Ordbog over det norske Folkesprog/Rettelser og Tillæg
Rettelser og Tillæg.
Aftan. — I Ordet Mørafta har det ogsaa nordenfjelds Betydningen af en vis Tid paa Dagen. — I Aftas (i Æfta): i gaaraftes.
aga, v. a. — Her som paa mangfoldige andre Steder skulde „G. N.“ sættes istedetfor Isl.
Agg. — Ogsaa: Had, Uvillie.
akedera, v. n. accordere; ogsaa: trætte, tviste. (Fremmedt).
alda, v. a. gjøre gammel (før Tiden), svække, paaføre en tidlig Alderdom; især om Sygdomme. Han ha fꜳtt eit Mein so’ vil alda han. Yttre-Sogn. (Den før anførte Betydning forekommer i Indre-Sogn).
aldre. — Formen aldri burde staae først.
all. — Jf. ollꜳ (som burde være opført under all).
alleleis. — Anmærkningen „alle Leidenne“ bortfalder, da Formen allelein vel rettere forklares som: alleleid-ne (see Leid og ne). Det samme er at anmærke ved anderleis, ligesaa allestade og alletide.
Aln. — Hertil: Alnemꜳl, n. Alnetal, n. — I Nordre Berg. gjøres Forskjel paa „norsk Aln“ og „Sølands Aln"; den sidste er det almindelige Maal, den første er noget kortere og ansees som et ældre Maal.
alt. — 5) saalænge, imedens. Her tilføies: Kun i Forbindelse med „mæ“.
And. — I sidste Betydning hedder det paa mange Steder: Ꜳnd, idet man retter sig efter Skriftsproget, saaledes at And er Navnet paa en Fugl, og Ꜳnd betyder Sjæl. Efter det gamle Sprog skulde begge hedde Ond (Aand).
anderes. — Vel egentlig andæres.
Ang, m. er et Ord, som synes at betyde en smal Fjord, og forekommer i mange Stedsnavne, men er ellers, saavidt vides, forældet. Det bruges tildeels ogsaa i den gamle Form Angr, el. Anger, f. Ex. Stavanger; dog er dette sjeldnere. I B. Stift gaaer det over til -ꜳng (Brimꜳng, Gjørꜳngj’en); i Sdm. ogsaa til -ung (Leikung, Nꜳrung). — I Ordene Harang, Lettang, Havang og fl. synes „ang“ at være blot en Endelse. Et Adjektiv ang (ɔ: trang) forudsættes i Angrøme. Jf. angleg. G. N. angr, trang, smal.
ankræmmeleg, adj. ulidelig, modbydelig. Odalen. (Maaskee angkræmleg).
annan. — Det sidste Exempel hedder ogsaa: D’æ mangt i auro likt. (Maaskee: di auro). Helg. I Sdm. D’æ mꜳngt aurꜳ likt.
aselera, v. n. fjase, gjækkes (haselere). Fremmedt Ord.
Ask (Træ). — G. N. askr. Hertil Askelauv, n. Askeskog, m. — Askesmitl, f. en Salve som tillaves af Asketræets Saft.
atall, adj. spodsk, tirrende; ogs. slem, fortrædelig, ulidelig. Smaalehnene.
atte. — Ogsaa: tilovers; f. Ex. D’æ ikje stort att’e. — Ordets Betydninger ere forlidet udførte; de kunde ordnes saaledes: 1) tilbage, efter (paa et Sted); ogs. tilovers. 2) tilbage til et Sted eller til sin forrige Stilling. 3) til Gjengjæld, eller i Stedet for noget andet. 4) til, om en Lukkelse eller Tildækkelse. 5) atter, paany (= igjen). Hertil: upp-atte, til-atte, heimatte, frisk atte, go’ atte, og fl.
Auga. — Hertil Talemaaderne: „leggje atte Augunne“: lukke Øinene. „lata upp Augunne“: aabne Øinene. „kvelve um Augunne“: vrænge eller fordreie Øinene. „ha Augunne mæ seg“: see sig nøie omkring, være paapasselig.
Auger. — Istedetfor „Perca marina“ sættes Sebastes norvegicus.
Aukje. — Har ogsaa Betydningen: et tilføiet Stykke, især et smalt eller kiledannet Stykke som indsættes i Klæder. (Hedm.). Altsaa: 1) Forøgelse. 2) et tilføiet Stykke. 3) Yngel o. s. v.
Aust, m. Øst. En ældre Form: Austr, er sjelden. G. N. austr.
avdaga. — Talemaaden „D’æ avdaga“ betegner kun, at det sidste Dagslys i Vest er forsvundet, saa at Himmelen er overalt lige mørk (uden Hensyn til Mørkets større eller mindre Grad).
Aventas (Aventasi), n. Leilighed til noget. (N. Berg.). Fremmedt Ord.
ꜳdꜳ. — Den egentlige Form skal være eda eller ida (aab. i). See Tillægget til „ia“.
ꜳd’e (for ꜳder), adv. førend, inden. Dæ vert’e lengje ꜳd’e han kjem’e. Sdm. (sjelden). Mere brugl. i Sfj. i Formen: ꜳ’e. G. N. áðr. (Jf. annast).
ꜳleggje, v. a. lægge et nyt Lag paa, sætte ny Eg paa Øxer og deslige. (Tell.). Jf. Ꜳloga.
Ꜳtak. — For „Otak“ er sat: Utak.
Ꜳvetne, n. see Ovvatn.
Bak, n. 2. — Formen „Bakje“ burde skrives Bakj’e, for at adskille den fra det gamle Dativ. Istedetfor „til Bakes“ sættes: til Baka.
Bakola. — Ogsaa Bakele. (Østerd.).
Basse, m. Karl; Kammerat. I Sammensætning som Villbasse, Rasbasse.
Bꜳing. — Tilføies: Ørk.
Bꜳt. — Navne paa de forskjellige Slags Baade ere: Færing, Kjempefæring, Trirøming, Trirøding, Seksring, Fyring, Femkjeiping, Fembøring, Seksroring, Fjørefar, Ꜳttring, Ꜳttæring, Tiæring, Slagkjeiping, Sambøring, Tendring; — Skuta, Snekkja, Ferja, Prꜳm, Eikja, Ꜳfløy. — Navne paa Baadens forskjellige Dele ere: Kjøl, Stamn, Understemne, Bor, Vinsar, Kjempa, Rip, Æsing, Rꜳng, Kne, Knott, Bekk, Røde, Rom, Sigla, Skut, Fotstøde (Fotstova), Tofta, Tilja, Plitt, Kjeip, Toll, Varnagle.
Bein. — „Inkje Bein“: ikke en eneste Fisk. (B. Stift). Ligesom „inkje Hꜳr“, om Kvæg.
Beinbrot (aab. o), n. Beenbrud.
Bekre, f. — Skulde forklares: Hjertemusling (Cardium edule). Ogsaa kaldet Bekreskjæl, f.
bera, (v.a. og n.). — bera fyre seg: bruge, hjælpe sig med. Han heve so lite te fyre seg bera: han har saa lidet at gjøre med. — bera til: begynde, komme i Gang; ogsaa hænde, indtræffe, føie sig. Dæ kann snart bera te. (G. N. bera til).
Berggylta. — Det systematiske Navn forandres til: Labrus rupestris.
betre. — Formen er ikke saa ganske ubrugelig, da det trondhjemske „bett’er“ egentlig er samme Form.
bidja. — Betydningen ordnes saaledes: 1) bede, anmode En om noget. 2) byde, indbyde. 3) byde, befale, paalægge. 4) ønske. be vondt, be go’ Natt o. s. v. 5) v. n. tigge, betle. — Heraf Bidjing (Be’ing), f. Beden; ogsaa Tiggerie.
Binge, m. et særskilt Rum i Fæhusene; ogsaa Mødding (egentlig Gjødsel-Rum). Ved Kristiania.
Bjella. — Burde maaskee opføres i Formen Bjølla. (Ligt Fjøra, Tjøra).
Blꜳsoleie. — Forklares: Stifmorsblomst (Stykmorblom). B. Stift.
blidspent. — Bedre: blid, venlig af Naturen eller paa Grund af et muntert og fornøiet Sind.
Blodtꜳg, f. see Tꜳg.
bløytast. — Skulde staae efter Bløyta.
Bogna. — Sjak er forandret til Skjak. Henviisningen til dette Ord burde imidlertid udslettes, da nemlig „Skjek“, efter nærmere Oplysninger, synes at betyde en anden Ting.
Bol. — Jf. Legebol, Prestbol, Sætrebol.
brꜳfengd. — G. N. bráðfenginn.
Brꜳk, n. 2. opdrevet Tang og Søgræs, eller andre opkastede Ting paa Strandbredden. (Sjelden). Jf. Flodabrꜳk. G. N. brúk.
brꜳtaka, v. a. gribe pludselig eller voldsomt. (Sjelden).
Breidd. — Ogsaa: et Stykke Tøi, som har Vævens hele Brede; en enkelt Vævbrede f. Ex. i Seil, Tæpper og store Klædningsstykker. Ogsaa kaldet Vꜳ, Stav, Dyft. Betydnmingen ordnes: 1) Brede, Bredhed. 2) Vævbrede. 3) Bred, Kant. Undertiden: Side, især i Talemaaden „i Breidd mæ“: jævnsides ved. Sv. bredvid.
Brising. — G. N. brísingr (et af Ildens Navne i Skalda).
Broktosk, — Skulde maaskee egentlig hedde Brꜳktosk (af Brꜳk, n.).
Brot. — Ved den tredie Betydning er noget glemt. Det skulde hedde: 3) Skaar, Stump, afbrudt Stykke. (Glasbrot, Krusbrot og fl.). Ogsaa en forslidt eller skrøbelig Ting. Klokkebrot, Stolebrot. (I Spøg siges ogsaa Kallebrot og Kjeringebrot).
Brya. — Den hardangerske Form er Bryggja. Paa enkelte Steder skal det ogsaa hedde Brydja.
Bumbsiglar, m. Bomseiler, Fartøi med Bomseil.
Bundan. — G. N. bundin. (Blandt Kornets Navne i Skalda).
Bunding. — Kan simpelthen forklares ved: Strikketøi.
byrja (begynde). — Er mere brugeligt i Smaalehnene.
Byte. — Rettere: 1) Bytte, Ombytning; ogs. Forandring, Omskiftelse. 2) Deling, Udskiftning. 3) Skjel, Grændseskjel.
Dag. — „D’æ stor’e Dag“: det er allerede meget lyst. (B. Stift): Høgst ꜳ Dag: midt paa Dagen. Fyre Dag: om Morgenen før Daggry. Mæ Dagjen: ved Dag, om Dagen. — Navne paa de forskjellige Tider af Dagen eller Døgnet ere: Morgon, Otta, Lysing, Rismꜳl (Uppstamund), Midmorgon (Ꜳbitmund), Mjøltemund, Halvgjengje (= halgꜳtt te Middags), Dogurmꜳl, Middag el. høgst Dag; Aftan, Undꜳl, Ykt (Oft, Non), Møraftan, Skyming, Kveld, Kveldseta. Jf. Dim. — Navne paa enkelte Stunder i Almindelighed ere: Ykt, Stund, Rid, Time, Bil, Mund, Mꜳl, Leite.
dan, adj. bruges ogsaa i Østerd. og Smaalehnene. Undertiden i Betydningen: oplagt til noget, lysten, hidsig efter noget. Han va sꜳ dan ette dæ.
Dape. — I Østerd. Dave, el. Dava.
Dau(d)jor, f. Ufrugtbar eller kraftløs Jord hvori intet voxer. (Ag. Stift). Ogsaa kaldet Dau’mold.
Dau(d)vatn, n. stillestaaende Vand; især om raaddent, ureent Vand.
Dave, Vandpyt; see Dape.
denne. — Formen dinne udtales ogsaa med lukt i (ii), men ditte og disse altid med aab. i.
di. — „frꜳ di“: fra den Tid af. Alt frꜳ di han kom hær.
Dogurslꜳtte. — Bedre: et Engstykke som man kan slaae paa en halv Dag, altsaa til Davre eller Middag.
Dokterskap, m. Lægedom. — doktera, v. a. læge, helbrede. (Fremmedt).
domenera, v. n. larme, buldre; ogsaa skjende, yppe Klammerie. (Fremmedt).
Dott. — Udførligere: 1) Tot, Visk, noget at tilstoppe med. 2) en liden Slump eller Masse. 3) en liden Hob, Flok, Stiim. Nogle Steder siges Dott ogsaa om en sløv og ligegyldig Person.
Dotter. — I Forbindelse med et Mandsnavn bliver dette Ord paa Helgeland forkortet til „te“, f. Ex. Hanste, for Hansdotter.
Dram, m. en Dram, liden Drik (Brændeviin). Udtales overalt kort (som Dramm). Jf. Eng. dram, som egentlig betyder Drachme (Qvintin).
drepa. — „drepa seg“ bruges ofte i Betydningen: drukne eller omkomme ved Uforsigtighed (f. Ex. ved at reise ud i farligt Veir); ogsaa: ødelægge sig ved Anstrengelse; egentlig dræbe sig.
driva. — Ogsaa: spadsere, gaae frem og tilbage. — Ordets Betydninger burde være mere udviklede, omtrent efter følgende Plan: 1) v. a. drive, støde (f. Ex. Nagler). 2) kaste, slænge. 3) fordrive, bortdrive. 4) fremdrive, føre afsted; især: flaade, føre Trælast. 5) holde i Drift, bruge, f. Ex. en Gaard. 6) tvinge, fremskynde; ogsaa: plage, anstrenge. 7) v. n. drive, fyge; ogs. falde. 8) flyde afsted; ogs. fiske ved Drivning. 9) spadsere; ogs. flakke om (= reka). 10) sysle, bestille noget.
Drunt, m. Fjert. drunta, fjerte.
drøg, adj. bruges ogsaa eenligt med Betydning: istand til at drage, stærk til at trække Læs (om Heste). Østerd.
Duragꜳtt, f. Dørkarm. Forekommer i de tellemarkiske Viser.
Dvergstein, m. see Dvergsmide.
Dæ (Plantenavn). — I ældre Ordsamlinger hedder det ogsaa Dꜳ og Dꜳe.
dælen. — Synes kun at være brugeligt i Neutrum (dæle), og kunde derfor vel egentlig hedde: dæleg.
døyva. — Skulde ogsaa betyde: bedøve, gjøre døv.
Eiende. — Maaskee egentlig Eigjende. Der forekommer et G. N. eigin (blandt Kornets Navne i Skalda), hvilket maaskee kunde staae i Forbindelse hermed.
Eign. — G. N. eign. Jf. Ueiga.
Eikja. — Forekommer ogsaa i Ag. Stift. I Smaalehnene hedder det Eike.
Eim. — „Sim“ er forandret til Sem.
Eima. — Jf. Finsk aibme (Naal).
einka. — Egentlig: mageløs, eneste i sit Slags.
Einstøding. — Ogsaa en Særling, En som ikke vil være med Andre.
Eitresmog. — Tilføies: n.
Elvastraum. — Rettere: Strøm i Vandet ved Mundingen af Elv.
Elvskot, n. Banker som opskydes af en Elv.
Embætte. — Udførligere: 1) Syssel, Arbeide, Bestilling; især Kvægets Røgt. (Sjelden). 2) Tilsyn, Opvartning i et Gjæstebud. 3) Embede.
Ettesleng, m. Efterspil, Omkvæd i Enden af et Vers. Ogsaa Eftersmæk; noget som kommer uventet efter.
fagreten. — Kan simpelthen forklares: smaatærende.
falera, fire, give efter, give tabt. (Fremmedt).
Fane, f. Sneehob. See Fonn.
Farabbel, Fabel, Æventyr.
farkjenna. — Det anførte Exempel forklares: vi have ingen Aarsag til at kalde ham vor Fader.
Fatl. — Talemaaden „i Fatle“, hvor Fatle er en gammel Dativform, kunde vel ogsaa henføre til Ordet Fetel. (Ligesom G. N. katli, af ketill).
fꜳ (med Formerne: fæ, fekk, fingje). — Den sidste Form (Supinum) maa rettes til fengje, i Lighed med de opstillede Supiner af ganga og hanga. Altsaa: fæ, fekk, fengje.
fꜳdd. — Et andet fꜳdd er Particip af fꜳ, v. a. 1. og betyder faaet (= fengjen).
Fe. — Tilføies: G. N. fé, Fæ, Gods, Penge.
fella. — Istedetfor Love (p. 93 a, 1) skulde sættes: Norges gamle Love.
Fengd, f. Fangst, Bytte, Udbytte; ogsaa Mængde, et stort Forraad. Forekommer paa enkelte Steder, dog sjelden.
Fete. — Skulde adskildes i to Ord.
Fetling. — Den anførte Form Feltjing er kun en Tilnærmelse til Udtalen, og kunde ogsaa skrives Feltling eller Felsjing.
fiksera, ærte, drille. (Fremmedt).
Filla, f. (m. er Trykfeil). — I Sammensætning med et paafølgende Ord betyder „Fille“ noget ubetydeligt, uselt eller lumpent; f. Ex. Fillegamp, en daarlig, uduelig Hest. Fillehus, en elendig Hytte. Fillestykkje, et lumpent Stykke. Jf. Fillearbeid.
Finanseri, n. Spøg, Fjas, Gjækkerie. (B. Stift). Fremmedt.
Finelse, n. en Skjønhed, et vakkert Menneske; ogsaa spotviis om En som gjør sig megen Umage for at ansees som smuk og fiin. B. Stift.
Fiskestøde, n. Fiskegrund i Havet. (Sjelden).
Fiskesveinar, pl. Stjernebilledet Orion. Oftere Fiskekallar (s. Fiskekrok).
Fita (aab. i). Tilføies: f.
Fivel. — Synes egentlig at betyde Frø-Ulden eller Fjæderduskene paa Planternes Frø. I „Skjøtarfivel“ synes det at betyde et Rør.
Fivreld. — Hedder ogsaa: Frivil (i Østerd.), og Fryvel (Hedemarken).
Fjellrape, m. smaat Krat paa Fjeldene; især Dvergebirk. (Jf. Rape). G. N. fjallrapi (et af Træernes Navne i Skalda).
fjellvand; rettere: fjellvan.
Fjetra. — Istedetfor „Stavband“ er Stabband opført.
Fjor. — Hertil Gaardsnavnene Fyre (aab. y) af det gamle Dativ firði. Skrives sædvanlig: Førde (rettere Fyrde).
Fjorfil, = Underfil. (Hedemarken).
Fjorung. — G. N. fjórðungr.
Flaga. — Hertil Hosteflaga, Nosflaga, Skjelteflaga, Sveiteflaga; ligesaa Verkflaga, Svidflaga og fl.
Flinga. — Jf. Flukka, og Flogge.
Flokk. — Findes ogsaa anført som et Plantenavn fra det Trondhjemske; saaledes: Skogflokk (Geranium) og Fjellflokk (Polemonium). Maaskee egentlig Flokka, f.
flust. — Skulde staae foran flusut.
Fly. — Et andet Fly med uvis Betydning forekommer som Stedsnavn.
folen. — Maaskee rettere foleg, da det sædvanlig bruges i Neutrum i Formen fole.
folkeleg. — Ogsaa: fornuftig, besindig, maadeholden. (Egentl. menneskelig).
Fonn. — I Ag. Stift har det tildeels Formen Fane.
Forbust. — Tilføies: Tr. Stift.
forkrøkt, adj. forvrænget eller fordærvet ved Krumning, formeget sammenkrympet.
forsetja, v. a. (set, sette), klemme, bringe i Knibe, søge haardt ind paa.
forveld, adj. halvkogt. Tell. (hvor Ordet forvelle ogsaa bruges).
forvoren (aab. o), adj. meget slem, reent gal, som forhexet.
Fostasi, Fustage (Kar).
framlengjes. — Bruges ogsaa i Ag. Stift og synes at være meget udbredt.
frꜳ. — „frꜳ seg gjort“: færdigt, sluttet, ophørt; ogsaa: forbi, til Ende. Berg. Stift og fl.
frelsa. — Istedetfor „a—a“ burde sætte: e—te, som er den almindeligste Form. Particip: frelst.
fremste. — Ogsaa om Steder eller Gaarde, som ligge længst inde i et Dalstrøg; saaledes: Fremste-Gar’en, Fremstedalen o. s. v. I Sdm. har det tildeels den besynderlige Form: fremde.
Frivel, see Fivreld.
Fross. — Det gamle fress er ogsaa et Navn paa Bjørnen. Hermed kan det foranførte Fjellfross sammenlignes.
fræk (graadig). — G. N. frekr.
Fræning. — Findes ogsaa anført som Navn paa en Art Slanger. (Gulfræning, hos H. Strøm). G. N. fræningr.
Fud. — Ved den anden Betydning skulde tilføies: G. N. fuð.
fundera, grunde, pønse paa noget. (Ogsaa brugeligt i Svensk).
fus. — Ogsaa: parrelysten, geil. Østerd. Heraf fyses, v. n. yttre Parredrift, om Dyr.
fylgjast. — Imperf. sædvanlig: fyldest, og Supinum fylst (aab. y).
Fyrebod, n. Rettere f. og n. (Vaklende).
fyrre. — Ved den sidste Betydning kunde man maaskee tænke paa G. N. firri (ɔ: fjernere). Da Lyden „i“ sædvanlig overgaaer til „y“ foran r, er det ikke umuligt at Begreberne af G. N. fyrri og firri kunde blive sammenblandede.
fysest, v. n. see Tillægget til fus.
fæl. — Ogsaa: slem, tilbøielig til noget ondt; f. Ex. han æ so fæl te drikke. Ellers i en ligegyldig Betydning om En som er vidt dreven i en Ting, usædvanlig dygtig eller udholdende o. s. v. F. Ex. fæl te springe, te arbeie, te eta.
Fær. — „Pꜳ Fær“: paa Færde. Dæ va mykje pꜳ Fær: det var noget reent usædvanligt.
Færing. — Har sædvanlig stærk Betoning paa første Stavelse (Fær’ing).
førug. — Oftest „førig“ i Talemaaden: rørig ꜳ førig.
Gald. — Jf. Trꜳ, Trokk, Pall. — I G. N. findes gaddr i samme Betydning. (Fagrskinna, p. 186).
galen. — Betydningerne skulde maaskee rettere ordnes saaledes: 1) vild, rasende, f. Ex. om Storm. 2) gal, afsindig. 3) vred. 4) vrang, urigtig o. s. v. Efter nogles Mening skal den egentlige Betydning være: forhexet.
Galgje, m. (Fl. Galga), en Galge.
gamall. — Tilføies: G. N. gamall.
ganga. — „gꜳ av seg“: faae Ende; ogsaa faae et vist Udfald. Dæ gjeng av seg: det faaer Ende, det bliver forbi med den Ting. Dæ gjekk av seg Gaman’e: der blev Ende paa Lystigheden, det var ikke Spøg længere. (N. Berg.).
Ganskot. — Om et lignende Ord see Garn.
gase (seg), gjøre sig tilgode, gotte sig. (Ved Kristiania).
Gasi, Gage (Lønning). Fremmedt.
Gil, (m. 1). — Rettere: Veirsol, Visol o. s. v. — Veirsol skulde ogsaa sættes ved Gidder, Gikk, Giksl.
Givende, n. Gave. I Forbindelsen „te Givendes“: til Foræring, gratis.
Gjeire, m. Kile, Strimmel, smal Stump af Tøi eller Skind; især om Overlæderet i de saakaldte Hudskoe; ogsaa en langagtig Plet i Træ, f. Ex. hvor det har begyndt at raadne. Tell. (Jf. Bjore). — Isl. geiri har en lignende Betydning.
Gjestans, n. en forvansket Form af Distance (ligesom Gjestrikt for Distrikt).
Gjøskjæl. — „Ovdskjæl“ er indført under Oskjæl.
gløggast, v. n. blive mere forsigtig eller nøieseende.
gnua og Gnue henføres til knua og Knue, der maa ansees som den rigtigste Form.
god. — „giva godt“: være venlig og føielig. (Tell.). gjera seg godt: gjøre sig tilgode, leve høit.
Gods, n. (m. er Trykfeil). Rettere: Gods, Varer. Mest i Sammensætning som Tunggods, Bondegods og fl. Eenligt betegner det især Jordegods. G. N. góz.
Gonn. — I Sammensætning Ganne; hertil Ganneskav o. s. v.
grasera, støie, rumstere.
Grim, m. et Slags Nøk eller Vandvætte. (Rbg.?).
gripa, adj. — Vel egentlig: kostelig; af G. N. gripr (en kostbar Ting). Jf. eigna, muna, vyrna. (Isl. gripa maðr, en dygtig Mand).
Grunnskide (skjia), f. Grundstokken under en Kværn.
gryvla, v. n. rode, røre op. (Tell.). Jf. Grøyvl.
Gumme. — Den egentlige Form er formodentlig Gumbe.
Haka, og Hakeband, see Hoka.
Halvhelg, f. en Dag der ansees næsten som Helligdag; især om de gamle Helligdage, som i den senere Tid ere afskaffede, saasom Sankt Hans’s Dag, St. Michels Dag, Trediedagene i de tre Høitider og flere. Nogle Steder Romhelg.
Halvspenning, f. halvspændt Stilling. Dæ stend i Halspenning, f. Ex. om et Geværlaas.
Hamar. — Hertil Stedsnavnene Hamre, Hamaren, Hamranne.
hargnuen. Bedre harknua.
harle. — Ogsaa: temmelig. Især i Formen hærle (ved Kristianssand). Dæ va hærle langt, ɔ: temmelig langt.
harm, adj. — Udførligere: 1) fortrydelig, vred (om en billig eller vel grundet Harme); opbragt, indigneret. — 2) fuld af Anger, ærgerlig over sin egen Forseelse. Eg æ harm’e tꜳ da: jeg angrer derpaa, ærgrer mig derover. B. Stift.
Harpeskjæl, f. Øreskjæl, stor Kammusling (Pecten maximus). Skal forekomme vestenfjelds.
Haug. — Hertil Stedsnavnene Haugje (Haue), Haugj’en, Hauganne.
Hav (n. 2.). — Ogsaa: Forhøining, Halsen eller den forreste opadbøiede Deel paa Skier og Slædemeder. Tell.
Haverkn. — Tilføies: n.
Hꜳr. — Her mærkes Talemaaderne: Kvart eit Hꜳr, ɔ: alt Kvæget. Inkje eit Hꜳr: ikke et eneste Kreatur.
hꜳvert. — Betones: hꜳv’rt.
hei. — Tilføies: Som Tilraabsord bruges derimod paa nogle Steder: høy! Jf. høysa.
Heidning. — Synes ogsaa at betyde et Barn som ikke er døbt. (Jf. heiden). Hertil Heidningshꜳr.
Heim. — Betydningen Verden (G. N. heimr) er efter nyere Underretning ikke saa ganske sjelden. I Søndfjord bruges det ofte i denne Betydning; f. Ex. I denne Heim’en. I syndige Heimen o. s. v. — I den almindelige Betydning (Bosted) bruges det som bekjendt i mangfoldige Stedsnavne og bliver da ofte forkortet til eim eller em, f. Ex. Trandeim, Soleim, Hꜳeim. Paa nogle Steder gaaer det over til: um (om), f. Ex. Sørum, for Sydreim el. Sudrheim.
Hekte, Har sædvanlig lukt e (ee).
Heldr. — Under denne Form burde Forklaringen af Ordet Hogd være opført. — I Ag. Stift udtales det ogsaa Hæl’er (Hælr). Foruden Isl. högld kunde man jævnføre Isl. hagldabrauð (ɔ: Kringle), som giver et Begreb om Tingens Skikkelse.
Hepne. — Skulde her skrives Heppne.
herlege (hærle), adv. herligt, ypperligt. Herfra adskilles det „hærle“, som er en Form af harle og betyder: meget.
Hite. — I Formen Hata betyder det ogsaa: Svie, Smerte. (Namd.).
Hjarta. — En gammel Form findes i Talemaaden „mæ godꜳ Hjartꜳ“, ɔ: villigt, med Fornøielse. Sdm. (Skulde egentlig hedde: med godo Hjarto).
Hjulspik, f. Ege i Hjul (= Eikert).
Hol (oo). — Hertil Gaardsnavnene: Hole, Holen, Holanne.
Hol (aab. o), n. (ikke adj. som er Trykfeil). — G. N. hol. Te Hols: ind i et Hul, i Skjul.
Hola (aab. o). — Ved dette Ord udtrykkes det almindeligste Begreb af en Fordybning. Forøvrigt blive Huulninger af en vis Beskaffenhed eller Størrelse betegnede ved forskjellige andre Ord som: Dokk, Dæld, Djuv, Seila, Gjote, Glyvre, Grop, Staup, Gil, Skor, Kope, Veita, Sloka, Gꜳra og fl.
Ho-slag, n. Hunkjøn. See Tillægget til Slag.
Hov (aab. o), n. — Gaardsnavnene Hov og Hove henhøre vel fordetmeste til et andet Ord, nemlig G. N. hof, ɔ: Offersted, Tempel.
Hovu(d)ljon, see Ljon.
Hud. — Ogsaa en gammel Jordskyld.
Hundegꜳtt. — Kjønnet (f.) rettes til: m. (Det er ellers lidt vaklende).
Hus. — Navne paa enkelte Huse ere: Lꜳn, Stova, Bud, Bur, Matstova, Eldhus, Størhus, Kylna, Tyrk, Basstova, Smidja, Stall, Fjos, Flor, Løde, Lꜳve, Træv, Sel, Skjꜳ, Naust.
husvand. — Adskilles i to Ord: husvan, og husvand.
hyrja, see hyrgja. — I Ordet uhyrjen forudsættes et andet „hyrja“, som skulde betyde at agte eller skjøtte om. Det kunde ansees som en Overgangsform af hyrda (= G. N. hirða, agte, vogte), ligedan som vyrja for vyrda (G. N. virða). Jf. kjura, i Tillæggene.
Høgd. — I Betydningen: Forhøining (3) kan det betragtes som Modsætning til Hola, og er saaledes et Fællesnavn for de forskjellige Forhøininger paa Jorden, hvilke ellers betegnes ved andre Navne, som: Haug, Koll, Knatt, Berg, Fjell; ligesaa Rabb, Ris, Rinde, Kjøl, Ꜳs, Hø, Heid og fl.
høgst. — Den Anmærkning, at „høgst Nattes“ er en feilagtig Form, burde udelades, da man nemlig kunde betragte hiint Udtryk som et Adverbium „høgst-nattes“, hvilket altsaa bliver ligesaa rigtigt som de Ord: rettsøles, jamsides, samstundes og flere. (Gram. § 175).
høva. (I Betydn. ramme). Foruden treffa (som er et nyt Ord) burde Ordet „rꜳka“ være anført.
ia, v. n. — Her kunde endnu anføres en tredie Betydning: mylre, vrimle (eller vel egentlig hvirvle omkring). Da der gives et Islandsk iða (vrimle), og den Ørkedalske Dialekt har et „ꜳdꜳ“ med samme Betydning, saa er det temmelig vist, at disse Ord høre sammen, og at Grundformen er ida (aab. i), med regelmæssig Overgang: ia (ea), eda, ada, ꜳdꜳ.
Ia, f. — Ogsaa i Svensk: ida.
iꜳr (for: igjꜳr), see igꜳr.
ilskast. — I sidste Betydning (= buast, greidest) hedder det oftere: elskast.
Imbresundag. — Maa jævnføres med Sv. ymberdagar, ɔ: Tamperdage. Eng. emberday.
inderlege, adv. inderlig; ogsaa: særdeles, saare, meget. F. Ex. inderle’ væl. inderle godt, vondt o. s. v.
ingjen. — Ved Feminin er glemt: inga.
innar. — „Innar i Stovo“ (rettere): længere fra Døren, længere ind i Stuen.
Innlegg, n. Fattig-Lægd; ogsaa et Lægdslem. Ag. Stift.
Innreide, m. Indretning; ogsaa: indre Redskaber eller Organer.
inn-slept, indlukket. Af sleppa.
istende (i stænde), bruges i samme Mening som „ilt ende“. (Sdm.). S. ilt.
Jakle. — Formen Jaksle skulde sættes først.
jamt. — „jamt ꜳ samt“ bruges ogsaa i Ag. Stift.
Jerpe. — Jf. G. N. jarpi (blandt Fuglenavnene i Skalda).
Jol (m.). — Iblandt Plantenavne i Skalda findes ogsaa: jóll.
Joleveitla. Rettere Joleveitsla.
Junsa er Fleertal. Altsaa: pl. m.
jusso (for: just som), ligesom. B. Stift.
Kalvekjøt, n. 1) Kalvekjød. 2) Musklerne eller Senerne paa den ydre Side af Overarmen. (Jf. Kalv, 3.). slꜳ pꜳ Kalvekjøt’e: slaae En paa Bagsiden af Armen (hvilket foraarsager en forbigaaende Smerte og Lamhed).
Kammers, n. Kammer. (Fremmedt).
Kanefar, n. et Slags Tøi (Canevas); oftest om Seildug. B. Stift.
Kappelꜳn, m. Kapellan. (B. Stift).
Kapptak, n. Kappstræben; en Anstrengelse eller Styrkeprøve, hvori Flere kappes med hinanden.
kilja (faae Kid), see kida.
Kinks, m. en hurtig Bøining eller Dreining, et Slæng med Hovedet eller Kroppen.
kinkse, v. n. vrikke, slænge med Kroppen eller Hovedet. Ved Kristiania. Jf. kinka.
Kippmaur. — See Tepperot.
Kjepp. — Er i Almindelighed et Fællesnavn paa Træstammer og Stokke, ligesom ogsaa paa Grene eller Kviste af nogen Tykkelse. Korte Stammer kaldes ellers: Butt, Kubbe, Brand, Strangje, Stokk. Lange og smale hedde: Renning, Tein, Sprot, Stꜳng, Trode, Rꜳte, Spire, Skꜳte, Rekstra.
kjerjen. — Kunde hellere forklares: trang, knap. Maaskee egntl. kjergjen, af et Verbum kjergja (afknappe), af karg.
kjura. — Maaskee en Overgangsform af hjura eller hjurda for hyrda (= G. N. hirða, skjøtte om). Jf. ukjuren og Hjuring, samt hyrja i Tillæggene.
kjøla. — 3) rettere: iisne, gjennemkjøle; om en Fornemmelse af Skræk eller Gysen.
kjøm (kjømt), adj. 1) kommende (see kjem). 2) tilgjængelig. — Efter Hallager betegner det ogsaa: tjenlig til Sæd (om Korn), som har Kraft til at spire.
Kjønrøyk, m. Kjønrøg.
kjøyra. — I de første Exempler maa det oversættes ved: stikke.
Klakje. — „Spek“ er forandret til Spæk.
Klungrebjørk. — Tilføies: Gbr.
Klure. — Ved første Betydn. tilføies: Gbr.
knoda. — Istedetfor Islandsk hnoða skulde sættes: G. N. knoða.
knua, v. a. trykke med Knoerne. — Overføres fra „gnua“.
Kolla. Foruden de to anførte Betydninger gives der ogsaa en tredie, der ligesom svæver imellem begge de forrige. Kolla bruges nemlig i Sammensætning meget hyppig som Benævnelse paa Mennesker, især om Kvindfolk (ligesom Kopp, om Mandfolk), f. Ex. Tøvekolle, Raskolle, Øsekolle o. s. v. — Det Østerdalske Kulle (Stillkulle, Sæterkulle) hører vel ogsaa hertil, ligesom Svensk kulla. I Betydningen svarer Kulle nærmest til „Deia“, hvilket ogsaa har det tilfælles med Kolla, at det ofte bruges som et Slags Øgenavn eller Skjældsord, f. Ex. Surpedeie, Slarvedeie, og fl.
koma. — „koma ꜳt“, ogsaa: have legemlig Omgang med; egentlig: komme sammen med, naae, berøre. — „koma til seg“ er meget brugl. i B. Stift, f. Ex. Da kjem aldre te seg: det kommer aldrig til Udførelse, man bliver aldrig færdig dermed.
Kopp. — Om Mennesker ligesom Kolla.
Kor (Aftægt). — Flere af Navnene paa denne Ting ere paa en Maade hævdede i Skriftsproget, nemlig i Dokumenter og Bekjendtgjørelser. Man finder saaledes i Aviserne: Hold (fra Nordland), Kaar (fra Trondhjem og Bergen), Folge (fra Stavanger), Folloug (fra Kristianssand) samt Føderaad og Livøre (fra Byerne i Ag. Stift).
korfri (aab. o), adj. fri for at give Aftægt. Hedder ogs. kꜳrfri.
Korme (= Vere). — Svarer til et finsk Ord: gurma.
Korp. — G. N. korpr (efter Skalda).
Kos (aab. o). — Tilføies: f.
Krabbelur, m. et Slags Dands.
Krakje. — Den egentlige Betydning er formodentlig: Kryb, noget krybende. Af kreka.
Kranselag, n. Gjæstebud som holdes naar en ny Bygning er opført (da der sættes en Krands paa Taget). Kristiania.
Krume (aab. u), i Talemaaden „rekkje Krume“, ɔ: trække hinanden i Fingrene for at prøve Styrke eller see hvem der længst kan holde Fingrene krumme. Sdm. (Andre Steder: draga Krok). Jf. G. N. krumma, Haand.
Kryssing. — Hertil Kryssingejarn, n. Krydsjern.
Kult, m. en liden Høi eller Tue (= Koll); oftere: en tyk og rund Tingest; om Dyr og Mennesker.
Kunstr. — Fleertal i B. Stift: Kunstre og Kunstra.
kurera, v. a. læge. (Fremmedt).
kurvast. — Anmærkningen om Slægtskabet med kverva bortfalder.
Kuskjæl. — Burde opføres i Formen Kuvskjæl (av Kuv ɔ: Bugle). Det nyere systematiske Navn er: Cyprína islandica.
Kvarv. — I Stedsnavne findes desuden et Kvarv (m.), som skal betyde en Krog eller Vinkel, altsaa et Sted, hvor Fjorden eller Dalstrøget pludselig dreier om til en anden Side. G. N. hvarf.
Kveld. — I strengere Forstand betegner det Tiden fra Mørkningens første Begyndelse til henimod Midnat, altsaa en Tid, som er meget lang om Vinteren og meget kort om Sommeren. Det er saaledes forskjelligt fra Aftan (Æfta), som begynder paa en bestemt Tid og skal egentlig betegne den sidste Halvdeel af Dagen.
Kvenn. — Forskjellige Navne som høre hertil ere: Kall, Spjeld, Spænel, Sigle, Grøtte, Lur, Teina, Sko, Stille, Skaketein.
Kvissun. — Burde være opført i Formen Kvitsun (efter Ordet kvitsidet).
kvæk. — Synes beslægtet med kvekka (som ikke bruges i Distriktet), og forudsætter da Formen: kveka.
laga, adj. — Udførligere: 1) beskaffen, skikket; ogsaa oplagt til noget, stemt, disponeret. 2) dannet, ordnet, indrettet; ogsaa anlagt, foranstaltet. 3) beskikket af Skjæbnen, tilskikket, bestemt.
Landnor, m. Nordost. G. N. landnorðr. Forekommer i B. Stift, men sjelden. — Ligesaa: Landsyd (Landsør), m. Sydost. G. N. landsuðr.
langminnug, adj. som har god Hukommelse eller mindes noget i lang Tid.
Langsval, f. en Gang langs Væggene; et Gallerie. (Sjelden).
Laupar. — Kunde for Tydeligheds Skyld sammenlignes med Ringen i en Uhrnøgel.
Lꜳve. — Den Inderøiske Form, Lave, er mærkelig, da man i denne Dialekt skulde vente enten Lꜳvꜳ (for Lave) eller ogsaa Lꜳve.
Lega. — Formen Legu er glemt. Ordenen i Overgangen er: Legu, Lugu, Logo.
leggja. — „leggje atte“ om at lukke en Røgstue. Heraf attelagd, f. Ex. Dæ va bꜳ kokt ꜳ attelagt, ɔ: man havde baade kogt og lukket Stuen efter Ildningen. (B. Stift).
Leggspik. — Nøiagtigere: det forreste Been i Læggen, den fremmeste af de to Beenpiber i Skinnebenet. (Fibula). I Rbg. Spjolk.
Leigd, f. det samme som Legd.
Leigebol, see Legebol. (Forskjellen imellem ei og aabent e bliver i enkelte Ord utydelig).
leikje. — Denne Endelse giver Ordene altid en reent abstrakt Betydning og tjener saaledes kun til at betegne en vis større eller mindre Grad af Beskaffenheden. Naar f. Ex. Begrebet Rummelighed udtrykkes ved Ordene Rømd og Romleikje, da kan Rømd ogsaa betyde Rummet eller det som er rummeligt, men Romleikje betegner kun en større eller mindre Grad af Rummelighed.
Leivssuvl, f. Suul som er tilstrækkelig til en Lev Fladbrød.
leka. — Istedetfor Supinum „lokje“ burde Formen lekje været opstillet.
Lekkjeblom. — Tilføies: Tell.
Lekkjehorv, f. en Harv med Led eller Gjænger imellem Tværstokkene. Ag. Stift.
lemster. — Ogsaa i Ag. Stift.
like. — „like sæl“ bruges ogsaa som et enkelt Ord; f. Ex. Han æ ein ta dei likesæle, ɔ: en af de ligegyldige.
Lire, f. et Slags Fugl som opholder sig paa Havet. (Nordenfjelds).
litle. — Bruges paa en egen Maade i Talemaader som følgende: „Dæ litle likaste“: det bedste eller taaleligste af flere Ting, som ellers alle ere daarlige. Han æ dæ litle beste ta dei. N. Berg.
livande (aab. i). — Gaaer over til: levendes, lævand, lꜳvꜳnd.
Livmus. — Ogsaa søndenfjelds, dog tildeels i Formen: Lemus.
Ljꜳdrag, n. et enkelt Hug med Leen; ogsaa det Skaar, som derved gjøres i Græsroden.
Lod (Nagletog). — Tilføies: G. N. lauð. Heraf kan Formen „Lø“ forklares, i Lighed med Nød for Naud, Brød for Braud.
lutomte. — Skrives: lutom-til.
Lyttnan, og nogle Steder: Lyttmann, en Forandring af Lieutenant.
løkja seg: — Ogsaa: forgrenes eller dele sig i Bække; om en Elv.
Løn (kort ø), m. Løn, Lønnetræ. Søndenfjelds. — Om G. N. hlynr (i Skalda) hører hertil, er uvist.
løypa. — Ved den første Betydning jævnføres: sjøløype og gorløype. — Foruden at „opkoge“ betyder det ogsaa at stege noget lidt eller halvstege. Heraf „løypt Brød“, ɔ: Fladbrød som er halvstegt.
Mannskap, n. Rettere: m. og n. I de to første Betydninger er Kjønnet vaklende, i den sidste er det altid Neutrum.
Matrꜳd, f. Forraad af Mad.
Maur (f.?), Engerøde (Galium boreale), en Farveplante. Skal bruges i Tr. Stift. (I Tell. hedder det Mꜳre). Maur er formodentlig den forkortede Form af Maura (f.) for Modra (aab. o), og svarer saaledes til Isl. maðra, acc. möðru.
Mꜳl, n. 1. — Her kunde tilføies en Henviisning til Maaltidernes Navne i følgende Orden: 1) Ꜳbit, Midmorgon, Morgovær, Fyrdugur, Bisk (Kl. 7—8). 2) Dogur (Dugur), Daurmꜳl, Mattid (Kl. 10—11). 3) Ykt, Oft, Æftasvær, Undꜳl, Non (Kl. 3—4). 4) Kveldsvær, Nottvær, Nattvor (Kl. 8). — Efter en anden og formodentlig nyere Skik kan Ordenen angives saaledes: Morgonmꜳl (Kl. 8—9), Middag (12—1), Non (4—5), og Kveldsmꜳl (8—9).
Meiskro. — Den Anmærkning, at dette „Ro“ er ubekjendt, rettes dertil, at det er ellers ubekjendt i Distriktet. Jf. Ro, f. og Rꜳ, m.
Mell, f. Spor eller Stribe i Sneen, især efter Skier og Slæder. (= Lꜳm, Ekkje). Ved Kristiania.
merkja. — Ogsaa: saare, strible, ridse saa at der viser sig Saar efter. Dei hadde mert han: de havde saaret ham.
Migje. — Har egentlig aabent i, hvilket især viser sig i Fleertal (Miga). Eental gaaer over til Mega og Mæga (Ag. Stift).
minst. — Dæ mꜳtte no minst vera: det skulde man dog idetmindste vente. B. Stift.
Mor, n. — Jf. G. N. morð, om en stor Mængde.
Moreld. — Ogsaa G. N. möru-eldr, i Anmærkningerne til Skalda.
Mustar (aab. u), m. Sennep. (Skal bruges i Kr. Stift). Eng. mustard.
mute, s. myte, nedenfor.
Mylske, f. et Slags sød Ost (= Mylsa, Gumme). Ag. Stift. (I G. N. forekommer et mylska eller milska, som synes at betyde noget lignende).
myte, v. n. (e—te), fælde Fjær, om Fuglene. Brugl. søndenfjelds. I ældre Skrifter anføres ogsaa mute i denne Betydning. (Leem, Hallager). G. N. múta. Heraf Myting, f. Fjærfældning.
Mætegildring, f. underlige Paafund, Fjas, unødig Stræben. Sdm.
narra. — Bruges, ligesom bry, om at plage En med at tale om noget, som han ikke ønskede omtalt, f. Ex. en Giftermaalsplan.
naska, v. n. rapse, snappe noget til sig.
Nattsvæve. — I Betydningen Løvetand maa det jævnføres med de andre Navne paa denne Plante: Gullboste, Gullhauk, Fivel, Kveldsvæve, Lekkjeblom, Kappelauv.
nꜳmen. — Skal vel egentlig hedde nomen (aab. o) og betyde: greben eller betagen, af G. N. nema, tage.
nita. — Findes ogsaa i G. N. hníta, støde, stikke.
Norig. — Da Ordet er Egennavn, burde det hensættes som Tillæg til „norsk“.
norrøn. — I Betydningen „norsk“ skal det for kort Tid siden have været brugeligt i Nordlandene, og bruges maaskee endnu. Isaafald skulde Forklaringen lyde: 1) nordlig, som kommer nordenfra. 2) norsk. G. N. norrœnn.
næma, v. n. — Svarer til den ene Betydning af taka, og maa jævnføres med G. N. nema (nem, nam) ɔ: tage. Beslægtede ere altsaa: nꜳmen, Nꜳm (Snjonꜳm) og næm (eenstydigt med tøk).
Ogje. — Vigtigt som Stamord til øgja, øgjen og øgjeleg. Synes at mangle i G. N. hvor det skulde hedde ógi.
Ol, eller Ola, f. en Rem. (G. N. ól). Forudsættes i Ordene Bakola, Olreip og Oltaum, men synes ikke ellers at være i Brug. I de anførte Ord findes desuden en besynderlig Omvexling af Lydene l og r, saa at man let kunde ansee Stamordet for at være Ora. Ordet Oltaumar bliver ogsaa i Aviserne skrevet „Oretømmer“. Jf. Olring.
ollꜳ. — Burde henføres til all.
Olring, m. see Ora (nedenfor).
omnbaka, adj. baget i Ovn.
Ora. — Den Jernring i Sælen, hvori „Oren“ fæstes, kaldes i Østerdalen Olring. Andre Steder: Selering.
orna. — Vel egentlig: blive forvirret eller sandsesløs; af oren.
os. Som Grundbegreb antages: hidsig, brusende, heftig. Jf. øsa.
Ottefugl, m. En som er tidlig oppe; egentlig: en Fugl som synger tidlig om Morgenen. Ag. Stift og fl.
Passasi, m. Hændelse, Tildragelse; ogs. Historie. Egentlig Passage. (Fransk).
Passeneer, m. Medfølger (Passageer). Maaskee efter det Eng. passenger.
Pꜳkast. — Ogsaa: Spil, nemlig om en vis bestemt Ting, som skal tilfalde den, der vinder Spillet. Tr. Stift og fl.
prima. — Ogsaa: gjøre noget blot for et Syns Skyld, iagttage visse Vedtægter eller Ceremonier, som i Grunden ere ufornødne.
prud (pru), adj. smuk, skjøn. (G. N. prúðr). Anføres af Hallager, men synes at være forældet.
Rabb. — Kunde ogsaa forklares: en høi og tør Banke, en langagtig Høi. Saaledes ogsaa om de høie Volde imellem Skrederne paa en Fjeldside.
ram (adj. 2.). — I Sammensætning kan det forklares: stærk, stridig, haardnakket. Hertil: dulram (Tell.), hugram (Helg.), kjæftram (Sdm.). Ogsaa: nem til at træffe noget. (hoggram, orram).
Raskolla, f. og Rasekopp, m. om urolige og overgivne Mennesker. Mere brugl. end det anførte Rasbasse.
Rꜳ, f. 2. — Betydningen Stang findes tydeligst i Ordet Fløyterꜳ.
Rꜳdgjær (Rꜳgjær), f. Raadslagning. (G. N. ráðagerð). Ogsaa: Raad imod en Sygdom eller Skade. Nordenfjelds.
rꜳdlaus. — Bedre: ubehjælpelig, som forsømmer at tage de nødvendige Forholdsregler, eller som mangler Dristighed og Aandsnærværelse til at udrede sig af en Vanskelighed.
Rꜳnd. (2). — Forholdet imellem Rꜳnd og Randꜳs er det samme som ved Hꜳnd og Handabak, Strꜳnd og Strandside, m. fl. Det første grunder sig paa Nominativets gamle Form (rond), det sidste paa Genitivets (randar).
reka. — Istedetfor Supinum „rokje“ burde rekje opstilles.
Rekling. — Sædvanlig med lukt e.
Remeni (forvansket Form af Remedium), Redskab, Værktøi. (N. Berg.).
Rennefille, f. omstreifende Person, Dagdriver. Ag. Stift.
rettecera, v. a. lægge tilrette, bringe i Orden. (Forvansket Form).
ria. — Den gamle Betydning: knytte, eller binde, forudsættes i det afledede: Ride.
Rir. — Grundformen „Ridr“ lader sig slutte af Formerne Rir og Ri. (De øvrige ere Afledninger).
Runn. — Større Samlinger af Træer hedde: Kjørr, Kjerre, Byskje, Kjos, Rust, Holt, Skog, Mork.
ruskut (ruskette), adj. det samme som ruskjen.
ruva. — I lignende Betydning bruges rise, skolle og skrøyve.
Ryne, (n.). I Talemaaden „D’æ bere i Ryne en i Syne“, ɔ: det er bedre end det seer ud til at være. Brugl. ved Kristiania. — Jf. Røyne.
røkja. — Particip: røkt; f. Ex. Dæ sku vore ette-røkt: Sagen burde være nøie undersøgt.
røyta. Bruges ogsaa i Betydn. fælde Haar, gjøre Haarskifte. (Ag. Stift). Jf. reka.
Salveet, m. Serviet. Hermed jævnføres Formen „upsalvere“ for observere.
sam. — Kan betragtes som et gammelt Adjektiv, der bruges eenligt i den bestemte Form (same), men ellers kun som en Endelse, der deels betyder: vedvarende, eens, lige (jf. samt, sams), deels: passende for eller hørende til en Ting (jf. sama).
sams. — Burde angives som et Adverbium, dannet af det foranførte sam.
Sꜳgidn. — I Shl. hedde ordet Solgjidn og Solgjitl.
Segl. — Forskjellige Ting, som høre hertil ere: Skaut, Lik, Klo, Kabbe, Priar, Handsyfte, Rꜳ, Rakkje, Bras, Penta, Ꜳskjøne.
Seid. — Tilføies: G. N. seiðr.
seinføtt, adj. seen til at gaae, som bevæger Fødderne langsomt.
Setearbeid, n. Arbeide som man udfører siddende. (Modsat Svivarbeid). I Tell. Setuarbei.
sigjen. — Efter Formen sien (ii) tilføies Fleertal signe (aab. i).
sitja. — Formen sita er bekvemmere og i Grunden ligesaa rigtig.
sjꜳ, v. a. — Der forekommer ogsaa et andet Imperativ, som hedder se eller si (aab. i), og bruges i det Tilfælde, at man byder eller rækker En noget, især i Forbindelsen „se dær“ og „se no“.
sjøa. — Ogsaa beskaffent med Hensyn til Farvandet. Hertil romsjøa, trꜳngsjøa, harsjøa.
skaka. — Supinum hedder ogsaa skikje (skjikje, aab. i). N. Berg. og fl.
Skareføre. — Forklaringen er ufuldstændig og burde lyde saaledes: det Føre, som indtræffer, naar Sneen fryser til, efterat den har været gjennemblødnet af Regn eller Tøveir.
Skil, n. — Kjønnet burde anføres: n. og f., da det er vaklende.
skilja. — Betydningerne burde ordnes saaledes: 1) skille, adskille. 2) skjelne, see, kjende fra hinanden. 3) bestemme, afgjøre en Sag. (Sjelden). Især skifte eller testamentere sit Gods. (Jæd). See skila. 4) upersonligt: være til Forskjel, gjøre Forskjel; f. Ex. D’æ lite som skil’e. Ogsaa med „seg“ i Betydn. komme an paa. 5) med et Dativ: angaae, vedkomme. (I dette Tilfælde gaaer det ikke over til skylje).
Skilsmun, m. Forskjel. (Sjelden).
Skiva. — I B. Stift har det aabent i, andre Steder lukt i. Det synes ikke at gaae over til Skjevu eller Skjuvu.
Skjak. — Forklaringen over dette Ord er maaskee for en Deel urigtig. Efter Gunnerus (Flora norvegica) er Skjak et Slags Ukrud, nemlig den Græsart som i Danmark kaldes Svingel eller Heiregræs (Lolium temulentum).
skjangle, v. n. rave, vakle. Brugl. ved Kristiania.
Skjeling. — Har stærk Betoning paa Forstavelsen.
Skjold, n. rettes til m. Kjønnet er imidlertid vaklende, da Ordet sjelden bruges.
skolle, v. n. skrolle, rage op, see stort ud, eller optage meget Rum. (= ruva). Brugl. ved Kristiania.
Skorstein (aab. o), m. Skorsteen. I B. Stift betegner det kun Skorsteenspibe, ikke Ildstedet.
skryp, udrøi (= skryv). Ogsaa i Østerd. G. N. skrjúpr, skrøbelig. (I Merlinsspá). Staaer vel ogsaa i Forbindelse med „skrøpeleg“, som, saavidt erindres, paa nogle Steder hedder skrypeleg.
Skræling, m. en Stakkel, liden og kraftløs Tingest. (Ag. Stift). G. N. skrælingr.
skrøyve, v. n. skrolle, see stort ud (= ruva). Sdm. — Kan jævnføres med skryv (udrøi) og Skrau (Skum).
skylja. — Et andet skylje er en Form af skilja, og betyder: skille, skjelne.
skynug. — Rettere: 3) billig, skaansom, mild, som ikke venter for meget af Andre; egentlig: fornuftig eller klog nok til at bedømme Andres Kræfter og Leilighed rigtigt.
Slag, n. 1. Betyder ogsaa: Opslag, noget som slaaes op eller skydes ned; saaledes især om et Slags Vandbord paa en Baad (ogsaa kaldet Slagbor). Jf. Slagkjeiping.
Slag, n. 2. Betyder ogsaa: Kjøn (sexus), og er, saavidt vides, den eneste Benævnelse for dette Begreb. Hertil hører Talemaaderne „han ta Slag“ (af Hankjøn) og „ho ta Slag“ (af Hunkjøn). Meget brugl. nordenfjelds og flere Steder. „Han af Slag“ er ogsaa brugt i Skriftsproget af P. Dass og flere.
sletta, v. a. (slænge, kaste). Formerne skulde angives: e—e (ikke a—a).
Smidja. — Smiefang, n. Smede-Værktøi; ogsaa Jern og Staal til Smedearbeide.
Smæling. — G. N. smælingr forekommer i Skalda i Betydn. Gnier.
snart, adv. — Ogsaa: let, lettelig. F. Ex. Dæ kann snart henda.
Snekkja, f. 1) Snekke, lidet Fartøi. Vestenfjelds (sjelden). 2) en Førselsbaad. Søndenfjelds, tildeels i Formen Snekke.
Snerkje. — Ogsaa ved Kristiania i Formen Snerk.
soframt, adv. saafremt.
Solgidn (gjidd’n), f. see Sꜳgidn.
Solgil. — Bedre: Veirsol, Bisol o. s. v.
Spikkje. — G. N. spiki er et Fuglenavn i Skalda.
sprikja. — Ogsaa om Mennesker: sprade, spanke, eller egentlig: gjøre sig stor og bred, sætte Armene eller Fødderne vidt ud fra hinanden. Han gjeng ꜳ sprikjer. Tell. og fl.
springa (løbe). — Er ikke ganske alm. i Ag. Stift, da man her oftere siger flyge (see fljuga).
Sprot (aab. o), n. en Stang; især om de Stænger som bruges ved Udsætning af Fiskegarn. Østerd.
Spyta. — I G. N. hedder det spýta.
stakra, v. n. rave, vakle. (Valders).
Standar. — Hedder ogsaa Uppstandar.
Stꜳk. — Bruges ogsaa i Ag. Stift og er altsaa meget udbredt.
Stjerna. — I den bestemte Form betegner det især den saakaldte Dagstjerne eller Vagnstjerne (Arcturus). F. Ex. Stjernꜳ æ i Midmorgꜳstad. (Nordre Berg.).
Storbok, f. Bibel. So dæ stend i Storebokjenne, ɔ: som det hedder i Bibelen. (N. Berg.).
storfelt. — Ogsaa: voldsom, uforsigtig, som ikke holder Maade.
strika. — Ogsaa stoppe eller holde imod, standse Farten, især paa Skier eller Kjælker; ligesaa om noget som stribler eller hænger i Grunden, f. Ex. i et Læs.
Stykbonn. — Er her kun anført i Fleertal. Eental hedder Stykbadn, Sjukbꜳn, Styban o. s. v.
styr. — Burde opstilles i følgende Form: styr, aab. y (for styrd), adj. stiv o. s. v.
Styre, n. — Hertil Styrelykkja, f. Krog eller Gjænge i Kjølen til at fæste Roret i. Styrespyta, f. en Hage i Roret som falder ind i Løkken eller Gjænget. Styrevol, som anført.
Støde, n. — Jf. desuden: Garstøde, Kokstøde; ligesaa Mꜳnstøde, Hꜳrstøde.
Suml, n. Sølerie, Tummel, Travlhed paa ubeleilige Tider, især om Natten. Ag. Stift.
sumle, v. n. søle, tumle, være længe oppe (= rota, rjona). Ag. Stift.
svensk. — Ved Navnet „Sverik“ skulde tilføies, at det udtales med aabent e.
sviva. — De sidste Betydninger skulde adskilles nøiere. — 3) svæve, flagre, flyve omkring. G. N. svífa. — 4) om Mennesker: løbe, flakke, streife om. — 5) paakomme, falde ind, komme pludseig eller paa en uforklarlig Maade; om Tanker og Fornemmelser, ogsaa om Sygdomme.
Sæt, et Ord som forekommer meget hyppig i Stedsnavne, f. Ex. Ꜳsæt, Ꜳrsæt, Løsæt o. s. v. Skrives i G. N. setr, og ansees af Nogle som eenstydigt med Sætr, men har vistnok en anden Betydning, nemlig Bosted, eller egentlig Bosættelse, Nedsættelse.
søyre (forøde). — Tilføies: Sdm.
Tak, n. 1. — Forskjellige Navne, som høre hertil, ere: Rot, Rost (Raust), Rov, Ræve, Raft, Ꜳs, Sperra, Trod, Bruntrode, Vindskjeid, Møne, Torvol, Ufs, Svil, Utrefte.
Taugdans, m. et Slags langsom Dands. (Tell.). See taug.
tegja. — Imperativets almindeligste Form synes at være ti, og dernæst tig. I Nhl. og fl. hedder det tei (for tegje); i Sdm.: ti (Eental) og teie (Fleertal). G. N. þegi (altsaa forskjelligt fra Imperativet seg, af segja).
Teiste. — Foruden Isl. teista findes ogsaa et „þeisti“ blandt Fuglenavnene i Skalda.
Telg, m. en vis Plante. (Indre-Sogn). Formodentlig den samme, som i Nordlandene kaldes Tilg (ifølge Gunnerus), nemlig et Slags Bregne (Osmunda Struthiopteris).
telgje. — I Nedre Tell. betyder det ogsaa: tilskjære med Kniv. Paa nogle Steder gaaer det over til tægje.
Teltebud. — I Tr. Stift: Teltbur, n.
Temperdag, m. Qvatemberdag.
tendra (at naae). — Den anførte Betydning er neppe den egentlige, men Ordet synes blot at forekomme i den an førte Talemaade.
Tindvid. — I Trondhj. Stift skal det betegne et andet Slags Træ, nemlig Tidse eller Pigtorn (Hippophae rhamnoides).
Ting (m.). — Her mærkes Udtrykket „store Ting“, ɔ: betydelig, særdeles, ret meget. Bruges i B. Stift som et Adverbium, f. Ex. Han kjem’e seg store Ting. Ligesaa: „grove Ting“, ɔ: frygteligt, forskrækkeligt.
titra (tittre, aab. i), v. n. bæve, skjælve. (Sjelden). G. N. titra. T. zittern.
To, f. 2. — Hertil Linto, Hampeto; ogs. Ullto, Litato og fl. — En anden Betydning forudsættes i Havto.
tonera, støie, larme, skjende. Nogle St. tornere (Fremmedt).
Torebygg, m. Himmelkorn, et eget Slags Byg.
traktera. — Ligesaa Traktamente, f. Beværtning. (Fremmede Ord).
Tram (Tram’en), et Navn paa Fanden. Skal forekomme nordenfjelds.
Tre. — Her kunde henvises til Navnene paa de enkelte Dele af et Træ, som: Tꜳg, Rot, Stuv, Stomn, Legg, Topp, Skat, Grein, Kvist, Sveig, Snꜳr; Lauv, Bar, Kumar, Kogla, Kꜳngel.
Tufs, m. — Egentlig En som kun forsøger adskilligt men ikke udretter stort. Af tyfsa.
Tull. — Den Anmærkning, at Betydningen „Krølle“ er sjelden, bør udelades, da denne Betydning forekommer ofte i B. og Ag. Stift.
Tvikrok, m. en dobbelt Krog eller Hage.
tvisynt, adj. tvivlsom, tvetydig, som seer ud baade til det ene og det andet. (Sjelden).
Tvitak, n. — Ogsaa en dobbelt Takt i Sang eller Musik. (Valders).
tøvra (tøve). Bruges ogsaa i Ag. Stift og kan ansees som almindeligt.
ufager, adj. hæslig. I Sdm. ofair’e. Dei æ ’kje ofaire te sjꜳ: ɔ: de see ganske vakkert ud.
Umenne, n. udueligt Menneske. (Sjelden). Hos Hallager: Omænne.
Utmark, f. Udmarker, Græsgange eller uindhægnet Jord.
vanda. Det er formodentlig dette Ord, som er anvendt af Holberg i P. Paars (2den Bog, 3die Sang). „Den søde Mad hun ei tilforn havde vandet“.
Vare. — Formen Vara synes at være mest brugelig foran en Konsonant (som i Varavott). Dette fortrinlige Ord er udentvivl brugeligt i langt flere Tilfælde, end som her ere anførte. — I det Ny-Islandske bruges vara paa samme Maade, f. Ex. vara-alþíngismaðr (Suppleant til Althinget), vara-uppástùnga (subsidiært Forslag).
Veg. — Heile Vegjen: den hele Vei; ogsaa heelt igjennem, overalt, lige til Enden.
Veke (Vika?), f. en Linie i et Vers (= Vend). Valders. Findes ogsaa i Østerdalen i Formen Vek, n.
Vind. — Blandt Vindenes særegne Navne mærkes: Noravind, Landnøring, Landvind, Landsynning, Synnavind, Utsynning, Uttavind, Utnøring. (B. Stift). Vinde som indtræffe regelmæssigt under et vist Varmeforhold, ere Havgula el. Utrøna (fra Havet), Snoa og Skjelle (fra Landet).
vora (el. vola, med tykt l), adj. forsikret, assureret; om Gods. Skal forekomme i Tr. Stift. (Den oprindelige Form er formodentlig: vorda).
vælgjærsam, adj. godgjørende, gavmild, gjæstfri. B. Stift.
ættleide (ættleia), v. a. (e—de), adoptere, lyse i Kuld og Kjøn. (Anført af Hallager, og skal forekomme ved Bergen). G. N. ættleiða.