Ordbog over det norske Folkesprog/T

Ivar Aasen (1813-1896)

Ordbog over det norske Folkesprog

Utgitt av Carl C. Werner & Comp., 1850 (s. 504-553).

T.

ta, Forkortning 1) for taka: tage. 2) for detta: dette. (Romsd. Ndm.). 3) for ut-av, ɔ: af; f. Ex. ta di: af det, deraf. ta Sylv: af Sølv. — Ved de Ord, som begynde med t, er i Almindelighed at bemærke, at vort t svarer baade til det gamle t og tillige til þ (þorn), da nemlig dette sidste er her (ligesom i Svensk og Dansk) gaaet over til „t“ i Subst. Adj. og Verber, men til „d“ i Pronomener og Partikler; f. Ex. du, din, dꜳ o. s. v.

Tad (Ta), n. Gjødning, Gjødsel, Møg. B. Stift, Gbr. Helg. (G. N. tað). Jf. Tode og Talle. Ellers kaldet Frau, Lo, Hævd, Kvisla.

tadd, gjødet. Particip af tedje.

Tadløysa (Taløyse), f. Mangel paa Gjødning.

Tadsig (aab. i), n. gjødende Vædske, som udbreder sig over Engen, især fra Fæhusene. Tildeels i B. Stift. (I Shl. Taseg). Ellers Losig og Hævdedrag.

Tafs, n. smaa Spaaner og Fliser; især Savspaaner (Sagtafs). Ørk.

tafsa, v. n. pille, optrevle eller opslide noget; ogsaa tygge, æde smaat. Berg. Stift. (Søndenfjelds: tamsa).

tafsast, v. n. opslides, trevles.

Tafse, m. Klud, Pjalt, afreven Lap; ogsaa en Smule. B. Stift. (Jf. Tave).

tafsen, adj. 1) slidt, pjaltet. 2) usel, ringe, daarlig. (Fosen). 3) besværlig, hinderlig, forsinkende; om Føret og Veiene. Tell.

tagall, adj. taus, stiltiende, stille. Berg. Stift. I Ørk. hedder det togoll (aab. o). G. N. þögull. (Af Roden „tag“ i tegja, tagde). I N. Berg. forekommer ogsaa Formen: tagande.

tagde, s. tegja. — tagg, s. tigga.

tagga, v. a. (a—a), faae til at tie, gjøre at En bliver taus. tagga eit Badn: stille et Barn, saa at det ikke skriger. Stav. Amt. (G. N. þagga). Ved Trondhjem siges: tegte.

Tagl, n. Haar af en Hestehale; langt og stivt Haar. (I Sdm. hedder det ogsaa: Tjagl). Fleertal Togl (Rbg.). G. N. tagl. Heraf tegle.

tagna, v. n. (a—a), blive taus, forstumme, holde op med at tale eller støie. Alm. og meget brugl. G. N. þagna. Han tagna ’kje før han fekk dæ: han holdt ikke op at trygle, førend han fik det.

Tak, n. 1. Tag paa et Huus; Tække. (G. N. þak). Hedder ogsaa Toka og Tekkja. Fleertal Tok (aab. o), bruges i Søndre Berg. — I Mandals Amt siges „Tag“ især om Nævertag, i Modsætning til Tegltag; saaledes: „tekkje mæ Tag“: tække med Næver og Tørv.

Tak, n. 2. 1) Tag, Greb, Gjerningen at tage. (G. N. tak). taka eit godt Tak: tage dygtigt til. (Jf. Itak, Ovtak, Mistak). Ogsaa Kræfter, Styrke til at tage fat paa noget. D’æ ikje noko Tak i han: han formaaer ikke noget med et tungt Arbeide. — 2) Hold, Greb, et bekvemt Sted til at holde paa eller gribe fast i. F. Ex. om en Steen: „Han æ ’kje so tung, nꜳr ein bære fekk Tak pꜳ han“. Ogsaa figurligt: „fꜳ Tak pꜳ ein“, ɔ: faae Anledning til at sætte En i Forlegenhed. — 3) Kamp, Dyst, Brydning. taka Tak: brydes. Jf. Fangtak, Ryggjatak. — 4) et Forsøg paa at gjøre noget; en Bestræbelse, Anstrengelse. Me lyt taka eit Tak endꜳ: vi faae endnu gjøre et Forsøg. Tyngste Takj’e: det tyngste Arbeide. I Hard. betegner Tak ogsaa et Spillestykke, en Dands (= Slꜳtt). Hertil Feletak, Speltak. (Fleertal Tok, aab. o). — 5) en Stund, en vis Tid. Meget brugl. i B. og Tr. Stift. Eit heilt Tak: en temmelig lang Stund. Eit Takj’e: nogen Tid. Fyste Takj’e: i den første Tid. Tak ꜳ anna: en og anden Stund. I Takom: af og til, en og anden Gang. (I Gbr. hedder det: takom-te). Jf. Toka og Tokt.

taka, v. a. og n. (tæk; tok; tikje, aab. i), at tage. Inf. hedder ofte forkortet: ta; i Gbr. og Ørk.: tꜳkꜳ og tꜳ. (G. N. taka). I Lighed hermed forkortes de andre Former til: tæ, to, tee. Supinum hedder ellers deels tikje, deels tekje; ogsaa toke (ved Stavanger). G. N. tekit. Imperativ tak (ta); Fleertal: takje (i Rbg. Tell. Hall.), ellers take. — Betydningen har mangfoldige Forandringer; saaledes: 1) tage, gribe, faae fat paa; især med Hænderne. Ogsaa v. n. røre ved, føle, lægge Haanden paa. (Med pꜳ og i). D’æ sꜳrt nꜳr ein tæk’e pꜳ. Dæ va so heitt, at ein kunna ’kje taka i dæ (el. ta’ ti di). Ligesaa om at gribe efter noget, udstrække Haanden. Han tok ette di. Uegentlig: „taka ette Vind’a“, ɔ: snappe efter Veiret. (Jf. Andatak). — 2) hente, hjembringe, samle. taka Høy, Konn, Joreple. Ligesaa „taka Sild“: fange Sild med Vod. — 3) overtage, faae Raadighed over. (t. Gar’en, Jora, Rikje). Ogsaa tage i Brug, benytte; f. Ex. Skyds, Hest, Slæde. Ligesaa: modtage, tage til Betaling. Dei tæk ein Skjeling Stykkje. — 4) borttage, bortrive, føre med sig. Dæ tok ut Stykkje. Han tæk Snøen o. s. v. — 5) betage, angribe, tage haardt paa. Dæ tok meg so, at eg seig ned. Dæ tæk ꜳt: det angriber stærkt. (Jf. leita, røyna). Ligesaa om Vinden: Han tæk meir hær en dær. — 6) søge, tye hen til. taka Seng’a: lægge sig. taka Skogjen: løbe til Skoven. Ligesaa: taka Flugt’a, Døra, Vegjen, og fl. — 7) naae, berøre, række hen til. (Jf. næma). Fjøl’a tæk’e burt i Veggjen. Dæ tok upp-unde Loft’e. Ogsaa hvile; f. Ex. Stokkjen tæk’e pꜳ Midt’a; han tæk ikje jamt; o. s. v. — 8) rumme, optage. Ein Kjel som tæk ei Tunne. Dær va sꜳ mange som Hus’e tok. — 9) være modtagelig for, lade sig paavirke af. Dæ tæk ikje Koking: det lader sig ikke koge; Kogning virker intet paa det. Ligesaa: taka Lit (lade sig farve); taka Bot, Tukt, Fæla, Fyretole, Skade og fl. Om Dyr af Hunkjønnet bruges det i Betydningen: undfange, blive drægtig. (taka Kalv, t. Fyl, t. Ungar). — 10) antage sig, tage til sig; f. Ex. et Barn. Ogsaa: tilkalde. (taka Folk te sjꜳ pꜳ). Ligesaa: vælge, udkaare; tage til Ægte. — 11) fatte, skjønne, opfatte. Eg tok dæ strakst, kva han meinte. Ogsaa ansee, antage. Han tok meg fyr’ ein annen. Dei tok dæ godt nok. — 12) bestemme sig til, foretage sig noget, begynde. Me tok ꜳ gjekk heimatte: vi begav os paa Hjemveien. Tak ꜳ ver mæ oss: kom og bliv med os. Dæ tok te myrkna (begyndte at mørkne). Dei tok att pꜳ: de begyndte paany. Han tæk’e pꜳ tiande Ꜳr’e: han begynder nu paa sit tiende Aar. (Meget brugl. i B. Stift). — Talemaader. taka eit Tak: gribe til, gjøre et Forsøg; ogsaa: brydes, kjæmpe. taka seg Tid til: afsee Tid til noget. taka Merkje pꜳ: lægge nøie Mærke til noget for at kjende det igjen. taka seg nær: gribe sig an, opoffre noget. taka fast: gribe, sætte fast. taka sundt: tage i Stykker. taka rangt: gribe feil. — Med seg. „taka seg“: a) fæste sig, gribe fast; b) komme sig, blive før eller stærk; om Dyr. taka seg fram: gjøre Fremskridt, komme sig, dannes, udvikles; især om unge Folk. B. Stift. (Heraf Framtak). taka seg fyre: foretage sig. (Ligesaa: taka seg til). taka seg unda: undtage sig selv, frabede sig noget. ta’ seg upp-atte: begynde paany, komme atter i Gang, gjentage sig. — Med Partikler. „taka av“: a) aftage, fratage (jf. Avtak); ogsaa afskjære; b) slagte Kvæg (egentlig fratage noget af Besætningen); c) forhindre, forbyde, gjøre Ende paa, afskaffe; d) aflede, holde borte, beskytte, f. Ex. for Uveir. „taka ꜳt“: begynde paa; ogsaa: angribe, svække, tage haardt paa. „taka ette“: lære af Andre, danne sig ved Efterligning eller ved at iagttage hvorledes Andre bære sig ad. „taka fram“: anføre, anmelde, omtale. „taka i“ (el. ta’ ti): tage alvorlig fat paa noget, anstrenge sig, bruge sine Kræfter. F. Ex. Han æ stærk’e nok, nꜳr han bære vil ta’ ti. (Lægges Tonen paa det første Ord, da betyder „ta’ ti“ at røre ved eller berøre noget). „taka ihop mæ“: give sig i Færd med. „taka mot“: modtage. I Søndre Berg. hedder det ogsaa: taka mæ (egentl. taka vid). taka nedfyre: gjøre Ende paa noget, forbyde eller forhindre uden Skaansel. (N. Berg.). „ta’ pꜳ:“ a) røre ved; b) begynde paa; c) angribe, overfalde. — „taka til“ (ta’ te): a) gribe til; b) begynde. (Jf. Tiltøkje). „taka unda“: a) tage tilside; b) undtage. „taka upp-atte“: optage igjen; oprippe; gjentage en Andens Ord. „taka ut“: a) udtage; b) optage paa Borg, laane; c) udpege, nævne, paavise; f. Ex. Han æ ’kje go’ te ta’ ut: det er vanskeligt at sige hvem der er Gjerningsmanden. Ligesaa „Eg kjenn ’an, men eg veit ikje te tak’ an ut, ɔ: jeg kjender Ansigtet, men jeg kommer ikke ihu hvem han er. (B. Stift).

takande, adj. som man kan tage, færdig, fuldmoden o. s. v. (Jf. tøk). D’æ ikje takande i dæ: man bør ikke engang røre ved det.

takast, v. n. (tækst, tokst, tikjest), 1) brydes, kjæmpe, tage sat paa hinanden; ogsaa om en Trætte eller Ordstrid. Det tokst um dæ lengje: de strede længe om den Sag. — 2) have Besvær eller Uleilighed, stræbe, anstrenge sig. Han heve mykje te takast mæ. Ellers i samme Mening som taka; f. Ex. takast yve: overtage, overkomme, kunne udrette. Dæ tækst av: det aftager, formindskes.

takeskjerr (takskjærr), adj. sky, vild, som ikke vil lade sig tage, eller som flygter for Menneskene; især om Heste. Berg. Stift, Helg. og fl. I Gbr. og Ørk. hedder det takskyr.

Takfjøl, f. Tagfjel. Jf. Trod.

Taking, f. Tagen, Griben, Berørelse; Overtagelse o. s. v.

takjen, adj. 1) stærk, haandfast, som kan tage et kraftigt Tag. Indr. 2) gribende, nem til at slaae an eller sætte sig fast. (Sjelden). 3) nem, klog, opvakt, som lettelig fatter eller lærer noget. Ørk. (Jf. tøk).

Takk, f. Tak; Erkjendtlighed. (G. N. þökk). Betydningen TIlfredshed (eller at tækkes med noget) findes kun i Talemaaden: taka te Takka.

Takka, f. Brødpande, rund Jernplade, hvorpaa Fladbrød bliver stegt (eller baget ved Ild). Søndenfjelds. (Ellers kaldet Bakstehella og Brø’jarn). Jf. Sv. tacka, Jernklump.

takka, v. a. og n. (a—a), takke. (G. N. þakka). takke pi Hand’a: takke ved Haandtag. takke fyre seg: takke for hvad man har faaet; tage Afsked. D’æ ’kje te takke fyre: det er ikke noget at takke for. Hedder ogsaa: „D’æ ’kje takkande fyre dæ“.

takklaus (takkelaus’e), adj. upaaskjønnet, som man ikke faaer nogen Tak for. Hertil Ordsproget: Takkelaust Arbeid ær altid tungt.

takksam, adj. taknemmelig. (Sjelden).

taklaus, adj. utækket, uden Tag.

takom-til, af og til. (s. Tak).

Takstein, m. Tagsteen; Tegl.

Takstr, m. Tagen, Antagen eller Modtagelse; ogsaa Taxt, Regel for en vis Betaling eller Værdsættelse. (Betydningen gaaer saaledes over i det fremmede „Taxe“ (el. Taxt), medens dog Ordets Form og Afledning er ægte norsk).

Takt, f. Takt. (Fremmedt Ord men meget brugl. om Gang og Lyd).

takt, tækket. Particip af tekkja.

Tal, n. 1. Tale, det at man taler. (G. N. tal). Forekommer i Ag. Stift (Østerd.), dog sjelden. Dæ vart inte langt Tal’e: der blev ikke talet meget. — Hertil hører Talsmann, Umtalsøl, otalslaust.

Tal, n. 2. 1) Tælling, Optællling. (Jf. telja, talde). taka Tal pꜳ: optælle. D’æ inkje Tal pꜳ: det kan ikke tælles. Pꜳ Tal: efter Tælling. — 2) Tal, Nummer. (Jf. Oddetal, jamt Tal). Ogsaa Taltegn, Talfigur; f. Ex. eit Firetal, Femtal. I Søndre Berg. hedder Fleertallet Tol (aab. o). G. N. tal, pl. töl. — 3) Fortegnelse, Liste, Register (egentl. Opregnelse). Sjelden, saasom i Namnetal, Salmetal, Manntal. Jf. Dagetal, Timetal. — 4) Antal, Mængde. Eit stort Tal. I Flokke-Tal (flokkeviis), i Tusind-Tal o. s. v. — 5) en Tid, et vist Tidsrum. Meget brugl. i Fosen, Indr. og Helg. oftest i bestemt Form; f. Ex. pꜳ Vintertal’e, Hausttal’e; Morgꜳtal’e, Kveldstal’e. Sammesteds ogsaa om Aarhundreder; f. Ex. „Pꜳ Femtental’e“ ɔ: i Aarene fra 1500 til 1600, altsaa i det sextende (ikke femtende) Aarhundrede. Ligesaa: pꜳ (eller i) Sekstental’e, Syttental’e, Attental’e.

tala, v. n. (a—a), tale. Mest brugl. søndenfjelds (især Rbg. Tell.); i Gbr. tꜳlꜳ. (G. N. tala). Ellers sjelden, da man sædvanlig siger: snakka. Dog siges almindelig „tala“ om at holde en Tale eller et offentligt Foredrag.

talande, adj. talende; ogsaa veltalende, som taler godt.

Talar, m. Taler, med Hensyn til Anlæg.

tald, part. (af telja), 1) tællet, optællet; 2) raadet, overtalt. Hertil avtald, frꜳtald, tiltald. See telja.

Tale, m. 1) Tale, Omtale; Samtale. Lidet brugl. (se Snakk). 2) Foredrag, offentlig Tale. Mere alm. — Ordets Kjøn er vaklende, da det tildeels hedder Tala, f. (Jf. Tal).

taledryg, adj. langtalende, snakkesalig. Ørk. i Formen tꜳlꜳdryg.

Talegꜳva, f. Talegave; ogs. Taleevne.

Talemꜳte, f, m. Maade at tale paa, Udtryksmaade; ogsaa Udtale, Egenhed i Talen, Landskabssprog, Dialekt.

Talenøyte, n. Nogen til at tale med. Han ha inte Talanøyte: han er ganske alene, har ingen at tale med. Østerd.

talerik, adj. ordrig, som taler meget.

talevand, adj. kræsen med Hensyn til Tale eller Udtryk.

Talg, f. Talg, Tælle. Hedder ogsaa Talj (Ag. Stift), Tolg (Voss, Gbr.), Togg og Tꜳg (Sætersd.). G. N. tolg. Sv. talg. — leggje Talg: blive fed, om Dyr. „tære pꜳ Talg’a“: tære paa sin Fedme, sulte efter at have levet i Overflod.

talga, v. a. smøre med Talg.

Talgebær, s. Tꜳgebær.

Talgljos (Talgjøs), n. Talglys.

talgstøytt, adj. dækket med Talg eller Fedt; om Kjød. I B. Stift: talgastøytt.

Talk, m. Tallerken. Hedder oftre Talerk. (Nyt Ord). Sv. tallrik.

talkna, v. n. trække efter Veiret, gispe. Nhl. (Jf. Tolkn).

tall, f. Fyrretræ, Fure. Østerd. (Mere brugl. end Foro). See ellers Toll. — Hertil Tallbar, Tallholt, Tallskog.

Talle, m. Møg af Faar og Gjeder; den Grund eller Banke, som dannes i Faarestalden af Møg og Strøelse eller Affald af Høet. Et meget udbredt Ord. (B. Stift, Gbr. Tell. Rbg.). I Sætersd. Tadde.

Talm, n. langvarig Plage; fortrædelig Langsomhed eller Forhaling; noget som gaaer seent eller daarligt, f. Ex. om et Fiskerie, hvorved man sjelden faaer noget. Sdm.

talma, v. a. (a—a), plage, pine; f. Ex. om en langvarig Sygdom. Ogsaa v. n. bekomme noget seent og med Vanskelighed, vente længe og faae lidet; især om Fiskere. Sdm. Ørk. Gbr. — Jf. G. N. talma, hindre. Holl. talmen, nøle.

Talmafiskje, f. seent og smaat Fiskerie.

talmast, v. n. plages, især af en langvarig Sygdom. Sdm. Ndm. Ørk.

Talmasykje, f. langvarig Sygdom eller Skrantenhed, langsom Svækkelse.

Talsmann, m. Talsmand.

Tam, n. Tæmmelse, Tilvænnelse. (Af tæmja, tam-de). Denne Hesten heve eit godt Tam, ɔ: er godt tæmmet, god til at bruge. (Udtrykker egentlig et Dyrs Opdragelse eller tilvante Skik).

tamd, adj. (part. af tæmja), tæmmet, vant til noget; ogsaa tam, i Modsætning til vild. G. N. tamr.

Tame, m. Vane, tilvant Egenhed (baade hos Dyr og Mennesker). Vald.

tamsa, v. n. (a—a), tygge eller æde langsomt. Tell. Buskerud. (Jf. tafsa). Andre Steder siges temse og tymse, om at tale langsomt.

Tan, n. 1) Udstrækkelse, Udspærring. (Af tænja, tan-de). Sjelden. — 2) Løb, Renden, stærk anstrengt Gang. Sogn, Tell. og fl. „leggja te Tans“: tage Tilsprang, begynde at løbe stærkt. (Sogn).

tana, v. n. (a—a), løbe, rende. Tell. Ellers tænja.

tand, udspændt, udspilet. Particip af tænja. G. N. þandr.

tandra, v. n. skjende, larme, yppe Trætte. Tildeels i Ag. Stift. (I Sdm. siges tantra og tjantra). Jf. tenna.

Tang, n. Tang (Fucus), Søvæxter med glatte kjødede Blade. (Forskjelligt fra Sjøgras). Jf. Tare. I B. Stift hedder det Tꜳng. G. N. þang. — Ogsaa om det Bælte eller Strøg langs Strandbredden, som er bevoxet med Tang.

tanga, v. n. samle Tang; f. Ex. til Svinefoder. I Sogn tꜳnga.

Tangbola, f. de opblæste Knuder eller Blæder paa Tang.

Tangbrosma, f. et Slags smaa Fiske; Buthue (Blennius). I Sdm. Tꜳngbrøsme.

Tangflokje, m. Tangdusk.

Tanghævd, f. Gjødning med Tang.

Tangje, m. (Fl. Tanga, r), 1) Tange, Spids til at fæste i Skaftet (paa Knive og andre Jernredskaber). — 2) Landtunge, Banke eller Rev, som stikker ud i Vandet fra et Næs. I B. Stift: Tꜳngje. G. N. tangi. — En anden Betydning forudsættes i Utangje.

Tangnꜳl, f. Havnaal, et Slags smaa Fiske (Syngnathus). Nogle Steder kaldet Sjønꜳl. En vis stor Art kaldes i Shl. Grunnꜳl.

Tangoska (Tꜳngoske), f. Tangaske.

Tangrꜳnd, f. Tangbæltet paa Strandbredden, tæt ovenfor Ebbemaalet; det Strøg som er bevoxet med Tang. I B. Stift Tꜳngrꜳnd.

Tankar, m. Ølkande; s. Tꜳnkar.

tankefull, adj. tankefuld. Jf. fortenkt.

Tankelag, n. Tænkemaade. Sjelden.

tankelaus, adj. tankeløs, ubetænksom. I B. Stift: tꜳnkelaus’e.

Tankeløysa, f. Tankeløshed; ogsaa Mangel paa Eftertanke.

tankerik, adj. rig paa Tanker.

Tankesetel, m. Tankeseddel; Noget til at tænke paa. Han fekk Taankesetel: han fik noget at betænke, at gruble over. B. Stift.

Tankeveg, m. Tankernes Gang. Sjelden. (Tell.).

tankevill, adj. forvirret, adspredt.

Tankje, m. (Fl. Tanka, r), 1) en Tanke, Idee. I B. Stift: Tꜳnkje. G. N. þanki. — 2) Mening, Hensigt. Dæ va Tankjen: det var Hensigten. — 3) Eftertanke, Opmærksomhed. Dæ vil vera ein Tankje mæ alt: man maa bruge lidt Eftertanke ved alt som man skal gjøre. Jf. tenkja og tenkt. — I Sammensætning: Tanke (Tꜳnke, Tꜳnka), s. ovenfor.

Tannar, m. en tør Kvist, Pind, Stikke. Sogn. I Tell. sjelden.

Tannfelling, f. og m. Tandfældning, Tandskifte (hos unge Dyr). Tann og Tanne er en Sammensætningsform af Tonn, f.

Tanngar, m. Tandgjærde, Tandkreds i Munden. G. N. tanngarðr.

Tannkjøt, n. Tandkjød. Jf. Gom.

Tannkyld (Tannekjøld), m. en Fornemmelse af Frost i Tænderne; Ømhed som man føler ved at smage paa noget koldt.

tannlaus, adj. tandløs. Heraf Tannløysa, f. Tandløshed; ogsaa En som er tandløs.

Tannrot, f. Tandrod i Kjæven.

Tannstikka, f. Tandstikker. I N. Berg. siges Tannepotar (aab. o), m. (Af pota). Sv. tandpetare.

Tannverk (Tanneværk), m. Tandpine. (Alm.). G. N. tannverkr.

Tansegras, n. Reenfan. (Helg.). See Reinfann.

Tap, n. Tab, Forliis.

tapa, v. n. og a. (a—a; og e—te), tabe, lide et Tab, komme tilkort. G. N. tapa. Siges om Tab af Fordeel eller Fortrin (f. Ex. i en Handel, en Proces, et Spil); derimod ikke om at slippe noget af Hænderne. (Jf. missa). — Particip hedder sædvanlig: tapt (taft). — Tapar, m. kaldes den Tabende i Spil.

Tapp, m. 1) Tap, f. Ex. i en Tønde. (Isl. tappi). Jf. teppa, Toppa og Topp. — 2) Tap eller Spids, som indfældes i en Kløft (Klauv) i Træværk. (Sjelden). — 3) en Tot, Visk, et lidet Knippe, f. Ex. af Hø (Høytapp). Ind. Guldalen, Østerd. I Ørk.: Topp. (Sv. tapp). Ellers Dott og Lopp.

tappa, v. a. (a—a), tappe, aftappe. Jf. teppa.

Tappmor, see Toppa.

tar (for tarv), behøver; see turva.

Taralm, s. Turhylma.

Tare, m. Tare, bredbladet Tang (Laminaria); forskjellige tangagtige Søvæxter med en rund Stilk og et bredt Blad i Toppen. (Isl. þari). Hertil Tareblad, n. og Tarestylk, m. (Ogsaa kaldet Tarestokk og Taralegg). „fꜳ eit Tareblad uppunde Haud’e“: komme til at hvile paa Havsbunden, omkomme paa Søen. (Sdm.).

Tarebotn, m. Grund, som er bevoxet med Tare.

Taregreip, f. et Redskab, hvormed man samler Tare til Gjødsel.

Taretosk, m. et Slags Torsk med brunt eller rødligt Skind.

Tarm, m. Tarm. (G. N. þarmr). Jf. Gonn.

Tart, m. Smaa-Lax. Sogn og fl.

Tarv, m. en liden, uanseelig Tingest; om Dyr og Mennesker. Tell. (Jf. Trave).

Tarv, f. Fornødenhed; see Torv.

tarvall, adj. trængende. (Sjelden).

tarvast, v. n. blive fornøden, behøves. Sjelden (s. turvast).

Tarve, m. en liden Sky; smaa optrækkende Skyer i det Fjerne. B. Stift.

Tarvende, n. Redskab, Værktøi, Ting som ere nødvendige til et Arbeide. Voss (meget brugl.). G. N. þarfindi. Ellers kaldet Velde, Beine, Bunad, og fl.

tarvet, adj. bestrøet med smaa adspredte Skyer. B. Stift.

tarvlaus, adj. unødvendig. (Sjelden).

Taska, f. Taske. (I Tell. Toske).

Tasse, m. 1) en Tosse. Hard. 2) en Stakkel, Vantrivning. (Ikke alm.). Paa Jæd. siges Tase, om et udmagret Faar. — „Tassen“ er ogsaa et Navn paa Ulven. (Ag. Stift).

tassen, adj. taabelig, tosset. (Hard.). Ogsaa uanseelig, dvergagtig.

Tata, f. Kartoffel. See Poteta.

Tatra, f. Taterkvinde. — Tatrekall, m. en Tater, Zigeuner. (Sv. tartare). Tatrelag, n. Taterfølge.

Tatte, m. Patte; Brystvorte. N. Berg. og fl. (Jf. Tisse).

taug, adj. langsom. Skal bruges i Tell. (Ellers taugfør). I Sogn siges togall (aab. o) i samme Betydning. (I svenske Dial. tauglig).

taugfør, adj. seenfærdig, langsom. Tell.

taugra, forhexe, s. tauvra.

taugt, adv. seent, langsomt. Tell.

Taum, m. Tømme, Tøile. Hedder ogsaa Tom og Tøm (Ag. Stift). G. N. taumr. Heraf tøyma. Bruges ogsaa om en tynd Snor, f. Ex. paa et Fiskesnøre; ligeledes om en tynd Strøm af sei Vædske, en Draabe som trækkes ud i Længden. Figurlig: Han fekk for lang’e Taum’en, ɔ: han fik for meget Frihed, man lod ham raade sig selv for meget.

taumkjøyre, v. a. holde i Tømmerne. Gbr.

taumlaus, adj. fri, uden Tøiler.

Taumleggje, f. see Kjegla.

Taumsaukje, m. et Slags meget simpel Knude paa Fiskesnører. N. Berg.

taumut, adj. stribet paa Siderne af Hovedet; især om Gjeder. B. Stift.

Taus, f. 1) en Pige, et ungt eller ugift Kvindfolk i Almindelighed. Meget brugl. vest- og nordenfjelds, hvor Ordet „Gjenta“ er sjeldnere. (Jf. Pika, Vækja, Fesja). — 2) en Tjenestepige, Tøs. Meget brugl. i de samme Egne. Ved Stavanger synes det kun at have denne Betydning og ikke den forrige. — 3) en falden Pige, En som har faaet Barn. Tell. og tildeels i Ag. Stift, hvor Ordet altsaa ikke bruges i den første Betydning. (Andre Steder bruges Fesja og Fyrkja i dette Tilfælde). I B. Stift er et sadant forringende Begreb ubekjendt, og det hedder her til Ex. „Dei ha fem Bonn, tvo Guta ꜳ tre Tause“. Ligesaa: Ei vaksa Taus; ei snild’e Taus, o. s. v. Ordet bruges i svenske og danske Dialekter (i Formen Tøs), men mangler i det gamle Sprog. — I Sammensætning har det deels a, deels e; saaledes

Tausabadn, n. Pigebarn. (Forringende: Tausa-ungje, m. B. Stift). Tauseløn, f. Løn til en Tjenestepige. Tausefut, m. spotviis om En som løber efter Pigerne. (I Sdm. Tausedill).

tauselaus, adj. som ikke har Tjenestepige.

Tauskjering, f. en gammel Pige. Tildeels i B. og Tr. Stift. (Nogle St. Tausakjæring). Ogsaa En som har Barn. (Ørk. Nfj. og flere.) Jf. Møykjering.

taut, mumlede; see tjota.

Tauvr, n. Forhexelse (s. følg.). I Sogn Tøvr og i Sdm. Tꜳvr, om en vis Sygdom eller Skrantenhed, som undertiden angriber Køerne.

tauvra, v. a. forhexe, forgjøre. Tell. Hedder ellers taugra (Hard.), tøvra (Nhl.). Isl. töfra. (Jf. Holl. tooveren. T. zaubern).

tauvra, adj. angreben af en vis Sygdom (Tauvr), om Køer. Tell. I Sdm. og Ndm. hedder det tꜳvra.

Tave, m. Klud, Lap; optrevlede Stykker af Tøi. N. Berg. og Tr. Stift. (Jf. Tafse).

tavla, v. n. stride, kjæmpe. Hard. — Andre Steder: tevla.

Tavla, f. 1) en Tavle, Skrivertavle; ogsaa et Skildt. — 2) en Ryghvirvel. Ørk. Ellers Tovla (Nhl.), Tole (Sdm.).

tꜳ (for ut-av), af, ud af.

Tꜳ, f. (Fl. Tæ, r), Taa, paa en Fod. Hedder ogsaa To (Romerige). G. N. tá. — Pꜳ Tæom: paa Tæerne. (Ørk.). Hedder ogsaa: pꜳ Tæ’nꜳ, og Tꜳ’nꜳ (N. Berg.).

Tꜳa, f. tøet eller ufrossen Jord. (G. N. þá). Ogsaa bar eller sneeløs Jord. Tildeels i B. Stift. — Pꜳ Tꜳenne: paa bar Mark.

tꜳen, adj. tøet, bar, sneeløs. Mest i Neutrum: tꜳe. (N. Berg.). Jf. tøya.

Tꜳg, f. (Fl. Tæg’er), en Trevle, en tynd Green af en Rod; lange og tynde Rødder af Træer eller Buskvæxter. Alm. og meget brugl. (G. N. tág). Ogsaa en Trevle eller liden Sene i Kjød. (Sv. tåga). Ligesaa om seie Hinder eller Klumper i en Vædske; saaledes „Blodtæger“ om Klumper af størknet Blod. Livretæger: smaa Levrer af Fisk.

Tꜳg, n. s. Tog. Tꜳgꜳ, s. Toge.

Tꜳgebær, n. Steen-Klynger (Rubus saxatilis); en Buskvæxt med lange Rodskud. B. Stift, Tell. og fl. Ellers kaldet Tægebær (Hedm.), Teiebær (Shl.); ogsaa Talgebær (Jæf.).

Tꜳgekorg, f. Kurv som er flettet af tynde Rødder eller Trevler, især af Birketræ.

Tꜳgje, m. en smal Kurv til at bære paa Ryggen. Sdm. Ellers Kipa, Kase, Kjessa og fl.

tꜳgut, adj. trevlet, som skyder mange Trevler eller Rodskud.

Tꜳhytte, f. et Slags meget korte Haarsokker. Rbg.

Tꜳ-jark, m. Kanten af en Taa; den yderste Deel af Stortaaen.

Tꜳka, s. Toka. tꜳkꜳ, s. taka.

Tꜳkjæft, m. Revne i en Taa. Sdm.

tꜳla, s. tola. Tꜳlꜳ, s. Tele.

Tꜳm, n. Uklarhed i Luften, et tyndt og jævnt Skydække, som ligner Støv. Tell. I Hall. Tꜳme, m. (Isl. þám, Dunkelhed). Andre Steder Hima og Dembe.

tꜳma, adj. uklar, om Himmelen; dækket af en støvagtig Sky. Tell. Hall. (Isl. þámaðr).

tꜳmast, v. n. blive dunkel eller uklar; om Himmelen. Ogsaa tꜳme. Tell. Hall.

Tꜳme, m. Uklarhed; s. Tꜳm.

tꜳna, v. n. (a—a), tøe, optøe, om Snee; ogsaa: blive bar, om Jorden. Voss og fl. — Jf. tidna og tøya.

Tꜳnꜳr, s. Tinar. Tꜳng, s. Tang.

Tꜳng, f. (Fl. Teng’er), 1) en Tang; f. Ex. Smedetang, Knibetang o. s. v. G. N. töng. — 2) Læssetræ, en Ramme, hvormed man sammenpresser et Hølæs eller Kornlæs. B. Stift. G. N. töng. (Lovene, I, 349). — Hertil: Tꜳnga-rim (aab. i), f. en af de lange Remmer eller Spiler i et Læssetræ. Tꜳngsim (ii), m. Læssereb, det Toug hvormed Læssetræet bindes fast til Læsset. Sdm. Ndm. Paa Helg. hedder det Sime.

tꜳnga, s. tanga. Tꜳngje, s. Tangje.

Tꜳnkar, m. en Ølkande med en Tud paa Siden. B. Stift. I Sdm. Dꜳnkar; i Tr. Stift: Dankar. Jf. Sv. stånka. Eng. tankard.

Tꜳnkje, s. Tankje.

Tꜳr, n. Tave, Trevle af Hør, Hamp eller Bast. Hampetꜳr, Lintꜳr. Sdm. — Jf. Tære.

Tꜳr, m. en Taar, liden Drik. (Sjeldent og som det synes fremmedt Ord).

Tꜳra, f. Taare. (G. N. tár, n.).

tꜳrast, v. n. fælde Taarer, falde i Graad. Sogn og fl. G. N. tárast.

Tꜳrn, n. Taarn. (I Lighed med andre Ord skulde det hedde Tonn; egentlig Torn). G. N. turn.

tꜳsa, s. tosa. Tꜳt, s. Tot.

Tꜳta, f. 1) en Tud, liden fremstaaende Knude. N. Berg. — 2) Pattebøsse, Sukkerpatte, en liden Pose med Mælk eller Suppe til at suge paa for Børn. (Isl. táta).

Tꜳtt, m. (Fl. Tætter), 1) Traad, Snor, en af de enkelte Dele hvoraf et Toug er sammenlagt, ligeledes en af Traadene i en Snor eller i tvunden Traad. Temmelig alm. og meget brugl. (G. N. þáttr). — 2) Trevle, Tave; ogsaa en Linie eller Stribe, som ligner en Traad. (Jf. Tꜳg og Tꜳr). — 3) et vist Træk i Ens Sindelag; et vist Hang eller Anlæg. Meget brugl. i N. Berg. f. Ex. Ein lꜳk’e Tꜳtt: en ond Tilbøielighed. Ein Fantetꜳtt: et Anlæg til Skalkestreger. Ein Storetꜳtt: et Anlæg til Stolthed. — Af Tꜳtt dannes tildeels tꜳtta og tætta, adj. som i tvitꜳtta (dobbelt) og tritꜳtta (tredobbelt). Et Toug har sædvanlig tre „Tætter“, men enhver Tꜳtt kan atter bestaae af flere.

tꜳttut, adj. stribet, trevlet, fuld af traadformige Linier.

Tꜳvr, n. 1) en vis Kvægsygdom (= Tauvr). Sdm. 2) en Stakkel, En som ikke kan udrette noget. Gbr.

tꜳvra, adj. angreben af „Tꜳvr"; egentl. forhexet; s. tauvra.

te, v. a. og n. (r—dde), 1) vise, fremvise. „te sea“: vise sig, komme frem, yttre sig; undertiden ogsaa skikke sig, opføre sig. G. N. té, tjá. — 2) betee, bevise, f. Ex. en Velgjerning, en Tjeneste. Sjeldnere. — 3) v. n. vise sig, være at see, kunne sees. Meget brugl. i Hard. Voss og Hall. Da ter Holo ette: der viser sig en Huulning efter det. Da va so lite at da tedd’ ikje: saa lidet at man ikke kunde see det. (Ellers syna).

te, præp. til; s. til. De Ord som begynde hermed (f. Ex. tebaka, teblands, tedess) henføres under „til“.

te, Infinitiv-Partikel: at, til at; f. Ex. te gjera: at gjøre. Hedder ogsaa: „til ꜳ“, eller „te ꜳ“ eller blot „ꜳ“, især efter et Ord, som ender med t; f. Ex. D’æ godt ꜳ sjꜳ. Det mest brugelige er imidlertid „te“ (eller egentlig: ti, med aab. i). Jf. Holl. te. Eng. to. (I G. N. hedder det at og til at). — Jf. til, præp.

te, adv. (ved Komparativer): jo, des, desto. F. Ex. Te meir han fekk, te meir vild’an hava. Te fleire dæ vert’e, te verr’ æ dæ. Te lenger eg leita, te meir fann eg; o. s. v. Synes at være temmelig alm. og hedder overalt te, ikke til. Kun paa nogle Steder søndenfjelds bruges i denne Forbindelse Ordet „dess“. (I G. N. bruges þess og því).

tebjoand, s. tilbjodande.

teden, s. tiden. tedess, s. tildess.

tedje (aab. e), v. a. (ted’; tadde, tadt), gjøde, gjødsle, lægge Gjødsel paa. N. Berg. (G. N. teðja). Jf. Tad. (Ellers hævda, kvia, frøye). Particip: tadd (tadd’e).

Tedjing, f. Gjødning, Gjødsling.

teen, s. tiden og tikjen.

tefaren og Tefær, s. tilfaren.

Tegd, f. Behag, Tilfredshed; s. Tægd.

tegja, v. n. (tegje; tagde, tagt), at tie, være taus. Inf. te’ja el. tea findes kun sjelden (Tell. Hall.); derimod hedder det: teia, teie (B. Stift, Gbr. Helg.), tiga (Sogn), tigja, tia (Jæd. Tr. Stift og fl.). G. N. þegja. Sv. tiga. I Lighed hermed hedder Præsens teie, tie; sjeldnere tejer (tegjer). — Imperf. hedder altid tagde (G. N. þagði) og forkortes ikke saaledes som Imperf. af segja og leggja. Imperativ (som skulde hedde teg) hedder deels tei, deels tig og ti. — Ordet forbindes ofte med „seg“ (teie seg). — teie pꜳ: fortie, ikke tale om. Jf. tagga, tagna og Togn.

tegjande (teiand), adj. 1) taus, stiltiende. Jf. tagall. (G. N. þegjandi). 2) til at fortie. D’æ ikje teiande pꜳ dæ lenger.

Tegjing, f. Taushed, Stiltienhed.

tegle, v. a. (e—de), beklippe Halen paa Heste og Køer. Gbr. (Af Tagl).

tegte, v. a. stille, faae til at tie (= tagga). Ørk. Indr. „fꜳ tegt Ban’e“: faae Barnet til at tie. (Er kun opgivet i Supinum, tegt, saa at Infinitivets Form ikke er ganske bestemt).

Teia, f. s. Tægja. teia, s. tegja.

Teiebær, see Tꜳgebær.

Teig, m. 1) en Rude eller Qvadrat i Ager, Eng og Skov; et afgrændset eller afmaalt Jordstykke, især paa udskiftet Jord; en Engpart, Agerpart. Alm. (Sv. teg). — 2) en Engstrimmel til at slaae; Engstykke, som en eller flere Slaaekarle kan slaae paa en vis Tid; sædvanlig en smal Strimmel hvorpaa man begynder fra den nederste Ende. (Isl. teigr). — 3) en vis Mængde Korn paa Ageren, nemlig 20 Træver (hver Træve paa 26 Neg). Mandal. — I Shl. skal en Teig ogsaa være et bestemt Viddemaal, omtrent 3 Maal Jord (?). I Hall. og flere Steder søndenfjelds bruges Teigen ogsaa som Viddemaal, men er deels større, deels mindre, og benævnes efter den Betaling som man sædvanlig giver for Høslætten paa Stykket, saasom Markateig, Halvdalarsteig og Dalarsteig. — Naar Jorden er saaledes skiftet, at forskjellige Parter ligge vexelviis imellem hinanden, siger man et det ligger „Teig um Teig“.

teiga, v. a. afdele i Ruder eller Strimler. (Sjelden).

Teigbyte, n. Grændseskjel imellem to Jordstykker. Ogsaa kaldet Teigskifte.

Teigtrøm, m. Kanten paa en Teig.

Tein, m. en tynd og liden Stang; f. Ex. om Ærtestænger, Baandstager og deslige. Ogsaa et opspirende Træ, Skud, Spire. (Seljetein, Hasletein). Alm. Ved Stavanger hedder det Teidn. (G. N. teinn).

Teina, f. 1) en Ruse eller Kube til Fiskefangst, sammenføiet af tynde Stænger eller Spiler. B. Stift og fl. — 2) en Kløvkurv, Vidiekurv til Kløv. Valders. — 3) Mølletragt, Mølleskrue, den Kasse hvoraf Kornet falder i Kværnen. (Jf. Sko og Stille). Hertil Teinꜳs, m. Bjælke hvorpaa Mølletragten hviler.

teina, v. a. (a—a), rive, stikke; om Smerter, som ligne en Stikken i Lemmerne. Sdm. Jf. sneisa.

Teine-gar, m. Muur eller Gjærde til en Fiskekube (nemlig i en Elv).

Teiste, m. 1. en vis Søfugl, Sødue (Uria Grylle). Isl. teista.

Teiste, m. 2. Fyrfad, Jernkasse at bære Ild i. Oftere Eldteiste, Fyrteiste.

tekje, s. tykja. tekjen, s. tikjen.

Tekk, m. Lugt, Veir; især af Dyr. Sdm. Kynn’e kjende Tekkj’en ta Bjønn’a: Køerne havde Veiret af en Bjørn, el. kjendte at den var nær. Jf. tekkja.

tekk, adj. tækkelig, behagelig. N. Berg. (sjelden). G. N. þekkr.

Tekkja, f. Tag, Tække paa et Huus. (G. N. þekja). Hedder ogsaa Toka (aab. o), og mest alm. Tak.

tekkja, v. a. 1. (tekkje; takte, takt), tække, lægge Tag paa; dække et Tag med Tørv. (G. N. þekja). Imperf. hedder ogsaa, og maaskee mest alm., tekte. (G. N. þakti). Particip deels takt, deels tekt. — Heraf Tekkjing, f. Tækning.

tekkja (tekkje), v. a. 2. (kje, kte), 1) lugte, have Veir af. Sdm. (sjelden). See Tekk. — 2) øine, opdage i det Fjerne, see noget saa tydelig at man kan kjende det. Helg. (Jf. time). G. N. þekkja, kjende, fornemme.

tekkjast, v. n. (Imp. tektest), 1) tækkes, tage til Takke med noget. „tekkjest mæ“. (G. N. þekkjast, modtage). 2) behage, være tækkelig. Sjelden.

Tekkje, n. Tækkelighed. Jf. Tokka.

Tekkjedugnad, m. en Sammenkomst af Naboer for at fuldføre Tækningen paa et Huus; ogsaa et Gjæstebud i samme Anledning. B. Stift. I Shl: Tokedugna’ (aab. o). Ved Kristiania siges „Kranselag“ i en noget lignende Betydning.

tekkjeleg, adj. tækkelig, behagelig.

Tekn (ee), n. Tegn, Mærke; ogsaa Forvarsel. G. N. teikn.

tekna (ee), v. a. (a—a), 1) betegne, vise eller udtrykke noget ved Tegn; f. Ex. for En som er døvstum. G. N. teikna. „tekna seg“: tegne til, vise Tegn til noget. — 2) tegne, afbilde; gjøre Tegninger. Ellers rissa og skildra. — 3) skrive, optegne. tekne pꜳ: paategne. tekne unde: undertegne.

Tekning, f. Tegning; Betegning.

Teksla, f. Tængsel, Huuløxe. Nhl. og fl. (I Ørk. Teksel). Ellers Diksl.

Tekst, f. en Indretning, hvormed man opsamler Tømmeret i Elvene. Tell. Buskerud. (Jf. Lense). Ellers bruges Tekst og Tekstr, f. i Betydningen Text; ogsaa Prædiken. (B. Stift). Hertil Talemaaden „lese Tekstr’a“: læse en Prædiken i en Huuspostil.

tekt, s. tekk, tekkja og tegte.

Tel (aab. e), n. 1) Grund, Underlag; Tøiet i Klæder, i Modsætning til det som sættes paa samme, f. Ex. Brodering, Noppe, Fryndser. Hard. Shl. I Sdm. kun i „Rye-tel“. Jf. Mꜳnetel. (G. N. þel). — 2) Bund, Gulv, Hylde (see Tile). Helg. — 3) Mod, Djervhed, Fasthed i Sindet. D’æ godt Tel i dan Kar’en. Hard. (Jf. tela). Isl. þel, Sindelag.

tela (aab. e), v. a. (a—a), rede et Garn ved at oplægge Maskerne efter hverandre paa en Pind. Sdm. (s. telna).

tela (aab. e), v. n. (a—a), tilfryse, om Jorden; blive haard af Frost (s. Tele). Hedder ogsaa telast.

tela (aab. e), adj. 1. frossen, haardfrossen; om Jorden. Alm. Jf. klaka. Pꜳ tela Markjenne: paa den tilfrosne Jord.

tela, adj. 2. djerv, modig, uforfærdet. Hard. (See Tel).

Tele (aab. e), m. 1. frossen Jord, en tyk, frossen Skorpe i Jorden. Alm. dog tildeels med afvigende Form: Tæla (Ag. Stift), Tale og Tala (Namd.), Tꜳlꜳ (Indr.). G. N. þeli. En tyndere frossen Skorpe kaldes Klakje.

Tele (aab. e), m. 2. en skovløs Fjeldmark, en høitliggende, bar Flade eller Skraaning. Ørk. Ndm. Ogsaa kaldet Fjelltele (tæle). Vel egentlig: bar Grund; jf. Tel.

Telebotn, m. et frossent Jordlag nedenfor Overfladen.

Teledrope (aab. e og o), m. Dryp af et Tørvtag, foraarsaget ved afvexlende Frost og Tøveir. B. Stift.

telefri, adj. fri for Tele eller Iis i Grunden, ganske optøet; om Jorden.

Telegrop (aab. e og o), n. Smeltning i frossen Jord; det besværlige Føre som indtræffer naar Isen i Jorden smelter. Temmelig alm. Ord.

Telehogg, n. en Øre, hvormed Iis og frossen Jord ophugges. Isl. þelahögg.

Teleskot, n. Jordens Smeltning i Tøveir. (= Telegrop). Ørk. i Formen Telskot. I Indre-Sogn hedder det Tilskot.

telgje, v. a. (e—de), tilhugge Tømmerstokke paa Siderne (= rydje, skanta). Valders, Hedm. (ogsaa i nedre Tellemarken). Udtales tælje og har i Valders Formerne: tæl’, tælde. I Gbr. hedder det tolje. (G. N. telgja).

Telgjebile, f. en bred Øxe at tilhugge Tømmer med. Ag. Stift.

telja, v. a. (tel’; talde, talt), 1) tale, overtale, raade, tilskynde. Berg. Stift, Tell. Helg. og fl. i Talemaader som: „telja over“, ɔ: overtale. telja frꜳ, el. av: fraraade. telja til: tilraade, tilskynde. (Meget brugl.). — 2) fremstille, skildre, beskrive. B. Stift, i Talemaaderne: „telja ført“, ɔ: give en gunstig Fremstilling af Leiligheden, forestille noget som bekvemt og let gjørligt. „telja uført“: fremstille Vanskelighederne ved et Foretagende, sige at det ikke er gjørligt. (Egentlig: fortælle, opregne, ligesom G. N. telja). — 3) tælle, optælle, regne efter. G. N. telja. (Jf. Tal). Imperf. hedder i Sætersdalen tꜳlde (formod. af det gamle Fleertal: töldu). Particip: tald. Imperativ tel (aab. e), Fl. telje. — Til de forrige Betydninger hører endnu: „telja fyr’ ein“: gjøre En Forestillinger, søge at tale En tilrette, advare, moralisere for En. Dæ nytta inkje kva me talde fyr ’an: det hjalp ikke hvormeget vi søgte at faae ham paa andre Tanker. (Berg. Stift). „telja te godes“: raade til Fred, tale forsonende Ord, udlægge alt til det bedste. „telja te vondes“: ophidse Gemytterne, foraarsage Strid og Bitterhed.

teljande, adj. tællelig, som kan tælles eller er værdt at tælle. Ogsaa med Betydning af Raad eller Tale, i Sammensætning, som til-teljande (tilraadeligt), frꜳteljande (fraraadeligt).

Teljing, f. Tælling. I Sammensætning ogsaa Raad eller Overtalelse; som Frꜳteljing (Fraraadelse), Tilteljing (Tilskyndelse). Jf. Fyretole.

Tella (Tell’), f. Gran, Grantræ. Inderøen. (G. N. þella?). Hertil Tellbar, n. Granbar. Tellskog, m. Granskov. (I Lighed med Toll og Tall skulde det betyde Fyrretræ).

Telna, f. Kanten paa Garn og Seil; det Toug som er tilsyet paa Kanterne. Helg. Fosen. Hedder ogsaa Telning. (I B. Stift: Skot). I svenske Dial. findes täln og telne i lignende Betydning.

telna, v. a. sætte Kant paa, sye Toug til Kanten paa Garn og Seil. Fosen.

Telskji, s. Tilefjøl.

Telt, s. Tjeld. — Teltebud, f. og Telthus, n. et Tøihus, en Bod hvori Krigsfornødenheder gjemmes.

tembe, v. n. fylde i sig, drikke eller æde meget. Skal bruges i Tell. men hedder ellers tæmje (temja). G. N. þembast, svulme op.

te-meins, til Hinder; see Mein.

temoss (for til Mots), see Mot.

tena (ee), v. n. (a—a; og e—te), 1) tjene, være i Tjeneste. (G. N. þjóna, þéna). Undertiden med Dativ; f. Ex. Han tente Prest’a, ɔ: var i Tjeneste hos Præsten. — 2) hjælpe, vise en Tjeneste. (Med Dativ). — 3) nytte, hjælpe, due til noget. Sædvanlig med „til“. (tene te). — 4) gaae an, være godt nok; ogsaa: være tilpas, især om noget slet. Dæ tena ꜳt dei: det er godt nok for dem; ogs. det er tilpas for dem, nu kunne de have det saa godt. (Meget brugl. i N. Berg.). — 5) v. a. fortjene, forhverve. tene Pengar: samle Penge, have Fordeel. Particip: tent (ee).

Tenar, m. Tjener; Karl eller Pige som er i Tjeneste. — Hertil Tenarhald, n. Tjeneres Underhold, det at holde Tjenere. Tenarløn, f. Løn til Tjenestefolk. Tenarløysa, f. Mangel paa Tjenere. Tenarstova (aab. o), f. Stue for Tjenestefolk paa en stor Gaard. Jf. Borgstova.

Tenꜳr, sprødt Træ; s. Tinar.

tendra, v. n. naae til eller berøre noget. Hard. Mæ sama Bꜳten tendra i Land: i det Øibeblik da Baaden berørte Landet, naaede Land.

tendra, v. a (a—a), tænde, optænde. B. Stift og fl. Andre Steder: tende. G. N. tendra. Ang. tendan. (Jf. kveikja). tendra i (el. ti): antænde. tendre ti Kolꜳ: tænde Lampen.

Tendring, f. Optændelse; ogsaa en begyndende Lysning; s. Mꜳnetendring.

Tendring, m. en stor Baad med Veng eller Kahyt; en Mellemting af Baad og Jægt. Helg. Namd.

Tendve(d), m. Spaaner eller Splinter til at tænde med. Ørk. og fl. Ellers kaldet Kveikje og Eldkvende.

tenkja (tænkje), v. n. og a. (kje, kte), 1) tænke; ogsaa slutte, formode. (G. N. þenkja). Eg tenkje rett da: jeg kan nok formode det. (B. Stift). Han fæ tenkje eitslag: han kommer til at faae adskillige Tanker. — 2) beslutte, fatte et Forsæt, lægge en Plan. Me hadde tenkt dæ so: vi havde besluttet det saaledes; det var vor Hensigt. — 3) bestemme til noget. Noko anna had’ eg tænkt dæ til. „tenkje seg til“: bestemme sig til, have i Sinde. — tenkje seg um: tænke sig om, betænke sig. tenkje attpꜳ: komme ihu, erindre sig noget. tenkje ette: tænke efter, betænke. tenkje pꜳ: tænke paa; ogsaa betænke, have i Erindring. tenkje upp: optænke, finde paa. Jf. tenkt.

tenkjande, adj. tænkelig; ogsaa: værdt at tænke paa. D’æ ikje tenkjande pꜳ di: det nytter ikke at tænke derpaa.

Tenkjemꜳte, m. Tænkemaade.

Tenkjing, f. Tænkning. Jf. Tankje.

tenksam, adj. tænksom; betænksom.

tenkt, adj. 1) tænkt, paatænkt. (Particip af tenkja). I Særdeleshed: a) besluttet, overlagt. Dæ va so tenkt (saaledes besluttet). b) bestemt til noget. Dæ va tenkt te noko anna. c) mistænkt, anseet som Gjernignsmand. Han æ tenkt’e te dæ. — 2) betænkt paa noget, bestemt, forberedt. Eg va ’kje tenkt’e pꜳ dæ: jeg var ikke betænkt el. forberedt derpaa. — 3) tænksom, klog, indsigtsfuld. D’æ Kar som æ tenkt’e: det er En som tænker dybt.

tenleg (ee), adj. tjenlig, nyttig.

Tenna (for Terna), f. Søsvale, Terne (Sterna Hirundo). Isl. þerna.

tenna, v. n. (a—a), snadre, skrige, tale hurtigt og skraalende. (Egentl. skrige ligesom Søsvalerne). N. Berg.

tenna, v. a. (e—te), 1) sætte Tænder i. (Sjelden). Ogsaa have eller vise Tænder; f. Ex. om en Hest: „Han tenne ikje fyre den Aldren“. (Sjelden). — 2) besætte en Grøft med Steen, danne en lukket Rende af Steen. Tell. „tenne Vreitur“.

Tenner, pl. see Tonn.

Tensta, f. Tjeneste. Hedder ogsaa Tenesta, med aab. e (altsaa forskjelligt fra tena). G. N. þjónusta. — Hertil Tenstedreng, m. Tjenestekarl. Tenstegjenta (Tensjænte), f. Tjenestepige. I B. og Tr. Stift: Tenstetaus, eller Tenesttaus.

tenstelaus, adj. som ikke har Tjeneste.

tent (ee), adj. 1) tjent, hjulpen med noget. 2) fortjent, forhvervet.

tent (tænt), adj. tandet, forsynet med Tænder. G. N. tentr.

teppa, v. a. (e—te), tilstoppe, tætte, gjøre tæt. (Af Tapp). G. N. teppa. teppe eit Hol: stoppe et Hul. teppe til: tilstoppe, tætte overalt.

teppast, v. n. tilstoppes, standse. Dæ teppest: det bliver tæt, der kommer noget iveien.

Tepperot, f. Tormentille (Urt). Tell. (Saa kaldet fordi den har været brugt som Middel imod Diarrhee). Ellers kaldet Smørblom, Kippmaur (Nhl.), Munnskꜳldrot (Sdm.).

Tepping, f. Tilstoppelse; undertiden om Forstoppelse (Obstruktion). Hedder ogsaa Teppelse, m.

tept, part. stoppet, tilstoppet. Nordenfjelds udtales det altid: teft.

Ter (ee), Tiur; see Tidur.

Terna, f. Terne, Tjenestepige. Forekommer i N. Berg. dog kun sjelden. G. N. þerna.

Terning, m. et lidet afskaaret Stykke, en meget liden Deel, en Bid: f. Ex. af Kjød, Flæsk, Pølse. N. Berg.

Terre (Tærre), m. Tørring; Veir som er beleiligt til Tørring a Hø, Korn og andre Ting. Meget brugl. vestenfjelds. (Jf. Turk). G. N. þerrir. — Hertil Høyterre, Konnterre, Fisketerre. — Terreløysa, f. Mangel paa Tørring eller tørt Veir. Terresdag, m. en Dag, som er gunstig for Tørringen. Jf. Høyterresdag.

tess, adv. dertil, indtil; f. Ex. Lat dæ vera tess han kjem. Hedder ogsaa tiss, og er egentlig en Sammentrækning af „til dess“ (ɔ: til det), ligesom Sv. tills. — Forøvrigt bruges det ogsaa i flere Tilfælde, hvor det kun betyder: til; saaledes: „tiss no“, ɔ: til nu, til denne Stund. „tiss i Morgꜳ“: til imorgen. (N. Berg.). Mærkeligst er ellers Forbindelsen „noko tess“, ɔ: til noget; f. Ex. Han æ ’kje noko tess: han duer ikke til noget, er ikke til nogen Hjælp. (Meget brugeligt søndenfjelds). I N. Berg. forekommer ogsaa: tissmeir, og tisshelder, ɔ: endogsaa; — det samme som dessmeir og desshelder.

testa’ar, s. Stad. tetald, s. tiltald.

tett’ (ee), adj. 1) tæt, tyk, sammentrængt, som staaer tæt sammen. (Jf. tjukk). Hedder paa enkelte Steder titt (Nfj.) og tjett (Namd. Indr.). G. N. þettr. (Isl. þjettr). — 2) tæt, heel, som ikke har noget Aabning (modsat lek); ogsaa tilstoppet. — 3) sikker, paalidelig, som ikke sladrer af en betroet Hemmelighed. (Mest i Spøg). Undertiden ogsaa: rig, formuende. (B. Stift).

tett, adv. 1) tæt, tykt, uden Mellemrum. 2) meget nær, tæt ved. „tett attmæ“: tæt ved. (Paa nogle Steder siges digt). Jf. tidt.

tetta, v. a. (a—a), 1) fortætte, fortykke. (Sjelden). 2) tætte, tilstoppe, gjøre tæt; sætte Trækar i Vand for at de skulle tættes. — Til den første Betydning hører: „tette Mjølk“, ɔ: faae Mælken til at fortættes eller blive tyk. See Tette.

tettbygd, adj. tætbygget; ogsaa tæt bebygget eller beboet, om et Landskab.

Tette (ee), m. Fortættelse; noget hvorved man faaer Mælken til at blive tyk og sei. (Sædvanlig en Skee Fløde eller god Tykmælk, som lægges paa Bunden af Karret, naar Mælken opsættes). B. og Tr. Stift. I Namd. Tjette. (Jf. Isl. þjetti).

Tettegras, n. Planten Vibefedt (Pingvicula vulgaris). N. Berg. (Saa kaldet fordi Bladene have været brugte til „Tette“ i Mælk). Sv. tätgräs.

tettent (eg. tett-tent), adj. tættandet, tæt besat med Tænder. — Om Kamme og lignende Redskaber siges oftere tettinda (af Tind).

tettgrendt, adj. tæt bebygget, folkerigt; om et Landskab eller Bygdelag, hvori Gaardene ligge tæt ved hinanden. Mest brugl. i Tr. Stift, ogsaa paa Helg. Jæd. og fl. (Jf. Grend).

Tetting, f. Tættelse; det at Kar sættes i Vand for at blive tætte.

tettkvista, adj. tæt bevoxet med Kviste.

tettlagd, adj. tæt sammenlagt.

tettna, v. a. (a—a), tættes, blive tæt; f. Ex. om Kar. Heraf Tettning, f. det at noget bliver tæt.

tettsett, adj. tæt sammenhobet; ogsaa tæt besat eller udsat.

tettvaksen, adj. tætvoxen, som staaer tæt.

Te’ung, Oxe; see Tidung.

Tev (aab. e), m. 1) Aandedræt, Pust. Brugeligt i Tell. „misse Tev’en“: tabe Aanden (Veiret). Dæ tok frꜳ meg Teven: det betog mig Aandedrættet. — 2) Veir eller Lugt, som kjendes paa Afstand, f. Ex. af et Dyr i Skoven. Tr. Stift, i Formen Tæv. (Paa Helg.: Tøv). Han fekk Tæv’en ta Bjønn’a (om en Hund). Paa nogle Steder søndenfjelds skal det hedde Tæft. I Sdm. siges Tekk. — 3) Stank, ond Lugt. Meget brugl. i B. Stift, ogsaa i Gbr. Hall. og fl. overalt i Formen Tæv. (Jf. tevja). G. N. þefr, Lugt. — Ellers kaldet Utæv, Snik, Stæk, Luft, Niss, Vist.

teva (aab. e), v. n. (a—a), puste, stønne, aande stærkt og hurtigt, som af Udmattelse eller stor Hede. B. Stift, Tell. og fl. I Tr. Stift udtales det „tæva“, men ellers med aab. e (forskjelligt fra Tæv).

tevja, v. n. (a—a), lugte, give Lugt; især: lugte ilde, stinke. B. Stift og fl. (G. N. þefja, lugte). Figurlig om noget som er meget kjedeligt eller væmmeligt. Eg æ so lei’e ta dæ, at eg tykje dæ tevja. — Jf. lufta, stækje, snika.

tevla, v. n. (a—a), stride, kjæmpe; ogsaa kappes om et vist Fortrin. Inderøen (med Udtalen tævle). I Hard. hedder det: tavla. I Sogn siges tevla især om at drages med Døden, ligge i Dødskampen. (G. N. tefla betyder egentlig spille, især Tavl).

ti (for ut-i), præp. i, udi. — fꜳ ti: faa fat paa. (Ligesaa: nꜳ ti, hava ti, fata ti). taka ti: gribe til, røre ved. halde ti: holde paa, understøtte.

ti, adj. s. tid. — tia, see tegja.

Tia, f. en Tier; Tien i Kort.

Tialning, m. en Stok paa ti Alen.

tiande, adj. tiende. (Jf. tie). Tiande kvar: hver tiende.

Tiꜳring, m. en tiaargammel Hest.

Tid (Ti), f. Tid. G. N. tíð. — Foruden den almindelige Betydning findes ogsaa adskillige afvigende, hvoraf mærkes: a) en tidlig Stund eller Tid. Dei va ute i Tid’enne: de vare tidlig ude. b) tilstrækkelig eller beleilig Tid. „hava Ti’a“, eller ofte i Fleertal: ha Tienne. giva seg Ti’a (ikke forhaste sig). c) Leilighed, Forraad. Dæ va go Ti pꜳ Fisk: der var megen Fisk at faae. Han hadde go Ti pꜳ Penga. (B. Stift). d) Tummel, Bevægelse, Larm. Han gjore slik ei Tid. Dei heldt slik’e Tid mæ ’nꜳ. (Sdm.). e) i Fleertal, om den maanedlige Renselse. hava Tienne sine, el. sine eigna Tide. (Isl. tíðir kvenna). — Enkelte Talemaader. I Tide: betimelig, tidlig. (Hedder ogsaa i Tid’enne). Mæ Tid’enne: med Tiden, efterhaanden; engang. Pꜳ Tid: paa Tiden, paa høi Tid. Te Tiar (for: til Tidar), ɔ: betids, tidlig nok, til den rette Tid. Hard. Shl. — drive Ti’a: fordrive Tiden. nꜳ Ti’a: komme betids nok. taka Tid: udkræve nogen Tid.

ti(d), adj. smeltet, ufrossen, fri for Iis. Namd. Indr. (i Formen ti). ELlers tiden (tien). G. N. þíðr. Jf. tidna, Tidver.

ti(da), v. a. (e—de), opvarme, smelte, borttage Isen; om Solen og Vinden. Indr. (i Formen ti og tie). G. N. þíða.

ti(da), v. n. (e—de), gyde, lægge sin Rogn; om Fisk. Fosen, Ørk. (ti), Gbr. Østerd. (tie). I B. Stift hedder det gyte. — Et lignende Begreb af Frugtbarhed ligger ogsaa i ordene tidd og Tidung (formodentlig af Subst. Tid).

tidaste, adv. oftest, tiest, sædvanlig. G. N. tíðast. Jf. tidt. I Sdm. forekommer ogsaa tidꜳ, adv. tidt, ofte.

tidd, adj. 1) lysten, begjærlig, f. Ex. efter Mad (tidd pꜳ Mat). Inderøen. Egentlig som har sin rette Tid. — 2) skikket, oplagt. (Jf. tidig). Især avledygtig (om Dyr), ogsaa parrelysten. Nordre Trondh. (Jf. Tidung). — 3) drægtig, som gaaer med Foster; især om Køer. Tr. og B. Stift; ogsaa tildeels søndenfjelds. Hertil hausttidd og vꜳrtidd. Tvo tidda Kyr: to drægtige Køer.

tidelaus, adj. stundesløs, som har ingen Tid tilovers. Heraf Tideløysa, f. Stundesløshed, Travlhed.

tiden, adj. fri for Iis, smeltet, tøet. Næsten alm. (mest i Formen tien). I Sdm. hedder det oftere: teden (ee), og paa Jæd. teen. I Nordre Tr. Amt: ti. (G. N. þíðr og þíðinn). Paa enkelte Steder siges oftere tina (for tidna).

Tidend, f. Tidende, Efterretning. Hedder oftere Tiend og Tind (ogsaa i Sdm.); f. Ex. Han fekk Tind’a ta di: han fik Tidende derom. G. N. tíðindi.

tidevand, adj. kræsen med Hensyn til Tiden, ikke altid lysten eller oplagt til noget. Mest brugl. i Tr. Stift, i Formen tivand (tivainn).

Ti(d)fisk, m. Fisk som gyder Rogn, eller som fanges i Legetiden (s. tida). Ørk. Østerd.

tidig, adj. 1) betimelig, som er tidlig paa Færde. B. Stift. — 2) trivelig (f. Ex. om Fisk), fed, god, som er ved godt Huld, eller egentlig som kommer i den bedste Tid. — 3) frisk, fyrig, vel oplagt eller skikket til noget (nemlig med Hensyn til enkelte Tider). Meget brugl. og maaskee alm. Hedder ogsaa tiug, tiug’e (Søndenfjelds), tiau (Tr. Stift). Modsat utidig. Ein æ ’kje altid like tidig’e: man er ikke altid oplagt, man har ikke altid Mod eller Lyst til Tingen.

tidlege, adv. tidlig, aarle. Udtales overalt: ti’le el. ti’lege. G. N. tíðlega. — Ogsaa adj. f. Ex. i tilegaste Lag: noget tidlig, næsten for tidlig.

tidna, v. n. (a—a), smelte, optøe, blive fri for Iis; om Ting som er frosne. Alm. dog mest i Formen tina (tine), i Sdm. tedne (ee). Af Adj. tid. (G. N. þíðna). Jf. tꜳna. Undertiden betegner det ogsaa at tøe eller blive fri for Snee.

tids, adv. 1) betids. I Forbindelsen „tids nog“: tidsnok. — 2) paa Færde. Meget brugl. i N. Berg. „Kva so tiss æ“ ɔ: hvad er der nu paa Færde? — Me vist’ ikje kva so va tiss (el. kva so tis va). I G. N. hedder det títt (tídt).

tidt, adv. 1) tidt, ofte. Komparativ: tidare, tiar (Sjelden). Superl. tidaste, el. tiast. G. N. títt, tíðast. — 2) hurtigt, raskt; om en Bevægelse, ogsaa om Tale. slꜳ tidt: slaae raskt (saa at Slagene følge hurtigt paa hinanden). bera Føtene tidt: bevæge Fødderne hurtigt. snakke tidt: tale hurtigt. Meget brugl. især i B. Stift. Paa nogle Steder sødenfjelds hedder det tett (ee), f. Ex. ro tett. I B. Stift adskilles ogsaa denne Betydning fra den forrige derved at Komparativ hedder: tittare, og Superl. tittaste. I Sammensætning hedder det ogsaa titt (ikke tid). Den egentlige Form er saaledes maaskee: tett.

tidtføtt, adj. fodrap, som bevæger Fødderne hurtigt. Ligesaa tidthendt, som bevæger Hænderne hurtigt. B. Stift.

tidtgjengd, adj. som gaaer ofte, kommer ofte igjen; flittig til at gjøre Besøg. N. Berg. I Sdm. tittgjengst. (Bedre tidgjengd).

tidtmælt, adj. som taler hurtigt.

Ti(d)ung, m. Tyr, Oxe (som er voxen og ikke gildet). Tildeels i Tr. Stift, i Formen Tiung. I Tell. siges Te’ung, om en toaargammel Oxe. (Jf. Risbit). I Namd. siges Buting (for Butiding) og Butiming (som hentyder paa det gamle tími, der ogsaa betyder Tid). G. N. tíðungr (et af Oxens Navne i Skalda). Jf. Tjor.

Ti(d)ur, m. Tiur, Tødder (Tetrao Urogallus). Jf. Storfugl. Navnet findes kun i forskjellige ufuldkomne Former: Tiur (mest alm.), Teur (Tell.), Ter (ee) el. Teer (Voss, Hard. Tell.), Tudur (Indr.). Grundformen er altsaa: Tidur (aab. i). G. N. þiðurr. Sv. tjäder.

Ti(d)vemsla, f. en Kilde som ikke tilfryser om Vinteren. Leirdal (udtalt Tivæmsla). Vel egentlig Tidvermsla, af tid (adj.) og verma. Isl. vermsl (Fornmanna Søgur 6, 350). Jf. Vesl.

Ti(d)ver, n. mildt Veir, hvori Jorden ikke tilfryser. Indr. i Formen Tiver (ee). I Rbg. Tyvær.

tie, v. 1) tøe, s. tida. 2) gyde, s. tida. 3) tie, s. tegja.

tie, Talord: ti (10). I Hard. og Voss tildeels: tio. G. N. tíu. Sv. tio. I de sammensatte Tal fra 30 til 90 lyder det altid som ti (tretti, fyrti, femti etc.). I Tallene fra 13 til 19 faaer det derimod en anden Form: tan (tꜳn, ta, tꜳ, ten), f. Ex. trettan (tretta, trettꜳn). I Tallene 17, 18 og 19 hedder det endog kjan (for tian) eller kjꜳn, kjꜳ, kja, kjen; f. Ex. nikjan, nikjꜳn o. s. v. (Jf. Got. tehun; Gam. Sachsisk: tehan). — Ordenstallet hedder tiande. Et Substantiv til at betegne Antallet af Ti (Dekaden) synes at mangle.

Tiend, f. Tiende; Afgift. (Egentlig Tiendedeel). Hedder paa mange Steder: Tind. G. N. tíund.

tienda, v. n. (a—a), give Tiende. Hedder ogsaa: tinda.

Tiendbyte, n. Møde eller Sammenkomst for at betale Tiende, Landskyld og andre Afgifter. Helg. Udtales ogsaa Tinnbyte og Timbyte.

Tiendtak, n. Modtagelse af Tiende paa en vis bestemt Tid.

tigga, v. n. (a—a), tigge, betle, trygle. Findes ogsaa med stærk Flexion: Præs. tigg, Imperf. tagg. (Tell. Ørk. og fl.). — En afvigende Betydning har det i Talemaaden „tigge Liv’e“, ɔ: bjerge Livet. D’æ knappaste dei tigga Liv’e: det er kun med Vanskelighed at de opholde Livet. N. Berg. — G. N. þiggja betyder modtage.

Tigga(r), pl. m. Tagger, Spidser; f. Ex. paa Kanten af et Blad. Sdm. — Heraf tigget, adj. tagget, tandet paa Kanterne.

Tigging, f. Tryglen, Tiggerie.

tigja (tie, tiga), at tie; see tegja.

Tigl, n. 1. Tegl, Tagsteen. (G. N. tigl). — Tiglverk, n. Teglværk.

Tigl, n. 2. Karrighed, Gnierie.

tigla, v. n. (a—a), spare, knibe paa, give smaat eller karrigt; ogsaa opholde sig med lidet, leve knapt. Me tigla mæ di te Haustes. Meget udbredt Ord. (Tell. N. Berg. Indr. og fl.). Heraf Tigling, f.

tiglesam, adj. knap, karrig.

Tik (ii), f. 1) Tispe, Tævehund. (Helg. Sdm. Tell. og fl.). Jf. Bikkja. (G. N. tík. Sv. tik). — 2) en Hun-Ræv. Inderøen. Ogsaa flere Steder i Formen Revtik.

tikje (aab. i), v. n. tykkes; see tykja.

tikjen (aab. i), part. (af taka), tagen, greben; modtagen; antagen, tilkaldt o. s. v. Formen tikjen (Fl. tikne) er meget udbredt; ellers hedder det ogsaa tekjen, og undertiden forkortet teen. G. N. tekinn.

tikjest, v. tykkes, ansee sig; s. tykjast.

Tikke, f. Faar (= Saud). Østerd. I Ørk. hedder det Tikse. — Sv. tacka. (Jf. Ang. ticcen og T. Zicke: Gjed, Kid).

tiksa, v. n. tygge, gnave, slide paa noget; ogsaa patte idelig. N. Berg.

til (aab. i), præp. til. Udtales paa nogle Steder tel, men bliver mest alm. forkortet til: ti (aab. i) og te, især foran en Konsonant. G. N. til. I Forbindelse med et Subst. i den bestemte Form styrer det sædvanlig Dativ; i den ubestemte Form tager det undertiden et forældet Genitiv til sig. (Gram. § 242). — Ordets Begreb har flere Forandringer, som tildeels ere vanskelige at bestemme; det bruges saaledes: 1) om en Retning, Henvendelse eller Tilnærmelse i Rum eller Tid, ogsaa i Mængde eller Antal. Te Byen; te Nyꜳr; te tjuge, o. s. v. Herved er at mærke, at naar der tales om en Berørelse, en Tilslutning eller Nærmelse paa meget kort Afstand, da bruges ikke „til“ men „ꜳt“. I nogle faa Tilfælde har „til“ (te) Betydningen: paa, i; saasom „bu te Dals“ (el. te Fjells), fara til Lands, og fl. — 2) om en Tildannelse, en Bliven eller Overgang til noget. F. Ex. gjera smꜳtt te stort. mala te Malt. verte til inkje o. s. v. I Begrebet af en Tilbliven bruges dog sjelden „til“, da man sædvanlig siger „pi“ (upp-i). — 3) om en Bestemmelse, Andenvelse; ogsaa Bekvemhed eller Passelighed. Dæ skal vera te Klæde, te Mat, te eit Hus, o. s. v. Her mærkes Brugen af „til ꜳ“ og „te“ ved Infinitivet af Verberne, i hvilket Tilfælde „te“ svarer ganske til „at“ (f. Ex. te vera, ɔ: at være) og faaer saaledes en langt mere ubestemt Betydning. I denne Stilling kan man tildeels bruge samme Partikel baade foran Infinitiv og foran det afledede Substantiv, f. Ex. te bruka, te Bruk; te skifta, te Skiftes; te mꜳla mæ, te Mꜳling. — 4) om en Tilhøren. (Genitivets Begreb). Makjen te denne. Bror te Brud’enne o. s. v. Ombyttes ofte med „ꜳt“. Undertiden ogsaa om en Bestemmelse for En eller til Ens Brug; f. Ex. Dæ va gjort te meg. (Dativets Begreb). Denne Brug er dog sjelden, da det her sædvanlig hedder „ꜳt“. — 5) om et vist Forhold i en Sammenstilling; f. Ex. D’æ for stort te di (for stort dertil). Her mærkes en særegen Brug i Talemaader som følgende: D’æ noko te Folk (det er Folk som der er noget ved). Dæ va mykje te Kar (en usædvanlig Karl). Ein Grand te Mann: en noget anseelig Mand. (N. Berg.) Te eit Ver: hvilket Veir! (Voss). Andre Steder; „For eit Ver“. Ligesaa: Te alt da Folk: hvilken Mængde Folk! — Præpositionen „til“ styrer Genitiv i det gamle Sprog, og heraf findes mangfoldige Levninger, da Ordet endnu meget ofte forbindes med en gammel Genitivform især med Endelsen s; f. Ex. te Alders, te Bors, te Dags; undertiden med Endelsen ar: te Nottar, te Sta’ar, te Ti’ar (Søndre Berg.); ogsaa i Fleertal: te Manne, te Hande; te Husanne, te Mꜳlanne (B. Stift). Sjeldnere ved Adjektiver som: te fulles, te godes, te vondes, te nokos, te inkjes.

til, adv. til. Bliver ogsaa forkortet til „te“, dog ikke sa ofte som det forrige, da det nemlig faaer en mere kjendelig Betoning. Bruges mest i følgende Tilfælde: 1) om en Tilnærmelse, Henvendelse i en vis Retning; deels egentlig, deels figurlig. I saadanne Ord som: norantil, innantil, ovantil o. s. v. kunde det snart synes at betyde „fra“, men dette er dog ikke Tilfældet, da Begrebet „fra“ ligger kun i det foranstaaende: noran, innan, ovan o. s. v. — 2) om en Tilgriben, at tage fat eller gaae løs paa noget. taka til; leggje, hogge, slaa til. — 3) om en Tildannelse, Istandbringelse. gjera til (ɔ: tilberede), laga til, stelle til. Ogsaa om en Tilredelse el. Beheftelse. fli til, kleime til, teppe til. Om en Lukkelse siges sædvanlig: „atte“. — 4) om en Forøgelse, Tilvæxt, Fremgang. Ein til; en Gaang til; koma, leggjast, alast til. — 5) om en vis Gang, Orden, Tilstand. gaa til, staa til, vera til. D’æ inkje værre til (der gives intet værre). — 6) om et Forhold. Ofte overflødigt; f. Ex. Liksom han er til so fær han til. (Tonen paa Verbet). Som ein bryggjar til, so drikk ein til. Her mærkes Brugen af det foranførte „te“ ved Komparativer; f. Ex. te meir ein søv, te meir vil ein sova.

Til (aab. i), n. et lidet Loft af Stænger eller Fjele, som ere løseligt sammenlagte. Nhl. Ellers Hjell og Træv. (Jf. Tile).

tila (aab. i), v. n. (a—a), nedlægge et Gulv eller Loft. (Sjelden). I Nhl. hedder det tilja. Jf. tild.

tila (aab. i), v. a. (a—a), tilskynde, overtale, søge at formaae En til noget. „tela mæ ein“: snakke for En, lokke, søge at virke paa En. Nhl.

tilast (aab. i), v. n. komme sig, trives, voxe. Nhl. I Sdm. siges: tylnast.

tilbaka, tilbage. I Søndre Berg.: tebakar; andre Steder: te bakars (te bars) og te bakes. Jf. Bak.

tilbjodande, adj. som man kan tilbyde; ogs. som man kan forsøge paa. Dæ va ’kje te-bjoand: det nyttede ikke at forsøge derpaa. Gbr.

tilblands (teblans), om hinanden, blandet, forskjelligt, noget af hvert Slags; ogsaa: af og til.

Tilbod (aab. o), n. Tilbud.

Tilbur (aab. u), m. Adfærd, Fremgangsmaade. B. Stift. (Eg. Tilburd).

tild (aab. i), adj. forsynet med Gulv. Sjelden. I Sdm. hedder det tyld (aab. y), hvilket ogsaa siges om Vandene, naar de ere belagte med Iis, som man kan gaae paa. „Votna æ tylde“.

tildess (te dess), 1) dertil, indtil, til den Tid. (Forkortet: tiss, tess, test). 2) endog. Me sꜳg dæ hær, te dess: vi saae det endog her paa Stedet. Eg veit dæ ’kje sjøl te dess: jeg veed det ikke selv engang. B. Stift.

tildesse (te disse), til denne Tid, hidtil. B. Stift. Jf. desse.

Tile (aab. i), n. 1) Gulv, Fjelegulv. Meget brugl. i B. Stift, og forekommer ogsaa paa flere Steder (Rbg. Jæd. Helg.), tildeels udtalt Tele. I Sdm. hedder det Tyle (aab. y). I Sogn kaldes ogsaa et Steengulv Tile. — 2) Bund, Hylde, en af de fladt-liggende Plader i en Kakkelovn (egentlig Gulvet i hver Etage). Helg. i Formen Tele (aab. e) og Tel. — I Ordene Skjeltile og Skjentile betegner det ogsaa en Fjelevæg. G. N. þil og þili, Paneling. (Jf. Ang. þil og Gam. T. dili, Planke).

Tileꜳs (Telꜳs), m. Gulvstok, Bjælke under et Gulv. B. Stift. (I Sdm. Tylꜳs). Søndenfjelds tildeels: Tilfar.

Tilefjøl, f. Gulvfjel. Paa Helg. hedder det ogsaa Telskjia.

tilege (tile), see tidlege.

Tilfang, n. 1) Emne, Materiale, Fornødenheder til et Arbeide, f. Ex. til en Bygning; undertiden ogsaa om Redskaber. B. Stift (i Formen Tilfꜳng, Tefꜳng), ogsaa i Tell. og fl. — 2) Tilgift, Tilliggelser, Herligheder som følge med en Gaard. Jæderen.

Tilfar, m. Gulvbjælke (= Tileꜳs). Tell. og fl. mest i Fleertal (Tilfarar).

til-faren, adj. begyndt, som har givet sig i Færd med noget. Søndre Berg. (tefaren). Af „fara til“.

Tilfelle, n. 1) Tilfælde, indtræffende Omstændighed. (G. N. tilfelli). 2) et Uheld, en Svaghed eller Sygdom.

til-flidd, adj. tilflyet, tilsølet.

tilfrids (te fress), tilfreds. Udtrykker ofte et Ønske; f. Ex. Eg va tefress eg va dar: jeg ønsker blot at jeg skulde være der; el. gid jeg nu var der. B. Stift.

Tilfær (for Tilferd), f. Begyndelse, Forsøg. Søndre Berg. (Isl. tilferð). D’æ bære Tefær’æ: det er kun et Forsøg, det er intet stort Arbeide.

tilføttes, adv. omvendt, med Fødderne imod hinanden (= andføtte). Helg.

tilgagns (te gangs), tilgavns; s. Gagn.

Tilgꜳng, m. 1) Adgang, Adkomst. (Sjelden). 2) Tildragelse, Begivenhed.

til-gꜳdd, adj. 1) forbrugt, forødet, medgaaen. 2) omkommen. (Af: gꜳ til). Bedre: tilgjengjen.

til-givande, adj. 1) som man kan give eller lægge til. 2) tilgivelig, undskyldelig.

til-gjord (tegjor’e), adj. tilredet.

tilgodes, tilgode; ogsaa: til det bedste, til noget godt. See god.

Tilhald, n. Tilhold, Ophold paa et Sted. Hedder oftere Tehold.

til-halden, adj. tilholdt, paalagt, f. Ex. at lære noget. Nogle St. te-hilden.

tilhande, tilhaande; s. Hand.

tilhøves (tehøvs), tilpas. S. Høve.

tilja, v. n. lægge Loft eller Gulv i et Huus. Nhl. (Jf. tila). G. N. þilja, panele.

Tilja, f. 1) Fjel, Bræt, Planke i en Væg eller et Gulv. Rbg. Tell. (Tilje). G. N. þilja. — 2) Gangbræt i Midten af en Baad, smaa Flager eller Fjele som lægges i Kjølen til at gaae paa. B. og Tr. Stift. (Jf. Plitt).

til-komen (aab. o), adj. 1) tilkommen. 2) fremkommen, opstaaet. 3) fremrykket i Alderen, noget til Aars, ikke længere ung. Meget brugl. især i B. Stift. „Tekomne Folk“: et Par Folk som ere noget fremme i Alderen.

til-kosta, adj. bekostet, istandbragt ved nogen Bekostning.

tilkroks, i en Omvei; see Krok.

tilla (ii), v. n. (a—a), rinde, dryppe idelig. Gbr. Romsd. (Jf. silla).

til-laga, adj. tillavet, tilberedet; ogsaa foranstaltet, istandbragt.

Tillaging, f. Tillavelse.

tillags, tilpas, til Maade, efter Ens Villie eller Lune. S. Lag.

til-laten, adj. anvendt, opoffret, overladt. I B. Stift: tilliten (aab. i).

Tille (ii), f. Skaglestang; s. Tindla.

Tillegg, n. Tillæg; Tilskud.

tilliks, adv. paa lige Maade, i lige Grad; ligemeget til hver. Nhl.

til-liten, s. tillaten.

tilmanne, til Folk; see Mann.

tilmeins, til Hinder; see Mein.

tilmots (te moss), imod hinanden.

tilmuns, tilgavns; see Mun.

Tilnamn og Tilnemne, n. Tilnavn.

til-reidd, adj. tilredet, behandlet.

tilrenneleg, adj. let tilgjængelig, nær ved Haanden eller nem til at gribe til. B. Stift.

til-sagd, adj. tilsagt, varslet.

til-sett, adj. tilskikket, paalagt, beordret, befalet. (G. N. tilsettr). Han va so te-sett’e: han havde faaet Ordre til at gjøre saaledes.

tilsides, adv. tilside; afsides.

til-skapa, adj. tildannet, formet.

Tilskot, n. 1) Tilskud. 2) s. Telskot.

tilstadar, tilstede, hjemme; s. Stad.

Tilstand, n. Tilstand.

til-stelt, adj. tillavet, indrettet.

tilstrids (te stress), imod hinanden. „stꜳ te striss“: staae lige imod hinanden; f. Ex. om to Støtter. N. Berg.

Tiltak, n. Foretagende; s. Tilrøkje.

til-tald, adj. tilraadet, tilskyndet, opmuntret. See telja.

ti-tamd, adj. tilvænnet; om Dyr.

ti-tept (te-teft), adj. tilstoppet.

Tiltøkje, n. Foretagende. Berg. Stift. (Tetøkje). Hedder ogs. Tiltak. G. N. tiltak.

tiltøkjeleg, adj. bekvem, tilgjængelig, god at tage til. Nhl. og fl.

til-vand, adj. tilvænnet, tilvant.

tilvass, tilvands; s. Vatn.

tilvega, til veie, paa Veien; s. Veg.

tilvik (tevik’e), adj. tilbøielig, villig, beredvillig. Sdm.

tilvisse, vist, sikkert, uden Tvivl. Nhl.

Tim, (aab. i), m. 1) Øiesyn, Sigte, det at man kan øine noget i lang Frastand. Sdm. „fꜳ Tim’en ta Landa“: faae Landet i Sigte, øine Land. Hedder ogsaa Timd, f. — 2) en fjern Lighed, noget lignende Træk. Sdm. Ho heve ein Tim attpꜳ Gummora: hun har visse Træk som minde om hendes Bedstemoder. S. time.

timast, v. n. (est, dest), nænne, gide, have Mod til noget. B. Stift. (G. N. tíma). Han timest ikje gjera noken Ting (om En som er syg eller meget sløv).

Timbr, n. Tømmer, Bygningstræ. Gaaer over til Timm’er, Tymb’r og Tømmer. G. N. timbr. Sv. timmer.

Timbra, f. Tømmerværket eller Væggene i en Træbygning. B. Stift.

timbra, v. a. (a—a), tømre, bygge Væggene til et Huus. I Namd. siges tymbre (tømr’), ogsaa om at bygge af Træ i Almindelighed. G. N. timbra.

Timbreflote (aab. o), m. Tømmerflaade.

Timbrefut, m. Tømmermærker, En som bestiller Tømmer og sætter Kjøberens Mærke paa samme. Søndenfjelds.

Timbremann, m. 1) Tømmermand, Bygningsmand. 2) et Insekt med meget lange Følehorn (Lamia ædilis). Berg. Stift, Tell. og fl.

Timbreskog, m. Tømmerskov.

Timd (aab. i), f. Sigte, Øiesyn (= Tim). fꜳ Timd’a ta: øine, faae i Sigte. Sdm.

time (aab. i), v. n. (e—de), øine, have i Sigte, kunne see i det Fjerne. Meget brugl. i Sdm. Han flaug so høgt, at dæ va knappaste me timde hꜳnꜳ: den fløi saa høit, at vi neppe kunde øine den. (Jf. Tim). Paa Helg. siges tekkje i samme Betydning.

Time (ii), m. Time. (ordets egentlige Betydning er: Tid. G. N. tími). Pꜳ Timen: strax, i Øieblikket.

timeleg, adj. timelig. (Egentlig: som hører til Tiden).

Timetal, n. Antal af Timer; ogsaa Klokkeslæt, Tid paa Dagen.

Tin (aab. i), n. Tin. Ogsaa udtalt Ten og Tæn.

Tina (ii), f. en Æske af Træ med Hank paa Laaget, indrettet til at bære i Haanden; Reiseæske, Madæske. Meget udbredt Ord. Paa nogle Steder bruges oftere: Laup. (Sv. tina, Spand).

tina, v. a. 1. samle, plukke, tage Fisk af Garnene. Ryfylke (?). G. N. tína, samle.

tina, v. a. 2. (a—a), tærske Kornet paany, efterat Halmen er fraskilt; banke det tærskede Korn med Pleielen, for at de vedhængende Avner og Stilke kunne falde af. Meget udbredt Ord (Tr. B. og Kr. Stift). I Gbr. hedder det tinne. (I svenske Dial. tirna).

tina, v. n. (e—te), kime, med en Klokke. N. Berg. Skal paa nogle Steder hedde tima, som formodentlig er rettere.

tina, v. n. tøe, smelte; see tidna.

tina (aab. i), v. a. (a—a), afhase, pille Nødder ud af Haserne. Shl. I Sdm. hedder det: tininge. See Tining.

Tinar (aab. i), m. 1. Snerre (Galium Aparine), et Ukrud i Agrene. N. Berg. I Sogn hedder det Tine (aab. i). Ogsaa kaldet Drag og Klengjegras.

Tinar (aab. i), m. 2. et Slags haard og meget sprød Ved, især i vantrevne og krogede Fyrretræer. Paa nogle Steder forstaaes ved „Tinar“ den haardere Ved i Træet paa den Side som vender fra Solen eller mod Nord. Ordet bruges mest i de nordlige Egne og hedder Tinar og Tenar (N. Berg.), Tenꜳr (Helg.), Tꜳnꜳr (ved Trondhjem). I Indr. skal det ogsaa hedde Tunur.

Tind, f. see Tiend og Tidend.

Tind, m. 1) en Tand, Od, Pig; f. Ex. i Kamme, Hegler, Harver o. s. v. G. N. tindr. — 2) en spids Fjeldtop, Pig, Tinde. G. N. tindr. Hertil hører mangfoldige Fjeldes Navne.

Tinda, f. et Lag af tærsket Korn i Loen (= Lꜳvefall). Ørk. Maaskee egentl. Tienda (et Antal af ti „Framlag“).

tinda, v. a. see tienda.

tinda, v. a. (a—a), sætte Tænder eller Pigger i (f. Ex. i en Rive).

Tind-auger, m. en Fisk, Snarre, Storøie (Gasterosteus Spinachia). N. Berg. Nogle Steder kaldet Klokkar.

Tind-aure, m. Hundesteile (= Stikling). Helg. Skal ogsaa hedde Tindaukje.

Tindebikkja, f. et Slags Rokke (Fisk) med pigget Ryg. N. Berg. (sjelden). Isl. tindabikkja.

Tinde-tre, n. Træ til Rivetænder.

Tindla, f. Skaglestang, Trækkestang paa Slæder og Kjærrer. Nhl. Sogn, Sfj. I Sdm. hedder det Tille. — Ellers Skꜳk.

Tindr, f. Mellemgulv (Diaphragma), Tværhinden imellem Brystet og Maven. N. Berg. (Isl. þind). Ogsaa kaldet Midgar’en.

Tindriv (Tinnrev), n. Bugvrid, Smerte i Maven. Helg.

tindut (tindette), adj. tandet, pigget, besat med Pigger.

Tindvid (aab. i), m. Kristtorn (Ilex Aqvifolium). Skal bruges i B. Stift. Ellers kaldet Beinvid.

tine, s. tina. Tine, s. Tinar.

Ting, n. 1. Thing, almindeligt Møde til Afgjørelse af Retssager m. m. G. N. þing. — Hertil Tingfolk, n. og Ting-ꜳlmugje, m. Folk som samles til et Thing. Tinghelg, f. Hviletid medens et Thing varer. (Hall. Helg. og fl.). Tinglag, n. et Sogn eller lignende Distrikt for et Thing. — Ligesaa Tingdag, m. Tingstad, m. Tingtid, f. Tingveg, m. tinglysa, v. a.

Ting, n. 2. Tingest; om Dyr og Mennesker. Eit lite Ting: en liden Stakkel. Arme Ting: Stakkels Skabning. (Et Udtryk af Ømhed og Medlidenhed). Eit lite nett Ting: en liden nydelig Tingest. Hertil Uting, Styggeting, Naudating, Ulukketing og fl. — Ordet er meget udbredt og tildeels meget brugeligt.

Ting m. Ting, Gjenstand i Almindelighed; ogsaa Sag, Anliggende. G. N. þing, n. Ordet hedder i Fleertal: Ting (uforandret); i Fleertallets bestemte Form bruges det sjelden, og antager da gjerne Formerne af et Neutrum. Det synes altsaa at være overgaaet i senere Tid fra Neutrum til Maskulinum. — „Ein Ting“ betyder ogsaa: eet, noget. Den Ting: det, dette. I sume Ting: i visse Henseender. I mange Ting: i mange Henseender; ogs. i mange forskjellige Tilfælde.

tinga, v. a. og n. (a—a), tinge, betinge, bestille; ogsaa akkordere, forhøre sig om Betingelserne. (Jf. fala). G. N. þinga. Heraf Tinging, f. — Part. tinga, f. Ex. burt-tinga el. veg-tinga: borttinget, ikke længere fal.

Tingjeste, n. Tingest, liden eller ubetydelig Ting. (Ogsaa Genitalia). N. Berg.

Tingling, m. see Gullbrand.

Tining, f. Kornets sidste Tærskning, Omtærskning; s. tina.

Tining (aab. i), m. en fuldmoden Hasselnød, en Nød som er løs fra Hasen og falder ud fra samme. B. Stift. Ogsaa Gultining, om de bedste Nødder. Heraf tininga, v. a. see tina (aab. i).

Tinna (ii), f. Flint, Flintestykke. Berg. Stift, Ørk. Helg. og fl. (Isl. tinna). So turt som Tinne: tørt som Steen. Tundr ꜳ Tinne: Fyrtøi.

Tinnestein, m. Flintesteen.

Tinning, m. see Tunnvangje.

Tint, m. 1) et af de allermindste Kar, en meget liden Flaske, Krukke, Kop, Æske, Daase og deslige. Hall. Vald. Gbr. (Jf. Isl. tinta, Tinflaske). — 2) en meget liden Portion, en Smule, en liden Levning. Østerd. — 3) et vist Maal, en halv Pot. Ørk. Ogsaa i Nhl. hvor det forklares ved en Fjerdedeels Kande. Hertil Tintabytte, n. en liden Dunk, som holder et saadant Maal.

tipla (tipple), v. n. dryppe langsomt; ogsaa drikke smaat. N. Berg.

Tipp, m. Tip, Spids.

tippa, v. n. (a—a), dryppe tidt, rinde; f. Ex. af vaade Klæder. B. Stift.

tira, v. n. (e—te), tindre, lyse. B. Stift. Heraf tirande, adj. tindrende, lysende. tirande Auge: tindrende Øine.

Tiritunga, f. et Slags Blomster, Kjellingetand (Lotus corniculatus). Berg. Stift. I Inderøen kaldet Tirlitung. I Hard. Marilykla.

tirra, v. a. (a—a), tirre, ærte, opirre. Nogle Steder terga (tærge). Heraf Tirring.

tirren, adj. tirrende, tilbøielig til at ærte og drille. Hertil Ordsproget: Tirren Hund fæ rive Skinn.

tirøygd, adj. klarøiet, som har blanke, tindrende Øine. Nhl. (Jf. tira). Isl. týreygðr.

tisa (aab. i), v. n. (a—a), sladre, fisle. (N. Berg.). Hedder ogsaa disa. — Tiseltut, m. en Sladrer, Fisler.

tiss (aab. i), til, indtil; see tess.

Tisse, pl. f. Patter, Bryster. (Ved Bergen). Ellers kaldet: Tatte, Patte og Pappe. Skulde egentlig hedde: Titte, i Lighed med Ang. titt, og T. Zitze. Jf. tiksa.

Tist (ii), m. og f. en meget liden Fliis eller Splint; en liden Flip i Huden efter en Rivning; smaa løsrevne Trevler paa kløvet eller savet Træ og lignende. Gbr. Østerd.

tiste (ii), v. n. (e—e), stikke frem, vise sig. Sdm. (sjelden). Frꜳ di dæ tiste Tæ’ne ’punde hꜳnꜳ: fra hans tidligste Barndom, eller egentl. fra det at Tæerne viste sig under ham.

Tistel, m. (Fl. Tistla, r), Tidsel. G. N. þistill. Sv. tistel. — De forskjellige Arter adskilles undertiden ved Navnene Stortistel (Carduus lanceolatus), Ꜳkretistel (C. crispus), Myrtistel (C. palustris). Jf. Kvitblad.

tistes, v. n. blive fliset eller trevlet paa overfladen. Østerd. (s. Tist).

tistut, adj. fliset, opreven, flippet; f. Ex. om Huden. Gbr. (tilstꜳt).

Tita, f. en liden eller halvvoxen Ørred. Ørk. — Jf. Kjøa.

titevill (tetevill’e), adj. vægelsindet, ustadig, som vil snart det ene og snart det andet. N. Berg. I Sogn hedder det kikevill (kjekevidl). Uvis Oprindelse; maaskee: tikjevill (tykja).

Titre (ii), f. s. Laksetitra.

Tiung, s. Tidung. — Tiur, s. Tidur.

Tived, s. Tyvid. — Tiver, s. Tidver.

Tivæmsla, s. Tidvemsla.

Tiæring, m. en tiaaret Baad. Hard.

Tjꜳk (Kjꜳk), n. 1) Slæb, Møie, Strabads. Tell. Sdm. Ørk. (Isl. þjak). — 2) Gnidning, Beskadigelse paa Huden. Ørk. — Det maa her bemærkes, at Lyden „tj“ utales i de fleste Distrikter som „kj“, eller gaaer ganske over til det almindelige sammensmeltede kj, der ikke maa læses som adskilt k og j. Det er kun i nogle Egne i Søndmør, Hardanger og tildeels i Nordhordlehn, at tj udtales tydeligt og forskjelligt fra kj.

tjꜳka (kjꜳke), v. n. (a—a), 1) slæbe, strabadsere, være idelig i Gang og Bevægelse. Sdm. Ørk. — 2) v. a. gnide, skrabe, forrive Huden. Ørk.

tjꜳna, v. n. indsvinde, fortørres. Hard. — Ogsaa: tjꜳst. (Sjelden).

Tjeld (Kjeld), m. Strandskade, en Fugl (Hæmatopus Ostralegus). Isl. tjaldr. Kaldes paa nogle Steder Skjortjeld, til Forskjel fra en anden Fugl, som tildels kaldes Graatjeld eller Kviketjeld (Totanus Calidris).

Tjeld, n. 1) et Telt, Skjul, dannet af udspændte Seil. Helg. (efter Udtalen: Kjell). G. N. tjald. Sv. tjäll. Paa andre Steder hedder det sædvanlig: Telt. — 2) et uldent Sengetæppe, Uldtæppe til at ligge paa (= Kvitel). Tell. (i Formen Kjell). — 3) Tørklæde, Dug til at kaste over Skuldrene. Rbg. (I Moe’s Digte, p. 152). Jf. G. N. tjald, Forhæng.

tjelda, v. n. (a—a), opsætte et Telt, gjøre sig et Skjul af Seil og Aarer. Helg. (i Formen: kjella, kjell’). G. N. tjalda.

Tjenn, s. Tjønn. — tjett, se tett.

Tjo, n. Tangen pa en Lee eller Segel; den krumme Ende af Leen, som bindes fast til Skaftet. Findes i forskjellig Form: Kjo (Hard. Shl. Jæd. Ørk. og fl.), Kjot (Hard.), Tjød, aab. ø (Sdm.), Kjøtt (Sogn), Kjø (i de nordlige Egne). Isl. þjó. Det tilføiede t og d (Kjøtt, Tjød) maa ansees som Levninger af en tilhængt Artikel. (Jf. Gram. § 81). Ordet har uden Tvivl forhen havt en mere udstrakt Betydning, nemlig af en Krumning i Almindelighed. Jf. Isl. þjó, og Angl. þeoh: Lænd, Hofter.

Tjon, n. 1) Skade, Ødelæggelse. Sdm. Vinden heve gjort eit Tjon pꜳ Husꜳ. Mere brugl. om en stor Fangst, en heldig Bedrift; f. Ex. om Fiskere: Dei ha gjort eit heilt Tjon (egentl. et Nederlag). G. N. tjón, Skade. (Jf. tyna). — 2) Strabads, Besvær, et uhyggeligt eller stærkt angribende Arbeide. Hedemarken og fl. (i Formen Kjon). — 3) en Skam, noget som man blues ved; en hæslig eller uduelig Ting. Nhl. Sogn, Hall. (udt. Kjon). Hedder paa andre Steder: Tyne.

Tjon, n. 2. smaat Arbeide, Sysler, Tilberedelser; ogsaa: Tøi, Sager, Smaating. Namd. Indr. (i Formen Kjon). Er forhen anført under „Kjon“, men grunder sig formodentlig paa et gammelt „þjón“. Hertil hører ogsaa Verbet kjona, ɔ: forhverve, samle; ogs. sætte istand, tillave; sysle med noget (s. kjona). Ligesaa Kjonar, m. og Kjonarbeid, n. — Disse maae ikke forvexles med de Ord, som dannes af Tjon, ɔ: Skade, da disse Ordslægter vel egentlig have været adskilte ved en forskjellig Lyd, saa at den ene har havt t (tjón), den anden þ (þjón).

tjona (kjone), v. a. (a—a), ødelægge, fordærve, fare ilde med. Sogn. Hall. Hedm. (Andre St. tyna). Ogs. plage, drive over Kræfterne, overanstrenge, f. Ex. en Hest. (Hedemarken). — Heraf Tjoning (Kjoning), f. Fordærvelse; ogsaa Plagerie, Overanstrengelse.

tjonsleg, adj. styg, hæslig. Nhl. Hedder oftere utjonsle’, som maaskee kunde have en anden Oprindelse.

tjont, (kjont), adj. fordærvet, ilde medhandlet; ogsaa: besværlig, slem. Hedm.

Tjor, m. 1. en Tyr, voxen og ugildet Oxe. Shl. Kr. Stift, Buskerud (sædvanlig udtalt Kjor). G. N. þjórr. Ellers Tiung, Rungstut, Gre’ung. — Hertil: tjorfør (kjorfør), adj. voxen, avledygtig, om Oxer.

Tjor, m. 2. en Portion Kjød til at spise; om Ret Kjød, som uddeles i et Gjæstebud. Nhl. (Kjor).

Tjor, n. Tøir, Baand som bindes omkring en af Fødderne paa et Dyr. Hedder Tjor (Hard.), Tjør, aab. ø (Sdm.), Kjor (mest alm. i de sydlige Egne), Kjør (nordenfjelds), Kjaur (Meldalen). G. N. tjoðr. — Hertil Tjorbeite, n. Græsning paa Engen for Heste eller Køer som bindes i Tøir. Tell. og fl. (Kjorbeite). Tjorhæl, n. Pind eller Pæl til at binde et Tøir i. Ørk. (Kjørhæl). Tjorspennel, s. Spennel.

tjora, v. a. (a—a), tøire, binde med Tøir. Overgaer til kjora, tjøre, kjøre (s. forrige). G. N. tjóðra.

Tjorgꜳng, m. Bugvrid, stærke Anfald af Smerter i Maven. Nhl. Hard. (Udtales med tj). I Valders hedder det derimod: Kjøtgang. Ordets Oprindelse er ubekjendt.

tjota, v. n. (tyt’; taut; tote, aab. o), tude, suse, larme idelig; mumle, snakke, give en Lyd som naar man hører mange Mennesker tale langt borte. Sædvanlig kun om en vedvarende eensformig Lyd, som af Vind, Bølger, Larm som høres i Frastand, idelig Snak, Mumlen, Knurren o. s. v. Infinitiv udtales sjelden tjota (Hard.); ellers tjøte, tyte, kjota og kjøte. G. N. þjóta. Sv. tjuta. Heraf Tot. — I Inderøen forekommer Talemaaden: „Dæ taut i han“, ɔ: han ymtede noget derom, man kunde mærke det paa hans Tale.

tjotande, adj. mumlende; susende.

Tjoting, f. Tuden, Susen; Mumlen, eensformig Lyd; ogsaa Knurren, Snak, Overhæng, kjedelige Begjæringer og Paamindelser.

Tjov, s. Tjuv. — tjue, s. tjuge.

Tjug, n. et Snees, Antal af tyve Stykker. Findes i Formerne: Kjug (Tell. Hall. Gbr.), Kju (Sogn), Kjau (Buskerud). Sv. tjog. Betegner i Særdeleshed: 1) Snees, af Varer som tælles. 2) tyve Traade eller Par i en Væv; ligesaa de tilsvarende tyve Rum i Vævskeden. Tell. og fl. (Ellers Basma). 3) et Tidsrum af tyve Aar. Hertil Talemaaderne: „Pꜳ fjore Kjugj’e“: over 60 Aar. „Fem Ꜳr pꜳ femte Kjug’e“: 85 Aar. (Gbr.).

tjugande, adj. tyvende. — Tjugande-Dag: Taksigelsens Fest, den 13de Januar (egntl. tyvende Dag i Julen). tjugande-kvar: hver tyvende.

tjuge, Talord: tyve (20). Hedder ellers: tjue (Sdm.), kjuge (Rbg. Tell. Gbr. og fl.), kjue (mest alm.), kjaue (Buskerud). Sv. tjugo. G. N. tuttugu; jf. tvítugr. Egentlig en sammentrukken Form af et sammensat Ord, som betegner to Tiere eller to Gange ti.

Tjuke, f. Klump, Kogle; s. Kjuka.

tjukk, adj. 1) tyk, bred, stor i Omfang eller Gjennemsnit. (Modsat grann). — 2) tyk (om Vædske), tæt, sammenløben, som ikke let rinder. (Modsat tunn). — 3) tyk (om en Hob), tæt sammenhobet, som staaer tæt sammen; f. Ex. om Skov, Græs, Haar o. s. v. — 4) tykskyet, fuld af Skyer; om Luften. — 5) frugtsommelig (= diger). Meget brugl. Jf. fremmeleg. — Ordets almindeligste Form er kjukk (kjukk’e); ellers tjukk’e (Sdm.), tykk’e (Rbg. Tell.). G. N. þykkr, og þjukkr. Sv. tjock. — Tjukk-enden: den tykkeste Ende, f. Ex. paa en Stok. I tjukkaste Skogj’en: ind i den tykkeste Skov. Fiskj’en sto so kjukk’e punde Landa: Fisken stod i tætte Masser ved Landet.

tjukkbaka, adj. tykbaget, om Brød.

Tjukk-eng, f. Eng med stort tætvoxet Græs; den fedeste Eng tæt ved Husene.

tjukkfallen, adj. tykvoxen, fyldig, før; om Mennesker.

tjukkføtt, adj. tykfodet.

tjukkhalsa, adj. tykhalset.

tjukkhært, adj. tykhaaret, tæthaaret.

Tjukkje, m. Tykkelse, Omfang; Tykhed. Ørk. (Kjukkje). Jf. Tjukt.

Tjukklegg, m. den tykkeste Deel af Læggene. (Modsat Grannlegg).

tjukklima (aab. i), adj. tyklemmet, fyldig.

tjukklippa, adj. som ahr tykke Læber.

tjukklædd, adj. tykklædt, som gaaer i mange eller tykke Klæder.

tjukkna (tjukne), v. n. (a—a), 1) blive tyk, voxe i Tykkelse; ogsaa blive frugtsommelig. — 2) fortættes, løbe sammen; om Vædsker. — 3) blive skyet, overtrækkes med Skyer.

Tjukkna, f. Skyer paa Himmelen, tykt Veir. Stav. Amt (Kjukna).

tjukksꜳdd, adj. tykt saaet; om Ager.

tjukkvaksen, adj. tyk av Væxt.

Tjukkver (ee), n. tykt, skyet Veir.

Tjukkvid (Kjukve), m. tyk Ved, Stokke, Stammer; i Modsætning til Grenene.

tjukk-øyrt, adj. tykøret; ligegyldig, som ikke ændser hvad man siger.

Tjukt, f. 1) Tykkelse, Omfang, Tværmaal. 2) Tykhed, Vædskers Tæthed eller Seihed. Hedder paa nogle Steder Tjukn (Kjukn); ogsaa Tjukkleikje, m. Jf. Tjukkje.

tjukt, adv. tæt, tykt, fuldt, uden Mellemrum.

tjurr, tør; see turr.

Tjuv, m. en Tyv. Hedder ogsaa Tjov (Nhl.), Kjov (Rbg. Tell. og fl.); ellers: Tju (Sdm.), Kjuv, Kju (mest alm.) og Kjyv (ved Trondhjem). G. N. þjófr. Sv. tjuf. — Hertil: Tjuvegods (Kjuegoss), n. Tyvekoster. Tjuvelag, n. Tyveselskab. (Ogs. Tjuvebøle, n.). Tjuvestrik (aab. i), n. Tyvestreger.

tjuvkjenna, v. a. (e—de), ansee En som Tyv, tillægge En et Tyverie. Heraf tjuvkjend: anseet eller mistænkt som Tyv. B. Stift. (kjukjend’e).

Tjuvskap, m. Tyverie. Hedder oftere: Tjuvri. Jf. Stul.

Tjød, see Tjo.

Tjønn (for Tjørn), f. Kjær, Vandpyt, en liden Indsø eller en Samling af stillestaaende Vand i en Sump. (Mindre end „Vatn“, men større end Dam, Dape og Søyla). Ordet er meget brugl. og temmelig almindeligt, dog i forskjellig Form: Tjønn (aab. ø) og Tjenn (Sdm.), Kjødn (Søndre Berg. Sogn, Hall.), Kjønn (mest alm.), Kjenn (sjeldnere). G. N. tjörn. Sv. tjärn.

Tjønneblom, m. Aakande, Vandlilie (Nymphæa alba). Tell. Hall. (Kjønneblom, Kjenneblom). Har ellers forskjellige Navne som Vassblom (Jæd.), Vassoleie og Vassrosa (Nhl. Shl.), Vassgꜳs (Sdm.), Nykkjeblom (Jæd.), Punga (Ørk.), Akkoleie (Sdm.).

Tjønnemark, f. en sumpig Flade med enkelte Vandpytter.

tjønnut, adj. sumpigt og fuldt af smaa Søer eller Kjær.

Tjør, s. Tjor. tjøra, s. tjora.

Tjøra (aab. ø), f. Tjære. Udtales mest alm. Kjøra, Kjøre; ogsaa Kjyru (Gbr.), Kjuru (Hall.). G. N. tjara, acc. tjöru. — Hertil: Tjørehjell, m. et Slags Tjæreovn, dannet som et Stillads af Steen over en liden Hule eller Kjælder. Tjørelog (aab. o), m. en sort Vædske, som afsondrer sig fra Tjæren. Tjørevase, m. en Visk eller Klud til at smøre Tjære med.

tjørebræde (kjørebræ), v. a. (e—de), besmøre med Tjære (især varm eller kogende). Heraf tjørebrædd: oversmurt med Tjære.

Tjøresoleie, f. Tjæreurt (Lychnis viscaria). N. Berg.

tjøte og Tjøting, s. tjota.

to, forkortet 1) for tok, s. taka. 2) for tvo (Talord). 3) for ut-or, ɔ: ud af.

To, f. 1. (Fl. tø, r), Grønning, Grønsvær, en liden Græsplet, som er omgivet af Klipper eller Krat. Søndre Berg. og Stav. Amt. (Jf. Plita, Fleine, Glenna). G. N. tó. — Ogsaa en liden Flade eller Afsats imellem bratte Klipper. Nhl. Ellers Flꜳ, Hylla, Skor.

To, f. 2. Tøi, Stof; Garn, især af Hør eller Hamp; Lærred, Linned. Tr. Stift. I Sdm. siges Tonad. (G. N. tó). Ogsaa figurlig: Art, Natur, Sindelag. E sꜳg snart kva To som va i ’an: jeg mærkede snart hvilket Sind der var i ham, el. hvad Slags Menneske det var. Ørk.

Tobbe, f. en Hoppe. (Mest brugeligt som Lokkenavn). Sdm. Ørk. Gbr.

Tode (aab. o), f. 1) Gjødning, gjødende Vædske i Jorden. (Virkningen af „Tad“). Sdm. og fl. „fꜳ Todꜳ ’ti“: faae et Engstykke gjødet eller opdyrket. — 2) en gjødet Eng, fed og græsrig Eng i Nærheden af Husene. Shl. Jæd. (i Formen Toa, Tꜳa). G. N. taða, acc. töðu. Ogsaa om det Hø som voxer paa saadan Eng. „Tode“ bruges i Sdm. ogsaa spotviis om noget der skal ansees som ypperligt eller hvoraf man skryder meget.

Todehøy, n. Hø af en fed og gjødet Eng, stort og tætvoxet Hø. Sdm.

Todeng, f. gjødet Eng. Jf. Tadsig.

Todl, s. Toll. — Todn, s. Tonn.

Tofla (Toffle), f. Tøffel, Tøfler.

Toft, f. s. Tuft. — Toft (oo), s. Tovt.

Tofta, f. Tofte, Roerbænk i en Baad. G. N. þofta, þopta. — Formen Toft forekommer i Talemaaden „sitje i Toft mæ ein“, ɔ: sidde paa samme Tofte som en Anden, roe paa samme Bænk. N. Berg.

Toftekall, s. Tuftekall.

Tog (aab. o), n. Toug, tykt Reb. Hedder ogsaa Taug, Tau (søndenfjelds). G. N. tog. Sv. tåg. — Tog-ende, m. en liden Stump Toug. (Ogsaa Togmole, Togstubbe). Toglengd, f. Touglængde. (Jf. Mꜳla). Togverk, n. Tougværk.

toga, (aab. o), v. n. og a. (a—a), trække, drage, strække eller slide paa noget; især om en langsom Trækning. B. Stift og fl. G. N. toga. toga ꜳt seg: trække til sig. toga Høy: trække Hø med en Krog. (Helg.). — Jf. tøygja og togna, hvorved der forudsættes et ældre Verbum: tjuga, med Formerne tyg, taug.

togall, adj. langsom. (Sogn). S. taug.

Toge (for Togje, aab. o), m. en Krog eller Bøile til at trække i; et Slags Hank, især paa Harver og Slæder. Helg. I Fosen hedder det Toga (Tꜳga), m. I Ørk. derimod: Tugu, f.

Togg, s. Talg. togg, imp. s. tyggja.

toggjen, adj. (Fl. togne), tygget, gnavet; ogsaa udmagret ved at give Patte, om Hopper (toggja, fyltoggja). Part. af tyggja.

Toging (aab. o), f. Trækning.

Togn (aab. o), f. Taushed, Stilhed. Han fekk ei Togn: han blev taus, forstummede. N. Berg. (sjelden). G. N. þögn.

togna (aab. o), v. n. (a—a), strækkes, rette sig ud, forlænges, blive længere; ogsaa slappes. Et meget udbredt, maaskee alm. Ord. Sv. tågna.

togoll (aab. o), taus, s. tagall.

Toka (oo), f. en Taabe, Tosse. Indr. (oftest Tok’). Sv. tok.

Toka (aab. o), f. 1. en Stund, Tid; ogsaa en Dyst, et Angreb (det samme som Tak). Helg. (I Sdm. Tokt).

Toka (aab. o), f. 2. Taage, taaget Luft (= Skodda). Rbg. Tell. (Toke og Toku). G. N. þoka.

Toka (aab. o), f. 3. Tag paa et Huus, Tække. Shl. og Kr. Stift. (Jf. Tak). Hertil Tokedugna(d), m. see Tekkjedugnad.

Tokje (oo), m. (Fl. Toka), Tot, Visk, Knude, Sammenvikling; ogsaa en liden tyk Sky. N. Berg.

Tokk, n. Tykke, Skjøn, Formodning. Nhl. Pꜳ eit Tokk: efter et løst Skjøn, uden nærmere Beregning.

Tokka, f. 1) Gunst, Yndest, det at En er afholdt. Hedder ellers Mannatokka. Shl. (G. N. þokki). — 2) Tækkelighed, et tækkeligt Udseende, behageligt naturligt Væsen. Sogn. Hedder ogsaa Tokk, m.

tokka, v. a. 1. (a—a), flytte tilside, røre af Stedet, skyde lidt længere bort. Shl. og Kr. Stift. Paa nogle Steder siges oftere tukke. Sv. tocka. G. N. þoka. tokke seg: bøie sig tilside eller gaae lidt af Veien, give Plads.

tokka, v. a. 2. (a—a), skjønne, bestemme ved et Skjøn eller efter en Formodning; gjætte, slutte, antage. Søndre Berg. Egentlig: tykkes (beslægtet med tykja).

Tokkeløysa, f. Utækkelighed, Mangel paa naturlig Ynde. Sogn.

Tokking, f. ubetydelig Bevægelse, Flytning til Siden; s. tokka.

Tokkje, m. 1) Følelse, Indtryk, det som man tykkes. Bruges sammensat, som Kaldtokkje, Illtokkje. Gbr. — 2) Væsen, Lader eller Udseende, som gjør et vist Indtryk eller betegner et vist Sindelag. Indr. (i Formen Tokke).

Tokkna(d), m. Tykke, Skjøn; en omtrentlig Bestemmelse, eller et vist ubestemt Begreb om noget som man ikke kjender nøie. Nhl. Hedder ogsaa Tokkning, f.

Tokn (oo), f. Gjæller i Fiske. N. Berg. og Tr. Stift. I Søndre Berg. hedder det Tolkn (Tolk’en), aab. o. G. N. tálkn. Ellers Gan og Syltr. — Tokne (i Fleertal) bruges ogsaa om den inderste Deel af Munden, nærmest ved Struben (paa Mennesket).

tokna (oo), v. n. trække efter Veiret; tale utydeligt og langsomt, famle efter Ord. Sdm. (Jf. talkna).

Toknetroll, n. Gjælleorm (Lernæa branchialis). N. Berg.

Tokt (aab. o), f. en Stund, Tid af nogen Længde; ogsaa om noget som kun varer en vis Tid. Sdm. Ellers Toka og Tak.

tokte, tykkedes; see tykja.

tokut (aab. o), adj. taaget, fuld af Taage; om Luften. Rbg.

Tol (oo), n. en Mælkedunk med bred Bund og smal Aabning, brugelig paa Søreiser. Sdm. — Tol skulde egentlig betyde: Redskab, Værktøi (G. N. tól); men synes ikke at forekomme i denne Betydning, undtagen i Formen Tøle (B. Stift) og Tolꜳr, aab. o (Helg.). Jf. tvitola.

Tol (aab. o), n. Taal, Taalmodighed. hava Tol: være taalmodig. slꜳ seg te Tols: slaae sig til Taals, berolige sig. Jf. Munntol.

tola (aab. o), v. a. (e—de), tale, lide, udholde; ogsaa finde sig i, fordrage, lade skee. Hedder ogsaa tꜳla og tꜳlꜳ; i en Dialekt gaaer det over til tora. (Jæd.). G. N. þola. Dæ tole lang Koking: det behøver lang Kogning. Dæ tole Tid: det gaaer seent, man behøver lang Tid dertil. Eg told’ ikje sjꜳ dæ; jeg kunde ikke lide at see det. — Particip told: taalt, tilladt.

tolande, adj. som man kan eller bør taale; lidelig, talelig.

tolast (tꜳlest), v. n. (Imp. toldest), blive taalt eller tilladt, gaae an. Dæ tolest ikje mykje: der skal ikke meget til førend man klager.

Tolꜳr (aab. o), pl. f. Redskaber. Helg.

Tole (aab. o), Ryghvirvel, s. Tovla.

Tolekniv (aab. o), m. en Kniv at tilskjære Træ med eller at bruge til de simpleste Træ-Arbeider. Nogle Steder Tolkniv, som maaskee er rettere. G. N. tálguknífr, af tálga, tilskjære (s. tolge). Forøvrigt synes Ordet her at være ganske adskilt fra „tolge“.

tolen (aab. o), adj. taalsom, see tolug.

Tole(r), pl. f. Egn, Omegn; omtrenligt Sted eller Punkt. Shl. „Hær i Tolenne“: her i Nærheden, her etsteds.

Tolg, f. Talg; s. Talg.

Tolge (tolje), v. a. (e—de), tilhugge Tømmer paa Siderne. Gbr. sædvanlig i Formen tolje, og tildeels med Formerne: tol’, tolde. Ellers telgje, rydje, skanta. (G. N. tálga, tilskjære). — Hertil Toljebile, Toljøks, f. Øxe at tilhugge Stokke med.

Tolk, m. Tolk; Oversætter.

tolka, v. a. (a—a), tolke, fortolke; oversætte i et andet Sprog.

Tolkn, f. Gjæller; s. Tokn.

Toll, f. Fyr, Furetræ; især om ung og opvoxende Fyrreskov. Rbg. og Tell. I Sætersd. gaaer det over til Todd. I Østerd. bruges Ordet i Formen Tall. Derimod bruges Tell (Tella) i Nordre Trondhjems Amt om Granskov. G. N. þöll. Sv. tall, Fyr. — Hertil Tollbar (Toddebar), n. Fyrrekviste. Tollholt, n. liden Skov eller Lund af Fyrretræer. Tollskog, m. ung Fyrreskov.

Toll, m. 1. en Pind, Knag, Nagle; f. Ex. Aaretold paa en Jolle. (Forskjelligt fra Kjeip). Isl. þollr.

Toll, m. 2. 1) en almindelig Afgift, Udredsel, Kontingent, Bidrag. Klokkartoll, Lensmannstoll, Skuletoll og fl. — 2) Told, Afgift af Handelsvarer. G. N. tollr. — Hertil Tollbud, f. Toldbod. tollfri, adj. toldfri. Tollstad, m. Toldsted.

tolla, v. n. (a—a), tolde, give Told; ogsaa om at give en vis Deel, afgive noget, yde sin Tribut (i en mere almindelig Bemærkelse). Dei tolla pꜳ han noke alle: Enhver gav ham noget; han fik lidt af alle. B. Stift.

tolleg, adj. 1) taalelig, lidelig, som man kan taale. 2) antagelig, taalelig, ikke at klage paa. — Formen tolleg maa ansees som sammentrukken af toleleg; den første Stavelse udtales kort, men faaer ikke Lyden af dobbelt l.

tollege, adv. taaleligt, nogenlunde, ikke saa ganske ilde.

tollgrøn, adj. bleggrøn, ligesom Fyrretræets Bar eller Naale. Hall.

Tolling, f. Fortoldning; ogsaa Ydelse, Bidrag, Tribut; s. tolla.

tolmøde (seg), v. a. have Taalmodighed, slaae sig til Taals. Nfj. Sdm. I Nhl. tolmøa. Ein lyt’e tolmøa seg mæ da.

Tolmøde, n. Taalmodighed. Da gjeld um eit godt Tolmøe. B. Stift. G. N. þolinmæði.

tolsam, adj. taalsom, taalmodig. Sjelden. s. tolug.

Tolt, s. Tylvt.

tolug (aab. o og u), adj. taalig, som kan taale noget; i Særdeleshed: a) haardfør, som kan taale megen Smerte eller anden Ubehagelighed; b) langmodig, som ikke let bliver opirret; c) varig, udholdende, som ikke let forslides. Hedder ellers tolig’e (B. Stift), tolau og tꜳlau (Tr. Stift). G. N. þolugr.

tolv, Talord: tolv. I Sætersd. tov (oo). G. N. tolf. Ang. tvelf. — Ordenstallet tolvte udtales overalt tolte. Jf. Tylvt.

Tolvfenning (Tolfæning), m. et Flademaal som udgjør tolv Ruder (eller Maalestænger i Fiirkant). Nordre Trondhjems Amt. Saavel Ordets Afledning som dets egentlige Betydning synes uvis.

tom (oo), adj. tom. G. N. tomr. Mæ tvo Hend’e toma: med to tomme Hænder. Mæ tome Bꜳt’a: med tom Baad, uden Ladning. Heraf tøma.

Tom, s. Taum. Tome, s. Tume.

Tomfor (for, aab. o), f. en aaben Fure i Ageren efter Hypning. Hedm.

tomhendt, adj. tomhændet.

Tomleikje, m. Tomhed. (Sjelden).

tomreipes, adv. ledig, uden Læs eller Byrde. Ag. Stift. Jf. lausreipa.

Tomskolt, m. Dumrian, Kjødhoved. Sjelden.

Tomt, f. Grund; see Tuft.

Ton, Gaardsrum; see Tun.

Tonad, m. Garn, Tøi, tilvirket af Hør eller Hamp. Sdm. Gbr. Ørk. — See ellers To.

Tone, m. Tone. (Sjelden). Jf. Note.

Tonn, f. (Fl. Tenn’er), 1) Tand, i Munden. G. N. tönn. I Sammensætning: Tann og Tanne; f. Ex. Tanngar. — 2) Tand, i visse Redskaber; Pind, Pig. Hyvelstonn, Skjeidtonn. — 3) Torn i et Spænde. Sylgjetonn. I sidste Tilfælde skulde det heller hedde Tonn, m. (for Torn).

Tonn (for Torn), m. Tornebusk, Hybentræ (= Klungr). Mandal. I Tell. Njupetonn. (Jf. Tynner). Tonn skulde egentlig betyde Torn (G. N. þorn).

tonna (for torna), v. n. (a—a), tørres, blive tør. Meget brugl. især i Berg. Stift, tildeels i Formen todna (aab. o). G. N. þorna. (Det er mærkeligt, at dette Ord ikke hedder turna, i Lighed med turr). — tonna ihop: svinde sammen ved Tørring. tonna til: tørres til, fæste sig, om Smuds eller Dynd. Heraf til-tonna, adj.

Tonning, f. Tørring; Fortørrelse.

tonnut, s. tent. — Too, s. Tvoga.

Topp, m. Top, Spids. Jf. Tipp.

Topp, f. 1) Prop, Kork i en Flaske. Sdm. og fl. (Jf. Toppa). — 2) Tot, Visk, lidet Knippe, f. Ex. af Hø. Ørk. Ellers kaldet Tapp, Lopp og Dott.

Toppa, f. 1) en stor Tap, f. Ex. til Bryggerkar. Hard. — 2) en Dobbelttap, stor Tap med et Hul, hvori en mindre Tap indsættes. Tell. Ellers kaldet: Krane (B. Stift), Ture (Buskerud), Tur (Hall.), Tappmor (Indr.), Tvitapp (Gbr.).

toppa, v. a. toppe, sætte op i en Top. Hedder ogsaa typpe.

toppgalen, adj. reent gal. Hedder ogs. toppende galen.

toppleide, v. a. trække efter Toppen, lede en Hest ved at holde i Pandetoppen.

Toppmꜳl, n. Topmaal (= Rokmꜳl).

Tor (aab. o), n. Dristighed, det at man tør vove noget. B. Stift. (G. N. þor).

Tor (oo), n. en svag Brænden; en liden, neppe synlig Ild. Helg. (s. tora).

Tora, f. Torden; Tordenskrald. Et næsten alm. Ord. Søndenfjelds gaaer det tildeels over til Tole. — Er formodentlig samme Ord som Angels. þuner, og Gam. Tydsk donar, nemlig med en Overgang fra „un“ til „o“.

tora (oo), v. n. 1. (a—a), tordne, brage som Torden. Jf. tura.

tora (oo), v. n. 2. (a—a), brænde meget svagt, om Lys og Ild; være nær ved at slukkes. N. Berg. Helg. og fl. (Jf. Tor). Isl. tóra.

tora (aab. o), v. n. (e—de), turde, vove, driste sig til. G. N. þora. Præsens, tora, bruges ogsaa ofte i Betydningen: kan, vil maaskee; f. Ex. Dæ tore væl hende: det tør vel skee. Han tore væl hende: det tør vel skee. Han tore koma snart: han vil maaskee snart komme. Imperf. udtales paa nogle Steder tore (oo), men ellers torde (aab. o). Supinum tildeels tora, men alm.: tort. — „tora seg til“: driste sig til. Paa enkelte Steder siges ogsaa torest, torst, tørs. — Paa Jæd. bruges „tora“ ogsaa for tola (taale).

Tordivel (oo), m. Skarnbasse, Torbist (Scarabæus stercorarius). Alm. — Sv. tordyfvel, torndyfvel. Ang. vifel, og tordvifel, som forklares af tord ɔ: Skarn. Islænderne skrive ellers torfdífill.

Toredun (aab. u), m. Tordenbrag, Tordenskrald (se Tora). Ogsaa kaldet Toredyn (døn) og ellers Torebrak, Toreslꜳtt og Dyne (aab. y). Sv. thordön.

Toreflod, n. Tordenregn, Skylregn med Torden. Sdm. og fl. Ogsaa kaldet Dyneflod.

Torelo, s. see Torestein.

toren (aab. o), dristig, som tør vove meget. Hedder ogs. torig (Sdm.).

Toreskimt (oo), n. Lynild. Valders.

Toreslꜳtt, m. Tordenslag, Torden. Søndre Berg. Ørk. og fl. Af Talemaaden: „Tora slær“, el. „Dæ slær ei Tore“, ɔ: det tordner.

Torestein, m. Tordensteen, et Slags runde og meget glatte Stene ligesom Kugler. I Nhl. Tore-lo, f. (ɔ: Tordenkugle).

Torg, n. Torv, Samlingsplads i en By. (I nogle Byer siges nu oftere: Torv). G. N. torg. Sv. torg.

torga, v. a. (a—a), ødelægge, dræbe, slagte (Kvæg). Nhl. Vel egentlig afhænde eller bringe til Torvs. (Jf. Isl. torga, fortære).

Toring (oo), f. en svag Brænden, det at et Lys brænder dunkelt. S. tora.

Tornogg, el. Turnogg, bruges i Sdm. i Forbindelsen „i Turnoggꜳ“, ɔ: hemmeligt, i Smug.

tornæm (aab. o), adj. tungnemmet, som har vanskeligt for at lære noget. N. Berg. G. N. tornæmr. Ordet „tor“ bruges saaledes ofte i det gamle Sprog og betegner en Vanskelighed.

Toro, s. Tvora.

Torp, m. 1) en meget liden Gaard, et ubetydeligt Jordbrug. Østerd. og fl. (Sv. torp, Huusmandsplads. G. N. þorp, n. Landsby). — 2) en Flok, Hob; en sammenstimlet Flok af Kvæg. Rbg. — Jf. Torpesæte.

torpast, v. n. flokkes til, stimle sammen; især om Kvæg. Rbg. Tell. (G. N. þyrpast).

Torpesæte, n. en liden Gaard, som afgiver kun lidet til at leve af. N. Berg.

Torre, m. 1. den anden Nymaane i Aaret; den Maane som følger efter Julemaanen og indbefatter Februar Maaned eller en Deel af Januar og Februar. B. Stift. (G. N. þorri). Den næste Maane hedder Gjø.

Torre, m. 2. Tørst, Tørhed i Halsen. Skal bruges i Hard. Jf. Turk og Terre.

Torsdag (oo), m. Torsdag. Udtales mest almindelig Tosdag (oo). G. N. þórsdagr.

tortimast, v. a. lide af Tørhed eller Tørst (= turkast); spise tør og haard Mad, have Mangel paa Suul; sjeldnere om at skrante eller vantrives (hvilket vel er den egentlige Betydning). Meget brugl. i Sdm. (dog sædvanlig i Formen turrtimast).

tort-yve, tvært over; s. tvert.

Torv, f. Tarv, Trang, Fornødenhed. Meget brugl. i B. Stift. (G. N. þörf). I Fleertal hedder det tildels Tarve; f. Ex. D’æ mꜳnge Tarvinne: der er mange Fornødenheder. Da vore Torv’æ: det kunde være fornøden. (Nhl.). I Sdm. hedder det: „Dæ va Tarvinne“, hvilket ofte bruges ironisk; f. Ex. Dæ va Tarvinne ditta (om noget unyttigt eller fortrædeligt).

Torv, n. Tørv; Grønsvær, Tagtørv; ogsaa Tørvjord, Brændetørv. G. N. torf.

Torva, f. et Stykke Grønsvær, en opspadet Rude af Tørv, f. Ex. til at tække med. G. N. torfa. Sv. torfva. Bruges ogsaa som en forringende Benævnelse paa en Gaard, en Jord.

Torvald, s. Torvol.

Torvgar, m. et Gjærde af Jord eller Tørv omkring en Eng.

Torvkrok, m. en af de Kroge, som sættes paa den nederste Kant af et Tørvtag for at støtte Tørvdækket eller egentlig for at holde den Stok som i denne Henseende lægges langs Tagskjægget (s. Torvol). Hedder paa nogle Steder Krokraft og Krokaft.

Torvmyr, f. Tørvmose, et Sted hvor man skjærer Tørv til Brænde.

Torvol, m. en Stok som lægges paa Kanten af Tagskjægget for at støtte Tørvdækket, og som befæstes med en Række af Træ-Kroger (see Torvkrok). Bruges i forskjellig Form: Torvol, aab. o (Tell. og fl.), Torꜳl (Sdm. og fl.), Torvald (Sogn). Vel egentlig Torv-vol. G. N. torfvölr, torvolr. — Undertiden lægges endnu en anden Stok ved Siden af Torvolen, og denne Stok kaldes da Torvaldsverja (Sogn) eller Røytetorvꜳl (Sdm.).

Torvrøyk, m. Røg af brændt Tørv (bekjendt af dens særegne Lugt).

Torvskjꜳ, m. et Huus til at oplægge Brændetørv i. B. Stift. I Tr. Stift siges Torvbu(d), f.

Torvtak, n. Tag af Næver og Tørv.

Tos (aab. o), n. 1) Taver, korte Trevler af Hør eller Hamp; svagt, udueligt Affald. B. Stift. — 2) unyttige Forsøg, Indfald, Paafund. (Isl. tos). See følgende.

tosa (aab. o), v. n. (a—a), gjøre mange unyttige Forsøg, slæbe og stræbe uden Fremgang. B. Stift (Sogn, Sdm.). Isl. tosa. Dei tosa mæ di: de forsøge nok derpaa, de fuske lidt med det. — Heraf Tosing, f.

Tosdag, s. Torsdag.

Tose (oo), m. Taage eller Skyer imellem Fjeldene, en stor Skybanke i Horizonten. Fosen.

Tosk (for Torsk), m. Torsk (Fisk). G. N. þorskr. Bruges ogsaa meget i Betydning af en Tosse, Dumrian (formodentlig af den Grund, at Torsken let lader sig fange og er ikke saa rask til at slide sig løs som adskillige andre Fiske). — Toskeberg, n. en stor Torskestiim i Søen. Toskefiskje, n. Torskefiskerie. Toskelyse, n. Tran af Torskelever.

Toske, s. Taska. toskjen, s. toskut.

toskut (tossket), adj. dum, taabelig, tosket. Meget brugl. I Tr. Stift: toskꜳt; nogle Steder oftere toskjen.

tossa, v. a. (a—a), drysse, strøe, udstrøe. Helg.

tostall (for torstall), adj. tørstig, som tørster ofte, plaget af Tørst. (Forskjelligt fra tyst). B. Stift. I Tell. siges tostꜳl. Andre Steder bruges tostlꜳten. I Spøg ogsaa om En som er begjærlig efter stærk Drik, lidt drikfældig.

Toste (for Torste), m. Tørst. G. N. þorsti. slekkje Tosten: stille sin Tørst, læske sig.

Tostedrikka, n. Læskedrik; ogsaa tyndt Øl. B. Stift.

tostlꜳten, adj. plaget af Tørst, ofte tørstig. Sogn og fl. (Ellers tostall). Isl. þorstlátr.

Tot (aab. o), n. Tuden, Susen; Mumlen, Lyd af Stemmer i det Fjerne; ogsaa idelig Snak, Tryglen, Knurren. Af tjota, taut.

tote (aab. o), s. tjota.

Tothol (aab. o), n. spotviis: En som idelig snakker eller trygler om noget.

Tov (oo), n. 1) Valkning, Sammenvalkning af Uld eller Uldtøi. Sjelden (see tøva). Isl. þóf. — 2) et Stykke valket Tøi. Hertil Hattetov: sammenvalket Uld til en Hat. — 3) tykt eller tætvoxet Græs, især i Fjeldene. Ndm. Ellers kaldet Fonne, Elje, Ryskje.

tovast, v. n. filtes; see tovna.

toven, adj. filtet, sammenvalket; urede, forviklet (= flokjen). Ørk. og fl.

Tovhatt, m. Filthat; især et Slags Hatte af Uld som er blot sammenvalket uden videre Tilberedelse. B. Stift.

Tovla (aab. o), f. Ryghvirvel, et af de enkelte Ledemod i Ryggen. (Ryggjatovla). Nhl. I Ørk. hedder det Tavla. I Sdm. derimod: Tole (aab. o).

tovna (oo), v. n. (a—a), valkes, filtes, krybe sammen eller fortættes ved Valkning. B. og Tr. Stift. (Isl. þófna). tovna ihop: krybe sammen, blive smalere og tættere.

Tovt (oo), n. Fnas, Skjæver, Flokker af Uld eller Liin, som falder af ved Valkning og Vævning. N. Berg. (Andre Steder kaldet Lo). Kunde ogsaa skrives: Toft.

tra(d)en, adj. traadt, betraadt; om Veie. Tell. (traen). See trꜳ.

tragta, see trꜳ og trꜳtta.

Trakk, n. Træden, Trampen; idelig Løben eller Gang frem og tilbage.

trakka, v. a. og n. (a—a), 1) træde, nedtræde, gaae paa. B. Stift. G. N. traðka. — 2) trampe, stampe med Fødderne. — 3) gaae idelig, traske, strippe omkring, løbe frem og tilbage. B. og Ag. Stift. — trakke pꜳ: træde paa. trakke ned: nedtræde. trakke ein Væv: valke en Væv ved Trædning med Fødderne. trakke ein Veg: gjøre en Vei i Sneen ved at gaae frem og tilbage. Hertil: upptrakka, ɔ: optraadt, om Veie.

Trakking, f. Træden, Trampen.

trakst, adv. strax. (See strakst). Hedder ogsaa trast (Tr. Stift, Gbr. Vald.).

traktera, v. a. beværte. Meget brugl.

Trale(r), pl. f. Gitter; Støtter eller Søiler i et Gitterværk, især af Træ. Sv. trall. Holl. tralie. — Traleverk, n. Gitterværk.

Trall, m. Lune, Stemning. B. Stift. Hedder ogsaa Tralt. (Sogn, Nhl.).

tralla, v. n. (a—a), nynne, synge uden Ord, synge Spillet til en Dands og deslige. Hedder paa nogle Steder trala. Sv. tralla. — Hertil Tralling, f.

Trallslꜳtt, m. Dands eller lignende raskt Musikstykke, som man synger.

Tram, m. Dørtrappe, liden Trappe eller Forhøining ved en Dør til at stige op paa. Buskerud. — Jf. Stett, Tropp, Klopp.

Tramlag, n. et Kornlag paa Loen. Ørk. Ellers Framlag og Berja.

trampa, s. trappa og trakka.

Tran, f. Tran (= Lyse).

Trana, f. Trane (Fugl). Sjelden.

Tranebær, n. Tranebær (Oxycoccos palustris). Østerd. og fl. Jf. Myrtyta.

Trant, m. Tryne, Snude, Mule. (Jf. Trut). Isl. trantr.

trappa, v. n. (a—a), trampe, stampe med Fødderne. B. Stift og fl. (G. N. trappa). Jf. trøde og trꜳ. — Heraf Trapping, f. Trampen.

trassig, trodsig; s. trꜳssug.

Trast, m. Drossel, Kramsfugl. Hedder ogsaa Trost (søndenfjelds). I Sogn forekommer Trost og Træste; det sidste skulde egentlig være Fleertal. Sv. trast. G. N. þröstr (þrastar). — Faaer i Sammensætning -a, som Trastareid, Trastafjør.

Trau, n. s. Trog. trau, imp. s. trꜳ.

traud, adj. utilbøielig, som ikke har Lyst. Sjeldent Ord. I Tell. trau. I Østerd. findes det i Formen tro (aab. o). G. N. trauðr.

traudꜳ, nødig, s. traudt.

traudig, adj. modløs, forsagt.

traudt, adv. nødig, ugjerne, ikke gjerne. Rbg. I Sdm. hedder det traudꜳ, og bruges meget. (G. N. trautt).

trausam, morsom; see trøysam.

Trausk, m. en Frø, Frosk (Krybdyr). Jæd. Mandal. Nogle Steder Trøysk. Ellers kaldet Frosk og Frausk.

Trauska, f. Ranunkel (Væxt); især den krybende eller langrodede Ranunkel, som voxer i Agrene (Ranunculus repens). Meget udbredt i Formerne Trauska (Sogn, Hard. og fl.), Trauskegras (Mandal), Trøyska og Trøske (N. Berg. Sdm. Ndm.). Ordet er uden Tvivl dannet af det foranførte, ligedan som ranunculus af rana (Frosk).

traust, adj. 1) fast, sikker, stadig, som staaer fast og ikke vakler; f. Ex. om Stolper, Stilladser, Borde o. s. v. Meget brugl. i B. og Tr. Stift, ogsaa i Gbr. (G. N. traustr). Jf. stød. — 2) fast, tæt, haard, ikke skjør eller blød; f. Ex. om Træ, Læder, Kjød; ogsaa om Deig, Brød og lignende. traust’e Fisk: Fisk med tæt og fast Kjød. traust’e Grunn: haard og fast Grund. — 3) stærk, kraftfuld. Ein traust’e Kar: en stærkbygget, dygtig Karl.

traust, adv. fast, kraftigt, stærkt. F. Ex. halde traust. stappe traust ihop. — Ogsaa: trygt, sikkert, fast; f. Ex. stꜳ traust, sita traust. Meget brugl. i B. Stift.

Trauste, m. Fasthed, Stadighed; Styrke. (Sjelden). Ellers Trausteleikje.

traustna, v. n. (a—a), hærdes, styrkes, blive fastere eller stærkere.

traut, ophørte; see trjota.

trautall, adj. møisom, anstrengende, tung og langvarig. N. Berg. Mest i Neutrum (trautalt), om et Arbeide.

Traute, m. 1) et langvarigt og tungt Arbeide; noget som man anstrenger sig med for at faae det færdigt til en vis Tid. N. Berg. Ellers mere alm. i Formen Trøyt. — 2) et vanskeligt Arbeide, en Prøve, et Foretagende som kun faa kunne udføre, eller en Opgave som kunde synes umulig at løse. Helg. „leggje Trauta før’ ein“: forelægge En de vanskeligste Opgaver, sætte En rigtigt paa Prøve. G. N. þraut, f. (leggja þrautir).

trauten, adj. vanskelig, møisom. (Sjelden). Mest i Neutrum: traute. Paa Jæd. traude. — Ellers oftere trøyten.

trautom, adv. vanskeligt, med Møie. Gbr.

Traval, n. Skade, Uheld. — Travali, n. Strabads, Arbeide. N. Berg. (Fremmede Ord).

Trave, m. 1) Klud, Lap, Pjalt. Meget brugl. ved Bergen. Ellers kaldet: Tave, Tafse, Trifsa, Trevle. — 2) en Stakkel, Usling, daarlig Tingest (om Dyr og Mennesker). Søndre Berg. — Jf. Tarve.

Trꜳ, f. 1. en meget betraadt Plads, en Vei eller et Sted som bliver idelig betraadt; f. Ex. i Gaardsrummet, ved Indgangen til Fæhusene, paa en Fold, en Malkeplads o. s. v. Sogn, Tell. og fl. Ogsaa kaldet Butrꜳ. (Vel egentlig Trod). Jf. Træ og Trø.

Trꜳ, f. 2. Trædebræt i en Væverstol. Sogn. — See Trøde.

trꜳ, v. n. 1. (trær; tro; trae), træde, gaae, træde paa noget; ogsaa trampe (= trøde). Tell. Hall. Gbr. — Vel egentlig: traada, el. troda (tred, trod, tradet). G. N. troða. I Ørk. forekommer det med Imperf. trau, og Supin. traue.

trꜳ, v. n. 2. (r—dde), tragte, hige, stunde efter noget; søge ofte hen til et Sted, f. Ex. om Kvæg. B. Stift og tildeels søndenfjelds. (G. N. þrá, længes). I Gbr. hedder det trꜳst; Imprf. trꜳddest.

trꜳ, adj. 1. vedholdende. G. N. þrá’r). Et meget brugeligt Ord, som betyder i Særdeleshed: 1) vedholdende, standhaftig, utrættelig; ogsaa langvarig. Eit trꜳtt Ver (s. Trꜳver). Han vinn som trꜳ æ, ꜳ tapa som brꜳ æ: den Udholdende vinder, den Hastmodige taber. — 2) trodsig, ubøielig, hardnakket, som ikke vil give efter; saaledes ogsaa: paastaaelig, paaholden. Gbr. Ørk. og fl. (Jf. treisk). — 3) tvær, uvillig, modstræbende. (Den mest alm. Betydning). Han æ sꜳ trꜳ te fꜳ til: man har Møie for at formaae ham dertil. Jf. trꜳtt.

trꜳ, adj. 2. harsk, stram eller beesk af Smag. Tell. Hall. og fl. I Indr. hedder det trꜳen. (G. N. þrá’r).

trꜳast, tragte, længes; s. trꜳ.

trꜳbeitt, adj. tvær, uvillig. Jæd.

Trꜳd (Trꜳ), m. Traad; saavel om en enkelt, som om en Mængde. (G. N. þráðr). I Fleertal hedder det tildeels Træd’e (N. Berg.). Jf. træde og trædd. — Hertil Trꜳddokka, f. en Dukke Traad. Trꜳdnysta, n. Nøgle. Trꜳdstubbe, m. en kort Traad.

Trꜳdom, m. 1) Udholdenhed. (Sjelden). 2) Tragten, Higen. Sogn.

Trꜳe, m. Udholdenhed; Langvarighed; ogsaa et vedholdende Veir, langvarig Kulde eller Tørke. Kr. Stift.

Trꜳelta, f. Overhæng, Paatrængen, idelig Søgen efter noget. Sogn.

trꜳelten, adj. paatrængende, utrættelig i at søge noget. Indre-Sogn.

trꜳen, adj. harsk. See trꜳ.

trꜳgjengd, adj. som gaaer tidt og ofte, kommer ofte igjen. B. Stift. I Sdm. trꜳgjengst. I Ørk. trꜳgꜳngoll.

Trꜳing, f. Tragten, Higen, Attraa at komme til et Sted.

Trꜳing, m. et stivsindet Menneske. Ellers Trꜳbukk, Trꜳnavar og fl. Om Kvindfolk: Trꜳblꜳsa, Trꜳkjeksa.

trꜳka, v. n. trodse, stræbe imod; ogsaa slæbe, arbeide. Sjelden.

trꜳkall, adj. tvær, uvillig, trodsig. Jæd. I Sogn hedder det trꜳkjen, ogsaa troken (aab. o).

trꜳkꜳs, v. n. trættes, udmattes. Ørk. (For trokast el. trekast?).

trꜳkinna, adj. vanskelig at kjerne (om Fløde som man maa kjerne længe førend den giver Smør). Ogsaa om andre Ting som udkræve en lang og møisom Bearbeidelse.

Trꜳlæta, f. Uvillighed, Modstræben. (Sjelden).

Trꜳm, m. og f. 1) Rand, Bred (see Trøm). 2) Karm, Indfatning. Rbg. — Hertil Trꜳmslee, m. en Slæde med Karm eller Fading.

trꜳmylt (mylkt), adj. tung at malke; om Køer. (Modsat lausmylt).

Trꜳng, m. 1) Snævring, trangt eller smalt Punkt; Sund i et Vanddrag. Østerd. — 2) Tranghed, Snæverhed; Trængsel. Hertil Ordsproget: Dæ vil alle sjꜳ Rom’e ꜳ ingjen Trꜳngj’en. Jf. Mannetrꜳng, Hovtrꜳng. — 3) Trang, Nød, Forlegenhed. (Sjelden). D’æ kje nokon Trꜳng fyre dæ: det er ikke saa ganske nødvendigt. Jf. trenga.

trꜳng, adj. trang, snæver, smal; ogsaa uryddelig, opfyldt med noget som optager meget Rum. (Den almindelige Form er her trꜳng, ikke trang). G. N. þröngr, þraungr. D’æ so trꜳngt um: der er saa lidet Rum tilovers; ogsaa figurlig om trængende Omstændigheder, knappe Kaar. Heraf trengja. — Paa nogle Steder forekommer Komparativ trengre, og Superl. trengst.

trꜳngbygd, adj. tætbygget, trangt bygget; f. Ex. om en By.

trꜳngfjella, adj. om en Landstrækning, som har smale Dalstrøg og høie Fjelde, eller hvor det er smalt imellem Fjeldene.

Trꜳngleikje, m. Tranghed. (Sjelden).

trꜳnglendt, adj. om en Strækning, hvor Rummet er trangt og indskrænket, f. Ex. ved Klipper, Skove eller Vanddrag.

Trꜳngrøme, n. Indskrænkning af Rummet; ogsaa en Ting som optager meget Rum. B. Stift, Helg. og fl. (Jf. Angrøme). Dæ stend’e te Traangrøme: det staaer i Veien, optager Rummet.

trꜳngsett, adj. om et Rum: trangt, fuldt, opfyldt med Ting som optage meget Plads. B. Stift. I Rbg. hedder det trꜳngstilt.

trꜳngsjøa, adj. trangt, snævert, om et Farvand, som er omgivet af Skjær, Holmer eller fremstikkende Næs.

trꜳngsløg, adj. trang til at slaae, om Eng; fuld af Tuer, Steen eller Krat. (Modsat romsløg). B. Stift.

Trꜳngstig, m. Knibe, Klemme, smal Vei eller Sti. N. Berg. (sjelden).

trꜳngvoren, adj. noget trang.

Trꜳs, s. Tros. trꜳsꜳ, s. trosa.

Trꜳskap, m. Udholdenhed; Stivsind, Trods, Tværhed.

Trꜳssa, f. Trosse, Toug.

trꜳssa, v. n. (a—a), trodse, stride imod; ogs. stræbe ivrigt efter noget, holde længe ud. I Tell. siges: trasse. (Isl. trássa).

trꜳssug, adj. trodsig; ogsaa udholdende, utrættelig, haardnakket. I Tell. hedder det trassig.

trꜳsøkjen, adj. paatrængende, utrættelig i at søge eller fordre noget. Meget brugl. i B. Stift. G. N. þrásækinn.

Trꜳt, s. Trot. Trꜳte, s. Trote.

trꜳtt, adv. 1) vedholdende, idelig, jævnlig, ofte. (G. N. þrátt). — Jf. trꜳ. — 2) ivrigt, hidsigt, haardnakket, uden Eftergivenhed. — 3) møisomt, vanskeligt, med Besvær. Dæ gjekk traatt: det faldt besværligt, det krævede megen Udholdenhed.

Trꜳtt, m. Udholdenhed, Flid, Stadighed (s. Trott); ogsaa Styrke, Evne til at udholde noget. Gbr. og fl.

trꜳtta, v. n. 1. (a—a), udholde, taale, mægte, formaae, være istand til. Hall. Gbr. Ørk. og fl. I B. Stift: trotta (oo). Oftest med et Verbum i Infinitiv; f. Ex. Han traatta ’kje gange lenger. Ogsaa med et andet Objekt. Han traatta dæ. Dei traatta ’kje meir. — I Indr. betegner det ogsaa at holde ud til en vis Tid, det samme som trøyta.

trꜳtta, v. n. 2. (a—a), tragte, hige, stræbe efter noget, søge hen til et Sted. Hard. Inderøen. — Ellers trꜳ og trꜳast.

Trꜳttløysa, f. Mangel paa Udholdenhed; ogsaa Mangel paa Kræfter.

trꜳttug, adj. udholdende, stadig, utrættelig (jf. trottig); ogsaa taalsom, haardfør, som kan udholde meget. Gbr. og fl.

Trꜳv, n. Trav, Løben.

trꜳva, v. n. (a—a), trave, løbe (med en middelmaadig Hurtighed, stærkere end „gange“, svagere end „springe“). Heraf Trꜳvar, m. en Traver (om Heste). Trꜳving, f. Traven.

Trꜳvꜳ, en Hob; see Træve.

Trꜳ-ver (ee), n. et længe vedvarende Veir; især langvarig Kulde eller Tørke; ogsaa langvarig Blæst fra en vis Kant. G. N. þráviðri. — Hertil Trꜳversbolk, m. en Tid med saadant Veir. Trꜳvers-gar, m. en Ring i Skyerne omkring Maanen, anseet som Tegn til langvarig Kulde eller Blæst. B. Stift.

Tre, n. 1) et Træ. Hedder i Nfj. og Sdm. Tred (bst. Tred’e, paa Treda). I Rbg. i bst. Form: Trett’e. (G. N. tré. Sv. träd). — 2) Træ, Ved; i Modsætning til andet Materiale. — 3) et Stykke Træ; et Redskab som er gjort af Træ. (Banketre, Sledetre, Hespetre). I Særdeleshed: et Trækar, i Modsætning til det som gjemmes deri; en Tønde, Foustage o. s. v. Sildetre (Sildetønde). kjøpe Sild’a mæ Trea, ɔ: tilligemed Tønden. Han legg ikje tvau Tre i Kross: han udretter ikke det ringeste. „leggje seg millom Bork ꜳ Tre“: indtrænge sig i uvedkommende Sager, sætte Splid imellem fortrolige Folk.

tre (Talord), see tri.

trea, see tridje. Trealning, s. u. tri.

Trebola, f. Vable, Vandblegne paa Hænderne, foraarsaget ved stærk Berørelse af Træ, f. Ex. ved Hugning, Trækning, Roen og deslige. B. Stift.

Trebru, f. Træbro, Stokkebro.

Trebygnad, m. Bygning af Træ.

treen, adj. træagtig, stiv, haard; f. Ex. om Græs og Urter. Helg. — Hedder ellers trena.

Trefang, n. Træmaterialier, Træværk; forskjellige Slags Redskaber af Træ. Modsat Jarnfang.

Treff, m. Træf, Sammentræf, Tilfælde, Hændelse. treffa, v. n. (e—te), træffe, treffast, v. n. træffes, træffe sammen, passe, stemme overeens. (Nyere Ord).

Trefole, f. Bukkeblade (en Urt). Sdm.

Trefot, m. Træfod, Træbeen.

Trefse, f. omtrentlig Tid. I dei Trefsꜳ: ved de Tider omtrent. Sdm. Ogsaa om et Sted. (Udentvivl et nyt Ord).

trega (aab. e), v. n. (a—a), fortryde, angre, være utilfreds med noget; ogsaa sørge, erindre noget med Sorg. Meget brugl. i B. og Kr. Stift. (G. N. trega). Oftest med „paa"; f. Ex. D’æ inkje te trega pꜳ: intet at angre paa. Jf. Tregje.

tregeleg (aab. e), adj. fortrædelig, slem, som man maa ærgre sig over. Sogn og fl.

tregg, adj. 1) fast, tæt, stærk, varig. N. Berg. „tregt Led“: fast og stærkt Læder. — 2) uvillig, utilbøielig, som man maa nøde. (Jf. trꜳ). G. N. tregr.

Tregje (aab. e), m. Sorg, Anger, Fortrydelse (af trega). Rbg. — G. N. tregi.

Tre-gjenger, pl. m. Sko med Træsaaler. N. Berg.

Trehakje, m. Træhage.

trehenden, adj. ubehændig, keitet, som ikke kan gjøre fiint Arbeide. Ørk.

Trehest, m. 1) Træhest (Legetøi); ogsaa en Fusker, Kludrer. — 2) en Rulle hvorpaa Fiskesnøret trækkes ind (= Vadbeine). N. Berg.

Trehøgd, f. Træers sædvanlige Høide.

treisk, adj. 1) besværlig, tung, anstrengende. Sogn, Nhl. (Neutr. treikst). Ein treisk’e Ror: en besværlig Roen. Eit treikst Arbei. (G. N. treiskr, vanskelig). — 2) udholdende, urokkelig, haardnakket; f. Ex. i en Paastand. Helg. (Sv. tresk). — 3) karrig, nidsk, som ikke vil give noget. Sdm. og tildeels i Tr. Stift. (Modsat gjæv). — Skal ogsaa forekomme i Betydningen: trædsk, rænkefuld.

treiskt, adv. besværligt, haardt, vanskeligt. Sogn. (treikst).

treiv, s. triva. treivst, s. trivast.

trek (aab. e), adj. tyk (af Omfang), fyldig, før, drøi (= diger). Tell. Hall. Buskerud. (Isl. þrekinn).

trekast (aab. e), v. n. blive tykkere, tiltage i Tykkelse. Tell. (trekas).

Tre-kjerald, n. Kar af Træ.

Trekk, m. Træk, Strøg; Fart; Vindpust. — trekkja, v. a. og n. (e—te), trække, optrække; betrække. (Nyt Ord). See draga.

Treklakk, m. see Treklopp.

Trekleik (aab. e), m. Tykkelse, Fylde, Omfang. Tell. (s. trek).

Tre-klopp, f. Træpikker, Spætte (Fugl). N. Berg. (Af det gamle klappa, ɔ: hugge). I Nordland: Treklakk. Ellers Trepikka og fl.

Tre-knarr, m. Sortspætte, den sorte Træpikker (Picus martius). Mandal. I Sogn Trekurr. (Af den særegne Lyd som den frembringer ved at hugge i hule Træer). Ogsaa kaldet Svartspetta.

Trelappe, m. Træsaale, i Sko.

Tremakk, m. Træorm, Larver som leve i Træerne.

Tremenning, s. Trimenning.

Tremær, f. Træmær. ride Tremærr’a (en Straf i forrige Tider).

trena (ee), v. n. (a—a), 1) hærdes, stivne, blive stiv og tør; om Græs eller Urter. Tell. og fl. (Isl. trénast, blive til Træ). — 2) stivne, lammes, tabe sin Bevægelighed; om Lemmerne. B. Stift. Ein sit’e so lengje at ein trena til: man sidder saa længe at Kroppen bliver ganske stiv. — Ligesaa „trena ihop“, om at sammenkrympes eller stivne til i en krum Stilling.

trena, adj. stiv, haard; ogsaa træagtig, om Væxter. Tell. (Jf. treen).

Treneve, m. egentl. Trænæve; en Kludrer, ubehændig Person, En som ikke kan gjøre fiint Arbeide. B. Stift. I Sdm. Trenøve (aab. ø).

trenga, v. n. og a. treng’, trengde; — eller: treng; trang; trꜳngje), trænge til, behøve, have Brug for; være i Trang eller Forlegenhed. Formerne af dette Ord ere forskjellige og vanskelige at bringe ind under de sædvanlige Regler. Infinitiv hedder deels trenga (trænge), deels trønge, trøngje. I Lighed hermed hedder Præsens treng (træng’e) og trøng (altid med stærk Form). Imperf. hedder kun sjelden trang, oftere trꜳng (i de sydlige Egne), trꜳngde (B. Stift) og trengde el. trøngde (nordenfjelds). Sup.: trꜳngje, trꜳngt og trengt. Egentlig har vel Ordet havt to Former ligesom rekka, sekka, stekka (jf. slengja), altsaa: trenga (treng, trang, trongje) og trøngja (trøng, trong, trongje). — trenge um: behøve. (Sv. tränga om). Eg treng ikje um dæ: jeg behøver det ikke, er ikke forlegen derfor. trenge til ein: trænge til Ens Hjælp. — Dæ treng’e Tid: det kræver Tid, kan ikke skee i en Hast. Han treng mykje endꜳ: han behøver meget endnu. Dei fekk alt som dei trꜳngde, ɔ: alt hvad de behøvede.

trengande, adj. trængende.

trengast, v. n. (trengst, trengdest), behøves, udkræves, være fornøden. D’æ ikje meir en som væl trengst: det er tarveligt nok, saa knapt som muligt. Nꜳr eg tykte dæ trꜳngdest, ɔ: syntes at det var fornøden. Formerne have samme Afvigelser som ved trenga.

trengd, adj. trængende, som behøver noget; forlegen. Meget brugl. Eg æ trengd um dæ: jeg er forlegen derfor. (Hedder ogs. trengd’e fyre dæ). Hertil høre adskillige Sammensætninger som kviletrengd, liggjetrengd. Forskjellig herfra er Particip trengd, (ɔ: trængt, trykket) af trengja.

Trengd, f. 1) Trang, Forlegenhed. (Sjelden). — 2) Tranghed, Trængsel. G. N. þrengð.

trengja (trængje), v. a. (gje, gde), 1) trænge, sammentrænge, klemme, indknibe. G. N. þrengja. (Af trꜳng). — 2) trykke, drive frem med nogen Møie. trengje seg: trænge sig frem, komme igjennem hvor der er trangt. — Heraf Trengjing, f.

trengjast, v. n. (Imp. trengdest), blive trangere. Sjelden.

trengre, see trꜳng.

Trengsla, f. og Trengsel, m. Trængsel, Tranghed i et Rum; f. Ex. af mange Mennesker. G. N. þrengsl.

Trepikka, f. Træpikker, Spætte (Fugl). ELlers kaldet Treklopp, Treklakk, Treknarr, Spetta.

Trerøring, s. Trirøding.

Tresaum, m. Trænagler i Baade og Fartøier. Heraf tresøyme, v. a. (e—de), tilnagle Fjelene i en Baad.

treskja, v. a. (kje, kte), tærske, banke Kornet af Straaene. Søndre Berg. Rbg. og fl. G. N. þreskja. Hedder ogsaa tryskja, aab. y (Jæd. Mandal), truska (Sdm. Ndm. Gbr.); ellers tørka (Helg.) og berja (N. Berg.). Jf. aveksa. — Hertil Treskjemann, og Treskjar, m. en Tærsker. Treskjing, f. Tærskning; ogsaa den Tid om Høsten, da Tærskningen foregaaer.

Treskjeid (ee), f. Træskee.

Treslag, n. Træart, Træslags.

Trestuv, m. Træstamme; s. Stuv.

tress (tresinnstjuge), = seksti.

tresøyma, s. Tresaum.

trettan (ee), Talord: tretten (13). Sogn, Hard. og fl. Ellers i Formen tretta (Rbg. Vald.), trettꜳn (Shl. Jæd.), trettꜳ (Nhl. og fl.), tretten (mest alm.). G. N. þréttán). Sv. tretton.

trettande (ee), adj. trettende. — Trettande-dag, Hellig tre Kongers Dag, den 6te Januar. (G. N. þréttandi dagr). Ligesaa Trettande-helg (a), som ogsaa indbefatter den foregaaende Aften (den 5te Januar), der ellers hedder Trettand-aftan.

tretti (tre-ti), Talord: tredive (30). Mest brugl. i B. Stift. Søndenfjelds synes det at være sjelden, da man sædvanlig siger trædeve (trædve), hvilket er en forvansket Form. G. N. þrjátigi. Sv. trettio. — Det tilsvarende Ordenstal hedder trettiande.

Treung (Trediedeel), s. Tridjung.

Treverk, n. Træværk, Indretning eller Arbeide af Træ.

Trevet og Treveta, s. Trivet.

Trevle, m. Stykke, Splint, Fliis. (Mandal). I Trevla: sønder, i Stykker. Isl. trefill, Pjalt.

Treæring, see Triꜳring.

tri, Talord: tre (3). I mange Dialekter har det endnu særegne Former for de forskjellige Kjøn og hedder saaledes i Maskulinum: trir (Nhl. forældet), tri (Rbg. Sogn og fl.), tre (mere alm.), tryꜳ (Valders). G. N. þrír. I Femininum: trjꜳ (Sætrsd. Voss), treꜳ (Voss), tryꜳ (Vald.). G. N. þrjár. I Neutrum; try (B. Stift og fl.), tryg (Nhl.), trju (Sætersd.). G. N. þrjú. De to første Kjøn ere ellers for det meste lige i det Vestenfjeldske; paa andre Steder falde alle Kjøn sammen, og Ordet hedder da deels tri, deels tre. I Sammensætning er Formen tri mest udbredt, undtagen i Tallene tretten og tretti, som altid have lukt e (ee). Jf. tridje. — En usædvanlig Form tre’mꜳ forekommer i Sdm. i Talemaaden „pꜳ tremꜳ Sta’“, ɔ: paa tre Steder. G. N. þrimr, Dativ).

Trialning, m. en Stok som er tre Alen lang.

Triꜳring, m. tre Aar gammel Hest, Oxe o. s. v. Hedder ogsaa Triæring (Sogn, Gbr.).

Tribeite, n. Trespand, Dræt for tre Heste. Ag. Stift.

tridje (aab. i), adj. tredie. Nfj. Sdm. Ellers trie, tree og trea. G. N. þriði, acc. þriðja. — tridje-kvar: hver tredie. sjøl tridje: selv tredie. Tredje-Parten: den tredie Deel.

Tridjung, m. en Trediedeel. Findes kun i Formen Triung, Treung. (Sogn og fl.). G. N. þriðjungr.

trifalda, adj. trefold, tredobbelt.

Trifsa (Tripsa), f. Klud, Lap, Pjalt; ogsaa Haandklæde, Tørreklud. Søndre Berg. Hedder ogsaa Tropsa. Jf. Trave.

triføtt, adj. trefodet (f. Ex. Stol).

trigara, adj. om en Gaard, som bestaaer af tre Brug eller deler sig i tre enkelte Gaarde. Tell.

trihynnut, adj. trekantet, trehjørnet. Hedder oftere trikanta.

trihøg, adj. som har tre Høider eller Etager, treetages, om Huse. Tell.

Trikjeiping, m. Baad med tre Aarepar. Sjelden. (S. Kjeip).

trikløyvd, adj. kløvet i tre Dele.

trilagd, adj. tredobbelt, sammenlagt af tre; f. Ex. om Traad.

Trill, m. en liden rund Skive, Tridse; ogsaa Top, Legebold. Her mærkes Talemaaden: „trillende rundt“, ɔ: rundt som en Kugle eller Rulle.

Trilla, f. Trillebør, Hjulbør. Ellers kaldet Trillebꜳra, f.

trilla, v. n. og a. (a—a), 1) trille, rulle. — 2) rulle noget afsted, vælte, f. Ex. en Tønde. — 3) føre afsted paa en Trillebør.

Trillarhonn, n. s. Prillarhonn.

Trilling, m. Trilling. Jf. Tvilling.

Trimastring, m. tremastet Fartøi.

Trimenning, m. Næstsøskendebarn. G. N. þrímenningr. Trimennignsbonn: Slægtninge i fjerde Led.

Trimæling, m. Ager til Udsæd af tre Mæler Korn. Sogn. (Jf. Salsꜳ).

Trint, m. i Talemaaden „um ein Trint:“ omtrent. Tildeels søndenfjelds. (Ellers umkring). I danske Dial. hedder det „paa en Trant“.

trinta, v. n. vælte, styrte. N. Berg.

trippa, v. n. (a—a), trippe. Jf. trappa.

Tripsa, Klud; s. Trifsa.

triroma, adj. trerummet.

Trirøding, m. en Baad med tre Aarepar eller tre Rum til at roe i (s. Røde). N. Berg. I Sdm. Trerøding og Trerøring. I Nordland hedder det Trirøming (af Rom).

triskift, adj. deelt i tre Dele.

Trissel, m. Tridse, f. Ex. i Tenen paa en Rok. Sogn og fl. Paa andre Steder hedder det Triss.

tritinda, adj. tretandet.

tritrædd, adj. om en Væv, hvori Rendegarnet er saaledes ordnet, at tre Traade overalt følges ad.

Tritur (Tre-tur), m. en Dands som opføres af tre Personer.

Triung, s. Tridjung. Triv, s. Træv.

triva, v. a. og n. (triv’; treiv; trive), gribe, snappe, tage i en Hast; ogsaa snappe efter noget. Meget brugl. i B. og Kr. Stift. G. N. þrísa. Han treiv dæ frꜳ meg. Han treiv ette di. (I Ag. Stift siges: gripe). trive ti: gribe fat paa, fatte med Haanden. trive til: gribe til, begynde paa noget med Hast. — „Ein Trivti“: En som altid har Hastværk, el. som griber hurtigt fat paa sit Arbeide.

trivande, adj. som man kan gribe til i en Hast. D’æ ikje trivande til: det er ikke saa nær ved Haanden.

trivast, v. n. (trivst; treivst; trivest), trives, leve godt, være frisk og trivelig; ogsaa befinde sig vel paa et Sted, være fornøiet med sine Omgivelser. G. N. þrífast. Ein kann ’kje trivast mæ di: man kan ikke befinde sig vel derved.

triveleg, adj. trivelig, frisk, som er ved godt Huld.

triven (aab. i), adj. 1) greben, tagen. Part. af triva. — 2) frisk, rask, dygtig. (Sjelden). Af trivast. Hertil Ordsproget: I Otidꜳ æ Troll’a trivnaste. (N. Berg.). — 3) flittig, stræbsom, arbeidsom. Mere alm. (G. N. þrifinn).

Trivet (vet, aab. e), m. en Hest som er tre Vintre gammel. Ligesaa Triveta, f. om en Hoppe. N. Berg. Sdm. (sædvanlig i Formen Trevet og Trevete). G. N. þrívetr, adj. tre Aar gammel. Jf. Tvovet.

trivla (aab. i), v. n. (a—a), famle, føle sig for, gramse eller søge efter noget med Hænderne. Meget brugl. i B. Kr. og Ag. Stift. G. N. þrifla. Ogsaa figurlig, f. Ex. Han trivla ’kje ette kva han skal seie: han famler ikke efter Ord, han har det paa rede Haand. Trivling, f. Famlen, Søgen.

Trivskap (aab. i), m. Trivelighed, Friskhed, Velbefindende. Hedder ogsaa Trivnad (sjelden) og Trivelse (ii), n.

trivsleg, adj. livlig, behagelig; om Egne og Steder. Søndre Berg.

Triæring, s. Triꜳring.

Trjosk, m. Sidefjel; s. Trøsk.

trjota, v. n. (tryt; traut; trote, aab. o), faae Ende, ophøre, ikke vare længere; ogsaa mangle, fattes, blive for lidet. Næsten alm. og meget brugl. Infinitiv hedder ogsaa: trote, trjøte, trøte og tryte. G. N. þrjóta. Sv. tryta. Dæ traut upp: det fik Ende, det varede ikke længere. Dæ tryt inkje: der kommer ingen Ende paa; der vil altid blive nok. Gje dæ aldri mꜳ trjote: gid det aldrig maa fattes. — Bruges ogsaa med Dativ; f. Ex. Dæ traut oss inkje: det blev aldrig for lidet for os. — Heraf Trot og trøyta.

Trjoting (Tryting), f. Ophør, det at noget holder op eller faaer Ende.

Tro, f. (Fl. Trø, r), 1) en Rende, Vandrende, især af en udhulet Stok. Gbr. Østerd. og Tr. Stift. (Ellers Slok, Renna). — 2) en udhulet Blok; et langagtigt Kar som er dannet af en Træstamme ved Udhuling. Gbr. I Hall. hedder det ogs. Tron. G. N. þró. Ellers Stokk, Kupa og Brya.

Tro, f. Trædebræt; see Trøde.

tro, imp. s. trꜳ. Troa, s. Trode.

Trod (Tro), n. 1) Tagfjele, Underlaget i et Tag (i Modsætning til Tørv eller Tegl som lægges ovenpaa). B. Stift, Tell. Ørk. og fl. (G. N. tróð). Heraf trøde. Jf. Bruntrode. — 2) Træ til Hesjer, de Stænger hvoraf man opsætter Hesjer at tørre Hø og Korn paa. N. Berg. Ogsaa kaldet Hæsvid. Jf. Hesja.

Trode (Troe), f. en lang Stang (dannet af et ungt og rankt Træ). Fisketrode (Medestang), Hæstrode (Hesjestang). N. Berg. og fl. I Gbr. hedder det Trøe.

Tro(d)fjøl, f. Tagfjel. Paa nogle Steder blot om de Fjele, som fæstes til Vindskeden paa Enden af Taget.

Tro(d)lengd, f. en enkelt Stanglængde i Hesjerne. Jf. Skot.

Tro(d)navar, m. en Naver af middels Størrelse; et Bor til Nagler i Fjelevægge. N. Berg.

Trodskot, n. Skuur til at oplægge Hesjestængjer i. B. Stift. — Naar disse Stænger opstables paa Siden af et Huus, hedder det en „Tro’vegg“.

Trog (aab. o), n. et Trug, langagtigt Fad. Hedder tildeels Traug, Trau (Søndenfjelds). G. N. trog. Jf. Trygjel.

Trokk, f. en meget betraadt Plads, et Sted hvor Jorden er stærkt sammentraadt, saasom i et Gaardsrum eller foran en Dør. Tell. og Ag. Stift. (Ellers Trꜳ og Gald). Jf. trakka.

trokla, s. neste og beste.

Troll, n. 1) Trold, Uhyre, fabelagtigt Væsen. G. N. tröll. Ordet anvendes ogsaa paa Mennesker og bekjendte Dyr med Begreb af en usædvanlig Haardførhed, Graadighed, Arrighed og lignende; f. Ex. D’æ Troll te Hest; Troll te Kar; eit Troll te eta o. s. v. — 2) Sødyr, Bløddyr, levende Skabninger i Vandet; især saadanne som have en usædvanlig Skikkelse og ikke ere bekjendte under noget eget Navn. Hertil Korstroll, Toknetroll, Rovetroll og fl. (I svenske Dial. troll, Krybbyr). — 3) Insekt, Leddyr. Temmelig alm. især som Benævnelse paa de vingedækkede Insekter. D’æ fullt mæ Troll i Gras’e. Dæ kom eit Troll upp yve Fot’en. D’æ inkje Troll venare eld Gullsmi’en, ɔ: intet Insekt er smukkere end Guldbillen (Chrysomela). — 4) et Slags ondartede Bylder, som ansees foraarsagede af Insekter. Tell. og fl. (Jf. Ꜳma). Ogsaa kaldet Trollverk. Paa Helg. betyder Troll: Been-Edder, eller det samme som Flisma. — 5) en vis farlig Indvoldssygdom, som undertiden angriber Køerne og Hestene. N. Berg. I denne Betydning kunde det ogsaa forklares som Trolddom eller Forhexelse, ligedan som Tauvr.

trolla, v. n. (a—a), hexe, gjøre Trolddom. (Jf. trylla). Ogsaa v. a. forhexe, fortrolde. (Sv. trolla). — Particip trolla, forhexet.

Trollblꜳstr, m. en vis Hudsygdom; det samme som Alvgust. Helg.

Trollbær, n. en vis Urt med et enkelt Bær; Fiirblad (Paris qvadrifolia). Ellers ogsaa om flere Slags usunde eller uspiselige Bær.

Trollfisk, m. ubekjendt Fisk af en usædvanlig, besynderlig Skikkelse.

Trollgrip (aab. i), n. en Sygdom, som fordum ansaaes foraarsaget ved Berørelse af Trolde.

Trollhegg, m. Troldhæg, Hundved (Rhamnus Frangula). Ogsaa kaldet Ulvved, Gulved (Stav. Amt), Brakall (Buskerud).

Trolling, f. Tryllerie, Hexerie.

Trollkjering, f. Troldkvinde, Hex; ogsaa kvindelig Trold, Jættekvinde.

Trollmann, m. Troldmand, Hexemester. Oftere Trollkall.

Trollnyste, n. s. Finnball.

Troll-or, n. pl. Ord som man læser for at fordrive Sygdomme, især Been-Edder (Troll). Helg.

Trollpose, m. see Lakje.

Trollskap, m. og n. Trolddom, Hexerie, Forgjørelse.

Trollungje, m. slem, ustyrlig Unge.

trollut, adj. 1) fuldt af Trolde; oftere: fuldt af Krybdyr eller Insekter. 2) led, slem, ond, ondskabsfuld. Meget brugl. i Tr. Stift, i Formen trollꜳt. Dæm va so trollꜳt mæ ’an.

Trollverk, m. s. Troll (4).

Tron, f. s. Tro.

Tropp, f. 1) en Trappe. Hedder paa nogle Steder Trapp. — 2) Trin, Skridt. Forekommer i Talemaaden: „halde Tropp mæ ein“, ɔ: holde Skridt med En, gaae lige saa fort; ogsaa kappes med.

Troppestig, n. Trappetrin.

Tropsa, f. Klud, Haandklæde; s. Trifsa.

Tros (aab. o), n. Kvas, affaldne Kviste i Skoven; tørre eller halvraadne Grene, som lettelig brækkes. Meget brugl. i B. og Kr. Stift. (Isl. tros, Affald). D’æ Tros i alle Skoga: brudne Kar i alle Lande.

trosa (aab. o), v. n. (a—a), brække eller knuse noget. Ørk. i Formen trꜳsꜳ. Ogsaa larme, brage, som naar man brækker noget i Stykker. Hard. (Jf. trysja).

Troskot, s. Trodskot.

trosleg (aab. o), adj. svag, brøstfældig, som taaler lidet. Tell. Hedder oftere trosuleg (aab. o).

Trost, m. Drossel. See Trast.

Trosvid (aab. o og i), m. Ved, Brænde af fortørrede eller halvraadne Kviste.

Trot (aab. o), n. Ende, Ophør, Slutning; ogsaa Mangel. Tell. (G. N. þrot). D’æ inkje Trot pꜳ: det varer bestandig, faaer ingen Ende. (Af trjota, traut).

trota (aab. o), adj. ganske udmattet eller afkræftet, som maa give tabt, ikke holder ud længere. Rbg. Han sprang sꜳ lengje han va reint trota. G. N. þrotinn.

Trote (aab. o), m. Hævelse, Ophovnelse, i et sygt Lem. Meget brugl. (G. N. þroti). Jf. truten.

troten (aab. o), adj. 1) ophørt, som har Ende. Part. af trjota. 2) lens, blottet, som ikke har mere igjen. Kun sammensat som mattroten, kosttroten. 3) hovnet, opsvulmet; see truten.

Trotevol (aab. o), m. en Forhøining eller Stribe paa Legemet, som dannes ved Hævelse; et meget hovnet Sted. N. Berg.

Trott (oo), m. Udholdenhed, Taalmodighed, Flid i et Arbeide. Meget brugl. i B. Stift. (Isl. þróttr). See ellers Trꜳtt. — Da vil ein go’ Trott til: der behøves en god Taalmodighed. Eg hadd’ ikje Trott te da: jeg havde ikke Taalmodighed nok dertil, jeg blev snart kjed deraf.

trotta (oo), v. n. (a—a), udholde, taale, formaae. B. Stift (s. trꜳtta).

trottig (oo), adj. udholdende, flittig, stadig, som ikke bliver kjed. Meget brugl. i B. Stift. (Isl. þróttugr). Jf. trꜳttug.

trottigt, adv. flittigt, stadigt.

Trottløysa, f. Mangel paa Udholdenhed, det at man snart bliver kjed.

Tru, f. 1) Tro, Mening. G. N. trú. Me fekk han pꜳ Tru’nꜳ: vi fik ham endelig til at troe det. (B. Stift). — 2) Tillid til, eller Tanker om En. Dei ha ei go Tru te han. Ei lꜳk’e Tru: en Mistanke, Mistillid. — 3) Religion. (G. N. trú). Dei ha ei onnor Tru i dæ Land’e: i det Land har man en anden Religion.

tru, adj. tro, paalidelig, trofast, ærlig, redelig. G. N. trú’r. Hertil hører formodentlig Udtrykket: „i tru Mꜳte“, ɔ: oprigtigt, i al Troskyldighed.

tru, v. a. (r—dde), 1) troe, ansee for sandt. G. N. trúa. — 2) have Tiltro eller Tillid til En. Dei trudde han so væl: de havde saa megen Tiltro til ham. — 3) ansee for sikker. „tru seg“: ansee sig tryg, ikke have noget at frygte for. „tru seg til“, el. tru seg um: driste sig til, vove, see sig Leilighed til noget. (B. Stift). — Bruges ogsaa undertiden som Indledning til et Spørgsmaal, f. Ex. Tru dæ vart so, ɔ: mon der blev noget af? (Ellers: skal tru, ska ’tru). Ogsaa i et Ønske, f. Ex. Tru eg va dær, ɔ: gid jeg var der! (Tell.).

trua, see truga.

truande, adj. trolig, som man kan troe. Ha æ ’kje truande: man skal ikke troe ham for vel. Hedder ogsaa: Han æ ’kje te tru.

trudd, part. troet; ogsaa: agtet, som har Tiltro.

truen, adj. 1) godtroende, som har Tiltro til En; ogsaa lettroende, som lader sig indbilde noget. Temmelig alm. og meget brugl. I Rbg. og Tell. hedder det trugjen (trujen), Fl. trugne. — 2) tro, oprigtig, ærlig, paalidelig. (Sjeldnere). Mest brugl. i Rbg. og Tell. i Formen trugjen. Sv. trogen.

trufast, adj. 1) fast i sin Tro. 2) trofast, paalidelig. G. N. trúfastr.

Truft, f. en stor Fjeldplante (Sonchus alpinus). N. Berg. I Sdm. Tryft. I Tr. Stift: Turt.

truga, v. n. og a. (a—a), 1) true, love ondt. Søndenfjelds. Ellers alm. i Formen: trua. Sv. truga. — 2) tvinge, drive ved Trusel eller Skræmsel. G. N. þrúga. Ogsaa trygle, tigge idelig og paatrængende. Heraf Truging og Truing, f.

trugjen, tro, oprigtig; s. truen.

Trugsmꜳl, n. Trusel. Hall. og fl. (Sv. trugsmål). Ellers Trussel (Trusl), m. og Truging.

truleg, adj. trolig, sandsynlig.

trulege, adj. trolig, med Troskab.

trulla, v. n. rulle, vælte. Rbg. og fl.

Trumba, f. en Tromme. Hard. Sogn. Ellers: Trumme og Trume (aab. u). G. N. trumba). — 2) Tromle paa en Kakkelovn. Sogn. Ved Trondhjem hedder det Trummel, m. — Trumbekolv, m. Trommestok (B. Stift). Trumbeslag, m. Trommeslag. Trumbeslagar, m. Tambour.

trumba, v. n. (a—a), slaae paa Tromme. Ellers trumme og trume (aab. u). Betyder ogsaa larme, snakke, skjende.

Trums, see Frums.

Trunad, m. Tiltro, Tillid. (Sjelden).

truska (aab. u), v. a. (a—a), 1) tærske. N. Berg. Gbr. Ndm. (see treskja). 2) v. n. brage, larme, som naar man knuser noget. N. Berg. (Jf. trysja).

Truskap, m. Troskab, Trofasthed, Paalidelighed.

Trussel, s. Trugsmꜳl.

Trut, m. Flab, Snude. Buskerud og fl. Sv. trut. Jf. Strut og Rott.

truten, adj. hoven, opsvulmet, angreben af Hævelse; om Lemmer. Næsten alm. Nogle Steder: troten, aab. o (Buskerud). G. N. þrútinn. Jf. Trote. — Uegentlig: hidsig, forbittret, som vanskelig kan skjule sin Ærgrelse.

trutna, v. n. (a—a), hovne, bulne; om Lemmer. Meget brugl. G. N. þrútna. Ellers hovne og bolna. — „trutna til“: udvide sig; om Træ, f. Ex. om Staverne i et Kar, naar de blive tættere ved at gjennemtrænges af Vædske.

trutt, adv. trolig, med Troskab.

truværug, adj. troskyldig, oprigtig.

try, Neutrum af tri: tre.

Tryga, f. et Slags Saaler eller Rammer af Træ, som bindes til Fødderne og bruges til at gaae paa i dyb Snee. Hedder paa enkelte Steder Truge; i Sdm. ogsaa Tryve. Isl. þrúga.

trygg, adj. 1) tryg, sikker. G. N. tryggr. 2) ubekymret, som ikke frygter noget. 3) paalidelig, som man kan være tryg for. trygg Iis: stærk Iis, som man trygt kan færdes paa. trygt Ver: stadigt Veir, hvori man er sikker for Regn. Han æ sjelda trygg, som altid mistryggje: den som altid mistænker Andre, er sjelden selv uskyldig.

tryggja, v. a. (gje, gde), ansee for tryg. tryggje seg: troe sig sikker (= tru seg). Skulde ogsaa betyde: betrygge.

tryggjast, v. n. blive tryggere.

Tryggje, n. Tryghed; Betryggelse. (Sjelden). Sædvanlig: Tryggheit, f.

Trygje, n. et Slags Kløvsadel eller Kløvkurv. Sætersd.

Trygjel, m. (Fl. Trygla), et lidet Trug. Sogn. (Isl. trygill). (Af Trog).

trygla, v. n. trygle, tigge idelig. Heraf Trygling, f.

trygt, adj. trygt, sikkert, uden Fare; ogsaa roligt, uden Frygt.

Trykk, m. Tryk, Paatrykning; ogsaa Beklemmelse.

trykkja, v. a. (kje, kte), trykke, klemme. (G. N. þrykkja). Ogsaa trykke Bøger, prente. Particip: trykt. Subst.: Trykkjing, f.

Trykkjerid, f. et Anfald af Trykning eller Beklemmelse. N. Berg.

trylla, v. a. (e—te), forvirre, forvilde, gjøre En forstyrret i Hovedet; egentlig forhexe. Jæd. (Jf. trolla).

tryllest, v. n. svækkes af Alder, gaae i Barndom. Sdm. (sjelden).

trylt, adj. (part.), forvirret, sandsesløs; egentlig forhexet. Jæd.

Tryne, n. Tryne (paa Sviin). G. N. trýni. (Jf. Rott, Trant).

Trys (aab. y), m. Knæk, Brydning.

trysja (aab. y), v. a. og n. (trys; tryste), 1) knuse, slaae i Stykker, tærske; f. Ex Bark. N. Berg. Gbr. og fl. — 2) brage, larme, gjøre Støi som naar man knuser noget. N. Berg. (Jf. trosa). Heraf Trysjing, f.

Trysjar, m. En som knuser eller brækker; ogsaa en dristig, dygtig Karl. Sdm.

tryskja, tærske; s. treskja.

trysta (aab. y), v. a. (e—e), klemme, kryste, presse. Valders. (Ellers kreista, kroste). Isl. þrista, trykke.

tryt, og tryta (ophøre), s. trjota.

tryta, v. n. (e—te), brumle, give en svag langtrukken Lyd, ligesom Køerne naar de ville have Foder eller længes efter at komme ud. (Forskjelligt fra rauta, da Lyden er meget svagere og frembringes i Struben uden at aabne Munden). B. Stift og fl. (I Tell. siges drynja). Heraf Tryting, f.

Tryte, f. en Aborre (Fisk). Tell. — I Ag. Stift Ꜳborr.

Træ, n. et lidet omgjærdet Jordstykke, en Fold, indhægnet Plads. Nhl. Hard. Sogn. (Ellers kaldet Lykkja, Gjære, Kvi, Kru). Vel egentl. Træd. — Jf. Trø.

træ (for træda?) v. a. (e—dde), gjøde, bringe Gjødsel paa et Stykke Jord. Gbr. — See ellers træde.

trædd, adj. traadet, beskaffen med Hensyn til Traad; om Tøi. Bruges sammensat som eintrædd, tvitrædd. Ellers Particip af træde.

træde, v. a. (e—de), 1) sætte Traad i, træde (en Naal). Mest alm. træ. G. N. þræða. (Af Traad). — 2) stikke op, hænge paa et Baand. træde upp Hespe: sammenbinde Hasper ved at stikke en Traad igjennem den. træde upp Fisk: hænge Fisk paa en Vidie. B. Stift.

Trægt, f. en Tragt. I Sogn hedder det Trætt. (Isl. tregt. Sv. tratt).

træk, see trek.

Træl, m. 1. en Træl (G. N. þræll); en flittig Arbeider, et stræbsomt, arbeidsomt Menneske. Ein tru’e Træl: en tro og flittig Arbeider.

Træl, m. 2. en Knort i Huden, især paa Hænderne; et Sted hvor Huden er bleven tyk og skrumpen ved Gnidning eller Arbeide. Søndenfjelds. I Gbr. betegner Træl ogsaa den tykke Hud under Fodsaalerne og ligeledes paa den indvendige Deel af Haandfladen.

Træl, m. 3. et Slags lange og smale Boier paa Torskegarn. Sdm.

Træl, n. Slæb, tungt og langvarigt Arbeide. Mest i Forbindelsen „Slæp ꜳ Træl“.

træla, v. n. (a—a), trælle, slæbe, arbeide møisomt. (G. N. þræla). Søndenfjelds ogsaa at anstrenge eller skynde sig (ligesom slæpa), f. Ex. Han træla ꜳ gjekk: han slæbede og gik alt hvad han kunde. I Sdm. forekommer ogsaa et andet træla, ɔ: flyde i Vandfladen (= dubla), s. Træl, 3.

Trældom, m. Trældom; tungt Arbeide.

Træling, f. Slæb, Anstrengelse.

trælsam, adj. 1) møisom, besværlig; 2) stræbsom, arbeidsom.

Træm, Bred; see Trøm.

trænge, s. trenga. trængje, s. trengja.

Træste, s. Trast. Trætt, s. Trægt.

Trætta, f. Trætte, Kiv. G. N. þræta.

trætta, v. n. (e—e; og a—a), trætte, kives. Skal ogsaa findes i Formen træte. G. N. þræta.

Trættebror, m. Trættebroder.

trættesam, adj. trættekjær, tilbøielig til Tvist. — Hedder ogsaa trættefus og trættekjær. (Sv. trätsam).

Træv, n. 1) et Loft, som er løseligt nedlagt af Stænger eller Fjele; et Høloft. Ag. Stift, Jæd. og fl. I Leirdal findes Formen Trev eller Triv (aab. i). G. N. þref, þræf (i et Par Dokumenter). Ellers kaldet Hjell, Skukk, Spꜳng. — 2) Gallerie, Pulpitur i en Kirke. Mandal og fl. Ellers kaldet Læm, Hjell, Overlaup. — 3) en Lade, et Høhuus. Fosen. Hertil Trævlꜳn, f. en Ladebygning.

Træve, m. en Hob af skaaret Korn paa Ageren, indeholdende 24 Neg eller Kornbaand. Jæd. Gbr. I Mandal regnes en Træve til 26 Neg. I Inderøen bruges samme Ord i Formen Trꜳvꜳ, om 24 Knipper eller Kjerv af Løvkviste. Jf. Sv. trafve og D. Trave (om 20 Neg). G. N. þrefi, forekommer blandt Kornets Navne i Skalda.

Trævlꜳn, Lade; s. Træv.

Trø, n. 1) en liden Ager til Roer eller Poteter (= Reit). Mandal. 2) en liden indhægnet Plads, en Fold for Kvæget. Inderøen. Ogsaa i Østerd.: Trø, f. (Vel egentlig Trød). I Søndre Berg. bruges Træ, n. i en lignende Betydning. Jf. Trꜳ.

trø, s. trøde og trøye.

Trød, n. Træden, Trampen.

trøde (trø), v. n. og a. (e—de), 1) træde, trampe, stampe med Fødderne. B. Stift. (Jf. trꜳ). Han trødde ni Golve: stampede i Gulvet. — 2) træde, sætte i Gang ved Paatrædning, drive f. Ex. Hjulet i en Rok (s. Trøde). Heraf Trøding, f.

trøde (trø), v. a. (e—de), nedlægge Tagfjele, lægge Underlag i Taget paa et Huus. (Af Trod). G. N. trœða. — Particip: trødd, forsynet med Tagfjele.

Trøde (Trøa), f. Trædebræt, Fodbræt, hvorved man træder eller driver en vis Indretning; saaledes i Spinderokke, Dreiestole og Væverstole. Hedder ogsaa Tro (Indr.) og Trꜳ (Sogn). Jf. Sv. väftråda. — Paa nogle Steder betyder Trøe ogsaa en Stang (= Trode). Gbr.

trøgta, v. a. (a—a), true, afskrække. trøgte Hund’en: hindre Hunden fra at gjøe eller bide, true den til at være rolig. N. Berg.

Trøm, m. Rand, Bred, Kant; Bredden paa et Kar. Hertil Skogatrøm, Istrøm, Sjøatrøm. Jamt mæ Trøm’a: lige op til Bredden af Karret. Jf. jamtrøma. „æte ne mæ Trøm’a“: spise fiint ved Bredden af Fadet, ikke i Midten. (N. Berg.). Meget brugl. i B. Stift og fl. Hedder ogsaa Træm (sjelden) og Trꜳm (i Sogn, Hard. Rbg. Tell. Formen Trꜳm (for Trom, aab. o) svarer nærmest til G. N. þrömr (i Dativ þremi). I Tell. er Trꜳm Feminin, og betegner ogsaa Karm, Fading.

trønge og trøngje, see trenga.

Trønske, f. en Benævnelse paa trodsige eller arrige Kvindfolk. Sdm.

Trøsk, m. (Fl. Trøskje, r), Siderne paa et Kar, især forsaavidt de dannes af en enkelt sammenbøiet Plade eller Fjel. B. Stift. Findes ogsaa i Formen Trjosk (Voss). Øskjetrøsk: en tynd Fjel som sammenbøies til en Æske. Skotrøsk: Overlæder og Hælstykke i Sko.

Trøske, et Slags Ukrud; s. Trauska.

Trøst, f. Trøst, Lindring. (Skulde egentlig hedde Trøyst).

trøsta, v. a. (a—a), trøste. (For trøysta).

Trøstogo, see Tørstugu.

Trøya, f. en Trøie. G. N. treya. Trøyeemne, n. Tøi til en Trøie. Trøyefilla, f. en forslidt, daarlig Trøie.

trøye, v. a. (e—de), more, fornøie. trøye seg: more sig, have Morskab. Meget brugl. i Tr. Stift, ogsaa paa Helg. I Ørk. siges ogsaa trø se, og trøyte se, i samme Betydning. — Ordets Slægtskab er uvist, da det ikke findes i andre Sprog.

Trøys, f. en stor Skaal med Rør eller Tud paa den ene Side. Sogn, Tell. Gbr.

trøysam, adj. morsom, fornøielig, lystig, løierlig. Tr. Stift, Helg. (meget brugl.). I Romsdalen tildeels trausam. I Østrd. trøsam.

Trøyskap, m. Morskab, Fornøielse. Tr. Stift. Hedder ogsaa Trøysamheit, og endog Trøyheit (Indr.).

trøysta, v. n. og a. (e—e), troste sig til, vove, turde, have Mod eller Kræfter til at gjøre noget. N. Berg. og Tr. Stift. G. N. treystast. Han trøyst’ ikje gꜳ lenger: han følte sig ikke istand til at gaae længere. Eg trøyste inkje ta’ dæ pꜳ meg: jeg tør ikke paatage mig det. Hedder ogsaa „trøyste seg“, som egentlig er rettere, Jf. traust.

Trøyste, n. Fasthed, Styrke. (Af traust). Sjelden.

Trøyt, m. Travlhed, især i Slutningen af et Arbeide; det at man anstrenger sig for at blive færdig. Hedder ogsaa Traute.

trøyta, v. a. og n. (e—te), 1) bringe til Ende, fuldføre, faae Ende paa (især et langvarigt Arbeide). Af trjota, traut. Me lyt’e sjꜳ te trøyte dæ te Kvelds. Dei ha snart trøytt dæ frꜳ seg. Undertiden ogsaa om at udholde eller tilbringe en vis Tid; f. Ex. trøyte Natt’a ut. Eit Ꜳr æ langt te trøyte. — 2) drive, anstrenge, holde til Arbeide. Dei ha trøytt han for lengje. Han trøyte seg for mykje. (G. N. þreyta, udmatte). Jf. trøytt. — 3) v. n. holde ud, holde længe ved med et Arbeide, stræbe flittigt for at blive færdig; ogsaa: blive længe paa et Sted, udhale Tiden; stunde, vente længe paa noget. Meget brugl. i B. og Ag. Stift. (Om et andet trøyte, see trøye). — trøyte seg: anstrenge sig, gjøre sig Umage. trøyte seg ette: tragte, hige, stræbe efter noget. (Meget brugl.). trøyte av: oppebie Enden paa. trøyte pꜳ: holde længe ud.

trøyten, adj. flittig, travl, som holder længe ud med Arbeidet.

Trøyting, f. Udholdenhed med et Arbeide, Travlhed; ogs. lang Venten.

trøytt, adj. træt, udmattet. (Jf. klꜳr). G. N. þreyttr. Ogsaa Particip af trøyta: dreven, anstrengt; sjeldnere: tilendebragt.

trøyttast, v. n. trættes, blive træt.

tu, forkortet for ut-ur, ɔ: ud af.

Tu, m. s. Tuv. — Tua, s. Tuva.

Tubba, f. en Tue (= Tuva). Sogn.

Tude, m. i Talemaaden: so vat’e sum ein Tude, ɔ: ganske gjennemvaad. Sdm.

Tudur, s. Tidur. Tue, s. Tvoga.

Tufs, n. Lapperie; ogs. Uselhed, daarlig Tilstand. Ag. Stift.

Tufs, m. en Kludrer, En som ikke gjør sit Arbeide tilgavns. B. og Tr. Stift.

tufsa, v. n. (a—a), plukke, pille (jf. tafsa); kludre, røre ved eller forsøge paa noget uden at udrette noget dermed. N. Berg. Gbr. Ørk. — Heraf Tufsing, f.

tufsen, adj. noppet, opreven, ujævn; ogs. ubehændig, som ikke kan gjøre noget tilgavns.

Tuft, f. Tomt, Grund til et Huus; ogsaa Stedet hvor et Huus har staaet. Hedder ogsaa Tyft (Sdm.), Toft (Helg.), og Tomt (Buskerud). G. N. tuft. leita upp gamla Tufte: opsøge et gammelt Hjem, besøge sit Fødested. (B. Stift).

Tuftekall, see Tunkall.

Tuftevidd, f. Grundvidde, tilstrækkelig Byggeplads.

Tugga, f. en Mundfuld, det som man tygger paa een Gang. (Isl. tugga). Han tok dæ i ei Tugge: i een Bid. Tobaktugge: en Skraa.

Tugu, f. 1) Vaskeklud, s. Tvoga. 2) Krog, Vinkel; see Toge.

tukka, rokke, flytte; s. tokka.

Tukkje, m. en tyk Vælling. Tell.

Tukt, f. Tugt. — tukta, v. a. tugte. Nogle Steder: tykta.

Tull, m. 1) Hvirvel, Kredsgang. I Tull: rundt, i Ring. Helg. (I B. Stift siges: i Tunn). — 2) en Dands. Mest brugl. søndenfjelds. Ogsaa Spil til en Dands. Tell. og fl. — 3) en Krølle, Uldtot, eller noget som er sammenrullet. (Sjeldnere). — 4) en Bylt, Pakke, sammenbundet Knippe. Buskerud, Hedemarken. — 5) en Tosse, taabelig Person; En som er forvirret i Hovedet; ogsaa en Særling. Mest brugl. nordenfjelds.

Tulla, f. 1) et tosset, taabeligt Kvindfolk. Tr. Stift. 2) Tumlesyge (s. Tullesott). 3) et Faar med korte Ører. (= Kuva). Tell.

tulla, v. a. og n. (a—a), 1) vikle, rulle sammen. tulle ihop. Gbr. og fl. — 2) mænge, røre sammen (en Vædske). tulle Supa. N. Berg. (Jf. tvilla). — 3) tumle sig, svinge, dandse. Tell. Hall. og fl. Ogsaa dreie sig rundt. Helg. (I B. Stift: tunna). — 4) spille eller synge til en Dands. Tell. (Jf. sulla og hulla). — 5) tumle, vanke omkring, vandre blindt hen uden at følge nogen Vei; ogsaa bære sig taabeligt ad, komme med tossede Indfald o. s. v. Meget brugl. nordenfjelds, ogs. i Gbr. Sdm. og fl. „tulle seg burt“: forvilde sig, vandre vildt. Jf. vingla og villa.

tulla, adj. tosset, fjantet, forrykt. N. Berg. (meget brugl.). I Sogn hedder det tutlen. — Ellers: ihoptulla, ɔ: sammenviklet, sammenrørt.

tullen, adj. forvildet, forvirret; ogsaa det samme som tulla.

Tullesott (oo), f. Tumlesyge, Ringsyge, en farlig Kvægsygdom, som blandt andet yttrer sig derved, at Dyret vrænger Hovedet til Siden og løber om i en Kreds. Tr. Stift. Hedder ellers: Tullo (Helg.), Tunnasykja (B. Stift), Svivu (Tell.), Villesykje (Sdm.), Dubbesykja (Sogn).

Tulling, f. Omtumling, Svingning, Dands; ogs. Forvildelse (s. tulla).

Tulling, m. et forvirret eller forrykt Menneske; en Fjante.

Tultre, pl. f. Pjalter, Lapper. Sdm.

tuma (aab. u), v. n. udmaale i Tommer; trække langsomt og med Møie eller ligesom tommeviis. (Sjelden).

Tume (aab. u), m. 1) Tommelfinger. B. Stift, Rbg. og fl. Hedder ogsaa Tumarsfingr (Sdm. Ag. Stift). G. N. þumalfingr. — 2) Tommelfingeren paa Vanter (see Tumling). — 3) en Tomme. Udtales ogsaa Tumme og Tome. Pꜳ Tume-Tal: tommeviis.

Tumerot, f. Tommelfingerens Rod eller Basis. Ogsaa kaldet Gump, Jark, Jarpehold.

Tumestokk, m. Tommestok, Alen.

tumla (tumble), v. n. (a—a), tumle, falde overende; ogsaa svæve omkring. (Ikke alm.). Heraf Tumling, f.

Tumling, m. 1. en Tumling, et lidet Bæger uden Fod.

Tumling, m. 2. Tommelfingeren paa Handsker eller Vanter. N. Berg. Hedder ogsaa Tumung, Tummung (Gbr.) og Tume, aab. u (Søndre Berg. Rbg. og fl.). G. N. þumlungr.

tumsen, adj. stiltiende, utilbøielig til at tale. N. Berg. Nogle Steder ogsaa: forvirret eller forrykt. Saaledes ogsaa Tumsing, m. om En som er forrykt.

Tumung, s. Tumling.

Tun (uu), n. 1) Gaard, bebygget Sted; den Plads hvorpaa Husene staae, i Modsætning til Engen og Agrene. Meget brugl. vestenfjelds. „Eit stort Tun“ betegner saaledes en stor Hob af Huse eller en meget bebygget Gaard. Heim i Tun’e: hjem til Husene. — 2) et Sæt af Huse til et enkelt Gaardbrug; en enkelt Gaards Bygninger (Stue, Madbod, Lade og Fæhuus). Sdm. D’æ try Tun pꜳ den Gar’a: den Gaard udgjør tre Brug, har Huse for tre Familier. Heraf eintynt. — 3) Gaardsrum, Pladsen imellem Husene. Sogn. Hedder ellers Ton i det Søndenfjeldske, hvor det kun bruges i den sidste Betydning. G. N. tún (Engen ved Husene). Ang. tún (Hægn, Gaard, By).

Tundr (Tond’er), n. Tønder, haard Fyrsvamp (forskjellig fra Knøsk). Mest brugeligt vestenfjelds. G. N. tundr. (Jf. tendra).

Tundrestokk, m. en liden Kasse med smaaskaaret Tønder til at slaae Ild i.

Tunfugl, m. en Fugl, som sædvanlig opholder sig i Gaarden eller ved Husene (især om Skaden). B. Stift.

tung, adj. 1) tung, vægtig. G. N. þungr. Komparativ: tyngre; Superl. tyngst. (Jf. tyngja). — 2) besværlig, møisom, anstrengende (om Arbeider); ogsaa trykkende, svær, haard. — 3) tung, stiv, som har nogen Møie for at bevæge sig. — 4) døsig, dorsk, uskikket; ogsaa søvnig. Heraf tyngja, Tyngsel. — 5) skyet, tyk; om Luften. (Modsat lett). Han æ tung’ i Luft’enne. (B. Stift). tung pꜳ Foten: uskikket til at gaae hurtigt. tung i Kroppen: døsig, dorsk. tung fyre Brøst’e: tungbrystig, noget hæs. Tunge-Takj’e: den tyngste Deel af et Arbeide. Eit tungt Rus, s. Rus. Ein tung Sukk: et dybt Suk. Ein tung Skatt: en trykkende Udgift. tunge Tankar: mørke Tanker. Jf. tungt.

Tunga, f. Tunge. (G. N. tunga). Ogsaa en Spids eller noget som ligner en Tunge; f. Ex. et Slags Kiler i Sømmen paa Støvler (Styvelstunge). D’æ ’kje te taka pꜳ Tungo: det er ikke til at tale om, det er upassende at nævne det. „Dæ ligg fremst pꜳ Tungunne“, ɔ: det er nærved at falde mig ind (om en Ting eller et Navn, som man troer at erindre). — Tungeband, n. Tungebaand. Tungemꜳl, n. Sprog. Tungerot, f. Tungeroden i Munden.

Tung-alda, f. Havbølge, de store og langsomt fremskridende Bølger i Havet eller nær ved Havkanten. Helg. (Tungalla). I Ndm. hedder det Tungolle og i Sdm. Tunghold, n. (Jf. Alda).

tungblæst, adj. tungbrystig, som aander tungt eller bliver snart træt. Helg.

tungfengd, adj. 1) besværlig, møisom. (Modsat lettfengd). 2) stiv, keitet, som ikke arbeider med Lethed. Valders.

tungfløygd, adj. tung, stiv i at gaae eller bevæge sig. (Egentlig tung til at flyve). Gbr.

tungfør, adj. 1) tung, seenfærdig, uskikket til rask Bevægelse; f. Ex. om gamle Folk. Alm. og meget brugl. — 2) svær, plump, tung til at føre. G. N. þungfœrr.

tungføtt, adj. tungfodet, uskikket til hurtig Gang.

Tunggods, n. tunge Varer i en Ladning. (Forsaavidt det betegner Varer i Tønder, kunde det ogsaa opfattes som Tunn-gods).

tunghendt, adj. tunghaandet, uskikket til fiint Arbeide.

Tunghold, see Tungalda.

tunghøyrd, adj. tunghør, lidt døv.

Tungje, m. Tyngde, Vægt. G. N. þungi. Ein Vꜳga-Tungje: en Tyngde af omtrent en Vog. Ein liten Tungje: en liden Forøgelse i Tyngden, f. Ex. af noget som hænges paa; undertiden ogsaa Søvnighed, Døsighed.

tungklædd, adj. tungklædt. Er let at forvexle med tunnklædd, og derfor lidet brugeligt.

tungladd, adj. tungt ladet, som har en tung Ladning.

tungleg, adj. noget tung eller besværlig. Nhl. og fl.

tunglendt, adj. om et Landskab med tunge, bakkede Veie. Indr.

tunglynt, adj. tungsindig. Sjelden.

tungnæm, adj. tungnemmet.

Tungolde, Havbølge; s. Tungalda.

Tungorka, f. tungt Arbeide. Sogn.

tungpløgd, adj. tung at pløie; om Ager.

tungrodd, adj. tung at roe; om Baade. Ogs. tungrødd (Sdm.).

tungsam, adj. besværlig, trykkende, om Omstændighederne; ogsaa bedrøvelig, nedslaaende, sørgelig.

tungsigld, adj. tungseilende, som ikke gaaer let under Seil.

tungsinna, adj. tungsindig.

tungsvævd, adj. tungsøvnig, som sover fast, ikke lettelig vækkes. Temmelig alm. men hedder ogsaa tungsvæv (Gbr. Sdm.), tungsøvd el. tungsøft (Tr. Stift).

tungt, adv. tungt, besværligt; ogsaa haardt, stærkt. felle tungt: falde tungt, besværligt. slꜳ tungt: slaae haardt til. sova tungt: sove fast, være vanskelig at vække. Han tæk dæ ’kje tungt: han tager sig det ikke nær, gjør sig ikke stor Sorg derover. Eg vild’ ikje taka so tungt pꜳ Munn’en: jeg vilde ikke sige saa haarde Ord. (N. Berg.). Tenk ikje so tungt: gjør dig ikke saa sørgelige Tanker. Um han skulde tenkje so tungt: hvis han skulde have en saadan skrækkelig Tanke. (B. og Ag. Stift).

tungvinna, adj. besværlig, tung at arbeide paa eller vanskelig til at faae rigtig istand; især om Gaarde, hvis Dyrkning udkræver meget Arbeide, eller hvor Driften er mere besværlig end paa andre Gaarde af lignende Størrelse. Rbg. Tell. Ordet er næsten almindeligt i en anden Form, nemlig tungvint. I N. Berg. og Sdm. hedder det tungvunnen. (Jf. Vinna). Modsat lettvinna, lettvint, lettvunnen.

tungvint, adj. see forrige. Ogsaa adv. tungt, besværligt, med meget Arbeide.

tungvoren, adj. noget besværlig.

Tunka, f. tynd Eng, Mark hvorpaa der voxer lidet Græs (= Skrinna). Nhl. — Maaskee kunde der ogsaa findes et Verbum tunka (fortynde) eller tunkast (fortyndes), af tunn, adj.

Tun-kall, m. Gaard-Vætte, Nisse, et indbildt Væsen som tænkes at opholde sig i en Gaard eller have sit Hjem i samme. Nhl. Ellers kaldet Toftekall (Nordland), Tomtegubbe, Garvor.

Tunkebø, m. tør og mager Jord med lidet Græs. Nhl. Jf. Tunka og Bø.

tunn, adj. 1) tynd, i Tværmaal eller Gjennemsnit. (Kun om flade Ting. Jf. grann). Hedder paa nogle Steder tynn (Sdm. og fl.). G. N. þunnr. — 2) tynd, med Hensyn til Fasthed; blød, rindende, vandig. — 3) tynd, med Hensyn til Mængde; utæt, tyndtstaaende, adspredt; f. Ex. om Skov. (Modsat tjukk). Heraf tynna og tynnast.

Tunn, n. Svingning, Hvirvel. Mest i i Forbindelsen: „i Tunn“, ɔ: omkring, rundt, i en Kreds; f. Ex. snu seg i Tunn (dreie sig om), laupe i Tunn (løbe rundt i en Kreds). B. Stift, Ørk. I Sdm. hedder det Tynn; saaledes ogsaa Haudetynn, ɔ: Hovedsvimmel. (Jf. Tull). Maaskee egentlig Turn; s. tunna.

tunna, v. n. (a—a), svinge, dreie sig; svæve omkring, hvirvle, løbe om i en Kreds. Meget brugl. i B. Stift. I Sdm. hedder det tynne. (Jf. tulla). tunna seg: tumle sig, svinge, dandse. Ordets egentlige Form er maaskee turna. Jf. G. N. turna (omvælte). Ang. tyrnan og Eng. turn (dreie, vende).

Tunna, f. en Tønde. (Søndre Berg. Rbg. Tell. Helg.). Hedder ogsaa Tynne (N. Berg.), Tønna, Tønne. G. N. tunna. Sv. tunna. — Hertil Tunnebotn, m. Tøndebund. Tunnekjer, n. Kar som holder en Tønde i Maal. (I B. Stift Tunnesꜳ, m.). Ligesaa Tunnekjetel (Tynnekjel), m. Kjedel som rummer en Tønde. Tunnestav, m. Tøndestaver.

Tunnaknut, m. Hvirvelvind, Luftstrøm som dreier sig rundt. B. Stift. I Sdm. Tynnaknut. Jf. Vindknut.

Tunnasykja, f. Ringsyge (= Tullesott). I Sdm. Tynnasykje.

Tunnbrau(d), n. tyndt Brød, Fladbrød. Sjelden. (Sv. tunnbröd).

Tunndrikka(n), n. tyndt Øl, Svagdrikke. (I Sdm. Tynndrikke, m.).

tunnfengd, adj. noget tynd eller adspredt. Sjelden.

tunngrendt, adj. tyndt beboet, lidet befolket. Modsat tettgrendt.

tunnhært, adj. tyndhaaret, som har en tynd Haarvæxt. G. N. þunnhærðr.

Tunning, f. Svingning, Omdreining, Kredsgang, Omtumling. (Af tunna). Hedder ogsaa Tynning.

tunnklædd, adj. tyndklædt.

tunnlaupen, adj. tynd, vandig, ikke sammenløben, om Mælk (tunnlaupa). Nogle St. tynnlaupa (f.).

Tunnleikje, m. Tyndhed.

tunnlippa, adj. som har tynde Læber.

tunnloa (for loda), adj. tynd, utæt; om Kornsæden paa Ageren. Sogn.

Tunnrjome, m. Fløde af tynd eller færsk Mælk. I N. Berg. Tynnerjøme.

tunnsꜳdd, adj. tyndt saaet.

tunnskya, adj. tyndskyet.

tunnsløg, adj. tyndt bevoxet med Græs, let at slaae; om Eng. Voss.

tunnvaksen, tyndt opvoxen, utæt; f. Ex. om Skov.

Tunnvangje, m. Tindingen paa Ansigtet; ogsaa den øverste Deel af Kindbenet tilligemed Tindingerne. Gbr. og fl. (I B. Stift Tinning). G. N. þunnvangi. Ang. þunvang.

Tunnvembe, n. Slagside, det tynde Kjød paa Underlivet. Ørk. G. N. þunnvembi. (Af Vꜳmb). Ellers kaldet Slagside og Svꜳngside.

tunnvida (aab. i), adj. om Kar med tynde Staver.

tunnvoren, adj. noget tynd.

tunt, adv. tyndt, adspredt.

Tun-teig, m. et lidet afgrændset Engstykke tæt ved Husene. B. Stift.

Tupp, m. 1) Top. (Sjelden). Ogsaa Benævnelse paa en Hane. 2) Fingerspids. Buskerud.

Tur (uu), m. Bulder, Brag, vedvarende Larm. B. og Tr. Stift. (Nogle Steder Dur). Ogsaa Leg, Støi, lystigt Liv (s. tura). — Bruges ogsaa i den fremmede Betydning: Gang, Udflugt, Reise (Tour), især tilsøes.

tura, v. n. (a—a), 1) buldre, brage, larme; f. Ex. om Vogne, Kværne og deslige; ogsaa om Vinden. N. Berg. og Tr. Stift. Andre Steder dura. (Jf. tora). — 2) støie, lege, more sig, leve lystigt. Ag. Stift. „ture Jul“: more sig i Julen, holde Juleselskab. (Maaskee egentl. tilbringe Tiden).

Ture, m. en dobbelt Tap (= Toppa) eller egentlig den Ring som omgiver en mindre Tap. Buskerud, Hedemarken. I Hall. siges Tur.

Turhylma (aab. u og y), el. Turrhylma, f. en stor Markplante, formodentlig Stormhat (Aconitum septentrionale). Sogn. Ellers Tøralm (Ørk.), Turæme og Tørjꜳme (i Tell.). Det sidste Navn skal vist egentlig være Tørhjꜳlma, idet baade hjꜳlma og hylma kunne forklares af Blomsternes Lighed med en Hjelm (G. N. hjalmr). Ordets første Deel er vanskeligere at forklare.

Turing (uu), f. Bulder, Larm; ogsaa Leg, Morskab, Fornøielser.

Turk, m. 1. en Tyrk. (Sv. turk).

Turk, m. 2. 1) Tørring, f. Ex. paa Hø og Korn; Veir til at tørre i. Søndenfjelds. (I B. Stift Terre). G. N. þurkr. — 2) et Huus til Korntørring; s. Turkestova. — 3) Tørke, Fortørrelse; Tørhed. Alm. (Nogle Steder: Tyrk). Ogsaa Tørst eller Mangel paa Drikke. Jf. turkast.

Turka, f. en Slump som tørres paa een Gang; en Dragt Korn som tørres til Maling. B. Stift.

turka, v. a. (a—a), 1) tørre, tilberede ved Tørring. 2) aftørre, gjøre fri for Vand eller Væde; undertiden kun at trække noget op af Vandet. 3) afviske, afstryge; f. Ex. Vanddraaber, Smuds, Støv. Hedder paa nogle Steder tyrka og tørke. G. N. þurka. Sv. torka. (Egentl. turr-ka, af turr). turka seg: tørre noget af sig. turka upp: optørre, fortørre, turka upp-atte: tørre paany; ogsaa blive tørt igjen efter et Uveir. turka ut: udslette, afviske, f. Ex. en Skrift. turke ti seg: spise tør og haard Mad.

turkast, v. n. tørres, fortørres; ogsaa plages af Tørst, lide Mangel paa Drikke eller saftig Spise. Meget brugl. (Om en egentlig Tørring siges sædvanlig: tonna). turkast upp: udtørres, borttørres.

Turkꜳr, n. Tørke-Aar, Sommer hvori der indfalder stærk Tørke.

Turkehella, f. Steenskive eller Plade, hvorpaa man tørrer Korn til Maling. (Ogsaa kaldet Turkarhelle). Ligesaa Turkepanna og Turkegryta.

Turkeklut, m. Klud at tørre med.

Turkeloft, n. Tørreloft.

Turkesott, f. en vis Kvægsygdom. Tell. Buskerud.

Turkestova (aab. o), f. Tørrestue, et Huus hvori man tørrer Korn til Maling. B. Stift. Ogsaa kaldet Turkehus, Turk (Sogn), Tørstugu (Gbr.), Trøstogo (Valders). I de øvrige Dele af Landet hedder det Bastova (Basstugu o. s. v.), Kylna, Kjone, Makje.

Turking, f. Tørring, Aftørring.

Turklæ(de), n. Tørklæde (= Plagg). Gbr. og fl. — Egentl. Turk-klæde.

turr (aab. u), adj. 1) tør, aftørret, ikke vaad. 2) indtørret, tilberedet ved Tørring. 3) haard, skarp, saftløs (f. Ex. om Mad); gold (om Køer); ogsaa karrig, sparsom. Paa nogle Steder især i Tr. Stift hedder det tørr; ellers forekommer ogsaa kjurr’e (for tjurr) og kjørr’e (i Rbg. og Mandal). G. N. þurr. Sv. torr. I et Par Afledninger forudsættes Formen torr (aab. o) nemlig i tonna (torna) og Toste (for Torste); jf. Terre og Torre. — Bꜳten sto turr’e: Baaden stod ganske over Vand (nemlig paa Grund). turt Konn: tørret Korn til at male. turt Brød: Brød uden Suul. Ku’a vart turr’e: Koen blev gold, holdt op at malke. Eit turt Ꜳr: et Tørkeaar; ogsaa et Aar hvori Suulvarer falde knapt.

turrbanna, v. n. bande idelig. N. Berg.

Turrbolk, m. en Tid, hvori Veiret er jævnlig tørt.

turrfingjen, adj. noget tør. Sdm. „D’æ turrfingje“: der er Mangel paa Suul, man maa spise tør Mad. I Tr. Stift skal det hedde turrfengt.

Turrfisk, m. tørret Fisk. Saaledes ogsaa Turrsild, Turrseid og fl.

Turrflo(d)ing, m. en Byge, som gaaer over med Vind og Skyer uden Regn. Indr.

turrføttes, adv. med tørre Fødder. Ein kann gꜳ Elv’a turrføttes. N. Berg.

Turrhøy, n. tørt Hø. Bruges i Modsætning til Rꜳhøy (utørret Hø) og Sꜳtehøy (halvtørt Hø).

turrklædd, adj. tørklædt, ikke vaad.

Turrlaup, n. en fortørret Plet paa et Træ, et Sted hvor Barken har været afreven. Gbr.

Turrlenda, f. en tør Mark eller Landstrækning. Søndenfjelds.

turrlendt, adj. tør, om Marker eller Agre. Modsat vꜳtlendt.

Turrmat, m. Tørmad, Brødmad; i Modsætning til Søbemad. B. og Tr. Stift.

turrmyldt, adj. om Grund som bestaaer af tør Jord. Sjelden.

Turrot (rot, aab. o), n. Tørraadenhed, det at Frugter forraadne under Tørringen. Søndenfjelds. (Tell. og fl.).

Turrskodda, f. tør Taage, en Mængde af tørre Dunster i Luften. Tildeels det samme som Moe.

Turrsnø, m. tør Snee.

turrtimast, see tortimast.

Turrver (ee), n. tørt Veir, uden Regn eller Snee.

Turrvid (aab. i), m. tørt Brænde.

turt, see turr og turva.

Turt, Fornødenhed; s. Turvt.

Turt, f. en Fjeld-Urt (Sonchus alpinus). Tr. Stift. I Sogn: Turtne. Andre Steder Truft og Tryft.

Turu, s. Tvora. Turul, s. Tverel.

turva, v. a. (tarv; turvte, turvt; sædvanlig: tar, turte, turt), behøve, trænge til, have Trang for. Meget brugl. i B. og Kr. Stift. G. N. þurfa. Præsens tarv er meget sjeldent (Hard.), da det almindelig hedder: tar (G. N. þarf). Imperf. hedder overalt turte. (G. N. þurfti). Han tar mykje endꜳ: han behøver endnu meget. Han kjem’e te turva da: han vil nok behøve det, det bliver ikke mere end nok (ogsaa om noget som er knapt tilmaalt). D’æ inkje meir eld som hava tar: det er ikke mere end hvad man behøver at have, det er knapt nok. Tell. og fl. I B. Stift hedder det: „Dæ æ ’kje meir eld so hava tarst“. — Ordet bruges ellers meget ofte i Forbindelse med et Verbum i Infinitiv og betegner da at have Grund til, være beføiet til, kunne vente nogen Nytte af; f. Ex. Du tar ikje tvila: du har ingen Aarsag til at tvivle. Dei turt’ inkje tenkje dæ: det nyttede dem ikke at tænke derpaa. Han tar aldri bry seg: det skal ikke nytte ham at umage sig derfor. — Imperfektum (turte) bruges i B. Stift ogsaa i Forbindelse med „hava“ i Begrebet: maatte, skulde, burde; f. Ex. Eg turte ha’ gjort da: jeg skulde have gjort det, det kunde være fornøden at o. s. v. Eg turte ha bee deg um da: jeg maa bede dig om det. Du turte ha vore dar: du burde have været der. (I disse Tilfælde sammentrækkes Ordene „turte hava“ sædvanlig til: turt’a). — Beslægtede Ord ere: Torv, Tarv, tarvall, Turvt.

turvande, adj. trængende, som behøver noget. (Sjelden).

turvast, v. n. (tarst, turtest), behøves, udkræves, være fornøden. Dæ tarst alt ihop: det er altsammen nødvendigt, der er ikke mere end som behøves. Dæ va ’kje meir eld som turtest. ogsaa: „som hava tarst“; see turva. Supinum hedder: turst. (B. Stift).

turveleg, adj. maadelig, tarvelig. Sjelden.

Turvt (Turt), f. Trang, Fornødenhed, Behov. Hard. og fl. G. N. þurft. — Ellers Torv og Tarv.

turvtug (turtig), adj. trængende, som behøver noget. (G. N. þurftugr). Mest i Sammensætning: storturtug, naudturtig. Hedder ogsaa tyrtig.

tusend, Talord: tusinde. Hedder sædvanlig: tus’en (tusn). G. N. þúsund. Ein Tusenddeil: en Tusindedeel. I Tusendtal: i Tusindtal, tusindviis.

Tusk, m. Varme, Hede i et Værelse; ogsaa Ruus, Perial. Sdm.

Tusk, n. Bevægelse, Larm, Uro; ogsaa Fornøielse, Lystighed. B. Stift. „ga pꜳ Tusk“: løbe omkring efter Morskab og Lystighed. Hard. (Jf. Husk).

tuska, v. n. (a—a), larme, rasle, bevæge sig med Larm. Jf. ruska.

tuskjen, adj. skranten, sygelig. Sogn.

Tusl, n. en ubetydelig Bevægelse, Gang, Rørelse; smaat Arbeide; ogsaa Planer, Forhandlinger, noget som er i Gjære, især om en Plan til et Giftermaal. B. Stift, i Formen Tutl og Tultl (Tulsj). — I Sdm. siges ogsaa Tultle (for Tusla), f. om et Angreb eller Forsøg. Han tok dei ei Tultle: han gjorde et dygtigt Angreb paa dem.

tusla, v. n. gaae sagte, være i Bevægelse; ogsaa arbeide smaat. Mest i B. Stift; udtalt tutla (S. Berg.), tultle, el. tulsje (N. Berg.).

tuslen, adj. svag, skrøbelig; ogsaa fjantet. Sogn, i Formen tutlen.

Tuss, m. Tusse, Trold, fabelagtigt Væsen. G. N. þurs, þuss. — Ogsaa en Sygdom hos Køerne. Sdm.

Tussbit (aab. i), n. et Slags ondartede Saar, især paa Fingrene (fordum forklaret som Tussens Bid). N. Berg. Hall.

Tusse, m. en Tosse, Dosmer. Tildeels i Søndre Berg. (Isl. þuss).

Tussebær, m. Fiirblad (Paris qvadrifolia). Tell. Ellers Trollbær.

Tussefugl, m. Strøm-Stær. (Sogn). Ellers Fossekall og fl.

Tusseladd, m. en Tosse. B. Stift.

Tust (uu), f. en Pleiel, Tærskestok. B. Stift, Hall. Gbr. Nogle St. Tustr (N. Berg.). G. N. þústr (i Sverres Saga). Har ellers forskjellige andre Navne, hvorom see Flygjel og Sloga.

Tusta-vol (aab. o), m. Skaftet paa en Pleiel. N. Berg. Ogsaa kaldet Handvol, til Forskjel fra Slagvol, som betegner Kolben eller Slagstokken.

tuste (uu), v. a. sammenvikle. Hertil tusta, adj. sammenviklet, draget sammen i en Knude. Rbg. Mandal.

Tuste, f. en Sammenvikling, Knude, Bundt, Knippe; f. Ex. af Hamp eller Bast. Mandal, Rbg. Tell. (Isl. þústr, Visk).

Tut (uu), m. 1) Tud, Rør, f. Ex. paa en Kande. — 2) en liden kort Luur til at blæse i. B. Stift. Hedder ellers Stut (Gbr. Ørk.).

tuta, v. n. (a—a) tude; blæse i en Luur eller i et Rør. N. Berg. (I Gbr. stute). Heraf Tuting, f.

tutla, gaae sagte; s. tusla.

tutlen, fjantet; s. tuslen.

tutøygd, adj. som har meget fremstaaende Øine. Gbr.

Tuv, m. Top, Bugle, en noget spids Forhøining. B. Stift, Hall. Mest i Formen Tu.

Tuva, f. en Tue, en liden Top paa Jorden. Ogsaa i Formen Tue, Tua (B. Stift), Tuv’ (Tr. Stift), Tubba (Sogn, Hall.). G. N. þúfa. Sv. tufva.

tuva (tue), v. a. sætte op i en Top; gjøre høit i Midten.

Tuvekrit, f. Hundeskarn.

Tuvemark, f. Jord som er fuld af Tuer.

tuvut, adj. toppet, fuld af Tuer. Ellers tuette (B. Stift), tuvꜳt (Tr.).

Tvag, n. 1) Vask, hedt Vand til Rensning og Valkning af Uldtøi. N. Berg. — 2) Urin, Pis; især af Dyrene. Østerd. (i Formen Tvau). Isl. þvag. — 3) Strabads, Arbeide i Væde og Uveir. Sdm.

tvaga, v. a. og n. (a—a), 1) vaske i hedt Vand, rense og valke Uldtøi. N. Berg. (Jf. tvꜳ). — 2) stalde, pisse; om Dyr. Østerd. (udtalt tvaue). — 3) strabadsere, arbeide i Væde og Uveir. Sdm. Heraf Tvaging, f. Valkning, Vaskning i hedt Vand; ogs. Strabads.

Tvang, m. Tvang. I B. Stift Tvꜳng.

Tvare, m. 1) en liden Naver, Rivenaver. Helg. — 2) et lidet Bor (Spigerbor), dannet næsten som en Skrue. Sdm. Om et andet Tvare see Tvora.

tvarga, v. n. traske, strippe omkring. Sdm.

tvart, adv. tvært; see tvert.

tvau, Neutrum af tvo eller tveir (ɔ: to), see tvo. — ha Tvaubeggje: være tvetullet (Hermafrodit). N. Berg.

Tvau, s. Tvag. tvaue, s. tvaga.

tvꜳ, v. a. (tvær; tvo; tvegje), toe, vaske, skylle reent. Rbg. Tell. (G. N. þvá. Sv. två). Jf. tvaga. „tvꜳ seg“: vaske sig i Ansigtet. — Participium tvegjen hentyder paa en ældre Form tvaga. (Got. þvahan).

Tvꜳing, f. Vaskning.

Tvꜳtt, m. Vask. Sjelden, undtagen i Sammensætning som Tvꜳttevatn, n. Vaskevand. Rbg. — G. N. þváttr. (Jf. Tvætte).

Tveggjæring, m. en Hest som er to Aar gammel. Sogn. — Jf. G. N. tveggja, Genitiv af tveir (ɔ: to), f. Ex. tveggja ára tími, ɔ: to Aars Tid.

tvegjen (aab. e), adj. (Fl. tvegne), vasket, reengjort. Rbg. Tell. — G. N. þveginn. (Part. af tvꜳ).

tvei og tveir, to; see tvo.

Tveit, m. (og f.), 1) en Spaan, Splint, Fliis; Huggespaaner, Høvlespaaner o. s. v. Helg. — 2) en Kløvning eller Spalte i Træ; et Indsnit paa Siden af en Stok som man skal kløve (s. tveite). — 3) en Skaar, Hug, Skure; det Indsnit som man gjør i en Stok, idet man hugger den af. Østerdalen i Formen Tvet (ee), f. I Sdm. bruges Tveit, m. i en ganske anden Betydning, nemlig om en tvær og dum Person. — I den sydlige Deel af Landet forekommer Tveit (m.) meget hyppig som Gaardsnavn (der sædvanlig skrives Tved og Tvedt), men Ordets Betydning er her ubekjendt. I de gamle Dokumenter skrives det pveit. (S. Munchs Beskr. over Norge i Middelalderen, p. XV. Jf. Molbechs Dialekt-Lexikon, p. 614). Kunde maaskee betegne en Udhugning eller ryddet Plads i Skoven, men forklares ellers som en fraskilt Deel eller Part.

tveite, v. a. (a—a), kløve, splitte, eller egentlig gjøre nogle Hug paa Siden af en Stok som man vil kløve, for at Kløften eller Revnen skal gaae i en lige Linie. Gbr.

Tveng, m. Sko-Rem, Skobaand. Voss. G. N. þvengr. I Sdm. betegner Tveng en liden Træ-Klods hvormed Tanden i en Høvel slaaes fast. „Ein Tveng te arbeide“ betyder derimod en flittig Arbeider.

tver (aab. e), adj. 1) tvær, afstumpet, tvært afbrudt. G. N. þverr. — 2) modvendt, som vender tvært imod eller danner en Vinkel. — 3) ubeleilig, hinderlig; eller oftere: uvillig, tvær, modstræbende. — Det tilsvarende Adverbium adskilles tildeels herfra og hedder tvart, tvort eller tort. En gammel Form findes i Talemaaden „ro tveran Fjor“, ɔ: roe tvært over Fjorden. Sogn og fl.

Tvera (aab. e), f. Tværside. „koma pꜳ Tverꜳ“: komme tvært imod, lige ind paa. Søndre Berg.

Tverbakkje, m. en tvært opstigende Bakke; ogs. en Bakke som vender lige imod.

Tverbein, n. Tværbeen, en Feil i Fødderne paa Hestene.

Tverbløyg, m. egentl. en Tværkile; sædvanlig: en Tværdriver, tvær, stivsindet Karl. Ag. Stift. Ellers Tverdrivar, Tverkjelkje og fl.

tverbratt, adj. tvært opstigende, brat som en Væg.

tverbroten (aab. o), tvært afbrudt.

Tverbu, m. Gjenbo. (Sjelden).

Tverdal, m. Sidedal, som danner en Vinkel med Hoved-Dalstrøget.

tverdjup, adj. om Grund, som gaaer tvært ned fra Strandbredden, saa at der er dybt tæt ved Landet. Søndenfjelds. I B. Stift siges nærdjupt.

Tverdrivar, s. Tverbløyg.

Tverel (aab. e), m. Kjernestav, Tvære at kjerne Smør med. Sogn og fl. Hedder ogsaa Tvirel, aab. i (Sogn), Tyrel, aab. y (Sdm.), Turul (Ørk.), Kinnetvora (Nhl.). I svenske Dial. törel. Angels. þviril. (Isl. þirill, Kvast at røre Mælk med). Jf. Tvora og tvilla.

Tverelv, f. Bi-Elv, en mindre Aa, som falder ud i en større og danner en Vinkel med samme. Gbr. og fl.

Tverfjell, n. Fjeld som gaaer ud fra Siden af en Fjeldryg; ogsaa en Fjeldside lige for Enden af en Dal.

Tverfjor, m. Sidefjord, Green af en Fjord (især en som gaaer lige ud).

Tverflauta, f. Tværbjælke i Bunden paa en Slæde. Nhl. (Jf. Hynning).

tverfør, adj. modvillig, modstræbende, stivsindet. Sdm. (Hedder sædvanlig tverfyre, aab. y).

Tverg, m. Vantrivning, liden Stakkel. Indr. (Maaskee Dverg).

Tvergar, m. Gjærde som gaaer tvært over et smalt Strøg.

Tverhand, f. Tværhaand (= Løvd).

Tverhogg, n. Hug, Tværsnit; f. Ex. paa Enden af en Stok.

Tverhummel, m. Hammel i en Plov. Sdm. Jf. Hummel.

tverka, v. n. (a—a), stræbe imod, vise Modvillie, gjøre sig tvær. N. Berg.

Tverka, f. Tværhed. (Sjelden). Pꜳ Tverke: paa tvært; ogsaa til Trods, til Fortræd. Tell.

tverkast, v. n. forværres, forringes, aftage pludselig. Sdm.

Tverkrok, m. en tvær Krumning, en Vinkel; ogsaa en Tværdriver, som man ikke kan komme tilrette med.

Tverlag, n. noget som ligger tvært over et smalt Rum; en Hylde, Bund, Tværplade; ogsaa Led i et Straa eller Rør. Tildeels i Tr. Stift.

Tvernagle, m. Tværnagle i Axler og Bjælker. Jf. Splint, Lunnstikka, Spyta.

tverra, v. n. (a—a), indsvinde, formindskes, falde ind; f. Ex. ved stærk Kogning. Tell. G. N. þverra.

tversett, adj. vrangvillig, som sætter sig imod. Gbr.

Tverskur (aab. u), m. Tværsnit.

Tverslag, n. Falsejern, Slagjern (at udhugge Falser med). N. Berg.

Tversprang, n. Fiirspring. — tverspringe, galoppere. Rbg. (S. Tvisprang).

Tverstrik (aab. i), n. Tværstreg.

tverstygg, adj. menneskesky, vranten, som ikke vil tale med Folk. (Mest om Børn). Sdm.

tvert, adv. tvært, tværs. Hedder i Tr. Stift: tvart. I visse Forbindelser hedder det ogsaa tvort (Nhl.) og tort (Sdm.). pꜳ tvert: paa tværs; til Siden; ogsaa: lige imod, i Veien, til Hinder, til Fortræd. „gꜳ pꜳ tvert“: gaae tvært til Siden; ogsaa gaae uheldigt, fortrædeligt. fyre tvart, see under fyre. — tvert imot: lige imod, lige over for; ogs. tværtimod. „taka tvert ned fyre“: bryde over tvært, gjøre Ende paa noget. — tvert yve: tværs over, midt over. Hedder ogsaa: tvort yve (i Nhl.), tort-yve (Sdm.).

Tver-tre, n. Tværtræ, Tværstykke; ogs. noget som er i Veien eller til Hinder.

tvertynnast, v. n. indsvinde pludselig, blive tynd eller mager paa en kort Tid. Hall.

Tverveg, m. Korsvei, en Vei som gaaer tvært over en anden.

Tvervegg, m. Tværvæg, Endevæg.

Tvervid (aab. i), m. Krumninger indvendig i Træ; Aarer som gaae paa tværs.

Tvet (ee), f. Hug, Skaar; s. Tveit.

tvia, v. n. yttre Modbydelighed, sige „tvi“. I Nhl. hedder det: tvitta.

Tviarbei(d), n. dobbelt Arbeide, Gjentagelse af Arbeidet. Ørk. — tvi er den almindelige Sammensætningsform af Talordet tvo (to), ligesom i det gamle Sprog.

Tvibeite, n. Dræt for to Heste; Kjøretøi som er indrettet til at trækkes af to Heste. Søndenfjelds.

tvibent (for tvibernt), adj. om en Familie, hvori der er kun to Børn. Sdm. Tell. (sjelden). Jf. einbent.

tviblada, adj. tobladet.

Tvibrot (aab. o), n. dobbelt Fold, Kant som er to Gange ombøiet. (Sjelden).

tvibroten (aab. o), adj. brækket to Gange, lagt i en dobbelt Fold.

Tviburar (aab. u), pl. m. Tvillinger. Nhl. Hard. Jæd. (G. N. tvíburar).

Tvibyks, n. Fiirspring. — tvibykse, v. n. gaae i Fiirspring. N. Berg.

Tvibytning, m. Dunk, Kar som har Bund i begge Ender. Tell.

tvibølt, adj. om en Gaard, som udgjør to Brug, er indrettet for to Huusholdninger. Tr. Stift. (Jf. einbølt).

Tvidrætte, n. Dræt eller Kjøretøi for to Heste (= Tvibeite). B. Stift. — Nogle Steder ogsaa: Tvedragt, Splid, Tvist.

tvieggja, adj. tveegget.

tvifald, adj. dobbelt, tvefoldig. Tell. og fl. Oftere tvifalda: som had dobbelt Fold, er sammenbøiet to Gange.

tvifesta, v. a. fæste dobbelt, gjøre fast paa to Sider.

tviføtt, adj. tofodet, tobenet.

tvigara, adj. om en Gaard som bestaaer af to Brug. Tell.

tvigild, adj. dobbelt med Hensyn til Værdie, gjældende for to. (Meget sjelden). See ellers følgende.

tvigjeld, adj. om en Ko som har været gold i to Aar. Ndm. I Sdm. siges tvigild (tvigjild’e), om en Oxe, som er gildet for to Aar siden.

tvihaka, adj. 1) tvehaget, om et Laas eller andet Redskab med to Hager (Kroge). 2) som har dobbelt Hage (paa Ansigtet), hvis Hage deler sig ved en Tværlinie eller Rynke i Midten.

Tvihakje, m. en Lænke med to Hager eller Kroge at fæste Tømmer med. Søndenfjelds.

tvihendes, adj. med begge Hænder. Man siger ogsaa „mæ tvihendes Hend’e“. (N. Berg.).

tvihuga (aab. u), adj. ubestemt, tvivlraadig, vaklende mellem to forskjellige Beslutninger.

tvihøg, adj. som har dobbelt Høide; især om Huse med to Stokværk; toetages. Tell. Modsat einhøg.

tvika, v. n. (a—a), være tvivlraadig, vakle imellem to Beslutninger. Fosen og fl. (Sv. tveka).

tvikloven (aab. o), adj. tvekløftet, som har to Kløfter. Sjelden.

tviklædd, adj. dobbelt klædt, som har to Klædninger paa sig. B. Stift, Tell.

tviknept, adj. toknappet, besat med to Rader af Knapper. Tell.

tvikrøkt, adj. krummet to Gange, bøiet i to Kroge.

Tvil (ii), f. Tvivl, Uvished. Isl. tvílun. „I Tvilo“: i Tvivl, uvis, usikker.

tvila, v. n. (a—a; og e—te), tvivle, være i Tvivl; ogsaa formode, have en Tanke eller Anelse om noget. (G. N. tvíla). Eg tvila pꜳ di: jeg har en Formodning derom. Eg tvila pꜳ d’æ for seint: jeg er bange for at det er for seent. — D’æ ikje te tvile pꜳ

det er ganske vist. Hedder ogsaa: D’æ kje tvilande pꜳ di.

tvilagd, adj. lagt dobbelt, sammenlagt af to; f. Ex. om Traad.

tvileggja, v. a. lægge dobbelt.

tvilen, adj. fuld af Tvivl.

Tvilengd, f. dobbelt Længde. (Sjelden).

tvilla, v. a. (a—a), røre sammen, omrøre, f. Ex. Mælk. Sogn (udtalt tvidla) og fl. Maaskee egentlig tvirla, beslægtet med Tvirel (Tverel). Kan ellers jævnføres med tulla.

tvil-laus, adj. sikker, utvivlsom. Sjeld.

tvilrꜳdug, adj. tvivlraadig.

tvilsam, adj. 1) tvivlende, fuld af Tvivl. 2) tvivlsom, usikker. (sjeldnere).

Tvilsmꜳl, n. Tvivl, Uvished; ogsaa Formodninger, Gisninger.

Tvimenning, m. Redskab som er indrettet for to Personer; især en Høvel med Skafter paa begge Ender. Ogsaa kaldet Tvimennings Hyvel. B. Stift.

tvinga, v. a. (a—a), tvinge, drive; ogsaa besvære, plage, især om en Sygdom. Saaledes ogsaa tvingast: plages, besværes. N. Berg.

Tvining, brugl. i Fleertal: „i Tviningꜳ“, ɔ: i to Dele, særskilt for to Parter. N. Berg.

tvinna, v. a. (a—a), tvinde, sammenspinde. G. N. tvinna. — Particip tvinna: tvunden. Tvinna-trꜳd: dobbelt eller tvunden Traad.

Tvinne, f. Tøi af tvunden Traad. (Tell.?).

tvinta, v. n. tumle, rave. Jæd.

tvipløgd, adj. pløiet to Gange.

Tvirel (aab. i), Kjernestav; s. Tverel.

Tvirenn, n. Fiirspring. — tvirenna, v. n. løbe i Fiirspring. See Tvisprang.

tvirømt, adj. torummet. (Sjelden).

tvisett, adj. dobbelt besat; ogsaa ordnet i to Rader.

tviskjeft, adj. toskaftet.

Tviskjefta, f. Vadmel eller toskaftes Væv; i Modsætning til Einskjefta. See Skaft.

tviskoren (aab. o), adj. to Gange skaaren eller beskaaren.

tvisla, v. n. tumle, vimse fra det ene til det andet. Sdm. (tviltle).

Tvisprang, n. Fiirspring; Løb hvori begge Forfødderne hæves og sænkes paa een Gang. Hedder ogsaa Tvirenn og Tvibyks. (B. Stift). I Rbg. siges Tversprang.

Tvispringa, v. n. (spring, sprang), løbe i Fiirspring, saaledes at begge Forfødderne hæves paa een Gang.

Tvist, m. Tvist, Uenighed. (Sjelden).

tvist, adj. taus, tankefuld, lidt tungsindig. Yttre-Sogn. I Gbr. hedder det tyst. Isl. tvistr.

Tvista(d), m. dobbelt Iis, som fremkommer, naar der falder Vand paa Isen og dette ogsaa fryser til. Nedenæs.

tvisteikja, v. a. (e—te), stege dobbelt; lægge Fladbrød-Leverne parviis paa Stegepladen. B. Stift, Gbr.

Tvistyrte, f. Tvestjert, et Insekt med en kløftet Spids bagtil. Tell. (Af Stert). I B. Stift: Kluftetroll.

tvisynast, v. n. (synest, -test), see dobbelt eller utydeligt, faae et forvirret Billede af en Ting eller synes at den er noget andet. B. og Kr. Stift.

Tvitak, n. 1. dobbelt Tag paa et Huus.

Tvitak, n. 2. Feilgreb, Forvexling.

tvitaka, v. n. (tæk, tok), famle, gribe efter forskjellige Ting paa een Gang. Tell.

Tvitapp, see Toppa.

tvitenkt, adj. ubestemt, vaklende i en vis Beslutning.

tvitola, adj. tvetullet. (Tell.). Tvitoling, m. Tvetulle, Hermafrodit. Isl. tvítóli.

tvitrædd, adj. totraadet; om en Væv, hvori Traadene ligge parviis, saa at to og to altid følges ad. Tr. Stift.

Tvitt (ii), m. 1) en kort Fløite, en Pibe at blæse i. N. Berg. — 2) en Fugl, formodentlig Pile-Finken (Fringilla montana). Sdm. Ogsaa kaldet Tvittafugl.

tvitta, v. n. 1) fløite med enkelte afbrudte Toner. N. Berg. 2) det samme som tvia. Nhl.

tvivende, v. n. (e—e), gjøre to Vendinger, gaae to Gange; f. Ex. for at hente noget, som er for meget til at hjembringe paa een Gang. Tell.

tvivida (aab. i), adj. bestaaende af dobbelt Træværk. Sjelden.

tvo, imperf. (vaskede), see tvꜳ.

tvo, Talord: to. — I det Vestenfjeldske har det overalt en egen Form for Neutrum, nemlig tvau, og tildeels ogsaa særegne Former for de andre Kjøn. Formerne ere ellers forskjellige; saaledes i Hankjøn: tveir (Nhl. forældet), tvei (Sætersd.), tvꜳ (Hall.), tvo (meget udbredt) og to (ved Byerne). G. N. tveir; acc. tvá. (Sv. två). — I Hunkjøn: tvær (Nhl. sjelden), tvæ (Sætersd. Vald. Gbr.), tvꜳ (Hall.); ellers tvo og to. G. N. tvær. — I Intetkjøn: tvau (B. Stift, Sætersd. Hall. og fl.), tvaug (Nhl. Gbr.), tvu (Vald.); ellers tvo og to. G. N. tvau. Naar der tales om Gjenstande af forskjelligt Kjøn, sættes Tallet i Intetkjønnet; f. Ex. „beggje tvau“ om en Mand og en Kone. En afvigende Form forekommer i Sdm. i Forbindelsen: „pꜳ tvomꜳ Stade“. ɔ: paa to Steder. (G. N. tveimr, Dativ). — tvo-samne: to tilsammen, i Følge. B. Stift. (Egentl. tvo saman). tvo-eine: kun to, nemlig for sig selv. „tvo ꜳ tvo: to og to, parviis. „ei tvo tri“: to eller tre Stykker, meget faa.

Tvodeild(a), f. de to Trediedele; ogs. ubestemt: den største Deel. N. Berg.

Tvoga (aab. o), f. Vaskeklud, Karklud, Visk til at skylle med. B. Stift og fl. Hedder ellers: Tvogu (Tell.), Too (Namd.), Tvugu, og oftere Tugu, Tuu og Tue (Ag. Stift). Isl. þvaga; acc. þvögu. Sv. tvaga. (Beslægtet med tvꜳ). Tvoga bruges ogsaa spøgviis om en Stakkel, som slider og slæber meget.

tvoga (aab. o), v. n. pladske, søle, gaae ude i Uveir. N. Berg. (Jf. tvaga).

Tvomastring, m. tomastet Skib.

Tvora (aab. o), f. Tvære, Redskab hvormed man mænger og sammenrører Maden i Kogningen. B. Stift og fl. Hedder ellers Tvoru (Tell.), Toro (Namd.), Tvuru og Turu (Ag. Stift). Skal ogsaa hedde Tvare og Tvære. Isl. þvara; acc. þvöru. Jf. Tverel.

tvort, adv. tvært; see tvert.

Tvo-tal, n. et Total. (Ikke Tvautal).

Tvovet (aab. e), m. en Hest som er to Vintre gammel. N. Berg. Sdm. — Ligesaa Tvovete, f. om en Hoppe. Jf. Vetrung, Tveggjæring, Trivet.

tvu, s. tvo. — Tvugu, s. Tvoga.

tvæ, s. tvo. — tvær, s. tvꜳ.

tvæsest, v. n. fortørres, om Korn paa Ageren. Gbr.

tvætta, v. a. (a—a), vaske med hed eller skarp Vædske (= tvaga). N. Berg. (sjelden). Isl. þvætta. — Oftere v. n. vimse, løbe fra det ene til det andet, have travlt uden at udrette noget. Saaledes ogs. Tvættekopp, m. og Tvættebytta, f. spotviis om En som blander sig i alle Sager uden Fornødenhed. (Isl. þvætta, sludre).

Tvætte, n. Vask; Lud eller anden skarp Vædske til Vaskning. (Af Tvꜳtt). Isl. þvætti. Nogle Steder ogsaa: Urin (ligesom Tvag). N. Berg.

Tvætting, f. Vaskning (sjelden); Travlhed med unødvendige Ting.

Ty, n. 1) Tøi, Stof; især i Klæder. G. N. tý. Sv. tyg. — 2) Tøi, Sager, Reisetøi. (Jf. Stell, Don, Kjon). Ogsaa Redskaber; hertil Verkty, Skrivety; ligesaa Sylvty, Steinty o. s. v. — 3) Følge, Slæng, Selskab. Deels foragteligt, deels i Spøg; undertiden ogsaa uden noget forringende Begreb; saaledes i Hard.: Bodn ꜳ Ty, Tauser ꜳ Ty (med Begreb af Tjenere eller Ungdom).

tya (ty), v. a. (r—dde), sætte istand, ordne, pynte, tilrede, f. Ex. Klæder eller Værelser. Fosen. (Isl. týa, udruste). Particip tydd. Mest i Forbindelsen „tytt ꜳ flitt“.

tya, adj. beskaffen; af et vist Gemyt eller Sindelag, sindet, skikket. Ørk.

Tybast, Kjælderhals; see Tyvid.

tyd (ty), adj. venlig, omgjængelig, artig; god til at tale med. B. Stift. Mest i Forbindelsen: tyd ꜳ blid’e (ty ꜳ bli). G. N. þýðr. I Sdm. bruges tytt (tydt) ogsaa i Betydningen: mygt, blødt, fiint (især om Skind), hvilket maaskee hører til det anførte tya.

tydd, tilredet, istandsat; see tya.

tyde (tya), v. a. og n. (e—de), 1) udtyde, forklare. Hedder sædvanlig: uttyde; sjeldnere: tyde ut. G. N. þýða. — 2) v. n. betyde, betegne. Brugl. i Lister og Stav. Amt. „Kꜳ tye dæ“: hvad betyder det? — G. N. þýða og þýðast. (Beslægtet med G. N. þjóð, ɔ: Folk).

tydeleg, adj. tydelig, fattelig. (Udtales sædvanlig med d).

tydest (tyast), v. n. i Forbindelse „tyast te ein“: vænnes til Ens Omgang, holde sig nær til eller blive fortrolig med En. (G. N. þýðast). Ogsaa om Dyr, ligesom hyllast. N. Berg.

tydleg, adj. behagelig, blid, hyggelig; ogsaa om et Sted: livligt, fornøieligt, ikke eensomt eller kjedeligt. Sogn, Nhl. „Da æ so tydle nꜳr ein fꜳr Selskap“. Ogsaa i Gbr. i Formen tyele’ (tyle). I Sogn ogsaa: tydsleg (tysle).

Tydskap, m. Blidhed, Venlighed; ogsaa Fortrolighed, fortrolig Omgang. Shl.

tydsleg, adj. 1) venlig, omgjængelig (= tyd). 2) livlig, behagelig; om Egne eller Steder. Sogn (s. tydleg).

tye, see tyde. — tyest, s. tydest.

tyfta, v. a. (e—e), lægge Grund til et Huus, afmaale og jævne Grunden. (Af Tuft). Mest brugl. i Tr. Stift. Heraf Tyfting, f. Grundlæggelse.

tyggja, v. a. (tygg; togg; toggje), tygge, bearbeide med Tænderne. G. N. tyggja. (Jf. Tugga). Ogsaa: gjentage tidt og ofte, tale idelig om det samme. tyggje upp-atte: tygge Drøv (= jorta); ogsaa oprippe, gjentage i Utide.

Tyggjing, f. Tygning.

Tygjel, m. (Fl. Tyglar), Tøile, Tømme i et Bidsel. Tell. (G. N. tygill).

tykja (aab. y), v. a. (e—te; eller: tykje; tokte, tokt), tykkes, synes. Har forskjellig Form: tykja, tykje (mest alm.), tikje, aab. i (Sdm. og fl.). G. N. þykkja, þykja og þikkja. Imperf. hedder: tokte, aab. o (Rbg.), totte, aab. o (Søndre Berg.); ellers tykte og tikte (ii). G. N. þótti. Ordet skulde egentlig have dobbelt k, i Lighed med det beslægtede tokka, da det i andre Sprog har nk (Ang. þincan. G. T. dunkjan). — tykje um: tykkes om, synes vel om. tykje langt: længes, kjede sig. „tykje ꜳt vera“ (med Tonen paa ꜳt): tykkes ilde om noget, være utilfreds, befinde sig ilde derved. (Hedder: „tikje ꜳt vere“ i Sdm. og: „tykjes at vera“ i Tell.). G. N. þykkja at vera.

tykjast (tykst), v. n. tykkes, synes om sig selv. Præsens hedder: tykjest, tykst, tikst, tyss og tiss. Imperf.: tyktest, tikst, tottest, tost, toss. — Han tykst vera Kar: han anseer sig for en dygtig Karl. Dei tykst te seg koma: de tykkes at fortjene noget, de troe at man skylder dem en særdeles Opmærksomhed.

Tykje, el. Tykkje, n. Tykke, Mening, Skjøn.

Tykjen (yy), m. Fanden. (Helgeland).

tykk, see tjukk.

Tykk, m. Fortrydelse, Uvillie, det at man føler sig fornærmet. G. N. þykkr. Han fekk ein Tykk te dei: han fattede Uvillie mod dem. N. Berg.

tykkja, v. n. (kje—kte), fortryde, vredes over noget, føle sig stødt eller fornærmet. B. og Tr. Stift. G. N. þykkja. Mꜳ ’kje tykkje pꜳ di: fortryd ikke derpaa. Jf. tykkjen.

Tykkje, n. 1) Fortrydelse (= Tykk). 2) Følsomhed, pirreligt Gemyt, det at man let bliver fortrydelig over Bebreidelser eller uhøflig Behandling. D’æ inkje Tykkje i han: han er ligegyldig for al Tiltale; det nytter ikke at man skjender paa ham. N. Berg.

tykkjelaus, adj. 1) ufølsom, ligegyldig; 2) modløs, forsagt, som giver sig tabt og lader det gaae som det kan. N. Berg. — Jf. hugstolen.

Tykkjeløysa, f. Ufølsomhed, Ligegyldighed; ogsaa Modløshed, en Stemning hvori man mangler al Lyst til at foretage sig noget. N. Berg.

tykkjen, adj. 1) følsom for Bebreidelser, pirrelig, som ikke taaler Spot eller Daddel. 2) fortrydelig, vred, opbragt. Meget brugl. vest- og nordenfjelds; ogsaa i Gbr.

tykkjesam, adj. utaalmodig, som let bliver fornærmet.

Tyl, m. Taabe, Fjog, ubetænksomt Menneske. N. Berg.

tyld, belagt med Iis; see tild.

Tyle (aab. y), n. Gulv; see Tile.

tylen (yy), adj. taabelig.

tylnast (aab. y), v. n. trives, komme sig, voxe godt; især om Kvæg. Sdm. Jf. tilast.

Tylvt, f. en Tylvt, Antal af tolv Stykker. Udtales almindelig Tylt (aab. y), og hedder tildeels Tolt (Nordre Trondhj.). G. N. tylft. Sv. tolft. — Om Knapper og lignende Ting siges oftere „Dusing“, som er et fremmedt Ord.

Tymber, s. Timbr. tymbre, s. timbra.

Tympa, f. en Balle, et lidet Kar. Shl. Ellers Stamp, Stempa, Strokk.

tymsa, v. n. tale langsomt og afbrudt, famle efter Ord. N. Berg.

tyna, v. a. (e—te; og e—de), 1) tabe, miste ved Uagtsomhed; glemme efter sig. Sogn, Nhl. Hard. (G. N. týna). Eg tynte da vek: det kom bort for mig. Nhl. (I Sogn: Eg tynte da kos). — 2) fordærve, gjøre Skade paa, skjæmme, forringe. Meget brugl. i N. Berg. og Sdm. Dei ha tynt dæ ut. Bruges ogsaa figurlig om at forpurre eller forvirre en Sag. — 3) ødelægge, tilintetgjøre, dræbe, f. Ex. Rovdyr. Bruges i Kr. og Ag. Stift; ogsaa nordenfjelds, men ikke i Berg. Stift. Dei hadde sꜳ nær tynt han: de havde nær dræbt ham. „tyna seg“: dræbe sig selv. Ogsaa brugl. i Nhl. (G. N. týna sér). Af Tjon.

tynast, v. n. (est, test), fordærves, tage Skade; f. Ex. om Madvarer. Dæ tynest vek: det bliver bedærvet. Nordre Berg.

tynd (yy), part. fordærvet, bedærvet, som har taget Skade; ogsaa skjæmmet, som har faaet en Feil eller Lyde. Hedder ogsaa tynt.

Tyne, n. 1) Ødelæggelse, Skade (= Tjon). 2) Feil, Lyde, noget som vansirer eller forringer en Ting. N. Berg. Tr. Stift.

Tyngd, f. Tyngde, Vægt. G. N. þyngð. Jf. Tungje. — Ogsaa den største Deel. Han heve fꜳtt Tyngd’a. (Sjelden).

tyngja, v. a. (gje, gde), tynge, gjøre tung; ogsaa betynge, nedtrykke. G. N. þyngja. (Af tung). Particip: tyngd. tyngje nedyve: trykke paa, lægge en Tyngde eller Vægt paa. „tyngje pꜳ ein“: lægge Tyngde eller Byrde paa En; ogsaa figurlig: lægge En noget til Last, dadle, sige noget ondt om En. (Berg. Stift). — tyngje, v. n. bruges ogsaa om at blive søvnig, betynges af Søvn. (Sdm.).

tyngjast, v. n. (gjest, gdest), tynges, blive tungere. Ogsaa: blive mere tungfærdig eller uskikket til rask Bevægelse, især om gamle Folk, ogsaa om Frugtsommelige.

Tyngje, n. Betyngelse; Forøgelse i Vægten. Ogsaa et Anfald af Søvnighed. (Sjelden). Jf. Tungje.

tyngjen, adj. betyngende.

Tyngsel (Tyngsl), m. Tunghed, Døsighed, Mathed, Beklemmelse.

Tyngsla, f. Tynge, Byrde; Afgift af en Grund-Eiendom.

Tyning, m. Tøi, Reisetøi. (Fosen).

Tynn, n. s. Tunn. — tynn, adj. s. tunn.

tynna, v. a. (e—te), fortynde, gjøre tynd; ogsaa hvæsse, skjærpe. G. N. þynna. (Af tunn). Particip tynt (tynnt’e): fortyndet. Forskjelligt fra tynt (yy) af tyna.

tynnast, v. n. (est, test), fortyndes, blive tyndere. G. N. þynnast.

tynne, dreie sig rundt; s. tunna.

Tynne (Tønde), s. Tunna.

Tynner (for Tyrner), m. Tjørn, Tornebusk, Hybentræ. Tell. (hvor det dog oftere hedder Tonn). G. N. þyrnir. Sv. törne.

Tynning, f. Fortyndelse. — See ellers Tunning.

Tynsla, f. Fordærvelse, Ødelæggelse.

tynt, fordærvet; see tynd.

typpe, v. a. (e—te), toppe, tilspidse, danne som en Top. Tell. (G. N. typpa).

Tyre (aab. y), n. fedt Træ, Fureved eller Granved som er fuld af Harpix og kan bruges til Splinter til at tænde og lyse med. Mandal, Rbg. Tell. og tildeels i Ag. Stift. (Ellers kaldet Spike-tre). G. N. tyrvi. Sv. tyre. (Beslægtet med Tjøra. — Hertil Tyreflis, f. Stikke til at tænde eller lyse med (= Spik). Tyrelyse, f. en stor Spaan til at lyse med. Ogsaa kaldet Tyrespik. — Tyrerot, f. en Rod af fedt Furetræ. Ellers Tyrelꜳg, f. og Tyrebrand, m. om en Stamme af saadant Træ.

Tyrel (aab. y), Kjernestav; s. Tverel.

Tyrk, s. Turk. tyrka, see turka.

Tyrsdag (yy), m. Tirsdag. Hedder almindelig Tysdag. G. N. Týssdagr. (Af Gudenavnet Tyr). Natt’a te Tysdags: Natten imellem Mandag og Tirsdag.

tyrtig, s. turvtug.

tyrva, v. a. (e—de), belægge eller tildække med Tørv. (Sjelden). G. N. tyrfa. Particip tyrvd. — Af Torv.

Tysbast, Kjælderhals; see Tyvid.

Tysdag, s. Tyrsdag.

tysja (aab. y), v. n. sysle, bestille noget smaat (= tusla), ogs. rasle, ruske. Nhl. og fl. Skal tildeels have Formerne: tys, tuste (aab. u).

Tysja, f. Hulder, fabelagtigt Væsen af Kvindekjøn. Voss.

Tysk (yy), m. en Tydsker. — tysk, adj. tydsk. — tyska, v. n. bruge tydske Ord; ogs. tale uforstaaeligt. — Landets Navn udtales sædvanlig: Tysland.

Tyss (aab. y), n. Strengetang, Søvæxt som ligner Traad (= Maralm). Ryfylke. Isl. þussaskegg.

tyst (aab. y, for tyrst), adj. tørstig. G. N. þyrstr. — Jf. Toste.

tysta (for tyrsta), v. n. tørste. Sjelden.

tyt, mumler, suser; see tjota.

tyta, v. n. (e—te), udsvede, springe ud; om Saft eller Vædske. Berg. og Ag. Stift. Dæ tyte: det pibler frem, trænger ud ligesom Sved.

Tyta, f. 1) en Kjertel i Steen, haarde Knuder eller Korn, f. Ex. i Kværnstene. B. Stift. (Jf. Eitel, Heggjeitel). — 2) fremstaaende Knort eller Knude paa Træ eller paa Huden. Sjeldnere. (Jf. Tut, Tꜳta). — 3) Tyttebær; s. Tytebær.

Tytebær, n. Tyttebær (Vaccinium vitis idæa). Hedder ogsaa Tyte (N. Berg. Sdm. Ndm.), Tyting, m. (Gbr.), Tybbær el. Typbær (Indr.). — Tytebærkꜳngel, m. Klase af Tyttebær. Tytebærlyng, n. Tyttebærbusk.

Tytefar, n. de Furer eller Gange, som efterhaanden dannes i en Kværn ved Kjertlernes Slibning paa Stenen. B. Stift. Figurlig: „taka seg eit nyt Tytefar“, ɔ: begynde et nyt Liv, forandre sin Opførsel.

tytelaus, adj. jævn, fri for Kjertler.

Tyting, m. see Tytebær.

tytta (aab. y), v. n. (e—e), naae knapt til, berøre, især med Foden eller Tæerne. B. Stift. D’æ knappaste ein tytte pꜳ mæ Tꜳ’nꜳ: knap saa meget at man kan træde paa med Tæerne. Ogsaa „tytte pꜳ Fot’en“: træde sagte, sætte Foden løselig til Jorden. I Gbr. tæpe. (Jf. næpe).

Tytta, f. et Kvindfolk (især om fremmede eller mindre anseede). Nhl. Helg. (Jf. Tøta). Ogsaa om Dyr af Hunkjønnet; omtrent ligesom Kjelle, Rugga, Sugga o. fl.

tytut (tytette), adj. kjertlet, fuld af haarde Kjertler eller Knuder.

tyve, aab. y (for ut yve), ud over.

Tyvi(d), m. et Træ med giftige Bær, Kjælderhals (Daphne Mezereum). Tell. Ellers kaldet Tybast (Valders) og Tysbast (Buskerud). Sv. tibast.

Tyvær, see Tidver.

Tæ, see Tꜳ. tæ (tager), s. taka.

tæa, v. see tægja, tegja og tedje.

Tægd, f. 1) Behag, Fornøielse. hava Tægd av: have Fornøielse af. Tell. — 2) Tilfredshed med noget som man faaer, det at man tager til Takke. Nhl. (i Formen Tegd). G. N. þægð, Gunst.

tægda, v. a. (a—a), modtage villig, tage til Takke med. Nhl. (tegda).

tægdig, adj. velkommen, ønskelig, som man modtager villig. Nhl. (tegdig’e). Jf. tægleg.

Tægebær, s. Tꜳgebær.

Tæger (Rødder), see Tꜳg.

tægja (tæje), v. a. (gje, -gde), tæse, optrevle, pille, trække ud, slide fra hinanden; f. Ex. tægje upp Ull: tæse Uld, opløse de sammenfiltede Lokker i Ulden. Berg. Stift og fl. Hedder ogsaa tæa (Sogn, Nhl. Hard.). I Gbr. siges tøye (tøygje). Isl. tæa og tá. Particip: tægd og tildeels tædd.

Tægja, f. et Slags Sie eller Tragt, hvori man skiller Ost fra Vallen; sædvanlig dannet som en Kurv af sammenflettede Kviste eller Rødder (altsaa af Tꜳg). Nhl. Tell. I Sogn udtales det som Teia.

Tægjing, f. Optrevling, Opsliden.

tægleg, adj. høflig, artig, behagelig at omgaaes med; ogsaa vakker, tækkelig. Tell. G. N. þægr.

tæk, tager; see taka.

Tæla, s. Tele. tælje, s. telgje.

Tæming, m. en ung Hest, som ikke er ganske tæmmet til Brug; et Dyr som man tæmmer. B. Stift.

tæmja, v. a. (tæm; tamde, tamt), tæmme, vænne til, oplære til Brug. G. N. temja (tamdi). Heraf Tam, Tame. Particip: tamd. — Ellers bruges dette Ord ogsaa i et Par andre Betydninger, nemlig: a) fylde sig med Mad eller Drikke. Tell. (Skulde hellere hedde tembe). b) løbe stærkt (det samme som tænja). Gbr.

tæmjande, adj. som kan tæmmes.

tændre, s. tendra. Tænger, s. Tꜳng.

tænja, v. a. (tæn; tande, tant), 1) udstrække, udspærre, især Skind eller Læder; ogs. udstoppe. G. N. þenja (þandi). Particip: tand. — 2) løbe stærkt, tage lange og hurtige Skridt. Sogn, Hall. og fl. Heraf Tan. (I Gbr. hedder det tæmje).

Tænjing, f. Udstrækkelse, Udspærring.

tænkje, s. tenkja. tænkt, s. tenkt.

tæpe, v. n. (e—te), træde sagte, f. Ex. med en beskadiget Fod; berøre Jorden med Tæerne. Gbr. (Jf. tytta). Isl. tæpta.

tæra, v. a. (e—te), 1) tære, opløse, fortære; f. Ex. om skarpe Vædsker. — 2) svække, afkræfte, angribe langsomt. — 2) forøde, forbruge, leve af.

tærast, v. n. hentæres; indsvinde.

Tære, n. en Smule. Meget brugl. i Nhl. Inkje Tære: ikke en eneste Smule. Kvært eit Tære: hver Smule.

Tæring, f. Tæring, Fortærelse; Kræft, et Slags ædende Saar. Hedder ogsaa Tærelse, n.

Tærne, s. Terna. Tærre, s. Terre.

tersa, v. a. (a—a), tære, svække, angribe stærkt. N. Berg.

Tæse, pl. f. Tøfler. (Bergen).

tætta, v. a. sammenflette. Nhl. (sjelden). Af Tꜳtt.

Tæv, m. Lugt; Stank. See Tev.

Tæva, f. Tispe, Hun-Hund. Ellers kaldet Tik og Bikkja.

tæva, puste, stønne; s. teva.

tævle, s. tevla. Tævt, s. Tev.

tøk, adj. 1) antagelig, som man kan modtage; eller egentlig: færdig, som man kan tage. Dei æ so smꜳ at dei æ ’kje tøke endꜳ (ɔ: at man ikke endnu kan tage dem). N. Berg. (G. N. tœkr). Af taka, tok. — 2) tagende. Kun sammensat som stortøk, smꜳtøk. — 3) nem, lærvillig, rask til at fatte og forstaae noget. Ørk. Helg.

Tøkje, n. 1) Tagen, det at man tager. Bruges i Sammensætning som Tiltøkje, Ettetøkje, Framtøkje. Jf. Ortøkje. — 2) et Forsøg, det at man tager fat paa noget; saaledes: Angreb, Kamp, Dyst; ogsaa et Anfald af en Sygdom. N. Berg.

tøla, v. n. (e—te), tøve, bie, vente en Stund. Sogn, Nhl. Hard.

Tøle, n. en Stakkel. D’æ Tøle i Kvært Bøle: i enhver Slægt findes der En som ikke duer til noget. Nhl.

Tøle(r), pl. f. 1) Redskaber, Værktøi. Shl. Paa Helg. siges Tolar (aab. o). G. N. tól. — 2) Tøi, Smaasager som ligge samlede i Ens Gjemmesteder eller Værelser. N. Berg. Tr. Stift. Eg skal leite i Tølꜳ minꜳ: jeg skal lede efter det iblandt mit Tøi.

tøma, v. a. (e—de), tømme, gjøre tom. G. N. tœma. Particip: tømd. — Ogsaa aftømme, styrte ud af et Kar; f. Ex. tøme Konn’e utor Tunnenne. Heraf Tøming, f. Udtømmelse.

tømre, s. timbra. Tønne, s. Tunna.

Tørjꜳme, see Turhylma.

tørke, see turka og treskja.

Tørling, m. og Tørle, f. Græsrødder i Agrene; smaa Klynger af Græs som forekomme i Ageren under Pløiningen; især af Slægten Rapgræs (Poa). Sdm. — Uvis Oprindelse.

Tørning, f. Kamp, Dyst. N. Berg.

tørren, adj. vranten, vredagtig. Tell. (Vel egentl. terren).

Tørstugu, s. Turkestova.

Tøta, f. 1) et seenfærdigt Menneske. Gbr. 2) et fremmedt Kvindfolk. Hertil Finntøta. Brugl. ved Trondhjem. (Jf. Tytta). I Indr. hedder det ogsaa Kjøyte.

tøta, v. a. (a—a), spinde, tilvirke Tøi. Sogn. (Isl. tæta). Jf. To.

Tøv, m. Lugt, s. Tev.

Tøv, n. 1) Valkning, Sammenfiltning af Uldtøi. (Jf. Tov). — 2) unyttigt Arbeide, frugtesløs Møie. (Sjelden). 3) Vaas, Fjas, flaue Indfald, Vrøvl, unyttig Snak. Alm. og meget brugl.

tøva, v. a. og n. (e—de), 1) valke, sammenfilte, bearbeide Uldtøi ved Valkning, især med Hænderne. G. N. þœfa. — 2) slæbe uden Fremgang, spilde Tid og Umage. — 3) vaase, fjase, komme med taabelige Indfald, vrøvle, snakke vidt og bredt om ubetydelige Ting. (Alm. og meget brugl.). — Heraf Tøvar (og Tøv), m. Tøva, f. Tøvekopp, m. og Tøvekolla, f. om En, som vaaser og snakker meget.

tøvall, adj. møisom, forsinkende. Siges om Føret og især om Sneen, naar den glider og spreder sig under Fødderne, saa at man ikke kan gaae hurtigt. B. Stift. Ellers oftere tøven. I Tell. ogsaa tafsen.

tøvast, v. n. (est, dest), filtes, blive sammenvalket, forvikles. Jf. tovna.

tøven, adj. 1) forsinkende (= tøvall). 2) tilbøielig til Fjas og Vaas, fuld af taabelige Indfald.

Tøving, f. 1) Valkning. 2) Fjas, Vaas.

Tøvr, Forhexelse; see Tauvr.

tøvra, v. n. (a—a), tøve, bie, vente lidt. Et meget udbredt Ord. (Kr. B. og Tr. Stift). I Søndre Berg. siges ogsaa tøla. (Jf. T. zøgern). — Heraf Tøvring, f. Tøven, det at man venter lidt; f. Ex. paa En som skal følge med.

tøya, v. n. (a—a), tøe, optøe, om Sneen; ogsaa blive fri for Snee, om Jorden.

tøya, adj. tøet, fri for Snee. Pꜳ tøya Markj’enne: paa tøet Jord. — Paa nogle Steder siges oftere: tꜳen, tꜳna og tina (tidna).

tøye, see tøya og tøygja.

Tøyg, m. Udstrækkelse. (Sjelden).

tøygja (tøye), v. a. (gje, gde), strække, udstrække, forlænge, trække længere ud. Temmelig alm. og meget brugl. (G. N. teygja). Jf. toga. — Præsens udtales tøye (tøyer). Imperativ: tøyg. Particip: tøygd (udstrakt). tøygje seg: strække sig for at naae en Ting. Han æ ’kje lꜳng’e te tøye: han taaler ikke meget, han bliver snart vred. (B. Stift). Dæ slitna inkje kor ein tøygde dæ. — I Gbr. betegner det ogsaa det samme som tægja.

tøygjast, v. n. (gjest, gdest), forlænges, strække sig ud. Hedder oftere togna.

tøygjeleg, adj. udstrækkelig, sei, elastisk. Sjelden.

Tøygjing, f. Udstrækkelse, Forlængelse. Dæ tole Tøygjing’a: det taaler Strækning, lader sig vel strække.

Tøying, f. Optøen, Sneens Bortgang. (Maa adskilles fra det forrige, der udtales ganske ligedan).

tøyma, v. a. (e—de), styre eller lede en Hest ved Tømmerne. Voss. Isl. teyma. (Af Taum).

tøymeleg, adj. noget spag, som lader sig styre eller lede; ogsaa om Mennesker: besindig, fornuftig, som lyder et godt Raad. N. Berg.

Tøyr, m. Tøveir; Sneens Optøen. N. Berg. Rbg. Tell. (G. N. þeyr). Ellers Tøying og Tøyver.

tøyse, v. n. (e—te), lave varm Drikke (Log) til Malkekøerne, opvarme Vand med Hø i. Tell. (I B. Stift: hita). — Ligesaa Tøyse, f. om den saaledes opvarmede Drik (= Log, Blautelod).

tøyte, v. n. (e—te), drikke med Graadighed, bælge i sig. Sdm.

Tøyver (ee), n. Tøveir, mild Luft. Jf. Tøyr og Tidver.