Ordbog over det norske Folkesprog/F
F.
Fadder (Faddr’), m. Fadder.
Fade, s. Far, m.
fager (fag’r), adj. vakker, smuk. Bruges meget i Ndm., f. Ex. ein fager Hest, eit fagert Ba’n. Ogsaa i Sdm. Ørk. Fosen og Helg. men kun sjelden. I Sdm. hedder det i masc. og fem. fair’e, men i neutr. fagart. I Tr. Stift hedder compar. fegre (fæg’er), og superl. fegst (G. N. fagr, fegri, fegrstr). Ellers forældet; jf. ven, fin, snild.
Fagerskap, m. Vakkerhed. (Sjelden). I Sdm. Fairleikje (for Fagerleikje), m. I Helg. Fegja (Feia). Ogsaa Fagerheit, f.
fagna, v. a. 1. (a—a), 1) behage, hue, tilfredsstille. Sdm. (Sjelden). Dæ fagna me(g) so godt hær: det forekom mig saa hyggeligt paa dette Sted. 2) glæde. fagna seg: glæde sig. Skal bruges i Hard. (G. N. fagna). Jf. fegjen og fegna. 3) modtage En, gaae En imøde ved hans Hjemkomst. Helg. S. fagnande.
fagna, v. a. 2. omfavne. Shl. (og maaskee flere Steder). I Shl. bruges ogsaa: fꜳngla (freqventativt eller mindre ædelt).
fagna, adj. 1) dygtig og agtværdig, som man kan fortrøste sig til eller vente noget godt af. B. Stift. Meget brugl. „Ein fagna Mann“, En som baade har Evne og Villie til at gjøre godt. „Da skil’e seg Fant ꜳ fagna Folk“: der er Forskjel paa Uslinger og dygtige Folk. 2) stor, dygtig (saavel om onde som gode Ting). Eit fagna Kast: en stor Fangst. (Maaskee Genitiv af et forældet Ord; jf. gripa, muna, vyrna.)
fagnale(ge), adv. dygtig, tilgavns.
fagnand(e), adj. værd at imodtages eller imødegaaes. Helg. „Eg veit ikj’ um eg æ fagnand“, siger man, naar man ikke har gjort nogen heldig Reise. (Nu sjelden).
Fagnaskap, m. Fornøielse. Nhl. Han fekk ikje stor’e Fagnaskapen tꜳ da: han fik ikke stor Fornøielse af det.
Fagrefot, m. Benævnelse paa En, som gjerne skaaner sig for det som er tungt eller ubehageligt. I Sdm. Fairefot.
Fagrehand’a (bst. F.), den høire Haand (siges til Børn). Helg. Sdm.
Fagrehuva, f. den anden Mave i de drøvtyggende Dyr. Helg. Gbr. Sdm.
fagr-eten (fairæten), adj. som kun nipper til Maden. Sdm. Gode Fyremꜳl gjere Fruꜳ fairæta ɔ: man spiser fiint, naar man har spiist en god Ret før Maaltidet.
Fagte, f. Fl. s. Læte, Fær.
Fai og Fai’r, s. Far. — fair, s. fager.
fakka, v. a. (a—a), gribe, tage fat paa (især i Hast). Jf. fanga og fata.
Faks, n. 1) Man, Manke. Meget udbredt (Jæd. Hall. Gbr. Ørk. Helg.). G. N. fax. 2) Fryndser, Rad af Traade paa Kanten af Tørklæder. B. Stift.
faksa, adj. fryndset. Ellers faksut, om Heste (kvitfaksut, linfaksut).
Fal (el. Far), f. see Fær.
Fal, n. Fnug paa Gløder, Falaske (Rommerige). „Han ser ut som et Fal“ (om En som er meget bleg). Jf. Falskje.
Fal, m. en Huul Tange, paa Jernspader og Hakker; et kort Rør, som gaaer op over Skaftet, saaledes at det skjuler Spidsen af dette. Bruges ved Kristiania. G. N. falr.
fal’, adj. fal, ledig; tilfals.
fala, v. a. (a—a), tinge, søge at faae noget paa visse Vilkaar; især om at fæste Tjenestefolk. Temmelig alm. Han fala so treng’e: den som behøver, maa søge. (B. Stift). Isl. fala.
Fald, m. 1) Fold, indbøiet Kant paa Klæder. Jf. einfalda, tvifalda. 2) Borde, Bræmme (= Kvare). Isl. faldr.
falda, v. a. ombøie Kanten paa Klæder; sætte Fald paa.
Falk, og Falkje, m. Falk. (Sjelden).
Falkje, m. Falaske; s. Falskje.
Fall, n. 1) Fald, langsom Nedfalden. (Jf. Dett). Lauvfall, Doggfall, Sjøfall. Figurlig: Synken, Nedstigen (f. Ex. i Priserne); ogsaa: Fald, Fornedrelse (om Mennesker). — 2) Synkning, Hældning paa en Flade. Denne Renna ha’ for lite Fall: denne Rende hælder for lidet. — 3) Noget som falder eller affalder paa een Gang. I Sammensætning, som: Lꜳvefall, Ꜳfall, Avfall. Konn’e va lite te Falls (Tell.): Kornet gav lidet af sig i Tærskningen. Jf. Foll og folla. — 4) Kroppen af et slagtet Dyr. Kr. Stift. (Isl. fall). Nautsfall og Smalafall bruges ogsaa i B. Stift. — 5) et Skjær ved Havkanten, kjendeligt paa Bølgernes Brydning. B. og Tr. Stift. Jf. Skjer og Bode.
falla, v. at falde; s. fella, v. n.
falla (adj. f.), og falle, (adj. n.), see fallen.
Fallekniv, m. Foldekniv, Lommekniv,
Fallekragje, m. nedbøiet Krave.
Fallemꜳn, f. Hængeman.
fallen, adj. 1) falden. Hedder ogsaa follen (som er mere regelret Particip). falla (femin.) siges en Ko at være, naar den viser Tegn til at den snart skal kalve. Sdm. og fl. (Isl. fallin i samme Betydning). — 2) beskaffen. Da va ikje so falle (Nhl.): det var ikke saaledes beskaffent. Især om Legemets Dannelse; f. Ex. godt fallen ɔ: vel dannet, vakkert voxen. — 3) bekvem, beleilig. Dæ va ikkje falle for me(g): det var mig ikke beleiligt. Guldbr.
Fall-gar(d), m. Skjærgaard, Række af Skjær ved Havkanten. Berg. og Tr. Stift.
fallig, adj. bekvem, passende. Nhl.
Fallreip, n. Faldreb (paa Fartøier).
Fallve’r, n. s. Fellever.
falma (bedre falna), s. folna.
falsk’, adj. falsk. (Femin. i Sætersd. folsk).
falska, v. a. (a—a), forfalske.
Falskje, m. Fnug, Falaske; den lette og støvagtige Aske som ligger tilbage efter nylig brændte Sager, og som let lader sig bortblæse. Shl. og Stav. Amt. Hedder ellers: Falkje (Shl.), Foskje, og Fꜳskje (Tell. Rbg.), Fausk (Hard.); derimod Fal (ved Kristiania), Fan (Tr. Stift), Fꜳn (Gbr.), Fjom (Sdm. Sfj.), Fjukr (Sogn). Jf. Sv. falnor; Isl. fölskvi, föl og funi.
Famn, m. (Fl. famne, r), Favn, især som Maal. (Jf. Fang). Heraf femna.
Famnemꜳl, n. Favnemaal (til Ved).
Famnevid (-ve), m. Ved som udsælges favneviis. Jf. Knippevid.
Fan, f. et tyndt Dække af Fnug, Støv, Riim eller Snee. Helg. Især Fnug, Falaske paa Kul. Ørk. Ndm.
fana, v. n. udstrøes, udsprede sig, ligesom Støv; især om Sneen, naar den falder meget tyndt. Helg.
Fanar, m. Hornkvæg, Storfæ. Nhl. Paa Helg. derimod: Fana, m. om baade Storfæ og Smaafæ. — I Ørk. Fana, kun om Smaafæ. Ligesaa: Fænar, i Mandal; og Fænꜳr i Rbg. om Smaafæ (Faar, Gjeder). Det nordhordlehnske Fanar faaer i Sammensætning et tilføiet a, saaledes: Fanara-beist, n. en Ko eller Oxe. Det helgelandske Fana bøies som svagt Maskul. og faaer altsaa i Dativ o, f. Ex. ꜳt Fano, mæ Fano (i Vefsen). Vel egentlig en Variation af Fenad.
fanast, v. n. blive til Støv eller Fnug. Helg. Dæ fanast burt.
Fan’en (Fan’), Fanden. (G. N. fiandinn). Andre Navne ere: Bøvel, Poker, Tykjen og fl.
Fang, n. 1. 1) Favn, Arme (forsaavidt noget indesluttes i samme). Alm. men hedder i B. Stift Fꜳng. taka i Fangj’e: tage i Favnen, gribe om. giva ein Fangj’e: omfavne En. 2) Skjød. Ho tok Ba’ne pꜳ Fangj’e. (Isl. fáng). 3) en Favnfuld, s. Fangan. — Den abstrakte Betydning: Omgriben, Omarmelse, — forekommer sjelden; f. Ex. Han fekk eit godt Fang.
Fang, n. 2. Forraad, Materialier. Husfang, Gjærefang, Byggjefang (Søndenfjelds). Ogsaa: Redskaber. Kun i Sammensætning. Trefang, Jarnfang (Jønnfang); jf. Tilfang. Mere alm. I B. Stift: Fꜳng. (Isl. föng). Jf. Verkje.
Fang, n. 3. faldende Syge, Slag. Søndenfjelds. I B. og Tr. Stift: Nedfallsott, i B. Stift ogsaa: Begaving.
fanga, v. a. (a—a), 1) gribe eller omfatte med Armene. Helg. og fl. fanga Høy: samle Hø ved at optage det i Favnen. 2) fange, tage fast. I Berg. Stift: fꜳnga. Heraf adj. fanga’: fangen, fastsat.
Fangan, n. et Byrde, Favnfuld, saa meget som man kan bære i Favnen; f. Ex. af Ved eller Hø. Ordet er almindeligt, men har oftest en anden Form, nemlig Fang (i Kr. Stift og flere St.), Fꜳng (i søndre Berg. og Sogn), Fꜳngan (Sfj. og Sdm.), Fanga, n. (Vald. Guldbr. og fl.). Isl. fáng; Sv. fång. Formen Fanga har i Fleertal: Fango (ligt de Neutrer som ende paa a).
Fangehus (Fꜳngahus), n. Fængsel.
Fangje (Fꜳngje), m. en Fange.
Fangskinn, n. Skjødskind.
Fangtak, n. Bryden, Kamp, hvori de Stridende holde Hænderne omkring Ryggen paa hinanden. Alm. (I B. Stift: Fꜳngetak).
fangtakast, v. n. omarme hinanden; brydes i en saadan Stilling.
Fann, f. Sneemasse; s. Fonn.
fannende, adv. som Snee. fannende kvitt: sneehvidt. (B. Stift).
Fannfar, n. Spor efter et Fjeldskred. Smf. Ogsaa: Fonnfar, s. Fonn.
Fant, m. 1) en fremmed Person, et Mandfolk med fremmed Klædedragt og Sprog. Jf. Fenta, f. Mest i Fjeldbygderne søndenfjelds. I Tell. og Hall. ogsaa om fornemme Folk el. Byfolk i Almindelighed; men sjelden om fremmede Folk i Bondedragt. — 2) en Landstryger, forløben Karl; især om Tatere eller lignende omstreifende Folk. Alm. I B. Stift: Fante. — Ogsaa ofte: en forarmet, ruineret Person, en Prakker. Han vert upp i Fant (B. Stift): han bliver til en Prakker. — 3) en Skalk, et listigt, mistænkelig Menneske. Deels med et stærkere Begreb af Ondskab; deels ogsaa (især i B. Stift) om en Pudsmager, en lystig Skalk; jf. fantast og Fanteri. I Gammel Norsk betyder fantr en Ærindsvend eller Tjener; lignende Betydning har ogsaa det Frisiske fent; hvorimod det hollandske vent forklares ved „Skjelm“, ligesom Isl. fantr.
fantast, v. n. skjemte, drive Spøg, „fantast mæ ein“ betyder ogsaa at gjækkes med En, spille En et Puds. B. Stift.
Fante, m. s. Fant.
Fantefylgje, n. Selskab af Landstrygere, Tatere eller omstreifende mistænkelige Folk. — Ogsaa: Fantebøle (B. Stift), Fantelag, Fantepakk. Ved Bergen: Splintapakk.
Fantefær(d), f. slet, usømmelig Adfærd.
Fantekjering, f. Taterkvinde, og ellers om fremmede og mistænkelige Kvindfolk. Jf. Fenta. Ligesaa: Fantegjenta, Fantegut, og fl.
Fantelag, n. 1) Skalke-Art, Anlæg til List og Rænker. 2) = Fantefylgje.
Fantelæte, f. Falskhed, listige Paafund. Ogsaa = Fantefær. Ag. Stift.
Fanteri, n. 1) Narrestreger, Lapperie (Ag. Stift). — 2) Spøg, Skjemt. Meget brugl. i B. Stift, hvor det sædv. hedder: Fantri. „Eit æ Fantri, eit anna æ Ꜳlvore“: eet er Spøg, et andet er Alvor. Heraf: fantrifull’, og fantrisam’, adj. spøgefuld, skjemtsom (uden nogen somhelst ond Betydning).
Fantetꜳtt, m. Anlæg til Rænker og Skalkestreger. Sdm. s. Tꜳtt.
Fantevisa, f. en lystig Vise. B. Stift.
Fantor(d), n. Stiklerier, fornærmelige Hentydninger. Ag. Stift.
Far, m. Fader (som er den fuldkomneste Form). I Sæt. Fai og Fa’ir (G. N. faðir); i Sdm. forældet: Fade; hvilket endnu forekommer i Sammensætning, som Fadegar’en: Fædrenegaarden; ellers alm. Farsgaren. Farbror (el. Fabror), Farbroder. Farsyster (alm. Fasyster, Faster), Tante. „Han Fasystemann“, min Farsøsters Mand. „Ho Fabrokꜳna“, min Farbroders Kone.
Far, m. (af fara), en Farer. Kun sammensat, som: Norfar, Framfar.
Far, f. Færd, Reise; s. Fær.
Far, n. 1) Færd, Gang; Omgang. Fyste Fare: første Gang el. Omgang. Tr. Stift (Fosen). S. Umfar. — 2) Løb, Gang, Bane eller Strøg, hvorigjennem noget gaaer. Mest i Sammensætn. som: Elvafar, Skruvfar, Tytefar. — setje ein pꜳ Far’e (Sdm.). sætte En paa ret Vei, vise ham Fremgangsmaaden. — 3)Spor, Vei hvor noget har faret frem. Saaledes: Folkefar (Spor efter Mennesker), Bjønnafar, Gjeitafar o. s. v. Alm. (Jf. Fora, Slag, Rꜳk). — Ligesaa: Hjulfar (i en Vei), Sledefar, Ski’far. (Jf. Lꜳm, Ekkje). — 4) Leilighed til at fare med, Befordring, især tilsøes. Han fekk seg Far yve Fjoren (B. Stift). Isl. far. — 5) Noget som farer eller skrider frem. Kun i Sammensætning; s. Fyrefar, Ettefar, Uppfar.
fara v. n. (fær; for [oo]; fare), at fare. G. N. fara. Inf. ogsaa fꜳrꜳ (Gbr. Ørk. Indr.). Sup. ogsaa: fire (aab. i) ell. fere (Sdm. Romsd.), fære (Ørk.), fore (Ndm.). Betydning: 1) fare, reise, gjøre en Reise. (I Talen om lange Reiser er det nu for en stor Deel fortrængt af det nyere Ord: reisa). — 2) falde, flyttes, adsplittes o. s. v. fara ne(d): falde ned (kun om smaa Ting). fare stad: falde omkuld. Sdm. fara upp: opløses; springe op. fare av: gaae itu. fara sundt: gaae i Stykker. — 3) komme eller være i en vis Tilstand. fara væl: komme godt frem, have Lykke; ogs. blive vel behandlet, have det godt. Hertil Afskedsønsket: far væl! „Dæ for væl“: det kom til Nytte. det gjorde godt; ogsaa: det var vel tilpas. fara ille, a) fare ilde, lide Skade; b) føde i Utide, abortere. — 4) foretage sig; ogs. begive eller forføie sig. fara til: begynde. Meget brugl. i Søndre Berg. f. Ex. Da for te myrkna. Han fær te ꜳ slær (begynder at slaae). fara unda, undskylde sig; ogs. føie sig, give efter. — 5) handle, bære sig ad. fara ette ein: efterligne En (Sdm. og fl.). — fara ꜳt: bære sig ad; heraf: Ꜳtfær. fara stygt ꜳt: handle usømmeligt. fara mæ: behandle. fara væl mæ: behandle vel. Med stærkere Betoning paa fara betyder: „fara mæ“, ogsaa at give sig af med, forsøge paa noget. Han fær mæ dæ: han skal nok befatte sig med det. — Andre Talemaader: fara i, ɔ: klæde sig, trække paa sig. fara or (utor): afklæde sig. (Søndre Berg.). Dæ fær ette meg: det forfølger mig, den Tanke ængster mig. Dæ for n’igjønꜳ meg (Nordre Berg.): der gjennemfoer mig en Gysen.
fara, adj. skimlet, s. Fare, m.
farande, adj. 1) farende, reisende. 2) frugtsommelig. S. fremmeleg.
Farang, m. Omgangssyge; Snue eller lignende Upasselighed, som angriber mange paa een Gang. Ag. og Tr. Stift. I B. Stift: Fꜳrꜳng.
farast, v. n. 1. (færst; forst; farest), en Afændring af fara. Da va noke so no forst imyllꜳ dei (B. Stift): der var noget som de tvistede om, som var kommet imellem dem.
farast, v. n. 2. færdes (Helg.), s. færast.
farast, v. n. 3. blive skimlet; s. Fare.
Fare, m. et Slags Skimmel paa Mælk og andre flydende Sager (Jf. Mygla). Sdm. Tell. o. fl. (Isl. farði har lignende Betydning). Heraf: fara, adj. skimlet; og farast, v. n. belægges med en skimmelagtig Skorpe.
faren, adj. 1) faren, reist. I Sdm. firen (aab. i). Dæ æ so fyre fare: det har gaaet ligedan før; man har gjort det samme før (B. Stift). — 2) stedt, kommen i en Tilstand; tjent med noget. ille faren. væl faren. — 3) affældig, svækket, skrøbelig. Saaledes om en Stue: „Ho æ fara i Novꜳ“: Stokkene ere raadne i Hjørnerne. Nordre Berg.
Farg, n. Presse, tunge Sager hvormed noget sammenpresses. B. Stift, Hall. Ørk. (Isl. farg).
farga, v. a. 1. (a—a), sammenpresse. Nogle St. fergja (Shl. Ørk.). Isl. fergja.
farga, v. a. 2. (a—a), farve, s. lita. Hertil Fargar, m. en Farver.
Fargje, m. Farve, = Lit. (Sv. färg).
Far-greide, f. Leilighed, Befordring tilvands. Sdm. Ellers Far, Fornskap.
Farir, s. For.
Fark, m. en omstreifende Person, Landløber; ogsaa en tvetydig, upaalidelig Karl. Tr. Stift, Sdm.
farkjenna, v. a. erkjende for Fader. Me ha ikje noke te farkjenna han fyre. Sogn.
Farkost, m. Baad, Fartøi eller ethvert Befordringsmiddel paa Vandet. Ag. Stift. Sv. farkost.
farlaus’, adj. som ikke kan komme over, som mangler Leilighed til at reise med (S. Far). Ligelydende er: farlaus: faderløs.
Farlende, f. Færd, Gang (vel egentlig det Strøg som skal befares). Sdm. i Talemaaden: halde Farlendinne fram ɔ: fortsætte sin Reise, søge at naae Maalet.
Farløysa, f. Mangel paa Farkost.
Farm, m. Ladning. Meget brugl. i B. Stift. (G. N. farmr). S. ferma.
Farmbꜳt, m. en laadet Baad.
farmlaus, adj. tom, uden Ladning.
Farre, m. en omflakkende Person. Tell. Sdm. Jf. Fark og Fant.
farsynt, adj. saa beskaffent, at man kan see Sporene eller Veien, f. Ex. efter Dyr i Sneen. Rbg. og fl. Dæ va sꜳ farsynt i Snjo’ræ (Sæt.): det var let at see Sporene i Sneen.
farta, v. n. om Skibe: glide, have Fart. Helg. farta godt: seile hurtigt.
Farti(d), f. Reisetid (især til Vaarfisket i Lofoden). Helg. See Fær.
Farty, n. Fartøi. Sv. fartyg.
farug, s. færug. — Fasl, s. Fatl.
fast’, adj. fast. (Femin. fost. Hard. Sæt.). Heraf festa, Feste og fl. — gꜳ seg fast: forvilde sig til et Sted, hvor der er ingen Udvei. — snakka seg fast: fortale sig, tale uforsigtigt saa at man bliver gjendreven ved sine egne Ord. — I fastꜳ Sømnꜳ: i den tryggeste Søvn. (Gammelt Dativ). Sdm.
fasta, v. n. (a—a), faste.
Fasta, f. Fasten (før Paaske). I Hard. og Voss hedder det: Fosta, Fosto (Gam. accus. föstu).
fastande, adj. 1) fastende; 2) ædru, ikke drukken. Sogn, søndre Berg. og fl. ogsaa i Tr. Stift.
Fastepeng(ar), pl. m. Haandpenge som Tjenere faae naar de fæstes. B. Stift.
Fastleikje, m. Fasthed.
fastna, v. n. blive fast.
fastra, v. a. (a—a), gjemme noget ved at grave det ned i Jorden (som Bjørnen skal gjøre med sit Rov). Sdm. og fl. En saaledes nedgravet Krop kaldes et Fastr.
Fat, n. 1. et Fad. Fleertal hedder Fot (aab. o) i Sogn og Voss.
Fat, n. 2. Greb, Haandfang (= Hævel). Nhl. sjelden. Hertil Talemaaden: fꜳ Fat pꜳ; ligesaa: taka Fat pꜳ.
fata, v. a. (a—a), 1) gribe, fatte, tage fat paa. Meget brugl. 2) fænge, antændes, om Ild. Alm. Hedder fꜳtꜳ i Gbr. Ørk. Indr.
fata, v. n. (a—a), 1) omvikle eller indklæde noget. fata pꜳ seg: klæde paa sig, især paa Fødderne. Tell. (Noget sjelden; s. fota). Isl. fata, klæde. 2) kludre, fuske med noget. Mere brugl. (i Tell.). Jf. fatra.
fataleg, adj. klodset, fuskeragtig (om Arbeider). Tell. I Sammensætn. fata, f. Ex. ei Fatavise, ɔ: en flau, smagløs Vise.
fatig (og fatik), adj. fattig. I gaml. Norsk: fatœkr, og skulde altsaa nu hedde fꜳtøk. — Hertil: Fatigfolk, Fatigkassa, Fatigpung og fl. „Fatigmanns Fore“ (Sdm.): Fattigmands Færd eller Vilkaar.
fatigsleg, adj. n. knapt, uselt. Dæ va so fatigsle fyre dei.
Fatl, n. Baand, Stroppe. (Sjeldent Ord). bere Hand’a i Fatle (Faltje): have Haanden indviklet i et Baand, som fæstes over Skuldrene. Nordre Berg. — I Valders (Fasl) og Ndm. (Falsj) om Stroppen eller Skulderbaandet paa en Randsel. I Sdm. og Ndm. (med Udtalen Falsj) om de Vidiebaand hvormed man omvikler Sænkestenene paa Garn og deslige. S. Fetel.
fatla (falsje), v. a. binde, omvikle. (Sjelden). fatlast, sammenvikle.
fatna, v. n. (a—a), om Ild: fænge, antændes. I nordre Berg. oftere end fata.
fatra, v. n. kludre, arbeide klodset. Rbg. Tell. Ellers: fjatla, fitla og fl.
fatt’, adj. tilbagebøiet (= kjeik). Nordre Berg. Sdm. (Isl. fattr). fatte Fingra: Fingre som let kunne bøies tilbage. fatt’ i Ryggja: som kan bøie Skuldrene bagover. Heraf: fette seg.
fattast, v. n. = vanta, skorta.
fauk, føg; s. fjuka.
Faur, m. en stille, seenfærdig Person. Sdm.
faura, v. n. liste sig. Tell. Han faura seg av: forføiede sig bort i al Stilhed. — faurelege, adv. „Han gjekk sꜳ faurelege“, om En der gaaer ligesom nedslagen eller skamfuld. Tell.
Fausk, m. 1) trøsket Træ, Ved som er raadnet eller opgnavet af Træorm. Meget udbredt. (I Tell. Fork). Isl. fauskr. 2) Falaske. Hard. s. Falskje. 3) et Fuskerarbeide; ogsaa en falsk, bedragelig Ting. Nhl. Voss, hvor man ogsaa siger fauska om at fuske.
fauskast, v. trøskes, forgnaves af Træorm.
Fauskemjøl, n. Trøskemeel, Ormegnav.
fauskjen, adj. trøsket. Ogs. fausket.
Faut, m. s. Fut.
Fꜳ, f. Affald af Malt, Skud eller Spirer som afgnides, naar Maltet tørres. Nhl. Rbg. og maaskee fl. St.
fꜳ, adj. 1. faa, ikke mange. Har fuldkommen Flexion, nemlig: neutr. fꜳtt, pl. fꜳe. Eental kun ved Kollektiv; f. Ex. om Fisk: „Han æ bꜳde fꜳ ꜳ smꜳ“ (af ringe Antal og liden Størrelse). fꜳtt Folk: lidet Folk. Dæ va fꜳtt um (Sdm.): der var kun faa Deeltagere.
fꜳ, adj. 2. taus, stille, som ikke tager Deel i Samtalen. Nhl. Isl. fár.
fꜳ, adj. 3. bleg, hentæret, som af Sygdom. Shl. See fꜳen.
fꜳ, v. a. 1. (fꜳ; fekk; fingje), at faae. Præs. hedder: fæ (Sdm. Gbr. Ørk.), fær (Hard. og Kr. Stift) og fꜳr (mest alm.). Imperf. Fleertal: fingo (Hall. Vald.), finge (Nhl. og fl. St.). Supinum: fengje, fingje (Søndre Berg. Tell.) og fꜳtt (mest alm.). At Inf. egentlig skulde hedde fanga, sees saavel af disse Former, som af Afledningerne: Fang, fengja, lettfengd, storfengt og fl. — Betydning som i Dansk, nemlig: 1) bekomme, modtage, blive forsynet med. fꜳ te Giving: faae som en Gave. fꜳ seg Mat: spise. fꜳ Mun: undergaae Forandring. fꜳ i (el. fꜳ ’ti): faae fat paa. I Særdeleshed, naar Objektet er et menneskeligt Væsen: a) faae til Hjælp; b) faae til Ægte; c) føde, faae Afkom. — 2) træffe, blive hindret eller angreben af. fꜳ Storm, Sjø, Uvær. fꜳ vondt (blive syg); fꜳ Verk, Slit, Skade o. s. v. — 3) komme til at; a) maatte; f. Ex. Eg fꜳr væl gjera da. Da fekk so vera. — b) kunne, være istand til. Han fekk ikje tyggja (kunde ikke tygge). Ligesaa: fꜳ svelgja, eta, snakka o. s. v. c) have Lov eller Leilighed til. Han fekk ikje fara. — 4) bringe, skaffe; formaae; faae istand. a) Med Subst. fꜳ Auga pꜳ: fæste Øie pꜳ, kunne see. Jf. fꜳ Hand pꜳ, fꜳ Grunn i. Fꜳ han te gjera da: formaae ha, til at gjøre det. b) Med adv. fꜳ fram, inn, ned, upp. Eg fekk ikje da til, ɔ: jeg fik det ikke til at lykkes, jeg kom ikke tilrette dermed. c) Med adj. fꜳ fast, laust, færugt, klædd, mꜳla. — 5) række, flye, levere. Med Dativ og Akkus. f. Ex. fꜳ meg Staven ɔ: ræk mig Stokken! (G. N. fá).
fꜳ, v. a. 2. (r—dde), røde, udbløde Hør eller Hamp for at Trevlerne kunne fraskilles. Søndenfjelds. (Jf. røyta). Maaskee ogsaa at blege; s. fꜳdd. Isl. fá og faga, betyder: rense, pudse.
fꜳast (fꜳas), v. n. blegne, falme. Ørk. S. fꜳ, adj. og fꜳen. — (Adskilles fra fꜳst).
fꜳdd, adj. 1) blegnet, hvidnet, af Vandets eller Luftens Paavirkning, om Træ og Tøi. Hard. 2) rødet, opløst ved Udblødning. Tell. og fl. (af fꜳ, v. a.).
fꜳdugeleg (fꜳduele), adj. som duer til lidet, ikke ret duelig. Sdm. og fl. — De Ord som begynde med faa (lidet). ere vel almeenforstaaelige, men ikke meget udbredte.
fꜳen, adj. 1. bleg, som har et sygeligt Udseende. Ørk. I Shl. fꜳ. Jf. foen.
fꜳen, adj. 2. „væl fꜳen“: vel forsynet, mættet, opfrisket. Helg.
fꜳfengd, adj. unyttig, frugtesløs. Mest i neutr. f. Ex. eit fꜳfengt Arbei(d). Gbr. Ørk. Undertiden: fꜳfeng. Østd. — Sv. fåfäng.
fꜳfengjeleg (fꜳfængjele), adj. unyttig, som er uden Værd eller Gavn. Hall. Vald. fꜳfængjele Snakk: upassende Tale.
fꜳfengt, adv. forgjæves, uden Held. Indr. Ørk. I Vald. pꜳfængt. (Sv. fåfängt).
fꜳgjeten (el. fꜳ-giten, aab. i), adj. lidet bekjendt, sjelden omtalt. Yttresogn.
fꜳhæv’, adj. 1) uduelig, ringe, daarlig. Ndm. Sdm. Sfj. 2) farlig, slem at bestille med. Sdm. (s. hæv).
Fꜳing, f. Rødning, s. fꜳ, v. a. 2.
fꜳkunnug (-ig), adj. ukyndig, uerfaren, som ikke veed meget. Tell. Hall. (G. N. fákunnugr).
fꜳleg, adj. stille, ordknap, som taler lidet. Nhl. (Isl. fálegr).
fꜳlia (for fꜳ-lida), adj. som har liden Familie eller faa Folk hos sig. Tell. (G. N. fáliða). Det gamle lið (ɔ: Folk) findes kun i dette Ord og i manglia.
Fꜳme, m. en Taabe, En som bærer sig klodset eller forvirret ad. Guldbr.
fꜳment, adj. lidet bemandet, ikke mandstærk. Dei va so fꜳmente. Hær æ so fꜳment: her er saa faa Mennesker. Mest nordenfjelds. (G. N. fáment). See ment.
fꜳmælt, adj. taus, som taler lidet. Tell. og fl.
fꜳmøy, adj. modløs, frygtsom. Nhl. (Maaskee fꜳmogjen?).
Fꜳn, f. let Aske, Fnug. Gbr. s. Falskje. Jf. Fan, og Fꜳ, f.
Fꜳng, n. s. Fang og Fangan.
fꜳnga, s. fanga. — Fꜳngje, s. Fangje.
fꜳngla, v. a. omfavne (især tidt eller gjentagende). Shl. s. fagna.
fꜳngsla, v. a. omfavne. Sdm. og fl. Nogle Steder fangsløkje. I Shl. fꜳngla.
Fꜳngtak, s. Fangtak.
Fꜳnytte, n. liden eller ingen Nytte. Te Fꜳnytte: til liden Nytte, forgjæves. Gbr. og fl.
fꜳnyttug, adj. unyttig (eller af kun ubetydelig Nytte). Guldbr.
fꜳ-orig, adj. ordknap, taus.
Fꜳr, n. et ondt Lune, et Anfald af Hidsighed. Sdm. Han fekk eit ꜳ anna Fꜳr.
fꜳrꜳ, s. fara.
Fꜳre, m. Fare; Farlighed. (Istedetfor denne rigtige Form bruges nu paa mange Steder: Fare). — Eit Fꜳra Ve’r (Nhl.): et farligt Veir.
fꜳrelaust, adv. uden Fare. (Sjelden).
Fꜳrhæva, f. Fare, Vanskelighed, en slem Stilling. Nhl. Hedder ogsaa Forhæva.
fꜳrleg, adj. farlig.
Fꜳskje, m. Falaske: s. Falskje.
fꜳst, en Form af fꜳ, v. a. som kun bruges i Infinitiv. — fꜳst mæ: befatte sig med, røre ved, bestille med. (Nordlige Egne). I Sdm. og Gbr. sædvanlig: foste mæ; — i Ørk. og Indr.: fꜳss mæ. (Isl. fást við). — fꜳst i, har egentlig samme Betydning, men bruges oftest som et Beskedenheds-Udtryk, naar man taler om en Udmærkelse for sig eller sine. F. Ex. Eg skulde fꜳst-i stꜳ høgst: jeg skulde nu have den Ære at staae høiest. Dæ va no min, so skulde fꜳsti vere den beste (Sdm. Ndm.), eller: fꜳss mæ vꜳrꜳ den beste (Ørk. Indr.). Hedder i Sdm. og Ndm. oftere: fost-i; men i Ørk. og Indr. fꜳss i, og fꜳss mæ. — Ellers = læst (s. lꜳtast) og fara mæ.
fꜳsynt, adj. rar, sjelden, som man sjelden faaer see. Nhl.
fꜳtꜳ, s. fata. — fꜳta, s. fota.
fꜳtenkt, adj. eenfoldig, kortsynet, ikke nok forsigtig eller forudseende. Søndre Berg. (men ellers almeenforstaaeligt). Eg va for fꜳtenkte: jeg betænkte ikke alle Omstændigheder som jeg skulde.
fꜳvis (ii), adj. tosset, fjantet. S. følg.
fꜳvitug (aab. i; ogs. fꜳvetog), adj. tosset, vanvittig (i mildere Betydning). Ag. Stift. I nordre Berg. og Sdm. fꜳvis’e. Det Isl. fávís, dum, taabelig — er rettere. — Jf. vitlaus, dꜳrleg, tulla.
fe, forkortet af fere el. fire (aab. i), ɔ: for. Tell. s. fyre.
Fe, n. Fæ, Kvæg. Mest brugl. i Ag. og Tr. Stift. (Jf. Beist, Kryter). Formen Fi skal findes i Namd. I den gamle Betydning: Gods, forekommer ordet i de tellemarkiske Viser.
Fe-drift, f. en Hob Kvæg, som man driver til et langtfra liggende Sted.
Fe-fot, m. Dæ lꜳg unde Fefot: det var ikke indhægnet, det brugtes til Græsgang.
fegaste, s. fegst.
fegja, v. a. (a—a), feie, pudse. Lyder almindeligst som: feia. (Isl. fægja, rense). Jf. sopa.
Fegja (Feia), f. Skjønhed, Vakkerhed. Helg. D’æ ikje stor Feia pꜳ hen’: hendes Skjønhed er ikke saa stor. (Af fager, el. Roden fag).
fegjen (aab. e), adj. glad, fornøiet. Mest i B. og Tr. Stift. I Ndm. og Ørk.: figjen (fien), i Sogn: fegen; ellers: feien, men i Fleertal: fegne. G. N. feginn.
fegnast, v. n. og fegna seg: glæde sig. Nhl. og fl. Jf. fagna.
fegre (feger, fægr), vakkrere. — Ligesaa:
fegst (superl. af fager), vakkrest. Tr. Stift. I Sdm. har man: fegaste (aab. e) i det Mundheld: „Dæ va fyst fegaste ꜳ sist leidaste“ ɔ: det var hyggeligt i Begyndelsen, men blev uhyggeligt paa Enden.
Fe-hund, m. Hyrdehund. Ellers et Skjældsord.
Fe-hus, n. Fæhuus; jf. Fjos.
Fei, m. Hast, Skynding. I ein Fei. (Maaskee for Feg; jf. fegja). feiende, adv. raskt, hurtigt. Meget brugl. i B. Stift.
feig, adj. nær Døden; el. som skal døe. Alm. (G. N. feigr). Han var ikje feig endꜳ: han skulde ikke døe endnu. Dæ veit ingjen kvar den feige flakka: Ingen veed hvem der skal først døe.
Feigd, f. et forestaaende Dødsfald, det at En snart skal døe. — Dæ var fyre ei Feigd: det var et Varsel for et Dødsfald.
Feigdeljøs, n. s. Nꜳljos.
feila, v. n.= vanta, skorta, bresta.
feimen, adj. klæbrig, vedhængende, om Snee. Sdm. Ellers: klabben.
feit’, adj. fed (G. N. feitr). — Feite-tysdag, Hvidetirsdag. Feitsild, f. en Art fed Sild. Feitve(d), m. Gran eller Fure som indeholder megen Harpix.
Feita (og Feite), f. Fedt; især smeltet Fedt. Helg. Guldbr. og søndre Berg. (hvor det adskilles fra Fita). Isl. feiti.
feit-eten (-æten), adj. som ynder det fede, gjerne spiser fedt; ogsaa overdaadig i Mad.
feitna, v. n. blive fed. Hedder paa mange Steder: fitna (aab. i). Isl. fitna.
Feitt, n. Fedt. — Feitt-auga, n. Draabe eller Perle af smeltet Fedt. Feittflogge, f. flydende Fedt paa Overfladen. Sdm.
Fe-kar, m. en Kvæghandler. Vald. Gbr.
Fel (aab. e), n. Feil, Brøst. Jæd. Gbr. og fl. Ellers Feil. — Ligesaa: fela, v. n. feile.
Fel (ee), Fløde; s. File.
Fela (ee), f. 1. Fiolin. Næsten alm. Nogle St. Fiol, m. (G. N. fiðla; Ang. fiðele). stille Fela: stemme Fiolinen. giva i Felꜳ (B. Stift): give Spillemanden Penge. Felebogje, m. Fiolinbue. Felestokk, m. Fiolinkasse. Felutak, n. en Dands, et enkelt Stykke for Fiolin. Hard. Feletrøsk, m. s. Trøsk.
Fela, f. 2. en av Maverne i de drøvtyggende Dyr (= Bytning). Valders. — Jf. Fill.
Feld, m. Fæld, Tæppe af laaddent Skind, især til en Seng. Alm. (G. N. feldr).
Feld (el. Felde), ubestemt Ord eller Form i et Par Talemaader, nemlig: ꜳ felde, ɔ: paa Færde, i Bevægelse. Sogn. — mæ felde ɔ: med Klem, dygtigt, saa det har Skik; f. Ex. han kom mæ Felde. Sdm. og fl.
fell, adv. nok, rigtignok; s. fulla.
fella, v. n. (fell’; fall; folle), at falde. Infin. tildeels: falla (Sogn og fl.), ellers: fella, felle (regelret). G. N. falla. Imperf. fill (Nfj. Sogn, Hard.), falt (Sdm. og fl.) og fall. Sup. fille (Nfj.?), falle (mest alm.), folle (regelret i Ryf. Sdm. og fl.). Heraf: Fall, fallen, Foll. — Betydninger: 1) falde, komme ned. Om Dug, Snee, Løv; og overhoved om et langsomt Fald. Jf. detta og stupa (om et hurtigt Fald), rynja, sturta (om Fald af en Hob, el. Masse). fella, om Mennesker, betegner derimod enten en vilkaarlig Nedsynken, eller ogsaa en Bortgang, Afgang. felle pꜳ Kne, el. felle ned ɔ: knæle. — felle frꜳ ɔ: afgaae ved Døden; undertiden ogsaa: falde fra, svigte. — 2) synke, gaae ned, blive lavere. Sjøen fell’: Havet ebber. Dæ fell’e Mod’e: Modet falder. Ogsaa: vige, give efter. Han tok te felle: Han blev mere føielig. — 3) stryge, bøie i en vis Retning; om Vinden. Han fell inn Fjoren (blæser indad Fjorden). Ligesaa: felle ut, nor, syd. — 4) passe, falde sammen, passe nøie til hinanden, om sammenføiede Stykker, Fjele, Staver, Stokke. — 5) forefalde, indtræffe. Alt som fyre fell: alt hvad man faaer at gjøre med. Dæ fell ikje so fyre meg: det falder mig ikke beleiligt. Dæ fall ikje dei til: det vilde ikke lykkes dem. — Ogsaa: forekomme, være, synes. Dæ fell so smꜳtt: det falder smaat, der kommer ikke noget stort. Jf. felle tungt. lett, knapt, jamt. En egen Betydning har Talemaaden: fella pꜳ ɔ: synes om, finde Smag i (især Mad). Sogn, Hard. (Isl. fallast á).
fella, v. a. (e—te), 1) fælde, faae til at falde. (Sjelden). G. N. fella. 2) gjøre smalere, knibe ind (især i Strikning). Modsat auka. 3) afpasse, fælde sammen, faae to Stykker til at passe sammen eller slutte nøie til hinanden. felle ihop. 4) anlægge et Gjærde. Ørk. fell’ Utgar. G. N. fella (Love I. 41). Hertil Hafelle.
Fella, f. 1) Fældning, Fuge, Stedet hvor to Stykker ere sammenføiede (saaledes imellem Stokkene i en Væg eller Fjelene i en Baad). Jf. Skjøyt. 2) Fold, Rynke eller Læg. Skal bruges i Søndre Berg. 3) Fælde, f. Ex. Rottefælde. Hedder i de nordlige Egne: Foll.
Fellemun, m. Indknibning; Forholdet imellem den bredeste og den smaleste Deel af et Klædningsstykke. (S. fella v. a.).
fellen, adj. velsmagende, appetitlig (om Mad). Hard. (Af: fella pꜳ).
Fellestakk, m. 1) smaarynket Skjørt; 2) Planten Løvefod (Alchemille). Hard.
Felleve’r, n. Bygeveir; Vind som gaar i enkelte stærke Ryk eller Byger. B. Stift. I Tr. Stift Fallver.
Felling, f. 1) Falden; især Havets; — 2) Sammenfældning, f. Ex. af Fjele; — 3) Indkniben, at gjøre smalere.
Felt, n. Filt; s. Tov.
fem, Talord: fem. Hedder mest alm. fæmm; i Sæt. fimm (aab. i). G. N. fimm. Hertil: femte (fimte), den femte. femte kvar: hver femte. Femte-Parten: den femte Deel.
Fem-alning, m. fem Alen lang Stok.
Fem-ꜳring, m. fem Aar gammelt Dyr.
fembend, adj. fembaandet; især om Hesjer med fem Stænger i Høiden. Sdm. og fl.
Fembøring, m. en stor Baad, der sædvanlig faaer en Besætning af fem Mand. Fosen og fl. Vel eg. Fembyrding.
Femkjeiping, m. Baad med fem Aarepar. B. Stift.
femna, v. a. (e—de), omfatte med Armene eller Favnen; ogsaa: maale med Favnen. (Af Famn).
Femning, m. Stok, Træstamme som holder en Favn i Omkreds.
femroma, adj. femrummet.
femtan, Talord: femten. Hedder ogsaa: femta, fimta (Sæt.), femtꜳn (Nhl.), femtꜳ og femten. — Hertil: femtande, femtende.
fem-ti, halvtredsindstyve. Overalt vest- og nordenfjelds (Sv. femtio; Isl. fimmtíu). Ellers: haltress.
Fena(d) (ee), m. Kvæg, Kreature. Sogn, Voss, Hall. Guldbr. (G. N. fénaðr). Ellers: Bu, Buskap, Andmarkje. Det foranførte Fanar (Fana, Fænꜳr) ugaaer formodentlig herfra.
fengd, adj. 1) befængt (af fengja); 2) fængende, som let fænger. Mest i neutr. om Ildtøi. D’ær sꜳ fængt: det fænger saa hurtigt. Østerd. (See kvæm, fim). — 3) i Sammensætning, a) om en Mulighed at faae noget. Hertil: sjeldfengd, lettfengd, tungfengd, storfengd og fl. — b) om en Beskaffenhed (Tr. Stift i Formen fengt). Hertil: turrfengt, spakfengt, hagfengt og fl. Jf. fingjen. Af Roden fanga, i fꜳ (fekk, fingje).
fengja, v. a. (e—de), fænge, slaae an; især a) tænde, om Ild; b) smitte, om Sygdom. Ikke ganske alm.
Fengja (Fængje), f. Fænge paa Skudvaaben. Hertil: Fengjehol, n. Fængehul. Fengjekrut, n. Fængkrud.
fengjen, adj. 1) fængende, som let fænger; især om Fyrtøi. 2) smitsom; om Sygdom.
fengjen, part. (af fꜳ), faaet, modtagen. Søndre Berg. og fl. Ellers fꜳdd.
fengt, adj. s. fengd.
fenne, v. a. (e—te), om Sneen: opdynges, drive sammen i Dynger. Tell. (Isl. fenna). Af Fonn.
Fenne, pl. f. Sneemasser, opdreven Snee. Jæd. og fl. s. Fonn.
fent, adj. tildrevet med Snee; jf. sifent.
Fenta (Fænte), f. et Kvindfolk med fremmed Klædedragt og fremmedt Sprog; (især af Arbeidsklassen i Byerne); ogsaa en Landstrygerske. Voss, Hard. Tell. Hall. — Af Fant.
fere (fære, fe), ɔ: for; s. fyre.
fergja, f. 1) en Færge. (G. N. ferja). 2) et Færgested. Ørk. — Ferjemann, Færgemand. Ferjesta(d), m. Færgested. Jf. Sund, Sundstad.
ferma, v. a. (e—de), lade, lægge Ladning i (Baade el. Fartøier). Af Farm. Hertil fermd (ladet), høgfermd, tungfermd.
fersk (færsk), adj. færsk. Mest alm. fæsk, og i neutr. tildeels: fækst. — Fæskemjelk, f. nymalket Mælk.
ferskjen (fæskjen), adj. noget færsk, især om noget som er for spædt eller umodent.
Fesja, f. Pige, Tøs. Meget brugl. paa Helgeland. I Sdm. bruges Navnet Fesje i Spøg og med en ringere Grad af Agtelse. I Hard. er Fesja en falden Pige, En som har faaet Barn.
Fesl, n. Baand, Forbinding; s. Fetel.
fesle, v. forbinde; s. fetla.
Fesling, m. Beenling; s. Fetling.
fesse, v. n. hexe, helbrede ved Troldom. Tell. (Jf. runa, putra). Hertil: Fessekjering, f. Hex, Troldkone.
festa, v. a. (e—e), 1) fæste, gjøre fast. festa Kodn (Nhl.): sætte Korn paa Stør, s. støyra. 2) fæste, betinge sig, faae Fæste paa. (Sjelden). 3) trolove. Tell. og fl. — Ogsaa v. n. fæste sig, blive fast.
Festa, f. Fæste, Tilfæstelse (Sjelden).
Festa, el. Feste, pl. Trolovelse (G. N. festar). Bruges kun i Dativ. Dei gjekk i Festꜳ, ɔ: de vare offentlig forlovede. Sogn.
Festamꜳl, n. offentlig Forlovelse. (Sjelden).
Festapika, f. en forlovet Pige. B. Stift.
Festar-øl, n. Gjæstebud i Anledning af en Forlovelse. Sdm. og fl. (Isl. festaröl).
Feste, n. 1) fæste, Baand til at fæste med. 2) Sted eller Punkt hvortil noget kan fæstes. 3) Fasthed. (Sjelden).
festen, adj. som let fæster sig. (Sjelden).
Festing, m. Fæstemand, En som er offentlig forlovet. B. Stift. I Sogn ogsaa: Festings-gjenta, om en forlovet Pige. (Ellers Festapika). Kun om Personer, som have faaet Ægteskabstillysning.
Festr (Fest’er), f. Toug hvormed Baade fortøies. B. Stift. Ogsaa: Fest, Festa og Belag. Paa Jægter: Landtog.
festra, v. a. fortøie. (Sjelden).
Fet (aab. e), n. Fjed, Spor; ogsaa Skridt. Nogle St. Føt (aab. ø). G. N. fet. Han fylde oss Fot ꜳ Fet (Sdm.): han fulgte os hvert eneste Skridt.
Fet, m. see Fetling. — Fet, f. see Fit.
feta (aab. e), v. a. dele en Væv i Fid.
Fete (aab. e), m. 1) Fid, Lok eller Dukke af Traadene i en Væv eller i en Haspe. Meget udbredt. I Sogn Fit, pl. Fikja (for Fitjar); i Helg. Fikja (for Fitja), f. Isl. feti. — 2) paa en Øxe: Bladet el. den bredeste Deel nærmest ved Eggen. Nhl. Sogn. Isl. feti. Jf. Fetling.
Fetel (aab. e), m. Baand, Stroppe; Skulderbaand paa en Pose eller Skræppe. Tell. I Vald. Fasl; i Ndm. Faltj (s. Fatl). G. N. fetill (Lov. I, 349). Paa Skindbælge (Hiter) dannes disse Baand for en Deel af Fødderne paa Skindet (Fetlingar).
Fetl (ubrugl.), Fesl, Fessel, n. Baand hvormed Saar eller syge Lemmer forbindes. Tell. Vald. — Af fetla.
fetla (ubrugel.). v. a. forbinde, f. Ex. et saaret Lem. Valders (i Formen fesle).
Fetling, m. Beenling, Fod paa en Hud, Skindet af Dyrenes Fødder. Alm. i forskjellig Form: Fetling (Sogn, Søndre Berg.), Føtling (Stavanger), Fesling og Fisling (Søndenfjelds), Feltjing (Sdm. Tr. Stift), Fetting (Ørk.), Fet (Østerd. Tell. med pl. Fetir).
fetta, v. a. (e—e), bøie bag over. Nordre Berg. Af fatt. (Isl. fetta). fette Fingranne. fette seg: bøie sig bag over, sætte Nakken høit. Jf. kjeika.
Fetting, m. Beenling; s. Fetling.
Fibrelde, s. Fivreld. Fidla, s. Filla.
Fiende, Ørken; s. Finne.
Fiff, m. Stads, Pynt. fiffa, adj. stadset, pyntet. fiffe seg: pynte sig. Søndenfjelds.
figjen (fien), glad; s. fegjen.
Fik (ii), m. et Slag med Næven; Ørefigen. Mest i Tr. Stift.
fika, v. a. slaae til, give En paa Øret.
fikjen, begjærlig. Findes i „nyfikjen“, men synes ellers at være ubrugeligt.
Fikka, f. Lomme, Vestelomme. B. Stift. Sv. ficka.
Fikkja, s. Fitja.
Fikt, f. Skynding, Travlhed, stærk Bevægelse. Nordenfjelds. (Jf. Isl. fika, at haste).
fikta, v. n. (a—a), fegte, hugge om sig. fikte mæ Hꜳndom: bevæge Hænderne ligesom for at slaae. Han heve noke te fikte mæ: han har Midler ihænde.
Fil (ii), m. 1. Svaghed, Upasselighed. Sogn. Eg ha ikje kjent ein Fil: jeg har været aldeles frisk.
Fil (ii), m. 2. Knegten i Kortspil. B. og Tr. Stift. (I Ag. Stift: Fil, f.) Jf. Overfil.
Fil, f. en Fiil. Jf. Rasp.
fila, v. a. (a—a), file; ogsaa: skave, gnide.
File, m. Fløde; ogsaa: Tykmælk med Fløden paa. Helg. (Sv. filmjölk). I Tell. Fel (ee), m. Fløden af et Mælkekar (= Ꜳfall). Jf. Rjome. — Filebunk, m. = Rjomekolla.
fill, ɔ: faldt; s. fella.
Fill, m. den tredie Mave i de drøvtyggende Dyr. (Buskerud). Jf. Lakje, Marlakje.
Filla, f. 1) Lap, Pjalt, Lase. Alm. Ellers Larve, Trave, Flugse og fl. Ogsaa om Klæder i en forringende Betydning: Klædefille, Kjolefille, Trøyefille. 2) Flokker, Sneeflokker. Snøfillur. Kr. Stift. 3) et lag af Mos eller Tørv som hænger sammen og kan oprives paa en Gang. Shl. (hvor Ordet udtales Fidla i denne Betydning og Filla i den første).
fillast, v. n. revne, blive laset.
Fille-arbeid, n. ubetydeligt eller daarligt Arbeide. — Saaledes ogs.: Fillegreia, f. en daarlig Indretning. Fillesak, f. lumpen eller ubetydelig Sag. Fillekort, n. slet Kort. Fillety, n. daaarligt Tøi; o. s. v.
Fillefant, m. en laset Karl; Prakker, Stodder. Ligesaa: Fillegut, Fillekjering o. fl.
fillut (fillette), adj. laset, pjaltet.
fim (fimm), s. fem.
fim’ (aab. i), adj. rask, hurtig. Sogn og søndre Berg. (G. N. fimr). fim’e pꜳ Fot’en: rask til at løbe. Jf. eldfim, vꜳrfim.
fimast (aab. i), v. n. blive raskere. Sjelden.
Fimleikje, m. Raskhed. (Sjelden).
fin (ii), adj. 1) fiin, ikke grov. Om Mennesker: ømfindtlig, som ikke taaler noget ubehageligt. — 2) smuk, skjøn. Meget brugl. især i B. Stift. Ein fin’e Veg: en smuk Vei. Eit fint Føre (Tell.): et nydeligt Føre. Ei fin’e Taus: en smuk Pige (B. Stift). — 3) blid, venlig, artig. Ellers siges fint ogsaa om noget ubetydeligt eller næsten umærkeligt. Ligesaa fint, adv. smaat, ganske lidet.
fina, v. a. gjøre fiin (forfine). fina seg til: pynte sig.
Fing, m. s. Fingr.
fingjen, adj. 1. 1) faaet (part. af faa). Søndre Berg. Hedder ogsaa fengjen. 2) i Enden af Ord om en Beskaffenhed, ligesom -lig, el. -agtig, f. Ex. turrfingjen (noget tør), klenfingjen (sygelig) og fl. Sdm. Sfj. — I Tr. Stift: fengt.
fingjen, adj. 2. skamfuld. Sdm. Han vart so fingjen. Ogsaa: ubehagelig eller som vækker Blusel. Dæ va so fingje.
Fingr (Fing’er), m. Finger. Hedder i Sogn, Tell. og fl. Fing (Fingj’en); i Hard. Fing’ur. I Indr. Ørk. og Gbr. er Finger neutrum (altsaa: eit Finger). I Betydning af Maal forandres det ikke i Fleertal; f. Ex. tvo Fing’r ɔ: to Fingres Brede.
fingra, v. n. beføle, tage paa med Fingrene; ogsaa om Fingersætning paa Fiolin.
Fingrebjør (aab. ø), f. Fingerbølle. B. Stift og fl. (Isl. fingurbjörg).
Fingrefar, n. Spor efter Fingre.
Fingregull, en Plante, see Revbjella. (Egentlig en Guldring med Tilbehør).
Fingreklꜳde, m. Fingerkløe; Nysgjerrighed efter at faae noget i Hænderne.
Fingresylv, n. Fingerring af Sølv med Løvværk eller anden Prydelse.
Fingrevott, m. Fingervante.
Finleikje, m. Fiinhed. Oftere Finheit, f.
finleitt, adj. fiint formet; som har smukt Ansigt og fiin Hud. Ørk.
Finn, m. 1. Mandfolk af det finske (eller lappiske) Folkeslag. Jf. Finska. Hertil: Finnkall, Finnkꜳna, Finngut, Finngjenta og fl.
Finn, m. 2. den indre Deele af et Horn (= Slo, Stikjel). Valders. Maaskee ogs. Been. Dæ gjekk inn ꜳt Finn’e (?).
Finn, m. 3. et Slags smaae Knorter i Huden paa Ansigtet. (Isl. finnar, pl.).
finna, n. a. (finn’; fann; funne), 1) finde, opdage, træffe paa. — 2) træffe sammen med, komme i Tale med En. Alm. Eg vil finne deg: jeg vil tale med dig. — 3) kjende, erfare. Kun sjelden, f. Ex. i den Talemaade: Han fekk so finna: han fik nok føle det. Andre Talemaader: — finna ꜳt: dadle, spotte, have noget at udsætte paa en Ting. Heraf Ꜳtfinning. finna pꜳ: optænke, hitte paa. finna upp: opfinde. finna ut-i (finne ti): træffe, faae fat paa: — Han heve sitt i finne: han har sit eget at finde deri, d. e. han har gjort Fyldest derfor, han kan ansee det som Gjengjeld og ikke som Gave. Nordre Berg.
finnande, adj. som er at finde. Dei fann alt som finnande var.
finnast, v. n. (finst, fanst, funnest), 1) reciprokt: træffe hinanden, komme i Samtale. Alm. 2) passivt: være at finde. Dar fanst inkje. 3) med um: synes om, finde sig vel ved. E finst ikje um dæ. Sdm. (hos de Gamle).
Finnball, m. et Slags Kugler eller Bolde som undertiden findes i Dyrenes Indvolde. Tell. Buskr.
Finne (for Firne?), n. Ødemarker, eller maaskee: fjerne og ubekjendte Egne. Kun i Forbindelsen: „Fjell ꜳ Finne“ (Valders); el. „Fjell ꜳ Fiende“ (Sdm.) med ubestemt Betydning. Me fore ꜳver bꜳ’ Fjell ꜳ Fiende. I samme Forbindelse bruges Isl. firnindi, som vel egentlig betyder det fjerne, det langt fra værende.
finnen, adj. skarpsynet, nem til at finde noget. Søndre Berg. og fl.
Finngjær, f. Trolddom, som tilskrives Finnerne. Helg.
Finngjøyk, m. s. Gjøyk.
Finngras, n. en Plante som er skadelig for Hestene. Rbg. (= Hestespreng).
Finning, f. Finden, at man finder noget; ogsaa: Fund, Opdagelse. — Finningsløn, f. Findeløn. Nogle St. Funnaløn.
Finnmudd, m. s. Mudd.
Finnskjegg, n. en Græsart (Scirpus cæspitosus). Ndm. og fl. I Sdm. Vindskjegg.
Finnskot, n. et Slags Sygdom eller Forhexelse. finnskoten, adj. truffen af „Finnskot". Østerd. Hedm.
Finnstar, n. s. Star.
Finntopp, et Slags Græs (formod. = Finnskjegg). Valders.
finnut, adj. finnet, knortet i Ansigtet.
finsk, adj. finsk (lappisk).
Finska, f. Kvindfolk af Finnernes Stamme. Nordenfjelds.
finvoren, adj. noget fiin; ogs. kræsen.
fira, v. a. (a—a), fire, give løst, lade falde. Ogsaa v. n. vige, give efter.
firafotom, krybende, paa Knæ og Albuer. Ørked. I Sdm. firꜳfotꜳ; i Sogn: fjorofoto. Han gjekk fjorofoto: han gik paa Fire.
Fir-alning, m. Stok paa fire Alen.
Fir-ꜳring, m. fireaargammelt Dyr (især Hest). Hedder ogs. Firæring (Gbr.), Fjoræring (Vald.).
fir-broten,. adj. bøiet fire Gange, lagt i fire Folder.
fire, Talord: fire. Hedder i Sætersd.: fjore, m. fjora, f. fjogo (aab. o), n. (G. N. fjórir, fjórar, fjögur). Jf. fjore, fjortan, fyrti.
fire (aab. i), 1) for, s. fyre. 2) faret, s. fara.
firen (aab. i), part. faren. Sdm.
Firføtla (ubrugl.), f. Fiirbeen, Øgle. Hedder i Hall. Firføsle; i Tell. Fjorføsle. Andre Steder hedder Dyret Øle, og Æla.
firføtt, adj. fiirføddet.
firla (aab. i), v. n. see fitla.
firlagd, adj. f iirdobbelt (om Traad).
Firmenning, m. Slægtning i fjerde Led.
firra, v. n. drive, skynde paa. Sdm. Af Udraabet: firr! hvorved man driver Hestene.
firs, s. ꜳtteti.
firskoren, adj. om Planker, som ere savede paa alle fire Sider, og altsaa ikke have nogen Barkside. Jf. Bakhun.
firstrindet, adj. med fire Striber. Sdm.
Firæring, s. Firaaring.
Fis (ii), m. som i Dansk. Verbet har Formen: fis’, feis, fise (aab. i).
Fisball, m. s. Fissopp.
Fisk, m. Fisk; a) enkeltviis, med Fleertal; b) kollektivt, uden Fleertal; f. Ex. smaa Fisk, mykjen Fisk, sum’ Fiskjen. c) om Fiskens Kjød; saaledes om Laxen: Han ær raud’ i Fiskjen.
fiska, v. n. (a—a), fiske.
Fiskar, m. en Fisker. Fiskarlag, n. et Lav eller Selskab af Fiskere.
Fiskeberg, n. en stor Fiskestim, stor Samling af Fisk i Vandet.
Fiskebjønn, m. et Sø-Insekt (formodentlig en Art Oniscus). Sdm.
Fiskebuna(d), m. Fiskeredskaber. Tr. Stift. Ellers: Fiskebeine (Sdm.), Fiskevelde (Shl.), Fiskestell, Fiskegreide og fl.
Fiskefarm, m. Ladning af Fisk.
Fiskeforeldre, s. Fivreld
Fiskehꜳnk, f. Fiskedræt, Byrde af Fiske som ere ophængte paa et Baand. B. og Tr. Stift.
Fiskehjell, m. Stillads af Stænger, hvorpaa Fisk tørres.
Fiskekrok, m. 1) en Jernkrog, hvormed store Fiske trækkes ind i Baaden. Ogs. Klepp. 2) Medekrog (= Ꜳngel). Søndenfjelds. 3) Stjernebilledet Orion. Nogle St. Fiskekallanne og Fiskaranne.
Fiskelad, n. Stabel af Tørfisk.
Fiskeleite, n. Fiskeplads; den Dybde eller Afstand fra Landet, hvori man sædvanligst fisker med Snøre. Nordre Berg.
Fiskelus, f. smaa Insekter som opholde sig paa Fiskene. (Monoculus).
Fiskeløysa, f. Mangel paa Fisk.
Fiskemund, n. bekvem Tid til at fiske; den Tid da Fisken pleier at bide paa. Nordenfjelds.
Fiskerask, n. Affald af Fisk.
Fiskeskap, n. (el. -skapnad, m.), Fiskeskikkelse.
Fiskeslag, n. Art eller Afart af Fisk.
Fiskesnik, m. = Fiskehꜳnk. Ag. Stift.
Fiskesod (aab. o), n. Vand hvori Fisk er kogt.
Fiskesympa, f. = Marulk. Helg.
Fisketenner, pl. s. Kvanne.
Fisketerre, m. Veir til at tørre Fisk i.
Fiskevinda, f. en stor fremskridende Hob af Fisk i Vandet. Helg. Sdm.
Fiskevær, n. Strandsted, hvor Folk samles for at drive Fiskerie.
Fiskje, n. 1) Fiskerie. Hedder ogsaa Fisking, f. og Fiskri, n. — liggje te Fiskjes: opholde sig i et Fiskevær for at fiske. 2) den Tid, i hvilken de store Fiskerier foregaae; især Vaartorskefiskeriet i Februar og Marts. I Sdm. Fiskje, f. (i Fiskjenne). Isl. fiski, f.
fiskjen, adj. god til at fiske med (om Garn og deslige). Eit fiskje Ga’n. Nordre Berg.
Fisling, n. s. Fetling.
Fisksopp, m. Røgsvamp (Lycoperdon). Nogle Steder Fisball (aab. i).
Fit (aab. i), f. en opgjødet og græsrig Slette (Isl. fit). Paa Jæderen (hvor det hedder Fid eller Fed) er det mest brugeligt og betegner især Engen tæt ved Husene. I Hardanger: en Vold eller Slette hvorpaa Køerne ligge om Sommernætterne (altsaa en stærkt gjødet Plet). I Valders: en Slette med ujævn og busket Græsvæxt. (Sjelden). Gaardsnavnet Fit findes ellers overalt; i Søndm. har det i Fleertal Fitja (Fitjanne), og i Sammensætning en lignende Form, f. Ex. Fitja-garanne.
Fit, og Fite, m. see Fete.
Fita (aab. i), Fedme, det at noget er fedt. Mest i B. Stift. (Isl. fita). Af feit.
fita (aab. i), v. a. gjøre fed. fita seg: blive fed, om Kvæg. Nordre Berg.
Fitja (Fikkje), f. en Fid eller Dukke af Traad. Helg. I Sogn Fit, s. Fete.
Fitl (Filtj), n. unyttig Møie.
fitla, v. n. kludre, slæbe med noget som man ikke faaer rigtig istand; f. Ex. med et Baand som man ikke kan opløse. B. Stift (i de nordlige Egne udtales det filtje el. filsje). I Nhl. ogsaa fjatla; jf. fatra, fata, fetla.
fitna, v. n. see feitna.
Fitre, s. Fjetra.
Fivel, m. 1. Myrbunn, Kjæruld (Eriophorum). Sogn, Tell. (Isl. fifa). Jf. Myrdun.
Fivel, m. 2. Løvetand (Leontodon). Sdm. Isl. fifill. Ellers Gullboste, Kveldsvæve o. fl.
fivla (ii), v. n. parre sig, om Fugle. Tell. Ellers: fiva (Nfj.), viva (Sdm.), vina (Ørk.), fyne (Østerd.).
Fivreld, n. Papilion, Sommerfugl. Tell. Guldbr. I Hard. og Voss: Fibrelde; i Ndm. Fivrild; i Buskerud: Vervel. I Sdm. Fyrveld (om Falænerne); i Hall. skal det hedde: Forelde og Fiskeforeldre. (De andre Navne ere: Marihøna, Muruhøne, Marihane). Sv. fjäril; Isl. fidrildi og fifrildi; Ang. fiffalde.
Fjart, m. Fjert. fjarta, v. s. frata.
Fjas, n. Fjas. fjasa, v. n. fjase.
fjatla, v. n. = fitla. Nhl.
fjautre, v. n. snee, om et tyndt Sneefald. Sdm.
fjꜳg’, adj. fyrige, frisk, rask. Rbg. Tell. Kan maaskee i Forbindelse med fjelg. Jf. fjørúg. Fjꜳp, m. Fjog, Taabe. Sdm.
Fjꜳr, s. Fjor. — Fjꜳrs, s. Fjors.
fjela, v. n. søge, speide efter noget. Hard.
Fjelde (for Fjelgde), m. 1) Hygge, Behagelighed; 2) Varme (i Luften). Nordre Berg. Sdm. I Sdm. ogsaa Fjølde. Meget brugl.
fjelg’, adj. (n. fjelt), 1) behagelig, hyggelig. Søndre Berg. Sogn, Sfj. Ogsaa i Ørk.: fjølg. I Sdm. haves kun Modsætningen: ofjelg. 2) vakker, net, pyntelig, reen og pyntet. Nhl. Shl. 3) varm, om en mild og passende Varme. Sdm. I Romsdalen: fjølg. Hær æ so fjelt ꜳ godt. fjelg’e Mat (varm Spise). Findes ikke i beslægtede Sprog. Jf. Isl. volgr.
fjelga, v. a. (a—a), 1) pynte, gjøre rent og vakkert. Søndre Berg. fjelga seg: vaske og pynte sig. — 2) varme, gjøre varmt. Nfj. Sdm. I Romsd. fjølge. — fjelge upp Stovꜳ. fjelge Hendinne sine. Figurlig: ophidse, opirre En.
fjelgast, v. n. blive vakkert og net. Nhl.
Fjelgje, m. Hygge, Behagelighed; ogsaa: Nethed, Orden, Reenlighed. Nhl. og fl. Jf. Fjelde.
fjelgna (oftest: fjelna), v. n. varmes, blive varm. Sdm. og fl. Nogle St. fjølna. Figurlig: harmes, blive hidsig.
fjelgsleg (oftest: fjelsle), adj. hyggelig, behagelig. B. Stift.
Fjell, n. Fjeld, høit Bjerg. I Ndm. Fjill; ogsaa Fill (i Hevne). I Tell. Fjøll (især i Fleertal); i Sogn: Fjedl; i Sæt. Fjedd og Fjødd. (G. N. fjall). Til Fjells (te-fjels): til Fjeldet; ogsaa tilfjelds, høit oppe imellem Fjeldene.
Fjellbeite, n. Græsgang i Fjeldene.
Fjellbrun, f. Fjeldkant, øverste Rand af en Fjeldside. Ogs. Fjelltrøm, Fjellsrør.
Fjellbygd, f. Bygdelag høit tilfjelds.
Fjelldusk, m. s. Fjellros.
Fjellfok, n. Sneefog paa Fjeldene.
Fjellfolk, n. Folk som boe i Fjelddalene. Saaledes: Fjellmann, Fjellgut, og. fl. Undertiden ogsaa: Fjellbunad, Fjellmꜳl, Fjellvis, om Dragten, Sproget og Skikkene i Fjeldbygderne.
Fjellfross, m. et Navn paa Jærven. Nordlandene (?), Søndm. (Sjelden). See Fross.
Fjellgar(d), m. 1) en Fjeldrække, Bjergkjæde; 2) en Gaard paa Fjeldet.
Fjellgꜳnga, f. Gang i Fjeldene.
Fjellgras, n. Fjeldgræs, Fjeldurter.
fjellkjent, adj. om et Landskab, som har Fjelde og Fjeldnatur. Tr. Stift.
Fjellkjørr, f. smaa Buskvæxter paa Fjeldene; især Dvergebirk og Dvergpiil.
Fjellknatt, m. Bjergknold, Fjeldpynt.
fjel(l)leies, (for-leides), adv. over Fjeldene, paa Fjeldveien. Guldbr.
Fjel(l)lo, f. = Heidelo. Ørk.
Fjellmoe, m. 1) Solrøg, synlig Damp i Luften imellem Fjeldene. 2) Fjeldplanter som ere rige paa Blomsterstøv. Sdm. Især om Dvergepilen (Salix herbacea).
Fjellmot (oo), n. Punkt, hvor to Fjelde mødes i Horizonten. (Sjelden).
Fjellros (oo), f. en smuk Fjeldvæxt, som i Plantelæren kaldes Navle-Steenbræk (Saxifraga Cotyledon). B. Stift. Søndenfjelds ogsaa kaldet Fjelldusk. I Trondhj. Stift: Bergbruse. I Tell. Sifille.
fjellrædd, adj. svimmel eller bange for at gaae i de bratte Fjelde.
Fjellsig (aab. i), n. Væde som trækker nedad fra Vandaarerne i et Fjeld.
Fjellskap, n. Fjeldenes Skikkelse. Eg kjenne Land’e paa Fjellskap’e.
Fjellskarv, m. en Art Ryper.
Fjellskuggje, m. Skyggen af et Fjeld.
Fjellslag, og Fjellag, n. Fjeldrække. Hall. Vald.
Fjellslætte, n. Høslæt i Fjeldene.
Fjellsnær, n. Dvergebirk. Ndm.
Fjelltele, m. skovløs Fjeldmark. Ndm.
Fjelltind, m. en spids Fjeldtop.
fjellut, (-ette), adj. opfyldt af Fjelde.
fjellvand, adj. vant at gaae i Fjeldet.
Fjellveg, m. Fjeldsti. Ogsaa: Fjellstig (aab. i), især om en meget smal Vei.
fjelna, s. fjelgna. fjelsle, s. fjelgsleg.
fjelt, s. fjelg.
Fjera, f. Strandbred; s. Fjøra.
fjerm’, adj. rask, frisk, fyrig. Sdm.
Fjetra, f. Tværbaand; Nagle eller Støtte i en Slæde, hvorved Mederne og Overtræet forbindes. Sogn, Vald. Guldbr. Ørk. I Sdm. tildeels: Fitre. (Jf. Stavband). G. N. fjötr, Baand, Lænke.
fjetra, v. a. sætte En fast, som ved Hexerie; gjøre at En ikke kan komme af Stedet. Valders. G. N. fjötra, lænkebinde.
fjetra, adj. ubevægelig, fast-tryllet, om En som er saaledes greben af Forundring eller Overraskelse, at han ikke rører sig af Stedet. Han sto so han va fjetra. Nhl. Vald. og fl. Jf. forfjetra.
fjetrast, v. n. blive fast, forvikles, saa at man ikke kan komme ud af det. Ørk. og fl. Dæ fjetrast før’en (det gik istaa for ham).
fjogo (aab. o), i Sæt. neutr. af fjøre (ɔ: fire), f. Ex. fjogo Ꜳr, fjogo Naut; s. fire.
Fjoll, n. Fjas. Gbr. Helg.
fjolla, v. n. fjase, især: snakke letsindigt. vaase (Helg. Indr.); lege, især med Larm og Støi (Ørk.); lefle, drive letfærdig Spøg. (Sdm.) Sv. fjollas, vaase.
Fjom, n. Fnug, Støvgran. Eit lite Fjom: et lidet Gran. Eldfjom: fygende Ildfnug. Sfj. Sdm. Romsd. (Jf. Isl. hjóm).
fjona, v. n. nøle, hendrive Tiden. Nhl.
Fjor (for Fjord), m. 1) en Fjord, lang Havbugt. (G. N. fjorðr, fjörðr). 2) en stor Indsø. Søndenfjelds. (Ellers Vatn). I Sdm. hedder det Fjꜳr, men ellers alm. Fjor (oo). I Sammensætning Fjore, el. Fjora (ikke Fjors). Fjorebotn, m. den inderste Ende af en Fjord. Fjorebygd, f. Bygdelag ved en Fjord inde i Landet. Fjorefolk, n. Folk, som boe i Fjordbygderne; saaledes ogsaa: Fjoremann, Fjoregut, Fjorekꜳna og flere; ligesaa Fjorebunad, Fjoremꜳl, Fjorevis (om Dragten, Sproget og Skikkene i Fjordbygderne). Fjoregap, n. Mundingen af en Fjord (= Mynne).
Fjor-ꜳr(e) forrige Aar. I Fjoraare: ifjor. Nordre Trondhj. Ellers: ifjor (mest almindl.), ifjꜳr (Sdm. Sæt.); søndenfjelds udtales det tildeels: ifjol (med tykt l) ligesom i Svensk. Formodentlig beslægtet med fyrre, eller det forældede: fjerre (ɔ: fjernere). Hertil høre mange sammensatte Ord med Formen Fjors (oo), el. Fjꜳrs (Sdm.); f. Ex. Fjorskonn, n. Korn af forrige Aars Avl; ligesaa Fjorshøy, Fjorserter, Fjorsneter. — Fjorskalv, m. aarsgammel Kalv. Ligesaa: Fjorskid, Fjorslamb. Modsat: Ꜳrs.
Fjore (Grundtal), s. fire.
fjore (for fjorde), adj. fjerde. Sogn. Nhl. Vald. Guldbr. (Ellers: fjære). G. N. fjórði. fjore ꜳ tjugande: fire og tyvende. — Fjore Dag: fjerde Dag i en Høitidsuge. — fjore kvar (fjære kvar): hver fjerde.
Fjorføsle, f. Fiirbeen, s. Firføtla.
Fjoring (for Fjording), m. Fjordboer, En som er fra Fjordbygderne. Jf. Fyr Adskilles sædvanlig fra Fjorung.
fjorofoto, s. firafotom.
fjortan (oo), Talord: fjorten. Hedder ogsaa: fjorta (Vald. Rbg.), fjortꜳ (Nhl. og fl.), fjurten (Sdm.). G. N. fjórtán og fjúgurtan. — Fjortan Dagar: to Uger. Eit Fjortandags Arbeid Arbeid: Arbeide for to Uger.
fjortande (i Sdm. fjurtande), adj. fjortende.
Fjorung, oo, (for Fjordung), m. Fjerdedeel. — a) en Fjerdedeels Miil. Søndre Berg. Hall. Gbr. og fl. Ellers Fjæring. b) Fjerdedelen af en Hud (Vaskfjorung, Framfjorung). I Sdm. Fjꜳrung og Fjꜳring. c) en Deel af et Distrikt; see Fjæring.
Fjorungstykkje, n. Fjerdedelen af en Leiv (Fladbrød). I Sdm. Fjꜳrungsstykkje.
fjor-vand, adj. vant til at reise paa Vandet. Ag. Stift.
Fjorværing, m. Fjordboer. Helg.
Fjoræring, s. Firꜳring.
Fjos (oo), n. Stald for Køer og Faar; Fæhuus. Kr. Stift. Guldbr. — Ellers Fjøs, n. Hedm. Øst. Ørk. og fl . — Derimod: Fjøs, m. (Fjøs’en) i Nordre Berg. Sdm. Helg. og fl. — I Søndre Berg. bruges: Flor; i Hard. er Flor er Kostald, og Fjos en Faarestald. G. N. fjós. — Hertil: Fjoshjell (Fjøsjell, Fjøslæm), m. Loft i Stalden. Fjøskok (oo), m. Mødding. (Hadeland og fl.). Fjosveg, m. Vei til Fæhuset.
fjot, adj. s. fljot.
fjuka (fjuke, fjøke, fyke), v. n. (fyk’; fauk; fokje, aab. o), fyge, drive afsted, flyve, svæve i Luften. G. N. fjúka. Kun om Ting, som drives afsted ved en ydre Paavirkning, saasom ved Blæst, Kast eller Stød; altsaa forskjelligt fra fljuga. Om Mennesker: vimse, løbe, hoppe omkring; jf. fykjen. Heraf Fok (Snøfok, Sandfok), og føykja.
fjukande (fykande), adj. drivende.
Fjuking, f. Fygen, Driven.
Fjukr (Fjukk’er), n. Fnug, Støv, Støvgran. Sogn. Jf. Fjom, Falskje.
fjunk, adj. rask, fyrig, frisk. Sogn.
fjurten, s. fjortan. — Fjæra, s. Fjøra.
fjære, adv. omtrent, henved. Sogn, Voss. „so fjære“: saa omtrent, el. omtrent saa meget (Andre St. so-pass). „kor fjære“: hvor meget, el. hvor omtrentlig. — „fjære ve(d)“: hen ved, omtrent. Indre Sogn. Maaskee egentlig: fjerre; jf. G. N. fjarr og firr ɔ: fjernt.
fjære, n. et Kjælenavn, forhen brugl. i Nhl. „Fjære mitt!“ min Bedste.
Fjæring, m. Fjerding; a) af en Tønde (s. Kvartel); b) af en Miil; s. Fjorung; c) et Thinglag eller lignende Distrikt. Meget brugl. i Nordlandene.
Fjøke, v. n. fyge; s. fjuka.
Fjøl (aab. ø), f. Fjel, Bræt; Stykke af en tynd Plante. G. N. fjöl. — Fjølende, el. Fjøle-mole, m. Stykke af Fjel. — Fjølhogg, n. Blok, hvorpaa Fjele tilhugges.
Fjølde, m. Mængde, Mangfoldighed. Namd. Indr. (G. N. fjöldi). Ogsaa: Størrelse, Udstrækning. Ørk. (sjeldnere),
Fjølde (for Fjelgde), s. Fjelde.
fjølg, adj. mandstærk, mange tilsammen. Namd. Indr. Dæm æ sꜳ fjølg(e). — Ogsaa: stor, vidtløftig, om enkelte Ting. Fosen, Ørk. (I neutr. fjølt). Han æ for fjølg. Dæ va for fjølt før’ mæg.
fjølg (varm), og fjølge (varme), s. fjelg.
fjølgment, adj. mandstærk, som har mange med sig. Namd. G. N. fjölmennr.
fjølt, adj. s. fjølg og fjelg.
Fjør (for Fjødr), f. 1) Fjæder, Fjær (paa Fugle). G. N. fjöðr. 2) Fjæder hvormed en Indretning drives, eller hvormed noget udspændes. (Urfjør, Stinnfjør, Spennefjør). Hedder i Sdm. Fjøyr, men alm. Fjør, med aab. ø.
Fjøra (aab. ø), f. 1) Strandbred, den Deel af Strandbredden, som i Flodtid overskylles af Havet. Nogle St. Fjera. (Jf. Fyru). I Sogn: Strꜳnd. — 2) Ebbe, lavt Vande; modsat: Flod. Alm. Nogle St. Fjera (aab. e), el. Fjere (Sogn. Jæd. Namd. Helg.). G. N. fjara, acc. fjöru. — I Fjøre Sjø: i Ebbetiden.
fjøra, v. n. (a—a), ebbe, falde, om Havet. — Ogsaa fjera (aab. e) i Sogn, Nhl. og fl. Mere brugl. er fella (Sjøen fell’). Modsat: fløde. — G. N. fjara. — fjøra uppe: komme paa Grund, ligge fast i Ebben. Oftere: felle uppe.
Fjørefar, n. en stor Havbaad, som er lidt mindre end en Aattring, og sædvanlig besættes med sex Mand. Sdm. Ndm. Vel egentlig en Baad for fire Mand, ligesom Isl. fjögra-mannafar (fjögra er gen. af fjórir ɔ: fire).
Fjøregubbe, m. Strandvætte, Aand el. Nisse paa Strandbredden. Nordlandene.
Fjørekung, m. Søsnegl, Skalorm; see Kuvung. Isl. fjörukongr.
Fjøremakk, m. Sandmaddike (Lumbricus marinus), brugelig til Mading.
Fjøremund, n. Ebbetid. Tr. Stift.
Fjørepist, m. Strandpiber, en Fugl (Tringa maritima). Sdm.
Fjørestein, m. glat og afrundet Steen, som sædvanlig findes paa Havbredderne.
Fjørfyll, f. Stopning af Fjæder.
Fjørseng, f. Fjæderdyne.
Fjørskifte, n. Fuglenes Fjæderfældning.
Fjørstylk, m. Fjæderstilk, Pennepose.
fjørug, adj. fyrig, frisk, rask (især om Heste). Tell. Hall. (Aab. ø, ligesom alle de forrige). Jf. G. N. fjör, Liv.
fjørut (-ette), adj. fjædret, beheftet med Duun eller Fjæder, om Klæder og desl.
Fjørveng, m. Vinge af en Fugl, til at feie og pudse med. B. Stift.
Fjøs (aab. ø), m. Fæhuus; s. Fjos.
Flabb, m. Flab, Kjæft.
Flag, n. Fjeldvæg, Klippeside; s. Flog.
flaga, v. a. (a—a), flække. Sogn. (Sjelden). Oftere v. n. flækkes, skilles ad (s. flakna); om Træer: slippe Barken. Jf. svada.
flaga, v. n. (a—a), falde ujævnt, bliver snart stærkere snart svagere. „Dæ flaga i Elvenne“, siges naar Elvens Brusen høres deels stærkere, deels svagere, efter som Vinden dreier fra eller til. „Dæ flaga i Kropp’a“, om enkelte hastig forbigaaende Rystelser eller Strømninger i Legemet, Anfald af Hede eller Kulde og lignende. Nordre Berg. (Jf. yra).
Flaga, f. et Ryk, Angreb, at noget paatrænger sig stærkere end ellers. Saaledes: a) Byge, Stormbyge, enkelt Vindkast. b) om en Fornemmelse i Legemet, et Tilstød, Anfald, f. Ex. af Skjælven, Nysen, Hoste (Hosteflaga). c) om Smerter, som i enkelte Stunder føles stærkere end ellers; en Paroxysme (= Rid). Dæ gjekk i Flage (i enkelte Paroxysmer). Han fekk dꜳ ei Flaga, ꜳ dꜳ ei onnor (snart et Anfald og snart et andet). Meget brugl. vest- og nordenfjelds. Ogsaa i Guldbr. (tildeels: Flꜳgꜳ).
flagemillom, imellem de enkelte Anfald.
Flageverk, m. Smerte som i enkelte Øieblikke indfinder sig med forøget Heftighed.
Flagg, n. Flag. I Hard- og fl. Steder hedder det Flagd.
flagga, v. n. flagge. I Hard. flagda.
flagna, v. n. revne; s. flakna.
flagsa, v. n. flagre, vifte; s. flugta.
Flak, n. 1) Flig, Lap, en løst nedhængende Klud. Tr. Stift. 2) et stort løsrevet Stykke, især af Iis. Isflak (i Gbr. Isflok, -flook). 3) et letsindigt Kvindfolk. Nogle St. Flas. Jf. Isl. flakalegr, letfærdig.
flaka, v. a. lægge Flager paa; s. Flakje.
flakebringa el. -bringꜳ), adv. med nøgent Bryst, med Klæderne oprevne. Sdm.
Flakje, m. (Fl. -ka), Flage, en stor Luge af sammenføiede Fjele.
flakk, adj. s. frak.
Flakk, n. Omflakken. koma paa Flakk.
flakka, v. n. (a—a), flakke, vanke om.
flakkfør’, adj. rask, rørig, som gaaer godt. Især om gamle Folk. Sdm. og fl.
flakna, v. n. (a—a), flækkes op, revne, falde i Skiver; eller ogsaa: skjælles af, løsne, om Skind, Papirbetrækning og deslige. Alm. men paa nogle Steder: flagna. (Isl. flagna).
flakt, part., flækket s. flekkja.
Flame, m. Flamme, eller en Figur som ligner Flammer. — flamet (utt), adj. tegnet med Figurer som ligne Flammer.
flana, v. n. (e—te), stirre paa noget, gloe, gabe: ogsaa løbe blindt hen, fare taabeligt afsted. Nordre Berg.
flangra, v. n. springe efter noget, løbe om (med Begreb af Ringeagt). Tell. og fl. Hedder ogs. flangsa og flamsa. Jf. flogsa.
Flas, n. tyndt Skal (= Rus); Skjæl, smaa Spaaner og deslige. Gbr. Tell. (Jf. Flus).
flasast (flases), v. n. = flisast. Østerd.
Flaska, f. Faske. (I Vald. Flæske). Ogsaa et Trækar, en Dunk med et Spunds paa Siden. Mjelkeflaske. (Nordre Berg.).
Flassøp, n. Feieskarn (= Sorp). Tell. Isl. flatsóp.
flat, adj. 1) flad. Heraf Flot og Flota. 2) skamfuld, forlegen.
Flata, f. en Flade; s. Flota.
Flatebrau(d), n. Fladbrød. Jf. Leiv.
Flatgjor(d), f. et Slags tynde og brede Baand paa Kar. Heraf flatgjora, adj.
Flatlende, n. en flad og jævn Mark.
flatlendt, adj. om en Egn eller Strækning med flade marker.
Flatmagje, m. Luftblæren af store Fiske, som paa nogle Steder tillaves til Mad.
flatna, v. n. blive fladere.
flatnasa, adj. som har flad Næse.
flatrosta, adj. om et Huus, hvis Tag er lavt eller har liden Reisning. Modsat brattrosta. Tell. og fl.
Flatseng, f. en Seng, hvis Bund dannes af Gulvet; en Gulvseng.
flatt, m. see Flꜳtt.
flatvoren, adj. nogenlunde flad.
flau, adj. bly, frygtsom. Rettere blau(d).
flaug, fløi; s. fljuga.
Flaum, m. Vandflom, Oversvømmelse af Elve og Vanddrag. Sogn, Ag. Stift, Ogsaa i Helg. I Østerd. Flom. (Jf. Flod).
flauma, v. n. (a—a), strømme rigeligt, flyde over Bredderne. Hall. og fl.
flaut ɔ: flød; s. fljota.
Flauta, f. Tværstykke i en Slæde. Sogn, Søndre Berg. I Rbg. Flautstokk, Flaustokk. I Ørk. Flesstokk. Jf. Hynning.
Flꜳ, f. 1. (Fl. Flær), Flydholt, Kork eller Træstykker som fæstes paa Overkanten af Fiskergarn. Shl. Stav. og fl. I Ag. Stift: Flø, m. (Isl. flá, Spile). Jf. Kavl.
Flꜳ, f. 2. (Fl. Flæ, r), en Afsats, en liden Flade imellem bratte Klipper. Nordre Berg. Sdm. Ørk. (Isl. flá).
Flꜳ, f. 3. et Lag; s. Flo.
flꜳ, adj. vid, udvidet, aaben eller noget flad; f. Ex. om en Dal med svagt opstigende Sider, et Kar eller Fad med vid Rand og liden Fordybning. Meget udbredt Ord. Rbg. Tell. Ag. Stift, Hard. Sdm. og fl. (G. N. flár).
flꜳ, v. a. (flær; flo; flegje), at flaae, tage Skindet af. Uegentl. skinde, afpresse Folk Penge uden Skaansel. Sup. hedder ogsaa flege (Sogn), fleie (Søndre Berg.), og fligje. I de nordlige Egne har Ordet svag Bøining: flꜳr, flꜳdde, flꜳtt. Formen flaga forudsættes i Maraflagar og flegjen; jf. fletta og Hovudflꜳtt.
Flꜳbotn, m. Bund som er noget flad eller har kun en svag Hældning.
flꜳgrunt, adj. n. grundt med svag Hældning.
Flꜳgrynne, n. en Grunding i Vandet med en svag Skraaning til Siderne.
flꜳkjæfta, adj. aabenmundet, som ikke kan tie. Ag. Stift.
flꜳlendt, adj. svagt hældende, næsten fladt. (Sjelden).
flꜳna, v. n. blive videre og fladere, om en Dalstrækning. Gbr. og fl.
Flꜳs, m. letsindig, snakkelysten Person.
Flꜳssfjør, s. Flossfjør.
Flꜳtt, m. (eg. Flaaen), s. Hovudflꜳtt.
Flꜳtt, m. et Insekt, som sætter sig fast paa Dyrenes Hud for at suge Blod, og bliver siddende indtil dets Bug er saa fuld, at det ikke længere kan holde sig. (Ixodes caninus). Sv. fästing. Bekjendt i B. Stift. og flere Steder. I Nhl. Flatt; i Sogn hedder det Hatleflꜳtt medens derimod Flꜳtt er Pediculus pubis). I Rbg. siges Flꜳtt om en Person som lever lystigt og gjør sig vel meget tilgode.
flegjen, adj. flaaet. Hedder ogsaa: flegen (Sogn), og mest alm. fleien (men i pl. flegne).
Flein, n. see Fleir.
flein, adj. 1. blottet, aaben; især om Træer, naar Barken paa et Sted er afreven. Valdrers. Uvis Rod; jf. flaga og flegjen; el. maaskee flina (ɔ: grine, fnise).
flein, adj. 2. skamfuld, rødmende. Indr.
Fleine, f. et bart eller blottet Sted i en Skov. Guldbr. Paa Træer: et Sted hvor Barken er afreven.
fleine, v. n. 1. blive bar, blottes paa et enkelt Sted, f. Ex. paa Hovedet, naar Haaret flader af. Tell.
fleine, v. n. 2. kjæle, smigre for En. Ørk. (I Sdm. hedder det: flere).
fleinen, adj. kjælende, sødtalende, som naar man taler til smaa Børn. Ørk.
fleinskalla, adj. skaldet paa Midten af Hovedet. Overalt søndenfjelds; ogsaa i Ørk. Jf. flein og fleine.
fleinskurvut, som har Udslæt paa Hovedet. Vald.
fleint, adj. n. bart, nøgent. Gbr.
fleipe, v. n. drive letsindig eller tvetydig Spøg. Sdm. — Andre St. flæbe, græde.
Fleir, n. et Slags tyk Skurv eller Knort i Huden, paa Heste. B. Stift. I Valders: Flein, n. (Isl. fleiðr, Saar).
fleire, adj. flere. Paa Jæderen hedder det ogsaa: fleirne.
Flekk, n. Skal (= Rus, Flus). Voss.
Flekk, m. (Fl. Flekkje, r), Plet, Flæk; ogsaa et enkelt Sted eller Punkt. Paa Flekkjen: paa Stedet. — 2) endeel Hø, som er udspredt paa Engen for at tørres. Høyflekk. (Isl. flekkr). Alm. I Tr. Stift ogsaa Breie og Rꜳk.
flekka, v. n. (a—a), om Jorden, naar Sneen tøer, saa at det bliver bart paa enkelte Pletter. Mest søndenfjelds. I Valders hedder det ogs.: fleka el. flika. I Sdme. røvla. — flekka v. a. er derimod at beflække, sætte Pletter paa.
flekkast, v. n. blive plettet.
Flekkesnø (-snjo), m. Snee som afbrydes ved enkelte aftøede Pletter. Ag. Stift.
flekkja, v. a. (flekkje, flakte, eller flekte, 1) flække, kløve; ogsaa opskjære. 2) afrive, fraskille (Skind, Betræk o. s. v.). 3) afskalle, f. Ex. Poteter. Voss. Gbr.
Flekkja, f. et afflækket, løsrevet Stykke. Shl. og fl.
Flekkjing, f. Flækning, f. Ex. af Fisk.
flekklaus, adj. uplettet, fri for Pletter.
flekkut (-ette), adj. plettet, flækket.
flengja, v. a. (e—de), flænge, rive i Stykker; ogsaa ridse, skjære, især i Kjød.
flere (ee), v. n. (a—a), kjæle for En; ogsaa lefle. Sdm.
Flerra (Flærre), f. et Skaar, et revet eller hugget Saar. Mest nordenfjelds.
flerret, adj. skrammet, fuld af Saar. I Ørk. flærꜳt.
Fles (aab. e), n. Skal. Gbr. s. Flus.
Flesk, n. Flæsk. — Fleskesvor(d), m. Huden paa Flæsk.
Flesstokk, m. see Flauta.
fleste, adj. (superl.), fleste. I Nhl. flestre; i Sdm. frestalle (G. N. flestir allir).
fletta, v. a. 1. (a—a), at flette.
fletta, v. a. 2. (a—a), false, indskjære Kanten paa en Ramme eller Karm. Helg. Ellers = grøypa.
fletta, v. a. 3. (a—a), 1) at flaae. Tell. (Jf. belgfletta). 2) ridse, saare, rive Huden af. Tell. Jf. flengja.
Fletta, f. 1. et Saar, en Ridse. Tell.
Fletta, f. 2. en Flette, Haarfletning.
Fletthyvel, m. en Høvel til at jævne Kanter med, og til at udskjære en Fals eller Ramme. (Jf. fletta, 2).
Fli, n. Redskaber, Værktøi. Sdm.
fli, v. a. 1. (r—dde), behandle, tillave; ogsaa ordne, pynte, holde istand. Meget brugl. i B. og Tr. Stift. (I Danmark flye).
fli, v. a. 2. (r—dde), flye En i Hænder, række, levere. Med Dat. og Akk. f. Ex. Fli meg Staven. B. Stift, Tell. og fl.
flidd, adj. behandlet, lavet. væl flidd. ille flidd. Dær va so ille flitt: der var saa uordentligt. B. og Tr. Stift.
flikje, v. n. (e—te), være slap eller buget i Kanten; om Klæder og Skoe, hvis Kanter ikke rigtig slutte t il. Guldbr. og fl. I Sdm. flækje. Jf. jarflikt.
flikra, v. n. kjæle, smigre, indsmigre sig. B. Stift. I Hall. flika (el. fleka). Hertil Flikamꜳna(r), pl. Begyndelsen af et Ægteskab; Hvedebrødsdagene. Nordre Berg.
flina, fnise, lee; s. flira.
Flinad, m. Behandling, Røgt. Nordre Berg. (af fli).
Flindra, f. en tynd Skive eller Splint; f. Ex. af Steen. B. Stift.
flindrast, v. n. revne, kløves i Splinter. Guldbvr. Sdm.
Flinga, f. en tynd Skorpe. Sogn.
flinka, v. n. fegte eller støde med Hænderne, ligesom naar man vil slaae. Sdm.
Flint, f. s. Tinna.
Flir, m. Fnisen, dæmpet Latter.
flira, v. n. (e—te), fnise, smaalee; især om en utidig Latter. I Sogn hedder det flina, med Formerne: flin’e, flein, fline (aab. i); f. Ex. Han gjekk ꜳ flein ꜳt da.
Fliring, f. Grinen; idelig Latter.
Flis (ii), f. (Fl. Flisa, r), Splint, Spaan; et tyndt og langagtigt afrevet Stykke, af Træ, Straa, Skal o. s. v. Alm. og meget brugl. (G. N. flís).
flisa, v. a. oprive, splintre. flisa upp: oprive Overfladen, saa at den bliver fliset.
flisast, v. n. revne, splintres; blive fliset paa Overfladen.
fliska, v. n. i Taalemaaden: fliska ꜳ banna ɔ: sværgen og bander. Sdm.
Flisme (aab. i), f. Been-Edder; et Slags Bylder, som udgaae fra Benet, og hvorved undertiden enkelte Beenstykker (el. Fliser) falde ud. Sdm. og fl. Skal i Tr. Stift hedde Flesme. I Sogn hedder det Frisma, og i denne Form skal Ordet ogsaa findes i gammel Svensk og i svenske Dialekter. — Nogle St. Alvskot.
Flismegras, n. en Urt som har været brugt imod Flismen. (Veronica officinalis).
Flismyk, f. Gjødsel som er blandet med Savspaaner. Ag. Stift.
flisut (flisette), adj. fliset, splintet, opreven eller ujævn paa Overfladen.
flitta, v. n. skynde sig. „flitte paa“ (sdm.). Jf. flyta. — flittug, adj. s. onnug.
fljot’ (oo), adj. 1) rask, snar, hurtig, Søndre Berg. og fl. I Tell. forekommer fjot (som forældet); i Tr. Stift bruges det meget og hedder: fløt. Isl. fljótr. Helst om Ting, som ere jævnlig i Bevægelse, f. Ex. et Uhr. Klokka æ for fløt (ɔ: gaaer for hurtigt). — 2) som kommer snart frem, bliver tidlig færdig. Søndre Berg. fljott Kodn: Korn som modnes tidlig. Du æ fljot’e: du er tidlig paafærde. 3) fyrig, frisk, munter. Sdm. hvor det hedder: fljøt’e. Heraf: flyta, v. a.
fljota, v. n. (flyt’; flaut; flote, aab. o), at flyde. (G. N. fljóta). Inf. hdder: fljota, flote (oo), fljøte, fløte, (aab. ø) og flyte. Betydn. 1) flyde ovenpaa, holde sig paa Overfladen. (Modsat sekka). 2) strømme over; være oversvømmet. Dæ flaut all Mark: Vandet gik over den hele Mark. Forskjelligt fra renna (Dansk flyde). — Heraf: Flot, Flote, fløyta, og fl.
fljotande, adj. flydende, som ikke synker.
Fljotleikje, m. Hurtighed. (Sjelden).
fljuga, v. n. (flyg; flaug; flogje, med aab. o), at flyve. (G. N. fljúga). Inf. hedder: fljuga, fljuge, fluge: fljøge, fløge, flyge. Imperf. har i Fleertal: flugo (aab. u) i Hall. og Vald. — Betydning: 1) flyvge. Imperf. har i Fleertal: flugo (aab. u) i Hall. og Vald. — Betydning: 1) flyve, om Fugle og Insekter. Om andre Ting, som svæve i Luften, siges: fjuka, driva, spretta. 2) løbe, hoppe, fare hurtigt afsted. Meget brugl. søndenfjelds, om Dyr og Mennesker. 3) løbe, yttre Parredrift; om Dyr af Hunkjønnet, især Hopper. Nordre Berg. Jf. Flog. Beslægtede Ord. Flog, Fluga, Fly(gje), fløygja, fløygd.
fljugande, adj. og adv. flyvende.
Fljuging, f. Flyven; Maade at flyve paa.
Fljøt (aab. ø), m. Kork eller Flydholt paa Garn. Sdm. og fl. (for Fljot). Jf. Flꜳ.
fljøte, v. n. s. fljota.
Flo, f. 1. et Lag, et Læg; det som nedlægges i een Række eller paa een Gang. Næsten alm. I Sdm. Flꜳ. G. N. fló. Ordet Lag er sjeldnere og bruges mest om et enkelt Lag; Flo bruges især naar der ere flere Lag over hinanden.
Flo, f. 2. Kjerne, f. Ex. i Æbler. Hard. Fleertal hedder: Flør. 2) de enkelte Korn paa Havren; maaskee ogsaa Hylsteret som omgiver Kornet. Ørk. „Dæ va Skjør i ne’ste Flo’en“, d. e. der var Kjernestof (Skyr) i det nederste Korn i Havretoppen; altsaa: Havren var næsten moden. (I Sdm. hedder det: Dæ va Skyr ’ti ne’ste Klo’ne). Begyndelsen til en Kjerne kaldes ellers: Loppa; og den gamle Betydning af Flo er Loppe; see Marflo.
Flø (Regnskyl), s. Flod. — floa, s. floda.
Flod (Flo), f. 1) høit Vande; den Tid da Havet staaer høiest. Modsat Fjøra. 2) Vandflom, Oversvømmelse, at Elvene blive store. Ørk. Indr. (i Formen Flo). I Sdm. Fløde, n. (Isl. flóð, n.). Heraf fløde, v. n.
Flod (Flo), n. en kortvarende Skylregn, som indtræffer i tørt og varmt Veir; især Tordenregn (Toreflod). Nordre B. Sdm. Ndm. Ørk. Ogsaa ved Bergen: Flo, f. (ei Flo). I Tr. Stift oftere: Floing, m.
floda (flode, floa), v. n. (a—a), om Veiret, naar Himmelen pludselig overskyes og der indtræffer en Regnbyge; især paa en Tid, da Luften ellers er klar og varm. Dæ floa (el. han floda): det trækker op til en Regnbyge. Nordre Berg. og fl.
Flo(d)brot, n. Flodmaal i Strandbredden. Helg. I Sdm. Flodabrꜳk, n. som ogsaa betegner den Rad af løs Tang, Kviste og deslige, som bliver liggende øverst i Flodmaalet. (Isl. brúk).
floden (flo’in), adj. om Veiret, naar det afvexler med Varme og Skylregn.
flodfri, adj. om noget, som ligger saa høit paa Strandbredden, at Søen ikke naaer det i Flodtiden.
Flo(d)ing, m. Skylregn efter tørt Veir; Tordenregn. Ørk. Indr. (Flo’ing).
Flo(d)mꜳl, n. den Høide hvortil Søen stiger i Flodtiden. I Hard. Fløarmꜳl. (G. N. flœðarmál). Jf. Flodbrot.
Flo(d)mund, n. Flodtid. Tr. Stift. Søndmør.
Flo(d)skur, f. Regnbyge, Tordenregn.
Flo(d)ver (Floveer), n. Tørt Veir som afbrydes ved enkelte Regnskyl.
Floe, m. Vandpyt, Vandsamling paa lav og sumpig Grund. Jæd. Jf. Isl. flói, en sumpig Egn.
floet’ (floette), adj. fuld af Vandpytter. Jæd. Ogsaa det samme som floden.
Flog (aab. o), n. 1) Flyven, Svæven. (Sjelden). Af fljuga, flaug. Ogsaa: Løb, Strømning; f. Ex. Blodets i Legemet. — 2) Løben, Omsværmen. Dei æ ute pꜳ Flog: de løbe omkring efter Leg og Selskab. Ofte tvetydigt og med Foragt; hertil „Flogmærr“: en Tøite, egentl. en geil Hoppe; s. fljuga, 3. — 3) Gigt, Sting eller Smerter som pludselig gaae over fra et Lem til et andet. Sjelden. (Isl. flog). — 4) Ukrud, Snyltevæxt; især Flyvehavre. B. Stift. I Tell. Flug. — 5) en Fjeldvæg, en Klippe, som er saa brat, at intet kan ligge eller fæste sig paa den. B. Stift, Helg. og fl. Nogle St. Flaug. I Hall. Flag.
Floga, s. Fluga.
flogbratt, adj. yderst brat, næsten lodret.
Flogfjell, n. et meget brat Fjeld.
Flogga, f. et tyndt Dække, en Hinde, især af Skum eller Fedt. Skumflogge, Feittflogge. Ei blꜳ Flogge: den blaalige glindsende Overflade paa mineralsk Vand. Nordre Berg. Sdm. Jf. Folga, Flukka.
flogga, v. n. grønnes, om Skov. Sogn.
Floghavre, m. (-hævre, f.), Flyvehavre (Avena fatua). See Flog.
flogjen (aab. o), adj. bortfløien.
Flogrogn (-rꜳgn), m. Snylte-Røn, Rønnetræ som voxer i en Kløft eller Huulning paa et andet Træ (fordum anseet som nyttig imod Trolddom). Helg. Sdm. Gbr.
Flogs, f. en Flane, et letsindigt Menneske.
flogsa, v. n. sværme, tumle, fare letsindigt frem (især med Begreb af Letfærdighed). Nordre Berg. Gbr. og fl.
Floing, s. Floding.
flokast, v. n. sammenvikles; s. flokna.
floket (flokꜳtt), adj. fuld af Knuder og Forviklinger. B. og Tr. Stift.
Flokje, m. 1) Knude, Forvikling, en sammenviklet Lok eller Klynge, af Haar, Traad, Snorer og deslige. B. Kr. og Tr. Stift. G. N. flóki. Jf. Vase, Tull, Tuste. — 2) en Visk, Kvast, en Green med tæt sammenhobede Kviste. Nhl. og fl. (Jf. Brakaflokje). Ogsaa en tyk Sky (Skyflokje). I Gbr. Flok (oo), om et Isstykke (ellers Flak). Figurlig om forviklede Omstændigheder. (S. Fløkje). I Sdm. og nærmeste Egne haves Talemaaden: „bere Flokje“ ɔ: slaae Armene korsviis imod Skuldrene for at varme sig. Ellers: berja Floka, og: slaae Flakje.
flokjen, adj. (Fl. flokne), forviklet, sammenviklet, vanskelig at faae Rede paa. Modsat greid. Om Træ: snoet, tværvoxet, vanskeligt at kløve. Modsat beinkløyvd. Kr. B. og Tr. Stift. G. N. flókinn. Jf. toven.
Flokk, m. 1) Flok, Hob, Samling. Ein heil’e Flokk: en ikke ubetydelig Hob. I Flokke-tal el. i Flokke-vis: hobeviis. 2) Familie, Huusfolk. Ein stor Flokk: en stor Familie, mange Børn.
flokkast, v. n. flokkes. Ogs. flokka seg.
flokna (oo), sammenvikles, komme i Urede. Jf. fløkjast.
flo-leggja, v. a. lægge lagviis over hinanden (s. Flo). Nogle St. flosetja.
Flom, m. s. Flaum.
Flor (oo), m. Fæhuus, Kostald. Sogn; Nhl. Shl. Lister. I Hard. er det forskjelligt fra Fjos n. G. N. flór (Diplom. I, 187). I andre Sprog betyder flor: Gulv.
Florslæm, m. og Florskukk, m. Loft i et Fæhuus. Nhl. og fl. (= Fjoshjell).
Flos, n. s. Flus.
Flose (aab. o), f. Opbruusning, Heftighed, en pludselig paakommende Lyst. Sdm. Hertil floset (-ette), adj. ustadig, som har Lyst og Mod i enkelte Øieblikke, men ikke ellers.
Floskur, f. s. Flodskur.
Flossfjør (el. Flꜳssfjør), f. Fiskenes Svømmefinner. Nordenfjelds. I Sogn hedder det: Strissfjør.
Flot (aab. o), m. en fladt liggende Ager. Sdm. Ørk. og fl. (Af flat).
Flot (aab. o), n. 1) Flyden, det at noget flyder. G. N. flot. — fꜳ Bꜳten pꜳ Flot: bringe Baaden paa Vandet, faae den flot. — 2) Fedt, strøknet Kjødfedt; eller i Almindl. noget som flyder ovenpaa.
flota (aab. o), v. a. (a—a), 1) faae til at flyde, sætte paa Vand; især sætte en Baad ud. B. Stift. (G. N. flota). 2) flaade, transportere noget tilvands, saaledes at man lader det flyde.
Flota (aab. o), f. Flade, en flad og jævn Mark. Hedder ogsaa: Flutu (Ørked.), Flata (Namd. og fl.), og nogle St. Flot, f. (Tell. pl. Flatir?).
flotande, som kan flaades (s. flota).
Flote (aab. o), m. Flaade; Tømmerflaade; Skibsflaade. Ogsaa Flꜳta, Flꜳtꜳ. (G. N. floti).
Floting, f. Flaadning af Trælast.
flotna, v. n. (a—a), flyde op, komme op paa Overfladen. Alm.
Flud (Flu), f. en Banke eller et fladt Skjær, som i Flodtiden er overskyllet. Helg. Sdm. og fl. Jf. Fløde.
Fluga (aab. u), f. Flue. Hedder ogsaa Floga, med aab. o (Shl.), Flogo (oo), Flaue. (Isl. og Sv. fluga).
fluge, v. s. fljuga.
Flugebjønn, m. en Art Bræmse eller Klæg. Sogn. I Sdm. Rosaklegg.
Flugesopp, m. Fluesvamp (Agaricus muscarius).
Flugse, f. Lap, Lase, Pjalt. Nordre Berg. Ellers Filla og fl. 2) Flokker, Sneeflokker. Snøflugse. 3) en Ørn. Meget brugl. i Yttresogn.
flugset’, adj. laset, pjaltet.
Flugt, f. 1) begge Vingerne paa en Fugl. B. Stift. 2) Flyven, Flugt. (Sjelden). 3) Flugt, at man flyer. taka Flugt’a.
flugta, v. n. flagre, vifte (Isl. flögta). Om Fugle: flagre, slaae med Vingerne. Nordre Berg. og fl. Ellers: flagsa.
Flukka, f. en tynd Skorpe. Nhl.
Flukr (Flukk’er), n. Fregner, Solpletter. Sdm. og fl. Jf. Frukna, Frokle.
flukret’ adj. fregnet; s. fruknut.
Flundra, f. Flyndre (Sv. flundra). Flundreskap, n. Flyndreskikkelse.
flunsa, v. n. skynde sig, arbeide med Larm og Bulder. Sdm.
Flus (aab. u), n. Skjæl, Skal; smaa Stykker eller Smuler af meget tynde Sager, f. Ex. af tørre Blade eller af en tynd og fortørret Hinde; saaledes: Konnflus (om Stykker af Kornskal eller Avner), Tobakflus (Smuler af Tobak), Hꜳrflus (om de smaa Skjæver, som efterhaanden afskjælles af Huden paa Mennesker og Dyr). Jf. flysja. Ordet er maaskee alm. men hedder ogsaa: Flos, aab. o (Shl. Jæd.), og Flys, aab. y (Tr. Stift). I Tell. Flus (uu), ogsaa om Skjæl paa Fisk. I Rbg. Flus (aab. u) især om Potetskal. I lignende Betydn. findes ogsaa: Flas (Tell. Gbr.) og Fles (Gbr.). Isl. flus, Skjæl, Bark. — Jf. Rus, Ras, Bos.
Flus (uu), m. en Bordkniv. Hard.
flus (uu), adj. gavmild, rundhaandet. Tellemarken.
flusast (aab. u), v. n. blive skjællet.
flusut (flysette), adj. skjællet; s. Flus.
flust (uu), adv. rigeligt, overflødigt. Meget brugl. i Tell. Rbg. og Mandal.
flutt (aab. u), flyttet. S. flytja.
Fly, n. 1. Lokkemad som udkastes til Fisk for at faae den samlet paa eet Sted. (Ikke alm.).
Fly, n. 2. (For Flygje), Myg og andre flyvende Insekter, som ere mindre end Fluer. Hard. og fl.
fly, adj. lunken, lidt varm. Ørk. Jf. flo.
fly, v. n. (r—dde), flye, henflye, tage sin Tilflugt. Vel rettere flygja.
flyge (og fly), v. n. løbe, springe; see fljuga.
Flygjel, m. Pleiel (at tærske med). Tell. I Mandal Fløygjel (Fløyel). Ellers: Sligjel, Sloga, Tustr.
flykkje, v. n. flokke sig, løbe til flokkeviis. Sdm. (Sjelden).
Flys, n. Skjæl, Skal; s. Flus.
flytja, v. a. (flys’; fluste; aab. u og y), pille, flække Skallen af. Isl. flysja. flysje Konn: pille Kjernen ud af Korn (ligesom Fuglene). I Rbg. om at afskalle i Almindelighed. S. Flus.
Flyssa, f. 1) Klud, Lap; ogsaa Vaskeklud. Jæd. Tell. og fl. Sjeldnere Flygse (s. Flugse). — 2) = Dos, Stakk. Guldbr.
flyssa, v. n. om Sneen: falde i store Flokker. Gbr. (Jf. Snøflugse).
flyta, v. n. s. fljota og flytja.
flyta (flyte), v. a. (e—te), 1) drive, paaskynde; især om Veir, som letter et Arbeide, saa at dette kan gaae hurtigt. Nordre Berg. Sdm. 2) haste, skynde. flyte seg. Mest i Tr. Stift, hvor det ogsaa hedder: fløte (fløt’ seg), hvilket egentl. er fljota, af fljot, adj. — Isl. flýta. Jf. fløyta. flyteleg, adj. om Veir, som letter et Arbeide og gjør at det gaaer raskt. Sdm. og flere.
flyten, adj. driftig, rask i Arbeidet.
flytja, v. a. (flyt; flutte; aab. u og y): at flytte. Søndenfjelds. — Infin. hedder deels flykja (aab. y), deels fløta (G. N. flytja). I de andre Egne hedder det flytta (flytte), præs. flytte(r), imp. flytte. — flytte seg: bevæge sig tilside, tage en anden Plads. flytte til: tiltræde et Sted hvor man skal boe.
Flytning, m. Person eller Familie som flytter. B. Stift. (Vel eg. Flutning). Derimod: Flytting (Flytjing), f. Flytten.
Flytt, (m.), Bortflytning. Mest om en Bortjagelse. Dei fekk Flytt: de maatte pakke sig. B. Stift.
Flæ, n. Bark, især af Gran og Fure. Mandal. Jf. Flꜳ og flæ, v. a.
Flæ, og Flær, plur. s. Flꜳ.
flæ, v. a. (r—dde), forsyne et Garn med Flaa (ɔ: Flydholt, Kork, Bark eller deslige) paa Kanten. Shl. Kr. Stift. Heraf: flædd (n. flætt), forsynet med Flaa. Jf. kavla.
Flæde, f. et fladt Skjær, s. Fløde.
Flæe, n. en udstrakt og noget ophøiet Flade; en Plan med Skraaning til Siderne. Jæd. Formod. af flaa, adj.
flækje, v. n. see flikje.
flængje, s. flengja. Flærre, s. Flerra.
Flæs, n. en høi Banke i Søen, en Tange med meget grundt Vand omkring (?). Skal forekomme nordenfjelds, men er oftest kun et Stedsnavn.
Flæs, m. en liden Strøm, som rinder tyndt eller adspredt. Shl.
flæsa, v. n. (e—te), om en Strøm eller Fos: sprede sig til Siderne, rinde adspredt. Shl. Sdm.
Flø, m. Flydholt paa Garn. Ag. Stift. see Flaa. (= Fljøt, Kavl).
flø, adj. lunken, lidt varm (om Drikke, Vand etc.). Nhl. Sfj. I Sdm. haves flødd, i mjelkeflødd. (Isl. flóaðr). I Ørk. fly (Jf. ly). Hertil: fløna.
flø, v. a. lunke, varme. Sfj.
fløa, v. a. lægge lagviis sammen. Hard. Af Flo, ligesom floleggja.
Fløarmꜳl, s. Flodmꜳl.
flødd’, partic. stegen, opstegen; om Søen. Han æ mykje flødd’e. Af fløde.
fløde (fløa), v. n. (e—de), 1) strømme, skylle over. Dæ flødde ut-yve. S. Flod. 2) stige, nærme sig op til Flodmaalet; om Havet. (G. N. flœða). Modsat: fella, fjøra. Sjøen fløde (fløe): Søen er i Stigende. fløe laust: blive flot i Flodtiden.
Flø(d)e, f. et vidt eller fladt Skjær, som overskylles i Flodtid. Ndm. i Formen: Fløe; — Sdm. i Formen: Flæde. Jf. Flud og det Isl. flæði-sker.
Fløde, f. (kun i Fleertal), 1) Flod, i Havet. stora Fløde: Springflod. 2) Udtømmelse; Blodgang. Nordre Berg.
Fløde (Fløe), n. Oversvømmelse (= Flod, Flaum). Vassfløde. Nordre Berg.
Flø(de)val (Fløval), m. en Bugt, hvori Grunden ligger saa høit, at den bliver tør i Ebbetiden. Helg. s. Val.
Fløding, f. Havets Stigen. Sjøen ær i Fløding: Søen er i Stigende.
fløge, v. s. fljuga.
fløkja, v. a. (e—te), sammenvikle, bringe i Urede. Vest- og nordenfjelds. (G. N. flœkja). Af Flokje. Hertil flølkt’, og ihop-fløkt: sammenviklet, f. Ex. om Traad.
fløkjast, v. n. (est, test), sammenvikles.
Fløkje, n. 1) en Forvikling, Knude. Helg. og fl. 2) forviklede Omstændigheder, en Tilstand eller Stilling som er vanskelig at rede sig ud af. B. Stift.
fløna (flønna), v. n. varmes, blive lunken. Nhl. see flø.
Fløs, s. Flus. fløt, s. fljot.
fløta, v. s. fljota, flyta og flytja.
fløtt, s. flø. — Fløval, s. Flødeval.
Fløy, f. 1) Fløi, Veirhane. 2) Vimpel paa Master. (Rettere: Fløygja). Betydningen Baad eller Fartøi findes i Ꜳfløy.
fløye, s. fløygja.
Fløyg, m. et Spid; en Stikke hvormed Fladbrød vendes under Stegningen. Nhl. Jæd. og fl. Ellers Spade, Spoda.
fløygd, adj. 1) flyvefærdig, som kan flyve (om Fugleunger). Isl. fleygr. 2) hjulpen, reddet af en Forlegenhed. Nordre Berg. og fl. 3) i Sammensætning (lettfløygd, tungfløygd): flyvende el. løbende. Ag. Stift.
fløygja (fløye), v. a. (-gje, -gde), lade fare, slippe af Haanden. Nordre Berg. Fløyg ikje ned: lad ikke noget falde ned. Egentlig: lade flyve, af fljuga, flaug. (Isl. fleygja, at kaste).
Fløygjel, s. Flygjel. Fløyra, s. Føyra.
fløyta, v. a. (e—te), 1) faae noget til at flyde. (Af fljota, flaut). G. N. fleyta. — fløyte seg: komme ovenpaa; ogsaa holde sig paa Vandfladen. Alm. 2) affløde, aftage noget som flyder ovenpaa; især Fedt. 3) løfte op, hæve, lette, f. Ex. en tung Stok. „fløyte seg“, bemærker ogsaa: muntre sig, blive mere kvik. 4) om Veiret: lette Arbeidet (= flyta). Tildeels i B. Stift, ogsaa i Hall. og fl.
Fløyta, f. 1. = Honbora (i en Mast). Helg.
Fløyta, f. 2. en Fløite (at spille paa). Fløyte-emne, n. Grene hvoraf Barkfløiter tilskjæres.
Fløyte, m. tynd Fløde. Jf. Rjome.
fløyten, adj. 1) let, flydende. (Sjelden). 2) lettende, gunstig, om Veir som letter Arbeidet. Hall. og fl. S. flyteleg.
Fløyte-rꜳ, f. en Stang som er befæstet paa en Brygge og tjener til at fortøie Baade ved. Søndre Berg.
Fo (for Fod), f. Bagdeel; s. Fud.
Fod, n. Fodeleige ɔ: s. Fodr.
Fodn, Foræringer, s. Fon.
Fodnad, m. Fostring; s. Fødnad.
Fod(r), n. Foder, Næring; især for en Vinter. I Udtalen mangler deels d, deels r; saaledes: Fod (Sdm. Nfj.), Fo’r (mest alm.); nogle Steder Fostr. (G. N. fóðr). Søndenfjelds siges Fo’r ogsaa kun om Hø og Halm; især om Høet; saaledes: Fo’r-fanga, n. i Hall. Vald. og fl. om en Favn eller Byrde af Hø; ligesaa: Fo’rlass (Hølæs), Fo’rløyse (Hømangel) og fl. I B. Stift ogsaa: Fodring, Opfostring; jf. Kufodr, Smalefodr. Hertil: Fodeleige, f. Betaling for Fodring, eller for Vinterfoder. Sdm. Ellers: Fo’rleiga, og i Helg. Forvar (Foorval), n. for Fodverd. — Fodenaut (Fo’rnaut), et Nød, som udsættes paa Foder imod Betaling. Saaledes ogsaa: Fo’rku (Fodekyr), f. Fo’rsau (i Sdm. Fodesaud), m. og fl.
fo(d)ra (alm. fora), v. a. (a—a), fodre, føde, give Foder. Du æ væl fora mæ di ɔ: dermed er du vel forsynet. Et andet og nyt Ord er: fodra ɔ: fordre. Hertil: fodrast paa ɔ: udfordres. Fodring, f. Fordring, Krav.
Fo(d)ring (alm. Foring), f. Fodring, Opfostring. Eit Aars Foring: Foder for et Aar.
foen, adj. som har et sygeligt Udseende. Sdm. Især med Hensyn paa en Ansigtsfarve, som betegner Sygdom eller Svækkelse. Vel egentlig det samme som fꜳen.
foga (aab. o), v. a. (a—a), stoppe, proppe fuldt. Tell. I Sdm. hedder det fogla.
fogla, v. s. foga. Fogling, f. betegner ogsaa: Kludren eller forgjæves Møie. Fok (aab. o), n. Fygen, Drev. Snøfok. Sandfok. G. N. fok. Ogsaa: Løben, Omtrippen; ligesaa: Hast, Skynding (ligesom Driv). Af fjuka, fauk.
fokjen (aab. o), part. dreven, føgen.
Fokk, n. s. Folk.
Foksand, m. Drevsand, Flyvesand.
Fokver (-vær), n. Storm og Drev.
fola (aab. o), v. n. faae Føl, om Hopper.
Fold, m. Fold, Rynke. Sogn. Nhl.
Fole (Fꜳla, Fꜳlꜳ), m. Fole, ung Hest. Ellers et Kjæle- og Lokkenavn til Heste i Almindelighed. Jf. Fylja.
folen (oo), adj. fæl, gyselig. Sdm. Dæ va so fole te sjꜳ. Jf. dælen, rysen.
Folga, f. 1. et tyndt Dække; især af Snee. Snøfolga. Sogn. Jf. Flogga.
Folga, f. 2. Aftægt, Føderaad til Forældre eller forhen værende Besiddere af en Gaard. Ryfylke. (Ellers: Kor, Livaure, Hold og fl.). Jf. Foolog. — G. N. fulga, Ophold.
Folkefolk, n. Aftægtsfolk. Ligesaa: Folgeekkja (Enke), Folgekꜳna, Folgemann.
folkefri, adj. fri for at give Aftægt.
Folk, n. Folk, Mennesker. I Sæt. Fokk. Bruges som Kollektiv ved et ubestemt Antal, men ikke ved et bestemt Antal, da det hedder: Menneskje. Singulært kun i Mannfolk, og Kvinnfolk. I indskrænket Betydning siges Folk: a) om Huusfolk, Familie; ogsaa Hjælpere, Deeltagere, f. Ex. i et Arbeide. b) om en brav, agtværdig Familie. koma te Folk. vera hjꜳ Folk. c) om Ægtefolk; saaledes: lause Folk (som ikke have Gaard eller fast Stilling); tilkomne Folk (et noget aldrende Par). I Sammensætning (ligesom Mann) ved alt hvad der tilhører Mennesket, især Legemets Dele; saaledes: Folkebein (Menneskebeen), Folkjekjøt, Folkehꜳr, Folkeføter; ligesaa Folke-ver (Veir som Mennesker kan udholde), Folkemat (Menneskeføde), og fl. — Jf. Mann.
folka seg: danne sig ved Omgang med Folk; vænne sig til en god og sømmelig Opførsel. Ogsaa: holde Maade, være fornuftig.
folk-audt, adj. n. øde, hvor der er faa eller ingen Mennesker. Ørk. og fl.
Folk-augu(r), plur. i Talemaaden: „i Folkaugom“: paa offentlig Plads, eller i mange Menneskers Paasyn.
Folkefar, n. Spor efter Mennesker. Ogs. Folkefore (Sdm. og fl.).
folkefaren, adj. befaren, betraadt.
folkefræg, adj. som behøver meget Folk. Om et Arbeide, et Værk eller en Gaard, som ikke kan drives ved faa Mennesker. Tell. Hard. Shl. (folkafræg’e).
folkeful, adj. vild, olm; om Dyr. Fosen.
Folkefær(d), f. Menneskers Adfærd.
folkegjengd, adj. 1) som kan betrædes af Mennesker. (Sjelden). 2) erfaren, vant til Omgang med Folk. Tell.
folkekjemt (el. -kjømt), adj. n. om et Sted, som er meget tilgjængeligt, har ideligt Tilløb og Besøg af Fremmede. Tellem.
folkeleg, adj. 1) passende, sømmelig, anstændig. 2) om Mennesker: ordentlig, som opfører sig godt.
Folkeløysa, f. Mangel paa Folk.
Folkemagt, f. Menneskekræfter.
Folkenamn, n. Menneskenavn.
folkerik’, adj. folkerig.
folkerædd, adj. menneskesky.
folkesamt, s. folkut.
Folkeskifte, n. Ombytning af Folk (Arbeidsfolk).
Folkeslag, n. Slægt eller Familie med Hensyn til visse Egenskaber. „Eit stort Folkeslag“, om en Slægt som udmærker sig ved Legemsstørrelse. Ligesaa: „eit spakt Folkeslag“ om en Familie som bestaaer af stille, spagfærdige Folk.
Folkestrok, n. Flok, Følge; s. Strok.
folkestygg’, adj. menneskesky (s. stygg). B. Stift. I Ørk. folkstyggjen.
Folketal, n. Folkemængde.
folkevand’, adj. 1) vant til Omgang med forskjellige Folk; erfaren, bevandret. Om Dyr: tam, huusvant. 2) kræsen i Valg af Selskab og Venner. Sjeldnere. (I første Betydning rettere folkevan). See vand.
Folkevase, m. Folkehob. Helg.
Folkevis (ii), f. Folkeskik. Paa Folkeviis; paa en sømmelig Maade.
folkut (folkette, folkꜳt), adj. fuldt af Folk; ogsaa beleiligt for Samfærsel, uroligt, sjelden stille eller frit for Besøk. Sogn, Hall. Gbr. og fl. I Sdm. folkesamt.
Foll, f. 1. en Fælde, Musefælde. Tr. Stift, Sdm. og fl. Andre St. Fella.
Foll, f. 2. i Ørk. „E mꜳ si’ de mi Foll“: jeg maa sige dig min Mening, el. hvad mig tykkes. Sjelden.
Foll, n. Foldrighed; Kornets Forhold til Halmen eller Straaenes Væxt. (Sjeldent Ord). „Dæ va lite i Follꜳ“ (dat. pl.): det var lidet Korn i Forhold til Halmen. Sdm. I Tell. „lite te Falls".
folla (-e), v. n. (a—a), give noget af sig, give mange Fold; ogs. forslaae, gjøre Virkning. „Dæ folla godt“ — siges især om Kornet, naar det giver meget af sig ved Tærskningen; altsaa naar det tærskede Korn bliver meget i Forhold til Halmens eller Straaenes Mængde. Modsat: dæ folla lite. — Ogsaa om andre Ting: „dæ folla“ ɔ: det forslaaer, det falder rigeligt, det gaaer ikke smaat. Sdm. Gbr. Ndm. Ørk.
Folling, f. Udbytte, Forslag; Mængde i Forhold til hvad man ventede.
Follog (aab. o), og Follaug, n. Aftægt, Føderaad. Rbg. Nedenæs. Det samme som Folga; men maaskee af en Anden Oprindelse; jf. G. N. forlag.
follrik, adj. foldrig, som giver meget af sig; om Korn. Tr. Stift.
follug (follau), adj. foldrig. follaugt Konn: Korn som giver meget af sig ved Tærskningen. Ørk. og fl.
folna (aab. o), v. a. visne, svinde hen. Sogn. (Isl. fölna, falme).
Fom, s. Fjom.
Fon (oo), f. Fone, pl. Foræringer, især bestaaende af Spisevarer, som man sender til den der holder Bryllup. Yttre Sogn. Nhl. I Hard. Fodn (oo), n. Andre Steder Føring, Sending, Beininga. (G. N. fórn, f. Foræring; ogs. Offer).
fona (oo), v. n. bringe Foræringer; give „Fone“. I Hard. fodna (oo), egentlig: forna. — Fonekorg, f. Kurv hvori man bringer Gjæstebudskost. I Tr. Stift: Beiningskorg.
Fonn f. 1) Sneehob, sammendreven Sneemasse. Fleertal: Fenne, r. Bruges i det sydlige Norge til Sfj. og Gbr. Ogsaa i Helgeland. (G. N. fönn). Ellers Bride (Bree) og Skavl. I Ag. Stift findes ogsaa Formen: Fann. Jf. fannende. Heraf: fenna. 2) Skred, Styrtning, en Masse af Jord eller Snee, som styrter ned fra Fjeldene. Fleertal: Fanne. Sdm. og nogle St. i Tr. Stift. Hertil: Fonnefar, fonnhæv.
Fonne (Fodne, aab. o), n. gammelt Græs (som nemlig staaer efter fra et foregaaende Aar). Sogn. Jf. Ryskje, Elje. Maaskee for Forne, af G. N. forn (gammel), ligesom Isl. fyrungr.
Fonnefar (og Fannfar), n. et Sted hvor et Jordskred har gaaet. Sdm. Fonnemark: Jord som er omvæltet ved Skred.
fonnhæv’, adj. om Gaarde og Marker, som ere udsatte for Skred. Sdm.
fonnut, adj. 1) fuldt af Sneehobe. Sydlige Egne. 2) fonnette, om Marker som ere gjennemfurede af Jordskred. Nordre Berg.
For (oo), n. 1) Foer til Klæder. (G. N. fóðr). 2) Foder, s. Fodr.
For (aab. o), f. 1. Fure (i en Ager). G. N. for; Sv. fåra. I Tell. forekommer Fleertal: Farir. — Forabakkje, m. Kanten af en Fure. Foralengd, f. en Fures Længde (i store Agre, som pløies i Teiger).
For (aab. o), f. 2. i Talemaaden: pꜳ For ɔ: paa Færde, i Bevægelse. Sdm. (sjelden). Jf. Bufor. G. N. för, Færd.
for (aab. o), præp. for. Bruges i Rbg. og Guldbr. i nogle faa Tilfælde. S. fyre (som er den almindelige Form).
for (aab. o), adv. 1) alt for; for meget; f. Ex. for lengje. 2) i Spørgsmaal og Udraab, f. Ex. Kva for ein ɔ: hvilken. Ꜳ, for alt dæ Folk: See, hvilken Mængde af Folk. (I Voss hedder det: te alt da Folk!). Jf. te. 3) i Sammensætning, med forskjellig Betydning; nemlig: a) en Overdrivelse (forvaksen, forhasta seg); ogsaa et Misgreb (forleggja, forsjꜳ seg); b) en Hindring, Modstand (Forbod, Forfall); eller med slettere Betydning (forgjera, forvilja); c) = fyre (for) med Hensyn til Rum, Tid eller Forhold (Forset, forviten, forskylda). Undertiden som Efterligning af Skriftsproget i nyere Ord, f. Ex. forklara, formeira.
for’ (aab. o), adj. hastig, fremfusende. Sdm. (sjelden). Han æ so for’e (han vil ikke bie).
for (oo), adj. rask, hurtig. Nordre Berg. Mest i compar. og superl. (forare, foraste). Jf. fort, adv.
Fora, el. Fore (oo), f. 1) Færd, Gang, enkelt Gang. Ørk. Han ha gjort tre Foro ɔ: han har gjort tre Vendinger, været ude tre Gange. Ogsaa i Helgeland, om Reiser eller Turer (dog sjelden). 2) Spor, Vei, f. Ex. efter Dyr. Meget brugl. i Nordre Berg. saaledes: Bjønnafore (plur.), Odyrsfore, Folkefore. Ellers: Far. 3) Adfærd, Fremfærd. Dæ va ikje Folke Fore: det saae ikke ud til at Mennesker havde gjort det. 4) Evne, Formue. Ørk. Dæ va jamne Foro mæ dæm: de havde begge omtrent lige meget. Ogsaa i Sdm. D’æ ikje Fatigmanns Fore: det er ikke for Fattigfolk at bekoste sligt.
Fora (oo), For’, el. Fol, f. en enkelt Byrde eller Transport, f. Ex. af Vand (Vassfor). Ved Trondhjem. (Vel eg. Forda). S. Fær.
fora, el. fole (oo), v. a. (a—a), bringe, føre afsted; flytte, transportere. Ørk. Guldalen, Namd. Helg. — fol’ dæ ut: bring det ud. — fore seg (fol’ se): pakke sig, forføie sig bort. Ørked. (G. N. forða, at flye).
fora (oo), v. a. 2. 1) fore, sætte Foer paa. 2) fodre, s. fodra.
Fora, og Forꜳ, s. Fura.
foragta, v. a. beskadige, fodærve ved Uforsigtighed. Sdm.
forandra, i Sdm. forundret.
foraste (oo), adv. hurtigst, snaresdt.
forbanna, adj. i Helg. umuligt, ikke at tænke paa; ellers: forbandet.
forbina, adj. forgabet, greben af Forundring. Meget udbredt; s. bina.
forbjo(d)a (-byd’, -baud), at forbyde.
Forbod (aab. o), n. Forbydelse, Forbud. Forskjelligt fra Fyrebod.
forbrjota (-bryt, -braut), 1) bryde for meget; 2) forbryde, forsynde sig.
forbroten, adj. for meget brækket.
forbust, f. Børste paa en Traad.
forderva, adj. beskadiget, brøstfældig.
fordoa, v. a. spilde, bortødsle. Sogn.
Fordrags-or, n. pl. Bebreidelser, bittre Ord. Sdm.
Fordæa, f. noget hæsligt, uhyggeligt; især et stort Uveir. Nhl. (Det Isl. fordæða betyder Trolddom).
fordøma, v. (e—de), fordømme.
Fore (Færd o. s. v.), s. Fora.
Foreign, f. Forvarsel for en Hændelse, saasom for et Dødsfald. Helg. (Isl. forynja, forinnia). Jf. Fyrerona, Fyrefær, Foring.
Foreldre, n. Forældre. Almindl. kun i Fleertal; i Ørk. ogsaa i Eental.
for-eta (seg), æde for meget.
Forfall, n. Forfald; Hindring. Nogle St. Forfoll, f. — koma i Forfall: blive forsømt eller forfalden. forfallen, adj. forfalden, forsømt, kommen i Uorden.
Forfang (-fꜳng), n. Fortræd, Fornærmelse eller Indgreb.
forfara (-fær, -for), v. a. gjennemsee, gjennemsøge. Dei forfore heile Skogjen. Ogsaa: undersøge, erfare, lære af Erfaring.
forfarast, v. n. forfalde, tage Skade.
forfjatla seg, gjøre et Misgreb, sætte sig selv i Forlegenhed. Nhl.
forfjetra, adj. forvirret, slagen af Overraskelse, Forundring eller Skræk. Søndenfjelds. (Egentl. bunden, som ved Hexerie; s. fjetra). I Sogn: forfjatra, og forfjotra. Andre St. forfjamsa; og i Sdm. forflamst.
forflamst, s. forrige.
forflægd’ adj. istandsat. — forflægje, v. a. sætte istand, ordne, forsyne. Sdm.
Forfoll, f. Hindring, s. Forfall.
forfrøysst, adj. forfrossen (af frøysa).
forfylgja, v. a. (e—de), forfølge.
forfælt, adj. forfærdet, forskrækket. (Af fæla). Ogsaa: forfært (som vel kunde udledes af Fꜳre).
forføtta, v. n. sætte ny Fod eller nyt Overlæder i Støvler.
Forføtte, n. nyt Overlæder i Støvler. B. Stift.
forgangast (e. -gꜳngast), v. n. (præs. forgjengst), blive til intet, ødelægges. B. Stift. Da æ so sterkt, at da kann inkje forgꜳngast.
forgiva, v. a. (-giv’, -gav), give for meget; ogsaa: give feil, uddele feilagtigt. forgive Kort: feilgivet Kort.
forgjera, v. a. forhexe. Hertil: forgjor(d), forgjort, forhexet; gal.
forgjøyma, v. a. gjemme feilagtigt (saa at man ikke selv finder Gjemmestedet).
forgripa (seg), gribe feil; forgribe sig.
forgylla, s. gylla.
forhalda, v. a. (held, heldt), hindre, tilbageholde. Nogle St. bruges ogsaa: forhalda seg ɔ: opholde sig (paa et Sted).
forhefta, v. a. forsinke, hindre.
forhuga, adj. meget lysten, dreven af en heftig Lyst.
forehyggje, v. s. vanhyggja.
Forhæva, f. Fare; s. Fꜳrhæva.
Foring (aab. o), m. Dobbeltgjænger, Skygge som gaaer forud for En eller varsler for hans Ankomst. Sdm. Ogsaa Spøgelser eller de Fraværendes Aander i Almindelighed. Jf. Foreign, Framfaring, Hug, Ham, Vardivle.
Foring (oo), f. Fodring o. s. v., s. fora.
Fork, m. et raaddent eller trøsket Træ. Tell. Jf. Fausk.
forkava, adj. overlæsset, belæsset med Arbeider og Omsorger. B. Stift.
forkjøla, v. a. kjøle for meget. Forkjøling, f. Forkjølelse (Sygdom).
forkjøyra, v. a. drive for meget.
forklædd, adj. 1) for meget klædt, tungklædt. 2) forklædt.
forkomast, v. n. komme bort, tabes.
forkomen, adj. 1) kommen i Knibe, forlegen, raadvild. B. Stift. 2) bortkommen, tabt.
forkunn, adj. 1) begjærlig, lysten. Gbr. E va sꜳ forkunn i dæ. 2) lækker, velsmagende, som nydes med Begjærlighed. Guldbr. I Ørk. og Indr. furkunn. (I svenske Dial. fårkänn). Jf. Isl. forkunnar, overmaade. — Hertil Forkunn-mat, m. (Gbr.), Furkunn-mat (Ørk.), sjelden og god Mad.
forlagd, s. forleggja.
forlata, v. a. (læt, let), forlade, tilgive.
forleggja, v. a. lægge feil. Hertil: forlagd, adj. forgjemt, lagt paa urette Sted.
forlegjen (leien), adj. 1) forligget, som har ligget for længe; f. Ex. om Træ. 2) i den nye Betydning: forlegen.
forlegsa, adj. forsinket, som har ligget længe i Havn. Sdm.
forlest’ adj. 1) forlæsset, for tungt (om Læs). 2) overlæsset, nedtrykt af Møie og Omsorg. Jf. lessa.
forliden (aab. i), adj. forløben, for langt fremskreden, om Tiden. Dæ va ingja Tid forlida (Sdm.): det var aldeles ikke for sent. Andre St. forle’en.
Forlik, n. Forlig; ogsaa Overeenskomst. forlikast, v. forlige sig. forlikte, adj. pl. komne overeens om noget.
forlova (seg), 1) love formeget; 2) forlove.
Form, f. Form, Mønster. (Nyt Ord).
formꜳ, v. a. (r-dde), formaae, kunne.
formegtig, adj. meget stor og svær. Nhl.
formeir, adj. bedre, fortrinligere. Ligesaa: formest (superl.) bedst, tjenligst. Ørk. Indr. Helg. ogsaa i Østerd. — Dæ all’ for-meste: det allerbedste. (I svenske Dial. förmer, förmest).
Fornissing, f. Fernis. (Fremmedt Ord).
Fornskap (oo), n. Befordring, Leilighed til at reise med. Nordenfjelds. (Jf. fora, v. a.).
fornæma, v. a. (pr. fornæm; imp. fornamde), mærke, bemærke, opdage. Meget brugl. i B. Stift. Dei ha fornamt Sild’a: de have truffet paa Silden, opdaget en Sildestiim. — Partic. fornamd’e.
fornøda, s. Naudsyn, Torv.
fornøgd, adj. fornøiet: s. nøgd.
Foro, f. s. Fura.
Forosk (el. Forrosk), m. s. Frusk.
forpanta, adj. tagen i Beslag, besat, ikke ledig. Sdm.
forrꜳdd, adj. 1) forledet, forvildet; 2) forlegen, kommen i Knibe. Helg.
forrꜳ(de), v. a. forlede, bringe En i Forlegenhed ved et uklogt Raad.
forrenna seg, forløbe sig.
Fors, m. og forsa, v. — s. Foss.
forsagt, adj. om Arbeide, som udføres efter Akkord, saaledes at Betalingen bestemmes forud, uden Hensyn til Arbeidstiden. Alm. Jf. Fyreloga, Ꜳlag.
forsaka, v. n. negte, afslaae et Tilbud. Nordre Berg.
forsedd (ee), adj. forsørget, forsynet. B. Stift.
Forset (aab. e), n. den forreste Bænk ved Bordet (nemlig paa den Side som vender til Døren). I Nhl. hedder det ogsaa: Forst. Nogle St. Langkrakk. (G. N. forsæti).
forsett, adj. 1) formeget ladet eller opfyldt; for trangt. 2) i neutr. slemt, ubeleiligt, vanskeligt at rede sig ud af. Gbr. Sdm. og fl.
forsjꜳ, v. a. (ser, sꜳg), see feil; f. Ex. forsjꜳ Kort’e sitt: tage Feil af sine Kort (i Spil). — forsjꜳ seg: forsee sig.
forsjꜳl (forsjꜳall), adj. forsigtig, klog. Skal bruges i Hard.
Forskjel, f. see Skil.
Forskyggje, n. et skyggefuldt Sted.
forskylda, v. a. (e—e), gjengjælde, vederlægge, betale. Mest om en Erstatning der skeer efter Godtbefindende uden at være beregnet eller fastsat.
forslꜳ, v. n. (slær, slo), forslaae, række til.
forsmꜳ, v. a. (r—dde), forsmaae.
forspyrja, v. a. med seg: forespørge sig.
forstaden, adj. som har staaet forlænge. Om Korn og andre Ting.
Forstand, n. s. Vit, Skyn. forstande (-stend, -sto’), v. a. forstaae. Tell. Hedder ellers forstꜳ. Jf. skyna.
forstirt (ii), adj. forgabet, tabt i Beskuelsen. Han sto reint forstirt’: han kunde ikke holde op at stirre.
forsumpra, adj. bortsløset. Sdm.
forsvara, v. a. forsvare. Hertil Forsvar, f. og n.
forsvoren, (aab. o), adj. afsvoren.
forsyna, v. a. forsyne. Ikke meget brugl.
Forsynd, f. den forreste Deel af et Fiskesnøre, nemlig en finere Snor eller Traad, hvorpaa Krogen (Angelen) er fæstet. B. og Tr. Stift. (Isl. forsenda?). Jf. Vad.
Forsytar, m. Forsørger. Nordre Berg.
Forsøla, f. Skygge; en skyggefuld Plads. Nordre Berg. og fl. (Isl. forsæla). Af Sol. Avsøla betegner det som er bortvendt fra Solen; Forsøla det som er beskygget.
fortaka seg (tæk’, tok), paatage sig for meget, anstrenge sig mere end man taaler.
fortelja, v. a. (-tel’, -talde), fortælle. Hertil: Fortel, n. (sjelden), og Forteljing, f.
fortena, (ee), v. s. tena.
fortenkja, v. a. fortænke, mistænke.
fortenkt, adj. fordybet i Tanker, meget tankefuld. Alm.
fortina (aab. i), v. a. fortinne. (Hedder ved Trondhjem: fortꜳnꜳ).
fortjona (-kjona), v. a. fordærve, gjøre Skade paa. Sogn.
fortrjota, v. n. (-tryt, -traut), fortryde. fortroten (aab. o), fortrydelig, vred.
forturka, adj. fortørret.
forvaksen, adj. forvoxen, for stor.
forvakt, adj. udvaaget, udmattet af lang Vaagen. Tr. Stift, og fl.
Forvant, n. Ærende. Nordre Berg. (Formodentlig et fremmedt Ord).
Forvar, (oo), n. s. under Fodr.
forvꜳga, adj. forvoven. Ein forvaaga Kropp: en Vovehals. B. Stift.
forvelle, v. a. halvkoge, tillave Kjød eller Hakkemad ved et lindt Opkog. Helg. Sdm. og fl.
forvenda, v. a. fordreie, gjøre ukjendeligt.
Forver (ee), n. en meget stærk Storm. B. Stift. Jf. Fꜳra Ver.
forvida, og forvidd (aab. i), adj. forvedet, om Kar hvori Staverne ere saa stærkt sammendrevne, at de ved Tætningen gaae ud fra Bunden. Den modsatte Feil hedder: vanvida (vanvea).
forvilja, v. a. ville En ilde. „Den so ein annen forvil, han sjøl forgjengst“: den som vil en Anden ilde, skal selv fare ilde. B. Stift.
forvinna, v. a. erhverve; s. vinna.
forviten (aab. i), nysgjerrig; videbegjærlig. (G. N. forvitinn). — Ei Forvita-Reis: en Reise som man foretager blot for at tilfredsstille sin Nysgjerrighed. B. Stift.
forøven, adj. 1) tvivlraadig, ubestemt. Hard. (Jf. vanøven; og æva (tvivle). 2) bly, forlegen af Undseelse. Kr. Stift. (især Tell.). Jf. varlꜳten, grannvar.
fos (oo), adj. løs, svampagtig, porøs. Sogn. Hedder ogsaa: fosen (jf. posen, hosen, roven). Hertil føse, v. n.
Foskje, m. s. Falskje.
Foss, m. 1) Fos, Vandfald. Nogle Steder: Fors (Helg. Sdm.). G. N. fors. — 2) Strøm, skummende Bølger. Dæ sto Fossen fyre Bꜳt’a: Baaden gik, saa at Bølgerne skummede for den.
fossa, v. n. (a—a), strømme, bruse og skumme som en Fos. I Helg. forsa.
Fossekall, m. Strøm-Stær (Cinclus), en Fugl som sædvanlig opholder sig ved Elvene og Vandfaldene. Hedder ogsaa: Ꜳkall, Elvakall, Straumhest (Voss), Tussefugl (Sogn).
Fosshogg, m. en liden Fos. Tell.
fossut (fossette, forsꜳt), adj. fuld af Fosser.
Fosta, f. see Fasta.
foste mæ, s. fꜳst. — fost-i, s. fꜳst.
Fostova, s. Fotstøa.
Fostr (Fost’er), n. 1) Fodring, Vinterfodring (= Fodr). Nordre Berg. og fl. 2) Opfostring. (Sjelden). 3) et Foster. G. N. fóstr. I Begrebet Opfostring bruges det mest i Sammensætning og har da almindeligst Formen Foste (oo); saaledes: Fostesꜳn (Fostersøn, Pleiesøn); Fostedotter, ogs. Fostegjenta, og i Tr. Stift Fostvækj(e), ɔ: Pleiedatter. Ligesaa: Fostemor, el. Fostmor: Pleiemoder.
fostra, v. a. (a—a), opfostre; pleie; ogsaa: fodre, give Vinterfoder. Fostra, f. i Betydn. Pleierinde, kun i det sammensatte: Barnsfostra (Bansfostre).
Fostring (oo), f. Opfostring; Fodring.
Fot (oo), m. (Fl. Føt’er), Fod (deels om den egentlig Fod, deels ogsaa om det hele Lem indtil Hofterne). — vera pꜳ Fotom (el. Fotꜳ): være oppe, paafode. Dæ fell’e dær ꜳ Føt’e, ɔ: det bliver der nedlagt; det anvendes eller ødelægges der paa Stedet. Sdm. Te Fots (tefoss): til fods. Han tok te Fotanne, ɔ: han begyndte at løbe, tog til at skynde sig. B. Stift. (Den sidste Form er et gammelt Fleertals Genitiv).
fota, v. a. (a—a), faae Fødder under. — fota seg: faae Fodfæste, komme til at bruge Fødderne. Dæ va slik Is, at ein kunna ikje fote seg.
fota, adj. fodet (jf. føtt). Han æ godt fota: han staaer stadigt (Ørk. og fl.); ogsaa: han har gode Fødder.
fota (aab. o), adj. klædt, bedækket; især paa Fødderne. Tell. (s. fata). Hertil Skofot. G. N. fot el. föt, Klæder.
Fota (aab. o), f. s. Kollfota.
Fotbunad, m. Fodtøi, Sko og Strømper.
Fotefar, n. Fodspor.
Fotefeste, (el. Fotfeste), n. Fodfæste.
Fotefrost, n. Frost paa Fødderne.
Fotefær, f. den Maade hvorpaa man bevæger Fødderne. Kaldes ogsaa Fotebur (aab. u), m. (Isl. fótaferð, fótaburðr).
Fotfjøl (og Fotafjøl), f. Fodblad. Ørk.
fothar, adj. stærk til at løbe. Gbr.
Fothyr, n. Fodtøi. Helg. (S. Hyr).
Fotlag, n. s. Fotefær.
fotmo, adj. træt, mat i Fødderne. Østerd. og fl. (for fotmod).
fotsid, adj. som rækker ned til Foden.
Fotskor (aab. o), f. Fodskammel. Nhl. G. N. fótskör.
Fotslag, n. taktmæssig Gang. „halde Fotslag mæ ein“: holde Skridt med En, gaae efter samme Takt, ligesom i Marsch. (Meget udbredt).
Fotspenne, n. den nederste Ende af en Seng; Fodbræt.
Fotstøa, f. Stavnrum i en Baad; Rummet imellem Stavnen og det nærmeste Knæ eller Tværbaand i Baaden. Helg. Tr. Stift. I Sdm. Fostove (aab. o). sitje i Fostovinne: sidde ved Stavnen. Da det paa andre Steder hedder: Rꜳng, betegner det vel nærmest Tværbaandet; altsaa for Fotstod.
fottlaus (el. fotlaus, aab. o), adj. eenfoldig, tungnemmet. Jæderen.
Fragt, f. Fragt. (Nyere Ord).
frak, adj. fortrinlig, dygtig, som er i god Stand. Helg. og Tr. Stift. Mest med en Negtelse, f. Ex. Dæm æ int frake: de ere ikke synderlig gode. I andre Dial. hedder det: frakk’ (Sdm. og fl.), flakk (Guldbr.), fræk’ (Sogn, Shl.), fræg, el. freg (Nhl.), og spræk (ved Stavanger).
Fraknꜳ, pl. Fregner; s. Frukne.
Fraktor (oo), pl. n. Skrift som ligner trykte Bogstaver (Fraktur). — fraktora, v. n. skrive med saadan Skrift.
fram, adv. frem, fremad; forud. Sædvanlig korttonet, som framm (G. N. framm; Sv. fram). Jf. fremre. Sammensat med Præpositioner betegner det ogsaa: fremme, paa et forud beliggende Punkt; f. Ex. fram mæ Stamnen: forud ved Stavnen. (Jf. att, burt, inn, ut). — Andre afvigende Betydninger ere: a) til et ønsket eller forventet Maal. fꜳ fram, hava fram, sleppa el. koma fram. b) pꜳ Land. setja fram Baaten. c) opad fra Søen eller fra Bygdens Middelpunkt. Meget brugl. i B. Stift. „fram i Garanne“: til de Gaarde som ligge længere inde i Dalen. „fram i Dalen“: længere ind i Dalen. S. heim. d) ind i en Gaard. Kom fram, nær du fær heimatt (Gbr.) ɔ: see ind til os naar du reiser hjem. e) ud af et lukket Rum. sleppa fram Smalen: lukke Smaafæet ud. Nhl. — Talemaader: „fram ꜳ upp“ ɔ: fremad i opstigende Retning. „fram ꜳ ned“: fremad i nedgaaende Retning. fram ꜳ gruve: forover med Brystet nedad. (ꜳ betyder her paa). fram ꜳ haude: forover med Hovedet mod Jorden. fram ꜳ rame, s. Ram.
framand(e), adj. fremmed. Hedder sædvanlig: frammande (B. Stift), og ellers: fræmmende (sydlige D.), fræmmind (Tell. o. fl), fræmmund (Gbr.). frammund (Helg. Indr.). G. N. framandi. I neutr. oftest: framandt (B. Stift), f. Ex. framandt Folk ɔ: Fremmede. I frammande Stad: paa et fremmedt Sted. I Tell. siges „Fræmmindnavn“ og „Fræmmindmꜳl“ om Personsnavne og Ord, som ikke tilhøre Distriktet.
Fram-ꜳr, f. en af de forreste Aarer i en Baad.
fram-ꜳt, frem imod; ogsaa: henimod, henved, næsten.
Frambur (aab. u), m. Frembæren (for Framburd); Fremsættelse af Mad i Gjæstebudene. Hertil Framburs-kꜳna, Kone som bærer maden frem. B. Stift.
frambøygd, adj. fremadbøiet.
framdeild, f. og Framlut (aab. u), m. den forreste Deel. Sjelden.
Fram-ende, m. den forreste Ende.
fram-ette, fremad, længere frem.
Framfar, m. Dobbeltgjænger, forudgaaende Skygge (= Foring). Sdm.
fram-faren, adj. forløben, forbigaaen. D’æ so Vær’a fram-fara: saaledes har det altid gaaet; saaledes er Verdens Gang.
Framfjorung, m. en af de forreste Fjerdinger i en Hud eller Krop.
Framfot, m. (Fl. -føt’er), Forfod, Forbeen. (Sv. framfot). I Spøg om En som altid vil gaae forud eller være først.
framfus (uu), adj. modig, dristig, fremadstræbende; ogs.: fremfusende. Sogn, Søndre Berg. og fl. (G. N. framfús).
framfyre (aab. y), 1) nærved, tæt forud eller lige for. 2) frem for, hellere end.
Framfær, f. 1) Fremfærd, Adfærd; — 2) Driftighed. Ag. Stift. D’æ for lite Framfær mæ’en: han er for lidet om sig, har for liden Foretagelsesaand.
fram-fødd, adj. fremfødt, fostret Vinteren over; om Kvæg.
Framgꜳng (-gang), m. Fremgang, Fremme; ogsaa Lykke.
framgjengd, adj. 1) fremgaaende; som gaaer dristigt frem og ikke er undseelig eller tilbageholden. Nordre Berg. I Sdm. hedder det: framgjengst. — 2) i neutr. framgjengt: om Veiret, naar Kvæget kan gaae ude og græsse til langt ud paa Høsten. Ag. Stift.
framgrytt, adv. bøiet for over, krum. Han gjekk so framgrytt. Sdm. Beslægtet med gruva, v. n.
Framholva, f. den forreste Halvdeel.
Framhug (aab. u), m. Fremadstræben, Lyst til at gaae fremad.
framhuga, adj. fremadstræbende. Sjelden.
framhøg, adj. høi i den forreste Ende.
fram-i, ifærd med (eg. fremme i). Meget brugl. i Sdm. og Tr. Stift; f. Ex. Han ha vore fram-i di: han har prøvet det; han veed hvad det vil sige. E vil ikje leggje mæ fram i dæ: jeg vil ikke indvikle mig i den Sag. Ogsaa uden Objekt. Me vart fram i: vi fik en slem Dyst. Ho va strengt fram i: hun havde en haard Barselseng.
fram-i-frꜳ, udmærket, ypperlig, fortræffelig. Bruges ganske som adj. f. Ex. ein framifrꜳ Mann. Rbg. Tell. Buskr. Sdm. Paa samme Maade bruges: utifrꜳ (i Nhl.), og ꜳvanyve (i Voss).
Framkjeip, m. forreste Aaretold.
framkjem (el. -kjøm), adj. 1) om Personer: flink, driftig. Jæderen og flere. Oftere om Arbeidet. D’æ ikje framkjømt mæ han: det gaaer ikke rigtig fra Haanden med ham. 2) om Veie: fremkommelig. Søndenfjelds. Dær va ikje framkjømt.
Framkoma (aab. o), f. 1) Fremkomst. 2) Leilighed til at komme frem. Ag. Stift. 3) Fremskridt, Forfremmelse. Nhl. og fl.
fram-komen (aab. o), fremkommen; ankommen til sit Bestemmelsessted. „Ho æ framkoma“ betyder ogsaa: hun er nedkommen, forløst med et Barn.
Framlag, n. Fremlæg; et Lag Korn som nedlægges i Loen til Tærskning. Namd. Indr. I Ørk. hedder det: Tramlag. Ellers: Berja, Lag, Rek.
framlaupen, adj. dristig, fremfusende: ogsaa: næsviis. Sogn.
framlengjes, adv. forover; fremad. Indr. Modsat baklengjes.
framluten, adj. bøiet forover, ludende. Ved Trondhjem.
framma, 1) forfra. Kun sammensat (s. frammatil). 2) indenfra, fra den indre eller øvre Deel af en Dalstrækning. Nordre Berg. hvor det bruges som præp. med Dativ, f. Ex. framma Dal’a. Vinden sto framma av: Vinden blæste fra Dalen. Saaledes ogsaa „framma ette“ ɔ: nedad, ud efter Dalen. „framma igjønꜳ“ ɔ: nedigjennem (Dalen, Elven). Derimod: „framma igjønꜳ Vær’a“ ɔ: igjennem de forløbne Tider; fra gammel Tid.
framma-fyre, 1) foran, for paa. I Voss og Hard. frammanfy (aab. y). 2) forud, i Forveien (om Tid). Nordre Berg.
frammalege, adv. langt forud, i den forreste Ende. G. N. framarlega.
frammande, s. framand.
framma-pꜳ, foran, paa Forsiden. I Hard. og Voss: framman uppꜳ.
framma-til, 1) forfra, fra den forreste Ende. 2) for til, i den forreste Deel. I første Betydning hedder det i Hard. og Voss: frammante; i Nordre Berg. framma-ette.
framme, adv. fremme; foran; oppe, inde o. s. v. see fram.
frammynt, adj. som har en fremstaaende Mund.
fram-mæ, fremad langs med; ogsaa: oppe ved; f. Ex. fram mæ Vatn’e.
frampund, for: fram-under. Namd.
Framrom, n. det forreste Rum i en Baad. Helg. Tr. Stift.
framrønt, adj. n. om Vind, som man har næsten imod sig, i Seiladsen. „Dæ vert’e framrønt“, siges naar Sidevinden bliver knap eller gaaer over til Modvind. Nordre Berg.
framsett, adj. tungt ladet i den forreste Ende, om Baade. Adskilles ved Betoningen fra fram-sett, ɔ: fremsat.
framsid, adj. sidere foran end bagtil.
Framside (-si’a), f. den forreste Side.
Framskaut, n. Forskjød paa Seil.
Framskot, (aab. o), n. Fremskridt, hurtig Fremgang. Tell.
Framskut (aab. u), m. Forenden eller det forreste Stavnrum i en Baad.
Framslag, n. Forøgelse, Tilvæxt; en god Fremhjælp eller Bestyrkelse.
Framsleng, m. en Yngling, Dreng som er næsten voxen. Buskerud og fl.
fram-sloppen, adj. fremsluppen, kommen til sit Maal; ogsaa: konfirmeret.
Framstamn, m. Forstavn.
Framstova, f. Forstue. Ved Bergen.
Framstydna(d), m. Hjælp, Fordeel. Sogn.
Framstykkje, n. Forstykke i Klæder.
framsynt, adj. forudseende; som kan spaae eller see tilkommende Ting.
Framtak, n. Fremgang, tiltagende Kraft og Dygtighed. B. Stift. I Sdm. Framtøkje. Ogsaa om Kraft og Styrke i Almindelighed. Da æ’kje noke Framtak mæ han: han kan ikke udrette store Ting. D’æ eit stort Framtøkje ’ti’naa (Sdm.): han gjør store Fremskridt, bliver mere og mere dygtig. Svarer til Talemaaden: han tæk seg fram.
framtalande, adj. aabenhjertig, som siger sin Mening uforbeholdent.
framtenkt’, adj. fremadskuende, som betænker Følgerne i Fremtiden.
fram-tikjen (aab. i), fremtagen.
Framtog (aab. o), n. Fæstetoug paa Forstavnen.
Framtonn, f. (Fl. Framtenn’er), Fortænder, Skjæretænder.
framtung, adj. tung i den forreste Ende.
Framtøkje, n. s. Framtak.
fram-um, forbi, længere frem end; f. Ex. Dei gjekk fram um oss. Alm.
Framveg, m. Fremvei. Modsat Heimveg.
Framvekstring, m. Yngling, et næsten voxent Menneske. Sogn, Ag. Stift.
fram-yve, frem over; forover.
fransk, adj. (i neutr. sædv. franst; i Sammensætn. ofte: frans), fransk.
frasa, v. n. sprudle; s. frøsa.
Frase(r), pl. f. Spøg, Løier; ogsaa: Grimaser, pudseerlige Miner. B. Stift.
frata, v. n. fjerte. Tell. (G. N. frata).
Frau, f. 1. (for Fraud), Skum. Søndre Berg. Sogn, Hall. Vald. Hedder ogsaa: Fro (Hall.), og Skrau (Nhl.), især om Skum paa Øl. G. N. fraud. Heraf frøya.
Frau, f. 2. Gjødsel, Møg. Meget brugl. overalt i Tr. Stift. Ellers: Tad, Hævd og fl. (I svenske Dial. frö, fröu). Synes egentlig at betegne Fedme eller Frodighed; s. fraudig, frøy, Frøya.
fraudig, adj. frodig, saftrig; om Jord og om Væxter. Ogsaa: fed, kjødrig; om Dyr. Indr. I Gbr. skal „frauen“ bruges i lignende Betydning.
Frau-eng, f. gjødslet og græsrig Eng. Ndm. Ørk. og fl.
Frauhøy, n. Hø af gjødslet Eng. Ørk.
fraus, s. frjosa. — Frausk, s. Frosk.
Frautella, f. ungt og frodigt Grantræ (s. Tella)., Indr. I Helg. Frøygran.
frꜳ, præp. (med Dativ), fra (G. N. frá; Sv. från). Ofte med i foran (i-frꜳ), især naar Ordet bruges absolut eller som Adverbium; f. Ex. felle ifrꜳ: falde fra, afgaae, døe. Kvar ifrꜳ: hvorfra? — draga frꜳ: fradrage. gꜳ ifrꜳ: fragaae, negte. segja frꜳ (sei’ ifrꜳ): sige til, varsle, gjøre opmærksom paa. Han va frꜳ seg: han var fra Forstanden, var gal. — fraa seg fallen: modløs, forsagt. B. Stift.
frꜳ-dregjen, (-dreien), fradragen.
frꜳ-fallen, frafalden; afgaaen.
frꜳga, v. spørge; s. frega.
Frꜳgꜳng, (el. -gang), m. Fragang; Savn, Tab, Skade.
frꜳ-havd, adj. fraskilt, afsondret.
frꜳ-komen, frakommen, fraskilt.
Frꜳsegn, f. Frasagn, Fortælling.
frꜳ-tald, adj. fraraadet; s. telja.
frꜳ-vand, adj. fravænnet, afvant.
Fre, n. s. Frø. — Fre, m. s. Frid.
Fredag (ee), m. Fredag. Søndenfjelds ogsaa Frædag. (G. N. frjádagr).
freg, fortrinlig; s. fræg.
frega (aab. e), v. n. (a—a), spørge, fritte; især om en flittig eller omhyggelig Efterspørgen. Nordre Berg. Sdm. og fl. I Inderøen: frꜳgꜳ. Findes ogsaa i Formen frꜳga i Nhl. og Hall. Jf. fretta. (G. N. frá, præs. freg; Sv. fråga).
Freging, f. Udfritten, nøiagtig Efterspørgsel.
freista, v. a. og n. (a—a), 1) forsøge, give sig i Færd med noget for at see hvor det gaaer. (Sv. fresta). 2) friste, sætte paa Prøve, føre i Fristelse. (G. N. freista). Den første Betydning findes kun paa faa Steder; mest i Gbr. og i Østerd. (i Formen freste); andre Steder hedder det prøva. E skal freiste: jeg skal forsøge. Gbr.
freisten, adj. som gjør mange Forsøg.
Freisting, f. Fristelse; Prøve. Med Begreb af en ond Tilskyndelse hedder det: Freistelse, n.
Freistnad, m. en Prøve, et Forsøg.
frels, adj. rundhaandet, gavmild. Voss. (Jf. ufrels). Du mꜳ ikje vera for frels mæ da: vær ikke for ødsel med det. — Den gamle Betydning er: fri (G. N. friáls).
frelsa, v. a. (a—a), frelse, befrie.
fremdast, v. n. forfremmes, gjøre gode Fremskridt. Nordre Berg.
Fremde, m. Fremgang, Forbedring, Forædling. Saaledes om et Barn: „Ein ser stor’e Fremdin pꜳ di“: man bemærker en herlig Udvikling hos det.
fremmeleg (fræmmele), adj. frugtsommelig. Nhl. Sogn, Vald. Ørk. Helg. og flere. Er det mest udbredte og maaskee mest passende Udtryk for dette Begreb; de øvrige ere: badnaleg (Nhl.), bonnꜳt (Indr. og fl.), halda (Sdm.), umhender (Voss, Hard. Stav.); og ellers: diger, tjukk, so vora, og so farande.
fremmende, s. framand.
fremre, adj. som er længere fremme. Ørked. (hvor det sædvanlig hedder: fræmm’er).
fremst, adv. forrest, længst fremme. Alm. Han va bꜳde fremst ꜳ fulaste: han var baade den første og den dygtigste (egentl. den forreste og den snedigste).
fremste, adj. forreste, som er længst fremme. — I fremste Vokstr: sidst i Opvæxten, naar En er næsten fuldvoxen. B. Stift.
Frende, m. Slægtning i en Sidelinie; især Fætter, Sødskendebarn. Meget brugeligt i Nordre Berg. og Sdm. men synes ellers at være sjeldent. (G. N. frændi, Slægtning).
Frenka, f. Fætterske, Cousine. Nordre Berg. (G. N. frændkona).
frestalle, s. fleste.
fretta (ee), v. a. (e-e), 1) udspørge, udfritte En. Kr. Stift (= frega). G. N. frétta. 2) høre, spørge, faae Rygte om noget; især langveis fra. B. Stift. Me ha frett, at dei æ pꜳ Heimvegja.
frettast, v. n. rygtes, blive bekjendt.
fretten, adj. tilbøielig til at spørge og fritte efter Nyheder.
Fretting, f. Spørgen, Fritten.
Frettnad, m. Rygte, Tidende (om Fraværende). Nordre Berg.
fri, adj. 1) fri; ogsaa: befriet, sikkret. 2) uskyldig, sagløs. Han veit seg fri. 3) lens, blottet for en Ting (-aud). Me æ reint frie fyre dæ: det findes ikke hos os. Dæ va ikje fritt: det kunde ikke ganske negtes; man kunde ikke sige at det var aldeles intet.
fria, v. n. (a—a), frie, befrie; ogsaa forsvare, sikkre eller betrygge imod noget ondt.
fria, v. n. (a—a), frie, beile. (Jf. bela). — Heraf: Friar, m. Beiler. Friing, f. Frierie. Alm.
Frid (aab. i), m. Fred. Lyder almindeligst som Fre, dog ogsaa Fri. (G. N. friðr).
frid (ii), adj. vakker, smuk. Forekommer af og til i Ndm. og Sdm., men oftest kun med en Negtelse: inkje fri’; jf. ofrid. Han va ikje frid’e te sjꜳ. Sdm. Ligesaa: „Dæ va fridt ditta“ (ironisk: det skulde være vakkert dette!) — I Sogn skal Ordet ogsaa forekomme hos de Gamle; i de tellemarkiske Viser findes det ofte. G. N. fríðr.
Fridd (ii), f. Skjønhed, Vakkerhed. Sdm. D’æ ikje stor’e Fridd’a ’ti di: der er ikke meget vakkert i det.
frideleg (aab. i, ogsaa freele), adj. fredelig.
fridlaus (frelause), adj. fredløs.
fridleitt (ii), adj. vakker, tækkelig af Udseende. Ndm. (frileitt).
Friheit, f. Frihed. (Nyere Ord).
frihuga (aab. u), adj. frimodig, uforsagt. Nhl. Ellers frimodig, frimotug.
frikkast (for fridkast), v. n. komme sig, blive bedre, see bedre ud. Sdm.
Frilla, f. Frille. (G. N. friðla). Sjelden uden i Sammensætning, som Frillebadn, Frillesꜳn, Frill’ungje.
frisk’, adj. frisk, sund; reen, ufordærvet; ogsaa: livlig, fyrig, stærk. Neutrum hedder deels frist, deels frikst.
friska, v. a. (a—a), opfriske, forfriske.
friskast, v. n. blive friskere.
Friskelse, n. Forfriskelse; Styrkelse.
friskjen, adj. som har stadig Helbred, ikke er svagelig. Nhl.
Frisma, f. Been-Edder, s. Flisme.
fri-tikjen, adj. fritagen, skaanet.
fritt, adv. 1) sikkert, uden Frygt; 2) frit, gratis. S. fri.
frjosa, v. n. (frys’; fraus; frose, aab. o), at fryse; 1) føle Frost, lide af Kulde; 2) stivne af Frost; belægges med Iis, tilfryse. Imperf. har i Fl. fruso, aab. u (Hall. Vald.). Infin. hedder frjosa og frosa (Søndre Berg.), frose, oo (Tell. Gbr.), frjøse (aab. ø) og frøse (Sdm. og fl.); ellers frysa og tilfryse (om Aaer og Vande). frjosa sundt: sprække af Frost. — Jf. frosen, Frost, frøysa.
Fro, f. Skum. (Hall.). S. Frau.
Fro, n. Frø. (Guldbr.). S. Frø.
fro(d), adj. viis, klog. (G. N. fróðr). Et forældet Ord, som findes i de tellemarkiske Viser, og skal efter Beretning ogsaa forekomme i Nordmør (Surendalen).
Froe, f. Ost som adskiller sig fra Vallen efterat den første Ost (Kjuka) er aftagen. Guldbr. Ørk. (Fra Lessøe er Formen Frode opgivet). I Østerd. Froe (aab. o), om Ost af suur Mælk.
Frokle, f. Fregner; s. Frukne.
frose, s. frjosa.
frosen (aab. o), adj. frossen: ogsaa kold, frysende, som lider af Frost.
Frosk, m. 1. en Frø, Græsfrøen (Rana temporaria). Ag. Stift, Ørk. Indr. Hedder ogsaa: Frausk (B. Stift), og Frøsk eller frjøsk (Valders). Dyrets øvrige Navne ere: Trausk (Mandal, Jæd.), Lappe (Sdm. Ndm.), Lopp (Tell. Hall.), og Hopp (Namd.). Jf. Podda, og Gro.
Frosk, m. 2. Brusken eller den kjødagtige Deel i Hestenes Hover. Toten og fl. Jf. Kvik.
Fross, m. en Hankat. Sdm. Ndm. — I Indr. Namd. og Helg. hedder det: Frøs. (Isl. fress).
Frost, n. Frost; a) Tilfrysen; b) Fornemmelse af Kulde; c) en Sygdom, et Slags Udslæt, foraarsaget af Frost.
frostall, adj. 1) kuldskjær, som plages af Frost. B. Stift. 2) s. frostnæm.
Frostbøyg, m. en Stakkel, som ikke taaler Frost. Gbr.
frostfri, adj. tryg, sikker for Frost.
Frostguv, f. s. Frostrøyk.
Frosthærsla, f. en Forstærkelse af Kulden; naar Luften for en kort Tid bliver skyet, og Kulden derefter bliver skarpere. Nordre Berg.
frosthætte, adj. n. om et Sted, som er meget udsat for Frost. Ndm. I Helg. frostette, s. hætten.
Frosting, m. Indbygger af Frosten ved Trondhjem.
frostkjent, adj. udsat for Frost. Helg.
Frostnavar, m. bruges (ligesom Isl. frostatól) i Spøg om et udueligt Værktøi, som kun tjener til at arbeide sig varm med.
frostnæm, adj. om en Gaard, Mark el. Ager, som er meget udsat for Frost, og især hvor Kornet let fryser bort. Overalt vestenfjelds; ogsaa ved Trondhjem; ellers: frostalt (Gbr.), frostkjent, og frosthætte.
Frostrøyk, m. Damp eller Taage, som opstiger fra Vandet i stærk Kulde. Hedder ved Trondhjem: Frostguv (aab. u) og Frostgubb, f.
Frua, f. Frue. Hedder ogsaa: Fruge (Tell. Guldbr.), Frue og Fru. Det sidste bruges sædvanlig om Damen i Kortspil.
Frugt, f. Frugt. (Nyere Ord). frugtast, v. n. bære Frugt, lykkes.
Frukne, fruknꜳr (aab. u), pl. f. Fregner, Solpletter paa huden. Helg. Ndm. — Ellers: Fraknꜳ, pl. (Indr.), Frokle (Yttresogn), Flukr (Sdm.). Isl. freknur.
fruknet, fruknꜳt, adj. fregnet, plettet. Helg. Ørk. Ndm. — Ellers: fraknꜳt (Indr.), froklette (Sogn), flukrett (Sdm.).
Frukost, m. s. Ꜳbit, Midmorgon.
Frums, førstefødte; om Dyr, og i Spøg ogsaa om Mennesker. Valders, Sogn, Hard. I Sogn ogsaa Fruns; i Helg. hedder det: Trums. Bruges som Subst. f. Ex. ein Frums Hest (i Helg. Trums Hest); ein Frums Ukse. I Fortællinger og Æventyr skal det betegne første Afkom saavel af Fader som Moder, undertiden endog igjennem tre Led eller til tredie Generation, i hvilket Tilfælde det ansees som et Vidunder-Dyr, der kan gjøre store og mærkelige Ting. (G. N. frum, første Afkom).
Frumse, f. en Ko som har havt een Kalv. Tell. I Mandal: en gold Ko.
Fruns, n. el. Frunse, pl. f. Fryndser. Nyt Ord; s. Faks og Skuv.
frunsa, adj. fryndset.
Frusk, m. Ulke (en Fisk). Sdm. I Helg. frosk eller Forrosk; s. Marulk.
fry, v. n. (r—dde), frygte, være ængstlig; især for en vis Mangel eller Uorden. Nhl. Æg frydde at da vart for lite: jeg var bange for at det skulde blive for lidet. G. N. frýa, tvivle.
Frykl, s. Fyrklæde.
frys, og frysa, s. frjosa.
Frytle (el. Frysle), s. stivt og bredbladet Græs (især Arten Luzula Maxima). Sdm. Romsdalen. (Udtalt Frylsje, Fryltje).
Fræ, n. see Frø.
fræg, el. freg (aab. e), adj. dygtig, meget god, fortrinlig. Nhl. Mest brugl. i comp. og superl. (frægare, frægaste). G. N. frægr betyder: berømt, omspurgt (af frega). Jf. folkefræg.
fræga, s. frega.
frægast (fregast), v. n. komme sig, blive bedre. Nhl.
fræk, adj. 1. som behøver meget, eller som borttager og øder meget; graadig, om sig gribende (f. Ex. om en Kniv eller Naver, som har for tynd Eg og derfor trækker sig for stærkt ind i Træet). Indr. Jf. romfræk, og frøkjen. (Ang. fræc, graadig).
fræk, adj. 2. 1) harsk, som har en stærk eller stram Smag af Fedt; om Ost. Tell. Hall. 2) stærk, skarp; om Smag eller Lugt. Østerd.
fræk’, adj. 3. 1) frisk, livlig, blomstrende; om Farve, især Ansigtsfarve. Helg. Ein fræk Hamlet. — 2) dygtig, fortrinlig. Sogn, Shl. s. frak. — 3) pralende, stortalende. Indr.
Fræmde, s. Fremde. fræmer, s. fremre.
fræmmende, s. framande.
Fræn, m. Iling med smaa Draaber; Støvregn som fremdrives af Vind. Ørk. Jf. Fræning.
fræne, v. n. regne eller drive i smaa Draaber. Ørk.
Fræning, m. Drev, Vandperler som prelle tilbage fra Vandfladen eller fra Jorden, naar det regner stærkt. Sdm. Han rægnde for dæ sto Frænninganne.
Frænke, s. Frenka.
fræse, s. frøsa.
Frø, n. Frø (paa Væxterne). Hedder ogsaa: Fræ (Jæd. Rbg. Helg.), Fre (Nordre Berg.), Frød (Sdm.), Fro (Guldbr.). G. N. fræ og frjó.
Frøde, f. Skum, Fraade. Sdm. (sjelden). Jf. Frau, og Fro. (Isl. froða).
frøkjen, adj. graadig, som behøver megen Mad. Sdm. Jf. fræk.
Frøs, m. Han-Kat, s. Fross.
frøsa, v. n. (e—te), 1) sprudle, strømme ud som en Fos. Meget udbredt; søndenfjelds ogsaa frasa, og fræse. Sv. frusa. 2) pruste, blæse stærkt, som Hestene.
Frøsk, s. Frosk.
Frøstokk, s. Meldestokk.
frøy, adj. 1) frodig, frugtbar. Helg. „frøytt Land“ ɔ: frugtbar Jord. 2) saftrig, trivelig, som voxer stærkt; om Træer. Ogsaa: skjør, sprød, som unge Træer. Helg. Grundbegrebet uvist; jf. Frau(d) og frøyden.
Frøya, f. Saftrighed i Træ, og deraf følgende Skjørhed eller Løshed. Helg.
frøyden (frøyen), adj. skjør, sprød, let at skjære og kløve; om Træ. Mere almindeligt.
frøye, v. n. (e—dde), skumme, fraade. Hall. og fl. Egentlig frøyda, af Fraud.
frøye, v. a. (e—dde), gjøde, gjøre fed, gjødsle. Nordre Trondhj. S. Frau.
Frøy-gran, f. ung og skjør Gran. Helg. (I Indr. Frautell’). Ligesaa: Frøybjørk, om ung Birk, hvori Veden endnu ikke er bleven fast eller stærk.
frøysa (frøyse), v. a. (e—te), udsætte for Frost, faae noget til at fryse el. iisne; udhænge Skind eller Huder for at de skulle fryse efter Barkningen. Guldbr. Ørk. Indr. — frøyse seg: faae Skade af Frost. Han ha frøyst seg paa Tæom: hans Tæer have taget Skade af Frost. (Regelmæssig dannet som Transitiv af frjosa, fraus).
frøyst, adj. iisnet; forfrossen.
fubba, v. n. vrikke frem og tilbage. Tildeels noget obscønt.
Fud (Fu), f. 1) Bagdeel, Rumpe. Rbg. Tell. Hall. Meget brugl. uden at ansees som obscønt. I Sogn hedder det Fo (aab. o), og indbefatter tildeels baade denne og den følgende Betydning. 2) Hunkjønnets, især Hun-dyrenes Kjønsdele. Tildeels i Ag. Stift; i Søndm. kun om Hopper (Fud). Jf. Benelde.
Fugg, n. Smaasysler i Huset. Tell.
fugga, v. n. sysle i Huset, bestille et eller andet. Tell. (= stulla, dunna).
Fuggje, m. (plur. -gar), Bylt, Pakke. Tellem.
Fugl, m. Fugl; saavel om en Mængde (kollektivt), som om et Individ.
Fugleblom, m. et Slags smaa Bregner (Aspidium fragile). Ndm. Sdm. (s. Blom). I Hard. Fuglaburtn.
Fuglebreia, f. en stor Hob Fugle. Helg.
Fuglefar, n. og Fuglefet, n. Spor efter Fugle (i Sand eller Dynd).
Fuglefø(d)e, n. et Kuld Fugleunger (s. Føde, n.). Østerd.
Fugleham, m. prikket Hud. Om Mennesker, hvis Hud ikke er ganske glat, men besat med smaa regelmæssige Punkter som ligne Haarrødder, siges, at de have „Fugleham“. Ørk. I Sdm. hedder det Fuglehold, n. Om glat Hud siges Fiskeham. Ørk.
Fuglehold, n. s. forrige.
Fuglelæta, f. Fuglestemme.
Fugleskap, n. Fugleskikkelse.
Fugleslag, n. Slægt eller Art af Fugle.
Fuglevinda, f. en stor Flok af Fugle.
Fuka (uu), f. Uveirssky, Iling i Horizonten. Nordre Berg. Sdm. Tr. Stift.
fuket’ (fukꜳt), adj. om Veiret, naar Ilingerne følge hurtigt efter hinanden.
ful (uu), adj. 1) modbydelig, af slet Smag eller Lugt. Bruges ved Trondhjem, f. Ex. om Smør. (Isl. fúll, stinkende). 2) slem, fortrædelig; om Omstændigheder. Ogsaa vanskelig, indviklet, som let bringer En i Forlegenhed. Alm. 3) listig, forslagen, slem at bestille med. Meget brugl. 4) vred, hidsig, bitter. Han va ful ꜳt oss (Nordre Trondhj,), eller: Han va ful’e pꜳ oss (Sdm.): han var opbragt imod os. vere ful’e mæ ein (Sdm.): vise Bitterhed imod En. (Isl. fúll, barsk). 5) geil, parrelysten; om Dyr af Hunkjønnet, især Hopper. Hard. Shl. Rbg. Ogsaa i Sdm. i Talemaaden „laupe ful’e“: gaae i Brunst. Jf. ob, os, bøl.
Fuling, m. en listig Person.
ful-kynt, adj. snedig, oplagt til List og Kneb. Guldbr.
full, adj. fuld, opfyldt; ogsaa: heel, fuldstændig. Hedder i Sogn: fudl’; i Sæt. fudd’e. Afvigende Betydninger: a) rigelig forsynet. b) befængt, smittet. c) drukken, beruset. I enkelte Talemaader ogsaa: frugtsommelig. — Jf. Fylla, Fylling. Te fulles: tilfulde.
fulla, adv. nok, vel, vistnok. Han ha fulla gjort dæ: han havde nok gjort det. Meget udbredt. B. Stift, Tell. Gbr. — I Gbr. og Østerd. hedder det ogsaa: full, føll og fell. (Vel egentlig fullelega).
fullbuen, adj. 1) ganske færdig (sjelden). 2) ganske moden. Østerd.
fullfør, adj. fuldkommen istand til noget.
fullføra, v. a. (e—te), fuldføre.
fullgo(d), adj. tilstrækkelig god eller dygtig.
fullhuga, adj. som har en afgjort Lyst til noget, bestemt, fast besluttet. Tell. og flere.
fullkomele(ge), adv. ganske, aldeles.
fullkomen, adj. fuldkommen.
full-legjen, adj. udhvilet, som har ligget længe nok. I Sdm. fullegste.
fullmata, adj. om Kornet, naar Kjernen har faaet sin fulde Størrelse.
Fullnad (Fulna), m. Fyldest, saa meget som der behøves. Meget udbredt.
fullsett, adj. opfyldt, besat overalt.
fullstaden, adj. som har staaet længe nok.
fullsøvd, adj. udsovet, som ikke føler Trang til at sove mere. Næsten alm. men hedder i de sydligste Egne fullsvævd; i Sdm. fullsøvt’ (fullsøfte).
fulltaka, adj. stærk nok, fulddygtig til et Arbeide. Nhl. Ørk. og fl. I Ørk. ogsaa: fulltakjen.
fullvaksen, adj. fuldvoxen.
fult (fullt), adv. tilfulde, ganske. (Ved Trondhjem findes ogs.: fullan, i denne Betydning). Forskjelligt herfra er: fult (uu), adv. af ful; f. Ex. Han kom so fult mæ dæ.
Fundr, n. Udflugt, Forvending. Sdm.
fundra, v. n. sysle med noget i Stilhed. fundre se(g) vek: liste sig bort. Sdm.
Funnaløn, f. Findeløn. Ørk.
funnen, partic. funden.
funnvis (ii), adj. nem til at finde eller opdage noget. Nordre Berg. Andre St. finnen. (Isl. fundvís).
Funt, m. en Græsart; s. Bunt. — Funtastrꜳ, n. et stivt Græsstraa. Sogn.
Fura (aab. u), f. Fyr, Fure (Træ). Hedder ogsaa: Furu (søndenfjelds), Fora, aab. o (Helg.), Foro (Namd. Østerd.), Forꜳ (Ndm.). G. N. fura. — Hertil: Furebar, n. Fyurrekviste. Furekogla (-kꜳngel, -kjuke), f. Fyrrekogle. Furekvoa, f. Kvoda. Furelav, n. Lav eller Mos paa Fyrretræer (= Krꜳkelin). Furelegg,m. Fyrrestamme. Fureskog, m. Fyrreskov. Jf. Toll.
Fura (uu), f. 1) et Under, en forunderlig Ting. Shl. Rbg. (G. N. furða). 2) Forundring. I Sæt. bruges det ofte i Fleertal (Furo).
fura, v. a. og n. (a—a), 1) føre, bringe, især i en Hast; 2) skynde sig, drive stærkt paa et Arbeide. Sdm. og fl. — fure ihop: samle i Hast, kaste sammen. fure ti se(g): sluge, æde raskt. (Jf. fora). — Hertil: Furing, f. Skynding; Jagen. (Hedder ogsaa: Furamente). Ligesaa: Fur, m. Dæ gjekk ti ein Fur (i en stor Skynding). Jf. furt.
furast, v. n. forundres, forbauses. Shl. Han furast pꜳ da. G. N. furða.
fureleg (furle), adj. forunderlig. Shl.
Furing, s. fura.
Furk, m. en tyk og fed Karl. Sdm. Gbr.
furkunn, lækker; s. forkunn.
furt (uu), adv. fort, hurtigt, raskt. Romsd. Ndm. Ørk. — Ellers: fort.
Furt (aab. u), m. 1) Fortrydelse; et ondt Lune. Han fekk ein Furt. 2) En som let bliver stødt eller fornærmet.
furta, v. a. (a—a), blive stødt eller fornærmet, vise Fortrydelse ved at tie stille eller forføie sig bort. Alm.
Furtekove (aab. o), m. i Spøg, om et Sted hvortil man forføier sig naar man bliver ærgerlig stemt.
furteleg, adj. fornærmelig, som man kan blive stødt over. Tell.
furten, adj. 1) fortrydelig, stødt, fornærmet. (Isl. firtinn). 2) vranten, som let bliver stødt.
Furting, f. Vrede, Fortrydelse.
fus (uu), adj. lysten, villig, tilbøielig. Sogn, Nhl. Tell. (G. N. fúss). Mere alm. i Sammensætning (som framfus). Jf. fysa.
fuska, v. n. et nyt Ord som baade betegner fuske og forske. fuska, m. en Landstryger, Fant; ogsaa Jætte, Bjergtrold. Ved Trondhjem.
fust (uu), adv. fyrigt, med Lyst; ogsaa stærkt, heftigt. Nhl. Jæd. og fl.
Fut (uu), m. Foged. Ellers Faut (Gbr.), og Fot, aab. o (Guldalen, Østerd.). — Futerikje, n. Fogderie.
fy (med aab. y), s. fyre, præpos.
fya, v. n. (a—a), sige fy. Jf. fyne.
fye, v. s. fylgja. — fyka, s. fjuka.
fykjen, adj. let, rask, hurtig. Nhl.
Fyl (aab. y), n. et Føl. (G. N. fyl).
fyla (aab. y), v. n. følle, faae Føl. Nogle St. fola (aab. o).
Fylblom (Fylablom), en Planteart: Borst (Apargia). Jæd.
Fyle (yy), f. en uduelig, ubetydelig Ting. Tell. (Isl. fýla). Ogsaa: Træskoe.
Fylgd (Fyld), f. Følge. Nordre Berg. halda Fyld’a mæ ein: holde Skridt med En, fare lige hurtigt.
fylgja, v. n. (med Dativ), følge. Formerne dannes paa to forskjellige Maader. I det Vestenfjeldske hedder Infin. fylja (fylje); Præs. fyl’e; Imp. fylde, og Imperativ: fyl (alt med aab. y). I Ag. og tildeels i Tr. Stift hedder Præs fylgje(r), Imperf. fylgde (følde) og Imperativ: fylg. I Rbg. og Tell. falder l bort, altsaa: fygjer, fygde, Imp. fyg! og Inf. fygje (fye). — Efter de gamle beslægtede Sprog skal Ordet have g, ligesom i G. N. fylgja.
fylgjast, v. n. følges ad, komme paa samme Tid. I Tell. fygjas. Præsens hedder fylst (B. Stift), fylgjes (Ag. Stift), fygjes (Tell.). fylgjast ꜳt: følgges ad. Bruges ofte i Eental; f. Ex. Dæ fylst ꜳt godt ꜳ vondt (B. Stift).
Fylgje, f. Skytsaand, Følgeaand. Søndenfjelds (sjelden). G. N. fylgja.
Fylgje, n. Følge, Selskab. I Tell. Fygje.
Fylgjing, f. Efterfølgelse.
Fylja, f. en ung Hoppe; en Mær som er under tre Aar eller som ikke har havt Føl. (Jf. Foler). Shl. Kr. Stift. Eloers: Ungmærr. (I danske Dial. Fyllie).
fylja, s. fylja. — Fylje, s. Fylgje.
Fyll, f. Fyld, det hvormed noget fyldes.
fylla, v. a. (e-te), 1) fylde, opfylde. 2) beruse. fylle seg. 3) befænge, smitte; s. full. I Sæt. fydde.
Fylla, f. 1) Fylde, det at noget er fuldt. 2) Fylderie, Drukkenskab. 3) Trommesyge; usædvanlig Opblæselse i Indvoldene.
fyllast, v. n. (e-test), blive fuldt.
Fyllefant, m. en fordrukken og dermed forarmet Person.
Fyllekumar (aab. u), m. et Insekt som i sin Puppetilstand findes i Kløfter paa Træerne og bruges som Middel imod Trommesygen (Fylla). Sdm. Efter Strøm: Tenthredo Betulæ.
Fylleskap, m. Fuldskap, Fylderi.
Fylling, f. 1) Fyldning, at noget fyldes; 2) Fylding eller udskaarne Tværfjele paa en Dør.
fyllug (fyllig’e), adj. tyk, fyldig.
Fylmær, f. en drægtig Hoppe.
Fylrova, f. Padderok (Eqvisetum). Hard.
fytoggja (-æ, -i), adj. f. om en Hoppe som har Patteføl og derfor er mager.
fyltung, adj. drægtig, med Føl.
Fyl-øyk, m. = Fylmær.
fyne, v. a. skjende paa, sige fy til. Nordre Berg. Heraf: fynt’, adj. Ein fynt’e Hund: en Hund som man har skjendt paa og som derfor er skamfuld.
fyne, v. n. parres; om Fugle. Østerd. Ellers: vina, fivla og fl.
Fynte, f. Finte, Puds. Sdm. og fl.
Fyr (aab. y), m. Fjordboer. (Egentl. Fyrd, af Fjord). Bruges kun som Navn paa Indbyggerne af Nordfjord og Søndfjord. Jf. Fyrska. Ellers undertiden sammensat, som: Eifyrer, ɔ: Eidfjordinger (i Hardanger).
Fyr (yy), m. 1. Karl, Mandsperson (især fremmed). Meget brugl.
Fyr (yy), m. 2. et Baal, en stor Ild; ogsaa et Fyrtaarn. fꜳ Fyren pꜳ: faae det til at brænde friskt. — Heraf: fyra, v. n. fyre, brænde.
fyrꜳrs, og fyrdags, s. under fyrr.
fyre (aab. y), præp. for. Hedder ogsaa: føre (i Ag. og Tr.), fire og fere, (Vald. Gbr.), fe (Tell.), fy’ (Hard. Voss). G. N. fyrir, firir. I nogle Betydninger forbindes det med Akkusativ, i andre med Dativ, forsaavidt Dialekten har denne Form. Saaledes: A, med Akkusativ. 1) i Betydn. frem for et vist Punkt, hen til. Ex. Dei kom ut fyre Holmen. 2) før, tidligere end (en vis Tid). fyre Jul’a (femin.). 3) om, for hver (Tid, Deel, Stykke). Ein Gꜳng fyre Dagjen; fyre Ꜳr’e; fyre Vika. 4) til Gjengjeld for. fyra Umagjen; fyre Reis’a. 5) som, lige med. Han vart halden fyre ein rik Mann. — B, med Dativ. 6) foran, ved, fremme for. Dei kvilte ut fyre Holma. 7) forud for, som Tegn eller Varsel for. Dæ va fyre Dauda hans. 8) i Stedet for. Han svara fyre Bror’a. 9) til Fordeel eller Skade for. Dæ va godt fyre Foreldrom. Dæ kom burt fyre meg. I Tell. bruges „fe“ ogsaa om at arbeide for En, hvor man ellers siger: ꜳt; f. Ex. Han heve gjort ei Øks fe meg. 10) med Hensyn til, hvad angaaer. Fyre den Skuld. Han va rædd fyre Pengom (forsigtig med Pengene). 11) hos, ved Henvendelse til. Dei klaga fyre Far’a. 12) under Paavirkning af. Dæ fauk fyre Vind’a. Dæ brotna fyre Fotom. 13) paa Grund af, formedelst. Dei bidde fyre Storm’a. 14) til Betryggelse for. Dei gjæte fyre Odyrom. 15) til Middel imod. Ei Raad fyre Verkj’a (imod Smerten). — Enkelte Talemaader. vera fyre seg: være om sig. „Han æ for lite fyre seg“: han har for lidet Mod, er for meget tilbageholden. Derimod: „Han æ mykje fyre seg“, om En som forsøger sig meget, gaaer dristigt og driftigt frem. (G. N. mikill fyrir sér). „Han æ ikje fyre dæ"; han undseer sig nok ikke derfor; han tør vel gjøre det. Sdm. — verta fyre: blive udsat for, plages af. hava fyre seg: have fore, sysle med. taka seg fyre: foretage sig. setja seg fyre: foresætte sig. (De øvrige Udtryk maae søges under vedkommende Verber). I Rbg. og Gbr. hedder Ordet tildeels: for.
fyre (føre), adv. 1) foran, forud. 2) før, forud (i Tiden). Den eine kom fyre, ꜳ hin ette. 3) for, fore. I forskjellige Talemaader; f. Ex. halda fyre: holde for, mene. bera fyre: foregive; undskylde sig. Stundom med Begrebet af en Forbliven f. Ex. leggje seg fyre: vedblive at ligge. setje seg fyre: vedblive at sidde. (Ellers: setja seg til).
fyre (føre, før, fy, fe), conj. thi; fordi; da. Almindl. Dei vilde ikje gꜳ; fyre dei sꜳg at dæ va for seint.
fyreꜳt (førꜳt), forud, forhen, i Forveien. Tr. Stift.
Fyrebering, f. Forevending, Undskyldning.
Fyrebod (aab. o), n. Forbud, forudsendt Bud.
Fyrebøn, f. Forbøn.
fyre-di, 1) fordi; 2) endda, desuagtet; ogsaa: endskjønt, uagtet.
Fyredugur, m. Morgenmad, Frokost. Hall. Vald. Ogs. Førdugur, Førdur. Ørk. Øst. Jf. Dogur og Ꜳbit.
Fyrefar, n. Noget som gaaer forud.
fyrefaren, adj. forudgaaen.
Fyrefær, f. 1) Forvarsel, eller noget som gaaer forud. 2) Forrad fra forrige Tider. Sdm. Eit Ꜳrs Fyrefær mæ Konn: et Aars Beholdning af Korn.
Fyregangar, m. Forgjænger, Formand.
Fyregꜳng (el. gang), m. 1) det at man gaaer foran eller i Spidsen. 2) noget som gaaer forud for et andet. Fyregꜳngsmann, m. den som gaaer forud i et Følge. Ligesaa Fyregꜳngskꜳna, Fyregꜳngsgjenta.
fyregjort, adj. forebygget, forhindret.
Fyregjær, f. Forebyggelse; Hindring.
Fyrehand, f. Forhaand. sitja i Fyrehand: sidde forud i Raden. Modsat Bakhand.
Fyrekjegla, s. Kjegla.
Fyrela(d), n. Forladning i Geværer. Hall.
Fyrelaup, n. Foreløb, Førstedraaber.
Fyreloga (aab. o), f. 1) et nyt paalagt Stykke; især paa Øxer. Sdm. og fl. Jf. Ꜳloga. 2) et Arbeide som skal være udført til en vis Tid. Tell. og fl. Ellers: Ꜳlag, Lagje, Lagyrkje.
Fyremann, m. Formand; Anfører.
Fyremun (Føremon), m. Forspring, et Stykke forud; ogsaa Fortrin, Fordeel fremfor andre. Alm.
Fyreor (Føror), n. pl. Forord; foreløbig Erindring eller Betingelse.
Fyrerꜳm, n. Forspring, Leilighed til at træffe noget før end en anden. Sdm. D’æ godt te ha Fyrerꜳm’e.
fyre roke, efter Rad; s. Roke.
Fyreruna (Førerona), pl. m. (?) Forvarsler for en Hændelse. Ørk.
fyresett, adj. foresat; overdraget.
Fyrespel, n. Forspil.
Fyrestandar, m. Forstander; Forstanderske.
Fyretankje (og -tꜳnkje), m. Betænksomhed, det at man overveier en Sag forud og betænker hvad der kan indtræffe.
fyretenkt’., adj. betænksom, som overveier Sagen forud.
Fyretole (aab. o), f. Raad, Formaninger; Overtalelse. Han tok inkje Fyretole: han lod sig ikke overtale. B. Stift.
Fyretvart (førtvart), adv. efter Rad, uden at gaae noget forbi. Tr. Stift. Ellers: fyre Ende, fyre Roke, andfares. S. tvart.
fyrevis (ii), adj. forudvidende, som veed tilkommende Ting.
Fyrevit (aab. i), n. Klogskab, Forudseenhed.
Fyring (yy), m. en Baad som besættes med fire Mand. Fosen. (Af fjore).
Fyrkje, f. en Pige, Tøs. Meget brugl. i Gbr. og Ørk. især i Spøg og med en mindre Grad af Agtelse. Paa andre Steder ansees Ordet fornærmeligt og bruges om letsindige og ublufærdige Kvindfolk. Man har ogsaa Verbet: fyrkja ɔ: lefle, drive letfærdig Spøg. Maaskee beslægtet med Fark (el. ogsaa Furk). Jf. Fesja.
Fyrklæde (Fyrklæ’), n. Forklæde. I Nhl. og Shl. hedder det: Frykl (Frykkel).
fyrr, adv. før, forhen. Formen fyrr findes kun i Rbg. og enkelte Fjeldbygder; ellers hedder det: førr, el. før (G. N. fyrr). — før i Vær’en: fordum, i gamle Dage. B. Stift. — før bruges ogsaa for: førend; f. Ex. Eg heve inkje set dæ før i Dag. Lengje før han va komen; o. s. v.
Fyrr-ꜳr(e), Aaret for ifjor; næstsidste Aar. I Fyrrꜳr’e, eller: i Fyrrꜳrs (for henved to Aar siden). Fyrrꜳrskonn: Korn fra næstsidste Aar. Fyrrꜳrsavlen: Afgrøden i næstsidste Aar.
Fyrrdag(en), næstsidste Dag. Fyrre Dagjen, i Fyrrdag, el. i Fyrrdags ɔ: iforgaars. I Nfj. (Stadtlandet) siger man ogsaa „i fyre fyrdags“ ɔ: Dagen før iforgaars. See fyrre.
fyrre, adj. 1) tidligere. Ørk. (hvor det hedder førre). I førre Lag’e: i det tidligste, vel tidlig. — 2) forrige, foregaaende. Rbg. Tell. Gbr. Ogsaa i Ørk. Fosen, Namdalen (førre). G. N. fyrri; Sv. förre. Fyrre Gꜳngen: forrige Gang. Gbr. Ligesaa: fyrre Helgj’e. (Jf. sin, si). I fyrre Vikun (Gbr.), i førr-vukun (Ørk.) ɔ: i forrige Uge. (I B. Stift: hi Vikꜳ, i hine Vikenne). Desse fyrre Daganne: de forrige Dage. Rbg. — 3) den nærmeste foran den sidst forbigangne; den næstsidste. I denne Betydning er Ordet langt mere almindeligt, nemlig i Sammensætning med Aars- og Dagstiders Navne, hvor det tildeels hedder fyr (før) og fyre. Saaledes: fyrre Dagjen (s. Fyrrdag). Fyrrkvelden, el. i fyrrkvelds (ɔ: iforgaarsaftes). Fyrrnatta, el. i Fyrrnatt (Natten til iforgaars). i Fyrrmorgon (i forgaars om Morgenen). Ligesaa: i Fyrr-ꜳrs (see ovenfor); i fyrre Haust (næstsidste Høst); i fyrre (eller fyre) Sumar o. s. v.
fyrrekjuge, s. fyrti.
fyrrmeir (førmeir), adv. før, fordum, i forrige Tider. Tr. Stift.
Fyrska, f. (egentl. Fjordboerske), Kvindfolk fra Nordfjord eller Søndfjord. See Fyr.
fyrti (aab. y), Talord: fyrretyve. Søndenfjelds ogsaa fyrrekjuge. G. N. fjórir tígir.
Fyru (aab. y), f. Elvebred; Sandbanke langs Elveløbet. Gbr. Jf. Ꜳfjøra.
fyrug (yy), adj. 1) frisk, livlig, munter. (Jf. fjørug) 2) tyk, før, fyldig. Ørk. (fyrau).
Fyrveld, n. Falæne; s. Fivreld.
fysa, v. a. og n. (e—te), lyste, have Lyst til, længes efter. Søndre Berg. Tell. Vald. G. N. fýsa. (Af fus). Jf. huga, langa.
fyseleg, adj. behagelig, hyggelig. Vald. Mest ironisk og med Negtelse.
Fysemat, m. Lystemad, sjelden eller lækker Mad. Vald. og fl. I Sogn: Fysemæta, f.
fysen, adj. 1) lysten, begjærlig. Søndre Berg. (I denne Betydn. sjelden). 2) hyggelig, behagelig, som giver Lyst. B. Stift. Modsat: ufysen. Dæ va ikje fyse Ver (intet hyggeligt Veir). 3) i en dunkel Betydning (maaskee: øm, kjælen) bruges Ordet meget i Sdm. og fl. især ironisk og med en Negtelse; f. Ex. Han æ’kje fysen: han er ikke forsagt, han er dygtigere end man skulde tænke.
Fysne, f. Lyst, Behagelighed. Dinne Fysnꜳ fæ snart Ende: denne Herlighed forsvinder snart. Sdm.
fyst (aab. y), adv. først. Kan ogsaa skrives „fyst“, men skal egentlig hedde fyrst i Lighed med fyrr og fyrre. Bruges ogsaa i Betydn. naar, kun, hvis dersom. (Sæt. Gbr.). Undertiden i Formen: fysta, el. fyste (egentl. adj. n.). „dꜳ fyste“: først da, el. just da. „no fyste“: nu først, just nu.
fyste (for fyrste), adj. første. Fyste Gꜳngjen: den første Gang. Pꜳ fyste Hand’a: i Begyndelsen. Fystekꜳna, og Fystemann’en: Ægtefællen af første Ægteskab.
Fystegꜳve, f. den første Gave som En giver sin Forlovede. Rbg. og fl.
fystende, adv. i Begyndelsen. Hedder paa nogle Steder fystundes, og fystꜳnd (Indr.). — Ogsaa: i Fystningji (i Fystningjenne). G. N. í fyrstunni.
fyten (yy), adj. skamfuld. Hard.
fæ (ɔ: faaer), s. fꜳ.
Fægre, f. en Farveplante (Galium boreale). Sdm. (sjelden).
fæl, adj. fæl, frygtelig; ogsaa: voldsom, overgiven, umaadelig; s. fælt. Jf. folen, rysen, øgjeleg.
fæla, v. n. (e-te), blive bange, forskrækkes; ogsaa: ængstes, grue. Søndre Berg. Kr. Stift, Hall. Eg fæler fe dæ: jeg gruer derfor. Tell. (G. N. fæla, forskrække).
Fæla, f. Frygt, Rædsel. Han tok Fæle: han blev ræd.
fæleleg, adv. fælt, frygtelig. Kr. Stift. Ogsaa: uhyre, overmaade; s. fælt.
fælen, adj. frygtsom, som let bliver bange. Mere alm. G. N. fælinn.
Fælsn (Fæls’en), f. noget frygteligt; ogsaa et Vidunder, noget usædvanligt. Nhl. Voss. Dei va so mꜳnge at da va ei Fælsen.
fælt, adv. 1) fælt, skrækkeligt; 2) overordentlig, overmaade; f. Ex. fælt smꜳtt; fælt lett; fælt lengje; han ꜳt so fælt o. s. v. Alm. Denne sidste Betydning tillægges ogsaa andre Ord, som egentlige betegne det Frygtelige; saaledes: gruveleg, kjøleleg, kaldleg, øgjeleg, styggjeleg og fl.
Fæn, n. Sump, Mose, Blødmyr som er vanskelig at komme over. Jæderen. (G. N. fen). Ellers Dya, Dikje o. fl.
Fænar, og Fænꜳr, m. Smaafæ; Faar og Gjeder. Mandal, Rbg. Tell.; see Fanar.
fængd, s. fengd. — fængje, s. fengja.
Fænte, s. Fenta. — fær, s. fꜳ og fara.
Fær (for Ferd), f. 1) Færd, Reise, Fart. G. N. ferð. (Af fara). I Helg. hedder det Far (el. Fal, med tykt l), og betegner især Reisen til Vaarfisket i Lofoden, saavelsom Fiskeriet selv. Han va mæ i Far’en (i Faln): han var med i Torskefiskeriet. 2) Adfærd, Bevægelse, Maade eller Maneer at fare frem paa. Dæ va bære Fær’a: det var kun Adfærden eller Maneren; der var i Grunden intet videre ved det. Mest i Sammensætning: Ꜳtfær, Narrefær; Handefær, Fotefær. 3) Gang, Skjæbne; den Maade hvorpaa noget farer, befinder sig eller behandles (s. fara). Dæ heve fare same Fær’a (har gaaet den samme Gang). Han for ingja go’ Fær). Jf. Høgfær, Vælfær, Ufær. 4) Hob, FLok, FØlge. Fiskefær (Stiim), Fuglefær. Jf. Brudfær, Likfær. 5) Dragt, Byrde; det som man bringer med sig for hvert enkelt Gang eller Udfærd. Ei Fær mæ Vatn: en Byrde eller to Bøtter med Vand. (Vassfær). Hedder i Helg. Far (Fal), og ved Trondhjem ogsaa: Fora (Fole, Fol’).
færa (for ferda), v. a. (a—a), forfærdige, sætte istand, gjøre færdig. Ag. Stift. (Udtales tildeels: fæle). færafus, adj. reiselysten. Sogn.
færahug, m. Lyst til at reise; Lyst at komme paa Veien. Nhl. og fl. I Sogn ogsaa Færamo(d), n.
Færalag, n. Reiseselskab; ogsaa et Gilde som holdes i Anledning af en fuldført Reise. Nordre Berg.
færasjuk’, adj. betynget af Omsorg og Tilberedelser for en forestaaende Reise. Sdm. Mest i Spøg.
færast, v. n. (a—a), færdes, reise, vanke om. I Helg. farast (falast). G. N. ferðast.
Færfisk (Færafisk), m. Fisk som kommer i Stiim eller i store Hobe.
Færing, m. en liden Baad med to Par Aarer. (Vel egentlig Firæring). Hertil Færingsfarm, m. Ladning for en Færing. Færingsnaust, n. Skuur til en saadan Baad.
Færmann, m. En som transporterer Varer fra Indlandet til Handelsstæderne, eller fra Stæderne til Landet. Ag. Stift (især Guldbr. og Hedemarken).
færre, compar. af fꜳ, adj.
Færsel, m. Færdsel. (Ikke meget brugl.).
Færti(d), f. Reisetid; især den Tid da Fiskeriet i Lofoden drives. I Helg. Farti (Falti).
færug (for ferdug), adj. 1) færdig, beredt, istandsat. Alm. (dog tildeels i Formen: færige, fælug, fælau). — 2) frisk, førlig, ved god Helbred. Mest i Helg. (farug, falug). Mere udbredt er: ufærug (ofærig) i Betydningen syg.
fæsk, og fæskjen, — s. fersk.
Fæsl (Forbinding), s. Fetl.
fødd, partic. 1) fostret, opfødt; 2) født.
føde (føa, føe), v. a. (e—de), 1) føde, opfostre; nære, underholde. G. N. fœða. Jf. Fodr, Fodnad, Fostre (som forudsætte en ældre Form: foda). 2) føde, bringe et Foster til Verden. Kun om Mennesker. (Om Dyr: unga, yngja og fl.). føde seg: ernære sig, finde Ophold. føde fram: fostre over Vinteren, fodre Kvæget indtil det selv kan søge Næring. — fødande, adj. vel værd at opfostres.
Føde (Føa, Føe), f. Føde, Næring. Fø(d)e, n. et Kuld, Yngel som opfostres paa een Gang; især et Kuld Fugleunger (Fugleføe). Østerd. Jf. Legde.
Fø(de)bøle, n. Jord med Hensyn til Næring. Ørk. Eit godt Føbøle: en god Gaard, et Sted hvor man kan nære sig godt.
Fø(de)flaga, f. s. Føderid.
Fødeflekk, m. Modermærke, medfødt Plet paa Huden.
Fødeland, n. Fødeland; Fødeegn (sjeld.).
Fødenaut, n. Nød som fostres for Betaling.
Fø(de)rꜳ(d), n. (f.), Aftægt, Afgift til den forrige Besidder af en Gaard. Gbr. Hedemarken, Østerd. (Føerꜳ). Ellers: Kor, Folga, Hold, Livaure og fl.
Føderid, f. det sidste Anfald af Fødselssmerterne; den Stund da Fødselen foregaaer. Sdm. (hvor det dog oftere hedder Ljøsrid). Ellers: Fø’flaga (Helg. og fl.), Fø’inga-ri’ (Sogn). Isl. fæðingarhríð. See Rid.
Fødestad, m. Fødested (sjelden).
Fødevit (aab. i), n. Forsynlighed, Klogskab i at søge Næring.
Fødnad (Fønna), m. Opfostring af Kvæg. Dær æ ein stor’ Fønna ɔ: der fødes mange Kreature. I Sdm. Fodnad (Fonnad).
Fødsl (Føsl), f. 1) Fødsel. Hedder Fødsel (Føssel), m. 2) Modermunding, Fødselslem. Sdm. (Alvorligt og ikke obscønt).
Fødsla (Føsle), f. Opfostring; Vinterfodring. Mest i Ag. Stift. Ei Ku-føsle; Sauføsle (ligesom: Fo’r og Fostr). Gbr. og fl.
Fø’inga-ri, f. see Føderid.
Føl, s. Fyl. — følje, s. fylgja.
før, adv. s. fyrr. — Før, m. s. Fyr.
Før, f. Føre (paa Veiene). B. Stift. Bruges ofte i Fleertal; f. Ex. Da vart go’a Førenna: det blev et godt Føre. (Voss). G. N. fœrð.
før, adj. 1) fremkommelig, som man kan befare eller komme over. Mest i neutr. (ført). Dær æ godt ført: man kan godt reise der. (Kr. Stift). G. N. fœrr. Jf. Talemaaden „telja ført“: forestille en Ting som let gjørlig. 2) farende. Kun i Sammensætning: seinfør, høgfør, harfør, einfør og fl. Af fara (imp. for). 3) bekvem, duelig, som er istand til noget (eg. som kan fare). Eg æ ikje før’e te da (Søndre Berg.). Hedder ogsaa: ført’ (Han æ ikje ført’e te da). Nhl. Shl. Jf. gangefør, flakkfør, vanfør. 4) hjulpen, tjent med noget. Han æ ikje før’ mæ da. Nhl. Shl. Hedder ogsaa ført’. 5) før, stærk, kraftfuld. Mere alm. Ogsaa før, fyldig (sjeldnere). Jf. fyrug.
føra, v. a. (e—te), 1) føre, bringe, transportere (især tilvands): ogsaa: skydse, sætte over en Fjord eller Aa. G. N. fœra. 2) flytte, skyde noget tilside uden at løfte det op (f. Ex. et Bord, en Seng, en Kiste). Jf. yta, skuva, flytja. 3) fremføre, komme med, faae paa Gang. Ein skal bꜳde høyra rett ꜳ føra rett: man skal baade høre rigtigt og fortælle det rigtigt. føre Drøse: løbe med Sladder. (Nordenfjelds). føre Folk ihop: stifte Uenighed imellem Folk (B. Stift). Forøvrigt bruges ordet her ikke i saa mange Forholde som i Dansk.
førande, adj. som kan føres.
førast, v. n. blive Føre, blive god Vei. (Sjelden).
Førdur, s. Fyredugur. — føre, s. fyre.
Føre, n. 1. Tøi, Varer eller Sager som man fører med sig. Mæ Bꜳt ꜳ Føre: med Baad og Ladning. — Betydningen: Redskab, Middel (G. N. fœri), er ikke funden, men forudsættes i Eldføre; jf. Mꜳlføre.
Føre, n. 2. 1) Føre, Veienes Beskaffenhed, forsaavidt denne beroer paa Veiret og Aarstiden. Vinterføre, Sumarføre, tungt Føre, hart Føre o. s. v. Undertiden betegner Ordet kun godt Føre, og især Sneeføre. I B. Stift hedder det: Før, f. — 2) Forfatning, Tilstand. Nhl. Shl. Da æ kome i eit lꜳkt Føre. (Fortjente at være mere brugeligt). Jf. før, adj. — 3) Sindsstemning; især Hidsighed, oprørt Sind. Sdm. Han va komen i eit stygt Føre. (Jf. Fꜳr).
føreꜳt, s. fyreꜳt.
Førefall, n. det besværlige Føre, som sædvanlig indtræffer om Vaaren, naar Sneen tøer bort. Søndenfjelds.
Føreløysa, f. Mangel paa godt Føre.
Føremꜳn, s. Fyremun.
Førerona, s. Fyreruna.
Føring, f. 1) Førsel, Transportering. Alm. 2) Transport, Ladning el. Læs. Heraf Føringsmann, En som transporterer Varer. Buskerud og fl. — 3) Gave, Foræring; saaledes om Gjæstebudskost, som man sender til En som skal holde Bryllup. Ellers kaldet: Fon, Sending, Beining.
førleg, adj. 1) fremkommelig, hvor der er godt Føre. 2) førlig, frisk, istand til at reise. Hedder ogsaa: førig.
Førleikje, m. 1) Duelighed til noget. 2) Kræfter, Styrke.
førmeir, s. fyrrmeir.
førre, s. fyrre.
Førsla, f. Førsel, Transport. Hedder ogsaa: Førsel, m. 2) Skynding, megen Travlhed med et Arbeide. Sdm. og fl.
ført, adj. 1) ført (partic). Nogle St. førd. 2) bekvem, istand til. Nhl. Shl. 3) hjulpen, tjent med; see før, adj.
førtvart, s. fyretvart.
førug, adj. førlig, rask, frisk.
føse, v. n. (e—te), svulme op, udvide sig, opblæses. Ørk. S. fos, adj.
Føt, n. s. Fet. — Føtling, s. Fetling.
føtt, adj. fodet, beskaffen med Hensyn til Fødder. Denne Hesten æ godt føtt’e (har gode Fødder). Jf. høgføtt, storføtt.
føye (adj.), lidet. Bruges meget i Sdm. f. Ex. D’æ føye før dæ vert’e nok (el. kun: D’æ føye før) ɔ: det bliver sn art nok, der behøves ikke meget. Sv. föga.
Føyk, m. lette fygende Sager; især Frøet af enkelte Planter. I Sdm. siges Føyk ogsaa om Dueurt (Epilobium), paa Grund af dens lette duunagtige Frø.
føykja, v. a. (e—te), 1) drive, bortblæse, faae noget til at fyge. (Isl. feykja). Af fjuka, fauk. Mest i B. og Tr. Stift. 2) v. n. fyge, drive; om Snee. Søndenfjelds.
Føykje, f. Drev, Sneefog. Tell. og fl.
Føyra, f. 1) Sprække eller Revne i Træ; især om de Sprækker og Huller som findes indvendig i Træet, naar det tilhugges. B. Ag. og Tr. Stift. I Ryfylke hedder det: Fløyra. Jf. Veila (Isl. feyra). 2) Porer, de fine tætliggende Huller indvendig i Been. Helg.
føyrut, adj. 1) revnet, som har indvendige Sprækker eller Skaar. 2) porøs, svampagtig, hullet. Helg.