprog, at det overalt ſtræber efter Lethed og Megelighed for Udtalen og altſaa forkorter eller ſammentræffer ſaadanne Former, ſom ſynes at være noget haarde eller noget lange og ſlæbende i Talens Løb. Hertil kommer at Sproget beſtaaer af mange Dialekter, hvori disſe Forandringer og Forkortninger altſaa foregaae paa forſkjellige Maader. Naar nu disſe Dialekter ſkulle betragtes ſamlede ſom et Heelt, maa man altſaa vælge en af de forſkjellige Former til at ſætte i Spidſen, og dette Valg maa gjøres efter en vis Plan, idet man altid maa erindre ſig, at den Form, ſom her ſættes førſt, vil altid komme meſt i Betragtning, blandt andet ved enhver Henviisning til Ordbogen. Derſom der nu fandtes en Dialekt, ſom havde et afgjort Fortrin fremfor de øvrige, og ſom overalt tilbød de fuldkomneſte Former, da vilde det være bedſt at ſætte denne Dialekten i Spidſen, ſaa at Sprogformen i det Hele blev læmpet efter ſamme. Men en ſaadan Dialekt kan der ikke paaviſes; det er derimod Tilfældet, at den Form, ſſom ved en Sammenligning med andre Sprog viſer ſig at være den fuldkomneſte, findes ſnart i den ene, ſnart i den anden Dialekt, og er undertiden meget ſjelden, undertiden endog forſvunden i Taleſproget. Desuden gjælder det her ei alene at foretrælle den bedſte Form, men ogſaa at beholde en vis Lighed og Analogie i de foretrukne Former, ſaa at disſe i det Hele kunde danne en beſtemt og regelmæsſig Sprogform. Man ſeer altſaa, at der i denne Sag er megen Anledning til Vilkaarlighed og Eenſidig- hed, hvorved Sproget let kunde faae et andet Udſeende end det egentlig burde have; men man vil ogſaa let indſee, at det her er vanſkeligt at ſige, hvilken Plan der er den bedſte, og at enhver Plan vilde være udſat for at blive laſtet og misbilliget fra forſkjellige Sider.

 Da vi nu ere ſaa heldige at have Adgang til at kjende det gamle Sprog, hvorfra Folkeſproget er udgaaet, ſaa kunne vi rigtignok deraf for en ſtor Deel vide at beſtemme Ordenes rette Form. Naar nu den gamle Form virkelig endnu findes, om endog kun i faa Dialekter, ſynes det ogſaa at være temmelig klart, at denne Form bør foretrækkes, ligeſom Skrivemaaden i det Hele bør læmpes efter det gamle Sprog og ikke efter vort nuværende Skriftſprog. Naar derimod den gamle Form er enten meget ſjelden eller ganſke tabt, kan der være Tvivl om, hvorvidt Ordene ſkulde føres tilbage til den gamle Form. Forſaavidt ſom det ikke kom an paa at viſe Sprogets nuværende Forfatning, kunde der viſt være megen Grund til en ſaadan Tilbageførelſe; man vilde derved faae en fuldkommen og uſvækket Sprogform, der vilde forholde ſig til Dialekterne ſaaledes, ſom det ſvenſke og det danske Skriftſprog forholder ſig til den ſvenſke og danſke Dagltigtale, hvori den ogſaa gives en Mængde ſvækkede Former, ſom afvige fra den Form, der er hævdet ved Skriftſprogene. Ved ſtrax at antage denne Plan vilde man ſaaledes opnaae den Fordeel, at Læſeren fra førſt af blev vant til at ſee Ordene i deres egentlige Skikkelſe og derved til at gjøre ſig fortrolig med Tanken om en norſk Sprogform, ſom ſtaaer over de forſkjellige Dialekter.

 Men ihvor nyttigt og nødvendigt det end kan være at have denne Plan Øie, vilde det dog neppe være tilraadeligt at lægge an oaa en fuldſtændig Gjennomførelſe af ſamme i en Bog ſom denne. Det maatte her komme meſt an paa at fremviſe Tingen ſaaledes ſom den virkelig forefindes. En Opſtilling af forældede Former vilde anſees ſom en Afvigelſe fra Sandheden, og Læſeren vilde deraf tage Anledning til at anſee Bogen ſom upaalidelig; Almuen vilde ikke vedkjende ſig visſe Former, og den Sprogkyndige vilde heller ikke være tilfreds med en Form, ſom kun ſtaaer paa Papiret og eller ikke bruges. Dernæſt maa det erindres, at det nye Norſke er ikke længere det ſamme ſom det gamle, endſkjøndt det har megen Lighed dermed; naar nu altſaa en vis Afvigelſe fra det gamle Sprog gaaer igjennem ſamtlige Dialekter, da kunde dette anſees ſom en Egenhed ved det Norſke, og ſaadanne Egenheder maae anſees at være ligeſaa berettigede i dette ſom i andre Sprog; de kunne desuden være til megen Nytte ved Sprogenes Sammenligning. Endelig maa det betænkes, at en gjennemført Reſtitution ad de ſvækkede Former vilde medføre mange Vanſkeligheder, blandt andet ved ſaadanne Ord, hvis gamle Form man ikke med Vished kan vide, da man her maatte bygge paa Formodninger om Ordets Oprindelſe og ſaaledes let komme til at opſtille en Form, ſom ſenere hen vilde befindes at være urigtig.

 Af visſe Grunde ſyntes det raadeligſt at holde ſig til den virkelige Talebrug og kun at foretrække de Former, ſom ſtemme bedſt med det gamle Sprog, altſaa at anlægge Sprogformen efter nogle af de bedſte Dialekter og ſøge at faae den ſaa regelmæsſig og konſekvent ſom muligt. Det er ſaaledes kun i nogle faa Tilfælde, at jeg har vovet at opſtille en Grundform, ſom jeg ikke egentlig har forefundet, og i disſe Tilfælde er da entern Formen angivet ſom ubrugelig, eller ogſaa er den Deel af Ordet, ſom bortfaller i Udtalen, bleven betegnet ved Indcirkling eller Parentheſer. De Tilfælde, hvori dette er ſkeet, ere hvor den fuldkomne Form vel ikk en forefunden, men dog tydelig lader ſig paaviſe, enten ved de forefundne Overgangsformer (f. Ex. ved det Ord braga) eller ved Afledningen og de beſlægtede Ord (f. Ex. ved Ordet fetla), og hvor Ordet ſikkerlig vilde have havt den angivne Form, hvis det fandtes i visſe andre Dialekter. Ligeledes er denne Maade anvendt ved enkelte Ord, ſom ellers vilde blive adſkilte fra den Ordrække, hvortil de høre, f. Ex. ved „Flo(d)mꜳl“, ſom, naar det ſkulde ſkrives Flomaal, vilde komme for langt bort fra de andre Ord, ſom begynde med Flod. I de øvrige Tilfælde, hvor den fuldkomne Form er tabt, er kun den brugelige Form opſtillet foran, men den egentlige Form er angivet enten i Forklaringen eller ſtrax ved Siden af Ordet (f. Ex. Vær, for Verb). Den Sprogform, ſom her er opſtillet, er ſaaledes ikke endnu nogen ganſke fuldkommen Form eller noget Normalſprog; der vil altſaa behøves et nyt orthografiſk Regiſter eller en ny Grammatik, hvis et ſaadant Normalſprog ſkulde anſees nødvendigt. Forøvrigt vil man forhaabentlig finde, at der ved den her opſtillede Sprogform er gjort en ſtor Tilnærmelſe til Normalſproget, og at de Tilfælde, hvori en fuldkomnere Form nødvendigt burde antages, ikke ere ſaa ſærdeles mange.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.