En Nihilist/Tredje Del/IV. Kapitel

←I Fængslet.

En Nihilist av Sergei Stepniak, oversatt av E. Dorchmann Den store Beslutning!

To Mænd.→

Hentet fra Project Gutenberg og wikifisert.

 I Hovedkvarteret modtoges Andrey med Glædesudbrud af Georg og Vatajko, der i Ængstelse havde afventet hans Tilbagekomst.

 St. Petersborger-Toget kørte Klokken halvti, der var ingen Tid at spilde.

 Hurtigt pakkede de deres Ting sammen. Man blev enig om, at Vatajko skulde køre forud til Banen med Tøjet — to smaa Kufferter og en Vadsæk — tilstrækkeligt til at give dem Udseende af at være almindelig rejsende — og tage Billetterne, belægge deres Pladser og derpaa gaa dem i Møde. Da Andreys Stilling var meget udsat, burde han ikke vise sig paa Stationen førend i sidste Øjeblik.

 Længe før Andrey og Georg havde ventet, kom Vatajko dem i Møde. Han havde ingen Billetter taget, han erklærede, at det var ganske umuligt for Andrey at rejse med Toget. Der var ikke Tvivl om, at man var paa Jagt efter ham. Stationen var fyldt med Politi; ved Indgangen var der posteret to civilklædte Individer — rimeligvis Spioner, som kendte ham — der stirrede hver enkelt, som kom, hensynsløst ind i Ansigtet. Hvis han viste sig, vilde han straks blive nappet.

 Af den Grund havde Vatajko anbragt Bagagen i Garderoben og kom nu for at foreslaa en anden Plan. De skulde køre med Vogn til en af de nærmeste Stationer og rejse derfra — David kunde imidlertid tage med Toget og være der for at advare dem, hvis ogsaa der skulde vise sig at være Ugler i Mosen.

 Andrey var adspredt og nedtrykt. Besøget i Fængslet og Zinas Brev havde bragt yderligere Uro i hans forud saa oprørte Sind, og han var kun lidet interesseret i, hvad der foregik omkring ham. De fulgtes alle tre ad; efter adskillig Talen frem og tilbage blev Georg og Vatajko enige om, at det dog vist var sikrest, at de begav sig til Fods til den nærmeste Station, som var fem Mile borte; kun maatte de da se at faa fat paa nogle andre Dragter; thi det vilde se mistænkeligt ud, om „fine Herrer“ rejste til Fods. Vatajko kendte to Snedkere — Brødrene Shigaev — som han var sikker paa vilde hjælpe dem. Han tilbød straks at gaa til dem for maaske endnu samme Aften at kunne bringe de nye Klæder; i saa Fald vilde de kunne komme af Sted tidlig næste Morgen.

 Henad Midnat vendte Vatajko tilbage til Hovedkvarteret med en stor Bylt, der indeholdt de fornødne Klæder til Andrey og Georg og to Lærredsposer med Værktøj, saadant som rejsende Snedkersvende i Almindelighed medfører. Men det bedste af det hele var dog to Passer, som Snedkerne havde laant ham paa den Betingelse, at de straks blev sendte tilbage, naar de rejsende var komne til St. Petersborg.

 De gik alle tre til Ro for at faa nogle Timers Hvile, inden de begyndte paa deres Vandring. Men det var ikke Andrey muligt at sove, de sidste Dages frygtelige Begivenheder forfulgte ham uafbrudt.

 Hvilken Mængde Ofre! Zina — Boris — Vasily og Botcharov — alle døde! Og Masha, Katia og saa mange, mange andre levende begravede! Ogsaa han vilde en skøn Dag staa for Tur, han kunde ikke haabe til evige Tider at undslippe Politiet. Og hvad hjalp saa alle disse Ofre? Havde de i Virkeligheden forbedret Sagen?

 Aa, jo! Alle disse Mennesker var ikke døde for intet! Det var Tirailleurerne, hvis Opgave det havde været at skræmme det store Uhyre op af sin Ro, og det blev nu de efterlevendes Sag at fortsætte Arbejdet — at bekæmpe og overvinde Uhyret.

 Den Idé, som under „Onkels“ Fortælling vagt og usikkert havde formet sig for ham, slog nu som en fuldt moden Plan ned i ham.

 Kampen mod Selvherskerdømmets krybende Lejesvende skulde være forbi, Slaget maatte rettes mod Czaren selv! Og han — Andrey — var Manden, der skulde gøre det!

 Halv paaklædt og paa bare Fødder — for ikke at vække Georg — gik han op og ned ad Gulvet.

 „Tania!“ raabte pludselig en Stemme i ham, og hans Hjerte snøredes sammen i Fortvivlelse og Angst. Men kun et Øjeblik varede hans Svaghed! Hvad betød deres egne personlige Lidelser i Forhold til hele det uhyre Lands ubeskrivelige, uendelige Lidelser? Desuden — Tania var ikke alene hans Hustru, men hans Kammerat og medkæmpende! Hun vilde billige hans Beslutning og have tilstrækkeligt Mod til at bære sin Del af Byrden.

 Han standsede brat midt i Værelset — hans Øjne flammede i vild Begejstring, der laa en ubøjelig Vilje i hans Ansigt, og han rakte begge Hænder frem med samme Gestus, som da han saa Zina paa Fangekærren.

 Beslutningen var tagen og var uigenkaldelig; nu kunde han tale om den.

 Han vækkede Georg og fortalte ham, i hvilket Ærinde han rejste til St. Petersborg. Georg syntes at blive mere bedrøvet end begejstret ved Meddelelsen; han tænkte paa Tania. Men han kunde ikke lade være med at give Andrey Ret i hans Argumenter, og det var alt, hvad Andrey i Øjeblikket forlangte af ham.

 De vækkede Vatajko, som sov i et tilstødende Værelse, og begyndte derpaa at gøre sig i Stand til Rejsen. Man blev enig om ikke at forlade Byen før Klokken otte, den Tid, da Bønderne vender tilbage fra deres Markedsforretninger. I Værktøjssækkene fandt de blandt andet to smaa Haandøkser, som de stak i Bæltet, de gav dem mere Udseendet af rejsende Haandværkere og kunde desuden i Nødstilfælde benyttes som Værge. Det eneste, som ikke passede til Forklædningen, var deres Fodtøj. — Vatajko havde et Par langskaftede Jagtstøvler, som Georg kunde passe; men Andrey var nødt til at gaa i sine egne Fjersko.

 Da de nærmede sig Byens Port, saa de til deres Overraskelse to Politibetjente staa opstillede der. Siden Ophævelsen af Brændevins-Monopolet havde der aldrig været Vagt ved Byens Porte — det maatte altsaa have sin særlige Grund.

 En Bondekone, som kom bærende med en tom Kurv, hvori hun havde anbragt sit Barn, fik Lov til uhindret at passere. Derefter kom to ældre Mænd, som begge paa det omhyggeligste blev undersøgte, inden de slap igennem. Ikke saa let slap en yngre Haandværker fra det, med ham opstod der en formelig Strid. Han syntes at have besvaret Gendarmernes Spørgsmaal uforskammet; thi pludselig fo’r en af dem løs paa ham med knyttet Næve; den unge Mand parerede behændigt Slaget og løb under djærve Eder sin Vej saa hurtigt, han kunde.

 Dette saa ikke meget lovende ud for vore to rejsende.

 „Vi maa være belavede paa det værste!“ sagde Georg.

 „Overlad bare alt til mig! Vi skal nok slippe igennem!“ svarede Andrey.

 De var nu lige ved Porten og følte de to Vogteres Øjne hvile forskende paa sig — Andrey især syntes at være Genstand for deres Opmærksomhed.

 „Stop!“ sagde den ene — en lille, kortbenet Fyr — og stillede sig i Vejen for dem.

 „Hvem er De? Og hvor skal De hen?“ spurgte han.

 „Vi er Snedkere, der er paa Vejen til vor Hjemstavn!“ svarede Andrey i samme Aandedræt.

 „Deres Navn, Adresse, Fødested? Hvor længe har De opholdt Dem her i Byen?“ spurgte han.

 Andrey besvarede roligt alle disse Spørgsmaal, han havde omhyggeligt studeret sine Passer.

 „Hvorfor er De ikke rejste med Banen? Det plejer alle at gøre nu til Dags!“ spurgte han videre.

 „Jeg antager, at Vejene er til for enhver!“ svarede Andrey kort — han mente, det var bedst at lade fornærmet.

 „De gjorde bedre i at passe lidt paa Deres Mund!“ sagde den anden. „Har De Pas?“

 „Ja, naturligvis har jeg Pas!“

 „Vil De lukke Deres Sække op, saa at jeg kan se, hvad der er i dem!“

 „Der er i hvert Fald ikke noget, der tilhører Dem,“ svarede Andrey mere og mere gnaven — „De spilder bare Tiden for os!“

 „Gør, som jeg siger, og se, at du kan rappe dig!“ brummede Politimanden.

 Andrey trak paa Skuldrene og aabnede med en halv fortrædelig, halv haanlig Mine sin Sæk.

 Betjenten undersøgte Indholdet og vendte sig derpaa mod Georg.

 „Og hvem er saa De?“ spurgte han i en langt roligere Tone.

 „Jeg hedder Semen Shigaev og skal ogsaa hjem!“

 „Saa er De vel Brødre?“

 „Halvbrødre!“ svarede Georg; det faldt ham ind, hvor lidt de lignede hinanden.

 Imidlertid var der kommet flere Folk til, der skulde igennem Porten og altsaa ogsaa maatte undersøges.

 „De kan gaa!“ sagde Politibetjenten og vinkede affærdigende med Haanden.

 Andrey tog atter sin Sæk paa Ryggen og belavede sig paa at fortsætte sin Vej. Men den anden Betjent, en høj, koparret Fyr, gik hurtigt hen til sin Kollega og hviskede ham et Par Ord i Øret, hvorpaa denne sprang frem foran Andrey, spærrede Vejen for ham og raabte:

 „Halløj — Stop igen! De kommer til at følge med paa Stationen!“

 „Hvad skal jeg paa Stationen?“ spurgte Andrey. „Jeg er hverken gal eller drukken, og mit Pas er i Orden.“

 „Det skal De nok faa at vide! Min Pligt er det kun at standse Dem her!“

 Sagen begyndte at antage et uhyggeligt Udseende. Det vilde være let nok at slaa disse to Karle ned; men hvorledes skulde man undslippe til Fods, paa aaben Landevej og i fuldt Dagslys?

 Medens Andrey hurtigt oversaa Terrainet omkring dem, begyndte han heftigt og højlydt at protestere mod denne Behandling. Han var kendt for at være en ærlig Mand og havde de bedste Vidnesbyrd fra sine Mestre.

 „Semen!“ sagde ban til Georg. „Løb hen og bed Hr. Arkipovs Forvalter om at komme et Øjeblik herhen! Det er ikke langt herfra,“ forklarede han Betjenten og nævnede en af de nærmest liggende større Gader.

 Lovens Haandhæver syntes ikke at ville gøre Indsigelse imod denne Plan, han havde ingen særlige Instrukser for dette Tilfælde, men Georg rørte sig ikke af Stedet, han forstod godt, at Andrey blot vilde se at faa ham bort og i Sikkerhed.

 „Jeg har ikke stor Lyst til at gaa!“ sagde han betænksomt. „Efim Gavrilich er en sær Patron — han bliver bare gnaven, hvis man ulejliger ham for en saadan Bagatel!“

 Andrey forstod, at Georg ikke lod sig sende bort.

 „Nuvel, saa lad os straks gaa til Stationen! Vi har daarlig Tid!“ sagde han til Gendarmerne.

 Det var ham om at gøre saa hurtigt som muligt at komme væk fra Stedet, thi der var allerede fuldt af nysgerrige omkring dem.

 „De har at vente, til Patrouillen kommer!“ sagde deres Cerberus kort. „Vi kan ikke forlade vor Post for Deres Skyld!“

 Andrey og Georg satte sig roligt paa Grøftekanten nogle faa Skridt borte og tændte deres Piber.

 Da Mængden ikke længer hørte nogen Strid, gik snart hver til sit — selv Gendarmerne syntes at miste Interessen for deres to Fanger. Men Patrouillen kunde hvert Øjeblik komme.

 „Stik et Guldstykke til den Slyngel!“ hviskede Georg ind imellem to dygtige Drag af sin Pibe.

 Andrey nikkede; han havde selv tænkt, at de maatte forsøge Bestikkelse. I et Øjeblik, da der ikke fandtes Mennesker i Nærheden, vendte han sig imod Betjenten:

 „Hør en Gang, gode Ven! Hvad vil De have for at lade os gaa i Fred?“ spurgte han.

 „Hvor meget vil De give?“ spurgtes der tilbage.

 Andrey rakte et Par Kobbermønter frem — et alt for stort Tilbud vilde i dette Tilfælde kunne vække Mistanke.

 „Nej, min Ven! det er for lidt! Vi er to Mand til at dele. Giv os en Rubel!“

 „Det er godt nok sagt! Men tror De maaske, at jeg har mange Rubler at kaste bort. Her er en halv Rubel! Det er meget for meget; men jeg har ikke Tid til at staa her og prutte med dem.“

 De var atter fri Mænd. I den første Landsby, de kom til, lejede de et lille Enspænder-Køretøj og ankom ved Middagstid til Jernbanestationen. Her ventede David paa dem med den gode Nyhed, at Vejen var klar, og ikke længe efter dampede de af Sted til St. Petersborg.

* * *

 Tania havde imidlertid tilbragt en frygtelig Tid; i de fire Dage havde hun været fuldstændig uden Underretning fra Andrey, som indtil da regelmæssigt hver Dag havde sendt hende en Avis fra Dubravnik — selvfølgelig Byens mest konservative. — Andrey turde ikke paa anden Maade staa i Forbindelse med hende; men for Tania var denne lille, dumme Avis en dyrebar Skat, fordi den bragte Hilsen og Bud om, at hendes Andrey endnu var uskadt.

 Men den skæbnesvangre Eksplosion i Bombemandens Hus, som med et Slag kuldkastede alle Planer, og de derefter følgende frygtelige Begivenheder havde til den Grad opfyldt Andreys Sind, at han rent havde glemt at sende det lille Blad til Tania, desuden troede han, at Georg havde skrevet.

 Imidlertid var Aviserne i Hovedstaden fyldte med de mest alarmerende Meddelelser, som alle drejede sig om Andrey. Snart hed det sig, at han var arresteret i sit Hjem — saa paa Jernbanen og saa i Byen paa aaben Gade. Rygterne blev vildere og vildere, og den Masse Arrestationer, der foretoges, viste, hvor ivrigt man var paa Jagt efter ham.

 Andrey kunde selvfølgelig ikke være bleven arresteret samtidig paa flere Steder; men var det tænkeligt, at han kunde være paa fri Fod uden at sende hende nogen Meddelelse?

 Da David kom op til Tania for at fortælle hende, at Andrey om et Øjeblik vilde følge efter — han var kun gaaet til Hovedkvarteret for at skifte Dragt —, vilde hun næppe tro paa Rigtigheden af hans Ord. Men da David smilende forsikrede hende, at han for et Øjeblik siden havde forladt hendes Mand i levende Live, og at de havde gjort Rejsen sammen fra Dubravnik hertil, opklaredes hendes blege, forgræmmede Ansigt af et lykkeligt Smil.

 — „Det er jo et rent Mirakel, at han er sluppen helskindet ud af det Helvede!“ sagde hun, da David havde endt sin Beretning.

 „Ja, de gjorde det hedt nok for ham,“ svarede David. „De maa sørge for i det mindste i det første halve Aar at holde ham borte fra lignende Affærer, hans Stilling er alt for udsat. Frem for alt maa han ikke forlade St. Petersborg.“

 „Jeg skal gøre mit Bedste!“ svarede Tania. „Men jeg frygter desværre, at her heller ikke er synderlig Sikkerhed for ham.“

 „Det er alligevel ubetinget det sikreste Sted,“ mente David og tog lidt efter Afsked. Saa snart han var gaaet, løb Tania hen og stillede sig paa Vagt bag Vinduesgardinet — hun kunde herfra overse Gaden i hele dens Længde. Da hun endelig saa ham komme i Drosken, gav hun intet som helst Tegn, men blev staaende ubevægelig; kun hendes lykkestraalende Øjne og smilende Mund sagde ham, at hun havde set ham.

 Et Øjeblik senere sluttede Andrey hende i sine Arme og glemte baade Planer og Forsæt, Czaren, Politiet og Sammensværgelser — alt forsvandt i den jublende Følelse af at være elsket og elske igen.

 „Du kære!“ hviskede hun ved hans Bryst. „Jeg troede aldrig, at jeg skulde have set dig igen!“

 „Det gjorde du Uret i!“ sagde han smilende. „Jeg lovede dig jo at komme fri og frank tilbage!“ Han sad i en Lænestol, hun paa hans Skød. „Men hvor mager og bleg du dog er bleven!“ sagde han. „Har du været syg?“

 „Nej; men det har været en frygtelig Tid for mig!“ svarede hun. „Men nu er det alt sammen glemt!“ tilføjede hun fornøjet og fortalte smilende om alle sine Ængstelser.

 „Tilgiv mig, du søde! Nu ser jeg først, hvor styg jeg har været imod dig!“ sagde han.

 „Bryd dig bare ikke om det! Det var dumt af mig straks at tro det værste. Næste Gang skal jeg være mere fornuftig —“

 Men ved den pludselige Tanke om, at hun maaske atter skulde gennemleve noget lignende, udbrød hun i en ganske forandret Tone, idet hun klyngede sig til ham: „Nej! nej! Vi vil aldrig mere skilles! Hvorfor skal vi ogsaa det? Jeg kan paa saa mange Maader være dig behjælpelig. Jeg er jo dog ingen Kryster — er jeg vel?“

 Og idet hun lagde begge sine Hænder paa hans Skuldre, bøjede hun sig spøgefuldt tilbage, saa at han kunde se hende lige ind i Ansigtet.

 „Nej, det er du ikke,“ svarede han og kyssede hende.

 „Det er heller ikke Faren, jeg frygter,“ vedblev hun. „Eller har jeg maaske nogen Sinde ænset den, naar du var her hos mig? Nej, det er Uvisheden, der er saa frygtelig. — Du aner ikke, hvad jeg har lidt, mens du var borte. Jeg levede i en eneste Spænding, indtil Posten havde bragt mig den stakkels „Dubravnik Tidende“, og naar jeg saa endelig havde faaet den, sagde jeg til mig selv, at du jo godt kunde være bleven arresteret et Øjeblik efter, at du havde sendt den — og saa var det lige galt! — Og saa de frygtelige Dage, da der slet ingen Avis kom mere — Aa Gud, alle de rædselsfulde Muligheder, jeg tænkte mig — Men det er stygt af mig at tale om dette! — Jeg ved godt, at du ikke længe vil holde dig i Ro; men du maa love mig, at hvad end din næste Opgave bliver — selv om den bliver langt værre end den sidste i Dubravnik —, saa vil du tage mig med dig? Ikke sandt — du vil give mig Lov til at dele enhver Fare med dig?“

 Hun saa paa ham med et ømt bedende, men dog saa tillidsfuldt Blik, som om den Mulighed var helt udelukket, at han kunde afslaa hendes Bøn.

 Andrey svarede intet, men betragtede i stum Sorg det yndige, uskyldige, unge Ansigt foran sig. Tania havde ved sit Spørgsmaal selv brudt den Fortryllelse, som et Øjeblik havde holdt alle Skyer borte. Pludselig stod atter den sidste Nat i Dubravnik lyslevende for ham — han mindedes den store Beslutning, han havde fattet, og vidste atter, at han var en dødsdømt Mand. Lykke, Venskab og Kærlighed var ikke mere til for ham! — Den Opgave, han nu havde foran sig, tillod intet Medarbejderskab og havde som Udgang kun Døden.

 Den eneste Delagtighed, han kunde give hende i den, var nu at fortælle hende alt; men han tøvede. Han, hvis Nerver var blevne hærdede til Jern igennem de blodige, bitre Erfaringer, som den underjordiske Kamp indbragte, han manglede nu Mod til at hæve Dolken imod dette dyrebare Offers Bryst.

 „Andrey, min egen! Hvad er der i Vejen? Hvorfor ser du saa underligt paa mig?“ udbrød hun angst. „Stoler du ikke paa mig? Frygter du for, at jeg ved min Nærværelse skal svække dit Mod? Tro dog ikke det! Hvis du ikke var, netop som du er — saa kunde jeg slet ikke elske dig! Da David fortalte om alle de Farer, der truede dig i Dubravnik, og den Maade, hvorpaa du tog dem, skælvede jeg rigtignok; men jeg følte mig tillige stolt og lykkelig! Det var saa ganske min Andrey — ham, jeg elskede! — Vær overbevist om, at jeg aldrig nogen Sinde skal forsøge at afholde dig fra at gøre det, som du anser for rigtigt og nødvendigt!“

 „Jeg ved det, du søde!“ sagde han og kyssede hendes Hænder.

 „Hvorfor sætter du da et saa alvorligt Ansigt op? Hvorfor lover du mig ikke rent ud at ville have mig med næste Gang? — Du holder maaske ikke saa meget af mig, at du altid vil have mig om dig?“ Hun lo nu, og han trykkede hende heftigt op til sig.

 „Naa ja — hvis du virkelig har en Hemmelighed, som du vil beholde for dig selv — saa for mig gerne! Men det siger jeg dig, at næste Gang du drager af Sted paa en Ekspedition, saa bliver du ikke fri for mig! Og saa taler vi ikke mere om den Sag! — Fortæl mig nu alt, hvad du har oplevet i Dubravnik — udelad intet! — Jeg har Mod til at høre alt!“

 Andrey var glad ved at faa en Anledning til at forhale sin skæbnesvangre Meddelelse.

 Det var jo ikke nødvendigt straks at komme med den — han kunde da i hvert Fald udsætte det til den næste Dag — unde sig selv en sidste Drik af Lykkens Bæger.

 Han fortalte Begivenhederne der nede fra, men undgik saa meget som muligt de mest gribende Enkeltheder; selve Eksekutionen berørte han næsten ikke, idet han sagde, at hun jo allerede havde læst alt det i Aviserne. Mest opholdt han sig ved sine egne personlige Eventyr, som nu, da de var endte godt, nærmest var fornøjelige. Tania lyttede tavs til hans Ord; men hendes Øre lod sig ikke bedrage af hans lette Tone. Da han var færdig, lænede hun sig op imod ham, saa ham fast ind i Øjnene og sagde:

 „Der er noget, du skjuler for mig, Andrey! Noget meget sørgeligt — noget, der tynger paa dit Sind! Sig mig, hvad det er! Lad mig faa Lov til at dele alle dine Sorger! Du vil selv føle dig lettere til Mode, naar du har faaet talt ud!“

 Et Øjeblik sad Andrey tavs og samlede alt sit Mod til det Slag, der nu skulde komme.

 „Du har gættet rigtigt, Tania!“ sagde han til sidst. „Jeg har bestemt at angribe Czaren!“

 Hun forstod ham ikke først.

 „Har du da ikke altid gjort det?“ spurgte hun.

 I fire korte, knappe Ord, som ikke levnede Rum for Tvivl eller Spørgsmaal, oplyste han hende om hendes Fejltagelse.

 Denne Gang ramte Slaget. Hun skiftede Farve, og hendes Mund aabnedes krampagtigt — uskønt — som naar et Menneske falder ned fra en svimlende Højde og brækker Halsen.

 „Aa, min Gud!“ stammede hun hæst — hun pressede begge Hænder mod Hjertet og lod dem saa falde hjælpeløst ned i Skødet.

 Hendes taareløse, blanke Øjne vandrede uroligt fra et Sted til et andet med et underligt tomt, forbavset Udtryk. Hele hendes sammensunkne Skikkelse og forvildede Blik syntes at sige: „Min Gud, var det det, jeg ventede paa?“

 Andrey rejste sig og greb hendes Haand, hun lod ham viljeløst tage den uden at se paa ham.

 „Tania, min elskede! Hør paa mig!“ sagde han og bøjede sig over hende. „Jeg vilde saa gerne faa dig til at se, at det er det rette — fortælle dig, hvorledes og hvornaar jeg kom til den Beslutning —“

 Hans Stemme vakte hende, hun drejede sig hurtigt om imod ham, og hendes Fingre omklamrede krampagtigt hans Haand.

 „Ja, ja, tal ud, hører du! Jeg er rolig. — Lad mig høre dine Grunde —!“ Ordene kom hurtigt og stødvis fra hendes Læber.

 Et svagt Haab dæmrede i hende, maaske var det dog endnu ikke helt afgjort, siden han ønskede at tale med hende derom.

 Han begyndte at fortælle, og denne Gang skaanede han hende ikke for de uhyggelige Enkeltheder baade ved Forhørene og ved den sidste frygtelige Katastrofe. Han haabede derved at vække den samme Indignation, som han selv følte, hos hende. Men han sigtede helt forkert — hun hørte fuldstændig koldt og udeltagende paa ham. Ting, som for et Øjeblik siden vilde have faaet hendes Hjerte til at bløde, prellede nu virkningsløst af som Pile mod et Jernpanser. Hun lyttede i Tavshed; men det haarde, udeltagende Udtryk i hendes Ansigt syntes at sige: „Alt dette er jo nu en Gang sket og kan ikke afhjælpes — hvad har det med din Beslutning at gøre?“

 I dette Øjeblik gaves der for hende kun én Kamp, kampen for at beskytte ham, som var hende kærere end hendes eget Liv. Men ogsaa Andrey havde sin Opgave liggende klar for sig, Kampen nemlig for at blive sig selv og sin Overbevisning tro. —

 „Og det slog mig,“ fortsatte han sin Tale, „at alle disse Rædsler kun var et svagt Sindbillede paa, hvad der daglig og overalt bliver forbrudt imod Tusinder, og at disse Lidelser aldrig nogen Sinde vil blive mindre eller holde op, hvis ikke vi bringer Ulykke, Skam og Trængsler over den Magt, der afstedkommer dem —“

 Han vedblev at tale længe paa denne Maade med varme, overbevisende Ord; men det lykkedes ham kun at vække hendes Modstandskraft.

 „Hvorfor i Alverden skal du netop være denne ene Mand, der er dømt til at gøre det?“

 „Og hvorfor skulde jeg ikke være denne ene Mand, Tania? Det er mig, der kom til den Beslutning, det maa være mig, der udfører den. Men skulde der i Morgen komme en anden Mand og sige, at han har fattet samme Plan som jeg, saa vil jeg med Glæde lade ham have Forrangen. Jeg føler ingen særlig Ærgerrighed efter at dø Heltedøden, jeg kan lige saa godt som alle de andre dø i Mørke og Ubemærkethed. Men et Tilbud som mit gøres ikke hver Dag, og man betror heller ikke hvem som helst en saadan Opgave. — Jeg haaber og tror, at man vil have Tillid til mig!“

 Tania skjulte sit Hoved i Hænderne. —

 „Ja, det vil man — det vil man — det vil man!“ hamrede det inde i hendes Hjerne. „Saa snart han har talt, er alt Haab ude!“

 Som en blændende Vision stod pludselig hendes korte Samliv med Andrey for hende, og hele hendes unge, kraftige Natur oprørtes imod at skulle bringe et saa grænseløst Offer. Hun maatte faa ham bort fra hans Idé — hun maatte redde ham for sig selv og for hende. Med en voldsom Kraftanstrengelse samlede hun sine forvirrede Tanker, førend hun begyndte at tale.

 Hun greb hans Haand og saa ham bønligt ind i Øjnene.

 „Andrey, min Ven!“ sagde hun. „Overvej endnu en Gang hvad det er, du vil! Er der da ikke nok af Mord og Blodsudgydelse? Hvad fører det til andet end til nye Rædsler? Galger og atter Galger! Der bliver til sidst ingen Ende paa dem! Jeg har tænkt saa meget over Tingene i den senere Tid, og mit Hjerte har blødt ved at tænke paa, at de ædleste og bedste iblandt os bliver nedslagtede paa denne Maade! Gives der da ikke andre Midler? Hvorfor skulde du ikke forsøge derpaa? Hvorfor kan vi ikke vedblive med vort Arbejde iblandt Folket og overlade Grusomhederne til de andre? — Jeg kan ikke rigtig udtrykke mig, som jeg gerne vilde, men du forstaar mig nok.“

 „Ja, jeg forstaar dig!“ svarede Andrey. „Og jeg har endogsaa gjort mig det selv samme Spørgsmaal. Det var, da jeg i Onsdags vendte tilbage fra Eksekutionen, hvor saa mangen en bitter Tanke havde faaet Bugt med mig! Men det kan ikke nytte, vi maa føre vor Mission til Ende! Hvad vilde Landet have vundet, hvis vi, i Stedet for at gengælde Slag med Slag, havde nøjedes med at rejse omkring og tale og undervise i alle mulige afsides Kroge? Man vilde ikke have hængt os — sandt nok! Men hvad var der naaet derved? Man vilde alligevel have arresteret os og sendt os til Sibirien, og vi vilde alligevel raadne rundt omkring i Fængslerne. Og Folket vilde vi ikke have gavnet en Døjt mere! Eller tror du maaske, at de giver os Frihed som Belønning for god Opførsel? Nej, vi maa kæmpe med de Vaaben, vi kan faa fat paa. Og hvis det bringer os Lidelser — saa meget des bedre! Det vil være et nyt Vaaben i vor Haand. Lad dem blot hænge os, skyde og myrde os i deres underjordiske Fængsler! Jo grusommere de behandler os, des større Fremgang faar vor Sag! Jeg vilde blot ønske, at de vilde slide mit Legeme i mange Stykker eller brænde mig levende over en langsom Ild midt paa Torvet —“ sluttede han med hviskende, uhyggelig Stemme og saa paa hende med et flammende Blik.

 Tania følte med Rædsel, at Grunden var ved at slippe væk under Fødderne paa hende. I Stedet for at dulme Ilden havde hun kun gydt Olie i den; hun vidste ikke mere, hvad hun skulde sige.

 „Andrey — hør mig! — Der er noget mere, jeg vil sige; men nu har jeg glemt, hvad det var —“ stammede hun og lagde sin Haand paa hans Arm. „Det var noget meget overbevisende — det ved jeg — men mit Hoved er ganske forvirret. Aa Gud — det er alt sammen saa frygteligt! — Men vent blot et Øjeblik — jeg kommer nok paa, hvad det var, jeg vilde sige —“

 „Jeg skal vente, saa længe du vil, du kære Barn!“ sagde Andrey og kyssede hendes hvide Pande. „Lad os slet ikke tale mere om den Ting i Dag, hører du!“

 Hun rystede energisk paa Hovedet — hun maatte og skulde sige det, der laa hende paa Hjertet, netop nu — i Dag — lige straks.

 „Jo — ser du“ — begyndte hun — „Bondebefolkningen, som tror paa Czaren. — Aa nej, det er ikke det, jeg mener. — Men den Del af Samfundet, som nu er neutral. — Nej, jeg kan ikke!“ brød hun pludselig af; der gik en heftig Skælven igennem hendes Legeme, og hendes Læber blev ganske hvide.

 „Aa, min Gud, hvad skal der blive af mig, naar de dræber dig?“ gispede hun, lagde Haanden over Øjnene og kastede sig tilbage.

 „Min stakkels, kære, lille Tania!“ udbrød Andrey og greb hende i sine Arme. „Jeg ved jo, hvilket frygteligt Kors jeg lægger paa dig. Det er saa langt, langt sværere for den, der bliver tilbage, end for den, der gaar bort. Men tro mig, min egen kære, min Skæbne falder mig heller ikke let. Livet var blevet saa dyrebart for mig nu, siden jeg ejede dig! Det er svært, frivilligt at maatte kaste det fra sig — frivilligt at skilles fra dig og dø, naar jeg kunde leve saa lykkeligt! — Jeg vilde give alt for at kunne skaane os begge! Men det er umuligt! Slaget maa slaas! Jeg kan ikke træde tilbage, fordi jeg elsker dig. Jeg vilde foragte mig selv — føle mig som en Løgner og en Bedrager over for mit Land, min Mission og mit eget Selv. Tror du, jeg kunde leve med en saadan Byrde paa mit Sind? Og tror du, at vor Kærlighed kunde trives under saadanne Forhold? — Tilgiv mig, min elskede! Tilgiv mig for vor fælles store Sags Skyld, for vort dyrebare Lands Skyld den Sorg, jeg bringer over dig! — Hvad betyder Døden — hvad vil alle vore Lidelser sige, hvis vi derved blot en eneste Dag før kan gøre Ende paa al den grænseløse Ulykke rundt omkring os?“ —

 Han talte med dæmpet, næsten hviskende Stemme, udmattet, som han var, af denne unaturlige Kamp.

 Hans Ord var en Bøn om Fred, om Henstand og talte lige til Tanias Hjerte; der foregik pludselig en fuldstændig Forandring med hende. Hvor ungdommelig, hvor romantisk og overspændt en Kvindes Kærlighed end er, saa vil der dog altid paa Bunden af den — hvis hun da virkelig elsker rigtigt — være noget af Moderens beskyttende og medlidende Følelser. Andrey havde ved sine simple Ord, fremførte med den skælvende, bløde Stemme, berørt denne Streng i Tanias Hjerte. Hun var ikke overbevist; men hun bøjede sig. Hvor kunde hun vel nænne at gøre hans Lod endnu tungere? Hendes Ansigtstræk formildedes, hendes dybe, mørke Øjne lyste atter i uendelig Ømhed, da hun saa paa ham og lod sin Haand kærtegnende glide hen over hans Hoved, der laa i hendes Skød, og hun talte milde, beroligende Ord til ham.

 Fremtiden laa som et uhyre Mørke for hende — hendes Liv endte med Andreys frygtelige Daad. Men hun saa tydelig den Vej, hun nu burde gaa. Hun var hans Hustru, hans Ven og hans Kammerat, og det var hendes Pligt at samle alt sit Mod for at kunne bistaa ham i hans svære Kamp og tage saa meget som muligt af Byrden over paa sine Skuldre.

 Hun var efterhaanden bleven ganske rolig; der var ingen Taarer i hendes store, sørgmodige Øjne; men indvendig græd hun Taarer af Blod — ikke længer over sin egen Skæbne, men over hans, som hun elskede.