Ordbog over det norske Folkesprog/V
vada, v. n. (væd; vod; vade), at vade. Inf. hedder mest alm. va; ellers: vade (Sdm.), vadda (Namd.), vꜳdꜳ og vꜳ (Gbr.). G. N. vaða. Supinum hedder i N. Berg.: vide (aab. i), forkortet vie og vee. — Betydning: 1) vade, gaae i Vand, Dynd eller Snee. I Kr. Stift siges sædvanlig: vassa (sjelden va’). — 2) svømme i Vandfladen, om Fisk. N. Berg. (Andre Steder: vaka). Sild’a æ uppe ꜳ væ’ (el. væd’e). Heraf Vode. — 3) søle, rode, sluske; ogsaa sladre, vaase. Sdm. og fl. „vad’ ihop“: røre sammen. vade ned: søle ned, spilde noget. vade ne’ yve se: spilde paa Klæderne. (Sdm.).
vadande, adj. som man kan vade, ikke dyb; om en Elv.
Vadbeine, m. en liden Rulle eller Valse som man sætter fast paa Kanten af en Baad, og som tjener til at trække Fiskesnøret paa. Sdm. og Tr. Stift (Vabbein). I Tr. Stift hedder det ogsaa Valbein.
Vadhonn (Vahonn), n. Redskab til at trække Fiskesnøret paa, dannet af et krumt Horn. Ved Kristiania. (Jf. Vadbeine).
Vading, f. Vaden, det at man vader.
Vadmꜳl, n. Vadmel, Uldtøi af toskaftes Vævning (Tviskjefta). Findes i meget forskjellige Former, hvoraf mærkes: Vadmꜳl (Nhl. Mandal), Vammꜳl, Vabbmꜳl (Sogn), Veimꜳl (Sdm.), Vøymꜳl (Ørk.), Varmꜳl (?), Vanmꜳl (Gbr.), Vonnmꜳl (Helg.), Vennmꜳl, Vinnmꜳl (Tr. Stift), Vellmꜳl (Nfj.), Vollmꜳr (ved Kristjania). G. N. váðmál. Sv. vadmal. (Jf. vøde og Vꜳ. G. N. váð, og Ang. væd, ɔ: Klæde). Formen Vennmꜳl forklares ellers af Almuen som „Vendmꜳl“ (af Vend).
Vadmund (Vamund), n. den Stund da Fisken holder sig oppe i Vandfladen; Badetid (s. vada). Sdm.
Vadstad, m. Vadested (= Vad). Sjelden.
Vaff, m. Navnet paa Bogstaven „V“. Helg. (Ellers Ve). Isl. vaff.
Vage, pl. f. en kort Tømmerslæde. Sdm. Ellers kaldet Drog og Stytting.
vagga, v. n. (a—a), vugge, rokke, gaae med en vuggende Bevægelse. Sv. vagga.
Vagl, n. en liden Bjælke eller Stok, hvorpaa Huusfuglene hvile om Natten; ogsaa i Almindelighed om Fuglenes Hvilesteder. B. Stift, Hall. og fl. (Sv. vagel).
vagla (seg), v. a. (a—a), sætte sig til Hvile, søge sig et Sted til at sove paa; om Fuglene.
Vagn, n. og m. Karlsvognen, de syv store Stjerner nederst i Stjernebilledet „den store Bjørn“. B. og Tr. Stift. Hedder ogsaa Vang’en, (m.). Sogn, Ørk. (Isl. vagn, m.).
Vagnhogg, m. Spækhugger, et Slags smaa Hvaler. Helg. I Fosen kaldes den Vagnhund. G. N. vögnhvalr. (Kongespeilet p. 29).
Vagnstjerna, f. Stjernen Arcturus, nederst i Stjernebilledet Oxedriveren (Bootes). B. og Tr. Stift (tildeels i Formen Vangskjærna). I Sdm. kaldes den oftere „Dagstjernꜳ“, fordi den benyttes som Mærke paa Tiden eller Klokkeslættet om Vintermorgenerne. Ogsaa blot „Stjernꜳ"; hertil Talemaaden: Stjernꜳ æ unda (ɔ: er opkommen); ligesaa: Stj. æ i Midmorgꜳstad (ɔ: paa det Sted hvor Solen staaer ved Midmorgens Tid).
Vahonn, s. Vadhonn.
Vak, n. en Fiskestiim, som svømmer oppe i Vandfladen (s. vaka). Shl. I Inderøen hedder det Vꜳkꜳ. (Jf. Vode).
vak, adj. vaagen, eller egentlig: fri for Søvn, ikke søvnig. Tell. Gbr. — Ellers vakjen, vakrug.
vaka, v. n. (kje, kte), 1) vaage, være vaagen. Inf. hedder ogsaa: vakje (N. Berg.), vꜳkꜳ (Gbr.). G. N. vaka. Heraf Vakstr, vekkja, Voka. — 2) holde sig over Vandet, ikke synke. D’æ knapt so mykje at Bꜳten vakje. B. Stift. (Jf. dansk vage). — 3) vise sig i Vandfladen, svømme ovenpaa; om Fisk. Shl. og fl. (I N. Berg. vade). Jf. Vak. — vaka yve: vaage over, vogte. (Sjelden). vaka uppyve ein: holde Vagt; vaage over En som er syg.
vakande, adj. vaagen, vaagende. Bruges ogsaa substantivisk: „I eit vakande“, ɔ: i een Vaagen, uden at sove; f. Ex. Me heldt pꜳ i tvau Jamdøger i eit vakande. B. Stift.
Vakant, see Vankant.
Vakar, m. Vaager, En som holder Vagt.
vakjen, adj. vaagen; ogsaa aarvaagen, som vaager længe.
vakjæfta, v. a. opskjære Kjæven paa en Fisk for at faae Angelen løs. Sdm. (Vel eg. vadkjefta).
vakker, s. fager, fin, ven.
vakna, v. n. (a—a), vaagne. G. N. vakna. Uegentlig: komme i Bevægelse, bruse op. Jf. livna.
vakra (seg), v. a. (a—a), fordrive Søvnen, blive rigtig vaagen. Tell. — Jf. menne seg.
vakrug, adj. fri for Søvn, ikke mere søvnig. Tell.
Vaks, n. 1. Væxt, Vegetation. Kun sammensat: Grasvaks, Skogavaks. N. Berg.
Vaks, n. 2. Vox. Søndre Berg. (Ellers Voks), G. N. vax.
vaksa, v. a. bestryge med Vox.
vaksa, v. n. voxe, see veksa. Heraf vaksande, adj. voxende. I vaksande Mꜳne: i tiltagende Maane. B. Stift.
vaksen, adj. (part.), 1) voxen, fuldvoxen. (G. N. vaxinn). 2) beskaffen med Hensyn til Væxt, dannet, skikket; f. Ex. væl vaksen: velvoxen. (Femin. vaksa; Fl. vaksne).
Vakstr (Vakst’er), m. Vaagen; Nattevaagen. Meget brugl.
Vakt, f. Vagt; Bevogtning.
vakt, s. vaka og vekkja.
vakta, v. n. (a—a), 1) vaage efter noget, vente, bie, staae ligesom paa Vagt. B. Stift. — 2) pleie Kvæget, give Køerne Foder (= agta). Gbr.
Val, n. 1. Valg, Udkaarelse. G. N. val. (Af velja, valde). hava Val’e: have Frihed til at vælge. (Jf. Kor). Te Vals: til at vælge iblandt.
Val, n. 2. en Stakkel, et uselt, uanseeligt Menneske. Ørk.
Val, m. en grund Vig eller Bugt; en flad Grund som strækker sig indad fra Søen og tildeels er tør i Ebbetiden. Nordland, Tr. Stift, Sdm.
vala, v. a. (a—a), rulle og stryge en Væv. Nhl.
Valꜳnga, f. en vis Art af Langer (Fisk). Sogn. I Sdm. er Valꜳnge en liden eller ufuldvoxen Lange. (Maaskee Val-lꜳnga).
Valbein, n. s. Vadbeine.
Valbjørk, f. Valbirk; Løn.
Vald, n. 1) Vold, Magt. G. N. vald. (I denne Betydning hedder det oftest Vold, f.). — 2) Vælde, Herredømme, Raadighed. hava Vald yve: have Magt over. — 3) Grund, Eiendom; den Jord eller Mark som hører til et Gaardsbrug. Tr. Stift. (Ndm. Indr.). Pꜳ vꜳrt Vald: paa vor Grund, inden vore Grændseskjel. Jf. valda.
vald, adj. valgt, udvalgt, udsøgt. Particip af velja.
valde, v. n. (a—a), raade over noget, eie, have i Besiddelse. Indr. Dæm valda ꜳt Elv’en: deres Marker strække sig til Elven.
valda, v. a. volde, foraarsage. Nhl. (Ellers sædvanlig: volde). Heraf valdande, adj. som volder, er Aarsag eller Ophav til noget.
valdtaka, v. a. voldtage. — valdtikjen (aab. i), voldtagen. B. Stift.
Valdøger, s. Vardivle.
valen, adj. stiv af Frost; om Lemmerne. Alm. i de sydlige Stifter. (Jf. loppen). Sv. valen.
valhendt, adj. stiv i Fingrene af Frost. Sv. valhänd.
Valk, m. Valk, liden Pude i Klæder. B. Stift.
valka, v. a. (a—a), knuge, kramme, slide eller tilsmudse noget ved at have det idelig i Hænderne. N. Berg. Hedder ogsaa handvalka. Isl. volka, velkja. Jf. vala.
valla, v. a. (a—a), sammenrulle, sammenvikle. Ørk. (Jf. balla).
valla, og valle, adv. knapt, neppe. Nhl. Sdm. (sjelden). G. N. varla, valla.
Valle, m. Visk, Tot, sammenviklet Nøgle af Hø og Halm. Ørk. Indr. (Ellers Vꜳndel).
Vallesletta, f. Slud. Nhl.
vallgro, v. n. (r—dde), bevoxe med Græs, sætte Græsbund; især om Ager, ogsaa om Veie. N. Berg. — vallgrodd, tæt bevoxet med Græs.
Vallhøy, see Vollhøy.
Vallmark, f. Græsmark, Eng; i Modsætning til Krat og Lyngmark. Nhl. Jf. Voll.
Vallsaks, n. Beenbræk (en Græsart). Sdm. Ndm. Ellers Romegras, Storgras.
Valmann, m. Valgmand.
Valmøte, n. Valgforsamling.
valna, v. n. (a—a), stivne af Frost, om Lemmerne (s. valen).
Valnot (aab. o), f. Valnød.
valt, s. velja og velta.
valtje (valtle), s. vasla.
valtra, v. n. (a—a), vælte, tumle, falde overende; ogsaa vralte, gaae uskikkert. Meget brugl. i B. Stift; ogsaa i Tell.
Vam, n. Uheld, Ulykke. Hard. Ogsaa et besynderligt Tilfælde, et Puds af Skjæbnen. Sdm.
van, en ufraskillelig Partikel, som betegner en Mangel eller at noget er for lidet, — bruges især i Forbindelse med Participierne og tildeels paa en egen Maade, f. Ex. Eg hev ’ikje noko vansnakka mæ ’an, ɔ: jeg har ikke noget uafgjort (egentl. for lidet omtalt) med ham. Dæ vart ikje vanspurt ette di: der blev spurgt nok efter den Ting. — I det gamle Sprog er van(r) et Adjektiv, som betyder: manglende, eller som savner noget. Maaskee kunde man hertil henføre vort „vant“ i Talemaaden: „D’æ so vant um dæ, ɔ: der er saadan Mangel paa den Ting. Imidlertid synes denne Form snarere at henhøre til Adjektivet „vand“.
van, adj. vant, kommen i Vane med noget. Voss, Hard. og fl. (G. N. vanr). Hedder ellers vand (som er Particip af vænja). Me æ ’kje vane mæ da: vi ere ikke vante dertil. (Om Talemaaden „pla van ꜳ“ se plaga). Ordet skulde ogsaa betyde: vanlig, sædvanlig. Hertil hører Talemaaden: „som vant ær“, ɔ: som sædvanligt er, som pleier at være. I Sdm. gaaer denne Form over til et Substantiv, og det hedder saaledes „so Vant’en æ“: f. Ex. Dæ vart for seint, so Vanten æ no dæ, ɔ: det blev for seent, som det pleier at blive.
Vana (for Vanad?), m. Skade, Ulykke, Vanskjæbne. Nhl. „gjera Vana“: gjøre Skade.
Vana-beig, m. ulægelig Skade, en Sygdom som efterlader sig et vedvarende Meen paa Legemet. Nhl.
Van-agje, m. Ustyrlighed, Mangel paa Tugt og Orden.
Vanart, f. Vanart, Fordærvelse.
vanbrugt, adj. forlidet brugt.
vand, adj. 1) vanskelig, ikke let eller simpel. G. N. vandr. — 2) kræsen, vanskelig at tilfredsstille. Temmelig alm. og meget brugeligt. (Hedder ogsaa vandsam). Han æ ’kje vand um dæ: han er ikke kræsen pꜳ det. (Jf. matvand, orvand, legevand). Ei vand’e Bok: en Bog som er vanskelig at læse eller forstaae. (Jf. vandig). Eit vandt Stykkje: et Stykke som er vanskeligt at lære. Hertil „Vande-Stykkja“: de Stykker i Pontoppidans Forklaring, hvori Bibelens Bøger opregnes. (N. Berg.). D’æ vant ꜳ vita: det er vanskeligt at vide. D’æ inkje vandar ell te leva: intet er mere vanskeligt end at leve (ɔ: at skikke sig rigtigt). Shl. D’æ vandt um dæ: det er vanskeligt at faae det, der er Mangel paa den Ting. Dæ vart ikje vandt um: der blev ikke nogen Mangel. (N. Berg. og fl.). I dette Tilfælde kunde det ogsaa betragtes som „vant“ af det før omtalte „van“.
vand, part. vant, tilvant (s. vænja). vand’e til (te): vant til. Hedder ogsaa „vand’e pꜳ“, naar der tales om en idelig Brug eller Nydelse. — vand’e mæ (el. vand ve’): vant ved, øvet i, bekjendt eller fortrolig med. Bruges næsten alm. istedetfor det føromtalte „van“, hvilket alligevel burde foretrækkes, især for at forebygge Forvexling med det forrige „vand“ (ɔ: vanskelig).
vanda, v. n. og a. (a—a), 1) vælge iblandt noget. Hertil Ordsproget: D’æ godt te vande ti allehande, ɔ: det er let at vælge naar man har Overflod. — 2) vrage, forskyde, ikke ville have. Meget brugl. (G. N. vanda). vande Mat’en: vrage Maden, være kræsen. Han vert ikje vanda: han bliver vist ikke vraget, han bliver nok antagen.
Vande, m. 1. Vanskelighed. (G. N. vandi). D’æ ingjen Vande ti di: der er ingen Vanskelighed ved det, det er meget simpelt.
Vande, m. 2. see Vane.
Vandel, Høvisk; s. Vꜳndel.
vandelaus, adj. let, simpel, ligefrem, ikke vanskelig. B. Stift og fl. (Jf. uvand). — vandelaust, adv. simpelt, mageligt, uden Vanskelighed.
Vandeløysa, f. Lethed, Simpelhed.
vandig, adj. vanskelig, som udkræver Kunst eller Klogskab. B. Stift. (Af Subst. Vande).
Vanding, f. Vragning; Kræsenhed.
vandkvæden (vankvæen), adj. vanskelig at tale til (= orsꜳr). Tell.
vandle, s. vanlege og vꜳndla.
vandra, v. n. vandre. (Nyt Ord). vandre seg vek: forvilde sig, komme paa Afveie. N. Berg.
vandsam, adj. kræsen, vanskelig at tilfredsstille; ogsaa meget nøiagtig eller punktlig. Temmelig Alm. og meget brugl. (Femin. i Hard. vꜳndsom).
Vandsemd, f. Kræsenhed. (Sjelden).
Vandskjer, n. Spidsmuus (Sorex). Tell. Paa Jæd. hedder det Vangskjer. (See Vꜳnd). I B. Stift: Musskjer.
vandsvævd, adj. vanskelig at søvndysse; som ikke lettelig falder i Søvn. Tell.
vandt, adv. vanskeligt, neppe, ikke lettelig.
Vane, m. Vane. I Ørk. hedder det Vande. G. N. vani og vandi.
Van-emne, n. lidet eller daarligt Emne. B. Stift. (I Sdm. Vanømne). D’æ ikje Vanemne ti di: der er ikke lidet Stof i det; der har ikke været sparet paa Materiale.
vanfaren, adj. brøstholden, ilde faren. Stav. Amt.
vanflidd, adj. skjødesløst behandlet, forsømt, ikke rigtig istandsat.
vanfreista, adj. uforsøgt, lidet prøvet. Dæ nytta ’kje vanfreista: det duer ikke at opgive Sagen, man maa gjøre et Forsøg. Oftere: vanprøvt.
vanfærug, adj. ufærdig, beskadiget, ikke i sin rette Stand. Sogn.
vanfør, adj. vanfør, som har Skade paa Lemmerne.
Vang, m. Engslette, Græsplan. Skal forekomme i Buskerud og Hedemarken, men bruges ellers kun som Stedsnavn.
vangꜳen, adj. uagtsom. (Sjelden).
Vangen, s. Vagn.
Vangje, m. Kind, Kindbeen. Gbr. (forældet). G. N. vangi. Jf. Tunnvangje og Vangskjegg.
Vangjelja, og Vangjilje, f. forkortet Form af „Evangelium“. B. Stift.
vangjengjen, adj. som har gaaet for lidet. Siges især om Øl, som er forlidet gjæret. B. Stift. Oftere vangꜳtt.
vangjor(d), adj. ikke rigtig moden. Derimod: „D’æ endꜳ noko vangjort“, ɔ: der er endnu noget at gjøre.
Vangjær, f. 1) Mangel, Ufuldkommenhed; især ved et Arbeide. 2) Umodenhed. See Gjær.
Vangskjegg, n. Kindskjæg, Bakkenbarter. Sdm. (i Formen Vꜳngskjegg). Af det foranførte Vangje.
Vangskjer, s. Vandskjer.
Vangsne, s. Vꜳngse.
Vangstjerne, s. Vagnstjerna.
vanhalden, adj. brøstholden, som faaer forlidet. B. Stift.
Vanheir, m. Skam; Forringelse. N. Berg. G. N. vanheiðr.
Vanhelsa, f. Sygelighed, Skrantenhed. (Meget brugl). G. N. vanheilsa.
vanhjelpa, adj. som har for faa Folk eller for liden Arbeidshjælp. B. Stift.
vanhjelpen, adj. lidet hjulpen, ilde tjent med noget. Oftere vanhjelt.
vanhuga (aab. u), adj. mismodig; ogs. utilbøielig, som ikke har rigtig Lyst.
vanhyggjast, v. n. (est, dest), vantrives, befinde sig ilde; kjede sig eller være utilfreds med sit Opholdssted. B. Stift. Hedder ogsaa: vanhyggje seg. (Nogle Steder: forhyggje seg).
Vanhævd, f. Vanrøgt, Forsømmelse.
Vank, n. Feil, Skade, Lyde; især paa Legemet. Gbr. Helg. (Sv. vank). Jf. Skavank. — Formodentlig findes der ogsaa et Verbum vanka, ɔ: formindske eller fordærve (af van).
vanka, v. n. (a—a), vanke. (Nyere Ord). I B. Stift
- vꜳnka.
Vankant, m. Vankant paa Planker og Stokke; et Sted hvor Kanten mangler eller er afbrudt, enten ved Forhugning eller ved en naturlig Indbøining i Træet. Søndre Berg. I Sdm. hedder det Vakant.
vanklok, adj. vanklog, taabelig.
vankokt, adj. forlidet kogt. Saaledes ogsaa vansteikt, vansalta, vansmurd og flere.
vankunnug, adj. vankundig, ikke kyndig nok. (Jf. fꜳkunnug). Ogsaa vankunnande. (Søndre Berg.).
vankvild, adj. ikke udhvilet, som ikke har hvilet længe nok.
vankvædast, v. n. ængstes, være bekymret og modløs. Sdm. (Jf. Isl. vankvæði, Vanskelighed).
vanlaga, adj. s. vanstelt.
vanlaupen, adj. ikke rigtig sammenløben. Om Mælk (laupa).
vanleg, adj. sædvanlig. (Sjelden).
vanlege, adv. især, fornemmelig. Shl. Ryfylke (vanle). Ogsaa: just, netop. Nhl. (Maaskee vandlege).
Vanlukka, f. Vanheld, Vanskjæbne; Mangel paa Lykke.
vanlukkast, v. n. mislykkes. (Sjelden).
vanlærd, adj. udannet, som har lært lidet.
Vanmagt, f. Vanmagt, Svaghed.
Vanmenne, n. en Stakkel, et Menneske som duer til lidet eller har meget svage Kræfter. Nhl. og fl. (G. N. vanmenni).
vanment, adj. lidet bemandet, som har altfor faa Folk med sig. Helg. — Ellers fꜳment.
vanmoda, adj. noget modløs.
vann, s. vinna. Vann, s. Vatn.
vanprøvd, s. vanfreista.
Vanrꜳd, f. 1) Ubetænksomhed, Mangel paa Overlæg. Gbr. og fl. — 2) Forlegenhed, Knibe. Tr. Stift. — 3) Armod, Mangel, lidet Forraad. Sdm. D’æ tikje ta Vanrꜳd’enne: det er taget af et fattigt Forraad.
vanrꜳdd, adj. forlegen, kommen i Knibe; ogsaa: daarligt forsynet, som har forlidet. Tr. Stift.
vanrꜳden, adj. ubetænksom; ogs. forsømmelig. Gbr. (vanrꜳen). I Berg. Stift: vanrꜳdig.
Vanrøkt, f. Vanrøgt, Forsømmelse.
Vanse, m. Mangel, det at noget er forlidet. Hard. (G. N. vansi). D’æ antan Ofsen elder Vansen: det er enten formeget eller forlidet.
vanskapa, v. a. vanskabe, fordreie, give et hæsligt Udseende. Vanskapnad, m. hæslig Skikkelse. Vanskapning, m. en Vanskabning. vanskapt, adj. vanskabt.
vanskeleg, adj. 1) vanskelig, besværlig. 2) særsindet, vanskelig at gjøre tilpas. 3) farlig, slem. (Sogn). — Jf. Vanskje.
vanskipa (aab. i), adj. feilagtigt indrettet, ikke bragt i den rigtige Orden. Tell. og fl.
Vanskipna(d), m. Urede, Uorden; uheldig Gang eller Tilstand. Rbg. Tell.
Vanskje, m. 1) Vanskelighed, Hindring. (Sjelden). — 2) Feil, Lyde, f. Ex. paa Legemet. D’æ ’kje mꜳnge Vanskanne pꜳ di: man skal ikke finde mange Lyder paa det. N. Berg.
vansoten (aab. o), adj. trængende til at sidde, el. som ikke har siddet nok. Eg æ ’kje vansoten: jeg har siddet temmelig længe. Nhl. Sdm. og fl.
vanst, see vinnast og vænjast.
vanstaden, adj. som ikke har staaet længe nok; for tidlig tagen.
vanstelt, adj. feilagtig behandlet, forsømt, ikke sat i den rigtige Stand. (Af stella).
vansøvd, adj. som har sovet for lidet, el. trænger til at sove mere. B. Stift. Hedder ogsaa vansøft’e, og maaskee vansvævd. Jf. vandsvævd.
Vant, n. Vant, Baand paa en Mast. Fleertal: Vꜳnt (Søndre Berg.).
vant, s. vænja, van, vand.
vanta, v. n. (a—a), mangle, fattes, være borte. B. Stift, Tell. Hall. Gbr. og fl. (G. N. vanta). Dæ vanta ein: der mangler een, der er een borte. Han æ væst faren, som Vit’e vanta: den er ulykkeligst, som mangler Fornuftens Brug. — Ofte med Dativ, f. Ex. Kva so’ vanta Gut’a: hvad er det som fattes Drengen? (N. Berg.). Jf. skorta, bresta.
vantakka, v. a. (a—a), vise Mangel paa Erkjendtlighed, være utaknemmelig mod En.
Vantorv, f. Unødvendighed. Da va ingjæ Vantorv: det kunde nok behøves. Søndre Berg.
vantrivast, (-treivst), v. n. vantrives.
Vantru, f. Vantro, Tvivl.
vantruen, adj. vantroende, utilbøielig til at troe.
vantrøyste (seg), v. a. blive mistrøstig, føle Modløshed.
vanturka, adj. forlidet tørret.
Vanvare, (m.), Vanvare.
vanvida (aab. i), adj. for knap i Veden; om Trækar, hvori Staverne ere lidt for smale, saa at de ikke falde tæt sammen. N. Berg. (tildeels vanvea). Den modsatte Feil hedder forvida.
vanvitug (aab. i), adj. uforsttandig; ogsaa vanvittig. I begge Tilfælde sjelden. Jf. fꜳvitug, fꜳvis.
vanvyra (aab. y), v. a. (e—de), 1) ringeagte, foragte, forsømme, behandle skjødesløst. 2) haane, beskjæmme. Vestenfjelds. I B. Stift: vanvyrja (s. vyra); andre St. vanvøre. G. N. vanvirða.
vanvyrd, adj. foragtet, forsømt.
vanvyrleg, adj. foragtelig, haanlig, skammelig. B. Stift.
Vanæra, f. Vanære, Skam.
vanærleg, adj. skammelig, haanlig.
van-øva (seg), v. a. (e—de), vakle, staae i Tvivl; ogsaa grue, ængstes for noget. Voss. (Jf. æva).
vanøven, adj. tvivlraadig, vaklende; ogs. ængstlig. Voss. (Jf. forøven).
Var, n. Vaar, til Puder; s. Vær.
Var, n. Værd; Betaling; see Vær.
Var, m. Voer, Materie, Sliim, især i Øinene (Augnavar). Shl. Hard. Tell. — G. N. var, n. Sv. var.
var, adj. 1) varsom, forsigtig. G. N. varr. vera var um seg: see nøie omkring sig, have Øinene paa alle Sider. — 2) vaer, opmærksom paa. I Forbindelsen „verte var“, ɔ: blive vaer, see, opdage. Eg vart dæ ’kje var’e. — 3) sky, bange, som let flyer; ogsaa skræmt, forskrækket. Han æ ilt var’e: han er bleven skræmt, har mærket noget ondt. (N. Berg.). Ein var’e Fugl: en sky Fugl.
var, ɔ: bliver, skal være; see vera.
Vara, f. Vare, Produkt, Handels-Artikel. (G. N. vara). Mest i Fleertal. — Om et andet Vara see Vare.
vara, v. n. (e—te), vare, vedvare, vedblive. Nogle St. vꜳrꜳ. (G. N. vara). Imperf. tildeels varde og vare. — Et andet vara er en Form af vera.
vara, v. a. (a—a), 1) advare, paaminde, varsle. Eg vil vara deg fyre da (el. um da). Søndre Berg. og fl. G. N. vara. (Ellers siges nu oftere: atvara). — 2) vogte, tage i Agt. vara seg: vogte sig. var’ deg: vogt dig. Mere alm. og meget brugl. — 3) mærke, vide af, blive opmærksom paa. Hard. Da kann verta før du varar: det kan skee førend du veed af det.
vara (for varda), v. a. og n. (a—a), 1) vedkomme, staae i noget Forhold til, være beslægtet med. D’æ væst fyre dei so’ vara te ’nꜳ: det er værst for hans Paarørende. (Sdm.). Alle dei so’ til vara: alle Vedkommende og Paarørende. Nordre Berg. Hard. (G. N. varða). — 2) gjøre noget til Sagen; hindre, skade. Da kann inkje vara: det kan ikke hindre, det siger intet. Nhl. (G. N. varða). — Til den første Betydning hører formodentlig Ordet „vara“ i det Ordsprog: „Han svara, so Mꜳl’e vara“, ɔ: den som finder sig truffen ved det Talte, han svarer derpaa; eller egentlig: den svarer, som Talen vedkommer. Sdm. (Jf. varna).
vara, adj. slimet, fuld af Voer. Tell. (Af Var, m.).
Varagn, n. Noget til at have i Baghaand; Reserve, Midler for et Nødstilfælde. Sogn. (Jf. Vare).
varande, adj. 1) vedvarende. Oftere varig, varug. 2) varslende, advarende. — Derimod: til-varande, ɔ: vedkommende, paarørende.
Varaskꜳl, f. en Drikkeskaal med et Hul i Midten, som omgives af en ophøiet Rand og er saaledes indrettet, at man kan see igjennem Skaalen, medens man drikker. Tell.
varast, v. n. 1. (Imp. -ast), blive varsom, lære at vogte sig. Meget brugl. Han mꜳtte dꜳ eingꜳng varast: engang burde han dog lære at vogte sig.
varast, v. n. 2. blive slimet, belægges med Voer (s. Var). Hard.
Varatak, s. Vartak. — Varavott, s. Varvott.
Varꜳr, f. en Aare over det sædvanlige Tal (i en Baad); Reserve-Aare, at gribe til naar en af de andre gaaer i Stykker. Søndre Berg.
Varbor, n. Fjele som man fæster paa Siderne af en Førselsbaad for at beskytte ladningen. Søndenfjelds.
vard, beskyttet. Particip af verja.
Vardivle, n. varslende Aand; Forvarsel for en vis Begivenhed. Tell. (Ellers Foring, Fyrefær, Førerona). I Buskerud hedder det Valdøger. I Ørk. betegner Vardøvle et uanseeligt Menneske, en Dverg, Bytting. Ogsaa kaldet Val.
Vare, m. 1. 1) Agt, Varetægt. I Talemaaderne: taka i Vare (tage i Agt), taka Vare pꜳ, ogs. taka te Vara. (G. N. vari). — 2) i Forbindelsen „te Vare“ (el. te Vara), ɔ: til Reserve, til at have i Baghaand for et muligt Tilfælde. Brugl. paa Helgeland. Mere udbredt i Sammensætning som Varagn, Varꜳr, Varavott.
Vare (for Varde), m. 2. en Varde, et Mærke af opreiste eller opstablede Stene, især paa et Fjeld. G. N. varði.
Varegsla, f. Advarsel, Formaning. Nhl. (Formodentlig af eggja).
Varg, m. Ulv. Brugl. overalt nordenfjelds (tildeels udtalt Varj, Værj), ogsaa i Sdm. og fl. G. N. vargr. Sv. varg. (Ellers Ulv, Skrubb, Graabein). Uegentlig om en vild og urolig Karl, en Vildbasse. — Vargebøle, n. et Kuld Ulveunger. Vargefet, n. Ulvespor. Vargehide, n. Ulvehule. Vargskinn, n. Ulveskind. Vargungje, m. Ulveunge.
Vargul (uu), m. en vilter, urolig Dreng; en Vildbasse. Sdm.
Varhaug, m. en Dynge af Ved, især Drivved. Namd.
Varjor, f. en vis graaagtig Jordart. Ørk. (Forklares ogsaa som Varg-jor).
Varkufta, f. Overkufte, Overtrøie at bruge i Uveir. (Sjelden).
varla, v. a. kramme, slide, smudse (= valka). Sdm.
varlꜳten, adj. meget forsigtig, tilbageholden; ogs. bly, undseelig. Sogn og fl. Samme Begreber udtrykkes ellers ved: grannvar, vedvoren, hꜳvar, ꜳkꜳr, plent, skripen, forøven.
varlege, adv. varligt, forsigtigt.
Varljos, n. Lysglimt, der ansees som et Forvarsel for en eller anden Begivenhed. B. Stift (sjelden).
varm, adj. varm. (G. N. varmr). Femin. i Hard. vorm. Neutrum hedder i Ag. Stift tildeels: vart. — I Nordre Berg. ansees varm næsten som et fremmedt Ord, da man her siger fjelg (Nfj. Sdm.) og heit (Sogn).
varma, v. a. (a—a), opvarme. Hedder ogsaa værme (verma).
varmast, v. n. blive varm.
Varme, m. Varme. Hedder ogs. Verme, Vørme (Søndre Berg.), Værde (Buskerud) formodentlig for Vermde. (Jf. vart, for varmt). Ellers bruges Varme ogsaa i Betydning af Ild, hvorom see Verme.
Varmerkje, n. Varetegn, Mærke som er sat til Advarsel. (Sjelden).
varna, v. a. vedkomme, anrøre, være beslægtet med (= vara). Helg.
Varnad, m. Paarørende, Slægtninger, Familie. (Sdm. sjelden). Især Børn, Efterkommere. (Sogn). Egentlig det som vedkommer En. (G. N. varnaðr). Jf. vara.
Varnagle, m. 1) en Nagle i Baaden, hvori man fæster Enden af Seilrebet (Draget). N. Berg. 2) Lundstikke, Tværnagle paa Enden af en Axel. Gbr. — 3) en streng Advarsel. Sdm. Han sette me slik ein Varnagle fyre. (Sjelden). Sv. varnagel.
Varp, n. 1. 1) et Kast med et Fiskevod, en Udsætning. Gbr. Østerd. Oss sette fem Varp: vi udsatte Voddet fem Gange. G. N. varp, Kast. (Jf. verpa). — 2) en Fiskeplads, Sted hvor man fisker med Vod. Østerd. (= Kast). Ogsaa en Indretning til Laxefangst; see Verpe. — 3) Bedrift, Handel. Han heve gjort eit godt Varp: han har gjort et godt Kast, en god Handel. Tell.
Varp, n. 2. Rendegarn, Rending i en Væv. (Modsat Væft). Isl. og Sv. varp. — En egen Betydning forekommer i Talemaaden „spinne pꜳ Varp“, ɔ: spinde Traaden saaledes at den dreier sig til Høire (= rettsøles). Sdm. (Modsat: spinne pꜳ Væft).
Varpa, f. en Indretning til Laxefiskerie (see Verpe). Helg.
varpa, v. n. og a. (a—a), 1) fiske med Vod, kaste; især længe eller mange Gange. Helg. — 2) varpe, hale et Fartøi frem. — 3) med seg (varpa seg): kaste sig, vrides under Tørringen, blive skjæv; om Planker og Stokke. B. Stift (sjelden).
varpa, adj. oplagt, om en Væv; beskaffen med Hensyn til Rendegarnet.
Varpenot, f. et lidet Fiskevod. Shl. Jf. Kastenot.
Varping, f. Kasten; Varpning.
varsam, adj. varsom, forsigtig. Mest brugl. i Tr. Stift. (Jf. var). — Varsamheit, f. Varsomhed. (Skulde hellere hedde Varsemd).
Varsemyss, s. Vorfrumyss.
Varskie (Varskji), f. en Ramme af smale Fjele, som bindes til paa Siderne af et Læs. Gbr. og fl.
varskua, v. a. varskoe. (Nyt Ord).
Varsl (Vars’el), n. Varsel, Tilsigelse; ogsaa Tegn, Forvarsel.
varsla, v. a. (a—a), varsle, tilsige. — Om et andet varsla see versla.
Varstyvel (aab. y), m. Overstøvler, Reisestøvler. Gbr. og fl.
vart, blev. Imperf. af verta.
vart (langt a), s. var, varm, verja.
Vartak, n. Overtag, øverste Lag i Taget paa et Huus; egentlig en Beklædning oven paa Taget. Ag. Stift. Hedder ogsaa Vara-tak. Ellers kaldet Kvavtak (Vald.) og Kvꜳv (Tell.).
varug, adj. varig, vedvarende. Hedder ogsaa varig’e (B. Stift), varau (Tr. Stift), vorug, aab. o (Vald.), vurug (Hall. Gbr.).
Varveitsla, f. Varetægt, Forvaring; ogsaa Tilsyn. B. Stift; udtalt deels Varveitla, deels Varveltle. G. N. varðveizla (af varðveita, forvare).
varveitslelaus, adj. ubevogtet, forsømt, uden Tilsyn. N. Berg.
Varvott (aab. o), m. egentlig en Vante mere end man for Øieblikket behøver, (en tredie Handske); sædvanlig: en Ting, som egentlig ikke behøves, men som man dog tager med sig for at have den i Baghaand, naar en anden slaaer feil. Hedder ogsaa Varavott. (Søndre Berg.). Eg vil ikje fara so som ein Varavott: jeg vil ikke saaledes følge med som en overflødig Ting. Jf. Vare.
Vas, n. Fjas, Sladder, Vaas. B. Stift, Tell. (Af vasa).
vasa, v. n. (a—a), sladre, vaase. (Egentlig sammenrøre). B. Stift, Tell. og fl. Hedder ogsaa vꜳsꜳ (Gbr.) og væse (Helg.). Heraf Vasing, f. Vaas. Vasekopp, m. og Vasekolla, f. en Vaaser.
Vase, m. 1) en Visk, Tot, sammenviklet Klynge, f. Ex. af Traad eller Haar. N. Berg. og fl. (Meget brugl.). I Gbr. Vꜳsꜳ. (Sv. vase, Knippe). — 2) en Flok, Hob, en Mængde Mennesker eller Dyr, som staae tæt sammen. Helg. Hertil Mannvase, Folkevase, Sau’vase og fl. — I Mandals Amt betegner Vase tildeels et Slags Hovedpynt for Kvindfolk.
vasen, adj. fuld af Vaas eller Sladder.
vaska, v. a. (a—a), vaske. (Nyere Ord). Jf. tvꜳ og lauga. — Heraf Vask, n. Vask; ogsaa Overskylling af Bølger eller Søgang. — Vaskarvatn, n. Vaskevand.
Vasl, n. Fjas, Snak, unyttige Paafund (= Tøv). S. følgende.
vasla, v. n. (a—a), snakke taabeligt, ønske eller begjære unyttige Ting; ogsaa forsøge paa noget unyttigt, uleilige sig med noget som ikke duer eller som ikke behøves. Meget brugeligt i Nordre Berg. Sdm. Ndm. og Ørk. (med den særegne Udtale vatle, valtle eller valsje). Eg veit ikje kva du vatla mæ: jeg veed ikke hvorfor du vil gjøre dig saadan Uleilighed. — Ordets Begreb er vanskeligt at gjengive i Skriftsproget. Jf. tøva, masa, prima.
vaspa, v. n. vade, søle, gaae i Vand eller Væde. N. Berg. Heraf Vasp.
vassa, v. n. (a—a), vade. Meget brugl. i Kri. Stift, ogsaa i Shl. og Hard. (hvor vada, eller va, er sjeldent). Heraf Vassing, f.
Vass-arv, m. Fuglegræs, Vandarve (Alsine media). Meget udbredt. Hedder ogs. Blautarv (Ørk.), og i Sogn: Vasshavre. I Hard. kaldes denne Væxt: Arve, medens derimod Vassarv betegner „Vandstjerne“ (Callitriche). — „Vass“ er den almindelige Sammensætningsform af Vatn (Vand), egentlig en Forkortning af „Vatns“ og skulde saaledes rettest skrives „Vats“ ligesom i Islandsk.
Vassꜳ (for Vats-sꜳ), m. Vandkar.
vassbart, adj. udvandet, udblødnet af Regn; om Korn og Hø. Helg.
vassbera (aab. e), v. a. overøse med Vand, slaae Vand paa. N. Berg.
Vassblom, m. Vandlilie, Aakande (Nymphæa). Jæd. og fl. Ellers kaldet Vassoleie (Nhl.), Vassrosa (Shl.), Vassgꜳs (Sdm.). Om de øvrige Navne see Tjønneblom.
Vassdrag, n. Vanddrag, Flodløb, en Elv med de dertil hørende Søer eller Smaavande fra det første Udspring til Udløbet i havet. Søndenfujelds.
vassdrukkjen, adj. gjennemtrukken af Vand; især om Træ.
Vassele (aab. e), m. et Aag eller kort Træ med Kroge paa Enderne til at bære Vandbøtter med. N. Berg. Gbr. og fl. Ogsaa kaldet Vass-tre (Ørk.).
vassen, adj. vandagtig, som har en vandig Smag; om Frugter. Sdm. og fl. — Jf. veskjen.
Vassende, s. Vassos.
Vassfar, n. Vanddrag, Flodløb (omtrent som Vassdrag). Buskerud og fl.
Vassfisk, m. Færskvandsfisk.
vassfljuga, v. n. (flyg, flaug), løbe i Vand, blive vaad, rinde; om Øinene, f. Ex. af Røg eller Blæst. B. Stift; ogsaa i Tell. (vassfluge). Jf. vatnast.
Vassfløde, n. Vandflom, Oversvømmelse af Elvene. N. Berg. (Isl. vatsflóð).
Vassfoll, f. Vandfælde, Rottefælde som sættes paa et Vandkar.
Vassfugl, m. Vandfugl, Svømmefugl.
vassfull, adj. vandfuld, vandig.
Vassfær, f. en Dragt Vand, to fulde Bøtter. B. Stift. Ved Trondhjem ogsaa Vassfora (Vasfol).
Vassgras, n. Græsarter som voxe i Vand; Siv, Rør og fl.
Vassgraut, m. Vandgrød, til Omslag paa syge Lemmer. Tr. Stift.
Vassgror, m. Planter som voxe paa Bunden i Færskvandene.
Vasshola (aab. o), f. Vandhule.
Vass-is, m. Iis paa Færskvand.
Vasskall, m. et Slags smaa svømmende Dyr i Vandpytterne; egentlig Larver af Myg. N. Berg.
Vasskalv, m. en Hinde som omgiver Fosteret i Dyrene (især Køerne). N. Berg.
vasskjent, adj. vaadt, sumpigt, fuldt af Vand; om et Landskab. Indr.
vasslaus, adj. som mangler Vand.
Vassløysa, f. Vandmangel.
Vassmꜳl, n. Vandflade, Vandets Overflade. Ag. Stift. Nogle Steder Vasskorpa. Jf. Sjølok, Sjøtrøm.
Vassnøyte, n. Vandsted paa en Gaard, det Sted hvor man henter Vand. Sdm.
Vassoleie, see Vassblom.
Vass-os (oo), m. den nederste Ende af en Indsø, eller det Sted hvor en Elv løber ud af samme. Den øverste Ende kaldes tildeels Vassbotn. I begge Tilfælde siges ogsaa Vassende.
Vassott (oo), f. egentlig: Vatersot (Isl. vatssótt): en Sygdom hos Kvæget (især Faarene), kjendelig derved at Kroppen bliver opfyldt af en vandagtig Vædske. Ogsaa kaldet Vassykje.
Vasspretta, f. Vandloppe; smaa Insekter som hoppe paa Vandet. Sogn og fl. Ogsaa kaldet Vassloppa.
vasstett, adj. vandtæt.
Vasstre, n. see Vassele.
Vasstrøm, m. Vandflade, Vandbryn. N. Berg. (S. Vassmꜳl).
Vassvarg, see Vetteljos.
Vassvꜳnd, m. Vandrotte, Vandmuus. Tell. — Jf. Vꜳnd.
Vassveg, m. Vei til Vandstedet paa en Gaard.
Vassæling, m. et Anfald af Væmmelse, hvorved der samler sig en Mængde Vand i Munden. Ørk. Ellers Hugbit.
vata, s. vita. — vatla, s. vasla.
vatlast, flyde i Vand; s. vatnast.
Vatn (Vatt’en), n. 1) Vand. Formen Vatn er endnu almindelig, undtagen ved Byerne søndenfjelds, hvor man tildeels bruger den nye Form Vann (i Lighed med Bonn for Botn). G. N. vatn. Sv. vatten. Betyder især færskt Vand, i Modsætning til „Sjø“ eller Havvand. I et Par Talemaader betegner det ogs. Urinen. (halde Vatn’e; kaste V.). — 2) et Vand, en Indsø, stor Vandsamling inde i Landet. I denne Betydning har det i Fleertal Votn, aab. o (B. Stift og fl.), Vøtn (Hall.). G. N. vötn. Et meget stort Vand hedder ellers ogsaa Fjor (Søndenfjelds); et lidet Vand hedder derimod Tjønn (Kiønn) og de mindste Vandstader kaldes Dam, Hyl og Søyla. — 3) Vand til en enkelt Vaskning eller Udblødning. (Fleertal Votn). Eg ha vaska da i tvau Votn: jeg har vasket det to Gange i reent Vand (nemlig anden Gang i nyt Vand). Sogn, Nhl. og fl. Dæ va bløytt i try Votn. — I Sammensætning faaer det Formen Vass (egentl. Vats), hvorom see foran. Ligesaa i Forbindelsen: „te Vass“, ɔ: til Vandet. Jf. Gaardsnavnene „Vatne“, som egentlig er Dativformen. Vatn’a imillom: fra det ene Vand til det andet. (I N. Berg.: myllꜳ Votnꜳ). taka seg Vatn yve Haud: paatage sig mere end man kan udføre.
vatna, v. a. (a—a), vande; a) føre tilvands, lade drikke; b) væde, lede Vand til f. Ex. en Ager; c) lægge i Vand, udbløde. G. N. vatna.
vatnast, v. n. blive fuld af Vand, blive vaad, rinde; især om Øinene. Søndre Berg. Hedder ogsaa vatlast (Shl. Jæd.). Ellers vassfljuga.
Vatning, f. Vanding; Overgydelse med Vand, f. Ex. paa en Ager.
Vatning, m. Indbygger af et Sted som ligger ved Vandet eller hedder Vatne.
vatt (vandt, heisede), s. vinda.
Vaul, m. 1) Vaden, især i Snee. (Snøvaul). Sdm. 2) et meget grundt Sted, et Sund som man kan vade i. (Sjelden). Vel egentlig Vadel el. Vodul. Isl. vaðall.
vaule, v. n. vade, i Snee. Sdm.
Vaur (for Vedur), s. Ver.
Vav, n. Svøb, Omvikling, tynde Strimler til at omvikle eller tilrøre noget med. Tell. G. N. vaf. Jf. vevja.
vava, v. a. (a—a), 1) svøbe, vikle eller røre omkring noget. Tell. Hard. Hedder ellers vevja og vevla. — 2) opvinde et Traadnøgle. „vava upp eit Noa“ (s. Noda). Hard. — vava er ogsaa en Udtaleform af veva.
vavla, v. n. lalle, tale utydeligt; om Børn og drukne Folk. N. Berg. Nogle Steder: babla.
vavra, v. n. gaae frem og tilbage, spadsere, være i Bevægelse. Østerd. (Isl. vafra).
Vꜳ, f. 1. 1) Skade, Uheld. Tell. (Jf. Vꜳde). 2) Fare, Frygt; ogsaa Tvivl, Uvished. Rbg. Hedder ogsaa Vo. Dæ kann vera ei Vꜳ, um han kjem’e: det kan være uvist o. s. v. G. N. vá, Fare. Jf. vꜳhøv og vꜳst.
Vꜳ, f. 2. Vævbrede; et Stykke Tøi, som har Vævens hele Brede. Saaledes om de enkelte Stykker hvoraf et Seil er sammensyet. Sdm. (Fleertal Væ). Jf. Stav. Ligesaa om de enkelte Breder i store Klædningsstykker, f. Ex. Skjørter. Shl. (Forekommer ogsaa i Formen Vo). Ellers kaldet Breidd og i Tr. Stift: Dyft. I Sdm. siges ogsaa Vꜳ om de sammensatte Stykker i et Fiskevod. Jf. Vꜳbolk. (G. N. váð, Klæde, Garn, Seil). Dersom Ordet egentlig skulde hedde Vꜳd eller Vod, kunde det sættes i Forbindelse med vøde (ɔ: klæde) og det foranførte Vadmꜳl.
vꜳ, v. n. (r—dde), trække et Fiskevod paa Land; eller egentlig optrække Voddets mellemste og dybeste Deel med den deri samlede Fisk. Sdm. Hertil Vꜳplass, el. Vꜳingsplass, m. et bekvemt Sted til at optrække Voddet paa. — Om et andet „vꜳ“ see vada.
Vꜳbolk, m. den dybeste eller mellemste Deel af et Fiskevod (Not). Sdm. Ved Bergen kaldes det Soknabolk.
Vꜳbøn, f. et ondt Ønske, en Forbandelse. Tell. (Ellers Ubøn, Obøn).
Vꜳde, m. 1) Vaade, Fare. (Jf. Vꜳ). G. N. váði. — 2) et uheldigt Menneske, En som forfølges af Ulykker. N. Berg. (Jf. Vꜳe).
Vꜳdeverk, n. Vaadeværk; farlig Gjerning. Tell. og fl.
Vꜳe, m. et uforsigtigt Menneske, En som gjerne foretager sig farlige Ting. Hall. — Ellers det samme som Vꜳde.
Vꜳg, f. 1. 1) Vægt, en stor Vægtskaal til tunge Varer. B. Stift. (G. N. vág; Sv. våg). leggje pꜳ Vꜳggj’a: lægge i Vægten, paa Vægtskaalen. (N. Berg.). Af vega, vog. — 2) Vægtstang, Løftestang, lang Stok hvormed man løfter eller flytter noget tungt, f. Ex. en Steen. B. Stift (s. vega). En mindre Vaag kaldes Brut, Lunn, Handspik. — 3) en Vog, Vægt af 72 Marker eller 36 Skaalpund. Brugeligt overalt vest- og nordenfjelds; derimod sjeldnere søndenfjelds. (G. N. vág). — 4) en vis Jordskyld, som svarer omtrent til to Skylddalere. Nordre Berg. og tildeels i Tr. Stift. Benævnelsen grunder sig egentlig paa den gamle Landskyld af en Vog Fisk. En Vog deles ellers i 3 Pund (Bismerpund), hvert paa 24 Marker.
Vꜳg, f. 2. Bølge, Vove; især om de store Bølger efter en Storm. Tell. (med Fleertal Vꜳgjir), og tildeels i Ag. Stift. Sv. våg.
Vꜳg, m. 1. en Bugt i Strandbredden, en liden eller smal Vig, især med grundt Vand. Meget brugl. G. N. vágr. (Isl. vogr). Hertil Gaardsnavnene Vꜳgje, Vꜳgjen, Vꜳganne. — Vꜳgsbotn’en: det Inderste af en Bugt. Vꜳgsmynne, n. det Yderste af samme. (Sjelden).
Vꜳg, m. 2. Voer, Svulst, Materie i Bylder og Saar. B. Stift, Tell. og fl. G. N. vágr. (Jf. Verk). — Hertil Vꜳgmor, f. Kjernen i en Byld, den tykkeste Voer i Midten af Bylden.
Vꜳg, n. Vovespil, det at man vover noget. (Af vꜳga). B. Stift.
vꜳga, v. a. og n. (a—a), 1) vove, sætte paa Spil; ogsaa fordriste sig til. G. N. vága. vaage seg til: vove sig til at gjøre noget. — 2) forsikkre, indestaae for. Dæ skal eg vꜳge: det skal jeg forsikkre. — 3) vædde, gjøre Væddemaal. Dei ha vꜳga um dæ. Kor mykje sku me vꜳge um?
vꜳgall, adj. vovelig, farlig. Mest i Neutrum (vꜳgalt). B. Stift.
Vꜳga-mat, m. Hvilepunkt under en Løftestang; en Steen eller Klods som lægges under Løftestangen for at holde imod, naar Stangen trykkes ned. N. Berg.
Vꜳgan, f. see Vꜳgnad.
vꜳgande, adj. som man kan vove. Dæ va ’kje vꜳgande: det var noget for dristigt, man kunde ikke vove det.
vꜳgasam, s. vꜳgsam.
Vꜳgatungje, m. en Vogs Tyngde; noget som veier omtrent en Vog.
vꜳgꜳ, s. vega. Vꜳgꜳ, s. Veg.
Vꜳgespel, n. Vovespil.
Vꜳgevægt, f. Vægt som er indrettet til Voger og Bismerpund. — Derimod: Vꜳga-bismar, m. Bismer hvorpaa man kan veie en fuld Vog. Ligesaa Vꜳgaskora (aab. o), f. den Skure i Bismeren som betegner en fuld Vog.
Vꜳging, f. Voven; Væddemaal.
vꜳglaust, adv. trygt, sikkert, uden at vove noget. Oftere vꜳgalaust. (B. Stift).
Vꜳgmor, s. Vꜳg, m.
Vꜳgnad, m. 1) Vovespil, Fare, det at noget staaer i Vove. 2) Ansvar, Risiko, Forpligtelse til at indestaae for en Ting. D’æ han som skal ha’ Vꜳgna’n: det er han som skal være ansvarlig. „taka Vꜳgna’en pꜳ seg“: paatage sig at være ansvarlig for en Ting eller erstatte den hvis den gaaer tabt. Meget brugl. i Berg. Stift. I Tell. bruges ogsaa Formen Vꜳgan, f.
vꜳgsam, adj. 1) dristig, forvoven. — 2) vovelig, forbunden med Fare. Hedder oftere vꜳgasam.
Vꜳgskꜳl, f. Vægtskaal. (Sjelden).
Vꜳgvær, m. Indbygger af et Sted som hedder Vaage eller Vaagen. Ogsaa Vꜳgeværing.
vꜳhøv, adj. usikker, som lettelig slaaer feil; f. Ex. om et Fiskerie. „D’æ so vꜳhøvt“. Sdm. — Jf. vꜳskjøytt.
Vꜳk, m. Barn; Drengebarn, Smaadreng. Meget brugl. i Ørk. og Ndm. — Jf. Vækja.
vꜳk, adj. svag, afmægtig, skrøbelig; ogsaa: slet, daarlig. Rbg.
Vꜳk, n. s. Vok. — Vꜳka, s. Voka.
Vꜳkꜳ, s. Vak. — vꜳkꜳ, s. vaka.
Vꜳkenhus, n. Vaabenhuus, Indgangen i en Kirke. N. Berg. — Sv. våkenhus.
Vꜳl, m. Træer eller Stokke, hvis Grene ere afbrændte; Stub paa en afbrændt Mark (Brote). Buskerud. — I Inderøen: Vꜳr, el. Vꜳl (med tykt l), om en Dynge, Hob, Masse; især af Ved. Ogsaa kaldet Ratvꜳr. I Namdalen: Rakavar (val), og Varhaug, om en Dynge af Drivved. — I svenske Dial. vål, en Forhugning. (Ordets egentlige Form er saaledes ubestemt).
vꜳla, v. n. (a—a), tude, hyle, skrige. N. Berg. (G. N. vála). Heraf Vꜳling, f.
vꜳleg (vꜳle), adj. farlig, slem. Ørk. Indr. — I Ørk. bruges ogsaa: vꜳleien, adj. 1) farlig; 2) ubesindig, forvoven. (Enten for vꜳlegjen eller vꜳleiden).
vꜳlynt, adj. n. ustadigt, usikkert. Tell. — Jf. vꜳhøv, vꜳskjøytt.
vꜳma, v. n. (a—a), tumle omkring, vandre blindt hen. Hard. Sogn.
Vꜳmb, f. (Fl. Vemb’er), Vom, Bug, Mave; paa Dyr og Mennesker. Meget brugl. Skulde egentlig skrives Vomb og gaaer over til Vømb (Valders). G. N. vömb, vomb. I de drøvtyggende Dyr betegner det ogsaa den egentlige Vom eller den største Afdeling af Maven. (Ellers kaldet Gorvꜳmb). Fleertal hedder Vemb’e (Sogn) og Vembr’e (Sdm.); hertil Udtrykket „Storevembr’e“ om stormavede og storædende Folk. — I Sammensætning Vꜳmba; f. Ex. Vꜳmbafylla, f. Bugfylde; Mad som snart fylder Maven. Vꜳmbakaggje, m. spotviis om en tykmavet Karl. (N. Berg.). Vꜳmbakast, n. heftigt Aandedræt; Stønnen, Pusten (Nhl. Sdm.). Vꜳmbaspreng, m. en stor Overfyldelse med Mad eller Drikke.
vꜳmba, adj. stormavet, tykmavet. Ogsaa beskaffen med Hensyn til Mave; f. Ex. tjukkvꜳmba.
vꜳmbast, v. n. blive tyk over Maven, faae stor Vom.
vꜳmblaus, adj. meget smal over Maven. I Berg. Stift: vꜳmbalaus’e. Heraf Vꜳmbaløysa, f. Tomhed, Smalhed.
Vꜳnd, m. 1. Jord-Rotte, et Slags Muus som graver Gange og Huler i Jorden. (Lemmus amphibius). Tell. Gbr. og fl. Jf. Vassvꜳnd og Vandskjer. (Egentlig Vond).
Vꜳnd, m. 2. Spile, Splint, tynd Klods som slaaes fast for at dække en Brist eller Revne, især paa en Baad. N. Berg. (sjelden). G. N. vöndr, Kjæp.
Vꜳnd, n. Gjærdsel, Gjærdefang af Grene og Træer. Sdm. Ørk. (Gjærevꜳnd). G. N. vönd, vond. (N. g. Love I, 241). Ellers Fang.
vꜳnda, v. n. hugge Træer og Grene til Gjærdsel; ogsaa sætte et Gjærde i Stand. Sdm.
Vꜳndebauk, m. Jordrotternes Gange og Huler i Jorden; et udgravet Hul (ligt Muldvarpeskud). Gbr. Ørk. I Tell. Vꜳndeboku (aab. o), f. — See Vꜳnd.
Vꜳndel, m. (Fl. Vꜳndla, r), en stor Høvisk, et sammenviklet Nøgle af Hø Halm til Maaltid for en Ko. B. Stift og fl. (Egentl. Vondel). I Ag. Stift tildeels Vandel; nogle St. Vandle. I Ørk. og Indr. siges Valle. (Jf. Holgje). Isl. vöndull. I svenske Dial. våndel.
vꜳndla, v. n. (a—a), 1) sammenvikle Høet i visse Portioner for Køerne; uddele Foderet. I Ag. Stift vandla. (Jf. viska). 2) kludre, klodse, sammenjaske skjødesløst. N. Berg.
Vꜳngse, m. et Plovjern. Yttre-Sogn. Skal paa andre Steder hedde Vangsne; ogsaa Veksne (Hedemarken). I gamle Skiftebreve i Sogn skal det hedde Vangsnede og Aurvangsnede. Altsaa vel egentlig Vangsnide (aab. i) eller maaskee Vagnsnide.
Vꜳngskjegg, s. Vangskjegg.
Vꜳnot (oo), f. Midten af et Fiskevod (= Vꜳbolk). Sdm.
Vꜳpen (Vꜳp’n), n. Vaaben. G. N. vápn. (Sjeldent Ord).
vꜳpna, v. a. bevæbne (Sjelden).
Vꜳr, m. Vaar, Foraar. Paa nogle Steder Neutrum. (Tell.). G. N. vár, n. — I Vꜳr: ivaares, i sidstledne Vaar (dog tildeels ogsaa om den tilkommende). Ligesaa: „i Fjor Vꜳr“ om den forrige, og „i fyrre Vꜳr“ om den næstforrige eller tredie Vaar tilbage. Te Vꜳrs: til Vaaren, til næste Foraar. Dæ lid ꜳt Vꜳra: det stunder til Vaaren.
Vꜳr, m. Hob, Dynge; see Vꜳl. Om et lignende Ord see Vor.
vꜳr, adj. (pron.), vor. G. N. várr. I Kr. Stift ombyttes det ofte med okka (okkon, kons). I N. Berg. har det i Dativ vꜳrꜳ, i begge Tal, f. Ex. mæ Bꜳt’a vꜳrꜳ (med vor Baad); i Bokꜳ vꜳrꜳ (i vore Bøger). I eet Tilfælde udtales det altid (idetmindste i B. Stift) som vor, med aab. o, nemlig i Udtrykket „vor Herre“ (ɔ: Gud). Det samme synes at være Tilfældet i det ord Vorfrumyss, som ellers sædvanlig gaaer over til Voffermyss og fl. — Istedetfor „vꜳr“ findes ogsaa Formen: vonn (tildeels i Nhl. og Ørk.). Egentlig en Levning af det gamle Akkusativ: várn.
vꜳrast, v. n. (Imp. -ast), blive Vaar, see ud til Vaar (nemlig naar Veiret formildes og Jorden grønnes).
vꜳrꜳ, s. vara og vera.
Vꜳrbeite, n. Græsning om Vaaren; den Mark hvorpaa Kvæget først græsser.
vꜳrbrꜳ, adj. (vꜳrsnar), som faaer tidlig Vaar. (Om en Gaard el. Bygd, som ligger beleiligt for Solen, saa at Jorden snart bliver iisfri og begynder at grønnes). Helg. og fl. Mest i Neutrum (vꜳrbrꜳtt). I Sogn hedder det vꜳrfimt (af fim). Paa nogle Steder skal det hedde vꜳrnæm, hvilket ellers er det bekvemmeste af disse Ord.
vꜳrbær, adj. om en Ko, som skal kalve (eller har kalvet) om Vaaren. Temmelig alm. (Af bera). — Ligesaa Vꜳrbæra, f. en Ko som kalver om Vaaren. Nhl. og fl.
vꜳrfim (aab. i), adj. see vꜳrbrꜳ.
Vꜳrfiskje, n. Fiskerie, som drives om Vaaren. Nordenfjelds især om Torskefiskeriet, som ellers sædvanlig begynder i Februar Maaned.
Vꜳrfjos, n. Sommerstald, Fæhuus ved Veien til Udmarken. I N. Berg. Vꜳrfjøs, m. Ellers Sumarfjos.
Vꜳrgidn (gjidd’n), f. Luftspil (det samme som Sꜳgidn). Hard.
Vꜳrgjæle, f. Fregner, Solpletter eller solbrændt Farve i Ansigtet. Sdm. Ndm. (S. Vꜳrhæsa). — vꜳrgjælet (-ette), adj. solbrændt og fregnet. (Uvis Oprindelse).
Vꜳrgror, m. Græs som spirer tidlig om Vaaren.
Vꜳrhagje, m. s. Vꜳrbeite.
Vꜳrhæsa, f. Fregner og solbrændt Farve i Ansigtet. Sogn (= Vꜳrgjæle). Egentlig Fortørrelse; s. Hæsa.
vꜳrkynna, v. n. (e—te), ynke, beklage, have Medlidenhed med. Hard. I Tell. hedder det vꜳrkunne. Da æ ’kje noke te vꜳrkynna han fyre: det er ikke noget som man skal ynke ham for; det maa han vel finde sig i. G. N. várkunna. (Isl. vorkenna). — Et Subst. Vꜳrkunn skulde ogsaa findes.
Vꜳrlag, n. Luftens og Jordens Beskaffenhed om Vaaren.
vꜳrleg, adj. vaarlig, som passer til Vaaren; især om Veiret. I Nhl. hedder det vꜳrale’.
Vꜳrlit (aab. i), m. vaarlig Farve; Jordens tiltagende Grønhed.
Vꜳrmꜳnar, pl. m. Vaarmaaneder (el. egentlig Maaner; see Mꜳne).
vꜳrnæm, adj. s. vꜳrbrꜳ.
Vꜳr-onn, f. Vaar-Arbeidet paa Agrene; Pløiningen; ogsaa Pløiningstiden. Ogsaa kaldet Plogonn.
Vꜳrsbolk, m. Foraarstid; ogsaa en Deel af Vaaren.
Vꜳrside, s. Vꜳrstid.
Vꜳrsild, f. stor Sild, som fanges om Vaaren eller Vinteren.
Vꜳrskrakje, m. Kreatur som er udmagret ved Fodermangel. Ogsaa kaldet Vꜳrsrak, n. Sdm.
Vꜳrsnau(d), f. Fodermangel, foraarsaget ved en langvarig Vinter. I N. Berg. Vꜳrsnød. Paa Helg. Bunø(d).
Vꜳrstid, f. Vaartid, Foraar. Kaldes ellers: Vꜳrspart’en (Berg. Stift), Vꜳrsi’a (Søndenfjelds), Vꜳrtal’e (Tr. Stift).
Vꜳrtal, s. Vꜳrstid.
vꜳrtidd, adj. om en Ko, som skal kalve om Vaaren. B. Stift.
Vꜳrver (-vær), n. Foraarsveir.
Vꜳrvinna, f. Pløining (= Vꜳronn). N. Berg. og fl.
vꜳrvinna, v. n. (a—a), arbeide med Pløiningen, tage Deel i Vaararbeidet; især om leiede Folk.
Vꜳs, n. Strabads, Besvær; især om en Udreise paa Søen og om et Ophold ude i Væde og Uveir. Meget brugl. i Sdm. (G. N. vás synes at betyde omtrent det samme). I nordre Sdm. siges ogsaa Vꜳsbu, n. om en Gjennemblødning, et Arbeide hvorved man bliver dygtig vaad. (Jf. Isl. vosbuð).
vꜳsa, v. n. (a—a), strabadsere, reise eller arbeide meget i Væde og Uveir; især paa Søen. Sdm. Ogsaa v. a. f. Ex. Dei ha vꜳsa dæ heim: de have slæbt det hjem.
vꜳsa, v. a. (a—a), ynke, beklage, sørge for. Hard. Han æ ’kje te vꜳsa: han er ikke at ynke, det er ikke saa ilde med ham.
Vꜳsar, m. en stræbsom, dygtig Karl, En som ikke skyer Strabadser. Sdm.
vꜳsꜳ, s. vasa. Vꜳsꜳ, s. Vase.
Vꜳsing, f. Strabads (= Vꜳs).
vꜳskjøytt, adj. usikker, flygtig, som let slaaer feil. Sdm. (Isl. voskeyttr, forgjængelig).
Vꜳsklæde, pl. n. Uveirsklæder, Reiseklæder. Sdm. (Isl. vosklæði).
vꜳst, adj. n. uvist, ikke afgjort. Nhl. Da kann vera vꜳst um han fꜳr da. D’æ vꜳst um da vert’e: det er uvist om der bliver noget af. (Maaskee af et Adj. vꜳ). Jf. Vꜳ, f. I Sdm. siges i samme Betydning: „Dæ veist“, og i Tr. Stift: „Dæ velst“.
vꜳt, adj. vaad, fugtig. G. N. vátr. Ogsaa gjennemvædet, som gaaer i vaade Klæder. Ligesaa om Veiret: fugtigt, regnfuldt. (Jf. Væta). Han fekk korkje vꜳtt elder turt, ɔ: hverken Mad eller Drikke.
vꜳtꜳ, s. vita. Vꜳtꜳ, s. Vite.
vꜳtfengt, adj. fugtig. Tr. Stift.
vꜳtklædd, adj. som gaaer i vaade Klæder.
vꜳtleg, adj. fugtig. Jæd.
vꜳtlendt, adj. om en Mark eller Strækning, som har vaad, fugtig Grund. Temmelig alm. I N. Berg.: vꜳtlend’e; f. Ex. om en Ager.
vꜳtna, v. n. (a—a), vædes, blive vaad eller fugtig. Alm.
Vꜳtr, n. en Stakkel, En som lider og slæber meget. Sdm. Gbr. — I Gbr. siges ogsaa: Tꜳvr.
vꜳtra, v. n. slæbe, strabadsere, lide ondt. Sdm. Gbr.
Vꜳtrøyk, m. fugtig Damp, Uddunstning af fugtige Ting, f. Ex. Hø, vaade Klæder o. s. v. B. Stift.
vꜳtsam, adj. fugtig, jævnlig vaad; fuld af Regn, om Luften. B. og Tr. Stift.
Vꜳtsig (aab. i), n. Fugtighed i Jorden i Nærheden af Bække eller Kilder. Tell.
vꜳtskodd, adj. vaadskoet, vaad paa Fødderne.
Vꜳtt, n. Vædske, Taar, Draabe. Eit lite Vꜳtt: en liden Taar. Kvart eit Vꜳtt: hver eneste Draabe. Eit Mjelke-Vꜳtt: en Smule Mælk. B. Stift. Jf. Skvett, Dogg, Drope.
vꜳtta, v. a. (a—a), agte, skjøtte om. Han vꜳttar inkje kva da kostar: han bryder sig ikke om hvor meget det koster. Hard.
Vꜳtver (ee), n. fugtigt Veir, Regn, Bløde. Modsat Turrver.
vꜳvꜳ, s. veva.
vꜳverkjen, adj. forvoven, dumdristig, tilbøielig til farlige Foretagender. Ndm.
Ve, f. Grunden af Ildstedet (Gruven), Arnens Bund, hvor Gløderne samles. Ndm. I Sdm. kaldet Bæd.
Ve, m. s. Vid. — ve, adv. s. ved.
ve (aab. e), forkortet af vera.
ved, adv. og præp. ved, nærved, hos, med. I Nfj. og Sdm. hedder det vid (aab. i); andre Steder: ve. (G. N. við). Er ellers lidet brugeligt, da det almindeligst ombyttes med „mæ“ (med). I Gbr. og flere Steder i Ag. Stift bruges det i Betydningen: nær ved (om Stedsforhold) eller: ved Siden af, f. Ex. Ne ve Elv’e: nede ved Elven. (Ligesaa: att-ve, ut-ve og fl.). Andre Steder bruges kun „mæ“. Sydligst i Tr. Stift bruges det i adskillige Talemaader som: vere go ve ein, snakka ve ein, og fl. (Ellers mæ). Ligesaa (i Sdm.): bere vid, see bera. Dæ kann ’kje berast vid: det kan aldrig strække til. Dæ kjem’e væl vid, s. koma. Dæ ligg ikje vid: det behøves ikke. Han treng’e mykje vid se: han behøver meget, er meget graadig. Me vart so vid: vi kom i en saadan Bevægelse. Han æ ve ꜳ ska freiste dæ: han er i Færd med at forsøge det. (Gbr.). Jf. ꜳt. Mere alm. i Forbindelse med Verberne: ganga, gjera, koma, standa. I de sydligste Egne synes Ordet at være ubrugeligt, da man her siger: koma mæ, stꜳ mæ, vera ilt mæ; o. s. v.
Vedd, n. 1) Pant, Sikkerhed. Han ha sett Gar’en i Vedd føre Penganne. Shl. (G. N. veð). — 2) et Væddemaal. Mere alm. „slꜳ Vedd“: gjøre et Væddemaal.
vedda, v. n. (a—a), vædde. (Jf. vꜳga, setja upp). Heraf Vedding, f. og Veddemꜳl, n.
Vedde, m. Væder; s. Ver.
Vedebrest, s. Verbrest. (De øvrige med „Vede“ henføres ogsaa til Ver).
veder (el. vidr, aab. i), en gammel Partikel, som tildeels bruges i Ordene: vederfara, v. n. vederfares. vederleggja, v. a. vederlægge. Vedermot, n. Anstød, Hindring, Modgang. (Sdm. sjelden). G. N. viðr, ved, ogs. imod.
Ve(d)føre, n. Tøi, Reisetøi, det som man fører med sig. Shl.
Vedgjering, f. Vedgjøren, det at man retter paa noget.
Vedkvæ(de), n. Omkvæd, Udtryk eller Ord, som bliver ofte gjentaget. Inderøen, i Formen Vekvæ og Vikve. Isl. viðkvæði.
Vedstev, n. Mundheld, Udtryk, Sætning som ofte gjentages med samme Ord. Sdm. i Formen Vesstæv og Visstæv.
vedvoren (aab. o), adj. tilbageholden, undseelig, bly. Sdm. Vel egentlig: vedvaren, ɔ: varsom.
Veg (aab. e), m. (Fl. Vegjer), en Vei. Nogle Steder Veig (Gbr.). G. N. vegr. I bestemt Form deels Veg’en, deels Veien; rigtigst i Tell. og Rbg.: Vegj’en (Ve-jen). Fleertal deels Vegjir (Tell.), Vege (Sogn), Veie; deels Vega(r), som ogsaa gaaer over til Vꜳgꜳ (Indr.). G. N. vegir. I Sammensætning Vega og Vege. — Betyder i Særdeleshed: 1) Vei fra et Sted til et andet, helst om en banet eller anlagt Vei. Gangeveg, Kjøyreveg; Helleveg; Fjosveg, Kvennaveg. (Jf. Stig, Rekstr, Rꜳs). — 2) Gang, Bane, Retning. Dæ vil ikje gꜳ rette Vegjen, ɔ: sin bestemte eller naturlige Gang. „taka Vegjen“: tage en vis Retning. Mere egentlig om Spor, hvori noget har gaaet; f. Ex. Dæ syne Vegjen ette dei. Han gjekk ꜳ rakte Veganne (s. rekkja). — 3) Sag, Anliggende, Noget som man tager Hensyn til. (Ligt Sv. väg). I Arbeids-Vegjen: i Arbeidssager, med Hensyn til Arbeide. I Pengevegjen: i Pengesager. (Jf. Jorveg, Ꜳrveg). — Talemaader. Av Vegj’e: af Veien. (Mest almindeligt: ’ta Vei’a). Dæ va kje ’ta Vei’a: det var ikke saa ubilligt. Jf. ꜳveie (ꜳ Vegje). I Vegj’e (i Vei’a): 1) paa Veien; 2) i Veien, til Hinder; f. Ex. Dæ ligg i Vei’a. I Vei’a fyre: i Forveien. (N. Berg.). Att-i Vei’a ette: bag efter, naar det er forbi. Te Vegs: tilveie; et Stykke paa Veien. Nogle Steder: „te Vega“, som egentlig er en rettere Form. — Noke pꜳ Vegjen: nogenlunde. Pꜳ go’ Veg: i god Fremgang. D’æ lꜳngt ’ta den Vei’a: det er langt derfra. (Nordre Berg.).
veg (aab. e), adv. bort, borte; Formen veg forekommer i N. Berg. f. Ex. ga’ veg: gaa bort! kaste veg: kast det bort! (Sdm.). Dog er denne Form kun sjelden, da det almindeligst gaaer over til vek eller vekk (ee). Ved Bergen adskilles det endog i to Ord, nemlig: vekk, ɔ: bort, og vekke, ɔ: borte. Ellers meget brugeligt, især i B. Stift, hvor Ordet „burt“ ikke bruges i denne Betydning. Er egentlig kun en overgaaet Form af Substantivet Veg, ligedan som „kos“ og „burt“ (= G. N. braut). — Hertil høre mangfoldige Sammensætninger som: veg-boren (vekk-boren): bortbaaren. veg-havd: bortskaffet. veg-laten (vekk-liten, aab. i): afhændet. veg-sett: bortsat. veg-tikjen (aab. i), borttagen. Ligesaa: veg-kastande: til at bortkaste. veg-latande: som man kan overlade. Veg-giving: Bortgivelse. Veg-taking: Borttagelse. — I alle disse Tilfælde er Formen „vekk“ den almindeligste.
vega (aab. e), v. n. (a—a), gjøre Vei, bane, opbryde en Vei, f. Ex. i Sneen. Sv. väga. (Jf. brøyta).
vega (aab. e), v. a. og n. (veg; vog; vegje), at veie. Inf. hedder ogsaa væga, vaga (Namd.), vꜳgꜳ (Ørk.). G. N. vega. Imperf. alm. vog (oo). Supinum deels veie (for vegje), deels vigje (Helg.) og vogje, med aab. o (N. Berg.). G. N. vegit. — Betydning: 1) v. a. veie, tage Vægt paa, prøve en Tings Vægt. Heraf Vaag og Vægt (Vigt). vega upp: veie ud i visse Portioner. vega upp-atte: veie paany, anden Gang. — 2) opveie, opløfte ved Stænger eller Haandspiger. (See Vꜳg). vega upp ein Stein: løfte en Steen fra Grunden med en Stang eller Stok, som hviler paa et fast Underlag, saaledes at Opløftelsen skeer ved at nedtrykke Enden af Stangen med en stor Tyngde. — 3) v. n. veie, have en vis Vægt; f. Ex. Dæ vog tie Merker. Han veg’e meir eld ’an ruva te. — Undertiden betegner det ogsaa at ligge usikkert, paa Grund af at Underlaget er for høit i Midten; f. Ex. om en Stok: Han ligg ꜳ veg’e. (Jf. ride). Ogsaa tildeels om at rave, vralte, have vanskeligt for at holde Ligevægten.
Vegande, n. s. Vegjende.
vegande, adj. som man kan veie.
Vege-bar, m. Veikant, Bredden af en Vei som er noget ophøiet fra Grunden.
Vegefyll, f. Jord eller Gruus til Fyldning paa en Vei.
Vegemeister, m. Veimester.
Vegemot, n. Veimøde. Ogsaa adskilt i to Ord, som i Ordsproget „D’æ vidt Vege Mot“, ɔ: Veiene møde hinanden mangesteds; man kan let træffe sammen med En paa et Sted, hvor man ikke venter det. N. Berg. (Formen Vege er det gamle Fleertals-Genitiv: vega).
Vegeskifte, n. Veiskjel, Korsvei, Sted hvor en Vei deler sig i to eller flere. B. Stift.
Vegeskil (aab. i), n. Veiskjel (= Vegeskifte). I Gbr. Vegeskjel. I Leirdal hedder det Vegnaskil.
vegevandt, adj. om et Sted hvor det er vanskeligt at finde Veien. Hær æ’kje vegevandt: her er det let at finde Veien. N. Berg.
vegfarande, adj. veifarende.
Vegg, m. 1. (Fl. Veggje, r), en Væg. G. N. veggr. I Sammensætning Veggje (Veggja). sleppe Veggj’en: gaae uden at holde sig til Væggen; f. Ex. i Mørke. Dæ glym i Veggjom: det giver Gjenlyd i Væggene. „snakke burt i Veggjenne“: tale ufornuftigt, snakke hen i Taaget. Saaledes ogsaa: D’æ reint burt i Veggjenne: det er altfor galt, det gaaer over alle Grændser. Nordenfjelds og i B. Stift.
Vegg, m. 2. (Fl. Veggje, r), en Kile til at kløve med, en Splint som er tynd i den ene Ende. N. Berg. og fl. (Ellers Bløyg og Blegg). G. N. veggr. Sv. vigg. Ang. vecg.
veggja, adj. kileformig, tynd imod den ene Ende. Sdm.
Veggjebandsstokk, s. Stavlægja.
Veggjehøgd, f. Høiden af en Væg.
veggjemillom (= myllꜳ), adv. fra den ene Væg til den anden.
Veggjemot, n. det Punkt hvor to Vægge støde sammen. I Sogn Veggjamot, om en Fuge imellem Stokkene i en Væg (det samme som Fella).
Veggjemun (aab. u), m. Forskjel paa Varmen inde i Huset og udenfor. Sdm. I Dag æ dæ go’ Veggjemun: idag er det en god Deel varmere inde end ude.
Veggjesmid (aab. u), m. Træluus, Insekt som gnaver i Væggene med en hørlig Lyd.
Veggjesprunga, f. Revne i Væggen.
Veggslag, n. Fugtighed som slaar igjennem Væggene i Kulde og Uveir.
Veggvid (aab. i), m. Bordklædning, Fjelevæg. N. Berg. — veggvida, v. a. bordklæde, forsyne med en Fjelevæg.
Veging (aab. e), f. Veining; s. vega.
vegjen (aab. e), part. veiet. Hedder ogsaa vogjen, aab. o (N. Berg.), og vigjen el. vien (Helg. Indr.). Mest alm. veien. G. N. veginn.
Vegjende, n. en stor Tværnagle forrest i en Slæde; det Tværtræ hvortil Skaglestængerne fæstes. Forekommer i Formerne Veiende (Sdm.), Veiend (Gbr.), Viend (Ørk.); Vegande, aab. e (Tell.), Vegende (Rbg.). Ved Bergen hedder det Midvol.
Vegn, f. Redskaber, især til Fiskerie. Sdm. hvor det ellers ogsaa hedder Veign og Veidn.
Vegna-skil, s. Vegeskil.
Vegne, ubestemt Form i nogle Talemaader som „pꜳ deira Vegne“: paa deres Vegne.
vegra, v. a. vægre, undslaae sig.
vegsynt, adj. n. lyst nok til at reise, saa beskaffent at man kan see Veien. Sjelden. (Jf. farsynt).
Vegt, f. Vægt. Hedder almindeligst Vægt og nogle Steder Vigt.
veia, v. n. (a—a), jamre sig, klynke eller raabe for Smerte. N. Berg. Ellers eia, øya og jøye seg. Jf. G. N. vei: vee!
veide (veia), v. a. (e—de), fange, faae noget Vildt, skyde Dyr eller Fugle. Forekommer af og til, især søndenfjelds (veie). G. N. veiða. I B. Stift bruges det om at have Lykke til Fangst, være heldig i Fiskerie. „Dæ veide“ siges i Sdm. om noget som bebuder en god Fangst. Han tykst ha’ væl veidt: han tykkes at have gjort det godt, han er stolt af sin Lykke.
Veidebust, f. Katteskjæg, Veirhaar. Sdm. Ellers Verhꜳr og fl.
Veideklo, f. Biklo, Spore paa enkelte Dyrs Fødder, ovenfor de egentlige Kløer. I Inderøen: Veieklo.
Veidelest, m. en heldig Jæger eller Fisker. Sdm. Oftest ironisk om En som bærer sig ubehændigt ad og gaaer Glip af Fangsten.
veiden, adj. 1) heldig, som har Lykke til Fangst. 2) net, bekvem, haandteerlig. Sdm. (Jf. oveiden).
Veideskap, m. 1) Jagt, Fangst. 2) Vildt, fangede Dyr eller Fugle. Ag. Stift, Voss, Helg. og fl. (i Formen Veieskap). G. N. veiðiskapr.
Veideskog, m. Vildbane. „ga’ pꜳ Veieskog“, gaae paa Jagt. (Voss). Søndenfjelds ogsaa: gꜳ pꜳ Veiestig.
Veiding (Veiing), f. Fangst; Jagt.
Veidn, f. 1) Fangst. (Jf. Bjønnveidn). 2) Redskaber til Fangst; Fiskeredskaber. Sdm. Nogle Steder Veign eller Vegn.
Veidne, f. 1) Lykke til Fangst. 2) Nethed, Bekvemhed (af veiden). Sdm.
veie, s. veia, veide og vega.
veien, s. vegjen. Veiend, s. Vegjende.
Veieskap, s. Veideskap.
veifta, svifte, svinge; s. veiva.
Veik, m. (Fl. Veikje, r), Væge, Lysetraad i Lamper. (Jf. Rak). Sv. veke. Eng. wick. (Isl. kveikr). I Sammensætning: Veikje. — Hertil Veikjefilla, f. Linnedklud til Væger. Veikjeløysa, f. Mangel paa Væger. Veikjesæv, n. Lyse-Siv (s. Sævveik).
veik, adj. veg, svag, kraftløs, ikke stærk nok. Meget brugl. saavel om Legemskræfter som i forskjellige andre Tilfælde. G. N. veikr. Jf. vekk og vꜳk. Hertil handeveik, hovudveik, helseveik og fl.
Veika, f. Veghed, Svaghed. Sjelden. Ellers Veikleikje, m. og Veitheit, f.
veikhendt, adj. svag eller veg i Hænderne. Ellers handeveik.
Veikje, s. Vækja og Veik.
veikleg, adj. veg, noget svag eller kraftløs. I Nhl. ogsaa frugtsommelig.
Veikliv(e), n. Underlivet. Nhl.
veikna, v. n. (a—a), svækkes, blive veg eller svag.
veikvoren, adj. noget svag.
veil, adj. revnet, sprukken; eller egentlig: som har en liden Split, ikke er ganske heel. Især om Jern og andre Metaller; f. Ex. om en Kniv, hvori Jernet ikke er rigtig sammensmeltet under Smedningen. Et meget udbredt og maaskee almindeligt Ord. G. N. veill. Figurligt i Ordsproget: „Dæ vil kvar vera heil’e, ꜳ ingjen veil’e“, ɔ: Enhver vil gjerne undgaae at lide Skade.
Veila, f. Brist, Revne, Split; et Sted hvor Metallet ikke er ganske heelt eller rigtig sammensmeltet. Meget udbredt (Tr. B. og Ag. Stift). I Østerd. Vele (ee). Jf. Føyra, som sædvanligst bruges om en lignende Feil i Træ.
veilefri og veilelaus, adj. ganske heel, vel sammensmeltet og fri for Revner.
veilut, adj. revnet, splittet, fuld af smaa Aabninger (Veiler). Ellers veilꜳt (Tr. Stift), veilette (B. Stift), velette (Østerd.).
Veim, n. Fjas (s. Vim). Valders.
Veimꜳl, s. Vadmꜳl.
Veir, s. Ver. veira, s. vera (ee).
veist, v. n. i Talemaaden „dæ veist“, ɔ: det er uvist, det kommer an paa Omstændighederne. Sdm. Ellers velst (veljast) og vꜳst.
veit, s. vita. Veit, n. see Veitr.
Veita, f. 1) en Rende, en Grøft til Afledning af Vand, f. Ex. i en Ager, i et Gaardsrum eller paa Siderne af en Vei. Meget brugl. vest- og nordenfjelds, ogsaa i Gbr. og fl. I Sogn hedder det Veit. (G. N. veita). I Tell. siges derimod: Vreite, ved Mandal Reite. — 2) en Fure, en langstrakt Fordybning, f. Ex. i Træ eller Steen. B. Stift. (Jf. Meit, Gꜳra, Sloka). I Sdm. især om de lange Fordybninger i Havsbunden imellem Fiskegrundene. — 3) et Stræde, Smug, en smal Gade i en By. Mest brugl. i Trondhjem.
veita, v. a. (e—te), aflede, bortlede Vand ved Render eller Grøfter. veite Vatn’e utor Gar’a: aflede Vandet fra Gaardsrummet. G. N. veita. I Tell. vreite.
veita (veite), v. n. (e—te), hælde til en Side, gaae skraat ned, om Marker; ogsaa vende til en vis Side. Ørk. Dæ veite jamt ne: det hælder jævnt nedad. Den Sia som veite hit: den Side som vender hid. Lignende Betydning har G. N. vita, præs. veit. Sv. vetta.
Veitefyll, f. Steen til Fyldning af Grøfterne i en Ager.
Veitr (Veit’er), n. Ko-Luus, et Slags meget smaa Insekter, som opholde sig i Haarene paa Hornkvæget. (N. Berg. Helg.). Hedder ogsaa Veit. (Sogn, Tell.).
Veitsla, f. et Gjæstebud. Brugeligt i B. Stift og fl. men udtales deels Veitla (Hard. Nhl.), deels Vetle el. Veltle (N. Berg.). G. N. veitsla (veizla). Stamordet (G. N. veita, give, beværte) synes at være tabt.
Veitt, n. Fluernes Æg, Fluespy (paa Kjød eller Fisk). B. Stift. I Sogn hedder det ogsaa Vitt (ii).
Veiv, f. Hank, Skaft hvorved man svinger eller dreier noget; f. Ex. en Slibesteen. N. Berg. og Tr. Stift. Ellers kaldet Sveiv. (Sv. vef). Ogsaa en bevægelig Stang, hvorpaa Lamper hænges. (Koleveiv).
veiva, v. n. svinge, vifte, vimse omkring med noget som er stort eller langt. Ogsaa veifta. N. Berg.
vek (el. vekk), bort, borte; see veg. Hertil vekhavd, vekkasta o. s. v.
Veka, s. Vika.
vekk (aab. e), adj. ringe, daarlig, uduelig. Han æ ’kje vekk’e: han er ingen Stakkel. Meget brugl. i B. Stift.
vekke, blive opskræmt; s. kvekka.
vekkja, v. a. 1. (e—te; eller: vekkje, vakte), vække, opvække af Søvnen; ogsaa figurlig: yppe, volde, foraarsage. G. N. vekja (af vaka). Imperf. hedder deels vekte, deels vakte el. vakkte (forskjelligt fra Imperf. af vaka). G. N. vakti. Ligesaa Supinum vekt og vakt. Particip vekt’e og vakt’e (vakkt). — Heraf Vekkjing, f. Opvækkelse. (I figurlig Betydning siges Vekkjelse, n.). Vekkjar, m. en Vækker. Vekkjar-ur n. Vækkeruhr.
vekkja, v. a. 2. (e—te), vække, hugge Aabning i Isen, udhugge et Løb for Baade og Fartøier. (Af Vok). Brugl. søndenfjelds, mest i Søbygderne, i Formen vekke. (Sv. väcka). Jf. Isvekkje.
vekkjast, v. n. (Imp. vektest), opkomme, begynde at yttre sig. Dæ vekkjest upp: det begynder, kommer i Gang.
veksa, v. n. (veks; vaks; vokse), at voxe. Inf. ogsaa vaksa, dog sjelden. (G. N. vaxa). Imperf. hedder kun tildeels vaks; ellers voks. Supinum paa nogle Steder vakse; ogsaa vukse (Gbr.). Particip mest alm. vaksen. — Betyder som almindeligt: 1) blive større, tiltage i Størrelse. 2) formeres, tiltage i Mængde. 3) groe, spire, komme frem, trives; f. Ex. paa en vis Jordbund. — vekse pꜳ: tiltage med Væxten eller Alderen; f. Ex. om en Legemsfeil. Modsat: vekse ta (veks av): aftage med Alderen. veks’ upp: opvoxe. vekse til: forøges, formere sig. vekse utor Klæ’om: voxe fra sine Klæder. vekse seg ven (el. vakker): voxe til sin Fordeel, blive vakkrere ved at voxe. Modsat: vekse seg stygg.
veksande, adj. voxende, tiltagende. Hedder ellers vaksande, ogsaa paa nogle Steder hvor Verbet hedder vekse. Saaledes i Sdm. „i vaksande Mꜳne“ (eller blot: i vaksande): i tiltagende Maane. Modsat minkande.
Veksing, f. Opvoxen; Voxetid. Jf. Vokstr og Vaks.
veksla, v. a. vexle, ombytte Penge. Hedder ogsaa versla.
Veksne, s. Vꜳngse.
Vekstr, s. Vokstr. Vekvæ, s. Vedkvæde.
vel (vælger), s. velja.
vela (ee), v. a. sætte i Stand, pynte, rette paa; s. vøla.
Velde, n. 1. 1) Vælde, Magt, Raadighed. (= Vald). G. N. veldi. — 2) Leilighed til at bruge sine Kræfter. „ta Velde frꜳ ein“: berøve En Leiligheden til at udrette noget, f. Ex. ved at holde ham over Hænderne. Ørk. Dæm tok Velde frꜳ ’an: de greb ham saaledes, at han ikke kunde værge sig.
Velde, n. 2. Værktøi, Redskaber til en vis Bedrift; f. Ex. Fiskeredskaber. Hard. Shl. Nhl. — Ellers Reide, Greide, Bunad, Børnad og fl.
vele (ee), v. a. (a—a), kjæle for En, smigre, karessere. Sdm.
Vele (ee), n. Stjert, Halen paa Fuglene. B. Stift. Vel egentlig Vile (aab. i), da det i Sdm. hedder Vyle (aab. y). Isl. vèl. Ellers kaldet Stert, Styl og Stuv.
Veleik, m. Lyn. See Verleik.
Velende (ee), n. Svælg, Madpibe, Spiserøret i Halsen. Sogn, Gbr. og fl. Hedder ellers Vælend (Ørk.), Væland (Indr.), Vælen, m. (Tell.), Vælaren, m. (Hall.), Volende, aab. o (Sdm. Helg.). Isl. vælindi. I svenske Dialekter valan og vailund (Gotland).
Veling, f. Istandsættelse; see Vøling.
velja, v. a. (vel; valde, valt), vælge, udvælge, udsøge. G. N. velja. Imperf. i Rbg. vꜳlde; ellers valde. (G. N. valdi, pl. völdu). Part. vald (vald’e); Imperativ vel (aab. e), i Fl. velje. Jf. Val. — velja ut: udvælge. velja uppatte: gjøre nyt Valg. velje pꜳ ein: stemme paa En. „Dæ vel seg“, s. velst.
veljande, adj. valgbar, til at vælge.
Veljar, m. Vælger, Valgmand.
Veljing, f. Udvælgelse; Vragning.
vella, v. n. i Betydningen: syde, koge; skal forekomme i Sogn (?). G. N. vella. Heraf Velling og forvella.
Velling, m. og f. Vælling; Suppe. Mest brugl. i Ag. Stift, hvor det tildeels træder i Stedet for Ordet Supa (el. Supan). Nogle Steder Villing.
velst (el. veljast), v. n. være uvist, komme an paa Omstændighederne. Bruges i den søndre Deel af Tr. Stift, tildeels i Formen vels (Ørk.). Kun i Præsens; f. Ex. Dæ velst kor dæ gꜳr: det er uvist hvordan det vil gaae. Dæ velst kor han vil ha dæ: det kommer an paa hvorledes han vil have det. Hedder undertiden ogsaa „dæ vel seg“. I Sdm. siges i samme Tilfælde „dæ veist“, og i Nhl. „d’æ vꜳst“ (adj.). — I danske Dial. „volde sig“.
Velt, m. Vælt, Trumf (i Kort). Hertil Velt-Ess (el. Veltes Ess), Velt-Fru o. s. v.
Velta, f. 1) Væltning, Omtumling. (Sjelden). 2) en Masse som man vælter frem; en Dynge af Ved, Halm, Hø eller deslige, som er saaledes sammenlagt at man kan vælte den. Heraf 3) en stor Mængde, en uordentlig og uhyre stor Masse.
velta, v. n. (velt; valt; volte), 1) vælte, rulle, trille; f. Ex. om Steen. B. Stift. G. N. velta, valt. — 2) falde, tumle overende. Dæ valt stad: det styrtede ned. (Nfj.). Ogsaa ligge usikkert, rokke, vakle; ligesaa om at gaae usikkert, vralte, snuble idelig. (Jf. valtra). — 3) styrte frem, komme i stor Mængde, mylre, vrimle. Da va so fullt at da valt ur-or da. D’æ so tjukt at dæ velt’e.
velta, v. a. (e—e), vælte, omvælte noget; støde omkuld; ogsaa fremføre i stor Mængde og uden nogen Orden. velte seg: tumle sig, vælte sig om paa Ryggen; f. Ex. om Heste. „velte i seg“, spotviis om at æde med Graadighed. Ligesaa: „velte ihop“, sammendynge, ophobe, føre sammen i en stor og uordentlig Masse.
veltande, adv. fremstyrtende. Dæ kom veltande.
Veltefjøl, f. Muldfjel, Væltebræt paa en Plov.
Veltekjepp, m. Væltestang, Stok til at omvælte noget med.
Velting, f. Væltning, Omvæltning; ogsaa Fremstyrtning; s. velta.
Vember, s. Vꜳmb.
Vemur, en Særling; see Vimur.
Ven, see Vin.
ven (ee), adj. vakker, smuk, skjøn. Meget brugl. i Kr. Stift, ogsaa i Hard. Hall. og fl. (G. N. vænn. Sv. vän). Andre Steder siges fin, fager, snild; ogsaa pæn o. fl. Komparativ venare gaaer over til venre (Tell.) og venne (Sætersd.).
Vend, f. 1. Skraa-Linie paa vævet Tøi; de fine Striber som gaae skraat over Væven og som dannes af de regelmæssige Slyngninger af Traadene i Rendegarnet. (Kun i Vævning med dobbelt Traad, f. Ex. Vadmel. Jf. tvitrædd). Meget udbredt Ord. (B. Stift, Tell. Gbr. og fl.). Isl. vend, Vævning.
Vend, f. 2. 1) Vending, Gang (Tuur); f. Ex. om enhver Vending eller Fure i Pløiningen paa en Ager. Fyste Vend’a: den første Frem- og Tilbagegang. N. Berg. — 2) en Linie i et Vers; den mindste Afdeling i Vers og Sange, tildeels ogsaa i Musikstykker eller Slaatter. (Det latinske versus). Meget brugl. i Sdm. Eit Vers pꜳ fire Vende. E kann bære fyste Vendinne (ɔ: de første Linier). Forskjelligt fra Upptak. — 3) Virkning, Fynd, Klem. (Sdm.). Han gjor’ ikje stoor’e Vend’a: han udrettede ikke synderligt. D’æ ikje noka Vend mæ di: det har ikke nogen Klem, gjør ikke synderlig Virkning.
vend, vendt, stillet; s. venda.
Venda, f. 1) Vending, Gang frem og tilbage (= Vend). Mere udbredt men lidet brugl. — 2) en Gang (ved Talord). Sogn, Hard. Tell. og fl. (meget brugl.). Tvo tri Vendur: to eller tre Gange. Trea Vendo: den tredie Gang.
venda (vænde), v. n. og a. (e—e), 1) vende, dreie sig om, gaae tilbage. G. N. venda. I de nordlige Egne siges oftere „snu“, hvorimod „vende“ bruges mest i figurlig Betydning: omskiftes, forandre sig. — 2) v. a. vende, bringe i en anden Retning, drive tilbage eller til Siden. „vende Krytyr’a“: drive Kvæget til en anden Side. — 3) dreie, svinge, vende noget omkring. Hedder i de nordlige Egne altid snu. (Jf. draga og sveiva). — 4) omskifte, forandre; ogsaa forvende. vende Mꜳl’e sit: forandre sin Stemme; ogsaa bruge en anden Udtale eller Dialekt. vende Syn’a: forvilde Ens Syn, blende, forblinde. (Indr. og fl.). Ellers: kverve Syn’a. — 5) afhænde, sælge. venda Varenna sina: afhænde sine Varer. Brugl. i B. Stift, især ved Bergen. I dette Tilfælde betegner det vel egentlig borttuske eller ombytte; dog kunde det maaskee ogsaa være en sammentrukken Form af „avhenda“. — Imperativ af vende hedder paa mange Steder: vent (vendt), f. Ex. vent atte, ɔ: vend tilbage, gaa hjem. Particip: vend, ɔ: vendt, bortvendt; forandret; ogsaa stedt eller stillet i et vist Forhold. Eg veit ikje kor eg æ vend’e: jeg veed ikke endnu hvorledes mine Sager staae. (B. Stift).
venda, adj. om Tøi som har synlige Skraalinier i Væven (see Vend). Hertil Vendabꜳnd, pl. n. og Vendabore, f. Border som ere vævede med Vend. Venda-ty, n. Tøi med Vend.
vendast, v. n. (Imperf. vendest), vende sig, forandres, omskiftes.
Vendelrot, f. Baldrian, en Urt (Valeriana officinalis). B. og Tr. Stift. Sv. vendelrot.
Vendereis, f. Tilbagereise. „gjera Vendereis“: reise tilbage uden at have naaet sit Bestemmelsessted.
Vending, f. Vending (s. Venda); Forandring, Omskiftelse.
Veng, m. 1. en Vinge. (G. N. vængr). Især om en afbrækket Vinge til at feie og pudse med. S. Vengja.
Veng, m. 2. Kahyt, den bageste Deel af et Fartøi. — Hertil Vengbꜳt, m. Baad med en liden Kahyt. Vengglas, n. Kahytvindue. Vengluka, f. Kahytluge.
Vengja, f. Vinge, paa Fugle og Insekter. Vengjebein, n. Vingebeen. Vengjefjør, f. Vingefjæder. vengjelaus, adj. vingeløs.
vengla, v. n. flagre, flyve skjævt og klodset, som enkelte Insekter. N. Berg.
Vengle, f. Stankelbeen, et Slags Insekt med lange Vinger og lange Fødder. (Ogsaa kaldet Lꜳngføttefluga). Sdm.
Venleikje (ee), m. Skjønhed, Vakkerhed. S. ven, adj.
vensleg (ee), adj. vakker, tækkelig.
vent (ee), adv. vakkert, skjønt.
venta (vænte), v. a. og n. (a—a; ogsaa e—e), 1) vente, have Forventning om. G. N. vænta. 2) formode, slutte, forudsee. Jf. vona. 3) v. n. vente, bie, stunde efter noget. (Med pꜳ og ette). — „vente seg“: vente sin Nedkomst, om frugtsommelige Koner; f. Ex. Ho venta seg te Nyꜳr’e: hun venter at gjøre Barsel ved Nytaar. — Partikelen „te“ bortfalder ofte ved dette Ord; f. Ex. Meir elder som vente var. D’æ ’kje vente. Dæ va ’kje anna vente (ɔ: man kunde ikke vente noget andet).
Ventadøger, pl. n. de sidste Dage af Svangerskabet. Ho gjeng’e pꜳ Ventadøgrꜳ: hun er nærved at gjøre Barsel, venter daglig sin Nedkomst. N. Berg.
ventande, adj. som man kan vente. Han æ ventande no snart: nu kan man snart vente ham. D’æ ikje ventandes: det er ikke at vente. Som ventand’ æ: naturligviis, som rimeligt er. Han vart harm, som ventandes var: han blev naturligviis harmfuld.
ventelege, adv. formodentlig, rimeligviis.
Venting, f. Venten; Forventning. — I Forbindelse med „i“ bruges ogsaa Vente (i Vente), ligesom i Skriftsproget.
Ver, ee (for Vedr), m. en Væder. Bruges ogsaa i Formen Vedde (Gbr.), Veir (Sdm.) og Vaur (Nhl. for Vedur). G. N. veðr. (Ellers Bekre, Bøkꜳr, Saubukk). I Sammensætning Vera og Ver (Verahonn, Verskinn); i Sdm. ogsaa Vede (aab. e), nemlig i Vedelamb, n. Væderlam. — Uegentlig betegner Ver ogsaa en tvær og selvraadig Person.
Ver, ee (for Vedr), n. Veir. — Formen Ver (ee) er den almindeligste; ellers hedder det ogsaa Vær (Ag. Stift), Væ (Tell.) og Veir (Sætersd. Nfj. Sdm.). G. N. veðr. Ang. veder. Sv. väder. I Sammensætning findes ogsaa en fuldkomnere Form Vede (aab. e), nemlig i Sdm. (hvor Ordet ellers hedder Veir), f. Ex. Vedebrest, Vedekvild, Vedeskifte. — Betydning: 1) Veirlig, Luftens Beskaffenhed (eller det almindelige Begreb af Veir). — 2) Luft; tildeels ogsaa Vind. (Sjelden). Hertil Talemaaden „upp-i Vær’e“ og „te Værs“, som forekommer søndenfjelds. Jf. Verbogje, Verljos, Verstrupe. — 3) Lugt, især paa lang Afstand, f. Ex. af et Dyr i Skoven. Hunden ha Ver’e ta ein Bjønn. Hedder ellers Tev, Tekk og fl. Jf. Verhꜳr, Verkonn. — Lignende Forandring i Betydningen have Ordene Vind og Luft (Lukt).
vera, ee (for vedra), v. n. (a—a), 1) lugte, støve, spore, f. Ex. efter et Dyr. Af Ver, n. (Jf. vinda). — 2) tumle, løbe blindt hen; ogsaa følge sin egne Nykker uden at høre Andres Raad. Af Ver, m. Hedder ogsaa veira. (Sdm.).
vera (aab. e), v. n. 1. (ær; var; vore, aab. o), at være. Infinitiv hedder ogsaa: vere (Sfj. Sdm.), væra (Ag. og Tr. Stift), vara (Ryfylke, Shl. Romsdl. Ndm. Helg.), vꜳrꜳ (Indr. Ørk.); forkortet: ve (Sogn, Voss) og va (Helg.). G. N. vera. Sv. vara. Præsens hedder almindelig: æ (baade i Eental og Fleertal); kun tildeels: ær, naar en Vokal kommer efter. (G. N. er). Imperf. almindelig: va, og tildeels var, foran en Vokal. Fleertal har tildeels en egen Form: vꜳre (Sætersd.), voro, oo (Hall. Vald.), vore, aab. o (Nhl. Voss og fl.), vure, aab. u (Sdm. forældet). G. N. váru. Supinum: vore, aab. o (alm. i de sydlige Egne), vere, viri (tildeels i Tr. Stift); forkortet: vo (Sogn, Voss). G. N. verit. I Optativ vere og vera. Imperativ: ver; Fl. vere. — Ordet har her, som i de andre Sprog, en overordentlig stor Anvendelse, og Betydningen faaer derved adskillige Forandringer, hvoraf mærkes: 1) være, være forhaanden, gives, være til. (Med et bestemt Begreb af Tilværelse bliver det forbundet med: til). 2) være noget, have en vis Beskaffenhed. (I Forbindelse med Subst. og Adj.). 3) være, som Hjælpeverbum, der forbindes med de passive Participier for at betegne, at noget er fuldført. 4) befinde sig, opholde sig, være paa et bestemt Sted. 5) forblive, komme til at være. I dette sidste Tilfælde har det tildeels en egen Form i Præsens (nemlig ver’), saa at det derfor kan betragtes som et særegent Ord, hvorom nedenfor. — Talemaader. vera ꜳt: være i Færd med noget (være ved at gjøre), see ꜳt. vera ette: søge efter noget; f. Ex. Dæ va mykjen Fisk i Sjøen, men dæ va ’kje Ver te ver’ ette han. vera ihop mæ ein, s. ihop. vera til (te): være til, existere. vera um: synes om, have Lyst til. — Ved Supinum (vore) bliver Hjælpeverbet „hava“ ofte udeladt, saa at Formen vore tildeels kommer til at ligne en Konjunktivform. F. Ex. Dæ va so hart som dæ vore Stein. Um eg vore so heppen (hvis jeg havde været saa heldig). Dæ vore langt bere (det havde været langt bedre). Du vore snild, um du vilde gjera da. (Nhl.). I Sætersdalen forekommer i saadanne Tilfælde Formen „vøre“ (aab. ø), som maaskee er et Slags Konjunktiv. Hermed jævnføres Udraabet: „Tvi vøre dæ“ hvorved man yttrer Forbittrelse og Afsky for en Ting. (B. og Ag. Stift).
vera (aab. e), v. n. 2. (Præsens: ver’), blive, skulle være, komme til at være. Kun brugeligt i Præsens-Formen: ver’e (B. Stift), men hedder ogsaa: var’e (Sætersd.). F. Ex. Ver’e du heime i Kveld, ɔ: bliver du hjemme i Aften? Eg ver’ ikje hær lenger en te Vꜳrs. Dæ ver’e verr’ ein annen Gꜳng. Dæ ver’ ikje gjort denne Vikꜳ. Han ver’ ikje hjelpen mæ di. (Hertil svarer Infinitivet vera i Betydningen blive). — I det gamle Sprog findes ikke noget, som svarer hertil, med mindre det skulde være Ordet „verða“; men dette Ord bliver i det nyere Sprog altid adskilt fra „vera“ ved sin særegne Form: verta (vert, vart).
verande (aab. e), adj. 1) værende, som er eller forbliver paa et Sted. Kun i Forbindelse med verta, f. Ex. Me vert’e hær verande: vi komme til at forblive her. Han vart dar verand’ i maange Ꜳr. (B. Stift). — 2) som man kan være eller forblive paa. (Egentlig: til at være). Hær æ ’kje verande: man kan ikke være her. Dær va ’kje verande fyre Folk: der var saa slemt at Mennesker ikke burde være der. — Hedder ogsaa verandes, værand, værans.
Verꜳtta (ee), f. Veir, Veirlig. Jæd. Voss. Tell. og fl. I Sdm. Veirꜳtte. (G. N. veðrátta). Jf. Snøverꜳtta.
Verbogje (aab. o), m. Regnbue. Sogn, Ndm. Ogsaa Værboge (Vald.), Væbogje (Tell.). Ellers Regnbogje.
Verbolk, m. en Tid med et vist Slags Veir; f. Ex. ein go’ Verbolk, ɔ: en Tid med godt Veir. — Ellers sammensat: Uversbolk, Klꜳrversbolk og fl.
Verbrag, n. Nordlys. Indr. (sjelden). See Brag. — Jf. Verljos.
Verbraut, f. Mælkeveien paa Himmelen. Nhl. Ellers kaldet Vetrabraut (Hard.), Vintersveg (Sdm.), Stjernebraut (Tr. Stift).
Verbrꜳ, n. Veirlig, et vist Slags Veir. Helg.
Verbrest, m. et Knald, som undertiden høres i Luften og ansees som et Veirmærke. I Sdm. Vedebrest.
Verbrigde, n. Forandring i Veiret. Sjelden. S. Verskifte.
Verbrot, n. Beskadigelse af Storm eller Uveir. Tr. Stift.
Verbyte, n. see Verskifte.
Vere (aab. e), m. et Slags Maddike eller Larve, som udvikles i Huden paa Køer og andre Dyr; egentlig Yngelen af Ko-Bræmsen. Ogsaa om de Huller i Huden, som foraarsages af disse Larver. B. Stift. I Tr. Stift gaaer det over til Væra og Vꜳrꜳ (Indr.); ogsaa Vuru, f. (i Ørk.), hvilket sidste forudsætter: Vera, f. Paa Helg. kaldes det Korme. — Verehol (aab. o), n. Huller i Huden, foraarsagede af disse Dyr. — verut (verette), adj. hullet eller knortet af Verer. verefri, adj. heel og fri for Verer.
verfast (ee), adj. veirfast, forhindret fra at reise ved Modvind eller Uveir. Dei lꜳg verfaste i ꜳtte Dagar.
Vergjeit, f. Horsegjøg (en Fugl); see Humregauk. I Sdm. Vedegjeit.
verhart, adj. n. veirhaardt, meget udsat for Storm og Uveir; om et Sted, ligesaa om en Søvei.
Verhꜳr, n. Mulebørster, Katteskjæg, de lange og stive Haar paa begge Sider af Munden paa Katte og andre Dyr. Tr. Stift. Andre Steder Værkonn. I Sdm. Veidebuste. (I Lighed hermed kunde Ordet maaskee forklares som Veirhaar, af G. N. veiðr, Fangst). Spotviis ogsaa om Knebelsbarter.
Verhꜳtt, m. en vis Beskaffenhed i Veiret. Indr. s. Verslag.
Vering (aab. e), f. Væren; Forbliven.
Veris (ee), m. Iisslag paa Træer, en tynd Iisskorpe paa Træernes Stammer og Grene. Tell. (Kunde maaskee forklares som Ve’aris, Vidar-is).
verja, v. a. (vær; varde, vart), 1) værge, forsvare. G. N. verja. Præsens (som skulde hedde ver’e), har almindelig Formen vær (uden Halvlyd). Imperf. hedder tildeels: vare. (G. N. varði). — 2) beskytte, dække, f. Ex. mod Vind og Uveir. Dæ vær so godt fyr Overa. (N. Berg.). Jf. Vartak, Varkufta, Varstyvel. — Det skal ogsaa have Betydningen: forvare, gjemme. Heraf Vær, (Var), Være, Vare (Varagn, Varꜳr, Varvott). — verja seg: værge sig, forsvare sig. verja fyre: afværge, forebygge.
Verja, f. 1) Værge, Vaaben. Meget brugl. (da „Vꜳpn“ er sjeldent). G. N. verja. Jf. Jorverja. — 2) en Værge, Forsvarer; ogsaa Forstander. Hertil Lagverja, Landverja, Kyrkjeverja. — 3) Varetægt, Forvaring. Sjelden. (See Være). I Sammensætning betegner det ogsaa noget som tjener til Dækkelse eller Beskyttelse for en Ting; saaledes: Soleverja (Mellemsaale i Sko), Torvaldsverja (see Torvol). Mærkeligst er Ordets Forekomst i Gangverja, ɔ: Klædning.
verjast (verjes), v. n. undsee sig, blues ved noget. Østerd. D’æ sꜳ at en kann verjes føre dæ: det er saa daarligt, at man maa blues derved.
Verje-ꜳndr (Verjꜳnder), f. Sneeskie som er betrukket med Reenkalveskind for ikke at glide tilbage naar man skal gaae op ad Bakkerne. Helg.
verjelaus, adj. værgeløs.
Verjeløysa, f. Værgeløshed.
Verk (Værk), m. 1) Smerte, Pine. Alm. og meget brugl. (G. N. verkr. Sv. värk). Hertil Tannverk, Hovu’verk og fl. Jf. Hugverk. — 2) i Fleertal (Verkje, r): Efterveer, Smerter efter Fødselen (hos Barselkoner). Ho va so lꜳk ta Verkjom. — 3) en Byld, Svulst. Tell. Buskerud. (Ellers Svoll, Kaun, Bolde). Nogle Steder ogsaa: Voer, Materie i Saar. (Ellers kaldet Vꜳg). — Verkfing, m. en bullen Finger (= Svollfingr). Tell.
Verk, n. 1) Værk, Gjerning. G. N. verk. I Rbg. betegner det især Pløiningen eller Vaararbeidet (= Vꜳronn). Tett fyre Værkj’e: kort før Pløiningen. 2) et Værk, et fuldført Arbeide, det som er gjort eller tilvirket. Hertil Togverk, Treverk, Murverk og fl. — 3) Maskine, Drivværk, kunstig Indretning. (Slagverk, Stampeverk, Sagverk). — 4) Fabrik, Tilvirkningssted. (Glasverk, Tiglverk, Spikarverk). — 5) et Bjergværk. — koma i Verk: komme i Gang, komme til Udførelse. taka Viljen fyre Verkj’e: see mere paa Hensigten end paa Udførelsen.
verka (værke), v. a. og n. (a—a), 1) virke, tilvirke, forarbeide et raat Stof, f. Ex. Hamp, Hør, Uld. (G. N. verka). verke Fisk: opskjære og rense Fisken, eller gjøre dne færdig til Saltning. (B. Stift). — 2) udvirke, udbringe ved en vis Tillavning eller Forarbeidelse; især om at udtrække Saft eller Vædske. Oftest med „ut"; heraf Particip: ut-verka. — 3) v. n. virke, gjøre Virkning; f. Ex. om Lægemidler. (Sv. verka).
verkast, v. n. blive udvirket, tabe sin Saft eller Kraft (f. Ex. om Malt i Brygningen). Dæ verkast ut.
Verken (Værk’n), n. et Slags tyndt uldent Tøi. (Ag. Stift). Jf. dansk Hverken og Hvergarn.
Verkflaga, f. et Anfald af Smerte.
Verking, f. Tilvirkning, Forarbeidelse (s. verka); ogsaa Virkning. I sidste Tilfælde siges oftere Verkning.
verkja (værkje), v. n. (kje, kte), 1) smerte, gjøre ondt. Meget brugl. G. N. verkja. Ogsaa om de Lemmer hvori Smerten finder Sted; f. Ex. Fingren værkje. Dæ værkje bꜳ’ Hand ꜳ Fot. — 2) føle Smerte, lide ondt, pines. Ogsaa figurlig: have Bekymring eller Ængstelse for noget. — Imperf. udtales sædvanlig: værte (værrte), og Supinum vært. Eg heve gjengje ꜳ vært fyre dæ lengje: jeg har længe været bekymret derfor.
Verkje, n. Materiale, Stof til at gjøre noget af. I Særdeleshed: a) Tøi til Klæder. b) Tømmer til en Bygning. (Husverkje). Søndre Berg. Tell. og fl. Gaaer over til Vyrkje (Gbr.) og Yrkje (Tr. Stift). Ellers kaldet Fang, Tilfang og Emne (det sidste især om Stoffet til en enkelt Ting). — Hertil Verkjeløysa, f. Mangel paa Materiale.
Verkje(r), pl. Efterveer; s. Verk.
verklaus, adj. fri for Smerte.
Verknad, m. Virkning; Tilvirkning, Tilberedelse. (Sjelden).
Verkonn, n. Mulebørster, Veirhaar (s. Verhꜳr). Tell. Buskerud og fl. (i Formen Værkonn). Vel egentlig Lugte-Redskab eller Evne til at lugte, ligesom Sv. väderkorn.
Verkstad, m. Værksted.
Verkvild (ee), f. Veirhvile, Stilhed efter en Storm; det at Uveiret for en Tid ophører. I Sdm. Vedekvild (aab. e).
Verkty, n. Værktøi, Redskaber.
Verlamb (ee), see Ver, m.
Verleik (ee), m. 1) Lynild. Jæd. i Formen Veleig (som formodentlig er Verleik, „Veirleg“, skjønt det vel ogsaa kunde have en anden Oprindelse). — 2) Navn paa en Fugl; see Vindhauk.
Verljos, n. 1) Lyn, Lynild. I Sdm. Vedeljøs (aab. e). I Tell. Væljos (sjelden). See ellers Ljon og Elding. — 2) Nordlys. Tr. Stift (Verløs, Verjøs). See Verlyse.
Verlyse, n. Nordlys. Søndre Berg. Jæd. — Andre Steder: Verjøs (Tr. Stift), Værjøske (tildeels i Ag. Stift). Ellers Lyse, Vindlyse, Brag, Verbrag, Vindbragd.
verma (værme), v. a. (e—de), varme, opvarme. G. N. verma. (Af varm). Ogsaa: ruge, ligge paa Æggene; om Fugle. Gbr. (Ellers bræde, klekkje). — Particip vermd: opvarmet; ogsaa ruget (= brædd, klekt).
Verme, m. 1) = Varme. G. N. vermir. 2) Ild. Søndre Berg. (Nogle Steder Vørme). Ellers meget udbredt i Formen Varme; f. Ex. gjera upp Varme (tænde Ild), passe Varmen; seta seg ꜳt Varma o. s. v. I de nordlige Egne siges oftere „Ljøs"; sjeldnere „Eld“.
Ver-merkje, n. Veirmærke.
Verp, n. en Steenhob, som er opkastet til et Mærke eller til Minde om en vis Begivenhed paa Stedet. Tell. (Jf. Varp). Andre Steder Kast.
verpa, v. a. og n. (verp; varp; vorpe), lægge Æg, om Fuglene. Meget brugl. (G. N. verpa. Sv. värpa). Udtales med aabent e (ikke æ). Imperf. hedded tildeels: vorp. — Ordets egentlige Betydning er: kaste; heraf Varp, varpa og Verp.
Verpe, n. en Indretning til Laxefangst; et Sted paa Strandbredden som er beleiligt til Brug af Laxevod og forsynet med Indretninger dertil. Berg. Stift. Hedder ellers: Varpa, f. (Helg.), og Vorpa el. Vorp (Tr. Stift). Jf. Mara og Gilja.
Verping, f. Æglægning; den Tid da Fuglene lægge Æg.
verr (værr’e), adv. værre. Mest alm. i samme Form som Adjektivet (verr’e). G. N. verr.
verrast, v. n. forværres, blive værre. Oftere: vesna.
verre, adj. værre, slettere. Hedder sædvanlig: verr’e; nogle St. verr. (G. N. verri). Svarer til vond, ill og lꜳk.
Vers (æ), n. Vers, Strofe. Jf. Vend.
versa, v. a. ordne Versene i en Sang (efter Hukommelsen), sætte Versene i sin rette Orden. N. Berg. (Egentlig: sætte i Vers). verse rꜳngt: synge de Vers først, som skulde synges sidst.
Verskifte (ee), n. Forandring i Veiret. Meget brugl. I Sdm. Vedeskifte (aab. e). Ogsaa kaldet Verbyte og (sjeldnere) Verbrigde.
versla (værsle), v. a. vexle, ombytte Penge. Tildeels i B. Stift. Paa Voss hedder det varsla. (Ellers veksla). Isl. versla, Handel. (Jf. Vetla). Heraf Versling, f. Vexling.
Verslag (ee), n. Veirlig, et vist Slags Veir. Ogsaa kaldet Værlag, Verbrꜳ, Verhꜳtt.
versliten (aab. i), adj. 1) slidt eller brækket af Vinden; om Huse. Indr. og fl. — 2) veirbrændt, veirbidt, bruun i Ansigtet af Veirets Paavirkning. Gbr. værsleten).
verst, adv. værst, slemmest. (Superlativ af verre). Hedder almindeligst: vest (vesst) og væst. — Det samme er Tilfældet med Adjektivet verste (veste, væste). Jf. veslaste.
Verstrupe, m. Luftrøret i Halsen (= Barkje). Ørk. (Sv. väderstrupe).
verta, v. n. (vert’; vart; vorte), blive, vorde; skee, komme til at være. Udtales med aab. e (ikke æ), men gaaer ogsaa over til varta (Shl. Ryfylke) og vetta (Hard.). Svarer til G. N. verða. Sv. varda. (T. werden). Jf. vera. Imperf. har tildeels Fleertallet vorte (Nhl. Voss), vorto (Hald. Vald.), vurte (Sdm. forældet). Supinum tildeels vurte (Gbr.), ellers vorte, med aab. o (ikke oo eller ꜳ). Ordet er meget brugeligt i B. og Tr. Stift, men noget sjeldnere søndenfjelds, hvor det ombyttes med det nyere Ord „bli“, hvilket sidste endog i Fjeldbygderne (f. Ex. Tell.) er meget brugeligt. Paa flere Steder i Ag. Stift bruges kun Imperfektum (vart), men ikke Præsens (vert). Jf. bli, bi, bide. — I Anvendelsen har det megen Lighed med „vera“, og bruges saaledes: 1) eenligt eller absolut, i Betydningen: vorde, skee, indtræffe, komme til Virkelighed. D’æ uvist um dæ vert’e. Dæ vart ikje den Gꜳngjen. 2) i Forbindelse med Substantiver og Adjektiver. Han vart Mann. Dæ vert’e Dag. Han vert’e stor’e o. s. v. Dæ vart ein stor Flokk. Han vert’e femti Ꜳr. 3) i Forbindelse med de passive Participier, til at betegne at noget bliver behandlet eller paavirket (altsaa Passivets Hjælpeverbum); f. Ex. verte driven (drives), verte halden (holdes). — I Betydningen: skee, eller hænde, forbindes det undertiden med Dativ; f. Ex. Eg veit ikje kva so’ vart Mann’a: jeg veed ikke hvad der hændte Manden (hvad der tilstødte ham, gik ad ham). Kva so vart deg: hvad var det som paakom dig, el. hvad feiler dig? (N. Berg.). — Af Forbindelser med enkelte Partikler mærkes følgende. „verte atte“: blive tilbage eller tilovers. Dæ vart atte-verande: det kom til at blive tilbage el. ligge efter. „verte av“: blive af; f. Ex. Dæ vart ikje av: der blev ikke noget af det, det slog feil. Derimod „verte ta (utav)“: blive af, komme hen; f. Ex. Eg veit ikje kvar dæ vart ta di (hvor det blev af, el. hvor det kom hen). verte av mæ: blive af med, faae fra sig. „verte ette“: blive efter, komme af; f. Ex. Dæ vert’e so lite ette di. „verte fyre“: blive udsat for, blive plaget af eller besværet med; ogsaa mærke, fornemme (noget ondt). „verte til“: blive til, fremkomme. Derimod „verte upp-i“ (pi): blive til noget, gaae over eller forandres til. (See pi). verte ved: komme i Bevægelse, blive ræd eller opbragt.
vervand (ee), adj. kræsen med Hensyn til Veiret, kjælen, som ikke vil reise ud undtagen i godt Veir.
Vervel, s. Kvervel og Fivreld.
vesall, adj. 1) svag, veg, skrøbelig. B. Stift. — 2) liden, ikke stor nok. Hard. Nhl. (G. N. vesall, usel). I Nordre Berg. hedder det visall’e (aab. i). I Hard. hedder Feminin: vesoll (G. N. vesöl). I den bestemte Form er Ordet langt mere udbredt (nemlig i Betydningen: liden, lille) og hedder da: vesle (søndenfjelds), vetle (Hard. og fl.) og med den nordenfjeldske Udtale: veltle eller velsje. F. Ex. Vesle-Gut’en: den lille Dreng. Vetlefingren: Lillefingeren. Vesle-Bꜳn’e: det mindste Barn. — Jf. veslaste.
Vesallelig (aab. i), m. Haandled. Sdm. (Nogle Steder Visallelidin; andre St. Vasallele’en). See Uvlid.
Veska (Væske), f. Vædske.
veskjen, adj. 1) vandig, smagløs, for lidet saltet. 2) vædskefuld eller vammel i Munden, lysten efter noget som er salt. Nhl.
Vesl, n. Kilde, Væld, Vandspring i Jorden. Ørk. (med Udtalen Veltl eller Veltj). Hertil Kaldvesl (Isl. kaldavesl). I svenske Dial. värsl og värsla, som kan jævnføres med det foranførte Tidvemsla og G. N. vermsl.
veslaste, adj. værst, slemmest. Tell. (hvor det bruges som Superlativ af verre). Egentlig af vesall.
vesle, adj. lille; see vesall.
Vesling, m. en Stakkel, En som er liden og svag af Kræfter. Nhl. I Hard. hedder det Vetlingje. (G. N. veslingr).
vesna (væssne), v. n. (a—a), forværres, blive værre. Meget brugl. G. N. vesna (vel egentl. versna). Modsat besna og batna.
Vesning, f. Forværrelse. (Sjelden).
Vesold, f. Svaghed, Skrøbelighed, Vanmagt. Hard. (G. N. vesöld, Uselhed). — I Tell. forekommer ogsaa: Vesolmann, ɔ: en Stakkel. Formen er her formodentlig: vesꜳl, for vesall, altsaa Vesalmann, svarende til G. N. vesalmenni.
Vess, m. Mundheld, Talemaade; Anekdote med særegne eller usædvanlige Udtryk; ogsaa om Vers og Bønner i et forældet Sprog. Sdm. (Maaskee en Afændring af Vers).
Vesse, pl. af Voss (Folkenavn).
Vest, m. 1. en Vest (Klædningsstykke). Nogle Steder ogsaa: en Trøie. (Gbr.). Hertil Vestety, Vest-emne, Vestefikka og fl.
Vest, m. 2. Vest, vestlig Retning. G. N. vestr. Te Vest’es: til Vest; f. Ex. Vinden gjekk te Vestes.
vest, adv. vest, i eller til Vest. (Jf. ut). — vest-ette: vest over, mod Vest. — vest-i: i Vest; f. Ex. han æ klꜳr’e vest i, ɔ: det er klart i Vest. (N. Berg.).
vest (værst), s. verst.
vesta (for vestan), adv. vestenfra. (G. N. vestan). Oftest sammensat med andre Ord, saasom vesta-ette og vesta-frꜳ: vestenfra. vestafyre: vestenfor. (I Hard. vestanfy’). vesta-til: 1) i Vest, paa Vestsiden. 2) vestenfra. (I Søndre Berg. vestan-te).
Vestadrꜳtt, m. vestlig Vind i Skyerne; det at Skyerne trække fra Vest.
Vestagyrje (jørje), f. langvarig Blæst fra Vestkanten med Skyer og Taage. N. Berg.
Vestakast, n. kortvarig Vestenvind.
Vestarok (aab. o), n. Storm og Drev fra Vestkanten.
Vestavind, m. Vestenvind. (G. N. vestanvindr). Om en svagere Blæst: Vestakjøla, f.
vestleg, adj. vestlig. Jf. vestrøn.
Vestlending, m. Indbygger af den vestlige Deel af Norge (det Vestenfjeldske). Ogsaa Indbygger af det søndenfjeldske Vestland eller Arendalssiden (Bamble og Nedenæs Fogderier m. m.).
vestrøn, adj. vestlig; om Vinden. (Mest nordenfjelds). Jf. utrøn.
Vestrætt, f. Vind og Veir fra Vestkanten. Nhl. (Af den ældre Form vestr og Ætt).
Vet, m. s. Vetr. Vet, n. s. Vit.
Vete (aab. e), f. 1) en lang Huulning i Jorden, en Fordybning med fugtig Grund uden noget egentligt Bækkeløb. Sdm. (Ikke meget brugl.). — 2) den fugtige og meget gjødede Eng i Nærheden af Fæhusene. Ndm. med afvigende Form Vetu og Vutu (Stangvig).
Vetel (aab. e), m. en aarsgammel Væder. Sogn. (Jf. Stilling). Egentlig med samme Begreb som i Vetle og Vetrung, nemlig: vintergammel, eller som er fostret en Vinter over. Jf. Tvovet, Trivet.
Vetelee, s. Vetle. Vetl, s. Vesl.
Vetla, f. en Bankseddel. (Skal bruges ved Mandal). Vel egentlig Versla el. Vesla, s. versla. — Om et andet Vetla see Veitsla.
Vetle, m. 1) en aarsgammel Hest. Meste brugl. i Tr. Stift. I Romsdalen ogsaa Vetelee. (I Sdm. Vetrung). — 2) en aarsgammel Bjørn. Tell. Jævnfør det gamle „vetrliði“ (et af Bjørnens Navne i Skalda). — Vetle beholder Lyden af „tl“ i Dialekterne og gaaer ikke over til Vesle eller Veltle; det synes derfor at være en sammentrukken Form (formodentlig af G. N. vetrliði), hvilket ogsaa bestyrkes af Formen Vetelee (el Vet’le).
vetle, adj. lille; see vesle.
Vetr, m. Vinter. Forekommer i Formen Vetr eller Vett’er (Yttre Sogn, Nhl. Hard. Rbg.), Vet, aab. e (Tell. Hall. Vald. Indre-Sogn), og Vøtur, aab. ø (Hard.); andre Steder: Vinter. G. N. vetr. — I Vetter (i Vet): i den forledne Vinter. Um Vet’en: om Vinteren. (Tell.). Te Vetters: til Vinteren. S. Vinter.
Vetrabraut, f. Stjernebæltet, Mælkeveien paa Himmelen. Hard. I Tell. Vetterbraut. G. N. vetrarbraut. Derimod: Verbraut (Nhl.), Vintersveg (Sdm.), Stjernebraut (Tr. Stift).
Vetrung, m. 1) en aarsgammel Hest. Sdm. Jf. Vetle, Tvovet, Trivet. — 2) en aarsgammel Oxe. Sogn, Søndre Berg. Tell. (Ellers Ꜳrung, Fjorstut og fl.). Jf. Vetel.
Vett, f. et fabelagtigt kvindeligt Væsen, et Slags Huldre eller Ellekone. Rbg. Mandal. Ogsaa kaldet Vitt. Jf. Vette og Go’vettra (s. Godvette).
vetta, i Talemaaderne: inkje vetta, ɔ: ingen Ting. lite vetta: ganske lidet. inkje mykje vetta: ikke synderlig meget. (I svenske Dial. vätta). Grunder sig paa et gammelt Ord vætt, ɔ: Noget, en Ting. (Ang. viht).
Vette, n. 1. Vætte, Aand, Skytsaand; Nisse, Dæmon. Brugl. i Tell. og fl. (Jf. Godvette). G. N. vætt, f. — Dæ fygde honom vonde Vette: der fulgte ham onde Vætter, han var paa Veien til Ulykken. (Tell.).
Vette, n. 2. Hank, Haandfang paa Midten af et Laag. Sogn. (= Hæv, Hav).
Vette, pl. m. see Vott.
Vettefolk, n. Ellefolk, Underjordiske (Mandal). Ogsaa Vittefolk (s. Vett).
Vettehaug, m. en Høi, der af Folkesagnet betegnes som Opholdssted for Underjordiske (= Huldrehaug). Tell.
Vetteljos, n. Lygtemand; Luftsyn som ligner en dunkel Lygte. Tell. Ellers kaldet Skitfot, m. (Nhl. Sdm.), Vassvarg (Voss), og tildeels Varljos.
Vetter, s. Vetr og Vinter.
Vev, m. (Fl. Vevja), Væv. Hedder alm. Væv og nogle Steder Vøv.
veva (aab. e), v. a. og n. (vev; vov, oo; vove, aab. o), væve. Gaaer over til væva, vava (Namd.), og vꜳvꜳ (Ørk.). G. N. vefa. — veva ne(d) Væven: væve til Ende, blive færdig med en Væv.
Vevar, m. en Væver; Væverske.
Veving, f. Væven, Vævning.
vevja, v. a. (a—a), svøbe, vikle, røre omkring. Tell. (Jf. vava og Vav).
vevla, v. a. vikle, svøbe (= vevja). Tell.
Vevling, m. et Slags brede Baand, som bruges til at vikle omkring Haandleddet ved Aabningen af Ærmerne. Nhl. Paa Helg. hedder det Vevlung.
Vevnad, m. Vævning; en vis Maade at væve paa. B. og Tr. Stift. G. N. vefnaðr.
Vevstad, see Vævstad.
vi, pron. vi. See mid (me).
Via, s. Vidja. — via, s. vide.
viar, s. vidt. Viꜳtte, s. Vidꜳtte.
Vibendel, s. Vidvendel.
Vid (aab. i), m. 1) Ved, Træ (betragtet som Stof eller Materie). Hedder Vid (Sdm. Nfj.), Vi (Sogn, Rbg. og fl.), og Ve (mest alm.). G. N. viðr. — 2) Træ-Materiale, Træværk. Mest i Sammensætning som Innvid, Veggvid, Hæsvid. Jf. Langvid, Stuttvid. — 3) Brændeved, Brænde. (Meget brugl.). Hertil Talemaaderne: eit Lass Ve’, ein Famn Ve, eit Fang Ve, og fl. I nogle Sammensætninger betegner det ogsaa et Træ, en Træ-Art (ligesom G. N. viðr); saaledes: Beinvid, Ringvid, Krossvid og fl. Hertil hører maaskee en Talemaade som bruges i Sdm. nemlig „pi Vidꜳ“, f. Ex. Han va reint pi Vidꜳ: han var i en usædvanlig Bevægelse, han var reent i Fyr og Flamme. — I Sammensætning med et paafølgende Ord faaer det sædvanlig Formen Vida (Via, Vea); saaledes: Vidafamn, m. en Favn Brænde. Vidafꜳngan (Veafang), n. en Dragt Brænde; see Fangan. Vidahoggar, m. Vedhugger. Vidakost, m. Veddynge, Vedkast. G. N. viðarköstr. Vidalad (Vea-la), n. Brændestabel. Vidalass, n. Vedlæs, Brændelæs. Vida-mark, f. og Vidaskog, m. Brændeskov. Vidaskot, n. Vedskjul, Brændeskuur. Vidaslede (Veaslee), m. Vedslæde.
Vid (aab. i), f. Vidie; see Vidja.
vid (aab. i), præp. ved; see ved.
vid (ii), adj. vid, aaben, stor, rummelig. (Mest alm. vi, vi’e). G. N. víðr. Jf. vide og vidt. — Her mærkes Formen vidande i Forbindelsen „pꜳ vidande Vegg“ (N. Berg.), el. pꜳ viand Vegg (Gbr.). setje Dyr’a pꜳ vidande Vegg: sætte Døren ganske aaben (paa vid Væg). Formodentlig en Afændring af det gamle Akkusativ: vidan.
Vida (aab. i), f. Træværk. Findes kun i Formen Vudu, i Tr. Stift.
vidalaus, adj. som mangler Brænde.
Vidaløyse (Vealøysa), f. 1) Brændemangel. (Alm.). — 2) Fjeldmark som ligger ovenfor Skovgrændsen; den høieste, skovløse Deel af Fjeldene. Tell. (Jf. Vigga).
vidaste (ii), adv. almindeligst, paa de fleste Steder. Jf. vidt.
Vidꜳtte (ii), f. Vidde, en stor, vidtløftig Strækning. Sdm. Ogsaa paa Helg. (Viꜳtte). G. N. víðátta.
Vidd (ii), f. 1) Vidde, Vidhed, Rummelighed. G. N. vídd. D’æ stort nok pꜳ Vidd’a (ɔ: med Hensyn til Vidden). — 2) frit, aabent Rum. koma pꜳ Vidd’a: komme paa fri Fod; komme langt bort (f. Ex. om Kvæg); blive adspredt, komme ud vidt og bredt (om Gods, ligesaa om Efterretninger, Rygter o. s. v.). Han æ pꜳ Vidd’inne: han er ude i den vide Verden. — 3) en stor, vidtløftig Strækning; især om en ubeboet Mark. Mest i de sydlige Fjeldbygder, saaledes i Tell. „Vidd’i“ og „Almannvidd’i“, om de store og ubeboelige Marker omkring Høifjeldene inderst i Landet.
vide (aab. i), v. n. (a—a), hjembringe Ved, hugge Træer til Brænde og bringe dem til Gaarden. Nfj. Sdm. Ellers: via, vea, ve’e. G. N. viða. — Et andet „vide“ (aab. i) er Supinum af vade.
vide (ii), v. a. (a—a), udvide, gjøre videre. (Mere alm. via). See vikka.
vide, adv. vide, vidt omkring, paa mange Steder. Hedder ogsaa vidꜳ (Sdm.), viꜳ (B. Stift) og ellers vie. (G. N. víða). Jf. vidt.
Vi(d)er, m. Vidie-Piil; forskjellige smaa Træ-Arter, henhørende til Pileslægten (Salix). Mest udbredt i Formen Vier (Tell. Jæd. Hard. Sogn og fl.), men hedder ogsaa Vie, f. (for Vidja) i Sdm. Ndm. og Ørk. (I Nordland: Ister). G. N. víðir. Sv. vide. — Jf. Selja.
Vi(d)erkjørr, f. 1) Vidiekrat. (Søndre Berg.). 2) Dverg-Piil (Salix herbacea). Sogn (Vierkjørr).
Vi(d)erskog, m. Skov eller stort Krat af Vidietræer. Vierrunn, m. en enkelt Klynge af saadanne Træer.
Videvank (vꜳnk), n. Omflakken vidt og bredt. koma pꜳ Videvꜳnk. B. Stift.
vidfaren, adj. vidtbefaren, bereist, som har været paa mange Steder. Ogsaa: flygtig, omsvævende (= vidforug).
vidforug (aab. o), adj. urolig, flygtig, som vanker vidt omkring. Meget udbredt Ord, i Formerne vidforig’e, viforug, vifꜳrau. I Ørk. hedder det viforoll (aab. o). G. N. víðförull.
vidgjengt, adj. n. vidtløftigt, stort, meget udstrakt; om Landskaber, Dalstrøg, Farvande o. s. v. Tr. Stift.
vidgjeten (-giten), adj. meget bekjendt, navnkundig, vidt og bredt omtalt. Meget brugl. i B. Stift.
Vidheim, en Benævnelse paa Landet eller Jorden. „Han bur pꜳ Videim“, siges i Sdm. om En som flakker om fra et Sted til et andet, uden at have noget egentligt Hjem.
Vidja (aab. i), f. en Vidie, en sei Kvist eller Spire af et Træ, som tilberedes ved Vridning og bruges til Baand. Den fuldkomne Form er sjelden (Helg. Mandal); ellers hedder det Via, Vie, Viggja (Sogn). G. N. viðja. I Sdm. har det en egen Form: Vid, f.; Fleertal Via; i Sammensætning Via; saaledes Viahals, den tykke, og Viatagl, den tynde Ende af Vidien. (Forudsætter altsaa et Genitiv: Vidjar). — Mere almindelige Sammensætninger ere: Vieband, n. Vidiebaand. Viekippe, n. Vidiebundt. Vieskog, m. Skov at skjære Vidier i; især ung Birkeskov. Viespenning, f. et lidet Vidiebaand (Ag. Stift). — Om et andet Vidja (Vie) s. Vider.
vidkjend, adj. vidt bekjendt.
vidmynt, adj. stormundet.
vidna, v. n. (a—a), udvides, blive videre. Meget brugl.
vidopen, adj. vindaaben, liggende udstrakt paa Ryggen. Mest i de nordlige Egne (viꜳpen). Sv. vidöppen.
vidspurd, adj. vidt bekjendt, som høres og spørges vidt omkring. Saavel om Personer som Begivenheder. I B. Stift: vidspur’e (aab. u).
vidsveimt, adj. n. vidtstrakt, vidtløftigt. Dær æ so vidsveimt: der er meget store, vidtstrakte Marker. Sdm. Ndm.
vidsynt, adj. om et Sted, hvorfra man kan see vidt omkring. Sjelden.
vidt, adv. vidt omkring, vide, mangesteds (= vide, vidꜳ). „so vidt“: saa meget, i den Grad. — Komparativ: vidare (viar), har flere Betydninger: 1) videre, paa flere Steder. Bꜳde hær ꜳ vidare. 2) mere. Eg veit ikje viare: jeg veed ikke mere derom. 3) særdeles, synderlig (med en Negtelse). D’æ ’kje viare godt: det er ikke synderlig godt. — Jf. vidaste.
Vi(d)vendel, m. Kaprifolium, Løberose (Lonicera); en slyngende Buskvæxt med store vellugtende Blomster. Forekommer søndenfjelds i Formen Vivendel; i Buskerud hedder det Vivang; i B. Stift tildeels Vibendel. G. N. viðvindill. Ellers Ringvid, Bergfletta og fl.
vidvoren, s. vedvoren.
Vie, f. see Vidja og Vider.
vie, s. vide, vigja og vegjen.
Viend, s. Vegjende. — Vier, s. Vider.
vigd, indviet. Particip af vigja.
Vigga, f. (bst. Form), Fjeldmark ovenfor Skovgrændsen; den øverste skovløse Deel af Høifjeldene. Gbr. Ellers kaldet Bærfjell, Bærsnøya, Vialøysa og fl.
vigga, v. n. rokke, bevæge sig til Siderne, vugge, svaie. Tell.
vigga, v. a. udvide; s. vikka.
vigja, v. a. (gje, gde), vie, indvie; ogsaa ægtevie. Inf. i Sogn: viga; ellers efter Udtalen via og vie; men i Imperf. vigde; Supin. vigt og Imperativ vig. Part. vigd. — G. N. vígja. — Heraf Vigjing, f. og Vigjelse, n.
vigje, s. vegjen og vega.
Vigsla, f. Vielse. (Tell. og flere).
vigsla, v. a. signe, indvie. (Fordum især om at afvende Trolddom ved en Signelse eller ved Korsets Tegn). Tell. Hall.
Vigslekall, m. en Præst. (Benævnelsen bruges af Troldene i Folkesagnene). Tell. (Tildeels Vigslekadd).
Vigt, f. Vægt. (Sogn).
vigtug, adj. vigtig; egentlig: vægtig, tung. Ellers et nyere Ord.
Vik (ii), f. (Fl. Vika, r), en Vig, Bugt; Indbøining, især i Strandbredden. G. N. vík. (Jf. Vꜳg, Bug, Val). Hertil Gaardsnavnene Vik, Vikj’i, Vikanne.
Vik (aab. i), el. Vika, f. en Fid eller Dukke af Traad. Ørk. (Jf. Sv. veck, Fold).
Vika (aab. i), f. en Uge, Tid af syv Dage. Gaaer over til Veke, Væka, Viku, Vuku (Indr. Ørk. Østerd.), Voko (Namd.), Uku (Ørk.). G. N. vika. Sv. vecka. Ombyttes ofte med: „ꜳtte Dagar“. Om to Uger siges altid: fjortan Dagar. Derimod: „att’i Trivikinne“: henved tre Uger siden. I hine Vikinne: i forrige Uge. (B. Stift). Hedder ellers: i Fyrr-Vikun (Gbr.), i Førr-Vukun (Ørk.). Onnor Vika: næste Uge. (B. Stift).
vika (ii), v. n. (vik’; veik; vikje), vige, gaae tilside. (Et meget sjeldent og næsten ubrugeligt Ord). G. N. víkja.
Vikearbeid (aab. i), n. Arbeide for en Uge. Ogsaa kaldet Ꜳttedagsarbeid.
Vikemun (aab. i og u), m. den Forandring som en Ting faaer paa en Uges Tid. Dæ syne stor’e Vikemunen pꜳ Ꜳkr’a. (B. Stift).
Vikeslætte, n. Engmark, som man kan slaae paa en Uges Tid.
Viking, m. Indbygger af et Sted eller Distrikt med Navn af Vig.
vikja, v. a. (kje, kte), 1) bøie ud, vende fra hinanden, stille, aabne, f. Ex. Tænderne paa en Sav. N. Berg. — 2) vende, føre tilside, dreie af fra den lige Linie. vikje Hesten: faae Hesten til at vende til Siden (nemlig ved et Træk i Tømmerne). Mere alm. Jf. einvikt, harvikt. — 3) føre eller lede ved ubekjendte Kræfter (fordum især ved Trolddom eller Hexerie). vikje til seg: trække til sig, som ved et Tryllerie. „vikje vek Odyr’a“: fordrive Udyrene fra en vis Egn (ved Tryllekunst). N. Berg. (G. N. víkja, bøie tilside). Particip vikt; f. Ex. om en Sav: „ho æ for lite vikt’e“, ɔ: den er for lidet aaben, Tænderne ere for lidet udbøiede.
Vikjing, f. Udbøining; Bortvendelse.
vikka (for vidka), v. a. (a—a), udvide, gjøre videre, aabne, slappe, f. Ex. Baand, Klæder o. s. v. B. Stift. I Sogn hedder det ogsaa vigga (for vidga). Andre Steder via (vida). G. N. víðka.
vikkast (for vitkast), v. n. danne sig, forbedres, faae Forstand; om unge Folk. N. Berg. (G. N. vitkast). Jf. vitrast.
vikkja og Vikkjing, see vitja.
vikla, v. n. falde fra, opgive Sagen, afstaae fra sit Forsæt. Voss.
vikla, v. a. (a—a), vride, forvride (et Ledemod). Gbr. Ørk. — Ellers rengje, kjeika, brigde.
vikt, udbøiet; see vikja.
Viktonn, f. en skjæv Tand, hvis Spids staaer udenfor Tandgjærdet. B. Stift.
vikut, adj. bugtet, fuld af Viger; om Strandbredden.
vildre, adj. bedre, tjenligere, fortrinligere. Meget brugl. i Guldalen og Østerd. men udtales sædvanlig: villere og vill’er. G. N. vildri. I svenske Dial. viller.
vilja, v. n. (vil; vilde; vilja), at ville. G. N. vilja. Præsens mest alm. vil (aab. i), uden Halvlyd; ellers vil’e (Nfj.), vi (aab. i) og ve. Imperf. vilde (ii). Supinum deels vilja, deels vilda og vilt (G. N. viljat). — Betydning: 1) ville, ønske, agte, have til Hensigt. Oftest i Forbindelse med et Verbum (i Infinitiv), ofte ogsaa med Adverbier (om at agte sig etsteds hen). Som transitivt forbindes det kun med Pronomen og ikke med Substantiv. — 2) være færdig eller tilbøielig til; være nærved. Han vil til ꜳ gꜳ. Dæ vil ikje ne: det vil ikke rigtig glide ned. Dæ vil dette: det er nær ved at falde. — 3) komme til (at skee). Dæ vil snart syne seg. Dæ vi ’kje brꜳtt fꜳ Ende. Han vil eingꜳng angre dæ. I nogle Forbindelser betegner det ogsaa: bør, maa, behøves, udkræves. F. Ex. Dæ vi ’kje so vera: man maa ikke bære sig saaledes ad. Dæ vil vera Mꜳte mæ alt: der bør være Maadehold i alt. Dæ vil mykje til: der skal meget til, der behøves meget. Dæ vil anna til: der udkræves noget ganske andet. — Formen „vilda“ betegner i B. Stift baade: havde villet, og: vilde have (i sidste Tilfælde vel egentlig sammentrukket af: vilde ha’); f. Ex. Eg skulde gjort da nꜳr eg vilda (el. naar eg ha’ vilda). Eg vilda gjort da, nꜳr eg kunna (jeg vilde have gjort det hvis jeg kunde).
viljande, adv. frivilligt, med Forsæt. (Sjelden). Jf. uvilja.
Vilje, m. Villie, Ønske; Hensigt, Forsæt. G. N. vili (vilji). Formen Vile (f.) forekommer i Ordet Sjavvile. „ha’ sin Vilje“: gjøre som man lyster. Mæ Vilje: frivilligt, med Forsæt. Te Vilja: til Behag, efter Ens Ønske. Hedder oftere „te Viljes“; f. Ex. gjera ein te Viljes: gjøre noget til Fordeel eller Fornøielse for En. — Vilje-ver, n. i Talemaaden „dei fekk Viljever’e sitt“. de fek just det Veir, som de vilde have. B. Stift.
viljug, adj. villig, føielig, beredvillig; ogsaa om noget som lykkes godt, f. Ex. om Træer og Væxter. I B. Stift viljig’e, ogsaa villig’e (uden Lyden af dobbelt l). G. N. viljugr.
Vilkor (aab. i og o), n. 1) Betingelse, Vilkaar. (Sjelden). 2) Forsikkring. 3) Føderaad, Livøre, Aftægt. B. Stift (see Kor). Mest brugeligt i Kontrakterne i Formen „Vilkaar“. Hertil Vilkꜳrsfolk, Vilkꜳrssetel og fl.
vilkora (vilkꜳre), v. a. (a—a), forsikkre, love at staae inde for. B. Stift.
vill (ii), adj. 1) vild, utæmmet (om Dyr); vildtvoxende (om Planter); sjeldnere: øde, udyrket eller uveisom (om Egne). G. N. villr. (Ang. vild). — 2) forvildet, vildfarende, som er i Vilderede. Sjelden, undtagen i Sammensætning som rꜳdvill, ættvill. (Jf. husvill). Heraf villa og vilt. Oftere om det som foraarsager Forvildelse; saaledes: Ein vill’e Veg, ɔ: en falsk eller gal Vei. Ut i ville Hav’e: ud paa det vilde Hav. — 3) ustyrlig af Munterhed, overgiven, kaad, vilter; især om Børn. Meget brugl. Jf. Villa og Villing. (Eenstydigt med kꜳt, kipen, skripen, galen, spræk). — 4) graadig, yderst begjærlig efter noget. Han æ so vill ette di. (N. Berg.). Andre Steder: han æ galen ette di. — 5) vred, hidsig, opbragt. Han vart vill’e fyre da. Sogn, Hard. og fl. Ellers: ill, galen, ful, sint.
Villa, f. 1) Vildfarelse, Forvildelse. (Sjelden). G. N. villa. — 2) Vilderede, Forvirring. Nhl. og fl. koma burt i Villꜳ: komme i Vilderede, blive forvirret. — 3) Vildskab, Kaadhed, ustyrlig Munterhed. Meget brugl. i Nordre Berg. — Jf. Kjæta, Kipna.
villa, v. a. (e—te), vildlede, forvilde, bedaare; ogsaa forvirre, forstyrre. Kr. Stift og fl. (G. N. villa). I Tell. ogsaa v. n. fare vild, tumle omkring. Ellers „villa seg“: forvilde sig. ville Syn’a: blende, forvende Ens Syn (s. kverva).
Villarkonn, n. Hexekorn; Noget som forvilder Ens Sind eller berøver ham Hukommelsen. Tell.
villast, v. n. (est, test), forvilde sig, gaae vild, komme ud af den rette Vei. Helg. Indr. og fl.
Villbust, f. enkelte lange Haar i Øienbrynene paa Dyr, især Heste. Sdm. (Villebuste, pl.).
Villdyr, n. vildt Dyr. Ligesaa Villgjeit, Villsvin, Villkatt og fl.
villere (bedre), s. vildre.
Villesykje, f. see Tullesott.
Villing, m. en overgiven, lystig Karl; en Vildmand. Ellers Villbasse, Villgast og fl.
Villkjøt, n. Udvæxt af fordærvet Kjød i et Saar; vildt Kjød. N. Berg.
Villmann, m. Vildmand.
Villskap, m. Vildskab, Overgivenhed. Mere alm. end Villa.
Villstig, m. Vildsti. koma paa Villstig: komme paa Vildspor; ogsaa forvilde sig. Hedder paa nogle Steder Villgras og Villstrꜳ.
Villvare, f. Skind eller Pelsværk af vilde Dyr (?).
Vilska, f. Vildhed; ogsaa Vilderede, Forvirring (= Villa). Tell.
vilt, adv. vildt, blindt hen, paa ukjendte Veie. gꜳ vilt: gaae vild, forvilde sig. fara vilt: fare vild, tage feil af Veien.
Vim (ii), n. Nykker, Særheder, underlige Paafund. N. Berg.
vima, v. n. (a—a), tumle, løbe blindt hen; ogsaa gjøre Narrestreger, bære sig underligt ad, have besynderlige Indfald. N. Berg. I Valders i lignende Betydning: veime. Jf. vꜳma, vimra, vingla.
vimen, adj. sær, underlig, fuld af besynderlige Indfald.
vimla, v. n. kløge, føle Kvalme, være nær ved at kaste op. Ørk. — Ligesaa vimlen, adj. plaget af Væmmelse.
vimra, v. n. (a—a), tumle afsted, vanke vild, løbe blindt hen. Shl. Sdm. og fl. (I Sdm. vimbre). Jf. vima.
Vimull (aab. i), m. Taabe, Daare, uforstandigt Menneske. Sdm. Oftere Vimol (aab. o). S. følg.
Vimur (ii), m. en Særling, et besynderligt Menneske. Tell. I Hard. hedder det Vemur.
Vin (aab. i), m. (Fl. Vine, r), Ven; Veninde. Gaaer over til Ven (ee) og endnu oftere til Væn (kort) eller Vænn. G. N. vinr. Sv. vän. (Ang. vine). — I Sammensætning tildeels: Vina; saaledes: Vinahakk, n. en Strid eller Kamp for Morskabs Skyld eller paa Skrømt. (N. Berg.). Vinalag, n. Vennelag. Vinaverk, n. Venskabsstykke. (B. Stift).
Vin (ii), n. og m. Viin.
vina (vine), v. n. parres; om Fugle. Helg. Ørk. (I Østerd. fyne). Jf. fivla.
Vinbær, n. Solbær.
Vind, m. 1) Vind, Blæst. G. N. vindr. Jf. Snoa, Kjøla, Kul, Gust (om en svagere Blæst); Storm, Harver, Forver, Storver (om stærk Vind). — 2) Luft; nemlig om indesluttet Luft i et lidet Rum, og ligesaa om en liden Luftstrøm, Træk, Lufttræk. Meget brugl. (Jf. Vindbola, Vindknut, vindtett). Ellers især om Luft i Indvoldene, Vinde, Opblæselse. — 3) Aande. I Talemaaderne: draga Vind’en, ɔ: drage Aanden, trække Veir. tape Vinden: tabe Aandedrættet. taka ette Vind’a: snappe efter Veiret. (B. Stift). G. N. vindr. (Alexanders Saga, p. 144). Jf. Ver, Tev, Ande. — I Nordland betegnes Vindens Styrke ved enkelte særegne Udtryk, saasom: „ein Manns Vind“, naar een Mand kan „andøve“ eller holde Fiskerbaaden imod Vinden; derimod „to Manns Vind“ og „tre Manns Vind“, naar den er stærkere; „ein Klo-Vind“, naar den ene Klo eller Hanke i Seilet maa trækkes ned. Ein Segls Vind, see Segl. (Jf. Grꜳe). Mote Vind’a: imod Vinden. Unda Vind’a: med Vinden, saaledes at man har Vinden efter sig.
vind, adj. vind, skjæv, vreden; især om Planker, Fjele og Plader. G. N. vindr. Sv. vind.
Vinda, f. 1. Skjævhed, Vridning. (Sjelden).
Vinda, f. 2. en Vinde, et Redskab til at vinde eller trække med; f. Ex. en Garnvinde.
Vinda, f. 3. Stiim, Vrimmel; en stor fremstrømmende Hob af Fiske i Vandet eller Fugle i Luften. (Fiskevinde, Fuglevinde). Helg. Sdm.
vinda, v. a. (vind; vatt; vunde), at vinde, trække. I Lighed med Formen vatt hedder Præsens tildeels vitt el. vitt’e (aab. i), og Inf. vitta, vitte (Sogn, Tr. Stift); ellers vinda, vinde. G. N. vinda. (Jf. Formerne af binda). Imperf. overalt: vatt (G. N. vatt. Ang. vand). Fleertal: vunde, vundo. (Sjelden). Supinum mest alm. vunde, og ellers vutte (aab. u). Imperativ hedder vitt (aab. i) og i Fleertal: vinde. — Betydning: 1) vride, snoe, vende. „vinde Klæde“: vride Klæder, presse Vandet af dem ved Vridning. vinda Via: vride Kviste til Vidiebaand. (N. Berg. Sdm. og fl.). I de sydlige Egne siges: ria. „vinde seg“: vride sig, vrænge Lemmerne, bøie sig meget. — 2) vinde, ophaspe (Traad); vikle, snøre, omkring noget. (Jf. vava, røyra, nysta). vinde ta Sneldenne: opvinde Traaden af Tenen. vinde Væven pꜳ: vikle Væven (eller Rendegarnet) paa Garnbommen. — 3) trække, heise, hale op. vinde Segl: heise Seilet. vinde upp ei Tunne: hale en Tønde op. Heraf Vinda, Vindespel og fl. Particip vunden.
vinda, v. n. (a—a), lugte, snue, snøfte; om Dyr.
vinda, adj. beskaffen med Hensyn til Vinden. Han æ ’kje so vinda at ein kann fꜳ segle. Nordland.
vindall, adj. vindig, urolig af Blæst, om Luften; ogsaa: udsat for Vind, om et Sted. Buskerud. Mest i Neutrum (vindalt). I Tell. vindꜳlt. Ellers vindsam.
Vind-ande, m. et svagt Vindpust. B. Stift.
Vindauga, n. Vindue. Forekommer af og til, især i Ag. og Tr. Stift. (Ellers Glas). G. N. vindauga. Egentlig betyder Vindauga kun Vindue-Hullet eller Aabningen, medens derimod Glas betegner det indsatte Vindue med Ramme og Tilbehør.
Vindbelg, m. see Vindsky.
Vindbola, f. Luftblære, Boble.
Vindbolk, m. Vindtid, Stormdage.
Vindbor(d), n. den Side af Baaden, som vender mod Vinden.
Vindbragd, n. Nordlys. Ørk. Ellers Brag og Verbrag.
vindbroten (aab. o), adj. brækket eller forvredet af Vinden.
Vindebru, f. Vindebro.
Vindespel (aab. e), n. en stor Vinde til at trække med; et Spil, Ankerspil.
Vindestokk, m. Vindestang, Stok til at dreie en Vinde med.
Vindfall, n. Vindfæld, Træ som er nedbrudt af Storm. Søndenfjelds.
Vindflaga, f. Vindstød, Vindbyge. Et meget brugeligt Ord.
Vindflo(d), n. en kortvarig Storm. Ndm. og fl. (see Flod).
vindfull, adj. 1) opblæst, fuld af Luft. 2) plaget af Vinde i Indvoldene.
Vindgjære, f. et Vindstød paa Søen, en Byge. Sdm. Ndm.
Vindgust, f. see Vindkul.
vindhart, adj. n. veirhaardt, meget udsat for Vinden.
Vindhauk, m. et Slags Høg, bekjendt af den Egenhed, at den ofte vender sig imod Vinden og vedbliver at spille med Vingerne uden at flyve fremad. Sogn og fl. I Sdm. kaldet Vindfubb. I Hall. Værleik. — Spotviis om En, som gjør sig megen Travlhed med unyttige Ting.
Vinding, f. 1) Vridning. 2) Optrækning, Heisning; s. vinda.
Vindkall, m. et Slags Fugleskræmme, en Vifte som dreier sig for Vinden, ligesom Vingerne paa en Veirmølle. B. Stift. I Sdm. Vindkjegle, f.
Vindkast, n. Vindstød, som fremkommer ved Luftstrømmens Omdreining eller Tilbagekastelse.
Vindknut, m. 1) en Luftblære, opblæst Knude, f. Ex. paa Planter. 2) om Vinde i Indvoldene. 3) en Hvirvelvind.
Vindkul (aab. u), f. en Luftning, et svagt Vindpust. B. Stift. Ogsaa kaldet Vindgul, Vindkjøla, Vindgust og fl.
Vindkule (uu), f. Vindstød, Stormbyge. Tell. (Sv. vindkula).
Vindlyse, n. Nordlys, især med rød Farve. (Jf. Snølyse). N. Berg.
Vindløysa, f. langvarigt Stille.
Vindmylna, f. Veirmølle.
vindopen, adj. aaben for Vinden.
vindsam, adj. vindig, blæsende, stormende; om Luften og Veiret. Tr. Stift. — Jf. vindall og blꜳsall.
Vindsbyl (aab. y), m. et stærkt Vindstød. Hard. (Jf. Byl).
Vindskag, n. et Sted som er meget udsat for Vind. Shl.
Vindskjegg, see Finnskjegg.
Vindskjeid, f. Vindsked, Tværfjel paa Enden af et Tag. B. Stift og fl. I Indr. Vindskji’a. G. N. vindskeið.
Vindsky, f. Sky som bebuder eller medfører Vind. I Ørk. Vindbelg, om smaa tykke Skyer ved Fjeldene.
vindstill, adj. stille med Hensyn til Vind. Jf. straumstill, bꜳrestill.
vindtett, adj. lufttæt.
vindturka, adj. tørret i Luften eller ved Vind.
vindøygd, adj. skjævøiet, skeeløiet. Tildeels i Ag. Stift. (Jf. skjegl). Af vind, adj.
vinelskjen (aab. i), adj. venlig, kjælen, indsmigrende; om Dyr som holde sig til Menneskene og synes vel om deres Kjærtegn. Sdm. og fl. I Tr. Stift siges: elskjen.
Ving, m. en Bue eller Bøile paa Siden, en Udbøining, Bugt, f. Ex. i Heftet paa en Kaarde, ligesaa om Skafterne paa en Sax og lignende. N. Berg. (Jf. Veng og Sving).
Vingl, n. 1) Forvirring, Vilderede. Dæ kom i Ving’el: det kom i Urede. Gbr. og fl. (I svenske Dial. vingel). — 2) et Slumpetræf, noget som kommer hændelsesviis. Tell. Hedder ogsaa Vingle. Hertil Udtrykket „ei Vingle Gꜳng“: en enkelt Gang hændelsesviis.
vingla, v. n. (a—a), 1) tumle omkring, fare hid og did, vanke vild. Tell. og Ag. Stift. (Jf. vimra, vandra, ꜳndra, ænja). — 2) slumpe til, indtræffe ved en Hændelse. Tell. Dæ vingla sꜳ te. Jf. vengla.
vinglast, v. n. forvirres, komme i Vilderede. Helg.
vinglen, adj. flygtig, ustadig; ogsaa forvirret. I Tr. Stift vinglꜳt.
Vingstr, f. (Fl. Vinstra’), den fjerde Afdeling af Maven i Køer og andre drøvtyggende Dyr. N. Berg. Tr. Stift og Helg. (Isl. vinstr. Sv. venster). Ellers kaldet Bytning og Botn, ogsaa Fela.
Vingstra, f. den venstre Side.
vingstre, adj. venstre. G. N. vinstri. Kun i den bestemte Form, f. Ex. vingstre Hand’a. I vinstre Hand’enne (Dativ).
vingstrehendt, adj. keithaandet, vant til at bruge den venstre Haand mest. Tr. Stift (oftest vingstrehænt). Ellers kjeivhendt, orvhendt (ꜳrhendt’e).
Vink, m. et Ryk eller Stød fra Siden. See følg.
vinka, v. a. (a—a), rykke tilside, vende noget bort eller flytte det lidt af Veien. N. Berg. (Maaskee egentlig vride eller sætte skjævt, af vind).
vinleg (aab. i), adj. venlig. Hedder ogsaa vinsleg, men bruges lidet.
Vinn, f. Flid, Stræbsomhed. Han ha slik ei Vinn mæ dæ. (Buskerud). Alm. i Talemaaden: „leggje Vinn pꜳ“.
Vinna, f. et stort Arbeide, Markarbeide (det samme som Onn). N. Berg. Østerd. Tell. Hertil Vꜳrvinna (Pløiningen), Sumarsvinna (Høslætten), Skurvinna (Kornhøsten). G. N. vinna, Arbeide. I Vinne Tide(r): under Markarbeidet, paa den Tid da de store Gaardsarbeider foregaae. N. Berg. (Vinne staaer her i Genitivforhold). Myllꜳ Vinnꜳ: imellem Pløiningen og Høslætten. Sdm.
vinna, v. a. og n. (vinn’; vann; vunne), 1) vinde, opnaae, erhverve (især ved en Kapstræben eller ved at vove noget). G. N. og Sv. vinna. Han vann Prisen. Dei ha vunne store Pengar. (Det forbindes ogsaa her, ligesom i Skriftsproget, ofte med Navnet paa det Foretagende, hvori man vinder; f. Ex. vinne eit Slag, eit Spel, ei Sak). — 2) fuldføre, bringe til Ende, kunne overkomme eller udføre (nemlig et Arbeide). Me vinn ’kje dæ te Kvelds: vi kunne ikke blive færdige dermed til Aftenen. Eg vann bære ein Famn fyre Dagj’en. (S. vinne seg, nedenfor). — 3) v. n. mægte, formaae, være istand til. Ofte med et Verbum i Infinitiv. Eg vinn ’kje bere dæ: jeg mægter ikke at bære det. Han vann ikje gꜳ lenger. N. Berg. og fl. (Ellers: orka, trꜳtta, vera go’ til). Ligesaa: D’æ vondt fyre den so’ lite vinn’e (ɔ: som formaaer lidet). Ein kann ikje gjera meir eld’ ein vinn’e. Eg skunda meg mest eg vann (det meste jeg kunde). Han slæpa mest ’an vinn’e. Meget brugl. i B. Stift. — 4) vinde, seire, faae Overhaand i en Strid. (En Afændring af den første Betydning, men uden Objekt). — 5) have Vinding eller Fordeel af noget. Han vann ikje stort pꜳ dæ: han havde ingen synderlig Fordeel deraf. — Talemaader. „vinne seg“: være istand til at komme etsteds hen. F. Ex. vinne seg upp: være istand til at staae op. vinne seg ut: formaae at gaae ud. vinne seg heim: kunne komme hjem, være istand til at naae Hjemmet. (Meget brugl.). — vinne mæ: formaae noget med, faae Bugt med. — vinne pꜳ: overvinde, overkomme, kunne bestride. I Sdm. siges ogsaa „vinne ꜳ“ med et Verbum, f. Ex. E vinn’ ꜳ lyfte dæ: jeg mægter at løfte det. (Tonen lægges paa „ꜳ“, som formodentlig er Præpositionen ꜳ, ɔ: pꜳ).
vinna, v. n. (a—a), arbeide, være med paa Markarbeiderne (= onna). Et sjeldent Ord; see vꜳrvinna. (G. N. vinna, arbeide). Heraf vinnande.
vinnande, adj. 1) mulig, overkommelig, som man kan være istand til. Jf. vinneleg. — 2) arbeidsfør, som kan tage en fuldkommen Deel i Gaardsarbeiderne. Dei æ fem vinnande Menneskje: de ere fem fulddygtige Mennesker paa Arbeidet. B. Stift.
vinnast, v. n. (vinst, vanst), formaae, være istand til (= vinna). Mest i Forbindelsen: vinnast mæ ɔ: formaae noget med, overkomme, bestride. Sdm. Ndm.
Vinnefolk, n. Arbeidsfolk ved Pløiningen, Høslætten eller Kornhøsten. S. Vinna.
vinnefør, adj. fuldkommen arbeidsfør, med Hensyn til Markarbeiderne. Sjelden (s. vinnande).
vinneleg, adj. mulig, gjørlig, om et Arbeide; ogsaa haandteerlig, ikke altfor stor eller tung; f. Ex. vinnele’ Stein. B. Stift.
vinnemillom (myllꜳ), adv. imellem Pløiningen og Høslætten.
Vinneskap, m. Arbeide paa Markerne (= Vinna); ogsaa Travlhed, Tummel.
Vinnetid, f. see Vinna.
Vinning, m. og f. 1) Gevinst, det som man har vundet. 2) Vinding, Fordeel, Hjælp, Baade. 3) Overhaand, Overlegenhed, Leilighed til at vinde.
vinsa, v. a. rykke tilside, flytte, føre af Veien (omtr. som vinka). N. Berg.
Vinsar, pl. m. de bøiede Fjele, som danne Bunden i en Baad. Shl.
Vinskap (aab. i), m. Venskab.
Vinstein (ii), m. Viinsteen.
Vinter (Vint’er), m. (Fl. Vintra, r), Vinter. I de sydvestlige Egne hedder det Vetter, Vetr, Vet (hvorom see Vetr). G. N. vetr. (Derimod Ang. vinter. Gam. Tydsk wintar). I Vinter: i den forledne (eller nuværende) Vinter. Derimod: i Fjor Vinter, og: i fyrre Vinter, om de to næstforegaaende. Høgst ꜳ Vinter: midt paa Vinteren. (N. Berg.). Te Vinters: til Vinteren. Ordet bruges ellers ofte i Genitivforhold; saaledes Vinters Dag, Tid, Ver og fl.
Vinterføre, n. (-før, f.), frossen Jord; ogsaa Sneeføre.
vinterhoggjen, adj. hugget om Vinteren.
Vinterlægje, n. Vinterleie, Vinterhavn for Fartøier. B. Stift.
Vinternæter, pl. f. den Tid hvorfra Vinterhalvaaret regnes; Vinterdag, den 14de Oktober. I bestemt Form Vinternætenne (-næt’na), Dativ Vinternottꜳ (N. Berg.). G. N. vetrnætr. Modsat Sumarnæter. — Forskjelligt herfra er Vintersnatt, ɔ: en Vinternat (lang og mørk Nat),
Vintersbolk, m. en Deel af Vinteren.
Vintersholva, f. Vinter-Halvaar.
Vintersplagg, n. Klædnignsstykke til at bruge om Vinteren.
Vinterstensta, f. Tjeneste i Vinterhalvaaret.
Vinterstid, f. Vintertid. Andre Navne paa Vintermaanederne ere: Vintersparten (B. Stift), Vintersi’a (Ag. Stift), Vinterstal’e (Tr. Stift).
Vintersveg, m. Mælkeveien paa Himmelen. N. Berg. Ellers Vetrabraut, Verbraut, Stjernebraut.
vintrast, v. n. blive Vinter, tegne sig til Vinter. Tr. Stift, Gbr. (Sv. vintras. G. N. vetra).
Vintring, m. Kreatur, som er aarsgammelt eller fostret Vinteren over. Hedder oftere Vetrung, Vetle og Vetel, endog paa nogle Steder hvor Ordet „Vetr“ ikke bruges.
vippa, v. n. (a—a), vinke med Haanden, give Tegn ved et Vink. Han vippa te meg. N. Berg. (I Hard. vitta).
Vippa, f. 1) en Vippe, Stang til at hale med. (Ikke alm.). 2) en liden Kvast til at dugge og stryge med. Hertil Vippegras, Lummergræs (Lycopodium Selago). Sjelden. Jf. Visp.
Vipre (ii), f. Paafund, besynderlig Skik eller Ceremonie; f. Ex. om Skikke som grunde sig paa gammel Overtro. Sdm. (Isl. vípr, Smaating).
Vis (ii), f. Viis, Skik, Brug. (Meget brugl.). G. N. vísa. Ogsaa Maade, Maneer. Pꜳ den Vis: paa den Maade. Pꜳ alla Vise: paa alle Maader. (B. Stift). — Naar det sammensættes med saadanne Ord, som betegne Antal, Maal eller Vægt, sættes sædvanlig et „i“ foran, f. Ex. i Flokkevis, i Alnevis, i Vꜳgevis.
vis (ii), adj. 1) viis, klog, forstandig. G. N. víss. (Hedder oftere visleg). — 2) vidende om noget, kyndig, vel underrettet. Eg vart ikje vis’e pꜳ di: jeg fik ikke rigtig Besked derom. Eg æ like vis’e (lige klog). — 3) sikker til at finde, forvaret paa sit rette Sted, eller egentlig: let at vide. Meget brugl. i Sdm. (G. N. víss). Legg dei so at dei æ vise te finne: læg dem paa et Sted hvor man kan vide at finde dem.
Visa, f. Vise, Folkesang. G. N. vísa. Hertil Visebok, f. Visebog. Visenote, m. Melodie som passer til en Vise. Visestubbe, m. Fragment af en Vise.
visa, v. a. og n. 1. (e—te), 1) vise, forevise; betegne, paapege. I denne Betydning lidet brugeligt, da Begrebet sædvanlig udtrykkes ved syna (syne). — 2) henvise, skikke afsted, sende En etsteds hen, især i et Ærinde. Meget brugl. Heraf Visarbarn. — 3) v. n. vise sig, være at see. Sjelden (s. syna og te). Ogsaa fremvise noget, vise, om Uhr. Heraf Visar. — vise av: afvise, bortvise; sende afsted. vise ut: vise paa Dør, bede En at pakke sig. vise veg (vek): bortvise, jage bort.
visa (vise), v. a. 2. (a—a), tilspidse Enden paa en Traad eller Snor, især ved at skrabe den med Kniven. Sdm. (Af Vise, m.).
visall (aab. i), s. vesall.
visande, adj. som man kan sende bort, eller som er istand til at fremføre et Ærinde; om Børn.
Visar, m. Viser, paa et Uhr.
Visarbarn (-badn), n. Barn som er antaget til at gaae Ærinder, bringe Budskaber, Breve o. s. v. Saaledes ogsaa Visargut, m. og Visargjenta, el. Visartaus, f.
Visbende (ii), n. Paafund, Indfald, Nykke. Sdm. (G. N. vísbending, Vink).
Visdom, m. Viisdom; ogsaa Underretning, rigtig Besked om noget.
Vise, m. 1) Spids, Top, en liden tilspidset Dusk; især om Toppen paa Græs og Korn; ligesaa om en optrevlet Spids i Enden af Traad og Toug. „Visanne pꜳ Konna“ er Toppen paa Kornbaandene i Modsætning til Stilkene. Sdm. Ndm. Ørk. — 2) Stilk og Blade paa Rodfrugter, i Modsætning til selve Roden; saaledes om Bladene af Poteter, Roer og Kaalrødder. Jæderen. — I Ordet „Natevise“ (Nordre Berg.) betegner det ogsaa Hunblomst eller det første Tegn til en Frugt. (G. N. vísir, Knop).
visen (aab. i), adj. vissen, visnet, fortørret. G. N. visinn.
Visende (ii), n. Viisdom (mest spotviis); Underretning, Besked. Bruges i Hard. Han fekk ikje stort Visende. (G. N. vísindi, Viisdom).
Vising, m. Viismand, klog Mand.
Visk, n. 1) Tummel, Bevægelse. 2) en Stund, en vis Tid. Gbr. Vald.
Visk, m. Visk, Tot, Nøgle. Sjelden (see Dott, Tapp, Lopp).
viska, v. a. (a—a), sammenvikle, vinde sammen, tillave Portioner af Hø og Halm til Køerne. B. Stift. (Ellers vꜳndla, vandle). „viske ꜳ give“: lave og uddele Foderen til Køerne. N. Berg.
visleg (ii), adj. viis, fornuftig, besindig. Meget brugl. I Tell. viskleg.
vislege (visle), adv. viselig, fornuftigt, med Klogskab.
visna (aab. i), v. n. (a—a), visne, blive vissen. Heraf Visning, f. Forvisnelse; Vissenhed.
Visp, m. en liden Dusk eller Kvast.
viss, adj. vis, sikker. (G. N. viss). I Særdeleshed: 1) sikker, som ikke mangler eller slaaer feil. 2) nøie bestemt, som man ikke kan tage feil af. 3) vis paa noget, overbeviist, som ikke tvivler. Ogsaa behændig eller sikker i at træffe noget. — Dæ skal vera deg vist: du skal være sikker paa at faae det. Dæ var dæ vissaste (det sikkreste). Ei gamalle Sykje ær ein viss’e Daude.
vissa, v. a. (a—a), forvisse, forsikkre. Dæ skal eg visse: det skal jeg love for. N. Berg. og fl.
Vissa, f. 1) Vished, Sikkerhed. G. N. vissa. 2) Forvisning, Bekræftelse; ogsaa Afgjørelse, nærmere Bestemmelse. 3) en vis eller sikker Ting; saaledes om den høieste Stikker i Kort, især Trumf-Knægt. Tell. Ag. Stift. (Modsat Uvissa). — I Vissa: især, fornemmelig; ogsaa: vist, uden Tvivl. Vald. og fl. I Nordre Berg. hedder det i „i Vissinne“. Te Visse: sikkert, tilvisse. Nhl. Eg vil vita ei Vissa: jeg vil have Vished, vide noget sikkert. Han fekk Vissꜳ pꜳ da: han fik Forvisning derom. D’æ Vissꜳ ein heve ꜳ Von’a ein fæ: det er vist hvad man har, og uvist hvad man faaer. N. Berg.
visshendt, adj. sikker paa Haanden, behændig til at træffe.
visshøv, adj. sikker, som træffer sikkert. N. Berg.
Vissmun, m. Bekræftelse, nærmere Underretning eller Bestemmelse. Jæd.
Visstæv, Omkvæd; s. Vedstev.
visstøk, adj. sikker i at tage eller gribe noget, nem til at træffe det rette. Sdm.
vist (aab. i), adv. 1) vist, sikkert, uden Tvivl. Ogsaa som Udtryk for en stærk Formodning, f. Ex. Dei æ vist komne. — 2) sikkert, behændigt, uden Feiltagelse; f. Ex. kaste vist, hogge vist o. s. v.
Vist, m. 1. med Betydning af Opholdssted, findes kun sammensat; s. Heimvist, Husvist. G. N. vist, f. Sv. vistas, opholde sig.
Vist, m. 2. Lugt, Stank. Ørkd.
Viste, m. Korn og Avner tilsammen; Korn som er aftærsket men ikke kastet eller drøftet. Sogn, Nhl. Hard. Tell. I de nordlige Egne kaldet Drose.
Vit (aab. i), n. Forstand (Vid). Udtales tildeels Vet (ee) og gaaer endog over til Væt. G. N. vit. Sv. vett. Ordet er meget brugeligt og Betydningen er meget omfattende; det betegner saaledes: 1) Viden, Vidende. (Sjelden). Inkje mæ mitt Vit: ikke med mit Vidende, ikke saavidt jeg veed. Betydningen Bevidsthed forudsættes i Ordene Uvit og vitlaus. — 2) Forstand, Skjønsomhed, Indsigt. fꜳ Vit: faae Forstand, blige klogere. ha’ Vit pꜳ: forstaae, have Skjøn paa. Eg had’ ikje meir Vit: jeg var desværre ikke klogere. (Meget brugl.). Ogsaa om Dyrenes Evne til at forstaae og tænke. — 3) fuld Forstand, Fornuftens fulde Brug, fuld Sands og Samling. hava sitt rette Vit: have sin fulde Forstand. misse Vit’e, el. gꜳ frꜳ Vit’e: blive gal. skræme Vet’e or ein: skræmme En fra sine Sandser. Han va reint av mæ Vita: reent ude af sig selv. (N. Berg.). — 4) Klogskab, Besindighed, Maadehold, fornuftig Adfærd. bruke Vit: være besindig, holde Maade. take te Vita: besinde sig, tænke sig om. (N. Berg.). — 5) Forligelighed i Omgang, Skaansomhed, Forsonlighed, god Tænkemaade. I dette Tilfælde hedder det ofte „eit godt Vit"; forøvrigt har Ordet i det Hele kun en god Betydning. Jf. vitug og uvitug. — Om Talemaaden „i Von ꜳ Vite“, see Von.
vita (aab. i), v. a. og n. (veit; viste, vist), at vide. Infinitiv gaaer over til veta, væta, vata (Namd.) og vꜳtꜳ (Indr. Ørk.). G. N. vita. Sv. veta. Imperf. overalt viste (aab. i) el. visste, forskjelligt fra G. N. vissi. Supinum paa nogle Steder vita (veta). G. N. vitat. — Betydningen forandres lidt efter Ordets Stilling og kan angives saaledes: 1) vide, være underrettet om eller vis paa. Med Pronomen eller med en ny Sætning, f. Ex. Eg veit kva han vil. 2) kunne, forstaae at gjøre noget. Med et Verbum i Infinitiv, f. Ex. Han veit te laga da. 3) kjende, vide at finde. Med Subst. f. Ex. vita Vegjen: vide Veien. Veit du Bok’a mi: veed du hvor min Bog er? — Talemaader. vita av (uta, ’ta): vide af, vide om. Had’ eg vist ta di: hvis jeg havde vidst om det. Me vil ikje veta ta slikt: saadant ville vi ikke vide af, vi kunne ikke lide det. Eg vist’ ikje ta før dæ datt, o. s. v. vita um: vide om. — „Eg veit“ sættes ofte foran en Sætning for at udtrykke en Formodning eller danne et Slags Spørgsmaalsform, f. Ex. Eg veit, dei æ komne no: de skulde dog vel være komne nu. Ligesaa „veit eg“, ved Enden af Sætningen. Han ha væl gjort dæ, veit eg: han maa dog vel have gjort det, el. han skulde vel ikke have forsømt det?
vitande (aab. i), adj. vidende.
Vite (aab. i), m. Baun, Varde; Bjergtop hvorpaa der fordum holdtes Vagt og optændtes Blus i Krigstider. Nu mest brugeligt som Stedsnavn. Paa nogle Steder Væta; i Indr. Vꜳtꜳ. G. N. viti. Jf. Vare.
vitekjær (aab. i), adj. videbegjærlig.
viteleg (aab. i), adj. vitterlig, bekjendt. (G. N. vitanlegr).
Vitende (aab. i), n. Vidende; Bevidsthed. N. Berg. (meget sjelden). G. N. vitund.
vitig, s. vitug.
vitja (aab. i), v. n. (a—a), besøge En, reise ud i et Besøg eller til et Gjæstebud. (Kun om et længere Besøg, eller et Ophold i flere Dage). Meget udbredt (Tell. Hall. Sdm. Ndm. Helg.). Almindeligst udtalt vikja, vikkje; i Sdm. vittje. G. N. vitja. Sædvanlig uden Objekt; f. Ex. Dei va ute ꜳ vikkja.
Vitjar, m. og Vitjafolk, n. Besøgende, Folk som reise i Besøg.
Vitjing, f. Besøg. vera ute pꜳ Vitjing: være ude i Besøg.
vitlaus (aab. i), adj. 1) bevidstløs, sandsesløs. (Sjelden). 2) gal, afsindig. 3) uforstandig, ufornuftig, som man ikke kan komme tilrette med. — Jf. uvitug.
Vitløysa, f. 1) bevidstløs Tilstand. (Sjelden). S. Uvit. 2) Galskab, Raserie. Ogsaa om En som er gal.
vitna (aab. i), v. n. (a—a), vidne, aflægge Vidnesbyrd. G. N. vitna. — Ogsaa v. a. bevidne, erklære som Vidne.
Vitne (aab. i), n. 1) Vidnesbyrd. Sjelden, som i Talemaaden „bera Vitne um“: bevidne. G. N. vitni. — 2) et Vidne, En som vidner. „skjota te Vitnes“: henskyde Sagen til Vidner, kalde noget til Vidne. B. Stift. (Nogle Steder: lyse te Vitnes).
vitnefast, adj. vidnefast, som kan bekræftes ved Vidner.
vitnefør, adj. myndig eller antagelig som gyldigt Vidne.
vitnelaust, adv. uden Vidner.
Vitnesmꜳl, n. Vidnesbyrd, Udsagn af et Vidne. Tell. og fl.
Vitor (aab. i), n. Viden eller Kundskab om noget; det at man har Tilsyn med en Ting for at kunne vide hvor den er at finde. Sdm. Nhl. Du lyt’e ha’ eit Vitor yve Hestanne. (Egentlig Vitord). G. N. vitorð, Vidende.
Vitr (Vitt’er), n. et Varsel; et Tegn eller Syn, der ansees som Varsel for en Begivenhed. Forekommer i Tr. Stift, dog sjelden. (Sede vitra). G. N. vitran, Aabenbarelse.
vitra (vittre), v. a. (a—a), varsle, sige til, lade En faae noget at vide. Sdm. Vitre me ta di nꜳ du æ færig’e: siig mig til, naar du er færdig.
vitrast, v. n. faae Forstand, dannes, forædles, komme til mere Udvikling eller Modenhed; især om unge Folk. Jæd. Tell. Hall. — I de nordlige Egne siges vikkast.
Vitring, f. Varsel, Tilsigelse, det at man faaer noget at vide. Nhl. Sdm. Eg fekk ei Vitring um da: jeg fik Nys om det. Jf. Vitr og vitra.
Vitskap (aab. i), m. Viden, Kundskab; ogsaa VIdenskab. Sjelden.
Vitt, f. s. Vett. Vitt, n. s. Veitt.
vitt (ii), s. vidt. vitta, s. vinda.
vitta (aab. i), v. n. vinke, give Tegn med Haanden. Hard. (I Sdm. vippe). Vel egentlig: lade vide.
Vitting, s. Vinding.
vitug (aab. i og u), adj. 1) forstandig, klog, fornuftig. 2) skjønsom, billig, veltænkende. 3) besindig, læmpelig, god til at komme tilrette med. Alm. og meget brugl. dog i forskjellig Form: vitig’e (B. Stift), vitug’e (Tell. og fl.), vetug (Ag. Stift), vetau, vætau (Tr. Stift). G. N. vitugr.
Viv, n. Kvinde; Kone, Pige. Findes ofte i gamle Viser, men er ellers forældet. G. N. víf, n.
viva, v. n. parres, om Fuglene. Sdm. Ellers vina, fivla og fl.
Vivendel og Vivang, s. Vidvendel.
Vo, f. Uvished; see Vꜳ.
vo, see vada. — vo (aab. o), s. vera.
Vodd, s. Vovde og Voll.
Vode (aab. o), f. 1) Vaden, Handlingen at vade. Uegentlig: Tummel, Røre, Sølerie; ogsaa Sladder. Sdm. — 2) en Fiskestiim som svømmer oppe i Vandfladen (s. vada). N. Berg. Nogle Steder Voe, Vꜳe. (Ellers Vak). Isl. vaða, acc. vöðu.
Voffermyss, s. Vorfrumyss.
vog (veiede), s. vega.
Vogga, f. en Vugge. G. N. vagga; acc. vöggu. — Voggebarn (‑badn), n. Barn som ligger i Vuggen; Pattebarn. Voggebleia, f. Vuggetæppe. (Søndenfjelds). Voggepeng, m. Gaver som man giver et nyfødt Barn. Gbr. og fl.
vogga, v. a. (a—a), vugge et Barn. Ikke alm. — see rugga.
vogje, s. vega. vogjen, s. vegjen.
Vogn, f. en Vogn. Udtales almindeligst Vꜳgn. (Sv. vagn).
Vok (aab. o), n. Vaag, Hul i Isen paa Vandet. G. N. vök, f. Heraf vekkja. Jf. Rꜳk (Sv. vråk).
Voka (aab. o), f. Vaagen, det at man vaager om Natten. B. Stift og fl. Søndenfjelds skal det forekomme i Formerne Voku og Vuku. G. N. vaka; acc. vöku. (Ellers Vakstr). Voka (el. G. N. vaka) har ogsaa været et Navn paa enkelte Helligdage eller egentlig Nætterne til disse Dage, da man vaagede og holdt Andagt i Kirkerne. I dette Tilfælde findes Ordet kun sammensat, og Konsonanten „v“ er nu overalt bortfalden, saa at det hedder: oke (aab. o), uku, og ok; saaledes Hallvarsoke, Jonsoke, Syftesoke, Olavsoke (Olsok), Barsoke.
Vok-eld (aab. o), m. Baal, Blus som antændes paa et Sted i Marken, hvor man vogter Kvæget om Natten. Sogn. (Egentl. Voke-eld). Ellers Støleld, Nying, Brising.
Vokenatt (aab. o), f. 1) Vaagenat, en Nat da man vaager. (Fl. Vokenæt’er). 2) en Nat som anvendes til Dands og Lystighed. Nhl.
Voko, s. Vika. — voks, s. veksa.
Vokstr (Vokst’er), m. 1) Væxt, Opvæxt; ogsaa Stigen, Tiltagen, Forøgelse. G. N. vöxtr. — 2) en Væxt, Plante. (Sjeldnere). — 3) Gevæxt, unaturlig Udvaxt paa Legemet. (Jf. Øksl). — Ordet hedder paa enkelte Steder Vokst; i Gbr. forekommer ogsaa Voks (Elvvoks); men ellers beholdes Endelsen „r“ baade i Sammensætning og i Ordets øvrige Former, endog i det gamle Dativ, som forekommer i Forbindelsen „ꜳ Vokstre“, f. Ex. han æ liten ꜳ Vokstre, ɔ: liden af Væxt. (N. Berg. og fl.). I Vokstr’a: i Opvæxten. Han var i fremste Vokstr: han var næsten fuldvoxen.
Vokstrahald, n. Sting eller Hold, som enkelte Mennesker plages af i Opvæxten. Sdm.
Vokstraskog, m. ung, opvoxende Skov. Hedder oftere Voksterskog.
Vokstra-ver, n. Veir som er gunstigt for Græssets Væxt. Tr. Stift.
vokut (aab. o), adj. hullet, fuld af Huller eller Vaager; om Iis.
Vol (oo), f. en Fjeldside, Fjeldskraaning, see Vor.
Vol (aab. o), m. 1) Stok, Kjæp, langt Skaft. (Styrevol, Tustavol). B. Stift. G. N. völr. „sitje mæ Skaut ꜳ Vol“: sidde med Ror og Skjød, holde Rorstangen og tillige passe Seilskjødet. N. Berg. — 2) en langstrakt Bugle, en Forhøining som ligner en Bølge. Han hadde sleie se, so dæ synte Volanne. Sdm. Hertil Trotevol.
Vold, f. Vold, Voldsomhed; s. Vald.
volda, v. a. (e—e), volde, foraarsage. G. N. valda (veld, olli). Jf. valda.
Volende, s. Velende.
Voll, f. en Old, et Antal af fire Snese eller 80 Stykker. Jæd.
Voll, m. en Vold, Græsplan, Engslette, jævn og græsrig Eng. Nogle Steder ogsaa en Flade eller Skraaning, som er lidt ophøiet i Midten. G. N. völlr, Mark. Sv. vall, Græsgang. I Sammensætning gaaer det over til Vall (s. vallgro, Vallmark, Vallhøy). I Stedsnavne hedder det ogsaa Valle og Velle, og til selve Gaardsnavnet Velle hører undertiden en Sammensætningsform: Valla, f. Ex. Vallagaren. Dette grunder sig paa Formerne af det gamle völlr, nemlig Genitiv vallar og Dativ velli.
volla, v. a. (a—a), lægge paa Vold, udbrede et Garn eller Fiskevod over Marken til Tørring. Shl. Jæd.
Vollhøy, n. Voldhø, Hø af gammel Eng eller af Mark som har en fast og naturlig Græsbund (i Modsætning til Hvileland og tilsaaet Eng). Ag. Stift. Ved Kristianssand siges Vallhøy.
volten, væltet. Particip af velta.
Vomb og vomba, s. Vꜳmb.
Von (oo), f. 1) Formodning. Alm. og meget brugl. Eg heve ei Von um dæ. Detta va mi Von: dette ventede jeg just, det frygtede jeg for. Von før, s. nedenfor. — 2) Rimelighed, Sandsynlighed; ogsaa Mulighed. (Sv. vån). Dæ va Von te di: det var rimeligt. D’æ mindre Von: det er mindre sandsynligt. D’æ ingja Von: det er umuligt. — 3) Haab, Forhaabning, Forventning. G. N. ván. fꜳ Von pꜳ: faae Haab om noget. Han gav meg Von paa dæ: han gav mig Udsigt dertil, lovede det saa halvveis. (I Sdm. han drog me Von pꜳ dæ). D’æ Livs Von: der er Haab om Liv. — Talemaader. — Von før: snart, om kort Tid, førend man venter det. (I Nhl. Vones før; i Sdm. vont sneggre, s. vona). „Von meir“: mere end man skulde vente, ikke lidet. Hedder ogsaa: Vono meir (Stav. Amt), Vonoms meir (Buskerud, Gbr. Tr. Stift). D’æ Von dess: det kan man vente, det er naturligt. (Sdm.). „Pꜳ Von’a“: paa det Uvisse, paa Lykke og Fromme, eller egentl. paa en Formodning. (Meget brugl.). D’æ pꜳ Von’a: det er uvist, det kan baade skee og ikke skee. Som Indledning til en Sætning bruges „pꜳ Von’a“ i Betydningen: om, ifald, for det Tilfælde at; f. Ex. Tak pꜳ deg Hatten, pꜳ Von’a dæ vert’e Regn, ɔ: for det Tilfælde at der skulde komme Regn. Me lyt’e ha da færigt, pꜳ Von’a han kjem ette da. (B. Stift). gꜳ pꜳ ei Von: gaae paa det Uvisse, eller med kun lidet Haab om at faae sit Ærinde udrettet. Ligesaa: „gꜳ pꜳ tvo Vone(r), ɔ: saaledes at man venter ligesaavel det ene som det andet. Dæ gjekk ette Vonom: det gik som man ventede. „D’æ utur Von ꜳ Vet“, siges i Ørkd. om noget som er reent urimeligt eller altfor galt. I Sdm. hedder det: D’æ burt i Von ꜳ Vite.
vona, v. a. (a—a, og a—te), 1) formode, have Formodning om, vente. Meget brugl. — 2) haabe, vente, have Haab om. I Tell. hedder det vøne og vønes. Nogle Steder vonast. (G. N. vána, vona). Eg vonte detta: jeg ventede just dette. (B. Stift). Hertil hører formodentlig: „vont sneggre“, ɔ: snart, førend man venter det. (Sdm.). Ellers: Von før.
Vonafær, f. en Reise paa det Uvisse, uden Vished om Held.
Vonakast, n. det at man kaster Fiskevoddet paa det Uvisse, uden at have seet Tegn til Fisk. B. Stift.
vonalaust, adv. uden Forhaabning.
vonande, adj. rimelig; s. vonleg.
vonast, v. n. vente, formode; s. vona.
vond, adj. ond. Kunde ogsaa skrives vund, da Vokallyden egentlig er den samme som i vunden, rund, Stund o. s. v. G. N. vándr (Isl. vondr). Som Komparativ bruges: verre (verr), og Superl. vest; i Tell. veslaste (som egentlig hører til vesall). — Betydninger. 1) slem, vanskelig, ikke let (= vand). Han æ vond’e te finne. D’æ vondt ꜳ vita kva som rettast’ ær. — 2) ond, bitter, smertelig (om Fornemmelser). Mest i Neutrum (vondt). Jf. ill og sꜳr. Ogsaa: ubehagelig, modbydelig; f. Ex. ein vond’e Smak. (Sjeldnere). Søndenfjelds siges „vondt“ ogsaa om Veiret, men ikke i B. Stift (s. lꜳk og stygg). — 3) ond, slet, skadelig (om Ting i Almindelighed). D’æ ikje vondt i di: det er ikke skadeligt, der er ingen Fare ved det. — 4) ond (om Mennesker), ondskabsfuld, ildesindet. vonde Folk. vondt Selskap. (Sjelden om enkelte Personer). — 5) vred, hidsig, forbittret. Mꜳ ’kje vera vond pꜳ meg. Han vart vond føre dæ. Kun søndenfjelds. (Ellers sint, ill, vill og fl.). — I Forbindelse med enkelte Partikler faaer Ordet (i B. Stift) et Par gamle Former, nemlig vondꜳ (for vondo) og vondes. Saaledes: „Mæ vondꜳ“: med det onde, med Tvang eller Voldsomhed. (Sv. med ondo). Fyre vondꜳ: for det onde, som Forbud for noget ondt. (Modsat: fyre godꜳ). Ta vondꜳ: af noget ondt. (Rettere: utav vondo). Te vondes: til det onde. (I Shl. hedder det: te vondar). telja te vondes: tilskynde til ondt, yppe Strid, ophidse Folk imod hinanden. — Af Talemaader med Verber mærkes: „hava vondt“: have ondt, være syg. fꜳ vondt: faae ondt, blive syg (om et pludseligt Anfald); i indskrænket Forstand: blive barselsyg. gjera vondt: gjøre ondt, smerte; ogsaa: skade, være til Skade; ligesaa: gjøre Fortræd, fornærme noget, gjøre Synd. bea vondt: ønske ondt. bjo’e vondt: true med Voldsomhed. leggje vondt fyr’ ein: sværte eller bagtale En (s. leggja). Han vild’ ikje leggje so vondt ꜳt seg: han vilde ikke paatage sig saa megen Uleilighed, udsætte sig for en saadan Ubehagelighed.
vondlynt, adj. vredladen, hidsig. Tell.
Vondska, f. ond Fornemmelse, Smerte, Ildebefindende. Ei Vonske i Kropp’a: en Fornemmelse af Sygdom.
vondskjøytt, adj. n. uvist, usikkert. Gbr. (Jf. vꜳskjøytt).
vondsleg, adj. noget ond eller slem; især: hidsig, barsk, vredladen. I Tell. hedder det vonskleg.
vonleg (oo), adj. rimelig, sandsynlig, som man kan vente. S. Von.
Vonløysa, f. Usandsynlighed; ogsaa Haabløshed, det at man ikke kan vente noget.
Vonmꜳl, s. Vadmꜳl.
Vonn, s. Vꜳnd. — vonn, s. vꜳr.
vonoms-meir, s. Von.
vont, s. vona og vond.
Vor (aab. o), m. 1. en liden Brygge, en Række af oplagte Stene ved et Landingssted, især paa begge Sider af en „Stød“, hvori Baadene trækkes paa Land. Meget brugl. vest- og nordenfjelds. (Jf. Isl. vör, f. Landingssted). Sjeldnere om en opkastet Vold af Gruus og Steen, f. Ex. ved Skred. — Vorastein, m. Steen i Landgangsbrygge, eller en Steen hvorpaa man stiger ud af Baaden.
Vor (aab. o), m. 2. 1) Kjølvand, Stribe eller synligt Spor paa Vandfladen efter fremfarende Baade og Fartøier. B. Stift. Dei rodde att-i Vor’a ette oss (fulgte lige efter os). — 2) et Aaredrag; eller maaskee egentlig: Mellemrummet imellem Aaredragene. Me laut ro kvar ein Vor, ɔ: vi maatte roe den hele Vei, uden at faae seile. (N. Berg.). G. N. vörr, m. Aaredrag. — 3) Omvæltning, Forstyrrelse. Sdm. (Kun i Fleertal). Dei ha gjort go’ Vora: de havde gjort en forfærdelig Rumstering.
Vor (oo), m. 1. et Maaltid, en bestemt Deel eller Portion af Mad. Sogn, Shl. Han æ ryr’ ein boren Vor: den Mad er udrøi, som man bærer hjem; ɔ: som man har laant eller tigget. (Ordsprog i Shl.). Ein Kars Vor: Ret eller Portion for en voxen Karl. (Sogn). Hertil Etlavor, Kyravor (Kuvor). Andre Steder bruges det kun i Sammensætningerne Nattvor og Kveldvor, men hedder ellers ogsaa Vær (Nottvær, Æftasvær, Morgꜳvær); jf. Dogur for Dagvær. Egentlig Verd og Vord. G. N. verðr.
Vor (oo), m. 2. Skytsaand, Følgeaand, usynligt Væsen som forestilles at følge et Menneske. Sdm. Sogn, Tell. (sjelden). I „Garsvor“ betegner det Stedets Skytsaand. (Jf. Vorklor). Egentlig Vord. G. N. vörðr, en Vogter. Jf. Sv. vålnad.
Vor (oo), m. 3. ydre væsen, Udseende, Mine, Ansigtstræk. Brugl. paa Helg. Jf. Vorlit og vorsleg.
Vor (oo), f. en Bjerghøide, et Fjeld. Østerd. I Udtalen nærmer det sig til Vol (med tykt l). Ligesaa i Inderøen, hvor „Vol“ betegner en Fjeldside eller Skraaningen nedenfor Fjeldryggen. Maaskee egentlig Vord eller Vorda (med samme Begreb som Varde og Vite).
Vora (oo), f. 1) Knippe, Klynge, sammenbunden Hob (= Hꜳnk). Helg. (Udtalt næsten som Vola). — 2) et Antal af ti Stykker, et halvt Snees, f. Ex. af Fisk. Nedenæs.
vore (aab. o), see vera og voren.
voren (aab. o), adj. beskaffen, skikket, værende i en vis Forfatning. Et alm. og meget brug. Ord; paa nogle Steder udtalt med lukt o. (Overgang til volen, med tykt l, skal forekomme i Gbr.). Ex. Kor æ han voren: hvordan er han? Ho æ ’kje so vora: hun har ikke det Sindelag. ("Ho æ so voræ“ betegner undertiden: hun er frugtsommelig. Nhl.). Eg veit ikje kor d’æ vore: jeg veed ikke hvordan det er fat. Dei va so ille vorne, ɔ: usle, daarlige. (Jf. sovoren). Ordet lægges ofte til andre Adjektiver og betegner da en vis mindre Grad af Beskaffenheden, omtrent som Endelsen „lig“ og „agtig“ i Dansk; f. Ex. seinvoren (noget seen), ljosvoren (noget lys), blꜳvoren (blaalig, blaaagtig). Ordet gjenfindes i danske og svenske Dialekter i Formerne vorn, vorren og (i Sv.) vulen). Derimod synes det at mangle i det gamle Sprog, da det neppe kan svare til G. N. orðinn (for vorðinn), da nemlig dette hos os hedder: vorten. Det synes hellere at være et Particip af vera, svarende til Supinum vore og dannet i Lighed med boren og skoren.
Vorfrumyss (aab. o og y), Mariæ Bebudelsesdag, den 25de Marts. Nordland. (See vꜳr). Hedder ellers: Vorfermyss (Shl.), Voffermyss (Sogn), Vorsmyss (Helg. Sdm.), Varsemyss (Nhl.). Andre Steder kaldet Marimyss. Betegner egentlig: vor Frues (ɔ: Jomfru Maria’s) Messe; imidlertid kunde Formerne Vorsmyss og Varsemyss synes at have en anden Oprindelse.
Vor-klor (oo), n. smaa Striber eller Ridser i Huden, hvis Aarsag man ikke veed. Sogn. I Sdm. Vorklꜳr.
Vorlit (oo), m. naturlig Hudfarve i Ansigtet (nemlig i Modsætning til en tilfældig Rødme eller Bleghed). Sdm. Jf. Hamlit.
Vorpe, f. Indretning til Laxefangst. Tr. Stift. See Verpe.
vorpen, Particip af verpa.
vorsleg (oo), adj. tækkelig af Udseende, som har et godt Ansigt. Helg. (see Vor). Ho æ ’kje so vakker, men ho æ so vorsle’.
Vorsmyss (aab. o), s. Vorfrumyss.
Vorta (oo), f. Vorte. (G. N. varta; acc. vörtu). Heraf vortut, adj. vortet, fuld af Vorter.
vorten (aab. o), adj. vorden, bleven. (Particip af verta). Gaaer over til vurten (Gbr.). I Sogn sættes det ofte efter et Adjektiv, f. Ex. Han æ skjuk’e vorten: han er bleven syg. Ho æ stor’e vorti (bleven stor) o. s. v.
vorug (aab. o), see varug.
Voss, m. (Fl. Vesse, r), Indbygger af Distriktet Voss i Bergens Stift. Brugl. i Naboegnene (Sogn, Nhl. Hard.). Andre Steder: Vossing. — Vossa, f. et Kvindfolk sammesteds fra.
Vott, m. Vante, Handske. G. N. vöttr. Fleertal hedder i Nordre Berg. Vette. (G. N. vettir). — Hertil Votta-tume (aab. u), m. Tommelen paa en Vante. (Sogn og fl.). Jf. Tume. Vottepar, n. et Par Vanter. (I Sdm. Vettepar). Vottull, f. Uld til et Par Vanter.
Vovde, m. Muskel, Balde, en kjødfuld Deel af Lemmerne, f. Ex. ved Roden af Tommelfingeren. N. Berg. I Shl. hedder det Vodd. G. N. vöðvi.
voven (aab. o), adj. vævet. (Part. af veva). G. N. ofinn, for vofinn.
vrang, vanskelig; see rang.
vrei og vreias, s. reid.
Vreite, f. Grøft, Rende. (Tell.). See Reita og Veita.
vrie, v. a. vride; see ria.
Vudu (for Vida), f. Træværk, Træ-Materiale. Guldalen og flere St. i Tr. Stift. I Inderøen især om Plankeværket eller Bunden i Fartøier. I Ørk. om Træ til Bygninger og til Gjærder. Udtales sædvanlig Vuddu og forkortes til Vuu el. Vu (i Ørk.); saaledes Garvu og Utgar-vu (Gjærdefang). Jf. Angels. vudu. Eng. wood. — Et andet Vudu findes i Ordene Bakvudu og Kringvudu (Indr.), hvor det hellere skulde hedde Udu (for Ida); see Ia.
Vuku, Uge; see Vika.
vund, adj. ond, slem; see vond.
vunden, adj. 1) vreden, snoet. 2) opvunden, ophaspet. (Part. af vinda). G. N. undinn. Ei vunda Vid (Ve): en vreden Vidie. (N. Berg.).
vunnen, adj. vunden, erhvervet. Part. af vinna. (G. N. unninn).
vurd, s. vyrd. Vurt, s. Vyrter.
Vuru, f. Bræmsestik i en Hud. Ørk. See Vere.
vurug, varig; see varug.
Vutu, s. Vete. Vuu, s. Vudu.
Vyle (aab. y), n. Stjert; s. Vele.
vyra, aab. y (for vyrda), v. a. (e—de), agte, ansee, sætte Priis paa; ændse, skjøtte om, befatte sig med. Et meget brugeligt Ord, men i forskjellig Form. I B. Stift hedder det overalt vyrja el. vyrje; i Præsens vyr’e (aab. y), i Imperf. vurde (Søndre Berg.) og vyrde (N. B.), Supinum vurt og vyrt. — I Kr. Stift: vyra (Præs. vyre); i Tr. Stift: vøra el. vør’, og paa nogle Steder vøle. G. N. virða (vyrða). Sv. vörda. Den egentlige norske Form er altsaa vyrda, beslægtet med Verd (Vær), og den egentlige Betydning er: give Værd, værdsætte, vurdere. (I den sidste Betydning siges nu tildeels: vꜳrdera). — Dei vyrd an so lite: de agtede ham kun lidet, de havde saa liden Respekt for ham. Eg vil ikje vyrja da: jeg vil ikke befatte mig dermed. (Meget brugl. i B. Stift). Vyr dæ inkje: ænds det ikke, lad det være. (Mange St. vør). „vyre seg“ (vøra se): holde sig reen og ordentlig. Jf. vyren, Vyrsla, vyrlaus, uvyren, vanvyra.
Vyra (for Vyrda), f. Agt, Agtsomhed. Sjelden (s. Vyrnad og Vyrsla). Jf. Uvyra, Svivyra.
vyrande (aab. y), adj. værd at agte. I B. Stift: vyrjande.
vyrd, part. agtet, anseet; ogsaa tilseet, skjøttet. I Søndre Berg. vurd’e.
Vyre (aab. y), n. Værd, Værdie. (Dalevyre, Ortavyre). N. Berg. see Være.
vyren (for vyrden), adj. agtsom, omhyggelig; ogsaa reenlig, ordentlig. I Sammensætning hedder det ogsaa vyrdig, saaledes storvyrdig og storvyren ɔ: selvgod, indbildsk.
vyrja, agte; see vyra.
vyrk, adj. 1. bestemt til Arbeide, eller som man kan arbeide paa; om Dagene. Ein vyrk’e Dag: en Søgnedag. vyrkt ꜳ heilagt: Søgnedage og Helligdage. Kr. Stift, Hard. og fl. Ellers i B. Stift: yrk; i Tr. Stift ogsaa yrkjen. G. N. virkr (beslægtet med Verk).
vyrk, adj. 2. omhyggelig, som viser Ømhed og Omsorg for En. Dei va so vyrke fyr ’an: de vare saa omhyggelige for ham, saa gode imod ham. Sogn, Sfj. Sdm. G. N. virkr.
Vyrka, f. Søgnedagene i Ugen. (Modsat Helg). Nhl. Hard. Kr. Stift. Andre Steder: Yrka (B. og Tr. Stift). I Ag. Stift: Sykna.
Vyrkedag, m. Søgnedag. Nhl. og fl.
Vyrkje, n. Materiale (= Verkje). Gbr. I Tr. Stift: Yrkje.
vyrlaus (aab. y), adj. uagtsom, skjødesløs, ubesindig; ogsaa ureenlig, skiddenfærdig. Jf. uvyren.
Vyrløysa, f. Uforsigtighed, Skjødesløshed; ogsaa Ureenlighed.
Vyrn, f. Agt, Ære, Anseelse; ogsaa Orden, Sømmelighed. Tildeels i B. Stift.
vyrna, adj. ret dygtig, værd at agte paa. Ein Vyrna-Mann: en dygtig, ypperlig Mand. Nhl.
Vyrnad, m. 1) Agtelse, Anseelse. (Sjelden). Sv. vördnad. 2) Orden, Sømmelighed, Reenlighed. Hedder oftere Vyrn og Vyrsla, eller ogsaa Vyrskap. (B. Stift).
vyrnalege, adv. dygtigt, rigeligt, ret tilgavns. Nhl.
vyrsam, adj. agtsom, omhyggelig, ordentlig, reenlig. (Sjelden).
Vyrskap, m. Orden, Sømmelighed.
Vyrsla, f. Agtsomhed, Orden, Reenlighed. Shl. og fl.
Vyrter (Vyrt’r), n. Øl-Urt, Øl som ikke er gjæret. Sjeldnere Former: Vyrt, Vurt (Vald.), Vyttr (Sdm.). Sv. vört, f. Eng. wort. T. Würze. — Vyrterkaka, f. et Slags Kager, lavede ved Tilsætning af Ølurt. Vyrtersmak, m. sød Smag som af Ølurt.
Væ, n. s. Ver. — Væ, pl. s. Vꜳ.
væ, s. vada. Væbogje, s. Verbogje.
Væft, m. 1) Islæt til en Væv. (Modsat Varp). Temmelig alm. G. N. veftr. — 2) Løsuld, kort, affaldende Uld (= Ru). Østerd. I svenske Dial. väft. — 3) i Talemaaden „spinne pꜳ Væft“, ɔ: spinde Traaden til venstre eller „rangsøles“. N. Berg. (Modsat: spinne pꜳ Varp). — Væftagarn (ga’n), n. Traad til Islæt. Væftanysta, n. Nøgle af saadan Traad.
væfta, v. a. forsyne med Islæt. Oftest som Particip, f. Ex. D’æ væfta mæ Stuttull: det har Islæt af kort Uld.
vægja (væje), v. n. (gje, gde), føie sig, give efter, vige for En. Nhl. Sogn, Ørk. Ogsaa vægjast (sjeldnere). G. N. vægja. Han vægde inkje: han gav ikke efter. Dei ha ’kje noken te vægja fyre: de have ingen at frygte for, de raade sig selv. Han lyt vægje so Vet he: den som har Forstand, maa give efter. Ørk. — Jf. øgja.
Vægje, n. Frygt, Ave, Respekt, f. Ex. for Forældre eller Foresatte. Nhl. Ellers Agje og Ogje.
vægjen, adj. føielig, eftergivende.
Vægt, f. 1) Vægt, Tyngde. 2) Veining. (Sjelden). 3) Bismer eller andet Redskab til at veie med. Jf. Vꜳg. — Egentlig Vegt. I Sogn hedder det Vigt. Sv. og G. N. vigt.
vægtug, adj. vægtig, tung.
Vækja, f. 1. Pige, Pigebarn. Meget brugl. i Tr. Stift (i Formen Vækje, Vækj’ og Veikj’). Af Vꜳk. (Jf. Gjenta og Taus). — Vækj’ungje, m. (i Spøg): Pigebarn.
Vækja, f. 2. en liden rund Bjælde, især til Heste. N. Berg. og Tr. Stift. Hedder oftere Stallvækje. — Et andet Vækje, med Betydningen Vækkemiddel, forekommer i „Hungrevækje“.
Væktar, m. Vægter. (Nyt Ord). Nogle Steder: Vaktmann.
væl, adv. vel. (Udtales almindelig med langt æ, forskjelligt fra vel, ɔ: vælger). G. N. vel. Bruges i følgende Betydn. 1) vel, godt, lykkeligt. gꜳ væl, leva væl, o. s. v. Me lyt’e halde pꜳ, ska væl vera: vi maa holde ud, hvis det skal gaae godt. Halde upp no, mæ væl æ: holder nu op, førend der hænder noget værre. — Ogsaa: godt, vakkert, ædelt; om en Gjerning. gjera væl: gjøre en god Gjerning. „Gjer so væl“: vær saa god, hav den Godhed. (Meget brugl.). — 2) rigtigt, ordentligt, paa behørig Maade; ogs. omhyggeligt, med megen Flid. D’æ væl tillaga, væl i Stand. Han gjere dæ bꜳ snart ꜳ væl. — 3) nøie, grant, tydeligt. Eg sꜳg dæ so væl. Han veit dæ rettele’ væl. — 4) rigelig, tilstrækkelig, ikke knapt. D’æ like stort ꜳ væl dæ, ɔ: lige stort og hellere større end mindre. (Søndenfjelds siges „væl sꜳ dæ“). Ogsaa: lidt mere end passende; f. Ex. Han æ væl liten: han er noget liden, maaskee for liden. — 5) nok, vist, rimeligviis. Denne Betydning adskilles fra de øvrige derved, at Ordet ikke bliver betonet; f. Ex. D’æ væl frꜳ seg gjort (Tonen paa frꜳ), ɔ: det er formodentlig forbi. Med Tonen paa „væl“ betyder der derimod: det er ganske og aldeles forbi.
Væland og Vælarn, s. Velende.
vælbudd, adj. vel forsynet.
Vælend, s. Velende.
Vælfar, n. Afsked, Afskedshilsen. Jæd. bea Vælfar’e: sige Farvel, tage Afsked.
vælfaren, adj. heldig, vel holden.
vælflidd, adj. vel behandlet eller tillavet, vakker, ordentlig.
Vælfær, f. 1) Velfærd. 2) Næring; især om Kornet eller Jordens Afgrøde.
vælgjord, adj. godt gjort, forfærdiget med Flid og Omhyggelighed.
Vælgjær, f. (og n.), 1) en Velgjerning. 2) Godgjørenhed, Gavmildhed. 3) Beværtning, Forsyning med Mad og Drikke. Søndre Berg. og fl. — Vælgjærs-Folk: gjæstfrie, gavmilde Folk. Hard. og fl.
vælhendt, adj. flink til haandarbeide, behændig, som gjør vakkert Arbeide. Tell. (Andre St. netthendt).
Væljos, see Verljos.
vælkomen (aab. o), adj. 1) velkommen, kjærkommen. 2) vel holden, kommen i en heldig Stilling. Dei va ’kje vælkomne: de vare i en slem Knibe.
Vællꜳten, adj. rost, vel omtalt.
vællærd, adj. væl lært, oplyst, dannet, rig paa Kundskaber.
Vællæta, f. Ros, fordeelagtig Omtale. B. Stift. (Jf. lꜳta).
Vælmagt, f. Velmagt, Flor.
vælrꜳdd, adj. vel forsynet.
Vælsemd, f. Hæder, Ære; ogsaa Høitidelighed. N. Berg. (G. N. velsemd, Hæder). Eit Vælsemda-Plagg: et Klædningsstykke som kun bruges ved festlige Leiligheder. Sdm.
vælsigna, adj. velsignet; herlig, ypperlig, inderlig god. Meget brugl. især i B. Stift. — Verbet vælsigna betegner deels at ønske Velsignelse, deels kun at tale om Velsignelse eller sige at En er velsignet, f. Ex. Han ba’ ꜳ vælsigna. Han bꜳ takka ꜳ vælsigna. — vælsignalege, adv. herligt, ypperligt, særdeles ønskeligt.
vælskyldug, see vælværug.
Vælstand, n. Velstand, Velmagt.
vælstelt, adj. vel indrettet.
væltenkt, adj. veltænkende; ogsaa velmeent, oprigtig.
vælværug, adj. fordringsfuld, anmassende, ubeskeden, som anseer sig meget fortjent og venter stor Opmærksomhed af andre. Tell. Nhl. og fl. Hedder ogsaa vælvær (Tell.), værau (Ørk.), gjønsværug (Gbr.); og ellers vælskyldug (Gbr. Buskerud) og sjølskyldig (Sdm.).
Væme, n. en Stakkel. Hard. — Jf. vꜳma.
Vænd, s. Vend. Væng, s. Veng.
vænja, v. a. (væn’; vande, vant), at vænne, tilvænne. Egentlig venja. G. N. venja (ven, vandi). Particip vand’. Jf. van og Vane. — vænje seg te: vænne sig til. vænje seg pꜳ ein Ting: vænne sig til at nyde eller bruge noget. vænje seg av: aflægge en Vane. vænje av eit Ba’n: afvænne et Barn fra Brystet. (Heraf avvand). vænje upp-atte: tilvænne paany.
vænjast, v. n. (vænst, vandest, vanst), vænnes, blive tilvant, faae Vane til; ogsaa: blive øvet, faae mere Færdighed. Meget brugl. Dei vandest heim: de bleve vante til at gaae hjem. Hesten ha vanst upp i Ꜳkren, ɔ: havde faaet Vane til at gaae op i Ageren.
Vænjing, f. Vænnelse, Tilvænnelse.
Vær, n. 1. Sted, Opholdssted; især Fiskerleie, Gaard ved Kysten, hvor Folk samles til Fiskerie. Vest- og nordenfjelds. G. N. ver. Heraf mangfoldige Stedsnavne.
Vær, n. 2. Vaar, Sæk, Pose, eller ethvert lignende Redskab til at forvare og indpakke noget i; Hylster, Omslag, Emballage. Meget brugl. i B. Stift, Gbr. og fl. (G. N. ver). Paa enkelte andre Steder hedder det Ilꜳt. Søndenfjelds bruges Var kun om Pudevaar. (Sv. var). Jf. verja. Me ha ikje Vær te ha da i: vi have intet at forvare det i. Dæ vog ei hal’ Vꜳg mæ Væra, ɔ: en halv Vog med Sækken eller Posen. (N. Berg.). Hertil Dynevær (Pudevaar), Sengvær (Dyne uden Fjær).
Vær, n. 3. (for Verd), Værd, Værdie. I Helg. og Namd. hedder det Var eller Val (med tykt l), hvilket ogsaa betyder Betaling eller Erstatning, saaledes „Fo’rvar“, ɔ: Betaling for Foder. G. N. verð. (Jf. Være, vær, værug). „selje unda Væra“: sælge noget for tidlig, førend det har faaet sig fulde Værd. (N. Berg.). Ligesaa: slagte unda Væra (slagte for tidlig).
Vær, n. Veir, Luft; see Ver.
Vær, f. Verden. I Sætersd. Værd (Værd’i); i Namd. og Helg.: Var, el. Val (Val’a), Sv. verld. G. N. veröld. (Ang. veorold. G. T. weralt). Den ubestemte Form er sjelden, f. Ex. Han var som han vore i ei onnor Vær (som om han var i en anden Verden). — Betyder ellers: 1) Verden, og i Særdeleshed: Jorden, Landene. Jf. Heim. — 2) Tiden. Framma-igjenom Vær’a: igjennem de fremfarne Tider. Før i Vær’enne: fordum, i gamle Dage. Fram i Væra: ud i Fremtiden. — 3) Verdens Ting; især Rigdom, Pragt, Herlighed. Hertil Talemaaden: Han æ so girug pꜳ Vær’a; han er for mykje pꜳ Vær’a, el. ette Vær’enne. Undertiden ogsaa om Livet, Omstændighederne, Omgivelserne, Menneskene. — koma te Vær’enne: blive født. fara ’ta Vær’en (el. or Vær’enne): døe. sakne Vær’a: sove ind, falde i Søvn. (Sdm.). prøve Vær’a: prøve Omskiftelser og Modgang. tenkje seg att-i Vær’a: tænke paa de fremfarne Tider, sætte sig tilbage i Tiden. — Her mærkes Talemaaderne: „alle Værsens Ting“ og „ingjen Værsens Ting“. Denne Form er enten et nyt og feilagtigt Genitiv af dette Ord, eller ogsaa tilhører den et andet Ord, nemlig Vær, n. (Værd), saa at altsaa „ingjen Værsens Ting“ kunde betyde: intet som har Værd eller er værdt at tænke paa. Jf. værug.
Vær, m. 1. (Fl. Være, r), Indbygger (eller Mand). Findes kun sammensat med Stedsnavne, som Lomvær, Vꜳgevær og fl. Jf. Landvær, (= Landverja). I Hard. hedder det Vør, saaledes Oddvør (Indbygger af Odde Sogn). Ellers sjeldent, da det sædvanlig hedder Væring. Hertil svare Kvindenavne med Væra, som Lomværa, Selsværa, Radværa. G. N. verr (Mand), verjar (Indbyggere). Et andet Vær findes kun i Forbindelse med Slægtskabsnavne, som Værfar, Værmor.
Vær, m. 2. (for Verd), Maaltid. Kun sammensat med Tidsnavne: Morgꜳvær, Æftasvær, Nottvær (hvorom see Vor). G. N. verðr.
vær, værger; see verja.
vær (for verd), adj. værd, værdig. I Namd. og Helg. hedder det var, el. val (med tykt l). G. N. verðr. Jf. Vær, n. Være og vyra. Forbindes ofte med et Objekt i Akkusativ; f. Ex. D’æ vært Penganne sine. D’æ inkje Umakjen vært. Om et Foretagende siges simpelt hen: „D’æ ’kje vært“, ɔ: det behøves ikke, det er ikke fornøden; ogsaa: man bør ikke befatte sig dermed. (I Namd.: D’æ int’ vart, el. vatt).
Væra, f. see Vær og Væring.
væra (seg), v. a. (e—te), slaae sig til Ro, blive rolig paa Stedet. N. Berg. Han vil ikje være seg dar: han vil bort derfra, tragter efter at slippe bort. Hadde dei bære vært seg hær. (Om Dyr og Mennesker). Kunde ansees som et Transitiv af vera.
værand, s. verande. værau, s. værug.
Værbror, m. Svigerbroder, Mands eller Kones Broder. (Alm.). G. N. verbróðir.
Værd, s. Vær, f. Værde, s. Varme.
Være, n. 1. Forvaring, Gjemme; eller maaskee: Eie, det som En eier eller raader over. Er kun brugeligt i Dativ med „i“, f. Ex. Dæ finst ikje i mitt Være: det findes ikke hos mig, ikke iblandt alt som jeg har. Nordre Berg. (Andre Steder: Eigje, Eiga). Kunde maaskee staae i Forbindelse med Vær, n. 2.
Være, n. 2. Forfatning, Tilstand. Da fekk vera i da Være so’ da va: det fik forblive saaledes som det var. Nhl. —
Være, n. 3. (for Verde), Værd, Værdie (af Varer eller Penge). Mest i Sammensætning som Kuvære, Øykjevære (det som svarer til Prisen paa en Ko eller Hest); ligesaa Dalarvære, Ortavære (Værdie for en Daler eller Ort). Søndre Berg. I Sdm. hedder det Vyre (aab. y), som svarer til G. N. virði. Ligesaa Halvvyre, Dalevyre o. s. v.
Være, m. s. Vere. være, s. væra.
Værelse, n. 1) Værelse. (Nyere Ord). 2) Bosted, Gaardstykke, Huusmandsplads. Gbr. Helg.
Værfar, m. Svigerfader. G. N. verfaðir. (Sv. svärfader). Sjeldnere: Værforeldre, n. Svigerforældre.
værig, tilværende; s. værug.
Væring, m. 1. Indbygger. Kun sammensat med Stedsnavne, som Saltværing, Ranværing, Rissværing, Hiterværing, Stadsværing. (See Vær). Sjeldnere med Fællesnavne som Øyværing og Fjorværing. Mest brugl. i den nordlige Deel af Landet.
Væring, m. 2. Sommerrug, vaarsaaet Rug. Tell. Ag. Stift. I Ørkd. hedder det Værling. (Af Vꜳr).
Værk, s. Verk. værkje, s. verkja.
Værkonn, s. Verkonn.
Værleik, et Slags Høg; s. Vindhauk.
Værmꜳl, n. Gjenlyd, Ekko. Tell. (Skal ogsaa hedde Værmꜳlo, f.). Vel egentlig samme Ord som Dvergmꜳl, dog kunde det ogsaa forklares som Vedrmꜳl (Stemme i Luften).
Værmor, f. Svigermoder. G. N. vermóðir. (Sv. svärmoder).
Værskap (el. Verrskap), n. og m. Selskab, Gjæstebud, lystig Samkvem. Meget brugl. i B. Stift. (Maaskee for Værtskap). Værskapsmann, m. en lystig Selskabsmand. Værskapsvisa, f. Selskabssang.
Værsyster, f. Svigerinde, Mandens eller Konens Søster.
værug, adj. 1. forhaandenværende, tilværende, mulig. Mest i B. Stift, i Formen værig’e. Ingjen værig’e Ting: ingen mulig Ting. Alle værige Slag: allehaande Ting. Paa noken værig’e Stad: paa nogetsomhelst Sted. (Jf. bidig). Det hedder ogsaa tildeels værdig (i hvilket Tilfælde det kunde forklares som: værd at ændse eller tænke paa). Afvigende Betydninger forudsættes i gladværug (munter) og oværug (utaalmodig). Jf. G. N. værr, som betyder rolig, ogs. taalelig, eller som man kan være i.
værug, adj. 2. (for verdug), værdig, fortjent til noget. Hedder ogsaa værig’e, værau, varug (valug), og tillige: værdig, især i Sammensætning som truværdig, merkværdig. (Jf. vyrdig, i storvyrdig). G. N. verðugr. I Ørk. betegner „værau“ ogsaa: fordringsfuld, ubeskeden, eller det samme som vælværug.
væse, v. n. vaase, snakke; s. vasa.
væsen, adj. svag af Kræfter. Hard.
væsna, s. vesna. væst, s. verst.
væta, v. a. (e—te), væde, dugge, gjøre vaad eller fugtig. G. N. væta. (Af vꜳt). væte seg: blive vaad eller fugtig, afsætte Vædske. væte seg ut: gjøre sig vaad, gjennemvæde sine Klæder, f. Ex. ved at træde i Vandet eller være ude i Uveir. (Meget brugl.). væte ut: udbløde, tilsøle med Vand eller Vædske. væte Halsen: læske sig, tage sig en liden Drik. væte Fingranne: røre ved noget som er vaadt.
Væta, f. 1) Væde, Vaadhed, Fugtighed. G. N. væta. 2) Regn, fugtigt Veir. 3) Vædske, vaade Varer; især om Mælk og Valle. Sogn og fl.
Væteløysa, f. Tørhed, Tørke.
Væting, f. Vædelse, Udblødning.
Væv (for Vev), m. en Væv. I Nhl. hedder det Vøv. G. N. vefr. Fleertal er tildeels afvigende; det hedder saaledes: Væve (Sogn), Vøve (Nhl.), Vevja (Sdm.). Der skal ogsaa forekomme en Genitivform Vevja i Forbindelsen „te Vevja“, ɔ: til Vævning. (Voss?).
Vævgogn, f. see Vævstol.
Vævkꜳne, f. Spindel, Edderkop (egentlig Væverkone). Sdm. (See Kꜳngle). Vævkꜳnevæv, m. Spindelvæv.
Vævleina, pl. f. see Vævstøre.
Vævreide, m. s. Vævstol.
Vævskjeid, f. Væverskee, Kammen i en Væverstol. S. Skjeid.
Vævskjøt, m. en omreisende Klædehandler, Vævkræmmer; ogsaa ellers om andre omflakkende Handelskarle. Meget brugl. i Tr. Stift. I Østerd. Vævskyt. (Egentl. Vævskjot; s. Skjot).
Vævstad, m. see følg.
Vævstol, m. Væverstol, Indretning af Træværk til at væve i. Hedder ogsaa Vævstad (Sdm. og fl.), Vævreie (Voss), Vævgogn (Sogn, Nhl.). Jf. Gogn. Uppstagogn.
Vævstøre, pl. f. de store Træer eller Stolper i en Væverstol. Sogn. Ellers kaldet Stolar, Leinar og fl.
vø og vødd, see vøde.
vøde, v. a. (e—de), klæde, forsyne med Klæder, udruste, især til en Reise. Sdm. (Nogle St. vø’). vøde se’, el. vøde pꜳ se: forsyne sig vel med Klæder, f. Ex. til en Reise. (Jf. fata, fota). Particip vødd’, f. Ex. Han æ væl vødde: han er vel udrustet mod Uveiret. — Har nogen Lighed med G. N. væðast (af váð, Klæder), men er dog maaskee et andet Ord.
Vøding, f. Udrustning med Klæder. — Derimod Vødning, f. om Klæderne selv; især Reiseklæder, Uveirsklæder. Sdm.
Vøimꜳl, see Vadmꜳl.
vøla, v. a. og n. (e—te), gjøre istand, reparere, bøde, rette paa; ogsaa tilrede, pynte, pudse, flye op. Meget brugl. vest- og nordenfjelds, men hedder ogsaa vela (ee) eller vele (Jæd. Hall. Gbr.). G. N. véla og vœla. (Dipl. I, 352). Ofte forbundet med um (vøla um). vøle Klæda, eller: vøle um Klæ’a: sætte Klæderne istand, bøde og pudse Klæderne. vøl’ um i Husa: feie og flye op i Huset. vøle um seg: vaske og pynte sig. (Ei at forvexle med Udtaleformen vøle af vyra). Jf. færa, stella, fli, ty, fjelga, hæma. — Particip vølt og umvølt.
Vøla, f. 1. Istandsættelse; s. Vølsla.
Vøla, f. 2. en Hob, Dynge, stor Mængde. Sogn, Shl.
Vøling, f. Tilredelse; s. følg.
Vølsla, f. Istandsættelse, Reparation; ogsaa Tilredelse, Oppudsning, Reengjørelse. B. Stift. Hedder ogsaa Umvølsla.
vølt, istandsat, repareret, tilredet.
vønast (vønes), v. n. formode, vente, haabe (= vona). Tell. — Af Von.
vønen, adj. fordringsfuld, som venter sig for meget af Andre. Tell.
Vør, s. Vær, m. — vøra, s. vyra.
vøre (aab. ø), en Form af et Verbum, som bruges ved et Udraab af Vrede eller Afsky, f. Ex. Fy vøre Skamm’a (fy, for en Skam). Maaskee af vera.
vøre, s. vyra. vøren, s. vyren.
Vørt, s. Vyrter. Vøtur, s. Vetr.
Vøv, s. Væv.