Hopp til innhold

Ordbog over det norske Folkesprog/S

Fra Wikikilden
(1813-1896)
Utgitt av Carl C. Werner & Comp.,  (s. 399-504).
◄  R
T  ►

S.

sa, for sade eller sagde, s. segja.

sa, for dessa (disse, denne), s. denne.

sabba, v. n. søle; s. svabba.

Sadel (Sal), m. en Sadel. Formen Sad’l er sjelden (Sogn?); derimod hedder det alm. Sal; i Sdm. ogsaa Sail. — Hertil salfatt, adj. sveigrygget, indbøiet i Ryggen. Sdm. Mere alm. salryggja.

sadla (sala, saile), v. a. sadle.

Saft, f. Saft. — Jf. Save.

Sag, f. Sav (Saug). Forskjellige Slags, som Grindesag, Bogesag, Handsag, Vassag. G. N. sög, pl. sagir.Sagblad, n. Savblad. Sagtonn, f. Tand i en Sav.

saga, v. a. (a—a), save, skjære med Sav. (I Gbr. og Ørk. sꜳgꜳ). G. N. saga. Ogsaa om at skjære med Møie, gnide langsomt, spille daarligt paa Fiolin og deslige.

Sagbruk, n. Tømmersav med tilhørende Stillads og Vandfald.

sagd, part. (af segja), sagt, udtalt (om Ord og Tanker). Mere anvendt i Sammensætning: tilsagd, utsagd, frꜳsagd og fl.

Sagebukk, m. Stillads til at save paa. Sagestol, m. om et mindre Stillads (Savelad).

Sagflis, f. Savspaaner. Ogsaa kaldet Sagnugg (Tell.), Sagemask (N. Berg.), Sagtafs (Ørk.).

Sak, f. Sag, Retssag, Proces (alm.); Skyld, Ansvar (sjelden); Grund, Aarsag (meget sjelden). G. N. sök, pl. sakir. — føra Sakjer: føre Processer. taka Sakj’i pꜳ seg: paatage sig at forsvare en Sag. Jf. Orsak.

saka, v. a. og n. (a—a), 1) hindre, skade, (kun upersonligt); gjøre noget til Sagen. Tell. Dæ sakar inkje: det hindrer ikke. (G. N. saka). — 2) klage, beklage. Helg. mest i Forbindelsen: „saka seg“, ɔ: klage sig, forklare sin Nød eller sine Forhindringer. Jf. orsaka. — 3) opgive noget; især i Spil, om at lægge enkelte Kort fra sig. B. Stift. Jf. forsaka (ɔ: negte, afslaae).

saka, adj. skyldig, som Sagen falder paa. B. Stift og fl. (I Indr. sꜳkꜳ). G. N. sakaðr. Saka Mann mꜳ teia: den Skyldige bliver nødt til at tie.

sakk (sank), s. sekka.

sakka, v. n. (a—a), synke, gaae ned, blive lavere; mest til Skibs. Shl. og flere.

saklaus, adj. sagløs, uskyldig.

sakna, v. a. (a—a), savne, mærke at man har tabt noget. G. N. og Sv. sakna. Dæ kom vek igꜳr, men me sakna dæ ’kje før i Dag. (Nordre Berg.). Sist eg talde dei so sakna eg ein (ɔ: mærkede jeg at een var borte). Han vert eingꜳng sakna: man vil engang beklage, at han er borte. „sakne Vær’a“: sove ind, falde i Søvn (egentl. tabe Verden af Syne). Sdm.

Saknad (Sakna), m. Savn, Tab af noget kjært og tilvant. G. N. saknaðr. Ein stor Sakna’: et føleligt Savn; især Tabet af en god Ven eller Medarbeider.

Saknad-daude, m. et Dødsfald, som forvolder Savn og Sorg; et elskværdigt Menneskes Død.

Saks, n. Noget som er hakket eller skaaret i smaa Stykker.

saksa, v. a. (a—a), hakke (f. Ex. Kjød eller Talg), hugge smaat med en Øxe. Nordre Berg. Sdm. (Isl. saxa). — Hertil: Saksabrye, f. Hakketrug. Saksamat, m. Indmad som man hakker til Kjødpølser.

Saksing, f. Hakken, Sønderhugning.

saksøkja, v. a. (e—te), sagsøge.

sakt, adj. stille, spagfærdig. (Sjelden).

sakta, v. a. (a—a), sagtne, dæmpe, stille. (Sv. sakta). sakta pꜳ seg: blive mere rolig, dæmpe sin Heftighed.

sakte, adv. nok, sagtens, uden Tvivl. (I Søndre Berg. sakta). Meget brugl.

saktmodig, adj. stille, spagfærdig.

Sal, m. en Sal. Jf. Loft. — Salshøgd’a: den anden Etage. (Om et andet Sal, s. Sadel).

Sala, m. s. Sele. — sale, v. s. sadla.

Salle, f. en bred og flad Hue; ogsaa om flere lignende Ting. Sdm.

Salm, og Salme, m. Psalme. (Jf. Sꜳng). Salmenote, m. Psalmetone; høitidelig Melodie. Salmetal, n. Register i Psalmebøger.

salryggja, s. Sadel.

Salsꜳ (for Sꜳldsꜳd?), f. et Stykke Ager, hvori man kan udsaae omtrent en halv Tønde Korn. (Sogn, Voss). Paa Voss regnes en Salsꜳ til et Viddemaal af 56 Alen i Længde og Brede (= 3136 □ Alen). I Indre-Sogn regnes den kun efter Udsæden, nemlig som et Stykke hvorpaa man saaer sex Mæler Korn (⅗ Tønde), hvorfor den ogsaa kaldes „Seksmæling“, medens Halvdelen af samme hedder „Trimæling“. Fleertal: Salsæ. — Da Ordet Saald bruges paa Voss, om en Halvtønde, skulde man hellere vente at finde Formen Sꜳldsꜳ’, n. (I de gamle Love forekommer ofte „sáldssáð“, n. om et vist Maal af Jord). Jf. Sꜳld og Mæle.

Salt, n. Salt. — Saltkjerald, n. Saltkar. Saltkonn, Saltkorn. Saltløysa, f. Mangel paa Salt.

salt, adj. salt, som smager af Salt. I Sammensætning deels: salt (f. Ex. Saltfisk), deels salte, f. Ex. Saltesild. (B. Stift).

salta, v. a. (a—a), salte. — Saltar, m. En som nedsalter Fisk. Saltarbud, f. Søbod hvori Fisk nedsaltes.

Saltbrim (ii), n. Skorpe som danner sig af udtørret Saltlage; f. Ex. i Tønder. Nhl. Ellers Saltskove, f.

Saltgras, n. Bukkeblade. Tell.

salt-ilen, adj. saltagtig af Smag; især om Vand. (saltile Vatn). Fosen.

Saltskova, f. see Saltbrim.

saltsprengja, v. a. (e—de), bestrøe med lidt Salt. saltsprengd’e Fisk: halvsaltet Fisk. (Nordre Berg.).

Saltstein, n. Steen at knuse Salt med.

Saltværing, m Indbygger af Salten i Nordlandene.

Salve, m. Salve. — salva seg: vædes, afgive Vædske eller Olje.

Sam, n. Enighed, Samdrægtighed. (Af sæmja, sam-de). Dæ va ’kje noke godt Sam mæ dei: de forligtes ikke synderligt godt. (Nordre Berg.). Jf. Usam.

sam, Adjektiv-Endelse, som betegner en varig eller sædvanlig Beskaffenhed, f. Ex. reinsam, varsam; eller en Forbindelse med en vis Omstændighed, f. Ex. hugsam, mødesam. (G. N. samr; Sv. sam; D. som). Eenligt, med Betydning: eens eller lige, bruges det kun i andre Former, nemlig: same, sams og samt. — Som Forstavelse betegner det: sammen eller fælles, hvorom see nedenfor.

sama, v. n. (a—a), sømme, passe. Rbg. Tell. Dæ samar seg inkje: det sømmer sig ikke. (Ellers søma). G. N. sama.

saman, adv. sammen, tilsammen. Formen „saman“ findes kun i Hard. Voss, Rbg. Tell.; ellers mest alm. sama; dog er Ordet kun lidet brugeligt, da man oftest siger „i hop“ i denne Betydning. G. N. saman. — Bruges undertiden som et Adjektiv (noke-sama, altsama), og i Fleertal med Formen samne, f. Ex. allesamne, tvosamne, firesamne. (Nordre Berg. og fl.). — I Sammensætning kun sjelden, som: samanhavde, samankomne, samansett; — da Begrebet i dette Tilfælde udtrykkes ved „ihop“ eller „sam“.

Samar, Sommer; s. Sumar.

Sambeite, n. fælles Græsgang, uskiftet Udmark. Hall. og fl.

Sambror, see Samsyskjen.

Sambruk, n. Brug i Fællesskab.

Sambyring (-børing), m. et Slags store Førselsbaade. Romsdalen.

samd, adj. (kun i Fleertal), 1) forenede, forligte. Dei va samde um dæ. Hall. 2) sammenpassede, f. Ex. om to Kværnestene. See sæmja.

Samdøger, n. et Døgn, en Dag og en Nat. Meget brugl. i Nordre Berg. og fl. Ellers Jamdøger og Døger.

same, adj. (i bestemt Form), samme. Hedder ogsaa sama (mest alm. søndenfjelds), sꜳmꜳ (Gbr. Ørk.), sommꜳ, summꜳ (Ndm.); ogsaa samre (Tell. Hall.). G. N. sami. Pꜳ same Staden: paa samme Sted. same Gꜳngjen: den samme Gang. „Mæ same“: med det samme, ved samme Leilighed; ogsaa: i det samme, i samme Stund, just som, netop; f. Ex. eg fekk høyre dæ, mæ same eg va inn komen. D’ær dæ same: det er ligegyldigt, det gjør intet til Sagen; ogsaa: det nytter ikke noget. Dæ gjekk fyre dæ same: det gik lige godt an, det kom ud paa eet. Dæ kjem attpꜳ dæ same: det bliver omtrent ligedan som før.

Sam-eign, f. Fællesskab i Eiendom: fælles Eiendom, især om Marker og Skov. Hedder ogsaa Sameiga. Mest søndenfjelds. (Jf. Hopeeign). G. N. sameign.

sameleg, adj. sømmelig, passende, anstændig. Rbg. Tell. Ellers sømeleg.

sameleis, adv. sammeledes, paa samme Maade. Ogs. samelei, samalein (Hall. Vald.).

samestad, adv. sammesteds. Ogsaa samesta’en, og samestas.

samfelt, adv. jævnt, uafbrudt. (Sjelden).

samfengd, adj. ligelig blandet, som indeholder ligemeget af de forskjellige Slags, f. Ex. noget smaat og noget stort. — samfengt, adv. jævnt, ligeligt, om hinanden.

samfingjen, adj. blandet, sammenbragt (omtrent som det forrige). Sdm. (Isl. samfenginn). Han fekk dæ samfingje: han fik noget af hvert Slags.

Samfiskje, n. Fiskerie, som drives af Flere i Fællesskab. — I Nordlandene ogsaa: Samfiskara(r), pl. om Folk som fiske sammen.

Samhald, m. den øverste af de lange Stokke i en Tværvæg; den Stok som hviler paa Enderne af de øverste Stokke i Langvæggene. Nordre Berg. I Sogn ogsaa Samhaldar, m. Ellers Raftluk, Raftall, Rystemor, Bandastokk.

Samhelde, n. Enighed, Sammenhold. Hedder ogsaa Samhald, n. (G. N. samheldi).

samheldig(e), adj. enige, som holde med hinanden. B. Stift.

Samhengje, n. Sammenhæng. Hedder ogsaa Samanheng, n.

Samkoma (aab. o), f. Sammenkomst.

Samkvæm, n. Samkvem, Omgang, Selskab.

samla, v. a. (a—a), samle. (Jf. samna og sanka). samlast: samle sig.

Samlag, n. Fællesskab, Meddeelagtighed i noget; ogsaa fortrolig Omgang, særdeles nær Forstaaelse.

Samlega (aab. e), f. Samleie. (Sjelden).

Samling, f. 1) Samling, Forsamling 2) Orden, Rede paa noget. 3) Bevidsthed, fuld Sands.

sammala, v. a. (-mæl, -mol), male to Slags Korn sammen; ogsaa sammenpasse Kværnestenene.

sam-mogjen (aab. o), adj. lige moden, modent paa samme Tid. Tell.

samna, v. a. (a—a), samle, faae sammen. Nhl. (sjelden). G. N. safna.

Samna(d), m. Enighed, fredeligt Samliv. Skal bruges i Gbr.

samne, s. saman.

samrau(d), adj. rød overalt, som har en jævnt udbredt Rødme. Tell.

samrꜳde (seg), v. a. (e—de), raadføre sig, overlægge en Sag med hinanden. Alm. (Sv. samråda sig). samrꜳdde, adj. pl. forenede, komne overeens om noget.

samringja, v. n. ringe sammen.

sams, adj. (uden Flexion), 1) eens, lige, af samme Slags. Tell. — 2) ligelig blandet, om hinanden, uden Forskjel eller Sortering. Hedemarken. (= samfengt).

samstelte, adj. pl. enige, samdrægtige om et Foretagende. B. Stift.

samstundes, adv. strax, i samme Stund. Tell. Buskerud. G. N. samstundis.

Samsyskjen, n. pl. Heel-Søskende, Børn af samme Forældre. (Modsat Halvsyskjen). Tell. og fl. — Saaledes ogsaa Samsyster, f. Heelsøster. Sambror, m. Heelbroder. (Sv. samsyskon o. s. v.).

samt, adv. uafbrudt. Meget udbredt i Talemaaden: „jamt ꜳ samt“, ɔ: stedse, uden Afbrydelse.

samtakt, adj. tækket med eet sammenhængende Tag; om to Huse som ere byggede tæt til hinanden.

Samtale, m. Samtale.

Samtræl, n. Fælles Møie og Arbeide; Medarbeide. „Takk fyre Samtræl’e!“ (Søndre Berg.). Ogsaa Samslæp, n.

samtykkja, v. a. (e—te), samtykke, bifalde; ogsaa: være tilfreds med, tage tiltakke. — Samtykkje, n. Samtykke.

samvelte, v. a. pløie fra modsatte Sider for at faae Ageren høiere i Midten. Buskerud.

Samvære, n. Selskab eller Omgang med nogen. Hard. og fl.

san, for „sa’ han“ (ɔ: sagde han).

Sand, m. Sand. — Sand-aur, m. Gruusjord med Sand. Sandbotn, m. Sandgrund. Sandfok, n. Drev af tør Sand. Sandmo, m. en sandig Flade, Hede. Sandmæl, m. Bakke af løs Sand. (Tr. Stift).

sanda, v. a. (a—a). bestrøe med Sand.

sandlendt, adj. sandig; om en Egn.

sandmala, v. a. (mæl, mol), skjærpe en Kværn ved at male Sand paa den.

Sandmigje, m. et Slags Musling med et smalt Rør, hvoraf den udsprøiter det indsugede Vand. (Mya arenaria).

Sandskjebba, f. et Slags Flyndrer. (Pleuronectes Flesus). N. Berg.

Sandskræe, f. Flod-Ulk (Cottus Gobio). Hedemarken.

sandut, adj. sandig; ogsaa tilsmudset med Sand.

Sangr (Sang’er), n. Klynken.

sangra, v. n. (a—a), klynke, hvine, give en langtrukken, klynkende Lyd. Jæd. Rbg. Gbr. I Nordre Berg. sꜳngra.

sangren, adj. klynkende.

sanka, v. a. (a—a), sanke, samle. I B. Stift sꜳnka. (Egentlig samka, af sam). sꜳnke Kynn’e: lokke Køerne til Malkepladsen. (B. Stift). „sanke Soll pꜳ“, see Soll.

sankast, v. n. samles, samle sig. (I B. Stift sꜳnkast). sankast pꜳ: strømme hen til, omringe, indeslutte. — Ogsaa sanka seg.

Sann, f. i Talemaaden: „mi Sann“, omtrent „min Tro“, nemlig som en Forsikring; f. Ex. Han skal, mi Sann, fꜳ dæ atte. Meget brugl. i B. Stift. (Sv. min sann).

sann, adj. sand, troværdig. (G. N. sannr). Femin. i Hard. sonn. (G. N. sönn). Neutrum i Sætersd. satt; ellers sant. (G. N. satt). Me vist’ ikje sannare te seia: vi fortalte det saa oprigtigt som vi kunde.

sanna, v. a. (a—a), sande, bekræfte; ogsaa erfare Sandheden af Ens Ord. (G. N. sanna). sanna ette: sande idelig, sige Ja til alt. Han fekk so sanne: han fik nok føle at det var sandt.

sanndrøymd, adj. i Spøg om En, hvis Drømme gaae i Opfyldelse.

sanneleg, adj. rimelig, passende, middelmaadig af Størrelse. Guldbr. Sdm. (Egentlig: som man kan samtykke i).

sannfærleg, adj. sandfærdig.

Sannheit, f. Sandhed. — seie si Sannheit: forklare sin Sag oprigtigt og uden Forbeholdenhed.

Sanning, f. 1) Bekræftelse, Vished. Me fekk ikje noka Sanning pꜳ dæ. (Sjelden). — 2) Sandhed; det Sande. Brugl. i Kr. og Ag. Stift. (Sv. sanning. G. N. sannindi). Ellers Sannheit (som er et nyere Ord).

sann-orig, adj. sanddru. (Sjelden).

sannsogoll (aab. o), adj. sandfærdig, som siger sandt. Ørk. (G. N. sannsögull).

sannspꜳdd, adj. som spaaer sandt, hvis Forudsigelser gaae i Opfyldelse. (G. N. sannspá’r).

sanntenkt, adj. viis, som tænker og dømmer rigtigt.

sansa, v. a. sandse; ogsaa ændse. Nyere Ord, ligesom Sans, m. f. Ex. i Talemaaden: Han heve korkje Ans elder Sans.

Sate, m. en ophøiet Flade, en Plan imellem nedstigende Bakker; ogsaa en liden Flade i en Klippe. Tell. I Gbr. Sæta (s. Sete). I Ørk. Sꜳtꜳ (sjelden). Jf. Lega, Pall, Stall.

satt, s. sann.

Saud, m. (Fl. Saude, Sauer), et Faar. (Mest alm. Sau). Da Ordet er Hankjønsord, maa det egentlig betyde et Faar i Almindelighed, kun med Hensyn til den særegne Art og uden Hensyn til Kjøn, altsaa baade om Han og Hun. Denne Betydning forekommer kun sjelden (mest ved Fleertallet), men forudsættes tydelig i det afledede Søyda (Søye), som kun betegner Hunkjønnet. (Sogn, Vald. Gbr.). Almindelig betegner derimod „Sau“ kun Hunkjønnet, et Hun-Fꜳr, til Forskjel fra en Væder; altsaa modsat Ordets grammatiske Kjøn. (Jf. G. N. sauðr, Faar, Væder). Egne Navne paa Hunkjønnet ere (foruden Søye): Sjedde (Gbr.), Tikke (Østerd.), Tikse (Ørk.). Jf. Gimbr, Sympa, Kꜳs. (Faar bruges ikke). Uegentlig bruges „Saud“ om et meget godsligt og eftergivende Menneske; ogsaa med et Begreb af Eenfoldighed. — I Sammensætning deels Saude (Saua), deels Sau(d). Saaledes Saudefjos (Saufjøs), n. Faarestald. Saudehagje (Sauhaga), Græsgang for Faar. Saudekjøt, n. Faarekjød. Saudeskap, n. Faareskikkelse. Saudskinn, n. Faareskind. Saudeslag, n. Race af Faar. Saudesykja, f. Faaresygdom; især Skab. Saudtalle, m. Faaremøg.

Sau(d)blom, m. Løvetand. Shl. Jæd.

Sau(d)bukk, m. Væder. (Ved Kristiania). Ellers Ver, Bekre og fl.

Sau(d)spreng, m. Hvidtidsel (s. Kviteblad). Ørk.

Sau(d)symre, el. Sauesumar, Hvidsippe (Blomst). Sogn. Ellers Kvitsymra, Gjeitesimbre og fl.

saug (sugede), s. suga.

saukjan og saukjꜳ (sytten), s. sjauttan.

Saum, m. 1) Syning; Maade at sye paa. Seglsaum, Striksaum, Skosaum. 2) Søm paa Klæder, det Punkt, hvor Stykkerne ere sammensyede. G. N. saumr. Ogsaa om de Punkter, hvor Fjelene ere naglede, især paa Indholterne i en Baad. 3) Spigere, Søm af Jern (Jarnsaum); ogsaa om Nagler af Træ i Baadene (Tresaum).

sauma, v. a. (a—a; eller a—te), sye. Meget brugl. især i B. Stift. (G. N. sauma). saume attꜳt: sye til, fæste et Stykke til. saume Sko: sye Sko.

Saumnꜳl, f. Synaal.

Saumslꜳ, f. Lægte under en Fjelevæg, Tværtræ hvori en Fjeleklædning nagles fast. Nogle Steder: Upplengja.

Saumtrꜳd, m. Traad at sye med.

Saup, n. Kjernemælk, Smørvalle. Berg. Stift, Tell. og fl. (Jf. Bleng). Saupgryta, f. spotviis om et Bruushoved, En som overdriver alt. (Af den Egenskab ved Kjernemælken, at den let bruser op og gaaer over Bredderne, naar den koges).

saup, Imperf. s. supa.

Saur, m. Smuds, Voer, især i Øinene. Nhl. Hard. (G. N. saurr).

saura, v. a. fylde med Gruus, lægge Forladning i en Mine. Hard.

sava, v. n. skrabe Saft af Træer.

Save, m. Saft i Træer; især om den Saft som fremkommer under Barken om Vaaren, og som efterhaanden stivner til Træ. B. Stift og fl. (ogsaa i Indr. Save, ikke Sꜳvꜳ). Ellers kaldet Sevja (Nhl.), Sivju (Hall.), Søvje (Ørk.). Jf. Svade. — G. N. safi.

Sꜳ, m. 1) et stort Kar; f. Ex. til Brygning. Bryggjesꜳ, Borkesꜳ, Syresꜳ. Meget brugl. i B. Stift. (Isl. sá’r). Ellers Kar, Kjer, Holk. — 2) et stort Vandspand med Hanker paa Bredderne. Søndenfjelds. (I Berg. Stift kaldet Stamp). Sv. så. — Fleertal hedder tildeels Sæ, Sær (Sdm. Tell.). I Sammensætning tildeels Sꜳss, f. Ex. Sꜳssband.

Sꜳ, f. s. Sꜳd. — sꜳ, adv. s. so.

sꜳ, v. a. (r—dde), saae, f. Ex. Korn; udsaae. „sꜳ unde“: saae førend man pløier, nedpløie Sæden. — Particip: sꜳdd, tilsaaet. Hertil tunnsꜳdd, tjukksꜳdd.

sꜳande, adj. tjenligt til at saae; om Korn.

Sꜳbivn (aab. i), f. s. Sꜳgidn.

Sꜳ(d), n. Sæd, Sædekorn; Udsæd. S. Berg. (Andre St. Sæde). G. N. sáð. Eenligt lyder det i Hard. og Nhl. som „Sꜳ“ men i Sammensætning Saad, f. Ex. Sꜳdbing, m. Kasse med Sædekorn. Sꜳdkodn, n. Sædekorn.

Sꜳd, f. tyndt Skal af Korn, smaa Fliser i Meel eller Brød; Klid. (Mest alm. Sꜳ). G. N. sáð. Ogsaa en Smule Mad. (Matasꜳd, Brøsꜳd, Mjølsꜳd). Dei ha ’kje ei Sꜳd i Hus: de have ikke den mindste Smule af Mad eller Meel i Huset. Det hedder ogsaa „Dei æ reint sꜳ’lause“.

sꜳdet (sꜳ’utte), adj. skallet, fliset, grovt malet; om Meel og Mad.

Sꜳe, s. Sode. sꜳen, s. soden.

Sꜳga, s. Soga. sꜳgꜳ, s. saga.

sꜳgꜳ, adj. udmattet, afkræftet. Indr. Grundformen uvis. Jf. sigg.

Sꜳ-gidn (Sꜳgjidd’en, aab. i), f. Luftbølger, Luftspil; tynde opstigende Dunster, som vise sig tæt ved Jorden i en bævende eller spilende Bevægelse; især over Agrene i Pløiningstiden. Sogn, Hard. og fl. (I Hard. ogsaa Sꜳdgjidn). I Tell. Sꜳgjidder; ellers Sꜳbivn (Valders), Vꜳrgjidn (Hard.). Jf. gidda.

Sꜳing, f. Saaning, Kornsæd.

Sꜳkonn, n. Sædekorn; s. Sꜳd.

Sꜳl, f. Sjæl. (Tell.). S. Sæl.

Sꜳlaup, m. Æske at bære Sædekorn i. Shl. Tell. Ellers Sꜳbytta og fl.

Sꜳlꜳ, s. Sele.

Sꜳld, n. 1) et Sold, at sælde med. (G. N. sáld). Jf. Sælda. — 2) et Kornmaal, som holder omtrent en halv Tønde. Voss. Et Sꜳld er 5 „Askar"; en „Askje“ er det samme som Mæle i Sogn, nemlig en Tiendedeel af en gammel Tønde. (G. N. sáld regnes til 6 „mælar“. Norges g. Love II, 166). Jf. Salsꜳ.

Sꜳlebot, s. Sælebot.

sꜳm, adj. mørkladen, sortagtig; ogsaa smudset. Tell. G. N. sámr.

sꜳm, s. symja. sꜳmꜳ, s. same.

Sꜳmꜳr, s. Sumar.

sꜳmleg, adj. sortladen, af en mørk eller smudsig Farve. Tell.

Sꜳn, m. Søn. See ellers Son.

sꜳna, v. n. (a—a), tabe sin Smag, dovne, suurne; især om Fisk. Sdm. Jf. kasa, legna, ulna.

Sꜳnd, n. et Slags lange Ovne eller Rør, som ere belagte med Steenskiver og indrettede til at tørre Korn paa. Værdalen. (Ogsaa udtalt Sꜳnn). Hertil sꜳndturka, adj. tørret paa „Sꜳnd“.

Sꜳng, m. Sang, Syngen; ogsaa en vis Sang; en Psalme. G. N. söngr.

Sꜳnghus, n. Koret i en Kirke. Rbg. Valders og flere.

Sꜳngmꜳl, n. Sangstemme.

sꜳngra, s. sangra. sꜳnka, s. sanka.

Sꜳpa, f. Sæbe. (Isl. sápa). sꜳpa, v. a. smøre med Sæbe.

Sꜳr, n. Saar. Jf. Sꜳrsaukje.

sꜳr, adj. 1) saaret, beskadiget paa Huden; ogsaa plaget af Udslæt. Han æ bꜳde sjuk ꜳ sꜳr. — 2) øm, om Lemmer hvori man føler Smerte; ogsaa om den som føler Ømhed eller Smerte i Lemmerne. D’æ sꜳrt nꜳr ein tæk’e pꜳ: det smerter, naar man føler derpaa. Han æ so sꜳr i Armen: han føler en stor Ømhed i Armen. (Hedder det derimod „pꜳ Armen“, saa har det den førstanførte Betydning). Ligesaa: sꜳr fyre Brøst’e: som føler Smerte eller Ømhed i Brystet. Alm. og meget brugl. (G. N. sárr). — 3) bitter, smertelig (i figurlig Forstand). Ein sꜳr Sukk: et Suk som udtrykker en stor Sorg eller Sjæls Lidelse. Ein sꜳr’e Grꜳt: en bitter Graad. Jf. sꜳrt. — Af andre Talemaader mærkes: „gjera sꜳrt“, ɔ: gjøre ondt, smerte. „fꜳ sꜳrt“, ɔ: føle Smerte; f. Ex. af et Slag. Pꜳ Sꜳre-Sida: paa den svage Side, eller: paa det ømme Sted, der hvor man mindst taaler det.

sꜳra, v. a. saare, beskadige. Sjelden.

sꜳrarma, adj. øm i Armene; f. Ex. af tungt Arbeide.

sꜳrfingra, adj. som føler Ømhed eller Smerte i Fingrene. Spotviis ogsaa: karrig, gnieragtig. Jf. smꜳsꜳr, matsꜳr.

sꜳrføtt, adj. angreben af Ømhed og Svie i Fødderne; nemlig efter stærk Gang. — Søndenfjelds hedder det oftere: sꜳrbeina og sꜳrbeint.

sꜳrhendt, adj. saaret eller hudløs paa Hænderne; ogsaa øm i Hænderne. I sidste Betydning hedder det ogsaa: handesꜳr.

sꜳrhjarta, adj. bekymret, betynget af Sorg eller Ængstelse. Hall. og fl.

Sꜳrkje, m. Udslæt, Fnat. Rbg. Tell.

Sꜳrleikje, m. Ømhed, Smerte. (Sjelden).

sꜳrmynt, adj. hudløs i Munden.

sꜳrna, v. n. blive ømt, smerte.

Sꜳrsaukje, m. Udslæt, Fnat med Svulst eller Blegner. Hard. Sdm. Gbr. og fl. (I Rbg. og Tell. Sꜳrkje). Gam. Sv. såröka.

sꜳrt, adv. 1) bittert, smerteligt. 2) tungt, møisommeligt, med stor Anstrengelse. Han fekk kjenne dæ sꜳrt: han kom til at føle det med megen Smerte. Dei angra sꜳrt pꜳ di: de angrede det bittert. Me ha slæpa so sꜳrt fyre dæ: vi have arbeidet saa møisomt derfor.

sꜳrtent, adj. øm i Tænderne; f. Ex. efter Nydelsen af Bær, Æbler og deslige.

sꜳrvoren, adj. lidt plaget af Ømhed i Lemmerne.

Sꜳt, n. Opsætning eller Oplægning af Hø. fꜳ Høy’e i Sꜳt: faae Høet sammenraget i Stakke. Nordre Berg. — En mere egentlig Betydning findes i Uppsꜳt.

sꜳta, v. a. sætte Høet i smaa Stakke. Ørk. og fl. Ellers sæta.

Sꜳta, f. en liden Stak eller Dynge af halvtørt Hø, som atter skal udspredes til Tørring. (Sv. såte, m.). I Ag. Stift oftere: Sæte. Hertil Sꜳtehøy, n. Hø som kun er lidt tørret. Sꜳtestad, m. Plads hvor en Høstak har staaet.

Sꜳtꜳ, s. Sete og Sate.

saꜳvoren, s. sovoren.

se, 1) for seg. 2) for desse; s. denne.

Se, f. s. Sid. — sea, s. sida.

sedd (ee), part. (af sjꜳ), seet, opdaget, bemærket. (Neutr. sett, ee). Dei ha ’ikje vore sedde pꜳ lang Tid. Han æ ’ikje all’e dær han æ sedd’e: man kjender ham ikke ret ved blot at see ham; der ligger meget skjult hos ham. Nordre Berg.

seg (ee), pron. sig. Objekt, fælles for hvert Kjøn og Tal. Formen i Dialekterne er: seg (Rbg. Tell. Sogn og fl.), se (Hall. Vald. Guldbr. Sdm. Ørk.), sæg og (mest alm. i de sydvestlige og nordenfjeldske Egne), sei (Østerd.). G. N. sik, sek, seg. Det nuværende „seg“ indbefatter ogsaa den gamle Dativform „sér"; af hvilken der nu kun findes faa Spor, saasom i Talemaaden: ser-kvart (se kort) og „ser likt“ (se-likt); s. ser. I Tr. Stift bruges seg (se) tildeels paa en egen Maade i Bisætninger, saaledes at det svarer til Hovedsætningens og ikke til Bisætningens Subjekt; f. Ex. Han sa’ at dæ gjore se vondt (gjorde ham ondt). Ho trudde, dæ va um se dæm snakka (ɔ: at det var om hende de talede). — Det forbindes tildeels uden Nødvendighed med intransitive Verber; f. Ex. Dæ fell seg, kjem seg, hende seg; han stend seg, tegje seg, og fl. Ved transitive Verber ombyttes det undertiden med Endelsen -st, ast; f. Ex. sanka seg, og sankast, laga seg (lagast), undra seg (undrast). — kvart fyre seg: hvert for sig; særskilt. (Jf. ser). seg i millom: imellem sig, med hinanden, indbyrdes. (I Gbr. sins imillom).

Seggje, f. Benævnelse paa et Kvindfolk. Sdm. Romsdalen. Jf. Sigga, Sogg, Sugg. (G. N. seggr, Mand).

segja (aab. e), v. a. (segje; sagde, sagt), sige, yttre, fortælle; ogsaa udtale, fremsige. Infin. segje udtales fuldkomnest i Tell. og Rbg.; ellers lyder det sædvanlig som seie og seia; dog ogsaa sie (eg. sigja, aab. i), og si (tildeels i Ag. og Tr. Stift). G. N. segja. Sv. säga. Præs. i Lighed hermed: segjer (Rbg. Tell.), seier, seie, sier, si. (G. N. segir). Imperf. sagde er meget sjeldent (Nhl. forældet), i Nfj. og Sdm. hedder det sade, og ellers alm. sae og sa; derimod findes overalt Supinum: sagt, og Particip: sagd’e. Imperativ: seg (N. Berg. Tell. og fl.), ellers seig, sei, si. — Talemaader. seie frꜳ: varsle, sige til, gjøre opmærksom paa noget. (B. Stift). seie frꜳ seg: frasige sig, erklære sig skilt fra. — seie fyre: foresige, lære. — seie mæ ein: sige til En; f. Ex. Eg sa dæ mæ han: jeg sagde det til ham. (Nogle Steder: Eg sa dæ ve’ en). seie til: tilsige. sei’ upp-atte: sige om igjen, anden Gang. — segje utav (seie ta): sige om, fortælle, aabenbare noget. — D’æ inkje te seie ’ta: intet som er værdt at tale om, saa godt som intet. D’æ ’kje te seie endꜳ: der er endda ikke meget at klage. I B. Stift ogsaa: Da æ ’kje seia, da inkje vart værr’e, ɔ: det er endda godt, at det ikke gik værre. D’æ ikje bere te seie: der er ikke noget bedre at sige; det maa desværre tilstaaes. D’æ, snart ꜳ seie, værr’ enn dæ var: det er næsten værre, el. saa at sige, værre end det var. Ja sei dꜳ! ɔ: ja det kan man sige, det mangler nok ikke. (Helgeland). Du seie me ta di! ɔ: hvilken Hændelse! skulde man have tænkt sligt? (Sdm.).

segjande, adj. som man kan sige. Dæ va ’kje seiande: man burde ikke sige det. Ei seiande Sogn: et Sagn fra gammel Tid eller af uvis Oprindelse. (Nordre Berg.).

segjast (seiest, sest), v. n. sige om sig selv, sige sig, udgive sig for noget. Bruges i de nordlige Egne, dog sædvanlig kun i Præsens: sest (Indr. og fl.), sist, aab. i (Sdm.); sjelden i Imperf. sa’est, sast. F. Ex. Han sest ha gjort dæ, ɔ: han siger at han har gjort det. Dei sest ikje vilje dæ: de sige at de ikke ville det. Ho sast vere rædd’e: hun sagde at hun var bange. See kost. (Med Hensyn til Formernes Afkortelse og Forvexling maa det jævnføres med laatast).

Segjing (Seiing), f. Sigende; Udsagn.

Segl, n. Seil. (G. N. segl). Ein Segls Vind: en passende Bør, Vind som fylder Seilet tilstrækkelig.

seglbu (seg), v. a. (r—dde), indrette sig til Seilads, faae Seil op. Dei lꜳg innmæ Nes’e ꜳ seglbudde seg. B. Stift.

segle, v. s. sigla. Segle, n. s. Sigle.

Seglfeste, n. Ballast, Steen som lægges i Bunden af Baaden, naar man skal seile. Nordre Berg.

Seglsaum, m. Seilsøm.

Seglskot (aab. o), n. det Toug som er fastsyet paa Kanterne af et Seil.

Segn, f. Sagn, gammel Fortælling, Tradition; ogsaa Udsagn, Beretning. Meget udbredt og maaskee alm. G. N. sögn. Jf. Soga (som er mere brugeligt i de sydligste Egne). I Sdm. ogsaa: Sogn (sjelden).

Sei, s. Seid. — seia, s. segja.

Seid, m. Sei, en bekjendt Fisk af Torskeslægten (Merlangus carbonarius). Mest alm. Sei; men i Nfj. og Sdm. Seid. — Efter den forskjellige Alder eller Størrelse har denne Fiskeart ellers forskjellige Navne; saaledes i Nordre Berg. a) Kril (om den allermindste eller Yngelen); b) Murt; c) Pale, el. Smaaseid; d) Risping; e) Ufs eller Storseid. (Paa Helg. Seiufs). — Uegentlig bruges Seid om en seenfærdig, doven Person. — Seideberg, n. en stor Stiim af Sei. Seidenfiskje, n. Seifiskerie. Seidelyse, n. Tran af Seielever.

seie, s. segja. Seier, s. Siger.

seig, adj. 1) sei (seig), som kan strækkes eller bøies meget uden at briste; ligesaa om Vædsker, som hænge fast sammen og ikke lettelig kunne adskilles i Draaber. G. N. seigr. — 2) stærk, varig, som taaler meget eller holder længe sammen; f. Ex. om Tøi, Fletninger, Tag paa Huse, m. m. — 3) om Mennesker: udholdende, som vanskelig lader sig rokke eller bringe til Eftergivenhed, vanskelig at faae noget af, f. Ex. i Pengesager.

seig, Imperf. see siga.

Seigd, f. Seihed. (Sjelden).

seigliva, adj. seilivet, om et Dyr som taaler meget førend det døer.

seigna, v. n. blive sei og sammenhængende, fortættes; om Vædske, f. Ex. Mælk.

seigt, adv. langsomt; besværligt. Dæ gjekk seigt: det var ikke let gjort, man maatte arbeide længe derpaa.

seigvoren, adj. noget sei; ogs. langsom.

Seila, f. en liden Huulning i Jorden, Fordybning, Sænkning. Fosen. I Gbr. hedder det Sel (ee), og i Sdm. Sæld. Jf. Hola, Dokk, Veita, Søyla.

seilꜳt, adj. ujævnt, fuldt af smaa Huulninger. (Fosen).

sein, adj. 1) seen, langsom, seenfærdig, f. Ex. til at gaae, bevæge sig, arbeide o. s. v. G. N. seinn. — 2) langvarig, som kræver megen Tid. Eit seint Arbeid: Arbeide som gaaer seent. — 3) sildig, som kommer silde. I seinaste Lag: noget silde, næsten for seent. Ei sein’e Sælebot: en Trøst som kommer seent. (Berg. Stift). I Rbg. og Tell. hedder Komparativ deels seinre, deels seinne. Jf. seinst.

seinare, adv. senere, sildigere. (Modsat fyrr). seinar-meir: siden, derefter, senere. Meget brugl. i Tr. Stift.

seinboren (aab. o), adj. silde født; om Kalve.

seindrøg, adj. seendrægtig. (Sjelden).

sein-eten, adj. som spiser seent, behøver lang Tid til at spise.

seinfengd, adj. som man faaer seent eller maa vente længe paa. (Sjelden).

seinfola (aab. o), adj. silde født; om Føl.

seinfør, adj. seenfærdig, langsom, nølende. Meget brugl. og næsten alm.

seingjengd, adj. seen til at gaae. (Sjelden). Oftere seingꜳdd.

seingjor(d), adj. 1) langvarig, om Arbeider. 2) seent moden.

seinhaustes, adv. seent paa Høsten.

seinhendt, adj. som arbeider seent, bevæger Hænderne langsomt.

seinhoggjen, seent hugget; om Ved.

seinka, v. a. og n. (a—a), 1) forsinke, hindre, gjøre at noget kommer seent. Udtales mest alm. som senka eller sænke. (G. N. seinka). — 2) v. n. blive senere, gaae mere langsomt, f. Ex. om et Uhr. Ogsaa: komme senere frem; om Solen.

seinkast, v. n. forsinkes, blive senere.

seinkomen (aab. o), adj. som kommer seent. 2) om unge Mennesker, som udvikles seent, komme sildig til sin fulde Væxt eller Styrke. B. Stift, Gbr.

Seinkonn, n. Korn som modnes seent. (Modsat Snarkonn). I Berg. Stift: Seinekonn, ligesaa Seinehavre.

Seinleikje, m. Seenhed; Sildighed.

seinlendt, adj. om Gaarde, hvorpaa Kornet modnes seent. (Sjelden).

seinmælt, adj. som taler langsomt.

seinrꜳdd, og seinrꜳdig, adj. seen til at bestemme sig, nølende, som forhaler Tiden med en lang Betænkning og Forberedelse. Meget brugl. i Berg. og Tr. Stift.

seinrøyven, adj. langsom i sine Bevægelser; ogsaa lidt doven. Shl. (s. røyva).

seinsløg, adj. om Eng, hvorpaa Høslætten gaaer seent. Nordre Berg.

seinst, adv. sidst, senest; ogsaa: nys, nylig. Rbg. og Mandal. I Sæt. ogsaa: seist (som dog maaskee kunde henføres til: sist).

seint, adv. 1) seent, langsomt. 2) silde. „seint ꜳ sida“: langt om længe, efter lang Venten. (Nordre Berg.).

seintalande, adj. s. seinmælt.

seintenkt, adj. seent til at tænke, som behøver lang Tid til at fatte og ordne sine Tanker, ikke snarraadig eller resolut. Et næsten almindeligt Ord, især meget brugeligt vest- og nordenfjelds. Modsat snartenkt.

seinvaksen, adj. som voxer seent.

seinvoren, adj. langsom; især i Arbeide.

Seiufs, s. Seid. — Sek, s. Sik.

Sekk, m. (Fl. Sekkje, r), Sæk. I Sammensætning Sekkje, f. Ex. Sekkjeløysa, f. Mangel paa Sække.

sekka, v. n. (sekk’; sakk; sokkje), synke, falde, især i Vand. I Søndre Berg. og tildeels i Kr. Stift hedder det: søkkja med Formerne: søkk’e, sokk, sokkje. Imperf. sokt findes ogsaa tildeels i de nordlige Egne. G. N. sökkva (imp. sökk); Ang. sincan. — sekke ned: synke, falde tilbunds. — sekke ni (ɔ: ned i): synke i, hænge med Fødderne, f. Ex. i en Sump. — sekke unda: synke fra, komme af Veien. „Ho sekk’e godt“, siges om en Øxe som er skarp og trænger dybt ind i Træet.

sekkande, adj. synkende; om Ting som synke i Vand; modsat fljotande.

sekkja, v. a. (kje—kte), sænke, faae noget til at synke. I Søndre Berg. søkkja. (G. N. sökkva, imp. sökti). — sekkje ned: nedsænke. Heraf nedsekt.

Sekkje, n. Grundlod, Steen som fæstes til Grundkanten paa Garn for at holde dem til Bunden. (Sv. sänke). Hertil Sekkjeband, n. de Baand hvormed Grundstenene fæstes til Garnet.

Sekkjedikje, n. Hængedynd, Pyt som er vanskelig at komme over.

Sekkjemyr, f. en blød Sump, hvor man synker i med Fødderne.

Sekkjenot (oo), f. Sænkevod; et Vod, som man nedsænker foran en fremstrømmende Fiskestiim og derpaa trækker lige op i Vandfladen.

Sekkjestein, m. Sænkesteen.

se-kort (= ser-kvart), s. ser.

seks, Talord: sex. Seks Tjug: sex Gange tyve (120). Seks’en: Sexen i Kort.

Seksalning, m. Stok paa sex Alen.

Seksꜳring, m. sex Aar gammel Hest.

seksbend, adj. sexbaandet; især om Hesjer, som have sex Stænger i Høiden. Sdm.

sekshynnut, adj. sexkantet.

Seksmæling, m. 1) et Jordstykke, som holder sex Maal. 2) det samme som Salsꜳ.

Seksok, s. Syftesoke.

Seksring, m. 1) en sexaaret Baad (= Seksæring). Sfj. Sogn, Nhl. (I Sdm. Trerøding). — 2) en stor Fiskerbaad, som besættes med sex Mand, men har sædvanlig fire Aarepar. Sdm. — (Synes at være en Forkortning af Seksroring).

Seksroring, m. en stor Baad, til en Besætning af sex Mand. Helg.

sekstan, Talord: sexten. Hedder ogsaa: seksta, sekstꜳn og seksten. (G. N. sextán). — sekstanbasma, s. basma. — sekstande, adj. sextende.

sekste, adj. sjette. See sette.

seksti, Talord: tredsindstyve (60). B. og Tr. Stift. (Søndenfjelds: tress). G. N. sextigi. Sv. sextio.

Seksæring, m. en sexaaret Baad. Hard. og fl. G. N. sexæringr.

sekt, sænket; s. sekkja.

Sel (ee), f. en Udhuling, Fordybning. Gbr. See Seila.

Sel (aab. e), n. 1. Sæterhytte, en liden Stue paa en Sæter, hvori Mælken opsættes og tillaves. B. Stift, Tell. og fl. G. N. sel. Sædvanlig afdeelt i to Rum: Innsel (Mælkeburet) og Utsel (Kjøkkenet).

Sel (aab. e), n. 2. Salg. I Forbindelsen: „Kjøp ꜳ Sel“. Nordre Berg. Jf. Selnad.

sela (aab. e), v. a. (a—a), lægge Sæle paa.

seld, part. (af selja), solgt.

Sele (aab. e), m. Sæle; især Hestesæle. Jf. Vassele. Hedder ogsaa Sæla (Ag. Stift), Sala (Namd. Ndm.), Sꜳlꜳ (Ørk. Indr.). G. N. seli.

Selepinne, m. Skaglepind i Sælen. (S. Ora). I Nordre Berg. Selekjevle og Selekjølve. I Tell. Ordepinne.

Selja, f. Seljetræ, en bekjendt Pileart (Salix capræa). Heder ogsaa Silju (Tell.), Sølju (Hall. Gbr.). G. N. selja.Seljerenning, m. Spiren til et Seljetræ. Seljerunn, m. Busk af smaa Seljetræer. Seljestuv, m. Seljestamme (Søljukall).

selja, v. a. (sel’; selde; selt), sælge, afhænde for Betaling. (G. N. selja betyder ogsaa give). Tildeels med Dativ og Akkus. f. Ex. Han selde Granna ein Plog. Particip: seld.

seljande, adj. som man kan sælge; f. Ex. Dei ha selt alt som seljande var.

Seljar, m. Sælger. Baade Kaupar ꜳ Seljar.

Selje-asall, m. et Slags Træ, Vidie-Røn (Sorbus intermedia). Nordre Berg.

Seljefløyta, f. Fløite af Seljebark (aftrukket i Safttiden om Vaaren).

Seljekjørr, f. Dverg-Piil (Salix herbacea). Ellers Vierkjørr.

Selle, m. 1) Kammerat, Selskabsbroder; især en lystig Karl. Ein go’ Selle: en af de rette Karle. Tell. og fl. (Sv. sälle). — 2) Mandfolk (modsat Kjelle). Meget brugl. i Sdm. og nærmeste Egne. Tvo Sella ꜳ tre Kjelle: to Mandfolk og tre Kvindfolk. Nogle Steder ogsaa: en gift Mand; tildeels ogsaa: Herre, Huusbonde. „Sellen sjøl“: Manden selv, Huusherren.

Sellearbeid, n. Arbeide for Mandfolk. (Modsat Kjellearbeid). Sdm.

selleklædd, adj. klædt i Mandsklæder; forklædt (om Kvindfolk). Sdm.

Selna(d), m. Salg, Udsalg. Tr. Stift (Fosen). Ellers Seljing, f. og Sel, n. (I Nfj. Solri, n. om et Udsalgssted).

Selsbø, m. Engen omkring Husene paa en Sæter. Voss. (Jf. Sel og Bø). Ellers kaldet Støl og tildeels Kvi.

Selskap (eg. Sellskap), n. Selskab. Ellers Lag, Værskap; Fylgje.

Selsnæpe, f. en Urt, som bruges til Lægedom for Kvæg, men ellers er giftig. (Cicuta virosa). Har Navn af Distriktet Sell (i Gbr.), hvor den voxer i Mængde.

Selsværing, m. Indbygger af Sell i Guldbrandsdalen.

Sem (ee), m. Lugt, Damp (= Eim). Indr. Vel egentl. Sim (aab. i).

sema, v. n. lugte, dampe (= eima).

semd, Substantiv-Endelse, dannet af „sam"; f. Ex. Annsemd. (Sjelden, men fortjente at være mere anvendt).

Semja, s. Sæmja. Semle, s. Simla.

semska, v. a. berede Skind, lave Semslæder (= menta). Sv. sämska. Heraf Semska-skinn. (Tydsk: sämisches Leder).

Send, n. Løb, Sprang, Tilsprang. Take se Send, eller „ta’ te Sends“, ɔ: tage Tilsprang, sætte sig i Fart. Sdm. og fl. (s. senda).

senda, (sænde), v. n. (e—e), løbe stærkt; skynde sig, springe. Dei sende ett’ an: de løb efter ham, forfulgte ham. Nordre Berg. Sdm. Hall. (Jf. G. T. sindon, gaae).

senda (sænde), v. a. (e—e), 1) sende, skikke afsted (til Fraværende). Tildeels med Dativ og Akk. f. Ex. Han sende Foreldrom eit Brev. — 2) række, lange frem, give i Hænderne. sende Konn: række Kornet frem til den som skal nedlægge det (i Laden). — 3) slænge, kaste, hive afsted. Nordre Berg. — Particip: send (sænd’e), sendt, udsendt.

Senda, f. Sandgrund; s. Kviksenda.

sendande, adv. løbende, i fuldt Sprang. Han kom sendande. N. Berg.

sendande, adj. passende til at sende; sømmelig (om en Foræring).

Sende, n. en flad Sandsteen at hvæsse Leen paa. Sdm. (sjelden).

senden, adj. sandig; om Ager. Shl. Jæd. og fl. G. N. sendinn. (Af Sand).

Sending, f. 1) Løben, Springen (see senda, v. n.). 2) Sendelse, Afsendelse. 3) en Gave eller noget som man sender En. Ogsaa kaldet Sendegave, f. og Sendegods (el. Sendingsgoss), n. — Sendingar, pl. om de Foræringer af Gjestebudskost, som Vertinden i et Bryllup faaer tilsendt fra Naboer og Slægtninger. (Ellers Fone, Føring, Beining). Ironisk bruges Sending ogsaa om en Irettesættelse, en Sandsekage.

Sending, m. Sendemand, En som er sendt i et Ærinde. Oftere Utsending.

Seng, f. 1) Seng, Leie. (I Nordre Berg. hedder Fleertal: Sengja; ellers Sengje, r). G. N. sæng. Jf. Kvila, Lega. — 2) Dyne, Fjæderdyne. Yveseng (Overdyne), Undeseng (Underdyne). B. Stift og fl. (hvor derimod „Dyna“ betyder Pude). Isl. sæng. — 3) et Bed i en Ager eller Have; et Kvarteer. Poteteseng, Næpeseng. (Sv. säng). — Talemaader. Te Seng (oftere: te Sengs): tilsengs. „halde Seng’a“: ligge tilsengs, om en Syg. „fara i Seng“: komme i Barselseng. (Hertil Sengfær). — I Sammensætning oftest Sengja, f. Ex. Sengjafot, m. Sengefod. Sengjaklæde, n. Sengklæder. Sengjastokk, m. Sidefjelen i en Seng.

Sengfær, f. Barsel, Barselseng. Tr. Stift og fl.

Senghus, n. Sengestue, Værelse hvori Gjæster og Fremmede faae Seng. Nordland. (Udtales ogsaa Sennhus, formodentlig for Sengjahus).

Sengjabud, f. Sengebod; Værelse, indrettet til at have Klæder i, og forsynet med Senge for Gjæster. Nordre Berg.

Sengjakꜳna, f. Barselkone. B. Stift.

Sengjalega, f. Barselsygdom, Sygeleie efter en Barnefødsel. B. Stift. (Isl. sængrlega).

Sengjamat, m. Barselkost, udsøgte Spisevarer, som en Kone faaer tilsendte fra sine Naboersker efter en Barselseng eller til Barselgildet. Nordre Berg. Ndm. Ørk.

sengsøkja, v. a. (e—te), søge Seng hos, ligge sammen med.

Senn, (n.) Gang. Kun i Talemaaderne: „i Senn“, ɔ: paa een Gang; og: „um Senn“, ɔ: efterhaanden. Ein i Senn: een ad Gangen. Noke um Senn: lidt efter lidt. G. N. senn. Sv. sänder. Jf. Sinn.

Sennhus, s. Senghus.

ser (ee), adv. for sig selv, fraskilt, løst. Nfj. og Sfj. Eg veit ikje te faa dæ ser: jeg kan ikke faae det fra, skille det fra det øvrige. I Hard. og Voss betyder det ogsaa: særdeles, synderlig; f. Ex. ser godt: særdeles godt. — Egentlig Dativ af det fælles Pronomen for tredie Person; jf. seg. (G. N. sér). Hertil Talemaaden: „D’æ ser likt“, ɔ: det ene er ligt det andet, den ene er ikke bedre end den anden. Nhl. (I Nordre Berg.: D’æ se likt). „ser-kvart“: hvert for sig, særskilt. Namdalen. I Gbr. hedder det: „se-kort“. I Indr. „ser ꜳ kvar“, f. Ex. Dæm gjekk ser ꜳ kvar: de gik hver sin Vei, hver for sig selv. — Herfra adskilles Adjektivet: sær, som dog vel egentlig er samme Ord.

serdeiles, adv. særdeles. Voss, Hard. Ellers særdeiles.

ser-havd, adj. fraskilt, adskilt. Nfj. Saaledes ogsaa: ser-lagd’e: lagt til Side, eller lagt fra hinanden. ser-tikjen (aab. i), fratagen, fraskilt.

Serk, m. (Fl. Serkje, r), Særk.

Serklok, adj. lidt særsindet eller selvklog. Voss, Hard.

ser-komen (aab. o), adj. frakommen, adskilt fra de andre. Nfj.

serskild, adj. særskilt, fraskilt.

Seselrot, s. Sisselrot.

Sess, m. Sæde, Plads at sidde paa. (G. N. sess). „søkje Sessanne sine“: optage sine sædvanlige Pladse eller Sæder; om en Forsamling af Folk.

sessa, v. a. (a—a), skikke til Sæde. sesse seg: tage Sæde. Rbg. og fl.

Sesseløysa, f. Mangel paa Sæde.

sest, siger om sig selv; s. segjast.

Set (aab. e), n. 1) et Sæt, det som man sætter paa een Gang. — 2) en enkelt Gang; f. Ex. tvau try Set: to eller tre Gange. Hall.

seta, v. s. setja. Seta, m. s. Sete.

Seta (aab. e), f. 1) Sidden, det at man sidder. Kr. Stift. (G. N. seta). Jf. Kveldseta, Husseta. — 2) Sæde, Sted hvor man pleier at sidde. Dæ syne Seta ett’an: man kan see Stedet hvor han sad (f. Ex. i Græsset). Formen Seta er mest alm. i Sammensætning; ellers hedder det: Sota (aab. o) og Sote (i B. Stift), Setu (Guldbr.), Sutu (Ørked.), og Soto, med oo (Namd.). Formerne Seta og Sota følges med Supinerne sete og sote, af Verbet sitja.

Sete (aab. e), m. 1) Sædet, Bagdelen paa Legemet. (G. N. seti). vera sꜳr i Seta: være øm i Sædet, have ondt for at sidde. — 2) en liden Flade i en Klippe eller imellem bratte Bakker. Gbr. i Formen Seta, el. Sæta. Jf. Sate.

Setel (Set’l), m. Seddel, Billet; Note, Dokument. (Dalarsetel, Stemnesetel, Bygslesetel). — Fleertal Setlar; i Rbg. Seslar.Setelbok, f. Tegnebog, Brevbog.

seten (aab. e), part. af sitja. Kun i Sammensætninger som vansetel (vansoten).

setja, v. a. (set’; sette; sett), at sætte. Inf. hedder ogsaa: sekja, sekkje, setje, seta og sete (aab. e). G. N. setja. Imperativ: set, pl. setje! Particip: sett’e, sett (ikke satt). — Betydning. 1) sætte, stille, bringe hen paa et Sted. seta upp: opsætte. seta frꜳ seg: sætte fra sig. setja Gadn: udsætte Fiskegarn. setja ei Not: gjøre et Kast med et Vod. — 2) bringe, føre, overføre. seta ein yve Elv’a: føre En over Elven. seta i Land: lade En gaae iland. — 3) plante, nedsætte, f. Ex. Træer, Roer, Poteter. (Sv. sätta). seta um-atte: omplante, flytte Planter. — 4) besætte, belægge; f. Ex. med Steen. Hertil: stꜳlsett, fullsett, baksett og fl. Han æ væl sett’e: har en passende Ladning; i Spøg ogsaa om En, som er meget drukken. — 5) sætte fast, fange. Dei vart sette: de bleve arresterede. (Søndre Berg.). Mere alm. i figurlig Forstand; f. Ex. Han sette meg: han gjendrev mig, modsagde mig saaledes at jeg vidste intet at svare. — 6) klemme, trykke paa. (Jf. leggja). seta ꜳt, eller „set’ inn-i“: klemme dygtigt til. set’ ihop: binde stærkt sammen. setje pꜳ: strække, trække stærkt paa. — 7) bestemme, foresætte. setje ei Tid: bestemme en vis Tid eller Frist. Han hadde sett seg dæ: han havde fast besluttet sig dertil. — 8) skikke, anvise; ogsaa henstille. Han sette dei pꜳ Vegjen: han viste dem Veien, gav dem den første Underviisning. seta ein til eit Arbeid: beskikke En til at gjøre noget. Eg set’ dæ til deg: jeg henstiller det til dig. — 9) v. n. stævne, styre, løbe hen. Dei sette beint yve Fjoren, beint te Havs. setje pꜳ ein: angribe eller omringe En. — Talemaader. A, med seg. setja seg: 1) sætte sig, sidde ned; 2) klares, danne Bundfald; om Vædsker; 3) foresætte sig. seta seg atte: unddrage sig, ikke følge med. seta seg mot: gjøre Motstand. setje seg stad: sætte sig i Fart, tage Tilsprang. seta seg til: blive siddende, slaae sig til Ro. (Nogle St. setje seg fyre). — B, med Partikler. setje av: afsætte. seta fram: fremsætte; sætte Mad paa Bordet; sætte Baade paa Land. (Heraf framsett). setje frampꜳ: støde paa et Skjær. — seta i (setje ti). sætte op et Skraal, raabe pludselig. (B. Stift). seta inn: sætte paa Stald. seta nere: dække, skjule ved at sætte noget ovenpaa. setje pꜳ: a) strække (s. foran); b) vise, lære; c) tillægge Kvæg til Vinterfodring. Heraf pꜳ-sett. (I Søndre Berg. „setja mæ“, og mæsett). setje stad: a) kaste, slænge; b) udstyre, pynte. Heraf stad-sett. (Nordre Berg.). setja til: a) foresætte En hvad han skal gjøre; beskikke, befale; b) sætte Livet til, omkomme. (Uden Objekt) setja upp: a) slibe, skjærpe; ogsaa ophidse, opægge; b) optegne, forfatte; ogsaa digte, sammensmede; c) gjøre Veddemaal. (Heraf Uppset). — C, med andre Ord. setja Bu: sætte Bo. setja Deig: tillave Deig saaledes at den kan gjære. seta Folk ihop: sætte Splid imellem Folk. seta Rædsel ’ti ein: indgyde En Frygt. setja Segle: fire Seilet lidt, stille det lidt lavere. seta i lag: sætte i Orden, i Stand. setje ni Spænanne: afsætte Mælk i Yveret; om Køer. (Hedder ogsaa: setje punde seg. Berg. Stift). seta upp ei Lygn: sammensætte en Løgn, opdigte noget.

setjande, adv. løbende, fremstormende. Dei kom setjande. B. Stift.

setjande, adj. som man kan sætte.

Setjing, f. Sætten; Opsætning.

setna, v. n. (a—a), om Vædsker: sætte sig, klares, danne Bundfald. Hedder ogsaa setnast. G. N. setna.

Setning, f. 1) et Sæt, Række som udsættes paa een Gang. Hertil Garnsetning. 2) Lag, Stabel. Brødsetning: et høit Lag af Fladbrød. N. Berg.

sett (sett’e), part. af setja: sat, stillet; belagt, ladet (om baade); bestemt, beskikket; greben, fangen (s. setja).

sett (ee), n. af sedd; jf. sjꜳ.

sette (ee), adj. sjette. Mest brugl. i Fjeldbygderne. I Sogn hedder det: sekste. Nogle St. sjette. G. N. sétti.

Sette, f. en Dynge af skaaret Korn, som er opreist for at tørres eller bestemt at sættes paa en Stør; bestaaende deels af 12, deels af 8 Neg. (Ved Trondhjem). Skal paa enkelte Steder hedde: Sjette (ee).

Settersok, s. Syftesoke.

Settung, m. et Kornmaal, som udgjør en Sjettedeel af en Fjerding (eller 1⁄24 Tønde). Valders og fl. Paa Hedemarken ansees den som 1⁄18 af den nubrugelige Tønde, som er mindre end den gamle, da denne holdt henimod 10 Skjepper. (G. N. séttungr angives til en Sjettedeel af en Mæle).

sev (sover), s. sova.

Sevja, f. Saft i Træer (= Save). Nhl. Andre Steder: Sivju og Søvje.

Si, n. Taver, Trevler af opplukket Toug, brugeligt til Tætning (Kalfatring) i Baade og Fartøier. Nordre Berg. (Andre St. Driv).

si, ɔ: sidste, og sin; see sin.

si, en ufraskillelig Partikel, som betyder deels: overalt (sibreidt, sifent), deels: altid (siregne, sivꜳt). Ligesaa i G. N. sí; i de andre gamle Sprog hedder det sin (f. Ex. Ang. singrene, ɔ: altid grøn).

sibreidd, og sibreia, adj. jævnt udbredt overalt; ogsaa om en Mark, som afgiver saa meget Hø, at den bliver overalt dækket af samme under Tørringen. Tell. (Andre Steder einbreia).

Sid (aab. i), f. Skik, Brug, Sæder. Mere alm. i Formen Si og Se. Fleertal hedder i Sogn: Sia og Sea (ɔ: Sæder). G. N. siðr, m. Sv. sed.

sid (si), adj. sid, nedhængende. (G. N. síðr). Nogle Steder ogsaa om lav og fugtig Mark.

sida (aab. i), v. a. (a—a), danne, forædle, lære gode Sæder. Ho heve sida væl Bonn’a sine. Sdm. og fl. Ellers sea (G. N. siða). Hertil: sida (sea), adj. dannet, oplært i gode Sæder. (G. N. siðaðr).

Sidabrigd (Sid, aab. i), f. Forandring i en tilvant Skik. Fyr’ ei Sidabrigd: for en Forandrings Skyld, til Afvexling. Sdm.

sida(n), adv. 1) siden, senere, derefter. G. N. síðar. 2) siden, da, efterdi. G. N. síðan. — Hedder: sida (Nfj. Sdm.), sia (mest alm.), siꜳ (Nhl. Sogn), sian (Voss, Helg.), og med tilføiet „ne“: sia-ne (Jæd.). Til sida (te sia): til en senere Tid, til en Stund herefter. (I Sdm. ogsaa: te sidas). — Et ubrugeligt: sid (G. N. síð, seent) forudsættes i Sigro og Sirunna; jf. sirle og sire.

sidbrynt, adj. som har lave eller nedhængende Øienbryn.

sidbuka, adj. med sid Bug.

Sidd (ii), f. Sidde, Sidhed. (G. N. sídd). Pꜳ Sidd’a: med Hensyn til Sidheden.

Side (Sia), f. 1) Side, Ribbenene med det omgivende Kjød. Hertil Kjøtsi’a, Fleskesi’a (af Dyr). 2) Side i Almindelighed, en af de bredere Flader paa en Ting. 3) Retning, Kant, Led; ogsaa Vegne, Vedkommende; f. Ex. pꜳ mi Sia; kvar pꜳ si Sia; pꜳ alla Sie (Siur). — Dæ lꜳg ꜳ Side: det hvilede paa Siden, med den brede Flade nedad. (Sdm.). Til Side (ogsaa te Sies): tilside; afsides.

Sideriv (Riv, aab. i), n. Ribbeen. Ellers kaldet Sidebein (Sibein), n.

Sidesleng, m. et Fald til Siden.

sidhært (sihært), adj. langhaaret.

sidig (aab. i), adj. sædelig, som har gode Sæder, opfører sig sømmeligt. Hedder sidig’e og sedige (Nfj. Sdm.), seug (mest alm.), se’au (Tr. Stift). G. N. siðugr.

sidklædd, adj. klædt i side Klæder. „Han Siklædde“, et Navn paa en Præst.

sidt, adv. sidt, langt ned.

Sidvane (Sevane), m. Sædvane.

sidvoren, adj. noget sid eller lav.

sifent, adj. jævnt sneedækket overalt, uden noget tøet Plet. Tell. Af si og fenne (Fonn).

Sifillu, f. Planten Steenbræk (see Fjellros). Tell.

Sig (aab. u), n. 1) Synkning, langsom Nedsynken (af siga, seig). — 2) Brok. (Sjelden). — 3) Vand, Vædske som siver ned fra en Klippe eller Bakke.

siga (aab. i), adj. jævnt bøiet, bueformig. Sogn (sjelden).

siga (ii), v. n. sig’; seig; sigje), 1) segne, synke langsomt, glide jævnt nedad ved sin egen Tyngde. G. N. síga. Ogsaa blive lavere, synke sammen efterhaanden og umærkeligt; f. Ex. om Stabler og Bygninger. — 2) sive, rinde langsomt, trække sig fremad; om Vandaarer i Jorden og deslige. Ogsaa om bløde Ting, f. Ex. Deig. Dæ va so blautt at dæ seig. — 3) gaae seent, bevæge sig langsomt fremad; om Dyr og Mennesker; ligesaa om Fisk i Vandet, Baade, Fartøier o. s. v. Heraf Innsig og Utsig, om Fiskestimenes Fremskriden til eller fra Landet. D’æ knappaste dæ sig’e fram: det er neppe saa meget at det skrider fremad, man kan neppe see at det kommer af Pletten. Best som dæ seig so sto’ dæ stilt: snart skred det lidt frem og snart stod det ganske stille. Alm. og meget brugl. — siga att-i: komme i paany, flyde til igjen; f. Ex. om Vandet i en Brønd; figurlig ogsaa om Penge eller Indkomster. — siga ihop: synke sammen, indtrykkes ved Tyngden; om opstablede Ting, f. Ex. Hø. — siga inn: skride ind mod Landet; om Fisk. sige ned: segne, f. Ex. af en Besvimelse. sige unda: skride tilside, give Rum. sige utyve; udbrede sig, udvides; om en blød Masse.

sigande, adv. langsomt fremskridende. Dei kom sigande.

Sigd, m. Segel, kort Lee til at afskjære Korn med; ligesaa til at hugge Løv eller Kviste. Lauvsigd, Lyngsigd. Berg. Stift og fl. Jf. Skjæra (Skyru). G. N. sigð, f.

sigg, adj. tung, døsig; ogsaa udmattet. Tildeels i B. og Tr. Stift. I Indr. hedder det ogsaa „sꜳgꜳ“.

sigga, v. n. (a—a), gaae seent og slæbende, komme langsomt frem, især med en Byrde eller et Læs. Nordre Berg. Indr. og fl. Maaskee egentl. sidga.

Sigga, f. Kvindfolk; især fremmedt. Nhl. (sjelden). Jf. Seggje, Sugga.

Siging, f. Synkning; ogsaa en meget langsom Gang.

sigje (sie), at sige; s. segja.

sigjen, adj. sunken, lidt falden eller sammentrykt. (Part. af siga). Egentlig sigjen, med aab. i; men udtales sædvanlig sien (ii).

sigla, v. n. (e—de), seile, føre Seil; ogsaa reise langveis med Fartøi. Nogle Steder segle. (G. N. sigla). Jf. Segl. — Bruges ogsaa i Betydningen: glide, skride paa Iis. (Sogn). Ligesaa: svæve om, løbe frem og tilbage. (Hall.). — sigle fram pꜳ: seile paa Grund. sigle seg full: seile Baaden fuld af Vand.

Sigla, f. Midt-Rum i en Storbaad, det Rum hvori Masten staaer. N. Berg.

Siglar, m. Seiler; Seilskib.

Sigle, n. Møllejern, Dreieren i en Kværn; en Jernklods som sættes tvært over Enden af Axelen og tjener til at dreie Kværnen omkring. Nordre Berg. og fl. (I Ndm. og Indr. Segle). — Hertil Siglehald, n. den Indhuling i Overkværnen, hvori „Siglet“ falder.

Siglestein, m. Ballast i en Baad. Nogle Steder: Seglfeste.

Sigle-tre, n. en kort Stok eller Haandspig, som man har liggende i Mastrummet til forskjelligt Brug. Sdm.

Sigling, f. Seilads; ogsaa Søfart, Koffardiefart. Han æ ute pꜳ Sigling: han reiser med Koffardieskib. B. Stift.

signa, v. a. (a—a), velsigne. Bruges næsten alm. i Hilsninger; saasom: „Gud signe deg“ (Svar paa en Hilsen). Ligesaa: G. s. Arbeid’e, Kvile, Maten (eftersom man træffer En i Arbeide, Hvile eller Spiisning).

Sigr (aab. i), m. Seier. Forekommer i Viserne fra Tell. og forudsættes i et Par af de følgende Ord. Ellers siger man: Seier. (G. N. sigr).

sigra, v. a. sætte i Knibe, bringe en Modstander i Forlegenhed. Eg æ rædd’e han sigra meg. Jæd. (G. N. sigra, beseire).

sigra, v. n. (a—a), stilles, sagtne, bortdunste; om et Ruus eller en Opbruusning. Nordre Berg. Dæ sigra Rus’e mæ han.

Sigrhuva (Segerhue), f. en Hinde omkring Hovedet, som nogle Børn fødes med; fordum anseet som Tegn paa en stor Lykke for Barnet. Helg. Hard. og flere steder i B. Stift.

Sigro (for Sidgro), f. Korn som først voxer op om Høsten; grønne Spirer imellem det modne Korn. Sdm. Andre St. Sirunna.

Sigrom (aab. i), n. en smal aaben Fals øverst paa Dørstolperne, indrettet for at Væggen kan synke tættere sammen under Tørringen.

sigta, v. a. sigte, sælde.

sigta, v. n. tage Sigte; see med eet Øie.

Sik (aab. i), f. den mest græsrige Eng tæt ved Husene. Shl. Udtales ogsaa Sek, best. F. Sekj’o.

Sik (ii), m. Helt, en Færskvandsfisk (Coregonus Lavaretus). Søndenfjelds. Sv. sik.

sika, v. a. (a—a), afsie langsomt, afpresse Vædske, f. Ex. af Bærme; ogsaa hælde noget langsomt ud af et Kar, tømme Karret omhyggelig. Meget udbredt (B. Stift, Tell. Helg.). Heraf Siking, f.

Sikje, n. en meget liden Bæk. Helg.

Sikk, m. en Sammenrystning; et Stød nedenfra. See følgende.

sikka, v. a. (a—a), ryste eller støde noget saaledes at det kan synke tættere sammen; som f. Ex. at ryste en Korntønde for at Kornet kan lægge sig tættere. Ligesaa om at ryste En op og ned; især om Heste, som have en stødende Gang, saa at de, som ride paa dem, blive stærkt rystede. Nordre Berg. Sdm. Gbr. Ørk.

Sikking, f. Rystelse; idelig Støden.

Sikl, n. Rislen; ogsaa Sagl.

sikla, v. n. (a—a), 1) risle, rinde med en sagte Lyd; om smaa Bække. Tr. og Ag. Stift, Tell. N. Berg. — 2) sagle (= sleva). Ørk. Jf. sika, silla, sildra.

Siksok og Siktesuku, s. Syftesoke.

Sil, m. 1. Sandgraver, et Slags Fisk (Ammodytes). Nordland.

Sil, m. 2. en Sie, Mælkesie. (Alm.). Sv. sil.

sila, v. a. (a—a), sie, afsie; f. Ex. Mælk. (Particip ofte: silt). Sv. sila. Ogsaa dryppe eller regne idelig.

Sild, f. (Fl. Silda, r), Sild. Forskjellige Navne efter Størrelsen, saasom: Mad, Mussa, Blasild, Notsild, Garnsild, Storsild. Jf. Brisling. (Lakesild hører til en anden Slægt). — Sildeberg, n. en stor Sildestiim. Sildfiskje, n. Sildefiskerie. Sildegot (aab. o), Sildeleg, utgydt Rogn. Sildekast, n. en Slump Sild som man fanger med et Vod. Sildelꜳs, s. Lꜳs. Sildelyse, n. Tran af Sildefedt. Sildenot, f. et stort Vod at fange Sild med. Sildereist, n. s. Reist. Sildetak, n. Sildefangst. Ogsaa kaldet Sildetøkje, n. af Talemaaden „taka Sild“, ɔ: fange Sild (B. Stift).

sildra, v. n. risle, rinde sagte. Tildeels i B. Stift, ogsaa Jæd. Helg. og fl.

Silhꜳr, n. Sieklud, bunden af Haar. B. Stift. Oftest Silꜳr. I Tell. hedder det Sirꜳl.

Siling, f. det at man sier, f. Ex. Mælk. Ogsaa Rinden, Dryppen, idelig Regn.

Silju, f. (Træ), s. Selja.

Silkje, n. Silke. Hertil Silkjeduk, Silkjety og fl.

silla, v. n. (a—a), rinde, dryppe tidt, saa at det næsten strømmer; f. Ex. af gjennemblødte Kjæder. B. Stift, Helg. Hertil Silleregn, n. tæt Regn, hvori Draaberne næsten hænge sammen.

Sil-laug (Silau), f. Sievand, Afskyl af Mælk. B. Stift og fl.

sille og silde (for skilde eller skylde), ɔ: skulde. (Rbg. Tell.). See skula.

Silung, m. Smaalax. (Helg.). Ellers Svilung, Leksing og fl. (Isl. silungr, Ørred).

simꜳlug, adj. langtalende, utrættelig at snakke; ogsaa trættekjær, som altid vil have det sidste Ord. Ørk. (simꜳlau). G. N. símálugr.

Simbr, s. Symra.

Sime, m. Toug, som er spundet af Haar. Helg. (Jf. Tꜳngsim).

Simetov, n. Haar som er tjenligt at lave Toug af. Helg.

Simla, f. Reen-Ko, Hun-Reen. Kaldes ogsaa Semble (Sdm.) og Sumul (Østerd.). I svenske Dial. somel. (Jf. simull, et af Oxens Navne i Skalda).

sin, pron. poss. sin. (Jf. seg). De almindelige Bøiningsformer ere: sin og sinn, m. si, f. sitt (aab. i), n. og sine, pl. I mange Dialekter har det ogsaa en Dativform: sino og sinꜳ, og tildeels særskilt for Femininet: sine el. sinne. (Nhl. Gbr.). F. Ex. Mæ Bokjenne sinne: med sin Bog. (Nhl.). Nꜳr dei kjem’e sinꜳ vid, ɔ: naar de træffe paa sine Jævnlige. (Sdm.). — Brugen af dette Ord er her i Almindelighed mere udstrakt end i Skriftsproget, saa at det sjelden ombyttes med Genitiverne: hans, henna, deira. I Trondhjems Stift bruges det endog ofte til at betegne hans, hendes eller deres, naar nemlig den som Tanken gaaer ud fra, er nævnt strax foran. F. Ex. Han sie, at Jor’a si æ ringar en før (ɔ: han siger at hans Gaard er slettere nu end før). Dæm vist’ int, at Bonna sine va dær (ɔ: at deres Børn vare der). Ho trudd at Mann’ sin va reist o. s. v. (Jf. seg). — Mest mærkelig er ellers Brugen af dette Ord i Betydningen af en Genitivform, hvorved Mangelen af en saadan Form tildeels erstattes, især ved Fællesnavne paa Personer. F. Ex. I Faren sitt Namn: i Faderens Navn. Pꜳ Syskjena si Hand: paa sine Søskendes Vegne. Bonna sin Rett: Børnenes Ret. Dæ va Ꜳlmugjen sin Eigedom (Almuens Eiendom). Dæ va Grannen sitt o. s. v. Meget brugl. vest- og nordenfjelds. Endnu mere almindelig bruges det som Genitivsmærke ved „kven“ (ɔ: hvem), f. Ex. kven si Bok æ dæ: hvis Bog er dette.

sin, adj. (si, f.), næstsidste, den nærmeste foran den sidst forløbne. Sin Sundag: næstsidste Søndag, i Søndags otte Dage siden. Ligesaa: sin Mꜳndag, sin Tysdag, sin Laurdags-Kveld o. s. v. Si Helg: næstsidste Helligdag. Meget udbredt (Rbg. Tell. Vald. Sdm. Helg.). Jf. „hi Helgj’e“. — Oplysning om Ordets Oprindelse mangler.

Sin (aab. i), f. (Fl. Sina, r), Sene i Legemet; ogsaa Muskel. Udtales ogsaa Sen (ee). G. N. sin. Fleertal tildeels Sinja. (N. Berg.). Bruges ellers (ligesom Isl. sin) i samme Betydning som Peis, f. Ex. Uksesin, Bukkesin.

sina (aab. i), v. n. slæbe, trække noget med Anstrengelse. (Sdm.).

Sindr, n. Gruus, smaa Splinter af Steen, Jern eller lignende haarde Ting; især Hammerskjæl, smaat Affald af Jern i Smedien. B. Stift, Gbr. Ørk. og fl.

sindra, v. a. smuldre, knuse; ogsaa udstrøe ganske tyndt. N. Berg.

Sinedrꜳtt (aab. i), m. Senetrækning, et Slags Krampe.

Singl, n. Steengruus, grov Sand. (Ag. Stift). Jf. Sindr.

singla, v. n. (a—a), klingre, klirre, give en klirrende Lyd, som naar Glasstykker eller Jernsøm falde ned. Vest- og nordenfjelds; ogsaa i Gbr. I Tell. hedder det singre. G. N. singla. Jf. skrangla.

Singling, f. klirrende Lyd.

Singott, et Udtryk, hvormed man tilbyder En at drikke. B. Stift, Gbr. — Formod. et fremmedt Ord.

singre, s. singla.

Singre, f. s. Stallvækja.

sinka, v. a. (a—a), sammenfælde Fjelene i Skriin eller Kister ved kileformige Indsnit i Kanterne, saa at man ikke behøver Nagler. B. Stift og flere. Ved Stavanger hedder det sinkla.

Sinkenov (aab. o), f. kileformige Lafter i en Tømmerbygning; et Hjørne hvori Stokkenes Ender ere tilhugne som Kiler, hvis brede Ende vender udad. Tr. Stift.

Sinkesag, f. en liden Sav at sinke med.

Sinn, n. 1. en Gang. Eit Sinn (eitsinn): engang, paa en vis Tid. (Sjelden). Ellers kun sammensat og i Formen Sinne; saaledes: nokensinne; einkvansinne (en eller anden Gang); andresinne (til andre Tider). Rbg. Nhl. Nfj. (G. N. sinn). Jf. Senn.

Sinn, n. 2. Sind, Hu. I Sinne (gam. Dativ): isinde. Te Sinns: tilsinds. (Sjelden). — Ogsaa: Lyst, Tilbøielighed. Han ha’ inkje Sinn te dæ. (Rbg. Nedenæs og fl.). Undertiden ogsaa: Sands; som i den Talemade: „te ha sine fem Sinn“, ɔ: være ved fuld Sands og Samling.

sinna, v. a. (a—a), ændse, agte, skjøtte om. Sogn. D’æ ’kje vært te sinna da. — Jf. sinnelege.

sinna, adj. 1) sindet, stemt, oplagt. — 2) vred, hidsig (af Sinne). Tell. Rbg. Mandal. — Ellers sint.

Sinne, n. Vrede, Hidsighed, opbragt Stemning. Alm. og meget brugl. Eit Store-Sinne: et heftigt Udbrud af Vrede. D’æ eit stort Sinne ’ti ’an: han er yderst heftig, naar han bliver vred. Jf. sint, storsint, langsint.

Sinnelag, n. Sindelag.

sinnelege, adv. synderlig, betydelig. Dæ va ’kje sinnele’ fint: ikke synderlig fiint. Nordre Berg. (Jf. sinna).

Sinnepose (aab. o), m. og Sinneblꜳsa, f. Benævnelser paa meget vredladne og hidsige Mennesker. B. Stift.

Sinnetykk, m. fiendtligt Sindelag, Had til En. N. Berg.

sins-imillom, indbyrdes (= seg imillom). Gbr. — Sv. sins emellan.

sint, adj. vred, hidsig, opbragt. Alm. og meget brugl. I Tell. Rbg. og Mandal hedder det oftere sinna (som egentlig er en bedre Form). Han vart sint’e pꜳ oss. Dei æ sinte fyre dæ. Undertiden ogsaa om en vedvarende fiendtlig Stemning; f. Ex. Han ha’ vore sint pꜳ dei i lang Tid. — Enstydige Ord ere: ill, vill, vond, ful; og i mildere eller ædlere Betydning: rei, harm.

sipe, s. snippa. Sirꜳl, s. Silhꜳr.

sire, i Betydningen: senere (G. N. síðari), anføres i ældre Skrifter (f. Ex. „Olsoke sire“, i Jensens Glosebog), men synes nu at være tabt. Jf. sirle.

Siregn, n. vedvarende Regn, uden Ophold. Søndre Berg. og fl.

siregna, v. n. regne jævnt og idelig. Shl. Tell. Buskr. og fl.

Sirelrot, s. Sisselrot.

sirenna, v. n. rinde idelig. (Sjelden).

Sirissa, f. Faarekylling, et Insekt, bekjendt af dets hvinende eller knirkende Lyd. (Gryllus domesticus). Søndenfjelds, ogsaa i B. Stift. Sv. syrsa. (Kunde maaskee forklares som Si-riksa, jf. riksa, Ꜳkrriksa).

sirle (ii), adv. seent, silde. Hard. (sjelden). Æ du ute ꜳ gjeng’u so sirle? — (G. N. síðarla).

Sirunna, f. Korn som voxer op om Høsten. Sogn, Tell. og fl. Ogsaa: Siruna (aab. u) i Sogn. (Egentlig Sidrunna). I Sdm. Sigro.

sisinna, adj. idelig vred, som gaaer længe i en hidsig Stemning. Tell.

Sisselrot, f. Sød-Bregne, Steensøde (Polypodium vulgare). Buskerud og fl. I Sogn: Seseljegras; i Tell. Sirelrot; ellers mest alm.: Søterot.

sist (ii), adv. sidst; senest. (Egentl. sidst, af det forældede sid, ɔ: seent). sist-pꜳ: i Enden; ogsaa: til Slutning. Jf. seinst.

siste, adj. sidste. Siste Luten: den sidste Deel. Siste Gifta: Ens sidste Ægtefælle. Pꜳ sitt siste: i sin sidste Stund; nær Døden.

Sisvorte, s. Sysvorta.

sitja (aab. i), v. n. (sit’; sat; sete, aab. e), 1) sidde; have Sæde. Inf. hedder ogsaa: sikja, sikkje, sitje og sita (aab. i). G. N. sitja. Supinum hedder i B. Stift oftest: sote (aab. o). Imperf. Fleertal: sꜳte (Rbg.), soto, med oo (Hall. Vald.), sute, aab. u (Sdm. forældet). Imperativ: sit, Fl. sitje. Afledninger: setja, Seta, (Sote), vansoten; jf. Sꜳt, Sæta. — Betyder ellers: 2) boe, være bosiddende. „sitje mæ Gar ꜳ Grunn“. Dei ha sete dær i tjuge Ꜳr. Han sit Husseta: han har eget Huus uden Jord. — 3) holde sig, sidde fast; f. Ex. om Farve og Maling. Dæ sit ikje lengje: det gaaer snart af, taber sig snart. Dæ sit i: det gaaer ikke snart bort. — sita ꜳ Kveld, s. Kveld. sita ette: efterstræbe, lure efter. sita uppe: sidde oppe, være oppe om Natten. (Jf. Kveldseta). sita uppyve ein. sidde ved Ens Leie, vogte En som er syg.

sitjande (sitand), adj. 1) siddende. 2) skikket til at sidde. D’æ ikje sitande lenger: det er ikke raadeligt at sidde længere. Dær va ’kje sitande: man skulde ikke sidde der.

Sitjing (Siting), f. Sidden. Jf. Seta.

sitørren, adj. idelig vranten; uforsonlig. Tell. S. tørren.

sivꜳt, adj. jævnlig vaad, uden at tørre; især om En som maa være bestandigt ude i Regn og Uveir. Tell. og fl.

Sivju, s. Sevja og Save.

Sjak (i Kornet), s. Skjak.

sjau, Talordet: syv. Bruges i forskjellig Form, nemlig: sjau (Rbg. Hall. Vald. og for det meste i B. Stift), sjaug (Gbr.), sjøg (Guldalen), sju (mere alm.), sjue (Helg.). G. N. sjau. Isl. sjö. Sv. sju. — Sjau-tal, n. Syvtal (7). Sjau Ꜳr gamall: syvaarig. Sjau Hundr: syvhundrede. I sjau lange ꜳ sjau breie, ɔ: vidt og bredt omkring, langt borte paa alle Sider; ogsaa om en overmaade lang Tid. Indre-Sogn, Hall. og flere.

Sjau, m. 1) et Arbeide, hvortil der behøves mange Folk; især Tilvirkning af Fisk. (Holl. sjouw). — 2) Larm, Tummel; Støi af en Mængde Mennesker. Alm.

sjaua, v. n. 1) arbeide i Selskab; især om Dagleiere. 2) støie, larme; medføre Tummel. — Sjauar, m. Dagleier; Fiskesalter.

Sjaund, f. Gravøl, Gjæstebud i Anledning af en Begravelse. Hard. I Nhl. hedder det Sjund. (Jf. Erve og Sælaba). G. N. sjaund, den syvende Dag efter Ens Død, da sædvanligviis Arveøllet blev holdt. (Olafs Saga, 117).

sjaunde, adj. syvende. Hedder ogsaa: sjuande, sjunde og sjynde. G. N. sjaundi. Hal’sjaunde: sex og en Halv. Sjaunde-kvar: hver syvende.

Sjaustjernur (bst. F. Sjaustjernunne), Syvstjernen, Pleiaderne.

sjauttan, sytten. Hedder: sjaukja (i Sæterds.), saukja (Vald.), saukjan (Sogn), saukjꜳ (Nhl.); og ellers: sykjan, sykkjen, syttan og sytten. (Hvorvidt Formen sjauttan er brugelig, erindres ikke; den er ellers nødvendig formedelst Ligheden med nittan, attan, sekstan etc.). G. N. sjautjan, sjaután, sautján. Sv. sjutton.

sjautti, halvfjerdsindstyve (70). Tildeels i B. Stift; ellers er Formen sytti mest almindelig vest- og nordenfjelds. I det Søndenfjeldske siger man: halvfjers. G. N. sjautígi. Sv. sjuttio.

sjav, selv. (Rbg. Tell.). S. sjølv.

sjavonnig (for skjalv-onnug), adj. flittig af egen Drift, uden at behøve Paamindelse. Tell.

sjavstyren, s. sjølvstyren.

Sjavvile (for Sjalvvila, aab. i), f. 1) en frivillig Gjerning, Noget som skeer uden Tvang. 2) Unødvendighed, Noget som er ufornødent, som ikke behøves. Meget brugl. i Tell. Dæ va ei stor Sjavile: det var en meget unødig Ting, en Omstændighed, som man meget vel kunde undgaae. „D’æ Sjavile, dette“, er ogsaa et Høfligheds-Udtryk, omtrent som: dette er alt for megen Opmærksomhed, man skulde ikke gjøre saa meget for min Skyld. I Gbr. bruges „sjølsvita“ i lignende Betydninger.

sjꜳ, præp. hos. See hjꜳ.

sjꜳ, v. a. og n. (ser; sꜳg; sett, med ee), at see. Formerne af dette Ord ere, uagtet deres bekjendte Uregelmæssighed, meget lige igjennem Dialekterne. Inf. hedder saa godt som overalt: sjꜳ. (G. N. sjá). Præsens: ser (ee), paa Helg. sir, paa enkelte andre Steder: sjer (Nfj. Indr.); Fl. sjꜳ. Imperf. i Fleertal: sꜳge (S. Berg. Rbg. og fl.), sogo (Hall.). Particip og Supin. paa nogle faa Steder: sjedd, sjett. Imperativ: sjꜳ. — Betydning: 1) see, blive vaer, have Øie paa. Ogsaa v. n. kunne see noget, have sit Syn. — 2) mærke, erfare, forstaae; med flere tildeels omfattende figurlige Bemærkelser. — 3) v. n. i Talemaaden „sjꜳ ut“, ɔ: see ud, have et vist Udseende. Jf. synast og syna. Tilsvarende intransitive Verber, som betegne et Forsøg paa at see (ligt G. N. líta), findes rigtignok i Mængde. (s. skoda, glosa, gløse, stira, skygna, glana, kope, glꜳpe), men de ere for det meste indskrænkede til enkelte Egne, og intet af dem har nogen synderlig Overvægt. — Talemaader. I Himmel sjꜳ, s. Himmel. „sjꜳ Skrift“: kunne læse Skrift. sjꜳ seg fyre: see sig for. sjꜳ seg um: see sig om; ogsaa: besee en Gaard som man skal tiltræde. — sjꜳ ꜳt: see ad, see nøie til. sjꜳ ette: see efter, lægge Mærke til; ogsaa lede efter. (Heraf ettesedd). sjꜳ fyr’ ein: see det som En vil holde skjult. sjꜳ til: see til, mage, lave det saa at noget kan skee; ogsaa tilsee, have Tilsyn med. (Heraf tilsedd). sjꜳ ein te godes: see paa Ens Bedste, søge hans Fordeel.

sjꜳande, adj. 1) synlig, som man kan see. 2) seeværdig, værd at betragte. Mest brugl. i den sidste Betydning. G. N. sjáandi.

sjꜳeleg, adj. anseelig; ogsaa smuk; skjøn, prægtig. Rbg.

sjꜳg, s. skjꜳg og skjegl.

Sjꜳing, f. Seen, Beseelse.

sjꜳkꜳ (for stjaka?), v. n. rave, vakle. Gbr. — Jf. G. N. staka.

sjꜳmꜳt, s. skjꜳmut. sjꜳrꜳ, s. skjera.

Sjedde (el. Skjedde), f. Faar. Gbr.

Sjekte, s. Skjekte. — Sjel, s. Skil.

sjelda, adv. sjelden. Tell. Ørk. og flere. Ogs. sjalda (Rbg.) og sjeldom (Ørk.); ellers sjølda og sjøldꜳ (B. Stift og fl.). G. N. sjaldan.

sjeldfengd, adj. rar, sjelden, som man sjelden kan faae. Tell.

sjeldsynt, adj. som man sjelden seer. (Sjelden).

Sjell, s. Hjell. sjepa, s. skipa.

Sjesse (Lyst, Appetit), s. Skjesse.

Sjo, m. Sø, Søvand; see Sjø.

sjo(d)a, v. n. og a. (syd’; saud; sode, aab. o), at syde. Inf. hedder: sjoa og sjoe (i de sydlige Egne), sjøde, aab. ø (Nfj. Sdm.), sjøe, sjø og sye (i de nordlige Egne). G. N. sjóða. Indikativ mest alm. sy, sau, soe (og sꜳe). G. N. sýð, sauð, soðit. — Betydning. 1) v. n. syde, koge sagte, være i Opkog. Jf. Sode. Ogsaa: suse, give en Lyd som naar noget begynder at koge. — 2) v. a. koge, f. Ex. Mad; faae noget i Opkog. sjoe upp Vatn’e; sjoe Grauten, o. s. v. I de sydlige Fjeldbygder, især i Rbg. — 3) sveise, sammensmede ved en stærk Ild. sjøde ei Øks: sammensveise Jernet og Staalet til en Øxe.

Sjo(d)ing, f. Sydning, Kogen; ogsaa Sveisning. (Sjoing, Sjøding, Sjøing).

Sjog, s. Snø. sjoge, s. snøa.

Sjonskylna, s. Hjunskilnad.

sjonsleg, adj. tækkelig, vakker. Eit sjonsle Par. Gbr. Jf. hjunsleg.

Sjorte, s. Skjorta. Sjot, s. Skjot.

Sjov, s. Snø. — sjov, s. sjølv.

sju, syv; s. sjau.

sjua, v. n. huje, raabe. Jf. hua.

sjuk, adj. syg, angreben af Sygdom. G. N. sjúkr. Paa nogle Steder ansees sjuk for at være „stygt“ og bruges derfor kun om Dyr, medens man derimod siger klen og lꜳk om Meunesker. — sjuk betegner tildeels ogsaa: gjerrig, nidsk, lumpen.

Sjuka, f. Sygdom. S. Sykja.

Sjukdom, m. Sygdom.

Sjukkfar (for Stjukfar), s. Stykfar.

sjukleg, adj. sygelig. Voss og fl. Ellers klenvoren, ring, olik og fl.

sjukna, v. n. blive syg. Sjelden.

sjukvoren, adj. noget sygelig.

Sjun, n. 1) Syn. Tildeels i Tr. Stift, dog sjelden. G. N. sjón. 2) Lys, Lysning i et Værelse. Indr.

Sjund, f. 1. en Smule, noget som man neppe kan see. Sdm. sjelden.

Sjund, f. 2. Gravøl; s. Sjaund.

sjur (for stjur), s. styr.

Sjursmess, Lille-Julaften (den 23de December). Indr.

Sjuvalk, s. Sjøvꜳk.

Sjæl, s. Sæl og Skjæl.

Sjærne, s. Hjerne og Stjerna.

Sjø (aab. ø), m. Sø. Hedder ogsaa Sjo (Shl. Hard. Voss) og Sy (Helg.); i Tell. forekommer ogsaa: Sjꜳ (Norsjꜳ). Jf. Talemaaden „aller um se“ (s. all). Den almindelige og herskende Form er Sjø, men den rigtigste og ældste er Sjo. G. N. sjó’r, sæ’r. Sv. sjö. — Betyder ellers i Særdeleshed: 1) Sø, Fjord, Hav. I Østerd. ogsaa om et stort Færskvand, en Indsø (Sv. sjö); men ellers alene om Havet eller en Deel af samme. — 2) Søvand, Saltvand; i Modsætning til Færskvand (Vatn); f. Ex. Dæ smaka som Sjø. Han fekk Sjø inn-i Munnen o. s. v. (Isl. sjór). — 3) Søgang, stærkt Bølgeslag; ogsaa en stor fremstyrtende Bølge. Dei fekk ein Sjø inn-i Bꜳten. Dæ kom den eine Sjøen fyre ꜳ hin ette. Jf. storsjøa, smꜳsjøa. — Mæ Sjø’n: ved Søen, paa Strandbredden. (I Hard. mæ Sjødnen). Pꜳ Sjø’no: paa Søen (Sogn). Ellers: pꜳ Sjo’no (Voss), Sjø’nꜳ (Sdm. Ndm.). Or Sjø’no: af Søen. Te Sjøss: til Søen; ogsaa tilsøes. — Sjøanne millom: fra den ene Sø til den anden.

sjøa, adj. beskaffent med Hensyn til Vandstand (Flod eller Ebbe). Han æ ’kje so sjøa: det træffer ikke saaledes med Vandstanden. Ellers høgsjøa, lꜳgsjøa.

Sjøa-bur (aab. u), m. Søgang, Bølgegang. Sdm. (Eg. Sjoarburd).

Sjøafall, n. Ebbefald, Afstanden imellem Flodmaalet og Ebbemaalet. Eit stort Sjøafall: stor Flod og Ebbe (Springflod): ogsaa Havets større Stigen og Falden paa en vis Deel af Kysten.

Sjøaris, s. Sjøis.

Sjøastad, n. Søens Standsning ved Flod og Ebbe; den Stund da Søen ophører med at stige eller falde. Nordre Berg.

Sjøbeine, m. s. Sjøreide.

Sjøbløyta, f. Udblødning i Søvand.

Sjøbruk, n. Søbrug; Fiskerie.

Sjøbud, f. Søbod; Pakbod. (I Tell. forekommer ogsaa: Sjꜳbu).

Sjøbunad, m. Søredskaber (s. Sjøreide); ogsaa Sømandsklæder.

sjøde og sjøe, s. sjoda.

Sjødogg, f. Dug som falder i Nærheden af Strandbredden. I Hard. Sjodogg, om en Sygdom som Køerne undertiden angribes af, naar de komme fra Fjeldmarkerne til Strandbredden.

Sjødraug, m. Spøgelse som holder sig ved Søen; s. Draug.

Sjødriv (aab. i), n. Drev paa Søen, Søvand som drives op af Storm.

sjøfarande, adj. søfarende. — sjøfarende Ver: Veir hvori man kan færdes paa Søen.

Sjøfisk, m. Søfisk, Saltvandsfisk. (Modsat Vassfisk, Elvafisk).

Sjøfolk, n. Søfolk; tildeels ogsaa: Folk som boe ved Søen.

sjøfør, adj. istand til at færdes paa Søen.

Sjøgꜳng, m. Søgang.

Sjøgras, n. Havbændel (Zostera marîna). Ellers kaldet Marlauk og Ꜳlegras.

Sjøgror, m. smaa Søvæxter, som voxe paa en vis Tid af Aaret.

sjøhart, adj. n. søhaardt, aabent for Storm og Søgang.

sjøheilt, adj. n. saa beskaffent at Søen ikke driver. B. Stift. So lengje d’æ sjøheilt: saa længe som Søen ikke driver. Hedder ogsaa: „Alt mæ Sjøen ligg’e“.

Sjø-is, m. Iis paa Søen. Ogsaa: Sjøar-is (Indre-Sogn), og Sjoar-is (Voss).

Sjøkalv, m. Meduse (Gople). Helg. (i Formen Sykalv). Jf. Klysa.

Sjøkatt, m. en Fisk, bekjendt af dens besynderlige Skikkelse; Havkat (Chimæra monstrosa). Tr. Stift. Ellers kaldet Hꜳgylling (Sogn), Isgalt (Sdm.). Hertil Sjøkattlyse, n. Tranen af dens Lever. (I Sdm. Isgaltlyse).

Sjøkrakje, m. et fabelagtigt stort Sødyr. Nordenfjelds. Paa Helg. Sykrake.

sjøl, selv; s. sjølv.

sjølaus, adj. frit svævende, opløftet over Søen. „springa sjølaust“: om Fiske og andre Sødyr, naar de springe op over Vandfladen, saa at man for et Øieblik kan see hele Dyret i Luften. I Berg. Stift hedder det: „bykse sjølaust“.

sjøldꜳ, sjelden; s. sjelda.

sjølegjen (sjøleien), adj. som har ligget længe paa eller i Søen. — sjøleia Skodde: Taage som ligger tæt samlet over Havet og derfra trækker ind mod Land.

sjøleides, adv. tilvands, paa Søveien. fara sjøleies.

Sjølok (aab. o), n. Vandflade. Nhl. I Sogn: Sjølogje og Logje.

sjølv (sjøl), pron. (adj.), selv. Formen sjølv er meget sjelden i Eentallet (Hard. og fl.), men lidt mere udbredt i Fleertal (dei sjølve). Den mest almindelige Form er sjøl (aab. ø); i Rbg. og Tell. hedder det derimod: sjav, m. sjov (oo), f. sjavt, n. og sjave pl. (G. N. sjalfr. Sv. sjelf). I den bestemte Form, sjølve, betyder det: selve eller det egentlige; f. Ex. sjølve Gar’en, ɔ: den egentlige Gaard, foruden dens Tilliggelser. I dette Tilfælde forekommer ogsaa Formen: sjølvare (i Sdm. og fl.), f. Ex. sjølvare Hus’e, ɔ: selve Huset, foruden Indbo og deslige. — En anden usædvanlig Form er: sjølꜳ se (Sdm. for sjølvom ser), f. Ex. Dæ kjem’e ’ta sjølꜳ se, ɔ: det kommer af sig selv, uden nogen Fremkaldelse. Ligesaa: sjøls min, ɔ: min egen. (Gbr. Ørk.). Jf. G. N. sjalfs sín, sin egen. — Ellers simpelt og sædvanlig uden Bøining. Ꜳt seg sjøl: til sig selv, til sin egen Nytte. (I Tell. fe sjav seg). Fyre seg sjøl: for sig selv, i Stilhed; ogsaa afsides. Han sjøl, ho sjøl, dei sjølve — siges tildeels om Huusbonden og Madmoderen i Huset eller begge tilsammen.

sjølv-annan (sjølannen), selvanden.

sjølvare, selve; s. sjølv.

sjølvbeden (sjølbeen), adj. selvbuden, som kommer uden Indbydelse; ogsaa selvvillig, som ikke behøver Paamindelse. Han kann gjere dæ sjølbeen.

sjølvbyrg (sjølbørg), adj. forsynet for sit eget Behov. Helg. I Ørk. sjølbørt.

sjølvdꜳen, adj. selvdød, ikke dræbt; om Dyr. Ørk. (sjøldꜳin). Er den eneste Forbindelse, hvori det gamle dáinn (død) forekommer. Hedder ellers alm. sjøldau (i Nfj. og Sdm. sjøldaud’e).

sjølvdøya (sjøldøy), v. n. døe af Sygdom, om Dyr. Ogsaa sjøldauda.

sjølvfjore (og sjølfjære), selvfjerde, som har tre andre med sig. — Saaledes ogsaa sjølfemte, sjølsette o. s. v.

Sjølvfostring, m. en leiet Fisker eller Arbeider, som holder sig selv Kost. Nordre Berg. og fl.

Sjølvføding (Sjølfø’ing), m. En som har sin egen Huusholdning. Voss.

Sjølvgivnad, m. Selvfølge, naturlig Følge. Sogn (i Formen Sjølgjibna).

sjøl(v)gjort, adj. n. selvgjort; færdigt af sig selv; om et meget let Arbeide.

sjølvhjelpen (sjølhjelt), adj. forsynet, hjulpen for sit eget Behov. B. Stift.

sjølvmint (sjølmint’e), adj. redebon, beredvillig, som gjør sin Skyldighed frivilligt og ikke behøver nogen Paamindelse. Alm. og meget brugl. dog sjeldnere søndenfjelds. I Tell. siges „sjavonnig“, især med Hensyn til Flid i et Arbeide.

sjøl(v)rꜳden, og sjølrꜳdig, adj. selvraadig; egensindig.

Sjølvræde, f. Selvraadighed. Sdm. i Formen Sjølræde. Han gjeng i Sjølrædenne: han gaaer og driver Tiden hen efter sit eget Behag. G. N. sjalfræði.

sjøl(v)sagt, adj. n. naturligt, som tilsiger sig selv; ogsaa vist, sikkert.

sjøl(v)skyldig, adj. fordringsfuld, ubeskeden, som anseer Andres Tjenester kun som en Skyldighed. Sdm. Jf. vælværug.

sjøl(v)slutta, adj. ophørt, sluttet af sig selv. Hedder ogsaa sjølbegive (Berg. Stift).

sjøl(v)styren, adj. selvraadig, egensindig. I Tell. sjavstyren.

sjølvtridje (sjøltrie), selvtredie, som har to andre med sig.

sjølvvis (ii), adj. selvviis, selvklog.

sjølvvita (aab. i) og sjølsvita, adj. ufornødent, som ikke behøves. Gbr. Østerd. I Tell. Sjavvile.

sjø-løypa, v. n. (e—te), vælte eller hælde en Baad, saaledes at Vandet strømmer ind i den. N. Berg.

Sjømann, m. Sømand.

Sjømigje, m. Søpølse, Holothurie.

Sjønꜳl, s. Tangnꜳl.

Sjøorm, m. Kjæmpeslange i Søen.

Sjøreide, m. Sørede, Baade og Fiskeredskaber. Hedder ogsaa Sjøbunad, Sjøbørnad, Sjøbeine, Sjøvelde.

Sjørok (aab. o), n. rygende Sø, stærkt og vedholdende Drev paa Søen.

sjørædd, adj. bange paa Søen.

Sjøsmak, m. saltagtig Smag, som af Søvand.

Sjøstyvel, m. store Fiskerstøvler.

Sjø-tre, n. store Søvæxter.

Sjøtroll, n. Bløddyr eller Krybdyr i Søen; ogsaa om store og ubekjendte Sødyr.

Sjøtrøm, m. Søens Overflade, Vandfladen. Nordre Berg. Ogs. Sjøa-trøm. Ellers kaldet Sjøskorpa (Sogn), Sjølok (Nhl.), Sjømꜳl og Vassmꜳl.

sjøvan (og sjøvand), adj. søvant.

Sjøvꜳk, m. en Fugl af Falkeslægten (Falco Lagopus). Gbr. Vel egentlig Snjovꜳk el. Snøvꜳk. En lignende Fugl eller maaskee den samme kaldes paa Hedemarken Sjuvalk el. Skyvalk. (S. Asbjørnsens Huldre-Eventyr 2, 251).

Sjøveg, m. 1) Søvei, Vandvei; 2) Vei fra en Gaard til Søen.

Sjøver (ee), n. 1) Veir til at færdes paa Søen. 2) en Udreise til Fiskerie. Dei gjore tvau Sjøveer: de reiste to Gange ud, gjorde to Turer paa Søen. Sdm. ogsaa Nordland. Formen Sjøveir (Sdm.) er maaskee den rigtigste, da den kunde forklares som Sjoveidr. (G. N. veiðr, Fangst).

Sjøverk, m. Søsyge. kjenne Sjøværkjen: føle Søsygen, blive søsyg. Paa nogle Steder siges ogsaa: sjøvondt.

Ska (for Skad?), Beseelse. „fara te Skass“: reise hen for at see sig om. Ndm. Sjeldent, ligesom ska, for skoda.

Skabb, n. Skab. Jf. Alveld.

skadd, part. skadet, beskadiget.

Skadda (Taage), s. Skodda.

skade (ska), v. a. (a—a), skade, hindre, være til Skade. Mest alm. med Formerne: skar, skadde. Partic. skadd.

Skade (Skae), m. Skade. G. N. skaði. D’æ tvo Skadanne ꜳ ingja Bot’a: det er dobbelt Skade og ingen Opreisning. (N. Berg.).

skadelaus, adj. uskadt; tildeels ogsaa uskadelig.

skadeleg, adj. skadelig.

Skade-ver (Skaveer), n. Storm eller Uveir som gjør Skade.

skaffa, v. a. skaffe. Ogsaa v. n. spise, holde Maaltid. (Nyt Ord). — Skaffar, m. især om en Skydsskaffer, Gjæstgiver.

Skaft, n. (Fl. Skoft), 1) Skaft; f. Ex. Knivsskaft. Heraf skjefta, Skjefting. — 2) Vævstok, en af de runde Stokke, hvorpaa Syllerne eller Skilletraadene i en Væverstol ere udspændte. (Jf. Havald). Heraf Einskjefta og Tviskjefta.

Skag, n. et bart og aabent eller fremstikkende Punkt. Shl. „I Vindskagj’e“: paa et Sted som er meget udsat for Vinden. G. N. skagi, Forbjerg.

Skaggje, m. Udkant, afsides liggende Stykke af en Eng. Tell.

Skak, n. Rystelse. Af skaka.

skaka, v. a. (skjæk’; skok; skjekje el. skakje), 1) ryste voldsomt, støde, skubbe. Alm. (G. N. og. Sv. skaka). Jf. rista, sikka, skumpa. — 2) øse op, aftømme; i Talemaaden „skaka upp“, ɔ: øse nybrygget Øl af Gjæringskarret i en Tønde eller Dunk. Heraf Uppskoka. — skaka seg: ryste sig, skubbe sig. skaka ihop: sammenryste (= sikka).

skakall, adj. haard, ujævn, som foraarsager stærk Rystelse; f. Ex. om en Kjørevei. D’æ so skakalt: det gaaer saa ujævnt, man er udsat for en idelig Rystelse.

Skakebolle, m. Smagedrik af nybrygget Øl. Ellers kaldet Uppskoka.

Skaketein, m. Rysteren paa en Kværn; en liden Stok, som med den ene Ende berører Møllestenen og ellers er saaledes stillet, at den idelig ryster Mølletragten, for at Kornet kan falde jævnt. Kaldes ogsaa Skakketein. (B. Stift).

Skaking, f. voldsom Rystelse; f. Ex. ved Kjørsel paa en ujævn Vei.

skakjen, adj. 1) haard, rystende (= skaskall). 2) rystet (part. af skaka). Ellers skjekjen og skikjen (aab. i).

skakk, adj. skjæv, krum, bøiet eller hældende til Siden. G. N. skakkr. Heraf skjekkja. Jf. skjeiv.

skakkføtt, adv. skjæv i Fødderne.

Skakkje, m. Skjævhed; et Punkt hvor en Ting er skjæv. G. N. skakki. gꜳ pꜳ Skakkje: gaae skjævt eller i en skjæv Stilling. Hedder ogsaa „pꜳ Skakke“.

skakklenda, adj. skjæv i Krydset eller Lænderne; om Heste. Gbr.

skakkryggja, adj. skjæv i Ryggen.

skakkstyrt, adv. skjævt, galt, uheldigt. Dæ gjekk skakkstyrt. N. Berg.

skakt, adv. skjævt, i en skjæv Retning.

Skal, n. Skal. Jf. Rus, Skinna, Skurm. Han hadde Val’e ꜳ tok Skal’e: han havde Valget, men valgte det daarligste.

skala, v. a. (a—a), skalle, afskjælle. (Sjelden). Oftere v. n. søge eller lede iblandt en Masse for at fraskille noget. „skala i Konna“: udsøge de tørreste Kornbaand for at bringe dem i Laden. N. Berg.

Skalberg, n. en Bjergart, som let lader sig smuldre og kløve i Splinter. Buskerud og fl. St. søndenfjelds.

skaldra, v. n. skralde, give en skraldende Lyd; om noget haardt. B. Stift. Jf. skjella, skrella, skrala.

Skalk, m. 1. Stump, Endeskive af Brød.

Skalk, m. 2. en Pudsmager, lystig Skalk. (Sjelden). Hertil Skalkavise, f. en lystig Vise. Sdm. og fl.

skalla (skall’), v. a. tilhugge Tømmerstokke i Enderne. Ørk.

Skalle, m. 1) Pande, Forhoved. Meget brugl. i de fleste Egne. (Jf. Enne). Sv. skalle. I Fjeldbygderne søndenfjelds betegner det ogsaa Hjerneskal eller den øverste Deel af Hovedet i det Hele. Jf. Skolt, Skjelte. — 2) en tør Banke eller Forhøining i en Ager; en Plet hvor Kornet vantrives af Mangel paa Vædske. Brugl. vest- og nordenfjelds. (Isl. skalli). — 3) en Forhøining paa Bunden i Vandet, en Top eller høi Banke paa en Fiskegrund. Nordre Berg. Jf. Klakk.

Skallebotn, m. ujævn Bund, med Banker eller Forhøininger.

skallut, adj. ujævn, fuld af tørre Forhøininger; om en Ager.

Skalma, f. Bælg, Frøhuus paa enkelte Planter som Ærter og Vikker. Nordre Berg. hedder ellers Skolma (Sogn og fl.), Skjelm, m. Fl. Skjelme (Gbr.). G. N. skalma.

Skalmegras, n. Vikker, Fugleærter.

Skam, f. 1) Skam, Beskjæmmelse. Udtales overalt kort (som Skamm); i Rbg. og Tell. hedder det ogsaa Skomm. G. N. skömm. — 2) en usel, daarlig Ting; Noget som man undseer sig ved eller blues for. Jf. Garskam, Bygdaskam. D’æ bære Skamm’a: det er saa uselt, at man kun maa blues ved det. — 3) Undseelse, Blusel. D’æ ikje Skam i han: der findes ikke Undseelse hos ham. Jf. skjemmast. — Skam bruges ellers (ligesom Nid, Naud og Mein) ofte i Sammensætning med andre Ord til at betegne en Overdrivelse eller noget usædvanligt; f. Ex. skamhogga, skamriva, skamslꜳ; ligesaa skamstor, skamtung o. s. v.

skamdyr, adj. overmaade dyr, saa kostbar at det er en Skam.

skamfara, v. a. (fær, for), fordærve, ødelægge, skade ved en voldsom Behandling. Søndre Berg. og fl. I Rbg. hedder det skamføre (e—te), men ellers mest alm. skamfere (ee), med Formerne: a—te. — Hertil skamfaren (skamført, skamfert), fordærvet, ødelagt.

skamfeit, adj. = lytefeit.

skamfila, n. a. skamfile, opslide.

skamføre, s. skamfara.

skamgod, adj. overordentlig god, altfor god til sit Brug. Jf. naudgod.

Skamkaup (-kjøp), n. Skamkjøb, at man faaer noget for en Spotpriis.

skamlaus, adj. 1) ordentlig, som man ikke behøver at blues ved, sømmelig, skikkelig; f. Ex. om Klæder: „Dei æ væl skamlause“, ɔ: man kan vel bruge dem uden Skam. Meget brugeligt i Nordre Berg. og fl. G. N. skammlauss. 2) skamløs, uforskammet. (Nyere men mere udbredt Betydning).

skamlaust, adv. med Sømmelighed, uden Skam. D’æ so ringt at ein kann ikje bruke dæ skamlaust.

skamleg (skammele’), adj. skammelig.

Skamløysa, f. 1) det at man ikke behøver at blues ved en Ting (s. skamlaus). — 2) Skamløshed, at man ikke undseer sig for noget. Ogsaa en skamløs Person.

Skammel, m. Skammel. (Ikke alm.).

Skam-or, n. fornærmelige Ord. Tr. Stift. Ellers Fantor, Spitor og fl.

Skampris, m. Spotpriis; ubillig lav eller ogsaa ubillig høi Priis.

skamraska, v. a. (a—a), overvælde, behandle voldsomt, fare ilde med. Berg. Stift, Ørk. og fl. (Isl. raska).

skamrik, adj. uhyre rig.

skamslꜳ, v. a. (slær, slo), slaae fordærvet, gjøre Skade paa. — skamslegjen (sleien), slaaet til Skade, skamslaaet.

skamsterk, adj. uhyre stærk.

skamstolen (aab. o), adj. bestjaalen til stor Skade, ruineret ved Tyverie.

skamtjukk, adj. overordentlig tyk.

Skank, m. Skank, Been. (Sjelden).

Skans, m. Skandse.

Skansstokk, m. Planke langs Baasene paa et Staldgulv. (Sogn). Ellers Skamfelstokk (Gbr.), Sesse-tre (Sdm.).

Skant, m. 1) et Maal eller Mønster til Klædningsstykker. Voss, Hard. — 2) Maalekjæp, en Pind, hvormed man maaler Høiden af det som er i et Kar; f. Ex. Mælk. Sdm. — 3) et afmaalt Stykke, en vis Deel eller Portion. Søndre Berg. (Isl. skamtr). Saaledes ogsaa et foresat Stykke til at lære, en Lektie i en Skolebog. Voss. — 4) en tilhugget Kant paa Tømmerstokke. Tell. S. følg.

skanta, v. a. (a—a), 1) afmaale, især med en Pind. I Sdm. især om at udmaale Portioner af Mælk ved at holde en Pind lodret i Karret og sætte Mærker for det Punkt hvortil Mælken rækker. — 2) jævne, beklippe, tage lidt af, for at Tingen kan passe. Valders og fl. I Nordre Berg. ogsaa: uddele knapt, beregne smaaligt eller gnieragtigt. — 3) tilhugge Tømmerstokke paa Kanterne eller Siderne. Tell. Jf. rydje, tolga.

skanta, adj. afmaalt, nøie afpasset. Dæ va so nett skanta: saa knapt som muligt. N. Berg.

Skanting, f. nøiagtig Afmaaling.

Skap, n. 1. 1) Skikkelse, Figur, Udseende. Meget brugl. Dei æ like eins pꜳ Skap: de ere lige med Hensyn til Skikkelse. Eit stygt Skap: en hæslig Skikkelse, uheldig Form. — 2) Beskaffenhed. Tildeels nordenfjelds, hvor det dog oftere hedder Skapna. Ellers almindeligt i Sammensætning eller som en Endestavelse, der betegner deels en Beskaffenhed (Truskap, Klokskap, Mannskap), deels en Samling af Ting som høre sammen (Buskap, Reidskap). I disse Tilfælde er det sædvanlig Maskulinum, ligesom G. N. -skapr. Naar det derimod betegner en Stand eller Stilling, er det sædvanlig Neutrum; f. Ex. i Fadderskap, Ægteskap.

Skap, n. 2. Forbedring, det at man kommer sig igjen, f. Ex. efter en Sygdom. (Af skapast). N. Berg. Gbr.

skapa, v. a. (a—a; el. a—te), 1) danne, give noget en vis Form eller Skikkelse. 2) skabe, frembringe. (I Gbr. skꜳpꜳ). G. N. skapa. Heraf Skapar, m. Skaber. Skapelse, n. Skabelse. — skapa til: tildanne, afpasse. skapa seg til: give sig en vis Mine, et vist Udseende. skapa seg um: forvandle sig, paatage sig en ny Skikkelse. skapa seg galen: gjøre sig gal, bære sig ad som en Rasende.

skapast, v. n. forbedres, blive bedre, komme sig igjen efter en Sygdom; egentlig faae et bedre Udseende. Meget brugl. i Berg. Stift. I Gbr. og Ørk. skꜳpꜳs.

skapa, adj. dannet; see skapt.

Skapelun, n. Skikkelse (= Skapnad).

skapleg, adj. passende, bekvem, vel skikket; ogsaa skikkelig, ordentlig. Meget brugl. i Sogn, Nhl. Shl. (G. N. skaplegr).

Skapnad, m. 1) Skikkelse, Form, Figur. Meget brugl. (Sv. skapnad. G. N. skapnaðr). 2) Beskaffenhed; eller oftere: Skik, Orden. Kva Skapna æ dette: hvorledes er dette beskaffent? (Tr. Stift). fꜳ Skapna pꜳ ein Ting: faae en Ting i Orden, faae rigtig Skik paa den. — Jf. skapt.

Skapning, m. Skabning; Dyr.

skapt, adj. 1) skabt. Hedder ogsaa skapa (part. af skapa, v. a.); ellers skapt’e og nordenfjelds: skaft. — 2) dannet, skikket. godt skapt: vel dannet, vel skikket. — 3) beskaffen. Meget brugl. nordenfjelds; f. Ex. Eg veit inkje kor d’æ skaft: jeg veed ikke hvordan det er beskaffent, hvorledes det har sig. Jf. skikka og voren.

Skar, n. 1. Taande, Brand paa et Lys eller paa Lysestikker (Spik). B. Stift og fl. (Jf. Snart). G. N. skar.

Skar, n. 2. 1) Skaar, Indsnit; Sted hvor et lidet Stykke er udskaaret eller afbrækket; f. Ex. i Kanten paa en Plade. Alm. G. N. skarð. — 2) Bjergkløft, en brat Fordybning i en Fjeldryg eller imellem to Fjeldkanter. G. N. skarð. Heraf mangfoldige Stedsnavne. Jf. Skor og Skora.

skara, v. a. (a—a), skarre, sammenfælde Fjele eller Planker ved en skraa Tilhugning paa Kanterne. Nhl. og flere. (I Sdm. skjerve). — 2) sammenlægge flade Stykker saaledes at Kanten af det ene Stykke dækker Kanten af det nærmeste; taglægge. Nordre Berg. (Isl. skara). — 3) klippe eller pudse et Lys, tage Taanden (Skaret) af.

skara, v. a. hugge over; s. skora.

skara, adj. sammenlagt med Kanterne imod hinanden; f. Ex. om Fisk.

Skarafylling, m. Tiden næst forud for den sorte Død. Sogn. Saa kaldet i Folkesagnene, fordi (som det hedder) at alle Fjeldskar da vare beboede.

Skare, m. 1. et Lag, en Række som er nedlagt med Kanterne imod hinanden. N. Berg. Ogsaa en Skare, en stor Hob. (Sjelden).

Skare, m. 2. frossen Snee, en haard Skorpe paa Sneen. Mest alm. om en tyk Skorpe, som man kan gaae og kjøre paa; men i Sdm. kun om en tynd Skorpe som brister under Foden. (Jf. Avrꜳng, Harang, Lettang). I Gbr. og Ørk. hedder det Skꜳrꜳ; ogsaa Skꜳ (Ørk.).

Skareføre, n. det Føre som indtræffer naar Sneen fryser. (I Sdm. Skarefør, f. kun om en tynd Iisskorpe paa Sneen).

Skarhella, s. Skjerhella.

Skarir, s. Skor.

skarka, v. n. sprætte, slaae med Vingerne; om Fugle. Sdm.

Skarljos, n. Lysning fra en Fjeldkløft eller Dalmunding.

skarp, adj. 1) skarp, haard. Jf. skjerpa. 2) mager, tynd, udmagret; om Dyr. B. Stift. G. N. skarpr.

skarpna, v. n. blive skarp; ogsaa udmagres.

Skart, n. Pynt, Stads; prægtige Klæder. Helg. G. N. skart.

skarta, v. a. pynte, udstaffere. Tell. (forældet). G. N. skarta.

skarut (skarette), adj. fuld af Skaar eller Indsnit (Skar); ogsaa ujævn, fuld af Kløfter; om en Fjeldryg.

Skarv, n. 1. (Fl. Skorv), en nøgen Klippe, et Bjerg som der ikke er noget Jord paa. Søndre Berg. og fl. I Sdm. hedder det Skjerv. I Tell. Gbr. og Ørk. siges Skarv især om stenige Høider og Flader paa Fjeldene. Jf. Svad.

Skarv, n. 2. en daarlig, usel Tilstand (af skarva). Ogsaa en uduelig Ting.

Skarv, m. 1. Ellekrage, Søravn (Pelecanus Carbo). Isl. skarfr. En Art af samme kaldes ogsaa Kvitlꜳring. Toppskarv er derimod et Slags Lom, og Fjellskarv en Art Ryper.

Skarv, m. 2. en afhugget Stump af Enden paa en Planke. Ørk.

Skarv, m. 3. en Stakkel; ogsaa en Slyngel, lumpen Karl.

skarva, v. n. slæbe sig frem paa en kummerlig Maade, slaae sig igjennem med Møie; ogsaa skrante, leve et sygeligt Liv. Nordre Berg.

skarven, adj. skranten, sygelig. Hedder ogs. skarvall. Gbr. Sdm.

Skarvor’, n. pl. fornærmelige Ord, Beskyldninger for Lumpenhed. Ørk.

Skarøks, f. Tværøxe, Bødkerøxe (jf. skara). Nhl. og fl. I Sdm. Skarvøks.

Skat (langt a), n. Toppen af et Træ; ogsaa Top og Grene tilsammen. Bjørkeskat, Fureskat. (Berg. og Tr. Stift, Gbr. og fl.). Sv. skate. — Egentlig Spids, s. skata.

Skata, f. 1. Rokke, et Slags Fisk (Raja). B. og Tr. Stift. Isl. skata.

Skata, f. 2. Skade, en Fugl (= Skjor). Valders, Lessøe (Gbr.). Sv. skata.

skata, v. n. (a—a), 1) blive smalere mod Enden, løbe ud i en Spids. Nordre Berg. I Ørk. skꜳtꜳ. Dæ skata att: det bliver smalt ved den bageste Ende. Jf. spita, kvessa. — 2) v. a. hugge Toppen og Grenene af Træer.

Skate, m. en Træstamme, et Træ uden Grene. Tell. Jf. Skꜳta.

skaten, adj. smal i Enden. (Sjelden).

Skatt, m. Skat, Afgift; sjeldnere om Eiendele eller Kostbarheder. G. N. skattr. Hertil Skattebok, f. Skattebog. Skattemanntal, n. Thing hvorpaa der betales Skatter.

skatta, v. n. (a—a), betale Skatter.

Skau, m. Kjønslemmer paa Hestene. Hall. og fl. (G. N. skauf, f.). —

Skaue, f. Hævelse i Underlivet og Kjønslemmerne, en Hestesygdom. Ndm. Sdm. — Skauhus, n. = Mighus. Ørk. og flere.

skaut, skjød. Imperf. af skjota.

Skaut, m. et tilføiet Stykke. Botnaskaut. Jf. Skjøyt.

Skaut, n. 1. Seilskjød, Seilets Hjørne med det dertil hørende Toug. G. N. skaut.

Skaut, n. 2. et Slags Hue eller Hovedpynt af Linned, for Koner. Hard. Voss. — I Nordre Berg. er Skaut en Strimmel af Linned, som bindes paa Hovedet under Huen, saaledes at Linet gaaer lidt længere frem over Panden.

skauta, v. a. (a—a), pynte med Hovedliin eller Skaut. — Hertil skauta, adj. hvilket ogsaa bruges om Dyr, som ere hvide paa Forhovedet, men ellers have en anden Farve.

Skav, n. Noget som er skavet eller afskrabet; f. Ex. Bark.

skava, v. a. (skjæv’; skov; skave), skave, afskrabe; f. Ex. Bark af Træer. G. N. skafa. Uegentlig: skinde, udsuge, udpresse. Inf. ogs. skꜳvꜳ. Supinum ogsaa: skive, aab. i (Sdm. og fl.), skjeve og skjæve (Tr. Stift). Jf. Skjevel, Skove, Skjøve. — skava ꜳt Krytrom: skave Bark til Kvæget i Fodermangel. skava ihop: skinde sammen, skrabe til sig. skava upp: optrævle, opskave f. Ex. Linned. Jf. Linskav.

Skavank, n. Skade, Feil, Lyde. (Sv. skavank). Vel egentlig Skadevank; s. Vank.

Skavar, m. Skinder, Flaaer.

skaven, part. skavet, skrabt. I de nordlige Egne hedder det skiven (aab. i), skjeven, skjævin. G. N. skafinn.

Skaving, f. Skavning, Skraben; ogsaa Slid, Svækkelse, eller noget som angriber stærkt.

Skavl, m. 1) Skavejern; Skeejern. N. Berg. Gbr. og flere. Ellers Skjevla, Skjøve. — 2) en Sneedrive, en sammendreven Sneehob, især med en skarp Kant eller Ryg. Meget brugl. overalt vest- og nordenfjelds, og maaskee alm. G. N. skafl. — 3) en Styrtesø, en Bølge hvis Top danner en skarp Kant, som efterhaanden brækkes og styrter ned. B. Stift. (Isl. skafl). Heraf skjevle.

skavla, v. a. (a—a), 1) drive sammen; om Snee. 2) styrte ind, om Bølger. S. skjevla.

skavlut (skavlette), adj. sammendreven, opdynget; om Snee.

Skꜳ (f.), Skraaning. Kun i Forbindelsen: „i Skꜳ“, ɔ: skraat, skjævt, paa skraa. Sjeldnere: „pꜳ Skꜳ“. Helg. Tell. Rbg. (I Berg. Stift hedder det: pꜳ skjøns). G. N. á ská.

Skꜳ, m. s. Skare.

skꜳ (seg), v. a. (r—dde), raade sig selv, have sin Frihed. Sdm. og fl.

skꜳa, v. n. (a—a), gaae skraat eller til Siden, gjøre Bøininger paa Veien; f. Ex. naar man roer imod Vinden. Skal bruges i Hard. Jf. skꜳna, skjæne.

Skꜳdam, m. Dæmning, som bestaaer af et skraatliggende Plankeværk. Østerd.

skꜳdꜳ, s. skoda.

Skꜳk, f. (Fl. Skjæk’er), Skaglestang, Vognarm; de Stænger som fæstes i Sælen til at trække Kjøretøiet med. (Alm.). Ellers Skokle, Tindla, Tille. (Sv. skakel). Jf. Ora, Drætte, Vegjende.

Skꜳk (n.), Overhaand, Magt til at sætte En i Forlegenhed. „fꜳ Skꜳk mæ ein“: faae Leilighed til at modsige eller gjendrive En. Sdm. (Andre Steder: fꜳ Tak pꜳ). Jf. Isl. skáka, bringe i Knibe.

skꜳka, v. n. halte, humpe. N. Berg.

Skꜳl, f. Skaal. — giva att-i Skꜳl’a: give Brudegaver i et Bryllup. Hertil Skꜳlegꜳve, f. Gaver som Bryllupsgjæsterne give Brudeparret (saa kaldede fordi de modtages af Kjøgemesteren i en Skaal eller Tallerken). Skꜳledagjen: den Dag, da Bryllupsgaverne gives. B. Stift.

Skꜳl, n. s. Skol. skꜳla, s. skola.

Skꜳlbrot, n. et Stykke af en Skaal; ogsaa en liden gammel Skaal.

skꜳlda, v. a. (a—a), skolde, afrage Haar. G. N. skálda.

Skꜳle, m. 1) et Skuur, et aabent Huus. Valders, Indre-Sogn. (Ellers kaldet Skot, Skjol, Skjꜳ). G. N. skáli, Huus. — 2) et Skjul, et tomt Rum ved Døren i Lader og Fæhuse. Mandal. (Jf. Skjæle og Skyle). — 3) en Løvhytte; eller oftere en Stak, Stabel af Løv. Sdm. (Norddalen).

Skꜳlpund, n. et Pund (2 Marker). Adskilles nøie fra „Pund“, der sædvanlig betyder Bismerpund.

skꜳna, v. n. gaae skjævt, vende sig snart til en Side og snart til en anden. Buskerud. Jf. skjæne og skjønsa.

Skꜳnorm, s. Skolorm.

Skꜳp, f. og n. et Skab; undertiden ogsaa en Kommode. I de nordlige Egne sædvanlig Femin. (ei Skꜳp), ellers deels f. og deels n. (Isl. skápr, m. Sv. skåp, n.).

skꜳpꜳ, s. skapa. skꜳpꜳs, s. skapast.

Skꜳr, og Skꜳre, m. 1) den Bue som Leen danner paa Engen, naar man slaaer Hø (= Ljꜳdrag). Isl. skár, og skári. — 2) en Rad af nedslaaet Græs. „Dæ ligg’ i Skꜳre“, om Græsset naar det ligger saaledes som det blev nedslaaet uden at være udjævnet med Riven.

Skꜳr, f. s. Skor. skꜳra, s. skora.

Skꜳrꜳ (i Snee), s. Skare.

Skꜳrbogje (aab. o), m. Bøiningen paa den forreste Deel af en Lee, nærved Odden. Nordre Berg. I Ørk. Skꜳrbog (oo).

Skꜳrgang, m. en lang Rad af nedslaaet Græs. Ørk.

Skꜳt, s. Skot. skꜳta, s. skota.

Skꜳta (Skꜳte), f. en ung og rank Træstamme, en Spire, Bjælke. N. Berg. Sdm. (meget brugl.). Ellers kaldet Rekstra, Reste, Slꜳte. Jf. Skate.

skꜳtꜳ, s. skata og skuta.

Skꜳ-veg, m. en skraatløbende Vei igjennem en Bakke. Helg. Ørk. og fl. Ellers Sneveg (Snidveg).

Skꜳ-vegg, m. skraatbygget Plankeværk i en Dæmning. Østerd.

Skedde, Skeid o. s. v. — s. skje-.

Ski, s. Skide og Skjeid. — I de følgende Ord maa ski altid læses som skji med sammensmeltet kj; i det Søndenfjeldske udtales det endog sædvanlig som sji.

Skide (Skjia), f. 1. Skier, smale Fjele, som ere indrettede til at gaae med paa Sneen. Formen Skia og Skie er mest alm. vest- og nordenfjelds (i Nfj. og Sdm. Skide). I Tell. og fl. Steder hedder det derimod: Ski, n. og adskilles fra det følgende Ord. G. N. skíð, n. Sv. skid, n. og skida, f. (Jf. Ꜳndr). — Hertil Skidefør, f. (Skiføre, n.), Føre som er bekvemt for Skiløbere. Ski’hals, m. den forreste opadbøiede Deel af Skierne. Ski’stav, m. en lang Stok til at styre med naar man gaaer paa Skier.

Skide (Skjia), f. 2. et Stykke af kløvet Ved, et Vedtræ, Brændestykke. Alm. og meget brugl. (G. N. skíð, n. Ang. scide. T. Scheit). Synes ogsaa at betyde en Fjel; saaledes paa Helg. „Telskjia“, ɔ: Gulvfjel. — Hertil Skidegar (Skjigar), m. et Gjærde som er dannet af lange Træsplinter eller kløvede Stokke. (G. N. skíðgarðr. Sv. skidgård). Skidehjell (Skji-jell), m. et Rum under Taget i Røgstuerne, hvori Vedstykker oplægges til Tørring. N. Berg. Skidelad (Skji-la), n. en Stabel af kløvet Ved, Brændestabel. Skidelengd, f. den Længde som Brændestykker sædvanlig have.

Skift, n. Arbeidsstund (= Ykt). Østerd.

skifta, v. a. og n. (e—e), 1) skifte, dele, udskifte; f. Ex. en Arv. I Søndre Berg. hedder det ogsaa skipta og skypta. G. N. skipta og skifta. Particip: skift’. — 2) ombytte, omskifte. skifte Klæde: tage andre Klæder paa. skifte Hend’enne: lade den ene Haand hvile og gribe til med den anden. skifte Litinne: skifte Farve, blive pludselig rød eller bleg i Ansigtet. — 3) v. n. afvexle, forandre sig, variere; f. Ex. om Lyd. Om en Fløite siges saaledes at den ikke vil „skifte“, naar den ikke giver de forskjellige Toner med fornøden Hurtighed. Ligesaa „skifte pꜳ“, ɔ: gjøre en Afvexling, komme med noget nyt.

skiftande, adj. som man kan skifte eller dele.

skiftast, v. n. skiftes, bytte med hinanden, gjøre noget skifteviis.

Skifte, n. 1) Skifte, Deling af Arv. (I Søndre Berg. udtales det Skipte). G. N. skipti. — 2) Omskiftning, Ombytning. gjera Skifte pꜳ: gjøre en Forandring, afvexle. Til Skiftes: vexelviis. — 3) Skiftested, Skydsskifte; undertiden ogsaa om et Veistykke imellem to Skiftesteder.

Skiftebrev, n. Skiftebrev.

Skiftesgar, m. Gjærde imellem to Gaarde (= Merkjesgar). Valders.

Skiftestad, m. Skiftested.

Skifting, f. Omskiftelse; ogs. Deling.

Skigar og Skihjell, s. Skide.

skikjen, rystet, s. skakjen.

Skikk, f. 1) Skik, Viis, Brug. 2) Skik, Orden, rigtig Indretning. fꜳ Skikk pꜳ: faae noget i Orden. Jf. Lag.

skikka, v. a. (a—a), 1) beskikke, tilskikke. (Sjelden). — 2) sk. seg: skikke sig, opføre sig. Meget brugl.

skikka, adj. 1) skikket, dannet, af en vis Form eller Skikkelse. 2) beskaffen. (Jf. skapt). Eg veit ikje kor dæ skikka: jeg veed ikke hvordan det er fat. Han ær ikje so skikka: han har ikke det Sindelag. Meget brugl.

skikkeleg, adj. 1) ordentlig, god nok, fuldkommen. Meget brugl. — 2) rigtig, virkelig. Hus’e va so nett tekna, at dæ va som ein hadde sett eit skikkele Hus (ɔ: som om man havde seet et virkeligt Huus). — 3) retskaffen, veltænkende, ædel; ogsaa venlig, artig, skikkelig i Opførsel.

skikkelege, adv. rigtigt, ordentligt; ogsaa ganske, tilfulde, tilstrækkeligt. Eg fekk ikje sjꜳ dæ skikkele: jeg fik ikke see det tydeligt nok.

Skikkelse, n. 1) Skikkelse, Udseende. 2) Skik, Tilstand, Beskaffenhed.

Skil (aab. i), n. 1) Adskillelse, det at man skjelner det ene fra det andet; ogsaa Orden, Rede i noget. „gjera Skil pꜳ“: adskille, skjelne. fꜳ Skil pꜳ: faae Rede paa. Udtales paa nogle Steder Skjel, og hedder i Sdm. Skyl (aab. y), f. G. N. skil. — 2) Forskjel. (Sjeldnere, da man nu sædvanlig siger: Forskjel). „D’æ Skil pꜳ“, siges ofte paa Jæderen om noget usædvanligt, noget som adskiller sig fra det øvrige. — 3) Skjel, Skillepunkt. (Sjelden). Skil, i en Væv, kaldes den Aabning, hvori man indskyder Væverspolen med Islættet. I Sdm. Skyl (Skjyl’a), f. (Isl. skil). — I Betydningen: Skjel, Billighed, hedder det almindelig: Skjel (aab. e).

skila (aab. i), v. n. (a—a), 1) yttre sin sidste Villie, testamentere eller bortgive sine Eiendele, ordne sine Sager for sidste Gang; om En som er nær Døden. Sogn, Nhl. I Shl. og Jæd. hedder det skilja; i Sdm. derimod: skyna. (G. N. skila, gjøre Rede paa). — 2) tage Afsked i Huset ved en Jordefærd og paa den Afdødes Vegne. En Skik, brugelig i Yttre-Sogn. — 3) gjøre Larm og Ophævelser; skjælde, skjende. Nhl. — I Gbr. siges skjela, om at gjøre Ordentlige Skridt, gaae jævnt eller i en vis Takt.

Skilblad, n. (Fl. Skilblor, aab. o), et Par tynde Spiler, hvormed Rendegarnet i en Væv holdes i Orden, anbragte imellem Garnbommen og Syllerne. B. Stift. I Sdm. Skylblod (aab. o), pl.

skild (aab. i), part. (af skilja), skilt, adskilt; ogsaa redet, ordnet.

skildra, v. a. tegne, afbilde. Hertil Skildring, f. og Skildri, n. Tegning, Malerie.

skile (aab. i), adv. klart, tydeligt. Sogn og fl. I Sdm. hedder det skyle (aab. y); f. Ex. E sꜳg dæ so skjyle: jeg kunde see det saa tydeligt. I Valders er det meget brugl. i Formen skjele, og betyder ogsaa: rigtigt, ganske, akkurat. Dæ va skjele som dæ skulde vera. D’æ skjele sant: det er ganske sandt. (Jf. G. N. skilinn, klar).

Skilgar, m. Gjærde imellem to Gaarde (= Skiftesgar). Hedemarken.

Skilgreide, f. Ordning, Opløsning. N. Berg. I Sdm. Skylgreide.

skilja (aab. i), v. a. og n. (skil’; skilde), 1) skille, adskille. I Sdm. og fl. Steder hedder det: skylje, præs. skyl (skyl’e, aab. y). Heraf Skil og Skilnad. Jf. skila. — 2) skjelne, see tydeligt, saa at man kan kjende det ene fra det andet. Meget brugl. i Nordre Berg. I Sdm. skylje; f. Ex. Han skyl’ ikje te lese: han seer ikke saa godt, at han kan læse. Dæ vart so myrrt at me skylde ’kje Veien: det blev saa mørkt, at vi kunde ikke see Veien. — 3) upersonligt: skille sig, være forskjelligt. Dæ skil ikje lite: der er ikke liden Forskjel. D’æ ’kje stort so’ skyl’e: der er ikke stor Forskjel, det er ikke meget som mangler. (Sdm.). Ogsaa: komme an paa, beroe paa. Da skil’e seg korleis d’æ laga: det kommer an paa hvordan det er beskaffent. B. Stift. Dæ skilde meg inkje: det var mig ligegyldigt. Dæ skil’e deg inkje: det kommer dig ikke ved. (I denne Betydning hedder det ogsaa i Sdm. skil’e, og ikke skyl’e). Ved Stavanger betyder skilja ogsaa at tilkjende eller testamentere En noget; see skila.

skiljande, adj. som kan adskilles.

skiljast, v. n. (skilst, skildest), adskilles. skiljast ꜳt: skilles ad.

Skiljing, f. Adskillelse; Skjelnen.

Skilna(d), m. 1) Adskillelse, Skilsmisse; Afsked fra Venner eller Bekjendte. I Sdm. Skylnad. G. N. skilnaðr. — 2) Forskjel. Mest i Tr. Stift i Formen Skjelna. D’æ stor Skjelna pꜳ: der er megen Forskjel paa.

Skil-or, n. pl. Aftale, Afgjørelse. Nhl. (sjelden). Jf. G. N. skilorð.

Skiltl, s. Skirsl.

Skime (aab. i), m. Bevægelse, Opbruusning. Sdm. Jf. Skjeim.

skimlut (skjimblette), adj. skimlet af Farve. Gbr. Sdm. og fl.

Skimt, m. Glimt, Lysning som viser sig ustadigt og i Frastand.

skimta, v. n. (a—a), 1) glimte, give en flygtig Lysning. 2) lyne. (Valders). Hertil Toreskimt.

Skin (aab. i), n. 1) Skin, Lysning. Udtales ogsaa Skjen og Skjæn (Tr. Stift). Ogsaa med Betydningen: Glands, et glindsende Udseende. — 2) Tørke, langvarigt Solskin uden Regn. Jf. Skinꜳr. — 3) Bissen; s. skina. — Skinabrød (aab. i), n. Brød som er bestrøget udenpaa, saaledes at det glindser. Nhl. og fl. Skinasoleie, f. Blomster med glindsende Kronblade; især Ranunkler.

skina (aab. i), n. (a—a), bisse, løbe urolig omkring; især om Køerne, naar de løbe afsted for at finde Skjul for Solskinnet og for Bræmsernes Stik. Meget udbredt Ord; tildeels udtalt skjene og skjæna. (Jf. Sv. skena, gaae løbsk). Heraf Skining (Skjening), f. Jf. Skinstøde.

skina (ii), v. n. (skin; skjein; skine, aab. i), skinne, lyse; ogsaa glindse, glimre. G. N. skína. Han skin’ ikje fyre dæ: han seer ikke ud dertil, hans Udseende er just ikke saa lovende. (N. Berg.). skine av: klare op efter et Uveir. skine yve: om Solen, naar den staaer saa lavt, at Skinnet ikke naaer ned i de Bakker som vende til en anden Side.

skinande, adj. 1) skinnende; 2) klar, idel; f. Ex. bære skinande Vatn: lutter Vand og intet andet. Ein skinande Fante: en gjennemdreven Spitsbube. N. Berg.

Skinꜳr (aab. i), n. Tørkeaar, Sommer hvori Kornet mislykkes formedelst langvarig Hede og Mangel paa Regn.

Skining (aab. i), f. Bissen; see skina.

Skinke, f. Skinke, Lænd. Jf. Skank.

Skinn, n. Skind. G. N. skinn.

Skinna, f. en Hinde eller Skorpe som ligner Skind; f. Ex. om de Hinder hvoraf Indvoldene bestaae. B. Stift. Ei lita Skinne uttapꜳ: en tynd Skorpe paa Overfladen. Sdm.

skinna, v. a. (a—a), 1) sætte Skind paa, dække med Skind. 2) skinde, udpresse Penge. Heraf Skinnar, m. Skinder, Udsuger.

Skinnbleia, f. Fæld, Sengetæppe af Skind. Rbg. Ellers kaldet Skinnfeld, m.

Skinnerm, f. Skind-Ærmer, som række op til Albuen og bruges ved Fiskerie.

Skinnhyr, n. Klædning af Skind. Helg.

Skinnklæde, n. pl. Skindklæder, Overklæder af barket Skind, som bruges ved Fiskeriet paa Havet. (Nordenfjelds). Hertil skinnklædd, adj. klædt i en saadan Skindklædning.

Skinnstakk, m. en stor Kufte af Skind, dannet ligesom en Skjorte, og brugelig i Fiskeriet ved Havkanten. Nordenfjelds.

Skinntrøya, f. Trøie af Skind. Saaledes ogsaa Skinnbrok, Skinnhatt og flere.

Skinnvengja, f. Flaggermuus. N. Berg. Gbr. og fl. I Sdm. Skyvengje.

Skinstøde (Skjinstø), n. et Sted, hvor Køerne søge Skjul for Solskinnet, eller hvor de have Leilighed til at værge sig for Bræmsernes Stik, saasom i en Skygge, en tyk Skov, eller paa en Grunding i Vandet. Berg. Stift. I Sdm. Skinstyde (aab. y).

Skintryte, f. et Slags Bær (= Blokkebær). Tell.

Skip (aab. i), n. 1. Skib, Fartøi. (Kun om de største Fartøier). G. N. skip. Te Skips: til Skibs, tilsøes.

Skip (aab. i), n. 2. Tale, Omtale (s. skipa). Dæ kom paa Skip: det kom paa Tale, man kom til at tale om det. Sdm.

skipa (aab. i), v. a. 1. (a—a), bringe i Skib. skipa inn: indskibe. Hedder i Tr. Stift: skjæpa; i Indr. skjꜳpꜳ.

skipa (aab. i). v. a. 2. (a—a), 1) ordne, bringe i Orden, lave, indrette. Mest brugeligt i de sydligste Egne; tildeels udtalt skjepe, skjepa. G. N. skipa. — 2) bestemme, foresætte sig noget. Dei hadde skipa seg heimatte te i Dag: de havde bestemt sig til at komme hjem idag. (Hard. Shl. Nhl.). Jf. Skipnad. — 3) fortælle, berette. (Vel egentlig udvikle eller gjøre Rede for). Meget brugl. i Sdm. f. Ex. Han heve mꜳngt te skipe ta: han har meget at fortælle om. Skipe dæ inkje: tal ikke derom.

skipande, adj. som man kan fortælle. Sdm. D’æ ikje skipande: man kan ikke tale om det, det er for galt.

Skipbꜳt, m. Skibsjolle. Udtales sædvanlig: Skibbꜳt.

Skiper (Skjip’er), m. Skipper.

Skipl, n. Omflyttelse, det at noget kommer aflave; ogs. Omskiftelse, Forandring. Dæ kom Skipl ut-i: der kom en Omskiftelse (især om de Forandringer, som et Dødsfald og Skiftningen af et Bo medfører). N. Berg.

skipla (aab. i), v. a. (a—a), omflytte, forstyrre, rive aflave eller bringe noget ud af sin sædvanlige Orden; ogsaa ophidse, opægge En til Vrede. N. Berg. Gbr. Ørk. Jf. skjeivla, rumpla.

skiplast, v. n. komme aflave, komme i Uorden; ogsaa opægges, blive vred. Jf. G. N. skjoplast, skjöplast.

Skipnad, m. 1) Ordning, Maade at indrette sig paa: f. Ex. i Huusholdningen. 2) Bestemmelse, Beslutning. Søndre Berg. Ogsaa Skjæbne; dog sjeldnere, da dette Begreb oftest udtrykkes ved Lagnad.

Skipreide, f. Skibrede; Thinglag (ved Havkanten). G. N. skipreiða.

Skipsverkje, n. Skibstømmer.

skir (ii), adj. 1) skjær, reen, klar. Søndre Berg. og fl. (Andre St. skjær). G. N. skírr. 2) klarnet, adskilt fra Bærmen; om Vædske. N. Berg.

skira, v. a. (e—te), 1) rense, klare. G. N. skíra. Især om at skille en Vædske fra dens Bærme, afhælde langsomt, for at Bundfaldet kan fraskilles. — 2) døbe (et Barn). Voss, Hard. Ellers sædvanlig døypa el. døpa. G. N. skíra. Heraf Skirsl, som er mere udbredt.

skiren, adj. 1) klar, fri for Bærme; om Vædske som er adskilt fra Bundfaldet; f. Ex. Lud (skira Lut). N. Berg. og fl. — 2) reen, frisk, ny; f. Ex. om et Skaar i Træ, som er nylig hugget og derfor ikke viser noget Tegn til Luftens Paavirkning. Gbr.

skirna (ii), v. n. (a—a), klares, sætte sig, afsætte Bærme eller Bundfald. G. N. skírna.

Skirsl (ii), f. Daab, Barnedaab. Tildeels brugl. i B. Stift. (I Sdm. med en egen Udtale Skilsj, el. Skiltl. G. N. skírsl.

Skirslabarn, n. Barn som bæres til Daaben. B. Stift. (Skirslabadn, Skirtlabadn, og i Sdm. Skiltlaban).

Skirtorsdag, m. Skjærtorsdag. Sogn og fl. (Ellers Skjærstosdag). G. N. skíriþórsðagr.

Skistav, s. under Skide.

Skit (ii), m. Skid; ogs. Fjert. — skita, v. n. (Imp. skjeit), skide. Skitar, m. en Kryster, Kujon.

Skit (aab. i, ogs. Skjet), n. Smuds; Snaus; ogs. Søle, Dynd. (Er ikke saa anstødeligt som det forrige). Hertil: Skitdepel (aab. e), m. Søle, Mudder. (Ligesaa Skitdikje, Skitsøyla og fl.). Skitfot, m. en Lygtemand (Luftsyn). Berg. Stift. Jf. Vetteljos. Skitlæta, f. naragtig Kjælenskab, utidig Klynken og Klagen; ligesaa om en overdreven Fiinhed og Kræsenhed; ogsaa Forfængelighed, Glimresyge. Berg. Stift. Skitor, f. fornærmelige Ord eller Hentydninger. N. Berg. og flere. (I Nhl. Skitøre). skitørt, adj. hidsig, bidende, som giver fornærmelige Ord. Sdm. — Skita (aab. i), f. Diarrhee. Ved Trondhj.: Skjutu. (Ikke i alvorlig Tale).

skiten (aab. i), adj. skidden, smudset. (Udt. ogs. skjetin, skjæten). G. N. skitinn.

skitleg (aab. i), adj. fortrædelig, ærgerlig; ogs. stødt, fornærmet. „tykja skitle pꜳ“: fortryde paa, tage ilde op. Nhl. Ørk.

skitna, v. n. blive skidden.

skitra, v. a. bortødsle; s. skutra.

skitsam (aab. i), adj. skiddenfærdig, ureenlig. B. Stift.

Skiva (aab. i), f. 1) en Skive, afkløvet eller afskaaren Plade. — 2) Slagbord, et lidet Bord, som er fast ved Væggen.

skiva (aab. i), v. a. (a—a), skyde noget frem med den smaleste Kant foran; f. Ex. at skyde Fjele fremad paa Vandet. skiva seg: vende Kanten fremad, f. Ex. om en Plade naar den bliver kastet; ogsaa trænge sig igjennem ved at vende sig til Siden eller gjøre sig smalere. Nordre Berg. og fl. Jf. skjæne, skꜳna.

skiven (aab. i), skavet; s. skaven.

Skjak (Sjak), n. et Slags Svamp eller Udvæxt paa Korn; en Fordærvelse i Kornet, som gjør det skadeligt for Sundheden. Tr. Stift. G. N. skjaðak. (Kongespeilet, 73).

Skjaldtile, s. Skjeltile.

skjaltra, rave, vakle. Hard. Paa Voss siges skjøltra.

Skjꜳ, m. 1. et Skuur, et aabent Huus til Tørring af Fisk, Ved, Brændetørv og lignende. Brugeligt ved Havkanten nordenfjelds og i Nordre Berg. Paa Island: skjá’r.

Skjꜳ, m. 2. 1) en tynd og gjennemsigtig Hinde; især om de Hinder, som man flækker af Dyrenes Maver. B. og Tr. Stift. — 2) en gjennemsigtig Luge; en Ramme med en derover udspændt Hinde, som bruges til at lægge over Taghullet (Ljoren) i Røgstuerne. B. Stift. G. N. skjá’r. (Kongespeilet p. 47). I Søndre Berg. er Skjꜳen tildeels ogsaa af Glas, saa at den ligner et lidet Vindue. (Jf. Skjol). — Hertil: Skjꜳgrind, f. Rammen eller Træværket i en Skjꜳ. Skjꜳstꜳng, f. en Stang hvormed Skjꜳen lægges paa og tages af. Til første Betydning hører: Skjꜳlykt, f. en Lygte, hvis Sider dannes af en udspændt gjennemsigtig Hinde.

skjꜳg (sjꜳg’e), adj. skeeløiet. Tell. (see skjegl). Egentlig: skjalg.

skjꜳmut (sjꜳmꜳt), adj. mørkplettet, smudset, med dunkle Pletter. Helg.

skjꜳmøygd, adj. nysgjerrig, som har sine Øine allevegne. Gbr. (sjꜳmøygd). Jf. skjoma.

skjꜳpꜳ, s. skipa. skjꜳrꜳ, s. skjera.

skje, v. n. (r—dde), skee, hænde. (Nyt Ord).

skje (for skilde), ɔ: skulde; s. skula.

Skjebba, f. et Slags Flyndrer (Sandskjebbe).

skjedde, v. a. (a—a), rense Halmen i Loen, banke Kornet ud af Kornbaandene med en dertil indrettet Kam eller Kjæp, som kaldes Skjedde, f. Sdm. I nordre Sdm. ogsaa Skjeie.

skjeft, adj. 1) forsynet med Skaft. 2) fyrig, modigt, vel oplagt. B. Stift.

skjefta, v. a. (e—e), skjæfte, sætte Skaft paa. G. N. skefta (af Skaft).

Skjefte, n. Skaft, Haandfang. (Sjelden).

Skjefting, m. Redskab med Skaft. Oftest sammensat, som Beinskjefting, Massingeskjefting.

Skjegg, n. 1) Skjæg. (G. N. skegg). 2) Toppen paa Korn eller Kornbaand. Nhl. og fl. 3) Kammen paa en Nøgel. — I Sammensætning tildeels Skjeggje; saaledes Skjeggjefinn, m. Skjægvorte, liden Knort paa Ansigtet. Skjeggjeskjæra, f. Skjægsax.

skjeggjut (skjeggjette), adj. skjægget.

skjegl, adj. skeeløiet, som seer skjævt. B. Stift. I Sdm. skjøgl’e. I Tell. skjꜳg’e el. sjꜳg. G. N. skjalgr. Jf. vindøygd.

skjegla, v. n. skele, see skjævt. I Sdm. skjøgle. Heraf Skjegling, f.

skjegløygd, adj. skeeløiet.

Skjei(d), n. 1) Vei, Bane; især en Kjørevei imellem Agrene paa en Gaard. Tell. Buskerud. (G. N. skeið). — 2) Løb, Fart; et Stykke Vei, som man lægger tilbage i eet Træk uden at hvile. Han rodde ei Mil i eit Skjei. Ag. Stift. (Sv. skede).

Skjeid, f. 1. en Skee, Spiseskee. Mest alm. Skjei; i Buskerud ogsaa Skji. (G. N. skeið. Sv. sked). Jf. Spon. Ogsaa en Skeefuld, Portion. — Hertil Skjeidablad, n. Skeeblad. Skjeidanebb, m. Spidsen af Skeebladet.

Skjeid, f. 2. 1) en Skede. Sjelden; f. Ex. Knivskjeid. — 2) en Væverkam (Vævskee), Rittet eller Kammen hvormed Rendegarnet holdes jævnt og rede under Vævningen. — 3) en Hammel, Tværfjel imellem Skaglestængerne paa en Slæde. Gbr. (Skjei).

skjeide (skjeia), v. a. (a—a), bringe Rendegarnet ind i Væverkammen. Skjeidekrok, m. en liden Krog, hvormed Traadene trækkes ind i Kammen.

Skjeidebindar, m. Ritbinder.

Skjeidstokk, m. en stærk Ramme omkring Væverkammen, hvormed Islættet slaaes fast. Berg. Stift. (I Tr. Stift Slagbor, Slagvol).

Skjeidtonn, f. (Fl. = tenner), Tænder el. Spiler i en Væverkam. (Inddeles efter Tallet i Tjug eller Basmer).

Skjeik, m. skjæv Gang, Krumning paa en Vei. Hard. (sjelden).

Skjeim, m. Lune; ogsaa Opbruusning, Hidsighed. Sdm. Jf. Skime.

skjeine, v. a. (e—te), ridse, skjære ind i, saare lidt. Sdm. Han ha’ skjeint se i Fot’a. G. N. skeina.

Skjeine, m. høit og stivt Græs i Sumperne. Sdm. (sjelden).

Skjeise, f. pl. Skøiter, Iisjern.

skjeiv, adj. skjæv; ogsaa forvreden, vrænget. G. N. skeifr.

skjeiva, v. a. og n. (a—a), 1) vride, sætte skjævt; især gaae sine Skohæle skjæve. 2) v. n. gaae skjævt, skeie; ogsaa bevæge sig klodset. Heraf Skjeiv, m. og Skjeiva, f. om ubehændige Personer.

Skjeiving, f. skjæv Gang eller klodset Bevægelse.

skjeivla, v. a. rive aflave, røre ved noget, saa at det bliver skjævt. Shl.

skjeivmynt, adj. skjævmundet.

skjeivøygd, adj. skjævøiet.

Skjekjel, adj. Udkant, Hjørne, Snip. (Tell.). Jf. Isl. skækill. I Sdm. forekommer Ordet i en anden Betydning, nemlig i Talemaaden „mæ Skinn ꜳ Skjekjel“, ɔ: heel og holden, med Skind og Krop.

skjekjen, rystet; s. skakjen.

skjekkja, v. a. (kje, kte), sætte skjævt, vride, vrænge. (Af skakk). G. N. skjekkja. skjekkje seg: vride sig, gjøre sig skjæv. skjekkje pꜳ Kjæften: sætte Munden skjæv. Partic. skjekt.

Skjekkja, f. Skjævhed, skjæv Stilling. Dæ stend pꜳ Skjekkje: det staaer skjævt. B. Stift. (Andre St. pꜳ Skakke).

skjekkjast, v. n. blive skjæv. (Sjelden).

Skjekte, n. en Piil til at skyde med (for Børn). Tell. Gbr. (Sv. skäkta).

Skjel (aab. e), f. Ret; Billighed. Mest alm. i Forbindelsen „Rett ꜳ Skjel“. (Adskilles fra Skil). gjera Skjel fyr’ ein Ting: gjøre Fyldest for noget, fortjene det. (B. Stift). Alle ei Skjel: samme Ret for alle. (I Rbg. har man ogsaa Talemaaden: drikke eiskjel, el. einskjels, ɔ: drikke ligemeget som de andre). skjote te Skjels: kræve nogen til Vidne, henskyde Sagen til Vidnerne. (Tell.).

skjela (aab. e), adj. skikkelig, retsindig, fornuftig; ogsaa dygtig, fuldkommen. Ein skjela Mann: en brav, agtværdig Mand. Nhl. (Jf. Isl. skilamaðr).

skjela, gaae i Takt; s. skila.

Skjele, n. let Korn med liden eller næsten ingen Kjerne. Sogn, Nhl. og fl. (Jf. Lette). Udtales sædvanlig med lukt e (ee), men burde have aabent e som Afledning af Skal. Hertil Skjelebrø(d), n. Brød, som for en Deel er lavet af saadant Korn. (I Sdm. Lettebrød).

skjele, rigtigt, nøie; s. skile.

Skjeling (aab. e), m. 1) Skilling. (Nogle Steder: Skiling, aab. i). I Gbr. bruges Skjelinge, pl. ofte om Penge i Almindelighed. — 2) en vis Jordskyld, som udgjør en Tolvtedeel af en Løb Smør. (Jorskjeling). Nhl.

Skjelingløyse, f. Pengeløshed. Gbr.

Skjeljar, see Skjæl.

skjella, v. n. (a—a, og e—te), 1) skralde, smelde, larme. Kr. Stift. I Sætersd. skjedde. G. N. skella. 2) blæse, om en skarp og kold Vind (Skjelle). Sdm. — Bruges ogsaa i Betydn. skjælde, skjende; men har da altid Formerne: e—te.

Skjella, f. 1) en Skralde, hvormed man skræmmer Dyr og Fugle fra Agrene. Søndre Berg. (Andre St. Smella). — 2) en skarp og kold Vind, som blæser jævnlig fra Dalstrøgene i Frostveir. Sdm. Romsd. Ndm. (i Formen Skjelle, med den nordenfjeldske Udtale af ll). Ellers kaldet Snoa, Snære, Nare. — Ein Skjelleplass: en Gaard som ligger i Strøget for dette Slags Vind.

Skjellegras, s. Smellegras.

Skjelm, m. Bælg paa Frugter, f. Ex. Ærter. Gbr. (See Skalma). Er ellers et bekjendt Skjældsord.

Skjelna, Forskjel; s. Skilnad.

Skjelsing, m. en liden Skaal at bruge naar man drikker „einskjels“ (ɔ: naar Skaalen gaaer rundt, saaledes at enhver skal tømme den). Sætersd.

Skjelta, f. Hjerneskal, Pande (= Skolt). Han heve ei go’ Skjelte: han har et godt Hoved. N. Berg. Sdm.

Skjelte, m. Skjælven, Bæven. faa Skjelten ti seg: begynde at skjælve af Frost. Nordre Berg. (Jf. G. N. skjalfti, landskjalfti). — Ein Skjelte-Leting: en doven Krop, En som skjælver for Arbeide. Sdm.

Skjeltile (aab. e og i), n. 1) Paneling, Fjelevæg imellem to Værelser eller ved et fraskilt Rum. Hard. (Jf. Skjentile). — 2) et Loft (egentlig Loftgulv). Sætersdalen. Paa nogle Steder: Skjaldtile. G. N. skjaldþili, Paneling.

Skjeltrevegg, m. Mellemvæg, tynd Fjelevæg. Sdm.

Skjelv, m. Skjælven, Bæven. Jf. Skjelte. Ein Skjelv i Mꜳl’e: en Bæven i Stemmen.

skjelva, v. n. (skjelv’; skalv; skolve), skjælve, bæve, ryste. Hedder paa nogle Steder: skjølve; i Sætersd. tildeels skjæve. (G. N. skjalfa). Imperf. skalv synes at være sjeldent, da det paa de fleste Steder hedder skolv. — Dæ skolv Hend’enne pꜳ ’an: hans Hænder skjælvede. Dæ skolv Mꜳl’e ti ’an: han talte med en skjælvende Stemme.

skjelvhendt, adj. som har skjælvende Hænder (især om gamle Folk).

skjelvmælt, adj. om En hvis Stemme bæver af Bevægelse eller Frygt.

skjemd, adj. 1) beskjæmmet; ogsaa skamfuld, som skammer sig. Eg æ skjæmd’e ta di: jeg skammer mig ved det. N. Berg. og fl. — 2) fordærvet, ilde medhandlet; ogsaa smudset, tilsølet. Alm.

Skjemd, f. Beskjæmmelse. (Meget sjelden). Eit Skjemdating: en uforskammet Slyngel. (Sdm.).

skjemma (skjæmme), v. a. (e—de), 1) beskjæmme. Ogsaa v. n. „skjæmme pꜳ ein“: skjende paa En, faae ham til at skamme sig. B. Stift. — 2) fordærve, handle ilde med eller gjøre Skade paa; ogs. tilsmudse, tilrakke, f. Ex. Klæder. Alm. (G. N. skemma). Jf. utskjemd. — 3) forvænne, fordærve ved Eftergivenhed eller ved slet Exempel. Dei ha skjemt ut Bonn’a sine: de have forvænnet sine Børn, ikke opdraget dem rigtigt. skjemme seg ut: besudle sig, blive skidden; ogsaa figurlig: nedværdige sig, paadrage sig Skam.

skjemmast, v. n. (Imp. skjemdest), skamme sig. Han mꜳtte dꜳ skjemst: han burde dog have skammet sig.

Skjemsla (Skjæmsle), f. en Irettesættelse, skarp Tiltale. Dei fekk ei Skjæmsle. B. Stift.

skjena (bisse), s. skina.

Skjenk, m. 1) Skjænk, Drik, Beværtning med Drik. — 2) et Skjænkebord, Skab med et lidet fremstaaende Bræt. Tr. Stift.

skjenkja (skjænkje), v. a. (e—te), beværte med Drik, give at drikke; ogsaa iskjænke. G. N. skjenkja.

Skjenkjar, m. Øltapper, Kjældermand i et Gjæstebud. Ogsaa kaldet Skjenkjarsvein.

skjenkt, adj. beskjænket, drukken.

skjenna, v. n. (e—te), skjende. Heraf Skjenning, f.

Skjentile (aab. i), n. Bordklædning, Fjeleklædning udenpaa en Væg. Voss. (Skjæntile). Jf. Skjeltile.

Skjeppa, f. Skjeppe. Jf. Mæle.

Skjer (ee), f. Skade (Fugl), s. Skjor.

Skjer (aab. e), n. et Skjær, Klippe som rækker op til eller lidt ovenfor Vandfladen. G. N. sker. Dativ i Fleertal tildeels Skjerjꜳ (Sdm.). — En anden Betydning forudsættes i Musskjer og Vꜳndskjer.

skjera (aab. e), v. a. og n. (skjer’, skar; skore, aab. o), at skjære. Inf. hedder ogsaa skjæra, sjæra (søndenfjelds), skjara (Namd.), skjꜳrꜳ og skjørꜳ (Ørk.). G. N. skera. Imperf. i Fleertal: skꜳre (Rbg.), skoro (Hall.), skure (forældet i Sdm.). Afledninger: Skar, Skꜳr, Skjæra, skjær; Skur, Skor, Skora. — Betyder i Særdeleshed: 1) skjære, f. Ex. med Kniv; beskjære, tilskjære; ogsaa klippe. „skjera Klæde“: tilskjære Tøi til Klæder. skjera Bor: save, skjære Planker med Sav. skjera ein Hest: gilde. — 2) uden Objekt: afskjære Kornet paa Agrene. Dæ Tid te skjera: det er Tid at skjære Kornet. Dei ha alt av-skore: de have allerede skaaret sit Korn. hertil Skur, skjær, skjærna. 3) v. n. vende hen, tage en vis Retning; om Fjorde, Dalstrøg, Veie, o. s. v. Fjoren skjer inn ꜳ nor: Fjorden gaaer ind i en lidt nordlig Retning. Dalanne skjer ihop: Dalstrøgene støde sammen. Dæ skjer’e so til: det er saaledes beliggende. Meget brugl. i B. Stift. Om en Baad siges at den skjær (skjer’e), naar den ene Kant kommer under Vandfladen, eller naar den hælder saaledes imod en Bølge, at Vandet strømmer ind. (B. Stift). — skjera seg: saare sig. (Jf. skjeina). skjera sundt: skjære i Stykker. (Jf. sundskoren). skjera av: skjære itu, overskjære. skjera til: tilskjære, beklippe; ogsaa om en Beliggenhed (s. foran).

skjerande, adj. som man kan skjære.

skjerast, v. n. i Talemaaden „Dæ skjerst“, ɔ: det bliver mindre, der gaaer noget af. Dæ skjerst i Skifte fær: det som kommer i Skifte, bliver altid lidt mindre end det var før. Sdm. (Jf. G. N. skerða).

Skjere (aab. e), m. Skjærejern paa en Plov, Langjern. N. Berg. og fl. Ellers Ristel.

Skjergar’, m. Skjærgaard (= Fallgar).

Skjerhella, f. en flad Steen med skarpe Kanter. Meget udbredt Ord. I Sogn hedder det ogsaa Skarhella.

Skjering, f. Skjæren; Beskjærelse.

skjerpa, v. a. (e—te), skjærpe, gjøre skarp eller haard. skjerpe Brød: hærde Brødet ved Ild, saa at det kan brydes lettere. Partic. skjerpt, udtales sædvanlig skjert.

skjerr (skjærr’e), adj. sky, ræd, frygtsom; især om Dyr. Temmelig alm. og meget brugeligt. G. N. skjarr.

skjerra (skjærre), v. a. (a—a), skræmme, sætte Skræk i. Ogsaa v. n. „skjæra ette“: true, skjende paa.

skjerrast, v. n. skræmmes, blive ræd eller sky. (Sjelden). G. N. skirrast.

Skjersant, alm. for Sergeant (Fransk).

skjerten (sjærten). adj. net, fiin, pyntelig. Ørk. (Hertil reinskjerten). Jf. Skart.

Skjerv, n. Klippe; s. Skarv.

Skjerva, f. et Slags Hævelse eller Sygdom i den nederste Deel af Brystet. Helg. Namd. „skjera før Skjerva“, ɔ: gjøre et Indsnit i Huden for at læge denne Sygdom. — Skjerva er maaskee egentlig den nederste Kant af Brystet; jf. Skjerving.

skjerve, v. a. (a—a), sammenfælde Fjele ved et skraat Snit i Kanten (= skara). Sdm.

Skerving, f. 1) en skraat tilhugget Kant paa Fjele; ogsaa Sammenfældning, Fuge i en Fjelevæg. — 2) den nederste Deel af Brystet tilligemed den forreste Deel af Siderne eller Ribbenene; den Vinkel som dannes af Brystets og Sidernes Kanter. N. Berg. — Mest i Fleertal (Skjervinganne).

Skjesse, f. 1. Jættekvinde. (I de tellemarkiske Viser). G. N. skessa.

Skjesse, f. 2. Lyst; Madlyst, Appetit. Tell. (Udtalt Sjesse).

skjesse (sjesse), v. a. lyste, have Lyst til et vist Slags Mad. Tell.

Skjessemat, m. lækker Mad, Lystemad.

skjessen, adj. lækker, behagelig, appetitlig. Tell. ogs. Nedenæs. I enkelte Udtryk synes det ogsaa at betyde sjelden; f. Ex. D’æ sjesse te sjꜳ deg hær. (Det er ellers uvist, om disse Ord skulle skrives med skj eller sj, da skj i Tell. sædvanlig udtales som sj).

skjetle, see skitleg.

Skjevel (aab. e), m. Kjæp eller Green, som man har skavet Barken af. Nhl. Ogsaa kaldet Skjevling, m. Af skava.

skjevle, v. n. (a—a), om Bølger, som løbe op i en Top og derpaa styrte ned. (Af Skavl). skjevla inn-yve: slaae ind i en Baad. Nordre Berg. Nogle St. skavla.

Skjevle, f. et Slags stort Skavejern (= Skavl). Sdm. og fl.

Skjevling, see Skjevel.

Skji, skjil o. s. v. see Ski.

skjodna, fodre Kvæget; s. stjodna.

Skjol (oo), n. 1) et Skjul; Skuur, aabent Huus. Tell. Ellers kaldet Skjul (Indr. og fl.). Skyle (Berg. Stift). Jf. Skjæle. (G. N. skjól, Skjul). — 2) en Luge til lægge over Lufthullet (Ljoren) i Røgstuerne. Nordre Berg. (Forskjelligt fra Skjꜳ). — 3) en Sygdom i Munden, den Feil at Tandkjødet voxer ind over Tænderne (paa Heste). N. Berg. I Tr. Stift; Skjøl; i Tell. skal det hedde Skyle.

Skjold, n. Skjold. (Sjelden). Jf. Lꜳsskjold.

skjolda, v. n. om Sneen: aftøe paa enkelte Pletter (= flekka). N. Berg.

skjoldet, adj. plettet, rudet. (Sjelden).

skjoma (oo), v. n. glimte; ogsaa vimse, svæve af og til foran Lyset, foraarsage en ustadig Lysning. Sdm.

Skjor (oo), f. Skade, en bekjendt Fugl (Corvus Pica). B. Stift, Ndm. Gbr. Hedder ellers: Skjur (Fosen, Indr. Helg.), Skjør (Hall. Vald. Hedm. Ørk.), Skjær (Tell. Buskerud), Skjer (ee) med Fleertal Skjera, r (Hard. Shl. Jæd.). Jf. Skata. I det gamle Sprog synes dette Ord ogsaa at have to Former: skjór og skær (jf. Glossariet i Gunnlaugs Saga). Ogsaa i svenske Dial. skär, skora og fl. — I Sammensætning: Skjora (Skjera), f. Ex. Skjorareid (Skjerareir), n. Skaderede. Skjora-ungje, m. Skadeunge. (B. Stift).

skjoret, adj. hvidstribet, lys eller hvid paa Siderne (ligesom Skaden). Berg. Stift (skjorette). I Hall. skjørut.

Skjorta, f. Skjorte. Udtales sædvanlig (endog i B. Stift): Sjorte. Ogsaa Sjurte (Hall. Gbr.). G. N. skyrta. I Sjortermom, el. sjorterma, adv. uden Trøie. (Ellers ermesjorta).

Skjor-tjeld, m. Strandskade (Hæmatopus). Nordre Berg.

Skjorveng, m. et Slags Ørn, som er hvid paa Midten af Vingerne.

Skjot, m. 1) Skyds, Befordring for Reisende. Gbr. (Sjot). I Tr. Stift: Skjøt; ellers: Skjuss og Skyss. G. N. skjótr, skjóti. Sv. skjuts. — 2) en Person eller et Følge, som reiser med Skyds. Dæ kjem ein Skjot (el. Skyss). Jf. Vævskjøt. — 3) en Bortjagelse, Jagt, Udfeining. (Jf. skjota). I Tr. Stift Skjøt; i Sdm. Skjot, n. f. Ex. Han gjore eit Skjot ette dei: han gjorde en Jagt efter dem, jagede dem bort.

skjot, adj. snar, hurtig, rask til at komme afsted. Rbg. Tell. (G. N. skjótr). Jf. skjott, skjotfør.

skjota, v. a. og n. (skyt’; skaut; skote, aab. o), at skyde. Inf. skjota bruges i Søndre Berg. og Stav. Amt; ellers skjote, sjote (Tell. Gbr.), skjøte (Hall. Sdm. og fl.), skyte (Tr. Stift). G. N. skjóta. I Lighed hermed hedde Imperativ: skjot, skjøt, el. skyt. Imperf. Fleertal: skuto, aab. u (Hall. Vald.), skote, aab. o (Nhl.). Particip skoten. — Betydninger: 1) v. a. skyde, drive, støde, noget afsted. skjot ’an fram: skyd den fremad. skjot dæ unda: skyd det tilside. Ogsaa flytte, sætte over. skjøte ein ꜳver Fjꜳren: sætte En over Fjoren. (Sdm.). Jf. Skjot. — 2) skyde med Skydevaaben, f. Ex. Gevær. skjote Fugl, o. s. v. Heraf Skot. — 3) afkaste, skyde fra sig. skjote Is’en (f. Ex. om frossen Fisk). skjote Ham’en: afkaste sin Ham. Ogsaa kaste Fosteret, abortere; om Dyr. Saaledes: skjote Fyl’e (om en Hoppe), skjote Kalven (om en Ko). Jf. Skotning. — 4) vrage, udskyde. skjote Fisk: vrage Fisk. Heraf Utskot. — 5) tilskyde, lægge paa; især sætte Kant paa. (Sjelden). Skjøte Ga’n: forsyne et Garn med Toug paa Kanterne (Skot). N. Berg. — 6) høvle, jævne Kanten paa Fjele med en Langhøvel (Skothyvel). skjote Stav: tilhøvle Staver, saa at Kanterne falde nøie sammen. — 7) v. n. glide, rende, skyde frem; f. Ex. om Slæder eller Baade. Ogsaa glide med Fødderne. Han skaut stad: han gled og faldt. (Nfj. Sdm.). Dæ skaut unda ’nꜳ Føt’enne: Fødderne gled ud under ham. — 8) komme frem, skyde op; saaledes om Kornet, naar Axene springe ud; s. Skotblad. Han skaut uppatt’ or Sjøen: dukkede op igjen af Vandet. (Jf. kyte i Tr. Stift). — 9) stikke frem, række langt frem. (Sjelden). Jf. Skut, skute, skjøyta. „Flod’a heve skote“: der har været høiere Flod end de forrige Dage, Havet har steget høiere op. — Talemaader. skjota te Vitnes: henskyde til Vidner, kræve nogen til Vidne. B. Stift. (I Tell. „skjote te Skjels“). Dæ skaut ’ti meg: det faldt mig pludselig ind. (N. Berg.). skjota Kryl pꜳ Ryggjen: sætte Ryggen op i en Pukkel. (S. Berg.). skjote pꜳ Hæranne: trække paa Skuldrene. „skjote pꜳ“: anslaae noget omtrentlig eller paa Slump; f. Ex. skjot pꜳ kor mykje dæ skulde koste, ɔ: siig omtrentlig hvor meget etc.

skjota, v. a. 2. (a—a), 1) skydse, befordre til et Sted. Mest brugl. i Tr. Stift i Formen skjøte. — 2) jage, drive, gjøre Jagt paa. Sdm. i Formen skjote (adskilt fra skjøte, ɔ: skyde). Heraf Skjot, n. (Vel egentlig af skjot, adj.).

skjotast, v. n. (sky’st, skau’st), 1) glide ud, gaae forbi hinanden; om Kanter som skulde falde sammen. I Sdm. skjøtast um. 2) slaae feil, blive til intet. Dæ kann bꜳde skje ꜳ skjøtast: det kan skee, men det kan ogsaa gaae Glip. N. Berg.

skjotfør, adj. rask, som farer hurtigt frem. Tell. Rbg.

Skjotkar, m. Skydskarl. Gbr.

Skjotleik, m. Hurtighed. Tell.

Skjotskifte, n. Skydsskifte, Station, Gbr. I Tr. Stift: Skjøtskifte.

skjott (oo), adv. snart, hurtigt. Sætersd. (G. N. skjótt).

Skjotvika (aab. i), f. den Uge, da Beboerne paa en Gaard ere forbundne til at gjøre Skyds. Gbr. I Guldalen: Skjøtvuku.

skjotøgd, adj. skræmt, forskrækket. Sdm. Formodentlig af øgja, ɔ: frygte.

Skjul, s. Skjol. skjulde, s. skylja.

Skjur, Skade (Fugl), s. Skjor.

skjurne, s. styrna. Skjuss, s. Skjot.

Skjut, n. en Hoppe. Tildels i Helg. og Namd. Formodentlig et svensk Ord.

Skjy, Skjyle etc. s. Sky.

skjæk, s. skaka. Skjæker, s. Skꜳk.

Skjæl, f. Musling; Muskelskal (Skjæl). G. N. skel. Ang. scel. Fleertal hedder i B. Stift: Skjelja(r). I Sammensætning: Skjelje, f. Ex. Skjeljebotn, m. Grund som er fuld af Muslinger. Skjeljesand, m. Sand af knuste Muslingskaller. skjeljevaksen, adj. bedækket af Muslinger. — Ellers Skjælbotn, Skjælsand.

Skjæl, m. en udvidet Rand, f. Ex. paa en Klokke. Tell.

skjæle, v. n. (e—te), udvides i Enden, have en bred Aabning. Tell.

Skjæle, n. et Skuur, en aaben Sval ved et Huus. Ørk. Jf. Skꜳle.

Skjælpadda, f. Skildpadde; Skildpaddeskal. B. Stift.

skjæmd, s. skjemd. skjæmme, s. skjemma.

skjænast, v. n. fortørres. Dæ skjænest upp. Sdm. (Imp. skjæntest).

Skjæne, f. en tynd Skive. Tell.

skjæne, v. n. (e—te), løbe skjævt, dreie sig til forskjellige Sider, ligesom en Fugl i Flugten, eller en tynd Skive naar den bliver kastet. Tell. Jf. skꜳna, skiva seg.

Skjæning, f. Fortørrelse, Tørke. Sdm.

skjænkje, s. skjenkja.

Skjær, f. Skade (Fugl); s. Skjor.

skjær, adj. 1) som man kan skjære, moden til Afskjæring; om Korn. Meget udbredt og maaskee alm. — 2) reen, skjær (= skir).

Skjæra, f. 1) en Sax. (Maaskee alm.). Jf. Soks. G. N. skæri. — 2) en Segel (= Sigd) at skjære Korn med. Fosen. Ellers i Formen Skjæru (Tell. Buskerud), Skyru, Sjyru ( Hedemarken og fl.), Skjuru (Ørk.), som hentyder paa en Grundform: Skjera (aab. e). — Sv. skära.

skjæra, s. skjera. skjærand, s. skjerande.

Skjæring, m. Kjedelkrog, Jernkrog til at hænge Gryder paa over Ildstedet. Vest- og nordenfjelds, ogs. i Gbr. I de sydligste Egne hedder det Skore; i Hard. ogsaa Jødn (s. Jarn). — Skjæringelag, n. Hager eller Indsnit paa Kjedelkrogen, hvorved den kan gjøres længere eller kortere, efter som det behøves.

skjærna, v. n. (a—a), modnes, blive fuldmodent; om Kornet.

skjærr, s. skjerr. skjærre, s. skjerra.

Skjæv, m. Chef. (Fransk).

skjæv, skaver; s. skava.

skjødna, fodre Kvæget; s. stjodna.

skjøgl og skjøgla, s. skjegl, skjegla.

Skjøl, s. Skjol og Skil.

Skjølle, f. Avner, Hylstere paa Havren. Helg. Indr. (Jf. Skjele).

Skjølra (el. Skyldra), f. den tynde Brusk nederst i Brystet. Nhl.

skjøltra, v. n. rave, vakle. Voss.

Skjøltre, f. pl. Stylter. (Voss).

skjømeleg, adj. styg, hæslig. Tell.

Skjøn og skjøna, s. Skyn, skyna.

skjøn (skjøn’e), dygtig, duelig. Sdm.

skjøns, skraat. Pꜳ skjøns: paa skraa. B. Stift. (Pꜳ skjønsk. Nedenæs). Jf. Skꜳ. (Eng. ascaunce).

skjønsa, v. a. sætte skraat eller skjævt.

skjønt, adv. 1) temmelig, ikke lidet; f. Ex. D’æ skjønt lengje sia. Jæd. Lister. — 2) i Talemaaden: „æ dæ so skjønt“, ɔ: er det Tilfældet, forholder det sig saaledes. Meget brugl. i Fosen og Ndm. ogsaa i Sdm.

Skjør, n. Skræmsel; Jagen (= Skjot). Sdm.

Skjør, n. s. Skyr. Skjør, f. s. Skjor.

Skjøt, m. 1) Skyds; s. Skjot. 2) Væverskytte, s. Skutel.

Skjøtarfivel, m. den store Blodaare under Ryggen i Dyrene. Sdm.

skjøte (skyde og skydse), s. skjota.

Skjøve, f. Skavejern (= Skavl). Gbr.

skjøyra, v. n. tumle blindt hen, fare uforsigtigt afsted. Hard. — Ligesaa: skjøyralege, adv. uforsigtigt. skjøyren, adj. fremfusende, uforsigtig.

Skjøyt, m. 1) Sammenføining, Stedet hvor to Stykker ere sammenføiede. — 2) et tilføiet Stykke, en Forlængelse, et Tillæg i Enden. Jf. Skaut (Botnaskaut).

skjøyta, v. a. 1. (e—te), 1) sammenføie to Stykker; sammensætte ved at fæste Enderne i hinanden. „skjøyte ihop“, egentlig sammenskyde, af skjota, skaut. G. N. skeyta. — 2) øge, tilskyde (skjøde), gjøre længere eller større ved at sætte et Stykke til. Alm. og meget brugeligt. (Jf. renna). — 3) tilskjøde, give Skjøde paa en Gaard. G. N. skeyta. Sv. sköta.

skjøyta, v. a. 2. (e—te), skjøtte om, have Omsorg for; ogsaa agte, bryde sig om. G. N. skeyta. skjøyte seg sjøl: raade sig selv. Han skjøytt’ ikje um dæ: han agtede det ikke. (Jf. giva um, kjæra seg um).

Skjøyta, f. 1. Skjøde, Overdragelses-Dokument. Nogle Steder: skjøte.

Skjøyta, f. 2. Skude, liden Jægt. (Stavanger).

skjøyteslaus, adj. 1) skjødesløs, ikke agtsom eller omhyggelig. 2) forvoven, som ikke ændser nogen Fare.

Skjøyteløysa, f. 1) Skjødesløshed; 2) Forvovenhed, Dumdristighed; 3) et forvovent, uforsigtigt Menneske.

Skjøyting, f. 1) Sammenføining, Tilskydelse. 2) Stedet hvor Stykkerne ere sammenføiede. I sidste Tilfælde hedder det ogsaa Skjøytning.

skjøytt, part. forlænget, forøget med et nyt Stykke; ogs. sammensat.

Sko, m. 1) Sko. En gammel Form er: Skor, og bst. Skor’en (Sætersd. Hard.). G. N. skó’r. Fleertal hedder sædvanlig Sko (rettere: Skor), bst. Form: Sko’ne, Sko’na. — 2) Hestesko, Beslag. Jf. Skoning. — 3) den nederste Deel af en Mølletragt (Teina). Hertil Talemaaden: „Dæ glyggje i Sko“, ɔ: man seer Enden, det er snart forbi (ligesom da Rummet i Mølletragten aabner sig, naar Kornet er næsten udløbet). B. Stift. — Sko-bot, f. Istandsættelse af Sko. Skobrune (aab. u), m. Sved paa Fødderne. Skoduk, m. en bred Kant paa Skjørter. Skoslit (aab. i), n. Forslidelse af Skoene. Sko-trøsk, m. Overlæder og Kappelæder til en Sko. (B. Stift).

sko, v. a. (r—dde), skoe, beslaae.

sko, adj. begjærlig, graadig. Tell. Jf. kꜳhuga, spꜳnosen.

skoda (aab. o), v. a. og n. (a—a), 1) betragte, besee, beskue. Mest brugl. i den nordlige Deel af Landet. I Nfj. og Sdm. hedder det: skode (inf.) og skoda (præs.), i Ørk. skꜳdꜳ, i Ndm. tildeels: ska; ellers: skoa, skꜳ. G. N. skoða. Sv. skåda. — 2) v. n. see efter noget, vende Øinene til, kige efter. Meget brugl. i Søndre Berg. i Formen: skoa; Imperf. tildeels: skodde. Eenstydigt med glosa, stira, glana og fl. (jf. sjꜳ) og forholder sig til sjaa ligesom „lyde“ til „høyra“.

skodd (oo), adj. skoet, beslaaet.

Skodda (aab. o), f. Taage, Skyer som lægge sig tæt til Jorden. Hedder ogsaa Skadda, el. Skadd’ (Inderøen), Skodd (Shl.), Skoll (Mandal). Ellers meget brugl. og næsten alm. (Kun i nogle af de sydligste Egne siges oftere Toka). I svenske Dial. skadda. (Jf. Ang. scad, Skygge).

Skoddebakkje, m. en stor Masse af Taage, som viser sig langt borte.

Skoddeflokje, m. en liden Taagesky. (I Sdm. Skoddelopp).

Skoddefole (aab. o), m. Horsegjøg (Fugl). Sdm. og fl. See Humregauk.

Skoddestꜳl, n. Taagemasse, en stor Taagesky. Nordre Berg.

Skoddevind, m. Vind med indtrækkende Taage fra Havet. Ogsaa: Skoddegyrje. See Gyrja.

Skodde-yr, n. Dug eller fiin Regn som falder af Taagen. N. Berg.

Skofot (fot, aab. o), n. pl. Fodtøi, Sko og Strømper tilsammen. Meget udbredt Ord. (B. Stift, Tell. Vald. og fl.). G. N. skóföt. Jf. fota og fata.

Skoft, n. Fritid; Lediggang. (Mandal). Et andet Skoft er pl. af Skaft.

skofta, v. n. hvile ud efter et Arbeide; ogsaa gaae ledig. Mandal. (Holl. schoften).

Skog, m. Skov. Paa nogle Steder søndenfjelds hedder det Skau. G. N. skógr. Sv. skog. Ꜳ Skog, see ꜳskog. Te Skogs: til Skoven. I Sammensætning ofte Skoga, især vestenfjelds; f. Ex. Skogatroll, Skovtrold. Skogarøvar, Røver som holder til i Skoven.

Skoga-kime (aab. i), m. en liden Skovstrækning. Sdm.

Skogaløde (Skogløa), f. Hølade i Udmarken.

skogarakt, adj. istand til at gaae i Skoven; om Køer. Nhl.

Skogatrøm, m. Skovrand, Udkanten af en Skov. B. Stift.

Skogavaks, n. Grund hvorpaa der voxer Skov. (Nordre Berg.). Upp um Skogavaks’e: saa høit at Skoven ophører; ovenfor Skovvæxtens Grændse. Andre Steder: Skogvokstr.

Skogbrune (aab. u), m. Fortørrelse i Skoven; ogsaa Skovbrand. I Buskerud: Skaubrona.

Skogbyte, n. Udskiftning af Skov.

Skoghagje, m. Græsgang i en Skov. Paa Hedemarken: Skauhaga.

skoglaus (skogalaus’e), adj. skovløs.

Skoglenda, f. Skov-Egn, skovbevoxet landskab. (Ikke alm.).

skoglendt, adj. skovbevoxet, om et Landskab.

Skogløysa, f. Mangel paa Skov.

Skogmo, m. skovbevoxet Flade.

skogolm, adj. = dyrolm. Ørk.

skogrædd (skogarædd’e), adj. bange for at være i Skoven; skovsky.

Skogslætte, n. Engmark i en Skov.

Skogstut, m. Angelik (Plante). Ørk.

Skogteig, m. et udskiftet Stykke af en Skov. I B. Stift. Skogateig.

Skogtyne, n. Ødelæggelse af Skoven. Tr. Stift. Ellers Skogfall og fl.

Skogvokstr, m. Skovvæxt; den Strækning hvorpaa Skoven voxer (= Skogavaks). I Gbr. og Hall. hedder det Skogvokst.

skoja (for skogja?), v. n. (a—a), skraale, lee eller græde høit. Jæd. (Udtalt sko-ja, med aab. o). Hertil Skojelꜳtt, m. Skogerlatter. Sjeldnere Skojegrꜳt.

skok (oo), rystede; s. skaka.

skokla, v. n. gaae skjødesløst, trække paa Fødderne. N. Berg.

Skokle, f. pl. Dræt, Skagler med en Hammel. (Hall. Vald.). Jf. Skꜳk.

Skol (aab. o), f. Skyllevand, Afskyl af Madkar; ogsaa blandet eller ureen Vædske. N. Berg. (Isl. skol).

Skol (aab. o), n. 1) Skyl, Strømning, Regnskyl. Tr. Stift. — 2) Skvulp, Pladsken; f. Ex. Bꜳreskol, ɔ: Bølgernes Pladsken. N. Berg.

skola (aab. o), v. a. og n. (a—a), 1) skylle, vaske. Sogn, Nhl. (Ellers skylja). G. N. skola. — 2) v. n. skvulpe, pladske, give en Lyd som naar man skyller noget. Dæ skola i Flaskenne. N. Berg. Sdm. og fl. (Jf. skvala).

sko-laus, adj. ikke forsynet med Sko. Heraf Skoløysa, f.

Skolest, m. Navn paa en Fisk (Coryphæna rupestris). Sogn. (Strøms „Berglax“).

Skoll, Taage; s. Skodda. Hertil: skollet, adj. taaget. (Mandal).

skollꜳt, adj. skaldet. (Isl. sköllóttr). Ogsaa kuldet (= kollut). Indr.

Skolma, f. Frugtbælg paa Ærter. Sogn, Ørk. See Skalme.

Skolmejarn, s. Skolpejarn.

Skolming, f. Tilhugning paa Kanten af Tømmerstokke, især ved Enderne; et Snit hvorved Kanterne gjøres smalere, for at de kunne falde bedre sammen. N. Berg.

Skolorm (aab. o), m. Skolopender, Tusindbeen. Tildeels i B. og Tr. Stift. I Buskerud: Skꜳnorm.

Skolpejarn, n. Huuljern, Dreierjern med rundbøiet Eg. Tr. Stift. I Nordre Berg. hedder det Skolmejarn. Paa andre Steder skal det hedde Skolp.

Skolt, m. Hjerneskal, Pande; især paa Dyr. Alm. Jf. Skjelte. G. N. skoltr. Stundom ogsaa om en Klippe eller en fremragende Top.

skolv og skolve, s. skjelva.

Skolveita, f. en aaben Grøft eller Rende. (Modsat Holveita). N. Berg.

skom, s. skum. Skomm, s. Skam.

Skoning, f. Beslag, Beklædning.

Skor (aab. o), f. 1. 1) en langstrakt Huulning i Jorden, et Bækkeløb eller en lignende Fordybning med Bakker paa begge Sider. Tell. (med Fleertal: Skarir). Jf. Skora, Sloka, Veita. — 2) en Huulning eller Indsænkning i en brat Fjeldside; især et Punkt hvor Jorden er styrtet ud fra en Klippe og har lagt sig ved Foden af samme. B. Stift. (Jf. Gil, Skorta, Skride). — 3) en Flade eller Skraaplan under en Klippe; Græsplet, Grønning ved Foden af et brat Fjeld. Søndre Berg. Sogn og fl. (Jf. Flꜳ, To, Lægd). Heraf adskillige Gaardsnavne.

Skor (aab. o), f. 2. 1) en Skammel (= Fotskor). Nhl. (G. N. skör). — 2) en Støtte, især under en Baad; s. Skora.

Skora (aab. o), f. 1. et Skaar, Indsnit, Skure. (Jf. Skar). Ogsaa en naturlig Fordybning, Sprække, Aabning. Alm. men hedder tildeels Skoro, oo (Gbr. Ørk.) og maaskee Skuru. G. N. skora. Vꜳgaskora: den Skure som betegner en Vog paa Bismeren. Dæ ligg’ i sꜳmꜳ Skorun: det staaer endnu i samme Stilling, Forholdet er ligedan som før. (Gbr.).

Skora (aab. o), f. 2. Kjedelkrog (= Skjæring). Rbg. Tell. og fl. Mest i Fleertal.

Skora (aab. o), f. 3. en Støtte; især en lang Støtte med en Kløft i Enden (til Gjærder og Hesjer). Nordre Berg. (Skore); nogle St. Skure (aab. u). G. N. skorða. Kortere Støtter kaldes Skor.

skora (aab. o), v. a. 1. (a—a), hugge, afhugge store Træer. Meget udbredt. (Berg. Stift, Rbg. Namd.). I Ndm. skara. G. N. skora. Hertil: Skoraspøne, pl. smaa Huggespaaner. (N. Berg.). Jf. Skorøks.

skora (aab. o), v. a. 2. (a—a), støtte, sætte Støtter under. N. Berg. G. N. skorða. Ogsaa opsætte Baade eller Fartøier. Tr. Stift.

Skore (oo), Hvid-Tidsel (= Kvitblad). Shl. See ellers Skora.

skoren (aab. o), part. (af skjera), skaaren, klippet; afskaaren; ogs. gildet.

Skorfeste, n. en Stilling som man ikke kan komme ud af. „koma i Skorfeste“, er egentlig at komme ind i en Fjeldkløft eller en liden Afsats (Skor), hvorfra man hverken kan komme frem eller tilbage. Hard.

Skorfil, (m.), Uret, Forurettelse. Passe de at han inkje gjere de Skorfil. Sdm. (Jf. Isl. skorbildr, Tab).

Skormark, f. tør Steengrund ved Foden af en Klippe.

Skorpa, f. Skorpe. (G. N. skorpa).

skorpast, v. n. hærdes paa Overfladen, belægges med Skorpe. Hedder ogsaa: skorpeleggja.

skorpen, adj. skrumpen, sammensnærpet, tør. Gbr. Indr. (G. N. skorpinn).

Skort (oo), m. Mangel, det at noget bliver forlidet. (Alm.). G. N. skortr.

skorta (oo), v. n. (a—a), mangle fattes; blive forlidet. Alm. (Jf. vanta, bresta). G. N. skorta. Dæ skorta oss ingjen Ting: vi havde fuldt op af allehaande Ting.

Skorta (oo), f. en liden Bjergkløft, Huulning eller Afsats under en Klippe. Sogn, Buskerud, Tell. (Jf. Skor).

Skorv, pl. af Skarv, n.

Skorøks (aab. o), f. en smal Øxe til at afhugge Stokke med (s. skora).

Skosa (oo), f. Fortælling, Historie. Nhl.

Skot (oo), n. Noget som opæder Kornet paa Agrene; især om Fugle og Muus. Østerd.

Skot (aab. o), n. 1) Skyden, det at noget skyder frem. (Af skjota, skaut). Mest i Sammensætning, som Framskot, Uppskot, Undaskot. — 2) Skud; Bøsseskud. (Sv. skott). Ogsaa Ladning til et Skud. — 3) Rendebakke, et Sted hvor man nedskyder Tømmer fra et Fjeld. Tell. (Ellers Rensl, Laup, Løypa). — 4) Udbygning, Tilbygning paa et Huus; ogsaa et Skuur, et Tørringshuus. (Jf. Skut, Skꜳle, Skjol). — 5) en Stanglængde i Hesjer, et Sæt af Stænger som opbindes ved Siden af hinanden. Sdm. (Jf. Hæs og Golv). — 6) Tougværk som bindes til Kanten paa Garn (Garnskot).

Skot, m. (i en Baad), s. Skut.

Skota (aab. o), f. 1) en liden Stang eller Stage som bruges istedetfor Aarer, til at fremskyde en Baad med (nemlig i Elvene). Østerd. i Formen Skoto. — 2) en liden Skovl at øse Meel og Korn med. Tell. i Formen Skotu.

skota (aab. o), v. a. skyde Baaden frem med en Stang (Skoto). Østerd. — I Tr. Stift det samme som skuta.

skotalt (aab. o), adj. n. flygtigt, vaklende, uvist, upaalideligt. Nhl.

Skotblad, n. det øverste Blad paa et Kornstraa. Nhl. Ørk. og fl. Ellers kaldet Skotbelg (ved Trondhjem) og Skotholk (Sdm.). Da stꜳr i Skotbla: Kornet staaer i Skud (nemlig naar Axet begynder at springe ud, saa at Toppen af samme viser sig. I Sdm. „Dæ stend i Skotholkj’a“.

skoten (aab. o), part. (af skjota), 1) skudt; 2) vraget, afkastet; 3) kantet, tilhøvlet; 4) fremskudt; 5) udsprungen, udskudt i Ax, om Kornet.

skotfri, adj. skudfri.

Skotgamp, m. gammel, ubrugbar Hest, som man skyder. Ligesaa Skotmær, f.

Skotholk, m. s. Skotblad.

Skothyvel (aab. y), m. Langhøvel, hvormed man „skyder“ Kanterne; f. Ex. paa Tøndestaver.

Skoting (aab. o), m. langvarig Blæst fra Havkanten. Hertil Skotingsbakkje, n. en Masse af Skyer eller Taage over Havet, hvorved dette Slags Vind foraarsages. Nordre Berg.

Skotkjeiping, m. en Baad med fire Rum eller Roerbænke og uden særegent Lastrum. Helg. Namd. (Egentl. Skutkjeiping).

Skotlok, n. et Laag, som ikke har Gjænger, men kun skydes ind i en dertil udskaaren Fals.

Skotloka (aab. o), f. en Laage eller Slaa, som kan skydes ind og trækkes fra.

Skotmꜳl, n. Skudmaal, saa langt som man kan naae med et Skud.

Skotning, m. ufuldbaaren Unge, Foster som er kastet eller født i Utide. Sogn. (S. skjota).

Skotpengar, pl. Præmie for at skyde Rovdyr.

Skotsmꜳl, n. Skudsmaal, Omdømme.

Skotu og Skoto, s. Skota.

Skotøl, n. Gjæstebud, foranstaltet ved Sammenskud af Gjæsterne. Sdm.

Skov (aab. o), n. Tummel, Bevægelse; kortvarig Travlhed. N. Berg.

Skova (oo), f. Afskrab, Bundskorpe i Gryder og Kar; ogsaa fortørret Bærme. G. N. skófir, pl. Sv. skofvor.

Skrabb, m. en tør eller stenig Plet i Ageren. Gbr. — Jf. Rabb.

skral, adj. ringe, daarlig. Mandal, Ndm. (Jf. skrælen). Sv. skral.

skrala, v. n. skralde. See skrella.

skramla, v. n. skramle, skralde.

skranen, adj. mager, tør (= skrinn). Nhl. — skranleitt, s. skrinnleitt.

skrangla, v. n. klirre, skralde, skramle. Meget brugeligt søndenfjelds. Heraf Skrangl, n. Skralden; ogsaa noget som gaaer haardt og larmende.

skranglen, adj. haard, rystende; f. Ex. om Kjørsel paa en Haard og stenet Vei. Ogsaa: skranglꜳt. (Gbr. Ørk.).

Skrap, n. 1) Skrab, Vraggods. 2) en daarlig, kummerlig Tilstand.

skrapa, v. a. og n. (a—a), 1) skrabe, grave. I Gbr. skrꜳpꜳ. — 2) larme, knirke; om Lyd som ligner en Skraben. Jf. skreppa, skrꜳpa, skrꜳva. — 3) slæbe sig frem med Møie, slaae sig igjennem. (Ligt grava, bala, baska og fl.).

Skrapa, f. 1) et Skrabejern. 2) en Irettesættelse. Dei fekk ei Skrape fyre dæ. Nordre Berg. (Sv. skrapa).

Skrapalass, n. det sidste Læs af en Dynge. Hertil Ordsproget: Skrapalasse vert alti’ støst.

skrapall, adj. usel, daarlig. (N. Berg.). Nogle Steder: skrapen.

skrata, v. a. (a—a), vrage, forskyde. (Jf. rata). skrata, adj. ringe, slet. Lister (udtalt skrada). Skratvare, Vraggods. (Sdm.).

skratta, v. n. (a—a), lee høit, skoggerlee. Søndre Berg. Gbr. og fl. (Sv. skratta).

Skrau, f. Skum. Nhl. (Jf. Frau).

Skrav, og skrava, s. skreva.

skravla, v. n. skryde, prale; ogs. vaase. Søndenfjelds. (Sv. skrafla). Heraf Skravl, n. Vaas, Ordgyderie. Skravl, m. en Ordgyder.

Skrꜳ, f. (Fl. Skræ, r), 1) Plade, Jernbeslag; især i Laas. 2) en Lap af Skind eller Læder. Jf. Bikskrꜳ. 3) Noget som er fortørret og skrumpent; især om gamle Sko og Skindklæder. Mest i de nordlige Egne. Sjeldnere om en liden Stump. (Tobakskraa). Jf. skrꜳen, skrꜳna.

skrꜳ, v. a. (r—dde), kløve, spalte; især Jern. Ørk.

skrꜳen, adj. 1) tør, noget tørret. Buskerud (sjelden). I B. Stift: skrꜳna. (Jf. Isl. skráþurr). — 2) skrumpen, haard, ru paa Huden eller Haarene. Gbr. Ørk.

skrꜳla, v. n. (a—a), skraale, skrige. Heraf Skrꜳl, n. og Skrꜳling, f.

skrꜳma, v. a. (a—a), saare, gjøre Rift eller Skramme paa. Tell. Hall.

Skrꜳma, f. 1. en Skramme, Rift, et revet eller skaaret Hul. (G. N. skráma. Sv. skråma).

Skrꜳma, f. 2. Tare, bredbladet Tang. Oftere Skrꜳmetang, n. — Hard. Ryfylke.

skrꜳmen, adj. tynd og udstrakt i Vidden (maaskee ogs. rynket, ujævn). Hard.

skrꜳna, v. n. (a—a), indtørres, krybe sammen, blive haard og tør. B. Stift, Ørk. og fl. — Particip: skrꜳna, tørret, hærdet. Jf. skrꜳen og skræna.

skrꜳpa, s. skrꜳva. Skrꜳtt, s. Skrott.

skrꜳva, v. n. (a—a), knirke, skrabe, give en vis raslende Lyd, som naar man gnider eller river paa tørt Skind, Papir, Løv eller lignende tørre Sager. B. Stift. Om en stærkere Lyd siges: skrꜳpa (Sdm.).

skrꜳvꜳ, s. skreva.

Skre, s. Skrid og Skride.

Skreid, f. 1. 1) en fremskridende Hob, Flok, Følge. N. Berg. Tell. og flere. Heila Skrei’a: det hele Følge. — 2) Bjergaandernes eller Vætternes Færd (= Jolarei, Oskerei). Hall. (i Formen Skrei). — 3) Skred, Jordskred. Inderøen. (Skrei). See Skrid.

Skrei(d), f. 2. Vaartorsk, Stortorsk. Nordlandene. (Deels om en Mængde, deels ogsaa om enkelte Fiske). G. N. skreið. Synes at være et forkortet Navn istedetfor Skreidtorsk.

skreide (skreia), v. a. (e—de), 1) skyde tilside, støde paa noget saa at det glider. Tell. og fl. Skrei Loka ifrꜳ: skyd Laagen fra. — 2) "skreia seg“: glide, rende paa Iis eller Snee. Sogn, Nhl. (Af skride, skreid).

Skreidtosk, m. Vaartorsk. Egentlig Stiimtorsk (s. Skreid). B. Stift (sjelden).

skreke (glide), s. skrika.

skrekka, v. n. (skrekk; skrakk; skrokkje), indsvinde, krybe sammen, indtørres, blive smalere eller tættere ved Tørring. B. og Kr. Stift. Mest brugl. i Søndre Berg. i den afvigende Form: skrøkkja, præs. skrøkk’e, impf. skrokk. Particip: skrokkjen. (Jf. skrokna). Svarer til Ang. scrincan og Engelsk shrink. (Analogt med sekka).

skrekkjen (skrøkkjen), adj. om utætte Sager, som indsvinde stærkt.

Skrell, m. Skrald, Smæld.

skrella, v. n. 1. (skrell; skrall; skrolle), skralde, brage, give enkelte Knald eller Smæld. Sogn, Sfj. og fl. Han slo te so da skrall. Ogsaa om en Gjenlyd; f. Ex. Da skrall i Fjell’e.

skrella, v. n. 2. (e—te), skraale, raabe eller lee høit. Sdm. (skrelle). Han sto’ skrelte ꜳ log. Hertil Skrellelꜳtt, m. en skraldende Latter, Skogerlatter.

Skrella, f. en Skralde. Sogn. (Ellers Skjella og Smella).

Skrelling, f. 1) Skralden. 2) Skraal.

Skrellskot, n. et Skud med løst Krud.

Skrepp, n. Ros, smigrende Omtale; ogsaa Skryderie. (Sv. skräpp).

Skreppa, f. Skræppe, Randsel. G. N. skreppa. Jf. Prins, Rensel.

skreppa (skreppe), v. n. 1. (skrepp; skrapp), rasle, give en raslende Lyd (= skrꜳva). Gbr. Næsten blot i Imperf. f. Ex. Dæ skrapp i dæ.

skreppa, v. n. 2. (e—te), rose, smigre; ogsaa skryde, prale af noget. D’æ inkje te skreppe ’ta: det er ikke at rose, intet at skryde af. Meget brugl. i de nordlige Egne. Sv. skräppa.

skreppen, adj. tilbøielig til at rose eller at skryde.

Skrev (aab. e), n. 1) Skridt, Afstanden fra det ene Fjed til det andet. G. N. skref. — 2) Skrævet, Vinkelen imellem Fødderne (= Klov). vade pi Skrev’e: vade til Skrævet (Hofterne). I Tr. Stift hedder det oftest Skrav (Ndm. Ørk. Namd.). sita Skrevs um, eller „umskrevs“: sidde skrævs over, med en Fod paa hver Side. I Tr. Stift: umskraves.

skreva (aab. e), v. n. (a—a), skræve, sætte Fødderne ud fra hinanden; ogsaa stige over noget, gjøre et Skridt. Hedder ogsaa skriva, aab. i (Sogn), skræva, skrava (Nordm. Namd.), skrꜳvꜳ (Ørk.). G. N. skrefa.

skrevstor, adj. langbenet, som kan tage store Skridt.

skria, v. n. (a—a), huje, raabe af Munterhed, juble. Nordre Berg. (Adskilt fra skrika). Et andet skria, s. skride.

Skrid (aab. i), n. Gliden, Synkning; ogsaa en langsom Gang. (Sjelden).

Skrid (aab. i), f. Skred, Nedstyrtning af Steen, Jord eller Snee fra et Fjeld. Mest brugl. i de sydlige Egne i Formen Skri (aab. i), Skria, Skrea. (G. N. skriða). I de nordlige Egne siges Skrei, Fonn og Rap.

Skride (aab. i), f. 1) Skred. (I Formen Skria og Skree; see forrige). — 2) en bratliggende Mark eller Grønning under en Klippe (egentlig dannet ved Skred); en stor Græsplet imellem Klipperne i et brat Fjeld. Sdm. i Formen Skride (aab. i).

skride (skria), v. n. (skrid; skreid, skride), 1) glide, gaae løs, falde ud af sit Leie; f. Ex. om noget som er opstablet. Mest brugl. i de sydlige Egne; især ved Bergen (skria, skrei). Heraf Skrid, skreide. — 2) skride, glide paa Iis eller Snee, gaae paa Skøiter o. s. v. Brugl. etsteds i Kr. Stift. (Ellers skreia, renna, aka, løype). G. N. skríða. — 3) skride frem, gaae jævnt og langsomt; f. Ex. om Tiden. I Nordre Berg. oftest om en meget svag Bevægelse. Stundꜳ ligg ’an ꜳ stundꜳ skrid ’an: deels ligger han, deels gaaer han saa smaat. Dæ løyp’e pꜳ ꜳ skrid’e ’ta: det kommer snart og gaaer seent bort. (Sdm.).

Skridemark (aab. i), f. brat Fjeldmark med Græspletter imellem Klipperne. Sdm.

skriden (aab. i), part. gledet, udfalden, sunken. Søndre Berg. (skrien).

Skriding (ii), f. Gliden. S. skride.

Skrift, f. 1) Skrift, skrevne Ord; ogsaa Haandskrift. 2) Skriftsprog. 3) Skrifte; forældet i Talemaaden „stꜳ Skrift“: staae til Skrifte. — snakke ette Skrift’enne: tale som man skriver. Han ser ut som ei Skrift pꜳ Markj’i: han seer ud som en Skygge eller livløs Figur (Tegning). Tell. Ogsaa i B. Stift.

skrifta, v. a. (a—a). holde Skriftemaal. Derimod „skrifta seg“: gaae til Skriftemaal. „skrifta seg te Falls“, om en frugtsommelig Kone, som gaaer til Alters kort forud for Barselsengen. Nordre Berg.

Skrik (ii), n. Skrig.

skrika, v. n. (skrik; skreik; skrikje, aab. i), skrige. Nogle St. i Inf. skrikje. G. N. skríkja. Heraf Skrikar, m. Skriking, f.

skrika (aab. i), v. a. (a—a), bringe aflave, forstyrre, rive tilside. Gbr. (i Formen skreka el. skreke). See følg.

skrikast (aab. i), v. n. glide, vakle, snuble, komme ud af Ligevægten; ogsaa tage feil. Sdm. Gbr. (skrekast). I Sdm. ogsaa skrike (aab. i). G. N. skrika.

skrikka, v. n. (a—a), hoppe, dandse, gjøre enkelte Spring; om Lam, Kid, Kalve o. s. v. Sogn, Sfj. Sdm. Hall. (Jf. Gam. Tydsk: scrican, springe). Om et andet skrikka s. skrækja.

Skrin, n. Skriin. Jf. Kistel.

Skrinde, f. Kurv at bære paa Ryggen (= Kipa). Tell. (Sv. skrinda, Slædekurv).

skrinn, adj. mager, tynd, tør (om Dyr og Mennesker); ogsaa gold, ufrugtbar (om Jord). Kr. Stift, Nordre Berg. Gbr. Ørk. (Meget brugeligt).

Skrinna, f. mager Jord, Engmark med lidet Græs. Kr. Stift, Sdm. (Jf. Tunka). Ogsaa kaldet Skrinnemark.

skrinnast (-est), v. n. (Imp. skrintest), udmagres, blive mager.

skrinnlagd, adj. tyndlemmet, mager. Tell.

skrinnleitt, adj. mager i Ansigtet, tynd, indfalden.

skrinnvoren, adj. noget mager.

Skrip (ii), n. Kjælerie, Karessering. Gbr. (af skripa). Ellers forekommer et Skripa, f. cunnus. (At jævnføre med Isl. skrípr). N. Berg.

skripa, v. a. (a—a), kjæle for, kjærtegne, karessere. Gbr. Vald. — skripe upp eit Bꜳn: forkjæle, forvænne et Barn.

skripast, v. n. kjæle for hinanden.

skripen, adj. 1) lystig, munter; ogsaa overgiven. Hall. Vald. (Jf. kipen). 2) kjælende, venlig, indsmigrende (om Dyr og Mennesker). Vald. Gbr. (Hedder ogsaa skripand). 3) bly, undseelig. Paa Helgeland.

Skriplæte, n. Kjælerie, indsmigrende Væsen, Ømbeds-Tegn. Gbr. Hedder ogsaa Skriplꜳt, n. og Skriping, f.

Skripmꜳne, m. Kjælemaaned; Hvedebrødsdage. Gbr. Jf. Flikramꜳnar.

Skripne, f. Herlighed, Fornøielse, som snart faaer Ende. Sdm. (hvor derimod de andre Ord mangle).

skriput, adj. kjælende, indsmigrende (især om Dyr, f. Ex. Katte); lystig, legende (= skripen); ogsaa kjælen, forkjælet. Valders.

Skriv, n. Skrivelse, Brev. Me ha fengje Skriv frꜳ dei. Rbg. G. N. skrif.

skriva, v. a. (skriv; skreiv; skrive, aab. i), skrive; ogsaa indskrive, indrullere; optegne, anføre. (I Rbg. tildeels med Formerne: a—a). skriva seg: indskrive sig, undertegne. skriva inn: indføre. skriva upp: opskrive, optegne.

skrivande, adj. værdt at skrive om.

Skrivar, m. Sorenskriver, Underdommer. Skrivarkar, m. Kontorist hos en Sorenskriver. Skrivarløn, n. Sorenskriverens Betaling, især for en Skifteforretning.

skriven (aab. i), part. skreven; indskreven; indrulleret til Soldat.

Skriving, f. Skrivning.

Skrjona, f. Skryderie; en udsmykket, æventyrlig Fortælling, upaalidelig Historie. Nhl. Ogsaa ved Kristiania i Formen Skrøne. — Hertil: skrjona (skrøne), v. n. skryde; fortælle noget med adskillige Overdrivelser. Skrjonebok, f. en Bog med opdigtede, æventyrlige Historier. Nhl.

Skrogg, s. Skrubb. skrokk, s. skrekka.

skrokkjen, adj. indsvunden, sammenskrumpet, indtørret. (Particip af skrekke, el. skrøkkja). Ogsaa haard, rynket.

skrokna (skrokkne), v. n. (a—a), sammenskrumpes, krybe sammen. Rbg.

Skrot (oo), n. Bærme, Bundfald; ogsaa Affald, Skrab, ubetydelige Ting. N. Berg. og Tr. Stift. Jf. Kroto.

Skrott (aab. o), m. Krop, Legeme. Mest brugl. søndenfjelds. Nogle Steder Skrꜳtt. Spotviis ogsaa om et Menneske; især en lad, doven Karl. (Tell.).

Skrov (aab. o), n. Skrog; ogsaa Krop af et Dyr. Kr. Stift. (Jf. Krov). I Hard. og Shl. siges Skrybbe, n.

Skru, s. Skruv. skrua, s. skruva.

Skrubb, m. 1) en Ulv. Kr. Stift, Voss, Hall. og fl. I Ørk. Skrogg. (Jf. Ulv, Varg, Grꜳbein). — 2) en barsk og ublid Karl. Jf. skrubba.

Skrubb, n. Rivning, Gniden; ogsaa Tugt, Tilretteviisning.

skrubba, v. a. (a—a), 1) skrubbe, gnide stærkt. 2) tugte, ydmyge; ogsaa skjende paa, give en Irettesættelse. Sv. skrubba.

Skrubbe, f. Hønsebær (Cornus svecica). Nordenfjelds.

Skrubbhyvel (aab. y), m. Skrubhøvel; ogsaa om en streng Mand. Ved Stavanger hedder det Rubbhevel.

Skrukka, f. en Rynke, et Punkt hvor noget er ujævnt eller sammenskrumpet. Mest brugl. søndenfjelds. (Sv. skrynka). Jf. Rukka. I Fjeldbygderne ogsaa en liden Kurv af Bark eller Næver. I Nordland om en Portion af sammenbøiet Fladbrød. Jf. skrekka og skrokkjen.

skrukkast, v. n. blive rynket eller ujævn, skrumpes. Gbr. og fl.

Skrukketroll, n. Insekt med haard og ujævn Skal. I de sydlige Egne især om Bænkebideren (Oniscus Asellus). I Sdm. om et Slags store Insekter, som ligne Torbisterne. (Formodentlig af Slægten „Løber“, Carabus). Hedder i Ørk. Skrupptroll.

skrukkjen, adj. haard, ujævn, rynket. Gbr. Jf. skrokkjen.

skrukkut, adj. rynket, skrumpen.

Skrulle, f. en smal Kurv eller Kasse. Sdm. (sjelden). Ogsaa om gamle forslidte Bøger.

Skrump, m. Brusk, haardt Kjød. Nhl.

Skrupptroll, s. Skrukketroll.

Skruv (Skru), m. 1) en Skrue. Hedder i B. Stift: Skrue og Skru. (Sv. skruf). — 2) en liden Kornstak, en Hob Kornbaand som ere opreiste paa Ageren for at tørres. Jæd. (Isl. skrúf, n.). I Nhl. betegner „Skru“ kun det øverste Neg paa en Kornstør. (Jf. Skur). — 3) et Slags Hovedpynt for Kvindfolk. Hedemarken.

skruva, v. a. (a—a), skrue; ogs. presse, klemme med Skruer. I Berg. Stift: skrua, skrue; i Mandal: skryve. G. N. skrúfa.

Skruva, f. en Klemme eller Presse med Skruer. Shl.

Skruvfar, n. Skruegang, Spiralgange; de Skurer hvori Skruen falder. Berg. Stift. Ellers Skruvgꜳng og Skruvlø (i Ørk. for Skruvlod).

Skruvlag, n. Spiralgang, Omvinding; de enkelte Skurer paa en Skrue.

Skruvlod, f. s. Skruvfar.

Skruvmor, f. Skruemoder; Røret hvori Skruen gaaer, ogsaa Blokken eller Stykket hvori Skruegangen er indrettet.

Skruvsted (Skruste), n. en Ambolt med en Aabning som kan sammenskrues.

Skrybbe, n. Skrog, Krop; s. Skrov.

Skryde, f. Hoste og tungt Aandedræt (Jf. Ryde). skryde, v. n. harke, hoste. Sdm.

skryfte, v. a. banke Kornbaandene, for at det tyngste og modneste Korn kan falde af. Buskerud. (I danske Dial. skrifte). Hertil Skryfterug, m. den bedste, modneste Rug.

skryla, v. n. (e—te), græde høit og skraalende (om Børn). Nordre Berg. (Jf. skoja). Heraf Skryl, n. høirøstet Graad.

Skrymt, s. Skrømt. skryp, s. skryv.

skryta, prale; s. skrøyta.

Skryta, f. et Slags Krabbe. (See Hyrving). Jæd.

Skryte, n. et gammelt og fortørret eller raaddent Træ. Tell.

skryten, adj. 1) grim, hæslig, som ikke seer godt ud. Hard. Shl. Sdm. (I Tell. skrytleg). Ho æ so gomol ꜳ skryta. — 2) skrydende, pralende; s. skrøyten.

skrytleg, adj. grim, styg. S. skryten.

skryv, adj. udrøi, kortvarig (= ryr). Ndm. Fosen og fl. I Inderøen hedder det skryp. (Jf. skyvar). I svenske Dial. skryp og skrym.

skrypa, v. a. (e—de), 1) skrue, s. skruva. 2) sætte Korn i Stak (Skruv). Jæd.

skryve, v. a. forøde (af skryv). Sjelden. I Indr. skryve. Han skrype dæ bort: han forøder det snart.

Skræ, s. Skrꜳ og Skræde.

skræ, v. a. skraae, grutte, male grovt som Malt. Namd. Indr.

skræast (skræes), v. n. formindskes, indsvinde (= kverva); ogsaa forødes, gaae med uden Nytte. Namd. Indr. (Jf. skjerast).

Skræddar, m. Skrædder.

Skræde, f. pl. Talggrever, Bærme af Talg eller andet Fedt. N. Berg. (Nogle St. Skræe). I Gbr. Kroto (jf. Skrot). Isl. skræður.

Skræe, n. skraaet Korn (s. skræ); ogsaa Skal, Klid, Affald. Namd. Indr.

skrækja, v. n. (e—te), skrige, snadre, svadse; om enkelte Fugle, især Skaden (Skjor). N. Berg. Sdm. (I nordre Sdm. hedder det skrikke). G. N. skrækja.

skræleg, forødende; s. skræsamt.

skrælen, adj. svag, kraftløs. Ndm. Jf. skral.

skræma, v. a. (e—de), skræmme, skrække. I Kr. Stift tildeels: skrøme. — Particip skræmd: forskrækket.

Skræma, f. 1) Skræk. 2) en Skræmme, et Skrækkebillede.

skræmeleg, adj. skrækkelig, styg.

Skræmsl, n. et Skræmsel, Noget som foraarsager Skræk.

skræna, v. a. (e—te), tørre stærkt, fortørre, gjøre haardt og skrumpent. N. Berg. Jf. skrꜳen og skrꜳna.

skrænast (-est), v. n. fortørres, sammenskrumpes.

Skræning, m. Tørke, langvarigt tørt Veir med Vind. Sdm.

skræsamt, adj. n. spildsomt, forødende, som medfører Forødelse. Tr. Stift.

skrøkkja, indsvinde; s. skrekka.

skrøme, s. skræma.

Skrømt, n. Spøgerie, Spøgelser eller noget som skræmmer Folk. Mandal, Rbg. Tell. og fl. I Gbr. skal det hedde Skrymt. (I svenske Dial. skrömt og skrymt).

Skrøne, f. Skryderie; s. Skrjona.

skrøpelege, adv. galt, daarligt; ogsaa usædvanligt, overmaade. Tr. Stift, Sdm.

Skrøyt, n. Skryderie. Ellers Skryt.

skrøyta, v. n. (e—te), skryde, prale; ogsaa rose meget. N. Berg. Sydligere hedder det skryta. (Jf. skreppa, kyta). G. N. skreyta.

skrøyten, adj. pralende, tilbøielig til at skryde. I Søndre Berg.: skryten.

Sku, s. Skuv. — skua, s. skuva.

skubba, v. a. (a—a), skubbe, gnide.

Skuffa, f. en Skuffe. (Nyt Ord).

Skufl, f. en liden Skovl til Korn eller Meel. skufla, v. a. øse, kaste.

Skuftung, m. Lægte imellem Aaserne og Fjelene i Taget. Fosen.

Skugg, n. Dunkelhed, Skygge. „I Skugg ꜳ Skjul“: i Løndom, paa skjulte Steder. Tell.

Skugg, m. en glat og blank Iis; især paa en Vei. Tildeels i Tr. Stift (Ndm. Størdalen). I Søndmør hedder det Skuggꜳl.

skugga, v. n. skygge; s. skyggja.

Skuggꜳl, m. glat Iis; s. Skugg.

skuggelaust, aabent, uden Skygge.

skuggerædd, adj. bange for Skygger.

Skuggje, m. (Fl. Skugga, r), Skygge. G. N. skuggi. Litle Skuggje (et Kjælenavn).

Skukk, m. Loft i Lader og Fæhuse; Høløft (= Hjell). Søndre Berg.

Skul, m. Skal. skule, v. a. tage Skal af. Forekommer i Tell. — Om et andet „skule“, see Skule.

skula (aab. u), v. n. (skal; skulde; skula), skulle. Inf. bruges sjelden, og hedder da sædvanlig enten skule eller forkortet sku. (G. N. skulu; Sv. skola). Præsens hedder ofte ska; i Fleertal sku (aab. u). Impf. har tildeels to Former: skulde (forkortet: sku) og skilde (i Sætersd.), ellers forandret til sjille, sille (Rbg. Tell.) og skje (Hard. Voss); — den sidste Form bruges som Konjunktiv. (G. N. skyldi). Supinum hedder ogsaa skult og skulda (N. Berg.). — Bruges i de almindelige Betydninger, nemlig 1) om en Skyldighed eller Nødvendighed; 2) om en Bestemmelse for Fremtiden (Hjælpeverbum); 3) om en Mulighed, ogsaa et vist antaget Tilfælde, noget som er sagt eller paastaaet. I sidste Tilfælde er det især at Formen „skje“ bruges (i Hard. og Voss), f. Ex. Dei sa, han skje vera komen, ɔ: man sagde, at han skulde være kommen. Formen „sille“ (i Tell.) bruges ofte ogsaa i Indikativ. — Ska’ tru dæ! ɔ: skal man tro det, mon det er saa. Eg sku ’kje: jeg skulde ikke. Eg skulda gjort dæ: jeg skulde have gjort det.

Skuld, f. 1) Gjeld. (Egentlig det som man skylder eller er forpligtet til). G. N. skuld. krevja Skuld: indkræve Gjeld. draga Skuld pꜳ seg: paadrage sig Gjeld. — 2) Skyld, Ophav, Aarsag; ogsaa Beskyldning, eller det at man tillægger En noget. D’æ han, som var Skuld’a (Ophavsmand). Dæ var mi eigja Skuld. Dei fekk Skuld’a fyre dæ. — 3) Skyld, Grund, Hensyn. (Sv. skuld). Fyre henna Skuld: for hendes Skyld. Fyre Bonn’a si Skuld: for Børnenes Skyld. Fyre den Skuld: derfor, i den Henseende, hvad det angaaer. (Sv. före den skull). Ofte forbundet med et Subst. uden Tegn til Genitiv; f. Ex. fyre Moro Skuld.

skulda, v. a. (a—a), beskylde, lægge Skylden paa. Han skulda dei fyre dæ. G. N. skulda.

skuldbunden, adj. gjeldbunden.

skuldfri, adj. gjeldfri.

skuldlaus (skuldelaus’e), adj. 1) skyldfri, uskyldig. 2) gjeldfri.

Skuldmann, m. Skyldner, Debitor.

skuldug (skuldig’e), adj. 1) skyldig til noget, forbunden. 2) som har noget at betale, staaer i Gjeld.

Skule (uu), m. Skole; ogsaa en Skolelærer. Findes ogsaa i Formen Skole; især i Tr. Stift; ellers synes „Skule“ at være det almindeligste. Hertil skula, v. n. holde Skole; ogsaa v. a. oplære, undervise En i Skolekundskaber. (Berg. Stift). — Skulebonn, n. pl. Skolebørn. Skuleløn, f. Skolepenge. Skulemeister, m. Skoleholder.

skulka, v. n. liste sig, snige sig til noget. Søndre Berg.

skult (el. skuldt), adj. kvittet, klareret. No æ me skult: nu er vort Mellemværende opgjort (nemlig naar Enhver har faaet sit, og Ingen har mere at betale). Nordenfjelds. I Inderøen: skylt, hvilket ogsaa kunde forklares som „skyldt“, af det gamle skylda (ɔ: gjengjælde); jf. forskylde.

skulta, v. a. (a—a), opgjøre et Mellemværende, saaledes at Ingen skylder den Anden noget. Tr. Stift, Sdm. I Inderøen: skylte.

Skum (aab. u), n. Skum. Hertil Skumdott og Skumhatt, m. en liden Top af Skum. Skumrꜳnd, f. Stribe af Skum.

skum (aab. u), adj. mørk, dunkel; især om Luften; sjeldnere om Farve. Meget brugl. i de sydligste og nordligste Egne (Rbg. Tell. Shl. Tr. Stift og Helg.). I B. Stift tildeels: skym; ellers siges dim og myrk.

skuma (aab. u), v. n. (a—a), mørkne af Natten. Shl. og fl. Jf. skymra.

skumast (aab. u), v. n. skumme; afsætte Skum.

skumen, adj. skumagtig, løs, utæt. I Sdm. hedder det: skumfingjen.

Skuming, f. Mørkning, Tusmørke. Shl. Indr. (Jf. Skumt, Skymring). En anden Betydning forudsættes i Handskuming.

skumleitt, adj. mørkfarvet, som har en mørk Ansigtsfarve. Shl.

Skump, m. et Stød, Puf.

skumpa, v. a. og n. (a—a), støde, puffe, give et Tryk, især med Næverne eller Albuerne. Alm. og tildeels meget brugl. Dæ skumpa pꜳ alle Si’o: det støder paa alle Sider (f. Ex. i en stor Folkemasse). Han skumpa burt i meg: han puffede til mig, gav mig et Vink. — Jf. skuva.

Skumping, f. idelig Støden eller Puffen.

skumpla, v. n. skvulpe, rystes; om Vædske i et Kar. — Hertil Skumpla-rom, n. et tomt Rum, Skvulperum i et Kar som man skal bære. B. Stift.

Skumskot, n. Skumring, Mørkning om Aftenen. Bruges ved Trondhjem.

skumstøytt, adj. skummende vaad, bedækket overalt af Skum. N. Berg.

skumsveitt, adj. skummende af Sved.

Skumt, n. Aftenskumring. Hard. Voss. (Nogle Steder: Skunt).

skumta, v. n. 1) mørkne, skumre. 2) hvile lidt i Skumringen. (skumta seg). Hard. og Voss. Nogle Steder: skunta.

skumvoren, adj. noget mørk, dunkel.

skunda, v. a. (a—a), skynde, paaskynde. G. N. skunda. — skunde seg: skynde sig, haste. skunde pꜳ: paaskynde.

skunden og skundsam, adj. skyndsom, hastig. (Sjelden).

Skunding, f. Skynding, Hast.

Skur, n. et Skuur, aabent Huus. Nhl. Ellers Skot, Skjol, Skꜳle.

Skur, f. en Byge, Iling. Søndenfjelds; ogs. tildeels i Tr. Stift. (G. N. skúr).

Skur, m. 1. Spurv eller anden Fugl af de mindre Arter. Tell.

Skur, m. 2. det øverste Kornlag i Hesjerne. Sdm. (Jf. Skru, i Nhl.). Hertil Skurtrode, f. den øverste Stang i en Hesje.

Skur (aab. u), m. 1) Skjæren, det at man skjærer noget; ogsaa Snit, Maade at skjære paa. G. N. skurðr. — 2) Kornhøsten, det Arbeide at afskjære Kornet, og den Tid da dette Arbeide foregaaer. Alm. (Sv. skörd). — 3) Skaar, Stedet hvor noget er skaaret; ogsaa et afskaaret Stykke, Stump, Afsnit. D’æ kvitt i Skur’a: det er hvidt i Skaaret. Poteteskur: skaarne Poteter til at plante. — I Sammensætning ofte: Skura; saaledes: Skuradag, m. en Dag til at afskjære Korn. Skurafolk, n. Folk som skjære Korn. Skuragraut, m. et Maaltid Flødegrød, som man spiser naar Kornet er afskaaret.

skura (uu), v. a. (a—a), 1) skure, gnide, pudse. 2) skrabe, især paa Huden; saare, forgnide. „skura seg“: saare sig, gnide Huden af. 3) klemme paa, bruse frem, lade staae til. „Lat dæ skure!“

Skuring, f. 1) Gnidning, Pudsning. 2) en stor Skynding, Travlhed, stærk og voldsom Bevægelse; f. Ex. om Seilads i en stærk Storm.

Skurm, f. haard Skal; Nøddeskal. (Nateskurm). Nordre Berg. Sydligere hedder det Skudn (for Skurn); saaledes Nataskudn, Eggjeskudn. G. N. skurn og skurmr.

Skur-onn (aab. u), f. Høstarbeidet, Kornets Afskjæring, og den Tid hvori samme foregaaer. Alm. Nogle Steder oftere: Skuravinna, f.

Skurstikka (uu), f. Strygespaan, en liden Stok med en udspilet Rem til at pudse eller polere med.

Skurva, f. Skurv, Roe. (Jf. Rur). Hertil: skurvut, adj. fuld af Saar. Skurvesykja, f. en Faaresygdom med Skab og Skaar.

Skur-ver (ee), n. Bygeveir.

Skut (uu), m. 1) en fremragende Top, Pynt, Klippeskrænt. Rbg. Tell. (s. skuta). — 2) en Udbygning paa et Huus, et Skuur, dannet ved en Forlængelse af Taget. Hedm. Gbr.

Skut (aab. u), m. den forreste og bageste Ende af en Baad (Framskut, Bakskut); ogsaa Stavnrum, Enderummet indvendig i Baaden. „sita i Skut’a“: sidde i Stavnrummet (især ved Bagstavnen). I Tr. Stift hedder det Skot (aab. o). G. N. skutr.

skuta (aab. u), v. n. (a—a), skyde tilbage, vende Bagstavnen til; roe tilbage eller stoppe ved at skyde Aarerne baglængs. Berg. Stift. I Tr. Stift: skota (aab. o).

skuta (uu), v. n. (e—te), rage frem, række langt ud. Rbg. Tell. (skute). Bergj’e skuter fram ive Vegjen: Klippen hælder ud over Veien. (Isl. skúta). Jf. Skut.

Skuta, f. Skude, Fartøi.

Skutel (aab. u), m. Væverskytte, Redskab hvormed Islættet skydes ind i Væven. N. Berg. Hedder ogsaa Skjøt, Skyt (Tr. Stift), Skyndel (Shl.). — Skutel skal ogsaa betyde Harpun.

skutla, v. a. (a—a), 1) skyde frem, støde fremad. Voss. — 2) blande sammen, skyde ind imellem hinanden. N. Berg.

skutra, v. a. forøde, ødsle bort. Skal bruges i Tell. I N. Berg. skitra. Sv. sqvättra.

skutsett, adj. for meget ladet i Stavnrummet; om en Baad.

Skuv (Sku), m. 1) en Dusk eller Top i Enden; f. Ex. paa et Baand eller paa en Hale. N. Berg. — 2) Fryndser, fryndset Kant paa Tøi. Hard. (G. N. skúfr). Jf. Faks.

skuva (skue), v. a. og n. (a—a), skyde fra sig, flytte ved et Stød eller Tryk, støde til noget for at faae det bort. Alm. og meget brugeligt. Søndenfjelds tildeels: skyve. I Østerd. skal det findes med Formerne: skyv’, skauv (som vel ogsaa ere de oprindelige). G. N. skúfa. Ang. scúfan. — skuva Bor’e ꜳt Veggj’e: skyde Bordet til Væggen. skuve av Bꜳten: støde Baaden fra Land. Den eine drog, ꜳ hin skua ette: den ene trak og den anden skjød efter. Han skua meg stad: han stødte til mig saa jeg faldt. (N. Berg.). Han vart bꜳde skumpa ꜳ skuva (stødt og puffet). Jf. skubba, skumpa, skjota, yta.

Skuvelok, n. Skydelaag (= Skotlok).

Skuveseng, f. en Seng som man kan skyde sammen. Tr. Stift. (I B. Stift: Dragseng).

Skuving, f. Støden, Puffen.

Skval, m. et Skvulp eller Plump i Vandet, en Vandhvirvel. Buskerud og fl.

skvala, v. n. (a—a), skvulpe, sprudle, vælde frem. Tell. Buskerud, Hedm. I Gbr. skvꜳlꜳ. I N. Berg. skvelja (jf. skola).

skvaldra, v. n. gjøe idelig, om Hundene; ogs. skraale, støie.

skvapa, v. n. bævre, ryste. Hall. (Jf. Kvap).

skvelja, v. n. (a—a), sprudle, vælde ud; ogsaa om en mild Brækning. N. Berg.

skvella, opsvulme; s. svella.

skvellen, hvinende; s. kvell.

Skvett, m. 1) et Stænk, Skvat, Vandstraale; ogsaa en liden Regnbyge. Alm. — 2) en liden Slump Vædske; Levning i et Kar. Jf. Sope, Dogg, Vꜳtt. — 3) en pludselig Skræk (= Kvekk). Gbr.

skvetta, v. n. (skvett’; skvatt; skvotte), 1) sprøite, sprudle, drive frem i Draaber eller smaa Strømme; f. Ex. af en Sprøite eller af et rystet Kar. Alm. og meget brugl. Han slo i Vatn’e so dæ skvatt. Dæ heve skvotte pꜳ dei: de ere blevne lidt vaade. — 2) adspredes pludselig, rende bort; f. Ex. om en Flok Kvæg, naar den bliver skræmt. B. Stift. Jf. støkkja. — 3) fare op af Skræk, rystes af Forskrækkelse. Gbr. Ørk. Indr. (Ellers: kveppa, kvekka) Dæ small so e skvatt.

skvetta, v. a. (e—e), stænke, sprøite, kaste en Vædske. Alm. (G. N. skvetta. Sv. sqvätta). Dei skvette pꜳ oss: de sprøitede Vand paa os. Dæ skvette ꜳ regne: det regner lidt. (I Sdm. siges ogsaa skvæte og skvitra). skvette Kynn’e: malke. (N. Berg.).

Skvetta, f. en Sprøite; ogsaa Angelik (Jol), fordi Stilkene bruges at sprøite med.

skvetten, adj. 1) sprudlende, som sprøiter let. 2) sky, ræd, som let bliver opskræmt.

Skvetting, f. Stænkning, Sprøitning.

Skvettled(r), n. Dækken af Skind, som bruges ved Fiskerie; ogsaa et Vogndække. I Gbr. Skvettlær.

Skvip, n. tynd og smagløs Drik. Nhl.

skvitra, s. skvetta. skvotte, s. skvetta.

skværa, v. n. (e—te), bræge, om Faar. Hard. Shl. — I N. Berg. er „skvære“ at sprudle, risle. (Sjelden).

Sky, f. en Sky. (Dette og de følgende Ord udtales med skj).

sky, v. a. (r—dde), skye, holde sig fra.

skya, adj. skyet, fuld af Skyer.

Skybakkje, m. Skybanke, en Masse af Skyer.

Sky-flokje, m. en liden Sky; ogsaa en Klynge af smaa Skyer.

Skygg, n. tyndt, gjennemsigtigt Tøi.

skygg, adj. sky, ræd; især om Heste. Gbr. (Sv. skygg). Jf. skyr, skjerr.

skyggja, v. n. (gje—gde), 1) skygge, kaste Skygge. (Af Skuggje). Ogsaa v. a. beskygge, fordunkle, staae i Lyset for (= myrkja). Hard. og fl. — 2) skinne igjennem. N. Berg. „Dæ skyggje“, om noget som er tyndt, saa at man kan see en Lysning derigjennem.

Skyggje, n. et beskygget Sted; ogsaa Beskyggelse, Fordunkling. (Sjelden).

skygna, v. n. (e—de), see efter noget, see sig om. Meget brugl. ved Stavanger. (G. N. skygna). Jf. skoda. — Ogsaa v. a. øine, opdage i det Fjerne. (Sjeldnere). Jf. øygna.

Skygne, n. et lidet aabent Huus. Sdm. Mest som Tillægsnavn med forringende Betydning, f. Ex. eit Naustskygne. (Isl. skygni, Løvhytte).

Sky-hause, m. en tyk Sky. Tr. Stift.

Skykkje, s. Skytja.

Skyl (aab. y), Skjel, Adskillelse; s. Skil.

skyla (skjyle), v. a. (e—te), skjule, dække, Nogle Steder: skjule. G. N. skýla. (Jf. Skjol). Particip: skylt (langt y).

sky-laus, adj. skyfri, klar.

Skyld, f. Jordtaxt, Matrikulskyld. See ellers Skuld.

Skyld, m. en liden Slump eller Levning i et Kar; ogsaa en liden Deel eller Portion. Sdm. Jf. Sope.

skyld, adj. beslægtet. (Meget brugl.). G. N. skyldr. Sv. skyld. Tildeels forbundet med Dativ; f. Ex. Dei æ skylde Bru’guma: de ere i Slægt med Brudgommen. Jf. nærskyld.

skyld (aab. y), part. 1) skyllet, s. skylja. 2) skilt, s. skilja. Jf. skult.

Skylda, f. Slægtskab. — Smaaskylde: ubetydeligt Slægtskab.

Skyldfolk, n. Slægtninger, Paarørende.

Skyldning, m. Slægtning.

skyldsett, adj. matrikuleret; om Jord.

Skyldskap, m. Slægtskab.

Skyle, n. et Skjul; ogsaa et Skuur, Udbygning eller aabent Rum i et Huus. B. Stift. Ellers Skjol, Skut og fl.

skyle (aab. y), klart, tydeligt; s. skile.

Skylgreie, s. Skilgreide.

skylja, v. a. (skyl’; skylde), skylle, vaske. I Tell. hedder Imperf. skjulde, Supin. skjult. Jf. skola.

skyljast, s. skiljast. — skylje, s. skilja.

Skyljing, f. Skylling, Afskyllen.

Skylna, s. Skilnad. Skylra, s. Skjølra.

skylt, kvittet, opgjort; s. skult.

skym, adj. dunkel, mørk. (B. Stift). S. skum. Hertil skyma, v. n. (e—de) og skymast, ɔ: mørkne. (Ogsaa i Gbr.). Skyming, f. Mørkning. Jf. Hyming.

skymra, v. n. (a—a), skumre, begynde at mørkne. Søndre Berg. — Ellers: skuma, skymest.

Skymring, f. Skumring, Halvmørke. Jf. Skumt.

Skyn (aab. y), n. 1) Skjøn, Indsigt, Forstand. G. N. skyn. 2) Tykke, Mening, Bestemmelse efter Skjøn. — hava Skjyn pꜳ: forstaae, indsee. (Jf. Hold, Hir).

skyna (aab. y), v. a. og n. (a—a), 1) skjønne, forstaae, indsee. Meget brugl. (G. N. skynja). Eg skyna dæ inkje: jeg forstaaer det ikke. — 2) betænke, tage i Betragtning. Dei skyna ’kje pꜳ kva ein slæpa: de betænke ikke hvorledes man maa anstrenge sig. N. Berg. Ogsaa skjønne paa en Tjeneste, vise Erkjendtlighed. (Jf. skynug). — 3) bestemme paa sit Sidste, testamentere eller bortgive noget af sin Eiendom. Sdm. Ellers skila.

skynbꜳrlege, adj. tydeligt, klart. Sdm.

Skyndel, m. Vævskytte; s. Skutel.

skynlaus, adj. uskjønsom.

skynsam, adj. skjønsom. S. skynug.

skynsama, v. a. (a—a), bestemme eller afgjøre efter et Skjøn. N. Berg.

Skynsmann, m. Skjønsmand.

skynug, adj. 1) skjønsom, forstandig. 2) erkjendtlig, som skjønner paa en Tjeneste. 3) billig, veltænkende; især om den Dyd, at man sætter sig nøie ind i Andres Stilling og betænker deres Tarv og Trang. (Modsat uskynug). Bruges i Formen: skynug’e (Tell. og fl.), skynig’e og skynjig’e (B. Stift), skjønau (Tr.). G. N. skynugr.

Skyr (aab. y), n. 1) tyk Mælk; Suurmælk. Meget brugl. især vest- og nordenfjelds. I Tr. Stift udtales det sædvanlig Skjør. G. N. skyr. (Jf. Kur). — 2) Kjernestof, den mælkeagtige Saft, som danner Begyndelsen til en Kjerne; især i Korn. (I Nødder ogsaa om det Stof som omgiver Kjernen i Begyndelsen). B. og Tr. Stift.

skyr (yy), adj. 1. skjør, sprød, let at brække. Ogsaa udrøi (jf. skyvar).

skyr, adj. 2. sky, ræd; især om Heste. N. Berg. og fl. Ellers skjerr og (i Gbr.) skygg. Jf. stygg.

Sky-rꜳnd, s. Skystribe.

Skyrbjug (aab. y), Skjørbug. (Forekommer i B. Stift, men kun sjelden, da Tingen er lidet bekjendt). G. N. skyrbjúgr, m.

Skyrost (aab. y), m. Ost af Suurmælk. I Sdm. Skyrkost.

Skyrmysa, f. Valle af Suurmælk.

skyrna (yy), v. n. skjørne, blive skjør.

skyrpa, v. n. (e—te), pruste, blæse imellem Læberne, idet disse holdes tæt sammensluttede. B. Stift, ogs. Helg. og fl.

Skyrsoppa, f. Mad af brækket Brød, som er blødnet i Mælk. N. Berg.

Skyru, en Segel; s. Skjæra.

Skyss (for Skyts), m. 1) Skyds, Befordring (see Skjot); ogsaa spotviis om en Bortjagelse, en Udfeining. 2) En som reiser med Skyds.

skyssa (for skytsa), v. a. (a—a), skydse, befordre Reisende; see skjota.

Skyt, m. Væverskytte. Namd. (s. Skutel).

skyt og skyta (skyde), s. skjota.

Skytje (Skykja), f. en Tilbygning i en Lade; et langt og smalt Rum, paa Siden eller yderst i Huset. (I Stavladerne betegner det kun det Rum, som er udenfor Hovedstolperne). Nordre Berg. Ogsaa i Tell. og paa Hedemarken, i Formen Stykkju. (Jf. Skot og Skut).

Skyttar (yy), m. Jæger, Skytte. Meget brugl. (G. N. skýtari). — Skytteri (Skytri), n. Jagt, Skydning. (Temmelig alm.).

Skyvalk (Fugl), s. Sjøvꜳk.

skyvar, adj. udrøi, kortvarig (= ryr). Tell. Maaskee egentlig „skyvr“ (udtales skjyv’ar; Komparativ skjyvrare). I Tr. Stift: skryv.

Skyvengje; s. Skinnvengja.

skyvja, v. n. svæve, vimse omkring. Sdm.

Skæl, Skæra, skøyta etc. see skj.

Sla, s. Slede.

slabba, v. n. (a—a), smaske, slikke eller suge idelig; ogsaa søle, spilde. Berg. Stift, Tell. og fl. — Ellers slafsa, slamsa, slubba.

Slae (for Slade), m. Skraaning, en svagt hældende eller næsten flad Mark. Tell. (I Sogn: Slane). I danske Dial. Slade (om en Flade). Jf. Eng. slade.

slaen, adj. lidt skraa (= slanen). Tell.

Slafs, n. Røre, Sølerie; ogs. Slud.

slafsa, v. n. smaske, slikke (Isl. slafsa); ogsaa pladske, røre i noget.

Slag, n. 1. 1) Slag, det at slaae; især om enkelte Slag; f. Ex. Klokkeslag. (G. N. slag). — 2) Slag eller Træfning i en Krig. — 3) en lammende Sygdom, Slag (Apoplexie). — 4) en Vending i Seiladsen, det Stykke som man seiler imellem hver Dreining, idet man krydser. — 5) Rad, Række. Mest i Forbindelsen: „i Slag“, ɔ: i eet Træk, uden Afbrydelse; f. Ex. Tre Dage i Slag. Tvo Næt’e i Slag. (B. Stift). — 6) Spor efter Dyr. Gbr. og flere. kꜳmꜳ pꜳ Slagj’e: komme paa Sporet.

Slag, n. 2. Slags, Art, Sort; Slægt, Race. (Sv. slag). Hertil: Buslag, Fiskeslag, Treslag o. s. v. Fleertal hedder i Hard. og Voss: Slog (aab. o). I mange Talemaader betyder „Slag“ ogsaa: Ting, Gjenstand. Kva Slag: hvilket, hvad for noget. Eit Slag: noget (= eitkvart). Alt Slag: allehaande Ting. Inkje værige Slag: ingen mulig Ting. (N. Berg.). — Ta di Slagja: af det Slags. Ta hinꜳ Slagja: af det andet Slags. (N. Berg.).

slaga, v. n. (a—a), 1) krydse (i Seiladsen), lavere. B. og Tr. Stift. — 2) gaae skjævt eller kroget, svinge til Siderne; ogsaa rave, vakle; f. Ex. af Træthed. B. Stift. Jf. raga.

Slagbenk, m. en Bænk, som kan slaaes ned og benyttes til Seng.

Slagbog, m. en Vending, et Slag i Krydsningen (s. Slag). Hedder oftere Slagbo. (Sv. slagbog).

Slagbor, n. Slaget i en Væverstol (= Skjeidstokk). Inderøen. I Ørk. hedder det ellers: Slagvol (oo).

Slagg, n. 1) Klumper eller sammenløbne Masser i Smedie-Asken. Tr. Stift. (Sv. slagg). — 2) Sagl, Spyt (= Sleve). Ørk. I Gbr. Slagge, f.

slagga, v. n. (a—a), 1) rinde ned, spildes ved at flyde ned over Siden paa et Kar. N. Berg. — 2) sagle, give Vædske af Munden. Gbr. Ellers sleva, sikla.

Slaging, f. Krydsning, Lavering.

Slag-jarn, n. Huggejern til at udskjære Falser med. Nogle St. Tverslag.

slagjen, adj. fugtig, lidt blød eller vaad. B. Stift, Gbr.

Slagkjeiping, m. et Slags Baad med fire Aarepar. Sogn.

Slagklokka, f. et Slaguhr.

slagna, v. n. (a—a), blive lidt fugtig paa Overfladen, slaae sig. (Af slagjen). B. Stift, Ørk. (Isl. slagna).

slagra (slare), v. n. (a—a), rave, vakle, som af Træthed. Sdm. i Formen slare og (i søndre Sdm.) slaire. Jf. slaga.

Slagsi(d)e, f. Slagside, det tynde Kjød bagved Ribbenene. Gbr. Ellers kaldet Svangsida og Tunnvembe. (Maaskee eg. Slaksida).

Slagskjempa, f. en Slagsbroder. Hedder oftere: Slꜳsskjempa.

Slagsmꜳl, n. Slagsmaal. (Hedder ellers Slꜳsting). Jf. Dragsmꜳl.

Slagt, n. Kvæg til at slagte.

slagta, v. a. slagte. (I Tell. slꜳtre).

Slagverk, n. Slagværk i et Uhr.

Slagvol (aab. o), m. Slagstokken paa en Pleiel. Herfra adskilles Slagvol (oo), see Slagbor.

slak, adj. slap, ikke spændt eller stram. Alm. I Berg. Stift hedder det slakk (slakk’e). G. N. slakr. Sv. slak. (Jf. slekkja). Modsat: strak.

slakast, v. n. slappes. S. slakna.

Slakkje, m. Slaphed; et slapt eller buget Sted, f. Ex. paa en Væv.

slakna, v. n. (a—a), slappes, blive slap.

Slamp, m. og Slampa, f. om sluskede, skjødesløse Personer.

slamra, v. n. dingle, slænge hid og did. Helg. og Tr. Stift.

slamsa, v. n. sluske, søle. Heraf Slams, m. og Slamsa, f. (om Personer).

slana, v. n. hælde lidt, gaae lidt skraat ned. Tell. (See Slae).

Slane, m. en skraa Flade imellem Bakker. Sogn. (I Tell. Slae).

slanen, adj. lidt hældende. (Sogn).

slape, v. n. (e—te), hænge ned, være lidt nedbøiet. Sdm. (Jf. lape). Isl. slapa.

slapra, s. slipra. slare, s. slagra.

Slark, n. Skrab, Affald. — Gbr.

Slark, m. en doven Karl. B. Stift.

slarka, v. n. gaae ledig, være uflittig, hendøse Tiden. Meget brugl. i B. Stift.

Slarv, n. Sladder (see følg.).

slarva, v. n. (a—a), 1) sladre, føre Sladder. N. Berg. Gbr. Ørk. (Isl. slafra). 2) sluske, gjøre noget skjødesløst. (Søndenfjelds). Sv. slarfva. Heraf Slarv, m. og Slarva, f. om Personer.

Slatr, n. Slud. (Ørk.). See Sletta.

slatra, v. n. slude, regne med Snee iblandt. Ørk. og fl.

slatt (drev), see sletta.

slava, v. n. slæbe idelig, strabadsere.

Slave, m. 1) Slave. 2) En som idelig træller med ubehagelige Arbeider.

slꜳ, v. a. og n. (slær; slo; slegje), at slaae. G. N. slá. Ang. slean, slagan. (En ældre Form „slaga“ forudsættes i Afledningerne: Slag, slegjen, har-sløg; jf. Slꜳtt, Slætte). Præsens hedder mest alm. slær; nogle St. slꜳr. (G. N. slær). Imperf. alm. slo (G. N. sló); Fleertal i Hall. og Vald. slo’o (G. N. slógu). Supinum: slegje, aab. e (Rbg. Tell.), slege (Sogn), sleie (mere alm.), sligje eller slie (Tr. Stift). G. N. slegit. — Betydninger. 1) slaae, give Slag; ogsaa banke eller bearbeide ved Slag. I Sammensætning ogsaa: beslaae; hertil jarnslegjen, gullslegjen. — 2) afhugge Græsset, slaae Hø, meie. (Oftest uden Objekt). Dei ha sleie av: de have slaaet alt sit Hø, ere færdige med Høslætten. Heraf Slꜳtt og Slætte. — 3) hælde, gyde, øse. slꜳ ut: hælde ud af et Kar, slaae bort. slꜳ ’ti: skjænke i. slꜳ full Tunna: øse Tønden fuld. — 4) sætte eller bringe i en vis Stilling ved Slag. slꜳ ihop: slaae sammen. slꜳ upp: bryde op. slꜳ atte: slaae til, lukke. — 5) v. n. falde, styrte frem, strømme; om Vand, Damp o. s. v. slꜳ inn: strømme ind; om Vand. slꜳ ’ti: tændes, blusse op. — 6) række, naae, forslaae. Snøre slær ikje: Snoren rækker ikke til Bunden. Han vod alt mæ Styvela slo: han vadede til det gik jævnt med Støvlerne. (N. Berg.). — Talemaader. „slꜳ seg“: a) blive fugtig, ligesom af Dug (jf. slagjen); b) slaae sig; f. Ex. ved et Fald. slꜳ seg frꜳ: skille sig fra. slꜳ seg ihop: forene sig; ogsaa sammenvikles. slꜳ seg til: give sig til, foretage sig noget. — slꜳ i Hel: dræbe. slꜳ Krok pꜳ: bøie, krumme. slꜳ Lag: slutte Selskab. slꜳ Vedd: gjøre Væddemaal. slꜳ Verme (el. Ljos): slaae Ild. slꜳ sundt: sønderslaa. — slꜳ av: a) slaae itu; b) give Afslag i Prisen; c) blive færdig med Høslætten. slꜳ fram: virke, forslaae, være til Hjælp. (Jf. Framslag). slꜳ frꜳ seg: a) værge sig; b) slaae af Tankerne, glemme, lade fare. slꜳ imillom: bekræfte en Overeenskomst som Vidne (nemlig ved at slaae et Slag over Hænderne paa de to, som slutte Forliget). slꜳ inn: slaae ind, om en Sygdom. (Modsat: slꜳ ut). slꜳ ned: spilde, lade falde. slꜳ pꜳ: beslutte, foresætte sig. (B. Stift). Han slo ’ti ꜳ gret: han brast i Graad. (N. Berg.). slꜳ til: forslaae; ogsaa: falde til, lykkes. slꜳ upp-atte: vende noget om paany; ogs. opløse, ophæve en Forbindelse.

Slꜳ, f. 1) en Slaa, Laage, liden Bom paa en Dør. (G. N. slá). 2) Tværslaa paa Luger og Borde (det samme som Okje og Norve). Shl. med Fleertal: Slær. 3) Hornrod; see Slo.

slꜳast (slꜳst), v. n. (slæst, slost, slegjest), slaaes, slaae hinanden.

Slꜳg (el. Slog), n. et stort Trug. Helg.

Slꜳga, s. Sloga. Slꜳk, s. Slok.

Slꜳp, m. 1) en stor og mager Fisk. Sdm. (Isl. slápr). 2) en doven Karl.

Slꜳsskjempe, s. Slagskjempa.

Slꜳsting, f. Slagsmaal. (Af slꜳast).

Slꜳte, f. Stang, Træstamme. Tell. Hertil Slꜳtegar, m. Gjærde af Stænger.

Slꜳtr, n. Slagt, Slagtekvæg. (Rbg. Tell.). See følgende.

slꜳtra, v. a. (a—a), slagte. Rbg. Tell. (G. N. slátra). — I Sdm. er „slꜳtre“ at strabadsere eller anstrenge sig med liden Fremgang. Ligesaa: Slꜳtr, n. en Stakkel, som slider og slæber meget.

Slꜳtt, m. 1. 1) Slaaen, det at man slaaer, især idelig eller vedholdende. Lidet brugl. G. N. sláttr. — 2) Høslæt, det Arbeide at afslaae Høet; ogsaa Tiden i hvilken det foregaaer; saaledes: „fyre Slꜳtt’en“, „midt i Slꜳtt’a“ o. s. v. Alm. og meget brugl. (Sv. slåtter). Hedder ogsaa Slꜳtt-onn, f. og Slꜳttevinna, f. — Hertil Slꜳttefolk, n. Folk som slaae Hø. Slꜳttemann, Slaaekarl (især om en som er leiet). Slꜳtteløn, f. Betaling til en leiet Slaaekarl. — Slꜳttegraut, m. et Maaltid Flødegrød at spise nar man er færdig med Høslætten. Berg. Stift.

Slꜳtt, m. 2. Musikstykke, et enkelt Stykke for Fiolin eller Fløite; især Spillet til en enkelt Dands. Næsten alm. og tildeels meget brugl. I Valders hedder det Lꜳtt; nordenfjelds tildeels Leik; i Hard. Speltak og Feletak. Ein ven’e Slꜳtt. Ein go’ Slꜳtt te gange ette. Han spela tri Slꜳttar. — Ogsaa om Dandsen; f. Ex. Me ha dansa tvo Slꜳtta(r).

Slꜳtte, f. Engmark; see Slætte.

Slꜳttemark, f. Eng, Græsmark som man kan slaae.

Slꜳtteteig, m. Engstrimmel, afgrændset Stykke til at slaae.

Slꜳtte-ver, n. tjenligt Veir for Høslætten. Saaledes ogs. Slꜳttedogg, f. Dug, som gjør det lettere at slaae Græsset.

Slꜳtt-onn, f. Høslætten; s. Slꜳtt.

Slede (aab. e), m. en Slæde (Kjøretøi). Gaaer over til: Slie (Sogn), Slee og Slea (mange St.), Sla’a (Namd.), Slae (Hedm. Østerd.), Slꜳe (Ørk.). G. N. sleði. (Jf. Slodde og Sloe). — Sledefar, n. Spor efter Slæder paa en Vei. Sledemeid (Slemei), m. Mede paa en Slæde. Slede-tre, n. Støtter og Nagler i en Slæde.

Sleggja, f. Slægge, Steenhammer.

slegjen (aab. e), part. (Fl. slegne), slagen, slaaet; ogsaa beslaaet. Hedder ogsaa: slegen (Sogn), sleien, med Fleertal slegne (B. Stift), sligjen el. slien (Tr. Stift). G. N. sleginn.

sleie, s. slegjen. sleift, s. sleip.

Sleik, m. Slik; Noget som man giver Kvæget at slikke paa.

sleikja, v. a. (kje—kte), slikke. G. N. sleikja. Ogsaa aftørre eller stryge med Fingrene. (B. Stift). Heraf Sleikjing, f. Slikken.

Sleikjarpott, m. et Navn paa Pegefingeren. Tildeels i B. og Tr. Stift.

sleikjen, adj. 1) slikvuren. 2) sødtalende, smigrende. Tell.

sleim, adj. slem, vanskelig.

sleip, adj. 1) slibrig, glat (om bløde eller fugtige Ting). Alm. G. N. sleipr. — 2) slu, vanskelig at faae Bugt med. Neutrum hedder nordenfjelds: sleift. — Jf. hꜳl, gletten.

Sleip, m. 1) en glat Træstamme at trække noget over (= Lunn). Tell. — 2) en Snegl; s. Gjeitsleip.

Sleipa, f. Slibrighed, Sliim; ogsaa om bløde Søvæxter.

Sleipmakk, m. Sliimaal; s. Pirꜳl.

sleipna, v. n. blive glat eller slibrig.

sleisk, adj. sledsk, falsk. — sleiska, v. n. bruge sledske, smigrende Ord.

sleist, s. slitast. sleit, s. slita.

Sleiv, f. en Øse, Mad-Slev. Sogn, Gbr. og fl. (Isl. sleif).

Sleiv, m. Svømmefod; s. Sveiv.

slekkja, v. a. 1. (kje—kte), slappe, gjøre slappere, løse lidt; f. Ex. paa et stramt Baand. Voss. (Af slak).

slekkja, v. a. 2. (kje—kte), slukke, udslukke (Ild); ogsaa: dæmpe, stille. I de sydvestlige Distrikter hedder det sløkkja, Imperf. sløkte. (G. N. slökkva. Sv. släcka). slekkje Kola: slukke Lampen. slekkje Hungr’en: stille Hungeren. slekkje eit Attelit: stille en Uro eller Længsel. (N. Berg.). Jf. slokkjen og slokna, som synes at forursætte et tabt Stamord: slekka, slakk.

Slekkjevatn, n. Slukkevand.

Slekkjing, f. Slukning; Dæmpning.

slekt, part. slukket, udslukket.

Slembe, f. et uskikkeligt Kvindfolk. Sdm.

slemma, v. a. klemme, slænge (en Dør). Nhl.

Sleng, m. Slæng, Kast; ogs. et Fald.

slengd, part. slængt, kastet.

slengja (slængje), v. n. (sleng’; slang; slungje), 1) slænge, dingle, svæve af og til; om noget som hænger. 2) kastes hid og did, blive vraget, henligge forsømt eller uden Tilsyn (= reka). 3) gaae ledig, drive omkring uden at udrette noget. — Er meget udbredt, men har forskjellige Former; i Nordre Berg. hedder det: slyngje (slyng’e, slꜳng, slungje); ellers hedder Inf. paa nogle Steder: sløngje, men mest alm. slengja ell. slengje. Imperf. hedder maaskee mest alm.: slꜳng (for slong), og Supinum paa mange Steder: slꜳngje. (Mangler i andre Sprog). Jf. Sv. slinka.

slengja, v. a. (gje—gde), slænge, kaste. G. N. slengja. — slengje seg ned: kaste sig ned. slengje Kjæft’en: give onde Ord, gjøre fornærmelige Hentydninger. (Foragteligt).

Slengja, f. et Slags Sildevod. (Berg. Stift).

Slengjenamn, n. Øgenavn, Spottenavn; ogsaa et Navn som har ingen Grund.

Slengje-or, n. pl. fornærmelige Ord; ogsaa om nye Ord, som opkomme ved en vis Leilighed uden at have videre Grund.

Slengjing, f. Slængen; Omdriven, Omflakning; Lediggang.

Slentr, m. Otter (Dyr). Meget brugl. i Sdm. og de nærmeste Egne. — Hertil: Slentre-drog (aab. o), f. Otterens Vei i Græsset eller Krattet, nær ved dens Hule. Slentrehol, n. Otterhule. Slentreskinn, n. Otterskind.

sleppa, v. n. og a. (slepp’; slapp; sloppe), slippe, blive fri. (G. N. sleppa. Sv. slippa). Imperf. Fleertal i Hall. sloppo. Supinum i Gbr. sluppe. — Betegner i Almindelighed at faae Leilighed til at følge sin Tilbøielighed; saaledes: 1) uden Objekt: slippe, komme løs; ogsaa komme til, faae Lov eller Leilighed til noget. Han lengta ette dæ han skal sleppe. Me slapp ikje ꜳt: vi fik ikke komme nær nok. — 2) med et Objekt: blive fri for, komme fra. No slapp me detta: nu bleve vi kvit derfra. Du slepp’e dæ væl: du er vel sikker derfor, der bliver vist intet af. — 3) med et Verbum i Infinitiv: undgaae, blive sparet for. Eg slapp ꜳ gꜳ: jeg havde ikke nødig at gaae (jeg slap for den Møie). Han slepp’e syte: han behøver ikke at sørge, han er fri for Omsorger. — Talemaader. sleppe av: blive skaanet, undgaae en Uleilighed. sleppe fram: faae komme frem; ogsaa udholde en Prøve; blive antagen til Konfirmation. sleppe inn: faae Leilighed til at komme ind. (Ligesaa: sleppe ut, heim, avstad). sleppe til: komme til, faae Leilighed eller Lov til noget. sleppe unda: undkomme.

sleppa, v. a. (e—te), slippe, give Slip paa, lade fare, ogsaa give Frihed eller Adgang til noget. Alm. og meget brugl. G. N. sleppa. Sv. släppa). Imperf. hedder nordenfjelds: slefte. Ligesaa Partic. sleft. — slepp meg fram: lad mig faae komme frem. slepp ut Hesten: lad Hesten gaae ud. „sleppe seg“: kunne gaae uden at støtte sig (om smaa Børn). sleppe ꜳ Bø, s. Bø. sleppe inn: lade gaae ind, lukke ind. (Ligesaa: sleppe fram, veg, stad og fl.). sleppe ned: spilde, lade falde.

sleppen, adj. som let giver Slip paa noget. Han æ ’kje sleppen: han holder fast paa det som han har.

Sleppetak, n. Tag eller Greb, som let glipper. Han tok ikje noke Sleppetak.

slepphendt, adj. som let slipper, ikke holder fast. (Sjelden).

slett, adv. slet, ganske, aldeles. — slett inkje: aldeles ikke. (Oftest med aab. e).

slett (ee), adj. slet, flad, jævn, glat. (Alm.). G. N. sléttr. Ein slett’e Veg: en jævn Vei. Pꜳ slettꜳ Markj’enne: paa den flade Jord. (Sdm.). rett ꜳ slett: simpel. (Ellers forekommer „slett“ ogsaa i den nye og falske Betydning: ond, slem).

Sletta (ee), f. Slette, jævn Flade. I Tell. og Gbr. hedder det Slett. (G. N. slétta).

Sletta (aab. e), f. 1) Flig, Pjalt, noget som slænger; ogsaa en Omflakker, Dagdriver. Nhl. og fl. Slettebikkja, f. en omflakkende Hund.

Sletta (aab. e), f. 2. Slud, Blanding af Regn og Snee. B. Stift. (Isl. slettingr. Ang. sliht). Ogsaa kaldet: Vallesletta (Nhl.), Halslette (Tell.), Slatter, el. Slatr (Tr. Stift). — Slettekave, m. en Sludbyge.

sletta, v. n. 1. (a—a), slude, regne med en Blanding af Snee. N. Berg.

sletta, v. n. 2. (slett’e; slatt; slotte), 1) drive, fyge, slænge; om noget som bliver kastet eller løssluppet; f. Ex. Skoen slatt utav Fot’a. B. Stift (Jf. slengja). — 2) slunte, drive omkring, gaae ørkesløs. Mi gjekk dar ꜳ slatt ein heil’e Dag. (Sogn).

sletta, v. a. (e—e), slænge, kaste; ogsaa ryste af sig. (B. Stift). slette mæ Hꜳndꜳ: slænge med Hænderne. (N. Berg.). Isl. sletta, stænke.

sletta (ee), v. a. (a—a), slette, jævne, gjøre slet og jævnt. (G. N. slétta). sletta yve: jævne paa Overfladen; ogsaa figurlig: besmykke en Sag, fortælle det som er til Fordeel og fortie det øvrige. (N. Berg.).

slettbaka, adj. jævn paa Ryggen.

Sletthyvel, m. Slethøvel.

slettlendt, adj. jævn, fuld af Sletter.

slettna, v. a. jævnes, blive jævn.

Sleva (aab. e), f. en Art Slanger, som ikke ere giftige; Staalorm (Angvis fragilis). Tell. I Ag. Stift: Sløe og Sløge.

sleva (aab. e), v. n. (a—a), sagle, spilde Vædske af Munden. Ellers slagga, sikla.

Sleve (aab. e), m. Sagl, Vædske som flyder ud af Munden. B. Stift. (G. N. slefa). Ellers Slagg (Ørk.), Sokl (Tell.). I Gbr. Slevju (naar der tales om Dyr).

Sli, n. Sliim, seie Vædsker; ogsaa sliimagtige Væxter eller Klumper i Vand. N. Berg. Gbr. I Tell. Sly. (Jf. Glya). I svenske Dial. sli. Isl. slý, Vandvæxter.

sliast, v. n. slimes, afsætte Sliim.

Sliebotn, m. blød og slibrig Grund i Vandet. Gbr.

slien (sligjen), slagen; s. slegjen.

Sligjel (Sliel), m. en Pleiel. Østerd. (I Buskerud Sligjul). See Sloga.

slik, adj. slig, saadan. (G. N. slíkr). „slik ꜳ slik“: saa og saa, af den og den Beskaffenhed; ogsaa maadelig, ikke meget god. „slik ein Kar“: en saadan dygtig Karl. „slikt noko“: noget saadant. „slikt ꜳ dilikt“: saadant og lignende.

slikja, v. n. (kje—kte), glindse, see glat og glindsende ud. Nordre Berg. Hesten æ so feit’, at dæ slikje ti Hꜳr’a. (Sdm.). Jf. Isl. slíkja, glatte.

slikjande, adj. glat, glindsende.

slikka, v. a. slikke. S. sleikja.

slikslag, adv. ligedan, paa samme Maade; ogsaa: ligemeget, ganske det samme. Meget brugl. i B. Stift.

Slim, n. Sliim. Jf. Sli.

Slima, f. et tyndt og jævnt Dække af Skyer. Jf. Hima, Tꜳm, Demba.

slimast, v. n. blive slimet.

Slimsa, f. Lap, tynd Strimmel. Tildeels i B. Stift. (Sv. slimsa).

Slind, f. Bjælke, Tværbjælke øverst i et Huus (= Bite). Gbr. Østerd. Ogsaa Langbjælke tæt under Taget (= Ꜳs). Hall.

slings, adj. ringe. Han æ ’kje so slings. N. Berg. (Vel egentlig: Slengs).

Slintra, f. en sei Hinde i Kjød; Sene, Trevle. N. Berg. (Isl. slindra).

slipa, v. a. (a—a; el. a—te), slibe, hvæsse. G. N. slípa. (Jf. kvetja). Hertil Slipesand, m. Grums i Slibevandet (= Kvatgor). Slipestein, m. Slibesteen. Slibestikka, f. see Kvatbein.

Slipar, m. 1) en Sliber. 2) en Græshoppe (saa kaldet af dens Lyd). Nordre Berg.

slipra (slippre), v. n. glide løs, slippe. Sdm. Hedder ogsaa: slapra.

Slir, n. en liden List eller Bjælke; f. Ex. under en Hylde. B. Stift.

Slira, f. Skede, Knivskede, Balg. Temmelig alm. G. N. slíðr. — Paa Hedemarken betegner „Slire“ en Pleiel; see Sloga.

Slire, n. Grebet eller Skaftet paa en Plov. Helg. (= Ploghald).

Slit (aab. i), n. 1) Sliden, det at man slider; ogsaa haardt Arbeide. „Slit ꜳ Slæp“. 2) Forslidelse, det at en Ting bliver slidt ved megen Brug. 3) Forstrækkelse i Lemmerne; Smerter foraarsagede ved Anstrengelse. Jf. Nit.

slita (ii), v. a. (slit’; sleit; slite, aab. i), 1) slide, rive. G. N. slíta. Ogsaa v. n. slide paa noget, slæbe, arbeide møisomt. — 2) forslide, bruge en Ting saa at den bliver slidt. — slite seg: slide sig løs (f. Ex. om Køer); ogsaa om en stærk Brækning. (Jf. brjota seg). slite laust: slide løs. slite av: slide itu. (Heraf avsliten). slite ut: forslide, ødelægge ved Slid. Slit mæ Helse! (Lykønskning til En som har faaet nye Klæder).

slitast (sli’st), v. n. (sli’st, sleist, slitest), forslides, blive slidt ved megen Brug.

sliten (aab. i), part. 1) slidt, reven. 2) forslidt, svækket ved idelig Brug. G. N. slitinn.

Sliting, f. Sliden, Riven.

slitna (aab. i), v. n. (a—a), 1) slides, blive slidt; ogsaa adsplittes, gaae fra hinanden. 2) faae et Slid, forstrækkes, glippe eller slides løs; om et Baand. Dæ gjekk ikje av, dæ bære slitna: det fik et Slid men gik ikke itu.

slitskodd, sløvskoet; s. sløskodd.

slitta (aab. i), v. n. (a—a), rykke, nappe stærkt, slide paa. Nordre Berg.

sljoskodd, s. sløskodd.

Slo, f. Horntap, den bløde Beenspids, som udfylder det indvendige Rum i Hornene; f. Ex. paa Køer. Tell. Buskerud. Hedder ogsaa Slꜳ (Nhl. Gbr.). Ellers: Stukel, Stikjel, Kvik, Finn. (Isl. sló).

Slodde, f. Steenslæde. Tell.

Sloe, m. en Green eller Løvbuske til at trække Hø paa. Sogn. (I Sdm. hedder det Sloge, f.). Ogsaa et Underlag af Grene, hvorpaa Høet læsses, førend det lægges paa Slæden. Ørk. (Jf. Isl. slóði, Kurv).

Slog, n. Indvolde af Fisk. B. og Tr. Stift. (Jf. Gjenne). G. N. slóg. Heraf sløgja.

Sloga (aab. o), f. Pleiel, at tærske Korn med. Helg. Hedder ellers: Slogo (oo) og Sloo (Namd.), Slugu (Ørk.), Sluu (Østerd.). Sv. slaga. Ogsaa kaldet: Sligjel, eller Sliel (Østerd.), Sligjul (Buskerud) og Slire (Hedm.); ellers: Flygjel og Fløygjel (Kr. Stift), Tust (B. Stift). Slaget eller Kolben paa Pleielen kaldes ogsaa vestenfjelds: Slagvol. (Modsat Handvol).

Slogd (aab. o), f. en Flade eller Fordybning imellem Bjerge. Ørk. (= Lægd, Dokk).

Sloge (oo), f. see Sloe.

Slogsild, f. stor Sild uden Ister eller Fedt. B. Stift.

Slok (aab. o), n. en stor Vand-Rende, Møllerende. B. Stift og fl. (Jf. Tro). G. N. slok.

Slok (aab. o), m. Bregne (Tell.). Ogsaa kaldet Buslok. Ellers: Lok, Burtn, Blom.

Sloka (aab. o), f. en lang og jævn Fordybning, en Huulning som ligner en Rende. Helg. Indr. Sdm. og fl. I Yttre-Sogn hedder det Sløkje, f.

slokkjen, adj. slukket, udslukket. Uegentlig: vansmægtet, opgiven, som det er forbi med. B. Stift.

slokna (slokkne), v. n. (a—a), slukkes, gaae ud; om Ild. (Alm.). G. N. slokna. Ogsaa vansmægte, blive afmægtig.

sloppen, part. sluppen, løs, fri.

Slosa (aab. o), f. en æventyrlig Historie, Sagn om noget vidunderligt. Hard. Shl. (Vel egentlig Fatalitet; beslægtet med slysen).

Slot (aab. o), n. et Slot. (Nyere Ord).

Slott, m. en Dagdriver. Af sletta.

slotten, afslængt, dreven; s. sletta.

slu, s. slug og sluren.

slubba, v. n. søle, spilde noget, fare uforsigtigt frem. Heraf Slubb, m. og Slubba, f. om skjødesløse Folk.

Slufs, n. Søle, blødt Føre; ogsaa Slud og Uveir. B. og Kr. Stift.

slufsa, v. n. pladske, søle, arbeide i Væde eller Uveir. Heraf Slufsing, f.

slufsen, adj. vaad, sølet, uhyggelig. Hedder ogsaa slufsall (slufsalt), især om Veiret.

slug, adj. slu, snedig, klog. Tr. Stift. Ellers sædvanlig: slu. (Jf. sløg). Sv. slug. Ved Trondhjem siges ogsaa „E vart like slug“, ɔ: jeg blev lige klog, jeg forstod det ikke endda.

Sluging (Sluing), m. en slu Person.

Slugu, Pleiel; s. Sloga.

sluka, v. a. (e—te), sluge. (Præsens hedder sædvanlig: sluke, istedetfor slukje). — See ellers glupa.

Slump, m. 1) Plump, Skvulp af noget som falder i Vandet. B. og Tr. Stift. 2) Slumpetræf, uventet Tilfælde. Pꜳ Slump: paa det uvisse. — 3) Slump, en vis Mængde. Sv. slump.

slumpa, v. n. (a—a), 1) plumpe, falde i Vandet; ogsaa skvulpe, pladske af noget som synker pludselig. Meget brugl. i B. Stift; ogs. Gbr. Indr. og fl. — 2) slumpe til, indtræffe uventet. Hertil Slumpelukka (Slumpelykke). — 3) slaae til paa det uvisse, indlade sig paa noget uden Betænkning; ogsaa tale uforsigtigt.

slumpa, adj. kjæk, dygtig; ogsaa stor, svær. Meget brugl. i Sdm. Saaledes Slumpamann, en dygtig Mand, som ikke regner paa Smaating, eller som gjør mere end man venter. Ligesaa Slumpakar, Slumpagut; ogsaa Slumpakꜳne, især om en meget gavmild Kone. Jf. fagna og muna.

slumpalege, adv. rigeligt, ret dygtigt. Sdm.

slumpefingjen, adj. kjæk, dristig, som gjør mere end man venter. Sdm.

slumpen, adj. ubetænksom, fremfusende.

slumra, v. n. slumre, sove lidt.

slunkjen, adj. tynd, slank. (Sjelden).

Slup (langt u), m. Slup, Fartøi.

sluren, adj. døsig, doven af Udmattelse. Sdm. I Nhl. hedder det: slu (maaskee for sljuv). Jf. slø.

slurka, v. n. (a—a), slurke, søbe. Hertil Slurk, m. Slurk, Drag.

slurpa, v. n. slubre, søbe med en smaskende Lyd. B. Stift. (Isl. slupra).

Slurv, n. Skind og blød Brusk paa Fiskehoveder. N. Berg. (Nogle Steder Slurp).

slurva, v. n. (a—a), sluske, gjøre noget skjødesløst; ogsaa søle, rode, rive sammen. (Sv. slurfva). Heraf Slurv, m. og Slurva, f. om skjødesløse Folk. Jf. slarva.

Slusk, m. og Sluska, f. En som er skjødesløs og uordentlig i Klædedragt; ogsaa En som arbeider klodset og ikke gjør sig Flid. I lignende Betydning bruges: Slask, Slark, Slarv, Slubb, Slamp, Slams; Slarva, Slabba, Slamsa, Slunse, Slumperysse og fl.

slute, v. n. (e—te), hænge ned, bøie af; f. Ex. om et Tag. Sdm.

Slutt, m. Slutning, Ende. Nogle St. Slut, langt. (Helg. og fl.). Te Slutt: til Slutning. Pꜳ Slutt’en: i Slutningen.

slutta, v. n. (a—a), 1) slutte, holde op. 2) gjøre Slutninger, formode. (Nyere Ord).

Sluttøyra, i Talemaaden „slꜳ Sluttøyrꜳ til“, ɔ: slaae noget hen i Veir og Vind, ikke ændse eller ville høre. N. Berg.

Sly, Sliim; s. Sli.

Slya, f. Navn paa en Hund (foragteligt). Nordre Berg. og flere.

slyen, adj. om Luften: fugtig, tyk, fuld af Uveir, især Slud. Rbg.

slyngja, v. n. (slyng; slꜳng; slungje), dingle, slænge; kastes hid og did; ogsaa drive omkring, gaae ledig (altsaa det samme som slengja). N. Berg. og fl.

slyngja, v. a. (e—de), slynge, flette Baand ved Lod eller Slyngestokke. (Sjelden).

Slyngja, f. en Slynge. (Sjelden).

Slyngjar, m. Dagdriver, doven Krop. Ogsaa kaldet Slyngert. (Samme Begreb tillægges ogsaa det Ord Slyngel). Ellers Slengjar.

slysen (aab. y), adj. uheldig, udsat for en eller anden Uleilighed. Sogn, Hard. Nhl. Shl. (G. N. slysinn).

Slysna, f. Uheld, Skade, Uleilighed. Søndre Berg. Ogsaa i Sdm. f. Ex. „gjere ei Slysne“: gjøre noget galt, komme for Skade. I Sogn hedder det Slysn, f. (G. N. slysni). — I Tell. forekommer Sløsn, el. Sløsen, n. i Betydningen Slumpetræf.

slysna, v. n. komme for Skade, slysna te: slumpe til paa en uheldig Maade. Hard.

Slægt, f. Slægt, Stamme.

slægtast, v. n. slægte paa, have Lighed med.

slængje, s. slengja. Slæntr, s. Slentr.

Slæp, n. Slæb, tungt Arbeide.

slæpa, v. n. (a—a), slæbe, arbeide idelig. Meget brugl. Jf. stræva, træla. (Sv. släpa).

Slæpar, m. en flittig Arbeider.

slæpasamt, adj. tungt, møisomt. Hedder ogsaa slæpalt (slæpall’e).

slæpen, adj. stræbsom, arbeidsom.

slær, s. slꜳ. slæst, s. slꜳast.

Slætte, n. 1) Høslæt (= Slꜳtt). Søndenfjelds hedder det Slꜳtte, f. — Især med Hensyn til Tid; f. Ex. Dagsslætte, Ꜳttedagsslætte. — 2) Engmark, Græsmark til at slaae; især i Fjeldene. Hertil Fjellslætte, Skogslætte, Heimeslætte.

Slø, f. en Kube eller Kurv til at fange Fisk i. Hall. Vald. Østerd. Nogle Steder: Sløe. (Vel egentlig Sløda. Jf. Isl. slæða og slóði).

slø, adj. sløv, stump, forslidt. Ørk. Indr. I Opdal: sljo, s. sløskodd. (Jf. sløgjast og sløgjen, som forudsætte Formen sløg). Sv. slö. G. N. sljór, slær.

sløast (sløes), v. n. sløves, afstumpes; f. Ex. om en Kniv. (Sjelden). I Sdm. hedder det sløgjest, Imperf. sløgdest.

sløg, adj. 1) behændig, nem, klog. Tildeels i B. Stift. I Valders hedder det sljøg (Sv. slög). — 2) slu, listig, forslagen. (G. N. slœgr). Jf. slug. Undertiden ogsaa: fortrædelig. (N. Berg.). — I Sammensætning betyder det slaaende eller bekvem til at slaae; hertil harsløg, romsløg, trꜳngsløg.

Sløge, f. Staalorm; s. Sleva.

sløgja, v. a. (gje—gde), opskjære, tage Indvoldene af Fisk. N. Berg. (Af Slog). G. N. slœgja. Heraf Sløgjing, f.

sløgjast, sløves; see sløast.

sløgje(n), adj. svækket, kraftløs. Gbr. Kun i Neutrum (slø-je, sløie), om Kornet, naar det bliver nedbrudt af Uveir og derved standset eller hindret fra at blive fuldmodent. Paa Hedemarken hedder det „sløyse“ i Tell. „sløyme“. Jf. Sv. slö, gold; og slösäd, kjerneløst Korn.

Sløkje, f. Angelik (Plante). Rbg. Tell. og fl. Paa Helg. Sløyk. Ellers kaldet Jol, Skogstut, Skvetta.

Sløkje, f. Huulning; s. Sloka.

sløkjen, adj. langstrakt. Hedder sædvanlig: lꜳngsløkjen. (B. Stift).

Sløre, f. et Navn paa skjødesløse Kvindfolk. Ligesaa: Sløyse (jf. Sluska). N. Berg.

sløse, v. n. ødsle, bortkaste eller fare uforsigtigt med noget. Søndenfjelds. (Sv. slösa). Vel egentlig slysa (aab. y).

slø-skodd, adj. sløvskoet, som har forslidte Sko; om Heste. Ørkd. I Opdal hedder det sljoskodd. (Sv. slöskodd). I Kr. Stift: slitskodd.

Sløsn (Sløsen), n. Slumpetræf, Sjeldenhed. Tell. See ellers Slysna.

sløyme, v. n. om Kornet: visne, standses i Modningen ved Vindbrud. Tell. (s. sløgje).

sløyse, s. sløgje. Sløyse, f. see Sløre.

Smak, m. Smag. I Tell. ogsaa Smok (aab. o). Ein liten Smak: en liden velsmagende Ret. B. Stift.

smaka, v. a. (a—a; og a—te), smage; ogsaa nyde noget af; f. Ex. Eg fekk ikje smake dæ pꜳ eit heilt Ꜳr. I Gbr. smꜳkꜳ.

smakande, adj. 1) smagende. 2) til at smage. Dæ va ’kje smakande: man burde ikke engang smage paa det.

smakekjær, adj. nysgjerrig efter at smage paa noget.

smakla, tilskjære; s. smukla.

smal, adj. smal. (Modsat breid). Femininum i Hard.: smol (aab. o). G. N. smalr, smöl. — „Han Smale-Hans“, Benævnelse paa Trang, Mangel, Hunger.

Smal, n. Larm, Smælden, Pladsk. Tildeels i Ag. og Tr. Stift.

smala, v. n. (a—a), larme, smælde, pladske. Buskerud, Fosen og fl. I Gbr. smꜳlꜳ.

Smale, m. Smaafæ, Faar og Gjeder tilsammen. Meget brugl. i B. Stift; ogsaa i Ndm. (Ellers Smꜳlog, Smꜳfenad, Fænꜳr). G. N. smali. Bu ꜳ Smale: Storfæ og Smaafæ. — Ved Bergen bruges det tildeels i Betydning af Faar alene. Ellers siges Smalabeist og Smalekryter, n. om Dyr af begge Arter; altsaa Faar, Gjed; Buk, Væder; Kid eller Lam.

Smalefall, n. Krop af et Faar eller en Gjed (Buk, Væder). Paa Voss er „Smalafall“ en Faarekrop.

Smalefjos, n. Stald til Smaafæ.

Smalekjøt, n. Kjød af Faar eller Gjeder. I Nhl. er „Smalakjøt“ Faarekjød.

Smalemark, f. Græsgang for Smaafæ.

Smaletad, n. Gjødsel af Smaafæ. Ogsaa kaldet Smalamyk, Smalemel og flere.

smalka, v. a. (a—a), fortynde, tilspidse, gjøre smalere (af smal); ogsaa tilskjære med en Kniv. Rbg. (smalke). Ellers smakla og smukla.

smalkast, v. n. 1) smalne, blive smalere. Shl. og fl. — 2) indsvinde, falde ind; om en Hævelse. Yttre-Sogn. Jf. svana.

small, knaldede; s. smella.

Smal-legg, m. den smaleste Deel af Læggene. (Ag. Stift). Ellers Grannlegg.

smalna, v. n. blive smal (= smalkast).

smatt, smuttede; s. smetta.

smatta, v. n. (a—a), smaske, smække med Munden ved at smage paa noget.

smaug, smuttede; s. smjuga.

smꜳ, adj. smaa. Bruges 1) i Fleertal om enkelte Ting i Almindelighed; da det træder i Stedet for det manglende Fleertal af liten. Hedder ogsaa smꜳe (masc.), smꜳ’a (femin.). — 2) i Eental om en Mængde eller Samling af Ting (kollektivt). G. N. smá’r. I dette Tilfælde hedder det i Neutrum smꜳtt; Komparativ smærre; Superl. smæste. F. Ex. smꜳ Fisk, smꜳ Sild, smꜳtt Konn, Fe, Folk. smærre Skog; smæste Sanden o. s. v. Om en eenlig Gjenstand bruges det ikke, undtagen i nogle faa Sammensætninger; f. Ex. „ein Smꜳgut“. — Afvigende Betydninger ere: a) knap, karrig. b) sagte, svag; om Vind og Søgang. (Sjelden). Jf. smækka. c) i Neutrum: ringe, daarligt, ubetydeligt. Jf. smꜳtt. — I Sammensætning træder det ofte i Stedet for „liten“ og „lite“ (lidet), da dette Ord ikke passer til Sammensætning.

Smꜳbꜳra, f. smaa Bølger, en svag Søgang.

Smꜳbrau(d), n. Kringler, Tvebakker.

smꜳbroten (aab. o), 1) brudt i smaa Stykker. 2) det samme som smꜳleitt.

smꜳbrynt, som har smaa Øienbryn.

smꜳbunden, adj. bundet med smaa Masker, om et Garn eller Vod.

smꜳdriva, v. n. drive smaat, fyge.

smꜳekst, adj. som har smaa Ax.

smꜳelt (ee), adj. om Veiret, naar det gaaer i smaa, korte Byger.

smꜳeten, adj. som spiser lidet.

Smꜳfe, n. Smaafæ (= Smale). Mere alm. er Smꜳfena(d), m. Paa Helg.: Smꜳfana.

smꜳfingjen, adj. 1) liden, ubetydelig. 2) knap, som giver lidet. Sdm.

smꜳfjella, adj. om et Landskab, som har smaa Fjelde.

Smꜳfolk, n. 1) Børn. 2) om lidet anseede Folk, i Modsætning til Storfolk.

smꜳføtt, adj. som har smaa Fødder.

smꜳ-given, adj. som giver lidet.

smꜳgrynt, adj. n. om Grund som bestaaer af smaa Stene (i Vandet). Ørk.

smꜳhendt, adj. som har smaa Hænder; ogsaa knap, karrig. I Indr. smꜳfingra.

Smꜳhøy, n. smaat eller kort Hø.

Smꜳ-kje, s. Kid og Kjøa.

smꜳkløyvd, kløvet i smaa Splinter.

smꜳkynd, adj. om Folk, som ere smaa af Væxt. (N. Berg.). „Eit smꜳkyndt Folkeslag“: en Slægt, hvori de fleste ere smaa af Væxt.

smꜳkynt (for -kyrnt), adj. smaakornet; om Steen med smaa Kjertler. Rbg.

smꜳlege, adv. smaat, ubetydeligt.

Smꜳleikje, m. Lidenhed. (Sjelden).

smꜳleitt, adj. som har et lidet Ansigt eller smaa Ansigtsdele. (Modsat storslegjen). B. og Kr. Stift, Gbr. Ørk. — Hedder ellers smꜳbroten. (Tell. Buskerud).

smꜳlest, adj. om en Hest, som ikke kan drage store Læs. Tell.

Smꜳlina, f. et Slags smaa Fiskeliner.

smꜳljuga (-lyga), v. n. lyve smaat.

Smꜳlog (aab. o), n. pl. Smaafæ (= Smale). Rbg. Tell. Paa Jæd. hedder det Smꜳlau. Adskilles i Ullsmꜳlog og Gjeitsmꜳlog.

Smꜳly(d), m. Børn. Nhl.

smꜳlægja, v. n. lee sagte; ogs. smile.

Smꜳmenne, n. en lidet anseet Person. Skal bruges i Søndre Berg. (G. N. smámenni).

smꜳminka (seg), v. a. nedlade sig, bekvemme sig til noget, som man ellers skulde være for stolt til. N. Berg. Sdm. (Vel egentlig smꜳmenka, af Smꜳmenne).

smꜳningom, adv. smaat, langsomt, lidt efter lidt. Gbr. Ørk. (Sv. småningom). I N. Berg. bruges Ordet som Subst. dog kun i Dativ Fleertal. „I Smꜳningꜳ“, ɔ: i det smaae, i smaa Dele; ogsaa: lidt efter lidt.

smꜳnøyten, adj. smaatærende, afholden, som nyder lidet. Voss. — Paa Helg. siges: smꜳnytten, i samme Betydning.

Smꜳpeng(ar), pl. Smaapenge.

Smꜳpoka (aab. o), f. Børnekopper (Sygdom). Nordenfjelds; mest i den bestemte Form: Smꜳpokꜳ (Sdm. Ndm.), Smꜳpoko, oo (Helg.), Smꜳpuku (Ørk.). Ellers Kveisa og Bola. — Hertil: smꜳpok-æret, adj. koparret.

smꜳrenda, adj. smaatribet. Ligesaa: smꜳrosa, adj. smaablommet. smꜳruta, adj. smaarudet.

smꜳropa, v. n. raabe lidt eller med dæmpet Stemme. Saaledes ogsaa smꜳskrika.

smꜳrukka, adj. belagt med smaa Rynker.

smꜳsꜳr, adj. karrig, gnieragtig. Nordre Berg.

smꜳsjøa, adj. om Havet, naar der er kun liden Søgang.

Smꜳskog, m. Skov af smaa Træer.

smꜳskunda (seg), skynde sig lidt.

smꜳspringa, v. n. løbe saa smaat.

Smꜳstein, m. smaa Stene.

smꜳstilt, adj. om Bøger med smaa Bogstaver (fiin Skrift). B. Stift.

smꜳtent, adj. som har smaa Tænder.

Smꜳtrꜳv, n. et sagte Trav.

smꜳtt, adv. smaat, lidet, ubetydeligt; ogsaa ringe, daarligt; ligesaa: langsomt, umærkeligt, lidt efter lidt.

smꜳtykkjen, adj. kort for Hovedet, som let bliver fornærmet. Hall.

smꜳtøk, adj. sparsom, afholden, som tager lidet. Modsat stortøk.

smꜳvegjes, adv. smaat, ubetydeligt. Nhl. Ogsaa: i smaat, stykkeviis, i det smaae. Ørk. Fosen. (G. N. smávegis).

Smꜳver (ee), n. mageligt Veir, uden Storm eller Søgang. B. Stift. (G. N. smáviðri).

smꜳvoren (aab. o), adj. noget liden eller ubetydelig; ogs. knap, karrig.

smꜳøygd, adj. som har smaa Øine.

Sme, s. Smid.

smeiren, adj. flau, ubehagelig; om Smag, især af Fedt uden Salt eller Krydder. N. Berg. Nogle Steder: smeren (ee), som maaskee er rettere. I Østerd. smekjen (ee). — Hertil: Smeiresmak (el. Smeresmak), m. Fedtsmag, flau Smag.

Smeit, m. Uheld, Fortrædelighed, Modgangsstød; ogsaa et Puds, en Skuffelse. N. Berg. (Isl. smeitr, Stød).

smekjen, adj. flau; s. smeiren.

smekka, stilles; s. smækka.

Smell, m. 1) et Knald, Smæld; f. Ex. af et Slag. (Alm.). G. N. smellr. — 2) Brist, Sprække. Romsd. Ndm.

smella, v. n. (smell’; small; smolle), 1) knalde, smælde, give en stærk, kortvarende Lyd, ligesom af et Skud eller Slag. Alm. og meget brugl. (G. N. smella. Sv. smälla). — 2) briste, sprække med et Knald. smelle sundt: briste i Stykker. — 3) bryde løs; slumpe til; ogsaa om en hurtig Afgjørelse eller Slutning af noget, som er længe forberedet. Han small mæ Storma: Stormen brød løs. (N. Berg.). I Dag ska dæ smelle: idag skal det blive afgjort, idag skal Slaget staae.

smella, v. a. (e—te), smælde, klemme til med et Knald; f. Ex. smell atte Dør’a. (Sjeldnere).

Smella, f. en Skralde (s. Krꜳkesmella). Hedder ellers Skjella.

Smellar, m. Smælder, et Insekt som springer op med et Knald. (Elater).

Smellegras, n. Smælde-Urt (Cucubalus Behen). B. Stift. Ogsaa kaldet Smelleblom, m. (Tell. Buskerud). Ellers Skjellegras (Ørk.).

Smelletang, n. Blæretang (Søvæxt). Fucus vesiculosus.

smellfeit, adj. meget fed; om Kreature. Hedder ogsaa „smellende feit“.

Smelling, m. s. Smæling.

Smelta, f. en liden Hvidling (Fisk). Shl. — Ellers Smꜳkviting.

smelta, v. n. og a. (e—e), 1) smeltes (= braadna). 2) smelte (= bræde). 3) fordøie (= melta). Sogn, Helg. — I første Betydning skulde det egentlig have Formerne: smelt, smalt og smolte. Jf. Smolt og smoltna.

smetta, v. n. (smett; smatt; smotte), smutte, trænge sig igjennem, løbe igjennem en smal Aabning. Meget brugl. og maaskee alm. (Jf. smjuga). Han smatt inn unde Veggjen (f. Ex. om en Kat). Han ha smotte igjenom Not’a (om Fisk). Heraf Smetting, f.

smetta, v. a. (e—e), putte, stikke, lægge ind (f. Ex. i en Skuffe); stikke et Toug igjennem et Hul; ogsaa skjule eller føre afsted ubemærket. smette seg av: liste sig bort.

Smette, n. 1) Smuthul (s. Smotta). 2) et smalt Rum imellem Husene. Voss. Jf. Smog.

smetten, adj. som lettelig smutter eller falder igjennem.

smi, smede; s. smide.

Smia, s. Smidja. smia, s. smide.

Smid (aab. i), m. Smed. Mest alm. Sme, nogle St. Smi. (G. N. smiðr.).

smide (smi), v. a. 1. (a—a; el. r—dde). smede, gjøre Smedearbeide. Hedder sædvanlig: smi (r—dde) og adskilles saaledes fra det følgende. (G. N. smíða).

smide (smia), v. a. 2. (a—a), tilskjære, beskjære eller jævne med en Kniv. Helg. Ørk. Sdm. Sfj. Jæd. og fl. (Jf. spikka). — Participet hedder sædvanlig: smidd.

Smi(d)e, n. smedet Arbeide, Redskaber af Jern eller andet Metal. Tr. Stift (i Formen Smie). G. N. smíði.

Smiding, f. Smedearbeide. 2) Tilskjærelse, Arbeide med Kniv.

Smidja (Smie), f. Smedie, Smedeværksted. Formen Smidja forekommer i Hard. hvor det dog ogsaa hedder Smiggja; ellers høres kun Smia, Smie (ogsaa Nfj. Sdm.), Smiu (Ag. Stift). G. N. smiðja. — Hertil Smiebelg, m. Smedebælg. Smiegruva, f. Esse, Ildsted. Smiekol, n. Smedekul. Smiesindr, n. Hammerskjæl; ogsaa Gruus eller Klumper i Smedie-Asken. Smiestabbe, m. Blokken hvori Ambolten staaer. Smiested, n. Ambolt. Smietꜳng, f. Smedetang.

smiger (aab. i), adj. smækker, svag, tynd. (Modsat diger). N. Berg.

Smikk, m. Smæk, Slag. Ogsaa om et Tab eller Uheld.

Smikka, f. 1) en Smække, en Klap (= Klaffe). 2) et Slags Myg med lange Fødder, Knot, Stankelbeen. N. Berg. (Jf. Myhank).

smikka, v. a. (a—a), smække, slaae til; ogsaa vove sig til, gaae ind paa noget. „Smikke til“: lad gaae, ingen Betænkeligheder!

smikkast, v. n. slumpe til, træffe sig, komme til Afgjørelse (omtr. som smella).

smikkfull, adj. bredfuld, ganske fuld. Hedder ogsaa „smikkende full“. (Berg. Stift).

smila, v. n. (e—te), smile. Jf. myla, smolla, smꜳlægja. Heraf Smil, m.Smiledokk, f. Smilehul paa Kinden. Hard.

Smisl (Smiltl), s. Smyrsl.

smita, v. a. (e—te), 1) skjule, liste noget bort. „smite seg vek“: liste sig bort. N. Berg. (Jf. smetta). — 2) smøre, bestryge, især meget tyndt. smite pꜳ: smøre tyndt paa. (Lidet brugl.). Sv. smeta.

smiten, adj. indsmigrende, meget blid og venlig. Nhl.

Smitt (aab. i), m. et Fæstebaand i Kanten paa et Seil (= Skaut). Fosen. (Af smetta).

smitta, v. n. smitte, fænge.

Smitter (Smitr, aab. i), m. en Smule. Ein liten Smitter. (N. Berg.).

smjuga, v. n. (smyg; smaug; smogje, aab. o), smutte, krybe igjennem, trænge sig frem; om Krybdyr, Insekter, Muus o. s. v. (Om Mennesker og store Dyr siges oftere smetta). Infinitiv hedder ogs. smuge, smyge og smjøge (aab. ø). G. N. smjúga. Heraf Smog og smøygja.

Smog (aab. o), n. 1) Gjennemkryben; Gravning i Jorden af Insekter og andre Smaadyr; ligesaa om Ormhuller i Træ. Sjelden. 2) Smug, smal Vei imellem Husene; især i en By. (Berg. Stift). Ellers kaldet Smette, Krop, Gjeil, Veita.

smogjen (aab. o), part. (af smjuga), gjennemgravet, hullet. Oftest sammensat: uppsmogjen (f. Ex. om Jorden). Jf. makkesmogjen.

Smok, f. Smak. smolka, s. smolla.

Smoll, m. dæmpet Latter. Nhl.

smolla, v. n. (a—a), lee sagte, fnise. Nhl. Hedder ogsaa smolka.

smollen, part. (af smella), brusten; ogsaa brudt løs; f. Ex. om en Storm.

Smolt, n. 1) Smørelse, Fedt at smøre med. G. N. smolt. — 2) Svinefedt, tillavet til at spise som Smør. Sogn. (Andre Steder kaldet Svinesmør).

smoltna, v. n. smeltes. Jf. smelta.

smotna (smottne), v. n. smutte, falde igjennem, f. Ex. om Korn. B. Stift.

Smotta (aab. o), f. Smuthul, en smal Aabning eller Gjennemgang; ogs. Split, Aabning i Klæder. (Af smetta). Meget udbredt og maaskee alm. Jf. Ismotta, Hovudsmotta.

smotten, bortsmuttet. (Sjelden).

smukla, v. n. skjære paa noget, tilskjære, især langsomt og klodset. Nordre Berg. I Ørk. hedder det smakla. Jf. smide og smalka.

Smul, m. Smule. Kvar ein Smul: altsammen. I lignende Betydning bruges: Grand, Dust, Smitter, Lukk, Liknelse, Tære og fl.

smurd (smur’e, aab. u), smurt, indsmurt. Particip af smyrja. (G. N. smurðr).

Smurning (aab. u), m. Noget at smøre med; især Fedt eller Tran. (Alm.). Spotviis ogsaa om en Opbankning.

Smylje, f. Faaregræs (Festuca ovina). Skal bruges i Buskerud.

smyrja, v. a. (smyr; smurde, aab. y og u), smøre, stryge, bestryge. (G. N. smyrja). Uegentlig: a) bestikke; b) banke, prygle. smyrja til: slaae til. — Imperf. i B. Stift: smure (aab. u). Inf. paa nogle Steder smøra.

Smyrja, f. Smørelse. (Sjelden). Ellers om en Mængde eller Masse. Heile Smyrja: det hele Slæng. (Søndenfjelds).

Smyrsl, f. Smørelse, Salve eller Lægemiddel for Hudsygdomme. G. N. smyrsl. I Nordre Berg. hedder det Smisl (Smilsj), hvilket maaskee burde forklares som Smitsl, af smita.

smækka, v. n. (a—a), stilles, aftage, om Vind og Søgang. Nhl. (smekka). Isl. smækka. Egentlig smæ-ka, af smꜳ.

Smæling, m. en Stakkel. Ndm. Oftere: Smꜳsmæling, om en Gnier. I Sogn siges Smelling, om en halvvoxen Dreng, En som ikke er arbeidsfør. (G. N. smælingr, En som formaaer lidet).

Smære, f. Kløver (Urt). Bruges ved Kristiania. (Isl. smári).

smærre, adj. mindre, som bestaaer af mindre Dele. (Af smꜳ). G. N. smærri. Ligesaa smæste (Superlativ).

smøge, s. smjuga. smøie, s. smøygja.

Smør (aab. ø), n. Smør. (G. N. smjör). — Hertil: Smørauga, n. en liden Portion af smeltet Smør i Grød (til at dyppe i). Smørbite (aab. i), m. et Stykke Fladbrød, besmurt med Smør og sammenlagt. Smørkanna, f. Smørkande, at spise af. (Nogle St. siges oftere Smørøskja og Smørask). Smørkjuka, s. Kjuka. Smørslag, n. et Stykke Smør, som er presset i en Form, ligesom en Ost. (N. Berg.). Smørstett, n. en Brikke til Smør. Shl.

Smørblom, m. Navn paa forskjellige gule Blomster; i Shl. om Ranunkel; andre Steder: Tormentille.

smørut, adj. smøret, som har faaet Smør paa sig.

smøygja (smøya), v. a. (gje—gde), putte, stikke, f. Ex. et Toug igjennem en Blok. Nhl. (Af smjuga, smaug).

smøygjen, adj. som let smutter igjennem.

Snadd, m. Flab; Snakketøi. (N. Berg.). Jf. Snꜳld og snaldra.

snafsa, v. n. snaske, æde begjærligt; ogsaa snage efter Foder.

snak, adj. graadig, begjærlig. Nfj. Sfj.

snaka, v. n. (a—a), snage, snuse; lede efter noget til at æde. Ogsaa rapse, snappe noget til sig; især om Dyr.

snakjen, adj. tilbøielig til at snage.

Snakk, n. Snak; ogsaa Tale, Samtale (s. følg.). Dæ kom pꜳ Snakk: det kom paa Tale. Me kom te Snakks: vi kom til at tale sammen.

snakka, v. n. (a—a), snakke, tale, samtale. (Nyere Ord, men alm. og meget brugl. istedetfor „tala“, som kun sjelden bruges). Me sat ꜳ snakka: vi sad og talede sammen. (Ikke i nogen foragtelig Betydning). Han kann ’kje snakke: han kan ikke tale, han er maalløs. Snakke te meg nꜳr du vil gꜳ: siig det til mig o. s. v. Dei ha snakka dæ av: de have aftalt det. — snakke fram: sige sin Mening frit. snakke fram-unde: forberede en Sag, lave det saa at Tingen kommer paa Tale. (N. Berg.). snakke fyre seg: tale for sig. snakke yve seg: tale over sig, i Vildelse.

snakkande, adj. 1) snaksom. 2) til at tale om. D’æ ikje snakkand’ um dæ.

Snakkar, m. snaksomt Menneske.

snakkefør, adj. istand til at tale for sig.

snakksam, adj. snaksom.

snaldra, v. n. gjøe idelig; ogsaa skraale, tale skrigende. B. Stift.

snapp, adj. knap, snæver. Rbg. og Mandal. I Forbindelsen „knapt ꜳ snapt“ bruges det ogsaa i Nordre Berg.

Snar, n. 1) Vridning, Kurrer paa Traad. Ørk. (s. Snur). — 2) et Baand af sammensnoede Straa eller Trevler. Nordre Berg. (Af snara).

snar, adj. snar, rask, hurtig; i Særdeleshed: 1) rask i Bevægelse eller Arbeide; 2) let, kort, som kan gjøres i en Hast; 3) tidlig færdig eller fuldkommen, som kommer tidlig frem. (Modsat sein). I snaraste Lag: næsten formeget hurtigt. Fyre dæ snaraste: for en kort Tid; ogsaa: løseligt, foreløbigt. Han va hær som snaraste: han var her blot i et Ærinde, uden videre Ophold.

snara, v. a. (a—a), snoe, vride, vinde eller dreie omkring. Meget brugl. i Nordre Berg. og i Tr. Stift. I Ørk. og Gbr. hedder det: snꜳrꜳ. (G. N. snara, vende). snara eit Band: snoe eller vride et Baand. snara seg ihop: slaae sig i Bugter, f. Ex. om haard Traad. — Hertil: snara, part. snoet, vreden. Snarasnakk, n. Fordreielser, listige Indvendinger som kun tjene til at forvirre Sagen. N. Berg.

Snara, f. s. Snora.

snarboden (aab. o), adj. villig, som ikke behøver lang Indbydelse.

Snarehavre, s. Snarkonn.

snar-eten, adj. som spiser hurtigt.

snarfaren, adj. kort, som kan befares i en Hast; om en Vei.

snarfør, adj. rask, som farer fort.

snargjengd, adj. som gaaer hurtigt; ogs. kortvarig, forgjængelig. (Sjelden).

snargjort, adj. let gjort, som man kan gjøre i en Hast.

snarhendt, adj. rask med Hænderne.

snarka, v. n. (a—a), snorke. Gbr. og fl. (Ellers rjota). Sv. snarka.

snarkjem, adj. hurtig til at komme frem, snart færdig, som man ikke behøver at vente længe paa. Søndre Berg.

snarkomen (aab. o), adj. som kommer snart (= snarkjem); ogsaa tidlig moden eller udviklet, som bliver tidlig fuldvoxen og arbeidsfør. (Modsat seinkomen). N. Berg.

Snarkonn, n. Korn, som modnes tidlig. I Berg. Stift: Snarekonn. Ligesaa Snarehavre, om Havre der modnes lige hurtigt som Byg.

snarlege, adv. snart, hastigt. Du fær so snarle’: du gaaer saa snart bort; du skuld være længere hos os.

Snarleikje, m. Snarhed, Raskhed.

snarlendt, adj. om Jord, hvorpaa Kornet og Frugterne modnes hurtigt. Ag. Stift.

Snarlykkje, s. Snur.

snarmælt, adj. som taler hurtigt. (Sjelden). Hedder oftest: snartalande.

Snarp (paa Korn), s. Snerpa.

snarp, adj. skarp, haard, hvas; især om en skrumpen og ru Overflade. Helg. Tell. Nhl. (G. N. snarpr). Jf. snerpa.

snarrꜳdd, adj. snarraadig, rask til at bestemme sig. Jf. snartenkt.

Snarrukke, s. Snur.

snarsint, adj. iilsindet, opfarende, som bliver hastig vred. Tr. Stift.

snarsløg, adj. om Eng, som man kan slaae hurtigt; let at slaae. N. Berg.

snarsvæv, adj. som let falder i Søvn, snar til at sove ind. Gbr.

snart, adv. 1) hurtigt, raskt. 2) snart, strax, om kort Tid. 3) næsten, ikke langt fra. — snart ꜳ seie: saa at sige. D’æ snart nok: der behøves ikke meget.

Snart, m. Brand, brændt Ende paa Træ; ogsaa Taande. Tell.

snarta, v. n. opfriske Ilden ved at afbanke de forbrændte Ender paa Vedstykkerne. Tell. „snarte pꜳ Varmen“.

Snarte, n. tørre Stikker til at tænde med (= Kveikje, Tendved). Østerd. — Jf. Snart og Snerta.

snartenkt, adj. rask til at betænke sig, snar til at fatte en Beslutning eller finde en Udvei; snaarraadig, som har Aandsnærværelse. Næsten alm. og meget brugl. (Modsat seintenkt).

snartikjen (aab. i), adj. let at tage, som man kan faae i en Hast.

snartøk, adj. rask, som griber hurtigt til.

Snarvending, f. Korthed, Hastighed.

snarvoren, adj. rask, hurtig.

snaud, adj. 1) bar, blottet for Haar eller Lu; skaldet; ogsaa meget korthaaret. Alm. og meget brugl. (mest i Formen snau, snau’e). G. N. snauðr. — 2) blottet for Midler, arm, som har intet. (Jf. aud). D’æ reint snaudt: der er intet at finde. Heraf snøyde.

snaudgnaga, adj. ganske afgræsset, blottet for Græs.

snaudklipt, adj. klippet tæt til Huden.

snaudt, adv. 1) ganske, aldeles; f. Ex. Dæ va snautt av-brote. B. Stift, Tell. — 2) knap, neppe, med Nød. Ein kunna snautt koma fram. Østre Rbg. Hedder paa andre Steder: nautt, og er maaskee af en anden Oprindelse.

Snꜳ, Fjeldvind; s. Snoa.

snꜳl, adj. 1) artig, morsom, fornøielig. Tell. Ei snꜳl Vise: en morsom Vise. Bruges paa enkelte andre Steder i Betydningen: besynderlig, snurrig. — 2) flink, dygtig; ogs. herlig, fortræffelig. Snꜳle Greiur: fortræffelige Anstalter. (Tell.). Jf. snell. (G. N. snjallr, kjæk, flink). — 3) vakker, tækkelig, som har en god Anstand. Meget brugl. i Tell. (Jf. snild).

Snꜳld, m. Snude, Tryne. Sdm.

snꜳlen, adj. graadig, snagende (= snak). Helg. (Sv. snål, gjerrig).

snꜳp, adj. rask, behændig, hurtig; ogsaa: let, nem, som kan gjøres hurtigt. Meget brugl. i Tr. Stift; ogsaa i Sogn.

snꜳpen, adj. net, vakker. Shl.

Snꜳr, n. Riis, Kviste; ogsaa Krat, Buske. Nordre Berg. I Sogn hedder det ogsaa Snær; i Gbr. Snære. Sv. snar; i Dial. snår). — Hertil Snꜳrskog, m. Kratskov, Smaabuske. Snꜳrvid (Snꜳrve), m. Brænde af Grene og Kviste. N. Berg.; ogsaa i Rbg.

Snꜳra, s. Snora. snꜳrꜳ, s. snara.

Snꜳv, n. Tummel, Bevægelse (egentlig Snublen). N. Berg.

snꜳva, v. n. (a—a), snuble, glide eller vakle, være nær ved at falde. B. Stift og fl. I Hard. hedder det snjꜳvla. Jf. stumpa). Sv. snafva.

Snꜳve-rom, n. en kort Frist eller Henstand. Fyr’ eit Snꜳverom: for en kort Tid, indtil man faaer indrette sig.

Sne, s. Snid. Sneberg, s. Snidberg.

snedden, adj. rask, hurtig; ogs. let, bekvem. Et meget udbredt Ord (Hard. Voss, Vald. Sdm. Ndm.). Jf. snerten og snøgg.

snegg, og snegre, s. snøgg.

Sneid, f. 1) en afskaaren Skive (Snit); f. Ex. Kjøtsneid. N. Berg. og fl. (Isl. sneið). — 2) Skraaning (= Snid). Pꜳ Snei: paa skraa, skjævt. Buskerud. Vald. Gbr. (Jf. snide).

sneide (sneie), v. n. (e—de), hugge eller slaae efter noget. Mest brugl. i Tell. Han sneidde ette dæ: han hug til for at naae det; ogsaa: han snappede efter det. Uegentlig: stikle, gjøre fornærmelige Hentydninger.

Snei(d)kubbe, m. Stok som er skraat afhugget paa Enderne; Gavlstok. Gbr.

Sneis, f. 1) en tynd Kvist; Sideskud paa en Stamme eller Green. Gbr. (G. N. sneis, Green). — 2) en Strikkepind, Bindingsstikke. Mandal, Rbg. ogsaa i Gbr. (Jf. Spyta). — 3) en Pind, Tap, Nagle; f. Ex. i et Laag. Tell. (I B. Stift: Spyta). — 4) Pæl, Stør med tilspidset Ende, hvorpaa Korn sættes op for at tørres. Hedemarken. I Østerd. Snes. (Forskjelligt fra „Rꜳ“ derved at Kornbaandene ikke bindes til, men trykkes ned over Støren). — 5) et Snees, Antal af tyve Stykker.

sneisa, v. n. (a—a), stikke, rive; om Smerter i Lemmerne. N. Berg. Tell. (Jf. teina). Heraf Sneising, f. Smerter som ligne Stik eller Rivning.

sneisen, adj. tynd, spids. Gbr.

Sneisgang, m. en Omgang i Strikning. Gbr. (Ellers Umfar).

sneisut (sneisꜳt), adj. kvistet, ujævn. Guldbr.

sneka, s. snika.

Sneklakje, s. Snidklakje.

Snelda, f. 1) Teen i en Rok, Bommen hvorpaa Traaden oplægges. (Isl. snælda). — 2) et lidet Hjul, som drives af et større. Udtales tildeels Snelle. Jf. Handsnelda.

Snelderennel, m. Tridse, liden Hjulformig Skive. N. Berg.

snell, adj. rask, hurtig; ogsaa: nem, som lærer snart. „snelt Øl“: stærkt Øl, som stiger hurtigt til Hovedet. Tell. Hedder ogsaa snjell, men er ikke meget brugl. (G. N. snjallr, flink). Jf. snꜳl.

snellvitug, adj. nem, rask til at fatte eller forstaae noget. Tell. (sjelden).

snerka, v. n. snerk’; snork; snorkje), 1) sammensnerpes, krympes ind, blive haard og rynket. N. Berg. (Ellers snerpa). G. N. snerkja, snerpe. — 2) forsvinde, gaae bort; ogsaa drive omkring, gaae ørkesløs. Sdm. Han snork veg: han listede sig bort. Me gjekk dær ꜳ snork heile Dagjen. (Udtales med aab. e, ikke med æ).

Snerkje, m. en Hinde eller tynd Skorpe; især paa kogt Mælk. N. Berg. Tell. Ørk. Ellers: Flukka, Flogge.

snerpa, v. a. (e—te), sammensnerpe, indknibe, gjøre rynket. Nhl. Tell. og fl. (Sv. snörpa). Sjeldnere v. n. om at sammensnerpes, hærdes, rynkes (= snerka). I denne Betydning skulde det have Formerne: snerp, snarp, snorpe. Jf. strekka, tverra, kverva.

Snerpa, f. Braad eller Børste paa Korn; Stak (arista). Sogn, Søndre Berg. Tell. og fl. Nogle Steder: Snarp, f. (Ørk. Østerd.). Ellers Ogn og Agn.

Snerra (Snærre), f. Uleilighed, Knibe. Dæ va han so laut stꜳ i Snærrenne fyre dæ: det var han som kom til at staae i Stikken, eller som det gik ud over. Sdm.

Snert, m. Snert, Hug; et lidet Angreb, f. Ex. af en Sygdom. — snerta, v. n. hugge, slaae efter noget. (Sjelden).

Snerta (Snærte), f. en Lysestikke (= Spik). Helg. Jf. Snart og Snarte.

snerten (snærten), adj. snar, rask, hurtig; ogsaa: let, bekvem, net til at bruge. B. Stift (tildeels meget brugl.). Jf. snar, snell, snedden, snøgg. — Ogsaa adv. f. Ex. Dæ vart snærte gjort.

sneug, s. snidig. Sneveg, s. Snidveg.

Snid (aab. i), n. 1) Snit, Maneer. (Sjelden). fꜳ Snid pꜳ: faae det rette Greb paa, faae Indsigt eller Øvelse i noget. Sdm. (tildeels udt. Sne). — 2) Skraaning, skraa eller skjæv Retning. „Pꜳ Snid“: paa skraa, skjævt. Næsten alm. (dog mest i Formen: Sne). I Gbr. Vald. og Buskerud hedder det: Snei; pꜳ-snei. (G. N. á snið. Sv. på sned). Ogsaa „i Snid“ (i sne); f. Ex. Vegjen gjeng i Sne: Veien gaaer skraat eller i Krumninger opad Bakken. Jf. Skꜳ.

Snidberg (Sneberg), n. en skraa Bjergflade, hældende Klippe.

snide (ii), v. n. snid; sneid; eller: e—de), 1) snitte, skjære i noget. Meget sjelden. Jf. sneide og Sneid. — 2) bøie, dreie, gaae skraat eller til Siden. Mere brugl. „snide inn pꜳ ein“: stikle paa En, søge at indvikle En i en Sag. Sdm.

snidig (aab. i), adj. 1) smidig, myg, som bøier sig let. N. Berg. Nogle Steder: sne’ug. — 2) snedig, listig.

Snidkant, m. Skraakant.

Snidklakje (Sneklakje), m. en skraa eller hældende Iis (paa Marken). Shl.

Snidkubbe, s. Sneidkubbe.

snidskoren (sneskoren), adj. skaaren paa skraa, skjævkantet. Sjelden.

Snidveg (Sneveg), m. en Vei som gaaer skraat eller i Slyngninger opad en Bakke.

Snigjel, m. (Fl. Snigla, r), en Snegel. Udtales sædvanlig Sniel, dog ogsaa Snigel (Sogn), Snegle (Indr.). G. N. snigill. — I Sammensætning: Snigle; f. Ex. Sniglegꜳng, m. Sneglegang. Sniglehonn, n. Sneglens Følehorn. Sniglehus, n. Sneglehuus.

Snik (ii), m. 1) et lidet Spand, dannet som en Æske. Hard. (= Bytte i Nhl.). — 2) et Knippe (= Haank). Gbr. Hertil Fiskesnik.

Snik (aab. i), m. Lugt; især ond Lugt, Stank. Meget brugl. i Søndre Berg. I Sogn hedder det Snæk.

Snik (aab. i), n. Fløde af Raamælk. Sdm. Hertil: snika (aab. i), v. a. bestryge Brød med Raamælk, for at det skal glindse. Snikabrød, n. og Snikaløfse, f. Fladbrød som er bestrøget med Raamælk. (Andre St. kaldet Skinabrød).

snika (aab. i), v. n. (a—a), lugte, stinke. Nhl. og fl. Ogsaa lugte til noget. „snika pꜳ“. Hard. Jf. anga.

snikja, v. n. (kje—kte), snylte, snige sig ind for at faae noget. G. N. sníkja. Han fæ ’kje vera tykkjen so(m) snikje skal: den som skal snylte sig noget til, maa have en god Taalmodighed.

Snikjegjest, m. Snyltegjæst.

snikka, v. n. tilskjære noget, arbeide med Kniven. Skal bruges i Tell. Jf. snikra.

snikka, v. a. (a—a), 1) bebreide, dadle, minde En om noget som er til Skam for ham. Tell. (I Sdm. snækje; ellers: nekkja og fl.). Heraf „usnikka“, uden Fornærmelse. — 2) føre En i Straf eller Uleilighed; egentlig: overbevise eller blotte Fornærmeren, saaledes at han maa erkjende sig skyldig. Shl. „Han ha vist gjort da, men da kann ingjen snikka han føre da“. Jf. snikkelaust.

Snikkar, m. Snedker. G. N. snikkari.

snikkelaust, adv. uden Uleilighed, uanfegtet, uden Fare. B. Stift (ogsaa i de nordlige Egne hvor Ordet „snikka“ er ubekjendt). Dæ gjeng ikje snikkelaust av se: det vil vist ikke gaae godt. (Sdm.).

snikra, v. n. gjøre Snedker-Arbeide. Hedder ogsaa snikkera (ee). Jf. snikka.

snild, adj. 1) vakker, smuk, tækkelig. N. Berg. Voss, Valders og fl. Snilde Klæde: smukke Klæder. (Sdm.). Eit snildt Vær: et vakkert Veir. (Valders). Mangler i andre Sprog. — 2) artig, velvillig, forekommende; hyggelig at omgaaes med. Alm. og meget brugl. Ogsaa skikkelig i Opførsel, sædelig, ulastelig. (Udtales paa mange Steder: snill). Jf. Sv. snäll. — 3) veltænkende, godhjertet, ædel, agtværdig. Ein snild Mann: en god agtværdig Mand. — I Sdm. siges ogsaa „ein Snilda-Mann“, „eit Snilda-Menneskje“, hvilket forudsætter et Subst.: Snild, f. (Isl. snildar-maðr, en klog Mand).

Snildskap, m. Vakkerhed; Artighed, Godhed. — Oftere Snildheit, f.

snildt, adv. vakkert, smukt; ogsaa let, mageligt, uden Vanskelighed.

snim, adj. som kommer tidlig. Tell. Siges om en Ko som kalver tidlig eller om Høsten. G. N. snimma, tidlig.

Snipa, f. Sneppe. Kun i „Myrsnipa“.

Snipel (aab. i), m. Snip, Læp. (Sjelden). Jf. Øyresnipel. (Isl. snepill).

snipnasa (ii), adj. spidsnæset, med spids og nedbøiet Næse. Sdm. Tell.

Snipp, m. Snip, yderste Spids.

Snippa, f. Hjørne; f. Ex. paa en Dug.

snippa, v. n. flæbe, græde.

snippen, adj. 1) fortrædelig, nedslaaende; f. Ex. om et pludseligt Tab. 2) slagen, skuffet, nedslaaet ved et pludseligt Tab eller ved Skuffelse i en vis Forventning. Meget brugl. i Nordre Berg. Ellers paa nogle Steder: snippleg; i Valders: snuppen. Ein snippen Skade: en uventet og følelig Skade. Han sto atte bꜳ’ snippen ꜳ snaud’e. (Sdm.).

Snitt, m. Kneb, List, Puds. Hedder ogsaa Snytt (aab. y). Nyt Ord.

snjꜳvla, snuble; s. snꜳva.

Snjo, s. Snø. — snjoa, s. snøa.

Snjonꜳm, n. Sneens Smeltning og Bortgang om Vaaren. Hard.

snjorutte, s. snøut.

Snoa (Snoe), f. en Luftning, svag og kold Vind; især om den Trækvind, som sædvanlig blæser fra Dalstrøgene, naar Jorden er frossen, eller naar det er koldere paa Landet end paa Søen. Meget brugl. i B. Kr. og Ag. Stift, tildeels i Formen: Sno. I Tr. Stift hedder det Snꜳ. Jf. Snære, Nare og Skjelle.

snoa, v. n. (a—a), 1) lufte, blæse lidt; om en kold Vind (s. forrige). — 2) snuse, snage efter noget. Sogn, hvor det ogsaa hedder snopa.

snodig, adj. snurrig, morsom; ogsaa rar, besynderlig. Et meget udbredt Ord; findes baade i B. Kr. og Ag. Stift, altid med tydeligt d. — I Østre Rbg. skal snodig ogsaa betyde: brav, flink, dygtig.

snoga (seg), skubbe, vride sig. Jæd.

Snor, f. Snor, Baand. Jf. Snøre.

Snor (aab. o), n. Snot, Uhumskhed af Næsen. Alm. (Nogle St. Snør). Sv. snor. Snorsykja, f. en Kvægsygdom, som yttrer sig ved Afsondring af Snot. — snorut (snørrette), adj. snottet.

Snora (aab. o), f. en Snare. Søndre Berg. og fl. Nogle Steder: Snare. (Jf. Done). Et eget Slags Snarer kaldes ogsaa Snurre, f. (N. Berg.), G. N. snara, pl. snörur.

snorkjen, adj. (part. af snerka), sammensnerpet, skrumpen, indkrøben. N. Berg. Gbr. (Isl. snorkinn).

Snos, f. Hjørne, Kant; især det forreste Hjørne af Ildstedet i Stuen. „Steinssnos’a“. Ørk. — Jf. Nos.

snoten, adj. net, vakker, pyntelig i Klædedragt. Hard. (G. N. snotr).

snu, v. a. og n. (r—dde), at snoe, vende. G. N. snúa. Præsens hedder i Nordre Berg.: snyr; ellers snur. (G. N. snýr). Imperf. overalt: snudde; Supin. snutt. — Betyder i Særdeleshed: 1) vende noget om, dreie, snoe. I indskrænket Forstand: a) vende Høet under Tørringen. b) vrænge, omvride, f. Ex. et Klædningsstykke. c) flaae, aftage et Skind. Meget brugl. i Gbr. og Ørk. — 2) v. n. vende tilbage, begynde at gaae tilbage. D’æ best te snu heimatte. Me snudde dꜳ Stormen kom. — 3) vende, være vendt til en vis Side. Den Sia som snur hit. Dæ snyr upp ned, ɔ: det øverste er vendt nedad. Dæ snudde rangt: vendte Vrangen til. Meget brugl. Jf. venda. — snu seg: vende sig; ogsaa føie sig, bruge Klogskab, søge sin Fordeel. snu seg til: vende sig til, slaae til, indlade sig paa noget.

Snu, m. s. Snur.

snuande, adj. som man kan vende.

snudd (uu), part. vendt; ogsaa vrænget. Han veit ikje kor han æ snudd: han veed ikke endnu hvorledes hans Sager staae.

snuft, s. snupt. snugga, s. snøgga.

Snuing, f. Vending; Høets Vending under Tørringen; ogsaa Tummel, Bevægelse. — „snar i Snuingjenne“: rask i sine Bevægelser. (N. Berg.).

snulla, v. n. (a—a), snøvle, støde Lyden igjennem Næsen, naar man taler. N. Berg. Gbr. Ørk. Heraf Snulling, f.

snultra, v. n. snage, snuse. B. Stift.

Snunad, m. Omvending, Omvæltning, Forstyrrelse. N. Berg.

snuppen, adj. skuffet, nedslagen; s. snippen.

snupt, adv. ganske, aldeles, med eet; f. Ex. Dæ va snupt av. I Tr. Stift: snuft.

Snur (uu), m. Vridninger, Forvikling eller Kurrer paa haardt spunden Traad. Vestenfjelds. Paa nogle Steder Snu (vel egentlig Snudr). Ellers kaldet Snar (Ørk.), Snarlykkje (Tell.), Snarrukke (Buskerud).

snurast, v. n. slaae sig sammen i Bugter eller Kurrer; om Traad som er haardt snoet. Hedder ogs. snura seg. Jf. snara.

snuren, adj. fuld af Kurrer eller Sammenviklinger. Ogsaa figurlig: forviklet, vanskelig.

snurkla, v. n. snorke, ralle; ogsaa hulke med en hæslig Lyd. B. Stift. G. N. snörgla.

snurla, v. n. snøvle, snorke. Jf. snulla.

Snur-lykkja, f. Kurre, Løkke, fremkommen ved stærk Vridning. Jf. Snur.

snurra, v. n. (a—a), snurre. — „snurre seg“: dreie sig rundt (s. snøra).

Snurre, s. Snora. snurrig, s. snodig.

snurten, adj. vranten, stødt. N. Berg.

Snus, n. Snuus. — snusa, v. n. snuse; ogsaa snage, speide efter noget.

Snusk, n. Affald; især af Mad.

snuska, v. n. snage, lede efter noget til at æde. Hedder ogsaa snusla (snultle), snutra og snultra.

Snut (uu), m. Snude. Jf. Snyt.

Sny, s. Snø. — snya, s. snøa.

snyde, v. n. (e—de), snue, snøfte, blæse igjennem Næsen. N. Berg.

snydje (aab. y), v. n. (snyd’, snydde), snage, snuse efter noget. Sdm.

snyr (vender), s. snu.

Snyrt, m. Nethed, net og vakkert Udseende. Nhl.

snyrten, adj. net, vakker, pyntelig. Nhl. (Isl. snírtinn).

Snyrt (yy), m. Spids, noget fremragende. Sdm. Snythue, Hue med Skygge.

snyta, v. a. (e—te), 1) snyde; ogsaa pudse (et Lys). 2) narre, bedrage. I Hardanger har det tildeels Formerne: snyt’e, snaut.

snytt (yy), adj. 1) snydt, narret. 2) fuld, drukken. Brugl. i B. Stift.

Snæk, m. Stank, Lugt; s. Snik.

snækje, v. a. (e—te), bebreide; s. snikka.

snækjen, adj. skarp, bidende; om Kulde. Oftere kaldsnækjen. (Tr. Stift).

snæme, adv. snart, lettelig. Dæ kann snæme nytte: det kan snart hjælpe, der behøves ikke meget. Sdm. (G. N. snemma, tidlig).

snære, v. n. (e—te), 1) blæse lidt, især om en kold Vind. Hadeland, Hedm. (Jf. snoa). — 2) streife, svæve omkring, løbe i forskjellige Retninger. Sdm. Vel egentlig: haste, ile (af snar). Jf. snøra.

Snære, f. Luftning, Vindpust; Vind fra Dalstrøgene (Snoa). Hed.

Snære, n. Krat, Riis, Kratskov. Gbr. — Jf. Snꜳr. (I Sogn: Snær).

snærklædd, adj. tyndklædt, letklædt. Sdm. (Maaskee af snære).

Snærre, s. Snerra. snærten, s. snerten.

Snæv, m. 1) Spor af eller Nys om noget; maaskee egentlig: Lugt. Dei ha fengje ein Snæv ’tꜳ da: de have faaet Nys om det. Hard. og fl. — 2) Tegn eller Mærke af noget (f. Ex. af en Sygdom), Spor, Yttring, Mindelse. Han ha ein Snæv ta di: han havde et vist Hang eller Anlæg dertil. Tr. Stift. (Isl. snefill). Jf. Kjeim, Dꜳm.

snæv, adj. 1) trang, snæver. N. Berg. (sjelden). G. N. snæfr. 2) knap, tarvelig, karrig. Mere brugl. 3) smaatærende, som nyder lidet. Nhl.

Snø (aab. ø), m. Snee. — Findes i forskjellig Form: Snjo (Voss, Hard. Shl.), Snjor’e (Sætersd.), Snjov (Gbr., sjelden), Snjog og Sjog (i Gbr.), Snjøv (aab. ø) og Snjø (Sdm.), Sny (Helg.), Snøv og Snø (mest alm.). Grundformen, hvorfra de øvrige gaae ud, er altsaa Snjov eller Snjo. (Jf. Sjø). G. N. snjó’r, snæ’r. Sv. snö. — Det tilføiede r beholdes i det Sæterdalske ogsaa i den bestemte Form (Snjor’en; i Snjor’æ); ligesaa i Adjektivet: snjorutte.

snøa, v. n. (a—a), snee. Hedder ellers: snjoa (Hard.), snjoga, el. sjoga (Gbr.), snjøva (N. Berg.), snøva (meget udbredt). G. N. snjóa. — Egen Betydning i Talemaaden „snøva nere“: blive nedsneet el. skjult af Snee. „snøva seg ut“: rode i Sneen, blive tilsneet.

Snøball, m. Sneebold.

snøblind, adj. blendet af Sneens Farve, svag i Øinene efter at have seet længe paa Sneen (især i Solskin). Sv. snöblind.

Snøbolk, m. en Tid da der falder Snee.

Snøbraut, f. en Vei igjennem dyb Snee. B. Stift og fl.

Snøbride (aab. i), m. Sneemasse, Sneehob. Nfj. Sdm. Ellers Snøbree (bræe), om enkelte Sneehobe paa Fjeldene.

Snødokk, f. Sneedække. Nhl.

Snødriv (aab. i), n. Sneefog, Sneedrev.

Snødyr, n. en Figur af Snee, som ligner et Dyr. Liigesaa Snøkall, Snøkjering.

Snø-eling, m. Snee-Iling, Sneebyge.

snøfast, adj. om Jorden, naar Sneen ligger overalt og ingen Plet er aftøet. Dæ ligg snøfast like ni Sjøen.

Snøfilla, f. Sneeflokke. Mandal og fl. Ellers Snøflokje, Snøflukse, Snøflysse.

Snøfonn, f. 1) en Sneemasse, Sneehob. — 2) Sneeskred. Sdm. og fl. (s. Fonn).

Snøfugl, m. Sneespurv (Emberiza nivalis).

snøgg, adj. snar, rask, hurtig. B. og Ag. Stift. Hedder ogsaa: snegg’e (Sdm. Tell.). G. N. snöggr. — Han va her so snøggaste: han var her kun som snarest, for et Øieblik. Komparativ hedder i Sdm. tildeels: snegre (sneggre); hertil Talemaaden: „vont snegre“, ɔ: snarere end man venter.

snøgga (seg), v. a. skynde sig, haste.

snøgglege, adv. snart, hastigt. (Sjelden).

Snøggvenda, f. en kort Udflugt eller Reise. Nhl. og fl. — Ligesaa Snøggærend, f. om et Ærinde, som kan udrettes i en Hast.

snøgt, adv. snart, hastigt.

snøheilt, adj. n. det samme som snøfast.

Snøhim (ii), n. et meget tyndt Sneedække. Berg. Stift. Ellers: Snyfan (Helg.), Snøfolga (Sogn, sjelden).

Snøhimmel, m. Sneeluft, Skyer som bebude Snee.

Snøhosa (aab. o), f. Sneehose; Overstrømper at gaae med i Snee.

Snøk (langt ø), m. Hast, Travlhed. Han hade slik ein Snøk pꜳ se. Sdm.

Snøkave, m. Sneebyge, faldende Snee, som opfylder og formørker Luften.

snøkvit, adj. sneehvid. Hedder ogsaa: „snøende kvit“, ligesom: fannende kvit.

snølaust, adj. n. sneeløst, bart.

snølyse, n. Nordlys med hvid Farve.

Snøløysa, f. Mangel paa Sneeføre.

Snøplog, m. Sneeplov.

snøpsa, adj. fornærmet, stødt. Sogn.

snøra (snøre), v. a. og n. (e—te), 1) sammensnøre, presse. (Sjelden). — 2) dreie sig rundt, hvirvle. Ørk. (snøre se). Hedder ogsaa „snurre se“, og „snꜳrꜳ se“. (Gbr. Ørk.). — 3) v. n. med „pꜳ“: haste, skynde paa. „snøre pꜳ“. Tildeels i Kr. Stift. (Jf. snære).

Snøre, n. Snøre, Snor, tyndt Toug; ogsaa en Fiskersnor med Lod. G. N. snœri. Hertil Snørefiskje, n. Fiskerie med Snøre.

Snørekall, m. et Slags Legetøi; en Top eller Skive med en tynd Axel, saaledes indrettet at den kan sættes i Bevægelse og dreie sig rundt ligesom en Haandteen. Ørk. — Ellers kaldet Gan (Helg.), Sorphøne (Sdm.). S. snøra.

Snørid, f. et Sneelag; ogsaa et Sneeveir, en Tid hvori der indfalder Kulde og Snee.

Snørust, f. rustfarvet Dynd, som tildeels ligger tilbage, hvor Sneen nylig er aftøet. N. Berg.

Snøskrid (aab. i), f. Sneeskred, Lavine. I Hard. Snjoskria. Hedder ellers Snjøfonn (Sdm.), Snørap (Ndm.).

Snøsletta, f. Slud; s. Sletta.

snøut, adj. tilsneet, som har faaet Snee paa sig. Hedder ellers snøvette og snjoette (B. Stift), snjorutte (Sætersd.), snøꜳt (Tr. Stift).

Snøv, s. Snø. snøva, s. snøa.

Snøvaul, Sneebrydning; s. Vaul.

Snøverꜳtte, f. Sneeveir, kold Luft med Snee. Sdm. (Tonen falder paa ꜳ). Jf. Verꜳtta.

snøydd, part. blottet; s. følg.

snøyde (snøya), v. a. (e—de), blotte, gjøre blot og bar; borttage alt, hærje, husere. G. N. sneyða. (Af snaud).

Snøyde (Snøya), f. 1) Blottelse, Bortryddelse. Han gjor’ ikje stor’e Snøydꜳ: han gjorde ingen stor Ødelæggelse, han lod sig nøie med lidet. N. Berg. — 2) et bart og blottet Sted; især om en skovløs eller græsløs Mark. Nordenfjelds. (Snøya).

snøydest (snøyast), v. n. blottes, blive bar eller skaldet.

Snøyding, f. Bortryddelse; Ødelæggelse.

so, adv. saa. Bruges i Formen so (lukt o) i B. Stift, Hall. Vald. Helg. og tildeels i Tr. Stift; men hedder ellers: sꜳ, i Kr. og Ag. Stift. I Rbg. og Tell. forekommer so med aab. o. G. N. svá. Isl. svo og so. — Hovedbetydninger: 1) saaledes, paa saadan Maade. Tildeels i Stedet for et Adjektiv; f. Ex. Han æ ’kje so helder (ikke saa beskaffen heller). Undertiden med forringende Begreb. Dæ va no so: det var nu saa taaleligt, maadeligt, ikke just at rose. (N. Berg). Hedder ellers „so ꜳ so“. — 2) saa vidt, i saadan Grad. „so lengje“: saa længe; indtil videre. „so mykje“: saa vidt. „so fjære“: saa omtrent. (Voss). — Ogsaa med Betydning: saa at; f. Ex. Han slo til so dæ small. Dei fraus so dei skolv. Ellers bruges det meget ofte uden nogen nærmere Bestemmelse og kun til at betegne, at noget finder Sted i en vis mærkelig Grad; f. Ex. Eg frys so (om en mere følelig eller uventet Grad af Frost). Han sa’ at han svalt so. Ligesaa: Dei va so rædde. Dæ vart so seint o. s. v.

so, conj. 1) saa, da, i det Tilfælde. F. Ex. Nꜳr d’æ gjort, so æ dæ forseint. (Samme Former som det foregaaende). Paa nogle Steder bruges det ofte ved en Gjenoptagelse af Hovedsætningen efter en indskudt Sætning; f. Ex. Den, so(m) vꜳga, so enten vinn ’an elde tape han. (N. Berg.). — 2) da, dernæst, derefter. Fyst kom dæ ein, so kom dæ tvo, ꜳ so kom dæ alt fleire ꜳ fleire. „Ꜳ so“ (ꜳso): saa, siden, derefter. (Meget brugl. i Fortællinger).

so, for som (el. sum), see som.

Sod (aab. o), n. 1) Sydning, det at noget syder eller bruser. (Af sjoda, saud). I Sogn ogsaa: Støi, Larm, Skraal. (Jf. Soll). — 2) Vand eller Vædske, hvori noget er kogt. Kjøtsod, Fiskesod. (Mest alm. So’, nogle St. Sꜳ). G. N. soð. — I B. Stift har man ogsaa et andet Ord: Sodd, n. om Kjødsuppe med Gryn.

so-dan, saaledes beskaffen; s. dan. I Sdm. siges: so-den, ɔ: saadan.

Sode (aab. o), m. 1) Sydning, Kogning. Tett ve’ Soen: nær ved at syde op. — 2) Sveisning af Jern og Staal; s. sjoda.

soden (aab. o), søden, kogt, opkogt. G. N. soðinn.

Sog (aab. o), n. 1) Sugning, det at suge eller patte. (Sjelden). 2) Beklemmelse, Presning. Tildeels i B. Stift.

Soga (aab. o), f. Sagn, Historie, Fortælling. Søndre Berg. Rbg. Tell. (Ellers Segn). G. N. saga; acc. sögu.

Sogbarn (aab. o), n. Pattebarn, diende Barn. B. Stift (i Formen Sogeba’n, Sogebadn). Jf. Sogmor.

Sogemann (aab. o), m. Hjemmelsmand, den som man har faaet en vis Underning eller Fortælling fra. N. Berg.

Sogg, m. en dygtig Karl; s. Sugg.

sogjen (aab. o), suget, udsuget; ogsaa svækket, angreben. Particip af suga. (Fleertal sogne).

Sogmagje, m. Svømmeblære i Fisk. Hard.

Sogmor, f. Moder som giver Die. Oftere Sogemor. B. Stift. (Sog, aab. o).

Sogn (aab. o), f. Sagn, gammel Fortælling. Mest i Talemaaden: „ei seiande Sogn“, ɔ: en Tradition. N. Berg. G. N. sögn.

Sogning, m. og Sogna, f. Indbygger af Sogn, i Bergens Stift. I selve Distriktet nævnes dette deels Sꜳgn, deels Saun; altsaa Sꜳgning og Sauning.

Sokk, n. (egentl. Synkning), i Talemaaden: „setje Sokk ti ein“: skræmme eller ydmyge En. N. Berg.

Sokk, m. Strømpe. G. N. sokkr. (Om Forholdet til „Hose“, see Hosa). — Sokkelest, m. Foden eller den nederste Deel af en Strømpe. „gꜳ sokkelestom“: gaae med bare Strømper.

sokkjen, part. sunken. S. sekka.

sokkut, adj. om Dyr, som have en egen eller afstikkende Farve paa Fødderne.

Sokl, n. Sagl (= Sleve). Rbg. (?).

Sokn (oo), f. 1. et Slags Krog, hvormed man søger paa Bunden efter noget som er nedsunket. (G. N. sókn, Søgen). Dannet af en forældet Form af Verbet søkja.

Sokn (oo), f. 2. Sogn, Kirkesogn, Menighed. G. N. sókn. See Prestegjeld.

sokna (oo), v. n. 1. (a—a), søge, lede, gjennemsøge Vandet med Lod og Kroge for at finde noget som er sunket. Berg. og Tr. Stift. Ogsaa ellers om at søge ivrigt efter noget, rode, snage, snuse omkring.

sokna, v. n. 2. (a—a), sogne, henhøre til et vist Sogn. Sjeldnere.

Soknabod, n. Sognebud, Præstens Besøg hos en Syg eller Døende.

Soknabolk, m. den mellemste Deel af et Vod (Not). Nhl. Shl.

Soknabyte, n. Grændseskjel imellem to Sogne. Hedder ogs. Soknaskil, Soknamerkje.

Soknafolk, n. Indbyggere af et vist Sogn; ogsaa Folk som høre til samme Sogn. Ligesaa Soknabonn, n. om to eller flere Mennesker som ere opdragne i samme Sogn.

Sokning, m. Indbygger af et vist Sogn; f. Ex. Ꜳkersokning, Vangssokning. Om Kvindfolk: Sokna (sjeldnere).

Soks (aab. o), f. en Sax. Nogle Steder især om en stor Sax med Bue eller Fjæder (uden Nagle). See Skjæra.

Sol, f. Sol; ogsaa Solskin. I Sol’enne: i Solskinnet, lige for Solen. (Jf. Avsøla og Forsøla). Mote Sol’enne: imod Solens Gang, nemlig fra Høire til Venstre. (Jf. rangsøles). — I Sammensætning tildeels „Sola“, f. Ex. Solagꜳng. (B. Stift).

sola, v. a. 1. (a—a), sole, varme i Solskinnet. — sola seg.

sola, v. a. 2. (a—a), saale, sætte Saaler i. Af Sole. — Hertil Soling, f. Forsaaling.

Solaglad, n. Solens Nedgang. Et meget udbredt Ord; mest i Formen Solagla (vestenfjelds), Solegla (søndenfjelds), Solglꜳ (Ørk.). See gla’ (glada). I svenske Dial. solegladning. — Skal ellers hedde Solset (?) og Solabyrt (Nhl.).

Solakoma, f. see Solrenning.

solbaka, adj. ophedet af Solen.

solblind, adj. blendet af Solskin, svag i Øinene af at see imod Solen.

Sole, m. 1) Saale; f. Ex. i Sko. 2) Grundstok med Underlag i en Væg, som er noget ophøiet fra Jorden; især i et Stolpebuur. (Budasole). 3) en dygtig Karl. Ein heil’e Sole. Sdm.

Soleie, f. en Blomst; især om store og aabne Blomster, saasom Ranunkel og Kabbeleie. B. Stift, Valders og flere. I Ndm. Solei. I Ørk. Soløy, om Ranunkler. I Tell. Soleiblom og Soleimblom, ligeledes om Ranunkler. Isl. sóley (Mohrs isl. Naturhistorie). Maaskee egentlig Sol-leia, el. Sollegja (Sollilie). I den jydske Dialekt er Lege, el. Lieg, et almindeligt Navn paa Blomster. (Molbechs Dial. Lex. p. 319). Jf. Dansk Kabbeleie, Volverleie.

Soleihov, m. Bladene af Kabbeleien (Caltha palustris). Sdm. Jf. Hovsoleie.

soleis (for soleides), adv. saaledes. Hedder ogsaa soleisi (Sogn, Hall.), sꜳleist (Gbr.), sossi (Sætersd.), og med tilføiet n (ne, nne): soleisne, soleisinne (N. Berg.). sꜳleisen (tildeels i Ag. Stift); ogsaa blot: solein (Hall. Valders), vel egentlig: soleid (see Leid). Jf. so-ne.

Solgꜳng, m. Solens Gang og dens Høide over Landfladen. I B. Stift: Solagꜳng. Ein høg’e Solagꜳng: det at Solen gaaer høit (nemlig om Vaaren og Sommeren). Solegangsvær, n. Vind som dreier sig efter Solens Gang. Ag. Stift.

Solgil (-gjil), m. Bisol, skinnende Plet nær ved Solen. (N. Berg.). Ellers kaldet Solgidd (Jæd.), Solgisl (Ørk. Indr.). I Gbr. Solgiksl: en Ring om Solen; ogsa en afbrudt Regnbue. Jf. Solhøve.

Solglima, f. blendende Solskin, Sollys som besværer Øinene. N. Berg. Tell.

Solhall, n. Solside. (Valders).

Solhov (aab. o), n. Solhverv (især om Vinteren). N. Berg. Tell. — Paa Voss hedder det Solhæv, m. See Solkverv.

Solhøve, n. et Bisol (= Gil). Shl. I Hall. hedder det Solhuvu.

Solkverv, n. og m. Solhverv. I Hard. og Voss hedder kun Sommersolhvervet „Solkverv“ (ɔ: Solens Bortgang eller Synkning, af kverva); medens derimod Vintersolhverv hedder „Solhæv“ (ɔ: Solens Stigning).

Soll, m. 1. 1) Støi, Skraal, Lyd af mange Stemmer. Nordre Berg. (meget brugl.). Ellers: Oll, So(d), Sjau. — 2) Flok, Hob (Isl. sollr). Kun i Talemaaden: „sanka Soll pꜳ“, ɔ: flokke sig omkring ligesom til et Angreb, omringe eller indeslutte, f. Ex. et Rovdyr. Helg. Ørk. Sdm. Nhl. (I svenske Dial. samka soll på).

Soll, m. 2. Brødsuppe, brækket Brød som er udblødnet i Mælk eller anden Vædske. Meget udbredt. (Tell. Guldbr. Ørk. og tildeels i B. Stift). Heraf sylle. Jf. Soppa.

solla, v. n. (a—a), støie, skraale, tale høirøstet; om en Mængde Mennesker. B. Stift.

Sol-løysa, f. Mangel paa Solskin.

Solmerkje, m. Mærker af Solens Gang til at bestemme Tiden eller Klokkeslættet.

Solnisl, s. Solrøyk. Solo, s. Svola.

Sol-ovring, f. s. Solrenning.

Solrenning, f. Solrinding, Solens Opgang. Ogsaa kaldet Solrynne (Ørk. sjelden), Solꜳvring (Helg. s. ovra), Solakome (Sdm. Tell.).

Solrøyk, m. Solrøg. (Sjelden). Ellers Solnisl (Gbr.), Solmoe; s. Moe.

Solskin (aab. i), n. Solskin. Hertil Solskinbolk, m. en Tid med klart Veir og Solskin. (Ligesaa Solskindag). Solskinfugl, m. et Slags Fugl, hvis Sang skal bebude Solskin. Sdm. (Uvist hvilken Art). Solskinæling, m. en Stund da Solen skinner. Ørk.

Solskuggje, m. Skyggen af et Bjerg ved Solens Nedgang.

Solspretting, f. Solens første Skin i Bjergtoppene om Morgenen. Meget udbredt og maaskee almindeligt.

Solta, f. Salthed, saltagtig Vædske. N. Berg. (Af. Salt).

solten, s. svolten.

solturka, adj. tørret ved Solens Varme.

Solvendel, m. Solsikke (et Slags store Haveblomster). Tell. Hedm.

som, Relativ-Partikel: som, hvilken. Søndenfjelds i Formen som, men hedder ellers: so (B. Stift og tildeels i Tr. Stift), og sꜳ (i Shl. og Stav. Amt). G. N. sem.

som, conj. 1) som, ligesom. Hedder ogsaa so og sꜳ (vestenfjelds) ligesom det forrige; f. Ex. Han æ like stor’e so eg. (G. N. sem). Ogsaa: som om; f. Ex. Dæ small som dæ vore eit Skot. — 2) end, end som. D’ær inte meir som ein (mere end een). Nogle Steder søndenfjelds; ogsaa i Shl (so), f. Ex. D’æ værre so inkje (ɔ: værre end intet). — 3) hvor. Almindeligt efter „dær"; f. Ex. Legg dæ dær som dæ lꜳg (el. so dæ lꜳg). — Paa nogle Steder i Berg. Stift bruges ogsaa Formen som eller rettere: sum (aab. u) i den første Betydning, men kun naar Artikelen følger efter; f. Ex. Dæ va so stort sum eit Hus. Derimod: „so store so’ Hus“. „so godt so’ inkje“ o. s. v.

Somar, s. Sumar.

so-mꜳta, adv. saaledes; ogsaa: i saadan Grad, saa omtrent. Nhl.

some, s. sume. somna, s. sovna.

Son, m. (Fl. Søne, r), Søn. Formen Son (oo) findes kun tildeels i Tell. og Rbg.; ellers hedder det alm. Sꜳn. (G. N. sonr). Fleertal hedder i Sdm. Sæne; ellers Søne (G. N. synir). — I Sammensætning: Sona el. Sꜳna. Hertil Sꜳnakꜳna, f. Sønnekone. Sꜳnasꜳn, n. Sønnesøn. G. N. sonarsonr. — Naar Son føies til Fadersnavnet, bliver det tildeels forkortet eller forandret; saaledes paa Helgeland: Nilsso, Hansso (for Hansson); i Indr. og Fosen: Nilssa, Hanssa.

sona, v. a. (a—a; el. a—te), stille, neddysse, bringe i Forglemmelse. Dei sonte dæ ned: de neddyssede Sagen, gjorde at den ikke blev videre omtalt. Particip sædvanlig: sont (oo). Dæ vart ned-sont.

so-ne, adv. saaledes. (Isl. sona). Noget sjelden, men hedder oftere: son’ (Ørk.), sꜳn (Tell.), og endnu oftere fordoblet: sosson, sꜳssꜳn. I Rbg. siges: sossi og sossa (som gaaer ved Siden af „kossi"; see korso). Ellers soleis, sꜳleisen. Jf. ne.

Soning, f. Neddysselse; s. sona.

Sop (oo), m. en bred Ende, udvidet Kant eller Rand, f. Ex. paa en Luur, ogsaa om den nederste Ende af et Ror. (Styresop). Sdm. I Tell. Skjæl.

Sopa, f. en Visker, Kvast eller Haartop til at feie med. (Sv. sopa). Ogsaa sammenfeiet Støv. „Heile Sopꜳ“: den hele Slump. (B. Stift).

sopa, v. a. (a—a), feie, viske, gjøre reent for Støv og Smuds. Alm. (G. N. Sópa. Sv. sopa). Particip hedder oftest sopt (og nordenfjelds: soft). — sope Golv’e: feie Gulvet. sope ihop: sammenskrabe, feie sammen.

so-pass, adv. saavidt, i den Grad. Meget brugl. (see pass).

Sope (aab. o), f. Søbemad for Børn. Sdm. og fl. Egentlig Sopa.

Sope (aab. o), m. en Sup, en liden Slump af Vædske i et Kar; Levning paa Bunden. Tell. (Skal ogsaa findes i Tr. Stift i Formen Sꜳpꜳ). G. N. sopi. (Af supa, saup). Ellers Skvett, Vꜳtt, Dogg.

sopen (aab. o), søbet. Particip af supa.

Soping (oo), f. Feining, Renselse; ogsaa en stor Skynding og Bevægelse.

Soplime, s. følgende.

Sopling (oo), m. Feiekost, Kvast af sammenbundne Kviste til at feie med. B. Stift, Helg. — Hedder paa nogle Steder Sopl; ogsaa Sovl (Sdm. Gbr.) og Solv (Gbr.). Ellers: Lime og Soplime (søndenfjelds). — Soplingris, n. Kviste til Feiekoste. Ogsaa Sople-ris og Sovleris (Sdm.).

Sopp, m. Svamp, Jordsvamp, Paddehat. (Alm.). Sv. sopp. Isl. sveppr. — Et andet „Sopp“ betyder en Legebold (G. N. soppr) og forekommer i de tellemarkiske Viser.

Soppa, f. Brødsuppe, brækket Brød med Mælk. N. Berg. (Ellers Soll). — Et andet Soppa, med Betydning: Flaade, flydende Træ eller Tømmer, — skal bruges ved Kristianssand.

sopproten (aab. o), adj. blød og raadden som Jordsvamp. Hedder ogs. „soppende roten“.

Sorg, f. Sorg; ogsaa Omsorg, Bekymring. G. N. sorg. Heraf syrgja.

sorgall, adj. bedrøvet. Sogn.

sorg-given, adj. sorgfuld, bedrøvet. Buskerud. Ellers sorgafull.

sorglaus, adj. sorgfri, ubekymret; ogsaa tryg, sikker. I B. Stift sorgalaus’e.

Sorp, n. Feieskarn, Støv, Spaaner, Straa og deslige paa et Gulv. Meget brugl. i B. Stift, ogsaa i Gbr. og fl. (= Søpl, Flassop; søndenfjelds). G. N. sorp. Hertil Sorpdungje, m. Dynge af udkastet Feieskarn. Sorpkrꜳ, f. Vraaen imellem Døren og Ovnen.

Sorphøne, f. see Snørekall.

sorta, s. svorta. soson, s. sone.

Sot (oo), n. Sod. G. N. sót.

Sota, f. Sodkvast, Ovnvisker.

Sota (aab. o), f. 1) Sidden; 2) Sæde, Plads at sidde paa. B. Stift. Ellers Seta (Soto, Sutu). Han ær i Sotenne best: han befinder sig bedst ved at sidde.

sota, v. a. pudse, rense for Sod. Sv. sota. — Modsat i Forbindelsen „sota ut“, ɔ: sværte, tilsmudse med Sod.

sotast, v. n. blive sodet.

sotbrun, adj. sodbrun. Jf. sotut.

sotekjær (aab. o), adj. siddekjær, som gjerne vil sidde. B. Stift.

Sotlit (aab. i), m. Sodfarve.

Sott (oo), f. Smitsot, haard og smitsom Sygdom; ogsaa en Feber eller enhver stærkt angribende, feberagtig Sygdom. (G. N. sótt; Ang. suht, Sygdom). I Sammensætning betyder det Sygdom i Almindelighed; saaledes Lungesott, Steinsott, Helsott og fl. „liggje Sott’a“: ligge i Febersygdom.

Sottasveim, m. Smitsot. (Sdm.).

sottlegjen (sotleien), adj. som har ligget i en haard Sygdom, svækket, udtæret ved et langt Sygeleie. B. Stift. Han æ so bleik’e so’ han vore sottleien.

sottnæm, adj. som let angribes af Smitsot. B. Stift.

sotut (sotette), adj. 1) sodet, tilrøget. 2) sodbrun, sodfarvet. En Hest med saadan Farve kaldes Sot’en. Gbr. og fl.

sova (aab. o), v. n. (egentl. sev; svav; sove; mest alm.: søv, sov, sove), at sove. Inf. gaaer tildeels over til sꜳva og sꜳvꜳ. (G. N. sofa). Præsens sev’e (aab. e) findes i Shl.; ellers søv’e (aab. ø) og søv. (G. N. sefr). Imperf. svav findes i Hall. og tildeels i Gbr. og Ndm.; ogsaa svov (Romsd.); ellers: sov (aab. o). G. N. svaf. — Inf. skulde egentlig hedde svova eller sveva efter Roden svav; heraf komme Afledningerne: svæva, v. a. svæv, adj. og Svevn, m. — Om Lemmerne siges at de sove (søv), naar de for et Øieblik blive stive og følesløse af et stærkt Tryk eller af en Stilling, som hindrer Blodets Omløb.

Sovar, m. en Sover, En som sover meget. — Sovardag, m. en Sovedag.

sovekjær, adj. søvnig, som vil sove.

sovetrengd, adj. trængende til Søvn.

Soving, f. Soven, langvarig Søvn.

Sovl (oo), m. Feiekost; s. Sopling.

Sovl, f. (Suul), s. Suvl.

sovna (somne), v. n. (a—a), sove ind, falde i Søvn. Alm. og meget brugl. Hedder mest alm. somna; nogle St. sobna. (G. N. sofna. Sv. somna). — Ogsaa om Lemmer, naar de stivne eller blive følesløse af et Tryk. (Ligesaa Sv. somna). Han somna ut-or Vær’enne: han hensov roligt, fik en rolig Død.

so-voren, adj. saadan, slig, saaledes beskaffen. Søndre Berg. I Stav. Amt: sꜳvoren. Neutrum sammentrækkes til so’re (Nhl.), sꜳvre og sauvre (Jæd.).

Spa (for Spad), n. Kjødsuppe; ogsaa tynd Suppe i Almindelighed. Rbg. Tell. Gbr. Ørk. (Isl. spað. I danske Dial. Spad). Jf. spæde.

spada (spa), v. a. (a—a; og r—dde), spade, opskjære Jord eller Tørv.

Spade, m. 1) Spade (at spade Jord med). Mest alm. Spa. — 2) Spader i Kort. Kun i Fleertal, i Formen Spar og Spa. — 3) Brødstikke, Pind til at vende Fladbrødet med under Bagningen. N. Berg. (Jf. Spode og Fløyg).

Spadegræv, n. Træspade som er beslaaet med Jern. Sdm.

spak, adj. spagfærdig, stille, fredelig (om Mennesker); spag, taalig, tam (om Dyr); rolig, stille (om Veiret). Sv. spak. — Den gamle Betydning klog findes kun i „kjennespak“. Jf. Spekt.

spakast, s. spakna og spekkjast.

spakfengt, adj. stille, roligt; om Veiret. Fosen. Ellers spakvore.

spakna, v. n. (a—a), blive spag, sagtes, fare mere lempeligt frem; ogsaa stilles, blive roligt, om Veiret. Meget brugl. Paa Helg. siges ogsaa spakast.

Spal, s. Spole. spala, s. spela.

spana, v. a. (a—a), spænde, udspænde, udstrække. Hard. Shl. Tell. (G. N. spana). spana ut Føt’ne: udspærre Fødderne. Jf. spenna.

Spanar, m. en Stopper; f. Ex. paa Bommen i en Væverstol. Shl. Ellers Spennar.

Spanjor, m. en Spanier. (Ligesaa i Svensk). Det tilsvarende Adjektiv hedder spansk; i Sammensætning tildeels: spans; f. Ex. Spanssalt.

Spann, f. Fingerspand, den Længde som man kan maale med udspændte Fingre. Jf. Langspann, Stuttspann. I Tell. hedder det Sponn. G. N. spönn.

Spann, n. 1. en halv Vog, en Vægt af 36 Marker. Meget brugl. ved Stavanger, hvor Kornmaalet sædvanlig regnes efter „Spann“ (Jf. Sv. spann, Halvtønde).

Spann, n. 2. et Spand, lidet Kar. Mest brugl. i Sogn og Søndre Berg. (med Fleertal Sponn). Ogsaa flere Steder om Blikspand, men ikke om Trækar.

Spann, n. 3. Spand, et Slags gammel Jordskyld, som svarer omtrentlig til 3 Skylddaler. Ørk. Fosen, Indr. Namd. Det deles i 3 ører og i 72 Marker. (Jf. G. N. spana smjörs).

spann, imp. s. spenna og spinna.

spanna, v. a. maale med Fingrene.

Spannkjevle, n. egentl. en Maalestok. „snu Spannkjølve“: dreie sig om en Stok, som man sætter imod Jorden. En Leg i Sdm.

Spantrꜳv, n. stærkt Trav, som nærmer sig til Fiirspring. Rbg.

spar, adj. sparsom, knap, karrig. Han va so spar pꜳ dæ. Mest brugl. i Tr. Stift. G. N. sparr.

spara, v. n. og a. (e—te), 1) spare, tage knapt eller sparsomt til. I Gbr. og Ørk. spꜳrꜳ. — 2) bespare, faae tilovers ved Sparsomhed. Sjeldnere om at skaane (see liva). — 3) hindre eller afholde En fra noget. Eg skal ikje spare deg: jeg skal ikke hindre dig derfra. N. Berg. (Egentlig v. n. med Dativ, altsaa: forholde noget for En).

sparande, adj. som man bør spare.

Sparing, f. Besparelse; Sparsomhed.

Spark, n. stærk Støden og Bevægelse med Fødderne; ogsaa Kamp, Dyst, voldsom Anstrengelse. (Forskjelligt fra det danske Spark).

sparka, v. n. (a—a), sprætte, støde med Fødderne, ligge urolig. Ikke transitivt som Sv. sparka og D. sparke, der svare til vort „spenna“.

Sparre, m. 1) Støtte, Pæl som sættes paa skraa imod en Væg eller Dør. Hard. — 2) Sparre, Skraabjælke i et Tag. Østerd. See ellers Sperra.

sparsam, adj. sparsom.

spasera, s. driva, reika, rekkja.

Spasi, n. Rum. (Fremmedt Ord).

spauka, v. a. grave eller kaste tilside med en Skovl. Sdm.

spꜳ, v. a. (r—dde), 1) tænke, slutte, formode. Søndre Berg. Jæd. Tell. Hall. „Eg spꜳr dæ“: jeg kan tænke det, det er nok sandt. Eg spꜳr han æ komen no: nu tænker jeg dog at han er kommen. (Nhl.). — 2) spaae, forudsige noget. G. N. spá. Particip: spꜳdd; f. Ex. Den Enden ha’ vore spꜳdd’e lengje.

Spꜳdom, m. en Spaadom.

spꜳlꜳ, s. spela. Spꜳle, s. Spole.

Spꜳmann, m. Spaamand.

Spꜳmøy, f. en vis Knogle i Køernes Fødder, med en Huulning paa den ene Side; brugelig naar man leger Spaamand. N. Berg.

Spꜳnad, m. Forudsigelse, det at man spaaer.

Spꜳnꜳ, s. Spene og Spune.

Spꜳng, f. (Fl. Speng’er), 1) en smal Plade, Skinne, Jernbeslag, paa Hjul, Slæder o. s. v. Meget brugl. i de sydlige Egne. (I Tr. Stift hedder det Stꜳng). G. N. spöng. Heraf spengja. — 2) en Tværstribe; et Vindkast, som danner en stor mørk Stribe paa Vandfladen, ligesom et Baand eller Bælte. Tr. Stift. (Jf. spengja). Nogle St. ogsaa et Iisbælte tvært over en Fjord. — 3) en liden Bro, dannet af nogle sammenføiede Træstammer. Inderøen. (Sv. spång). I Nhl. betegner Spꜳng ogsaa et lidet Loft (= Skukk, Læm).

spꜳnga, adj. beslaaet med Skinner eller Plader; f. Ex. om Hjul.

Spꜳngslede (aab. e), m. Slæde med jernbeslagne Meder.

spꜳnosen (aab. o), adj. begjærlig, meget lysten; f. Ex. efter et Slags Mad som man har længe savnet. Sogn. Nhl. (Uvis Oprindelse). Andre St. kꜳhuga.

spꜳra, s. spora. spꜳrꜳ, s. spara.

spꜳvis, adj. klog til at spaae. Sjelden.

Spe, n. Spee, Spot. I Særdeleshed: Ironie, forblommet Spot, hvorved man mener det modsatte af hvad man siger. Saaledes i Sdm. og tildeels i Nhl. og Tell. „Pꜳ Spe“: spotviis. Dæ Skrepp’e va bære pꜳ Spe, ɔ: den Ros kan blot udtydes som Dadel (Spotteros). — Hertil Spe-krꜳka, f. Spottefugl, En som laster saaledes at det seer ud som Ros. Spe-or, n. pl. Spottegloser. Jf. speskjere.

spea (ee), v. n. (a—a), spotte. (G. N. spéa). Især at spotte ved Ironie, rose noget tværtimod sin Mening, eller spaae det modsatte af hvad man venter. N. Berg. Du tar inkje spe’e, ɔ: du behøver ikke at spotte; hvad du siger for Spøg, kan lettelig komme for Alvor. Sdm.

speeleg (spe’le), adj. farlig, vovelig, dristig. Meget brugl. i Kr. Stift (Tell. Rbg. Jæd.). Ogsaa i Sdm. især om en dristig Spøg, som let kan ende med en Ulykke. Dæ va spele nok: det var nær ved at der skulde skee Skade. Andre Steder siges spøkjeleg og spøkjen.

Spegjel (aab. e), m. (Fl. Spegla, r), 1) et Speil. Udtales i B. Stift: Speiel (men Fl. Spegla), ellers Spigjel (Hall.), Spiel og Spil (Gbr.). G. N. spegill (af et latinsk Ord); Sv. spegel. — 2) et Exempel; ogsaa en Begivenhed som kan tjene til Advarsel. Dæ kunna snart hendt ein Speiel: der kunde snart hendt en Ulykke. B. Stift.

spegjelklꜳr, adj. speilklar.

spegla (seg), v. a. (a—a), speile sig.

Speis, f. Ildsted, (Rbg.). S. Spis.

Speisi, m. og Speisidalar, Speciedaler. (Fremmedt Ord).

Speiss, f. et Riis. Sdm.

spekje, tilfryse; see spækje.

Spekk, n. Spæk. — spekka, v. n. afskjære Spæk. Spekkefjøl, f. Spækkebræt.

spekkja, v. a. (kje—kte), spæge, tæmme, dæmpe. Nogle St. spækje (egentlig spekja, af spak). G. N. spekja.

spekkjast, v. n. (Imp. spektest), spæges, blive spag og stille. G. N. spekjast.

spekkronnen, adj. overtruffen med en Hinde af Spæk; megen fed. B. Stift.

Spekrꜳka, s. Spe.

Spekt, (f.), Spagfærdighed. Kun i Forbindelsen: „mæ Spekt“, eller „mæ Spekte“, ɔ: besindigt, forsigtigt. Sdm. (sjelden). G. N. spekt.

Spel (aab. e), n. 1) Spil, Leg (i Almindelighed). I Rbg. hedder det Spil (aab. i). G. N. spil. Sv. spel. Jf. Leik. — 2) et enkelt Spil, f. Ex. et Kortspil; et Parti, med Hensyn til dets Gang og Udfald. Me ha vunne fem Spel. Dæ stend’e pꜳ Spel: det staaer paa Spil, er i Fare. — 3) Spil af Toner, Musik; ogsaa et enkelt Musikstykke, f. Ex. til en Dands. Felespel. Fløytespel. — 4) Instrument til at spille paa; især om de sjeldnere, som ikke have noget bekjendt, særegent Navn. — 5) Ankerspillet paa Fartøier, med flere lignende Indretninger. Ellers kaldet Vindespel.

spela (aab. e), v. n. og a. (a—a; og a—te), 1) spille, lege, more sig; ogsaa løbe, glide, bevæge sig let og frit. Jf. leika (som er mere brugl.). Hedder i Rbg. spila (aab. i); ellers tildeels: spæla, spala (Namd.), spꜳlꜳ (Indr. Ørk.). G. N. spila. Sv. spela. — 2) spille, drive et Spil, f. Ex. Kort, Dam, Bold. — 3) spille paa et musikalsk Instrument; f. Ex. Fiolin.

Spelar, m. Spillemand; Fiolinspiller. Ogsaa kaldet Spelmann.

spele, s. speeleg. Spele, s. Spila.

Spelpeng, pl. m. Penge som de Dandsende give Spillemanden.

Spelrom, n. Spillerum.

Speltak, n. et kort Musikstykke, især til en Dands. Shl. (Jf. Feletak). Ellers kaldet Spelslꜳtt eller Slꜳtt.

Spene (aab. e), m. Patte; især om store eller lange Patter, som paa Køer og Gjæder. Udtales sædvanlig: Spæne, men gaaer ogsaa over til Spana (Namd.) og Spꜳnꜳ (Ørk.). G. N. speni. Sv. spene. Hertil Spenebora (aab. o), f. den lille Aabning hvorigjennem Mælken gaaer ud.

Spenger, s. Spꜳng.

spengja, v. a. (gje, gde), beslaae med Skinner eller Plader. (Af Spꜳng). Particip: spengd, beslaaet.

spengja, v. n. (gje, gde), om Vinden: blæse i enkelte korte Byger, saa at deraf dannes mørke Striber paa Vandfladen. N. Berg. Han spengje ni Fjoren. S. Spꜳng.

Spengjing, m. en Slæde eller Kjælke med jernbeslagne Meder.

Spenn, m. et Spark, et Stød eller Slag med Foden. Alm. I Rbg. skal det ogsaa hedde Spann, n.

spenna, v. n. (spenn; spann; sponne), røres, bevæge sig, vise Tegn til Bevægelighed eller Spændkraft. B. Stift. Kun upersonligt; f. Ex. „Da spann ikje i han“, ɔ: der viste sig intet Livstegn i den; den rørte ikke et eneste Led. (Sogn). I Sdm. har det Formerne: e—te. „Dæ spent’ ikje ’ti ’nꜳ“. Han kunna snart sleie se, so dæ had’ ikje spent ’ti nꜳ meir.

spenna, v. a. 1. (e—de; el. e—te), sparke, støde til eller slaae med Fødderne; ogsaa udstrække Fødderne eller vende dem til en vis Kant; f. Ex. „spenne burt-i Veggjen“, ɔ: ligge saaledes at man sætter Fødderne mod Væggen. Imperf. hedder mest alm. spente; men i Tell. og Rbg. rigtigere spende. Ellers et alm. og meget brugl. Ord. Den egentlige Form synes at være sperna. (Sv. spjärna; Isl. spirna og sporna; Ang. spurnan, hvoraf Eng. spurn).

spenna, v. a. 2. (e—de), spænde, stramme, sætte i en spændt Stilling; ogsaa sammenhefte, spænde sammen. (Sjeldnere). G. N. spenna. Jf. spana.

Spennar, m. en Stopper, hvorved et Hjul hindres fra at glide tilbage; ligeledes paa Kjærrer. Ørk. Østerd. og fl. I Shl. hedder det Spanar.

spennast, v. n. sparke hinanden.

Spenne, n. 1. 1) en stærk Bevægelse, Kamp, Dyst. — 2) Fodbræt, det som man sætter Fødderne imod.

Spenne, n. 2. et Spænde (i Baand og Klæder). Jf. Sylgja.

Spennel, m. en flettet Ring af Vidier; især til et Tøir. Rbg. Hedder oftere Spænel. Ellers Vidjespenning, og Nesting.

Spenning, f. 1) Sparken; ogs. Bevægelse, Rørelse; s. spenna. 2) Spænding, spændt Stilling; f. Ex. i et Laas. 3) Baand, Løkke, Spænde.

Spensl, n. Spænding, Baand.

spent, adv. i Forbindelsen „spent ihæl“, ɔ: reent ihjel, ganske til Døde. Tildeels i Ag. Stift. Jf. plent.

Sperr, n. Baand til at ophænge Fisk med; især parviis. Sdm.

sperra (spærre), v. a. 1. (a—a), ophænge Fisk parviis til Tørring. Helg. Sdm.

sperra, v. a. 2. (a—a), opsætte Sparrer eller Skraabjælker til et Tag.

Sperra (Spærre), f. 1. Sparre, Skraabjælke hvorpaa Tagfjelene lægges. Hertil: Sperreklauv, f. den Kløft eller Fals, hvorved to Sparrer sammenføies i Tagryggen. Sperrepar, n. to sammenføiede Sparrer, een paa hver Side af Taget. Sperretak, n. Tag som hviler paa Sparrer (ikke paa Aaser).

Sperra, f. 2. et Par Fiske, sammenbundne ved Halen for at ophænges. Helg. (Paa Isl. spyrða, som er et andet Ord).

spe-skjere, v. a. krænke, saare ved bitter Spot. Sdm. (s. Spe).

Spetta, f. Spætte, Træpikker (Picus); en Fugl. Brugl. i de sydligste Egne. Ogsaa kaldet Grønspetta, Gulspetta. (Ellers Trepikka, Treklopp). Svarer til det tydske Specht.

Spiel og Spigjel, s. Spegjel.

Spik (ii), f. (Fl. Spika, r), 1) en Splint, Stump, et smalt Stykke; især af Træ. Rbg. Tell. Mere alm. i Sammensætning. (Handspik, Ristespik). Jf. Leggspik. — 2) en Lysestikke, tynd Splint af Fyrretræ til at tænde og lyse med. Meget brugl. i B. Stift; ogsaa i Gbr. Ørk. og flere. Ellers kaldet Tyreflis, Stikke, Snerte. — 3) en smal og udbrugt Lee. Oftere kaldet Ljꜳspik. N. Berg. (Isl. spik, om en liden Segel).

spika, v. a. splintre, knuse, slaae i smaa Stykker. B. og Ag. Stift.

spika (spike), v. n. pønse, spekulere. Buskerud. (Isl. spekja). Jf. Spikk.

spikande, adv. i Talemaaden: „spikande sint“, ɔ: fnysende, rasende af Vrede. B. Stift.

Spikar, m. Spiger, Søm, Jernnagle. Hedder ogsaa Spik (Vald. Gbr.). G. N. spíkari. Sv. spik.Spikarlod (aab. o), f. Nagletog, Form til at slaae Spigere i. Spikarnavar, m. Svigerbor.

Spikelogje (aab. o), m. Flammen eller Lysningen af en Lysestikke.

Spike-tre, n. fedt og ildfængende Træ til Lysestikker.

Spikje (aab. i), n. (?), Spege. Kun i Forbindelsen „i Spikje“, ɔ: i speget Tilstand, tørret, eller tilstrækkelig gjennemsaltet til Spiisning. (Isl. speikja, tørre). Hertil Spikjekjøt, n. saltet og tørret Kjød. Ligesaa Spikjebog, Spikjelꜳr. — Spikjesild, f. nedsaltet Sild.

Spikk, n. et Puds, Drillerie, en Skalkestreg (= Pretta). Dei ha gjort meg eit godt Spikk. Sogn og S. Berg.

spikka, v. n. (a—a), snitte, skjære, tilskjære noget med en Kniv. Søndre Berg. Sogn, Gbr. — Ellers: smide (smia).

Spikkeband, n. et Neg eller Kornbaand, som man ved visse Leiligheder (især paa Juleaften) sætter ud, for at Spurvene skulle gjøre sig tilgode dermed. Tell. (s. spikkje).

Spikkje, m. (Fl. Spikkar), en fælles Benævnelse for Smaafugle, som Spurve, Meiser, Gjærdesmutter og flere. Tell. (I svenske Dial. specke og spicke).

spikna, v. n. (a—a), tørres; ogsaa gjennemtrænges af Salt, blive spiselig (om saltet Kjød og Fisk). See Spikje. (Sv. spickna).

spikra, v. n. beslaae med Spigere.

spikut, adj. fliset, fuld af Splinter eller Fliser. Rbg. (spikutte). Af Spik.

Spil s. Spel. Spil (ii), s. Spegjel.

spila, v. a. (a—a), spile, udspærre.

Spila (aab. i), f. en flad eller tynd Splint, en Spaan. N. Berg. (Jf. Spile, Spildra, Spole). Hertil Spilekorg, f. en Kurv, gjort af tynde Splinter.

Spildra, f. en lang og tynd Fjel (lig en stor Spaan). B. Stift og fl. (Sv. spillra, Splint).

spildrende, adv. splitter. spildrende nakjen (Sv. spiller naken). spildrende nytt: splinter nyt. (Jf. Isl. spán-nýtt). Hedder ogsaa spildrande.

Spile, m. en Spile, en Pind til at udspile noget med.

Spilkvist, m. en fortørret og næsten løs Kvisterod i Planker. Helg. Vel egentlig Spillkvist. (Naar Spilkvist findes i et Fartøi, skal det forlise; siger Sagnet).

Spill, m. Skylregn, Regnbyge. Sdm. — Oftere Regnspill.

spilla, v. n. (e—te), rinde, strømme. N. Berg. Han spille ned: det øser ned (om Regn). Dæ spilte Blod’e: Blodet strømmede ned. Sdm.

spilla, v. a. (e—te), spilde, bortkaste, forspilde. G. N. spilla.

Spille, n. Spilde, Forødelse. (Sjelden). Te Spilles: til Spilde.

Spilleregn, n. Skylregn, stærk Regn. Ogsaa kaldet Spillevatn, n. Meget brugeligt i Sdm.

spilt, adj. 1) spildt, forspildt. — 2) spedalsk. Brugl. i B. Stift. (Jf. spitælsk). Heraf Spiltesykja, f. Spedalskhed.

Spiltaug, n. Spiiltoug, Hestebaas. Brugeligt søndenfjelds. (Sv. spilta).

spinkjen, adj. smækker, tynd, spinkel. B. Stift.

spinna, v. a. og n. (spinn; spann; spunne), at spinde. G. N. spinna. — Heraf Spinnar, m. en Spinder (Spinderske). Spinnarløn, f. Spindeløn.

Spinning, f. Spinden. See Spune.

Spinnel, m. et Slags Dreierbænk. B. Stift. Spinnel skal paa nogle Steder ogsaa betyde Edderkop. (Sv. spinnel).

Spir, m. 1) Spiir, Top, Spids; en af Straalerne i en Krone. — 2) Strøm, Straale af noget som sprudler frem. Dæ sto Spir’en: en Strøm vældede frem. N. Berg. I Sdm. ogsaa om et Uheld, en Ulykke. „Dæ hende ein Spir“. (Jf. Spegjel). — Et andet „Spir“ betegner Makrelens Yngel; see Pir.

spira, v. n. (e—te), 1) spire, skyde op. (Ikke alm. See renna, ꜳla, brydda). — 2) sprudle, strømme, vælde frem. N. Berg. (Svagere end spille).

Spis, m. Ildsted, Arnested. Tell. (sjelden). I Rbg. forekommer: Speis; ellers hedder det Peis (Ag. Stift). Sv. spis.

spisk, adj. spids. (Egentlig spitsk, da „Spids“ skulde paa Norsk hedde Spit).

spisse, v. a. splidse Toug. Sdm.

Spissel, n. Efterbryg, den sidste Vædske som kommer af Rosten, og som har kun en svag Eftersmag af Øl. Berg. Stift. (Jf. Sv. spisöl, Bordøl).

Spit (ii), n. Fortræd, Fornærmelse, Opirrelse; ogsaa Spot, spydige Ord. Sogn og Søndre Berg. (Jf. Eng. spite. Holl. spijt).

spita (aab. i), v. n. (a—a), 1) blive spids, fortyndes eller smalne mod Enden. Tell. (Jf. kvessa). 2) v. a. strikke, binde med Strikkepinde. Rbg. Tell. — See spyta.

Spital (aab. i), n. Hospital. I Berg. Stift Spytal (aab. y). Jf. spitælsk.

spiten (ii), og spitig, adj. spydig, spodsk, tirrende. Søndre Berg.

Spitor’, n. pl. spodske eller spydige Ord. Sogn. I Nhl. ogsaa: Spitøre.

spitælsk (aab. i), adj. spedalsk (= spilt). I Nordre Berg. hedder det spytælsk’e (aab. y). Isl. spitelskr. Sv. spetälsk. Jf. Spital.

Spjeld, n. 1) Bræt, Skive; en Plade hvormed man lukker et Rør eller især en Skorsteenspibe. Meget brugl. (G. N. spjald). — 2) en liden Hylde; især en Hjørnehylde, som dannes af en kort trekantet Fjel. N. Berg. — 3) Vandskovl, Vandfang paa et Møllehjul. B. Stift. See ellers Kastespjeld.

Spjeldr, see Stille.

Spjelk, m. 1) Spændtræ, Spile hvormed en Væv holdes udstrakt i Breden. B. Stift. (Isl. spjálk, f.). Ellers kaldet Spile; ogsaa Sprote (Hall.). — 2) Splint, Spile, som bindes til brudte Rør eller Stilke og til beskadigede Lemmer for at holde dem stive. (Sv. spjälke; Isl. spilkur; Ang. spelc). — 3) det forreste tynde Been i Læggene (fibula). Rbg. i Formen Spjolk. Ellers kaldet Leggspik.

spjelka, v. a. (a—a), støtte med Spiler eller Splinter, binde Spiler til et brækket Lem. — spjelka, adj. forbunden med Splinter.

spjerten, adj. stolt. Sogn. (Jf. Spretten).

Spjole, s. Spole. Spjolk, s. Spjelk.

Spjote, m. en smal Kile. Tell.

Spjut, n. Spyd. (Skulde egentlig hedde Spjot, men denne Form synes at mangle). G. N. spjót.

Spjør, f. Stykke, Klud; især af gammelt Tøi. Nhl. Sdm. Dæ held’e Liten alt mæ d’æ Spjør atte: det beholder Farven indtil den sidste Klud. (Sdm.). Isl. spjör. I Romsdalen skal Spjør betyde Fiskenes Finner. (Jf. Fjør).

Splint, f. Tværkile i Enden af en bjælke eller Axel; Tværnagle. N. Berg.

Splint, m. en Landstryger (= Fant). Nhl. — Splintafylgje, og Splintapakk, n. et Følge af omstreifende, mistænkelige Folk.

Split (ii), f. Splid, Fiendskab. Splitor, spodske Ord (omtr. som Spitor). N. Berg.

Spo, see Spon.

Spode (aab. o), f. 1) en liden smal Skovl; f. Ex. til at omrøre Kornet med under Tørringen. N. Berg. — 2) Brødstikke, Pind til at vende Brødet med i Bagningen. Hedder ellers: Spodo (Namd.), Spudu (Indr. Ørk.), ogs. Spugu (i Ørk.). Andre Steder Spade og Fløyg.

Spole (aab. o), f. Spiir, Lægte, Tværfjel; en af Stængerne i en Grind eller Rist. (Det samme som Rim). Tell. Jf. Bringspolur og Spila. (Isl. spölr, i Gitterværk).

Spole (oo), m. Væverspole, aflangt Traadnøgle til Islæt. Hedder paa nogle Steder Spol og Spøl; i Sogn: Spjole. (Sv. spole). Heraf spøla.

Spon, m. (Fl. Spøne, r), 1) en Spaan, tynd Træsplint. Hedder paa nogle Steder: Spo (N. Berg.). Jf. Spøna og Spækje. G. N. spónn. — 2) Spiseskee, Træskee med et tvært afstumpet Blad. Sætersd. og tildeels i Hall. og Gbr. Isl. spónn. Eng. spoon.

Sponbork, m. Kork, Korketræets Bark. B. Stift.

Spone, s. Spune. Sponn, s. Spann.

Spontak, n. Spaantag, et Tag af smaa tynde Fjele, der ere lagte ligesom Tegl.

Spor (for Spord), m. Fiskenes Stjert eller Hale. Undertiden ogsaa en Spids; jf. Bryggjespor. I Sdm. hedder det ogsaa Spur (aab. u), men ellers sædvanlig Spor (oo). G. N. sporðr.

spora (aab. o), v. n. (a—a), opsparke Jorden, træde haardt, saa at der viser sig dybe Spor efter. N. Berg. — Ordet Spor, n. bruges kun sjelden. Jf. Fet, Stig, Stoppa.

Spore (aab. o), v. n. (a—a), opsparke Jorden, træde haardt, saa at der viser sig dybe Spor efter. N. Berg. — Ordet Spor, n. bruges kun sjelden. Jf. Fet, Stig, Stoppa.

Spore (aab. o), m. en Spore. (Sjelden).

sporstøyte (aab. o), v. n. trampe og løbe stærkt, opsparke Jorden ved stærk Løben. N. Berg. Ogsaa springe op, kaste sig i Vandfladen; om Fiske. (Sjeldnere). I sidste Tilfælde maaskee af Spor, m.

Sporv, m. en Spurv. G. N. spörr, pl. spörvar. Sporveband, n. see Spikkeband. Sporvereid, n. Spurverede.

sposk (for spotsk), adj. spodsk.

Spott, f. Spot. Mest i Forbindelsen „Spott ꜳ Skam“.

spotteleg, adj. bespottelig, skammelig. Hedder oftere: bespotteleg.

spraka, v. n. (a—a), sprage, knittre. Søndenfjelds. I Gbr. sprꜳkꜳ.

Sprakje, m. Enebærtræ. Sogn, Voss. (Jf. Brakje). Hertil Sprakabær, Sprakalog, Sprakasmak og fl.

sprala, v. n. (a—a), sprælle, sprætte, krumme sig; om Fisk. B. Stift. Nogle Steder spræle (e—te).

Sprang, n. Løb, Spring. Hedder i B. Stift: Sprꜳng. Pꜳ Sprang: i Løb, ved at løbe; f. Ex. Dæ kann ingjen nꜳ han pꜳ Sprang. „leggje te Sprangs“: begynde at løbe, tage Tilsprang. Han gjer’ ikje stort Sprangj’e: han er ganske stille og rolig. Han heve gjort sitt Sprꜳng: hans Løbebane er endt, det bedste er forbi med ham.

spratt, see spretta.

Sprꜳk, n. Bibelsprog; ogsaa Ordsprog, Mundheld. (Nyt og unorsk Ord). I Ørk. betyder det: Spøg. „Pꜳ Sprꜳk“: for Spøg.

sprꜳka, v. n. 1) bruge mange Ordsprog eller særegne Mundheld; ogsaa disputere, især med Bibelsprog. — 2) efterligne Skriftsproget i Talen, tale et fornemtladende Sprog. Jf. knota. I Tell. siges ogsaa sprꜳta, om at samtale eller snakke.

Sprꜳta, s. Sprote. sprꜳte, s. sprꜳka.

spreide, v. a. (e—de), sprede. (Sjelden).

Spreisegl, n. et Sprødseil. Nhl.

sprekka, v. n. (sprekk’; sprakk; sprokkje), sprække. I Tr. Stift hedder det oftere sprikke (sprikk’; sprukkje). Sv. spricka. Jf. springa.

Spreklur (Sprekle), f. pl. smaa adspredte Pletter, Prikker. (Isl. sprekla, Plet).

spreklut, adj. spraglet, spættet. Nogle Steder: spriklette. Jf. droplut.

Spreng, m. Sprængning; ogsaa en voldsom Anstrengelse.

sprengja (sprængje), v. a. (gje—gde), 1) sprænge, faae noget til at briste (springe). G. N. sprengja. — 2) fordærve, ødelægge ved en voldsom Anstrengelse. sprengje seg: gjøre sig Skade ved Anstrengelse, eller ogsaa ved Overfyldelse. sprengje ein Hest: kjøre en Hest til Skade. sprengje Mꜳl’e sitt: skrige sig maalløs. — 3) besprænge, bestrøe. Meget sjelden; see saltsprengja. — Particip sprengd: sprængt; ogsaa fordærvet, forkjørt.

sprengjast, v. n. sprænges, sprække.

Sprett, m. 1) Stænk, Skvat; noget som spredes eller driver løs. — 2) en Spradebasse; see spretta.

spretta, v. n. (sprett; spratt; sprotte), 1) splittes, spredes pludselig, drive afsted, springe, fyge; f. Ex. om Stykker af Steen eller Træ, som bliver tilhugget. Alm. og meget brugl. (G. N. spretta; Sv. spritta). — 2) springe ud, skyde frem; især om Løv paa Træerne. Heraf Lauvspretting. — 3) rinde op, om Solen; især i det Øieblik da de første Straaler vise sig i Bjergtoppene. — Dæ spratt Flisanne pꜳ alle Kantar: Splinterne sprang til alle Sider. „Dæ sprett“ siges ogsaa om bløde Ting, men ikke om Vand; see skvetta. Dæ sprett upp: det brister, aabnes med et Knald. Dæ spratt upp or han: han kom til at nævne det. (N. Berg.).

spretta, v. a. (e—e), 1) sprede, drive, kaste. sprette utyve: stænke eller sprede ud. sprette pꜳ: besprænge. (Jf. skvetta). 2) sprænge, splitte, løse fra. sprette upp ein Saum: sprætte, opskjære en Søm. sprette frꜳ Hesten: spænde fra. — 3) stikke, hugge. (Sjelden). Eit Tre, so ingjen ha sprett Kniv i, ɔ: et Træ som aldrig er berørt med Kniv. (Sogn og fl.). Ligesaa: Eg ha ’kje sprett Fingren ꜳt ’an: jeg havde ikke rørt en Finger imod ham, ikke gjort ham det mindste ondt. (N. Berg.). — 4) v. n. sprade, spanke, give sig en stolt og stiv Holdning. (Meget brugl.). Sv. sprätta.

Sprettar, m. en Spradebasse. Oftere Sprett. (Om Kvinder: Spretta).

Sprettebogje (aab. o), m. Skydebue.

spretten, adj. 1) som let springer eller driver. 2) spradende, stolt i Gang eller Holdning.

Spretting, f. 1) Springen, Driven; ogs. Splittelse. 2) Fremkomst, Udspringen. (Solspretting, Lauvspretting). 3) Spraderie, stolt Gang.

sprikja, v. a. og n. (kje, kte), 1) udspærre, udspile; f. Ex. Fingrene. Tell. (sprikje). 2) v. n. udsprede sig, stritte, staae udspilet til Siderne; f. Ex. om Kviste, Børster, Korn paa et Ax. Meget brugl. i Kr. og Ag. Stift; mest i Rbg. og Tell. Om Klæder siges at de „sprikje“, naar de staae vidt ud fra Kroppen. I Nordre Berg. betyder „sprikje“ at svulme, staae spændt af Fylde; f. Ex. om Aarerne. Jur’e sto so dæ sprikte, ɔ: Yveret svulmede af Mælk.

sprikjen, adj. udbredt, strid, udspilet; ogsaa svulmende, fyldig. Hedder ogsaa sprikjande.

sprikke, s. sprekka. spriklet, s. spreklut.

springa, v. n. (spring’; sprang; sprungje), 1) løbe, rende, gaae hurtigt eller med Løbeskridt. (Forskjelligt fra Dansk springe). Alm. og meget brugl. (Sv. springa). Imperf. hedder i B. Stift: sprꜳng; Fleertal tildeels sprunge; i Hall. sprungo. Heraf Sprang. — 2) bryde løs, styrte frem. Noget sjelden. (I Betydningen udspringe og fremspringe siges sædvanlig: spretta). — 3) sprække, briste i Stykker, revne. Lidet brugl. (Jf. sprekka, spretta). G. N. springa. Heraf sprengja, sprungjen, Sprunga.

Springar, m. 1) en Løber, Hurtigløber. 2) en Dands hvori man løber rundt i en Kreds, uden at dreie sig. 3) et Slags Delfin, en Hval-Art (Delphinus Delphis).

Springhest, n. Springholt i en Væv. B. Stift.

Springing, f. Løben, Renden.

sprite, v. n. sprudle, strømme. Ndm.

Spro, f. Hals, Svælg. (Indre-Sogn). svelgja i Spro’i: sluge noget som er for stort og derfor staaer fast i Svælget.

Sprokka, f. Sprække, Rift. — I Sdm. siges ogsaa Sproke (aab. o), om smaa Ridser eller Saar. Dæ finst ikje Sproke pꜳ, ɔ: det er aldeles heelt og jævnt. (Jf. Isl. sprák).

sprokna, revne; s. sprotna.

Sprose (Spros), f. Spile eller Led i en Vinduesramme. Tr. Stift. (T. Sprosse). Skulde hellere hedde Sprota.

Sprote (aab. o), m. 1) Spids, en liden spids Plade paa Enden af Bælter og Baand. Tell. — 2) Spændtræ i en Væv (= Spjelk). Hall. (G. N. sproti, Kjæp). — 3) Tegn, Mærke (vel egentlig Spire). Sdm. Me fekk snart sjꜳ Sproten ta di: det viste sig snart; vi fik snart see hvorledes det vilde gaae.

sprotna (sprottne), v. n. (a—a), revne, splittes; især om en Søm. I Gbr. siges ogs. sprokna.

Sprotta, f. Split, Aabning i Klæder.

sprotten, part. (af spretta), 1) splittet, revnet. 2) udsprunget, om Løv; ligesaa om det første Tegn til Kjerne i en Frugt. 3) oprunden om Solen. Mæ same Sol’a va sprotta.

sprova, v. n. speide, kige, see sig om. Valders.

Sprunga, f. Revne, Rift i et Træ; ogsaa en Revne i Huden. B. Stift. (G. N. sprunga). Jf. Sprokka.

sprungjen, part. (af springa), sprukken, brusten. (Oftere sprokkjen). G. N. sprunginn.

Spruns, s. Spuns.

spruta, v. n. (a—a), sprude. Søndre Berg. Nogle Steder: spryta. Ellers sputra.

Spruta, f. Blæksprutte (Polyp). Søndre Berg. (I N. Berg. kaldet Haldar).

Spryta, f. en Sprøit, fremsprudlende Strøm, f. Ex. af Vand. Shl.

spræk, adj. 1) sky, vild, urolig, vanskelig at fange eller holde; om Dyr. N. Berg. Helg. — 2) kaad, springsk, overgiven (= kipen). B. Stift. — 3) dygtig, kjæk, anseelig, fortrinlig. Jæd. Rbg. Tell. (Jf. fræk og frak). Isl. sprækr, stærk.

Spræn, m. 1) en Strøm, Sprøit, Vandstraale. Tell. — 2) en Kryster, En som let bliver ræd og springer bort. Sdm. Hedder ogsaa Spræne, f. „Ei Ræddespræne“.

spræne, v. n. (e—te), 1) sprudle, sprøite, vælde frem. Tell. Sdm. (Isl. spræna). 2) springe, løbe bort af Rædsel. (Sjelden).

sprøyta, v. a. (e—te), sprøite, stænke. (Jf. skvetta, som er mere brugl.).

Spudu, Brødstikke; s. Spode.

Spue, m. Spov (Fugl), et Slags Sneppe med langt Næb (Numenius arcuatus). Spuelæta, f. Spovens fløitende Stemme.

Spune (aab. u), m. 1) Spinden, det at man spinder. 2) Spind, noget som er spundet eller skal spindes. Meget udbredt, dog i forskjellig Form, da det ogsaa hedder Spone, Spona (søndenfjelds), Spꜳnꜳ (Gbr.). G. N. spuni. Sv. spånad.

Spuns, n. 1) Spunds, i Tønder. I Tell. hedder det Spruns. — 2) en Rude i Tøi. Heraf spunsa, adj. rudet.

spunsa, v. a. sætte Spunds i.

Spunur, s. Spænel.

spurd, part. (af spyrja), spurgt, adspurgt; ogsaa hørt. I B. Stift: spur’e (aab. u). G. N. spurðr.

Spurdag (aab. u), m. 1) Spørgsmaal; Efterspørgsel. Hard. Helg. og fl. (G. N. spurdagi). 2) En som spørger meget. Sdm.

Spurlag, s. Spurnad.

Spurnad (aab. u), m. 1) Efterspørgsel. Dæ kom Spurnad ette di. N. Berg. Helg. — 2) Rygte, Tidende. Hedder ellers Spurn, f. (Nhl.), Spurlag, n. (Tell. Vald.); ogsaa Spurdag. G. N. spurn, spurning.

Spursmꜳl, n. Spørgsmaal. — Spursmꜳlbok, f. Forklaring, Lærebog (med Spørgsmaal og Svar). S. Berg.

spurvis (aab. u), adj. flittig at spørge, som idelig spørger sig for. Søndre Berg. Tell.

sputra (uu), v. a. (a—a), 1) sprude, udsprøite. N. Berg. (Jf. spruta). 2) spytte idelig. — Heraf Sputr, m. en Strøm af noget som bliver udsprøitet. Sdm.

Sputt (aab. u), n. Spyt. Ellers Spytt.

sputta, v. n. (a—a), spytte. Søndre Berg. og Kr. Stift. Ellers spytta. (Sv. spotta).

spy, v. n. (r—dde), spye, brække sig (saavel om Mennesker som Dyr). Heraf Spying, f. Brækning.

Spya, f. Spy. (Sjelden). G. N. spýa.

spyeleg, adj. væmmelig, yderst ækkel.

spyen, adj. tilbøielig til Brækning.

spyrja (aab. y), v. n. og a. (spyr’; spurde; spurt), 1) spørge. Inf. paa nogle Steder spyra og spøra. (G. N. spyrja). Imperf. i B. Stift: spure (aab. u), nogle St. spore (G. N. spurði). Imperativ: spyr (spør); Fl. spyrje. — 2) overhøre, katekisere. Jf. Spyrjarstova. — 3) høre, faae Rygte eller Tidende om. Jf. spyrjast. — spyrja seg fram: spørge om Veien, komme frem ved at udspørge Leiligheden. spyrja seg fyre: forespørge sig. spyrja upp: opspørge.

spyrjande, adj. 1) spørgende. 2) til at spørge efter. Dæ ’kje spyrjand ette di.

Spyrjar, m. en Spørger; ogsaa en Overhører. Spyrjarstova (aab. o), f. et Sted hvor der holdes Katekisering. B. Stift.

spyrjast, v. n. (spyrst, spurdest), høres, rygtes, blive bekjendt. Dæ hadde spurst: det var blevet bekjendt.

Spyrjing, f. Spørgen; Overhøring.

Spyt (aab. y), n. Strikketøi; Klædningsstykke som strikkes. B. Stift.

Spyta (aab. y), f. 1) et Spid, Stegespid. (Skulde egentlig hedde Spita). — 2) en tynd og spids Nagle, en tilspidset Pind; f. Ex. til at fæste et Laag med. Meget brugl. i B. Stift, ogsaa i Gbr. og fl. (Isl. spita; Sv. spet, Spile). — 3) Strikkepind, Bindingsstikke. (I Rbg. maaskee: Spite). Jf. Sneis. Hertil Spytepar, n. et Sæt Strikkepinde (nemlig fem Stykker).

spyta (aab. y), v. a. (a—a), strikke, binde med Strikkepinde. B. Stift. I Rbg. og Tell. hedder det spite (aab. i), som egentlig er rettere. Ellers bitte og binde. spyta pꜳ (el. sp. upp-atte): strikke et nyt Stykke paa, sætte ny Fod i Strømper.

Spytal og spytælsk, s. Spital, spitælsk.

Spyting, f. Strikning, Binding.

spæde (spæa), v. a. (e—de), fortynde, blødne, gyde Vædske paa. (Sv. späda). Jf. Spa.

Spæk, (langt), m. en frossen Skorpe paa Jorden (= Klakje). Østerd. s. spækje.

Spækje, f. Spaaner, Fliser af Ved. Rbg. Tell. (Isl. spækja). Ogsaa Spæk, m. (om en enkelt Spaan).

spækje, v. n. (kje, kte), fryse, stivne, belægges med en Iisskorpe; om Jorden. Meget brugl. i Ørk. og ved Trondhjem; ogsaa i Østerd. hvor det tildeels hedder spekje.

spækt, part. frossen, haardfrossen; om Jorden. Ørk. Østerd.

Spæl, m. Hale. (Kun om en kort Hale som paa Faaret, Gjeden, Haren, Bjørnen). B. Stift, Vald. Gbr. Ørk. I Sogn hedder det Spædl eller Spædel. Jf. Rumpa.

spælen, adj. kort og smal imod Enden; f. Ex. om Træer. N. Berg.

Spæne, m. Patte; see Spene.

Spænel, m. Langjern i en Mølleaxel, den Jernbolt som gaaer ud fra Vandhjulet (Kallen) og tjener til at omdreie Kværnen ved Hjælp af et Tværjern (Sigle). Meget udbredt i forskjellig Form: Spænel (Shl. Jæd. Tell.), Spænol (Rbg. Ndm.), Spænꜳl (N. Berg. Sdm.), Spunur (Indr.). — Om et andet Spænel see Spennel.

spængje, s. spengja. Spænol, s. Spænel.

Spærr, s. Sperr. Spærre, s. Sperra.

Spøk, n. 1) Spøg, Skjemt. (Ikke alm.). Jf. Gaman, Fantri. 2) en Tingest, liden ubetydelig Ting. Sdm.

spøkja, v. n. (e—te), spøge, skjemte. Ogsaa: være nær ved at komme til noget, være paa Nippet. Dæ spøkje ette di: det er ikke langt fra, det kan let hænde. N. Berg.

spøkjelege, adv. farligt; ogsaa fælt, frygteligt.

Spøkjelse (aab. ø), n. en Tingest, en ubetydelig, daarlig eller latterlig Ting. Spotviis ogsaa om Mennesker. Sdm.

spøkjen, adj. farlig. Gbr. (Jf. speeleg).

Spøkri, n. Spøg (N. Berg.). spøkrilaust, adj. ret alvorligt.

spøla, v. a. (e—te), gjøre Spoler til en Væv. Hedder ogs. spola; i Sogn spjola.

Spøna, f. Spaan, Fliis, Huggespaan. N. Berg. (Mere brugl. end Spon).

spøne, v. n. (e—te), støde, sparke i Jorden. Sdm.

spøra, s. spørja. spøte, s. spyta.

sta. s. stad og standan.

stabba, v. n. gaae sagte; ogsaa om en vaklende Gang. Nogle Steder: stable. (Toten). Sv. stapla.

Stabband, n. Nagle i en Slæde, de smaa Støtter hvorpaa Slædebunden hviler. Rbg. Gbr. I Sdm. Stabbende. I Ørk. Stallband, om de Nagler, som indslaaes ovenfra (ellers kaldet Fjetra). — Kunde ogsaa forklares enten som Stavband eller Stadband.

Stabbe, m. 1) Blok, Huggeblok, en kort afhugget Stump af en tyk Træstamme. (Alm.). Sv. stabbe. Jf. Smiestabbe. — 2) Bunke, Stabel, tæt sammenpakket Hob, især af Hø i Laden. Sogn, Vald. Helg. (Isl. stabbi).

Stabbud, f. Stolpebod, Madbod, som er bygget paa korte Fødder eller Blokke, saa at Gulvet ikke naaer til Grunden. N. Berg. Hedder mere alm. Stabbur, n. (Jf. Bur). — Kan forklares baade som Stabbebud og som Stavbud.

Stabende, s. Stabband.

stabla, s. stabba. Stabur, s. Stabbud.

Stad, n. Standsning, Stillestand. (See Sjøastad). Dæ sto i Stad: det stod stille. Sdm. (sjelden). Her mærkes Udtrykket „i Stae“, ɔ: i Rolighed. Meget brugl. i Rbg. „Han va ’kje lengje i Stae: han forblev ikke længe paa samme Sted. (Et gammelt Dativ, som ogsaa kunde henføres til Stad, m.).

Stad, m. (Fl. Stade, r), 1) Sted, Plads (i Almindelighed). Udtales mest alm. Sta, og i bst. Form: Sta’en (i Nfj. og Sdm. Stadinn). G. N. staðr. — 2) Sted hvor noget er sat eller lagt, Leie, bestemt Rum; ogsaa Stilling, Standpunkt. Hertil Lassestad, Hesjestad, Hælstad, Beltestad. Jf. Middagsstad. — 3) Stad, By. (Tildeels med Fleertal Steder). Mest brugl. i Tr. Stift. „Ꜳt Sta’a“: til Byen. (I B. Stift: te By’n“). I Sammensætning betegner Stad ogsaa det staaende, saaledes Undestad, Tvistad; jf. Vævstad. — De mange Gaardsnavne, som ende med Stad, bruges sædvanlig uden Bøining; dog findes i Ørk. ogsaa Formen „stoom“ (for stodom), f. Ex. pꜳ Vallstoom, Riksstoom. (Dativ Fleertal). I Sdm. bruges Dativet „stodꜳ“ (aab. o) og forkortet „stꜳ“ i saadanne Ord som: ollꜳstodꜳ (allesteds), aurꜳstodꜳ (andensteds), sumꜳstodꜳ, nokrꜳstodꜳ. Ellers siges stae (f. Ex. allestae), stan (allestan), og tildeels stass (allestass). Den gamle Genitivform (staðar) findes kun ved „til"; saaledes „te Sta’ar“, ɔ: tilstede. (Hard. Shl. og fl.). — Af andre Forbindelser mærkes: „Ꜳ Stad“: frem, tilveie (s. ꜳstad). Av Stad: afsted, hen, bort. I Stad: nys, nylig; ogsaa: nu strax. I min Stad: i mit Sted, paa mine Vegne. Nꜳr eg var i din Stad: hvis jeg var i din Stilling. Kvar i sin Stad: enhver i sin Stilling. I Staden fyre: i Stedet for. Atti Staden: igjen, i Stedet for noget som er borte.

stad (sta), adv. afsted, hen, bort; ogsaa borte, henne. Tr. Stift, Gbr. Sdm. (Ellers avsta, ꜳvsta, asta). Ogsaa: ned, overende; f. Ex. rive stad, fare stad, slꜳ seg stad. (Sdm. og fl.). — Hertil: stad-gjor’e, ɔ: afsendt, udskikket. stad-riven: nedreven, væltet. stad-sett’e: udstyret, udstafferet, pyntet; egentlig afskikket.

stad, adj. stædig, om Heste. Mest alm. sta; i Nfj. og Sdm. stad’e. (Isl. staðr).

stadd, adj. stedt. Kun sammensat som naudstadd. G. N. staddr.

Stade (Stae), m. Lag, Stabel, sammenpakket Masse af Hø eller Korn i Laden. Kr. Stift, ogsaa i Buskerud. (Høystae, Konnstae). G. N. staði. Ellers kaldet Stꜳl, Stabbe, Kaggje.

stadebrend (staebrænd), adj. bedærvet af Hede og Fugtighed i Laden.

staden, adj. som har staaet nogen Tid. Gbr. Sdm. og fl. (Jf. forstaden). D’æ for lite stae: det har ikke staaet længe nok. I Sdm. ogsaa stiden (aab. i); f. Ex. nattestiden. — Egentlig Particip af standa.

stadfesta, v. a. (e—e), stadfæste.

stadig, adj. stadig; sat. Jf. stød.

stadna (stane), v. n. (a—a), standse, hvile. Tildeels i Sdm. Hall. og fl. (d høres ikke). G. N. staðna.

Stae, s. Stad og Stade.

stae (staaet), s. staden og standa.

Stag, n. Stag, Vant som fæstes i Stavnen. — staga, v. n. fæste Staget.

Staga, s. Stigje.

stagga, v. a. (a—a), standse, hindre, holde tilbage; ogsaa dæmpe, stoppe. Søndenfjelds. (I N. Berg. stogga). Egentl. stadga.

staggande, adj. som man kan standse.

Stakall, m. 1) Stakkel. Jf. Stakar og Stavkall. — 2) Mandfolk; især Ungkarl. Ein vaksen Stakall: en voxen Karl. Meget brugl. i Tr. Stift.

Stakar, m. en Stakkel; især Tigger, Betler. (G. N. stafkarl). Ellers en svag og hjælpeløs Person; ogsaa en Kryster, Kujon. (Sv. stackare). Som Kjælenavn er det kun et Udtryk af Ømhed og Deeltagelse. Forbindes ofte med et andet Ord og faaer da en Form med -s, f. Ex. Stakars Ban (Stakkels Barn).

Stakarsdom, m. Uselhed, Skrøbelighed. Hedder ogsaa Stakarsheit, f. (Berg. Stift).

stakarsleg, adj. usel, skrøbelig.

Stakje, m. (Fl. Staka), Stage, Lysestage. I Gbr. Stꜳkꜳ.

Stakk, m. 1. et Skjørt. (Alm.). Jf. Dos. I "Skinnstakk“ har det Betydningen Kufte eller Overkjole, ligesom G. N. stakkr.

Stakk, m. 2. en Stak, Stabel, en høi opstablet Hob af Hø, Løv eller Tørv paa Markerne. G. N. stakkr.

stakka, v. a. (a—a), opstable, sætte i Stak. Hedder ogsaa stekkja.

stakka, adj. om Skoven: belagt med Snee paa Grenene. Tell. Jf. Lavsnø.

stal, s. stela. Stalband, s. Stabband.

Stall, m. 1) Stald. G. N. stallr. Bruges her kun om Hestestalde. — 2) Nøglekredsen i et Laas, den Ring hvori Gjængerne ere indsluttede. B. Stift. — 3) en ophøiet Flade, en Høi som er flad og jævn ovenpaa. Nhl. (Andre St. Pall). Jf. G. N. stallr, Fodstykke.

Stalltræv, n. Høloft. Ag. Stift.

Stallvækje, f. en liden rund Bjælde til en Hest. Tr. Stift, Sdm. (Maaskee rettere Stallvekkja).

Stalme, m. Opsvulmen; s. Stolme.

stam, adj. stam, stammende. (G. N. stamr). Stamegauk, m. En som stammer. (Af den stammende Lyd hvormed Gjøgen undertiden begynder sin Sang).

stama, v. n. (a—a), stamme (i Talen). G. N. stama. Heraf Staming, f.

Stamn, m. Stavn paa Baade og Fartøier. Nogle St. Stabn. (G. N. stafn). En anden Betydning forudsættes i Talemaaden „te Stams“, som bruges i Sdm. f. Ex. fꜳ Krytra te Stams, ɔ: faae Kvæget samlet, eller faae det hjem. Maaskee egentl. Sammenkomst. Jf. stemna.

Stamnhald, n. den Retning hvori man vender Stavnen; et vist Meed at roe efter. Paa oplandene siges Stamnlei(d).

Stamp, m. Balle, aabent Kar med Ører; noget større end en Bøtte. B. og Tr. Stift, ogsaa i Gbr. (G. N. stampr). Ellers Stempa, Tympa, Strump, Holkje, Balgje.

Stampa, f. Stampeværk, Valkemølle.

stampa, v. a. (a—a), 1) stampe, valke Tøi til Klæder. — 2) søle, vade, arbeide i Dynd og Væde.

Stand, n. (og f.), 1) Stand, Orden, Skik. — 2) Tilstand, Forfatning. — 3) Stilling, Livsstilling.

standa, v. n. (stend; sto’; stade), at staae. Inf. hedder: standa (Nhl. Hard.), stande (Rbg. Tellem. Hall. Vald.), sta (Nhl.) og stꜳ (mest alm.). G. N. standa. Præsens: stend’e, stænd (Mandal, Rbg. Tell. Hard. Voss, Sdm.), stæ (Sdm.) og stꜳr (mest alm.). G. N. stendr. Imperf. overalt: sto. I Fleertal siges: stoo (Hall.), stoge (Sætersd.). G. N. stóð, stóðu. Supinum hedder i B. Stift: stide, aab. i (Sdm. Nfj.), stie og stee; ellers stae (mest alm.), ogsaa stende (Voss), stunde (Romsd.). G. N. staðit. Imperativ: statt, og i Fl. stande (el. stꜳ). Afledninger: Stand, stendig, Stad, staden, Stoda, stød. — Betydninger. 1) staae, være i en opret Stilling; ogsaa holde sig oppe, ikke falde. Saaledes om en Vægt: „Dæ sto knapt“, ɔ: Vægtstangen hældede lidt imod Loddet. Sjeldnere om Tingen som veies. Dæ stend’e pꜳ fem Merker: det veier omtrent 5 Marker. (Hertil G. N. standa, veie). — 2) rage frem, række ud. Dæ stend upp-or: det naaer op over Vandet. Dæ sto unda: det stak frem, naaede ud af Skjulet. Ogsaa komme frem, vise sig. Dæ sto Fossen (det skummede som en Fos). Ligesaa: Dæ sto Skum’e, Driv’e, Røykjen o. s. v. — 3) vende, have en vis Retning. Vinden sto midt ette Fjor’a. Elinganne stꜳ beint imot. — 4) vedvare, holde ved. Dette Ver’e stend ikje lengje: dette Veir vil ikke vare længe. Alt mæ dæ sto pꜳ: saa længe som det holdt ved. — 5) staae stille, være standset; f. Ex. om et Hjul, en Mølle. — 6) være i en vis Forfatning. Oftest med „til“; f. Ex. stꜳ væl til. — Talemaader. „stꜳ seg“: holde sig vedlige, vedblive usvækket; ogs. holde Stand, ikke vige. stꜳ seg godt: have Lykke, være heldig. Derimod: han vild’ ikje lata da stꜳ seg, ɔ: han vilde ikke være sig det bekjendt. (B. Stift). stꜳ av seg: see ud, tage sig ud. stꜳ ette: tragte efter; ogs. efterstræbe. stꜳ fyre: forestaae, raade for. (Jf. Fyrestandar). stꜳ i da: holde det ud. (Nhl.). stꜳ pꜳ: a) paastaae; b) vedvare; c) knibe, blive vanskeligt. Da stend inkje pꜳ: det har ingen Nød, det er ikke vanskeligt. (Meget brugl. i B. Stift). stꜳ til (te): tilstaae; ogs. staae til, være i en vis Forfatning. (Heraf Tilstand). stꜳ um: gjælde, komme an paa: f. Ex. Dæ sto um Liv’e (B. Stift). stꜳ upp: reise sig, staae op. (Heraf uppstaden). stꜳ uti: stræve, have travlt med noget. Dei ha mykje te stꜳ ti. (N. Berg.). stꜳ vid (aab. i): vedstaae, vedkjende sig, staae ved sine Ord. N. Berg. Ellers hedder det „stꜳ mæ“.

standande, adj. staaende. I eit standande: i eet væk, uophørligt.

Standar, m. en Stænder, Stolpe, Stør, Pæl.

standast, v. n. (stendst, stost), vare, vedblive, holde ud, være tilstrækkelig. Dæ kann ikje standas: det kan ikke vare længe. (Tell.). Dæ stendst ingjen Ting: der er intet som holder det ut, el. som er stærkt nok. (Sdm.). Ogsaa med Dativ. Dæ stænst hꜳnꜳ inkje: det forslaaer aldrig for ham.

stane, v. n. (e—te), see med Nysgjerrighed, gloe og gabe efter noget. Sdm. Om et andet stane see stadna.

stanga, v. a. (a—a), stange, støde med Hornene. I B. Stift: stꜳnga.

stangast (stꜳngast), v. n. stanges, stange hinanden; om Kvæg.

stanka, v. n. lugte; stinke. Rbg.

Stans, m. Standsning, Hvile: ogsaa Hindring, Heftelse. (Nyere Ord).

stansa, v. n. (a—a), standse, staae stille; ogsaa hvile lidt. I Nfj. og Sfj. hedder det ogsaa stansna. Ellers stana (stadna), stogga, stagga.

Stapp, n. Mad, tillavet af stødt eller banket Frugt (Roer, Poteter). Berg. Stift.

stappa, v. a. (a—a), 1) banke, støde smaat, f. Ex. i en Morter. Tildeels søndenfjelds. G. N. stappa. — 2) stoppe, pakke i, proppe fuldt. Mere alm. og meget brugl. (G. N. stappa). Hertil stappa, part. stoppet, pakket, fuldproppet. — Stapping, f. Pakning.

Star, n. Øine; Øinenes Udseende, Blik, Syn. Brugl. paa Helg. — brunt Star: brune Øine. blꜳtt Star: blaae Øine.

stara, v. n. (a—a), stirre, see længe paa noget. Helg. I Indr. stꜳrꜳ. (Ellers stira). G. N. stara.

starblind, adj. stærblind; nærsynet.

Stare, m. Stær (Fugl). Paa enkelte Steder: Star. (Sv. stare). Ved Kristianssand betyder „Star“ ogsaa Drosler eller Kramsfugle.

Stargras, see Storr.

starva, v. n. (a—a), 1) stride langsomt frem, gaae seent og vaklende (om En som er meget træt eller ogsaa syg). D’æ knappaste han starva ꜳ gjeng’e. Sdm. Hard. — 2) krympe sig, bøie sig sammen, som Kvæget i Frost og Uveir. Hard. — 3) afgaae, falde bort, døe. Helg. Indr. Mest i Forbindelse med av (starva av). Han ha starva av: han er vandret heden. Ogsaa i Nhl. om Kvæg: omkomme, krepere.

Starving, f. seen og vaklende Gang.

Stas, m. Stads, Pragt. (Nyere Ord). Ligesaa: stasa, v. n. (a—a), bruge Stads, pynte sig meget. staseleg, adj. stadselig.

stasett, s. stad. — Staue, s. Stova.

stauka, v. n. (a—a), 1) støde, stikke i Korn med en Skovl for at afbryde Avner og Stilke. Nhl. — 2) gaae langsomt, især med Stav. Sdm. Heraf Stauk, m. en gammel Karl.

Staul, see Støl.

Staup, n. 1. et Støb, Bæger. G. N. staup. I Meldalen ogsaa et lidet Trækar (see Stava). Ellers med egne Betydninger i Gyrestaup og Ermestaup.

Staup, n. 2. et Hul i en Vei, en liden Huulning eller Udgravning; f. Ex. imellem Stene. Tell. ogsaa i Tr. Stift. (G. N. staup). Jf. Stoppa.

stauput, adj. ujævn, om Jorden; fuld af Huller eller smaa Grøfter.

Staur, m. Stør, Pæl, en opreist kort Stang. Alm. og meget brugl. (G. N. staurr; Sv. stör). Ogsaa en Stymper, Klodrian.

staura, v. n. (a—a), 1) nedsætte Stører eller Pæle. (See ellers støyra). 2) klodse, bære sig keitet ad.

Staurhynning, m. Spækhugger (Delphinus Orca). Sdm. I Fosen: Staurhenning.

Staurstꜳng, f. see Jarnstaur.

Staurvad, n. et Fiskeredskab at fange Helleflyndrer med. Sdm.

staut, adj. kjæk, dygtig; ogsaa anseelig, som tager sig godt ud. Et meget udbredt og maaskee alm. Ord.

Stav, m. 1) Stav, Stok til at gaae med, Støttestav. G. N. stafr. — 2) Stolpe, Pille, Hjørnestolpe i en Stavbygning. (See Stavhus). Hertil Kyrkjestav, Lødestav. — 3) Stav i Trækar, de enkelte Stykker hvoraf Karrets Sider dannes. — 4) Stykke i et Seil, en af de enkelte Vævbreder i Seilet. Helg. (Jf. Vꜳ). — 5) Kant, Rand af en egen Farve. (Sjelden). See stava.

Stava (Stav’), f. et lidet Spand, et Trækar med en høi Stav som tjener til Skaft. Ørk. (Ellers Staup, Kopp, Strippe). Jf. Sv. stäfva.

stava, v. a. (a—a), 1) støtte sig med en Stav. „stava seg“. — 2) tage et Kar i Stykker (i Staver). Undertiden ogsaa om at sætte enkelte Staver i Kar. — 3) stave et Ord, nævne Bogstaverne. „stave ꜳ leggje ihop“: adskille Bogstaverne og ordne dem i Stavelser. — Jf. Bokstav (som i G. N. hedder stafr).

stava, v. n. (a—a), afspeile sig; vise lange Skygger eller Striber i Vandet. (Helg. Sdm. Hard.). „Dæ stava ni Sjøen“, siges naar Søen er saa stille, at Skyggerne af Landet vise sig tydelig.

stava, adj. randet; om Hestenes Man, naar den er sort i Midten og hvid paa Siderne. N. Berg.

Stavar, s. Stꜳvꜳr.

Stavband, n. Skraabaand imellem to Stolper. See ellers Stabband.

Stavbygnad, m. see Stavhus.

Stavelse, n. Stavelse i et Ord.

Stavemne, n. Træ til en Stav.

Stavhus, n. Træbygning, hvori Væggene ikke ere tømrede, men dannes af opreiste tykke Stolper, som forbindes ved Bjælker og Skraabaand, hvorpaa Mellemrummene dækkes ved en Beklædning af Fjele. — Saaledes ogsaa Stavkyrkja, Stavløde, Stavenaust og flere. B. Stift.

Stavkall, m. gammel Mand, som gaaer med Stav. Han vert ingjen Stavkall: han bliver vist ikke gammel. B. Stift.

Stavklauv, f. Kløft paa Enden af en Hjørnestolpe, hvori Bjælkerne indfældes.

Stavlægja, f. Tagstok, den øverste Stok i en Sidevæg; Tagbjælken i et Stavhuus. Nhl. Hard. Jæd. (Stavleia). Ellers kaldet Raftestokk, Raftall og fl. (G. N. staflægja).

Stavstilla, f. fuldkommen Vindstille paa Søen; det at Søen er saa stille, at det „staver“ i den. Helg. (see stava).

Stavsto, f. Grændsemærke, et Sted hvor to eller flere Grændseskjel støde sammen; Endepunktet af et Markeskjel. Lister og Dalerne. Udtales ogsaa Stabbsto.

Stavvid (aab. i), m. Splitholt, Ved til Kar og Tøndestaver.

stꜳ, s. standa. Stꜳgꜳ, s. Stigje.

Stꜳk, n. Støi, Tummel; Travlhed med et Arbeide. B. og Tr. Stift, Helg. — Søndenfjelds hedder det tildeels: Stꜳss. Ellers: Styr, Sti, Sjau.

stꜳka, v. n. (a—a), støie, larme; have det travlt med et Arbeide. Nogle Steder: stꜳssa.

Stꜳl, n. 1. Staal. Heraf stæla. — Stꜳlfjør, f. Staalfjæder. Stꜳlrꜳnd, f. Stꜳlstribe (i Eggen paa Knive). Stꜳlskiva, f. Staalplade paa en Hammer.

Stꜳl, n. 2. 1) en stor og tæt sammentrængt Masse. Skoddestꜳl, Fiskestꜳl, Sildestꜳl. B. Stift. — 2) Lag, Bunke, Stabel af Korn eller Hø i Laden. N. Berg. Guldbr. (Konnstꜳl, Høystꜳl). Nogle St. Stæle. Jf. Stade. (Isl. stál). — 3) et Rum i Laden, et af de store Rum, hvori Høet eller Kornet oplægges. Tr. Stift og Helg.

stꜳlꜳ, s. stela.

Stꜳle, m. en stor, høi Karl. Sdm.

stꜳlgrꜳ, adj. staalgraa, blaagraa.

Stꜳlhuva, f. Hjelm. (Sjelden). støyte Stꜳlhue: støde Kuldbøtte. N. Berg. Ellers „stumpa Sterte“ og fl.

Stꜳlis, m. det første eller nederste Lag af en dobbelt Iis. Rbg. (Jf. Tvistad).

stꜳlsett, adj. belagt eller beslagen med Staal. Hedder ogsaa stꜳlslegjen.

Stꜳng, f. (Fl. Steng’er), 1) Stang. G. N. stöng. Jf. Trode, Rꜳte, Ro. — 2) en Maalestang, sædvanlig sex Alen. — 3) Skinne, smal Jernplade. (Tr. Stift). See Spꜳng.

stꜳnga, v. a. (a—a), støtte med Stænger, stange Ærter. See ellers stanga.

stꜳnka, v. n. stønne, sukke dybt. B. Stift. (Sv. stånka).

Stꜳr, s. Stor. stꜳrꜳ, s. stara.

Stꜳss, n. Tummel, Travlhed; s. Stꜳk.

Stꜳtarkungje, m. Stodderfoged (Bygdevægter). B. Stift.

Stꜳvꜳr (for Stavar), m. Stub, Stamme efter et afhugget Træ. Ørk.

Stꜳve, s. Stova. — Ste, s. Sted.

Sted (aab. e), n. Ambolt i en Smedie. Alm. (mest i Formen Ste). Sv. städ. G. N. stedi, m. Jf. Skruvsted.

ste(d)a, v. a. (ste, stedde), fæste, tage i Tjeneste; ogsaa fæste en Gaard, bygsle. „stea seg“: tage Tjeneste. (Mandal, Tell. Ørk.). Skulde egentlig hedde: stedja (sted’, stadde). Sv. städja.

stedd, part. fæstet, leiet.

Ste(d)peng, m. pl. Fæstepenge, Haandpenge. Ørk. (I B. Stift Fastepenga). Sv. städjepenning.

Stedsmꜳl, n. Fæste, Leie; ogs. Haandpenge (Stedpeng). Tell.

stee, s. standa og steda.

Stegg, m. 1. Hannen af et Par Fugle; f. Ex. Gꜳsastegg: Gasse. (B. Stift). G. N. steggr.

Stegg, m. 2. et frastødende Væsen; Udseende som indgyder Frygt. Øvre Tell. (Jf. Stygg).

stegglege, adv. hæsligt, modbydeligt; ogsaa fælt, frygteligt. Tell.

Stegla, f. et Slags Fiskeliner som bruges i Færskvandene. Rbg.

stegla, v. a. (a—a), 1) udspile, hænge noget i en udspærret Stilling. Sdm. 2) v. n. skjende og bande. Sogn. „banna ꜳ stegla“.

Steig, n. et Saar, foraarsaget ved Paatrædning med en Fod; f. Ex. paa en skoet Hest, som har kommet til at støde den ene Fod imod den anden. Ørk. (Jf. Stig).

Steik, f. en Steg. (G. N. steik). Uegentlig om en god Vinding eller Fordeel.

steikja, v. a. (kje—kte), stege; ogsaa bage Brød ved Ild (forskjelligt fra baka). G. N. steikja. steikje upp-atte: skjærpe Fladbrød ved en ny Stegning for at forebygge Muggenhed. — steikt, partic. stegt.

Steikjar, m. en Steger; ogsaa en Fisker som maa reise hjem uden Fangst. B. Stift.

Steikjing, f. Stegning; Brødbagning; ogsaa stærk Hede. Jf. Stikje.

Stein, m. 1) Steen; steenagtig Materie. (I denne Betydning uden Fleertal). I Hard. og Stav. Amt udtales det Steidn. (G. N. steinn). — 2) en Steen, et enkelt Klippestykke. (Jf. Hella). Ogsaa om enkelte Redskaber af Steen, saasom en Slibesteen, Møllesteen, og fl. — 3) Arnested, Ildsted i en Stue. Meget brugl. i Ørk. (istedetfor Gruva eller Ꜳre). — 4) Loddet paa et Fiskersnøre. (Blystein, Jarnstein). B. Stift. — 5) Steen i Frugt, Kjerne med haard Skal; f. Ex. i Kirsebær. Jf. Augnestein. — I Fleertal betegner det tildeels ogsaa Testikler.

steina, v. n. (a—a), kaste Steen. Nhl.

Steinbit (ii), m. et Navn som tillægges idetmindste tre forskjellige Fiskearter, nemlig

1) Steenbider, Havkat (Anarrhicas Lupus); saa kaldet for dens stærke Tænder. Alm. ved Havkanten. (Isl. steinbítr). 2) Steensuger (Petromyzon branchialis); en liden Færskvandsfisk, som næsten ligner en Igle. Tell. Buskerud, Hedemarken. 3) Hundesteile (det samme som Stikling). Tell.

Steinbjørk, f. et Slags Birk med haard og saftløs Ved.

Steinbrjotar, m. Steenbryder, Agerbryder.

steindaud, adj. steendød. Derimod steindauv, døv som en Steen.

Steindolp, m. Steenskvætte (Fugl), Saxicola Oenanthe. I N. Berg. hedder den Steindylp (af dylpe, ɔ: hoppe); i Mandal Steinjubb (af jubba, ɔ: nikke).

steinfengt, adj. stenig, om en Landstrækning. Fosen og fl.

Steingar’, m. Gjærde af Steen.

steinhar’, adj. steenhaard. Hedder ogsaa: steinende har.

Steinhjupa, f. glat Hyben (Rosa canina). Søndre Berg. Ved Stavanger Steinkjuba.

steinhogga, v. a. sløve Leen ved at hugge paa Steen i Græsset.

steinkjent, adj. stenigt, fuldt af Steen; om et Landskab. Ved Trondhjem.

Steinkjerald, n. Steenkar, Leerkar.

steinlagd, adj. belagt med Steen. Jf. hellelagd.

steinlendt, adj. stenigt. Tr. Stift.

Steinløysa, f. Mangel paa Steen.

Steinmark, f. stenig Jord.

Steinrøys, f. Steendysse, Steenhob.

steinsett, adj. brolagt; besat med Steen.

Steinskrid (aab. i), f. Fjeldskred med Steen.

Steinslag, n. Steenart. Jf. Grjot.

Steinsott, f. Steensmerter (Sygdom).

Steintile (aab. i), n. Steengulv.

Steintorv, n. Tørv af det dybeste Tørvlag, som er frit for Rødder og bliver meget haardt, naar det tørres.

Steinty, n. Steentøi, Leerkar.

Steinulv, m. Bjergugle. Sogn og fl. Ogsaa kaldet Stunulv (Hard.), Stænꜳl (Helg.). Ellers Bergulv, Bergul.

steinut (steinette), adj. stenig, fuld af Steen. G. N. steinóttr.

steinyld, adj. grøn af Spirer; om Ageren, naar Kornspirerne ere saa høie, at de skjule Jorden og Stenene. N. Berg. — Jf. ylla (af Ull).

steke, s. stika. Stekje, s. Stikje.

Stekk, m. Brist, Sprække. Tell.

stekka, v. n. (stekk’; stokk; stokje), briste, sprække, saaledes at et Stykke falder af; f. Ex. om Eggen paa en Lee. N. Berg. Tell. I de sydvestlige Egne hedder det støkkja og har da flere Betydninger.

stekkja, v. a. 1. (e—te), afbrække, bryde Stykker af. Tell. (stekkje).

stekkja, v. a. 2. (e—te), opstable, sætte i Stak. Sogn og fl. (Af Stakk).

Stekkje, n. et lidet Aflukke eller omgjærdet Rum i et Fæhuus; især det Rum, hvori Lammene sættes. B. Stift. (Isl. stekkr). Ellers Stille (Tell.), Bing (Gbr.).

stekkjen, adj. skjør, som lettelig brister. N. Berg. I Ørk. stokkjen.

Stekkjing, f. Opstabling af Hø eller Løv.

stela (aab. e), v. a. (stel’; stal; stole, aab. o), stjæle. Hedder ogsaa stæla, stala (Namd.), stꜳlꜳ (Indr. Ørk.). G. N. stela. Betyder ogsaa: lure, liste sig til. stela seg av: liste sig bort. stela seg til: liste sig til at gjøre noget. Jf. Stul.

Stelar, m. en Stjæler, Tyv. I Forbindelsen: Helar ꜳ Stelar. Jf. Tjuv.

Stell, n. 1) Orden, Skik, Indretning. fꜳ dæ i Stell: faae det i Orden. (Meget brugl.). — 2) Sysler, Bestilling, Forehavende; ogsaa en Forstaaelse, et vist Forhold. — 3) Redskaber, Tøi, Sager, Tilbehør. Sv. ställ.

stella, v. a. og n. (e—te), 1) ordne, opstille, sætte i Række eller Orden. (Egent. sætte paa sin Plads; s. Stelle). stelle upp: opstille. — 2) lave, indrette, faae istand. Sv. ställa. stelle til: lave, foranstalte; ogsaa pynte, sætte istand. stelle seg: indrette sig, sætte sig istand; ogsaa skikke sig, opføre sig. Paa Helg. bemærker „stelle“ ogsaa fuldføre eller blive færdig med noget. — 3) sysle, arbeide, udrette noget i Huset. (Alm.). Især om at røgte og fodre Kvæget. (Ag. Stift). Hedder ellers stille (Østerd.), stulle (Tell.). Jf. fugge, dunne, kjona.

Stelle, n. Sted, Plads. Pꜳ sama Stelle: paa samme Sted. Hall. Vald. Hedemarken, Østerd. (Sv. ställe).

Stelling, f. 1) Ordning, Indretning, Istandsættelse. 2) Rede, Tilbehør. 3) Stillads, f. Ex. ved en Bygning. Meget brugl.

stelpe, v. n. hindre. Sdm. Kun i Talemaaden „Dæ stelpe meir eld dæ hjelpe“.

stelt, part. ordnet, indrettet.

stemna, v. n. (e—de), stævne, styre hen, gaae i en vis Retning. Nogle Steder stebna. (G. N. stefta).

stemna, v. a. (e—de), indstævne, indkalde for Retten. (G. N. stefna, indkalde). Particip: stemnd, hedder sædv. stemd. Hertil Stemnesetel (aab. e), m. Kaldsseddel. Stemnevitne (aab. i), n. Stævnevidne; ogs. Stævningsmand.

Stemna, f. 1) Stævne, Retning, Kaas. — 2) Sammenkomst. (Jf. Belastevna). Ogsaa en Mængde Handelsfartøier som ankomme paa en bestemt Tid; saaledes „Norlandsstemna“ om Nordlændingernes Fart til Bergen. — 3) Indstævning, Indkaldelse. G. N. stefna. Afvigende i Leikstemna og Rivstemna.

Stemne, n. Enden af en Baad eller et Fartøi, den Deel som er nærmest ved Stavnen. B. og Tr. Stift.

Stemning, f. Indstævning.

Stempa, f. Balle, Trækar (= Stamp). Sogn, Nhl.

stend (staaer), s. standa.

stendig, adj. stadig, vedholdende.

stendigt, adv. stadigt, bestandigt, idelig. Shl. Tell. og fl.

stengja (stængje), v. a. (gje, gde), 1) stænge, lukke, spærre. stengje seg inne: lukke sig inde. — 2) indeslutte en Fiskestiim med et Vod, saaledes at den bliver staaende nogen Tid i Søen. „stengje eit Sildelꜳs“. Particip: stengd.

Stengje, n. Lukkelse, Hegte, Laas, Skaade, Bom o. s. v.

Stengjel, m. (Fl. Stengla), en Bom eller Støtte ved en Væg. Voss.

Stengjing, f. Stængning; Indespærring.

ster, s. styr. — stere, s. støre.

sterk (stærk’e), adj. stærk; kraftig. (G. N. sterkr). Neutrum udtales sædvanlig stert (stærrt). — „sterkꜳ Døgre“ er en Talemaade (formod. en Dativform), som bruges i Sdm. om en Tid, hvori der, efter en gammel Tro, skulde være meget Spøgerie og Troldskab paafærde, især Dagene næst for Juul.

Sterkeleikje, m. en vis Grad af Styrke.

sterkna, v. n. (a—a), blive stærkere.

sterkt (stært), adv. stærkt, kraftigt, med Styrke.

sterren, adj. skarp og vedholdende; om Vinden. Sdm.

Stert, m. Stjert, Hale; især paa Fuglene og paa enkelte Insekter. Stav. Amt og fl. (G. N. stertr).

Stett, n. 1) Fodstykke, hvorpaa noget staaer. (G. N. stett). Ogsaa et Slags Brikker. (Jf. Smørstett). Shl. 2) Fod paa enkelte Kar, især paa Gryder. Gbr. 3) Heftet eller Løkken paa Knapper. Sdm.

Stett, f. en liden Trappe eller en Forhøining til at stige op paa foran en Dør. Tell.

Stette, f. et Kar med Fødder, en Balle med tre lange Staver, som tjene til Fodstykker. Gbr. Valders.

Stev (aab. e), n. 1) et kort Vers, især af spøgende eller spottende Indhold. Rbg. Tell. — 2) Omkvæd i en Vise, Slutningslinie som gjentages i hvert Vers. Tildeels i B. Stift, men udtales altid Stæv; i Nhl. hedder det Støv. G. N. stef.

stevjast, v. n. synge Vers til hinanden, disputere i Vers. Rbg.

Sti, n. Sysler i Huset, Tilredelser; især Kvægets Fodring. Sogn, Hard.

stia, v. n. (a—a), sysle, rede i Huset; især røgte og fodre Kvæget. Sogn, Nhl. Hard. (Ellers: stjodna, stulle, stelle, agta). Ogsaa v. a. bringe Kvæget i Huus. (Sogn). Jf. Isl. stía, Faaresti.

Stibonn, s. Stykbonn.

stifta, v. a. stifte; ogsaa indprente; f. Ex. Dei ha stifta dæ inn i han.

Stig (aab. i), n. 1) Skridt, Fjed (see stiga). 2) Spor eller Mærke efter en Fod. Jf. Steig. 3) Trin i en Trappe eller Stige.

Stig, m. en Sti, smal Gangvei i Markerne. Mest søndenfjelds. G. N. stigr.

stiga, v. n. (stig’; steig; stigje), 1) træde, gjøre et Skridt, bevæge Foden fremad. (Sv. stiga). Ogsaa stige op eller ned, forandre Stilling ved eet eller nogle faa Skridt (ikke om en længere Gang). — 2) stige, hæve sig, komme høiere. G. N. stíga. — stige fram: gjøre et Skridt fremad. stige upp: løfte Foden op, som for at gjøre et Skridt. stige ned: træde ned, sætte Foden til Grunden. stige pꜳ: træde paa. stige i Myssen: træde feil, gjøre et Feilskridt. (Sdm.). stige uppyve: træde i Vand eller Dynd, saa at det gaaer over Skoen.

Stigbøygjel (aab. i), m. Stigbøile.

stighalt (aab. i), adj. lavhalt, som har en kort Fod. Nhl. — Jf. stutthalt.

Stigje, n. en Blegne paa Kanten af Øienlaaget. Tell. I B. Stift hedder det Stigkjøyna (aab. i), f.

Stigje, m. (Fl. Stigar, aab. i), en Stige. Eental udtales sædvanlig Stie (B. Stift), men hedder ellers Stige, aab. i (Sogn), Stega el. Stæga (Agh.), Staga (Namd.), Stꜳgꜳ (Indr. Ørk.). G. N. stigi.

stigjen, part. stegen, kommen høiere. Udtales sædv. stien, men i Fleertal stigne (aab. i). G. N. stiginn.

Stigle, n. Split, Aabning paa Klæder. Tell. — Jf. Smotta.

Stigrom (aab. i), n. Aabning paa Sko og Støvler. B. Stift.

stika (aab. i), v. n. (a—a), stikke en Søm (paa Klæder). Heraf Stikarꜳnd, f. Stiksøm, en Søm som kun tjener til Pynt. B. Stift.

Stikbonn, s. Stykbonn.

Stikje (aab. i), m. Stegning; Fladbrødets Bagning ved Ild. (Af steikja). B. Stift.

Stikjel (aab. i), 1) Hornspids, den Deel af Hornet som ikke er huul indvendig. Shl. (Isl. stikill). 2) Horntap, den indre Deel af et Horn. Ørk. (Jf. Stukel).

Stikk, n. 1) et Stik. Jf. Styng. 2) et Slags Knuder. Hertil Halvstikk. 3) et Stik i Kortspil, en Vinding.

Stikka, f. en Stikke, Pind, Spid; ogsaa en liden Kjæp, Splint eller Stykke af Træ. Alm. og meget brugl.

stikka, v. a. (stikk; stakk; stukkje), stikke. Nyere Form af stinga.

Stikling, m. 1) en liden Fisk, Hundesteile (Gasterosteus aculeatus). Tildeels i Kr. Stift. Ellers kaldet Honnsyl (Sdm.), Tindaure (Helg.), Steinbit (Tell.). — 2) Fiskeyngel, meget smaa Fiske af forskjellige Slags. Shl. (Jf. Aukje).

stikna, v. n. (a—a), blive stegt, hærdes eller skjærpes ved Varme. N. Berg. (Isl. stikna).

Stiksaum (aab. i), m. Stiksøm; s. stika.

stikta, v. n. (a—a), 1) halte, støtte sig kun svagt paa en Fod som er beskadiget. N. Berg. — 2) udpege eller nævne En, hentyde eller stikle paa en Person. Sdm.

Stil (ii), m. en tynd Stikke eller Pind. Sjelden.

Stil, f. 1) Stiil, Skrivemaade. 2) Skrift i Bøger, Typer, Bogstaver. Heraf storstilt, smꜳstilt. — Undertiden ogsaa: Plan, Øiemeed, noget som man pønser paa. Jf. stila.

stila, v. a. og n. (a—a), 1) stile, forfatte, føre i Pennen. Meget brugl. — 2) pønse paa noget, sigte til et vist Øiemærke; ogs. lure efter en Leilighed. N. Berg. „stile pꜳ“.

Stilekunst(r), m. Stilekunst, Øvelse i at skrive eller forfatte.

Stilemꜳte, m. Stiil, Skrivemaade.

still (ii), adj. stille, rolig; især om Luften eller Veiret; taus, lydløs, fri for Larm; ogsaa om Mennesker: spagfærdig, fredelig. — stilt ꜳ mildt: stille og mildt Veir. Dæ vart stilt mæ di: det blev stille i den Henseende, man hører ikke mere derom.

Stilla, f. Stille, Stilhed i Luften, Havblik. I andre Betydn. siges Stillheit.

stilla, v. a. 1. (e—te), stille, dæmpe, bringe til Rolighed. Afvigende i Forbindelsen: „stille seg“, ɔ: liste sig, gaae meget stille, saa at der ikke høres nogen Lyd. stille seg til: komme listende paa Tæerne. — I Østerd. betyder „stille“ ogsaa at røgte Kvæget. (Sv. stilla). Jf. stella. Hertil Stillkulle, f. Budeie.

stilla, v. a. 2. (e—te), stemme, sætte i en vis nøie bestemt Stilling. stille Fela: stemme Fiolinen. stille Kvenn’a: lægge Kværnen i en vis bestemt Høide, naar den skal male. Derimod: stille pꜳ Kvenna, ɔ: stille Mølletragten saaledes at Kornet kan falde af med en vis Grad af Langsomhed. Jf. Stille.

stillast, v. n. (Imp. stiltest), stilles, blive stille. Han stillest av: Vinden stiller af.

Stille, n. 1. Indretning hvormed et Redskab stemmes eller stilles; saaledes paa en Kværn: en Skrue i Mølletragten, hvorved man faaer Kornet til at falde enten hurtigt eller langsomt. (I Sogn: Spjeldr). Ogsaa en vis Stemning. Dæ gjeng’e mæ same Stilla: det gaaer i samme Takt som før. N. Berg.

Stille, n. 2. Aflukke, lidet Rum i et Fæhuus. Tell. — Jf. Stekkje.

Stillenabb, m. Stillepind.

stillfærleg, og stillfærdig, adj. spagfærdig, stille. (Bedre stillfør).

Stilling, m. en aarsgammel Væder. Gbr.

stillvoren, adj. taus, stille.

stilt, adv. stille; ogsaa sagte, læmpeligt.

Stim, m. Fiskestimmel, Stiim. Brugl. ved Kristianssand. Ellers kaldet Berg, Staal, Fær.

Stim, n. Støi, Uro; Overhæng.

stima, v. n. (a—a), støie, raabe idelig; have travlt med at faae noget frem. Ho stima mæ Bonnꜳ: hun har Møie for at holde Børnene i Ave, hun maa skjende og true idelig. (N. Berg.). Me fekk dei inkje til, kor me stima mæ dei.

stimpen, adj. stiv, haard. Sdm.

stinga, v. a. (sting’; stakk; stungje), at stikke. G. N. stinga. Paa mange Steder er Formen „stinge“ nu sjelden, da man hellere siger stikke (Præs. stikk). Imperf. overalt: stakk (som i G. N.), Fleertal tildeels stunge, stungo (Hall. Vald.). — Betydning: 1) stikke, støde med en Od eller Spids. stinge Hol pꜳ: gjennemstikke. stinge Kryter: slagte, dræbe ved et Stik. — 2) putte, indskyde. stinge ni Fikka: putte i Lommen. stinge pi Hand’a: putte noget i Haanden paa En. (Sdm.). — 3) dyppe. stinge n’i: dyppe ned i. Heraf Stingelse, n. Dyppelse, Sauce (Sdm.). — Figurlig: Dæ stakk ti meg, ɔ: det faldt mig pludselig ind, jeg fik det Indfald.

stingande, adj. stikkende. Dær beid ikje stingande Strꜳ: der fandtes ikke et Straa.

Stingar, m. 1) en Stikker. 2) et Slags store Insekter; see Styng. — Stingarkniv, m. Slagterkniv, at stikke med.

Stingeband, n. Skraabaand, Stiver (egentlig en Støtte som bliver indfældet eller stukken ind i Siden paa en Stolpe). N. Berg.

Stingesag, f. Stiksav. (N. Berg.).

stinkla, v. n. fryse, om Vandet; belægges med Iis. Nhl. (Isl. stingla).

stinn, adj. 1) stind, stiv, vanskelig at bøie. (G. N. stinnr). 2) tyk, f. Ex. om Grød. Gbr.

stinnast, v. n. stivne, hærdes. (Sjelden).

Stinnfjør, f. Spændefjæder i Laas, Springfjæder. B. Stift. (Sv. stingfjäder).

stinta, v. n. slaae sig igjennem, komme ud med lidet. Sdm. Ørk.

stir (aab. i), stiv; see styr.

Stir (ii), m. Stirren, det at man seer efter noget. Dei fekk ein Stir: de bleve opmærksomme, begyndte at see sig om. Dette skal gje Folkj’e ein Stir: dette skal gjøre Opsigt.

stira, v. n. (e—te), stirre, see længe paa noget. Jf. stara. (Forstærket: naudstire, einstire). I Sogn ogsaa blot at see efter noget, vende Øinene etsteds hen. Jf. skode, glose, glana.

Stiring, f. langvarig Stirren.

stirra (aab. i), v. n. (a—a), stride, stræbe udholdende. stirre mot: trodse, stræbe imod. B. Stift.

stirren, adj. udholdende; ogsaa stridig, haardnakket.

stiv, adj. stiv, haard; ogs. stolt.

stiva, v. a. (a—a), stive (Liintøi), gjøre stivt. Paa Voss hedder det stivra. — Hertil Stivelse, n.

Stjant, m. Stilk, Stub af Buskvæxter eller smaa Træer. Sdm.

Stjerna, f. Stjerne. Udtales meget forskjelligt; saaledes: Stjærne og Skjærne (nordenfjelds), Skjedna, Skjødna (Søndre Berg.), Skjenne, Sjenne og Sjønne (søndenfjelds). G. N. stjarna, pl. stjörnur. Betyder ogsaa en Plet i Panden paa Dyr; Pandestjerne. (I dette Tilfælde hedder det i Sdm. „Stjenne“ og adskilles fra Stjærne).

Stjernebraut, f. Mælkeveien. Ndm.

stjerneklꜳr, adj. stjerneklar.

Stjernerap, n. Stjerneskud.

Stjodn (for Stjorn), n. Huusholdning (sjelden); huuslige Sysler, især Kvægets Røgt og Fodring. Voss (udt. Skjodn). I Hard. og Shl. hedder det Skjødn. (G. N. stjórn, Styrelse).

stjodna (for stjorna), v. n. (a—a), 1) gaae jævnt og i lige Linie, styre jævnt. Sleen skjodna ’kje godt: Slæden gaaer lidt skjævt. Voss. — 2) fodre Kvæget, sysle med Kvægrøgten. (Voss). I Hard. og Shl.: skjødna. (G. N. stjórna, styre).

Stjukbon, Stifbørn; s. Stykbonn.

stjur (skjur), stiv; see styr.

Sto(d), f. Landingssted (= Stød). Sogn. — Et forældet Ord „Sto“ forudsættes ellers i Nattsto. Jf. Stavsto.

Stode (aab. o), f. 1) staaende Stilling, det at staae. Dæ vert ikje lꜳng’e Stodꜳ: man faaer ikke staae her længe. N. Berg. — 2) Sted til at staae paa. (Sjeldnere). G. N. staða.

stodovi(d), adj. slap eller buget i Kanten. Namd. — See Støde.

Stoge (aab. o), Stue; see Stova.

Stogg, n. Standsning.

stogga, v. a. og n. (a—a), 1) standse, stille, hindre (= stagga). N. Berg. — 2) v. n. standse, hvile, staae stille. Meget brugl.

Stokk, m. 1) Stok, tyk Træstamme, Tømmerstok. G. N. stokkr. Ogsaa om smaa eller korte Redskaber af Træ. Tumestokk, Slyngjestokk. — 2) en liden Blok eller Kasse, et Skriin som er dannet ved Udhuling af et heelt Stykke Træ. I Gbr. ogsaa om en stor Blok, Hakkeblok (= Brya). Sjeldnere om en sammensat indretning som Ljorestokk, Sengjastokk. — 3) Hob, Masse, Fond; saaledes om den Beholdning af Kort, som ikke er uddeelt til Spil.

Stokk, n. Skræmsel; see Støkk.

stokka, v. a. 1. (a—a), skræmme, skrække. Jæd. See støkkja.

stokka, v. a. 2. (a—a), 1) sætte Stok paa, binde en Blok til Fødderne paa en Hest, for at den ikke skal løbe bort. — 2) indskyde i en Hob eller Masse. „stokke Kort’e“: skyde Kortbladene sammen. — 3) v. n. hovne, svulme op; om Lemmer. Gbr.

Stokkꜳl, m. den største Sort af Makreel. N. Berg.

Stokkelengd, f. en enkelt Længde af Stokke i et Plankeværk.

Stokk-ende, m. Stump af en Stok.

stokket, adj. kort, stakket, kortvarig. Brugl. i B. Stift.

stokkjen, adj. 1) brusten, sprukken. (Part. af stekka). 2) skjør; see stekkjen.

Stol, m. 1) Stol. Jf. Grindestol, Kubbestol. (I Shl. Stodl). G. N. stóll. — 2) et lidet Stillads. Sagestol, Dreiestol. — 3) i Fleertal (Stola): Sidetræerne i en Væverstol. Ørk. Ellers kaldet Støe, Leinar og fl.

stola, v. n. (a—a), stole, lide paa noget. Hedder oftere: stola seg.

stolen (aab. o), stjaalen. G. N. stolinn. I Sammensætning ogsaa: berøvet (huggstolen, grunnstolen).

Stolkar, m. Stolryg. (Leirdal). Ellers kaldet Stolgrind, f.

Stolme, m. 1) Hævelse, sygelig Opsvulmen i Kjødet. Fosen. — 2) stærk Tilstrømning af Mælk til Yveret; det at Yveret svulmer op paa Køerne, førend de have kalvet. Tr. Stift, Sogn, Nhl. I Sdm. hedder det Stalme. (Isl. stálmi).

stolmesett, adj. hovnet, opsvulmet; om Yveret.

Stolpe, m. Stolpe. — Jf. Stav.

stolt, adj. stolt. Jf. storvoren.

Stomn, m. Stub, Rodstump efter et nedhugget Træ. B. Stift og fl. Hedder ogsaa Stømn. (G. N. stofn). Ellers kaldet Stuv og Stubbe.

Stomnrot (aab. o), n. Forraadnelse i Stammen, det at Træerne raadne ved Roden. N. Berg.

Stopel (aab. o), m. en Stabel, opstablet Hob. See ellers Stupel.

stopla, v. a. opstable, oplægge.

Stoplesjø, m. Bølgegang, Skvulpen, paa et Sted hvor to Strømme mødes, eller hvor Vinden blæser imod Strømmen. Nhl. Oftere kaldet Stolpesjø.

Stoppa, f. et dybt Spor i Jorden, Hul efter en Fod; f. Ex. i Dynd eller paa frossen Jord. N. Berg. Ørk. og flere. Ogsaa kaldet Stupp (Tell.), Stuple (Ørk.). Jf. Staup.

stoppa, v. a. (a—a), 1) stoppe, standse, holde tilbage. Heraf Stopp, n. Standsning. — 2) bestride, skaffe sig Udkomme til en vis Udgift; formaae, holde ud med noget. Meget udbredt og maaskee alm.

Stoppar, s. Spennar.

stoppast, v. n. forslaae, strække til. Dæ kann inkje stoppast: der gaaer for meget ud, man kan ikke bestride det.

stoppeleg, adj. rimelig, billig, som man kan bestride eller holde ud med.

stor, adj. 1) stor. G. N. stórr. 2) voxen, som har sin fulde Størrelse. 3) betydelig, vigtig. 4) fornem, af høiere Stand eller Byrd. 5) stolt, indbildsk. „stor’e pꜳ seg“: stolt, storagtig. — Komparativ hedder større, og Superl. støst (for størst). En Dativform storꜳ (for storo) forekommer i Sdm. f. Ex. „Stort høve storꜳ“, ɔ: det store passer til det store. — I Sammensætning med Verber og afledede Adjektiver betyder det: meget, storlig; f. Ex. storskrika, storspringa, storeten.

Stor (oo), m. Lamhed eller Stivhed i Fødderne; en Sygdom, som undertiden angriber Køerne. Nhl. Synes egentlig at skulle hedde Stord (aab. o), da det i Sogn hedder Styra (aab. y), af Adj. styr (for styrd). I Nhl. hedder det ogsaa Storbrot, n. I Sdm. Krykle. Jf. Storgras.

Stor (aab. o), n. 1) Forraadnelse, Raaddenhed i Træ. Brugl. i Sogn. Jf. storna. — 2) et dødt Foster, en Unge som er kastet eller født i Utide. Sdm. I Sogn kaldet Skotning. (Hos Menneskene Homn).

stora (aab. o), v. n. (a—a), kaste Fosteret, føde et dødt og ufuldbaaret Foster; om Dyr. Sdm. Jf. skjota.

stora (aab. o), adj. raadden, forraadnet; om Ved og Træer. Sogn.

storꜳ, meget; s. storom.

Storbꜳt, m. Storbaad; især om Baade, som have mere end tre Aarepar.

Storbrot, s. Stor, m.

storbrynt, adj. som har store Øienbryn.

storbunden, adj. om Garn eller Vod, som have store Masker.

Stordreng, m. en voxen Tjenestekarl. Ligesaa Stortaus, om en Pige. I B. Stift hedder det Storedreng, ligesom Storefolk, Storegar, Storebꜳt og fl.

storekst, adj. som bærer store Ax.

storelt (ee), adj. om et Uveir, som kommer i store Byger (El).

stor-eten, adj. graadig, som æder meget.

Storfe, n. Storfæ, Hornkvæg. Undertiden ogsaa om voxne Kreature, ligesom Storukse, Storkviga, Storbukk.

storfelt, adj. dristig, som søger noget stort, slaaer stort paa; ogsaa stolt, storagtig. Et meget udbredt Ord.

storfengt, adj. n. som falder rigeligt, gaaer til i store Slumper. (Sjelden). Paa Helg. bruges storfingjele(ge), adv. rigelig, i det Store.

storfjella, adj. om et Landskab, som har store Fjelde.

Storfolk, n. fornemme Folk.

Storfugl, m. Benævnelse paa Tiurer og Aarfugle. Tell. Østerd.

storføtt, adj. som har store Fødder.

Storgar’, m. en Herregaard; Bosted for fornemme Folk. I Storegorꜳ (aab. o): i fornemme Folks Huse. N. Berg.

storgiven, adj. rundhaandet, som giver rigelig. Ogs. storgjæv. (Sjelden).

Storgras, n. Planten Beenbræk (Narthecium Ossifragum). Nhl. (Hører til Stor, m.).

storgrytt, adj. grov, som bestaaer af store Stykker; egentlig storstenet. Sdm.

storhendt, adj. som har store Hænder.

Storkar, m. en fornem Herre; spotviis om en stolt Person. I Sdm. ogsaa Storekjelle, f. en Dame.

storkjen (aab. o), adj. størknet, sammenløben. G. N. storkinn.

storkna (aab. o), v. n. størkne.

storkynd, adj. om en Slægt af store Folk med Hensyn til Væxt. Sdm. (sjelden). Modsat smaakynd.

storlꜳten, adj. storagtig. (Sjelden).

storlege, adv. storlig, høilig.

Storleikje, m. Storhed, Størrelse.

Storljugar, m. Erkeløgner.

storlægja, v. n. (læg, log), lee høit og skraalende, skoggerlee.

Storlæte, n. Stolthed, Hovmod. Tell.

Storm, m. Storm. — Derimod Storm, n. idelig Larm, Overhæng.

storma, v. n. (a—a), 1) storme, blæse haardt. 2) larme, true eller trygle idelig.

Stormann, m. Stormand. — Derimod: „Store-Mann’en“, ɔ: vor Herre. (Brugl. i B. Stift).

stormannslege, adv. ret dygtigt.

stormynt, adj. stormundet.

storna (aab. o), v. n. (a—a), raadne, skjørne, opløses; især om Træ. Sogn. Nhl. Jf. Stor og stora.

Stornakkje, m. en stolt Person.

stornasa, adj. stornæset.

stornøyten, adj. graadig, som nyder meget. Modsat smaanøyten.

storom, adv. meget, betydelig, i nogen høi Grad. Ørk. og fl. I Sdm. hedder det storꜳ. Ellers stort.

Storr (aab. o), m. Stærgræs (Carex) og lignende stive Græsarter. Meget udbredt (Jæd. Hard. Sogn, Buskerud, Ndm. Ørk.). Isl. stör, f. — Ellers Stargras, Blꜳgras.

storregna, v. n. skylregne.

storrisen (aab. i), adj. grov, bestaaende af store Dele; f. Ex. om Kjød af store Dyr. Sdm.

Storriv (aab. i), m. Garnbom i Væverstole.

storroma, adj. bred, stor, som behøver stort Rum. (Hall. Ørk.). Ellers romstor.

storropa, v. n. raabe høit, skraale.

storrukka, adj. lagt i store Rynker.

Storsinne, n. et heftigt Udbrud af Vrede. I B. Stift: Storesinne.

storsint, adj. meget hidsig, heftig, som vanskelig kan styre sin Vrede.

storsjøa (aab. ø), adj. om Havet, naar der er megen Søgang. Paa Helg. storsya. (Modsat smꜳsjøa).

storskoren, adj. skaaren i store Stykker.

storskrika, v. n. skrige høit og vedholdende.

storslegjen, adj. grovladen, som har et stort Ansigt. (Modsat smꜳleitt). Meget udbredt og næsten alm.

storspringa, v. n. løbe af al Magt.

storsteinut, adj. fuldt af store Stene.

storstilt, adj. trykt med stor Skrift; om en Bog. B. Stift.

storstrøymt, adj. strid, som gaaer i store Strømme. Sjelden.

stort, adv. stort, meget, i høi Grad. Mest brugl. ved en Benegtelse; f. Ex. Dær æ ’kje stort meir.

stortent, adj. som har store Tænder.

Storting, n. Nationalforsamling.

storturtig, adj. som behøver meget, graadig, slugen, ikke let at tilfredsstille. B. Stift. (Egentlig turvtig, af turva).

stortøk, adj. som tager meget, griber dygtigt til, ikke sparsom. Meget brugl.

storvaksen, adj. stor af Væxt.

Storveg, m. Landevei, Hovedvei. Mest brugeligt i de sydlige Egne.

storvegjes (storveies), adv. stort, meget, betydeligt, i det Store. Nhl. Helg. Fosen og fl. I Sdm. bruges storveisen, adj. i Betydn. svær, drøi, tung. (G. N. stórvægis, af stor Vægt).

Storver (ee), n. en usædvanlig stærk Storm, en Orkan. Tr. Stift.

Storvis (ii), f. fornem Levemaade eller Skik. Pꜳ Storevis: efter fornemme og rige Folks Exempel. B. Stift.

storvoren, adj. 1) noget stor; 2) storagtig, stolt. Gbr. og fl.

storvyren (aab. y), adj. indbildsk, som agter sig selv meget eller fordrer megen Opmærksomhed. Hedder ogsaa storvyrdig. N. Berg.

storørt, adj. stortalende, som fører store Ord. Sdm. fl.

storøygd, adj. storøiet.

stota (aab. o), v. n. (a—a), stamme, støde an i Tale eller Læsning, læse seent og med Vanskelighed. B. Stift. (Isl. stauta). Heraf Stoting, f.

Stova (aab. o), f. en Stue; ogsaa Stuebygning, Vaaningshuus paa en Landsgaard. Den anførte Form bruges vestenfjelds; ellers hedder det Staue (Yttre Sogn, Romsdalen), Stoge, aab. o (Rbg. Tell.), Stugu (Hall. Gbr.), Stuu (Tr. Stift). G. N. stofa. Sv. stufva og stuga. — Hertil Stoveglas, n. Stuevindue. Stovetile (aab. i), n. Stuegulv, o. s. v.

Straff, f. Straf. — straffa, v. a. straffe. (Nyere Ord).

strak, adj. 1) stram, spændt, udstrakt. (Modsat slak). Næsten alm. I B. Stift hedder det sædvanlig: strakk’e. — 2) rank, lige, ret. Tildeels søndenfjelds. I Tell. siges ogsaa „strak bein“, ɔ: ret som en Snor.

Strakje, m. en høi og rank Figur. Gbr. (Gaaer ikke over til Strꜳkꜳ).

strakna, v. n. (a—a), strammes, spændes; ogsaa rettes, blive mere rank.

strakst, adv. strax. (Vel egentlig strakast, ɔ: lige til). I en stor Deel af Landet hedder det trakst og trast.

strakt, udstrakt; s. strekkja.

stram, adj. stram, stiv. — strama, v. n. stramme, strække. Sjelden.

Strand, f. (Fl. Strend’er), 1) Strand, Bjergside langs Vandet. I de sydvestlige Egne hedder det Strꜳnd; i Valders Strønd. (G. N. strönd). — 2) Strandbred (= Fjøra). Indre-Sogn, i Formen Strꜳnd. — I Sammensætning har det overalt Strand el. Stranda (G. N. strandar, gen.). Dativ Fleertal hedder i Sdm. Strꜳndꜳ (Nom. Strand).

stranda, v. n. (a—a), strande. Sjelden.

Strand-erla, f. en liden Fugl, som opholder sig ved Bredderne af Elve og Fjorde. I Buskerud Strandvippa, f. I Fosen Strandelg, m. om en lignende Art. — Hvorvidt disse Navne betegne samme Art som det foranførte Laksetitra eller Rurpikka, kan ikke her angives.

Strandside, f. Landside som vender til Vandet.

Strandværing, m. Strandboer. (Sjelden).

Strangje, m. (Fl. Strangar), Kjæp, Stok, Træstamme af ubetydelig Tykkelse; især bestemt til Brænde. Et meget udbredt og maaskee alm. Ord. (I B. Stift Strꜳngje). — Isl. strángi betyder et Knippe.

Strangvi(d), m. Ved som bestaaer af hele Stammer og ikke er afhugget eller kløvet.

Stratt, m. 1) Stilk, Stub af smaa Træer eller Buskvæxter. Shl. Valders. — 2) en tvær, stivsindet Person. Shl.

stratta, v. n. (a—a), stride, stræbe imod, gjøre Modstand. Shl. I Sogn: stritta.

stratten, adj. tvær, modstræbende, stridig. Shl. — Jf. stirren.

Straum, m. 1) Strøm, Strømning i Vand. G. N. straumr. — 2) et Sund eller et Sted i Vandet, hvor der er Strøm. Hertil Gaardsnavnene Straume, Straumen og fl. I Betydning af en fremsprudlende Strøm (Straale) hedder det Strøym.

Straumgar, m. Gjærde eller Muur i en Elv, hvorved Strømmen ledes i en vis Retning. Søndenfjelds.

Straumhest, m. Strømstær (en Fugl). Voss. See Fossekall.

Straumsjø, m. Bølgegang, som foraarsages ved Strøm.

straumstill, adj. stille med Hensyn til Strøm; strømfri, om Søen.

Strꜳ, n. et Straa. I Sdm. Strꜳd, (G. N. strá). „Eit Høystrꜳ“ siges ogsaa om en liden Høvisk. — Jf. Likstrꜳ.

strꜳ, v. a. (r—dde), strøe, udstrøe. G. N. strá. (I Hard. strøya). — Partic. strꜳdd, strøet; ogsaa bestrøet.

Strꜳba(r)n, n. et nyfødt Barn. Helg.

Strꜳing, f. Udstrøen; Strøelse.

Strꜳle, m. Solstraale.

Strꜳnd, f. Strandbred; s. Strand.

strekka, v. n. (strekk; strakk), række, naae, strække til. Tildeels i B. Stift, dog sjelden. I Nhl. hedder Imperf. strokk. — Jf. rekka.

strekkja, v. a. (strekkje, strakte), strække, udstrække, spænde. Imperf. ogsaa strekte. Part. strakt og strekt.

Sterkkjing, f. Udstrækkelse.

streks, adj. streng, paaholden. Sdm. Tell.

Strembe, f. Anspændelse, Angreb. (Jf. Drembe, Kalvsdrembe). Sdm.

stremben, adj. opblæst, plaget af Vinde i Indvoldene. Sogn.

strenda, v. n. (e—e), gaae langs Strandbredden, gaae omkring en Fjord; ogsaa løbe vidt og bredt omkring. B. Stift.

strenda, v. a. (e—e), skovle, bortskuffe Dynd og Smuds af en Vei. N. Berg.

Strending, m. Strandboer eller Indbygger af et Sted som hedder Strand.

Streng, m. (Fl. Strengje, r), 1) Streng, Snor; f. Ex. Klokkestreng. G. N. strengr. — 2) Toug, som bruges til at trække Garn og Vod med. B. Stift. — 3) Streng paa Fioliner, Harper og deslige. — 4) Metaltraad, Snor af Jern eller Messing; Staaltraad. — 5) en fiin Strøm eller Straale, f. Ex. af Mælk. Tell. Buskerud.

streng, adj. streng, haard, uskaansom.

strengja (strængje), v. a. (gje, gde), drive, tvinge, anstrenge. Lidet brugl.

Strengjelod (aab. o), f. Form, hvori Staaltraad el. Messingtraad udstrækkes.

Strengjeløysa, f. Mangel paa Strenge.

Strengjemꜳla, f. en enkelt Touglængde til Garnstreng. B. Stift.

strengut, adj. stribet paalangs eller efter Ryggen; om Dyr. Sjelden.

strengvoren, adj. noget streng.

strete, s. strita. — stria, s. stride.

Strid, m. Strid, Kamp; ogsaa Krig.

strid, adj. 1) strid, stærk; f. Ex. om Vind og Strøm. 2) haard, skarp, streng. G. N. stríðr. 3) paaholden, drøi i sine Paastande.

stride, v. a. (a—a), stramme, spænde, gjøre stridere. Voss (i Formen stria).

stride, v. n. (e—de), 1) stride, kjæmpe. G. N. stríða. — 2) om Hunde: gjøe idelig, forfølge noget med Gjøen. Gbr. — 3) v. a. drive, jage ved Hjælp af Hunde; drive Kvæget ved at hidse Hunde efter det. Meget brugl. i Sdm. Heraf Striding, f.

stridsam, adj. stridbar; stridig. Sjelden.

Strigje (Strie), n. og f. Blaarlærred; Blaargarn. (Jf. Stry). Hertil Strigjegarn, Strigjevæv og fl. I Sogn har Ordet i Sammensætning: Striga, f. Ex. Strigasjorta. (I svenske Dial. strige). Isl. strígi, Hampelærred.

Strik (ii), m. en lang opløben Dreng. Tr. Stift. I Sdm. ogsaa Strikje. Jf. Strakje.

Strik (aab. i), n. Streg, Linie, Stribe. (G. N. strik). Ogsaa Optøier, Streger. Overgaaer til Strek og Stræk.

strika (aab. i), v. n. og a. (a—a), 1) strege, sætte Streg. Tildeels udtalt streke og stræka. G. N. strika. — 2) rifle, udskjære siirlige Kanter med en Høvel, f. Ex. paa Rammer og Dørkarmer. N. Berg. Gbr. og fl. (Jf. refta). — 3) stryge, fire Seil. „strika pꜳ Segl’e“. B. Stift. Ogsaa: standse en Baad eller skyde den tilbage med Aarerne. N. Berg.

Strikhyvel (aab. i og y), m. Listhøvel, dannet til at indskjære Furer i Kanterne. B. Stift.

strikje (ii), v. n. svulme (= sprikja). Tell.

Stril (ii), m. en Benævnelse paa Indbyggerne i Nordhordlehn og Søndhordlehn, især nærmest ved Bergen. Ansees af Indbyggerne selv som et Øgenavn, ligedan som Navnet „Drold“ der bruges i Hardanger. Det rette gamle Navn er „Hord“.

Strile, m. en Strimmel. Nhl. (sjelden). Forhen ogsaa et Slags lange Klædningsstykker.

Strimel (aab. i), m. en Strimmel. (Sjelden). G. N. strimill.

Strind, f. Linie, Stribe; ogsaa Rad, Række, f. Ex. af Korn paa et Ax. B. Stift.

strindet, adj. stribet paalangs; ogsaa radet, f. Ex. „firstrindet“, om Ax.

Stripa, f. Stribe. (Lidet brugl.).

Strippe, n. et lidet Spand eller Kar af Træ.

Stripsel (ii), n. Sand eller stødt Teglsteen til at polere med. B. Stift.

Strissfjør, s. Flossfjør.

Strit (aab. i), n. Slæb, Anstrengelse. Stritarbeid, n. tungt Arbeide, et Værk hvortil der kun behøves Styrke, uden nogen Kunst. Strithest, m. en stærk Arbeider.

strita (aab. i), v. n. (a—a), slæbe, slide, bære tunge Byrder eller anstrenge sig med et tungt Arbeide. B. Stift og fl. (G. N. strita. Sv. streta). Heraf Striting, f.

stritta, see stratta.

strjuka, v. a. og n. (stryk; strauk; strokje), at stryge. Inf. ogsaa struka stryke, strøke. G. N. strjúka. Betydning. 1) stryge, glatte, jævne; ogsaa bestryge med Haanden, klappe. — 2) stryge paa, smøre, besmøre. Uegentlig prygle, banke. — 3) v. n. rømme, forsvinde, gaae hastigt bort. Meget brugl. (G. N. strjúka). — strjuke seg: stryge sig, f. Ex. om Katte. strjuke av: rømme, flygte. strjuke upp: banke op. strjuke ut: udstryge, udslette.

Strod (aab. o), f. en lang Rad. Sdm.

Strok (aab. o), n. 1) Strygning. (Sjelden). Jf. Livstrok. 2) Strøm i en Elv, et Sted hvor Vandet trænges sammen og rinder stridt. Helg. (Jf. Stryk). 3) en fremskridende Masse, Flok, Følge. (Folkstrok). Helg. Skal ogsaa bruges i Betydn. Strøg, Vei, Alfarvei.

Stroka (aab. o), f. Strøg, Linie, lang Rad eller Række. N. Berg. (sjelden). I Tr. Stift Struku, som ogsaa betyder en lang Tid.

strokjen (aab. o), 1) strøgen. 2) forsvunden, bortfaren, flygtet. Partic. af strjuka.

Strokk, m. 1) et høit og smalt Trækar med Laag. (Smørstrokk). N. Berg. Ellers Strump, Holk, Butt. — 2) en Smørkjerne. Ørk. (Isl. strokkr). — 3) et Kar af en Tøndes Størrelse. Shl. — Jf. Stropp.

Strokka, f. et smalt Trækar, sædvanlig bredest neden til. (Rjomestrokka). N. Berg.

Stroklappe (aab. o), m. Halvsaale, ny Saale paa Sko. N. Berg.

Strokmꜳl, n. Strygmaal (uden Top).

Strope (aab. o), m. Vaadsnee, Vandpytter i Sneen. Yttre Sogn.

Stropp, m. en Maaltønde. Nhl.

stru, adj. trodsig, stridig. Sogn.

Struku, f. Rad, Række; s. Stroka.

strumla, v. n. rumle, medføre Larm, rumstere. Ørk.

Strump, m. 1) et smalt Trækar (= Strokk). Helg. 2) en liden Dunk, Vandkop (= Brynestokk). Fosen, Ørk. 3) et Smørspand (= Butt, Holk). Ndm.

Strumpe, f. Stroppe, Baand. Sdm.

strungjen, adj. stiv, beklemt, lidt angreben af Uorden i Indvoldene. Sdm.

strunk, adj. stolt, stiv af Holdning. Sjelden.

strunten, adj. vranten, stødt. Sogn.

Strupe, m. Strube (s. Barkje). Strupetak, n. et Greb i Struben.

strupla, v. n. vade i Dynd og Smuds; ogsaa sladre, svadse. Sdm. Heraf Strupl, n.

Strusl (Strultl), n. besværligt Veir, Modvind. Sdm.

Strut, m. Tud, Rør; ogsaa Snude.

Stry, n. Blaar, grov Hør. (Alm.). G. N. strý. Hertil Strygarn, Strytrꜳd. Det heraf virkede Tøi kaldes Strie, el. Strigje.

Stryk, m. 1) Strygning; ogsaa Bank, Prygl. Sv. stryk. — 2) Strøm i et Vanddrag, en Snævring med stærkere Strøm. Ag. Stift. Ellers Strok, Brot, Knip.

strype, knibe, indsnøre; s. strøype.

Stryte, f. Snude (= Strut). N. Berg.

Stræte, n. Pas, Gjennemgang; ogsaa et Stræde, en smal Gade. G. N. stræti.

Strættegras, n. stivt Græs. Sogn.

Stræv, n. Stræben, Arbeide, Anstrængelse, Besvær. Meget brugl.

stræva, v. n. (a—a), stræbe, gjøre sig Umage, arbeide flittigt, anstrenge sig. Alm. og meget brugl. Sv. sträfva. (Jf. G. N. starfa).

Strævar, m. en flittig Arbeider.

stræven, adj. 1) stræbsom, flittig. 2) møisom, besværlig. D’æ so tungt ꜳ stræve. Nhl. og fl.

strævsam, adj. stræbsom.

Strø, n. en Stok til Underlag, Grundstok, Bjælke; ogsaa en lang Huggeblok. Shl. og tildeels i Kr. Stift.

strøya, v. a. strøe, udstrøe. Hard. Hall. — Jf. strꜳ.

Strøym, m. Strøm, Straale af Vædske, som vælder frem eller bliver sprøitet. Jf. Streng, Skvett.

strøyma, v. n. (e—de), strømme, sprudle, vælde frem. G. N. streyma. (Af Straum).

strøymt, adj. n. strømmende, som gaaer i Strømme; om et Vanddrag. Hall. og fl.

strøype, v. a. (e—te), knibe, indklemme, tilsnøre; ogsaa kvæle ved Sammensnøring. Helg. og Tr. Stift. Hedder ellers: strype (Sdm. Nfj.), strupa (Nhl.); maaskee egentlig strjupa. — strøype seg: kvæle sig, hænge sig.

strøypen, adj. trang, knibende; ogsaa kvælende. I Sdm. strypen.

Stu, s. Stuv. — stua, s. stuva.

Stubbe, m. 1) en Stump, et lidet eller kort Stykke. Alm. og meget brugl. (G. N. stubbi). 2) Stub, Stamme efter et nedhugget Træ. Tr. Stift. — Jf. Stuv.

stubben, adj. kort, afstumpet. Sjelden.

studd, støttet. Part. af stydje.

Studning, f. Understøttelse. Sjelden.

Stugbonn, s. Stykbonn.

Stugu, f. Stue; see Stova.

stuka, v. n. støie, larme. Tell. (= stꜳka).

Stukel (aab. u), m. Horntap, den indre porøse Deel af et Horn. N. Berg. Ellers Stikjel, Slo, Kvik.

Stul, (aab. n), m. Tyverie. (Af stela). Paa nogle Steder: Styl (aab. y); i Hard. forekommer Formen Stuldr. G. N. stuldr.

Stul (uu), Sæter; s. Støl.

stulla, v. n. (a—a), 1) gaae langsomt, gaae og see sig om. B. Stift. Nogle St. sturla. — 2) sysle i Huset, arbeide smaat. Mere alm. Jf. stella. — 3) røgte og fodre Kvæget. Tell. Rbg. I Sæt. studdre (for stullra?). Ellers stelle, stille, stia, agta. (Jf. Isl. studla, hjælpe til). Heraf Stulling, f.

stum-myrk, adj. bælgmørk. Hedder ogs. „stumende myrk“ (aab. u). B. Stift, Gbr.

Stump, m. et stort Stykke Brød, som er baget i Ovn. — Stumpbrød (eller Stumbrø), n. ovnbaget Brød; Suurbrød, baget i store Stykker. (I svenske Dial. stump).

stumpa, v. n. (a—a), 1) styrte, falde. stumpe ut: falde ud, f. Ex. af en Baad. Helg. og fl. — 2) snuble, tabe Ligevægten (= snꜳva). Nhl. Voss. Hard. — 3) gaae usikkert, støde, ryste; især om Heste. Buskerud. (Jf. dumpa). stumpa Sterte: støde Kuldbøtte, kaste sig om paa Hovedet. Hard. Shl. Hedder ellers: stumpa Gump (Nhl.), stupe Krꜳke (Buskerud), støyte Stꜳlhue (Sdm.).

stumren, adj. mørk, skummel. Voss. — Jf. stummyrk.

Stund, f. Stund, Tid. — Nogle Steder: Stynd, Stønd. (Buskerud).

stunda, v. n. (a—a), 1) stunde til, nærme sig. (Sjelden). 2) stunde, vente; ogsaa længes, hige efter noget. Alm.

stundom, adj. stundom. Tr. Stift. (I B. Stift stundꜳ). Jf. riomtil, takomtil.

stungjen, part. (af stinga), stukken. (G. N. stunginn). Ellers stukkjen.

Stunulv (aab. u), m. 1) Bjergugle. Hard. (I Leirdal Stynulv). Jf. Steinulv. — 2) en frastødende, uhyggelig Person. Sdm.

Stup (uu), n. en brat Klippe eller Brink; Styrtedyb, Afgrund. B. Stift. (Sv. stupa). — stupebratt, adj. yderst brat, saa steilt at man maa styrte ned.

stupa, v. n. (styp; staup; stope, aab. o), styrte, falde, glide eller segne pludselig ned. Ordet er temmelig alm. men har kun i Tr. Stift de anførte Former; hvorimod det ellers hedder i Præs. stupe; Imp. stupte. I lignende Betydning bruges ellers stupna (B. Stift), stuppe (Tellem.), stumpa (Helg.), stute (Sdm.). — Jf. Staup og støypa.

Stupel (aab. u), m. Klokketaarn, Klokkehuus ved Siden af en Kirke. Indre-Sogn, Valders. (G. N. stöpull).

Stuple, see Stoppa.

stupna (uu), v. n. (a—a), styrte, falde, segne. I N. Berg. mere brugl. end stupe.

Stupp, s. Stoppa. stuppe, s. stupa.

Stur, m. Nedslagenhed, Bedrøvelse, ogsaa Anger. Jf. Kur.

stura, v. n. (a—a), sørge, være nedslagen i Anledning af et Tab eller Savn; ogsaa angre, fortryde en begaaet Dumhed eller Forseelse. Han hev’ ikje noko te sture fyre. (Ogs. sture pꜳ). Meget udbredt og maaskee alm. (G. N. stúra). Ellers siges „sture“ ogsaa om Dyr, naar de for en vis Tid ere meget stille og døsige; ligeledes om Planter, som vantrives eller skrante, f. Ex. efter en Omflytning.

sturen, adj. nedslagen, bedrøvet, tungsindig, stille. Hedder ogsaa sturall og sturande. G. N. stúrinn.

sturla, gaae sagte; s. stulla.

sturta, v. n. (e—e), styrte, falde, især af Mathed eller Afmagt. Ogsaa v. a. udstyrte, aftømme; f. Ex. Korn.

sturvoren (uu), adj. stille, tankefuld, lidt tungsindig. Hall.

stusleg (stussle), adj. 1) kjedelig, kjedsom. D’æ so stusle (kjedeligt, stille, øde). Hall. Vald. Gbr. — 2) bedrøvelig, nedslaaende. Østerd. (Maaskee for stursleg).

stuss, adj. stille, tankefuld, nedslagen. Nhl.

stussa, v. n. standse, hvile lidt. N. Berg. Undertiden: sysle (= stꜳsse, stꜳka).

Stut, m. 1) Stud, Oxe. Spotviis om en tvær og frastødende Person. — 2) en liden kort Luur til at blæse i. Gbr. (Ellers kaldet Tut). — 3) en Dukke Liin (see Kneppe). Ørk.

stuta, v. n. (e—te), styrte, segne pludselig. N. Berg. Gbr. — Jf. stupa.

stutt (aab. u), adj. kort. Mest om en Udstrækning i Rummet, eller om noget, som kan maales. (Ellers bruges kort). I Tr. Stift og i Sdm. hedder det stytt’e og støtt. (G. N. stuttr. G. Sv. stunt). Heraf stytta.

stutt-ekst, adj. som bærer korte Ax.

stuttenkt (stutt-tenkt), adj. uklog, ikke betænksom eller forsigtig nok (egentlig hvis Tanker ikke gaae langt).

stuttføtt, adj. som har korte Fødder.

stutthalt, adj. lavhalt, som halter deraf at den ene Fod er kortere end den anden. B. Stift. (I Sdm. og Ørk. stytthalt). Ellers stighalt (Nhl.), lꜳghalt (søndenfjelds).

stutthendt, adj. som har korte Hænder.

stutthugsen, see stuttminnug.

stutthært, adj. korthaaret.

Stutthøy, n. kort eller smaat Hø.

Stuttleikje, m. Korthed.

stuttleitt, adj. som har et kort Ansigt. (Modsat langleitt). I Ørk. styttleitt.

stuttminnug, adj. glemsom, som ikke mindes langt tilbage. Hedder ogsaa stutthugsen (Hall. Vald. og fl.).

stuttna, v. n. forkortes, blive kortere.

Stutt-orv, n. en Lee med kort Skaft, at bruge i trang og stenig Eng. B. Stift. Modsat Langorv.

stuttryggja, adj. kort i Ryggen.

Stuttspann, f. et kort Fingerspand, Maalet fra Spidsen af Tommelfingeren til Spidsen af Pegefingeren (i udspændt Stilling). Isl. stuttspönn. — Forskjelligt fra Langspann.

stuttvaksen, adj. kort af Væxt.

Stuttvid (aab. i), m. 1) korte Stokke eller Planker. 2) Stører og Støtter til Hesjer, i Modsætning til Stængerne. (I Sdm. Styttvid).

Stuv (uu), m. 1) Stamme af et Træ; ogsaa Stub, Rodstykke eller den tilbagestaaende Deel af et afhugget Træ. Meget brugl. især i de sydlige Egne. (G. N. stúfr). Jf. Stubbe og Stomn. Heraf styva. — 2) Stuv, Rulle, sammenrullet Væv. — 3) Stjert paa Fuglene. Ørk. — Jf. Styl.

stuva (stue), v. a. (a—a), stuve, sammenpakke.

Stuvrot (aab. o), n. Forraadnelse i Stammen paa Træer.

Stuvslit (aab. i), n. Slid eller Skade, som et Træ kommer til at faae, naar det fældes; Vridning, Revne. (Søndre Berg.).

Stybonn, Stifbørn; s. Stykbonn.

Styd (aab. y), f. en Støtte, en Stok eller Pæl til at støtte med. (Mest alm. Sty og Stø). G. N. stoð. Sv. stöd. — See ellers Stød.

Styde (aab. y), f. Underlag; s. Støde.

stydje (aab. y), v. a. (styd’; studde), støtte, understøtte, holde paa; ogsaa sætte Støtter til. Inf. mest alm.: støa, stye (G. N. styðja). Imperf. deels studde (aab. u), deels stydde (G. N. studdi). Particip studd og stydd. — stydje seg: støtte sig, holde sig til noget. stydje ’punde: understøtte.

Stydjing (Støing), f. Støttelse, det at man støtter noget.

Stydnad (Stønna), m. Understøttelse, Hjælp, Bistand; ogsaa Bestyrkelse. Hedder ellers Stydning; sjeldnere Studning. G. N. stuðningr, m.

Stygg, m. Modbydelighed, Afsky. Han fekk Stygg te dæ: han fik Afsky derfor, det blev ham ækkelt. B. Stift, Gbr.

stygg, adj. 1) sky, ræd, som har Frygt eller Modbydelighed for noget. Bruges kun sammensat, som: folkestygg, mannstygg. (Jf. tverstygg). B. Stift. I Tr. Stift styggjen. Jf. skygg. — 2) modbydelig, ubehagelig; f. Ex. om Smag og Lugt. Mere alm. Ogsaa barsk, ublid; især om Veiret; undertiden ogsaa: slem, haard, grusom. G. N. styggr, barsk. — 3) styg, hæslig, grim af Udseende. Alm. og meget brugl. Paa nogle faa Steder hedder det stugg). Betegner ogsaa: slem, med Hensyn til en vis Feil eller Last (ligesom fæl); f. Ex. Han æ so stygg te drikke (meget tilbøielig til Drik). Ogsaa: usømmelig, uanstendig. Hertil Styggefær, f. usømmelig Adfærd. Styggesnakk, n. smudsig, uanstændig Snak. Styggeting, n. en modbydelig Ting, et ulideligt Dyr eller Menneske. B. Stift. Stygge-ver, n. Uveir. (Berg. Stift). Stygge-Mann’en: Fanden. (N. Berg.).

styggja, v. a. (gje, gde), afskrække, indgyde Frygt eller Modbydelighed. Hard.

styggjast, v. n. (Imp. stygdest), undflye, rømme bort, afskye, holde sig fra noget af Modbydelighed. B. Stift. Dei ha stygst vek: de have faaet Afsky for Stedet og holde sig borte derfra.

Styggje, n. noget stygt, hæsligt; en Vederstyggelighed. Hedder ogsaa Styggjelse (N. Berg.), og mest alm. Styggheit, f.

styggjen, adj. sky, bange. (I Sammensætning). Tr. Stift. — Jf. stygg.

Styggjing, m. En som er styg, slem eller ulidelig. I Spøg ogsaa Styggjen og Stygga.

styggleg, adj. hæslig. Jf. steggleg.

styggvoren, adj. slem, ubehagelig. Gbr. og fl.

stygt, adv. hæsligt, ubehageligt; ogsaa fælt, frygteligt.

Stykbonn, pl. n. Stifbørn. Forekommer i meget forskjellig Form; saaledes: Skjukbon (for Stjukborn) el. Sjukbon (i Tell.), Stykbodn (Søndre Berg. og mest alm. vestenfjelds), Stikbonn (Sdm.), Stugbonn (Helgeland), Stygbon (Hallingd. Guldbr.), Støbon (Østerd.), Stybonn (Ørk.), Stibonn (Namdalen). — Saaledes ogsaa Stykdotter, f. Stifdatter. Styksꜳn (Stjukson), m. Stifsøn. — Ordets første Deel har ogsaa i det gamle Sprog forskjellige Former; i Lovene og Diplomerne findes saaledes: stjúp, stýp, stjúf, stýf, stjúk og stjúg. Af disse Former ansees stjúp som den ældste, i Lighed med Angels. steop, og Gam. Tydsk stiuf.

Stykforeldre, pl. n. Stifforældre. Saaledes ogsaa Stykfar, m. og Stykmor, f. — Samme Afvigelser som ved Stykbonn.

Stykkje, n. Stykke, Stump (jf. Mole), ogsaa Deel, Afsnit, Post; Nummer, Exemplar. Ogsaa et Slags smaa Kanoner. — Skjelingjen ꜳ Stykkje: en Skilling for Stykket. Pꜳ Stykkjetal: efter Tælling, enkeltviis. I Stykkjevis: stykkeviis. Nꜳr dæ kjem te Stykkjes: naar det kommer til Stykket, til Prøve.

stykkjom-til, paa enkelte Stykker, af og til, afvexlende. Hall.

Stykmorblom, m. Stifmodersblomst (Viola tricolor). Tildeels i B. Stift. I Ørk. hedder det: Stymorgull, n.

Styl (yy), m. Stjert, Hale paa Fugle. Indr. (G. N. stjölr). Ellers Vele, Stert, Stuv.

Styl (aab. y), m. Stilk, den nederste Ende af et Straa; Rodenden paa Kornbaand. N. Berg. Nhl. Rbg.

Stylk, m. (Fl. Stylkje, r), Stilk. I Tr. Stift forekommer ogsaa Stelk og Stalk. I Tell. findes Stik (aab. i), dog sjelden. G. N. stilkr.

Stylkjesott, f. Fuglenes Sygelighed paa den Tid da de fælde Fjædrene. N. Berg.

Stymorgull, s. Stykmorblom.

Styn (aab. y), m. Støn, Pust.

Styng, m. 1. (Fl. Styngje, r), 1) et Stik, det at der bliver stukket. 2) Sting, Hold, stikkende Smerter i Legemet. 3) Stik, Hul eller Punkt som fremkommer ved Stikning; f. Ex. i en Søm. Hertil: styngjemillom, adv. imellem Stikkene i en Søm.

Styng, m. 2. et stort Insekt med fire Vinger; Ørestikker (Libellula). Navnet findes oftest sammensat med et andet Ord, og hedder saaledes Øyrnastyng (Sogn og fl.), Augestyng (Valders), Bustyng (Mandal), Ormestyng (Sdm.). I Sdm. hedder det oftere: Stingar.

styngse, adv. pludseligt, hastigt. Hard.

stynja (aab. y), v. n. (styn’; stunde), stønne, puste stærkt af Mathed eller Beklemmelse. G. N. stynja. Heraf Stynjing, f. Stønnen.

Styr, n. 1) Styrelse, Bestyring. 2) Orden, Skik; ogsaa Ave, Tugt, Respekt. 3) Sysler, Forretninger; især om de daglige Arbeider i Huset. — halde Styr pꜳ: holde i Ave, holde til Orden.

Styr, m. Støi, Larm, Tummel, lystigt Liv. Nordenfjelds.

styr (aab. y), adj. stiv, ikke smidig; om Lemmer og ligeledes om Dyr og Mennesker. Hedder ogsaa stir, med aab. i (Nhl.), ster, og maaskee stel (Ørk. Fosen), stør og støl, med tykt l (Ag. Stift), skjur og sjur (Hard. Rbg. Mandal). Egentlig stird, med Overgang: styrd og stjurd. G. N. stirðr, styrðr. Sv. stel.

Styra (aab. y), f. Stivhed, Lamhed i Fødderne; en Sygdom hos Køerne. Sogn. I Nhl. kaldet Stor. Jf. Krykle. (Egentl. Styrda).

styra, v. a. og n. (e—te; el. e—de), 1) styre, f. Ex. en Baad; holde i en vis Retning. G. N. stýra. Ogsaa v. n. stævne, tage en vis Retning. — 2) avise, anbefale En til et Sted; ogsaa sende, skikke. Han styrde meg hit. Meget brugl. i Rbg. og Tell. ellers ogsaa i Gbr. (Nordenfjelds bruges støre og stære i lignende Mening). — 3) styre, holde i Orden; ogsaa afholde, dæmpe. styre seg: afholde sig, styre sin Lyst. — 4) bestyre, forestaae, raade over; ogsaa herske, regjere. Heraf Styr og Styring. — 5) v. n. støie, larme, tumle, leve lystigt. Meget brugl. nordenfjelds.

styrande, adj. som man kan styre.

Styrar, m. Bestyrer. — Nordenfjelds ogsaa en urolig, støiende Person.

Styre, n. Styre, Ror paa Baade og Fartøier. (G. N. stýri). sigle Bꜳten ta Styra: tabe Kjølvandet, komme op paa en Bølge saaledes at Roret gaaer over Vandet. N. Berg.

Styremann, m. Styremand; ogsaa Formand for Besætningen paa en Fiskerbaad.

Styremꜳte, m. Bestyrelse, Maade at styre paa; Huusholdningsmaade.

styren, adj. støiende, urolig. Tr. Stift.

Styrevol (aab. o), m. Rorstang, Skaft til at vende Roret med. B. Stift.

Styring, f. Styrelse, Bestyring.

Styrja (aab. y), f. Stør (en Fisk). Ogsaa Hꜳstyrja, om den egentlige Stør (Accipenser Sturio). Derimod: Makrelstyrja, om Thunfisken (Thynnus vulgaris).

Styrjevode (aab. o), f. Størernes Pladsken i Vandfladen; ogsaa om en stor Larm og Tummel. Sdm.

styrkja, v. a. (kje, kte), styrke, gjøre stærk; ogsaa bestyrke, bekræfte. G. N. styrkja. (Af sterk). Imperf. udtales sædvanlig: styrte, og Particip styrt (styrr’te), for styrkt.

styrkjast, v. n. (Imp. styrktest), styrkes, blive stærkere.

Styrkje, n. 1) Styrke, Kraft, Hold, Varighed. 2) Bestyrkelse.

Styrkjing, f. Styrkelse; Forstærkning. Hedder oftere Styrkjelse, n.

styrlaus (yy), adj. 1) overladt til sig selv, uden Styrelse. 2) ustyrlig, vild, ubændig. Heraf Styrløysa, f. Mangel paa Bestyrelse; ogsaa Ustyrlighed.

styrme, v. n. (e—de), storme, stimle sammen, strømme til. Forekommer i Rbg. Ellers storma.

styrna (aab. y), v. n. (a—a), stivne, tabe sin Smidighed. B. Stift. Hedder ellers: stirna (Nhl.), skjurna, sjurne (Kr. Stift), sterne (Tr.), stølne (Ag.). G. N. stirðna. Sv. stelna.

Styrna(d), m. Bestyrelse; ogsaa Huusholdning. Nhl. og fl. (Jf. Stjodn).

styrvoren (aab. y og o), adj. stiv, tung, ubehændig. I Sdm. hedder det ogsaa styrven.

stytt, kort; see stutt.

stytta (aab. y), v. a. (e—e), forkorte, gjøre kortere (af stutt); ogsaa binde Klæderne op. (G. N. stytta). Hertil Stytteband, n. et Baand eller Bælte, hvormed Klæderne kiltes op. Tell. og fl.

Stytting, m. en kort Slæde at kjøre Tømmer paa. Tr. Stift. Ellers kaldet Drog, Drætte og Vage.

Styva, f. en halvoxen eller næsten voxen Pige. Ogsaa Styvingsgjenta.

Styva, v. a. (e—de), stævne Træer, afhugge, kappe. S. Berg. og fl. (Af Stuv). G. N. stýfa. Jf. kolla. Heraf styvd: kappet, afhugget øverst paa Stammen.

Styvel (aab. y), m. og n. Støvle. I Nhl. hedder det Stivel (aab. i). — Styvelsbending, m. Støvleskaft.

styveleg, adj. eenfoldig, taabelig. Tell.

styven, adj. dum, eenfoldig; ogsaa udannet, uøvet. Tell.

Styving, m. 1) en eenfoldig, eller egentlig: udannet, uerfaren Person. Tell. — 2) en halvvoxen Dreng. Sogn (hvor man ogsaa siger Styva, om Piger). — 3) en Helleflynder af middelmaadig Størrelse, en ufuldvoxen Fisk. Sdm.

stæ (for stænd), ɔ: staaer; s. standa.

Stæk, m. Stank, ond Lugt. Tell. (Isl. stækja).

stækje, v. n. stinke. Tell. (I svenske Dial. stäka).

stækjen, adj. skarp, barsk. Skal bruges i Sogn. (Jf. barstæk).

stæla, v. a. 1. (e—te), lægge Staal i. (Sjelden). G. N. stæla. Oftere v. n. vise Staal i Eggen; f. Ex. om Knive. B. Stift.

stæla, v. a. 2. (e—te), stable, pakke sammen. N. Berg. (stæle). See Stꜳl.

Stæle, n. en Dynge (= Stꜳl). Sdm.

stæma, v. a. (e—de), standse, sætte Dæmning for. Ogsaa i Formen stæmme el. stemme (G. N. stemma). stæme Kvenn’a: standse en Kværn ved at aflede Vandet.

Stæma, f. 1) Stibord, Luge hvormed man stopper Vandet i en Rende. B. Stift. — 2) Standsning, Tilstoppelse. Kun sammensat, som Blodstæma.

Stæmenꜳl, f. Stoppenaal. B. Stift, Gbr. Helg.

Stænꜳl, s. Steinulv.

stænd, s. standa. stængje, s. stengja.

stære, v. a. (e—te), anvise, anbefale (s. styra); ogsaa tilskynde, tillokke (s. støre). Ørk. stære upp ein: opægge En.

stært, s. sterk. Stært, s. Stert.

Stæv, Vers, Omkvæd; s. Stev.

Stø, s. Styd og Stød.

Stød, f. 1) Landingssted, Plads hvor Baadene sættes ud og trækkes paa Land (sædvanlig med en „Vor“ paa hver Side og med „Lunner“ i Grunden). B. og Tr. Stift. — 2) Aabred, Elvebred. Østerdalen i Formen Stø, og oftere Elvstø. — Ellers hedder Ordet i Sdm. Styd (aab. y); i Sogn Sto (aab. o) og forøvrigt Stø. G. N. stöð.

stød (stø), adj. 1) stadig, som staaer fast og ikke ryster eller vakler; f. Ex. om en Bænk. (Mest alm. stø; i Nfj. og Sdm. stød’e). — 2) stadig med Hensyn til Varighed, jævn, vedholdende. Om Mennesker: paalidelig, standhaftig, fast, urokkelig. Alm. og meget brugeligt. — 3) vis, sikker i en Sag. Eg æ ’kje stød’e pꜳ di: jeg er ikke rigtig vis derpaa. (Nfj.). Dæ kann du vera stø pꜳ: det kan du lide paa, det slaaer nok ikke feil.

støde (støa), v. a. bringe til Stadighed. „støe se“: blive stadig. Valders.

Støde (Støa), f. 1) Underlag, det nederste Lag i en Kornstabel, hvori nemlig Kornbaandene staae opreiste med Stilkene mod Grunden. B. Stift. I Sdm. hedder det Styde (aab. y). Jf. Reising. — 2) en Væverstol, eller egentlig Siderne i samme. Sogn, i Formen Støe (Fleertal). Ellers Støre, Stola, Leinar. — 3) Kanten paa en Væv. Helg. Hertil støvind (støvint), adj. slap i Kanten, buget, ujævn. I Namdalen: stodovi(d), som forudsætter en tilsvarende Form: Stodo.

Støde (Støe), n. Sted, Plads at staae paa. Kun sammensat, som Skinstøde, Dungestøde. I Sdm. hedder ogsaa dette Ord Styde (aab. y). Ligesaa Innstyde, Blꜳstyde.

stø(d)hendt, adj. sikker paa Haanden, behændig til at træffe Maalet. Tr. Stift.

stødleg (stølege), adj. fast, sikker, stadig. Tell. Nogle Steder tildeels stødig.

Stødleikje, m. Fasthed, Stadighed. Hedder oftere Stø’heit, f.

stødt, adv. 1) stadigt, jævnt, sikkert. 2) stedse, bestandigt, altid. (Alm.). stødt ꜳ stendigt: stedse og altid.

Støfar, see Stykforeldre.

Støkk (aab. ø), m. Skræk, Rystelse i Blodet. Jæd. (Jf. Stokk).

støkkja, v. n. (støkk’; stokk; stokkje), 1) briste (see stekka). Sogn, Hard. — 2) fare op af Skræk, gyse, fare sammen (= kvekka, kippe seg). Kr. Stift. Ogsaa: springe op, rende bort, rømme pludselig. Hard. og fl. (G. N. stökkva). Jf. skvetta.

støkkja, v. a. (kje, kte), skræmme, skrække. (Sjeldnere). Jf. stokka.

støkkjen, adj. sky, let at skræmme. Jæd.

Støl, m. 1. (for Stødel), Sæterplads, det Sted hvor Sæterhusene staae. I Nordre Berg. ogsaa om den omgivende Grønning eller Fold, som tildeels er indhægnet. I Sogn og flere Steder er Støl det samme som Sæter, nemlig en Græsgang med Huse, hvori Mælken samles og tillaves. Ordet hedder ellers: Støl (mest alm.) og Støil (Sdm.) for Stødil; Staul (Tell.) og Stul (Gbr.) for Stødul. — G. N. stöðull.

Støl, m. 2. 1) en liden Jernkrog, Krampe (= Kjeng). Jæd. — 2) et Led, en Deel af en Kjæde; Metalplade paa et Baand eller Bælte. B. Stift. — 3) en Tomme i et Hestemaal.

Stølebelte, n. et Bælte som er besat med smaa fiirkantede Metalplader. N. Berg.

Støl-eld, m. Lyst-Ild, Baal, som man brænder om Aftenen paa en Sæter. Nhl.

Stømn, Stamme; see Stomn.

støne, v. n. (e—te), vandre blindt hen, gaae lige efter Næsen. Sdm.

stør, stiv; see styr.

Støre, pl. f. Sidetræerne i en Væverstol. Sogn. Jæd. (Jf. Lein).

støre, v. a. (e—te), tilskynde, raade, anbefale En noget; ogsaa lokke, forlede eller opægge En til noget galt. Meget brugl. i Sdm. I Tr. Stift hedder det stære og stere (Ørk. Værdalen). I Kr. Stift bruges „styre“ i lignende Betydning.

størest, v. n. opmuntres, faae Mod; ogsaa tilskyndes til noget ondt, saasom ved et slet Exempel. Sdm. I Ørk. stæres. (G. N. stœrast, bryste sig).

Størhus, n. Kogehuus, Ildhuus; ogsaa et Kjøkken. Inderøen. (I svenske Dial. störäs og sters). Uvis Oprindelse.

Støring, f. Tilskyndelse; s. støre.

støst (for størst), adj. størst. S. stor.

støtt, s. stutt, stød, stødt.

Støv, Omkvæd: see Stev.

støvindt, see under Støde.

støypa, v. a. (e—te), 1) nedstyrte, støde, kaste. „støype seg i Sjøen“: styrte sig i Søen, f. Ex. om Svømmere. Indr. og fl. (Af stupa, staup). — 2) støbe, gyde i en Form. Mere alm. (Jf. renna). G. N. steypa. I N. Berg. hedder der ogsaa støyte, f. Ex. støyte Ljøs: støbe Lys.

Støypekufta, f. en Kufte eller Overtrøie, som trækkes ned over Hovedet, ligesom en Skjorte. Indr.

Støypeskjæl, f. Støbeskee, Jernskee. B. Stift.

støyra, v. a. (e—te), 1) nedsætte Pæle eller Stører; f. Ex. til Hesjer. Hedder oftere staura. (Af Staur). 2) opsætte Korn paa Stører til Tørring. Nhl. Ørk. og fl. — 3) v. n. støde med en Stok eller Pæl. Hard.

Støyring, f. det Arbeide at sætte Korn paa Stør. Nhl. og fl.

Støyt, m. et Stød, Anstød; ogsaa noget som ligger i Veien, som man støder an imod. Figurlig om et stort Uheld eller Tab.

støyta, v. a. (e—te), 1) støde, give et Stød. G. N. steyta. støyte seg: støde sig af Vanvare, faae et Stød. Sjeldnere om at bortstøde eller fremskyde noget. Jf. skjota, skuva, yta. — 2) støde smaat, knuse; f. Ex. i en Morter. Jf. stappa. — 3) v. n. støde an, træffe paa noget, som er i Veien. Om Betydningen støbe see støypa.

støyten, adj. stødende; ogsaa dum, klodset, ubehændig. Ikke alm.

Støyting, f. Støden; ogsaa det at man knuser noget.

støytt, part. stødt, beskadiget ved Stød.

Su, f. en So, et Hun-Sviin. Forekommer i Inderøen og fl. St. i Tr. Stift, dog kun sjelden. Mest brugl. i enkelte Talemaader og Ordsprog, som: Su’a bryt, ꜳ Ungann’ nyt“, ɔ: de unge lide for de Gamles Brøde. (Indr. Helg.). „Dæ lamba ein Sau ꜳ kalva ei Ku, dæ kilja ei Gjeit ꜳ grisa ei Su“. (Barnevers i Ørk.). Jf. Sugga. (G. N. sýr forholder sig formodentlig hertil som kýr til ). — Mere almindeligt bruges Su om et ureenligt, skiddenfærdigt Menneske; ligesaa „Skitsu“. I Sdm. hedder det Sud (Skitsud).

Su (i Bygninger), see Sud.

Subb, n. Sølerie; Arbeide i Væde eller fugtigt Veir. Søndre Berg.

subba, v. n. søle, pladske, arbeide i Væde og Fugtighed. Shl. og fl. Hedder ogsaa svabba og sabba.

subben, adj. fugtig, sølet. Shl.

Sud, f. 1. en Fuge i Baade og Fjelevægge, en Sammenfældning, hvori den ene Kant ligger uden paa den anden, ligesom paa et Tegltag. B. Stift. (Isl. súð). Jf. Sudtak. — I Valders skal „Su“ ogsaa betyde en Side. (I svenske Dial. suda).

Sud, f. 2. Søgang, stærk Bølgegang ved Strandbredden. I Sdm. hedder det Sud og Dragsud, men ellers Su (Helg. Sogn og fl.). Den sidste Form er maaskee rettere end den første, og man skulde hellere vente at finde Formen „Sug“. (Jf. det gamle sugr, et af Søens Navne i Skalda).

su(d), adv. syd. Tell. (see syd).

Sudtak, n. et Fjeletag, hvori Fjelene ligge paalangs i en saadan Orden, at Kanten af hver Fjel gaaer lidt ned over Kanten af den nærmeste nedenfor.

sudtekkja, v. a. tække med et saadant Tag, lægge Fjelene ligesom Tegl. B. Stift. — Particip: sudtakt.

suga, v. a. og n. syg; saug; sogje, aab. o), 1) suge, indsøbe, trække i sig. Inf. hedder i nogle Egne: sue. (G. N. súga, el. sjúga). — 2) patte, die; om Børn o. s. v. Heraf Sogbarn, Sogmor. „giva suga“ (gje sue): give Die, lade patte. (Berg. Stift). Maaskee et Substantiv.

Sugg, m. en stor og før Karl. Tildeels i Ag. Stift. (Jf. Sogg). — Ligesaa Sugga, f. om et Kvindfolk. N. Berg. og fl. (dog kun paa de Steder, hvor det følgende Sugga er ubekjendt).

Sugga, f. (2), en So, et Hun-Sviin. Meget brugl. i Kr. Stift. (Jæd. Tell. etc.). Kan betragtes som en Afændring af det foranførte Su. (Sv. sugga). Jf. Purka.

Suging, f. Sugning. Jf. Sog.

Sugl, f. Suul; see Suvl.

Sukk, m. 1) et Suk. 2) Stød, Rystelse.

sukka, v. n. og a. (a—a), 1) sukke. Jf. andvarpa. 2) støde eller ryste et Kar (jf. sikka); ogsaa skvulpe, om Vædsker i Kar. Nhl.

Sukker (Suk’r), n. Sukker.

Sukl, n. tynd og klumpet Vædske; især om Mælk som afsætter megen Valle. N. Berg. Helg. og fl. I Valders: Sukk, n.

Sul, n. Suul, Mælk til Grød; s. Suvl.

Sula, f. 1) en Kløft (paa Træer eller paa enkelte Redskaber). Helg. — 2) et Redskab af Træ til at opvinde eller ophaspe Fiskesnører paa, dannet som en Kløft eller Gaffel. B. og Tr. Stift. — 3) Vinkelen imellem Fødderne paa et Menneske (det samme som Klov og Skrev). Helg. Namd. — See ellers Havsula.

sula, v. n. (a—a), tage lange Skridt, sætte Fødderne langt ud fra hinanden. Helg. Ellers klova, skreva.

sula, v. a. (a—a), vinde Fiskesnøret op paa en Sule. Hedder ogsaa syle (e—te). — sule upp: slutte Fiskeriet.

sulka, v. a. (a—a), smudse, besudle, tilsøle. (Meget udbredt). Sv. solka.

sulla, v. n. nynne, synge smaat. B. Stift. Ellers: hulla og lulla.

sulla, adj. fuld, drukken. Sdm.

sulse, s. susla. — Sulu, s. Svola.

sum, conj. som, ligesom; s. som.

sum (aab. u), adj. nogen, endeel; i Fleertal: somme. (G. N. sumr). Mangler bestemt Form og Komparativ. I Eental bruges det kun kollektivt, nemlig om en Samling eller Deel af en større Mængde. F. Ex. sum’e Fiskj’en, eller „sum’e ta Fiskj’a“: en Deel af Fisken. (N. Berg.). Sum’e Skogjen æ stor’e, ꜳ sum’e ta ’nꜳ æ smꜳ. Mere alm. i Neutrum, f. Ex. sumt Folkj’e; sumt Konn’e o. s. v. Sumt ta di (endeel deraf). Sumt langt ꜳ sumt stutt. Ligesaa i Fleertal. Sume Daganne; sume Stykkja o. s. v. (Altid med Subst. i bestemt Form). I Nhl. siges ogsaa: sumle. Jf. G. N. sumlegir. Sv. somlige.

Sumar (aab. u), m. (nogle St. n.), Sommer. Hedder ogs. Somꜳr (Tell.), Samar (Hedemarken, Østerd. Namd.), Sꜳmꜳr (Gbr. Ørk.). G. N. sumar, n. — Fleertal: Sumrar, Sumbra. En gammel Dativform Sumre bruges i B. Stift; saaledes i Sdm. „Fem Vike av Sumbre“, ɔ: fem Uger efter Sommermaal. — Andre Talemaader. Mæ Sumaren: om Sommeren. Um Sumrom: om Somrene. Høgst ꜳ Sumar: midt paa Sommeren. I Sumar var: forleden Sommer. I Fjor Sumar: i forrige Sommer (for et Aar siden). I fyrre Sumar: næstforrige Sommer (for to Aar siden).

sumarbær, adj. om en Ko, som skal kalve om Sommeren. Nordenfjelds.

Sumarmꜳl, n. Midten af April Maaned, den Tid hvorfra Sommerhalvaaret regnes (nemlig 14de April).

Sumarnæt’er, pl. f. Sommermaal (see forrige Ord). Kun i bestemt Form: Sumarnætenne, ꜳt Sumarnottom.

Sumarsbolk, m. en Deel af Sommeren; ogsaa Sommermaanederne.

Sumarsdrꜳtt, m. Smør, Ost og Valle, som tillaves om Sommeren.

Sumarsfugl, m. Trækfugl, som kommer om Vaaren.

Sumarsføre, n. Sommerføre.

Sumarsholva, f. Sommer-Halvaaret. — Andre Navne paa Sommermaanedern ere: Sumarsparten (B. Stift), Summarsi’a (Ag. Stift), Summartal’e (Tr. Stift).

sumarslang, adj. sommerlang (om Dagene). Ein sumarslꜳng’e Dag. (B. Stift).

Sumarsver (ee), n. Sommerveir.

Sumarsvinna, f. Høslæt.

sumd, adj. svømmekyndig, som kan svømme. (Af symja). Hedder ogsaa symd (nordenfjelds). G. N. syndr.

sumestade (aab. u), adv. sommesteds. Hedder ogsaa sumꜳstodꜳ (aab. o) og sumꜳstꜳ (Sdm.); nogle Steder: summesta’n.

sumetide (aab. u), adv. somme Tider. Ogsaa adskilt: sume Tidenne (sumti’n).

sumla, v. n. (a—a), 1) pladske, røre i Vand eller Vædske; ogsaa svømme, bade sig. B. Stift. (Jf. svamla). — 2) svømme i Overflod, ødsle, tage rigeligt af et stort Forraad. Han heve te sumle mæ: han har noget at ødsle med, han har Hænderne fulde. (N. Berg.).

sumla, v. n. svimle; s. svimra.

sumlug, svimmel; see svimrug.

Sumpr, m. i Forbindelsen: „kome i Sumpr’en“, ɔ: blive forsømt eller spildt. Sdm. Hertil forsumpra, ɔ: forsømt, glemt, bortkastet.

sumrast, v. n. blive Sommer; faae et sommerligt Udseende.

sumt, s. sum. Sumul, s. Simla.

Sund, n. 1) et Sund, smalt Indløb. I Sdm. og Ndm. hedder det Synd. G. N. sund. — 2) et Færgested, Overfartssted. Ag. Stift.

sund, adj. søndret, splittet, falden i Stykker, beskadiget, ikke heel. (I Sdm. hedder det synd’e). Nogle Steder siges „i sund“, ɔ: i Stykker. (G. N. í sundr). Ordet er ellers alm. og meget brugl. i Form af et Adjektiv; f. Ex. ein sund’e Sko (en forreven Sko); eit sundt Glas (et brækket Glas); sunde Klæde (sønderrevne Klæder). Ligesaa ved et Verbum; f. Ex. Stolen gjekk sund’; dæ datt sundt; han slo dei sunde, o. s. v. I Sammensætning beholder Ordet sædvanlig sin Adjektivflexion; saaledes i B. Stift: sund’e-broten, m. sundtbrote, n. sundebrotne, pl. — I denne Forbindelse svarer det til „sønder"; f. Ex. sund-hoggjen: sønderhugget. sund-riven: sønderreven. sund-slegjen: sønderslaaet.

Sundag, m. Søndag. Mest alm. i de sydlige Egne; ogsaa brugl. i Gbr. Helg. og fl. (tildeels udtalt Sondag). Andre Steder: Syndag. Egentlig Sunndag. G. N. sunnudagr (af det gamle sunna, ɔ: Sol). — Te Sundags: til Søndag. Sunda’n kjem: næstkommende Søndag (til Forskjel fra „Sunda’n var“). Sin Sundag: næstforrige Søndag.

sund-havd, adj. adskilt, sønderlemmet, taget fra hinanden. Saaledes ogsaa sund-tikjen (aab. i), og i Tr. Stift: sund-lagt, som ogsaa betyder: deelt, udskiftet.

Sundmage, m. Luftblære, Svømmeblære i Fisk. Forekommer ved Kristiania. I Hard. hedder det Sogmagje (i N. Berg. Flatmagje). Isl. sundmagi.

Sundmann, m. Færgemand. Ag. Stift.

Sundpeng, m. Færgepenge.

Sundsta(d), m. Færgested, Overfartssted. Buskerud, Hedemarken.

sundt, sønder, i Stykker; s. sund.

sungjen, part. (af syngja), sungen.

sunn, adj. sund, frisk. (Nyt Ord).

sunna, adv. søndenfra. Hedder nu paa de fleste Steder synna (i Lighed med syd). Et gammelt „sunn“, ɔ: syd, forekommer i Landskabsnavne, som Sunnfjor, Sunndalen og fl.

Sup, m. 1) en liden Slurk, en Mundfuld af Drikke eller Søbemad. Alm. (Sv. sup). I Hard. betyder det ogsaa Suppe. — 2) et Rør, især til Afledning af Røg; en Røghat. Indre-Sogn. I Valders betegner det ogsaa et lidet Ildsted med et eget Skorsteensrør.

Supa, f. Suppe. Hedder ogsaa Sup, m. (Hard.), Supand, n. (Sogn). Supan, f. (Nfj.). I Sdm. hedder det „Supa“, hvilket ogsaa maa ansees som en Forkortning af Supan, da nemlig intet andet Feminin her ender paa a, og dette a beholdes endog i Sammensætning, f. Ex. Supamjøl (Meel til Suppe). I Tr. Stift forekommer en lignende Form, saaledes i Fosen: Supamat, m. Søbemad; Suppe. (Sv. supanmat).

supa, v. a. (syp; saup; sope, aab. o), 1) søbe, labe, trække ind i Munden. Alm. G. N. súpa. 2) spise med Skee. supe Mjølk: spise Mælk. 3) drikke smaat, tage en og anden Slurk; saaledes ogsaa: pimpe, smage ofte paa stærk Drik. — Jf. Sope.

Suping, f. Søben; Spiisning med Skee.

sur, adj. 1) suur af Smag. G. N. súrr. Heraf Syra. — 2) barsk, ublid, frastødende. Eit surt Ver: et ublidt Veir.

Sur-apall, m. Abild, som bærer sure Æbler (Sureple).

Surbrau(d), n. Brød af syret Deig; Suurbrød.

Suregras, n. Syre, en Urt (Rumex Acetosa). I Tell. ogsaa Sure, f. (Jf. Gauksure, Reinssure). I Sogn: Syra.

Surka (aab. u), f. en skimmelagtig Skorpe paa Kjød eller Fisk; Smuds, Ureenhed som lægger sig til i Folderne paa Overfladen. (Egentlig Suurhed). B. Stift.

surkast, v. n. blive skimlet eller ureen paa Overfladen.

surla, v. n. nynne; ogsaa spille smaat eller langsomt. N. Berg. Jf. sulla.

Surleikje, m. Suurhed.

surna (uu), v. n. (a—a), blive suur.

Surp, n. Søle, Dynd paa en Vei. Jæd. og fl. (Ved Trondhjem: Sørp).surpet, adj. sølet, blød, dyndet.

Surpa, f. Røre, Blanding; blødt Hø blandet med Korn eller Meel til Foder for Heste og Køer. Nogle Steder: Syrpe, Sørpe. (Sv. sörpa).

surpa, v. a. røre sammen, blande til Foder. „surpa ihop“, ogsaa om at sammenskrabe noget i en Hast.

surra, v. n. (a—a), surre, suse.

surra, v. a. surre, binde fast.

Sursvarta, see Sysvorta.

survoren, adj. suur, ogsaa ublid.

susa, v. n. (a—a), suse. Heraf Sus, m. Susen, susende Lyd.

Susl, n. Søle, Røre; ogsaa Sladder.

susla (sultle), v. n. 1) pladske, røre i Vand eller Vædske. 2) sladre, vaase. Sdm. Ndm. Ørk. (med Udtalen sultle eller sulsje). Heraf Susle (Sultle), f. en Sladderhistorie; ogsaa Røre, forvirret Sag.

Suss (uu), n. et Slags Mad af Kalvekjød. Tell.

Sut, f. Omsorg, Omhu; ogsaa Sorg, Bekymring. B. og Kr. Stift. (G. N. sút). Heraf syta.

Sute, f. en afrundet Blok, hvorover man trækker Garnene ind i en Baad. Sdm.

sutlaus, adj. sorgfri, ubekymret.

Sutløysa, f. Sorgløshed, Frihed for Omsorger og Bekymringer.

sutra (suttre), v. n. klynke, klage; ogsaa grue for noget. B. og Ag. Stift.

Sutu, see Seta og Sota.

Suvl (uu), f. Suul, Brødsuul (Smør, Kjød o. s. v.); ogsaa Mælk til Brød eller Grød. — Alm. i forskjellig Form, nemlig: Suvl (Sogn, Søndre Berg. Tell. Vald.), Sugl (Gbr. Buskerud), Sovl, Søvl (Ørk. Østerd.), Sul (i forskjellige Egne). G. N. sufl. Sv. sofvel. I Sdm. gjøres Forskjel paa Sul, f. (Brødsuul) og Sul, n. (Grødsuul, Mælk).

suvla, v. n. sule, være tjenlig til Suul. (Sjelden). suvla seg: forsyne sig med Suul. I B. Stift hedder det sula og syle; f. Ex. Han syle se ’kje mæ di: han har ikke nok med dette, det er forlidet Suul for ham. Sdm.

Suvlløysa, f. Mangel paa Suul.

suvlryr, adj. ødsel med Suul, som spiser mere Suul end Brød. N. Berg. (i Formen sulryr’e).

suvlug, adj. tjenlig til Suul; fed, kraftig, som man kan spise meget Brød til. I N. Berg. hedder det sylig’e, hvilket ogsaa bruges i figurlig Betydning: morsom, lystig, fornøielig.

sva, see svada.

Svabb, m. en Søler, uforsigtig Person.

svabba, v. n. (a—a), søle, væde, spilde Vædske, f. Ex. paa Gulvet; ogsaa vade, pladske i Vand eller Dynd. B. Stift. Hedder ogsaa subba og tildeels sabba.

Sva(d), n. en nøgen Klippe, en Bjergflade som er blottet for Jord. Meget udbredt og maaskee alm. Ord. I Sdm. hedder det Svæd og betegner især en Klippeside, hvor Jorden er flækket af eller styrtet bort ved Skred. I Sogn betegner „Sva“ ogsaa en flad Klippe. (Ligesaa i Gbr. Helg. og fl.). I Valders betegner det ogsaa Klippegrund i Jorden. I Shl. hedder det Svoa (aab. o). Falder nær sammen med „Skarv“, men er mere indskrænket end dette, da man ved „Sva“ helst tænker sig en jævn og heel Klippe, som er blottet ved Afflækning.

sva(d)a, v. a. og n. 1) flække, afrive; især Bark af Træer. Shl. i Formen sva (r—dde). G. N. sveðja (flaae), svaða (rive Huden). — 2) v. n. løsnes, flækkes af; om Barken, naar den lader sig flække fra Træet i Safttiden. Hard. (i Formen sva). I Tell. hedder det svꜳ. Ellers: flaga, laupa, gꜳ.

Sva(d)berg, n. bar Klippegrund, en stor, nøgen Bjergflade. Helg. Ørk. Hall. og fl.

Sva(d)botn, m. Klippegrund i Vandet.

Sva(de), m. Vædske under Barken paa Træer; Fugtighed som løser Barken, saaledes at den kan flækkes af (nemlig paa en vis Tid om Vaaren). Shl. i Formen Sva. (Jf. Isl. svaði, Slibrighed). I størknende Tilstand kaldes det: Save.

sva(d)en, adj. slibrig, glat; om Jorden. D’æ so hꜳlt ꜳ svae. Hard.

Sva(d)knaus, m. nøgen Bjergknold. Sogn.

Svag, n. Svaien, Slingring.

svaga, v. n. (a—a), svaie, slingre som et Skib paa Bølgerne. B. Stift.

svakk, adj. sygelig, skranten. N. Berg. (Nyt Ord). I Sdm. oftere: svakkfingjen. Heraf Svakkheit, f. om en Sygdom.

svakka, v. n. (a—a), give en sagte skvulpende Lyd, som naar man gaaer i Vand eller i et gjennemvædet Fodtøi. „Dæ svakka i Sko’nꜳ“. Sdm. (Jf. sukka).

Sval, f. en Sval, Gang paa Siden af et Huus; en smal Udbygning, deels aaben, deels med en tynd Fjelevæg. Hedder ogsaa Svol, aab. o (Sogn, Hard. Rbg.). G. N. svalir, pl. (Jf. Gꜳng).

sval, adj. 1. sval, kjølig. G. N. svalr. Paa Voss bruges sval ogsaa om en stærk Kulde. — I Tell. hedder det svꜳl.

sval, adj. 2. sortladen, mørk, dunkel. Bruges tildeels i B. Stift.

svala, v. a. (a—a), svale, afkjøle.

Svala, s. Svola. svalde, s. svelgja.

svaldæmt, sortladen; s. svalleitt.

Svall, m. Iis paa Markerne. (Af svella). See Svell.

Svall, n. Snak, Samtale; ogsaa Sladder. Hedder ogsaa Svæll (s. følg.).

svalla, v. n. (a—a), snakke, samtale om ligegyldige Ting. Hall. Vald. N. Berg. og fl. I Buskerud og flere Egne udtales det: svælle. I Sdm. bruges det især om en langvarig og høirøstet Samtale. Jf. solla.

sval-leitt, adj. sortladen, som har en mørk Ansigtsfarve. N. Berg. I Hard. hedder det svaldæmt’e (af Dꜳm).

svallug, adj. snaksom. Hall. Vald. Paa enkelte andre Steder: svællug.

svalna, v. n. (a—a), svales, afkjøles.

svalt, see svelta og svelgja.

svamla, v. n. (a—a), pladske, røre i Vand; ogsaa forsøge at svømme, bade sig. B. Stift. (Isl. svamla). Jf. sumla, symja.

Svamp, m. Søsvamp (Spongia).

Svana, f. Svane.

svana, v. n. (a—a), svinde ind, især om en Hævelse paa Legemet; aftage, lindres, stilles. N. Berg. Hall. og flere. Troten heve svana: Hævelsen er noget falden. Dæ svana dær dæ svall: det svandt ind ligesom det svulmede op, der blev ikke noget videre af det. Sdm. (Spotviis om en Opbruusning eller Hidsighet).

svang, adj. 1) tom, smal over Maven; om Dyr, som paa en Tid ikke have faaet noget at æde. Meget brugl. i B. Stift, i Formen svꜳng’e. Heraf svengja. — 2) sulten, hungrig (uden Hensyn til ydre Tegn derpaa). Helg. og Nordre Tr. Amt. (Isl. svángr). I svenske Dial. svång, i begge Betydninger.

Svangje, m. (Fl. Svanga, r), Lyske, Laarkrig paa Dyr; Huulningerne imellem Laarene og Underlivet. Meget brugl. I B. Stift hedder det Svꜳngje. (Jf. Nꜳre). De tilsvarende Dele paa Mennesket kaldes „Røyrar“.

Svangside, f. Slagside, Tyndsiden fra Ribbenene til Laarene. (I B. Stift: Svꜳngsia). Ellers kaldet Slagsie og Tunnvembe.

Svar, n. (og f.), et Svar. Fleertal hedder tildeels Svor, aab. o (Sogn, Voss).

svara, v. a. og n. (a—a; el. a—te), 1) svare, give et Svar. Tildeels med Dativ og Akk. I Gbr. og Ørk. hedder det svꜳrꜳ. G. N. svara. — 2) gjenlyde, give Gjenlyd eller Ekko. Dæ svara atti Fjell’e: det giver Gjenlyd i Fjeldet. Han slo til so dæ svara att-i. — 3) træffe til, føie sig; om Omstændigheder. Dæ svara ’kje so fyre meg: det falder mig ikke beleiligt, det træffer ikke saaledes til. N. Berg. og fl. (Meget brugl.). — 4) svare for, indestaae, være ansvarlig for. Han heve mykje te svara fyre. Han skal svare til dæ (ɔ: staae til Ansvar derfor) — 5) udrede, betale; f. Ex. svara Skatt fyre Jor’a. — svara seg: træffe sig, føie sig. svara til: a) godtgjøre, erstatte; b) svare for, gjøre Regnskab for; c) træffe sig, være beleiligt. Dæ svara so til: Forholdene ere saadanne, det er saaledes beskaffent. (B. Stift).

svaren, adj. 1) svarende. I Sammensætning som kortsvaren, beinsvaren. 2) svoren; see svoren.

svarlaus, adj. forlegen for Svar.

svart, adj. sort. (Alm. Form). G. N. svartr; Sv. svart. I Hard. og Voss hedder Femin. svort (aab. o), ligesom G. N. svört. Jf. Afledningerne svorta og svortna. I Tell. og Gbr. betyder svart ogsaa skidden, især om Klæder. Et andet svart betyder: øde elle blottet; men dette hedder paa andre Steder svært og svørt; hvorom see svør.

svarta, v. n. synes sort; s. svorta.

svartbrend, adj. sort af Forbrændelse.

svartbrynt, adj. sortbrynet, som har sorte Øienbryn. Alm.

Svartehuva, f. den sorte Hue, som er Konernes Hoveddragt. Nordre Berg. og Sdm. — fꜳ Svartehuꜳ: blive gift.

Svartemaur, m. Sort-Myre (Insekt), Formica fusca.

Svarteskog, m. Skov uden Løv; Løvskovens Udseende om Vinteren.

Svartestilla, f. Blikstille, det at Søen er saa stille at alle Skygger af Fjeldene vise sig tydelig.

Svartetrast, m. Solsort, den sorte Drossel (Turdus Merula).

svartflekkut, adj. sortplettet.

svartgꜳrut, adj. sortstribet.

svarthært, adj. sorthaaret.

svartklædd, adj. klædt i Sort.

svartleitt, adj. sortladen; s. svalleitt.

svartmꜳla, adj. sortmalet.

Svartmylde, f. sort Muldjord, Myrjord. Tell. — Mere alm. er svartmyldt, adj. sortagtig, om Jord.

Svart-ore, m. en mørkere Art af Elletræet (Alnus glutinosa). Modsat Grꜳ-ore. Ogsaa kaldet Svartolder.

svartrenda, adj. stribet med sort; om Klæder. Ligesaa svartrosa, sortblommet. svartruta, sortrudet.

svartringut, adj. som har sorte Tværstriber eller Bælter.

svartsidet (siut), sort paa Siderne.

Svartsnigjel, m. sort Snegl.

Svartsykja, f. Skinsyge, Mistanke om Utroskab, (Jalousie). Ørk. og fl. (Sv. svartsjuka).

svartvoren (aab. o), sortagtig.

svartøygd, adj. sortøiet.

svarva, v. a. (a—a), 1) dreie, gjøre Dreierarbeide (med en simplere Indretning som kaldes Svarvestol). Hard. Sogn, Gbr. (Sv. svarfva). — 2) tilrøre, surre, omvinde Toug eller Baand med tyk Traad. Sdm.

Svarvar, m. en Dreier.

Svarving, f. Dreierarbeide.

svav (sov), see sova.

svave, v. n. vaase, snakke vidtløftigt. Ndm. Heraf Svav, n.

svꜳ, s. svada. — Svꜳ, s. Svide.

Svꜳk, n. Bløde, Væde, Fugtighed af Regn eller Snee. Shl.

svꜳk, adj. urolig, ustadig; om Veiret; ogsaa fugtig, regnfuld. Nhl.

Svꜳkver (ee), n. uroligt Veir. Nhl.

svꜳle, v. n. sværme, leve lystigt. Sdm.

svꜳng, s. svang. Svꜳngje, s. Svangje.

svꜳssa, v. n. strabadsere, arbeide i Bløde og Uveir. N. Berg.

Sve, see Svida og Svide.

Svedje, f. Saar, et Sted hvor Huden er forreven eller ogsaa gjennembrudt ved Udslæt. Sdm. (Jf. svada).

Svei, m. Ruus. Paa ein Svei: beskjænket, drukken. B. Stift.

Sveig, m. en tynd og bøielig Kvist. Gbr. og fl. Paa Helg. hedder det Sveigja (Sveie), f. Ellers Sviga. G. N. sveigr.

sveigja (sveie), v. a. (gje, gde), bøie, indtrykke. (Sjelden). I Nhl. hedder det svøygja (svøya). G. N. sveigja. Partic. sveigd (svøygd).

Sveim, m. en omløbende Sygdom eller Smitsot. N. Berg.

Svein, m. 1) Ungkarl, ugift Mandsperson. Sfj. (Ogsaa udtalt Svenn). G. N. sveinn. Ellers alm. i Betydning af Svend, med Hensyn til Kydskhed (ligt Møy). — 2) en ung Tjener; især en Fævogter, Hyrdedreng. Ørk. (I Gbr. Busvein). Jf. Gjætar. — 3) Svend i et Haandværk. (Alm.). I Sammensætning er Betydningen mere forskjellig; f. Ex. Læresvein, Brudsvein, Kjellarsvein.

Sveindom, m. Svenddom.

Sveinkall, m. en aldrende ugift Mandsperson, Pebersvend. Tell. og fl. Ellers kaldet Drengkall.

Sveip, m. Lok, Bundt, sammenviklet Hob af Straa paa en Kornager. Tr. Stift. I B. Stift hedder det Svøyp.

Sveip, n. Svøb, det hvormed noget omsvøbes. Kr. Stift og fl. Paa andre Steder Svøyp.

sveipa, v. a. (e—te), 1) svøbe, indsvøbe. Hedder i mange Dial. svøype. G. N. sveipa. — 2) trække sammen i Bundter eller Knipper, samle, f. Ex. Straa. B. Stift, i Formen svøype. Heraf Sveiping, f.

sveipa, v. n. ligne; see svipa.

sveiplik, adj. noget lignende, som har en flygtig Lighed. (Mest i Fleertal). Helg. Ndm.

sveiput, adj. lokket, ujævn, som ligger sammenviklede Klynger; om Kornet paa en Ager. I B. Stift: svøypette.

sveisa, v. a. sammensveise; s. sjoda.

Sveite, m. 1) Sved. G. N. sveiti. — 2) Fugtighed, ubetydelig Vædske. Ein liten Sveite: en Smule Saft eller Vædske. B. Stift. — 3) Blod af slagtede Dyr. Inderøen, Værdalen. I Østerd.: Svete. G. N. sveiti. I svenske Dial. svet. (Findes ogsaa i flere Sprog).

Sveitebrot (aab. u), n. Udbrud af Sved, det at Sveden kommer ud. B. Stift.

Sveitebrune (aab. u), m. Damp af Sved; ogsaa Svedens Virkning paa Klæderne.

Sveitedrope (aab. o), m. Sveddraabe.

Sveiteflaga, f. et stærkt Anfald af Sved.

sveitt, adj. svedende, vaad af Sved. Alm. og meget brugl. (Jf. ꜳlsveitt).

sveitta, v. n. (a—a), svede. G. N. sveita. Sv. svettas. — Heraf Sveitt, n. Svedning; Arbeide eller Anstrængelse, som driver Sveden ud. (N. Berg. og fl.). Hedder ellres Sveitting, f. Ogsaa Sveittebad, n.

Sveiv, m. Svømmefod; især om Sælhundens Fødder. (Kobbesveiv). Berg. Stift. Paa nogle Steder hedder det Sleiv. G. N. sveifr.

Sveiv, f. Skaft eller Haandfang, hvormed man dreier noget omkring; f. Ex. paa et Hjul eller en Slibesteen. Brugl. i de sydlige Egne. (Isl. sveif). Nordenfjelds hedder det Veiv.

sveiva, v. a. (e—de), vende, dreie, omdreie; f. Ex. et Hjul. Kr. Stift og fl. (Af sviva, sveiv). Ellers draga og snu.

sveiva, v. n. (a—a), svinge, vifte, svæve af og til. N. Berg.

svekkja, v. a. svække. Jf. svakk.

Svelg, m. 1) Svælg, Hals. 2) Mundfuld, Portion, som man kan svælge. I B. Stift hedder det Svel (aab. e), i Lighed med svelja. (G. N. svelgr). Fleertal skal egentlig hedde Svelgjer.

svelgja (svelje), v. a. (gje, gde), svælge, synke, sluge. Hedder i B. Stift: svelja, med Formerne: svel’e, svalde, svalt. I Tell. hedder det: svægje (svæje) med Imperf. svægde. (Jf. Sv. svälja, svalde. G. N. svelgja. Ang. svelgan). — Particip svelgd (sædvanlig sveld); i B. Stift: svald’e.

Svelgrom, n. Slug, Gab; ogsaa Aabning paa enkelte Redskaber. I Berg. Stift: Svelrom.

Svelkake, f. et Slags Pandekager. Sdm.

Svell, n. og m. Iis paa Markerne; især om tyk opsvulmet Iis af en Vandaare i Jorden. Søndre Berg. og fl. Hedder ogsaa: Svall, m. (Nedenæs og fl.), Svoll, m. (Rbg.), Svodd (Sætersd.). Ellers Hꜳlkje, Skugg, Skuggꜳl.

Svell, m. en Byld; s. Svoll.

svella, v. n. (svell; svall; svolle), 1) hovne, bulne, blive angreben af Svulst. Alm. (G. N. svella). Ogsaa afsætte Materie (Voer), om Saar. — 2) svulme op af Frost, fryse op, belægges med tyk Iis; om Jorden. Meget udbredt. I Indr. siges: skvelle. Ellers kjøva, kyr, ora. — Heraf Svelling, f. Opsvulmen.

svellut, adj. iset, fuldt af Iis; paa Markerne. I Gbr. svellꜳt.

svelta, v. n. (svelt; svalt; svolte), sulte, føle Hunder; ogsaa lide eller pines af Hunger. G. N. svelta. Sv. svälta. Imperf. Fleertal i Hall. svolto. — svelte te Mꜳlanne: have en stærk Madlyst, føle Hunger til hvert Maaltid. (B. Stift). svelte ihel: sulte ihjel.

svelta, v. n. (e—e), udsulte, udhungre, sultføde. (Alm.). G. N. svelta. svelte seg: sulte sig, spare Maden for sig selv. Particip: svelt (utsvelt): udsultet.

Svelta, f. 1) Sult, karrig Næring. Ellers Svolte og Svult. — 2) et Slags Kortspil som varer meget længe.

Svelting, f. Udsultning, Sultekuur.

Svemn, m. Søvn; s. Sømn.

Sveng, m. Indsvinden, Tomhed, Smalhed. (Af svengja). D’æ stundom Svengjen ꜳ stundom Sprengj’en: snart en Udsultning og snart en Overfyldelse.

svengja (svængje), v. a. (gje, gde), indknibe, gjøre smal. (Af svang). svengje seg: gjøre sig smal paa Midten, trykke Maven ind. (Berg. Stift). Particip svengd.

svengjast, v. n. (Imp. svengdest), indsvinde, blive smal (især over Maven). G. N. svengjast. Ogsaa blive graadig eller sulten. Jf. Ordsproget: Daganne lengjest ꜳ Maganne svengjest.

svensk, adj. svensk. — Svenskje, m. og Svenska, f. svensk Mand eller Kvinde. (Landets Navn udtales sædvanlig: Sverik).

Svepe, see Svipa.

sverja, v. n. (sver; svor, oo; svore, aab. o), sværge. G. N. sverja. Præsens hedder sædvanlig: svær (med reent æ og uden Halvlyd). Particip svoren og svaren. (Jf. svør, meinsvør). sverja av: afsværge. sverja fyre: negte ved en Eed. D’æ ’kje te sverja fyre, ɔ: man kan ikke ganske negte det.

sverjande, adj. som man kan sværge paa. (Sjelden).

Sverjing, f. Sværgen

Sverm, m. Sværm; ogsaa Tummel, Uro, Suus og Duus.

sverma, v. n. (a—a), sværme, svæve om; ogsaa leve lystigt.

sverta, sværte; see svorta.

Svi(d)a (aab. i), f. en sveden Plet, et Stykke Mark som ryddes ved Afbrænding. Udtales Svia, aab. i (Nhl.), Svea og Svee (Inderøen, Guldalen, Østerd.). Heraf adskillige Gaardsnavne, som sædvanlig skrives „Svee“. (Sv. svedja). Ellers kaldet Brote og Kos.

Svide (aab. i), m. Svie, Smerte som ligner en Svidning. Hedder: Svide (Nfj. Sdm.), Svie, Svee (mest alm.), Svada (Namd.), Svꜳdꜳ (Indr.), Svꜳ (Ørk.). G. N. sviði.

svide (ii), v. n. (svid’; sveid; svide, aab. i), 1) forbrændes, svides, fordærves af Hede; om Mad, ogsaa om Korn og Græs paa Marken. G. N. svíða. — 2) svide, stikke, foraarsage en bitter Fornemmelse; f. Ex. om en hed Luftstrøm. Ogsaa om Kulde. „Vinden va so kald’ at han sveid“. — 3) svie, smerte; om Saar eller beskadigede Lemmer. Mest alm. i Formen svie og Imperf. svidde.

svide (svia), v. a. (e—de), svide, brænde, afsvide noget, f. Ex. med et hedt Jern. Particip: svidd. Formerne af dette og det foregaaende Ord forvexles ofte med hinanden.

sviden (aab. i), part. sveden, lidt brændt. Mest alm.: sveen. (G. N. sviðinn).

Sviderid (Svide, aab. i), f. et Anfald af Svie, en Stund da Svien føles stærkere. (Nogle St. Sveeri). Ogsaa kaldet Svideflage (Sveeflaga), f.

Sviding (ii), f. Afsvidning, Forbrændelse; ogsaa Svie, Smerte.

Svid-jarn (aab. i), n. et Jern til at svide med; ogsaa Mærkejern.

Svidmerkje (aab. i), n. indbrændt Mærke eller Navn; f. Ex. paa Kar. Ogsaa kaldet Svidnemerkje.

Svidsmak (aab. i), m. sveden Smag.

Svidtæv (aab. i), m. Lugt af noget som er svedet eller brændt.

Svig (aab. i), n. tynde Kviste, Riis, Vidier. Hard. Sogn.

Sviga (aab. i), f. en tynd og bøielig Kvist. Tildeels i B. Stift. I Sdm. hedder det ogsaa Svuge (aab. u); i Ørk. Svugu og Svuku. Ellers Sveigja og Sveig.

sviga (aab. i), v. n. (a—a), bøie sig; om noget som er langt og tyndt, f. Ex. Kviste. B. Stift. Jf. sveigja.

svigall, adj. tynd og bøielig. Sjelden.

Svigt, f. Bøining, Bøielighed. „gje Svigt“: give efter for et Tryk, lade sig bøie. Guldalen. (Sv. svigt).

svigta, v. n. (a—a), bøie sig, duve, sveie; f. Ex. om Stænger og Fjele. Tr. Stift. (Sv. svigta).

Svik (aab. i), n. og f. 1) Svig, Falskhed. (Bruges sjelden). G. N. svik. — 2) en Sygdom, som fordum ansaaes foraarsaget ved Trolddom. Tildeels i Ag. Stift.

svika (ii), v. n. (svik’; sveik; svikje), svige, slaae feil, findes upaalidelig. (Sjelden, og tildeels med Formerne: a—a). G. N. svíkja.

Svikk, f. Huulning, Sænkning. I Sogn om Huulningen under Fodsaalerne. Ellers om et indsunket Punkt. (Sjelden). I Sdm. hedder det Svekk og Svokk; paa enkelte andre Steder: Søkk.

Svikk, m. Svik, Lufthul i eller nærved et Spunds. (I Gbr. Døvik).

sviklaus, adj. fri for Svig.

svikut, adj. svigagtig, falsk. Rbg.

Svil (ii), m. 1) Tagskjæg (= Ufs). Inderøen. 2) Vindskeden paa Enden af et Tag. Ørk. 3) Ryggen paa et Tegltag. Sdm.

Svile (Lax), see Svilung.

Svill, f. (Fl. Svilla, r), Grundstok, den nederste Stok i en Tømmervæg; saaledes ogsaa Dørstok, Tærskel. Formen Svill bruges i de sydlige Egne (Tell. Jæd. Sogn, Vald.); nogle St. Svidl, og i Øvre Tell. Svidd. Nordenfjelds hedder det derimod: Syll. (Jf. T. Schwelle. Eng. sill. I svenske Dial. svill og syll). — krøkja Svillanne: anlægge og sammenføie Grundstokkene til et Huus. Sogn. I Sdm. hedder det: „kneppe Syllanne“.

Svillhøgd, f. Grundstokkenes Afstand fra Jordfladen.

Svillmur, m. en lav Muur under Væggen; det Underlag af Steen, hvorpaa Grundstokkene hvile. I Tr. Stift: Syllmur.

Svilung (aab. i), m. en liden eller halvvoxen Lax (= Leksing). Mandal, Nhl. Hedder ogsaa: Svile (aab. i) eller Svele (Lister) og Silung (Helg.). Isl. silungr, Ørred.

svim, adj. 1) rask, hurtig. 2) let, bekvem til at haandtere. Tell.

svima, v. a. (a—a), slaae til Besvimelse, give Svimeslag.

Svime (f.?), Besvimelse, Afmagt, bevidstløs Tilstand. Kun i Forbindelsen „i Svime"; f. Ex. slaa i Svime; liggje i Svime. (Jf. Isl. svim, Svimmelhed).

Svimeslag, n. et voldsomt Slag, som volder Besvimelse.

Svimr, n. Svimmel, Anfald af Svimmelhed. Udtales ogs. Svimbr og Svimmer. I Sdm. Haudesvimbr.

svimra (aab. i), v. n. (a—a), svimle, blive svimmel. G. N. svimra. Hedder ogsaa sumla (for svimla) i Rbg. og tildeels i Hardanger. I Rbg. ogsaa sundla. (Isl. sundla).

Svimring, f. Svimmelhed. Jf. Ørska.

svimrug, adj. svimmel, som let svimler. Tell. og fl. I Rbg. ogsaa: sumlug og sundlug. Ellers: ør, øren.

svimt, adv. raskt, hurtigt, let. Tell. — Jf. svim og svint.

Svin, n. Sviin. Jf. Gris (som er mere brugeligt). Ellers: Galt, Rone (om Hannen), Su, Sugga, Purka (om Hunnen).

svina, v. n. søle, rode som Sviin. Hertil Svining, f. og Svineri, n.

Svinebol, n. Liggested for Sviin. — Svinebøle, n. et Kuld Grise. Berg. Stift.

Svinerot, f. Planten Galtetand (Stachys palustris). Ogsaa kaldet Svinekjenne, m. (N. Berg.).

Svinesmør, see Smolt.

Svinetang, n. en Tang-Art, som man samler til Svineføde (Fucus canaliculatus).

Sving, m. 1) Sving, Omdreining. 2) Snirkel, bueformigt Træk i en Tegning eller Udskjæring; ligesaa om Bøiler i Gittere, Kroner o. s. v. 3) Bue, Bøining paa en Vei, Bugt i en Elv eller Fjord. Ogsaa en Udflugt, en Spadseretuur. „gjera ein liten Sving“: gjøre en Udflugt, spadsere omkring.

svinga, v. a. og n. (a—a), 1) svinge, vende, dreie omkring. „svinge seg“: dreie sig rundt; f. Ex. i en Dands. 2) vende om, dreie tilbage i en Bue; f. Ex. med et Fartøi eller et Læs. 3) gjøre en Bøining paa Veien, tage en Omvei. Heraf Svinging, f.

Svingerom, n. Rum til at svinge eller vende i.

svinn, adj. afholden, sparsom i at nyde noget, smaatærende, som spiser lidet. Helg. Sdm. Jæd. — Skal ogsaa bruges i Betydningen: forsigtig. (G. N. svinnr, klog).

svinnast, v. n. blive smaatærende, spise mindre. (Sjelden).

Svinnleikje, m. Afholdenhed. (Sjelden).

Svinsvorta, f. Solsort. (Shl.). See ellers Sysvorta.

svint, adv. hurtigt, raskt. (Kr. Stift). Jf. svimt.

svint, adj. rask, hurtig. Hard. Jæd. og fl.

svinta, v. n. 1. (a—a), løbe, skynde sig, vimse afsted. Jæd. — svinta seg: skynde sig, haste. Hard. og fl.

svinta, v. n. 2. svinge, vifte med noget. N. Berg.

Svint-ærend, f. et kort Ærinde. Jæd.

Svip (aab. i), m. Udseende, Ansigtstræk; især med Begreb af en Lighed. Hard. Æg kjende han pꜳ Svip’en (paa visse Træk, som tilhøre Familien). G. N. svipr. Jf. sveiplik.

svipa (aab. i), v. n. (a—a), ligne En i Udseende eller Ansigtstræk. Ho svipar pꜳ Mor’æ: hun har nogen Lighed med Moderen. Hard. Tell. Ellers sveipe (Helg.).

Svipa (aab. i), f. Svøbe, Pidsk. Hedder ogsaa Svepu og Svupu (Østerd.). G. N. svipa.

Svir, m. Sviir, Drik. — svira, v. n. (e—te), svire. — sviren, adj. drukken; ogsaa tilbøielig til at svire.

svirla, v. n. svæve omkring. Rbg.

Svisvorta, s. Sysvorta.

Sviv (aab. i), n. 1) Svingning, Omdreining; den Hurtighed hvormed noget dreier sig; f. Ex. „Kvenn’a heve for lite Sviv“, ɔ: Kværnen gaaer for sagte. Rbg. og fl. Ogsaa i Tr. Stift, i Formen Svæv. — 2) Omsvæv, Omstreifning, at noget farer flygtigt forbi (see sviva). — 3) et uventet Tilfælde, noget som paakommer pludselig, f. Ex. en Svaghed eller Sygdom; fordum ogsaa Spøgerie, Syner, Aabenbarelser. Nhl. (G. N. svif, pludselig Bevægelse).

sviva (ii), v. n. (sviv’; sveiv; svive, aab. i), 1) dreie sig, løbe rundt, svinge; f. Ex. om et Hjul. Meget brugl. i Kr. Stift. (Ellers snu seg, tunna, svinga). Ogsaa med Objekt „sviva seg“, ɔ: dreie sig, svinge, dandse. (Jæd.). Heraf sveiva og Sviv. — 2) glide, rende tilside, skeie ud. Sogn. „Slien sveiv utꜳv Vegen“: Slæden gled ud af Veien. — 3) svæve, flagre, flyve omkring. (Gbr. og fl.). Ligesaa: streife, løbe, flakke om. (Hard. Shl. Ryfylke). Ogsaa: komme pludselig, falde ind; om Tanker, Anelser og Fornemmelser. (Nhl. og fl.) — „Æ du ute ꜳ sviv’e: er du ude og gaaer? (Hard.). Dær æ eit Slag so’ sviv’ yve hꜳnꜳ: der er noget som plager ham, der paakommer ham ofte noget uforklarligt (om Sygdom eller Sindsforvirring). Sdm. (hvor svive ellers er ubrugeligt). Da sveiv meg: det faldt mig ind. Nhl. Ligesaa: Da sviv’e meg at eg skulde gjort da, o. s. v. Meget brugl. — G. N. svífa, svæve.

Svivar, m. 1) et Slags Dands (egentlig Svinger). Tell. — 2) Flødegrød, som flyder i Smør. Tell.

Sviv-arbei(d), n. Arbeide som fordrer megen Gang og Bevægelse. (Modsat Setuarbei). Tell.

Sviving, f. Svæven; Omstreifning.

Svivu (aab. i), f. Tumlesyge (hos Kvæg). Tell. — See Tullesott.

svivyra (aab. y), v. a. (e—de), beskjæmme, forhaane. Vestenfjelds. I B. Stift oftere svivyrja (see vyra). G. N. svívirða.

Svivyra (aab. y), f. Skam, Vanære. Søndre Berg. (G. N. svívirða). Ogsaa et uforskammet Menneske. Voss, Hard.

svivyrleg, adj. skammelig, bespottelig; ogsaa foragtelig. Meget brugl. i B. Stift. G. N. svívirðilegr.

Svo (for Svoda, aab. o), f. en nøgen Klippe. Shl. — Svo(d) er ellers Fleertal af Svad.

Svodd (for Svoll), see Svell.

Svokk, f. Huulning; see Svikk.

Svol, f. Svalgang; see Sval.

Svola (aab. o), f. en Svale (Fugl). Hedder ogsaa: Svala (sjelden), Svolu (Tell.), Solo, med oo (Namd.), Svulu (Ørk.), Sulu (Gbr. Hall.). G. N. svala, acc. svölu. — Hertil Svol-egg, n. Svaleæg. Svolereid (Sulurei), n. Svalerede.

Svolk, m. Pidsk, Svøbe. (Ag. Stift).

Svoll, m. 1) Svulst, Hævelse med Tilsamling af Voer, i Saar. Hedder ogsaa Svull og Svell (som egentlig er en bedre Form). Af svella, svall. „Dæ set’e seg Svoll i“: det svulmer, afsætter Voer. „drage te Svells“: trække Voer. (Sdm.). — 2) en Byld, et Sted hvor Huden gjennembrydes af Svulst. Hedder ogsaa Svell, Svull og i Sammensætning tildeels Syll (Brøstsyll). G. N. sullr. Jf. Bolde, Kaun, Verk. — 3) Iis paa Markerne, opfrossent Vand. (Rbg. Tell.). I Sætersdalen Svodd. Ellers Svall og Svell.

svollen, adj. bullen, angreben af Svulst; ogsaa opsvulmet. (Particip af svella).

Svollfingr, m. en bullen Finger.

Svolte, m. Sult, Hunger. Tildeels i N. Berg. Andre Steder: Svult.

svolten, adj. sulten, hungrig. (Part. af svelta). Nogle Steder: svulten, og i Tell. solten. G. N. soltinn.

Svolublom (aab. o), m. Planten „Øientrøst“ (Euphrasia officinalis). Tell.

Svor, oo (for Svord), m. Hud, Skind (paa Flæsk); ogsaa om Jordens Overflade eller det Dække som dannes af Græsset og Græsrødderne. Ellers kaldet Grassvor (ɔ: Grønsvær). Tildeels med en Udtale, som nærmer sig til Svol (oo). G. N. svorðr, svörðr.

Svor (aab. o), f. et lidet Jordskred, et Sted hvor Jorden er udgravet ved Fjeldskred. Sdm.

svoren (aab. o), adj. svoren; besvoren. (Part. af sverja). Hedder tildeels ogsaa svaren; f. Ex. Dæ va svare, ɔ: det var svoret, det har jeg svoret paa. (Sdm.). G. N. svarinn.

svorta (oo), v. n. (a—a, og e—e), see sort ud, vise sig i en mørk eller sort Farve. Ørk. og fl. Hedder ellers svarte (Namd.), svørte (Sdm.), svyrte (Gbr.). „Dæ svorte pꜳ dæ“: det viser sig som en sort Plet. (Ørk.). I Sdm.: „Dæ svørte ti di“. (Ligt kvita, blꜳa, roda og flere).

svorta, v. a. (a—a), sværte, farve sort. I Indr. hedder det: sorte. (Isl. sverta og sorta). I Sdm. gjøres Forskjel paa „svorte“ (farve Klæder sorte) og „svørte“ (sværte paa Overfladen).

Svorta, f. sort Farve (til Tøi eller Klæder). Herfra adskilles tildeels: Sverta (el. Sværte) og Svørte, som betegner Sværte paa Læder eller Jerntøi.

svortebrend, bedærvet i Sværtningen.

Svortemyr, f. en blød Jord-Art, som bruges til sort Farve. Hedder ogsaa Svortedepel (aab. e). N. Berg.

Svorting, f. Farvning med sort.

svortna (oo), v. n. (a—a), sortne, blive sort. (G. N. sortna). Dæ svortna fyr’ Augom: det blev sort for Øinene (ligesom ved en Besvimelse).

Svovel (Svꜳv’el), n. Svovl. Nogle Steder: Svavel; ellers sædvanlig med ꜳ. (Sv. svafvel).

Svugu, s. Sviga. Svull, s. Svoll.

Svult, m. Sult, Hunger. (Sogn og fl.). I Sdm.: Sylt. (G. N. sultr). Nogle Steder Svolte. Jf. Svelta.

Svulu, s. Svola. Svupu, s. Svipa.

Svæd, s. Svad. svægje, s. svelgja.

Svæla, f. 1. Røg og kvalm Luft i et Huus. Shl. (G. N. svæla, Røg).

Svæla, f. 2. en stor Masse, Mængde, Mangfoldighed. Nhl. Sdm.

svængje, s. svengja.

Svær (for Sværd), n. 1) et Sværd. G. N. sverð. 2) en lang og smal Steen; Bautesteen. Shl. Ogsaa kaldet Risasvær (ɔ: Jættesværd) paa Grund af gamle Sagn.

svær, adj. stor, drøi, svær; ogsaa tung, vanskelig. Nyere Ord, men alm. og meget brugl.

sværa, v. a. (e—te), klemme, trykke, besvære. Ørk. Dæ svære før’ Brøst’e: det trykker for Brystet (om en Kvalme eller Beklemmelse).

svært, adj. saare meget, svare, overmaade. Meget brugl. — Om et andet svært, see svør.

svæse, v. a. (e—te), forfriske, varme eller udhvile sig. Sdm. „gꜳ inn ꜳ svæse se“, om En som har været længe ude i Frost eller Uveir. Heraf Svæsing, f. Opvarmelse, Forfriskelse.

svæv, adj. beskaffen med Hensyn til Søvn. Kun sammensat, som lettsvæv, tungsvæv, rangsvæv. I N. Berg.: svæv’e men ellers svævd (svævd’e) i de sydlige Egne, og søvd i de nordlige; ogsaa søft’e. (Af sova, svav).

svæva, v. a. (e—de), søvndysse, faae til at sove, vugge i Søvn. Temmelig Alm. (G. N. svæfa). Uegentlig om at slaae ihjel, f. Ex. en Fisk. — I Hard. hedder det svøva.

svævd, 1) søvndysset. (Part. af svæva). 2) see svæv.

Svæve, f. et Navn paa de Blomster, som lukke sig om Aftenen; især Høgeurt (Hieracium) og nogle lignende. Sdm. Jf. Kveldsvæve og Nattsvæve, som er mere almindeligt.

Svøbn og Svømn, s. Sømn.

svør, adj. ganske fri (egentlig som kan sværge, af sverja, svor; ogsaa blottet, lens, som har intet (= aud). N. Berg. Me æ reint svøre fyre dæ: vi ere ganske blottede derfor, have aldeles intet deraf. (Sdm.). Mest brugl. i Neutrum; f. Ex. D’æ ikje slett svørt: det kan ikke ganske negtes; der findes noget, om det end er lidet. (Forstærket: eidsvørt og meinsvørt). I samme Tilfælde hedder det i Nhl. svært, og i Fosen svart; f. Ex. Dæ vart slett svart før’ Fisk, ɔ: Fiskeriet slog aldeles feil. Ligeledes: „eit svart Ꜳr“ ɔ: et Aar hvori Fangsten aldeles mislykkes.

svørte, v. a. sværte o. s. v., see svorta.

svøygd og svøygja, s. sveigja.

Svøyp, m. 1) en Klynge af Straa, et Bundt; see Sveip. 2) Knude, Sammenføining, især i Træbaand paa et Kar; det Punkt hvor Enderne fæstes sammen. B. Stift. Jf. Avsvøyp.

svøypa, v. a. svøbe (= sveipa). Berg Stift og fl. Hertil Svøypeduk, m. Svøbedug. Svøypelakan, n. Liiglagen.

Sy, m. see Sjo. — sy, v. s. sjoda.

sy, v. a. 1. (r—dde), sye. (Jf. sauma). Heraf sydd, part. syet.

sy, v. a. 2. panele; ogsaa bordklæde, beklæde en Væg med Fjele. Hedemarken og fl. (Uvist om egentlig sya eller syda).

Syd (aab. y), m. Syd. Hedder ogsaa Su, Sør og Sø (see følgende). G. N. suðr. I ein Syd: i en sydlig Retning. gꜳ te Syds (Søss): blive mere sydlig, om Vinden.

syd (aab. y), adv. syd, mod Syden. Udtales forskjelligt, nemlig: su’ (Tell.), syd (Nfj. Sdm.) og ellers sør (for sydr), og sy. (G. N. suðr. Sv. söder). Desuden forekommer Formen synn (i Guldalen), istedetfor det gamle sunn, som findes i Landskabsnavne, f. Ex. Sunnfjor, Sunnmør. Beslægtet hermed er: synste, synna (for sunnan) og søre (for sydre). — Jf. Modsætningen: nor.

Syd-aust, m. Sydost.

sydbær, adj. noget sydlig, om Vinden. Helg. og Namd. (udtalt søbær).

syd-ette, adv. sydover, mod Syd. Ogsaa udtalt sy’tte (Nhl.) og sø’tte.

sydleg (sørleg), adj. sydlig.

Sydlending, m. Indbygger af den søndre Deel af Landet; ogsaa Sydboer, En fra Sydlandene. (Oftere Sørlending). — I Lighed hermed siges Syddøling (i Gbr.), Sydfjoring, Sydstrending. (Istedetfor Sydøying siges altid Sørøying).

sydrøn, adj. sydlig, om Vinden. Fosen, i Formen sørrøn. — Et Subst. Sørrøna, om sydlig Vind, skal ogsaa forekomme, dog sjelden.

Sydskjelle, f. en vis jævn og kjølig Vind fra Sydkanten. Sdm.

Syd-ætt, f. Vind og Veir fra Sydkanten. B. Stift. Oftere Sørægt, Sørætt.

Sye, see Sylgja.

Syft, f. Smule, Gran. N. Berg.

syfta, v. a. (e—e), vifte, svinge, ryste, rense noget for Støv eller Avner ved at ryste det. B. Stift, Jæd. Tell. (Jf. D. svifte). Heraf Syfting, f.

Syfte, n. Baand til at sammentrække et Seil med; Svøft. (Nordland). Ellers: Handsyfte.

Syftesoke (for Syftunsvoka, aab. o), Svituns Messe, Mariæ Besøgelses Dag, den 2den Juli. B. Stift, Tell. — Nordenfjelds har det forskjellige andre Former, nemlig Siktusmess, Siktesuku (Ørk.), Siktesoke (Romsd.), Seksok (Ndm.), Siksok (Namd.), Settersok (Helg.). G. N. Svituns vaka, Sviptunsvaka og Syftunsvaka (af Helgenen Svitunus’s Navn).

syg, s. suga. — Sygje, s. Sylgja.

Sying, f. 1) Syning, Søm. 2) Paneling, Fjeleklædning. Af sy.

Sykalv, see sjøkalv.

Sykja, f. Sygdom, Sygelighed; ogsaa figurlig om en vis Svaghed, Lidenskab eller Uro i Sindet. Hedder paa nogle Steder: Sjuke (Tell. Buskerud). G. N. sýki (af sjuk).

sykjast, v. n. (est, test), 1) skrante, sygne, føre et sygeligt Liv. Tr. Stift. — 2) længes, stunde efter noget. Østerd. (sykjes).

Sykjing, m. et sygeligt Menneske, en Skrantning.

sykla, v. n. sagle (= sleva). Tell.

Sykna (aab. y), f. Søgnedagene i Ugen, Arbeidsdage. Sogn, Buskerud og flere. (Ellers Yrka og Vyrka). — Syknedag, m. Søgnedag (= Yrkedag). G. N. sykn dagr.

Syl, m. en Syl. — Sylshol (aab. o), n. Hul efter en Syl.

syla, v. a. (e—te), vinde Fiskesnøret op, slutte Fiskeriet. See Sula.

syle, v. n. tjene til Suul; see suvla.

Sylgja (Sylje), f. et Spænde, en Sylle (sædvanlig bestaaende af en Plade med et rundt Hul i Midten, uden Bjælke eller Hjerte). Alm. men hedder ogsaa Sygje, el. Sye (i Rbg. og Tell.). G. N. sylgja. Sv. sölja.Sylgjelauv, n. Løv eller Skaaler paa et Spænde. Sylgjetonn, f. Tornen i Midten af Spændet.

sylig, fed, nærende; s. suvlug.

Syll, f. Grundstok; see Svill. Om et andet Syll, see Svoll.

sylle, v. n. (e—te), lave Brødsuppe, brække Brød i Mælk. Tell. (Af Soll).

Syllmur, s. Svillmur.

Syltr, f. Gjæller i Fisk. Tell. (Syltr’i). Ellers Gan og Tokn.

Sylv (aab. y), n. Sølv. (G. N. silfr. Sv. silfver). Ogsaa om noget som er gjort af Sølv, især til Pynt eller Prydelse; saaledes Brudsylv, Bringesylv, Fingresylv. — I Sammensætning udtales det sædvanlig Syll (Syl, Søl), f. Ex. Syllsme (Sølvsmed). Spor af en fuldkomnere Form findes i de tellemarkiske Viser, f. Ex. Sylverskꜳl eller Sylvarskꜳl. — Hertil Sylvbelte, n. et Bælte som er prydet med Sølvplader. Sylvskjeid (Sølskjei), f. Sølvskee. Sylvstaup, n. Sølvbæger.

symd, adj. svømmekyndig (= sumd).

symja (aab. y), v. n. og a. (sym’; sumde; sumt), 1) svømme. (G. N. svima). Imperf. hedder i Sdm. og Tr. Stift: symde (sømt); i Ørk. sꜳm. (Jf. Sv. simma, sam). — 2) faae til at svømme; f. Ex. symje Hesten over Elv’a. (N. Berg.). — 3) prøve en Tings Vægt ved at lægge den i Vand. „symje Konn“: lægge Korn i Vand for at kunne fraskille det letteste, som nemlig flyder ovenpaa. Sdm. Heraf „symt Konn“.

Symjar, m. en Svømmer.

Symjing, f. Svømning, Svømmekunst.

Sympa, f. Hun-Lam, Gimmerlam. Nhl. Hedder ogsaa Simpa. — Forskjelligt herfra er Fiskesympa.

Symra, f. Vaarblomst. (Af Sumar). Findes i Formen Symmer, (Tr. St.) og Simbr (Sdm.). Kun sammensat. (Kvitsymra, Kusimbra).

Syn, n. 1) Udseende. (Sjelden). Hertil Talemaaden: D’æ bære i Ryne en i Syne, ɔ: det er bedre end det seer ud til. (Brugl. ved Kristiania). — 2) Syn, noget som man seer; ogsaa en Aabenbarelse (Vision). Ordet skal ogsaa paa nogle Steder betyde Ansigt eller Aasyn, hvilket ellers hedder Uppsyn.

Syn, f. 1) Syn, Evne til at see. Hedder ogsaa Synd (yy); sjeldnere Sjun (Indr.). G. N. sjón, f. — 2) Lysning, Leilighed til at see. D’æ go’ Syn i Dag, ɔ: idag kan man see langt (nemlig naar Luften er særdeles klar og lys). — 3) Leilighed, Anledning. (Nhl.). sjꜳ seg Syn te: see Leilighed til at gjøre noget.

syna, v. n. og a. (e—te), 1) vise, paapege, faae En til at see noget; ogsaa undervise, underrette. Meget brugl. (G. N. sýna). Syn meg Vegjen: viis mig Veien. Eg skal syne deg Brev’e. Han synte dei kor dei skulde fara ꜳt. — 2) v. n. vise sig, være at see. Dæ syne Fet’a: Sporene vise sig. Dæ synte pꜳ dei: man kunde see det paa dem. Meget brugl. i B. Stift. (Jf. te). — syne seg: vise sig. syne fram: fremvise. Dæ syne ’ti di: man kan see noget deraf. (N. Berg.).

synast, v. n. (est, test), 1) synes, troe at see noget. (G. N. sýnast). Jf. lydest. — 2) tykkes, tænke, mene. Eg heve synst so: mig har det forekommet saaledes. Jf. tykja. — 3) ønske, ville, finde for godt. Du kann faa kven du synest, ɔ: hvilken du vil. Han kann koma nꜳr han synest. B. Stift.

synbær, adj. let at see, som ligger beleiligt for Synet. (Paa Jæd. synbar’e). Ellers oftere: bærsynt.

Synd (yy), f. Syn; ogsaa Leilighed til at see (= Syn). dimest pꜳ Synd’a: svækkes paa Synet. N. Berg. (G. N. sýnd). — I Syndꜳ: i Syne; ogsaa: i det Ydre, i det som man kan see. Hører maaskee til et Adjektiv: synd.

Synd (aab. y), f. 1) Synd, Brøde; ogsaa Vanart eller Synd i Almindelighed. (G. N. synd). „hava Synd fyr’ ein“: paadrage sig Skyld eller Brøde ved sit Forhold imod En. Dei ha ingja Synd fyre dæ: de have intet at bebreide sig i den Henseende. — 2) Uretfærdighed, Grusomhed, ubillig Haardhed. „gjera Synd pꜳ ein“: behandle En haardt og uretfærdigt. Dei gjere Syn pꜳ han: de gjøre ham Uret, gjøre ilde imode ham. — 3) Vanskjæbne, Skade, Ynk, Sorg. Dæ var ei Synd: det var at beklage. D’æ Synd fyr ’an: det er Skade for ham, man maa beklage ham. Hedder ogsaa „D’æ Synd pꜳ han“, og endnu oftere: „D’æ Synd i han“. (Ellers alm. og meget brugl.). D’æ stor’e Synd ’ti dei: de ere meget at beklage, man maa inderlig ynkes over dem. (Berg. Stift). Ligesaa: Eg tykte Synd i han: jeg følte Medlidenhed med ham, det gjorde mig ondt for ham. Jf. syndelege.

Synd, n. s. Sund. — synd, adj. s. sund.

synda, v. n. (a—a), synde, gjøre Synd.

Syndadrꜳp, n. et Drab, som vækker Beklagelse eller som man ømmer sig for; nemlig om at dræbe unge og friske eller meget vakre Dyr. N. Berg.

Syndapeng(ar), pl. m. en ubillig Fordring; en stor, aftvungen Betaling.

Syndar, m. Synder; Synderinde.

syndast, v. n. give Anledning til Synd eller Forargelse; især yppe Kiv, vække Fiendskab. Sogn og fl.

Syndaukje, m. Forargelse, Tilskyndelse til Synd, Demoralisation; især om et forargeligt Samliv, Strid, Fiendskab, gjensidig Forbittrelse. B. Stift.

syndelege, adv. haardt, grusomt, ubilligt; ogsaa ynkeligt. Han vart so syndele’ mæ-faren. Me slæpa so syndele: vi anstrengte os saa at man kunde ynkes derover. B. Stift. Hedder ogsaa syndsamele’. (Ørk. Sdm.).

syndlaust, adv. billigt, med Rette, uden Synd. Meget brugl.

syndsamelege, s. syndelege.

syndt, sønder, i Stykker; s. sund.

syndug, adj. syndig, syndefuld; ogsaa forargelig, som foraarsager Synd. Hedder ogs. syndig’e og syndau. (G. N. syndugr).

Synelse, n. 1) Syn, Fremviisning, noget som man seer eller troer at see. 2) en Smule, liden Ting, noget som man knapt kan see. N. Berg.

syngja, v. a. og n. (syng; sꜳng; sungje), synge, kvæde. G. N. syngja, syngva. Imperf. hedder ogsaa sang (dog sjelden); Fleertal: sungo (Hall.). Supinum tildeels sꜳngje. Imperativ: syng; Fl. syngje. — Kan ogsaa betyde: klinge eller give Gjenlyd; f. Ex. Han slo til, so dæ sꜳng att-i. Dæ syng upp: det begynder for Alvor. (N. Berg.). syngje inn Høgtid’a: begynde en Høitid med en dertil passende Psalme. syngje ut eit Lik: synge over et Liig som bæres ud.

syngjande, adj. 1) syngende. 2) som man kan synge, cantabel.

Syngjar, m. Sanger, med Hensyn til Stemme og Kunst.

Syngjing, f. Syngen, idelig Sang.

Syning, f. Fremviisning, Foreviisning. (Af syna). Jf. Synelse.

Syn-kverving, f. Forblindelse; Blændværk, Gjøglerie (see kverva). G. N. sjónhverfing.

synleg, adj. 1) synlig, som man kan see. 2) anseelig, som tager sig godt ud. (Modsætningen „usynleg“ ere mere brugelig).

synna (for sunnan), adv. søndenfra. Hedder ogsaa sunna og sunnꜳ (Søndre Berg.). G. N. sunnan, i Lighed med suðr. Sv. sunnan.synna-ette: søndenfra, nordover. synna-fyre: søndenfor. synna-til: 1) i Syd; 2) søndenfra. I sidste Tilfælde hedder det ogsaa: sunnan-te (Hard. Tell. og fl.). Jf. syd.

Synnadrꜳtt, m. det at Skyerne trække søndenfra.

synnafjells, adv. søndenfor Fjeldene.

synnalege, adv. sydlig, i Syd. Dæ va for langt synnale’. (Sjelden).

Synnavind, m. Søndenvind. Paa Halg. hedder det Sunnovind. — Jf. Landsynning, Utsynning.

synsk, adj. fremsynet, som har Syner eller kan see skjulte Ting. Mandal. Skal paa nogle Steder hedde synen. Ellers mest alm. framsynt.

synst, adv. sydligst, længst mod Syd. — synste, adj. sydligste; f. Ex. synste Luten: den sydligste Deel.

synt (yy), adj. 1) beleiligt for Udsigt, bart, aabent, let at see. Ørk. „Hær æ so synt“. — 2) synet, beskaffen i Henseende til Syn. Kun sammensat som einsynt, langsynt. — 3) Particip: viist, foreviist.

Syra, f. = Suregras. (Sogn).

Syra, f. suur Valle, tilberedet ved Kogning. Vest- og nordenfjelds. (G. N. sýra). Nogle St. Surmysa. — Hertil Syreblanda, f. Læskedrik af suur Valle, som er blandet med Vand.

syrgja (syrje), v. n. (gje, gde), sørge, have Sorg; ogsaa (dog sjeldnere) om at have Omsorg for noget. G. N. syrgja (af Sorg). Sv. sörja. I B. Stift dannes Formerne paa en afvigende Maade, da nemlig Præsens hedder: syr’e (aab. y), Imperf. surde (Søndre Berg.) og syrde (N. Berg.); Imperativ: syr (aab. y); altsaa med samme Overgang som fylja og svelja (Gram. § 287). Forøvrigt udtales Imperf. altid syrde, og Supinum syrt (sørt). — syrgje pꜳ: sørge over, mindes med Sorg. syrgje fyre: drage Omsorg for. syrgje av ein: sørge over En som man troer at være omkommen. Dei hadde syrt han av. Han va reint av-syrd, dꜳ han kom heimatte.

Syrgjeklæde, n. Sørgeklæder.

syrgjeleg (syrjele’), adj. sørgelig.

syrgjen, adj. tilbøielig til at sørge.

Syrpe, s. Surp og Surpa.

Syster, f. (Fl. Systre, r), Søster. G. N. systir. Paa nogle Steder hedder det Syste, men i den bestemte Form: Systr’a. Fleertal skal ogsaa tildeels hedde Syst’r og Syst’ar; i bst. Form hedder det: Systrenne. Sammensat med Far og Mor bliver det ofte forkortet til „ster“ eller „ste“ (Faster, Moster).

Systerdotter (Systedøtte), f. Søsterdatter.

Systergras, n. Rosenrod (Rhodiola rosea). N. Berg. Paa andre Steder kaldet Hꜳrvokstr.

Systerlut (aab. u), m. Søsterlod.

Systermann, m. Søsters Mand, Svoger.

Systerson (-sꜳn), m. Søstersøn.

Systkjen, pl. n. Søskende. Udtales mest alm. Syskjen; sjeldnere Syskjyn (aab. y); i Nhl. hedder det Syskje. G. N. systkyn.Syskjenbonn, pl. n. Søskendebørn.

Sysvorta (oo), f. Ring-Drossel (Turdus torqvatus), bekjendt af dens Sang. N. Berg. Ndm. ogsaa i Tell. og flere. Kaldes ellers: Sursvarta (i Mandals Amt), Sisvorte og Svisvorta (tildeels i N. Berg.). I Shl. Svinsvorta om en lignende Fugl (Solsort, Turdus Merula). Ordets første Deel synes altsaa at staae i Forbindelse med Su eller Svin. — G. N. sysvort forekommer i Barlaams Saga som et Navn paa Nattergalen.

Syt, f. Bekymring; see Sut.

syta, v. n. og a. (e—te), 1) sørge, ængstes, være bekymret; ogsaa klage, klynke, yttre Bekymring. G. N. sýta. (Af Sut). — 2) have Omsorg for noget, besørge, forsyne. Sædvanlig med „fyre"; f. Ex. Han heve mꜳnge te syte fyre: han har mange at forsørge, at drage Omsorg for. B. Stift. — 3) beklage, yttre Sorg for. Eg syte deg inkje: jeg beklager dig ikke; du har det nok saa godt. Han æ ’kje te syte: han er slet ikke at beklage. N. Berg.

sytande, adj. 1) bekymret. 2) til at beklage. Han æ ’kje sytande.

Sytar, m. Forsørger. Oftere: Forsytar.

syten, adj. bekymret; ogsaa omhyggelig. „like syten“: ligegyldig, som ikke tager sig det nær. (N. Berg.).

Syting, f. 1) Omsorg, Forsorg. 2) Klage, Klynken, Ængstlighed.

sytta (yy), adj. tilendebragt, afgjort, forbi. Sdm. (Vel egntl. sytt).

sytten, s. sjauttan. sytti, s. sjautti.

syvja, v. n. (a—a), søve ind, slumre, sove for en kort Tid. N. Berg. (Isl. syfja, være søvnig).

syvja, adj. besvogret. Tell. G. N. sifjaðr. (Jf. Ang. sib, Slægtskab).

Sæde, n. Sæd; Udsæd; et Aars Udsæd af Korn. (Jf. Sꜳd).

Sæing, el. Sæung, m. en ung eller liden Maage (Fugl). Skal bruges nordenfjelds.

Sæl, n. see Sel.

Sæl, f. Sjæl, Aand. Findes ogsaa i den gamle Form: Sꜳl (i Tell.). Nordenfjelds bruges tildeels den forvanskede Form: Sjæl. G. N. sál. „Gud have Sæl’a!“ siges naar man nævner en afdød Ven eller Slægtning.

sæl, adj. lykkelig (i ædlere Betydning), som har en god Skjæbne eller har Aarsag til at være tilfreds; ogsaa glad, inderlig fornøiet, sjæleglad, salig. Alm. og meget brugl. G. N. sæll. Sv. säll. Han æ sæl’e som heve Hyggjelse heime: den er lykkelig, som finder Glæde i sit Hjem. Sæl’e va ho so’ slapp: lykkelig var hun som slap bort herfra. — I gamle Viser forekommer ogsaa „sæl“ med Betydningen: kjær.

sæla, v. a. (a—a), 1) gjøre lykkelig. Sjelden. „sæle seg“: drage Fordeel af noget, gjøre Lykke dermed. B. Stift. — 2) prise En lykkelig. Jf. sælka.

Sæla, f. Lykke (i høiere Forstand), Glæde, Fornøielse, Lyksalighed. (B. Stift). G. N. sæla.

Sælaba(d), n. Begravelse, Gravøl. Shl. (Ordets Oprindelse og egentlige Form er uvis).

sælast, v. n. døe, opgive Aanden. Sogn. Ellers: andast.

Sæld, f. Sænkning, Huulning. Sdm. Jf. Sel.

Sælda, f. et Sold, Kornsold. Sogn (Ellers Sꜳld).

sælda, v. a. (e—e), sælde, rense i et Sold.

Sælebot, f. en Velgjerning, Hjælp, Lindring; Barmhjertighed mod en Trængende. Meget brugl. I Tell. ogsaa: Sꜳlebot. (G. N. sálubót, egentlig hvad man gjør for sin Sjæls Bedste). „gjera ei Sælebot“: gjøre en Kjærligheds Gjerning, glæde en Stakkel. — Ein Sælebots Daude: et Dødsfald hvorved et ulykkeligt Menneske befries fra sine Lidelser. B. Stift.

Sælegꜳve, f. Almisse. Tell. (sjelden). Egentlig det samme som forrige.

sælekjær, adj. bange for Ubehageligheder. N. Berg. Han æ ’kje sælekjær’e (om En som er meget haardfør og dristig). Formodentlig af Sæla.

Sæling, m. en Stakkel, en Kryster. Tell. Hall. og flere.

sælka, v. a. 1) i Forbindelsen „sælka seg“: have Lykke eller Fordeel (= sæla seg). Nhl. (sjelden). 2) prise lykkelig. Sogn (sjelden). Egentlig: gjøre lykkelig.

Sælleikje, m. Glæde, Fornøielse (Sæla).

Sæmd, f. Enighed. (Sjelden).

sæmja, v. a. og n. (sæm’; samde, samt), 1) sammenpasse, faae en Ting til at falde sammen med eller passe til en anden. N. Berg. sæmje ei Kvenn: male nye Kværnestene sammen. (G. N. semja, ordne). — 2) v. n. forliges, komme overeens, leve i Enighed. Mere alm. (Sv. sämjas). Dei samd’ ikje godt: de vare uenige, laae i Strid. Heraf Sam og Usam.

Sæmja, f. Overeenskomst, Kontrakt; Brev angaaende et Grændseskjel. Jæd.

sæmjast, v. n. forliges (s. sæmja).

Sæmjing, f. Sammenpasning.

Sænd, s. Send. Sæne, s. Son.

sænke, s. seinka. Sær, s. Sꜳ.

Sær, adj. 1) særegen; ogsaa besynderlig. (Jf. ser). Tr. Stift, N. Berg. og fl. Dæ heve eit sært Lag: det har noget særegent ved sig, en egen Beskaffenhed. — 2) særsindet, ikke lig andre Folk. (Sjelden). 3) vranten, vredladen, vanskelig at gjøre tilpas; ogsaa vred, hidsig. Meget brugl.

Særleikje, m. Egenhed, Særskind; ogs. Vrantenhed. Oftere Særheit, f.

særs, adv. særskilt. „fꜳ særs Mat“: faae anden Mad end de andre Folk i Huset. Sdm. (Hører egentlig til: ser).

særvoren, adj. noget vranten.

Sæt (langt æ), n. Vished, Efterretlighed; noget at lide paa. Dæ ikje Sæt pꜳ dæ: det er ikke noget at agte videre paa. Rbg. Tell. (af sæta). Jf. Mark.

sæta, v. a. 1. (e—te), oplægge Hø i smaa Hobe eller Stakke paa Engen. (Af Sꜳta). Næsten alm. (I Ørk. sꜳte). Isl. sæta.

sæta (sæte), v. a. 2. (e—te), agte paa, tage Hensyn til, rette sig efter. (Rbg. Tell. Vald. Gbr. Ørk.). E sæt’ ikje kꜳ han seie: jeg agter ikke hvad han siger. (G. N. sæta). — Et andet „sæte“, med Betydning: lure, stræbe efter noget, — forekommer i Ordsproget: Han æ gløgg’e so gjæte, han æ gløggare so sæte. Sdm.

sætande, adj. værd at agte paa. D’æ ’kje sætands: det er ikke at rette sig efter. Tell. og fl.

Sæte, f. Høstak (= Sꜳta). Hedm.

Sæte, n. Sæde; Bolig. Mest i Sammensætning, som Herresæte, Enkjesæte. G. N. sæti.

Sæting, f. det Arbeide at oplægge Høet i Hobe eller Stakke paa Engen.

Sætr, f. (Fl. Sætra, r), en Sæter, en afsides liggende Græsgang med en Malkeplads, hvorpaa der er bygget Huse (Sel), i hvilke man samler og tillaver Mælken. Alm. (for det meste udtalt Sæt’er). Paa nogle Steder bruges „Støl“ i samme Betydning; forøvrigt betegner Støl kun Malkepladsen. — De gaardsnavne, som høre hertil, adskilles fra de Navne, som ende med „Sæt“, hvilket sidste vistnok er et andet Ord.

sætra, v. n. (a—a), holde Køerne paa en Sæter om Sommeren og derhos besørge Mælkens Opsamling og Tillavning.

Sætrebol, n. Sæterplads med dertil hørende Huse, betragtet som Eiendom. Ørk. I Sdm. hedder det Sætrelꜳt, n.

Sætredeia, f. Kvindfolk, som holder Køerne i Sæter og besørger Mælkens Tillavning. B. Stift.

Sætre-kvi, f. Malkepladsen paa en Sæter. Ellers kaldet Støl og Selsbø.

Sætrestell, n. det som hører til Sæterdriften f. Ex. Mælkekar, Kjedler og deslige.

Sætreveg, m. Vei til en Sæter.

Sættamot, n. Forligs-Møde, Forligelses-Kommission. Skal bruges i Hurdalen. Formodentlig bruges da ogsaa det gamle Sætt, f. Forlig.

Sæv, n. Siv, høit Græs i Vand eller Sumper. G. N. sef. Sv. säf.

sævast, v. n. sagtne, stilles, formildes. Sdm. (sjelden). G. N. sefast.

sæven, adj. blød, vaad, opblødnet af Tøveir eller Regn; om Jorden. Helg. D’æ so blautt ꜳ sæve.

Sævrot, f. Sivrød, Græsrødder i Vand eller Dynd.

Sævveik, m. Væge af Siv; Marven af et Slags Siv (Juncus conglomeratus), som bruges til Væger i Tranlamper. B. Stift.

Sø, see Syd og Sod.

søbær, s. sydbær, — søen, s. soden.

Søg, n. Snak, Tale; ogsaa Støi af mange Mennesker som tale paa een Gang. N. Berg. Nhl. (Jf. Søy).

søgja (søje), v. n. (gje, gde), snakke, tale; især længe og høirøstet. Meget brugl. i Nhl. Sfj. Sdm. — I Sdm. betegner det stundom ogsaa: suse, om Vinden. Mere brugl. i Tr. Stift i Formen søye.

søgjen, adj. (Fl. søgne), snaksom, langtalende. Nhl.

Søgjing, f. langvarig Snak; ogsaa Mumlen af Lyd og Stemmer i det Fjerne.

Søk, m. Søgen, Efterspørgsel; f. Ex. efter et Slags Varer. B. Stift.

søkja, v. a. og n. (kje, kte), 1) søge, efterspørge; begjære; ønske, tragte efter noget; f. Ex. søkje Raad, Hjelp o. s. v. G. N. sœkja. I Særdeleshed: ansøge, indgive Ansøgning om. (søkje eit Embætte). — 2) søge hen til, besøge; henvende sig til. søkje Lag, Kyrkja, Hus, Hamn o. s. v. Ligesaa: søkje Dokter: henvende sig til en Læge. Ellers siges: „søkje fyr’ ein“, ɔ: søge Raad for En som er syg. (Sdm. Helg. og fl.). — 3) sagsøge, indstævne. Heraf Søksmꜳl. — 4) søge ind paa, vende sig imod, angribe. Bꜳten søkje mot Vinden: Baaden dreier sig imod Vinden. Fiskjen søkje mot Straumen. I Gbr. og ved Trondhjem siges søkje om Hunden, naar den gjøer stærkt imod En, eller forfølger et Dyr med Gjøen. (G. N. sœkja, angribe). — 5) plage, svække, angribe Kræfterne. Helg. (sjelden). Jf. søkt. (Derimod bruges det ikke om at lede efter noget, ikke heller om at forsøge). — En ældre Form „sokte“ (G. N. sótti) forudsættes i det afledede harsokt og harsotta; ligeledes i sokna og Sokn.

søkjande, adj. 1) søgende. 2) som man kan søge. Jf. matsøkjande.

søkjen, adj. søgende, som søger ivrigt efter noget. Jf. nærsøkjen, trꜳsøkjen. — Ogsaa: angribende, nærgaaende.

Søkjing, f. Søgen; Søgning.

Søkk (aab. ø), f. en Sænkning, Huulning. Jæd. Andre St. Svokk og Svikk.

søkkja, synke; see sekka.

Søknad, m. Søgen, Efterspørgsel.

Søksmꜳl, n. Søgsmaal, Stævning.

søkt, part. 1) søgt, efterspurgt. 2) angreben, besværet, plaget. Helg. — En ældre Form sokt findes i „harsokt“.

søle, v. n. (e—te), søle, sluske, fare skjødesløst frem. (Ag. Stift). Sv. söla. Heraf Søl, n. og Søling, f. Sølerie.

Søle, f. Dynd, Mudder; s. Søyla.

sølen, adj. varm, kvalm; om Luften. Eit søle Ver. Ndm. (sjelden).

Sølje, s. Sylgja. — Sølju, s. Selja.

sølt, adj. solrigt, beliggende imod Solen. Tell. — Jf. avsølt, Avsøla, Forsøla.

søma, v. n. (e—de), sømme, passe, anstaae. G. N. sœma. (Jf. sama). Ofte forbundet med „seg“ (søme seg).

Søma, f. Sømmelighed, Anstand; ogsaa noget som er til Hæder eller Prydelse. N. Berg. (sjelden). G. N. sómi.

sømeleg, adj. sømmelig, anstændig. I Tell. hedder det samaleg.

Sømn (aab. ø), m. Søvn. Hedder ogsaa Svømn (Nhl.), Svemn (Shl. Rbg.), Svevn (Tell.). G. N. svefn. Sv. sömn. „rugge te Søms“: vugge i Søvn. snakke i Sømn’a: tale i Søvne. kjenne Sømn’en: blive søvnig. Eg haure da igjøno Sømn’en: jeg kunde høre det medens jeg sov. (B. Stift). Han æ i Sømnꜳ sedd’e: han gaaer ligesom i Søvne. (Sdm.). Jf. sova og svæva.

Sømnløysa, f. Søvnløshed.

Sømnora, pl. Dvale, Sandsesløshed, Bedøvelse af Søvn. Kun i Dativ Fleertal. I Sømnorom (Ørk.), i Sømnorꜳ (Sdm.). Han lꜳg i Somnorom: han var i Begreb med at sove ind; Søvnen havde netop betaget ham. Hedder ogsaa: „i Heljorꜳ“, og „Himmelorꜳ“. See Orar.

sømnruskjen, s. sømnøren.

sømnug, adj. søvnig. Hedder ogsaa: svemnug’e (Rbg.), svømnig’e (Nhl.), sømnau (Tr. Stift). G. N. svefnugr.

sømn-øren, adj. sandsesløs eller forvirret af Søvn, søvndrukken. Tildeels i B. Stift. I Sdm. sømnruskjen, om En som viser Tegn til at han har nylig sovet.

Søpl (Søp’el), f. Feieskarn, sammenfeiet Støv og Smuds (= Sorp). Buskerud og fl.

sør (for sydr), adv. syd. (See syd). Hertil Sørfjoring, Sørlending, Sørøying og fl.

søra (for sydra), v. a. (a—a), i Forbindelsen „søra seg“: blive mere sydlig, gaae til Syd, om Vinden. (Kr. Stift).

søre (for sydre), adj. og adv. søndre, sydligere, i Syd. F. Ex. Søre Leid’a; søre Fjoren; Søre-Sande o. s. v. Jf. Modsætningen: nøre.

Søring (for Sydring), m. 1) En som er kommen søndenfra. 2) Indbygger af Søndhordlehn i Bergens Stift.

sørje, s. syrgja. Sørpe, s. Surpa.

sørrønt, s. sydrøn.

Søst, m. Rødost, stærkt indkogt Ost. Sdm. (formod. for Søtost). Ellers kaldet Gumme, Mylsa, Hagletta.

Søt, m. egentlig noget sødt; men bruges ellers som et Kjælenavn: „Søt’en min“. Ligesaa om Munden; ogsaa et Kys.

søt, adj. 1) sød, sødtsmagende. G. N. sœtr. 2) behagelig; ogsaa venlig, sødtalende. Dæ va ’kje søtt te gꜳ pꜳ: det var bittert nok.

søta, v. a. (a—a), forsøde. (Sjelden). søta seg: nyde noget sødt; ogsaa kysse.

Søta, f. Sødme, Sødhed. (Sjelden). — Er ogsaa et Kjælenavn.

Søtebrød, n. Honningkager. B. Stift.

Søt-eple, n. søde Æbler. Ligesaa Søt-apall, m. Abild som bærer søde Æbler. (Sv. sötapel). Modsat Surapall.

Søtleikje, m. en vis Grad af Sødhed.

Søtmysa (aab. y), f. sød Valle (tillavet ved Kogning). Jf. Kabretta.

søtna, v. n. forsødes, blive sød.

Søtrot, f. Sød-Bregne, Steensøde (det samme som Sisselrot).

Søtsmak, m. Sødhed, sød Smag.

søtvoren, adj. noget sød.

søv, s. sova. — Søvje, s. Save.

Søvl, f. Suul; see Suvl.

Søy, m. Susen, Brusen; ogsaa Mumlen eller Lyd af Stemmer. Fosen. (S. søye og Søg).

Søy(d)a, f. et Faar (= Saud); især en Gimmer. Indre-Sogn (Søya), Valders og søndre Gbr. (Søye). — Hertil Søye-vetel (aab. e), m. Gimmer, aarsgammelt Faar. Indre-Sogn.

Søydne, f. Damp af Sved eller varm Fugtighed; Uddunstning, f. Ex. af vaade Klæder. Sdm.

søye, v. n. suse, om Vinden; ogsaa mumle, snakke, især langt borte. Fosen. (Vel egentlig samme Ord som søgja). Heraf Søying, f. Susen.

Søyla, f. 1) en Huulning, Fordybning; især i Jorden. Hard. Lignende Betydning har Seila (i Fosen). Jf. Sel, Sæld. I Sdm. siges Søyle om en Huulning i Havbunden. (Ligt Isl. seyla). — 2) en Vandpyt, et Kjær, Vandstade paa Marker og Veie. Meget brugl. i B. Stift. Ellers kaldet: Dam, Dæmme, Dape, Kjøyl, Tjønn, Pytt. — 3) Dynd, Mudder, Søle; f. Ex. i et Gaardsrum. Tell. I Ag. St. hedder det Søle. Ellers kaldet Dya, Depel, Gor, Surp.

søyle, v. a. slænge, hive afsted. Sdm.

søylet, adj. fuldt af Vandpytter. Berg. Stift (søylette).

søyma, v. a. (e—de), sætte Søm eller Nagler i, f. Ex. en Baad. (Af Saum). Sjelden. Hertil tresøyme. — Particip søymd.

Søyming, f. Nagler i en Baad.

Søyr, m. Forvisnelse, det at Træerne visne af Fortørrelse; ogsaa Raaddenhed. Inderøen.

søyre, v. a. 1. (e—te), rive Barken af Træer, for at de skulle tørres. Indr.

søyre, v. a. 2. (e—te), forøde meget, være til Spilde eller Forødelse. Ligesaa søyrest, spildes, gaae bort til ingen Nytte. — Søyring, f. Spilde, Forødelse.

Søytel, m. en dygtig Karl (= Sugg, Gosse). Sdm.