Ordbog over det norske Folkesprog/Ø
Ø.
øfst, s. øvst. — Øft, s. Ykt.
øgd, s. øgja. — Øge, s. Auga.
øgja (øje), v. n. (gje, gde), 1) frygte, forfærdes. (Sjelden). G. N. œgja. Af Ogje. (Skulde egentlig betyde: forfærde, imponere). — 2) skye, afholde sig fra, tage sig Vare for at gjøre noget. N. Berg. Han øgje ’kje kva han gjere: han skyer ikke nogen Ting, han er istand til hvad det skulde være. Jf. vægja. — Et Particip øgd, med Betydningen: forskrækket, skal ogsaa forekomme.
øgjast, v. n. forfærdes, forskrækkes. Hard. (Udtalt øiast).
øgje, v. n. væmmes, faae et Anfald af Væmmelse. Gbr. (øje). Andre Steder: elja, igla, ila. — See ellers øgja.
øgjeleg, adj. frygtelig, forfærdelig. Sogn, Nhl. (øiele). I Lister: agaleg. — Jf. G. N. ógurlegr.
øgjelege (øiele’), adv. fælt, frygteligt; ogsaa uhyre, overmaade. Sogn. Nhl. Ellers agale’, fælele’, kjølelege.
øgjen, adj. (Fl. øgne), 1) frygtelig, forfærdelig (= øgjeleg). Sdm. Sogn, Jæd. — 2) stolt, som bryster sig, gjør sig til af noget. Sdm. (Jf. yven). Ordet udtales i Eentallet: ø’jen (Sdm.), øgen (tildeels i Sogn) og øien eller øyen (Jæd.). F. Ex. Eit øie Ver: et frygteligt Veir. (Jæd). Eit øgje Fjell: et frygteligt (eller ogsaa: stolt, imponerende) Fjeld. (Sdm.). D’æ so øgje te sjꜳ n’igjønꜳ Fjell’e: det er et forfærdeligt (svimlende) Syn at see ned over det bratte Fjeld. — Ho va reint øgja ta di: hun var rigtig stolt deraf. Dei ha ’kje stort te vere øgne ta: at bryste sig af. (Sdm.).
øgnast, v. n. 1) blive forfærdet eller forbauset. Hard. Ogsaa i Formen øygnast. — 2) blive stolt, bryste seg. Sdm. (sjelden).
Øgne, f. Stolthed, stolt Udseende. Sdm. (sjelden). Af øgjen.
øie, s. øgja. — øieleg, s. øgjeleg.
Økl (aab. ø), n. Yngel, ungt Kvæg, som lægges til Besætningen. Tell.
økle, v. a. forøge Besætningen ved at tillægge ungt Kvæg. Tell. I Hard. aukla.
Øks (aab. ø), f. (Fl. Øksa, r), en Øxe. Paa enkelte Steder Øks (aab. o). G. N. öx. I Sammensætning: Øksa; saaledes Øksahamar, m. Øxehammer, Bagen paa en Øxe. „Øksahamars Øl“, en Benævnelse paa meget stærkt Øl. B. Stift. (Anvendt af Holberg i Peder Paars). Øksakjæft, m. Eggen paa en Øxe. Øksemne, n. Jern og Staal til en Øxe.
øksa, v. a. (a—a), tilhugge med en Øxe.
Øksl, n. Gevæxt, unaturlig Udvæxt paa Legemet. B. Stift. Ellers kaldet Vokstr.
Økt (Stund), see Ykt.
Øl (langt ø), n. 1) Øl. I nogle faa Bygder findes Formen Ol (aab. o), som svarer til G. N. öl. — 2) Gjæstebud, Gilde. Kun sammensat som Gravøl, Barsøl, Festarøl og fl.
Øl, m. Varme; see Yl.
øla (øle), v. a. (e—te), 1) opflamme, kilde, sætte En i en lidenskabelig Opbruusning eller besnakke ham til noget. N. Berg. I Nhl. hedder det ølla (aab. ø). See øsa. — 2) smigre, rose, tiltale En smigrende. Gbr. Ellers høla og gjøla. — 3) tirre, ophidse, gjøre vred. Buskerud. (I Tell. øve). — Particip ølt; oftere upp-ølt: opflammet.
ølast (ølest), v. n. (Imp. øltest), bruse op, komme i et usædvanligt Lune; ogsaa gjækkes, fjase, drive overgiven Spøg. „ølest mæ ein“. gjækkes med En eller opægge ham til noget. Sdm. Ofte eenstydigt med øsast.
Ølbørsminne, n. og Ølbørsdag, m. en Benævnelse paa den fjortende Dag i Julen (den 7de Januar). Nhl. „drikka Ølbørsminne“ er en gammel Skik eller Leg, som bestaaer deri, at man gjør et Ønske med adskillige Ceremonier, hvoriblandt at man drikker Øl af en liden Skaal og derpaa kaster Skaalen bag sig; kommer Skaalen staaende ned, da er det et godt Tegn, men hvælver den, da er det slet. — Ogsaa i Tell. er en lignende Skik bekjendt og kaldes der: Elbjørsminne. Oprindelsen uvis.
Øle, f. 1. et Bruushoved, en som let kommer i Bevægelse. Sdm. I Nhl. Ølla.
Øle, f. 2. (for Ødla), en Øgle, Fiirbeen (Lacerta). Ørk. Sdm. I Namd. og Indr. Æle (Æl’), i Østerd. Ele. G. N. eðla. Sv. ödla. Søndenfjelds siges Firføsle og Fjorføsle.
ølen, s. øsen. — ølest, s. ølast.
Ølgjeis, m. Damp af Øl. B. Stift.
ølje, s. ylja. — øljas, s. ꜳlljos.
Ølkjenga, s. Kjenga.
Ølkveis, f. 1) Ølsyge, Ildebefindende efter en Ruus. Nhl. og fl. 2) et Slags Galskab, foraarsaget ved Øldrik. Ag. Stift.
ølla, opflamme, ægge; see øla.
Ølla, s. Øle. — Ølmo, s. Ylmoe.
Ølnæver, s. Alvnævr.
Ølost (aab. o), m. Ølost, Drik af kogt Mælk med Øl.
Ølrus, n. Ruus af Øldrik.
Ølrøyk, see Ylrøyk og Moe.
ølsjuk, adj. ølsyg, upasselig efter en Ruus. Heraf Ølsykja, f. Ildebefindende efter en Ruus. Søndre Berg. og fl.
Ølsle, f. Opbruusning; Vildskab, Overgivenhed. Sdm. (see ølast).
Ølsoll, m. og Ølsoppa, f. Øllebrød, Øl med brækket Brød.
Ømne, s. Emne. Ønd, s. Ꜳnd.
Ør (aab. ø), n. et Anfald af Svimmelhed. Sjelden, s. Ørska.
Ør, f. see Øyr. — Ør, m. see Ore.
ør, pron. Eder. (Objekt af „i“). Helg. (Vefsen). Andre Steder: ær. G. N. yðr. Sv. er. — I Genitiv tildeels: ørs og ærs. See ellers dikke.
ør, adj. svimmel; s. øren.
Øra, see Ørska og Øyra.
øra (øre), v. n. (e—te), 1) svimle, blive svimmel eller forvirret i Hovedet. Temmelig alm. dog tildeels mindre brugeligt end svimra. „øre i Hau’e“. Heraf Ør, øren, Ørsla. — 2) døse, gaae som i Søvne eller i en sandsesløs Tilstand. (Sjelden). See Orar. — 3) rase i Sygdom, fantasere, tale i Vildelse. Tell. — Sv. yra. G. N. œrast, rase. — Jf. yra.
øre, opgrave, grumse; s. øyra.
øren, adj. 1) svimmel, angreben af Hovedsvimmel. Temmelig alm. Nogle Steder: ør. (Jf. svimrug). — 2) forvirret i Hovedet, forstyrret; tildeels ogsaa: fuld, drukken. B. Stift. I Inderøen hedder det oren. (Jf. Orar). Sv. yr. G. N. œrr, gal. — Egentlig skulde „ør“ betyde forvirret, og „øren“: tilbøielig til Forvirring (af øra).
Øresta, f. Sands, Opmærksomhed, Eftertanke. Hard. D’æ ingjæ Øresta i han: han tænker aldrig efter hvad man siger ham. Uvis Oprindelse.
ørestelaus, adj. tankeløs, uopmærksom. Hard.
Ørflaga, f. et Anfald af Hovedsvimmel.
ørgamall, adj. meget gammel, ældgammel. Voss. (Andre Steder: utgamall, eldegamall). G. N. örgamall. Den samme Partikel findes ved flere Ord (nemlig ørliten, ørsmꜳ, ørung) og udtales med langt (ikke aabent) ø, men overgaaer ellers til ur og ꜳr, hvilket ogsaa svarer til G. N. ör.
Ørjemark, m. Regnorm. Helg. (= Raudmakk). Vel egentlig Auridemadk (see Aure); dog kunde det ogsaa høre til det foranførte Yrja.
ørliten, adj. megen liden, bitte liden. Voss, Hard. Shl. Tell. Hedder ellers: urliten (N. Berg. Helg.), ꜳrliten (Tr. Stift). G. N. örlítill. — Paa nogle Steder siges ogsaa „ørende liten“, ligesaa: urende, og ꜳrende lite.
ørmegta, v. n. vansmægte. (Sogn, Vald.). See ormegta.
ørmerkjes, adv. langt afveien, paa ukjendte Steder, paa Vildspor. Skal bruges i Tell.
ørminnig, adj. glemsom, svag af Hukommelse. Nhl.
Ørn, m. f. og n. en Ørn. Udtales almindelig med langt ø (ikke aabent) og med tydeligt „rn“, altsaa ikke Ønn eller Onn (som man skulde vente efter Ligheden med andre Ord). G. N. örn, m. (Jf. Are). Kjønnet er vaklende, og det almindeligste er maaskee Femininum. — Hertil de sædvanlige Sammensætninger: Ørnefjør, f. Ørneveng, m. Ørnungje, m. og fl.
Ørnestav, see Øyrnestav.
Ørska, f. 1) Svimmelhed, Hovedsvimmel. Søndre Berg. Tell. og flere. — 2) Forvirring, Sandsesløshed. Mere alm. (Af ør; see øren). Hedder ogsaa Ørsla og sjeldnere: Øra. (S. yra).
ørskjen, adj. forvirret i Hovedet. Hard. Shl. Ellers øren.
Ørsla, f. Forvirring, Sandsesløshed. N. Berg. og fl. (Af øra). G. N. œrsla. Ellers Ørska.
ørslen, adj. = ørskjen. Shl.
ørsmꜳ, adj. meget smaa. Hard. og fl. Ellers ursmꜳ og ꜳrsmꜳ.
ørte, see erta og urta.
ørung, adj. meget ung, yderst ung. Hedder ellers urung (Helg.) og ꜳrung (Tr. Stift.).
ørvinna, adj. altfor svær, uoverkommelig, som man maa opgive; ogsaa slem, kjedelig, ærgerlig. Hall. Tell. Hedder ogsaa ørvint.
ørvinnas, v. n. tabe Modet, blive kjed eller afskrækket ved adskillige frugtesløse Forsøg. Tell.
ørvint, slem, ærgerlig; s. ørvinna.
Øsa (Øse), f. 1) Opbruusning, Overgivenhed. 2) et Bruushoved. (N. Berg.).
øsa (øse), v. a. (e—te), opægge, ophidse, sætte i Fyr og Flamme; saaledes baade at gjøre En overordentlig munter og tillige at ophidse En til Vrede. Shl. Sdm. Ørk. Oftest i Forbindelse med upp; f. Ex. Dei ha øst han upp: de have opægget ham, besnakket ham til Galskab. G. N. œsa, ophidse. (Uden Tvivl af Adjektivet „os“, som egentlig betyder heftig eller brusende). — I lignende Betydning bruges: øle (i N. Berg.), og ølla (i Nhl.). See følgende.
øsast (øsest), v. n. (Imp. østest), bruse op, komme i en lidenskabelig Stemning, i Fyr og Flamme; ogsaa gjækkes, fjase, spøge, gjøre adskillige Optøier. Meget brugl. i Sdm. G. N. œsast, opægges. I samme Betydning siges i Tell. øsle, og i N. Berg. ølest.
Øse, n. Aabning, Munding, den øverste Deel af en Mølle-Rende. Sdm. (Af Os, m.).
Øsefær, f. Overgivenhed, fremfusende Adfærd; Vildskab, Optøier. N. Berg.
Øsekolla, f. Øsekopp, m. et Bruushoved, overgivent, fremfusende Menneske. Ogsaa Øsa, f. Tildeels i B. Stift.
Øsemøle, n. Opbruusning, usædvanligt eller overgivent Lune. Sdm.
øsen, adj. opbrusende, heftig, fremfusende; ogsaa fuld af Gjækkerie, tilbøielig til overgiven Spøg.
Øsing, f. 1) Opæggelse. 2) Opbruusning, Vildskab, Overgivenhed. G. N. œsing.
Øskja (aab. ø), f. en Æske. G. N. eskja. (Af Ask). — Øskjelok, n. Æskelaag. Øskjetrøsk, m. Ringen eller Siderne i en Æske; tynd Fjel som dannes til en Æske ved Sammenbøining. B. Stift.
øsle, v. n. bruse frem (= øsast). Tell.
øst (langt ø), ophidset, opflammet. Particip af øsa. Oftere upp-øst.
øtꜳ, s. eta. — Øtle, s. Øydsla.
øva, v. a. 1. (e—de), øve, vænne, oplære. Heraf øvd (øvet), Øving, f. og Øvelse, n.
øva (øve), v. a. 2. (e—de), opægge, tirre, ophidse. Tell.
øven (for æven), s. vanøven.
øver og øve, præp. see yve.
øvre, adj. øvre, som er længere oppe. G. N. efri. — Øvre deild(a), f. den øverste Deel. N. Berg. og fl.
Øvrigheit, f. Øvrighed. (Nyt Ord).
øvst, adv. øverst. Efter Udtalen øfst; i Sogn: øpst. (Langt ø). G. N. efst.
øvste, adj. øverste, høieste. Øvste Vegjen: den øverste Vei. Øvste Sia: den øverste Side.
Øy, f. (Fl. Øya, r), en Øe, et omflydt Land. G. N. ey (öy), pl. eyjar. Ordet synes ogsaa at betyde en Halvøe eller især en Flade imellem Bugterne af en Elv; saaledes siges i Ørked. „Grasøy“ og „Skogøy“ om fremstikkende Engsletter og Skovplaner, som omgives af en Elvebugt; ligeledes gives der, baade søndenfjelds og nordenfjelds, adskillige Gaarde, som have Navnet „Øy“ og dog ikke ere omgivne af Vand, men kun strække sig ud imod en Bugt eller Bue af Dalførets Vanddrag. — I den bestemte Form hedder det i B. Stift: Øy’nꜳ og Øy’næ. I Sammensætning: Øya og Øye. Den første Form bruges i N. Berg. kun naar der tænkes paa en vis enkelt Øe, f. Ex. Øyatꜳngjen (ɔ: Tangen eller Revet af Øen); den anden Form bruges, naar Talen er om Øer i Almindelighed. Hertil Øyefolk, n. Øeboere, Folk fra Øerne. Ligesaa Øyemann, Øyekꜳna, Øyegut og fl. Øyevis, f. Skik som bruges paa Øerne. Ligesaa Øyebunad, om Dragten, og Øyemꜳl, om Sproget hos Øeboerne.
øya, v. n. klynke, jamre sig. (øya seg). Tildeels i B. Stift. Ellers jøya, eia og veia.
øydd, part. blottet, udtømt; ogsaa forødet, forbrugt; s. øyde.
øyde (øya), v. a. (e—de), 1) gjøre øde (af aud); rømme, forlade (evacuere). N. Berg. „øyde Gar’en“: gaae bort fra Gaarden, saaledes at der er ingen hjemme. Me kann ikje øyde Hus’e: vi kunne ikke alle gaae ud af Huset; der maa være een hjemme. — 2) blotte, gjøre lens. „øyde seg“: skille sig ved alt hvad man har af en vis Ting; f. Ex. øye seg fyre Penga: udgive sin sidste Skilling. (B. Stift). — 3) øde, forøde, forbruge; ogsaa bortødsle, bruge til Overflod. (Alm.). G. N. eyða. Dei ha ’kje øydt meir eld’ ei Tunne: de have kun forbrugt (el. fortæret) en Tønde. Ofte i Forbindelse med upp (øye upp); f. Ex. me ha øydt upp altihop: vi have gjort Ende paa det altsammen.
Øyde (Øya), f. 1) Tomhed, øde Tilstand. G. N. eyða. (Af aud). 2) en øde Strækning, et tomt Rum. (Sjelden). 3) Forødelse, Ødelæggelse. (Sjelden).
Øyde (Øye), n. øde eller forladt Tilstand. Mest i Talemaaden „liggje i Øyde“: ligge øde. G. N. eyði.
Øydegar, m. en øde eller forladt Gaard. (Adskillige Gaardsnavne, som nu skrives „Ødegaard“, udtales ellers Øygar og Øggar, hvilket vel kunde have en anden Oprindelse).
Øydeland, n. 1. 1) et øde, ubeboet Land. 2) en Forøder, Ødeland. (Bedre Landøyda).
ødeleggja, v. a. (legg, lagde), ødelægge; ogs. bortødsle, gjøre Ende paa.
Øydemark, f. Ødemark, Ørken, ubeboelig Egn.
øyden (øyen) adj. 1) forødende (= øydsam). 2) øde, forladt. Mest i Neutrum: øyde (øye). 3) blottet, lens (= aud). Hard. „øyen fø’ Pengar“: blottet for Penge.
øydest (øyast), v. n. (Imp. øyddest), 1) blive øde eller blottet. Dæ øyest ut: det bliver mere og mere øde, der blive alt færre og færre tilbage. — 2) forsvinde, gaae bort, blive forbrugt eller forødet.
Øyding, f. Blottelse; Forødelse.
Øydn, f. Tomhed, Stilhed, øde Tilstand. — Øydnelukt, f. usund Luft i Værelser, som staae længe tomme eller ubeboede. Sdm.
øydsam (øyesam), adj. ødsel, som forøder meget. Ogsaa spildsom, udrøi, som medfører Forødelse.
Øydsla, f. Forødelse; ogsaa Ødselhed. I Søndre Berg. hedder det Øytla eller Øttla.
øye, see øyde, øgja og øgjen.
Øye, s. Øyde. — øyeleg, s. øgjeleg.
Øyemann, m. Øeboer; s. Øy.
øyen, s. øgjen og øyden.
øygd, adj. beskaffen med Hensyn til Øinene. I Sammensætning som storøygd, klꜳrøygd o. s. v. G. N. eygðr. Af Auga.
Øygje, n. Øien i Kortspil. (Maaskee en Efterligning af Skriftsproget).
øygna, v. a. (e—de), øine, kunne see eller opdage i lang Frastand. B. Stift. Hedder paa nogle Steder ygne (aab. y). Sv. ögna.
øygnast, forbauses, s. øgnast.
Øying, m. Indbygger af en Øe. Mest i Sammensætning, som Norøying, Sørøying, o. s. v. Jf. Øyværing.
Øyk, m. (Fl. Øykje, r), 1) Øg, Dyr af Hesteslægten; Hingst, Hoppe eller Føl (altsaa et Navn paa Arten, uden Hensyn til Kjøn eller Alder). Meget brugl. i B. Stift, Gbr. og fl. G. N. eykr, pl. eykir. — 2) en Hoppe (i Modsætning til Hest). Inderøen og ved Trondhjem. (Ellers Mær). I denne Betydning indtræder en Modsætning imellem det grammatiske og det naturlige Kjøn, ligesom ved Ordet Saud. — I Sammensætning oftest Øykje; sjeldnere Øyks. Saaledes Øykjebeite, n. Græsning for Heste. Øykjebyte, n. det at man bytter Heste. Øykjeemne, n. om et Føl. Øykjefar, n. og Oykjefet, n. Spor af Heste. Øykjefod (fo’r), n. Vinterfoder for en Hest. Øykjemagt, f. Hestekraft. Øykjeslag, n. Hesterace. Øykjevære, n. lige Værdie med en Hest, eller: en Pengesum som man kan kjøbe en Hest for. B. Stift. (I Sdm. Øykjevyre) — Øyksmat, m. en Portion Foder for en Hest. (N. Berg.).
øykje, v. a. forøge (= auka). — øykjes, v. n. forøges, formere sig. Indr.
øykjelaus, adj. som ikke har Hest.
Øykt, f. Stund (= Ykt). Hard.
Øyland, n. Øeland, en meget stor Øe. (Sjelden). G. N. eyland.
Øyning, m. Indbygger af Inderøen, i Trondhjems Stift.
Øyr, f. (Fl. Øyra, r), 1) Banke af Sand eller Steen i en Elv, Sandbanke (= Grande). Ørk. (sædvanlig i Formen Ør). Egentlig: opskyllet Grund; see øyra og Aur. — 2) en Slette eller Græsvold ved en Elvemunding; en lav og sandig Flade, som stikker noget ud i Vandet og synes at være dannet ved Opskylling. Mere alm. og meget brugeligt. G. N. eyrr og eyri. Hertil høre mangfoldige Stedsnavne (Øyr, Øyr’a, Øyranne).
Øyra, f. en Øre, en Jordskyld som udgjør en Trediedeel af et Spand (see Spann) og svarer omtrentlig til en Skylddaler. Brugl. ved Trondhjem, mest i Formen Øre (Ør’). G. N. eyrir, m. betegner en vis Vægt eller Mynt, ogsaa Eiendom. Jf. Lausøyre og Livaure.
Øyra, n. (Fl. Øyrur), et Øre. Formen er i de nordlige Egne Øyre (tildeels Øre) og Kjønnet gaaer over til Femininum (ei Øyre) i Sfj. Sdm. Ndm. og Ørk. (G. N. eyra, öyra, n.). I den bestemte Form: Øyre (Søndre Berg.), Øyra’e (Tell. Vald.), Øyrꜳ, f. (Sdm.). Fleertal bøies sædvanlig som Feminin (Øyrꜳr, Øyro o. s. v.). G. N. eyru. I Sammensætning deels Øyre, deels Øyrna (Søndre Berg.), Øyrne og Ørne. G. N. eyrna. (Jf. Auga). — Betyder i Særdeleshed: 1) Øre, paa Dyr og Mennesker. 2) Hank, Øre paa Kar, Gryder, Kjedler o. s. v. 3) Hjørne, Snip; især Kanten paa et Fiskevod. — Talemaader. Upp i Øyrunne (pi Øyra): for Ens Øren, i Ens Nærværelse eller Paahør. (Modsat: pꜳ Bakj’e). Unde Øyra: paa Øret; f. Ex. leggje ein und’ Øyra: give En et Ørefigen. „leggje Øyrunne“: slaae Ørene ned, som Tegn paa Vrede (især om Heste). reise Øyrunne: spidse Ørene, blive opmærksom (om Dyr); gjøre sig til, bryste sig (om Mennesker). ha’ tjukke Øyrur: være ligegyldig, bryde sig intet om hvad man hører.
øyra, v. a. og n. (e—te), 1) tildække med Gruus eller Sand; ogsaa blande med Gruusjord. Sogn. Andre Steder: aura (af Aur). — 2) udgrave eller bortskylle Grunden, om Vandet i Elvene og ved Strandbredderne; saaledes ogsaa: danne nye Banker, oplægge Dynger af Sand og Gruus. Tildeels i Tr. Stift; — i Ørk. hedder det øre, paa andre Steder aure. (I B. Stift: gropa). Jf. Øyr.
Øyratangje, m. Sand-Rev, som gaaer ud fra en Elvemunding.
Øyreblokka, f. Øreblad; de Fliger som omgive Ørehullet.
Øyrefik, m. Ørefigen. Jf. Lørung.
Øyrehꜳr, n. Haarlok ved Øret. I Søndre Berg. Øyrnahꜳr.
Øyrehuva, f. Børnehue; Rundhue med Fliger som gaae ned over Ørene.
Øyreklꜳde, m. Ørekløe; uegentlig: Nysgjerrighed efter at høre noget.
øyrelaus, adj. 1) øreløs. 2) bedøvet, døv af Støi eller Skraal.
Øyrerot, f. den inderste Deel af Øret.
Øyreskjæl, f. Øreskjæl, stor Kammusling (Pecten maximus). Kaldes ogsaa Kjeringøyra, og skal paa nogle Steder hedde Harpeskjæl.
Øyresnipen (aab. i), m. Ørelæp.
Øyrestav, m. en høi Stav i et Trækar, forsynet med Hank i Enden. I Sdm. hedder det Ørnestav (for Øyrnastav).
Øyrestyng, m. Ørestikker, et Slags store Insekter; s. Styng. I Sogn hedder det Øyrnastyng.
Øyretot (aab. o), n. Susen for Ørene. N. Berg. Ellers Øyresus, og fl.
Øyreverk, m. Smerte i Ørene.
Øyring (Øring), f. Grundens Udhuling eller Opskylling; s. øyra.
Øyrnasaur, m. Ørevox. Hard. (Jf. Formerne Øyrnahꜳr, Øyrnastyng).
Øyrnebein, n. det store Been bagved Gjællerne i Fiskene; Tværbenet imellem Nakken og Struben. I Sdm. Ørnebein. (Ligt Ørnestav).
øys, øser; see ausa.
Øystra, f. en stor Øse, en Skaal til at øse med. N. Berg. (sjelden); tildeels Øystr og Austr; i Ørk. Øster.
Øytla, s. Øydsla. — øytt, s. øyde.
Øyværing, m. Øeboer. (Modsat Fjorværing). Helgeland.