Hopp til innhold

Ordbog over det norske Folkesprog/Aa

Fra Wikikilden
(1813-1896)
Utgitt av Carl C. Werner & Comp.,  (s. 16-23).
◄  A
B  ►

Aa.

, Vokal med enkelt eller usammensat Lyd, udtales mest alm. som Svensk å og Dansk aa, men i Sogn, Voss og Hard. omtrent som ao. Omvexler i Dialekterne med o og a.

, f. Aa, Elv. Meget brugeligt i Kr. og Ag. Stift; ellers bruges: Elv. (G. N. á). I Hall. Ꜳn, og Fl. Æ’na; i Sæt. Fl. Æ (for Ær) ɔ: Aaer.

, præp. paa (G. N. á. Gam. Sv. å). Bruges ofte i Sætersdalen, f. Ex. ꜳ Foten (paa Foden), ut ꜳ Kvelden, ꜳ Vatne, ꜳ Njoo (i Sdm.: aa Kne’nꜳ) ɔ: paa Knæerne. Ogsaa i Nhl., dog sjeldnere. Andre Steder bruges kun i enkelte Talemaader, saasom: ꜳ Ende (paa Enden); ꜳ Side (paa Siden); ꜳ Egg, el. ꜳ Rør (ɔ: paa Kanten); att ꜳ Bak (s. att); midt ꜳ Natt (midt om Natten); høgst ꜳ Sumar (midt paa Sommeren); sleppe ꜳ Bø (i Sdm. slippe Kvæget ind paa Engen), og fl. Ellers er Ordet meget brugeligt i sammensætning, som Ꜳfall, Ꜳlag, Ꜳlit. I den almindelige Brug er det derimod fortrængt af Formen paa, som egentlig hedder: upp-ꜳ. Jf. pi (for upp i), punde (for upp under). — forbindes særvanlig kun med et Subst. i den ubestemte Form, hvorimod pꜳ sættes til den bestemte. (Et lignende Forhold finder Sted ved i og ’ti).

ꜳ! Udraabsord! o! ak! (Sv. å). Betydningen af dette er meget forskjellig og bestemmes kun af den Tone hvori det udsiges; det bruges saaledes som Udtryk for Smerte, Ængstelse, Forundring, Opmærksomhed, Indrømmelse eller Tilladelse. Ligeledes som Indledningspartikel med ganske ubestemt Betydning, f. Ex. , lat mig fꜳ dæ o. s. v.

, conj. 1) og (som almindelig kun bruges i Formen: ). G. N. ok (senere: og); Sv. och (i Dagligtalen: å). 2) ogsaa (adv.). Fosen og Indr. Andre Steder: og, au (s. og).

(Partikel ved Infinitiv), at. (Isl. at, að). Bruges sædvanligst efter et Ord som ender med t, f. Ex. Dæ va godt ꜳ høyra. Ellers hedder denne Partikel: te, te ꜳ eller til ꜳ. (See te).

, for ꜳv eller av; see av.

Ꜳband, n. et Baand i Kløvsadlen; det øverste Tværbaand, hvorved begge Dele af Kløven sammenholdes. Guldbr.

ꜳbelle, el. ꜳbello, adv. overmaade, usædvanlig. Helgeland.

Ꜳbine (ii), og Ꜳbin, n. et Særsyn, en sjelden eller udmærket Ting, som Alle betragte og beundre. Ndm. Sdm. og fl. Af bina.

Ꜳbit, m. Morgenmad, Frokost. Ꜳbit (ii) bruges i Helg. Guldalen, Ndm. og fl., men Ꜳbite (aab. i) i Nhl. Tell. og fl. — Ellers: Bisk (Sogn, Voss), Fyredugur (Hall. Ørkd. Østerd.), Midmorgon (sdm. Jæd.), Morgovær (Guldbr.). Ogsaa: Frukost. — Til Ꜳbits (te Ꜳbiss): til Frokosttiden. (Nhl.). Ꜳbit-mund, n. (i Helg.), Ꜳbitsti’ (i Tell.): Frokosttiden.

ꜳboale (for ovbodaleg), adv. overmaade, overordentlig. Nhl. Jf. ovboe.

ꜳboden (aab. o), adj. voldsom, fremfusende, ikke tilbageholden; ogsaa: fræk, uartig. Sdm.

Ꜳbogje, s. Olbogje.

Ꜳbor (Ꜳbool), m. Fortøiningspunkt, en Pæl eller Steenhob, hvorved et Fartøi kan fortøies. Helg. Tr. Stift. Maaskee egentl. Aaburd.

Ꜳbor (aab. o) eller Ꜳborr, m. Aborre. Ag. Stift. I Tell. Tryte, f.

Ꜳborgras, n. Aakande (Nymphæa). Hadeland.

Ꜳbot, f. s. Husebot.

Ꜳbreidsla (Ꜳbreitla, Ꜳbreltje), f. Sengedække, Overklæder i en Seng (modsat Underbreidsla). Nhl. Sdm. og fl. (Isl. ábreiðsl). Ogsaa: Yvebreidsla. I Tell. Ꜳbreie (for Ꜳbreida).

Ꜳbreie, see forrige.

ꜳbrengjen, adj. besværlig, overhængende med Bønner og Fordringer. Tell. (Jf. brekjen). Ꜳbrengje, f. En som altid har noget at trygle og bede om.

ꜳbrikje, s. avbrikje.

Ꜳbrot, n. Jordfald, Udskylling i Bredderne af en Aa. Gbr.

ꜳbry, v. a. (r—dde), 1) bryde eller drille En med noget, som han ikke vil have omtalt (s. bry). Skal bruges i Hall. og Buskerud. 2) plage med Skinsyge eller Jalousie, mistænke sin Elskede for Utroskab. (Tell. Hall. Nhl.). Jf. mistryggja.

ꜳbryen, adj. 1) stridslysten, tilbøielig til at drille og udfordre. Østerd. 2) skinsyg, jaloux. Tell. Guldbr. I Voss og Nhl findes det ogsaa i Formen: ꜳbru. (I Gam. Norsk forekommer: ábrúðigr).

Ꜳbryskap,, m. Skinsyge, Jalousie. Tell. Jf. Mistrygn, Svartsykja.

Ꜳbur, (for Ꜳburd), m. Væxt, Frugt, Afgrøde. (Inderøen).

Ꜳbyr (Ꜳbør), m. Vind som er for stærk til at seile med. Tr. Stift.

ꜳbyrgjast, el. ꜳbyrgsla, v. a. forsikre, staae inde for. Den første Form skal bruges i Sfj., de øvrige ere: ꜳbyrsta (Mandal, Nedenæs), ꜳbyrsla (Sdm. og fl.), ꜳbygsla (Vald.), ꜳbrygsla (forældet i Helg.). G. N. ábyrgjast.

Ꜳbyrgsla, f. Ansvar, Borgen, det at man indestaaer for noget. Ordet hedder: Ꜳbyrsle (Hall. Sdm. og fl.). Ꜳbysl, -lsje (Ørk.), Ꜳlbryst (Shl. Jæd.), Ꜳlbysling (Ørk.). G. N. ábyrgsl.

Ꜳbyrst, f. see forrige.

ꜳdꜳ (el. oddꜳ), v. n. mylre, vrimle. Ørk. Ordets egentlige Form (ada, eda, oda?) er ubekjendt. Gram. § 65.

Ꜳdr (Ꜳd’er), f. (Fl. Ꜳdra, r), Aare, Blodaare. Hedder ogsaa: Ꜳd, pl. Æd’e (Sdm.), (søndre Tr.), Ꜳr (Jæd. og fl.), Ꜳrder (Nhl.) — Sv. åder. Isl. æð. Ang. ædre.

ꜳ ende, s. Ende.

Ꜳfall, n. 1) Paafald, f. Ex. Vandets ved en Mølle. (Sjelden). 2) Fløden paa et Mælkekar (en Kolle). Sdm. Hertil: Ꜳfalle-ringje, f. det samme som Rjomekolla og Mjelkebunk.

Ꜳ-far, n. Elveløb, Flodseng. Guldbr.

ꜳfꜳtt, som feiler eller mangler. Tell. (sjelden), Sdm. (meget brugl.). Dær æ altid noke ꜳfꜳtt: der er altid noget at anke over. Isl. áfátt.

ꜳ felde, paa Færde, i Bevægelse. Sogn.

ꜳfingjen, adj. stærk, berusende, om Drik. Sdm. ꜳfingje Øl: stærkt Øl. (Isl. áfengr).

Ꜳ-fjøra, f. sandig Elvebred, Sandbanker ved en Aa. Tell. og fl.

Ꜳ-fløy, f. en liden Baad til at fare over en Elv med. Guldbr. Jf. Eikja. Isl. fley (digterisk Navn paa Fartøier).

ꜳ-fløygd, adj. overmættet, fuldproppet saa at man ikke kan bevæge sig hurtigt. Guldbr. Vel egentl. avfløygd.

ꜳfære seg, aabenbare sin Hensigt, udlade sig med noget. Nfj. Sdm. — ꜳfærlege, adv. aabenbart, uden Forstillelse.

ꜳg, s. av, og.

Ꜳgꜳng (for Ꜳgang), m. Tilløb, Indryk af Folk. Nordre Berg. Sdm. ꜳgꜳngsam’, adj. om en Gaard: beleilig for Indryk, meget besøgt af Fremmede. — Jf. kjemt, folkekjemt.

ꜳ gꜳngje, paa Færde, i Bevægelse. Romsdalen, Sdm. — Nogle St. ꜳgꜳgnꜳ.

Ꜳgjedn, f. s. følg.

Ꜳgjegn, el. Ꜳvgjegn, f. noget udmærket eller usædvanligt (vel ogsaa Stræben efter udmærkelse, Lyst til at glimre). Bruges blot i Forbindelse med paa, f. Ex. Han arbeidde pꜳ ei Ꜳgjegn ɔ: han anstrængte sig meget for at overgaae de Andre, for at gjøre Opsigt. Ordet hedder i Shl.: Ꜳgjegn el. Ꜳvgjegn (maaskee: Ovgjegn, s. gjegna); i Sdm. Ꜳgjøgn (el. Ꜳgjygn); i Ndm. Gjøgn; men i Nhl. Ꜳgjedn, el. Ꜳgjidn. (Jf. Isl. ágirni, Gjerrighed.

ꜳgjengjen, adj. paatrængende. Nhl.

Ꜳgjøe, n. noget usædvanligt eller overdrevet. Nordmør.

Ꜳgjøgn, s. Ꜳgjegn.

ꜳ gruve, for over, næsgruus. Nhl. Hall.

Ꜳgust, f. en Hudsygdom med stærk Hævelse. Hard. Jf. Alvgust. ꜳhar’ adj adj. meget stærk (om Vind). Sdm.

ꜳ haude, paa Hovedet. S. Hovud.

Ꜳ-kall, m. Nøk, Vandvætte. Gbr.

ꜳkan (ɔ: vor), s. okke.

Ꜳkan, n. Tværstykker eller Stolper i en Grind. Sdm., see Okje.

ꜳkꜳr , adj. undseelig, bly. Ørkd. I Guldbr. hokkꜳren.

ꜳkja, s. attan. — Ꜳkje, m. s. Økje.

ꜳkjei’, udmattet og modløs. Ørkd.

Ꜳklæde (Ꜳklæ), n. Sengetæppe, Dækken. G. N. áklædi.

ꜳko, os; s. okke.

ꜳkome, f. Kilde. See Uppkoma.

Ꜳkonn (og Ꜳkodn, for Ꜳkorn), Agern, Egenød. Kr. Stift, Hard. (Ellers: Eikenot). Isl. ákarn. Ang. accorn.

Ꜳkoste, el. Ꜳkost, f. 1) Noget som blandes i Maden under Kogningen (især Mælk sammenrørt med Meel). Sdm. Guldbr. Ørkd. 2) Besmykkelse af en Feil. Ørkd. Egentlig Paakast.

Ꜳ-kot (oo), m. Yngel af Ørreder. Tell. See Kot. Jf. Kjøa.

Ꜳkr (el. Ꜳk’er). m. Ager. (Alm. Form, ikke Aker). Sv. åker. I Sammensætning: Ꜳkre, Ꜳkra, Ꜳk’er.

Ꜳkre-brot, n. Agerbrydning. (Sjeld.).

Ꜳkrebyte, n. Ombytning af Agre.

Ꜳkrehøna, f. Ager-Snarre (en Fugl), Rallus Crex. I Tr. Stift: Ꜳker-rikse.

Ꜳkrekꜳl, n. Agerkaal (Brassica campestris); ogsaa Ager-Sennep.

Ꜳkrekjetta, s. Moldukse.

Ꜳkreland, n. 1) Agerland; 2) den Mark som nærmest omgiver en Ager.

Ꜳkrepipa, f. Hanekro (Plante), s. Dæ.

Ꜳkrereina, f. Engkanten omkring en Ager; men især den Forhøining som efterhaanden danner sig ved Agerens nederste Kant.

Ꜳkresund (el. synd, n. en Vei eller smal Engstrimmel mellem to Agre. B. Stift.

Ꜳkrevidd, f. Agrenes Vidde eller Fladeindhold.

Ꜳkr-riksa, s. Ꜳkrehøna.

ꜳkua, adj. konvex. See kuven.

ꜳl, en temmelig almindelig Sammensætningsform af all (adj.), som betyder: ganske, aldeles; f. Ex. ꜳlgrøn, ꜳlkomen. Findes tildeels ogsaa i gammel Norsk. Jf. Ang. al, æl (af eall); gaml. Høitydsk og Sax. ala (af all).

Ꜳl, m. 1. Aal (Fisk). I Shh. og Stavanger Amt: Ꜳdl. G. N. áll. Hertil: Ꜳlegras, Havbændel; s. Sjøgras. Ꜳleskap, n. Skikkelse som en Aal. Ꜳleteina, f. Aalekube, Kurv til Aalefangst.

Ꜳl, m. 2. 1) Spire, Kime, udspringende Frøblad, f. Ex. paa Korn. B. Stift. Heraf: ꜳla, æla, ꜳlrenne. 2) en mørk Stribe langsad Ryggen (paa enkelte Dyr). Isl. áll. Heraf: ꜳlut. 3) en dyb Rende i Bunden af en Elv eller Bugt. Alm. Jf. Djupꜳl. I enkelte Ord er det uvist, om ꜳl skal ansees som en Endelse eller som et eget Ord; s. Ryggjꜳl, Kvedꜳl, Spænꜳl, Torvꜳl. (Jf. Isl. ál, Rem).

ꜳla, v. n. (a—a), om Korn: spire, groe af Fugtighed. Nhl. Shl. Ogsaa æla.

Ꜳlag, n. (eg. Paalæg), Arbeide som skal udføres til en bestemt Tid. Tell. Hall. Ellers Fyreloga, Lagje, Lagyrkje.

Ꜳlastokk, m. s. Stavlægja.

Ꜳlbryst, s. Ansvar; s. Ꜳbyrgsla.

ꜳldugeleg (ꜳlduele), adj. fuldkommen duelig, dygtig nok. Helgeland.

ꜳl-eine, adv. alene. Nogle St. ꜳleina, aleine, ꜳtleine. Jf. eismall.

ꜳleis (for ꜳ-leides), adv. paa Bane, i Gang. Han kjem’ ikje ꜳleis mæ da (Nhl.): han kommer ingen Vei dermed. Dæ kom vondt ꜳleis (Sdm.): det havde onde Følger.

ꜳleita, v. a. besvære, overhænge. Nhl.

ꜳleiten, adj. paatrængende, besværlig (ved idelige Begjæringer). Nhl.

ꜳ lerre (ꜳlærre), om en Dør halvaaben, paa Klem. Sdm. I Ndm. ꜳlørre. (Jf. Isl. á hleri, paa Lur). S. Glytt.

ꜳleten (ꜳl-æten), adj. 1) som æder alt, ikke er kræsen eller vrager Maden. Helg. Isl. alætr. 2) let at spise, udrøi, som man maa nyde meget af, før man kan blive mæt. Sdm. Nfj.

ꜳlflettes, adv. Dei reiste ꜳlflettes: de reiste alle tilhobe, alle som een. Shl. Andre St. „Dei reiste Mann av Huse“. (Jf. Isl. flet, Hjem).

ꜳlfærug (ꜳlfalug), adj. ganske færdig; ogs. ganske frisk, restitueret. Helg.

ꜳlgrøn, adj. grøn overalt (om Agre, naar Kornet spirer).

ꜳlhuga, adj. meget begjærlig, dreven af en stærk Lyst. Helg. (ogs. ꜳlhugo).

Ꜳlit (ii), n. Tillid, at man stoler paa noget. Eit vondt Ꜳlit (Sdm.): noget som er usikkert at lide paa.

ꜳliten, og ꜳlitsam’, adj. som venter for meget; eller som kun lider paa andre uden at gjøre noget selv. B. Stift.

ꜳlkomen, adj. fremkommen overalt; ganske udspiret eller opvoxet (om Korn og Græs).

ꜳl-lei(d), adj. yderst kjed og led. Helg.

ꜳl-ljost (oo), adj. n. ganske lyst af Dagen, fuldkommen Dag. Guldbr. Tell. og fl. Hedder ellers: ꜳlljøst (Hall. Sfj. Sdm. Ørkd. Helg.), og yveljost (Søndre Berg.).

Ꜳlmenning, m. 1) Alminding, Eiendom som ikke tilhører Enkeltmand. G. N. almenningr. 2) Menigmand, Almeenheden, Folket. Forekommer kun i nogle Talemaader, som: Ꜳlmennings Toll ɔ: en almindelig Afgift, Told af hver Mand. (B. Stift). Ꜳlmennings Veg ɔ: Alfarvei. (Søndenfhelds hedder det: Almann-Veg).

ꜳlment, adj. n. almindeligt, gjængs overalt. (G. N. alment).

Ꜳlmoe (og Ølmo), m. Solrøg, Dunster i varm Luft. Helg. Jf. Ꜳlrøyk og Moe.

Ꜳlmose, s. Olmosa.

Ꜳlmugje, m. 1) Mængde, Hob, stor Forsamling af Folk; f. Ex. Ting-ꜳlmugje, Kirkje-ꜳlmugje. 2) Almue, Menighed. Hedder ogsaa: Ꜳlmogje (Nhl.), Almugje, Almug, Ælmug (Guldbr.), Ꜳlmue (Namd. Sdm. og fl.). Isl. almúgi. Sv. almoge.

ꜳ lofte, i en opløftet Stilling. „Dei ligg’ ꜳ lofte“, siges i Sdm. om Stene eller Planter som ligge tværs over andre, saa at der er et aabent Rum under samme. Jf. Loft-ur.

Ꜳloga (aab. o), f. et paalagt Stykke, især et nyt Blad paa en Øxe. Sogn, Hard. I Sdm. Fyreloge.

ꜳlrenne, v. n. spire, skyde Spirer (om Frugt, især Poteter). Sdm. og fl. S. Ꜳl.

Ꜳlrøyk, m. Solrøg. Hall. Vald. I Helgeland Ꜳlmoe. Jf. Yl.

ꜳlsveitt’, adj. vaad overalt af Sved. Tell. Hall. Sdm. og fl.

ꜳltekt, adj. bedækket overalt, især af Snee. Voss, Hard. I Tell. ꜳtekt.

ꜳlut’ (ꜳlette, ꜳlꜳtt), adj. stribet langsad Ryggen (om Gjeder og Heste).

ꜳlvakjen, adj. 1) ganske vaagen, lys vaagen. Sogn og fl. I Ørkd. ꜳlvak. 2) om Havvind, naar den vedbliver at blæse om Natten. Nordre Berg. Ogsaa ꜳrvakjen.

ꜳlvaksen, ganske voxen. Sdm.

ꜳlvꜳt, adj. vaad overalt, gjennemvædet. I Sdm. olvꜳt. Isl. alvátr.

ꜳlvelt (el. ꜳlvelte), ganske omvælet, med Fødderne i Veiret. Hard. Nhl. I Sdm. ꜳvelte.

Ꜳlvore (aab. o), n. Alvor. Hedder ogsaa: Øllvore, Alvore, Ælvor. Isl. alvara.

ꜳlvorsam’, adj. alvorlig (af Karakteer), som ikke farer med Spøg.

ꜳlvorsleg, adj. alvorlig.

Ꜳlvor-snakk, n. alvorlig Tale. Modsat: Gamal, Spøk, Fantri.

ꜳlæten. s. ꜳleten.

Ꜳløkje, n. et meget stort og triveligt Dyr. Sdm. Jf. Løkje.

Ꜳm, m. s. Alm.

Ꜳma, f. Larve, Kaalorm, Maddike, især af de lodne eller børstede Arter. B. og Tr. Stift, Guldbr. — I Sdm. ogsaa Aume; i Mandal: Dogg-ꜳm. (Findes ogsaa i svenske Dial.). Jf. Makk, Grasmakk.

ꜳma (for ovan), ovenfra. Tell. — ꜳmafe, s. ovafyre. ꜳma-te, s. ovantil.

ꜳmꜳla, v. n. bringe paa Bane, gjøre opmærksom paa noget. Skal bruges i Guldbr. I Sdm. ꜳmoge (aab. o), f. Ex. Han ꜳmoga pꜳ di jamt ɔ: han paamindede jævnlig derom. Isl. ámálga.

Ꜳmebøle, n. Hob eller Klynge af Larver.

Ꜳmesykje, f. et Slags Bylder, som skal foraarsages ved Larven af et Insekt. B. Stift. I Tell. hedder det: Troll, Trollverk.

ꜳmoga, s. ꜳmꜳla.

Ꜳ-mot, n. Sted hvor to Elve løbe sammen. (See Mot). Isl. ámót.

ꜳmuna (aab. u), v. a. forøge, lægge noget til (s. Mun). Tell.

Ꜳnd f. (Fl. Ænd’er), And (Søfugl). Hedder nogle St. And, i Vald. Ønd (egentl. Ond). Isl. önd (gen. andar, plur. endr). — Ꜳnda-egg, n. Andeæg. Ꜳndafjør, f. Andefjør. Ꜳndastegg, m. Han-And.

Ꜳnder (Ꜳnd’r), f. (Fl. Ꜳndra), Skie, at løbe med paa Sneen. Helg. Voss. I Indr. Ꜳndꜳr, om en Skie som er kortere end den anden og benyttes især ved Vending i Bakkerne. Isl. andr, andra.

ꜳndra, v. n. tumle, gaae blindt hen. Sdm.

ꜳnga, lugte; s. anga.

Ꜳngel, m. (Fl. Ꜳngla, -r), Angel, Medekrog. I Hard. Ꜳngle; i Ind. Ꜳngꜳl. Isl. aungull. Ikke alm. søndenfjelds; s. Krok, Fiskekrok.

Ꜳngelsmakk, Regnorm; s. Raudmakk.

Ꜳngje, Lugt; s. Angje.

ꜳngla, v. a. faae fast paa Angelen.

Ꜳnglebolk, m. den Deel af en Fiskeline, som er besat med Angler.

Ꜳnglemakar, m. 1) Anglemager; 2) en Havfugl, saa kaldet af dens Stemme, som ligner Ordet: Ꜳngel. (Sdm.).

ꜳngra, s. angra.

Ꜳnk, n. Klage, Jamren. (Sjelden).

ꜳnka, v. a. 1) ꜳnka seg: jamre, give sig for Smerte. Søndre Berg. — 2) ynke, beklage En. Helg. I Sdm. ꜳnkꜳre. Jf. Isl. aumka.

ꜳnkꜳra, ynke, beklage; s. ꜳnka.

Ꜳp, ꜳpen og fl.; s. Op, Open.

ꜳpꜳ, s. apa og hopa.

ꜳpeskꜳren, s. openskꜳr.

Ꜳr, n. 1) et Aar; 2) Aaring, Aarsvæxt. (G. N. ár). I Ꜳr: i dette Aar. Til Ꜳrs, eller mot Ꜳre: til det kommende Aar. Til Aars betegner ogsaa: til Alders, ude i Aarene. Pꜳ denne Ꜳrsens Tid: denne Tid af Aaret.

Ꜳr, f. (Fl. Ꜳra, r), Aare, at roe med. G. N. ár. (I Tell. hedder Fleertal Ꜳrir). Ꜳrra-blad (bla), n. Aareblad. Ꜳrabur(d), m. den Maade hvorpaa man bevæger Aarerne. Ꜳradrag, n. et enkelt Drag eller Træk med Aarerne. Ꜳralaskje, s. Laskje. Ꜳralom (oo), m. Grebet paa en Aare. (Sdm. og fl. Isl. árarhjulmmr). Ꜳraløysa, f. Mangel paa Aarer.

Ꜳr, f. Blodaare; s. Ꜳder.

Ꜳr, m. Elletræ; s. Ore.

ꜳrast, v. n. om Korn og Frugt: trives godt, give en god Høst. I Vald. og fl. hedder det ꜳra.

Ꜳrbot (Sdm.), og Aurbot (Helg.), f. Leilighed til at bøde paa noget. I Sdm. hedder det: D’æ ut-o(r) Ꜳrbotinne; og i Helg.: D’æ inkje Aurbot i da ɔ: det kan ikke mere bødes, det er aldeles forslidt.

Ꜳrbyte, n. Ombytning som gjælder for et Aar. Ag. Stift.

Ꜳrdekkje, f. et usædvanligt stort Sneelag. Bruges i Sdm.

Ꜳrder, f. s. Ꜳder.

Ꜳre, m. 1. s. Ore, Older.

Ꜳre, m. 2. Ildsted, Arne. (Nhl. Hard. Rbg. Tell. Hall. Gbr. Østerd.). I Formen: Ar, el. Aren skal det findes i Lister (Siredal), og i Ndm. (Surendal). Isl. ar, arin. Jf. Gruva (som er almindeligst vest- og nordenfjelds). Ellers: Eldstad, Bæd, Stein (om det egentlige Ildsted), Ꜳrstad, Omn, Peis (om det hele tilhørende Muurværk).

ꜳretta, v. a. sætte fast ved Kiler. See følg.

Ꜳrette (ee), m. Kile som drives ind i Spidsen af en Nagle, for at den ikke skal glide tilbage. (Meget udbredt Ord). Isl. árétti.

ꜳrgjengd, adj. som er i Gang hele Aaret igjennem. (Især om Møller). Sjelden.

Ꜳrhand(a), den venstre Haaud. See Kjeiva.

ꜳrhendt, keithaandet; s. orvhendt.

Ꜳring, m. 1) Aarsvæxt, Afgrøde. Jf. Nyꜳring. 2) et aarsgammelt Dyr, især Hest. (Jf. Vetrung). I Kr. Stift ogs. Ꜳrung, Ꜳrungje. Jf. Triꜳring, Firꜳring.

ꜳrjonast, vansmægte; s. orkjenast.

ꜳrleg, adv. tidlig, aarle. Forældet i de tellemarkiske Viser. Isl. ár, árla (for árlega).

ꜳrleg, adj. aarlig. (Sjelden).

ꜳrlegjen (-leien), adj. som har ligget et heelt Aar (om Træ). Tell. og fl.

ꜳrleis, s. anderleis.

ꜳrliden (aab. i), adj. bruges kun i neutr. f. Ex. D’æ sꜳ langt ꜳrlie (el. ꜳrlee): det lider saa langt ud paa Aaret. Tell. og fl. Jf. daglide, halvliden.

ꜳrliten, meget liden; s. ørliten.

ꜳrmegta, vansmægte; s. ormegta.

Ꜳrmot (oo), n. Aarskifte. (Hall.?)

Ꜳrs, i Sammensætning, om noget som er tilkommet i det sidste Aar; modsat fjors. Saaledes: Ꜳrs-avlen, dette Aars-Frugt; Ꜳrskonn, Korn af dette Aars Avl; Ꜳrslamb, Lam som er født dette Aar; o. s. v. I Guldbr. tildeels: I-ꜳrs (f. Ex. Iꜳrshøy).

ꜳrsaka, undskylde; s. orsaka.

Ꜳrs-bonn (for born), Aarsbørn, Folk som ere fødte samme Aar.

ꜳrs-gamall, adj. et Aar gammel.

Ꜳrsgang (-gꜳng), m. Aarets Løb. Denne Ꜳrsgꜳngjen: i dette Aar.

Ꜳrsmot (oo), n. Aarsdagen, eller samme Tid som i det forrige Aar. Meget udbredt (Sdm. Sogn, Hard. Tell.), dog ikke alm. Da kjem’ att i Ꜳrsmot’e (B. Stift) ɔ: det bliver nu just et Aar siden. Sv. årsmot. Jf. Jamlengd.

Ꜳrsmun (-mon), m. den Forandring som en Ting faaer paa et Aar. Jf. Dagsmun.

Ꜳrsta(d), m. Arnested, Skorsteen. Ørk. (Jf. Ꜳre). Ꜳrstahyll’ (for Ꜳrstadhella), f. Stenen foran Ildstedet (= Gruvestein).

ꜳrstaden, adj. som har staaet et Aar.

Ꜳrvokstr, m. Væxt i et Aars Tid.

ꜳr-ung, adj. meget ung. Tr. Stift. (For ørung).

Ꜳrungje, s. Ꜳring.

ꜳrvakjen, adj. 1) vaagen om Natten. (Sjelden). 2) om Vind fra Havkanten, naar den vedbliver at blæse om Natten. Ogs. ꜳlvakjen (Sfj.).

ꜳrvand’, adj. om en Jord (Gaard), som behøver en god Sommer for at give nogen Afgrøde; kræsen med Hensyn til Veiret. Almindl. Ord.

Ꜳrveg, m. 1) Aaring, Aar med Hensyn til Væxt og Frugtbarhed. (B. Stift). 2) Aarsavl, Kornhøst (el. Kornet selv). Helg.

Ꜳrveld, n. s. Orveld.

ꜳrviss’, adj. aarvis; om Jord, som jævnlig giver en god Høst. Modsat ꜳrvand.

Ꜳrvoka (aab. o), f. Søvnløshed; Vaagen om Natten. Nordre Berg. Sdm. og fl. Ellers: Andvoka, Sømnløysa. Jf. ꜳrvakjen.

Ꜳrvon (oo), f. Udsigter med Hensyn til Aarsvæxten. (Sjeld.).

ꜳ røyse, paa Reisning. Dei ligg’ ꜳ røyse, — siges i Sdm. om Dyr som ikke kunne reise sig uden Hjælp. (Verbet reise hedder i B. Stift: røyse).

Ꜳs, m. 1. Aas, Bjergryg, et langstrakt Bjerg. (Mindre end fjell). Alm. Isl. ás. Sv. ås.

Ꜳs, m. 2. 1) en Bjælke. (S. Golvꜳs, Lurꜳs, Teineꜳs). I Ag. og Tr. Stift især om de paalangs gaaende Stokke hvorpaa Taget hviler. Sv. ås. (Bygningsmaaden med Aaser er ubekjendt i B. Stift). 2) en Axel, hvorom noget dreier sig; saaledes: Hjulꜳs, Slipesteinꜳs. Alm.

ꜳsa, v. a. belægge med Bjælker.

Ꜳskjøne, f. en Kløft eller Klemme, hvorved Skjødet af et Seil bliver fæstet til Baadkanten. Sdm. Sfj.

ꜳ skog, bruges i Sdm. i Talemaaden: Dæ kan ingjen stꜳ dei ꜳ skog ɔ: Ingen kan modstaae dem, holde dem Stangen.

Ꜳslag, n. en Række af Aaser, en liden Bjergkjæde. Ag. Stift.

Ꜳslende, n. bakket og aaset Land, Bjergegn. Tr. Stift.

ꜳslendt, adj. opfyldt af Aaser og Bakker.

Ꜳlsmark, f. høitliggende Egn, opfyldt af smaa Bjergkjæder.

ꜳsna, stimle sammen. S. ofsnast.

ꜳ stad (ꜳsta), paa Bane. Da kann snart koma vondt efta(d) ɔ: der kan let gives Anledning til noget ondt (især om Kiv og Trætte). B. Stift.

ꜳsut (ꜳsette), adj. bjergig, aaset.

ꜳsvæse, adj. n. ubekvemt, for tungt til at haandtere. Yttre Sogn.

ꜳt, præp. (med Dativ), 1) til, hentil, henimod. I Tell. og Rbg. at (langt a). Isl. at. Sv. åt. Ꜳt Bora (Bor’e): til Bordet. ꜳt Veggj’a: til Væggen. koma ꜳt: røre, berøre. — 2) til, for, til Brug for (med Begreb af Dativ). Han gjøre da ꜳt meg (i Tell. „fe meg“) ɔ: han gjorde det for mig (til mig). Dei arbeidde ꜳt seg sjølve (til sig selv, paa sit eget Arbeide). D’æ godt nog ꜳt dei: det er godt nok for dem. I nordre Trondhj. ogsaa: imod, f. Ex. væra fint ꜳt ein (vred paa En), 3) til, om en Tilhøren (med Begreb af Genitiv). Kun efter et Subst. f. Ex. Ꜳkren ꜳt Granna ɔ: Naboens Ager. Arven ꜳt Sønom: Sønnernes Arv. Jf. til. — I Begrebet af en Retning omvexler ꜳt med til, saaledes at ꜳt bruges, naar der tænkes paa en kort Afstand eller en Nærhed, men til bruges ved en længere Afstand samt i figurlig Betydning.

ꜳt, adv. (eller præp. uden Objekt), til ved, med; med adskillige Forandringer i Begrebet; saaledes: 1) om en Henvendelse i Almindelighed. taka ꜳt mæ ɔ: give sig i Færd med, begynde paa. Jf. fara ꜳt, bera seg ꜳt. (Mærk: gjera ꜳt fyre ɔ: kurere, raade Bod paa). Ofte om en stærk Berørelse el. Paavirkning, f. Ex. leggja ꜳt ɔ: trykke stærkt til. draga ꜳt ɔ: knibe, klemme. 2) om en Undersøgen, Iagttagelse. lyde ꜳt ɔ: lytte nøie til. Jf. høyra ꜳt, sjꜳ ꜳt, kjenna ꜳt. S. ette. — 3) med Begreb af Gjensidighed. leidast ꜳt ɔ: lede hinanden. Jf. fylgjast ꜳt, hjelpast ꜳt, skiljast ꜳt (Dansk: ad). 4) om en Vedholden, at være i Gang, i Færd med. Kun med: vera, f. Ex. Han æ ꜳt ꜳ slær, — ordret: han er ved og slaaer, d. e. han er i Færd med at slaae. Da ha ꜳt ꜳ lyste ɔ: det havde begyndt at lysne. (Meget brugeligt i det Vestenfjeldske). 5) om en vedhængende Feil eller Mangel. D’æ altid noke ꜳt mæ dei, ɔ: der feiler altid noget hos dem, de have altid noget at klage. Sdm. og fl. Kva so æ ꜳt ɔ: hvad er det som feiler? (Sv. åt). Hertil Talemaaden; finna ꜳt ɔ: dadle, spotte, udpege Feilene ved en Ting. B. Stift. See ꜳtfinnen. Ligesaa: tykja ꜳt vera (i Sdm. tikje ꜳt vere; i Tell tykjes at vera) ɔ: være utilfreds med noget, finde det ubehageligt. I disse Forbindelser lægges en stærk Betoning paa Ordet ꜳt.

Ꜳt, n. 1) Æden, Gnaven. Abstrakt af Verbet eta (aat.) Isl. át. 2) Noget som æder eller gnaver; a) Utøi. (Sv. åt). Ikke alm. Jf. Bit. b) Myg og Fluer. Ørkd. c) unyttige eller uduelige Folk; Tiggere. (Tr. Stift). 3) et Slags smaa Sødyr, som jages og ædes af Fiskene. Raudꜳt, Sildꜳt. 4) Mading til Fisk, Lokkemad. (Isl. áta). Tell. Jf. Agn, Beite. — I Ag. Stift ogsaa om Lokkemad for Dyr. Jf. Etl. 5) Jord eller Gruus som strøes paa Sneen for at tære og smelte den. Tellem. Voss. 6) Kræft, Tæring i Kjødet. (Islandsk átumein). Agersh. Stift.

Ꜳta, f. 1) Æden, Spiisning. Ørk. og fl. Han gjor’ inte stor Ꜳta ɔ: han spiste ikke meget. 2) Gjæstebud, Beværtning med Mad. Sdm. Nfj. (Jf. Drykkja). 3) Fiskeyngel (som ædes af andre Fiske). Mandal (hvor det ogsaa udtales: Ꜳde).

ꜳta, v. n. (a — a), strøe Gruus paa Sneen, for at den skal smelte. Voss og fl. Ellers molda, mela.

ꜳta, og ꜳtꜳ, ɔ: uden; s. utan.

Ꜳtak, n. Anstrengelse, stærk Anspændelse af Kræfterne. (Isl. átak). Sogn. og Tell. (hvor det adskilles fra Ovtak). Jf. Otak og Itak.

ꜳtaka seg, anstrenge sig yderlig. Sogn. Han ꜳtæk’e seg inkje.

ꜳtar, og ꜳtꜳr, længere ude. S. utar.

ꜳtꜳ, v. a. s. eta.

Ꜳtbersle, f. Modvirkning, Brug af Lægemidler. Sdm. S. bera ꜳt.

Ꜳtbur, m. Adfærd. (Jf. bera seg ꜳt). Sjelden.

Ꜳte, f. see Ꜳta, og Ota.

ꜳtekt, overdækket; s. ꜳltekt.

ꜳtfinnen, adj. dadlesyg, oplagt til at dadle og spotte. Ikke alm. I Sogn: ꜳtfunnig; i Ørkd. ꜳtfunnau; i Sdm. ꜳtfinnsame. Isl. atfindinn.

Ꜳtfinning, f. Dadel, Spot, Beleen.

ꜳt-funnen, spottet, beleet.

Ꜳtfær, f. Adfærd, Fremgangsmaade. I Tell. og Rbg. Atfær. (Isl. atferð).

ꜳt-gjort, istandsat, kureret for en Skade eller Sygdom. Jf. gjera ꜳt.

Ꜳtgjær, f. Istandsættelse, Kuur. Gbr. Sdm.

ꜳt-havd, tugtet, straffet. Nhl. Sdm. Af Talemaaden: hava ꜳt.

ꜳt-komen, 1) kommen nær til; 2) høist forlegen, kommen til det yderste. B. Stift.

ꜳt-lædd, beleet, udleet.

Ꜳtnad, m. Spiisning. Sdm. Jf. Ꜳta.

Ꜳtoke (aab. o), f. stærke Sygdoms-Anfald hos Dyr, især Køer. Sdm.

ꜳtraste (yderste), f. utraste.

Ꜳtrenne, n. Løkke eller løs Knude, som kan trækkes sammen saaledes at den omfatter og fastholder noget. Sdm.

Ꜳtte, Frygt; s. Otte.

ꜳtte, Talord: otte. I søndre Berg. ꜳtta. (Isl. átta). — ꜳttande, ottende.

Ꜳttedaga(r), Fl. m. bruges ofte for Vika, en Uge; f. Ex. fyste Ꜳttedaganne: den første Uge. Ꜳttedagsbryllaup, n. Bryllup som varer en Uge. Nhl. — Ꜳttedagsmot (oo), n. samme Dag og Tid som i den forrige Uge. Ꜳttedagsslætte, n. Eng som man kan slaae paa en Uge.

ꜳtteti (og forkortet: ꜳtti), firsindstyve. B. og Tr. Stift. (Isl. áttatigi).

Ꜳttring, m. i Nhl. en stor Førselsbaad, sædvanlig med Lysting (s. L.). I Sdm. (hvor det udtales Ottring) betegner det en meget stor Havbaad, som i Fisketiden har en Besætning af indtil otte Mand. Forskjelligt fra Ꜳttæring, og maaskee dannet af Ꜳtterøding. Jf. Røde og Seksroring.

Ꜳttung, m. en Ottendedeel (Isl. áttungr); et Bygdelag som udgjør en Ottendedeel af Sognet. Voss.

Ꜳttæring, m. en Baad med otte Aarer. Hard. Jf. Seksæring, Tiæring.

ꜳv, 1) istedetfor ov (f. Ex. Ꜳvrikje), s. ov. 2) istedetfor av, især i Betydn. hen, bort; f. Ex. Kor vil du ꜳ(v): hvor vil du hen? s. av.

ꜳva, ɔ: oven, ovenfra; s. ova.

Ꜳvabur, Ꜳvafall o. s. v., s. ova.

ꜳvanyve, adv. overmaade (eg. oven over). Som adj. udmærket, høist fortrinlig. Voss. Jf. fram-ifrꜳ.

ꜳvdegna, v. n. afdugges, tørres lidt saa at den meste Væde forsvinder. Nhl. Voss.

ꜳveie (for ꜳ vegje), oppe, paa Benene. Voss. Dei va ikje ꜳveie: de vare ikke oppe, de vare tilsengs.

ꜳvfjella, s. avfjella.

Ꜳvgjegn, s. Ꜳgjegn.

ꜳvgjøen, el. ꜳgjøyen, adj. overmodig, skadefro, glad ved at spotte og fornærme andre. Nhl.

ꜳv-hussa, bortjaget, uddreven. Sogn.

Ꜳvin (Ꜳven), f. Ꜳvund.

Ꜳvkar, m. s. Ovkar.

ꜳvloa, v. dræbe; see avloa.

Ꜳvokstr, m. (egentl. Paavæxt), Fløde af et enkelt Mælkekar. Hard. See Ꜳfall.

ꜳvra, v. komme op; s. ovra.

Ꜳvrikje, s. Ovrikje.

Ꜳvrot (aab. o), n. Affald, især af slagtet Kvæg. Shl. (Jf. rata).

ꜳvsta, s. avstad.

Ꜳvund, f. Misundelse. I Nhl. Ꜳvin (el. Ꜳven); i Helg. Auvunn. Isl. öfund (efter Ihre af: av, og unna).

ꜳvunda, v. a. (a—a), misunde. Sdm. og fl. I Nhl. ꜳvina. Ellers: misunna.

ꜳvundsam’, adj. misundelig.

ꜳvundsjuk’, adj. misundelig; ogsaa: ærgjerrig, som gjør sig megen Møie for at overgaae andre. Nordre Berg. og fl. Heraf Ꜳvundsykje, f.

ꜳvundslaust, adv. uden Misundelse.

ꜳv-vega, v. n. gaae af Veien. Nhl.

Ꜳvverk, see Ovverk.