hvad førte det egentlig til? Hvad nyttede det at falde over disse Mennesker, som dog alle mere eller mindre var villieløse Redskaber i en højeres Haand? Vilde det rokke ved Despotismen? Nej! Hvis Slaget skal virke, saa maa der sigtes højere — det maa træffe den Mand, som er Grundpillen — Hovedet for hele Systemet!
Han hørte ligegyldig Vennernes heftige Ord, som efterhaanden mistede enhver Interesse for ham. Lidt efter rejste han sig og tog Afsked; han gik bort sammen med Georg.
De tilbragte hele Dagen ude, og gik ustandseligt. Georg fortalte, hvorfor han var kommen, og det blev bestemt, at de endnu samme Nat skulde afrejse til St. Petersborg — Andrey havde nu intet mere, der holdt ham tilbage i Dubravnik.
„Lad os blot ikke tabe Modet!“ sagde Georg med sin sædvanlige Haabefuldhed — han havde nu ganske overvundet sin Svaghed fra før. „Vor endelige Sejr afhænger udelukkende af, at vi kan bære Nederlag paa Nederlag med tilstrækkeligt Mod!“
„Det er muligt,“ svarede Andrey, „men saa maa vi i hvert Fald sigte højere med vore Slag, end vi hidtil har gjort, for at selve vore Nederlag kan gøre Epoke!“
„Hvad mener du med det?“ spurgte Georg; hans hurtige Blik havde opfanget noget ubeskriveligt, noget, han aldrig før havde set i Vennens Ansigt.
„Det skal du faa at vide, naar Tiden kommer!“ svarede Andrey undvigende og afbrød Samtalen.
III. KAPITEL.
I Fængslet.
Da de vendte tilbage, fandt de Vatajko ventende utaalmodigt paa dem — ogsaa David var der, mere nedbrudt og sørgmodig, end Andrey nogen Sinde havde set ham.
„Hvor kedeligt, at I ikke kom før!“ var Vatajkos første Ord. „„Onkel“ har været her for at spørge efter dig, Andrey.“
„Hvad vilde han mig?“
„Han vilde tale med dig om et Brev fra Zina!“
„Et Brev fra Zina! Hvor er det? Gav han dig det ikke?“