Ordbog over det norske Folkesprog/Æ
Æ.
Æ, forkortet Form, 1) for Æd, f. 2) for Ær, n. (ɔ: Ar). 3) for Ær, pl. (ɔ: Aaer). Ligesaa: æ, 4) for ær, el. er, af vera. 5) for æg, el. eg (ɔ: jeg). 6) for hæna el. henne (ɔ: hende).
æ, Interjektion, som betegner Afsky, tildeels ogsaa Foragt eller Haan. Heraf æa, v. n. sige æ. (I Nhl. æskra).
Æd, f. Ederfugl (Anas mollissima). Sdm. Nordenfjelds hedder det tildeels Ær, andre Steder Æ; egentlig Ædr. G. N. æðr. (Isl. æður). — I Sammensætning Æda (Sdm.) og Ær; saaledes Ædadun (Ærdun), n. Ederduun. Ædaegg, n. Ederfuglens Æg. Ædafugl (Ærfugl), m. Ederfugl. Ædastegg, m. Hannen af et Par Ederfugle. Ædvær (Ævær), n. en Holme hvorpaa Ederfuglene lægge Æg.
Æd’e, pl. af Aad; see Ꜳdr.
ædeleg, adj. med forstærkende Betydning i nogle Talemaader som: „mꜳnge ædele’ Gꜳngje“. B. Stift. Nogle Steder: ærleg.
ædrug, adj. ædru, ikke drukken. Voss. (ædrug’e). I Sogn: ædrig’e. Jf. fastande.
Æfta (for Eftan, el. Aftan), m. Eftermiddag. Buskerud, Hall. og flere Steder i Ag. Stift. Ogsaa Høitidsaften; see Aftan. I Æfta: idag Eftermiddag; ogs. igaaraftes (= i Aftas). Um Æfta’n: om Eftermiddagen. Hedder ogsaa: „pꜳ Æftasi’a“ (egentlig: Eftansida, ɔ: Aftensiden).
Æftaside, f. see forrige.
Æftasvær, m. Mellemmad, Maaltid ved Kl. 3 eller 4 Eftermiddag. Ag. Stift. Udtales ogsaa Æftasvæl, Eftasvæl. Egentlig Eftans- eller Aftans-verd; see Vær, m. — Ellers Oft, Ykt, Non, Undꜳl.
æg (jeg), s. eg. — æga, see eiga.
Ægt, f. Æt, Herkomst; Slægt, Stamme, Familie. N. Berg. og fl. Andre Steder Ætt. (G. N. ætt). — Betegner ogsaa, ligesom Ætt, en vis Beskaffenhed i Veiret, med Hensyn til den Kant hvorfra det kommer. (Noraægt, Synnaægt).
ægta, adj. nedstammet, kommen af en vis Slægt eller fra et vist Hjemsted. Forbundet med „frꜳ“, f. Ex. Dar dei æ ægta frꜳ: der hvor de ere fra, eller hvor de have sin Slægt. Kvar æ du ægta frꜳ: hvor er du fra, el. hvor har du din Slægt? — Meget brugl. i B. Stift, især i den nordlige Deel. Andre Steder: ætta. G. N. ættaðr.
ægta, v. a. (a—a), ægte, tage til Ægte. — Et Subst. Ægta forudsættes i de almindelige Sammensætninger Ægtefolk, n. Ægtemakje, m. Ægtepar, n. Ægteskap, n. Ægtestand, n.
ægte, adj. 1) ægte, lovlig; om Børn og Arvinger. 2) ægte, ublandet, uforfalsket. I Søndre Berg. hedder det ægta, hvilket vel ogsaa er den rigtigste Form. Isl. ekta. (Forøvrigt synes disse Ord at staae i Forbindelse med eiga).
Æk, n. Standsning; Hvile eller Ophold i en Storm. Sdm.
æke, v. n. (a—a), standse, see tilbage, f. Ex. naar man hører En raabe. Sdm.
Ækra, f. Hvileland, Ager som er udlagt til Eng, og som ikke endnu har faaet fast Græsbund. (Af Ꜳkr). Meget brugl. søndenfjjelds, ogsaa i Tr. Stift og Helg. Sjeldnere i B. Stift. I N. Berg. hedder det Attelega.
Ækrehøy, n. Hø af Hvileland eller udlagte Agre.
Ækremark, f. Eng som forhen har været Ager.
æl, fostrer; see ala.
Æla (Æl’), f. Øgle, Fiirbeen. S. Øla.
æla, v. n. (e—te), spire, skyde Spirer; især om Korn. Hard. Andre Steder ꜳla (af Ꜳl), Jf. gro.
Ælde, s. Elde. ælen, s. alen.
Æling, m. 1) Iling, Byge (= Eling). Tr. Stift, Helg. — I Ørkd. betyder det ogsaa: 2) Anfald, Tilstød, f. Ex. af en Sygdom. (= Flaga, Rid). 3) Stund, Tid. (= Bil, Bolk). Han va vek lange Ælingann: han var borte lange Stunder. Saaledes ogsaa Stillæling, Lyseæling, Solskjenæling, Klꜳrversæling og fl.
ælskjen, s. elskjen. — ælst, s. alast.
æm, s. æmen. — Æmbær, s. Ambar.
æmen, adj. 1. usmagelig, som har en stærk og noget modbydelig Smag, især om noget, som er altfor fedt. Tell. Buskerud. Lyder ogsaa æmmen (emmen) og paa Hedemarken: æm. Jf. evjen.
æmen, adj. 2. hidsig, bister, opirret; om Dyr. Ørk.
æmes, v. n. opirres, yttre Hidsighed; om Dyr, f. Ex. Heste. Ørk.
æmja, v. n. (a—a), skrige, skraale. Jæd. (Jf. ræmja). G. N. emja. — Heraf Æmjing, f. Skrig, Skraal.
Æmmel, s. Emmel. — æms, s. ymse.
æn, s. enn. — Æna, see Ꜳ.
ænder, s. endr.
ænja, v. n. (a—a), tumle omkring, gaae vild, forvilde sig langt bort. Sdm. (Ellers: ꜳndra, vandra, vingla). Heraf Ænjing, f. Omtumling.
ænka, s. einka. — ænten, s. anten.
ær, pron. Eder; see ør.
Ær, n. et Aar, Mærke efter et Saar. I Ørk. hedder det: Æ. Sv. ärr. G. N. er, ör.
Æra, f. Ære. (G. N. æra). I Særdeleshed: 1) Agtelse, Anseelse; ogsaa Værdighed. 2) Ros, Lov, Berømmelse. 3) Hæder, Prydelse, Noget som hædrer En. 4) Ærbarhed, Sømmelighed, Anstændighed. 5) Artighed, Godhed, Gunst eller egentlig Æresbeviisning. Hertil Ordsproget: Den som gjeræ ei Ære, han fær ei Ære atte. — Ordet bruges ofte i Genitiv-Forhold; saaledes „Ein Ære Mann“: en agtværdig Mand, Hædersmand. „Ei Ære Sak“: en ærlig, hæderlig Sag.
æra, v. a. (a—a), ære, hædre.
æregirug (-gjerig), adj. ærgjerrig.
ærekjær, adj. ærekjær (dog sædvanlig med stærkere Betydning end i Skriftsproget); begjærlig efter Ros og Ære, tragtende efter Æresbeviisninger.
ærelaus, adj. æreløs; ogsaa uforskammet, ublu, skamløs.
Æreløysa, f. Æreløshed; ogsaa Ubluhed, Uforskammethed.
Ærend, f. og n. Ærinde, Udretning. G. N. erindi. Eins Ærend, see eins. gꜳ Ærende(r): gaae for at udrette Ærinder. gjera seg Ærend: ophitte et Ærinde som Paaskud for at komme etsteds hen.
ærendsfør, adj. dygtig nok til at udrette et Ærinde; især om Børn.
ærendslaus, adj. 1) som kommer uden noget Ærinde. 2) som vender tilbage med uforrettet Sag. Dei laut gꜳ heimatte ærendslause. B. Stift.
Ærendsvein, m. Ærindsvend, Budbringer. Helg. og fl. — Jf. Visargut.
Æretekn (ee), n. Ærestegn.
Ærfugl, s. Æd. — ærge, s. erga.
ærig (ærug), adj. artig, høflig, honnet, som viser Opmærksomhed og Agtelse. Mest brugl. i B. Stift.
Ærken, s. Erkn. Ærle, s. Erla.
ærleg, adj. ærlig, oprigtig, redelig.
Ærsaud, m. et Faar med Lam. Sdm. Ndm. — Ordets første Deel er formodentlig G. N. á, senere ær, som betyder Lam eller egentlig Gimmer.
Ært, s. Erter. — ærte, s. erta.
ærutt (ærette), adj. arret paa Huden, fuld af Ar.
Ærv, s. Erv. — ærve, s. erva.
æsa, v. n. 1. (e—te), gjære, komme i Gjæring, svulme op; især om den saakaldte sure Gjæring, f. Ex. i Mælk og Fløde, som er udsat for Varme. B. Stift, Ørk. og tildeels i Ag. Stift. I Nhl. og Shl. hedder det: esja.
æsa (æse), v. n. 2. (e—te), om Skyerne: trække op i lange Rækker langs Fjeldene eller Aaserne. Buskerud, Østerd. — Formodentlig af Ꜳs.
Æsing, m. Skybanke i Horizonten. Sjelden. I Sogn: Lꜳngæsing.
Æsing, f. 1. suur Gjæring; s. æsa.
Æsing, f. 2. (Fl. Æsinga, r), Langbjælke eller List, som er anbragt øverst paa den indvendige Side af Bordene i en Baad, for at styrke Kanten. B. Stift. (Af Ꜳs). Æsingespor, m. den bageste Ende af Æsingen.
æskra, s. æa, askrast. — æst, s. æsa.
Æta, f. en Høkurv med Aabninger paa Siderne, indrettet for Faarene saaledes at de kunne udtrække Høet igjennem Hullerne. N. Berg. — Jf. Jøta og Hoto.
æta, s. eta. — æten, s. eten.
Ætt, f. 1. Æt, Stamme; see Ægt.
Ætt, f. 2. 1) Kant, Side, Himmelegn. Søndre Berg. (G. N. átt) — 2) Veir fra en vis Kant; en vis Beskaffenhed i Veiret, som beroer paa Vindens Retning. Saaledes: Norætt, Sørætt, ligesaa Vestrætt. I Nordre Berg. hedder det Ægt (Noraægt, Synnaægt).
ætta, nedstammet; s. ægta.
ætter, og ættest, adj. bagere, bagest. (Ørk. Fosen). See attare.
ættvill, adj. uvis om Retningen eller Himmelegnen, forvildet, som ikke veed hvad der er Nord eller Syd. Søndre Berg. Hedder ogsaa ættgalen.
æva, v. a. (a—a), sammensætte; især om at sammenbinde de enkelte Stykker eller Ruder i et Fiskevod. (æva ei Not). Nhl. Shl.
æva, v. n. (a—a), tvivle, være uvis, betænke sig paa at gjøre noget. Hedder oftere: æve seg. Eg æva meg um da: jeg var i Tvivl om jeg skulde gjøre det. B. Stift. Paa Jæd. ivast, ɔ: ømme sig fra noget. G. N. efa, efast, ifast (tvivle). Jf. Æve.
Æva, f. 1) en lang Tid; Langvarighed, Forhaling. Meget brugl. i B. Stift, Hall. Gbr. Ørk. og fl. dog sædvanlig i Formen Æve (ogsaa i Nhl.). Dæ vert ikje noko Æve: det vil ikke vare længe. — 2) Levetid, Liv (G. N. æfi). Sjelden, saasom i Ordsproget „Dæ veit ingjen si Æve, før ho æ oll’e“, ɔ: Ingen veed sin Levealder, førend den er udløben. N. Berg.
Æve, m. Tvivl, Uvished. Nhl. (G. N. efi). Han sto i Æve. Hedder ogsaa: „Han sto i Ævrꜳ“. Det sidste er Dativ af et ellers ubrugeligt Ord. Jf. G. N. eforð.
ævelege, adv. om en meget lang Tid; mest i Forbindelsen „ævele’ lengje“, ɔ: meget længe, overmaade længe. Berg. Stift, Hall. — I lignende Forbindelse bruges ogsaa: evindele’ (for ævindlege), f. Ex. han hadde dꜳ fare evindele væl: han havde da været evig lykkelig. (G. N. æfinlegr, evig).
æven, adj. tvivlraadig. (Sjelden). Jf. vanøven og forøven.
Æventyr, n. 1) Æventyr. 2) Risico, det at man vover eller indestaaer for noget. N. Berg. (Sv. äfventyr). Egentlig et fremmedt Ord. (Fransk aventure).
æventyra, v. a. vove, tage Ansvaret paa sig, forpligte sig til at indestaae for noget. N. Berg.
Æver (i Ævrꜳ); see Æve, m.
ævetta, v. n. slæbe, have det travlt med noget. Skal bruges i Tell.
ævig, adj. evig. Sjelden i denne Form, da det sædvanlig hedder evig (ee). Jf. ævelege.