Ordbog over det norske Folkesprog/Fortale
Fortale.
Den tiltagende Kundskab om vort Lands gamle Sprog har vistnok hos Mange vakt Ønsker om at have Anledning til en fuldkomnere Kundskab om vort nuværende Folkesprog, for at kunne sammenligne det nye med det gamle og lægge Mærke til den Plan eller Retning, som Sproget i den senere Tid har fulgt. De hjælpemidler, som man hidtil har havt til denne Kundskab, ere ikke tilstrækkelige til at give en saadan Oversigt af Sproget i det Hele, som paa denne Tid kunde ansees ønskelig, da de ere tilkomne paa en Tid da der endnu fandtes kun liden Interesse for Folkesproget, og man altsaa ikke kunde foretage noget stort Arbeide af denne Art. Endskjønt nu en fuldstændig Ordbog over Folkesproget ogsaa paa nærværende Tid er vanskelig at tilveiebringe, maatte dog ialfald et Forsøg dertil ansees nødvendigt, og det vilde derfor mest komme an paa, hvorledes en saadan Ordbog skulde indrettes, for at den bedst kunde svare til sin Hensigt. I det nærværende Bog nu fremkommer som et saadant Forsøg, anseer Forfatteren sig altsaa forpligtet til at gjøre Rede for, hvilke Kilder Indholdet er samlet af, og hvilken Plan der er fulgt ved Behandlingen af samme. De Fordringer, som man kan gjøre til et saadant Værk, ere nemlig paa denne Tid saa mange og store, at det er vel maa befrugtes, at Arbeidet ikke vil findes tilfredstillende, og imidlertid er der saa mange Vanskeligheder ved Udførelsen, at Arbeidet neppe nogensinde kan blive frit for Feil og Mangler.
Det eneste almindelige norske Glossarium, som man hidtil har havt, er Hallagers norske Ordsamlig, trykt i Kjøbenhavn 1802. Denne Samling er for det meste dannet ved en sammføielse af de Dialekt-Ordsamlinger, som paa den Tid forefandtes, nemlig Jensens og Pontoppidans Glossarier fra Bergens Stift. Wilse’s Ordbog fra Smaalehnene og en utrykt Ordsamlig fra Tellemarken af Wille, samt af de mindre Samlinger, som fandtes i enkelte Landskabsbeskrivelser, saasom Strøms over Søndmør, Hjorthøys over Guldbrandsdalen og flere. Hertil har Udgiveren føiet de Samlinger, som han selv har tilveiebragt, deels ved egen Iagttagelse og deels ved Bekjendtskaber fra forskjellige Distrikter. Hallagers Bog indeholder temmelig meget i Forhold til Størrelssen og maatte for sin Tid ansees som en meget nyttig Bog, da den indeholder de almindeligste af de Ord, som ere særegne for det Norske og som ikke ere bekjendte af Skriftsproget. Forklaringerne ere imidlertid meget korte, og der mangler saadanne grammatikalske Bestemmelser som Anførelse af Kjøn, Bøiningsformer og deslige. Hallager har ellers havt i Sinde at forøge sine Samlinger og derefter give en forbedret Udgave af sin Bog; men denne Plan er ikke kommen til Udførelse, og Forfatteren har formodentlig savnet den fornødne Anledning eller Opmuntring dertil.
Siden den forrige norske Ordbog udkom, er altsaa henved et halvt Aarhundrede forløbet, og i denne Tid er der indtraadt store Forandringer, som maa have en betydelig Indflydelse paa denne Sag. For det Første har vort Fødeland gjenvundet den Selvstændighed, som det i saa lang Tid havde savnet, og det maa derfor nu være os saa meget mere magtpaaliggende at kjende vort Folks rette og egentlige Tungemaal saavel i det Hele som i de enkelte Forgreninger. Dernæst har Kundskaben om det gamle Sprog gjort saadanne store Fremskridt i den seneste Tid, at man nu langt bedre end forhen kan vide, hvorledes Folkesproget skal behandles, medens man tillige kan vente, at dets egentlige Værd og Betydning vil blive langt anderledes anseet end i forrige Tider. Den gamle Snak om Bondesprogets Slethed og Styghed vil ikke længere finde noget Medhold hos de Sprogkyndige, da allerede en kun overfladisk Kundskab om det gamle Sprog er nok til at vise, at det netop er dette Bondesprog, som vi maae holde os til, hvis vi ville sætte nogen Priis paa Nationaliteten i Sproget. Det er saaledes at haabe, at Erkjendelsen af Sprogets rette Værd vil efterhaanden blive mere og mere almindelig, og at selve Almuen vil derved ledes til at fatte mere Agtelse for Fædrenesproget og søge at holde samme vedlige.
Samlingen af Stoffet eller Indholdet i denne Bog er skeet ved en almindelig Undersøgelse af Dialekterne, saaledes at de Ord, som ikke forhen vare Forfatteren bekjendte fra Føde-Egnen, ere efterhaanden samlede ved Reiser og Ophold i de Forskjellige Egne i Landet. Begyndelsen til dette Arbeide skeede for omtrent otte Aar siden, efter Foranstaltning af det kgl. norske Videnskabe-Selskab i Trondhjem, og Arbeidet er siden blevet fortsat ved dette Selskabs Understøttelse. En Deel af Udbyttet af den foretagne Undersøgelse er allerede udkommer i „Det norske Folkesprogs Grammatik“, som blev udgivet her paa Stedet for to Aar siden; men den største og vigtigste Deel indeholdes i nærværende Værk. Arbeidets Begyndelse er omtalt i Fortalen til Grammatiken; mine Reiser i dette Anliggende begyndte saaledes nordenfra igjennem de vestenfjeldske Distrikter og bleve siden fortsatte igjennem det Søndenfjeldske og Nordenfjeldske, saaledes at jeg opholdt mig nogen Tid i ethvert af de store Distrikter for at iagttage Dialekternes Former og for at optegne de Ord, som jeg ikke forhen havde, og som enten leilighedsviis eller ved nærmere Efterspørgsel befandtes at være brugelige i Distriktet. Foruden min første store Ordsamling fra Søndmør (fornemmelig Voldens Præstegjæld) fik jeg saaledes efterhaanden en Række af mindre Ordsamlinger fra forskjellige Egne. De største af disse Samlinger vare fra Sogn (Sogndal), Nordhordlehn (Hammer), Hardanger (Ullensvang), Tellemarken (Sillejord), Guldbrandsdalen (Sell), Ørkedalen (Svorkmoe), Inderøen (Sparboen) og Helgeland (Vefsen). Næst efter disse komme Samlingerne fra Voss, Søndhordlehn, Jæderen, Sætersdalen, Hallingdal, Valdres, Nordmør og Fosen. Fra enkelte andre Distrikter (Søndfjord, Ryfylke, Mandal og de sydligste Egne i Agershuss Stift) har jeg derimod havt kun ubetydelige Samlinger, og fra nogle Distrikter i Udkanterne af Landet (nemlig Smaalehnene og den nordlige Deel af Nordlandene) har jeg ikke havt nogen egentlig Ordsamling. Der er saaledes adskillige Egne, hvori der endnu kunde være meget at samle, og i Særdeleshed, troer jeg, at Sætersdalen, Hallingdal og Valders ere de Distrikter, hvori der endnu kunde gjøres en rig Efterhøst af Ord og Former. Desuden kunde der vist være adskillige Bidrag af faae i de afsidesliggende Sogne og Bygder, som jeg ikke har kommer til at bereise, da det nemlig for mig kom mest an paa at kjende Sprogets større Forgreninger eller Egenhederne ved de store Distrikters Sprogarter, og jeg altsaa fandt det tjenligst for Sagen at fortsætte Undersøgelsen i Midten af Distriktet, istedetfor at reise omrking i Udkanterne af samme, hvorved Udbyttet maatte blive for lidet i Forhold til den Tid og Umage, som dertil maatte anvendes. Samlingen i det Hele kan altsaa ikke endnu ansees som fuldstændig, og man vil lettelig indsee, at en ganske fuldstændig Ordsamlig for det Første maatte blive en umulig Ting, og at det ialfald vilde udkræve en meget lang Tid og en usædvanlig Udholdenhed, om man skulde opholde sig saalænge i ethvert Distrikt, at man kunde trænge rigtig tilbunds i Dialekten med dens forskjellige mindre Forgreninger.
Det Stof, som her er behandlet, er saaledes i det Hele overført fra Talesproget, og ingen Deel af Samlingen er ligefrem optagen efter ældre Samlinger. De Ord, som findes samlede hos Hallager eller adspredte i forskjellige nyere Skrifter, har jeg søgt at benytte paa den Maade, at jeg forud ordnede dem efter de Distrikter, hvori de skulde forekomme, og derefter gjennemgik disse Samlinger paa Stedet med Forespørgsel om Ordenes Brug og Betydning. Skrevne Samlinger har jeg kun paa eet eller to steder truffet paa, og disse ere da blevne benyttede paa samme Maade som de foranførte. Ellers beklager jeg, at jeg først efter Slutningen af mine Reiser er bleven vidende om et Par større Samlinger, som jeg altsaa ikke har havt Leilighed til at benytte paa denne Maade, og hvoraf jeg saaledes ikke har troet at burde optage noget, med Undtagelse af nogle faa af de mærkeligste Ord, som her ere tilføiede med en Antydning om, at jeg ikke selv har hørt Ordene. Denne Forsiktighed grunder sig ikke saa meget paa Tvivl om Ordenes Rigtighed, som paa en utilbøielighed til at afvige fra den forhen fulgte Plan, hvorefter jeg kun vilde optage, hvad jeg havde hørt hos Almuen i Distrikerne.
Angaaende Behandlingen af Stoffet har jeg forhen søgt at udvikle min Plan i en Opsats „om en Ordbog over det norske Almuesprog“, skreven i Slutningen af 1845 og trykt i 4de Binds 1ste Hefte af „det kgl. norske Videnskabs-Selskabs Skrifter i det 19de Aarhundrede“. Da man imidlertid vel kunde ønske at have en saadan Plan i selve Ordbogen, kommer jeg her til at gjentage det væsentligste af bemeldte Opsats. Med Hensyn til Ordbogens Indretning i det Hele, skulde den efter denne Plan indeholde samtlige Dialekter, betragtede som et enkelt Sprog, og altsaa ikke deles i særskilte Ordbøger for de enkelte Forgeninger, da dette ikke vilde give den rette Oversigt af Dialekternes indbyrdes Forhold. Ligeledes skulde Ordbogen indeholde ikke blot de mere sjeldne og ubekjendte Ord, men saavidt som muligt indbefatte det hele Forraad af norske Ord, som have nogen bestemt Betydning og trænge til særskilt Forklaring. Dette følger nemlig ogsaa af den Plan at betragte Dialekterne samlede som et selvstændigt Sprog, der kun udgaaer fra vort Lands eget gamle Sprog og ikke kan indskudes under noget af de nuværende Nabosprog.
I Henhold hertil ere de usammensatte Ord i Almindelighed optagne, uagtet mange af dem ere allerede bekjendte fra Skriftsproget. Af de sammensatte Ord er derimod en stor Deel forbigaaet, nemlig de Ord, som ikke nødvendigt trænge til Forklaring, fordi de ere sammenføiede af saadanne Ord, hvis Betydning er vel bekjendt, og hvis Forbindelse er saa simpel, at de kunne betragtes som adskilte Ord. Desuden ere Steds- og Personsnavne udelukkede, forsaavidt de ikke brukes som Appellativer. Udeladte er ogsaa adskillige Eder og Skjældsord samt enkelte andre, som kun bruges i grov og obscøn Tale og som ikke synes at være til nogen Berigelse for Sprogstoffet. Fremmede Ord, som i den seneste Tid ere indkomne ved Skriftsproget, ere ligeledes udeladte, forsaavidt som de ikke have antaget nogen egen Form eller egen Betydning.
Der er ellers en anden Klasse af Ord, som ofte har givet Anledning til Tvivl om, hvorvidt samme skulde optages eller ikke, nemlig de mange unødvendige Ord, som enten udtrykke et utydeligt og ubetydeligt Begreb eller blot bruges som en Forandring af andre Ord uden nogen særegen Betydning. Det gives nemlig tildeels en stor Mængde af Synonymer for enkelte Ting, hvorom der ofte tales; til Exempel kan der anføres, at det Begreb: kludre (eller slæbe uden Fremgang) udtrykkes ved en Mængde lignende Ord, saasom klatre, kratle, kaltre, katle, kotle, kokle, kolke, klakke, kladde, klafse, klaasse, kaasse. Naar alle saadanne Ord skulde optages lige villigt og forklares lige omhyggeligt, vilde de udfylde en stor Deel af Bogen, som kunde være anvendt til noget bedre. Imidlertid hænder det dog ofte, at et Ord, som saaledes synes at være uvigtigt i Betydningen, dog findes at være vigtigt i Formen, da en vis Overgang i Sproget eller en vis Slægt af Ord kan blive nærmere oplyst ved samme. Man maatte derfor være varsom med at udelade saadanne Ord, da det let kan hænde, at et Ord som man saaledes har forskudt, vil senere findes at have et Værd, som man ikke forhen kunde ane. I Begyndelsen af mit Arbeide var jeg meget tilbøielig til at udelukke saadanne Ord, da jeg frygtet for, at der skulde blive en altfor stor Mængde af dem, og at de saaledes skulde være til Hinder for Sprogets Anseelse. Da jeg imidlertid efterhaanden opdagede, at adskillige saadanne Ord havde en dybere Grund i Sproget og stode i Forbindelse med ægte gamle Former, har jeg i den senere Tid været langt mindre kræsen med Hensyn til de overflødige Ord; de ere saaledes blevne optagne, men affærdigede saa kort som muligt, tildeels kun med en Henviisning til et mere bekjendt Ord, som har den samme Betydning.
Efter visse Bemærkninger om Bogens Indhold i det Hele bliver det nødvendigt at tale om Behandlingen af Ordenes Form, især de lexikalske Former med deres Forandringer i Dialekterne. Her komme vi altsaa til en Sag, hvorom der kunde være meget at sige, og hvis udførlige Afhandling vilde blive altfor vidtløftig for en Fortale. Det maa først tages i Betragtning, at det Sprog, som her behandles, er et Talesprog uden Skrift eller litteratur; det er altsaa ikke en bestemt boglig Sprogform, som her skal fremstilles, men det er et levende Sprog, som paa een Gang skal overføres fra Tale til Skrift. Dette Sprog har den Beskaffenhed tilfælles med flere nyere Talesprog, at det overalt stræber efter Lethed og Megelighed for Udtalen og altsaa forkorter eller sammentræffer saadanne Former, som synes at være noget haarde eller noget lange og slæbende i Talens Løb. Hertil kommer at Sproget bestaaer af mange Dialekter, hvori disse Forandringer og Forkortninger altsaa foregaae paa forskjellige Maader. Naar nu disse Dialekter skulle betragtes samlede som et Heelt, maa man altsaa vælge en af de forskjellige Former til at sætte i Spidsen, og dette Valg maa gjøres efter en vis Plan, idet man altid maa erindre sig, at den Form, som her sættes først, vil altid komme mest i Betragtning, blandt andet ved enhver Henviisning til Ordbogen. Dersom der nu fandtes en Dialekt, som havde et afgjort Fortrin fremfor de øvrige, og som overalt tilbød de fuldkomneste Former, da vilde det være bedst at sætte denne Dialekten i Spidsen, saa at Sprogformen i det Hele blev læmpet efter samme. Men en saadan Dialekt kan der ikke paavises; det er derimod Tilfældet, at den Form, som ved en Sammenligning med andre Sprog viser sig at være den fuldkomneste, findes snart i den ene, snart i den anden Dialekt, og er undertiden meget sjelden, undertiden endog forsvunden i Talesproget. Desuden gjælder det her ei alene at foretrække den bedste Form, men ogsaa at beholde en vis Lighed og Analogie i de foretrukne Former, saa at disse i det Hele kunde danne en bestemt og regelmæssig Sprogform. Man seer altsaa, at der i denne Sag er megen Anledning til Vilkaarlighed og Eensidighed, hvorved Sproget let kunde faae et andet Udseende end det egentlig burde have; men man vil ogsaa let indsee, at det her er vanskeligt at sige, hvilken Plan der er den bedste, og at enhver Plan vilde være udsat for at blive lastet og misbilliget fra forskjellige Sider.
Da vi nu ere saa heldige at have Adgang til at kjende det gamle Sprog, hvorfra Folkesproget er udgaaet, saa kunne vi rigtignok deraf for en stor Deel vide at bestemme Ordenes rette Form. Naar nu den gamle Form virkelig endnu findes, om endog kun i faa Dialekter, synes det ogsaa at være temmelig klart, at denne Form bør foretrækkes, ligesom Skrivemaaden i det Hele bør læmpes efter det gamle Sprog og ikke efter vort nuværende Skriftsprog. Naar derimod den gamle Form er enten meget sjelden eller ganske tabt, kan der være Tvivl om, hvorvidt Ordene skulde føres tilbage til den gamle Form. Forsaavidt som det ikke kom an paa at vise Sprogets nuværende Forfatning, kunde der vist være megen Grund til en saadan Tilbageførelse; man vilde derved faae en fuldkommen og usvækket Sprogform, der vilde forholde sig til Dialekterne saaledes, som det svenske og det danske Skriftsprog forholder sig til den svenske og danske Dagligtale, hvori der ogsaa gives en Mængde svækkede Former, som afvige fra den Form, der er hævdet ved Skriftsprogene. Ved strax at antage denne Plan vilde man saaledes opnaae den Fordeel, at Læseren fra først af blev vant til at see Ordene i deres egentlige Skikkelse og derved til at gjøre sig fortrolig med Tanken om en norsk Sprogform, som staaer over de forskjellige Dialekter.
Men ihvor nyttigt og nødvendigt det end kan være at have denne Plan for Øie, vilde det dog neppe være tilraadeligt at lægge an paa en fuldstændig Gjennemførelse af samme i en Bog som denne. Det maatte her komme mest an paa at fremvise Tingen saaledes som den virkelig forefindes. En Opstilling af forældede Former vilde ansees som en Afvigelse fra Sandheden, og Læseren vilde deraf tage Anledning til at ansee Bogen som upaalidelig; Almuen vilde ikke vedkjende sig disse Former, og den Sprogkyndige vilde heller ikke være tilfreds med en Form, som kun staaer paa Papiret og eller ikke bruges. Dernæst maa det erindres, at det nye Norske er ikke længere det samme som det gamle, endskjøndt det har megen Lighed dermed; naar nu altsaa en vis Afvigelse fra det gamle Sprog gaaer igjennem samtlige Dialekter, da kunde dette ansees som en Egenhed ved det Norske, og saadanne Egenheder maae ansees at være ligesaa berettigede i dette som i andre Sprog; de kunne desuden være til megen Nytte ved Sprogenes Sammenligning. Endelig maa det betænkes, at en gjennemført Restitution ad de svækkede Former vilde medføre mange Vanskeligheder, blandt andet ved saadanne Ord, hvis gamle Form man ikke med Vished kan vide, da man her maatte bygge paa Formodninger om Ordets Oprindelse og saaledes let komme til at opstille en Form, som senere hen vilde befindes at være urigtig.
Af visse Grunde syntes det raadeligst at holde sig til den virkelige Talebrug og kun at foretrække de Former, som stemme bedst med det gamle Sprog, altsaa at anlægge Sprogformen efter nogle af de bedste Dialekter og søge at faae den saa regelmæssig og konsekvent som muligt. Det er saaledes kun i nogle faa Tilfælde, at jeg har vovet at opstille en Grundform, som jeg ikke egentlig har forefundet, og i disse Tilfælde er da enten Formen angivet som ubrugelig, eller ogsaa er den Deel af Ordet, som bortfaller i Udtalen, bleven betegnet ved Indcirkling eller Parentheser. De Tilfælde, hvori dette er skeet, ere hvor den fuldkomne Form vel ikke er forefunden, men dog tydelig lader sig paavise, enten ved de forefundne Overgangsformer (f. Ex. ved det Ord braga) eller ved Afledningen og de beslægtede Ord (f. Ex. ved Ordet fetla), og hvor Ordet sikkerlig vilde have havt den angivne Form, hvis det fandtes i visse andre Dialekter. Ligeledes er denne Maade anvendt ved enkelte Ord, som ellers vilde blive adskilte fra den Ordrække, hvortil de høre, f. Ex. ved „Flo(d)mꜳl“, som, naar det skulde skrives Flomaal, vilde komme for langt bort fra de andre Ord, som begynde med Flod. I de øvrige Tilfælde, hvor den fuldkomne Form er tabt, er kun den brugelige Form opstillet foran, men den egentlige Form er angivet enten i Forklaringen eller strax ved Siden af Ordet (f. Ex. Vær, for Verb). Den Sprogform, som her er opstillet, er saaledes ikke endnu nogen ganske fuldkommen Form eller noget Normalsprog; der vil altsaa behøves et nyt orthografisk Register eller en ny Grammatik, hvis et saadant Normalsprog skulde ansees nødvendigt. Forøvrigt vil man forhaabentlig finde, at der ved den her opstillede Sprogform er gjort en stor Tilnærmelse til Normalsproget, og at de Tilfælde, hvori en fuldkomnere Form nødvendigt burde antages, ikke ere saa særdeles mange.
Med Hensyn til Udførelsen af Planen i det Enkelte maa ellers følgende anføres. Ved Verberne er Infinitiv-Endelsen a foretrukken. Denne Endelse findes gjennemført kun i de sydvestlige Egne (Sogn, Søndre Bergenhuus og Stavangers Amt), forøvrigt gaaer den over til e, dog med enkelte Undtagelser. Endelsen a er saaledes ikke den almindeligste, men den er den gamle og ægte Endelse, og dens Opstilling i Ordbogen medfører den Fordeel, at Verbet kommer til at staae foran de afledede Ord med Endelserne ande, ar og ast, som nemlig ere mere almindelige. Nogle Undtagelser ere gjorte, idet Endelsen e er beholdt ved endeel Verber, som kun bruges i de Dialekter, hvor denne Endelse hersker, især naar Verbet har e i Præsens, da nemlig Formen med a i dette Tilfælde synes mest fremmed. Ligesaa er Endelsen e beholdt ved be Verber, hvis Rod ender med et eenligt d (f. Ex. bide, lyde), da nemlig dette d kun høres i et Par Distrikter, hvor Endelsen a ikke bruges.
I Lighed dermed er Endelsen a foretrukken ved Femininerne af den svage Flexion, f. Ex. Gata, Visa. Ogsaa ved disse Ord bruges Endelsen a kun i de sydvestlige Egne (Sogn, Søndre Bergenhuus og Stavangers Amt); paa andre Steder gaaer den over til e og ved nogle Ord til u eller o. Det gamle Sprog har Endelsen a i Nominativ og u eller o i Akkusativ; en saadan haard Vokal forudsættes ogsaa tydelig i disse Ords Lydsystem, hvilket man kan see af de Ord, som have g eller k foran Endelsen, f. Ex. Tunge og Luke; dersom Endelsen virkelig var e, vilde det nemlig hedde Tungje, Lukje o. s. v. Ved Femininerne er gjort den samme Undtagelse som ved Verberne, da nemlig Endelsen e er beholdt ved endeel Ord, som kun bruges i de Distrikter, hvor Endelsen a ikke bruges, og ligeledes ved de Ord, som have et eenligt „d” foran Endelsen, f. Ex. Side, Møde.
Ved Adjektiverne er den korte Form foretrukken for den forlængede Form, som dannes ved et tilføiet e med en egen Betoning eller den saakaldte Halvlyd, og som især er herskende i Bergens og Kristianssands Stift. Tilstedeværelsen af denne Lyd er imidlertid ofte angivet med et Tegn (’), f. Ex. all’, istedetfor „all’e”, som svarer til den gamle Form aller (allr). Samme Tegn er ogsaa anvendt ved Præsens af de stærke Verber, f. Ex. ved ala: æl’ (for æl’e). Ellers er dette Tegn ogsaa anvendt foran en Vokal i Enden af Ordene (f. Ex. End’er, Gjeit’er) blot før at tilkjendeg ve, at Vokalen betones meget svagt, da nemlig den foregaaende Stavelse faaer en stærk Betoning ligesom et Eenstavelsesord. Halvlyden eller det dunkle e et her udeladt i mange Ord, hvor en saadan Vokal vel kunde siges at have Sted, men hvor den egentlig ikke hører hjemme; f. Ex. Askr, Fingr, Timbr. Derimod er den beholdt i Fleertallet af endeel Substantiver (f. Ex. Røter, Tenner), hvor den ikke vel kunde udelades.
Vokalerne ere her sædvanlig givne efter det Lydsystem, som hersker i Bergens og Kristianssands Stift, og som synes at stemme bedst overeens med det gamle Sprogs Vokalforhold. Det aabne e er saaledes adskilt fra æ, ligesaa det aabne o fra ꜳ, med flere hvorom nedenfor. Af gode Grunde er her ogsaa skrevet e i endeel Ord, hvori dette e paa Grund af Stillingen sædvanlig udtales som æ, nemlig foran mb, mp, nd, ng, nk, nt, rg, rm, rr, rt, rv. I saadanne Stillinger burde man egentlig ogsaa skrive o istedetfor ꜳ (f. Ex. Rond, Bomb); imidlertid har jeg dog skrevet ꜳ foran mb, nd, ng og nk, da jeg frygtede for, at man her vilde læse o som lukt o, ligesom i de Ord Bonde og vond, som da maatte skrives med u, naar de øvrige skulde skrives med o. Foran et enkelt m, n og r skulde der ogsaa tildeels skrives e, og ikke æ, men jeg har her ikke vovet at afvige fra Udtalen, da Skrivemaaden med e vilde ofte give Anledning til Feiltagelse. Saaledes er der ogsaa skrevet æ foran mj og nj, da nemlig dette „j“ ofte bortfalder (f. Ex. i tæm og væn, af tæmja og vænja); imidlertid vilde man dog her have mere Grund til at foretrække e, og jeg vilde derfor nu helst have skrevet e foran mj og nj i alle Tilfælde. — Angaaende de øvrige Vokaler kan mærkes, at a foran ng og nk er indført efter de søndenfjeldske og trondhjemske Dialekter (de bergenhusiske have her altid ꜳ); saaledes er ꜳ kun indført i de Ord, hvor det er overalt brugeligt og egentlig staaer istedetfor o, f. Ex. i Tꜳng og Lꜳnga. Lydene jo og ju ere anførte efter Udtalen i Søndre Bergenhuus Amt, Tellemarken og fl. (f. Ex. i Ljos, fjuka), da de ellers gaae over til jø, ø og y. — Sammensætnings-Vokalen e er foretrukken i de Tilfælde, hvor den svarer til et simpelt „a“ idet gamle Sprog, uagtet dog dette a maaskee burde foretrækkes efter Dialekterne i Søndre Bergenhuus og Stavangers Amt. Derimod er a opstillet i de Tilfælde, hvor det svarer til det gamle „ar“ (f. Ex. i Rettabot), da nemlig Formen med a i dette Tilfælde er mere almindelig.
Ved Konsonanterne mærkes folgende. Lydene j, gj og hj ere adstilte efter Ordenes gamle Form eller efter etymologiske Grunde, da Forskjellen i Udtalen er saa godt som umærkelig. — g og v efter u ere gjennemførte efter Sprogarterne i de sydlige Fjeldbygder, da de paa andre Steder tildeels bortfalde. — d efter en Vokal er tilføiet efter Dialekten i Nordfjord og Søndmør, og da det var af megen Vigtighed at beholde denne Lyd, er den ogsaa ofte tilføiet i saadanne Tilfælde, hvor den overalt bortfalder, nemlig i endeel sammensatte Ord, f. Ex. Bla(d)side. — tj er opført efter Udtalen i Søndmør og Hardanger, istedetfor den sædvanlige Udtaleform „kj“; ogsaa her var det af Vigtighed at beholde den rette Lyd, og den er herfor ogsaa indført i enkelte Dialekt-Ord, uagtet Udtalens-Afvigelse. — tl og sl ere adskilte efter etymologiske Grunde, da de sædvanlig falde sammen i Udtalen, saaledes at nogle Dialekter have kun sl, nogle kun tl, og nogle en særegen vanskelig Lyd, som her i Exemplerne er skrevet deels med „lsj“ og deels med „ltl“. — r istedetfor rd (f. Ex. i Jor) er her beholdt, da Folkesproget synes ikke at lide den sidste Lyd; vel kunde det saakaldte tykke l, som bruges i Agershuus og Trondhjems Stift, maaskee ansees som Udtaleform af rd, men dette l bruges ogsaa istedetfor det simple l, og tildeels, som det synes, ogsaa istedetfor det simple r, hvilket ellers bør nøiere undersøges. — nn istedetfor rn er beholdt, undtagen i nogle faa Tilfælde, hvor Lyden rn findes mere eller mindre tydelig udtalt. — mn for vn er beholdt, undtagen hvor Ordet er en tydelig afledning af en Rod som ender med v, f. Ex. sovna, af sova. — kv istedetfor det gamle hv er ligeledes beholdt; imidlertid er den gamle Form sædvanlig anført ved de Ord, som have denne Lyd, for at det kunde sees, om Lyden kv svarer til hv eller kv i det gamle Sprog; dette er ogsaa iagttaget ved de Ord, som begynde med t, for at vise, om Lyden svarer til det gamle t eller þ. En nærmere Udvikling af de heromtalte Forholde er ellers at finde i Grammatiken.
Angaaende de tilføiede Oplysninger ved de enkelte Ord kan her bemærkes, at de grammatikalske Former kun er anførte i de Tilfælde, hvor de ikke vel kunde bestemmes efter en almindelig Regel. Substantivernes Fleertal er saaledes kun angivet i de Tilfælde, hvor det afviger fra Hoved-Regelen, som nemlig er den, at Maskulinerne faae Endelsen ar eller a, de stærke Femininer faae er (ir) eller e, de svage (paa a, el. e) faae or (ur) eller o (tildeels ogsaa er eller e som de forrige), og Neutrerne faae ingen Endelse i den ubestemte Form. — Ved be Adjektiver, som ende paa ‑en, maa man erindre, at denne Endelse kun tilhører Maskulinum, medens derimod Femininum har en egen Form, som retter sig efter de feminine Substantivers bestemte Form og altsaa ender paa i, e, a, ꜳ, eller o; f. Ex. Mask. liten; Femin. liti, litæ, lita etc. Denne Form kunde altsaa ikke vel anføres, paa Grund af dens Forskjellighed i Dialekterne. — Ved Verberne ere de nødvendigste Former angivne, saaledes at i de Tilfælde, hvor ingen Aflyd finder Sted, er kun Endelsen i Præsens og Imperfektum antydet, f. Ex. ved høva: „e - de“, som betyder, at Præsens hedder høve(r) og Imperf. høvde. Naar Verbet derimod har Aflyd og stærk Flexion, da ere de tre Former, Præsens, Imperfektum og Supinum, fuldstændig anførte, f. Ex. ved binda: bind, batt, bunde.
Ved de Ord, som ikke ere bekjendte af Skriftsproget, ansaaes det nødvendigt at angive, om de ere almindelige eller kun forefundne i eet eller flere Distrikter. Imidlertid er denne Angivelse udeladt i de Tilfælde, hvor Ordet enten hænger sammen med et nys forhen anført Ord, eller ogsaa er saa almeenforstaaeligt, at det kan tilhøre ligesaa vel det ene Distrikt som det andet. En nøiagtig Angivelse af alle de Distrikter, hvori et Ord bruges, kunde vel vare ønskelig, men er dog ofte umulig, da man vel kan have hørt Ordet paa flere Steder, men dog ikke vide, hvor langt det paa hver Side strækker sig. Formodentlig er der mange Ord, som ere langt mere udbredte, end som her er angivet; derimod tør det vel hænde, at den Angivelse, at Ordet er „almindeligt“, ikke altid vil befindes ganske rigtig, da der vel kunde findes en Egn, hvor Ordet ikke bruges; jeg har imidlertid brugt denne Benævnelse, naar Ordet er forefundet paa forskjellige Steder i hvert Stift eller paa hver Kant af Landet. — En ganske anden Omstændighed er angivet ved de Ord „Sjelden“, og „Meget brugeligt“, da der herved ikke sigtes til Ordets Forekomst paa mange eller faa Steder, men kun til dets større eller mindre Anvendelse i Talen.
En Jævnførelse med lignende Ord og en Henviisning til saadanne Ord, som betyde det samme eller noget lignende, er paa adskillige Steder forsøgt, da en saadan Veiledning formodentlig ofte kunde ønskes af dem, som ville sætte sig rigtig ind i Sagen. Ved mange Ord vilde ogsaa en Antydning af Oprindelsen eller Ordets Afledning være ønskelig, men en saadan Oplysning er tildeels vanskelig at give, deels fordi Oprindelsen er ubekjendt, og deels derfor, at der tilbyde sig flere Afledninger, som synes at have lige megen Grund. Den Lyst at ville paavise Oprindelsen til ethvert Ord kan i sig selv være uskyldig nok, men den er ogsaa en farlig Ting derved, at den saa let fører paa Afveie, og at den endog skaffer sig en stor Indflydelse paa Ordenes Forklaring og Skrivemaade. Som et Exempel kan anføres det Ord værig i Talemaaden „ingen værig Ting“; troer man nemlig, at dette Ord kommer af et Substantiv Være (ɔ: Tilværelse), da vil man synes, at det betuder: tilværende, forhaandenværende; troer man derimod, at det kommer af Vær (ɔ: Værd), da vil man synes at det betyder: værd at ændse eller tænke paa, og at det altsaa egentlig bør hede verdig. Man maa nemlig erindre sig, at Sproget har havt mange Ord, som nu ere forsvundne, og at det rimeligviis har adskillige, som endnu ikke ere opdagede; dertil kommer, at enkelte Ord have i Tidens Løb faaet en forandret Form, og at Sproget har efterhaanden optaget enkelte Ord af forskjellige andre Sprog. Paa Grund af alt dette behøves her en stor Sprogkundskab til med Sikkerhed at angive Ordenes Oprindelse, og i de vanskeligste Tilfælde vil maaskee ikke engang den storte Sprogkundskab være tilstrækkelig. I de vanskelige Titfælde har jeg derfor anseet det rigtigere at anføre, at Oprindelsen er uvis, end at opstille en Formodning, som let kunbe være feilagtig og saaledes til mere Skade end Gavn.
Hvad der imidlertid er nodvendigst ved en Undersøgelse af Ordenes Herkomst og Slagtskab, er en Sammenligning med Ordets aldste Form i Sproget, saavidt denne kan findes. Mest nødvendigt synes dette at være i de Tilfælde, hvor en nuværende Lyd svarer til to forskjellige Lyd i det eldste Sprog, saasom t og þ, hv og kv, l og hl, r og hr, r og rð. En Angivelse af, hvad Ordet hedder i det gamle Sprog, syntes derfor at burde tilføies, især ved Stamordene og de vigtigste usammensatte Ord. — I denne Jævnførelse med det ældre Sprog er her ellers indløbet en Uorden med Hensyn til Sprogets Benævnelse, især i den første Deel af Bogen, da der er deels sat „Islandsk“ og deels „Gammel Norsk“ (G. N.), uagtet det ikke kunde være min Hensigt at gjøre nogen Forskjel paa Norges og Islands gamle Sprog, hvorimod jeg i enkelte Tilfælde havde tænkt at henvise til det Ny-Islandske, saasom ved Navne paa Fiske, Søfugle og andre Natur-Gjenstande, som nemlig findes anførte og systematisk bestemte i Islands Naturhistorie. Dersom en fuldftændig Ordbog over det gamle Norske havde været udkommen, vilde jeg naturligviis have anført Ordene efter denne, og betegnet dem med „G. N.“ Den fuldstændigste Ordbog, som nu havdes ved Haanden, var Haldorsons islandske Lexikon, ved hvilket der imidlertid er den Mangel, at Kilderne ikke findes angivne, og at man altsaa ikke deraf kan see, om Ordet er nyt eller gammelt. Jeg havde derfor i Begyndelsen en vistnok overdreven Ængstlighed for at ombytte Navnet Islandsk med Gammel Norsk, naar jeg ikke strax kunde erindre et Sted, hvor Ordet findes i Norske Skrifter. At her saaledes ofte staaer „Isl.“ istedetfor „G. N.“, grunder sig egentlig paa Ubekjendtskab med Sprogets Kilder, og tildeels derpaa, at jeg ikke ansaae Tingen for at være saa vigtig, at der burde anstilles nogen særdeles Undersøgelse.
Der er endnu to Ting, som i Særdeleshed maa omtales, fordi de maaskee mest af alle ville blive udsatte for en streng Bedømmelse. Det første af disse er Skrivemaaden, især med Hensyn til de aabne Vokaler eller de saakaldte Mellemlyd, som ere omtalte i Grammatiken saavelsom i den foranførte Plan for Ordbogen. Den her antagne Plan vil vistnok forekomme mange Læsere besynderlig; man vil undres over at finde saadanne Former som Lit (Farve), bera (bære), tola (taale), Tume (Tomme), fyre (for), etc., og man vil paastaae, at der burde skrives: Let, bera, taala, Tome, føre o. s. v. Der gives nemlig mange Dialekter, hvori en saadan bredere Udtale virkelig finder Sted, og desuden er man overalt saa tilvant til Skriftsprogets Vokalforhold, at man vanskelig vil erkjende saadanne Lyd, som afvige derfra. Imidlertid maa det dog bemærkes, at ogsaa Skriftsproget ofte har et Slags Mellemlyd, f. Ex. i de Ord: Sted, net, Skib, Skin, give, Føle, doven, love, Hul, dum, Skyl, Nytte, styrke, og flere, hvilke vi her i Landet udtale med en mere eller mindre aaben Lyd. Naar det nu gaaer an at skrive Skin og Tin (istedetfor Skjen og Ten), da maa det ogsaa gaae an at skrive Bin (Ben) og Sin (Sene); naar vi skrive Kid, og ikke Kjed, da kunde vi jo ogsaa skrive: Lid, Vid, Frid o. s. v. Ligesaavel som man kan skrive: brøsten og fløppen, kunde man ogsaa skrive: boren, storen, stolen. Det er ellers ikke nogen ubrugelig Form, som her er antagen, da nemlig det her opstillede Vokalsystem netop er det, som virkelig bruges i en stor Deel af Landet, især i Bergens og Kristianssands Stift. Betragter man enkelte af disse Dialekter, f. Ex. den tellemarkiske, sognske eler søndmørske, da vil man finde, at Mellemlyden adskiller sig tydelig fra den nærmeste bredere Vokal; Ordet lesa (læse) adskiller sig fra læsa (tillaase), ligesaa Leta fra Læta, Gota fra Gaata, Mose fra Maase, Stul fra Stol, Yl fra Øl, fyre fra føre. Dette er et af Sprogets store Fortrin, som ikke burde opgives; det er herved, at det rette Forhold ved de afledede Ord og Former kan angives, saaledes at Ordets Rodvokal allerede viser, til hvilken Slægt det nærmest er at henføre. Desuden er det jo dette Lydforhold, som stemmer overeens med vort gamle Sprog og med de andre beslægtede gamle Sprog. Det er kun de nyere og mere forvanskede Sprog, hvort de bredere Vokaler have faaet Overvægten, og hvor Ordenes Slægtskab ved Aflyd og Omlyd altsaa er blevet ukjendeligt.
Da der saaledes ere nogle Vokaler, som have to Slags Lyd, blev det i visse Tilfælde nødvendigt at angive, hvilken af disse Lyd et Ord skal have; og dette er i denne Bog skeet ved en kort Antydning ved Siden af Ordet, f. Ex. Dyr (yy) et Dyr, og Dyr (aab. y) en Dør; det forste betegner da, at y skal læses med sin bekjendte lukte Lyd; det sidste betegner, at y skal læses med en aaben Udtale, saa at det nærmer sig noget til ø, uden at gaae over til denne Lyd. Det er her mest nødvendigt at angive den aabne Lyd, og det især i de lange Stavelser, hvor man nu, efter Vanen fra Skriftsproget, er saa tilbøielig til at bruge den lukte Lyd. Skriver jeg, for Exempel, det Ord „biten“, ɔ: bidt, da ville de Fleste uden Tvivl læse det med lukt i (bitten), og det bliver da et andet Ord, som nemlig betyder bidst. Lignende Exempler ere: lita, liva, Lin, Ris, Nøt, Rot, tøra, Lut, Skut, Skur, — hvor nemlig de Allerfleste ville først falde paa at læse Vokalen med den lukte Lyd, som den har i Alfabetet og i Stavningen. Det skulde derfor være høist ønskeligt at have en Accent eller et vist Tegn for den aabne Lyd, nemlig i de Tilfælde, hvor den lettest kan forvexles med den lukte Lyd. Et saadant Tegn havde jeg ogsaa tænkt at bruge, som man kan see af den føromtalte Plan for Ordbogen. Denne Betegningsmaade har imidlertid en stor Hindring imod sig, nemlig den, at der i Udgaverne af de gamle Skrifter bruges en ganske modsat Betegningsmaade, da der nemlig kun sættes Accent over den lukte Vokal, f. Ex. rótin ɔ: Roden, til Forskjel fra rotinn ɔ: raadden. (Efter min Plan skulde det sidste skrives ròten eller rŏten). Denne nye Plan vilde altsaa findes besværlig ved Sammenligningen med det gamle Sprog, og den er derfor indtil videre blevet opgiven. — Man vilde her raade til at antage den Betegning, som bruges i det gamle Sprog; men dette synes dog ikke at være tjenligt. For det Første vilde det ikke være saa nødvendigt at angive den lukte Lyd, og der er kun nogle faa Tilfælde, hvori dette vilde være til virkelig Fordeel, saasam ved de Ord: for (foer), sett (seet) og vist (viist). Dernæst følger den Uleilighed med Betegningen af den lukte Lyd, at den maatte gjennemføres i alle de Tilfælde, hvori denne Lyd forekommer, og disse ere her flere end i det gamle Sprog, da der er viste Stillinger, hvori en Vokal, som skulde være aaben, er gaaet over til den lukte Lyd; man maatte saaledes skrive: víll, vínne, fýlle, týnne, dríkke, Lýkkje, tígge, sígle, vílde o. s. v. (Gram. § 47). Desuden maatte man ogsaa hertil anskaffe nye Typer, forsaavidt man skulde bruge Frakturskrift; og at bruge nogen anden Skrift for de norske Ord synes ikke raadeligt. Den latinske Skrift (eller Antiqua) er altfor fremmed for vort Folk og fortjener, som mig synes, slet ikke den Anbefaling, som den har faaet; ialfald er den altfor jævn og eensformig, og den angriber derfor Øinene meget, hvilket egentlig er en af de slemmeste Feil, som en Skrift kan have.
Den anden Ting, hvorom her endnu skulde tales, er Ordenes Forklaring. Dette er uden Tvivl den vigtigste Deel af det hele Arbeide, og man kan ogsaa med Sandhed sige, at det er den vanskeligste. Det er let at laste paa en given Forklaring, men det er ikke let at gjøre den ulastelig. For det Første er det ofte vanskeligt at kjende Ordenes fulde Betydning, især naar man ikke har hørt Ordet ofte og i forskjellige Forbindelser. Jeg er saaledes bange for, at der vil opdages Feil i Forklaringen over saadanne Ord, som jeg kun har hørt paa eet Sted eller kun i een Forbindelse; og jeg har ogsaa ved enkelte saadanne Ord søgt at udtrykke en vis Tvivl med hensyn til Betydningen. For det Andet er der ofte en stor Vanskelighed ved at finde tilsvarende Ord i Skriftsproget til at forklare Ordene med, og i denne Henseende har jeg ialfald havt større Møie end med noget af alt det øvrige. Rimeligviis grunder dette sig for en Deel paa Ubevanthed med Brugen af Skriftsproget. Den som skulde gjøre et saadant Arbeibe ret tilgavns, burde ei alene have fuldkommen Kundskab om Folkesproget, men ogsaa en ligesaa fuldkommen Kundskab om Skriftsproget, hvori Forklaringen skal gives. Men begge disse Fordele ville under vore Forholde høist vanskelig kunne findes forenede hos en enkelt Person. Med Hensyn til Skriftsproget har man rigtignok nu en stor Hjælp i Molbechs danske Ordbog, uden hvilken et saadant Arbeibe vilde have været langt mere vanskeligt. Men man lærer ikke et Sprog af Ordbøger alene; kun en langvarig Øvelse i Forfatterskab eller offentligt Foredrag vilde have givet den Færdighed i Sproget, som kunde udkræves til et saadant Arbeide som dette. Denne Fordeel har Forfatteren ikke kunnet have, og Mangelen heraf vil formodentlig kunne spores i forskjellige Dele af Arbeidet. — Imidlertid ligger Vanskeligheden vistnok for en stor Deel i Sagen selv, idet Sprogenes Retning eller Udvikling er saa forskjellig, at det ene har en Mængde Udtryk for Begreber, som det andet ikke har. Det er ikke blot i de Ord, som betegne Landets særegne Natur eller Folkets særegne Levemaade, at en saadan Forskjel mærkes; ogsaa i mange andre Tilfælde er den kjendelig, og især forekommer det mig, at der ved vore forskjellige Udtryk for Lyd, Bevægelse og Udseende, sjelden gives noget rigtigt tilsvarende i Skriftsproget. Ogsaa i Begrebernes Omfang synes der at være megen Forskjel, idet Udtrykket for et Begreb i det ene Sprog kun svarer halvveis eller deelviis til et lignende Udtryk i et andet Sprog. Paa Grund heraf har jeg anseet det nødvendigt at bruge mange Ord i Forklaringen og at adskille de forskjellige Betydninger, om endog Ordet skulde synes at vare bekjendt af Skriftsproget. I sidste Titfælde kunde dette maaskee synes at være unødvendigt, men det forekom mig alligevel, at denne Udførlighed ikke vel kunde undgaaes, da det her kom an paa at vise, hvorvidt Ordet falder sammen med det tilsvarende Ord i Skriftsproget, og hvorvidt det adskiller sig fra samme.
Med Henyn til Arbeidet i det hele kan jeg saaledes ikke undgaae at frygte for, at det i forskjellige Dele vil findes utilfredsstillende ved en nøieregnende Granskning. At det foregaaende Arbeide, nemlig Grammatiken, har faaet en fordeelagtig offentlig Bedømmelse, grunder sig formodentlig derpaa, at det Stof, som deri behandles, var for en stor Deel nyt eller lidet bekjendt og saaledes velkomment for de Sprogkyndige, saa at man derfor ikke har taget det saa strengt med Behandlingen eller Udførelsen. Med Hensyn til Stoffet vil ogsaa Ordbogen have et vist Værd, da nemlig vort Folkesprog i sig selv tilbyder et Materiale, som virkelig fortjener Opmærksomhed. Med Behandlingen af dette Stof er det derimod en anden Sag, og jeg maa tilstaae, at der i denne Henseende er meget, som for Øieblikket ikke tilfredsstiller mig selv; thi det er jo naturligt, at man ved et saadant langvarigt Arbeide maa skride frem i Kundskaben og saaledes være klogere ved Enden end ved Begyndelsen. Det er en slem Omstændighed, at man ikke har Materialet fuldstendigt fra først af, og at man saaledes ikke veed alt, hvad man burde vide, for at kunne gjøre sit Arbeide tilgavns. Alligevel er Stoffets Masse saa stor og saa forskjelligartet, at der udkræves megen Møie til at bringe samme i Orden, og en stor Udholdenhed til at behandle alt med lige Omhyggelighed. Jeg anfører imidlertid disse Omstændigheder kun som noget, der maa haves for Øie ved Bedømmelsen af Arbeidet, og ikke egentlig som nogen Undskyldning for de Mangler, som ellers maatte findes ved samme. Der har nemlig været saa god Leilighed til at giøre et godt Arbeide, at det vilde være beskageligt, om Arbeidet skulde befindes at være daarligt i det Hele, saa meget mere som der ikke snart kan blive Leilighed til at give et nyt Værk af lignende Omfang. Det Selskab, som har foranstaltet dette Værk, har baade anvendt store Bekostninger til Arbeidets Fremme, og tillige draget Omsorg for, at Forfatteren kunde have Adgang til alle de litterære Hjælpemidler, som i denne Hensigt kunde synes nødvendige. Under den sidste Bearbeidelse af Værket har jeg desuden havt det Held at have Adgang til Raadførsel med Landets mest sprogkyndige Mænd og er overalt bleven beredvillig imødekommet med alt hvad som kunde være til Hjælp for Sagen. Under saadanne Omstændigheder maatte jeg naturligviis ansee mig høilig forpligtet til at anvende Flid paa dette Arbeide, for at de Opoffrelser, som have været gjorte for Sagen, ikke skulde befindes at være frugtesløse.
Uagtet en temmelig lang Tid er anvendt til dette Arbeide, synes det mig dog, at Bogen kommer for tidlig ud, idet jeg skulde ønske, at der endnu en Tid maatte være Adgang til at rette og forbedre enkelte Dele deraf, saavel som til at samle og tilføie adskilligt af det, som endnu mangler. Men da en saadan Bog hører til de Arbeider, hvorom man kan sige, at de aldrig blive rigtig færdige, saa maa den alligevel affærdiges, saadan som den nu engang er; og jeg er ellers glad ved, at den saaledes kan komme ud, idet jeg haaber, at det meste og vigtigste af vort Sprogstof er herved bragt for Dagen og sat i en saadan Form, at det kan bruges som Materiale til videnskabelig Granskning. Der vil nu blive saa meget bedre Leilighed til at opdage og samle hvad der endnu mangler, og det skulde være ønskeligt, om Flere vilde bidrage hertil, da man her vel kan sige, at Een kan ikke gjøre Alt. Efter nogen Tids Forløb kunde der saaledes udgives en Samling af Tillæg til denne Bog, og hertil burde man da have saa meget som muligt samlet fra forskjellige Egne eg især fra de Distrikter, som hidtil ere komne mindst i Betragtning. Vi have nemlig her et Sprogstof, som er saa gødt, at det vel fortjener et nærmere Bekjendtskab og en dybere Granskning; thi en saadan Granskning vil altid vække en større Interesse derfor og give en stærkere Overbeviisning om dets egentlige Fortrinlighed. Det var at ønske, at en saadan Interesse maatte blive mere og mere almindelig hos vort Folk, da den vilde virke til en Vedligeholdelse af det Gamle og modvirke denne Lyst til det Fremmede, som desværre saa ofte viser sig. Man vilde løsrive sig fra denne falske Indbildning, at man ikke kan ansees som et dannet Menneske, førend man har glemt sit Modersmaal; thi en nærmere Betragtning af Sagen vilde vise, at den sande Dannelse vel kan forenes med en Vedligeholdelse af det Sprog, som vore Forfædre have talt, og som kun ved fremmed Paavirkning har hidtil været hindret fra at opnaae sin fulde Udvikling.
Kristiania den 10de Juni 1850.