Hopp til innhold

Ordbog over det norske Folkesprog/M

Fra Wikikilden
(1813-1896)
Utgitt av Carl C. Werner & Comp.,  (s. 295-326).
◄  L
N  ►

M.

Ma, n. Spaaner, s. Mad.

ma, i Betydningen: maa man vide, forstaaer sig, naturligviis. Hedemarken. Ellers: mꜳ vita (mꜳta).

Mad, n. Fiskeyngel; især Smaasild, den allermindste Sild. Sdm. (Jf. Mussa). — I Ndm. betyder Ma, Savspaaner, Savflis. Jf. Mask og Mod.

Mada, s. Mide. mada, s. meda.

Madlauk, s. Marlauk.

maga, v. a. tage Maven af Fisk, opskjære Fisken (= sløgja). Gbr. i Formen mꜳgꜳ.

Magedyr, n. Dyr med enkelt Mave, i Modsætning til de drøvtyggende Dyr. Hedder oftere Magekryter og Magabeist.

Magedyse, og Maggedyse, f. et stort og tykt Kvindfolk. Nordre Berg. (Sv. mardusa).

magelaus, adj. meget smal over Maven; egentlig maveløs.

Magemꜳt, n. Mavemaal, Maadehold i at spise. Nordre Berg.

magemunn, m. Mavemunding.

mager (mag’r), adj. mager, tynd. G. N. magr. Jf. skrinn, skarp.

Mageriv (aab. i), n. Bugvrid.

Magesykja, f. Mavesygdom.

Mageverk, m. Smerte i Maven.

Maggjer, el. Maggjar, m. synes at betyde: kogt Mad; men er ellers meget ubestemt. I nogle Bygder i Nordmør skal det hedde „Mægjær“ og betyde Kjødsuppe. Paa andre Steder forekommer kun: Maggjarsgryte, f. Madgryde, en Gryde til at koge Grød og Suppe i. Sdm. (I Helg. hedder det „Mangjelsgryte“. Jf. Mangjelsausa). Maggjarsmat, m. Grød eller Suppe. Sdm. — Maggjersmjøl, n. Meel til Grød eller Suppe (= Kokemjøl). Østerdalen. — Ordet kunde forklares som Matgjær (Madlavning), men Formerne Mægjær og Mangjel synes at stride herimod. I svenske Dialekter forekommer magjär og magjäla i lignende Betydninger.

Magje, m. (Fl. Maga, r), Mage. Hedder ogsaa Maga (Ag. Stift), Mꜳgꜳ (Ørk. og fl.). G. N. magi; Sv. mage. Betegner ogsaa Luftblæren eller Svømmeblæren i Fiskene. Jf. Flatmagje. De drøvtyggende Dyrs Maver have sædvanlig andre Navne (Vꜳmb, Huva, Lakje, Bytning).

magna, v. n. blive mager. (Bruges ved Trondhjem). Ellers magrast.

magna (seg), v. a. 1) opmande sig, tage Mod til sig. Tell. (hos de Gamle). I Buskerud hedder det „manne seg“. — 2) fordrive Søvnen, staae op, komme i Bevægelse. Gbr. (magne se). I Tell. „vakre seg“. G. N. magnast, betyder voxe, komme til Kræfter.

magrast, v. n. blive mager. Jf. magna.

Magt, f. Magt, Kraft; især Legemskræfter; ogsaa Myndighed, Raadighed (= Vald). D’æ for lita Magt i han, ɔ: han er for svag af Kræfter, han kan ikke gjøre saa tungt Arbeide. Ein Kars Magt: en voxen Mands Kræfter. — Beslægtet med: mꜳ, Mꜳtt, megande.

magtast, v. n. formaae, have Magt eller Formue til noget.

magtig, adj. stærk, kraftfuld.

Magtlaus, adj. svag, kraftløs, udmattet, f. Ex. efter en Sygdom.

magtløysa, f. Vanmagt, Svækkelse, Udmattelse.

Mak, m. Ro, Mag, Stilhed. (Jf. Umak). G. N. mak, n. Bruges kun i Forbindelse med „i“, og oftest i Formen Makje (Dativ). „ver i Mak“: vær rolig. Nordre Berg. „fara i Makje“: fare sagte og langsomt frem. „gꜳ i Makje“: gaae langsomt. Ligesaa: ro i Makje, kjøyre i Makje o. s. v. B. og Tr. Stift. (Jf. rꜳleg, makleg). snakka i Makje: tale sagte, hviske. (Modsat: ihøgt, upp i høgt).

mak, adj. om Vinden: løi, svag, ikke stærk. B. Stift. G. N. makr, rolig.

maka, adj. magelig, bekvem, flad og jævn, om Veie. Tell.

maka, v. a. 1. (a—a), mage, lave, faae istand. Jf. Maksel.

maka, v. a. 2. (a—a), 1) sammensætte parviis, opstille som et Par. (Oftere para). 2) "maka seg“: parre sig; om Dyr.

makast, v. n. stilles, sagtne; om Vind. (Af mak). Hedder ogsaa maka seg. Nhl. og fl.

makelaus, adj. mageløs, overordentlig. makelaust, adv. uden Lige, overordentligt. (I de sydlige Egne hedder det: makalaust, ligesom Makaløysa og fl.).

Makeløysa, f. 1) Mageløshed; 2) en mageløs Ting, Noget som er uden Lige.

makeskifta, v. a. ombytte en Gaard eller Jordeiendom med en anden af samme Værd. — Makeskifte, n. Mageskifte.

Makje, m. 1. (Fl. Maka, r), 1) Mage, tilsvarende Han eller Hun; mest om Dyr, især Fugle. Jf. maka, v. a. — 2) den ene af to Ting, som høre sammen; f. Ex. Skoe, Handsker, Traade i en Væv o. s. v. — 3) Lige, Ligemand, eller lignende Ting. Alm. Hedder ogsaa Make, Maka (Ag. Stift), Mꜳkꜳ (Gbr. Ørk. Indr.). G. N. maki. Eg hev’ ikje haurt Makjen: jeg har aldrig hørt sligt. Dæ finst ikje mange Makanne: der findes ikke mange slige. Han æ ikje meir elder Manns Makje: han er ikke mere end andre Folk; der er intet usædvanligt ved ham.

Makje, m. 2. et Tørrehuus, Hytte hvori Korn tørres. Helg. (hvor det ogsaa hedder Bastua). I Namd. Mækje. — Jf. Turkestova.

Makk, m. Maddike, Larve, Orm. (Adskilles overalt fra „orm“, som her betyder Slange). Formen Makk er herskende i B. og Kr. Stift; derimod hedder det Mark i Ag. Stift, og tildeels i Tr. Stift og Helgeland. Sv. matk, mask; G. N. maðkr. Ang. maða.

Makkebøle, n. Indvoldsorm; en Sygdom som foraarsages af smaa Dyr i Indvoldene. B. Stift.

Makkehol (aab. o), n. Hul som er gnavet af Orm f. Ex. paa Nødder.

Makkehus, n. et Spind eller Dække, hvori en Larve ligger indhyllet.

Makkemat, m. Ormeføde.

Makkesmog (aab. o), n. Ormegnav, Ormehuller i Træ. — makkesmogjen, adj. forgnavet af Træorm. B. Stift. (Isl. maðksmoginn).

makk-eten, adj. ormstukket, forgnavet af Orm.

Makketid, f. den varmeste Aarstid, da Kjød og Fisk lettest bedærves af Maddiker.

makleg, adj. stille, rolig, ikke stærk eller voldsom; ogsaa magelig.

makle(ge), adv. sagte, langsomt.

Makrel (ee), m. Makrel. (Jf. Gjeir og Stokkꜳl). Eng. mackrel.

Makrelstyrja, f. Tantei.

Maksel, m. Skik, Snit, Maneer paa et Arbeide. Tr. Stift. Af maka.

Mal, s. Mol og Mæl.

mala, v. a. (mæl; mol, male), male til Meel, knuse. Ogsaa om den egne snurrende Lyd, som Kattene lade høre naar man kjæler for dem. — Supinum hedder ogsaa mile aab. i (Sdm.), mele, el. mæle (Tr. Stift).

Malar, m. Møller, Kornmaler.

malen, partic. malet til Meel. Hedder ogsaa milen (aab. i) og melen (Sdm. Romsdalen og fl.).

mali, eller malli, adv. meget, betydelig, ikke lidet. Namd. Indr. — Skal ogsaa hedde: manli.

Maling, f. Malen, Kornmaling.

maliskjøsk, adj. trodsig, næsviis. Nordre Berg. (Af et fransk Ord).

Malje, f. et Slags Spænder i Snørliv. Nordre Berg. — I Tell. Male, f. Jf. Mella.

malli, meget; s. mali.

Malm, m. 1) grovt Metal; især Jernmalm, og overhoved om støbt Jern. Hertil Malmhella, Malmplata, Malmklokka og flere. — 2) Kjerneved, den indre og fastere Ved i Naaletræerne. Søndenfjelds. (Ellers Adel, Al, Goved). Hertil Malmfuru, Malmve(d) og flere.

Malt, n. Malt. Jf. melta.

Mamma, f. Moder (i Børnenes Sprog). I Sætersd. bruges det ogsaa af voxne Folk, nemlig som Tiltaleord.

mana, v. a. (a—a), opægge, ophidse, udfordre; ogsaa fremkalde, mane.

Managras, s. Krꜳkefro.

mandomsam, s. under Mann.

mang (el. mꜳng), mangen. Kun sammensat med ein (mang-ein); i Femininum med ei (mang-ei). I Neutrum bruges det ogsaa eenligt (mangt) og oftest substantivisk; f. Ex. Dei hadde mangt te snakka um. I Berg. Stift: mꜳngt.

mange, adj. pl. mange. Hedder ogsaa mꜳnge (mest alm. i Berg. Stift) og mangje (Hard. Voss). Jf. Mꜳng, n. G. N. og Isl. margir; men Ang. manig; Gam. Tydsk manag. Af Formen marg findes Spor i marglia; jf. marfreisten og Marlakje.

mangeleis (for -leides), adv. paa mange Maader. I Hall. og Valders hedder det mangelein.

mangestade, adv. mangesteds. Hedder ogsaa mangesta’n, og mꜳngestads.

mangfaldig, adj. 1) mangfoldig; 2) vidtskuende, som har meget forskjellige Tanker og Planer.

Mangjelsausa, f. Madslev, Suppe-Øse. Helg. (Vefsen, Ranen). Saaledes ogsaa Mangjelsgryta, f. Madgryde. (I Sdm. Maggjarsgryte). Jf. Maggjer og Mꜳng.

mangla, v. a. rulle eller presse Klæder med Mangletræet. Helg. og Tr. Stift.

mang-lia (aab. i), adj. vel bemandet, som har en stor Familie, eller har mange Folk hos sig. Tell. Hos de Gamle ogsaa marglia, for marglida, af det gamle lið, ɔ: Folk. Modsat fꜳlia.

mangmꜳlug, adj. snaksom, som taler meget. Tell. (sjelden).

mangment, adj. mandstærk, som har mange med sig. Dær æ ikje mangment (ikke meget Folk). Helg. Dei va so mꜳngmente. B. Stift.

mangorig, adj. snakkesalig, som bruger mange Ord. I B. Stift: mꜳngorige (Sv. mångordig).

mangtenkt, adj. som har mange Tanker og Planer. Sjelden.

Maning, f. Manen; Opæggelse.

manka, s. mꜳnka.

Mann, m. (Fl. Menn’er), 1) Menneske, Mand eller Kvinde. (G. N. maðr, acc. mann). Denne gamle Betydning findes kun i visse Forbindelser, saasom: Karmann og Kvinnmann; mannheilt, mannkjemt, mannvond; Mannekjøt, Manneblod, o. s. v. Ligesaa i Talemaaden „vera Mann til“, ɔ: være i Stand, have Kræfter til; — hvilket bruges baade om Mænd og Kvinder; f. Ex. Ho va ikje Mann te gꜳ lenger. B. Stift. (Jf. Menne). — 2) Ætling i nedstigende Linie, Led i en Slægt. Mann ette Mann: fra Slægt til Slægt, Søn efter Fader. Dæ va femte Mannen frꜳ han: han nedstammede fra ham i femte Led. Te niande Mannen: til niende Led. Jf. Trimenning, Firmenning. — 3) Mand, Mandfolk; Karl, Arbeidsmand. (Jf. Kar). Naar et Tal eller et lignende Ord gaaer foran, hedder Fleertal ogsaa „Mann“; f. Ex. fem, seks Mann; alle Mann. I samme Tilfælde bruges ogsaa Genitivet „Manns“, f. Ex. Tie Manns Vit ꜳ tolv Manns Styrkje. Fleertal hedder ellers Menner (med Halvlyd), Menn’ar, Menn’a, Menn’e. (G. N. menn). I bestemt Form; Menn’enne (Menn’inn, -ann). Dativ: Mennom (Ørk.), Monnꜳ (Sdm.). — 4) Ægtemand, gift Mandsperson. (Modsat Dreng, Gut). — 5) Huusfader, Familieforstander; ogsaa Opsidder, Gaardbruger; f. Ex. Dær æ fire Mann pꜳ den Gar’a (Gaarden bestaaer af fire Brug). Med et eget Eftertryk betegner det ogsaa en dygtig eller anseelig Mand; f. Ex. Dæ vart Mann ’ta han, ɔ: han kom sig godt, blev en anseet Mand. (Jf. Folk). — Af gamle Former mærkes: Manne eller (i Søndre Berg.): Manna, som egentlig er et Fleertals-Genitiv og bruges i Talemaader, som følgende. „Manne høgst“: høiest i Rækken eller i Selskabet. Han sette seg Manne høgst. (I Søndre Berg. Manna høgst). Ein kann ikje høyra Manne Mꜳl: man kan ikke høre Menneskers Stemme. I Manna Minne: i Mands Minde, saa længe som Folk mindes. „Koma til Manne“ (el. te Manna): komme til Folk, til et beboet Sted. (See første Betydning af Mann). Derimod: „koma te Manns“: komme sig, komme til Velmagt, blive anseet. „Til Manns“ betyder ellers: tilmands, for hver Mand. Manns Fær: mandigt Væsen, Adfærd som passer for en Mand. Ligesaa: Manns Snakk, Manns Or og flere. Pꜳ Manns Vis: mandigt, som det sømmer en Mand. I Manns Hand: i Menneskers Hænder. Mannsens Lukka: et Menneskes Lykke. Mann av Huse, s. Hus.

manna, adj. bemandet, besat med Folk. Sjelden, s. ment.

manna (seg), v. a. opmande sig, tage Mod til sig. Buskerud. (manne se). I Tell. „magne seg“.

Mannadaue, s. Manndaude.

mannast, v. n. forfremmes, blive mere mandig, tage til i Kræfter og Duelighed. B. Stift og fl.

Mannatokka, s. Manntekkje.

Mann-aukje, m. Noget hvorved En udfylder det som mangler i hans Høide eller Længde; især en Klods eller Blok, som man lægger under Fødderne til at spænde imod, naar man roer. Tr. Stift.

mannbisk, adj. om et Dyr, som anfalder og bider Menneskene. Nordre Berg.

Mannbjønn, m. i Folkesagnene: en Mand som er forvandlet til en Bjørn; ogsaa en Bjørn som angriber Menneskene eller viser en usædvanlig Dristighed. Nordre Berg.

Manndaude (Mannedaue), m. Sygdom eller Ulykke hvorved mange Mennesker døe.

Manndom (Mandom), m. Mod, Kraft, Dygtighed; ogsaa Hjælpsomhed, Ædelmodighed, ædelt og ophøiet Sindelag. Meget brugl. i B. og Tr. Stift. — taka Mandomen fyre seg: tage Mod til sig, bruge Alvor, opbyde sine Kræfter. „Ein Mandoms Mann“: en dygtig og hjælpsom Mand. „Ei Mandoms Kꜳna“, siges især om en gavmild Kone.

manndomsam’, adj. dygtig, mandig, uforsagt, som veed at bruge sine Kræfter; ogsaa hjælpsom, gavmild. Mest i Nordre Berg.

Mannebein, n. Menneskebeen (= Folkebein). Saaledes ogsaa Manneblod, Mannekjøt, Mannehꜳr, Mannehovu(d), Mannekropp og flere. I Søndre Berg. Manna, f. Ex. Mannahove.

Mannebyte, n. Mandskifte paa en Gaard; det at en Mand afgaaer og en anden kommer i Stedet.

manne-høgst, s. under Mann.

manneleg, adj. mandig, dygtig, stræbsom og uforsagt, især i vanskelige Omstændigheder. Meget brugeligt i Nordre Berg. og ellers almeenforstaaeligt.

mannelege, adv. dygtigt, tilgavns. Dæ va mannele’ til-tikje: man havde taget ret dygtigt til. Nordre Berg.

Mannemagt, f. Menneske-Kræfter, i Modsætning til mekaniske og Dyrs (især Hestes) Kræfter.

mannemillom, adv. fra Mand til Mand, eller fra en Gaard til en anden. I B. Stift ogsaa mannamyllꜳ.

Mannemink, m. egentlig Formindskelse af Folk; oftere om en Forringelse eller Skam for en Familie, det at en Mand vanslægter fra sine Forfædre. Sdm.

mannerædd, adj. menneskesky. Sjelden.

Manneskifte, s. Mannebyte.

Mannetrꜳng, m. Trængsel, Tranghed i en Samling af Mennesker. Sjelden.

Mannfall, n. Mandfald, Nederlag.

mannfaren, adj. betraadt af Mennesker, om Fjeldmarker. Gbr. (?)

Mannfolk, n. Mandkjøn; Mandfolk. (Mest i Fleertal).

Manngar, m. en Ring eller Kreds af Mennesker. Dei gjore Manngar um han: de omringede ham, sloge en Kreds omkring ham. Meget udbredt Ord. G. N. manngarðr.

mannheilt, adj. n. 1) frit for Sygdom; saaledes at alle Beboerne paa et Sted ere friske. Yttre-Sogn. „Æ da mannheilt hjꜳ dikke“: staaer det godt til med Helbreden hos Eder? — (I Sdm. udtrykkes et lignende Begreb ved „Folkehelse“). — 2) om den Tilstand, at Beboerne paa et Sted ere de samme som før, og at intet Dødsfald i en vis Tid er indtruffet. Helgeland.

Mannheit, f. Mod, Kjækhed (= Manndom); ogsaa en Velgjerning, en ædel Handling. Nordre Berg.

mannjamt, adj. n. og adv. almindeligt, som finder Sted hos Alle, strækker sig til Alle og Enhver.

mannkjemt (mannkjømt), adj. om et Sted, som er meget tilgjængeligt, beleiligt for Tilløb af Folk, meget besøgt. Nhl. og fl.

mannkjend, adj. vel bekjendt med Folket paa et Sted. Voss.

Mannlauk, see Marlauk.

mannlaus (mannelaus’e), adj. mandløs; som har mistet sin Mand.

Mannloga (aab. o), f. Voldgift, Afgjørelse ved Skjønsmænds Dom. Sætersdalen. (Jf. laga og Log).

Mannløysa (Manneløyse), f. Mangel paa en dygtig Mand eller Familieforstander. Jf. Kꜳneløysa.

Mannsalder, m. et Menneskes Levealder.

Mannsemne, n. Dreng. Eit godt Mansemne: en haabefuld Yngling.

Mannshøgd, f. Mandshøide, som Maal.

Mannskade, m. Mandskade, det at Folk komme til Ulykke, f. Ex. paa Søen.

Mannskap, n. 1) Mod, Dristighed, mandigt Væsen. B. Stift. Han hadd’ ikje Mannskap te da: han havde ikke Mod dertil, han var for meget frygtsom eller undseelig. — 2) Duelighed, Kræfter til at udrette noget. Mere brugeligt søndenfjelds. (Jf. Manndom). I Hall. skal det ogsaa betegne Formue eller Rigdom. — 3) Mandskab, Folk, Arbeidsfolk.

Mannskræma, f. Folkeskræmsel; en Person eller Ting, som Folk ere bange for. Tr. Stift.

Mannslag, n. Mands Væsen, Manerer som passe for en Mand.

mannsleg, adj. mandig, dygtig; eller ogsaa: som har et mandigt Væsen, seer ud som en Mand. Kr. Stift og fl.

Manns-lut (aab. u), m. Mandslod, Part som tilfalder enhver Deeltager, f. Ex. i en Fiskefangst.

mannsterk, adj. mandstærk (= mangment).

mannstygg, adj. menneskesky, uskikket til Selskab. Søndre Berg.

Mannsverk, n. Daad, Bedrift.

Manntal, n. Mandtal; mandskabstegning; ogsaa Folkemængde.

Manntamd, adj. om Dyr: tam, vant til Menneskene; — om Mennesker: erfaren, vant til Omgang med Folk. Søndre Berg.

Manntekkje, n. Gunst, Yndest, det at En er afholdt; ogsaa et tækkeligt Væsen i Omgang med Folk. Tell. og fl. I Søndre Berg. hedder det Manntokka, og Mannatokka, f.

Manntokka, s. Manntekkje.

Manntyne, n. Mandskade. (Sjelden). Ogsaa noget som er til Skam eller Lyde for en Mand.

mannvand, adj. kræsen i at vælge Folk eller Meddeeltagere. Sjelden.

Mannvase, m. en Kreds eller Klynge af Mennesker, en Folkehob. Helg.

mannvond, adj. om Dyr: mandolm, bidsk, arrig mod Menneskene. Rbg.

Mann-yl (aab. y), m. Damp, Uddunstning af mange Mennesker i et Værelse. Hard.

Mannæta, f. Meduse, et Slags Bløddyr i Søen (= Gople, Klysa). I Søndre Berg. og Kr. Stift bruges det som Navn for den hele Slægt; men i Sdm. kun om en enkelt Art, som udmærker sig ved en lang Dusk i Midten (Medusa capillata), medens derimod Slægten kaldes Gople. Navnet er maaskee noget forvansket (ligesom Mannlauk); det synes at kunne forklares som Marneta (Havnælde) af Roden Net i Netla (Jf. Brennenot), ligesom Tydsk Meernessel, og Eng. seanettle.

Mansle, see mannsleg.

Mantel, el. Mantile, n. en smal Hylde paa Siden af en Skorsteen eller rundt omkring Skorsteensmuren. Berg. Stift. Skal egentlig betyde Kappe, Skorsteenskappe.

Mar, i Betydningen: Hav, Sø, — forekommer i flere sammensatte Ord, som Marbakkje, Marflo, Marlauk, Marmæle, Marulk. — G. N. marr (et af Søens Navne i Edda).

Mara, f. 1. Mare, Mareridning i Søv. Hedder i Tell. Muru. (Isl. mara).

Mara (Mar’), f. 2. et Stillads paa Strandbredden, brugeligt ved Laxefiskerie. Tr. Stift. (I B. Stift: Gilja). Jf. Mær.

Mara, en Sammensætningsform af Mær (ɔ: Hoppe); f. Ex. Marafyl, n. Hoppeføl. Maramjelk, f. Hoppemælk. Marastall, m. Stald til en Hoppe. B. Stift.

mara, v. n. (a—a), om Heste; springe med Hopperne. Ellers: sværme om, gjøre Støi og Spektakler; ogsaa yppe Klammerie. Tell. „Ein Marekatt“: en urolig Krop, En som ypper Støi eller Klammerie.

Maraflagar, m. en Hesteflaaer. Indre-Sogn (hvor denne Bestilling har været anseet som foragtelig og vanærende). Jf. Mær. — Ordet er mærkeligt derved at det forudsætter en ældre og fuldkomnere Form af Verbet flꜳ.

Marald, m. Havbakke; s. Marbakkje.

Maralm (for Marhalm), m. lange Søvæxter; især; 1) Strenge-Tang (Scytosiphon). Jf. Tyss. (Isl. marþráðr). 2) Havbændel (Zostera); ellers kaldet Marlauk, Sjøgras, Ꜳlegras. B. Stift. (Isl. marhálmr).

Mara-ungje, m. en liden Hoppe, et Hoppeføl. See Mær.

Marbakk-fjera, f. meget stor Ebbe, som sædvanlig indtræffer i Marts Maaned. Helg. Jf. Gjøfjøra.

Marbakkje, m. en Bakke eller stærkere Skraaning, som sædvanlig strækker sig langs med Strandbredderne strax nedenfor Ebbemaalet. Nordenfjelds og i Nordre Berg. I Sdm. hedder det Maribakkje, og ellers: Maralden (Shl. Strandebarm), Mareldebrot’e (i Hard.), Mylderbakkjen (Shl.). En lignende Bakke, som forekommer i Færskvandene, kaldes i Tell. og Buskerud: Mærrein eller Mæreina, f. — G. N. marbakki (Dipl. 1, 84) og marreinsbakki (Lovene, I, 46. 69. 89).

Mardyna, f. Dynd, Mudder paa i Nærheden af Ebbemaalet. Nordre Berg. Sdm. Ndm. I Nordmør ogsaa Søgræs og Tang, som drives op paa Strandbredden.

Mareldebrot, n. s. Marbakkje.

maren, adj. frønnet, lidt raadnet; især om Træ. Nordenfjelds. Jf. marna og morkjen. (Isl. marinn, stødt).

Marflo, f. et lidet Dyr af Krebseslægten, som findes i Mængde ved Strandbredderne; Havloppe (Cancer pulex). B. og Tr. Stift. Hedder ellers Marflød, n. (i Sdm.) og Marfluga, el. Marflogo (Helg.). Isl. marfló.

marfreisten, adj. dristig, virksom (entreprenant), som forsøger meget og ikke giver tabt, om et Forsøg mislykkes; undertiden ogsaa: meget dristig, forvoven. Hard. Kunde maaskee forklares som margfreisten, af G. N. margr, mangen.

Marfreistna(d), m. en Lykkeprøve, et Forsøg som er noget voveligt. Hard.

Marg, s. Merg.

marg-lia, vel bemandet, omgivet af mange Folk; s. manglia.

Mariauga, n. den første Gjæring i Øl, Skum som afsættes ved Gjæring. Sogn. Betydningen af Ordets første Deel er tvivlsom ligesom i Maribꜳt, Marisop, Marklung (jf. Murihøne, Murinykjel), da disse Ord synes at have en anden Rod end de øvrige, som begynde med Navnet Mari (Marie).

Maribꜳt, m. Rokke-Æg. Sdm. (Eenstydigt med Isl. Péturs-budda).

Maribakkje, s. Marbakkje.

Mar-igle, m. et Slags Igler; en Art som ellers kaldes Hestigle. Hard.

Marihꜳnd, Planten Horndrager (Orchis maculata). Shl. Hard. — Forklares af Jomfru Maria’s Navn og sættes i Forbindelse med adskillige Folkesagn.

Marihøna, f. Sommerfugl, Papilion. Mange Steder vestenfjelds. I Sdm. Marihane, m. I Gbr. Murihøne. — Jf. Fivreld, Fyrveld (som i Gbr. og Sdm. kun siges om Falænerne).

Marikꜳpa, Planten Løvefod (Alchemilla vulgaris). Nordre Berg. Ndm. Ørk. Ellers Kꜳpegras.

Marilykle, Planten Kjellingetand (Lotus corniculatus). Hard. Jf. Tiritunge.

Marimyss, Mariæ Bebudelses Dag, den 25de Marts. (G. N. Maríu messa). Ellers Vorfermyss og fl.

Marisop (oo), m. en Green hvorpaa Kvistene ere udvoxede i en Klynge eller Kvast. Sdm. Maaskee egentlig Maresop. I Helg. Hedder det Marklung, i Sogn Gygrasop.

Mark, f. 1. 1) Mark, Jord; deels om Jordens Overflade i Almindelighed, deels om Jord som er bevoxet med Græs (i Modsætning til Klipper eller Sandbanker). Sv. mark. — 2) Udmarker, Græsgang eller Jordstykker som ligge udenfor en Gaard. Alm. — 3) en Skovstrækning, det samme som Mork. Ndm. — Talemaader. Ned pꜳ Mark’a: til Jorden. Dæ spratt ut yve Mark’a: det spredtes ud over Jorden. Ꜳt Markj’enne: til Jorden; eller ogsaa til Udmarken (Fjeldet eller Skoven). Pꜳ bære Markj’enne: paa den blotte Jord. Dei æ like Markj’enne: de have samme Farve som Jorden eller Græsset.

Mark, f. 2. en vis Mynt. Søndenfjelds. kun om Speciesmark eller 24 Skilling. Vestenfjelds og nordenfjelds betegner det derimod en Rigsmark efter den gamle Regning, altsaa 16 Skilling; hvorimod en Speciesmark kaldes en Ort. (Forandres ikke i Fleertal). Mark er ellers egentlig en vis Vægt, det samme som Mork, og bruges ogsaa paa enkelte Steder i denne Betydning.

Mark, f. 3. en vis Jordskyld; see Marklag.

Mark, m. det samme som Makk.

Mark, n. Mærke, Kjendetegn. Meget brugl. i B. Stift (undtagen Sdm. hvor det hedder Merkje). G. N. mark. — leggja Mark pꜳ: lægge mærke til. taka Mark pꜳ: lægge paa Minde, erindre sig noget som et Kjendemærke. D’æ ikje Mark pꜳ da: det er ikke just at lide paa, det gaaer ikke saa nøiagtigt; eller: man kan ikke slutte noget deraf.

marka, v. a. (a—a), mærke, lægge Mærke til. (Oftere merka). G. N. marka.

marka, v. n. (a—a), samle Kviste eller Bar til Foder for Kvæget (See Mork). Hard. Shl.

Markastykkje, n. en Sølvmark. (I B. Stift kun om gamle Marker eller Rigsmarker).

Markebyte, n. Skiftning af Udmark.

Markegꜳng, m. Besigtigelse af en Gaards Udmarker, f. Ex. ved en Udskiftning. Markegangssak, f. en Sag eller Tvist angaaende Markernes Deling. B. Stift.

Markegꜳnga, f. idelig Gang og Færdsel i Udmarkerne.

markelegjen, adj. om Træ, som har ligget længe paa Jorden.

Markemole (aab. o), m. Jordstykke.

Markeslætte, n. Høslæt i Fjeldmarkerne eller udenfor Gaarden.

Marketeig, m. et udskiftet Stykke i en Udmark. Derimod: Markateig, søndenfjelds om et Engstykke, som man kan slaae for en Løn af en Mark eller 24 Skilling.

Markevidd, f. Udmarkernes Vidde.

Mark-lag, n. den mindste Eenhed af Jordskylden, udgjørende en Fire-og-tyvendedeel af en Øre. Ørkedalen. Ogsaa kaldet Mark.

Mar-klung, m. en naturlig Kvast eller Krands paa en Green. Helg. See Marisop.

Marknad, m. 1) Marked. Nordenfjelds. hedder det deels Markna, deels Martna. I de sydlige Egne: Markn eller Marken. Sv. marknad. — 2) et Handelssted, en Landhandlers Gaard. Helg. (i Formen Martna).

Marlakje, el. Marlak, n. Bladmaven, den tredie Mave i de drøvtyggende Dyr. Nordre Berg. I Gbr. Marlꜳkꜳ, m. Ellers Lakje og fl. — Ordets første Deel er maaskee det gamle margr (mangen). Jf. Sv. mångfåll, som har samme Betydning.

Marlauk, m. (egentlig Havløg) Søgræs, Havbændel (Zostera marina). Shl. I Stavanger Amt hedder det Madlauk, og i Yttre-Sogn Mannlauk. Ellers Maralm, Sjøgras, Ꜳlegras.

Marm, m. Knurren, Mukken; ogsaa Susen af Vind eller Søgang. Sdm.

marma, v. n. knurre, mukke eller klynke for noget; ogsaa suse, om Vinden. Sdm.

Marmæle, m. Havmand, et fabelagtigt Væsen, som efter Folkesagnene skulde kunne svare paa vanskelige Spørgsmaal og aabenbare skjulte Ting. Nordre Berg. Siges ogsaa ofte om En som taler meget om Ting som han ikke forstaaer. (Af mæla). Jf. Isl. marmennil.

marna, v. n. (a—a), frønnes, opløses eller begynde at raadne. Tr. Stift (s. maren). I Sdm. marnast, især om Træ.

mar-rꜳtt, adj. n. meget raat og blødt. Helg.

Mars, m. Marsch. (Unorsk).

Martna, s. Marknad.

Marulk, m. Ulke (Cottus), en Fisk. Nordre Berg. Ellers Ulk, Frusk, Forosk, Fisksympa.

Mas (langt a), n. 1) Snak, Prat. Shl. og fl. 2) Overhæng, idelig Begjæring og Paamindelse om noget; ogsaa Indfald, Nykker. Nordre Berg. Tr. Stift. 3) Slæb, Strabads, Anstrengelse. Søndenfjelds.

masa, v. n. (a—a), 1) snakke, fordrive Tiden med Snak, især om ligegyldige Ting. Me sat dar ꜳ masa heile Kvelden. Hard. Shl. Jæd. (Isl. masa, sladre). — 2) bede eller paaminde idelig om noget, gjentage et Ønske tidt og ofte; ogsaa komme med mange forskjellige Indfald og Begjæringer (ligesom Børn eller syge Folk). Han masa ette dæ so lengje han laut fꜳ dæ. Nordre Berg. Tr. Stift. Helg. I Gbr. og Ørk. mꜳsꜳ; i Sogn: mæsa. Jf. breka. Ogsaa drive eller paaskynde En i et Arbeide. „masa pꜳ ein“. Valders. — 3) slæbe, anstrenge sig eller have det travlt med noget; undertiden ogsaa at forsøge noget ofte og uden Held. Søndenfjelds. Han masa mæ dæ. „masa seg“, eller „masa seg ut“: arbeide sig træt, anstrenge sig saa at man udmattes. Hall. Buskerud. — Heraf utmasa.

masa-rid, f. (i Barselsygdom), et lettere Anfald af Fødselssmerterne, uden nogen kjendelig Virkning. Sdm.

masasam, adj. om En, som altid har noget at bede og minde om. Tr. Stift.

masast, v. n. sove ind, eller begynde at drømme. Nhl. Yttre Sogn.

masen, adj. 1) som idelig anmoder eller paaminder om noget. Nordenfjelds. 2) besværlig, som medfører Anstrengelse. Tell.

masgjengd, adj. om en Vei: tung, besværlig. Tell.

Masing, f. 1) Snak; 2) Tryglerie, kjendelige Anmodninger; 3) svage eller frugtesløse Forsøg; ogsaa Strabads, Anstrengelse.

Mask, n. 1. smaa Spaaner og Affald af Træ. Sagemask. (Nordre Berg.). Ellers Ma, Tafs, Nugg, Flis.

Mask, n. Støi, Tummel.

maska, v. n. (a—a), støie, tumle, drive Leg og Spøg. Nordre Berg. Sdm. Gbr.

Massing, m. Messing. Hedder ogsaa Messing og Masing (Ørk.).

Massion, m. Konfirmation. En forvansket, men meget udbredt Form.

Mastove, aab. o (for Matstova), f. en liden Stue, hvori man hensætter Mælk og anden Slags Mad. Sdm. Ligesaa paa Helgeland: Mastøve og Mastua, om en Mælkestue, et Mælkebuur. Ogsaa i Inderøen. (Mastuu). I Ørkedalen er Mastugu et Kogehuus eller Ildhuus.

Mastr (Mast’er), f. en Mast. (Hedder ogsaa i mange Dialekter Mast). Isl. mastr, n.

mastra, v. n. opsætte Masten i en Baad.

Mastugu, s. Mastove.

masur, adj. karrig; s. matsꜳr.

Mat, m. 1) Mad, Spise. 2) Kjerne i Korn. „fꜳ seg Mat“: spise. Til Mats (te Mass): til Mættelse. kjenna seg te Mass: føle Mættelse, kjende at man er mæt. B. Stift, hvor Sammensætningsformen ellers sædvanlig hedder Mata, f. Ex. Matamꜳl, Mataløysa o. s. v.

mata, v. a. (a—a), made, give i Munden.

mata, v. n. modnes, faae Kjerne; om Kornet. Hedder ogsaa matast (som er en bekvemmere Form). I Ørk. mꜳtꜳ, hvilket ogsaa betyder: oplægge, sammenspare, især Madvarer.

mata, adj. om Korn: modent, kjernefuldt. „lite mata“: svangt, magert.

Matbot, f. Madskifte, Forbedring i Kostholdet. Tr. Stift.

Mateple, n. halvsure Æbler, som tillaves til Mad.

matfull, adj. fuld, overmættet, om Dyr. Ogsaa matdiger. Østerd.

Mathug, m. Madlyst, Appetit.

Matlag, n. Bordselskab.

matlaga seg, tillave Mad.

matlaus, adj. madløs, som ikke har Mad. I B. Stift matalaus’e.

matlꜳng, adj. „ei matlꜳnge Rid“: en Stund som er saa lang at man kan spise et Maaltid. Nordre Berg.

matleg, adj. mættende, nærende.

Matlost, m. Madlyst. I Berg. Stift: Matalost.

Matløysa, f. Mangel paa Mad.

Matmann, m. Spiser. „Ein liten Matmann“: en smaatærende Person.

Matmꜳl, n. et Maaltid.

Matmor, f. Madmoder, Huusmoder. „Ho Matmor“: vor Madmoder. Jf. Husbond.

Matmun, m. mættende eller nærende Kraft i Mad. I B. Stift: Matamun; f. Ex. D’æ ikje noken Matamun i da: det mætter ikke noget.

Matnøyte, n. Bordselskab, Folk som spise sammen. Skal bruges i Tr. Stift. Ellers Matlag.

Matsꜳd (Matasꜳ), f. en Smule Mad. B. Stift, Gbr. og fl. — Jf. Sꜳd.

matsꜳr, adj. karrig paa Mad. Tell. I lignende Betydning siges „masur“ i Sdm. Isl. matsár.

Matstell, n. Tillavning af Mad. Kaldes ogsaa Matstyr og Matsti, n.

matsøkjande, adj. tjenlig til Mad; f. Ex. om Fisk. „Han æ so smꜳ at han æ ’kje matsøkjande“. Nordre Berg.

matte, agtede; see mæta.

Mat-tid, f. 1) Spisetid; 2) et Maaltid som holdes omtrent Kl. 10 for Middag (= Dogur). Jæderen.

mattroten, adj. madløs (= kosttroten).

matvand, adj. kræsen paa Mad.

Mauk, n. 2) Vædske; især de Vædsker, hvoraf Maden tillaves, saasom Vand, Mælk eller Valle; i Modsætning til Melet, som sammenmænges dermed. Nhl. og flere. I Helg. hedder det Mok (aab. o), og i Sdm. Mokk (Grautamokk, Supamokk). Heraf møykja. — 2) en Blanding, Røre, Deig. Gbr. Jf. Isl. mauk, Suppe. — 3) Stof, Materie. Jæderen. D’æ godt Mauk i den Karen: der er Styrke i den Karl, han har en ret god Legemsbygning. Jf. Mꜳng.

maula, v. a. (a—a; eller a—te), 1) tygge, især langsomt og med Møie. Shl. Jæd. (Isl. maula). — 2) spise noget ublandet eller uden den sædvanlige Tilmad. maule Brød: spise tørt Brød, uden Suul. maule Smør: spise Smør alene, uden Brød. Tr. Stift, Sdm. Gbr.

mauleg, mulig; s. mogeleg.

Maur, m. 1. Myre, et bekjendt Insekt. I Nordre Berg. siges oftere Migemaur. (I Østrd. Mor, aab. o). G. N. maurr.

Maur, m. 2. en ubehagelig Kløe eller Krillen i et sygt eller saaret Lem. See maura.

maur’, adj. karrig, sparsom. Forekommer i Sdm. f. Ex. Han æ ’kje so maur’e pꜳ dæ: han regner det ikke saa nøie.

maura, v. n. (a—a), 1) mylre, vrimle, som Myrer; ogsaa slæbe, arbeide. (Sjelden). 2) kløe, krille, f. Ex. efter Saar eller Frost. Sdm. Ørk. Helg. (Jf. kleia, hatra).

Maurbad, n. Bad i et Afkog af Myretuer.

Maurbit (aab. i), n. Myrestik. Kaldes ogsaa Maurmig, n.

Maureld, s. Moreld.

Maurmark, f. Mark som er opfyldt af Myretuer.

Maursand, m. smaa Hobe af Sand eller Jord, hvori Myrerne opholde sig. Ogsaa kaldet Maurrask. Hard. og fl.

Maursott, f. en vis Kvægsygdom. Sdm.

Maurtuva, s. Myretue.

Maurveg, m. Myrernes Vei eller Gang i Nærheden af Tuerne.

mauska, v. n. æde graadigt, tage Munden fuld. Sdm.

Mauskje, s. Moskje.

mꜳ, v. n. (mꜳ; mꜳtte; mꜳtt, eller mꜳtta), 1) kunne, formaae; ogsaa have Anledning eller Adgang til noget. — 2) maatte, være skyldig eller nødsaget til (= ljota). Den første og ældste Betydning er mindre bekjendt og forekommer almindelig kun i nogle særegne Talemaader, saasom: mꜳ tru: kan man troe. mꜳ vita: kan man vide. I B. Stift siges ogsaa: Eg mꜳ ’kje seia da, ɔ: jeg kan ikke bestemt sige det. Du mꜳ so seia: du har Aarsag til at sige det. I Rbg. og Tell. er det imidlertid mest brugeligt; f. Ex. Mꜳ eg gange, ɔ: kan jeg faae gaae? Mꜳ eg fꜳ dæ: kan jeg faae det. Dæ va sꜳ nær at du mꜳtte sjꜳ dæ (ɔ: at man kunde see det). Sætersd. — Ordets egentlige Rod er mag, og det skulde altsaa hedde maga eller mega, hvilket sidste forudsættes i „megande“ (som bruges i Nhl.). G. N. mega; Ang. magan. — Heraf Umagje, mogeleg, Magt, Mꜳtt. Jf. G. N. magn; og Sv. förmåga.

mꜳ, v. a. (r—dde), slide, skrabe, afgnide eller afstumpe. Meget brugl. paa Helgeland; f. Ex. Di ha mꜳtt ut Bokstavann’. Du mꜳr ut Kniven (ɔ: afstumper Eggen paa Kniven). G. N. má. I B. Stift bruges oftere mꜳst, v. n.

mꜳdd, part. slidt, skrabet, gneden. (G. N. máðr). Ogsaa i Berg. Stift; mest sammensat: avmꜳdd, utmꜳdd, f. Ex. om Skrift.

mꜳ-fꜳ, i Talemaaderne „i mꜳfꜳ“, og „te mꜳfꜳ“, ɔ: forgjæves, uden Nytte. Meget brugl. i B. Stift. Ei Mꜳfꜳ-Reis: en Reise, hvis Hensigt ikke opnaaes. Eit Mꜳfꜳ-Arbeid: et unyttigt Arbeide. Eit Mꜳfꜳ-Tre: Emne eller Ting, som ikke duer. I Sogn ogsaa: „eit Mꜳfꜳ-Menneskje“, om En som bærer sig taabeligt ad, som kun fordærver og forvirrer Sagen.

Mꜳg, m. Svigersøn, Datters Mand. Alm. og meget brugl. Sv. måg. G. N. mágr.

mꜳgꜳ, s. maga. Mꜳgꜳ, s. Magje.

Mꜳgskap, n. Svogerskab. Sjelden.

mꜳka, s. moka. Mꜳkꜳ, s. Makje.

Mꜳkje, og Mꜳk (Fugl), s. Mꜳse.

Mꜳl, n. 1. 1) Maal, Rum, Længde, Størrelse. Heraf mæla. Ogsaa et afmaalt Stykke. „Eit Mꜳl Jor“, betegner i Tell. Hall. og flere Steder et Stykke Jord som udgjør 8 Stænger à 6 Alen i Længde og Brede, altsaa 2304 □ Alen eller lidt mere, da man nemlig for hver Stang tillægger et „Nevetak“, d. e. en Haandbred. Mꜳl betyder ellers — 2) Maaleredskab, f. Ex. Alnemaal o. s. v. — 3) Grændse, Mærke eller Punkt, hvortil noget udstrækkes, eller hvortil man sigter. (Sjeldnere). Jf. Flodmꜳl, Skotmꜳl. skjota til Mꜳls. I Ørk. forekommer Talemaaden „Han ær i dæ Maal’e“, ɔ: han er kommen omtrent saa langt, omtrent til det Punkt. Jf. Mꜳt. — 4) et Tidspunkt, en vis Tid eller Stund. I dæ Mꜳl’e: ved den Tid. Meget brugl. i Ørked. (G. N. mál). Hertil Rismꜳl, Dogurmꜳl, Sumarmꜳl. — 5) et Maaltid. Alm. og meget brugl. Sv. mål. G. N. mál. Daganne æ mange, ꜳ Mꜳl’a æ fleire. „Te Mꜳlanne“, en gammel Form, som tildeels bruges i B. Stift; f. Ex. koma heim te Mꜳlanne: komme hjem til Maaltiderne. — 6) en Malkning, den Mælk som malkes og opsættes paa een Gang. Saaledes: Morgomꜳl, Kveldsmꜳl, try Mꜳl Mjelk o. s. v.

Mꜳl, n. 2. 1) Stemme, Røst, Maal; saavel om Dyr som Mennesker. Alm. Han fekk ikje upp Mꜳl’e: han kunde ikke faae nogen Lyd frem. D’æ eit fælt Mꜳl i den Hunden (den har en frygtelig Stemme). Heraf høgmælt, grannmælt og fl. — 2) Mæle, Taleevne; ogsaa Maade at tale paa, Egenhed i Talen eller Tale-Organerne. Heraf umꜳlug, tidtmælt, kleismælt. — 3) Maal, Tungemaal, Sprog; ogsaa Landskabssprog, Dialekt. Pꜳ vꜳrt Mꜳl: i vort Sprog. Pꜳ anna Mꜳl: i et fremmedt Sprog. G. N. mál. — 4) Tale, Sigende, Udsagn. (Sjelden). Han svara so Mꜳl’e vara: den som finder sig berørt ved det Talte, pleier ogsaa at svare derpaa. Nordre Berg. Jf. Mꜳlemne, mꜳlbinde. — 5) Sag, Ærinde, Anliggende. (Sjelden eenligt). G. N. mál. bera upp Mꜳl’e sitt: fremføre sit Ærinde. Nhl. Jf. Klagemꜳl, Søksmꜳl, Tvivlsmꜳl.

Mꜳl, n. 3. Maling, Farve. Sdm. Ellers Mꜳling.

Mꜳla, f. en Touglængde; et Toug eller en Line af sædvanlig Længde, som bruges ved Fortøining og Fiskerie. Strengjemꜳle. B. Stift. (Shl. Sdm. og fl).

mꜳla, v. a. (a—a), male, overstryge med Maling. (Alm. Form). Sv. måla; G. N. mála. Hertil part. mꜳla, malet, farvet; f. Ex. raudmꜳla.

Mꜳlablad, n. Herreblad i Kort.

Mꜳlar, m. en Maler. — Mꜳlarkunst, m. Malerkunst. Mꜳlarlæra, f. Malerlære.

mꜳlbera (aab. e), v. n. fremføre sit Ærinde. Gbr. Jf. Mꜳlemne.

mꜳlbinde, v. a. overvinde En i en Ordstrid, sætte En i Forlegenhed for Svar. Buskerud.

Mꜳlbrøyte, n. Forandring i Sproget eller Udtalen. B. Stift.

Mꜳlbyte (el. Mꜳlebyte), n. Forandring i Kostholdet, Afvexling i Mad. Dæ va inkje Mꜳlebyte: man fik den samme Mad hver Dag.

mꜳldryg, adj. som holder rigt Maal.

Mꜳleinska, s. Mꜳllyska.

mꜳlemillom, adv. fra det ene Maaltid til det andet. I B. Stift mꜳlemyllꜳ.

Mꜳl-emne, n. Anliggende, Ærinde, Sag som skal omtales eller afgjøres. Tildels i B. og Tr. Stift. I Sdm. Mꜳlømne. — bera upp Mꜳlemne: fremføre sit Ærinde, bringe Sagen paa Bane.

Mꜳlene (ee), f. Multiplikations-Tavlen. Sdm. Maaskee af det Hollandske „een maal een“; dog kunde det ogsaa forklares som Mꜳl-lina.

Mꜳlfella, f. Egenhed i Talen eller Bygdemaalet. Nhl.

Mꜳlføre, n. Sprogart, Bygdemaal, Dialekt; ogsaa Egenhed i Sproget eller Udtalen. Meget brugl. i Tr. Stift. — Vel egentlig Tale-Organ eller en Egenhed ved samme. See Føre.

Mꜳlgreide, f. Forklaring, Fremstilling af en Tanke. Sdm. „gjere Mꜳlgreide fyre se“: udtale sin Mening, udtrykke sit Ønske med Ord; f. Ex. om en Døende.

Mꜳling, f. 1) Handlingen at male; ogsaa Malerkunst. 2) Maling, Farve hvormed man maler. (I Sdm. ogsaa Mꜳl, n.).

Mꜳlkjerald, n. Maalekar.

mꜳlkunnig, adj. sprogkyndig. Sjelden.

mꜳllaus, adj. maalløs, berøvet Stemmens Brug.

Mꜳllyska, f. Egenhed i Talen el. Sproget; ogsaa en egen Lyd eller Klang i Stemmen. Nordre Berg. Sdm. (Jf. Lyske). I Sogn hedder det Mꜳleinska, og ellers Mꜳlfella, Mꜳlføre eller kun „Mꜳl“. G. N. mállýzka, Sprog.

Mꜳløysa, f. Maalløshed.

Mꜳlskifte, n. 1) Forandring i Kostholdet (= Mꜳlbyte). 2) Omskiftning i Stemmen eller Sproget.

Mꜳlskikk, f. Maaltidsskik, Bordskik.

Mꜳlsmann, m. Talsmand. (Sv. målsman). Især En som følger med en Frier og fremfører hans Ærinde. Sdm. (hvor det ogsaa hedder Kvambelsmann).

Mꜳltid, f. 1) Spisetid; 2) et Maaltid. (Udtales tildeels Molti).

Mꜳltunna, f. Maaletønde.

mꜳlug, adj. talende, istand til at tale. (Jf. umꜳlug). Kun i Sammensætning.

Mꜳlvending, f. Forandring i Stemmen.

Mꜳn, f. Man, Manke; paa Heste. I Valders Møn (som forudsætter Mon, aab. o). Isl. mön.

Mꜳn, m. Forandring o. s. v. see Mun.

mꜳna, virke, forslaae etc. s. muna.

Mꜳnad (Mꜳna), m. Maaned. G. N. mánaðr. Er her lidet brugeligt, da man sædvanlig regner efter „Mꜳner“; see Mꜳne.

Mꜳndag, m. Mandag. Sv. måndag. G. N. mánadagr.

Mꜳne, m. 1) Maane. 2) Tiden fra den ene Nymaane til den anden; en Maaned regnet fra Maaneskiftet. Alm. og meget brugl. De fire første Maaner i Aaret have særegne Navne, nemlig: Jolemꜳne, Torre, Gjø og Krikla (eller Kvina). Forøvrigt siges Vꜳrmꜳnanne, Sumarmꜳnanne o. s. v.

Mꜳne-gar, m. en Ring i Skyerne omkring Maanen.

mꜳneljost, adj. n. lyst af Maaneskin. Modsat mꜳnemyrkt, naar Maanen ikke lyser.

Mꜳnemot (oo), n. Maanedens Udgang; samme Dag og Tid som i den forrige Maaned. (Sjelden). Jf. Ꜳrsmot, Ꜳttedagsmot.

Mꜳneskifte, n. Nymaane.

Mꜳneskin (aab. i), n. Maaneskin. I mange Dial. Mꜳnskjen; i Sogn Mꜳnaskin.

Mꜳne-tel (aab. e), n. den mørke Deel af Maanen, som undertiden viser sig kort efter Nyet. Sdm. See Tel.

Mꜳnetendring, f. Maaneskifte, Nymaane. Nordre Berg.

Mꜳng (for Mang), n. Blanding, Stof, hvoraf noget tillaves (egentlig det som sammenmænges). Sdm. D’æ godt te lage Mat nꜳr ein heve godt Mꜳng. Jf. Mangjelsgryta.

mꜳnge, s. mange.

mꜳnka, v. a. manke, klippe Manen paa en Hest.

Mꜳnkestøe, s. Mꜳnstøde.

Mꜳnkje, m. Manke, Man (eller Roden hvorpaa Manen staaer).

Mꜳnstøde, n. Mankens Stilling og Beskaffenhed. Eit godt Mꜳnstøe. (Tell. og fl.). I Sdm. Mꜳnkestyde (aab. y).

Mꜳr, el. Mꜳre, m. Midder, et Slags meget smaa Insekter. Hard. Maaskee egentlig: Mor, aab. o. (Isl. mor, n.). Jf. Mott.

Mꜳr, s. Mor. Mꜳrꜳ, s. Morgon.

Mꜳre, en vis Plante (Galium boreale). Tell. Isl. maðra.

mꜳsꜳ, s. masa. Mꜳsꜳ, s. Mose.

Mꜳse, m. Maage, en bekjendt Vandfugl. I Kr. Stift siges Mꜳkje eller Mꜳgje; i Tell. forekommer: Sjømꜳk. Jf. Sv. måse; Isl. máfr og má’r.Mꜳsefjør, f. Maagefjær. Mꜳse-egg, n. Maageæg. Mꜳs’ungje, m. Maageunge.

mꜳst, v. n. (Imperf. mꜳddest), slides, skrabes, afgnides. Nordre Berg. See mꜳ.

Mꜳt, n. 1) Maal, Mærke; Punkt eller Linie hvorefter man afpasser noget, eller hvori en Ting befinder sig. N. Berg. I rette Mꜳt’e: paa det rette Sted eller Punkt. Att-i same Mꜳt’e: til sin forrige Plads eller Stilling. Att-ꜳt Mꜳta: nær ved det rette, næsten passende. — 2) et Maal til at maale smaa Portioner med. Krutmꜳt. Halvpeilemꜳt. Skjelingsmꜳt (udmaalt Portion som sælges for en Skilling). Sdm. og fl. (Jf. Husemꜳt). Sv. mått. — 3) en vis Grad eller Maade, et bestemt Forhold; ogsaa Maadehold, Orden, Rimelighed. Sdm. Tr. Stift. Mæ Mꜳt: med Maade, læmpeligt, ikke for meget. Pꜳ eit Mꜳt: nogenlunde, saa taaleligt. D’æ vandt te treffe Mꜳt’e: det er vanskeligt at træffe det rette Forhold, at finde den rette Middelvei.

mꜳta, v. a. og n. (a—a), 1) passe, afpasse, afmaale eller tillæmpe noget saaledes at det kan passe. Tr. Stift, Gbr. Sdm. Nhl. (Isl. máta til, afmaale). Jf. mæta. 2) v. n. passe, være passende. Meget brugl. i Ørk. og Fosen. Jf. høva. 3) føie sig, træffe sig, være beleiligt. Fosen. Dæ mꜳta ’kje so før mæg: det falder mig ikke ret beleiligt. Ogsaa: passe paa en Leilighed, gribe Leiligheden. Sdm. Han mꜳta til mæ same me va færige (ɔ: han passede paa i det Øieblik da vi vare færdige).

mꜳta, adj. afpasset, passende. Dæ va so net mꜳta: det traf sig akkurat. Tr. Stift. Ved Bergen siges „so mꜳta“: saadant, saaledes beskaffent.

mꜳta, kan man vide, naturligviis; s. mꜳvita.

mꜳtꜳ, modnes; s. mata.

Mꜳte, m. 1) Maade, Maneer, Skik. G. N. máti. Ved Trondhjem ogsaa i Betydningen: Mode (som ellers tildeels hedder Mote). Pꜳ Mꜳten: i Moden, efter den herskende Mode. Ørk. — 2) Maade, Orden, Forhold eller Stilling hvori Tingene betragtes. Pꜳ den Mꜳten: i den Henseende, fra den Side betragtet. D’æ no pꜳ sin Mꜳte: det kan saa være under sine Omstændigheder; det maa nu betragtes fra sin egen Side (især om noget som ikke egentlig hører til Sagen). — 3) Maadehold, Maadelighed, passende Grad eller Forhold. Dæ va ingjen Mꜳte pꜳ: det var uden Maade, gik over alle Grændser. Mꜳten æ best lꜳten: Middelveien ansees som den bedste. Te Mꜳte: tilpas; paa rette Tid eller Sted. (Kunde ogsaa høre til Mꜳt).

mꜳteleg, adj. middelmaadig; ogsaa passende, bekvem; som har en passende Størrelse, Haardhed, Varme o. s. v. (Bruges ikke i Betydningen: ringe).

mꜳtelege, adv. med Maade, passende, hverken formeget eller forlidet.

Mꜳting, f. Afmaaling, Afpasselse.

mꜳtsam, adj. passende, bekvem, beleilig. Tr. Stift.

Mꜳtt, m. Styrke, Kræfter. Sdm. Sjelden og tildeels i Formen Mott (aab. o). D’æ kvorken Mod elde Mott i ’nꜳ. G. N. máttr. Jf. mꜳ og Magt.

mꜳttlaus’, adj. svag, magtløs. (Sjelden).

mꜳ-vita (aab. i): kan man vide, naturligviis. Bruges meget i Enden af en Sætning og bliver i Ag. Stift forkortet til „mꜳ’ta“. Paa Hedemarken hedder det ogsaa „mꜳ ’a“ og endnu oftere „ma“. — Jf. mꜳ.

Me, ɔ: Midte; Med o. s. v. — s. Mid.

me, ɔ: vi; see mid.

me, ɔ: mig; see meg.

mea, s. mida. — mean, s. meda.

meda, aab. e (for medan), conj. medens, mens. I Nfj. og Sdm. hedder det meda, og tildeels mada; i Stav. Amt: me’an, og ellers mest almindeligt: mæ. G. N. meðan. Sv. medan. Mæ han æ hær: medens han er her. Alt mæ du vil: saalænge som du vil.

medels (ee), adj. middels, middelmaadig. Gbr. Sdm. og fl. Eit medels Ꜳr. Ein medels Mann. — Ordet forandres ikke og synes egentlig at være en Form af et Substantiv.

Medna, s. Mennar.

meg (ee), pron. mig. (Objekt af eg). Har forskjellig Form, nemlig: meg (Sogn, Rbg. Tell.), me (Hall. Vald. Gbr. Sdm. Ndm. Ørk.), mæg, og (i de øvrige Distrikter i Tr. B. og Kr. Stift), mei (Østerd. og fl.). — G. N. mig, mik; og i Dativ mér.

megande (aab. e), adj. dygtig, som formaaer, er istand til noget. Nhl. Han va ’kje da megande: han formaaede det ikke. Stamordet mega (at kunne) er derimod gaaet af Brug; see mꜳ.

Megaren, s. Midgar.

megtast, v. n. formaae, være istand til. Helg. Jf. magtast.

Megtung, adj. 1) stærk, kraftfuld (= magtig); 2) mægtig, formaaende.

Mehꜳnk, f. Myg; s. Myhank.

Meid (Mei), m. Mede; Draget eller det underste Træ i en Slæde. Alm. (I Sdm. forekommer ogsaa Formen Meg, aab. e). Sv. mede; G. N. meiðr, Træ. — stꜳ pꜳ Meiom: staae bag paa, staae paa Enden af Mederne, idet man kjører. Meidahals, m. den forreste, opadbøiede Deel af Slædemederne. Meidafar, n. Sporet efter Mederne i en Vei.

meig, see miga.

Mein, n. 1) Meen, Feil, Skade. G. N. mein. 2) Fortræd, Hinder, Trods. Te Meins: til Hinder, til Fortræd eller Uleilighed. „gjera te Meins“: gjøre noget til Trods imod En; gjøre med Forsæt hvad man veed, at En synes ilde om. (En meget udbredt Talemaade). I Sammensætning betegner Mein deels en Hindring, deels en afbrudt Vedbliven. Jf. Naud og Skam.

mein, adj. slem, fortrædelig, som træffer ubeleiligt. Ogsaa: nem til at træffe noget, sikker, behændig i at ramme det det som man sigter til. Brugeligt i Nordre Berg. og tildeels i Tr. Stift. Han æ so mein’e te kome pꜳ dæ: han er saa sikker i at falde paa det rette. Sdm. Dæ va dꜳ meint: det var da et mærkeligt Træf (især om noget ondt). S. meint.

meina, v. a. (a—a), negte, afslaae, formene, forbyde. B. Stift. (Jf. meinka). G. N. meina.

meina, v. n. og a. (a—a; eller: a—te), mene, tænke, holde for. Hedder paa nogle Steder mena (aab. e) og mæna. Med Eftertryk: „Han meinte so til“, ɔ: han paastod ikke noget mindre. Nordre Berg.

Meinbegse, n. en hinderlig Ting, Noget som er i Veien. Sdm. (Jf. Isl. meinbæginn, tvær).

meinen, adj. uvillig, tvær, trodsig. B. Stift. Af meina, v. a.

meinfri, adj. fri for Meen.

Meinføre, n. hinderligt Føre, Uføre som forhindrer Færselen. Søndenfjelds. Sv. menföre.

meingiven, adj. fortrædelig, høist ubeleilig; om Omstændigheder. N. Berg. Sjelden.

meingodt, adv. høist træffende, rigtigt tilpas (om noget som man siger eller gjør). Ørk. See meint.

meinhalda, v. a. holde fast og uafbrudt paa noget. Han meinhelt meg: han holdt mig saa fast, at jeg kunde intet udrette. B. Stift.

meinig, adj. menig. I Talemaaden „meinige Mann“: Almeenheden. Ligesaa: Meinigheit, f. Menighed. Nyere Ord.

Meining, m. og f. Mening, Tanke.

Mein-is, m. Iis som er til Hinder for Færselen; især om saadan Iis, som er for tyk til at gjennembryde og for tynd til at gaae paa. Ag. Stift.

meinka, v. a. (a—a), hindre, formene, negte. Meget udbredt, men hedder oftest menka eller mænke.

Meinkrok, m. en Krog paa et Træ, hvorved det bliver udueligt til sit Brug; ogsaa en tvær og modvillig Person. Sjelden.

meinlaus, adj. 1) feilfri, uskadt. G. N. meinlauss. 2) uskyldig, uskadelig, som ikke gjør nogen Hinder eller Fortræd.

Meinljos, og Meinlyse, n. Lysning som er til Hinder; især om Lysning som kommer nedenfra eller fra en Side hvor den ikke behøves. Et bekvemt Ord, som bruges overalt i det Vestenfjeldske.

Meinlæse, n. 1) Feil i et Laas (hvorved Nøgelen standses). 2) Meenlykke, et Snit i Nøglekammen, som passer til et vist Gjænge i Laaset. Denne Lykjelen æ mange Meinlæse pꜳ: denne Nøgel har mange Snit.

Meinløysa, f. Uskadelighed, Uskyldighed; ogsaa et godsligt Menneske.

meinsam, adj. hinderlig, fortrædelig; ogsaa modvillig, tvær.

meinstire, v. n. stirre uafbrudt paa en Ting. Ørk. Ellers einstira og naudstira.

meinsvørt, adj. n. som man kan forsværge. Sdm. f. Ex. om et Fiskerie: „Dæ va reint meinsvørt“, ɔ: det var ganske umuligt, man kunde ikke faae en eneste Fisk.

meint, adv. tvært, fortrædeligt; ogsaa behændigt, sikkert, nøiagtigt. Tr. Stift. Sdm. (S. mein). Dæ kom so meint i Veien, ɔ: lige eller midt i Veien (om noget som er til Hinder). Han kom so meint pꜳ dæ: han traf det saa nøiagtigt. Dei tok han so meint: de grebe ham saa sikkert, toge ham saa fast.

meintaka, v. a. gribe fast og haardt til, tage voldsomt eller med Magt. Sjelden. Jf. meinhalda.

meir, adv. 1) mere; i høiere Grad. I Sogn findes ogsaa Formen meira. (G. N. meira). 2) længere; ogsaa oftere, senere, for Eftertiden. Inkje meir enn tre Dagar. Han kom dær ikje meir. I Rbg. hedder det: mei.

meir, adj. 1) mere; om en større Mængde. Svarer til mykjen, som et Komparativ, og lider saaledes ingen Flexion. 2) om en Forøgelse eller Fortsættelse; f. Ex. Han vil ha meir Peng. 3) bedre, mere dygtig og anseet. Han æ ikje meir Mann endꜳ: endnu er han ikke bedre. En egen Betydning findes desuden i Talemaaden: „i meira Lagje“, ɔ: i høiere Grad, betydelig, meget. (Nhl.). G. N. meiri, større. Jf. formeir.

Meis, f. og m. (Fl. Meisa, r), et Net, dannet som en Kurv. I Særdeleshed: 1) Kløvkurv, Vidiekurv i en Kløvsadel. Sogn, Hall. og fl. (G. N. meiss, m. Kurv). — 2) en Fletning af Baand, hvori man bærer Byrder paa Ryggen. Rbg. og fl. ogsaa nordenfjelds, hvor det oftest hedder Bakmeis, f. — 3) et grovt Net af Toug eller Vidier, hvori man indpakker Hø for at vælte det ned fra Fjeldene. (Høymeis). Mest nordenfjelds. Uegentlig om en ubehændig og doven Person.

meisa, v. a. (a—a), vælte Hø i en Meis. Uegentlig: bevæge sig plumpt og klodset.

Meisk, m. 1) Blanding, Røre. — 2) Øl som er udvirket eller kogt men ikke gjæret. Nhl. Jf. Gil.

meiska, v. a. (a—a), 1) blande, mæske, røre sammen; især Maltet i Brygningen. — 2) ødsle, sløse med noget, saa at det snart faaer Ende. Nordre Berg.

Meisk-ro, m. Mæskestang, Træspade hvormed Maltet sammenmænges i Brygningen. Nordre Berg. Dette Ro er ellers ubrugeligt. Jf. Rꜳ.

Meister (Meist’r), m. Mester.

meisterleg, adj. mesterlig, fortræffelig.

Meit, f. Stribe, Linie; en lang Fure eller Fordybning, især i Metal. Tell. Ellers Gꜳra, Skora, Veita. Jf. Dagsmeit.

meite, v. n. angle, fiske med Stang. Skal bruges i Gbr. I Østerd. hedder det mete (ee). Sv. meta.

Meitel, m. Meisel, Huggejern, at stikke med i Steen og Metal. Bruges i de sydlige Egne; i Hard. Meitle. Ellers Beitel (ogsaa i Tell.). Isl. meitill.

Mekedag, el. Mekdag (ee), Onsdag. Meget brugl. i B. Stift og flere Steder. Paa Oplandene tildeels Mykedag (aab. y) el. Møkedag. Egentlig Midvikedag; s. Midvika.

Mekveld, s. Midkveld.

Mel (aab. e), m. 1) Sandbanke; see Mæl. 2) Jord eller Gruus, som man strøer ud over Sneen, for at den skal smelte snarere. Nordre Berg. Jf. Ꜳt. 3) Faaremøg, Gjødsel af Faar og Gjeder. Nordre Berg. I Sogn Meldr; i Nhl. Melle. Ellers Gare og Talle.

mela (aab. e), v. a. bestrøe Sneen med Jord for at den skal smelte. Nordre Berg. Ellers molda, ꜳta.

Melde, n. smaat Frø af forskjellige Slags Ukrud iblandt Kornet. B. Stift, Tell. og fl. Jf. Mjell.

Meldebrau(d), el. Mellbrau, n. gammelt eller muggent Brød. Tell.

Meldestokk, m. et Slags Ukrud i Korn; formodentlig Gaasefod (Chenopodium). Sogn, Tell. I Sdm. Frøstokk.

Meldr, see Mældr, og Mel.

Meldrift, f. Sneefog. (Gbr.). S. mjell.

Meling (ee), m. den mellemste, f. Ex. af tre eller fem; især om den mellemste eller næstældste af tre Brødre. Nordre Berg. Vel egentlig Midling eller maaskee Medling; jf. medels.

Melle, f. Malle, Bugt, Løkke i Hægter; ogsaa Heftet paa en Knap. Sdm. Valders og fl. Jf. Malje.

Melle, s. Mel og Melde.

melta, v. a. 1. (e—e), fordøie. Meget brugl. I Sogn hedder det: smelta. G. N. melta. Ordet skulde egentlig betyde: blødgjøre, og have Formerne: melt’, malt, molte. Jf. Malt, Molta og molten.

melta, v. a. 2. (e—e), malte, lave Malt. Sv. mälta. melt Konn: Korn som er udblødet til Malt.

Melting, f. maltlavning; ogsaa Fordøielse.

Melting, m. et halvfordøiet Legeme; især om smaa Fiske, som findes i andre Fiskes Maver, og anvendes af Fiskerne til Mading.

men (mæn, med kort æ), conj. men. — Et lignende Ord føies ofte til Ordene ja og nei, men i dette Tilfælde hedder det ogsaa: menn, minn og mi (jammi, neimmi).

menesera (for menagere), spare.

mengblꜳ, adj. = blꜳmengd.

Mengd, f. Mængde, Mangfoldighed; ogs. Antal, Qvantitet, Omfang.

mengd, partic. mænget, blandet.

mengja (mængje), v. a. (e—de), mænge, blande. Heraf Mengjing, f.

menke, s. meinka. Menn, s. Mann.

menna (seg), v. a. 1. 1) komme sig, komme til Kræfter (= mannast). Ørk. 2) bryste sig, være stolt af noget. Hard. Han mennar sæg tꜳ da. Jf. Menne.

menna (seg), v. a. 2. (for merna eller morna), 1) hvile om Morgenen, sove længe. Han menna seg væl i Dag. Nordre Berg. 2) blive vaagen, komme sig af Søvnen. Tell. (oftest i Formen: mønne seg). I Gbr. hedder det i denne Betydning: magne se. (Skulde vel egentlig hedde: morgna seg). Sv. morna sig. — S. Mennar.

Mennar (for Mernar), pl. m. Morgener. (S. Morgon). B. og Tr. Stift i Formen Mednar, Medna, Menna. I Tell. Mønnar. Um Medno: om Morgenerne. (Voss). I Nordre Berg. „um Mennꜳ“. Mennann’ ꜳ Kveldande: hver Morgen og Aften.

Menne, n. Menneske; Mand. I en mere omfattende Betydning findes det (ligesom G. N. menni) kun i Sammensætninger, som Godmenne, Illmenne, Vanmenne; Mismenne. Ellers bruges det kun i visse Forbindelser; saaledes i Nhl. med et Begreb af Kræfter eller Dygtighed; f. Ex. „Han va ikje Menne te da“, ɔ: han var ikke i Stand dertil, han formaaede det ikke. (Jf. Talemaaden „vera Mann til“). I Hard. er det meget brugeligt, men tillægges sædvanlig et Begreb af Selvfølelse eller Stolthed. „Han tykst vera Menne“: han indbilder sig at være ret dygtig. „Da va noke te Menne“: det var En som vilde have Respekt. (Andre Steder siges Mann). Jf. menna seg.

Menneskje, n. og f. Menneske. I Gbr. og nogle flere Steder er det Feminin; i Sdm. Femin. i den bestemte Form, men Neutrum i den ubestemte. (Sv. menniska, f. G. N. manneskja, f.). Han mꜳtte dꜳ vera Menneskje: han burde dog bære sig fornuftigt ad, fare sømmeligt frem. — I Sammensætning bruges ikke „Menneskje“, men kun Mann og Folk. (Det foranførte Menne vilde være et langt bekvemmere Udtryk for dette Begreb).

Menning (Mandskab eller Mand), findes kun i Sammensætning, s. Almenning, Trimenning, Nymenning.

ment (mænt), adj. bemandet, forsynet med Folk. Di æ for lite mente: de ere for faa om Arbeidet. Helg. Mere alm. i fꜳment og mangment. (Jf. manna, hjelpa). G. N. mentr.

menta (mænte), v. a. (a—a), 1) banke, tilberede ved Bankning. Gbr. 2) berede Skind ved et Slags Garvning, især til Klæder. Mere alm. (Hedder ellers semska). Hertil menta, adj. beredet, garvet. Mentaskinn, n. beredet Skind. Mentabrok, f. Buxer af beredet Skin.

Menting, f. Beredning; Bankning.

Merg, m. Marv. I nogle Dial. Merj; ellers ogsaa Marg (Helg. Hall.). G. N. mergr. Sv. merg.

merga, adj. marvfuld. Rbg. og fl.

Mergbor (oo), n. den mellemste Planke af en Stok, den Fjel som indeholder Marven.

mergjast (el. merjast), v. n. udmarves, hentæres, afkræftes. Sogn.

merglaus, adj. marvløs.

mergsvelta, v. a. sultføde, udmarve ved Sult. Nhl.

Merk, og Merker, s. Mork.

merka, v. a. (a—a), lægge Mærke til, give Agt paa, mærke sig (jf. marka); ogsaa erfare, lære eller blive opmærksom paa ved Erfaring.

merkande, adj. værd at lægge Mærke til.

merkja (mærkje), v. a. (e—te), 1) lægge Mærke til (= merka). mærkje Or: lure efter Ens Yttringer. 2) sætte Mærke paa, f. Ex. paa Kar. G. N. merkja. 3) efterlade et Spor, sætte en Rift eller Stribe paa. F. Ex. Snøen æ so har at dæ mærkje ikje pꜳ han. (Imperf. udtales: mærte).

Merkjar, m. En som sætter Mærke paa, f. Ex. paa Trælast; Tømmermærkjer.

Merkje (Mærkje), n. 1) Mærke, Kjendemærke; ogsaa Spor efter noget. G. N. merki. 2) Grændseskjel, f. Ex. imellem to Gaarde. Tr. Stift og fl. 3) Tegn, Forekomst hvoraf man kan slutte eller vide noget; Exempler hvorved en Mening bestyrkes eller bevises.

Merkjejarn, n. Mærkejern (= Svidjarn). Hedder ogsaa Merkjingsjarn.

merkjeleg (mærkjele), adj. mærkelig.

Merkjesgar, m. Gjærde som danner Grændseskjel imellem to Gaarde eller Udmarker. Søndre Berg. og fl. I Ørk. Mærkjes-utgar. (G. N. merkigarðr). Ellers Skiftesgar, Skilgar, Haggar.

Merkjestein, m. Skjelsteen. Ellers Bytestein, Deildestein.

Merkjing, f. det at man sætter Mærke paa.

merkt, part. mærket; ogsaa som har faaet Striber, Saar eller Ar. Udtales almindelig: mært eller mært’e.

Merr, s. Mær.

meskjen, adj. (femin. meskjo), lysten efter et Slags Mad (om Frugtsommelige). Shl. (I Sdm. „mæ Loste“).

Messa, s. Myssa.

mest, adv. 1) mest, i høieste Grad. Jf. meir. 2) oftest, for det meste. 3) næsten. Alm. og meget brugl. Han æ mest vaksen (næsten fuldvoxen). Tunna va mest full (næsten fuld). Eg vart mest rædd (jeg blev næsten bange). — Den første og sidste Betydning adskilles tydelig ved Betoningen, som nemlig i den første Betydning er meget stærkere.

mest, adj. mest; ogsaa størst (om en Deel eller Part). Meste Luten: den største Deel. Ogsaa „meste Parten“, og i Valders: „meste Faren“ (et Ord som ellers er ubrugeligt). Meste Mannen: den anseeligste eller mægtigste. (Sjelden). I meste Lag: vel meget, næsten for meget. — Jf. meir.

meste (el. mesta), adv. vel meget; f. Ex. meste stor, ɔ: næsten for stor, hellere for stor end for liden. meste heitt: næsten for hedt. Hedder paa nogle Steder mesta (Søndre Berg. Fosen) og mestꜳ (Nordre Berg.).

Mestefaren, s. mest, adj.

mete, v. n. fiske; see meite.

mett, adj. mæt. — G. N. mettr.

metta, v. a. (a—a), mætte. Æt ꜳ mette deg: spiis dig mæt.

Mette, m. Mættelse. Han fekk baade Maal og Mette (ɔ: et tilstrækkeligt Maaltid). I Tell. hedder det Mett; f. Ex. Han fekk Mett’en sin, ɔ: han fik nok, blev rigelig forsynet.

Metting, m. see Motting.

Mevæka, s. Midvika.

mi, s. mid, og min. Mia, s. Midja.

Mid (aab. i), n. Midte, Middelpunkt. (G. N. mið). Brugeligt i Tr. Stift i Formen Me. I Me’e: i Midten. Andre Steder hedder det Midt (Mitt), m. — I Sdm. har man Talemaaden: te Mids (te miss), ɔ: til Midten. Jf. Midja, Dalamid. I Sammensætning bruges mid (mi, me), ikke midt.

Mid (aab. i), f. Meed, Mærke hvorpaa man kjender Søveienes og Fiskepladsenes rette Beliggenhed. Mest bekjendt i Formen Me; ellers Mi (Sogn og fl.) og Mid (Nfj. Sdm.). G. N. mið, n. — taka Mid (Me): tage Mærke paa en Fiskegrund eller et andet Punkt paa Søen ved at iagttage Stedets Forhold til de nærmeste Landkanter eller Høider. „Ei go’ Mid“ kaldes det, naar man først har Mærke paa to forskjellige og langt fra hinanden afsondrede Punkter i lige Linie fra Forstavnen, og dernæst et lignende Mærke paa to bestemte Punkter i lige Linie fra Siden af Baaden, saaledes at begge disse Linier danne en ret Vinkel, idet Baaden ligger i Spidsen af Vinkelen.

mid (aab. i), pron. pl. vi. — Brugeligt i den største Deel af Landet, dog i forskjellig Form, nemlig: mid (Nfj. Sdm.), mi (Sogn, Tell.), mi (aab. i) eller me (mest alm. i B. og Kr. Stift), my (aab. y) el. (Valders). Forøvrigt forekommer „vi“ paa adskillige Steder i Ag. og Tr. Stift; ogsaa tildeels i Shl. Nfj. og Helg. G. N. vit, senere: mit, mith, mið (Total), og ver, senere: mer (Fleertal). — Tilsvarende Objekt er oss og okke; Genitiv okka. Formen „oss“ bruges i nogle Distrikter ogsaa i Stedet for me eller vi; f. Ex. Oss ha’ gjort dæ. (Gbr. Ørk. Ndm. Romsdalen). Jf. did.

mida (aab. i), v. n. (a—a), tage Meed eller Mærke paa et Sted (s. Mid, f.). Mest i Formen mea.

Mid-alder, m. Midten af et Menneskes Alder; dog sædvanlig regnet fra den Tid da man er fuldvoxen. Saaledes „ein Midalders Mann“: en Mand imellem de 40 og 50.

midbergs (mebers), adv. i Midten af Bjerget eller Fjellsiden.

midbogjen (aab. o), adj. bøiet paa Midten. Sjelden.

Midbolk, m. mellemste Stykke.

Middag, m. Middag. halde Middag: spise til Middags. kvile te Middags: tage Middagshvile. Halvgꜳtt te Middags: midt imellem Frokosttid og Middag (omtr. Kl. 10). Knapt Middag: lidt før Middag, i Begyndelsen af Middagsstunden. (I Tell. „lꜳgt Middag“). Høgt Middag: i Slutningen af Middagsstunden, lidt over Kl. 12. Avlide Middag: lidt efter, en liden Stund efter Middag. — Jf. Dogur.

Middagsbil (aab. i), n. Middagstider. Hedder ogsaa Middagsleite, n. (Helg. Gbr. og fl.).

Middagskvild, f. Middagshvile.

Middagsslætte, n. Engstykke som man kan slaae paa en halv Dag.

Middagsstad, m. det Sted hvor Solen staaer om Middagen. N. Berg. Helg. „Mꜳnen ær i Middagsstad“.

Middagsykt, f. Arbeidsstunden fra Frokosttid til Middag.

middrage, v. a. afpasse Kanten af Tømmerstokkene med en „Mide“.

Middykje, m. Midten, Middelpunktet paa en Ting. Nordre Berg. (Vel egentlig Midten af en Dug).

Mide (aab. i), m. en krum Gaffel, hvormed man trækker parallele Linier paa Tømmerstokkene eller afpasser Kanten af en Stok til en anden. Nfj. Sdm. og Tr. Stift, hvor det hedder: Mee, Mada (Namd.) og Mꜳdꜳ (Indr.).

Midel (aab. i), m. Formue, Eiendom. (Udtales Mid’el og har i Fl. Midlar). Isl. miðill. Et andet Midel eller Medel forudsættes i „medels“.

midfjors, adv. midt paa Fjorden.

Midgar, m. Mellemgulvet (indvendig i Brystet). Nordre Berg. ogsaa i Tr. Stift og Helg. (Me-gar’en). Jf. Tindr.

midhøg, adj. høi i Midten. Sjelden.

Midja, f. Midten, Middelpunktet. Brugeligt paa Helg. og bliver af de Gamle udtalt med tydeligt d. Ellers Mia (Helg. Indr. Fosen). G. N. miðja.

Midkveld, m. Midaften, Tiden ved Kl. 6 eller 7. Tr. Stift (udtales Mekvell). Jf. Mørafta.

midlands, adv. midt i Landstrækningen. (Sjelden).

Midløysa (Meløyse), f. det at man ikke kan faae bestemt Meed eller Mærke paa Havkysten (s. Mid, f.).

Midmorgon, m. Frokosttid, Tiden ved Kl. 7 eller 8 om Morgenen. N. Berg. Sdm. (i Formen Midmorgꜳ), Jæd. (Midmꜳron). Halvgꜳtt te Midmorgos: henimod Kl. 6 (Sdm.). — Hertil Midmorgꜳmꜳl, n. Frokostmaaltid (= Ꜳbite, Fyredugur). Midmorgꜳstad, m. det Sted hvor Solen staaer ved Midmorgen. Midmorgꜳykt, f. den første Arbeidsstund paa Dagen, Tiden fra den Stund, da man staaer op, til Frokosttid (eller omtr. Kl. 4 til 8).

Midnette, n. Midnat. (B. Stift). I Nordre Berg. hedder det Minnette (med det fulde dobbelte n). Mere alm. er Midnat (-nott). G. N. miðnætti. — Te Minnettes: til Midnat. Minnettes Tide(r): ved Midnat.

Midrom, n. det mellemste Rum.

Midsaum, m. mellemste Søm, Rygsøm.

midstrøyms, adv. midt i Strømmen.

Midsumar (aab. u), m. Midsommer.

Midsøyme, f. Rand i Sko, en bred Rem som indsyes imellem Overlæderet og Saalerne. Nhl. I Sdm. Mysseim, f. (Isl. miðseymi har lignende Betydning).

Midt, m. Midte, Middelpunkt. Bruges kun i bestemt Form: Midt’en. I Midt’a. Mere alm. end Mid og Midja.

midt, adv. i Midten, midt. (Grunder sig paa et forældet Adj. mid). — midt-i: i Midten af. I Sammensætning betegner „midt-i“ den mellemste; f. Ex. Midti-Stolpen, Midti-Fjøl’a o. s. v. — midt imot: lige imod. — midt fyre: lige for, eller over for. — midt frammapꜳ: lige forud; ogs. midt paa Forsiden. — midt i tvau, eller „midt av“: itu paa Midten. (I Sdm. siges ogsaa „midt um av“). midt ꜳ Natt: midt om Natten, ved Midnat. Sdm.

midtjukk, adj. tyk paa Midten.

midvegjes, adv. midt paa Veien. Oftere halvvegjes.

Midvika (aab. i), f. Midten av Ugen. Tr. Stift i Formen Mevæka. I Mevækꜳn: midt i Ugen. Jf. Mekedag.

Midvol (aab. o), m. Tværnaglen imellem Slædemederne i den forreste Ende. Nhl. Hard. — Jf. Vegjende.

Mig (aab. i), n. Pis, Urin. Jf. Land.

miga (ii), v. n. (mig’; meig; migje), pisse, lade sit Vand. Brugeligt i de fleste Landdistrikter. (G. N. míga. Ang. migan). mige seg ut: pisse i Klæderne (om Børn). Ligesaa: mige unde’ seg: p. i Sengen.

Migemaur, s. Maur.

Migje (Mie), m. Kjønslem, især paa Han-Dyrene. Hertil Mighus (aab. i), n. den ydre Skede eller Forhud paa Dyrenes især Hestenes Kjønslem. (Ogsaa i danske Dial.). Ellers Skau og Skauhus.

migreleg, adj. meget tynd og smal. Tell. Jf. smiger.

Mikjelsmyss (aab. i), St. Michels Dag.

Mil (ii), f. (Fl. Mil), Miil.

Mila, f. Kulmile. (Sv. mila). Milekol (aab. o), n. Kul som ere brændte i Mile. Milerøyk, m. Røg af en Kulmile. Milestad, m. Sted hvor en Kulmile har staaet. Ogsaa Mileplass, m.

mild, adj. mild, skaansom; ogsaa gavmild. (Jf. lꜳttmild, grꜳtmild). Sjeldnere om Veiret, f. Ex. i Talemaaden „stilt ꜳ mildt“.

milen (aab. i), malet; s. malen.

Mileskifte, n. Milemærke, Punkt hvor en Miil ender, og en ny begynder.

Milje, s. Mylja.

millom (i millom), præp. imellem. Hedder ellers: myllo og myllꜳ (overalt vestenfjelds, ogsaa i Nordlandene), mjyllo, imjyllꜳ (Shl. Ryfylke), millꜳ (Ndm.), miggjom (Sætersd.). G. N. ímillum.

millom-ꜳt, mellemstunder, en og anden Gang. Ørk. og fl. I Nordre Berg. myllꜳ-ꜳt.

Millombil (aab. i), n. Mellemtid.

Millomgjær, f. Skjel, Skillevæg imellem to Rum. I B. Stift: Myllꜳgjær.

Millomlag (Myllꜳlag), n. Mellemgift, det som lægges til i en Byttehandel.

Millommꜳl, n. Mellemmaaltid.

Millomrom, n. Mellemrum.

Millomsleng, m. Mellemspil; Omkvæd i Midten af et Vers.

Millomtid, f. Mellemtid. I Millomti’e (i-myllꜳ-tide): imidlertid.

milta, v. a. faae (Køerne) til at malke (= mylkja). Helg. — Ligesaa: miltast, v. n. begynde at give Mælk (= mylkjast). Jf. Mjelte, harmilt, lausmilt.

miltast, v. n. (2), styrte, ligge stiv af et Slags stærk Krampe; om Køer. Sdm. Gbr. (Altsaa ganske forskjelligt fra det helgelandske miltast).

Milte, n. Milte.

Miltestyng, m. el. Miltehogg, n. Sting eller Smerter i Siderne, foraarsaget af en stærk Anstrengelse især ved at løbe. B. Stift. I Tell. Livrehogg.

min, pron. min. Kjønsformer: min (kort) eller minn, m., mi, f., mitt (aab. i), n. Fleertal: mine. Dativ: mino, minꜳ og mine. (Gram. § 257). Jf. sin.

Mina, f. Mine, Gebærde.

mina, v. n. gjøre visse Miner; ogsaa gjøre smaa Forsøg eller Arbeider blot for Morskab; ellers ogsaa: minere, anlægge Miner. Hertil Minar, m. en Minerer.

mindre, adj. mindre. Nogle Steder minder (mind’r) og minn’er. G. N. minni. Jf. minka og minst. — vera mindre Mann: være Andres Undermand, formaae lidet imod en Anden. Han vert’e mindre Mann ’ta di: han har mindre Fordeel deraf, han taber mere derved. D’æ mindre Von: der er kun liden Sandsynlighed for det. B. Stift.

mindre, adv. 1) mindre, i mindre Grad. — 2) med Fradrag af, fraregnet (minus). Ein Dalar, mindre fire Skjeling ɔ: 116 Skilling. Ei Vꜳg, mindre tvo Merker, ɔ: 70 Marker. Tvo Alner, mindre ein Tume, ɔ: en Alen og 23 Tommer. — 3) med mindre, hvis ikke. Mest brugl. nordenfjelds, hvor det ogsaa hedder minders. Han vild’ ikje ha dæ, mindre dæ va nytt. Eg vil int sel’ dæ, minders eg fꜳr att’ dæ som eg gav. Tr. Stift.

mingla, v. n. spise eller drikke sparsomt, være smaatærende; ogsaa uddele sparsomt, give lidet ad Gangen. Nordre Berg.

Mink, m. Aftagende, Hensvinden, Formindskelse. Dæ dræg i Minkjen: det begynder at blive mindre.

minka, v. a. og n. (a—a), 1) formindske, gjøre mindre. (Sjelden). G. N. minka (af Roden min i mindre). 2) v. n. formindskes, aftage, blive mindre. Alm. og meget brugeligt. Dæ heve korkje muna eller minka: det er hverken blevet større eller mindre.

minkande, adj. aftagende. I minkande Mꜳne: i aftagende Maane.

Minkemun (aab. u), m. en vis Grad af Formindskelse. Sjelden.

Minking, f. Formindskelse.

minna, v. a. (e—te), minde, paaminde. G. N. minna. — minna seg: indfinde sig paany; ogsaa give sig tilkjende, yttre sig; om en naturlig Trang. minna seg pꜳ: søge at komme ihu; lægge paa Minde.

minnast, v. n. (-est, -test), mindes, komme ihu. G. N. minnast. (Bruges som Transitiv, hvilket ellers ikke er Tilfældet med Verber af denne Form). Eg minnest dæ.

Minne, n. Minde, Hukommelse. Eit godt Minne: en god Hukommelse. draga te Minnes: gjemme i Erindringen; ogsaa erindre dunkelt.

minnelaus, adj. glemsom. Heraf Minneløysa, f. Mangel paa Hukommelse.

minneleg, adj. som man let kan komme ihu. (Sjelden).

minnesam, adj. som erindrer noget længe og tydeligt. Nordre Berg. Han vart minnesam’e ’ta di: han fik nok huske det, han kom til at føle det længe.

Minnette, s. Midnette.

Minning, f. Paamindelse; ogsaa Mindelser, Spor; f. Ex. af en Sygdom.

minnug, adj. nem til at komme noget ihu, mindenem, som har en god Hukommelse. Meget brugl. og alm. men hedder ogsaa minnig’e (B. Stift) og minnau (Tr. Stift). G. N. minnugr.

minst, adj. mindst (Jf. mindre). I minste Lag: vel lidet, lidt mindre end sædvanlig. Minste-Mann: den mindst anseede i Selskabet eller Familien. Minste-Parten: den mindste Deel.

minst, adv. mindst, ogsaa i det mindste; f. Ex. Dæ va minst eit Hunder.

Mis (Miss), om en Feiltagelse; see Myss. I Sammensætning betegner det deels Feil eller Misgreb, deels Ulighed, deels Mangel. Hedder ellers Myss overalt vestenfjelds, ogsaa paa Helg. og flere Steder. Jf. Mist og missa. (I de andre beslægtede Sprog findes kun Formen mis eller miss).

misbjo(d)e, v. a. byde for lidet; ogsaa undslaae sig for at byde; f. Ex. D’ær ingjen som misby’ deg dæ: Ingen vil negte at give dig saa meget. (S. bjoda). I Berg. Stift: mysbjoa og mysbjøde (aab. ø).

misbytt, adj. ulige deelt, saaledes at En faaer meget og en Anden lidet. Misbyte, n. en ulige Deling.

Mis-eldre, n. Ulighed i Alder, Misforhold med Hensyn til Alderen. Hard. i Formen Mysseldre. G. N. miseldri.

misfara, v. n. fare vild, tage feil af Veien. I Ørk. misfꜳrꜳ.

misfarast, v. n. fare forbi hinanden; om To som søge hinanden, men gaae ad forskjellige Veie og saaledes ikke mødes. Hedder ogsaa: umfarast.

Misgꜳelse, n. feilagtig Opfatning, det at man ikke rigtig lægger Mærke til noget. Shl. (Myssgꜳelse). S. gꜳ.

Misgjær, f. ulige Modenhed; det at en Deel af Kornet er umodent, efterat det øvrige er modnet. B. Stift. (Myssgjær).

mishalden, adj. brøstholden, som lider Tab eller Uret.

mishugsa, v. n. huske feil, erindre feilagtigt. I Gbr. „mishugse se“.

misjamt, adj. n. ujævnt, ulige fordeelt. Tell. I Gbr. misjæmt.

miskjenna, kjende feil. (Sjelden).

mislika, v. a. være utilfreds med. I Nhl. myslika. G. N. mislíka.

Misling, s. Mysling.

mislydast, v. n. høre feil, opfatte urigtigt (S. lydast). Hedder i Sdm. myslydast; andre Steder myslyest; ellers mishøyre (myshøyra).

Mismenne, n. udueligt Menneske. Tell.

misminnast, v. n. erindre feil, have en falsk Erindring. I Helg. mysminnest.

Misminne, n. Hukommelsesfeil, falsk Erindring. Nhl. (med y). G. N. misminni.

misminnug, adj. som ofte husker feil. Helg. (myssminnug).

mismogjen (aab. o), adj. ulige moden. Tell. (S. Misgjær).

Mismun (aab. u), m. Forskjel, især ubillig eller upassende. gjørꜳ Mismꜳn: være partisk, give den Ene mere end den Anden. Ørk.

mismæta, v. a. ringeagte, have ringe Tanker om. Tell.

misnøgd, adj. misfornøiet.

misrekna, v. n. regne feil. Misrekning, f. falsk Beregning.

missa (misse), v. a. (e—te), miste, tabe. Hedder ellers myssa og mysse (Berg. Stift, Helg. og fl.). G. N. missa. (Den uægte Form „mister“ findes endnu ikke i de bedre Dialekter). Den som lite heve, han mykje misse ɔ: for den, som eier lidet, er et Tab altid stort. — Den gamle Betydning: forfeile, ikke træffe, findes maaskee i Talemaaden: „Dæ skal vere myst“, ɔ: det skal nok gaae Glip, der skal ikke blive noget af. (Nordre Berg.). Jf. Mist, Mis og Myss.

missande, adj. som man kan tabe eller undvære. Dæ va ikje missande: man kunde ikke taale at miste det.

Missemun (aab. u), m. Tab, Formindskelse; den Forandring som et Tab medfører. Nordre Berg. (Myssemun).

Missing, f. Tab, Mistelse.

missynast, v. n. see feil.

Mist, i Forbindelsen „i Mist eller „i Miste“: feil, forgjæves. Ag. Stift. — gꜳ i Miste: gaae feil. slꜳ i Mist: slaae feil, saaledes at man ikke træffer. (Buskerud). I Sdm. hedder det „i Myss’en“.

Mistak, n. Feilgreb, Feiltagelse. Tr. Stift. (Sv. misstag).

mistaka, v. n. tage feil, gribe efter det Urette. Namd. og fl.

mistenkja, v. a. mistænke.

mistruen, adj. mistænksom.

mistryggje, v. a. (e—de), mistænke, have Tvivl om Ens Troskab. Ørk. Nordre Berg. (mystryggje). Ho mystrygde Mannen sin. Jf. ꜳbry.

mistryggjen, adj. mistænksom. Ørked. mystryggjen: skinsyg, jaloux. Sdm.

Mistrygn, f. Mistanke (især om Utroskab i Ægteskabet); Skinsyge, Jalousie. Nordre Berg. (Mystrygn).

mistykkjen, adj. fortrydelig, stødt, misfornøiet. Tell.

misunna, v. a. (e—te), misunde.

Misvokstr, m. Misvæxt. (Sjelden).

mitt, s. midt og min.

mjꜳ, adj. smal, tynd, smækker. B. Stift, Helg. og fl. Hedder ogsaa: mjo (Ørk.), og mjꜳg’e (Sdm.). G. N. mjó’r.

mjꜳa, v. n. mjave (om Katte). Sogn.

Mjꜳkkje, m. Smalhed; et smalt Stykke eller Punkt, f. Ex. paa en Væv. Voss.

mjꜳna, v. n. blive smalere, indsvinde. I Sdm. mjꜳgne.

Mjꜳrygg, m. den nedre Deel af Ryggen, Snævringen ovenfor Hofterne. B. Stift. I Sdm. Mjꜳgrygg. G. N. mjóhryggr.

mjꜳvoren, adj. noget smækker.

Mjelk, f. Mælk; s. Mjølk.

mjelkeflødd, adj. mælkevarm, lunken som Mælk naar den kommer af Yveret. Nfj. Sdm. — Jf. flø.

Mjelk-ost, m. Hvidost, et Slags fiin Ost tillavet af færsk Mælk. B. Stift.

Mjell, f. 1) Snee (eller maaskee kun om løse og tynde Sneeflokker). Forekommer i de tellemarkiske Viser (i Formen Mjøll). I Ørk. Mjell og Drevmjell, om løs og fygende Snee. (I Gbr. Meldrift). G. N. mjöll, Snee. — 2) Riim, Riimkrandse paa Lyng og Græs. Sdm. (sjelden). — 3) smaat Affald af Græs og Buskvæxter; Blomsterstøv, affaldende Støvtraade. Forekommer i Sfj. og Sogn; dog sjelden.

mjell, adj. om Sneen: løs, tør, ikke fugtig eller sammentrykt. (Modsat kram). B. Stift, Hall. og fl. I Tell. hedder det mjøllen; i Ørk. mjellen; nogle Steder mjølen. — En anden Betydning forudsættes i „omjell“.

Mjellfonn, f. 1) en Masse af let og tør Snee. Søndre Berg. 2) Sneeskred, Lavine af let og tør Snee. Sdm. (modsat Kræmfonn).

Mjellsnø, m. Snee som ikke er klam eller fugtig; Tørsnee. (Isl. mjöll).

Mjelte, Malkning o. s. v. see Mjølte.

Mjeltegras, Dueurt (Epilobium), see Gjeiskor.

Mjeltekors, Planten Vibefedt (Pingvicula vulgaris). Sdm.

Mjeltesild, s. Mølkje.

Mjenn, s. Mjøm.

mjo, s. mjꜳ. — Mjokk, s. Mjølk.

Mjolk, s. Mjølk. Mjolke, s. Mjølkje.

mjona, v. n. svinde ind, tørres bort. N. Berg. Dæ mjona vek. Jf. mjꜳna.

Mjor (oo), n. Bundfald af kogt Valle. Tell.

mjuk, adj. 1) myg, blød, fiin. Jf. blaut. Alm. (G. N. mjúkr; Sv. mjuk). 2) bøielig, smidig; elastisk. 3) ydmyg, føielig, eftergivende; ogsaa mild, følsom. Heraf mykja.

mjukhendt, adj. myg paa Hænderne, som har bløde, fine Hænder. Saaledes ogsaa mjukfingra.

mjukhært, adj. myghaaret, blødhaaret.

Mjuk-kvitel (aab. i), m. Sengetæppe, et Undertæppe af finere Tøi (forskjelligt fra Brꜳkvitel). Nhl.

Mjukleikje, m. Blødhed, Fiinhed.

mjuklima (aab. i), adj. som har myge og smidige Lemmer.

mjukmalen, adj. lemfældig, skaansom; ogsaa blød, kjælen. Sdm.

mjukna, v. n. (a—a), 1) blive myg, tabe sin Haardhed; 2) ydmyge, blive føielig; ogsaa formildes, røres, blive bevæget.

Mjukning, f. det at noget bliver mygt.

mjuksinna, adj. ømsindet, følsom.

mjukvida (aab. i), adj. blød i Veden.

mjukvoren, adj. noget myg.

Mjurt, s. Mjødurt. Mjærm, s. Mjøm.

Mjød (Mjø), m. Mjød. Har aabent ø ligesom alle de følgende.

Mjødn, Hofte, s. Mjøm.

Mjødurt, f. Mjødurt (Spiræa). Nogle Steder: Mjurt. Jf. Korsgras.

Mjøl (aab. ø), n. Meel. (Alm. Form). G. N. og Sv. mjöl.Mjølkjerald, n. Meelkar. I Gbr. Mjøllaup.

mjøla, v. a. (y—a), mele, bestrøe med Meel. Hedder ogsaa mjølga og mjølva. (Sdm.).

Mjølau, f. Betaling for Benyttelsen af en Kværn, Møllerløn. Inderøen. Maaskee for Mjøllaun.

Mjølauk, m. Meeldrøie, et Slags svampagtig Udvæxt paa Korn. Hard. og fl.

Mjølbær, n. Meelbær (Arbutus).

mjølga, s. mjøla.

Mjølk, f. Mælk. — Har forskjellig Form, nemlig: Mjølk (Oplandene), Mjolk (Helg. Nordre Trondhj. og fl.), Mjelk, (B. Stift), Mjøk (Ndm.), Mjokk (Sætersdalen). G. N. mjolk; Sv. mjölk. — Jf. mylkja, Mjølte, milta.

mjølka, v. n. og a. (a—a), 1) malke, afgive Mælk; især om Køerne. 2) v. a. malke, faae Mælken af. — Hedder: mjølke (Ag. Stift), mjelka (B. Stift), mjolke (Nordre Trondhj.), molka (Kr. Stift), mokka (Sætersd.). Sv. mjölka. (Isl. mjólka).

Mjølkar, m. Malker, Malkepige.

Mjølkebytta, f. Malkespand.

Mjølkeku, f. Malkeko. Ellers: Mjeltekyr (B. Stift), Mjøkarku (Ndm.).

Mjølkeløysa, f. Mangel paa Mælk.

Mjølkemꜳl, n. den Mælk som man faaer ved en enkelt Malkning. (Morgomꜳl, Kveldsmꜳl).

Mjølkestol, m. Mælkeskab, Mælkehylde.

mjølketurt, adj. n. tørt af Mangel paa Mælk.

Mjølking, f. Malkning; s. Mjølte.

Mjølkje, m. Fiskemælk, Sæd i Fisk (Sv. mjölke). Jf. Isel. Hedder oftere: Mjolkje (Helg. Namd. Indr.) og Mjelte (i B. Stift). Hertil Mjeltefisk, m. Mælkefisk, Han-Fisk. Ligesaa Mjeltesild, f. og fl.

Mjøll, s. Mjell. mjøllen, s. mjellen.

Mjølring, m. Møllegjærde (om Kværnen).

Mjølte, m. 1) Malkning. Hedder oftere: Mjelte (N. Berg.), Mjelter (Østerd.), Mjøltir, pl. f. (Tell.). Isl. mjaltir. — 2) en Portion Mælk, som faaes ved een Malkning. Ein Ku-mjelte: Mælken af een Ko. — 3) Fiskemælk, Sæd; see Mjølkje. — Te Mjelta: til Malketiden. „gjæte te Mjølte“ (Tell.), eller „i Mjelter“ (Østerd.): vogte Køerne fra den Tid da de slippes ud om Morgenen indtil Malketiden (omtr. Kl. 9 f. M.), for at de ikke skulle gaae for langt bort. — I Nordre Berg. hører hertil: Mjeltekrakk, m. Malkestol, Skammel. Mjeltekyr, f. Malkeko. Mjeltemund, n. Malketid. Mjeltestad, m. Malkeplads. Mjeltetaus, f. Malkepige.

mjøltego(d), adj. mælkerig; om Køer.

mjølut, adj. melet, hvid af Meel.

Mjøm (aab. ø), f. (Fl. Mjøma, r), Hofte. Nordre Berg. og fl. Hedder ellers: Mjømn (Sogn), Mjødn (Søndre Berg.), Mjønn (Tell. Ørk. Indr. Namd.), Mjenn (Helg. Ndm.), Mjærm (Gbr. Valders). G. N. mjöðm.

Mjømakul (uu), m. Hofteknude.

Mjønn, Hofte, s. Mjøm.

Mo, m. en Flade eller Slette; især en tør og sandig Flade, en Hede som strækker sig langs med et Elveløb; ogsaa en Skovstrækning, en skovbevoxet Flade. Meget brugeligt i de sydlige Distrikter til Sfj. og Gbr. Nordenfjelds bruges Ordet sjelden; men Gaardsnavnene Mo og Moen forekomme meget hyppigt endog i Nordlandene. — I Øvre Tell. hedder det Mog (Mog’e). Sv. mo.

Mo, Damp; see moe. Et andet Mo forekommer i Viserne fra Tell. i Talemaaden „tyggje Mo“, hvor det synes at betegne Skum eller Fraade.

mo, træt; s. mod.

Mod (aab. o), n. Avner, Stilke, smaat Affald af Høet (Høymod). Nordre Berg. og fl. I Valders (Mo). Isl. moð. — Jf. Bos, Flus.

Mod (oo), n. Mod, Fyrighed; ogsaa Lyst, Attraa. Er mest udbredt i Formen Mot (Søndre Berg. Kr. og Tr. Stift).

mo(d), adj. træt, mødig, udmattet. Tell. Nhl. Helg. og fl. Mest i Forbindelsen „trøytt’ ꜳ mo’e“. (Jf. fotmod). G. N. móðr. Heraf: møde (møa).

moda, adj. modig, dristig; ogsaa lysten eller vel oplagt til noget. Han va ’kje moda pꜳ dæ: han havde ikke rigtig Lyst dertil. Mere udbredt i Formen mota, moten og motug.

modast, v. n. fatte Mod, faae Lyst til noget. Dæ va ikje noke te modast pꜳ: det var ikke noget som kunde vække Modet. Nordre Berg.

Modd, s. Modde og Mudd.

modda, v. n. om Kvæg: æde begjærlig; rode imellem Stilke og Affald efter Foder. Sdm. Dei ha modda dæ ti se. (Isl. moða). Jf. Mod.

Modde, og Modd, m. Smaatorsk. Fosen.

Mode, s. Mor, f. moden, s. moten.

modfallen, adj. modløs, nedslagen.

modlaus, adj. modløs, forsagt. I Neutrum ogsaa: kjedeligt, flaut, som ikke kan give noget mod. I Nfj. og Sdm. hedder det: modalaust; ellers mest alm. motlaust.

modleg, adj. behagelig, fornøielig, som vækker Modet. I Nordlandene: motle’.

Modløysa, f. 1) Modløshed; 2) Flauhed, Stillestand, kjedelig Tilstand. Mest alm. Motløyse; i Sdm. Modaløyse.

modt, i Forbindelsen „modt ꜳleine“: ganske alene. Nhl. I Sdm. siges „mode plitt’ ꜳleine“.

modug, adj. 1) modig, dristig. 2) villig, lysten, meget tilbøielig. Helg. og fl. (i Formen motug). 3) stolt, hovmodig. Gbr. (mo’ug). I Ørk. motau.

modven (aab. o), adj. tør og usmagelig, om Mad. Skal bruges i Hard.

Moe, m. Damp af Jorden, Solrøg, tørre Dunster som vise sig i Luften i varmt Veir. Meget udbredt Ord (B. Stift, Tell. Hall. og fl.). Ellers kaldet Landmo (Indr.), Ꜳlmo (Helg.), Ylmos eller Ølmus (Gbr.), Ꜳlrøyk (Hall.), Ylrøyk, Solrøyk, Solnisl, Nistr, Musk og flere. — I Ørk. betyder Moe ogsaa Dunkelhed i Luften af Uveir; saaledes om Ilinger af Regn eller Snee, som vise sig langt borte. Ellers Kov, Kave, Mugg, Yr.

moen, adj. om Luften: disig, uklar af Solrøg. (I Hard. mosen).

Mog, s. Mo.

mogeleg (aab. o), adj. mulig; ogsaa rimelig, som vel kan have Sted. Rbg. Tell. Hall. Hedder ellers: mogele’, med oo (Hard. Sogn), mole’ (Sfj. Sdm.), maule’ (Nhl.). G. N. mögulegr. Jf. mꜳ.

Mogelegheit, f. Mulighed. Te Mauleheit: rimeligt, med Maade. (Nhl.).

Mogg, n. Muggenhed. (Sjelden).

moggjen, adj. muggen, bedærvet af Fugtighed. Jf. Mugg og Mygla. (I Fleertal mogne, el. moggne).

mogjen (aab. o), adj. (Fl. mogne), moden. Tell. — Sv. mogen.

mogna (moggne), v. n. (a—a), mugne, blive muggen.

mognas (aab. o), v. n. modnes. Tell.

Mognelukt, f. Lugt af Muggenhed; f. Ex. i Hø.

Moi og Moir, s. Mor.

Moing, m. Indbygger af et Sted som hedder Mo; ogsaa Indbygger af Modum i Buskerud.

Mok (aab. o), Møg. Forekommer kun i Sammensætning (Mokdungje, Mokkok, Mokslede). Ellers Myk.

moka (aab. o), v. a. (a—a), muge, skuffe, kaste tilside med en Skovl. G. N. moka; Sv. måka. Spotviis om at fremføre noget i store Masser, ødsle med noget i Utide; ogsaa sladre og snakke idelig. — moka i Mold’a: nedgravet i Muld. moka ihop: skuffe sammen; ogs. samle i store Masser. moka Fjos’e: gjøre Kostalden reen.

Mokdungje, m. Møgdynge, Mødding. Nordre Berg. Ellers Motting (Søndre Berg.), Metting (Jæd.), Mok-kok (oo) og Mykjakok (Sogn). Hertil: (Mok(e)dungsøyla, f. Møddingpøl. I S. Berg. Mottinga-dam.

Mokk, s. Mauk. mokka, s. mjølka.

Mokkok (oo), m. s. Mokdungje. (Sogn).

Mokslede, m. Møgslæde. (Sdm.).

Mokstr, m. det at man skuffer eller muger med en Skovl; ogsaa ellers om et tungt Arbeide. Nordenfjelds (Helg. og fl.). Ellers Moking (aab. o), f.

Mol (aab. o), m. Møl (Insekt). I de sydlige Egne til Nfj. (S. Mott). G. N. mölr. Ved Mandal skal Mol ogsaa betegne smaa flyvende Insekter, især Falæner.

Mol (aab. o), f. 1. en Grund el. Banke af smaa Stene, især langs Elvene og Strandbredderne; ogsaa ellers om en stor Samling af smaa Stykker. Berg. Stift og fl. I Buskerud: Mal (?). Isl. möl.

Mol (aab. o), f. 2. tynde og adspredte Skyer. Indr. (Sv. moln, Sky). Jf. molen.

mola (aab. o), v. a. smuldre, brække i Stykker. (Sjelden). S. Mole.

Mold, f. Muld, Jord. G. N. mold. Især Myrjord eller sort Muld, til Forskjel fra „Aur“. Heraf mylda, lausmyldt, dimmyldt og fl.

molda, v. a. (a—a), bestrøe eller blande med Muld. molda pꜳ Snøen: strøe Jord paa Sneen for at den skal smelte. (= mela, ꜳta). molda seg ut: blive beklikket med Muld.

Mold-aks, n. Brandax i Korn. B. Stift. Jf. Kolaks.

Moldbenk, m. Jordbænk udenfor en Væg. (Gbr.). Skal paa nogle Steder ogsaa betegne Mistbænk. Sv. mullbänk.

Moddungje, m. Muldhob; ogs. Kompost.

Moldhavre, m. Havre som er forkullet eller bedærvet ved Kornbrand. Jæd.

Moldkok (oo), m. Jordklump. S. Kok.

Moldløysa, f. Mangel paa reen Muldjord i Agrene.

Moldmyr, f. Myr hvoraf man henter Muldjord til Agrene.

moldrik, adj. om Ager, som indeholder megen Muldjord.

Moldslag, n. et vist Slags Muld.

moldut, adj. tilsølet med Muld.

Mole (aab. o), m. Stykke, Stump. Meget udbredt, dog ikke ganske alm. (Nogle St. Mꜳla, Mꜳlꜳ). G. N. moli. — slꜳ i Molar: slaae i Stykker, sønderslaae. Ein Mole pꜳ Vegjen: et Stykke paa Veien.

moleg (oo), s. mogeleg.

molen (aab. o), adj. tyndskyet, med smaa adspredte Skyer. Indr. (mølin). See Mol.

mol-eten (aab. o), adj. mølædt.

molgraven, hullet, gnavet af Møl.

molka, malke; s. mjelka.

Moll, el. Mol (aab. o), f. Affald af Fisk som opkoges til Føde for Kvæget. Nordlandene. (Jf. Isl. molla, koge sagte).

molna, v. n. smuldres, skjørne, adskille sig. Sjelden. Isl. molna.

molnas, v. n. blive skyet, trække op med smaa, tynde Skyer. Indr.

Molta, f. Multebær (den ganske møre og fuldmodne Frugt). Jf. myrebær. — Motegraut, m. et Slags Grød af Multebær.

molten, adj. mør, skjørnet, blød; ogsaa opløst, nær ved at raadne. Nhl. Helg. (Isl. moltinn). Jf. melta.

moltna, v. n. skjørne, blive mør og blød. Helg. og fl.

Mon, Forandring; Fordeel etc. s. Mun.

mona, virke, forslaae; s. muna.

monast, v. n. vansmægte af Tørst eller Sult (= kjena). Shl. Jf. mjona.

Mor (aab. o), m. Kjødpølse, tørrede Pølser. Nordre Berg. Ogsaa de Dele af Indmaden, som bruges til Kjødpølse. Gbr. Shl. I „Nyremor“ betyder det kun Fedt eller Talg, ligesom G. N. mörr.

Mor (oo), m. 1. Stof, Materie; indre Beskaffenhed, især i Steen. Da va ei Kvenn so va go’ Mor i. Nhl. (Andre Steder: Grjot, Grøt). Jf. Raudmor.

Mor (oo), m. 2. en Maar (Pattedyr). Nogle Steder: Mꜳr; i Sogn Mor (aab. o). G. N. mörðr (altsaa rettest: Mord, aab. o). Hertil Morskinn, n. Maarskind. Morungje, m. Maarunge.

Mor (oo), m. 3. Neger, Morian. (Sjelden). Sv. mor.

Mor (for Moder), f. (Fl. Mør’er), Moder. I Sæt. og øvre Tell. hedder det Mo’ir og Moi. G. N. moðir. I Sdm. findes i Sammensætning: Mode, saaledes Modehjarte (Moderhjertet), modelaus’e (moderløs). Jf. modt. Fleertal hedder ogsaa Mør (Tr. Stift), Mør’e (B. Stift), Mør’a, Mø’ar (Rbg.). — „Ho Mor“: min (eller vor) Moder. Nogle Steder ogsaa Huusmoder, og i Forbindelse med et Familienavn omtrent det samme som Madame. — Ved Siden af det foranførte „Mode“ findes i Sammensætning tildeels „Mo“ saaledes Mobror (Morbroder) og Mosyster, forkortet Mo’ster (Morsøster); ligeledes „Mors“, f. Ex. i Morsmꜳl; hvilket sidste er en ny Form. — Mor betegner ellers ogsaa Frugtmoder eller Fosterleie, ligesom i andre Sprog.

Mor (for Mord), n. 1) Mord, Drab; 2) Ødelæggelse, Nederlag; ogsaa en heldig Fangst, en stor Bedrift; især om en stor Fiskefangst. Dei ha gjort eit heilt Mor mæ Toskj’a. Sdm. og fl.

mora (aab. o), v. n. stoppe i Pølser (Mor); ogsaa grave, hule, undergrave.

Morbogje (aab. o), m. et Stykke Kjødpølse.

Moreld (aab. o), m. Skin eller Lysning, som viser sig i Søen, naar man rører i den i Mørket; ligesaa om den Lysning, som viser sig i raa Fisk og tildeels i blødt og raaddent Træ. I Søndre Berg. hedder det Maureld. (Isl. maurildi, Emmer). I svenske Dial. mareld; i danske: Marild, hvilket vel kunde forklares som Hav-Ild. De norske og islandske Former synes dog at forudsætte en anden Oprindelse. Jf. maura (mylre), Mꜳr og Maur (Insektnavne), moren (raadden).

moren, adj. skjørnet, opløst, lidt raadnet. Ørk. Jf. maren og morkjen.

morgirug (oo), adj. vild, hidsig; graadig efter en Fangst eller Fordeel. (Udtales ogs. morgjerig). Vel egentl. mordlysten.

Morgon, m. Morgen. Hedder ogsaa Morgo og Morgꜳ (Nordre Berg. Ndm. Gbr. og fl.), Morꜳ, Mꜳro, Mꜳron (paa forskjellige Steder). I Sdm. ubestemt F. „Morgꜳ“, og bestemt F. „Morgꜳnin“. G. N. morgunn. — Fleertallet Mennar er forhen anført; i Nhl. hedder det ogsaa Morgje, bst. F. Morgjenna. — I Morgon: imorges; ogsaa imorgen. Naar disse Begreber skulle adskilles nøiere, hedder det første: „i Morgo var“, og det sidste: „i Morgo kjem“. — Te Morgos: til imorgen. — Morgondagjen: den følgende Dag.

Morgo(n)bite (aab. i), m. lidt Mad, som man spiser førend man gaaer til Arbeidet om Morgenen.

Morgo(n)fugl, En som er tidlig oppe.

Morgonmꜳl, n. 1) Frokost. 2) den Mælk som er malket om Morgenen.

Morgo(n)rode (aab. o), m. Morgenrøde; eller oftere: det at Skyerne ere røde om Morgenen.

Morgonsi(d)a, f. den første Deel af Dagen. „Pꜳ Morgosi’a“: om Formiddagen. (Søndenfjelds). I Tr. Stift hedder det „pꜳ Morgꜳtal’e“.

morgo(n)svævd, adj. som vil gjerne sove om Morgenen. Hall. og fl.

morgontung, adj. døsig og søvnig om Morgenen.

Morgo(n)vær, m. Frokost. Gbr. og fl. Sv. morgonvard.

Morgo(n)ykt, f. den første Arbeidsstund paa Dagen; Tiden fra Kl. 4 eller 5 til Frokosttiden. Oftest Morgꜳykt.

Mork, f. 1. (Fl. Merk’er), en Mark, et halvt Skaalpund. Hedder paa nogle Steder: Mark (Indr. og fl.). G. N. mörk. „Han æ strid i fyste Morkꜳ“, siges om en Bismer, som holder drøi Vægt paa de første Marker; uegentlig om en Person som er streng i Begyndelsen, men siden bliver mere føielig.

Mork, f. 2. 1) en Skovstrækning, en stor Skov. Hall. Vald. Gbr. (Jf. Mark). Ꜳt Mork’en: til Skoven. G. N. mörk. Heraf adskillige Gaardsnavne. — 2) Riis, friske Kviste som samles til Foder for Kvæget. Hard. Shl. Ellers Beit, Brum. Det tilsvarende Verbum hedder marka.

Morkaskora, f. Skurer som angive de enkelte Marker paa en Bismer.

morkjen, adj. (Fl. morkne), mør af Fugtighed eller Varme; skjørnet, frønnet, næsten raadden; f. Ex. om Træ. Meget brugeligt vest- og nordenfjelds. G. N. morkinn; Sv. murken. — I Tell. hedder det moskjen. Jf. maren og moren.

morkna, v. n. (a—a), skjørne, forkulles, frønnes. S. morkjen.

Morkurv, m. Kjødpølse. Sogn.

morlaus (oo), adj. moderløs.

Morn (maarn), en Form af Morgon, brugelig i Hilsningen „Gu’ Morn“. En lignende Form er Morning, som dog høres sjelden iblandt Almuen.

Moro, f. Morskab, Fornøielse; Leg og Spøg. Meget brugl. overalt i de sydlige Egne til Trondhjem. (Sv. ro). Maaskee egentlig Modro. — Fyre Moro Skuld: for Morskabs Skyld.

moroa, v. a. (a—a), more, fornøie. moroa seg: more sig. (Sv. roa).

Moro-bok, f. Morskabsbog. Saaledes ogsaa Morovisa f. Morostykkje, n.

morosam, adj. morsom, fornøielig. Meget brugl. undtagen i Nordlandene og Nordre Trondh. Amt, hvor man siger trøysam.

morsk, (oo), adj. barsk, bister.

Mose (aab. o), m. Mos (Væxt). G. N. mosi. Nogle St. Mosa el. Mꜳsa; i Gbr. Mꜳsꜳ, især om de Mosarter, som man samler til Foder for Kvæget. Saaledes Mꜳsꜳfjell: Fjeldmark hvor man samler Mos. Mꜳsꜳrive: Jernrive at samle Mos med.

Mosedott, m. Tot eller Visk af Mos.

Mosefella, f. Fuge imellem Stokkene i en Væg, som sædvanlig tættes med Mos.

Mosehumla, f. en Art Humler, som bygge sine Kuber i Mostuer.

Mosemark, f. mosbegroet Mark.

mosen (oo), adj. 1) hed, lummer og fuld af Dunster, om Luften. Jf. moen. 2) mat og døsig af stærk Varme. Hard.

mosevaksen, adj. bevoxet med Mos.

Moskje, m. (Fl. Moska, r), Maske i et Garn; ogsaa i Strikketøi. Nogle St. Mauskje. (Isl. möskvi). Hertil Moskebit (ii), m. et Lod, som hænges i Garnet under Bindingen. moskesprotten, adj. revnet i enkelte Masker.

moskjen, adj. frønnet; s. morkjen.

mor-kjenna, v. a. erkjende for Moder. (Sjelden).

Mosott (oo), f. en Sygdom, som yttrer sig ved en usædvanlig Mathed og Afkræftelse. Ag. Stift. (Maaskee Modsott, af mod, ɔ: mat). I danske Dial. Mosot.

Mot, n. 1. Mod; Lyst. Brugl. i en stor Deel af Landet; see Mod.

Mot, n. 2. 1) Møde, Sammentræf. Mest brugl. i Tr. Stift (især i Fosen). G. N. mót. „Godt Mot“: lykkeligt Møde! (Hilsen som bruges naar man møder Nogen paa en Vei). Næsten overalt i B. og Tr. Stift. — Til Mots (te-moss): imod hinanden. — 2) Fuge, Sammenfældning; Stedet hvor to Stykker falde sammen. Tell. og fl. Hertil Veggjemot. Jf. Vegemot, Ꜳmot. — 3) Snævring, smalt Punkt, Sted hvor noget kommer iveien. Sjelden. Jf. Halsmot. — 4) Tidsskifte; Dag eller Stund, da en vis Tidsrække er endt og en ny begynder. D’æ kome att-i same Mot’e: det er kommet til samme Tidspunkt nu som sidste Gang. (B. Stift). Hertil Ꜳrsmot, Mꜳnemot, Ꜳttedagsmot. 5) en pludselig paakommende Sygdom, en Beklemmelse som medfører Brækning. Nordre Berg. I Ndm. om et Anfald af Krampe, eller en Art af Slagtilfælde.

mot, præp. (med Dativ), mod, imod. Egentlig „i mot“ og samme Ord som forrige. G. N. í mót. — mot Vind’a: mod Vinden. mot Natt’enne: ud imod Natten. mot Ꜳre: til næste Aar. bera mot: falde modbydeligt. stꜳ mot: gjøre Modstand. kvide mot: grue for.

Motbur (aab. u), m. Modbydelighed. (sjelden). motbursam, adj. modbydelig. Nordre Berg.

Motbyr (aab. y), m. Modvind. (Sjelden).

mote, adv. imod, opad i en Bakke eller Skraaning. Modsat unda. (Egentl. i mote). I Nordre Berg. bruges det som præpos. med Dativ; saaledes „mote Bakkja“: opad Bakken.

moten, adj. modig; s. motug.

motføttes, adv. med Fødderne imod hinanden (= andføttes).

Motgꜳng, m. Modgang.

Mothug, m. Modvillie, Modfølelse. (Sjelden).

motleg, adj. behagelig. Helg. (For modleg). Jf. modast.

Motlegg, n. Indvending, Modsigelse. Ørk.

Motror, m. = Andror. I Tell. Motro.

Motstraum, m. Modstrøm.

Mott (aab. o), m. Møl og lignende smaa Insekter. Nordenfjelds det samme som Mol. I Sogn og flere Steder gjøres derimod Forskjel paa Mol og Mott, saaledes at det sidste kun betyder Midder eller de allermindste af de bekjendte Insekter. Jf. Mꜳr. G. N. motti. Sv. mått.

Mott, s. Mꜳtt. motta, s. mꜳ.

Mot-tak, n. 1) Modgreb; det at man sætter sig imod. 2) Modtagelse.

mott-eten, adj. mølædt.

mot-tikjen (aab. u), adj. modtagen.

Motting, m. Mødding (= Mokdungje). Mottingadam, m. Møddingpøl. Mottingsta(d), m. Møddingsted.

motug, adj. 1) modig. I Tell. motig. I Tr. Stift: motau. 2) villig, lysten; tilbøielig. Helg. — See modug.

Motver (ee), n. Modvind.

motvida (aab. i), om Træ, tværvoxet, kroget i Aarerne (= andvida).

Mua, s. Muga.

Mudd, m. Skindkufte, Pels som Finnerne bruge. Tr. Stift. I Nordlandene: Modd.

Mudlaug, m. (el. f.), et stort Fad eller Bækken af Messing; et Vaskefad. Sogn (Leirdal). G. N. mundlaug f.

Muga, f. en stor Dynge, en Hob, Masse, f. Ex. af sammenraget Hø. I B. Stift: Mua og Mue; i Tell. Muge. Nogle St. Mugje, m.

muga (mue), v. a. (a—a), samle i Dynger eller store Hobe. „mu’ ihop Høy’e“: rage Høet sammen i Dynger. Ørk. og fl.

Mugerakkar, m. et Kortspil, hvori den, som ikke kan stikke, maa indtage alle de udspillede Kort.

Mugg, n. 1. Stilhed, Hemmelighed. I Mugg: i Smug, hemmeligt. Nordre Berg.

Mugg, n. 2. Taageregn, fiin Regn. Nedenæs og fl.

mugge, v. n. 1) drive noget i Stilhed, i Smug. 2) om fiin Regn eller Taageregn.

Mugge, m. Skimmel. Østerd. (Egentl. Muggje el. Moggje). Jf. moggjen.

Mugje, m. Hob, Dynge. (Sogn?). S. Muga. G. N. múgi, Mængde. Jf. Ꜳlmugje.

Mukk, m. Muk, Lyd.

mukka, v. n. (a—a), mukke, knurre.

Mukka, f. en Masse, Mængde, en stor Hob. Ei stygg Mukke: en frygtelig Masse. Er meget udbredt i B., Tr. og Ag. Stift, og er tillige et af de bekvemmeste af de mange Ord, som betegne dette Begreb, saasom Brote, Vase, Vøla, Yrja, Kusma, Kos, Velte, Mylske.

Mukr (Mukk’er), n. Huggespaaner, smaat Affald af Ved. Valders. Nogle Steder: Mukkel, og ellers Murkl (Sogn), Myle (Sdm.), Nik, Nugg (Tell.), Rae (Ndm.).

Mule, m. Mule, Læber paa Dyr. Ogsaa Mundingen paa et Gevær.

Muleband, n. Mundkurv, Grime.

mulla, v. n. (a—a), mumle, tale sagte og uforstaaeligt. Mulling, f. Mumlen.

Mun (aab. u), m. 1) en Deel mere eller mindre, en Grad, et vist Maal eller Forhold. F. Ex. Ein Mun større: noget større. Ein go’ Mun mindre: meget mindre. (Hertil Fyremun, Dragsmun, Prutemun). Alm. men lyder tildeels som Mon (Søndenfjelds) og Mꜳn (Tr. Stift). Sv. mon. G. N. munr. Ogsaa en Smule, en Ubetydelighed. f. Ex. Flyt deg ein liten Mon. (Ag. Stift) Fyre ein muns skuld: for noget lidet, for en Ubetydelighed. (Sdm.). Sjeldnere om en Forskjel (Isl. munr). D’æ Mun pꜳ dei tvo. (Tildeels i B. Stift). Jf. Veggjemun. 2) Forandring, Overgang til en anden Tilstand. (Meget brugl.). Dæ fær Mun: det forandrer sig noget. Ein ser stor Mun pꜳ di: man seer en betydelig Forandring paa det. No heve Ꜳkr’en fꜳtt Mun: nu har Ageren faaet et andet Udseende. Hertil Dagsmun, Vikemun, Ꜳrsmun. — 3) Tilvæxt, Forøgelse; Fremgang, Fremskridt; ogsaa Fortrin, Forspring. Dæ gjere kvart sin Mun: det ene forøger det andet, ethvert nyt Tillæg gjør Massen større. D’æ Mun i mindre: det vilde gjøre en stor Tilvæxt, om det var langt mindre; det gjør Virkning om det end ikke er saa meget. Han heve ein Mun fyre hine, ɔ: et Forspring eller Fortrin for de andre. — 4) Fordeel, Gavn, Hjælp; det at en Ting forslaaer eller duer noget. Til Muns (te mons): ret dygtigt, saa det kan forslaae. (I Sdm. ogsaa: „fyre Mun’en“). Dæ gjore Mun: det gjorde Virkning, det kunde forslaae noget. D’æ ingjen Mun ti di: der er ikke nogen Hjælp i det. Jf. muna og Matmun. — 5) Fornøielse, Hygge, Behag. (G. N. munr). D’æ stor Mꜳn i’an: der er et stort Hygge ved ham, man har megen Fornøielse af ham. Tr. Stift. Ligesaa i Nordre Berg. „Dæ va stor’e Mun ’ti di“: man fandt en sand Fornøielse i det. — 6) Midler, Eiendele, Formue. Mest i Fleertal, hvilket i Tell. hedder: Monir. (G. N. munir). Dei heve stor Monir. I Ørk. bruges Udtrykket: „kjær ette Mꜳn’en“ ɔ: begjærlig efter en Vinding eller Fordeel.

muna (aab. u), v. n. (a—a), forandres, især til det Bedre; forbedres, komme sig. I Sogn har det Formen a—te. Han ha munt atte: han har kommet sig igjen. — 2) voxe, forøges, formeres. Dæ muna ꜳ dæ minka: det bliver snart større, snart mindre. Ogsaa gjøre Fremskridt, stræbe fremad. Mest i Tr. Stift hvor det hedder mone og mꜳna. Saaledes „mꜳna pꜳ“: skride fremad, være flittig for at vinde Tid eller komme et Stykke paa Veien. — 3) virke, forslaae, gjøre Virkning. Dæ muna: det virker noget, det gjør en Forandring. (Isl. muna). Ogsaa: due, nytte, hjælpe. (Sv. mona). Dæ muna so lite: det hjælper kun lidet.

muna (aab. u), adj. dygtig, fuldkommen, som kan forslaae eller gjøre Virkning. (Vel egentl. Genitiv af Mun). Eit muna Tak: et dygtigt Tag eller Greb. Ein muna Mann: en ypperlig Mand, En som fortjener Opmærksomhed. Nordre Berg.

munalege, adv. dygtigt, tilgavns, ret forsvarligt. B. Stift.

Mund, n. Tid, Stund, Tidspunkt eller Time, hvori noget pleier at skee. Meget brugl. nordenfjelds og i Nordre Berg. (I Helg. Munn). G. N. mund. Hertil Uppsta’mund (den Tid da man staaer op), Matmund, Mjeltemund, Fiskemund og fl.

munda, v. n. (a—a), passe Tiden, iagttage en bestemt Tid; saaledes ogsaa gjøre Forberedelser til et Maaltid, koge, lave Mad. Ørk. og fl. E gjekk ꜳ munda ette di: jeg gik og ventede paa at den bestemte Time skulde komme. Sdm.

mune (aab. u), Hjælpeverbum: monne, skulle. Bruges ved Bergen, (sædvanlig kun i Præsens). Han mune sakta gjera da: han gjør det nok. G. N. mun. — I Sdm. bruges et Udtryk „mun’a“ (el. mona), f. Ex. muna han! ɔ: hvad skal vel han, hvad skjøtte vi om ham! I dette Tilfælde siger man ogsaa „una“ (aab. u) og i Tr. Stift: „enn“.

Mungꜳt, n. Øl af et ringere Slags, Bordøl, lidt svagere end det bedste Sort. Nordlandene. Samme Betydning har Isl. mungát (efter Haldorsen) og som det synes ogsaa G. N. mungát. See Bergens Kalvskind, Side 88.

Munk, m. Munk. D’æ da so Munkanne slꜳst um: deri bestaaer Knuden, det er den Ting som man ikke bliver enig om. Nordre Berg. — „Eit Munk-arbeid“: et stort og vanskeligt Arbeide. Bruges ofte i Sdm. — Jf. Klerk.

Munn, m. Mund. G. N. munnr. Heraf mynt. Nogle Steder ogsaa Munding, Aabning, især paa en Dalstrækning (Dalsmunn); jf. Mynne og Kjæft. — Han skuld’ ikje tikje slikt pꜳ Munn’en: han burde ikke sige saadanne Ord. fara mæ Munn’a: bevæge Munden som for at tale. halde Munn’en: holde Mund. giva ein Munn’en: give En et Kys. Saaledes ogsaa „fꜳ Munn“; f. Ex. Han fekk bꜳde Fang ꜳ Munn.

munnast, v. n. kysses. (Sjelden).

munnfatla, adj. egentl. tilbunden om Munden. Han æ ’kje munnfaltla: han kan vel snakke for sig. Sdm.

Munnhorpa, f. Mundharpe.

Munnskꜳld, m. Mundsvie, en Børnesygdom. Hertil Munnskꜳldrot, f. Tormentille (Urt).

Munntam, n. Mundheld, Talemaade.

Munntol (aab. o), n. Stilhed, Taushed. Han heve inkje Munntol: han jamrer sig idelig (om En som er meget syg). B. Stift. I danske Dial. Mundtaal.

Munnty, n. Mundlær, Snakketøi.

Munnvik (ii), f. Mundvig.

munsa, v. n. (a—a), nippe til, smage paa. Han munsa pꜳ dæ. B. Stift.

Mur, m. Muur. mura, v. a. mure. Murar, m. en Murer. Muring, f. og Murarbeid, n. Muurarbeide.

Mura, f. Gaase-Potentille, en Plante (Potentilla anserina). Hard. (Isl. mura).

Mure, m. Kulgruus, smaat Affald af Kul i Smedien eller hvor en Mile er brændt. Nordre Berg. Jf. Myrja.

Murihøne, f. Papilion. Gbr. S. Marihøna.

Murinykjel, i Gbr. en Plante, som blomstrer om Vaaren. (Efter Beskrivelsen en Art Veibred, maaskee Plantago media).

Murkel, n. Spaaner; s. Mukr.

murla, v. n. om en svag knurrende Lyd. Nordre Berg.

murra, v. n. (a—a), murre.

Murskjeid, f. Muurskee.

Murstein, m. Muursteen, brændt Steen.

Murt, m. 1) Smaafisk, især Seiens Yngel, Smaasei af det mindste Slags som fanges med Vod. B. og Tr. Stift. — 2) Rødskalle, en Færskvandsfisk (Cyprinus rutilus). Hedemarken. Sv. mört.

Murtel, m. en Morter.

Murveitle (el. Murvesle), f. en stor Bedrift, et anseeligt Arbeide. Tr. Stift og Sdm. Uvis Oprindelse.

Mus, f. (Fl. Mys’er), Muus. I „Livmus“ har det Betydningen Muskel, ligesom Isl. mús. Ogsaa: cunnus. — I Sammensætning har det i Berg. Stift Musa, f. Ex. Musafella, Musarumpa o. s. v.

Musbol, n. Muserede med Unger. I B. Stift: Musabøle, n.

mus-eten, adj. ædt eller gnavet af Muus.

Musfoll, f. Musefælde. (Tr. Stift). I B. Stift Musafoll, og Musafella.

Musk, n. 1) Støv, Røg eller Drev. Dæ sto Muskj’e: der stod som en Støvsky omkring. (Isl. mosk). 2) Solrøg, synlige Dunster i Luften (= Moe). 3) Dunkelhed, Mørke, en mørk Plet.

muskut (muskette), adj. mørkplettet, af en ureen eller dunkel Farve.

Mussa, f. Smaasild, den mindste Sommersild, omtrent af Størrelse som Brisling. Stav. Amt, Shl. Nhl. I Sdm. kaldes en lignende Sort Blasild, og en mindre Sort: Mad.

mussa, v. n. mukke, surmule. B. Stift. Nogle St. skal det betyde: hviske.

Musskjer, n. Spidsmuus (Sorex araneus). Jf. Vꜳndskjer.

Musskur, m. Korn eller Frugt, som Musene have pillet Kjernen af. I B. Stift Musaskur (aab. u).

musut, adj. muusgraa. Rbg. Tell. og fl. En Hest af denne Farve kaldes Mus’en.

muta, v. a. (a—a), 1) skjule, gjemme; eller især om Dyr: søge Skjul. Helg. (See myta). 2) give hemmelige Gaver; bestikke, vinde ved Skjænk og Gave. Tell.

Muta, f. 1) Skjul, Hemmelighed. Nordre Berg. Kun i Fleertallets Dativ. „I Mutꜳ“: hemmeligt, i Smug. Dæ gjekk i Mutꜳ: det blev holdt hemmeligt. — 2) en Gave som man giver hemmeligt, en Foræring som holdes skjult; saaledes ogsaa Stikpenge, Bestikkelse. Kun i Fleertal (Mutur). Tell. G. N. múta.

Mutebite (aab. i), m. Mad som man giver En hemmeligt. N. Berg. Saaledes ogsaa Mutegꜳve, f. om en Gave som man af visse Grunde holder hemmelig.

Mutel (aab. u), m. en liden Kniv. N. Berg.

mutla, v. n. arbeide smaat. Nhl.

mutra (muttre), v. n. lure, fare med noget i Smug; give hemmelgie Gaver (s. muta); ogsaa hviske, mumle. Sdm.

Mutt, m. Mund. Ligesaa mutta, v. a. kysse. Mest i Tiltale til Børn.

My, n. Myg. I Sogn hedder det Mytt (yy); ellers paa nogle Steder Mygg. (Isl. mý. Sv. mygg). Jf. Knott og Fly.

Mybit (aab. i), n. Mygstik.

mydje, v. n. (myd, mydde), om Kvæg: rode i Avner og Affald efter Foder. Sdm. Ellers modda. Jf. Mod.

Mygla (og Mygl), f. Skimmel, f. Ex. paa Brød. G. N. mygla; Sv. mögel. Jf. Mugge, Hy, Fare.

mygla, v. n. (a—a), blive skimlet. Hedder ogsaa myglast. — Particip mygla: skimlet.

Myglesmak, m. Smag af Muggenhed eller en Begyndelse til Skimmel.

Myhank, f. et Slags Myg med lange Fødder; ogsaa en Sværm af saadan Myg, som hvirvler omkring i Luften. Tr. Stift. Hedder ogsaa Myhankje (Namd.) og Myskank (Ørk.), Mihꜳnk eller Mehꜳnk (Sogn), Mehenkje (Gbr.). I Sdm. Myhak, n. om en Sværm af slige Insekter, hvorimod Dyret ellers hedder „Smikke“.

Myk (aab. y), f. Møg. Nordligst i B. Stift hedder det Mykr (og i Sammensætning Mykra). G. N. myki. Hertil Mykdungje s. Mokdungje. (I Sogn Mykjakok). Mykjakvitl, f. og Mykjastyng, m. en Møggreb. Sogn. Mykslee, s. Mokslede.

Myk (yy), m. Mygning, Blødgjørelse.

Mykedag, s. Mekedag.

mykja, v. a. (e—te), 1) myge, blødgjøre, faae noget mygt og blødt. Af mjuk. 2) tugte, prygle. Nordre Berg.

Mykja, f. 1) Blødgjørelse, Tilberedning. Sjelden. 2) en Opbankning, en Dragt Prygl. Ogsaa kaldet Myksle; ellers Dengsla og Dika.

mykjast, v. n. blive mygere; ogsaa ydmyges, blive føielig.

mykje (aab. y), adv. meget. Hedder ogsaa mygje (Kr. Stift), mye og (Ag. Stift). Sv. mycket. — so mykje: saavidt, i den Grad. „mykje-godt“: saa temmelig, nogenlunde, ikke saa lidet. (Meget brugl. i Nordre Berg.). „mykje-leikjen“: for en stor Deel. Sdm. „mykje fyre seg“: dygtig, mandig, ufortrøden (s. fyre). D’æ mykje te Mann: det er en Mand som kan gjøre meget, en udmærket Mand. „væl mykje“: temmelig drøit, næsten for meget. Jf. mali, meste, hoste, harle.

mykjen (aab. y), adj. megen. I Feminin: mykja (i, æ, ꜳ), Neutr. mykje. (Andre Bøiningsformer mangle. Jf. meir og mest). G. N. mikill, i Neutr. mikit. Sv. mycken. I den almindelige Betydning er Ordet kun kollektivt; f. Ex. mykjen Skog; mykja Mold o. s. v. I Sammensætning betyder det ogsaa fuld af eller rig paa noget; saaledes kjøtmykjen, hugmykjen, livmykjen. I enkelte Forbindelser ogsaa dygtig eller formuende. Han æ ’kje so mykjen Mann: han formaaer ikke saa meget. (Berg. Stift). — Af den gamle Form mykil el. mikill, med Betydningen: stor, findes kun Spor i Stedsnavne som Myklebost, Mykleby.

myklast, v. n. 1) blues, undsee sig, skamme sig. Ørk. Østerd. (mykles). Ligesaa i svenske Dial. mökles. — 2) føle Frygt, blive lidt bange, grue for noget. Ørk. Fosen, Indr. — 3) røres til Graad, komme til at græde. Gbr. Sdm. Jf. Isl. miklast, studse. Forøvrigt synes Ordet at staae nærmere ved „mjuk“.

myklesamt, adj. n. ubehageligt, som man gruer for eller ømmer sig ved. Fosen.

mykra, v. n. møge, om Kvæg. Nordre Berg. af Formen Mykr, s. Myk.

Myksla, f. Blødgjørelse; s. Mykja.

myla, v. n. (e—te), smile, trække paa Smilebaandet. Han sto mylte ꜳ log fyre seg sjøl. B. Stift.

myla, v. a. (e—te), slibe ujævnt saa at Eggen bliver lidt rundagtig paa Siderne. myle Ljꜳen. Nordre Berg. Tr. Stift.

mylda, v. a. (e—e), nedgrave i Mulden, skjule Kornet med Muld; ogsaa jævne Ageren efterat den er harvet.

Mylde, f. Muldart. I Sammensætning som Raudmylde, Sandmylde. Tell.

Mylderiva, f. en Rive hvormed man jævner Ageren og skjuler Sædekornet.

myldt, adj. muldet (af Mold). I Sammensætning som lausmyldt og fl.

Myle (aab. y), n. smaa Huggespaaner. Sdm. Jf. Mukr og mylja.

Myling, f. et lattermildt Udseende, et ideligt Smiil.

mylja, v. a. (myl’, mylde, aab. y), gnide i Stykker, brække, knuse. Nordre Berg. (sjelden). Oftere: myljast, smuldres, rives i Stykker. Dæ mylst sundt. Isl. mylja.

Mylja, f. en Ret af brækket Fladbrød, som er overøst med Fedt. B. Stift. I Gbr. Mylju. Ved Trondhjem Milje.

mylja, v. a. (e—te), faae til at malke, forberede en Ko til Malkningen ved at trykke den paa Yveret. B. Stift. Paa Helg. milta. (Isl. mylkja, malke).

mylkjast, v. n. (Ipf. myltest), om Køer: begynde at malke, afsætte mælk; ogs. give mere Mælk, blive mælkerig. Paa Helg. miltast. Jf. Mjølk og Mjølte.

mylkt (mylt’e), adj. malkende, som giver Mælk. (Sjelden). I Ordene lausmylt og trꜳmylt er det tvivlsomt, om Formen egentlig er mylkt af mjølka, eller mylt af Mjølte.

myllꜳ, imellem; s. millom. Myllꜳgjær, s. Millomgjær.

Myllerbakkje, s. Marbakkje.

Mylna (aab. y), f. 1) Mølledrift, Malen, Kornmaling. 2) en Mølle; især om Veirmøller (Vindmylna). G. N. mylna.

Mylnar, m. Møller, Kornmaler. (Sv. mölnare; Isl. mylnari).

Mylnarleiga, f. Møllerpenge, Betaling for Brugen af en Mølle. Berg. Stift. Naar Betalingen erlægges ved Arbeide, hedder det Mylnardag.

Mylsa, f. Rødost, rødkogt Ost (= Gumme). Sogn, Søndfjord.

Mylske, f. Mængde, Masse, Mangfoldighed. Sdm. hvor man ogsaa har Verbet: mylske, om en utidig Travlhed og Befatning med mangfoldige Ting, (Jf. Isl. milskra, blande).

mylt, s. myla, mylja og mylkt.

Myndling, m. Myndling.

myndug, adj. myndig. Han va ’kje formyndig’e: det stod ikke synderlig godt til med ham. (Nordre Berg.).

mynja, v. a. (a—a), ynde, holde af, bære megen Omhu for En; ogsaa gjøre vel imod En, give En gode Gaver. Søndhordlehn. (Jf. Angels. myn, Kjærlighed; Gam. Sachsisk minnion, elske).

Mynjad, m. Spor af en Svaghed eller Sygdom, Mindelser, Efterfølelse. Sdm. E kjenne Mynjadin ’ta di endꜳ. (Nogle Steder Mynja, som maaskee er rettere). Jf. Isl. menjar, pl. Spor, Mærker.

mynjasam, adj. øm, omhyggelig for En. Shl. S. mynja.

Mynne, n. Munding, Aabning, Indløbet til en Fjord. Bruges i Sogn og hedder tildeels Minne. (Jf. Munn). G. N. mynni.

Mynstr, f. Mønster, Model.

mynstra, v. a. mønstre; ogsaa vise en utidig Nøiagtighed, spilde Tiden med ufornødne Ting.

Mynt, f. Mynt, Penge.

mynt, adj. beskaffen med Hensyn til Mund. Oftest sammensat: stormynt, frammynt, og fl.

Myr, f. (Fl. Myra, r), Myr, Sump, Mose; en lav og fugtig Mark. Alm. I de nordligste Egne hedder det Myra, el. Myre (Fl. Myrꜳr, paa Helg.). Sv. myra. G. N. mýri.

Myrbust, f. Børstegræs (Scirpus cæspitosus). Tr. Stift.

Myrdun (uu), n. Planten Kjæruld (Eriophorum). Ogs. kaldet Myrdon (Buskerud, Gbr. Ørk.), Myrdupp (Ørk.), Myrlopp (Sdm.); ogsaa Fivel.

Myrebukk, m. Horsegjøg (= Humregauk). Sogn, Sfj. Gbr.

Myrebær, n. Multebær (Rubus Chamæmorus). Nordenfjelds. Frugten hedder ellers i umoden Tilstand: Myrkart (Ørk. og fl.), men naar den er fuldmoden: Molta, el. Moltebær. (Ogsaa i svenske Dial. myrbär). I de sydlige Egne betyder Myrebær tildeels en anden Væxt, nemlig Tranebær (Oxycoccos).

myren (aab. y), adj. løs, kornet; om Snee som ikke lader sig sammentrykke. Tell. Ellers grynen, auren.

Myrgras, n. Græsarter som voxe i Myrer.

myrja, v. n. (myr’; murde), grave, rode; eller oftere: slæbe, arbeide, gjøre sig Møie med noget. Nhl. Han gjekk dar ꜳ murde mæ da. (Jf. Isl. myrja, knuse).

Myrja, f. Emmer, Aske og Gløder (Jf. Eldmyrja). Sjelden. (Sv. mörja, Dynge).

myrjet, adj. utydelig spraglet eller stribet, som har dunkle Pletter. Sdm.

myrk, adj. mørk. G. N. myrkr. Ogsaa dunkel, sortagtig om Farve. Neutrum udtales myrt, el. myrrt. — myrkaste Natta: de mørkeste Timer om Natten. myrkaste Dim’e: den mørkeste Deel af en Sommernat.

Myr-kart, m. s. Myrebær.

myrkblꜳ, adj. mørkeblaa. Saaledes ogsaa myrkbrun, myrkgrꜳ, myrkraud.

myrkbrynt, adj. som har mørke eller sorte Øienbryn.

Myrkeloft, n. Mørkeloft, øverste Loft.

Myrkeskodda, f. tyk Taage.

Myrkestova (aab. o), f. et mørkt Huus. sitja i Myrkestove: sidde oppe uden Lys. B. Stift. (G. N. myrkvastofa, om et mørkt Fængsel).

myrkhært, adj. mørkhaaret.

myrkja, v. a. (e—te), 1) fordunkle, formørke, gjøre mørkt. Dæ myrkje so i Husa: det gjør Huset saa mørkt. 2) staae i Lyset for, hindre En fra at see. Flyt deg lite so du inkje myrkje meg. Han stend i Ljos’e ꜳ myrkje seg sjøl (om En som forsømmer en god Leilighed, ikke benytter sin Stilling rigtigt). — 3) v. n. see mørkt eller dunkelt ud. Dæ myrkje burt-i Skogjen: Skoven viser sig som et mørkt Dække. Nordenfjelds. Imperf. udtales: myrte, eller myrte.

Myrkje, n. Formørkelse, Skygge, mørk Plet. Gbr. og fl.

Myr-kjøyta, f. en liden Myr. S. Kjøyta.

myrk-leitt, adj. mørkladen (brunet).

Myrkn, n. Mørke; s. Myrkr.

myrkna, v. n. (a—a), mørkne, blive mørkt af Natten; ogsaa fordunkles. „myrkna ute“: overrumples af Natten, blive for seen, ikke blive færdig til Natten. B. Stift.

Myrkning, f. Mørkning, Skumring.

Myrkr (Mørk’er), n. Mørke; Mørkhed. Søndre Berg. Søndenfjelds; ogs. Helg. og flere. I Nordre Berg. hedder det Myrkn; saaledes: „i Myrkna“, ɔ: i Mørket. — G. N. myrkr; Sv. mörker.

myrkrau(d), adj. mørkerød.

myrkrædd, adj. frygtsom i Mørket.

myrkvoren, adj. dunkel, noget mørk.

Myrlenda, f. sumpigt Land.

myrlendt, adj. fugtigt, sumpigt.

Myrlopp, s. Myrdun.

Myrmark, f. sidlændte og fugtige Marker.

Myrsnipa, f. en Fugl af Sneppe-Slægten (formodentlig Scolopax Gallinula). B. og Tr. Stift.

Myrsoleie, Kabbeleie (Caltha). Sogn.

Myrtyte, f. Tranebær (Oxycoccos). Tr. Stift. I Shl. Myrebær.

myrut, adj. fuldt af Myrer, sumpigt. I Helg. myrꜳt og myrt.

Mysa (aab. y), f. Valle, de vandagtige Dele som adskille sig fra Osten i Mælk. Alm. Hedder ogsaa Møe, Mysu og ved Trondhjem tildeels Musu. G. N. mysa. (I svenske Dial. mössu). Jf. Syra.

Mysebrim, n. et Slags blød Ost, som tillaves ved stærk Kogning af Valle. Nordenfjelds hedder det tildeels Mysebrøm (Helg. Sdm.). Nogle Steder Mysusmør (Gbr. og fl.).

myselaupen, adj. om Mælken, naar den bliver tyk og afsætter Valle.

Myseost, m. et Slags fiin og rødagtig Ost, som tillaves af Valle. Kaldes ogsaa Mysesmørost, og i B. Stift Brimost.

Mysesmør, n. s. Mysebrim.

mysfarast, s. misfarast.

mysja, v. a. (a—a), tætte en Væg med Mos, indlægge Mos i Væggene. Nordre Berg. Af Mose.

Mysling, m. en Stakkel, Kryster. (Sjelden).

Mysminne, s. Misminne.

Myss, m. i Talemaaden „i Myssen“: feil, forgjæves. take i Myssen: gribe feil, tage det urette. Nordre Berg. Jf. Mist. De Ord som ellers begynde med „mis“, have i det vestenfjeldske Formen mys (myss), f. Ex. Mysbyte, myshalden.

myssa, v. a. miste, tabe; s. missa. Hertil Myssemꜳl, n. et Maaltid som man mister eller gaaer Glip af. (N. Berg.). Myssemun, m. Tab, Skade. Jf. Mismun.

myssa, v. n. (a—a), messe, holde Messe. Søndenfjelds hedder det tildeels: messe. Myssa, f. Messe; tildeels ogsaa Prædiken eller Kirketjenesten i det hele. Hedder ogsaa Messe (søndenfjelds). G. N. messa, ogs. mössa. — I Helligdagsnavnene hedder det sædvanlig Myss, uden bestemt Kjøn eller ogsaa som Neutrum; saaledes Mikjelsmyss, Helgamyss, Marimyss o. s. v.

Myssefall, n. det Tilfælde at Kirketjenesten ikke kan holdes paa en dertil bestemt Tid.

Mysseim, s. Midsøym.

Myssemund, n. den Stund da Gudstjenesten i Kirken holdes. Nordenfjelds.

myst, feil, forgjæves; s. Mist.

Mystrygn, s. Mistrygn.

myta, v. a. (e—te), 1) lure, liste, føre afsted hemmeligt eller i Smug. Dei mytte dæ ꜳt han. Jf. muta. 2) skjule, gjemme noget for at undgaae Opsigt. myte seg: snige sig afsted, skjule sig. Meget brugeligt i Nordre Berg. og fl. ogsaa Helg. hvor man ellers siger „muste“. Han gjeng ꜳ myte seg: han lister sig omkring ubemærket; vil ikke vise sig.

myten, adj. lurende, som søger Skjul.

Myting, f. Luren, hemmelig Gang; ogsaa Gaver som gives hemmeligt.

Myting, m. En som søger Skjul. Maten ær ingjen Myting, ɔ: Maden viser sig snart; den som faaer god Kost, seer ogsaa godt ud. Sdm.

Mytt, n. s. My.

mæ, præp. med, ved, hos. Skulde egentlig hedde med (aab. e), men denne Form bruges ikke. (I Læsningen siger man mæd og mæt). G. N. með; Ang. mid. Ordet træder ofte i Stedet for „ved“ og bruges i forskjellige Betydninger og Forholde, som kunde ordnes saaledes. A, med Akkusativ. 1) ved, nærved, i Nærheden af (om en Væren eller Forbliven). Upp mæ Gar’en: oppe ved Gjærdet. Ut mæ Sjøen. Uttar mæ Dør’a. Mæ Bor’e. Mæ Kyrkja (ved Kirken). Jf. attmæ. 2) om, ved, paa en vis Tid. Mæ Dagj’en: om Dagen, ved Dag. Ligesaa: mæ Natt’a, mæ Helgj’a, mæ Sumaren. — B, med en ubestemt Form (egentlig Dativ). 3) med, af, med et vist Indhold eller Stof. Eit Lass mæ Høy (et Hølæs). Eit Fat mæ Konn. Ein Haug mæ Sand. Ligesaa „ein Grand mæ Regn“: lidt Regn. Jf. Talemaaden: full mæ ɔ: fuld af. — C, med Dativ. 4) langs med, fremad ved Siden af. Upp mæ Gar’a: opad langs Gjærdet. Ut mæ Sjø’no: udad langs Søen. I denne Henseende adskiller dette Ord sig fra andre Præpositioner (i, pꜳ, fyre, yve, under), da disse styre Dativ ved en Forbliven, og Akkusativ ved en Bevægelse. — 5) hos (= hjꜳ), i Ens Hjem eller Nærværelse. Ho æ heime mæ Foreldrom. Ogsaa om en Modtagelse af, eller et Tilgodehavende hos En. E fekk dæ mæ den Mann’a so va hær. Mid skal ha ein Dale mæ ’nꜳ, ɔ: han skylder os en Daler. Sdm. — 6) ved en Henvendelse til, et Sammenhavende med; f. Ex. snakka mæ ein. Eg sa’ dæ mæ dei, ɔ: jeg sagde det til dem. hava mæ ein: befatte sig med En. Ligesaa: byta, skifta, handla mæ ein. — 7) i Følge eller Forbindelse med. Han va mæ Grannom. Ogsaa om Medhold, Hjælp, Begunstigelse. Han æ korkje mot elder mæ. — 8) ved en Medførelse eller Overbringelse af. Han kom mæ Brevom. Ogsaa om en Besiddelse eller at have noget; f. Ex. Han mæ den store Hatt’a. — 9) ved en Paavirkning eller Behandling af. fara væl mæ: behandle vel. agte seg mæ: være forsigtig med. Ogsaa om en Omgang med, Forhold imod. Ho æ go’ mæ Bonnom (ɔ: venlig mod Børnene). Han æ for strid mæ dei. — 10) ved Brug el. Hjælp af (nemlig et Redskab); f. Ex. mæ Kniv’a, mæ Hamara. Han gjer’ ikje mæ di: han behøver det ikke. Ubestemt om en Befatning med noget; f. Ex. Kva du buldra mæ: hvad larmer du efter. — 11) i en vis Omstændighed, Tid eller Stilling. Dei kom heim mæ Dagj’a (ɔ: førend Dagen var endt). Dæ tæk til mæ Nyꜳre. Mæ Tid’enne: med Tiden, engang. Mæ Armod’enne: i Armod. Mæ rettꜳ: medrette. Dæ va ikje gjort mæ di: dermed var det ikke afgjort. — 12) med Hensyn til, hvad angaaer. Dæ lyt vera som dæ kann mæ di (ɔ: i den Henseende). Eg veit ikje kor d’æ mæ Pris’a. Saaledes ogsaa om Ens Tilstand; f. Ex. D’æ smꜳtt mæ dei. — Om Ordets Ombytning med „ved“ kan jævnføres Talemaaderne: fꜳst mæ, koma mæ, rꜳde mæ seg, standa mæ, taka mæ.

(for med), adv. 1) med; i Følge med. Han vil ikje vera mæ. — 2) ogsaa, tillige (efter et Ord hvorpaa der lægges nogen Vægt). Dei ha vore hær mæ: de have ogsaa været her. Han mæ va hær: ogsaa han var her. D’æ so stort mæ: det er desuden saa stort. Hall. Vald. Sdm. og fl. — Ellers sædvanlig: og, ogso, ꜳ, au.

(for medan), conj. mens, medens. Han va hær mæ me kvilte (ɔ: medens vi hvilede). S. meda.

mæ-dregjen, meddragen; medbragt.

mæ-faren, adj. behandlet, medhandlet.

Mæfær, f. Behandling, Medhandling. Mæ go’ Mæfær: ved en varsom Behandling.

Mæhangar, m. Medhænger, Jabroder. Hedder ogsaa Mæhæ, m.

Mæhelde, n. Medhold, Samtykke.

Mæhjelpar, m. Medhjælper.

Mækje, (m.), vilde Sværdlilier (Iris Pseudacorus). Jæderen. (G. N. mækir, et Sværd). Navnet grunder sig paa Bladenes Skikkelse.

Mækje, m. Tørkehuus; s. Makje.

mækra, v. n. (a—a), bræge. Tell. Gbr. Namd. (Isl. bekra). I Tell. kun om Gjeder; derimod „blækte“; om Faar. Jf. bræka.

mæ kvart, 1) efterhaanden, lidt efter lidt. Mest i Nhl. hvor det hedder mæ kvært. Jf. ettekvart. — 2) undertiden, af og til, en og anden Gang. Meget brugl. i Fosen, Namd. og Helg. 3) deels, snart. Mæ kvart sꜳg e han, ꜳ mæ kvart sꜳg e han inkje. Helg.

Mæl, m. Sandbakke, Elvebakke; de bratte Bakker som efterhaanden have dannet sig langs med Elveløbene, og som tildeels bestaae af løs Sand (Runemæl). Meget brugl. i Tr. Stift. Vel egentlig Mel (Jf. Isl. melr, Sandgrund). Gaardsnavnene Mele (aab. e) i B. Stift ere at henføre til dette Ord.

Mæl, s. Mælonn. mæl, s. mala.

Mæla, v. a. (e—te), maale, udmaale, beregne efter Maal. Alm. (G. N. mæla). mæle upp: opmaale. mæle upp-atte: maale om igjen.

mæla, v. n. (e—te), tale, sige noget. (Sjeldent Ord). G. N. mæla. Mest i Talemaaden „mæle fyre“, ɔ: omtale noget forud, tale om noget som skal skee. Sdm.

mælande, adj. som man kan maale.

Mældr, m. det som man maler; Korn som bringes til Møllen, eller Meel som bringes tilbage fra samme. N. Berg. Sdm. Helg. og fl. I Kr. Stift tildeels Mæld. (Sv. mäld). — Mældralass, n. Læs som føres til eller fra en Mølle. Mældrasekk, m. Sæk med Korn eller Meel.

Mæle (Haudemæle), s. Hovudlag.

Mæle, m. et Maal, som udgjør en vis Deel af en Tønde. Størrelsen af dette Maal er meget forskjellig. I Sdm. betegner det en Trediedeel af en Tønde, og bruges kun som Maal til Sild og anden Smaafisk. I Nhl. skal det betegne en Fjerding; i Tell. en Sjettedeels Tønde, og paa Hedemarken en Ottendedeel eller en Skjeppe. I Sogn, Hall. og Valders er Mæle mest brugeligt, nemlig som Kornmaal, og betegner da en Tiendedeel af en Tønde (det samme som Askje paa Voss). I sidste Tilfælde udgjør det altsaa henimod en Skjeppe, da nemlig den gamle Tønde, hvorefter Mælerne regnes, er noget større end den almindelige Maaltønde. G. N. mælir synes ogsaa at have været noget forskjellig (Jf. Berg. Kalvsk. 29. 101). Isl. mælir forklares ved en ⅓ Tønde.

Mæle, n. Mæle, Stemme. Mest i Forbindelsen „Mꜳl ꜳ Mæle“. (G. N. mæli).

Mælestꜳng, f. Maalestang.

Mæling, f. Maaling, Opmaaling.

Mæling, m. 1) et Maal Jord (2500 □ Alen). Ørk. og fl. Ei Mælings Lengd: en Længde af 50 Alen. Ørk. — 2) et Engstykke, som man kan slaae paa een Dag. Hall. Gbr. Kaldes ogsaa Markateig og ansees som 4 Maal Jord.

Mællag, n. en Jordskyld, som udgjør en Fjerdedeel af en „Vog Fisk“, og svarer omtrentlig til en halv Skylddaler. Søndmør (hvor Gaardenes Størrelse sædvanlig regnes efter Mællag). Maaskee for Mælelag. Ordet udtales med et kort æ, men ikke med Lyden af dobbelt l.

Mælonn, f. Midsommer, Tiden fra Pløiningen til Høslætten („millom Onno“). Valders. Ogsaa Mæl’en (Toten, Hedemarken). Ellers Hꜳball.

mælt, adj. 1) maalt (af mæla). 2) beskaffen med Hensyn til Stemme. høgmælt, grannmælt, kringmælt.

mælut (mælꜳt), adj. fuldt af Sandbakker; s. Mæl.

mænast, v. n. (est—test), skrante, vantrives, plages med en langvarig Svagelighed. Nordre Berg.

Mænasykje, f. langvarig Syge, indvortes tærende Sygdom. Ogsaa Mænelse, n.

Mængd, s. Mengd. mængje, s. mengja.

mænke, hindre, forbyde, s. meinka.

mænt, s. ment, mænte, s. menta.

Mær (el. Mærr), f. en Hoppe. Alm. og meget brugl. I Eental udtales det altid kort (som Mærr), men Fleertal hedder tildeels Mærar og i B. Stift overalt Mara (i Hard. Marar). Hertil svarer Sammensætningsformen Mara, f. Ex. Marafyl, Maramjelk. Jf. Verbet mara. (Sv. märr; G. N. meri og merr; Fleertal marar forekommer i Lovene I, 75). Sjeldnere Navne ere Horsa, Rossa, Skjut; jf. Øyk, Fylja, Tobba. — I Sammensætning betegner Ordet tildeels Hest i Almindelighed; saaledes Marahꜳr (Hestehaar), Marastall (Hestestald); ligesaa i Forbindelse med Lass, Krubba, Mꜳn, Myk, Land o. s. v. Kan jævnføres med G. N. marr, Hest.

Mær, m. et Slags Kurv eller Kube til at fange Fisk med i Elvene. Jæd. I Østerdalen det samme som Lakseteina. Jf. Mara.

Mærafta, Midaften. (Helg. Namd.). See Mørafta.

mærke, s. merka. Mærkje, s. Merkje.

Mærrein, f. en Bakke, tæt nedenfor Strandbredden i Vandene. Tell. Buskerud. — S. Marbakkje.

mært (for merkt), s. merkja.

mæ-sett, adj. tillagt til Opfostring, om Kvæg. Nhl. og fl. Ellers: pꜳsett.

mæt (mæt’e), adj. anseelig, dygtig, fuldkommen, som har noget Værd eller Fortrin. Meget udbredt søndenfjelds og i B. Stift, men bruges sædvanlig kun med en Negtelse; f. Ex. Han æ ’kje for mæt’e: der er ikke meget ved ham. (G. N. mætr, ypperlig). — mætare: bedre, fortrinligere.

mæta, v. a. (mæt’; matte; matt), agte, ændse, skjøtte om; ansee, sætte nogen Priis paa. Han matte dæ ikje stort. B. og Tr. Stift, Tell. og fl. — G. N. meta, vurdere; Sv. mäta, maale. — Jf. Mꜳt og mꜳta.

Mæta, f. Værd, Fortrin, Anseelse. Dæ va ikje stor Mæta pꜳ dei: de vare ikke af noget stort Værd.

mætande, adj. værd at agte.

mæteleg, adj. fortrinlig, ypperlig. Nordre Berg. (Kun ironisk).

Mø, s. Mod. Møa, s. Møde.

mødall, s. mødesam.

mødd, besværet, overlæsset; ogs. træt.

møde (møa), v. a. (e—de), 1) udmatte, gjøre træt. Gbr. Sdm. og fl. (Af mod, adj.). møe seg: anstrenge sig, arbeide sig træt. — 2) besvære, uleilige, paaføre Møie. Mere alm. Eg tord’ ikje møe han mæ dæ. Jf. bry.

Møde (Møa), f. Møie, Besvær, Uleilighed. Sv. möda. G. N. mœði. (Paa nogle Steder bruges ogsaa den unorske Form: Møie). — Et „Møde“, n. af Subst. Mod, findes i Tolmøde.

mødelaust, adv. mageligt, uden Møie,

møden, adj. anstrengende, trættende.

mødesam, adj. møisom, besværlig. (I Sdm. mødasam’e). Ogsaa mødall og mødeleg (møele).

mødest (møast), v. n. (Ipf. møddest), besværes, have Møie med noget.

Møding, f. Anstrengelse, Udmattelse.

møe, s. møde og mykje.

Møk, s. Myk. møl, s. mylja.

Møle, n. Stemning, Lune, Humør. Meget brugl. i Ørk. Gbr. Sdm. og fl. (Jf. Lot, Lone, Føre). Ogsaa om den Tilstand eller Beskaffenhed hvori en Mølle befindes; man siger saaledes, at Kværnen er „i godt Møle“, naar den er skarp og maler godt, men „i lꜳkt Møle“ (eller Omøle), naar den maler slet. Denne Betydning er maaskee den oprindelige, og Ordet kunde altsaa udledes af mala (mol).

mølt, adj. 1) beskaffen med Hensyn til Malningen, om en Kværn. 2) sindet, i et vist Lune eller Humør.

Møna, f. Rygmarv. Nhl. (hvor der gjøres Forskjel paa Merg og Møna. (Isl. mæna).

Møne, n. Tagryg, det øverste af et Tag; ogsaa Gavl, Ende af Tagryggen. Alm. Hertil Mønesꜳs (nogle St. Mønꜳs), m. den øverste Tagbjælke. Søndenfjelds. Mønetrode (-troa), f. i en Stang imellem de øverste Fjele i et Spærretag.

Mønnar (Morgener), s. Mennar.

møra (for mødra), v. a. (a—a), lade patte, slippe Lammene til deres Mødre for at de kunne patte. Nordre Berg. Sdm. Helg. og fl. Heraf Møring, f. og Møringstid, f. den Tid, da Lammene føres til Mødrene, omtr. Kl. 6 efter Middag.

Mørafta(n), m. Midaftens Tid, omtr. Kl. 6 eller lidt senere. Nordre Berg. Sdm. Kunde forklares af det foranførte Møring, men Ordet bruges ogsaa i Namd. og Helg. i Formen Mærafta. (I Namd. omtrent Kl. 5). I svenske Dial. findes merafta, hvilket ogsaa hentyder paa en anden Oprindelse.

Møring, m. Indbyggere af Mørerne (= Normøring, Sunnmøring). Ogs. Mør, m. og Møra, f. forekomme, men meget sjelden udenfor Sammensætning.

Møse, s. Mysa. møsse, s. myssa.

møta, v. a. og n. (e—te), 1) møde, træffe, f. Ex. paa en Vei. G. N. mœta. (Jf. Mot). Ogsaa v. n. komme i Veien, støde imod. — 2) sætte sig imod, standse, hindre, drive tilbage eller til Siden. (Jf. gjegna, bægja, venda). møte frꜳ Ꜳkra: bortvende Kvæget fra Ageren. møte i Dyr’enne: passe paa at ingen slipper ud. — 3) indfinde sig paa bestemt Tid og Sted, komme til et Møde. — Particip møtt, mødt; standset.

møtast, v. n. (Imp. møttest), mødes, møde hinanden; ogsaa støde sammen, grændse til hinanden; f. Ex. om Gaardenes Marker. G. N. mœtast.

Møte, n. 1) Møde, Sammentræf (= Mot). 2) Sammenkomst, berammet Møde. 3) Hindring, Standsning, Noget som kommer i Veien. — Te Møtes: imod hinanden.

møten, adj. hinderlig, motstræbende. (Sjelden).

Møting, f. Modstand, Tilbagedriven.

Møy, f. Mø. I gamle Viser ogsaa med Betydning af Pige i Almindelighed, ligesom G. N. mey. Fleertal tildeels Møyar. — Møydom, m. Mødom.

møykja, v. a. (e—te), 1) fortynde, blande med tynd Vædske; f. Ex. i Kogningen. Meget udbredt. (Af Mauk). Heraf møykt, fortyndet. — 2) læske; ogsaa made eller give med en Skee. Sogn. 3) blødgjøre, berede noget som er haardt. Gbr. (Ellers mykja). Møykjing, f. Fortyndelse.

Møykja, f. en Blødgjørelse; en Slump Vædske, hvormed noget fortyndes.

Møykjering, f. en gammel Pige, Pebermø. Tell. (Isl. meykerling). Ellers Tauskjæring (Nordenfjelds), Attegløyma (B. Stift).

møyr, adj. mør, skjør, ikke seig. Mest om Kjød. G. N. meyrr.

Møyre, f. Mudder, blød Grund i Vandet. Tell.

Møyrleikje, m. Mørhed. (Sjelden).

møyrna, v. n. blive mør.

møyrvoren (aab. o), noget mør.

Møys, f. Meise. (I Kjøtmøys).