En Nihilist/Tredje Del/III. Kapitel

←Modgang og Højhed.

En Nihilist av Sergei Stepniak, oversatt av E. Dorchmann I Fængslet.

Den store Beslutning!→

Hentet fra Project Gutenberg og wikifisert.

 Da de vendte tilbage, fandt de Vatajko ventende utaalmodigt paa dem — ogsaa David var der, mere nedbrudt og sørgmodig, end Andrey nogen Sinde havde set ham.

 „Hvor kedeligt, at I ikke kom før!“ var Vatajkos første Ord. „„Onkel“ har været her for at spørge efter dig, Andrey.“

 „Hvad vilde han mig?“

 „Han vilde tale med dig om et Brev fra Zina!“

 „Et Brev fra Zina! Hvor er det? Gav han dig det ikke?“

 „Nej, det er just Sagen, han kan ikke faa fat paa det uden at have et Par Ord med fra dig. Slutteren har ved sædvanlig Tid været i Værtshuset i Dag, men du kom ikke.“

 Det var sandt nok, Andrey mente ikke, at der nu var mere at gaa efter.

 „Saa vil jeg straks se at opsøge Slutteren!“ sagde Andrey.

 „Det er der ikke Tid til nu! Saa kommer du for sent til Toget!“ mente Georg.

 „Saa lad Toget køre — for mig gerne! Hvis jeg ikke kan træffe Manden i Aften, saa venter jeg til i Morgen!“ sagde Andrey bestemt.

 Tidlig næste Morgen gik Vatajko til Slutterens Hjem for at aftale et Møde midt paa Dagen, men vendte tilbage med uforrettet Sag. Manden havde Fængselstjeneste hele Dagen og kom først hjem sent paa Aftenen, hans Kone vidste intet om Brevet.

 Det var en kedelig Meddelelse, thi det betød i det mindste endnu en Dags Udsættelse — en Risiko, Andrey ikke turde løbe, naar han vilde undgaa Spionerne.

 „Jeg vil forsøge at træffe Manden i Fængslet!“ sagde han efter nogen Overvejelse.

 „I Fængslet! Er du rigtig klog!“ udbrød Vatajko.

 „Ja, hvorfor ikke? Det er i Dag de politiske Fangers Modtagelsesdag. Jeg vil gaa hen til Varia Voinova og følge med hende, naar hun som sædvanlig aflægger sit Besøg hos Søstrene Dudorov.“

 Denne Varia Voinova var velkendt iblandt dem alle og gik almindeligt under Navnet „de bedrøvedes Moder“. Hun var Enke efter en Læge med frisindede Anskuelser og havde sat sig til Opgave ved de Midler, der stod til hendes Raadighed, saa vidt det laa i hendes Magt, at lette Tilværelsen for de politiske Fanger og var i den Anledning en kendt Gæst i Fængslet.

 „Men du vil straks blive genkendt og øjeblikkelig ført i Arrest!“ sagde Georg.

 „Aa nej!“ svarede Andrey smilende. „Intet Menneske falder paa at søge mig i Fængslets Modtagelsesværelse. Det ser kun farligt ud. Jeg maa have det Brev, førend jeg rejser!“ tilføjede han alvorligt.

 Uden at vente paa yderligere Indsigelse skyndte Andrey sig bort.

 De politiske Fangers Besøgstid var mellem Klokken to og fire. Lidt før to var Andrey ved Varia Voinovas Side i Nærheden af Fængslet, den store, stygge Bygning, der for ham gemte saa mange Minder. I Haanden bar han en lille Pose med Fødemidler og nogle Bøger, han havde laant i et Lejebibliotek. Varia, som af Erfaring vidste, hvor uhyre simple de Formaliteter var, som man havde at gennemgaa for at faa Lov til at besøge en Fange, var beredvilligt gaaet ind paa Andreys Idé og mente ogsaa, at han ikke løb nogen særlig Fare derved.

 Skildvagten aabnede Porten og lukkede den atter omhyggeligt efter dem — Andrey var inden for Løvens Kløer! Et Øjeblik paakom der ham en uhyggelig Følelse af Hjælpeløshed, han var til Mode som en Mand, der pludselig kastes i et Fangetaarn. Saa saa han op og lyttede. En undertrykt Mumlen af mange Stemmer hørtes rundt omkring, men alting var mørkt. De befandt sig i en lang, overbygget Gang med svære Jerngitterporte for hver Ende, og kun igennem disse trængte Lyset sparsomt ind. Denne Gang, som førte ud til en Gaardsplads, der var indrammet af selve Fængselsbygningerne, tjente som en Slags Venteværelse for de besøgende.

 Efterhaanden, som Andreys Øjne vænnede sig til Halvmørket herinde, saa han en Mængde Mennesker — Mænd, Kvinder og Børn, hobede sammen bag Jerngitre paa begge Sider af Gangen. Flertallet af disse besøgende skulde til de almindelige Forbrydere. Men i et Hjørne til højre Side for Indgangen stod der en Samling Mænd og Kvinder, hvis Dragter viste, at de hørte til den mere „priviligerede“ Klasse, og som desuden adskilte sig fra de øvrige derved, at de fleste af dem holdt Blomster, Pakker eller Bøger i Haanden. Det var Folk, der vilde besøge „de politiske“.

 Varia gik hen til dem, fulgt i nogen Afstand af Andrey. Hun syntes at kende dem alle og vekslede Hilsener og Haandtryk med de fleste. En bleg, mørkhaaret Dame, som holdt en ti-tolv Aars Dreng ved Haanden og havde en Kurv med Blomster paa Armen, optog hende lidt længere end de andre.

 „Hvilke smukke Blomster De har bragt med!“ sagde Varia. „Giv mig nogle af dem til mine Fanger, jeg har desværre ingen faaet med i Dag!“

 Damen rakte hende Kurven, og Varia tog meget uceremonielt Halvdelen af Blomsterne, hvoraf hun rakte nogle til en høj, graahaaret Herre, som stod et Par Skridt fra hende.

 „Se her, tag dem til Deres Datter! Der er intet, Fanger sætter saa megen Pris paa som Blomster.“

 Derpaa gik hun hen til en ældre Kone, iført en tarvlig Bondedragt med Hovedet indhyllet i et Sirtsestørklæde.

 „Har din Søn flere Penge tilbage?“ spurgte hun.

 „Ja, lille Mor, han har endnu to Rubler!“ svarede den gamle.

 I sin Egenskab af Revolutionens barmhjertige Søster havde Varia Bestyrelsen af Fængselsfondet under sig, og det var hendes Pligt at sørge for, at alle Fangerne, rige og fattige, fik hver sin Del af Penge, Bøger, Linned o.s.v.

 „Hvem er den Dame med Drengen ved Haanden?“ spurgte Andrey, da Varia atter kom tilbage til ham.

 „Det er Advokat Palizins Hustru,“ svarede hun. „Han skal sendes til Minerne i Sibirien, og hun følger ham. Stakkels Kone, det vil blive drøjt for hende; thi hun maa lade Drengen blive tilbage her,“ og Varia fortalte videre uden først at blive spurgt.

 Den gamle Herre var en Købmand fra Byen, som skulde følge efter sine to ældre Søstre til Øst-Sibirien. Bondekonen var Moder til en ung, lovende Knøs, og saa fremdeles; alle disse Mennesker, hvilken Klasse de end tilhørte, var knyttede sammen ved en stor fælles Sorg.

 Raslen af Kæder og Laase, der blev lukkede op, afbrød deres Samtale. Den inderste Port aabnedes og gav Plads for en Afdeling almindelige Fanger, der skulde ud af Fængslet. De passerede Gangen og blev lukkede ud af den sidste Port, som atter forsvarlig stængedes efter dem. Derpaa laa alt i det tidligere Halvmørke. Nu og da viste der sig ved Døren, der førte ind til Kontorerne, en Konstabel, der raabte Navnene op paa dem, hvis Tur det var til at tage imod Besøg.

 „Der er endelig Mikael Evgrafich!“ udbrød Varia.

 I dette Øjeblik viste der sig en høj, svær Politi-Officer i Døren ind til Kontorerne.

 „Er der Gæster til „de politiske“?“ raabte han højt.

 Varia gik op ad de faa Trappetrin, der førte til Døren, og hilste paa Officeren som paa en gammel Bekendt.

 „Jeg har bragt en Broder af Søstrene Dudorov med mig i Dag, Mikael Evgrafich!“ sagde hun. „Han er for et Øjeblik siden kommen hertil fra Moskva blot for at se sine Søstre. Desværre maa han rejse igen i Morgen, saa der var ikke Tid til at faa Adgangstilladelse for ham; men jeg er vis paa, at — —“

 Officeren kastede et prøvende Blik paa „Broderen“, som imidlertid var traadt frem og bukkede høfligt.

 „Skriv hans Navn op inde i Kontoret!“ afbrød han hende kort; „men lad det ikke hænde oftere! De ved, at det er imod Reglementet!“

 En gammel, skaldet Herre, som et Øjeblik før var kommen ind, havde imidlertid nærmet sig og betragtede Andrey med et mistroisk forskende Blik.

 „Jeg beder Dem undskylde, min Herre,“ sagde han til Officeren, „men ogsaa jeg kommer for at besøge Søstrene Dudorov, mit Navn er Timothy Dudorov, jeg er en Onkel af dem!“

 „Jeg kan ikke tillade flere Visitter i Dag til de to Søstre!“ svarede Officeren kort.

 „Men jeg har min Adgangstilladelse, og det er mine Niecer! — Jeg synes, naar en fremmed kan faa Lov —“

 Officeren havde imidlertid allerede vendt Ryggen til ham og var forsvunden ind i Kontoret uden at høre videre paa ham.

 „Nej, det er uhørt,“ udbrød den gamle vredt. „Jeg gaar lige ind paa Kontoret og klager —“

 „Saa vær dog stille, Menneske!“ hviskede Varia og greb ham heftigt i Armen. „Det er Mashas Kæreste, de elsker hinanden over al Beskrivelse, og han vil gifte sig med hende, saa snart hendes Skæbne er afgjort. Det er for at træffe Aftale med hende om den Sag, at han kommer i Dag. De vil da vel ikke ødelægge deres Lykke ved at gøre Skandale her? Vær bare stille og stol paa mig! Jeg skal nok faa ordnet det saaledes, at De ogsaa kommer ind.“

 „Naa, hænger det saadan sammen!“ sagde den gamle venligt. „Det kunde De jo straks have sagt mig!“

 Varia forsvandt ind i Kontoret, og den gamle gik hen til Andrey og trykkede hjerteligt hans Haand.

 „Jeg kender Deres Hemmelighed, unge Mand,“ sagde han, „og ønsker Dem al mulig Lykke! Jeg skal ikke forhindre Deres Møde med Masha! De kan hilse hende mange Gange fra Onkel Timothy!“

 Da Varia kom tilbage, fandt hun de to Mænd i fredelig Samtale. Hun havde faaet ordnet det saaledes, at de to Søstre blev bragte ind hver for sig; den gamle Herre skulde tale med den yngste, og hun og Andrey med Masha.

 Et Øjeblik efter blev den gamles Navn raabt op, og da han et Kvarters Tid senere kom ud, hviskede han glædestraalende til Andrey: „Masha er forberedt paa Deres Komme! Jeg lod et Par Ord falde derom til Katia!“

 Nye Hold besøgende blev indladte, en for en — Fædre, Mødre og Hustruer — alle gik hurtigt, hver især med sin Pakke eller Blomsterbuket. Naar de vendte tilbage, havde de ingen Pakker og ingen Blomster mere, men kun et uendelig sørgmodigt Udtryk i deres Ansigt. Enkelte var fuldstændig knuste, skønt de gjorde deres Bedste for at holde sig tappert. En for en, som blege Skygger forsvandt de i den halvmørke Gang. Andrey var dybt greben ved dette Syn; bag hvert enkelt af disse Ansigter læste han den skjulte Tragedie, og det forekom ham, at han aldrig i sit Liv havde set saa megen Sorg og Lidelse som i disse to Timer.

 Endelig kom Turen til ham og Varia.

 „Denne Vej!“ sagde hun og førte ham hurtigt igennem en Række mørke Gange ind i et stort, lyst Rum, der mere saa ud som en Forsal end som et Værelse. Til begge Sider fra Indgangsdøren løb to Afdelinger, som nærmest kunde betegnes som to uhyre Bure. Et tæt Staaltraadsnet, som ved nærmere Eftersyn viste sig at være dobbelt, idet der med fire, fem Alens Mellemrum atter var et lignende, spærrede ind til disse Afdelinger. Imellem de to Gitre gik en Skildvagt op og ned, og i Rummet selv sad der to andre, som saa meget søvnige ud.

 „Hvor er Fangerne?“ spurgte Andrey.

 „De bliver straks førte ind. Vi skal først efterses,“ sagde Varia.

 En af Skildvagterne rejste sig ag sagde, at hvis de havde bragt noget med til Fangerne, maatte de aflevere det til den vagthavende Skildvagt, som skulde undersøge det. Denne Skildvagt var ham, der gik op og ned mellem Gitrene, og netop den Mand, som Andrey ønskede at træffe.

 Han rakte sin Pakke ind igennem en Luge og sagde højt: „Til Søstrene Dudorov!“

 Manden kastede et ligegyldigt, sløvt Blik paa den besøgende og begyndte langsomt at aabne Pakken.

 „Jeg maa have mit Brev i Dag,“ hviskede Andrey.

 Manden syntes intet at have hørt, men var tilsyneladende ganske optaget af at skære en stegt Kylling i to Dele for at forvisse sig om, at intet Budskab var skjult inden i den.

 „I det bageste Værelse — under den gamle Kiste!“ sagde han lidt efter uden at se op.

 Varia talte allerede med Masha Dudorov, der med ligblegt Ansigt lænede sig til Gitteret.

 „Naa, det er altsaa dig, der er min Kæreste!“ sagde hun smilende, da Andrey kom hen til dem. „Jeg kunde ikke forstaa, hvad Onkel havde ment med sine Ord til Katia!“

 „Hvordan har Katia det, og hvordan gaar det eder begge?“ spurgte han.

 Hun fortalte, at de begge var raske og vistnok snart vilde blive sendte til Sibirien — de vidste allerede, til hvilken Mine de skulde. Andrey havde flere Venner deroppe og bad hende tage Hilsener med.

 De talte i en hurtig, hviskende Tone, uforstyrret af deres Ven Vogteren, der lod, som om han intet hørte.

 Masha bad derpaa Andrey om at hilse alle Vennerne, der blev tilbage, og udtalte sluttelig i varme Ord et Ønske om, at han endnu længe maatte beholde sin Frihed og være i Stand til at udrette mere for den store Sag, end hun og Søsteren havde været i Stand til.

 Den usædvanlige Samtale bragte Mashas Nabo inden for Gitteret til at studse, og han sagde hviskende et Par Ord til den unge Pige, som derpaa henvendte sig til Andrey.

 „Min Nabo, Palizin, ønsker at hilse paa dig!“

 Den lille, energisk udseende Mand med de skarpe Ansigtstræk var altsaa den bekendte Revolutionist, den forhenværende Dommer Palizin! Andrey burde for Resten have kunnet tænke sig det; thi uden for Gitteret stod Damen med Drengen, der for nylig var bleven vist ham som Fru Palizin.

 Andrey sagde, at han glædede sig over at gøre hans Bekendtskab, selv om det var under disse uhyggelige Forhold, og udtalte sin Beklagelse over, at de ikke mødtes begge to paa denne Side af Gitteret.

 „Naa, hvem ved, hvorledes det kan gaa!“ sagde den uforsagte Frihedsmand med et stolt Kast med Nakken. „Vi mødes nok udenfor en Gang! Fængselsmurene er høje, men en Ørn stiger dog endnu højere! I hvert Fald vil min Dreng der snart træde i mine Fodspor!“ Han pegede paa Drengen, hvis Kinder farvedes af en dyb Rødme.

 Men pludselig afbrødes deres Samtale ved, at en Stemme fra den anden Del af Rummet raabte: „Andrey, Andrey!“

 De to halvsovende Skildvagter fo’r i Vejret, og alle Hoveder vendte sig i Retning af den, der havde raabt; Varia stod stiv af Skræk.

 I Afdelingen lige over for stod en Fange og vinkede ivrigt ad Andrey, som nu gik over Gulvet hen til ham.

 „Hvad? Mitia? Er det dig? Hvorledes kommer du her?“

 Fangen var en tidligere Studiekammerat og Ven af Andrey og den sidste, han ventede at træffe paa dette Sted.

 Vagten traadte til.

 „Gaa tilbage til Deres Plads, min Herre!“ sagde han barskt. „Det er forbudt de besøgende at tale med andre Fanger end dem, de har Adgangstilladelse til.“

 „Jeg beder undskylde!“ sagde Andrey høfligt, men viste desuagtet ikke synderlig Iver for at gaa sin Vej.

 „Det er nu det tredje Aar, at jeg er her, kun paa Mistanke!“ hviskede Fangen hurtigt. „Jeg har Brystsyge! Lægen siger, at der kun er en Ottendedel af Lungen tilbage,“ tilføjede han triumferende og med høj Stemme, som om det var en stor Lykke, der forestod ham.

 Et voldsomt Hosteanfald afbrød ham, og i samme Øjeblik lød Signalet, der betegnede, at Besøgstiden var til Ende; Fangerne blev førte bort, og de besøgende maatte gaa.

 Udenfor i Gangen var der Larm.

 „Hvad er der i Vejen?“ spurgte Varia noget angst.

 „Det er en ny politisk Fange, der bliver bragt ind!“ forklarede Fru Palizin.

 I dette Øjeblik saa man i den nederste Ende af Gangen. Gendarmer i Færd med at aabne den yderste Port.

 For Andrey frembød det ikke nogen særlig Fare at vise sig iblandt de almindelige Fængselsbetjente, da ingen af dem — med Undtagelse af den ene, der var hans Ven — kendte ham af Udseende; men helt anderledes forholdt det sig med Gendarmerne! Han havde al Grund til at holde sig saa meget som muligt paa Afstand fra dem. Men gjort tryg ved den saa heldig overstaaede Visit og ivrig efter at se, hvem Fangen var — det kunde jo være en af Vennerne — glemte han i dette Øjeblik at iagttage den nødvendige Forsigtighed. Lænet op imod Jernstangen tog han Plads i Gangen nogle faa Skridt fra Porten. Et Øjeblik efter rulledes Transport-Baaren ind, og i det fulde Dagslys, som nu faldt paa det lille Gittervindue i Baaren, saa han den ulykkelige Bombemands udtærede, spøgelseagtige Træk! Efter tre Dages Ophold paa et Hospital ansaa man ham for tilstrækkelig restitueret til at kunne forflyttes til Fængslet.

 Saa optaget var Andrey af dette uventede Møde, at han ikke bemærkede, at han selv var Genstand for en temmelig skarp Iagttagelse. En rødskægget Gendarm, der gik efter Fangevognen, havde flere Gange set forskende hen paa Andrey og pressede sig nu imellem Jernstangen og Baaren frem til en af Gendarmerne, der gik forbi.

 Et Øjeblik efter vendte de tilbage, men da var Andrey forsvunden. Uden at give sig Tid til at vente paa Varia var han hurtigt smuttet ud igennem Porten. Han længtes efter at faa fat paa det dyrebare Brev, som ventede paa ham i Slutterens Hus.

 Skildvagten uden for Porten, der som de andre havde været optaget af at stirre paa Transportbaaren, havde ikke lagt Mærke til, at Andrey gik, og da Gendarmerne spurgte, om nogen var gaaet ud, forsikrede han højt og helligt og i god Tro, at ingen i Løbet af de sidste fem Minutter havde forladt Vestibulen.