Ordbog over det norske Folkesprog/E
E.
e (jeg), s. eg. — E, n. s. Eid.
Ea, f. Bagstrøm. S. Ja.
Effelbein, n. Elfenbeen. Ikke alm.
eg (ee), pron. jeg. Formen eg bruges i Sogn, Tell. og Rbg. — Andre St. „e“ (Hall. Vald. Gbr. Sdm. Ndm. Ørk.), ellers: æg, æ (mange St.), i (Romsd. Snaasen), og je (Buskr. Hedm. og fl.). G. N. eg, ek. — Objekt: meg; Fleertal: mid (me).
ega, v. a. s. eiga. — egast, s. eigast.
Egdir, pl. m. Beboere af Raabygdelaget, Nedenæs og Mandal. — Brugeligt i Tell.
Egg, n. et Æg. (G. N. egg). I Sammensætning: Eggje el. Eggja; saasom: Eggjeband, n. Plaster eller Salve af Æggehvide. Eggjekvite, s. Kvite; jf. Raude. eggjesjuk, æggesyg. Eggjeskap, n. Skikkelse som et Æg. Eggjeskurm, f. Æggeskal. Sdm. o. fl. Derimod findes Formen Skurn blandt andet i Hard. (Eggjaskudn), og Vald. (Eggjeskudn). Isl. eggjaskurn.
Egg, f. (Fl. Eggja, r), 1) Eg, skjærpet Rand. Knivsegg, Ljꜳegg. 2) en smal Bjergryg, øverste Kant af et Fjeld. Tr. Stift, Sdm. og fl. (Isl. egg). Heraf bakeggjes. I Østerd. betegner Egg ogsaa en smal Banke eller Jordryg. — liggje ꜳ Egg ɔ: hvile paa Kanten, ligge paa den smale Side (om Fjele og deslige). Sæt. og fl. (I Sdm.: ꜳ Rør).
Eggbrest, m. Sprække i Eggen.
eggja, v. a. (a—a), ægge, opægge, ophidse. (G. N. eggja, tilskynde. Heraf: Eggjing, f.
Egg-jarn, n. skjærende Redskab, som Kniv, Øxe eller Lee. Tr. Stift og fl.
eggjug, s. elleve. — Egn, s. Eign.
egna, v. a. (e—de), forsyne med Mading, sætte Agn paa.
egna, at frede, s. eigna.
egst, see eigast; jf. ekst.
ei (Artikel), 1) ved Femininer: en, een. Ei Mark, ei Elv o. s. v. (G. N. ein). 2) ved Talord: omtrent, henved. F. Ex. ei fem seks ɔ: omtrent 5 eller 6. Ei nie tie: 9 eller 10. — Vel egentlig eine, eller ein (n. pl.); jf. eine.
ei (negtende Partikel): ei, ikke. (G. N. eigi, ei). Bruges kun i følgende Tilfælde: 1) efter anten — elder, f. Ex. anten han vil elder ei. 2) i Bisætninger efter en Negtelse i Hovedsætningen, ligesom det danske: jo, f. Ex. Han ær inkje so sterk, at han ei trøyttast ɔ: han er ikke saa stærk, at han jo bliver træt. 3) i en Forsikring eller Ed, som begynder med nei; f. Ex. Nei men var dæ ei!
eia seg, jamre sig. Hard. (Isl. æa). — eie! interj. ak, ve! — Andre St. øye og jøye! i Lighed med Verbet: øya, el. jøya seg.
Eid (Ei), n. Jordtange, Landsnævring (G. N. eið); eller almindeligst: et Overgangspunkt, en Tværdal eller lav Strækning, hvor man bekvemt kan komme over fra en Fjord til en anden eller fra et Dalstrøg til et andet. Alm. — I Guldalen: E. (Sv. ed).
Eid (Ei), m. Ed, at sværge. (G. N. eiðr). Ein rang Ei(d): en falsk Ed. Ein svaren Eid: en frosen Ed. (Sdm.). gjera Ei(d)en sin: aflægge sin Ed.
eidfri, adj. aldeles fri, saa fri at man kan sværge derpaa.
eidsvør’, adj. i Sdm. omtr. = eidfri. Dæ va ikje reint eidsvørt: det var ikke ganske frit, man kan ikke ganske negte det.
Eiende, n. Kornspirer paa Ageren, nylig opspiret Korn (= Brodd). Sogn, Vald. Guldbr. I Hall. Eiend f.(?); i Buskerud: Jend eller Ind, f. Oprindelsen er uvis. (I svenske Dial. egel, æjæn, æjæln).
Eiendfall, n. Kornspirernes Ødelæggelse (af Frost eller Græsorm). Sogn, Gbr.
eiga, v. a. (eig’; ꜳtte; ꜳtt), 1) eie, have, besidde. Nogle St. ega, ege (aab. e). Imperf. ved Trondhj. ꜳgte (sjelden). G. N. eiga (á, átti); Sv. äga. Ogsaa: have til ægte, være gift med. Sdm. og fl. (sjelden). — 2) føde, faae Børn. eige Ba’n. Sdm. Guldbr. Sogn og fl. Heraf Barneign. „eiga eit Badn“, om Mandfolk, er derimod at være Fader til et Barn. — 3) skylde, Hall. Romsd. og fl. Han eig’ me(g) ei Mark: han skylder mig en Mark. (Ogsaa i svenske og danske Dial.).
Eiga, f. 1) Eie, Besiddelse. Mest i Sammensætning, som: Eineiga, Sameiga. 2) Eiendeel, Ting som man eier. Søndre Berg. (Sjelden). Jf. Ueiga. 3) Jord eller Skov som tilhører en Gaard. Guldbr.
eigande, adj. 1) eieværdig. Sjelden. 2) eiende; som Subst. Eier. Bꜳde eigande ꜳ leigande: baade Eier og Leier; ogsaa: baade Herre og Tjener, den Leiende og de leiede Folk.
Eigar, m. Eier, Eiermand.
eigast (mæ ein), befatte sig, indlade sig med En, især i Uvenskab. Sdm. o. fl. Sædvanlig kun i Formen: eigst, el. egst (præs.); f. Ex. han æ fꜳrle fyre den so egst mæ’nꜳ: han er farlig for den som indlader sig med ham, el. gjør ham vred. Isl. eigast við.
ei-gꜳng, s. Gꜳng.
Eigedom, m. Eiendom.
Eigje, n. Eie, det som man eier. Dæ finst ikje i mitt Eigje: det findes ikke hos mig.
eigjen, adj. egen. I Sogn: eigen; ellers: eien; men Fl. eigne, eller egne. vera sin eigjen: være sin egen Herre (i Femin. si eigja, eigjꜳ, el. eigjæ). eigna Tide, s. Tid.
Eign, f. Eiendom; især Jordeiendom, Mark, Skov; ogsaa Markstrækning. — Jf. Vald, Leigemꜳl.
eigna (egne), v. a. (a—a), 1) med til: tilegne, tilkjende. Han eigna dæ til seg. Sjelden. 2) frede, omhægne, holde en Eng fri, saa at Kvæget ikke faaer græsse paa den. Valders (i Formen: egne).
eigna, adj. ypperlig, fortræffelig. Helg. eit eigna Ba’n: et meget elskværdigt Barn. eit eigna Ve’r: et ypperligt Veir. (Vel egentlig et Genitiv af Eign). Jf. einka.
Eigna-lut (aab. u), m. en Kostbarhed, en god Eiendeel. Nordre Berg. I Helg. Eigneting; i Sfj. Eignamun (?).
Eik, f. 1) Eeg; Egetræ. G. N. eik. 2) s. Eika. — Eikelauv, n Egeløv. Eikenot (aab. o), f. Agern (s. Ꜳkonn). Eikestuv, m. Egestamme; ogs. Egestub.
Eika, f. den inderste Deel af et Traadnøgle (det som er vundet omkring Fingrene eller om en Spaan). Helg. Ellers Eik, i Tr. Stift, Sdm. og fl.
Eikert, m. Ege i et Hjul. Ag. Stift.
Eikja (Eikj’), f. en liden Pram eller Færge, sammenslaaet af nogle faa Fjele. Ørk. (G. N. eikja).
eikor, femin. af einkvar. — eikorleis: paa en eller anden Maade. B. Stift. eikor-stodꜳ (aab. o), for einkvarstad: paa et eller andet Sted. Sdm.
Eikværing, m. En fra Eger i Buskerud.
ei-leis (for einleides), nogenledes, paa en vis Maade. I Hall. eilein.
Eim, m. Lugt, kvalm Røg eller Damp af brændte og stærkt ophedede Ting. Næsten alm. Jf. Im, Ome, Gjeim, Sim. G. N. eimr. — I Tell. ogsaa om fugtig Damp; f. Ex. af hedt Vand. Jf. Gova.
eima, v. n. (a—a), dampe, lugte som af noget hedt eller brændt.
Eima, f. en Naal. Helg. Ellers ubekjendt.
Eimyrja, f. s. Eldmyrja.
ein, Talord, o. s. v. 1) een, en eneste. Hedder i masc. ein, el. einn; femin. ei; neutr. eitt (G. N. einn, ein, eitt). Jf. eine. Eenligt lyder det altid kort, som einn, men i Sammensætning langt. 2) Artikel: en. Ein Mann, ei Kꜳna, eit Badn. Da Betoningen her gaaer over paa det følgende Ord, bliver Vokalen i ein og eit utydelig, og man hører sædvanligst: en og et (aab. e). 3) en af de nærmeste eller sidste. Ved Tidsnavne, som da sættes i den bestemte Form. Ein Dagjen: en af de sidste Dage. Ligesaa: ei Natt’a, eitt Ꜳr’e, ein Kvelden. 4) en vis, nogen. Dæ va ein, som sa’ d’ ɔ: der var nogen som sagde det. 5) man. Ein skal ikje tru alt ein høyre: man skal ikke tro alt hvad man hører. Alm.
ein-annan (einann), hinanden (om To); f. Ex. dei møtte einann. (Kr. Stift, Voss, Hall. og fl.). Ellers kvarannan.
einare (el. einar), adj. enkelt, eenlig, ublandet, kun af et eneste Slags. — einare Rug: ublandet Rug. Nfj. Sdm. Ndm.
einast(e), adv. alene, kun, blot. Nordre Trondhj. (Isl. einasta).
einaste, adj. eneste.
einauga, adj. s. einøygd.
Einbeite, n. Kjøreredskab for en eenlig Hest. Ørk. og fl. Jf. Tvibeite.
Einbenning (for -berning), m. eneste Barn eller Arving. Tell. I Shl. Einbydning (for -birning). Isl. einbirni.
einbent (for -bernt), adj. eenbaaren, eneste (Barn). Eit einbænt Ba’n. Ho va einbænt. Indr. Sdm. og flere. I Sogn: einbedla.
einbreidd (el. oftere: einbreia), adj. om Eng, som giver saa meget Hø, at den hele Vidde bliver dækket, naar Høet udspredes til Tørring. Tr. Stift. I Tell. sibreia. Ellers: fullbreidd, jambreidd.
Einbøle, n. en eenlig Gaard, hvorpaa kun een Familie boer. Kr. Stift, Sogn, Sdm.
einbølt, adj. eenlig og afsondret, om en Gaard. Mere alm.
Eindrætte, n. = Einbeite. (Sjelden).
eine, adj. 1) ene, den ene (af to eller flere). 2) nogle (et Slags Fleertal af ein). Kva for eine: hvilke. Dei fore som eine Fugla: som om det var Fugle. 3) alene (om to). Dei va tvo eine: de vare to sammen, kun to. — Ogsaa som adv. kun, alene. Han va ’kje anna godt eine: hans hele Væsen var godt, der var intet ondt i ham. B. Stift. Her mærkes Talemaaden: i eine (el. einne) ɔ: i eet væk, uophørlig; f. Eining.
Eine, m. Ener, Enebærtræ. Nordenfjelds, nordre Berg. Guldbr. Jæd. — G. N. einir. Ellers: Brakje og Sprakje (Søndre Berg.), Brisk (Tell. Hall. og fl.). — Hertil: Einebak, n. Afkog af Enerkviste at rense Kar med. Einebast, f. Enerbark. Einebær, n. Enebær (= Brakabær, Sprakabær, Briskebær). Einegar(d), m. Gjærde af Enebærtræ. Einekoll, m. Enerkvist (= Brakaflokje). Eineryde, s. Ryde. Einesmak, m. Enerens særegne Smag. Ein’oska, f. Eneraske.
Eineiga, f. Eiendom, som kun tilhører Een og er adskilt fra andre. Modsat Sameiga. — Søndenfjelds.
Ein-erving, m. eneste Arving.
Einestabb, s. Einstabbe.
einfalda, adj. som har kun een Fold, eller er ombøiet een Gang; modsat tvifalda. Skulde ogsaa betyde: enkelt, simpel; men er her fortrængt af andre Ord; i Betydn. eenfoldig bruges sædvanl. einfoldug.
einfør, adj. som reiser alene, eller er alene om en Udretning. Hall.
eingꜳdd, adj. som kan gaae alene (især om Børn). Helg.
eingꜳng, engang; s. Gꜳng.
eingjengd’, adj. (egentlig: som gaaer alene), om Traad: enkelt, ikke tvunden. B. Stift.
einhendt’, adj. eenhaandet. (Sjelden).
einhøg, adj. om Huse: een-etages, som kun bestaaer af eet Stokværk (modsat: tvihøg). Tell.
einige, adj. pl. enige (= samde).
Eining, (m.) kun med i: i Eining ɔ: i eet væk, stedse, uophørlig. Indr. Ellers: i Einingen (Ørk.), i Einingꜳ (Fosen), i Einingo (Sogn). Ellers hedder det: i eine, einne, og eino (Voss, Shl.), i eitt, el. ti eitt (Sdm.); alt mæ eitt (Østerd.), mæ ein Gꜳng (Helg. og flere).
einka (enka), adj. (el. gen.), udmærket, uden Lige. Eit enka Veir: et udmærket gunstigt Veir. Sdm. (sjelden). Isl. einkar, af eink, noget særegent. Et Verbum: einka (fraskille, sætte i eenlig Stand) mangler, men burde haves.
ein-knept, adj. om Klæder med een Rad Knapper; modsat: tviknept. Tell.
einkom, adv. ene og alene, uden noget andet. Han reiste einkom ette dæ ɔ: kun for den Sags Skyld. Hedemarken og fl. — Sv. enkom. Jf. einslest.
ein-kvar, adj. (pron.) nogen, en vis, en eller anden. I masc. einkvar, og inkvar (Guldbr.), inkor (Sogn), einkvann (Helg. Tr. Stift, Sdm. og fl.), einkonn og inkunn (Sogn, Gbr.). Andre St. einkver, einkven, unkvæn. G. N. einnhverr; acc. einnhvern. I femin. eikor, einkor, inkor. I neutr. eitkvart (Sdm.), einkvart (Helg.), inkvart, inkort. — I Gbr. og Sogn synes den Forskjel at finde Sted, at Ordet som Adj. hedder: einkor (einkvar) og som Subst. einkonn (inkunn). Einkvar Dagjen: en og anden Dag; ogsaa: en af disse Dage. (Guldbr.). Einkvann Staden: et eller andet Sted. (Sdm.). Da kjem einkonn: der kommer En. (Sogn). Døm skaut inkvar Fuglen: de skjød en og anden Fugl. (Gbr.). Eitkvart Slag: en eller anden Ting. (Sdm.). Inkort Ꜳr’e: et af disse Aar. (Gbr.). einkvann-sinne: en og anden Gaang. Sfj.
einlita, og einlitt (aab. i), adj. eensfarvet, som kun har een Farve.
Einmenning, m. Værktøi, som kan bruges af een Person alene. Sjelden.
einrꜳden, adj. eneraadig, som raader alene; ogsaa: herskesyg. Sjelden.
einrjøden, adj. bruges i Sdm. paa nogle Steder med Betydning af: eenfoldig.
Einrom, n. Eenrum.
eins, adv. eens, ligedan. D’æ alt eins: det er alt ligedan. like eins: netop ligedan. like eins: netop ligedan. Et andet eins, har man i Talemaaden: eins Ærend (i B. Stift). f. Ex. Han kom eins Ærend ette di ɔ: han kom alene for den Sags Skyld, uden noget andet Ærinde, Altsaa det samme som einkom og einslest. einskils (einskjels), adv. een for een. drikke einskjels: lade en Skaal gaae rundt saa at enhver drikker ligemeget. Tell. Sætersdalen. Einskilskopp, m. en liden Skaal som kan uddrikkes paa een Gang.
einskilt, adj. enkelt, særskilt, for sig selv. Sogn, Hard. (Sv. enskilt).
Einskjefta, f. uldent Tøi som er vævet paa den simpleste Maade, nemlig med enkelte Traade (ikke parviis), og med et enkelt Par Vævskafter. B. Stift. Modsat Tviskjefta eller Vadmꜳl. Jf. Skaft.
einsleg, adj. 1) alene. Han gjekk einsle’: han gik alene, uden Følge. Guldbr. Ellers kun om et Ophold eller en Forbliven: eensom, eenlig, i eenlig Stand. Alm. 2) om et Sted: eensomt, øde, kjedeligt.
einslest (for einsleides?), adv. alene for en enkelt Sag (= einkom, eins Ærend). Østerd. I Ørk. einslestom.
Einstabbe, m. Ørnebregne (en Væxt), Pteris aqvilina. Hedder ogsaa Einstabb (Tell. Mandal), Einestabb og Einstablom (i Sdm.). I Tell. skal det ogsaa hedde: Einstape. Jf. Korsblom.
einstad (einsta), etsteds.
einstaka, adj. 1) eenlig, afsondret, isoleret. Nhl. I Guldbr. og Ørk. einstꜳkꜳ (Sv. enstaka). 2) enkelt, eneste; især om en Gaard med kun een Familie. Søndre Berg. Isl. einstakr.
Einstig, m. en smal Sti, som kun kan betrædes af En ad Gangen. Sjelden.
einstira, v. n. (e—te), stirre længe og uafbrudt paa det samme. Tell. Gbr. I Helg. einstara. Ellers: naudstira, meinstira.
Einstø(d)ing, m. enestaaende Ting eller Person. Saaledes: a) et enkeltstaaende Træ; ogsaa et Træ som ikke har Grene eller Kløfter. Tell. Buskerud. b) et eenligt Dyr; oftest om Heste. Ørk. c) en eenlig Person, En som har Huusholdning og Arbeide for sig selv. Tell. (Einstøing). Hard. (Einstø’ingje). Sv. enstöding).
einsynt, adj. som kun seer med det ene Øie. Isl. einsýnn.
eintenkt’, adj. eenfoldig, kortsynet, som kun seer Tingene fra den ene Side.
eintom, adj. ledig, ikke fyldt eller belæsset. Han kjørde eintome Sleen. Mandal.
Ein-tre, n. en eenlig Træstamme som tjener til Bro over en Bæk. Tell.
eintruen, adj. godtroende, umistænksom, ligefrem. Valders og fl.
eintrædd, adj. om en Væv hvori Rendegarnets Traade ligge enkelte (ikke parviis). Modsat tvitrædd. Tr. Stift.
(Eintrøding), Eintrø’ingje, m. et selvraadigt Menneske; En som kun gaaer sin egen Vei uden at høre Andres Raad. Hard.
eintynt’, adj. om en Gaard, som kun bestaaer af eet Brug, eller er indrettet for en enkelt Huusholdning. Sdm. Af Tun.
einvikt, adj. om en Hest, som jævnlig vil dreie til den ene Side. Tell.
einvis (ii), adj. selvviis, som ikke vil høre Andres Raad. (Sjelden).
einvorig (aab. o), adj. eenfoldig. Sogn.
einøygd, adj. eenøiet. Ogs. einauga.
Eir, n. Er, Kobberrust. (G. N. eir).
eira, v. n. blive eret (irres). I Rbg. hedder det ogsaa: eirka.
eira, v. a. fordøie, taale, have godt af. Han æt’e meir hell ’an kann eira. Nhl. Hard.
Eise, f. Ildsted, især paa aaben Mark. Tell. (s. Elta). Jf. Esja; ligesom dansk Esse og Svensk ässja, Arnested. — eisa er et af Ildens Navne i Skalda.
eismall, adj. eenlig, alene. Rbg. Tell. Hard. Sogn, Hall. Vald. Lyder ogsaa: eisemall’ (i femin. eisemoll), eisemadle, eisemadde. En Variation einsamall for einsaman (alene) findes i islandske Skrifter; men „eismall“ synes dog snarere at være et andet Ord.
Eista, n. Testikel. (Isl. eista). I Sdm. er Ordet femin. og bemærker: Testikelpungen.
eit, el. eitt: et; s. ein. — ’ti eitt: i eet væk, uophørlig; s. Eining. — eitt før: noget før, en Stund tidligere. Han torde eitt mindre: han turde lidt mindre, han var nok ikke saa dristig. (Stærk Betoning paa eitt). Nordre Berg.
eita, v. n. bruges i en stor Deel af Landet for: heita ɔ: hedda, kaldes. — Eite, n. — Navn, Benævnelse; s. Heite.
Eitel, m. Kjertel. Alm. I Helg. Eitꜳl. (G. N. eitill). Fleertal: Eitlar; nogle St. Esla, og Elsja. „Dæ trutna upp Eitlanne“, siges naar man føler Ømhed og Hævelse i Kjertlerne, især under Axlerne. — Eitlebrot, n. en Kjertelsygdom. Sdm.
eiten (adj.), bruges i Tell. omtrent ligesom „salig“, naar man nævner En som er død; f. Ex. Han Far eiten (min salig Fa’r). Han Olav eiten. Ho Mor eiti. I samme Betydning bruges eiten i en af de svenske Dialekter (Gotland). og ligesaa Isl. heitinn, som ellers betyder: nævnt eller kaldet.
ei-tid (ei-ti), en Tid, engang, fordum. Jf. eileis, einstad.
eitkvart, et eller andet. S. einkvar.
Eitr (Eit’er), n. Edder, Gift. G. N. eitr. sputra Eitr: sprude Edder (om Slanger). Hertil adv. eitrende, ligt Edder; f. Ex. eitrende kvast ɔ: skarpt som Edder.
Eitreblꜳsa, f. og Eitrepose, m. Benævnelse paa meget hidsige og arrige Dyr; undertiden ogsaa om Mennesker.
Eitremaur, m. et Slags Myre (Formica rubra), bekjendt af dens smertelige Stik.
Eitresmog (aab. o), et ondartet Udslæt i Ansigtet. Nordre Berg.
Eitresnø, m. haglformig eller kornet Snee. Sdm. (Som det synes, forestiller man sig Edder i Form af smaat Frø eller Pulver; man siger saaledes ogsaa: eitrende smꜳtt).
eit-slag (etslag), noget, et eller andet.
eit-tak (ettak), en Stund, noget længe. S. Tak.
Ekkja, f. Enke. S. Enkja.
Ekkje, n. Spor efter Kjøreredskaber, og efter Skier. Nordre Trondhj. A. Hjulekkje, Sleaekkje, Ski’ekkje. (Jf. Far, Lꜳm).
eksa, v. n. (e—te), skyde Ax. Byggjen ekse godt (skyder vakkre Ax). — Næsten almindeligt.
Eksing, m. Ax paa Byg og Rug.
ekst, adj. udskudt i Ax. Jf. storekst, smꜳekst. Ogsaa: modig, fyrig, heftig; (som maaskee egentl. er: egst, af eggja).
El (ee), n. Iling, Byge. G. N. él. Meget udbredt (Tell. Jæd. Sdm. Gbr), dog sjeldnere end Eling. — Att-i eit stort El kjem eit stort Upplysse (Sdm.): efter et stort Uveir kommer et meget godt Veir.
ela, v. n. (a—a), falde i Byger eller Ilinger. Dæ ela vest-yve: der viser sig en Iling i Vest. Jf. elsꜳr.
Elbjørsminne, s. Ølbyrsminne.
Eld, m. Ild. (Udtales nogle St. Ell). G. N. eldr. Jf. Verme og Ljos, som ofte bruges i samme Betydning. — sitja imillom tvo Eldar: være i en vanskelig Stilling, møde Uleilighed paa begge Sider.
elda, v. n. og a. (a—a; eller mest alm. e—e, og Imperativ eldt), 1) v. n. ilde, gjøre Ild, f. Ex. i en Ovn. 2) ophede eller bearbeide ved Ild. elde ein Ljꜳ: gjøre en Lee blødere ved Ildning. Undertiden ogsaa om at banke eller ælte. elde Leir (Sdm.).
elda, v. n. (e—e), grye, lysne af Dagen. Dæ elde fyre Dag (naar den allerførste Lysning af Dagen viser sig). Sdm. Isl. elda.
elda, v. n. (a—a), svie, smerte (om Halsbrynde, og Kvalme for Brystet). Ørk. Fosen. 2) plage, hænge ved (om Sygdom); vel egentlig ulme. Shl. (see alda).
Elda, f. Ælde, Alderdom. (Sjelden). Hertil: eldegamall, adj. ældgammel.
eldast, v. n. (pr. og impf. eldest), ældes.
Elde, n. 1. 1) Yngel, Afkom. Helg. Indr. Af ala, v. a. (Isl. eldi, Foster). 2) Art, Race, Slægt. Helg. S. Eldesfe. 3) Mængde, Mangfoldighed, stor Hob. Voss. I Hard. Old.
Elde, n. 2. Halsbrynde. Gulbr. Jf. elda og Elding.
elder (eldr), conj. 1) eller. Anten denne elder hin. Hedder ogsaa: elde Sdm. og fl.), eld, ell (Gbr.), helder, helde, helle, hell (i de sydlige Egne). G. N. eða, eðr. 2) end. F. Ex. Han æ større elde denne. Mere alm. end „enn". (G. N. enn).
Eldesfe, n. Kvæg som er tjenligt til at tillægge Yngel af. Oftere Eldeskryter, n. Ei go’ Eldesmærr: en Hoppe som har gode Føl. Ein go’ Eldessau’: et Faar som har trivelige Lam. Fosen, Helg.
Eldfan, f. Ildfnug, Falaske. Helg.
eldfim’ (aab. i), adj. let at tænde, som let fænger Ild. Søndre Berg. (Isl. eldfimr).
Eldfjom, n. Ildfnug; s. Fjom.
Eldføre, n. Fyrtøi. Sdm. og fl.
Eldgagn, n. (Fl. -gogn), Kogeredskab; Kjedel, Gryde. B. Stift. (Isl. eldsgögn).
Eldhus (Ellhus, Ellus), n. et Huus som kun er indrettet til Kogning og anden Brug af Ild. Jf. Størhus.
Elding, f. 1. Ildning; ogsaa = Eldsmꜳl.
Elding, f. 2. Halsbrynde, Kvalme for Brystet. Tell. i Formen: Elling, som ogsaa nærmer sig til elgja, v. n. I Gbr. Elde.
Elding, m. Lyn, Lynglimt. Helg. Ørk. Ndm. Sdm. Gbr. og fl. — (G. N. elding). Ellers Lysing, Byrting og fl.; s. Ljon.
Eldjarn (Elljønn), n. Ildstaal, Fykstaal.
Eldkvende, n. Spaaner til at tænde Ild med. Guldbr. S. Kvende.
Eldsmerkje, Dueurt (Epilobium). Østerd.
Eldmyrja, f. Emmer, hed Aske med Gløder; ogsaa Ildfnug eller let Aske paa brændte Sager. Temmelig alm., men hedder paa nogle St. Eimyrja (Sogn og fl.). Isl. eimyrja; Sv. eldmörja. Jf. Esja, og Falskje.
eldre, adj. (compar.), ældre. — Superl. eldst (elst). Jf. Alder, og Angels. ald, gammel.
Eldljos, n. Ildlys, kunstig Belysning; i Modsætning til Dagslyset. I Gbr. Eldsjos; i Ørked. Eldsjøs; i Sdm. Eldsljøs.
Eldsmꜳl, n. en Ilding; saa meget Ved som brændes paa een Gang. B. Stift. I Tell. Eldsmæle.
Eldstad, m. Ildsted; den Deel af Arnen, hvorpaa Ilden brænder. Jf. Bæd.
Eldsteiste, m. en Æske eller Kasse af Jern til at bære Ild eller Gløder i. B. Stift.
eleg’ (ee), adj. daarlig, slet, usel. Sdm. Dæ va so ele’ so dæ kunna (saa daarligt som det kunde være). Jf. Sv. elak.
elemillom, imellem Ilingerne.
Ele-ve’r (veer, vær), n. afvexlende Ilinger og Opholdsveir. I Tell. Elevæ. Elg (Ælj, Alg), m. Elsdyr. (G. N. elgr). — Elgukse, m. Han-Elg. Elgskolla (Elskolle), f. Hun-Elg. Østerd. Elgshud (Elshu), f. Hud af et Elsdyr.
elgja (elja), v. n. (a — a), væmmes, følge Kvalme, være nær ved at kaste op (= igla, ila). Nhl. — Isl. elgja.
elgjen (eljen), adj. vammel.
Elhove (ee, aab. o), n. et Stykke af en Regnbue (naar kun den ene Ende af Regnbuen viser sig). Stavanger.
Eling (ee), m. Iling, Byge med Regn eller Sneefald. Alm., men hedder i Tr. Stift Æling, hvilket i Ørk. ogsaa betyder: Stund, Tid, Overgang. Jf. Skur, Rid.
elja, v. n. see elgja.
Elje (eller Elgje), f. langt og tætvoxet Græs (især om stivnet Græs, som har staaet Vinteren over). Nordre Berg. Jf. Fonne.
ellest, adv. ellers. Nogle St. hellest, og helst. G. N. ellegar, ella. Sv. eljest. (Jf. annast).
elleve, Talord: elleve. Nogle St. øllove, ølløv; i Sæt. eggjuge. G. N. ellifu.
Elling, f. s. Elding.
El-rov (ee, aab. o), n. Opklaring, Skyernes Adspredelse efter en Iling. Sdm.
el-sꜳr, adj. regnsvanger (om Luften, naar en Iling viser sig i Horizonten). B. Stift.
elsblakk, adj. hvidgraa; s. ulvsblakk.
Elshud, og Elskolle; s. Elg.
Elsk (Ælsk), m. det at man elsker eller holder af noget. leggje Elsk pꜳ ien Ting: fatte Tilbøielighed til. Helg. Ogsaa i Ag. Stift.
elska (ælske), v. a. (a—a), have Lyst til, finde Behag i; ynde, elske.
elskjen, adj. som ynder eller finder Behag i noget. Især om Dyr, som holde sig til Menneskene og synes vel om deres Kjærtegn. Helg. Tr. Stift.
Elskug, el. Elskog (for Elskhug), m. Elskov. (Sjelden). — Elskuggꜳve (el. Elsko-gꜳve), f. Gaver som En giver sin Kjæreste. S. Fystegꜳve.
Elta (el. Eldta), f. Ildsted paa aaben Mark; Arnested imellem en Kreds af opreiste Stene. Sogn, Tell. (Maaskee for Eld-to).
elta, v. n. (e—e), 1) forfølge, løbe efter En. G. N. elta. Ogsaa: jage, drive bort. Rbg. Tell. 2) v. n. traske, gaae meget eller idelig. Ein bli sꜳ trøytt’ av dæ ein elter ꜳ gjeng’e. Rbg.
Elting, f. Jagen, Løben efter noget.
elut (el. elette, af El, n.), adj. om Veiret, naar Ilinger og Opholdsveir afvexle. Lidet brugl.
Elv, m. Alf, en af Ellefolket. Forekommer i Tell. med Fleertal Elvir, men hedder ellers: Alv. — hertil Elvabelte, n. og Elvanævr, f. Trøske-Lav (= Alvnævr). Sogn, Tell. Maaskee ogsaa Udtrykket: Elva Tøv ɔ: Fabel, urimelig Historie. (Voss).
Elv, f. (Fl. Elva, r), Aa, Flod. Mest i B. og Tr. Stift, hvor „Aa“ ikke bruges. Sv. elf. Hertil: Elvabar(d), m. Aabred. Elvafar, n. Flodleie, Aaløb. Elvaos, m. Elvemunding. Elvastraum, m. Aastrøm (ved Mundingen) og fl.
Elvakall, m. 1) et Slags Larver som ligge indhyllede i Sand i Elvene. Sdm. o. fl. 2) Strømstæren (Cinclus). Sogn og fl. Andre St. Fossekall.
Elvanekk, m. s. Nekk.
elva-røytt’ adj. om Skind, som er rødet i en Elv. See røyta.
Elvaskjæl, f. Flodmusling, Perlemusling.
Elvestø, f. Aabred. (Østd.). S. Stød.
Elvvokst (og Elvvoks), m. Vandflom, Elvenes Opvoxen. Guldbr.
Embær, m. Spand; s. Ambar.
embætta, v. n. (a—a), sysle, bestille eller have Tilsyn med noget. B. Stift. 2) give Kvæget Foder; ogs. malke. Nhl. Yttresogn, Sfj. hvor det ogsaa hedder: ambætte. Isl. embætta (jf. ambátt, Tjenestepige).
Embætte, n. 1) Syssel, huuslig Forretning; Tilsyn (især i Gjæstebude). — 2) Embede, offentlig Bestilling. Nogle St. Ambætte. G. N. embætti.
Embættesfolk, n. Bestillingsfolk; de som have Tilsynet eller Opvartningen i et Gjæstebud, især i et Bryllup (Brudesvende, Brudepiger o. s. v.). B. Stift, Tellemarken.
embætteslaus, adj. fri, uden Bestilling.
Embætting, f. Tilsyn; Kvægets Fodring o. s. v. see embætta.
Emmel (Æmmel), m. (Fl. Emla), Strimmel, Kant, paa Klæder. Nhl.
emmen, s. æmen.
emna, v. n. (a—a), samle Materiale og tilberede samme, tildanne et Emne. (Isl. efna). Han emna paa et Hjul: han tilhuggede Træer til et Hjul. I Sdm. ømna.
Emne, n. Stof, Materiale; det hvoraf noget bliver gjort. Alm. Hedder ogsaa: Ebne (ved Bergen), og Ømne (Sdm.). Sv. ämne; G. N. efni. Stav-emne: et Stykke Træ at gjøre en Stav (Stok) af. Knivsemne: Jern til en Kniv. Jf. Leivsemne, Bestemne, Huveemne. Ogsaa om Dyr og Mennesker med Hentydning til hvad de kunne blive; saaledes: Hest-emne og Øykjemne (om et Føl), Mannsemne (om en Dreng), Kꜳneemne (om en Pige). Med Betydning af: Kræfter, Anlæg, Evne, — hedder det sædvanlig: Evne.
Emneløysa, f. Mangel paa Emne.
Emne-tre, n. og Emnevid (-ve), m. Gavntømmer, Træ hvoraf enkelte Redskaber kan gjøres.
emnevand, adj. kræsen med Hensyn til Emne.
emse, s. imis (imse).
en, s. enn og ein.
enda, v. n. (a—a), ende, holde op med noget. (Sjelden). Heraf part. enda: endt, sluttet. endast, v. n. slutte, faae Ende.
enda, adv. (el. en Kasus af Ende), overende, omkuld. Hard. Han datt enda (faldt omkuld), kanta enda. S. ende.
endꜳ, see under: enn.
ende, adv. ret, lige. Søndenfjelds. Han sprang ende fram ɔ: han løb lige frem, ret fremad. Gbr. (Jf. att-ende). Da sto ende upp i Luft’i: ret opad. Tell. (Sv. ända).
Ende (Ænde, Ænne), m. 1) Ende, Slutning, Ophør. 2) yderste Deel, Spids, Ende. 3) Stump, Stykke; f. Ex. Tog-ende, Fjøl-ende, Kjepp-ende. — Ꜳ Ende: paa Enden, opreist, op og ned. Hꜳr’a sto ꜳ Ende: Haarene havde reist sig. Derimod: Hus’e sto ꜳ Ende: Huset var ganske forstyrret (som om det var endevendt). Sdm. — Fyre Ende (for Ende): efter Rad, heelt igjennem, uden Undtagelse. Gbr. Sdm. — Til Endes: til Ende. (Forudsætter den gamle Form: endir).
enbdebogjen (aab. o), bøiet i Enden.
endelangt, adv. heelt igjennem, fra den ene Ende til den anden. Rbg. I Hard. og Voss: endelangs (-lꜳngs).
endelaus, adj. uendelig. — endelaust, adv. om en overordentlig Langvarighed; f. Ex. Han bidde so endelaust lengje.
endelege (-le), adv. 1) endelig, omsider. (Sjelden). 2) nødvendigt, uomgjængeligt. Du mꜳ endele’ koma.
Endelykt, m. Ende, Udfald. Hard. Shl. Sdm. og fl. (G. N. endalykt). Af det forældede luka, at slutte.
Endeløysa, f. 1) Uendelighed; overordentlig Længde; 2) Noget som er overmaade langt; saaledes om en Vise, som altid faaer nye Tillæg, saa at man ikke veed Ende paa den. Kaldes ogsaa „Endelause-Visa“. (Sogn og fl.).
Endemerkje, n. det Punkt eller Maal hvortil en Ting strækker sig.
endereisa, v. a. sætte paa Enden.
endestøyta, v. a. støde noget afsted med Enden eller Spidsen foran.
endig’, adj. flittig, travl, som vil have det snart færdigt. Sdm. Jf. onnig.
Endr (Ænd’er, Ænd’re), s. Ꜳnd.
endr (ænder), om en Gjentagelse til visse Tider. (G. N. endr, atter). Bruges i Helg. Sdm. Shl. Tell. og fl. i følgende Talemaader: „endr ꜳ ein“ ɔ: en og anden, nu en og nu en anden. Sdm. Ligesaa: endr ꜳ einkvann. Helg. — „endr ꜳ Gꜳng“: en og anden Gang. Gbr. (I Sdm. ogs. enders ꜳ Gꜳng). „endr ꜳ dꜳ“: af og til, en og anden Gang. Shl. Tell. (Jf. Isl. endr og sinnum).
Endskap, m. Slutning; endelig Afgjørelse.
Eng, f. (Fl. Engja, r), Eng. I B. og Tr. Stift kun om den gode og dyrkede Eng nærmest ved Husene; andre Steder om den indhægnede Mark i Almindelighed (= Bø, Jore). Nogle St. i Sammensætn. Engja, som: Engjagras, n. nogle af de almindeligste Græsarter, især af Agrostis og Poa. Engjahævre, f. Bunke (Aira). Sdm. Engjakall, m. Skjaller (Rhinanthus). Hard. Tell.
Engjel, m. (Fl. Engla, r), Engel.
Engslætte, n. Høslæt paa den meest dyrkede og græsrige Eng. B. Stift.
Engspretta (og Engjasprette), f. Græshoppe. Hard. Sdm. og fl. Ellers: Grashopp, Slipar.
enka, udmærket; s. einka.
enkel, adj. enkelt. Bedre einfald.
Enkja (Ænkje), f. Enke. I Sogn, søndre Berg. og Ryfylke hedder det: Ekkja. G. N. ekkja. (Vel egentl. Einka).
Enkjemann (Ekkjemann), Enkemand. — Enkjemanns-høve, n. Kvindfolk som passer for en Enkemand; en Pige som er noget til Aars. Ligesaa: Enkjehøve, om Mandfolk.
Enkjesæte (Ekkjesæte), n. Enkesæde.
enn (en), conj. og adv. 1) end (i Sammenligning). Han æ større enn hin. — Hedder paa mange Steder: elder, elde, ell, hell. (G. N. enn). 2) endnu, endda; f. Ex. Enn har ikj’ eg set han (endnu har jeg ikke seet ham). Helg. 3) end, hvad, men hvad (i en Paamindelse om noget som ikke har været omtalt). „Enn han dꜳ?“ men han da, hvad skal man sige om ham? — „Enn um eg fekk inkje“: hvad om jeg nu intet fik, sæt at jeg fik intet. Alm. Det gamle enn betyder men.
enndꜳ (endꜳ), 1) endda, endnu. Nogle St. ennꜳ; i Voss: endꜳne. (Isl. ennþá). 2) endog, endskjønt. Han æ stærk’, endꜳ han æ liten. (Ellers: fyre di; um endꜳ, og fl.). 3) endog, endogsaa.
Enne, n. Pande, Forhoved. Hall. (G. N. enni). Ellers: Skalle.
enten (entel), s. anten.
Eple, n. 1) Æble. G. N. epli. Hertil: Æpleblom, m. Abildblomst. Eplehagje, m. Æblehave. Eple-tre, n. Æbletræ (s. Apall). — 2) for Jor-eple ɔ: Poteter. Kr. Stift, Hall. Vald. Gbr. Hertil: Epleꜳkr (Potetager), Epleflus (Potetskal), Eplegras, Eplekjellar og flere.
erga (ærge), v. a. (a—a), ærgre, opirre. erga seg: ærgre sig. Af arg.
ergast, v. n. ærgre sig, harmes. Nogle St. argast.
ergeleg (ærgele), adj. ærgerlig, fortrædelig (om Begivenheder, ikke om Personer).
Ergelse (Ærgels), n. Ærgrelse.
Erkn (Ærk’en), n. en Art store Sælhunde, som kun træffes yderst ved Havet. Haverkn. (Sdm. og fl.). I Nordlandene forekommer Formen Ertne, el. Ært’en. (G. N. erkn, orkn). Ogsaa om en uhyggelig, vranten Person. Eit gamalt Ærkn.
Erla (Ærle), f. Erle (Fugl). I Tell. Lin-erle. Et andet Navn er Ringla (Indr.).
Erm (Ærm), f. Ærme. Fleertal: Erma, -r (dog ikke alm.). — ermeskjorta (ærmesjortꜳ), adv. med bare Skjorteærmer, uden Trøie.
Ermekragje, m. Linning paa Ærmer.
Ermestaup, n. Ærmehul, Ærmegabet eller Skuldersømmen paa Klæder. Nordre Berg. og Tr. Stift.
erta (ærte), v. a. (a—a; eller: e—e), drille, tirre, gjøre vred. I Tell. ørte. Jf. reita, øle, øva. (G. N. erta).
Ertar, m. en Driller, En som gjerne tirrer og ophidser Andre. Ogsaa: Ertekjepp, m. og Ertestikka, f.
erten, adj. drillende, tilbøielig til at tirre og ophidse. (G. N. ertinn).
Erter (Ært’er, Ærtr), f. (Fl. Ertre, el. Ert’er), en Ert. Nogle St. Ært, Ætr, Ætt’r. (G. N. ert). Ertreblom, m. Erteblomst. Ertreskolma, f. Ertebælg.
Ertn, s. Erkn.
Erv (Ærv), m. Jærv, Fielfras. Voss, Tell. og fl. I Voss oftere: Bjønn-erv, Bjønsærv. Andre St. Jarv.
erva (ærve), v. a. (e—de), 1) arve, faae i Arv. G. N. erfa. 2) gjemme, huse i lang Tid; især om at mindes Fornærmelser længe, nære Had imod En. B. Stift. Han ærve da længie, nꜳr ein ha’ gjort han noke til ɔ: han glemmer det ikke saa snart, naar En har fornærmet ham.
Erve, n. Sammenkomst i Anledning af Et Dødsfald; Arveøl, Gravøl. Nhl. (G. N. erfi).
Ervedrykkja, f. og Erveøl, n. Gravøl, Gjæstebud efter Ens Jordefærd. Nhl. Jf. Sjaund, Likveitsla.
Erving, m. Arving. G. N. erfingi.
Esja, f. 2. Aske med Gløder (= Eldmyrja). Jæd. (Maaskee Eskja?). — Jf. det tellemarkiske Eise; dansk Esse, Sv. ässja, Arne.
Esja, f. 3. a) en Steenart, som let lader sig tilhugge og kløve i Skiver. Hard. b) en meget blød og tildeels fedtagtig Steenart, som især bruges til Ovnsrør og til Blæserør i Smedjer (Avl). Helg. I Namd. Hesja, Hisje. Hertil: Esjeberg, n. Klippe af denne Steenart. Esjerøyr, Ovnsrør af samme. Til det hardangerske Esja hører: Esjumark, f. Jord, som er opfyldt af hiin Steenart, og som derfor skal være meget fruktbar.
esja, v. n. (a—a), gjæres, opsvulme ved Gjæring. Shl. Nhl. Ellers: æsa.
Esjeberg (i to Betydn.), s. Esja, 3.
Esl, n. s. Etl. — esle, v. s. etla.
Esp, f. s. Osp.
Ess, m. Esset i Kort; ogsaa S (Bogstav).
eta (æte), v. n. (et’; ꜳt; ete, eller ite), 1) æde, spise. Almindeligt, ligesaavel om Mennesker som om Dyr. Eg sat ꜳ ꜳt. Eg heve ete (el. ite, med aab. i). G. N. eta. 2) tære, grave, udhule; f. Ex om Vandet. 3) gnave, skrabe, krille (som grove Klæder, Haar, Insekter). — Infinitiv hedder mest alm. eta (med lukt e); i B. Stift: æta og æte; i Ørk. øtꜳ; ellers i Ørk. og Indre. ꜳtꜳ (hvilket forudsætter aab. e i eta). Heraf: Ꜳt, Ꜳta.
etande, adj. spiselig, som kan ædes.
Etar, m. 1) spiser; f. Ex. ein liten Etar ɔ: En som spiser lidet; 2) en Æder, Fraadser.
eten, adj. 1) spisende. I Sammens. som: storeten, snareten, seineten. 2) partic. spiist, opædt. Hedder ogsaa deels æten, deels iten (med aab. i).
Eting (Æting), f. Spiisning, Æden.
Etl, n. Krop eller Aadsel, som udlægges til Lokkemad for Rovdyr. Hedder: Etl, el. Ett’l (i de sydvestlige Distr.), Esl (nogle St. søndenfjelds), Eltj eller Elst (nordenfjelds). Maaskee egentlig: Etsel. (Jf. Ꜳt).
etla (esle, elsje), v. a. (a—a), 1) bestemme, beslutte, agte at gjøre noget. Eg hadde etla meg dit: jeg havde bestemt mig did. Eg etla meg te gꜳ: jeg agtede at gaae. Næsten alm. (G. N. ætla). 2) tilstaae, tiltænke, bestemme noget for En. Han hadde etla meg dæ: han havde tiltænkt mig det. 3) dele, uddele, især Mad. Meget udbredt. Paa Jæderen siges „atla“ om at uddele Foder til Kvæget.
Etla-vor (oo), m. en Portion, en bestemt Deel, især af Mad. Sogn. S. Vor.
Etling (Elsjing), f. 1) Bestemmelse; 2) Uddeling; 3) en bestemt Deel.
ette, præp. (med Dativ), efter. Nogle St. søndenfjelds: etter; men mest alm. itte (med aab. i). G. N. eftir. (Jf. att, og atte). Bruges med Begreb af: 1) en Følge i Rum eller Tid (efter Verberne ganga, fylgja, koma og fl.). Som conj. efterat, siden. — 2) en Lettelse, Gunst, Føielighed. Dæ halla ette: det hælder nedad, det tyngste er forbi. Jf. skuva, giva, lꜳta ette. — 3) en Læmpning, Efterligning, Overeenstemmelse. laga seg ette: læmpe sig efter. Ligesaa gjera, liva, retta seg ette. — 4) en Sigten til et vist Formaal, en Søgen, Hige, Forventning. fara ette (reise efter noget), ganga, senda, høyra, leita, bida ette. Jf. vera ette ein: efterstræbe En — 5) en Iagttagelse, Undersøgelse. kjenna ette (s. kjenna), sjꜳ, høyra, lyde, merka ette.
ette (itte), adv. 1) efter; bagved; siden, senere; 2) om en Fremskriden i en vis Retning; — a) til en vis Kant; f. Ex. upp ette ɔ: opad. ned ette: nedad. Ligesaa: fram, inn, ut-ette; ogsaa: nor ette (nordover), aust ette o. s. v. Alm. — b) fra en vis Kant: ꜳva ette (ovenfra), neda, framma, inna, nora ette o. s. v. I de sydlige Egne bruges oftere: te (til), f. Ex. innan-te (indenfra), noran-te. I Rbg. at, f. Ex. utanat (udenfra).
ette-ꜳ, og etteꜳt, s. ettepꜳ.
Ettebrur, f. nygift Kone (egentl. en Kone som første Gang efter Bryllupsdagen gaaer til Kirke i en dertil hørende Dragt). Sogn og fl.
ette-di, derefter; efterdi; eftersom.
Ettefar, n. Gjenfærd. Voss og fl.
Ettefær(d), f. 1) Følge, Efterfærd. 2) Efterbyrd. Gbr. og fl. — Andre St. Etteløysna.
Ettegang (el. -gꜳng), m. Overhæng, idelig Søgen. — ettegꜳngsam’, adj. paatrængende, som idelig søger og forlanger noget. Sdm.
ettegivande, som maa eftergives.
ettehꜳdd, adj. ihukommet. Sdm. s. hꜳ.
ettekjend, adj. befølt, undersøgt.
Ettekoma, f. Følger, Virkninger.
Ettekomar, m. Efterkommer.
ette-kvart, efterhaanden, efter hvert. „Dæ fær, ette kvart dæ kjem“: naar noget kommer ind, gaaer det strax ud igjen. I Nhl. mæ-kvært.
Ettelag, n. Efterbryg, Tyndtøl. Rbg.
ettelꜳten, adj. eftergiven, føielig; især om en utidig eller overdreven Føielighed.
Ettelæta, f. overdreven Føielighed.
Ettemann, m. Eftermand, Efterfølger.
Ettemat, m. Efterret.
ettepꜳ, bagefter, siden det er forbi. Hard. Shl. Stav. Tell. I Rbg. ette-ꜳ. (Isl. eftir-á); i Ørk. etteꜳt. Andre St. attpꜳ, atti.
etteroke (aab. o), efter Rad, i en uafbrudt Række. Sdm. Ellers: ette Rad, fyre Ende, fyre tvart; s. andfares.
Ettesnakk, n. Eftersnak, Eftertale.
ettespurd (ittespur’e), efterspurgt.
Ettetankje (Ittetꜳnkje), m. Eftertanke.
ettetenkt, adj. eftertænksom.
Ettetøkje, n. Lærvillighed, at man øver og danner sig efter Andres Exempel. Ogsaa Ettetak, n. (Af taka ette).
Etteverk (Itteværk), m. Efterveer.
Evja, f. 1) Dynd, blød og mudret Grund i Vandet. B. Stift. Ellers: Dyngje, Dya, Møyre. (Sv. äfja, Dynd). 2) en Bugt eller Vig med sumpige Bredder. Sdm. og fl. 3) en stille Bæk eller Forgrening af en Elv. Østd. Det nordlandske Ave er samme Ord. 4) en svag Strøm i Vandet, især den tilbagegaaende Strøm i Bugterne af en Elv. Ag. Stift (i Formen Evju); jf. Bakevje, og Ia (Bak-ia).
evjast (evjest), v. n. om Sumper: gynge, bævre; naar Grunden er saa blød, at Overfladen bøier sig for Foden. Helg. (jf. dyvja).
Evjebotn, m. blød Grund, Mudderbund. B. Stift. = Dyngjebotn (Sdm.), Gorbotn (Ørk.).
evjen, adj. usmagelig, modbydelig. Nhl.
Evjesmak, m. den egne Smag, som kjendes paa Fisken, naar den har opholdt sig længe paa Muddergrund. Sdm.
evla, v. a. (e—de), mægte, formaae at bruge eller haandtere. Han æ so tung’ at ein kan inkje evla’n. Nordre Berg. Sdm. Gbr. Ørk. Helg. — I Indr. avla. (Isl. afla). Af Avl.
Evle, n. Kræfter til at bruge eller haandtere en Ting. Sjelden.
evleleg, adj. haandteerlig; f. Ex. evlele’ Stein: Steen som kan løftes eller flyttes.
Evne, s. Emne.