Ordbog over det norske Folkesprog/D
D.
da, adv. see dꜳ.
da (for dat, el. dad), pron. det. Hedder da i Helg. og den største Deel af B. Stift, nemlig fra Stadtlandet til Skaanevig (i Shl.); men ellers: dæ. (Jf. dan og dar). G. N. þat (senere þet); Ny Isl. það. See di og dess. Betydningen, som tildeels er anderledes end i Skriftsproget, kan ordnes saaledes: 1) substantivisk: det. — Bruges ofte foran en Sætning, saaledes at det enten sættes foran at, eller ogsaa træder i Stedet for dette. F. Ex. Eg tenkte da, han va komen ɔ: jeg tænkte at han var kommen. Eg sꜳg da, han kom ikje. (Gram. § 316). 2) adjektivisk: det, dette; f. Ex. da stora Hus’e ɔ: det store Huus. 3) adverbialsk eller blot indledende i en Sætning, saaledes at først Verbet og dernæst Subjektet følger efter. (Gram. § 317). Da kjem ein: der kommer En. Da flaug upp ein Fugl: der fløi en Fugl op. Da veit ingjen kor da gjekk: Ingen veed hvordan det gik. Dæ vil alle vera frie: alle ville være frie. Dæ syne Hola ette: der viser sig en Huulning derefter. Dæ draup Sveiten: Sveden dryppede. Dæ skjelv’ Hendenne pꜳ’an: hans Hænder skjælve.
Dabbe, m. Vandpyt; see Dape.
Dag, m. 1) Dag. Fleertal hedder i Shl. Dar (for Dagar); i Gbr. og Ørk.: Dꜳgꜳ; i Sdm. Dage. 2) Frist, Henstand, Opsættelse. Tell. Hall. Gbr. Han fekk Dag te Hausten: han fik Henstand til Høsten. — Te Dags: til det bliver Dag. Til’e Dags: tidlig paa Dagen. I Dagsens Tid (Sdm.). i Daggryet, i Dagbrækningen. Ein Dagjen (el. Da’en): en af de sidste Dage. (I Sdm. ogsaa: „ein ’te Dogꜳ“, for Dogom). Dag ette Dag: Dag fra Dag. (Hedder ved Trondhjem: dagendes Dag).
dagast, v. n. dages, blive Dag. (Ikke meget brugl.). dagast uppe: overraskes af Dagen, blive for seen (som Troldene i Æventyrene). Jf. opendaga, avdaga, Degning.
Dagetal, n. Antal af Dage; ogsaa: Datum. I Dagetal ɔ: for Dagløn; saaledes at kun Tiden og ikke de enkelte Arbeider beregnes. Guldbr. og fl.
dagfallen, adj. forfalden til Betaling (naar den bestemte Frist er udløben). Tell.
daglaus, adj. som ikke kan vente Udsættelse, el. hvis bestemte Tid er omme.
dagleg(e), adv. daglig. (Sjelden).
dagliden (aab. i), om Tiden: fremskreden mod Aftenen. Hær æ for langt daglie (Tell.): det lider for langt ud paa Dagen.
Dagpeng, plur. m. daglig Betaling; Dagløn.
Dags-arbeid, n. een Dags Arbeide; Dagværk.
Dagsbrun, f. see Dagsrꜳnd.
Dagset, n. den sidste Deel af Dagen; Tiden henimod Aftenen. Buskerud o. fl.
Dags-lit (aab. i), m. (Dagfarve), det stærkere eller svagere Dagslys, hvorpaa man kan mærke hvor langt det lider paa Dagen; men især den Forandring som viser sig ved Aftenens Begyndelse. Sdm. og fl. (Det sidste skulde hellere hedde: Kveldslit).
Dagsljos, n. Dagslys. (Modsat: Eldsljos).
Dagsmea (for Dagsmidja), f. Dagmilde; den mildere Luft som indtræder naar Solen gaaer i Syd (mest kjendelig om Vaaren). Ved Trondhjem. Sv. dagsmidja. See følg.
Dagsmeit, f. 1) Dagskjær (= Dagsrꜳnd), saavel Aften som Morgen. Tell. See Meit. 2) Dagmilde (= Dagsmea). Tell.
Dagsmun (aab. u), m. den Forandring som en Ting faaer paa en Dag. Ein ser Dagsmunen pꜳ dæ: man seer hvordan det tiltager med hver Dag.
Dagsrꜳnd, f. Dagskjær, naar Dagen viser sig som en lys Stribe over Horizonten. Næsten alm. I Sogn ogsaa Dagsbrun. I Tell. Dagsmeit.
Dagsslætte, n. Engstykke som man kan slaae paa en Dag. Nogle St. Dagslꜳtte, f.
Dagstjerne, s. Vagnstjerna.
dagstød’, adj. om en Fest som altid intræffer paa samme Datum (f. Ex. Juledag). I Sdm. ogsaa om to Helligdage som falde paa samme Ugedag (saaledes 6te og 13de Januar).
dagstødd, adj. bestemt til en vis Tid (især om en Betaling). Tell.
dagstødt, adv. Dag efter Dag uden Afbrydelse; daglig. Ag. Stift.
Dakje, m. en doven, seenfærdig Karl. Sdm.
Dal, m. en Dal. (Jf. Bꜳredal). Te Dals: oppe i en Dal, langt fra Søen. I Dolꜳ (aab. o): i Dalene. Sdm. (I Voss: i Dolo). Hertil: Dalefolk, Dalemann o. s. v. Dalsbotn, m. Dalbund, det inderste af en Dal.
Dalami(d), el. -me, n. en Dalstrækning (vel egentlig Midten af en Dal). Voss, Nhl.
Dalar, m. en Daler (Mynt). Sogn, Hall. Ellers: Dale (mest alm.) og Daler. — Dalarvære, n. Værdie for en Daler. (Hedder i Sdm. Dalevyre). Dalarsteig, m. Engstykke, som en Karl kan slaae for en Løn af een Daler (skal være omtrent 20 Maal Jord). Hallingdal.
Dale, m. see forrige.
Daling, m. Indbygger af en Dal. I B. Stift: Døling; i Ag. Stift: Døl.
dalka, v. n. dingle, slænge; ogsaa: løbe efter, følge med. dalka ette (ogs. dalta ette).
Dall, m. et Slags Spand med Laag og med Hank paa Laaget. Sfj. Sdm. Tr. Stift og Nordlandene. I Vald. Dyll. Ellers: Ambar. (Isl. dallr, Maalekar).
Dal-leie, n. en Dalstrækning, Dalføre. Helg. Vel egentl. Dal-lægje.
dalta, s. dalka.
dalut (dalette), adj. fulldt af Fordybninger eller smaa Dale.
Dam, m. 1) Dam, Dæmning; Sted hvor Vand samles eller standses ved en Dæmning. 2) en Vandpyt, liden Vandsamling (paa Marker og Veie). I Tell. Dæmme. Jf. Dape, Søyla, Floe, Hyl.
damla, v. n. (a—a), pladske, røre i Vand. Søndre Berg. (Isl. damla). Jf. dæmla.
Damp, m. s. Gova og Eim.
damut (damette), adj. fuldt af Vandpytter.
dan (kort a), el. dann, pron. den. Formen dan hersker i den største Deel af B. Stift (see da); ellers hedder det: den (denn). G. N. þann (accus. af sá). Betydning: 1) substantivisk, mest om en ubestemt Person, f. Ex. dan som heve gjort dæ. Derimod ikke i Stedet for en Tings Navn (see han og ho); saaledes om en Hest: han æ svart (ikke: den æ svart). 2) adjektivisk, f. Ex. den beste. Altid med den bestemte Form af Subst. Den Dagjen; den Natt’a; den svarte Hesten. Gram. § 315. 313. 302.
dan (langt a), adj. beskaffen, skikket. Ørk. Han va int so dan, at ein kunna bruk’en. Ogsaa: slet, daarlig.. Dæ va so usselt ꜳ so dant. Meget brugl. i Ørk. især i Meldalen. I Sdm. bruges: soden el. sodæn (ɔ: saadan) og kordens el. kurdæns (hvordan). Ordet dan bruges ogsaa i Danmark (Molbechs Dial. S. 70). Jf. dana.
dana, v. a. (a—a), danne, lave, give en vis Form eller Skikkelse.
Dank, m. 1) en liden Slump, f. Ex. af Korn. Hall. 2) i Talemaaden: driva Dank: gaae ledig og intet bestille. Søndre Berg. og fl. (I Sdm. drive Dant).
danka, v. n. 1) gaae ledig. (Sjelden). 2) i Formen: dꜳnke: synke, falde, aftage. Sdm.
Dankar, m. 1) et Kar at bære Mælk i (= Hylkje). Helg. 2) en Ølkande med en Tud paa Siden. Tr. Stift. I Sdm. Dꜳnkar; i de sydlige Egne: Tꜳnkar.
danna, pron. denne. See denne.
Dans, m. Dands. — dansa, v. n. (a—a), dandse. Dansar, m. Dandser. Dansarlag, n. Dandseselskab. Dansarnatt, f. en Nat da man dandser. Dansarstova, f. Dandsestue.
danska, v. n. (a—a), tale dansk; efterligne den danske Udtale. Jf. hosta, knota.
Dap, n. og Dape, m. Slud, Vaadsnee. Sdm. Ellers: Sletta, Slatr og fl.
dape, v. n. (a—a), regne med en Blanding af Snee. Sdm.
Dape, m. 1) s. Dap. 2) en liden Slump af Vand eller anden Vædske (som ikke er i et Kar); Spildevand; en liden Vandpyt paa Marken. Tell. I Mandal: Dabbe. Ellers: Dam, Søyla og fl. See Depel.
dar, adv. der. Hedder dar i B. Stift (fra Nfj. til Shl.) og i Helg.; men ellers: dær (mest alm.) og dør (Lister). Ogsaa: dæra, dæra-ne, dæran (Kr. Stift) og dæn (Inderøen). G. N. þar. Hertil: darette ɔ: efter den Tid. darfyre, s. difyre. darifraa: derfra. dærimillom, s. dessimillom. dærmæ (ogs. dæmmæ), i Betydn. derfor, el. derpaa, under disse Omstændigheder (Søndenfjelds). Brugen af dar, el. dær, i en saadan substantivisk Betydning er ellers sjelden i de ægte Dialekter.
darla, v. n. rystes, rokke sig, staae løst og vaklende (f. Ex. om Nagler). Sdm.
darra, v. n. ryste, bæve; s. dirra.
Darre, m. et Klædningsstykke hvormed Halsen og Brystet bedækkes (dannet som en Modest). Sdm. (Nu sjelden).
dasa, v. krepere; s. dæsa.
Dask, m. Dask, Slag.
daska, v. n. 1) slaae; 2) have letfærdig Omgang med En. (Sjelden). Hertil: Daskeri, n. liggje i Daskri ɔ: bole, drive Utugt. Tr. Stift. (Sv. dasa).
dassa, see desse (denne).
datt, faldt; s. detta. — datta, s. denne.
dau, see daud, og dauv.
daud’ (dau), adj. død. (G. N. dauðr). Paa flere Steder i B. og Ag. Stift siges nu: død (dø) om Mennesker, men dau(d) om Dyr.
dauda (daua), v. n. (a—a), døe. (S. døya).
Daude (Daue), m. Død. (G. N. dauði). Hedder nu paa mange Steder: Død (Dø), især i en mere alvorlig Tale. Han ligg’ i Døds Von ɔ: han synes at være Døden nær. Sdm. og fl.
Daudeblod (Daublo), n. størknet Blod under Huden (efter et Stød). Sdm. (= Blodmelta).
daud-eggja, adj. som har matte Øine, seer sygelig ud. Sdm. (Bedre: daudøygd).
daudeleg, adj. 1) dødelig. (Sjelden). 2) som synes at være nær Døden. Han æ ’kje daudele’ voren: han seer ikke ud til at skulle døe saa snart. Sdm.
Dauding (Dauing), m. Dødning.
dau(d)myldt, adj. om Jord: svag, kraftløs, hvori intet kan voxe. Tr. Stift.
(Daud-ora), i Dauorom: i Dødskampen, paa sit sidste. Ørk. (Udtales ogs. Dauolom). Jf. Heljora, Sømnora.
dauge, s. duga. — Daugur, s. Dogur.
Daup, m. Døbevand (= Skirslavatn); ogsaa Daab. Nhl. Voss. (Ellers Dꜳp og Skirsl). Jf. døypa og duppa.
Daur, og Daurmꜳl, — s. Dogux.
dausna, v. stimle sammen (= ofsnast). Sdm.
dauv’, adj. 1. døv, som ikke hører. (G. N. daufr). Nogle St. dau’e. I de sydlige Egne sjeldent.
dauv’, adj. 2. smagløs, usmagelig (Isl. daufr); især: vansaltet. Mest brugl. i de nordlige Egne (i Formen: dau). Egentlig: sløv, uden Skarphed; see døyva. En anden Betydn. kjedelig, forudsættes i dauvleg; maaskee ogsaa: dautt ɔ: stille, øde, — hører hertil.
dauvleg, adj. kjedelig, øde, eensom. Rbg. Hær æ sꜳ dauvlegt. (Isl. dauflegr).
Dauv-øyra, n. en uopmærksom Person, som ikke vil høre hvad man siger. Gbr. og flere.
dauvøyrt, adj. tunghør; ogsaa: uopmærksom.
davra, og davrast, v. n. sagtes, svækkes, aftage. Dæ davra mæ ’an: hans Heftighed aftager. Ørk. (Isl. daprast, svækkes).
dꜳ, adv. da, den Gang, i det Tilfælde. G. N. þá; Sv. då). Ogsaa: da, altsaa, — i Enden af en Sætning; ligeledes i Tilraab eller Spørgsmaal. I sidste Tilfælde hedder det ofte: da, især søndenfjelds. — dꜳ ꜳ dꜳ: nu og da. dꜳ noke ꜳ dꜳ noke: lidt efter lidt. Eg tenkte dꜳ ꜳ dꜳ at han ha dotte: jeg tænkte mange Gange at han skulde falde.
dꜳ, conj. og adv. dog, alligevel. (G. N. þó). Er her sjeldnere end i Skriftsproget, og tildeels vanskeligt at adskille fra det foranførte.
dꜳas, v. n. ynkes, røres til Medlidenhed. Tell. (Nu sjelden). See dꜳig.
dꜳe (døet), s. døya. — dꜳen ɔ: død, findes kun i: sjøldꜳen. (Tr. Stift).
dꜳig, adj. følsom, medynksom. Tell.
Dꜳm, m. synes egentlig at betegne et vist Indtryk paa Sandserne; saaledes: 1) Smag, Eftersmag, særegen Beskaffenhed, som et Kar har faaet af den deri indeholdte Vædske, eller ogsaa Vædsken af Karret. Sogn, Sdm. og fl. (Mere udbredt er: Udꜳm). G. N. dámr, Smag. 2) Lugt, f. Ex. af Blomster. Ein go’ Dꜳm. Ørk. 3) Udseende, Farve; især Ansigtsfarve. Sogn. Han ha ’kje noken go Dꜳm: hans Ansigtsfarve tyder ikke paa nogen god Helbred. Heraf Dæme, som er mere udbredt.
dꜳma, v. n. (a—a), lugte. Hær dꜳma so godt. Ørk.
dꜳmlaus, adj. uanseelig, som ikke seer godt ud. Sdm. Gbr.
dꜳmleg, adj. vakker af Udseende. Tell.
Dꜳmp, Fordybning, s. Dump.
Dꜳnkar, s. Dankar.
dꜳr (for dokkor), Eders; s. dikka.
dꜳra, v. a. (a—a), bedaare, forvilde eller forføre.
dꜳrleg, adj. 1) daarlig, taabelig; 2) sindssvag, vanvittig. Meget udbredt.
Dꜳrskap, m. Daarskab, taabelig Adfærd.
Dꜳse, m. 1. Daase. I Rbg. Dos (aab. o), f. (Isl. dós).
Dꜳse, m. 2. Praas, tyndt Lys. (Isl. dás).
dꜳtt, sup. af døy, s. døya.
dꜳtt, adv. (el. adj.), hastigt, pludseligt; ogsaa heftigt (Isl. dátt). Sogn, Nhl. Han fekk da so dꜳtt. Eg vart so dꜳtt mæ: jeg blev saa overrasket, angreben (af Skræk eller Forbauselse).
dꜳttlege, og dꜳttele’, adv. pludselig, uforvarende. Hard. Sdm. Han kom so dꜳttele fram i dæ. (Sdm.).
Dꜳvr, n. Afkræftelse; Anfald af Mathed og Svimmel. Sdm. (Jf. davra).
de, see did, og deg.
Ded (aab. e), el. De: Død. Kun i adskillige Eder, f. Ex. Bitter Ded!
deda (aab. e), adv. derfra. Sdm. (mest i Forbindelsen: heda ꜳ deda). G. N. þaðan.
deg (lukt e), Objekt af du: dig. Formen deg hersker i Sogn, Rbg. Tell.; ellers hedder det: de (Hall. Vald. Gbr. Sdm. Ndm. Ørk.); dæg og dæ (vestenfjelds og ved Trondhjem).
degg, dunkel; s. døkk.
deggja, v. a. (-gje, -gde), vande, bedugge (især unge Planter). B. Stift (nogle St. døggja). Af Dogg. (Isl. döggva). — degd’, part. vandet, dugget. Jf. ꜳvdegna.
Degning, f. Dagning, Daggry. B. Stift.
dei, pron. (3 Person, plur.), 1) de. Ligt i alle Kjøn. G. N. þeir, þær, þau. Ogsaa adjektivisk, som Artikel; f. Ex. dei Daganne. dei store Hestanne. 2) man (naar der tænkes paa en ubestemt Fleerhed); jf. ein. Dei seie dæ han skal koma ɔ: man siger at han skal komme. Dei bruka dæ nꜳr dei fiska. — De forskjellige Former af Ordet er: dei (mest alm.), di (Helg. og fl.), dæm (Tr. Stift), døm (Gbr. Hdm.), dom (Buskerud). Subjekt og Objekt ere, saavidt vides, lige. Genitiv hedder: deira; nogle St. deiras, deirast, dæres. (Ogsaa: dæms, døms, doms). G. N. þeirra.
Deia (el. Deigja), f. Kvindfolk som er sat til et vist Arbeide. Sammensat i: Budeia, Sæterdeia (mange St.), Agtardeie, Rakstadeie (Sdm.), Reiddeia ɔ: Opvarterske (Helg.). Eenligt findes det kun sjelden; saaledes i Sdm. Ho vild’ ikje gaa dær som ei Deie fyre dei ɔ: hun vilde ikke gaae der som en Tjenestepige (eller Opvarterske) for dem. (I gammel Norsk findes ogsaa: deigja, men Betydningen er noget ubestemt).
Deig, f. Dei. (Sjelden; s. Grjon og Knoda).
Deigla, f. Smeltedigel. Nhl. og fl. Ellers; Digle, m. (Isl. deigla).
Deil, m. Deel. Søndre Berg. og fl. Ellers: Deild, og Del; men oftere: Lut, Part.
deila, v. a. (e—te), dele, uddele. Søndre Berg. (G. N. deila). Oftere: skifta, byta, etla.
deila, v. n. (e—te), 1) trætte, kives. deile um ein Ting. Rbg. (G. N. deila). 2) skjende, irettesætte En. deila pꜳ ein. noko te deile fyre (noget at skjende for). Guldbr. Sdm. Sfj. og fl. Heraf Deiling, f.
Deild, f. 1) Deel. Mest i Sammensætning, som Øvre-deild’a, Neredeild’a, Tvodeild’a (⅔). 2) Skjel, Grændseskjel. Rbg. Tell. Hall. og fl. I Ag. Stift ogsaa: Dele, n. Ellers: Byte, Merkje. Te flykja Deildinne (Rbg.): at flytte Skjelstenene. (G. N. deild, Deling).
Deildegast, m. et Spøgelse som fordum troedes at opholde sig paa de Steder, hvor Skjelstene vare flyttede. Rbg.
Deildestein, m. Skjelsteen (= Bytestein).
Deildestreng, m. Grændselinie mellem to Gaardes Marker. Rbg.
Deilsmꜳl, n. Skjenden, Irettesættese. Sdm.
deira, deres; see dei.
Deis, m. Skjødesløshed, Sløserie. Dæ gjekk pꜳ ein Deis ɔ: det gik noget skjødesløst til.
deisa v. n. (e—te), 1) gynge, slingre, som et Skib. Stavanger A. 2) tumle, fare skjødesløst afsted; ødsle med noget. B. Stift.
Deka, f. s. Dike. — deka, see dikke.
Dekk, f. og Dekker, s. Dokk.
Dekk, n. Dæk paa et Fartøi.
dekk, dunkel, mørk; s. døkk.
Dekkja, f. et Dække, f. Ex. af Snee. Sjelden. (Jf. Dokk). — dekkje, v. a. (e—te), dække. Sjelden.
Dekn, m. Kirkesanger (Degn). Rbg. I Mandal: Degn. Ellers Klokkar.
Demba (Dæmbe), f. Uklarhed i Luften; Skyer der see ud som et Dække af Støv. Nordre Berg. (Ellers: Hima, Tꜳme og fl.). Jf. Dumba.
demben, adj. om Luften: uklar, opfyldt af Dunster (uden egentlige Skyer).
dempa, v. a. (a—a), dæmpe. (Lidet brugeligt).
den, pron. see dan.
dengja, v. a. (e—de), 1) banke, bearbeide ved Bankning. Hall. Gbr. dængje Ull: banke Uld. dængje ein Jꜳ (Hall.): Udhamre en Lee. G. N. dengja. 2) slaae, prygle, give Riis. Mere alm. (Sv. dänga). Heraf. dengd’, partic. slaaet, banket.
Dengsla, f. Prygl, Pidsk. Han fekk ei Dængsla: han fik en Dragt Prygl. B. Stift.
denne, pron. denne. Hedder ogs. denna, ligeledes: dinne, og dinna (mange St.), ogsaa: danna (Sogn, søndre Berg. Helg.); med tilføiet ne eller n: dennane, dinnan, dennin; derimod forkortet i Romsd. og Ndm. ’ne og na. G. N. þenna (acc. af þessi). — En Dativform: desse eller dissa — forekommer i Rbg. Vald. Nfj. og i Ndm. forkortet til ’sa; f. Ex. ꜳt dissa Mann’a (ɔ: til denne Mand); mæ dessa Stav’a (med den Stav der); i ’sa Bꜳt’a (ɔ: i den Baad der). Ndm. I de tellemarkiske Viser findes ogsaa Formen: dessom. G. N. þessum, þessu, þessari. — Det tilsvarende Neutrum hedder: dette, og detta (mest alm.), ditte, ditta (aab. i) og datta (søndre Berg. og fl.), forkortet: ’te og ’ta (Ndm.); forøget med ne eller n: dettane, dettan, dittin. (G. N. þetta). — Fleertal er ligt i alle Kjøn og hedder: desse, dessa, dissa; ogs. dassa (Sogn, Nhl. o. fl.); forkortet: se og sa (Ndm.); forøget med ne el. n: dessane, dessan, dissin. (G. N. þessir etc.). Paa mange Steder bruges to Former ved Siden af hinanden, saaledes at den ene betegner det nærmeste, og den anden det længst fraværende; saaledes: denna og danna (i Sogn), denne og danna (Helg.), dinne og dinna (Sdm.), ne og na (Ndm.); den sidstanførte Form betegner det fjerneste.
Depel (aab. e), m. (Fl. Depla, r), 1) Dynd, Mudder, f. Ex. paa en Vei. Meget brugl. i nordre Berg. og Sdm. I Gbr. Dipel (aab. i). Ellers: Dy, Gor, Surp og fl. — 2) Søle, Pøl, Samling av Dynd. Sdm. og fl. I Shl. Dopel (aab. o). Ellers: Evja, Dyngja, Dikje. (I danske Dial. Dybbel). — 3) en Slump eller Levning af vaade Varer i et Kar. Shl. I Tell. Dipel. (Jf. Dape, Sope, Skyld).
Deplemark, f. sympig Grund med enkelte Dyndpytter. Sdm.
Deplesvorte, f. Et Slags blød Jord som bruges til sort Farve. Sdm.
deplet (-ette), ndj. sølet, fuld af Dynd.
der (deer), dig. En Dativform som bruges af de Gamle i Nhl. (G. N. þér).
dere (ee), Eder. See dikke.
dere, v. n. skjælve; see dirra.
Des’a, pl. s. Dos. — dese, v. s. disa.
dess, et gammelt Genitiv af da(d) eller dæ. (G. N. þess; Sv. dess). Kun i nogle Talemaader. Te dess: dertil, t il den Tid. (Nogle Steder: tess og test). Eg minnest dæ ikje sjøl te dess ɔ: jeg mindes det ikke selv engang. Dæ va Von dess ɔ: der var Sandsynlighed for det, man skulde vente det. Sdm. Han va gla’ dess at dæ vart so godt ɔ: han var glad til, at det ikke blev ringere. Dæ va dess be’re: det var endda bedre. Dess meir han fekk, dess meir vild ’an ha’ (ɔ: jo mere o. s. v.). Tell. og fl. Hedder ellers: te meir.
desse, 1) Fleertal af denne og dette. Hedder ogsaa: disse, dissa, dassa, ’se og ’sa; forlænget: desse-ne, dissin etc. (s. denne). — 2) Dativ af denne og dette. Hedder ogsaa: dessa, dissa, ’sa og ’se, — og forlænget: dessa-ne. — 3) en Genitivform af samme Ord, i Talemaaden: te desse (el. til disse) ɔ: hidtil; til denne Tid. (G. N. til þessa). Med tilføiet ne: te dissine (Sdm.).
des-foruttan, desforuden. (Rettere: dessutan).
desshelder, adv. endog (egentl. desto mere). Sædvanlig med en Negtelse: ikje desshelder ɔ: ikke engang; f. Ex. Eg veit ikje da sjøl desshelder ɔ: jeg veed det ikke selv engang. Hard. Voss. — Ogsaa: disheldur, og dishelde. I Tell. disheld. I Sdm. te-dess, og tesshelder.
dess-imillom (-myllꜳ), derimellem; til andre Tider; ogs. imidlertid.
dessmeir, adv. endog; hvad som er endu mere; ogs. destomere. Tell. Hall. Buskerud og fl. — Hedder ogsaa: dismeir.
dessverr, adv. desto værre. — Ligesaa: dessmindre, dessfyrr, dessnærre og fl.
Dett, m. et Fald. (G. N. dettr).
detta, v. n. (dett’: datt; dotte), 1) falde, dratte ned (om et noget hurtigt Fald; jf. fella og siga). Alm. — G. N. detta. 2) briste, springe, falde i Stykker. Mest i de nordlige Egne; f. Ex. Dæ datt sundt: det gik i Stykker. Dæ dett av: det gaaer itu. Dæ dett’e nid’atte (Sdm.): det falder igjen, der bliver intet videre af.
dette (neutr. af denne), dette. Hedder ogsaa: detta, ditta (aab. i), datta, ’ta, ’te, og forlænget: dette-ne, dittane, dittin etc.
detten, adj. som jævnlig falder, ikke er sikker i Gang. Nhl. og fl.
dette-ne (dettane, dittine), s. denne.
Detting, f. idelig Falden.
di, Dativ af da’, el. dæ (det), bruges i den nordlige Deel af Landet til Sfj. Hall. Hedm. Østerd. ogsaa i Rbg. men ikke i Søndre Berg. og Sogn, hvor Formen „da“ hersker. (G. N. því, senere þí). — av di (el. ’ta di) ɔ: deraf. ette di: derefter; efter dette; ogs. efterdi, da, eftersom. — fyre di: derfor; fordi. — mæ di: 1) med dette, dermed; 2) i den Henseende, hvad det angaaer.
di, adv. derfor, altsaa. (G. N. því). Han snakka di so (Sdm.) ɔ: derfor talte han saaledes. Dæ lika ’kje alle eitt, dæ vert’e di all’e Mat ætin (Sdm.) ɔ: En finder Smag i det ene, og en anden i det andet, og derfor bliver al Mad spiist.
di, femin, af din; s. din.
di, pron. i 3 Pers. see: dei. — i 2 Pers. see: did.
dia, v. a. tiltale med „di“ (ɔ: I).
did (aab. i), pron. I (naar man taler til flere Personer). Formen did bruges kun i Sdm. og Nfj.; ellers hedder det: di, deels med lukt i (Sogn og fl.), deels med aab. i, næsten som: de. G. N. þit, þid (i Total), þér (i Fleertal). Nogle Steder bruges di eller de ogsaa istedetfor „du“ i Tiltale til Forældre og gamle Folk (Sogn, Shl. Fosen, Indr. Namd.); jf. i (Helg.). — Istedetfor di eller de bruges ogsaa Objektformen: dokke, og dokk, i Ndm. Ørk. Indr.; ligesaa døkk i Gbr. — See dikke og dikka.
didt (ditt; ogs. diit), adv. did, derhen. (Sv. dit; Ang. þider; G. N. þingat). Jf. deda.
dy-fyre, adv. derfor. B. Stift. Ellers: dærfyre, dæfør (Tr.), dærfe (Tell.).
dig, adj. tyk (s. diger). Rbg. — Digenden, den tykkeste Ende.
diger (el. dig’r), adj. 1) tyk, drøi; fyldig. Næsten alm. I Rbg. dig’e. (G. N. digr). 2) frugtsommelig (ligesom: tjukk). Ndm. Ørk. 3) stor, svær, af stort Omfang. Ag. Stift. Ein diger Stein. Elv’a æ diger. Østd.
digjen (digja, f.), adj. om Mælk, som begynder at blive tyk og faaer en mere syrlig Smag. Sdm.
digna, v. n. blive tyk; om Mælk: blive mere syrlig.
digrast, v. n. blive tyk og fyldig. Sjeld.
digt, adv. 1) stærkt, dygtigt, tilgavns. Nordre Berg. Ndm. og fl. 2) tæt, meget nær. Rbg. Nedenæs. digt ne mæ Veien.
digta, v. a. (a—a), 1) tætte, udfylde en Aabning, stoppe. (Jf. dytta). Ikke alm. 2) digte, gjøre Vers; ogsaa opdigte.
digtig, adj. stærk, kraftfuld, dygtig til tunge Arbeider. Meget brugl. i B. Stift. Andre St. dygtig. Jf. dygdig.
di-helder, s. desshelder.
Dike (aab. i), f. Pidsk, en Dragt Prygl. Han fekk ei Dike. Sdm. I Helg. Deka, og Huddeka. Eenstydigt: Dengsla, Mykja.
dike, dikꜳ etc., see dikke.
Dikje, n. Pøl, dyb Sump, Samling af Dynd. Alm. (G. N. díki). Jf. Dy, Depel, Søyla.
Dikjemyr, f. Sump som er vanskelig at komme over. Jf. Dyngja.
dikjut (dikjette), adj. fuldt af dybe Sumpe.
dikka (for dikkar), Eders. Genitiv af did (di). Har meget forskjellig Form, nemlig: dikka (Sogn, Voss, Hall. Vald.), dika og deka (Nhl.), dikkan, dekan (Hard.), dikkons Tell.), dokka (Stav. Shl. Sfj. Sdm. og fl.), dokkers, dokkes (Helg. og fl.), døkkor (Gbr.), dokkor (Ndm.), dꜳr (Ørk.). G. N. ykkar (gen. af þit), ykkarr (poss. med acc. ykkarn). Ellers hedder det: deres (Buskr. og fl.), jærs (nogle St.), ærs og ørs (Helg.); de sidste svare oftest til det „di“ som bruges istedetfor „du“. (G. N. yðar, gen. pl.). — Formerne døkkor og dꜳr bruges som Adjektiv og have i neutr. døkkort og dꜳrt; i plur. døkkre og dꜳre (Gbr. Ørk.). — Jf. okka.
dikke (el. dikko), Eder. Objektform af did (di). Hedder dikke (Sogn, Voss, Hall. Vald.), dike, deke og dekꜳ (Nhl.), dikko, deko (Hard. Rbg.), dikkon (Tell. Rbg.), dikk (Hedm.), dykke (Mandal), døkk (Gbr.), dokker (Helg. og fl.), dokk, og dokko (Tr. Stift), dokke (mest alm. vestenfjelds). G. N. ykkr (i Total). Andre Former ere: dere (Buskr. og fl.), jær (nogle bruges dog mest istedetfor „deg“ (s. did). G. N. yðr (i Fleertal). Jf. okke.
dikkon, og dikkons, s. forrige.
Diksl, f. Tængsel (et Bødkerredskab). Nogle St. Teksla og Tekla. (Hollandsk: dissel). diklsa, v. a. tilhugge med Bødkerøxen.
Dile, m. en liden Sump, fugtig Plet paa Marken. Sdm. Voss. — dilet (dilette), adj. vaad, fugtig paa enkelte Steder; om Jordbunden.
di-likt, deslige; ligt dermed (likt di). slikt ꜳ dilikt ɔ: saadant og lignende.
dilla, v. n. (a—a), dingle, hænge og slænge; ogsaa i Spot: følge efter, hænge ved. Nordre Berg. Sdm. og fl. (Isl. dindla). Dæ heng’ ꜳ dilla. Ogsaa v. a. f. Ex. om Hunden: han dilla Rumpꜳ: den logrer med Halen. — Subst. Dill, m. bruges i Spøg; saaledes: Tausedill, En som altid vil være hos Pigerne.
Dim (aab. i), n. Tusmørke; den mørkeste Deel af Natten om SOmmeren. Meget brugl. i B. Stift, især Nordre Berg. Da sto Dim’e ɔ: Tusmørket var begyndt. I myrkaste Dima: ved Midnat (om Sommeren).
dim (aab. i), adj. dunkel, noget mørk. Temmelig alm., men hedder tildeels: dym og dum (Jæd. Gbr. Ørk.). Isl. dimmr. Om Øine: svækkede, som ikke see godt. Om Glas og Briller: uklare, ikke ret blanke.
Dima (Dimma), f. Dunkelhed i Luften, Uklarhed, Mørke. Helg. I Nordmør: Dymme. (Isl. dimma). Jf. Demba.
dimast (dimmest), v. n. dunkles, blive dunkel. I Gbr. og Ørk. dymmest. Han dimdest pꜳ Synd’a (Sdm.): han svækkedes paa Synet. dimmyld’, adj. om Ager, som kun bestaaer af Myrjord eller sort Muld. B. Stift.
dim-øygd, adj. svagsynet, som ikke seer godt. Helg. og fl. Ogsaa: dimsynt.
din, pron. din. Hedder i masc. din (dinn), f. di (alm.), n. ditt (aab. i), pl. dine. Dativ tildeels: dine og dinꜳ.
dingla, v. n. dingle. Oftere: dangla, dilla og fl.
Dings, n. Tingest; noget vedhængende, f. Ex. Ringer eller Løv paa en Krone.
Dining, s. Dyning.
dinna (dinna-ne o. s. v.), s. denne.
Dipel (aab. i), m. 1) en liden Slump Vand. Tell. (s. Dape). 2) Dynd, s. Depel.
dirla, v. n. rokke, hænge løs, s. darla.
dirra, v. n. (a—a), dirre, bæve, ryste. I Sdm. dere (lukt e), at skjelve. (Jf. dissa). Etsteds i Ag. Stift: darra. (Sv. darra).
disa (aab. i), v. n. sladre, fisle. B. Stift. Ogsaa tisa, bisa, kvisa. — Disar, m. og Diseltut, m. Sladrer, Øretuder.
dishelder, og dismeir; s. dess.
Dism, n. Solrøg; s. Moe.
dissa, v. n. (a—a), bævre, ryste, skjælve. Alm. vestenfjelds og Tr. Stift; ogs. Gbr. og fl. Dæ dissa i Myrenne, — om Sumpjord som er saa blød at den gynger eller bæver naar man træder paa den. Han skolv, so han dissa (ɔ: rystede). Ogsaa v. a. dissa seg, gynge, duve (Tr. Stift).
Dissa, f. en Gynge (= Huska, Riga). Sjelden.
dissa (dissane, dissinne), s. desse og denne.
dit, s. didt. — ditta, s. denne.
djerv (jerv’e), adj. djærv, dristig, modig.
djervast, v. n. blive mere dristig.
Djevel, m. Djævel. Ogsaa: Devel, Jevel, Djekel, Dekel; ligesaa: Bøvel, Bøker, Poker, Faker, Dunder og fl.
Djoke, f. en liden Pige. Sdm. (hos de Gamle).
Djup (Jup), n. et Dyb, dybt Vand.
djup (jup’e), adj. dyb (G. N. djúpr); figurl.: dybsindig, ikke let at forstaae. (Paa de fleste Steder udtales dj kun som j). Heraf: dypast, Dypt.
Djup-ꜳl, m. en dyb Rende i Bunden (i Elve og Sunde). I Djupꜳlen: i den dybeste Rende.
djupgjengd, adj. dybtgaaende. (Sjeld.).
djuplendt (juplænt), adj. om Ager, som har dyb Jord. Modsat: grunnlendt. Almindl.
djupna, v. n. blive dybere. Ogs. dypest.
djupsjøa, om et Sted, hvor Søen er dyb.
Djupsogn (Jupsꜳgn), f. Fiskesnor med Lod og Krog, at bruge i dybt Vand. Nogle Steder: Jupsꜳng; i Helg. Juksꜳng. Oprindelsen er tvivlsom; maaskee af Agn.
djuptenkt, adj. dybtænkende, dybsindig.
Djuv, n. en Huulning, Fordybning i Jorden; ogsaa en Hule eller Bjergkløft. Meget udbredt. I Sdm. Dju’; i Nhl. Ju; søndenfjelds Juv (som formodentlig er samme Ord).
djuvet (juvut), adj. fuldt af Huulninger eller Huler. Dær æ so djuet’ ꜳ dalette (Sdm.).
do (ɔ: døde), og doe, s. døya.
Dogg, f. 1) Dug. (G. N. dögg; Sv. dagg). 2) Taar, Draabe. Kvar ei Dogg: hver en Draabe. Kvar ei Dogg: hver en Draabe. ei lita Dogg. (Jf. Sope, Skvett, Vꜳtt).
dogga, v. a. dugge, bedugge (s. deggja).
Dogg-ꜳm, = Ꜳma. (Mandal).
Doggfall, n. Dugfald. Eit stort Doggfall: naar der falder megen Dug paa Græsset.
Doggløysa, f. Tørke, Mangel paa Dug.
doggslegjen, adj. fugtig af Dug. (Sjelden).
doggvꜳt, adj. vaad af Dug.
Dogna, m. s. Dugnad.
dogort, adv. ganske, eller netop. inkje dogort ɔ: ikke ganske, ikke just saaledes. Tell. Oprindelsen uvis.
Dogur (aab. o), m. Davre, Hvile- og Spisetid, omtrent Kl. 10 for Middag. Rbg. Tell. Sogn. Ellers hedder det: Dugur (Hall. Vald. Guldbr. Ørk.), Duur, el. Dur (Ryf. Indr. og fl.), Daugur (Sogn), Daur (Romsd. Voss), Dauremꜳl (Søndm. Sfj.), Durmꜳl (Helg.). Tiden er dog ikke overalt den samme; i B. Stift sædvanlig senere, og nogle Steder omtrent det samme som Middag. Jf. Fyredugur (ɔ: Frokost). Ordet skulde egentlig hedde enten: Dagvord (jf. Nattvor, og Vor), eller Dagverd (jf. Vær). Isl. dögurðr og dagverðr.
dogura, v. n. spise Davren. I Hall. og Vald. hedder det: dugura. Ellers: eta te Dogurs o. s. v.
Dogurmꜳl (for Dagvordmꜳl), n. Davremaaltid, og Davretid. See Mꜳl. Hedder Daurmꜳl i Sdm. (henimod Kl. 12), og Durmꜳl i Helg. — Te Daurmꜳls: til Davretid. (Andre St. Te Dugurs, Dogurs).
Dogurs-bil, n. Tiden næst før og efter Davren.
Dogurs-kvild, f. Hvile efter Davren. I Sdm. er Daurmꜳlskvild: Middagshvile.
Dogursslꜳtte, f. Eng som man kan slaae til Davretid. I B. Stift: Daursslætte, n. og Daurmꜳlsslætte.
Dogurs-ykt, f. Arbeidsstunden fra Morgenen til Davren, eller egentlig fra Frokosttiden (Midmorgon, Fyredugur) til Davretid. I Sdm. rækker „Daurmꜳlsykt’a“ til Kl. 11 eller 12. Midten af denne Ykt kaldes: halvgjengje te Daurs (i Sdm. hal’gꜳtt te Daursmꜳls).
dokk, og dokke, s. dikke.
Dokk, f. 1. en Huulning, Fordybning; et Punkt som omgives af jævnt opstigende Bakker. Meget brugelig i det sydlige Norge til Sogn og Guldbr. (ogsaa i Ndm.). Ellers: Hola, Grov, Dæld. (G. N. dökk, Hule). Fleertal hedder Dekk’er (i Tell. Dekk’ar). I Sdm. bruges Ordet Dekk, f. om en lav eller dybtliggende Mark (dog meget sjelden).
Dokk, f. 2. et Dække, et Lag, især af Snee. Nhl. — Snjodokk. Jf. Ꜳrdekkje.
Dokka, f. 1) Dukke, Fid eller Bundt af Traad, Hamp, Tobak. (Isl. dokka). 2) Børnedukke, at lege med. Ogsaa et Kjælenavn.
dokka, og dokkor; see dikka.
dokkut, adj. fuld af Huulninger (s. Dokk).
Dolg, m. 1) Klump, tykkere Deel, f. Ex. paa Traad. Nordre Berg. Nogle St. Dolk. 2) en doven Person. Indr. Værdalen.
dolget (dolgette), adj. 1) klumpet, tyk paa enkelte Steder. 2) doven, seenfærdig. Indr. (i Formen dolgꜳt).
Dolp, f. en Huulning i Jorden; en liden Dal. Fosen, Østd. I Ørk. Dølp. (Jf. Dump).
Dolp, m. en liden hængende Kugle eller Klump, f. Ex. paa Spænder og Smykker. Ikke alm.
Dom (oo), m. Dom, Kjendelse; ogsaa Domsakt. Heraf døma. Som Endelse betegner dom en Tilstand eller Beskaffenhed (Alderdom, Rikdom); undertiden ogsaa en Ting (Eigedom, Lækjedom).
dom, s. dei. — Domme, s. Dumme.
Domning, s. Dugnad. — Don, s. Dun.
Don (oo), n. Tøi, Sager (som man bringer med sig). Nhl. Yttresogn. (I Indresogn: Dont). Sv. don. (Jf. Tjon, Stell).
dona, v. n. (a—a), sysle, bestille noget i Huset. Nhl. I Sdm. dunne.
Dona, f. en Snare. Nordre Berg. Jf. Snora.
Dona, m. Arbeidsselskab; s. Dugnad.
Doning, m. 1) Redskaber, Tøi, Værktøi. Østd. 2) = Dugnad.
Donskap, m. Tøi, Redskaber. Østd.
Dont, n. s. Don.
Dorg, f. et Fiskeredskab, Haandsnøre som man trækker efter sig, medens man roer. Alm. (Isl. dorg).
dorga, v. n. roe med Dorg.
dorgen, og dorende: ganske, aldeles, f. Ex. dorgende stilt. B. Stift. Ogsaa i danske Dialekter.
dorma, v. n. (a—a), slumre, ligge i halv Søvn; ogsaa: sove ind, begynde at sove. Tell. og tildeels i Tr. Stift. (Isl. dorma sove).
Dos (aab. o), f. et Skjørt (især gammelt eller hverdagsligt); jf. Stakk. Sdm. Sfj. Sogn, Hall. Vald. — I Hall. hedder Fleertal: Des’a (aab. e).
Dos, f. (2.) s. Dꜳse.
dosa (aab. o), v. n. hvile, standse, udpuste efter et Arbeide. Jæd. (Jf. dusa).
Dott, m. en Tot, Visk; noget som stoppes i et Hul; ogsaa en liden Hob eller Slump. Alm. undtagen i Tr. Stift (hvor det hedder Topp og Tapp). Heraf dytta.
dotten, part. (af detta), falden.
Dotter, f. (Fl. Døttre, Døtt’er), Datter. I B. Stift og fl. hedder Eental: Døttre og Døtter (i Sdm. ud. Døtte, bst. Døtr’a). G. N. dóttir. Ang. dohtor.
Dottersꜳn (Døttesꜳn), m. Dattersøn.
Dov (aab. o), f. Lænd, Kryds; den bageste Deel af Ryggen (paa Heste). B. Stift og fl. Isl. döf. I Shl. ogsaa en Kjødmasse, en kjødfuld Deel af Legemet.
Dov (aab. o), f. 2. en blød Sump, som bæver eller bevæger sig, naar man træder paa den. Shl. Jf. dyvja, og Dyvesekkja.
Dov (aab. o), n. Aftagen, Dæmpning (af noget haardt eller heftigt); især: Stille, Havblik efter en Storm. Nordre Berg. Sdm. og fl. Ellers: Logn, Løgje, Dus.
doven (aab. o), adj. 1) dæmpet, mat, sløv; som har tabt sin Kraft eller Smag. Næsten alm. G. N. dofinn. 2) om Luften: mørk, tun skyet. Guldbr. 3) doven, lad (i mindre Grad); ogsaa: sløv, ikke rigtig oplagt.
dovna, v. n. (a—a), stilles, sagtne; sløves; om Drikkevarer: tabe sin Smag eller Kraft. Jf. døyva, og davra.
Dovning, m. en doven Karl.
dra, see draga.
Drag, n. 1) Drag, Træk; at noget bliver draget eller trukket; i Særdeleshed: et enkelt Strøg eller Træk, f. Ex. Bogedrag, Ljꜳdrag, Ꜳradrag. — 2) Udtrækning i Længden, Forlængelse; ogsaa Forhaling, Udsættelse. Eit langt Drag. — 3) Skyernes Gang; Vindens Træk i Skyerne. Vestenfjelds. Ellers: Drog, Drꜳtt, Drætte. — 4) Bølgernes Slag mod Strandbredden (idet de idelig skylle op og trække sig tilbage). Alm. — 5) Sted, hvor noget drages eller trækkes. Kjøldrag. Jf. Drog. — 6) Heisereb; det Toug hvormed et Seil trækkes op. — 7) et Ukrud i Agrene; Snerre (Galium Aparine). Sogn. Jf. Tinar. — 8) Straakjøl, Beklædning paa Kjølen af en Baad (Isl. drag). Ogsaa en lignende Beklædning paa Mederne af en Slæde.
draga, v. a. 1. (a—a), beslaae Kjølen paa en Baad, lægge Straakjøl under. Isl. draga.
draga, v. a. 2. (dræg’; drog; dregje), at drage. Inf. ogsaa dra’ og drꜳgꜳ. Supinum lyder i mange Dial. dreie; ellers drege (Sogn), drigje eller drie (Ag. og Tr. Stift). — Betydningerne kunne ordnes saaledes: A. v. a. 1) drage, trække, slæbe frem. Heraf: dregjen, Droga, f. Drog, f. drøg, Drøgje; Drꜳtt, Drætte. — 2) deie, vende, omdreie, f. Ex. en Slibesteen. Den eine slipa, ꜳ hin dræg’e. — 3) slæbe med sig, være besværet med. Han heve so mykje te draga. (Jf. Drætte). — 4) føre bort, slæbe noget bort fra sin rette Plads (især om Børn). Jf. dragjen, Dragstr, handdraga. — 5) trække i Længden, forlænge. drage pꜳ Mꜳl’e: tale langsomt, eller trække paa enkelte Ord. — 6) samle, sammenspare. drage Peng: samle Penge. drage ihop: sammenspare. Ei Kyr te drage unda (Sdm.): en Ko, hvis Mælk spares til at lave Smør og Valle af. Heraf: Drꜳtt, Avdrꜳtt. — B. v. n. 7) vare længe, forhales, udsættes. Dæ drog længje, før han kom. — 8) om Bølgerne: skylle langsomt op paa Strandbredden. hertil: Drag, Dragsud. — 9) om Vinden: trække, føre Skyerne i en vis Retning. Han dræg’e sunna. (B. Stift). — 10) reise, fare afsted. Meget brugl. i Nfj. og Sfj., f. Ex. Dei drog frꜳ oss. Han drog av (reiste bort). — draga seg: 1) tiltage, voxe lidt efter lidt; 2) slæbe sig frem. draga seg ihop: trække sig sammen; ogsaa om at forlove sig, især i Utide. Dæ dræg’an ɔ: det lokker og trækker ham. Dæ bꜳ’ dræg’ ꜳ grøde (Sdm.): det trækker Materie og læger tillige. Dei drog ikje beggje eitt: de bleve uenige, de vilde hver sin Vei. draga Streng: trække Staaltraad. Dæ dræg ꜳt: det stunder nær til. Han drog fyre meg: han gav mig et Haab, lovede det halvveis. (Sdm.). Dæ drog meg til: jeg fik ondt, følte en Afmagt. Han drog unda: han blev reddet, slap vel derfra.
dragande, 1) adv. slæbende. Han kom dragande. 2) adj. som kan trækkes.
Dragar, m. en Trækker; Snørefisker.
dragast, v. n. (drægst, drogst, dregjest), 1) vare længe, lide langt frem. 2) være besværet med. dragast mæ. 3) recipr. brydes, kjæmpe, prøve Styrke; ogsaa slaaes. Mest søndenfjelds.
Dragdokka, f. Dragdukke; indbildt Væsen, som samler Rigdom i et Huus. Nhl. og fl.
Dragefisk, m. Fisk som er fanget med Snøre; modsat Garnfisk. Ogsaa: Dragarfisk.
Dragekyr, Køer hvis Mælk spares til at lave Smør og Ost af.
Dragelse, n. Tiltrækning, noget tillokkende som trækker Ens Attraa til sig.
Draging, f. Dragen, Trækken; Fiskerie med Snøre. (I Hall. Dragjing).
dragjen, adj. om Børn, som lege med allehaande Huusredskaber og saaledes trække dem bort fra sin rette Plads.
Dragkista, f. Kiste med forskjellige Skuffer.
draglaus, adj. (Baad) som mangler Straakjøl.
Draglykkja, f. Sløife, Dragknude.
Dragmoskje, m. en Maske, som er urigtig knyttet og derfor let opløses.
dragna, v. n. (a—a), 1) strækkes ud, blive længere (= togna), om Reb. 2) om Baand og Knuder: løsne, svigte, faae et Slid eller trækkes ud ved et Ryk. Meget brugl. vestenfjelds; ogsaa i Gbr. og fl. 3) figurlig om Mennesker: give efter, føie sig lidt, gjøre en Indrømmelse.
dragsa, v. n. (a—a), slæbe, drage eller bære med Møie. Shl. Sdm. og fl. Hedder ogsaa drassa og drasla.
dragsen, adj. besværlig, tung at haandtere. Ellers: drassen og (i Nhl.). dreissen.
Dragseng, f. en Seng, som kan udtrækkes og sammenskydes. I Tr. Skuvseng.
Dragsmꜳl, n. Brydning, Kamp, Dyst. Søndenfjelds (Hall. og fl.).
Dragsmun, m. en liden Eftergivelse eller Indrømmelse. Sjelden.
Dragstr, m. Trækken; Bortdragen af Arbeidsredskaber o. s. v. (jf. dragjen). Tr. Stift.
Dragsud (-su), f. Bølgedrag, Havbølgernes langsomme Opskyllen og Tilbagetrækning paa Strandbredden. B. Stift. I Sdm. hedder det rigtignok Dragsud, men det er dog muligt, at Ordets sidste Deel skulde hedde Su, eller Sug. I Isl. hedder det súgr, m.
Drakje, m. (Fl. -ka), Drage; et Luftsyn, der viser sig som en Hob svævende Stjerner.
drap, dræbte; s. drepa.
drasla (dralte, dralsje), v. n. slæbe, trække (med Begreb af Ringeagt). Sdm. og fl. S. dragsa.
Drass, m. Træk, Udtrækken, især i Stemmen; en egen Tone hvori visse Ord og Meninger udtales. Søndre Berg.
Drass, n. Slæb, Møie, især med noget som man skal trække eller bære. Tell. og fl.
drassa, v. n. trække, slæbe; s. dragsa.
Draug, m. Gjenfærd, Spøgelse, som man fordum troede at høre paa de Steder, hvor Mennesker vare omkomne, eller som Forvarsel for en saadan Ulykke. Meget udbredt. I Sdm. Drog (aab. o); i Ørk. Drauv. (G. N. draugr).
Draugadriv, n. et Slags Udslæt (omtr. det samme som Alvgust). Hard.
draugslegjen, adj. lam, følesløs som af Slag (egentlig slagen af Draugen). Hedder i Sdm. drogsleien. I Ørk. dvergsligjen.
Draugspy (Drogspy), n. en slimagtig Væxt som opkommer meget hurtigt i taaget Veir; Troldsmør (Nostoc commune).
Draum, m. en Drøm. Sogn, Søndre Berg. Tell. Helg. og fl. Ellers Drøym. (G. N. draumr). Heraf drøyma.
draup, dryppede; s. drjupa.
Drav, n. Mask, Levninger af Malt.
Dravle, m. ostet Mælk, færsk og lindkogt Ost. Overalt vestenfjelds og i Tr. Stift (Isl. drafli). I Østerd. kun om en finere Ost af sød Mælk.
Drꜳg, s. Drog. — Drꜳk, s. Drok.
Drꜳp, n. Drab. (G. N. dráp). Ogsaa: Fordærvelse, Ødelæggelse; s. Handedrꜳp.
drꜳpꜳ, s. drepa. — Drꜳpe, s. Drope.
Drꜳse, s. Drose.
Drꜳtt, m. 1) Dragen, Trækken (af draga). G. N. dráttr. Jf. Andedrꜳtt, Sinedrꜳtt. Især Trækning af Fisk. Fiskerie med Snøre. Tr. Stift. — 2) Vindens Træk i Skyerne. B. Stift. Ellers: Drag, Drætte. — 3) Noget som er afdraget eller opsparet; især Smør og Ost, eller alt hvad der samles og tillaves af Mælken. Ellers: Avdrꜳtt. Sumardrꜳtt — 4) det Toug hvormed et Fiskevod trækkes paa Land. Notadrꜳtt. B. Stift. — 5) den Deel af Hestesælen, hvortil Skaglerne fæstes; altsaa det egentlige Trækningsredskab. Jf. Drætte.
drꜳtta, v. n. trække smaat, gjøre enkelte Træk med Fiskesnøret. Nordre Berg.
Drꜳtareim, f. en stærk Læderrem imellem Bovtræet og Skagleringen, i en Hestesæle. Sdm. og fl.
Dregg, m. en Dræg, et lidet Anker til en Baad.
Dregjel (og Dregl), m. Vandbord, en Fjel som sættes paalangs over Siderne af en Baad, naar den bruges paa Havet. Sdm. I Tr. Stift: Lausrip. Egentl. Kant, Bræmme. (Isl. dregill). See dregla, v. n.
dregjen (aab. e), part. (af draga), dragen. (G. N. dreginn). Hedder ogsaa: dregen, og drigen, aab. i (Sogn), dreien (mange St.), drigjen, eller drien (Ag. og Tr. Stift).
Dregl, s. Dregjel.
dregla, v. n. vise sig som en Bræmme eller smal Kant. Sdm. „Fjell’e bregla unda“, naar en fjernere Fjeldkant viser sig som en Stribe bag et nærmere Fjeld; altsaa er nærved at tabes af Sigte.
Dregla, f. en Fjel, en lang og tynd Planke (= Spildra). Hard.
Dreglegar(d), m. et Gjærde af lange og tynde Fjele. Hard.
Dregsa, f. Pjalt, Lap. Nhl. (= Trifsa).
Dregse, n. Affald af Korn; løse Ax og Straa, som falde fra Kornbaandene og indsamles for sig selv. Nordre Berg.
Drei, m. et Slag, Stød. B. Stift.
dreia, v. a. og n. (a—a), 1) dreie, gjøre Dreierarbeide. 2) i Seilads: holde af for Vinden, styre laver. 3) „dreia te ein“: give En et Slag. Søndre Berg. — I den første Betydning skulde det maaskee hedde: dregja; i de andre Betydninger formodentlig: dreiva.
dreien, s. dregjen.
dreissen, adj. tung, besværlig. Nhl.; see dragsen.
Dreker, s. Drok.
drembe, v. n. anstrænge sig, slæbe og slide paa noget. drembe seg: kryste eller tvinge sig (= kreista seg). Ørk.
Drembe, el. Drembing, f. Anstrængelse, Anspændelse, at man ligesom trykker sig for at faae noget frem; det samme som Kreisting. Ørk. Jf. Kalvsdrembe.
Dreng, m. (Fl. Drengje, r), 1) Tjener, Tjenestekarl. Almindl. Sv. dräng. 2) Ungkarl, voxen og ugift Mandsperson. (Altsaa forskjelligt fra det danske Dreng, som tildeels svarer til vort: Gut). Ein gamall Dreng: en gammel Tjener (el. ugift Mand). Ein agtandes Dreng: en agtværdig ung Mand.
drengjelaus, adj. som ikke har Tjener.
Drengjeløn, f. Løn for en Tjenestekarl.
Drengjestova, f. Tjenerstue (= Borgstova).
Drengkall (og Drengjakall), m. Pebersvend, ugift Mandsperson som er noget til Aars. I Tell. Sveinkall.
drepa (aab. e), v. a. (drep’; drap; drepe), at dræbe. Inf. hedder ogsaa: dræpa, drapa (Namd.), drꜳpꜳ (Indr. Ørk.). G. N. drepa (som eg. betyder at slaae). Supinum hedder ogsaa drope, aab. o (Sdm. og fl.). — drepa bruges ogsaa i Betydn. knække, skade, fordærve; f. Ex. Dæ va dæ so drap oss: det var dette som blev vor Ulykke. Jf. Handedrꜳp. drepe ned: fælde, dræbe i flokkeviis.
drepen (aab. e), adj. dræbt. I Sdm. og fl. St. hedder det: dropen (aab. o).
Dreping, f. Dræben, Slagterie.
Drevja, f. en blød Masse eller Røre; især Malt, medens det er under Brygningen. Nordre Berg. og fl. Jf. Drav.
Dribb, m. et Stød eller Slag.
dribba, v. n. støde, slaae imod noget. dribba til: slumpe til, vove sig til. Nordre Berg. Jf. driva.
Drift, f. 1) Drift, Virksomhed; Arbeide, Syssel; ogsaa: Flid, Travlhed. — 2) Driven, Drev, Sneefog. Gbr. (Isl. drift). — 3) en Hob Kvæg, som man driver eller flytter til et langt fraliggende Sted.
drifta, v. n. sysle, have travlt. (Sjeld.).
drigjen, dragen; s. dregjen.
Drikk, m. (Fl. Drikkje, r), 1) en Drik, saa meget som En drikker paa een Gang. — 2) et Slags Drik, f. Ex. Lægedrik. — 3) Svir, Fylderie. Hedder i nogle Dial. Drykk.
drikka, v. a. og n. (drikk’; drakk; drukkje), at drikke; ogsaa indsuge Vædske (om livløse Ting); ligesaa: fylde sig, svire, være drikfældig. Heraf: drukkjen, Drykk, Drykkja. — drikka or (ur-or, ut-u): drikke ud, tømme. drikke Bryllaup: være i Bryllup, som Gjæst. drikke Jul: holde Julegjæstebud.
Drikkan, n. Drikke, Drikkevarer. Nhl. Ellers: Drikka, n. f. Ex. eit godt Drikka (Sogn, Hard. og fl.). Andre St. Drikke, deels n. deels m.
drikkande, adj. drikkelig, som kan drikkes. drikkande Varer: Drikkevarer.
Drikkar, m. Dranker; Drikkebroder.
drikkekjær, adj. tilbøielig til at drikke.
Drikkelag, n. Drikkegilde.
Drikkeløysa, f. Mangel paa Drikke.
Drikkesykja, f. ustyrlig Lyst til at drikke.
Drikking, f. Drikken; idelig Drik.
Drill, m. Dril, at bore med.
dristig, adj. s. hærug, modug.
Drit (ii), m. Smuds, Skiddenhed; ogsaa Skarn. Paa nogle Steder meget brugl. ligesom drita, v. n. med Formerne: drit’, dreit, drite (aab. i) = Isl. dríta. I Sogn ogsaa: driten (aab. i), adj. skidden.
Driv (aab. i; ogs. Drev, Dræv), n. 1) Drev, Drivning. G. N. drif. 2) Noget som driver eller fyger, saasom Snee eller Vand i Storm. I Hard. er Driv ogsaa et Slags Udslæt; s. Draugadriv. 3) Drivværk, Hjul eller Fjædre i en Maskine (f. Ex. et Uhr). 4) Udgravning paa Sølv og andet Metal. Tell. o. fl. 5) Stopning, Kalfatring; Trevler af opplukket Tougværk, hvormed man tætter Fælderne paa et Fartøi. Kr. Stift, Shl. og fl. (Jf. Si). 6) et Slags Fiskerie med Garn. Tr. Stift; s. driva.
driva, v. a. og n. (driv; dreiv; drive, aab. i), 1) v. a. drive, f. Ex. Nagler; ogsaa: anspænde, udmatte; gjøre megen Brug af; fremskynde; tvinge, nøde. 2) kaste, slænge. Meget brugl. paa Helgeland. 3) transportere Trælast fra Skovene, især tilvands. Tell. og fl. 4) v. n. drive, fyge, kastes afsted som Snee eller Vand. Ogs. flyde afsted paa Vandet (s. reka); vanke omkring (jf. slyngja). Nogle St. ogsaa: falde over, falde til Siden. Han dreiv stad ɔ: han faldt overende. Sdm. og fl. 5) fiske ved at holde Garnene i Søen og lade dem drive med Strømmen. Tr. Stift. Hertil: Driv, Drivgarn. 6) bestille, sysle med noget. Kva æ dæ de drive pꜳ ɔ: hvad er det I nu arbeide med?
Driva (aab. i), f. 1) en Byge, hvorved Sneen eller Vandet driver. 2) en stor Skynding, Hast, Forvirring. Da gjekk i ei Driva.
drivande, adj. 1) som kan drives. 2) driftig, arbeidsom, dygtig. drivande Folk. — Forskjelligt herfra er drivende, adv. f. Ex. drivende kvitt ɔ: hvidt som Snee.
Drivar, m. Drivholt (Bødkerredskab).
driven (aab. i), adj. 1) dreven; ogsaa anspændt; fremskyndet; nødt, tvungen; 2) øvet, dreven i en Kunst; 3) udgraveret, om Sølvtøi. Tell. og fl.
Drivgare (aab. i), m. en Byge som driver Vandet op; en Styrtning af drivende Vand (paa Søen). Sdm.
Drivgarn (-ga’n), n. et Garn som er indrettet til at drive med (s. driva, 5). Tr. Stift, Sdm.
Drivhjul (aab. i), n. Drivehjul.
drivlast, v. n. løbe sammen, blandes, blive vanskeligt at skjelne. B. Stift.
Drivmjell, f. løs, fygende Snee. Gbr.
Drivsand, m. fygende Sand, Flyvesand. (I alle disse Sammensætninger er i aabent).
Drivsle (ii), f. Flødning, Transportering af Trælast. Tell.
drjug, s. dryg.
drjupa, v. n. (dryp’; draup; drope, aab. o), dryppe, falde i Draaber. Inf. hedder ogsaa drupe, drypa, drjøpe, drøpe (aab. ø). G. N. drjúpa. Heraf Drop, Drope, drøypa. — „Dæ kvorken dett’ elde dryp’e ta ’nꜳ“ siges i Sdm. om En som er meget stille og ikke tager Deel i en Sag. (Isl. ekki drýpr af honum).
Drjuping, f. Dryppen, Draabefald.
Drog (oo), f. Skyernes Gang. Sdm. og fl. Ellers: Drag, Drꜳtt, Drætte.
Drog (aab. o), f. 1) et Sted hvor man drager eller trækker noget; Fjeldsti hvorpaa Ved og Tømmer trækkes ned. Gbr. 2) Vei, hvor et Dyr har krøbet eller nedtraadt Græsset; især Otterens Vei fra Søen til sin Hule. Slentredrog. Sdm. 3) en kort Slæde til at kjøre Tømmer paa. Søndre Berg. Ag. Stift. Jf. Stytting.
Drog, m. et Spøgelse; s. Draug.
Droga (aab. o), f. en Dragt Ved eller Hø, som man trækker med Hænderne. Meget udbredt (Rbg. Tell. Sdm. og fl.). Isl. draga.
drogsleien, s. draugslegjen.
Drok (aab. o), f. (Fl. Drek’er), Pige, Tøs. Brugl. i Ndm. Jf. Vækja, Fesja.
Drold, m. s. Stril.
Drop (aab. o), n. Dryppen, Draabefald; f. Ex. af et Tag. Rbg. Mandal. G. N. drop.
Drope (aab. o), m. Draabe. I nogle Dial. Drꜳpa og Drꜳpꜳ. G. N. dropi. Ogsaa en liden Slurk, en Sup.
dropefri, adj. draabefri, om Huse.
dropen, s. drepen.
dropla, v. n. (a—a), dryppe smaat, sprøite, falde i smaa Draaber. Maaskee alm.
droplut (-ette), adj. spraglet, smaaplettet. Tell. B. Stift, I Helg. droplꜳt. En Ko af spraglet Farve kaldes: Dropla.
Drose (aab. o), m. Korn og Avner tilsammen; aftærsket Korn som ikke er renset eller drøftet. Overalt i de nordlige Egne fra Sogn og Valders; tildeels i Formen: Drꜳsa, Drꜳsꜳ (Ørk. Østd.), og Drøse. Ellers: Viste. (I Sverige: dråse).
Drott, s. Landdrott.
drug (drøi), s. dryg.
drukkjen, adj. 1) uddrukken, udtømt. 2) fuldsuget af Vædske. vassdrukkjen, sjødrukkjen. 3) drukken, beruset.
drukna, v. n. (a—a), drukne. (Jf. bliva).
Drull, m. Skrald, Drøn. Sdm.
drunta, v. n. nøle, være seen, ikke blive færdig. B. og Kr. Stift. (Ogsaa i Danmark).
drusa, v. n. (e—te), styrte frem; ogs. slumpe til, slaae til. Ikke alm. Jf. rusa og dusa.
drust (uu), adv. rigeligt, overflødigt; ogsaa: prægtigt, herligt. Tell. Jf. drysja).
drusteleg, adj. prægtig, herlig. Tell.
drye, s. drygja.
dryfta, v. a. (e—e), drøfte, rense Kornet fra Avner ved at ryste det i et dertil indrettet Trug (kaldet Dryftetrog, n. eller Dryfting, m.). Jf. kasta.
Dryfta, f. en Slump Korn som drøftes paa een Gang.
Dryfting, m. s. dryfta.
Dryg, m. Drøihed; Forslag, Varighed. D’æ ikje nokon Dryg i dæ. Tell. o. fl.
dryg’, adj. drøi, som indeholder meget eller varer længe. Ogsaa: dristig, som gaaer vidt i sine Paastande. Ordet hedder ellers: drjug’e (Sogn, Voss, Hard.), drug (Nhl. Hall. Gbr. og fl.) og dryg. G. N. drjúgr. I drygꜳ: drøit, vel meget. Sdm.
Drygd, f. Forslag, Drøihed. (Sjelden).
drygja (drye), v. a. og n. (-gje, -gde), 1) gjøre drøiere, forlænge, gjøre at noget bliver varigt. (G. N. drýgja). 2) v. n. føle, opsætte noget, forhale Tiden. Eg drygde te Kvelds: jeg opsatte det til Aftenen. Alm. og meget brugl.
drygjande, som kan udsættes. Dæ va ikje drygjande lenger ɔ: man burde ikke bie længere.
drygjast, v. n. (-est, -dest), blive drøiere; ogsaa vedvare, vare længe.
Drygjelse, n. Forslag, Noget som gjør en Ting mere drøi eller varig.
drygjen, adj. 1) besparende, som gjør en Ting varig; 2) seenfærdig, nølende.
Drygleik (-leikje), m. Drøihed.
Drykk, m. Drik. (Nfj. Sfj. Nhl. Rbg. og fl.). Fleertal Drykkje.
Drykkja, f. Gjæstebud, Gilde. Nhl. og fl. G. N. drykkja. (Jf. Ꜳta).
dryle, v. a. (e—te), slænge eller drive noget afsted, kyle. Sdm. og fl.
Dryn (aab. y), m. Bulder, Brag; s. Dyn.
drynja, v. n. (dryn’, drunde), om Køer: give en svag langtrukken Lyd (= tryta). Tellemarken.
Drypel, m. Drøbel (s. Ulv). Hall. Buskr.
drysja, v. n. (drys’, druste), 1) drysse, spredes, falde som Korn eller Frø; 2) v. a. udstrøe, udsprede. Nogle Steder: dysja; i Helg. tossa.
dræg, s. draga. — Dræker, s. Drok.
Dræng, s. Dreng.
Drætte, n. 1) Dragen, Trækken, f. Ex. ved Fiskerie. Af Drꜳtt. 2) Skyernes Løb. Nordre Berg. Ellers: Drag, Drꜳtt. 3) Dræt, Skagler med Tilbehør paa Plove og Kjøreredskaber. Ag. Stift og fl. Ellers: Greie og Beite. Jf. Tvidrætte. 4) en kort Slæde, Tømmerslæde. Sogn. Jf. Stytting. 5) Efterslæng, Noget som man slæber med sig. Nfj. Sdm.
drøg’, adj. dragende. I Sammensætning som: langdrøg, hardrøg. Af draga, drog.
Drøgje, n. et lidet Læs (især af Ved); Noget som bliver draget. Ogsaa ligesom Droga, om et seenfærdigt Menneske, som man maa drive og paaskynde.
drøn, s. drynja. — drøpe, s. drjupa.
Drøsa, f. Sladder; Sladderhistorie. (Mest i Fleertal). Nordre Berg. Helg og fl. — G. N. drœsa.
drøsa, v. n. (e—te), sladre, føre Sladder.
Drøym, m. 1) Drøm, s. Draum; 2) en Nøler, seenfærdig Person. Sdm. og fl.
drøyma, v. n. (e—de), drømme. (G. N. dreyma). Ogsaa: nøle, gaae som i halv Søvn. Undertiden v. a. f. Ex. Han drøymde Gomor si (ɔ: om sin Bedstemoder). Eg drøymde meg rædd: jeg drømte saa at jeg blev forskrækket.
drøymen, adj. som drømmer meget; ogsaa nølende, seenfærdig.
drøypa, v. a. og n. (e—te), sprøite, stænke, lade dryppe. Søndre Berg. og fl. G. N. dreypa. (Af drjupa, draup).
du, pron. du. (I dat. og acc. deg). G. N. þú. Jævnf. did.
dua, v. a. tiltale med „du".
dua, s. duva og duga.
dubba, v. n. (a—a), nikke af Søvn, duve med Hovedet. Ordet synes at være alm. men hedder paa nogle Steder duppa (Nhl. Hard. Sogn. Gbr.).
dubbel, adj. dobbelt. S. tvifald.
Dubl (Dubb’l), n. Boie; en Stok eller et lidet Kar, som viser Stedet hvor et Garn er udsat, og er bundet til dette ved et Toug (Dubletog, n.). Isl. dubl.
dubla, v. n. duve op og ned i Vandfladen, skjule sig af og til i Bølgende. Nordre Berg.
Dubling, m. Blindnagle (= Blinding). Sdm.
due, s. duga, duva, dua.
Dufs, m. Dusk, Kvast. Tell. (Sv. tofs).
Dufseblom, m. Skabiose (en Urt). Tell.
Duft, f. 1. Brede, s. Dyft.
Duft, f. 2. Støv, især fiint Støv af noget som bliver knuset eller malet; f. Ex. Mjølduft: Meelstøv. Alm. men hedder i Sogn og Nhl. Dupt; i Sdm. Dyft. G. N. dupt. Jf. Dumba.
dufta, v. n. (a—a), støve, ryge.
Dug (aab. u), m. Duelighed, Styrke; Hjælp, Forslag. Tell. o. fl, G. N. dugr.
duga, v. n. (-gje, -gde), due, nytte, hjælpe, være tjenlig. Nogle St. due; i Helg. duve; i Ndm. og Ørk. dauge. G. N. og Sv. duga. Præs. hedder i Tell. dugjer, og nogle St. dygje (for dugje) men ellers: due.
dugeleg (duele), adj. duelig. (G. N. duglegr). I Nhl. som adv. dugtigt, tilgavns.
duglaus, anj. uduelig. Tell. (sjelden).
Dugløyse, f. Kraftløshed; Uduelighed.
Dugnad, m. Arbeidsselskab; Sammenkomst af Naboer og Bygdefolk for at hjælpe En til at udføre et eller andet stort Arbeide i en kort Tid; saaledes: Slꜳttedugnad, Tekkjedugnad og fl. Ogsaa et Gjæstebud for Deeltagerne i Arbeidet, som tildeels holdes paa en anden Tid. Betyder egentl. Hjælp, af duga i den gamle Betydning: at hjælpe; i Nhl. bemærker det tildeels ogsaa Tilskud af Materialier, især til en Bygning. Ordet er alm. men i forskjellig Form; saaledes: Dugna (Sogn, Nhl. Stav. Vald.), Dunad (Nfj. Sdm.), Duna (Ndm.), Dona (Ørk. Gbr.), Dogna (Indr.), Dugning (Tellem. Rbg.), Doning (Østd.), Dovning og Domning (Hedm. Buskerud).
Dugning, m. s. forrige.
Dugur, m. Maaltid Kl. 10, s. Dogur.
dugura, v. s. dogura.
Duk (uu), m. 1) Dug (G. N. dúkr); Borddug; Klædningsstykke (Brøstduk, Halsduk); Tøi (Seglduk, Voksduk). 2) en Omgang ved Alteret. Namd. See Bleia. 3) en liden Ager af opkastet Myrjord. Tell. Ellers: Reit, Trøe. duka, v. a. (a—a), 1) duge, lægge Dug paa. 2) i Tell. opkaste Jord til at saae i.
dukka, v. n. (a—a), dykke i Vand. dukka unde: holde Hovedet under Vand.
duld’, adj. dulgt, skjult; s. dylja.
dul-ram, adj. udholdende i at dølge noget; ubrødelig taus. Tell. S. ram.
Dulsmꜳl, n. Dølgsmaal.
dum, adj. 1) stum, som ikke kan tale. Alm. Sv. dum. G. N. dumbr. 2) dunkel, mørk (f. Ex. om Glas). Gbr. Ørk. See dim.
Dumba, f. Støv; let Affald af tørre Sager, f. Ex. af Korn under Tærskningen. Næsten alm. (Udtales paa nogle St. Dumme og Domme). Sv. dam. Isl. dumba, Taage. Jf. Duft og Dembe.
dumbut (-ette), adj. støvet, fuldt af Støv.
Duming, m. En som er stum.
dumle(g), adj. dunkel, mørk, om Luften. Eit dumle Ve’r. Ørk.
Dumme (el. Domme), m. Krog, Hage i Gjængerne paa Døre og Vinduer. Sogn, Søndre Berg.
Dump, m. 1. Vindkast, Vindbyge. Fosen.
Dump, m. 2. en Fordybning, Huulning i Jorden. Vald. Guldbr. I Ndm. Dꜳmp.
Dump, f. den forreste Deel af Bunden i en Bredslæde. Ved Kristiania. (Vel egentlig Dybde eller Huulning ligesom forrige Ord).
dumpa, v. n. plumpe, falde pludselig. Ag. Stift. (Isl. dumpa). Jf. stumpa.
Dun (uu), n. Duun. (Søndenfjelds: Don).
Dun (aab. u) og Dune, m. Drøn, Bulder. Nhl. Rbg. og fl. Ellers Dyn.
duna (aab. u), v. n. drøne; s. dynja.
Dunad, m. s. Dugnad.
dunast, v. n. faae Duun, blive dunet.
Dunder, m. et Navn paa Fanden. Sdm.
dundra, v. n. (a—a), dundre, drøne. Egentl. dunra, ligt: dunsa og dunka af dun-de (dynja).
dunga, v. a. opdynge. (Sjelden).
Dungje, m. (Fl. Dunga, r), Dynge, Hob. Nordre Berg. Sdm. Nhl. Hard. Ørk. og fl. Ellers: Dyngja, f. — Dungestad, m. Stedet hvor en Dynge har ligget (især paa Agrene). I Sdm. ogsaa: Dungestyde (aab. y), n. — I dungevis: i Dynger, i mange Hobe.
Dunk, m. 1. Dunk, Bimpel (= Kaggje).
Dunk, m. 2. et lydeligt Slag, f. Ex. paa en Væg. Temmelig alm. Ogsaa: en dump Lyd, som naar noget tungt falder ned. Isl. dunkr.
dunka, v. n. (a—a), give en dump Lyd, som naar noget falder ned. Jf. dunsa.
Dunn, n. Smaasysler i Huset. Sdm. og fl. (Isl. duðr). Ogs. Dunning, f.
dunne, v. n. sysle i Huset, med ubetydelige daglige Forretninger. Sdm. I Nhl. dona.
Duns, m. Lyd af noget som støder eller falder ned. Mange St. (Sv. duns).
dunsa, v. n. (a—a), dundre, som naar noget tungt falder ned. Vestenfjelds, Hall. Ørk. — Ellers dunka.
Dunseng, f. Fjæderdyne.
Dupp, m. Top, Dusk. Ørk.
duppe, v. n. 1) nikke, s. dubba. 2) dyppe. Nogle St. søndenfjelds. S. duva.
Duppe, f. Dyppelse, Sauce. Ag. Stift.
Dur (for Dugur), s. Dogur.
Dur (uu), m. Bulder, Drøn, Larm. Nhl. Hall. Gbr. og fl. Andre St. Tur.
dura, v. n. (a—a), buldre, larme (om en langvarig og eensformig Larm). Nhl. Tell. Hall. Gbr. — Ellers tura.
Durm, n. Dunkelhed, Mørke i Luften, forud for Uveir. Sdm.
durmen, adj. dunkel, mørk i Luften.
Dus (uu), m. et Stød, Slag. Hard. Sdm.
Dus (uu), n. Standsning, Stilhed, Ophold i Storm eller i Uveir. Nordre Berg.
dusa, v. n. (e—te), 1) udhvile sig, sidde stille. Nhl. og fl. Han sit ꜳ duse (om En som sidder uvirksom af Træthed eller Døsighed). Jf. dosa. 2) sagtne, stilles, om Storm og Uveir. Nordre Berg. og fl. Han duste pꜳ: det ble lidt bedre Veir. 3) falde, styrte (som ved et Slag). Sdm. og fl. Han fekk so vondt at han hadde so nær dust.
Dusk, m. Dusk, Top. (Jf. Dufs, Dupp).
duska, v. n. støie, larme, som i en Leg. Nordre Berg. — Heraf Dusk, n.
dusle (dulsje), v. n. græsse, æde. Sdm.
Dust, f. Gran, Smule. Inkje ei Dust: ikke det minste. Gbr. Sdm. og fl.
Dustetruma (aab. u), f. en vis Lyd som ligner Trommeslag, og hvis Aarsag man ikke veed. Ellers Dystrumma. S. Lydtruma.
dutte, see dytta. — dutten, s. dotten.
Duv, m. Tryk, Nedbøining. (Sjelden).
duva (dua, due), v. n. og a. (a—a), 1) duve, synke eller bøie sig ned. Sjelden. Jf. dubba. 2) v. a. bøie, trykke ned, gjøre lavere. Tildeels i B. og Tr. Stift. due seg ned: bøie sig ned. duve Segl’e: strække Seilet nedad. Fosen, Helg. 3) dyppe, neddyppe. Tell. Rbg. Jf. Duppe. — Ordene doven, Dov, døyva og dauv forudsætte et Verbum med Formerne: dyv’, dauv; og med Betydn. aftage, svækkes.
Duva, f. en Due. (G. N. dúfa).
Duvedrikk, m. det at man bøier sig ned for at drikke, f. Ex. af en Bæk.
Duving, f. Nedtrykning, Nedbøining.
Dvale, m. Dvale; ogsaa Halvsøvn, Tilstand imellem Søvn og Vaagen.
dveljast, v. n. forløbe, skride hen, om Tiden. Sdm. Sjelden og kun i faa Talemaader, som: Dæ dvelst vek Morgꜳnen: Morgenen forløber. Imperf. skulde hedde: dvaldest.
Dverg, m. et fabelagtigt Væsen, som siges at plage og forurolige Kvæget i Fæhusene. Nordenfjelds, Sdm. og fl. Fordum et Slags Bjergaander (G. N. dvergr).
Dvergmꜳl, n. Gjenlyd, Ekko. G. N. dvergmál. I Sdm. Dvermꜳl; i Tell. Værmꜳl (maaskee et andet Ord).
Dvergskot, n. en Kvægsygdom; det samme som Alvskot. Helg.
dvergsligjen, adj. = draugslegjen. Ørk.
Dvergsmi(d)e, m. Krystal; et Slags gjennemsigtige Stene, som ere meget glatte og ligesom slebne paa Kanterne. Hard. og fl.
Dvergspel, n. et Slags haarde og glatte Kugler af Steen eller hærdet Leer, som forekomme i Leerjord. Helg.
Dy, n. 1) Dynd, Mudder, Søle. Sogn, Hall. og fl. (s. følgende). 2) en dyb Sump, et Hængedynd. Jæd. og Dalerne. G. N. dý. Ellers Dikje, Depel, Dyvesekkja.
Dya (Dye), f. 1) en blød Myr, Sump, Hængedynd. Inderøen. 2) Dynd (paa Veie og paa Fodtøi). Helg. meget brugl. Ellers: Depel, Søle (Søyla).
dyꜳt (for dyut), adj. dyndet, tilsølet med Dynd. Helg.
Dyd (for Dygd), f. 1) Dyd; 2) det bedste eller retteste af forskjellige Midler. Sdm.
dye (duer), s. duga. dyende, s. dyvꜳt.
Dyft, f. Brede, Vævbrede (i Tæpper og Klædningsstykker som ere bredere end en Væv og derfor maa sammensættes af flere Breder). Namd. Fosen (hvor det ogsaa hedder Duft). Ellers: Vꜳ, Breidd; ogsaa Ryft.
dyfta, v. n. (a—a), 1) støve, ryge (af Duft). 2) vimse, løbe omkring. Sdm.
Dygd, f. 1) Kraft, Styrke, Næringssaft i Fødevarer, især i Mælk. Alm. vestenfjelds og i Tr. Stift. Af duga. 2) Dyd (Isl. og Sv. dygd). Meget sjelden og lidet brugl. i denne Form; hvorimod Udygd bruges mangesteds.
dygdig, adj. kraftig, nærende.
Dygn, s. Døger.
dykje, v. a. (den egentlige Betydning er uvis). Han hev’ ikje noke te dykje: han har ikke noget at herske eller befale over; han har ikke nogen Magt. Han tord’ ikje dykje se(g): han turde ikke knye. Sdm.
Dykje, n. Pralerie, store Ord. Nhl.
Dy-kjelda, f. Kilder som komme op i sidlændt Jord og saaledes danne en Sump omkring sig. Stav. Amt. Ogsaa Dykolla.
dykke, s. dikke. — dyld, s. duld.
Dyleim (aab. y): i Dyleimꜳ (dat. pl.), i Dølgsmaal, stille, hemmelig. Sdm.
dylen (aab. y), adj. drøi, som indeholder meget, eller hvis rette Størrelse og Omfang ikke let kan sees. Nordre Berg. (Rettere dulen). Ein dylen Ꜳkr: en Ager som er større end den seer ud til.
dylja, v. a. (dyl’, dulde), dølge, skjule. G. N. dylja. Heraf: duld, Dulsmꜳl, dulram. Ligesaa adv. dult, el. dylt; f. Ex. dæ gjekk so stilt ꜳ dult.
dyljande, adj. som maa dølges. Dæ va ikje dyljande: det var ikke at lægge Skjul paa.
Dyll, s. Dall. — Dylp, s. Dolp.
dylpa, v. n. 1) hoppe, vimse, løbe omkring. Nordre Berg. (S. Steindylp). 2) om Smerter eller Rystelser, som gaae pludselig over fra et Lem til et andet. Yttresogn. Andre Steder: riva, sneisa og fl.
dym, s. dim. — Dymme, s. Dima.
dymmest, s. dimast.
Dyn (aab. y), m. Drøn, Bulder; en dump og rystende Lyd, som af Storm, Fosser, Vogne, og deslige. Alm. Dog findes ogsaa: Dun, el. Dune (Nhl. Rbg. og fl.) og Dryn (Mandal). Isl. dunr, dynr og drynr. Sv. dån.
Dyna (aab. y), f. Torden, Tordenskrald. Nordre Berg. (Jf. Tora). Isl. duna. Hertil: Dyneflod, n. Tordenbyge, Tordenregn. (S. Flod, n.). Dynestein, m. Tordensteen.
Dyna (yy), f. en Pude, Hovedpude; et Hynde. Alm. (Det danske Dyne svarer til vort: Seng).
dyna (yy), v. a. (e—te), nedbryde, nedlægge. Sdm. og fl. — dyne nid Gras’e: nedbryde Græsset ved at ligge eller sidde derpaa. dyne Eple: nedslaae Æbler af Træerne.
Dyndle, f. en stor Plante som voxer iblandt Korn (Sonchus arvensis). Tell. (Jf. Isl. dindla, Hale).
Dyneflod, s. Dyna.
Dynevær, n. Pudevaar, Pude som ikke er stoppet. — Søndenfjelds: Dynevar.
Dyngja, f. 1) Dynge, Hob. Kr. Stift: Hard. Sogn, Lister. Ellers Dungje, m. (Isl. dyngja). 2) Mødding, Møgdynge. Namd. Fosen. Ellers: Mokdungje, Kok og fl. (Sv. dynga; Eng. dung, Møg). 3) en Samling af Dynd, Hængedynd, Blødmyr. Ndm. Sdm. og fl. Ellers: Dikje, Dy, Evja. I Gbr. om en Hob af blød Jord eller Dynd.
Dyngjebotn, m. blød og mudret Grund i Vandet. Ndm. Sdm.
Dyngjemyr, f. Hængedynd. Ndm.
Dyning, m. Bølgegang, store Bølger, hvor Søen er oprørt enten af Storm eller af store Fiskes og Sødyrs Bevægelse. Nogle St. Dønning, og i Sdm. Dining.
dynja, v. n. (dyn’, dunde), drønne, dundre, buldre. Alm. (Isl. dynja). Hertil Dyn, duna, dundra, dunka og fl. Vokalforandringen y—u finder her (ligesom ved dylja, drysja og fl.) kun Sted i de sydlige Egne; nordenfjelds hedder det: dynde og dynt, ligesom: dylde og dryste (Gram. § 280).
Dynjing, f. vedvarende Drøn.
dynke, v. a. fugte, bedugge. Søndenfjelds.
Dynn, s. Dyr, f.
dynta, adj. tyk, før, fyldig. B. Stift.
dypast (-est), v. n. (imp. -ptest), blive dybere (= djupna) Isl. dýpa.
dyppa, v. a. s. duva og duppa.
Dypt (yy), f. Dybde, Dybhed. I de nordl. Egne: Dyft, som ved sit lukte y adskilles fra det foranførte Dyft (Døft).
dyr, adj. dyr, kostbar; ogsaa om Personer: paaholden, som sætter Prisen høit.
Dyr (yy), n. et Dyr; helst om vilde Dyr, og fornemmelig om Hjorten og Renen. Dyrkjøt, n. og Dyrsteik, f. betegne saaledes sædvanlig kun: Reensdyrkjød.
Dyr (aab. y), f. en Dør. (G. N. dyr, dur). Udtales nogle St. Dør (med aab. ø), og Dor (aab. o). Fleertal i de sydlige Egne: Dyra(r), i de nordlige: Dyre. I bestemt Form i Tell. Dynn’i Ogs. ubst. Dynn). — I Sammensætning: Dyra. Dyragꜳtt, f. s. Gꜳtt. Dyrajarn, n. Dørhængsler. Dyravit (aab. i), n. „Han hev’ ikje Dyravit’e“, siges om den som glemmer at lukke Døren efter sig.
dyra (døre), v. a. bringe ud, faae ud af Huset. Guldbr. døre se: forføie sig ud.
Dyrfar, n. og Dyrfet, n. Spor efter vilde Dyr (Reensdyr).
dyrka (aab. y), v. a. (a—a) dyrke (nemlig Jorden). Ikke meget brugl.
dyrkast (yy), v. n. blive dyrere, stige i Priis. Søndre Berg. Gbr. og fl.
Dyr-kolle, f. Hind, Hunhjort. Sdm.
dyrlagd’, adj. høit anslaaet, høit skyldsat, om Gaarde. Nordre Berg.
Dyrleikje, m. Dyrhed, Kostbarhed.
dyrna (yy), v. n. = dyrkast.
dyrna (aab. y), v. n. blive stærkere, faae mere Kraft og Fasthed. Voss, Hard. (Oprindelsen uvis; maaskee dyrvna, af djerv).
dyr-olm, adj. om Køer, som blive olme og ustyrlige, naar de mærke, at et Udyr er i Nærheden. Voss og fl.
Dyr-skap, n. (el. -skapnad, m.), Dyrs Skikkelse.
Dyrslag, n. Dyreart, Race.
Dyrstokk (aab. y), m. Dørtærskel.
dyse (yy), v. n. (e—te), lege og støie (= duska). Sdm. Heraf Dys, n.
Dysing (aab. y), og Dusing, m. Dousin.
dytta, v. a. 1. tætte, tilstoppe en Aabning. Nhl. Kr. Stift. (Af Dott).
dytta, v. a. 2. støde, duve op og ned, f. Ex. med en Pæl, som man vil sætte fast i Jorden. Hedm. Ogsaa dutte.
dy-vꜳt, og dyende vꜳt: ganske vaad, gjennemvaad. Mere alm. end Dy.
Dyvesekkja (aab. y), f. Hængedynd; Blødmyr som bæver, naar man træder paa den. Nhl. Shl. Jf. Dov og Holdyvle.
dyvja, v. n. (dyv’; dyvde, el. duvde), 1) bæve, ryste, gynge, som blød Jord naar den betrædes. Nhl. Shl. (I Helg. evjast; jf. dissa). 2) om en huul og dæmpet Lyd, forenet med en Bæven eller Rystelse, som naar man slaaer paa et huult Træ eller et Kar. Sdm. Dæ dyvde i Veggjꜳ: det gav en huul Gjenlyd i Væggene. Ogsaa: surre, suse; f. Ex. dæ dyve fyre Øyrꜳ: det suser for Ørene (saasom naar Blodet samler sig stærkt til Hovedet). Heraf Dyvjing, f.
Dæ, f. el. Dægras, n. et Ukrud i Agrene, Hanekro (Galeopsis). Nordre Berg. Sdm. og fl. Hedder ogs. Dæe (Jæd.) og Dær (Ørk.). Ellers: Ꜳkrepipa (fl. St.), Holnesle (Hall.), Kattnosle (Tell.), Glꜳma (Sogn).
dæ, pron. det, der o. s. v. — see: da.
dæg, og dæ: dig; s. deg.
Dægras, s. Dæ.
Dæl, n. en Luftning, et lidet Vindkast, som man kan seile med. Helg. Fosen. dæla (dæle), v. n. (e—te), lufte, blæse lidt saa at Seilet fyldes eller strammes. Helg.
dæla (dæle), f. 1) en Rende (af Træ), Tagrende. Sdm. og fl. 2) en liden Grøft eller Rende, især i en Ager. Inderøen. 3) en liden Bæk. Namd.
Dæld, f. en liden Dal eller Fordybning i Jorden. Hard. Sdm. og fl. I Yttresogn: Døld. (Sv. däld).
dælen, adj. fæl, skrækkelig. Nhl. Da va so dæle te sjꜳ: det var saa fælt at see.
dælt (el. dældt). adj. n. frit, utvungent, fortroligt, hyggeligt. Shl. (Komparativ hedder: dældare). Da va so dælt te snakka mæ han ɔ: man generede sig ikke, følte ingen Frygt naar man talte med ham. Isl. dælt.
dæm (ɔ: de), og dæms (deres), s. dei.
dæma (og dæmma), v. a. (e—de), dæmme, opdæmme Vand. Jf. stæma. — dæmast (Impf. dæmdest), opdæmmes, tilstoppes.
Dæma (Dæmma), f. en Vandpyt, Vandsamling (paa Marker og Veie). Tell. S. Dam.
Dæme, n. 1. Eftersmag, indtrukket Vædske i Kar. Sdm. og fl. S. Dꜳm.
Dæme, n. 2. Udseende, Farve; især Ansigtsfarve (= Dꜳm). Søndre Berg. Tell. Hall. (Jf. Hamlit). Heraf dæmt, adj. i Sammensætningerne: bleikdæmt, ljosdæmt, svaldæmt.
Dæming, f. Dæmning, Forbygning.
dæmla, v. n. 1) pladske, røre i Vand; s. damla. 2) fylde et Kar ved at trykke det ned i Vandet. Ørk. Sdm. og fl. Ogsaa: drikke, bælge i sig.
Dæmme, s. Dæma.
dæmt, adj. beskaffen, a) med Hensyn til Udseende el. Farve; s. Dæme. b) med Hensyn til Smag, om Kar og de deri indeholdte Vædsker; see Dꜳm. Mest sammensat: udæmt, goddæmt, surdæmt.
dæn (for dær-ne), adv. der. (Modsat: hæn ɔ: her). Inderøen. S. dar.
dængje, s. dengja.
dær, s. dar. — Dær (Plante), s. Dæ.
dæsa, (dæse), v. n. (e—te), sætte Livet til, omkomme af Frost eller Uveir, undertiden kun: vansmægte, give sig tabt. B. og Kr. Stift (især Jæd. Sfj. Sdm.). Nogle Steder: dasa. Mest om Kvæg.
Dæseve’r, og Dæsingeveer, n. Kulde og Uveir, som Kvæget ikke kan udholde.
dæst, adj. omkommen.
Død, m. s. Daude.
Døger (el. Døg’r), n. Døgn, Dag og Nat tilsammen. Tretti Døger: en Maaned. Sdm. „sterke Døger“ kaldtes Dagene før Juul af de Gamle, fordi der da skulde være meget Spøgerie og Troldskab paafærde. (Sdm.). Døger bruges ikke saa meget alene som Samdøger og Jamdøger, der betyder det samme. Nogle Steder i Tr. Stift hedder det: Dygn og Døgn. Det gamle dægr betegnede et halvt Døgn eller 12 Timer.
døkk, pron. s. dikke. — døkkor, s. dikka.
døkk (aab. ø), adj. dunkel, mørk (om Farve, og om Luften). Søndre Berg. Nogle St. dekk’e, og i Sdm. degg’e. G. N. dökkr.
døkkast, v. n. dunkles, blive mørkere.
døl, og dølde; s. dylja.
Døl, m. 1) en liden Dal. Tell. Jf. Dæld. 2) en Daleboer (s. Døling). Ag. Stift. Mest i Fleertal, ligesom G. N. dœlir. Hertil: Dølebona’, m. Dalefolks Dragt (i B. Stift: Dalebuna). Dølemꜳl, m. Daleboernes Sprogart. Dølevis (ii), f. Skik hos Daleboerne.
Døla (Døle), f. 1) en Kvinde fra Dalene. Mest i Sammensætning, som: Sogndøla, Leirdøla, Romsdøla. 2) et eenfoldigt, taabeligt Menneske. Ei Døle. Sdm. Sfj. (Jf. G. N. dœlskr, taabelig).
Døld, f. en liden Dal; s. Dæld.
Døleblom, Kabbeleie (Caltha). Tell.
Døling, m. en Daleboer. B. Stift og fl. I Tr. Stift: Daling, og søndenfjels: Døl. Hertil: Numdøling, Leirdøling, Romsdøling o. s. v.
døm, s. dei.
døma, v. a. (e—de), dømme. (G. N. dœma). Ogsaa: ræsonnere vidt og bredt, snakke om allehaande Ting.
Døme, n. Art, Skik. Sdm. D’æ’kje noke Døme pꜳ di ɔ: der er ikke nogen Skik paa det. (Sjelden). Den gamle Betydning: Exempel, er forældet; see udømeleg.
Døn, s. Dyn. — døpa, s. døypa.
dør, adv. 1) der, s. dar. 2) i Talemaaden: koma seg dør ɔ: komme frem, komme til sit Bestemmelsessted. B. Stift. Maaskee fremmedt; jf. Hollandsk door, igjennem.
Dør, f. s. Dyr. — døre, v. s. dyra.
Døtte(r), f. s. Dotter.
Døvik, m. Lufthul paa Tønder (= Svikk). Guldbr. Ogsaa i danske Dial. (Holl. deuwik).
døya, v. n. (r—dde; eller: døyr; do; dꜳe), at døe. Inf. mest alm. døy (G. N. deya). Impf. døydde (mest alm.) og do (Helg. Tr. Stift). G. N. dó; Sv. dog. Supinum (med hava): døytt (mest alm., dꜳe (Ørk.), doe (Indr. Namd.), doa (Helg.), dꜳtt (Gbr. Sdm.). G. N. dáit. Ved Siden heraf bruges ogsaa Verbet dauda (daua) i B. og Ag. Stift. — I Sdm. og flere Steder hedder Imperf. dødde om Mennesker, men dauda om Dyr. — E tenkte han ha dꜳe (Ørk.): jeg frygtede for, at han skulde døe. I Sdm. E tenkte han hade dꜳtt (eller dauda).
døyande, i Talemaaden: til sin døyande Dag ɔ: indtil sin Død.
døypa, v. a. (e—te), døbe. Søndre Berg. (see Daup). Ellers: døpe.
døyva, v. a. (e—de), 1) døve, sløvgjøre, betage Skarpheden. G. N. deyfa. 2) lindre, formilde, stille. Jf. dauv og doven. døyve Kanten: afrunde en Kant. døyva Eggj’a: afstumpe Eggen. døyve Ga’n (Sdm.): befugte Vævgarn ved Varme for at faae det blødt. døyve Verk: stille Smerten. — døyvd: lindret, stillet; ogs. afstumpet.
Døyve, n. Lindring; ogsaa et formildende eller smertestillende Middel.
døyven, adj. lindrende, formildende. Sjelden.
Døyving, f. Lindring, Formildelse.
Døyvsla, f. Blødgjørelse, især af Traad til en Væv, idet Traaden befugtes ved Damp i en Gryde (Døyvslegryte).